Flygtningenævnets behandling af asylansøgninger fra statsløse palæstinensere fra Libanon.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Flygtningenævnets behandling af asylansøgninger fra statsløse
palæstinensere fra Libanon.
I skrivelse af 14. maj 1991
rettede nogle talsmænd for de statsløse palæstinensere fra Libanon, som af
Flygtningenævnet havde fået meddelt afslag på deres asylansøgninger,
henvendelse til mig. De klagede over, at Flygtningenævnet havde lagt til
grund,
at Libanon kunne tjene som asylland for statsløse palæstinensere, og de
rejste
i den forbindelse spørgsmål om, i hvilket omfang nævnet havde undersøgt, om
der
var sikre indrejsemuligheder for palæstinenserne til Libanon.
I skrivelse af 31. maj 1991
uddybede advokat A på talsmændenes vegne den indgivne klage. Han sendte mig
endvidere fuldmagter fra 169 palæstinensiske asylsøgere.
I den anledning anmodede jeg
i skrivelse af 13. juni 1991 Flygtningenævnet om en udtalelse vedrørende en
række nærmere angivne spørgsmål. Endvidere anmodede jeg om udlån af
sagsakterne
vedrørende de 169 palæstinensiske asylsøgere.
Jeg underrettede samtidig
Justitsministeriet om, at jeg havde iværksat en undersøgelse af
Flygtningenævnets praksis vedrørende behandlingen af asylansøgninger fra
statsløse palæstinensere fra Libanon.
På den baggrund meddelte
Justitsministeriet mig i skrivelse af 27. juni 1991, at ministeriet havde
besluttet at udsætte udrejsefristen for de statsløse palæstinensere, som
havde
tilsluttet sig klagen, indtil den 1. september 1991, med henblik på, at jeg
kunne få lejlighed til at tage stilling til sagen.
Læs alt
I skrivelse af 4. juli 1991
afgav Flygtningenævnet en udtalelse om sagen. Samtidig modtog jeg sagsakterne
vedrørende størstedelen af de palæstinensere, der havde tilsluttet sig
klagen.
Hertil kom en del yderligere sagsmateriale, som jeg havde anmodet om udlån
af.
Jeg modtog herefter løbende
klager fra statsløse palæstinensere fra Libanon, som ønskede at tilslutte sig
den omhandlede generelle klage vedrørende Flygtningenævnets praksis i
asylsagerne.
Sideløbende hermed modtog jeg
sagsakter fra Flygtningenævnet vedrørende de individuelle klagere.
I skrivelser af 14. og 16.
august 1991 meddelte jeg Flygtningenævnet, at da jeg anså min behandling af
det store antal sager for meget hastende, ville jeg finde det mest
hensigtsmæssigt, om de spørgsmål, som sagerne rejste, kunne gøres til
genstand
for en mundtlig drøftelse med nævnets formand.
Den 28. august 1991 fandt
mødet med nævnets formand sted.
Den 31. august 1991 afgav jeg
en redegørelse vedrørende Flygtningenævnets behandling af ansøgninger om asyl
fra statsløse palæstinensere fra Libanon. Jeg havde på daværende tidspunkt
modtaget 239 klager fra statsløse palæstinensere, men redegørelsen byggede
kun
på en gennemgang af 188 sager, da jeg endnu ikke havde modtaget akterne i 40
af sagerne, hvortil kom, at akterne i 11 sager først blev modtaget den 29.
august 1991.
I redegørelsen beskæftigede
jeg mig med nogle af de retlige spørgsmål, som sagen rejste. I den
forbindelse
tilkendegav jeg min foreløbige opfattelse vedrørende forskellige former for
tvivlsspørgsmål vedrørende de af Flygtningenævnet trufne afgørelser i
palæstinensersagerne. Jeg bemærkede, at en endelig stillingtagen fra min side
til de nævnte spørgsmål ville forudsætte en skriftveksling med
Flygtningenævnet
om hver enkelt sag. Af tidsmæssige grunde havde jeg i stedet valgt at
gennemgå
de rejste tvivlsspørgsmål under den mundtlige drøftelse den 28. august 1991
med Flygtningenævnets formand. Under mødet havde nævnets formand indvilget i
at
foretage en fornyet gennemgang af de sager, som efter min opfattelse rummede
visse tvivlsspørgsmål, om hvilke det ikke kunne udelukkes, at de ville kunne
få
betydning for den endelige vurdering af sagen.
Jeg tilbagesendte herefter 29
sager til Flygtningenævnet til fornyet vurdering.
Redegørelsen af 31. august
1991 er optrykt som
bilag 1.
I skrivelse af 17. september
1991 anmodede advokat A mig på ny om at undersøge, hvorvidt den sikre
indrejsemulighed i Libanon var indgået i Flygtningenævnets vurdering af, om
landet ville kunne yde den fornødne beskyttelse for palæstinensiske
asylsøgere.
Spørgsmålet havde været rejst i den oprindelige klage og var blevet besvaret
bekræftende af Flygtningenævnet. Baggrunden for på ny at rejse spørgsmålet
var
nogle senere fremkomne oplysninger fra medlemmer af Flygtningenævnet om, at
de
af skiftende nævnsformænd og nævnsflertal var blevet belært om, at
Flygtningenævnet ikke skulle medtage dette spørgsmål i
beskyttelsesvurderingen.
I skrivelse af 23. september
1991 (optrykt som
bilag 2
) anmodede
jeg Flygtningenævnet om en udtalelse vedrørende det rejste spørgsmål, og den
14. oktober 1991 forelå Flygtningenævnets svar (optrykt som
bilag 3
); svaret var bilagt udtalelser
fra alle nuværende og tidligere medlemmer af Flygtningenævnet, som havde
deltaget i nævnets afgørelser om afslag på asyl til statsløse palæstinensere
fra Libanon.
I skrivelse af 21. oktober
1991 meddelte jeg advokat A, at jeg havde gennemgået det fremsendte
materiale,
og at jeg herefter ikke fandt at have grundlag for at antage, at
Flygtningenævnet skulle have meddelt statsløse palæstinensere afslag på asyl
på
grundlag af en retsvildfarelse med hensyn til, hvorvidt indrejserisikoen bør
inddrages i beskyttelsesvurderingen i henhold til udlændingelovens § 7, stk.
3. Jeg fandt dog anledning til at fremkomme med nogle bemærkninger i
anledning
af de afgivne besvarelser, herunder at jeg ville finde det rigtigst, om
Flygtningenævnets vurdering af indrejserisikoen i en række sagskategorier kom
explicit til udtryk i afgørelserne.
Også i perioden efter
udarbejdelsen af redegørelsen af 31. august 1991 modtog jeg klager fra
statsløse palæstinensere fra Libanon over Flygtningenævnets afslag på deres
asylansøgninger, ligesom jeg derefter løbende modtog en række sagsakter fra
Flygtningenævnet vedrørende disse og tidligere modtagne klager.
Jeg fandt det imidlertid
rigtigst at udsætte min afsluttende behandling af disse konkrete klagesager,
indtil jeg fik kendskab til, hvordan Flygtningenævnet havde behandlet de 29
sager, som jeg den 31. august 1991 havde oversendt til nævnets fornyede
overvejelse. Den 5. november 1991 underrettede jeg skriftligt
Justitsministeriet herom.
I det omfang jeg i denne
periode modtog klager over afgørelser, som samtidig blev søgt genoptaget i
Flygtningenævnet,
meddelte jeg de pågældende klagere, at jeg fandt det rigtigst, at de
afventede
Flygtningenævnets stillingtagen til spørgsmålet om genoptagelse, før de tog
stilling til, om der var grundlag for at klage til mig.
Med skrivelse af 7. januar
1992 underrettede Flygtningenævnet mig om sin fornyede vurdering i 28 af de
29
sager, som jeg havde fundet rummede visse tvivlsspørgsmål. Jeg modtog kopi af
afgørelserne i de enkelte sager og har senere modtaget sagsakterne i 27 af
sagerne (den 28. er begæret genoptaget).
I skrivelsen af 7. januar
1992 fremsatte Flygtningenævnet endvidere bemærkninger til en række af de
generelle spørgsmål, som jeg havde rejst i min redegørelse af 31. august
1991.
Flygtningenævnets skrivelse af 7. januar 1992 er optrykt som
bilag 4.
På grundlag af det,
Flygtningenævnet anførte i skrivelsen af 7. januar 1992, og min gennemgang af
de fornyede afgørelser, som Flygtningenævnet traf i de 27 sager, udtalte jeg
i
skrivelse af 25. februar 1992 over for Flygtningenævnet følgende
(myndighedernes journalnumre er nedenfor erstattet med anonymiserede
sagsbetegnelser bestående af "UDL-" og et tal):
"I. Vedrørende begrundelsen af nævnets
afgørelser.
Forvaltningslovens §§ 22 og
24 har følgende indhold:
"
§ 22.
En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget
af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part
medhold."
"§ 24.
En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en
henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I
det
omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal
begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for
skønsudøvelsen.
Stk. 2.
Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort
redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som
er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.
Stk. 3.
Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens
interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv
findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til
andre private eller offentlige interesser, jfr. § 15."
Det er almindeligt antaget,
at en overordnet myndighed efter omstændighederne kan opfylde
begrundelsespligten gennem en udtrykkelig henvisning til den underordnede
myndigheds afgørelse, se f.eks. Justitsministeriets vejledning om
forvaltningsloven, pkt. 132. En forudsætning herfor er imidlertid, at
ankeinstansen kan tiltræde begrundelsen fuldt ud, og at udformningen af
begrundelsen fra den tidligere instans i sig selv er fyldestgørende, se
f.eks.
John Vogter m.fl. "Forvaltningsloven", s. 219, og Folketingets
Ombudsmands
beretning 1989, s. 372.
Spørgsmålet om den begrundelsesmæssige
sammenblanding af beskyttelsesvurderingen og forfølgelsesrisikovurderingen.
Udlændingelovens § 7, stk.
1-3, har følgende indhold:
"
§ 7.
Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til en udlænding,
hvis udlændingen er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951.
Stk. 2. Efter ansøgning gives der endvidere opholdstilladelse til
en udlænding, som ikke er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli
1951,
men hvor det af lignende grunde som anført i konventionen eller af andre
tungtvejende grunde ikke bør kræves, at udlændingen vender tilbage til sit
hjemland.
Stk. 3. Opholdstilladelse kan nægtes, såfremt udlændingen allerede
har opnået beskyttelse i et andet land eller på grund af længerevarende
ophold, derboende nære slægtninge eller andre tilsvarende forhold har nærmere
tilknytning til et andet land, hvor udlændingen må antages at kunne opnå
beskyttelse."
Statsløse palæstinensere, der
kommer fra Libanon, anses efter Flygtningenævnets praksis for omfattet af
udlændingelovens § 7, stk. 1 (som konventionsflygtninge) - medmindre særlige
grunde taler for noget andet - idet de pågældende ikke har noget hjemland
(Palæstina)
at vende tilbage til. Der skal derfor i forbindelse med afgørelsen af
asylspørgsmålet ikke tages stilling til
forfølgelsesrisikoen
i Libanon, men alene til spørgsmålet om, hvorvidt Libanon må antages at kunne
tjene som første asylland for dem, det vil sige, om landet er i stand til at
yde dem
beskyttelse
(jf. udlændingelovens
§ 7, stk. 3).
I min redegørelse af 31.
august 1991 gav jeg udtryk for, at der i nogle af de sager, jeg havde
gennemgået, syntes at foreligge en (begrundelsesmæssig) sammenblanding af
forfølgelsesrisikovurderingen og beskyttelsesvurderingen.
I de omhandlede sager havde
Flygtningenævnet i begrundelsen anført, at nævnet "af de grunde, der er
anført i Direktoratet for Udlændinges afgørelse, finder, at ansøgeren kan
opnå
den fornødne beskyttelse i Libanon, der således fortsat kan tjene som
ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3".
I de afgørelser,
Flygtningenævnet herved sigtede til, havde Direktoratet for Udlændinge på
grundlag af nogle nærmere angivne oplysninger anført følgende begrundelse for
at meddele afslag på asyl:
"Direktoratet finder
således ikke, at De har været konkret forfulgt i Libanon og finder, at De ved
en tilbagevenden til Libanon, vil kunne opnå den fornødne beskyttelse,
hvorfor
der ikke kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens §
7."
I udtalelsen af 7. januar
1992 har Flygtningenævnet anført, at nævnet ved den angivne henvisning har
sigtet til "den sproglige beskrivelse af asylansøgerens forhold, der er
gengivet i direktoratets afgørelse". Flygtningenævnet har derimod ikke
tiltrådt direktoratets retlige bedømmelse af disse faktiske forhold.
Flygtningenævnet har tilkendegivet dette ved at præcisere, at nævnet har
vurderet forholdene efter en beskyttelsesmålestok. Efter Flygtningenævnets
opfattelse har der således været givet en fyldestgørende begrundelse i disse
afgørelser.
Denne opfattelse kan jeg ikke
være enig i. Begrundelsen for en afgørelse, der træffes af en ankeinstans,
vil
som ovenfor nævnt kunne bestå i en henvisning til den begrundelse, der er
meddelt af den myndighed, hvis afgørelse er påklaget, såfremt den oprindelige
begrundelse tiltrædes fuldt ud og i sig selv er fyldestgørende. Disse
forudsætninger er ikke opfyldt i de foreliggende tilfælde. Også Direktoratet
for Udlændinge kan siges at angive, at det har vurderet asylsøgernes forhold
efter en beskyttelsesmålestok, jf. herved direktoratets bemærkning om, at de
pågældende findes ved en tilbagevenden til Libanon at ville kunne "opnå
den fornødne beskyttelse". Men denne retlige bedømmelse (af de faktiske
forhold) når direktoratet til efter at have sammenfattet sin vurdering af
oplysningerne
om de faktiske forhold i sætningen: "Direktoratet finder
således
(fremhævet af mig) ikke, at De
har været konkret forfulgt i Libanon ...".
Da Flygtningenævnet har
ændret begrundelse i de sager, hvori nævnet tidligere har henvist til
direktoratets begrundelse, finder jeg ikke grundlag for at foretage videre
vedrørende dette spørgsmål. Jeg har i den forbindelse også noteret mig, at
det
af referatet af nævnets koordinationsudvalgsmøde den 19. december 1991
fremgår, at der er enighed mellem formændene om, at Flygtningenævnet alene
bør
tiltræde underinstansens afgørelse i henhold til grundene, såfremt nævnet
"i det hele" er enig i afgørelsen og begrundelsen herfor.
Flygtningenævnet har i
forbindelse med de ovenfor omhandlede spørgsmål overvejet det særlige
spørgsmål,
om nævnet (som rekursinstans) er forpligtet til at påtale Direktoratet for
Udlændinges (underinstansens) eventuelle begrundelsesfejl. Nævnet finder
ikke, at det med den kompetence, der ifølge udlændingeloven er henlagt til
nævnet, og de processuelle regler, der gælder for nævnet, har en forpligtelse
til særskilt at påtale eventuelle begrundelsesfejl i direktoratet. Nævnet har
anført, at i det omfang nævnet ikke er enig i direktoratets begrundelse, vil
dette fremgå af nævnets beslutninger, der alle sendes til direktoratet.
Flygtningenævnets opfattelse,
hvorefter det ikke er forpligtet til at påtale Direktoratet for Udlændinges
eventuelle begrundelsesfejl, kan ikke give mig grundlag for kritik. Efter
forarbejderne til udlændingelovens bestemmelser om Flygtningenævnets
kompetence
og (domstolslignende) sagsbehandlingsmåde sammenholdt med almindelige
processuelle retsgrundsætninger, må jeg være enig i, at nævnet ikke kan
antages at have en forpligtelse til særskilt at påtale eventuelle
begrundelsesfejl
i Direktoratet for Udlændinge; derimod er det min opfattelse, at nævnet må
antages at være berettiget til at henlede Direktoratet for Udlændinges
opmærksomhed på sådanne problemer.
Jeg har noteret mig, at
Flygtningenævnet har gjort Direktoratet for Udlændinge bekendt med min
opfattelse
vedrørende det her omhandlede begrundelsesspørgsmål, og at direktoratet har
tilkendegivet, at det fremover vil ændre begrundelsen for sine afgørelser i
disse sager, således at det klart fremgår, at der er anlagt en
beskyttelsesvurdering.
b) Spørgsmålet om ufuldstændige
begrundelser.
I skrivelsen af 7. januar
1992 har Flygtningenævnet erklæret sig enig i, at såfremt det anføres, at
nævnet "afviser ansøgerens forklaring på en række/flere punkter",
uden at præcisere på hvilke punkter, vil en sådan angivelse isoleret set ikke
opfylde kravene i forvaltningslovens § 24, stk. 2. Efter denne bestemmelse
skal begrundelsen om fornødent indeholde en kort redegørelse for de
oplysninger
vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning
for afgørelsen. Flygtningenævnet har anført, at det i overensstemmelse hermed
præciserer i de tilfælde, hvor ansøgerens forklaring tilsidesættes på et
eller
flere punkter, "på hvilke væsentlige punkter forklaringen er
tilsidesat", eller "hvilke faktiske omstændigheder, som er tillagt
væsentlig betydning".
Hertil skal jeg bemærke, at
jeg tager til efterretning, at der herefter ikke eksisterer nogen principiel
uenighed om nødvendigheden af at præcisere, på hvilke væsentlige punkter en
ansøgers forklaringer er tilsidesat.
I forbindelse med min
gennemgang af de konkrete sager har jeg overvejet, om dette krav til
præciseringsgraden i alle tilfælde kan anses for opfyldt i praksis (f.eks. i
UDL-2, UDL-20 og UDL-27). Da de pågældende asylsøgere må antages at ville
kunne
opnå opholdstilladelse, såfremt lovforslag nr. L 211 (fremsat den 28. januar
1992) om opholdstilladelse for statsløse palæstinensere fra Libanon vedtages,
har jeg imidlertid ikke fundet grundlag for at foretage videre i disse sager.
II. Vedrørende spørgsmålet om en eventuel
urigtig anvendelse af bevisbyrdereglerne.
I nogle af de sager, som
dannede grundlag for min redegørelse af 31. august 1991, havde
Flygtningenævnet
anvendt en omvendt bevisbyrdeformulering, idet det f.eks. anførtes, at
"der
ikke fandtes fuldt tilstrækkeligt grundlag for at antage", eller at
"det ikke var antageliggjort", at Libanon ikke fortsat kunne tjene
som første asylland. I min redegørelse gav jeg udtryk for den opfattelse, at
det påhvilede myndighederne at fremføre og sandsynliggøre sådanne
omstændigheder, som taler for, at et land kan tjene som sikkert asylland for
en
asylsøger, og at det således ikke påhviler ansøgerne at godtgøre, at
beskyttelse ikke vil kunne opnås.
I udtalelsen af 7. januar
1992 har Flygtningenævnet tilsluttet sig denne generelle opfattelse. Om den
konkrete vurdering har nævnet anført, at i langt de fleste af sagerne er
ansøgeren født og opvokset i Libanon, der hele livet har været asylland
(opholdsland) for den pågældende. Denne faktiske omstændighed er en væsentlig
del af baggrunden for Flygtningenævnets stillingtagen til, hvorvidt Libanon
kan
betragtes som ansøgerens første asylland i henhold til udlændingelovens § 7,
stk. 3.
Flygtningenævnet har
tilføjet, at ifølge udlændingelovens § 40 påhviler det en ansøger at meddele
de
oplysninger, der er nødvendige til bedømmelse af, om en opholdstilladelse kan
gives. Vurderingen heraf vil bl.a. afhænge af, om ansøgerens forklaring kan
lægges til grund. Ansøgerens egen forklaring om sine forhold udgør således en
væsentlig del af beslutningsgrundlaget, når Flygtningenævnet skal vurdere
første asyllandsspørgsmålet.
Såfremt det herefter
bevismæssigt må lægges til grund, at en palæstinensisk flygtning hidtil har
kunnet opholde sig i Libanon uden at blive udsat for overgreb mod sin
personlige integritet, vil landet efter omstændighederne kunne anses for at
yde
den pågældende en sådan faktisk beskyttelse, at det som udgangspunkt må
betragtes som dennes første asylland. En betingelse for at give afslag på en
ansøgning
om asyl efter § 7, stk. 3, er dog, at der - under hensyn til de foreliggende
oplysninger om ansøgeren og den aktuelle situation i landet - er en
velbegrundet udsigt til, at den pågældende vil kunne indrejse og også i
fremtiden opholde sig dér uden at blive udsat for overgreb mod sin personlige
integritet. Flygtningenævnet har herefter anført, at dets begrundelse således
ikke kan tages som udtryk for, at det har pålagt ansøgeren bevisbyrden for,
at
Libanon ikke kan tjene som den pågældendes første asylland.
Hertil skal jeg bemærke, at
jeg forstår, at Flygtningenævnet er enig i mine generelle betragtninger,
hvorefter bevisbyrden for, at et land er et sikkert første asylland, påhviler
myndighederne, dvs. Direktoratet for Udlændinge og Flygtningenævnet. Jeg
konstaterer endvidere, at nævnet i fremtidige lignende sager vil affatte
begrundelserne
således, at der ikke er tvivl om bevisbyrdespørgsmålet.
Jeg skal dog tilføje, at en
gennemlæsning af begrundelserne i nogle af de genoptagne sager kan give det
indtryk, at Flygtningenævnet anvender en mere generel formodningsregel,
hvorefter baggrundsoplysningerne om Libanon sammenholdt med det forhold, at
en
ansøger er født og opvokset i Libanon, i sig selv skaber en formodning for,
at
Libanon kan tjene som den pågældendes asylland. I det omfang ansvaret for at
afkræfte denne formodning i det væsentlige kommer til at hvile på
asylsøgeren,
er det min opfattelse, at en sådan regel kan give anledning til
betænkelighed,
idet den da antager karakter af en slags omvendt bevisbyrderegel.
Der er derfor grund til at
understrege betydningen af, at man i praksis også inddrager de kriterier, der
tillige bør indgå i beskyttelsesvurderingen, jf. herved også det,
Flygtningenævnet har tilføjet i skrivelsen af 7. januar 1992 om bedømmelsen
af
såvel den hidtidige som den fremtidige sikkerhed.
For fuldstændighedens skyld
skal jeg tilføje, at udlændingelovens § 40 pålægger udlændingen en
oplysningspligt, men bestemmelsen vedrører ikke bevisbyrdespørgsmålet. Jeg
går
således ud fra, at Flygtningenævnet er enig i, at udlændingelovens § 40 ingen
selvstændig betydning har ved siden af udlændingelovens § 7, stk. 3, i det
omfang en ansøger reelt har opfyldt sin oplysningspligt, dvs. har afgivet de
oplysninger, som man med rimelighed kan forlange af ham. Bevisusikkerhed, der
ikke kan tilskrives asylsøgeren, kan således ikke tillægges processuel
skadevirkning for denne; jf. herved også betænkning nr. 968/1982 om
udlændingelovgivningen, s. 202.
III. Vedrørende selve vurderingen af
beskyttelsesmulighederne.
Om de sager, hvori der forelå
en begrundelsesmæssig sammenblanding af beskyttelsesvurderingen og
forfølgelsesrisikovurderingen, men også om visse andre sager, anførte jeg i
min redegørelse af 31. august 1991, at der kunne rejses spørgsmål om,
hvorvidt
den nødvendige beskyttelse enten
blev sat lig med fravær af
forfølgelsesrisiko eller
på anden måde lå under det
beskyttelsesniveau, som jeg havde drøftet under mit møde med
Flygtningenævnets
formand den 28. august 1991.
Under mødet var der enighed
om, hvilke elementer der burde indgå i beskyttelsesvurderingen:
Beskyttelseskravet kan anses
for opfyldt, såfremt
den pågældende
gennem en lang periode (eventuelt hele livet) har "levet i fred",
og
der er en velbegrundet udsigt til, at han eller hun fortsat vil
kunne leve i fred.
At de pågældende gennem lang
tid har levet i fred kan imidlertid ikke opstilles som en absolut betingelse;
dette gælder navnlig i følgende tilfælde:
Hvor risikoen for på ny at blive udsat for krænkelser
ikke længere eksisterer, (således som det f.eks. er tilfældet med hensyn til
tilbageholdelse fra israelernes side i forbindelse med invasionen i 1982-83),
eller
det, den pågældende har været ude for, ligger langt
tilbage i tiden, eller
der har været tale om indgreb eller foranstaltninger i
anledning af ikke-politisk prægede strejkehandlinger eller lignende.
I min redegørelse gav jeg
udtryk for den opfattelse, at de anførte kriterier bør inddrages ved
vurderingen
af, hvorvidt et muligt første asylland kan antages at yde den fornødne
beskyttelse. Navnlig bør der tages stilling til, om der er en velbegrundet
udsigt til, at de pågældende asylsøgere (fortsat) vil kunne leve i fred,
således at deres personlige integritet er beskyttet.
Jeg konstaterer, at
Flygtningenævnet er enig i denne opfattelse jf. ovenfor, afsnit 3, vedrørende
den bevisbyrde, der påhviler myndighederne. Jeg foretager herefter ikke
videre
vedrørende dette spørgsmål.
Det skal dog tilføjes, at jeg
har overvejet, om de nævnte elementer er inddraget fuldt ud i i de konkrete
sager, f.eks. UDL-1, UDL-2, UDL-3, UDL-4, UDL-5, UDL-6, UDL-15, UDL-16,
UDL-19,
UDL-20, UDL-22, UDL-24, UDL-25 og UDL-26.
På baggrund af, at de
pågældende asylsøgere må antages at ville kunne opnå opholdstilladelse,
såfremt lovforslaget om opholdstilladelse for statsløse palæstinensere fra
Libanon vedtages, har jeg imidlertid ikke fundet grundlag for at foretage
videre i de konkrete sager.
IV. Vedrørende afgørelsen af, til hvilket
asylland en flygtning har nærmest tilknytning.
Advokat (A) havde i klagen
til mig rejst spørgsmålet, om ikke Danmark måtte anses for nærmest til at yde
beskyttelse for
ansøgere, der i medfør af
familiesammenføringsreglerne havde fået opholdstilladelse her i landet
med
henblik på varigt ophold. I forbindelse med min høring af Flygtningenævnet
besluttede dette at fastlægge sin praksis således, at der i de tilfælde, hvor
en statsløs palæstinenser fra Libanon har fået opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 9, stk. 1, meddeles K-status til den pågældende.
Flygtningenævnet tog dog dengang forbehold over for familiesammenføringer i
medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, hvor ægteskabet var indgået,
efter
at den pågældende var indrejst i
landet. På grundlag af Flygtningenævnets afgørelse i en konkret sag samt
referatet fra nævnets koordinationsudvalgsmøde den 30. august 1991 forstår
jeg,
at dette forbehold nu er frafaldet.
Jeg tager den praksis, som
Flygtningenævnet nu har fastlagt på dette område, til efterretning.
I sin klage rejste advokat
(A) også spørgsmål om Flygtningenævnets praksis i forhold til
statsløse palæstinensere fra Libanon, som
ikke havde opholdt sig i Libanon i lang tid, eller som havde en overvejende
tilknytning til Danmark gennem herboende nære slægtninge
(uden for
udlændingelovens § 9's kreds), kombineret med lang tids fravær fra Libanon.
Efter udlændingelovens § 7,
stk. 3, kan der meddeles afslag på asyl til ansøgere, der på grund af en
række
nærmere angivne forhold har nærmere tilknytning til et andet land end
Danmark,
hvis de må antages at kunne opnå beskyttelse dér.
Under henvisning til
formandskabets første beretning for Flygtningenævnets virksomhed (1. oktober
1983 - 31. marts 1987), s. 52 ff, anførte jeg i min redegørelse af 31. august
1991, at forhold som længerevarende fravær fra det mulige første asylland,
fraværet af nære slægtninge dér og omvendt en overvejende tilknytning til
Danmark gennem herboende nære slægtninge kan mindske tilknytningen til det
mulige første asylland og ved en afvejning føre til, at tilknytning til
Danmark får gennemslagskraft ved valget af asylland.
Jeg anførte videre, at når
Flygtningenævnet skulle afgøre, om en ansøger har nærmest tilknytning til
Libanon eller til Danmark, synes nævnet ikke at tillægge det megen vægt, at
den
pågældende har været fraværende fra Libanon igennem længere tid, måske mange
år. Det samme gjaldt den betydning, det tillægges, at ansøgeren har den
overvejende del af sin familie i Danmark og derfor kun ringe familiemæssig
tilknytning til Libanon. Nogle af nævnets afgørelser forekom derved at ligge
uden for rammerne af den praksis, som nævnet i øvrigt havde anlagt i
forbindelse med vurderingen af den tilknytning, som flygtninge (af andre
nationaliteter) bør have til et muligt første asylland.
I udtalelsen af 7. januar
1992 har Flygtningenævnet anført, at vurderingen af tilknytningsspørgsmålet
for statsløse palæstinensere fra Libanon typisk vil være en afvejning af
tilknytningen til Libanon, hvor de pågældende er født og opvokset, eller i
det
mindste har boet i en lang årrække, over for tilknytningen til Danmark, hvor
de
pågældende har opholdt sig som asylsøgere igennem de sidste 1-2 år. Såfremt
det
må antages, at de pågældende kan indrejse i Libanon, og der er en
velbegrundet
udsigt til, at de (fortsat) vil kunne opnå den fornødne beskyttelse, vil
Libanon typisk kunne tjene som deres første asylland.
Efter Flygtningenævnets
opfattelse gør der sig en væsentlig forskel gældende ved vurderingen af
tilknytningsmomentet henholdsvis i "almindelige" første
asyllandssager og i sagerne om de statsløse palæstinensere fra Libanon.
Redegørelsen i formandskabets beretning sigter til den typiske asylsag, hvor
ansøgeren er flygtet efter et mangeårigt ophold i sit (reelt eksisterende)
hjemland og derefter opnår en eller anden form for tilknytning til 2
forskellige asyllande. I palæstinensersagerne er der imidlertid i de
allerfleste tilfælde tale om, at ansøgeren er født og opvokset i Libanon
(asyllandet),
og således har opholdt sig dér i en årrække. Den pågældende har derved en
helt
anden tilknytning til Libanon end den tilknytning, som "en
hjemlandsflygtning" typisk har til et muligt andet asylland end Danmark.
Sprogligt, kulturelt, familiemæssigt, arbejdsmæssigt etc. er den statsløse
palæstinensers tilknytning til asyllandet Libanon i langt de fleste tilfælde
betydeligt stærkere end ansøgerens tilknytning til asyllandet i de sager, der
er henvist til i beretningen.
Flygtningenævnet har herefter
anført, at det således beror på en konkret vurdering, om en statsløs
palæstinensers tilknytning til Danmark i form af et ophold på 1-2 år og
familiemedlemmers tilstedeværelse her, er større end tilknytningen til
Libanon, hvor den pågældende har opholdt sig i en længere årrække (f.eks.
20-25
år) og måske stadig har familiemedlemmer.
Til det anførte skal jeg
bemærke, at jeg naturligvis er enig i, at sagerne vedrørende statsløse
palæstinensere fra Libanon adskiller sig fra "almindelige" første
asyllandssager ved, at der i palæstinensersagerne i de fleste tilfælde er
tale
om, at ansøgerne er født og opvokset i Libanon, og at de på den måde har
opnået
en tilknytning til landet.
Jeg henviser imidlertid
tillige til, at det i beskyttelsesvurderingen indgår - som også anført af
Flygtningenævnet i skrivelsen af 7. januar 1992 - hvorvidt en palæstinensisk
flygtning
hidtil
har kunnet opholde
sig i Libanon uden at blive udsat for overgreb mod sin personlige integritet.
Har en asylsøger været borte fra Libanon gennem mange år, vil myndighederne
ikke med henvisning til et forholdsvis nyligt (og beskyttet) ophold i Libanon
kunne løfte en del af deres bevisbyrde i henseende til, at asylsøgeren må
forventes at kunne opnå den fornødne beskyttelse i Libanon. I denne situation
må andre, konkrete omstændigheder vedrørende udsigterne for den pågældendes
ophold i landet tages i betragtning.
Det er derfor min opfattelse,
at lang tids fravær fra Libanon samt på den ene side ringe familiemæssig
tilknytning til Libanon og på den anden side overvejende familiemæssig
tilknytning til Danmark bør indgå med betydelig vægt ved afgørelsen af
tilknytningsspørgsmålet.
Der kan rejses spørgsmål om,
hvorvidt Flygtningenævnet i sagerne UDL-15, UDL-16 og UDL-24 har ladet de
anførte forhold indgå med den fornødne vægt i afvejningen.
Fremhæves kan særligt
Flygtningenævnets sag UDL-15, som drejer sig om en 21-årig mand, der ikke har
opholdt sig i Libanon, siden han var 6 år, men hvor nævnet har lagt vægt på,
at
"ansøgerens familie stammer fra Libanon, hvor ansøgeren også er født og
fortsat har familie, at ansøgeren har fået udstedt et libanesisk
rejsedokument,
og at ansøgeren ikke har været udsat for forhold, der sandsynliggør, at
ansøgeren ikke kan opnå den fornødne beskyttelse i Libanon". Denne sag
skal ses i sammenhæng med Flygtningenævnets sag UDL-16, som omfatter den unge
mands mor og hans 6 søskende. Af disse har de 4 yngste søskende aldrig
opholdt
sig i Libanon. Moderen har ikke forældre i Libanon, og de fleste af hendes
søskende er bosat i udlandet; familien har kun besøgt Libanon 2 gange i 15
år.
Under det andet besøg (i 1989) boede de hos moderens søster i et akut-center
for hjemløse. Efter 15 års fravær fra Libanon forekommer familien på den
baggrund ikke at have nogen nær tilknytning til landet, og myndighederne
forekommer at have svært ved at løfte bevisbyrden for, at familien har en
velbegrundet udsigt til at kunne leve i sikkerhed i Libanon. - Da de
pågældende
har opnået opholdstilladelse af humanitære grunde i henhold til
udlændingelovens
§ 9, stk. 2, nr. 2, har jeg imidlertid ikke fundet tilstrækkelig anledning
til
at foretage videre i de pågældende sager.
V. Vedrørende indrejseproblemer.
Den 28. august 1991
tilkendegav Flygtningenævnets formand, at Flygtningenævnet ville gennemgå de
allerede afgjorte sager med henblik på en stillingtagen til, hvad der kunne
gøres ved spørgsmålet om de statsløse palæstinenseres mulighed for at
indrejse
i Libanon uden de fornødne identitetspapirer m.v. (herunder spørgsmålet om
betydningen af manglende UNRWA-registrering).
Flygtningenævnet har efterfølgende
gennemgået samtlige sager og i den forbindelse iværksat en nærmere
undersøgelse
i tre af disse. Så vidt jeg forstår, var det alene i disse tre sager, at
nævnet ikke umiddelbart havde oplysninger om, at Libanon på den ene eller den
anden måde (ved UNRWA-registrering, ID-kort eller udstedelse af lignende
identitetspapirer)
havde "vedkendt sig" de pågældende.
Jeg tager det meddelte til
efterretning.
For så vidt angår spørgsmålet
om, hvorvidt Libanon er rede til at modtage statsløse palæstinensere, som
ikke
ved indrejsen er i besiddelse af identitetspapirer, har Flygtningenævnet
oplyst, at det har forstået, at rigspolitichefen vil foretage en forudgående
undersøgelse af dette spørgsmål hos de libanesiske myndigheder. Såfremt det i
konkrete tilfælde måtte vise sig, at de libanesiske myndigheder ikke vil
tillade den pågældende at indrejse i Libanon, foreligger der væsentlige nye
oplysninger, som kan danne grundlag for en genoptagelse af sagen i
Flygtningenævnet.
Jeg har ikke på det
foreliggende grundlag fundet at burde fremsætte bemærkninger til denne
procedure, idet der for tiden behandles en klage i Justitsministeriet over,
at
rigspolitichefen foretager den omhandlede undersøgelse ved fremsendelse af
identitetsoplysninger om de palæstinensiske asylsøgere til Libanon.
VI. Vedrørende de omgjorte sager.
Flygtningenævnet har
underrettet mig om, at nævnet har omgjort sine tidligere beslutninger i 5 af
de
oversendte sager, og herved meddelt 7 personer asyl. I alle sagerne har
Flygtningenævnet foretaget en ændret realitetsvurdering for så vidt angår
beskyttelsesmulighederne. I 2 af sagerne er der taget hensyn til ansøgernes
overvejende familiemæssige tilknytning til Danmark og ringe familiemæssige
tilknytning til Libanon.
Jeg tager ændringen af afgørelserne
til efterretning.
Jeg tager endvidere
Flygtningenævnets ændrede begrundelser i følgende sager til efterretning:
UDL-9, UDL-10, UDL-11 og UDL-14.
VII. Afsluttende bemærkninger.
De 27 sager, som jeg har
modtaget retur fra Flygtningenævnet, og som mine udtalelser i denne skrivelse
bygger på, omfatter 41 personer. Flygtningenævnet har omgjort 5 af sagerne og
meddelt 7 personer asyl. Hertil kommer, at 15 af de omhandlede personer har
fået opholdstilladelse af humanitære grunde. De resterende 19 personer vil
være
omfattet af det fremsatte lovforslag om opholdstilladelse for statsløse
palæstinensere fra Libanon (L 211/1992). De vil i givet fald efter ansøgning
kunne få opholdstilladelse i henhold til loven, hvorefter jeg forstår, at der
vil blive meddelt de pågældende asyl, jf. nævnsformandens omtalte skrivelse
af
6. februar 1992. Det, jeg ovenfor har anført om de konkrete sager, er derfor
kun anført til illustration af min generelle opfattelse vedrørende
Flygtningenævnets
behandling af ansøgninger om asyl fra statsløse palæstinensere fra Libanon.
Jeg har således ikke taget konkret stilling til, i hvilket omfang de anførte
synspunkter i hver enkelt sag ville kunne begrunde en genoptagelse i nævnet
med
henblik på en ændring af de trufne afgørelser i realiteten. Jeg har herved
også tillagt det en vis vægt, at det i Flygtningenævnets formands skrivelse
af
6. februar 1992 er anført, at nævnet har besluttet at sætte behandlingen af
alle sager vedrørende ansøgere, der kan forventes omfattet af loven, i bero,
indtil
lovforslaget er færdigbehandlet i Folketinget.
...
Der henvises til
Flygtningenævnets j.nr. UDL-1, UDL-2, UDL-3, UDL-4, UDL-5, UDL-6, UDL-7,
UDL-8,
UDL-9, UDL-10, UDL-11, UDL-12, UDL-13, UDL-14, UDL-15, UDL-16, UDL-17,
UDL-18,
UDL-19, UDL-20, UDL-21, UDL-22, UDL-23, UDL-24, UDL-25, UDL-26, UDL-27."
I skrivelse af 12. marts 1992
fremsatte Flygtningenævnet bemærkninger til min redegørelse af 25. februar
1992
(skrivelsen er optrykt som
bilag 5
);
Flygtningenævnets bemærkninger besvarede jeg i skrivelse af 23. marts 1992 (
bilag 6
).
Følgende bilag er optrykt
nedenfor:
Bilag 1:
Redegørelse
af 31. august 1991 vedrørende Flygtningenævnets behandling af ansøgninger om
asyl fra statsløse palæstinensere fra Libanon.
Bilag 2:
Folketingets
Ombudsmands skrivelse af 23. september 1991 til Flygtningenævnet.
Bilag 3:
Flygtningenævnets
skrivelse af 14. oktober 1991 til Folketingets Ombudsmand.
Bilag 4:
Flygtningenævnets
skrivelse af 7. januar 1992 til Folketingets Ombudsmand.
Bilag 5:
Flygtningenævnets
skrivelse af 12. marts 1992 til Folketingets Ombudsmand.
Bilag 6:
Folketingets
Ombudsmands skrivelse af 23. marts 1992 til Flygtningenævnet.
Bilag 1
Redegørelse af 31. august 1991 vedrørende Flygtningenævnets behandling
af ansøgninger om asyl fra statsløse palæstinensere fra Libanon
"I. De modtagne klager og de indhentede udtalelser m.v.
I skrivelse af 14. maj 1991
rettede nogle talsmænd for de statsløse palæstinensere fra Libanon, som af
Flygtningenævnet havde fået meddelt afslag på deres asylansøgninger,
henvendelse til mig. De klagede over, at Flygtningenævnet havde lagt til
grund,
at Libanon kunne tjene som asylland for statsløse palæstinensere, og de
rejste
i den forbindelse spørgsmål om, i hvilket omfang nævnet havde undersøgt, om
der
var sikre indrejsemuligheder for palæstinenserne til Libanon.
I skrivelse af 31. maj 1991
uddybede advokat (A) på talsmændenes vegne den indgivne klage. Han sendte mig
endvidere fuldmagter fra 169 palæstinensiske asylsøgere.
I den anledning anmodede jeg
i skrivelse af 13. juni 1991 Flygtningenævnet om en udtalelse vedrørende en
række nærmere angivne spørgsmål. Jeg bad i den forbindelse om at måtte
modtage
alt det for nævnet foreliggende baggrundsmateriale, som var af relevans for
Flygtningenævnets praksis på området. Endvidere anmodede jeg om udlån af
akterne i de 169 sager, herunder Flygtningenævnets voteringsprotokoller samt
eventuelle dissenser m.v. i de pågældende sager. Endelig anmodede jeg om at
måtte modtage referater af den eventuelle behandling af de rejste spørgsmål i
det i udlændingelovens § 53, stk. 2, nævnte udvalg (koordinationsudvalget) og
eventuelt andet materiale af tilsvarende art, f.eks. i forbindelse med
formandskabets drøftelser.
For at undgå en væsentlig
forlængelse af behandlingen af en stor gruppe asylsager - der allerede havde
haft et langvarigt og kompliceret forløb - bad jeg om at måtte modtage
Flygtningenævnets udtalelse og det ønskede materiale så hurtigt som muligt.
Jeg underrettede samtidig Justitsministeriet om, at jeg havde iværksat en
undersøgelse
af Flygtningenævnets praksis vedrørende behandlingen af asylansøgninger fra
statsløse palæstinensere fra Libanon.
På den baggrund meddelte
Justitsministeriet mig i skrivelse af 27. juni 1991, at ministeriet havde
besluttet at udsætte udrejsefristen for de statsløse palæstinensere, som
havde
tilsluttet sig klagen, indtil den 1. september 1991 med henblik på, at jeg
kunne få lejlighed til at tage stilling til sagen.
I skrivelse af 4. juli 1991
afgav Flygtningenævnet en udtalelse om sagen. Samtidig modtog jeg sagsakterne
vedrørende et stort antal af de palæstinensere, der havde tilsluttet sig
klagen. Jeg modtog endvidere det for nævnet foreliggende generelle
baggrundsmateriale vedrørende Libanon, referater af møder i nævnets
koordinationsudvalg og bilag i tilknytning hertil.
Jeg har herefter løbende
modtaget klager fra statsløse palæstinensere fra Libanon, som ønskede at
tilslutte sig den omhandlede generelle klage vedrørende Flygtningenævnets
praksis i asylsagerne.
I skrivelser af 14. og 16.
august 1991 meddelte jeg Flygtningenævnet, at da jeg anså min behandling af
det store antal sager for meget hastende, ville jeg finde det mest
hensigtsmæssigt, om de spørgsmål, som sagen rejste, kunne gøres til genstand
for en mundtlig drøftelse med nævnets formand. Til brug for drøftelserne
sendte jeg Flygtningenævnet et notat om sagen.
Den 28. august 1991 fandt
mødet med nævnets formand sted.
Jeg har indtil nu modtaget
239 klager fra statsløse palæstinensere fra Libanon.
Denne redegørelse bygger
imidlertid kun på en gennemgang af 188 sager, idet jeg endnu ikke har
modtaget
akterne i 40 af sagerne, hvortil kommer, at akterne i 11 sager først blev
modtaget den 29. august 1991.
II.
Flygtningenævnets praksis ved behandlingen
af asylansøgninger fra statsløse palæstinensere fra Libanon.
Det fremgår af
Flygtningenævnets udtalelse og det modtagne materiale, at Flygtningenævnet i
1985 traf afgørelser i 7 sager vedrørende statsløse palæstinensere fra
Libanon.
Nævnet fandt "efter en samlet vurdering af de foreliggende
oplysninger", at ansøgerne måtte anses for at opfylde betingelserne i
udlændingelovens § 7, stk. 1, nr. 1 (om konventionsflygtninge), og at det
ikke
burde kræves, at de vendte tilbage til Libanon.
Flygtningenævnet har i
udtalelsen af 4. juli 1991 til mig anført, at afgørelserne blev truffet efter
en konkret vurdering af de enkelte sager, og at der herefter ikke havde
foreligget sager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon for
Flygtningenævnet før 1990.
På baggrund af
Flygtningenævnets afgørelser fra 1985 besluttede Direktoratet for Udlændinge
generelt at meddele asyl til statsløse palæstinensere fra Libanon.
Direktoratet
havde således frem til slutningen af 1989 en fast praksis, hvorefter der uden
videre meddeltes statsløse palæstinensere fra Libanon asyl i Danmark.
I 1989 ændrede direktoratet
praksis, således at der nu (på ny) skulle foretages en konkret vurdering af
den
enkelte ansøgning.
Den 6. april 1990 tog
Flygtningenævnet for første gang stilling til direktoratets ændrede praksis.
I
4 afgørelser af 6. april 1990 gav et flertal af nævnets medlemmer udtryk for
den opfattelse, at bestemmelsen i FN's flygtningekonventions artikel 1 D
(hvorefter konventionen ikke finder anvendelse på personer, som nyder
beskyttelse
eller bistand fra andre organer eller institutioner under FN end UNHCR, såsom
de UNWRA-registrerede statsløse palæstinensere) ikke udelukker, at der
foretages en selvstændig prøvelse af asylgrundlaget for statsløse
palæstinensere, der kommer fra Libanon. På baggrund af den aktuelle situation
i
landet fandt flertallet dog kun, at en sådan prøvelse burde ske, når særlige
grunde talte derfor.
Flertallet gav herefter
udtryk for, at det ikke fandt, at forholdene i Libanon generelt var af en
sådan
karakter, at landet ikke kunne tjene som asylland for statsløse
palæstinensere.
Alene den omstændighed, at ansøgerne kom fra Libanon, kunne derfor ikke
begrunde, at der meddeltes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens §
7.
På baggrund af de konkrete oplysninger om ansøgerens forhold, herunder
ansøgerens egne oplysninger, fandt flertallet af nævnets medlemmer herefter
ikke, at betingelserne for at meddele opholdstilladelse efter
udlændingelovens
§ 7 var opfyldt, hvorfor nævnet stadfæstede direktoratets afslag.
Nævnets (flertals) afgørelse
blev truffet bl.a. på grundlag af en skrivelse af 18. oktober 1989 fra
Udenrigsministeriet, hvori en embedsmand fra UNHCR refereredes for den
opfattelse, at alle asylansøgninger fra statsløse palæstinensere fra Libanon
burde undergives en individuel konkret prøvelse omfattende bl.a.
forfølgelsesrisikoen. Denne formulering syntes - som anført af
Flygtningenævnets formand på et koordinationsudvalgsmøde den 8. marts 1990 -
at
indebære en henvisning til hjemlandsbetragtninger.
Spørgsmålet om, hvorvidt det
land, en flygtning kommer fra, er den pågældendes hjemland, har betydning for
vurderingen af den pågældendes asylansøgning. Flygter den pågældende fra sit
hjemland, skal en asylansøgning vurderes i henhold til udlændingelovens § 7,
stk. 1 eller 2, hvorefter det kommer i betragtning, om den pågældende har
været udsat for forfølgelse i hjemlandet. Kommer den pågældende ikke fra sit
hjemland, men fra et andet land, opstår spørgsmålet om, hvorvidt dette land
kan
tjene som den pågældendes første asylland, dvs. om landet er i stand til at
yde den pågældende beskyttelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3.
Flygtningenævnets
koordinationsudvalg havde tidligere drøftet spørgsmålet om, hvorvidt
palæstinensiske asylsøgere kunne have hjemland i andre lande end det
ikke-eksisterende
Palæstina. Nævnet havde også drøftet spørgsmålet om, hvorvidt statsløse
palæstinensere fra Libanon i givet fald skulle tillægges status som
konventionsflygtninge
(K-status) eller de facto-flygtninge (F-status), jf. udlændingelovens § 7,
stk. 1, henholdsvis stk. 2.
Bl.a. under henvisning til,
at Flygtningenævnets afgørelser af 6. april 1990 var truffet, uden at der
forelå nogen skriftlig udtalelse fra UNHCR, samt under henvisning til, at der
ved afgørelserne præjudicielt burde have være taget stilling til
asylgrundlaget
(K-eller F-status), fandt medlemmer af Flygtningenævnet, at de 4 sager burde
genoptages på nævnets egen foranledning.
Flygtningenævnet genoptog
herefter behandlingen af de pågældende asylsager; den 13. september 1990 blev
der
truffet en fornyet afgørelse (for de 3's vedkommende; den 4. var bortfaldet).
I de fornyede afgørelser
henviste Flygtningenævnet til et notat af 9. august 1990 fra Dansk
Flygtningehjælp om de statsløse palæstinensere i Libanon. I nævnsafgørelserne
henvistes til notatet, siderne 41-42, hvor der bl.a. er anført følgende:
"Store dele af den
palæstinensiske befolkning lever under yderst ringe sociale og økonomiske
vilkår. Dansk Flygtningehjælps kilder vurderer imidlertid, at palæstinensere
i
almindelighed ikke er udsat for overgreb af en sådan art og i et sådant
omfang,
at den enkelte kan karakteriseres som værende genstand for forfølgelse blot
som
følge af sin palæstinensiske herkomst.
Kilderne anfører dog, at
palæstinensere meget nemt kan havne i en situation, hvor risiko for overgreb
opstår. Den palæstinensiske minoritets rygte som militante
"ulykkesfugle" kombineret med deres traditionelt stærke politiske
og
"palæstinensiske" bevidsthed spiller her ind med betydelig styrke.
.....
På baggrund af disse generelle
forhold kombineret med den særligt udsatte position, den palæstinensiske
minoritet i almindelighed befinder sig i, anses det som udgangspunkt for
udelukket at kunne forvente hverken retlig eller faktisk beskyttelse for en
palæstinenser, der er kommet i søgelyset hos en libanesisk milits, en
rivaliserende
fraktion eller fremmede magters besættelsestropper."
Herefter anførte et flertal
af nævnets medlemmer, at de fandt, at statsløse palæstinensere, der kommer
fra
Libanon, må anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, medmindre
særlige grunde taler for andet, idet de pågældende ikke kan vende tilbage til
deres oprindelige hjemland (Palæstina). Der henvistes herved bl.a. til en
præciserende udtalelse af 7. maj 1990 fra UNHCR.
I de konkrete sager lagde
Flygtningenævnet herefter til grund, at ansøgerne var omfattet af
udlændingelovens § 7, stk. 1, dvs. at de var konventionsflygtninge.
Flertallet tilføjede, at det
ikke fandt, at forholdene i Libanon generelt er af en sådan karakter, at
landet
ikke kan tjene som asylland for statsløse palæstinensere, jf.
udlændingelovens
§ 7, stk. 3. Alene den omstændighed, at ansøgeren kommer fra Libanon, kan
derfor ikke begrunde, at der meddeles opholdstilladelse i medfør af
udlændingelovens § 7. Flertallet henviste herved tillige til de ovenfor
nævnte
bemærkninger i Dansk Flygtningehjælps notat af 9. august 1990.
Flygtningenævnet antog i
afgørelserne på grundlag af de foreliggende oplysninger om den enkelte
ansøgers forhold, at Libanon herefter fortsat måtte antages at kunne tjene
som
ansøgerens første asylland, jf. herved udlændingelovens § 7, stk. 3. Nævnet
tilføjede i alle sagerne en bemærkning om, at ansøgeren havde boet næsten
hele
sit liv i Libanon.
Flygtningenævnet har i
udtalelsen af 4. juli 1991 til mig anført, at nævnet ved afgørelserne foretog
en konkret vurdering af, om der var grundlag for at meddele asyl i Danmark.
Denne vurdering indebar en bedømmelse af, om den pågældende asylsøger måtte
antages at kunne opnå den fornødne beskyttelse, jf. udlændingelovens § 7,
stk.
3, ved en tilbagevenden til Libanon. Nævnet tilføjede, at dets afgørelse
således var truffet på grundlag af dels de generelle baggrundsoplysninger om
forholdene i Libanon, der forelå på det pågældende tidspunkt, dels
asylsøgernes egne forklaringer om baggrunden for ønsket om asyl i Danmark.
Ved klagen til mig lagde
advokat (A) til grund, at der i 1990 i Flygtningenævnet var sket en
praksisændring. Advokaten rejste spørgsmål om, hvorvidt praksisændringen
skyldtes en ændret konventionsfortolkning, en ændret fortolkning af
betingelserne for at anse et land for første asylland, jf. udlændingelovens §
7, stk. 3, eller en ændret vurdering af forholdene i Libanon.
I forbindelse med min
drøftelse den 28. august 1991 af dette spørgsmål henviste jeg over for
nævnets
formand til formandskabets første beretning om Flygtningenævnets virksomhed
(1983-1987) s. 55, hvor det er anført, at det i nævnets hidtidige praksis har
været fast antaget i forhold til statsløse palæstinensere, der havde boet i
Libanon,
at forholdene i dette land ikke skønnedes at være betryggende for
asylsøgerne.
Disse meddeltes derfor ikke afslag på deres asylansøgninger efter
udlændingelovens § 7, stk. 2 (nu stk. 3).
Hertil bemærkede formanden,
at når det i beretningen anførtes, at det havde været "fast
antaget",
byggede det mere på en formalitet end på en realitet. Nævnet havde ikke haft
en
egentlig fast praksis, men på grundlag af nævnets ovenfor nævnte 7 afgørelser
fra 1985 (der byggede på en konkret vurdering) var Direktoratet for
Udlændinge
gået over til en automatisk praksis.
Nævnsformanden understregede
i øvrigt, at efter hans opfattelse skulle alle asylafgørelser træffes efter
en
konkret vurdering, hvorved det for en periode kunne være rigtigt at arbejde
ud
fra en hoved- eller formodningsregel.
Formanden præciserede
herefter, at nævnet for så vidt ikke havde ændret syn på forholdene i
Libanon,
men at nævnet som hidtil foretog en konkret vurdering.
Til et af advokat (A) rejst
spørgsmål om, hvorvidt nævnet i perioden mellem 1985 og 1990 havde taget
stilling til første asyllandsproblematikken i sager, hvor der for de
statsløse palæstinensere var tale om andre mulige asyllande end Libanon,
oplyste formanden, at nævnet havde gennemgået samtlige sine sager med henblik
på at undersøge dette spørgsmål. Nævnet havde fundet 10 sager, hvori der
kunne
være tale om at sende de statsløse palæstinensere tilbage til enten Libanon
eller et andet asylland, men i ingen af disse sager var spørgsmålet om
Libanon
som et tilstrækkeligt sikkert første asylland drøftet principielt.
På baggrund af det anførte må
jeg lægge til grund, at der i Flygtningenævnet ikke er sket en egentlig
praksisændring, men at nævnet efter en konkret vurdering af en række
enkeltsager - på grundlag af de generelle baggrundsoplysninger om forholdene
i
Libanon, sammenholdt med asylansøgernes egne forklaringer om baggrunden for
ønsket om asyl i Danmark - har antaget, at forholdene i Libanon var
tilstrækkeligt betryggende for de pågældende palæstinensiske asylsøgere.
III. Nærmere om nogle af de retlige
spørgsmål, sagen rejser.
A.
Spørgsmålet, om der generelt burde meddeles
asyl til palæstinensiske asylsøgere fra Libanon.
Udlændingelovens § 7, stk.
1-3, har følgende indhold:
"
Stk. 1.
Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til en udlænding,
som er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951.
Stk. 2.
Efter ansøgning gives der endvidere opholdstilladelse til
en udlænding, som ikke er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli
1951,
men hvor det af lignende grunde som anført i konventionen eller af andre
tungtvejende grunde ikke bør kræves, at udlændingen vender tilbage til sit
hjemland.
Stk. 3.
Opholdstilladelse kan nægtes, såfremt udlændingen allerede
har opnået beskyttelse i et andet land eller på grund af længerevarende
ophold, derboende nære slægtninge eller andre tilsvarende forhold har nærmere
tilknytning til et andet land, hvor udlændingen må antages at kunne opnå
beskyttelse."
Som anført ovenfor er det
Flygtningenævnets opfattelse, at statsløse palæstinensere, der kommer fra
Libanon, må anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 (som
konventionsflygtninge) - medmindre særlige grunde taler for andet - idet de
pågældende ikke kan vende tilbage til deres oprindelige hjemland (Palæstina).
De pågældendes status som
flygtninge er således relateret til forholdene omkring oprettelsen af staten
Israel og ikke til deres aktuelle situation i Libanon. Anerkendelsen af deres
status som flygtninge er dermed ikke udtryk for, at Flygtningenævnet finder,
at
de aktuelt risikerer forfølgelse i Libanon.
Den vurdering,
Flygtningenævnet foretager i forhold til de statsløse palæstinensere fra
Libanon, er derimod, om de i Libanon vil kunne opnå den beskyttelse, som de
måtte have behov for.
Af betydning for besvarelsen af
dette spørgsmål er naturligvis det generelle beskyttelsesniveau i landet og
de
almindelige forhold for palæstinenserne. Jeg kan imidlertid ikke kritisere,
at
Flygtningenævnet afgør asylansøgningerne på grundlag af en konkret vurdering
og således ikke opretholder Direktoratet for Udlændinges tidligere praksis,
hvorefter der - uden en nærmere konkret vurdering - meddeltes asyl til alle
statsløse palæstinensere fra Libanon.
B.
Spørgsmålet om Flygtningenævnets
forståelse og vurdering af "beskyttelsesniveauet" i forhold til
"forfølgelsesrisikoen".
I klagen til mig anførte
advokat (A) bl.a., at det måtte befrygtes, at nævnet havde sænket
"beskyttelsesvurderingen" så meget, at der reelt var tale om en
"forfølgelsesrisikovurdering".
Under henvisning hertil
anmodede jeg Flygtningenævnet om at redegøre for, hvilke kriterier der
anlægges
ved vurderingen af, om Libanon kan yde flygtningene den fornødne beskyttelse.
I et forsøg på at indkredse,
hvad der nærmere ligger i "beskyttelseskravet", har nævnet på den
ene
side anført, at beskyttelsen ikke nødvendigvis skal have samme karakter og
styrke som den beskyttelse, der vil kunne opnås i Danmark, og på den anden
side, at der ikke må foreligge en risiko for overgreb fra de libanesiske
myndigheder, israelerne, de syriske styrker eller i Libanon værende militser
ved en tilbagevenden til Libanon.
I udtalelsen af 4. juli 1991
til mig har Flygtningenævnet henvist til Justitsministeriets svar på
spørgsmål
nr. 27 fra Folketingets Retsudvalg (lovforslag nr. 201/203, bilag 17) i
forbindelse med revisionen af udlændingeloven i foråret 1985. Her har
Flygtningenævnet givet udtryk for, at man i overensstemmelse med
bemærkningerne
i udlændingebetænkningen ikke anser det for tilstrækkelig
"beskyttelse"
i § 7, stk. 2's (nu stk. 3) forstand, såfremt asylsøgeren vil risikere at
blive henvist til en illegal tilværelse eller at blive sendt i kredsløb
mellem
forskellige lande.
Ifølge betænkning nr.
968/1982 om udlændingelovgivningen, s. 139, er første asyllandsreglens formål
at hjælpe den gruppe udlændinge, som ikke kan opnå tilstrækkelig beskyttelse
nogetsteds, og som derfor er henvist til en illegal tilværelse, eller som
sendes i kredsløb mellem forskellige lande ("refugees in orbit").
I formandskabets første
beretning, s. 153 ff, omtales spørgsmålet om, hvorvidt det mulige første
asylland vil modtage asylsøgeren. Hvis dette ikke er tilfældet, er
udgangspunktet, at § 7, stk. 2 (nu stk. 3) ikke anvendes.
Under mødet den 28. august
1991 gav Flygtningenævnets formand udtryk for, at der er forskel på
beskyttelsesniveau og niveauet for forfølgelsesrisiko, og at det måtte lægges
til grund, at risikoen for overgreb el.lign. måtte være mindre (intensiv,
konkret etc.), når der var tale om en asyllandsbetragtning, end når der var
tale om en forfølgelsesrisikovurdering.
Ved fastlæggelsen af
kriterierne for "den fornødne beskyttelse" må det naturligvis først
og fremmest kræves, at de pågældende asylsøgere skal kunne komme tilbage til
landet, og at de skal kunne opholde sig legalt der. (Dette vil ikke
nødvendigvis være tilfældet, selv om de pågældende ikke hidtil har været
udsat
for overgreb). Omvendt kunne det ikke kræves, at de pågældende socialt set
skulle kunne leve på fuldt ud samme niveau som landets egne statsborgere; men
deres personlige integritet må være beskyttet. Flygtningenævnets formand
præciserede i den forbindelse, at det var kernen i beskyttelsesvurderingen,
at
de pågældende skulle være i personlig sikkerhed såvel ved indrejse som ved
ophold i landet.
Under mødet drøftedes bl.a.
følgende elementer i beskyttelsesvurderingen:
Såfremt
den pågældende gennem en lang periode (eventuelt hele
livet) har "levet i fred", og
der er en velbegrundet udsigt til, at han eller hun
fortsat vil kunne leve i fred,
må
beskyttelseskravet anses for opfyldt.
At de pågældende gennem lang
tid har levet i fred, kan imidlertid ikke opstilles som en absolut
betingelse;
dette gælder navnlig i følgende tilfælde:
Hvor risikoen for på ny at blive udsat for krænkelser
ikke længere eksisterer, (således som det f.eks. er tilfældet med hensyn til
tilbageholdelse fra israelernes side i forbindelse med invasionen i 1982-83),
eller
det, de pågældende har været ude for, ligger langt
tilbage i tiden, eller
der har været tale om indgreb eller foranstaltninger i
anledning af ikke politisk prægede stridigheder eller lignende.
Efter min opfattelse bør
vurderingen af, hvorvidt et muligt første asylland kan antages at yde den
fornødne beskyttelse, inddrage de ovenfor anførte kriterier, herunder navnlig
om der er en velbegrundet udsigt til, at de pågældende asylsøgere (fortsat)
vil kunne leve i fred, således at deres personlige integritet er beskyttet.
Tages der udgangspunkt i, at denne udsigt skal være "velbegrundet",
pålægges der myndighederne en vis bevisbyrde i henseende til at godtgøre,
hvilke forhold der kan begrunde formodningen om en fredelig eksistens for de
pågældende, jf. herved også nedenfor.
C.
Geografisk begrænset beskyttelse
(regionsbeskyttelse).
Advokat (A) rejste i klagen
til mig spørgsmålet om, hvorvidt nævnet opererede med et "første
asyllejr-begreb". Han henviste til et antal nævnsafgørelser, der syntes
at forudsætte, at ansøgeren ikke kunne opholde sig overalt i det
"land", som § 7, stk. 3, forudsætter, men alene i en bestemt
region.
Jeg fandt, at der her rejstes spørgsmål, ikke blot om, hvorvidt en region
kunne
tjene som første asylland, men yderligere om den sikre indrejse, idet
ansøgeren
ikke alene skal passere landegrænsen, men også i sikkerhed kunne nå frem til
regionen.
I udtalelsen af 4. juli 1991
oplyste Flygtningenævnet, at nævnet ikke kunne anse det for tilstrækkeligt,
at
der i forhold til den enkelte asylsøger fandtes en eller flere "sikre
regioner".
På denne baggrund besluttede
Flygtningenævnet at genoptage 3 sager, som (A) havde henvist til, og som
indeholdt det omhandlede problem. Nævnet oplyste samtidig, at det havde
gennemgået samtlige nævnets andre sager vedrørende statsløse palæstinensere
fra
Libanon, og at nævnet i disse sager ikke havde fundet, at ansøgeren alene
kunne
opholde sig i et begrænset område.
Flygtningenævnets
tilkendegivelser vedrørende dette spørgsmål kan ikke give mig anledning til
bemærkninger.
D.
Indrejserisikoen.
I klagen til mig rejste
advokat (A) spørgsmålet om, i hvilket omfang den sikre indrejsemulighed i
Libanon indgik i nævnets vurdering af, hvorvidt landet kunne yde den fornødne
beskyttelse.
I udtalelsen af 4. juli 1991
til mig oplyste Flygtningenævnet, at det lå implicit i nævnets afgørelser, at
en asylsøger, der har fået afslag på asyl i nævnet, sikkert kan indrejse i
det
pågældende land og tage ophold der. Dette gælder også statsløse
palæstinensere
fra Libanon.
I overensstemmelse hermed
oplyste Flygtningenævnets formand, jf. ovenfor, på mødet den 28. august 1991,
at det var kernen i beskyttelsesvurderingen, at de pågældende asylsøgere
skulle
være i personlig sikkerhed
ved indrejsen
og
ved opholdet i landet.
Jeg kan fuldt ud tilslutte
mig Flygtningenævnets vurdering af dette spørgsmål.
I forbindelse med det anførte
rejste jeg over for Flygtningenævnets formand spørgsmålet om betydningen af,
at
palæstinensiske asylsøgere fra Libanon ikke er UNWRA-registrerede.
Jeg henviste herved til et
notat af 24. juni 1991 fra Dansk Flygtningehjælp, pkt. 7, samt til
Udenrigsministeriets bemærkninger hertil i et notat af 8. juli 1991. I
Flygtningehjælpens notat er anført, at de libanesiske myndigheder ikke er
indstillet på at lade ikke-UNWRA-registrerede palæstinensere indrejse i
landet.
Udenrigsministeriet har bedømt denne konklusion som korrekt i den forstand,
at
personer, der ikke er i besiddelse af fyldestgørende eller ægte
rejsedokumenter
og identitetspapirer, eller som ikke har visum til eller opholdstilladelse i
Libanon, "utvivlsomt vil blive nægtet indrejse, henholdsvis tilbageholdt
(fængslet), mens de pågældendes forhold undersøges nærmere."
Flygtningenævnets formand
oplyste, at da de anførte oplysninger er nye, har nævnet endnu ikke haft
anledning til at tage stilling til spørgsmålet. Endvidere har de fleste
asylsøgere hidtil lagt vægt på at oplyse, at de var UNWRA-registrerede, med
henblik på, at dette kunne støtte deres status som konventionsflygtninge. I
visse sager ville man dog ikke umiddelbart kunne se, hvorvidt de pågældende
var
UNWRA-registrerede eller i øvrigt i besiddelse af gyldig opholdstilladelse i
Libanon. Nævnsformanden oplyste, at man ville gennemgå de allerede afgjorte
sager med henblik på en stillingtagen til, hvad der kunne gøres i anledning
af
det nu i de seneste notater fremstillede problem. - Jeg vil modtage nærmere
underretning om, hvad der videre sker vedrørende spørgsmålet.
IV.
Min gennemgang af Flygtningenævnets
sagsakter vedrørende de palæstinensere, som har tilsluttet sig den generelle
klage.
Min gennemgang af sagerne har
ført mig til at placere dem i 3 hovedgrupper:
A.
Sager, hvis behandling Flygtningenævnet
har genoptaget i forbindelse med min høring af nævnet i anledning af den
modtagne klage.
I klageskrivelsen af 31. maj
1991 henviste advokat (A) til en række individuelle nævnsafgørelser, som
efter
hans opfattelse illustrerede nogle af de påpegede problemer.
I udtalelsen af 4. juli 1991
til mig meddelte Flygtningenævnet, at nævnet havde genoptaget 3 sager, hvori
der kunne rejses spørgsmål om, hvorvidt nævnet havde antaget, at ansøgeren
alene kunne opholde sig i et begrænset område, jf. herved det ovenfor anførte
om, at nævnet ikke anser det for tilstrækkeligt, at der i forhold til den
enkelte asylsøger findes en eller flere "sikre regioner".
Flygtningenævnet genoptog
endvidere behandlingen af 5 sager, hvori nævnet havde meddelt afslag efter
udlændingelovens § 7, stk. 3, til ansøgere med opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 9, stk. 1, med henblik på varigt ophold. 2 af disse sager
var der henvist til i (A's) klageskrivelse. (A) havde anført, at såfremt
asylsøgeren allerede har fået opholdstilladelse i Danmark med henblik på
varigt
ophold i medfør af familiesammenføringsreglerne, må Danmark anses for nærmest
til at yde beskyttelse for ansøgeren.
Flygtningenævnet udtalte i
skrivelsen af 4. juli 1991, at nævnets koordinationsudvalg den 24. juni 1991
havde drøftet problemstillingen. Der var i koordinationsudvalget enighed om
at
fastlægge praksis således, at der i de tilfælde, hvor en statsløs
palæstinenser
fra Libanon har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1,
meddeles K-status til den pågældende. Er der tale om familiesammenføring i
medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, er det en forudsætning, at
ægteskabet er indgået, før den pågældende rejser ind i landet.
Nævnet havde gennemgået
samtlige sine sager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon og kun
fundet, at de ovenfor nævnte 5 sager på dette grundlag måtte give anledning
til
genoptagelse.
Nævnets praksis på det
omhandlede område kan på det foreliggende grundlag ikke give mig anledning
til
bemærkninger; jeg henviser i øvrigt til det nedenfor under C, pkt. 5, anførte
om betydningen af en asylsøgers overvejende tilknytning til Danmark.
Den 1. august 1991 besluttede
Flygtningenævnet at genoptage behandlingen af yderligere 1 af de indklagede
sager.
B.
Sager, hvori der eventuelt vil kunne
meddeles opholdstilladelse i henhold til udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2
(opholdstilladelse af humanitære grunde).
§ 9, stk. 2, nr. 2, i
udlændingeloven har følgende indhold:
"
Stk. 2.
Der kan efter ansøgning gives opholdstilladelse til andre
udlændinge:
...
2)
Hvis
udlændingen uden for de i § 7, stk. 1, nævnte tilfælde befinder sig i en
sådan situation, at væsentlige hensyn af humanitær karakter afgørende taler
for at imødekomme ansøgningen."
Af de almindelige
bemærkninger til det lovforslag, hvormed bestemmelsen blev indsat i
udlændingeloven (lovforslag nr. L 201/1984-85), fremgår bl.a.:
"De særlige hensyn, som
kan begrunde, at justitsministeren efter en konkret vurdering giver
opholdstilladelse, kan således først og fremmest bestå i udlændingens alder,
helbredstilstand og andre personlige forhold, smlgn. § 26, nr. 1 ...."
Afgørelsen af, om der
foreligger sådanne særlige humanitære grunde, som kan begrunde
opholdstilladelse efter den nævnte bestemmelse, beror således på et skøn. Ved
udøvelsen af dette skøn har Justitsministeriet i almindelighed navnlig lagt
vægt på ansøgerens personlige forhold - herunder om der er tale om en familie
med mindre børn, der kommer fra et land i krig - om der foreligger en
alvorlig
sygdom hos den eller de pågældende, samt varigheden af opholdet her i landet.
Under min gennemgang af
Flygtningenævnets sagsakter vedrørende de statsløse palæstinensere fra
Libanon,
der har modtaget afslag på deres asylansøgninger, har jeg fundet 26 sager
vedrørende i alt 110 personer, om hvem jeg må antage, at der er grundlag for,
at de vil kunne opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2,
nr.
2.
I 16 af disse sager har
Justitsministeriet allerede under min behandling af sagen (til dels inden for
de seneste dage) meddelt de pågældende opholdstilladelse i henhold til
udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2.
I 7 af de herefter resterende
sager er forholdet det, at jeg på grundlag af mit kendskab til
Justitsministeriets praksis i disse sager har fundet, at der var grundlag for
at antage, at de pågældende ville kunne opnå opholdstilladelse i henhold til
udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2. Jeg har derfor samtidig hermed meddelt
de
pågældende, at jeg ikke foretager videre i deres asylsag, men at jeg har
underrettet Justitsministeriet om min opfattelse vedrørende muligheden for at
få opholdstilladelse af humanitære grunde.
For 3 sagers vedkommende har
jeg antaget, at de pågældende muligvis vil kunne få opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2. Jeg har derfor ligeledes i disse sager
meddelt de pågældende, at jeg ikke på det foreliggende grundlag foretager
videre i deres asylsag, men at jeg har underrettet Justitsministeriet om min
opfattelse vedrørende den eventuelle mulighed for at få opholdstilladelse af
humanitære grunde.
Jeg har henvist de pågældende
til at afvente ministeriets afgørelse herom og meddelt dem, at de vil kunne
rette henvendelse til mig på ny, såfremt de måtte være utilfredse med
Justitsministeriets afgørelse.
C.
Sager, hvori der efter min opfattelse kan
foreligge forskellige former for tvivl vedrørende den af Flygtningenævnet
trufne afgørelse.
Denne gruppe består af sager,
hvor der på det foreliggende grundlag - og efter den gennemgang, der har
været
mulig for mig inden for den givne tidsramme - efter min opfattelse kan
foreligge forskellige tvivlsspørgsmål, som kunne give anledning til en
genovervejelse af sagerne.
I denne gruppe foreligger der
bl.a. eksempler på følgende:
1. Begrundelsesspørgsmål.
Advokat (A) anførte i sin
klageskrivelse, at Direktoratet for Udlændinge ofte begrunder afslag på asyl
med følgende:
"Direktoratet finder
således ikke, at De har været konkret forfulgt i Libanon, og finder, at De
ved
en tilbagevenden til Libanon vil kunne opnå den fornødne beskyttelse
..."
Min gennemgang af sagerne
bekræfter, at dette er en standardbegrundelse fra direktoratet. Som anført af
advokaten slører denne formulering, hvilken vurdering der reelt er anlagt (en
forfølgelsesrisikovurdering eller en beskyttelsesvurdering). Advokaten
anfører da også, at den samme begrundelse anvendes af Direktoratet for
Udlændinge i sager vedrørende libanesiske statsborgere samt - så vidt vides -
i andre hjemlandssager.
I klageskrivelsen gjorde
advokaten gældende, at det var betænkeligt, hvis Flygtningenævnet i sine
afgørelser henviste til de i direktoratets skrivelse anførte grunde, hvilket
han nævnte to eksempler på.
I anledning af min høring
vedrørende dette spørgsmål oplyste Flygtningenævnet, at nævnet kun i et
begrænset antal tilfælde havde henvist til den begrundelse, der var anført i
Direktoratet for Udlændinges afgørelse.
I de tilfælde, hvor dette var
sket for så vidt angår statsløse palæstinensere fra Libanon, havde
Flygtningenævnet i begrundelsen for nævnets beslutning udtrykkeligt
præciseret,
at nævnet havde anlagt en beskyttelsesvurdering. I de 2 sager, som advokat
(A)
havde henvist til, havde nævnet således anført, at det "af de grunde,
der
er anført i Direktoratet for Udlændinges afgørelse, finder, at ansøgeren kan
opnå den fornødne beskyttelse i Libanon, der således fortsat kan tjene som
ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk.
3 ".
Flygtningenævnet har givet
udtryk for den opfattelse, at en naturlig læsning af det omhandlede led i
begrundelsen ikke giver plads for nogen tvivl om, at Flygtningenævnet har
anlagt en beskyttelsesvurdering.
Efter min foreløbige
opfattelse er Flygtningenævnets præcisering af retsgrundlaget i dette
tilfælde
af mere formel end reel karakter. Nævnet opfylder således forpligtelsen i
forvaltningslovens § 24, stk. 1, 1. pkt., jf. udlændingelovens § 56, stk. 2,
til ved afgørelsen at henvise til de retsregler, i henhold til hvilke
afgørelsen
er truffet. Men da afgørelsen i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 3,
beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de
hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen, jf. herved
forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2. pkt.
Det er efter min opfattelse
tvivlsomt, om Flygtningenævnet fuldt ud har opfyldt forpligtelsen til at
angive
de hovedhensyn, som har været bestemmende for skønsudøvelsen. Nævnet anfører,
at det finder, at ansøgeren kan opnå den fornødne beskyttelse i Libanon; men
det bygger denne antagelse på de grunde, der er anført i Direktoratet for
Udlændinges afgørelse, og direktoratet knytter det forhold, at ansøgeren ikke
har været "konkret forfulgt", nøje sammen med antagelsen om, at
vedkommende vil kunne opnå den fornødne beskyttelse. Der synes således i
begrundelserne at foreligge en sammenblanding af beskyttelsesvurderingen og
forfølgelsesrisikovurderingen. En gennemlæsning af et stort antal af
direktoratets afgørelser tyder efter sagsfremstillingen nærmest på, at
direktoratet har anlagt en forfølgelsesvurdering.
Jeg tilkendegav min
foreløbige opfattelse vedrørende dette spørgsmål på mødet den 28. august 1991
med Flygtningenævnets formand. I den forbindelse rejse jeg spørgsmålet om,
hvorvidt Flygtningenævnet (som rekursinstans) var forpligtet til at påtale
Direktoratet for Udlændinges (underinstansens) eventuelle begrundelsesfejl.
Efter almindelige forvaltningsretlige principper har overinstansen normalt en
sådan forpligtelse, men spørgsmålet er, i hvilken udstrækning disse
forvaltningsretlige
principper også gælder for Flygtningenævnet, som er et domstolslignende
organ.
Nævnsformanden tilsluttede
sig, at nævnets status er quasi-judiciel (domstolslignende) og oplyste, at
nævnet i almindelighed ikke påtaler direktoratets fejl bortset fra den
påtale,
der måtte ligge i nævnets egne formuleringer i rekursafgørelserne.
Efter min opfattelse bør
spørgsmålet nærmere overvejes, hvilket jeg samtidig hermed har meddelt
Flygtningenævnet, idet jeg har udbedt mig underretning om resultatet af
nævnets
overvejelser.
De sager, som jeg har fundet
illustrerer et begrundelsesproblem, kan inddeles i følgende kategorier:
Sager, hvori der synes at foreligge en
(begrundelsesmæssig) sammenblanding af forfølgelsesrisikovurderingen og
beskyttelsesvurderingen, jf. herved det ovenfor anførte.
Sager, som synes at indeholde ufuldstændige
begrundelser, f.eks. når det anføres, at nævnet "afviser ansøgerens
forklaring på en række/flere punkter", uden at det præciseres, på hvilke
punkter.
Sager, hvori nævnet ikke tager stilling til et relevant
anbringende, f.eks. at pågældende har et indrejseproblem, som ikke uden
videre kan afvises.
2. Spørgsmål om eventuel urigtig bevisbyrde.
I visse sager har nævnet
anvendt en "omvendt bevisbyrdeformulering", således at det f.eks.
anføres, at der ikke er fuldt tilstrækkeligt grundlag for at antage (eller at
det ikke er antageliggjort), at Libanon ikke fortsat skulle kunne tjene som
første asylland.
Det er efter min opfattelse
tvivlsomt, om dette er korrekt, jf. formuleringen af udlændingelovens § 7.
Det
må antages, at der efter bestemmelsens stk. 1 og 2 påhviler asylsøgeren en
vis
bevisbyrde i henseende til at godtgøre eller sandsynliggøre, at vedkommende
nærer en velbegrundet frygt for forfølgelse i sit hjemland. I så fald er
asylgrundlaget til stede, og den pågældende har som udgangspunkt krav på asyl
her i landet. Hovedreglen om, at der i disse tilfælde skal meddeles asyl,
fraviges af reglen i § 7, stk. 3, (første asyllands-reglen). Efter
bestemmelsen
kan opholdstilladelse nægtes, såfremt (det kan lægges til grund, at)
udlændingen allerede har opnået beskyttelse, eller såfremt det af nærmere
angivne grunde må antages, at udlændingen kan opnå beskyttelse. Udtrykket
"opholdstilladelse kan nægtes, såfremt ..." betyder efter
almindelig
juridisk læsemåde, at bevisbyrden for, at et land er et sikkert første
asylland, påhviler myndighederne - og ikke asylsøgeren. Det påhviler med
andre
ord myndighederne at fremføre og sandsynliggøre sådanne omstændigheder.
Stiller
spørgsmålet sig usikkert, må myndighederne sørge for, at det afklares, jf.
forarbejderne til § 7, stk. 3 (betænkningen om udlændingelovgivningen nr.
968/1982, s.
139 f
).
Det påhviler således ikke ansøgeren at godtgøre, at beskyttelse ikke vil
kunne opnås. Det bør fremstå som bevismæssigt sandsynligt, at Libanon kan yde
den fornødne beskyttelse, (jf. ovenfor.). I modsat fald bør det føre til, at
nævnet imødekommer en asylansøgning.
3. Betydningen af klart illegal udrejse.
I det sagsmateriale, jeg har
modtaget, er det et gennemgående træk, at nævnet i sin begrundelse - som et
indicium for, at beskyttelse i Libanon vil kunne opnås - har henvist til, at
asylsøgeren er udrejst legalt af Libanon.
Under hensyn til den vægt
Flygtningenævnet således lægger på dette forhold, ville det være nærliggende,
at der i nævnsafgørelserne tilsvarende tages udtrykkeligt stilling til
betydningen af en klart illegal udrejse. Et eksempel på en sådan udrejse
fandtes i en af de gennemgåede sager, hvor asylsøgeren blev smuglet ud af
Libanon i en båd.
4. Sager, hvori vurderingen af beskyttelsesspørgsmålet
rejser tvivl.
Som anført ovenfor under pkt.
IV, C, 1, synes der i nogle af nævnsafgørelserne at foreligge en
begrundelsesmæssig sammenblanding af beskyttelsesvurderingen og
forfølgelsesrisikovurderingen. I disse sager og i andre sager er spørgsmålet,
om beskyttelsen enten
sættes lig med fravær af forfølgelsesrisiko eller
på anden måde ligger under det beskyttelsesniveau, som
drøftedes og delvis karakteriseredes under mit møde med nævnets formand den
28.
august 1991, jf. herved ovenfor
5. Afgørelsen af, til hvilket asylland en
flygtning har nærmest tilknytning.
Som anført ovenfor rejste
advokat (A) i klagen til mig spørgsmålet, om ikke Danmark måtte anses for
nærmest til at yde beskyttelse for ansøgere, som i medfør af
familiesammenføringsreglerne havde fået opholdstilladelse her i landet med
henblik på varigt ophold. Flygtningenævnet har på dette område fastlagt den
ovenfor refererede praksis, der som nævnt ikke på det foreliggende grundlag
kan
give mig anledning til bemærkninger.
(A) rejste imidlertid også
spørgsmålet om Flygtningenævnets praksis i forhold til statsløse
palæstinensere fra Libanon, som ikke har opholdt sig i Libanon i lang tid,
eller som har en overvejende tilknytning til Danmark gennem herboende nære
slægtninge (uden for udlændingelovens § 9's kreds), kombineret med lang tids
fravær fra Libanon.
Efter udlændingelovens § 7,
stk. 3, kan afslag på asyl meddeles til ansøgere, der på grund af en række
nærmere angivne forhold har nærmere tilknytning til et andet land end
Danmark,
hvor de må antages at kunne opnå beskyttelse. Et af de forhold, der kan
begrunde
den nærmere tilknytning til et andet land, kan være "længerevarende
ophold" dér.
I formandskabets første
beretning for Flygtningenævnets virksomhed (1. oktober 1983 - 31. marts 1987)
redegøres s. 152 ff for kriteriet "må antages at kunne opnå
beskyttelse". Om det underliggende kriterium "længerevarende
ophold" anføres s. 156, at de momenter, der i første række indicerer, at
afslag på asyl i henhold til bestemmelsen bør meddeles, er,
at
opholdet i det eventuelle første
asylland har været af ikke ubetydelig varighed,
at
varigheden overstiger varigheden af opholdet i Danmark, og
at
opholdet ligger enten umiddelbart
forud for indrejsen i Danmark eller i hvert fald inden for de senere år og
kun
er afbrudt ved kortvarige ophold i andre lande. Ikke sjældent må vurderingen
af
"længerevarende ophold" ske i sammenhæng med en vurdering af
kriteriet "derboende nære slægtninge".
Det fremgår af det anførte,
at forhold som længerevarende fravær fra det mulige første asylland, fraværet
af nære slægtninge dér og omvendt en overvejende tilknytning til Danmark
gennem
derboende nære slægtninge, kan mindske tilknytningen til det mulige første
asylland og ved en afvejning føre til, at tilknytningen til Danmark får
gennemslagskraft
ved valget af asylland.
Når Flygtningenævnet skal
afgøre, om en ansøger har nærmest tilknytning til Libanon eller til Danmark,
synes nævnet ikke at tillægge det megen vægt, at den pågældende har været
fraværende fra Libanon igennem længere tid, måske mange år. Det samme gælder
den betydning, det tillægges, at ansøgeren har den overvejende del af sin
familie i Danmark og derfor kun en ringe familiemæssig tilknytning til
Libanon. Nogle af nævnets afgørelser kunne herved synes at ligge uden for
rammerne af den praksis, som nævnet i øvrigt har anlagt i forbindelse med
vurderingen af den tilknytning, flygtninge (af andre nationaliteter) bør have
til et muligt første asylland.
_____________
En endelig stillingtagen fra
min side til de nævnte fem sagsgrupper ville forudsætte en skriftveksling med
Flygtningenævnet om hver enkelt sag. Af tidsmæssige grunde har jeg i stedet
valgt at gennemgå de rejste tvivlsspørgsmål under en mundtlig drøftelse med
Flygtningenævnets formand.
Under dette møde, der som
nævnt fandt sted den 28. august 1991, indvilligede Flygtningenævnets formand
i
at foretage en fornyet gennemgang af de sager, som efter min opfattelse
rummede
visse tvivlsspørgsmål, om hvilke det ikke kunne udelukkes, at de nævnte
spørgsmål kunne få betydning for den endelige vurdering af sagen.
Jeg har herefter tilbagesendt
sagerne til nævnets fornyede overvejelse og anmodet om underretning om
resultatet heraf.
D.
Sager, i hvilke jeg ikke kan foretage
videre.
Som anført ovenfor kan jeg
ikke kritisere, at Flygtningenævnet afgør asylansøgningerne fra de statsløse
palæstinensere fra Libanon på grundlag af en konkret vurdering og således
ikke
opretholder Direktoratet for Udlændinges tidligere praksis, hvorefter der -
uden en nærmere konkret vurdering - meddeles asyl til alle statsløse
palæstinensere fra Libanon.
Afgørelsen af, om Libanon i
en konkret sag kan anses for første asylland for den enkelte statsløse
palæstinenser, beror som tidligere nævnt på en skønsmæssigt præget vurdering
af forholdene i landet sammenholdt med de oplysninger, som Flygtningenævnet
har lagt til grund om ansøgerens personlige forhold.
Sådanne skønsmæssigt prægede
vurderinger kan jeg - efter de regler, der gælder for min virksomhed - ikke
efterprøve nærmere, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, f.eks.
forvaltningsretlige mangler i forbindelse med afgørelsen, se nedenfor.
I asylsager gør der sig
endvidere det forhold gældende, at afgørelsen af, hvilke oplysninger -
herunder asylsøgerens egen forklaring - Flygtningenævnet skal lægge til
grund,
beror på en bevismæssig vurdering. Også sådanne vurderinger er jeg afskåret
fra
at efterprøve, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.
I asylsager gør de omtalte
prøvelsesbegrænsninger sig gældende med særlig vægt, når det gælder sagernes
realitet, både med hensyn til forfølgelsesvurderingen (udlændingelovens § 7,
stk. 1) og førsteasyllandsvurderingen (§ 7, stk. 3).
Det er som nævnt karakteristisk,
at langt hovedparten af sagerne finder deres afgørelse på grundlag af en
vurdering vedrørende tilstandene i det land, asylsøgerne kommer fra, samt
spørgsmålet om, hvilken bevismæssig vægt der kan tillægges de foreliggende
oplysninger i den konkrete sag, herunder troværdigheden af asylsøgerens egen
forklaring. Det faktiske grundlag for vurderingerne af forholdene i
asylsøgerens hjemland eller hidtidige asylland er i alt væsentligt
skriftligt,
og dermed også umiddelbart tilgængeligt for ombudsmanden. Men selve
vurderingen
af det - ofte ganske omfattende - foreliggende materiale er som nævnt af
skønsmæssig karakter. Endvidere ændrer forholdene sig ofte ganske hurtigt,
hvorved tidligere materiale forældes.
Flygtningenævnets
bevisbedømmelse i den konkrete sag er præget af nævnets domstolslignende
karakter og behandlingsmåde. Anvendelsen af bevisumiddelbarheds-princippet
(personligt fremmøde, mundtlige forklaringer m.v.), medvirkende advokater, en
dommer som formand, etc., skaber de bedste forudsætninger for nævnets
bevisvurdering.
Her er selve grundlaget for vurderingen - især asylsøgerens egen forklaring
og
nævnsmedlemmernes personlige vurdering heraf ved at overvære forklaringen og
ved at kunne stille spørgsmål - ikke tilgængeligt for ombudsmanden.
I særlige tilfælde er
ombudsmanden beføjet til at vurdere - og i givet fald kritisere - det
administrative skøn. Det drejer sig navnlig om tilfælde af utilstrækkeligt
oplysningsgrundlag for afgørelsen, ugrundet forskelsbehandling, anvendelse af
ulovlige kriterier (magtfordrejning) eller ikke-anvendelse af obligatoriske
kriterier, samt tilfælde hvor afgørelsens resultat må forekomme åbenbart
urigtigt. Nævnets sammensætning og behandlingsmåde bevirker imidlertid, at
der
kun yderst sjældent vil kunne tænkes at foreligge særlige omstændigheder af
den
pågældende art. Tilsvarende gælder som nævnt med hensyn til bevisskønnet.
For så vidt angår
sagsbehandlingen, er der ikke tilsvarende begrænsninger. Ombudsmanden kan
således foretage en fuldstændig prøvelse af disse spørgsmål.
Om ombudsmandens kompetence i
asylsager m.v. henviser jeg i det hele til artiklen herom i Advokaten nr.
11/1990, s. 237.
På grund af de omtalte
prøvelsesbegrænsninger er der et stort antal af de modtagne sager, i hvilke
jeg
ikke har kunnet foretage videre, allerede fordi Flygtningenævnet ikke har
fundet at kunne lægge vægt på asylsøgernes egne forklaringer.
I mange af sagerne har Flygtningenævnet
alene fundet at kunne lægge vægt på asylsøgerens oprindelige forklaringer,
afgivet umiddelbart efter indrejsen her i landet. Derimod er nye forklaringer
-
afgivet efter at de pågældende asylsøgere har fået afslag på asyl fra
Direktoratet for Udlændinge - hyppigt blevet tilsidesat af Flygtningenævnet.
Det har været en gennemgående forklaring fra asylsøgernes side, at de ved
indrejsen i landet er blevet rådet til alene som asylmotiv at henvise til de
generelle forhold i Libanon med den begrundelse, at alle statsløse
palæstinensere fra Libanon automatisk var garanteret asyl i Danmark efter
Direktoratet for Udlændinges (hidtidige) praksis. Ofte har asylsøgerne
henvist
til, at det har været tolkene, der har frarådet dem at fortælle om de
konkrete
overgreb, de måtte have været ude for, idet sådanne forklaringer udelukkende
ville trække asylsagens behandling i langdrag.
Under mit møde den 28. august
1991 med Flygtningenævnets formand drøftede jeg dette forhold. Formanden
oplyste i den forbindelse, at nævnet havde anmodet Direktoratet for
Udlændinge
om at søge spørgsmålet belyst ved henvendelse til en af de tolke, hvis navn
gik igen i de pågældende asylsøgeres forklaringer. Vedkommende tolk havde
imidlertid benægtet at skulle have oplyst som forklaret.
Desuden oplyste
nævnsformanden, at begrundelsen for, at en asylsøger skiftede forklaring,
indgik i en konkret troværdighedsvurdering, og at nævnet i den forbindelse
var
opmærksom på, hvilket tidspunkt den pågældende var indrejst i landet (før
eller efter Direktoratet for Udlændinges praksisændring var blevet
kendt)."
Bilag 2
Ombudsmandens skrivelse af 23. september 1991 til Flygtningenævnet.
"Under henvisning til
tidligere brevveksling i sagen vedrørende de statsløse palæstinensere fra
Libanon sender jeg hermed en skrivelse af 17. september 1991 fra advokat (A).
I
skrivelsen har advokat (A) anmodet mig om at foretage en nærmere undersøgelse
af spørgsmålet om, hvorvidt Flygtningenævnets medlemmer ved behandlingen af
sagerne om de statsløse palæstinensere har taget spørgsmålet om sikkerheden
ved
indrejsen til Libanon i betragtning.
Baggrunden for denne
anmodning er oplysninger fra flere af Flygtningenævnets (nuværende og
tidligere) medlemmer om, at de af skiftende nævnsformænd og nævnsflertal er
blevet belært om, at Flygtningenævnet ikke ved sin stillingtagen til, om
Libanon kunne yde en asylsøger den fornødne beskyttelse, skulle vurdere
spørgsmålet
om risikoen ved indrejsen i Libanon; jf. herved bl.a. (B's) erklæring af 6.
september 1991 og (C's) redegørelse af 13. september 1991, som begge
vedlægges. At dømme efter refererede udtalelser i pressen har flere nuværende
medlemmer af nævnet fremsat tilsvarende oplysninger.
Spørgsmålet om, i hvilket
omfang den sikre indrejsemulighed i Libanon er indgået i Flygtningenævnets
vurdering af, om landet vil kunne yde den fornødne beskyttelse, har tidligere
været rejst over for nævnet, jf. (A's) klage af 31. maj 1991 og min
høringsskrivelse
af 13. juni 1991.
I den anledning udtalte
Flygtningenævnet i sin udtalelse af 4. juli 1991, at det ligger implicit i
nævnets afgørelser, at en asylsøger, der har fået afslag på asyl i nævnet,
sikkert kan indrejse i det pågældende land og tage ophold dér. Dette gælder
også statsløse palæstinensere fra Libanon.
I forlængelse heraf udtalte
Flygtningenævnets formand under mødet på mit kontor den 28. august 1991, at
det
er selve kernen i beskyttelsesvurderingen, at de pågældende skal være i
personlig sikkerhed ved indrejsen og ved opholdet i landet.
Jeg anmoder om
Flygtningenævnets bemærkninger til de nu fremkomne oplysninger, herunder til
spørgsmålet om, hvorvidt (nogle af) nævnets afgørelser kan tænkes at være
truffet på grundlag af en retsvildfarelse, idet nævnsmedlemmer på grund af
den
ovenfor refererede fejlagtige retsopfattelse har undladt - eller er ophørt
med
- at inddrage indrejseproblemerne i beskyttelsesgrundlaget.
Under hensyn til sagens
hastende karakter skal jeg anmode om at modtage nævnets udtalelse snarest
muligt."
Bilag 3
Flygtningenævnets skrivelse af 14. oktober 1991 til Folketingets
Ombudsmand.
"I skrivelse af 23.
september 1991 har Folketingets Ombudsmand anmodet om Flygtningenævnets
bemærkninger til "oplysninger fra flere af Flygtningenævnets (nuværende
og
tidligere) medlemmer om, at de af skiftende nævnsformænd og nævnsflertal er
blevet belært om, at Flygtningenævnet ikke ved sin stillingtagen til, om
Libanon
kunne yde en asylansøger den fornødne beskyttelse, skulle vurdere spørgsmålet
om risikoen ved indrejsen i Libanon". Folketingets Ombudsmand har i den
forbindelse anmodet om Flygtningenævnets bemærkninger til spørgsmålet om,
"hvorvidt (nogle af) nævnets afgørelser kan tænkes at være truffet på
grundlag af en retsvildfarelse, idet nævnsmedlemmer på grund af den oven for
refererede fejlagtige retsopfattelse har undladt - eller er ophørt med - at
inddrage indrejseproblemerne i beskyttelsesgrundlaget". Folketingets
Ombudsmand
har henvist til, at advokat (A) i skrivelse af 17. september 1991 har anmodet
ham om at foretage en undersøgelse af spørgsmålet, samt til (B's) erklæring
af
6. september 1991 og (C's) redegørelse af 13. september 1991. Under hensyn
til
sagens hastende karakter har Folketingets Ombudsmand anmodet om at modtage
nævnets udtalelse snarest muligt.
Spørgsmålet, om
indrejserisikoen har været inddraget i beskyttelsesgrundlaget ved nævnets
afgørelser i disse sager, har været forelagt for hvert enkelt nuværende og
tidligere nævnsmedlem, der har deltaget i afgørelserne. Der henvises herved
til
vedlagte kopi af Flygtningenævnets skrivelse af 24. september 1991 til
medlemmerne, hvormed fulgte formændenes bemærkninger af 23. september 1991
til
(B's) brev af 6. september 1991.
Alle nævnsmedlemmer, der har
deltaget i afgørelserne, har nu besvaret nævnets forespørgsel, og som det
fremgår af de 52 besvarelser, der vedlægges, har 49 tilkendegivet, at de for
deres eget vedkommende
har
vurderet
indrejserisikoen.
To - nu forhenværende -
medlemmer, beskikket efter indstilling fra Dansk Flygtningehjælp (C) og (B),
har tilkendegivet, at de ikke har inddraget indrejserisikoen i deres
vurdering
af de sager, der blev afgjort i perioden indtil begyndelsen af april 1991,
hvorimod de har gjort det i de senere sager.
På den baggrund har nævnet
foretaget en gennemgang af samtlige de sager vedrørende statsløse
palæstinensere, som de to har deltaget i indtil medio april 1991.
Gennemgangen viste, at (C)
har deltaget i behandlingen af 35 og (B) i 20 sager, og at de to ikke har
deltaget samtidig i nogen af sagerne.
Den viste desuden, at (C) kun
i 10 sager og (B) kun i 7 sager har voteret for stadfæstelse, og at deres
stemme i intet tilfælde har været afgørende for nævnets beslutning.
Nævnet har endvidere fundet,
at besvarelsen fra (D), der ligeledes er beskikket efter indstilling fra
Dansk
Flygtningehjælp, efterlader en sådan tvivl, at der for en sikkerheds skyld
ligeledes er foretaget en gennemgang af de sager, hun har deltaget i. Det
drejer
sig om i alt 69 sager. I 4 sager har hun deltaget samtidig med (C) eller (B).
Også for hendes vedkommende gælder, at hendes stemme i intet tilfælde har
været
afgørende for nævnets beslutning om at stadfæste Direktoratet for Udlændinges
afslag på asyl.
Det kan herefter afvises, at
nævnet i noget tilfælde har meddelt en statsløs palæstinenser fra Libanon
afslag på asyl uden at have inddraget indrejserisikoen ved en tilbagevenden
til
Libanon.
Det skal i denne forbindelse
bemærkes, at indrejsespørgsmålet i hovedsagen må anses for at være et
spørgsmål
om, hvorvidt den pågældende kan antages at kunne indrejse i Libanon uden at
risikere overgreb fra syrernes side. Flygtningenævnet har gennem de seneste
år
været bekendt med syrernes tilstedeværelse i Libanon, herunder Beirut
lufthavn.
Der henvises herved til Dansk Flygtningehjælps notat af 25. oktober 1986,
Dansk
Flygtningehjælps notat af 26. januar 1987, Dansk Flygtningehjælps rapport i
forbindelse med rejse til Libanon af 12. - 18. maj 1987, Udenrigsministeriets
skrivelse af 29. september 1987, Udenrigsministeriets skrivelse af 1.
september
1988, Dansk Flygtningehjælps notat af 28. november 1988, Udenrigsministeriets
skrivelse af 30. juni 1990, Dansk Flygtningehjælps notat af 9. august 1990,
Dansk Flygtningehjælps notat af 24. juni 1991, Udenrigsministeriets skrivelse
af 8. juli 1991 samt Udenrigsministeriets skrivelse af 9. september 1991 med
notat af samme dato. Spørgsmålet om indrejserisikoen for en tilbagevendende
statsløs palæstinenser har således ikke mindst været vurderet i forhold til
syrerne.
Der henvises desuden til
Flygtningenævnets formandskabs beretning for 1. oktober 1983 til 31. marts
1987
s. 170-172."
Bilag 4
Flygtningenævnets skrivelse af 7. januar 1992 til Folketingets
Ombudsmand.
"Ved skrivelse af 1.
september 1991 modtog Flygtningenævnet Folketingets Ombudsmands redegørelse
af
31. august 1991 vedrørende Flygtningenævnets behandling af ansøgninger om
asyl
fra statsløse palæstinensere fra Libanon.
I overensstemmelse med
drøftelserne på mødet den 28. august 1991 mellem Flygtningenævnets formand og
Folketingets Ombudsmand har Flygtningenævnet nu foretaget en fornyet
vurdering
af 28 af de 29 sager, som efter ombudsmandens opfattelse rummer visse
tvivlsspørgsmål. Kopi af afgørelserne i de enkelte sager vedlægges.
Som det fremgår, har
Flygtningenævnet af forskellige grunde nu meddelt opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 7, stk. 1, i 5 af sagerne. I de øvrige 23 sager er
afgørelsen fastholdt.
En sag er endnu ikke
afsluttet, idet asylansøgeren har fremlagt væsentlige nye oplysninger om sine
forhold, som Flygtningenævnet søger at få verificeret. Flygtningenævnet vil
underrette Folketingets Ombudsmand om resultatet i denne sag, når den er
afsluttet.
Folketingets Ombudsmand har i
redegørelsen peget på forskellige generelle spørgsmål.
Begrundelsesspørgsmål.
Ombudsmanden har således
peget på nogle sager, hvori der efter hans opfattelse synes at foreligge en
(begrundelsesmæssig) sammenblanding af forfølgelsesrisikovurderingen og
beskyttelsesvurderingen.
I de omhandlede sager har
Flygtningenævnet i begrundelsen anført, at nævnet "af de grunde, der er
anført i Direktoratet for Udlændinges afgørelse, finder, at ansøgeren kan
opnå
den fornødne beskyttelse i Libanon, der således fortsat kan tjene som
ansøgerens
første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3".
Flygtningenævnet har ved den
angivne henvisning sigtet til den sproglige beskrivelse af asylansøgerens
forhold, der er gengivet i direktoratets afgørelse. Flygtningenævnet har
derimod ikke tiltrådt direktoratets retlige bedømmelse af disse faktiske
forhold. Flygtningenævnet har tilkendegivet dette ved at præcisere, at nævnet
har vurderet forholdene efter en beskyttelsesmålestok. Det bemærkes herved,
at
de omhandlede faktiske forhold, som er anført i ombudsmandens redegørelse,
indgår i beskyttelsesvurderingen.
Efter Flygtningenævnets
opfattelse har der således været givet en fyldestgørende begrundelse i disse
afgørelser.
Flygtningenævnet har i denne
forbindelse overvejet det særlige spørgsmål, om nævnet (som rekursinstans) er
forpligtet til at påtale Direktoratet for Udlændinges (underinstansens)
eventuelle begrundelsesfejl. Nævnet finder ikke, at nævnet med den
kompetence,
der ifølge udlændingeloven er henlagt til nævnet, og de processuelle regler,
der gælder for nævnet, har en forpligtelse til særskilt at påtale eventuelle
begrundelsesfejl i Direktoratet for Udlændinge. I det omfang, nævnet ikke er
enig i direktoratets begrundelse, vil dette fremgå af nævnets beslutninger,
der
alle sendes til direktoratet.
Det skal tilføjes, at
Flygtningenævnet har gjort Direktoratet for Udlændinge bekendt med
ombudsmandens opfattelse vedrørende begrundelsen, og direktoratet har
tilkendegivet, at det fremover vil ændre begrundelsen for dets afgørelser i
disse sager, således at det klart fremgår af disse, at der er anlagt en
beskyttelsesvurdering.
Folketingets Ombudsmand har
videre peget på nogle sager, som synes at indeholde ufuldstændige
begrundelser,
f.eks. når det anføres, at nævnet "afviser ansøgerens forklaring på en
række/flere punkter", uden at punkterne er præciseret.
Flygtningenævnet er enig med
ombudsmanden i, at en sådan angivelse isoleret set ikke ville opfylde kravene
i
forvaltningslovens § 24, stk. 2. Efter denne bestemmelse skal begrundelsen
således om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger
vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning
for afgørelsen.
I overensstemmelse hermed
præciserer Flygtningenævnet i de tilfælde, hvor ansøgerens forklaring
tilsidesættes på et eller flere punkter, enten på hvilke væsentlige punkter
forklaringen er tilsidesat, eller, hvilke faktiske omstændigheder som er
tillagt væsentlig betydning.
Bevisbyrde.
Folketingets Ombudsmand har i
redegørelsen videre givet udtryk for, at bevisbyrden for, at et land er et
sikkert 1. asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, efter almindelig
juridisk læsemåde påhviler myndighederne - og ikke asylsøgeren. Det bør
derfor
fremstå som bevismæssigt sandsynligt, at Libanon kan yde den fornødne
beskyttelse.
Flygtningenævnet kan
tilslutte sig ombudsmandens bemærkninger om, at det følger af
udlændingelovens
§ 7, stk. 3, at det er nævnet, der ud fra den enkelte sags oplysninger skal
kunne påvise, hvilke omstændigheder der konkret begrunder antagelsen om, at
den
pågældende ansøger vil kunne opnå den fornødne beskyttelse ved tilbagevenden
til Libanon.
I langt de fleste af disse
sager er ansøgeren født og opvokset i Libanon, der hele livet har været
asylland (opholdsland) for den pågældende. Denne faktiske omstændighed er en
væsentlig del af baggrunden for Flygtningenævnets stillingtagen til, hvorvidt
Libanon kan betragtes som ansøgerens 1. asylland i henhold til
udlændingelovens
§ 7, stk. 3.
Ifølge udlændingelovens § 40
påhviler det ansøgeren at meddele de oplysninger, som er nødvendige til
bedømmelse af, om en opholdstilladelse kan gives. Vurderingen af, om disse
oplysninger er tilvejebragt, vil - også i 1. asyllandssager - blandt andet
afhænge af, om ansøgerens forklaring kan lægges til grund.
Ansøgerens egen forklaring om
sine forhold udgør således en væsentlig del af beslutningsgrundlaget, når
Flygtningenævnet skal vurdere 1. asyllandsspørgsmål.
Såfremt det herefter
bevismæssigt må lægges til grund, at en palæstinensisk flygtning hidtil har
kunnet opholde sig i Libanon uden at blive udsat for overgreb mod sin
personlige integritet, vil landet efter omstændighederne kunne anses for at
yde
den pågældende en sådan faktisk beskyttelse, at det som udgangspunkt må
betragtes som dennes 1. asylland. En betingelse for at give afslag på asyl
efter § 7, stk. 3, er dog, at der under hensyn til de foreliggende
oplysninger
om ansøgeren og om den aktuelle situation i landet er en velbegrundet udsigt
til, at den pågældende vil kunne indrejse og også fremtidig opholde sig dér
uden
at blive udsat for overgreb mod sin personlige integritet.
Flygtningenævnets begrundelse
kan således ikke tages som udtryk for, at nævnet har pålagt ansøgeren
bevisbyrden for, at Libanon ikke kan tjene som pågældendes 1. asylland.
Da begrundelsen (i 2 sager)
imidlertid har kunnet skabe en vis tvivl, vil begrundelsen i fremtidige
lignende sager blive affattet på en sådan måde, at der ikke er tvivl om
bevisbyrdespørgsmålet.
Tilknytningen.
Folketingets Ombudsmand har
videre tilkendegivet, at Flygtningenævnet ikke synes at tillægge det nogen
vægt
ved afgørelsen af, om en statsløs palæstinenser har nærmest tilknytning til
Libanon eller Danmark, at den pågældende har været fraværende fra Libanon
igennem længere tid, måske mange år. Ombudsmanden har i den forbindelse
henvist
til, at nogle af nævnets afgørelser herved kunne synes at ligge uden for
rammerne af den praksis, som nævnet i øvrigt har anlagt i forbindelse med
vurderingen af den tilknytning, flygtninge (af andre nationaliteter) bør have
til et muligt første asylland. Ombudsmanden har herved henvist til
Flygtningenævnets formandskabs første beretning for Flygtningenævnets
virksomhed, s. 152 ff.
Efter ordlyden af
lovbestemmelsen i § 7, stk. 3, skal der foretages en vurdering af, om
udlændingen har nærmere tilknytning til et andet land, hvor udlændingen må
antages at kunne opnå beskyttelse. Denne vurdering vil typisk være en
afvejning
af tilknytningen til Libanon, hvor de pågældende er født og opvokset eller i
det mindste har boet en lang årrække, over for tilknytningen til Danmark,
hvor
de pågældende har opholdt sig som asylsøgere gennem de seneste 1-2 år.
Det forudsættes naturligvis
herved, at det må antages, at de pågældende overhovedet kan indrejse i
Libanon,
og at der er en velbegrundet udsigt til, at de (fortsat) vil kunne opnå den
fornødne beskyttelse. Såfremt disse forudsætninger er opfyldt, vil Libanon
typisk kunne tjene som 1. asylland.
Det skal tilføjes, at
redegørelsen i Flygtningenævnets første beretning s. 152 ff. ikke indeholder
en
udtømmende angivelse af de momenter, der indgår i kriteriet
"længerevarende ophold", eller nogen angivelse af afvejningen
mellem
de nævnte momenter.
Efter Flygtningenævnets
opfattelse gør der sig en væsentlig forskel gældende ved vurderingen af
tilknytningsmomentet henholdsvis i "almindelige" 1. asyllandssager
og
i sagerne om de statsløse palæstinensere fra Libanon. Redegørelsen i
beretningen sigter til den typiske asyllandssag, hvor ansøgeren er flygtet
efter et mangeårigt ophold i sit (reelt eksisterende) hjemland og derefter
opnår en eller anden form for tilknytning til to forskellige asyllande. I
palæstinensersagerne er der imidlertid i de allerfleste tilfælde tale om, at
ansøgeren er født og opvokset i Libanon (asyllandet) og således har opholdt
sig
der i en årrække. Den pågældende har derved en helt anden form for
tilknytning
til Libanon end den tilknytning en "hjemlandsflygtning" typisk har
til et muligt andet asylland end Danmark. Sprogligt, kulturelt,
familiemæssigt,
arbejdsmæssigt etc. er den statsløse palæstinensers tilknytning til
asyllandet
Libanon i langt de fleste tilfælde betydeligt stærkere end ansøgerens
tilknytning til asyllandet i de sager, der er henvist til i beretningen.
Det beror således på en
konkret vurdering, om en statsløs palæstinensers tilknytning til Danmark i
form
af et ophold på 1-2 år og familiemedlemmers tilstedeværelse her er større end
tilknytningen til Libanon, hvor den pågældende har opholdt sig i en længere
årrække (f.eks. 20-25 år), og måske stadig har familiemedlemmer.
Flygtningenævnets formand
tilkendegav under mødet den 28. august 1991 med Folketingets Ombudsmand, at
nævnet ville gennemgå de allerede afgjorte sager med henblik på en
stillingtagen til, hvad der kunne gøres ved spørgsmålet om muligheden for at
indrejse i Libanon uden de fornødne rejsedokumenter m.v.
Flygtningenævnet har derfor
gennemgået samtlige sager og i den forbindelse iværksat en nærmere
undersøgelse
i 3 sager.
Herudover har
Rigspolitichefen vedrørende spørgsmålet om muligheden for at indrejse i
Libanon
i en notits af 1. november 1991 givet udtryk for, at de libanesiske
myndigheder
kan garantere, at statsløse palæstinensere i Danmark, hvis identitetspapirer
undersøges inden afrejsen fra Danmark, og om hvem det konstateres, at de
inden
opholdet i Danmark har haft lovligt ophold i Libanon, kan indrejse i Libanon,
uden at de vil få problemer med nogen af de instanser, som udøver
indrejsekontrol i Beirut lufthavn. Det fremgår desuden, at man fra libanesisk
side er rede til at modtage statsløse palæstinensere, som ikke er i
besiddelse
af nogen identitetspapirer, f.eks. fødselsattester, kørekort, vielsesattester
og lignende, forudsat at det på anden vis gennem en forudgående undersøgelse
kan godtgøres, at de inden opholdet i Danmark har haft lovligt ophold i
Libanon.
Flygtningenævnet har meddelt
udsendelsesmyndigheden, at nævnet har forstået, at denne agter at foretage en
forudgående undersøgelse hos de libanesiske myndigheder, inden statsløse
palæstinensere fra Libanon faktisk udsendes af Danmark. Nævnet har samtidig
udtalt, at man går ud fra, at udsendelsesmyndigheden i de tilfælde, hvor den
pågældende ikke er i besiddelse af nogen identitetspapirer, foretager en
sådan
forudgående undersøgelse. Såfremt det i konkrete tilfælde måtte vise sig, at
de
libanesiske myndigheder ikke vil tillade den pågældende at indrejse i
Libanon,
foreligger der væsentlige nye oplysninger. Sagen må i så fald genoptages.
Flygtningenævnet har på denne
baggrund anmodet om at modtage underretning om udfaldet af de omhandlede
undersøgelser. En kopi af nævnets skrivelse af 8. november 1991 til
Justitsministeriet vedlægges til orientering."
Bilag 5
Flygtningenævnets skrivelse af 12. marts 1992 til Folketingets
Ombudsmand.
"Flygtningenævnet har
modtaget Deres skrivelse af 25. februar 1992 vedrørende behandlingen af
sagerne
om de statsløse palæstinensere fra Libanon.
Under behandlingen af klagen,
har De givet udtryk for, at De er enig i Flygtningenævnets opfattelse af en
række generelle spørgsmål. De har endvidere givet udtryk for, at der i 29
konkrete sager efter Deres opfattelse kunne foreligge forskellige
tvivlsspørgsmål, som kunne give anledning til en genovervejelse af sagerne.
De
bemærkede, at en endelig stillingtagen fra Deres side til de nævnte spørgsmål
ville forudsætte en skriftveksling med Flygtningenævnet om hver enkelt sag.
Af
tidsmæssige grunde valgte De i stedet at gennemgå de rejste tvivlsspørgsmål
under en mundtlig drøftelse den 28. august 1991 med Flygtningenævnets
formand.
Under mødet den 28. august
1991 indvilligede Flygtningenævnets formand i at foretage en fornyet
gennemgang
af de sager, som efter Deres opfattelse rummede visse tvivlsspørgsmål, om
hvilke det ikke kunne udelukkes, at de ville få betydning for den endelige
vurdering af sagen. De tilbagesendte herefter 29 sager til Flygtningenævnet
til
fornyet vurdering.
Den 12. september 1991
besluttede Flygtningenævnets formand og næstformænd at genoptage de 29 sager.
Formandskabet lagde afgørende vægt på, at de sager, der behandles i nævnet,
undergives en i enhver henseende omhyggelig og forsvarlig behandling. Under
hensyn til den tvivl, som De havde givet udtryk for, fandt formændene det
efter
omstændighederne rigtigst at genoptage sagerne, således at hvert enkelt
nævnsmedlem, der havde deltaget i afgørelsen, fik mulighed for at votere på
ny
på baggrund af Deres redegørelse og de oplysninger, der i øvrigt var
fremkommet
efter afgørelserne. Formandskabet understregede, at denne fremgangsmåde ikke
kunne tages som udtryk for, at nævnsformændene havde tiltrådt Deres
synspunkter.
I skrivelsen af 7. januar
1992 underrettede Flygtningenævnet Dem om resultatet i de pågældende sager.
I redegørelsen af 25. februar
1992 har De bl.a. udtalt, at det, De har anført om de konkrete sager, kun var
anført til illustration af Deres generelle opfattelse vedrørende
Flygtningenævnets behandling af ansøgninger om asyl fra statsløse
palæstinensere fra Libanon. De har således ikke taget konkret stilling til, i
hvilket omfang de anførte synspunkter i hver enkelt sag efter Deres
opfattelse
ville kunne begrunde en genoptagelse i nævnet med henblik på en ændring af de
trufne afgørelser i realiteten.
Da Deres udtalelse af 25.
februar 1992 på visse punkter giver anledning til tvivl, og da den har givet
anledning til misforståelser, har Flygtningenævnets formandskab fundet det
rigtigst at præcisere sin opfattelse af nogle spørgsmål.
Spørgsmålet om "den begrundelsesmæssige
sammenblanding af beskyttelsesvurderingen og
forfølgelsesrisikovurderingen".
I udtalelsen af 25. februar
1992 har De anført, at det er almindeligt antaget, at en overordnet myndighed
efter omstændighederne kan opfylde begrundelsespligten gennem en udtrykkelig
henvisning til den underordnede myndigheds afgørelse, se f.eks.
Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, pkt. 132. En
forudsætning
herfor er imidlertid, at ankeinstansen kan tiltræde begrundelsen fuldt ud, og
at udformningen af begrundelsen fra den tidligere instans i sig selv er
fyldestgørende, se f.eks. John Vogter m.fl. "Forvaltningsloven", s.
219, og Folketingets Ombudsmands beretning 1989, s. 372.
De har herefter konstateret,
at De ikke kunne være enig i Flygtningenævnets opfattelse, hvorefter der var
givet en fyldestgørende begrundelse.
Formandskabet er fortsat ikke
enig med Dem på dette punkt. Som fremhævet i nævnets svar af 7. januar 1992
giver en naturlig læsning af det omhandlede led i begrundelsen ikke plads for
nogen tvivl om, at Flygtningenævnet ved sin retlige bedømmelse har anlagt en
beskyttelsesvurdering, jfr. ordene "beskyttelse" og "1.
asylland" samt henvisningen til udlændingelovens § 7, stk. 3. Med denne
formulering har nævnet netop ikke fuldt ud tiltrådt direktoratets
begrundelse.
I denne forbindelse skal
bemærkes, at hverken forvaltningslovens § 24 eller andre retskilder giver
grundlag for at kræve, at nævnet udarbejder en selvstændig begrundelse i
tilfælde, hvor direktoratets begrundelse ikke kan tiltrædes fuldt ud. Efter
formandskabets opfattelse udtaler de kilder, De har henvist til, ikke, at en
overordnet myndighed ikke kan henvise til en del af en underordnet myndigheds
begrundelse.
Spørgsmålet "om ufuldstændige
begrundelser".
De har videre givet udtryk
for, at De i forbindelse med Deres gennemgang af de konkrete sager har
overvejet, om kravet til præciseringsgraden i alle tilfælde kunne anses for
opfyldt i praksis. De har henvist til 2 sager.
Formandskabet må fastholde,
at det i de afgørelser, De har henvist til, udtrykkeligt er præciseret, på
hvilke væsentlige punkter forklaringen er tilsidesat, eller hvilke faktiske
omstændigheder, der er tillagt væsentlig betydning.
Formandskabet finder derfor
fortsat, at begrundelsen har været fyldestgørende.
Spørgsmålet "om en eventuel urigtig
anvendelse af bevisbyrdereglerne".
De har givet udtryk for, at
en gennemlæsning af begrundelserne i nogle af de genoptagne sager kunne give
det
indtryk, at Flygtningenævnet anvender en mere generel formodningsregel,
hvorefter baggrundsoplysningerne om Libanon sammenholdt med det forhold, at
en
ansøger er født og opvokset i Libanon, i sig selv skaber en formodning om, at
Libanon kan tjene som den pågældendes asylland. I det omfang, ansvaret for at
afkræfte denne formodning i det væsentlige kommer til at hvile på
asylsøgeren,
er det Deres opfattelse, at en sådan regel kunne give anledning til
betænkelighed, idet den da antager karakter af en slags omvendt
bevisbyrderegel.
De har derfor understreget
betydningen af, at man i praksis også inddrager de kriterier, der tillige bør
indgå i beskyttelsesvurderingen.
Det kan ikke af nævnets svar
af 7. januar 1992 udledes, at en bevisusikkerhed, der ikke kan tilskrives
asylansøgeren, skulle komme ansøgeren processuelt til skade. Den
formodningsregel, De henviser til, skal selvsagt ses i lyset af den
forklaring,
ansøgeren afgiver, samt de generelle baggrundsoplysninger. Nævnets henvisning
til udlændingelovens § 40 kan alene tages som udtryk for, at enhver
asylansøger
må bidrage til sagens oplysning.
Det må fastholdes, at nævnets
begrundelse ikke kan tages til udtryk for, at nævnet har pålagt ansøgeren
bevisbyrden for, at Libanon ikke kan tjene som pågældendes 1. asylland.
Spørgsmålet om "vurderingen af
beskyttelsesmulighederne".
De har meddelt, at De har
overvejet, om de elementer, der indgår i beskyttelsesvurderingen, var
inddraget
fuldt ud i de konkrete sager. De har henvist til 14 sager.
Formandskabet fastholder, at
nævnet har foretaget en korrekt vurdering af de pågældende sager.
Spørgsmålet om "til hvilket asylland en
flygtning har nærmest tilknytning".
De har givet udtryk for, at
lang tids fravær fra Libanon samt på den ene side ringe familiemæssig
tilknytning
til Libanon og på den anden side overvejende familiemæssig tilknytning til
Danmark efter Deres opfattelse bør indgå med betydelig vægt ved afgørelsen af
tilknytningsspørgsmålet.
Denne opfattelse bygger De
bl.a på, at myndighederne i tilfælde, hvor en asylsøger har været borte fra
Libanon i mange år, ikke med henvisning til et forholdsvis nyligt (og
beskyttet) ophold i Libanon vil kunne løfte en del af deres bevisbyrde i
henseende til, at asylsøgeren må forventes at kunne opnå den fornødne
beskyttelse i Libanon.
De har rejst spørgsmål om,
hvorvidt Flygtningenævnet i 3 af sagerne har ladet de anførte forhold indgå
med
den fornødne vægt i afvejningen. De har omtalt 2 sager og har fundet, at
myndighederne forekom at have svært ved at løfte bevisbyrden for, at familien
havde en velbegrundet udsigt til at kunne leve i sikkerhed i Libanon.
Formandskabet fastholder, at
afgørelsen af spørgsmålet om, hvilket land en flygtning har
nærmest
tilknytning til, altid vil bero
på et konkret skøn, hvori indgår en række momenter af forskellig vægt.
Det skal tilføjes, at dette
spørgsmål er et andet end spørgsmålet om, hvorvidt flygtningen kan opnå
beskyttelse i det pågældende land.
Formandskabet fastholder
synspunkterne i nævnets svar af 7. januar 1992.
Det kan i øvrigt oplyses, at
Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 10. marts 1992 drøftede betydningen
af gennemførelsen af lov nr. 144 af 3. marts 1992 om opholdstilladelse for
statsløse palæstinensere fra Libanon. Flygtningenævnet besluttede, at
statsløse
palæstinensere fra Libanon, der må anses som flygtninge efter
udlændingelovens
§ 7, stk. 1, og som omfattes af særloven, ikke skal nægtes opholdstilladelse
i
Danmark med henvisning til udlændingelovens § 7, stk. 3. Baggrunden herfor
er,
at de pågældende ved gennemførelsen af særloven har fået et retskrav på
opholdstilladelse i Danmark, hvorved Libanon ikke længere kan anses for 1.
asylland for de pågældende.
Flygtningenævnet har derfor
sendt en række sager vedrørende statsløse palæstinensere fra Libanon,
herunder
de sager, som De tidligere fandt indeholdt visse tvivlsspørgsmål, til
Direktoratet for Udlændinge med henblik på, at direktoratet tager stilling
til,
om de pågældende på det nu foreliggende grundlag skal meddeles
opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1."
Bilag 6
Folketingets Ombudsmands skrivelse af 23. marts 1992 til
Flygtningenævnet:
"Herved bekræfter jeg
modtagelsen af Deres skrivelse af 12. marts 1992, hvori De har præciseret
Flygtningenævnets formandskabs opfattelse af nogle spørgsmål vedrørende
behandlingen af ansøgninger om asyl fra statsløse palæstinensere fra Libanon.
Jeg har noteret mig det, De
har anført. Indholdet af Deres skrivelse giver mig imidlertid ikke grundlag
for
at ændre min retsopfattelse, således som den er kommet til udtryk i min
udtalelse af 25. februar 1992. Denne retsopfattelse vil således blive lagt
til
grund, også ved min fremtidige behandling af eventuelle klager over
Flygtningenævnets
afgørelser.
Særligt for så vidt angår
begrundelsesspørgsmålet, skal jeg bemærke, at jeg har noteret mig, at
Flygtningenævnet allerede på et koordinationsudvalgsmøde den 19. december
1991
gav udtryk for, at nævnet alene bør tiltræde underinstansens afgørelse i
henhold til grundene, såfremt nævnet i det hele er enig i afgørelsen og
begrundelsen herfor.
Af Deres skrivelse fremgår
det, at min udtalelse af 25. februar 1992 har givet formandskabet anledning
til
tvivl. Det står mig ikke klart - ej heller ved gennemlæsningen af
formandskabets egne præciseringer - i hvilke henseender formandskabet
befinder
sig i tvivl om min opfattelse. Dersom formandskabet vil konkretisere de
punkter, hvor man føler sig i tvivl, står jeg naturligvis gerne til rådighed
for en - skriftlig eller mundtlig - afklaring.
Der henvises til
Flygtningenævnets j.nr. .....
Fra Folketinget har jeg
modtaget underretning om, at De på Flygtningenævnets vegne i en skrivelse af
11. marts 1992 til Folketingets Retsudvalg har fremsat kommentarer til min
redegørelse af 25. februar 1992 til Justitsministeriet vedrørende
fremgangsmåden
ved udsendelse af asylsøgere. Deres skrivelse til Folketingets Retsudvalg -
som De ikke ses selv at have underrettet mig om, og som jeg derfor først på
et
senere tidspunkt er blevet bekendt med - rejser nogle spørgsmål om
betydningen
af udtalelserne i Flygtningenævnets formandskabs beretning for 1983-1987, s.
171, af hvilke De har citeret et udsnit i Deres skrivelse til Retsudvalget.
Såfremt der bliver anledning hertil, skal jeg siden vende tilbage til dette
spørgsmål.
Jeg har sendt en genpart af denne
skrivelse til Folketingets Retsudvalg."
NOTER: (*1) Lov nr. 144 af 3.
marts 1992 om opholdstilladelse for statsløse palæstinensere.
Lignende dokumenter
- Udsendelse af asylsøgere, der har fået afslag på opholdstilladelse. Retsinformation · 5. november 2003
- 1991 LSF 211 FORSLAG TIL LOV OM OPHOLDSTILLADELSE FOR STATSLØSE PALÆSTINENSERE FRA LIBANON Retsinformation · 3. marts 1992
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat P. Mengozzi fremsat den 17. maj 2018. — Serin Alheto mod Zamestnik-predsedatel na Darzhavna agentsia za bezhantsite. EU-domme · 17. maj 2018
- 1991 BSF 78 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM STOP FOR YDERLIGERE FLYGTNINGEBEVILLINGER I 1992 Retsinformation · 18. marts 1992
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat G. Hogan fremsat den 6. oktober 2021. — NB og AB mod Secretary of State for the Home Department. EU-domme · 6. oktober 2021
- Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 13. januar 2021. — Bundesrepublik Deutschland mod XT. EU-domme · 13. januar 2021