Spring til indhold

Retsinformation

Opholdstilladelse for uledsaget flygtningebarn efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4

FOU nr 2001.270UdtalelserFolketinget2. oktober 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Opholdstilladelse for uledsaget flygtningebarn efter

udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4

A der var srilankansk

statsborger, indrejste i Danmark den 17. juli 1998 og søgte om asyl. På dette

tidspunkt var han 17 år.

Udlændingestyrelsen gav ham

afslag på asyl den 8. december 1998. Afgørelsen blev stadfæstet af

Flygtningenævnet den 11. maj 1999.

Med brev af 20. maj 1999 til

Udlændingestyrelsen sendte A’s advokat til støtte for at meddele A

opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, en erklæring af

19. maj 1999 fra specialist i psykoterapi og børneneuropsykologi, cand.psych.

C

med bl.a. følgende indhold:

”Som nævnt i min skrivelse

af 10.5. har jeg kendt (A) siden 24.11.98, hvor han blev henvist til mig fra

Røde Kors’ Flygtningecenter i (Y). Baggrunden for henvendelsen var, at

(A)

gennem længere tid havde været grædende og depressiv.

Ved min første samtale med

ham den 24.11.98, hvor han kom sammen med sin tante, fremtrådte han som noget

yngre end svarende til sine dengang 17 år og som en meget trist, ængstelig og

lidt opgivende dreng. Han virkede generelt depressiv og var stille og

grædende.

Fortalte at han har haft det sådan gennem længere tid og satte det i relation

til sin situation her som flygtning. Han savner i høj grad sine forældre, ved

ikke hvor de opholder sig og ser konstant billeder for sig fra krigen, som

’kører’ i hans hoved.

Jeg har frem til d.d.

løbende samtaler med (A), og mit billede af ham er, at han er en dreng, der

Læs alt

på

trods af, at han nu er fyldt 18 år, fremtræder som en langt yngre dreng, en

meget trist og ængstelig dreng, og han virker belastet af, at han ikke ved,

hvor forældrene opholder sig og ikke ved, hvordan deres situation er.

På baggrund af hans

ængstelighed og selvusikkerhed, og at han personlighedsmæssigt fremtræder som

langt yngre end svarende til sin lige 18 år, og ud fra at han ikke ved, hvor

forældrene opholder sig, mener jeg, at han bør have asyl af humanitære

årsager.

Såfremt der ønskes

yderligere oplysninger, står jeg meget gerne til rådighed, da det klart er

min

vurdering, at det vil være ganske urimeligt at sende (A) tilbage til Sri

Lanka.”

Den 8. juni 1999 traf

Udlændingestyrelsen afgørelse om at give A afslag på opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4. Styrelsen vejledte samtidig om

muligheden

for at indgive ansøgning til Indenrigsministeriet om opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2. Styrelsen begrundede afslaget efter § 9,

stk. 2, nr. 4, således:

”Styrelsen har på baggrund

af ansøgers alder vurderet, om ansøger kan få opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4. Efter denne bestemmelse kan man få

opholdstilladelse, hvis ’ganske særlige omstændigheder taler

derfor’.

Ved en sådan afgørelse

lægger styrelsen især vægt på, om man bringes i en reel nødsituation, hvis

man

ikke får opholdstilladelse i Danmark, herunder om ens situation vil være

meget

anderledes end den situation, der gælder for andre på samme alder i

hjemlandet.

Styrelsen har ikke fundet,

at ansøger opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse efter denne

bestemmelse.

Styrelsen har herved lagt

vægt på, at ansøgers forældre, søskende samt faderens familie ifølge den

pågældendes egne oplysninger fortsat opholder sig i Sri Lanka, om end på et

for

ansøger ukendt sted.

Styrelsen finder således

ikke, at oplysningerne i brevet af 19.05.1999 vedrørende ansøgers tilstand

kan

føre til et andet resultat.”

Den 14. juni 1999 klagede

A’s advokat over afgørelsen til Indenrigsministeriet. Han gjorde bl.a.

gældende

at A var 17 år da han kom til Danmark og at han, som det fremgik af

psykologerklæringen, var umoden af sin alder. Han mistede kontakt med sin

familie i 1996 i forbindelse med familiens flugt fra Jaffnahalvøen til

Vanniområdet. Han var på det tidspunkt sammen med sin tante som han flygtede

til Danmark sammen med. Advokaten oplyste videre at A på intet tidspunkt

siden

1996 havde hørt fra sine forældre eller søskende, og at han ikke var klar

over

om de fortsat var i live. Han havde, så vidt advokaten vidste, iværksat

’tracing’ af forældrene via Dansk Røde Kors, og advokaten bad om at

ministeriet

ikke traf afgørelse i sagen før resultatet af eftersøgningen forelå.

Advokaten

henviste også til situationen i Sri Lanka.

I brev af 13. august 1999

oplyste A’s advokat at A via Røde Kors havde fået en meddelelse dateret

den 23.

juni 1999 fra hans fars storebror (født 29. november 1933) om at denne ikke

siden familien i 1996 blev fordrevet havde haft forbindelse med sin lillebror

og dennes familie (dvs. med A’s far og den øvrige familie).

Den 7. december 1999

stadfæstede Indenrigsministeriet Udlændingestyrelsens afgørelse. Ministeriet

skrev bl.a. følgende:

”Bestemmelsen

[udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4; min bemærkning] har i praksis blandt

andet været bragt i anvendelse i relation til uledsagede flygtninge.

Ved lovforslag nr. L 155 af

11. december 1992 (Folketingstidende 1992-93, tillæg B, sp. 835-844) blev der

fremsat forslag til en ændring af udlændingeloven omfattende

opholdstilladelse

til mindreårige udlændinge. Lovforslaget blev ikke vedtaget, men den

daværende

indenrigsminister tilkendegav i forbindelse med lovforslagets behandling i

Folketingets Retsudvalg Indenrigsministeriets fremtidige praksis for så vidt

angår meddelelse af opholdstilladelse til mindreårige uledsagede

flygtningebørn. Tilkendegivelsen fremgår af den beretning af 16. marts 1993,

som afsluttede udvalgsarbejdet. Retsudvalget tilsluttede sig i beretningen

indenrigsministerens tilkendegivelse.

Der vil ifølge

tilkendegivelsen skulle meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens §

9,

stk. 2, nr. 4, i de tilfælde, hvor forældrene til de pågældende er døde,

eller

der foreligger sikre oplysninger om, at de ikke kan findes, og der ikke i

øvrigt findes et sikkert familiemæssigt eller andet lignende socialt netværk.

Det samme vil gælde, hvis den pågældende er afskåret fra at få kontakt med

sine

forældre, f.eks. fordi forældrene er i fængsel.

Det fremgår endvidere af

tilkendegivelsen, at det i vurderingen bør indgå, om der i hjemlandet er et

sådant socialt netværk, at den særlige omsorg, som de pågældende har behov

for,

kan opfyldes i hjemlandet eller det tidligere opholdsland. Det vil tillige

kunne indgå i vurderingen, om den pågældende i længere tid har været uden

kontakt med sine forældre og derfor inden indrejsen til Danmark har været

undergivet offentlig omsorg, som vil kunne genetableres ved en tilbagevenden.

Som det fremgår, følger det

af ministerens tilkendegivelse, at både de individuelle forhold hos den

pågældende samt de generelle forhold i det hjemland, som vedkommende

eventuelt

vil skulle sendes tilbage til, indgår i vurderingen.

I den anledning skal

Indenrigsministeriet meddele, at ministeriet efter en gennemgang af sagen

ikke

har fundet grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse af 8. juni

1999.

Indenrigsministeriet har

herved lagt vægt på, at Deres klients nærmeste familie opholdt sig i Sri

Lanka,

da Deres klient udrejste til Danmark i juli 1998, og at der ikke foreligger

sikre oplysninger om, at Deres klients familie ikke opholder sig i Deres

klients hjemland. Indenrigsministeriet har endvidere lagt vægt på, at Deres

klient må antages også at kunne komme i kontakt med sin faders storebror.

Indenrigsministeriet

har

endvidere lagt vægt på, at de

generelle forhold i Sri Lanka ikke er af en sådan art, at det kan begrunde en

meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr.

4.

Indenrigsministeriet kan i

øvrigt henholde sig til den begrundelse, som Udlændingestyrelsen har anført i

sin afgørelse af 8. juni 1999.”

I en erklæring af 30.

december 1999 skrev specialist i psykoterapi og børneneuropsykologi, cand.

psych. C bl.a. følgende:

”Undertegnede har haft

kontakt med (A) siden den 24.11.98, hvor han henvistes til mig pga. psykiske

vanskeligheder. Hans symptomer var koncentrationsvanskeligheder, depressiv

forstemning og søvnproblemer, som han sætter i relation til de traumatiske

oplevelser, han har haft i Sri Lanka i form af luftangreb samt hans bekymring

i

forbindelse med, at han ikke ved, hvor hans forældre og søskende befinder

sig.

Frem til oktober 1999, hvor

(A) overflyttes til asylcenter i Jylland, har jeg regelmæssigt kontakt med

ham,

idet han fortsat er meget påvirket af sine symptomer, og hvor den depressive

forstemning desuden medfører spisevanskeligheder og selvmordstanker.

Efter hans flytning til

Jylland skrev jeg igen erklæring til støtte for fortsat psykologisk

behandling,

idet jeg klart vurderer, at hans tilstand må opfattes som en posttraumatisk

belastningsreaktion efter den svære tid, han havde i Sri Lanka forud for hans

ankomst til Danmark. Han har vedvarende symptomer på psykisk overfølsomhed

eller alarmberedskab i form af ind- og gennemsovningsbesvær, irritabilitet og

koncentrationsbesvær. (A) vil således i en periode fremover fortsat have

behov

for psykologisk behandling.

Såfremt han hjemsendes til

Sri Lanka, vil behandlingen blive afbrudt, og da han efter min vurdering ikke

vil kunne få tilsvarende behandling i Sri Lanka, vil der være en alvorlig

risiko for, at hans symptomer bliver kroniske.

Dette sat i relation til

hans unge alder og umodne personlighed gør, at man må frygte hans fremtidige

udvikling.

Efter mit skøn er det

uforsvarligt at udsætte ham for denne risiko.”

Advokaten indgav den 10.

januar 2000 ansøgning på A’s vegne om opholdstilladelse efter

udlændingelovens

§ 9, stk. 2, nr. 2. Han gjorde bl.a. gældende at A havde behov for

psykologisk

behandling, at behandlingen måtte forventes afbrudt hvis han vendte tilbage

til

Sri Lanka, og at der herefter ville være alvorlig risiko for at A’s

symptomer

ville blive kroniske. Han gjorde desuden gældende at A ikke ville kunne opnå

tilstrækkelig kvalificeret lægehjælp i sit hjemland.

Den 14. januar 2000 afslog

Indenrigsministeriet ansøgningen om opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr.

2.

Advokaten bad i brev af 1.

februar 2000 Indenrigsministeriet om at genoptage sagen om opholdstilladelse

efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2. Han vedlagde en erklæring af 24.

januar 2000 fra specialist i psykoterapi og børneneuropsykologi, cand. psych.

C

hvor bl.a. følgende var anført:

”Da (A) ud over at have en

posttraumatisk belastningsreaktion efter den behandling, han har været udsat

for i Sri Lanka forud for sin ankomst til Danmark, fortsat fremtræder som en

meget umoden dreng, og således fremtræder langt yngre end sine 18 år, er det

klart min vurdering, at han, såfremt han sendes tilbage til Sri Lanka uden at

kunne få behandling for sin posttraumatiske belastningsreaktion, vil være

udsat

for en personlighedsændring af blivende karakter. På nuværende tidspunkt,

efter

at have været i psykologisk behandling i 1½ år, skønnes han

personlighedsmæssigt, såvel intellektuelt som følelsesmæssigt, at fungere som

en ca. 15-årig, og såfremt han tilbagesendes til Sri Lanka og dermed afbryder

den psykologiske behandling, han hidtil har fået, er det klart min vurdering,

at han vil være udsat for en personlighedsændring af blivende og

invaliderende

karakter.

Jeg vil i høj grad frygte,

at han vil reagere med mistroisk holdning over for omverdenen, følelse af

tomhed og håbløshed, kronisk følelse af anspændthed samt en følelse af

fremmedgjorthed over for sin situation i Sri Lanka. Desuden kan jeg frygte,

at

hans anorektiske symptomer vil vende tilbage, samt at hans tanker om selvmord

kunne blive gjort til handling.

På denne baggrund må jeg

klart tilråde, at han får opholdstilladelse og dermed kan fortsætte den

psykologiske behandling, som han har behov for.”

Indenrigsministeriet traf

den 7. februar 2000 afgørelse om ikke at genoptage behandlingen af sagen om

opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2.

Den 8. februar 2000 klagede

A’s advokat til mig over afslagene på opholdstilladelse efter

udlændingelovens

§ 9, stk. 2, nr. 2 og nr. 4.

I brev af 22. februar 2000

bad jeg Indenrigsministeriet og Udlændingestyrelsen om udtalelser og om udlån

af sagens akter.

Udlændingestyrelsen og

Indenrigsministeriet henholdt sig i breve af 22. og 28. marts 2000 til

afgørelserne af henholdsvis 8. november 1999 og 13. januar 2000.

I brev af 7. april 2000

meddelte jeg A’s advokat at jeg havde besluttet ikke at færdigbehandle

sagen

før jeg havde taget stilling til den generelle sag der på daværende tidspunkt

verserede her ved embedet om ministeriets praksis vedrørende

modenhedsvurdering

af uledsagede flygtningebørn, herunder spørgsmålet om hvorvidt en

modenhedsvurdering efter ministeriets opfattelse udgjorde en afgørelse i

forvaltningslovens forstand (mit j.nr. 1999-1270-649).

Indenrigsministeriet udtalte

i den generelle sag bl.a. at ministeriet havde bedt Udlændingestyrelsen om at

betragte beslutninger – om ikke (umiddelbart) at meddele

opholdstilladelse

efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, til mindreårige asylansøgere, men

i

stedet lade dem indgå i den almindelige asylprocedure – som afgørelser i

forvaltningslovens forstand. Ministeriet udtalte også at sådanne afgørelser

ville kunne påklages til ministeriet.

Den 26. juni 2000 sendte jeg

– i lyset af Indenrigsministeriets udtalelse i den generelle sag –

en kopi af

A’s advokats klage af 8. februar 2000 med bilag til ministeriet som en

anmodning fra ham om at ministeriet behandlede en klage over

Udlændingestyrelsens afgørelse om at lade A indgå i almindelig asylprocedure

hvilket allerede på daværende tidspunkt førte til afslag på opholdstilladelse

efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4.

Den 4. januar 2001 traf

Indenrigsministeriet afgørelse om at anse A for tilstrækkelig moden til at

gennemføre den almindelige asylsagsprocedure.

I brev af 9. januar 2001

klagede A’s advokat på ny til mig over Udlændingestyrelsens og

Indenrigsministeriets afgørelser af henholdsvis 8. juni 1999 og 7. december

1999 om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr.

4.

Han klagede også over Indenrigsministeriets afgørelse af 14. januar 2000 om

afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, og

ministeriets afgørelse af 7. februar 2000 om afslag på at genoptage sagen om

opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2. Han præciserede

at

klagen ikke angik Indenrigsministeriets afgørelse vedrørende

modenhedsspørgsmålet.

Den 17. januar 2001 bad jeg

Udlændingestyrelsen og Indenrigsministeriet om at udtale sig på ny og om

udlån

af sagens akter.

Udlændingestyrelsen og

Indenrigsministeriet henholdt sig i breve af 29. marts og 7. juni 2001 til

afgørelserne af 8. juni 1999 og 7. december 1999 (vedrørende

opholdstilladelse

efter § 9, stk. 2, nr. 4) samt ministeriets afgørelser af 14. januar og 7.

februar 2000 (vedrørende opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 2).

I brev af 17. juli 2001

meddelte advokaten mig at han ikke havde yderligere bemærkninger til sagen.

Den 14. august 2001 bad jeg

Indenrigsministeriet om en supplerende udtalelse vedrørende ministeriets

afgørelse af 7. december 1999 om opholdstilladelse efter udlændingelovens §

9,

stk. 2, nr. 4. Jeg skrev bl.a. følgende til ministeriet:

”Myndighedernes praksis

vedrørende opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, til

uledsagede flygtningebørn er nærmere beskrevet i Folketingets Retsudvalgs

beretning af 16. marts 1993 (Folketingstidende 1992-93, Tillæg B, sp.

835-844)

hvor bl.a. følgende er anført (spalte 839-841):

’For så vidt angår de

uledsagede asylansøgere under 18 år, som har fået afslag i asylproceduren,

har

indenrigsministeren tilkendegivet, at retningslinierne for den særlige

praksis

bør være følgende:

Det skal sikres, at den

pågældende ikke bringes i en reel nødsituation, såfremt vedkommende ikke

gives

opholdstilladelse i Danmark. Ved vurdering heraf skal indgå, om den

pågældendes

situation adskiller sig væsentligt fra den situation, der gælder for andre

personer på samme alder i det land, den pågældende kommer fra.

Der vil således skulle

meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, i de

tilfælde,

hvor forældrene til den pågældende er døde eller der foreligger sikre

oplysninger om, at de ikke kan findes, og der ikke i øvrigt findes et sikkert

familiemæssigt eller andet lignende socialt netværk. Det samme vil gælde,

hvis

den pågældende er afskåret fra at få kontakt med sine forældre, f.eks. fordi

forældrene er fængslet.

Det bør i vurderingen indgå,

om der i hjemlandet eller det tidligere opholdsland er et sådant socialt

netværk, hvilket for eksempel vil være tilfældet i en række europæiske lande,

at den særlige omsorg, som de pågældende har behov for, kan opfyldes i

hjemlandet eller det tidligere opholdsland.

Det vil tillige kunne indgå

i vurderingen, om den pågældende i længere tid har været uden kontakt med

sine

forældre og derfor inden indrejsen til Danmark har været undergivet offentlig

omsorg, som vil kunne genetableres ved en tilbagevenden.

Pågår der krigshandlinger

eller lignende uroligheder i den pågældendes hjemland eller det tidligere

opholdsland, kan dette i visse tilfælde medføre, at der gives

opholdstilladelse. Det vil gælde, hvor forholdene som følge af

krigshandlingerne eller urolighederne må anses for meget usikre, og hvor der

vil være en væsentlig risiko for, at den pågældende bringes i en reel

nødsituation ved en tilbagevenden.

Hvis den pågældende på grund

af sygdom har behov for særlig omsorg og bistand, vil dette i sig selv i

nogle

tilfælde kunne føre til, at der vil blive givet opholdstilladelse.

Indenrigsministeren har i

den forbindelse peget på, at der allerede i medfør af udlændingelovens § 9,

stk. 2, nr. 2, i visse tilfælde gives opholdstilladelse, såfremt en person

lider af en akut eller livstruende sygdom, men at der kan være tilfælde, hvor

sygdommen ikke er af en så alvorlig karakter, at der efter praksis kan gives

opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, men hvor

der

henset til, at der er tale om en person under 18 år, bør gives den pågældende

ret til fortsat ophold i Danmark.

I denne situation bør det

indgå i vurderingen, om forholdene i hjemlandet eller det tidligere

opholdsland

er sådan, at den pågældende dér vil kunne opnå den fornødne omsorg i form af

den nødvendige behandling og pleje.

Som det fremgår, vil man

efter de angivne retningslinier både skulle vurdere de individuelle forhold

hos

den pågældende samt de generelle forhold i det land, som vedkommende

eventuelt

vil skulle sendes tilbage til.’

I.

Som det fremgår af den beskrevne praksis, vil der skulle gives

opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 4, i tilfælde hvor forældrene til

den pågældende

er døde, eller der foreligger sikre oplysninger om, at forældrene ikke kan

findes, og der ikke i øvrigt findes et sikkert familiemæssigt eller andet

lignende socialt netværk.

Indenrigsministeriet lagde

ved afgørelsen af 7. december 1999 bl.a. vægt på, at (A)’s nærmeste

familie

opholdt sig i Sri Lanka da han udrejste til Danmark i juli 1998. Ministeriet

lagde desuden bl.a. vægt på: ’ at der ikke foreligger sikre oplysninger

om, at

Deres klients familie ikke opholder sig i Deres klients hjemland’.

Ministeriet ses ikke under

behandlingen af sagen at have forsøgt at fremskaffe oplysninger om hvor

(A)’s

familie opholder sig. Jeg må endvidere forstå ministeriets afgørelse sådan at

ministeriet ikke har lagt (afgørende) vægt på oplysningen fra advokaten om at

(A)’s farbror ikke har haft forbindelse med familien siden 1996.

Ministeriet

ses imidlertid ikke at have bedt advokaten eller (A) om at fremskaffe

yderligere oplysninger om familien.

Jeg beder på den baggrund –

i lyset af officialprincippet og den beskrevne praksis om opholdstilladelse

til

uledsagede flygtningebørn efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4 –

ministeriet udtale sig om i hvilket omfang det efter ministeriets opfattelse

påhviler myndighederne eller ansøgeren at fremskaffe (den fornødne

dokumentation for) oplysninger om eventuelle tilbageblevne familiemedlemmer i

ansøgerens hjemland i en situation som den foreliggende.

Desuden beder jeg

ministeriet oplyse, hvilke krav myndighederne stiller til dokumentationen for

de fremlagte oplysninger.

II.

Det fremgår ligeledes af den beskrevne praksis at det i sig

selv i nogle tilfælde kunne føre til at der vil blive givet opholdstilladelse

hvis den pågældende på grund af sygdom har behov for særlig omsorg og

bistand.

Det fremgår desuden at der kan være tilfælde hvor sygdommen ikke er af en så

alvorlig karakter at der efter praksis kan gives opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, men hvor der henset til at der er tale

om

en person under 18 år, bør gives den pågældende ret til fortsat ophold i

Danmark. I denne situation bør det – ifølge den beskrevne praksis –

indgå i

vurderingen om forholdene i hjemlandet er sådan at den pågældende dér vil

kunne

opnå den fornødne omsorg i form af den nødvendige behandling og pleje.

Det fremgår af sagen at (A)

lider af en posttraumatisk belastningsreaktion. Den behandlende psykolog har

bl.a. givet udtryk for at der er risiko for en personlighedsændring af

blivende

og invaliderende karakter hvis hans behandling her i landet afbrydes. Desuden

har advokaten gjort gældende at der ikke vil kunne opnås kvalificeret

lægehjælp

til (A) i Sri Lanka.

Indenrigsministeriet har,

som det fremgår, afslået at give opholdstilladelse til (A) på dette grundlag

efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2.

Jeg beder Indenrigsministeriet

om at gøre nærmere rede for sin praksis i tilfælde som det foreliggende hvor

sygdommen ikke af ministeriet vurderes til at være af en så alvorlig karakter

at der kan gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2,

men hvor der er tale om en person under 18 år. Ministeriet bedes i den

forbindelse oplyse om en sygdom som den (A) lider af, efter sin art kan

begrunde at der efter omstændighederne gives opholdstilladelse efter § 9,

stk.

2, nr. 4. Endvidere beder jeg ministeriet oplyse om ministeriet i den

konkrete

sag har foretaget en undersøgelse af behandlingsmulighederne i

hjemlandet.”

Indenrigsministeriet

meddelte mig i brev af 29. oktober 2001 at ministeriet samme dag havde givet

A

opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4. Ministeriet

henviste til en kopi af et brev af samme dato til A’s advokat.

Ministeriet

meddelte at ministeriet herefter ikke foretog sig videre i anledning af mit

brev af 14. august 2001.

I Indenrigsministeriets brev

af 29. oktober 2001 til A’s advokat stod bl.a. følgende:

”Indenrigsministeriet har

efter en fornyet vurdering af sagen fundet at kunne lægge til grund, at Deres

klient via den Internationale Komité for Røde Kors i Sri Lanka har fået

oplyst,

at Deres klients farbror ikke har haft forbindelse til Deres klients far

eller

dennes familie siden 1996, som oplyst i Deres brev af 13. august 1999 til

Indenrigsministeriet.

Indenrigsministeriet finder

det på den baggrund efter en samlet vurdering rettest at meddele Deres klient

opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, efter

Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse.”

Den 7. november 2001

meddelte jeg A’s advokat med kopi til Indenrigsministeriet at jeg

herefter ikke

foretog mig mere i sagen.

Lignende dokumenter