Notat fra praktikvejleder til rektor for et pædagogseminarium
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Notat fra praktikvejleder til rektor for et pædagogseminarium
En pædagogstuderende, A,
påbegyndte den 1. februar 1999 en praktikperiode i en skolefritidsordning,
institution X, som led i sin uddannelse på Z pædagogseminarium.
Den 11. maj 1999 blev der
afholdt møde med deltagelse af A, seminariets
praktikvejleder, B, samt en pædagog på institution X og institutionens
leder. Emnet for mødet var en afbrydelse af praktikperioden for A i form af
afskedigelse. På mødet drøftedes bl.a. en række konkrete episoder på
institutionen som A havde været involveret i.
I brev af 27. maj 1999 til
seminariet meddelte lederen af institution X at A var afskediget fra
institutionen.
I brevet var bl.a. anført følgende:
”På baggrund af partshøring
mellem (A), seminariets praktiklærer (B), praktikvejleder ( ) og undertegnede
afskediger jeg hermed (A) pr. 31.5.1999.
Begrundelsen for
afskedigelsen er, at (A) trods gentagne samtaler ikke overholder
institutionens
regler for omgang med børn.
Samtidig gør vi opmærksom
på, at vi ved høringen ikke har godkendt praktikperioden og må derfor give
bedømmelsen betænkelig.”
Seminariet indkaldte
herefter til en praktikvurderingssamtale der afholdtes den 22. juni 1999. I
samtalen deltog A, en praktikvejleder fra institution X og institutionens
leder, en uddannelseschef fra seminariet, en repræsentant fra
Pædagogstuderendes Landssammenslutning (PLS) samt seminariets
praktikvejleder,
Læs alt
B.
I brev af 25. juni 1999 til
A meddelte seminariet at A’s praktikperiode i institution X
ikke var godkendt. Seminariet anførte bl.a.
følgende:
”Efter afholdt
praktikvurderingssamtale den 22. juni 1999 foreligger der nu en skriftlig
konklusion, hvoraf det fremgår, at din praktikperiode i institution (X), i
perioden 01.02.99. til afbrydelse i maj 1999 er blevet vurderet til
ikke-godkendt.
(Konklusionen vedlægges
sammen med de i studieordningen fastsatte mål for perioden).”
I konklusionen på
praktikvurderingssamtalen er bl.a. anført følgende:
”
Baggrunden for mødet var
den, at institutionen havde afbrudt praktikken i utide.
I den forbindelse var der
fra institutionen afgivet vurderingen ’betænkelig’. En skriftlig
udtalelse i
form af et referat i 2/3.mødet afholdt den 11.5. på institutionen forelå som
begrundelse og var bekendt for samtlige deltagere. Med udgangspunkt i de
studieordningsfastsatte uddannelsesmål for perioden, samt (A)’s egne mål
fastlagt i samarbejde med institutionen og seminariets praktikvejleder, blev
det vurderet, hvorvidt målene var nået og de ansvarlige parter nåede frem til
vurderingen ’ikke godkendt’.
.”
Afgørelsen blev påklaget af
PLS. Klagen blev indgivet til seminariet i medfør af § 34 i
uddannelsesbekendtgørelsen
(bekendtgørelse nr. 930 af 8. december 1997 om uddannelse af pædagoger). PLS
henviste til at seminariets afgørelse led af retlige mangler.
I en afgørelse af 31. august
1999 fastholdt seminariet den tidligere trufne beslutning af 25. juni 1999 om
ikke at godkende A’s praktik i institution X.
PLS påklagede den 14.
september 1999 afgørelsen til Undervisningsministeriet under henvisning til
at
afgørelsen led af retlige mangler.
Undervisningsministeriet
anmodede i brev af 20. september 1999 seminariet om en udtalelse i anledning
af
PLS’s klage. Seminariets rektor udtalte i brev af 10. oktober 1999 bl.a.
at
referatet fra mødet den 11. maj 1999 efter seminariets vurdering indeholdt en
række begrundede ”tilkendegivelser” og udtalelser om hvorvidt A
kunne nå de for
praktikken fastlagte mål for det uddannelsesmæssige udbytte af perioden. I
udtalelsen anførtes videre bl.a. følgende:
”Det skal endvidere
bemærkes, at (B) i et internt notat til mig har forklaret, at hun efter
2/3-mødet har haft flere samtaler med (A).”
I en afgørelse af 2.
november 1999 gav Undervisningsministeriet PLS medhold og annullerede
A’s
praktikperiode i institution X på grund af retlige mangler.
Den 1. august 1999 havde A
påbegyndt et nyt praktikforløb i en skolefritidsordning, institution Y. A
opsagde imidlertid i slutningen af oktober 1999 sin praktikantstilling og
søgte
om orlov fra seminariet.
Institution Y udarbejdede i
november 1999 en vurdering af A’s praktikophold. Institutionen
konkluderede at
man ikke kunne godkende praktikken.
Seminariet indkaldte
herefter til en praktikvurderingssamtale der afholdtes den 24. november 1999.
I mellemtiden havde PLS i
brev af 12. november 1999 anmodet seminariet om aktindsigt. I brevet anførte
PLS bl.a. følgende:
”PLS har nu haft lejlighed
til at gennemgå ministeriets afgørelse af 2. november 1999, samt de bilag
seminariet har fremsendt til ministeriet.
PLS har klart tilkendegivet
overfor ministeriet og seminariet, at vi finder, at der er dokumentation for,
at (Z) Pædagog-Seminarium har spillet en aktiv rolle i forbindelse med
afbrydelsen af (A)’s praktikforløb og de alvorlige anklager, der i den
forbindelse blev rejst mod ham. Vi er endda blev oplyst om, at seminariet
åbenbart efterfølgende fastholder anklagerne mod (A).
På baggrund af det samlede
sagsforløb, vil PLS nu kontakte en advokat med henblik på en konkret
undersøgelse
vedrørende mulighederne for
at rejse erstatningskrav overfor (Z) Pædagog-Seminarium.
Til brug for den videre
sagsbehandling skal vi anmode om, at få tilsendt kopi af samtlige
sagsakter/breve
med videre, som relaterer sig til (A)’s uddannelsesforløb på (Z)
Pædagog-Seminarium, herunder også kopi af de interne notater som du henviser
til i brev af 10. oktober 1999 til Undervisningsministeriet.
”
Den 2. december 1999
meddelte seminariet A at praktikforløbet på institution Y ikke var godkendt.
Seminariet anførte bl.a. følgende:
”Referat af og konklusion på
vurderingssamtalen med (A).
Samtalen fandt sted på (Z)
Pædagog-Seminarium d. 24. november, 1999.
Til stede var: (A) og fra
institution (Y) praktikvejleder ( ) og souschef ( ). Fra seminariet deltog
praktikkoordinator ( ) og praktikvejleder ( ).
(A) anmodede om at en
medstuderende deltog i samtalen, men iflg. Bekendtgørelsen § 15 stk. 4 er der
ikke åbnet for den mulighed.
Formålet med samtalen var at
få klarhed over, hvorvidt (A) kan siges at have opfyldt betingelserne for at
få
praktikken på institution (Y) godkendt. Samtalen centrerede sig derfor om at
sandsynliggøre, at (A) har opfyldt sine mål, og derigennem levet op til de
uddannelsesmæssige krav, der stilles til en 2. lønnet praktikant.
Den endelige vurdering
forelå efter 2 timers møde, hvor (A) havde mulighed for at vise, at de
pædagogiske
overvejelser, han har gjort sig omkring sine mål og de valgte aktiviteter var
tilstrækkelige i forhold til kravene. Det lykkedes ikke (A) at tydeliggøre,
at
de uddannelsesmæssige mål er nået.
Såvel praktikstedets to
repræsentanter som seminariets praktikvejleder var enige om, at konklusionen
på
samtalen: ikke godkendt.”
Seminariets
praktikbedømmelse blev påklaget af PLS i brev af 17. december 1999. Klagen
blev
indgivet til seminariet i medfør af uddannelsesbekendtgørelsens § 34. PLS
anførte bl.a. følgende:
”Med udgangspunkt i det
forløb (A) var igennem i foråret, herunder de alvorlige anklager seminariet
på
det tidspunkt rejste mod vores medlem (A), føler vi med den sidste afgørelse,
at (Z) Pædagog-Seminarium åbenbart forsøger at lægge hindringer i vejen for,
at
(A) kan gennemføre pædagoguddannelsen.
Med udgangspunkt i den
redegørelse vi har modtaget fra (A), samt seminariets skrivelse af 2.
december
1999, skal vi gøre opmærksom på, at det fremstår som om, at
’vurderingssamtalen’ blev gennemført som en egentlig eksamination,
hvilket
efter vores opfattelse er i strid med bekendtgørelsen § 15, stk. 4.
Vi kan endvidere konstatere,
at seminariet afviste at lade en af (A)’s medstuderende overhøre
samtalen. Han
blev bortvist. PLS er blevet oplyst om, at denne problemstilling vil blive
rejst særskilt ved henvendelse til Undervisningsministeriet.
Med henvisning til PLS’s
brev af 12. november 1999, skal vi benytte lejligheden til fortsat at
efterlyse
kopier af diverse notater, referater, sagsakter med videre, der relaterer sig
til (A)’s uddannelsesforløb/praktikforløb på seminariet. Vi ser frem til
at
modtage dette materiale senest den 30. december 1999.”
Seminariet anførte i sin
afgørelse af 8. januar 2000 at praktikvurderingssamtalen var gennemført med
alle de parter der er nævnt i uddannelsesbekendtgørelsens bestemmelser.
Seminariet udtalte herefter bl.a.:
”Det fremgår af referatet
fra samtalen, at der ikke har været tale om en ’overhøring’.
Samtalen har af
gode grunde måttet tage udgangspunkt i dels den fremsendte vurdering fra
praktikinstitutionen og dels de kommentarer, som (A) havde udarbejdet på
baggrund af den tilsendte vurdering. Da praktikvurderingssamtalen
er kommet i stand på baggrund af en
afbrydelse af praktikken i utide, så har seminariet naturligvis måttet
medvirke
til en drøftelse af, hvorvidt målene for perioden har været nået og i hvilken
udstrækning. (A) har deltaget i denne samtale og har fået lejlighed til at
kommentere den vurdering af målene, som er fremlagt fra såvel
praktikinstitutionen
som seminariet.
PLS anfører tillige i brevet
af 17. december, at seminariet skulle have bortvist en af (A)’s
medstuderende
fra deltagelse i mødet. Dette er næppe heller i overensstemmelse med de
faktiske forhold.
I henhold til
uddannelsesbekendtgørelsens § 15, stk. 4 er det fastsat, hvilke parter der
har
adgang til at deltage i en praktikvurderingssamtale. Der var indkaldt til en
helt almindelig praktikvurderingssamtale. Seminariet finder ikke der er
hjemmel
til at lade medstuderende fra årgangen eller gode venner deltage/overvære en
praktikvurderingssamtale.
Dette er
meddelt såvel (A) som den medstuderende.
Seminariet har i
enkeltstående tilfælde – såfremt en studerende udtrykte et stor behov
herfor og
ønske herom – givet mulighed for at en repræsentant for den studerendes
faglige
organisation kunne deltage som observatør under samtalen.
Sluttelig efterlyser PLS i
brevet af 17. december 1999 kopier af diverse notater, referater og sagsakter
m.v., der har relation til (A)’s uddannelsesforløb.
På seminariets vegne kan jeg
oplyse, at alle relevante breve, referater og notater er udleveret eller
fremsendt i kopi til rette vedkommende. Dette gælder også i det ovenfor
skitserede forløb, hvor samtlige breve og referater er fremsendt til (A). Der
foreligger således ikke – mig bekendt – noget materiale, som PLS
med rette
kunne forvente at modtage.”
PLS påklagede i brev af 21.
januar 2000 seminariets afgørelse til Undervisningsministeriet. PLS gjorde
bl.a. gældende at der ikke havde kunnet foretages en praktikvurdering idet
halvdelen af praktikperioden ikke var gennemført, jf.
uddannelsesbekendtgørelsens § 15, stk. 7. For så vidt angik spørgsmålene om
aktindsigt og bisidder, anførte PLS følgende:
”Aktindsigt:
PLS har i skrivelse af 12.
november 1999 – og gentaget i skrivelse af 17. december 1999 anmodet
seminariet
om kopi af samtlige sagsakter/breve/notater med videre med relation til
(A)’s
uddannelsesforløb på (Z) Pædagog-Seminarium.
I afgørelsen af 8. januar
2000 afviser seminariet dette ønske, med henvisning til at alt er
’udleveret
til eller fremsendt i kopi til rette vedkommende’.
Det er ikke korrekt. I
rektor ( )’s skrivelse til Undervisningsministeriet af 10. oktober 1999,
side 2
henvises der til et internt notat fra (B). Dette notat er (A) ikke bekendt
med.
Da notatet er nævnt og inddraget i sagen, finder PLS, at (A) har krav på at
blive gjort bekendt med blandt andet omtalte notat.
Vi skal derfor anmode
ministeriet om at foranledige, at (A) får indsigt og tilsendt kopi af
samtlige
breve/notater med videre – herunder også det inddragede interne notat
– der
relaterer sig til (A)’s uddannelsesforløb på (Z) Pædagog-Seminarium.
Bortvisning
Som det fremgår af (A)’s
redegørelse fra mødet den 24. november 1999, ønskede han, at en medstuderende
skulle overhøre samtalen, netop med henblik på at have en person, han kunne
drøfte forløbet med efterfølgende.
Som det fremgår af
seminariets afgørelse af 8. januar 1999 [rettelig 2000; min bemærkning] blev
vedkommende øjeblikkeligt bortvist fra mødet.
Som udgangspunkt mener vi,
at den studerende har adgang til at kræve at andre overhører en
vurderingssamtale
i henhold til § 15, stk. 4 i uddannelsesbekendtgørelsen. Vi skal derfor bede
ministeriet tage stilling til, om det var korrekt, at seminariet bortviste
(A)’s medstuderende fra samtalen den 24. november 1999.
PLS finder yderligere at (A)
havde ret til at medtage en bisidder til samtalen den 24. november 1999.
Praktikinstitutionen er uden for en hver tvivl underlagt forvaltningslovens
bestemmelser. PLS finder således, at en beslutning i henhold til § 15, stk. 4
falder ind under begrebet ’afgørelsessager’, da en sådan beslutning
som
udgangspunkt må anses for at være retligt bindende for den studerende.
Vi skal derfor venligst
anmode ministeriet om konkret at tage stilling til, om det lovmedholdelige i,
at seminariet bortviste (A)’s medstuderende fra samtalen den 24.
november 1999.
Med udgangspunkt i forvaltningslovens
kapitel 3, § 8, finder PLS umiddelbart at (A) havde ret til at lade sig
bistå ved omtalte møde.”
I en udtalelse af 15.
februar 2000 til Undervisningsministeriet udtalte seminariets rektor bl.a.
følgende
om spørgsmålene om aktindsigt og bisidder:
”PLS rejser i forbindelse
med klagen endvidere to spørgsmål i forlængelse af den tidligere klagesag
vedr.
ovennævnte studerende. PLS hævder, at seminariet ikke har givet PLS
aktindsigt
i alle sagens akter, herunder et internt notat fra sagens daværende
seminariepraktikvejleder (B) til mig. Der er tale om et personligt tjenstligt
notat fra praktikvejlederen til mig, hvorfor det efter mit skøn ikke vedrører
den foreliggende praktiksag.
Det er naturligvis sådan, at
en studerende i forbindelse med ’afgørelsessager’ har mulighed for
at tage en
bisidder med, når denne bisidder har status som repræsentant for de
studerendes
organisation, PLS eller DSR. Men på (Z) Pædagog-Seminarium har vi den
praksis,
at vi normalt ikke tillader ’tilfældige’ studerende som bisidder
med ved en
praktiksamtale, studievejledning, faglig vejledning eller lignende. Derfor
bortvisningen af den pågældende medstuderende. Vi er en
uddannelsesinstitution,
der stiller krav til de studerende om høj grad af selvstændighed og evne til
at
kunne argumentere. Det er en del af de kvalitetskrav vi forsøger at fastholde
i
uddannelsen.
Hvis der havde været tale om
en på forhånd defineret samarbejdssituation eller en supervisionssituation,
så
havde det naturligvis været en anden sag, men den studerende havde end ikke
på
forhånd henvendt sig med et ønske om at tage en bisidder med eller forespurgt
om muligheden for at have en medstuderende med ved samtalen.”
I brev af 7. marts 2000
besvarede Undervisningsministeriet klagen over seminariets bedømmelse af
praktikforløbet på institution Y. Ministeriet anførte bl.a. følgende:
”PLS peger på,
at halvdelen af praktikperioden
ikke var gået, da praktikken blev afbrudt. Den gennemførte praktikperiode
kunne
derfor ikke bedømmes af praktikstedet.
at (Z) Pædagogseminarium
ikke har givet den ønskede aktindsigt. Især mangler PLS kopi af et internt
notat
at en af (A) ønsket bisidder
blev nægtet adgang til at overvære vurderingssamtalen.
Vi har bedt (Z)
Pædagogseminarium om en udtalelse om de rejste klager. Udtalelsen af 15.
februar 2000 vedlægges i kopi.
Til punkt 1
Vi må således give PLS
medhold i, at der ikke kan finde praktikbedømmelse sted for praktikperioden,
der blev afbrudt den 29. oktober.
Til punkt 2 har seminariet
forklaret, at det interne notat er et tjenstligt notat, der derfor ikke skal
udleveres
(Z) Pædagogseminarium er som
selvejende institution ikke direkte omfattet af forvaltningslovens
bestemmelser. Men de forvaltningsretlige principper, der ligger til grund for
forvaltningsloven skal følges af seminariet.
Ministeriet kan ikke på det
foreliggende grundlag afgøre, om det interne notat er omfattet af
principperne
om aktindsigt for interne arbejdsdokumenter eller ej. Det fremgår ikke af
seminariets begrundelse for at afvise aktindsigt. Vi vil derfor bede
seminariet
om nærmere at begrunde, hvorfor aktindsigt afvises. Som rettesnor anvendes
forvaltningslovens §§ 12 og 13.
Til punkt 3 har seminariet
udtalt, at det alene er ved afgørelsessager, en studerende kan tage en
bisidder
med.
Om forvaltningsloven
henvises til bemærkningerne ovenfor i 2. afsnit under punkt 2.
En vurderingssamtale er en
eksamenslignende situation, hvor en præstation ikke afgøres, men vurderes, og
hvor principperne i forvaltningsloven ikke har virkning.
(Z) Pædagogseminarium kan
derfor godt afvise at lade en bisidder for den studerende medvirke ved
vurderingssamtalen.
Konklusion. Den afbrudte
praktikperiode er for kort til at blive bedømt og tæller derfor ikke som en
Ikke-godkendt praktikperiode i henhold til bekendtgørelsens § 15, stk. 6.
(Z) Pædagogseminarium er ved
kopi af dette brev blevet bedt om på ny at vurdere afvisningen af aktindsigt
i
det interne notat, og hvis afvisningen fastholdes, at begrunde afvisningen ud
fra principperne i forvaltningsloven. Resultatet bedes meddelt PLS.
(Z) Pædagogseminarium kan
godt afvise en bisidder ved vurderingssamtalen.
Disse afgørelser kan ikke indbringes
for anden administrativ myndighed.”
I brev af 5. april 2000 har
seminariets rektor nærmere begrundet afslaget på aktindsigt i det omtalte
notat. Seminariet udtalte bl.a. følgende:
”Der er tale om et internt
notat fra seminariets praktikvejleder til mig som rektor. Et notat, som kun
blev lavet meget hurtigt, fordi det på det tidspunkt, hvor sagen startede
ikke
var muligt for praktikvejlederen at komme i kontakt med hverken min souschef
eller mig på grund af externe møder. Der er med andre ord tale om et internt
notat med en meget foreløbig og som nævnt hurtigt skrevet sagsfremstilling.
I min forståelse kan notatet
omfattes af Lov om offentlighed i forvaltningen § 7. Heraf fremgår det, at
’retten til aktindsigt omfatter ikke en myndigheds interne
arbejdsdokumenter’.
For mig at se kommer notatet således ind under kategorien ’dokumenter,
der
udarbejdes af en myndighed til eget brug’ (§ 7, pkt. 1).
Set i henhold til samme lov,
§ 12, kan der endvidere i denne sag siges at være tale om personfølsomme
oplysninger,
der vedrører ’enkeltpersoners private forhold’.”
I brev af 31. juli 2000 til
PLS udtalte Undervisningsministeriet bl.a. følgende:
ӯnske om aktindsigt fra
studerende (A).
Vi har modtaget vedlagte
svar af 5. april 2000 fra ( ) Pædagog Seminarium. Det fremgår heraf, at det
interne notat er blevet til i hast og træder i stedet for en mundtlig
orientering af rektor/souschef. Seminariet fastholder, at notatet er
udarbejdet
til internt brug og derfor ikke skal udleveres.
(Z) Pædagog Seminarium
henviser i sit svar til offentlighedslovens bestemmelser i § 7 og § 12.
Forvaltningsloven finder
anvendelse på forhold mellem myndigheder og parter i en sag, mens
offentlighedsloven
finder anvendelse på forhold mellem myndigheder og 3. mænd (andre end
parter).
Det er således forvaltningslovens bestemmelser, der skal anvendes i den
foreliggende sag.
Forvaltningslovens § 12 har
den samme bestemmelse som offentlighedslovens § 7, men med tilføjelse af et
stk. 2. Stk. 2 bestemmer, at oplysninger vedrørende sagens faktiske
omstændigheder, der er af væsentlig betydning for sagens afgørelse, og som
alene indeholdes i interne arbejdsdokumenter, er trods bestemmelsen i stk. 1
omfattet af retten til aktindsigt.
Efter ministeriets skøn
foreligger der hverken i seminariets omtale af det interne notat i brev af
10.
oktober 1999 eller brev af 15. februar 2000 eller i PLS’s omtale af
notatet
holdepunkter for, at notatet indeholder oplysninger, der er af væsentlig
betydning for sagens afgørelse.
Vi kan således på det
foreliggende grundlag ikke give PLS medhold i, at det interne notat skal
udleveres.
Denne afgørelse kan ikke
indbringes for anden administrativ myndighed.”
Advokat C klagede herefter i
brev af 1. december 2000 til mig på vegne af PLS der repræsenterede A, over
Undervisningsministeriets behandling og afgørelse vedrørende spørgsmålet om
henholdsvis
aktindsigt i internt notat og adgangen til at benytte bisidder i en
praktikvurderingssamtale. Advokat C anførte bl.a. følgende:
”Sagen indebærer således
efter det foreliggende en stillingtagen til, dels spørgsmålet om hvilke
regler
om aktindsigt, der gælder for (Z) Pædagog Seminarium, dels om
Undervisningsministeriets behandling af min klients klage og afslag på
aktindsigt under hensyn hertil er (behandlet) korrekt.
Med hensyn til førstnævnte
spørgsmål er det min opfattelse, at pædagogseminarier, som er oprettet som
selvejende institutioner med vedtægter godkendt af
ministeren, jfr. lov om uddannelse af
pædagoger § 6, stk. 2, på trods af, at de i samme bestemmelse omtales som
private,
er omfattet af en så intens offentlig regulering af både organisatorisk og
økonomisk karakter, som med hensyn til tilrettelæggelse og indhold af de af
seminariet udførte opgaver, at disse seminarier må henregnes til den
offentlige
forvaltning, jfr. forvaltningslovens § 1, stk. 1 og offentlighedslovens § 1,
stk. 1.
Det bør i den forbindelse
tillige tillægges vægt, at ministeren i henhold til bestemmelserne i lov om
uddannelse af pædagoger § 11 er tillagt beføjelse til direkte at intervenere
i
seminariets ledelse samt til, at seminarievirksomhed efter loven kan
drives
– og fortsat bliver drevet – i
rent statsligt regi.
Det bemærkes tillige, at der
hverken i den for seminarierne gældende lovgivning, ved administrative
forskrifter eller på anden måde er fastsat bestemmelser, som varetager de
samme
retssikkerhedsmæssige hensyn, der ligger bag offentlighedsprincippet i
forvaltnings- og offentlighedslovene.
Det er således som
udgangspunkt min opfattelse, at behandlingen af min klients anmodning om
aktindsigt burde være sket på grundlag af forvaltnings- og
offentlighedslovene
og at det omhandlede notat efter den abstrakte beskrivelse heraf må kunne
henføres til forvaltningslovens § 13, subsidiært reglerne om egen acces i
offentlighedslovens § 4, stk. 2.
Det bemærkes, at notatet
efter det oplyste er indgået i relation til i det mindste rektors
stillingtagen
til den af min klient indgivne klage over praktikvurderingen.
Såfremt det ikke antages, at
seminariet umiddelbart er omfattet af Forvaltnings- og Offentlighedslovene,
har
ministeriet i sin afgørelse af henholdsvis 7. marts og 31. juli 2000 i det
mindste tilkendegivet som sin opfattelse, at de forvaltningsretlige
principper,
der ligger til grund for forvaltningsloven, skal følges af seminariet, idet
ministeriet blandt andet har anført, at spørgsmålet om aktindsigt i interne
arbejdsdokumenter skal bedømmes med forvaltningslovens §§ 12 og 13 som
rettesnor.
Det er umiddelbart svært at
se, at en stillingtagen til sagen på grundlag af ministeriets retsopfattelse
skulle føre til noget andet resultat med hensyn til omfanget af aktindsigten,
end hvad der måtte følge af en direkte anvendelse af henholdsvis
forvaltnings-
og offentlighedslovene.
Med hensyn til spørgsmålet
om ministeriets behandling af klagen over seminariets afslag på aktindsigt
skal
jeg særligt fremhæve, at det må anses for et normalt – og i de fleste
tilfælde
nødvendigt – skridt ved en klagemyndigheds bedømmelse af et afslag på
aktindsigt, at klagemyndigheden selv får forelagt den eller de omhandlede
akter
med henblik på en selvstændig stillingtagen til, hvorvidt dokumentet eller
dele
heraf er omfattet af retten til aktindsigt i henhold til blandt andet
bestemmelserne
i forvaltningslovens § 13 og bestemmelserne i offentlighedslovens § 4, stk. 2
om egen acces.
Særligt under hensyn til
sagens karakter, herunder at min klient har oplevet det møde, som blev
afholdt
ved institutionen d. 11. maj og i særdeleshed seminarielærer (B)’s
fremfærd
under dette møde som krænkende, finder han det utilfredsstillende, at
ministeriet
har taget stilling til sagen om aktindsigt, uden mulighed for selv at have
bedømt karakteren af det omhandlede notat.
Jeg skal desuden anmode
Ombudsmanden om at vurdere Undervisningsministeriets afgørelse i skrivelse af
7. marts 2000 ( ) med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt min klient med
rette
blev nægtet adgang til at møde med bisidder under den
praktikvurderingssamtale,
der i henhold til bekendtgørelse om uddannelse af pædagoger § 15, stk. 3-5
blev
afholdt i forbindelse med min klients efterfølgende praktikforløb i efteråret
1999 ved institution (Y).
Jeg skal i relation hertil
særligt pege på, at deltagerne i den pågældende vurderingssamtale i henhold
til
bekendtgørelsen såvel er repræsentanter fra seminariet som repræsentanter for
praktikinstitutionen – sidstnævnte som kommunal institution klart
omfattet af
forvaltningsloven.
Med hensyn til ministeriets
bemærkning om, at vurderingssamtalen i relation til afgrænsningen af
afgørelsesbegrebet, jfr. forvaltningslovens § 2, må sidestilles med en
eksamen,
er det umiddelbart min opfattelse, at denne parallel ikke er nærliggende.
Formålet med vurderingssamtalen er ikke at der skal ske bedømmelse af den
studerendes præstation under samtalen, men derimod at der med udgangspunkt i
forud for samtalen fælles formulerede mål for praktikforløbet skal finde en
drøftelse sted af det samlede praktikforløb. Der kan i en sådan situation
–
særligt hvis der har været problemer i forbindelse med praktikforløbet –
være
et særligt behov for at medtage en bisidder.
At beslutningen om vurdering
af praktikken i øvrigt har karakter af en afgørelse følger i øvrigt af, at
vurderingen er afgørende for den studerendes mulighed for at videreføre
studierne.”
Den 17. januar 2001 anmodede
jeg Undervisningsministeriet om en udtalelse. I mit brev til ministeriet
anførte jeg bl.a. følgende:
”Umiddelbart forstår jeg
Undervisningsministeriets brev af 7. marts 2000 således at (Z)
Pædagogseminarium
ikke kan antages at være en del af den offentlige forvaltning. Jeg beder også
Undervisningsministeriet om at af- eller bekræfte denne forståelse, ligesom
jeg
beder om en nærmere redegørelse for spørgsmålet. Jeg anmoder tillige om at
modtage kopi af gældende vedtægter for seminariet.
Under forudsætning af at min
forståelse af Undervisningsministeriets brev af 7. marts 2000 er korrekt
– at
(Z) Pædagogseminarium ikke kan antages at være en del af den offentlige
forvaltning – beder jeg endvidere Undervisningsministeriet om en
redegørelse
for hjemlen til at de forvaltningsretlige principper der ligger til grund for
forvaltningsloven, skal følges af seminariet.
I brevene af 7. marts og 31.
juli 2000 har Undervisningsministeriet udtalt sig om spørgsmålet om
aktindsigt
i et konkret notat og om hvorvidt (Z) Pædagogseminarium kunne afvise at lade
en
bisidder for den studerende medvirke ved vurderingssamtalen. Jeg anmoder
tillige Undervisningsministeriet om at oplyse hvorvidt ministeriet ved disse
breve har truffet afgørelse som klageinstans eller blot udtalt sig vejledende
og derved givet udtryk for ministeriets retsopfattelse.”
Undervisningsministeriets
anførte i sin udtalelse til mig af 2. februar 2001 bl.a. følgende:
”Undervisningsministeriet
udgav i 1995 en publikation om selvejende
institutioner. Det fremgår heraf, at de selvejende institutioner, der i deres
lovgrundlag har en bestemmelse om, at Undervisningsministeriet er øverste
forvaltningsmyndighed, efter Undervisningsministeriets opfattelse er en del
af
den offentlige forvaltning og dermed omfattet af forvaltningsloven og
offentlighedsloven.
De øvrige selvejende
institutioner er ikke direkte omfattet af de to love. De selvejende
seminarier
hører til denne sidste kategori. Seminarieområdet omfatter tillige
statsseminarier. De to seminarietyper har fælles regelgrundlag såvel for
uddannelserne som for klageadgang.
I lovgrundlaget for
pædagogseminarier – lbkg. nr. 980 af 1. november 2000 – er der ikke
adgang til
at afskære klageadgang til Undervisningsministeriet over retlige spørgsmål
ved
afgørelser om en studerendes retsstilling, men en bemyndigelse til at afskære
alle andre klager til ministeriet. I bekendtgørelsen for pædagoguddannelsen
–
bkg. nr. 930 af 8. december 1997 – er hjemmelen udmøntet i § 34. De
øvrige
former for seminarier har tilsvarende bestemmelser.
Den retssikkerhedsgaranti
for den studerende, som denne rekursadgang er udtryk for, har givet
ministeriet
grundlag for at antage, at forvaltningsretlige principper og god
forvaltningsskik skal anvendes af de selvejende institutioner på
seminarieområdet.
Det giver endvidere de
studerende på de selvejende seminarier den samme retssikkerhed, som de
studerende på statsseminarierne har.
Der har således udviklet sig
en praksis på seminarieområdet, hvorefter forvaltningsretlige principper
antages at gælde for de selvejende institutioners behandling af klager fra de
studerende.
Derimod har denne praksis
ikke udviklet sig på de selvejende institutioner, der ikke udbyder
uddannelser
på lige fod med statsinstitutioner, og som i deres regelgrundlag har mulighed
for at afskære al klageadgang til Undervisningsministeriet, herunder klager
vedrørende retlige spørgsmål ved afgørelser om en studerendes retsstilling.
Ministeriet har ikke truffet
afgørelse som klageinstans i disse to spørgsmål. Ministeriet har blot udtalt
sig vejledende og derved givet udtryk for ministeriets retsopfattelse.
I spørgsmålet om aktindsigt
har ministeriet fundet, at seminariets
behandling af sagen har fundet sted på grundlag af de dokumenter, der
allerede er tilgængelige i sagen, og vi har derfor ikke fundet anledning til
at
gå videre med spørgsmålet.
I spørgsmålet om bisidder
har ministeriet vejledende udtalt, at vurderingssamtalen ikke er en
afgørelsessag
i forvaltningsretlig betydning, men snarere må betragtes som en
eksamenslignende situation, hvor seminariet kan nægte en bisidder at
medvirke.”
Jeg sendte udtalelsen til
advokat C der i brev af 23. april 2001 anførte bl.a. følgende:
”Med hensyn til karakteren
af undervisningsministeriets vurdering i skrivelser af 7. marts og 31. juli
2000 anfører ministeriet i skrivelse af 2. februar 2001, at ministeriet ikke
skulle have truffet afgørelse som klageinstans i disse 2 spørgsmål, men blot
udtalt sig vejledende og derved givet udtryk for ministeriets retsopfattelse.
Som det fremgår af de i
ombudsmandens skrivelse af 17. januar 2001 citerede bestemmelser i
henholdsvis
lov om uddannelse af pædagoger § 24 og den tilhørende bekendtgørelse § 34,
kan
klage over seminariets afgørelser, når klagen vedrører retlige spørgsmål,
indbringes for Undervisningsministeriet.
Spørgsmålet om henholdsvis
aktindsigt og adgang til at benytte bisidder, er under nærværende sag
fremkommet som et led i behandlingen af de afgørelser, som seminariet har
truffet vedrørende vurderingen af (A)’s praktik.
Spørgsmålene blev således
rejst i min klients skrivelse af 21. januar 2000 til ministeriet som en
integreret
del af klagen over (Z) Pædagogseminariums afgørelse i skrivelse af 8. januar
og
Undervisningsministeriet tog at dømme efter indholdet i skrivelsen af 7.
marts
2001 stilling til spørgsmålene i henhold til de ovenfor angivne
klagebestemmelser, jfr. blandt andet formuleringen i skrivelsens side 3;
’disse
afgørelser
kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed’.
Den efterfølgende behandling
af aktindsigtsspørgsmålet i Undervisningsministeriets skrivelse af 31. juli
2000, som fandt sted som opfølgning på anmodningen over for (Z)
Pædagogseminarium om en nærmere begrundelse for afslaget på aktindsigt, har
da
også på ganske tilsvarende måde karakter af en endelig afgørelse i henhold
til
klagebestemmelserne.
Såfremt ministeriet ikke
måtte have fundet, at bestemmelserne i lov om uddannelse af pædagoger § 24,
jfr. bekendtgørelsens § 34, afgav hjemmel for klage, burde ministeriet
således
have klargjort dette over for min klient.
Under henvisning til
bestemmelsen i lov om uddannelse af pædagoger § 24, stk. 3, hvorefter retlige
spørgsmål ved afgørelser om en studerendes retsstilling altid kan indbringes
for undervisningsministeren er det tillige min opfattelse, at bestemmelsen i
bekendtgørelsens § 34 under ingen omstændigheder kan forstås således, at
centrale spørgsmål vedrørende offentlighed i relation til seminariet og
adgang
til bisidder i forbindelse med indenfor studiet centrale bedømmelser, skulle
være afskåret.
Såvel afslag på aktindsigt,
som nægtelse af at medbringe bisidder bør da også opfattes som afgørelser i
forvaltningsretlig forstand.
Det er således min
opfattelse, at ministeriet både havde pligt til at behandle min klients
henvendelser
som rekursmyndighed og at dette rent faktisk er sket i ministeriets
skrivelser
af henholdsvis 7. marts og 31. juli 2000.”
Jeg sendte advokat C’s
udtalelse til Undervisningsministeriet. I brev af 1. juni 2001 udtalte
ministeriet
bl.a. følgende:
”Advokat (C) har anført, at
ministeriets brev af 31. juli 2000 ikke kan betragtes som blot en vejledende
udtalelse, men må være ministeriets afgørelse af spørgsmålet om aktindsigt i
det interne notat, idet brevet slutter med, at afgørelsen ikke kan indbringes
for anden administrativ myndighed.
Som det fremgår af brevet
har det været ministeriets opfattelse, at (Z) Pædagogseminarium har truffet
afgørelse i sagen på grundlag af de oplysninger, der har været tilgængelige
for
advokat (C)’s klient. Ministeriet har skønnet, at disse oplysninger har
været
tilstrækkelige til at danne grundlag for den trufne afgørelse. Vi har derfor
ikke fundet anledning til at bede om at få det interne notat tilsendt fra
seminariet og har således ikke haft en egentlig sagsbehandling af
spørgsmålet.
Det er derfor ikke korrekt af ministeriet at kalde udtalelsen for en
afgørelse,
hvilket vi beklager.”
Den 7. juni 2001 anmodede
jeg advokat C om eventuelle bemærkninger. I brev af 11. juni 2001 anførte
advokat C at han fandt ministeriets angivelse af at seminariet skulle have
truffet afgørelse i sagen på grundlag af de oplysninger der havde været
tilgængelige for hans klient, for uforståelig når seminariet til forskel fra
ministeriet netop havde kendt indholdet af det omhandlede notat. Advokat C
udtalte at det derfor fortsat var hans opfattelse at det var en fejl fra
ministeriets
side at man ikke til brug for bedømmelsen af sagen havde indhentet kopi af
notatet.
Ombudsmandens udtalelse
”1.
Forvaltningsloven og offentlighedsloven gælder for den offentlige
forvaltning, jf. forvaltningslovens § 1, stk. 1, og offentlighedslovens § 1,
stk. 1.
(Z) Pædagog-Seminarium er en privat selvejende institution, jf. § 1 i
seminariets vedtægter.
I den juridiske litteratur er beskrevet relevante kriterier for vurderingen
af hvorvidt en selvejende institution skal anses for at falde inden for,
henholdsvis uden for den offentlige forvaltning, se f.eks. Karsten Loiborg
mfl., Forvaltningsret (1. udgave), 1994, s. 65ff.
Pædagoguddannelsen foregår på statsseminarier, på private seminarier eller på
Centre for Videregående Uddannelse der af undervisningsministeren er godkendt
til at uddanne pædagoger. Et privat seminarium skal være en selvejende
institution eller udgøre en del af en sådan med vedtægter godkendt af
ministeren, jf. § 6, stk. 1 og 2, i pædagoguddannelsesloven
(lovbekendtgørelse nr. 980 af 1. november 2000 om uddannelse af pædagoger).
I et tilfælde som det foreliggende hvor pædagoguddannelsesloven omtaler de
selvejende institutioner som ’private seminarier’, er det min
opfattelse at der er tale om private institutioner der falder uden for den
offentlige forvaltning.
Jeg er på den baggrund enig i Undervisningsministeriets opfattelse hvorefter
(Z) Pædagog-Seminarium falder uden for begrebet den offentlige forvaltning i
henholdsvis forvaltningslovens § 1, stk. 1, og offentlighedslovens § 1, stk.
1, og at seminariet dermed ikke er omfattet af de to love.
2.
Undervisningsministeriet har i udtalelsen af 2. februar 2001 oplyst at der
har udviklet sig en praksis på seminarieområdet hvorefter de
forvaltningsretlige principper og god forvaltningsskik gælder for de
selvejende institutioners behandling af klager fra de studerende. Ministeriet
har som begrundelse herfor henvist til den retssikkerhedsgaranti for den
studerende som
rekursadgangen i uddannelsesbekendtgørelsens § 34 er udtryk for, samt
hensynet
til at de studerende på de selvejende seminarier bør have den samme
retssikkerhed som de studerende på statsseminarierne. Som det fremgår af
sagen,
har Undervisningsministeriet således lagt til grund at seminariet var
forpligtet til at anvende forvaltningslovens bestemmelser ved behandlingen af
nærværende sags problemstillinger om aktindsigt og bisidder.
Endvidere har (Z)
Pædagog-Seminarium ikke under sagen på nogen måde taget afstand fra
ministeriets
opfattelse.
På den baggrund har jeg ved
behandlingen af Deres klage uden nærmere efterprøvelse lagt til grund at der
foreligger en praksis som beskrevet af Undervisningsministeriet hvorefter de
forvaltningsretlige principper og god forvaltningsskik gælder for de
selvejende
institutioners behandling af klager fra de studerende.
3.
§ 28, stk. 2, i den generelle lov om selvejende institutioner
for videregående uddannelser mv.
(jf.
lov nr. 311 af 24. april 1996, nu lovbekendtgørelse nr. 684 af 11. juli 2000
om
Centre for Videregående Uddannelse og andre selvejende institutioner for
videregående uddannelser mv.) fastsætter at retlige spørgsmål ved afgørelser
om
en studerendes retsstilling altid kan indbringes for undervisningsministeren.
Ifølge lovens § 1, stk. 3, gælder loven for seminarierne i det omfang det
følger af lovgivningen om uddannelserne på seminarierne.
Ved lov nr. 312 af 24. april
1996 blev bl.a. pædagoguddannelsesloven bragt i overensstemmelse med
principperne i loven om selvejende institutioner for videregående uddannelser
mv. I pædagoguddannelsesloven indsattes således som § 24 følgende
bestemmelse:
’
§ 24.
Et seminariums afgørelser efter denne lov eller efter regler
fastsat i medfør af loven kan påklages til undervisningsministeren, jf. dog
stk. 2.
Stk. 2.
Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om adgangen til at klage og
kan herunder bestemme, at klager ikke kan indbringes for ministeren eller kan
indbringes for et særligt klagenævn, hvis afgørelser ikke kan indbringes for
anden administrativ myndighed.
Stk. 3. Retlige spørgsmål
ved afgørelser om en studerendes retsstilling kan altid indbringes for
undervisningsministeren.’
Bestemmelsen er med en
enkelt sproglig ændring fortsat gældende.
Uddannelsesbekendtgørelsen
indeholder følgende bestemmelse:
’
§ 34.
Klage over seminariets afgørelser i henhold til denne
bekendtgørelse indgives til seminariet. Seminariets afgørelse kan, når klagen
vedrører retlige spørgsmål, indbringes for Undervisningsministeriet.
Stk.2 ’
Undervisningsministeriet har
i udtalelsen af 2. februar 2001 anført at ministeriet i sine breve af 7.
marts
og 31. juli 2000 ikke har truffet afgørelse som klageinstans i spørgsmålene
om
aktindsigt og bisidder, men at ministeriet blot har udtalt sig vejledende og
derved givet udtryk for ministeriets retsopfattelse.
De spørgsmål som under sagen
blev rejst over for Undervisningsministeriet om henholdsvis ret til indsigt i
dokumenter og om ret til bisidder, må efter min opfattelse utvivlsomt anses
for
spørgsmål om Deres klients retsstilling på seminariet som er omfattet af
klageadgangen
efter de omtalte bestemmelser.
Jeg kan derfor ikke
tilslutte mig ministeriets beklagelse af at ministeriets svar i brevene af 7.
marts 2000 og 31. juli 2000 er udformet som afgørelser.
Endvidere finder jeg det
beklageligt at ministeriet ikke reelt har behandlet klagerne som
afgørelsessager,
jf. ministeriets udtalelse af 1. juni 2001.
Jeg har gjort
Undervisningsministeriet bekendt med min opfattelse.
4.
Det fremgår af sagen at PLS i breve af 12. november og 17.
december 1999 anmodede (Z) Pædagog-Seminarium om at modtage samtlige
sagsakter
som relaterede sig til (A)’s uddannelsesforløb på (Z)
Pædagog-Seminarium,
herunder et internt notat udarbejdet af praktikvejleder (B), (Z)
Pædagog-Seminarium,
til seminariets rektor. (Z) Pædagog-Seminarium meddelte at alt relevant
materiale var udleveret.
PLS anmodede
herefter Undervisningsministeriet om at tage stilling til spørgsmålet.
Undervisningsministeriet
meddelte i brev af 7. marts 2000 PLS at ministeriet havde anmodet (Z)
Pædagog-Seminarium om nærmere at begrunde hvorfor seminariet havde afvist at
meddele aktindsigt i omtalte notat. Ministeriet anførte i den forbindelse at
seminariet som rettesnor ved vurderingen skulle anvende forvaltningslovens §§
12 og 13 i lovens kapitel 4.
Aktindsigtsbestemmelserne i
forvaltningslovens kapitel 4 gælder for parter i afgørelsessager, jf.
forvaltningslovens § 2, stk. 1, sammenholdt med forvaltningslovens § 9, stk.
1,
1. pkt.
Ved anden
forvaltningsvirksomhed er det offentlighedslovens bestemmelser om aktindsigt
der finder anvendelse.
Bestemmelsen i
offentlighedslovens § 4, stk. 2, om egenacces indebærer at der med hensyn til
oplysninger
om egne personlige forhold er adgang til aktindsigt i samme omfang som hvis
den
pågældende havde været part i en afgørelsessag. Se f.eks. John Vogter,
Forvaltningsloven med kommentarer (3. udgave), 1999, s. 261. For så vidt
angår
oplysninger om egne personlige forhold, kommer det således ikke den
pågældende
til skade at han eller hun ikke er part i en afgørelsessag.
For så vidt angår interne
dokumenter, er der ret til aktindsigt i disse i det omfang det følger af
ekstraheringspligten
i forvaltningslovens § 12, stk. 2, eller den tilsvarende bestemmelse i
offentlighedslovens § 11, stk. 1. Der er endvidere ret til aktindsigt i de
tilfælde der er beskrevet i forvaltningslovens § 13 eller den tilsvarende
bestemmelse i offentlighedslovens § 8. Der kan nærmere henvises til Jon
Andersen mfl., Forvaltningsret (1. udgave), 1994, s. 271ff.
Myndighederne har endvidere
efter begge regelsæt i henhold til princippet om meroffentlighed mulighed for
at give aktindsigt i videre omfang. Der kan nærmere henvises til Jon Andersen
mfl., Forvaltningsret (1. udgave), 1994, s. 265ff.
I forhold til personer som
ønsker indsigt i dokumenter om egne personlige forhold, er det således uden
betydning for omfanget af indsigten om anmodningen om indsigt afgøres efter
offentlighedslovens bestemmelser om egenacces eller efter forvaltningslovens
bestemmelser om aktindsigt for parter i afgørelsessager. På den baggrund har
jeg ikke fundet tilstrækkelig anledning til nærmere at undersøge hvorvidt
Deres
klients anmodning om aktindsigt skulle afgøres efter det ene eller det andet
regelsæt.
Ved en myndigheds afgørelse
af klager over aktindsigt gælder (efter begge regelsæt) det almindelige
forvaltningsretlige sagsoplysningsprincip. Det indebærer at klagemyndigheden
skal indhente og gennemgå samtlige de akter som helt eller delvis er omfattet
af det påklagede afslag på aktindsigt. Det anførte gælder også i forhold til
interne dokumenter. Jeg henviser i den forbindelse til at interne dokumenter
ikke mister deres interne karakter ved at blive videregivet til
klagemyndigheden til brug for myndighedens afgørelse af spørgsmål om
aktindsigt
i dokumenterne, jf. herved John Vogter, Offentlighedsloven med kommentarer
(3.
udgave), 1998, s. 170, og min udtalelse i Folketingets Ombudsmands beretning
for 1996, s. 314ff*.
Undervisningsministeriet har
i sin supplerende udtalelse af 1. juni 2001 til mig oplyst at ministeriet
ikke
– før ministeriet udtalte sig til støtte for (Z) Pædagog-Seminariums
afslag på
aktindsigt – har set det i sagen omhandlede notat.
Undervisningsministeriet har
for så vidt angår det interne notat, baseret afgørelsen på sagens parters
omtale heraf. Ministeriet udtalte således i brev af 31. juli 2000 til PLS at
efter ministeriets skøn forelå der hverken i seminariets omtale af det
interne
notat i brev af 10. oktober 1999 eller brev af 15. februar 2000 eller i
PLS’s
omtale af notatet holdepunkter for at notatet indeholder oplysninger der er
af
væsentlig betydning for sagens afgørelse.
Det fremgår endvidere af
sagen at (Z) Pædagog-Seminarium alene har vurderet spørgsmålet om aktindsigt
i
det interne notat på grundlag af offentlighedslovens §§ 7 og 12. Seminariet
ses
således eksempelvis ikke at have overvejet om notatet indeholder oplysninger
omfattet af ekstraheringspligten.
Selv i det tilfælde hvor (Z)
Pædagog-Seminarium i relation til det interne notat havde foretaget en
vurdering heraf og direkte over for Undervisningsministeriet havde udtalt at
notatet ikke indeholdt oplysninger af væsentlig betydning for sagens
afgørelse,
ville dette ikke have været tilstrækkeligt for ministeriets vurdering af
sagen.
Det ville netop være (Z) Pædagog-Seminariums vurdering heraf og af om notatet
eventuelt
måtte anses for omfattet af forvaltningslovens § 13 eller den tilsvarende
bestemmelse i offentlighedslovens § 8, som ministeriet skulle efterprøve. Jeg
henviser til mine udtalelser i Folketingets Ombudsmands beretning for 1996,
s.
314ff*, og i beretningen for 1997, s. 240ff*.
PLS anmodede som nævnt om
aktindsigt i samtlige sagsakter som relaterede sig til (A)’s
uddannelsesforløb
på (Z) Pædagog-Seminarium. Seminariets rektor udtalte i brev af 8. januar
2000
at alle relevante breve, referater og notater var udleveret eller fremsendt i
kopi til rette vedkommende, og at der således rektor bekendt ikke forelå
noget
materiale som PLS med rette kunne forvente at modtage.
Det er min opfattelse at en
stillingtagen til spørgsmålet om aktindsigt kræver at
Undervisningsministeriet
i forbindelse med sin behandling af sagen indhenter og gennemgår samtlige
dokumenter som PLS søgte seminariet om aktindsigt i. Jeg henviser herved til
at
ministeriet som nævnt ovenfor burde have behandlet klagen som en
afgørelsessag,
og at ministeriet ikke kunne fravige de almindelige krav til sagsbehandlingen
under henvisning til at ministeriet alene udtalte sig vejledende.
Jeg finder
Undervisningsministeriets behandling af sagen om aktindsigt beklagelig.
Jeg har gjort
Undervisningsministeriet bekendt med min opfattelse, og jeg har i dag
henstillet til ministeriet at genoptage behandlingen af sagen om aktindsigt.
På det foreliggende grundlag
foretager jeg mig ikke mere i anledning af denne del af Deres klage. Jeg
beder
Dem afvente Undervisningsministeriets afgørelse før De tager stilling til om
der er grundlag for at klage til mig.
5.
Undervisningsministeriet udtalte vedrørende spørgsmålet om
bisidder at (Z) Pædagog-Seminarium var berettiget til at afvise at lade
(A)’s
medstuderende deltage som bisidder i praktikvurderingssamtalen den 24.
november
1999.
Det er et grundlæggende
princip i dansk forvaltningsret at den der er part i en sag i den offentlige
forvaltning, på ethvert tidspunkt kan lade sig repræsentere eller bistå af
andre. Ved forvaltningslovens gennemførelse blev denne almindelige
grundsætning
som hidtil havde været gældende på ulovbestemt grundlag, anset for så
væsentlig
at den blev optaget i forvaltningslovens § 8 der er sålydende:
’§ 8.
Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens
behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden kan dog
kræve, at parten medvirker personligt, når det er af betydning for sagens
afgørelse.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk.
1, 1. pkt. gælder ikke, hvis partens interesse i at kunne lade sig
repræsentere
eller bistå findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller
private interesser, eller hvor andet er fastsat ved lov.’
Efter forvaltningslovens § 2
gælder bestemmelsen direkte i sager hvori der vil blive truffet afgørelse af
en
forvaltningsmyndighed.
Undervisningsministeriets
opfattelse hvorefter en praktikvurderingssamtale ikke er en del af en
afgørelsessag i forvaltningslovens forstand, kan give anledning til tvivl.
Jeg
har imidlertid ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for en nærmere
stillingtagen
da grundsætningen om retten til repræsentation – også efter
forvaltningslovens
gennemførelse – må antages at gælde i videre omfang på ulovbestemt
grundlag.
Dette har jeg tidligere udtalt i f.eks. Folketingets Ombudsmands beretning
for
året 1992, s. 347ff*, for 1997*, s. 299ff*, og for 2000, s. 229ff*.
Undervisningsministeriet
burde derfor have vurderet sagen ikke alene på grundlag af bestemmelserne i
forvaltningslovens § 8, men tillige på grundlag af de tilsvarende
bestemmelser
der gælder supplerende på ulovbestemt grundlag.
Efter min mening burde
Undervisningsministeriet på dette grundlag have foretaget en nærmere prøvelse
af om det var berettiget at nægte (A)’s medstuderende adgang som
bisidder til
praktikvurderingssamtalen.
Jeg har gjort
Undervisningsministeriet bekendt med min opfattelse, men foretager mig i
øvrigt
ikke mere i anledning af denne del af Deres klage.”
Undervisningsministeriet
meddelte mig efterfølgende at ministeriet havde givet PLS indsigt i det
pågældende interne notat.
Jeg foretog mig herefter ikke mere i sagen.
NOTER: (*)
FOB 1996, s. 314,
FOB 1997, s. 240
og
299,
FOB 1992, s. 347, og
FOB 2000, s. 229.
Lignende dokumenter
- 1996 BTL 162 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM UDDANNELSE AF LÆRERE TIL FOLKESKOLEN (ÆNDRING AF UDDANNELSENS FAGKREDS M.V.) NR L 162 1996-97, 1. SAMLING Retsinformation · 26. juni 1997
- Betænkning over Forslag til lov om uddannelsen til professionsbachelor som pædagog Retsinformation · 31. marts 2006
- 1990 BTL 155 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM UDDANNELSE AF PÆDAGOGER NR L 155 1990-91, 2. SAMLING Retsinformation · 13. juni 1991
- 24.2018 (Denne sag drejer sig om godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven i anledning af ophævelse af en uddannelsesaftale i prøvetiden.) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 3. juni 2019
- Fratrædelsesgodtgørelse – ligningslovens § 7 U – tjenestemand – diskretionær afskedigelse SKM-databasen · 30. september 2020
- 1994 LSF 17 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM UDDANNELSE AF PÆDAGOGER (ULØNNET PRAKTIK I UDLANDET M.V.) Retsinformation · 23. december 1994