Spring til indhold

Retsinformation

Flygtningenævnets begrundelse i sager om tamilske asylansøgere

FOU nr 1995.145UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Flygtningenævnets begrundelse i sager om tamilske

asylansøgere

Den 7. marts 1995 klagede

advokat B til mig over at Flygtningenævnet den 21. december 1994 afslog A's

anmodning om asyl i medfør af udlændingelovens § 7. Klagen omhandlede

samtidig

otte andre asylsager vedrørende srilankanske statsborgere.

Det fremgik af sagen at A var

srilankansk statsborger fra Jaffna-området af tamilsk afstamning, og at han

var

født den 5. august 1969. Han indrejste i Danmark den 25. november 1991.

Umiddelbart efter indrejsen

ansøgte A om asyl og redegjorde til asylregistreringsrapport,

asylansøgningsskema og asylafhøringsrapport nærmere for baggrunden for

asylansøgningen. Han fremkom desuden under sagen med yderligere oplysninger.

Den 18. juni 1992 afslog

Direktoratet for Udlændinge A's ansøgning om asyl. Afgørelsen blev forkyndt

for

ham den 26. juni 1992, og i den forbindelse klagede han over afgørelsen til

Flygtningenævnet.

B blev beskikket som advokat

for A. Ved brev af 11. februar 1993 sendte B sit indlæg til brug for

Flygtningenævnets

behandling af sagen. Han gjorde bl.a. gældende at Colombo ikke kunne tjene

som

internal flight alternative (IFA) for A. B henviste i den forbindelse til de

generelle oplysninger om situationen på Sri Lanka, herunder i Colombo.

Sagen blev forelagt

Flygtningenævnet i et nævnsmøde den 17. februar 1993. Under mødet supplerede

A

Læs alt

sine tidligere forklaringer og oplyste ifølge forhandlingsprotokollen

følgende:

"... han forsøgte at

flygte til Indien, fordi der var fare for hans liv, idet "tigrene"

ville sende ham i slagmarken. De gravede beskyttelsesrum ved slagmarken. Han

havde gravet beskyttelsesrum, da han besluttede at flygte. Han forsøgte at

flygte til Indien 2-3 gange, men det lykkedes kun 1 gang. Han flygtede efter

at

den indiske hær var rejst. Der var kampe i landet, da han rejste. Da

"tigrene" fangede ham, spurgte de, hvorfor han søgte at flygte. Han

blev ikke straffet, men skulle fortsætte med at arbejde for

"tigrene".

De ville tvinge ham til at tage militærtræning. Efter flugten fra ENDLF havde

han ikke problemer med ENDLF, da de ikke kunne operere i området. Han ved

ikke,

hvorfor han blev anholdt af politiet i Colombo. Politiet plejer at anholde

folk, der kommer fra Jaffna området. Han blev endvidere opsøgt af ENDLF i

Colombo, måske fordi han var flygtet fra deres bevægelse. Han blev ikke

opsøgt

af "tigrene" i Colombo. Mens han arbejdede for "tigrene"

boede han hos tigrene, men ellers boede han hos forældrene. Han fik 3 dages

lejrarrest hos "tigrene", men derefter blev han løsladt. Da han tog

til Colombo, havde han det problem, at han ikke havde en

tigerrejsetilladelse.

Han rejste til Colombo fra forældrenes hjem. Han arbejdede 2-3 dage om ugen

for "tigrene". Han sagde ikke til "tigrene", at han

skulle

til Colombo. Efter at han var flygtet fra Jaffna området, var han i Colombo i

6-7 dage. Hans moder var taget til Colombo 14 dage før ham og havde ordnet

udrejsen for ansøgeren. Storebroderen hjalp mange forskellige bevægelser,

især

LTTE og tidligere PLOT. Moderen er blevet udspurgt om ansøgeren. Moderen bor

nu

hos søsteren i Jaffna området. Han udrejste på et ægte pas, dvs med

ansøgerens

eget navn og billede, og han blev udrejsekontrolleret. Han har sagt til

politiet, at han har rejst med et falsk pas, fordi han ønskede asyl. Han har

en

søster i Danmark. Han har ikke familie i Colombo. Han har ikke familie

udenfor

tamilbehersket område. Han har bekendte udenfor tamilbehersket område. Der er

tale om naboer og naboers familie. Han har ikke haft kontakt med dem det

sidste

år. Han frygter de rivaliserende bevægelser, da han er bange for, at de vil

angive ham til militæret. Han er ikke bange for "tigrene" i

Colombo."

Nævnet besluttede at udsætte

sagens afgørelse og afvente yderligere oplysninger om de generelle forhold

for

ophold i Colombo-området. Jeg lagde ved min behandling af sagen til grund at

A

efterfølgende (foreløbig) blev kategoriseret som tilhørende "gruppe

4".

Om denne kategorisering hed

det i en notits af 9. marts 1993 om koordinationsudvalgets beslutning:

"...

Koordinationsudvalget har fundet,

at sagerne kan inddeles i 4 grupper:

...

4) Sager, hvor ansøgeren ikke

har nogen (særlig) tilknytning til Colombo eller det sydlige eller centrale

Sri

Lanka, og hvor nævnet lægger til grund, at ansøgeren ikke kan vende tilbage

til

det nordlige eller østlige Sri Lanka.

Koordinationsudvalget har

fundet, at der i disse sager er en risiko for, at de pågældende ved en

tilbagevenden til Sri Lanka vil blive henvist til at tage ophold i lejre.

Koordinationsudvalget har endvidere fundet, at der kan være mulighed for

tilbagesendelse til Sri Lanka i sager, hvor der ikke er risiko for

forfølgelse

fra myndighedernes side, og hvor "internal flight alternative" i

form

af ophold i en lejr sker under forhold, der ikke krænker de fundamentale

menneskerettigheder. Da de foreliggende baggrundsoplysninger efter

koordinationsudvalgets opfattelse ikke giver et klart svar på, under hvilke

forhold et ophold i en lejr finder sted eller på, om der er forskel på

forholdene i de enkelte typer af lejre, har udvalget besluttet at anmode

Udenrigsministeriet om at undersøge forholdene i lejrene i relation til

menneskerettighederne.

Disse sager vil således først

blive behandlet, når der foreligger svar fra Udenrigsministeriet."

Den 4. oktober 1993 sendte

Flygtningenævnet B forskelligt materiale vedrørende situationen i Colombo.

Den

22. november 1993 fremkom B med sine bemærkninger. Han gjorde bl. a. gældende

at A ikke kunne tage ophold i Colombo eller andre dele af den

sydlige/centrale

del af Sri Lanka, der ikke var kontrolleret af LTTE. B henviste bl.a. til at

området ikke kunne tjene som IFA, allerede fordi A ikke havde nogle

slægtninge

i området og kun havde opholdt sig ganske kort tid i Colombo, før han rejste

til udlandet.

B havde vedlagt, og i sit

brev henvist til, et notat af 22. november 1993 som han havde udarbejdet. I

notatet redegjorde B for sin opfattelse af at der var uoverensstemmelse

mellem

UNHCR's notater af 19. december 1991, 25. juni 1992 samt 18. juni 1993 og

Udenrigsministeriets opfattelse af IFA-spørgsmålet. B var utilfreds med at

Flygtningenævnet tilsyneladende fulgte Udenrigsministeriets opfattelse, og

opfordrede nævnet til at indhente yderligere oplysninger fra UNHCR.

Den 15. december 1993 sendte

Flygtningenævnet B yderligere materiale. B besvarede henvendelsen ved brev af

31. januar 1994. Han gjorde fortsat gældende at den sydlige og centrale del

af

Sri Lanka ikke kunne anvendes som IFA. B's bemærkninger knyttede sig særligt

til anvendelsen af visse lejre i området. Han opfordrede nævnet til at

indhente

yderligere oplysninger.

Ved brev af 5. april 1994

meddelte Flygtningenævnet at sagen var sat i bero på indgåelse af en aftale

parallel med en schweizisk aftale med Sri Lanka. Aftalen vedrørte

underbringelse af tilbagesendte asylansøgere der ikke umiddelbart havde et

lokalt netværk.

Den 7. juni og 12. juli 1994

meddelte Flygtningenævnet at sagen nu ville blive færdigbehandlet. Nævnet

vedlagde yderligere materiale og bad om B's kommentarer.

Ved breve af 6. juli og 29.

juli 1994 fremkom B med sine afsluttende bemærkninger. Han nedlagde påstand

om

at hans klient blev meddelt F-status (udlændingelovens § 7, stk. 2). B skrev

bl.a.:

"...

Internal Flight Alternative (IFA)

Det gøres gældende, at den

sydlige eller centrale del af Sri Lanka, herunder Colombo-området, ikke udgør

et IFA for ansøgeren.

Ved bedømmelsen heraf må der

foretages en konkret vurdering af ansøgerens tilknytning til

ikke-LTTE-kontrolleret område. Der henvises til det neden for anførte

vedrørende baggrundsoplysninger og Flygtningenævnets praksis.

Det gøres gældende, at

ansøgeren ikke har nogen form for tilknytning til områder uden for LTTE's

kontrol. Ansøgerens ophold i Colombo forud for udrejsen var yderst kortvarigt

(6-7 dage ultimo 1991). Det fremgår endvidere af nævnsprotokollatet, side 4,

at

ansøgeren ikke har familie i Colombo eller uden for tamilbehersket område.

Det kan herefter konkluderes,

at ansøgeren ikke kan anvende den sydlige eller centrale del af Sri Lanka som

IFA.

BAGGRUNDSMATERIALE:

...

Det gøres gældende, at flygtningenævnet ved bedømmelsen af, om den

sydlige eller centrale del af Sri Lanka kan tjene som IFA for ansøgeren, skal

foretage en konkret vurdering i overensstemmelse med de retningslinier, som

er

fastsat af UNHCR.

Vedrørende det senest

fremkomne baggrundsmateriale bemærkes følgende:

I det sidste halve år er der

fremkommet en lang række oplysninger fra blandt andet Amnesty International,

Den schweiziske Flygtningehjælp, Direktoratet for Udlændinge og

Udenrigsministeriet.

Det gøres gældende, at

indholdet af nævnte materiale ikke giver grundlag for at ændre på de af UNHCR

fastsatte kriterier vedrørende IFA-spørgsmålet, jfr. oven for.

Særligt Direktoratet for

Udlændinges rapport, dateret den 5. maj 1994, giver et til tider forskønnet

billede af situationen på Sri Lanka. Trods sit omfang er rapporten på mange

måder overfladisk og blandt andet savnes en nuanceret beskrivelse af, hvordan

selve udrejsen fra Jaffna-halvøen foregår. Det skal i øvrigt fremhæves, at

Direktoratets og Udenrigsministeriets rapporter udelukkende vedrører

situationen

i dag. De meget kontante og firkantede oplysninger om muligheden for udrejse

fra Jaffna-halvøen uden LTTE's samtykke kan således ikke anvendes på

personer,

der f.eks. er udrejst i 1991, 1992 eller 1993. Situationen vedrørende det

spørgsmål har udviklet sig og ændret sig løbende.

Jeg har fået oplyst, at Dansk

Flygtningehjælp i juni d.å. har stillet en række spørgsmål til UNHCR,

herunder

bedt UNHCR om at bekræfte, om de ovennævnte sikkerhedsnotater fra juni 1992

og

juni 1993 fortsat står ved magt.

Såfremt Flygtningenævnet på nuværende tidspunkt finder grund til at

tvivle på, om UNHCR's sikkerhedsnotater fortsat står ved magt, skal jeg

opfordre Nævnet til ikke at træffe afgørelse i nærværende sag, før UNHCR's

svar

foreligger.

Jeg går ud fra, at UNHCR's

svar kan foreligge indenfor forholdsvis begrænset tid.

..."

Den 21. december 1994 traf

Flygtningenævnet på skriftligt grundlag afgørelse i A's sag. Af afgørelsen

fremgik bl.a.:

"...

Flygtningenævnet besluttede

den 17. februar 1993 at udsætte sagen med henblik på at afvente yderligere

oplysninger om de generelle forhold for ophold i Colombo-området.

Ved skrivelse af 4. oktober

1993 fremsendte Flygtningenævnet Dansk Flygtningehjælps notat af 19. august

1993 og Udenrigsministeriets skrivelse af 31. august 1993 til udtalelse hos

den

beskikkede advokat.

Ved skrivelse af 22. november

1993 fremsendte den beskikkede advokat sine bemærkninger til sagen. Han har

anført, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til det LTTE-kontrollerede

område.

Ansøgeren har ikke nogen form for tilknytning til Colombo eller andre

områder,

der ikke kontrolleres af LTTE.

Ved skrivelse af 15. december

1993 fremsendte Flygtningenævnet det seneste materiale vedrørende Sri Lanka

til

udtalelse hos den beskikkede advokat.

Ved skrivelse af 31. januar 1994

fremsendte den beskikkede advokat sine bemærkninger til sagen samt et af ham

udarbejdet notat.

På Flygtningenævnets

koordinationsudvalgsmøde den 3. marts 1994 blev det besluttet, at sætte

behandlingen af sager vedrørende srilankanske statsborgere fra det nordlige

eller nord-østlige Sri Lanka i bero på indgåelse af en aftale parallel med

den

schweiziske aftale med Sri Lanka om underbringelse af tilbagesendte

asylansøgere, der ikke umiddelbart har et lokalt netværk på Sri Lanka.

Flygtningenævnets koordinationsudvalg

besluttede den 31. maj 1994 under hensyn til tidsaspektet i sager vedrørende

srilankanske statsborgere, som ikke fandtes at kunne vende tilbage til det

nord

eller nord-østlige Sri-Lanka, at færdigbehandle disse sager.

Ved skrivelse af 7. juni 1994

fremsendte Flygtningenævnet det seneste baggrundsmateriale til udtalelse hos

den beskikkede advokat.

Ved skrivelse af 6. juli 1994

fremsendte den beskikkede advokat sine bemærkninger til sagen.

Ved skrivelse af 12. juli

1994 fremsendte Flygtningenævnet det seneste baggrundsmateriale til udtalelse

hos den beskikkede advokat.

Ved skrivelse af 29. juli

1994 fremsendte den beskikkede advokat sine bemærkninger til sagen.

Flygtningenævnet udtaler:

Flygtningenævnet vil ikke

afvise, at ansøgeren navnlig ved at unddrage sig deltagelse i våbentræning og

ved at forlade LTTE-domineret område uden tilladelse, har bragt sig i et

sådant

modsætningsforhold til LTTE, at han ikke i sikkerhed kan vende tilbage til

Jaffna-området.

Flygtningenævnet finder ikke

efter ansøgerens forklaring grundlag for at antage, at han ved udrejsen var

forfulgt af myndighederne eller bevægelser, der samarbejder med

myndighederne,

eller at han ved en tilbagevenden vil være i risiko herfor.

Herefter og på baggrund af

det foreliggende baggrundsmateriale finder et flertal af Flygtningenævnets

medlemmer, at det må antages, at ansøgeren vil kunne vende tilbage og tage

ophold i Colombo eller andet regeringskontrolleret område.

Flertallet finder således

ikke, at ansøgeren opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 7.

Flygtningenævnet stadfæster

derfor Direktoratet for Udlændinges afgørelse."

Den 7. marts 1995 klagede B

til mig over denne afgørelse og otte andre afgørelser fra Flygtningenævnet

vedrørende srilankanske statsborgere. I klagen anførte B indledningsvis:

"...

Nærværende klage drejer sig

om Flygtningenævnets anvendelse af reglerne om Internal Flight Alternative

(IFA) i sager, hvor Flygtningenævnet har lagt til grund, at ansøgerne

risikerer forfølgelse fra LTTE (De Tamilske Tigre), hvis de returnerer til

LTTE-kontrollerede områder (Nord- eller Østsrilanka). Sagerne er i det

følgende benævnt "gruppe 4"-sagerne, hvilken kategorisering stammer

fra et møde i Flygtningenævnets koordinationsudvalg den 9. marts 1993. Om

gruppe 4-sagerne siges bl.a. følgende:

"4. Sager, hvor

ansøgeren ikke har nogen (særlig) tilknytning til Colombo eller det sydlige

eller centrale Sri Lanka, og hvor nævnet lægger til grund, at ansøgeren ikke

kan vende tilbage til det nordlige eller østlige Sri Lanka."

Mine klienter er alle

omfattet af gruppe 4.

Spørgsmålet i disse sager er,

om de områder, der er kontrolleret af de srilankanske myndigheder (sydlige og

centrale Sri Lanka, herunder Colombo) kan anvendes som IFA for mine klienter,

således at mine klienter må henvises til at tage ophold dér.

Der findes en del

baggrundsmateriale om IFA-problematikken i forhold til Sri Lanka. UNHCR

introducerede IFA muligheden i et notat af 19. december 1991, og har fulgt op

med notater af 25. juni 1992, 18. juni 1993 og 12. september 1994.

Udenrigsministeriet har løbende henvist til UNHCR's notater, men har i et par

af de seneste notater meddelt oplysninger, der strider mod indholdet af

UNHCR's

ovennævnte notater. Amnesty International og Dansk Flygtningehjælp har såvidt

ses tilsluttet sig UNHCR, jfr. senest Amnesty Internationals notat dateret

januar 1995.

Det centrale ved UNHCR's

notater er, at IFA-muligheden accepteres under forudsætning af, at der i den

konkrete sag er en tilknytning ("netværk") til IFA-området.

UNHCR skriver følgende i sit notat

af 18/6 1992:

"As regards the latter it is recommended

that a valid threshold for the establishment of an IFA in category 1 (sydlige

og centrale Sri Lanka) areas should take into account such factors as the

presence of close relatives and/or the duration of previous residence and/or

past employment in these areas".

Som baggrund for kravet om

netværk, understreges i UNHCR's notater af 18. juni 1993 og 12. september

1994,

at der er tale om "security related matters". Konkret er der

(større)

risiko for, at en tamil i f.eks. Colombo mistænkes for LTTE-tilknytning, og

dermed risikerer fængsel, tortur m.v., hvis den pågældende ikke kan forklare

sin tilstedeværelse i Colombo med henvisning til et netværk, f. eks. at han

bor

hos sin familie.

Vedrørende Flygtningenævnets

behandling af denne gruppe sager, henvises til nævnets redegørelse af 25.

september 1994. Redegørelsen er sendt til mig som svar på en henvendelse til

nævnet som dels vedrørte en konkret sag, og dels stillede nogle spørgsmål af

mere generel karakter. Jeg har ialt tre gange rettet skriftlig henvendelse

til

nævnet vedrørende IFA-spørgsmålet. Kopi af mine skrivelser af henholdsvis 22.

november 1993, 9. august 1994 og 15. august 1994 vedlægges.

Flygtningenævnets praksis

vedrørende IFA/netværk, fremgår dels af Flygtningenævnets notat af 29.

september 1994 og er endvidere anskueliggjort i en praksisoversigt,

udarbejdet

af Dansk Flygtningehjælp. Nævnte praksisoversigt dækker kun perioden frem til

medio december 1994.

Kort beskrevet er det min

opfattelse, at nævnets praksis på ét punkt er klar. Det drejer sig om sager

om

meget unge tamiler. For denne gruppe af sager, som hidtil udelukkende har

omfattet teenagers, inddrages netværkskriteriet konsekvent og tillægges

afgørende

vægt, således at de gruppe 4-ansøgere, der ikke har et netværk udenfor

LTTE-kontrolleret område er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens

§

7, stk. 2.

For alle andre sager er

Flygtningenævnets praksis uigennemsigtig og inkonsekvent, sidstnævnte med den

uheldige konsekvens at fuldt ud sammenlignelige sager afgøres forskelligt,

hvilket jeg vil komme nærmere ind på i det følgende.

..."

B konkretiserede herefter

nærmere sine klagepunkter. Han gjorde herunder gældende at Flygtningenævnet

havde haft pligt til at inddrage netværkskriteriet i alle de påklagede sager.

Jeg forstod desuden B's klage således at han mente, at manglende netværk

skulle

tillægges afgørende betydning i sagerne vægtet over for de øvrige

foreliggende

oplysninger.

Det var B's opfattelse at

Flygtningenævnet kun konsekvent havde tillagt manglende netværk afgørende

betydning i sager, hvor ansøgeren samtidig opfyldte et kriterium om "ung

alder". Dette udgjorde efter B's opfattelse en usaglig begrænsning i

netværkskriteriets anvendelse.

B henviste til tre sager som

efter hans mening var sammenlignelige med de foreliggende sager. Nævnet havde

i

disse sager meddelt ansøgerne opholdstilladelse under henvisning til

manglende

netværk i regeringskontrollerede områder. B fandt på denne baggrund at

afgørelserne i de sager som klagen vedrørte, var udtryk for en usaglig

forskelsbehandling. Forskelsbehandlingen skyldtes ifølge B nævnets

forskellige

sammensætning i de enkelte sager.

Endelig gjorde B gældende at

nævnet i ingen af klagesagerne konkret havde begrundet forskelsbehandlingen.

I en udtalelse af 23. juni

1995 kommenterede Flygtningenævnet over for mig B's klage. Af udtalelsen

fremgik bl.a. følgende:

"...

Det bemærkes, at

Flygtningenævnet træffer en selvstændig og uafhængig afgørelse i den for det

enkelte nævn foreliggende sag på grundlag af en konkret og individuel

vurdering

af ansøgerens forhold. Denne vurdering er i vid udstrækning skønsmæssigt

præget. Grundlaget for vurderingen er udover det i sagen foreliggende

skriftlige materiale også ansøgerens personlige fremtræden under nævnsmødet.

Afgørelsen er endvidere baseret på det enkelte nævns vurdering af ansøgerens

forhold set i lyset af de for Flygtningenævnet på afgørelsestidspunktet

foreliggende baggrundsoplysninger. Det kan på denne baggrund forekomme, at to

sager, der ud fra det skriftlige grundlag i sagerne tilsyneladende er

ensartede

på et eller flere punkter, afgøres med forskelligt resultat.

Som det fremgår af vedlagte

oversigt af 8. maj 1995 vedrørende Flygtningenævnets praksis i sager

vedrørende

asylansøgere fra Sri Lanka har nævnet truffet afgørelse om stadfæstelse i de

fleste sager, hvor en ansøger ikke har opfyldt kriteriet om ung alder og ikke

har haft netværk i regeringskontrollerede områder. Nævnet har imidlertid i

nogle få sager, der på dette punkt ligner de førnævnte, truffet afgørelse om

meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.

Flygtningenævnet har i alle sager truffet afgørelse ud fra det enkelte nævns

skønsmæssige vurdering af ansøgerens forhold. Denne vurdering er som anført i

nogen udstrækning baseret på ansøgerens personlige fremtræden under

nævnsmødet.

Efter Flygtningenævnets opfattelse kan forskelle i den personlige fremtræden

set i sammenhæng med de i øvrigt i sagen foreliggende oplysninger ofte være

af

væsentlig - og i nogle tilfælde afgørende - betydning for udfaldet af

behandlingen af den enkelte sag. Nævnet finder derfor ikke, at de forskellige

udfald i sig selv er udtryk for en usaglig forskelsbehandling.

Flygtningenævnet finder

heller ikke i øvrigt, at det i henvendelsen til Folketingets Ombudsmand

anførte

giver grundlag for at antage, at der skulle være tale herom.

For så vidt angår klagen over

nævnets anvendelse af alderskriteriet, skal Flygtningenævnet bemærke, at

nævnet

ved afgørelsen af en del af sagerne vedrørende srilankanske asylansøgere har

lagt vægt på ansøgernes alder. Nævnet har således under henvisning til en

ansøgers unge alder og manglende netværk i regeringskontrollerede områder i

en

række tilfælde meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.

Flygtningenævnet har ikke i den forbindelse fastlagt en præcis aldersgrænse

for, hvornår en ansøger opfylder kriteriet om ung alder. Afgørelsen heraf har

beroet på det enkelte nævns vurdering af en ansøgers konkrete og individuelle

forhold. Også denne vurdering er i nogen udstrækning baseret på et skøn.

Nævnet

har således meddelt opholdstilladelse ud fra alderskriteriet i nogle sager,

hvor ansøgerne er født i 1974, medens nævnet har meddelt afslag på

opholdstilladelse

i andre sager, hvor ansøgerne er født i 1975, 1977 eller 1979 og ikke har

haft

netværk i regeringskontrollerede områder.

Flygtningenævnets anvendelse

af kriteriet ung alder i forbindelse med netværksvurderingen understøttes af

det for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsmateriale. Det fremgår således

af Direktoratet for Udlændinges rapport om situationen i Sri Lanka af 5. maj

1994, at særligt unge tamilske mænd var i risiko for at blive tilbageholdt i

forbindelse med politiets "round-ups", ligesom U.S Committee for

Refugees og Amnesty International i rapporter fra januar/februar 1994 har

oplyst tilsvarende om særligt unge tamilske mænds risiko for at blive

omfattet

af politiets arrestationer i Colombo. Nævnet finder på den baggrund ikke, at

kriteriet om ung alder indebærer en usaglig begrænsning af netværkskriteriets

anvendelse.

..."

B fremkom herefter i brev af

21. juli 1995 med sine bemærkninger til Flygtningenævnets udtalelse.

Vedrørende spørgsmålet om

sammenlignelige sager og usaglig forskelsbehandling påpegede B således at

Flygtningenævnet i de foreliggende sager forudgående havde truffet beslutning

om at hans klienter var omfattet af gruppe 4. B var enig i at ansøgernes

personlige

fremtræden havde haft betydning under nævnets votering vedrørende denne

vurdering. B havde derimod svært ved at forestille sig at hans klienters

personlige

fremtræden havde haft nogen betydning i forbindelse med det senere skøn, der

var begrænset til at vedrøre IFA-vurderingen.

B gav endvidere udtryk for at

det forhold at der i enhver nævnssag indgår en vis portion skøn, ikke

medførte

at nævnet frit kunne ændre praksis fra sag til sag, når sagerne fremstod som

fuldt ud sammenlignelige på alle væsentlige punkter. B opfordrede mig

desuden til at gennemgå alle de syv sager hvor der ifølge Flygtningenævnets

praksisoversigt af 8. maj 1995 var meddelt opholdstilladelse begrundet i

manglende netværk, uanset at ung alder-kriteriet ikke havde været opfyldt.

Han

gik ud fra at tre af de syv sager var de sager som han havde henvist til som

sammenlignelige med de foreliggende.

B gjorde desuden igen

gældende at når tilsyneladende ens sager blev afgjort forskelligt, havde

nævnet

pligt til at begrunde hvad årsagen var til forskelsbehandlingen.

Endelig anførte B at det

reelle problem efter hans opfattelse havde været at et flertal af nævnets

medlemmer havde valgt at følge Udenrigsministeriets holdning til

IFA-spørgsmålet, mens et mindretal - som af og til havde dannet flertal i et

konkret nævn - havde valgt at følge UNHCR's modsatte holdning. B henviste i

den

forbindelse til sit brev af 22. november 1993 med bilag til nævnet.

Ved brev af 2. august 1995

bad jeg Flygtningenævnet om at fremsende sagsakterne vedrørende de tre sager

som B havde anført efter hans opfattelse var sammenlignelige med de påklagede

sager. Samtidig anmodede jeg nævnet om at fremkomme med eventuelle

bemærkninger

til B's brev af 21. juli 1995. Endelig bemærkede jeg at jeg på baggrund af

den

foreliggende korrespondance i sagerne havde forstået Flygtningenævnets

udtalelser i otte af de ni sager (i den sidste sag havde jeg endnu ikke

modtaget nævnets udtalelse) således, at nævnet - på baggrund af B's

påberåbelse

af ansøgernes manglende tilknytning til områder uden for LTTE's kontrol -

under behandlingen af alle de pågældende sager

havde

inddraget netværkskriteriet. Jeg bemærkede endvidere at jeg

havde forstået, at nævnet ikke havde ment at kunne tillægge manglende netværk

afgørende betydning vægtet over for de øvrige foreliggende oplysninger i de

enkelte sager. Jeg bad om Flygtningenævnets eventuelle kommentarer hertil.

Med brev af 27. september

1995 fremsendte Flygtningenævnet samtlige akter i de tre sager der af B var

påberåbt som værende sammenlignelige med de ni klagesager.

Nævnet bekræftede samtidig at

spørgsmålet om tilknytningen til regeringskontrollerede områder havde været

vurderet under behandlingen af de foreliggende klagesager.

B meddelte i brev af 9.

oktober 1995 at Flygtningenævnets brev ikke gav ham anledning til yderligere

bemærkninger.

Ved en skrivelse til B af 19.

december 1995 udtalte jeg herefter følgende:

"

A. Retsgrundlaget og princippet om internal flight alternative.

Flygtningenævnets afgørelse

er truffet efter § 7 i udlændingeloven der i stk. 1 og 2 har følgende ordlyd,

jf. lovbekendtgørelse nr. 462 af 26. juni 1987 med senere ændringer:

"

§ 7.

Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til en udlænding,

hvis udlændingen er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951.

Stk. 2.

Efter ansøgning gives der endvidere opholdstilladelse til

en udlænding, som ikke er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli

1951,

men hvor det af lignende grunde som anført i konventionen eller af andre

tungtvejende grunde ikke bør kræves, at udlændingen vender tilbage til sit

hjemland."

Det er en hovedbetingelse for

at en person kan betragtes som flygtning efter flygtningekonventionen, at

flugten skyldes "... velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin

race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe

eller sine politiske anskuelser..."

Der gives endvidere

opholdstilladelse hvis det af lignende grunde som anført i konventionen eller

af andre tungtvejende grunde ikke bør kræves, at den pågældende vender

tilbage

til sit hjemland.

Udlændingeloven fortolkes i

overensstemmelse med princippet om internal flight alternative (IFA). Dette

medfører at der kan meddeles en asylansøger afslag på opholdstilladelse, hvis

den pågældende med rimelighed kan henvises til at tage ophold i en nærmere

afgrænset del af hjemlandet, hvor der ikke er velbegrundet frygt for

forfølgelse som nævnt i konventionen, selv om der i andre dele af landet må

anses at foreligge risiko for en sådan forfølgelse. Jeg henviser i den

forbindelse til UNHCR's "Handbook on procedures and criteria for

determining

refugee status", paragraph 91.

Om en person kan betragtes

som flygtning efter flygtningekonventionen, eller om det af lignende grunde

som anført i konventionen eller af andre tungtvejende grunde ikke bør kræves

at

udlændingen vender tilbage til (en nærmere afgrænset del af) sit hjemland,

bygger for en stor del på et skøn. I denne vurdering indgår bl.a. en

bedømmelse

af forholdene og risikoen for forfølgelse i den del af hjemlandet som

ansøgeren

skal vende tilbage til. Jeg kan ikke kritisere en sådan skønsmæssig afgørelse

medmindre der foreligger ganske særlige omstændigheder.

B. Internal flight alternative og asylansøgere fra Sri Lanka.

1) Netværkskriteriet.

De har i Deres klage bl.a.

gjort gældende at Flygtningenævnet har pligt til at inddrage

netværkskriteriet

i alle gruppe 4-sager. Jeg har forstået på Dem at De mener, at manglende

netværk i disse tilfælde medfører at de pågældende asylansøgere skal meddeles

asyl.

Fælles for de foreliggende

sager er at asylansøgerne er af tamilsk afstamning, og at de tidligere boede

i

Nord- eller Østsrilanka, som er domineret af LTTE (De Tamilske Tigre).

Flygtningenævnet fandt ved

sine afgørelser at asylansøgerne risikerede forfølgelse fra LTTE hvis de

returnerede til LTTE-kontrolleret område. Nævnet vurderede herefter om

Colombo

eller den sydlige/centrale del af Sri Lanka (det regeringskontrollerede

område) kunne anvendes som IFA. Det vil sige om man kunne henvise

asylansøgerne

til at vende tilbage til dette område.

Centralt for denne vurdering

er bl.a. om den pågældende asylansøger under sit ophold i det

regeringskontrollerede område udsættes for forfølgelse e.l. fra

regeringsmyndighederne mv.

Bl.a. andet til brug for sin

vurdering heraf indhentede Flygtningenævnet over en længere periode

forskelligt

baggrundsmateriale. UNHCR anbefalede således ved notater af 25. juni 1992 og

18. juni 1993 en vurdering af asylansøgerens sociale netværk i området

("netværkskriteriet"):

"...

As regards the latter, it is recommended that a

valid threshold for the establishment of an IFA in category 1 areas should

take

into account such factors as the presence of close relatives and/or the

duration of previous residence and/or past employment in these areas."

(UNHCR 25. juni 1992)

"...

It is believed that a valid threshold for returnees

to establish themselves without serious personal security problems in the

South, would be the presence of close relatives and/or the duration of

previous

residence and/or a past employment in these areas.

..." (UNHCR 18.

juni

1993)

Andet baggrundsmateriale

vurderede situationen anderledes. Således fremgik bl.a. følgende af

Udenrigsministeriets brev af 31. august 1993 til Flygtningenævnet:

"...

1.3 Måtte den situation

opstå, at en tilbagesendt person ikke ved egen indsats vil kunne skaffe sig

husly i Colombo eller umiddelbart vil kunne søge tilbage til sin hjemegn, kan

den pågældende ifølge det oplyste enten søge at få ophold i UNHCR's Open

Relief

Centers eller, hvilket for nylig er bekræftet fra srilankanske myndigheders

side, uagtet tilgangen af nyankomne til lejrene formelt indstilledes i 1990,

anmode The Commissioner General for Rehabilitation om at blive henvist til et

af de åbne Welfare/Rehabilitation Centers, beliggende i både de sydlige og

centrale provinser af landet.

..."

Udenrigsministeriet bekræftede

denne holdning i brev af 7. december 1993.

Flygtningenævnets praksis

vedrørende asylansøgere fra Sri Lanka er beskrevet i et notat af 8. maj 1995.

Det fremgår heraf:

"Flygtningenævnet har i

perioden fra den 8. september 1994 til den 1. maj 1995 truffet afgørelse i

ialt

136 sager vedrørende ansøgere fra Sri Lanka. I 2 sager er der meddelt

opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. I 29 sager er der

meddelt

opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, medens Flygtningenævnet

i 105 sager har stadfæstet Direktoratet for Udlændinges afslag på

opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.

I 22 af de 29 sager, hvori

der er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, har

nævnet

lagt til grund, at ansøgeren ikke kan vende tilbage til det nordlige Sri

Lanka

på grund af risikoen for konflikter med LTTE, eller fordi ansøgeren risikerer

at blive tvangshvervet af LTTE. I 15 af disse 22 sager er der lagt vægt på

ansøgerens unge alder og manglende netværk i regeringskontrollerede områder.

I

7 sager er afgørelsen ligeledes begrundet i manglende netværk. Disse 7 sager

adskiller sig imidlertid fra de 15 førnævnte sager derved, at ansøgerne ikke

opfylder kriteriet vedrørende ung alder. Hertil skal bemærkes, at nævnet

primært har anvendt kriteriet om ung alder på ansøgere, der er født i 1975

eller senere. I ovennævnte periode er kriteriet dog anvendt på 2 ansøgere,

der

er født i 1974. De 7 resterende sager, hvori der er meddelt opholdstilladelse

efter udlændingelovens § 7, stk. 2, er begrundet i andre forhold end

manglende

netværk i regeringskontrollerede områder.

Som tidligere anført har

Flygtningenævnet i perioden stadfæstet 105 sager. I 45 sager har nævnet

fundet,

at ansøgeren kan vende tilbage til både regeringskontrollerede og

LTTE-kontrollerede

områder i Sri Lanka. I 19 sager har nævnet ved stadfæstelsen lagt til grund,

at

ansøgeren kan henvises til at tage ophold i regeringskontrollerede områder,

idet ansøgeren tidligere har haft ophold i disse områder eller iøvrigt har et

netværk dér. I 41 sager har nævnet stadfæstet, idet ansøgeren henvises til at

tage ophold i regeringskontrollerede områder, uanset at ansøgeren ikke har

netværk eller anden tilknytning til disse områder. I nogle af disse sager,

der

stadfæstes på trods af manglende netværk, er ansøgerne født i 1975, 1977 og

1978.

For så vidt angår nævnets

praksis fra perioden før den 8. september 1994 henvises til notat af 29.

september 1994 vedrørende Flygtningenævnets praksis i Sri Lanka-sager i

relation til internal flight alternative-princippet. Det fremgår af notatet,

at

Flygtningenævnet i perioden fra den 20. september 1993, hvor

Flygtningenævnets

Koordinationsudvalg besluttede at påbegynde behandlingen af sagerne i den

såkaldte gruppe 4, til den 7. september 1994 har truffet afgørelse i ialt 22

sager, hvori internal flight alternative-princippet har været relevant. I 11

sager har nævnet truffet afgørelse om stadfæstelse, uanset at ansøgeren ikke

har netværk i regeringskontrollerede områder i Sri Lanka. I 6 sager har

nævnet

truffet afgørelse om stadfæstelse, idet der er henvist til ansøgerens

tilknytning til regeringskontrollerede områder i Sri Lanka. Endelig er der

meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, i 5 sager, idet

der er lagt vægt på ansøgerens unge alder og manglende netværk i

regeringskontrollerede områder.

Samlet kan oversigten for

hele perioden fra den 20. september 1993 til den 1. maj 1995, for så vidt

angår

sager med relation til internal flight alternativeprincippet, opgøres

således:

IALT: 104

STADFÆSTELSE, idet der er

henvist til ansøgerens netværk: 25

STADFÆSTELSE, uanset

ansøgerens manglende netværk: 52

F-STATUS, idet der er lagt

vægt på ansøgers unge alder og manglende netværk: 20

F-STATUS, uanset at ansøgeren

ikke opfylder kriteriet om ung alder: 7".

Jeg har forstået nævnets

udtalelse af 27. september 1995 således at netværkskriteriet indgår i den

samlede vurdering af om det regeringskontrollerede område kan udgøre et IFA

for

asylansøgerne. Jeg har samtidig forstået Flygtningenævnet således at selv om

en

asylansøger ikke har et netværk i området, kan området alligevel godt udgøre

et

IFA for den pågældende. Dette afhænger af sagens øvrige omstændigheder.

Manglende netværk har - når

man sammenholder nævnets udtalelser og praksisoversigt - sjældent været

udslagsgivende for denne gruppe asylansøgere.

Under hensyn til det

foreliggende baggrundsmateriale har jeg ikke tilstrækkeligt grundlag for at

kritisere denne praksis.

2) "Ung alder"-kriteriet.

De har desuden anført at

nævnet kun konsekvent har ladet manglende netværk være udslagsgivende i sager

hvor asylansøgeren tillige opfylder en betingelse om "ung alder".

De

finder at dette udgør en usaglig begrænsning i anvendelsen af

netværkskriteriet.

Flygtningenævnet har i sin

udtalelse af 23. juni 1995 bemærket at man i en del sager vedrørende

srilankanske asylansøgere tillige har lagt vægt på ansøgerens alder. Nævnet

har

anført at anvendelsen af et alderskriterium understøttes af det foreliggende

baggrundsmateriale. Nævnet har herved lagt vægt på at særligt unge mænd er i

risiko for at blive omfattet af politiets arrestationer

("round-ups")

i Colombo. Som kilde til disse oplysninger har nævnet henvist til

Direktoratet

for Udlændinges rapport af 5. maj 1994 samt US Committee for Refugees og

Amnesty

Internationals rapporter fra januar/februar 1994.

Jeg finder ikke grundlag for

at kritisere at Flygtningenævnet i en del sager har lagt særlig vægt på den

pågældendes alder ved nævnets bedømmelse af mulighederne for tilbagesendelse

til et Internal Flight Alternative i Sri Lanka. Jeg henviser til det nævnet

har

anført i det foregående afsnit, og til det jeg har anført ovenfor under pkt.

B

1.

C. Usaglig forskelsbehandling/sammenlignelige sager.

Til brug for min gennemgang

af A's sag (og de andre sager som Deres klage vedrører) har jeg fra

Flygtningenævnet

modtaget akterne i de tre sager som De har henvist til som værende

sammenlignelige med de foreliggende sager.

I disse tre sager har nævnet

meddelt ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.

Nævnet har herved lagt vægt på ansøgernes manglende netværk i

regeringskontrollerede områder i Sri Lanka.

Flygtningenævnet har i sin

udtalelse af 23. juni 1995 til sagen herom bemærket at afgørelsen i en for

det

enkelte nævn foreliggende sag træffes på grundlag af en konkret og individuel

vurdering af ansøgerens forhold. Vurderingen er i en vis udstrækning

skønsmæssigt præget og foretages på baggrund af det i sagen foreliggende

skriftlige

materiale, ansøgerens personlige fremtræden under nævnsmødet og det enkelte

nævns vurdering af ansøgerens forhold set i lyset af de foreliggende

baggrundsoplysninger. Flygtningenævnet har herefter anført at det på denne

baggrund kan forekomme, at to sager der ud fra det skriftlige grundlag i

sagerne tilsyneladende er ensartede på et eller flere punkter, afgøres med

forskelligt resultat.

De har heroverfor bl.a.

anført at nævnet allerede på et tidligere tidspunkt havde besluttet at Deres

klient var omfattet af "gruppe 4". Det tilbageværende spørgsmål var

herefter alene om myndighedskontrolleret område kunne betragtes som IFA. I

forbindelse med denne vurdering mener De ikke at den personlige fremtræden

kan

have haft nogen betydning.

Som ovenfor nævnt under pkt.

A kan jeg kun kritisere nævnets skønsmæssige vurdering af risikoen for

forfølgelse ved hjemsendelse såfremt der foreligger særlige omstændigheder.

En

sådan særlig omstændighed kan for eksempel foreligge hvis den pågældende

afgørelse

må antages at være udtryk for en usaglig forskelsbehandling. Jeg har dog ikke

i det foreliggende tilfælde fundet grundlag for at antage at noget sådant

skulle være tilfældet i A's sag, set i relation til de sager De har fremhævet

som sammenlignelige.

Jeg skal herved bemærke at

det efter min opfattelse ikke kan udelukkes at en vurdering af ansøgerens

personlige fremtræden under nævnsmødet kan være af betydning, også for

vurderingen af om den pågældende uden risiko for forfølgelse kan hjemsendes

til regeringskontrolleret område i Sri Lanka.

D). Flygtningenævnets begrundelse.

De har endelig i Deres klage

af 7. marts 1995 og udtalelse af 21. juli 1995 kritiseret Flygtningenævnets

begrundelse.

En afgørelse skal, når den

meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse medmindre afgørelsen

fuldt ud giver den pågældende part medhold. Dette følger af

forvaltningslovens

§ 22.

Det overordnede krav til en

begrundelses indhold er at den skal fremtræde som en forklaring på hvorfor

afgørelsen fik det pågældende indhold, jf. bl.a. Justitsministeriets

vejledning

til forvaltningsloven 1989, pkt. 132, og John Vogter, Forvaltningsloven med

kommentarer, 1992, s. 277.

Forvaltningslovens § 24

angiver herefter nærmere hvilke minimumskrav der stilles for at en

begrundelse

opfylder det nævnte formål. Begrundelsen skal således, når afgørelsen beror

på

et administrativt skøn, bl.a. angive de hovedhensyn der har været bestemmende

for skønsudøvelsen.

Om begrundelsen kan anses

for tilstrækkelig må bl.a. afhænge af afgørelsens art, sagens karakter og

partens egen udførlighed i forbindelse med sagen, jf. herved Hans

Gammeltoft-Hansen

mfl., Forvaltningsret, 1994, s.

371f.

En fyldestgørende begrundelse

vil efter omstændighederne kræve en stillingtagen til de anbringender parten

har gjort gældende under sagen. Dette vil efter min mening navnlig kunne være

tilfældet hvor parten har tillagt et bestemt anbringende særlig vægt - og har

redegjort udførligt herfor - og der er tale om et anbringende som er relevant

for sagen. Jeg forudsætter herved at myndighedens stillingtagen

omfangsmæssigt

kan holdes inden for rimelige rammer.

Det fremgår ikke af

Flygtningenævnets afgørelse af 21. december 1994 om nævnet har inddraget

oplysningerne om Deres klients manglende netværk i sin vurdering, og i givet

fald hvorfor oplysningen ikke har haft afgørende betydning for afgørelsen.

Under hensyn til at De over

for Flygtningenævnet - som begrundelse for at tillægge Deres klient

asylstatus

- navnlig har peget på Deres klients manglende netværk, finder jeg at nævnet

ikke har opfyldt sin begrundelsespligt. Jeg har gjort Flygtningenævnet

bekendt

med min opfattelse.

Flygtningenævnet har

imidlertid i sin udtalelse af 27. september 1995 nu bekræftet at nævnet har

inddraget Deres klients manglende netværk i sin vurdering. Jeg har på den

baggrund ikke grundlag for at foretage videre vedrørende dette spørgsmål.

Som det fremgår af

ovenstående, har jeg ikke i øvrigt fundet grundlag for at kritisere

Flygtningenævnets afgørelse af 21. december 1994. Jeg foretager mig således

ikke mere i (A's) sag.

..."

Lignende dokumenter