Spring til indhold

Retsinformation

Genoptagelse. Officialprincippet

FOU nr 1999.140UdtalelserFolketinget18. september 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Genoptagelse. Officialprincippet

Det fremgik af sagen at den

zairiske statsborger A indrejste i Danmark den 7. november 1993 og indgav

ansøgning om asyl. Den 7. december 1994 indgik han ægteskab med den herboende

finske statsborger B. A indgav på baggrund af ægteskabet den 24. januar 1995

ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse i Danmark. Ansøgningen blev

afslået

af Direktoratet for Udlændinge (nu Udlændingestyrelsen) ved brev af samme

dato

under henvisning til at A ikke var i besiddelse af et gyldigt

nationalitetspas.

Den 28. februar 1995 indgav A

en ny ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse. Denne ansøgning blev ved

brev

af 15. marts 1995 imødekommet således at A fik opholds- og arbejdstilladelse

med henblik på varigt ophold indtil den 28. februar 1996.

Udlændingestyrelsen afslog

den 31. marts 1995 asylansøgningen. Denne afgørelse blev den 6. september

1995

stadfæstet af Flygtningenævnet. Nævnet gav følgende begrundelse for sin

afgørelse:

“...

Flygtningenævnet finder, at

ansøgeren ikke på troværdig måde har sandsynliggjort, at han var eftersøgt af

myndighederne i Zaire, da han udrejste af landet. Nævnet har herved lagt vægt

på, at ansøgeren har afgivet skiftende og usammenhængende forklaringer om

sine

angivelige fængselsophold, om brevet til den ukendte onkel og om den

angivelige

flugt fra det seneste fængselsophold. Ansøgerens forklaring under

Læs alt

nævnsbehandlingen har på flere punkter virket afglidende, når han blev

stillet

konkrete spørgsmål om egne aktiviteter. På den baggrund finder nævnet det

heller ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet

risikerer at bliver udsat for asylbegrundende forhold. Ansøgeren opfylder

således ikke betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter

udlændingelovens

§ 7.

...”

A’s opholds- og

arbejdstilladelse blev den 29. januar 1996 forlænget til den 28. februar

1997,

den 12. februar 1997 blev den forlænget til 16. december 1997, og den 9.

december 1997 blev den forlænget til den 28. februar 1998.

B meddelte ved personligt

fremmøde i Udlændingestyrelsen den 22. januar 1998 at hun havde indgivet

ansøgning om separation. A oplyste den 27. januar 1998 til

Udlændingestyrelsen

at hustruen havde smidt ham ud fra deres fælles bopæl.

Udlændingestyrelsen traf den

29. januar 1998 afgørelse om inddragelse af A’s opholds- og

arbejdstilladelse.

Udlændingestyrelsen gav følgende begrundelse for afgørelsen:

“...

Styrelsen har ved afgørelsen

lagt vægt på, at De ikke længere samlever på fælles bopæl med Deres

ægtefælle,

og at Deres ægtefælle har indgivet ansøgning om separation.

Styrelsen finder efter det

oplyste ikke, at der foreligger særlige forhold, der kan begrunde, at

inddragelse af Deres opholds- eller arbejdstilladelse bør undlades, jf.

udlændingelovens § 19, stk. 5, jf. § 26.

Styrelsen har ikke fundet, at

Deres tilknytning til landet efter de foreliggende oplysninger er af en sådan

styrke, at inddragelsen må antages at virke særligt belastende for Dem.

Styrelsen har herved lagt

vægt på, at Deres ophold

her i landet

ikke har været af en sådan længde, at De herved har opnået en nær tilknytning

til Danmark.

Styrelsen har endvidere lagt

vægt på, at De ikke har nogen familie her i landet.

...”

A klagede ved personligt

fremmøde i Indenrigsministeriet den 29. januar 1998 over afgørelsen. A’s

advokat klagede over afgørelsen ved telefax af 2. februar 1998 til

Udlændingestyrelsen.

Han anmodede samtidig om aktindsigt.

I brev af 11. februar 1998

til Udlændingestyrelsen skrev advokaten at den periode som A havde opholdt

sig

i Danmark med henblik på varigt ophold måtte anses for at være længere end 3

år, og at hans opholdstilladelse derfor ikke kunne inddrages.

Udlændingestyrelsen sendte

den 13. februar 1998 advokatens henvendelse videre til Indenrigsministeriet

sammen med en udtalelse om fristberegningsspørgsmålet. Af denne fremgik bl.a.

følgende:

“...

Efter styrelsens praksis skal

fristen i de tilfælde, hvor ansøgeren ikke opfylder betingelserne for

meddelelse af opholdstilladelse på tidspunktet for ansøgningens indgivelse,

idet betingelserne først opfyldes efterfølgende, beregnes fra det tidspunkt,

hvor ansøgeren rent faktisk opfylder betingelserne for at opnå

opholdstilladelse.

(A) indgav den 24. januar

1995 ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse her i landet, og han blev

samme

dag meddelt afslag herpå under henvisning til, at han ikke var i besiddelse

af

et gyldigt nationalitetspas.

Under henvisning til, at (A)

først ved indgivelsen af ansøgningen om opholds- og arbejdstilladelse den 28.

februar 1995 var i besiddelse af et gyldigt nationalitetspas, og således

først

den 28. februar 1995 rent faktisk opfyldte betingelserne for meddelelse af

opholds- og arbejdstilladelse, skal styrelsen bemærke, at (A) først den 28.

februar 1998 ville have boet lovligt her i landet i 3 år med henblik på

varigt

ophold.

...”

Udtalelsen blev den 17.

februar 1998 sendt til A’s advokat med henblik på eventuelle

bemærkninger.

Indenrigsministeriet

stadfæstede den 26. oktober 1998 Udlændingestyrelsens afgørelse om

inddragelse

af A’s opholds- og arbejdstilladelse med følgende begrundelse:

“...

Indenrigsministeriet har

herved lagt vægt på, at Deres klient ikke længere samlever på fælles bopæl

med

sin ægtefælle. Grundlaget for Deres klients opholds- og arbejdstilladelse er

således ikke længere til stede, og tilladelsen kan inddrages, jf.

udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 21.

For så vidt angår Deres

bemærkning om, hvornår 3-årsfristen i udlændingelovens § 19, stk. 2, jf. §

27,

stk. 1, skal regnes fra, skal Indenrigsministeriet bemærke, at fristen

beregnes

fra tidspunktet for indgivelse af ansøgningen om opholdstilladelse. Det er

imidlertid en betingelse, at ansøgningen om opholdstilladelse imødekommes, og

at betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse således var til stede på

ansøgningstidspunktet.

Det fremgår af sagen, at

Deres klients ansøgning om opholdstilladelse indgivet den 24. januar 1995

blev

afslået under henvisning til, at Deres klient ikke på daværende tidspunkt

opfyldte betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse.

Det fremgår endvidere af

sagen, at Deres klient indgav ny ansøgning om opholdstilladelse den 28.

februar 1995, og at denne ansøgning efterfølgende blev imødekommet.

Indenrigsministeriet skal i

den forbindelse bemærke, at 3-årsfristen i Deres klients sag skal regnes fra

den 28. februar 1995, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, jf. § 27, stk. 1.

Indenrigsministeriet kan i

øvrigt henholde sig til Udlændingestyrelsens udtalelse af 13. februar 1998 om

dette spørgsmål.

Indenrigsministeriet finder

efter en gennemgang af sagen ikke, at der foreligger særlige omstændigheder,

som kan begrunde, at inddragelse af Deres klients opholds- og

arbejdstilladelse undlades, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 5, jf. §

26,

stk. 1.

...”

Indenrigsministeriet pålagde

samtidig A at udrejse af Danmark senest den 30. november 1998.

I brev af 2. november 1998

rettede A henvendelse til Justitsministeriet vedrørende fortolkningen af

fristreglerne i udlændingeloven. Justitsministeriet oversendte den 5.

november

1998 hans henvendelse til Indenrigsministeriet til besvarelse.

A anmodede i brev af 9.

november 1998 Indenrigsministeren om at genoptage sagens behandling og

udsætte

hans udrejsefrist. Den 11. november 1998 skrev han til dronningen og

statsministeren med anmodning om at hjælpe ham med hans sag. I brevet til

statsministeren spurgte han bl.a. om han kunne søge humanitær

opholdstilladelse. Begge breve blev sendt til Indenrigsministeriet til

besvarelse.

I brev af 12. november 1998

anmodede A’s advokat Udlændingestyrelsen om at genoptage sagen og bad

samtidig om at A måtte få tilladelse til at opholde sig her i landet under

sagens behandling. Til støtte for ansøgningen skrev advokaten bl.a. at der

var

fremkommet nye oplysninger om at A havde boet i Frankrig siden 1972, og at

han

således ikke havde boet i Zaire siden dette tidspunkt.

A bad den 16. november 1998

Udlændingestyrelsen om at genoptage sagen. Udlændingestyrelsen sendte samme

dag anmodningerne videre til Indenrigsministeriet.

Indenrigsministeriet afslog

den 26. november 1998 at tillægge genoptagelsesanmodningerne opsættende

virkning med hensyn til A’s udrejsefrist.

Den 30. november 1998 klagede

A’s advokat til mig over Indenrigsministeriets afgørelse af 26. november

1998.

Ministeriet tillagde den 3. december 1998 efter omstændighederne klagen til

mig opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen.

Jeg oplyste i brev af 15.

december 1998 at jeg efter fast praksis først tager stilling til eventuelle

afslag på at tillægge klager opsættende virkning i forbindelse med en senere

klage over ministeriets realitetsafgørelse af genoptagelsesspørgsmålet. Jeg

meddelte at jeg derfor ikke på daværende tidspunkt fandt grundlag for at

foretage mig mere i anledning af advokatens klage for A, og at sagen var

henlagt her ved embedet.

Den 7. januar 1999 meddelte

Indenrigsministeriet herefter at A skulle udrejse af Danmark senest den 23.

januar 1999.

A mødte den 15. januar 1999

personligt i Indenrigsministeriet sammen med sin samlever C. De oplyste bl.a.

at A’s fraseparerede ægtefælle B forsøgte at trække skilsmissen i

langdrag. De

bad om at afgørelsen om genoptagelsesspørgsmålet måtte blive sendt til C.

I et brev af 18. januar 1999

til C afslog Indenrigsministeriet at meddele A opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, og afviste samtidig at genoptage sagen

om

inddragelse af hans opholdstilladelse. Af afgørelsen fremgik bl.a. følgende:

“...

Efter en gennemgang af sagen

har Indenrigsministeriet ikke fundet, at der foreligger humanitære hensyn af

en

sådan styrke, at disse afgørende taler for, at opholdstilladelse bør gives.

Indenrigsministeriet bemærker herved, at bestemmelsen er tiltænkt et snævert

anvendelsesområde.

Det bemærkes i den

forbindelse, at Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet ved behandlingen af

(A)’s asylsag har taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt (A)

risikerer

forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet. En eventuel

opholdstilladelse

i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, skal således være begrundet

i

andre humanitære hensyn.

For så vidt angår (A)’s

spørgsmål om, hvornår 3-årsfristen i udlændingelovens § 19 regnes fra

tilmeldingen til folkeregistret, og hvornår den regnes fra indgivelse af

ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse, jf. udlændingelovens § 27, skal

Indenrigsministeriet oplyse, at det fremgår af udlændingelovens § 27, stk. 1,

at det i § 19, stk. 2, nævnte tidsrum regnes fra tidspunktet for udlændingens

tilmelding til folkeregistret eller, hvis ansøgningen om opholdstilladelse er

indgivet her i landet, fra tidspunktet for ansøgningens indgivelse.

3-årsfristen regnes således

fra tidspunktet for tilmeldingen til folkeregistret, såfremt udlændingen har

søgt om og er blevet meddelt opholdstilladelse, medens den pågældende befandt

sig i udlandet, medens 3-årsfristen regnes fra tidspunktet for ansøgningens

indgivelse,

såfremt udlændingen har kunnet indgive ansøgningen i Danmark, og ansøgningen

imødekommes.

Indenrigsministeriet skal

bemærke, at i (A)’s sag beregnes fristen for indgivelse af ansøgning om

opholdsstilladelse,

idet (A) indgav ansøgning om opholdstilladelse i Danmark.

Det er imidlertid en

betingelse, at ansøgningen om opholdstilladelse imødekommes, og at

betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse således var opfyldt på

ansøgningstidspunktet.

Det fremgår af sagen, at (A)

indgav ansøgning om opholdstilladelse den 24. januar 1995, men at ansøgningen

blev afslået under henvisning til, at han ikke på daværende tidspunkt

opfyldte

betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse.

Det fremgår endvidere af

sagen, at (A) indgav en ny ansøgning om opholdstilladelse den 28. februar

1995,

og at denne ansøgning efterfølgende blev imødekommet.

Indenrigsministeriet skal i

den forbindelse bemærke, at 3-årsfristen i (A)’s sag skal regnes fra den

28.

januar 1995, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, jf. § 27, stk. 1.

...

Indenrigsministeriet har ved

afgørelsen lagt vægt på, at der ikke i forbindelse med

genoptagelsesanmodningen

er fremkommet nye væsentlige oplysninger, der kan begrunde en ændret

vurdering

af sagen.

Det af (A) oplyste vedrørende

baggrunden for samlivet med hans ægtefælle samt oplysningerne om, at hans

ægtefælle har psykiske problemer, kan ikke føre til en ændret vurdering af

sagen.

Det forhold, at (A) taler

godt dansk, at han arbejder for ISS Rengøringsservice og er

sikkerhedsrepræsentant dér, findes ikke at kunne føre til en ændret vurdering

af sagen.

Det forhold, at (A)’s

skilsmisse nu afventer hans ægtefælles underskrift, og at hans udrejse vil

være

meget hård for Dem samt for Deres 3 børn, findes ikke at kunne føre til en

ændret vurdering af sagen.

Det af (A) oplyste om, at han

opholdt sig i Frankrig siden han var seks år, findes ikke at kunne føre til

en

ændret vurdering af sagen. Indenrigsministeriet har herved lagt vægt på, at

(A)

ved asylansøgningssskema af 15. december 1993 oplyste, at han var udrejst fra

sit hjemland den 29. september 1993, samt at han til politirapport af 10.

januar 1994 oplyste, at han havde boet i sit hjemland indtil udrejsen.

...”

Den 19. januar 1999 klagede

A’s advokat til mig over Indenrigsministeriets afgørelser af 7. og 18.

januar

1999. Hvad angik afgørelsen af 18. januar 1999 anførte han bl.a. følgende:

“...

Til støtte for klagen over

afgørelsen af 18 ds., hvorved ministeriet behandler opholdssagen i

realiteten,

skal jeg for det første anføre, at ministeriet (side 4, sidste afsnit) synes

at

have lagt vægt på, at min klient under sin asylsag har meddelt oplysninger

om,

at han havde boet i sit hjemland til udrejsen til Danmark i 1993, og således

ikke i Frankrig.

For så vidt ministeriet

herved vil give udtryk for, at min klient under asylsagen har meddelt

forkerte

oplysninger, skal jeg gøre gældende, at dette kriterium ikke synes at kunne

finde anvendelse ved afgørelsen om genoptagelse af min klients sag om

inddragelse

af den opholdstilladelse, der blev meddelt i henhold til udlændingelovens §

9,

stk. 1, nr. 2, på grundlag af indgået ægteskab.

For så vidt ministeriet ved

bemærkningerne på side 4, sidste afsnit i skrivelsen af 18 ds. har villet

give

udtryk for, at det er de oplysninger, der er afgivet under asylsagen, der må

lægges til grund, således at man må se bort fra det, jeg har anført i min

genoptagelsesbegæring af 12. november 1998, skal jeg anføre følgende.

Dels vil ministeriets

afgørelse i så fald være truffet på et forkert faktisk grundlag, idet min

klient har boet i Frankrig fra han var 6 år gammel i 1972 til han indrejste i

Danmark i 1993.

Desuden er afgørelsen

truffet, uden at ministeriet har foretaget sig noget for at få belyst det

nævnte spørgsmål om min klients bopæl i perioden 1972 til 1993.

Såfremt ministeriet skulle

være af den opfattelse, at ministeriet ikke er forpligtet til at foretage

sådanne undersøgelser, skal jeg anføre, at ministeriet i det mindste forud

for

afgørelsen burde have opfordret min klient til at dokumentere

bopælsforholdene

for perioden fra 1972 til 1993.

...”

Advokaten anførte desuden at

3-års-fristen skulle regnes fra den 9. december 1994 hvor A bestilte tid til

indgivelse af sin ansøgning.

Hvad angik afgørelsen af 7. januar

1999 skrev advokaten bl.a. at ministeriet ikke kunne lægge til grund for sin

afgørelse at jeg havde afsluttet min behandling af sagen. Han henviste til at

jeg i mit brev af 15. december 1998 havde anført at jeg gik ud fra at sagen

ville blive indbragt for mig igen hvis ministeriet afsluttede sin behandling

med at erklære sig enig i Udlændingestyrelsens afgørelse af sagen. Advokaten

sendte en kopi af klagen til Indenrigsministeriet med anmodning om at den

måtte blive tillagt opsættende virkning for den fastsatte udrejsefrist, eller

at udrejsefristen på andet grundlag måtte blive udsat.

Ved personligt fremmøde i

Indenrigsministeriet den 22. januar 1999 afleverede A et brev fra C. Det

fremgik heraf at de af sagsbehandleren i Indenrigsministeriet skulle være

blevet vejledt om at det ville være muligt at få udrejsefristen udsat hvis de

fremviste en underskrevet anmodning om skilsmisse. Sagsbehandleren oplyste at

hun ikke havde vejledt dem som beskrevet i brevet.

Indenrigsministeriet meddelte

den 22. januar 1999 at klagen til mig efter udlændingelovens regler ikke

havde

opsættende virkning, og at man i øvrigt ikke fandt grundlag for at ændre den

fastsatte udrejsefrist. Ministeriet beklagede at det af ministeriets

afgørelse

af 18. januar 1999 fremgik at 3-års-fristen i A’s sag skulle regnes fra

den 28.

januar 1995 idet der retteligt skulle have stået at fristen skulle regnes fra

den 28. februar 1995.

I brev af 22. januar 1999 bad

A’s advokat mig tillige tage stilling til Indenrigsministeriets

afgørelse af

26. oktober 1998. Han bad mig endvidere tage stilling til

Indenrigsministeriets

vejledning af A og hans samlever C vedrørende muligheden for at udsætte

A’s

udrejsefrist hvis han viste en underskrevet anmodning om skilsmisse.

Advokaten sendte en kopi til Indenrigsministeriet med anmodning om at hans

klage måtte blive tillagt opsættende virkning.

Advokaten anmodede den 22.

januar 1999 på A’s vegne Udlændingestyrelsen om at kunne indgive en ny

ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, på

baggrund af hans samliv og forestående ægteskab med C. Udlændingestyrelsen

afviste samme dag anmodningen under henvisning til at opholdstilladelse efter

§ 9, stk. 1, nr. 2, skal være opnået inden indrejsen. Udlændingestyrelsen

oplyste

at man ikke havde fundet at der forelå sådanne ganske særlige forhold der

kunne

føre til at ansøgning om opholdstilladelse kunne indgives her i landet.

Den 27. januar 1999 anmodede

A’s advokat Flygtningenævnet om at genoptage A’s asylsag.

Indenrigsministeriet oplyste

i brev af 27. januar 1999 at klagen til mig af 22. januar 1999 ikke havde

opsættende virkning efter udlændingelovens regler.

Den 28. januar 1999 indgik A

og C ægteskab. Samme dag ansøgte A’s advokat og A selv

Udlændingestyrelsen om

at kunne indgive ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens

§

9, stk. 1, nr. 2, på baggrund af det indgåede ægteskab.

Udlændingestyrelsen meddelte

den 29. januar 1999 at anmodningen om at indgive ansøgning om

opholdstilladelse

afvistes idet opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 2, skal være opnået

inden indrejsen. Styrelsen fandt i øvrigt ikke at der var oplyst sådanne

ganske

særlige omstændigheder der kunne føre til at ansøgning om opholdstilladelse

kunne indgives her i landet. Udlændingestyrelsen fastsatte ingen udrejsefrist

under henvisning til at A’s advokat havde søgt om genoptagelse af

asylsagen.

Advokaten klagede den 29.

januar 1999 over afgørelsen til Indenrigsministeriet.

Den 2. februar 1999 bad jeg

Indenrigsministeriet og Udlændingestyrelsen om udtalelser i anledning af

advokatens klage til mig.

Flygtningenævnet meddelte den

4. februar 1999 at man snarest ville vende tilbage med en besvarelse af

genoptagelsesanmodningen.

I brev af 8. februar 1999 til

Indenrigsministeriet skrev A’s advokat at der efter hans opfattelse var

særlige

forhold efter udlændingelovens § 9, stk. 7, der gjorde sig gældende, således

at det burde tillades at A kunne indgive ansøgning om opholdstilladelse her i

landet. Advokaten henviste bl.a. til den lange sagsbehandlingstid ved

indlevering af ansøgning til den danske repræsentation i hjemlandet, og til

at

det ville være en urimelig hård belastning for C og hendes børn hvis A blev

henvist til at indgive ansøgningen i hjemlandet.

Flygtningenævnet afslog den

9. marts 1999 at genoptage asylsagen. Nævnet skrev bl.a. følgende:

“...

Det bemærkes i den

forbindelse, at nævnet under den oprindelige behandling af sagen ikke kunne

lægge til grund, at Deres klient havde været eftersøgt af myndighederne i

Zaire.

Nævnet lagde herved vægt på, at Deres klient havde afgivet skiftende og

usammenhængende forklaringer om sine angivelige fængselsophold og om en

angivelig flugt fra det seneste fængselsophold. Nævnet bemærkede videre, at

Deres klients forklaring under nævnsbehandlingen på flere punkter havde

virket

afglidende, når han var blevet stillet konkrete spørgsmål om sine

aktiviteter.

På denne baggrund fandt nævnet det heller ikke sandsynligt, at ansøgeren ved

en

tilbagevenden til hjemlandet risikerede at blive udsat for asylbegrundende

forhold.

...”

I sin udtalelse af 20. april

1999 henholdt Indenrigsministeriet sig til de trufne afgørelser.

Ombudsmandens udtalelse

”Jeg har ved min undersøgelse af sagen valgt at koncentrere mig om

Indenrigsministeriets afgørelse af 18. januar 1999 om afslag på at genoptage

sagen om inddragelse af (A)’s opholds- og arbejdstilladelse (§ 16, stk.

1, i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand).

Om der er grundlag for at genoptage en sag, hviler især på en vurdering af om

der i forhold til den oprindelige behandling af sagen er kommet væsentlige

nye oplysninger som må antages at kunne medføre en ændret bedømmelse af

sagen. En afgørelse om genoptagelse bygger på vurderinger og afvejninger af

en række forskellige hensyn og omstændigheder. Jeg kan kun kritisere sådanne

vurderinger og afvejninger hvis der er særlige omstændigheder i sagen.

Ved afgørelser om inddragelse af opholdstilladelser finder bestemmelsen i

udlændingelovens § 26, stk. 1, tilsvarende anvendelse, jf. udlændingelovens §

19, stk. 5. Bestemmelsen i § 26, stk. 1, nr. 4, har følgende ordlyd:

’

§ 26.

Ved afgørelsen om udvisning skal der foruden til udlændingens tilhørsforhold

til det danske samfund, herunder varigheden af opholdet her i landet, tages

hensyn til, om udvisningen må antages at virke særlig belastende navnlig på

grund af:

...

4) udlændingens manglende eller ringe tilknytning til hjemlandet eller andre

lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold.

...’

I forbindelse med genoptagelsesanmodningen fra (A)’s advokat meddelte

advokaten at de oplysninger som (A) havde givet under behandlingen af

asylsagen om at han var indrejst i Danmark fra Zaire, var forkerte idet (A)

havde boet i Frankrig siden 1972 og var indrejst derfra. Indenrigsministeriet

fandt ikke at disse oplysninger kunne føre til at sagen blev genoptaget og

henviste herved til at (A) under asylsagen havde forklaret at han havde boet

i sit hjemland indtil

udrejsen til Danmark.

Det grundlæggende

forvaltningsretlige officialprincip forpligter den myndighed der skal træffe

afgørelse i en sag, til at tilvejebringe korrekte og tilstrækkelige

oplysninger til at der kan træffes en materielt rigtig afgørelse. Dette kan

eventuelt ske i samarbejde med parten eller med andre myndigheder.

Princippet forudsætter ikke

alene at alle relevante forhold er belyst ved det foreliggende materiale, men

også at oplysningerne er pålidelige. Er der tvivl om holdbarheden af et

væsentligt faktum, hører det med til sagsoplysningen at søge denne tvivl

afklaret således at det ved en sædvanlig bevismæssig vurdering kan afgøres om

den pågældende oplysning kan lægges til grund ved afgørelsen. Dette gælder

også

oplysninger indhentet fra en anden myndighed. Se bl.a. Kaj Larsen mfl.,

Forvaltningsret (1994), s. 298.

Spørgsmålet om (A)’s

tilknytning til sit hjemland skal indgå i vurderingen af om der foreligger

sådanne særlige omstændigheder at inddragelse skal undlades, jf.

udlændingelovens § 26.

Jeg forstår

Indenrigsministeriets afgørelse sådan at ministeriet ikke har tillagt

oplysningerne om at (A) har opholdt sig i Frankrig siden hans tidlige barndom

nogen betydning. Begrundelsen herfor er

alene

at (A) i sin asylsag har forklaret at han har boet i sit hjemland (Zaire)

indtil udrejsen. Jeg må derfor lægge til grund at Indenrigsministeriet uden

nærmere undersøgelse har afvist oplysningerne fra (A)’s advokat og lagt

- de

nu bestridte - oplysninger fra (A)’s asylsag til grund.

Jeg mener at Indenrigsministeriet

burde have forsøgt at kontrollere rigtigheden af de nye oplysninger og have

vurderet deres betydning i forbindelse med spørgsmålet om inddragelse. Dette

må gælde så meget desto mere da Flygtningenævnet generelt fandt (A)’s

forklaringer i asylsagen utroværdige og bl.a. ikke fandt at kunne lægge hans

oplysninger om hvordan han var indrejst til Danmark fra Zaire til grund for

behandlingen af sagen.

Jeg har gjort

Indenrigsministeriet bekendt med min opfattelse. Jeg har samtidig henstillet

til Indenrigsministeriet at genoptage sagens behandling med henblik på at

forsøge at kontrollere rigtigheden af de nye oplysninger om (A)’s

tilknytning

til Zaire og vurdere deres betydning for spørgsmålet om inddragelse af hans

opholds- og arbejdstilladelse.

Jeg foretager mig herefter

ikke mere i anledning af henvendelsen fra (A)’s advokat.”

Den 17. juni 1999 modtog jeg

kopi af Indenrigsministeriets brev af 16. juni 1999 til A’s nye advokat.

Af

brevet fremgik at Indenrigsministeriet havde besluttet at genoptage sagen.

Lignende dokumenter