Spring til indhold

Retsinformation

Ændring af kirkeregulativ ikke tilbagekaldelse af begunstigende forvaltningsakt. Hjemmel. Notatpligt

FOU nr 2001.194UdtalelserFolketinget2. oktober 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Ændring af kirkeregulativ ikke tilbagekaldelse af

begunstigende forvaltningsakt. Hjemmel. Notatpligt

Advokat A klagede på vegne

af menighedsrådet for B kirkedistrikt til mig over at biskoppen for C Stift

havde ændret regulativet for B kirkedistrikt. I mit svar til advokaten

gennemgik jeg først den tidligere gældende ordning for B Kirkedistrikt,

derefter forløbet af sagen med ændringen af regulativet.

Den tidligere gældende ordning for B Kirkedistrikt

Blandt de bilag som

Kirkeministeriet har sendt til mig, er et jubilæumsskrift i anledning af B

Kirkes 100-års-jubilæum i 1981. Det fremgår heraf at B Kirke blev opført på

privat initiativ i årene 1879 til 1881, og at kirken blev indviet den 26.

juni

1881. Kirken blev opført fordi de omkringliggende sognekirker (X, Y, Z, Æ og

Ø)

lå i en afstand der under hensyntagen til den tids transportmidler gjorde det

vanskeligt eller umuligt for beboerne at komme i kirke om vinteren. Kirken

ligger i udkanten af Z Sogn hvor sognene Z, Æ, Ø, X og Y støder sammen. Jeg

forstår at kirken var tænkt anvendt og er blevet anvendt som kirke for

beboere

i udkanten af alle de fem omkringliggende sogne, og at B Kirkedistrikt består

af de op til hinanden grænseende yderområder af de fem sogne.

Kirkedistriktet har på intet

tidspunkt haft sin egen præst, og de kirkelige handlinger er blevet foretaget

af en præst fra et af de omkringliggende sogne. Allerede i 1920’erne tog

Biskoppen for C Stift og B Menighedsråd forskellige initiativer til at ændre

forholdene for B Kirkedistrikt. Det fremgår således at menighedsrådet den 6.

september 1923 opgjorde resultatet af en afstemning blandt distriktets

beboere

om ændringer i distriktet. Menighedsrådets forhandlingsbog angiver om

Læs alt

resultatet af afstemningen bl.a. at der blev afgivet i alt 528 stemmer, heraf

160 for B kirkedistrikt som anneks til Æ Sogn, 358 for B kirkedistrikt som

selvstændigt sogn og 10 for B kirkedistrikt som anneks til Z Sogn.

I 1925 blev det diskuteret

om B Kirkedistrikt skulle være et selvstændigt sogn. I 1927 foreslog

Kirkeministeriet at kirkedistriktet blev sammenlagt med Æ Sogn hvilket

menighedsrådets flertal ifølge forhandlingsbogen modsatte sig med den

begrundelse at de af distriktets beboere der boede i Ø, X, Y og Z Sogne,

fortsat følte sig bundet til deres respektive sogne. Flertallet mente derfor

at

en sådan sammenlægning ville medføre et væsentligt antal sognebåndsløsere.

Flertallet indstillede på den baggrund at kirkedistriktet blev omdannet til

et

sogn mens et mindretal af menighedsrådet foreslog at den daværende ordning

blev

bibeholdt. Det fremgår af forhandlingsbogen at der med henblik på oprettelse

af

B Sogn og afgrænsningen heraf blev rettet henvendelse til en landinspektør,

men

at Kirkeministeriet i 1929 meddelte at oprettelsen af B Sogn blev stillet i

bero således at den hidtidige ordning skulle fortsætte. Årsagen hertil var at

der syntes at være uenighed blandt distriktets beboere om oprettelse af et

selvstændigt sogn og dettes grænser.

Det tidligste regulativ der

er blandt sagsakterne, er ”Regulativ og Reglement for B Kirke”

approberet af

Kirkeministeriet den 29. august 1941. Regulativet var gældende indtil

biskoppen

udstedte genstanden for A’s klage til mig: ”Regulativ for den

gejstlige betjening

af B Kirkedistrikt” af 19. december 1996. Regulativet fra 1941

indeholder bl.a.

følgende bestemmelser:

”§ 1.

(B) Kirke, som ejer sig selv

og som er beliggende i (Z) Sogns Udkant, hvor Sognene (Z), (Æ), (Ø), (X) og

(Y)

støder sammen, har sin Kirkekreds angivet ved følgende Grænser: ( ) Beboerne

i

denne Kirkekreds beholder deres hidtilværende Ret til deres egen Sognekirke

fuldt ud.

§ 2.

Gudstjenesterne paa de

almindelige Søndage forrettes af de tre tjenestegørende Præster

[sognepræsterne

i (Z) og (Æ) og den residerende kapellan i (Ø); min tilføjelse] med 1/3 til

hver, dog forrettes paa den første Helligdag af de tre store Højtider

Gudstjenesten i (B) Kirke som Højmesse af den residerende Kapellan i (Ø).

§ 3.

Gudstjenesterne bør ordnes

saaledes, at det halve Antal Tjenester bliver Højmesse, og det halve Antal

Sidsttjenester. Det tillades at foretage de deraf flydende Forandringer ved

den

faste Gudstjenestetid i (Z) og (Æ) Kirker, samt – naar det behøves

– at

modificere Reglementet for (Ø) Sogn.

§ 7.

Adgang til Altergang og de

øvrige gudstjenstlige Handlinger, som maa foregaa i Forbindelse med den

sædvanlige Gudstjeneste, finder Sted for enhver Beboer af Kirkekredsen,

uanset

hvem den fungerende Præst er. Dog maa herved iagttages, at naar nogen ønsker

et

Barn døbt af en anden Præst end sin egen, da maa der for den fungerende Præst

fremlægges en skriftlig Attest med alle fornødne Oplysninger fra Vedkommendes

egen Sognepræst om, at Handlingen kan foretages.

Efter Handlingens Udførelse skal den fungerende Præst gøre fornøden

Anmeldelse derom til Indførelse i den vedkommende Præsts Kirkebog.

§ 8.

Alle øvrige ministerielle

Handlinger, der foregaar uden Forbindelse med den sædvanlige Gudstjeneste,

foretages af den Paagældendes egen Præst, jfr. dog § 1, Stk. 2, i Loven om

Sognebaandsløsning og Brugen af Kirkerne, og

i hvert Fald skal fornøden Indførelse ske i det Sogns Kirkebog, hvor

Paagældende er hjemmehørende med Vedføjelse af, naar og hvor Handlingen er

foretaget.

§ 11.

Vedrørende det i Henhold til

Lov af 30. Juni 1922 om Menighedsraad oprettede Menighedsraad for (B)

Kirkekreds har samtlige de tre tjenstgørende Præster Sæde deri, og

Menighedsraadets nærmeste Foresatte er Provsten for (Å) Herred, gennem hvem

derfor al Henvendelse til de højere kirkelige Myndigheder maa gaa.”

I forbindelse med

menighedsrådsvalget i 1949 opstod der forskellige spørgsmål i relation til

afgrænsningen af de stemmeberettigede, dels fordi distriktet ikke var klart

afgrænset, dels fordi regulativet gav anledning til tvivl om hvorvidt beboere

i

distriktet kunne vælge at stemme i deres hjemsogne i stedet for i distriktet.

Det blev i 1959 foreslået at ændre regulativet, dels med henblik på at få

distriktet klart afgrænset, dels med henblik på at distriktet fik sin egen

ministerialbog der skulle føres af sognepræsten i Z Sogn.

Det fremgår af brev af 10.

december 1984 fra den daværende biskop over C Stift til Kirkeministeriet at

der

var tvivl om hvorvidt de af B menighedsrådsmedlemmer der var valgt af

beboerne

i Ø Sogn, skulle deltage ved afstemningen i Ø Menighedsråd over indstilling

til

stillingen som sognepræst i Ø Sogn. Det fremgår endvidere af brevet at

medlemmerne af B Menighedsråd siden menighedsrådenes oprettelse havde

deltaget

ved besættelsen af præstestillingerne i deres respektive bopælssogne, således

også for så vidt angår præstestillingerne i X og Y sogne uanset at præsterne

i

disse sogne ikke havde deltaget i betjeningen af B Kirke. Kirkeministeriet

meddelte i brev af 7. januar 1985 til biskoppen at ministeriet kunne tiltræde

biskoppens indstilling om at de to medlemmer af B Menighedsråd der havde

bopæl

i Ø Sogn, medvirkede ved præstevalg i Ø Sogn.

Sagen om ændring af regulativet

Provsten for Bogense Provsti

foreslog i brev af 30. september 1994 til biskoppen for C Stift at ordningen

ved

B Kirke blev ændret. Han skrev følgende:

”Da (B) Kirke blev

grundlagt, var det ikke meningen, at den valgte ordning skulle bestå så

længe.

Men den gælder endnu og lider efter min opfattelse under ganske store

mangler.

Det er urimeligt, at 4

præster skal passe et så lille område som (B) kirkedistrikt: Samhørigheden

mellem menighed og præst bliver alt for ofte fortonet. Endvidere har

ordningen

den ulempe, at mange mennesker har et ’dobbelt’ tilhørsforhold:

Dels til (B)

Kirke og dels til den kirke, i hvis sogn de bor. Nævnes skal da også, at

kirkebogsføringen er noget indviklet, at valgret og valgbarhed til

menighedsråd

er ret uafklaret for mange, samt at fordelingen af ligningsmidler er meget

besværlig.

I.

(B) Kirke bevares og gøres til filialkirke i

(Z) sogn, hvor den geografisk set ligger. Sognepræsten i (Z) bliver eneste

præst ved kirken.

Der holdes stadig

gudstjeneste hver anden søn- og helligdag – skiftevis med højmesse og

anden

gudstjeneste.

Kirkelige handlinger skal

stadig kunne finde sted for det nuværende kirkedistrikts beboere – også

selv om

de ikke løser sognebånd (se nedenfor). Det vil i så fald være naturligt, at

egen præst (fra det gamle kirkedistrikt) skal medvirke.

II.

(B) kirkegård

bevares,

og gravstedsretten bevares uændret. Dette indebærer, at der ikke skal bruges

forhøjede takster for de pågældende.

III.

(B) menighed

skal

herefter bestå af de beboere i (Z) sogn, som bor i det nuværende

kirkedistrikt,

samt af alle, som måtte løse sognebånd til sognepræsten i (Z) (med (B) nye

kirkedistrikt som menighedskreds). Hermed må der virkelig også kunne håbes på

bedre samling om gudstjenesterne, så de alt for hyppige messefald kan undgås.

Alle beboere i det nuværende kirkedistrikt tilskrives om ordningen med

mulighed

for at løse dette sognebånd. Hermed er der dels lagt den største vægt på

disses

selvbestemmelse, dels på, at de alle får én bestemt præst og menighed at høre

til med deraf følgende klart tilhørsforhold, hvad angår valgret og valgbarhed

til menighedsrådet. I øjeblikket har de kun valgret og valgbarhed i (B) og

kan

ikke

løse sognebånd til bopælssogn.

Dette vil også kunne medføre, at forholdene ved præstevalg ved de andre

berørte

kirker bliver klarere og rimeligere, og at de misforståelser omkring den

nuværende fremgangsmåde, der i tidens løb er sket, fremtidigt undgås.

IV.

(B) menighedsråd

bevares og vælges fra og med næste valg af

menighedens medlemmer. Menighedsrådet skal således stadig have den fulde

styring (efter loven) af de kirkelige anliggender i distriktet med egen

økonomi

(budget og regnskab). Men med kun én præst vil arbejdet blive adskilligt

lettere.

V.

Præsten

får helt klare arbejdsforhold med en klart afgrænset

menighed ved (B) Kirke: Præsten hører sammen med menigheden, og menigheden

hører sammen med præsten. Præstens arbejdsbyrde vil ikke blive væsentligt

forøget, og kirkebogsforholdene vil blive helt enkle.

VI.

Økonomien

bliver ganske

enkel: Alle udgifter skal da dækkes af (S) kommune som ligningsområde under

(T)

provsti – modsat nu, hvor de skal fordeles mellem 4 kommuner i 3

provstier

efter en endog meget indviklet og besværlig fordelingsnøgle.

”

Biskoppen skrev den 14. maj

1996 til B Menighedsråds formand og meddelte at biskoppen mente at det var

hensigtsmæssigt at gennemføre visse ændringer vedrørende kirkedistriktet.

Biskoppen

skitserede i den forbindelse et forslag til ændringer af forholdene der var i

overensstemmelse med provstens forslag af 30. september 1994. Biskoppen

foreslog at der blev indkaldt til et møde med deltagelse af menighedsrådet,

præsterne der gjorde tjeneste ved B Kirke og provsterne for T og U Provstier.

Formanden for menighedsrådet besvarede den 25. maj 1996 biskoppens brev med

følgende:

”

Den modtagne skrivelse af

14. maj 1996 indeholder forslag til en meget vidtgående ændring af (B) Kirkes

status og forholdene for kirkedistriktets menighed, hvorfor de i skrivelsen

nævnte sagsakter, der ligger til grund for forslagene forudsættes fremsendt

til

(B) kirkedistrikts menighedsråd inden mødet den 6. juni 1996.

Jeg betragter mødet d. 6.

juni 1996 som et uddybende og opklarende møde angående de i skrivelsen nævnte

forslag til administrative forenklinger.

Menighedsrådet vil derfor

ikke under mødet kunne afgive en endelig og bindende udtalelse til biskoppens

forslag til administrative forenklinger.

Såfremt biskoppen under

mødet fastholder de fremsendte forslag finder jeg det nødvendigt at indkalde

til et menighedsmøde i sagen (jvf. lov om menighedsråd § 41), idet der her er

tale om ændringer, der har vidtgående betydning for (B) kirkedistrikts

menighed.

Resultatet af dette

menighedsmøde vil sammen med øvrige informationer i sagen blive forelagt på

et

menighedsrådsmøde, hvorefter det obligatoriske høringssvar fra (B)

kirkedistrikts menighedsråd vil blive afgivet.

”

Biskoppen sendte den 4. juni

1996 menighedsrådet de af sagens akter som biskoppen gik ud fra at rådet ikke

havde. Biskoppen bad samtidig om at modtage en opgørelse over kirkegangen i B

Kirke, subsidiært en opgørelse over antallet af altergæster.

Møde om biskoppens forslag

blev afholdt den 6. juni 1996. Der ses ikke fra bispeembedets side at være

taget referat af mødet.

B Menighedsråd meddelte i

brev af 12. juni 1996 at menighedsrådet var tilfreds med den hidtil gældende

ordning, og at menighedsrådet var bekymret over at præsterne tilsyneladende

mente at have et problem ved deres gerning i B menighed. Menighedsrådet

anførte

videre at der ikke havde været messefald siden 1994, og vedlagde

gudstjenestelister og en opgørelse over antallet af medlemmer af menigheden

der

var mødt frem til arrangementer som menighedsrådet havde afholdt i 1995 og

1996. Menighedsrådet oplyste endvidere at der ikke forelå en opgørelse over

antallet af kirkegængere eller altergæster.

Biskoppen sendte den 1.

august 1996 et udkast til ændret regulativ til menighedsrådet og præsterne i

Z

Sogn, Ø Sogn og Æ Sogn. Udkastet indeholdt bl.a. følgende bestemmelser:

”§1

(B) kirkedistrikt udgøres af

en del af (Z) sogn samt en del af (Æ) sogn, begge beliggende i S kommune,

samt

en del af (Ø) sogn, (Ø) kommune, og en del af henholdsvis (X) sogn i (W)

kommune, og en del af (Y) sogn, der er beliggende i ( ) kommune.

§2

(B) menighedsråd udgøres af

i alt 7 personer, hvoraf 2 vælges af kirkedistriktets medlemmer af

folkekirken

med bopæl i (Ø) sogn, medens 2 medlemmer vælges af kirkedistriktets beboere

med

bopæl i (Æ) sogn og 1 medlem af kirkedistriktets beboere med bopæl i (Z)

sogn.

Endelig vælges 1 medlem af kirkedistriktets beboere med bopæl i (Y) sogn og 1

medlem af kirkedistriktets beboere med bopæl i (X) sogn.

Menighedsrådet tiltrædes af

sognepræsten i (Z).

§3

Sognepræsten i (Z) sogn

forretter gudstjeneste i (B) kirke hveranden søndag, henholdsvis en

højmessegudstjeneste eller en anden gudstjeneste. På alle højhelligdage

afholder sognepræsten i (Z) højmessegudstjeneste eller anden gudstjeneste.

Kirkelige handlinger, der

ønskes forrettet i (B) kirke for medlemmer af folkekirken med bopæl i den del

af (B) kirkedistrikt, der er beliggende i henholdsvis (Z) sogn, (Æ) sogn, (Ø)

sogn, (X) sogn og (Y) sogn, forrettes af egen sognepræst.

Dog er sognepræsten i (Z)

sogn forpligtet til, efter begæring af et medlem af (B) kirkedistrikt, at

forrette kirkelige handlinger i (B) kirke.

§4

Kirkebetjeningen i (Z) sogn

er forpligtet til at betjene (B) kirke.

”

I anledning af biskoppens

forslag fremkom sognepræsterne i Ø, sognepræsten i Z og sognepræsten i Æ samt

menighedsrådet med bemærkninger af henholdsvis 16. og 27. august 1996, 21.

august 1996, 24. august 1996 og 21. august 1996. Samtlige præster anførte at

de

mente at det var en fordel at B Kirke kun skulle betjenes af én præst, men at

problemerne ikke var løst. Sognepræst J, Ø, anførte således følgende i sin

udtalelse af 27. august 1996:

”Den 21. august 1996 var jeg

til menighedsrådsmøde i (B). Vi drøftede bl.a. stiftskontorchefens udkast til

regulativ for (B) Kirke. (...) De 7 folkevalgte menighedsrådsmedlemmer lod

føre

til protokols, at de fortsat ønskede den nuværende ordning bevaret. Dette vil

være dybt utilfredsstillende for både menigheden og præsterne.

Udkastet løser desværre

heller ikke problemerne omkring strukturen – og der er problemer.

Menigheden

føler sig mere knyttet til egen sognekirke end til (B) Kirke. Den manglende

’distriktsbevidsthed’ viser sig ved at gudstjenesterne er meget

dårligt

besøgte. Præsterne er frustrerede over at skulle virke som præst i dele af 5

sogne.

Det er en klar forbedring,

at der ifølge udkastet kun skal være 1 præst ((Z) præsten) ved kirken –

men det

er et problem, at vedkommende er forpligtet på hele distriktet, hvor der i

forvejen er 5 præster.

Jeg mener, i forlængelse af bispeembedets

skrivelse af 14. maj 1996, at man bør nedlægge distriktet og dermed det

nuværende distriktsmenighedsråd og lade (B) Kirke være distrikts/filial kirke

i

(Z) sogn. Beboerne i det nuværende distrikt skal fortsat have gravstedsret og

ret til at lade sig betjene fra (B) Kirke.

Endnu en ulempe ved

distriktsordningen er, at beboerne i distriktet ikke har mulighed for at løse

sognebånd til ’egen’ sognekirke – og dermed hverken har

valgret eller

opstillingsret til ’eget’ menighedsråd.

Jeg vil også nævne, at (Ø)

kirkekasse i 1996 betalte kr. 121.730 til (B) kirkekasse. Det er et stort

beløb

for de meget få familier i (Ø) sogn, der føler sig knyttet til (B) Kirke. (Ø)

menighedsråd er også forpligtet til at finde organist til de gudstjenester,

hvor (Ø)-præsterne medvirker. Dette er ofte vanskeligt. I 1997 har (Ø)

kirkekasse afsat kr. 6000,00 til denne udgift.

Som strukturen er nu ved

menigheden ikke hvem deres præst er og præsterne kender ikke – deler

ikke

hverdag med menigheden – hvilket er uhensigtsmæssig. Efter min bedste

overbevisning findes der ikke halve løsninger, der kan skabe

tilfredsstillende

vilkår for menighed og præst.”

Menighedsrådets udtalelse af

21. august 1996 bestod i et udkast til regulativ der bl.a. indeholdt en

bestemmelse om at sognepræsterne i Z, Æ og Ø (den ikke kirkebogsførende) var

tjenstgørende ved B Kirke, at disse præster tiltrådte B Menighedsråd og

medvirkede ved menighedsrådets arrangementer. Menighedsrådet havde endvidere

vedlagt en opgørelse over antallet af deltagere i menighedsrådets

arrangementer

i 1994, 1995 og 1996, hvoraf det fremgik at der deltog mellem 18 og 80

personer

med et gennemsnitligt deltagerantal på ca. 43.

Biskoppen sendte endvidere

den 23. august 1996 udkastet til Den Danske Præsteforening der i brev af 3.

september

1996 fremkom med den bemærkning at foreningen mente at udkastets § 3, 3.

afsnit, burde udelades, ”idet ordlyden i afsnittet bryder med den

grundlæggende

regel om sognepræstens forpligtelser”.

Den 29. august 1996 blev der

afholdt møde mellem medlemmer af menighedsrådet, bispeembedet og provsten i T

Provsti. Menighedsrådet fremsendte den 3. september 1996 på ny bemærkninger

til

biskoppens udkast. Menighedsrådet anførte bl.a. følgende:

”(B) menighedsråd finder

ikke, at det fremsendte udkast til regulativ for (B) kirke kan anvendes, da

det

er uklart formuleret, ikke er fyldestgørende og det forudsætter, at (B)

menighed kun skal betjenes af een præst, hvad angår gudstjenester i (B)

kirke.

Menighedsrådet mangler

saglig og veldokumenteret begrundelse for, at (B) menighed kun skal betjenes

af

een præst, hvad angår gudstjenester.

En betingelse for at præst

og menighed lærer hinanden at kende er, at præst og menighed mødes til

gudstjenester, kirkelige handlinger, sjælesorg og husbesøg m.m., samt ved de

arrangementer, der foregår i forbindelse med kirken. Derfor er det en klar

forringelse, når 2 af de 3 tjenestegørende præster fritages for gudstjenester

i

(B) kirke.

Menighedsrådet er ligeledes

uforstående overfor den foreslåede ændring af betjeningen ved (B) kirke hvad

angår gudstjenester, da ændringen ikke indebærer besparelser, idet de 2

præster

ikke frigøres til andre stillinger.

Således kan (B) menighedsråd

ikke godkende den foreslåede ordning, da det, som ovenfor anført, indebærer

en

klar forringelse af den nuværende kirkelige betjening.

Menighedsrådet fastholder

med baggrund i bl.a. ovennævnte begrundelser den bestående ordning fastlagt i

Biskop (H)’s regulativ for (B) kirke af 2. sept. 1941.

(B) menighedsråd fremsender

vedlagte udkast til regulativ for (B) kirke, udarbejdet af (B) menighedsråd

på

grundlag af det af Biskop (H) fastlagte regulativ af 2. september 1941.

(B) menighedsråd forventer

og ser frem til en forhandling af det vedlagte udkast.”

Menighedsrådets udkast til

regulativ indeholdt samme bestemmelse om antallet af tjenstgørende præster,

præsternes medlemskab af menighedsrådet og deltagelse i menighedsrådets

arrangementer som udkastet af 21. august 1996.

Biskoppen sendte den 18.

oktober 1996 et udkast til regulativ for den gejstlige betjening af B

Kirkedistrikt til de involverede provster og sognepræster. Biskoppen

indkaldte

i den forbindelse provsterne og præsterne til møde den 12. november 1996.

Udkastet indeholdt følgende bestemmelser:

”§ 1

Sognepræsten i (Z) Sogn

varetager alle ordinære gudstjenester i (B) Kirke.

§ 2

Sognepræsten i (Z) er

pligtig til at varetage kirkelige handlinger i (B) Kirke, medmindre der er

fremsat ønske om at blive betjent af en anden præst.

§ 3

Sognepræsten i (Z) Sogn er

medlem af (B) Kirkedistrikts menighedsråd.

§ 4

Gudstjenester i (B) Kirke

holdes efter aftale mellem menighedsrådet og sognepræsten i (Z) Sogn. Det

forudsættes herved, at der afholdes gudstjeneste i (B) Kirke mindst hver

anden

søn- og helligdag samt på alle højhelligdage. Det forudsættes endvidere, at

hver

anden af de planlagte gudstjenester holdes som højmessegudstjeneste kl.

10.00.

§ 5

Medlemmer af kirkedistriktet

med bopæl i (Æ), (Ø), (X) og (Y) sogne har krav på at blive betjent af deres

egen sognepræst i (B) Kirke, hvad angår begravelse, bisættelse, bryllup og

konfirmation. Dette ændrer intet i retten til at blive kirkeligt betjent i

egen

sognekirke.

§ 6

Medlemmer af kirkedistriktet

betjenes med hensyn til sjælesorg af den eller de sognepræster, som er kaldet

til det sogn, hvori medlemmet af kirkedistriktet har bopæl.

”

Sognepræsten i Z foreslog

primo november 1996 i et brev til biskoppen at udkastet blev ændret for så

vidt

angik § 4, således at bestemmelsen fik følgende ordlyd:

”Gudstjenester i (B) Kirke

holdes efter aftale mellem menighedsrådet og sognepræsten i (Z) Sogn. Det

forudsættes herved, at der afholdes gudstjeneste i (B) Kirke hveranden

søndag,

og at hveranden af disse gudstjenester holdes som en højmessegudstjeneste kl.

10.00. Det forudsættes endvidere, at der afholdes gudstjeneste på de tre

højhelligdage, og at én af disse gudstjenester vekslende mellem juledag,

påskedag og pinsedag er en højmessegudstjeneste. Der holdes endvidere

gudstjeneste nytårsdag, skærtorsdag eller langfredag, St. Bededag eller

Kristi

himmelfartsdag.”

Den 15. november 1996 sendte

biskoppen sit udkast med den af sognepræsten i Z foreslåede rettelse til

menighedsrådet og præsteforeningen med henblik på at rådet og foreningen

kunne

fremkomme med bemærkninger. Udkastet blev endvidere sendt til orientering til

Kirkeministeriet, menighedsrådene i sognene Z, Æ, Ø, X og Y samt

sognepræsterne

i X og Y.

Sognepræsten i Z sendte den

22. november 1996 et sålydende brev til biskoppen:

”På menighedsrådsmødet i (B)

den 20. november fremkom udtalelser om, at det ville være urimeligt, hvis den

præst, som skal have alle gudstjenesterne i (B) kirke, ikke også havde pligt

til at betjene de medlemmer af (B) kirkedistrikt m.h.t. sjælesorg, som måtte

komme til at føle tilknytning til den pågældende præst. Gudstjenesterne og

sjælesorgsforpligtelsen kan/bør ikke adskilles så skarpt som i

regulativudkastet. – Denne indvending mod regulativudkastet forekommer

mig

berettiget, og jeg vil derfor gerne foreslå en tilføjelse til § 6, ( )

”

Præsteforeningen meddelte i

brev af 28. november 1996 at under de givne omstændigheder ”tilbagestår

præsteforeningens principielle indvending mod bruddet med den grundlæggende

geografiske afgrænsning af præstens tjenestepligter, som anført i

præsteforeningens skrivelse af 3. september 1996 til biskoppen”.

Menighedsrådet anførte i

brev af 29. november 1996 bl.a. følgende:

”(B) menighedsråd finder, at

’Udkast til regulativ for den gejstlige betjening af (B) kirke’

indeholder en

betænkelig forringelse af den nuværende kirkelige betjening, da ca. 70% af

menighedens medlemmer fratages de ordinære gudstjenester forrettet af deres

sognepræst i (B) kirke.

Ligeledes finder (B)

menighedsråd det uacceptabelt at adskille den ordinære gudstjeneste fra

sjælesorgen.

I øvrigt henvises til (B)

menighedsråds udtalelse i skrivelse af 3. september 1996 med udkast til

regulativ for (B) kirke. (B) menighedsråd har bemærket sig, at Biskoppen ikke

har kvitteret for denne skrivelse og udtalelse.

Der gøres opmærksom på, at

den gejstlige betjening af (B) kirke er fastlagt i et regulativ til forskel

fra

den gejstlige betjening af sognekirker.

Ifølge dansk

forvaltningspraksis er et approberet regulativ gældende, indtil de berørte

parter – og således også (B) menighedsråd – efter forhandling har

accepteret en

ændring.

(B) menighedsråd ser sig

således nødsaget til med baggrund i ovennævnte og tidligere fremsatte

udtalelser at fastholde den bestående og gældende ordning fastlagt i

’Regulativ

og Reglement for (B) Kirke af 2. september 1941’.”

Den 19. december 1996 sendte

biskoppen til menighedsrådet det nye regulativ af 19. december 1996.

Biskoppen

anførte følgende i fremsendelsesbrevet:

”

Efter svarfristen den 15.

december 1996 er der fremkommet bemærkninger fra (B) Menighedsråd,

sognepræsten

i (Z) samt Den danske Præsteforening. Disse bemærkninger har givet mig

anledning til at tilføje sidste punktum i regulativets § 6.

En telefonsamtale med

Kirkeministeriet den 19. december 1996 har bekræftet, at man derfra ingen

bemærkninger har til regulativet.

I brev af 29. november 1996

henviser (B) Menighedsråd til tidligere fremsendt brev af 3. september 1996,

som jeg angiveligt ikke har kvitteret for. Det nævnte brev samt medsendte

forslag til regulativ dateret 31. august 1996 har jeg betragtet som en

tilkendegivelse, som positivt er indgået i mine overvejelser under

udarbejdelsen af mit eget udkast til regulativ. Herudover har jeg ingen

bemærkninger til menighedsrådets brev af 3. september 1996.

”

Regulativet af 19. december

1996 der trådte i kraft den 1. januar 1997, har følgende ordlyd:

”Regulativ for den gejstlige betjening af (B)Kirkedistrikt

§ 1

Sognepræsten i (Z) Sogn

varetager alle ordinære gudstjenester i (B) Kirke.

§ 2

Sognepræsten i (Z) Sogn er

pligtig til at varetage kirkelige handlinger i (B) Kirke, medmindre der er

fremsat ønske om at blive betjent af en anden præst.

§ 3

Sognepræsten i (Z) Sogn er

medlem af (B) Kirkedistrikts menighedsråd.

§ 4

Gudstjenester i (B) Kirke

holdes efter aftale mellem menighedsrådet og sognepræsten i (Z) Sogn. Det

forudsættes herved, at der afholdes gudstjeneste i (B) Kirke hveranden

søndag,

samt at hveranden af disse gudstjenester holdes som en højmessegudstjeneste

kl.

10.00. Det forudsættes endvidere, at der afholdes gudstjeneste på de tre

højhellighedsdage, samt at én af disse gudstjenester vekslende mellem

juledag,

påskedag og pinsedag er en højmessegudstjeneste. Der holdes endvidere

gudstjeneste nytårsdag, skærtorsdag eller langfredag, store bededag eller

Kristi himmelfartsdag.

§ 5

Medlemmer af kirkedistriktet

med bopæl i (Æ), (Ø), (X) og (Y) sogne har krav på at blive betjent af deres

egen sognepræst i (B) Kirke, hvad angår begravelse, bisættelse, bryllup og

konfirmation. Dette ændrer intet i retten til at blive kirkeligt betjent i

egen

sognekirke.

§ 6

Medlemmer af kirkedistriktet

betjenes med hensyn til sjælesorg af den eller de sognepræster, som er kaldet

til det sogn, hvori medlemmet af kirkedistriktet har bopæl. Dog er

sognepræsten

i (Z) Sogn forpligtet til efter begæring af et medlem af (B) Kirkedistrikt at

betjene medlemmet med hensyn til sjælesorg.

§ 7

Kirkebogsføringen vedrørende

medlemmer af (B) Kirkedistrikt finder sted efter de for folkekirken gældende

regler.

§ 8

Tvivlsspørgsmål vedrørende

nærværende regulativ forelægges biskoppen til afgørelse.

§ 9

Nærværende regulativ ophæver

de bestemmelser vedrørende den gejstlige betjening af (B) Kirkedistrikt, som

er

indeholdt i (C) Stifts Bispeembedes ’Regulativ og Reglement for (B)

Kirke’ af

2. september 1941.”

Menighedsrådet indgav den

15. januar 1997 via Provsten i T og biskoppen i C Stift en klage til

Kirkeministeriet over det nye regulativ. Menighedsrådet anførte bl.a.

følgende

i klagen:

”Sognepræsterne i (Z), (Æ)

og (Ø) er ansat ved og indsat i (B) kirke og medlemmer af folkekirken i (B)

kirkedistrikt har derfor ret til kirkelig betjening i (B) kirke af de 3

sognepræster

og menigheden kan frit vælge den sognepræst, hvortil der er skabt et

tillidsforhold (jfr. lov nr. 352 om medlemskab af folkekirken, kirkelig

betjening og sognebåndsløsning § 5 og 6).

Endvidere finder (B)

menighedsråd ikke, at bestemmelserne for fastsættelse af regler for

præsternes

betjening af menigheden kan anvendes, idet (B) kirkedistrikt ikke er et

pastorat og at der ikke har været forhandlet med (B) menighedsråd om

’Regulativ

for den gejstlige betjening af (B) Kirkedistrikt af 19. december 1996’.

(bilag

10-14) (jfr. lov nr. 352 om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og

sognebåndsløsning § 9 og lov nr. 432 om menighedsråd § 39).

Ligeledes påklager (B)

menighedsråd, at ’Regulativ for den gejstlige betjening af (B)

Kirkedistrikt af

19. december 1996’ fratager en stor del [af] menigheden ved (B) kirke

retten

til kirkelig betjening i (B) kirke af de indsatte sognepræster – i strid

med de

stedlige hævdvundne rettigheder og et enigt menighedsråds ønske. (jfr. lov

nr.

352 om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning § 5

og 6).

Præsterne finder det

utilfredsstillende, at de i (B) kirke skal yde kirkelig betjening incl.

sjælesorg til folk fra andre sognedele end netop deres egen sognedel. Da (B)

kirkedistrikt har sit eget menighedsråd, er det i lovgivningen sidestillet

med

et sogn, hvorfor de 3 sognepræster har pligt til at yde hele menigheden

kirkelig betjening. (jfr. lov nr. 432 om menighedsråd § 1, stk. 2.).

Denne rettighed fratages

menigheden med ’Regulativ for den gejstlige betjening af (B) Kirke af

19. dec.

1996’, der fastsætter, at alene sognepræsten i (Z) varetager alle

ordinære

gudstjenester i (B) kirke og det uden alle en sognepræsts forpligtelser. En

stor del af menigheden ved (B) kirke får een præst til gudstjeneste og en

anden

til sjælesorg.

(B) menighedsråd er af den

opfattelse, at gudstjeneste og sjælesorg uløseligt hører sammen, hvorfor det

er

i strid med præsteløfte m.v., når det i ’Regulativ for den gejstlige

betjening

af (B) Kirkedistrikt af 19. december 1996’ fastsættes, at sognepræsten i

(Z),

der har gudstjenestepligten, udelukkende på begæring af et medlem af (B)

kirkedistrikt, har pligt til at betjene medlemmet med hensyn til sjælesorg.

(B) menighedsråd påklager,

at ’Regulativ for den gejstlige betjening af (B) Kirkedistrikt af 19.

december

1996’ fastsætter, at kun

eet

medlem

ud af (B) kirkedistrikt menighedsråds syv medlemmer for fremtiden kan deltage

i

valget af den sognepræst, der alene varetager alle ordinære gudstjenester i

(B)

kirke. (jfr. lov nr. 432 om menighedsråd § 34, stk. 2).

(B) menighedsråd ansøgte i

slutningen af 1970-erne, om at indskrænke gudstjenestefrekvensen til hver

anden

søndag på grund af vakance i kapellanembedet i (Ø). (C) Stifts Bispeembede

gav

i årene 1978-81 årligt en dispensation fra bestemmelsen om, at der skal

afholdes gudstjeneste hver søndag. Denne dispensation er ikke fornyet siden

1982.

(C) Stifts Bispeembede

fastlægger nu i ’Regulativ for den gejstlige betjening af (B)

kirkedistrikt af

19. december 1996’, at der skal afholdes gudstjeneste hver anden søndag

i (B)

kirke, hvilket er i strid med gældende regler. Menigheden ved (B) kirke har

ret

til samme gudstjenestefrekvens som menigheden ved andre kirker. ((C) Stifts

cirkulæreskrivelse vedr. gudstjenestefrekvens af 22. november 1995 (vedlagt),

Preben Espersen; Kirkeret alm. del, 1993, side 107 pkt. 8.5.3. Præstens

opgaver).

Det er ligeledes en

uacceptabel forringelse af den kirkelige betjening af (B) kirkedistrikt, når

højmesse kl. 10.00 kun skal afholdes hver anden gang, dvs. højst en gang om

måneden. Dette er især uacceptabelt, fordi sognepræsterne i (Æ) og (Ø) sogne,

der frigøres fra de ordinære gudstjenester i (B) kirke, ikke er pålagt andre

opgaver udover tjenesten i deres 1-sognspastorater.

(B) menighedsråd finder, at

administrationen af forholdene ved (B) kirke med udstedelsen af endnu et

regulativ vil blive vanskeliggjort. Det juridiske grundlag for (B)

Kirkedistrikt vil med to regulativer fremstå som rodet, idet det ikke klart

fremgår hvilke paragraffer der erstatter hvilke.

(B) menighedsråd finder, at

denne sag er af principiel betydning og anmoder om foretræde for

Kirkeministeren for at forelægge sagen.”

Biskoppen sendte den 29.

januar 1997 menighedsrådets klage videre til Kirkeministeriet og anførte at

klagen ikke gav ham anledning til bemærkninger, men at han kunne henholde sig

til sit regulativ af 19. december 1996.

Kirkeministeriet traf den

24. april 1997 afgørelse i anledning af menighedsrådets klage. Ministeriet

anførte bl.a. følgende:

”I anledning heraf skal man

meddele, at den ved ’Regulativ for den gejstlige betjening af (B)

Kirkedistrikt’ af 19. december 1996 skete nyordning af den gejstlige

betjening

af (B) kirkedistrikt efter ministeriets opfattelse klart falder ind under

biskoppens kompetence til at tilrettelægge den præstelige betjening i

stiftet.

Man skal endvidere bemærke,

at nyordningen ikke forudsætter hverken kongelig resolution eller godkendelse

fra Kirkeministeriet. Der kan heller ikke stilles krav om, at (B)

menighedsråd

skal have tilsluttet sig nyordningen. Nyordningen skal have været forhandlet

med menighedsrådet, hvilket ifølge det oplyste også er sket.

Der er efter ministeriets

opfattelse ikke grundlag for at kritisere biskoppen hverken med hensyn til

indholdet af nyordningen eller med hensyn til biskoppens behandling af

sagen.”

I brev af 2. juli 1997 bad

formanden for menighedsrådet Kirkeministeriet om at besvare følgende

spørgsmål:

”

1.

Nyordningen af den gejstlige

betjening af (B) kirke falder efter Kirkeministeriets opfattelse klart ind

under biskoppens kompetence til at tilrettelægge den præstelige betjening i

stiftet.

I hvilke bestemmelser er

biskoppens kompetence og omfanget af denne kompetence klart beskrevet?

2.

Nyordningen forudsætter ikke

hverken kongelig resolution eller godkendelse fra Kirkeministeriet.

Med Kirkeministeriets

skrivelse af 29. august 1941 (Journal nr. 4 P.240) er ’Regulativ og

Reglement

for (B) Kirke’ af 19. august 1941 approberet.

Der ønskes en redegørelse

for og fortegnelse over de bestemmelser til hvilke der henvises, når et

approberet regulativ bliver ændret uden kongelig resolution eller godkendelse

fra Kirkeministeriet.

3.

I (C) Stifts skrivelse til

(B) Menighedsråd af 19. dec. 1996 ( ) meddeler biskop (K), at

Kirkeministeriet

er orienteret om ’Regulativ for den gejstlige betjening af (B)

Kirkedistrikt’

og senere i samme skrivelse, at en telefonsamtale med Kirkeministeriet den

19.

december 1996 har bekræftet, at man derfra ingen bemærkninger har til

regulativet.

Således har biskoppen

forelagt Kirkeministeriet nyordningen og regulativet og fået det godkendt.

Som part i sagen anmoder jeg

om aktindsigt i de ved denne sagsbehandling og godkendelse foreliggende

sagsakter. Endvidere anmoder jeg om en redegørelse for, hvilken indflydelse

Kirkeministeriets forhåndsgodkendelse har haft på Kirkeministeriets

stillingtagen til (B) menighedsråds klage og anmoder samtidig om en

forklaring

på de modstridende udtalelser jfr. pkt. 2.

4.

Forud for biskoppens

udstedelse af ’Regulativ for den gejstlige betjening af (B)

Kirkedistrikt’ skal

nyordningen have været indgående forhandlet med menighedsrådet, hvilket

ifølge

det oplyste også er sket.

Med henvisning til

aktindsigt, anmoder jeg om at få tilstillet kopi af de sagsakter,

forhandlingsreferater, mødenotater og andre relevante dokumenter, der kan

begrunde denne udtalelse.

6.

I (B) kirke har der i en

årrække med baggrund i en af (C) Stift Bispeembede udstedt dispensation kun

været gudstjeneste hver anden søndag.

Hvor i lovgivningen er der

belæg for, at biskoppen kan lovliggøre denne dispensation i et regulativ og

derved fratage menigheden retten til gudstjeneste hver søndag i

eetsognspastorat?

8.

I bekendtgørelse nr. 571 af

lov om menighedsråd § 2 bestemmes det, at alle i et pastorat ansatte præster,

altså også hjælpepræster, er fødte medlemmer af menighedsrådet.

Med hvilken hjemmel kan

biskop (K) i ’Regulativ for den gejstlige betjening af (B)

Kirkedistrikt’ i

strid med loven bestemme, at 2 ud af de 3 ansatte præster ved (B) kirke ikke

er

medlemmer af (B) menighedsråd?

9.

(B) kirke er siden sin

indvielse den 26. juni 1881 efter sædvane blevet betjent af de tre

sognepræster

i (Æ), (Ø) og (Z).

Der er således tale om en

velerhvervet rettighed og der udbedes en redegørelse for med, hvilken hjemmel

denne velerhvervede rettighed kan tilbagekaldes?

Flere ældre i menigheden

mener at vide, at foranstående forhold er fastlagt i en kirkeministeriel

forordning omkring midten af 1920-erne. Jeg vil gerne have oplyst om

rigtigheden heraf og udbeder mig i givet fald en kopi af forordningen

tilstillet. ( )

10.

Der ønskes oplyst, om

biskoppen med hjemmel i en lov er den regeludstedende myndighed, for så vidt

angår et nyt regulativ, herunder få klarhed over den særlige hjemmel, der

kræves ved ændring af et regulativ.

11.

Skal biskoppen i udøvelsen

af sit embede overholde de almindelige forvaltningsretlige regler, herunder

reglerne i forvaltningsloven eller udøver han sin virksomhed med hjemmel

enten

i en udtrykkelig givet lovbestemmelse, bekendtgørelse eller cirkulære eller

efter forvaltningsmæssig praksis og sædvane for så vidt angår det gejstlige

område?

Som part i sagen anmoder jeg

med henvisning til forvaltningslovens bestemmelser om aktindsigt i sagen og

anmoder samtidig om, at redegørelsen for ovenstående spørgsmål er bilagt

kopier

af de relevante love med en markering af de paragraffer, der anvendes i

besvarelsen.

”

Kirkeministeriet svarede den

9. december 1997 således:

”

Ministeriet skal hertil

bemærke, at opretholdelsen af de gamle særordninger vedrørende (B) kirke og

kirkedistrikt beror på sædvane, hvilket har den retsvirkning, at

særordningerne

ikke kan betragtes som ulovlige, uanset at de er i strid med den nuværende

lovgivning på området. Særordningerne er på den anden side ikke udstyret med

en

særlig retskraft, således at de ikke kan ændres, medmindre menighedsrådet er

indforstået, og betyder altså ikke nogen indskrænkning i den kompetence, der

tilkommer de kirkelige myndigheder, Kirkeministeriet og lovgiver.

Afgørende for, hvor

kompetencen ligger til at ændre en bestemmelse i ’Regulativ og Reglement

for

(B) Kirke approberet af Kirkeministeriet den 29. august 1941’ er, hos

hvilken

myndighed kompetencen til at træffe afgørelser af denne art normalt ligger.

Biskoppen kan således ikke ophæve bestemmelsen i § 1 og derved nedlægge

kirkekredsen

eller distriktet. Det kan kun ministeriet.

Den hidtidige ordning

vedrørende den præstelige betjening af (B) kirke har altså ikke en særlig

retskraft, der bevirker en indskrænkning af biskoppens almindelige ansvar for

og kompetence til at tilrettelægge den præstelige betjening i stiftet.

Der findes ikke

bestemmelser, der klart beskriver biskoppens kompetence vedrørende

tilrettelæggelsen af den præstelige betjening. Biskoppens kompetence beror

til

dels på sædvane, idet man tillige skal pege på den almindelige arbejdsretlige

grundsætning om arbejdsgivers ledelsesret (retten til at lede og fordele

arbejdet). Denne grundsætning er for tjenestemænds vedkommende slået fast i

tjenestemandslovens § 45, stk. 3, der også gælder for folkekirkens præster.

I den foreliggende sag er

hjemlen for biskoppens fastlæggelse af regler om den præstelige betjening af

(B) kirkedistrikt bestemmelsen i lov nr. 352 af 6. juni 1991 om medlemskab af

folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning § 9, stk. 1 (Retsregler

for

Menighedsrådsmedlemmer side 448).

Der er i øvrigt ikke noget

usædvanligt ved, at embedsforholdet mellem flere præster eller visse dele af

en

præsts embedspligter, fx betjening af et hospital, fastlægges ved et af

biskoppen udfærdiget regulativ.

Biskop (K)’s telefonsamtale

den 19. december 1996 med Kirkeministeriet (ved en fuldmægtig i ministeriets

3.

kontor) drejede sig om tjenestemandsretlige spørgsmål i relation til den

påtænkte ændring af den præstelige betjening. Der er ikke her taget notat

vedrørende telefonsamtalen, i hvilken forbindelse bemærkes, at der ikke var

notatpligt vedrørende samtalen, jf. lov om offentlighed i forvaltningen § 6,

stk. 1. Det eneste aktstykke i denne forbindelse er biskoppens udkast til

regulativ, som blev sendt til menighedsrådet med biskoppens skrivelse af 15.

november 1996.

Telefonsamtalen var ikke ’en

forhåndsgodkendelse’ af det nye regulativ, som menighedsrådet skriver,

men en

drøftelse af eventuelle tjenestemandsretlige problemer, og denne drøftelse

har

ikke haft nogen betydning for ministeriets behandling af menighedsrådets

klage,

der som bekendt ikke drejede sig om tjenestemandsretlige spørgsmål i relation

til de involverede præster.

Menighedsrådet mener ikke,

at nyordningen har været forhandlet med rådet.

De 6 foregående afsnit [med

en gennemgang af sagens forløb ved bispeembedet; min tilføjelse] beskriver et

forhandlingforløb, dels skriftligt dels ved møder, hvor menighedsrådet har

haft

lejlighed til at øve indflydelse på det endelige resultat, hvilket også

fremgår

tydeligt af de ændringer, som er sket med biskoppens forslag undervejs.

Ministeriet er derfor uforstående over for menighedsrådets påstand om, at

nyordningen ikke er blevet forhandlet med rådet, da det modsatte dokumenteres

af det materiale, som rådet har indsendt til ministeriet.

Menighedsrådet finder ikke,

at nyordningen er begrundet.

Man skal hertil bemærke, at

biskoppen i sit brev af 14. maj 1996 henviser til, at det vil være

hensigtsmæssigt at gennemføre en

administrativ forenkling af forholdene ved (B) kirke. Ministeriet kan

ikke være uenig med biskoppen heri, og der har da også gennem årene været

gjort

flere – forgæves – forsøg på at ’normalisere’ (B) kirkes

og kirkedistrikts

retsstilling. Ministeriet finder, at nyordningen er ikke alene begrundet, men

også velbegrundet.

Ministeriet har forstået

menighedsrådets oplysninger således, at der siden 1978 (i årene 1978-81 med

biskoppens dispensation) kun har været gudstjeneste i (B) kirke hver anden

søndag. Det er nu fastlagt i Regulativ for den gejstlige betjening af (B)

Kirkedistrikt af 19. december 1996 § 4, at der (som minimum) er gudstjeneste

hver anden søndag samt de tre højhelligdage, nytårsdag, skærtorsdag eller

langfredag, store bededag eller Kristi himmelfartsdag.

Menighedsrådet spørger, hvor

i lovgivningen der er hjemmel til, at biskoppen kan lovliggøre denne

dispensation i et regulativ og derved fratage menigheden retten til

gudstjeneste hver søndag i et eetsognspastorat.

Man skal hertil bemærke, at

der ikke eksisterer nogen regel om, at der skal være gudstjeneste hver søndag

i

alle kirker, og at der ifølge det oplyste ikke ved regulativet sker nogen

reduktion af det antal gudstjenester, der rent faktisk holdes i (B) kirke.

Der

er nærmest tale om en skriftlig fiksering af den praksis eller sædvane, der

har

udviklet sig på stedet. Det finder ministeriet ikke, at der er grundlag for

at

kritisere.

Ved indstilling til

præstestillinger i pastorater, der indgår i (B) kirkedistrikt, tiltrædes

pastoratets menighedsråd af de eller det valgte medlem af (B) kirkedistrikts

menighedsråd, som er valgt fra kirkedistriktets del af det pastorat, hvori

indstillingen skal foretages.

Menighedsrådet spørger, hvor

i lovgivningen der er hjemmel til, ’at biskoppen fratager en præst

retten til

prædikeembedet og kun prædikeembedet, således at menighedsrådsmedlemmernes

indstillingsret til embedet bliver meningsløs, når menighedsrådsmedlemmerne

og

menigheden aldrig kan møde den indstillede ansøger som præst i

sognemenighedens

kirke til de ordinære gudstjenester og når præstens embedspligt stadig

omfatter

de øvrige 3 hovedområder’ (nemlig sjælesorg, undervisning og det

administrative).

Ministeriet skal hertil

bemærke, at de medlemmer af (B) menighedsråd, der er valgt fra

kirkedistriktets

del af (X) og (F) sogne, tiltræder (X) og (F) menighedsråd ved indstilling

til

præstestillinger i (X) og (F) sogne, uanset at præsterne her aldrig har været

forpligtet vedrørende betjeningen af (B) kirkedistrikt – hverken med

prædikeembede, sjælesorg, undervisning eller det administrative – uden

at det

tilsyneladende har været fornemmet som noget problematisk.

Ministeriet er enig med

menighedsrådet i, at situationen er ejendommelig, men ikke meget

ejendommeligere nu, end den hele tiden har været.

Med hensyn til lovhjemlen

for biskoppens omordning af den kirkelige betjening af (B) kirkedistrikt

henvises til den tidligere nævnte bestemmelse i lov nr. 352 af 6. juni 1991

om

medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning § 9, stk.

1

(Retsregler for Menighedsrådsmedlemmer side 448).

Menighedsrådet spørger, med

hvilken hjemmel biskoppen i strid med bestemmelsen i menighedsrådslovens § 2

kan bestemme, at 2 ud af 3 ansatte præster ikke er medlemmer af (B)

menighedsråd.

Ministeriet skal henvise til

bestemmelsen i menighedsrådslovens § 2, stk. 4, der indeholder den

efterspurgte

hjemmel.

”

Den 6. maj 1998 skrev A til

biskoppen og meddelte at A repræsenterede menighedsrådet. A foreslog i brevet

at der blev holdt et møde mellem biskoppen, provsten for T Provsti,

menighedsrådet og A med henblik på at finde en løsning som alle involverede

kunne være tilfredse med. Biskoppen afviste i brev af 19. maj 1998 at afholde

et møde.

Den 14. september 1998

klagede A til mig over C Stifts Bispeembedes og Kirkeministeriets behandling

af

sagen. A anførte bl.a. følgende i klagen:

”Det er min opfattelse, at

såvel Bispeembedets som Kirkeministeriets sagsbehandling er behæftet med en

række fejl, hvilket der skal redegøres for i det følgende:

Nr. 1.:

I Kirkeministeriets

skrivelse af 9. december 1997 (bilag 19) anføres (side 1 sidste afsnit), at

hjemlen for Biskoppens fastlæggelse af regler om den præstelige betjening i

(B)

Kirkedistrikt findes i § 9, stk. 1 i lov nr. 352 af 6. juli 1991 om

medlemskab

af folkekirken m.v.

Kirkeministeriet synes

ganske, at overse samme lovs § 5, § 6, stk. 1 samt § 8, stk. 2.

Af samme lovs § 5 fremgår,

at (B) Kirkedistrikts menighed hører til menigheden i det sogn, hvori den har

bopæl med mindre de ved særlige bestemmelser er henvist til en anden

menighed.

(B) Kirkedistrikt har netop

i henhold til regulativet fra 1941 (bilag 1) været henvist til det

selvstændige

kirkedistrikt (B), dog med en samtidig ret til at lade sig betjene af kirken

i

det enkelte medlems eget sogn.

Af § 6, stk. 1, fremgår

således, at ethvert medlem af (B) Kirkedistrikt har ret til kirkelig

betjening

af præsten eller præsterne for den menighed, hvortil medlemmet hører og dette

har hidtil været de tre præster, der betjente (B) Kirkedistrikt, nemlig

præsten

fra (Z) sogn, præsten fra (Æ) sogn og præsten fra (Ø) sogn.

Dette indebærer med andre

ord, at der direkte efter loven har været en ret for ethvert medlem af (B)

Kirkedistrikt til at blive betjent i enhver henseende af 3 præster ved

kirken.

Denne lovhjemlede ret har de

administrative kirkemyndigheder nu frataget menighedens medlemmer ved (B)

Kirkedistrikt.

Det er min opfattelse, at

denne fratagelse således er uhjemlet og i strid med lov nr. 352 af 6. juni

1991

§ 5, jvf. § 6 stk. 1.

Hertil kommer, at samme lovs

§ 8, stk. 2, synes at forudsætte, at en menigheds medlemmer uanset

områdeinddelingen har ret til ’kirkelig betjening’ af enhver af

pastoratets

præster, d.v.s. enhver af de 3 præster, som i overensstemmelse med lovens § 5

var tilknyttet (B) Kirke i henhold til særlig bestemmelse.

På denne baggrund synes

Kirkeministeriets angivelse af hjemlen (bilag 19, side 1 sidste afsnit) i

samme

lovs § 9, stk. 1, at bero på en vildfarelse.

Nr. 2.:

I Kirkeministeriets

skrivelse af 9. december 1997 (bilag 19) anføres side 2, 2. afsnit f.f. nogle

bemærkninger vedrørende en telefonsamtale mellem biskop (K) og

Kirkeministeriet

den 19. december 1996 og Kirkeministeriet anfører her, at der ikke har været

notatpligt af denne telefonsamtale under henvisning til Lov om Offentlighed i

Forvaltningen § 6, stk. 1.

Samtidig anfører

Kirkeministeriet, at denne telefonsamtale alene vedrørte nogle

tjenestemandsretlige spørgsmål i relation til den påtænkte ændring af den

præstelige betjening og at telefonsamtalen ikke var en

’forhåndsgodkendelse’ af

det nye regulativ.

Denne udtalelse skal

sammenholdes med Biskop (K)’s skrivelse af 19. december 1996 (bilag 14),

hvor

han anfører følgende:

’En telefonsamtale med

Kirkeministeriet den 19. december 1996 har bekræftet, at man derfra ingen

bemærkninger har til regulativet.’

Som det fremgår af Biskop

(K)’s skrivelse har han erindret telefonsamtalen samme dag, som en

telefonsamtale om bemærkninger til regulativet.

Allerede på den baggrund

synes der at kunne være en saglig begrundelse for, at der burde være taget et

notat, idet Biskoppen og Kirkeministeriet synes at være noget i modstrid med

hinanden vedrørende erindringen om den pågældende telefonsamtale.

Endvidere findes

henvisningen til Lov om Offentlighed i Forvaltningen § 6, stk. 1 ikke at

kunne

give hjemmel for Kirkeministeriets antagelse, idet der ikke umiddelbart synes

at være tale om oplysninger under telefonsamtalen, som i øvrigt fremgår af

sagens dokumenter.

Kirkeministeriets opfattelse

ses derfor at bero på en retsvildfarelse.

Nr. 3.:

Kirkeministeriet anfører i

sin skrivelse af 9. december 1997 (bilag 19 side 4, 5. afsnit), at hjemlen

til

at 2 ud af 3 ansatte præster ikke længere er medlem af (B) Menighedsråd

findes

i Menighedsrådslovens § 2, stk. 4.

Menighedsrådslovens § 2,

stk. 4 ses alene at vedrøre den situation, at Biskoppen ved regulativ kan

bestemme, at hver af præsterne skal være medlem af menighedsrådet i sit sogn

eller distrikt, når der er tale om kirkelig betjening af et pastorat, der

består af flere sogne eller kirkedistrikter og når betjeningen væsentligt er

overdraget til en af præsterne.

Dette synes umiddelbart, at

være den modsatte situation i forhold til den situation, der er omhandlet i

nærværende sag, hvor man tværtimod fratager 2 ud af 3 ansatte præster

medlemskab af menighedsrådet.”

Jeg sendte den 25. september

1998 A’s klage videre til Kirkeministeriet med henblik på at ministeriet

tog

stilling til hans indsigelser. Ministeriet svarede den 23. november 1998

således:

”

Ministeriet skal

indledningsvis gøre opmærksom på, at beboere af kirkedistrikter ikke

’ved

særlig bestemmelse er henvist til en anden menighed’, jf. § 5 i lov om

medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning.

Bestemmelsen omfatter personer i anstalter og stiftelser, der udgør

selvstændige menigheder, fx. statsfængslerne eller De Gamles By, personer der

har sluttet sig til Skt. Petri tyske menighed i København, og personer der

har

sluttet sig til en valgmenighed.

Bestemmelsen i § 5 bygger på

det princip, at ingen kan være medlem af mere end en menighed med den

udtrykkelige undtagelse, at medlemmerne af døvemenighederne bevarer

tilhørsforholdet til sognemenigheden.

Beboerne i (B) Kirkedistrikt

hører, jf. lov om medlemskab af folkekirken mv. § 5, til menigheden i det

sogn,

hvori de har bopæl, – og kun denne menighed – og har ret til

kirkelig betjening

af præsten eller præsterne for denne menighed, jf. lovens § 6, stk. 1, 1.

punktum. Det vil altså – afhængig af bopælen – sige

sognepræsten/sognepræsterne

i (Z), (Æ), (Ø), (X) eller (F) pastorat.

Det følger modsætningsvis af

lovens § 6, stk. 1, 1. punktum, at folkekirkemedlemmer som hovedregel ikke

har

krav på kirkelig betjening af præster for andre menigheder end den, de

tilhører.

Det er altså kun i det

omfang, det var fastsat i Regulativ og Reglement for (B) Kirke af 29. august

1941 og nu er fastsat i biskoppens Regulativ af 19. december 1996 for den

gejstlige betjening af (B) Kirkedistrikt, at beboerne i kirkedistriktet

tidligere havde/nu har ret til kirkelig betjening af præsterne i de

pastorater,

af hvilke der indgår dele i kirkedistriktet. (Dog havde og har beboere i

kirkedistriktet altid ret til kirkelig betjening af præsten for

bopælsmenigheden, jf. ovenfor.)

Regulativ og Reglement for (B) Kirke af 29. august 1941 henviser

beboerne af kirkekredsen til deres egen sognepræst med hensyn til kirkelig

betjening.

Ifølge Regulativ og

Reglement for (B) Kirke af 29. august 1941 § 7 havde enhver beboer af

kirkekredsen adgang til altergang og de øvrige gudstjenstlige handlinger i

forbindelse med den sædvanlige gudstjeneste, uanset hvem der var fungerende

præst. Hvis en beboer af kirkekredsen ønskede et barn døbt af en anden præst

end sin egen, skulle der dog for den fungerende præst fremlægges en skriftlig

attest med alle fornødne oplysninger fra vedkommendes egen sognepræst om, at

handlingen kunne foretages, og den fungerende præst skulle foretage

anmeldelse

om dåben til vedkommendes egen sognepræst med henblik på indførelse i dennes

kirkebog.

Ifølge § 8 i Regulativ og

Reglement for (B) Kirke af 29. august 1941 skulle alle øvrige kirkelige

handlinger, der foregår uden forbindelse med den sædvanlige gudstjeneste,

foretages af den pågældendes egen præst, og der skulle ske indførelse i det

sogns kirkebog, hvor den pågældende beboer af kirkekredsen var hjemmehørende,

om den kirkelige handling.

Ifølge § 9 i Regulativ og Reglement

for (B) Kirke af 29. august 1941 kunne der ikke ske konfirmation i (B) Kirke.

Som det fremgår af

foranstående, havde beboerne af kirkekredsen ingen udvidet ret til kirkelig

betjening – bortset fra dåb under visse betingelser.

Ved biskoppens Regulativ af 19. december 1996 for den gejstlige

betjening af (B) Kirkedistrikt er der sket en udvidelse af beboerne af

kirkekredsens ret til kirkelig betjening,

idet sognepræsten i (Z) sogn nu,

jf. § 2, er pligtig til at varetage kirkelige handlinger, uanset om den

pågældende ikke bor i den del af (Z) sogn, der er henlagt til distriktet.

Ligeledes er sognepræsten i (Z) forpligtet til på begæring af en beboer i

kirkedistriktet at betjene denne med sjælesorg, jf. § 6, uanset om den

pågældende ikke bor i den del af (Z) sogn, der er henlagt til distriktet.

Der er endvidere ved § 5 i

biskoppens regulativ åbnet mulighed for afholdelse af konfirmation i (B)

kirke.

Der er altså ikke ved

biskoppens regulativ sket nogen indskrænkning af beboernes ret til kirkelig

betjening – tværtimod.

( ) biskoppens hjemmel for fastlæggelse af regler om ansatte præsters

medlemskab af (B) menighedsråd:

Ifølge menighedsrådslovens §

2, stk. 1, er alle ansatte præster i et pastorat medlem af alle menighedsråd

i

pastoratet, men biskoppen kan i medfør af § 2, stk. 4, ved regulativ

bestemme,

at hver af præsterne (

kun

) skal være

medlem af menighedsrådet i sit sogn eller distrikt, når der er tale om

kirkelig

betjening af et pastorat, der består af flere sogne eller kirkedistrikter og

når betjeningen væsentligt er overdraget en af præsterne.

”

A klagede i brev af 12. maj

1999 på ny til mig over C Stifts Bispeembedes og Kirkeministeriets behandling

af sagen. A anførte i klagen at ændringen af regulativet skulle ske efter

reglerne om tilbagekaldelse af begunstigende forvaltningsakter. A begrundede

dette med at den tidligere ordning var en undtagelse til den almindelige

sogneopdeling som havde været fordelagtig for menigheden. A anførte videre

bl.a. følgende:

”Der er ingen tvivl om, at

for menigheden i (B) Kirkedistrikt er det af stor betydning, hvordan den

kirkelige betjening fastlægges. For borgerne er der således ikke tale om

teoretiske spørgsmål, men om forhold der griber ind i hverdagen og deres

tilknytning til den danske folkekirke. Det er ikke ligegyldigt hvilken præst

der står på prædikestolen, og det er heller ikke ligegyldigt hvilken

prædikestol han eller hun står på.

I et tilfælde hvor (Z) sogns

menighedsråd bliver begejstret for en yderligtgående opfattelse indenfor

folkekirken, vil (B) således blive påtvunget denne forkyndelsesretning.

Tidligere havde menigheden muligheden for at fravælge denne præsts

gudstjenester, men stadig komme i egen kirke andre søndage.

– Ved regulativet fastsættes

ordinære gudstjenester til hver anden søndag. Dette er i overensstemmelse med

praksis i kirkedistriktet, men for menigheden må det alligevel betragtes som

en

forringelse, idet et fremtidigt ønske om hyppigere gudstjenester nu vil kræve

biskoppens samtykke.

Forvaltningens interesser i

regulativændringen fremgår af biskoppens skrivelse af 14.05.1996, sagens

bilag

2. Biskoppen anfører her:

·

(B) Kirke betjenes af én præst.

·

Menighedsrådet har ikke adgang til

problematisk deltagelse i præstevalg i nabosognene.

·

Kirkebogsregistreringen forenkles.

·

De økonomiske forhold forenkles ved

afskaffelse af en indviklet og besværlig fordelingsnøgle.

Kirkeministeriet tilslutter

sig i skrivelse af 29.12.1997, bilag 19, at der er tale om en velbegrundet

ændring på grund af administrative forenklinger.

Til dette skal det fra

menighedsrådet anføres:

·

Betjening af (B) Kirke med alene én præst

ses ikke at have fordele for forvaltningen, idet de øvrige præster ikke er

blevet pålagt alternative opgaver, og de frigivne ressourcer således ikke

udnyttet til anden side.

·

Regulativet har i den nuværende udformning

ikke ændret på menighedsrådets ret til deltagelse i præstevalg i nabosognene.

·

Regulativet har ikke medført nogle

ændringer i kirkebogsføringen.

·

At proportionalitetsgrundsætningen taler

stærkt imod at omordne sognets kirkelige betjening for at undgå en besværlig

økonomisk fordelingsnøgle. I øvrigt kan besværlighederne næppe være

uoverstigelige ved anvendelse af EDB.

I øvrigt fastholdes klagen

over de formelle mangler ved sagsbehandlingen som beskrevet i mit brev af

14.09.1998

pkt. 2 og 3.

Det bør yderligere tilføjes,

at Biskop (K) i perioden for fastsættelse af det nye regulativ ikke har

imødekommet menighedsrådets ønske om yderligere et møde til diskussion

heraf.”

I anledning af A’s klage

modtog jeg udtalelser af 19. oktober og 21. oktober 1999 fra henholdsvis C

Stifts Bispeembede og Kirkeministeriet. Bispeembedet anførte bl.a. følgende i

sin udtalelse:

” (B) kirke er indviet i

henhold til kgl. resolution af 7. juni 1881. Ved samme kgl. resolution blev

ministeriet bemyndiget til at approbere de fornødne bestemmelser om kirkens

benyttelse til regelmæssig gudstjeneste, om dens bestyrelse m.v.

En fornyet gennemgang af

sagen viser for mig fortsat, at den hidtidige ordning med (B) kirkedistrikt

var

uhensigtsmæssig og måtte moderniseres. Min opgave i den sammenhæng var at

løse

konflikten mellem de præster, der i det daglige arbejde oplevede den

hidtidige

ordning som uhensigtsmæssig, og et menighedsråd, der med rette søger at hævde

sin selvstændighed.

Dette sker gennem høring og

afholdelse af møder med alle involverede parter. De gennemførte forhandlinger

og høringsprocedurer har betydet, at der er tilvejebragt tre forskellige

udkast

til regulativ i forhold til oprindelige regulativ fra 1941, hvorunder dele af

menighedsrådets synspunkter også er blevet imødekommet.

Det har således været en del

af min overvejelse, at tilrettelæggelsen af den kirkelige betjening i området

som helhed ville blive væsentligt forbedret ved, at gudstjenesterne blev

varetaget af en enkelt præst. Jeg har således lettet en del af præsterne for

betjeningen af (B) kirkedistrikt. Dette har udover at skabe en mere enkel

betjeningsform tillige forbedret præsternes mulighed for at varetage den

gejstlige betjening i området som helhed.

Jeg har i min afgørelse lagt

vægt på, at der skete mindst mulige ændringer i betjeningen af indbyggerne i

(B) kirkedistrikt. Det har således været af væsentlig betydning for mig, at

der

ikke skete indskrænkning i den gudstjenestelige betjening af kirkedistriktet

i

forhold til det hidtil praktiserede, men at det samtidig sikredes, at

beboerne

i kirkedistriktet, som alle tillige tilhører et andet sogn, også skulle have

mulighed for at få udført kirkelige handlinger i det sogn, hvor de bor,

samtidig med, at de har retten til at blive betjent af sognepræsten i (Z).

Herudover har jeg i regulativet foretaget den udvidelse, at der nu også er

mulighed for at afholde konfirmation i (B) kirke. Der ligger således i

regulativet også udvidede muligheder for den kirkelige betjening af beboerne

i (B)

kirkedistrikt.

Jeg må endelig konstatere,

at der er en langvarig administrativ praksis for, at biskoppen efter

forhandling med menighedsrådet, og den/de involverede præster kan ændre på

den

gejstlige betjening af et sogn eller kirkedistrikt. Denne administrative

praksis er samtidig anerkendt af højesteret i en dom fra 1936 (UfR 1936, side

330), hvoraf det fremgik, at menighedsrådet skulle have lejlighed til at

udtale

sig om et forslag til sammenlægning af to sogne, men at rådets samtykke

– som

påstået af menighedsrådet – derimod ikke var fornødent.”

Kirkeministeriet anførte

bl.a. følgende i sin udtalelse:

”Det er næppe i

overensstemmelse med sædvanlig forvaltningsretlig terminologi at betegne et

regulativ om afholdelse af gudstjenester og kirkelige handlinger som en

begunstigende forvaltningsakt. Det afgørende i den foreliggende sag er

imidlertid, at der efter fast og langvarig administrativ praksis og efter

domspraksis, jf. U 1936.330 H, kan gennemføres ændringer af den kirkelige

inddeling og den præstelige betjening, selv om de berørte

menigheder/menighedsråd ikke er indforstået med det.

Vedrørende spørgsmålet om

notatpligt efter offentlighedslovens § 6 bemærkes, at Biskop (K)’s

telefonsamtale den 19. december 1996 med Kirkeministeriet – som oplyst i

skrivelse

herfra til (B) menighedsråd af 7. december 1997 – drejede sig om

eventuelle

ansættelsesretlige problemer i relation til den påtænkte ændring af den

præstelige betjening. Nærmere bestemt om forståelsen af tjenestemandslovens §

42 og omfanget af biskoppens ledelsesret for så vidt angår den gejstlige

betjening, især i relation til den påtænkte udvidelse af (Z)-præstens

forpligtelser med hensyn til (B) Kirkedistrikt. Det bemærkes, at der ikke var

nogen aktuel sag om (B) Kirkedistrikt i Kirkeministeriet.

Hjemlen for, at sognepræsten

i (Z), sognepræsten i (Æ) og den residerende kapellan i (Ø) var medlem af (B)

menighedsråd, var bestemmelsen i § 11 i Regulativ og Reglement for (B) Kirke

af

29. august 1941, hvorefter samtlige de tre tjenstgørende præster skulle have

sæde i (B) menighedsråd. Da præsterne i (Æ) og (Ø) ikke længere er

’tjenstgørende’ ved (B) kirke, har deres medlemskab af (B)

menighedsråd ikke

længere hjemmel i særordningen for (B) kirke og kirkedistrikt.”

I brev af 5. november 1999

bad jeg om A’s eventuelle bemærkninger til biskoppens og ministeriets

udtalelser. Jeg modtog den 10. januar 2000 A’s brev med bl.a. følgende

bemærkninger:

”Den anførte Højesteretsdom

vedrører sammenlægningen af to præsteembeder til ét. Dommen kan efter min

opfattelse ikke tillægges vægt i nærværende sag. Situationen forelagt

Højesteret adskiller sig væsentligt fra den foreliggende situation. For det

første bevarede begge menighedsråd en væsentlig indflydelse på fremtidige

præstevalg. For det andet havde sammenlægningen ingen betydning for den

gejstlige betjening af menighederne. I Højesteretsdommen var der således ikke

tale om, at menighedsrådene berøvedes deres lovfæstede indflydelse ved

præsteansættelse, eller berøvedes deres hidtidige gejstlige betjening.

Der tegner sig nu det

billede, at Biskoppen for (C) Stift i strid med specialitetsprincipperne har

anvendt sin formelle kompetence til at regulere den gejstlige betjening med

det

reelle formål at gennemføre administrative ændringer – administrative

ændringer

som i sig selv ligger udenfor biskoppens kompetence.”

Jeg sendte den 13. januar

2000 A’s brev videre til Kirkeministeriet med henblik på at ministeriet

kunne

fremkomme med eventuelle bemærkninger hertil. Den 3. februar 2000 modtog jeg

biskoppens og ministeriets bemærkninger af henholdsvis 1. og 2. februar 2000.

Biskoppen anførte følgende i sin udtalelse:

”

( ) Dertil kommer, at (B)

kirkedistrikt med hensyn til gudstjenestetidspunkter er stillet ganske på

samme

måde som mange andre sogne af tilsvarende størrelse i (C) Stift.

Biskoppen er i den kirkelige

lovgivning samt efter bemyndigelse fra kirkeministeren tillagt kompetence til

at forvalte den præstelige betjening i Stiftet. Denne kompetence skal jeg

efter

almindelige forvaltningsretlige principper udøve under hensyntagen til, at

stiftet i sin helhed under de givne økonomiske forhold får den bedst mulige

gejstlige betjening, samt under hensyntagen til at biskoppen som repræsentant

for arbejdsgiveren skal sikre rimelige arbejdsvilkår for den enkelte præst.

Dette vil selvfølgelig lejlighedsvis medføre, at der foretages reguleringer i

den kirkelige struktur. I forbindelse med det nye regulativ for (B)

kirkedistrikt mener jeg dog at have taget alle nødvendige hensyn.

Det ligger menighedsrådet i

(B) meget på sinde, at kirkedistriktet får mulighed for selv at vælge præst.

Dette sikres i virkeligheden bedst ved, at (B) kirkedistrikt bliver et

selvstændigt sogn. Jeg skal i den forbindelse bemærke, at jeg tidligere har

foreslået (B) kirkedistrikt at blive et selvstændigt sogn. Dette forslag står

jeg naturligvis fortsat ved. (B) kirkedistrikts menighedsråd har imidlertid

ikke ønsket at kommentere dette forslag.”

Kirkeministeriet anførte

bl.a. følgende:

”Ministeriet er ikke enigt

heri: 1936-sagen drejede sig om sammenlægning af to et-sogns pastorater med

hver sin præst til et to-sogns pastorat med én præst og dermed nedlæggelse af

en præstestilling, dvs. en nedskæring af den gejstlige betjening af

menighederne med 50%. Endvidere medførte sammenlægningen, at de to

menighedsråds

indflydelse hver for sig på kommende præstevalg blev reduceret, idet også det

andet menighedsråd ville komme til at medvirke ved indstillingen, se U 1936

p.

335, første afsnit.”

Jeg sendte den 9. februar

2000 udtalelserne til A med henblik på at A fik lejlighed til at fremkomme

med

eventuelle bemærkninger hvilket A gjorde i brev af 3. marts 2000 hvori A

bl.a.

anførte følgende:

”Biskoppen anfører som

begrundelse for det nye regulativ, at biskoppen er forpligtet til at sikre

den

bedst mulige gejstlige betjening i stiftet under hensyn til de økonomiske

rammer og præsternes rimelige arbejdsvilkår. Det gøres heroverfor gældende,

at

ændring af regulativet for (B) Kirkedistrikt er et langt mere indgribende

middel end nødvendigt, for at sikre de to hensyn. Regulativændringen ses

herudover ikke at have nogen økonomisk effekt. Biskoppen har ikke, forinden

processen vedrørende regulativet iværksattes, søgt forhandling med

menighedsrådet og de tjenstgørende præster om en løsning af eventuelle

problemer.

Endelig skal det af

menighedsrådet anføres, at den hidtidige ordning i (B), hvor flere præster

har

haft forpligtelser i kirkedistriktet, ikke adskiller sig væsentligt fra andre

i

folkekirken velfungerende almindelige ordninger om bistandsforpligtelser

udenfor eget sogn.”

Ombudsmandens udtalelse

”1. Lovligheden af regulativet

a. Karakteren af regulativet

De har over for mig anført at De mener at ændringen af regulativet skal ske

efter reglerne om tilbagekaldelse af en begunstigende forvaltningsakt fordi

den tidligere ordning var en fordelagtig undtagelse for menigheden til den

almindelige sogneinddeling.

Grundsætningerne om begrænsningen i adgangen til at tilbagekalde

begunstigende forvaltningsakter vedrører forvaltningsakter der er rettet til

en enkelt eller en bestemt flerhed af borgere for at fastslå retstilstanden i

et konkret tilfælde (konkrete forvaltningsakter).

Et regulativ vedrørende den kirkelige betjening er ikke rettet til en enkelt

borger eller til en bestemt

flerhed af borgere, men derimod til en ubestemt og vekslende flerhed af

borgere

(generelle forvaltningsakter). Jeg mener derfor ikke at biskoppens udstedelse

af et nyt regulativ for den kirkelige betjening i (B) Kirkedistrikt skal

vurderes efter reglerne om tilbagekaldelse af begunstigende

forvaltningsakter,

men derimod efter de principper der gælder for udstedelse af administrative

regler.

b. Iagttagelse af regler og principper for udstedelse af administrative

regler

I. Materielle hjemmelskrav

Udstedelse af administrative

regler kræver som udgangspunkt hjemmel i en lov. Inden for kirkerettens

område

er der endvidere efter sædvaneret adgang for de kirkelige myndigheder til at

regulere kirkens forhold på de områder hvor Folketinget ikke gennem

lovgivning

har tiltaget sig kompetencen, jf. Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret, 3.

udgave ved Ole Espersen, 1980, s. 510ff, og Henrik Zahle, Dansk

Forfatningsret

1, 1999, s. 343ff. Af relevans for hjemmelsspørgsmålet ses lovgivningen at

indeholde følgende bestemmelser:

Lov nr. 352 af 6. juni 1991

om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning

(medlemskabsloven):

’§ 9.

Fremsætter menighedsrådet eller en af præsterne ønske derom,

eller anser biskoppen det for påkrævet, kan biskoppen efter forhandling med

menighedsrådet og præsterne fastsætte regler om præsternes betjening af

menigheden eller menighederne, herunder om opdeling af pastoratet i områder,

og

om præsternes adgang til brug af kirken eller kirkerne. Sådanne regler skal

altid fastsættes, når pastoratet opdeles i områder.

Stk. 2.

Biskoppens afgørelser efter stk. 1 kan af de berørte

menighedsråd og præster påklages til kirkeministeren.’

Lov om menighedsråd

(lovbekendtgørelse nr. 571 af 21. juni 1996):

’§ 2.

Menighedsrådet består af mindst seks medlemmer, der vælges

efter lov om valg til menighedsråd, og de i pastoratet tjenestemandsansatte

sognepræster samt de overenskomstansatte præster, hvis ansættelse i

pastoratet

har en varighed af et år eller mere. Fødte medlemmer, der har orlov, er i

orlovsperioden fritaget for hvervet som medlem af menighedsrådet.

Stk. 2.

Andre præster end de i stk. 1 nævnte, der er ansat i

pastoratet, og præster, som uden at være ansat i pastoratet yder bistand ved

pastoratets betjening, har ret til uden stemmeret at deltage i

menighedsrådets

møder.

Stk. 3.

Antallet af valgte medlemmer fastsættes af biskoppen efter

folketallet i menighedsrådskredsen på grundlag af den opgørelse af

folketallet,

der offentliggøres af Danmarks Statistik pr. 1. januar i valgåret. Antallet

udgør seks for det første tusinde og yderligere et medlem for hvert påbegyndt

tusinde, dog ikke over femten i alt. Har to eller flere sogne eller

kirkedistrikter fælles menighedsråd, fastsættes antallet af medlemmer efter

det

samlede folketal og fordeles på de enkelte sogne eller distrikter i forhold

til

folketallet i hvert af dem. Et sogn eller distrikt skal dog have mindst et

medlem.

Stk. 4.

Når den kirkelige betjening af et pastorat, der består af

flere sogne eller kirkedistrikter, er ordnet således, at betjeningen af et

enkelt sogn eller distrikt væsentligt er overdraget til en af præsterne, kan

biskoppen ved regulativ for ordningen af tjenesteforholdet mellem præsterne

bestemme, at hver af dem skal være medlem af menighedsrådet i sit sogn eller

distrikt.

§ 35.

Menighedsrådet træffer beslutning om

1) tidspunktet for de faste

gudstjenester,

( )

...

§ 39.

Menighedsrådet skal udtale sig om de spørgsmål, der

forelægges det af de kirkelige tilsynsmyndigheder.

Stk. 2.

Forinden tilsynsmyndigheden træffer beslutning om

spørgsmål, der særlig vedrører en menighedsrådskreds, indhentes en udtalelse

fra vedkommende menighedsråd.

’

Reglerne i regulativet om

præsternes betjening af menigheden (§§ 1, 2 5 og 6) ses således at have

hjemmel

i medlemskabslovens § 9.

Det kan endvidere ikke give

mig anledning til bemærkninger at Kirkeministeriet har ment at der i

menighedsrådslovens § 2, stk. 4, er hjemmel til at biskoppen i regulativet (§

3) kan bestemme at det kun er sognepræsten i (Z) Sogn der skal være medlem af

menighedsrådet for (B) Kirkedistrikt.

Som et særligt klagepunkt er

menighedsrådet utilfreds med at det nu er direkte fastsat i regulativet at

gudstjenester i (B) Kirke kun skal afholdes hver anden søndag samt på de tre

højhelligdage, nytårsdag, skærtorsdag eller langfredag, store bededag eller

Kristi himmelfartsdag.

Kirkeministeriet har i den

forbindelse oplyst at der ikke eksisterer nogen regel om at der skal være

gudstjeneste hver søndag i alle kirker. Jeg har forstået Kirkeministeriet

sådan

at ministeriet også i denne situation mener at hjemlen til regulativet skal

søges i medlemskabslovens § 9.

Umiddelbart må biskoppens

ret efter medlemskabslovens § 9 til at fastsætte regler om præsters betjening

af menigheden efter min opfattelse også indebære at biskoppen har ret til at

fastsætte antallet af de faste gudstjenester der skal afholdes i en bestemt

kirke.

Biskoppens kompetence må

imidlertid ses i sammenhæng med den øvrige kirkeretlige regulering. Hvis

kompetencen på et specifikt område er tillagt andre organer, må biskoppens

generelle ret efter § 9 vige. I denne sag må det derfor vurderes om

reguleringen af antallet af gudstjenester strider mod menighedsrådslovens §

35,

stk. 1, hvorefter det er menighedsrådet der træffer beslutning om tidspunktet

for de faste gudstjenester.

Efter min opfattelse må §

35, stk. 1, efter sin ordlyd forstås således at denne giver menighedsrådet

kompetence til at bestemme klokkeslettet for de faste gudstjenester. Derimod

giver bestemmelsen ikke menighedsrådet kompetence til at fastlægge antallet

eller omfanget af de faste gudstjenester. Denne forståelse synes også at være

i

overensstemmelse med forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende

1972-73, tillæg A, sp. 2361. Se i øvrigt Kirkeministeriets cirkulære nr. 128

af

6. juni 1973 og cirkulære nr. 143 af 14. september 1984.

Jeg har derfor ikke grundlag

for at fastslå at biskoppen på dette punkt har udfærdiget regler hvor

kompetencen efter menighedsrådsloven skulle ligge hos menighedsrådet. Under

hensyn til at lovgivningen i øvrigt ikke ses at indeholde regler der vedrører

antallet af faste gudstjenester, mener jeg at biskoppen generelt må have

kompetence til at regulere dette spørgsmål.

II. Den konkrete regulering

Indledningsvis bemærker jeg

at regulativet er udstedt af en regional statslig myndighed og derfor som

udgangspunkt ikke er omfattet af kravet om offentliggørelse i Lovtidende

(Lovtidendelovens §§ 2 og 4). Regulativet er sendt til (B) Menighedsråd og

bekendtgjort fra prædikestolen i (B) Kirke. Derudover er der i kirkebladet

bragt en kort redegørelse for regulativets indhold. Jeg foretager mig ikke

mere

vedrørende dette spørgsmål.

Efter min gennemgang af

sagen har jeg ikke grundlag for at kritisere indholdet af biskoppens

regulativ

hverken vedrørende den præstelige betjening, herunder antallet af faste

gudstjenester, eller vedrørende begrænsningen af antallet af præster der er

medlem af menighedsrådet.

Ved min vurdering har jeg

bl.a. lagt vægt på at biskoppen mente at den hidtidige ordning ved (B)

Kirkedistrikt var uhensigtsmæssig og måtte moderniseres, og at biskoppen ved

fastsættelsen

af antallet af gudstjenester kodificerede en praksis der havde været fulgt

siden 1978.

Herudover kan jeg henvise

til det jeg har anført nedenfor:

Det er under sagen bl.a.

gjort gældende at der ikke har været forhandlet tilstrækkeligt med (B)

Menighedsråd

inden regulativet blev udfærdiget.

For så vidt angår reglerne

om præsternes betjening af menigheden og medlemskab af menighedsrådet,

fremgår

det af lovgivningen (medlemskabslovens § 9, stk. 1, og menighedsrådslovens §

39, stk. 2) at biskoppen inden der fastsættes regler for en bestemt

menighedsrådskreds, skal henholdsvis forhandle med og høre det pågældende

menighedsråd. Der er derimod ikke noget krav om at menighedsrådet skal

godkende

eventuelle ændringer. Jeg er enig med Kirkeministeriet i at biskoppen –

som det

fremgår af sagsforløbet – har overholdt sin pligt til at inddrage

menighedsrådet inden biskoppen udstedte regulativet.

Jeg har endvidere ikke

grundlag for at fastslå at regulativet er i strid med den forvaltningsretlige

lighedsgrundsætning, grundsætningen om proportionalitet,

specialitetsprincippet

eller andre forvaltningsretlige grundsætninger der tillige gælder ved

udstedelsen af administrativ regulering.

Med hensyn til spørgsmålet

om proportionalitet har jeg forstået Dem sådan at De mener at regulativet

ikke

er rimeligt over for menigheden i forhold til de mål som biskoppen ønsker at

opnå.

Ved vurderingen af dette

forhold må der på den ene side henses til at særordningen for (B)

Kirkedistrikt

oprindelig var begrundet i nogle forhold (begrænsede muligheder for

transport)

der ikke længere gør sig gældende. Hertil kommer at særordningen, sådan som

sagen er oplyst for mig, igennem tiderne gentagne gange har givet anledning

til

retlig tvivl af forskellig art hvoraf bl.a. kan nævnes sammensætning af

menighedsråd og menighedsrådsmedlemmernes deltagelse ved besættelse af

præstestillinger. Endelig har præsterne ment at særordningen gav dem

problemer

ved varetagelsen af deres opgaver over for menigheden.

Over for disse hensyn står

menighedens interesse i at bevare muligheden for at kunne høre forskellige

præster prædike i (B) Kirke, herunder for medlemmerne af (Æ) og (Ø) Sogne at

høre henholdsvis deres egen præst eller den i eget sogn residerende kapellan

prædike i (B) Kirke.

Jeg har forståelse for dette

hensyn og for at det for medlemmer af menigheden af (B) Kirkedistrikt er af

betydning at bevare et tilknytningsforhold til (B) Kirke og Kirkedistrikt,

også

gennem deltagelse i gudstjenester i kirken. Jeg mener imidlertid ikke at

disse

forhold er af en sådan karakter at jeg har grundlag for at fastslå at

biskoppens regulativ er uproportionalt indgribende i forhold til de

modstående

hensyn.

Vedrørende

specialitetsprincippet har jeg forstået Dem sådan at De mener at biskoppen

ved

udstedelsen af regulativet har tilsigtet at opnå administrative lettelser ved

fordelingen af kirkeskat, og at et sådant formål ligger uden for de opgaver

som

biskoppen skal varetage.

Idet jeg som ovenfor anført

mener at biskoppens udstedelse af regulativet er tilstrækkelig begrundet i de

hensyn som det er biskoppens opgaver at varetage (jf. det jeg har anført

vedrørende proportionalitetsprincippet ovenfor), har jeg ikke grundlag for

nærmere at undersøge om biskoppen tillige har inddraget et hensyn til at

lette

administrationen af kirkeskatten, og om dette i givet fald ville være

uforeneligt med specialitetsprincippet.

Samlet er det således min

opfattelse at jeg ikke har grundlag for at kritisere indholdet af regulativet

på de anførte punkter. Jeg bemærker dog i den forbindelse at jeg ikke har

taget

stilling til om den del af regulativets § 4 der angiver at

højmessegudstjenesten skal ligge kl. 10.00, er i strid med

menighedsrådslovens

§ 35, stk. 1. Jeg har herved lagt vægt på at der ikke ses at være tvist om

selve klokkeslettet, og at biskoppens angivelse i regulativet er angivet som

en

forudsætning snarere end en regulering af spørgsmålet.

2. Biskoppens sagsbehandling i øvrigt

For så vidt angår biskoppens

sagsbehandling i øvrigt, indeholder sagen to forhold. For det første har De

klaget over biskoppens afvisning af at holde et møde med Dem og

menighedsrådet,

og for det andet har jeg på baggrund af menighedsrådets anmodning om at få

indsigt i mødereferater mv. vurderet om der burde have været udarbejdet

referat

fra mødet den 6. juni 1996.

De har i Deres klage af 12.

maj 1999 til mig anført at biskoppen ikke imødekom menighedsrådets ønske om

yderligere et møde. Jeg går ud fra at De herved refererer til den anmodning

om

et møde De fremsatte i brev af 6. maj 1998, og som biskoppen afviste i brev

af

19. maj 1998. Deres anmodning om et møde med biskoppen må betragtes som en

anmodning om at genoptage sagen. Jeg mener ikke at biskoppen på grundlag af

Deres henvendelse var forpligtet til at genoptage behandlingen af sagen, og

jeg

kan derfor ikke kritisere at biskoppen afslog Deres anmodning om at afholde

et

møde.

På baggrund af

menighedsrådets brev af 2. juli 1997, punkt 4, hvori menighedsrådet beder om

aktindsigt i referater fra de møder der har været afholdt som led i

forhandlingerne med menighedsrådet, har jeg vurderet om der burde have været

udarbejdet et referat fra mødet den 6. juni 1996.

Offentlighedslovens § 6,

stk. 1, indeholder følgende bestemmelse:

’§ 6.

I sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en

forvaltningsmyndighed, skal en myndighed, der mundtligt modtager oplysninger

vedrørende en sags faktiske omstændigheder, der er af betydning for sagens

afgørelse, eller som på anden måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre

notat om indholdet af oplysningerne. Det gælder dog ikke, såfremt

oplysningerne

i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.’

Også i situationer hvor

betingelserne i offentlighedslovens § 6 ikke er opfyldt, kan der være behov

for

at gøre notat. Det er således almindeligt antaget at der efter god

forvaltningsskik bør gøres notat over væsentlige sagsbehandlingsskridt.

I en situation som den

foreliggende hvor udstedelsen af regulativet kræver en forhandling med

menighedsrådet, mener jeg det er nødvendigt at foretage notat over

forhandlingerne på et møde mellem biskoppen og menighedsrådet. Jeg mener at

det

– uanset om der ikke på mødet måtte fremkomme nye faktiske

oplysninger/synspunkter af betydning for udstedelsen af regulativet – er

en

væsentlig del af biskoppens opgaver i forbindelse med et sådant

forhandlingsmøde at sørge for at de vigtigste oplysninger og synspunkter som

menighedsrådet fremkommer med, bliver noteret.

Jeg har samtidig hermed

gjort biskoppen og Kirkeministeriet bekendt med min opfattelse.

For så vidt angår

forvaltningslovens anvendelse på biskoppens behandling af sagen, bemærker jeg

at der er tale om en afgørelsessag i forvaltningslovens forstand, jf.

forvaltningslovens § 2, stk. 1. En række af forvaltningslovens bestemmelser

(herunder §§ 19, 22, 24 og 25) gælder imidlertid kun for parter. Som jeg

anførte

indledningsvis, er der tale om en generel forvaltningsakt. Hverken

menighedsrådet eller distriktets kirkegængere kan således betragtes som

parter

i biskoppens sag. Jeg har ikke taget stilling til i hvilket omfang de berørte

præster vil kunne betragtes som parter i en afgørelsessag.

3. Kirkeministeriets sagsbehandling i øvrigt

De har i Deres henvendelse

til mig anført at Kirkeministeriet burde have ført notat over samtalen den

19.

december 1996 med biskoppen. Kirkeministeriet har afvist at være forpligtet

hertil idet ministeriet ikke på daværende tidspunkt havde en afgørelsessag

vedrørende (B) Kirkedistrikt. Kirkeministeriet har anført at samtalen alene

vedrørte en generel vejledning om tjenestemandsretlige spørgsmål.

De er af den opfattelse at

Kirkeministeriet under den nævnte samtale godkendte indholdet af regulativet.

De har i den forbindelse henvist til at biskoppen i et brev skrevet den samme

dag som telefonsamtalen fandt sted, har anført at ministeriet telefonisk

havde

bekræftet at ministeriet ikke havde bemærkninger til regulativet. Jeg forstår

Dem sådan at De mener at ministeriet således allerede inden behandlingen af

menighedsrådets klage konkret havde taget stilling til regulativet, og at

ministeriet derved ikke kunne siges at være upartisk ved behandlingen af

menighedsrådets klage.

Ministeriet har imidlertid

gentagne gange anført at ministeriet alene har udtalt sig om eventuelle

tjenestemandsretlige konsekvenser af regulativet. På grundlag heraf har jeg

ikke ment at der var fuldt tilstrækkeligt grundlag for at foretage mig mere

vedrørende dette spørgsmål.

De har ikke klaget over

andre forhold ved Kirkeministeriets behandling af sagen, og jeg har allerede

af

den grund ikke i øvrigt vurderet Kirkeministeriets sagsbehandling.”

Lignende dokumenter