Sagsbehandlingstid i Flygtningenævnet i sager om tamilske asylansøgere.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Sagsbehandlingstid i Flygtningenævnet i sager om tamilske
asylansøgere.
Advokat B klagede i skrivelse af 19. maj 1994
for den srilankanske statsborger A over den tid der var medgået til
Flygtningenævnets
behandling af A's sag, herunder at Flygtningenævnet den 3. marts 1994 på ny
havde udsat behandlingen af sagen.
Af sagens akter fremgik det
bl.a. at A den 8. september 1992 indrejste i Danmark uden rejselegitimation.
Han indgav ansøgning om asyl her i landet.
Ved skrivelse af 17. december
1992 meddelte Direktoratet for Udlændinge afslag på asylansøgningen. A
påklagede afgørelsen til Flygtningenævnet.
I en udtalelse af 4. maj 1994
til mig i anledning af klagen oplyste Flygtningenævnet følgende om
sagsbehandlingen:
"På
koordinationsudvalgsmødet den 16. februar 1993 blev sagerne fra Sri Lanka -
efter at behandlingen af disse var blevet udsat på høringer af
Udenrigsministeriet om forholdene for tamiler i Sri Lanka og særligt om de
srilankanske myndigheders behandling af hjemsendte tamiler og om
sikkerhedsforholdene
for tamiler i Colombo-området iøvrigt - opdelt i fire grupper.
I sager, hvor ansøgeren ikke
havde nogen særlig tilknytning til Colombo eller det sydlige eller centrale
Sri
Lanka, og hvor nævnet kunne lægge til grund, at ansøgeren ikke havde mulighed
for at vende tilbage til det nordlige eller østlige Sri Lanka, var der
enighed
om, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Sri Lanka kunne blive henvist til
Læs alt
at
tage ophold i en lejr. Idet Flygtningenævnet ikke på daværende tidspunkt var
i
besiddelse af tilstrækkelige oplysninger om forholdene i de respektive lejre,
blev det besluttet at udsætte disse sager med henblik på at anmode
Udenrigsministeriet om en nærmere undersøgelse af forholdene i lejrene. Disse
sager henhørte herefter under "gruppe 4".
Det fremgår af sagen, at
nævnet på sit møde den 19. august 1993, hvor ansøgerens sag blev behandlet,
lagde til grund, at ansøgeren stammede fra det nordlige Sri Lanka, ligesom
han
ikke kunne anses for at have nogen særlig tilknytning til Colombo. Nævnet
lagde
videre til grund, at det ikke kunne udelukkes med tilstrækkelig sikkerhed, at
ansøgeren ved en tilbagevenden til det nordlige Sri Lanka ville blive udsat
for
en forfølgelse fra LTTE. Der var således enighed om, at ansøgeren var
omfattet
af gruppe 4, og nævnet besluttede herefter, i overensstemmelse med
koordinationsudvalgets beslutning af 16. februar 1993, at udsætte
behandlingen
af sagen.
Ved skrivelse af 31. august
1993 afgav Udenrigsministeriet en udtalelse vedrørende forholdene for
hjemvendte srilankanere, herunder internt fordrevne. Koordinationsudvalget
besluttede på et efterfølgende møde den 20. september 1993 på baggrund af
Udenrigsministeriets udtalelse af 31. august 1993 og et notat af 19. august
1993 udarbejdet af Dansk Flygtningehjælp, at de tidligere udsatte sager nu
kunne behandles.
Ved skrivelse af 26. oktober
1993 anmodede Flygtningenævnet den beskikkede advokat (B) om at fremkomme med
sine eventuelle yderligere bemærkninger til Dansk Flygtningehjælps notat af
19. august 1993 og Udenrigsministeriets udtalelse af 31. august 1993.
Ved skrivelse af 9. november
1993 afgav advokat (B) sine supplerende bemærkninger til sagen, hvorefter
sagen
den 3. december 1993 blev sendt til skriftlig votering blandt
nævnsmedlemmerne.
Koordinationsudvalget
besluttede herefter på et møde den 9. december 1993 at udsende yderligere
indkomne baggrundsoplysninger, herunder særligt telefax af 18. november 1993
fra UNHCR til Dansk Flygtningehjælp, videregivet til Flygtningenævnet den 25.
november 1993, samt Udenrigsministeriets skrivelse af 7. december 1993, til
kontradiktion hos de beskikkede advokater i sagerne.
Ved skrivelse af 6. januar
1994 anmodede Flygtningenævnet således den beskikkede advokat om at fremkomme
med sine eventuelle yderligere bemærkninger til de seneste oplysninger.
Ved skrivelse af 11. februar
1994 afgav advokat (B) sine supplerende bemærkninger til sagen. Advokatens
bemærkninger blev efterfølgende ved Flygtningenævnets skrivelse af 18.
februar
1994 fremsendt til nævnsmedlemmerne med anmodning om, at disse oplysninger
indgik i deres vurdering af sagen.
Koordinationsudvalget
besluttede imidlertid efterfølgende på et møde den 3. marts 1994 at sætte
sagerne i den tidligere gruppe 4 i bero på indgåelse af en aftale parallel
med
den schweiziske aftale med Sri Lanka herunder om underbringelse af
tilbagesendte asylansøgere, der ikke umiddelbart har et lokalt netværk på Sri
Lanka.
Ved skrivelse af 6. april
1994 orienterede Flygtningenævnet den beskikkede advokat om
koordinationsudvalgets beslutning.
Koordinationsudvalget
besluttede herefter under sit seneste møde den 31. maj 1994, at sagerne fra
gruppe 4 skulle færdigbehandles uanset, at der ikke på nuværende tidspunkt
foreligger en aftale mellem de danske og srilankanske myndigheder. Der blev
herved lagt vægt på, at sagerne havde afventet supplerende oplysninger i en
lang periode, som ikke burde forlænges yderligere. Koordinationsudvalget
behandlede
på samme møde yderligere baggrundsoplysninger, herunder Direktoratet for
Udlændinges rapport af 5. maj 1994 om situationen på Sri Lanka baseret på en
delegationsrejse foretaget af udlændingemyndighederne i Sverige, Norge og
Danmark 7.-18. marts 1994 og Udenrigsministeriets rapport af 20. maj 1994
udarbejdet på baggrund af samme rejse.
Amnesty Internationals
rapport af februar 1994, den schweiziske flygtningehjælps rapport om
fact-finding-mission af april 1994, Direktoratet for Udlændinges rapport af
5.
maj 1994 samt Udenrigsministeriets rapport af 20. maj er ved skrivelser af
10.
juni 1994 og 22. juni 1994 sendt til kontradiktion hos advokat (B) med
henblik
på efterfølgende skriftlig votering i sagen blandt nævnsmedlemmerne.
Flygtningenævnet vil herefter træffe en afgørelse i sagen."
Af et notat udarbejdet af
Flygtningenævnet i forbindelse med udtalelsen til mig om behandlingen af Sri
Lanka sager fra september 1993 til maj 1994 fremgik bl.a. følgende:
"...
På koordinationsudvalgsmødet den 26. januar 1994
drøftede udvalget
ekstrakt af Dansk Flygtningehjælps skrivelse af 26. oktober 1993, som havde
foranlediget UNHCR's udtalelser af henholdsvis 18. november 1993 og 3.
december 1994. Der var enighed om, at gruppe 4 sagerne kunne viderebehandles,
men at Flygtningenævnets endelige beslutning i sagerne skulle afvente
yderligere oplysninger fra Udenrigsministeriet om det nærmere indhold af en
aftale vedrørende tilbagesendte srilankaneres mulighed for at tage ophold i
lejre.
Den 31. januar 1994 satte
Flygtningenævnet udsendelsen af srilankanske statsborgere, som havde fået
afslag på opholdstilladelse i Danmark i bero. Dette skete under hensyn til
forlydender om, at en tilbagesendt srilankaner ved ankomsten til sit hjemland
var blevet anholdt og afhørt. Det bemærkes, at Flygtningenævnet fortsat
behandlede sager vedrørende srilankanske statsborgere.
Ved koordinationsudvalgsmødet den 3. marts 1994
drøftede udvalget
indholdet af telefax af 9. februar 1994 fra UNHCR i Colombo, som den 10.
februar 1994 blev videresendt af UNHCR i Geneve. Det fremgår af skrivelsen,
at
den pågældende srilankanske statsborger, hvis anholdelse havde foranlediget,
at
udsendelserne var blevet sat i bero, var blevet løsladt den 8. februar 1994,
og
at de særlige omstændigheder i den konkrete sag ikke længere kunne begrunde
et
generelt udsendelsesstop i alle sager fra Sri Lanka.
Under mødet oplyste
Udenrigsministeriets repræsentant, at der ikke længere, som tidligere
forudsat,
var mulighed for, at tilbagevendte srilankanere, der ikke umiddelbart havde
et
netværk, kunne tage ophold i en lejr. Den pågældende henviste herefter til en
mellem de schweiziske myndigheder og de srilankanske myndigheder indgået
aftale
om tilbagesendelse af tamilske asylansøgere, som regulerer de praktiske
forhold
omkring indrejse i Sri Lanka samt muligheden for midlertidigt ophold i lejre.
Det blev i den forbindelse oplyst, at det formentlig ville være muligt for
Danmark at indgå en lignende aftale.
Medlemmerne af
koordinationsudvalget, som i forbindelse med mødeindkaldelsen havde fået
tilsendt kopi af den pågældende aftale, var herefter enige om, at
behandlingen
af sagerne i den tidligere gruppe 4 skulle sættes i bero indtil næste
koordinationsudvalgsmøde på indgåelse af en aftale parallel med den
schweiziske
aftale og den nærmere udfyldning af en sådan aftale i relation til
underbringelse af tilbagesendte asylansøgere, der ikke umiddelbart har et
lokalt netværk.
Ved det følgende koordinationsudvalgsmøde den 26. april 1994
meddelte Udenrigsministeriets repræsentant, at der formentlig i nær fremtid
kunne forventes en positiv tilbagemelding fra de srilankanske myndigheder
omkring indgåelse af en aftale parallel med den schweiziske aftale. Udvalget
diskuterede endelig indholdet af en rapport udarbejdet af den Schweiziske
Flygtningehjælp i april 1994. Det blev i den forbindelse fremhævet, at ingen
tilbagevendte srilankanske statsborgere skulle tvinges ind i en eventuel
fremtidig modtagelsesordning, men at dette alene skulle betragtes som et
tilbud.
På koordinationsudvalgsmødet den 31. maj 1994
blev det tiltrådt, at
Udenrigsministeriet skulle fortsætte forhandlingerne med de srilankanske
myndigheder om indgåelse af en aftale med de srilankanske myndigheder. Det
blev
endvidere under henvisning til tidsaspektet i sagerne besluttet, at sagerne
nu
måtte færdigbehandles. Der ville herefter i de enkelte sager blive truffet en
konkret afgørelse, hvor særligt ansøgerens forklaring om hans rejse fra det
nordlige Sri Lanka til Colombo, ansøgerens mulighed for at opholde sig i
regeringskontrollerede områder henset til den pågældendes aktiviteter for
LTTE
samt ansøgerens manglende netværk i Colombo eller i de regeringskontrollerede
områder vil blive vurderet i forhold til de hidtidige oplysninger om Sri
Lanka,
herunder Direktoratet for Udlændinges rapport af 5. maj 1994 om situationen
på
Sri Lanka baseret på en delegationsrejse foretaget af udlændingemyndighederne
i
Sverige, Norge og Danmark 7.-18. marts 1994 samt Udenrigsministeriets rapport
af 20. maj 1994 vedrørende samme rejse. Det seneste baggrundsmateriale blev
herefter udsendt til kontradiktion, hvorefter sagerne færdigbehandles på
skriftligt grundlag. Det blev endelig fremført, at der formentlig ville være
sager, som må henvises til behandling i et nyt nævn med henblik på en
supplerende afhøring af ansøgeren.
..."
I skrivelsen af 19. maj 1994
til mig klagede B over den tid der var medgået til Flygtningenævnets
behandling
af A's sag, herunder at Flygtningenævnet den 3. marts 1994 på ny havde
besluttet at udsætte sagens behandling. B anførte i den forbindelse bl.a. at
den nye udsættelse af sagen ikke var en naturlig forlængelse af en høring
eller
andet, men var et helt nyt tiltag, som tydeligt gik ud på administrativt at
få
arrangeret en situation, som medførte, at A fik afslag på sin ansøgning om
asyl. B henviste endvidere til at han var usikker på, hvor lang tid det ville
tage for Danmark at indgå en aftale svarende til den aftale, som Schweiz
havde
indgået med myndighederne på Sri Lanka, og om det overhovedet var muligt at
indgå en sådan aftale. Endelig pegede B på det forhold at det var
Flygtningenævnets koordinationsudvalg - og ikke Flygtningenævnet som havde
sagen under behandling - der havde truffet afgørelse om opdeling af sagerne
vedrørende asylansøgerne fra Sri Lanka i 4 grupper og muligvis havde
foretaget
den konkrete henførelse af den foreliggende sag til gruppe nr. 4 uden at have
forelagt dette for det besluttende Flygtningenævn.
Flygtningenævnet udtalte sig
som ovenfor anført i udtalelsen af 4. august 1994 om sagsbehandlingen. Nævnet
udtalte endvidere følgende om koordinationsudvalgets rolle i sagen:
"...
For så vidt angår det af
advokat (B) anførte om, at koordinationsudvalget i februar måned 1993
inddelte
srilankaner sager i fire grupper, bemærker Flygtningenævnet, at
koordinationsudvalget i henhold til bekendtgørelse om forretningsorden for
Flygtningenævnet § 2, stk. 2, drøfter de i udlændingelovens § 53, stk. 2,
nævnte spørgsmål om de almindelige retningslinier for nævnets arbejde m.v.
..."
I en skrivelse til B udtalte
jeg herefter følgende:
"...
Efter udlændingelovens § 54
fremsender Direktoratet for Udlændinge sagens akter til Flygtningenævnet med
oplysninger om den påklagede afgørelse, en kort redegørelse for de
omstændigheder, der påberåbes, samt sagens bevisligheder. Flygtningenævnet
drager i øvrigt selv omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om
afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre
bevismidler.
I Flygtningenævnets
formandskabs beretning for perioden 1. oktober 1983 til 31. marts 1987 er det
om grundlaget for nævnets afgørelser bl.a. anført (s. 53-55):
"Bedømmelsen af, om en
person kan anses for berettiget til opholdstilladelse efter udlændingelovens
§
7, hvad enten det er som flygtning med status i henhold til
flygtningekonventionen eller som de facto-flygtning, forudsætter et indgående
kendskab til det land, som asylansøgeren kommer fra, og kendskab til netop de
forhold i hjemlandet, som er af betydning for bedømmelsen af den pågældendes
situation. Det indgår derfor som et vigtigt element ved behandlingen af
enhver
asylsag, at der skal tages stilling til, om nævnet er i besiddelse af
tilstrækkelige generelle baggrundsoplysninger til at kunne træffe afgørelse i
sagen.
Flygtningenævnet er derfor i
besiddelse af et meget omfattende generelt baggrundsmateriale om forholdene i
de lande, hvorfra Danmark modtager spontane asylsøgende, og dette materiale
bliver løbende ajourført og suppleret.
...
Undertiden har Direktoratet
for Udlændinge ved fremsendelsen af den enkelte asylsag medsendt
baggrundsoplysninger til brug for sagen, men uanset om dette er tilfældet
eller
ej, vurderer nævnet selvstændigt i alle sager, om der er behov for
(yderligere) baggrundsoplysninger. Såfremt dette findes at være tilfældet,
vil
nævnets sekretariat enten anmode Direktoratet for Udlændinge om at søge de
relevante oplysninger tilvejebragt eller direkte anmode Udenrigsministeriet
og/eller Dansk Flygtningehjælp om oplysningerne. Det forekommer også, at
behovet for yderligere baggrundsmateriale først viser sig ved behandlingen af
sagen under selve nævnsmødet. I sådanne tilfælde vil den endelige afgørelse
af
sagen blive udsat, indtil de nødvendige oplysninger er skaffet til veje, og
parterne - asylansøgeren ved den beskikkede advokat og Direktoratet for
Udlændinge
- har haft lejlighed til at udtale sig derover.
..."
I formandskabets beretning
for perioden 1. april 1989 til 31. december 1991 er det på s. 19-20 om
generelle baggrundsoplysninger bl.a. anført:
"...
Flygtningenævnet afgør
således ved behandlingen af hver enkelt sag, om denne er tilstrækkeligt
oplyst.
Såfremt dette ikke er tilfældet, vil sagen ikke blive afgjort, før de
nødvendige oplysninger er indhentet. Ansvaret for sagens oplysning ligger
således hos det nævn, der træffer afgørelse i sagen.
Det, som er anført i
formandskabets beretning for 1983-1987, side 53-55, om nævnets
baggrundsoplysninger er fortsat gældende.
..."
Jeg finder indledningsvis
anledning til at bemærke, at jeg i en tilsvarende sag vedrørende en
srilankansk
statsborger i en udtalelse af 1. december 1993 ikke fandt grundlag for
kritisere den tid, der indtil da var medgået til behandlingen af sagen,
herunder navnlig til indhentelse af yderligere oplysninger om situationen i
Sri
Lanka. Jeg finder heller ikke i den foreliggende sag grundlag for at
kritisere
den tid, som indtil efteråret 1993 var medgået ved Flygtningenævnets
behandling
af den foreliggende sag.
Jeg må på baggrund af
Flygtningenævnets udtalelse med tilhørende bilag lægge til grund, at nævnet i
november og december 1993 og i januar 1994 søgte at indhente yderligere
baggrundsoplysninger om situationen for hjemsendte tamiler i Sri Lanka
navnlig
for så vidt angår disses mulighed for at tage ophold i lejre.
Spørgsmålet om, hvorvidt en
sag er tilstrækkelig oplyst til, at der kan træffes realitetsafgørelse i den,
er som selve asylspørgsmålet til dels af skønsmæssigt præget karakter.
En sådan skønsmæssig
vurdering kan jeg efter de regler, der gælder for min virksomhed, ikke
kritisere, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.
Jeg har efter en gennemgang
af sagen ikke fundet grundlag for at kritisere Flygtningenævnets
koordinationsudvalgs beslutninger om at lade den endelige afgørelse i de
konkrete sager afvente indhentelse af yderligere oplysninger fra
Udenrigsministeriet om de nævnte forhold i Sri Lanka.
På Flygtningenævnets koordinationsudvalgsmøde
den 3. marts 1994 oplyste Udenrigsministeriets repræsentant "at der ikke
længere, som tidligere forudsat, var mulighed for, at tilbagevendte
srilankanere, der ikke umiddelbart havde et netværk, kunne tage ophold i en
lejr". Koordinationsudvalget besluttede herefter, at behandlingen af
sagerne i den såkaldte gruppe 4 skulle sættes i bero indtil det næste
koordinationsudvalgsmøde på indgåelse af en aftale parallel med aftalen
mellem
de schweiziske myndigheder og de srilankanske myndigheder og den nærmere
udfyldning af en sådan aftale i relation til "underbringelse" af
tilbagevendte asylansøgere, der ikke umiddelbart har et lokalt netværk.
Jeg må således lægge til
grund, at sagerne ikke længere beroede på indhentelse af yderligere
baggrundsoplysninger
om forholdene i Sri Lanka, men at sagernes behandling alene blev udsat på, at
der blev skabt mulighed for gennem en aftale mellem den danske og den
srilankanske
regering at muliggøre en tilbagesendelse af srilankanske statsborgere til
hjemlandet
under betryggende forhold.
Udgangspunktet i en situation
som den foreliggende må efter min opfattelse være, at Flygtningenævnet må
træffe afgørelse i sagen på grundlag af de indhentede oplysninger om
forholdene
i ansøgerens hjemland, eventuelt efter genafhøring af asylansøgeren. Hvis der
herefter meddeles den pågældende asyl, og forholdene i ansøgerens hjemland
efterfølgende bedres, vil en inddragelse af opholdstilladelsen i medfør af
bestemmelserne i udlændingelovens § 19, jf. § 26, kunne komme på tale.
Kun i situationer, hvor der
er en velbegrundet udsigt til en væsentlig bedring af forholdene i
asylansøgerens hjemland inden for en nærmere bestemt tidsperiode, og hvor det
således må forekomme formalistisk at meddele opholdstilladelse efter
udlændingelovens
§ 7 for kort tid efter at inddrage den, vil det efter min opfattelse være
foreneligt med bestemmelserne i udlændingelovens §§ 7, 19 og 26 at afvente en
sådan udvikling i asylansøgerens hjemland i en kortere periode.
I modsat fald ville udlændingens
retskrav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 og den
retsbeskyttelse
af flygtninge, der har fundet udtryk i udlændingelovens § 19, herunder 3 (2)
årsgrænsen for inddragelse af opholdstilladelser, og § 26, ikke blive
respekteret.
Jeg må i den forbindelse
lægge til grund, at det på koordinationsudvalgsmødet den 3. marts 1994 måtte
henstå som usikkert, om og i givet fald hvornår en aftale mellem den danske
regering og den srilankanske regering om tilbagesendelse af tamilske
asylansøgere under betryggende forhold ville kunne indgås.
Jeg finder det på den
baggrund kritisabelt, at Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 3. marts
1994 besluttede at udsætte sagernes behandling på indgåelse af den pågældende
aftale mellem den danske og den srilankanske regering.
Jeg har gjort
Flygtningenævnet bekendt med min opfattelse, men finder ikke i øvrigt - under
hensyn til at Flygtningenævnet nu på ny har genoptaget sagens behandling og
efter det oplyste forventer snarest at træffe realitetsafgørelse i sagen -
grundlag for at foretage yderligere.
For så vidt angår
Flygtningenævnets koordinationsudvalgs rolle i sagen finder jeg ikke grundlag
for at kritisere, at koordinationsudvalget i overensstemmelse med
udlændingelovens § 53, stk. 2, og § 2, stk. 2, i Flygtningenævnets
forretningsorden har foretaget en generel drøftelse af sagerne vedrørende
asylansøgere fra Sri Lanka og i den forbindelse har foretaget en opdeling på
koordinationsudvalgsmøde den 16. februar 1993 i fire grupper.
Jeg må endvidere på baggrund
af Flygtningenævnets udtalelse af 4. august 1994 lægge til grund, at sagen af
det pågældende Flygtningenævn blev henført til gruppe 4, hvorefter nævnet i
overensstemmelse med koordinationsudvalgets beslutning af 16. februar 1993
udsatte behandlingen af sagen."
Lignende dokumenter
- Flygtningenævnets begrundelse i sager om tamilske asylansøgere Retsinformation · 25. juni 2003
- 1987 LSF 17 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF UDLÆNDINGELOVEN Retsinformation · 21. maj 1988
- 1994 LSF 85 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF UDLÆNDINGELOVEN, LOV OM MIDLERTIDIG OPHOLDSTILLADELSE TIL VISSE PERSONER FRA DET TIDLIGERE JUGOSLAVIEN M.V. OG LOV OM SOCIAL BISTAND (OPSTRAMNINGER I ÅBENBART GRUNDLØS-PROCEDUREN M.V.) Retsinformation · 18. januar 1995
- 1994 BTL 194 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF UDLÆNDINGELOVEN (EFFEKTIVISERING AF ASYLSAGSBEHANDLINGEN I FLYGTNINGENÆVNET, RÅDGIVNING AF ASYLANSØGERE, OVERFØRSEL AF OPGAVEN MED AT AFHØRE ASYLANSØGERE FRA POLITIET TIL DIREKTORATET FOR UDLÆNDINGE, OPTAGELSE AF FINGERAFTRYK AF ASYLANSØGERE M.V.) NR L 194 1994-95, 1. SAMLING Retsinformation · 28. juli 1995
- Flygtningenævnets behandling af asylansøgninger fra statsløse palæstinensere fra Libanon. Retsinformation · 28. oktober 2003
- Behandling af ansøgninger om familiesammenføring vedrørende herboende tamilske flygtninge Retsinformation · 18. januar 2019