Udsendelse af asylsøgere, der har fået afslag på opholdstilladelse.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udsendelse af asylsøgere, der har fået afslag på
opholdstilladelse.
Den 25. februar 1992 afgav
jeg følgende redegørelse vedrørende fremgangsmåden ved udsendelse af
asylsøgere, der har fået afslag på opholdstilladelse:
"
I N D H O L D
:
1.Baggrunden for redegørelsen
2.De rejste spørgsmål
3.Min vurdering af de rejste
spørgsmål
3.1.Afgørelsesspørgsmålet
3.2.Myndighedsspørgsmålet
3.3.Klagespørgsmålet
3.4.Klagevirkningsspørgsmålet
4.Konklusion
1. Baggrunden for redegørelsen.
Ved skrivelse af 20. januar
1992 har (A) som advokat for en gruppe asylsøgende statsløse palæstinensere
over for mig rejst spørgsmålet om fremgangsmåden i forbindelse med udsendelse
af en udlænding, der har fået afslag på asyl, men som påberåber sig, at
udsendelsen er i strid med udlændingelovens § 31.
Det fremgår af sagen, at
advokaten den 27. september 1991 rejste spørgsmålet over for
Justitsministeriet; en genpart af advokatens henvendelse, der var bilagt et
af
ham samme dato udfærdiget notat, blev samtidig fremsendt til Folketingets
Retsudvalg og til mig.
Den 30. december 1991
Læs alt
besvarede Justitsministeriet advokatens henvendelse, idet man vedlagde et
notat
af 19. december 1991 udarbejdet af ministeriet om udlændingelovens
kompetenceregler i sager om udsendelse af udlændinge, der har fået afslag på
ansøgning om asyl.
I anledning af (A's)
henvendelse har jeg indhentet en udtalelse af 10. februar 1992 fra
Justitsministeriet. Udtalelsen var vedlagt et notat af 19. december 1991 samt
justitsministerens talepapir i forbindelse med et samråd, hvortil
Retsudvalget
havde indkaldt ministeren vedrørende samme sag. Til orientering vedlagde
ministeriet endvidere forskelligt andet materiale, herunder et - må jeg
forstå
- foreløbigt notat af 18. oktober 1991 om forskellige kompetencespørgsmål på
udlændingeområdet. Samrådet blev afholdt den 23. januar 1992. I skrivelse af
28. januar 1992 meddelte udvalgets formand mig følgende:
"I skrivelse af 22.
januar 1992 har Folketingets Ombudsmand anmodet om underretning om, hvad der
er
noteret i udvalgsprotokollen om karakteren af det samråd, der blev afholdt
torsdag den 23. januar 1992 (samrådsspørgsmål K, jf. alm.del - bilag 272) om
statsløse palæstinensere.
I den anledning kan jeg
oplyse, at udvalget konkluderede, at samrådet alene var af orienterende art,
og
at der ikke blev truffet nogen stilling hertil."
I advokatens skrivelse af 20.
januar 1992 siges det bl.a. s. 1:
"Selvom
Justitsministeriet i notatet af 19. dec. 1991 pag. 16-17 dog understreger
vigtigheden af, at alle udlændingemyndigheder bør have opmærksomheden henledt
på princippet i udlændingelovens § 31, må jeg på mine klienters vegne
fastholde, at den gældende udlændingelov bør forstås således, at udrejser en
udlænding, der har fået afslag på asyl eller opholdstilladelse på andet
grundlag,
ikke frivilligt, må Direktoratet for Udlændinge træffe afgørelse om
udsendelse,
og med samtidig vejledning om, at afgørelsen kan påklages til
Justitsministeriet.
Jeg er opmærksom på, at en
sådan fremgangsmåde ikke har været fulgt generelt, hverken i forhold til de
af
klagen omfattede statsløse palæstinensere eller i forhold til andre
asylsøgere."
I advokatens notat af 27.
september 1991 konkluderes det på s. 3:
"Siden lovændringen i
1986 har situationen for så vidt angår kompetencefordelingen således været
den
at
den endelige afgørelse om, hvorvidt udlændingen kunne få
opholdstilladelse som flygtning efter § 7 eller 8 har ligget hos
Flygtningenævnet, og
at
den endelige afgørelse af, hvorvidt en udlænding kan afvises,
udvises eller udsendes til et land, hvor der er risiko for forfølgelse af de
i
flygtningekonventionen artikel
1 A
nævnte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse
til
et sådant land, har ligget hos justitsministeren."
Konklusionen (s. 17) i
Justitsministeriets notat, som ministeriet har henholdt sig til i udtalelsen
til mig, er:
"Sammenfattende er det
Justitsministeriets opfattelse, at der ikke efter udlændingeloven af
Direktoratet for Udlændinge og Justitsministeriet skal træffes en særskilt
afgørelse om udsendelse i tilfælde, hvor der forinden er truffet en endelig
afgørelse om asylspørgsmålet efter udlændingelovens § 7.
..."
Som
bilag 1
til denne redegørelse er de relevante lovregler optrykt som
paralleltekster. Det drejer sig om lovreglerne, som de var affattet
henholdsvis
før og efter lov nr. 686 af 17. oktober 1986 om ændring af udlændingeloven.
Som
bilag 2
er optrykt (A's) notat af 27.
september 1991.
Bilag 3 og 4
indeholder henholdsvis Justitsministeriets notat af 19. december 1991 og det
-
foreløbige - notat af 18. oktober 1991. Sidstnævnte notat er efter det af
Justitsministeriet oplyste udvekslet med andre myndigheder, ligesom (A) er
meddelt aktindsigt i notatet. Notatet er medtaget som bilag til denne
redegørelse, fordi en række af de synspunkter, der er indeholdt i notatet, er
indgået i mine overvejelser. Som
bilag 5
er optrykt dele af forarbejderne til lov nr. 686 af 17. oktober 1986.
2. De rejste spørgsmål.
Udlændingelovens §§ 30-31
(som ændret ved lov nr. 686 af 17. oktober 1986) har følgende ordlyd:
"
§ 30.
En udlænding, der efter reglerne i kapitlerne 1 og 3-5 ikke
har ret til at opholde sig her i landet, skal udrejse af landet.
Stk. 2. Udrejser udlændingen ikke frivilligt, drager politiet
omsorg for udrejsen. Justitsministeren fastsætter nærmere regler herom."
"
§ 31.
En udlænding må ikke udsendes til et land, hvor den
pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen af 28. juli
1951, artikel
1 A,
nævnte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse
til
et sådant land.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse,
såfremt udlændingen har opnået opholdstilladelse i henhold til § 7, stk. 2,
eller stk. 4, jf. stk. 2. Dette gælder dog ikke, hvis der er bestemte grunde
til at antage, at udlændingen frembyder fare for landets sikkerhed, eller
hvis
udlændingen efter endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må antages at
frembyde nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed."
De spørgsmål, der er rejst i
sagen, er følgende:
1.
Skal der træffes en særskilt
(forvaltningsretlig) afgørelse om udsendelse af udlændinge, der
påberåber sig, at udsendelsen er i strid med
udlændingelovens § 31? (
Afgørelsesspørgsmålet
).
Såfremt spørgsmål 1 besvares
bekræftende, rejser der sig yderligere 3 spørgsmål:
2.
Hvem skal træffe afgørelsen? (
Myndighedsspørgsmålet
).
3.
Kan afgørelsen påklages, og i givet fald til hvem? (
Klagespørgsmålet
).
4.
Hvilken virkning har en sådan klage? (
Klagevirkningsspørgsmålet
).
3. Min vurdering af de rejste spørgsmål.
3.1. Afgørelsesspørgsmålet.
Justitsministeriet har i
notatet af 19. december 1991 givet udtryk for den opfattelse, at der ikke
skal
træffes særskilt afgørelse om udsendelse, såfremt den pågældende har søgt om
og
fået afslag på asyl. Det antages i notatet på s. 13, at dette spørgsmål er
afgjort i forbindelse med asylsagen. Ministeriets standpunkt begrundes med,
at
Flygtningenævnet forud for ændringen af udlændingeloven i
oktober 1986 i kraft af det såkaldte "absorptionsprincip" afviste
at
behandle klager over politiets udsendelsesbeslutninger,
at
der efter en afgørelse fra Flygtningenævnet i givet fald skulle
foretages en ny prøvelse på samme grundlag, som indgik i asylsagen, hvilket
efter Justitsministeriets opfattelse ikke ville være foreneligt med
udlændingelovens principper,
at
der ikke har været tilsigtet ændringer i sagsbehandlingen i
forbindelse med lovændringen i 1986, samt
at
asylsøgere, som Justitsministeriet herefter eventuelt ikke ville
finde grundlag for at udsende, i givet fald ville mangle et opholdsgrundlag
efter udlændingeloven.
a) Om de af
Justitsministeriet anførte synspunkter skal jeg bemærke følgende:
Det er ukorrekt at tage
nævnets anvendelse af absorptionsprincippet til indtægt for, at der ikke
består
nogen pligt til at træffe afgørelse.
For det første lader et
"absorptionsprincip" sig ikke uden videre overføre fra den
situation,
hvor
samme
myndighed er ansvarlig for
begge afgørelser - og dermed fuldt ud kan sikre sig, at den mindre vidtgående
afgørelses grundlag i det hele er til stede og inddraget i forbindelse med
hovedafgørelsen - til en ordning, hvor kompetencen er opsplittet mellem
forskellige
myndigheder.
For det andet er de tilfælde,
som er omtalt i nævnets beretning, sager, hvor politiet
har
truffet afgørelse, og hvor nævnet
efter en konkret vurdering
har fundet, at der i asylsagen var taget
stilling til udsendelsesspørgsmålet. Nævnet siger herom i sin beretning fra
1987, s. 171, følgende:
"Påberåber en udlænding
sig efter at have fået nævnets afslag på en anmodning om opholdstilladelse
efter udlændingelovens § 7, at udsendelsen er i strid med § 31, er det i
nævnet
fast antaget, at en særskilt prøvelse af § 31 ikke kan finde sted.
Spørgsmålet
om, hvorvidt § 31 er til hinder for udsendelse, anses for afgjort allerede
ved
nævnets beslutning om afslag på opholdstilladelse efter § 7
("absorptionsprincippet") -
i
hvert fald, når spørgsmålet om særskilt prøvelse af § 31 rejses kort efter §
7-afgørelsen.
Foreligger der senere en ny situation, f.eks. fordi forholdene i det
pågældende land er ændret, vil der eventuelt være mulighed for at indbringe
sagen for nævnet.
"Absorptionsprincippet"
er antaget at gælde både Direktoratet for Udlændinges og Flygtningenævnets
afgørelser, ligesom princippet er antaget at gælde i forholdet mellem 1.
asyllandsreglen og § 31, jfr. bl.a. følgende afgørelser: ....."
(Mine fremhævelser).
I beretningen anføres
eksempler på nævnets praksis vedrørende det omhandlede spørgsmål. Den seneste
afgørelse, der refereres, er beslutning af 26. marts 1987 (1986-2-2965):
"En yngre polsk statsborger
var indrejst i Danmark i 1978. I 1979 havde han opnået opholdstilladelse her
i
landet og senere fik han udstedt et polsk konsulatpas på den polske ambassade
her i landet. I tiden herefter havde han ca. 15-20 gange været i Polen uden
problemer. I 1984 var han blevet idømt 3 års fængsel her i landet, bl.a. for
at
have medvirket til at afsætte stjålne biler i Polen. Ved dommen var der
truffet
bestemmelse om udvisning med indrejseforbud for bestandigt. Ansøgeren havde
herefter søgt om asyl og indbragte siden direktoratets afslag på
opholdstilladelse efter § 7 samt politiets afgørelse om, at en udsendelse til
Polen ikke ville være i strid med § 31, for nævnet. Nævnet fandt ikke, at der
var grundlag for opholdstilladelse efter § 7 eller for at undlade udsendelse
i
medfør af § 31."
Ophævelsen af nævnets
kompetence i refouleringssagerne kan naturligvis ikke i sig selv medføre, at
der ikke længere skal træffes afgørelse om udsendelsesspørgsmålet.
Det er derfor også ukorrekt,
når Justitsministeriet (Notat af 19. december 1991, s. 15) som yderligere
begrundelse anfører, at der ikke ved 1986-ændringen - ud over ændringen af §
48, stk. 2 - er "tilsigtet ændringer i sagsbehandlingen". En
konsekvens af ministeriets eget standpunkt ville jo netop være, at disse
afgørelser
fortsat
skal træffes, men med en
anden rekursinstans. - Justitsministeriet begrunder standpunktet (notatet s.
6
og s. 15) med henvisning til en passus i bemærkningerne til lovforslaget,
hvori
det siges:
"For alle asylansøgere
[konventions- som andre flygtninge] gælder efter forslaget, at de ikke har
ret
til at opholde sig her i landet medens sagen behandles, hvis de er blevet
afvist ved grænsen,....
Afvises den pågældende ikke,
behandles sagen som hidtil, således at den pågældende har ret til at blive i
landet, indtil der foreligger en endelig afgørelse.
Der foreslås i øvrigt ingen
ændringer i sagsbehandlingen, herunder i adgangen til at klage til
Flygtningenævnet og de i den forbindelse gældende
retssikkerhedsgarantier.."
(Folketingstidende 1986/87,
tillæg A, sp. 28-29).
Denne henvisning forekommer
imidlertid ikke at være relevant i den nævnte sammenhæng. Den citerede passus
findes i lovforslagets
afsnit 5.2
under overskriften "
Behandlingen af
asylansøgninger
". Det pågældende afsnit indeholder en omtale af de
ændringer, der blev foreslået i udlændingelovens
§ 7. I ministeriets citat er den sidste sætning i det pågældende
afsnit af bemærkningerne til lovforslaget ikke medtaget; sætningen er
sålydende: "De ændrede regler findes i forslagets § 1, nr. 1."
Lovforslagets § 1, nr. 1, indeholdt hovedsageligt et forslag til ændring af
udlændingelovens § 7, hvorefter der ikke skulle bestå et retskrav på
opholdstilladelse for de-factoflygtninge. Dette forslag blev imidlertid ikke
gennemført, og bemærkningerne hertil er for så vidt uden interesse.
Reglerne om asylsøgeres
adgang til landet (og dermed § 48, stk. 2) omhandles ikke i afsnit 5.2, men i
afsnit 5.1
under overskriften "
Asylansøgeres adgang til landet
".
Imidlertid hævder Justitsministeriet i notatet, s. 6 foroven, at udtalelsen i
bemærkningerne skulle gælde
både
for
asylsøgeres adgang til landet
og
behandlingen af asylansøgninger.
En sådan citeringsmåde
forekommer uklar. Lovforslagsbemærkninger fra bestemmelser om behandling af
asyl
spørgsmålet overføres til
refoulerings
spørgsmålet (§ 31). Den
lovfortolkning, der bygger herpå, er ikke holdbar. - Jeg har som bilag 5
optrykt de relevante dele af lovforslaget, sammenholdt med de af
Justitsministeriet citerede afsnit.
(Folketingstidende 1986/87,
tillæg A, sp. 26-29).
Jeg må stille mig uforstående
over for ministeriets bemærkninger, notatet s. 12-13, hvorefter ophævelse af
rekursadgangen til nævnet (ophævelsen af §
53
a, stk. 1, nr. 4) tillige skal "ses i lyset af
Flygtningenævnets og direktoratets praksis efter den oprindelige lov".
Udtalelsen ses ikke at have noget belæg i lovens ordlyd eller forarbejder; et
så væsentligt fortolkningssynspunkt måtte, såfremt det havde foreligget på
tidspunktet for ophævelsen af rekursadgangen og ikke blot var opstået
efterfølgende,
have fundet udtryk i bemærkningerne til lovforslaget.
Justitsministeriets
fremhævelse af, at der ikke er noget opholdsgrundlag efter udlændingeloven,
hvis Justitsministeriet ikke ville finde grundlag for udsendelse, kan
formentlig være af betydning ved overvejelser om ændring og afklaring af de
pågældende lovregler; ved spørgsmålet om fortolkning af gældende ret er det
derimod efter min opfattelse uden betydning. Hvis det efter loven ikke er
lovligt at udsende en asylsøger, er myndighederne forpligtede til (for at
undgå
at handle ulovligt) at lade den pågældende forblive her i landet, indtil
udsendelse eventuelt kan finde sted. Udlændingeloven indeholder rigelig
hjemmel
hertil.
Jeg kan således ikke tiltræde
Justitsministeriets ovenfor gengivne synspunkter.
b
)
Afgørende for
vurderingen af, om der skal træffes en særskilt afgørelse, er de forarbejder
til reglen i udlændingelovens § 31, som Folketinget har lagt til grund. Disse
forarbejder har Justitsministeriet ikke omtalt i notatet.
Reglen om forbudet mod refoulering
blev indsat ved § 31 i udlændingeloven af 1983 (lov nr. 226 af 8. juni 1983).
I betænkning nr. 968/1982 om
udlændingelovgivningen siges det s. 60:
"Folketingets ombudsmand
har i skrivelse af 24. november 1978 (Beretning for 1978, s. 288 - 289)
henledt
justitsministeriets opmærksomhed på, at afgørelsen om, til hvilket land
udsendelse af en udlænding efter udvisningsbeslutning skal ske, ofte er af
vidtrækkende betydning. Undertiden kan udvisning til et bestemt land reelt
virke som udlevering, men udvisning sker uden iagttagelse af de
retssikkerhedsgarantier, som udleveringslovgivningen indeholder. Ombudsmanden
henstillede derfor, at en lovregulering af dette spørgsmål blev inddraget i
udvalgets overvejelser, og udvalget har fra justitsministeriet modtaget en
anmodning i overensstemmelse hermed.
Det er i slutningen af
foregående kapitel (4.5.3.) omtalt, at der allerede ved beslutningen om
udvisning af en udlænding bør tages en række hensyn af lignende karakter som
dem, der omtales i udleveringslovens § 6, jfr. lovudkastets § 19.
Herudover har udvalget fundet, at der i den
kommende udlændingelov bør fastsættes visse begrænsninger med hensyn til
politiets valg af det land, hvortil en udlænding, der ikke udrejser
frivilligt,
kan udsendes.
Flertallet har - blandt andet
under hensyn til, at der ofte vil være flere valgmuligheder - ikke fundet, at
disse begrænsninger bør være videregående end dem, der følger af forbudet mod
udvisning eller afvisning i flygtningekonventionens art. 33, stk. 1 og 2.
Flertallet foreslår derfor nogle dertil svarende begrænsninger i
udsendelsesadgangen optaget i lovudkastets § 23, stk. 2 og 3. Mindretallet
finder, at begrænsningerne ikke bør indskrænkes til det minimum, der følger
af
flygtningekonventionens art. 33 og foreslår, at udkastets § 23, stk. 2 og 3,
affattes således, at udlændinge, der er flygtninge, såvel konventions- som
B-flygtninge, i videre omfang beskyttes mod udsendelse til et land, hvor de
risikerer forfølgelse af den i flygtningekonventionens art. 1 nævnte
karakter."
(Mine fremhævelser).
På s. 183 siges det:
"Som nævnt ovenfor i
kapitel 5.1., side 59, bør der dog fastsættes visse begrænsninger med hensyn
til politiets valg af det land, hvortil udlændingen skal udsendes.
Flygtningekonventionens art.
33 indeholder følgende bestemmelse:
Ingen kontraherende stat må på nogen som helst måde
udvise eller afvise en flygtning ved grænserne til sådanne områder, hvor hans
liv eller frihed ville være truet på grund af hans race, religion,
nationalitet, hans tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller hans
politiske anskuelser.
Nærværende bestemmelse kan dog ikke påberåbes af en
flygtning, som med rimelig grund må anses for en fare for det lands
sikkerhed,
i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig
farlig
forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende
land."
Flertallet finder, at
begrænsningerne med hensyn til politiets valg af land ikke bør begrænses ud
over, hvad der følger af denne artikel,
men
at den vurdering, som politiet skal foretage, bør gælde ved udsendelsen af
enhver udlænding, der er truet af forfølgelse i flygtningekonventionens
forstand, selv om den pågældende ikke måtte have opnået opholdstilladelse som
flygtning. I udkastets stk. 3 er der desuden foretaget enkelte ændringer
i
forhold til konventionens art. 33, stk. 2, hvorved udlændingens retsstilling
forbedres."
(Mine fremhævelser).
Under folketingsbehandlingen
af forslaget til udlændingeloven gennemførtes visse justeringer i forhold til
udvalgets forslag, men Folketingets Retsudvalg tilsluttede sig i sin
betænkning
om lovforslaget gennem en udtrykkelig henvisning til udtalelserne i
udlændingelovudvalgets betænkning, at udsendelsen skulle træffes som en
særskilt afgørelse, se Folketingstidende 1982/83, tillæg B, sp. 1949, 1950 og
1972 (til nr. 43). Dette spørgsmål havde der i øvrigt været fuld enighed om i
udlændingeudvalget.
I betænkning nr. 968/1982
siges det på s. 228 om
rekursspørgsmålet
,
at der i udsendelsessituationen er
samme
behov
for en prøvelse for Flygtningenævnet, som
hvis der er meddelt afslag på asyl.
Et enigt udlændingelovudvalg
og Folketinget har ved indførelse af reglen således lagt vægt på de af den
daværende ombudsmand nævnte synspunkter, hvorefter en udsendelsesbeslutning
er
af vidtrækkende betydning, og at spørgsmålet derfor bør lovreguleres. Man har
følgelig lovgivet herom, og der er udtrykkeligt i loven taget stilling til
begrænsningerne i udsendelsesmuligheden. Det er i forarbejderne direkte
udtalt,
at der også skal træffes særskilt afgørelse,
selv om den pågældende ikke har opnået opholdstilladelse som flygtning, og
det
er fremhævet, at afgørelsen herom skal kunne prøves på samme måde som et
afslag
på asyl.
Samme opfattelse fremgår af
Flygtningenævnets formandskabs beretning 1987, hvor det s. 171 udtales:
"Afgørelsen af, om § 31
er til hinder for udsendelse, træffes i 1. instans af politiet. Politiets
afgørelser kan indbringes for Flygtningenævnet, såfremt udlændingen er
indrejst
før
ikrafttrædelsen af lov nr. 686 af
17. oktober 1986, jfr. dennes § 3, sammenholdt med §
53 a, stk. 1, nr. 4, i lovbekendtgørelse
nr. 90 af 26. februar 1986. For udlændinge, der er indrejst
efter
ændringslovens ikrafttræden den
19. oktober 1986, kan politiets afgørelse om udsendelse påklages til
justitsministeren."
På denne baggrund er det
efter min opfattelse utvivlsomt, at en afgørelse om udsendelse i
overensstemmelse med udlændingelovens klare ordlyd må anses for en særskilt
afgørelse i forvaltningsretlig henseende.
Jeg kan i øvrigt oplyse, at
området for udlændingelovens § 7 og udlændingelovens § 31 ikke er
sammenfaldende i den forstand, at § 31's område i det hele er indeholdt i
området for § 7. Som eksempel kan nævnes, at en udlænding, der uanset
flygtningestatus udvises ved dom, ikke må udsendes i strid med
udlændingelovens
§ 31; se som eksempel herpå Ugeskrift for Retsvæsen 1992, s. 56 H, især
landsrettens dom. Endvidere vil personer, som er omfattet af
flygtningekonventionens artikel
1 A,
men som har fået afslag alene under henvisning til flygtningekonventionens
artikel
1 F, ikke
kunne udsendes i strid med § 31.
3.2. Myndighedsspørgsmålet.
Spørgsmålet er, om afgørelsen
i første instans skal træffes af Direktoratet for Udlændinge eller af
politiet.
Indtil lovændringen i oktober 1986 kunne der bestå en vis tvivl i denne
henseende. Efter denne lovændring er det min opfattelse, at afgørelsen skal
træffes af Direktoratet for Udlændinge. Dette følger for så vidt af
udlændingelovens § 48, stk. 1, sammenholdt med stk. 2, samt af bemærkningerne
til § 48, stk. 2, som affattet ved ændringen i 1986. Her siges det bl.a.:
"Afvisnings- og
udvisningsbeslutninger kan påklages til justitsministeren. Afgørelse om
udsendelse har hidtil - også hvor der har været tale om asylansøgere - været
truffet af politiet. Efter forslaget skal afgørelse om udsendelse af
asylansøgere træffes af direktoratet for udlændinge, og baggrunden herfor er
den nære sammenhæng mellem afvisnings- eller udvisningsbeslutningen og
udsendelsesbeslutningen. Udsendelsesbeslutningen kan påklages til
justitsministeren.
Klage har ikke opsættende virkning."
(Se Folketingstidende
1986/87, tillæg A, sp. 35).
Der kan endvidere henvises
til betænkning nr. 968/1982, s. 211.
3.3. Klagespørgsmålet.
Udsendelsesbeslutninger er -
således som det fremgår ovenfor, afsnit 3.1 og 3.2 - forvaltningsretlige
afgørelser, der skal træffes af Direktoratet for Udlændinge.
Det følger af
udlændingelovens almindelige klageregler, jf. herved § 46, stk. 2, at
afgørelserne kan påklages til justitsministeren. Dette fremgår også klart af
forarbejderne til 1986-ændringen. Indtil lovændringen i 1986 kunne
afgørelserne
om udsendelse indbringes for Flygtningenævnet. Som fremhævet i betænkning nr.
968/1982, s. 228, fandt udvalget, at der var samme behov for en prøvelse af
udsendelsesspørgsmålet som af selve asylspørgsmålet. Efter udlændingelovens §
53 a, stk. 1, nr. 4, var det også indtil
oktober 1986 udtrykkeligt bestemt, at afgørelserne kunne indbringes for
Flygtningenævnet. Tilsvarende gjaldt for afvisning på grænsen, hvis den
pågældende søgte asyl, jf. §
53 a,
stk. 1, nr. 3. Den dagældende bestemmelse i udlændingelovens §
53 a, stk. 2, hvorefter indbringelse for
nævnet havde opsættende virkning, hindrede i realiteten, at der kunne ske
afvisning af asylsøgere på grænsen. Afvisningsbeslutning kunne træffes, men
klagen herover havde opsættende virkning, hvorved afvisningen ikke kunne
effektueres, dvs. udsendelse kunne ikke finde sted. Ved 1986-lovændringen
ønskedes gennemført en mulighed for afvisning på grænsen og
samtidig
udsendelse.
Dette var baggrunden for,
at
man ophævede klageadgangen til nævnet
og tillagde Justitsministeriet kompetencen, og
at
det
samtidig
i § 48,
stk. 2, blev fastslået, at klagen ikke havde opsættende virkning. Der siges
herom i lovforslaget bl.a.:
"Til nr. 10
Reglen foreslås ændret,
således at afvisning af en udlænding, der er omfattet af § 48, stk. 2, og
klager over, at en udsendelse er i strid med § 31, ikke længere skal kunne
indbringes for nævnet, men derimod for justitsministeren, der herved - i
lighed
med, hvad der i øvrigt gælder med hensyn til andre afgørelser om afvisning og
udsendelse, jfr. § 48, stk. 1 - får den endelige afgørelse i disse sager. Det
skal dog fortsat være flygtningenævnet, der har den endelige afgørelse af, om
en asylansøger kan opnå opholdstilladelse her i landet som flygtning i
henhold
til § 7. Ændringerne hænger i øvrigt sammen med forslaget til en ændret
affattelse af § 48, stk. 2, jfr. forslagets § 1, nr. 8. Der henvises herom
til
de almindelige bemærkninger pkt. 5.1. og bemærkningerne til § 1, nr. 8."
(Folketingstidende 1986/87,
tillæg A, sp. 35-36).
Også i denne forbindelse må
jeg fremhæve (jf. ovenfor ...), at der ikke er belæg for den opfattelse (jf.
Justitsministeriets notat af 19. december 1991, s. 12-13), at ophævelsen af §
53 a, stk. 1, nr. 4, skulle "ses i
lyset af Flygtningenævnets og direktoratets praksis efter den oprindelige
lov".
Det fremgår af ovenstående
citat (...) fra Flygtningenævnets formandskabs beretning, at for udlændinge,
der er indrejst efter oktober 1986, "kan politiets afgørelse om
udsendelse
påklages til justitsministeren".
På denne baggrund er der
efter min opfattelse ikke tvivl om, at justitsministeren har den endelige
afgørelse som klagemyndighed i afgørelsessager om udsendelse.
Dette er på sin vis en
konsekvens af, at der er tale om en forvaltningsretlig afgørelse. Jeg må gå
ud
fra, at Justitsministeriet er enig i, at der kræves udtrykkelig lovhjemmel
til
at afskære rekurs fra en underordnet myndighed (her Direktoratet for
Udlændinge) til en overordnet (her justitsministeren). En sådan
rekursafskæringsbestemmelse findes ikke, tværtimod er rekursadgangen
udtrykkeligt hjemlet i lovens § 46, stk. 2.
3.4. Klagevirkningsspørgsmålet.
Efter udlændingelovens § 48,
stk. 2, næstsidste pkt., har en klage til Justitsministeriet over en
afgørelse
om afvisning og udsendelse i forbindelse med indrejsen ikke opsættende
virkning. Spørgsmålet er, om en klage til Justitsministeriet har opsættende
virkning i tilfælde, hvor udsendelse skal finde sted uden for de tilfælde,
der
er nævnt i § 48, stk. 2, dvs. uden forbindelse med en afvisning ved
indrejsen.
Baggrunden for reglen i § 48,
stk. 2, om, at klagen ikke skulle tillægges opsættende virkning, var især en
frygt for, at den tid, der medgik til behandlingen af klagen, kunne medføre
vanskeligheder med at få effektueret udsendelsesbeslutningen. I
Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål 2 fra Folketingets Retsudvalg
siges
det således bl.a.:
"De hidtidige erfaringer
har vist, at det er overordentlig vanskeligt at få lande til at tilbagetage
asylansøgere,
der i Danmark har fået afslag under henvisning til, at det pågældende land er
første asylland. Den mindste forsinkelse med hensyn til at træffe afgørelse,
og
som medfører, at asylansøgeren af praktiske grunde enten må indrejse i landet
eller eventuelt må opholde sig på grænsen i måske blot nogle få dage, vil
kunne
bevirke, at udrejselandet ikke vil tilbagetage den pågældende, og hermed
ville
værdien af afvisningsreglen være yderst begrænset."
(Se Folketingstidende
1986/87, tillæg B, sp. 162).
På denne baggrund - og da
klager til nævnet inden lovændringen i 1986 havde opsættende virkning - samt
under hensyn til udsendelsesbeslutningens indgribende karakter (jf. herved
betænkning 968/1982, s. 60, 183 og 228) må det efter min opfattelse antages,
at
klage til justitsministeren i de tilfælde, hvor det drejer sig om udsendelse
uden forbindelse med afvisning ved indrejsen, har opsættende virkning.
4. Konklusion.
Det er sammenfattende min
opfattelse, at i de tilfælde, hvor en asylsøger, der har fået afslag på sin
ansøgning, påberåber sig, at udsendelsen er i strid med udlændingelovens §
31,
skal Direktoratet for Udlændinge træffe en forvaltningsretlig afgørelse om
udsendelse. Afgørelsen kan påklages til justitsministeren, der således har
det
endelige retlige ansvar for udsendelsen. Klagen har opsættende virkning.
Det er i øvrigt velkendt også
fra andre retsområder, at spørgsmålet om gennemførelse af trufne beslutninger
kræver særskilte forvaltningsafgørelser; som eksempel kan nævnes
straffuldbyrdelsesområdet.
Det forhold, at
Justitsministeriet måtte finde, at klagereglerne er uhensigtsmæssige, kan
ikke
begrunde en fravigelse fra lovens regler. I den forbindelse skal jeg ikke
undlade at gøre opmærksom på, at retsstillingen indtil 1986 for så vidt
indebar
et mere ressourcekrævende klagesystem. Påberåbte en udlænding sig, at
udsendelsen var i strid med § 31, skulle der også dengang træffes en
afgørelse
herom. Påklagedes afgørelsen til Flygtningenævnet, havde klagen opsættende
virkning. Nævnet skulle have forelagt sagen, men i de fleste tilfælde blev
den
indholdsmæssigt afgjort ud fra absorptionsprincippet.
Denne retstilstand var i klar
overensstemmelse med lovens ordlyd og forarbejder, herunder udtalelser fra
Folketingets Retsudvalg. Ved lovændringen i 1986 er klagesystemet på en måde
gjort mere enkelt, idet kompetencen i alle rekurssager om udsendelse er
tillagt
justitsministeren, og klager over udsendelse i forbindelse med afvisning ved
indrejse har ikke (længere) opsættende virkning. Direktoratet for Udlændinge
fastsætter udrejsefrister for asylsøgere, der har fået afslag fra
Flygtningenævnet. Afgørelser om udrejsefrister kan påklages til
Justitsministeriet. Der er intet til hinder for, at udrejsefristen og
udsendelsesbeslutningen meddeles i samme skrivelse.
Justitsministeriet har i
fremsendelsesskrivelsen af 10. februar 1992 til mig som nævnt vedlagt
justitsministerens talepapir til brug ved samrådet i Folketingets Retsudvalg
den 23. januar 1992. Ministeriet har særligt henledt min opmærksomhed på, at
ministeren i forbindelse med dette samråd tilkendegav, at han fandt det
rigtigst, at man i forbindelse med de drøftelser vedrørende ændringer i
udlændingelovgivningen, som ministeren vil tage initiativ til i den kommende
tid, også tager problematikken om udlændingelovens § 31 op.
I konsekvens af de ovenfor
nævnte synspunkter har jeg fundet at burde henstille til Justitsministeriet,
at
man - indtil en sådan lovændring eventuelt er gennemført - træffer afgørelse
i
overensstemmelse med de gældende regler i udlændingeloven og
forvaltningsloven.
Da spørgsmålet om en ændring af bl.a. udlændingelovens § 31 kan forventes
forelagt Folketinget i løbet af kortere tid, foretager jeg i øvrigt ikke
videre
i sagen.
Min gennemgang af sagen og
dens behandling giver mig anledning til at tilføje følgende to bemærkninger:
Justitsministeriet har i sit notat af 19. december
1991 i høj grad betjent sig af fortolkningsprincipper, hvorved der lægges
afgørende vægt på antagelser om hensigt og formål med lovbestemmelserne, ikke
mindst som dette måtte være kommet til udtryk i lovens forarbejder. (Notatet
adskiller sig herved i nogen måde fra det foreløbige notat af 18. oktober
1991). Denne fremgangsmåde kan naturligvis ikke i sig selv give mig anledning
til bemærkninger. - Men netop på baggrund af ministeriets valgte
fortolkningsmetode forekommer det mig beklageligt, at ministeriet i sit notat
dels har anvendt uklare citeringsmåder, dels har undladt at inddrage de i høj
grad relevante forarbejder til udlændingelovens § 31, og at ministeriet
herved
er nået til et urigtigt resultat (jf. ovenfor, afsnit 3.1).
Jeg har forståelse for, at der for en umiddelbar
betragtning har kunnet siges at bestå en vis tvivl om reglernes indhold og
konsekvenser. Jeg bemærker herved, at jeg aldrig tidligere har modtaget
klager
over, at der ikke er truffet særskilt afgørelse om udsendelsesspørgsmål. Min
kritik af Justitsministeriets retlige analyse og vurdering af de pågældende
spørgsmål knytter sig således ikke til den hidtidige praksis, men til det
forhold, at man - efter først at være blevet gjort opmærksom på problemet i
form af en klagesag - gennemfører en undersøgelse og afgiver en redegørelse
af
den beskrevne karakter.
Jeg har gjort
Justitsministeriet bekendt med min opfattelse.
Folketingets Retsudvalg har
modtaget en kopi af denne redegørelse."
I skrivelse af 27. februar
1992 meddelte Justitsministeriet mig, at ministeriet havde underrettet
Direktoratet for Udlændinge om, at der for fremtiden - i overensstemmelse med
min opfattelse - skulle træffes en forvaltningsretlig afgørelse om
udsendelse,
når en asylsøger, der havde fået afslag på sin ansøgning, påberåbte sig, at
udsendelsen var i strid med udlændingelovens § 31. Justitsministeriet ville
tilsvarende behandle klager, der måtte indkomme, efter at Direktoratet for
Udlændinge havde truffet sådanne afgørelser om udsendelse.
Justitsministeriet lagde
således min udtalelse til grund.
Under henvisning til at mine
(ovenfor under a) gengivne) udtalelser i dele af offentligheden var blevet
udlagt som en beskyldning for, at Justitsministeriet havde manipuleret med
lovens forarbejder, fandt ministeriet det endvidere i skrivelsen af 27.
februar
1992 rigtigst at knytte nogle enkelte bemærkninger til det, jeg havde anført
i
redegørelsen af 25. februar 1992 (ministeriets skrivelse er optrykt som
bilag 6
).
Justitsministeriets
bemærkninger besvarede jeg i skrivelse af 29. februar 1992 (
bilag 7
).
Følgende bilag er optrykt
nedenfor:
·
Bilag 1: De relevante bestemmelser før og
efter ændringen af udlændingeloven ved lov nr. 686 af 17. oktober 1986.
·
Bilag 2: Advokat (A's) notat vedrørende
Direktoratet for Udlændinges og justitsministerens kompetence ved
beslutningen
om udsendelse, hvor udlændingen påberåber sig, udsendelsen vil være i strid
med
udlændingelovens § 31.
·
Bilag 3: Justitsministeriets notat af 19.
december 1991 om udlændingelovens kompetenceregler i forbindelse med
udsendelse
af udlændinge, der har fået afslag på ansøgning om asyl.
·
Bilag 4: Justitsministeriets notat af 18.
oktober 1991 om forskellige kompetencespørgsmål på udlændingeområdet.
·
Bilag 5: Uddrag af bemærkninger til
lovforslag vedrørende udlændingeloven (FT 1986-87, Tillæg A, sp. 26-29).
·
Bilag 6: Justitsministeriets skrivelse af
27. februar 1992 til Folketingets Ombudsmand.
·
Bilag 7: Folketingets Ombudsmands skrivelse
af 29. februar 1992 til Justitsministeriet.
Bilag 1
De relevante bestemmelser før og efter ændringen af udlændingeloven ved
lov nr. 686 af 17. oktober 1986.
"
§ 7:
Før:
Efter ansøgning gives der
opholdstilladelse til en udlænding, som befinder sig her i landet eller på
grænsen
hvis udlændingen er omfattet af flygtningekonventionen
af 28. juli 1951, eller
hvis det af lignende grunde som anført i konventionen
eller af andre tungtvejende grunde ikke bør kræves, at udlændingen vender
tilbage til sit hjemland.
Stk. 2.
Opholdstilladelse efter stk. 1 kan nægtes, såfremt
udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et andet land eller på grund af
længerevarende ophold, derboende nære slægtninge eller andre tilsvarende
forhold har nærmere tilknytning til et andet land, hvor udlændingen må
antages
at kunne opnå beskyttelse.
Stk. 3.
Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på en udlænding, som
ikke befinder sig her i landet eller på grænsen, såfremt Danmark på grund af
udlændingens tidligere længerevarende ophold her i landet, herboende nære
slægtninge eller anden tilsvarende tilknytning må anses for nærmest til at
yde
den pågældende beskyttelse.
Efter:
Efter ansøgning gives der
opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen er omfattet af
flygtningekonventionen af 28. juli 1951.
Stk. 2.
Efter ansøgning gives der endvidere opholdstilladelse til
en udlænding, som ikke er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli
1951,
men hvor det af lignende grunde som anført i konventionen eller af andre
tungtvejende grunde ikke bør kræves, at udlændingen vender tilbage til sit
hjemland.
Stk. 3.
Opholdstilladelse kan nægtes, såfremt udlændingen allerede
har opnået beskyttelse i et andet land på grund af længerevarende ophold,
derboende nære slægtninge eller andre tilsvarende forhold har nærmere
tilknytning til et andet land, hvor udlændingen må antages at kunne opnå
beskyttelse.
Stk. 4.
Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på en udlænding,
som ikke befinder sig her i landet, såfremt Danmark på grund af udlændingens
tidligere længerevarende lovlige ophold her i landet, herboende nære
slægtninge
eller anden tilsvarende tilknytning må anses for nærmest til at yde den
pågældende beskyttelse.
Stk. 5.
Til en udlænding, der er afvist eller udvist i henhold til
§ 48, stk. 2, gives der kun opholdstilladelse efter stk. 4.
Kapitel 6
Forskellige regler om
opholdstilladelse,
udvisning og afvisning
§ 30:
Før:
En udlænding, der efter
reglerne i kapitlerne 1 og 3-5 ikke har ret til at opholde sig her i landet,
skal
udrejse af landet.
Stk. 2.
Udrejser udlændingen ikke frivilligt, drager politiet
omsorg for udrejsen. Justitsministeren fastsætter nærmere regler herom.
Efter:
En udlænding, der efter
reglerne i kapitlerne 1 og 3-5 ikke har ret til at opholde sig her i landet,
skal udrejse af landet.
Stk. 2.
Udrejser udlændingen ikke frivilligt, drager politiet
omsorg for udrejsen. Justitsministeren fastsætter nærmere regler herom.
§ 31:
Før:
En udlænding må ikke udsendes
til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i
flygtningekonventionen af 28. juli 1951, artikel
1 A, nævnte grunde, eller hvor
udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse,
såfremt de i § 7, stk. 1, nr. 2, eller stk. 3, jfr. stk. 1, nr. 2, nævnte
omstændigheder foreligger. Dette gælder dog ikke, hvis der er bestemte grunde
til at antage, at udlændingen frembyder fare for landets sikkerhed, eller
hvis
udlændingen efter endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må antages at
frembyde nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed.
Efter:
En udlænding må ikke udsendes
til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i
flygtningekonventionen af 28. juli 1951, artikel
1 A, nævnte grunde, eller hvor
udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse,
såfremt udlændingen har opnået opholdstilladelse i henhold til § 7, stk. 2
eller stk. 4, jf. stk. 2. Dette gælder dog ikke, hvis der er bestemte grunde
til at antage, at udlændingen frembyder fare for landets sikkerhed, eller
hvis
udlændingen efter endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må antages at
frembyde nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed.
Kapitel 8
Kompetence- og klageregler
m.v.
§ 46:
Før:
Afgørelser i henhold til
denne lov træffes med de undtagelser, der fremgår af §§ 46 a-50 og 51, stk.
2,
2. pkt. af direktoratet for udlændinge.
Stk. 2.
Direktoratets afgørelse kan, bortset fra de i §
53 a
nævnte afgørelser, påklages til
justitsministeren.
Efter:
Afgørelser i henhold til
denne lov træffes med de undtagelser, der fremgår af §§ 46 a-50 og 51, stk.
2,
2. pkt. af Direktoratet for Udlændinge.
Stk. 2.
Direktoratets afgørelse kan, bortset fra de i §
53 a
nævnte afgørelser, påklages til
justitsministeren.
§ 48:
Før:
Afgørelse om afvisning ved
indrejsen, jf. §§ 28, stk. 1, og 29, stk. 1-2, og afgørelser om iværksættelse
af foranstaltninger efter §§ 30, 34 og 36 kan træffes af vedkommende
politimester eller politidirektøren, hvis afgørelser kan påklages til
justitsministeren.
Stk. 2.
Påberåber en udlænding sig at være omfattet af §§ 7-8, skal
sagen straks forelægges direktoratet for udlændinge til afgørelse.
Udlændingen
skal endvidere gøres bekendt med adgangen til at sætte sig i forbindelse med
Dansk Flygtningehjælp.
Efter:
Afgørelse om afvisning ved
indrejsen, jf. §§ 28, stk. 1, og 29, stk. 1-2, og afgørelser om iværksættelse
af foranstaltninger efter §§ 30, 34 og 36 kan træffes af vedkommende
politimester eller politidirektøren, hvis afgørelser kan påklages til
justitsministeren.
Stk. 2.
Påberåber en udlænding sig at være omfattet af §§ 7-8,
træffes afgørelse om afvisning af Direktoratet for Udlændinge efter reglerne
i
kapitel 5. Ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7-8 behandles ikke, før
der
er taget stilling til, om den pågældende udlænding skal afvises eller udvises
efter § 24, nr. 5, og er udrejst af landet. Udlændingen må dog ikke udsendes
til et land, hvor der er risiko for forfølgelse af de i
flygtningekonventionen
af 28. juli 1951, artikel
1 A,
nævnte grunde, eller hvor der ikke er beskyttelse mod videresendelse til et
sådant land. Afgørelse om udsendelse træffes af Direktoratet for Udlændinge.
Træffer Direktoratet afgørelse om afvisning eller udvisning og udsendelse,
kan
afgørelsen påklages til justitsministeren, jfr. § 46, stk. 2. En sådan klage
til justitsministeren har ikke opsættende virkning. Træffer Direktoratet for
Udlændinge ikke afgørelse om afvisning eller udvisning og udsendelse, skal
udlændingen gøres bekendt med adgangen til at sætte sig i forbindelse med
Dansk
Flygtningehjælp.
§ 53:
Før:
Der oprettes et
flygtningenævn bestående af en formand og et af justitsministeren fastsat
antal
næstformænd og andre medlemmer. Ved nævnets behandling af en sag medvirker
der
foruden formanden eller en af næstformændene 6 medlemmer, heraf 3 medlemmer
beskikket efter indstilling fra henholdsvis socialministeren,
udenrigsministeren og Advokatrådet samt 2 medlemmer beskikket efter
indstilling
fra Dansk Flygtningehjælp.
Stk. 2.
Endvidere medvirker der foruden formanden eller en af
næstformændene 6 medlemmer ved drøftelse af spørgsmål om almindelige
retningslinier for nævnets arbejde m.v., herunder retningslinier for, hvilke
grupper af sager der behandles efter bestemmelsen i stk. 3.
Stk. 3.
En sag, der ikke er af principiel karakter, kan behandles
af formanden eller en af næstformændene, et af de medlemmer, der er beskikket
efter indstilling fra Dansk Flygtningehjælp, og et af de medlemmer, der er
udpeget af ministerierne, såfremt:
klagen må anses for at være åbenbart grundløs,
der er meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1, nr.
2, men udlændingen påberåber sig at være omfattet af § 7, stk. 1, nr. 1,
sagen vedrører nægtelse af udstedelse af dansk
rejsedokument for flygtninge eller inddragelse af et sådant rejsedokument
eller
forholdene i øvrigt taler for anvendelse af denne
behandlingsform.
Stk. 4.
Sager, der behandles efter stk. 3, kan henvises til
behandling under medvirken af de medlemmer, der er nævnt i stk. 1.
Stk. 5.
Formanden og næstformændene, der skal være dommere,
beskikkes af justitsministeren, der også beskikker de øvrige medlemmer, heraf
et antal medlemmer efter indstilling fra henholdsvis socialministeren,
udenrigsministeren, Advokatrådet og Dansk Flygtningehjælp. Beskikkelserne
gælder for en periode på 4 år. Genbeskikkelse kan finde sted.
Efter:
Der oprettes et
flygtningenævn bestående af en formand og et af justitsministeren fastsat
antal
næstformænd og andre medlemmer. Ved nævnets behandling af en sag medvirker
der
foruden formanden eller en af næstformændene 6 medlemmer, heraf 3 medlemmer
beskikket efter indstilling fra henholdsvis socialministeren,
udenrigsministeren og Advokatrådet samt 2 medlemmer beskikket efter
indstilling
fra Dansk Flygtningehjælp.
Stk. 2.
Endvidere medvirker der foruden formanden eller en af
næstformændene 6 medlemmer ved drøftelse af spørgsmål om almindelige
retningslinier for nævnets arbejde m.v., herunder retningslinier for, hvilke
grupper af sager der behandles efter bestemmelsen i stk. 3.
Stk. 3.
En sag, der ikke er af principiel karakter, kan behandles
af formanden eller en af næstformændene, et af de medlemmer, der er beskikket
efter indstilling fra Dansk Flygtningehjælp, og et af de medlemmer, der er
udpeget af ministerierne, såfremt:
klagen må anses for at være åbenbart grundløs,
der er meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 2, men
udlændingen påberåber sig at være omfattet af § 7, stk. 1,
sagen vedrører nægtelse af udstedelse af dansk rejsedokument
for flygtninge eller inddragelse af et sådant rejsedokument eller
forholdene i øvrigt taler for anvendelse af denne
behandlingsform.
Stk. 4.
Sager, der behandles efter stk. 3, kan henvises til
behandling under medvirken af de medlemmer, der er nævnt i stk. 1.
Stk. 5.
Formanden og næstformændene, der skal være dommere,
beskikkes af justitsministeren, der også beskikker de øvrige medlemmer, heraf
et antal medlemmer efter indstilling fra henholdsvis socialministeren,
udenrigsministeren, Advokatrådet og Dansk Flygtningehjælp. Beskikkelserne
gælder for en periode på 4 år. Genbeskikkelse kan finde sted.
§ 53 a:
Før:
For flygtningenævnet kan
indbringes klager over afgørelser, som direktoratet for udlændinge har
truffet
om følgende spørgsmål, jfr. dog stk. 3:
Nægtelse af opholdstilladelse til en udlænding, der
påberåber sig at være omfattet af §§ 7-8.
Bortfald efter § 17 og inddragelse efter §§ 19 eller 20
af en opholdstilladelse, der er givet efter §§ 7-8.
Afvisning af en udlænding, der omfattes af § 48, stk.
2.
Udsendelse af en udlænding, der påberåber sig, at
udsendelsen er i strid med § 31.
Nægtelse af udstedelse af dansk rejsedokument for
flygtninge eller inddragelse af et sådant rejsedokument.
Stk. 2.
Påklages en afgørelse som nævnt i stk. 1, har klagen
opsættende virkning.
Stk. 3.
Direktoratet for udlændinge kan, efter at sagen har været
forelagt for Dansk Flygtningehjælp, bestemme, at afgørelsen i en sag, hvor
ansøgningen må anses for åbenbart grundløs, ikke kan indbringes for
flygtningenævnet.
Stk. 4.
Direktoratet for udlændinges afgørelser som nævnt i stk. 1
skal indeholde oplysning om reglerne i stk. 1-3.
Efter:
For Flygtningenævnet kan
indbringes klager over afgørelser, som Direktoratet for Udlændinge har
truffet
om følgende spørgsmål, jfr. dog stk. 3:
Nægtelse af opholdstilladelse til en udlænding, der
påberåber sig at være omfattet af §§ 7-8.
Bortfald efter § 17 og inddragelse efter §§ 19 eller 20
af en opholdstilladelse, der er givet efter §§ 7-8.
Nægtelse af udstedelse af dansk rejsedokument for
flygtninge eller inddragelse af et sådant rejsedokument.
Stk. 2.
Påklages en afgørelse som nævnt i stk. 1, har klagen
opsættende virkning.
Stk. 3.
Direktoratet for Udlændinge kan, efter at sagen har været
forelagt for Dansk Flygtningehjælp, bestemme, at afgørelsen i en sag, hvor
ansøgningen må anses for åbenbart grundløs, ikke kan indbringes for
Flygtningenævnet.
Stk. 4.
Direktoratet for Udlændinges afgørelser som nævnt i stk. 1
skal indeholde oplysning om reglerne i stk. 1-3."
Bilag 2
Advokat (A's) notat vedrørende Direktoratet for Udlændinges og
Justitsministerens kompetence ved beslutningen om udsendelse, hvor
udlændingen
påberåber sig, udsendelsen vil være i strid med udlændingelovens § 31.
"En udlænding, der efter
reglerne i udlændingelovens kap. 1 og 3-5 ikke har ret til at opholde sig her
i
landet, skal udrejse af landet (§ 30, stk. 1).
Udrejser udlændingen
frivilligt, drager politiet omsorg for udrejsen.
Efter udlændingelovens § 31
må en udlænding ikke udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer
forfølgelse af de i Flygtningekonventionen af 28. juli 1951, artikel
1 A, nævnte grunde eller hvor udlændingen
ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land.
Påberåber en udlænding sig,
at udsendelsen af ham er i strid med udlændingelovens § 31, var det tidligere
således, at beslutningen om udsendelse kunne indklages for Flygtningenævnet,
jfr. 1983-lovens § 53, stk. 2, nr. 4. Lov nr. 232 af 6/6 1986 om ændring af
udlændingeloven indebar ingen realitetsændring heri, og det samme var
tilfældet
ved ændringsloven nr. 574 af 19. december 1985, hvorefter klageadgangen nu
kunne genfindes i lovens §
53 a,
stk. 1, nr. 4.
Ved lov nr. 686 af 17.
oktober 1986 om ændring af udlændingeloven ændredes bl.a. udlændingelovens §
48, stk. 2, således at den i sin nye formulering - der stadigt er gældende -
lyder således:
"
Stk. 2.
Påberåber en udlænding sig at være omfattet af §§ 7-8,
træffes afgørelse om afvisning af Direktoratet for Udlændinge efter reglerne
i
kapitel 5. Ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7-8 behandles ikke, før
der
er taget stilling til, om den pågældende udlænding skal afvises eller udvises
efter § 24, nr. 5, og er udrejst af landet. Udlændingen må dog ikke udsendes
til et land, hvor der er risiko for forfølgelse af de i
flygtningekonventionen
af 28. juli 1951, artikel
1 A,
nævnte grunde, eller hvor der ikke er beskyttelse mod videresendelse til et
sådant land.
Afgørelse om udsendelse
træffes af Direktoratet for Udlændinge. Træffer Direktoratet afgørelse om
afvisning eller udvisning og udsendelse, kan afgørelsen påklages til
justitsministeren, jfr. § 46, stk. 2. En sådan klage til justitsministeren
har
ikke opsættende virkning. Træffer Direktoratet for Udlændinge ikke afgørelse
om
afvisning eller udvisning og udsendelse, skal udlændingen gøres bekendt med
adgangen til at sætte sig i forbindelse med Dansk Flygtningehjælp."
Ved 1986 ændringen blev
endvidere §
53 a,
stk. 1, ændret, således at bl.a. den tidligere §
53 a, stk. 1, nr. 4, om adgang til at
påklage udsendelse i strid med § 31 til Flygtningenævnet udgik.
I bemærkningerne til det den
7. oktober 1986 af justitsministeren fremsatte lovforslag siges det ad
forslaget til ændring af §
53 a,
stk. 1, (lovforslag pag. 12) til § 1, nr. 10:
"Reglen foreslås ændret,
således at afvisning af en udlænding, der er omfattet af § 48, stk. 2, og
klager over, at en udsendelse er i strid med § 31, ikke længere skal kunne
indbringes for nævnet, men derimod for justitsministeren, der herved - i
lighed
med, hvad der iøvrigt gælder med hensyn til andre afgørelser om afvisning og
udsendelse, jfr. § 48, stk. 1 - får den endelige afgørelse i disse sager. Det
skal dog fortsat være Flygtningenævnet, der har den endelige afgørelse af, om
en asylansøger kan opnå opholdstilladelse her i landet som flygtning i
henhold
til § 7. Ændringerne hænger i øvrigt sammen med forslaget til en ændret
affattelse af § 48, stk. 2, jfr. forslagets § 1, nr. 8. Der henvises herom
til
de almindelige bemærkninger pkt. 5.1. og bemærkningerne til § 1, nr. 8."
I lovforslaget siges det i
bemærkningerne til § 1, nr. 8, bl.a.:
"En væsentlig
begrænsning i adgangen til at gennemføre en afvisnings- eller
udvisningsbeslutning findes i det forhold, at udlændingen ikke må udsendes
til
et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i
flygtningekonventionen af 28. juli 1951, artikel
1 A, nævnte grunde, eller hvor
udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land, jfr. §
31,
stk. 1. Er det som følge heraf ikke muligt at udsende den pågældende, vil
ansøgningen om asyl blive behandlet.
Afvisnings- og
udvisningsbeslutninger kan påklages til justitsministeren. Afgørelse om
udsendelse har hidtil - også hvor der har været tale om asylansøgere - været
truffet af politiet. Efter forslaget skal afgørelse om udsendelse af
asylansøgere
træffes af Direktoratet for Udlændinge, og baggrunden herfor er den nære
sammenhæng mellem afvisnings- eller udvisningsbeslutningen og
udsendelsesbeslutningen. Udsendelsesbeslutningen kan påklages til
justitsministeren. Klage har ikke opsættende virkning."
Siden lovændringen i 1986 har
situationen for så vidt angår kompetencefordelingen således været den,
At
den endelige afgørelse om, hvorvidt udlændingen kunne få
opholdstilladelse som flygtning efter § 7 eller 8 har ligget hos
Flygtningenævnet, og
At
den endelige afgørelse af, hvorvidt en udlænding kan afvises,
udvises eller udsendes til et land, hvor der er risiko for forfølgelse af de
i
flygtningekonventionen artikel
1 A
nævnte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse
til
et sådant land, har ligget hos justitsministeren."
Bilag 3
Justitsministeriets notat af 19. december 1991 om udlændingelovens
kompetenceregler i forbindelse med behandlingen af sager om udsendelse af
udlændinge, der har fået afslag på ansøgning om asyl.
"1. Ved skrivelse af 27.
september 1991 har advokat (A) rettet henvendelse til Justitsministeriet
vedrørende fortolkningen af udlændingelovens kompetenceregler. I henvendelsen
rejses der navnlig spørgsmål om behandlingen af sager om udsendelse af
udlændinge, der har fået afslag på asyl fra Flygtningenævnet, og som i
forbindelse med udsendelsen påberåber sig at være omfattet af bestemmelsen i
udlændingelovens § 31.
Skrivelsen er vedlagt et af
advokaten udarbejdet notat, der gennemgår bemærkningerne til udlændingelovens
§
48, stk. 2, sådan som bestemmelsen blev affattet ved lov nr. 686 af 17.
oktober
1986 om ændring af udlændingeloven.
Det gøres i notatet gældende,
at retsstillingen i sager om udsendelse af asylansøgere, der har fået deres
sag
behandlet i Flygtningenævnet, siden 1986 har været den,
at
den endelige afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan få
opholdstilladelse som flygtning efter § 7 eller § 8 har ligget hos
Flygtningenævnet, og
at
den endelige
afgørelse af, hvorvidt en udlænding kan afvises, udvises eller udsendes til
et
land, hvor der er risiko for forfølgelse af de i flygtningekonventionens art.
1 A
nævnte grunde, eller hvor udlændingen
ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land, har ligget hos
justitsministeren.
I tilfælde, hvor der er
spørgsmål om risiko for forfølgelse af de i flygtningekonventionen nævnte
grunde, er det i konsekvens af de anførte synspunkter advokat (A's)
opfattelse,
at "beslutningen om udsendelse burde træffes af og meddeles de
pågældende
af Direktoratet for Udlændinge samtidig med vejledning om, at
udsendelsesbeslutningen kan påklages til justitsministeren".
Advokat (A) har som
begrundelse for sin opfattelse henvist til den ændrede affattelse af
udlændingelovens § 48, stk. 2, som blev gennemført ved lov nr. 686 af 17.
oktober 1986, hvorefter afgørelse om afvisning eller udvisning og udsendelse,
træffes af Direktoratet for Udlændinge med klageadgang til
Justitsministeriet.
Advokat (A) har endvidere henvist til bemærkningerne til ændringsforslagets
nr.
10, der vedrører den ændrede affattelse af udlændingelovens §
53 a, stk. 1.
2. I anledning af sagen har
Direktoratet for Udlændinge oplyst, at udlændingeloven har været
administreret
således, at spørgsmålet om flygtningestatus anses for endeligt afgjort af
Flygtningenævnet. Der foretages derfor ikke en særskilt prøvelse af, om
udsendelsen er i strid med udlændingelovens § 31, når der ikke foreligger nye
faktiske oplysninger af betydning for vurderingen af asylspørgsmålet.
Denne praksis bygger på det
såkaldte absorptionsprincip. Herom anfører Flygtningenævnet i beretningen fra
1987, s. 170, blandt andet følgende:
"...
Påberåber en udlænding sig
efter at have fået nævnets afslag på en anmodning om opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 7, at udsendelse er i strid med § 31, er det i nævnet fast
antaget, at en særskilt prøvelse af § 31 ikke kan finde sted. Spørgsmålet om,
hvorvidt § 31 er til hinder for udsendelse, anses for afgjort allerede ved
nævnets beslutning om afslag på opholdstilladelse efter § 7
(absorptionsprincippet)
- i hvert fald, når spørgsmålet om særskilt prøvelse af § 31 rejses kort
efter
§ 7-afgørelsen.
Foreligger der senere en ny
situation, f.eks. fordi forholdene i det pågældende land er ændret, vil der
eventuelt være mulighed for at indbringe sagen for nævnet.
"Absorptionsprincippet"
er antaget at gælde både Direktoratet for Udlændinges og Flygtningenævnets
afgørelser, ligesom princippet er antaget at gælde i forholdet mellem første
asyllandsreglen og § 31..."
Der henvises i den forbindelse
til bl.a. følgende praksis:
"
Beslutning af 6. juni 1985 (1985-2-393).
En iransk statsborger var
af nævnet meddelt afslag på asyl under hensyn til, at Tyrkiet måtte anses for
1. asylland. Efter afslaget blev sagen den 11. juli 1985 begæret indbragt for
nævnet
med henblik på prøvelse af § 31, idet det blev gjort gældende, at der var
begrundet frygt for, at den pågældende ville blive videresendt fra Tyrkiet
til
Iran. Da bl.a. risikoen for refoulering allerede var indgået ved vurderingen,
der førte til afgørelse efter § 7, stk. 2,
afvistes
særskilt prøvelse af § 31.
I nævnets sag
1985-2-492
vedrørende en pakistansk
statsborger blev det påklaget, at politiet efter nævnets afslag på asyl
skulle
have besluttet at udsende den pågældende til Pakistan. Nævnet fandt, at
udsendelsen til hjemlandet ikke kunne gøres til genstand for særskilt
prøvelse,
men klagen blev i den konkrete sag betragtet som en anmodning om
genoptagelse,
idet der forelå nye oplysninger.
Endvidere kan nævnes:
Beslutning af 26. marts 1987 (1986-2-2965).
En yngre polsk
statsborger var indrejst i Danmark i 1978. I 1979 havde han opnået
opholdstilladelse her i landet og senere fik han udstedt et polsk konsulatpas
på den polske ambassade her i landet. I tiden herefter havde han ca. 15-20
gange været i Polen uden problemer. I 1984 var han blevet idømt 3 års fængsel
her i landet, bl.a. for at have medvirket til at afsætte stjålne biler i
Polen.
Ved dommen var der truffet bestemmelse om udvisning med indrejseforbud for
bestandigt. Ansøgeren havde herefter søgt om asyl og indbragte siden
direktoratets afslag på opholdstilladelse efter § 7 samt politiets afgørelse
om, at en udsendelse til Polen ikke ville være i strid med § 31, for nævnet.
Nævnet fandt ikke, at der var grundlag for opholdstilladelse efter § 7 eller
for at undlade udsendelse i medfør af § 31."
Direktoratet for Udlændinge
har endvidere oplyst, at hvor en udlænding inden udsendelsen har gjort
gældende, at der er fremkommet nye oplysninger, som kan være af betydning for
afgørelsen af asylspørgsmålet, er dette i praksis blevet opfattet som en
begæring om genoptagelse af asylsagen. Spørgsmålet om genoptagelse er
herefter
blevet behandlet af Direktoratet for Udlændinge eller af Flygtningenævnet.
Samme praksis følges af
Justitsministeriet, hvis det under behandlingen af en ansøgning om
opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 2, kommer frem, at der foreligger
oplysninger af betydning for vurderingen af asylspørgsmålet, som Direktoratet
for Udlændinge eller Flygtningenævnet ikke har haft lejlighed til at tage
stilling til i forbindelse med asylsagen.
Myndighederne har som en
følge af officialmaksimen også af egen drift foranlediget behandlingen af
asylansøgninger genoptaget i tilfælde, hvor man i øvrigt inden udsendelsen er
blevet opmærksom på sådanne nye oplysninger.
3. Justitsministeriet skal i
den anledning udtale følgende:
3.1. Bestemmelsen i
udlændingelovens § 48, stk. 2, har følgende ordlyd:
"
Stk. 2.
Påberåber en udlænding sig at være omfattet af §§ 7-8,
træffes afgørelse om afvisning af Direktoratet for Udlændinge efter reglerne
i
kapitel 5. Ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7-8 behandles ikke, før
der
er taget stilling til, om den pågældende udlænding skal afvises eller udvises
efter § 24, nr. 5, og er udrejst af landet. Udlændingen må dog ikke udsendes
til et land, hvor der er risiko for forfølgelse af de i
flygtningekonventionen
af 28. juli 1951, artikel
1 A,
nævnte grunde, eller hvor der ikke er beskyttelse mod videresendelse til et
sådant land. Afgørelse om udsendelse træffes af Direktoratet for Udlændinge.
Træffer direktoratet afgørelse om afvisning eller udvisning og udsendelse,
kan
afgørelsen påklages til justitsministeren, jfr. § 46, stk. 2. En sådan klage
til justitsministeren har ikke opsættende virkning. Træffer Direktoratet for
Udlændinge
ikke afgørelse om afvisning eller udvisning og udsendelse, skal udlændingen
gøres bekendt med adgangen til at sætte sig i forbindelse med Dansk
Flygtningehjælp."
Bestemmelsen fik sin
nuværende formulering ved lov nr. 686 af 17. oktober 1986. I de almindelige
bemærkninger til lovforslaget, Folketingstidende 1986/87, Tillæg A, sp. 19,
anføres om formålet med lovændringen bl.a. følgende:
"Lovforslaget indebærer,
at asylansøgere kan afvises ved grænsen, såfremt de indrejser fra et land,
hvor
de ikke må antages at risikere en forfølgelse som nævnt i
flygtningekonventionen af 28. juli 1951. Hvis den pågældende derimod kommer
direkte fra et land, hvor han risikerer forfølgelse som nævnt i konventionen,
eller hvor han ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land, vil
den
pågældende ikke kunne afvises.
Udlændinge, som afvises eller
udvises, og som er omfattet af flygtningekonventionen, har efter forslaget
fortsat et retskrav på asyl i Danmark, hvis Danmark er 1. asylland..."
Om rækkevidden og intentionerne
med forslaget anføres endvidere a.st. sp. 27 ff bl.a. følgende i forbindelse
med afsnittene om asylansøgeres adgang til landet og behandlingen af
asylansøgninger:
"For alle asylansøgere
[konventions- som andre flygtninge] gælder efter forslaget, at de ikke har
ret
til at opholde sig her i landet medens sagen behandles, hvis de er blevet
afvist ved grænsen,...
Afvises den pågældende ikke,
behandles sagen som hidtil, således at den pågældende har ret til at blive i
landet, indtil der foreligger en endelig afgørelse.
Der foreslås i øvrigt ingen
ændringer i sagsbehandlingen, herunder i adgangen til at klage til
Flygtningenævnet og de i den forbindelse gældende
retssikkerhedsgarantier..."
I bemærkningerne til
lovforslaget, a.st., sp.
34f,
anføres følgende til nr. 8, der angår den ændrede affattelse af § 48, stk. 2:
"Til nr. 8
Efter forslaget skal
direktoratet for udlændinge som hidtil i alle tilfælde tage stilling til, om
en
udlænding skal afvises, såfremt den pågældende påberåber sig at være omfattet
af §§ 7-8. Efter den gældende regel har udlændingen uanset en sådan
beslutning
ret til at opholde sig i landet, indtil asylsagen er endelig afgjort. Den
foreslåede bestemmelse medfører, at en sådan ret ikke består, såfremt
udlændingen er indrejst ulovligt i Danmark, medmindre indrejsen er sket
direkte
fra hjemlandet, jfr. § 31, stk. 1.
Udlændinge, der indrejser i
landet uden fornødent pas eller visum, kan efter reglerne i § 28, stk. 2,
jfr.
stk. 1, afvises i indtil tre måneder efter indrejsen. Denne afvisningshjemmel
bør under iagttagelse af bestemmelsen i § 31, stk. 1, også kunne anvendes
over
for asylansøgere for ikke dermed at åbne mulighed for, at en udlænding ved en
illegal indrejse her i landet kan bedre sin retsstilling som asylansøger.
Er der mulighed for at træffe
beslutning om afvisning, behandles den pågældendes ansøgning om asyl efter
forslaget ikke, før der er taget stilling til, om afvisning skal finde sted,
og
hvis beslutning herom tages, da ikke før den pågældende er udrejst af landet.
For at sikre, at man ikke ved
et længere ulovligt ophold end 3 måneder kan fremtvinge en gunstigere
retsstilling, foreslås det, at det samme skal gælde, hvis den pågældende vil
kunne udvises efter reglerne i § 24, nr. 5. Efter denne bestemmelse kan
udvisning ske, hvis udlændingen opholder sig i landet uden fornøden
tilladelse.
Det skal fremhæves, at
afvisning eller udvisning ikke er nogen obligatorisk retsfølge, men at
afgørelse herom træffes efter et skøn i hver enkelt sag.
Efter lovens § 36 kan
politiet, såfremt de i § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige
til
at sikre muligheden for afvisning eller for udvisning efter bl.a. § 24, stk.
5,
bestemme, at en udlænding, som ikke har fast bopæl her i landet, skal
underkastes frihedsberøvelse. Efter lovens § 37 skal en udlænding, der er
frihedsberøvet, medmindre den pågældende forinden løslades, inden 3 døgn
efter
frihedsberøvelsens iværksættelse fremstilles for retten. Retten tager
herefter
stilling til frihedsberøvelsens lovlighed og fortsatte opretholdelse. Det må
i
almindelighed antages, at en asylansøger, der er omfattet af § 48, stk. 2, og
som befinder sig i en aktuel afvisnings- eller udvisningssituation, vil kunne
frihedsberøves efter disse regler.
En væsentlig begrænsning i
adgangen til at gennemføre en afvisnings- eller udvisningsbeslutning findes i
det forhold, at udlændingen ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende
risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen af 28. juli 1951,
artikel
1 A, nævnte grunde, eller hvor
udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land, jfr. §
31,
stk. 1. Er det som følge heraf ikke muligt at udsende den pågældende, vil
ansøgningen om asyl blive behandlet.
Afvisnings- og
udvisningsbeslutninger kan påklages til justitsministeren. Afgørelse om
udsendelse har hidtil - også hvor der har været tale om asylansøgere - været
truffet af politiet. Efter forslaget skal afgørelse om udsendelse af
asylansøgere træffes af direktoratet for udlændinge, og baggrunden herfor er
den nære sammenhæng mellem afvisnings- eller udvisningsbeslutningen og
udsendelsesbeslutningen. Udsendelsesbeslutningen kan påklages til
justitsministeren. Klage har ikke opsættende virkning."
Som det fremgår af
bemærkningerne, kan bestemmelsen - i modsætning til, hvad der antages af
advokat
(A) -
ikke
antages at omfatte
tilfælde, hvor Direktoratet for Udlændinge og Flygtningenævnet forud for
udsendelsen har taget stilling til ansøgningen om opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 7.
Sigtet med bestemmelsen i §
48, stk. 2, var at regulere spørgsmålet om behandlingen af sager vedrørende
asylansøgere, der uden fornødent pas eller visum indrejser til Danmark fra et
andet land end forfølgelseslandet.
Indtil lovændringen i 1986
var retsstillingen den, at enhver asylansøger havde ret til at opholde sig
her
i landet, indtil asylsagen var endeligt afgjort, uanset at den pågældende var
indrejst uden fornødent pas eller visum.
Efter lovændringen i 1986
består en sådan ret kun for udlændinge, hvis indrejse uden fornødent pas
eller
visum er sket direkte fra forfølgelseslandet eller et andet land, der ikke er
sikkert for asylansøgere.
Er indrejsen sket gennem et
sikkert tredieland, kan den pågældende udlænding afvises eller udvises og
tilbagesendes til det pågældende tredieland. En sådan asylansøger har således
ikke ret til at opholde sig her i landet under asylsagens behandling. Dette
gælder også, hvis asylansøgningen først indgives på et senere tidspunkt,
efter
at den pågældende har passeret grænsen illegalt.
Adgangen til uden
asylbehandling at afvise eller udvise og i forbindelse hermed udsende en
asylansøger er som nævnt undergivet den væsentlige begrænsning, at der ikke
må
ske udsendelse til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i
flygtningekonventionens artikel
1 A
nævnte grunde, eller hvor der ikke er beskyttelse mod videresendelse til et
sådant land, jf. § 48, stk. 2, 3. punktum. Er det som følge heraf ikke muligt
at udsende den pågældende, behandles sagen som en asylsag efter
udlændingelovens § 7 af Direktoratet for Udlændinge som 1. instans og med
klageadgang til Flygtningenævnet.
Kompetencen til at træffe den
endelige afgørelse efter § 48, stk. 2, herunder af spørgsmålet om risiko for
forfølgelse som følge af udsendelsen, er placeret hos Justitsministeriet.
Placeringen af kompetencen hos Justitsministeriet må ses i sammenhæng med, at
vurderingen af, om udsendelsen vil udsætte den pågældende asylansøger for
risiko for forfølgelse, ikke angår risikoen for forfølgelse i det land, hvor
han angiver at være forfulgt, men alene risikoen for videresendelse fra det
tredieland, hvorfra han er indrejst til Danmark. Justitsministeriet vil
således
alene skulle foretage en generel vurdering af, om det pågældende tredieland
lever op til FN's flygtningekonvention. Denne vurdering indebærer ikke en
stillingtagen til risikoen for forfølgelse i det land, hvor asylansøgeren
angiver at være forfulgt, og dermed ikke stillingtagen til den pågældendes
asylgrundlag.
I overensstemmelse med, hvad
der fremhæves i de ovenfor citerede bemærkninger, ændrer 1986-lovændringen
således ikke ved den grundlæggende kompetencefordeling mellem
Flygtningenævnet
og Justitsministeriet.
3.2. De oprindelige
kompetenceregler for behandlingen af udlændingesager blev fastlagt i
udlændingelovens § 46, jf. § 53, jf. lov nr. 226 af 8. juni 1983.
Bestemmelserne havde følgende
indhold:
"
§ 46.
Afgørelser i henhold til denne lov træffes med de
undtagelser, der fremgår af §§ 47-50 og § 51, stk. 2, 2. pkt., af
Direktoratet
for Udlændinge.
Stk. 2.
Direktoratets afgørelser kan, bortset fra de i § 53 nævnte
afgørelser, påklages til justitsministeren.
§ 47....
§ 48.
Afgørelser om afvisning ved indrejsen, jf. §§ 28, stk. 1, og
29, stk. 1-2, og afgørelser om iværksættelse af foranstaltninger efter §§ 30,
34 og 36, kan træffes af vedkommende politimester eller politidirektøren,
hvis
afgørelser kan påklages til justitsministeren.
Stk. 2....
§ 53.
Der oprettes et flygtningenævn bestående af 7 medlemmer og et
tilsvarende antal suppleanter. ...
Stk. 2.
For flygtningenævnet kan indbringes klager over afgørelser,
som Direktoratet for Udlændinge har truffet om følgende spørgsmål:
Nægtelse af opholdstilladelse til en udlænding, der
påberåber sig at være omfattet af §§ 7-8.
Bortfald efter § 17 og inddragelse efter §§ 19 eller 20
af en opholdstilladelse, der er givet efter §§ 7-8.
Afvisning af en udlænding, der omfattes af § 48, stk.
2.
Udsendelse af en udlænding, der påberåber sig, at
udsendelsen er i strid med § 31.
Nægtelse af udstedelse af dansk rejsedokument for
flygtninge eller inddragelse af et sådant rejsedokument.
Stk. 3.
Påklages en afgørelse efter stk. 2, har klagen opsættende
virkning. Klagen kan dog afvises af Flygtningenævnet, såfremt den er åbenbart
grundløs.
Stk. 4...."
Ved lov nr. 574 af 19.
december 1985 indføjedes i forbindelse med en ændring af § 53 en ny §
53 a, som samlet angiver
Flygtningenævnets opgaver.
Bestemmelsen fik følgende
ordlyd:
"
§
53 a.
For flygtningenævnet kan indbringes klager over afgørelser, som direktoratet
for udlændinge har truffet om følgende spørgsmål, jf. dog stk. 3:
Nægtelse af opholdstilladelse til en udlænding, der
påberåber sig at være omfattet af §§ 7-8.
Bortfald efter § 17 og inddragelse efter §§ 19 og 20 af
en opholdstilladelse, der er givet efter §§ 7-8.
Afvisning af en udlænding, der omfattes af § 48, stk.
2.
Udsendelse af en udlænding, der påberåber sig, at
udsendelsen er i strid med § 31.
Nægtelse af udstedelse af dansk rejsedokument for
flygtninge eller inddragelse af et sådant rejsedokument.
Stk. 2.
Påklages en afgørelse som nævnt i stk. 1, har klagen opsættende
virkning.
Stk. 3.
Direktoratet for udlændinge kan, efter at sagen har været
forelagt for Dansk Flygtningehjælp, bestemme, at afgørelsen i en sag, hvor
ansøgningen må anses for åbenbart grundløs, ikke kan indbringes for
flygtningenævnet.
Stk. 4.
Direktoratet for udlændinges afgørelser som nævnt i stk. 1
skal indeholde oplysning om reglerne i stk. 1-3."
3.3. I forbindelse med den
ovenfor omtalte ændring af bestemmelsen i § 48, stk. 2, ved lov nr. 686 af
17.
oktober 1986 ændredes samtidig affattelsen af §
53 a, stk. 1, idet bestemmelsens nr. 3
og 4 udgik, og nr. 5 blev til nr. 3.
I bemærkningerne til
forslagets nr. 10, der angik den ændrede affattelse af §
53 a, stk. 1, anføres følgende, jf. F.T.
1986-87, tillæg A, sp. 35 f:
"Til nr. 10
Reglen foreslås ændret,
således at afvisning af en udlænding, der er omfattet af § 48, stk. 2, og
klager over, at en udsendelse er i strid med § 31, ikke længere skal kunne
indbringes for nævnet, men derimod for justitsministeren, der herved - i
lighed
med, hvad der i øvrigt gælder med hensyn til andre afgørelser om afvisning og
udsendelse, jfr. § 48, stk. 1 - får den endelige afgørelse i disse sager. Det
skal dog fortsat være flygtningenævnet, der har den endelige afgørelse af, om
en asylansøger kan opnå opholdstilladelse her i landet som flygtning i
henhold
til § 7. Ændringerne hænger i øvrigt sammen med forslaget til en ændret
affattelse af § 48, stk. 2, jfr. forslagets § 1, nr. 8. Der henvises herom
til
de almindelige bemærkninger pkt. 5.1. og bemærkningerne til § 1, nr. 8."
Ændringen af bestemmelsen i §
53 a, stk. 1, skal,
som det nævnes i bemærkningerne, ses i forbindelse med den ændrede affattelse
af § 48, stk. 2.
Som følge af den nye
affattelse af § 48, stk. 2, var det nødvendigt at ophæve bestemmelsen i §
53 a, stk. 1, nr. 3. Den udtrykkelige
gentagelse i § 48, stk. 2, af non-refoulementreglen, som er identisk med §
31,
gjorde det tillige nødvendigt at ændre eller ophæve bestemmelsen i §
53 a, stk. 1, nr. 4.
Ophævelsen af §
53 a, stk. 1, nr. 4, skal tillige ses i
lyset af Flygtningenævnets og direktoratets praksis efter den oprindelige
lov.
Som det fremgår af afsnit 2
og omtalen her af Flygtningenævnets beretning, har såvel Flygtningenævnet som
Direktoratet for Udlændinge fulgt den praksis, at der ikke efter afgørelsen
af
asylspørgsmålet er truffet særskilt afgørelse om udsendelsen efter § 31.
Dette
spørgsmål har været anset for afgjort i forbindelse med behandlingen af selve
asylsagen. I tilfælde, hvor der efter asylsagens afgørelse er opstået
spørgsmål
om ændrede forhold, er sagen derimod behandlet som et spørgsmål om
genoptagelse.
I andre sager, hvor der var
spørgsmål i relation til § 31, men hvor der ikke tidligere var truffet
afgørelse om asyl, har der på tilsvarende måde været fulgt den praksis ikke
at
behandle sagen som en særskilt § 31 sag, men derimod som en sag om
opholdstilladelse efter § 7, dvs. som en asylsag.
På denne baggrund var der
således ikke ved ophævelsen af bestemmelsen i §
53 a, stk. 1, nr. 4, tale om at overføre
en bestemt kompetence fra nævnet til Justitsministeriet på dette område.
3.4. Advokat (A) synes
imidlertid at have forstået ophævelsen af §
53 a, stk. 1, nr. 4, og de dertil
knyttede bemærkninger således, at der af Direktoratet for Udlændinge med
Justitsministeriet som klageinstans skal træffes særskilt afgørelse om
udsendelse efter udlændingelovens § 31, også med hensyn til udlændinge, hvis
ansøgning om asyl forinden er behandlet og afgjort i Flygtningenævnet.
Justitsministeriet er, som
det fremgår, ikke enig i denne opfattelse.
Ud over det ovenfor anførte
om baggrunden for ophævelsen af bestemmelsen i §
53 a, stk. 1, nr. 4, kan der henvises
til, at en ordning, hvorefter der skal træffes en særskilt afgørelse om
udsendelse også i tilfælde, hvor Flygtningenævnet forinden har afgjort
asylspørgsmålet,
ville få en række konsekvenser, som ikke er forenelige med udlændingelovens
principper i øvrigt.
En sådan fortolkning af loven
ville bl.a. betyde, at Direktoratet for Udlændinge i tilfælde, hvor der ikke
foreligger nye oplysninger vedrørende den konkrete sags faktiske
omstændigheder, efter Flygtningenævnets afgørelse skulle træffe en ny
afgørelse
på nøjagtigt det samme retlige og faktiske grundlag, som har været basis for
den afgørelse af asylspørgsmålet, som netop er truffet af Flygtningenævnet.
Direktoratets sagsbehandling efter § 31 ville i forhold til asylvurderingen
ikke have noget selvstændigt indhold bortset fra at skabe grundlag for en
klageadgang til Justitsministeriet.
Der henvises i den
forbindelse til Flygtningenævnets redegørelse til Folketingets ombudsmand
vedrørende spørgsmålet om statsløse palæstinenseres sikkerhed ved indrejsen i
Libanon, jf. ombudsmandens skrivelse af 21. oktober 1991 (FO j. nr.
1991-788-613). Som det fremgår heraf, er det selve kernen i
beskyttelsesvurderingen, at de pågældende skal være i personlig sikkerhed ved
indrejsen og ved opholdet i landet. Nævnet kunne afvise, at det i noget
tilfælde havde meddelt afslag på asyl uden at have inddraget indrejserisikoen
ved tilbagevenden.
Den omstændighed, at
afgørelsen i givet fald ville kunne indbringes for Justitsministeriet, som
ligeledes skulle træffe afgørelse på samme retlige og faktiske grundlag som
Flygtningenævnet, ville endvidere føre til, at Justitsministeriet i
realiteten
kunne få status som en almindelig klageinstans i forhold til
Flygtningenævnet.
En sådan grundlæggende
ændring af Flygtningenævnets selvstændige stilling i forhold til
Justitsministeriet har efter Justitsministeriets opfattelse utvivlsomt ikke
være tilsigtet ved lovændringen i 1986.
Justitsministeriet skal i den
forbindelse pege på de almindelige bemærkninger til lovændringen a.st., sp.
27,
hvor det, som nævnt ovenfor under pkt. 3.1., anføres, at der ikke ud over
ændringen i forbindelse med § 48, stk. 2, er tilsigtet ændringer i
sagsbehandlingen.
En retstilstand, hvorefter
direktoratet og Justitsministeriet skulle træffe særskilt afgørelse om
udsendelse, efter at Flygtningenævnet har afgjort asylspørgsmålet, ville i
øvrigt efter Justitsministeriets opfattelse føre til, at den pågældende måtte
opholde sig her i landet uden et formelt opholdsgrundlag efter loven i
tilfælde, hvor nævnet ikke ville finde grundlag for asyl, og
Justitsministeriet
ikke ville finde grundlag for at udsende den pågældende.
I visse tilfælde kunne
opholdsgrundlaget måske søges i lovens § 9, stk. 2, nr. 2 eller 4, men disse
bestemmelser har efter forarbejder og praksis et meget snævert
anvendelsesområde, og konsekvensen ville derfor være, at der ikke i loven
ville
være taget særlig stilling til en så principielt vigtig gruppe af sager, som
der her ville være tale om, uanset loven i øvrigt bygger på det princip, at
alle udlændinge, der befinder sig her i landet, skal have et særligt
opholdsgrundlag.
4. På den baggrund består der
efter Justitsministeriets opfattelse hverken efter udlændingelovens § 48,
stk.
2, § 48, stk. 1, eller § 46, jf. § 30, jf. § 31, en pligt for Direktoratet
for
Udlændinge eller Justitsministeriet til at træffe en særskilt afgørelse om
udsendelse i tilfælde, hvor der forinden er truffet en endelig afgørelse om
asylspørgsmålet efter udlændingelovens § 7.
Det skal samtidig
understreges, at bestemmelsen i udlændingelovens § 31 i andre henseender har
en
væsentlig, selvstændig betydning for administrationen af området.
Bestemmelsen har først og
fremmest karakter af en generel forpligtelse for alle udlændingemyndigheder
til
i forbindelse med deres administration af udlændingeloven at være opmærksom
på
ikke at udsende nogen af landet i strid med flygtningekonventionen.
Bestemmelsens selvstændige
betydning kan vise sig på flere områder, herunder også i forbindelse med
udsendelse af asylansøgere, hvis sag allerede er afgjort af nævnet.
Hvis de pågældende f.eks. i
forbindelse med udrejsen anfører, at der siden nævnets afgørelse er
indtruffet
nye faktiske omstændigheder af betydning for vurderingen af asylspørgsmålet,
og
er det anførte ikke åbenbart grundløst, vil politiet skulle standse de videre
skridt i forbindelse med en udsendelse af landet, og give Flygtningenævnet
eller Direktoratet for Udlændinge underretning herom. Sagen vil herefter
blive
sendt til nævnet eller direktoratet til afgørelse af, om der er grundlag for
at
genoptage sagen. Sagen vil i givet fald blive undergivet en fornyet
behandling
i nævnet eller direktoratet efter reglerne i lovens § 7.
Det samme gælder, hvis
myndighederne ad anden vej bliver bekendt med nye faktiske omstændigheder af
betydning for vurderingen af asylspørgsmålet.
Ikke alene politiet, men også
direktoratet og Justitsministeriet vil i forbindelse med behandlingen af
udlændingesager have opmærksomheden henledt på princippet i § 31. Det
bemærkes
i den forbindelse, at Justitsministeriet under den nylige behandling af et
meget stort antal ansøgninger om humanitær opholdstilladelse fra statsløse
palæstinensere har videresendt en betydelig del af disse sager til
Flygtningenævnet til fornyet behandling, idet ansøgningerne efter deres
indhold
måtte forstås således, at ansøgerne under henvisning til forhold, der ikke
var
gjort gældende under asylsagen, mente at ville være i risiko ved en
tilbagevenden
til Libanon.
5. Sammenfattende er det
Justitsministeriets opfattelse, at der ikke efter udlændingeloven af
Direktoratet for Udlændinge og Justitsministeriet skal træffes en særskilt
afgørelse om udsendelse i tilfælde, hvor der forinden er truffet en endelig
afgørelse om asylspørgsmålet efter udlændingelovens § 7.
I forbindelsen med
iværksættelsen af udsendelsen skal myndighederne være opmærksom på
bestemmelsen
i udlændingelovens § 31. Opstår der i forbindelse hermed spørgsmål om risiko
for forfølgelse, som ikke kan antages at være behandlet under asylsagen, vil
sagerne blive sendt til Flygtningenævnet eller Direktoratet for Udlændinge
med
henblik på overvejelse af, hvorvidt det fremkomne kan give anledning til, at
sagen genoptages."
Bilag 4
Justitsministeriets notat af 18. oktober 1991 om forskellige
kompetencespørgsmål på udlændingeområdet.
"Der er rejst spørgsmål
om kompetenceforholdene i forbindelse med udsendelse af en udlænding, som har
fået afslag på asyl her i landet efter behandling af sagen i
Flygtningenævnet.
1. Afgørelse om
opholdstilladelse til udlændinge omfattet af FN's flygtningekonvention, jf.
udlændingelovens § 7, stk. 1, træffes af Direktoratet for Udlændinge, jf.
udlændingelovens § 46, stk. 1.
Direktoratet for Udlændinges afgørelse
om nægtelse af opholdstilladelse (asyl) kan indbringes for Flygtningenævnet,
jf. udlændingelovens §
53 a,
stk. 1, nr. 1, jf. dog stk. 3, om tilfælde, hvor ansøgningen må anses for
åbenbart grundløs.
Klage til Flygtningenævnet
har opsættende virkning, jf. udlændingelovens §
53 a, stk. 2. Nævnets afgørelser er
endelige, jf. § 56, stk. 3, og kan således ikke indbringes for
justitsministeren.
Justitsministeren kan give
opholdstilladelse af humanitære grunde, jf. udlændingelovens §
46 a, jf. § 9, stk. 2, nr. 2, selv om
Flygtningenævnet har givet afslag på asyl. Opholdstilladelse kan også gives,
hvis ganske særlige grunde i øvrigt taler herfor, jf. § 9, stk. 2, nr. 4.
2. Har Direktoratet for
Udlændinge og Flygtningenævnet meddelt afslag på asyl, og begærer den
pågældende sagen genoptaget på baggrund af oplysninger om faktiske eller
retlige omstændigheder, som ikke tidligere er indgået i Flygtningenævnets
sagsbehandling, behandles sagen efter det oplyste på ny i Flygtningenævnet.
Dette gælder, uanset på hvilket tidspunkt begæringen fremkommer. Fremkommer
den
pågældende med en udtrykkelig begæring om genoptagelse eller med en
tilkendegivelse, som må forstås som en begæring om genoptagelse, på et
tidspunkt hvor der er taget skridt til udsendelse af den pågældende, stilles
udsendelsen derfor i bero, indtil Flygtningenævnet har behandlet begæringen
om
genoptagelse.
Behandlingen af begæringer om
genoptagelse er ikke reguleret i udlændingeloven, men hviler på en fast
praksis.
3. Ifølge udlændingelovens §
30, stk. 1, skal en udlænding, der efter reglerne i kapitlerne 1 og 3-5 ikke
har ret til at opholde sig hér i landet, udrejse af landet.
Udrejser udlændingen ikke
frivilligt, drager politiet omsorg for udrejsen, jf. udlændingelovens § 30,
stk. 2. Justitsministeren fastsætter nærmere regler herom. Denne adgang til
at
fastsætte nærmere regler angår tilrettelæggelsen af den faktiske
forvaltningsvirksomhed i forbindelse med udsendelsen.
En udlænding, som allerede
igennem længere tid har befundet sig her i landet, kan have lovligt ophold på
en række retsgrundlag. En eventuel udsendelse fra landet vil i sådanne
tilfælde
ikke ske som led i politiets almindelige håndhævelse af lovgivningen. Hertil
er
retsgrundlaget for iværksættelsen af udsendelsen for usikkert og det indgreb,
der er nødvendigt, for vidtgående. Det gælder særligt i tilfælde, hvor den
pågældende påberåber sig bestemmelsen i udlændingelovens § 31, stk. 1.
Bestemmelsen i § 30, stk. 2, må derfor i overensstemmelse med almindelige
forvaltningsretlige principper forstås som en pligt for politiet til at bistå
udlændingemyndighederne med gennemførelsen af de administrative
selvhjælpsbehandlinger, som er nødvendige for at få bragt en udlændings
ophold
her i landet til ophør efter § 30, stk. 1.
Administrative selvhjælpshandlinger
af den karakter kræver, foruden særlig hjemmel til at iværksætte det
pågældende
skridt, at der forinden er truffet en forvaltningsafgørelse, hvori det
faktiske
og retlige grundlag for selvhjælpshandlingen fastslås, jf. Jørgen Mathiassen
i
Forvaltningsret, Almindelige Emner, 2. udgave, s. 554 ff og s. 558 ff.
Spørgsmålet om kompetencen
til at træffe afgørelse om udsendelsen er fastlagt i udlændingelovens §§ 46
og
48.
I § 40, stk. 2, i
udlændingebekendtgørelsen, bekendtgørelse nr. 19. af 18. januar 1984, er der
fastsat regler om iværksættelsen af foranstaltninger efter lovens § 30.
Reglerne kan ikke ændre ved den i loven og dens forarbejder fastlagte
kompetenceordning.
4. En udlænding må ifølge
udlændingelovens § 31, stk. 1, ikke udsendes til et land, hvor den pågældende
risikerer forfølgelse af de i art.
1 A
i FN's flygtningekonvention nævnte grunde, eller hvor udlændingen ikke er
beskyttet mod videresendelse til et sådant land.
Praksis vedrørende
anvendelsen af udlændingelovens § 31 er omtalt i Flygtningenævnets første
beretning, 1987, s. 170. I beretningen anføres bl.a. følgende:
"Afgørelsen af, om § 31
er til hinder for udsendelse, træffes i 1. instans af politiet. [Note 1:
Oplysningen om, at kompetencen lå hos politiet, må bero på en misforståelse i
retsanvendelsen forud for 1986-ændringen. Det fulgte udtrykkeligt af den
forud
for ændringen gældende §
53 a,
stk. 1, nr. 4, at afgørelsen om udsendelse i tilfælde, hvor § 31 blev
påberåbt,
blev truffet af Direktoratet for Udlændinge.] Politiets afgørelser kan
indbringes for Flygtningenævnet, såfremt udlændingen er indrejst
før
ikrafttrædelsen af lov nr. 686 af
17. oktober 1986, jfr. dennes § 3, sammenholdt med §
53 a, stk. 1, nr. 4, i lovbekendtgørelse
nr. 90 af 26. februar 1986. For udlændinge, der er indrejst
efter
ændringslovens ikrafttræden den
19. oktober 1986, kan politiets afgørelse om udsendelse påklages til
justitsministeren.
Påberåber en udlænding sig
efter at have fået nævnets afslag på en anmodning om opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 7, at udsendelsen er i strid med § 31, er det i nævnet
fast
antaget, at en særskilt prøvelse af § 31 ikke kan finde sted. Spørgsmålet om,
hvorvidt § 31 er til hinder for udsendelse, anses for afgjort allerede ved
nævnets beslutning om afslag på opholdstilladelse efter § 7
("absorbtionsprincippet") - i hvert fald, når spørgsmålet om
særskilt
prøvelse af § 31 rejses kort efter § 7-afgørelsen.
Foreligger der senere en ny
situation, f.eks. fordi forholdene i det pågældende land er ændret, vil der
eventuelt være mulighed for at indbringe sagen for nævnet.
"Absorbtionsprincippet"
er antaget at gælde både Direktoratet for Udlændinges og Flygtningenævnets
afgørelser, ligesom princippet er antaget at gælde i forholdet mellem 1.
asyllandsreglen og § 31..."
Der nævnes i beretningen
flere eksempler på denne praksis:
"
Beslutning af 6. juni 1985 (1985-2-393).
En iransk statsborger var
af nævnet meddelt afslag på asyl under hensyn til, at Tyrkiet måtte anses for
1. asylland. Efter afslaget blev sagen den 11. juli 1985 begæret indbragt for
nævnet med henblik på prøvelse af § 31, idet det blev gjort gældende, at der
var begrundet frygt for, at den pågældende ville blive videresendt fra
Tyrkiet
til Iran. Da bl.a. risikoen for refoulering allerede var indgået ved
vurderingen,
der førte til afgørelse efter § 7, stk. 2,
afvistes
særskilt prøvelse af § 31.
I nævnets sag
1985-2-492
vedrørende en pakistansk
statsborger blev det påklaget, at politiet efter nævnets afslag på asyl
skulle
have besluttet at udsende den pågældende til Pakistan. Nævnet fandt, at
udsendelsen til hjemlandet ikke kunne gøres til genstand for særskilt
prøvelse,
men klagen blev i den konkrete sag betragtet som en anmodning om
genoptagelse,
idet der forelå nye oplysninger.
Endvidere kan nævnes:
Beslutning af 26. marts 1987 (1986-2-2965).
En yngre polsk
statsborger var indrejst i Danmark i 1978. I 1979 havde han opnået
opholdstilladelse her i landet og senere fik han udstedt et polsk konsulatpas
på den polske ambassade her i landet. I tiden herefter havde han ca. 15-20
gange været i Polen uden problemer. I 1984 var han blevet idømt 3 års fængsel
her i landet, bl.a. for at have medvirket til at afsætte stjålne biler i
Polen.
Ved dommen var der truffet bestemmelse om udvisning med indrejseforbud for
bestandigt. Ansøgeren havde herefter søgt om asyl og indbragte siden
direktoratets afslag på opholdstilladelse efter § 7 samt politiets afgørelse
om, at en udsendelse til Polen ikke ville være i strid med § 31, for nævnet.
Nævnet fandt ikke, at der var grundlag for opholdstilladelse efter § 7 eller
for at undlade udsendelse i medfør af § 31."
5. I Folketingets Ombudsmands
redegørelse af 31. august 1991 vedrørende Flygtningenævnets behandling af
ansøgninger om asyl fra statsløse palæstinensere fra Libanon, bliver
spørgsmålet
om indrejserisikoen behandlet.
I redegørelsen anføres herom
bl.a. følgende:
"C.
Geografisk begrænset beskyttelse (regionsbeskyttelse).
Advokat (A) rejste i klagen
til mig spørgsmålet om, hvorvidt nævnet opererede med et "første
asyllejr-begreb". Han henviste til et antal nævnsafgørelser, der syntes
at
forudsætte, at ansøgeren ikke kunne opholde sig overalt i det
"land",
som § 7, stk. 3, forudsætter, men alene i en bestemt region. Jeg fandt, at
der
her rejstes spørgsmål, ikke blot om, hvorvidt en region kunne tjene som
første
asylland, men yderligere om den sikre indrejse, idet ansøgeren ikke alene
skal
passere landegrænsen, men også i sikkerhed kunne nå frem til regionen.
I udtalelsen af 4. juli 1991
oplyste Flygtningenævnet, at nævnet ikke kunne anse det for tilstrækkeligt,
at
der i forhold til den enkelte asylansøger fandtes en eller flere "sikre
regioner".
...
Flygtningenævnets
tilkendegivelser vedrørende dette spørgsmål kan ikke give mig anledning til
bemærkninger.
D.
Indrejserisikoen.
I klagen til mig rejste
advokat (A) spørgsmålet om, i hvilket omfang den sikre indrejsemulighed i
Libanon indgik i nævnets vurdering af, hvorvidt landet kunne yde den fornødne
beskyttelse.
I udtalelsen af 4. juli 1991
til mig oplyste Flygtningenævnet, at det lå implicit i nævnets afgørelser, at
en asylansøger, der har fået afslag på asyl i nævnet, sikkert kan indrejse i
det pågældende land og tage ophold der. Dette gælder også statsløse
palæstinensere fra Libanon.
I overensstemmelse hermed
oplyste Flygtningenævnets formand, jf. ovenfor s. ..., på mødet den 28.
august
1991, at det var kernen i beskyttelsesvurderingen, at de pågældende
asylsøgere
skulle være i personlig sikkerhed
ved
indrejsen
og
ved opholdet i landet.
Jeg kan fuldt ud tilslutte
mig Flygtningenævnets vurdering af dette spørgsmål.
..."
6. Advokat (A) har i
skrivelse af 27. september 1991 til Justitsministeriet rejst spørgsmål om,
hvorvidt den endelige afgørelse af, om en asylansøger, som har opholdt sig
her
i landet under asylsagens behandling, skal udsendes af landet, ligger hos
justitsministeren, når asylansøgeren i en klage over selve udsendelsen gør
gældende, at udsendelsen vil være i strid med udlændingelovens § 31.
Advokat (A) er af den
opfattelse, at afgørelsen ligger hos justitsministeren. I et notat om
spørgsmålet konkluderes det således, at situationen siden 1986 for så vidt
angår kompetencefordelingen mellem Flygtningenævnet og justitsministeren har
været den,
At
den endelige afgørelse af, hvorvidt udlændingen kunne få
opholdstilladelse som flygtning efter §§ 7 eller 8, har ligget hos
Flygtningenævnet, og
At
den endelige afgørelse af, hvorvidt en udlænding kan afvises,
udvises eller udsendes til et land, hvor der er risiko for forfølgelse af de
i
flygtningekonventionen artikel
1 A
nævnte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse
til
et sådant land, har ligget hos justitsministeren.
Advokat (A's) fortolkning af
udlændingeloven rejser spørgsmål om, hvorvidt en sådan opsplitning af
kompetence med hensyn til vurderingen af forfølgelses- eller
videresendelsesrisikoen har været tilsigtet fra Folketingets side.
Der vil i den forbindelse
navnlig kunne peges på,
at
der ikke i § 48, stk. 2, er nogen støtte for en sådan antagelse,
idet bestemmelsen angår en ganske anden situation end den, hvor udlændingen
opholder sig her i landet under asylsagens behandling,
at
det vil stride mod Flygtningenævnets hidtidige praksis, at vurderingen efter
lovens § 7 og § 31 adskilles, og
at
en opdeling af kompetencen vil indebære, at udlændingen ikke kan
få opholdstilladelse efter asylreglerne, men heller ikke kan udsendes af
landet. En situation, hvor en udlænding opholder sig her i landet uden
opholdstilladelse eller under behandlingen af en sag herom, har formentlig
aldrig været tilsigtet, og der er ikke åbnet mulighed for den i lovens øvrige
bestemmelser.
Der vil i den forbindelse
kunne lægges vægt på, at der må være en formodning imod, at der er fejl i
loven, eller at denne er ufuldstændig.
En fortolkning af loven, som
tillægger justitsministeren den nævnte kompetence, vil i øvrigt føre til en
række sagsbehandlingsgange, som yderligere i strid med de fra Folketinget
tilkendegivne ønsker om en hurtigere sagsbehandling vil forhale den endelige
afgørelse af spørgsmålet om den pågældendes ophold i Danmark.
7. Som nævnt ovenfor under
pkt. 3 må det antages, at udlændingeloven bygger på en forudsætning om, at
der
træffes en særskilt
afgørelse
om
udsendelse, hvis udlændingen ikke udrejser frivilligt i overensstemmelse med
en
eventuelt fastsat udrejsefrist (§ 33). Kompetencereglen i lovens § 48, stk.
1,
taler ikke om, at udsendelse iværksættes, men at der træffes
afgørelse
om, hvorvidt foranstaltninger
til udsendelse skal iværksættes. At der er tale om en selvstændig afgørelse i
forvaltningsretlig forstand, i hvert fald når bestemmelsen i lovens § 31
påberåbes, fremgik også af den forud for 1986-ændringen gældende §
53 a, stk. 1, nr. 4, hvorefter
afgørelsen særskilt kunne indbringes for Flygtningenævnet.
Spørgsmålet om
kompetenceforholdet ved afgørelser om udsendelse af landet er reguleret i den
almindelige regel i udlændingelovens § 46, stk. 1, der henlægger kompetence
til
at træffe afgørelse efter loven i 1. instans til direktoratet, og i § 48, der
har følgende ordlyd:
"
§ 48.
Afgørelse om afvisning ved indrejsen, jfr. §§ 28, stk. 1, og
29, stk. 1-2, og afgørelser om iværksættelse af foranstaltninger efter §§ 30,
34 og 36 kan træffes af vedkommende politimester eller politidirektøren, hvis
afgørelser kan påklages til justitsministeren.
Stk. 2.
Påberåber en udlænding sig at være omfattet af §§ 7-8,
træffes afgørelse om afvisning af Direktoratet for Udlændinge efter reglerne
i
kapitel 5. Ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7-8 behandles ikke, før
der
er taget stilling til, om den pågældende udlænding skal afvises elle udvises
efter § 24, nr. 5, og er udrejst af landet. Udlændingen må dog ikke udsendes
til et land, hvor der er risiko for forfølgelse af de i
flygtningekonventionen
af 28. juli 1951, artikel
1 A,
nævnte grunde, eller hvor der ikke er beskyttelse mod videresendelse til et
sådant land. Afgørelse om udsendelse træffes af Direktoratet for Udlændinge.
Træffer Direktoratet afgørelse om afvisning eller udvisning og udsendelse,
kan
afgørelsen påklages til justitsministeren, jfr. § 46, stk. 2. En sådan klage
til justitsministeren har ikke opsættende virkning. Træffer Direktoratet for
Udlændinge ikke afgørelse om afvisning eller udvisning og udsendelse, skal
udlændingen gøres bekendt med adgangen til at sætte sig i forbindelse med
Dansk
Flygtningehjælp."
8. Det kan give anledning til
tvivl, om § 48, stk. 2, omfatter udsendelse i alle tilfælde, hvor udlændingen
påberåber sig at være omfattet af § 7, eller om bestemmelsen kun omhandler
tilfælde, hvor udsendelsen sker i tilknytning til indrejsen i situationer,
hvor
den pågældende ikke har krav på ophold i landet, medens asylansøgningen
behandles.
Bestemmelsen i stk. 2
indeholder ikke blot en kompetenceregel, men angår tillige processuelle
regler
vedrørende behandlingen af asylsager. Navnlig bestemmelsens 2. pkt. synes at
vise,
at bestemmelsen alene tilsigter at regulere sagsbehandlingen forud for
asylsagens behandling i direktoratet og den senere klagesagsbehandling i
Flygtningenævnet. I samme retning taler en umiddelbar læsning af ordene
"Påberåber en udlænding sig at være omfattet af §§ 7-8". Det synes
mest nærliggende at antage, at bestemmelsen hermed sigter på tilfælde, hvor
denne påstand endnu ikke er afvist af direktoratet og eventuelt nævnet.
Dertil
kommer sammenkædningen med afvisnings- og udvisningsbegreberne, og stk. 2,
sidste pkt., hvorefter udlændingen, hvis afgørelse om afvisning eller
udvisning
og udsendelse ikke træffes, skal gøres bekendt med adgangen til at sætte sig
i
forbindelse med Dansk Flygtningehjælp. En sådan orientering af udlændingen
ville savne mening, hvis udlændingen havde opholdt sig i landet, medens
asylsagen blev behandlet, idet den pågældende så ville have haft kontakt til
Dansk Flygtningehjælp.
En umiddelbar sproglig
fortolkning af bestemmelsen synes således at måtte føre til, at § 48, stk. 2,
kun omfatter de tilfælde, hvor udsendelse sker i tilknytning til indrejsen.
Afgørelsen om udsendelse,
efter at asylansøgeren har opholdt sig her i landet under asylsagens
behandling, må derfor træffes efter de almindelige kompetenceregler i §§ 46
og
48.
Forarbejderne til
udlændingelovens §§ 46-48 og §
53 a
indeholder, jf. gennemgangen nedenfor under pkt. 9, ikke omstændigheder, der
på
afgørende måde afkræfter denne forståelse af bestemmelsen i § 48, stk. 2.
9. Kompetenceordningerne blev
fastlagt i udlændingeloven i 1983 og er siden ændret i 1985 og 1986.
I udlændingeloven fra 1983,
lov nr. 226 af 8. juni 1983, havde § 48 følgende ordlyd:
"
§ 48.
Afgørelse om afvisning ved indrejsen, jfr. §§ 28, stk. 1, og
29, stk. 1-2, og afgørelser om iværksættelse af foranstaltninger efter §§ 30,
34 og 36 kan træffes af vedkommende politimester eller politidirektøren, hvis
afgørelser kan påklages til justitsministeren.
Stk. 2.
Påberåber en udlænding sig at være omfattet af §§ 7-8, skal
sagen straks forelægges direktoratet for udlændinge til afgørelse.
Udlændingen
skal endvidere gøres bekendt med adgangen til at sætte sig i forbindelse med
Dansk Flygtningehjælp."
I bemærkningerne til
lovforslaget (lovforslagets § 47) henvises til lovudkastet i betænkning
968/1982, jf. Folketingstidende 1982-83, tillæg A, sp. 2060. I bemærkningerne
til lovudkastets § 45, den senere lovs § 48, anføres følgende, jf.
betænkningen
s. 211:
"
ad § 45
Stk. 1
indeholder en regel, der indebærer, at afgørelse ved
indrejsen om afvisning efter udkastets §§ 21 og 22, om udrejse efter
udkastets
§ 23, stk. 1, og om iværksættelse af foranstaltninger efter udkastets §§ 26
og
28 kan - men ikke nødvendigvis skal - træffes af vedkommende politimester
(politidirektøren). Tilsynet med udlændinge er således også kompetent til at
træffe disse afgørelser. Det er kun ved indrejsen, at afgørelsen om afvisning
træffes af det lokale politi, eventuelt efter samråd med tilsynet med
udlændinge.
Er en udlænding indrejst, er
afvisningen af mere indgribende betydning og bør derfor altid træffes af
tilsynet. Afgørelserne om udrejse og iværksættelse af særlige
foranstaltninger
træffes i ret vidt omfang af tilsynet med udlændinge, som i mange tilfælde
overtager sagen, når sådanne foranstaltninger skal iværksættes, eller når en
udlænding skal udsendes af landet mod sin vilje.
Bestemmelsen i
stk. 2
er en særregel for udlændinge,
som søger om opholdstilladelse som flygtninge. I denne situation kan det
lokale
politi ikke afvise eller udsende udlændingen, men skal straks forelægge sagen
for tilsynet med udlændinge. Dette gælder også, selv om det lokale politi er
af
den opfattelse, at udlændingens påstand om at være flygtning er åbenbart
grundløs. Reglen er i overensstemmelse med den hidtidige praksis i disse
særlige tilfælde."
Den nærmere affattelse af §
48, stk. 2, blev fastlagt under udvalgsbehandlingen, hvor også sidste pkt. om
vejledning om adgangen til at sætte sig i forbindelse med Dansk
Flygtningehjælp
blev indføjet, jf. Folketingstidende 1982-83, tillæg B, sp. 2753.
Ved lov nr. 574 af 19.
december 1985 indføjedes en ny §
53 a,
som samlet angiver Flygtningenævnets opgaver.
Bestemmelsen fik følgende
ordlyd:
"
§
53 a.
For flygtningenævnet kan indbringes klager over afgørelser, som direktoratet
for udlændinge har truffet om følgende spørgsmål. jf. dog stk. 3:
Nægtelse af opholdstilladelse til en udlænding, der
påberåber sig at være omfattet af §§ 7-8.
Bortfald efter § 17 og inddragelse efter §§ 19 og 20 af
en opholdstilladelse, der er givet efter §§ 7-8.
Afvisning af en udlænding, der omfattes af § 48, stk.
2.
Udsendelse af en udlænding, der påberåber sig, at
udsendelsen er i strid med § 31.
Nægtelse af udstedelse af dansk rejsedokument for
flygtninge eller inddragelse af et sådant rejsedokument.
Stk. 2.
Påklages en afgørelse som nævnt i stk. 1, har klagen
opsættende virkning.
Stk. 3.
Direktoratet for Udlændinge kan, efter at sagen har været
forlagt for Dansk Flygtningehjælp, bestemme, at afgørelsen i en sag, hvor
ansøgningen må anses for åbenbart grundløs, ikke kan indbringes for
flygtningenævnet.
Stk. 4.
Direktoratet for udlændinges afgørelse som nævnt i stk. 1
skal indeholde oplysning om reglerne i stk. 1-3."
I bemærkningerne til
forslaget, jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 1519 ff, findes ingen
bidrag til den nærmere forståelse af henvisningen til § 48, stk. 2, og § 31.
Heller ikke i Folketingstidende 1985-86, tillæg B, sp. 187 ff og sp. 347 ff,
findes sådanne bidrag.
Den nugældende formulering af
udlændingelovens § 48, stk. 2, blev fastlagt ved lov nr. 686 af 17. oktober
1986 om ændring af udlændingeloven.
Samtidig ændredes affattelsen
af §
53 a, stk. 1,
således, at Flygtningenævnet ikke længere skulle være klageinstans i forhold
til direktoratets afgørelser om afvisning af en udlænding omfattet af § 48,
stk. 2, og om udsendelse af en udlænding, som påberåber sig, at udsendelsen
er
i strid med § 31, jf. den dagældende §
53
a, stk. 1, nr. 3 og 4.
I bemærkningerne til
lovforslaget, jf. F.T. 1986-87, tillæg A, sp.
34f, anføres følgende til nr. 8, der
angår den ændrede affattelse af § 48, stk. 2:
"Til nr. 8
Efter forslaget skal
direktoratet for udlændinge som hidtil i alle tilfælde tage stilling til, om
en
udlænding skal afvises, såfremt den pågældende påberåber sig at være omfattet
af §§ 7-8. Efter den gældende regel har udlændingen uanset en sådan
beslutning
ret til at opholde sig i landet, indtil asylsagen er endelig afgjort. Den
foreslåede bestemmelse medfører, at en sådan ret ikke består, såfremt
udlændingen er indrejst ulovligt i Danmark, medmindre indrejsen er sket
direkte
fra hjemlandet, jfr. § 31, stk. 1.
Udlændinge, der indrejser i
landet uden fornødent pas eller visum, kan efter reglerne i § 28, stk. 2,
jfr.
stk. 1, afvises i indtil tre måneder efter indrejsen. Denne afvisningshjemmel
bør under iagttagelse af bestemmelsen i § 31, stk. 1, også kunne anvendes
over
for asylansøgere for ikke dermed at åbne mulighed for, at en udlænding ved en
illegal indrejse her i landet kan bedre sin retsstilling som asylansøger.
Er der mulighed for at træffe
beslutning om afvisning, behandles den pågældendes ansøgning om asyl efter
forslaget ikke, før der er taget stilling til, om afvisning skal finde sted,
og
hvis beslutning herom tages, da ikke før den pågældende er udrejst af landet.
For at sikre, at man ikke ved
et længere ulovligt ophold end 3 måneder kan fremtvinge en gunstigere
retsstilling, foreslås det, at det samme skal gælde, hvis den pågældende vil
kunne udvises efter reglen i § 24, nr. 5. Efter denne bestemmelse kan
udvisning
ske, hvis udlændingen opholder sig i landet uden fornøden tilladelse.
Det skal fremhæves, at
afvisning eller udvisning ikke er nogen obligatorisk retsfølge, men at
afgørelse herom træffes efter et skøn i hver enkelt sag.
Efter lovens § 36 kan
politiet, såfremt de i § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige
til
at sikre muligheden for afvisning eller for udvisning efter bl.a. § 24, nr.
5,
bestemme, at en udlænding, som ikke har fast bopæl her i landet, skal
underkastes frihedsberøvelse. Efter lovens § 37 skal en udlænding, der er
frihedsberøvet, medmindre den pågældende forinden løslades, inden 3 døgn
efter
frihedsberøvelsens iværksættelse fremstilles for retten. Retten tager
herefter
stilling til frihedsberøvelsens lovlighed og fortsatte opretholdelse. Det må
i
almindelighed antages, at en asylansøger, der er omfattet af § 48, stk. 2, og
som befinder sig i en aktuel afvisnings- eller udvisningssituation, vil kunne
frihedsberøves efter disse regler.
En væsentlig begrænsning i
adgangen til at gennemføre en afvisnings- eller udvisningsbeslutning findes i
det forhold, at udlændingen ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende
risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen af 28. juli 1951,
artikel
1 A, nævnte grunde, eller hvor
udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land, jfr. §
31,
stk. 1. Er det som følge heraf ikke muligt at udsende den pågældende, vil
ansøgningen om asyl blive behandlet.
Afvisnings- og
udvisningsbeslutninger kan påklages til justitsministeren. Afgørelse om
udsendelse har hidtil - også hvor der har været tale om asylansøgere - været
truffet af politiet. Efter forslaget skal afgørelse om udsendelse af
asylansøgere træffes af direktoratet for udlændinge, og baggrunden herfor er
den nære sammenhæng mellem afvisnings- eller udvisningsbeslutningen og
udsendelsesbeslutningen. Udsendelsesbeslutningen kan påklages til
justitsministeren. Klage har ikke opsættende virkning."
I bemærkningerne til
forslagets nr. 10, der angår den ændrede affattelse af §
53 a, stk. 1, anføres følgende jf. F.T.
1986-87, tillæg A, sp. 35f:
"Til nr. 10
Reglen foreslås ændret,
således at afvisning af en udlænding, der er omfattet af § 48, stk. 2,
og
(fremhævet her) klager over, at en
udsendelse er i strid med § 31, ikke længere skal kunne indbringes for
nævnet,
men derimod for justitsministeren, der herved - i lighed med, hvad der i
øvrigt
gælder med hensyn til andre afgørelser om afvisning og udsendelse, jfr. § 48,
stk. 1 - får den endelige afgørelse i disse sager. Det skal dog fortsat være
flygtningenævnet, der har den endelige afgørelse af, om en asylansøger kan
opnå
opholdstilladelse her i landet som flygtning i henhold til § 7. Ændringerne
hænger i øvrigt sammen med forslaget til en ændret affattelse af § 48, stk.
2,
jfr. forslagets § 1, nr. 8. Der henvises herom til de almindelige
bemærkninger
pkt. 5.1. og bemærkningerne til § 1, nr. 8."
10. Ved ændringen af §
53 a
blev Flygtningenævnets oprindelige
kompetence
delt
mellem
Flygtningenævnet og justitsministeren. Den omstændighed, at §
53 a, stk. 1, nr. 4, udgik af §
53 a, vil efter en almindelig sproglig
fortolkning føre til, at
hele kompetencen
til at træffe afgørelse i
klagesager efter § 31 overføres til ministeren. Det gælder ikke kun med
hensyn
til kompetencen i forbindelse med behandlingen af sager efter § 48, stk. 2.
Også lovens forarbejder
(bemærkningerne til nr. 10) bekræfter, at man i det hele har tilsigtet at
overføre den kompetence, der tidligere efter §
53 a, stk. 1, nr. 4, lå hos nævnet, til
ministeren. Der er ikke i den øvrige del af forarbejderne, herunder
besvarelsen
af spørgsmål 63 og bemærkningerne i udvalgsbetænkningen (F.T., 1986-87,
tillæg
B, sp. 154), omstændigheder, som peger i retning af, at kompetenceomlægningen
alene skulle gælde for sager efter § 48, stk. 2.
Der ses herefter ikke at være
grundlag for at antage, at en opdeling af kompetencen ikke skulle have været
tilsigtet. Den omstændighed, at det udfra et administrativt synspunkt kan
forekomme uhensigtsmæssigt, at der skal foretages en særskilt prøvelse med
hensyn til spørgsmålet om udsendelsesrisikoen, som også er indgået i
Flygtningenævnets vurdering af asylspørgsmålet, og at der kan forekomme
tilfælde, hvor udsendelse standses, uanset nævnet ikke finder grundlag for at
give opholdstilladelse efter § 7, kan ikke føre til en anden fortolkning af
bestemmelserne i §§ 46-48 og
53 a.
Det skyldes også, at der ikke kan bortses fra, at det med lovens ordning har
været hensigten, at en så indgribende foranstaltning som en tvangsmæssig
udsendelse kun skal kunne ske, såfremt både en uafhængig sagkyndig instans og
en politisk ansvarlig minister står bag afgørelsen. Hvis der i praksis måtte
forekomme tilfælde, hvor Flygtningenævnet fastholder et afslag på
opholdstilladelse, efter at ministeren har truffet afgørelse om, at § 31 er
til
hinder for udsendelsen, må der meddeles opholdstilladelse efter andre af
lovens
bestemmelser, herunder § 9, stk. 2, nr. 2 eller 4.
11. Forarbejderne til § 48,
stk. 2, må, som nævnt ovenfor under pkt. 8, efter Justitsministeriets
opfattelse forstås således, at bestemmelsen alene angår afvisning eller
udvisning
og udsendelse af en udlænding, der påberåber sig at være omfattet af §§ 7-8,
og
udsendelsen sker i tilknytning til indrejsen. Bestemmelsen omfatter ikke
tilfælde, hvor Flygtningenævnet (eller hvor der ikke er sket påklage,
direktoratet) forud for udsendelsestidspunktet har taget stilling til
ansøgning
om opholdstilladelse efter § 7.
Sker udsendelsen, efter at
der er meddelt afslag på ansøgningen om opholdstilladelse efter § 7, kan
afgørelsen om udsendelsen efter formuleringen af § 48, stk. 1, træffes af
vedkommende politimester (politidirektøren) med klageadgang til
justitsministeren eller af direktoratet. På baggrund af udtalelserne i
betænkning 968/1982, s. 211, (bemærkningerne til § 45, stk. 1, 2. afsnit), må
det dog antages, at afgørelsen skal træffes af direktoratet (den civile
udlændingemyndighed) efter de almindelige regler i § 46. For dette resultat
taler også formuleringen af den tidligere gældende bestemmelse i lovens §
53 a, stk. 1, nr. 4, hvori der tales om
direktoratets afgørelser om udsendelse.
Den omstændighed, at der skal
træffes en særskilt afgørelse om udsendelsen, følger som nævnt ovenfor under
pkt. 3 og 7 direkte af § 48, stk. 1, men ville i øvrigt følge af reglerne i
§§
30 og 31, idet der forud for den faktiske tvangsmæssige gennemførelse af
udrejsen (efter § 30, stk. 2) må etableres et retligt grundlag herfor
(udsendelsesbeslutningen).
12. Retsstillingen for den,
der har opholdt sig her i landet under behandlingen af en asylansøgning efter
udlændingelovens § 7, og som har benyttet sig af adgangen til at få prøvet
asylspørgsmålet ved Flygtningenævnet, må på baggrund af det ovenfor anførte
efter Justitsministeriets opfattelse antages at være følgende:
Udrejser den pågældende
udlænding ikke frivilligt af landet, efter at Flygtningenævnet har meddelt
afslag på asyl, og er der ikke i øvrigt grundlag for at meddele
opholdstilladelse, træffer Direktoratet for Udlændinge afgørelse om
udsendelse,
jf. udlændingelovens § 46, stk. 1.
Sagsbehandlingen i sagen om
udsendelse stilles i bero, hvis nævnets afgørelse indbringes for
ombudsmanden,
eller der indgives en eventuel ansøgning om opholdstilladelse efter § 9, stk.
2, nr. 2.
Direktoratets afgørelse om
udsendelsen kan påklages til justitsministeren, jf. § 46, stk. 2. Politiet
bistår efter § 30 med hensyn til de
faktiske
foranstaltninger vedrørende udsendelse af landet.
Afgørelser om udsendelse til
et land, hvor udlændingen risikerer forfølgelse, jf. flygtningekonventionens
art.
1 A, eller hvor
udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land, må ikke
træffes, jf. udlændingelovens § 46, stk. 1, jf. § 30, jf. § 31.
Ved risiko for forfølgelse må
forstås såvel risiko i forbindelse med indrejse i det pågældende land som
risiko i forbindelse med ophold i landet, jf. den ovenfor under pkt. 5
omtalte
redegørelse fra Folketinget Ombudsmand.
Hvis udlændingen i
forbindelse med udsendelse til hjemlandet gør gældende, at der er fare for
forfølgelse i hjemlandet på grund af
nye
oplysninger
, vil dette kunne opfattes som en begæring om genoptagelse af
asylsagen, jf. ovenfor under pkt. 2. Er det tilfældet, sættes udsendelsen
efter
praksis i bero, indtil der er truffet afgørelse i genoptagelsessagen.
Sagen om udsendelse bør
endvidere som et udslag af officialmaksimen sættes i bero og sagen om asyl
genoptages,
hvis direktoratet eller Justitsministeriet bliver opmærksom på (nye) forhold,
som ikke har været inddraget under prøvelsen i nævnet, og som tyder på, at
der
er risiko for forfølgelse i hjemlandet m.v.
I tilfælde, hvor der
ikke
foreligger
nye oplysninger
, skal udsendelsessagen afgøres af direktoratet og i
tilfælde af klage af justitsministeren på grundlag af en selvstændig
vurdering
af sagens faktiske og retlige omstændigheder. Ved vurderingen af oplysninger
om
mulig forfølgelse i hjemlandet, som Flygtningenævnet allerede har ladet indgå
i
vurderingen af asylansøgningen, må direktoratet efter Justitsministeriets
opfattelse naturligvis lade det indgå med betydelig vægt i afgørelsen, at
nævnet ikke har fundet grundlag for at antage, at der består en sådan risiko.
Det ændrer dog ikke ved det forhold, at det er direktoratet eller efter
påklage
Justitsministeriet, der har afgørelseskompetencen i denne sag.
Efter § 46, stk. 1, skal
direktoratets afgørelse om udsendelse begrundes (skriftligt), selv om nævnets
afgørelse af risikoen for forfølgelse kan lægges til grund, jfr.
forvaltningslovens § 22. Det kan eventuelt ske ved en henvisning til nævnets
afgørelse. Der skal også gives vejledning om adgangen til i medfør af
udlændingelovens § 46, stk. 2, at påklage afgørelsen til justitsministeren,
jf.
forvaltningslovens § 25.
Som følge af
udsendelsesafgørelsens indgribende karakter, må det antages, at en eventuel
klage til Justitsministeriet vedrørende direktoratets afgørelse om udsendelse
skal tillægges opsættende virkning. Klager til Flygtningenævnet om, at en
udsendelse kunne være i strid med § 31, var således forud for lovændringen i
1986 tillagt opsættende virkning, jf. §
53
a, stk. 2, og det kan ikke antages, at det med
lovændringen har været hensigten at ændre på dette forhold i de tilfælde, der
ikke er omfattet af § 48, stk. 2."
Bilag 5
Uddrag af bemærkninger til lovforslag vedrørende udlændingeloven (FT
1986-87, Tillæg A, sp. 26-29):
"
5. Hovedpunkter i lovforslaget
5.1. Asylansøgeres adgang til landet
a. De gældende regler
Efter de gældende regler har
enhver udlænding, der påberåber sig at være omfattet af udlændingelovens §§
7-8, adgang til landet, uanset om den pågældende er i besiddelse af fornødent
pas eller visum. Den pågældende har et egentligt retskrav på asyl og har ret
til at opholde sig her i landet, medens sagen behandles. Dette gælder også,
medens sagen eventuelt verserer ved flygtningenævnet. Der er efter de
gældende
regler
ingen reel mulighed
for
afvisning ved grænsen, og dette gælder, uanset om det er evident, at den
pågældende ikke kan være flygtning (f.eks. en svensker, der søger asyl),
eller
hvis den pågældende helt klart har et andet land som 1. asylland (ved f.eks.
i
mange år at have haft opholdstilladelse i et andet land).
b. Lovforslaget
Efter forslagets § 1, nr. 8,
jfr. § 1, nr. 3, åbnes der
mulighed
for at kunne afvise ved grænsen, bl.a. såfremt fornødent pas og visum ikke er
til stede. En afvisning vil dog
aldrig
kunne ske, såfremt den pågældende herved udsendes til et land, hvor han eller
hun risikerer forfølgelse som nævnt i flygtningekonventionen af 1951, eller
hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land.
Hovedtanken er, at afvisning skal kunne ske, hvor en asylansøger indrejser
til
Danmark fra et land, hvor den pågældende befinder sig i en
faktisk tryghedssituation.
Dette medfører f.eks., at
asylansøgere, der indrejser fra Forbundsrepublikken Tyskland, vil kunne
afvises
ved grænsen. Derimod vil afvisning ikke kunne finde sted, hvis de pågældende
indrejser direkte fra hjemlandet, hvis de dér risikerer en forfølgelse som
nævnt i flygtningekonventionen, eller fra et land, hvor de ikke er beskyttet
mod videresendelse dertil.
En iraner, der under de
nuværende politiske forhold indrejser i Danmark direkte fra hjemlandet, vil
derfor ikke kunne afvises. Det samme gælder en polak, der kommer direkte fra
Polen.
Det tilføjes, at det efter
forslaget er direktoratet for udlændinge (og ikke politiet), der træffer
afgørelse om afvisning. Afgørelsen kan påklages til justitsministeriet.
For at kunne indrejse i
Danmark og søge asyl, vil det normalt være nødvendigt, at udlændingen er i
besiddelse af et visum. Dette skyldes, at Danmark har visumtvang overfor
statsborgere fra næsten alle lande, hvorfra asylansøgerne typisk kommer.
Visum
vil kunne opnås, såfremt der er tale om familiesammenføring, eller hvis der i
øvrigt er tale om nært beslægtede personer i Danmark. Herudover vil visum kun
kunne påregnes meddelt, hvis tungtvejende grunde taler herfor. I den
forbindelse
bemærkes, at der ved en gennemførelse af forslaget vil kunne vise sig at være
et vist øget behov for at meddele visum til personer, der befinder sig i en
akut politisk forfølgelsessituation.
5.2. Behandlingen af asylansøgninger
a. De gældende regler
Efter de gældende regler har
en asylansøger et retskrav på asyl, hvis den pågældende enten er omfattet af
flygtningekonventionen (K-flygtninge), eller hvis det af lignende grunde som
anført i konventionen eller andre tungtvejende grunde ikke bør kræves, at
udlændingen
vender tilbage til sit hjemland (F-flygtning). Som ovenfor nævnt har
asylansøgeren altid ret til at opholde sig i landet, medens sagen verserer.
Et
afslag på ansøgningen om asyl fra direktoratet kan normalt altid påklages til
flygtningenævnet.
b. Lovforslaget
Efter forslaget er der ikke
et ubetinget retskrav på opholdstilladelse, hvis den pågældende ikke er
omfattet af flygtningekonventionen, men opholdstilladelse
kan
- i sidste instans af flygtningenævnet - i fuldt ud samme
omfang som hidtil meddeles til asylansøgere, der ikke afvises eller udvises.
Ændringen betyder f.eks., at man kan undlade at give opholdstilladelse til
asylansøgere, der begår alvorligere kriminalitet, medens sagen verserer.
Herudover har ændringen næppe større betydning for asylansøgere, der ikke
afvises eller udvises. Det vil i praksis normalt sige, at de er lovligt
indrejst i Danmark.
For alle asylansøgere gælder
efter forslaget, at de ikke har ret til at opholde sig her i landet, medens
sagen behandles, hvis de er blevet afvist ved grænsen, hvilket som nævnt
ovenfor kun kan ske, hvis de befinder sig i en faktisk tryghedssituation i
det
land, hvor de kommer fra. Ansøgningen om asyl behandles derimod i alle
tilfælde
på normal vis, men da den pågældende opholder sig i udlandet, kan
opholdstilladelse alene forventes meddelt, hvis Danmark må anses for at være
1.
asylland.
Afvises den pågældende ikke,
behandles sagen som hidtil, såedes at den pågældende har ret til at blive i
landet, indtil der foreligger en endelig afgørelse.
Der foreslås i øvrigt ingen
ændringer i sagsbehandlingen, herunder i adgangen til at klage til
flygtningenævnet og de i den forbindelse gældende retssikkerhedsgarantier. De
ændrede regler findes i forslagets § 1, nr. 1.
5.3. Økonomiske sanktioner mod visse transportører
a. Gældende regler
Det må antages, at der i
meget vidt omfang er tale om en organiseret flygtningestrøm forstået således,
at "bagmænd" mod klækkelige vederlag "påtager" sig at
organisere en asylrejse til Danmark. Der rejser sig herved det spørgsmål, om
der - i lighed med forholdene i USA, Canada, Forbundsrepublikken Tyskland og
Australien - er muligt at indføre økonomiske sanktioner mod transportørerne,
hvilket i første række vil sige flyselskaberne. De gældende regler er som
nævnt
ikke under de nuværende forhold tilstrækkelige. Endvidere er det kun muligt
at
pålægge selskaberne at betale tilbagerejsen, hvis afvisning sker ved
paskontrollen, og dette er der i dag ikke mulighed for.
b. Forslaget
Efter forslaget åbnes der
mulighed for uanset transportformen at pålægge et transportselskab (men
derimod
ikke de ansatte) et strafansvar på objektivt grundlag.
Tiltale bør i almindelighed
kun rejses ved gentagne overtrædelser, og den vil således ikke blive anvendt
i
enkeltstående tilfælde, hvor en asylansøger er indrejst direkte fra
hjemlandet
eller fra et land, hvor han er udsat for en asylbegrundende forfølgelse som
nævnt i flygtningekonventionen. Som nævnt ovenfor i pkt.
4 a
fastsættes tidspunktet for
bestemmelsens ikrafttræden af justitsministeren, jf. lovforslagets § 3.
Det foreslås endvidere, at
selskaberne skal kunne tilpligtes at betale tilbagerejsen, hvis der sker
afvisning inden for de første 3 måneder fra indrejsen. Forslagene findes i §
1,
nr. 7, og § 1, nr. 11."
Justitsministeriets citering
af de ovenfor angivne bemærkninger i "Notat om udlændingelovens
kompetenceregler i forbindelse med behandlingen af sager om udsendelse af
udlændinge, der har fået afslag på asyl":
(s. 5-6 og s. 15)
"...
Om rækkevidden og
intentionerne med forslaget anføres endvidere a.st. sp. 27 ff bl.a. følgende
i
forbindelse med afsnittene om asylansøgeres adgang til landet og behandlingen
af asylansøgninger:
"For alle asylansøgere
[konventions- som andre flygtninge] gælder efter forslaget, at de ikke har
ret
til at opholde sig her i landet medens sagen behandles, hvis de er blevet
afvist ved grænsen,...
Afvises den pågældende ikke,
behandles sagen som hidtil, således at den pågældende har ret til at blive i
landet, indtil der foreligger en endelig afgørelse.
Der foreslås i øvrigt ingen
ændringer i sagsbehandlingen, herunder i adgangen til at klage til
Flygtningenævnet og de i den forbindelse gældende
retssikkerhedsgarantier.."
...
Justitsministeriet skal i den
forbindelse pege på de almindelige bemærkninger til lovændringen a.st., sp.
27,
hvor det, som nævnt ovenfor under pkt. 3.1, anføres, at der ikke ud over
ændringen i forbindelse med § 48, stk. 2, er tilsigtet ændringer i
sagsbehandlingen.
..."
Bilag 6
Justitsministeriets skrivelse af 29. februar 1992 til Folketingets
Ombudsmand.
"
1.
Justitsministeriet har modtaget Folketingets Ombudsmands
skrivelse af 25. februar 1992 om fremgangsmåden ved udsendelse af asylsøgere,
der har fået afslag på opholdstilladelse.
Folketingets Ombudsmand giver
heri udtryk for, at i de tilfælde, hvor en asylansøger, der har fået afslag
på
sin ansøgning, påberåber sig, at udsendelsen er i strid med udlændingelovens
§
31, skal Direktoratet for Udlændinge træffe en forvaltningsretlig afgørelse
om
udsendelse. Afgørelsen kan påklages til justitsministeren, der således har
det
endelige retlige ansvar for udsendelsen. Klagen har opsættende virkning.
Folketingets Ombudsmand
henstiller samtidig til Justitsministeriet, at man - indtil en lovændring
eventuelt er gennemført - træffer afgørelse i overensstemmelse med de
gældende
regler i udlændingeloven og forvaltningsloven. Da spørgsmålet om ændring af
bl.a. udlændingelovens § 31 kan forventes forelagt Folketinget i løbet af
kortere tid, foretager Folketingets Ombudsmand i øvrigt ikke videre i sagen.
Justitsministeriet skal i den
anledning meddele, at man har underrettet Direktoratet for Udlændinge om, at
der for fremtiden - i overensstemmelse med Folketingets Ombudsmands
opfattelse
- skal træffes en forvaltningsretlig afgørelse om udsendelse, når en
asylsøger,
der har fået afslag på sin ansøgning, påberåber sig, at udsendelsen er i
strid
med udlændingelovens § 31. Justitsministeriet vil tilsvarende behandle
klager,
der måtte indkomme, efter at Direktoratet for Udlændinge har truffet sådanne
afgørelser om udsendelse.
2.
Justitsministeriet lægger således ombudsmandens udtalelse til
grund.
Folketingets Ombudsmand har
imidlertid fundet anledning til at tilføje nogle særlige bemærkninger. I
disse
bemærkninger udtales det bl.a., at det forekommer beklageligt, "at
ministeriet i sit notat dels har anvendt uklare citeringsmåder, dels har
undladt at inddrage de i høj grad relevante forarbejder til udlændingelovens
§
31, og at ministeriet herved er nået til et urigtigt resultat."
Justitsministeriet finder det
rigtigst at knytte nogle enkelte bemærkninger hertil, da ombudsmandens
udtalelser i dele af offentligheden er blevet udlagt som en beskyldning for,
at
Justitsministeriet har manipuleret med lovens forarbejder.
2.1. Uklare citeringsmåder.
Folketingets Ombudsmands
bemærkninger herom er nærmere uddybet i den af ombudsmanden vedlagte
redegørelse vedrørende fremgangsmåden ved udsendelse af asylsøgere, der har
fået afslag på opholdstilladelse.
Det fremgår af redegørelsen,
at der med udtrykket "uklare citeringsmåder" sigtes til, at der i
justitsministeriets notat (s. 6, jfr. s. 15) er optaget et citat fra
lovbemærkningerne til forslaget vedrørende 1986-loven (Folketingstidende
1986-87, tillæg A, spalte 28-29).
I redegørelsen anføres det
herom, at henvisningen til det pågældende bemærkningsafsnit ikke forekommer
at
være relevant i den nævnte sammenhæng. Det anføres endvidere, at den sidste
sætning i det pågældende afsnit af lovbemærkningerne ikke er medtaget.
Sætningen er sålydende: "De ændrede regler findes i forslagets § 1, nr.
1". Videre anfører ombudsmanden, at "lovforslagets § 1, nr. 1,
hovedsageligt indeholdt et forslag til ændring af udlændingelovens § 7,
hvorefter der ikke skulle bestå et retskrav på opholdstilladelse for
de-factoflygtninge. Dette forslag blev imidlertid ikke gennemført, og
bemærkningerne hertil er for så vidt uden interesse."
Justitsministeriet skal
hertil bemærke, at det omtalte forslag (§ 1, nr. 1) til ændring af
udlændingelovens § 7 indebar
to
ændringsforslag. For det første det af Folketingets Ombudsmand nævnte forslag
om de-factoflygtninge (spørgsmålet om der skulle bestå et retskrav på
opholdstilladelse). For det andet et forslag om et nyt § 7, stk. 5, med
følgende ordlyd: "Til en udlænding, der er afvist eller udvist i henhold
til § 48, stk. 2, gives der kun opholdstilladelse efter stk 4."
De i Justitsministeriets
notat citerede bemærkninger fra lovforslaget knytter sig efter ministeriets
opfattelse ikke til det førstnævnte forslag, der som nævnt af Folketingets
Ombudsmand ikke blev gennemført, men derimod til det andet forslag vedrørende
§
7, stk. 5, som
blev
gennemført.
Justitsministeriet kan derfor
ikke dele Folketingets Ombudsmands opfattelse, hvorefter de citerede
bemærkninger angår det ikke gennemførte ændringsforslag.
Det hedder videre i
ombudsmandens redegørelse, at reglerne om asylsøgeres adgang til landet (og
dermed § 48, stk. 2), ikke omhandles i lovbemærkningernes afsnit 5.2. (hvor
det
citerede bemærkningsafsnit er placeret, men derimod i afsnit 5.1. under
overskriften: "Asylansøgeres adgang til landet".
Justitsministeriet skal
hertil bemærke, at det som ovenfor anført er ministeriets opfattelse, at de
citerede bemærkninger knytter sig til det ovenfor omtalte gennemførte
ændringsforslag vedrørende § 7, stk. 5, og således også har tilknytning til
spørgsmålet om asylansøgeres adgang til landet (og dermed § 48, stk. 2).
Som det fremgår, kan
Justitsministeriet således ikke være enig i, at ministeriet i sit notat har
anvendt uklare citeringsmåder.
Justitsministeriet skal
samtidig bemærke, at man er opmærksom på, at man af andre grunde end dem, der
er nævnt i Ombudsmandens redegørelse, kan sætte spørgsmålstegn ved
betydningen
af de citerede lovbemærkninger. Det kunne således anføres, at bemærkningen:
"Der foreslås i øvrigt ingen ændringer i sagsbehandlingen..." kan
læses således, at der herved alene sigtes til sagsbehandlingen for så vidt
angår asylansøgere, der i medfør af den nye bestemmelse i udlændingelovens §
48, stk. 2, ikke har fået adgang til landet i forbindelse med asylsagens
behandling.
Justitsministeriet deler imidlertid ikke en sådan forståelse af de pågældende
lovbemærkninger.
Justitsministeriet skal i
øvrigt nævne, at den opfattelse, som er udtrykt i Justitsministeriets notat
af
19. december 1991, ikke som det afgørende er tilsigtet begrundet med
henvisningen til de citerede lovbemærkninger.
Hovedsynspunktet i de
pågældende afsnit i notatet er, at den modstående fortolkning ville føre til,
at Justitsministeriet i realiteten ville få status som en klageinstans i
forhold til Flygtningenævnet, og at en sådan grundlæggende ændring af nævnets
stilling i forhold til Justitsministeriet - uden selvstændig omtale i
lovforslagets bemærkninger og uden så vidt ses overhovedet at have været
berørt
under Folketingets behandling af lovforslaget - ikke har været tilsigtet med
lovændringen i 1986.
2.2. Forarbejderne til udlændingelovens § 31.
Med hensyn til spørgsmålet om
at inddrage forarbejderne til udlændingelovens § 31 har Folketingets
Ombudsmand
givet udtryk for, at han finder det beklageligt, at Justitsministeriet
"har undladt at inddrage de i høj grad relevante forarbejder til
udlændingelovens § 31...". Ombudsmanden har i den forbindelse navnlig
henvist til betænkningen om udlændingelovgivningen (968/1982), s. 60, 183 og
228.
Justitsministeriet vil i den
forbindelse gerne understrege, at betænkningen naturligvis er indgået i
Justitsministeriets overvejelser, men at Justitsministeriet har haft en anden
forståelse af de nævnte forarbejder.
De bemærkninger, som
Folketingets Ombudsmand lægger vægt på, knytter sig til § 23 i udvalgets
lovudkast (betænkningen s.
100 f
).
Denne bestemmelse er grundlaget for udlændingeloven af 1983 §§ 30 og 31, og
er
efter Justitsministeriets opfattelse en lovfæstelse af nogle hovedprincipper
vedrørende virkningerne af manglende opholdsret og af nogle begrænsninger i
de
valg, som skal træffes, når der skal drages omsorg for rejsen.
I betænkningen s. 183 anføres
bl.a. følgende:
"Flertallet finder, at
begrænsningerne med hensyn til politiets valg af land ikke bør begrænses ud
over, hvad der følger af denne artikel [flygtningekonventionens artikel 33],
men at den vurdering, som politiet skal foretage, bør gælde ved udsendelsen
af
enhver udlænding, der
er truet
af
forfølgelse i flygtningekonventionens forstand, selv om den pågældende ikke
måtte have opnået opholdstilladelse som flygtning..." (fremhævet her).
Udtalelsen i betænkningen s.
228 om, at der "i udsendelsessituationen [er] samme behov for en
prøvelse
for nævnet som i de øvrige under 1-3 nævnte situationer" knytter sig til
den ovenfor citerede udtalelse s. 183 i betænkningen.
Udtalelserne sigter efter
Justitsministeriets læsning til at opfange de typer af udsendelsessager, der
opstår uden forudgående eller umiddelbart forudgående asylbehandling, f.eks.
sager om udvisning på grund af strafbart forhold, hvor der kan være forløbet
nogen tid mellem straffedomme og den udsendelse, som efter dommen skal finde
sted efter straffens udståelse.
Justitsministeriets
begrundelse for denne forståelse af forarbejderne er, at udtalelsen s. 183
netop tager sit udgangspunkt i behandlingen af sager vedrørende udlændinge,
der
er truet
af forfølgelse i
flygtningekonventionens forstand, og som derfor, hvis den pågældende havde
indgivet ansøgning om asyl, ville have fået det. Der tænkes således ikke i de
nævnte forarbejder på udlændinge, der har fået afslag på asyl, fordi de ikke
er
anset for forfulgt, men derimod på udlændinge, der
er
truet af forfølgelse i konventionens forstand, og som altid
opfylder de materielle asylbetingelser, men ikke har opnået opholdstilladelse
som flygtning, fordi der ikke aktuelt er søgt om asyl.
Behovet
for, som omtalt i betænkningen s. 228, at foretage "en
prøvelse for nævnet", opstår med andre ord, fordi den pågældende
udlændings sag ikke aktuelt har været prøvet i nævnet, f.eks. fordi den
pågældende hidtil har haft andet opholdsgrundlag (f.eks. ægteskab).
På den baggrund er det
Justitsministeriets opfattelse, at bemærkningerne i betænkningen ikke kan
sigte
til tilfælde, hvor der umiddelbart forud har været meddelt afslag på asyl.
Efter Justitsministeriets opfattelse kan man endvidere ikke af bemærkningerne
udlede en pligt til at træffe en særskilt afgørelse af
udsendelsesspørgsmålet.
Når Justitsministeriet ikke
har fundet grundlag for at omtale de nævnte bemærkninger, skyldes det således
alene, at ministeriet har anlagt en anden faglig vurdering end ombudsmanden.
3.
Ud over de ovenfor anførte kommentarer til ombudsmandens særlige
bemærkninger i sagen finder Justitsministeriet det nødvendigt at kommentere
et
enkelt af de synspunkter, der er fremhævet i konklusionen i ombudsmandens
redegørelse.
Det anføres i redegørelsens
konklusion, at det forhold, at Justitsministeriet måtte finde, at
klagereglerne
er uhensigtsmæssige, ikke kan begrunde en fravigelse fra lovens regler.
Justitsministeriet skal på
den baggrund understrege, at der intet grundlag er for at antage, at
betragtninger af den af ombudsmanden nævnte karakter skulle være indgået i
eller være baggrund for Justitsministeriets notat af 19. november 1991.
Justitsministeriet
kan naturligvis helt tilslutte sig det af ombudsmanden anførte synspunkt, der
i
øvrigt også er nævnt i Lovafdelingens notat af 18. oktober 1991.
4.
Justitsministeriet skal afslutningsvis nævne, at man har
bemærket sig, at der under en ordning, hvor der af Direktoratet for
Udlændinge
(med klageadgang til Justitsministeriet) træffes særskilte afgørelser om
udsendelse, efter ombudsmandens opfattelse intet er til hinder for, at
udrejsefristen og udsendelsesbeslutningen kan meddeles i samme skrivelse.
Justitsministeriet finder
umiddelbart, at udsendelsesbeslutningen først kan træffes på det tidspunkt,
hvor det er konstateret, at den pågældende ikke er udrejst ved
udrejsefristens
udløb. Justitsministeriet antager herved, at lovens ordning bygger på en
forudsætning om, at udlændinge, der har fået afslag på deres ansøgning om
opholdstilladelse, udrejser frivilligt inden for udrejsefristen, jf. herved
udlændingelovens § 30, stk. 1, smh.m. stk. 2. Først når udrejsefristen er
overskredet, vil der være grundlag for, at myndighederne tager skridt til
udsendelse.
Justitsministeriet vil
imidlertid ved den nærmere tilrettelæggelse af den fremtidige administration
på
området - indtil en eventuel ny lovgivning er gennemført - lægge til grund,
at
ordningen efter ombudsmandens opfattelse kan praktiseres på den angivne
måde."
Bilag 7
Folketingets Ombudsmands skrivelse af 29. februar 1992 til
Justitsministeriet.
"Justitsministeriet har
i skrivelse af 27. februar 1992 (j. nr. 2.Ktr. 1991-379-625) meddelt, at man
har lagt min tidligere fremsendte udtalelse af 25. februar 1992 vedrørende
fremgangsmåden ved udsendelse af asylansøgere, der har fået afslag på
opholdstilladelse, til grund. Justitsministeriet har således meddelt
Direktoratet for Udlændinge, at der for fremtiden skal træffes en
forvaltningsretlig afgørelse om udsendelse, når en asylsøger, der har fået
afslag på asyl, påberåber sig, at udsendelsen er i strid med udlændingelovens
§
31.
Dette tager jeg til
efterretning.
Justitsministeriet har i
skrivelsen endvidere anført, at man - som følge af pressens omtale af sagen -
har fundet det rigtigst at knytte nogle bemærkninger til min udtalelse med
hensyn til spørgsmålet om uklare citeringsmåder, den manglende omtale af
forarbejderne til udlændingelovens § 31 samt - må jeg forstå - en bemærkning
i
konklusionen i min udtalelse om betydningen af reglernes hensigtsmæssighed.
Jeg
skal hertil bemærke følgende:
1. Med hensyn til spørgsmålet
om ministeriets anvendelser af uklare citeringsmåder hævder ministeriet, at
den
pågældende lovforslagsbemærkning - "Der foreslås i øvrigt ingen
ændringer
i sagsbehandlingen..." - knytter sig til forslagets § 7, stk. 5. (At
denne
bestemmelse, der for så vidt er en ren konsekvensregel, i modsætning til
forslagets § 7, stk. 2, blev gennemført, er jeg naturligvis opmærksom på,
således som det også fremgår af min redegørelse s. [155].
Den nævnte bestemmelse har
imidlertid intet med selve udsendelsesspørgsmålet at gøre, idet den alene
vedrører spørgsmålet om behandling af asylansøgninger,
efter
at udrejse eller udsendelse har fundet sted.
Når Justitsministeriet - som
i øvrigt nu anfører en anden mulig uklarhed i sin citeringsmåde - forklarer,
at
man med citatet i notatet af 19. december 1991 udelukkende har sigtet til
lovforslagets § 7, stk. 5, må jeg derfor anse ministeriets citeringsmåde for
vanskeligt forståelig. Jeg må således fortsat finde citatet irrelevant i den
anvendte sammenhæng og citeringsmåde uklar.
2. Vedrørende spørgsmålet om
forarbejderne til udlændingelovens § 31 anfører Justitsministeriet, at man
har
været opmærksom på disse, men at man har forstået dem anderledes end jeg. Min
kritik af Justitsministeriet angik imidlertid navnlig det forhold, at man i
redegørelsen af 19. december 1991 overhovedet ikke havde omtalt
forarbejderne.
Denne kritik må jeg
fastholde. Grundlaget for kritikken bestyrkes, når det nu af ministeriets
seneste skrivelse fremgår, at man i forsøget på at påvise de pågældende
forarbejders manglende betydning nødes til at indlægge nogle forudsætninger,
som næppe kan siges at have støtte i forarbejdernes baggrund eller deres
sproglige formulering; se endvidere det i min redegørelse af 25. februar 1992
s. [157] anførte citat fra Flygtningenævnets formandskabs beretning, hvor
reglernes indhold er gengivet.
Dersom Justitsministeriet
ønsker at gøre en så tvivlsom (og efter min opfattelse urigtig) fortolkning
gældende, må det i forhold til en klager ske ved udtrykkelige bemærkninger
herom. En fuldstændig undladelse af at omtale problemet og den tvivl, det
giver
anledning til, er ikke tilfredsstillende. Der er således tale om andet og
mere
end en forskel i "faglig vurdering" (jf. ministeriets skrivelse af
27. februar 1992, s. [85]. Fremgangsmåden er efter min opfattelse udtryk for
en
mangelfuld gennemførelse og/eller fremlæggelse af den juridiske undersøgelse.
3. Justitsministeriet har i
skrivelsen s. [185] oplyst, at der intet grundlag er for at antage, at
betragtninger om klagereglernes hensigtsmæssighed er indgået i ministeriets
overvejelser. Jeg tager denne oplysning til efterretning, men skal dog ikke
undlade at henvise til følgende bemærkning i ministeriets notat af 19.
december
1991, s. [172]:
"En sådan fortolkning af
loven ville bl.a. betyde, at Direktoratet for Udlændinge i tilfælde, hvor der
ikke foreligger nye oplysninger vedrørende den konkrete sags faktiske
omstændigheder, efter Flygtningenævnets afgørelse skulle træffe en ny
afgørelse
på nøjagtigt det samme retlige og faktiske grundlag, som har været basis for
den afgørelse af asylspørgsmålet, som netop er truffet af Flygtningenævnet.
Direktoratets sagsbehandling efter § 31 ville i forhold til asylvurderingen
ikke have noget selvstændigt indhold bortset
fra at skabe grundlag for en klageadgang til Justitsministeriet."
(Min
fremhævelse).
4. Afslutningsvis skal jeg
anføre, at Justitsministeriets ønske om at tage til genmæle over for enkelte
punkter i min udtalelse af 25. februar 1992 ikke i sig selv kan give mig
anledning til bemærkninger.
Ministeriets skrivelse har
således foranlediget mig til nøje at overveje, om jeg i lyset af ministeriets
bemærkninger skulle have grundlag for at ændre eller modificere min kritiske
opfattelse vedrørende de pågældende punkter. - Som det vil være fremgået af
den
ovenstående gennemgang, giver indholdet af ministeriets bemærkninger mig
imidlertid ikke grundlag for at ændre de synspunkter, jeg har givet udtryk
for
i min oprindelige udtalelse, og hvortil jeg derfor i det hele må henholde
mig.
Jeg har tilsendt Folketingets
Retsudvalg en kopi af denne skrivelse."
Lignende dokumenter
- Flygtningenævnets behandling af asylansøgninger fra statsløse palæstinensere fra Libanon. Retsinformation · 28. oktober 2003
- 1991 LSF 211 FORSLAG TIL LOV OM OPHOLDSTILLADELSE FOR STATSLØSE PALÆSTINENSERE FRA LIBANON Retsinformation · 3. marts 1992
- 1997 BSF 55 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN NY UDLÆNDINGEPOLITIK Retsinformation · 6. november 1997
- Forslag til folketingsbeslutning om kasseeftersyn af udlændingelovgivningen Retsinformation · 27. marts 2001
- 1994 BTL 194 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF UDLÆNDINGELOVEN (EFFEKTIVISERING AF ASYLSAGSBEHANDLINGEN I FLYGTNINGENÆVNET, RÅDGIVNING AF ASYLANSØGERE, OVERFØRSEL AF OPGAVEN MED AT AFHØRE ASYLANSØGERE FRA POLITIET TIL DIREKTORATET FOR UDLÆNDINGE, OPTAGELSE AF FINGERAFTRYK AF ASYLANSØGERE M.V.) NR L 194 1994-95, 1. SAMLING Retsinformation · 28. juli 1995
- Spørgsmål om genoptagelse af klagerens skatteansættelser med henblik på godkendelse af personfradrag Landsskatteretten · 6. september 2011