Spring til indhold

Retsinformation

Godtgørelse til præst uden tjenestebolig. Partshøring. Notatpligt. Skøn. Hjemmel

FOU nr 2001.189UdtalelserFolketinget2. oktober 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Godtgørelse til præst uden tjenestebolig. Partshøring.

Notatpligt. Skøn. Hjemmel

Det fremgik af sagen at A i

brev af 2. maj 1999 til kirkeministeren bad om at få godtgørelse efter

reglerne

om godtgørelse til præster uden tjenestebolig. A skrev bl.a. følgende:

”Undertegnede, (A) vil

hermed gøre opmærksom på, at jeg aldrig har fået tildelt boliggodtgørelse,

selv

om jeg bor i egen bolig. Der er ingen tjenestebolig til min stilling som

sognepræst i (X) sogn på Færøerne. Siden min ansættelse 1. februar 1996 har

jeg

mange gange gjort opmærksom på dette forhold. Første gang mundtligt gennem

Præsteforeningen allerede i foråret 1996, skriftligt i februar 1997, og siden

igen flere gange mundtligt. Jeg ved, at Præsteforeningen har forelagt

problemet

i Kirkeministeriet, dog uden at jeg har fået noget positivt svar. Derfor

denne

skriftlige henvendelse.

Da jeg i efteråret 1995

søgte stillingen som sognepræst i (X) sogn, ( ), var jeg godt klar over, at

der

ikke var tjenestebolig til rådighed. Dog ville jeg gerne flytte i

tjenestebolig,

hvis den fandtes. Men jeg regnede naturligvis med, at ordningen med

boliggodtgørelse til præster, der ufrivilligt ikke bor i tjenestebolig, som

gælder i Den danske Folkekirke, også var gældende for mig. På denne måde

oplever jeg, at der bliver gjort forskel på vilkårene for præster, der er

ansat

i Den Danske Folkekirke. Foruden at jeg har kontor i mit eget hjem, bliver

Læs alt

boligen også brugt meget i mit daglige arbejde i det hele taget.

På Færøerne er der en stærk

tradition for, at præsteboligen bliver brugt meget uden hensyn til om den er

tjenestebolig eller ikke. På Færøerne er der f.eks. tradition for at flere

vil

giftes hjemme hos præsten, og jeg har haft flere bryllupper med mange

bryllupsgæster hjemme i min stue. Desuden er der mange samtaler i forbindelse

med dåb, begravelse, sjælesorg, arbejdsmøder osv. der foregår i hjemmet.

Det skal også bemærkes her,

at boligforholdene i (Y) by er meget problematiske, og jeg har en meget høj

husleje, p.t. 12.700 kr. om måneden; derfor betragter jeg min boligsituation

som en urimelig lønforringelse i forhold til mine kollegaer.

Min anmodning er derfor, at

jeg får de samme økonomiske vilkår som mine kollegaer og dermed

boliggodtgørelse med tilbagevirkende kraft for de 3 ¼ år, jeg har været

sognepræst i (X) sogn, og at ordningen med boliggodtgørelse fortsætter i

fremtiden.”

Kirkeministeriet bad

biskoppen over Færøernes Stift om en udtalelse. Biskoppen anbefalede i brev

af

22. juni 1999 at der blev givet en passende boliggodtgørelse.

I brev af 6. juli 1999 til A

skrev Kirkeministeriet bl.a. følgende:

”Provsten har telefonisk

oplyst, at Deres bolig ligger i (Z) sogn, men dog i umiddelbar nærhed af (X)

sogn, hvor De er ansat som sognepræst. Det er endvidere oplyst, at der

forefindes kontor i (V) kirke.

I anledning heraf skal man

meddele, at ministeriet herved med virkning fra den 1. juli 1999 bevilger Dem

en godtgørelse efter kapitel 3 i aftale af 24. april 1991 mellem

Kirkeministeriet og Den Danske Præsteforening om ydelse af godtgørelse i

visse

tilfælde til præster, der ikke bor i tjenestebolig. Godtgørelsen udgør pr. 1.

april 1999 3.960 kr. årligt. Godtgørelsen afholdes på Færøerne af

fællesfonden

og reguleres pr. 1. april.”

Domprovsten skrev i brev af

11. januar 2000 til ministeriet at det ikke var korrekt og måtte bero på en

misforståelse at han skulle have oplyst at der var kontor i den pågældende

kirke i den forstand at kontoret uforstyrret kunne benyttes af A i tjenesten.

Han skrev desuden bl.a. følgende:

”Det pågældende ’kontor’ med

menighedsrådets telefon, telefax, kopimaskine, computer i forbindelse med

ministerialbogsregistrering og brandbox til det ene sæt kirkebøger, anvendes

af

menighedsrådet, klokker, degn, organist og som modtagerum for kirkens to

deltids sekretærer, som udfører kirkebogsarbejde for undertegnede (tilmelding

til dåb, navngivning, vielse og begravelse).

(A)’s præstetjeneste

foregår, som overalt på Færøerne, i boligen. De på Færøerne udbredte

hjemmevielser foregår også i præstens hjem.

Jeg har fået oplyst, at

boliggodtgørelsens størrelse er afhængig af, om der findes et anvendeligt rum

i

kirken.”

I brev af 17. januar 2000

skrev A igen til ministeriet og anførte at afgørelsen om den lave godtgørelse

var truffet på et forkert grundlag. A henviste til domprovstens brev af 11.

januar 2000. A mente at hun var berettiget til den højere godtgørelse på

24.192

kr. pr. år efter aftalens kapitel 2, og at godtgørelsen skulle have

tilbagevirkende kraft fra februar 1996.

I brev af 7. februar 2000

til A svarede ministeriet at man efter fast praksis bevilgede godtgørelse

efter

aftalens kapitel 3 i alle sager hvor der var kontorlokale i kirken.

Godtgørelsen blev desuden efter fast praksis bevilget med virkning fra den

førstkommende første efter ansøgningen. Tidspunktet blev derfor ændret til 1.

juni 1999.

A klagede herefter i brev af

29. maj 2000 til mig. A skrev bl.a. at hun havde klar opbakning fra Den

Danske

Præsteforening.

Kirkeministeriet har i brev

af 6. juli 2000 til mig udtalt at Kirkeministeriet indgik aftalen af 24.

april

1991 efter bemyndigelse fra Finansministeriet. Kirkeministeriet udtalte

endvidere bl.a. følgende:

”Det var en forudsætning for

bemyndigelsen fra Finansministeriet, at aftalen mellem Kirkeministeriet og

Præsteforeningen fulgte retningslinierne i rammeaftale af 16. oktober 1989

mellem Finansministeriet og tjenestemændenes centralorganisationer om

kontorholdsgodtgørelse.

Ifølge § 1 i rammeaftalen af

16. oktober 1989 kan der ikke ydes godtgørelse i de tilfælde, hvor

ansættelsesmyndigheden eller andre stiller kontor eller andet tjenstligt

lokale

til rådighed uden for tjenestemandens bopæl. Finansministeriet accepterede

imidlertid, at Kirkeministeriet indgik en aftale, der gav mulighed for ydelse

af en vis godtgørelse, uanset at der blev stillet kontor eller andet

tjenstligt

lokale til rådighed for præsten. Baggrunden herfor var, at det må forventes,

at

et vist antal personlige samtaler i medfør af præstegerningen henlægges til

præstens private bolig, når boligen er beliggende i sognet eller i umiddelbar

nærhed af dette.

I forbindelse med indgåelsen

af aftalen af 24. april 1991 blev de nærmere retningslinier for ydelse af

godtgørelse i henhold til aftalen aftalt mellem Præsteforeningen og

ministeriet.

Efter de mellem

Præsteforeningen og ministeriet aftalte retningslinier for ydelse af

godtgørelse

i henhold til aftalen, kan der ikke bevilges godtgørelse efter aftalens

kapitel

2 (den store godtgørelse), når der er kontor i kirken eller andet tjenstligt

lokale fx i en sognegård, hvor præsten kan holde træffetid. Det er ikke nogen

betingelse, at kontoret/lokalet udelukkende er til brug for denne præst. Der

er

altså ikke noget i vejen for, at kontoret/lokalet også anvendes af andre, og

den omstændighed, at præsten foretrækker, at folk kommer på hans/hendes bopæl

bevirker ikke, at der kan gives den store godtgørelse.

Den i domprovstens brev af

11. januar 2000 nævnte benyttelse af kontoret i kirken er efter ministeriets

opfattelse ikke til hinder for, at kontoret ’friholdes’ til brug

for sognepræst

(A)’s træffetid, eller at hun reserverer kontoret til afholdelse af

møder uden

for sin træffetid.

Endvidere bemærkes, at

baggrunden for at tillægge sognepræst (A) godtgørelse efter aftalens kapitel

3

(den lille godtgørelse) er, at hendes boligs beliggenhed i nærheden af det

sogn

(præstegæld), hvor hun er ansat, må antages at medføre, at et vist antal

personlige samtaler i medfør af præstegerningen henlægges til hendes private

bolig.

Ombudsmanden henviser i sit

brev til den anførte i Jens Garde m.fl., Forvaltningsret, Almindelige Emner

(1997), s. 221 ff.

Jens Garde behandler det

anførte sted spørgsmålet om, i hvilket omfang forvaltningen ved udstedelse af

forvaltningsakter, der i større eller mindre udstrækning kan karakteriseres

som

skønsmæssige, er berettiget til at begrænse skønnet ved interne regler.

Man skal hertil bemærke, at

ministeriet ikke har anvendt ’interne regler’, men har behandlet

sagen i

overensstemmelse med de retningslinier for udmøntning af aftalen af 24. april

1991, der blev aftalt med den forhandlingsberettigede organisation i

forbindelse med aftalens indgåelse. Det bemærkes i denne forbindelse, at

sager

af denne art hører hjemme i regi af det tjenestemandsretlige system, dvs.

forhandlingsret, aftaleret og Tjenestemandsrettens kompetence.”

Jeg modtog herefter et brev

af 24. juli 2000 fra formanden for menighedsrådet i X sogn. Han skrev på

opfordring af A på vegne af menighedsrådet bl.a. følgende:

”Kirkens kontor er

menighedsrådets, og dette kontor egner sig ikke som præstens samtaleværelse

og

arbejdsrum, hvor der kræves ro og uforstyrrethed, således som det også

fremgår

af domprovst(ens) brev af 11. januar 2000.

Kirkens kontor bliver brugt

dagen igennem af menighedsrådets medlemmer, kirkens personale og til

kordegneopgaver. Menighedsrådet ønsker ikke denne mulighed begrænset, og

derfor

kan menighedsrådet hermed bekræfte, at kontoret ikke har været og ikke kan

blive stillet til rådighed for pastor (A) i hendes embedsførelse og daglige

arbejde.”

I brev af 30. juli 2000 til

mig fastholdt A sine synspunkter.

Kirkeministeriet har i brev

af 18. august 2000 henholdt sig til ministeriets brev af 6. juli 2000.

Ministeriet har desuden anført at den af menighedsrådsformanden nævnte

benyttelse af kontoret ikke er til hinder for at kontoret friholdes til brug

for A’s træffetid, eller at A reserverer kontoret til afholdelse af

møder uden

for A’s træffetid.

I brev af 30. august 2000

til mig anførte A bl.a. at der

er

noget i vejen for at anvende kontoret – nemlig menighedsrådets klare

udtalelse

om at kontoret ikke kan blive stillet til rådighed. I øvrigt forsøgte A i den

allerførste tid efter ansættelsen at bruge kontoret i forbindelse med

samtaler,

og flere gange blev A forstyrret hvor det var meget uheldigt. Disse forsøg

ville derfor under ingen omstændigheder blive gentaget. Der var ikke tale om

at

A foretrak at folk kom på hendes bopæl. A havde bare ikke andre muligheder.

Ombudsmandens udtalelse

”Kirkeministeriets afgørelse er truffet på grundlag af aftale af 24.

april 1991 mellem Kirkeministeriet og Den danske Præsteforening om ydelse af

godtgørelse i visse tilfælde til præster der ikke bor i tjenestebolig.

Aftalen indeholder bl.a. følgende bestemmelser:

’§ 1.

Til sognepræster, der bor i egen bolig, og som anvender boligen i deres

arbejde, kan ydes en godtgørelse for de derved forårsagede merudgifter.

Godtgørelse kan kun ydes, når boligen er beliggende i pastoratet eller i

umiddelbar nærhed af dette.

§ 2.

I medfør af § 1 kan godtgørelse i overensstemmelse med §§ 4-9 ydes til

præster, der stiller kontor m.v. til rådighed på deres bopæl med henblik på

træffetid o.l.

Stk. 2.

I medfør af § 1 kan godtgørelse i overensstemmelse med bestemmelserne i §§

10-14 ydes præster, der uden at være omfattet af stk. 1

udfører tjeneste fra bopælen, og hvor det er nødvendigt for den pågældende at

udføre kontorarbejde o.l. på bopælen.

§ 3.

Til tjenestemandsansatte præster, der bor i egen bolig, og som

er ansat i en specialpræstestilling, der har karakter af en

distriktsansættelse, kan der ydes godtgørelse i overensstemmelse med

bestemmelserne i §§ 4-9 og 10-14 efter de i § 2, stk. 1 og 2 anførte

retningslinier.’

Den høje godtgørelse ydes

efter aftalens §§ 4-9 og den lave efter §§ 10-14.

Kirkeministeriet har oplyst

at det i forbindelse med aftalens indgåelse mellem aftaleparterne blev aftalt

at der ikke kan bevilges den høje godtgørelse hvis der er kontor i kirken

eller

andet tjenstligt lokale, f.eks. i en sognegård hvor præsten kan holde

træffetid.

Denne retningslinie fremgår

desuden af et internt notat af 3. maj 1991 fra Kirkeministeriet.

Det aftalte må imidlertid

for at give mening forudsætte at kontoret eller lokalet kan anvendes af

sognepræsten til at holde træffetid mv. Jeg forstår ministeriets udtalelse

således at ministeriet er enig i denne betragtning. Ministeriet har derfor

ved

afgørelsen skullet tage hensyn til ikke alene om der var et kontor, men også

om

dette var anvendeligt til det nævnte formål. Det fremgår ikke af det aftalte

hvornår et kontor anses for anvendeligt til dette formål. Ministeriet skulle

derfor udøve et skøn vedrørende dette spørgsmål.

Uenigheden drejer sig om

hvorvidt kontoret ved den pågældende kirke kan anvendes af sognepræsten til

at

holde træffetid mv., eller om situationen bør sidestilles med tilfælde hvor

der

ikke er et kontor til dette formål.

Det fremgår ikke af

ministeriets afgørelser af henholdsvis 6. juli 1999 og 7. februar 2000 at

ministeriet har vurderet om kontoret ved den pågældende kirke kunne anvendes

af

(A) til at holde træffetid mv.

Da ministeriet traf

afgørelsen af 6. juli 1999, var der intet i sagen der tydede på at kontoret

ikke kunne anvendes af (A), og ministeriet havde derfor for så vidt ingen

grund

til at undersøge dette nærmere.

Efter forvaltningslovens §

19, stk. 1, er der imidlertid pligt til at foretage

partshøring

over for en part i sagen hvis parten ikke kan antages

at være bekendt med at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger

vedrørende sagens faktiske omstændigheder. Det gælder dog kun hvis

oplysningerne er til ugunst for parten og er af væsentlig betydning for

sagens

afgørelse.

Ministeriet havde indhentet

oplysninger fra domprovsten om at der var kontor i kirken. (A) var ikke

bekendt

med at disse oplysninger indgik i sagen. Oplysningen var til ugunst for (A)

og

af afgørende betydning for sagens afgørelse. (A) skulle derfor have været

partshørt om oplysningen medmindre en af de særlige undtagelsesregler i § 19,

stk. 2, kunne finde anvendelse.

Efter § 19, stk. 2, nr. 1,

kan partshøring undlades hvis det efter oplysningernes karakter og sagens

beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det

foreliggende

grundlag.

Det fremgår af forarbejderne

til bestemmelsen (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 153f) at der

sigtes

til oplysninger der er fremskaffet eller registreret på en særlig betryggende

måde som giver oplysningerne et autentisk præg. Som eksempler på oplysninger

hvis indhentelse ikke uden videre bør udløse en pligt til partshøring, er i

forarbejderne nævnt folkeregisteroplysninger om nationalitet og civilstand,

oplysninger fra ministerialbøgerne om de pågældendes fødselsdata og

oplysninger

fra skattemyndighederne om skattepligtig indkomst (når der foreligger endelig

upåklaget ligning). Bestemmelsen tager navnlig sigte på oplysninger som der

ikke er rimelig grund til at tro at den pågældende part vil kunne korrigere

eller supplere. Der må således foretages en bedømmelse af om parten kan

antages

at have mulighed for ved tilvejebringelse af yderligere oplysninger at

afsvække

den pågældende oplysnings betydning for sagens afgørelse.

Efter min opfattelse havde

Kirkeministeriet ikke grundlag for at antage at (A) ikke ville kunne

korrigere

eller supplere den telefonisk tilvejebragte oplysning om at der var et kontor

ved den pågældende kirke. Oplysningen havde ikke det særlig autentiske præg

som

er nødvendigt for at anvende bestemmelsen i forvaltningslovens § 19, stk. 2,

nr. 1. Jeg mener derfor ikke at partshøring kunne undlades med henvisning til

denne bestemmelse (eller de øvrige bestemmelser i § 19, stk. 2).

Jeg anser det for

kritisabelt at ministeriet undlod partshøring. Jeg har gjort ministeriet

bekendt med min opfattelse. Da (A) efterfølgende og inden ministeriets

afgørelse af 7. februar 2000 udtalte sig om kontorets egnethed, foretager jeg

mig ikke mere vedrørende dette spørgsmål.

Der er ikke i sagen noget

notat

om de oplysninger ministeriet

modtog fra domprovsten. Efter offentlighedslovens § 6, stk. 1, skal der i

afgørelsessager gøres notat om indholdet af oplysninger der modtages

mundtligt

vedrørende en sags faktiske omstændigheder, og som er af betydning for sagens

afgørelse. Det gælder dog ikke hvis oplysningerne i øvrigt fremgår af sagens

dokumenter.

Oplysningen fra domprovsten

fremgik ikke af sagens øvrige dokumenter, og da den var af betydning for

afgørelsen, burde ministeriet have gjort notat herom. Jeg anser det for

kritisabelt at ministeriet undlod dette. Jeg har gjort ministeriet bekendt

med

min opfattelse.

Ved afgørelsen af 7. februar

2000 var situationen en anden. Der forelå nu oplysninger der belyste

spørgsmålet om hvorvidt (A) kunne benytte kontoret, men ministeriet henviste

i afgørelsen

alene til fast praksis. Jeg må forstå ministeriets begrundelse således at

ministeriet ikke tog konkret stilling til (A)’s mulighed for at anvende

kontoret.

Selv om der må være en vis

formodning for at et kontor i kirken kan benyttes af præsten, måtte det tages

i

betragtning om der var forhold som bevirkede at kontoret ikke kunne benyttes

af

præsten. Herefter, og på baggrund af de nu tilvejebragte oplysninger, burde

ministeriet efter min opfattelse have overvejet om den konkrete situation

burde

sidestilles med en situation hvor der ikke var kontor til rådighed for (A).

Ved

at undlade dette tilsidesatte ministeriet det pligtmæssige skøn.

Jeg anser det for

kritisabelt at ministeriet undlod dette. Jeg har gjort ministeriet bekendt

med

min opfattelse, men foretager mig herudover ikke mere vedrørende dette

spørgsmål, jf. nedenfor.

Ministeriet har i sin

udtalelse til mig taget stilling til spørgsmålet. Ministeriet har anført at

kontoret er anvendeligt til formålet, og har begrundet dette med at lokalet

kan

friholdes i (A)’s træffetid, og at (A) i øvrigt kan reservere lokalet.

(A) har anført at kontoret

er uegnet da det også bruges af andre, og at (A) bliver forstyrret. Desuden

ønsker menighedsrådet ikke at (A) disponerer over lokalet.

En løsning som den af

ministeriet foreslåede forudsætter planlægning og fleksibilitet fra både

(A)’s

og de øvrige brugeres side. Så vidt ses, har en sådan løsning ikke været

forsøgt.

Ministeriets afgørelse

bygger på vurderinger og afvejninger af om (A)’s behov for at anvende

kontoret

kan tilgodeses uanset at kontoret også benyttes af andre. Som ombudsmand har

jeg ikke særlige forudsætninger for at afveje disse forhold på en anden og

bedre måde end ministeriet der beskæftiger sig med det pågældende sagsområde

i

det daglige.

Normalt kan jeg derfor ikke

gå ind i en nærmere efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger. Kun

hvis

der er tale om ganske særlige omstændigheder, kan jeg kritisere myndighedens

afgørelse. Det kan f.eks. være tilfældet hvis sagen er mangelfuldt oplyst

eller

afgørelsen i forhold til andre lignende sager er udtryk for en

forskelsbehandling der ikke er sagligt begrundet. Under min gennemgang af

sagen

har jeg ikke fundet sådanne omstændigheder.

Jeg har herefter ikke

grundlag for at kritisere ministeriets afgørelse om kun at yde den lave sats.

Det er imidlertid min opfattelse at det ville være rigtigst at en så

væsentlig

forudsætning som den der er aftalt med Præsteforeningen, bør fremgå af selve

aftaleteksten. Jeg henstiller derfor at ministeriet ved en kommende revision

af

aftalen søger at præcisere aftalens § 2, stk. 1, på dette punkt.

Godtgørelsen blev ydet med

virkning fra den 1. juni 1999. Ministeriet har anført at godtgørelsen efter

fast praksis ydes fra den førstkommende første i en måned efter ansøgningen.

Det fremgår ikke af aftalen

fra hvilket tidspunkt godtgørelse kan ydes. Formuleringen ’kan’

ydes indebærer

efter min opfattelse at der normalt skal ansøges om ydelsen.

Det fremgår ikke af

ministeriets sagsakter at (A) tidligere har ansøgt om ydelsen. Jeg har derfor

ikke grundlag for at kritisere at godtgørelsen ikke blev ydet med

tilbagevirkende kraft.

Jeg foretager mig herefter

ikke mere i sagen.”

Lignende dokumenter