Spring til indhold

Retsinformation

Udsendelse af asylsøgere, der har fået afslag på opholdstilladelse.

FOU nr 1992.152UdtalelserFolketinget5. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udsendelse af asylsøgere, der har fået afslag på

opholdstilladelse.

Den 25. februar 1992 afgav

jeg følgende redegørelse vedrørende fremgangsmåden ved udsendelse af

asylsøgere, der har fået afslag på opholdstilladelse:

"

I N D H O L D

:

1.Baggrunden for redegørelsen

2.De rejste spørgsmål

3.Min vurdering af de rejste

spørgsmål

3.1.Afgørelsesspørgsmålet

3.2.Myndighedsspørgsmålet

3.3.Klagespørgsmålet

3.4.Klagevirkningsspørgsmålet

4.Konklusion

1. Baggrunden for redegørelsen.

Ved skrivelse af 20. januar

1992 har (A) som advokat for en gruppe asylsøgende statsløse palæstinensere

over for mig rejst spørgsmålet om fremgangsmåden i forbindelse med udsendelse

af en udlænding, der har fået afslag på asyl, men som påberåber sig, at

udsendelsen er i strid med udlændingelovens § 31.

Det fremgår af sagen, at

advokaten den 27. september 1991 rejste spørgsmålet over for

Justitsministeriet; en genpart af advokatens henvendelse, der var bilagt et

af

ham samme dato udfærdiget notat, blev samtidig fremsendt til Folketingets

Retsudvalg og til mig.

Den 30. december 1991

Læs alt

besvarede Justitsministeriet advokatens henvendelse, idet man vedlagde et

notat

af 19. december 1991 udarbejdet af ministeriet om udlændingelovens

kompetenceregler i sager om udsendelse af udlændinge, der har fået afslag på

ansøgning om asyl.

I anledning af (A's)

henvendelse har jeg indhentet en udtalelse af 10. februar 1992 fra

Justitsministeriet. Udtalelsen var vedlagt et notat af 19. december 1991 samt

justitsministerens talepapir i forbindelse med et samråd, hvortil

Retsudvalget

havde indkaldt ministeren vedrørende samme sag. Til orientering vedlagde

ministeriet endvidere forskelligt andet materiale, herunder et - må jeg

forstå

- foreløbigt notat af 18. oktober 1991 om forskellige kompetencespørgsmål på

udlændingeområdet. Samrådet blev afholdt den 23. januar 1992. I skrivelse af

28. januar 1992 meddelte udvalgets formand mig følgende:

"I skrivelse af 22.

januar 1992 har Folketingets Ombudsmand anmodet om underretning om, hvad der

er

noteret i udvalgsprotokollen om karakteren af det samråd, der blev afholdt

torsdag den 23. januar 1992 (samrådsspørgsmål K, jf. alm.del - bilag 272) om

statsløse palæstinensere.

I den anledning kan jeg

oplyse, at udvalget konkluderede, at samrådet alene var af orienterende art,

og

at der ikke blev truffet nogen stilling hertil."

I advokatens skrivelse af 20.

januar 1992 siges det bl.a. s. 1:

"Selvom

Justitsministeriet i notatet af 19. dec. 1991 pag. 16-17 dog understreger

vigtigheden af, at alle udlændingemyndigheder bør have opmærksomheden henledt

på princippet i udlændingelovens § 31, må jeg på mine klienters vegne

fastholde, at den gældende udlændingelov bør forstås således, at udrejser en

udlænding, der har fået afslag på asyl eller opholdstilladelse på andet

grundlag,

ikke frivilligt, må Direktoratet for Udlændinge træffe afgørelse om

udsendelse,

og med samtidig vejledning om, at afgørelsen kan påklages til

Justitsministeriet.

Jeg er opmærksom på, at en

sådan fremgangsmåde ikke har været fulgt generelt, hverken i forhold til de

af

klagen omfattede statsløse palæstinensere eller i forhold til andre

asylsøgere."

I advokatens notat af 27.

september 1991 konkluderes det på s. 3:

"Siden lovændringen i

1986 har situationen for så vidt angår kompetencefordelingen således været

den

at

den endelige afgørelse om, hvorvidt udlændingen kunne få

opholdstilladelse som flygtning efter § 7 eller 8 har ligget hos

Flygtningenævnet, og

at

den endelige afgørelse af, hvorvidt en udlænding kan afvises,

udvises eller udsendes til et land, hvor der er risiko for forfølgelse af de

i

flygtningekonventionen artikel

1 A

nævnte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse

til

et sådant land, har ligget hos justitsministeren."

Konklusionen (s. 17) i

Justitsministeriets notat, som ministeriet har henholdt sig til i udtalelsen

til mig, er:

"Sammenfattende er det

Justitsministeriets opfattelse, at der ikke efter udlændingeloven af

Direktoratet for Udlændinge og Justitsministeriet skal træffes en særskilt

afgørelse om udsendelse i tilfælde, hvor der forinden er truffet en endelig

afgørelse om asylspørgsmålet efter udlændingelovens § 7.

..."

Som

bilag 1

til denne redegørelse er de relevante lovregler optrykt som

paralleltekster. Det drejer sig om lovreglerne, som de var affattet

henholdsvis

før og efter lov nr. 686 af 17. oktober 1986 om ændring af udlændingeloven.

Som

bilag 2

er optrykt (A's) notat af 27.

september 1991.

Bilag 3 og 4

indeholder henholdsvis Justitsministeriets notat af 19. december 1991 og det

-

foreløbige - notat af 18. oktober 1991. Sidstnævnte notat er efter det af

Justitsministeriet oplyste udvekslet med andre myndigheder, ligesom (A) er

meddelt aktindsigt i notatet. Notatet er medtaget som bilag til denne

redegørelse, fordi en række af de synspunkter, der er indeholdt i notatet, er

indgået i mine overvejelser. Som

bilag 5

er optrykt dele af forarbejderne til lov nr. 686 af 17. oktober 1986.

2. De rejste spørgsmål.

Udlændingelovens §§ 30-31

(som ændret ved lov nr. 686 af 17. oktober 1986) har følgende ordlyd:

"

§ 30.

En udlænding, der efter reglerne i kapitlerne 1 og 3-5 ikke

har ret til at opholde sig her i landet, skal udrejse af landet.

Stk. 2. Udrejser udlændingen ikke frivilligt, drager politiet

omsorg for udrejsen. Justitsministeren fastsætter nærmere regler herom."

"

§ 31.

En udlænding må ikke udsendes til et land, hvor den

pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen af 28. juli

1951, artikel

1 A,

nævnte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse

til

et sådant land.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse,

såfremt udlændingen har opnået opholdstilladelse i henhold til § 7, stk. 2,

eller stk. 4, jf. stk. 2. Dette gælder dog ikke, hvis der er bestemte grunde

til at antage, at udlændingen frembyder fare for landets sikkerhed, eller

hvis

udlændingen efter endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må antages at

frembyde nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed."

De spørgsmål, der er rejst i

sagen, er følgende:

1.

Skal der træffes en særskilt

(forvaltningsretlig) afgørelse om udsendelse af udlændinge, der

påberåber sig, at udsendelsen er i strid med

udlændingelovens § 31? (

Afgørelsesspørgsmålet

).

Såfremt spørgsmål 1 besvares

bekræftende, rejser der sig yderligere 3 spørgsmål:

2.

Hvem skal træffe afgørelsen? (

Myndighedsspørgsmålet

).

3.

Kan afgørelsen påklages, og i givet fald til hvem? (

Klagespørgsmålet

).

4.

Hvilken virkning har en sådan klage? (

Klagevirkningsspørgsmålet

).

3. Min vurdering af de rejste spørgsmål.

3.1. Afgørelsesspørgsmålet.

Justitsministeriet har i

notatet af 19. december 1991 givet udtryk for den opfattelse, at der ikke

skal

træffes særskilt afgørelse om udsendelse, såfremt den pågældende har søgt om

og

fået afslag på asyl. Det antages i notatet på s. 13, at dette spørgsmål er

afgjort i forbindelse med asylsagen. Ministeriets standpunkt begrundes med,

at

Flygtningenævnet forud for ændringen af udlændingeloven i

oktober 1986 i kraft af det såkaldte "absorptionsprincip" afviste

at

behandle klager over politiets udsendelsesbeslutninger,

at

der efter en afgørelse fra Flygtningenævnet i givet fald skulle

foretages en ny prøvelse på samme grundlag, som indgik i asylsagen, hvilket

efter Justitsministeriets opfattelse ikke ville være foreneligt med

udlændingelovens principper,

at

der ikke har været tilsigtet ændringer i sagsbehandlingen i

forbindelse med lovændringen i 1986, samt

at

asylsøgere, som Justitsministeriet herefter eventuelt ikke ville

finde grundlag for at udsende, i givet fald ville mangle et opholdsgrundlag

efter udlændingeloven.

a) Om de af

Justitsministeriet anførte synspunkter skal jeg bemærke følgende:

Det er ukorrekt at tage

nævnets anvendelse af absorptionsprincippet til indtægt for, at der ikke

består

nogen pligt til at træffe afgørelse.

For det første lader et

"absorptionsprincip" sig ikke uden videre overføre fra den

situation,

hvor

samme

myndighed er ansvarlig for

begge afgørelser - og dermed fuldt ud kan sikre sig, at den mindre vidtgående

afgørelses grundlag i det hele er til stede og inddraget i forbindelse med

hovedafgørelsen - til en ordning, hvor kompetencen er opsplittet mellem

forskellige

myndigheder.

For det andet er de tilfælde,

som er omtalt i nævnets beretning, sager, hvor politiet

har

truffet afgørelse, og hvor nævnet

efter en konkret vurdering

har fundet, at der i asylsagen var taget

stilling til udsendelsesspørgsmålet. Nævnet siger herom i sin beretning fra

1987, s. 171, følgende:

"Påberåber en udlænding

sig efter at have fået nævnets afslag på en anmodning om opholdstilladelse

efter udlændingelovens § 7, at udsendelsen er i strid med § 31, er det i

nævnet

fast antaget, at en særskilt prøvelse af § 31 ikke kan finde sted.

Spørgsmålet

om, hvorvidt § 31 er til hinder for udsendelse, anses for afgjort allerede

ved

nævnets beslutning om afslag på opholdstilladelse efter § 7

("absorptionsprincippet") -

i

hvert fald, når spørgsmålet om særskilt prøvelse af § 31 rejses kort efter §

7-afgørelsen.

Foreligger der senere en ny situation, f.eks. fordi forholdene i det

pågældende land er ændret, vil der eventuelt være mulighed for at indbringe

sagen for nævnet.

"Absorptionsprincippet"

er antaget at gælde både Direktoratet for Udlændinges og Flygtningenævnets

afgørelser, ligesom princippet er antaget at gælde i forholdet mellem 1.

asyllandsreglen og § 31, jfr. bl.a. følgende afgørelser: ....."

(Mine fremhævelser).

I beretningen anføres

eksempler på nævnets praksis vedrørende det omhandlede spørgsmål. Den seneste

afgørelse, der refereres, er beslutning af 26. marts 1987 (1986-2-2965):

"En yngre polsk statsborger

var indrejst i Danmark i 1978. I 1979 havde han opnået opholdstilladelse her

i

landet og senere fik han udstedt et polsk konsulatpas på den polske ambassade

her i landet. I tiden herefter havde han ca. 15-20 gange været i Polen uden

problemer. I 1984 var han blevet idømt 3 års fængsel her i landet, bl.a. for

at

have medvirket til at afsætte stjålne biler i Polen. Ved dommen var der

truffet

bestemmelse om udvisning med indrejseforbud for bestandigt. Ansøgeren havde

herefter søgt om asyl og indbragte siden direktoratets afslag på

opholdstilladelse efter § 7 samt politiets afgørelse om, at en udsendelse til

Polen ikke ville være i strid med § 31, for nævnet. Nævnet fandt ikke, at der

var grundlag for opholdstilladelse efter § 7 eller for at undlade udsendelse

i

medfør af § 31."

Ophævelsen af nævnets

kompetence i refouleringssagerne kan naturligvis ikke i sig selv medføre, at

der ikke længere skal træffes afgørelse om udsendelsesspørgsmålet.

Det er derfor også ukorrekt,

når Justitsministeriet (Notat af 19. december 1991, s. 15) som yderligere

begrundelse anfører, at der ikke ved 1986-ændringen - ud over ændringen af §

48, stk. 2 - er "tilsigtet ændringer i sagsbehandlingen". En

konsekvens af ministeriets eget standpunkt ville jo netop være, at disse

afgørelser

fortsat

skal træffes, men med en

anden rekursinstans. - Justitsministeriet begrunder standpunktet (notatet s.

6

og s. 15) med henvisning til en passus i bemærkningerne til lovforslaget,

hvori

det siges:

"For alle asylansøgere

[konventions- som andre flygtninge] gælder efter forslaget, at de ikke har

ret

til at opholde sig her i landet medens sagen behandles, hvis de er blevet

afvist ved grænsen,....

Afvises den pågældende ikke,

behandles sagen som hidtil, således at den pågældende har ret til at blive i

landet, indtil der foreligger en endelig afgørelse.

Der foreslås i øvrigt ingen

ændringer i sagsbehandlingen, herunder i adgangen til at klage til

Flygtningenævnet og de i den forbindelse gældende

retssikkerhedsgarantier.."

(Folketingstidende 1986/87,

tillæg A, sp. 28-29).

Denne henvisning forekommer

imidlertid ikke at være relevant i den nævnte sammenhæng. Den citerede passus

findes i lovforslagets

afsnit 5.2

under overskriften "

Behandlingen af

asylansøgninger

". Det pågældende afsnit indeholder en omtale af de

ændringer, der blev foreslået i udlændingelovens

§ 7. I ministeriets citat er den sidste sætning i det pågældende

afsnit af bemærkningerne til lovforslaget ikke medtaget; sætningen er

sålydende: "De ændrede regler findes i forslagets § 1, nr. 1."

Lovforslagets § 1, nr. 1, indeholdt hovedsageligt et forslag til ændring af

udlændingelovens § 7, hvorefter der ikke skulle bestå et retskrav på

opholdstilladelse for de-factoflygtninge. Dette forslag blev imidlertid ikke

gennemført, og bemærkningerne hertil er for så vidt uden interesse.

Reglerne om asylsøgeres

adgang til landet (og dermed § 48, stk. 2) omhandles ikke i afsnit 5.2, men i

afsnit 5.1

under overskriften "

Asylansøgeres adgang til landet

".

Imidlertid hævder Justitsministeriet i notatet, s. 6 foroven, at udtalelsen i

bemærkningerne skulle gælde

både

for

asylsøgeres adgang til landet

og

behandlingen af asylansøgninger.

En sådan citeringsmåde

forekommer uklar. Lovforslagsbemærkninger fra bestemmelser om behandling af

asyl

spørgsmålet overføres til

refoulerings

spørgsmålet (§ 31). Den

lovfortolkning, der bygger herpå, er ikke holdbar. - Jeg har som bilag 5

optrykt de relevante dele af lovforslaget, sammenholdt med de af

Justitsministeriet citerede afsnit.

(Folketingstidende 1986/87,

tillæg A, sp. 26-29).

Jeg må stille mig uforstående

over for ministeriets bemærkninger, notatet s. 12-13, hvorefter ophævelse af

rekursadgangen til nævnet (ophævelsen af §

53

a, stk. 1, nr. 4) tillige skal "ses i lyset af

Flygtningenævnets og direktoratets praksis efter den oprindelige lov".

Udtalelsen ses ikke at have noget belæg i lovens ordlyd eller forarbejder; et

så væsentligt fortolkningssynspunkt måtte, såfremt det havde foreligget på

tidspunktet for ophævelsen af rekursadgangen og ikke blot var opstået

efterfølgende,

have fundet udtryk i bemærkningerne til lovforslaget.

Justitsministeriets

fremhævelse af, at der ikke er noget opholdsgrundlag efter udlændingeloven,

hvis Justitsministeriet ikke ville finde grundlag for udsendelse, kan

formentlig være af betydning ved overvejelser om ændring og afklaring af de

pågældende lovregler; ved spørgsmålet om fortolkning af gældende ret er det

derimod efter min opfattelse uden betydning. Hvis det efter loven ikke er

lovligt at udsende en asylsøger, er myndighederne forpligtede til (for at

undgå

at handle ulovligt) at lade den pågældende forblive her i landet, indtil

udsendelse eventuelt kan finde sted. Udlændingeloven indeholder rigelig

hjemmel

hertil.

Jeg kan således ikke tiltræde

Justitsministeriets ovenfor gengivne synspunkter.

b

)

Afgørende for

vurderingen af, om der skal træffes en særskilt afgørelse, er de forarbejder

til reglen i udlændingelovens § 31, som Folketinget har lagt til grund. Disse

forarbejder har Justitsministeriet ikke omtalt i notatet.

Reglen om forbudet mod refoulering

blev indsat ved § 31 i udlændingeloven af 1983 (lov nr. 226 af 8. juni 1983).

I betænkning nr. 968/1982 om

udlændingelovgivningen siges det s. 60:

"Folketingets ombudsmand

har i skrivelse af 24. november 1978 (Beretning for 1978, s. 288 - 289)

henledt

justitsministeriets opmærksomhed på, at afgørelsen om, til hvilket land

udsendelse af en udlænding efter udvisningsbeslutning skal ske, ofte er af

vidtrækkende betydning. Undertiden kan udvisning til et bestemt land reelt

virke som udlevering, men udvisning sker uden iagttagelse af de

retssikkerhedsgarantier, som udleveringslovgivningen indeholder. Ombudsmanden

henstillede derfor, at en lovregulering af dette spørgsmål blev inddraget i

udvalgets overvejelser, og udvalget har fra justitsministeriet modtaget en

anmodning i overensstemmelse hermed.

Det er i slutningen af

foregående kapitel (4.5.3.) omtalt, at der allerede ved beslutningen om

udvisning af en udlænding bør tages en række hensyn af lignende karakter som

dem, der omtales i udleveringslovens § 6, jfr. lovudkastets § 19.

Herudover har udvalget fundet, at der i den

kommende udlændingelov bør fastsættes visse begrænsninger med hensyn til

politiets valg af det land, hvortil en udlænding, der ikke udrejser

frivilligt,

kan udsendes.

Flertallet har - blandt andet

under hensyn til, at der ofte vil være flere valgmuligheder - ikke fundet, at

disse begrænsninger bør være videregående end dem, der følger af forbudet mod

udvisning eller afvisning i flygtningekonventionens art. 33, stk. 1 og 2.

Flertallet foreslår derfor nogle dertil svarende begrænsninger i

udsendelsesadgangen optaget i lovudkastets § 23, stk. 2 og 3. Mindretallet

finder, at begrænsningerne ikke bør indskrænkes til det minimum, der følger

af

flygtningekonventionens art. 33 og foreslår, at udkastets § 23, stk. 2 og 3,

affattes således, at udlændinge, der er flygtninge, såvel konventions- som

B-flygtninge, i videre omfang beskyttes mod udsendelse til et land, hvor de

risikerer forfølgelse af den i flygtningekonventionens art. 1 nævnte

karakter."

(Mine fremhævelser).

På s. 183 siges det:

"Som nævnt ovenfor i

kapitel 5.1., side 59, bør der dog fastsættes visse begrænsninger med hensyn

til politiets valg af det land, hvortil udlændingen skal udsendes.

Flygtningekonventionens art.

33 indeholder følgende bestemmelse:

Ingen kontraherende stat må på nogen som helst måde

udvise eller afvise en flygtning ved grænserne til sådanne områder, hvor hans

liv eller frihed ville være truet på grund af hans race, religion,

nationalitet, hans tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller hans

politiske anskuelser.

Nærværende bestemmelse kan dog ikke påberåbes af en

flygtning, som med rimelig grund må anses for en fare for det lands

sikkerhed,

i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig

farlig

forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende

land."

Flertallet finder, at

begrænsningerne med hensyn til politiets valg af land ikke bør begrænses ud

over, hvad der følger af denne artikel,

men

at den vurdering, som politiet skal foretage, bør gælde ved udsendelsen af

enhver udlænding, der er truet af forfølgelse i flygtningekonventionens

forstand, selv om den pågældende ikke måtte have opnået opholdstilladelse som

flygtning. I udkastets stk. 3 er der desuden foretaget enkelte ændringer

i

forhold til konventionens art. 33, stk. 2, hvorved udlændingens retsstilling

forbedres."

(Mine fremhævelser).

Under folketingsbehandlingen

af forslaget til udlændingeloven gennemførtes visse justeringer i forhold til

udvalgets forslag, men Folketingets Retsudvalg tilsluttede sig i sin

betænkning

om lovforslaget gennem en udtrykkelig henvisning til udtalelserne i

udlændingelovudvalgets betænkning, at udsendelsen skulle træffes som en

særskilt afgørelse, se Folketingstidende 1982/83, tillæg B, sp. 1949, 1950 og

1972 (til nr. 43). Dette spørgsmål havde der i øvrigt været fuld enighed om i

udlændingeudvalget.

I betænkning nr. 968/1982

siges det på s. 228 om

rekursspørgsmålet

,

at der i udsendelsessituationen er

samme

behov

for en prøvelse for Flygtningenævnet, som

hvis der er meddelt afslag på asyl.

Et enigt udlændingelovudvalg

og Folketinget har ved indførelse af reglen således lagt vægt på de af den

daværende ombudsmand nævnte synspunkter, hvorefter en udsendelsesbeslutning

er

af vidtrækkende betydning, og at spørgsmålet derfor bør lovreguleres. Man har

følgelig lovgivet herom, og der er udtrykkeligt i loven taget stilling til

begrænsningerne i udsendelsesmuligheden. Det er i forarbejderne direkte

udtalt,

at der også skal træffes særskilt afgørelse,

selv om den pågældende ikke har opnået opholdstilladelse som flygtning, og

det

er fremhævet, at afgørelsen herom skal kunne prøves på samme måde som et

afslag

på asyl.

Samme opfattelse fremgår af

Flygtningenævnets formandskabs beretning 1987, hvor det s. 171 udtales:

"Afgørelsen af, om § 31

er til hinder for udsendelse, træffes i 1. instans af politiet. Politiets

afgørelser kan indbringes for Flygtningenævnet, såfremt udlændingen er

indrejst

før

ikrafttrædelsen af lov nr. 686 af

17. oktober 1986, jfr. dennes § 3, sammenholdt med §

53 a, stk. 1, nr. 4, i lovbekendtgørelse

nr. 90 af 26. februar 1986. For udlændinge, der er indrejst

efter

ændringslovens ikrafttræden den

19. oktober 1986, kan politiets afgørelse om udsendelse påklages til

justitsministeren."

På denne baggrund er det

efter min opfattelse utvivlsomt, at en afgørelse om udsendelse i

overensstemmelse med udlændingelovens klare ordlyd må anses for en særskilt

afgørelse i forvaltningsretlig henseende.

Jeg kan i øvrigt oplyse, at

området for udlændingelovens § 7 og udlændingelovens § 31 ikke er

sammenfaldende i den forstand, at § 31's område i det hele er indeholdt i

området for § 7. Som eksempel kan nævnes, at en udlænding, der uanset

flygtningestatus udvises ved dom, ikke må udsendes i strid med

udlændingelovens

§ 31; se som eksempel herpå Ugeskrift for Retsvæsen 1992, s. 56 H, især

landsrettens dom. Endvidere vil personer, som er omfattet af

flygtningekonventionens artikel

1 A,

men som har fået afslag alene under henvisning til flygtningekonventionens

artikel

1 F, ikke

kunne udsendes i strid med § 31.

3.2. Myndighedsspørgsmålet.

Spørgsmålet er, om afgørelsen

i første instans skal træffes af Direktoratet for Udlændinge eller af

politiet.

Indtil lovændringen i oktober 1986 kunne der bestå en vis tvivl i denne

henseende. Efter denne lovændring er det min opfattelse, at afgørelsen skal

træffes af Direktoratet for Udlændinge. Dette følger for så vidt af

udlændingelovens § 48, stk. 1, sammenholdt med stk. 2, samt af bemærkningerne

til § 48, stk. 2, som affattet ved ændringen i 1986. Her siges det bl.a.:

"Afvisnings- og

udvisningsbeslutninger kan påklages til justitsministeren. Afgørelse om

udsendelse har hidtil - også hvor der har været tale om asylansøgere - været

truffet af politiet. Efter forslaget skal afgørelse om udsendelse af

asylansøgere træffes af direktoratet for udlændinge, og baggrunden herfor er

den nære sammenhæng mellem afvisnings- eller udvisningsbeslutningen og

udsendelsesbeslutningen. Udsendelsesbeslutningen kan påklages til

justitsministeren.

Klage har ikke opsættende virkning."

(Se Folketingstidende

1986/87, tillæg A, sp. 35).

Der kan endvidere henvises

til betænkning nr. 968/1982, s. 211.

3.3. Klagespørgsmålet.

Udsendelsesbeslutninger er -

således som det fremgår ovenfor, afsnit 3.1 og 3.2 - forvaltningsretlige

afgørelser, der skal træffes af Direktoratet for Udlændinge.

Det følger af

udlændingelovens almindelige klageregler, jf. herved § 46, stk. 2, at

afgørelserne kan påklages til justitsministeren. Dette fremgår også klart af

forarbejderne til 1986-ændringen. Indtil lovændringen i 1986 kunne

afgørelserne

om udsendelse indbringes for Flygtningenævnet. Som fremhævet i betænkning nr.

968/1982, s. 228, fandt udvalget, at der var samme behov for en prøvelse af

udsendelsesspørgsmålet som af selve asylspørgsmålet. Efter udlændingelovens §

53 a, stk. 1, nr. 4, var det også indtil

oktober 1986 udtrykkeligt bestemt, at afgørelserne kunne indbringes for

Flygtningenævnet. Tilsvarende gjaldt for afvisning på grænsen, hvis den

pågældende søgte asyl, jf. §

53 a,

stk. 1, nr. 3. Den dagældende bestemmelse i udlændingelovens §

53 a, stk. 2, hvorefter indbringelse for

nævnet havde opsættende virkning, hindrede i realiteten, at der kunne ske

afvisning af asylsøgere på grænsen. Afvisningsbeslutning kunne træffes, men

klagen herover havde opsættende virkning, hvorved afvisningen ikke kunne

effektueres, dvs. udsendelse kunne ikke finde sted. Ved 1986-lovændringen

ønskedes gennemført en mulighed for afvisning på grænsen og

samtidig

udsendelse.

Dette var baggrunden for,

at

man ophævede klageadgangen til nævnet

og tillagde Justitsministeriet kompetencen, og

at

det

samtidig

i § 48,

stk. 2, blev fastslået, at klagen ikke havde opsættende virkning. Der siges

herom i lovforslaget bl.a.:

"Til nr. 10

Reglen foreslås ændret,

således at afvisning af en udlænding, der er omfattet af § 48, stk. 2, og

klager over, at en udsendelse er i strid med § 31, ikke længere skal kunne

indbringes for nævnet, men derimod for justitsministeren, der herved - i

lighed

med, hvad der i øvrigt gælder med hensyn til andre afgørelser om afvisning og

udsendelse, jfr. § 48, stk. 1 - får den endelige afgørelse i disse sager. Det

skal dog fortsat være flygtningenævnet, der har den endelige afgørelse af, om

en asylansøger kan opnå opholdstilladelse her i landet som flygtning i

henhold

til § 7. Ændringerne hænger i øvrigt sammen med forslaget til en ændret

affattelse af § 48, stk. 2, jfr. forslagets § 1, nr. 8. Der henvises herom

til

de almindelige bemærkninger pkt. 5.1. og bemærkningerne til § 1, nr. 8."

(Folketingstidende 1986/87,

tillæg A, sp. 35-36).

Også i denne forbindelse må

jeg fremhæve (jf. ovenfor ...), at der ikke er belæg for den opfattelse (jf.

Justitsministeriets notat af 19. december 1991, s. 12-13), at ophævelsen af §

53 a, stk. 1, nr. 4, skulle "ses i

lyset af Flygtningenævnets og direktoratets praksis efter den oprindelige

lov".

Det fremgår af ovenstående

citat (...) fra Flygtningenævnets formandskabs beretning, at for udlændinge,

der er indrejst efter oktober 1986, "kan politiets afgørelse om

udsendelse

påklages til justitsministeren".

På denne baggrund er der

efter min opfattelse ikke tvivl om, at justitsministeren har den endelige

afgørelse som klagemyndighed i afgørelsessager om udsendelse.

Dette er på sin vis en

konsekvens af, at der er tale om en forvaltningsretlig afgørelse. Jeg må gå

ud

fra, at Justitsministeriet er enig i, at der kræves udtrykkelig lovhjemmel

til

at afskære rekurs fra en underordnet myndighed (her Direktoratet for

Udlændinge) til en overordnet (her justitsministeren). En sådan

rekursafskæringsbestemmelse findes ikke, tværtimod er rekursadgangen

udtrykkeligt hjemlet i lovens § 46, stk. 2.

3.4. Klagevirkningsspørgsmålet.

Efter udlændingelovens § 48,

stk. 2, næstsidste pkt., har en klage til Justitsministeriet over en

afgørelse

om afvisning og udsendelse i forbindelse med indrejsen ikke opsættende

virkning. Spørgsmålet er, om en klage til Justitsministeriet har opsættende

virkning i tilfælde, hvor udsendelse skal finde sted uden for de tilfælde,

der

er nævnt i § 48, stk. 2, dvs. uden forbindelse med en afvisning ved

indrejsen.

Baggrunden for reglen i § 48,

stk. 2, om, at klagen ikke skulle tillægges opsættende virkning, var især en

frygt for, at den tid, der medgik til behandlingen af klagen, kunne medføre

vanskeligheder med at få effektueret udsendelsesbeslutningen. I

Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål 2 fra Folketingets Retsudvalg

siges

det således bl.a.:

"De hidtidige erfaringer

har vist, at det er overordentlig vanskeligt at få lande til at tilbagetage

asylansøgere,

der i Danmark har fået afslag under henvisning til, at det pågældende land er

første asylland. Den mindste forsinkelse med hensyn til at træffe afgørelse,

og

som medfører, at asylansøgeren af praktiske grunde enten må indrejse i landet

eller eventuelt må opholde sig på grænsen i måske blot nogle få dage, vil

kunne

bevirke, at udrejselandet ikke vil tilbagetage den pågældende, og hermed

ville

værdien af afvisningsreglen være yderst begrænset."

(Se Folketingstidende

1986/87, tillæg B, sp. 162).

På denne baggrund - og da

klager til nævnet inden lovændringen i 1986 havde opsættende virkning - samt

under hensyn til udsendelsesbeslutningens indgribende karakter (jf. herved

betænkning 968/1982, s. 60, 183 og 228) må det efter min opfattelse antages,

at

klage til justitsministeren i de tilfælde, hvor det drejer sig om udsendelse

uden forbindelse med afvisning ved indrejsen, har opsættende virkning.

4. Konklusion.

Det er sammenfattende min

opfattelse, at i de tilfælde, hvor en asylsøger, der har fået afslag på sin

ansøgning, påberåber sig, at udsendelsen er i strid med udlændingelovens §

31,

skal Direktoratet for Udlændinge træffe en forvaltningsretlig afgørelse om

udsendelse. Afgørelsen kan påklages til justitsministeren, der således har

det

endelige retlige ansvar for udsendelsen. Klagen har opsættende virkning.

Det er i øvrigt velkendt også

fra andre retsområder, at spørgsmålet om gennemførelse af trufne beslutninger

kræver særskilte forvaltningsafgørelser; som eksempel kan nævnes

straffuldbyrdelsesområdet.

Det forhold, at

Justitsministeriet måtte finde, at klagereglerne er uhensigtsmæssige, kan

ikke

begrunde en fravigelse fra lovens regler. I den forbindelse skal jeg ikke

undlade at gøre opmærksom på, at retsstillingen indtil 1986 for så vidt

indebar

et mere ressourcekrævende klagesystem. Påberåbte en udlænding sig, at

udsendelsen var i strid med § 31, skulle der også dengang træffes en

afgørelse

herom. Påklagedes afgørelsen til Flygtningenævnet, havde klagen opsættende

virkning. Nævnet skulle have forelagt sagen, men i de fleste tilfælde blev

den

indholdsmæssigt afgjort ud fra absorptionsprincippet.

Denne retstilstand var i klar

overensstemmelse med lovens ordlyd og forarbejder, herunder udtalelser fra

Folketingets Retsudvalg. Ved lovændringen i 1986 er klagesystemet på en måde

gjort mere enkelt, idet kompetencen i alle rekurssager om udsendelse er

tillagt

justitsministeren, og klager over udsendelse i forbindelse med afvisning ved

indrejse har ikke (længere) opsættende virkning. Direktoratet for Udlændinge

fastsætter udrejsefrister for asylsøgere, der har fået afslag fra

Flygtningenævnet. Afgørelser om udrejsefrister kan påklages til

Justitsministeriet. Der er intet til hinder for, at udrejsefristen og

udsendelsesbeslutningen meddeles i samme skrivelse.

Justitsministeriet har i

fremsendelsesskrivelsen af 10. februar 1992 til mig som nævnt vedlagt

justitsministerens talepapir til brug ved samrådet i Folketingets Retsudvalg

den 23. januar 1992. Ministeriet har særligt henledt min opmærksomhed på, at

ministeren i forbindelse med dette samråd tilkendegav, at han fandt det

rigtigst, at man i forbindelse med de drøftelser vedrørende ændringer i

udlændingelovgivningen, som ministeren vil tage initiativ til i den kommende

tid, også tager problematikken om udlændingelovens § 31 op.

I konsekvens af de ovenfor

nævnte synspunkter har jeg fundet at burde henstille til Justitsministeriet,

at

man - indtil en sådan lovændring eventuelt er gennemført - træffer afgørelse

i

overensstemmelse med de gældende regler i udlændingeloven og

forvaltningsloven.

Da spørgsmålet om en ændring af bl.a. udlændingelovens § 31 kan forventes

forelagt Folketinget i løbet af kortere tid, foretager jeg i øvrigt ikke

videre

i sagen.

Min gennemgang af sagen og

dens behandling giver mig anledning til at tilføje følgende to bemærkninger:

Justitsministeriet har i sit notat af 19. december

1991 i høj grad betjent sig af fortolkningsprincipper, hvorved der lægges

afgørende vægt på antagelser om hensigt og formål med lovbestemmelserne, ikke

mindst som dette måtte være kommet til udtryk i lovens forarbejder. (Notatet

adskiller sig herved i nogen måde fra det foreløbige notat af 18. oktober

1991). Denne fremgangsmåde kan naturligvis ikke i sig selv give mig anledning

til bemærkninger. - Men netop på baggrund af ministeriets valgte

fortolkningsmetode forekommer det mig beklageligt, at ministeriet i sit notat

dels har anvendt uklare citeringsmåder, dels har undladt at inddrage de i høj

grad relevante forarbejder til udlændingelovens § 31, og at ministeriet

herved

er nået til et urigtigt resultat (jf. ovenfor, afsnit 3.1).

Jeg har forståelse for, at der for en umiddelbar

betragtning har kunnet siges at bestå en vis tvivl om reglernes indhold og

konsekvenser. Jeg bemærker herved, at jeg aldrig tidligere har modtaget

klager

over, at der ikke er truffet særskilt afgørelse om udsendelsesspørgsmål. Min

kritik af Justitsministeriets retlige analyse og vurdering af de pågældende

spørgsmål knytter sig således ikke til den hidtidige praksis, men til det

forhold, at man - efter først at være blevet gjort opmærksom på problemet i

form af en klagesag - gennemfører en undersøgelse og afgiver en redegørelse

af

den beskrevne karakter.

Jeg har gjort

Justitsministeriet bekendt med min opfattelse.

Folketingets Retsudvalg har

modtaget en kopi af denne redegørelse."

I skrivelse af 27. februar

1992 meddelte Justitsministeriet mig, at ministeriet havde underrettet

Direktoratet for Udlændinge om, at der for fremtiden - i overensstemmelse med

min opfattelse - skulle træffes en forvaltningsretlig afgørelse om

udsendelse,

når en asylsøger, der havde fået afslag på sin ansøgning, påberåbte sig, at

udsendelsen var i strid med udlændingelovens § 31. Justitsministeriet ville

tilsvarende behandle klager, der måtte indkomme, efter at Direktoratet for

Udlændinge havde truffet sådanne afgørelser om udsendelse.

Justitsministeriet lagde

således min udtalelse til grund.

Under henvisning til at mine

(ovenfor under a) gengivne) udtalelser i dele af offentligheden var blevet

udlagt som en beskyldning for, at Justitsministeriet havde manipuleret med

lovens forarbejder, fandt ministeriet det endvidere i skrivelsen af 27.

februar

1992 rigtigst at knytte nogle enkelte bemærkninger til det, jeg havde anført

i

redegørelsen af 25. februar 1992 (ministeriets skrivelse er optrykt som

bilag 6

).

Justitsministeriets

bemærkninger besvarede jeg i skrivelse af 29. februar 1992 (

bilag 7

).

Følgende bilag er optrykt

nedenfor:

·

Bilag 1: De relevante bestemmelser før og

efter ændringen af udlændingeloven ved lov nr. 686 af 17. oktober 1986.

·

Bilag 2: Advokat (A's) notat vedrørende

Direktoratet for Udlændinges og justitsministerens kompetence ved

beslutningen

om udsendelse, hvor udlændingen påberåber sig, udsendelsen vil være i strid

med

udlændingelovens § 31.

·

Bilag 3: Justitsministeriets notat af 19.

december 1991 om udlændingelovens kompetenceregler i forbindelse med

udsendelse

af udlændinge, der har fået afslag på ansøgning om asyl.

·

Bilag 4: Justitsministeriets notat af 18.

oktober 1991 om forskellige kompetencespørgsmål på udlændingeområdet.

·

Bilag 5: Uddrag af bemærkninger til

lovforslag vedrørende udlændingeloven (FT 1986-87, Tillæg A, sp. 26-29).

·

Bilag 6: Justitsministeriets skrivelse af

27. februar 1992 til Folketingets Ombudsmand.

·

Bilag 7: Folketingets Ombudsmands skrivelse

af 29. februar 1992 til Justitsministeriet.

Bilag 1

De relevante bestemmelser før og efter ændringen af udlændingeloven ved

lov nr. 686 af 17. oktober 1986.

"

§ 7:

Før:

Efter ansøgning gives der

opholdstilladelse til en udlænding, som befinder sig her i landet eller på

grænsen

hvis udlændingen er omfattet af flygtningekonventionen

af 28. juli 1951, eller

hvis det af lignende grunde som anført i konventionen

eller af andre tungtvejende grunde ikke bør kræves, at udlændingen vender

tilbage til sit hjemland.

Stk. 2.

Opholdstilladelse efter stk. 1 kan nægtes, såfremt

udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et andet land eller på grund af

længerevarende ophold, derboende nære slægtninge eller andre tilsvarende

forhold har nærmere tilknytning til et andet land, hvor udlændingen må

antages

at kunne opnå beskyttelse.

Stk. 3.

Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på en udlænding, som

ikke befinder sig her i landet eller på grænsen, såfremt Danmark på grund af

udlændingens tidligere længerevarende ophold her i landet, herboende nære

slægtninge eller anden tilsvarende tilknytning må anses for nærmest til at

yde

den pågældende beskyttelse.

Efter:

Efter ansøgning gives der

opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen er omfattet af

flygtningekonventionen af 28. juli 1951.

Stk. 2.

Efter ansøgning gives der endvidere opholdstilladelse til

en udlænding, som ikke er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli

1951,

men hvor det af lignende grunde som anført i konventionen eller af andre

tungtvejende grunde ikke bør kræves, at udlændingen vender tilbage til sit

hjemland.

Stk. 3.

Opholdstilladelse kan nægtes, såfremt udlændingen allerede

har opnået beskyttelse i et andet land på grund af længerevarende ophold,

derboende nære slægtninge eller andre tilsvarende forhold har nærmere

tilknytning til et andet land, hvor udlændingen må antages at kunne opnå

beskyttelse.

Stk. 4.

Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på en udlænding,

som ikke befinder sig her i landet, såfremt Danmark på grund af udlændingens

tidligere længerevarende lovlige ophold her i landet, herboende nære

slægtninge

eller anden tilsvarende tilknytning må anses for nærmest til at yde den

pågældende beskyttelse.

Stk. 5.

Til en udlænding, der er afvist eller udvist i henhold til

§ 48, stk. 2, gives der kun opholdstilladelse efter stk. 4.

Kapitel 6

Forskellige regler om

opholdstilladelse,

udvisning og afvisning

§ 30:

Før:

En udlænding, der efter

reglerne i kapitlerne 1 og 3-5 ikke har ret til at opholde sig her i landet,

skal

udrejse af landet.

Stk. 2.

Udrejser udlændingen ikke frivilligt, drager politiet

omsorg for udrejsen. Justitsministeren fastsætter nærmere regler herom.

Efter:

En udlænding, der efter

reglerne i kapitlerne 1 og 3-5 ikke har ret til at opholde sig her i landet,

skal udrejse af landet.

Stk. 2.

Udrejser udlændingen ikke frivilligt, drager politiet

omsorg for udrejsen. Justitsministeren fastsætter nærmere regler herom.

§ 31:

Før:

En udlænding må ikke udsendes

til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i

flygtningekonventionen af 28. juli 1951, artikel

1 A, nævnte grunde, eller hvor

udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse,

såfremt de i § 7, stk. 1, nr. 2, eller stk. 3, jfr. stk. 1, nr. 2, nævnte

omstændigheder foreligger. Dette gælder dog ikke, hvis der er bestemte grunde

til at antage, at udlændingen frembyder fare for landets sikkerhed, eller

hvis

udlændingen efter endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må antages at

frembyde nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed.

Efter:

En udlænding må ikke udsendes

til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i

flygtningekonventionen af 28. juli 1951, artikel

1 A, nævnte grunde, eller hvor

udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse,

såfremt udlændingen har opnået opholdstilladelse i henhold til § 7, stk. 2

eller stk. 4, jf. stk. 2. Dette gælder dog ikke, hvis der er bestemte grunde

til at antage, at udlændingen frembyder fare for landets sikkerhed, eller

hvis

udlændingen efter endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må antages at

frembyde nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed.

Kapitel 8

Kompetence- og klageregler

m.v.

§ 46:

Før:

Afgørelser i henhold til

denne lov træffes med de undtagelser, der fremgår af §§ 46 a-50 og 51, stk.

2,

2. pkt. af direktoratet for udlændinge.

Stk. 2.

Direktoratets afgørelse kan, bortset fra de i §

53 a

nævnte afgørelser, påklages til

justitsministeren.

Efter:

Afgørelser i henhold til

denne lov træffes med de undtagelser, der fremgår af §§ 46 a-50 og 51, stk.

2,

2. pkt. af Direktoratet for Udlændinge.

Stk. 2.

Direktoratets afgørelse kan, bortset fra de i §

53 a

nævnte afgørelser, påklages til

justitsministeren.

§ 48:

Før:

Afgørelse om afvisning ved

indrejsen, jf. §§ 28, stk. 1, og 29, stk. 1-2, og afgørelser om iværksættelse

af foranstaltninger efter §§ 30, 34 og 36 kan træffes af vedkommende

politimester eller politidirektøren, hvis afgørelser kan påklages til

justitsministeren.

Stk. 2.

Påberåber en udlænding sig at være omfattet af §§ 7-8, skal

sagen straks forelægges direktoratet for udlændinge til afgørelse.

Udlændingen

skal endvidere gøres bekendt med adgangen til at sætte sig i forbindelse med

Dansk Flygtningehjælp.

Efter:

Afgørelse om afvisning ved

indrejsen, jf. §§ 28, stk. 1, og 29, stk. 1-2, og afgørelser om iværksættelse

af foranstaltninger efter §§ 30, 34 og 36 kan træffes af vedkommende

politimester eller politidirektøren, hvis afgørelser kan påklages til

justitsministeren.

Stk. 2.

Påberåber en udlænding sig at være omfattet af §§ 7-8,

træffes afgørelse om afvisning af Direktoratet for Udlændinge efter reglerne

i

kapitel 5. Ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7-8 behandles ikke, før

der

er taget stilling til, om den pågældende udlænding skal afvises eller udvises

efter § 24, nr. 5, og er udrejst af landet. Udlændingen må dog ikke udsendes

til et land, hvor der er risiko for forfølgelse af de i

flygtningekonventionen

af 28. juli 1951, artikel

1 A,

nævnte grunde, eller hvor der ikke er beskyttelse mod videresendelse til et

sådant land. Afgørelse om udsendelse træffes af Direktoratet for Udlændinge.

Træffer Direktoratet afgørelse om afvisning eller udvisning og udsendelse,

kan

afgørelsen påklages til justitsministeren, jfr. § 46, stk. 2. En sådan klage

til justitsministeren har ikke opsættende virkning. Træffer Direktoratet for

Udlændinge ikke afgørelse om afvisning eller udvisning og udsendelse, skal

udlændingen gøres bekendt med adgangen til at sætte sig i forbindelse med

Dansk

Flygtningehjælp.

§ 53:

Før:

Der oprettes et

flygtningenævn bestående af en formand og et af justitsministeren fastsat

antal

næstformænd og andre medlemmer. Ved nævnets behandling af en sag medvirker

der

foruden formanden eller en af næstformændene 6 medlemmer, heraf 3 medlemmer

beskikket efter indstilling fra henholdsvis socialministeren,

udenrigsministeren og Advokatrådet samt 2 medlemmer beskikket efter

indstilling

fra Dansk Flygtningehjælp.

Stk. 2.

Endvidere medvirker der foruden formanden eller en af

næstformændene 6 medlemmer ved drøftelse af spørgsmål om almindelige

retningslinier for nævnets arbejde m.v., herunder retningslinier for, hvilke

grupper af sager der behandles efter bestemmelsen i stk. 3.

Stk. 3.

En sag, der ikke er af principiel karakter, kan behandles

af formanden eller en af næstformændene, et af de medlemmer, der er beskikket

efter indstilling fra Dansk Flygtningehjælp, og et af de medlemmer, der er

udpeget af ministerierne, såfremt:

klagen må anses for at være åbenbart grundløs,

der er meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1, nr.

2, men udlændingen påberåber sig at være omfattet af § 7, stk. 1, nr. 1,

sagen vedrører nægtelse af udstedelse af dansk

rejsedokument for flygtninge eller inddragelse af et sådant rejsedokument

eller

forholdene i øvrigt taler for anvendelse af denne

behandlingsform.

Stk. 4.

Sager, der behandles efter stk. 3, kan henvises til

behandling under medvirken af de medlemmer, der er nævnt i stk. 1.

Stk. 5.

Formanden og næstformændene, der skal være dommere,

beskikkes af justitsministeren, der også beskikker de øvrige medlemmer, heraf

et antal medlemmer efter indstilling fra henholdsvis socialministeren,

udenrigsministeren, Advokatrådet og Dansk Flygtningehjælp. Beskikkelserne

gælder for en periode på 4 år. Genbeskikkelse kan finde sted.

Efter:

Der oprettes et

flygtningenævn bestående af en formand og et af justitsministeren fastsat

antal

næstformænd og andre medlemmer. Ved nævnets behandling af en sag medvirker

der

foruden formanden eller en af næstformændene 6 medlemmer, heraf 3 medlemmer

beskikket efter indstilling fra henholdsvis socialministeren,

udenrigsministeren og Advokatrådet samt 2 medlemmer beskikket efter

indstilling

fra Dansk Flygtningehjælp.

Stk. 2.

Endvidere medvirker der foruden formanden eller en af

næstformændene 6 medlemmer ved drøftelse af spørgsmål om almindelige

retningslinier for nævnets arbejde m.v., herunder retningslinier for, hvilke

grupper af sager der behandles efter bestemmelsen i stk. 3.

Stk. 3.

En sag, der ikke er af principiel karakter, kan behandles

af formanden eller en af næstformændene, et af de medlemmer, der er beskikket

efter indstilling fra Dansk Flygtningehjælp, og et af de medlemmer, der er

udpeget af ministerierne, såfremt:

klagen må anses for at være åbenbart grundløs,

der er meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 2, men

udlændingen påberåber sig at være omfattet af § 7, stk. 1,

sagen vedrører nægtelse af udstedelse af dansk rejsedokument

for flygtninge eller inddragelse af et sådant rejsedokument eller

forholdene i øvrigt taler for anvendelse af denne

behandlingsform.

Stk. 4.

Sager, der behandles efter stk. 3, kan henvises til

behandling under medvirken af de medlemmer, der er nævnt i stk. 1.

Stk. 5.

Formanden og næstformændene, der skal være dommere,

beskikkes af justitsministeren, der også beskikker de øvrige medlemmer, heraf

et antal medlemmer efter indstilling fra henholdsvis socialministeren,

udenrigsministeren, Advokatrådet og Dansk Flygtningehjælp. Beskikkelserne

gælder for en periode på 4 år. Genbeskikkelse kan finde sted.

§ 53 a:

Før:

For flygtningenævnet kan

indbringes klager over afgørelser, som direktoratet for udlændinge har

truffet

om følgende spørgsmål, jfr. dog stk. 3:

Nægtelse af opholdstilladelse til en udlænding, der

påberåber sig at være omfattet af §§ 7-8.

Bortfald efter § 17 og inddragelse efter §§ 19 eller 20

af en opholdstilladelse, der er givet efter §§ 7-8.

Afvisning af en udlænding, der omfattes af § 48, stk.

2.

Udsendelse af en udlænding, der påberåber sig, at

udsendelsen er i strid med § 31.

Nægtelse af udstedelse af dansk rejsedokument for

flygtninge eller inddragelse af et sådant rejsedokument.

Stk. 2.

Påklages en afgørelse som nævnt i stk. 1, har klagen

opsættende virkning.

Stk. 3.

Direktoratet for udlændinge kan, efter at sagen har været

forelagt for Dansk Flygtningehjælp, bestemme, at afgørelsen i en sag, hvor

ansøgningen må anses for åbenbart grundløs, ikke kan indbringes for

flygtningenævnet.

Stk. 4.

Direktoratet for udlændinges afgørelser som nævnt i stk. 1

skal indeholde oplysning om reglerne i stk. 1-3.

Efter:

For Flygtningenævnet kan

indbringes klager over afgørelser, som Direktoratet for Udlændinge har

truffet

om følgende spørgsmål, jfr. dog stk. 3:

Nægtelse af opholdstilladelse til en udlænding, der

påberåber sig at være omfattet af §§ 7-8.

Bortfald efter § 17 og inddragelse efter §§ 19 eller 20

af en opholdstilladelse, der er givet efter §§ 7-8.

Nægtelse af udstedelse af dansk rejsedokument for

flygtninge eller inddragelse af et sådant rejsedokument.

Stk. 2.

Påklages en afgørelse som nævnt i stk. 1, har klagen

opsættende virkning.

Stk. 3.

Direktoratet for Udlændinge kan, efter at sagen har været

forelagt for Dansk Flygtningehjælp, bestemme, at afgørelsen i en sag, hvor

ansøgningen må anses for åbenbart grundløs, ikke kan indbringes for

Flygtningenævnet.

Stk. 4.

Direktoratet for Udlændinges afgørelser som nævnt i stk. 1

skal indeholde oplysning om reglerne i stk. 1-3."

Bilag 2

Advokat (A's) notat vedrørende Direktoratet for Udlændinges og

Justitsministerens kompetence ved beslutningen om udsendelse, hvor

udlændingen

påberåber sig, udsendelsen vil være i strid med udlændingelovens § 31.

"En udlænding, der efter

reglerne i udlændingelovens kap. 1 og 3-5 ikke har ret til at opholde sig her

i

landet, skal udrejse af landet (§ 30, stk. 1).

Udrejser udlændingen

frivilligt, drager politiet omsorg for udrejsen.

Efter udlændingelovens § 31

må en udlænding ikke udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer

forfølgelse af de i Flygtningekonventionen af 28. juli 1951, artikel

1 A, nævnte grunde eller hvor udlændingen

ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land.

Påberåber en udlænding sig,

at udsendelsen af ham er i strid med udlændingelovens § 31, var det tidligere

således, at beslutningen om udsendelse kunne indklages for Flygtningenævnet,

jfr. 1983-lovens § 53, stk. 2, nr. 4. Lov nr. 232 af 6/6 1986 om ændring af

udlændingeloven indebar ingen realitetsændring heri, og det samme var

tilfældet

ved ændringsloven nr. 574 af 19. december 1985, hvorefter klageadgangen nu

kunne genfindes i lovens §

53 a,

stk. 1, nr. 4.

Ved lov nr. 686 af 17.

oktober 1986 om ændring af udlændingeloven ændredes bl.a. udlændingelovens §

48, stk. 2, således at den i sin nye formulering - der stadigt er gældende -

lyder således:

"

Stk. 2.

Påberåber en udlænding sig at være omfattet af §§ 7-8,

træffes afgørelse om afvisning af Direktoratet for Udlændinge efter reglerne

i

kapitel 5. Ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7-8 behandles ikke, før

der

er taget stilling til, om den pågældende udlænding skal afvises eller udvises

efter § 24, nr. 5, og er udrejst af landet. Udlændingen må dog ikke udsendes

til et land, hvor der er risiko for forfølgelse af de i

flygtningekonventionen

af 28. juli 1951, artikel

1 A,

nævnte grunde, eller hvor der ikke er beskyttelse mod videresendelse til et

sådant land.

Afgørelse om udsendelse

træffes af Direktoratet for Udlændinge. Træffer Direktoratet afgørelse om

afvisning eller udvisning og udsendelse, kan afgørelsen påklages til

justitsministeren, jfr. § 46, stk. 2. En sådan klage til justitsministeren

har

ikke opsættende virkning. Træffer Direktoratet for Udlændinge ikke afgørelse

om

afvisning eller udvisning og udsendelse, skal udlændingen gøres bekendt med

adgangen til at sætte sig i forbindelse med Dansk Flygtningehjælp."

Ved 1986 ændringen blev

endvidere §

53 a,

stk. 1, ændret, således at bl.a. den tidligere §

53 a, stk. 1, nr. 4, om adgang til at

påklage udsendelse i strid med § 31 til Flygtningenævnet udgik.

I bemærkningerne til det den

7. oktober 1986 af justitsministeren fremsatte lovforslag siges det ad

forslaget til ændring af §

53 a,

stk. 1, (lovforslag pag. 12) til § 1, nr. 10:

"Reglen foreslås ændret,

således at afvisning af en udlænding, der er omfattet af § 48, stk. 2, og

klager over, at en udsendelse er i strid med § 31, ikke længere skal kunne

indbringes for nævnet, men derimod for justitsministeren, der herved - i

lighed

med, hvad der iøvrigt gælder med hensyn til andre afgørelser om afvisning og

udsendelse, jfr. § 48, stk. 1 - får den endelige afgørelse i disse sager. Det

skal dog fortsat være Flygtningenævnet, der har den endelige afgørelse af, om

en asylansøger kan opnå opholdstilladelse her i landet som flygtning i

henhold

til § 7. Ændringerne hænger i øvrigt sammen med forslaget til en ændret

affattelse af § 48, stk. 2, jfr. forslagets § 1, nr. 8. Der henvises herom

til

de almindelige bemærkninger pkt. 5.1. og bemærkningerne til § 1, nr. 8."

I lovforslaget siges det i

bemærkningerne til § 1, nr. 8, bl.a.:

"En væsentlig

begrænsning i adgangen til at gennemføre en afvisnings- eller

udvisningsbeslutning findes i det forhold, at udlændingen ikke må udsendes

til

et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i

flygtningekonventionen af 28. juli 1951, artikel

1 A, nævnte grunde, eller hvor

udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land, jfr. §

31,

stk. 1. Er det som følge heraf ikke muligt at udsende den pågældende, vil

ansøgningen om asyl blive behandlet.

Afvisnings- og

udvisningsbeslutninger kan påklages til justitsministeren. Afgørelse om

udsendelse har hidtil - også hvor der har været tale om asylansøgere - været

truffet af politiet. Efter forslaget skal afgørelse om udsendelse af

asylansøgere

træffes af Direktoratet for Udlændinge, og baggrunden herfor er den nære

sammenhæng mellem afvisnings- eller udvisningsbeslutningen og

udsendelsesbeslutningen. Udsendelsesbeslutningen kan påklages til

justitsministeren. Klage har ikke opsættende virkning."

Siden lovændringen i 1986 har

situationen for så vidt angår kompetencefordelingen således været den,

At

den endelige afgørelse om, hvorvidt udlændingen kunne få

opholdstilladelse som flygtning efter § 7 eller 8 har ligget hos

Flygtningenævnet, og

At

den endelige afgørelse af, hvorvidt en udlænding kan afvises,

udvises eller udsendes til et land, hvor der er risiko for forfølgelse af de

i

flygtningekonventionen artikel

1 A

nævnte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse

til

et sådant land, har ligget hos justitsministeren."

Bilag 3

Justitsministeriets notat af 19. december 1991 om udlændingelovens

kompetenceregler i forbindelse med behandlingen af sager om udsendelse af

udlændinge, der har fået afslag på ansøgning om asyl.

"1. Ved skrivelse af 27.

september 1991 har advokat (A) rettet henvendelse til Justitsministeriet

vedrørende fortolkningen af udlændingelovens kompetenceregler. I henvendelsen

rejses der navnlig spørgsmål om behandlingen af sager om udsendelse af

udlændinge, der har fået afslag på asyl fra Flygtningenævnet, og som i

forbindelse med udsendelsen påberåber sig at være omfattet af bestemmelsen i

udlændingelovens § 31.

Skrivelsen er vedlagt et af

advokaten udarbejdet notat, der gennemgår bemærkningerne til udlændingelovens

§

48, stk. 2, sådan som bestemmelsen blev affattet ved lov nr. 686 af 17.

oktober

1986 om ændring af udlændingeloven.

Det gøres i notatet gældende,

at retsstillingen i sager om udsendelse af asylansøgere, der har fået deres

sag

behandlet i Flygtningenævnet, siden 1986 har været den,

at

den endelige afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan få

opholdstilladelse som flygtning efter § 7 eller § 8 har ligget hos

Flygtningenævnet, og

at

den endelige

afgørelse af, hvorvidt en udlænding kan afvises, udvises eller udsendes til

et

land, hvor der er risiko for forfølgelse af de i flygtningekonventionens art.

1 A

nævnte grunde, eller hvor udlændingen

ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land, har ligget hos

justitsministeren.

I tilfælde, hvor der er

spørgsmål om risiko for forfølgelse af de i flygtningekonventionen nævnte

grunde, er det i konsekvens af de anførte synspunkter advokat (A's)

opfattelse,

at "beslutningen om udsendelse burde træffes af og meddeles de

pågældende

af Direktoratet for Udlændinge samtidig med vejledning om, at

udsendelsesbeslutningen kan påklages til justitsministeren".

Advokat (A) har som

begrundelse for sin opfattelse henvist til den ændrede affattelse af

udlændingelovens § 48, stk. 2, som blev gennemført ved lov nr. 686 af 17.

oktober 1986, hvorefter afgørelse om afvisning eller udvisning og udsendelse,

træffes af Direktoratet for Udlændinge med klageadgang til

Justitsministeriet.

Advokat (A) har endvidere henvist til bemærkningerne til ændringsforslagets

nr.

10, der vedrører den ændrede affattelse af udlændingelovens §

53 a, stk. 1.

2. I anledning af sagen har

Direktoratet for Udlændinge oplyst, at udlændingeloven har været

administreret

således, at spørgsmålet om flygtningestatus anses for endeligt afgjort af

Flygtningenævnet. Der foretages derfor ikke en særskilt prøvelse af, om

udsendelsen er i strid med udlændingelovens § 31, når der ikke foreligger nye

faktiske oplysninger af betydning for vurderingen af asylspørgsmålet.

Denne praksis bygger på det

såkaldte absorptionsprincip. Herom anfører Flygtningenævnet i beretningen fra

1987, s. 170, blandt andet følgende:

"...

Påberåber en udlænding sig

efter at have fået nævnets afslag på en anmodning om opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 7, at udsendelse er i strid med § 31, er det i nævnet fast

antaget, at en særskilt prøvelse af § 31 ikke kan finde sted. Spørgsmålet om,

hvorvidt § 31 er til hinder for udsendelse, anses for afgjort allerede ved

nævnets beslutning om afslag på opholdstilladelse efter § 7

(absorptionsprincippet)

- i hvert fald, når spørgsmålet om særskilt prøvelse af § 31 rejses kort

efter

§ 7-afgørelsen.

Foreligger der senere en ny

situation, f.eks. fordi forholdene i det pågældende land er ændret, vil der

eventuelt være mulighed for at indbringe sagen for nævnet.

"Absorptionsprincippet"

er antaget at gælde både Direktoratet for Udlændinges og Flygtningenævnets

afgørelser, ligesom princippet er antaget at gælde i forholdet mellem første

asyllandsreglen og § 31..."

Der henvises i den forbindelse

til bl.a. følgende praksis:

"

Beslutning af 6. juni 1985 (1985-2-393).

En iransk statsborger var

af nævnet meddelt afslag på asyl under hensyn til, at Tyrkiet måtte anses for

1. asylland. Efter afslaget blev sagen den 11. juli 1985 begæret indbragt for

nævnet

med henblik på prøvelse af § 31, idet det blev gjort gældende, at der var

begrundet frygt for, at den pågældende ville blive videresendt fra Tyrkiet

til

Iran. Da bl.a. risikoen for refoulering allerede var indgået ved vurderingen,

der førte til afgørelse efter § 7, stk. 2,

afvistes

særskilt prøvelse af § 31.

I nævnets sag

1985-2-492

vedrørende en pakistansk

statsborger blev det påklaget, at politiet efter nævnets afslag på asyl

skulle

have besluttet at udsende den pågældende til Pakistan. Nævnet fandt, at

udsendelsen til hjemlandet ikke kunne gøres til genstand for særskilt

prøvelse,

men klagen blev i den konkrete sag betragtet som en anmodning om

genoptagelse,

idet der forelå nye oplysninger.

Endvidere kan nævnes:

Beslutning af 26. marts 1987 (1986-2-2965).

En yngre polsk

statsborger var indrejst i Danmark i 1978. I 1979 havde han opnået

opholdstilladelse her i landet og senere fik han udstedt et polsk konsulatpas

på den polske ambassade her i landet. I tiden herefter havde han ca. 15-20

gange været i Polen uden problemer. I 1984 var han blevet idømt 3 års fængsel

her i landet, bl.a. for at have medvirket til at afsætte stjålne biler i

Polen.

Ved dommen var der truffet bestemmelse om udvisning med indrejseforbud for

bestandigt. Ansøgeren havde herefter søgt om asyl og indbragte siden

direktoratets afslag på opholdstilladelse efter § 7 samt politiets afgørelse

om, at en udsendelse til Polen ikke ville være i strid med § 31, for nævnet.

Nævnet fandt ikke, at der var grundlag for opholdstilladelse efter § 7 eller

for at undlade udsendelse i medfør af § 31."

Direktoratet for Udlændinge

har endvidere oplyst, at hvor en udlænding inden udsendelsen har gjort

gældende, at der er fremkommet nye oplysninger, som kan være af betydning for

afgørelsen af asylspørgsmålet, er dette i praksis blevet opfattet som en

begæring om genoptagelse af asylsagen. Spørgsmålet om genoptagelse er

herefter

blevet behandlet af Direktoratet for Udlændinge eller af Flygtningenævnet.

Samme praksis følges af

Justitsministeriet, hvis det under behandlingen af en ansøgning om

opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 2, kommer frem, at der foreligger

oplysninger af betydning for vurderingen af asylspørgsmålet, som Direktoratet

for Udlændinge eller Flygtningenævnet ikke har haft lejlighed til at tage

stilling til i forbindelse med asylsagen.

Myndighederne har som en

følge af officialmaksimen også af egen drift foranlediget behandlingen af

asylansøgninger genoptaget i tilfælde, hvor man i øvrigt inden udsendelsen er

blevet opmærksom på sådanne nye oplysninger.

3. Justitsministeriet skal i

den anledning udtale følgende:

3.1. Bestemmelsen i

udlændingelovens § 48, stk. 2, har følgende ordlyd:

"

Stk. 2.

Påberåber en udlænding sig at være omfattet af §§ 7-8,

træffes afgørelse om afvisning af Direktoratet for Udlændinge efter reglerne

i

kapitel 5. Ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7-8 behandles ikke, før

der

er taget stilling til, om den pågældende udlænding skal afvises eller udvises

efter § 24, nr. 5, og er udrejst af landet. Udlændingen må dog ikke udsendes

til et land, hvor der er risiko for forfølgelse af de i

flygtningekonventionen

af 28. juli 1951, artikel

1 A,

nævnte grunde, eller hvor der ikke er beskyttelse mod videresendelse til et

sådant land. Afgørelse om udsendelse træffes af Direktoratet for Udlændinge.

Træffer direktoratet afgørelse om afvisning eller udvisning og udsendelse,

kan

afgørelsen påklages til justitsministeren, jfr. § 46, stk. 2. En sådan klage

til justitsministeren har ikke opsættende virkning. Træffer Direktoratet for

Udlændinge

ikke afgørelse om afvisning eller udvisning og udsendelse, skal udlændingen

gøres bekendt med adgangen til at sætte sig i forbindelse med Dansk

Flygtningehjælp."

Bestemmelsen fik sin

nuværende formulering ved lov nr. 686 af 17. oktober 1986. I de almindelige

bemærkninger til lovforslaget, Folketingstidende 1986/87, Tillæg A, sp. 19,

anføres om formålet med lovændringen bl.a. følgende:

"Lovforslaget indebærer,

at asylansøgere kan afvises ved grænsen, såfremt de indrejser fra et land,

hvor

de ikke må antages at risikere en forfølgelse som nævnt i

flygtningekonventionen af 28. juli 1951. Hvis den pågældende derimod kommer

direkte fra et land, hvor han risikerer forfølgelse som nævnt i konventionen,

eller hvor han ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land, vil

den

pågældende ikke kunne afvises.

Udlændinge, som afvises eller

udvises, og som er omfattet af flygtningekonventionen, har efter forslaget

fortsat et retskrav på asyl i Danmark, hvis Danmark er 1. asylland..."

Om rækkevidden og intentionerne

med forslaget anføres endvidere a.st. sp. 27 ff bl.a. følgende i forbindelse

med afsnittene om asylansøgeres adgang til landet og behandlingen af

asylansøgninger:

"For alle asylansøgere

[konventions- som andre flygtninge] gælder efter forslaget, at de ikke har

ret

til at opholde sig her i landet medens sagen behandles, hvis de er blevet

afvist ved grænsen,...

Afvises den pågældende ikke,

behandles sagen som hidtil, således at den pågældende har ret til at blive i

landet, indtil der foreligger en endelig afgørelse.

Der foreslås i øvrigt ingen

ændringer i sagsbehandlingen, herunder i adgangen til at klage til

Flygtningenævnet og de i den forbindelse gældende

retssikkerhedsgarantier..."

I bemærkningerne til

lovforslaget, a.st., sp.

34f,

anføres følgende til nr. 8, der angår den ændrede affattelse af § 48, stk. 2:

"Til nr. 8

Efter forslaget skal

direktoratet for udlændinge som hidtil i alle tilfælde tage stilling til, om

en

udlænding skal afvises, såfremt den pågældende påberåber sig at være omfattet

af §§ 7-8. Efter den gældende regel har udlændingen uanset en sådan

beslutning

ret til at opholde sig i landet, indtil asylsagen er endelig afgjort. Den

foreslåede bestemmelse medfører, at en sådan ret ikke består, såfremt

udlændingen er indrejst ulovligt i Danmark, medmindre indrejsen er sket

direkte

fra hjemlandet, jfr. § 31, stk. 1.

Udlændinge, der indrejser i

landet uden fornødent pas eller visum, kan efter reglerne i § 28, stk. 2,

jfr.

stk. 1, afvises i indtil tre måneder efter indrejsen. Denne afvisningshjemmel

bør under iagttagelse af bestemmelsen i § 31, stk. 1, også kunne anvendes

over

for asylansøgere for ikke dermed at åbne mulighed for, at en udlænding ved en

illegal indrejse her i landet kan bedre sin retsstilling som asylansøger.

Er der mulighed for at træffe

beslutning om afvisning, behandles den pågældendes ansøgning om asyl efter

forslaget ikke, før der er taget stilling til, om afvisning skal finde sted,

og

hvis beslutning herom tages, da ikke før den pågældende er udrejst af landet.

For at sikre, at man ikke ved

et længere ulovligt ophold end 3 måneder kan fremtvinge en gunstigere

retsstilling, foreslås det, at det samme skal gælde, hvis den pågældende vil

kunne udvises efter reglerne i § 24, nr. 5. Efter denne bestemmelse kan

udvisning ske, hvis udlændingen opholder sig i landet uden fornøden

tilladelse.

Det skal fremhæves, at

afvisning eller udvisning ikke er nogen obligatorisk retsfølge, men at

afgørelse herom træffes efter et skøn i hver enkelt sag.

Efter lovens § 36 kan

politiet, såfremt de i § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige

til

at sikre muligheden for afvisning eller for udvisning efter bl.a. § 24, stk.

5,

bestemme, at en udlænding, som ikke har fast bopæl her i landet, skal

underkastes frihedsberøvelse. Efter lovens § 37 skal en udlænding, der er

frihedsberøvet, medmindre den pågældende forinden løslades, inden 3 døgn

efter

frihedsberøvelsens iværksættelse fremstilles for retten. Retten tager

herefter

stilling til frihedsberøvelsens lovlighed og fortsatte opretholdelse. Det må

i

almindelighed antages, at en asylansøger, der er omfattet af § 48, stk. 2, og

som befinder sig i en aktuel afvisnings- eller udvisningssituation, vil kunne

frihedsberøves efter disse regler.

En væsentlig begrænsning i

adgangen til at gennemføre en afvisnings- eller udvisningsbeslutning findes i

det forhold, at udlændingen ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende

risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen af 28. juli 1951,

artikel

1 A, nævnte grunde, eller hvor

udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land, jfr. §

31,

stk. 1. Er det som følge heraf ikke muligt at udsende den pågældende, vil

ansøgningen om asyl blive behandlet.

Afvisnings- og

udvisningsbeslutninger kan påklages til justitsministeren. Afgørelse om

udsendelse har hidtil - også hvor der har været tale om asylansøgere - været

truffet af politiet. Efter forslaget skal afgørelse om udsendelse af

asylansøgere træffes af direktoratet for udlændinge, og baggrunden herfor er

den nære sammenhæng mellem afvisnings- eller udvisningsbeslutningen og

udsendelsesbeslutningen. Udsendelsesbeslutningen kan påklages til

justitsministeren. Klage har ikke opsættende virkning."

Som det fremgår af

bemærkningerne, kan bestemmelsen - i modsætning til, hvad der antages af

advokat

(A) -

ikke

antages at omfatte

tilfælde, hvor Direktoratet for Udlændinge og Flygtningenævnet forud for

udsendelsen har taget stilling til ansøgningen om opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 7.

Sigtet med bestemmelsen i §

48, stk. 2, var at regulere spørgsmålet om behandlingen af sager vedrørende

asylansøgere, der uden fornødent pas eller visum indrejser til Danmark fra et

andet land end forfølgelseslandet.

Indtil lovændringen i 1986

var retsstillingen den, at enhver asylansøger havde ret til at opholde sig

her

i landet, indtil asylsagen var endeligt afgjort, uanset at den pågældende var

indrejst uden fornødent pas eller visum.

Efter lovændringen i 1986

består en sådan ret kun for udlændinge, hvis indrejse uden fornødent pas

eller

visum er sket direkte fra forfølgelseslandet eller et andet land, der ikke er

sikkert for asylansøgere.

Er indrejsen sket gennem et

sikkert tredieland, kan den pågældende udlænding afvises eller udvises og

tilbagesendes til det pågældende tredieland. En sådan asylansøger har således

ikke ret til at opholde sig her i landet under asylsagens behandling. Dette

gælder også, hvis asylansøgningen først indgives på et senere tidspunkt,

efter

at den pågældende har passeret grænsen illegalt.

Adgangen til uden

asylbehandling at afvise eller udvise og i forbindelse hermed udsende en

asylansøger er som nævnt undergivet den væsentlige begrænsning, at der ikke

må

ske udsendelse til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i

flygtningekonventionens artikel

1 A

nævnte grunde, eller hvor der ikke er beskyttelse mod videresendelse til et

sådant land, jf. § 48, stk. 2, 3. punktum. Er det som følge heraf ikke muligt

at udsende den pågældende, behandles sagen som en asylsag efter

udlændingelovens § 7 af Direktoratet for Udlændinge som 1. instans og med

klageadgang til Flygtningenævnet.

Kompetencen til at træffe den

endelige afgørelse efter § 48, stk. 2, herunder af spørgsmålet om risiko for

forfølgelse som følge af udsendelsen, er placeret hos Justitsministeriet.

Placeringen af kompetencen hos Justitsministeriet må ses i sammenhæng med, at

vurderingen af, om udsendelsen vil udsætte den pågældende asylansøger for

risiko for forfølgelse, ikke angår risikoen for forfølgelse i det land, hvor

han angiver at være forfulgt, men alene risikoen for videresendelse fra det

tredieland, hvorfra han er indrejst til Danmark. Justitsministeriet vil

således

alene skulle foretage en generel vurdering af, om det pågældende tredieland

lever op til FN's flygtningekonvention. Denne vurdering indebærer ikke en

stillingtagen til risikoen for forfølgelse i det land, hvor asylansøgeren

angiver at være forfulgt, og dermed ikke stillingtagen til den pågældendes

asylgrundlag.

I overensstemmelse med, hvad

der fremhæves i de ovenfor citerede bemærkninger, ændrer 1986-lovændringen

således ikke ved den grundlæggende kompetencefordeling mellem

Flygtningenævnet

og Justitsministeriet.

3.2. De oprindelige

kompetenceregler for behandlingen af udlændingesager blev fastlagt i

udlændingelovens § 46, jf. § 53, jf. lov nr. 226 af 8. juni 1983.

Bestemmelserne havde følgende

indhold:

"

§ 46.

Afgørelser i henhold til denne lov træffes med de

undtagelser, der fremgår af §§ 47-50 og § 51, stk. 2, 2. pkt., af

Direktoratet

for Udlændinge.

Stk. 2.

Direktoratets afgørelser kan, bortset fra de i § 53 nævnte

afgørelser, påklages til justitsministeren.

§ 47....

§ 48.

Afgørelser om afvisning ved indrejsen, jf. §§ 28, stk. 1, og

29, stk. 1-2, og afgørelser om iværksættelse af foranstaltninger efter §§ 30,

34 og 36, kan træffes af vedkommende politimester eller politidirektøren,

hvis

afgørelser kan påklages til justitsministeren.

Stk. 2....

§ 53.

Der oprettes et flygtningenævn bestående af 7 medlemmer og et

tilsvarende antal suppleanter. ...

Stk. 2.

For flygtningenævnet kan indbringes klager over afgørelser,

som Direktoratet for Udlændinge har truffet om følgende spørgsmål:

Nægtelse af opholdstilladelse til en udlænding, der

påberåber sig at være omfattet af §§ 7-8.

Bortfald efter § 17 og inddragelse efter §§ 19 eller 20

af en opholdstilladelse, der er givet efter §§ 7-8.

Afvisning af en udlænding, der omfattes af § 48, stk.

2.

Udsendelse af en udlænding, der påberåber sig, at

udsendelsen er i strid med § 31.

Nægtelse af udstedelse af dansk rejsedokument for

flygtninge eller inddragelse af et sådant rejsedokument.

Stk. 3.

Påklages en afgørelse efter stk. 2, har klagen opsættende

virkning. Klagen kan dog afvises af Flygtningenævnet, såfremt den er åbenbart

grundløs.

Stk. 4...."

Ved lov nr. 574 af 19.

december 1985 indføjedes i forbindelse med en ændring af § 53 en ny §

53 a, som samlet angiver

Flygtningenævnets opgaver.

Bestemmelsen fik følgende

ordlyd:

"

§

53 a.

For flygtningenævnet kan indbringes klager over afgørelser, som direktoratet

for udlændinge har truffet om følgende spørgsmål, jf. dog stk. 3:

Nægtelse af opholdstilladelse til en udlænding, der

påberåber sig at være omfattet af §§ 7-8.

Bortfald efter § 17 og inddragelse efter §§ 19 og 20 af

en opholdstilladelse, der er givet efter §§ 7-8.

Afvisning af en udlænding, der omfattes af § 48, stk.

2.

Udsendelse af en udlænding, der påberåber sig, at

udsendelsen er i strid med § 31.

Nægtelse af udstedelse af dansk rejsedokument for

flygtninge eller inddragelse af et sådant rejsedokument.

Stk. 2.

Påklages en afgørelse som nævnt i stk. 1, har klagen opsættende

virkning.

Stk. 3.

Direktoratet for udlændinge kan, efter at sagen har været

forelagt for Dansk Flygtningehjælp, bestemme, at afgørelsen i en sag, hvor

ansøgningen må anses for åbenbart grundløs, ikke kan indbringes for

flygtningenævnet.

Stk. 4.

Direktoratet for udlændinges afgørelser som nævnt i stk. 1

skal indeholde oplysning om reglerne i stk. 1-3."

3.3. I forbindelse med den

ovenfor omtalte ændring af bestemmelsen i § 48, stk. 2, ved lov nr. 686 af

17.

oktober 1986 ændredes samtidig affattelsen af §

53 a, stk. 1, idet bestemmelsens nr. 3

og 4 udgik, og nr. 5 blev til nr. 3.

I bemærkningerne til

forslagets nr. 10, der angik den ændrede affattelse af §

53 a, stk. 1, anføres følgende, jf. F.T.

1986-87, tillæg A, sp. 35 f:

"Til nr. 10

Reglen foreslås ændret,

således at afvisning af en udlænding, der er omfattet af § 48, stk. 2, og

klager over, at en udsendelse er i strid med § 31, ikke længere skal kunne

indbringes for nævnet, men derimod for justitsministeren, der herved - i

lighed

med, hvad der i øvrigt gælder med hensyn til andre afgørelser om afvisning og

udsendelse, jfr. § 48, stk. 1 - får den endelige afgørelse i disse sager. Det

skal dog fortsat være flygtningenævnet, der har den endelige afgørelse af, om

en asylansøger kan opnå opholdstilladelse her i landet som flygtning i

henhold

til § 7. Ændringerne hænger i øvrigt sammen med forslaget til en ændret

affattelse af § 48, stk. 2, jfr. forslagets § 1, nr. 8. Der henvises herom

til

de almindelige bemærkninger pkt. 5.1. og bemærkningerne til § 1, nr. 8."

Ændringen af bestemmelsen i §

53 a, stk. 1, skal,

som det nævnes i bemærkningerne, ses i forbindelse med den ændrede affattelse

af § 48, stk. 2.

Som følge af den nye

affattelse af § 48, stk. 2, var det nødvendigt at ophæve bestemmelsen i §

53 a, stk. 1, nr. 3. Den udtrykkelige

gentagelse i § 48, stk. 2, af non-refoulementreglen, som er identisk med §

31,

gjorde det tillige nødvendigt at ændre eller ophæve bestemmelsen i §

53 a, stk. 1, nr. 4.

Ophævelsen af §

53 a, stk. 1, nr. 4, skal tillige ses i

lyset af Flygtningenævnets og direktoratets praksis efter den oprindelige

lov.

Som det fremgår af afsnit 2

og omtalen her af Flygtningenævnets beretning, har såvel Flygtningenævnet som

Direktoratet for Udlændinge fulgt den praksis, at der ikke efter afgørelsen

af

asylspørgsmålet er truffet særskilt afgørelse om udsendelsen efter § 31.

Dette

spørgsmål har været anset for afgjort i forbindelse med behandlingen af selve

asylsagen. I tilfælde, hvor der efter asylsagens afgørelse er opstået

spørgsmål

om ændrede forhold, er sagen derimod behandlet som et spørgsmål om

genoptagelse.

I andre sager, hvor der var

spørgsmål i relation til § 31, men hvor der ikke tidligere var truffet

afgørelse om asyl, har der på tilsvarende måde været fulgt den praksis ikke

at

behandle sagen som en særskilt § 31 sag, men derimod som en sag om

opholdstilladelse efter § 7, dvs. som en asylsag.

På denne baggrund var der

således ikke ved ophævelsen af bestemmelsen i §

53 a, stk. 1, nr. 4, tale om at overføre

en bestemt kompetence fra nævnet til Justitsministeriet på dette område.

3.4. Advokat (A) synes

imidlertid at have forstået ophævelsen af §

53 a, stk. 1, nr. 4, og de dertil

knyttede bemærkninger således, at der af Direktoratet for Udlændinge med

Justitsministeriet som klageinstans skal træffes særskilt afgørelse om

udsendelse efter udlændingelovens § 31, også med hensyn til udlændinge, hvis

ansøgning om asyl forinden er behandlet og afgjort i Flygtningenævnet.

Justitsministeriet er, som

det fremgår, ikke enig i denne opfattelse.

Ud over det ovenfor anførte

om baggrunden for ophævelsen af bestemmelsen i §

53 a, stk. 1, nr. 4, kan der henvises

til, at en ordning, hvorefter der skal træffes en særskilt afgørelse om

udsendelse også i tilfælde, hvor Flygtningenævnet forinden har afgjort

asylspørgsmålet,

ville få en række konsekvenser, som ikke er forenelige med udlændingelovens

principper i øvrigt.

En sådan fortolkning af loven

ville bl.a. betyde, at Direktoratet for Udlændinge i tilfælde, hvor der ikke

foreligger nye oplysninger vedrørende den konkrete sags faktiske

omstændigheder, efter Flygtningenævnets afgørelse skulle træffe en ny

afgørelse

på nøjagtigt det samme retlige og faktiske grundlag, som har været basis for

den afgørelse af asylspørgsmålet, som netop er truffet af Flygtningenævnet.

Direktoratets sagsbehandling efter § 31 ville i forhold til asylvurderingen

ikke have noget selvstændigt indhold bortset fra at skabe grundlag for en

klageadgang til Justitsministeriet.

Der henvises i den

forbindelse til Flygtningenævnets redegørelse til Folketingets ombudsmand

vedrørende spørgsmålet om statsløse palæstinenseres sikkerhed ved indrejsen i

Libanon, jf. ombudsmandens skrivelse af 21. oktober 1991 (FO j. nr.

1991-788-613). Som det fremgår heraf, er det selve kernen i

beskyttelsesvurderingen, at de pågældende skal være i personlig sikkerhed ved

indrejsen og ved opholdet i landet. Nævnet kunne afvise, at det i noget

tilfælde havde meddelt afslag på asyl uden at have inddraget indrejserisikoen

ved tilbagevenden.

Den omstændighed, at

afgørelsen i givet fald ville kunne indbringes for Justitsministeriet, som

ligeledes skulle træffe afgørelse på samme retlige og faktiske grundlag som

Flygtningenævnet, ville endvidere føre til, at Justitsministeriet i

realiteten

kunne få status som en almindelig klageinstans i forhold til

Flygtningenævnet.

En sådan grundlæggende

ændring af Flygtningenævnets selvstændige stilling i forhold til

Justitsministeriet har efter Justitsministeriets opfattelse utvivlsomt ikke

være tilsigtet ved lovændringen i 1986.

Justitsministeriet skal i den

forbindelse pege på de almindelige bemærkninger til lovændringen a.st., sp.

27,

hvor det, som nævnt ovenfor under pkt. 3.1., anføres, at der ikke ud over

ændringen i forbindelse med § 48, stk. 2, er tilsigtet ændringer i

sagsbehandlingen.

En retstilstand, hvorefter

direktoratet og Justitsministeriet skulle træffe særskilt afgørelse om

udsendelse, efter at Flygtningenævnet har afgjort asylspørgsmålet, ville i

øvrigt efter Justitsministeriets opfattelse føre til, at den pågældende måtte

opholde sig her i landet uden et formelt opholdsgrundlag efter loven i

tilfælde, hvor nævnet ikke ville finde grundlag for asyl, og

Justitsministeriet

ikke ville finde grundlag for at udsende den pågældende.

I visse tilfælde kunne

opholdsgrundlaget måske søges i lovens § 9, stk. 2, nr. 2 eller 4, men disse

bestemmelser har efter forarbejder og praksis et meget snævert

anvendelsesområde, og konsekvensen ville derfor være, at der ikke i loven

ville

være taget særlig stilling til en så principielt vigtig gruppe af sager, som

der her ville være tale om, uanset loven i øvrigt bygger på det princip, at

alle udlændinge, der befinder sig her i landet, skal have et særligt

opholdsgrundlag.

4. På den baggrund består der

efter Justitsministeriets opfattelse hverken efter udlændingelovens § 48,

stk.

2, § 48, stk. 1, eller § 46, jf. § 30, jf. § 31, en pligt for Direktoratet

for

Udlændinge eller Justitsministeriet til at træffe en særskilt afgørelse om

udsendelse i tilfælde, hvor der forinden er truffet en endelig afgørelse om

asylspørgsmålet efter udlændingelovens § 7.

Det skal samtidig

understreges, at bestemmelsen i udlændingelovens § 31 i andre henseender har

en

væsentlig, selvstændig betydning for administrationen af området.

Bestemmelsen har først og

fremmest karakter af en generel forpligtelse for alle udlændingemyndigheder

til

i forbindelse med deres administration af udlændingeloven at være opmærksom

på

ikke at udsende nogen af landet i strid med flygtningekonventionen.

Bestemmelsens selvstændige

betydning kan vise sig på flere områder, herunder også i forbindelse med

udsendelse af asylansøgere, hvis sag allerede er afgjort af nævnet.

Hvis de pågældende f.eks. i

forbindelse med udrejsen anfører, at der siden nævnets afgørelse er

indtruffet

nye faktiske omstændigheder af betydning for vurderingen af asylspørgsmålet,

og

er det anførte ikke åbenbart grundløst, vil politiet skulle standse de videre

skridt i forbindelse med en udsendelse af landet, og give Flygtningenævnet

eller Direktoratet for Udlændinge underretning herom. Sagen vil herefter

blive

sendt til nævnet eller direktoratet til afgørelse af, om der er grundlag for

at

genoptage sagen. Sagen vil i givet fald blive undergivet en fornyet

behandling

i nævnet eller direktoratet efter reglerne i lovens § 7.

Det samme gælder, hvis

myndighederne ad anden vej bliver bekendt med nye faktiske omstændigheder af

betydning for vurderingen af asylspørgsmålet.

Ikke alene politiet, men også

direktoratet og Justitsministeriet vil i forbindelse med behandlingen af

udlændingesager have opmærksomheden henledt på princippet i § 31. Det

bemærkes

i den forbindelse, at Justitsministeriet under den nylige behandling af et

meget stort antal ansøgninger om humanitær opholdstilladelse fra statsløse

palæstinensere har videresendt en betydelig del af disse sager til

Flygtningenævnet til fornyet behandling, idet ansøgningerne efter deres

indhold

måtte forstås således, at ansøgerne under henvisning til forhold, der ikke

var

gjort gældende under asylsagen, mente at ville være i risiko ved en

tilbagevenden

til Libanon.

5. Sammenfattende er det

Justitsministeriets opfattelse, at der ikke efter udlændingeloven af

Direktoratet for Udlændinge og Justitsministeriet skal træffes en særskilt

afgørelse om udsendelse i tilfælde, hvor der forinden er truffet en endelig

afgørelse om asylspørgsmålet efter udlændingelovens § 7.

I forbindelsen med

iværksættelsen af udsendelsen skal myndighederne være opmærksom på

bestemmelsen

i udlændingelovens § 31. Opstår der i forbindelse hermed spørgsmål om risiko

for forfølgelse, som ikke kan antages at være behandlet under asylsagen, vil

sagerne blive sendt til Flygtningenævnet eller Direktoratet for Udlændinge

med

henblik på overvejelse af, hvorvidt det fremkomne kan give anledning til, at

sagen genoptages."

Bilag 4

Justitsministeriets notat af 18. oktober 1991 om forskellige

kompetencespørgsmål på udlændingeområdet.

"Der er rejst spørgsmål

om kompetenceforholdene i forbindelse med udsendelse af en udlænding, som har

fået afslag på asyl her i landet efter behandling af sagen i

Flygtningenævnet.

1. Afgørelse om

opholdstilladelse til udlændinge omfattet af FN's flygtningekonvention, jf.

udlændingelovens § 7, stk. 1, træffes af Direktoratet for Udlændinge, jf.

udlændingelovens § 46, stk. 1.

Direktoratet for Udlændinges afgørelse

om nægtelse af opholdstilladelse (asyl) kan indbringes for Flygtningenævnet,

jf. udlændingelovens §

53 a,

stk. 1, nr. 1, jf. dog stk. 3, om tilfælde, hvor ansøgningen må anses for

åbenbart grundløs.

Klage til Flygtningenævnet

har opsættende virkning, jf. udlændingelovens §

53 a, stk. 2. Nævnets afgørelser er

endelige, jf. § 56, stk. 3, og kan således ikke indbringes for

justitsministeren.

Justitsministeren kan give

opholdstilladelse af humanitære grunde, jf. udlændingelovens §

46 a, jf. § 9, stk. 2, nr. 2, selv om

Flygtningenævnet har givet afslag på asyl. Opholdstilladelse kan også gives,

hvis ganske særlige grunde i øvrigt taler herfor, jf. § 9, stk. 2, nr. 4.

2. Har Direktoratet for

Udlændinge og Flygtningenævnet meddelt afslag på asyl, og begærer den

pågældende sagen genoptaget på baggrund af oplysninger om faktiske eller

retlige omstændigheder, som ikke tidligere er indgået i Flygtningenævnets

sagsbehandling, behandles sagen efter det oplyste på ny i Flygtningenævnet.

Dette gælder, uanset på hvilket tidspunkt begæringen fremkommer. Fremkommer

den

pågældende med en udtrykkelig begæring om genoptagelse eller med en

tilkendegivelse, som må forstås som en begæring om genoptagelse, på et

tidspunkt hvor der er taget skridt til udsendelse af den pågældende, stilles

udsendelsen derfor i bero, indtil Flygtningenævnet har behandlet begæringen

om

genoptagelse.

Behandlingen af begæringer om

genoptagelse er ikke reguleret i udlændingeloven, men hviler på en fast

praksis.

3. Ifølge udlændingelovens §

30, stk. 1, skal en udlænding, der efter reglerne i kapitlerne 1 og 3-5 ikke

har ret til at opholde sig hér i landet, udrejse af landet.

Udrejser udlændingen ikke

frivilligt, drager politiet omsorg for udrejsen, jf. udlændingelovens § 30,

stk. 2. Justitsministeren fastsætter nærmere regler herom. Denne adgang til

at

fastsætte nærmere regler angår tilrettelæggelsen af den faktiske

forvaltningsvirksomhed i forbindelse med udsendelsen.

En udlænding, som allerede

igennem længere tid har befundet sig her i landet, kan have lovligt ophold på

en række retsgrundlag. En eventuel udsendelse fra landet vil i sådanne

tilfælde

ikke ske som led i politiets almindelige håndhævelse af lovgivningen. Hertil

er

retsgrundlaget for iværksættelsen af udsendelsen for usikkert og det indgreb,

der er nødvendigt, for vidtgående. Det gælder særligt i tilfælde, hvor den

pågældende påberåber sig bestemmelsen i udlændingelovens § 31, stk. 1.

Bestemmelsen i § 30, stk. 2, må derfor i overensstemmelse med almindelige

forvaltningsretlige principper forstås som en pligt for politiet til at bistå

udlændingemyndighederne med gennemførelsen af de administrative

selvhjælpsbehandlinger, som er nødvendige for at få bragt en udlændings

ophold

her i landet til ophør efter § 30, stk. 1.

Administrative selvhjælpshandlinger

af den karakter kræver, foruden særlig hjemmel til at iværksætte det

pågældende

skridt, at der forinden er truffet en forvaltningsafgørelse, hvori det

faktiske

og retlige grundlag for selvhjælpshandlingen fastslås, jf. Jørgen Mathiassen

i

Forvaltningsret, Almindelige Emner, 2. udgave, s. 554 ff og s. 558 ff.

Spørgsmålet om kompetencen

til at træffe afgørelse om udsendelsen er fastlagt i udlændingelovens §§ 46

og

48.

I § 40, stk. 2, i

udlændingebekendtgørelsen, bekendtgørelse nr. 19. af 18. januar 1984, er der

fastsat regler om iværksættelsen af foranstaltninger efter lovens § 30.

Reglerne kan ikke ændre ved den i loven og dens forarbejder fastlagte

kompetenceordning.

4. En udlænding må ifølge

udlændingelovens § 31, stk. 1, ikke udsendes til et land, hvor den pågældende

risikerer forfølgelse af de i art.

1 A

i FN's flygtningekonvention nævnte grunde, eller hvor udlændingen ikke er

beskyttet mod videresendelse til et sådant land.

Praksis vedrørende

anvendelsen af udlændingelovens § 31 er omtalt i Flygtningenævnets første

beretning, 1987, s. 170. I beretningen anføres bl.a. følgende:

"Afgørelsen af, om § 31

er til hinder for udsendelse, træffes i 1. instans af politiet. [Note 1:

Oplysningen om, at kompetencen lå hos politiet, må bero på en misforståelse i

retsanvendelsen forud for 1986-ændringen. Det fulgte udtrykkeligt af den

forud

for ændringen gældende §

53 a,

stk. 1, nr. 4, at afgørelsen om udsendelse i tilfælde, hvor § 31 blev

påberåbt,

blev truffet af Direktoratet for Udlændinge.] Politiets afgørelser kan

indbringes for Flygtningenævnet, såfremt udlændingen er indrejst

før

ikrafttrædelsen af lov nr. 686 af

17. oktober 1986, jfr. dennes § 3, sammenholdt med §

53 a, stk. 1, nr. 4, i lovbekendtgørelse

nr. 90 af 26. februar 1986. For udlændinge, der er indrejst

efter

ændringslovens ikrafttræden den

19. oktober 1986, kan politiets afgørelse om udsendelse påklages til

justitsministeren.

Påberåber en udlænding sig

efter at have fået nævnets afslag på en anmodning om opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 7, at udsendelsen er i strid med § 31, er det i nævnet

fast

antaget, at en særskilt prøvelse af § 31 ikke kan finde sted. Spørgsmålet om,

hvorvidt § 31 er til hinder for udsendelse, anses for afgjort allerede ved

nævnets beslutning om afslag på opholdstilladelse efter § 7

("absorbtionsprincippet") - i hvert fald, når spørgsmålet om

særskilt

prøvelse af § 31 rejses kort efter § 7-afgørelsen.

Foreligger der senere en ny

situation, f.eks. fordi forholdene i det pågældende land er ændret, vil der

eventuelt være mulighed for at indbringe sagen for nævnet.

"Absorbtionsprincippet"

er antaget at gælde både Direktoratet for Udlændinges og Flygtningenævnets

afgørelser, ligesom princippet er antaget at gælde i forholdet mellem 1.

asyllandsreglen og § 31..."

Der nævnes i beretningen

flere eksempler på denne praksis:

"

Beslutning af 6. juni 1985 (1985-2-393).

En iransk statsborger var

af nævnet meddelt afslag på asyl under hensyn til, at Tyrkiet måtte anses for

1. asylland. Efter afslaget blev sagen den 11. juli 1985 begæret indbragt for

nævnet med henblik på prøvelse af § 31, idet det blev gjort gældende, at der

var begrundet frygt for, at den pågældende ville blive videresendt fra

Tyrkiet

til Iran. Da bl.a. risikoen for refoulering allerede var indgået ved

vurderingen,

der førte til afgørelse efter § 7, stk. 2,

afvistes

særskilt prøvelse af § 31.

I nævnets sag

1985-2-492

vedrørende en pakistansk

statsborger blev det påklaget, at politiet efter nævnets afslag på asyl

skulle

have besluttet at udsende den pågældende til Pakistan. Nævnet fandt, at

udsendelsen til hjemlandet ikke kunne gøres til genstand for særskilt

prøvelse,

men klagen blev i den konkrete sag betragtet som en anmodning om

genoptagelse,

idet der forelå nye oplysninger.

Endvidere kan nævnes:

Beslutning af 26. marts 1987 (1986-2-2965).

En yngre polsk

statsborger var indrejst i Danmark i 1978. I 1979 havde han opnået

opholdstilladelse her i landet og senere fik han udstedt et polsk konsulatpas

på den polske ambassade her i landet. I tiden herefter havde han ca. 15-20

gange været i Polen uden problemer. I 1984 var han blevet idømt 3 års fængsel

her i landet, bl.a. for at have medvirket til at afsætte stjålne biler i

Polen.

Ved dommen var der truffet bestemmelse om udvisning med indrejseforbud for

bestandigt. Ansøgeren havde herefter søgt om asyl og indbragte siden

direktoratets afslag på opholdstilladelse efter § 7 samt politiets afgørelse

om, at en udsendelse til Polen ikke ville være i strid med § 31, for nævnet.

Nævnet fandt ikke, at der var grundlag for opholdstilladelse efter § 7 eller

for at undlade udsendelse i medfør af § 31."

5. I Folketingets Ombudsmands

redegørelse af 31. august 1991 vedrørende Flygtningenævnets behandling af

ansøgninger om asyl fra statsløse palæstinensere fra Libanon, bliver

spørgsmålet

om indrejserisikoen behandlet.

I redegørelsen anføres herom

bl.a. følgende:

"C.

Geografisk begrænset beskyttelse (regionsbeskyttelse).

Advokat (A) rejste i klagen

til mig spørgsmålet om, hvorvidt nævnet opererede med et "første

asyllejr-begreb". Han henviste til et antal nævnsafgørelser, der syntes

at

forudsætte, at ansøgeren ikke kunne opholde sig overalt i det

"land",

som § 7, stk. 3, forudsætter, men alene i en bestemt region. Jeg fandt, at

der

her rejstes spørgsmål, ikke blot om, hvorvidt en region kunne tjene som

første

asylland, men yderligere om den sikre indrejse, idet ansøgeren ikke alene

skal

passere landegrænsen, men også i sikkerhed kunne nå frem til regionen.

I udtalelsen af 4. juli 1991

oplyste Flygtningenævnet, at nævnet ikke kunne anse det for tilstrækkeligt,

at

der i forhold til den enkelte asylansøger fandtes en eller flere "sikre

regioner".

...

Flygtningenævnets

tilkendegivelser vedrørende dette spørgsmål kan ikke give mig anledning til

bemærkninger.

D.

Indrejserisikoen.

I klagen til mig rejste

advokat (A) spørgsmålet om, i hvilket omfang den sikre indrejsemulighed i

Libanon indgik i nævnets vurdering af, hvorvidt landet kunne yde den fornødne

beskyttelse.

I udtalelsen af 4. juli 1991

til mig oplyste Flygtningenævnet, at det lå implicit i nævnets afgørelser, at

en asylansøger, der har fået afslag på asyl i nævnet, sikkert kan indrejse i

det pågældende land og tage ophold der. Dette gælder også statsløse

palæstinensere fra Libanon.

I overensstemmelse hermed

oplyste Flygtningenævnets formand, jf. ovenfor s. ..., på mødet den 28.

august

1991, at det var kernen i beskyttelsesvurderingen, at de pågældende

asylsøgere

skulle være i personlig sikkerhed

ved

indrejsen

og

ved opholdet i landet.

Jeg kan fuldt ud tilslutte

mig Flygtningenævnets vurdering af dette spørgsmål.

..."

6. Advokat (A) har i

skrivelse af 27. september 1991 til Justitsministeriet rejst spørgsmål om,

hvorvidt den endelige afgørelse af, om en asylansøger, som har opholdt sig

her

i landet under asylsagens behandling, skal udsendes af landet, ligger hos

justitsministeren, når asylansøgeren i en klage over selve udsendelsen gør

gældende, at udsendelsen vil være i strid med udlændingelovens § 31.

Advokat (A) er af den

opfattelse, at afgørelsen ligger hos justitsministeren. I et notat om

spørgsmålet konkluderes det således, at situationen siden 1986 for så vidt

angår kompetencefordelingen mellem Flygtningenævnet og justitsministeren har

været den,

At

den endelige afgørelse af, hvorvidt udlændingen kunne få

opholdstilladelse som flygtning efter §§ 7 eller 8, har ligget hos

Flygtningenævnet, og

At

den endelige afgørelse af, hvorvidt en udlænding kan afvises,

udvises eller udsendes til et land, hvor der er risiko for forfølgelse af de

i

flygtningekonventionen artikel

1 A

nævnte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse

til

et sådant land, har ligget hos justitsministeren.

Advokat (A's) fortolkning af

udlændingeloven rejser spørgsmål om, hvorvidt en sådan opsplitning af

kompetence med hensyn til vurderingen af forfølgelses- eller

videresendelsesrisikoen har været tilsigtet fra Folketingets side.

Der vil i den forbindelse

navnlig kunne peges på,

at

der ikke i § 48, stk. 2, er nogen støtte for en sådan antagelse,

idet bestemmelsen angår en ganske anden situation end den, hvor udlændingen

opholder sig her i landet under asylsagens behandling,

at

det vil stride mod Flygtningenævnets hidtidige praksis, at vurderingen efter

lovens § 7 og § 31 adskilles, og

at

en opdeling af kompetencen vil indebære, at udlændingen ikke kan

få opholdstilladelse efter asylreglerne, men heller ikke kan udsendes af

landet. En situation, hvor en udlænding opholder sig her i landet uden

opholdstilladelse eller under behandlingen af en sag herom, har formentlig

aldrig været tilsigtet, og der er ikke åbnet mulighed for den i lovens øvrige

bestemmelser.

Der vil i den forbindelse

kunne lægges vægt på, at der må være en formodning imod, at der er fejl i

loven, eller at denne er ufuldstændig.

En fortolkning af loven, som

tillægger justitsministeren den nævnte kompetence, vil i øvrigt føre til en

række sagsbehandlingsgange, som yderligere i strid med de fra Folketinget

tilkendegivne ønsker om en hurtigere sagsbehandling vil forhale den endelige

afgørelse af spørgsmålet om den pågældendes ophold i Danmark.

7. Som nævnt ovenfor under

pkt. 3 må det antages, at udlændingeloven bygger på en forudsætning om, at

der

træffes en særskilt

afgørelse

om

udsendelse, hvis udlændingen ikke udrejser frivilligt i overensstemmelse med

en

eventuelt fastsat udrejsefrist (§ 33). Kompetencereglen i lovens § 48, stk.

1,

taler ikke om, at udsendelse iværksættes, men at der træffes

afgørelse

om, hvorvidt foranstaltninger

til udsendelse skal iværksættes. At der er tale om en selvstændig afgørelse i

forvaltningsretlig forstand, i hvert fald når bestemmelsen i lovens § 31

påberåbes, fremgik også af den forud for 1986-ændringen gældende §

53 a, stk. 1, nr. 4, hvorefter

afgørelsen særskilt kunne indbringes for Flygtningenævnet.

Spørgsmålet om

kompetenceforholdet ved afgørelser om udsendelse af landet er reguleret i den

almindelige regel i udlændingelovens § 46, stk. 1, der henlægger kompetence

til

at træffe afgørelse efter loven i 1. instans til direktoratet, og i § 48, der

har følgende ordlyd:

"

§ 48.

Afgørelse om afvisning ved indrejsen, jfr. §§ 28, stk. 1, og

29, stk. 1-2, og afgørelser om iværksættelse af foranstaltninger efter §§ 30,

34 og 36 kan træffes af vedkommende politimester eller politidirektøren, hvis

afgørelser kan påklages til justitsministeren.

Stk. 2.

Påberåber en udlænding sig at være omfattet af §§ 7-8,

træffes afgørelse om afvisning af Direktoratet for Udlændinge efter reglerne

i

kapitel 5. Ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7-8 behandles ikke, før

der

er taget stilling til, om den pågældende udlænding skal afvises elle udvises

efter § 24, nr. 5, og er udrejst af landet. Udlændingen må dog ikke udsendes

til et land, hvor der er risiko for forfølgelse af de i

flygtningekonventionen

af 28. juli 1951, artikel

1 A,

nævnte grunde, eller hvor der ikke er beskyttelse mod videresendelse til et

sådant land. Afgørelse om udsendelse træffes af Direktoratet for Udlændinge.

Træffer Direktoratet afgørelse om afvisning eller udvisning og udsendelse,

kan

afgørelsen påklages til justitsministeren, jfr. § 46, stk. 2. En sådan klage

til justitsministeren har ikke opsættende virkning. Træffer Direktoratet for

Udlændinge ikke afgørelse om afvisning eller udvisning og udsendelse, skal

udlændingen gøres bekendt med adgangen til at sætte sig i forbindelse med

Dansk

Flygtningehjælp."

8. Det kan give anledning til

tvivl, om § 48, stk. 2, omfatter udsendelse i alle tilfælde, hvor udlændingen

påberåber sig at være omfattet af § 7, eller om bestemmelsen kun omhandler

tilfælde, hvor udsendelsen sker i tilknytning til indrejsen i situationer,

hvor

den pågældende ikke har krav på ophold i landet, medens asylansøgningen

behandles.

Bestemmelsen i stk. 2

indeholder ikke blot en kompetenceregel, men angår tillige processuelle

regler

vedrørende behandlingen af asylsager. Navnlig bestemmelsens 2. pkt. synes at

vise,

at bestemmelsen alene tilsigter at regulere sagsbehandlingen forud for

asylsagens behandling i direktoratet og den senere klagesagsbehandling i

Flygtningenævnet. I samme retning taler en umiddelbar læsning af ordene

"Påberåber en udlænding sig at være omfattet af §§ 7-8". Det synes

mest nærliggende at antage, at bestemmelsen hermed sigter på tilfælde, hvor

denne påstand endnu ikke er afvist af direktoratet og eventuelt nævnet.

Dertil

kommer sammenkædningen med afvisnings- og udvisningsbegreberne, og stk. 2,

sidste pkt., hvorefter udlændingen, hvis afgørelse om afvisning eller

udvisning

og udsendelse ikke træffes, skal gøres bekendt med adgangen til at sætte sig

i

forbindelse med Dansk Flygtningehjælp. En sådan orientering af udlændingen

ville savne mening, hvis udlændingen havde opholdt sig i landet, medens

asylsagen blev behandlet, idet den pågældende så ville have haft kontakt til

Dansk Flygtningehjælp.

En umiddelbar sproglig

fortolkning af bestemmelsen synes således at måtte føre til, at § 48, stk. 2,

kun omfatter de tilfælde, hvor udsendelse sker i tilknytning til indrejsen.

Afgørelsen om udsendelse,

efter at asylansøgeren har opholdt sig her i landet under asylsagens

behandling, må derfor træffes efter de almindelige kompetenceregler i §§ 46

og

48.

Forarbejderne til

udlændingelovens §§ 46-48 og §

53 a

indeholder, jf. gennemgangen nedenfor under pkt. 9, ikke omstændigheder, der

på

afgørende måde afkræfter denne forståelse af bestemmelsen i § 48, stk. 2.

9. Kompetenceordningerne blev

fastlagt i udlændingeloven i 1983 og er siden ændret i 1985 og 1986.

I udlændingeloven fra 1983,

lov nr. 226 af 8. juni 1983, havde § 48 følgende ordlyd:

"

§ 48.

Afgørelse om afvisning ved indrejsen, jfr. §§ 28, stk. 1, og

29, stk. 1-2, og afgørelser om iværksættelse af foranstaltninger efter §§ 30,

34 og 36 kan træffes af vedkommende politimester eller politidirektøren, hvis

afgørelser kan påklages til justitsministeren.

Stk. 2.

Påberåber en udlænding sig at være omfattet af §§ 7-8, skal

sagen straks forelægges direktoratet for udlændinge til afgørelse.

Udlændingen

skal endvidere gøres bekendt med adgangen til at sætte sig i forbindelse med

Dansk Flygtningehjælp."

I bemærkningerne til

lovforslaget (lovforslagets § 47) henvises til lovudkastet i betænkning

968/1982, jf. Folketingstidende 1982-83, tillæg A, sp. 2060. I bemærkningerne

til lovudkastets § 45, den senere lovs § 48, anføres følgende, jf.

betænkningen

s. 211:

"

ad § 45

Stk. 1

indeholder en regel, der indebærer, at afgørelse ved

indrejsen om afvisning efter udkastets §§ 21 og 22, om udrejse efter

udkastets

§ 23, stk. 1, og om iværksættelse af foranstaltninger efter udkastets §§ 26

og

28 kan - men ikke nødvendigvis skal - træffes af vedkommende politimester

(politidirektøren). Tilsynet med udlændinge er således også kompetent til at

træffe disse afgørelser. Det er kun ved indrejsen, at afgørelsen om afvisning

træffes af det lokale politi, eventuelt efter samråd med tilsynet med

udlændinge.

Er en udlænding indrejst, er

afvisningen af mere indgribende betydning og bør derfor altid træffes af

tilsynet. Afgørelserne om udrejse og iværksættelse af særlige

foranstaltninger

træffes i ret vidt omfang af tilsynet med udlændinge, som i mange tilfælde

overtager sagen, når sådanne foranstaltninger skal iværksættes, eller når en

udlænding skal udsendes af landet mod sin vilje.

Bestemmelsen i

stk. 2

er en særregel for udlændinge,

som søger om opholdstilladelse som flygtninge. I denne situation kan det

lokale

politi ikke afvise eller udsende udlændingen, men skal straks forelægge sagen

for tilsynet med udlændinge. Dette gælder også, selv om det lokale politi er

af

den opfattelse, at udlændingens påstand om at være flygtning er åbenbart

grundløs. Reglen er i overensstemmelse med den hidtidige praksis i disse

særlige tilfælde."

Den nærmere affattelse af §

48, stk. 2, blev fastlagt under udvalgsbehandlingen, hvor også sidste pkt. om

vejledning om adgangen til at sætte sig i forbindelse med Dansk

Flygtningehjælp

blev indføjet, jf. Folketingstidende 1982-83, tillæg B, sp. 2753.

Ved lov nr. 574 af 19.

december 1985 indføjedes en ny §

53 a,

som samlet angiver Flygtningenævnets opgaver.

Bestemmelsen fik følgende

ordlyd:

"

§

53 a.

For flygtningenævnet kan indbringes klager over afgørelser, som direktoratet

for udlændinge har truffet om følgende spørgsmål. jf. dog stk. 3:

Nægtelse af opholdstilladelse til en udlænding, der

påberåber sig at være omfattet af §§ 7-8.

Bortfald efter § 17 og inddragelse efter §§ 19 og 20 af

en opholdstilladelse, der er givet efter §§ 7-8.

Afvisning af en udlænding, der omfattes af § 48, stk.

2.

Udsendelse af en udlænding, der påberåber sig, at

udsendelsen er i strid med § 31.

Nægtelse af udstedelse af dansk rejsedokument for

flygtninge eller inddragelse af et sådant rejsedokument.

Stk. 2.

Påklages en afgørelse som nævnt i stk. 1, har klagen

opsættende virkning.

Stk. 3.

Direktoratet for Udlændinge kan, efter at sagen har været

forlagt for Dansk Flygtningehjælp, bestemme, at afgørelsen i en sag, hvor

ansøgningen må anses for åbenbart grundløs, ikke kan indbringes for

flygtningenævnet.

Stk. 4.

Direktoratet for udlændinges afgørelse som nævnt i stk. 1

skal indeholde oplysning om reglerne i stk. 1-3."

I bemærkningerne til

forslaget, jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 1519 ff, findes ingen

bidrag til den nærmere forståelse af henvisningen til § 48, stk. 2, og § 31.

Heller ikke i Folketingstidende 1985-86, tillæg B, sp. 187 ff og sp. 347 ff,

findes sådanne bidrag.

Den nugældende formulering af

udlændingelovens § 48, stk. 2, blev fastlagt ved lov nr. 686 af 17. oktober

1986 om ændring af udlændingeloven.

Samtidig ændredes affattelsen

af §

53 a, stk. 1,

således, at Flygtningenævnet ikke længere skulle være klageinstans i forhold

til direktoratets afgørelser om afvisning af en udlænding omfattet af § 48,

stk. 2, og om udsendelse af en udlænding, som påberåber sig, at udsendelsen

er

i strid med § 31, jf. den dagældende §

53

a, stk. 1, nr. 3 og 4.

I bemærkningerne til

lovforslaget, jf. F.T. 1986-87, tillæg A, sp.

34f, anføres følgende til nr. 8, der

angår den ændrede affattelse af § 48, stk. 2:

"Til nr. 8

Efter forslaget skal

direktoratet for udlændinge som hidtil i alle tilfælde tage stilling til, om

en

udlænding skal afvises, såfremt den pågældende påberåber sig at være omfattet

af §§ 7-8. Efter den gældende regel har udlændingen uanset en sådan

beslutning

ret til at opholde sig i landet, indtil asylsagen er endelig afgjort. Den

foreslåede bestemmelse medfører, at en sådan ret ikke består, såfremt

udlændingen er indrejst ulovligt i Danmark, medmindre indrejsen er sket

direkte

fra hjemlandet, jfr. § 31, stk. 1.

Udlændinge, der indrejser i

landet uden fornødent pas eller visum, kan efter reglerne i § 28, stk. 2,

jfr.

stk. 1, afvises i indtil tre måneder efter indrejsen. Denne afvisningshjemmel

bør under iagttagelse af bestemmelsen i § 31, stk. 1, også kunne anvendes

over

for asylansøgere for ikke dermed at åbne mulighed for, at en udlænding ved en

illegal indrejse her i landet kan bedre sin retsstilling som asylansøger.

Er der mulighed for at træffe

beslutning om afvisning, behandles den pågældendes ansøgning om asyl efter

forslaget ikke, før der er taget stilling til, om afvisning skal finde sted,

og

hvis beslutning herom tages, da ikke før den pågældende er udrejst af landet.

For at sikre, at man ikke ved

et længere ulovligt ophold end 3 måneder kan fremtvinge en gunstigere

retsstilling, foreslås det, at det samme skal gælde, hvis den pågældende vil

kunne udvises efter reglen i § 24, nr. 5. Efter denne bestemmelse kan

udvisning

ske, hvis udlændingen opholder sig i landet uden fornøden tilladelse.

Det skal fremhæves, at

afvisning eller udvisning ikke er nogen obligatorisk retsfølge, men at

afgørelse herom træffes efter et skøn i hver enkelt sag.

Efter lovens § 36 kan

politiet, såfremt de i § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige

til

at sikre muligheden for afvisning eller for udvisning efter bl.a. § 24, nr.

5,

bestemme, at en udlænding, som ikke har fast bopæl her i landet, skal

underkastes frihedsberøvelse. Efter lovens § 37 skal en udlænding, der er

frihedsberøvet, medmindre den pågældende forinden løslades, inden 3 døgn

efter

frihedsberøvelsens iværksættelse fremstilles for retten. Retten tager

herefter

stilling til frihedsberøvelsens lovlighed og fortsatte opretholdelse. Det må

i

almindelighed antages, at en asylansøger, der er omfattet af § 48, stk. 2, og

som befinder sig i en aktuel afvisnings- eller udvisningssituation, vil kunne

frihedsberøves efter disse regler.

En væsentlig begrænsning i

adgangen til at gennemføre en afvisnings- eller udvisningsbeslutning findes i

det forhold, at udlændingen ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende

risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen af 28. juli 1951,

artikel

1 A, nævnte grunde, eller hvor

udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land, jfr. §

31,

stk. 1. Er det som følge heraf ikke muligt at udsende den pågældende, vil

ansøgningen om asyl blive behandlet.

Afvisnings- og

udvisningsbeslutninger kan påklages til justitsministeren. Afgørelse om

udsendelse har hidtil - også hvor der har været tale om asylansøgere - været

truffet af politiet. Efter forslaget skal afgørelse om udsendelse af

asylansøgere træffes af direktoratet for udlændinge, og baggrunden herfor er

den nære sammenhæng mellem afvisnings- eller udvisningsbeslutningen og

udsendelsesbeslutningen. Udsendelsesbeslutningen kan påklages til

justitsministeren. Klage har ikke opsættende virkning."

I bemærkningerne til

forslagets nr. 10, der angår den ændrede affattelse af §

53 a, stk. 1, anføres følgende jf. F.T.

1986-87, tillæg A, sp. 35f:

"Til nr. 10

Reglen foreslås ændret,

således at afvisning af en udlænding, der er omfattet af § 48, stk. 2,

og

(fremhævet her) klager over, at en

udsendelse er i strid med § 31, ikke længere skal kunne indbringes for

nævnet,

men derimod for justitsministeren, der herved - i lighed med, hvad der i

øvrigt

gælder med hensyn til andre afgørelser om afvisning og udsendelse, jfr. § 48,

stk. 1 - får den endelige afgørelse i disse sager. Det skal dog fortsat være

flygtningenævnet, der har den endelige afgørelse af, om en asylansøger kan

opnå

opholdstilladelse her i landet som flygtning i henhold til § 7. Ændringerne

hænger i øvrigt sammen med forslaget til en ændret affattelse af § 48, stk.

2,

jfr. forslagets § 1, nr. 8. Der henvises herom til de almindelige

bemærkninger

pkt. 5.1. og bemærkningerne til § 1, nr. 8."

10. Ved ændringen af §

53 a

blev Flygtningenævnets oprindelige

kompetence

delt

mellem

Flygtningenævnet og justitsministeren. Den omstændighed, at §

53 a, stk. 1, nr. 4, udgik af §

53 a, vil efter en almindelig sproglig

fortolkning føre til, at

hele kompetencen

til at træffe afgørelse i

klagesager efter § 31 overføres til ministeren. Det gælder ikke kun med

hensyn

til kompetencen i forbindelse med behandlingen af sager efter § 48, stk. 2.

Også lovens forarbejder

(bemærkningerne til nr. 10) bekræfter, at man i det hele har tilsigtet at

overføre den kompetence, der tidligere efter §

53 a, stk. 1, nr. 4, lå hos nævnet, til

ministeren. Der er ikke i den øvrige del af forarbejderne, herunder

besvarelsen

af spørgsmål 63 og bemærkningerne i udvalgsbetænkningen (F.T., 1986-87,

tillæg

B, sp. 154), omstændigheder, som peger i retning af, at kompetenceomlægningen

alene skulle gælde for sager efter § 48, stk. 2.

Der ses herefter ikke at være

grundlag for at antage, at en opdeling af kompetencen ikke skulle have været

tilsigtet. Den omstændighed, at det udfra et administrativt synspunkt kan

forekomme uhensigtsmæssigt, at der skal foretages en særskilt prøvelse med

hensyn til spørgsmålet om udsendelsesrisikoen, som også er indgået i

Flygtningenævnets vurdering af asylspørgsmålet, og at der kan forekomme

tilfælde, hvor udsendelse standses, uanset nævnet ikke finder grundlag for at

give opholdstilladelse efter § 7, kan ikke føre til en anden fortolkning af

bestemmelserne i §§ 46-48 og

53 a.

Det skyldes også, at der ikke kan bortses fra, at det med lovens ordning har

været hensigten, at en så indgribende foranstaltning som en tvangsmæssig

udsendelse kun skal kunne ske, såfremt både en uafhængig sagkyndig instans og

en politisk ansvarlig minister står bag afgørelsen. Hvis der i praksis måtte

forekomme tilfælde, hvor Flygtningenævnet fastholder et afslag på

opholdstilladelse, efter at ministeren har truffet afgørelse om, at § 31 er

til

hinder for udsendelsen, må der meddeles opholdstilladelse efter andre af

lovens

bestemmelser, herunder § 9, stk. 2, nr. 2 eller 4.

11. Forarbejderne til § 48,

stk. 2, må, som nævnt ovenfor under pkt. 8, efter Justitsministeriets

opfattelse forstås således, at bestemmelsen alene angår afvisning eller

udvisning

og udsendelse af en udlænding, der påberåber sig at være omfattet af §§ 7-8,

og

udsendelsen sker i tilknytning til indrejsen. Bestemmelsen omfatter ikke

tilfælde, hvor Flygtningenævnet (eller hvor der ikke er sket påklage,

direktoratet) forud for udsendelsestidspunktet har taget stilling til

ansøgning

om opholdstilladelse efter § 7.

Sker udsendelsen, efter at

der er meddelt afslag på ansøgningen om opholdstilladelse efter § 7, kan

afgørelsen om udsendelsen efter formuleringen af § 48, stk. 1, træffes af

vedkommende politimester (politidirektøren) med klageadgang til

justitsministeren eller af direktoratet. På baggrund af udtalelserne i

betænkning 968/1982, s. 211, (bemærkningerne til § 45, stk. 1, 2. afsnit), må

det dog antages, at afgørelsen skal træffes af direktoratet (den civile

udlændingemyndighed) efter de almindelige regler i § 46. For dette resultat

taler også formuleringen af den tidligere gældende bestemmelse i lovens §

53 a, stk. 1, nr. 4, hvori der tales om

direktoratets afgørelser om udsendelse.

Den omstændighed, at der skal

træffes en særskilt afgørelse om udsendelsen, følger som nævnt ovenfor under

pkt. 3 og 7 direkte af § 48, stk. 1, men ville i øvrigt følge af reglerne i

§§

30 og 31, idet der forud for den faktiske tvangsmæssige gennemførelse af

udrejsen (efter § 30, stk. 2) må etableres et retligt grundlag herfor

(udsendelsesbeslutningen).

12. Retsstillingen for den,

der har opholdt sig her i landet under behandlingen af en asylansøgning efter

udlændingelovens § 7, og som har benyttet sig af adgangen til at få prøvet

asylspørgsmålet ved Flygtningenævnet, må på baggrund af det ovenfor anførte

efter Justitsministeriets opfattelse antages at være følgende:

Udrejser den pågældende

udlænding ikke frivilligt af landet, efter at Flygtningenævnet har meddelt

afslag på asyl, og er der ikke i øvrigt grundlag for at meddele

opholdstilladelse, træffer Direktoratet for Udlændinge afgørelse om

udsendelse,

jf. udlændingelovens § 46, stk. 1.

Sagsbehandlingen i sagen om

udsendelse stilles i bero, hvis nævnets afgørelse indbringes for

ombudsmanden,

eller der indgives en eventuel ansøgning om opholdstilladelse efter § 9, stk.

2, nr. 2.

Direktoratets afgørelse om

udsendelsen kan påklages til justitsministeren, jf. § 46, stk. 2. Politiet

bistår efter § 30 med hensyn til de

faktiske

foranstaltninger vedrørende udsendelse af landet.

Afgørelser om udsendelse til

et land, hvor udlændingen risikerer forfølgelse, jf. flygtningekonventionens

art.

1 A, eller hvor

udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land, må ikke

træffes, jf. udlændingelovens § 46, stk. 1, jf. § 30, jf. § 31.

Ved risiko for forfølgelse må

forstås såvel risiko i forbindelse med indrejse i det pågældende land som

risiko i forbindelse med ophold i landet, jf. den ovenfor under pkt. 5

omtalte

redegørelse fra Folketinget Ombudsmand.

Hvis udlændingen i

forbindelse med udsendelse til hjemlandet gør gældende, at der er fare for

forfølgelse i hjemlandet på grund af

nye

oplysninger

, vil dette kunne opfattes som en begæring om genoptagelse af

asylsagen, jf. ovenfor under pkt. 2. Er det tilfældet, sættes udsendelsen

efter

praksis i bero, indtil der er truffet afgørelse i genoptagelsessagen.

Sagen om udsendelse bør

endvidere som et udslag af officialmaksimen sættes i bero og sagen om asyl

genoptages,

hvis direktoratet eller Justitsministeriet bliver opmærksom på (nye) forhold,

som ikke har været inddraget under prøvelsen i nævnet, og som tyder på, at

der

er risiko for forfølgelse i hjemlandet m.v.

I tilfælde, hvor der

ikke

foreligger

nye oplysninger

, skal udsendelsessagen afgøres af direktoratet og i

tilfælde af klage af justitsministeren på grundlag af en selvstændig

vurdering

af sagens faktiske og retlige omstændigheder. Ved vurderingen af oplysninger

om

mulig forfølgelse i hjemlandet, som Flygtningenævnet allerede har ladet indgå

i

vurderingen af asylansøgningen, må direktoratet efter Justitsministeriets

opfattelse naturligvis lade det indgå med betydelig vægt i afgørelsen, at

nævnet ikke har fundet grundlag for at antage, at der består en sådan risiko.

Det ændrer dog ikke ved det forhold, at det er direktoratet eller efter

påklage

Justitsministeriet, der har afgørelseskompetencen i denne sag.

Efter § 46, stk. 1, skal

direktoratets afgørelse om udsendelse begrundes (skriftligt), selv om nævnets

afgørelse af risikoen for forfølgelse kan lægges til grund, jfr.

forvaltningslovens § 22. Det kan eventuelt ske ved en henvisning til nævnets

afgørelse. Der skal også gives vejledning om adgangen til i medfør af

udlændingelovens § 46, stk. 2, at påklage afgørelsen til justitsministeren,

jf.

forvaltningslovens § 25.

Som følge af

udsendelsesafgørelsens indgribende karakter, må det antages, at en eventuel

klage til Justitsministeriet vedrørende direktoratets afgørelse om udsendelse

skal tillægges opsættende virkning. Klager til Flygtningenævnet om, at en

udsendelse kunne være i strid med § 31, var således forud for lovændringen i

1986 tillagt opsættende virkning, jf. §

53

a, stk. 2, og det kan ikke antages, at det med

lovændringen har været hensigten at ændre på dette forhold i de tilfælde, der

ikke er omfattet af § 48, stk. 2."

Bilag 5

Uddrag af bemærkninger til lovforslag vedrørende udlændingeloven (FT

1986-87, Tillæg A, sp. 26-29):

"

5. Hovedpunkter i lovforslaget

5.1. Asylansøgeres adgang til landet

a. De gældende regler

Efter de gældende regler har

enhver udlænding, der påberåber sig at være omfattet af udlændingelovens §§

7-8, adgang til landet, uanset om den pågældende er i besiddelse af fornødent

pas eller visum. Den pågældende har et egentligt retskrav på asyl og har ret

til at opholde sig her i landet, medens sagen behandles. Dette gælder også,

medens sagen eventuelt verserer ved flygtningenævnet. Der er efter de

gældende

regler

ingen reel mulighed

for

afvisning ved grænsen, og dette gælder, uanset om det er evident, at den

pågældende ikke kan være flygtning (f.eks. en svensker, der søger asyl),

eller

hvis den pågældende helt klart har et andet land som 1. asylland (ved f.eks.

i

mange år at have haft opholdstilladelse i et andet land).

b. Lovforslaget

Efter forslagets § 1, nr. 8,

jfr. § 1, nr. 3, åbnes der

mulighed

for at kunne afvise ved grænsen, bl.a. såfremt fornødent pas og visum ikke er

til stede. En afvisning vil dog

aldrig

kunne ske, såfremt den pågældende herved udsendes til et land, hvor han eller

hun risikerer forfølgelse som nævnt i flygtningekonventionen af 1951, eller

hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land.

Hovedtanken er, at afvisning skal kunne ske, hvor en asylansøger indrejser

til

Danmark fra et land, hvor den pågældende befinder sig i en

faktisk tryghedssituation.

Dette medfører f.eks., at

asylansøgere, der indrejser fra Forbundsrepublikken Tyskland, vil kunne

afvises

ved grænsen. Derimod vil afvisning ikke kunne finde sted, hvis de pågældende

indrejser direkte fra hjemlandet, hvis de dér risikerer en forfølgelse som

nævnt i flygtningekonventionen, eller fra et land, hvor de ikke er beskyttet

mod videresendelse dertil.

En iraner, der under de

nuværende politiske forhold indrejser i Danmark direkte fra hjemlandet, vil

derfor ikke kunne afvises. Det samme gælder en polak, der kommer direkte fra

Polen.

Det tilføjes, at det efter

forslaget er direktoratet for udlændinge (og ikke politiet), der træffer

afgørelse om afvisning. Afgørelsen kan påklages til justitsministeriet.

For at kunne indrejse i

Danmark og søge asyl, vil det normalt være nødvendigt, at udlændingen er i

besiddelse af et visum. Dette skyldes, at Danmark har visumtvang overfor

statsborgere fra næsten alle lande, hvorfra asylansøgerne typisk kommer.

Visum

vil kunne opnås, såfremt der er tale om familiesammenføring, eller hvis der i

øvrigt er tale om nært beslægtede personer i Danmark. Herudover vil visum kun

kunne påregnes meddelt, hvis tungtvejende grunde taler herfor. I den

forbindelse

bemærkes, at der ved en gennemførelse af forslaget vil kunne vise sig at være

et vist øget behov for at meddele visum til personer, der befinder sig i en

akut politisk forfølgelsessituation.

5.2. Behandlingen af asylansøgninger

a. De gældende regler

Efter de gældende regler har

en asylansøger et retskrav på asyl, hvis den pågældende enten er omfattet af

flygtningekonventionen (K-flygtninge), eller hvis det af lignende grunde som

anført i konventionen eller andre tungtvejende grunde ikke bør kræves, at

udlændingen

vender tilbage til sit hjemland (F-flygtning). Som ovenfor nævnt har

asylansøgeren altid ret til at opholde sig i landet, medens sagen verserer.

Et

afslag på ansøgningen om asyl fra direktoratet kan normalt altid påklages til

flygtningenævnet.

b. Lovforslaget

Efter forslaget er der ikke

et ubetinget retskrav på opholdstilladelse, hvis den pågældende ikke er

omfattet af flygtningekonventionen, men opholdstilladelse

kan

- i sidste instans af flygtningenævnet - i fuldt ud samme

omfang som hidtil meddeles til asylansøgere, der ikke afvises eller udvises.

Ændringen betyder f.eks., at man kan undlade at give opholdstilladelse til

asylansøgere, der begår alvorligere kriminalitet, medens sagen verserer.

Herudover har ændringen næppe større betydning for asylansøgere, der ikke

afvises eller udvises. Det vil i praksis normalt sige, at de er lovligt

indrejst i Danmark.

For alle asylansøgere gælder

efter forslaget, at de ikke har ret til at opholde sig her i landet, medens

sagen behandles, hvis de er blevet afvist ved grænsen, hvilket som nævnt

ovenfor kun kan ske, hvis de befinder sig i en faktisk tryghedssituation i

det

land, hvor de kommer fra. Ansøgningen om asyl behandles derimod i alle

tilfælde

på normal vis, men da den pågældende opholder sig i udlandet, kan

opholdstilladelse alene forventes meddelt, hvis Danmark må anses for at være

1.

asylland.

Afvises den pågældende ikke,

behandles sagen som hidtil, såedes at den pågældende har ret til at blive i

landet, indtil der foreligger en endelig afgørelse.

Der foreslås i øvrigt ingen

ændringer i sagsbehandlingen, herunder i adgangen til at klage til

flygtningenævnet og de i den forbindelse gældende retssikkerhedsgarantier. De

ændrede regler findes i forslagets § 1, nr. 1.

5.3. Økonomiske sanktioner mod visse transportører

a. Gældende regler

Det må antages, at der i

meget vidt omfang er tale om en organiseret flygtningestrøm forstået således,

at "bagmænd" mod klækkelige vederlag "påtager" sig at

organisere en asylrejse til Danmark. Der rejser sig herved det spørgsmål, om

der - i lighed med forholdene i USA, Canada, Forbundsrepublikken Tyskland og

Australien - er muligt at indføre økonomiske sanktioner mod transportørerne,

hvilket i første række vil sige flyselskaberne. De gældende regler er som

nævnt

ikke under de nuværende forhold tilstrækkelige. Endvidere er det kun muligt

at

pålægge selskaberne at betale tilbagerejsen, hvis afvisning sker ved

paskontrollen, og dette er der i dag ikke mulighed for.

b. Forslaget

Efter forslaget åbnes der

mulighed for uanset transportformen at pålægge et transportselskab (men

derimod

ikke de ansatte) et strafansvar på objektivt grundlag.

Tiltale bør i almindelighed

kun rejses ved gentagne overtrædelser, og den vil således ikke blive anvendt

i

enkeltstående tilfælde, hvor en asylansøger er indrejst direkte fra

hjemlandet

eller fra et land, hvor han er udsat for en asylbegrundende forfølgelse som

nævnt i flygtningekonventionen. Som nævnt ovenfor i pkt.

4 a

fastsættes tidspunktet for

bestemmelsens ikrafttræden af justitsministeren, jf. lovforslagets § 3.

Det foreslås endvidere, at

selskaberne skal kunne tilpligtes at betale tilbagerejsen, hvis der sker

afvisning inden for de første 3 måneder fra indrejsen. Forslagene findes i §

1,

nr. 7, og § 1, nr. 11."

Justitsministeriets citering

af de ovenfor angivne bemærkninger i "Notat om udlændingelovens

kompetenceregler i forbindelse med behandlingen af sager om udsendelse af

udlændinge, der har fået afslag på asyl":

(s. 5-6 og s. 15)

"...

Om rækkevidden og

intentionerne med forslaget anføres endvidere a.st. sp. 27 ff bl.a. følgende

i

forbindelse med afsnittene om asylansøgeres adgang til landet og behandlingen

af asylansøgninger:

"For alle asylansøgere

[konventions- som andre flygtninge] gælder efter forslaget, at de ikke har

ret

til at opholde sig her i landet medens sagen behandles, hvis de er blevet

afvist ved grænsen,...

Afvises den pågældende ikke,

behandles sagen som hidtil, således at den pågældende har ret til at blive i

landet, indtil der foreligger en endelig afgørelse.

Der foreslås i øvrigt ingen

ændringer i sagsbehandlingen, herunder i adgangen til at klage til

Flygtningenævnet og de i den forbindelse gældende

retssikkerhedsgarantier.."

...

Justitsministeriet skal i den

forbindelse pege på de almindelige bemærkninger til lovændringen a.st., sp.

27,

hvor det, som nævnt ovenfor under pkt. 3.1, anføres, at der ikke ud over

ændringen i forbindelse med § 48, stk. 2, er tilsigtet ændringer i

sagsbehandlingen.

..."

Bilag 6

Justitsministeriets skrivelse af 29. februar 1992 til Folketingets

Ombudsmand.

"

1.

Justitsministeriet har modtaget Folketingets Ombudsmands

skrivelse af 25. februar 1992 om fremgangsmåden ved udsendelse af asylsøgere,

der har fået afslag på opholdstilladelse.

Folketingets Ombudsmand giver

heri udtryk for, at i de tilfælde, hvor en asylansøger, der har fået afslag

på

sin ansøgning, påberåber sig, at udsendelsen er i strid med udlændingelovens

§

31, skal Direktoratet for Udlændinge træffe en forvaltningsretlig afgørelse

om

udsendelse. Afgørelsen kan påklages til justitsministeren, der således har

det

endelige retlige ansvar for udsendelsen. Klagen har opsættende virkning.

Folketingets Ombudsmand

henstiller samtidig til Justitsministeriet, at man - indtil en lovændring

eventuelt er gennemført - træffer afgørelse i overensstemmelse med de

gældende

regler i udlændingeloven og forvaltningsloven. Da spørgsmålet om ændring af

bl.a. udlændingelovens § 31 kan forventes forelagt Folketinget i løbet af

kortere tid, foretager Folketingets Ombudsmand i øvrigt ikke videre i sagen.

Justitsministeriet skal i den

anledning meddele, at man har underrettet Direktoratet for Udlændinge om, at

der for fremtiden - i overensstemmelse med Folketingets Ombudsmands

opfattelse

- skal træffes en forvaltningsretlig afgørelse om udsendelse, når en

asylsøger,

der har fået afslag på sin ansøgning, påberåber sig, at udsendelsen er i

strid

med udlændingelovens § 31. Justitsministeriet vil tilsvarende behandle

klager,

der måtte indkomme, efter at Direktoratet for Udlændinge har truffet sådanne

afgørelser om udsendelse.

2.

Justitsministeriet lægger således ombudsmandens udtalelse til

grund.

Folketingets Ombudsmand har

imidlertid fundet anledning til at tilføje nogle særlige bemærkninger. I

disse

bemærkninger udtales det bl.a., at det forekommer beklageligt, "at

ministeriet i sit notat dels har anvendt uklare citeringsmåder, dels har

undladt at inddrage de i høj grad relevante forarbejder til udlændingelovens

§

31, og at ministeriet herved er nået til et urigtigt resultat."

Justitsministeriet finder det

rigtigst at knytte nogle enkelte bemærkninger hertil, da ombudsmandens

udtalelser i dele af offentligheden er blevet udlagt som en beskyldning for,

at

Justitsministeriet har manipuleret med lovens forarbejder.

2.1. Uklare citeringsmåder.

Folketingets Ombudsmands

bemærkninger herom er nærmere uddybet i den af ombudsmanden vedlagte

redegørelse vedrørende fremgangsmåden ved udsendelse af asylsøgere, der har

fået afslag på opholdstilladelse.

Det fremgår af redegørelsen,

at der med udtrykket "uklare citeringsmåder" sigtes til, at der i

justitsministeriets notat (s. 6, jfr. s. 15) er optaget et citat fra

lovbemærkningerne til forslaget vedrørende 1986-loven (Folketingstidende

1986-87, tillæg A, spalte 28-29).

I redegørelsen anføres det

herom, at henvisningen til det pågældende bemærkningsafsnit ikke forekommer

at

være relevant i den nævnte sammenhæng. Det anføres endvidere, at den sidste

sætning i det pågældende afsnit af lovbemærkningerne ikke er medtaget.

Sætningen er sålydende: "De ændrede regler findes i forslagets § 1, nr.

1". Videre anfører ombudsmanden, at "lovforslagets § 1, nr. 1,

hovedsageligt indeholdt et forslag til ændring af udlændingelovens § 7,

hvorefter der ikke skulle bestå et retskrav på opholdstilladelse for

de-factoflygtninge. Dette forslag blev imidlertid ikke gennemført, og

bemærkningerne hertil er for så vidt uden interesse."

Justitsministeriet skal

hertil bemærke, at det omtalte forslag (§ 1, nr. 1) til ændring af

udlændingelovens § 7 indebar

to

ændringsforslag. For det første det af Folketingets Ombudsmand nævnte forslag

om de-factoflygtninge (spørgsmålet om der skulle bestå et retskrav på

opholdstilladelse). For det andet et forslag om et nyt § 7, stk. 5, med

følgende ordlyd: "Til en udlænding, der er afvist eller udvist i henhold

til § 48, stk. 2, gives der kun opholdstilladelse efter stk 4."

De i Justitsministeriets

notat citerede bemærkninger fra lovforslaget knytter sig efter ministeriets

opfattelse ikke til det førstnævnte forslag, der som nævnt af Folketingets

Ombudsmand ikke blev gennemført, men derimod til det andet forslag vedrørende

§

7, stk. 5, som

blev

gennemført.

Justitsministeriet kan derfor

ikke dele Folketingets Ombudsmands opfattelse, hvorefter de citerede

bemærkninger angår det ikke gennemførte ændringsforslag.

Det hedder videre i

ombudsmandens redegørelse, at reglerne om asylsøgeres adgang til landet (og

dermed § 48, stk. 2), ikke omhandles i lovbemærkningernes afsnit 5.2. (hvor

det

citerede bemærkningsafsnit er placeret, men derimod i afsnit 5.1. under

overskriften: "Asylansøgeres adgang til landet".

Justitsministeriet skal

hertil bemærke, at det som ovenfor anført er ministeriets opfattelse, at de

citerede bemærkninger knytter sig til det ovenfor omtalte gennemførte

ændringsforslag vedrørende § 7, stk. 5, og således også har tilknytning til

spørgsmålet om asylansøgeres adgang til landet (og dermed § 48, stk. 2).

Som det fremgår, kan

Justitsministeriet således ikke være enig i, at ministeriet i sit notat har

anvendt uklare citeringsmåder.

Justitsministeriet skal

samtidig bemærke, at man er opmærksom på, at man af andre grunde end dem, der

er nævnt i Ombudsmandens redegørelse, kan sætte spørgsmålstegn ved

betydningen

af de citerede lovbemærkninger. Det kunne således anføres, at bemærkningen:

"Der foreslås i øvrigt ingen ændringer i sagsbehandlingen..." kan

læses således, at der herved alene sigtes til sagsbehandlingen for så vidt

angår asylansøgere, der i medfør af den nye bestemmelse i udlændingelovens §

48, stk. 2, ikke har fået adgang til landet i forbindelse med asylsagens

behandling.

Justitsministeriet deler imidlertid ikke en sådan forståelse af de pågældende

lovbemærkninger.

Justitsministeriet skal i

øvrigt nævne, at den opfattelse, som er udtrykt i Justitsministeriets notat

af

19. december 1991, ikke som det afgørende er tilsigtet begrundet med

henvisningen til de citerede lovbemærkninger.

Hovedsynspunktet i de

pågældende afsnit i notatet er, at den modstående fortolkning ville føre til,

at Justitsministeriet i realiteten ville få status som en klageinstans i

forhold til Flygtningenævnet, og at en sådan grundlæggende ændring af nævnets

stilling i forhold til Justitsministeriet - uden selvstændig omtale i

lovforslagets bemærkninger og uden så vidt ses overhovedet at have været

berørt

under Folketingets behandling af lovforslaget - ikke har været tilsigtet med

lovændringen i 1986.

2.2. Forarbejderne til udlændingelovens § 31.

Med hensyn til spørgsmålet om

at inddrage forarbejderne til udlændingelovens § 31 har Folketingets

Ombudsmand

givet udtryk for, at han finder det beklageligt, at Justitsministeriet

"har undladt at inddrage de i høj grad relevante forarbejder til

udlændingelovens § 31...". Ombudsmanden har i den forbindelse navnlig

henvist til betænkningen om udlændingelovgivningen (968/1982), s. 60, 183 og

228.

Justitsministeriet vil i den

forbindelse gerne understrege, at betænkningen naturligvis er indgået i

Justitsministeriets overvejelser, men at Justitsministeriet har haft en anden

forståelse af de nævnte forarbejder.

De bemærkninger, som

Folketingets Ombudsmand lægger vægt på, knytter sig til § 23 i udvalgets

lovudkast (betænkningen s.

100 f

).

Denne bestemmelse er grundlaget for udlændingeloven af 1983 §§ 30 og 31, og

er

efter Justitsministeriets opfattelse en lovfæstelse af nogle hovedprincipper

vedrørende virkningerne af manglende opholdsret og af nogle begrænsninger i

de

valg, som skal træffes, når der skal drages omsorg for rejsen.

I betænkningen s. 183 anføres

bl.a. følgende:

"Flertallet finder, at

begrænsningerne med hensyn til politiets valg af land ikke bør begrænses ud

over, hvad der følger af denne artikel [flygtningekonventionens artikel 33],

men at den vurdering, som politiet skal foretage, bør gælde ved udsendelsen

af

enhver udlænding, der

er truet

af

forfølgelse i flygtningekonventionens forstand, selv om den pågældende ikke

måtte have opnået opholdstilladelse som flygtning..." (fremhævet her).

Udtalelsen i betænkningen s.

228 om, at der "i udsendelsessituationen [er] samme behov for en

prøvelse

for nævnet som i de øvrige under 1-3 nævnte situationer" knytter sig til

den ovenfor citerede udtalelse s. 183 i betænkningen.

Udtalelserne sigter efter

Justitsministeriets læsning til at opfange de typer af udsendelsessager, der

opstår uden forudgående eller umiddelbart forudgående asylbehandling, f.eks.

sager om udvisning på grund af strafbart forhold, hvor der kan være forløbet

nogen tid mellem straffedomme og den udsendelse, som efter dommen skal finde

sted efter straffens udståelse.

Justitsministeriets

begrundelse for denne forståelse af forarbejderne er, at udtalelsen s. 183

netop tager sit udgangspunkt i behandlingen af sager vedrørende udlændinge,

der

er truet

af forfølgelse i

flygtningekonventionens forstand, og som derfor, hvis den pågældende havde

indgivet ansøgning om asyl, ville have fået det. Der tænkes således ikke i de

nævnte forarbejder på udlændinge, der har fået afslag på asyl, fordi de ikke

er

anset for forfulgt, men derimod på udlændinge, der

er

truet af forfølgelse i konventionens forstand, og som altid

opfylder de materielle asylbetingelser, men ikke har opnået opholdstilladelse

som flygtning, fordi der ikke aktuelt er søgt om asyl.

Behovet

for, som omtalt i betænkningen s. 228, at foretage "en

prøvelse for nævnet", opstår med andre ord, fordi den pågældende

udlændings sag ikke aktuelt har været prøvet i nævnet, f.eks. fordi den

pågældende hidtil har haft andet opholdsgrundlag (f.eks. ægteskab).

På den baggrund er det

Justitsministeriets opfattelse, at bemærkningerne i betænkningen ikke kan

sigte

til tilfælde, hvor der umiddelbart forud har været meddelt afslag på asyl.

Efter Justitsministeriets opfattelse kan man endvidere ikke af bemærkningerne

udlede en pligt til at træffe en særskilt afgørelse af

udsendelsesspørgsmålet.

Når Justitsministeriet ikke

har fundet grundlag for at omtale de nævnte bemærkninger, skyldes det således

alene, at ministeriet har anlagt en anden faglig vurdering end ombudsmanden.

3.

Ud over de ovenfor anførte kommentarer til ombudsmandens særlige

bemærkninger i sagen finder Justitsministeriet det nødvendigt at kommentere

et

enkelt af de synspunkter, der er fremhævet i konklusionen i ombudsmandens

redegørelse.

Det anføres i redegørelsens

konklusion, at det forhold, at Justitsministeriet måtte finde, at

klagereglerne

er uhensigtsmæssige, ikke kan begrunde en fravigelse fra lovens regler.

Justitsministeriet skal på

den baggrund understrege, at der intet grundlag er for at antage, at

betragtninger af den af ombudsmanden nævnte karakter skulle være indgået i

eller være baggrund for Justitsministeriets notat af 19. november 1991.

Justitsministeriet

kan naturligvis helt tilslutte sig det af ombudsmanden anførte synspunkt, der

i

øvrigt også er nævnt i Lovafdelingens notat af 18. oktober 1991.

4.

Justitsministeriet skal afslutningsvis nævne, at man har

bemærket sig, at der under en ordning, hvor der af Direktoratet for

Udlændinge

(med klageadgang til Justitsministeriet) træffes særskilte afgørelser om

udsendelse, efter ombudsmandens opfattelse intet er til hinder for, at

udrejsefristen og udsendelsesbeslutningen kan meddeles i samme skrivelse.

Justitsministeriet finder

umiddelbart, at udsendelsesbeslutningen først kan træffes på det tidspunkt,

hvor det er konstateret, at den pågældende ikke er udrejst ved

udrejsefristens

udløb. Justitsministeriet antager herved, at lovens ordning bygger på en

forudsætning om, at udlændinge, der har fået afslag på deres ansøgning om

opholdstilladelse, udrejser frivilligt inden for udrejsefristen, jf. herved

udlændingelovens § 30, stk. 1, smh.m. stk. 2. Først når udrejsefristen er

overskredet, vil der være grundlag for, at myndighederne tager skridt til

udsendelse.

Justitsministeriet vil

imidlertid ved den nærmere tilrettelæggelse af den fremtidige administration

på

området - indtil en eventuel ny lovgivning er gennemført - lægge til grund,

at

ordningen efter ombudsmandens opfattelse kan praktiseres på den angivne

måde."

Bilag 7

Folketingets Ombudsmands skrivelse af 29. februar 1992 til

Justitsministeriet.

"Justitsministeriet har

i skrivelse af 27. februar 1992 (j. nr. 2.Ktr. 1991-379-625) meddelt, at man

har lagt min tidligere fremsendte udtalelse af 25. februar 1992 vedrørende

fremgangsmåden ved udsendelse af asylansøgere, der har fået afslag på

opholdstilladelse, til grund. Justitsministeriet har således meddelt

Direktoratet for Udlændinge, at der for fremtiden skal træffes en

forvaltningsretlig afgørelse om udsendelse, når en asylsøger, der har fået

afslag på asyl, påberåber sig, at udsendelsen er i strid med udlændingelovens

§

31.

Dette tager jeg til

efterretning.

Justitsministeriet har i

skrivelsen endvidere anført, at man - som følge af pressens omtale af sagen -

har fundet det rigtigst at knytte nogle bemærkninger til min udtalelse med

hensyn til spørgsmålet om uklare citeringsmåder, den manglende omtale af

forarbejderne til udlændingelovens § 31 samt - må jeg forstå - en bemærkning

i

konklusionen i min udtalelse om betydningen af reglernes hensigtsmæssighed.

Jeg

skal hertil bemærke følgende:

1. Med hensyn til spørgsmålet

om ministeriets anvendelser af uklare citeringsmåder hævder ministeriet, at

den

pågældende lovforslagsbemærkning - "Der foreslås i øvrigt ingen

ændringer

i sagsbehandlingen..." - knytter sig til forslagets § 7, stk. 5. (At

denne

bestemmelse, der for så vidt er en ren konsekvensregel, i modsætning til

forslagets § 7, stk. 2, blev gennemført, er jeg naturligvis opmærksom på,

således som det også fremgår af min redegørelse s. [155].

Den nævnte bestemmelse har

imidlertid intet med selve udsendelsesspørgsmålet at gøre, idet den alene

vedrører spørgsmålet om behandling af asylansøgninger,

efter

at udrejse eller udsendelse har fundet sted.

Når Justitsministeriet - som

i øvrigt nu anfører en anden mulig uklarhed i sin citeringsmåde - forklarer,

at

man med citatet i notatet af 19. december 1991 udelukkende har sigtet til

lovforslagets § 7, stk. 5, må jeg derfor anse ministeriets citeringsmåde for

vanskeligt forståelig. Jeg må således fortsat finde citatet irrelevant i den

anvendte sammenhæng og citeringsmåde uklar.

2. Vedrørende spørgsmålet om

forarbejderne til udlændingelovens § 31 anfører Justitsministeriet, at man

har

været opmærksom på disse, men at man har forstået dem anderledes end jeg. Min

kritik af Justitsministeriet angik imidlertid navnlig det forhold, at man i

redegørelsen af 19. december 1991 overhovedet ikke havde omtalt

forarbejderne.

Denne kritik må jeg

fastholde. Grundlaget for kritikken bestyrkes, når det nu af ministeriets

seneste skrivelse fremgår, at man i forsøget på at påvise de pågældende

forarbejders manglende betydning nødes til at indlægge nogle forudsætninger,

som næppe kan siges at have støtte i forarbejdernes baggrund eller deres

sproglige formulering; se endvidere det i min redegørelse af 25. februar 1992

s. [157] anførte citat fra Flygtningenævnets formandskabs beretning, hvor

reglernes indhold er gengivet.

Dersom Justitsministeriet

ønsker at gøre en så tvivlsom (og efter min opfattelse urigtig) fortolkning

gældende, må det i forhold til en klager ske ved udtrykkelige bemærkninger

herom. En fuldstændig undladelse af at omtale problemet og den tvivl, det

giver

anledning til, er ikke tilfredsstillende. Der er således tale om andet og

mere

end en forskel i "faglig vurdering" (jf. ministeriets skrivelse af

27. februar 1992, s. [85]. Fremgangsmåden er efter min opfattelse udtryk for

en

mangelfuld gennemførelse og/eller fremlæggelse af den juridiske undersøgelse.

3. Justitsministeriet har i

skrivelsen s. [185] oplyst, at der intet grundlag er for at antage, at

betragtninger om klagereglernes hensigtsmæssighed er indgået i ministeriets

overvejelser. Jeg tager denne oplysning til efterretning, men skal dog ikke

undlade at henvise til følgende bemærkning i ministeriets notat af 19.

december

1991, s. [172]:

"En sådan fortolkning af

loven ville bl.a. betyde, at Direktoratet for Udlændinge i tilfælde, hvor der

ikke foreligger nye oplysninger vedrørende den konkrete sags faktiske

omstændigheder, efter Flygtningenævnets afgørelse skulle træffe en ny

afgørelse

på nøjagtigt det samme retlige og faktiske grundlag, som har været basis for

den afgørelse af asylspørgsmålet, som netop er truffet af Flygtningenævnet.

Direktoratets sagsbehandling efter § 31 ville i forhold til asylvurderingen

ikke have noget selvstændigt indhold bortset

fra at skabe grundlag for en klageadgang til Justitsministeriet."

(Min

fremhævelse).

4. Afslutningsvis skal jeg

anføre, at Justitsministeriets ønske om at tage til genmæle over for enkelte

punkter i min udtalelse af 25. februar 1992 ikke i sig selv kan give mig

anledning til bemærkninger.

Ministeriets skrivelse har

således foranlediget mig til nøje at overveje, om jeg i lyset af ministeriets

bemærkninger skulle have grundlag for at ændre eller modificere min kritiske

opfattelse vedrørende de pågældende punkter. - Som det vil være fremgået af

den

ovenstående gennemgang, giver indholdet af ministeriets bemærkninger mig

imidlertid ikke grundlag for at ændre de synspunkter, jeg har givet udtryk

for

i min oprindelige udtalelse, og hvortil jeg derfor i det hele må henholde

mig.

Jeg har tilsendt Folketingets

Retsudvalg en kopi af denne skrivelse."

Lignende dokumenter