Opholdstilladelse for uledsaget flygtningebarn efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Opholdstilladelse for uledsaget flygtningebarn efter
udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4
A der var srilankansk
statsborger, indrejste i Danmark den 17. juli 1998 og søgte om asyl. På dette
tidspunkt var han 17 år.
Udlændingestyrelsen gav ham
afslag på asyl den 8. december 1998. Afgørelsen blev stadfæstet af
Flygtningenævnet den 11. maj 1999.
Med brev af 20. maj 1999 til
Udlændingestyrelsen sendte A’s advokat til støtte for at meddele A
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, en erklæring af
19. maj 1999 fra specialist i psykoterapi og børneneuropsykologi, cand.psych.
C
med bl.a. følgende indhold:
”Som nævnt i min skrivelse
af 10.5. har jeg kendt (A) siden 24.11.98, hvor han blev henvist til mig fra
Røde Kors’ Flygtningecenter i (Y). Baggrunden for henvendelsen var, at
(A)
gennem længere tid havde været grædende og depressiv.
Ved min første samtale med
ham den 24.11.98, hvor han kom sammen med sin tante, fremtrådte han som noget
yngre end svarende til sine dengang 17 år og som en meget trist, ængstelig og
lidt opgivende dreng. Han virkede generelt depressiv og var stille og
grædende.
Fortalte at han har haft det sådan gennem længere tid og satte det i relation
til sin situation her som flygtning. Han savner i høj grad sine forældre, ved
ikke hvor de opholder sig og ser konstant billeder for sig fra krigen, som
’kører’ i hans hoved.
Jeg har frem til d.d.
løbende samtaler med (A), og mit billede af ham er, at han er en dreng, der
Læs alt
på
trods af, at han nu er fyldt 18 år, fremtræder som en langt yngre dreng, en
meget trist og ængstelig dreng, og han virker belastet af, at han ikke ved,
hvor forældrene opholder sig og ikke ved, hvordan deres situation er.
På baggrund af hans
ængstelighed og selvusikkerhed, og at han personlighedsmæssigt fremtræder som
langt yngre end svarende til sin lige 18 år, og ud fra at han ikke ved, hvor
forældrene opholder sig, mener jeg, at han bør have asyl af humanitære
årsager.
Såfremt der ønskes
yderligere oplysninger, står jeg meget gerne til rådighed, da det klart er
min
vurdering, at det vil være ganske urimeligt at sende (A) tilbage til Sri
Lanka.”
Den 8. juni 1999 traf
Udlændingestyrelsen afgørelse om at give A afslag på opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4. Styrelsen vejledte samtidig om
muligheden
for at indgive ansøgning til Indenrigsministeriet om opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2. Styrelsen begrundede afslaget efter § 9,
stk. 2, nr. 4, således:
”Styrelsen har på baggrund
af ansøgers alder vurderet, om ansøger kan få opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4. Efter denne bestemmelse kan man få
opholdstilladelse, hvis ’ganske særlige omstændigheder taler
derfor’.
Ved en sådan afgørelse
lægger styrelsen især vægt på, om man bringes i en reel nødsituation, hvis
man
ikke får opholdstilladelse i Danmark, herunder om ens situation vil være
meget
anderledes end den situation, der gælder for andre på samme alder i
hjemlandet.
Styrelsen har ikke fundet,
at ansøger opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse efter denne
bestemmelse.
Styrelsen har herved lagt
vægt på, at ansøgers forældre, søskende samt faderens familie ifølge den
pågældendes egne oplysninger fortsat opholder sig i Sri Lanka, om end på et
for
ansøger ukendt sted.
Styrelsen finder således
ikke, at oplysningerne i brevet af 19.05.1999 vedrørende ansøgers tilstand
kan
føre til et andet resultat.”
Den 14. juni 1999 klagede
A’s advokat over afgørelsen til Indenrigsministeriet. Han gjorde bl.a.
gældende
at A var 17 år da han kom til Danmark og at han, som det fremgik af
psykologerklæringen, var umoden af sin alder. Han mistede kontakt med sin
familie i 1996 i forbindelse med familiens flugt fra Jaffnahalvøen til
Vanniområdet. Han var på det tidspunkt sammen med sin tante som han flygtede
til Danmark sammen med. Advokaten oplyste videre at A på intet tidspunkt
siden
1996 havde hørt fra sine forældre eller søskende, og at han ikke var klar
over
om de fortsat var i live. Han havde, så vidt advokaten vidste, iværksat
’tracing’ af forældrene via Dansk Røde Kors, og advokaten bad om at
ministeriet
ikke traf afgørelse i sagen før resultatet af eftersøgningen forelå.
Advokaten
henviste også til situationen i Sri Lanka.
I brev af 13. august 1999
oplyste A’s advokat at A via Røde Kors havde fået en meddelelse dateret
den 23.
juni 1999 fra hans fars storebror (født 29. november 1933) om at denne ikke
siden familien i 1996 blev fordrevet havde haft forbindelse med sin lillebror
og dennes familie (dvs. med A’s far og den øvrige familie).
Den 7. december 1999
stadfæstede Indenrigsministeriet Udlændingestyrelsens afgørelse. Ministeriet
skrev bl.a. følgende:
”Bestemmelsen
[udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4; min bemærkning] har i praksis blandt
andet været bragt i anvendelse i relation til uledsagede flygtninge.
Ved lovforslag nr. L 155 af
11. december 1992 (Folketingstidende 1992-93, tillæg B, sp. 835-844) blev der
fremsat forslag til en ændring af udlændingeloven omfattende
opholdstilladelse
til mindreårige udlændinge. Lovforslaget blev ikke vedtaget, men den
daværende
indenrigsminister tilkendegav i forbindelse med lovforslagets behandling i
Folketingets Retsudvalg Indenrigsministeriets fremtidige praksis for så vidt
angår meddelelse af opholdstilladelse til mindreårige uledsagede
flygtningebørn. Tilkendegivelsen fremgår af den beretning af 16. marts 1993,
som afsluttede udvalgsarbejdet. Retsudvalget tilsluttede sig i beretningen
indenrigsministerens tilkendegivelse.
Der vil ifølge
tilkendegivelsen skulle meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens §
9,
stk. 2, nr. 4, i de tilfælde, hvor forældrene til de pågældende er døde,
eller
der foreligger sikre oplysninger om, at de ikke kan findes, og der ikke i
øvrigt findes et sikkert familiemæssigt eller andet lignende socialt netværk.
Det samme vil gælde, hvis den pågældende er afskåret fra at få kontakt med
sine
forældre, f.eks. fordi forældrene er i fængsel.
Det fremgår endvidere af
tilkendegivelsen, at det i vurderingen bør indgå, om der i hjemlandet er et
sådant socialt netværk, at den særlige omsorg, som de pågældende har behov
for,
kan opfyldes i hjemlandet eller det tidligere opholdsland. Det vil tillige
kunne indgå i vurderingen, om den pågældende i længere tid har været uden
kontakt med sine forældre og derfor inden indrejsen til Danmark har været
undergivet offentlig omsorg, som vil kunne genetableres ved en tilbagevenden.
Som det fremgår, følger det
af ministerens tilkendegivelse, at både de individuelle forhold hos den
pågældende samt de generelle forhold i det hjemland, som vedkommende
eventuelt
vil skulle sendes tilbage til, indgår i vurderingen.
I den anledning skal
Indenrigsministeriet meddele, at ministeriet efter en gennemgang af sagen
ikke
har fundet grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse af 8. juni
1999.
Indenrigsministeriet har
herved lagt vægt på, at Deres klients nærmeste familie opholdt sig i Sri
Lanka,
da Deres klient udrejste til Danmark i juli 1998, og at der ikke foreligger
sikre oplysninger om, at Deres klients familie ikke opholder sig i Deres
klients hjemland. Indenrigsministeriet har endvidere lagt vægt på, at Deres
klient må antages også at kunne komme i kontakt med sin faders storebror.
Indenrigsministeriet
har
endvidere lagt vægt på, at de
generelle forhold i Sri Lanka ikke er af en sådan art, at det kan begrunde en
meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr.
4.
Indenrigsministeriet kan i
øvrigt henholde sig til den begrundelse, som Udlændingestyrelsen har anført i
sin afgørelse af 8. juni 1999.”
I en erklæring af 30.
december 1999 skrev specialist i psykoterapi og børneneuropsykologi, cand.
psych. C bl.a. følgende:
”Undertegnede har haft
kontakt med (A) siden den 24.11.98, hvor han henvistes til mig pga. psykiske
vanskeligheder. Hans symptomer var koncentrationsvanskeligheder, depressiv
forstemning og søvnproblemer, som han sætter i relation til de traumatiske
oplevelser, han har haft i Sri Lanka i form af luftangreb samt hans bekymring
i
forbindelse med, at han ikke ved, hvor hans forældre og søskende befinder
sig.
Frem til oktober 1999, hvor
(A) overflyttes til asylcenter i Jylland, har jeg regelmæssigt kontakt med
ham,
idet han fortsat er meget påvirket af sine symptomer, og hvor den depressive
forstemning desuden medfører spisevanskeligheder og selvmordstanker.
Efter hans flytning til
Jylland skrev jeg igen erklæring til støtte for fortsat psykologisk
behandling,
idet jeg klart vurderer, at hans tilstand må opfattes som en posttraumatisk
belastningsreaktion efter den svære tid, han havde i Sri Lanka forud for hans
ankomst til Danmark. Han har vedvarende symptomer på psykisk overfølsomhed
eller alarmberedskab i form af ind- og gennemsovningsbesvær, irritabilitet og
koncentrationsbesvær. (A) vil således i en periode fremover fortsat have
behov
for psykologisk behandling.
Såfremt han hjemsendes til
Sri Lanka, vil behandlingen blive afbrudt, og da han efter min vurdering ikke
vil kunne få tilsvarende behandling i Sri Lanka, vil der være en alvorlig
risiko for, at hans symptomer bliver kroniske.
Dette sat i relation til
hans unge alder og umodne personlighed gør, at man må frygte hans fremtidige
udvikling.
Efter mit skøn er det
uforsvarligt at udsætte ham for denne risiko.”
Advokaten indgav den 10.
januar 2000 ansøgning på A’s vegne om opholdstilladelse efter
udlændingelovens
§ 9, stk. 2, nr. 2. Han gjorde bl.a. gældende at A havde behov for
psykologisk
behandling, at behandlingen måtte forventes afbrudt hvis han vendte tilbage
til
Sri Lanka, og at der herefter ville være alvorlig risiko for at A’s
symptomer
ville blive kroniske. Han gjorde desuden gældende at A ikke ville kunne opnå
tilstrækkelig kvalificeret lægehjælp i sit hjemland.
Den 14. januar 2000 afslog
Indenrigsministeriet ansøgningen om opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr.
2.
Advokaten bad i brev af 1.
februar 2000 Indenrigsministeriet om at genoptage sagen om opholdstilladelse
efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2. Han vedlagde en erklæring af 24.
januar 2000 fra specialist i psykoterapi og børneneuropsykologi, cand. psych.
C
hvor bl.a. følgende var anført:
”Da (A) ud over at have en
posttraumatisk belastningsreaktion efter den behandling, han har været udsat
for i Sri Lanka forud for sin ankomst til Danmark, fortsat fremtræder som en
meget umoden dreng, og således fremtræder langt yngre end sine 18 år, er det
klart min vurdering, at han, såfremt han sendes tilbage til Sri Lanka uden at
kunne få behandling for sin posttraumatiske belastningsreaktion, vil være
udsat
for en personlighedsændring af blivende karakter. På nuværende tidspunkt,
efter
at have været i psykologisk behandling i 1½ år, skønnes han
personlighedsmæssigt, såvel intellektuelt som følelsesmæssigt, at fungere som
en ca. 15-årig, og såfremt han tilbagesendes til Sri Lanka og dermed afbryder
den psykologiske behandling, han hidtil har fået, er det klart min vurdering,
at han vil være udsat for en personlighedsændring af blivende og
invaliderende
karakter.
Jeg vil i høj grad frygte,
at han vil reagere med mistroisk holdning over for omverdenen, følelse af
tomhed og håbløshed, kronisk følelse af anspændthed samt en følelse af
fremmedgjorthed over for sin situation i Sri Lanka. Desuden kan jeg frygte,
at
hans anorektiske symptomer vil vende tilbage, samt at hans tanker om selvmord
kunne blive gjort til handling.
På denne baggrund må jeg
klart tilråde, at han får opholdstilladelse og dermed kan fortsætte den
psykologiske behandling, som han har behov for.”
Indenrigsministeriet traf
den 7. februar 2000 afgørelse om ikke at genoptage behandlingen af sagen om
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2.
Den 8. februar 2000 klagede
A’s advokat til mig over afslagene på opholdstilladelse efter
udlændingelovens
§ 9, stk. 2, nr. 2 og nr. 4.
I brev af 22. februar 2000
bad jeg Indenrigsministeriet og Udlændingestyrelsen om udtalelser og om udlån
af sagens akter.
Udlændingestyrelsen og
Indenrigsministeriet henholdt sig i breve af 22. og 28. marts 2000 til
afgørelserne af henholdsvis 8. november 1999 og 13. januar 2000.
I brev af 7. april 2000
meddelte jeg A’s advokat at jeg havde besluttet ikke at færdigbehandle
sagen
før jeg havde taget stilling til den generelle sag der på daværende tidspunkt
verserede her ved embedet om ministeriets praksis vedrørende
modenhedsvurdering
af uledsagede flygtningebørn, herunder spørgsmålet om hvorvidt en
modenhedsvurdering efter ministeriets opfattelse udgjorde en afgørelse i
forvaltningslovens forstand (mit j.nr. 1999-1270-649).
Indenrigsministeriet udtalte
i den generelle sag bl.a. at ministeriet havde bedt Udlændingestyrelsen om at
betragte beslutninger – om ikke (umiddelbart) at meddele
opholdstilladelse
efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, til mindreårige asylansøgere, men
i
stedet lade dem indgå i den almindelige asylprocedure – som afgørelser i
forvaltningslovens forstand. Ministeriet udtalte også at sådanne afgørelser
ville kunne påklages til ministeriet.
Den 26. juni 2000 sendte jeg
– i lyset af Indenrigsministeriets udtalelse i den generelle sag –
en kopi af
A’s advokats klage af 8. februar 2000 med bilag til ministeriet som en
anmodning fra ham om at ministeriet behandlede en klage over
Udlændingestyrelsens afgørelse om at lade A indgå i almindelig asylprocedure
hvilket allerede på daværende tidspunkt førte til afslag på opholdstilladelse
efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4.
Den 4. januar 2001 traf
Indenrigsministeriet afgørelse om at anse A for tilstrækkelig moden til at
gennemføre den almindelige asylsagsprocedure.
I brev af 9. januar 2001
klagede A’s advokat på ny til mig over Udlændingestyrelsens og
Indenrigsministeriets afgørelser af henholdsvis 8. juni 1999 og 7. december
1999 om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr.
4.
Han klagede også over Indenrigsministeriets afgørelse af 14. januar 2000 om
afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, og
ministeriets afgørelse af 7. februar 2000 om afslag på at genoptage sagen om
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2. Han præciserede
at
klagen ikke angik Indenrigsministeriets afgørelse vedrørende
modenhedsspørgsmålet.
Den 17. januar 2001 bad jeg
Udlændingestyrelsen og Indenrigsministeriet om at udtale sig på ny og om
udlån
af sagens akter.
Udlændingestyrelsen og
Indenrigsministeriet henholdt sig i breve af 29. marts og 7. juni 2001 til
afgørelserne af 8. juni 1999 og 7. december 1999 (vedrørende
opholdstilladelse
efter § 9, stk. 2, nr. 4) samt ministeriets afgørelser af 14. januar og 7.
februar 2000 (vedrørende opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 2).
I brev af 17. juli 2001
meddelte advokaten mig at han ikke havde yderligere bemærkninger til sagen.
Den 14. august 2001 bad jeg
Indenrigsministeriet om en supplerende udtalelse vedrørende ministeriets
afgørelse af 7. december 1999 om opholdstilladelse efter udlændingelovens §
9,
stk. 2, nr. 4. Jeg skrev bl.a. følgende til ministeriet:
”Myndighedernes praksis
vedrørende opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, til
uledsagede flygtningebørn er nærmere beskrevet i Folketingets Retsudvalgs
beretning af 16. marts 1993 (Folketingstidende 1992-93, Tillæg B, sp.
835-844)
hvor bl.a. følgende er anført (spalte 839-841):
’For så vidt angår de
uledsagede asylansøgere under 18 år, som har fået afslag i asylproceduren,
har
indenrigsministeren tilkendegivet, at retningslinierne for den særlige
praksis
bør være følgende:
Det skal sikres, at den
pågældende ikke bringes i en reel nødsituation, såfremt vedkommende ikke
gives
opholdstilladelse i Danmark. Ved vurdering heraf skal indgå, om den
pågældendes
situation adskiller sig væsentligt fra den situation, der gælder for andre
personer på samme alder i det land, den pågældende kommer fra.
Der vil således skulle
meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, i de
tilfælde,
hvor forældrene til den pågældende er døde eller der foreligger sikre
oplysninger om, at de ikke kan findes, og der ikke i øvrigt findes et sikkert
familiemæssigt eller andet lignende socialt netværk. Det samme vil gælde,
hvis
den pågældende er afskåret fra at få kontakt med sine forældre, f.eks. fordi
forældrene er fængslet.
Det bør i vurderingen indgå,
om der i hjemlandet eller det tidligere opholdsland er et sådant socialt
netværk, hvilket for eksempel vil være tilfældet i en række europæiske lande,
at den særlige omsorg, som de pågældende har behov for, kan opfyldes i
hjemlandet eller det tidligere opholdsland.
Det vil tillige kunne indgå
i vurderingen, om den pågældende i længere tid har været uden kontakt med
sine
forældre og derfor inden indrejsen til Danmark har været undergivet offentlig
omsorg, som vil kunne genetableres ved en tilbagevenden.
Pågår der krigshandlinger
eller lignende uroligheder i den pågældendes hjemland eller det tidligere
opholdsland, kan dette i visse tilfælde medføre, at der gives
opholdstilladelse. Det vil gælde, hvor forholdene som følge af
krigshandlingerne eller urolighederne må anses for meget usikre, og hvor der
vil være en væsentlig risiko for, at den pågældende bringes i en reel
nødsituation ved en tilbagevenden.
Hvis den pågældende på grund
af sygdom har behov for særlig omsorg og bistand, vil dette i sig selv i
nogle
tilfælde kunne føre til, at der vil blive givet opholdstilladelse.
Indenrigsministeren har i
den forbindelse peget på, at der allerede i medfør af udlændingelovens § 9,
stk. 2, nr. 2, i visse tilfælde gives opholdstilladelse, såfremt en person
lider af en akut eller livstruende sygdom, men at der kan være tilfælde, hvor
sygdommen ikke er af en så alvorlig karakter, at der efter praksis kan gives
opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, men hvor
der
henset til, at der er tale om en person under 18 år, bør gives den pågældende
ret til fortsat ophold i Danmark.
I denne situation bør det
indgå i vurderingen, om forholdene i hjemlandet eller det tidligere
opholdsland
er sådan, at den pågældende dér vil kunne opnå den fornødne omsorg i form af
den nødvendige behandling og pleje.
Som det fremgår, vil man
efter de angivne retningslinier både skulle vurdere de individuelle forhold
hos
den pågældende samt de generelle forhold i det land, som vedkommende
eventuelt
vil skulle sendes tilbage til.’
I.
Som det fremgår af den beskrevne praksis, vil der skulle gives
opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 4, i tilfælde hvor forældrene til
den pågældende
er døde, eller der foreligger sikre oplysninger om, at forældrene ikke kan
findes, og der ikke i øvrigt findes et sikkert familiemæssigt eller andet
lignende socialt netværk.
Indenrigsministeriet lagde
ved afgørelsen af 7. december 1999 bl.a. vægt på, at (A)’s nærmeste
familie
opholdt sig i Sri Lanka da han udrejste til Danmark i juli 1998. Ministeriet
lagde desuden bl.a. vægt på: ’ at der ikke foreligger sikre oplysninger
om, at
Deres klients familie ikke opholder sig i Deres klients hjemland’.
Ministeriet ses ikke under
behandlingen af sagen at have forsøgt at fremskaffe oplysninger om hvor
(A)’s
familie opholder sig. Jeg må endvidere forstå ministeriets afgørelse sådan at
ministeriet ikke har lagt (afgørende) vægt på oplysningen fra advokaten om at
(A)’s farbror ikke har haft forbindelse med familien siden 1996.
Ministeriet
ses imidlertid ikke at have bedt advokaten eller (A) om at fremskaffe
yderligere oplysninger om familien.
Jeg beder på den baggrund –
i lyset af officialprincippet og den beskrevne praksis om opholdstilladelse
til
uledsagede flygtningebørn efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4 –
ministeriet udtale sig om i hvilket omfang det efter ministeriets opfattelse
påhviler myndighederne eller ansøgeren at fremskaffe (den fornødne
dokumentation for) oplysninger om eventuelle tilbageblevne familiemedlemmer i
ansøgerens hjemland i en situation som den foreliggende.
Desuden beder jeg
ministeriet oplyse, hvilke krav myndighederne stiller til dokumentationen for
de fremlagte oplysninger.
II.
Det fremgår ligeledes af den beskrevne praksis at det i sig
selv i nogle tilfælde kunne føre til at der vil blive givet opholdstilladelse
hvis den pågældende på grund af sygdom har behov for særlig omsorg og
bistand.
Det fremgår desuden at der kan være tilfælde hvor sygdommen ikke er af en så
alvorlig karakter at der efter praksis kan gives opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, men hvor der henset til at der er tale
om
en person under 18 år, bør gives den pågældende ret til fortsat ophold i
Danmark. I denne situation bør det – ifølge den beskrevne praksis –
indgå i
vurderingen om forholdene i hjemlandet er sådan at den pågældende dér vil
kunne
opnå den fornødne omsorg i form af den nødvendige behandling og pleje.
Det fremgår af sagen at (A)
lider af en posttraumatisk belastningsreaktion. Den behandlende psykolog har
bl.a. givet udtryk for at der er risiko for en personlighedsændring af
blivende
og invaliderende karakter hvis hans behandling her i landet afbrydes. Desuden
har advokaten gjort gældende at der ikke vil kunne opnås kvalificeret
lægehjælp
til (A) i Sri Lanka.
Indenrigsministeriet har,
som det fremgår, afslået at give opholdstilladelse til (A) på dette grundlag
efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2.
Jeg beder Indenrigsministeriet
om at gøre nærmere rede for sin praksis i tilfælde som det foreliggende hvor
sygdommen ikke af ministeriet vurderes til at være af en så alvorlig karakter
at der kan gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2,
men hvor der er tale om en person under 18 år. Ministeriet bedes i den
forbindelse oplyse om en sygdom som den (A) lider af, efter sin art kan
begrunde at der efter omstændighederne gives opholdstilladelse efter § 9,
stk.
2, nr. 4. Endvidere beder jeg ministeriet oplyse om ministeriet i den
konkrete
sag har foretaget en undersøgelse af behandlingsmulighederne i
hjemlandet.”
Indenrigsministeriet
meddelte mig i brev af 29. oktober 2001 at ministeriet samme dag havde givet
A
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4. Ministeriet
henviste til en kopi af et brev af samme dato til A’s advokat.
Ministeriet
meddelte at ministeriet herefter ikke foretog sig videre i anledning af mit
brev af 14. august 2001.
I Indenrigsministeriets brev
af 29. oktober 2001 til A’s advokat stod bl.a. følgende:
”Indenrigsministeriet har
efter en fornyet vurdering af sagen fundet at kunne lægge til grund, at Deres
klient via den Internationale Komité for Røde Kors i Sri Lanka har fået
oplyst,
at Deres klients farbror ikke har haft forbindelse til Deres klients far
eller
dennes familie siden 1996, som oplyst i Deres brev af 13. august 1999 til
Indenrigsministeriet.
Indenrigsministeriet finder
det på den baggrund efter en samlet vurdering rettest at meddele Deres klient
opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, efter
Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse.”
Den 7. november 2001
meddelte jeg A’s advokat med kopi til Indenrigsministeriet at jeg
herefter ikke
foretog mig mere i sagen.
Lignende dokumenter
- Opholdstilladelse til uledsaget flygtningebarn efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4 Retsinformation · 2. oktober 2002
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Mulighed for i en krisesituation at afvise asylansøgere ved grænsen) Retsinformation · 3. maj 2017
- Forslag til folketingsbeslutning om kasseeftersyn af udlændingelovgivningen Retsinformation · 27. marts 2001
- Spørgsmål om genoptagelse af klagerens skatteansættelser med henblik på godkendelse af personfradrag Landsskatteretten · 6. september 2011
- Forslag til Lov om ændring af udlændingeloven (Overførsel af opgaver fra Udlændinge- og Integrationsministeriet til Flygtningenævnet og Udlændingenævnet m.v.) Retsinformation · 16. december 2016
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat Y. Bot fremsat den 26. oktober 2017. — A og S mod Staatssecretaris van Veiligheid en Justitie. EU-domme · 26. oktober 2017