Opholdstilladelse til uledsaget flygtningebarn efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Opholdstilladelse til uledsaget flygtningebarn efter
udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4
A der var srilankansk
statsborger, indrejste i Danmark den 22. januar 1999 og søgte om asyl. Han
var
på det tidspunkt 15 år.
Udlændingestyrelsen gav ham
afslag på asyl den 17. juni 1999. Afgørelsen blev stadfæstet af
Flygtningenævnet den 20. august 1999.
Den 8. november 1999 traf
Udlændingestyrelsen afgørelse om at give A afslag på opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4. Styrelsen skrev bl.a. følgende:
”Styrelsen har på baggrund
af din alder vurderet, om du kan få opholdstilladelse efter udlændingelovens
§
9, stk. 2, nr. 4. Efter denne bestemmelse kan man få opholdstilladelse, hvis
’ganske særlige omstændigheder taler derfor’.
Ved en sådan afgørelse
lægger styrelsen især vægt på, om man bringes i en reel nødsituation, hvis
man
ikke får opholdstilladelse i Danmark, herunder om ens situation vil være
meget
anderledes end den situation, der gælder for andre på samme alder i
hjemlandet.
Styrelsen har ikke fundet,
at du opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse efter denne
bestemmelse.
Styrelsen har herved lagt
vægt på, at du har gået i skole i cirka 9 år.
Det er endvidere indgået i
Læs alt
styrelsens vurdering, at du ifølge din forklaring ikke har set dine forældre
eller søskende siden 1996, og at du først i slutningen af 1998 udrejste fra
Sri
Lanka. Styrelsen har således lagt til grund, at du i et par år har kunnet
klare
dig i Sri Lanka uden din nærmeste familie.
Endvidere har styrelsen lagt
vægt på, at det må antages, at du ikke er uden socialt netværk i Sri Lanka.
Styrelsen henviser herved til din egen forklaring om, at du boede hos din
moster i Sri Lanka efter 1996, og at det var din moster, der besluttede, at
du
skulle udrejse.”
Den 25. november 1999
klagede A’s advokat over afgørelsen til Indenrigsministeriet. Han gjorde
bl.a.
gældende at A var 15 år da han kom til Danmark. Han blev væk fra sine
forældre
og søskende i 1996 i forbindelse med familiens flugt fra Jaffnahalvøen. Han
har
ikke siden været i kontakt med sine forældre. Han har forsøgt at spore
forældrene via Røde Kors efter han kom til Danmark – uden resultat. Han
boede i
en periode hos sin moster, men hun har siden, på grund af krigen, været
nødsaget til at flygte fra sin bopæl.
Den 13. januar 2000
stadfæstede Indenrigsministeriet Udlændingestyrelsens afgørelse. Ministeriet
skrev bl.a. følgende:
”Bestemmelsen
[udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4; min bemærkning] har i praksis bl.a.
været
bragt i anvendelse i relation til uledsagede flygtningebørn.
Ved lovforslag nr. L 155 af
11. december 1992 (Folketingstidende 1992-93, tillæg B, spalte 835-844) blev
der fremsat forslag til en ændring af udlændingeloven omfattende
opholdstilladelse til mindreårige udlændinge. Lovforslaget blev ikke
vedtaget,
men den daværende indenrigsminister tilkendegav i forbindelse med
lovforslagets
behandling i Folketingets Retsudvalg Indenrigsministeriets fremtidige praksis
for så vidt angår meddelelse af opholdstilladelse til mindreårige uledsagede
flygtningebørn. Tilkendegivelsen fremgår af den beretning af 16. marts 1993,
som afsluttede udvalgsarbejdet. Retsudvalget tilsluttede sig i beretningen
indenrigsministerens tilkendegivelse.
Der vil ifølge
tilkendegivelsen skulle meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens §
9,
stk. 2, nr. 4, i de tilfælde, hvor forældrene til de pågældende er døde,
eller
der foreligger sikre oplysninger om, at de ikke kan findes, og der ikke i
øvrigt findes et sikkert familiemæssigt eller andet lignende socialt netværk.
Det samme vil gælde, hvis den pågældende er afskåret fra at få kontakt med
sine
forældre, f.eks. fordi forældrene er i fængsel.
Det fremgår endvidere af
tilkendegivelsen, at det i vurderingen bør indgå, om der i hjemlandet er et
sådant socialt netværk, at den særlige omsorg, som de pågældende har behov
for,
kan opfyldes i hjemlandet eller det tidligere opholdsland. Det vil tillige
kunne indgå i vurderingen, om den pågældende i længere tid har været uden
kontakt med sine forældre og derfor inden indrejsen til Danmark har været
undergivet offentlig omsorg, som vil kunne genetableres ved en tilbagevenden.
Som det fremgår, følger det
af ministerens tilkendegivelse, at både de individuelle forhold hos den
pågældende samt de generelle forhold i det hjemland, som vedkommende
eventuelt
vil skulle sendes tilbage til, indgår i vurderingen.
I den anledning skal
Indenrigsministeriet meddele, at ministeriet efter en gennemgang af sagen
ikke
har fundet grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse af 8.
november
1999.
Indenrigsministeriet har
herved lagt vægt på, at Deres klient efter han mistede kontakten med sine
forældre boede hos sin moster indtil udrejsen.
Indenrigsministeriet har
endvidere lagt vægt på, at Deres klients moster opholdt sig i Sri Lanka, da
Deres klient udrejste til Danmark i december 1998, og at der ikke foreligger
sikre oplysninger om, at Deres klients familie, herunder Deres klients
moster,
ikke opholder sig i Deres klients hjemland.
Indenrigsministeriet har
endvidere lagt vægt på, at de generelle forhold i Sri Lanka ikke er af en
sådan
art, at det kan begrunde en meddelelse af opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4.”
Den 25. januar 2000 klagede
A’s advokat til mig. Han gjorde bl.a. gældende at ministeriets
fortolkning af §
9, stk. 2, nr. 4, i denne sag var i strid med ministeriets egne
retningslinier
og Folketingets Retsudvalgs beretning af 16. marts 1993. Han henviste i
øvrigt
til sin klage af 25. november 1999 til Indenrigsministeriet.
I brev af 28. januar 2000
bad jeg Indenrigsministeriet og Udlændingestyrelsen om udtalelser og om udlån
af sagens akter.
Udlændingestyrelsen og
Indenrigsministeriet henholdt sig i breve af 22. og 28. marts 2000 til
afgørelserne af henholdsvis 8. november 1999 og 13. januar 2000.
I brev af 7. april 2000 meddelte
jeg A’s advokat at jeg havde besluttet ikke at færdigbehandle sagen før
jeg
havde taget stilling til den generelle sag der på daværende tidspunkt
verserede
her ved embedet om ministeriets praksis vedrørende modenhedsvurdering af
uledsagede flygtningebørn, herunder spørgsmålet om hvorvidt en
modenhedsvurdering efter ministeriets opfattelse udgjorde en afgørelse i
forvaltningslovens forstand (mit j.nr. 1999-1270-649).
Indenrigsministeriet udtalte
i den generelle sag bl.a. at ministeriet havde bedt Udlændingestyrelsen om at
betragte beslutninger – om ikke (umiddelbart) at meddele
opholdstilladelse
efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, til mindreårige asylansøgere, men
i
stedet lade dem indgå i den almindelige asylprocedure – som afgørelser i
forvaltningslovens
forstand. Ministeriet udtalte også at sådanne afgørelser ville kunne påklages
til ministeriet.
Den 26. juni 2000 sendte jeg
– i lyset af Indenrigsministeriets udtalelse i den generelle sag –
en kopi af
A’s advokats klage af 25. januar 2000 med bilag til ministeriet som en
anmodning fra ham om at ministeriet behandlede en klage over
Udlændingestyrelsens afgørelse om at lade A indgå i almindelig asylprocedure
hvilket allerede på daværende tidspunkt førte til afslag på opholdstilladelse
efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4.
Den 4. januar 2001 traf
Indenrigsministeriet afgørelse om at anse A for tilstrækkelig moden til at
gennemføre den almindelige asylsagsprocedure.
I brev af 9. januar 2001
klagede A’s advokat på ny til mig over Udlændingestyrelsens og
Indenrigsministeriets afgørelser af henholdsvis 8. november 1999 og 13.
januar
2000. Han præciserede at klagen ikke angik Indenrigsministeriets afgørelse
vedrørende modenhedsspørgsmålet.
Den 17. januar 2001 bad jeg
Udlændingestyrelsen og Indenrigsministeriet om at udtale sig på ny og om
udlån
af sagens akter.
Udlændingestyrelsen og
Indenrigsministeriet henholdt sig i breve af 29. marts og 7. juni 2001 til
afgørelserne af 8. november 1999 og 13. januar 2000.
I brev af 17. juli 2001
meddelte advokaten mig at han ikke havde yderligere bemærkninger til sagen.
Den 14. august 2001 bad jeg
Indenrigsministeriet om en supplerende udtalelse. Jeg skrev bl.a. følgende
til
ministeriet:
”Myndighedernes praksis
vedrørende opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, til
uledsagede flygtningebørn er nærmere beskrevet i Folketingets Retsudvalgs
beretning af 16. marts 1993 (Folketingstidende 1992-93, Tillæg B, spalte
835-844) hvor bl.a. følgende er anført (spalte 839-841):
’For så vidt angår de uledsagede
asylansøgere under 18 år, som har fået afslag i asylproceduren, har
indenrigsministeren tilkendegivet, at retningslinierne for den særlige
praksis
bør være følgende:
Det skal sikres, at den
pågældende ikke bringes i en reel nødsituation, såfremt vedkommende ikke
gives
opholdstilladelse i Danmark. Ved vurdering heraf skal indgå, om den
pågældendes
situation adskiller sig væsentligt fra den situation, der gælder for andre
personer på samme alder i det land, den pågældende kommer fra.
Der vil således skulle
meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, i de
tilfælde, hvor forældrene til den pågældende er døde eller der foreligger
sikre
oplysninger om, at de ikke kan findes, og der ikke i øvrigt findes et sikkert
familiemæssigt eller andet lignende socialt netværk. Det samme vil gælde,
hvis
den pågældende er afskåret fra at få kontakt med sine forældre, f.eks. fordi
forældrene er fængslet.
Det bør i vurderingen indgå,
om der i hjemlandet eller det tidligere opholdsland er et sådant socialt
netværk, hvilket for eksempel vil være tilfældet i en række europæiske lande,
at den særlige omsorg, som de pågældende har behov for, kan opfyldes i
hjemlandet eller det tidligere opholdsland.
Det vil tillige kunne indgå
i vurderingen, om den pågældende i længere tid har været uden kontakt med
sine
forældre og derfor inden indrejsen til Danmark har været undergivet offentlig
omsorg, som vil kunne genetableres ved en tilbagevenden.
Pågår der krigshandlinger
eller lignende uroligheder i den pågældendes hjemland eller det tidligere
opholdsland, kan dette i visse tilfælde medføre, at der gives
opholdstilladelse. Det vil gælde, hvor forholdene som følge af
krigshandlingerne eller urolighederne må anses for meget usikre, og hvor der
vil være en væsentlig risiko for, at den pågældende bringes i en reel
nødsituation ved en tilbagevenden.
Hvis den pågældende på grund
af sygdom har behov for særlig omsorg og bistand, vil dette i sig selv i
nogle
tilfælde kunne føre til, at der vil blive givet opholdstilladelse.
Indenrigsministeren har i
den forbindelse peget på, at der allerede i medfør af udlændingelovens § 9,
stk. 2, nr. 2, i visse tilfælde gives opholdstilladelse, såfremt en person
lider af en akut eller livstruende sygdom, men at der kan være tilfælde, hvor
sygdommen ikke er af en så alvorlig karakter, at der efter praksis kan gives
opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, men hvor
der
henset til, at der er tale om en person under 18 år, bør gives den pågældende
ret til fortsat ophold i Danmark.
I denne situation bør det
indgå i vurderingen, om forholdene i hjemlandet eller det tidligere
opholdsland
er sådan, at den pågældende dér vil kunne opnå den fornødne omsorg i form af
den nødvendige behandling og pleje.
Som det fremgår, vil man
efter de angivne retningslinier både skulle vurdere de individuelle forhold
hos
den pågældende samt de generelle forhold i det land, som vedkommende
eventuelt
vil skulle sendes tilbage til.’
Som det fremgår af den
beskrevne praksis, vil der skulle gives opholdstilladelse efter § 9, stk. 2,
nr. 4, i tilfælde hvor forældrene til den pågældende er døde, eller der
foreligger sikre oplysninger om, at forældrene ikke kan findes, og der ikke i
øvrigt findes et sikkert familiemæssigt eller andet lignende socialt netværk.
(A)’s advokat gjorde i
klagen af 25. november 1999 til Indenrigsministeriet bl.a. gældende at (A) i
en
periode efter at han havde mistet kontakten med forældrene, boede hos sin
moster, men at hun siden, på grund af krigen, havde været nødsaget til at
flygte fra sin bopæl.
Indenrigsministeriet lagde
ved afgørelsen af 13. januar 2000 bl.a. vægt på, at (A)’s moster opholdt
sig i
Sri Lanka, da han udrejste til Danmark i december 1998. Ministeriet lagde
desuden vægt på: ’ at der ikke foreligger sikre oplysninger om, at
Deres
klients familie, herunder Deres klients moster, ikke opholder sig i Deres
klients hjemland.’
Ministeriet ses ikke under
behandlingen af sagen at have forsøgt at fremskaffe oplysninger om hvor
(A)’s
moster nu befinder sig. Ministeriet ses heller ikke at have forsøgt at
fremskaffe oplysninger om hans forældre og søskende. Endvidere ses
ministeriet
ikke at have bedt advokaten eller (A) om at fremskaffe yderligere oplysninger
om de pågældende familiemedlemmer.
Jeg beder på den baggrund –
i lyset af officialprincippet og den beskrevne praksis om opholdstilladelse
til
uledsagede flygtningebørn efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4 –
ministeriet udtale sig om i hvilket omfang det efter ministeriets opfattelse
påhviler myndighederne eller ansøgeren at fremskaffe (den fornødne
dokumentation for) oplysninger om eventuelle tilbageblevne familiemedlemmer i
ansøgerens hjemland i en situation som den foreliggende.
Jeg beder desuden
ministeriet oplyse hvilke krav myndighederne stiller til dokumentationen for
de
fremlagte oplysninger. Jeg bemærker i forbindelse hermed at ministeriet i den
konkrete sag har vurderet at der ikke foreligger sikre oplysninger om at
ansøgerens forældre ikke opholder sig i Sri Lanka. Advokaten havde i brevet
af
25. november 1999 oplyst at (A) efter ankomsten til Danmark forgæves havde
forsøgt at spore forældrene gennem Røde Kors.”
Indenrigsministeriet
meddelte mig i brev af 29. oktober 2001 at ministeriet samme dag havde givet
A
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4. Ministeriet
henviste til en kopi af et brev af samme dato til A’s advokat.
Ministeriet
meddelte at ministeriet herefter ikke foretog sig videre i anledning af mit
brev af 14. august 2001.
I Indenrigsministeriets brev
af 29. oktober 2001 til A’s advokat stod bl.a. følgende:
”Indenrigsministeriet har
efter en fornyet vurdering af sagen fundet at kunne lægge til grund, at Deres
klient via Røde Kors uden resultat har forsøgt at spore sine forældre, at han
efter at have mistet kontakten til sine forældre boede hos sin moster, men at
hun på grund af krigen havde været nødsaget til at flygte fra sin bopæl,
således som De har oplyst i Deres brev af 25. november 1999 til
Indenrigsministeriet.
Indenrigsministeriet finder
det på den baggrund efter en samlet vurdering rettest at meddele Deres klient
opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, efter
Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse.”
Den 7. november 2001
meddelte jeg A’s advokat med kopi til Indenrigsministeriet at jeg
herefter ikke
foretog mig mere i sagen.
Lignende dokumenter
- Opholdstilladelse for uledsaget flygtningebarn efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4 Retsinformation · 2. oktober 2002
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Mulighed for i en krisesituation at afvise asylansøgere ved grænsen) Retsinformation · 3. maj 2017
- Forslag til Lov om ændring af udlændingeloven og hjemrejseloven (Gennemførelse af dele af EU’s pagt om migration og asyl m.v) Retsinformation · 16. januar 2026
- Forslag til Lov om ændring af udlændingeloven (Overførsel af opgaver fra Udlændinge- og Integrationsministeriet til Flygtningenævnet og Udlændingenævnet m.v.) Retsinformation · 16. december 2016
- Genoptagelse. Officialprincippet Retsinformation · 18. september 2001
- Sagsbehandlingstid i Flygtningenævnet i sager om tamilske asylansøgere. Retsinformation · 25. juni 2003