Spring til indhold

Retsinformation

Notat fra praktikvejleder til rektor for et pædagogseminarium

FOU nr 2001.514UdtalelserFolketinget2. oktober 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Notat fra praktikvejleder til rektor for et pædagogseminarium

En pædagogstuderende, A,

påbegyndte den 1. februar 1999 en praktikperiode i en skolefritidsordning,

institution X, som led i sin uddannelse på Z pædagogseminarium.

Den 11. maj 1999 blev der

afholdt møde med deltagelse af A, seminariets

praktikvejleder, B, samt en pædagog på institution X og institutionens

leder. Emnet for mødet var en afbrydelse af praktikperioden for A i form af

afskedigelse. På mødet drøftedes bl.a. en række konkrete episoder på

institutionen som A havde været involveret i.

I brev af 27. maj 1999 til

seminariet meddelte lederen af institution X at A var afskediget fra

institutionen.

I brevet var bl.a. anført følgende:

”På baggrund af partshøring

mellem (A), seminariets praktiklærer (B), praktikvejleder ( ) og undertegnede

afskediger jeg hermed (A) pr. 31.5.1999.

Begrundelsen for

afskedigelsen er, at (A) trods gentagne samtaler ikke overholder

institutionens

regler for omgang med børn.

Samtidig gør vi opmærksom

på, at vi ved høringen ikke har godkendt praktikperioden og må derfor give

bedømmelsen betænkelig.”

Seminariet indkaldte

herefter til en praktikvurderingssamtale der afholdtes den 22. juni 1999. I

samtalen deltog A, en praktikvejleder fra institution X og institutionens

leder, en uddannelseschef fra seminariet, en repræsentant fra

Pædagogstuderendes Landssammenslutning (PLS) samt seminariets

praktikvejleder,

Læs alt

B.

I brev af 25. juni 1999 til

A meddelte seminariet at A’s praktikperiode i institution X

ikke var godkendt. Seminariet anførte bl.a.

følgende:

”Efter afholdt

praktikvurderingssamtale den 22. juni 1999 foreligger der nu en skriftlig

konklusion, hvoraf det fremgår, at din praktikperiode i institution (X), i

perioden 01.02.99. til afbrydelse i maj 1999 er blevet vurderet til

ikke-godkendt.

(Konklusionen vedlægges

sammen med de i studieordningen fastsatte mål for perioden).”

I konklusionen på

praktikvurderingssamtalen er bl.a. anført følgende:

”

Baggrunden for mødet var

den, at institutionen havde afbrudt praktikken i utide.

I den forbindelse var der

fra institutionen afgivet vurderingen ’betænkelig’. En skriftlig

udtalelse i

form af et referat i 2/3.mødet afholdt den 11.5. på institutionen forelå som

begrundelse og var bekendt for samtlige deltagere. Med udgangspunkt i de

studieordningsfastsatte uddannelsesmål for perioden, samt (A)’s egne mål

fastlagt i samarbejde med institutionen og seminariets praktikvejleder, blev

det vurderet, hvorvidt målene var nået og de ansvarlige parter nåede frem til

vurderingen ’ikke godkendt’.

.”

Afgørelsen blev påklaget af

PLS. Klagen blev indgivet til seminariet i medfør af § 34 i

uddannelsesbekendtgørelsen

(bekendtgørelse nr. 930 af 8. december 1997 om uddannelse af pædagoger). PLS

henviste til at seminariets afgørelse led af retlige mangler.

I en afgørelse af 31. august

1999 fastholdt seminariet den tidligere trufne beslutning af 25. juni 1999 om

ikke at godkende A’s praktik i institution X.

PLS påklagede den 14.

september 1999 afgørelsen til Undervisningsministeriet under henvisning til

at

afgørelsen led af retlige mangler.

Undervisningsministeriet

anmodede i brev af 20. september 1999 seminariet om en udtalelse i anledning

af

PLS’s klage. Seminariets rektor udtalte i brev af 10. oktober 1999 bl.a.

at

referatet fra mødet den 11. maj 1999 efter seminariets vurdering indeholdt en

række begrundede ”tilkendegivelser” og udtalelser om hvorvidt A

kunne nå de for

praktikken fastlagte mål for det uddannelsesmæssige udbytte af perioden. I

udtalelsen anførtes videre bl.a. følgende:

”Det skal endvidere

bemærkes, at (B) i et internt notat til mig har forklaret, at hun efter

2/3-mødet har haft flere samtaler med (A).”

I en afgørelse af 2.

november 1999 gav Undervisningsministeriet PLS medhold og annullerede

A’s

praktikperiode i institution X på grund af retlige mangler.

Den 1. august 1999 havde A

påbegyndt et nyt praktikforløb i en skolefritidsordning, institution Y. A

opsagde imidlertid i slutningen af oktober 1999 sin praktikantstilling og

søgte

om orlov fra seminariet.

Institution Y udarbejdede i

november 1999 en vurdering af A’s praktikophold. Institutionen

konkluderede at

man ikke kunne godkende praktikken.

Seminariet indkaldte

herefter til en praktikvurderingssamtale der afholdtes den 24. november 1999.

I mellemtiden havde PLS i

brev af 12. november 1999 anmodet seminariet om aktindsigt. I brevet anførte

PLS bl.a. følgende:

”PLS har nu haft lejlighed

til at gennemgå ministeriets afgørelse af 2. november 1999, samt de bilag

seminariet har fremsendt til ministeriet.

PLS har klart tilkendegivet

overfor ministeriet og seminariet, at vi finder, at der er dokumentation for,

at (Z) Pædagog-Seminarium har spillet en aktiv rolle i forbindelse med

afbrydelsen af (A)’s praktikforløb og de alvorlige anklager, der i den

forbindelse blev rejst mod ham. Vi er endda blev oplyst om, at seminariet

åbenbart efterfølgende fastholder anklagerne mod (A).

På baggrund af det samlede

sagsforløb, vil PLS nu kontakte en advokat med henblik på en konkret

undersøgelse

vedrørende mulighederne for

at rejse erstatningskrav overfor (Z) Pædagog-Seminarium.

Til brug for den videre

sagsbehandling skal vi anmode om, at få tilsendt kopi af samtlige

sagsakter/breve

med videre, som relaterer sig til (A)’s uddannelsesforløb på (Z)

Pædagog-Seminarium, herunder også kopi af de interne notater som du henviser

til i brev af 10. oktober 1999 til Undervisningsministeriet.

”

Den 2. december 1999

meddelte seminariet A at praktikforløbet på institution Y ikke var godkendt.

Seminariet anførte bl.a. følgende:

”Referat af og konklusion på

vurderingssamtalen med (A).

Samtalen fandt sted på (Z)

Pædagog-Seminarium d. 24. november, 1999.

Til stede var: (A) og fra

institution (Y) praktikvejleder ( ) og souschef ( ). Fra seminariet deltog

praktikkoordinator ( ) og praktikvejleder ( ).

(A) anmodede om at en

medstuderende deltog i samtalen, men iflg. Bekendtgørelsen § 15 stk. 4 er der

ikke åbnet for den mulighed.

Formålet med samtalen var at

få klarhed over, hvorvidt (A) kan siges at have opfyldt betingelserne for at

få

praktikken på institution (Y) godkendt. Samtalen centrerede sig derfor om at

sandsynliggøre, at (A) har opfyldt sine mål, og derigennem levet op til de

uddannelsesmæssige krav, der stilles til en 2. lønnet praktikant.

Den endelige vurdering

forelå efter 2 timers møde, hvor (A) havde mulighed for at vise, at de

pædagogiske

overvejelser, han har gjort sig omkring sine mål og de valgte aktiviteter var

tilstrækkelige i forhold til kravene. Det lykkedes ikke (A) at tydeliggøre,

at

de uddannelsesmæssige mål er nået.

Såvel praktikstedets to

repræsentanter som seminariets praktikvejleder var enige om, at konklusionen

på

samtalen: ikke godkendt.”

Seminariets

praktikbedømmelse blev påklaget af PLS i brev af 17. december 1999. Klagen

blev

indgivet til seminariet i medfør af uddannelsesbekendtgørelsens § 34. PLS

anførte bl.a. følgende:

”Med udgangspunkt i det

forløb (A) var igennem i foråret, herunder de alvorlige anklager seminariet

på

det tidspunkt rejste mod vores medlem (A), føler vi med den sidste afgørelse,

at (Z) Pædagog-Seminarium åbenbart forsøger at lægge hindringer i vejen for,

at

(A) kan gennemføre pædagoguddannelsen.

Med udgangspunkt i den

redegørelse vi har modtaget fra (A), samt seminariets skrivelse af 2.

december

1999, skal vi gøre opmærksom på, at det fremstår som om, at

’vurderingssamtalen’ blev gennemført som en egentlig eksamination,

hvilket

efter vores opfattelse er i strid med bekendtgørelsen § 15, stk. 4.

Vi kan endvidere konstatere,

at seminariet afviste at lade en af (A)’s medstuderende overhøre

samtalen. Han

blev bortvist. PLS er blevet oplyst om, at denne problemstilling vil blive

rejst særskilt ved henvendelse til Undervisningsministeriet.

Med henvisning til PLS’s

brev af 12. november 1999, skal vi benytte lejligheden til fortsat at

efterlyse

kopier af diverse notater, referater, sagsakter med videre, der relaterer sig

til (A)’s uddannelsesforløb/praktikforløb på seminariet. Vi ser frem til

at

modtage dette materiale senest den 30. december 1999.”

Seminariet anførte i sin

afgørelse af 8. januar 2000 at praktikvurderingssamtalen var gennemført med

alle de parter der er nævnt i uddannelsesbekendtgørelsens bestemmelser.

Seminariet udtalte herefter bl.a.:

”Det fremgår af referatet

fra samtalen, at der ikke har været tale om en ’overhøring’.

Samtalen har af

gode grunde måttet tage udgangspunkt i dels den fremsendte vurdering fra

praktikinstitutionen og dels de kommentarer, som (A) havde udarbejdet på

baggrund af den tilsendte vurdering. Da praktikvurderingssamtalen

er kommet i stand på baggrund af en

afbrydelse af praktikken i utide, så har seminariet naturligvis måttet

medvirke

til en drøftelse af, hvorvidt målene for perioden har været nået og i hvilken

udstrækning. (A) har deltaget i denne samtale og har fået lejlighed til at

kommentere den vurdering af målene, som er fremlagt fra såvel

praktikinstitutionen

som seminariet.

PLS anfører tillige i brevet

af 17. december, at seminariet skulle have bortvist en af (A)’s

medstuderende

fra deltagelse i mødet. Dette er næppe heller i overensstemmelse med de

faktiske forhold.

I henhold til

uddannelsesbekendtgørelsens § 15, stk. 4 er det fastsat, hvilke parter der

har

adgang til at deltage i en praktikvurderingssamtale. Der var indkaldt til en

helt almindelig praktikvurderingssamtale. Seminariet finder ikke der er

hjemmel

til at lade medstuderende fra årgangen eller gode venner deltage/overvære en

praktikvurderingssamtale.

Dette er

meddelt såvel (A) som den medstuderende.

Seminariet har i

enkeltstående tilfælde – såfremt en studerende udtrykte et stor behov

herfor og

ønske herom – givet mulighed for at en repræsentant for den studerendes

faglige

organisation kunne deltage som observatør under samtalen.

Sluttelig efterlyser PLS i

brevet af 17. december 1999 kopier af diverse notater, referater og sagsakter

m.v., der har relation til (A)’s uddannelsesforløb.

På seminariets vegne kan jeg

oplyse, at alle relevante breve, referater og notater er udleveret eller

fremsendt i kopi til rette vedkommende. Dette gælder også i det ovenfor

skitserede forløb, hvor samtlige breve og referater er fremsendt til (A). Der

foreligger således ikke – mig bekendt – noget materiale, som PLS

med rette

kunne forvente at modtage.”

PLS påklagede i brev af 21.

januar 2000 seminariets afgørelse til Undervisningsministeriet. PLS gjorde

bl.a. gældende at der ikke havde kunnet foretages en praktikvurdering idet

halvdelen af praktikperioden ikke var gennemført, jf.

uddannelsesbekendtgørelsens § 15, stk. 7. For så vidt angik spørgsmålene om

aktindsigt og bisidder, anførte PLS følgende:

”Aktindsigt:

PLS har i skrivelse af 12.

november 1999 – og gentaget i skrivelse af 17. december 1999 anmodet

seminariet

om kopi af samtlige sagsakter/breve/notater med videre med relation til

(A)’s

uddannelsesforløb på (Z) Pædagog-Seminarium.

I afgørelsen af 8. januar

2000 afviser seminariet dette ønske, med henvisning til at alt er

’udleveret

til eller fremsendt i kopi til rette vedkommende’.

Det er ikke korrekt. I

rektor ( )’s skrivelse til Undervisningsministeriet af 10. oktober 1999,

side 2

henvises der til et internt notat fra (B). Dette notat er (A) ikke bekendt

med.

Da notatet er nævnt og inddraget i sagen, finder PLS, at (A) har krav på at

blive gjort bekendt med blandt andet omtalte notat.

Vi skal derfor anmode

ministeriet om at foranledige, at (A) får indsigt og tilsendt kopi af

samtlige

breve/notater med videre – herunder også det inddragede interne notat

– der

relaterer sig til (A)’s uddannelsesforløb på (Z) Pædagog-Seminarium.

Bortvisning

Som det fremgår af (A)’s

redegørelse fra mødet den 24. november 1999, ønskede han, at en medstuderende

skulle overhøre samtalen, netop med henblik på at have en person, han kunne

drøfte forløbet med efterfølgende.

Som det fremgår af

seminariets afgørelse af 8. januar 1999 [rettelig 2000; min bemærkning] blev

vedkommende øjeblikkeligt bortvist fra mødet.

Som udgangspunkt mener vi,

at den studerende har adgang til at kræve at andre overhører en

vurderingssamtale

i henhold til § 15, stk. 4 i uddannelsesbekendtgørelsen. Vi skal derfor bede

ministeriet tage stilling til, om det var korrekt, at seminariet bortviste

(A)’s medstuderende fra samtalen den 24. november 1999.

PLS finder yderligere at (A)

havde ret til at medtage en bisidder til samtalen den 24. november 1999.

Praktikinstitutionen er uden for en hver tvivl underlagt forvaltningslovens

bestemmelser. PLS finder således, at en beslutning i henhold til § 15, stk. 4

falder ind under begrebet ’afgørelsessager’, da en sådan beslutning

som

udgangspunkt må anses for at være retligt bindende for den studerende.

Vi skal derfor venligst

anmode ministeriet om konkret at tage stilling til, om det lovmedholdelige i,

at seminariet bortviste (A)’s medstuderende fra samtalen den 24.

november 1999.

Med udgangspunkt i forvaltningslovens

kapitel 3, § 8, finder PLS umiddelbart at (A) havde ret til at lade sig

bistå ved omtalte møde.”

I en udtalelse af 15.

februar 2000 til Undervisningsministeriet udtalte seminariets rektor bl.a.

følgende

om spørgsmålene om aktindsigt og bisidder:

”PLS rejser i forbindelse

med klagen endvidere to spørgsmål i forlængelse af den tidligere klagesag

vedr.

ovennævnte studerende. PLS hævder, at seminariet ikke har givet PLS

aktindsigt

i alle sagens akter, herunder et internt notat fra sagens daværende

seminariepraktikvejleder (B) til mig. Der er tale om et personligt tjenstligt

notat fra praktikvejlederen til mig, hvorfor det efter mit skøn ikke vedrører

den foreliggende praktiksag.

Det er naturligvis sådan, at

en studerende i forbindelse med ’afgørelsessager’ har mulighed for

at tage en

bisidder med, når denne bisidder har status som repræsentant for de

studerendes

organisation, PLS eller DSR. Men på (Z) Pædagog-Seminarium har vi den

praksis,

at vi normalt ikke tillader ’tilfældige’ studerende som bisidder

med ved en

praktiksamtale, studievejledning, faglig vejledning eller lignende. Derfor

bortvisningen af den pågældende medstuderende. Vi er en

uddannelsesinstitution,

der stiller krav til de studerende om høj grad af selvstændighed og evne til

at

kunne argumentere. Det er en del af de kvalitetskrav vi forsøger at fastholde

i

uddannelsen.

Hvis der havde været tale om

en på forhånd defineret samarbejdssituation eller en supervisionssituation,

så

havde det naturligvis været en anden sag, men den studerende havde end ikke

på

forhånd henvendt sig med et ønske om at tage en bisidder med eller forespurgt

om muligheden for at have en medstuderende med ved samtalen.”

I brev af 7. marts 2000

besvarede Undervisningsministeriet klagen over seminariets bedømmelse af

praktikforløbet på institution Y. Ministeriet anførte bl.a. følgende:

”PLS peger på,

at halvdelen af praktikperioden

ikke var gået, da praktikken blev afbrudt. Den gennemførte praktikperiode

kunne

derfor ikke bedømmes af praktikstedet.

at (Z) Pædagogseminarium

ikke har givet den ønskede aktindsigt. Især mangler PLS kopi af et internt

notat

at en af (A) ønsket bisidder

blev nægtet adgang til at overvære vurderingssamtalen.

Vi har bedt (Z)

Pædagogseminarium om en udtalelse om de rejste klager. Udtalelsen af 15.

februar 2000 vedlægges i kopi.

Til punkt 1

Vi må således give PLS

medhold i, at der ikke kan finde praktikbedømmelse sted for praktikperioden,

der blev afbrudt den 29. oktober.

Til punkt 2 har seminariet

forklaret, at det interne notat er et tjenstligt notat, der derfor ikke skal

udleveres

(Z) Pædagogseminarium er som

selvejende institution ikke direkte omfattet af forvaltningslovens

bestemmelser. Men de forvaltningsretlige principper, der ligger til grund for

forvaltningsloven skal følges af seminariet.

Ministeriet kan ikke på det

foreliggende grundlag afgøre, om det interne notat er omfattet af

principperne

om aktindsigt for interne arbejdsdokumenter eller ej. Det fremgår ikke af

seminariets begrundelse for at afvise aktindsigt. Vi vil derfor bede

seminariet

om nærmere at begrunde, hvorfor aktindsigt afvises. Som rettesnor anvendes

forvaltningslovens §§ 12 og 13.

Til punkt 3 har seminariet

udtalt, at det alene er ved afgørelsessager, en studerende kan tage en

bisidder

med.

Om forvaltningsloven

henvises til bemærkningerne ovenfor i 2. afsnit under punkt 2.

En vurderingssamtale er en

eksamenslignende situation, hvor en præstation ikke afgøres, men vurderes, og

hvor principperne i forvaltningsloven ikke har virkning.

(Z) Pædagogseminarium kan

derfor godt afvise at lade en bisidder for den studerende medvirke ved

vurderingssamtalen.

Konklusion. Den afbrudte

praktikperiode er for kort til at blive bedømt og tæller derfor ikke som en

Ikke-godkendt praktikperiode i henhold til bekendtgørelsens § 15, stk. 6.

(Z) Pædagogseminarium er ved

kopi af dette brev blevet bedt om på ny at vurdere afvisningen af aktindsigt

i

det interne notat, og hvis afvisningen fastholdes, at begrunde afvisningen ud

fra principperne i forvaltningsloven. Resultatet bedes meddelt PLS.

(Z) Pædagogseminarium kan

godt afvise en bisidder ved vurderingssamtalen.

Disse afgørelser kan ikke indbringes

for anden administrativ myndighed.”

I brev af 5. april 2000 har

seminariets rektor nærmere begrundet afslaget på aktindsigt i det omtalte

notat. Seminariet udtalte bl.a. følgende:

”Der er tale om et internt

notat fra seminariets praktikvejleder til mig som rektor. Et notat, som kun

blev lavet meget hurtigt, fordi det på det tidspunkt, hvor sagen startede

ikke

var muligt for praktikvejlederen at komme i kontakt med hverken min souschef

eller mig på grund af externe møder. Der er med andre ord tale om et internt

notat med en meget foreløbig og som nævnt hurtigt skrevet sagsfremstilling.

I min forståelse kan notatet

omfattes af Lov om offentlighed i forvaltningen § 7. Heraf fremgår det, at

’retten til aktindsigt omfatter ikke en myndigheds interne

arbejdsdokumenter’.

For mig at se kommer notatet således ind under kategorien ’dokumenter,

der

udarbejdes af en myndighed til eget brug’ (§ 7, pkt. 1).

Set i henhold til samme lov,

§ 12, kan der endvidere i denne sag siges at være tale om personfølsomme

oplysninger,

der vedrører ’enkeltpersoners private forhold’.”

I brev af 31. juli 2000 til

PLS udtalte Undervisningsministeriet bl.a. følgende:

ӯnske om aktindsigt fra

studerende (A).

Vi har modtaget vedlagte

svar af 5. april 2000 fra ( ) Pædagog Seminarium. Det fremgår heraf, at det

interne notat er blevet til i hast og træder i stedet for en mundtlig

orientering af rektor/souschef. Seminariet fastholder, at notatet er

udarbejdet

til internt brug og derfor ikke skal udleveres.

(Z) Pædagog Seminarium

henviser i sit svar til offentlighedslovens bestemmelser i § 7 og § 12.

Forvaltningsloven finder

anvendelse på forhold mellem myndigheder og parter i en sag, mens

offentlighedsloven

finder anvendelse på forhold mellem myndigheder og 3. mænd (andre end

parter).

Det er således forvaltningslovens bestemmelser, der skal anvendes i den

foreliggende sag.

Forvaltningslovens § 12 har

den samme bestemmelse som offentlighedslovens § 7, men med tilføjelse af et

stk. 2. Stk. 2 bestemmer, at oplysninger vedrørende sagens faktiske

omstændigheder, der er af væsentlig betydning for sagens afgørelse, og som

alene indeholdes i interne arbejdsdokumenter, er trods bestemmelsen i stk. 1

omfattet af retten til aktindsigt.

Efter ministeriets skøn

foreligger der hverken i seminariets omtale af det interne notat i brev af

10.

oktober 1999 eller brev af 15. februar 2000 eller i PLS’s omtale af

notatet

holdepunkter for, at notatet indeholder oplysninger, der er af væsentlig

betydning for sagens afgørelse.

Vi kan således på det

foreliggende grundlag ikke give PLS medhold i, at det interne notat skal

udleveres.

Denne afgørelse kan ikke

indbringes for anden administrativ myndighed.”

Advokat C klagede herefter i

brev af 1. december 2000 til mig på vegne af PLS der repræsenterede A, over

Undervisningsministeriets behandling og afgørelse vedrørende spørgsmålet om

henholdsvis

aktindsigt i internt notat og adgangen til at benytte bisidder i en

praktikvurderingssamtale. Advokat C anførte bl.a. følgende:

”Sagen indebærer således

efter det foreliggende en stillingtagen til, dels spørgsmålet om hvilke

regler

om aktindsigt, der gælder for (Z) Pædagog Seminarium, dels om

Undervisningsministeriets behandling af min klients klage og afslag på

aktindsigt under hensyn hertil er (behandlet) korrekt.

Med hensyn til førstnævnte

spørgsmål er det min opfattelse, at pædagogseminarier, som er oprettet som

selvejende institutioner med vedtægter godkendt af

ministeren, jfr. lov om uddannelse af

pædagoger § 6, stk. 2, på trods af, at de i samme bestemmelse omtales som

private,

er omfattet af en så intens offentlig regulering af både organisatorisk og

økonomisk karakter, som med hensyn til tilrettelæggelse og indhold af de af

seminariet udførte opgaver, at disse seminarier må henregnes til den

offentlige

forvaltning, jfr. forvaltningslovens § 1, stk. 1 og offentlighedslovens § 1,

stk. 1.

Det bør i den forbindelse

tillige tillægges vægt, at ministeren i henhold til bestemmelserne i lov om

uddannelse af pædagoger § 11 er tillagt beføjelse til direkte at intervenere

i

seminariets ledelse samt til, at seminarievirksomhed efter loven kan

drives

– og fortsat bliver drevet – i

rent statsligt regi.

Det bemærkes tillige, at der

hverken i den for seminarierne gældende lovgivning, ved administrative

forskrifter eller på anden måde er fastsat bestemmelser, som varetager de

samme

retssikkerhedsmæssige hensyn, der ligger bag offentlighedsprincippet i

forvaltnings- og offentlighedslovene.

Det er således som

udgangspunkt min opfattelse, at behandlingen af min klients anmodning om

aktindsigt burde være sket på grundlag af forvaltnings- og

offentlighedslovene

og at det omhandlede notat efter den abstrakte beskrivelse heraf må kunne

henføres til forvaltningslovens § 13, subsidiært reglerne om egen acces i

offentlighedslovens § 4, stk. 2.

Det bemærkes, at notatet

efter det oplyste er indgået i relation til i det mindste rektors

stillingtagen

til den af min klient indgivne klage over praktikvurderingen.

Såfremt det ikke antages, at

seminariet umiddelbart er omfattet af Forvaltnings- og Offentlighedslovene,

har

ministeriet i sin afgørelse af henholdsvis 7. marts og 31. juli 2000 i det

mindste tilkendegivet som sin opfattelse, at de forvaltningsretlige

principper,

der ligger til grund for forvaltningsloven, skal følges af seminariet, idet

ministeriet blandt andet har anført, at spørgsmålet om aktindsigt i interne

arbejdsdokumenter skal bedømmes med forvaltningslovens §§ 12 og 13 som

rettesnor.

Det er umiddelbart svært at

se, at en stillingtagen til sagen på grundlag af ministeriets retsopfattelse

skulle føre til noget andet resultat med hensyn til omfanget af aktindsigten,

end hvad der måtte følge af en direkte anvendelse af henholdsvis

forvaltnings-

og offentlighedslovene.

Med hensyn til spørgsmålet

om ministeriets behandling af klagen over seminariets afslag på aktindsigt

skal

jeg særligt fremhæve, at det må anses for et normalt – og i de fleste

tilfælde

nødvendigt – skridt ved en klagemyndigheds bedømmelse af et afslag på

aktindsigt, at klagemyndigheden selv får forelagt den eller de omhandlede

akter

med henblik på en selvstændig stillingtagen til, hvorvidt dokumentet eller

dele

heraf er omfattet af retten til aktindsigt i henhold til blandt andet

bestemmelserne

i forvaltningslovens § 13 og bestemmelserne i offentlighedslovens § 4, stk. 2

om egen acces.

Særligt under hensyn til

sagens karakter, herunder at min klient har oplevet det møde, som blev

afholdt

ved institutionen d. 11. maj og i særdeleshed seminarielærer (B)’s

fremfærd

under dette møde som krænkende, finder han det utilfredsstillende, at

ministeriet

har taget stilling til sagen om aktindsigt, uden mulighed for selv at have

bedømt karakteren af det omhandlede notat.

Jeg skal desuden anmode

Ombudsmanden om at vurdere Undervisningsministeriets afgørelse i skrivelse af

7. marts 2000 ( ) med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt min klient med

rette

blev nægtet adgang til at møde med bisidder under den

praktikvurderingssamtale,

der i henhold til bekendtgørelse om uddannelse af pædagoger § 15, stk. 3-5

blev

afholdt i forbindelse med min klients efterfølgende praktikforløb i efteråret

1999 ved institution (Y).

Jeg skal i relation hertil

særligt pege på, at deltagerne i den pågældende vurderingssamtale i henhold

til

bekendtgørelsen såvel er repræsentanter fra seminariet som repræsentanter for

praktikinstitutionen – sidstnævnte som kommunal institution klart

omfattet af

forvaltningsloven.

Med hensyn til ministeriets

bemærkning om, at vurderingssamtalen i relation til afgrænsningen af

afgørelsesbegrebet, jfr. forvaltningslovens § 2, må sidestilles med en

eksamen,

er det umiddelbart min opfattelse, at denne parallel ikke er nærliggende.

Formålet med vurderingssamtalen er ikke at der skal ske bedømmelse af den

studerendes præstation under samtalen, men derimod at der med udgangspunkt i

forud for samtalen fælles formulerede mål for praktikforløbet skal finde en

drøftelse sted af det samlede praktikforløb. Der kan i en sådan situation

–

særligt hvis der har været problemer i forbindelse med praktikforløbet –

være

et særligt behov for at medtage en bisidder.

At beslutningen om vurdering

af praktikken i øvrigt har karakter af en afgørelse følger i øvrigt af, at

vurderingen er afgørende for den studerendes mulighed for at videreføre

studierne.”

Den 17. januar 2001 anmodede

jeg Undervisningsministeriet om en udtalelse. I mit brev til ministeriet

anførte jeg bl.a. følgende:

”Umiddelbart forstår jeg

Undervisningsministeriets brev af 7. marts 2000 således at (Z)

Pædagogseminarium

ikke kan antages at være en del af den offentlige forvaltning. Jeg beder også

Undervisningsministeriet om at af- eller bekræfte denne forståelse, ligesom

jeg

beder om en nærmere redegørelse for spørgsmålet. Jeg anmoder tillige om at

modtage kopi af gældende vedtægter for seminariet.

Under forudsætning af at min

forståelse af Undervisningsministeriets brev af 7. marts 2000 er korrekt

– at

(Z) Pædagogseminarium ikke kan antages at være en del af den offentlige

forvaltning – beder jeg endvidere Undervisningsministeriet om en

redegørelse

for hjemlen til at de forvaltningsretlige principper der ligger til grund for

forvaltningsloven, skal følges af seminariet.

I brevene af 7. marts og 31.

juli 2000 har Undervisningsministeriet udtalt sig om spørgsmålet om

aktindsigt

i et konkret notat og om hvorvidt (Z) Pædagogseminarium kunne afvise at lade

en

bisidder for den studerende medvirke ved vurderingssamtalen. Jeg anmoder

tillige Undervisningsministeriet om at oplyse hvorvidt ministeriet ved disse

breve har truffet afgørelse som klageinstans eller blot udtalt sig vejledende

og derved givet udtryk for ministeriets retsopfattelse.”

Undervisningsministeriets

anførte i sin udtalelse til mig af 2. februar 2001 bl.a. følgende:

”Undervisningsministeriet

udgav i 1995 en publikation om selvejende

institutioner. Det fremgår heraf, at de selvejende institutioner, der i deres

lovgrundlag har en bestemmelse om, at Undervisningsministeriet er øverste

forvaltningsmyndighed, efter Undervisningsministeriets opfattelse er en del

af

den offentlige forvaltning og dermed omfattet af forvaltningsloven og

offentlighedsloven.

De øvrige selvejende

institutioner er ikke direkte omfattet af de to love. De selvejende

seminarier

hører til denne sidste kategori. Seminarieområdet omfatter tillige

statsseminarier. De to seminarietyper har fælles regelgrundlag såvel for

uddannelserne som for klageadgang.

I lovgrundlaget for

pædagogseminarier – lbkg. nr. 980 af 1. november 2000 – er der ikke

adgang til

at afskære klageadgang til Undervisningsministeriet over retlige spørgsmål

ved

afgørelser om en studerendes retsstilling, men en bemyndigelse til at afskære

alle andre klager til ministeriet. I bekendtgørelsen for pædagoguddannelsen

–

bkg. nr. 930 af 8. december 1997 – er hjemmelen udmøntet i § 34. De

øvrige

former for seminarier har tilsvarende bestemmelser.

Den retssikkerhedsgaranti

for den studerende, som denne rekursadgang er udtryk for, har givet

ministeriet

grundlag for at antage, at forvaltningsretlige principper og god

forvaltningsskik skal anvendes af de selvejende institutioner på

seminarieområdet.

Det giver endvidere de

studerende på de selvejende seminarier den samme retssikkerhed, som de

studerende på statsseminarierne har.

Der har således udviklet sig

en praksis på seminarieområdet, hvorefter forvaltningsretlige principper

antages at gælde for de selvejende institutioners behandling af klager fra de

studerende.

Derimod har denne praksis

ikke udviklet sig på de selvejende institutioner, der ikke udbyder

uddannelser

på lige fod med statsinstitutioner, og som i deres regelgrundlag har mulighed

for at afskære al klageadgang til Undervisningsministeriet, herunder klager

vedrørende retlige spørgsmål ved afgørelser om en studerendes retsstilling.

Ministeriet har ikke truffet

afgørelse som klageinstans i disse to spørgsmål. Ministeriet har blot udtalt

sig vejledende og derved givet udtryk for ministeriets retsopfattelse.

I spørgsmålet om aktindsigt

har ministeriet fundet, at seminariets

behandling af sagen har fundet sted på grundlag af de dokumenter, der

allerede er tilgængelige i sagen, og vi har derfor ikke fundet anledning til

at

gå videre med spørgsmålet.

I spørgsmålet om bisidder

har ministeriet vejledende udtalt, at vurderingssamtalen ikke er en

afgørelsessag

i forvaltningsretlig betydning, men snarere må betragtes som en

eksamenslignende situation, hvor seminariet kan nægte en bisidder at

medvirke.”

Jeg sendte udtalelsen til

advokat C der i brev af 23. april 2001 anførte bl.a. følgende:

”Med hensyn til karakteren

af undervisningsministeriets vurdering i skrivelser af 7. marts og 31. juli

2000 anfører ministeriet i skrivelse af 2. februar 2001, at ministeriet ikke

skulle have truffet afgørelse som klageinstans i disse 2 spørgsmål, men blot

udtalt sig vejledende og derved givet udtryk for ministeriets retsopfattelse.

Som det fremgår af de i

ombudsmandens skrivelse af 17. januar 2001 citerede bestemmelser i

henholdsvis

lov om uddannelse af pædagoger § 24 og den tilhørende bekendtgørelse § 34,

kan

klage over seminariets afgørelser, når klagen vedrører retlige spørgsmål,

indbringes for Undervisningsministeriet.

Spørgsmålet om henholdsvis

aktindsigt og adgang til at benytte bisidder, er under nærværende sag

fremkommet som et led i behandlingen af de afgørelser, som seminariet har

truffet vedrørende vurderingen af (A)’s praktik.

Spørgsmålene blev således

rejst i min klients skrivelse af 21. januar 2000 til ministeriet som en

integreret

del af klagen over (Z) Pædagogseminariums afgørelse i skrivelse af 8. januar

og

Undervisningsministeriet tog at dømme efter indholdet i skrivelsen af 7.

marts

2001 stilling til spørgsmålene i henhold til de ovenfor angivne

klagebestemmelser, jfr. blandt andet formuleringen i skrivelsens side 3;

’disse

afgørelser

kan ikke indbringes for anden

administrativ myndighed’.

Den efterfølgende behandling

af aktindsigtsspørgsmålet i Undervisningsministeriets skrivelse af 31. juli

2000, som fandt sted som opfølgning på anmodningen over for (Z)

Pædagogseminarium om en nærmere begrundelse for afslaget på aktindsigt, har

da

også på ganske tilsvarende måde karakter af en endelig afgørelse i henhold

til

klagebestemmelserne.

Såfremt ministeriet ikke

måtte have fundet, at bestemmelserne i lov om uddannelse af pædagoger § 24,

jfr. bekendtgørelsens § 34, afgav hjemmel for klage, burde ministeriet

således

have klargjort dette over for min klient.

Under henvisning til

bestemmelsen i lov om uddannelse af pædagoger § 24, stk. 3, hvorefter retlige

spørgsmål ved afgørelser om en studerendes retsstilling altid kan indbringes

for undervisningsministeren er det tillige min opfattelse, at bestemmelsen i

bekendtgørelsens § 34 under ingen omstændigheder kan forstås således, at

centrale spørgsmål vedrørende offentlighed i relation til seminariet og

adgang

til bisidder i forbindelse med indenfor studiet centrale bedømmelser, skulle

være afskåret.

Såvel afslag på aktindsigt,

som nægtelse af at medbringe bisidder bør da også opfattes som afgørelser i

forvaltningsretlig forstand.

Det er således min

opfattelse, at ministeriet både havde pligt til at behandle min klients

henvendelser

som rekursmyndighed og at dette rent faktisk er sket i ministeriets

skrivelser

af henholdsvis 7. marts og 31. juli 2000.”

Jeg sendte advokat C’s

udtalelse til Undervisningsministeriet. I brev af 1. juni 2001 udtalte

ministeriet

bl.a. følgende:

”Advokat (C) har anført, at

ministeriets brev af 31. juli 2000 ikke kan betragtes som blot en vejledende

udtalelse, men må være ministeriets afgørelse af spørgsmålet om aktindsigt i

det interne notat, idet brevet slutter med, at afgørelsen ikke kan indbringes

for anden administrativ myndighed.

Som det fremgår af brevet

har det været ministeriets opfattelse, at (Z) Pædagogseminarium har truffet

afgørelse i sagen på grundlag af de oplysninger, der har været tilgængelige

for

advokat (C)’s klient. Ministeriet har skønnet, at disse oplysninger har

været

tilstrækkelige til at danne grundlag for den trufne afgørelse. Vi har derfor

ikke fundet anledning til at bede om at få det interne notat tilsendt fra

seminariet og har således ikke haft en egentlig sagsbehandling af

spørgsmålet.

Det er derfor ikke korrekt af ministeriet at kalde udtalelsen for en

afgørelse,

hvilket vi beklager.”

Den 7. juni 2001 anmodede

jeg advokat C om eventuelle bemærkninger. I brev af 11. juni 2001 anførte

advokat C at han fandt ministeriets angivelse af at seminariet skulle have

truffet afgørelse i sagen på grundlag af de oplysninger der havde været

tilgængelige for hans klient, for uforståelig når seminariet til forskel fra

ministeriet netop havde kendt indholdet af det omhandlede notat. Advokat C

udtalte at det derfor fortsat var hans opfattelse at det var en fejl fra

ministeriets

side at man ikke til brug for bedømmelsen af sagen havde indhentet kopi af

notatet.

Ombudsmandens udtalelse

”1.

Forvaltningsloven og offentlighedsloven gælder for den offentlige

forvaltning, jf. forvaltningslovens § 1, stk. 1, og offentlighedslovens § 1,

stk. 1.

(Z) Pædagog-Seminarium er en privat selvejende institution, jf. § 1 i

seminariets vedtægter.

I den juridiske litteratur er beskrevet relevante kriterier for vurderingen

af hvorvidt en selvejende institution skal anses for at falde inden for,

henholdsvis uden for den offentlige forvaltning, se f.eks. Karsten Loiborg

mfl., Forvaltningsret (1. udgave), 1994, s. 65ff.

Pædagoguddannelsen foregår på statsseminarier, på private seminarier eller på

Centre for Videregående Uddannelse der af undervisningsministeren er godkendt

til at uddanne pædagoger. Et privat seminarium skal være en selvejende

institution eller udgøre en del af en sådan med vedtægter godkendt af

ministeren, jf. § 6, stk. 1 og 2, i pædagoguddannelsesloven

(lovbekendtgørelse nr. 980 af 1. november 2000 om uddannelse af pædagoger).

I et tilfælde som det foreliggende hvor pædagoguddannelsesloven omtaler de

selvejende institutioner som ’private seminarier’, er det min

opfattelse at der er tale om private institutioner der falder uden for den

offentlige forvaltning.

Jeg er på den baggrund enig i Undervisningsministeriets opfattelse hvorefter

(Z) Pædagog-Seminarium falder uden for begrebet den offentlige forvaltning i

henholdsvis forvaltningslovens § 1, stk. 1, og offentlighedslovens § 1, stk.

1, og at seminariet dermed ikke er omfattet af de to love.

2.

Undervisningsministeriet har i udtalelsen af 2. februar 2001 oplyst at der

har udviklet sig en praksis på seminarieområdet hvorefter de

forvaltningsretlige principper og god forvaltningsskik gælder for de

selvejende institutioners behandling af klager fra de studerende. Ministeriet

har som begrundelse herfor henvist til den retssikkerhedsgaranti for den

studerende som

rekursadgangen i uddannelsesbekendtgørelsens § 34 er udtryk for, samt

hensynet

til at de studerende på de selvejende seminarier bør have den samme

retssikkerhed som de studerende på statsseminarierne. Som det fremgår af

sagen,

har Undervisningsministeriet således lagt til grund at seminariet var

forpligtet til at anvende forvaltningslovens bestemmelser ved behandlingen af

nærværende sags problemstillinger om aktindsigt og bisidder.

Endvidere har (Z)

Pædagog-Seminarium ikke under sagen på nogen måde taget afstand fra

ministeriets

opfattelse.

På den baggrund har jeg ved

behandlingen af Deres klage uden nærmere efterprøvelse lagt til grund at der

foreligger en praksis som beskrevet af Undervisningsministeriet hvorefter de

forvaltningsretlige principper og god forvaltningsskik gælder for de

selvejende

institutioners behandling af klager fra de studerende.

3.

§ 28, stk. 2, i den generelle lov om selvejende institutioner

for videregående uddannelser mv.

(jf.

lov nr. 311 af 24. april 1996, nu lovbekendtgørelse nr. 684 af 11. juli 2000

om

Centre for Videregående Uddannelse og andre selvejende institutioner for

videregående uddannelser mv.) fastsætter at retlige spørgsmål ved afgørelser

om

en studerendes retsstilling altid kan indbringes for undervisningsministeren.

Ifølge lovens § 1, stk. 3, gælder loven for seminarierne i det omfang det

følger af lovgivningen om uddannelserne på seminarierne.

Ved lov nr. 312 af 24. april

1996 blev bl.a. pædagoguddannelsesloven bragt i overensstemmelse med

principperne i loven om selvejende institutioner for videregående uddannelser

mv. I pædagoguddannelsesloven indsattes således som § 24 følgende

bestemmelse:

’

§ 24.

Et seminariums afgørelser efter denne lov eller efter regler

fastsat i medfør af loven kan påklages til undervisningsministeren, jf. dog

stk. 2.

Stk. 2.

Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om adgangen til at klage og

kan herunder bestemme, at klager ikke kan indbringes for ministeren eller kan

indbringes for et særligt klagenævn, hvis afgørelser ikke kan indbringes for

anden administrativ myndighed.

Stk. 3. Retlige spørgsmål

ved afgørelser om en studerendes retsstilling kan altid indbringes for

undervisningsministeren.’

Bestemmelsen er med en

enkelt sproglig ændring fortsat gældende.

Uddannelsesbekendtgørelsen

indeholder følgende bestemmelse:

’

§ 34.

Klage over seminariets afgørelser i henhold til denne

bekendtgørelse indgives til seminariet. Seminariets afgørelse kan, når klagen

vedrører retlige spørgsmål, indbringes for Undervisningsministeriet.

Stk.2 ’

Undervisningsministeriet har

i udtalelsen af 2. februar 2001 anført at ministeriet i sine breve af 7.

marts

og 31. juli 2000 ikke har truffet afgørelse som klageinstans i spørgsmålene

om

aktindsigt og bisidder, men at ministeriet blot har udtalt sig vejledende og

derved givet udtryk for ministeriets retsopfattelse.

De spørgsmål som under sagen

blev rejst over for Undervisningsministeriet om henholdsvis ret til indsigt i

dokumenter og om ret til bisidder, må efter min opfattelse utvivlsomt anses

for

spørgsmål om Deres klients retsstilling på seminariet som er omfattet af

klageadgangen

efter de omtalte bestemmelser.

Jeg kan derfor ikke

tilslutte mig ministeriets beklagelse af at ministeriets svar i brevene af 7.

marts 2000 og 31. juli 2000 er udformet som afgørelser.

Endvidere finder jeg det

beklageligt at ministeriet ikke reelt har behandlet klagerne som

afgørelsessager,

jf. ministeriets udtalelse af 1. juni 2001.

Jeg har gjort

Undervisningsministeriet bekendt med min opfattelse.

4.

Det fremgår af sagen at PLS i breve af 12. november og 17.

december 1999 anmodede (Z) Pædagog-Seminarium om at modtage samtlige

sagsakter

som relaterede sig til (A)’s uddannelsesforløb på (Z)

Pædagog-Seminarium,

herunder et internt notat udarbejdet af praktikvejleder (B), (Z)

Pædagog-Seminarium,

til seminariets rektor. (Z) Pædagog-Seminarium meddelte at alt relevant

materiale var udleveret.

PLS anmodede

herefter Undervisningsministeriet om at tage stilling til spørgsmålet.

Undervisningsministeriet

meddelte i brev af 7. marts 2000 PLS at ministeriet havde anmodet (Z)

Pædagog-Seminarium om nærmere at begrunde hvorfor seminariet havde afvist at

meddele aktindsigt i omtalte notat. Ministeriet anførte i den forbindelse at

seminariet som rettesnor ved vurderingen skulle anvende forvaltningslovens §§

12 og 13 i lovens kapitel 4.

Aktindsigtsbestemmelserne i

forvaltningslovens kapitel 4 gælder for parter i afgørelsessager, jf.

forvaltningslovens § 2, stk. 1, sammenholdt med forvaltningslovens § 9, stk.

1,

1. pkt.

Ved anden

forvaltningsvirksomhed er det offentlighedslovens bestemmelser om aktindsigt

der finder anvendelse.

Bestemmelsen i

offentlighedslovens § 4, stk. 2, om egenacces indebærer at der med hensyn til

oplysninger

om egne personlige forhold er adgang til aktindsigt i samme omfang som hvis

den

pågældende havde været part i en afgørelsessag. Se f.eks. John Vogter,

Forvaltningsloven med kommentarer (3. udgave), 1999, s. 261. For så vidt

angår

oplysninger om egne personlige forhold, kommer det således ikke den

pågældende

til skade at han eller hun ikke er part i en afgørelsessag.

For så vidt angår interne

dokumenter, er der ret til aktindsigt i disse i det omfang det følger af

ekstraheringspligten

i forvaltningslovens § 12, stk. 2, eller den tilsvarende bestemmelse i

offentlighedslovens § 11, stk. 1. Der er endvidere ret til aktindsigt i de

tilfælde der er beskrevet i forvaltningslovens § 13 eller den tilsvarende

bestemmelse i offentlighedslovens § 8. Der kan nærmere henvises til Jon

Andersen mfl., Forvaltningsret (1. udgave), 1994, s. 271ff.

Myndighederne har endvidere

efter begge regelsæt i henhold til princippet om meroffentlighed mulighed for

at give aktindsigt i videre omfang. Der kan nærmere henvises til Jon Andersen

mfl., Forvaltningsret (1. udgave), 1994, s. 265ff.

I forhold til personer som

ønsker indsigt i dokumenter om egne personlige forhold, er det således uden

betydning for omfanget af indsigten om anmodningen om indsigt afgøres efter

offentlighedslovens bestemmelser om egenacces eller efter forvaltningslovens

bestemmelser om aktindsigt for parter i afgørelsessager. På den baggrund har

jeg ikke fundet tilstrækkelig anledning til nærmere at undersøge hvorvidt

Deres

klients anmodning om aktindsigt skulle afgøres efter det ene eller det andet

regelsæt.

Ved en myndigheds afgørelse

af klager over aktindsigt gælder (efter begge regelsæt) det almindelige

forvaltningsretlige sagsoplysningsprincip. Det indebærer at klagemyndigheden

skal indhente og gennemgå samtlige de akter som helt eller delvis er omfattet

af det påklagede afslag på aktindsigt. Det anførte gælder også i forhold til

interne dokumenter. Jeg henviser i den forbindelse til at interne dokumenter

ikke mister deres interne karakter ved at blive videregivet til

klagemyndigheden til brug for myndighedens afgørelse af spørgsmål om

aktindsigt

i dokumenterne, jf. herved John Vogter, Offentlighedsloven med kommentarer

(3.

udgave), 1998, s. 170, og min udtalelse i Folketingets Ombudsmands beretning

for 1996, s. 314ff*.

Undervisningsministeriet har

i sin supplerende udtalelse af 1. juni 2001 til mig oplyst at ministeriet

ikke

– før ministeriet udtalte sig til støtte for (Z) Pædagog-Seminariums

afslag på

aktindsigt – har set det i sagen omhandlede notat.

Undervisningsministeriet har

for så vidt angår det interne notat, baseret afgørelsen på sagens parters

omtale heraf. Ministeriet udtalte således i brev af 31. juli 2000 til PLS at

efter ministeriets skøn forelå der hverken i seminariets omtale af det

interne

notat i brev af 10. oktober 1999 eller brev af 15. februar 2000 eller i

PLS’s

omtale af notatet holdepunkter for at notatet indeholder oplysninger der er

af

væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Det fremgår endvidere af

sagen at (Z) Pædagog-Seminarium alene har vurderet spørgsmålet om aktindsigt

i

det interne notat på grundlag af offentlighedslovens §§ 7 og 12. Seminariet

ses

således eksempelvis ikke at have overvejet om notatet indeholder oplysninger

omfattet af ekstraheringspligten.

Selv i det tilfælde hvor (Z)

Pædagog-Seminarium i relation til det interne notat havde foretaget en

vurdering heraf og direkte over for Undervisningsministeriet havde udtalt at

notatet ikke indeholdt oplysninger af væsentlig betydning for sagens

afgørelse,

ville dette ikke have været tilstrækkeligt for ministeriets vurdering af

sagen.

Det ville netop være (Z) Pædagog-Seminariums vurdering heraf og af om notatet

eventuelt

måtte anses for omfattet af forvaltningslovens § 13 eller den tilsvarende

bestemmelse i offentlighedslovens § 8, som ministeriet skulle efterprøve. Jeg

henviser til mine udtalelser i Folketingets Ombudsmands beretning for 1996,

s.

314ff*, og i beretningen for 1997, s. 240ff*.

PLS anmodede som nævnt om

aktindsigt i samtlige sagsakter som relaterede sig til (A)’s

uddannelsesforløb

på (Z) Pædagog-Seminarium. Seminariets rektor udtalte i brev af 8. januar

2000

at alle relevante breve, referater og notater var udleveret eller fremsendt i

kopi til rette vedkommende, og at der således rektor bekendt ikke forelå

noget

materiale som PLS med rette kunne forvente at modtage.

Det er min opfattelse at en

stillingtagen til spørgsmålet om aktindsigt kræver at

Undervisningsministeriet

i forbindelse med sin behandling af sagen indhenter og gennemgår samtlige

dokumenter som PLS søgte seminariet om aktindsigt i. Jeg henviser herved til

at

ministeriet som nævnt ovenfor burde have behandlet klagen som en

afgørelsessag,

og at ministeriet ikke kunne fravige de almindelige krav til sagsbehandlingen

under henvisning til at ministeriet alene udtalte sig vejledende.

Jeg finder

Undervisningsministeriets behandling af sagen om aktindsigt beklagelig.

Jeg har gjort

Undervisningsministeriet bekendt med min opfattelse, og jeg har i dag

henstillet til ministeriet at genoptage behandlingen af sagen om aktindsigt.

På det foreliggende grundlag

foretager jeg mig ikke mere i anledning af denne del af Deres klage. Jeg

beder

Dem afvente Undervisningsministeriets afgørelse før De tager stilling til om

der er grundlag for at klage til mig.

5.

Undervisningsministeriet udtalte vedrørende spørgsmålet om

bisidder at (Z) Pædagog-Seminarium var berettiget til at afvise at lade

(A)’s

medstuderende deltage som bisidder i praktikvurderingssamtalen den 24.

november

1999.

Det er et grundlæggende

princip i dansk forvaltningsret at den der er part i en sag i den offentlige

forvaltning, på ethvert tidspunkt kan lade sig repræsentere eller bistå af

andre. Ved forvaltningslovens gennemførelse blev denne almindelige

grundsætning

som hidtil havde været gældende på ulovbestemt grundlag, anset for så

væsentlig

at den blev optaget i forvaltningslovens § 8 der er sålydende:

’§ 8.

Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens

behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden kan dog

kræve, at parten medvirker personligt, når det er af betydning for sagens

afgørelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk.

1, 1. pkt. gælder ikke, hvis partens interesse i at kunne lade sig

repræsentere

eller bistå findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller

private interesser, eller hvor andet er fastsat ved lov.’

Efter forvaltningslovens § 2

gælder bestemmelsen direkte i sager hvori der vil blive truffet afgørelse af

en

forvaltningsmyndighed.

Undervisningsministeriets

opfattelse hvorefter en praktikvurderingssamtale ikke er en del af en

afgørelsessag i forvaltningslovens forstand, kan give anledning til tvivl.

Jeg

har imidlertid ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for en nærmere

stillingtagen

da grundsætningen om retten til repræsentation – også efter

forvaltningslovens

gennemførelse – må antages at gælde i videre omfang på ulovbestemt

grundlag.

Dette har jeg tidligere udtalt i f.eks. Folketingets Ombudsmands beretning

for

året 1992, s. 347ff*, for 1997*, s. 299ff*, og for 2000, s. 229ff*.

Undervisningsministeriet

burde derfor have vurderet sagen ikke alene på grundlag af bestemmelserne i

forvaltningslovens § 8, men tillige på grundlag af de tilsvarende

bestemmelser

der gælder supplerende på ulovbestemt grundlag.

Efter min mening burde

Undervisningsministeriet på dette grundlag have foretaget en nærmere prøvelse

af om det var berettiget at nægte (A)’s medstuderende adgang som

bisidder til

praktikvurderingssamtalen.

Jeg har gjort

Undervisningsministeriet bekendt med min opfattelse, men foretager mig i

øvrigt

ikke mere i anledning af denne del af Deres klage.”

Undervisningsministeriet

meddelte mig efterfølgende at ministeriet havde givet PLS indsigt i det

pågældende interne notat.

Jeg foretog mig herefter ikke mere i sagen.

NOTER: (*)

FOB 1996, s. 314,

FOB 1997, s. 240

og

299,

FOB 1992, s. 347, og

FOB 2000, s. 229.

Lignende dokumenter