Reduktion i arbejdsskadeerstatning på grund af forudbestående lidelse. Sagsoplysning og begrundelse. Beviskrav
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Reduktion i arbejdsskadeerstatning på grund af forudbestående
lidelse. Sagsoplysning og begrundelse. Beviskrav
Sagens omstændigheder var
følgende:
A var den 13. januar 1993
udsat for en ulykke da han i forbindelse med sit arbejde som reparatør for
(virksomheden) M skulle stige om bord på kranen N ved at svinge sig fra en
mindre motorbåd. Ombordstigningen foregik ved at motorbåden lagde sig op på
siden af kranen N. Når en bølge løftede motorbåden op, skulle man gribe fat
om
rælingen på kranen N og svinge sig om bord. Ved ombordstigningen den 13.
januar 1993 som efter A’s oplysninger foregik i stormvejr, mistede A
imidlertid
fodfæstet på det våde dæk og kom til at hænge i begge arme i rælingen indtil
han igen fik fat med fødderne på dækket.
Det fremgik endvidere af
sagen at A tidligere i sin stilling som reparatør for (virksomheden) M havde
været udsat for en ulykke. I forbindelse med afkortningen af en stor nøgle
som
anvendtes på dækket, fik A den 23. oktober 1992 et smæld i højre skulder da
han
forsøgte at brække nøglen efter næsten at have gennemskåret denne. Efter
ulykken var A sygemeldt fra den 26. november 1992 til den 14. december 1992.
Arbejdsskadestyrelsen afslog i brev af 24. marts 1993 at anerkende
ulykkestilfældet
som en arbejdsskade, og Den Sociale Ankestyrelse stadfæstede den 12. oktober
1993 Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.
Som følge af arbejdsulykken
af 13. januar 1993 var A sygemeldt frem til 1. april 1993 hvor han blev ansat
i
Læs alt
en skånestilling som opsynsmand i motorrummet på storebæltsfærgerne. A blev
igen sygemeldt den 8. januar 1994, og den 7. maj 1994 blev A sagt op. A
modtager nu mellemste førtidspension.
Da ulykkestilfældet af 13.
januar 1993 medførte store smerter i begge A’s skuldre, anmeldte A den
24. maj
1993 hændelsen som en arbejdsskade til Arbejdsskadestyrelsen.
I “lægeerklæring I” som A’s
læge, B, afgav den 3. juni 1993 i forbindelse med anmeldelsen, var følgende
anført vedrørende A’s forklaring om årsagen til arbejdsulykken:
“Pt var på dette tidspunkt i
behandling hos speciallæge (C) (X-by) for allerede anmeldt skulderskade okt.
92. Ved konsultationen 26.1.93 har jeg intet noteret om yderligere
tilskadekomst 13.1.93, men pt har senere oplyst, at tilstanden forværredes i
forbindelse med ombordstigning fra motorbåd til kran i rum sø med bølgegang,
hvor han pludselig måtte gribe fast med hænderne for ikke at falde i vandet
og
mistede fodfæste og følte træk i arme og skuldre. (jan 93).”
Til brug for
Arbejdsskadestyrelsens behandling af A’s sag forelå de akter der indgik
ved
styrelsens behandling af det tidligere anmeldte ulykkestilfælde af 23.
oktober
1992.
Af “lægeerklæring I” som var
afgivet af A’s læge, B, den 26. januar 1993 i forbindelse med
anmeldelsen af ulykken
af 23. oktober 1992, fremgik følgende om A’s helbredsforhold før
ulykken:
“1987 behandling for ve.
sidig supraspin tendinit, men det var et overstået fænomen.
I øvrigt ikke lidelser af
betydning for skulder.”
Som svar på erklæringens
spørgsmål om hvad skadelidte havde angivet om årsagen til lidelsens opståen,
havde A’s læge anført følgende:
“Gennem en måneds tid
fornemmelser fra hø skulder. Et døgn inden konsultationen på arbejdspladsen,
skulle han tage et tag med armen og følte smæld i højre skulder og herefter
straks voldsomme smerter og pga smerter kunne han ikke løfte armen
udad-opad.”
Endvidere havde A’s læge
skrevet således som svar på erklæringens spørgsmål om hvilke sygelige
forandringer ulykkestilfældet havde bevirket:
“God kraft ved rotation.
Ømhed supraspinatus tilhæftning og smerter ved forsøg på abduktion.”
I et spørgeskema som
Arbejdsskadestyrelsen havde bedt A udfylde til brug for styrelsens behandling
af ulykkestilfældet af 23. oktober 1992, havde A den 18. februar 1993 anført
følgende som svar på spørgsmålet om hvorvidt han efter ulykkestilfældet
genoptog sit arbejde:
“Da det blev mig oplyst, at
der ikke var synlige skader på højre skulder, aftalte jeg med Maskinchef (D),
at jeg kun skulle være stand by i kontrolrummet på min arbejdsplads ombord på
(kranen N).”
Den 3. september 1993
anerkendte Arbejdsskadestyrelsen ulykkestilfældet af 13. januar 1993 som en
arbejdsskade. Styrelsen skrev dog følgende i afgørelsen:
“...
Der kan kun ydes erstatning
for arbejdsskadesagens følger. Ved beregningen af en eventuel erstatning vil
der derfor blive taget hensyn til at der hos Dem er påvist en forudbestående
skulderlidelse.
...”
Forbundet Metal, X-by, klagede
på A’s vegne i brev af 7. september 1993 over at Arbejdsskadestyrelsen
ved
afgørelsen af 3. september 1993 tog forbehold for en forudbestående
skulderlidelse. I brev af 10. september 1993 skrev forbundet imidlertid til A
at man havde trukket klagen af 7. september 1993 tilbage. Af forbundets brev
fremgik følgende:
“
Vedr. Skrivelse til Arbejdsskadestyrelsen af 7. september 93.
Gode ven!
Undertegnede har telefonisk
fået besked fra styrelsen at vor skrivelse samt Styrelsens formulering har
forudsaget nogle misforståelser.
På nuværende tidspunkt er der
ikke
truffet nogle afgørelser, derfor
skal der ikke ankes. Sætningen ’en forudbestående skulderlidelse’
skal ikke
forstås som et minus, ved kommende afgørelser er den uvedkommende.
Styrelsen er ved at indhente
oplysninger fra forskellige læger, og dem af dig krævede vil blive tilsendt,
når du får alle akter. Jeg har derfor truffet anken indtil vi får set
afgørelsen, hvorefter du bestemmer om den skal ankes.
Dette til din orientering.”
Til brug for den videre
behandling af A’s arbejdsskadesag forelå bl.a. en udtalelse fra
speciallæge i
reumatologi, C, og en speciallægeerklæring fra speciallæge i ortopædisk
kirurgi, E.
Speciallæge C udtalte den 1.
oktober 1993 følgende:
“23/10 1992 til 4/8 1993
undersøgt og behandlet for skuldersmerter, der har været beskeden tilstede
gennem nogle uger, men idet han på arbejdspladsen tog et tag for at trække en
metalgenstand, fik han et voldsomt smertende smæld i højre skulder så
kraftigt,
at armen faldt ned, inden han fik gennemført trækket.
Ved de første undersøgelser
her fandtes der lokal irritation omkring acromio-clavikulærleddet,
supraspinatussene, og begge steder behandledes med blokader.
Efterfølgende
røntgenundersøgelse var normal.
...
I marts 1993 var han nogenlunde
smertefri, men stadig med bevægeindskrænkning med flektion 90 grader,
abduktion 60 grader.
Maj 1993 genhenvist på grund
af vedvarende smerter og bevægeindskrænkning, der var taget lidt til og
samtidig sovende paræstesier til hånden samt intermitterende oplevelse af
kraftnedsættelse.
På grund af meget brogede
symptomkompleks henvistes han til EMG, som tydede på, at der havde været en
plexuspåvirkning.
...
Konklusion:
i forløbet, som primært har været udløst af en specifik
belastning, har han udviklet periartrosesymptomer men jævnfør EMG må han
oprindeligt også have haft en lille plexuslæsion.”
E skrev i en
speciallægeerklæring af 2. december 1993
følgende om A’s helbredstilstand før arbejdsulykken af 13. januar 1993:
“...
Øvrige lidelser:
Frem til aktuelle altid været
rask. Havde dog ca. 1 måned før aktuelle hændelse en fibersprængning i højre
skulder, hvor han følte et smæld og påfølgende ømhed. Han var sygemeldt i 8
dage, gik til fysioterapi og mærkede herefter ikke noget til generne og kunne
genoptage arbejdet uden problemer.
...”
I brev af 11. april 1994
oplyste overlæge F fra X-by Sygehus om resultatet af en røntgenundersøgelse
sygehuset havde foretaget af A den 16. marts 1994. Det fremgik af brevet at A
var kommet på venteliste for at få fjernet slimsæk under skulderen og for
reparation af ledkapsel i skulderen.
Den 26. juni 1994 sendte A
Arbejdsskadestyrelsen en kopi af journaludskrifterne for perioden 7. oktober
1993 til 24. maj 1994 fra arbejdsmedicinsk afdeling på X-by sygehus. I
konklusionen
var anført følgende:
“
Konklusion
Størstedelen af patientens
nuværende skuldergener er en følge efter arbejdsulykken januar
1993.”
Den 15. juli 1994 traf
Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om at A’s varige men som følge af
arbejdsskaden
af 13. januar 1993 kunne fastsættes til 8 pct., og at A derfor ville få
udbetalt en godtgørelse på 28.400 kr. Af afgørelsen fremgik det at styrelsen
havde lagt vægt på at A havde en massiv forudbestående skulderlidelse. Det
fremgik endvidere at styrelsen ville revidere menspørgsmålet efter
operationen.
Forbundet Metal, X-by,
klagede i breve af 19. juli 1994 og af 25. august 1994 på A’s vegne over
Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om varigt men. Forbundet protesterede bl.a.
over Arbejdsskadestyrelsens bemærkninger om at A forud for arbejdsulykken af
13. januar 1993 skulle have haft en massiv forudbestående skulderlidelse i
højre skulder.
I brev af 31. august 1994 til
Arbejdsskadestyrelsen redegjorde A for hvorfor der var tale om en
misforståelse
når Arbejdsskadestyrelsen var af den opfattelse at A forud for
arbejdsulykken af 13. januar 1993 havde en forudbestående skulderlidelse. A
skrev således følgende:
“...
Ved ulykken d. 13. januar
1993 tror jeg at det er samme skade igen, og går til læge (C), og får her
forbud mod at arbejde.
Sendes herfra til læge (G),
(X-by), hvor det aftales at sende mig til (Z-by) Sygehus for rg. af
skulderled.
Da jeg ikke hører fra (Z-by)
Sygehus, kontakter jeg (G), og denne meddeler mig, at det ikke er nødvendigt
med rg., da der ikke er nogle skader på skulderled.
Grundet min opfattelse af at
det er skaden fra 13. oktober 1992 og, dette er min opfattelse, den fortsatte
fokusering på højre skulder, selvom jeg påtaler smerter i venstre skulder og
ryg, beskrives der derfor en massiv skulderlidelse, hørende fra 13. oktober
1992, hvilket ikke er tilfældet.
Smerterne i skuldre og ryg
tiltager og jeg går til min egen læge, (B) (Y-by), som da denne hører hvad
jeg
siger, mener at der er tale om en helt ny situation, og arbejdsulykken
anmeldes
til styrelsen.
...”
Arbejdsskadestyrelsen traf
den 20. oktober 1994 afgørelse om at A’s erhvervsevnetab som følge af
arbejdsskaden af 13. januar 1993 var nedsat med mindre end 15 pct. Det betød
at
A ikke var berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne. Styrelsen
besluttede
samtidig at spørgsmålet om A’s erhvervsevnetab skulle genoptages den 1.
februar 1995.
Den 15. november 1994 blev A
opereret i højre skulder.
Den 21. december 1994 ændrede
Den Sociale Ankestyrelse Arbejdsskadestyrelsens afgørelse vedrørende A’s
varige men. Ankestyrelsen fandt at arbejdsskaden havde medført et varigt men
på
12 pct. Ankestyrelsen havde desuden vurderet betydningen af A’s
forudbestående
lidelse i højre skulder til 4 pct. Det fremgik endvidere af Ankestyrelsens
afgørelse at Arbejdsskadestyrelsen skulle tage spørgsmålet om mengradens
størrelse op igen efter operationen af A’s skulder.
Den 25. januar 1995 blev A
opereret i venstre skulder.
Arbejdsskadestyrelsen tog den
10. april 1995 A’s arbejdsskadesag op til revision. I den anledning
indhentede
styrelsen bl.a. akterne fra A’s pensionssag fra Y Kommune.
Det fremgik heraf at kommunen
den 20. november 1995 havde indstillet A til mellemste førtidspension på
grund
af hans smerter i skulder, arme og ryg som fulgte efter arbejdsskaden af 13.
januar 1993.
Det fremgik endvidere af en
statusbedømmelse af 10. oktober 1994 udarbejdet af A’s læge, B, til brug
for
pensionssagen at det var hans opfattelse at A ikke forud for arbejdsulykken
af
13. januar 1993 havde haft en skulderlidelse. I statusbedømmelsen var der
således anført følgende:
“...
Jeg har kendt patienten siden
1988. Der har tidligere været periodevise led-muskelsmerter, men mig bekendt
ikke med langvarige sygemeldinger eller med så massive klager. Arbejdsskade
januar 1993 og herefter voldsomme klager fra arme og skuldre.
Arbejdsskadestyrelsen
har vurderet, at der er tale om ulykke, og har vurderet méngraden til 8% og
ved vurderingen lagt til grund at der var forudbestående ’massiv’
ledlidelse.
Dette stemmer dog ikke overens med mine journalnotater og sagen er anket.
...”
Den 19. marts 1996 traf
Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om at A’s men som følge af arbejdsskaden
nu
kunne fastsættes til 15 pct. Samtidig traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om
at A’s erhvervsevnetab udgjorde 50 pct. I begrundelsen for afgørelsen om
A’s
erhvervsevnetab skrev styrelsen følgende:
“...
Afgørelsen om erhvervsevnetab
er truffet på grundlag af de sociale oplysninger, der er indhentet. Vi er
bekendt med, at De er indstillet til mellemste førtidspension, svarende til
en
nedsættelse af Deres erhvervsevne med 2/3, det vil sige ca. 65 %.
Det fremgår af de lægelige
akter, at De havde en forudbestående lidelse i højre skulder før ulykken.
Vi har vurderet følgerne af
ulykkestilfældet til at udgøre ca. 3/4 af Deres samlede
erhvervsevnenedsættelse.
Vi har derfor fastsat
erhvervsevnetabet som følge af ulykkestilfældet til at udgøre 50%.
...”
Det fremgik endvidere af
afgørelsen at Arbejdsskadestyrelsen ville tage spørgsmålet om størrelsen af
A’s
erhvervsevnetab op igen den 1. marts 1997.
Den 16. april 1996 blev A af
Revaliderings- og pensionsnævnet for Fyns Amt tilkendt mellemste
førtidspension.
I brev af 10. juni 1996
anmodede A Arbejdsskadestyrelsen om at genoptage hans sag. A skrev at han
ikke
forud for arbejdsskaden af 13. januar 1993 havde haft problemer med sin
skulder. A henviste i den forbindelse bl.a. til en udtalelse fra læge B af 5.
juni 1996 som A havde vedlagt sit brev. Af udtalelsen fremgik følgende:
“Brev til
Arbejdsskadestyrelsen.
Man har til grund for
afgørelsen af erstatningssagen for skulderlidelse lagt vægt på at der var
massiv
forudbestående skulderlidelse.
Jeg har kendt pt siden 1986.
Jeg har kun 1. gang undersøgt pt for skulderlidelse nov-dec 1987.
Venstresidig
supraspinatus tendinit. Fik steroid indsprøjtning. Ved konsultation febr.
1988
i anden anledning (eksem og smerter nerve over det ene øje) fortalte pt at
det
gik godt med skulderen og var i fuldt arbejde igen. Siden har der ikke været
klager over skuldre frem til mit notat 15.10.92. Der har været en del
ledklager, men det har været fra knæ og fødder og nakke og albue.”
Arbejdsskadestyrelsen afslog
den 16. august 1996 at genoptage A’s arbejdsskadesag. I begrundelsen for
afgørelsen anførte styrelsen bl.a. følgende:
“...
Vi har ikke fundet grundlag
for at genoptage Deres sag.
...
Vi har lagt vægt på at de
fremsendte oplysninger ikke kan ændre vores afgørelse om, at der er tale om
en
forudbestående skulderlidelse, jf. Lægeerklæring I fra 02-sagen vedrørende
hændelsen den 23. oktober 1992. Vi finder derfor ikke anledning til at ændre
ovennævnte afgørelser.
...”
Den 2. september 1996 klagede
A over Arbejdsskadestyrelsens afgørelser af 19. marts og 16. august 1996 til
Den Sociale Ankestyrelse.
Den Sociale Ankestyrelse afviste
i brev af 9. december 1996 at genoptage A’s arbejdsskadesag. Af brevet
til A
fremgik bl.a. følgende:
“...
Begrundelsen for afgørelsen
er, at der i Deres tilfælde ikke skønnes at være sket en væsentlig ændring af
følgerne efter arbejdsskaden.
Ankestyrelsen har herved lagt
vægt på, at der ikke siden Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 19. marts 1996
er fremkommet nye oplysninger, som kan give anledning til en genoptagelse af
sagen. Det skal bemærkes, at allerede ved Ankestyrelsens afgørelse af 21.
december
1994 blev der lagt vægt på, at De havde en forudbestående lidelse i højre
skulder. Speciallæge (C)’s erklæring af 1. oktober 1993 forelå også ved
denne
afgørelse.
...”
Den 6. februar 1997 sendte A
en foreløbig klage til Den Sociale Ankestyrelse over Arbejdsskadestyrelsens
afgørelser af 19. marts 1996 vedrørende fastsættelsen af A’s men og
erhvervsevnetab.
Den 2. april 1997 skrev
Arbejdsskadestyrelsen til A at hans arbejdsskadesag nu ville blive taget op
til
revision.
Den 8. maj 1997 sendte A sin
endelige klage over Arbejdsskadestyrelsens afgørelser af 19. marts 1996 til
Den Sociale Ankestyrelse. A skrev at han fortsat var uforstående over for at
han før arbejdsskaden af 13. januar 1993 skulle have haft en forudbestående
skulderlidelse. A mente at der var tale om en misforståelse fra
myndighedernes side.
Arbejdsskadestyrelsen traf
den 12. maj 1997 afgørelse om at A’s erhvervsevnetab stadig udgjorde 50
pct. Af
afgørelsen fremgik følgende:
“Vi traf den 19. marts 1996
afgørelse om erhvervsevnetab i Deres sag og har nu undersøgt sagen igen.
Vi vurderer, at Deres tab af
erhvervsevne stadig er 50 procent. Det betyder, at den løbende ydelse
fortsætter uændret, det vil sige 25 procent løbende ydelse, idet de 25
procent
er kapitaliseret den 13. maj 1996. Vi vil straks herefter vende tilbage
vedrørende Deres anmodning om kapitalisering af yderligere 50.000 kr.
Afgørelsen er truffet på
grundlag af de sociale oplysninger, der er indhentet efter den tidligere
afgørelse.
Vi har lagt vægt på, at De nu er tilkendt den førtidspension, De var
indstillet
til ved vores sidste afgørelse.
...”
I brev af 20. maj 1997
klagede A på ny over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 19. marts 1996
vedrørende hans erhvervsevnetab.
Den 4. august 1997 traf Den
Sociale Ankestyrelse følgende afgørelse:
“...
AFGØRELSE
Arbejdsskaden skønnes ikke at
have medført tab af erhvervsevne på mere end 50%, jf. lovens § 32, stk. 1 og
2.
De er således ikke berettiget til yderligere erstatning for tab af
erhvervsevne.
Begrundelsen for afgørelsen
er, at følgerne efter arbejdsskaden den 13. januar 1993 kun delvist kan
begrunde et arbejdsophør og overgang til mellemste førtidspension. Det er
Ankestyrelsens vurdering, at 3/4 af Deres samlede tab af erhvervsevne på 65%
skyldes arbejdsskaden den 13. januar 1993 således, at Deres tab af
erhvervsevne fastsættes til 50%.
Ved afgørelsen om tab af
erhvervsevne har Ankestyrelsen lagt vægt på de lægelige oplysninger i sagen
om
skadens art og omfang. Herunder på Lægeerklæring I af den 3. juni 1993 ved
læge (B), hvoraf det bl.a. fremgår, at De på dette tidspunkt var i behandling
for en skulderskade fra den 23. oktober 1992. Det fremgår endvidere, at De
oplyser tilstanden blev forværret i forbindelse med hændelsen den 13. januar
1993.
I forhold til det i brev af
den 8. maj 1997 anførte skal det bemærkes, at De først nu protesterer mod en
forudbestående lidelse, jf. grundlaget for afgørelsen hvoraf det bl.a.
fremgår,
at den anmeldte arbejdsskade er anerkendt med forbehold for en forudbestående
lidelse i højre skulder. Det skal endvidere bemærkes, at det alene er
arbejdsskadens følger der kan ydes erstatning for, jf. lovens § 26.
Ankestyrelsen tiltræder
således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.”
I brev af 21. november 1997
som jeg modtog den 7. januar 1998, klagede A til mig. A mente ikke at han før
arbejdsskaden af 13. januar 1993 havde en forudbestående skulderlidelse, og
var uforstående over for at myndighederne fastholdt dette.
Jeg bad den 19. februar 1998
Den Sociale Ankestyrelse og Arbejdsskadestyrelsen om at udtale sig i sagen.
Jeg
bad specielt Ankestyrelsen om at redegøre for vurderingsgrundlaget for den
procentvise fastsættelse af A’s forudbestående lidelse.
I brev af 30. marts 1998
udtalte Arbejdsskadestyrelsen sig om A’s arbejdsskadesag. Af styrelsens
brev
fremgik bl.a. følgende:
“...
Den 19. marts 1996 fastsatte
vi skadelidtes erhvervsevnetab som følge af arbejdsskaden den 13. januar 1993
til 50 procent. Skadelidte var på daværende tidspunkt indstillet til
mellemste
førtidspension, svarende til en nedsættelse af skadelidtes erhvervsevne med
ca. 65 procent. Vi vurderede imidlertid, at skadelidtes forudbestående
lidelse
i højre skulder udgjorde ca. 1/4 af skadelidtes samlede erhvervsevnetab. Den
forudbestående skulderlidelse er beskrevet i lægeerklæring I af den 26.
januar
1993 og 3. juni 1993 ved læge (B). Førstnævnte lægeerklæring stammer fra en
tidligere afvist arbejdsskadesag med j.nr. (
¼
). Ifølge erklæringen fra
3. juni 1993 har skadelidte til egen læge oplyst, at arbejdsskaden den 13.
januar 1993 gav en forværring af den forudbestående skulderlidelse.
Den 12. maj 1996 vurderede vi
erhvervsevnetabet påny. På dette tidspunkt var skadelidte tilkendt mellemste
førtidspension. Arbejdsskadestyrelsen vurderede stadig, at skadelidtes
erhvervsevnetab som følge af skaden var 50 procent.
...”
I brev af 29. april 1998
udtalte Den Sociale Ankestyrelse følgende:
“...
Ankestyrelsen traf den 4.
august 1997 afgørelse om, at den anerkendte arbejdsskade ikke skønnedes at
have medført tab af erhvervsevne på mere end 50%, jf. § 32, stk. 1 og 2, i
lov
nr. 390 af 20. maj 1992 om forsikring mod følger af arbejdsskade, som
bekendtgjort i Socialministeriets lovbekendtgørelse nr. 789 af 28. august
1996,
og at (A) således ikke var berettiget til yderligere erstatning for tab af
erhvervsevne.
Begrundelsen for afgørelsen
var, at følgerne efter arbejdsskaden den 13. januar 1993 kun delvist kunne
begrunde arbejdsophøret og overgangen til mellemste førtidspension. Det var
Ankestyrelsens vurdering, at 3/4 af det samlede tab af erhvervsevne på 65%
skyldtes arbejdsskaden den 13. januar 1993, således at tabet af erhvervsevne
kunne sættes til 50%.
Ankestyrelsen lagde ved
afgørelsen vægt på de lægelige oplysninger i sagen om skadens art og omfang.
Herunder på lægeerklæring I af 3. juni 1993 fra læge (B), hvoraf det bl.a.
fremgik, at (A) var i behandling for en skulderskade fra den 23. oktober
1992.
Det fremgik endvidere, at (A) havde oplyst, at tilstanden blev forværret i
forbindelse med hændelsen den 13. januar 1993.
...
Ankestyrelsen skal til afgørelsen af 4. august 1997, som (A) har klaget
over til Folketingets Ombudsmand, uddybende bemærke
, at Ankestyrelsen har
taget udgangspunkt i reglerne om genoptagelse af erstatningsspørgsmålet,
hvorefter det er en betingelse, at der er sket væsentlige ændringer i de
forhold, der blev lagt til grund for fastsættelsen af erstatningen.
Ankestyrelsen finder ikke, at
der er dokumenteret sådanne væsentlige ændringer siden Arbejdsskadestyrelsens
afgørelse af 19. marts 1996. Der er således ingen nye helbredsmæssige
oplysninger.
Vedrørende betydningen af den
forudbestående lidelse og vurderingsgrundlaget for den procentvise
fastsættelse bemærkes, at Ankestyrelsen har lagt vægt på, at der var en
forudbestående lidelse, jf. oplysningerne fra læge (B) i lægeerklæring 1 af
3.
juni 1993, og at den forudbestående lidelse har haft nogen betydning for
(A)’s
samlede erhvervsevnenedsættelse. I den forbindelse henvises til at den
tidligere skade i højre skulder ifølge lægeerklæring 1 af 26. januar 1993 fra
læge (B) gav symptomer i form af fornemmelser fra højre skulder gennem en
måneds tid før den 23. oktober 1992, hvor han følte et smæld og herefter
straks
voldsomme smerter, som bevirkede, at han ikke kunne løfte armen udad-opad.
Diagnosen var rotator cuff læsion, og han var fortsat i behandling herfor på
tidspunktet for arbejdsskaden den 13. januar 1993. Ankestyrelsen har herefter
på baggrund af et samlet skøn fundet at kunne tiltræde Arbejdsskadestyrelsens
afgørelse, hvorefter erhvervsevnetabet som følge af arbejdsskaden og den
forudbestående lidelse skønsmæssigt er vurderet til henholdsvis 3/4 og 1/4,
og
hvorefter erhvervsevnetabet er fastsat til 50%.
Ankestyrelsen må derfor
fastholde den trufne afgørelse.
...”
Ombudsmandens udtalelse
”1. Ombudsmandens vurderingsgrundlag:
Jeg har ved behandlingen af Deres arbejdsskadesag koncentreret mig om Deres
klage over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 12. maj 1997 og Den Sociale
Ankestyrelses afgørelse af 4. august 1997 hvorefter Deres erhvervsevnetab
blev fastsat til 50 pct. Grunden hertil er som meddelt Dem i mit brev af 19.
februar 1998 at en klage til ombudsmanden skal være indgivet ’inden 1 år
efter, at forholdet er begået’, (ombudsmandslovens § 13, stk. 1). Jeg er
derfor afskåret fra at behandle de af myndighedernes afgørelser der er
truffet mere end 1 år forud for den 7. januar 1998 hvor jeg modtog Deres
klage.
2. Retsgrundlaget:
Den Sociale Ankestyrelse og Arbejdsskadestyrelsens afgørelser er truffet
efter § 32 i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade (jf. lov nr. 390 af
20. maj 1992 senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 789 af 28. august
1996). § 32 har følgende ordlyd:
’
§ 32.
Har arbejdsskaden medført nedsættelse af skadelidtes evne til at skaffe sig
indtægt ved arbejde, tilkommer der den pågældende erstatning for tab af
erhvervsevne. Der ydes ikke erstatning, hvis erhvervsevnetabet er mindre end
15 pct.
Stk. 2.
Ved bedømmelsen af erhvervsevnetabet tages hensyn til skadelidtes muligheder
for at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan
forlanges af den pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og
muligheder for erhvervsmæssig omskoling og optræning.’
Det har i Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse været fast
praksis ved fastsættelsen af erhvervsevnetabet at tage hensyn til en eventuel
forudbestående lidelse således at kun de følger der kan tilskrives
arbejdsskaden, kompenseres. Denne praksis er nu lovfæstet i lovens § 26 der
har følgende
ordlyd:
’
§ 26.
Erstatning efter §§30 og 32 samt godtgørelse efter §33 i
denne lov fastsættes på grundlag af arbejdsskadens følger. Erstatningen kan
således nedsættes eller efter omstændighederne bortfalde, hvis skadelidtes
aktuelle lægelige og sociale situation ikke udelukkende kan henføres til
arbejdsskaden.’
Lovens § 13 indeholder en
særlig bestemmelse om bevisbyrden med hensyn til om et tab af erhvervsevne
eller et varigt men skal anses for at være en følge af arbejdsskaden. § 13
har
følgende ordlyd:
’
§ 13.
Et påvist tab af erhvervsevne, et varigt mén eller en persons
død anses for at være en følge af arbejdsskaden, medmindre overvejende
sandsynlighed taler herimod.’
§ 13 opstiller en formodning
for en tilstands sammenhæng med en anerkendt arbejdsskade, og det skal ved
afgørelser om bl.a. tab af erhvervsevne lægges til grund at der er en sådan
sammenhæng medmindre overvejende sandsynlighed taler derimod. Det følger
derfor samtidig af § 13 at det påhviler myndighederne at påvise at der med
overvejende sandsynlighed foreligger andre årsager til erhvervsevnetabet end
arbejdsskaden.
Der har ved domstolene
verseret en række sager om betydningen af en forudbestående lidelse for
fastsættelsen af erhvervsevnetabet i arbejdsskadesager. Af retspraksis kan
det udledes at myndighederne pålægges en tung bevisbyrde for at en del af det
endelige erhvervsevnetab skyldes en forudbestående lidelse. Jeg skal i den
forbindelse bl.a. henvise til Højesterets dom af 3. september 1998 gengivet i
Ugeskrift for Retsvæsen 1998, s. 1627.
På baggrund af Højesterets
dom har Arbejdsskadestyrelsen i februar 1999 i ’Nyt om
arbejdsskader’ fastlagt
en praksis for hvornår der som følge af en forudbestående lidelse kan
fradrages
i en erstatning. Om denne fremgår følgende:
’...
Styrelsen har nu fastlagt en
praksis for, hvornår der kan fradrages i en erstatning under henvisning til,
at
den pågældende har en forudbestående lidelse. Denne praksis indebærer, at
styrelsen alene foretager fradrag for forudbestående lidelse, når:
der foreligger lægelig dokumentation for den
forudbestående lidelses eksistens og for, at lidelsen har været
symptomgivende
før arbejdsskaden, eller der foreligger en sikker prognose for, at lidelsen
ville have givet symptomer, selvom skaden ikke var sket, og
det er klart, at den forudbestående lidelse konkret
påvirker erhvervsevnen, altså er medvirkende til nedsættelsen af
erhvervsevnen.
Det kan fx være dokumenteret ved sygefravær forud for arbejdsskaden, ved
sygebehandling inden arbejdsskaden eller ved en sikker prognose for, at
lidelsen med tiden ville påvirke erhvervsevnen, selvom skaden ikke var sket.
Der kan således ikke fradrages i erstatningen, når der alene foreligger en
generel lægelig dokumentation.
Arbejdsskadestyrelsen har
samtidig skærpet kravene til de begrundelser, der skal gives, når der
fradrages i erstatningen. Det skal fx oplyses i afgørelsen, hvordan
Arbejdsskadestyrelsen har vægtet den forudbestående lidelse i forhold til den
samlede varige mén og/eller erhvervsevnetab, ligesom vægtningen skal
begrundes.
...’
3. Myndighedernes afgørelser:
Jeg har begrænset min
undersøgelse af myndighedernes afgørelser til at omfatte:
Myndighedernes begrundelser for afgørelserne.
Myndighedernes sagsoplysning.
Ad. 1:
Skriftlige afgørelser der
ikke giver den pågældende fuldt ud medhold, skal ifølge forvaltningslovens §
22
være ledsaget af en begrundelse.
Jeg har tidligere i
Folketingets Ombudsmands beretning for året 1990, s. 458ff, udtalt at en
skadelidt
i en arbejdsskadesag der ikke ved myndighedernes afgørelser tildeles den
maksimale ydelse i henhold til loven, skal have en begrundelse medmindre der
i
forvejen foreligger en tilkendegivelse der viser at vedkommende stiller sig
tilfreds med et mindre beløb (s. 484-485).
Arbejdsskadestyrelsen og Den
Sociale Ankestyrelse vurderede ved afgørelserne af henholdsvis 12. maj 1997
og
4. august 1997 at Deres erhvervsevnetab udgjorde 50 pct. Da De således ikke
fik
medhold fuldt ud, var myndighederne forpligtet til at begrunde afgørelserne.
Forvaltningslovens § 24
stiller følgende krav til en begrundelse:
’
§ 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning
til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,
afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal
begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for
skønsudøvelsen.
Stk. 2.
Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort
redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som
er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.
...’
Begrundelsen skal efter § 24
fremtræde som en forklaring på hvorfor afgørelsen har fået det pågældende
indhold, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1992), s. 227,
og
Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 371.
Afgørelsen af et erhvervsevnetabs
størrelse bygger på en lægefaglig vurdering. Myndighederne skal derfor for at
opfylde begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24 angive de hovedhensyn
myndighederne har lagt til grund ved udmålingen af erhvervsevnetabet, og som
er bestemmende for fastsættelsen af erhvervsevnetabet, herunder en henvisning
til den forudbestående lidelse.
Afgørelserne skal ligeledes
indeholde oplysning om hvor stor en procentdel erhvervsevnetabserstatningen
er
reduceret med som følge af den forudbestående lidelse - altså med andre ord
en
angivelse af hvilken erhvervsevnetabsprocent den forudbestående lidelse blev
vurderet til. Et tidligere meddelt forbehold ved anerkendelsen af et
ulykkestilfælde
som en arbejdsskade fritager ikke myndigheden for at omtale disse forhold i
afgørelsen hvis myndigheden faktisk reducerer erstatningen på denne baggrund.
Om fornødent skal
myndighederne angive hvilke faktiske omstændigheder der var tillagt væsentlig
betydning for afgørelserne.
A. Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 12. maj 1997
Af begrundelsen for
Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 12. maj 1997 fremgår det at styrelsen har
lagt vægt på de sociale oplysninger der var indhentet efter styrelsens
tidligere afgørelse af 19. marts 1996, og på at De på det tidspunkt var
blevet
tilkendt førtidspension.
Det fremgår ikke af
Arbejdsskadestyrelsens begrundelse hvilke lægelige oplysninger der begrunder
styrelsens fastsættelse af erhvervsevnetabet til 50 pct. Det fremgår heller
ikke af styrelsens begrundelse at Deres erhvervsevnetab blev reduceret på
grund af en forudbestående lidelse, og det er derfor heller ikke angivet
hvilken erhvervsevnetabsprocent den forudbestående lidelse blev vurderet til.
Når henses til at De er
blevet tilkendt mellemste førtidspension som forudsætter et erhvervsevnetab
på
65 pct., hjælper Arbejdsskadestyrelsens angivelse af at styrelsen har lagt
vægt på at De er blevet tilkendt førtidspension, ikke med til at give Dem en
forklaring på hvorfor styrelsen fandt at Deres erhvervsevnetab som følge af
arbejdsskaden af 13. januar 1993 udgjorde 50 pct.
Jeg havde derfor fundet det
ønskeligt om styrelsen over for Dem i den forbindelse havde redegjort for
forskellen mellem en erhvervsevnetabsvurdering efter pensionslovens regler,
og en erhvervsevnetabsvurdering efter regler i lov om forsikring mod følger
af arbejdsskade.
Vurderingen af erhvervsevnetabet
efter reglerne i pensionsloven er en anden end den vurdering som foretages
efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade. Myndighederne er ved
behandlingen af Deres arbejdsskadesag ikke bundet af den vurdering af Deres
erhvervsevnetab som myndighederne har foretaget på baggrund af pensionslovens
regler i Deres pensionssag. Ved vurderingen af erhvervsevnetabet efter
reglerne i pensionsloven tages bl.a. vedkommendes samlede helbredstilstand i
betragtning. Foretages vurderingen derimod efter reglerne i lov om forsikring
mod følger af arbejdsskade, fastsættes erhvervsevnetabet efter de
helbredsgener som arbejdsskaden har medført. Skadelidtes forudbestående
lidelser tages kun i betragtning hvis de under alle omstændigheder havde
betydning for erhvervsevnen. Myndighederne er således berettiget og
forpligtet
til at foretage en selvstændig vurdering af skadelidtes erhvervsevnetab efter
reglerne i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade, jf. Højesterets dom
i
Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s. 1167.
På denne baggrund er det min
opfattelse at Arbejdsskadestyrelsens begrundelse for afgørelsen af 12. maj
1997
ikke opfylder kravene i forvaltningslovens § 24 hvilket jeg finder
beklageligt. De anførte mangler synes ikke at være afhjulpet ved
Arbejdsskadestyrelsens udtalelse til mig af 30. marts 1998 der for
hovedpartens
vedkommende vedrører styrelsens afgørelse af 19. marts 1996 og kun sporadisk
afgørelsen af 12. maj 1997.
B. Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 4. august 1997
Ankestyrelsen har som
begrundelse for sin afgørelse anført at styrelsen finder at alene 3/4 af
Deres
samlede erhvervsevnetab på 65 pct. skyldes arbejdsskaden af 13. januar 1993.
Det fremgår endvidere af Ankestyrelsens begrundelse at styrelsen har lagt
vægt
på de lægelige oplysninger, herunder på at det af lægeerklæring I af 3. juni
1993 fremgår at De på dette tidspunkt var i behandling for en skulderskade
fra
den 23. oktober 1992, og at De havde oplyst at tilstanden forværredes i
forbindelse med hændelsen af 13. januar 1993.
Blandt sagens akter
foreligger der flere lægelige oplysninger som synes at tale imod at De før
arbejdsskaden
af 13. januar 1993 havde en skulderlidelse. Jeg skal her bl.a. henvise til
speciallægeerklæring af 2. december 1993 fra speciallæge (E). Jeg skal
endvidere
henvise til at Deres læge - som havde udfyldt lægeerklæring I af 3. juni 1993
- efterfølgende i en statusbedømmelse af 10. oktober 1994 og i en udtalelse
af 5. juni 1996 har afvist eksistensen af en forudbestående skulderlidelse.
Det fremgår ikke af Ankestyrelsens begrundelse hvilken betydning disse
modstridende
oplysninger har haft for Ankestyrelsens vurdering af Deres erhvervsevne.
Det er derfor min opfattelse
at heller ikke Ankestyrelsens begrundelse for afgørelsen af 4. august 1997
opfylder kravene i forvaltningslovens § 24 hvilket jeg finder beklageligt.
Den mangelfulde begrundelse
er efter min opfattelse ikke afhjulpet ved Ankestyrelsens senere udtalelse af
29. april 1998 hvor jeg havde bedt Ankestyrelsen om at udtale sig specifikt
om
vurderingsgrundlaget for den procentvise fastsættelse af Deres forudbestående
skulderlidelse. Det fremgår heller ikke heraf hvilken betydning de lægelige
oplysninger som taler imod eksistensen af en forudbestående skulderlidelse,
havde for Ankestyrelsens vurdering.
Endelig for så vidt angår
Ankestyrelsens bemærkning i afgørelsen af 4. august 1997 om at De først på
daværende tidspunkt protesterede mod myndighedernes forbehold for en
forudbestående skulderlidelse, skal jeg anføre at det af min gengivelse af
sagens forløb fremgår at Forbundet Metal, (X-by), på Deres vegne klagede over
at Arbejdsskadestyrelsen den 3. september 1993 tog forbehold for en
forudbestående
lidelse ved anerkendelsen af Deres arbejdsskade. Forbundet trak dog
efterfølgende sin klage tilbage, men det fremgår endvidere af min
sagsfremstilling
at forbundet på ny i breve af 19. juli 1994 og 25. august 1994 klagede over
forbeholdet, og at De selv efterfølgende flere gange har klaget til
myndighederne over forbeholdet.
Hertil skal jeg endvidere
anføre at det er min opfattelse at det forhold at en skadelidt ikke har
påklaget
et forbehold som tages i forbindelse med anerkendelsen af en arbejdsskade,
ikke
fratager skadelidte retten til senere i forbindelse med myndighedernes
fastsættelse af erhvervsevnetabserstatningen og mengodtgørelsen at påklage
forbeholdet når dette faktisk har medført en reduktion af
erstatningen/godtgørelsen. Jeg skal i den forbindelse henvise til
myndighedernes praksis vedrørende § 12, stk. 2, i lov om forsikring mod
følger
af arbejdsskade som har følgende ordlyd:
’Godtgøres det, at den
anmeldte personskade ikke udelukkende er forvoldt af den anmeldte skade, skal
skadelidte underrettes herom senest samtidig med meddelelsen om
skadestilfældets anerkendelse, jf. §
23.’
§ 12 stiller således krav om
at myndighederne senest samtidig med anerkendelsen af arbejdsskaden
underretter
skadelidte om at man ved fastsættelsen af erhvervsevnetabserstatningen og
mengodtgørelsen
vil tage forbehold for en forudbestående lidelse. Efter myndighedernes
praksis
betragtes § 12, stk. 2, i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade som en
ordensforskrift og ikke som en gyldighedsbetingelse, jf. Den Sociale
Ankestyrelses Sociale Meddelelser, meddelelse U-7-97, og Ole Behn og Viggo
Bertram, Arbejdsskadeforsikringsloven, 3. kommenterede udgave (1997), s. 305.
Det vil sige at manglende underretning af skadelidte om et forbehold for en
forudbestående lidelse ikke efter myndighedernes praksis medfører at der ved
fastsættelsen af erhvervsevnetabserstatningen eller mengodtgørelsen skal ses
bort fra den forudbestående lidelse. Når henses hertil, forekommer det ikke
rimeligt at udelukke en skadelidt muligheden for at påklage myndighedernes
forbehold for en forudbestående lidelse selv om klagen ikke fremsættes i
forbindelse med anerkendelsen af arbejdsskaden hvor forbeholdet blev taget,
men
først fremsættes i forbindelse med fastsættelsen af
erhvervsevnetabserstatningen
eller mengodtgørelsen – særligt når erstatningen/godtgørelsen reduceres
som
følge af forbeholdet.
Ad. 2
Det er et grundlæggende
princip i forvaltningsretten at den myndighed der skal træffe afgørelse i en
given sag, har ansvaret for at sagen er tilstrækkeligt oplyst til at der kan
træffes en materielt rigtig afgørelse. Dette princip kaldes
officialprincippet.
Officialprincippet indebærer
at myndigheden har pligt til at sikre sig, dels at myndigheden er i
besiddelse
af de oplysninger der er nødvendige for at træffe afgørelse i den
foreliggende
sag, dels at disse oplysninger er korrekte.
Jeg har forstået
Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale Ankestyrelses afgørelser således at man
har lagt til grund at Deres samlede erhvervsevnetab er 65 pct. Jeg har
endvidere forstået at man har lagt til grund at De på tidspunktet for
arbejdsskaden
af 13. januar 1993 havde en forudbestående lidelse i form af en
skulderlidelse,
og at myndighederne derfor har fastsat Deres erhvervsevnetab som følge af
arbejdsskaden til 50 pct.
I Deres sag medfører
officialprincippet at Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse har
pligt til at sikre at der foreligger tilstrækkelige oplysninger til at belyse
at De før arbejdsskaden af 13. januar 1993 havde en skulderskade som nedsatte
Deres erhvervsevne med 15 pct.
Som sagen er oplyst for mig,
fremgår det at De efter en kort sygemelding i forbindelse med
ulykkestilfældet
af 23. oktober 1992 - der ikke blev anerkendt som en arbejdsskade - genoptog
Deres
arbejde på fuld tid. Det fremgår endvidere at De fortsatte med Deres arbejde
på
fuld tid frem til ulykkestilfældet af 13. januar der blev anerkendt som en
arbejdsskade. Først efter arbejdsskaden af 13. januar 1993 blev De ansat i en
skånestilling og ophørte siden helt med at arbejde. Det fremgår imidlertid
ikke
med tilstrækkelig klarhed hvilke arbejdsopgaver De varetog i perioden mellem
ulykkestilfældet af 23. oktober 1992 og arbejdsskaden af 13. januar 1993.
For så vidt angår det
lægelige grundlag for med henvisning til en forudbestående skulderlidelse at
foretage en reduktion af Deres erhvervsevnetabserstatning, fremgår det af
lægeerklæring I at De før arbejdsskaden af 13. januar 1993 skulle have haft
en skulderlidelse. Lægeerklæring I er en foreløbig erklæring som afgives i
forbindelse med anmeldelsen af en formodet arbejdsskade. Deres læge, (B), som
udfyldte lægeerklæring I, har siden afvist at De før arbejdsulykken af 13.
januar 1993 skulle have haft en skulderlidelse.
Hertil kommer at det af visse
af de øvrige lægelige oplysninger synes at fremgå at De ikke havde problemer
med Deres skuldre før arbejdsskaden af 13. januar 1993. Jeg skal i den
forbindelse henvise til speciallægeerklæring af 2. december 1993 fra (E)
hvoraf
det fremgår at De ingen gener havde efter ulykkestilfældet af 23. oktober
1992
og derfor kunne genoptage Deres sædvanlige arbejde uden problemer. Jeg skal
endvidere henvise til en udtalelse af 1. oktober 1993 fra speciallæge (C)
hvoraf det fremgår at De i forbindelse med ulykkestilfældet af 23. oktober
1992
undergik en røntgenundersøgelse som viste normale forhold.
Det forhold at De i en
periode på ca. tre måneder er udsat for to ulykkestilfælde på Deres
arbejdsplads
der begge koncentrerer sig om Deres skuldre, må efter min mening skærpe
kravene
til præcisionen i myndighedernes oplysningsgrundlag. Derfor må såvel det
lægelige grundlag som oplysningsgrundlaget i øvrigt – f.eks. vedrørende
omfanget og karakteren af Deres arbejde i perioden mellem de to
ulykkestilfælde
– efter min vurdering karakteriseres som for spinkelt til at foretage en
reduktion i erstatningen for tab af erhvervsevne.
Samlet set er det derfor min
opfattelse at oplysningsgrundlaget i Deres arbejdsskadesag ikke har været
tilstrækkeligt
hvilket jeg finder beklageligt.
4. Sammenfatning
Set i lyset af
Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale Ankestyrelses utilstrækkelige
begrundelser og utilstrækkelige oplysningsgrundlag ved afgørelserne af 12.
maj 1997 og 4. august 1997, må jeg anse det for mindre foreneligt med kravet
i
§ 13 i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade – hvorefter et tab
af erhvervsevne
anses for at være en følge af arbejdsskaden medmindre ’
overvejende sandsynlighed
’ taler herimod – at
Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse under henvisning til en
forudbestående skulderlidelse har foretaget en reduktion i Deres
erhvervsevnetabserstatning.
Jeg har derfor henstillet til Den Sociale Ankestyrelse at genoptage sagen.
Jeg har i den forbindelse
bemærket mig den seneste retspraksis hvorefter myndighederne er blevet pålagt
en tung bevisbyrde for at en del af erhvervsevnetabet ved en arbejdsskade
skyldes en forudbestående lidelse. Jeg har endvidere bemærket mig
Arbejdsskadestyrelsens praksisændring.
Jeg beder Dem afvente Ankestyrelsens
fornyede behandling af sagen før De tager stilling til om der er grundlag for
at klage til mig.
”
Den 12. juli 1999 orienterede
Den Sociale Ankestyrelse mig om at styrelsen havde genoptaget sagen.
Jeg meddelte derfor at jeg
ikke foretog mig mere i sagen på det foreliggende grundlag.
Den 23. november 1999 traf
Ankestyrelsen en ny afgørelse i sagen og hjemviste sagen til fornyet
behandling
i Arbejdsskadestyrelsen. Ankestyrelsen henviste til at de tidligere
afgørelser
i sagen var truffet på et forkert lægeligt grundlag.
NOTER: (*1)
FOB 1990, s. 458.
Lignende dokumenter
- Teknisk forskrift om hejsemidler og lossegrej m.v. i skibe Retsinformation · 15. november 2000
- Sejlads i ”international trafik” – Artikel 14, stk. 3 i Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Cypern SKM-databasen · 17. marts 2020
- KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2026/118 af 7. november 2025 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/2397 ved at fastsætte krav til kompetencer og tilsvarende viden og færdigheder, til praktiske eksamener, til godkendelse af simulatorer og til helbredsmæssig egnethed og om ophævelse af Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2020/12 (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 7. november 2025
- SKAT har ved skatteberegningen for indkomståret 2015 ikke anset klageren for berettiget til exemptionslempelse i henhold til artikel 21, stk. 2, jf. artikel… Landsskatteretten · 18. november 2020
- Refusion af skat efter sømandsbeskatningslovens § 10 Landsskatteretten · 23. juli 2015
- Kendelse af 19. december 2022 i FV2022-1052 Arbejdsretten m.fl. · 19. december 2022