Flygtningenævnets begrundelse i sager om tamilske asylansøgere
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Flygtningenævnets begrundelse i sager om tamilske
asylansøgere
Den 7. marts 1995 klagede
advokat B til mig over at Flygtningenævnet den 21. december 1994 afslog A's
anmodning om asyl i medfør af udlændingelovens § 7. Klagen omhandlede
samtidig
otte andre asylsager vedrørende srilankanske statsborgere.
Det fremgik af sagen at A var
srilankansk statsborger fra Jaffna-området af tamilsk afstamning, og at han
var
født den 5. august 1969. Han indrejste i Danmark den 25. november 1991.
Umiddelbart efter indrejsen
ansøgte A om asyl og redegjorde til asylregistreringsrapport,
asylansøgningsskema og asylafhøringsrapport nærmere for baggrunden for
asylansøgningen. Han fremkom desuden under sagen med yderligere oplysninger.
Den 18. juni 1992 afslog
Direktoratet for Udlændinge A's ansøgning om asyl. Afgørelsen blev forkyndt
for
ham den 26. juni 1992, og i den forbindelse klagede han over afgørelsen til
Flygtningenævnet.
B blev beskikket som advokat
for A. Ved brev af 11. februar 1993 sendte B sit indlæg til brug for
Flygtningenævnets
behandling af sagen. Han gjorde bl.a. gældende at Colombo ikke kunne tjene
som
internal flight alternative (IFA) for A. B henviste i den forbindelse til de
generelle oplysninger om situationen på Sri Lanka, herunder i Colombo.
Sagen blev forelagt
Flygtningenævnet i et nævnsmøde den 17. februar 1993. Under mødet supplerede
A
Læs alt
sine tidligere forklaringer og oplyste ifølge forhandlingsprotokollen
følgende:
"... han forsøgte at
flygte til Indien, fordi der var fare for hans liv, idet "tigrene"
ville sende ham i slagmarken. De gravede beskyttelsesrum ved slagmarken. Han
havde gravet beskyttelsesrum, da han besluttede at flygte. Han forsøgte at
flygte til Indien 2-3 gange, men det lykkedes kun 1 gang. Han flygtede efter
at
den indiske hær var rejst. Der var kampe i landet, da han rejste. Da
"tigrene" fangede ham, spurgte de, hvorfor han søgte at flygte. Han
blev ikke straffet, men skulle fortsætte med at arbejde for
"tigrene".
De ville tvinge ham til at tage militærtræning. Efter flugten fra ENDLF havde
han ikke problemer med ENDLF, da de ikke kunne operere i området. Han ved
ikke,
hvorfor han blev anholdt af politiet i Colombo. Politiet plejer at anholde
folk, der kommer fra Jaffna området. Han blev endvidere opsøgt af ENDLF i
Colombo, måske fordi han var flygtet fra deres bevægelse. Han blev ikke
opsøgt
af "tigrene" i Colombo. Mens han arbejdede for "tigrene"
boede han hos tigrene, men ellers boede han hos forældrene. Han fik 3 dages
lejrarrest hos "tigrene", men derefter blev han løsladt. Da han tog
til Colombo, havde han det problem, at han ikke havde en
tigerrejsetilladelse.
Han rejste til Colombo fra forældrenes hjem. Han arbejdede 2-3 dage om ugen
for "tigrene". Han sagde ikke til "tigrene", at han
skulle
til Colombo. Efter at han var flygtet fra Jaffna området, var han i Colombo i
6-7 dage. Hans moder var taget til Colombo 14 dage før ham og havde ordnet
udrejsen for ansøgeren. Storebroderen hjalp mange forskellige bevægelser,
især
LTTE og tidligere PLOT. Moderen er blevet udspurgt om ansøgeren. Moderen bor
nu
hos søsteren i Jaffna området. Han udrejste på et ægte pas, dvs med
ansøgerens
eget navn og billede, og han blev udrejsekontrolleret. Han har sagt til
politiet, at han har rejst med et falsk pas, fordi han ønskede asyl. Han har
en
søster i Danmark. Han har ikke familie i Colombo. Han har ikke familie
udenfor
tamilbehersket område. Han har bekendte udenfor tamilbehersket område. Der er
tale om naboer og naboers familie. Han har ikke haft kontakt med dem det
sidste
år. Han frygter de rivaliserende bevægelser, da han er bange for, at de vil
angive ham til militæret. Han er ikke bange for "tigrene" i
Colombo."
Nævnet besluttede at udsætte
sagens afgørelse og afvente yderligere oplysninger om de generelle forhold
for
ophold i Colombo-området. Jeg lagde ved min behandling af sagen til grund at
A
efterfølgende (foreløbig) blev kategoriseret som tilhørende "gruppe
4".
Om denne kategorisering hed
det i en notits af 9. marts 1993 om koordinationsudvalgets beslutning:
"...
Koordinationsudvalget har fundet,
at sagerne kan inddeles i 4 grupper:
...
4) Sager, hvor ansøgeren ikke
har nogen (særlig) tilknytning til Colombo eller det sydlige eller centrale
Sri
Lanka, og hvor nævnet lægger til grund, at ansøgeren ikke kan vende tilbage
til
det nordlige eller østlige Sri Lanka.
Koordinationsudvalget har
fundet, at der i disse sager er en risiko for, at de pågældende ved en
tilbagevenden til Sri Lanka vil blive henvist til at tage ophold i lejre.
Koordinationsudvalget har endvidere fundet, at der kan være mulighed for
tilbagesendelse til Sri Lanka i sager, hvor der ikke er risiko for
forfølgelse
fra myndighedernes side, og hvor "internal flight alternative" i
form
af ophold i en lejr sker under forhold, der ikke krænker de fundamentale
menneskerettigheder. Da de foreliggende baggrundsoplysninger efter
koordinationsudvalgets opfattelse ikke giver et klart svar på, under hvilke
forhold et ophold i en lejr finder sted eller på, om der er forskel på
forholdene i de enkelte typer af lejre, har udvalget besluttet at anmode
Udenrigsministeriet om at undersøge forholdene i lejrene i relation til
menneskerettighederne.
Disse sager vil således først
blive behandlet, når der foreligger svar fra Udenrigsministeriet."
Den 4. oktober 1993 sendte
Flygtningenævnet B forskelligt materiale vedrørende situationen i Colombo.
Den
22. november 1993 fremkom B med sine bemærkninger. Han gjorde bl. a. gældende
at A ikke kunne tage ophold i Colombo eller andre dele af den
sydlige/centrale
del af Sri Lanka, der ikke var kontrolleret af LTTE. B henviste bl.a. til at
området ikke kunne tjene som IFA, allerede fordi A ikke havde nogle
slægtninge
i området og kun havde opholdt sig ganske kort tid i Colombo, før han rejste
til udlandet.
B havde vedlagt, og i sit
brev henvist til, et notat af 22. november 1993 som han havde udarbejdet. I
notatet redegjorde B for sin opfattelse af at der var uoverensstemmelse
mellem
UNHCR's notater af 19. december 1991, 25. juni 1992 samt 18. juni 1993 og
Udenrigsministeriets opfattelse af IFA-spørgsmålet. B var utilfreds med at
Flygtningenævnet tilsyneladende fulgte Udenrigsministeriets opfattelse, og
opfordrede nævnet til at indhente yderligere oplysninger fra UNHCR.
Den 15. december 1993 sendte
Flygtningenævnet B yderligere materiale. B besvarede henvendelsen ved brev af
31. januar 1994. Han gjorde fortsat gældende at den sydlige og centrale del
af
Sri Lanka ikke kunne anvendes som IFA. B's bemærkninger knyttede sig særligt
til anvendelsen af visse lejre i området. Han opfordrede nævnet til at
indhente
yderligere oplysninger.
Ved brev af 5. april 1994
meddelte Flygtningenævnet at sagen var sat i bero på indgåelse af en aftale
parallel med en schweizisk aftale med Sri Lanka. Aftalen vedrørte
underbringelse af tilbagesendte asylansøgere der ikke umiddelbart havde et
lokalt netværk.
Den 7. juni og 12. juli 1994
meddelte Flygtningenævnet at sagen nu ville blive færdigbehandlet. Nævnet
vedlagde yderligere materiale og bad om B's kommentarer.
Ved breve af 6. juli og 29.
juli 1994 fremkom B med sine afsluttende bemærkninger. Han nedlagde påstand
om
at hans klient blev meddelt F-status (udlændingelovens § 7, stk. 2). B skrev
bl.a.:
"...
Internal Flight Alternative (IFA)
Det gøres gældende, at den
sydlige eller centrale del af Sri Lanka, herunder Colombo-området, ikke udgør
et IFA for ansøgeren.
Ved bedømmelsen heraf må der
foretages en konkret vurdering af ansøgerens tilknytning til
ikke-LTTE-kontrolleret område. Der henvises til det neden for anførte
vedrørende baggrundsoplysninger og Flygtningenævnets praksis.
Det gøres gældende, at
ansøgeren ikke har nogen form for tilknytning til områder uden for LTTE's
kontrol. Ansøgerens ophold i Colombo forud for udrejsen var yderst kortvarigt
(6-7 dage ultimo 1991). Det fremgår endvidere af nævnsprotokollatet, side 4,
at
ansøgeren ikke har familie i Colombo eller uden for tamilbehersket område.
Det kan herefter konkluderes,
at ansøgeren ikke kan anvende den sydlige eller centrale del af Sri Lanka som
IFA.
BAGGRUNDSMATERIALE:
...
Det gøres gældende, at flygtningenævnet ved bedømmelsen af, om den
sydlige eller centrale del af Sri Lanka kan tjene som IFA for ansøgeren, skal
foretage en konkret vurdering i overensstemmelse med de retningslinier, som
er
fastsat af UNHCR.
Vedrørende det senest
fremkomne baggrundsmateriale bemærkes følgende:
I det sidste halve år er der
fremkommet en lang række oplysninger fra blandt andet Amnesty International,
Den schweiziske Flygtningehjælp, Direktoratet for Udlændinge og
Udenrigsministeriet.
Det gøres gældende, at
indholdet af nævnte materiale ikke giver grundlag for at ændre på de af UNHCR
fastsatte kriterier vedrørende IFA-spørgsmålet, jfr. oven for.
Særligt Direktoratet for
Udlændinges rapport, dateret den 5. maj 1994, giver et til tider forskønnet
billede af situationen på Sri Lanka. Trods sit omfang er rapporten på mange
måder overfladisk og blandt andet savnes en nuanceret beskrivelse af, hvordan
selve udrejsen fra Jaffna-halvøen foregår. Det skal i øvrigt fremhæves, at
Direktoratets og Udenrigsministeriets rapporter udelukkende vedrører
situationen
i dag. De meget kontante og firkantede oplysninger om muligheden for udrejse
fra Jaffna-halvøen uden LTTE's samtykke kan således ikke anvendes på
personer,
der f.eks. er udrejst i 1991, 1992 eller 1993. Situationen vedrørende det
spørgsmål har udviklet sig og ændret sig løbende.
Jeg har fået oplyst, at Dansk
Flygtningehjælp i juni d.å. har stillet en række spørgsmål til UNHCR,
herunder
bedt UNHCR om at bekræfte, om de ovennævnte sikkerhedsnotater fra juni 1992
og
juni 1993 fortsat står ved magt.
Såfremt Flygtningenævnet på nuværende tidspunkt finder grund til at
tvivle på, om UNHCR's sikkerhedsnotater fortsat står ved magt, skal jeg
opfordre Nævnet til ikke at træffe afgørelse i nærværende sag, før UNHCR's
svar
foreligger.
Jeg går ud fra, at UNHCR's
svar kan foreligge indenfor forholdsvis begrænset tid.
..."
Den 21. december 1994 traf
Flygtningenævnet på skriftligt grundlag afgørelse i A's sag. Af afgørelsen
fremgik bl.a.:
"...
Flygtningenævnet besluttede
den 17. februar 1993 at udsætte sagen med henblik på at afvente yderligere
oplysninger om de generelle forhold for ophold i Colombo-området.
Ved skrivelse af 4. oktober
1993 fremsendte Flygtningenævnet Dansk Flygtningehjælps notat af 19. august
1993 og Udenrigsministeriets skrivelse af 31. august 1993 til udtalelse hos
den
beskikkede advokat.
Ved skrivelse af 22. november
1993 fremsendte den beskikkede advokat sine bemærkninger til sagen. Han har
anført, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til det LTTE-kontrollerede
område.
Ansøgeren har ikke nogen form for tilknytning til Colombo eller andre
områder,
der ikke kontrolleres af LTTE.
Ved skrivelse af 15. december
1993 fremsendte Flygtningenævnet det seneste materiale vedrørende Sri Lanka
til
udtalelse hos den beskikkede advokat.
Ved skrivelse af 31. januar 1994
fremsendte den beskikkede advokat sine bemærkninger til sagen samt et af ham
udarbejdet notat.
På Flygtningenævnets
koordinationsudvalgsmøde den 3. marts 1994 blev det besluttet, at sætte
behandlingen af sager vedrørende srilankanske statsborgere fra det nordlige
eller nord-østlige Sri Lanka i bero på indgåelse af en aftale parallel med
den
schweiziske aftale med Sri Lanka om underbringelse af tilbagesendte
asylansøgere, der ikke umiddelbart har et lokalt netværk på Sri Lanka.
Flygtningenævnets koordinationsudvalg
besluttede den 31. maj 1994 under hensyn til tidsaspektet i sager vedrørende
srilankanske statsborgere, som ikke fandtes at kunne vende tilbage til det
nord
eller nord-østlige Sri-Lanka, at færdigbehandle disse sager.
Ved skrivelse af 7. juni 1994
fremsendte Flygtningenævnet det seneste baggrundsmateriale til udtalelse hos
den beskikkede advokat.
Ved skrivelse af 6. juli 1994
fremsendte den beskikkede advokat sine bemærkninger til sagen.
Ved skrivelse af 12. juli
1994 fremsendte Flygtningenævnet det seneste baggrundsmateriale til udtalelse
hos den beskikkede advokat.
Ved skrivelse af 29. juli
1994 fremsendte den beskikkede advokat sine bemærkninger til sagen.
Flygtningenævnet udtaler:
Flygtningenævnet vil ikke
afvise, at ansøgeren navnlig ved at unddrage sig deltagelse i våbentræning og
ved at forlade LTTE-domineret område uden tilladelse, har bragt sig i et
sådant
modsætningsforhold til LTTE, at han ikke i sikkerhed kan vende tilbage til
Jaffna-området.
Flygtningenævnet finder ikke
efter ansøgerens forklaring grundlag for at antage, at han ved udrejsen var
forfulgt af myndighederne eller bevægelser, der samarbejder med
myndighederne,
eller at han ved en tilbagevenden vil være i risiko herfor.
Herefter og på baggrund af
det foreliggende baggrundsmateriale finder et flertal af Flygtningenævnets
medlemmer, at det må antages, at ansøgeren vil kunne vende tilbage og tage
ophold i Colombo eller andet regeringskontrolleret område.
Flertallet finder således
ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 7.
Flygtningenævnet stadfæster
derfor Direktoratet for Udlændinges afgørelse."
Den 7. marts 1995 klagede B
til mig over denne afgørelse og otte andre afgørelser fra Flygtningenævnet
vedrørende srilankanske statsborgere. I klagen anførte B indledningsvis:
"...
Nærværende klage drejer sig
om Flygtningenævnets anvendelse af reglerne om Internal Flight Alternative
(IFA) i sager, hvor Flygtningenævnet har lagt til grund, at ansøgerne
risikerer forfølgelse fra LTTE (De Tamilske Tigre), hvis de returnerer til
LTTE-kontrollerede områder (Nord- eller Østsrilanka). Sagerne er i det
følgende benævnt "gruppe 4"-sagerne, hvilken kategorisering stammer
fra et møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 9. marts 1993. Om
gruppe 4-sagerne siges bl.a. følgende:
"4. Sager, hvor
ansøgeren ikke har nogen (særlig) tilknytning til Colombo eller det sydlige
eller centrale Sri Lanka, og hvor nævnet lægger til grund, at ansøgeren ikke
kan vende tilbage til det nordlige eller østlige Sri Lanka."
Mine klienter er alle
omfattet af gruppe 4.
Spørgsmålet i disse sager er,
om de områder, der er kontrolleret af de srilankanske myndigheder (sydlige og
centrale Sri Lanka, herunder Colombo) kan anvendes som IFA for mine klienter,
således at mine klienter må henvises til at tage ophold dér.
Der findes en del
baggrundsmateriale om IFA-problematikken i forhold til Sri Lanka. UNHCR
introducerede IFA muligheden i et notat af 19. december 1991, og har fulgt op
med notater af 25. juni 1992, 18. juni 1993 og 12. september 1994.
Udenrigsministeriet har løbende henvist til UNHCR's notater, men har i et par
af de seneste notater meddelt oplysninger, der strider mod indholdet af
UNHCR's
ovennævnte notater. Amnesty International og Dansk Flygtningehjælp har såvidt
ses tilsluttet sig UNHCR, jfr. senest Amnesty Internationals notat dateret
januar 1995.
Det centrale ved UNHCR's
notater er, at IFA-muligheden accepteres under forudsætning af, at der i den
konkrete sag er en tilknytning ("netværk") til IFA-området.
UNHCR skriver følgende i sit notat
af 18/6 1992:
"As regards the latter it is recommended
that a valid threshold for the establishment of an IFA in category 1 (sydlige
og centrale Sri Lanka) areas should take into account such factors as the
presence of close relatives and/or the duration of previous residence and/or
past employment in these areas".
Som baggrund for kravet om
netværk, understreges i UNHCR's notater af 18. juni 1993 og 12. september
1994,
at der er tale om "security related matters". Konkret er der
(større)
risiko for, at en tamil i f.eks. Colombo mistænkes for LTTE-tilknytning, og
dermed risikerer fængsel, tortur m.v., hvis den pågældende ikke kan forklare
sin tilstedeværelse i Colombo med henvisning til et netværk, f. eks. at han
bor
hos sin familie.
Vedrørende Flygtningenævnets
behandling af denne gruppe sager, henvises til nævnets redegørelse af 25.
september 1994. Redegørelsen er sendt til mig som svar på en henvendelse til
nævnet som dels vedrørte en konkret sag, og dels stillede nogle spørgsmål af
mere generel karakter. Jeg har ialt tre gange rettet skriftlig henvendelse
til
nævnet vedrørende IFA-spørgsmålet. Kopi af mine skrivelser af henholdsvis 22.
november 1993, 9. august 1994 og 15. august 1994 vedlægges.
Flygtningenævnets praksis
vedrørende IFA/netværk, fremgår dels af Flygtningenævnets notat af 29.
september 1994 og er endvidere anskueliggjort i en praksisoversigt,
udarbejdet
af Dansk Flygtningehjælp. Nævnte praksisoversigt dækker kun perioden frem til
medio december 1994.
Kort beskrevet er det min
opfattelse, at nævnets praksis på ét punkt er klar. Det drejer sig om sager
om
meget unge tamiler. For denne gruppe af sager, som hidtil udelukkende har
omfattet teenagers, inddrages netværkskriteriet konsekvent og tillægges
afgørende
vægt, således at de gruppe 4-ansøgere, der ikke har et netværk udenfor
LTTE-kontrolleret område er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens
§
7, stk. 2.
For alle andre sager er
Flygtningenævnets praksis uigennemsigtig og inkonsekvent, sidstnævnte med den
uheldige konsekvens at fuldt ud sammenlignelige sager afgøres forskelligt,
hvilket jeg vil komme nærmere ind på i det følgende.
..."
B konkretiserede herefter
nærmere sine klagepunkter. Han gjorde herunder gældende at Flygtningenævnet
havde haft pligt til at inddrage netværkskriteriet i alle de påklagede sager.
Jeg forstod desuden B's klage således at han mente, at manglende netværk
skulle
tillægges afgørende betydning i sagerne vægtet over for de øvrige
foreliggende
oplysninger.
Det var B's opfattelse at
Flygtningenævnet kun konsekvent havde tillagt manglende netværk afgørende
betydning i sager, hvor ansøgeren samtidig opfyldte et kriterium om "ung
alder". Dette udgjorde efter B's opfattelse en usaglig begrænsning i
netværkskriteriets anvendelse.
B henviste til tre sager som
efter hans mening var sammenlignelige med de foreliggende sager. Nævnet havde
i
disse sager meddelt ansøgerne opholdstilladelse under henvisning til
manglende
netværk i regeringskontrollerede områder. B fandt på denne baggrund at
afgørelserne i de sager som klagen vedrørte, var udtryk for en usaglig
forskelsbehandling. Forskelsbehandlingen skyldtes ifølge B nævnets
forskellige
sammensætning i de enkelte sager.
Endelig gjorde B gældende at
nævnet i ingen af klagesagerne konkret havde begrundet forskelsbehandlingen.
I en udtalelse af 23. juni
1995 kommenterede Flygtningenævnet over for mig B's klage. Af udtalelsen
fremgik bl.a. følgende:
"...
Det bemærkes, at
Flygtningenævnet træffer en selvstændig og uafhængig afgørelse i den for det
enkelte nævn foreliggende sag på grundlag af en konkret og individuel
vurdering
af ansøgerens forhold. Denne vurdering er i vid udstrækning skønsmæssigt
præget. Grundlaget for vurderingen er udover det i sagen foreliggende
skriftlige materiale også ansøgerens personlige fremtræden under nævnsmødet.
Afgørelsen er endvidere baseret på det enkelte nævns vurdering af ansøgerens
forhold set i lyset af de for Flygtningenævnet på afgørelsestidspunktet
foreliggende baggrundsoplysninger. Det kan på denne baggrund forekomme, at to
sager, der ud fra det skriftlige grundlag i sagerne tilsyneladende er
ensartede
på et eller flere punkter, afgøres med forskelligt resultat.
Som det fremgår af vedlagte
oversigt af 8. maj 1995 vedrørende Flygtningenævnets praksis i sager
vedrørende
asylansøgere fra Sri Lanka har nævnet truffet afgørelse om stadfæstelse i de
fleste sager, hvor en ansøger ikke har opfyldt kriteriet om ung alder og ikke
har haft netværk i regeringskontrollerede områder. Nævnet har imidlertid i
nogle få sager, der på dette punkt ligner de førnævnte, truffet afgørelse om
meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.
Flygtningenævnet har i alle sager truffet afgørelse ud fra det enkelte nævns
skønsmæssige vurdering af ansøgerens forhold. Denne vurdering er som anført i
nogen udstrækning baseret på ansøgerens personlige fremtræden under
nævnsmødet.
Efter Flygtningenævnets opfattelse kan forskelle i den personlige fremtræden
set i sammenhæng med de i øvrigt i sagen foreliggende oplysninger ofte være
af
væsentlig - og i nogle tilfælde afgørende - betydning for udfaldet af
behandlingen af den enkelte sag. Nævnet finder derfor ikke, at de forskellige
udfald i sig selv er udtryk for en usaglig forskelsbehandling.
Flygtningenævnet finder
heller ikke i øvrigt, at det i henvendelsen til Folketingets Ombudsmand
anførte
giver grundlag for at antage, at der skulle være tale herom.
For så vidt angår klagen over
nævnets anvendelse af alderskriteriet, skal Flygtningenævnet bemærke, at
nævnet
ved afgørelsen af en del af sagerne vedrørende srilankanske asylansøgere har
lagt vægt på ansøgernes alder. Nævnet har således under henvisning til en
ansøgers unge alder og manglende netværk i regeringskontrollerede områder i
en
række tilfælde meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.
Flygtningenævnet har ikke i den forbindelse fastlagt en præcis aldersgrænse
for, hvornår en ansøger opfylder kriteriet om ung alder. Afgørelsen heraf har
beroet på det enkelte nævns vurdering af en ansøgers konkrete og individuelle
forhold. Også denne vurdering er i nogen udstrækning baseret på et skøn.
Nævnet
har således meddelt opholdstilladelse ud fra alderskriteriet i nogle sager,
hvor ansøgerne er født i 1974, medens nævnet har meddelt afslag på
opholdstilladelse
i andre sager, hvor ansøgerne er født i 1975, 1977 eller 1979 og ikke har
haft
netværk i regeringskontrollerede områder.
Flygtningenævnets anvendelse
af kriteriet ung alder i forbindelse med netværksvurderingen understøttes af
det for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsmateriale. Det fremgår således
af Direktoratet for Udlændinges rapport om situationen i Sri Lanka af 5. maj
1994, at særligt unge tamilske mænd var i risiko for at blive tilbageholdt i
forbindelse med politiets "round-ups", ligesom U.S Committee for
Refugees og Amnesty International i rapporter fra januar/februar 1994 har
oplyst tilsvarende om særligt unge tamilske mænds risiko for at blive
omfattet
af politiets arrestationer i Colombo. Nævnet finder på den baggrund ikke, at
kriteriet om ung alder indebærer en usaglig begrænsning af netværkskriteriets
anvendelse.
..."
B fremkom herefter i brev af
21. juli 1995 med sine bemærkninger til Flygtningenævnets udtalelse.
Vedrørende spørgsmålet om
sammenlignelige sager og usaglig forskelsbehandling påpegede B således at
Flygtningenævnet i de foreliggende sager forudgående havde truffet beslutning
om at hans klienter var omfattet af gruppe 4. B var enig i at ansøgernes
personlige
fremtræden havde haft betydning under nævnets votering vedrørende denne
vurdering. B havde derimod svært ved at forestille sig at hans klienters
personlige
fremtræden havde haft nogen betydning i forbindelse med det senere skøn, der
var begrænset til at vedrøre IFA-vurderingen.
B gav endvidere udtryk for at
det forhold at der i enhver nævnssag indgår en vis portion skøn, ikke
medførte
at nævnet frit kunne ændre praksis fra sag til sag, når sagerne fremstod som
fuldt ud sammenlignelige på alle væsentlige punkter. B opfordrede mig
desuden til at gennemgå alle de syv sager hvor der ifølge Flygtningenævnets
praksisoversigt af 8. maj 1995 var meddelt opholdstilladelse begrundet i
manglende netværk, uanset at ung alder-kriteriet ikke havde været opfyldt.
Han
gik ud fra at tre af de syv sager var de sager som han havde henvist til som
sammenlignelige med de foreliggende.
B gjorde desuden igen
gældende at når tilsyneladende ens sager blev afgjort forskelligt, havde
nævnet
pligt til at begrunde hvad årsagen var til forskelsbehandlingen.
Endelig anførte B at det
reelle problem efter hans opfattelse havde været at et flertal af nævnets
medlemmer havde valgt at følge Udenrigsministeriets holdning til
IFA-spørgsmålet, mens et mindretal - som af og til havde dannet flertal i et
konkret nævn - havde valgt at følge UNHCR's modsatte holdning. B henviste i
den
forbindelse til sit brev af 22. november 1993 med bilag til nævnet.
Ved brev af 2. august 1995
bad jeg Flygtningenævnet om at fremsende sagsakterne vedrørende de tre sager
som B havde anført efter hans opfattelse var sammenlignelige med de påklagede
sager. Samtidig anmodede jeg nævnet om at fremkomme med eventuelle
bemærkninger
til B's brev af 21. juli 1995. Endelig bemærkede jeg at jeg på baggrund af
den
foreliggende korrespondance i sagerne havde forstået Flygtningenævnets
udtalelser i otte af de ni sager (i den sidste sag havde jeg endnu ikke
modtaget nævnets udtalelse) således, at nævnet - på baggrund af B's
påberåbelse
af ansøgernes manglende tilknytning til områder uden for LTTE's kontrol -
under behandlingen af alle de pågældende sager
havde
inddraget netværkskriteriet. Jeg bemærkede endvidere at jeg
havde forstået, at nævnet ikke havde ment at kunne tillægge manglende netværk
afgørende betydning vægtet over for de øvrige foreliggende oplysninger i de
enkelte sager. Jeg bad om Flygtningenævnets eventuelle kommentarer hertil.
Med brev af 27. september
1995 fremsendte Flygtningenævnet samtlige akter i de tre sager der af B var
påberåbt som værende sammenlignelige med de ni klagesager.
Nævnet bekræftede samtidig at
spørgsmålet om tilknytningen til regeringskontrollerede områder havde været
vurderet under behandlingen af de foreliggende klagesager.
B meddelte i brev af 9.
oktober 1995 at Flygtningenævnets brev ikke gav ham anledning til yderligere
bemærkninger.
Ved en skrivelse til B af 19.
december 1995 udtalte jeg herefter følgende:
"
A. Retsgrundlaget og princippet om internal flight alternative.
Flygtningenævnets afgørelse
er truffet efter § 7 i udlændingeloven der i stk. 1 og 2 har følgende ordlyd,
jf. lovbekendtgørelse nr. 462 af 26. juni 1987 med senere ændringer:
"
§ 7.
Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til en udlænding,
hvis udlændingen er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951.
Stk. 2.
Efter ansøgning gives der endvidere opholdstilladelse til
en udlænding, som ikke er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli
1951,
men hvor det af lignende grunde som anført i konventionen eller af andre
tungtvejende grunde ikke bør kræves, at udlændingen vender tilbage til sit
hjemland."
Det er en hovedbetingelse for
at en person kan betragtes som flygtning efter flygtningekonventionen, at
flugten skyldes "... velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin
race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe
eller sine politiske anskuelser..."
Der gives endvidere
opholdstilladelse hvis det af lignende grunde som anført i konventionen eller
af andre tungtvejende grunde ikke bør kræves, at den pågældende vender
tilbage
til sit hjemland.
Udlændingeloven fortolkes i
overensstemmelse med princippet om internal flight alternative (IFA). Dette
medfører at der kan meddeles en asylansøger afslag på opholdstilladelse, hvis
den pågældende med rimelighed kan henvises til at tage ophold i en nærmere
afgrænset del af hjemlandet, hvor der ikke er velbegrundet frygt for
forfølgelse som nævnt i konventionen, selv om der i andre dele af landet må
anses at foreligge risiko for en sådan forfølgelse. Jeg henviser i den
forbindelse til UNHCR's "Handbook on procedures and criteria for
determining
refugee status", paragraph 91.
Om en person kan betragtes
som flygtning efter flygtningekonventionen, eller om det af lignende grunde
som anført i konventionen eller af andre tungtvejende grunde ikke bør kræves
at
udlændingen vender tilbage til (en nærmere afgrænset del af) sit hjemland,
bygger for en stor del på et skøn. I denne vurdering indgår bl.a. en
bedømmelse
af forholdene og risikoen for forfølgelse i den del af hjemlandet som
ansøgeren
skal vende tilbage til. Jeg kan ikke kritisere en sådan skønsmæssig afgørelse
medmindre der foreligger ganske særlige omstændigheder.
B. Internal flight alternative og asylansøgere fra Sri Lanka.
1) Netværkskriteriet.
De har i Deres klage bl.a.
gjort gældende at Flygtningenævnet har pligt til at inddrage
netværkskriteriet
i alle gruppe 4-sager. Jeg har forstået på Dem at De mener, at manglende
netværk i disse tilfælde medfører at de pågældende asylansøgere skal meddeles
asyl.
Fælles for de foreliggende
sager er at asylansøgerne er af tamilsk afstamning, og at de tidligere boede
i
Nord- eller Østsrilanka, som er domineret af LTTE (De Tamilske Tigre).
Flygtningenævnet fandt ved
sine afgørelser at asylansøgerne risikerede forfølgelse fra LTTE hvis de
returnerede til LTTE-kontrolleret område. Nævnet vurderede herefter om
Colombo
eller den sydlige/centrale del af Sri Lanka (det regeringskontrollerede
område) kunne anvendes som IFA. Det vil sige om man kunne henvise
asylansøgerne
til at vende tilbage til dette område.
Centralt for denne vurdering
er bl.a. om den pågældende asylansøger under sit ophold i det
regeringskontrollerede område udsættes for forfølgelse e.l. fra
regeringsmyndighederne mv.
Bl.a. andet til brug for sin
vurdering heraf indhentede Flygtningenævnet over en længere periode
forskelligt
baggrundsmateriale. UNHCR anbefalede således ved notater af 25. juni 1992 og
18. juni 1993 en vurdering af asylansøgerens sociale netværk i området
("netværkskriteriet"):
"...
As regards the latter, it is recommended that a
valid threshold for the establishment of an IFA in category 1 areas should
take
into account such factors as the presence of close relatives and/or the
duration of previous residence and/or past employment in these areas."
(UNHCR 25. juni 1992)
"...
It is believed that a valid threshold for returnees
to establish themselves without serious personal security problems in the
South, would be the presence of close relatives and/or the duration of
previous
residence and/or a past employment in these areas.
..." (UNHCR 18.
juni
1993)
Andet baggrundsmateriale
vurderede situationen anderledes. Således fremgik bl.a. følgende af
Udenrigsministeriets brev af 31. august 1993 til Flygtningenævnet:
"...
1.3 Måtte den situation
opstå, at en tilbagesendt person ikke ved egen indsats vil kunne skaffe sig
husly i Colombo eller umiddelbart vil kunne søge tilbage til sin hjemegn, kan
den pågældende ifølge det oplyste enten søge at få ophold i UNHCR's Open
Relief
Centers eller, hvilket for nylig er bekræftet fra srilankanske myndigheders
side, uagtet tilgangen af nyankomne til lejrene formelt indstilledes i 1990,
anmode The Commissioner General for Rehabilitation om at blive henvist til et
af de åbne Welfare/Rehabilitation Centers, beliggende i både de sydlige og
centrale provinser af landet.
..."
Udenrigsministeriet bekræftede
denne holdning i brev af 7. december 1993.
Flygtningenævnets praksis
vedrørende asylansøgere fra Sri Lanka er beskrevet i et notat af 8. maj 1995.
Det fremgår heraf:
"Flygtningenævnet har i
perioden fra den 8. september 1994 til den 1. maj 1995 truffet afgørelse i
ialt
136 sager vedrørende ansøgere fra Sri Lanka. I 2 sager er der meddelt
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. I 29 sager er der
meddelt
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, medens Flygtningenævnet
i 105 sager har stadfæstet Direktoratet for Udlændinges afslag på
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.
I 22 af de 29 sager, hvori
der er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, har
nævnet
lagt til grund, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til det nordlige Sri
Lanka
på grund af risikoen for konflikter med LTTE, eller fordi ansøgeren risikerer
at blive tvangshvervet af LTTE. I 15 af disse 22 sager er der lagt vægt på
ansøgerens unge alder og manglende netværk i regeringskontrollerede områder.
I
7 sager er afgørelsen ligeledes begrundet i manglende netværk. Disse 7 sager
adskiller sig imidlertid fra de 15 førnævnte sager derved, at ansøgerne ikke
opfylder kriteriet vedrørende ung alder. Hertil skal bemærkes, at nævnet
primært har anvendt kriteriet om ung alder på ansøgere, der er født i 1975
eller senere. I ovennævnte periode er kriteriet dog anvendt på 2 ansøgere,
der
er født i 1974. De 7 resterende sager, hvori der er meddelt opholdstilladelse
efter udlændingelovens § 7, stk. 2, er begrundet i andre forhold end
manglende
netværk i regeringskontrollerede områder.
Som tidligere anført har
Flygtningenævnet i perioden stadfæstet 105 sager. I 45 sager har nævnet
fundet,
at ansøgeren kan vende tilbage til både regeringskontrollerede og
LTTE-kontrollerede
områder i Sri Lanka. I 19 sager har nævnet ved stadfæstelsen lagt til grund,
at
ansøgeren kan henvises til at tage ophold i regeringskontrollerede områder,
idet ansøgeren tidligere har haft ophold i disse områder eller iøvrigt har et
netværk dér. I 41 sager har nævnet stadfæstet, idet ansøgeren henvises til at
tage ophold i regeringskontrollerede områder, uanset at ansøgeren ikke har
netværk eller anden tilknytning til disse områder. I nogle af disse sager,
der
stadfæstes på trods af manglende netværk, er ansøgerne født i 1975, 1977 og
1978.
For så vidt angår nævnets
praksis fra perioden før den 8. september 1994 henvises til notat af 29.
september 1994 vedrørende Flygtningenævnets praksis i Sri Lanka-sager i
relation til internal flight alternative-princippet. Det fremgår af notatet,
at
Flygtningenævnet i perioden fra den 20. september 1993, hvor
Flygtningenævnets
Koordinationsudvalg besluttede at påbegynde behandlingen af sagerne i den
såkaldte gruppe 4, til den 7. september 1994 har truffet afgørelse i ialt 22
sager, hvori internal flight alternative-princippet har været relevant. I 11
sager har nævnet truffet afgørelse om stadfæstelse, uanset at ansøgeren ikke
har netværk i regeringskontrollerede områder i Sri Lanka. I 6 sager har
nævnet
truffet afgørelse om stadfæstelse, idet der er henvist til ansøgerens
tilknytning til regeringskontrollerede områder i Sri Lanka. Endelig er der
meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, i 5 sager, idet
der er lagt vægt på ansøgerens unge alder og manglende netværk i
regeringskontrollerede områder.
Samlet kan oversigten for
hele perioden fra den 20. september 1993 til den 1. maj 1995, for så vidt
angår
sager med relation til internal flight alternativeprincippet, opgøres
således:
IALT: 104
STADFÆSTELSE, idet der er
henvist til ansøgerens netværk: 25
STADFÆSTELSE, uanset
ansøgerens manglende netværk: 52
F-STATUS, idet der er lagt
vægt på ansøgers unge alder og manglende netværk: 20
F-STATUS, uanset at ansøgeren
ikke opfylder kriteriet om ung alder: 7".
Jeg har forstået nævnets
udtalelse af 27. september 1995 således at netværkskriteriet indgår i den
samlede vurdering af om det regeringskontrollerede område kan udgøre et IFA
for
asylansøgerne. Jeg har samtidig forstået Flygtningenævnet således at selv om
en
asylansøger ikke har et netværk i området, kan området alligevel godt udgøre
et
IFA for den pågældende. Dette afhænger af sagens øvrige omstændigheder.
Manglende netværk har - når
man sammenholder nævnets udtalelser og praksisoversigt - sjældent været
udslagsgivende for denne gruppe asylansøgere.
Under hensyn til det
foreliggende baggrundsmateriale har jeg ikke tilstrækkeligt grundlag for at
kritisere denne praksis.
2) "Ung alder"-kriteriet.
De har desuden anført at
nævnet kun konsekvent har ladet manglende netværk være udslagsgivende i sager
hvor asylansøgeren tillige opfylder en betingelse om "ung alder".
De
finder at dette udgør en usaglig begrænsning i anvendelsen af
netværkskriteriet.
Flygtningenævnet har i sin
udtalelse af 23. juni 1995 bemærket at man i en del sager vedrørende
srilankanske asylansøgere tillige har lagt vægt på ansøgerens alder. Nævnet
har
anført at anvendelsen af et alderskriterium understøttes af det foreliggende
baggrundsmateriale. Nævnet har herved lagt vægt på at særligt unge mænd er i
risiko for at blive omfattet af politiets arrestationer
("round-ups")
i Colombo. Som kilde til disse oplysninger har nævnet henvist til
Direktoratet
for Udlændinges rapport af 5. maj 1994 samt US Committee for Refugees og
Amnesty
Internationals rapporter fra januar/februar 1994.
Jeg finder ikke grundlag for
at kritisere at Flygtningenævnet i en del sager har lagt særlig vægt på den
pågældendes alder ved nævnets bedømmelse af mulighederne for tilbagesendelse
til et Internal Flight Alternative i Sri Lanka. Jeg henviser til det nævnet
har
anført i det foregående afsnit, og til det jeg har anført ovenfor under pkt.
B
1.
C. Usaglig forskelsbehandling/sammenlignelige sager.
Til brug for min gennemgang
af A's sag (og de andre sager som Deres klage vedrører) har jeg fra
Flygtningenævnet
modtaget akterne i de tre sager som De har henvist til som værende
sammenlignelige med de foreliggende sager.
I disse tre sager har nævnet
meddelt ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.
Nævnet har herved lagt vægt på ansøgernes manglende netværk i
regeringskontrollerede områder i Sri Lanka.
Flygtningenævnet har i sin
udtalelse af 23. juni 1995 til sagen herom bemærket at afgørelsen i en for
det
enkelte nævn foreliggende sag træffes på grundlag af en konkret og individuel
vurdering af ansøgerens forhold. Vurderingen er i en vis udstrækning
skønsmæssigt præget og foretages på baggrund af det i sagen foreliggende
skriftlige
materiale, ansøgerens personlige fremtræden under nævnsmødet og det enkelte
nævns vurdering af ansøgerens forhold set i lyset af de foreliggende
baggrundsoplysninger. Flygtningenævnet har herefter anført at det på denne
baggrund kan forekomme, at to sager der ud fra det skriftlige grundlag i
sagerne tilsyneladende er ensartede på et eller flere punkter, afgøres med
forskelligt resultat.
De har heroverfor bl.a.
anført at nævnet allerede på et tidligere tidspunkt havde besluttet at Deres
klient var omfattet af "gruppe 4". Det tilbageværende spørgsmål var
herefter alene om myndighedskontrolleret område kunne betragtes som IFA. I
forbindelse med denne vurdering mener De ikke at den personlige fremtræden
kan
have haft nogen betydning.
Som ovenfor nævnt under pkt.
A kan jeg kun kritisere nævnets skønsmæssige vurdering af risikoen for
forfølgelse ved hjemsendelse såfremt der foreligger særlige omstændigheder.
En
sådan særlig omstændighed kan for eksempel foreligge hvis den pågældende
afgørelse
må antages at være udtryk for en usaglig forskelsbehandling. Jeg har dog ikke
i det foreliggende tilfælde fundet grundlag for at antage at noget sådant
skulle være tilfældet i A's sag, set i relation til de sager De har fremhævet
som sammenlignelige.
Jeg skal herved bemærke at
det efter min opfattelse ikke kan udelukkes at en vurdering af ansøgerens
personlige fremtræden under nævnsmødet kan være af betydning, også for
vurderingen af om den pågældende uden risiko for forfølgelse kan hjemsendes
til regeringskontrolleret område i Sri Lanka.
D). Flygtningenævnets begrundelse.
De har endelig i Deres klage
af 7. marts 1995 og udtalelse af 21. juli 1995 kritiseret Flygtningenævnets
begrundelse.
En afgørelse skal, når den
meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse medmindre afgørelsen
fuldt ud giver den pågældende part medhold. Dette følger af
forvaltningslovens
§ 22.
Det overordnede krav til en
begrundelses indhold er at den skal fremtræde som en forklaring på hvorfor
afgørelsen fik det pågældende indhold, jf. bl.a. Justitsministeriets
vejledning
til forvaltningsloven 1989, pkt. 132, og John Vogter, Forvaltningsloven med
kommentarer, 1992, s. 277.
Forvaltningslovens § 24
angiver herefter nærmere hvilke minimumskrav der stilles for at en
begrundelse
opfylder det nævnte formål. Begrundelsen skal således, når afgørelsen beror
på
et administrativt skøn, bl.a. angive de hovedhensyn der har været bestemmende
for skønsudøvelsen.
Om begrundelsen kan anses
for tilstrækkelig må bl.a. afhænge af afgørelsens art, sagens karakter og
partens egen udførlighed i forbindelse med sagen, jf. herved Hans
Gammeltoft-Hansen
mfl., Forvaltningsret, 1994, s.
371f.
En fyldestgørende begrundelse
vil efter omstændighederne kræve en stillingtagen til de anbringender parten
har gjort gældende under sagen. Dette vil efter min mening navnlig kunne være
tilfældet hvor parten har tillagt et bestemt anbringende særlig vægt - og har
redegjort udførligt herfor - og der er tale om et anbringende som er relevant
for sagen. Jeg forudsætter herved at myndighedens stillingtagen
omfangsmæssigt
kan holdes inden for rimelige rammer.
Det fremgår ikke af
Flygtningenævnets afgørelse af 21. december 1994 om nævnet har inddraget
oplysningerne om Deres klients manglende netværk i sin vurdering, og i givet
fald hvorfor oplysningen ikke har haft afgørende betydning for afgørelsen.
Under hensyn til at De over
for Flygtningenævnet - som begrundelse for at tillægge Deres klient
asylstatus
- navnlig har peget på Deres klients manglende netværk, finder jeg at nævnet
ikke har opfyldt sin begrundelsespligt. Jeg har gjort Flygtningenævnet
bekendt
med min opfattelse.
Flygtningenævnet har
imidlertid i sin udtalelse af 27. september 1995 nu bekræftet at nævnet har
inddraget Deres klients manglende netværk i sin vurdering. Jeg har på den
baggrund ikke grundlag for at foretage videre vedrørende dette spørgsmål.
Som det fremgår af
ovenstående, har jeg ikke i øvrigt fundet grundlag for at kritisere
Flygtningenævnets afgørelse af 21. december 1994. Jeg foretager mig således
ikke mere i (A's) sag.
..."
Lignende dokumenter
- Sagsbehandlingstid i Flygtningenævnet i sager om tamilske asylansøgere. Retsinformation · 25. juni 2003
- Afgørelse om udsendelse klagemulighed Retsinformation · 23. februar 2005
- Humanitær opholdstilladelse til udlændinge der opholder sig i udlandet. Retsinformation · 25. juni 2003
- 1994 LSF 85 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF UDLÆNDINGELOVEN, LOV OM MIDLERTIDIG OPHOLDSTILLADELSE TIL VISSE PERSONER FRA DET TIDLIGERE JUGOSLAVIEN M.V. OG LOV OM SOCIAL BISTAND (OPSTRAMNINGER I ÅBENBART GRUNDLØS-PROCEDUREN M.V.) Retsinformation · 18. januar 1995
- 1994 LSF 194 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF UDLÆNDINGELOVEN (EFFEKTIVISERING AF ASYLSAGSBEHANDLINGEN I FLYGTNINGENÆVNET, RÅDGIVNING AF ASYLANSØGERE, OVERFØRSEL AF OPGAVEN MED AT AFHØRE ASYLANSØGERE FRA POLITIET TIL DIREKTORATET FOR UDLÆNDINGE, OPTAGELSE AF FINGERAFTRYK AF ASYLANSØGERE M.V.) Retsinformation · 15. juni 1995
- Flygtningenævnets tilbagesendelse af asylsag efter begæring fra Direktoratet for Udlændinge uden konkret vurdering af nødvendigheden heraf Retsinformation · 25. juni 2003