Spring til indhold

Retsinformation

Sagsbehandlingstid i Flygtningenævnet i sager om tamilske asylansøgere.

FOU nr 1994.105UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Sagsbehandlingstid i Flygtningenævnet i sager om tamilske

asylansøgere.

Advokat B klagede i skrivelse af 19. maj 1994

for den srilankanske statsborger A over den tid der var medgået til

Flygtningenævnets

behandling af A's sag, herunder at Flygtningenævnet den 3. marts 1994 på ny

havde udsat behandlingen af sagen.

Af sagens akter fremgik det

bl.a. at A den 8. september 1992 indrejste i Danmark uden rejselegitimation.

Han indgav ansøgning om asyl her i landet.

Ved skrivelse af 17. december

1992 meddelte Direktoratet for Udlændinge afslag på asylansøgningen. A

påklagede afgørelsen til Flygtningenævnet.

I en udtalelse af 4. maj 1994

til mig i anledning af klagen oplyste Flygtningenævnet følgende om

sagsbehandlingen:

"På

koordinationsudvalgsmødet den 16. februar 1993 blev sagerne fra Sri Lanka -

efter at behandlingen af disse var blevet udsat på høringer af

Udenrigsministeriet om forholdene for tamiler i Sri Lanka og særligt om de

srilankanske myndigheders behandling af hjemsendte tamiler og om

sikkerhedsforholdene

for tamiler i Colombo-området iøvrigt - opdelt i fire grupper.

I sager, hvor ansøgeren ikke

havde nogen særlig tilknytning til Colombo eller det sydlige eller centrale

Sri

Lanka, og hvor nævnet kunne lægge til grund, at ansøgeren ikke havde mulighed

for at vende tilbage til det nordlige eller østlige Sri Lanka, var der

enighed

om, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sri Lanka kunne blive henvist til

Læs alt

at

tage ophold i en lejr. Idet Flygtningenævnet ikke på daværende tidspunkt var

i

besiddelse af tilstrækkelige oplysninger om forholdene i de respektive lejre,

blev det besluttet at udsætte disse sager med henblik på at anmode

Udenrigsministeriet om en nærmere undersøgelse af forholdene i lejrene. Disse

sager henhørte herefter under "gruppe 4".

Det fremgår af sagen, at

nævnet på sit møde den 19. august 1993, hvor ansøgerens sag blev behandlet,

lagde til grund, at ansøgeren stammede fra det nordlige Sri Lanka, ligesom

han

ikke kunne anses for at have nogen særlig tilknytning til Colombo. Nævnet

lagde

videre til grund, at det ikke kunne udelukkes med tilstrækkelig sikkerhed, at

ansøgeren ved en tilbagevenden til det nordlige Sri Lanka ville blive udsat

for

en forfølgelse fra LTTE. Der var således enighed om, at ansøgeren var

omfattet

af gruppe 4, og nævnet besluttede herefter, i overensstemmelse med

koordinationsudvalgets beslutning af 16. februar 1993, at udsætte

behandlingen

af sagen.

Ved skrivelse af 31. august

1993 afgav Udenrigsministeriet en udtalelse vedrørende forholdene for

hjemvendte srilankanere, herunder internt fordrevne. Koordinationsudvalget

besluttede på et efterfølgende møde den 20. september 1993 på baggrund af

Udenrigsministeriets udtalelse af 31. august 1993 og et notat af 19. august

1993 udarbejdet af Dansk Flygtningehjælp, at de tidligere udsatte sager nu

kunne behandles.

Ved skrivelse af 26. oktober

1993 anmodede Flygtningenævnet den beskikkede advokat (B) om at fremkomme med

sine eventuelle yderligere bemærkninger til Dansk Flygtningehjælps notat af

19. august 1993 og Udenrigsministeriets udtalelse af 31. august 1993.

Ved skrivelse af 9. november

1993 afgav advokat (B) sine supplerende bemærkninger til sagen, hvorefter

sagen

den 3. december 1993 blev sendt til skriftlig votering blandt

nævnsmedlemmerne.

Koordinationsudvalget

besluttede herefter på et møde den 9. december 1993 at udsende yderligere

indkomne baggrundsoplysninger, herunder særligt telefax af 18. november 1993

fra UNHCR til Dansk Flygtningehjælp, videregivet til Flygtningenævnet den 25.

november 1993, samt Udenrigsministeriets skrivelse af 7. december 1993, til

kontradiktion hos de beskikkede advokater i sagerne.

Ved skrivelse af 6. januar

1994 anmodede Flygtningenævnet således den beskikkede advokat om at fremkomme

med sine eventuelle yderligere bemærkninger til de seneste oplysninger.

Ved skrivelse af 11. februar

1994 afgav advokat (B) sine supplerende bemærkninger til sagen. Advokatens

bemærkninger blev efterfølgende ved Flygtningenævnets skrivelse af 18.

februar

1994 fremsendt til nævnsmedlemmerne med anmodning om, at disse oplysninger

indgik i deres vurdering af sagen.

Koordinationsudvalget

besluttede imidlertid efterfølgende på et møde den 3. marts 1994 at sætte

sagerne i den tidligere gruppe 4 i bero på indgåelse af en aftale parallel

med

den schweiziske aftale med Sri Lanka herunder om underbringelse af

tilbagesendte asylansøgere, der ikke umiddelbart har et lokalt netværk på Sri

Lanka.

Ved skrivelse af 6. april

1994 orienterede Flygtningenævnet den beskikkede advokat om

koordinationsudvalgets beslutning.

Koordinationsudvalget

besluttede herefter under sit seneste møde den 31. maj 1994, at sagerne fra

gruppe 4 skulle færdigbehandles uanset, at der ikke på nuværende tidspunkt

foreligger en aftale mellem de danske og srilankanske myndigheder. Der blev

herved lagt vægt på, at sagerne havde afventet supplerende oplysninger i en

lang periode, som ikke burde forlænges yderligere. Koordinationsudvalget

behandlede

på samme møde yderligere baggrundsoplysninger, herunder Direktoratet for

Udlændinges rapport af 5. maj 1994 om situationen på Sri Lanka baseret på en

delegationsrejse foretaget af udlændingemyndighederne i Sverige, Norge og

Danmark 7.-18. marts 1994 og Udenrigsministeriets rapport af 20. maj 1994

udarbejdet på baggrund af samme rejse.

Amnesty Internationals

rapport af februar 1994, den schweiziske flygtningehjælps rapport om

fact-finding-mission af april 1994, Direktoratet for Udlændinges rapport af

5.

maj 1994 samt Udenrigsministeriets rapport af 20. maj er ved skrivelser af

10.

juni 1994 og 22. juni 1994 sendt til kontradiktion hos advokat (B) med

henblik

på efterfølgende skriftlig votering i sagen blandt nævnsmedlemmerne.

Flygtningenævnet vil herefter træffe en afgørelse i sagen."

Af et notat udarbejdet af

Flygtningenævnet i forbindelse med udtalelsen til mig om behandlingen af Sri

Lanka sager fra september 1993 til maj 1994 fremgik bl.a. følgende:

"...

På koordinationsudvalgsmødet den 26. januar 1994

drøftede udvalget

ekstrakt af Dansk Flygtningehjælps skrivelse af 26. oktober 1993, som havde

foranlediget UNHCR's udtalelser af henholdsvis 18. november 1993 og 3.

december 1994. Der var enighed om, at gruppe 4 sagerne kunne viderebehandles,

men at Flygtningenævnets endelige beslutning i sagerne skulle afvente

yderligere oplysninger fra Udenrigsministeriet om det nærmere indhold af en

aftale vedrørende tilbagesendte srilankaneres mulighed for at tage ophold i

lejre.

Den 31. januar 1994 satte

Flygtningenævnet udsendelsen af srilankanske statsborgere, som havde fået

afslag på opholdstilladelse i Danmark i bero. Dette skete under hensyn til

forlydender om, at en tilbagesendt srilankaner ved ankomsten til sit hjemland

var blevet anholdt og afhørt. Det bemærkes, at Flygtningenævnet fortsat

behandlede sager vedrørende srilankanske statsborgere.

Ved koordinationsudvalgsmødet den 3. marts 1994

drøftede udvalget

indholdet af telefax af 9. februar 1994 fra UNHCR i Colombo, som den 10.

februar 1994 blev videresendt af UNHCR i Geneve. Det fremgår af skrivelsen,

at

den pågældende srilankanske statsborger, hvis anholdelse havde foranlediget,

at

udsendelserne var blevet sat i bero, var blevet løsladt den 8. februar 1994,

og

at de særlige omstændigheder i den konkrete sag ikke længere kunne begrunde

et

generelt udsendelsesstop i alle sager fra Sri Lanka.

Under mødet oplyste

Udenrigsministeriets repræsentant, at der ikke længere, som tidligere

forudsat,

var mulighed for, at tilbagevendte srilankanere, der ikke umiddelbart havde

et

netværk, kunne tage ophold i en lejr. Den pågældende henviste herefter til en

mellem de schweiziske myndigheder og de srilankanske myndigheder indgået

aftale

om tilbagesendelse af tamilske asylansøgere, som regulerer de praktiske

forhold

omkring indrejse i Sri Lanka samt muligheden for midlertidigt ophold i lejre.

Det blev i den forbindelse oplyst, at det formentlig ville være muligt for

Danmark at indgå en lignende aftale.

Medlemmerne af

koordinationsudvalget, som i forbindelse med mødeindkaldelsen havde fået

tilsendt kopi af den pågældende aftale, var herefter enige om, at

behandlingen

af sagerne i den tidligere gruppe 4 skulle sættes i bero indtil næste

koordinationsudvalgsmøde på indgåelse af en aftale parallel med den

schweiziske

aftale og den nærmere udfyldning af en sådan aftale i relation til

underbringelse af tilbagesendte asylansøgere, der ikke umiddelbart har et

lokalt netværk.

Ved det følgende koordinationsudvalgsmøde den 26. april 1994

meddelte Udenrigsministeriets repræsentant, at der formentlig i nær fremtid

kunne forventes en positiv tilbagemelding fra de srilankanske myndigheder

omkring indgåelse af en aftale parallel med den schweiziske aftale. Udvalget

diskuterede endelig indholdet af en rapport udarbejdet af den Schweiziske

Flygtningehjælp i april 1994. Det blev i den forbindelse fremhævet, at ingen

tilbagevendte srilankanske statsborgere skulle tvinges ind i en eventuel

fremtidig modtagelsesordning, men at dette alene skulle betragtes som et

tilbud.

På koordinationsudvalgsmødet den 31. maj 1994

blev det tiltrådt, at

Udenrigsministeriet skulle fortsætte forhandlingerne med de srilankanske

myndigheder om indgåelse af en aftale med de srilankanske myndigheder. Det

blev

endvidere under henvisning til tidsaspektet i sagerne besluttet, at sagerne

nu

måtte færdigbehandles. Der ville herefter i de enkelte sager blive truffet en

konkret afgørelse, hvor særligt ansøgerens forklaring om hans rejse fra det

nordlige Sri Lanka til Colombo, ansøgerens mulighed for at opholde sig i

regeringskontrollerede områder henset til den pågældendes aktiviteter for

LTTE

samt ansøgerens manglende netværk i Colombo eller i de regeringskontrollerede

områder vil blive vurderet i forhold til de hidtidige oplysninger om Sri

Lanka,

herunder Direktoratet for Udlændinges rapport af 5. maj 1994 om situationen

på

Sri Lanka baseret på en delegationsrejse foretaget af udlændingemyndighederne

i

Sverige, Norge og Danmark 7.-18. marts 1994 samt Udenrigsministeriets rapport

af 20. maj 1994 vedrørende samme rejse. Det seneste baggrundsmateriale blev

herefter udsendt til kontradiktion, hvorefter sagerne færdigbehandles på

skriftligt grundlag. Det blev endelig fremført, at der formentlig ville være

sager, som må henvises til behandling i et nyt nævn med henblik på en

supplerende afhøring af ansøgeren.

..."

I skrivelsen af 19. maj 1994

til mig klagede B over den tid der var medgået til Flygtningenævnets

behandling

af A's sag, herunder at Flygtningenævnet den 3. marts 1994 på ny havde

besluttet at udsætte sagens behandling. B anførte i den forbindelse bl.a. at

den nye udsættelse af sagen ikke var en naturlig forlængelse af en høring

eller

andet, men var et helt nyt tiltag, som tydeligt gik ud på administrativt at

få

arrangeret en situation, som medførte, at A fik afslag på sin ansøgning om

asyl. B henviste endvidere til at han var usikker på, hvor lang tid det ville

tage for Danmark at indgå en aftale svarende til den aftale, som Schweiz

havde

indgået med myndighederne på Sri Lanka, og om det overhovedet var muligt at

indgå en sådan aftale. Endelig pegede B på det forhold at det var

Flygtningenævnets koordinationsudvalg - og ikke Flygtningenævnet som havde

sagen under behandling - der havde truffet afgørelse om opdeling af sagerne

vedrørende asylansøgerne fra Sri Lanka i 4 grupper og muligvis havde

foretaget

den konkrete henførelse af den foreliggende sag til gruppe nr. 4 uden at have

forelagt dette for det besluttende Flygtningenævn.

Flygtningenævnet udtalte sig

som ovenfor anført i udtalelsen af 4. august 1994 om sagsbehandlingen. Nævnet

udtalte endvidere følgende om koordinationsudvalgets rolle i sagen:

"...

For så vidt angår det af

advokat (B) anførte om, at koordinationsudvalget i februar måned 1993

inddelte

srilankaner sager i fire grupper, bemærker Flygtningenævnet, at

koordinationsudvalget i henhold til bekendtgørelse om forretningsorden for

Flygtningenævnet § 2, stk. 2, drøfter de i udlændingelovens § 53, stk. 2,

nævnte spørgsmål om de almindelige retningslinier for nævnets arbejde m.v.

..."

I en skrivelse til B udtalte

jeg herefter følgende:

"...

Efter udlændingelovens § 54

fremsender Direktoratet for Udlændinge sagens akter til Flygtningenævnet med

oplysninger om den påklagede afgørelse, en kort redegørelse for de

omstændigheder, der påberåbes, samt sagens bevisligheder. Flygtningenævnet

drager i øvrigt selv omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om

afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre

bevismidler.

I Flygtningenævnets

formandskabs beretning for perioden 1. oktober 1983 til 31. marts 1987 er det

om grundlaget for nævnets afgørelser bl.a. anført (s. 53-55):

"Bedømmelsen af, om en

person kan anses for berettiget til opholdstilladelse efter udlændingelovens

§

7, hvad enten det er som flygtning med status i henhold til

flygtningekonventionen eller som de facto-flygtning, forudsætter et indgående

kendskab til det land, som asylansøgeren kommer fra, og kendskab til netop de

forhold i hjemlandet, som er af betydning for bedømmelsen af den pågældendes

situation. Det indgår derfor som et vigtigt element ved behandlingen af

enhver

asylsag, at der skal tages stilling til, om nævnet er i besiddelse af

tilstrækkelige generelle baggrundsoplysninger til at kunne træffe afgørelse i

sagen.

Flygtningenævnet er derfor i

besiddelse af et meget omfattende generelt baggrundsmateriale om forholdene i

de lande, hvorfra Danmark modtager spontane asylsøgende, og dette materiale

bliver løbende ajourført og suppleret.

...

Undertiden har Direktoratet

for Udlændinge ved fremsendelsen af den enkelte asylsag medsendt

baggrundsoplysninger til brug for sagen, men uanset om dette er tilfældet

eller

ej, vurderer nævnet selvstændigt i alle sager, om der er behov for

(yderligere) baggrundsoplysninger. Såfremt dette findes at være tilfældet,

vil

nævnets sekretariat enten anmode Direktoratet for Udlændinge om at søge de

relevante oplysninger tilvejebragt eller direkte anmode Udenrigsministeriet

og/eller Dansk Flygtningehjælp om oplysningerne. Det forekommer også, at

behovet for yderligere baggrundsmateriale først viser sig ved behandlingen af

sagen under selve nævnsmødet. I sådanne tilfælde vil den endelige afgørelse

af

sagen blive udsat, indtil de nødvendige oplysninger er skaffet til veje, og

parterne - asylansøgeren ved den beskikkede advokat og Direktoratet for

Udlændinge

- har haft lejlighed til at udtale sig derover.

..."

I formandskabets beretning

for perioden 1. april 1989 til 31. december 1991 er det på s. 19-20 om

generelle baggrundsoplysninger bl.a. anført:

"...

Flygtningenævnet afgør

således ved behandlingen af hver enkelt sag, om denne er tilstrækkeligt

oplyst.

Såfremt dette ikke er tilfældet, vil sagen ikke blive afgjort, før de

nødvendige oplysninger er indhentet. Ansvaret for sagens oplysning ligger

således hos det nævn, der træffer afgørelse i sagen.

Det, som er anført i

formandskabets beretning for 1983-1987, side 53-55, om nævnets

baggrundsoplysninger er fortsat gældende.

..."

Jeg finder indledningsvis

anledning til at bemærke, at jeg i en tilsvarende sag vedrørende en

srilankansk

statsborger i en udtalelse af 1. december 1993 ikke fandt grundlag for

kritisere den tid, der indtil da var medgået til behandlingen af sagen,

herunder navnlig til indhentelse af yderligere oplysninger om situationen i

Sri

Lanka. Jeg finder heller ikke i den foreliggende sag grundlag for at

kritisere

den tid, som indtil efteråret 1993 var medgået ved Flygtningenævnets

behandling

af den foreliggende sag.

Jeg må på baggrund af

Flygtningenævnets udtalelse med tilhørende bilag lægge til grund, at nævnet i

november og december 1993 og i januar 1994 søgte at indhente yderligere

baggrundsoplysninger om situationen for hjemsendte tamiler i Sri Lanka

navnlig

for så vidt angår disses mulighed for at tage ophold i lejre.

Spørgsmålet om, hvorvidt en

sag er tilstrækkelig oplyst til, at der kan træffes realitetsafgørelse i den,

er som selve asylspørgsmålet til dels af skønsmæssigt præget karakter.

En sådan skønsmæssig

vurdering kan jeg efter de regler, der gælder for min virksomhed, ikke

kritisere, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

Jeg har efter en gennemgang

af sagen ikke fundet grundlag for at kritisere Flygtningenævnets

koordinationsudvalgs beslutninger om at lade den endelige afgørelse i de

konkrete sager afvente indhentelse af yderligere oplysninger fra

Udenrigsministeriet om de nævnte forhold i Sri Lanka.

På Flygtningenævnets koordinationsudvalgsmøde

den 3. marts 1994 oplyste Udenrigsministeriets repræsentant "at der ikke

længere, som tidligere forudsat, var mulighed for, at tilbagevendte

srilankanere, der ikke umiddelbart havde et netværk, kunne tage ophold i en

lejr". Koordinationsudvalget besluttede herefter, at behandlingen af

sagerne i den såkaldte gruppe 4 skulle sættes i bero indtil det næste

koordinationsudvalgsmøde på indgåelse af en aftale parallel med aftalen

mellem

de schweiziske myndigheder og de srilankanske myndigheder og den nærmere

udfyldning af en sådan aftale i relation til "underbringelse" af

tilbagevendte asylansøgere, der ikke umiddelbart har et lokalt netværk.

Jeg må således lægge til

grund, at sagerne ikke længere beroede på indhentelse af yderligere

baggrundsoplysninger

om forholdene i Sri Lanka, men at sagernes behandling alene blev udsat på, at

der blev skabt mulighed for gennem en aftale mellem den danske og den

srilankanske

regering at muliggøre en tilbagesendelse af srilankanske statsborgere til

hjemlandet

under betryggende forhold.

Udgangspunktet i en situation

som den foreliggende må efter min opfattelse være, at Flygtningenævnet må

træffe afgørelse i sagen på grundlag af de indhentede oplysninger om

forholdene

i ansøgerens hjemland, eventuelt efter genafhøring af asylansøgeren. Hvis der

herefter meddeles den pågældende asyl, og forholdene i ansøgerens hjemland

efterfølgende bedres, vil en inddragelse af opholdstilladelsen i medfør af

bestemmelserne i udlændingelovens § 19, jf. § 26, kunne komme på tale.

Kun i situationer, hvor der

er en velbegrundet udsigt til en væsentlig bedring af forholdene i

asylansøgerens hjemland inden for en nærmere bestemt tidsperiode, og hvor det

således må forekomme formalistisk at meddele opholdstilladelse efter

udlændingelovens

§ 7 for kort tid efter at inddrage den, vil det efter min opfattelse være

foreneligt med bestemmelserne i udlændingelovens §§ 7, 19 og 26 at afvente en

sådan udvikling i asylansøgerens hjemland i en kortere periode.

I modsat fald ville udlændingens

retskrav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 og den

retsbeskyttelse

af flygtninge, der har fundet udtryk i udlændingelovens § 19, herunder 3 (2)

årsgrænsen for inddragelse af opholdstilladelser, og § 26, ikke blive

respekteret.

Jeg må i den forbindelse

lægge til grund, at det på koordinationsudvalgsmødet den 3. marts 1994 måtte

henstå som usikkert, om og i givet fald hvornår en aftale mellem den danske

regering og den srilankanske regering om tilbagesendelse af tamilske

asylansøgere under betryggende forhold ville kunne indgås.

Jeg finder det på den

baggrund kritisabelt, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 3. marts

1994 besluttede at udsætte sagernes behandling på indgåelse af den pågældende

aftale mellem den danske og den srilankanske regering.

Jeg har gjort

Flygtningenævnet bekendt med min opfattelse, men finder ikke i øvrigt - under

hensyn til at Flygtningenævnet nu på ny har genoptaget sagens behandling og

efter det oplyste forventer snarest at træffe realitetsafgørelse i sagen -

grundlag for at foretage yderligere.

For så vidt angår

Flygtningenævnets koordinationsudvalgs rolle i sagen finder jeg ikke grundlag

for at kritisere, at koordinationsudvalget i overensstemmelse med

udlændingelovens § 53, stk. 2, og § 2, stk. 2, i Flygtningenævnets

forretningsorden har foretaget en generel drøftelse af sagerne vedrørende

asylansøgere fra Sri Lanka og i den forbindelse har foretaget en opdeling på

koordinationsudvalgsmøde den 16. februar 1993 i fire grupper.

Jeg må endvidere på baggrund

af Flygtningenævnets udtalelse af 4. august 1994 lægge til grund, at sagen af

det pågældende Flygtningenævn blev henført til gruppe 4, hvorefter nævnet i

overensstemmelse med koordinationsudvalgets beslutning af 16. februar 1993

udsatte behandlingen af sagen."

Lignende dokumenter