Spring til indhold

Retsinformation

Flygtningenævnets behandling af asylansøgninger fra statsløse palæstinensere fra Libanon.

FOU nr 1991.69UdtalelserFolketinget28. oktober 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Flygtningenævnets behandling af asylansøgninger fra statsløse

palæstinensere fra Libanon.

I skrivelse af 14. maj 1991

rettede nogle talsmænd for de statsløse palæstinensere fra Libanon, som af

Flygtningenævnet havde fået meddelt afslag på deres asylansøgninger,

henvendelse til mig. De klagede over, at Flygtningenævnet havde lagt til

grund,

at Libanon kunne tjene som asylland for statsløse palæstinensere, og de

rejste

i den forbindelse spørgsmål om, i hvilket omfang nævnet havde undersøgt, om

der

var sikre indrejsemuligheder for palæstinenserne til Libanon.

I skrivelse af 31. maj 1991

uddybede advokat A på talsmændenes vegne den indgivne klage. Han sendte mig

endvidere fuldmagter fra 169 palæstinensiske asylsøgere.

I den anledning anmodede jeg

i skrivelse af 13. juni 1991 Flygtningenævnet om en udtalelse vedrørende en

række nærmere angivne spørgsmål. Endvidere anmodede jeg om udlån af

sagsakterne

vedrørende de 169 palæstinensiske asylsøgere.

Jeg underrettede samtidig

Justitsministeriet om, at jeg havde iværksat en undersøgelse af

Flygtningenævnets praksis vedrørende behandlingen af asylansøgninger fra

statsløse palæstinensere fra Libanon.

På den baggrund meddelte

Justitsministeriet mig i skrivelse af 27. juni 1991, at ministeriet havde

besluttet at udsætte udrejsefristen for de statsløse palæstinensere, som

havde

tilsluttet sig klagen, indtil den 1. september 1991, med henblik på, at jeg

kunne få lejlighed til at tage stilling til sagen.

Læs alt

I skrivelse af 4. juli 1991

afgav Flygtningenævnet en udtalelse om sagen. Samtidig modtog jeg sagsakterne

vedrørende størstedelen af de palæstinensere, der havde tilsluttet sig

klagen.

Hertil kom en del yderligere sagsmateriale, som jeg havde anmodet om udlån

af.

Jeg modtog herefter løbende

klager fra statsløse palæstinensere fra Libanon, som ønskede at tilslutte sig

den omhandlede generelle klage vedrørende Flygtningenævnets praksis i

asylsagerne.

Sideløbende hermed modtog jeg

sagsakter fra Flygtningenævnet vedrørende de individuelle klagere.

I skrivelser af 14. og 16.

august 1991 meddelte jeg Flygtningenævnet, at da jeg anså min behandling af

det store antal sager for meget hastende, ville jeg finde det mest

hensigtsmæssigt, om de spørgsmål, som sagerne rejste, kunne gøres til

genstand

for en mundtlig drøftelse med nævnets formand.

Den 28. august 1991 fandt

mødet med nævnets formand sted.

Den 31. august 1991 afgav jeg

en redegørelse vedrørende Flygtningenævnets behandling af ansøgninger om asyl

fra statsløse palæstinensere fra Libanon. Jeg havde på daværende tidspunkt

modtaget 239 klager fra statsløse palæstinensere, men redegørelsen byggede

kun

på en gennemgang af 188 sager, da jeg endnu ikke havde modtaget akterne i 40

af sagerne, hvortil kom, at akterne i 11 sager først blev modtaget den 29.

august 1991.

I redegørelsen beskæftigede

jeg mig med nogle af de retlige spørgsmål, som sagen rejste. I den

forbindelse

tilkendegav jeg min foreløbige opfattelse vedrørende forskellige former for

tvivlsspørgsmål vedrørende de af Flygtningenævnet trufne afgørelser i

palæstinensersagerne. Jeg bemærkede, at en endelig stillingtagen fra min side

til de nævnte spørgsmål ville forudsætte en skriftveksling med

Flygtningenævnet

om hver enkelt sag. Af tidsmæssige grunde havde jeg i stedet valgt at

gennemgå

de rejste tvivlsspørgsmål under den mundtlige drøftelse den 28. august 1991

med Flygtningenævnets formand. Under mødet havde nævnets formand indvilget i

at

foretage en fornyet gennemgang af de sager, som efter min opfattelse rummede

visse tvivlsspørgsmål, om hvilke det ikke kunne udelukkes, at de ville kunne

få

betydning for den endelige vurdering af sagen.

Jeg tilbagesendte herefter 29

sager til Flygtningenævnet til fornyet vurdering.

Redegørelsen af 31. august

1991 er optrykt som

bilag 1.

I skrivelse af 17. september

1991 anmodede advokat A mig på ny om at undersøge, hvorvidt den sikre

indrejsemulighed i Libanon var indgået i Flygtningenævnets vurdering af, om

landet ville kunne yde den fornødne beskyttelse for palæstinensiske

asylsøgere.

Spørgsmålet havde været rejst i den oprindelige klage og var blevet besvaret

bekræftende af Flygtningenævnet. Baggrunden for på ny at rejse spørgsmålet

var

nogle senere fremkomne oplysninger fra medlemmer af Flygtningenævnet om, at

de

af skiftende nævnsformænd og nævnsflertal var blevet belært om, at

Flygtningenævnet ikke skulle medtage dette spørgsmål i

beskyttelsesvurderingen.

I skrivelse af 23. september

1991 (optrykt som

bilag 2

) anmodede

jeg Flygtningenævnet om en udtalelse vedrørende det rejste spørgsmål, og den

14. oktober 1991 forelå Flygtningenævnets svar (optrykt som

bilag 3

); svaret var bilagt udtalelser

fra alle nuværende og tidligere medlemmer af Flygtningenævnet, som havde

deltaget i nævnets afgørelser om afslag på asyl til statsløse palæstinensere

fra Libanon.

I skrivelse af 21. oktober

1991 meddelte jeg advokat A, at jeg havde gennemgået det fremsendte

materiale,

og at jeg herefter ikke fandt at have grundlag for at antage, at

Flygtningenævnet skulle have meddelt statsløse palæstinensere afslag på asyl

på

grundlag af en retsvildfarelse med hensyn til, hvorvidt indrejserisikoen bør

inddrages i beskyttelsesvurderingen i henhold til udlændingelovens § 7, stk.

3. Jeg fandt dog anledning til at fremkomme med nogle bemærkninger i

anledning

af de afgivne besvarelser, herunder at jeg ville finde det rigtigst, om

Flygtningenævnets vurdering af indrejserisikoen i en række sagskategorier kom

explicit til udtryk i afgørelserne.

Også i perioden efter

udarbejdelsen af redegørelsen af 31. august 1991 modtog jeg klager fra

statsløse palæstinensere fra Libanon over Flygtningenævnets afslag på deres

asylansøgninger, ligesom jeg derefter løbende modtog en række sagsakter fra

Flygtningenævnet vedrørende disse og tidligere modtagne klager.

Jeg fandt det imidlertid

rigtigst at udsætte min afsluttende behandling af disse konkrete klagesager,

indtil jeg fik kendskab til, hvordan Flygtningenævnet havde behandlet de 29

sager, som jeg den 31. august 1991 havde oversendt til nævnets fornyede

overvejelse. Den 5. november 1991 underrettede jeg skriftligt

Justitsministeriet herom.

I det omfang jeg i denne

periode modtog klager over afgørelser, som samtidig blev søgt genoptaget i

Flygtningenævnet,

meddelte jeg de pågældende klagere, at jeg fandt det rigtigst, at de

afventede

Flygtningenævnets stillingtagen til spørgsmålet om genoptagelse, før de tog

stilling til, om der var grundlag for at klage til mig.

Med skrivelse af 7. januar

1992 underrettede Flygtningenævnet mig om sin fornyede vurdering i 28 af de

29

sager, som jeg havde fundet rummede visse tvivlsspørgsmål. Jeg modtog kopi af

afgørelserne i de enkelte sager og har senere modtaget sagsakterne i 27 af

sagerne (den 28. er begæret genoptaget).

I skrivelsen af 7. januar

1992 fremsatte Flygtningenævnet endvidere bemærkninger til en række af de

generelle spørgsmål, som jeg havde rejst i min redegørelse af 31. august

1991.

Flygtningenævnets skrivelse af 7. januar 1992 er optrykt som

bilag 4.

På grundlag af det,

Flygtningenævnet anførte i skrivelsen af 7. januar 1992, og min gennemgang af

de fornyede afgørelser, som Flygtningenævnet traf i de 27 sager, udtalte jeg

i

skrivelse af 25. februar 1992 over for Flygtningenævnet følgende

(myndighedernes journalnumre er nedenfor erstattet med anonymiserede

sagsbetegnelser bestående af "UDL-" og et tal):

"I. Vedrørende begrundelsen af nævnets

afgørelser.

Forvaltningslovens §§ 22 og

24 har følgende indhold:

"

§ 22.

En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget

af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part

medhold."

"§ 24.

En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en

henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I

det

omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal

begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for

skønsudøvelsen.

Stk. 2.

Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort

redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som

er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Stk. 3.

Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens

interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv

findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til

andre private eller offentlige interesser, jfr. § 15."

Det er almindeligt antaget,

at en overordnet myndighed efter omstændighederne kan opfylde

begrundelsespligten gennem en udtrykkelig henvisning til den underordnede

myndigheds afgørelse, se f.eks. Justitsministeriets vejledning om

forvaltningsloven, pkt. 132. En forudsætning herfor er imidlertid, at

ankeinstansen kan tiltræde begrundelsen fuldt ud, og at udformningen af

begrundelsen fra den tidligere instans i sig selv er fyldestgørende, se

f.eks.

John Vogter m.fl. "Forvaltningsloven", s. 219, og Folketingets

Ombudsmands

beretning 1989, s. 372.

Spørgsmålet om den begrundelsesmæssige

sammenblanding af beskyttelsesvurderingen og forfølgelsesrisikovurderingen.

Udlændingelovens § 7, stk.

1-3, har følgende indhold:

"

§ 7.

Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til en udlænding,

hvis udlændingen er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951.

Stk. 2. Efter ansøgning gives der endvidere opholdstilladelse til

en udlænding, som ikke er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli

1951,

men hvor det af lignende grunde som anført i konventionen eller af andre

tungtvejende grunde ikke bør kræves, at udlændingen vender tilbage til sit

hjemland.

Stk. 3. Opholdstilladelse kan nægtes, såfremt udlændingen allerede

har opnået beskyttelse i et andet land eller på grund af længerevarende

ophold, derboende nære slægtninge eller andre tilsvarende forhold har nærmere

tilknytning til et andet land, hvor udlændingen må antages at kunne opnå

beskyttelse."

Statsløse palæstinensere, der

kommer fra Libanon, anses efter Flygtningenævnets praksis for omfattet af

udlændingelovens § 7, stk. 1 (som konventionsflygtninge) - medmindre særlige

grunde taler for noget andet - idet de pågældende ikke har noget hjemland

(Palæstina)

at vende tilbage til. Der skal derfor i forbindelse med afgørelsen af

asylspørgsmålet ikke tages stilling til

forfølgelsesrisikoen

i Libanon, men alene til spørgsmålet om, hvorvidt Libanon må antages at kunne

tjene som første asylland for dem, det vil sige, om landet er i stand til at

yde dem

beskyttelse

(jf. udlændingelovens

§ 7, stk. 3).

I min redegørelse af 31.

august 1991 gav jeg udtryk for, at der i nogle af de sager, jeg havde

gennemgået, syntes at foreligge en (begrundelsesmæssig) sammenblanding af

forfølgelsesrisikovurderingen og beskyttelsesvurderingen.

I de omhandlede sager havde

Flygtningenævnet i begrundelsen anført, at nævnet "af de grunde, der er

anført i Direktoratet for Udlændinges afgørelse, finder, at ansøgeren kan

opnå

den fornødne beskyttelse i Libanon, der således fortsat kan tjene som

ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3".

I de afgørelser,

Flygtningenævnet herved sigtede til, havde Direktoratet for Udlændinge på

grundlag af nogle nærmere angivne oplysninger anført følgende begrundelse for

at meddele afslag på asyl:

"Direktoratet finder

således ikke, at De har været konkret forfulgt i Libanon og finder, at De ved

en tilbagevenden til Libanon, vil kunne opnå den fornødne beskyttelse,

hvorfor

der ikke kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens §

7."

I udtalelsen af 7. januar

1992 har Flygtningenævnet anført, at nævnet ved den angivne henvisning har

sigtet til "den sproglige beskrivelse af asylansøgerens forhold, der er

gengivet i direktoratets afgørelse". Flygtningenævnet har derimod ikke

tiltrådt direktoratets retlige bedømmelse af disse faktiske forhold.

Flygtningenævnet har tilkendegivet dette ved at præcisere, at nævnet har

vurderet forholdene efter en beskyttelsesmålestok. Efter Flygtningenævnets

opfattelse har der således været givet en fyldestgørende begrundelse i disse

afgørelser.

Denne opfattelse kan jeg ikke

være enig i. Begrundelsen for en afgørelse, der træffes af en ankeinstans,

vil

som ovenfor nævnt kunne bestå i en henvisning til den begrundelse, der er

meddelt af den myndighed, hvis afgørelse er påklaget, såfremt den oprindelige

begrundelse tiltrædes fuldt ud og i sig selv er fyldestgørende. Disse

forudsætninger er ikke opfyldt i de foreliggende tilfælde. Også Direktoratet

for Udlændinge kan siges at angive, at det har vurderet asylsøgernes forhold

efter en beskyttelsesmålestok, jf. herved direktoratets bemærkning om, at de

pågældende findes ved en tilbagevenden til Libanon at ville kunne "opnå

den fornødne beskyttelse". Men denne retlige bedømmelse (af de faktiske

forhold) når direktoratet til efter at have sammenfattet sin vurdering af

oplysningerne

om de faktiske forhold i sætningen: "Direktoratet finder

således

(fremhævet af mig) ikke, at De

har været konkret forfulgt i Libanon ...".

Da Flygtningenævnet har

ændret begrundelse i de sager, hvori nævnet tidligere har henvist til

direktoratets begrundelse, finder jeg ikke grundlag for at foretage videre

vedrørende dette spørgsmål. Jeg har i den forbindelse også noteret mig, at

det

af referatet af nævnets koordinationsudvalgsmøde den 19. december 1991

fremgår, at der er enighed mellem formændene om, at Flygtningenævnet alene

bør

tiltræde underinstansens afgørelse i henhold til grundene, såfremt nævnet

"i det hele" er enig i afgørelsen og begrundelsen herfor.

Flygtningenævnet har i

forbindelse med de ovenfor omhandlede spørgsmål overvejet det særlige

spørgsmål,

om nævnet (som rekursinstans) er forpligtet til at påtale Direktoratet for

Udlændinges (underinstansens) eventuelle begrundelsesfejl. Nævnet finder

ikke, at det med den kompetence, der ifølge udlændingeloven er henlagt til

nævnet, og de processuelle regler, der gælder for nævnet, har en forpligtelse

til særskilt at påtale eventuelle begrundelsesfejl i direktoratet. Nævnet har

anført, at i det omfang nævnet ikke er enig i direktoratets begrundelse, vil

dette fremgå af nævnets beslutninger, der alle sendes til direktoratet.

Flygtningenævnets opfattelse,

hvorefter det ikke er forpligtet til at påtale Direktoratet for Udlændinges

eventuelle begrundelsesfejl, kan ikke give mig grundlag for kritik. Efter

forarbejderne til udlændingelovens bestemmelser om Flygtningenævnets

kompetence

og (domstolslignende) sagsbehandlingsmåde sammenholdt med almindelige

processuelle retsgrundsætninger, må jeg være enig i, at nævnet ikke kan

antages at have en forpligtelse til særskilt at påtale eventuelle

begrundelsesfejl

i Direktoratet for Udlændinge; derimod er det min opfattelse, at nævnet må

antages at være berettiget til at henlede Direktoratet for Udlændinges

opmærksomhed på sådanne problemer.

Jeg har noteret mig, at

Flygtningenævnet har gjort Direktoratet for Udlændinge bekendt med min

opfattelse

vedrørende det her omhandlede begrundelsesspørgsmål, og at direktoratet har

tilkendegivet, at det fremover vil ændre begrundelsen for sine afgørelser i

disse sager, således at det klart fremgår, at der er anlagt en

beskyttelsesvurdering.

b) Spørgsmålet om ufuldstændige

begrundelser.

I skrivelsen af 7. januar

1992 har Flygtningenævnet erklæret sig enig i, at såfremt det anføres, at

nævnet "afviser ansøgerens forklaring på en række/flere punkter",

uden at præcisere på hvilke punkter, vil en sådan angivelse isoleret set ikke

opfylde kravene i forvaltningslovens § 24, stk. 2. Efter denne bestemmelse

skal begrundelsen om fornødent indeholde en kort redegørelse for de

oplysninger

vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning

for afgørelsen. Flygtningenævnet har anført, at det i overensstemmelse hermed

præciserer i de tilfælde, hvor ansøgerens forklaring tilsidesættes på et

eller

flere punkter, "på hvilke væsentlige punkter forklaringen er

tilsidesat", eller "hvilke faktiske omstændigheder, som er tillagt

væsentlig betydning".

Hertil skal jeg bemærke, at

jeg tager til efterretning, at der herefter ikke eksisterer nogen principiel

uenighed om nødvendigheden af at præcisere, på hvilke væsentlige punkter en

ansøgers forklaringer er tilsidesat.

I forbindelse med min

gennemgang af de konkrete sager har jeg overvejet, om dette krav til

præciseringsgraden i alle tilfælde kan anses for opfyldt i praksis (f.eks. i

UDL-2, UDL-20 og UDL-27). Da de pågældende asylsøgere må antages at ville

kunne

opnå opholdstilladelse, såfremt lovforslag nr. L 211 (fremsat den 28. januar

1992) om opholdstilladelse for statsløse palæstinensere fra Libanon vedtages,

har jeg imidlertid ikke fundet grundlag for at foretage videre i disse sager.

II. Vedrørende spørgsmålet om en eventuel

urigtig anvendelse af bevisbyrdereglerne.

I nogle af de sager, som

dannede grundlag for min redegørelse af 31. august 1991, havde

Flygtningenævnet

anvendt en omvendt bevisbyrdeformulering, idet det f.eks. anførtes, at

"der

ikke fandtes fuldt tilstrækkeligt grundlag for at antage", eller at

"det ikke var antageliggjort", at Libanon ikke fortsat kunne tjene

som første asylland. I min redegørelse gav jeg udtryk for den opfattelse, at

det påhvilede myndighederne at fremføre og sandsynliggøre sådanne

omstændigheder, som taler for, at et land kan tjene som sikkert asylland for

en

asylsøger, og at det således ikke påhviler ansøgerne at godtgøre, at

beskyttelse ikke vil kunne opnås.

I udtalelsen af 7. januar

1992 har Flygtningenævnet tilsluttet sig denne generelle opfattelse. Om den

konkrete vurdering har nævnet anført, at i langt de fleste af sagerne er

ansøgeren født og opvokset i Libanon, der hele livet har været asylland

(opholdsland) for den pågældende. Denne faktiske omstændighed er en væsentlig

del af baggrunden for Flygtningenævnets stillingtagen til, hvorvidt Libanon

kan

betragtes som ansøgerens første asylland i henhold til udlændingelovens § 7,

stk. 3.

Flygtningenævnet har

tilføjet, at ifølge udlændingelovens § 40 påhviler det en ansøger at meddele

de

oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse kan

gives. Vurderingen heraf vil bl.a. afhænge af, om ansøgerens forklaring kan

lægges til grund. Ansøgerens egen forklaring om sine forhold udgør således en

væsentlig del af beslutningsgrundlaget, når Flygtningenævnet skal vurdere

første asyllandsspørgsmålet.

Såfremt det herefter

bevismæssigt må lægges til grund, at en palæstinensisk flygtning hidtil har

kunnet opholde sig i Libanon uden at blive udsat for overgreb mod sin

personlige integritet, vil landet efter omstændighederne kunne anses for at

yde

den pågældende en sådan faktisk beskyttelse, at det som udgangspunkt må

betragtes som dennes første asylland. En betingelse for at give afslag på en

ansøgning

om asyl efter § 7, stk. 3, er dog, at der - under hensyn til de foreliggende

oplysninger om ansøgeren og den aktuelle situation i landet - er en

velbegrundet udsigt til, at den pågældende vil kunne indrejse og også i

fremtiden opholde sig dér uden at blive udsat for overgreb mod sin personlige

integritet. Flygtningenævnet har herefter anført, at dets begrundelse således

ikke kan tages som udtryk for, at det har pålagt ansøgeren bevisbyrden for,

at

Libanon ikke kan tjene som den pågældendes første asylland.

Hertil skal jeg bemærke, at

jeg forstår, at Flygtningenævnet er enig i mine generelle betragtninger,

hvorefter bevisbyrden for, at et land er et sikkert første asylland, påhviler

myndighederne, dvs. Direktoratet for Udlændinge og Flygtningenævnet. Jeg

konstaterer endvidere, at nævnet i fremtidige lignende sager vil affatte

begrundelserne

således, at der ikke er tvivl om bevisbyrdespørgsmålet.

Jeg skal dog tilføje, at en

gennemlæsning af begrundelserne i nogle af de genoptagne sager kan give det

indtryk, at Flygtningenævnet anvender en mere generel formodningsregel,

hvorefter baggrundsoplysningerne om Libanon sammenholdt med det forhold, at

en

ansøger er født og opvokset i Libanon, i sig selv skaber en formodning for,

at

Libanon kan tjene som den pågældendes asylland. I det omfang ansvaret for at

afkræfte denne formodning i det væsentlige kommer til at hvile på

asylsøgeren,

er det min opfattelse, at en sådan regel kan give anledning til

betænkelighed,

idet den da antager karakter af en slags omvendt bevisbyrderegel.

Der er derfor grund til at

understrege betydningen af, at man i praksis også inddrager de kriterier, der

tillige bør indgå i beskyttelsesvurderingen, jf. herved også det,

Flygtningenævnet har tilføjet i skrivelsen af 7. januar 1992 om bedømmelsen

af

såvel den hidtidige som den fremtidige sikkerhed.

For fuldstændighedens skyld

skal jeg tilføje, at udlændingelovens § 40 pålægger udlændingen en

oplysningspligt, men bestemmelsen vedrører ikke bevisbyrdespørgsmålet. Jeg

går

således ud fra, at Flygtningenævnet er enig i, at udlændingelovens § 40 ingen

selvstændig betydning har ved siden af udlændingelovens § 7, stk. 3, i det

omfang en ansøger reelt har opfyldt sin oplysningspligt, dvs. har afgivet de

oplysninger, som man med rimelighed kan forlange af ham. Bevisusikkerhed, der

ikke kan tilskrives asylsøgeren, kan således ikke tillægges processuel

skadevirkning for denne; jf. herved også betænkning nr. 968/1982 om

udlændingelovgivningen, s. 202.

III. Vedrørende selve vurderingen af

beskyttelsesmulighederne.

Om de sager, hvori der forelå

en begrundelsesmæssig sammenblanding af beskyttelsesvurderingen og

forfølgelsesrisikovurderingen, men også om visse andre sager, anførte jeg i

min redegørelse af 31. august 1991, at der kunne rejses spørgsmål om,

hvorvidt

den nødvendige beskyttelse enten

blev sat lig med fravær af

forfølgelsesrisiko eller

på anden måde lå under det

beskyttelsesniveau, som jeg havde drøftet under mit møde med

Flygtningenævnets

formand den 28. august 1991.

Under mødet var der enighed

om, hvilke elementer der burde indgå i beskyttelsesvurderingen:

Beskyttelseskravet kan anses

for opfyldt, såfremt

den pågældende

gennem en lang periode (eventuelt hele livet) har "levet i fred",

og

der er en velbegrundet udsigt til, at han eller hun fortsat vil

kunne leve i fred.

At de pågældende gennem lang

tid har levet i fred kan imidlertid ikke opstilles som en absolut betingelse;

dette gælder navnlig i følgende tilfælde:

Hvor risikoen for på ny at blive udsat for krænkelser

ikke længere eksisterer, (således som det f.eks. er tilfældet med hensyn til

tilbageholdelse fra israelernes side i forbindelse med invasionen i 1982-83),

eller

det, den pågældende har været ude for, ligger langt

tilbage i tiden, eller

der har været tale om indgreb eller foranstaltninger i

anledning af ikke-politisk prægede strejkehandlinger eller lignende.

I min redegørelse gav jeg

udtryk for den opfattelse, at de anførte kriterier bør inddrages ved

vurderingen

af, hvorvidt et muligt første asylland kan antages at yde den fornødne

beskyttelse. Navnlig bør der tages stilling til, om der er en velbegrundet

udsigt til, at de pågældende asylsøgere (fortsat) vil kunne leve i fred,

således at deres personlige integritet er beskyttet.

Jeg konstaterer, at

Flygtningenævnet er enig i denne opfattelse jf. ovenfor, afsnit 3, vedrørende

den bevisbyrde, der påhviler myndighederne. Jeg foretager herefter ikke

videre

vedrørende dette spørgsmål.

Det skal dog tilføjes, at jeg

har overvejet, om de nævnte elementer er inddraget fuldt ud i i de konkrete

sager, f.eks. UDL-1, UDL-2, UDL-3, UDL-4, UDL-5, UDL-6, UDL-15, UDL-16,

UDL-19,

UDL-20, UDL-22, UDL-24, UDL-25 og UDL-26.

På baggrund af, at de

pågældende asylsøgere må antages at ville kunne opnå opholdstilladelse,

såfremt lovforslaget om opholdstilladelse for statsløse palæstinensere fra

Libanon vedtages, har jeg imidlertid ikke fundet grundlag for at foretage

videre i de konkrete sager.

IV. Vedrørende afgørelsen af, til hvilket

asylland en flygtning har nærmest tilknytning.

Advokat (A) havde i klagen

til mig rejst spørgsmålet, om ikke Danmark måtte anses for nærmest til at yde

beskyttelse for

ansøgere, der i medfør af

familiesammenføringsreglerne havde fået opholdstilladelse her i landet

med

henblik på varigt ophold. I forbindelse med min høring af Flygtningenævnet

besluttede dette at fastlægge sin praksis således, at der i de tilfælde, hvor

en statsløs palæstinenser fra Libanon har fået opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 9, stk. 1, meddeles K-status til den pågældende.

Flygtningenævnet tog dog dengang forbehold over for familiesammenføringer i

medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, hvor ægteskabet var indgået,

efter

at den pågældende var indrejst i

landet. På grundlag af Flygtningenævnets afgørelse i en konkret sag samt

referatet fra nævnets koordinationsudvalgsmøde den 30. august 1991 forstår

jeg,

at dette forbehold nu er frafaldet.

Jeg tager den praksis, som

Flygtningenævnet nu har fastlagt på dette område, til efterretning.

I sin klage rejste advokat

(A) også spørgsmål om Flygtningenævnets praksis i forhold til

statsløse palæstinensere fra Libanon, som

ikke havde opholdt sig i Libanon i lang tid, eller som havde en overvejende

tilknytning til Danmark gennem herboende nære slægtninge

(uden for

udlændingelovens § 9's kreds), kombineret med lang tids fravær fra Libanon.

Efter udlændingelovens § 7,

stk. 3, kan der meddeles afslag på asyl til ansøgere, der på grund af en

række

nærmere angivne forhold har nærmere tilknytning til et andet land end

Danmark,

hvis de må antages at kunne opnå beskyttelse dér.

Under henvisning til

formandskabets første beretning for Flygtningenævnets virksomhed (1. oktober

1983 - 31. marts 1987), s. 52 ff, anførte jeg i min redegørelse af 31. august

1991, at forhold som længerevarende fravær fra det mulige første asylland,

fraværet af nære slægtninge dér og omvendt en overvejende tilknytning til

Danmark gennem herboende nære slægtninge kan mindske tilknytningen til det

mulige første asylland og ved en afvejning føre til, at tilknytning til

Danmark får gennemslagskraft ved valget af asylland.

Jeg anførte videre, at når

Flygtningenævnet skulle afgøre, om en ansøger har nærmest tilknytning til

Libanon eller til Danmark, synes nævnet ikke at tillægge det megen vægt, at

den

pågældende har været fraværende fra Libanon igennem længere tid, måske mange

år. Det samme gjaldt den betydning, det tillægges, at ansøgeren har den

overvejende del af sin familie i Danmark og derfor kun ringe familiemæssig

tilknytning til Libanon. Nogle af nævnets afgørelser forekom derved at ligge

uden for rammerne af den praksis, som nævnet i øvrigt havde anlagt i

forbindelse med vurderingen af den tilknytning, som flygtninge (af andre

nationaliteter) bør have til et muligt første asylland.

I udtalelsen af 7. januar

1992 har Flygtningenævnet anført, at vurderingen af tilknytningsspørgsmålet

for statsløse palæstinensere fra Libanon typisk vil være en afvejning af

tilknytningen til Libanon, hvor de pågældende er født og opvokset, eller i

det

mindste har boet i en lang årrække, over for tilknytningen til Danmark, hvor

de

pågældende har opholdt sig som asylsøgere igennem de sidste 1-2 år. Såfremt

det

må antages, at de pågældende kan indrejse i Libanon, og der er en

velbegrundet

udsigt til, at de (fortsat) vil kunne opnå den fornødne beskyttelse, vil

Libanon typisk kunne tjene som deres første asylland.

Efter Flygtningenævnets

opfattelse gør der sig en væsentlig forskel gældende ved vurderingen af

tilknytningsmomentet henholdsvis i "almindelige" første

asyllandssager og i sagerne om de statsløse palæstinensere fra Libanon.

Redegørelsen i formandskabets beretning sigter til den typiske asylsag, hvor

ansøgeren er flygtet efter et mangeårigt ophold i sit (reelt eksisterende)

hjemland og derefter opnår en eller anden form for tilknytning til 2

forskellige asyllande. I palæstinensersagerne er der imidlertid i de

allerfleste tilfælde tale om, at ansøgeren er født og opvokset i Libanon

(asyllandet),

og således har opholdt sig dér i en årrække. Den pågældende har derved en

helt

anden tilknytning til Libanon end den tilknytning, som "en

hjemlandsflygtning" typisk har til et muligt andet asylland end Danmark.

Sprogligt, kulturelt, familiemæssigt, arbejdsmæssigt etc. er den statsløse

palæstinensers tilknytning til asyllandet Libanon i langt de fleste tilfælde

betydeligt stærkere end ansøgerens tilknytning til asyllandet i de sager, der

er henvist til i beretningen.

Flygtningenævnet har herefter

anført, at det således beror på en konkret vurdering, om en statsløs

palæstinensers tilknytning til Danmark i form af et ophold på 1-2 år og

familiemedlemmers tilstedeværelse her, er større end tilknytningen til

Libanon, hvor den pågældende har opholdt sig i en længere årrække (f.eks.

20-25

år) og måske stadig har familiemedlemmer.

Til det anførte skal jeg

bemærke, at jeg naturligvis er enig i, at sagerne vedrørende statsløse

palæstinensere fra Libanon adskiller sig fra "almindelige" første

asyllandssager ved, at der i palæstinensersagerne i de fleste tilfælde er

tale

om, at ansøgerne er født og opvokset i Libanon, og at de på den måde har

opnået

en tilknytning til landet.

Jeg henviser imidlertid

tillige til, at det i beskyttelsesvurderingen indgår - som også anført af

Flygtningenævnet i skrivelsen af 7. januar 1992 - hvorvidt en palæstinensisk

flygtning

hidtil

har kunnet opholde

sig i Libanon uden at blive udsat for overgreb mod sin personlige integritet.

Har en asylsøger været borte fra Libanon gennem mange år, vil myndighederne

ikke med henvisning til et forholdsvis nyligt (og beskyttet) ophold i Libanon

kunne løfte en del af deres bevisbyrde i henseende til, at asylsøgeren må

forventes at kunne opnå den fornødne beskyttelse i Libanon. I denne situation

må andre, konkrete omstændigheder vedrørende udsigterne for den pågældendes

ophold i landet tages i betragtning.

Det er derfor min opfattelse,

at lang tids fravær fra Libanon samt på den ene side ringe familiemæssig

tilknytning til Libanon og på den anden side overvejende familiemæssig

tilknytning til Danmark bør indgå med betydelig vægt ved afgørelsen af

tilknytningsspørgsmålet.

Der kan rejses spørgsmål om,

hvorvidt Flygtningenævnet i sagerne UDL-15, UDL-16 og UDL-24 har ladet de

anførte forhold indgå med den fornødne vægt i afvejningen.

Fremhæves kan særligt

Flygtningenævnets sag UDL-15, som drejer sig om en 21-årig mand, der ikke har

opholdt sig i Libanon, siden han var 6 år, men hvor nævnet har lagt vægt på,

at

"ansøgerens familie stammer fra Libanon, hvor ansøgeren også er født og

fortsat har familie, at ansøgeren har fået udstedt et libanesisk

rejsedokument,

og at ansøgeren ikke har været udsat for forhold, der sandsynliggør, at

ansøgeren ikke kan opnå den fornødne beskyttelse i Libanon". Denne sag

skal ses i sammenhæng med Flygtningenævnets sag UDL-16, som omfatter den unge

mands mor og hans 6 søskende. Af disse har de 4 yngste søskende aldrig

opholdt

sig i Libanon. Moderen har ikke forældre i Libanon, og de fleste af hendes

søskende er bosat i udlandet; familien har kun besøgt Libanon 2 gange i 15

år.

Under det andet besøg (i 1989) boede de hos moderens søster i et akut-center

for hjemløse. Efter 15 års fravær fra Libanon forekommer familien på den

baggrund ikke at have nogen nær tilknytning til landet, og myndighederne

forekommer at have svært ved at løfte bevisbyrden for, at familien har en

velbegrundet udsigt til at kunne leve i sikkerhed i Libanon. - Da de

pågældende

har opnået opholdstilladelse af humanitære grunde i henhold til

udlændingelovens

§ 9, stk. 2, nr. 2, har jeg imidlertid ikke fundet tilstrækkelig anledning

til

at foretage videre i de pågældende sager.

V. Vedrørende indrejseproblemer.

Den 28. august 1991

tilkendegav Flygtningenævnets formand, at Flygtningenævnet ville gennemgå de

allerede afgjorte sager med henblik på en stillingtagen til, hvad der kunne

gøres ved spørgsmålet om de statsløse palæstinenseres mulighed for at

indrejse

i Libanon uden de fornødne identitetspapirer m.v. (herunder spørgsmålet om

betydningen af manglende UNRWA-registrering).

Flygtningenævnet har efterfølgende

gennemgået samtlige sager og i den forbindelse iværksat en nærmere

undersøgelse

i tre af disse. Så vidt jeg forstår, var det alene i disse tre sager, at

nævnet ikke umiddelbart havde oplysninger om, at Libanon på den ene eller den

anden måde (ved UNRWA-registrering, ID-kort eller udstedelse af lignende

identitetspapirer)

havde "vedkendt sig" de pågældende.

Jeg tager det meddelte til

efterretning.

For så vidt angår spørgsmålet

om, hvorvidt Libanon er rede til at modtage statsløse palæstinensere, som

ikke

ved indrejsen er i besiddelse af identitetspapirer, har Flygtningenævnet

oplyst, at det har forstået, at rigspolitichefen vil foretage en forudgående

undersøgelse af dette spørgsmål hos de libanesiske myndigheder. Såfremt det i

konkrete tilfælde måtte vise sig, at de libanesiske myndigheder ikke vil

tillade den pågældende at indrejse i Libanon, foreligger der væsentlige nye

oplysninger, som kan danne grundlag for en genoptagelse af sagen i

Flygtningenævnet.

Jeg har ikke på det

foreliggende grundlag fundet at burde fremsætte bemærkninger til denne

procedure, idet der for tiden behandles en klage i Justitsministeriet over,

at

rigspolitichefen foretager den omhandlede undersøgelse ved fremsendelse af

identitetsoplysninger om de palæstinensiske asylsøgere til Libanon.

VI. Vedrørende de omgjorte sager.

Flygtningenævnet har

underrettet mig om, at nævnet har omgjort sine tidligere beslutninger i 5 af

de

oversendte sager, og herved meddelt 7 personer asyl. I alle sagerne har

Flygtningenævnet foretaget en ændret realitetsvurdering for så vidt angår

beskyttelsesmulighederne. I 2 af sagerne er der taget hensyn til ansøgernes

overvejende familiemæssige tilknytning til Danmark og ringe familiemæssige

tilknytning til Libanon.

Jeg tager ændringen af afgørelserne

til efterretning.

Jeg tager endvidere

Flygtningenævnets ændrede begrundelser i følgende sager til efterretning:

UDL-9, UDL-10, UDL-11 og UDL-14.

VII. Afsluttende bemærkninger.

De 27 sager, som jeg har

modtaget retur fra Flygtningenævnet, og som mine udtalelser i denne skrivelse

bygger på, omfatter 41 personer. Flygtningenævnet har omgjort 5 af sagerne og

meddelt 7 personer asyl. Hertil kommer, at 15 af de omhandlede personer har

fået opholdstilladelse af humanitære grunde. De resterende 19 personer vil

være

omfattet af det fremsatte lovforslag om opholdstilladelse for statsløse

palæstinensere fra Libanon (L 211/1992). De vil i givet fald efter ansøgning

kunne få opholdstilladelse i henhold til loven, hvorefter jeg forstår, at der

vil blive meddelt de pågældende asyl, jf. nævnsformandens omtalte skrivelse

af

6. februar 1992. Det, jeg ovenfor har anført om de konkrete sager, er derfor

kun anført til illustration af min generelle opfattelse vedrørende

Flygtningenævnets

behandling af ansøgninger om asyl fra statsløse palæstinensere fra Libanon.

Jeg har således ikke taget konkret stilling til, i hvilket omfang de anførte

synspunkter i hver enkelt sag ville kunne begrunde en genoptagelse i nævnet

med

henblik på en ændring af de trufne afgørelser i realiteten. Jeg har herved

også tillagt det en vis vægt, at det i Flygtningenævnets formands skrivelse

af

6. februar 1992 er anført, at nævnet har besluttet at sætte behandlingen af

alle sager vedrørende ansøgere, der kan forventes omfattet af loven, i bero,

indtil

lovforslaget er færdigbehandlet i Folketinget.

...

Der henvises til

Flygtningenævnets j.nr. UDL-1, UDL-2, UDL-3, UDL-4, UDL-5, UDL-6, UDL-7,

UDL-8,

UDL-9, UDL-10, UDL-11, UDL-12, UDL-13, UDL-14, UDL-15, UDL-16, UDL-17,

UDL-18,

UDL-19, UDL-20, UDL-21, UDL-22, UDL-23, UDL-24, UDL-25, UDL-26, UDL-27."

I skrivelse af 12. marts 1992

fremsatte Flygtningenævnet bemærkninger til min redegørelse af 25. februar

1992

(skrivelsen er optrykt som

bilag 5

);

Flygtningenævnets bemærkninger besvarede jeg i skrivelse af 23. marts 1992 (

bilag 6

).

Følgende bilag er optrykt

nedenfor:

Bilag 1:

Redegørelse

af 31. august 1991 vedrørende Flygtningenævnets behandling af ansøgninger om

asyl fra statsløse palæstinensere fra Libanon.

Bilag 2:

Folketingets

Ombudsmands skrivelse af 23. september 1991 til Flygtningenævnet.

Bilag 3:

Flygtningenævnets

skrivelse af 14. oktober 1991 til Folketingets Ombudsmand.

Bilag 4:

Flygtningenævnets

skrivelse af 7. januar 1992 til Folketingets Ombudsmand.

Bilag 5:

Flygtningenævnets

skrivelse af 12. marts 1992 til Folketingets Ombudsmand.

Bilag 6:

Folketingets

Ombudsmands skrivelse af 23. marts 1992 til Flygtningenævnet.

Bilag 1

Redegørelse af 31. august 1991 vedrørende Flygtningenævnets behandling

af ansøgninger om asyl fra statsløse palæstinensere fra Libanon

"I. De modtagne klager og de indhentede udtalelser m.v.

I skrivelse af 14. maj 1991

rettede nogle talsmænd for de statsløse palæstinensere fra Libanon, som af

Flygtningenævnet havde fået meddelt afslag på deres asylansøgninger,

henvendelse til mig. De klagede over, at Flygtningenævnet havde lagt til

grund,

at Libanon kunne tjene som asylland for statsløse palæstinensere, og de

rejste

i den forbindelse spørgsmål om, i hvilket omfang nævnet havde undersøgt, om

der

var sikre indrejsemuligheder for palæstinenserne til Libanon.

I skrivelse af 31. maj 1991

uddybede advokat (A) på talsmændenes vegne den indgivne klage. Han sendte mig

endvidere fuldmagter fra 169 palæstinensiske asylsøgere.

I den anledning anmodede jeg

i skrivelse af 13. juni 1991 Flygtningenævnet om en udtalelse vedrørende en

række nærmere angivne spørgsmål. Jeg bad i den forbindelse om at måtte

modtage

alt det for nævnet foreliggende baggrundsmateriale, som var af relevans for

Flygtningenævnets praksis på området. Endvidere anmodede jeg om udlån af

akterne i de 169 sager, herunder Flygtningenævnets voteringsprotokoller samt

eventuelle dissenser m.v. i de pågældende sager. Endelig anmodede jeg om at

måtte modtage referater af den eventuelle behandling af de rejste spørgsmål i

det i udlændingelovens § 53, stk. 2, nævnte udvalg (koordinationsudvalget) og

eventuelt andet materiale af tilsvarende art, f.eks. i forbindelse med

formandskabets drøftelser.

For at undgå en væsentlig

forlængelse af behandlingen af en stor gruppe asylsager - der allerede havde

haft et langvarigt og kompliceret forløb - bad jeg om at måtte modtage

Flygtningenævnets udtalelse og det ønskede materiale så hurtigt som muligt.

Jeg underrettede samtidig Justitsministeriet om, at jeg havde iværksat en

undersøgelse

af Flygtningenævnets praksis vedrørende behandlingen af asylansøgninger fra

statsløse palæstinensere fra Libanon.

På den baggrund meddelte

Justitsministeriet mig i skrivelse af 27. juni 1991, at ministeriet havde

besluttet at udsætte udrejsefristen for de statsløse palæstinensere, som

havde

tilsluttet sig klagen, indtil den 1. september 1991 med henblik på, at jeg

kunne få lejlighed til at tage stilling til sagen.

I skrivelse af 4. juli 1991

afgav Flygtningenævnet en udtalelse om sagen. Samtidig modtog jeg sagsakterne

vedrørende et stort antal af de palæstinensere, der havde tilsluttet sig

klagen. Jeg modtog endvidere det for nævnet foreliggende generelle

baggrundsmateriale vedrørende Libanon, referater af møder i nævnets

koordinationsudvalg og bilag i tilknytning hertil.

Jeg har herefter løbende

modtaget klager fra statsløse palæstinensere fra Libanon, som ønskede at

tilslutte sig den omhandlede generelle klage vedrørende Flygtningenævnets

praksis i asylsagerne.

I skrivelser af 14. og 16.

august 1991 meddelte jeg Flygtningenævnet, at da jeg anså min behandling af

det store antal sager for meget hastende, ville jeg finde det mest

hensigtsmæssigt, om de spørgsmål, som sagen rejste, kunne gøres til genstand

for en mundtlig drøftelse med nævnets formand. Til brug for drøftelserne

sendte jeg Flygtningenævnet et notat om sagen.

Den 28. august 1991 fandt

mødet med nævnets formand sted.

Jeg har indtil nu modtaget

239 klager fra statsløse palæstinensere fra Libanon.

Denne redegørelse bygger

imidlertid kun på en gennemgang af 188 sager, idet jeg endnu ikke har

modtaget

akterne i 40 af sagerne, hvortil kommer, at akterne i 11 sager først blev

modtaget den 29. august 1991.

II.

Flygtningenævnets praksis ved behandlingen

af asylansøgninger fra statsløse palæstinensere fra Libanon.

Det fremgår af

Flygtningenævnets udtalelse og det modtagne materiale, at Flygtningenævnet i

1985 traf afgørelser i 7 sager vedrørende statsløse palæstinensere fra

Libanon.

Nævnet fandt "efter en samlet vurdering af de foreliggende

oplysninger", at ansøgerne måtte anses for at opfylde betingelserne i

udlændingelovens § 7, stk. 1, nr. 1 (om konventionsflygtninge), og at det

ikke

burde kræves, at de vendte tilbage til Libanon.

Flygtningenævnet har i

udtalelsen af 4. juli 1991 til mig anført, at afgørelserne blev truffet efter

en konkret vurdering af de enkelte sager, og at der herefter ikke havde

foreligget sager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon for

Flygtningenævnet før 1990.

På baggrund af

Flygtningenævnets afgørelser fra 1985 besluttede Direktoratet for Udlændinge

generelt at meddele asyl til statsløse palæstinensere fra Libanon.

Direktoratet

havde således frem til slutningen af 1989 en fast praksis, hvorefter der uden

videre meddeltes statsløse palæstinensere fra Libanon asyl i Danmark.

I 1989 ændrede direktoratet

praksis, således at der nu (på ny) skulle foretages en konkret vurdering af

den

enkelte ansøgning.

Den 6. april 1990 tog

Flygtningenævnet for første gang stilling til direktoratets ændrede praksis.

I

4 afgørelser af 6. april 1990 gav et flertal af nævnets medlemmer udtryk for

den opfattelse, at bestemmelsen i FN's flygtningekonventions artikel 1 D

(hvorefter konventionen ikke finder anvendelse på personer, som nyder

beskyttelse

eller bistand fra andre organer eller institutioner under FN end UNHCR, såsom

de UNWRA-registrerede statsløse palæstinensere) ikke udelukker, at der

foretages en selvstændig prøvelse af asylgrundlaget for statsløse

palæstinensere, der kommer fra Libanon. På baggrund af den aktuelle situation

i

landet fandt flertallet dog kun, at en sådan prøvelse burde ske, når særlige

grunde talte derfor.

Flertallet gav herefter

udtryk for, at det ikke fandt, at forholdene i Libanon generelt var af en

sådan

karakter, at landet ikke kunne tjene som asylland for statsløse

palæstinensere.

Alene den omstændighed, at ansøgerne kom fra Libanon, kunne derfor ikke

begrunde, at der meddeltes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens §

7.

På baggrund af de konkrete oplysninger om ansøgerens forhold, herunder

ansøgerens egne oplysninger, fandt flertallet af nævnets medlemmer herefter

ikke, at betingelserne for at meddele opholdstilladelse efter

udlændingelovens

§ 7 var opfyldt, hvorfor nævnet stadfæstede direktoratets afslag.

Nævnets (flertals) afgørelse

blev truffet bl.a. på grundlag af en skrivelse af 18. oktober 1989 fra

Udenrigsministeriet, hvori en embedsmand fra UNHCR refereredes for den

opfattelse, at alle asylansøgninger fra statsløse palæstinensere fra Libanon

burde undergives en individuel konkret prøvelse omfattende bl.a.

forfølgelsesrisikoen. Denne formulering syntes - som anført af

Flygtningenævnets formand på et koordinationsudvalgsmøde den 8. marts 1990 -

at

indebære en henvisning til hjemlandsbetragtninger.

Spørgsmålet om, hvorvidt det

land, en flygtning kommer fra, er den pågældendes hjemland, har betydning for

vurderingen af den pågældendes asylansøgning. Flygter den pågældende fra sit

hjemland, skal en asylansøgning vurderes i henhold til udlændingelovens § 7,

stk. 1 eller 2, hvorefter det kommer i betragtning, om den pågældende har

været udsat for forfølgelse i hjemlandet. Kommer den pågældende ikke fra sit

hjemland, men fra et andet land, opstår spørgsmålet om, hvorvidt dette land

kan

tjene som den pågældendes første asylland, dvs. om landet er i stand til at

yde den pågældende beskyttelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3.

Flygtningenævnets

koordinationsudvalg havde tidligere drøftet spørgsmålet om, hvorvidt

palæstinensiske asylsøgere kunne have hjemland i andre lande end det

ikke-eksisterende

Palæstina. Nævnet havde også drøftet spørgsmålet om, hvorvidt statsløse

palæstinensere fra Libanon i givet fald skulle tillægges status som

konventionsflygtninge

(K-status) eller de facto-flygtninge (F-status), jf. udlændingelovens § 7,

stk. 1, henholdsvis stk. 2.

Bl.a. under henvisning til,

at Flygtningenævnets afgørelser af 6. april 1990 var truffet, uden at der

forelå nogen skriftlig udtalelse fra UNHCR, samt under henvisning til, at der

ved afgørelserne præjudicielt burde have være taget stilling til

asylgrundlaget

(K-eller F-status), fandt medlemmer af Flygtningenævnet, at de 4 sager burde

genoptages på nævnets egen foranledning.

Flygtningenævnet genoptog

herefter behandlingen af de pågældende asylsager; den 13. september 1990 blev

der

truffet en fornyet afgørelse (for de 3's vedkommende; den 4. var bortfaldet).

I de fornyede afgørelser

henviste Flygtningenævnet til et notat af 9. august 1990 fra Dansk

Flygtningehjælp om de statsløse palæstinensere i Libanon. I nævnsafgørelserne

henvistes til notatet, siderne 41-42, hvor der bl.a. er anført følgende:

"Store dele af den

palæstinensiske befolkning lever under yderst ringe sociale og økonomiske

vilkår. Dansk Flygtningehjælps kilder vurderer imidlertid, at palæstinensere

i

almindelighed ikke er udsat for overgreb af en sådan art og i et sådant

omfang,

at den enkelte kan karakteriseres som værende genstand for forfølgelse blot

som

følge af sin palæstinensiske herkomst.

Kilderne anfører dog, at

palæstinensere meget nemt kan havne i en situation, hvor risiko for overgreb

opstår. Den palæstinensiske minoritets rygte som militante

"ulykkesfugle" kombineret med deres traditionelt stærke politiske

og

"palæstinensiske" bevidsthed spiller her ind med betydelig styrke.

.....

På baggrund af disse generelle

forhold kombineret med den særligt udsatte position, den palæstinensiske

minoritet i almindelighed befinder sig i, anses det som udgangspunkt for

udelukket at kunne forvente hverken retlig eller faktisk beskyttelse for en

palæstinenser, der er kommet i søgelyset hos en libanesisk milits, en

rivaliserende

fraktion eller fremmede magters besættelsestropper."

Herefter anførte et flertal

af nævnets medlemmer, at de fandt, at statsløse palæstinensere, der kommer

fra

Libanon, må anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, medmindre

særlige grunde taler for andet, idet de pågældende ikke kan vende tilbage til

deres oprindelige hjemland (Palæstina). Der henvistes herved bl.a. til en

præciserende udtalelse af 7. maj 1990 fra UNHCR.

I de konkrete sager lagde

Flygtningenævnet herefter til grund, at ansøgerne var omfattet af

udlændingelovens § 7, stk. 1, dvs. at de var konventionsflygtninge.

Flertallet tilføjede, at det

ikke fandt, at forholdene i Libanon generelt er af en sådan karakter, at

landet

ikke kan tjene som asylland for statsløse palæstinensere, jf.

udlændingelovens

§ 7, stk. 3. Alene den omstændighed, at ansøgeren kommer fra Libanon, kan

derfor ikke begrunde, at der meddeles opholdstilladelse i medfør af

udlændingelovens § 7. Flertallet henviste herved tillige til de ovenfor

nævnte

bemærkninger i Dansk Flygtningehjælps notat af 9. august 1990.

Flygtningenævnet antog i

afgørelserne på grundlag af de foreliggende oplysninger om den enkelte

ansøgers forhold, at Libanon herefter fortsat måtte antages at kunne tjene

som

ansøgerens første asylland, jf. herved udlændingelovens § 7, stk. 3. Nævnet

tilføjede i alle sagerne en bemærkning om, at ansøgeren havde boet næsten

hele

sit liv i Libanon.

Flygtningenævnet har i

udtalelsen af 4. juli 1991 til mig anført, at nævnet ved afgørelserne foretog

en konkret vurdering af, om der var grundlag for at meddele asyl i Danmark.

Denne vurdering indebar en bedømmelse af, om den pågældende asylsøger måtte

antages at kunne opnå den fornødne beskyttelse, jf. udlændingelovens § 7,

stk.

3, ved en tilbagevenden til Libanon. Nævnet tilføjede, at dets afgørelse

således var truffet på grundlag af dels de generelle baggrundsoplysninger om

forholdene i Libanon, der forelå på det pågældende tidspunkt, dels

asylsøgernes egne forklaringer om baggrunden for ønsket om asyl i Danmark.

Ved klagen til mig lagde

advokat (A) til grund, at der i 1990 i Flygtningenævnet var sket en

praksisændring. Advokaten rejste spørgsmål om, hvorvidt praksisændringen

skyldtes en ændret konventionsfortolkning, en ændret fortolkning af

betingelserne for at anse et land for første asylland, jf. udlændingelovens §

7, stk. 3, eller en ændret vurdering af forholdene i Libanon.

I forbindelse med min

drøftelse den 28. august 1991 af dette spørgsmål henviste jeg over for

nævnets

formand til formandskabets første beretning om Flygtningenævnets virksomhed

(1983-1987) s. 55, hvor det er anført, at det i nævnets hidtidige praksis har

været fast antaget i forhold til statsløse palæstinensere, der havde boet i

Libanon,

at forholdene i dette land ikke skønnedes at være betryggende for

asylsøgerne.

Disse meddeltes derfor ikke afslag på deres asylansøgninger efter

udlændingelovens § 7, stk. 2 (nu stk. 3).

Hertil bemærkede formanden,

at når det i beretningen anførtes, at det havde været "fast

antaget",

byggede det mere på en formalitet end på en realitet. Nævnet havde ikke haft

en

egentlig fast praksis, men på grundlag af nævnets ovenfor nævnte 7 afgørelser

fra 1985 (der byggede på en konkret vurdering) var Direktoratet for

Udlændinge

gået over til en automatisk praksis.

Nævnsformanden understregede

i øvrigt, at efter hans opfattelse skulle alle asylafgørelser træffes efter

en

konkret vurdering, hvorved det for en periode kunne være rigtigt at arbejde

ud

fra en hoved- eller formodningsregel.

Formanden præciserede

herefter, at nævnet for så vidt ikke havde ændret syn på forholdene i

Libanon,

men at nævnet som hidtil foretog en konkret vurdering.

Til et af advokat (A) rejst

spørgsmål om, hvorvidt nævnet i perioden mellem 1985 og 1990 havde taget

stilling til første asyllandsproblematikken i sager, hvor der for de

statsløse palæstinensere var tale om andre mulige asyllande end Libanon,

oplyste formanden, at nævnet havde gennemgået samtlige sine sager med henblik

på at undersøge dette spørgsmål. Nævnet havde fundet 10 sager, hvori der

kunne

være tale om at sende de statsløse palæstinensere tilbage til enten Libanon

eller et andet asylland, men i ingen af disse sager var spørgsmålet om

Libanon

som et tilstrækkeligt sikkert første asylland drøftet principielt.

På baggrund af det anførte må

jeg lægge til grund, at der i Flygtningenævnet ikke er sket en egentlig

praksisændring, men at nævnet efter en konkret vurdering af en række

enkeltsager - på grundlag af de generelle baggrundsoplysninger om forholdene

i

Libanon, sammenholdt med asylansøgernes egne forklaringer om baggrunden for

ønsket om asyl i Danmark - har antaget, at forholdene i Libanon var

tilstrækkeligt betryggende for de pågældende palæstinensiske asylsøgere.

III. Nærmere om nogle af de retlige

spørgsmål, sagen rejser.

A.

Spørgsmålet, om der generelt burde meddeles

asyl til palæstinensiske asylsøgere fra Libanon.

Udlændingelovens § 7, stk.

1-3, har følgende indhold:

"

Stk. 1.

Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til en udlænding,

som er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951.

Stk. 2.

Efter ansøgning gives der endvidere opholdstilladelse til

en udlænding, som ikke er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli

1951,

men hvor det af lignende grunde som anført i konventionen eller af andre

tungtvejende grunde ikke bør kræves, at udlændingen vender tilbage til sit

hjemland.

Stk. 3.

Opholdstilladelse kan nægtes, såfremt udlændingen allerede

har opnået beskyttelse i et andet land eller på grund af længerevarende

ophold, derboende nære slægtninge eller andre tilsvarende forhold har nærmere

tilknytning til et andet land, hvor udlændingen må antages at kunne opnå

beskyttelse."

Som anført ovenfor er det

Flygtningenævnets opfattelse, at statsløse palæstinensere, der kommer fra

Libanon, må anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 (som

konventionsflygtninge) - medmindre særlige grunde taler for andet - idet de

pågældende ikke kan vende tilbage til deres oprindelige hjemland (Palæstina).

De pågældendes status som

flygtninge er således relateret til forholdene omkring oprettelsen af staten

Israel og ikke til deres aktuelle situation i Libanon. Anerkendelsen af deres

status som flygtninge er dermed ikke udtryk for, at Flygtningenævnet finder,

at

de aktuelt risikerer forfølgelse i Libanon.

Den vurdering,

Flygtningenævnet foretager i forhold til de statsløse palæstinensere fra

Libanon, er derimod, om de i Libanon vil kunne opnå den beskyttelse, som de

måtte have behov for.

Af betydning for besvarelsen af

dette spørgsmål er naturligvis det generelle beskyttelsesniveau i landet og

de

almindelige forhold for palæstinenserne. Jeg kan imidlertid ikke kritisere,

at

Flygtningenævnet afgør asylansøgningerne på grundlag af en konkret vurdering

og således ikke opretholder Direktoratet for Udlændinges tidligere praksis,

hvorefter der - uden en nærmere konkret vurdering - meddeltes asyl til alle

statsløse palæstinensere fra Libanon.

B.

Spørgsmålet om Flygtningenævnets

forståelse og vurdering af "beskyttelsesniveauet" i forhold til

"forfølgelsesrisikoen".

I klagen til mig anførte

advokat (A) bl.a., at det måtte befrygtes, at nævnet havde sænket

"beskyttelsesvurderingen" så meget, at der reelt var tale om en

"forfølgelsesrisikovurdering".

Under henvisning hertil

anmodede jeg Flygtningenævnet om at redegøre for, hvilke kriterier der

anlægges

ved vurderingen af, om Libanon kan yde flygtningene den fornødne beskyttelse.

I et forsøg på at indkredse,

hvad der nærmere ligger i "beskyttelseskravet", har nævnet på den

ene

side anført, at beskyttelsen ikke nødvendigvis skal have samme karakter og

styrke som den beskyttelse, der vil kunne opnås i Danmark, og på den anden

side, at der ikke må foreligge en risiko for overgreb fra de libanesiske

myndigheder, israelerne, de syriske styrker eller i Libanon værende militser

ved en tilbagevenden til Libanon.

I udtalelsen af 4. juli 1991

til mig har Flygtningenævnet henvist til Justitsministeriets svar på

spørgsmål

nr. 27 fra Folketingets Retsudvalg (lovforslag nr. 201/203, bilag 17) i

forbindelse med revisionen af udlændingeloven i foråret 1985. Her har

Flygtningenævnet givet udtryk for, at man i overensstemmelse med

bemærkningerne

i udlændingebetænkningen ikke anser det for tilstrækkelig

"beskyttelse"

i § 7, stk. 2's (nu stk. 3) forstand, såfremt asylsøgeren vil risikere at

blive henvist til en illegal tilværelse eller at blive sendt i kredsløb

mellem

forskellige lande.

Ifølge betænkning nr.

968/1982 om udlændingelovgivningen, s. 139, er første asyllandsreglens formål

at hjælpe den gruppe udlændinge, som ikke kan opnå tilstrækkelig beskyttelse

nogetsteds, og som derfor er henvist til en illegal tilværelse, eller som

sendes i kredsløb mellem forskellige lande ("refugees in orbit").

I formandskabets første

beretning, s. 153 ff, omtales spørgsmålet om, hvorvidt det mulige første

asylland vil modtage asylsøgeren. Hvis dette ikke er tilfældet, er

udgangspunktet, at § 7, stk. 2 (nu stk. 3) ikke anvendes.

Under mødet den 28. august

1991 gav Flygtningenævnets formand udtryk for, at der er forskel på

beskyttelsesniveau og niveauet for forfølgelsesrisiko, og at det måtte lægges

til grund, at risikoen for overgreb el.lign. måtte være mindre (intensiv,

konkret etc.), når der var tale om en asyllandsbetragtning, end når der var

tale om en forfølgelsesrisikovurdering.

Ved fastlæggelsen af

kriterierne for "den fornødne beskyttelse" må det naturligvis først

og fremmest kræves, at de pågældende asylsøgere skal kunne komme tilbage til

landet, og at de skal kunne opholde sig legalt der. (Dette vil ikke

nødvendigvis være tilfældet, selv om de pågældende ikke hidtil har været

udsat

for overgreb). Omvendt kunne det ikke kræves, at de pågældende socialt set

skulle kunne leve på fuldt ud samme niveau som landets egne statsborgere; men

deres personlige integritet må være beskyttet. Flygtningenævnets formand

præciserede i den forbindelse, at det var kernen i beskyttelsesvurderingen,

at

de pågældende skulle være i personlig sikkerhed såvel ved indrejse som ved

ophold i landet.

Under mødet drøftedes bl.a.

følgende elementer i beskyttelsesvurderingen:

Såfremt

den pågældende gennem en lang periode (eventuelt hele

livet) har "levet i fred", og

der er en velbegrundet udsigt til, at han eller hun

fortsat vil kunne leve i fred,

må

beskyttelseskravet anses for opfyldt.

At de pågældende gennem lang

tid har levet i fred, kan imidlertid ikke opstilles som en absolut

betingelse;

dette gælder navnlig i følgende tilfælde:

Hvor risikoen for på ny at blive udsat for krænkelser

ikke længere eksisterer, (således som det f.eks. er tilfældet med hensyn til

tilbageholdelse fra israelernes side i forbindelse med invasionen i 1982-83),

eller

det, de pågældende har været ude for, ligger langt

tilbage i tiden, eller

der har været tale om indgreb eller foranstaltninger i

anledning af ikke politisk prægede stridigheder eller lignende.

Efter min opfattelse bør

vurderingen af, hvorvidt et muligt første asylland kan antages at yde den

fornødne beskyttelse, inddrage de ovenfor anførte kriterier, herunder navnlig

om der er en velbegrundet udsigt til, at de pågældende asylsøgere (fortsat)

vil kunne leve i fred, således at deres personlige integritet er beskyttet.

Tages der udgangspunkt i, at denne udsigt skal være "velbegrundet",

pålægges der myndighederne en vis bevisbyrde i henseende til at godtgøre,

hvilke forhold der kan begrunde formodningen om en fredelig eksistens for de

pågældende, jf. herved også nedenfor.

C.

Geografisk begrænset beskyttelse

(regionsbeskyttelse).

Advokat (A) rejste i klagen

til mig spørgsmålet om, hvorvidt nævnet opererede med et "første

asyllejr-begreb". Han henviste til et antal nævnsafgørelser, der syntes

at forudsætte, at ansøgeren ikke kunne opholde sig overalt i det

"land", som § 7, stk. 3, forudsætter, men alene i en bestemt

region.

Jeg fandt, at der her rejstes spørgsmål, ikke blot om, hvorvidt en region

kunne

tjene som første asylland, men yderligere om den sikre indrejse, idet

ansøgeren

ikke alene skal passere landegrænsen, men også i sikkerhed kunne nå frem til

regionen.

I udtalelsen af 4. juli 1991

oplyste Flygtningenævnet, at nævnet ikke kunne anse det for tilstrækkeligt,

at

der i forhold til den enkelte asylsøger fandtes en eller flere "sikre

regioner".

På denne baggrund besluttede

Flygtningenævnet at genoptage 3 sager, som (A) havde henvist til, og som

indeholdt det omhandlede problem. Nævnet oplyste samtidig, at det havde

gennemgået samtlige nævnets andre sager vedrørende statsløse palæstinensere

fra

Libanon, og at nævnet i disse sager ikke havde fundet, at ansøgeren alene

kunne

opholde sig i et begrænset område.

Flygtningenævnets

tilkendegivelser vedrørende dette spørgsmål kan ikke give mig anledning til

bemærkninger.

D.

Indrejserisikoen.

I klagen til mig rejste

advokat (A) spørgsmålet om, i hvilket omfang den sikre indrejsemulighed i

Libanon indgik i nævnets vurdering af, hvorvidt landet kunne yde den fornødne

beskyttelse.

I udtalelsen af 4. juli 1991

til mig oplyste Flygtningenævnet, at det lå implicit i nævnets afgørelser, at

en asylsøger, der har fået afslag på asyl i nævnet, sikkert kan indrejse i

det

pågældende land og tage ophold der. Dette gælder også statsløse

palæstinensere

fra Libanon.

I overensstemmelse hermed

oplyste Flygtningenævnets formand, jf. ovenfor, på mødet den 28. august 1991,

at det var kernen i beskyttelsesvurderingen, at de pågældende asylsøgere

skulle

være i personlig sikkerhed

ved indrejsen

og

ved opholdet i landet.

Jeg kan fuldt ud tilslutte

mig Flygtningenævnets vurdering af dette spørgsmål.

I forbindelse med det anførte

rejste jeg over for Flygtningenævnets formand spørgsmålet om betydningen af,

at

palæstinensiske asylsøgere fra Libanon ikke er UNWRA-registrerede.

Jeg henviste herved til et

notat af 24. juni 1991 fra Dansk Flygtningehjælp, pkt. 7, samt til

Udenrigsministeriets bemærkninger hertil i et notat af 8. juli 1991. I

Flygtningehjælpens notat er anført, at de libanesiske myndigheder ikke er

indstillet på at lade ikke-UNWRA-registrerede palæstinensere indrejse i

landet.

Udenrigsministeriet har bedømt denne konklusion som korrekt i den forstand,

at

personer, der ikke er i besiddelse af fyldestgørende eller ægte

rejsedokumenter

og identitetspapirer, eller som ikke har visum til eller opholdstilladelse i

Libanon, "utvivlsomt vil blive nægtet indrejse, henholdsvis tilbageholdt

(fængslet), mens de pågældendes forhold undersøges nærmere."

Flygtningenævnets formand

oplyste, at da de anførte oplysninger er nye, har nævnet endnu ikke haft

anledning til at tage stilling til spørgsmålet. Endvidere har de fleste

asylsøgere hidtil lagt vægt på at oplyse, at de var UNWRA-registrerede, med

henblik på, at dette kunne støtte deres status som konventionsflygtninge. I

visse sager ville man dog ikke umiddelbart kunne se, hvorvidt de pågældende

var

UNWRA-registrerede eller i øvrigt i besiddelse af gyldig opholdstilladelse i

Libanon. Nævnsformanden oplyste, at man ville gennemgå de allerede afgjorte

sager med henblik på en stillingtagen til, hvad der kunne gøres i anledning

af

det nu i de seneste notater fremstillede problem. - Jeg vil modtage nærmere

underretning om, hvad der videre sker vedrørende spørgsmålet.

IV.

Min gennemgang af Flygtningenævnets

sagsakter vedrørende de palæstinensere, som har tilsluttet sig den generelle

klage.

Min gennemgang af sagerne har

ført mig til at placere dem i 3 hovedgrupper:

A.

Sager, hvis behandling Flygtningenævnet

har genoptaget i forbindelse med min høring af nævnet i anledning af den

modtagne klage.

I klageskrivelsen af 31. maj

1991 henviste advokat (A) til en række individuelle nævnsafgørelser, som

efter

hans opfattelse illustrerede nogle af de påpegede problemer.

I udtalelsen af 4. juli 1991

til mig meddelte Flygtningenævnet, at nævnet havde genoptaget 3 sager, hvori

der kunne rejses spørgsmål om, hvorvidt nævnet havde antaget, at ansøgeren

alene kunne opholde sig i et begrænset område, jf. herved det ovenfor anførte

om, at nævnet ikke anser det for tilstrækkeligt, at der i forhold til den

enkelte asylsøger findes en eller flere "sikre regioner".

Flygtningenævnet genoptog

endvidere behandlingen af 5 sager, hvori nævnet havde meddelt afslag efter

udlændingelovens § 7, stk. 3, til ansøgere med opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 9, stk. 1, med henblik på varigt ophold. 2 af disse sager

var der henvist til i (A's) klageskrivelse. (A) havde anført, at såfremt

asylsøgeren allerede har fået opholdstilladelse i Danmark med henblik på

varigt

ophold i medfør af familiesammenføringsreglerne, må Danmark anses for nærmest

til at yde beskyttelse for ansøgeren.

Flygtningenævnet udtalte i

skrivelsen af 4. juli 1991, at nævnets koordinationsudvalg den 24. juni 1991

havde drøftet problemstillingen. Der var i koordinationsudvalget enighed om

at

fastlægge praksis således, at der i de tilfælde, hvor en statsløs

palæstinenser

fra Libanon har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1,

meddeles K-status til den pågældende. Er der tale om familiesammenføring i

medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, er det en forudsætning, at

ægteskabet er indgået, før den pågældende rejser ind i landet.

Nævnet havde gennemgået

samtlige sine sager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og kun

fundet, at de ovenfor nævnte 5 sager på dette grundlag måtte give anledning

til

genoptagelse.

Nævnets praksis på det

omhandlede område kan på det foreliggende grundlag ikke give mig anledning

til

bemærkninger; jeg henviser i øvrigt til det nedenfor under C, pkt. 5, anførte

om betydningen af en asylsøgers overvejende tilknytning til Danmark.

Den 1. august 1991 besluttede

Flygtningenævnet at genoptage behandlingen af yderligere 1 af de indklagede

sager.

B.

Sager, hvori der eventuelt vil kunne

meddeles opholdstilladelse i henhold til udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2

(opholdstilladelse af humanitære grunde).

§ 9, stk. 2, nr. 2, i

udlændingeloven har følgende indhold:

"

Stk. 2.

Der kan efter ansøgning gives opholdstilladelse til andre

udlændinge:

...

2)

Hvis

udlændingen uden for de i § 7, stk. 1, nævnte tilfælde befinder sig i en

sådan situation, at væsentlige hensyn af humanitær karakter afgørende taler

for at imødekomme ansøgningen."

Af de almindelige

bemærkninger til det lovforslag, hvormed bestemmelsen blev indsat i

udlændingeloven (lovforslag nr. L 201/1984-85), fremgår bl.a.:

"De særlige hensyn, som

kan begrunde, at justitsministeren efter en konkret vurdering giver

opholdstilladelse, kan således først og fremmest bestå i udlændingens alder,

helbredstilstand og andre personlige forhold, smlgn. § 26, nr. 1 ...."

Afgørelsen af, om der

foreligger sådanne særlige humanitære grunde, som kan begrunde

opholdstilladelse efter den nævnte bestemmelse, beror således på et skøn. Ved

udøvelsen af dette skøn har Justitsministeriet i almindelighed navnlig lagt

vægt på ansøgerens personlige forhold - herunder om der er tale om en familie

med mindre børn, der kommer fra et land i krig - om der foreligger en

alvorlig

sygdom hos den eller de pågældende, samt varigheden af opholdet her i landet.

Under min gennemgang af

Flygtningenævnets sagsakter vedrørende de statsløse palæstinensere fra

Libanon,

der har modtaget afslag på deres asylansøgninger, har jeg fundet 26 sager

vedrørende i alt 110 personer, om hvem jeg må antage, at der er grundlag for,

at de vil kunne opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2,

nr.

2.

I 16 af disse sager har

Justitsministeriet allerede under min behandling af sagen (til dels inden for

de seneste dage) meddelt de pågældende opholdstilladelse i henhold til

udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2.

I 7 af de herefter resterende

sager er forholdet det, at jeg på grundlag af mit kendskab til

Justitsministeriets praksis i disse sager har fundet, at der var grundlag for

at antage, at de pågældende ville kunne opnå opholdstilladelse i henhold til

udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2. Jeg har derfor samtidig hermed meddelt

de

pågældende, at jeg ikke foretager videre i deres asylsag, men at jeg har

underrettet Justitsministeriet om min opfattelse vedrørende muligheden for at

få opholdstilladelse af humanitære grunde.

For 3 sagers vedkommende har

jeg antaget, at de pågældende muligvis vil kunne få opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2. Jeg har derfor ligeledes i disse sager

meddelt de pågældende, at jeg ikke på det foreliggende grundlag foretager

videre i deres asylsag, men at jeg har underrettet Justitsministeriet om min

opfattelse vedrørende den eventuelle mulighed for at få opholdstilladelse af

humanitære grunde.

Jeg har henvist de pågældende

til at afvente ministeriets afgørelse herom og meddelt dem, at de vil kunne

rette henvendelse til mig på ny, såfremt de måtte være utilfredse med

Justitsministeriets afgørelse.

C.

Sager, hvori der efter min opfattelse kan

foreligge forskellige former for tvivl vedrørende den af Flygtningenævnet

trufne afgørelse.

Denne gruppe består af sager,

hvor der på det foreliggende grundlag - og efter den gennemgang, der har

været

mulig for mig inden for den givne tidsramme - efter min opfattelse kan

foreligge forskellige tvivlsspørgsmål, som kunne give anledning til en

genovervejelse af sagerne.

I denne gruppe foreligger der

bl.a. eksempler på følgende:

1. Begrundelsesspørgsmål.

Advokat (A) anførte i sin

klageskrivelse, at Direktoratet for Udlændinge ofte begrunder afslag på asyl

med følgende:

"Direktoratet finder

således ikke, at De har været konkret forfulgt i Libanon, og finder, at De

ved

en tilbagevenden til Libanon vil kunne opnå den fornødne beskyttelse

..."

Min gennemgang af sagerne

bekræfter, at dette er en standardbegrundelse fra direktoratet. Som anført af

advokaten slører denne formulering, hvilken vurdering der reelt er anlagt (en

forfølgelsesrisikovurdering eller en beskyttelsesvurdering). Advokaten

anfører da også, at den samme begrundelse anvendes af Direktoratet for

Udlændinge i sager vedrørende libanesiske statsborgere samt - så vidt vides -

i andre hjemlandssager.

I klageskrivelsen gjorde

advokaten gældende, at det var betænkeligt, hvis Flygtningenævnet i sine

afgørelser henviste til de i direktoratets skrivelse anførte grunde, hvilket

han nævnte to eksempler på.

I anledning af min høring

vedrørende dette spørgsmål oplyste Flygtningenævnet, at nævnet kun i et

begrænset antal tilfælde havde henvist til den begrundelse, der var anført i

Direktoratet for Udlændinges afgørelse.

I de tilfælde, hvor dette var

sket for så vidt angår statsløse palæstinensere fra Libanon, havde

Flygtningenævnet i begrundelsen for nævnets beslutning udtrykkeligt

præciseret,

at nævnet havde anlagt en beskyttelsesvurdering. I de 2 sager, som advokat

(A)

havde henvist til, havde nævnet således anført, at det "af de grunde,

der

er anført i Direktoratet for Udlændinges afgørelse, finder, at ansøgeren kan

opnå den fornødne beskyttelse i Libanon, der således fortsat kan tjene som

ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk.

3 ".

Flygtningenævnet har givet

udtryk for den opfattelse, at en naturlig læsning af det omhandlede led i

begrundelsen ikke giver plads for nogen tvivl om, at Flygtningenævnet har

anlagt en beskyttelsesvurdering.

Efter min foreløbige

opfattelse er Flygtningenævnets præcisering af retsgrundlaget i dette

tilfælde

af mere formel end reel karakter. Nævnet opfylder således forpligtelsen i

forvaltningslovens § 24, stk. 1, 1. pkt., jf. udlændingelovens § 56, stk. 2,

til ved afgørelsen at henvise til de retsregler, i henhold til hvilke

afgørelsen

er truffet. Men da afgørelsen i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 3,

beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de

hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen, jf. herved

forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2. pkt.

Det er efter min opfattelse

tvivlsomt, om Flygtningenævnet fuldt ud har opfyldt forpligtelsen til at

angive

de hovedhensyn, som har været bestemmende for skønsudøvelsen. Nævnet anfører,

at det finder, at ansøgeren kan opnå den fornødne beskyttelse i Libanon; men

det bygger denne antagelse på de grunde, der er anført i Direktoratet for

Udlændinges afgørelse, og direktoratet knytter det forhold, at ansøgeren ikke

har været "konkret forfulgt", nøje sammen med antagelsen om, at

vedkommende vil kunne opnå den fornødne beskyttelse. Der synes således i

begrundelserne at foreligge en sammenblanding af beskyttelsesvurderingen og

forfølgelsesrisikovurderingen. En gennemlæsning af et stort antal af

direktoratets afgørelser tyder efter sagsfremstillingen nærmest på, at

direktoratet har anlagt en forfølgelsesvurdering.

Jeg tilkendegav min

foreløbige opfattelse vedrørende dette spørgsmål på mødet den 28. august 1991

med Flygtningenævnets formand. I den forbindelse rejse jeg spørgsmålet om,

hvorvidt Flygtningenævnet (som rekursinstans) var forpligtet til at påtale

Direktoratet for Udlændinges (underinstansens) eventuelle begrundelsesfejl.

Efter almindelige forvaltningsretlige principper har overinstansen normalt en

sådan forpligtelse, men spørgsmålet er, i hvilken udstrækning disse

forvaltningsretlige

principper også gælder for Flygtningenævnet, som er et domstolslignende

organ.

Nævnsformanden tilsluttede

sig, at nævnets status er quasi-judiciel (domstolslignende) og oplyste, at

nævnet i almindelighed ikke påtaler direktoratets fejl bortset fra den

påtale,

der måtte ligge i nævnets egne formuleringer i rekursafgørelserne.

Efter min opfattelse bør

spørgsmålet nærmere overvejes, hvilket jeg samtidig hermed har meddelt

Flygtningenævnet, idet jeg har udbedt mig underretning om resultatet af

nævnets

overvejelser.

De sager, som jeg har fundet

illustrerer et begrundelsesproblem, kan inddeles i følgende kategorier:

Sager, hvori der synes at foreligge en

(begrundelsesmæssig) sammenblanding af forfølgelsesrisikovurderingen og

beskyttelsesvurderingen, jf. herved det ovenfor anførte.

Sager, som synes at indeholde ufuldstændige

begrundelser, f.eks. når det anføres, at nævnet "afviser ansøgerens

forklaring på en række/flere punkter", uden at det præciseres, på hvilke

punkter.

Sager, hvori nævnet ikke tager stilling til et relevant

anbringende, f.eks. at pågældende har et indrejseproblem, som ikke uden

videre kan afvises.

2. Spørgsmål om eventuel urigtig bevisbyrde.

I visse sager har nævnet

anvendt en "omvendt bevisbyrdeformulering", således at det f.eks.

anføres, at der ikke er fuldt tilstrækkeligt grundlag for at antage (eller at

det ikke er antageliggjort), at Libanon ikke fortsat skulle kunne tjene som

første asylland.

Det er efter min opfattelse

tvivlsomt, om dette er korrekt, jf. formuleringen af udlændingelovens § 7.

Det

må antages, at der efter bestemmelsens stk. 1 og 2 påhviler asylsøgeren en

vis

bevisbyrde i henseende til at godtgøre eller sandsynliggøre, at vedkommende

nærer en velbegrundet frygt for forfølgelse i sit hjemland. I så fald er

asylgrundlaget til stede, og den pågældende har som udgangspunkt krav på asyl

her i landet. Hovedreglen om, at der i disse tilfælde skal meddeles asyl,

fraviges af reglen i § 7, stk. 3, (første asyllands-reglen). Efter

bestemmelsen

kan opholdstilladelse nægtes, såfremt (det kan lægges til grund, at)

udlændingen allerede har opnået beskyttelse, eller såfremt det af nærmere

angivne grunde må antages, at udlændingen kan opnå beskyttelse. Udtrykket

"opholdstilladelse kan nægtes, såfremt ..." betyder efter

almindelig

juridisk læsemåde, at bevisbyrden for, at et land er et sikkert første

asylland, påhviler myndighederne - og ikke asylsøgeren. Det påhviler med

andre

ord myndighederne at fremføre og sandsynliggøre sådanne omstændigheder.

Stiller

spørgsmålet sig usikkert, må myndighederne sørge for, at det afklares, jf.

forarbejderne til § 7, stk. 3 (betænkningen om udlændingelovgivningen nr.

968/1982, s.

139 f

).

Det påhviler således ikke ansøgeren at godtgøre, at beskyttelse ikke vil

kunne opnås. Det bør fremstå som bevismæssigt sandsynligt, at Libanon kan yde

den fornødne beskyttelse, (jf. ovenfor.). I modsat fald bør det føre til, at

nævnet imødekommer en asylansøgning.

3. Betydningen af klart illegal udrejse.

I det sagsmateriale, jeg har

modtaget, er det et gennemgående træk, at nævnet i sin begrundelse - som et

indicium for, at beskyttelse i Libanon vil kunne opnås - har henvist til, at

asylsøgeren er udrejst legalt af Libanon.

Under hensyn til den vægt

Flygtningenævnet således lægger på dette forhold, ville det være nærliggende,

at der i nævnsafgørelserne tilsvarende tages udtrykkeligt stilling til

betydningen af en klart illegal udrejse. Et eksempel på en sådan udrejse

fandtes i en af de gennemgåede sager, hvor asylsøgeren blev smuglet ud af

Libanon i en båd.

4. Sager, hvori vurderingen af beskyttelsesspørgsmålet

rejser tvivl.

Som anført ovenfor under pkt.

IV, C, 1, synes der i nogle af nævnsafgørelserne at foreligge en

begrundelsesmæssig sammenblanding af beskyttelsesvurderingen og

forfølgelsesrisikovurderingen. I disse sager og i andre sager er spørgsmålet,

om beskyttelsen enten

sættes lig med fravær af forfølgelsesrisiko eller

på anden måde ligger under det beskyttelsesniveau, som

drøftedes og delvis karakteriseredes under mit møde med nævnets formand den

28.

august 1991, jf. herved ovenfor

5. Afgørelsen af, til hvilket asylland en

flygtning har nærmest tilknytning.

Som anført ovenfor rejste

advokat (A) i klagen til mig spørgsmålet, om ikke Danmark måtte anses for

nærmest til at yde beskyttelse for ansøgere, som i medfør af

familiesammenføringsreglerne havde fået opholdstilladelse her i landet med

henblik på varigt ophold. Flygtningenævnet har på dette område fastlagt den

ovenfor refererede praksis, der som nævnt ikke på det foreliggende grundlag

kan

give mig anledning til bemærkninger.

(A) rejste imidlertid også

spørgsmålet om Flygtningenævnets praksis i forhold til statsløse

palæstinensere fra Libanon, som ikke har opholdt sig i Libanon i lang tid,

eller som har en overvejende tilknytning til Danmark gennem herboende nære

slægtninge (uden for udlændingelovens § 9's kreds), kombineret med lang tids

fravær fra Libanon.

Efter udlændingelovens § 7,

stk. 3, kan afslag på asyl meddeles til ansøgere, der på grund af en række

nærmere angivne forhold har nærmere tilknytning til et andet land end

Danmark,

hvor de må antages at kunne opnå beskyttelse. Et af de forhold, der kan

begrunde

den nærmere tilknytning til et andet land, kan være "længerevarende

ophold" dér.

I formandskabets første

beretning for Flygtningenævnets virksomhed (1. oktober 1983 - 31. marts 1987)

redegøres s. 152 ff for kriteriet "må antages at kunne opnå

beskyttelse". Om det underliggende kriterium "længerevarende

ophold" anføres s. 156, at de momenter, der i første række indicerer, at

afslag på asyl i henhold til bestemmelsen bør meddeles, er,

at

opholdet i det eventuelle første

asylland har været af ikke ubetydelig varighed,

at

varigheden overstiger varigheden af opholdet i Danmark, og

at

opholdet ligger enten umiddelbart

forud for indrejsen i Danmark eller i hvert fald inden for de senere år og

kun

er afbrudt ved kortvarige ophold i andre lande. Ikke sjældent må vurderingen

af

"længerevarende ophold" ske i sammenhæng med en vurdering af

kriteriet "derboende nære slægtninge".

Det fremgår af det anførte,

at forhold som længerevarende fravær fra det mulige første asylland, fraværet

af nære slægtninge dér og omvendt en overvejende tilknytning til Danmark

gennem

derboende nære slægtninge, kan mindske tilknytningen til det mulige første

asylland og ved en afvejning føre til, at tilknytningen til Danmark får

gennemslagskraft

ved valget af asylland.

Når Flygtningenævnet skal

afgøre, om en ansøger har nærmest tilknytning til Libanon eller til Danmark,

synes nævnet ikke at tillægge det megen vægt, at den pågældende har været

fraværende fra Libanon igennem længere tid, måske mange år. Det samme gælder

den betydning, det tillægges, at ansøgeren har den overvejende del af sin

familie i Danmark og derfor kun en ringe familiemæssig tilknytning til

Libanon. Nogle af nævnets afgørelser kunne herved synes at ligge uden for

rammerne af den praksis, som nævnet i øvrigt har anlagt i forbindelse med

vurderingen af den tilknytning, flygtninge (af andre nationaliteter) bør have

til et muligt første asylland.

_____________

En endelig stillingtagen fra

min side til de nævnte fem sagsgrupper ville forudsætte en skriftveksling med

Flygtningenævnet om hver enkelt sag. Af tidsmæssige grunde har jeg i stedet

valgt at gennemgå de rejste tvivlsspørgsmål under en mundtlig drøftelse med

Flygtningenævnets formand.

Under dette møde, der som

nævnt fandt sted den 28. august 1991, indvilligede Flygtningenævnets formand

i

at foretage en fornyet gennemgang af de sager, som efter min opfattelse

rummede

visse tvivlsspørgsmål, om hvilke det ikke kunne udelukkes, at de nævnte

spørgsmål kunne få betydning for den endelige vurdering af sagen.

Jeg har herefter tilbagesendt

sagerne til nævnets fornyede overvejelse og anmodet om underretning om

resultatet heraf.

D.

Sager, i hvilke jeg ikke kan foretage

videre.

Som anført ovenfor kan jeg

ikke kritisere, at Flygtningenævnet afgør asylansøgningerne fra de statsløse

palæstinensere fra Libanon på grundlag af en konkret vurdering og således

ikke

opretholder Direktoratet for Udlændinges tidligere praksis, hvorefter der -

uden en nærmere konkret vurdering - meddeles asyl til alle statsløse

palæstinensere fra Libanon.

Afgørelsen af, om Libanon i

en konkret sag kan anses for første asylland for den enkelte statsløse

palæstinenser, beror som tidligere nævnt på en skønsmæssigt præget vurdering

af forholdene i landet sammenholdt med de oplysninger, som Flygtningenævnet

har lagt til grund om ansøgerens personlige forhold.

Sådanne skønsmæssigt prægede

vurderinger kan jeg - efter de regler, der gælder for min virksomhed - ikke

efterprøve nærmere, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, f.eks.

forvaltningsretlige mangler i forbindelse med afgørelsen, se nedenfor.

I asylsager gør der sig

endvidere det forhold gældende, at afgørelsen af, hvilke oplysninger -

herunder asylsøgerens egen forklaring - Flygtningenævnet skal lægge til

grund,

beror på en bevismæssig vurdering. Også sådanne vurderinger er jeg afskåret

fra

at efterprøve, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

I asylsager gør de omtalte

prøvelsesbegrænsninger sig gældende med særlig vægt, når det gælder sagernes

realitet, både med hensyn til forfølgelsesvurderingen (udlændingelovens § 7,

stk. 1) og førsteasyllandsvurderingen (§ 7, stk. 3).

Det er som nævnt karakteristisk,

at langt hovedparten af sagerne finder deres afgørelse på grundlag af en

vurdering vedrørende tilstandene i det land, asylsøgerne kommer fra, samt

spørgsmålet om, hvilken bevismæssig vægt der kan tillægges de foreliggende

oplysninger i den konkrete sag, herunder troværdigheden af asylsøgerens egen

forklaring. Det faktiske grundlag for vurderingerne af forholdene i

asylsøgerens hjemland eller hidtidige asylland er i alt væsentligt

skriftligt,

og dermed også umiddelbart tilgængeligt for ombudsmanden. Men selve

vurderingen

af det - ofte ganske omfattende - foreliggende materiale er som nævnt af

skønsmæssig karakter. Endvidere ændrer forholdene sig ofte ganske hurtigt,

hvorved tidligere materiale forældes.

Flygtningenævnets

bevisbedømmelse i den konkrete sag er præget af nævnets domstolslignende

karakter og behandlingsmåde. Anvendelsen af bevisumiddelbarheds-princippet

(personligt fremmøde, mundtlige forklaringer m.v.), medvirkende advokater, en

dommer som formand, etc., skaber de bedste forudsætninger for nævnets

bevisvurdering.

Her er selve grundlaget for vurderingen - især asylsøgerens egen forklaring

og

nævnsmedlemmernes personlige vurdering heraf ved at overvære forklaringen og

ved at kunne stille spørgsmål - ikke tilgængeligt for ombudsmanden.

I særlige tilfælde er

ombudsmanden beføjet til at vurdere - og i givet fald kritisere - det

administrative skøn. Det drejer sig navnlig om tilfælde af utilstrækkeligt

oplysningsgrundlag for afgørelsen, ugrundet forskelsbehandling, anvendelse af

ulovlige kriterier (magtfordrejning) eller ikke-anvendelse af obligatoriske

kriterier, samt tilfælde hvor afgørelsens resultat må forekomme åbenbart

urigtigt. Nævnets sammensætning og behandlingsmåde bevirker imidlertid, at

der

kun yderst sjældent vil kunne tænkes at foreligge særlige omstændigheder af

den

pågældende art. Tilsvarende gælder som nævnt med hensyn til bevisskønnet.

For så vidt angår

sagsbehandlingen, er der ikke tilsvarende begrænsninger. Ombudsmanden kan

således foretage en fuldstændig prøvelse af disse spørgsmål.

Om ombudsmandens kompetence i

asylsager m.v. henviser jeg i det hele til artiklen herom i Advokaten nr.

11/1990, s. 237.

På grund af de omtalte

prøvelsesbegrænsninger er der et stort antal af de modtagne sager, i hvilke

jeg

ikke har kunnet foretage videre, allerede fordi Flygtningenævnet ikke har

fundet at kunne lægge vægt på asylsøgernes egne forklaringer.

I mange af sagerne har Flygtningenævnet

alene fundet at kunne lægge vægt på asylsøgerens oprindelige forklaringer,

afgivet umiddelbart efter indrejsen her i landet. Derimod er nye forklaringer

-

afgivet efter at de pågældende asylsøgere har fået afslag på asyl fra

Direktoratet for Udlændinge - hyppigt blevet tilsidesat af Flygtningenævnet.

Det har været en gennemgående forklaring fra asylsøgernes side, at de ved

indrejsen i landet er blevet rådet til alene som asylmotiv at henvise til de

generelle forhold i Libanon med den begrundelse, at alle statsløse

palæstinensere fra Libanon automatisk var garanteret asyl i Danmark efter

Direktoratet for Udlændinges (hidtidige) praksis. Ofte har asylsøgerne

henvist

til, at det har været tolkene, der har frarådet dem at fortælle om de

konkrete

overgreb, de måtte have været ude for, idet sådanne forklaringer udelukkende

ville trække asylsagens behandling i langdrag.

Under mit møde den 28. august

1991 med Flygtningenævnets formand drøftede jeg dette forhold. Formanden

oplyste i den forbindelse, at nævnet havde anmodet Direktoratet for

Udlændinge

om at søge spørgsmålet belyst ved henvendelse til en af de tolke, hvis navn

gik igen i de pågældende asylsøgeres forklaringer. Vedkommende tolk havde

imidlertid benægtet at skulle have oplyst som forklaret.

Desuden oplyste

nævnsformanden, at begrundelsen for, at en asylsøger skiftede forklaring,

indgik i en konkret troværdighedsvurdering, og at nævnet i den forbindelse

var

opmærksom på, hvilket tidspunkt den pågældende var indrejst i landet (før

eller efter Direktoratet for Udlændinges praksisændring var blevet

kendt)."

Bilag 2

Ombudsmandens skrivelse af 23. september 1991 til Flygtningenævnet.

"Under henvisning til

tidligere brevveksling i sagen vedrørende de statsløse palæstinensere fra

Libanon sender jeg hermed en skrivelse af 17. september 1991 fra advokat (A).

I

skrivelsen har advokat (A) anmodet mig om at foretage en nærmere undersøgelse

af spørgsmålet om, hvorvidt Flygtningenævnets medlemmer ved behandlingen af

sagerne om de statsløse palæstinensere har taget spørgsmålet om sikkerheden

ved

indrejsen til Libanon i betragtning.

Baggrunden for denne

anmodning er oplysninger fra flere af Flygtningenævnets (nuværende og

tidligere) medlemmer om, at de af skiftende nævnsformænd og nævnsflertal er

blevet belært om, at Flygtningenævnet ikke ved sin stillingtagen til, om

Libanon kunne yde en asylsøger den fornødne beskyttelse, skulle vurdere

spørgsmålet

om risikoen ved indrejsen i Libanon; jf. herved bl.a. (B's) erklæring af 6.

september 1991 og (C's) redegørelse af 13. september 1991, som begge

vedlægges. At dømme efter refererede udtalelser i pressen har flere nuværende

medlemmer af nævnet fremsat tilsvarende oplysninger.

Spørgsmålet om, i hvilket

omfang den sikre indrejsemulighed i Libanon er indgået i Flygtningenævnets

vurdering af, om landet vil kunne yde den fornødne beskyttelse, har tidligere

været rejst over for nævnet, jf. (A's) klage af 31. maj 1991 og min

høringsskrivelse

af 13. juni 1991.

I den anledning udtalte

Flygtningenævnet i sin udtalelse af 4. juli 1991, at det ligger implicit i

nævnets afgørelser, at en asylsøger, der har fået afslag på asyl i nævnet,

sikkert kan indrejse i det pågældende land og tage ophold dér. Dette gælder

også statsløse palæstinensere fra Libanon.

I forlængelse heraf udtalte

Flygtningenævnets formand under mødet på mit kontor den 28. august 1991, at

det

er selve kernen i beskyttelsesvurderingen, at de pågældende skal være i

personlig sikkerhed ved indrejsen og ved opholdet i landet.

Jeg anmoder om

Flygtningenævnets bemærkninger til de nu fremkomne oplysninger, herunder til

spørgsmålet om, hvorvidt (nogle af) nævnets afgørelser kan tænkes at være

truffet på grundlag af en retsvildfarelse, idet nævnsmedlemmer på grund af

den

ovenfor refererede fejlagtige retsopfattelse har undladt - eller er ophørt

med

- at inddrage indrejseproblemerne i beskyttelsesgrundlaget.

Under hensyn til sagens

hastende karakter skal jeg anmode om at modtage nævnets udtalelse snarest

muligt."

Bilag 3

Flygtningenævnets skrivelse af 14. oktober 1991 til Folketingets

Ombudsmand.

"I skrivelse af 23.

september 1991 har Folketingets Ombudsmand anmodet om Flygtningenævnets

bemærkninger til "oplysninger fra flere af Flygtningenævnets (nuværende

og

tidligere) medlemmer om, at de af skiftende nævnsformænd og nævnsflertal er

blevet belært om, at Flygtningenævnet ikke ved sin stillingtagen til, om

Libanon

kunne yde en asylansøger den fornødne beskyttelse, skulle vurdere spørgsmålet

om risikoen ved indrejsen i Libanon". Folketingets Ombudsmand har i den

forbindelse anmodet om Flygtningenævnets bemærkninger til spørgsmålet om,

"hvorvidt (nogle af) nævnets afgørelser kan tænkes at være truffet på

grundlag af en retsvildfarelse, idet nævnsmedlemmer på grund af den oven for

refererede fejlagtige retsopfattelse har undladt - eller er ophørt med - at

inddrage indrejseproblemerne i beskyttelsesgrundlaget". Folketingets

Ombudsmand

har henvist til, at advokat (A) i skrivelse af 17. september 1991 har anmodet

ham om at foretage en undersøgelse af spørgsmålet, samt til (B's) erklæring

af

6. september 1991 og (C's) redegørelse af 13. september 1991. Under hensyn

til

sagens hastende karakter har Folketingets Ombudsmand anmodet om at modtage

nævnets udtalelse snarest muligt.

Spørgsmålet, om

indrejserisikoen har været inddraget i beskyttelsesgrundlaget ved nævnets

afgørelser i disse sager, har været forelagt for hvert enkelt nuværende og

tidligere nævnsmedlem, der har deltaget i afgørelserne. Der henvises herved

til

vedlagte kopi af Flygtningenævnets skrivelse af 24. september 1991 til

medlemmerne, hvormed fulgte formændenes bemærkninger af 23. september 1991

til

(B's) brev af 6. september 1991.

Alle nævnsmedlemmer, der har

deltaget i afgørelserne, har nu besvaret nævnets forespørgsel, og som det

fremgår af de 52 besvarelser, der vedlægges, har 49 tilkendegivet, at de for

deres eget vedkommende

har

vurderet

indrejserisikoen.

To - nu forhenværende -

medlemmer, beskikket efter indstilling fra Dansk Flygtningehjælp (C) og (B),

har tilkendegivet, at de ikke har inddraget indrejserisikoen i deres

vurdering

af de sager, der blev afgjort i perioden indtil begyndelsen af april 1991,

hvorimod de har gjort det i de senere sager.

På den baggrund har nævnet

foretaget en gennemgang af samtlige de sager vedrørende statsløse

palæstinensere, som de to har deltaget i indtil medio april 1991.

Gennemgangen viste, at (C)

har deltaget i behandlingen af 35 og (B) i 20 sager, og at de to ikke har

deltaget samtidig i nogen af sagerne.

Den viste desuden, at (C) kun

i 10 sager og (B) kun i 7 sager har voteret for stadfæstelse, og at deres

stemme i intet tilfælde har været afgørende for nævnets beslutning.

Nævnet har endvidere fundet,

at besvarelsen fra (D), der ligeledes er beskikket efter indstilling fra

Dansk

Flygtningehjælp, efterlader en sådan tvivl, at der for en sikkerheds skyld

ligeledes er foretaget en gennemgang af de sager, hun har deltaget i. Det

drejer

sig om i alt 69 sager. I 4 sager har hun deltaget samtidig med (C) eller (B).

Også for hendes vedkommende gælder, at hendes stemme i intet tilfælde har

været

afgørende for nævnets beslutning om at stadfæste Direktoratet for Udlændinges

afslag på asyl.

Det kan herefter afvises, at

nævnet i noget tilfælde har meddelt en statsløs palæstinenser fra Libanon

afslag på asyl uden at have inddraget indrejserisikoen ved en tilbagevenden

til

Libanon.

Det skal i denne forbindelse

bemærkes, at indrejsespørgsmålet i hovedsagen må anses for at være et

spørgsmål

om, hvorvidt den pågældende kan antages at kunne indrejse i Libanon uden at

risikere overgreb fra syrernes side. Flygtningenævnet har gennem de seneste

år

været bekendt med syrernes tilstedeværelse i Libanon, herunder Beirut

lufthavn.

Der henvises herved til Dansk Flygtningehjælps notat af 25. oktober 1986,

Dansk

Flygtningehjælps notat af 26. januar 1987, Dansk Flygtningehjælps rapport i

forbindelse med rejse til Libanon af 12. - 18. maj 1987, Udenrigsministeriets

skrivelse af 29. september 1987, Udenrigsministeriets skrivelse af 1.

september

1988, Dansk Flygtningehjælps notat af 28. november 1988, Udenrigsministeriets

skrivelse af 30. juni 1990, Dansk Flygtningehjælps notat af 9. august 1990,

Dansk Flygtningehjælps notat af 24. juni 1991, Udenrigsministeriets skrivelse

af 8. juli 1991 samt Udenrigsministeriets skrivelse af 9. september 1991 med

notat af samme dato. Spørgsmålet om indrejserisikoen for en tilbagevendende

statsløs palæstinenser har således ikke mindst været vurderet i forhold til

syrerne.

Der henvises desuden til

Flygtningenævnets formandskabs beretning for 1. oktober 1983 til 31. marts

1987

s. 170-172."

Bilag 4

Flygtningenævnets skrivelse af 7. januar 1992 til Folketingets

Ombudsmand.

"Ved skrivelse af 1.

september 1991 modtog Flygtningenævnet Folketingets Ombudsmands redegørelse

af

31. august 1991 vedrørende Flygtningenævnets behandling af ansøgninger om

asyl

fra statsløse palæstinensere fra Libanon.

I overensstemmelse med

drøftelserne på mødet den 28. august 1991 mellem Flygtningenævnets formand og

Folketingets Ombudsmand har Flygtningenævnet nu foretaget en fornyet

vurdering

af 28 af de 29 sager, som efter ombudsmandens opfattelse rummer visse

tvivlsspørgsmål. Kopi af afgørelserne i de enkelte sager vedlægges.

Som det fremgår, har

Flygtningenævnet af forskellige grunde nu meddelt opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 7, stk. 1, i 5 af sagerne. I de øvrige 23 sager er

afgørelsen fastholdt.

En sag er endnu ikke

afsluttet, idet asylansøgeren har fremlagt væsentlige nye oplysninger om sine

forhold, som Flygtningenævnet søger at få verificeret. Flygtningenævnet vil

underrette Folketingets Ombudsmand om resultatet i denne sag, når den er

afsluttet.

Folketingets Ombudsmand har i

redegørelsen peget på forskellige generelle spørgsmål.

Begrundelsesspørgsmål.

Ombudsmanden har således

peget på nogle sager, hvori der efter hans opfattelse synes at foreligge en

(begrundelsesmæssig) sammenblanding af forfølgelsesrisikovurderingen og

beskyttelsesvurderingen.

I de omhandlede sager har

Flygtningenævnet i begrundelsen anført, at nævnet "af de grunde, der er

anført i Direktoratet for Udlændinges afgørelse, finder, at ansøgeren kan

opnå

den fornødne beskyttelse i Libanon, der således fortsat kan tjene som

ansøgerens

første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3".

Flygtningenævnet har ved den

angivne henvisning sigtet til den sproglige beskrivelse af asylansøgerens

forhold, der er gengivet i direktoratets afgørelse. Flygtningenævnet har

derimod ikke tiltrådt direktoratets retlige bedømmelse af disse faktiske

forhold. Flygtningenævnet har tilkendegivet dette ved at præcisere, at nævnet

har vurderet forholdene efter en beskyttelsesmålestok. Det bemærkes herved,

at

de omhandlede faktiske forhold, som er anført i ombudsmandens redegørelse,

indgår i beskyttelsesvurderingen.

Efter Flygtningenævnets

opfattelse har der således været givet en fyldestgørende begrundelse i disse

afgørelser.

Flygtningenævnet har i denne

forbindelse overvejet det særlige spørgsmål, om nævnet (som rekursinstans) er

forpligtet til at påtale Direktoratet for Udlændinges (underinstansens)

eventuelle begrundelsesfejl. Nævnet finder ikke, at nævnet med den

kompetence,

der ifølge udlændingeloven er henlagt til nævnet, og de processuelle regler,

der gælder for nævnet, har en forpligtelse til særskilt at påtale eventuelle

begrundelsesfejl i Direktoratet for Udlændinge. I det omfang, nævnet ikke er

enig i direktoratets begrundelse, vil dette fremgå af nævnets beslutninger,

der

alle sendes til direktoratet.

Det skal tilføjes, at

Flygtningenævnet har gjort Direktoratet for Udlændinge bekendt med

ombudsmandens opfattelse vedrørende begrundelsen, og direktoratet har

tilkendegivet, at det fremover vil ændre begrundelsen for dets afgørelser i

disse sager, således at det klart fremgår af disse, at der er anlagt en

beskyttelsesvurdering.

Folketingets Ombudsmand har

videre peget på nogle sager, som synes at indeholde ufuldstændige

begrundelser,

f.eks. når det anføres, at nævnet "afviser ansøgerens forklaring på en

række/flere punkter", uden at punkterne er præciseret.

Flygtningenævnet er enig med

ombudsmanden i, at en sådan angivelse isoleret set ikke ville opfylde kravene

i

forvaltningslovens § 24, stk. 2. Efter denne bestemmelse skal begrundelsen

således om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger

vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning

for afgørelsen.

I overensstemmelse hermed

præciserer Flygtningenævnet i de tilfælde, hvor ansøgerens forklaring

tilsidesættes på et eller flere punkter, enten på hvilke væsentlige punkter

forklaringen er tilsidesat, eller, hvilke faktiske omstændigheder som er

tillagt væsentlig betydning.

Bevisbyrde.

Folketingets Ombudsmand har i

redegørelsen videre givet udtryk for, at bevisbyrden for, at et land er et

sikkert 1. asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, efter almindelig

juridisk læsemåde påhviler myndighederne - og ikke asylsøgeren. Det bør

derfor

fremstå som bevismæssigt sandsynligt, at Libanon kan yde den fornødne

beskyttelse.

Flygtningenævnet kan

tilslutte sig ombudsmandens bemærkninger om, at det følger af

udlændingelovens

§ 7, stk. 3, at det er nævnet, der ud fra den enkelte sags oplysninger skal

kunne påvise, hvilke omstændigheder der konkret begrunder antagelsen om, at

den

pågældende ansøger vil kunne opnå den fornødne beskyttelse ved tilbagevenden

til Libanon.

I langt de fleste af disse

sager er ansøgeren født og opvokset i Libanon, der hele livet har været

asylland (opholdsland) for den pågældende. Denne faktiske omstændighed er en

væsentlig del af baggrunden for Flygtningenævnets stillingtagen til, hvorvidt

Libanon kan betragtes som ansøgerens 1. asylland i henhold til

udlændingelovens

§ 7, stk. 3.

Ifølge udlændingelovens § 40

påhviler det ansøgeren at meddele de oplysninger, som er nødvendige til

bedømmelse af, om en opholdstilladelse kan gives. Vurderingen af, om disse

oplysninger er tilvejebragt, vil - også i 1. asyllandssager - blandt andet

afhænge af, om ansøgerens forklaring kan lægges til grund.

Ansøgerens egen forklaring om

sine forhold udgør således en væsentlig del af beslutningsgrundlaget, når

Flygtningenævnet skal vurdere 1. asyllandsspørgsmål.

Såfremt det herefter

bevismæssigt må lægges til grund, at en palæstinensisk flygtning hidtil har

kunnet opholde sig i Libanon uden at blive udsat for overgreb mod sin

personlige integritet, vil landet efter omstændighederne kunne anses for at

yde

den pågældende en sådan faktisk beskyttelse, at det som udgangspunkt må

betragtes som dennes 1. asylland. En betingelse for at give afslag på asyl

efter § 7, stk. 3, er dog, at der under hensyn til de foreliggende

oplysninger

om ansøgeren og om den aktuelle situation i landet er en velbegrundet udsigt

til, at den pågældende vil kunne indrejse og også fremtidig opholde sig dér

uden

at blive udsat for overgreb mod sin personlige integritet.

Flygtningenævnets begrundelse

kan således ikke tages som udtryk for, at nævnet har pålagt ansøgeren

bevisbyrden for, at Libanon ikke kan tjene som pågældendes 1. asylland.

Da begrundelsen (i 2 sager)

imidlertid har kunnet skabe en vis tvivl, vil begrundelsen i fremtidige

lignende sager blive affattet på en sådan måde, at der ikke er tvivl om

bevisbyrdespørgsmålet.

Tilknytningen.

Folketingets Ombudsmand har

videre tilkendegivet, at Flygtningenævnet ikke synes at tillægge det nogen

vægt

ved afgørelsen af, om en statsløs palæstinenser har nærmest tilknytning til

Libanon eller Danmark, at den pågældende har været fraværende fra Libanon

igennem længere tid, måske mange år. Ombudsmanden har i den forbindelse

henvist

til, at nogle af nævnets afgørelser herved kunne synes at ligge uden for

rammerne af den praksis, som nævnet i øvrigt har anlagt i forbindelse med

vurderingen af den tilknytning, flygtninge (af andre nationaliteter) bør have

til et muligt første asylland. Ombudsmanden har herved henvist til

Flygtningenævnets formandskabs første beretning for Flygtningenævnets

virksomhed, s. 152 ff.

Efter ordlyden af

lovbestemmelsen i § 7, stk. 3, skal der foretages en vurdering af, om

udlændingen har nærmere tilknytning til et andet land, hvor udlændingen må

antages at kunne opnå beskyttelse. Denne vurdering vil typisk være en

afvejning

af tilknytningen til Libanon, hvor de pågældende er født og opvokset eller i

det mindste har boet en lang årrække, over for tilknytningen til Danmark,

hvor

de pågældende har opholdt sig som asylsøgere gennem de seneste 1-2 år.

Det forudsættes naturligvis

herved, at det må antages, at de pågældende overhovedet kan indrejse i

Libanon,

og at der er en velbegrundet udsigt til, at de (fortsat) vil kunne opnå den

fornødne beskyttelse. Såfremt disse forudsætninger er opfyldt, vil Libanon

typisk kunne tjene som 1. asylland.

Det skal tilføjes, at

redegørelsen i Flygtningenævnets første beretning s. 152 ff. ikke indeholder

en

udtømmende angivelse af de momenter, der indgår i kriteriet

"længerevarende ophold", eller nogen angivelse af afvejningen

mellem

de nævnte momenter.

Efter Flygtningenævnets

opfattelse gør der sig en væsentlig forskel gældende ved vurderingen af

tilknytningsmomentet henholdsvis i "almindelige" 1. asyllandssager

og

i sagerne om de statsløse palæstinensere fra Libanon. Redegørelsen i

beretningen sigter til den typiske asyllandssag, hvor ansøgeren er flygtet

efter et mangeårigt ophold i sit (reelt eksisterende) hjemland og derefter

opnår en eller anden form for tilknytning til to forskellige asyllande. I

palæstinensersagerne er der imidlertid i de allerfleste tilfælde tale om, at

ansøgeren er født og opvokset i Libanon (asyllandet) og således har opholdt

sig

der i en årrække. Den pågældende har derved en helt anden form for

tilknytning

til Libanon end den tilknytning en "hjemlandsflygtning" typisk har

til et muligt andet asylland end Danmark. Sprogligt, kulturelt,

familiemæssigt,

arbejdsmæssigt etc. er den statsløse palæstinensers tilknytning til

asyllandet

Libanon i langt de fleste tilfælde betydeligt stærkere end ansøgerens

tilknytning til asyllandet i de sager, der er henvist til i beretningen.

Det beror således på en

konkret vurdering, om en statsløs palæstinensers tilknytning til Danmark i

form

af et ophold på 1-2 år og familiemedlemmers tilstedeværelse her er større end

tilknytningen til Libanon, hvor den pågældende har opholdt sig i en længere

årrække (f.eks. 20-25 år), og måske stadig har familiemedlemmer.

Flygtningenævnets formand

tilkendegav under mødet den 28. august 1991 med Folketingets Ombudsmand, at

nævnet ville gennemgå de allerede afgjorte sager med henblik på en

stillingtagen til, hvad der kunne gøres ved spørgsmålet om muligheden for at

indrejse i Libanon uden de fornødne rejsedokumenter m.v.

Flygtningenævnet har derfor

gennemgået samtlige sager og i den forbindelse iværksat en nærmere

undersøgelse

i 3 sager.

Herudover har

Rigspolitichefen vedrørende spørgsmålet om muligheden for at indrejse i

Libanon

i en notits af 1. november 1991 givet udtryk for, at de libanesiske

myndigheder

kan garantere, at statsløse palæstinensere i Danmark, hvis identitetspapirer

undersøges inden afrejsen fra Danmark, og om hvem det konstateres, at de

inden

opholdet i Danmark har haft lovligt ophold i Libanon, kan indrejse i Libanon,

uden at de vil få problemer med nogen af de instanser, som udøver

indrejsekontrol i Beirut lufthavn. Det fremgår desuden, at man fra libanesisk

side er rede til at modtage statsløse palæstinensere, som ikke er i

besiddelse

af nogen identitetspapirer, f.eks. fødselsattester, kørekort, vielsesattester

og lignende, forudsat at det på anden vis gennem en forudgående undersøgelse

kan godtgøres, at de inden opholdet i Danmark har haft lovligt ophold i

Libanon.

Flygtningenævnet har meddelt

udsendelsesmyndigheden, at nævnet har forstået, at denne agter at foretage en

forudgående undersøgelse hos de libanesiske myndigheder, inden statsløse

palæstinensere fra Libanon faktisk udsendes af Danmark. Nævnet har samtidig

udtalt, at man går ud fra, at udsendelsesmyndigheden i de tilfælde, hvor den

pågældende ikke er i besiddelse af nogen identitetspapirer, foretager en

sådan

forudgående undersøgelse. Såfremt det i konkrete tilfælde måtte vise sig, at

de

libanesiske myndigheder ikke vil tillade den pågældende at indrejse i

Libanon,

foreligger der væsentlige nye oplysninger. Sagen må i så fald genoptages.

Flygtningenævnet har på denne

baggrund anmodet om at modtage underretning om udfaldet af de omhandlede

undersøgelser. En kopi af nævnets skrivelse af 8. november 1991 til

Justitsministeriet vedlægges til orientering."

Bilag 5

Flygtningenævnets skrivelse af 12. marts 1992 til Folketingets

Ombudsmand.

"Flygtningenævnet har

modtaget Deres skrivelse af 25. februar 1992 vedrørende behandlingen af

sagerne

om de statsløse palæstinensere fra Libanon.

Under behandlingen af klagen,

har De givet udtryk for, at De er enig i Flygtningenævnets opfattelse af en

række generelle spørgsmål. De har endvidere givet udtryk for, at der i 29

konkrete sager efter Deres opfattelse kunne foreligge forskellige

tvivlsspørgsmål, som kunne give anledning til en genovervejelse af sagerne.

De

bemærkede, at en endelig stillingtagen fra Deres side til de nævnte spørgsmål

ville forudsætte en skriftveksling med Flygtningenævnet om hver enkelt sag.

Af

tidsmæssige grunde valgte De i stedet at gennemgå de rejste tvivlsspørgsmål

under en mundtlig drøftelse den 28. august 1991 med Flygtningenævnets

formand.

Under mødet den 28. august

1991 indvilligede Flygtningenævnets formand i at foretage en fornyet

gennemgang

af de sager, som efter Deres opfattelse rummede visse tvivlsspørgsmål, om

hvilke det ikke kunne udelukkes, at de ville få betydning for den endelige

vurdering af sagen. De tilbagesendte herefter 29 sager til Flygtningenævnet

til

fornyet vurdering.

Den 12. september 1991

besluttede Flygtningenævnets formand og næstformænd at genoptage de 29 sager.

Formandskabet lagde afgørende vægt på, at de sager, der behandles i nævnet,

undergives en i enhver henseende omhyggelig og forsvarlig behandling. Under

hensyn til den tvivl, som De havde givet udtryk for, fandt formændene det

efter

omstændighederne rigtigst at genoptage sagerne, således at hvert enkelt

nævnsmedlem, der havde deltaget i afgørelsen, fik mulighed for at votere på

ny

på baggrund af Deres redegørelse og de oplysninger, der i øvrigt var

fremkommet

efter afgørelserne. Formandskabet understregede, at denne fremgangsmåde ikke

kunne tages som udtryk for, at nævnsformændene havde tiltrådt Deres

synspunkter.

I skrivelsen af 7. januar

1992 underrettede Flygtningenævnet Dem om resultatet i de pågældende sager.

I redegørelsen af 25. februar

1992 har De bl.a. udtalt, at det, De har anført om de konkrete sager, kun var

anført til illustration af Deres generelle opfattelse vedrørende

Flygtningenævnets behandling af ansøgninger om asyl fra statsløse

palæstinensere fra Libanon. De har således ikke taget konkret stilling til, i

hvilket omfang de anførte synspunkter i hver enkelt sag efter Deres

opfattelse

ville kunne begrunde en genoptagelse i nævnet med henblik på en ændring af de

trufne afgørelser i realiteten.

Da Deres udtalelse af 25.

februar 1992 på visse punkter giver anledning til tvivl, og da den har givet

anledning til misforståelser, har Flygtningenævnets formandskab fundet det

rigtigst at præcisere sin opfattelse af nogle spørgsmål.

Spørgsmålet om "den begrundelsesmæssige

sammenblanding af beskyttelsesvurderingen og

forfølgelsesrisikovurderingen".

I udtalelsen af 25. februar

1992 har De anført, at det er almindeligt antaget, at en overordnet myndighed

efter omstændighederne kan opfylde begrundelsespligten gennem en udtrykkelig

henvisning til den underordnede myndigheds afgørelse, se f.eks.

Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, pkt. 132. En

forudsætning

herfor er imidlertid, at ankeinstansen kan tiltræde begrundelsen fuldt ud, og

at udformningen af begrundelsen fra den tidligere instans i sig selv er

fyldestgørende, se f.eks. John Vogter m.fl. "Forvaltningsloven", s.

219, og Folketingets Ombudsmands beretning 1989, s. 372.

De har herefter konstateret,

at De ikke kunne være enig i Flygtningenævnets opfattelse, hvorefter der var

givet en fyldestgørende begrundelse.

Formandskabet er fortsat ikke

enig med Dem på dette punkt. Som fremhævet i nævnets svar af 7. januar 1992

giver en naturlig læsning af det omhandlede led i begrundelsen ikke plads for

nogen tvivl om, at Flygtningenævnet ved sin retlige bedømmelse har anlagt en

beskyttelsesvurdering, jfr. ordene "beskyttelse" og "1.

asylland" samt henvisningen til udlændingelovens § 7, stk. 3. Med denne

formulering har nævnet netop ikke fuldt ud tiltrådt direktoratets

begrundelse.

I denne forbindelse skal

bemærkes, at hverken forvaltningslovens § 24 eller andre retskilder giver

grundlag for at kræve, at nævnet udarbejder en selvstændig begrundelse i

tilfælde, hvor direktoratets begrundelse ikke kan tiltrædes fuldt ud. Efter

formandskabets opfattelse udtaler de kilder, De har henvist til, ikke, at en

overordnet myndighed ikke kan henvise til en del af en underordnet myndigheds

begrundelse.

Spørgsmålet "om ufuldstændige

begrundelser".

De har videre givet udtryk

for, at De i forbindelse med Deres gennemgang af de konkrete sager har

overvejet, om kravet til præciseringsgraden i alle tilfælde kunne anses for

opfyldt i praksis. De har henvist til 2 sager.

Formandskabet må fastholde,

at det i de afgørelser, De har henvist til, udtrykkeligt er præciseret, på

hvilke væsentlige punkter forklaringen er tilsidesat, eller hvilke faktiske

omstændigheder, der er tillagt væsentlig betydning.

Formandskabet finder derfor

fortsat, at begrundelsen har været fyldestgørende.

Spørgsmålet "om en eventuel urigtig

anvendelse af bevisbyrdereglerne".

De har givet udtryk for, at

en gennemlæsning af begrundelserne i nogle af de genoptagne sager kunne give

det

indtryk, at Flygtningenævnet anvender en mere generel formodningsregel,

hvorefter baggrundsoplysningerne om Libanon sammenholdt med det forhold, at

en

ansøger er født og opvokset i Libanon, i sig selv skaber en formodning om, at

Libanon kan tjene som den pågældendes asylland. I det omfang, ansvaret for at

afkræfte denne formodning i det væsentlige kommer til at hvile på

asylsøgeren,

er det Deres opfattelse, at en sådan regel kunne give anledning til

betænkelighed, idet den da antager karakter af en slags omvendt

bevisbyrderegel.

De har derfor understreget

betydningen af, at man i praksis også inddrager de kriterier, der tillige bør

indgå i beskyttelsesvurderingen.

Det kan ikke af nævnets svar

af 7. januar 1992 udledes, at en bevisusikkerhed, der ikke kan tilskrives

asylansøgeren, skulle komme ansøgeren processuelt til skade. Den

formodningsregel, De henviser til, skal selvsagt ses i lyset af den

forklaring,

ansøgeren afgiver, samt de generelle baggrundsoplysninger. Nævnets henvisning

til udlændingelovens § 40 kan alene tages som udtryk for, at enhver

asylansøger

må bidrage til sagens oplysning.

Det må fastholdes, at nævnets

begrundelse ikke kan tages til udtryk for, at nævnet har pålagt ansøgeren

bevisbyrden for, at Libanon ikke kan tjene som pågældendes 1. asylland.

Spørgsmålet om "vurderingen af

beskyttelsesmulighederne".

De har meddelt, at De har

overvejet, om de elementer, der indgår i beskyttelsesvurderingen, var

inddraget

fuldt ud i de konkrete sager. De har henvist til 14 sager.

Formandskabet fastholder, at

nævnet har foretaget en korrekt vurdering af de pågældende sager.

Spørgsmålet om "til hvilket asylland en

flygtning har nærmest tilknytning".

De har givet udtryk for, at

lang tids fravær fra Libanon samt på den ene side ringe familiemæssig

tilknytning

til Libanon og på den anden side overvejende familiemæssig tilknytning til

Danmark efter Deres opfattelse bør indgå med betydelig vægt ved afgørelsen af

tilknytningsspørgsmålet.

Denne opfattelse bygger De

bl.a på, at myndighederne i tilfælde, hvor en asylsøger har været borte fra

Libanon i mange år, ikke med henvisning til et forholdsvis nyligt (og

beskyttet) ophold i Libanon vil kunne løfte en del af deres bevisbyrde i

henseende til, at asylsøgeren må forventes at kunne opnå den fornødne

beskyttelse i Libanon.

De har rejst spørgsmål om,

hvorvidt Flygtningenævnet i 3 af sagerne har ladet de anførte forhold indgå

med

den fornødne vægt i afvejningen. De har omtalt 2 sager og har fundet, at

myndighederne forekom at have svært ved at løfte bevisbyrden for, at familien

havde en velbegrundet udsigt til at kunne leve i sikkerhed i Libanon.

Formandskabet fastholder, at

afgørelsen af spørgsmålet om, hvilket land en flygtning har

nærmest

tilknytning til, altid vil bero

på et konkret skøn, hvori indgår en række momenter af forskellig vægt.

Det skal tilføjes, at dette

spørgsmål er et andet end spørgsmålet om, hvorvidt flygtningen kan opnå

beskyttelse i det pågældende land.

Formandskabet fastholder

synspunkterne i nævnets svar af 7. januar 1992.

Det kan i øvrigt oplyses, at

Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 10. marts 1992 drøftede betydningen

af gennemførelsen af lov nr. 144 af 3. marts 1992 om opholdstilladelse for

statsløse palæstinensere fra Libanon. Flygtningenævnet besluttede, at

statsløse

palæstinensere fra Libanon, der må anses som flygtninge efter

udlændingelovens

§ 7, stk. 1, og som omfattes af særloven, ikke skal nægtes opholdstilladelse

i

Danmark med henvisning til udlændingelovens § 7, stk. 3. Baggrunden herfor

er,

at de pågældende ved gennemførelsen af særloven har fået et retskrav på

opholdstilladelse i Danmark, hvorved Libanon ikke længere kan anses for 1.

asylland for de pågældende.

Flygtningenævnet har derfor

sendt en række sager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon,

herunder

de sager, som De tidligere fandt indeholdt visse tvivlsspørgsmål, til

Direktoratet for Udlændinge med henblik på, at direktoratet tager stilling

til,

om de pågældende på det nu foreliggende grundlag skal meddeles

opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1."

Bilag 6

Folketingets Ombudsmands skrivelse af 23. marts 1992 til

Flygtningenævnet:

"Herved bekræfter jeg

modtagelsen af Deres skrivelse af 12. marts 1992, hvori De har præciseret

Flygtningenævnets formandskabs opfattelse af nogle spørgsmål vedrørende

behandlingen af ansøgninger om asyl fra statsløse palæstinensere fra Libanon.

Jeg har noteret mig det, De

har anført. Indholdet af Deres skrivelse giver mig imidlertid ikke grundlag

for

at ændre min retsopfattelse, således som den er kommet til udtryk i min

udtalelse af 25. februar 1992. Denne retsopfattelse vil således blive lagt

til

grund, også ved min fremtidige behandling af eventuelle klager over

Flygtningenævnets

afgørelser.

Særligt for så vidt angår

begrundelsesspørgsmålet, skal jeg bemærke, at jeg har noteret mig, at

Flygtningenævnet allerede på et koordinationsudvalgsmøde den 19. december

1991

gav udtryk for, at nævnet alene bør tiltræde underinstansens afgørelse i

henhold til grundene, såfremt nævnet i det hele er enig i afgørelsen og

begrundelsen herfor.

Af Deres skrivelse fremgår

det, at min udtalelse af 25. februar 1992 har givet formandskabet anledning

til

tvivl. Det står mig ikke klart - ej heller ved gennemlæsningen af

formandskabets egne præciseringer - i hvilke henseender formandskabet

befinder

sig i tvivl om min opfattelse. Dersom formandskabet vil konkretisere de

punkter, hvor man føler sig i tvivl, står jeg naturligvis gerne til rådighed

for en - skriftlig eller mundtlig - afklaring.

Der henvises til

Flygtningenævnets j.nr. .....

Fra Folketinget har jeg

modtaget underretning om, at De på Flygtningenævnets vegne i en skrivelse af

11. marts 1992 til Folketingets Retsudvalg har fremsat kommentarer til min

redegørelse af 25. februar 1992 til Justitsministeriet vedrørende

fremgangsmåden

ved udsendelse af asylsøgere. Deres skrivelse til Folketingets Retsudvalg -

som De ikke ses selv at have underrettet mig om, og som jeg derfor først på

et

senere tidspunkt er blevet bekendt med - rejser nogle spørgsmål om

betydningen

af udtalelserne i Flygtningenævnets formandskabs beretning for 1983-1987, s.

171, af hvilke De har citeret et udsnit i Deres skrivelse til Retsudvalget.

Såfremt der bliver anledning hertil, skal jeg siden vende tilbage til dette

spørgsmål.

Jeg har sendt en genpart af denne

skrivelse til Folketingets Retsudvalg."

NOTER: (*1) Lov nr. 144 af 3.

marts 1992 om opholdstilladelse for statsløse palæstinensere.

Lignende dokumenter