Godtgørelse til præst uden tjenestebolig. Partshøring. Notatpligt. Skøn. Hjemmel
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Godtgørelse til præst uden tjenestebolig. Partshøring.
Notatpligt. Skøn. Hjemmel
Det fremgik af sagen at A i
brev af 2. maj 1999 til kirkeministeren bad om at få godtgørelse efter
reglerne
om godtgørelse til præster uden tjenestebolig. A skrev bl.a. følgende:
”Undertegnede, (A) vil
hermed gøre opmærksom på, at jeg aldrig har fået tildelt boliggodtgørelse,
selv
om jeg bor i egen bolig. Der er ingen tjenestebolig til min stilling som
sognepræst i (X) sogn på Færøerne. Siden min ansættelse 1. februar 1996 har
jeg
mange gange gjort opmærksom på dette forhold. Første gang mundtligt gennem
Præsteforeningen allerede i foråret 1996, skriftligt i februar 1997, og siden
igen flere gange mundtligt. Jeg ved, at Præsteforeningen har forelagt
problemet
i Kirkeministeriet, dog uden at jeg har fået noget positivt svar. Derfor
denne
skriftlige henvendelse.
Da jeg i efteråret 1995
søgte stillingen som sognepræst i (X) sogn, ( ), var jeg godt klar over, at
der
ikke var tjenestebolig til rådighed. Dog ville jeg gerne flytte i
tjenestebolig,
hvis den fandtes. Men jeg regnede naturligvis med, at ordningen med
boliggodtgørelse til præster, der ufrivilligt ikke bor i tjenestebolig, som
gælder i Den danske Folkekirke, også var gældende for mig. På denne måde
oplever jeg, at der bliver gjort forskel på vilkårene for præster, der er
ansat
i Den Danske Folkekirke. Foruden at jeg har kontor i mit eget hjem, bliver
Læs alt
boligen også brugt meget i mit daglige arbejde i det hele taget.
På Færøerne er der en stærk
tradition for, at præsteboligen bliver brugt meget uden hensyn til om den er
tjenestebolig eller ikke. På Færøerne er der f.eks. tradition for at flere
vil
giftes hjemme hos præsten, og jeg har haft flere bryllupper med mange
bryllupsgæster hjemme i min stue. Desuden er der mange samtaler i forbindelse
med dåb, begravelse, sjælesorg, arbejdsmøder osv. der foregår i hjemmet.
Det skal også bemærkes her,
at boligforholdene i (Y) by er meget problematiske, og jeg har en meget høj
husleje, p.t. 12.700 kr. om måneden; derfor betragter jeg min boligsituation
som en urimelig lønforringelse i forhold til mine kollegaer.
Min anmodning er derfor, at
jeg får de samme økonomiske vilkår som mine kollegaer og dermed
boliggodtgørelse med tilbagevirkende kraft for de 3 ¼ år, jeg har været
sognepræst i (X) sogn, og at ordningen med boliggodtgørelse fortsætter i
fremtiden.”
Kirkeministeriet bad
biskoppen over Færøernes Stift om en udtalelse. Biskoppen anbefalede i brev
af
22. juni 1999 at der blev givet en passende boliggodtgørelse.
I brev af 6. juli 1999 til A
skrev Kirkeministeriet bl.a. følgende:
”Provsten har telefonisk
oplyst, at Deres bolig ligger i (Z) sogn, men dog i umiddelbar nærhed af (X)
sogn, hvor De er ansat som sognepræst. Det er endvidere oplyst, at der
forefindes kontor i (V) kirke.
I anledning heraf skal man
meddele, at ministeriet herved med virkning fra den 1. juli 1999 bevilger Dem
en godtgørelse efter kapitel 3 i aftale af 24. april 1991 mellem
Kirkeministeriet og Den Danske Præsteforening om ydelse af godtgørelse i
visse
tilfælde til præster, der ikke bor i tjenestebolig. Godtgørelsen udgør pr. 1.
april 1999 3.960 kr. årligt. Godtgørelsen afholdes på Færøerne af
fællesfonden
og reguleres pr. 1. april.”
Domprovsten skrev i brev af
11. januar 2000 til ministeriet at det ikke var korrekt og måtte bero på en
misforståelse at han skulle have oplyst at der var kontor i den pågældende
kirke i den forstand at kontoret uforstyrret kunne benyttes af A i tjenesten.
Han skrev desuden bl.a. følgende:
”Det pågældende ’kontor’ med
menighedsrådets telefon, telefax, kopimaskine, computer i forbindelse med
ministerialbogsregistrering og brandbox til det ene sæt kirkebøger, anvendes
af
menighedsrådet, klokker, degn, organist og som modtagerum for kirkens to
deltids sekretærer, som udfører kirkebogsarbejde for undertegnede (tilmelding
til dåb, navngivning, vielse og begravelse).
(A)’s præstetjeneste
foregår, som overalt på Færøerne, i boligen. De på Færøerne udbredte
hjemmevielser foregår også i præstens hjem.
Jeg har fået oplyst, at
boliggodtgørelsens størrelse er afhængig af, om der findes et anvendeligt rum
i
kirken.”
I brev af 17. januar 2000
skrev A igen til ministeriet og anførte at afgørelsen om den lave godtgørelse
var truffet på et forkert grundlag. A henviste til domprovstens brev af 11.
januar 2000. A mente at hun var berettiget til den højere godtgørelse på
24.192
kr. pr. år efter aftalens kapitel 2, og at godtgørelsen skulle have
tilbagevirkende kraft fra februar 1996.
I brev af 7. februar 2000
til A svarede ministeriet at man efter fast praksis bevilgede godtgørelse
efter
aftalens kapitel 3 i alle sager hvor der var kontorlokale i kirken.
Godtgørelsen blev desuden efter fast praksis bevilget med virkning fra den
førstkommende første efter ansøgningen. Tidspunktet blev derfor ændret til 1.
juni 1999.
A klagede herefter i brev af
29. maj 2000 til mig. A skrev bl.a. at hun havde klar opbakning fra Den
Danske
Præsteforening.
Kirkeministeriet har i brev
af 6. juli 2000 til mig udtalt at Kirkeministeriet indgik aftalen af 24.
april
1991 efter bemyndigelse fra Finansministeriet. Kirkeministeriet udtalte
endvidere bl.a. følgende:
”Det var en forudsætning for
bemyndigelsen fra Finansministeriet, at aftalen mellem Kirkeministeriet og
Præsteforeningen fulgte retningslinierne i rammeaftale af 16. oktober 1989
mellem Finansministeriet og tjenestemændenes centralorganisationer om
kontorholdsgodtgørelse.
Ifølge § 1 i rammeaftalen af
16. oktober 1989 kan der ikke ydes godtgørelse i de tilfælde, hvor
ansættelsesmyndigheden eller andre stiller kontor eller andet tjenstligt
lokale
til rådighed uden for tjenestemandens bopæl. Finansministeriet accepterede
imidlertid, at Kirkeministeriet indgik en aftale, der gav mulighed for ydelse
af en vis godtgørelse, uanset at der blev stillet kontor eller andet
tjenstligt
lokale til rådighed for præsten. Baggrunden herfor var, at det må forventes,
at
et vist antal personlige samtaler i medfør af præstegerningen henlægges til
præstens private bolig, når boligen er beliggende i sognet eller i umiddelbar
nærhed af dette.
I forbindelse med indgåelsen
af aftalen af 24. april 1991 blev de nærmere retningslinier for ydelse af
godtgørelse i henhold til aftalen aftalt mellem Præsteforeningen og
ministeriet.
Efter de mellem
Præsteforeningen og ministeriet aftalte retningslinier for ydelse af
godtgørelse
i henhold til aftalen, kan der ikke bevilges godtgørelse efter aftalens
kapitel
2 (den store godtgørelse), når der er kontor i kirken eller andet tjenstligt
lokale fx i en sognegård, hvor præsten kan holde træffetid. Det er ikke nogen
betingelse, at kontoret/lokalet udelukkende er til brug for denne præst. Der
er
altså ikke noget i vejen for, at kontoret/lokalet også anvendes af andre, og
den omstændighed, at præsten foretrækker, at folk kommer på hans/hendes bopæl
bevirker ikke, at der kan gives den store godtgørelse.
Den i domprovstens brev af
11. januar 2000 nævnte benyttelse af kontoret i kirken er efter ministeriets
opfattelse ikke til hinder for, at kontoret ’friholdes’ til brug
for sognepræst
(A)’s træffetid, eller at hun reserverer kontoret til afholdelse af
møder uden
for sin træffetid.
Endvidere bemærkes, at
baggrunden for at tillægge sognepræst (A) godtgørelse efter aftalens kapitel
3
(den lille godtgørelse) er, at hendes boligs beliggenhed i nærheden af det
sogn
(præstegæld), hvor hun er ansat, må antages at medføre, at et vist antal
personlige samtaler i medfør af præstegerningen henlægges til hendes private
bolig.
Ombudsmanden henviser i sit
brev til den anførte i Jens Garde m.fl., Forvaltningsret, Almindelige Emner
(1997), s. 221 ff.
Jens Garde behandler det
anførte sted spørgsmålet om, i hvilket omfang forvaltningen ved udstedelse af
forvaltningsakter, der i større eller mindre udstrækning kan karakteriseres
som
skønsmæssige, er berettiget til at begrænse skønnet ved interne regler.
Man skal hertil bemærke, at
ministeriet ikke har anvendt ’interne regler’, men har behandlet
sagen i
overensstemmelse med de retningslinier for udmøntning af aftalen af 24. april
1991, der blev aftalt med den forhandlingsberettigede organisation i
forbindelse med aftalens indgåelse. Det bemærkes i denne forbindelse, at
sager
af denne art hører hjemme i regi af det tjenestemandsretlige system, dvs.
forhandlingsret, aftaleret og Tjenestemandsrettens kompetence.”
Jeg modtog herefter et brev
af 24. juli 2000 fra formanden for menighedsrådet i X sogn. Han skrev på
opfordring af A på vegne af menighedsrådet bl.a. følgende:
”Kirkens kontor er
menighedsrådets, og dette kontor egner sig ikke som præstens samtaleværelse
og
arbejdsrum, hvor der kræves ro og uforstyrrethed, således som det også
fremgår
af domprovst(ens) brev af 11. januar 2000.
Kirkens kontor bliver brugt
dagen igennem af menighedsrådets medlemmer, kirkens personale og til
kordegneopgaver. Menighedsrådet ønsker ikke denne mulighed begrænset, og
derfor
kan menighedsrådet hermed bekræfte, at kontoret ikke har været og ikke kan
blive stillet til rådighed for pastor (A) i hendes embedsførelse og daglige
arbejde.”
I brev af 30. juli 2000 til
mig fastholdt A sine synspunkter.
Kirkeministeriet har i brev
af 18. august 2000 henholdt sig til ministeriets brev af 6. juli 2000.
Ministeriet har desuden anført at den af menighedsrådsformanden nævnte
benyttelse af kontoret ikke er til hinder for at kontoret friholdes til brug
for A’s træffetid, eller at A reserverer kontoret til afholdelse af
møder uden
for A’s træffetid.
I brev af 30. august 2000
til mig anførte A bl.a. at der
er
noget i vejen for at anvende kontoret – nemlig menighedsrådets klare
udtalelse
om at kontoret ikke kan blive stillet til rådighed. I øvrigt forsøgte A i den
allerførste tid efter ansættelsen at bruge kontoret i forbindelse med
samtaler,
og flere gange blev A forstyrret hvor det var meget uheldigt. Disse forsøg
ville derfor under ingen omstændigheder blive gentaget. Der var ikke tale om
at
A foretrak at folk kom på hendes bopæl. A havde bare ikke andre muligheder.
Ombudsmandens udtalelse
”Kirkeministeriets afgørelse er truffet på grundlag af aftale af 24.
april 1991 mellem Kirkeministeriet og Den danske Præsteforening om ydelse af
godtgørelse i visse tilfælde til præster der ikke bor i tjenestebolig.
Aftalen indeholder bl.a. følgende bestemmelser:
’§ 1.
Til sognepræster, der bor i egen bolig, og som anvender boligen i deres
arbejde, kan ydes en godtgørelse for de derved forårsagede merudgifter.
Godtgørelse kan kun ydes, når boligen er beliggende i pastoratet eller i
umiddelbar nærhed af dette.
§ 2.
I medfør af § 1 kan godtgørelse i overensstemmelse med §§ 4-9 ydes til
præster, der stiller kontor m.v. til rådighed på deres bopæl med henblik på
træffetid o.l.
Stk. 2.
I medfør af § 1 kan godtgørelse i overensstemmelse med bestemmelserne i §§
10-14 ydes præster, der uden at være omfattet af stk. 1
udfører tjeneste fra bopælen, og hvor det er nødvendigt for den pågældende at
udføre kontorarbejde o.l. på bopælen.
§ 3.
Til tjenestemandsansatte præster, der bor i egen bolig, og som
er ansat i en specialpræstestilling, der har karakter af en
distriktsansættelse, kan der ydes godtgørelse i overensstemmelse med
bestemmelserne i §§ 4-9 og 10-14 efter de i § 2, stk. 1 og 2 anførte
retningslinier.’
Den høje godtgørelse ydes
efter aftalens §§ 4-9 og den lave efter §§ 10-14.
Kirkeministeriet har oplyst
at det i forbindelse med aftalens indgåelse mellem aftaleparterne blev aftalt
at der ikke kan bevilges den høje godtgørelse hvis der er kontor i kirken
eller
andet tjenstligt lokale, f.eks. i en sognegård hvor præsten kan holde
træffetid.
Denne retningslinie fremgår
desuden af et internt notat af 3. maj 1991 fra Kirkeministeriet.
Det aftalte må imidlertid
for at give mening forudsætte at kontoret eller lokalet kan anvendes af
sognepræsten til at holde træffetid mv. Jeg forstår ministeriets udtalelse
således at ministeriet er enig i denne betragtning. Ministeriet har derfor
ved
afgørelsen skullet tage hensyn til ikke alene om der var et kontor, men også
om
dette var anvendeligt til det nævnte formål. Det fremgår ikke af det aftalte
hvornår et kontor anses for anvendeligt til dette formål. Ministeriet skulle
derfor udøve et skøn vedrørende dette spørgsmål.
Uenigheden drejer sig om
hvorvidt kontoret ved den pågældende kirke kan anvendes af sognepræsten til
at
holde træffetid mv., eller om situationen bør sidestilles med tilfælde hvor
der
ikke er et kontor til dette formål.
Det fremgår ikke af
ministeriets afgørelser af henholdsvis 6. juli 1999 og 7. februar 2000 at
ministeriet har vurderet om kontoret ved den pågældende kirke kunne anvendes
af
(A) til at holde træffetid mv.
Da ministeriet traf
afgørelsen af 6. juli 1999, var der intet i sagen der tydede på at kontoret
ikke kunne anvendes af (A), og ministeriet havde derfor for så vidt ingen
grund
til at undersøge dette nærmere.
Efter forvaltningslovens §
19, stk. 1, er der imidlertid pligt til at foretage
partshøring
over for en part i sagen hvis parten ikke kan antages
at være bekendt med at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger
vedrørende sagens faktiske omstændigheder. Det gælder dog kun hvis
oplysningerne er til ugunst for parten og er af væsentlig betydning for
sagens
afgørelse.
Ministeriet havde indhentet
oplysninger fra domprovsten om at der var kontor i kirken. (A) var ikke
bekendt
med at disse oplysninger indgik i sagen. Oplysningen var til ugunst for (A)
og
af afgørende betydning for sagens afgørelse. (A) skulle derfor have været
partshørt om oplysningen medmindre en af de særlige undtagelsesregler i § 19,
stk. 2, kunne finde anvendelse.
Efter § 19, stk. 2, nr. 1,
kan partshøring undlades hvis det efter oplysningernes karakter og sagens
beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det
foreliggende
grundlag.
Det fremgår af forarbejderne
til bestemmelsen (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 153f) at der
sigtes
til oplysninger der er fremskaffet eller registreret på en særlig betryggende
måde som giver oplysningerne et autentisk præg. Som eksempler på oplysninger
hvis indhentelse ikke uden videre bør udløse en pligt til partshøring, er i
forarbejderne nævnt folkeregisteroplysninger om nationalitet og civilstand,
oplysninger fra ministerialbøgerne om de pågældendes fødselsdata og
oplysninger
fra skattemyndighederne om skattepligtig indkomst (når der foreligger endelig
upåklaget ligning). Bestemmelsen tager navnlig sigte på oplysninger som der
ikke er rimelig grund til at tro at den pågældende part vil kunne korrigere
eller supplere. Der må således foretages en bedømmelse af om parten kan
antages
at have mulighed for ved tilvejebringelse af yderligere oplysninger at
afsvække
den pågældende oplysnings betydning for sagens afgørelse.
Efter min opfattelse havde
Kirkeministeriet ikke grundlag for at antage at (A) ikke ville kunne
korrigere
eller supplere den telefonisk tilvejebragte oplysning om at der var et kontor
ved den pågældende kirke. Oplysningen havde ikke det særlig autentiske præg
som
er nødvendigt for at anvende bestemmelsen i forvaltningslovens § 19, stk. 2,
nr. 1. Jeg mener derfor ikke at partshøring kunne undlades med henvisning til
denne bestemmelse (eller de øvrige bestemmelser i § 19, stk. 2).
Jeg anser det for
kritisabelt at ministeriet undlod partshøring. Jeg har gjort ministeriet
bekendt med min opfattelse. Da (A) efterfølgende og inden ministeriets
afgørelse af 7. februar 2000 udtalte sig om kontorets egnethed, foretager jeg
mig ikke mere vedrørende dette spørgsmål.
Der er ikke i sagen noget
notat
om de oplysninger ministeriet
modtog fra domprovsten. Efter offentlighedslovens § 6, stk. 1, skal der i
afgørelsessager gøres notat om indholdet af oplysninger der modtages
mundtligt
vedrørende en sags faktiske omstændigheder, og som er af betydning for sagens
afgørelse. Det gælder dog ikke hvis oplysningerne i øvrigt fremgår af sagens
dokumenter.
Oplysningen fra domprovsten
fremgik ikke af sagens øvrige dokumenter, og da den var af betydning for
afgørelsen, burde ministeriet have gjort notat herom. Jeg anser det for
kritisabelt at ministeriet undlod dette. Jeg har gjort ministeriet bekendt
med
min opfattelse.
Ved afgørelsen af 7. februar
2000 var situationen en anden. Der forelå nu oplysninger der belyste
spørgsmålet om hvorvidt (A) kunne benytte kontoret, men ministeriet henviste
i afgørelsen
alene til fast praksis. Jeg må forstå ministeriets begrundelse således at
ministeriet ikke tog konkret stilling til (A)’s mulighed for at anvende
kontoret.
Selv om der må være en vis
formodning for at et kontor i kirken kan benyttes af præsten, måtte det tages
i
betragtning om der var forhold som bevirkede at kontoret ikke kunne benyttes
af
præsten. Herefter, og på baggrund af de nu tilvejebragte oplysninger, burde
ministeriet efter min opfattelse have overvejet om den konkrete situation
burde
sidestilles med en situation hvor der ikke var kontor til rådighed for (A).
Ved
at undlade dette tilsidesatte ministeriet det pligtmæssige skøn.
Jeg anser det for
kritisabelt at ministeriet undlod dette. Jeg har gjort ministeriet bekendt
med
min opfattelse, men foretager mig herudover ikke mere vedrørende dette
spørgsmål, jf. nedenfor.
Ministeriet har i sin
udtalelse til mig taget stilling til spørgsmålet. Ministeriet har anført at
kontoret er anvendeligt til formålet, og har begrundet dette med at lokalet
kan
friholdes i (A)’s træffetid, og at (A) i øvrigt kan reservere lokalet.
(A) har anført at kontoret
er uegnet da det også bruges af andre, og at (A) bliver forstyrret. Desuden
ønsker menighedsrådet ikke at (A) disponerer over lokalet.
En løsning som den af
ministeriet foreslåede forudsætter planlægning og fleksibilitet fra både
(A)’s
og de øvrige brugeres side. Så vidt ses, har en sådan løsning ikke været
forsøgt.
Ministeriets afgørelse
bygger på vurderinger og afvejninger af om (A)’s behov for at anvende
kontoret
kan tilgodeses uanset at kontoret også benyttes af andre. Som ombudsmand har
jeg ikke særlige forudsætninger for at afveje disse forhold på en anden og
bedre måde end ministeriet der beskæftiger sig med det pågældende sagsområde
i
det daglige.
Normalt kan jeg derfor ikke
gå ind i en nærmere efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger. Kun
hvis
der er tale om ganske særlige omstændigheder, kan jeg kritisere myndighedens
afgørelse. Det kan f.eks. være tilfældet hvis sagen er mangelfuldt oplyst
eller
afgørelsen i forhold til andre lignende sager er udtryk for en
forskelsbehandling der ikke er sagligt begrundet. Under min gennemgang af
sagen
har jeg ikke fundet sådanne omstændigheder.
Jeg har herefter ikke
grundlag for at kritisere ministeriets afgørelse om kun at yde den lave sats.
Det er imidlertid min opfattelse at det ville være rigtigst at en så
væsentlig
forudsætning som den der er aftalt med Præsteforeningen, bør fremgå af selve
aftaleteksten. Jeg henstiller derfor at ministeriet ved en kommende revision
af
aftalen søger at præcisere aftalens § 2, stk. 1, på dette punkt.
Godtgørelsen blev ydet med
virkning fra den 1. juni 1999. Ministeriet har anført at godtgørelsen efter
fast praksis ydes fra den førstkommende første i en måned efter ansøgningen.
Det fremgår ikke af aftalen
fra hvilket tidspunkt godtgørelse kan ydes. Formuleringen ’kan’
ydes indebærer
efter min opfattelse at der normalt skal ansøges om ydelsen.
Det fremgår ikke af
ministeriets sagsakter at (A) tidligere har ansøgt om ydelsen. Jeg har derfor
ikke grundlag for at kritisere at godtgørelsen ikke blev ydet med
tilbagevirkende kraft.
Jeg foretager mig herefter
ikke mere i sagen.”
Lignende dokumenter
- Ændring af kirkeregulativ ikke tilbagekaldelse af begunstigende forvaltningsakt. Hjemmel. Notatpligt Retsinformation · 2. oktober 2002
- Afskedigelse af sognepræst Retsinformation · 7. oktober 2008
- Forslag til Lov om ændring af lov om trossamfund uden for folkekirken, lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. og Valgmenighedsloven (Afskaffelse af 3-årigt tilsyn med anerkendte trossamfund, decentralisering af præsteansættelser m.v. og administrative opgaver m.v. i folkekirken som følge af opgavebortfald) Retsinformation · 7. november 2024
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om folkekirkens økonomi og lov om domstolsbehandling af gejstlige læresager (Finansiering af præstestillinger m.v.) Retsinformation · 8. december 2006
- Forslag til Lov om ændring af lov om menighedsråd, lov om folkekirkens økonomi, lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde og forskellige andre love (Forenkling og bedre understøttelse af menighedsrådsarbejdet, understøttelse af menighedsrådenes vedligeholdelse af middelalderkirker og orientering om foreløbige ligningsbehov) Retsinformation · 6. november 2025
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om folkekirkens økonomi, lov om menighedsråd, lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde og lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. (Større økonomisk frihed, decentralisering af kompetence m.v.) Retsinformation · 19. august 2003