Genoptagelse. Officialprincippet
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Genoptagelse. Officialprincippet
Det fremgik af sagen at den
zairiske statsborger A indrejste i Danmark den 7. november 1993 og indgav
ansøgning om asyl. Den 7. december 1994 indgik han ægteskab med den herboende
finske statsborger B. A indgav på baggrund af ægteskabet den 24. januar 1995
ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse i Danmark. Ansøgningen blev
afslået
af Direktoratet for Udlændinge (nu Udlændingestyrelsen) ved brev af samme
dato
under henvisning til at A ikke var i besiddelse af et gyldigt
nationalitetspas.
Den 28. februar 1995 indgav A
en ny ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse. Denne ansøgning blev ved
brev
af 15. marts 1995 imødekommet således at A fik opholds- og arbejdstilladelse
med henblik på varigt ophold indtil den 28. februar 1996.
Udlændingestyrelsen afslog
den 31. marts 1995 asylansøgningen. Denne afgørelse blev den 6. september
1995
stadfæstet af Flygtningenævnet. Nævnet gav følgende begrundelse for sin
afgørelse:
“...
Flygtningenævnet finder, at
ansøgeren ikke på troværdig måde har sandsynliggjort, at han var eftersøgt af
myndighederne i Zaire, da han udrejste af landet. Nævnet har herved lagt vægt
på, at ansøgeren har afgivet skiftende og usammenhængende forklaringer om
sine
angivelige fængselsophold, om brevet til den ukendte onkel og om den
angivelige
flugt fra det seneste fængselsophold. Ansøgerens forklaring under
Læs alt
nævnsbehandlingen har på flere punkter virket afglidende, når han blev
stillet
konkrete spørgsmål om egne aktiviteter. På den baggrund finder nævnet det
heller ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet
risikerer at bliver udsat for asylbegrundende forhold. Ansøgeren opfylder
således ikke betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter
udlændingelovens
§ 7.
...”
A’s opholds- og
arbejdstilladelse blev den 29. januar 1996 forlænget til den 28. februar
1997,
den 12. februar 1997 blev den forlænget til 16. december 1997, og den 9.
december 1997 blev den forlænget til den 28. februar 1998.
B meddelte ved personligt
fremmøde i Udlændingestyrelsen den 22. januar 1998 at hun havde indgivet
ansøgning om separation. A oplyste den 27. januar 1998 til
Udlændingestyrelsen
at hustruen havde smidt ham ud fra deres fælles bopæl.
Udlændingestyrelsen traf den
29. januar 1998 afgørelse om inddragelse af A’s opholds- og
arbejdstilladelse.
Udlændingestyrelsen gav følgende begrundelse for afgørelsen:
“...
Styrelsen har ved afgørelsen
lagt vægt på, at De ikke længere samlever på fælles bopæl med Deres
ægtefælle,
og at Deres ægtefælle har indgivet ansøgning om separation.
Styrelsen finder efter det
oplyste ikke, at der foreligger særlige forhold, der kan begrunde, at
inddragelse af Deres opholds- eller arbejdstilladelse bør undlades, jf.
udlændingelovens § 19, stk. 5, jf. § 26.
Styrelsen har ikke fundet, at
Deres tilknytning til landet efter de foreliggende oplysninger er af en sådan
styrke, at inddragelsen må antages at virke særligt belastende for Dem.
Styrelsen har herved lagt
vægt på, at Deres ophold
her i landet
ikke har været af en sådan længde, at De herved har opnået en nær tilknytning
til Danmark.
Styrelsen har endvidere lagt
vægt på, at De ikke har nogen familie her i landet.
...”
A klagede ved personligt
fremmøde i Indenrigsministeriet den 29. januar 1998 over afgørelsen. A’s
advokat klagede over afgørelsen ved telefax af 2. februar 1998 til
Udlændingestyrelsen.
Han anmodede samtidig om aktindsigt.
I brev af 11. februar 1998
til Udlændingestyrelsen skrev advokaten at den periode som A havde opholdt
sig
i Danmark med henblik på varigt ophold måtte anses for at være længere end 3
år, og at hans opholdstilladelse derfor ikke kunne inddrages.
Udlændingestyrelsen sendte
den 13. februar 1998 advokatens henvendelse videre til Indenrigsministeriet
sammen med en udtalelse om fristberegningsspørgsmålet. Af denne fremgik bl.a.
følgende:
“...
Efter styrelsens praksis skal
fristen i de tilfælde, hvor ansøgeren ikke opfylder betingelserne for
meddelelse af opholdstilladelse på tidspunktet for ansøgningens indgivelse,
idet betingelserne først opfyldes efterfølgende, beregnes fra det tidspunkt,
hvor ansøgeren rent faktisk opfylder betingelserne for at opnå
opholdstilladelse.
(A) indgav den 24. januar
1995 ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse her i landet, og han blev
samme
dag meddelt afslag herpå under henvisning til, at han ikke var i besiddelse
af
et gyldigt nationalitetspas.
Under henvisning til, at (A)
først ved indgivelsen af ansøgningen om opholds- og arbejdstilladelse den 28.
februar 1995 var i besiddelse af et gyldigt nationalitetspas, og således
først
den 28. februar 1995 rent faktisk opfyldte betingelserne for meddelelse af
opholds- og arbejdstilladelse, skal styrelsen bemærke, at (A) først den 28.
februar 1998 ville have boet lovligt her i landet i 3 år med henblik på
varigt
ophold.
...”
Udtalelsen blev den 17.
februar 1998 sendt til A’s advokat med henblik på eventuelle
bemærkninger.
Indenrigsministeriet
stadfæstede den 26. oktober 1998 Udlændingestyrelsens afgørelse om
inddragelse
af A’s opholds- og arbejdstilladelse med følgende begrundelse:
“...
Indenrigsministeriet har
herved lagt vægt på, at Deres klient ikke længere samlever på fælles bopæl
med
sin ægtefælle. Grundlaget for Deres klients opholds- og arbejdstilladelse er
således ikke længere til stede, og tilladelsen kan inddrages, jf.
udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 21.
For så vidt angår Deres
bemærkning om, hvornår 3-årsfristen i udlændingelovens § 19, stk. 2, jf. §
27,
stk. 1, skal regnes fra, skal Indenrigsministeriet bemærke, at fristen
beregnes
fra tidspunktet for indgivelse af ansøgningen om opholdstilladelse. Det er
imidlertid en betingelse, at ansøgningen om opholdstilladelse imødekommes, og
at betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse således var til stede på
ansøgningstidspunktet.
Det fremgår af sagen, at
Deres klients ansøgning om opholdstilladelse indgivet den 24. januar 1995
blev
afslået under henvisning til, at Deres klient ikke på daværende tidspunkt
opfyldte betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse.
Det fremgår endvidere af
sagen, at Deres klient indgav ny ansøgning om opholdstilladelse den 28.
februar 1995, og at denne ansøgning efterfølgende blev imødekommet.
Indenrigsministeriet skal i
den forbindelse bemærke, at 3-årsfristen i Deres klients sag skal regnes fra
den 28. februar 1995, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, jf. § 27, stk. 1.
Indenrigsministeriet kan i
øvrigt henholde sig til Udlændingestyrelsens udtalelse af 13. februar 1998 om
dette spørgsmål.
Indenrigsministeriet finder
efter en gennemgang af sagen ikke, at der foreligger særlige omstændigheder,
som kan begrunde, at inddragelse af Deres klients opholds- og
arbejdstilladelse undlades, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 5, jf. §
26,
stk. 1.
...”
Indenrigsministeriet pålagde
samtidig A at udrejse af Danmark senest den 30. november 1998.
I brev af 2. november 1998
rettede A henvendelse til Justitsministeriet vedrørende fortolkningen af
fristreglerne i udlændingeloven. Justitsministeriet oversendte den 5.
november
1998 hans henvendelse til Indenrigsministeriet til besvarelse.
A anmodede i brev af 9.
november 1998 Indenrigsministeren om at genoptage sagens behandling og
udsætte
hans udrejsefrist. Den 11. november 1998 skrev han til dronningen og
statsministeren med anmodning om at hjælpe ham med hans sag. I brevet til
statsministeren spurgte han bl.a. om han kunne søge humanitær
opholdstilladelse. Begge breve blev sendt til Indenrigsministeriet til
besvarelse.
I brev af 12. november 1998
anmodede A’s advokat Udlændingestyrelsen om at genoptage sagen og bad
samtidig om at A måtte få tilladelse til at opholde sig her i landet under
sagens behandling. Til støtte for ansøgningen skrev advokaten bl.a. at der
var
fremkommet nye oplysninger om at A havde boet i Frankrig siden 1972, og at
han
således ikke havde boet i Zaire siden dette tidspunkt.
A bad den 16. november 1998
Udlændingestyrelsen om at genoptage sagen. Udlændingestyrelsen sendte samme
dag anmodningerne videre til Indenrigsministeriet.
Indenrigsministeriet afslog
den 26. november 1998 at tillægge genoptagelsesanmodningerne opsættende
virkning med hensyn til A’s udrejsefrist.
Den 30. november 1998 klagede
A’s advokat til mig over Indenrigsministeriets afgørelse af 26. november
1998.
Ministeriet tillagde den 3. december 1998 efter omstændighederne klagen til
mig opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen.
Jeg oplyste i brev af 15.
december 1998 at jeg efter fast praksis først tager stilling til eventuelle
afslag på at tillægge klager opsættende virkning i forbindelse med en senere
klage over ministeriets realitetsafgørelse af genoptagelsesspørgsmålet. Jeg
meddelte at jeg derfor ikke på daværende tidspunkt fandt grundlag for at
foretage mig mere i anledning af advokatens klage for A, og at sagen var
henlagt her ved embedet.
Den 7. januar 1999 meddelte
Indenrigsministeriet herefter at A skulle udrejse af Danmark senest den 23.
januar 1999.
A mødte den 15. januar 1999
personligt i Indenrigsministeriet sammen med sin samlever C. De oplyste bl.a.
at A’s fraseparerede ægtefælle B forsøgte at trække skilsmissen i
langdrag. De
bad om at afgørelsen om genoptagelsesspørgsmålet måtte blive sendt til C.
I et brev af 18. januar 1999
til C afslog Indenrigsministeriet at meddele A opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, og afviste samtidig at genoptage sagen
om
inddragelse af hans opholdstilladelse. Af afgørelsen fremgik bl.a. følgende:
“...
Efter en gennemgang af sagen
har Indenrigsministeriet ikke fundet, at der foreligger humanitære hensyn af
en
sådan styrke, at disse afgørende taler for, at opholdstilladelse bør gives.
Indenrigsministeriet bemærker herved, at bestemmelsen er tiltænkt et snævert
anvendelsesområde.
Det bemærkes i den
forbindelse, at Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet ved behandlingen af
(A)’s asylsag har taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt (A)
risikerer
forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet. En eventuel
opholdstilladelse
i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, skal således være begrundet
i
andre humanitære hensyn.
For så vidt angår (A)’s
spørgsmål om, hvornår 3-årsfristen i udlændingelovens § 19 regnes fra
tilmeldingen til folkeregistret, og hvornår den regnes fra indgivelse af
ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse, jf. udlændingelovens § 27, skal
Indenrigsministeriet oplyse, at det fremgår af udlændingelovens § 27, stk. 1,
at det i § 19, stk. 2, nævnte tidsrum regnes fra tidspunktet for udlændingens
tilmelding til folkeregistret eller, hvis ansøgningen om opholdstilladelse er
indgivet her i landet, fra tidspunktet for ansøgningens indgivelse.
3-årsfristen regnes således
fra tidspunktet for tilmeldingen til folkeregistret, såfremt udlændingen har
søgt om og er blevet meddelt opholdstilladelse, medens den pågældende befandt
sig i udlandet, medens 3-årsfristen regnes fra tidspunktet for ansøgningens
indgivelse,
såfremt udlændingen har kunnet indgive ansøgningen i Danmark, og ansøgningen
imødekommes.
Indenrigsministeriet skal
bemærke, at i (A)’s sag beregnes fristen for indgivelse af ansøgning om
opholdsstilladelse,
idet (A) indgav ansøgning om opholdstilladelse i Danmark.
Det er imidlertid en
betingelse, at ansøgningen om opholdstilladelse imødekommes, og at
betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse således var opfyldt på
ansøgningstidspunktet.
Det fremgår af sagen, at (A)
indgav ansøgning om opholdstilladelse den 24. januar 1995, men at ansøgningen
blev afslået under henvisning til, at han ikke på daværende tidspunkt
opfyldte
betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse.
Det fremgår endvidere af
sagen, at (A) indgav en ny ansøgning om opholdstilladelse den 28. februar
1995,
og at denne ansøgning efterfølgende blev imødekommet.
Indenrigsministeriet skal i
den forbindelse bemærke, at 3-årsfristen i (A)’s sag skal regnes fra den
28.
januar 1995, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, jf. § 27, stk. 1.
...
Indenrigsministeriet har ved
afgørelsen lagt vægt på, at der ikke i forbindelse med
genoptagelsesanmodningen
er fremkommet nye væsentlige oplysninger, der kan begrunde en ændret
vurdering
af sagen.
Det af (A) oplyste vedrørende
baggrunden for samlivet med hans ægtefælle samt oplysningerne om, at hans
ægtefælle har psykiske problemer, kan ikke føre til en ændret vurdering af
sagen.
Det forhold, at (A) taler
godt dansk, at han arbejder for ISS Rengøringsservice og er
sikkerhedsrepræsentant dér, findes ikke at kunne føre til en ændret vurdering
af sagen.
Det forhold, at (A)’s
skilsmisse nu afventer hans ægtefælles underskrift, og at hans udrejse vil
være
meget hård for Dem samt for Deres 3 børn, findes ikke at kunne føre til en
ændret vurdering af sagen.
Det af (A) oplyste om, at han
opholdt sig i Frankrig siden han var seks år, findes ikke at kunne føre til
en
ændret vurdering af sagen. Indenrigsministeriet har herved lagt vægt på, at
(A)
ved asylansøgningssskema af 15. december 1993 oplyste, at han var udrejst fra
sit hjemland den 29. september 1993, samt at han til politirapport af 10.
januar 1994 oplyste, at han havde boet i sit hjemland indtil udrejsen.
...”
Den 19. januar 1999 klagede
A’s advokat til mig over Indenrigsministeriets afgørelser af 7. og 18.
januar
1999. Hvad angik afgørelsen af 18. januar 1999 anførte han bl.a. følgende:
“...
Til støtte for klagen over
afgørelsen af 18 ds., hvorved ministeriet behandler opholdssagen i
realiteten,
skal jeg for det første anføre, at ministeriet (side 4, sidste afsnit) synes
at
have lagt vægt på, at min klient under sin asylsag har meddelt oplysninger
om,
at han havde boet i sit hjemland til udrejsen til Danmark i 1993, og således
ikke i Frankrig.
For så vidt ministeriet
herved vil give udtryk for, at min klient under asylsagen har meddelt
forkerte
oplysninger, skal jeg gøre gældende, at dette kriterium ikke synes at kunne
finde anvendelse ved afgørelsen om genoptagelse af min klients sag om
inddragelse
af den opholdstilladelse, der blev meddelt i henhold til udlændingelovens §
9,
stk. 1, nr. 2, på grundlag af indgået ægteskab.
For så vidt ministeriet ved
bemærkningerne på side 4, sidste afsnit i skrivelsen af 18 ds. har villet
give
udtryk for, at det er de oplysninger, der er afgivet under asylsagen, der må
lægges til grund, således at man må se bort fra det, jeg har anført i min
genoptagelsesbegæring af 12. november 1998, skal jeg anføre følgende.
Dels vil ministeriets
afgørelse i så fald være truffet på et forkert faktisk grundlag, idet min
klient har boet i Frankrig fra han var 6 år gammel i 1972 til han indrejste i
Danmark i 1993.
Desuden er afgørelsen
truffet, uden at ministeriet har foretaget sig noget for at få belyst det
nævnte spørgsmål om min klients bopæl i perioden 1972 til 1993.
Såfremt ministeriet skulle
være af den opfattelse, at ministeriet ikke er forpligtet til at foretage
sådanne undersøgelser, skal jeg anføre, at ministeriet i det mindste forud
for
afgørelsen burde have opfordret min klient til at dokumentere
bopælsforholdene
for perioden fra 1972 til 1993.
...”
Advokaten anførte desuden at
3-års-fristen skulle regnes fra den 9. december 1994 hvor A bestilte tid til
indgivelse af sin ansøgning.
Hvad angik afgørelsen af 7. januar
1999 skrev advokaten bl.a. at ministeriet ikke kunne lægge til grund for sin
afgørelse at jeg havde afsluttet min behandling af sagen. Han henviste til at
jeg i mit brev af 15. december 1998 havde anført at jeg gik ud fra at sagen
ville blive indbragt for mig igen hvis ministeriet afsluttede sin behandling
med at erklære sig enig i Udlændingestyrelsens afgørelse af sagen. Advokaten
sendte en kopi af klagen til Indenrigsministeriet med anmodning om at den
måtte blive tillagt opsættende virkning for den fastsatte udrejsefrist, eller
at udrejsefristen på andet grundlag måtte blive udsat.
Ved personligt fremmøde i
Indenrigsministeriet den 22. januar 1999 afleverede A et brev fra C. Det
fremgik heraf at de af sagsbehandleren i Indenrigsministeriet skulle være
blevet vejledt om at det ville være muligt at få udrejsefristen udsat hvis de
fremviste en underskrevet anmodning om skilsmisse. Sagsbehandleren oplyste at
hun ikke havde vejledt dem som beskrevet i brevet.
Indenrigsministeriet meddelte
den 22. januar 1999 at klagen til mig efter udlændingelovens regler ikke
havde
opsættende virkning, og at man i øvrigt ikke fandt grundlag for at ændre den
fastsatte udrejsefrist. Ministeriet beklagede at det af ministeriets
afgørelse
af 18. januar 1999 fremgik at 3-års-fristen i A’s sag skulle regnes fra
den 28.
januar 1995 idet der retteligt skulle have stået at fristen skulle regnes fra
den 28. februar 1995.
I brev af 22. januar 1999 bad
A’s advokat mig tillige tage stilling til Indenrigsministeriets
afgørelse af
26. oktober 1998. Han bad mig endvidere tage stilling til
Indenrigsministeriets
vejledning af A og hans samlever C vedrørende muligheden for at udsætte
A’s
udrejsefrist hvis han viste en underskrevet anmodning om skilsmisse.
Advokaten sendte en kopi til Indenrigsministeriet med anmodning om at hans
klage måtte blive tillagt opsættende virkning.
Advokaten anmodede den 22.
januar 1999 på A’s vegne Udlændingestyrelsen om at kunne indgive en ny
ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, på
baggrund af hans samliv og forestående ægteskab med C. Udlændingestyrelsen
afviste samme dag anmodningen under henvisning til at opholdstilladelse efter
§ 9, stk. 1, nr. 2, skal være opnået inden indrejsen. Udlændingestyrelsen
oplyste
at man ikke havde fundet at der forelå sådanne ganske særlige forhold der
kunne
føre til at ansøgning om opholdstilladelse kunne indgives her i landet.
Den 27. januar 1999 anmodede
A’s advokat Flygtningenævnet om at genoptage A’s asylsag.
Indenrigsministeriet oplyste
i brev af 27. januar 1999 at klagen til mig af 22. januar 1999 ikke havde
opsættende virkning efter udlændingelovens regler.
Den 28. januar 1999 indgik A
og C ægteskab. Samme dag ansøgte A’s advokat og A selv
Udlændingestyrelsen om
at kunne indgive ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens
§
9, stk. 1, nr. 2, på baggrund af det indgåede ægteskab.
Udlændingestyrelsen meddelte
den 29. januar 1999 at anmodningen om at indgive ansøgning om
opholdstilladelse
afvistes idet opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 2, skal være opnået
inden indrejsen. Styrelsen fandt i øvrigt ikke at der var oplyst sådanne
ganske
særlige omstændigheder der kunne føre til at ansøgning om opholdstilladelse
kunne indgives her i landet. Udlændingestyrelsen fastsatte ingen udrejsefrist
under henvisning til at A’s advokat havde søgt om genoptagelse af
asylsagen.
Advokaten klagede den 29.
januar 1999 over afgørelsen til Indenrigsministeriet.
Den 2. februar 1999 bad jeg
Indenrigsministeriet og Udlændingestyrelsen om udtalelser i anledning af
advokatens klage til mig.
Flygtningenævnet meddelte den
4. februar 1999 at man snarest ville vende tilbage med en besvarelse af
genoptagelsesanmodningen.
I brev af 8. februar 1999 til
Indenrigsministeriet skrev A’s advokat at der efter hans opfattelse var
særlige
forhold efter udlændingelovens § 9, stk. 7, der gjorde sig gældende, således
at det burde tillades at A kunne indgive ansøgning om opholdstilladelse her i
landet. Advokaten henviste bl.a. til den lange sagsbehandlingstid ved
indlevering af ansøgning til den danske repræsentation i hjemlandet, og til
at
det ville være en urimelig hård belastning for C og hendes børn hvis A blev
henvist til at indgive ansøgningen i hjemlandet.
Flygtningenævnet afslog den
9. marts 1999 at genoptage asylsagen. Nævnet skrev bl.a. følgende:
“...
Det bemærkes i den
forbindelse, at nævnet under den oprindelige behandling af sagen ikke kunne
lægge til grund, at Deres klient havde været eftersøgt af myndighederne i
Zaire.
Nævnet lagde herved vægt på, at Deres klient havde afgivet skiftende og
usammenhængende forklaringer om sine angivelige fængselsophold og om en
angivelig flugt fra det seneste fængselsophold. Nævnet bemærkede videre, at
Deres klients forklaring under nævnsbehandlingen på flere punkter havde
virket
afglidende, når han var blevet stillet konkrete spørgsmål om sine
aktiviteter.
På denne baggrund fandt nævnet det heller ikke sandsynligt, at ansøgeren ved
en
tilbagevenden til hjemlandet risikerede at blive udsat for asylbegrundende
forhold.
...”
I sin udtalelse af 20. april
1999 henholdt Indenrigsministeriet sig til de trufne afgørelser.
Ombudsmandens udtalelse
”Jeg har ved min undersøgelse af sagen valgt at koncentrere mig om
Indenrigsministeriets afgørelse af 18. januar 1999 om afslag på at genoptage
sagen om inddragelse af (A)’s opholds- og arbejdstilladelse (§ 16, stk.
1, i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand).
Om der er grundlag for at genoptage en sag, hviler især på en vurdering af om
der i forhold til den oprindelige behandling af sagen er kommet væsentlige
nye oplysninger som må antages at kunne medføre en ændret bedømmelse af
sagen. En afgørelse om genoptagelse bygger på vurderinger og afvejninger af
en række forskellige hensyn og omstændigheder. Jeg kan kun kritisere sådanne
vurderinger og afvejninger hvis der er særlige omstændigheder i sagen.
Ved afgørelser om inddragelse af opholdstilladelser finder bestemmelsen i
udlændingelovens § 26, stk. 1, tilsvarende anvendelse, jf. udlændingelovens §
19, stk. 5. Bestemmelsen i § 26, stk. 1, nr. 4, har følgende ordlyd:
’
§ 26.
Ved afgørelsen om udvisning skal der foruden til udlændingens tilhørsforhold
til det danske samfund, herunder varigheden af opholdet her i landet, tages
hensyn til, om udvisningen må antages at virke særlig belastende navnlig på
grund af:
...
4) udlændingens manglende eller ringe tilknytning til hjemlandet eller andre
lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold.
...’
I forbindelse med genoptagelsesanmodningen fra (A)’s advokat meddelte
advokaten at de oplysninger som (A) havde givet under behandlingen af
asylsagen om at han var indrejst i Danmark fra Zaire, var forkerte idet (A)
havde boet i Frankrig siden 1972 og var indrejst derfra. Indenrigsministeriet
fandt ikke at disse oplysninger kunne føre til at sagen blev genoptaget og
henviste herved til at (A) under asylsagen havde forklaret at han havde boet
i sit hjemland indtil
udrejsen til Danmark.
Det grundlæggende
forvaltningsretlige officialprincip forpligter den myndighed der skal træffe
afgørelse i en sag, til at tilvejebringe korrekte og tilstrækkelige
oplysninger til at der kan træffes en materielt rigtig afgørelse. Dette kan
eventuelt ske i samarbejde med parten eller med andre myndigheder.
Princippet forudsætter ikke
alene at alle relevante forhold er belyst ved det foreliggende materiale, men
også at oplysningerne er pålidelige. Er der tvivl om holdbarheden af et
væsentligt faktum, hører det med til sagsoplysningen at søge denne tvivl
afklaret således at det ved en sædvanlig bevismæssig vurdering kan afgøres om
den pågældende oplysning kan lægges til grund ved afgørelsen. Dette gælder
også
oplysninger indhentet fra en anden myndighed. Se bl.a. Kaj Larsen mfl.,
Forvaltningsret (1994), s. 298.
Spørgsmålet om (A)’s
tilknytning til sit hjemland skal indgå i vurderingen af om der foreligger
sådanne særlige omstændigheder at inddragelse skal undlades, jf.
udlændingelovens § 26.
Jeg forstår
Indenrigsministeriets afgørelse sådan at ministeriet ikke har tillagt
oplysningerne om at (A) har opholdt sig i Frankrig siden hans tidlige barndom
nogen betydning. Begrundelsen herfor er
alene
at (A) i sin asylsag har forklaret at han har boet i sit hjemland (Zaire)
indtil udrejsen. Jeg må derfor lægge til grund at Indenrigsministeriet uden
nærmere undersøgelse har afvist oplysningerne fra (A)’s advokat og lagt
- de
nu bestridte - oplysninger fra (A)’s asylsag til grund.
Jeg mener at Indenrigsministeriet
burde have forsøgt at kontrollere rigtigheden af de nye oplysninger og have
vurderet deres betydning i forbindelse med spørgsmålet om inddragelse. Dette
må gælde så meget desto mere da Flygtningenævnet generelt fandt (A)’s
forklaringer i asylsagen utroværdige og bl.a. ikke fandt at kunne lægge hans
oplysninger om hvordan han var indrejst til Danmark fra Zaire til grund for
behandlingen af sagen.
Jeg har gjort
Indenrigsministeriet bekendt med min opfattelse. Jeg har samtidig henstillet
til Indenrigsministeriet at genoptage sagens behandling med henblik på at
forsøge at kontrollere rigtigheden af de nye oplysninger om (A)’s
tilknytning
til Zaire og vurdere deres betydning for spørgsmålet om inddragelse af hans
opholds- og arbejdstilladelse.
Jeg foretager mig herefter
ikke mere i anledning af henvendelsen fra (A)’s advokat.”
Den 17. juni 1999 modtog jeg
kopi af Indenrigsministeriets brev af 16. juni 1999 til A’s nye advokat.
Af
brevet fremgik at Indenrigsministeriet havde besluttet at genoptage sagen.
Lignende dokumenter
- Dansk fremmedpas. Krav til ansøger om dokumentation. Officialprincippet Retsinformation · 23. juni 2003
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat G. Pitruzzella fremsat den 8. september 2022. — X mod Udlændingenævnet. EU-domme · 8. september 2022
- Domstolens dom (Anden Afdeling) af 22. december 2022. — X mod Udlændingenævnet. EU-domme · 22. december 2022
- Afslag på forlængelse af opholdstilladelse. Partshøring. Sagsoplysning Retsinformation · 25. juni 2003
- Opholds- og arbejdstilladelse til udlænding, der levede i homoseksuelt parforhold med dansker Retsinformation · 8. marts 2019
- Domstolens dom (Syvende Afdeling) af 4. juli 2024. — EN mod Udlændingenævnet. EU-domme · 4. juli 2024