Spring til indhold

Retsinformation

Opholdstilladelse til uledsaget flygtningebarn efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4

FOU nr 2001.276UdtalelserFolketinget2. oktober 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Opholdstilladelse til uledsaget flygtningebarn efter

udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4

A der var srilankansk

statsborger, indrejste i Danmark den 22. januar 1999 og søgte om asyl. Han

var

på det tidspunkt 15 år.

Udlændingestyrelsen gav ham

afslag på asyl den 17. juni 1999. Afgørelsen blev stadfæstet af

Flygtningenævnet den 20. august 1999.

Den 8. november 1999 traf

Udlændingestyrelsen afgørelse om at give A afslag på opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4. Styrelsen skrev bl.a. følgende:

”Styrelsen har på baggrund

af din alder vurderet, om du kan få opholdstilladelse efter udlændingelovens

§

9, stk. 2, nr. 4. Efter denne bestemmelse kan man få opholdstilladelse, hvis

’ganske særlige omstændigheder taler derfor’.

Ved en sådan afgørelse

lægger styrelsen især vægt på, om man bringes i en reel nødsituation, hvis

man

ikke får opholdstilladelse i Danmark, herunder om ens situation vil være

meget

anderledes end den situation, der gælder for andre på samme alder i

hjemlandet.

Styrelsen har ikke fundet,

at du opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse efter denne

bestemmelse.

Styrelsen har herved lagt

vægt på, at du har gået i skole i cirka 9 år.

Det er endvidere indgået i

Læs alt

styrelsens vurdering, at du ifølge din forklaring ikke har set dine forældre

eller søskende siden 1996, og at du først i slutningen af 1998 udrejste fra

Sri

Lanka. Styrelsen har således lagt til grund, at du i et par år har kunnet

klare

dig i Sri Lanka uden din nærmeste familie.

Endvidere har styrelsen lagt

vægt på, at det må antages, at du ikke er uden socialt netværk i Sri Lanka.

Styrelsen henviser herved til din egen forklaring om, at du boede hos din

moster i Sri Lanka efter 1996, og at det var din moster, der besluttede, at

du

skulle udrejse.”

Den 25. november 1999

klagede A’s advokat over afgørelsen til Indenrigsministeriet. Han gjorde

bl.a.

gældende at A var 15 år da han kom til Danmark. Han blev væk fra sine

forældre

og søskende i 1996 i forbindelse med familiens flugt fra Jaffnahalvøen. Han

har

ikke siden været i kontakt med sine forældre. Han har forsøgt at spore

forældrene via Røde Kors efter han kom til Danmark – uden resultat. Han

boede i

en periode hos sin moster, men hun har siden, på grund af krigen, været

nødsaget til at flygte fra sin bopæl.

Den 13. januar 2000

stadfæstede Indenrigsministeriet Udlændingestyrelsens afgørelse. Ministeriet

skrev bl.a. følgende:

”Bestemmelsen

[udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4; min bemærkning] har i praksis bl.a.

været

bragt i anvendelse i relation til uledsagede flygtningebørn.

Ved lovforslag nr. L 155 af

11. december 1992 (Folketingstidende 1992-93, tillæg B, spalte 835-844) blev

der fremsat forslag til en ændring af udlændingeloven omfattende

opholdstilladelse til mindreårige udlændinge. Lovforslaget blev ikke

vedtaget,

men den daværende indenrigsminister tilkendegav i forbindelse med

lovforslagets

behandling i Folketingets Retsudvalg Indenrigsministeriets fremtidige praksis

for så vidt angår meddelelse af opholdstilladelse til mindreårige uledsagede

flygtningebørn. Tilkendegivelsen fremgår af den beretning af 16. marts 1993,

som afsluttede udvalgsarbejdet. Retsudvalget tilsluttede sig i beretningen

indenrigsministerens tilkendegivelse.

Der vil ifølge

tilkendegivelsen skulle meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens §

9,

stk. 2, nr. 4, i de tilfælde, hvor forældrene til de pågældende er døde,

eller

der foreligger sikre oplysninger om, at de ikke kan findes, og der ikke i

øvrigt findes et sikkert familiemæssigt eller andet lignende socialt netværk.

Det samme vil gælde, hvis den pågældende er afskåret fra at få kontakt med

sine

forældre, f.eks. fordi forældrene er i fængsel.

Det fremgår endvidere af

tilkendegivelsen, at det i vurderingen bør indgå, om der i hjemlandet er et

sådant socialt netværk, at den særlige omsorg, som de pågældende har behov

for,

kan opfyldes i hjemlandet eller det tidligere opholdsland. Det vil tillige

kunne indgå i vurderingen, om den pågældende i længere tid har været uden

kontakt med sine forældre og derfor inden indrejsen til Danmark har været

undergivet offentlig omsorg, som vil kunne genetableres ved en tilbagevenden.

Som det fremgår, følger det

af ministerens tilkendegivelse, at både de individuelle forhold hos den

pågældende samt de generelle forhold i det hjemland, som vedkommende

eventuelt

vil skulle sendes tilbage til, indgår i vurderingen.

I den anledning skal

Indenrigsministeriet meddele, at ministeriet efter en gennemgang af sagen

ikke

har fundet grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse af 8.

november

1999.

Indenrigsministeriet har

herved lagt vægt på, at Deres klient efter han mistede kontakten med sine

forældre boede hos sin moster indtil udrejsen.

Indenrigsministeriet har

endvidere lagt vægt på, at Deres klients moster opholdt sig i Sri Lanka, da

Deres klient udrejste til Danmark i december 1998, og at der ikke foreligger

sikre oplysninger om, at Deres klients familie, herunder Deres klients

moster,

ikke opholder sig i Deres klients hjemland.

Indenrigsministeriet har

endvidere lagt vægt på, at de generelle forhold i Sri Lanka ikke er af en

sådan

art, at det kan begrunde en meddelelse af opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4.”

Den 25. januar 2000 klagede

A’s advokat til mig. Han gjorde bl.a. gældende at ministeriets

fortolkning af §

9, stk. 2, nr. 4, i denne sag var i strid med ministeriets egne

retningslinier

og Folketingets Retsudvalgs beretning af 16. marts 1993. Han henviste i

øvrigt

til sin klage af 25. november 1999 til Indenrigsministeriet.

I brev af 28. januar 2000

bad jeg Indenrigsministeriet og Udlændingestyrelsen om udtalelser og om udlån

af sagens akter.

Udlændingestyrelsen og

Indenrigsministeriet henholdt sig i breve af 22. og 28. marts 2000 til

afgørelserne af henholdsvis 8. november 1999 og 13. januar 2000.

I brev af 7. april 2000 meddelte

jeg A’s advokat at jeg havde besluttet ikke at færdigbehandle sagen før

jeg

havde taget stilling til den generelle sag der på daværende tidspunkt

verserede

her ved embedet om ministeriets praksis vedrørende modenhedsvurdering af

uledsagede flygtningebørn, herunder spørgsmålet om hvorvidt en

modenhedsvurdering efter ministeriets opfattelse udgjorde en afgørelse i

forvaltningslovens forstand (mit j.nr. 1999-1270-649).

Indenrigsministeriet udtalte

i den generelle sag bl.a. at ministeriet havde bedt Udlændingestyrelsen om at

betragte beslutninger – om ikke (umiddelbart) at meddele

opholdstilladelse

efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, til mindreårige asylansøgere, men

i

stedet lade dem indgå i den almindelige asylprocedure – som afgørelser i

forvaltningslovens

forstand. Ministeriet udtalte også at sådanne afgørelser ville kunne påklages

til ministeriet.

Den 26. juni 2000 sendte jeg

– i lyset af Indenrigsministeriets udtalelse i den generelle sag –

en kopi af

A’s advokats klage af 25. januar 2000 med bilag til ministeriet som en

anmodning fra ham om at ministeriet behandlede en klage over

Udlændingestyrelsens afgørelse om at lade A indgå i almindelig asylprocedure

hvilket allerede på daværende tidspunkt førte til afslag på opholdstilladelse

efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4.

Den 4. januar 2001 traf

Indenrigsministeriet afgørelse om at anse A for tilstrækkelig moden til at

gennemføre den almindelige asylsagsprocedure.

I brev af 9. januar 2001

klagede A’s advokat på ny til mig over Udlændingestyrelsens og

Indenrigsministeriets afgørelser af henholdsvis 8. november 1999 og 13.

januar

2000. Han præciserede at klagen ikke angik Indenrigsministeriets afgørelse

vedrørende modenhedsspørgsmålet.

Den 17. januar 2001 bad jeg

Udlændingestyrelsen og Indenrigsministeriet om at udtale sig på ny og om

udlån

af sagens akter.

Udlændingestyrelsen og

Indenrigsministeriet henholdt sig i breve af 29. marts og 7. juni 2001 til

afgørelserne af 8. november 1999 og 13. januar 2000.

I brev af 17. juli 2001

meddelte advokaten mig at han ikke havde yderligere bemærkninger til sagen.

Den 14. august 2001 bad jeg

Indenrigsministeriet om en supplerende udtalelse. Jeg skrev bl.a. følgende

til

ministeriet:

”Myndighedernes praksis

vedrørende opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, til

uledsagede flygtningebørn er nærmere beskrevet i Folketingets Retsudvalgs

beretning af 16. marts 1993 (Folketingstidende 1992-93, Tillæg B, spalte

835-844) hvor bl.a. følgende er anført (spalte 839-841):

’For så vidt angår de uledsagede

asylansøgere under 18 år, som har fået afslag i asylproceduren, har

indenrigsministeren tilkendegivet, at retningslinierne for den særlige

praksis

bør være følgende:

Det skal sikres, at den

pågældende ikke bringes i en reel nødsituation, såfremt vedkommende ikke

gives

opholdstilladelse i Danmark. Ved vurdering heraf skal indgå, om den

pågældendes

situation adskiller sig væsentligt fra den situation, der gælder for andre

personer på samme alder i det land, den pågældende kommer fra.

Der vil således skulle

meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, i de

tilfælde, hvor forældrene til den pågældende er døde eller der foreligger

sikre

oplysninger om, at de ikke kan findes, og der ikke i øvrigt findes et sikkert

familiemæssigt eller andet lignende socialt netværk. Det samme vil gælde,

hvis

den pågældende er afskåret fra at få kontakt med sine forældre, f.eks. fordi

forældrene er fængslet.

Det bør i vurderingen indgå,

om der i hjemlandet eller det tidligere opholdsland er et sådant socialt

netværk, hvilket for eksempel vil være tilfældet i en række europæiske lande,

at den særlige omsorg, som de pågældende har behov for, kan opfyldes i

hjemlandet eller det tidligere opholdsland.

Det vil tillige kunne indgå

i vurderingen, om den pågældende i længere tid har været uden kontakt med

sine

forældre og derfor inden indrejsen til Danmark har været undergivet offentlig

omsorg, som vil kunne genetableres ved en tilbagevenden.

Pågår der krigshandlinger

eller lignende uroligheder i den pågældendes hjemland eller det tidligere

opholdsland, kan dette i visse tilfælde medføre, at der gives

opholdstilladelse. Det vil gælde, hvor forholdene som følge af

krigshandlingerne eller urolighederne må anses for meget usikre, og hvor der

vil være en væsentlig risiko for, at den pågældende bringes i en reel

nødsituation ved en tilbagevenden.

Hvis den pågældende på grund

af sygdom har behov for særlig omsorg og bistand, vil dette i sig selv i

nogle

tilfælde kunne føre til, at der vil blive givet opholdstilladelse.

Indenrigsministeren har i

den forbindelse peget på, at der allerede i medfør af udlændingelovens § 9,

stk. 2, nr. 2, i visse tilfælde gives opholdstilladelse, såfremt en person

lider af en akut eller livstruende sygdom, men at der kan være tilfælde, hvor

sygdommen ikke er af en så alvorlig karakter, at der efter praksis kan gives

opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, men hvor

der

henset til, at der er tale om en person under 18 år, bør gives den pågældende

ret til fortsat ophold i Danmark.

I denne situation bør det

indgå i vurderingen, om forholdene i hjemlandet eller det tidligere

opholdsland

er sådan, at den pågældende dér vil kunne opnå den fornødne omsorg i form af

den nødvendige behandling og pleje.

Som det fremgår, vil man

efter de angivne retningslinier både skulle vurdere de individuelle forhold

hos

den pågældende samt de generelle forhold i det land, som vedkommende

eventuelt

vil skulle sendes tilbage til.’

Som det fremgår af den

beskrevne praksis, vil der skulle gives opholdstilladelse efter § 9, stk. 2,

nr. 4, i tilfælde hvor forældrene til den pågældende er døde, eller der

foreligger sikre oplysninger om, at forældrene ikke kan findes, og der ikke i

øvrigt findes et sikkert familiemæssigt eller andet lignende socialt netværk.

(A)’s advokat gjorde i

klagen af 25. november 1999 til Indenrigsministeriet bl.a. gældende at (A) i

en

periode efter at han havde mistet kontakten med forældrene, boede hos sin

moster, men at hun siden, på grund af krigen, havde været nødsaget til at

flygte fra sin bopæl.

Indenrigsministeriet lagde

ved afgørelsen af 13. januar 2000 bl.a. vægt på, at (A)’s moster opholdt

sig i

Sri Lanka, da han udrejste til Danmark i december 1998. Ministeriet lagde

desuden vægt på: ’ at der ikke foreligger sikre oplysninger om, at

Deres

klients familie, herunder Deres klients moster, ikke opholder sig i Deres

klients hjemland.’

Ministeriet ses ikke under

behandlingen af sagen at have forsøgt at fremskaffe oplysninger om hvor

(A)’s

moster nu befinder sig. Ministeriet ses heller ikke at have forsøgt at

fremskaffe oplysninger om hans forældre og søskende. Endvidere ses

ministeriet

ikke at have bedt advokaten eller (A) om at fremskaffe yderligere oplysninger

om de pågældende familiemedlemmer.

Jeg beder på den baggrund –

i lyset af officialprincippet og den beskrevne praksis om opholdstilladelse

til

uledsagede flygtningebørn efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4 –

ministeriet udtale sig om i hvilket omfang det efter ministeriets opfattelse

påhviler myndighederne eller ansøgeren at fremskaffe (den fornødne

dokumentation for) oplysninger om eventuelle tilbageblevne familiemedlemmer i

ansøgerens hjemland i en situation som den foreliggende.

Jeg beder desuden

ministeriet oplyse hvilke krav myndighederne stiller til dokumentationen for

de

fremlagte oplysninger. Jeg bemærker i forbindelse hermed at ministeriet i den

konkrete sag har vurderet at der ikke foreligger sikre oplysninger om at

ansøgerens forældre ikke opholder sig i Sri Lanka. Advokaten havde i brevet

af

25. november 1999 oplyst at (A) efter ankomsten til Danmark forgæves havde

forsøgt at spore forældrene gennem Røde Kors.”

Indenrigsministeriet

meddelte mig i brev af 29. oktober 2001 at ministeriet samme dag havde givet

A

opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4. Ministeriet

henviste til en kopi af et brev af samme dato til A’s advokat.

Ministeriet

meddelte at ministeriet herefter ikke foretog sig videre i anledning af mit

brev af 14. august 2001.

I Indenrigsministeriets brev

af 29. oktober 2001 til A’s advokat stod bl.a. følgende:

”Indenrigsministeriet har

efter en fornyet vurdering af sagen fundet at kunne lægge til grund, at Deres

klient via Røde Kors uden resultat har forsøgt at spore sine forældre, at han

efter at have mistet kontakten til sine forældre boede hos sin moster, men at

hun på grund af krigen havde været nødsaget til at flygte fra sin bopæl,

således som De har oplyst i Deres brev af 25. november 1999 til

Indenrigsministeriet.

Indenrigsministeriet finder

det på den baggrund efter en samlet vurdering rettest at meddele Deres klient

opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, efter

Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse.”

Den 7. november 2001

meddelte jeg A’s advokat med kopi til Indenrigsministeriet at jeg

herefter ikke

foretog mig mere i sagen.

Lignende dokumenter