Spring til indhold

Retsinformation

Reduktion i arbejdsskadeerstatning på grund af forudbestående lidelse. Sagsoplysning og begrundelse. Beviskrav

FOU nr 1999.415UdtalelserFolketinget18. september 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Reduktion i arbejdsskadeerstatning på grund af forudbestående

lidelse. Sagsoplysning og begrundelse. Beviskrav

Sagens omstændigheder var

følgende:

A var den 13. januar 1993

udsat for en ulykke da han i forbindelse med sit arbejde som reparatør for

(virksomheden) M skulle stige om bord på kranen N ved at svinge sig fra en

mindre motorbåd. Ombordstigningen foregik ved at motorbåden lagde sig op på

siden af kranen N. Når en bølge løftede motorbåden op, skulle man gribe fat

om

rælingen på kranen N og svinge sig om bord. Ved ombordstigningen den 13.

januar 1993 som efter A’s oplysninger foregik i stormvejr, mistede A

imidlertid

fodfæstet på det våde dæk og kom til at hænge i begge arme i rælingen indtil

han igen fik fat med fødderne på dækket.

Det fremgik endvidere af

sagen at A tidligere i sin stilling som reparatør for (virksomheden) M havde

været udsat for en ulykke. I forbindelse med afkortningen af en stor nøgle

som

anvendtes på dækket, fik A den 23. oktober 1992 et smæld i højre skulder da

han

forsøgte at brække nøglen efter næsten at have gennemskåret denne. Efter

ulykken var A sygemeldt fra den 26. november 1992 til den 14. december 1992.

Arbejdsskadestyrelsen afslog i brev af 24. marts 1993 at anerkende

ulykkestilfældet

som en arbejdsskade, og Den Sociale Ankestyrelse stadfæstede den 12. oktober

1993 Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Som følge af arbejdsulykken

af 13. januar 1993 var A sygemeldt frem til 1. april 1993 hvor han blev ansat

i

Læs alt

en skånestilling som opsynsmand i motorrummet på storebæltsfærgerne. A blev

igen sygemeldt den 8. januar 1994, og den 7. maj 1994 blev A sagt op. A

modtager nu mellemste førtidspension.

Da ulykkestilfældet af 13.

januar 1993 medførte store smerter i begge A’s skuldre, anmeldte A den

24. maj

1993 hændelsen som en arbejdsskade til Arbejdsskadestyrelsen.

I “lægeerklæring I” som A’s

læge, B, afgav den 3. juni 1993 i forbindelse med anmeldelsen, var følgende

anført vedrørende A’s forklaring om årsagen til arbejdsulykken:

“Pt var på dette tidspunkt i

behandling hos speciallæge (C) (X-by) for allerede anmeldt skulderskade okt.

92. Ved konsultationen 26.1.93 har jeg intet noteret om yderligere

tilskadekomst 13.1.93, men pt har senere oplyst, at tilstanden forværredes i

forbindelse med ombordstigning fra motorbåd til kran i rum sø med bølgegang,

hvor han pludselig måtte gribe fast med hænderne for ikke at falde i vandet

og

mistede fodfæste og følte træk i arme og skuldre. (jan 93).”

Til brug for

Arbejdsskadestyrelsens behandling af A’s sag forelå de akter der indgik

ved

styrelsens behandling af det tidligere anmeldte ulykkestilfælde af 23.

oktober

1992.

Af “lægeerklæring I” som var

afgivet af A’s læge, B, den 26. januar 1993 i forbindelse med

anmeldelsen af ulykken

af 23. oktober 1992, fremgik følgende om A’s helbredsforhold før

ulykken:

“1987 behandling for ve.

sidig supraspin tendinit, men det var et overstået fænomen.

I øvrigt ikke lidelser af

betydning for skulder.”

Som svar på erklæringens

spørgsmål om hvad skadelidte havde angivet om årsagen til lidelsens opståen,

havde A’s læge anført følgende:

“Gennem en måneds tid

fornemmelser fra hø skulder. Et døgn inden konsultationen på arbejdspladsen,

skulle han tage et tag med armen og følte smæld i højre skulder og herefter

straks voldsomme smerter og pga smerter kunne han ikke løfte armen

udad-opad.”

Endvidere havde A’s læge

skrevet således som svar på erklæringens spørgsmål om hvilke sygelige

forandringer ulykkestilfældet havde bevirket:

“God kraft ved rotation.

Ømhed supraspinatus tilhæftning og smerter ved forsøg på abduktion.”

I et spørgeskema som

Arbejdsskadestyrelsen havde bedt A udfylde til brug for styrelsens behandling

af ulykkestilfældet af 23. oktober 1992, havde A den 18. februar 1993 anført

følgende som svar på spørgsmålet om hvorvidt han efter ulykkestilfældet

genoptog sit arbejde:

“Da det blev mig oplyst, at

der ikke var synlige skader på højre skulder, aftalte jeg med Maskinchef (D),

at jeg kun skulle være stand by i kontrolrummet på min arbejdsplads ombord på

(kranen N).”

Den 3. september 1993

anerkendte Arbejdsskadestyrelsen ulykkestilfældet af 13. januar 1993 som en

arbejdsskade. Styrelsen skrev dog følgende i afgørelsen:

“...

Der kan kun ydes erstatning

for arbejdsskadesagens følger. Ved beregningen af en eventuel erstatning vil

der derfor blive taget hensyn til at der hos Dem er påvist en forudbestående

skulderlidelse.

...”

Forbundet Metal, X-by, klagede

på A’s vegne i brev af 7. september 1993 over at Arbejdsskadestyrelsen

ved

afgørelsen af 3. september 1993 tog forbehold for en forudbestående

skulderlidelse. I brev af 10. september 1993 skrev forbundet imidlertid til A

at man havde trukket klagen af 7. september 1993 tilbage. Af forbundets brev

fremgik følgende:

“

Vedr. Skrivelse til Arbejdsskadestyrelsen af 7. september 93.

Gode ven!

Undertegnede har telefonisk

fået besked fra styrelsen at vor skrivelse samt Styrelsens formulering har

forudsaget nogle misforståelser.

På nuværende tidspunkt er der

ikke

truffet nogle afgørelser, derfor

skal der ikke ankes. Sætningen ’en forudbestående skulderlidelse’

skal ikke

forstås som et minus, ved kommende afgørelser er den uvedkommende.

Styrelsen er ved at indhente

oplysninger fra forskellige læger, og dem af dig krævede vil blive tilsendt,

når du får alle akter. Jeg har derfor truffet anken indtil vi får set

afgørelsen, hvorefter du bestemmer om den skal ankes.

Dette til din orientering.”

Til brug for den videre

behandling af A’s arbejdsskadesag forelå bl.a. en udtalelse fra

speciallæge i

reumatologi, C, og en speciallægeerklæring fra speciallæge i ortopædisk

kirurgi, E.

Speciallæge C udtalte den 1.

oktober 1993 følgende:

“23/10 1992 til 4/8 1993

undersøgt og behandlet for skuldersmerter, der har været beskeden tilstede

gennem nogle uger, men idet han på arbejdspladsen tog et tag for at trække en

metalgenstand, fik han et voldsomt smertende smæld i højre skulder så

kraftigt,

at armen faldt ned, inden han fik gennemført trækket.

Ved de første undersøgelser

her fandtes der lokal irritation omkring acromio-clavikulærleddet,

supraspinatussene, og begge steder behandledes med blokader.

Efterfølgende

røntgenundersøgelse var normal.

...

I marts 1993 var han nogenlunde

smertefri, men stadig med bevægeindskrænkning med flektion 90 grader,

abduktion 60 grader.

Maj 1993 genhenvist på grund

af vedvarende smerter og bevægeindskrænkning, der var taget lidt til og

samtidig sovende paræstesier til hånden samt intermitterende oplevelse af

kraftnedsættelse.

På grund af meget brogede

symptomkompleks henvistes han til EMG, som tydede på, at der havde været en

plexuspåvirkning.

...

Konklusion:

i forløbet, som primært har været udløst af en specifik

belastning, har han udviklet periartrosesymptomer men jævnfør EMG må han

oprindeligt også have haft en lille plexuslæsion.”

E skrev i en

speciallægeerklæring af 2. december 1993

følgende om A’s helbredstilstand før arbejdsulykken af 13. januar 1993:

“...

Øvrige lidelser:

Frem til aktuelle altid været

rask. Havde dog ca. 1 måned før aktuelle hændelse en fibersprængning i højre

skulder, hvor han følte et smæld og påfølgende ømhed. Han var sygemeldt i 8

dage, gik til fysioterapi og mærkede herefter ikke noget til generne og kunne

genoptage arbejdet uden problemer.

...”

I brev af 11. april 1994

oplyste overlæge F fra X-by Sygehus om resultatet af en røntgenundersøgelse

sygehuset havde foretaget af A den 16. marts 1994. Det fremgik af brevet at A

var kommet på venteliste for at få fjernet slimsæk under skulderen og for

reparation af ledkapsel i skulderen.

Den 26. juni 1994 sendte A

Arbejdsskadestyrelsen en kopi af journaludskrifterne for perioden 7. oktober

1993 til 24. maj 1994 fra arbejdsmedicinsk afdeling på X-by sygehus. I

konklusionen

var anført følgende:

“

Konklusion

Størstedelen af patientens

nuværende skuldergener er en følge efter arbejdsulykken januar

1993.”

Den 15. juli 1994 traf

Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om at A’s varige men som følge af

arbejdsskaden

af 13. januar 1993 kunne fastsættes til 8 pct., og at A derfor ville få

udbetalt en godtgørelse på 28.400 kr. Af afgørelsen fremgik det at styrelsen

havde lagt vægt på at A havde en massiv forudbestående skulderlidelse. Det

fremgik endvidere at styrelsen ville revidere menspørgsmålet efter

operationen.

Forbundet Metal, X-by,

klagede i breve af 19. juli 1994 og af 25. august 1994 på A’s vegne over

Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om varigt men. Forbundet protesterede bl.a.

over Arbejdsskadestyrelsens bemærkninger om at A forud for arbejdsulykken af

13. januar 1993 skulle have haft en massiv forudbestående skulderlidelse i

højre skulder.

I brev af 31. august 1994 til

Arbejdsskadestyrelsen redegjorde A for hvorfor der var tale om en

misforståelse

når Arbejdsskadestyrelsen var af den opfattelse at A forud for

arbejdsulykken af 13. januar 1993 havde en forudbestående skulderlidelse. A

skrev således følgende:

“...

Ved ulykken d. 13. januar

1993 tror jeg at det er samme skade igen, og går til læge (C), og får her

forbud mod at arbejde.

Sendes herfra til læge (G),

(X-by), hvor det aftales at sende mig til (Z-by) Sygehus for rg. af

skulderled.

Da jeg ikke hører fra (Z-by)

Sygehus, kontakter jeg (G), og denne meddeler mig, at det ikke er nødvendigt

med rg., da der ikke er nogle skader på skulderled.

Grundet min opfattelse af at

det er skaden fra 13. oktober 1992 og, dette er min opfattelse, den fortsatte

fokusering på højre skulder, selvom jeg påtaler smerter i venstre skulder og

ryg, beskrives der derfor en massiv skulderlidelse, hørende fra 13. oktober

1992, hvilket ikke er tilfældet.

Smerterne i skuldre og ryg

tiltager og jeg går til min egen læge, (B) (Y-by), som da denne hører hvad

jeg

siger, mener at der er tale om en helt ny situation, og arbejdsulykken

anmeldes

til styrelsen.

...”

Arbejdsskadestyrelsen traf

den 20. oktober 1994 afgørelse om at A’s erhvervsevnetab som følge af

arbejdsskaden af 13. januar 1993 var nedsat med mindre end 15 pct. Det betød

at

A ikke var berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne. Styrelsen

besluttede

samtidig at spørgsmålet om A’s erhvervsevnetab skulle genoptages den 1.

februar 1995.

Den 15. november 1994 blev A

opereret i højre skulder.

Den 21. december 1994 ændrede

Den Sociale Ankestyrelse Arbejdsskadestyrelsens afgørelse vedrørende A’s

varige men. Ankestyrelsen fandt at arbejdsskaden havde medført et varigt men

på

12 pct. Ankestyrelsen havde desuden vurderet betydningen af A’s

forudbestående

lidelse i højre skulder til 4 pct. Det fremgik endvidere af Ankestyrelsens

afgørelse at Arbejdsskadestyrelsen skulle tage spørgsmålet om mengradens

størrelse op igen efter operationen af A’s skulder.

Den 25. januar 1995 blev A

opereret i venstre skulder.

Arbejdsskadestyrelsen tog den

10. april 1995 A’s arbejdsskadesag op til revision. I den anledning

indhentede

styrelsen bl.a. akterne fra A’s pensionssag fra Y Kommune.

Det fremgik heraf at kommunen

den 20. november 1995 havde indstillet A til mellemste førtidspension på

grund

af hans smerter i skulder, arme og ryg som fulgte efter arbejdsskaden af 13.

januar 1993.

Det fremgik endvidere af en

statusbedømmelse af 10. oktober 1994 udarbejdet af A’s læge, B, til brug

for

pensionssagen at det var hans opfattelse at A ikke forud for arbejdsulykken

af

13. januar 1993 havde haft en skulderlidelse. I statusbedømmelsen var der

således anført følgende:

“...

Jeg har kendt patienten siden

1988. Der har tidligere været periodevise led-muskelsmerter, men mig bekendt

ikke med langvarige sygemeldinger eller med så massive klager. Arbejdsskade

januar 1993 og herefter voldsomme klager fra arme og skuldre.

Arbejdsskadestyrelsen

har vurderet, at der er tale om ulykke, og har vurderet méngraden til 8% og

ved vurderingen lagt til grund at der var forudbestående ’massiv’

ledlidelse.

Dette stemmer dog ikke overens med mine journalnotater og sagen er anket.

...”

Den 19. marts 1996 traf

Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om at A’s men som følge af arbejdsskaden

nu

kunne fastsættes til 15 pct. Samtidig traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om

at A’s erhvervsevnetab udgjorde 50 pct. I begrundelsen for afgørelsen om

A’s

erhvervsevnetab skrev styrelsen følgende:

“...

Afgørelsen om erhvervsevnetab

er truffet på grundlag af de sociale oplysninger, der er indhentet. Vi er

bekendt med, at De er indstillet til mellemste førtidspension, svarende til

en

nedsættelse af Deres erhvervsevne med 2/3, det vil sige ca. 65 %.

Det fremgår af de lægelige

akter, at De havde en forudbestående lidelse i højre skulder før ulykken.

Vi har vurderet følgerne af

ulykkestilfældet til at udgøre ca. 3/4 af Deres samlede

erhvervsevnenedsættelse.

Vi har derfor fastsat

erhvervsevnetabet som følge af ulykkestilfældet til at udgøre 50%.

...”

Det fremgik endvidere af

afgørelsen at Arbejdsskadestyrelsen ville tage spørgsmålet om størrelsen af

A’s

erhvervsevnetab op igen den 1. marts 1997.

Den 16. april 1996 blev A af

Revaliderings- og pensionsnævnet for Fyns Amt tilkendt mellemste

førtidspension.

I brev af 10. juni 1996

anmodede A Arbejdsskadestyrelsen om at genoptage hans sag. A skrev at han

ikke

forud for arbejdsskaden af 13. januar 1993 havde haft problemer med sin

skulder. A henviste i den forbindelse bl.a. til en udtalelse fra læge B af 5.

juni 1996 som A havde vedlagt sit brev. Af udtalelsen fremgik følgende:

“Brev til

Arbejdsskadestyrelsen.

Man har til grund for

afgørelsen af erstatningssagen for skulderlidelse lagt vægt på at der var

massiv

forudbestående skulderlidelse.

Jeg har kendt pt siden 1986.

Jeg har kun 1. gang undersøgt pt for skulderlidelse nov-dec 1987.

Venstresidig

supraspinatus tendinit. Fik steroid indsprøjtning. Ved konsultation febr.

1988

i anden anledning (eksem og smerter nerve over det ene øje) fortalte pt at

det

gik godt med skulderen og var i fuldt arbejde igen. Siden har der ikke været

klager over skuldre frem til mit notat 15.10.92. Der har været en del

ledklager, men det har været fra knæ og fødder og nakke og albue.”

Arbejdsskadestyrelsen afslog

den 16. august 1996 at genoptage A’s arbejdsskadesag. I begrundelsen for

afgørelsen anførte styrelsen bl.a. følgende:

“...

Vi har ikke fundet grundlag

for at genoptage Deres sag.

...

Vi har lagt vægt på at de

fremsendte oplysninger ikke kan ændre vores afgørelse om, at der er tale om

en

forudbestående skulderlidelse, jf. Lægeerklæring I fra 02-sagen vedrørende

hændelsen den 23. oktober 1992. Vi finder derfor ikke anledning til at ændre

ovennævnte afgørelser.

...”

Den 2. september 1996 klagede

A over Arbejdsskadestyrelsens afgørelser af 19. marts og 16. august 1996 til

Den Sociale Ankestyrelse.

Den Sociale Ankestyrelse afviste

i brev af 9. december 1996 at genoptage A’s arbejdsskadesag. Af brevet

til A

fremgik bl.a. følgende:

“...

Begrundelsen for afgørelsen

er, at der i Deres tilfælde ikke skønnes at være sket en væsentlig ændring af

følgerne efter arbejdsskaden.

Ankestyrelsen har herved lagt

vægt på, at der ikke siden Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 19. marts 1996

er fremkommet nye oplysninger, som kan give anledning til en genoptagelse af

sagen. Det skal bemærkes, at allerede ved Ankestyrelsens afgørelse af 21.

december

1994 blev der lagt vægt på, at De havde en forudbestående lidelse i højre

skulder. Speciallæge (C)’s erklæring af 1. oktober 1993 forelå også ved

denne

afgørelse.

...”

Den 6. februar 1997 sendte A

en foreløbig klage til Den Sociale Ankestyrelse over Arbejdsskadestyrelsens

afgørelser af 19. marts 1996 vedrørende fastsættelsen af A’s men og

erhvervsevnetab.

Den 2. april 1997 skrev

Arbejdsskadestyrelsen til A at hans arbejdsskadesag nu ville blive taget op

til

revision.

Den 8. maj 1997 sendte A sin

endelige klage over Arbejdsskadestyrelsens afgørelser af 19. marts 1996 til

Den Sociale Ankestyrelse. A skrev at han fortsat var uforstående over for at

han før arbejdsskaden af 13. januar 1993 skulle have haft en forudbestående

skulderlidelse. A mente at der var tale om en misforståelse fra

myndighedernes side.

Arbejdsskadestyrelsen traf

den 12. maj 1997 afgørelse om at A’s erhvervsevnetab stadig udgjorde 50

pct. Af

afgørelsen fremgik følgende:

“Vi traf den 19. marts 1996

afgørelse om erhvervsevnetab i Deres sag og har nu undersøgt sagen igen.

Vi vurderer, at Deres tab af

erhvervsevne stadig er 50 procent. Det betyder, at den løbende ydelse

fortsætter uændret, det vil sige 25 procent løbende ydelse, idet de 25

procent

er kapitaliseret den 13. maj 1996. Vi vil straks herefter vende tilbage

vedrørende Deres anmodning om kapitalisering af yderligere 50.000 kr.

Afgørelsen er truffet på

grundlag af de sociale oplysninger, der er indhentet efter den tidligere

afgørelse.

Vi har lagt vægt på, at De nu er tilkendt den førtidspension, De var

indstillet

til ved vores sidste afgørelse.

...”

I brev af 20. maj 1997

klagede A på ny over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 19. marts 1996

vedrørende hans erhvervsevnetab.

Den 4. august 1997 traf Den

Sociale Ankestyrelse følgende afgørelse:

“...

AFGØRELSE

Arbejdsskaden skønnes ikke at

have medført tab af erhvervsevne på mere end 50%, jf. lovens § 32, stk. 1 og

2.

De er således ikke berettiget til yderligere erstatning for tab af

erhvervsevne.

Begrundelsen for afgørelsen

er, at følgerne efter arbejdsskaden den 13. januar 1993 kun delvist kan

begrunde et arbejdsophør og overgang til mellemste førtidspension. Det er

Ankestyrelsens vurdering, at 3/4 af Deres samlede tab af erhvervsevne på 65%

skyldes arbejdsskaden den 13. januar 1993 således, at Deres tab af

erhvervsevne fastsættes til 50%.

Ved afgørelsen om tab af

erhvervsevne har Ankestyrelsen lagt vægt på de lægelige oplysninger i sagen

om

skadens art og omfang. Herunder på Lægeerklæring I af den 3. juni 1993 ved

læge (B), hvoraf det bl.a. fremgår, at De på dette tidspunkt var i behandling

for en skulderskade fra den 23. oktober 1992. Det fremgår endvidere, at De

oplyser tilstanden blev forværret i forbindelse med hændelsen den 13. januar

1993.

I forhold til det i brev af

den 8. maj 1997 anførte skal det bemærkes, at De først nu protesterer mod en

forudbestående lidelse, jf. grundlaget for afgørelsen hvoraf det bl.a.

fremgår,

at den anmeldte arbejdsskade er anerkendt med forbehold for en forudbestående

lidelse i højre skulder. Det skal endvidere bemærkes, at det alene er

arbejdsskadens følger der kan ydes erstatning for, jf. lovens § 26.

Ankestyrelsen tiltræder

således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.”

I brev af 21. november 1997

som jeg modtog den 7. januar 1998, klagede A til mig. A mente ikke at han før

arbejdsskaden af 13. januar 1993 havde en forudbestående skulderlidelse, og

var uforstående over for at myndighederne fastholdt dette.

Jeg bad den 19. februar 1998

Den Sociale Ankestyrelse og Arbejdsskadestyrelsen om at udtale sig i sagen.

Jeg

bad specielt Ankestyrelsen om at redegøre for vurderingsgrundlaget for den

procentvise fastsættelse af A’s forudbestående lidelse.

I brev af 30. marts 1998

udtalte Arbejdsskadestyrelsen sig om A’s arbejdsskadesag. Af styrelsens

brev

fremgik bl.a. følgende:

“...

Den 19. marts 1996 fastsatte

vi skadelidtes erhvervsevnetab som følge af arbejdsskaden den 13. januar 1993

til 50 procent. Skadelidte var på daværende tidspunkt indstillet til

mellemste

førtidspension, svarende til en nedsættelse af skadelidtes erhvervsevne med

ca. 65 procent. Vi vurderede imidlertid, at skadelidtes forudbestående

lidelse

i højre skulder udgjorde ca. 1/4 af skadelidtes samlede erhvervsevnetab. Den

forudbestående skulderlidelse er beskrevet i lægeerklæring I af den 26.

januar

1993 og 3. juni 1993 ved læge (B). Førstnævnte lægeerklæring stammer fra en

tidligere afvist arbejdsskadesag med j.nr. (

¼

). Ifølge erklæringen fra

3. juni 1993 har skadelidte til egen læge oplyst, at arbejdsskaden den 13.

januar 1993 gav en forværring af den forudbestående skulderlidelse.

Den 12. maj 1996 vurderede vi

erhvervsevnetabet påny. På dette tidspunkt var skadelidte tilkendt mellemste

førtidspension. Arbejdsskadestyrelsen vurderede stadig, at skadelidtes

erhvervsevnetab som følge af skaden var 50 procent.

...”

I brev af 29. april 1998

udtalte Den Sociale Ankestyrelse følgende:

“...

Ankestyrelsen traf den 4.

august 1997 afgørelse om, at den anerkendte arbejdsskade ikke skønnedes at

have medført tab af erhvervsevne på mere end 50%, jf. § 32, stk. 1 og 2, i

lov

nr. 390 af 20. maj 1992 om forsikring mod følger af arbejdsskade, som

bekendtgjort i Socialministeriets lovbekendtgørelse nr. 789 af 28. august

1996,

og at (A) således ikke var berettiget til yderligere erstatning for tab af

erhvervsevne.

Begrundelsen for afgørelsen

var, at følgerne efter arbejdsskaden den 13. januar 1993 kun delvist kunne

begrunde arbejdsophøret og overgangen til mellemste førtidspension. Det var

Ankestyrelsens vurdering, at 3/4 af det samlede tab af erhvervsevne på 65%

skyldtes arbejdsskaden den 13. januar 1993, således at tabet af erhvervsevne

kunne sættes til 50%.

Ankestyrelsen lagde ved

afgørelsen vægt på de lægelige oplysninger i sagen om skadens art og omfang.

Herunder på lægeerklæring I af 3. juni 1993 fra læge (B), hvoraf det bl.a.

fremgik, at (A) var i behandling for en skulderskade fra den 23. oktober

1992.

Det fremgik endvidere, at (A) havde oplyst, at tilstanden blev forværret i

forbindelse med hændelsen den 13. januar 1993.

...

Ankestyrelsen skal til afgørelsen af 4. august 1997, som (A) har klaget

over til Folketingets Ombudsmand, uddybende bemærke

, at Ankestyrelsen har

taget udgangspunkt i reglerne om genoptagelse af erstatningsspørgsmålet,

hvorefter det er en betingelse, at der er sket væsentlige ændringer i de

forhold, der blev lagt til grund for fastsættelsen af erstatningen.

Ankestyrelsen finder ikke, at

der er dokumenteret sådanne væsentlige ændringer siden Arbejdsskadestyrelsens

afgørelse af 19. marts 1996. Der er således ingen nye helbredsmæssige

oplysninger.

Vedrørende betydningen af den

forudbestående lidelse og vurderingsgrundlaget for den procentvise

fastsættelse bemærkes, at Ankestyrelsen har lagt vægt på, at der var en

forudbestående lidelse, jf. oplysningerne fra læge (B) i lægeerklæring 1 af

3.

juni 1993, og at den forudbestående lidelse har haft nogen betydning for

(A)’s

samlede erhvervsevnenedsættelse. I den forbindelse henvises til at den

tidligere skade i højre skulder ifølge lægeerklæring 1 af 26. januar 1993 fra

læge (B) gav symptomer i form af fornemmelser fra højre skulder gennem en

måneds tid før den 23. oktober 1992, hvor han følte et smæld og herefter

straks

voldsomme smerter, som bevirkede, at han ikke kunne løfte armen udad-opad.

Diagnosen var rotator cuff læsion, og han var fortsat i behandling herfor på

tidspunktet for arbejdsskaden den 13. januar 1993. Ankestyrelsen har herefter

på baggrund af et samlet skøn fundet at kunne tiltræde Arbejdsskadestyrelsens

afgørelse, hvorefter erhvervsevnetabet som følge af arbejdsskaden og den

forudbestående lidelse skønsmæssigt er vurderet til henholdsvis 3/4 og 1/4,

og

hvorefter erhvervsevnetabet er fastsat til 50%.

Ankestyrelsen må derfor

fastholde den trufne afgørelse.

...”

Ombudsmandens udtalelse

”1. Ombudsmandens vurderingsgrundlag:

Jeg har ved behandlingen af Deres arbejdsskadesag koncentreret mig om Deres

klage over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 12. maj 1997 og Den Sociale

Ankestyrelses afgørelse af 4. august 1997 hvorefter Deres erhvervsevnetab

blev fastsat til 50 pct. Grunden hertil er som meddelt Dem i mit brev af 19.

februar 1998 at en klage til ombudsmanden skal være indgivet ’inden 1 år

efter, at forholdet er begået’, (ombudsmandslovens § 13, stk. 1). Jeg er

derfor afskåret fra at behandle de af myndighedernes afgørelser der er

truffet mere end 1 år forud for den 7. januar 1998 hvor jeg modtog Deres

klage.

2. Retsgrundlaget:

Den Sociale Ankestyrelse og Arbejdsskadestyrelsens afgørelser er truffet

efter § 32 i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade (jf. lov nr. 390 af

20. maj 1992 senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 789 af 28. august

1996). § 32 har følgende ordlyd:

’

§ 32.

Har arbejdsskaden medført nedsættelse af skadelidtes evne til at skaffe sig

indtægt ved arbejde, tilkommer der den pågældende erstatning for tab af

erhvervsevne. Der ydes ikke erstatning, hvis erhvervsevnetabet er mindre end

15 pct.

Stk. 2.

Ved bedømmelsen af erhvervsevnetabet tages hensyn til skadelidtes muligheder

for at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan

forlanges af den pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og

muligheder for erhvervsmæssig omskoling og optræning.’

Det har i Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse været fast

praksis ved fastsættelsen af erhvervsevnetabet at tage hensyn til en eventuel

forudbestående lidelse således at kun de følger der kan tilskrives

arbejdsskaden, kompenseres. Denne praksis er nu lovfæstet i lovens § 26 der

har følgende

ordlyd:

’

§ 26.

Erstatning efter §§30 og 32 samt godtgørelse efter §33 i

denne lov fastsættes på grundlag af arbejdsskadens følger. Erstatningen kan

således nedsættes eller efter omstændighederne bortfalde, hvis skadelidtes

aktuelle lægelige og sociale situation ikke udelukkende kan henføres til

arbejdsskaden.’

Lovens § 13 indeholder en

særlig bestemmelse om bevisbyrden med hensyn til om et tab af erhvervsevne

eller et varigt men skal anses for at være en følge af arbejdsskaden. § 13

har

følgende ordlyd:

’

§ 13.

Et påvist tab af erhvervsevne, et varigt mén eller en persons

død anses for at være en følge af arbejdsskaden, medmindre overvejende

sandsynlighed taler herimod.’

§ 13 opstiller en formodning

for en tilstands sammenhæng med en anerkendt arbejdsskade, og det skal ved

afgørelser om bl.a. tab af erhvervsevne lægges til grund at der er en sådan

sammenhæng medmindre overvejende sandsynlighed taler derimod. Det følger

derfor samtidig af § 13 at det påhviler myndighederne at påvise at der med

overvejende sandsynlighed foreligger andre årsager til erhvervsevnetabet end

arbejdsskaden.

Der har ved domstolene

verseret en række sager om betydningen af en forudbestående lidelse for

fastsættelsen af erhvervsevnetabet i arbejdsskadesager. Af retspraksis kan

det udledes at myndighederne pålægges en tung bevisbyrde for at en del af det

endelige erhvervsevnetab skyldes en forudbestående lidelse. Jeg skal i den

forbindelse bl.a. henvise til Højesterets dom af 3. september 1998 gengivet i

Ugeskrift for Retsvæsen 1998, s. 1627.

På baggrund af Højesterets

dom har Arbejdsskadestyrelsen i februar 1999 i ’Nyt om

arbejdsskader’ fastlagt

en praksis for hvornår der som følge af en forudbestående lidelse kan

fradrages

i en erstatning. Om denne fremgår følgende:

’...

Styrelsen har nu fastlagt en

praksis for, hvornår der kan fradrages i en erstatning under henvisning til,

at

den pågældende har en forudbestående lidelse. Denne praksis indebærer, at

styrelsen alene foretager fradrag for forudbestående lidelse, når:

der foreligger lægelig dokumentation for den

forudbestående lidelses eksistens og for, at lidelsen har været

symptomgivende

før arbejdsskaden, eller der foreligger en sikker prognose for, at lidelsen

ville have givet symptomer, selvom skaden ikke var sket, og

det er klart, at den forudbestående lidelse konkret

påvirker erhvervsevnen, altså er medvirkende til nedsættelsen af

erhvervsevnen.

Det kan fx være dokumenteret ved sygefravær forud for arbejdsskaden, ved

sygebehandling inden arbejdsskaden eller ved en sikker prognose for, at

lidelsen med tiden ville påvirke erhvervsevnen, selvom skaden ikke var sket.

Der kan således ikke fradrages i erstatningen, når der alene foreligger en

generel lægelig dokumentation.

Arbejdsskadestyrelsen har

samtidig skærpet kravene til de begrundelser, der skal gives, når der

fradrages i erstatningen. Det skal fx oplyses i afgørelsen, hvordan

Arbejdsskadestyrelsen har vægtet den forudbestående lidelse i forhold til den

samlede varige mén og/eller erhvervsevnetab, ligesom vægtningen skal

begrundes.

...’

3. Myndighedernes afgørelser:

Jeg har begrænset min

undersøgelse af myndighedernes afgørelser til at omfatte:

Myndighedernes begrundelser for afgørelserne.

Myndighedernes sagsoplysning.

Ad. 1:

Skriftlige afgørelser der

ikke giver den pågældende fuldt ud medhold, skal ifølge forvaltningslovens §

22

være ledsaget af en begrundelse.

Jeg har tidligere i

Folketingets Ombudsmands beretning for året 1990, s. 458ff, udtalt at en

skadelidt

i en arbejdsskadesag der ikke ved myndighedernes afgørelser tildeles den

maksimale ydelse i henhold til loven, skal have en begrundelse medmindre der

i

forvejen foreligger en tilkendegivelse der viser at vedkommende stiller sig

tilfreds med et mindre beløb (s. 484-485).

Arbejdsskadestyrelsen og Den

Sociale Ankestyrelse vurderede ved afgørelserne af henholdsvis 12. maj 1997

og

4. august 1997 at Deres erhvervsevnetab udgjorde 50 pct. Da De således ikke

fik

medhold fuldt ud, var myndighederne forpligtet til at begrunde afgørelserne.

Forvaltningslovens § 24

stiller følgende krav til en begrundelse:

’

§ 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning

til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,

afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal

begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for

skønsudøvelsen.

Stk. 2.

Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort

redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som

er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

...’

Begrundelsen skal efter § 24

fremtræde som en forklaring på hvorfor afgørelsen har fået det pågældende

indhold, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1992), s. 227,

og

Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 371.

Afgørelsen af et erhvervsevnetabs

størrelse bygger på en lægefaglig vurdering. Myndighederne skal derfor for at

opfylde begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24 angive de hovedhensyn

myndighederne har lagt til grund ved udmålingen af erhvervsevnetabet, og som

er bestemmende for fastsættelsen af erhvervsevnetabet, herunder en henvisning

til den forudbestående lidelse.

Afgørelserne skal ligeledes

indeholde oplysning om hvor stor en procentdel erhvervsevnetabserstatningen

er

reduceret med som følge af den forudbestående lidelse - altså med andre ord

en

angivelse af hvilken erhvervsevnetabsprocent den forudbestående lidelse blev

vurderet til. Et tidligere meddelt forbehold ved anerkendelsen af et

ulykkestilfælde

som en arbejdsskade fritager ikke myndigheden for at omtale disse forhold i

afgørelsen hvis myndigheden faktisk reducerer erstatningen på denne baggrund.

Om fornødent skal

myndighederne angive hvilke faktiske omstændigheder der var tillagt væsentlig

betydning for afgørelserne.

A. Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 12. maj 1997

Af begrundelsen for

Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 12. maj 1997 fremgår det at styrelsen har

lagt vægt på de sociale oplysninger der var indhentet efter styrelsens

tidligere afgørelse af 19. marts 1996, og på at De på det tidspunkt var

blevet

tilkendt førtidspension.

Det fremgår ikke af

Arbejdsskadestyrelsens begrundelse hvilke lægelige oplysninger der begrunder

styrelsens fastsættelse af erhvervsevnetabet til 50 pct. Det fremgår heller

ikke af styrelsens begrundelse at Deres erhvervsevnetab blev reduceret på

grund af en forudbestående lidelse, og det er derfor heller ikke angivet

hvilken erhvervsevnetabsprocent den forudbestående lidelse blev vurderet til.

Når henses til at De er

blevet tilkendt mellemste førtidspension som forudsætter et erhvervsevnetab

på

65 pct., hjælper Arbejdsskadestyrelsens angivelse af at styrelsen har lagt

vægt på at De er blevet tilkendt førtidspension, ikke med til at give Dem en

forklaring på hvorfor styrelsen fandt at Deres erhvervsevnetab som følge af

arbejdsskaden af 13. januar 1993 udgjorde 50 pct.

Jeg havde derfor fundet det

ønskeligt om styrelsen over for Dem i den forbindelse havde redegjort for

forskellen mellem en erhvervsevnetabsvurdering efter pensionslovens regler,

og en erhvervsevnetabsvurdering efter regler i lov om forsikring mod følger

af arbejdsskade.

Vurderingen af erhvervsevnetabet

efter reglerne i pensionsloven er en anden end den vurdering som foretages

efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade. Myndighederne er ved

behandlingen af Deres arbejdsskadesag ikke bundet af den vurdering af Deres

erhvervsevnetab som myndighederne har foretaget på baggrund af pensionslovens

regler i Deres pensionssag. Ved vurderingen af erhvervsevnetabet efter

reglerne i pensionsloven tages bl.a. vedkommendes samlede helbredstilstand i

betragtning. Foretages vurderingen derimod efter reglerne i lov om forsikring

mod følger af arbejdsskade, fastsættes erhvervsevnetabet efter de

helbredsgener som arbejdsskaden har medført. Skadelidtes forudbestående

lidelser tages kun i betragtning hvis de under alle omstændigheder havde

betydning for erhvervsevnen. Myndighederne er således berettiget og

forpligtet

til at foretage en selvstændig vurdering af skadelidtes erhvervsevnetab efter

reglerne i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade, jf. Højesterets dom

i

Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s. 1167.

På denne baggrund er det min

opfattelse at Arbejdsskadestyrelsens begrundelse for afgørelsen af 12. maj

1997

ikke opfylder kravene i forvaltningslovens § 24 hvilket jeg finder

beklageligt. De anførte mangler synes ikke at være afhjulpet ved

Arbejdsskadestyrelsens udtalelse til mig af 30. marts 1998 der for

hovedpartens

vedkommende vedrører styrelsens afgørelse af 19. marts 1996 og kun sporadisk

afgørelsen af 12. maj 1997.

B. Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 4. august 1997

Ankestyrelsen har som

begrundelse for sin afgørelse anført at styrelsen finder at alene 3/4 af

Deres

samlede erhvervsevnetab på 65 pct. skyldes arbejdsskaden af 13. januar 1993.

Det fremgår endvidere af Ankestyrelsens begrundelse at styrelsen har lagt

vægt

på de lægelige oplysninger, herunder på at det af lægeerklæring I af 3. juni

1993 fremgår at De på dette tidspunkt var i behandling for en skulderskade

fra

den 23. oktober 1992, og at De havde oplyst at tilstanden forværredes i

forbindelse med hændelsen af 13. januar 1993.

Blandt sagens akter

foreligger der flere lægelige oplysninger som synes at tale imod at De før

arbejdsskaden

af 13. januar 1993 havde en skulderlidelse. Jeg skal her bl.a. henvise til

speciallægeerklæring af 2. december 1993 fra speciallæge (E). Jeg skal

endvidere

henvise til at Deres læge - som havde udfyldt lægeerklæring I af 3. juni 1993

- efterfølgende i en statusbedømmelse af 10. oktober 1994 og i en udtalelse

af 5. juni 1996 har afvist eksistensen af en forudbestående skulderlidelse.

Det fremgår ikke af Ankestyrelsens begrundelse hvilken betydning disse

modstridende

oplysninger har haft for Ankestyrelsens vurdering af Deres erhvervsevne.

Det er derfor min opfattelse

at heller ikke Ankestyrelsens begrundelse for afgørelsen af 4. august 1997

opfylder kravene i forvaltningslovens § 24 hvilket jeg finder beklageligt.

Den mangelfulde begrundelse

er efter min opfattelse ikke afhjulpet ved Ankestyrelsens senere udtalelse af

29. april 1998 hvor jeg havde bedt Ankestyrelsen om at udtale sig specifikt

om

vurderingsgrundlaget for den procentvise fastsættelse af Deres forudbestående

skulderlidelse. Det fremgår heller ikke heraf hvilken betydning de lægelige

oplysninger som taler imod eksistensen af en forudbestående skulderlidelse,

havde for Ankestyrelsens vurdering.

Endelig for så vidt angår

Ankestyrelsens bemærkning i afgørelsen af 4. august 1997 om at De først på

daværende tidspunkt protesterede mod myndighedernes forbehold for en

forudbestående skulderlidelse, skal jeg anføre at det af min gengivelse af

sagens forløb fremgår at Forbundet Metal, (X-by), på Deres vegne klagede over

at Arbejdsskadestyrelsen den 3. september 1993 tog forbehold for en

forudbestående

lidelse ved anerkendelsen af Deres arbejdsskade. Forbundet trak dog

efterfølgende sin klage tilbage, men det fremgår endvidere af min

sagsfremstilling

at forbundet på ny i breve af 19. juli 1994 og 25. august 1994 klagede over

forbeholdet, og at De selv efterfølgende flere gange har klaget til

myndighederne over forbeholdet.

Hertil skal jeg endvidere

anføre at det er min opfattelse at det forhold at en skadelidt ikke har

påklaget

et forbehold som tages i forbindelse med anerkendelsen af en arbejdsskade,

ikke

fratager skadelidte retten til senere i forbindelse med myndighedernes

fastsættelse af erhvervsevnetabserstatningen og mengodtgørelsen at påklage

forbeholdet når dette faktisk har medført en reduktion af

erstatningen/godtgørelsen. Jeg skal i den forbindelse henvise til

myndighedernes praksis vedrørende § 12, stk. 2, i lov om forsikring mod

følger

af arbejdsskade som har følgende ordlyd:

’Godtgøres det, at den

anmeldte personskade ikke udelukkende er forvoldt af den anmeldte skade, skal

skadelidte underrettes herom senest samtidig med meddelelsen om

skadestilfældets anerkendelse, jf. §

23.’

§ 12 stiller således krav om

at myndighederne senest samtidig med anerkendelsen af arbejdsskaden

underretter

skadelidte om at man ved fastsættelsen af erhvervsevnetabserstatningen og

mengodtgørelsen

vil tage forbehold for en forudbestående lidelse. Efter myndighedernes

praksis

betragtes § 12, stk. 2, i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade som en

ordensforskrift og ikke som en gyldighedsbetingelse, jf. Den Sociale

Ankestyrelses Sociale Meddelelser, meddelelse U-7-97, og Ole Behn og Viggo

Bertram, Arbejdsskadeforsikringsloven, 3. kommenterede udgave (1997), s. 305.

Det vil sige at manglende underretning af skadelidte om et forbehold for en

forudbestående lidelse ikke efter myndighedernes praksis medfører at der ved

fastsættelsen af erhvervsevnetabserstatningen eller mengodtgørelsen skal ses

bort fra den forudbestående lidelse. Når henses hertil, forekommer det ikke

rimeligt at udelukke en skadelidt muligheden for at påklage myndighedernes

forbehold for en forudbestående lidelse selv om klagen ikke fremsættes i

forbindelse med anerkendelsen af arbejdsskaden hvor forbeholdet blev taget,

men

først fremsættes i forbindelse med fastsættelsen af

erhvervsevnetabserstatningen

eller mengodtgørelsen – særligt når erstatningen/godtgørelsen reduceres

som

følge af forbeholdet.

Ad. 2

Det er et grundlæggende

princip i forvaltningsretten at den myndighed der skal træffe afgørelse i en

given sag, har ansvaret for at sagen er tilstrækkeligt oplyst til at der kan

træffes en materielt rigtig afgørelse. Dette princip kaldes

officialprincippet.

Officialprincippet indebærer

at myndigheden har pligt til at sikre sig, dels at myndigheden er i

besiddelse

af de oplysninger der er nødvendige for at træffe afgørelse i den

foreliggende

sag, dels at disse oplysninger er korrekte.

Jeg har forstået

Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale Ankestyrelses afgørelser således at man

har lagt til grund at Deres samlede erhvervsevnetab er 65 pct. Jeg har

endvidere forstået at man har lagt til grund at De på tidspunktet for

arbejdsskaden

af 13. januar 1993 havde en forudbestående lidelse i form af en

skulderlidelse,

og at myndighederne derfor har fastsat Deres erhvervsevnetab som følge af

arbejdsskaden til 50 pct.

I Deres sag medfører

officialprincippet at Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse har

pligt til at sikre at der foreligger tilstrækkelige oplysninger til at belyse

at De før arbejdsskaden af 13. januar 1993 havde en skulderskade som nedsatte

Deres erhvervsevne med 15 pct.

Som sagen er oplyst for mig,

fremgår det at De efter en kort sygemelding i forbindelse med

ulykkestilfældet

af 23. oktober 1992 - der ikke blev anerkendt som en arbejdsskade - genoptog

Deres

arbejde på fuld tid. Det fremgår endvidere at De fortsatte med Deres arbejde

på

fuld tid frem til ulykkestilfældet af 13. januar der blev anerkendt som en

arbejdsskade. Først efter arbejdsskaden af 13. januar 1993 blev De ansat i en

skånestilling og ophørte siden helt med at arbejde. Det fremgår imidlertid

ikke

med tilstrækkelig klarhed hvilke arbejdsopgaver De varetog i perioden mellem

ulykkestilfældet af 23. oktober 1992 og arbejdsskaden af 13. januar 1993.

For så vidt angår det

lægelige grundlag for med henvisning til en forudbestående skulderlidelse at

foretage en reduktion af Deres erhvervsevnetabserstatning, fremgår det af

lægeerklæring I at De før arbejdsskaden af 13. januar 1993 skulle have haft

en skulderlidelse. Lægeerklæring I er en foreløbig erklæring som afgives i

forbindelse med anmeldelsen af en formodet arbejdsskade. Deres læge, (B), som

udfyldte lægeerklæring I, har siden afvist at De før arbejdsulykken af 13.

januar 1993 skulle have haft en skulderlidelse.

Hertil kommer at det af visse

af de øvrige lægelige oplysninger synes at fremgå at De ikke havde problemer

med Deres skuldre før arbejdsskaden af 13. januar 1993. Jeg skal i den

forbindelse henvise til speciallægeerklæring af 2. december 1993 fra (E)

hvoraf

det fremgår at De ingen gener havde efter ulykkestilfældet af 23. oktober

1992

og derfor kunne genoptage Deres sædvanlige arbejde uden problemer. Jeg skal

endvidere henvise til en udtalelse af 1. oktober 1993 fra speciallæge (C)

hvoraf det fremgår at De i forbindelse med ulykkestilfældet af 23. oktober

1992

undergik en røntgenundersøgelse som viste normale forhold.

Det forhold at De i en

periode på ca. tre måneder er udsat for to ulykkestilfælde på Deres

arbejdsplads

der begge koncentrerer sig om Deres skuldre, må efter min mening skærpe

kravene

til præcisionen i myndighedernes oplysningsgrundlag. Derfor må såvel det

lægelige grundlag som oplysningsgrundlaget i øvrigt – f.eks. vedrørende

omfanget og karakteren af Deres arbejde i perioden mellem de to

ulykkestilfælde

– efter min vurdering karakteriseres som for spinkelt til at foretage en

reduktion i erstatningen for tab af erhvervsevne.

Samlet set er det derfor min

opfattelse at oplysningsgrundlaget i Deres arbejdsskadesag ikke har været

tilstrækkeligt

hvilket jeg finder beklageligt.

4. Sammenfatning

Set i lyset af

Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale Ankestyrelses utilstrækkelige

begrundelser og utilstrækkelige oplysningsgrundlag ved afgørelserne af 12.

maj 1997 og 4. august 1997, må jeg anse det for mindre foreneligt med kravet

i

§ 13 i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade – hvorefter et tab

af erhvervsevne

anses for at være en følge af arbejdsskaden medmindre ’

overvejende sandsynlighed

’ taler herimod – at

Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse under henvisning til en

forudbestående skulderlidelse har foretaget en reduktion i Deres

erhvervsevnetabserstatning.

Jeg har derfor henstillet til Den Sociale Ankestyrelse at genoptage sagen.

Jeg har i den forbindelse

bemærket mig den seneste retspraksis hvorefter myndighederne er blevet pålagt

en tung bevisbyrde for at en del af erhvervsevnetabet ved en arbejdsskade

skyldes en forudbestående lidelse. Jeg har endvidere bemærket mig

Arbejdsskadestyrelsens praksisændring.

Jeg beder Dem afvente Ankestyrelsens

fornyede behandling af sagen før De tager stilling til om der er grundlag for

at klage til mig.

”

Den 12. juli 1999 orienterede

Den Sociale Ankestyrelse mig om at styrelsen havde genoptaget sagen.

Jeg meddelte derfor at jeg

ikke foretog mig mere i sagen på det foreliggende grundlag.

Den 23. november 1999 traf

Ankestyrelsen en ny afgørelse i sagen og hjemviste sagen til fornyet

behandling

i Arbejdsskadestyrelsen. Ankestyrelsen henviste til at de tidligere

afgørelser

i sagen var truffet på et forkert lægeligt grundlag.

NOTER: (*1)

FOB 1990, s. 458.

Lignende dokumenter