Ændring af kirkeregulativ ikke tilbagekaldelse af begunstigende forvaltningsakt. Hjemmel. Notatpligt
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Ændring af kirkeregulativ ikke tilbagekaldelse af
begunstigende forvaltningsakt. Hjemmel. Notatpligt
Advokat A klagede på vegne
af menighedsrådet for B kirkedistrikt til mig over at biskoppen for C Stift
havde ændret regulativet for B kirkedistrikt. I mit svar til advokaten
gennemgik jeg først den tidligere gældende ordning for B Kirkedistrikt,
derefter forløbet af sagen med ændringen af regulativet.
Den tidligere gældende ordning for B Kirkedistrikt
Blandt de bilag som
Kirkeministeriet har sendt til mig, er et jubilæumsskrift i anledning af B
Kirkes 100-års-jubilæum i 1981. Det fremgår heraf at B Kirke blev opført på
privat initiativ i årene 1879 til 1881, og at kirken blev indviet den 26.
juni
1881. Kirken blev opført fordi de omkringliggende sognekirker (X, Y, Z, Æ og
Ø)
lå i en afstand der under hensyntagen til den tids transportmidler gjorde det
vanskeligt eller umuligt for beboerne at komme i kirke om vinteren. Kirken
ligger i udkanten af Z Sogn hvor sognene Z, Æ, Ø, X og Y støder sammen. Jeg
forstår at kirken var tænkt anvendt og er blevet anvendt som kirke for
beboere
i udkanten af alle de fem omkringliggende sogne, og at B Kirkedistrikt består
af de op til hinanden grænseende yderområder af de fem sogne.
Kirkedistriktet har på intet
tidspunkt haft sin egen præst, og de kirkelige handlinger er blevet foretaget
af en præst fra et af de omkringliggende sogne. Allerede i 1920’erne tog
Biskoppen for C Stift og B Menighedsråd forskellige initiativer til at ændre
forholdene for B Kirkedistrikt. Det fremgår således at menighedsrådet den 6.
september 1923 opgjorde resultatet af en afstemning blandt distriktets
beboere
om ændringer i distriktet. Menighedsrådets forhandlingsbog angiver om
Læs alt
resultatet af afstemningen bl.a. at der blev afgivet i alt 528 stemmer, heraf
160 for B kirkedistrikt som anneks til Æ Sogn, 358 for B kirkedistrikt som
selvstændigt sogn og 10 for B kirkedistrikt som anneks til Z Sogn.
I 1925 blev det diskuteret
om B Kirkedistrikt skulle være et selvstændigt sogn. I 1927 foreslog
Kirkeministeriet at kirkedistriktet blev sammenlagt med Æ Sogn hvilket
menighedsrådets flertal ifølge forhandlingsbogen modsatte sig med den
begrundelse at de af distriktets beboere der boede i Ø, X, Y og Z Sogne,
fortsat følte sig bundet til deres respektive sogne. Flertallet mente derfor
at
en sådan sammenlægning ville medføre et væsentligt antal sognebåndsløsere.
Flertallet indstillede på den baggrund at kirkedistriktet blev omdannet til
et
sogn mens et mindretal af menighedsrådet foreslog at den daværende ordning
blev
bibeholdt. Det fremgår af forhandlingsbogen at der med henblik på oprettelse
af
B Sogn og afgrænsningen heraf blev rettet henvendelse til en landinspektør,
men
at Kirkeministeriet i 1929 meddelte at oprettelsen af B Sogn blev stillet i
bero således at den hidtidige ordning skulle fortsætte. Årsagen hertil var at
der syntes at være uenighed blandt distriktets beboere om oprettelse af et
selvstændigt sogn og dettes grænser.
Det tidligste regulativ der
er blandt sagsakterne, er ”Regulativ og Reglement for B Kirke”
approberet af
Kirkeministeriet den 29. august 1941. Regulativet var gældende indtil
biskoppen
udstedte genstanden for A’s klage til mig: ”Regulativ for den
gejstlige betjening
af B Kirkedistrikt” af 19. december 1996. Regulativet fra 1941
indeholder bl.a.
følgende bestemmelser:
”§ 1.
(B) Kirke, som ejer sig selv
og som er beliggende i (Z) Sogns Udkant, hvor Sognene (Z), (Æ), (Ø), (X) og
(Y)
støder sammen, har sin Kirkekreds angivet ved følgende Grænser: ( ) Beboerne
i
denne Kirkekreds beholder deres hidtilværende Ret til deres egen Sognekirke
fuldt ud.
§ 2.
Gudstjenesterne paa de
almindelige Søndage forrettes af de tre tjenestegørende Præster
[sognepræsterne
i (Z) og (Æ) og den residerende kapellan i (Ø); min tilføjelse] med 1/3 til
hver, dog forrettes paa den første Helligdag af de tre store Højtider
Gudstjenesten i (B) Kirke som Højmesse af den residerende Kapellan i (Ø).
§ 3.
Gudstjenesterne bør ordnes
saaledes, at det halve Antal Tjenester bliver Højmesse, og det halve Antal
Sidsttjenester. Det tillades at foretage de deraf flydende Forandringer ved
den
faste Gudstjenestetid i (Z) og (Æ) Kirker, samt – naar det behøves
– at
modificere Reglementet for (Ø) Sogn.
§ 7.
Adgang til Altergang og de
øvrige gudstjenstlige Handlinger, som maa foregaa i Forbindelse med den
sædvanlige Gudstjeneste, finder Sted for enhver Beboer af Kirkekredsen,
uanset
hvem den fungerende Præst er. Dog maa herved iagttages, at naar nogen ønsker
et
Barn døbt af en anden Præst end sin egen, da maa der for den fungerende Præst
fremlægges en skriftlig Attest med alle fornødne Oplysninger fra Vedkommendes
egen Sognepræst om, at Handlingen kan foretages.
Efter Handlingens Udførelse skal den fungerende Præst gøre fornøden
Anmeldelse derom til Indførelse i den vedkommende Præsts Kirkebog.
§ 8.
Alle øvrige ministerielle
Handlinger, der foregaar uden Forbindelse med den sædvanlige Gudstjeneste,
foretages af den Paagældendes egen Præst, jfr. dog § 1, Stk. 2, i Loven om
Sognebaandsløsning og Brugen af Kirkerne, og
i hvert Fald skal fornøden Indførelse ske i det Sogns Kirkebog, hvor
Paagældende er hjemmehørende med Vedføjelse af, naar og hvor Handlingen er
foretaget.
§ 11.
Vedrørende det i Henhold til
Lov af 30. Juni 1922 om Menighedsraad oprettede Menighedsraad for (B)
Kirkekreds har samtlige de tre tjenstgørende Præster Sæde deri, og
Menighedsraadets nærmeste Foresatte er Provsten for (Å) Herred, gennem hvem
derfor al Henvendelse til de højere kirkelige Myndigheder maa gaa.”
I forbindelse med
menighedsrådsvalget i 1949 opstod der forskellige spørgsmål i relation til
afgrænsningen af de stemmeberettigede, dels fordi distriktet ikke var klart
afgrænset, dels fordi regulativet gav anledning til tvivl om hvorvidt beboere
i
distriktet kunne vælge at stemme i deres hjemsogne i stedet for i distriktet.
Det blev i 1959 foreslået at ændre regulativet, dels med henblik på at få
distriktet klart afgrænset, dels med henblik på at distriktet fik sin egen
ministerialbog der skulle føres af sognepræsten i Z Sogn.
Det fremgår af brev af 10.
december 1984 fra den daværende biskop over C Stift til Kirkeministeriet at
der
var tvivl om hvorvidt de af B menighedsrådsmedlemmer der var valgt af
beboerne
i Ø Sogn, skulle deltage ved afstemningen i Ø Menighedsråd over indstilling
til
stillingen som sognepræst i Ø Sogn. Det fremgår endvidere af brevet at
medlemmerne af B Menighedsråd siden menighedsrådenes oprettelse havde
deltaget
ved besættelsen af præstestillingerne i deres respektive bopælssogne, således
også for så vidt angår præstestillingerne i X og Y sogne uanset at præsterne
i
disse sogne ikke havde deltaget i betjeningen af B Kirke. Kirkeministeriet
meddelte i brev af 7. januar 1985 til biskoppen at ministeriet kunne tiltræde
biskoppens indstilling om at de to medlemmer af B Menighedsråd der havde
bopæl
i Ø Sogn, medvirkede ved præstevalg i Ø Sogn.
Sagen om ændring af regulativet
Provsten for Bogense Provsti
foreslog i brev af 30. september 1994 til biskoppen for C Stift at ordningen
ved
B Kirke blev ændret. Han skrev følgende:
”Da (B) Kirke blev
grundlagt, var det ikke meningen, at den valgte ordning skulle bestå så
længe.
Men den gælder endnu og lider efter min opfattelse under ganske store
mangler.
Det er urimeligt, at 4
præster skal passe et så lille område som (B) kirkedistrikt: Samhørigheden
mellem menighed og præst bliver alt for ofte fortonet. Endvidere har
ordningen
den ulempe, at mange mennesker har et ’dobbelt’ tilhørsforhold:
Dels til (B)
Kirke og dels til den kirke, i hvis sogn de bor. Nævnes skal da også, at
kirkebogsføringen er noget indviklet, at valgret og valgbarhed til
menighedsråd
er ret uafklaret for mange, samt at fordelingen af ligningsmidler er meget
besværlig.
I.
(B) Kirke bevares og gøres til filialkirke i
(Z) sogn, hvor den geografisk set ligger. Sognepræsten i (Z) bliver eneste
præst ved kirken.
Der holdes stadig
gudstjeneste hver anden søn- og helligdag – skiftevis med højmesse og
anden
gudstjeneste.
Kirkelige handlinger skal
stadig kunne finde sted for det nuværende kirkedistrikts beboere – også
selv om
de ikke løser sognebånd (se nedenfor). Det vil i så fald være naturligt, at
egen præst (fra det gamle kirkedistrikt) skal medvirke.
II.
(B) kirkegård
bevares,
og gravstedsretten bevares uændret. Dette indebærer, at der ikke skal bruges
forhøjede takster for de pågældende.
III.
(B) menighed
skal
herefter bestå af de beboere i (Z) sogn, som bor i det nuværende
kirkedistrikt,
samt af alle, som måtte løse sognebånd til sognepræsten i (Z) (med (B) nye
kirkedistrikt som menighedskreds). Hermed må der virkelig også kunne håbes på
bedre samling om gudstjenesterne, så de alt for hyppige messefald kan undgås.
Alle beboere i det nuværende kirkedistrikt tilskrives om ordningen med
mulighed
for at løse dette sognebånd. Hermed er der dels lagt den største vægt på
disses
selvbestemmelse, dels på, at de alle får én bestemt præst og menighed at høre
til med deraf følgende klart tilhørsforhold, hvad angår valgret og valgbarhed
til menighedsrådet. I øjeblikket har de kun valgret og valgbarhed i (B) og
kan
ikke
løse sognebånd til bopælssogn.
Dette vil også kunne medføre, at forholdene ved præstevalg ved de andre
berørte
kirker bliver klarere og rimeligere, og at de misforståelser omkring den
nuværende fremgangsmåde, der i tidens løb er sket, fremtidigt undgås.
IV.
(B) menighedsråd
bevares og vælges fra og med næste valg af
menighedens medlemmer. Menighedsrådet skal således stadig have den fulde
styring (efter loven) af de kirkelige anliggender i distriktet med egen
økonomi
(budget og regnskab). Men med kun én præst vil arbejdet blive adskilligt
lettere.
V.
Præsten
får helt klare arbejdsforhold med en klart afgrænset
menighed ved (B) Kirke: Præsten hører sammen med menigheden, og menigheden
hører sammen med præsten. Præstens arbejdsbyrde vil ikke blive væsentligt
forøget, og kirkebogsforholdene vil blive helt enkle.
VI.
Økonomien
bliver ganske
enkel: Alle udgifter skal da dækkes af (S) kommune som ligningsområde under
(T)
provsti – modsat nu, hvor de skal fordeles mellem 4 kommuner i 3
provstier
efter en endog meget indviklet og besværlig fordelingsnøgle.
”
Biskoppen skrev den 14. maj
1996 til B Menighedsråds formand og meddelte at biskoppen mente at det var
hensigtsmæssigt at gennemføre visse ændringer vedrørende kirkedistriktet.
Biskoppen
skitserede i den forbindelse et forslag til ændringer af forholdene der var i
overensstemmelse med provstens forslag af 30. september 1994. Biskoppen
foreslog at der blev indkaldt til et møde med deltagelse af menighedsrådet,
præsterne der gjorde tjeneste ved B Kirke og provsterne for T og U Provstier.
Formanden for menighedsrådet besvarede den 25. maj 1996 biskoppens brev med
følgende:
”
Den modtagne skrivelse af
14. maj 1996 indeholder forslag til en meget vidtgående ændring af (B) Kirkes
status og forholdene for kirkedistriktets menighed, hvorfor de i skrivelsen
nævnte sagsakter, der ligger til grund for forslagene forudsættes fremsendt
til
(B) kirkedistrikts menighedsråd inden mødet den 6. juni 1996.
Jeg betragter mødet d. 6.
juni 1996 som et uddybende og opklarende møde angående de i skrivelsen nævnte
forslag til administrative forenklinger.
Menighedsrådet vil derfor
ikke under mødet kunne afgive en endelig og bindende udtalelse til biskoppens
forslag til administrative forenklinger.
Såfremt biskoppen under
mødet fastholder de fremsendte forslag finder jeg det nødvendigt at indkalde
til et menighedsmøde i sagen (jvf. lov om menighedsråd § 41), idet der her er
tale om ændringer, der har vidtgående betydning for (B) kirkedistrikts
menighed.
Resultatet af dette
menighedsmøde vil sammen med øvrige informationer i sagen blive forelagt på
et
menighedsrådsmøde, hvorefter det obligatoriske høringssvar fra (B)
kirkedistrikts menighedsråd vil blive afgivet.
”
Biskoppen sendte den 4. juni
1996 menighedsrådet de af sagens akter som biskoppen gik ud fra at rådet ikke
havde. Biskoppen bad samtidig om at modtage en opgørelse over kirkegangen i B
Kirke, subsidiært en opgørelse over antallet af altergæster.
Møde om biskoppens forslag
blev afholdt den 6. juni 1996. Der ses ikke fra bispeembedets side at være
taget referat af mødet.
B Menighedsråd meddelte i
brev af 12. juni 1996 at menighedsrådet var tilfreds med den hidtil gældende
ordning, og at menighedsrådet var bekymret over at præsterne tilsyneladende
mente at have et problem ved deres gerning i B menighed. Menighedsrådet
anførte
videre at der ikke havde været messefald siden 1994, og vedlagde
gudstjenestelister og en opgørelse over antallet af medlemmer af menigheden
der
var mødt frem til arrangementer som menighedsrådet havde afholdt i 1995 og
1996. Menighedsrådet oplyste endvidere at der ikke forelå en opgørelse over
antallet af kirkegængere eller altergæster.
Biskoppen sendte den 1.
august 1996 et udkast til ændret regulativ til menighedsrådet og præsterne i
Z
Sogn, Ø Sogn og Æ Sogn. Udkastet indeholdt bl.a. følgende bestemmelser:
”§1
(B) kirkedistrikt udgøres af
en del af (Z) sogn samt en del af (Æ) sogn, begge beliggende i S kommune,
samt
en del af (Ø) sogn, (Ø) kommune, og en del af henholdsvis (X) sogn i (W)
kommune, og en del af (Y) sogn, der er beliggende i ( ) kommune.
§2
(B) menighedsråd udgøres af
i alt 7 personer, hvoraf 2 vælges af kirkedistriktets medlemmer af
folkekirken
med bopæl i (Ø) sogn, medens 2 medlemmer vælges af kirkedistriktets beboere
med
bopæl i (Æ) sogn og 1 medlem af kirkedistriktets beboere med bopæl i (Z)
sogn.
Endelig vælges 1 medlem af kirkedistriktets beboere med bopæl i (Y) sogn og 1
medlem af kirkedistriktets beboere med bopæl i (X) sogn.
Menighedsrådet tiltrædes af
sognepræsten i (Z).
§3
Sognepræsten i (Z) sogn
forretter gudstjeneste i (B) kirke hveranden søndag, henholdsvis en
højmessegudstjeneste eller en anden gudstjeneste. På alle højhelligdage
afholder sognepræsten i (Z) højmessegudstjeneste eller anden gudstjeneste.
Kirkelige handlinger, der
ønskes forrettet i (B) kirke for medlemmer af folkekirken med bopæl i den del
af (B) kirkedistrikt, der er beliggende i henholdsvis (Z) sogn, (Æ) sogn, (Ø)
sogn, (X) sogn og (Y) sogn, forrettes af egen sognepræst.
Dog er sognepræsten i (Z)
sogn forpligtet til, efter begæring af et medlem af (B) kirkedistrikt, at
forrette kirkelige handlinger i (B) kirke.
§4
Kirkebetjeningen i (Z) sogn
er forpligtet til at betjene (B) kirke.
”
I anledning af biskoppens
forslag fremkom sognepræsterne i Ø, sognepræsten i Z og sognepræsten i Æ samt
menighedsrådet med bemærkninger af henholdsvis 16. og 27. august 1996, 21.
august 1996, 24. august 1996 og 21. august 1996. Samtlige præster anførte at
de
mente at det var en fordel at B Kirke kun skulle betjenes af én præst, men at
problemerne ikke var løst. Sognepræst J, Ø, anførte således følgende i sin
udtalelse af 27. august 1996:
”Den 21. august 1996 var jeg
til menighedsrådsmøde i (B). Vi drøftede bl.a. stiftskontorchefens udkast til
regulativ for (B) Kirke. (...) De 7 folkevalgte menighedsrådsmedlemmer lod
føre
til protokols, at de fortsat ønskede den nuværende ordning bevaret. Dette vil
være dybt utilfredsstillende for både menigheden og præsterne.
Udkastet løser desværre
heller ikke problemerne omkring strukturen – og der er problemer.
Menigheden
føler sig mere knyttet til egen sognekirke end til (B) Kirke. Den manglende
’distriktsbevidsthed’ viser sig ved at gudstjenesterne er meget
dårligt
besøgte. Præsterne er frustrerede over at skulle virke som præst i dele af 5
sogne.
Det er en klar forbedring,
at der ifølge udkastet kun skal være 1 præst ((Z) præsten) ved kirken –
men det
er et problem, at vedkommende er forpligtet på hele distriktet, hvor der i
forvejen er 5 præster.
Jeg mener, i forlængelse af bispeembedets
skrivelse af 14. maj 1996, at man bør nedlægge distriktet og dermed det
nuværende distriktsmenighedsråd og lade (B) Kirke være distrikts/filial kirke
i
(Z) sogn. Beboerne i det nuværende distrikt skal fortsat have gravstedsret og
ret til at lade sig betjene fra (B) Kirke.
Endnu en ulempe ved
distriktsordningen er, at beboerne i distriktet ikke har mulighed for at løse
sognebånd til ’egen’ sognekirke – og dermed hverken har
valgret eller
opstillingsret til ’eget’ menighedsråd.
Jeg vil også nævne, at (Ø)
kirkekasse i 1996 betalte kr. 121.730 til (B) kirkekasse. Det er et stort
beløb
for de meget få familier i (Ø) sogn, der føler sig knyttet til (B) Kirke. (Ø)
menighedsråd er også forpligtet til at finde organist til de gudstjenester,
hvor (Ø)-præsterne medvirker. Dette er ofte vanskeligt. I 1997 har (Ø)
kirkekasse afsat kr. 6000,00 til denne udgift.
Som strukturen er nu ved
menigheden ikke hvem deres præst er og præsterne kender ikke – deler
ikke
hverdag med menigheden – hvilket er uhensigtsmæssig. Efter min bedste
overbevisning findes der ikke halve løsninger, der kan skabe
tilfredsstillende
vilkår for menighed og præst.”
Menighedsrådets udtalelse af
21. august 1996 bestod i et udkast til regulativ der bl.a. indeholdt en
bestemmelse om at sognepræsterne i Z, Æ og Ø (den ikke kirkebogsførende) var
tjenstgørende ved B Kirke, at disse præster tiltrådte B Menighedsråd og
medvirkede ved menighedsrådets arrangementer. Menighedsrådet havde endvidere
vedlagt en opgørelse over antallet af deltagere i menighedsrådets
arrangementer
i 1994, 1995 og 1996, hvoraf det fremgik at der deltog mellem 18 og 80
personer
med et gennemsnitligt deltagerantal på ca. 43.
Biskoppen sendte endvidere
den 23. august 1996 udkastet til Den Danske Præsteforening der i brev af 3.
september
1996 fremkom med den bemærkning at foreningen mente at udkastets § 3, 3.
afsnit, burde udelades, ”idet ordlyden i afsnittet bryder med den
grundlæggende
regel om sognepræstens forpligtelser”.
Den 29. august 1996 blev der
afholdt møde mellem medlemmer af menighedsrådet, bispeembedet og provsten i T
Provsti. Menighedsrådet fremsendte den 3. september 1996 på ny bemærkninger
til
biskoppens udkast. Menighedsrådet anførte bl.a. følgende:
”(B) menighedsråd finder
ikke, at det fremsendte udkast til regulativ for (B) kirke kan anvendes, da
det
er uklart formuleret, ikke er fyldestgørende og det forudsætter, at (B)
menighed kun skal betjenes af een præst, hvad angår gudstjenester i (B)
kirke.
Menighedsrådet mangler
saglig og veldokumenteret begrundelse for, at (B) menighed kun skal betjenes
af
een præst, hvad angår gudstjenester.
En betingelse for at præst
og menighed lærer hinanden at kende er, at præst og menighed mødes til
gudstjenester, kirkelige handlinger, sjælesorg og husbesøg m.m., samt ved de
arrangementer, der foregår i forbindelse med kirken. Derfor er det en klar
forringelse, når 2 af de 3 tjenestegørende præster fritages for gudstjenester
i
(B) kirke.
Menighedsrådet er ligeledes
uforstående overfor den foreslåede ændring af betjeningen ved (B) kirke hvad
angår gudstjenester, da ændringen ikke indebærer besparelser, idet de 2
præster
ikke frigøres til andre stillinger.
Således kan (B) menighedsråd
ikke godkende den foreslåede ordning, da det, som ovenfor anført, indebærer
en
klar forringelse af den nuværende kirkelige betjening.
Menighedsrådet fastholder
med baggrund i bl.a. ovennævnte begrundelser den bestående ordning fastlagt i
Biskop (H)’s regulativ for (B) kirke af 2. sept. 1941.
(B) menighedsråd fremsender
vedlagte udkast til regulativ for (B) kirke, udarbejdet af (B) menighedsråd
på
grundlag af det af Biskop (H) fastlagte regulativ af 2. september 1941.
(B) menighedsråd forventer
og ser frem til en forhandling af det vedlagte udkast.”
Menighedsrådets udkast til
regulativ indeholdt samme bestemmelse om antallet af tjenstgørende præster,
præsternes medlemskab af menighedsrådet og deltagelse i menighedsrådets
arrangementer som udkastet af 21. august 1996.
Biskoppen sendte den 18.
oktober 1996 et udkast til regulativ for den gejstlige betjening af B
Kirkedistrikt til de involverede provster og sognepræster. Biskoppen
indkaldte
i den forbindelse provsterne og præsterne til møde den 12. november 1996.
Udkastet indeholdt følgende bestemmelser:
”§ 1
Sognepræsten i (Z) Sogn
varetager alle ordinære gudstjenester i (B) Kirke.
§ 2
Sognepræsten i (Z) er
pligtig til at varetage kirkelige handlinger i (B) Kirke, medmindre der er
fremsat ønske om at blive betjent af en anden præst.
§ 3
Sognepræsten i (Z) Sogn er
medlem af (B) Kirkedistrikts menighedsråd.
§ 4
Gudstjenester i (B) Kirke
holdes efter aftale mellem menighedsrådet og sognepræsten i (Z) Sogn. Det
forudsættes herved, at der afholdes gudstjeneste i (B) Kirke mindst hver
anden
søn- og helligdag samt på alle højhelligdage. Det forudsættes endvidere, at
hver
anden af de planlagte gudstjenester holdes som højmessegudstjeneste kl.
10.00.
§ 5
Medlemmer af kirkedistriktet
med bopæl i (Æ), (Ø), (X) og (Y) sogne har krav på at blive betjent af deres
egen sognepræst i (B) Kirke, hvad angår begravelse, bisættelse, bryllup og
konfirmation. Dette ændrer intet i retten til at blive kirkeligt betjent i
egen
sognekirke.
§ 6
Medlemmer af kirkedistriktet
betjenes med hensyn til sjælesorg af den eller de sognepræster, som er kaldet
til det sogn, hvori medlemmet af kirkedistriktet har bopæl.
”
Sognepræsten i Z foreslog
primo november 1996 i et brev til biskoppen at udkastet blev ændret for så
vidt
angik § 4, således at bestemmelsen fik følgende ordlyd:
”Gudstjenester i (B) Kirke
holdes efter aftale mellem menighedsrådet og sognepræsten i (Z) Sogn. Det
forudsættes herved, at der afholdes gudstjeneste i (B) Kirke hveranden
søndag,
og at hveranden af disse gudstjenester holdes som en højmessegudstjeneste kl.
10.00. Det forudsættes endvidere, at der afholdes gudstjeneste på de tre
højhelligdage, og at én af disse gudstjenester vekslende mellem juledag,
påskedag og pinsedag er en højmessegudstjeneste. Der holdes endvidere
gudstjeneste nytårsdag, skærtorsdag eller langfredag, St. Bededag eller
Kristi
himmelfartsdag.”
Den 15. november 1996 sendte
biskoppen sit udkast med den af sognepræsten i Z foreslåede rettelse til
menighedsrådet og præsteforeningen med henblik på at rådet og foreningen
kunne
fremkomme med bemærkninger. Udkastet blev endvidere sendt til orientering til
Kirkeministeriet, menighedsrådene i sognene Z, Æ, Ø, X og Y samt
sognepræsterne
i X og Y.
Sognepræsten i Z sendte den
22. november 1996 et sålydende brev til biskoppen:
”På menighedsrådsmødet i (B)
den 20. november fremkom udtalelser om, at det ville være urimeligt, hvis den
præst, som skal have alle gudstjenesterne i (B) kirke, ikke også havde pligt
til at betjene de medlemmer af (B) kirkedistrikt m.h.t. sjælesorg, som måtte
komme til at føle tilknytning til den pågældende præst. Gudstjenesterne og
sjælesorgsforpligtelsen kan/bør ikke adskilles så skarpt som i
regulativudkastet. – Denne indvending mod regulativudkastet forekommer
mig
berettiget, og jeg vil derfor gerne foreslå en tilføjelse til § 6, ( )
”
Præsteforeningen meddelte i
brev af 28. november 1996 at under de givne omstændigheder ”tilbagestår
præsteforeningens principielle indvending mod bruddet med den grundlæggende
geografiske afgrænsning af præstens tjenestepligter, som anført i
præsteforeningens skrivelse af 3. september 1996 til biskoppen”.
Menighedsrådet anførte i
brev af 29. november 1996 bl.a. følgende:
”(B) menighedsråd finder, at
’Udkast til regulativ for den gejstlige betjening af (B) kirke’
indeholder en
betænkelig forringelse af den nuværende kirkelige betjening, da ca. 70% af
menighedens medlemmer fratages de ordinære gudstjenester forrettet af deres
sognepræst i (B) kirke.
Ligeledes finder (B)
menighedsråd det uacceptabelt at adskille den ordinære gudstjeneste fra
sjælesorgen.
I øvrigt henvises til (B)
menighedsråds udtalelse i skrivelse af 3. september 1996 med udkast til
regulativ for (B) kirke. (B) menighedsråd har bemærket sig, at Biskoppen ikke
har kvitteret for denne skrivelse og udtalelse.
Der gøres opmærksom på, at
den gejstlige betjening af (B) kirke er fastlagt i et regulativ til forskel
fra
den gejstlige betjening af sognekirker.
Ifølge dansk
forvaltningspraksis er et approberet regulativ gældende, indtil de berørte
parter – og således også (B) menighedsråd – efter forhandling har
accepteret en
ændring.
(B) menighedsråd ser sig
således nødsaget til med baggrund i ovennævnte og tidligere fremsatte
udtalelser at fastholde den bestående og gældende ordning fastlagt i
’Regulativ
og Reglement for (B) Kirke af 2. september 1941’.”
Den 19. december 1996 sendte
biskoppen til menighedsrådet det nye regulativ af 19. december 1996.
Biskoppen
anførte følgende i fremsendelsesbrevet:
”
Efter svarfristen den 15.
december 1996 er der fremkommet bemærkninger fra (B) Menighedsråd,
sognepræsten
i (Z) samt Den danske Præsteforening. Disse bemærkninger har givet mig
anledning til at tilføje sidste punktum i regulativets § 6.
En telefonsamtale med
Kirkeministeriet den 19. december 1996 har bekræftet, at man derfra ingen
bemærkninger har til regulativet.
I brev af 29. november 1996
henviser (B) Menighedsråd til tidligere fremsendt brev af 3. september 1996,
som jeg angiveligt ikke har kvitteret for. Det nævnte brev samt medsendte
forslag til regulativ dateret 31. august 1996 har jeg betragtet som en
tilkendegivelse, som positivt er indgået i mine overvejelser under
udarbejdelsen af mit eget udkast til regulativ. Herudover har jeg ingen
bemærkninger til menighedsrådets brev af 3. september 1996.
”
Regulativet af 19. december
1996 der trådte i kraft den 1. januar 1997, har følgende ordlyd:
”Regulativ for den gejstlige betjening af (B)Kirkedistrikt
§ 1
Sognepræsten i (Z) Sogn
varetager alle ordinære gudstjenester i (B) Kirke.
§ 2
Sognepræsten i (Z) Sogn er
pligtig til at varetage kirkelige handlinger i (B) Kirke, medmindre der er
fremsat ønske om at blive betjent af en anden præst.
§ 3
Sognepræsten i (Z) Sogn er
medlem af (B) Kirkedistrikts menighedsråd.
§ 4
Gudstjenester i (B) Kirke
holdes efter aftale mellem menighedsrådet og sognepræsten i (Z) Sogn. Det
forudsættes herved, at der afholdes gudstjeneste i (B) Kirke hveranden
søndag,
samt at hveranden af disse gudstjenester holdes som en højmessegudstjeneste
kl.
10.00. Det forudsættes endvidere, at der afholdes gudstjeneste på de tre
højhellighedsdage, samt at én af disse gudstjenester vekslende mellem
juledag,
påskedag og pinsedag er en højmessegudstjeneste. Der holdes endvidere
gudstjeneste nytårsdag, skærtorsdag eller langfredag, store bededag eller
Kristi himmelfartsdag.
§ 5
Medlemmer af kirkedistriktet
med bopæl i (Æ), (Ø), (X) og (Y) sogne har krav på at blive betjent af deres
egen sognepræst i (B) Kirke, hvad angår begravelse, bisættelse, bryllup og
konfirmation. Dette ændrer intet i retten til at blive kirkeligt betjent i
egen
sognekirke.
§ 6
Medlemmer af kirkedistriktet
betjenes med hensyn til sjælesorg af den eller de sognepræster, som er kaldet
til det sogn, hvori medlemmet af kirkedistriktet har bopæl. Dog er
sognepræsten
i (Z) Sogn forpligtet til efter begæring af et medlem af (B) Kirkedistrikt at
betjene medlemmet med hensyn til sjælesorg.
§ 7
Kirkebogsføringen vedrørende
medlemmer af (B) Kirkedistrikt finder sted efter de for folkekirken gældende
regler.
§ 8
Tvivlsspørgsmål vedrørende
nærværende regulativ forelægges biskoppen til afgørelse.
§ 9
Nærværende regulativ ophæver
de bestemmelser vedrørende den gejstlige betjening af (B) Kirkedistrikt, som
er
indeholdt i (C) Stifts Bispeembedes ’Regulativ og Reglement for (B)
Kirke’ af
2. september 1941.”
Menighedsrådet indgav den
15. januar 1997 via Provsten i T og biskoppen i C Stift en klage til
Kirkeministeriet over det nye regulativ. Menighedsrådet anførte bl.a.
følgende
i klagen:
”Sognepræsterne i (Z), (Æ)
og (Ø) er ansat ved og indsat i (B) kirke og medlemmer af folkekirken i (B)
kirkedistrikt har derfor ret til kirkelig betjening i (B) kirke af de 3
sognepræster
og menigheden kan frit vælge den sognepræst, hvortil der er skabt et
tillidsforhold (jfr. lov nr. 352 om medlemskab af folkekirken, kirkelig
betjening og sognebåndsløsning § 5 og 6).
Endvidere finder (B)
menighedsråd ikke, at bestemmelserne for fastsættelse af regler for
præsternes
betjening af menigheden kan anvendes, idet (B) kirkedistrikt ikke er et
pastorat og at der ikke har været forhandlet med (B) menighedsråd om
’Regulativ
for den gejstlige betjening af (B) Kirkedistrikt af 19. december 1996’.
(bilag
10-14) (jfr. lov nr. 352 om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og
sognebåndsløsning § 9 og lov nr. 432 om menighedsråd § 39).
Ligeledes påklager (B)
menighedsråd, at ’Regulativ for den gejstlige betjening af (B)
Kirkedistrikt af
19. december 1996’ fratager en stor del [af] menigheden ved (B) kirke
retten
til kirkelig betjening i (B) kirke af de indsatte sognepræster – i strid
med de
stedlige hævdvundne rettigheder og et enigt menighedsråds ønske. (jfr. lov
nr.
352 om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning § 5
og 6).
Præsterne finder det
utilfredsstillende, at de i (B) kirke skal yde kirkelig betjening incl.
sjælesorg til folk fra andre sognedele end netop deres egen sognedel. Da (B)
kirkedistrikt har sit eget menighedsråd, er det i lovgivningen sidestillet
med
et sogn, hvorfor de 3 sognepræster har pligt til at yde hele menigheden
kirkelig betjening. (jfr. lov nr. 432 om menighedsråd § 1, stk. 2.).
Denne rettighed fratages
menigheden med ’Regulativ for den gejstlige betjening af (B) Kirke af
19. dec.
1996’, der fastsætter, at alene sognepræsten i (Z) varetager alle
ordinære
gudstjenester i (B) kirke og det uden alle en sognepræsts forpligtelser. En
stor del af menigheden ved (B) kirke får een præst til gudstjeneste og en
anden
til sjælesorg.
(B) menighedsråd er af den
opfattelse, at gudstjeneste og sjælesorg uløseligt hører sammen, hvorfor det
er
i strid med præsteløfte m.v., når det i ’Regulativ for den gejstlige
betjening
af (B) Kirkedistrikt af 19. december 1996’ fastsættes, at sognepræsten i
(Z),
der har gudstjenestepligten, udelukkende på begæring af et medlem af (B)
kirkedistrikt, har pligt til at betjene medlemmet med hensyn til sjælesorg.
(B) menighedsråd påklager,
at ’Regulativ for den gejstlige betjening af (B) Kirkedistrikt af 19.
december
1996’ fastsætter, at kun
eet
medlem
ud af (B) kirkedistrikt menighedsråds syv medlemmer for fremtiden kan deltage
i
valget af den sognepræst, der alene varetager alle ordinære gudstjenester i
(B)
kirke. (jfr. lov nr. 432 om menighedsråd § 34, stk. 2).
(B) menighedsråd ansøgte i
slutningen af 1970-erne, om at indskrænke gudstjenestefrekvensen til hver
anden
søndag på grund af vakance i kapellanembedet i (Ø). (C) Stifts Bispeembede
gav
i årene 1978-81 årligt en dispensation fra bestemmelsen om, at der skal
afholdes gudstjeneste hver søndag. Denne dispensation er ikke fornyet siden
1982.
(C) Stifts Bispeembede
fastlægger nu i ’Regulativ for den gejstlige betjening af (B)
kirkedistrikt af
19. december 1996’, at der skal afholdes gudstjeneste hver anden søndag
i (B)
kirke, hvilket er i strid med gældende regler. Menigheden ved (B) kirke har
ret
til samme gudstjenestefrekvens som menigheden ved andre kirker. ((C) Stifts
cirkulæreskrivelse vedr. gudstjenestefrekvens af 22. november 1995 (vedlagt),
Preben Espersen; Kirkeret alm. del, 1993, side 107 pkt. 8.5.3. Præstens
opgaver).
Det er ligeledes en
uacceptabel forringelse af den kirkelige betjening af (B) kirkedistrikt, når
højmesse kl. 10.00 kun skal afholdes hver anden gang, dvs. højst en gang om
måneden. Dette er især uacceptabelt, fordi sognepræsterne i (Æ) og (Ø) sogne,
der frigøres fra de ordinære gudstjenester i (B) kirke, ikke er pålagt andre
opgaver udover tjenesten i deres 1-sognspastorater.
(B) menighedsråd finder, at
administrationen af forholdene ved (B) kirke med udstedelsen af endnu et
regulativ vil blive vanskeliggjort. Det juridiske grundlag for (B)
Kirkedistrikt vil med to regulativer fremstå som rodet, idet det ikke klart
fremgår hvilke paragraffer der erstatter hvilke.
(B) menighedsråd finder, at
denne sag er af principiel betydning og anmoder om foretræde for
Kirkeministeren for at forelægge sagen.”
Biskoppen sendte den 29.
januar 1997 menighedsrådets klage videre til Kirkeministeriet og anførte at
klagen ikke gav ham anledning til bemærkninger, men at han kunne henholde sig
til sit regulativ af 19. december 1996.
Kirkeministeriet traf den
24. april 1997 afgørelse i anledning af menighedsrådets klage. Ministeriet
anførte bl.a. følgende:
”I anledning heraf skal man
meddele, at den ved ’Regulativ for den gejstlige betjening af (B)
Kirkedistrikt’ af 19. december 1996 skete nyordning af den gejstlige
betjening
af (B) kirkedistrikt efter ministeriets opfattelse klart falder ind under
biskoppens kompetence til at tilrettelægge den præstelige betjening i
stiftet.
Man skal endvidere bemærke,
at nyordningen ikke forudsætter hverken kongelig resolution eller godkendelse
fra Kirkeministeriet. Der kan heller ikke stilles krav om, at (B)
menighedsråd
skal have tilsluttet sig nyordningen. Nyordningen skal have været forhandlet
med menighedsrådet, hvilket ifølge det oplyste også er sket.
Der er efter ministeriets
opfattelse ikke grundlag for at kritisere biskoppen hverken med hensyn til
indholdet af nyordningen eller med hensyn til biskoppens behandling af
sagen.”
I brev af 2. juli 1997 bad
formanden for menighedsrådet Kirkeministeriet om at besvare følgende
spørgsmål:
”
1.
Nyordningen af den gejstlige
betjening af (B) kirke falder efter Kirkeministeriets opfattelse klart ind
under biskoppens kompetence til at tilrettelægge den præstelige betjening i
stiftet.
I hvilke bestemmelser er
biskoppens kompetence og omfanget af denne kompetence klart beskrevet?
2.
Nyordningen forudsætter ikke
hverken kongelig resolution eller godkendelse fra Kirkeministeriet.
Med Kirkeministeriets
skrivelse af 29. august 1941 (Journal nr. 4 P.240) er ’Regulativ og
Reglement
for (B) Kirke’ af 19. august 1941 approberet.
Der ønskes en redegørelse
for og fortegnelse over de bestemmelser til hvilke der henvises, når et
approberet regulativ bliver ændret uden kongelig resolution eller godkendelse
fra Kirkeministeriet.
3.
I (C) Stifts skrivelse til
(B) Menighedsråd af 19. dec. 1996 ( ) meddeler biskop (K), at
Kirkeministeriet
er orienteret om ’Regulativ for den gejstlige betjening af (B)
Kirkedistrikt’
og senere i samme skrivelse, at en telefonsamtale med Kirkeministeriet den
19.
december 1996 har bekræftet, at man derfra ingen bemærkninger har til
regulativet.
Således har biskoppen
forelagt Kirkeministeriet nyordningen og regulativet og fået det godkendt.
Som part i sagen anmoder jeg
om aktindsigt i de ved denne sagsbehandling og godkendelse foreliggende
sagsakter. Endvidere anmoder jeg om en redegørelse for, hvilken indflydelse
Kirkeministeriets forhåndsgodkendelse har haft på Kirkeministeriets
stillingtagen til (B) menighedsråds klage og anmoder samtidig om en
forklaring
på de modstridende udtalelser jfr. pkt. 2.
4.
Forud for biskoppens
udstedelse af ’Regulativ for den gejstlige betjening af (B)
Kirkedistrikt’ skal
nyordningen have været indgående forhandlet med menighedsrådet, hvilket
ifølge
det oplyste også er sket.
Med henvisning til
aktindsigt, anmoder jeg om at få tilstillet kopi af de sagsakter,
forhandlingsreferater, mødenotater og andre relevante dokumenter, der kan
begrunde denne udtalelse.
6.
I (B) kirke har der i en
årrække med baggrund i en af (C) Stift Bispeembede udstedt dispensation kun
været gudstjeneste hver anden søndag.
Hvor i lovgivningen er der
belæg for, at biskoppen kan lovliggøre denne dispensation i et regulativ og
derved fratage menigheden retten til gudstjeneste hver søndag i
eetsognspastorat?
8.
I bekendtgørelse nr. 571 af
lov om menighedsråd § 2 bestemmes det, at alle i et pastorat ansatte præster,
altså også hjælpepræster, er fødte medlemmer af menighedsrådet.
Med hvilken hjemmel kan
biskop (K) i ’Regulativ for den gejstlige betjening af (B)
Kirkedistrikt’ i
strid med loven bestemme, at 2 ud af de 3 ansatte præster ved (B) kirke ikke
er
medlemmer af (B) menighedsråd?
9.
(B) kirke er siden sin
indvielse den 26. juni 1881 efter sædvane blevet betjent af de tre
sognepræster
i (Æ), (Ø) og (Z).
Der er således tale om en
velerhvervet rettighed og der udbedes en redegørelse for med, hvilken hjemmel
denne velerhvervede rettighed kan tilbagekaldes?
Flere ældre i menigheden
mener at vide, at foranstående forhold er fastlagt i en kirkeministeriel
forordning omkring midten af 1920-erne. Jeg vil gerne have oplyst om
rigtigheden heraf og udbeder mig i givet fald en kopi af forordningen
tilstillet. ( )
10.
Der ønskes oplyst, om
biskoppen med hjemmel i en lov er den regeludstedende myndighed, for så vidt
angår et nyt regulativ, herunder få klarhed over den særlige hjemmel, der
kræves ved ændring af et regulativ.
11.
Skal biskoppen i udøvelsen
af sit embede overholde de almindelige forvaltningsretlige regler, herunder
reglerne i forvaltningsloven eller udøver han sin virksomhed med hjemmel
enten
i en udtrykkelig givet lovbestemmelse, bekendtgørelse eller cirkulære eller
efter forvaltningsmæssig praksis og sædvane for så vidt angår det gejstlige
område?
Som part i sagen anmoder jeg
med henvisning til forvaltningslovens bestemmelser om aktindsigt i sagen og
anmoder samtidig om, at redegørelsen for ovenstående spørgsmål er bilagt
kopier
af de relevante love med en markering af de paragraffer, der anvendes i
besvarelsen.
”
Kirkeministeriet svarede den
9. december 1997 således:
”
Ministeriet skal hertil
bemærke, at opretholdelsen af de gamle særordninger vedrørende (B) kirke og
kirkedistrikt beror på sædvane, hvilket har den retsvirkning, at
særordningerne
ikke kan betragtes som ulovlige, uanset at de er i strid med den nuværende
lovgivning på området. Særordningerne er på den anden side ikke udstyret med
en
særlig retskraft, således at de ikke kan ændres, medmindre menighedsrådet er
indforstået, og betyder altså ikke nogen indskrænkning i den kompetence, der
tilkommer de kirkelige myndigheder, Kirkeministeriet og lovgiver.
Afgørende for, hvor
kompetencen ligger til at ændre en bestemmelse i ’Regulativ og Reglement
for
(B) Kirke approberet af Kirkeministeriet den 29. august 1941’ er, hos
hvilken
myndighed kompetencen til at træffe afgørelser af denne art normalt ligger.
Biskoppen kan således ikke ophæve bestemmelsen i § 1 og derved nedlægge
kirkekredsen
eller distriktet. Det kan kun ministeriet.
Den hidtidige ordning
vedrørende den præstelige betjening af (B) kirke har altså ikke en særlig
retskraft, der bevirker en indskrænkning af biskoppens almindelige ansvar for
og kompetence til at tilrettelægge den præstelige betjening i stiftet.
Der findes ikke
bestemmelser, der klart beskriver biskoppens kompetence vedrørende
tilrettelæggelsen af den præstelige betjening. Biskoppens kompetence beror
til
dels på sædvane, idet man tillige skal pege på den almindelige arbejdsretlige
grundsætning om arbejdsgivers ledelsesret (retten til at lede og fordele
arbejdet). Denne grundsætning er for tjenestemænds vedkommende slået fast i
tjenestemandslovens § 45, stk. 3, der også gælder for folkekirkens præster.
I den foreliggende sag er
hjemlen for biskoppens fastlæggelse af regler om den præstelige betjening af
(B) kirkedistrikt bestemmelsen i lov nr. 352 af 6. juni 1991 om medlemskab af
folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning § 9, stk. 1 (Retsregler
for
Menighedsrådsmedlemmer side 448).
Der er i øvrigt ikke noget
usædvanligt ved, at embedsforholdet mellem flere præster eller visse dele af
en
præsts embedspligter, fx betjening af et hospital, fastlægges ved et af
biskoppen udfærdiget regulativ.
Biskop (K)’s telefonsamtale
den 19. december 1996 med Kirkeministeriet (ved en fuldmægtig i ministeriets
3.
kontor) drejede sig om tjenestemandsretlige spørgsmål i relation til den
påtænkte ændring af den præstelige betjening. Der er ikke her taget notat
vedrørende telefonsamtalen, i hvilken forbindelse bemærkes, at der ikke var
notatpligt vedrørende samtalen, jf. lov om offentlighed i forvaltningen § 6,
stk. 1. Det eneste aktstykke i denne forbindelse er biskoppens udkast til
regulativ, som blev sendt til menighedsrådet med biskoppens skrivelse af 15.
november 1996.
Telefonsamtalen var ikke ’en
forhåndsgodkendelse’ af det nye regulativ, som menighedsrådet skriver,
men en
drøftelse af eventuelle tjenestemandsretlige problemer, og denne drøftelse
har
ikke haft nogen betydning for ministeriets behandling af menighedsrådets
klage,
der som bekendt ikke drejede sig om tjenestemandsretlige spørgsmål i relation
til de involverede præster.
Menighedsrådet mener ikke,
at nyordningen har været forhandlet med rådet.
De 6 foregående afsnit [med
en gennemgang af sagens forløb ved bispeembedet; min tilføjelse] beskriver et
forhandlingforløb, dels skriftligt dels ved møder, hvor menighedsrådet har
haft
lejlighed til at øve indflydelse på det endelige resultat, hvilket også
fremgår
tydeligt af de ændringer, som er sket med biskoppens forslag undervejs.
Ministeriet er derfor uforstående over for menighedsrådets påstand om, at
nyordningen ikke er blevet forhandlet med rådet, da det modsatte dokumenteres
af det materiale, som rådet har indsendt til ministeriet.
Menighedsrådet finder ikke,
at nyordningen er begrundet.
Man skal hertil bemærke, at
biskoppen i sit brev af 14. maj 1996 henviser til, at det vil være
hensigtsmæssigt at gennemføre en
administrativ forenkling af forholdene ved (B) kirke. Ministeriet kan
ikke være uenig med biskoppen heri, og der har da også gennem årene været
gjort
flere – forgæves – forsøg på at ’normalisere’ (B) kirkes
og kirkedistrikts
retsstilling. Ministeriet finder, at nyordningen er ikke alene begrundet, men
også velbegrundet.
Ministeriet har forstået
menighedsrådets oplysninger således, at der siden 1978 (i årene 1978-81 med
biskoppens dispensation) kun har været gudstjeneste i (B) kirke hver anden
søndag. Det er nu fastlagt i Regulativ for den gejstlige betjening af (B)
Kirkedistrikt af 19. december 1996 § 4, at der (som minimum) er gudstjeneste
hver anden søndag samt de tre højhelligdage, nytårsdag, skærtorsdag eller
langfredag, store bededag eller Kristi himmelfartsdag.
Menighedsrådet spørger, hvor
i lovgivningen der er hjemmel til, at biskoppen kan lovliggøre denne
dispensation i et regulativ og derved fratage menigheden retten til
gudstjeneste hver søndag i et eetsognspastorat.
Man skal hertil bemærke, at
der ikke eksisterer nogen regel om, at der skal være gudstjeneste hver søndag
i
alle kirker, og at der ifølge det oplyste ikke ved regulativet sker nogen
reduktion af det antal gudstjenester, der rent faktisk holdes i (B) kirke.
Der
er nærmest tale om en skriftlig fiksering af den praksis eller sædvane, der
har
udviklet sig på stedet. Det finder ministeriet ikke, at der er grundlag for
at
kritisere.
Ved indstilling til
præstestillinger i pastorater, der indgår i (B) kirkedistrikt, tiltrædes
pastoratets menighedsråd af de eller det valgte medlem af (B) kirkedistrikts
menighedsråd, som er valgt fra kirkedistriktets del af det pastorat, hvori
indstillingen skal foretages.
Menighedsrådet spørger, hvor
i lovgivningen der er hjemmel til, ’at biskoppen fratager en præst
retten til
prædikeembedet og kun prædikeembedet, således at menighedsrådsmedlemmernes
indstillingsret til embedet bliver meningsløs, når menighedsrådsmedlemmerne
og
menigheden aldrig kan møde den indstillede ansøger som præst i
sognemenighedens
kirke til de ordinære gudstjenester og når præstens embedspligt stadig
omfatter
de øvrige 3 hovedområder’ (nemlig sjælesorg, undervisning og det
administrative).
Ministeriet skal hertil
bemærke, at de medlemmer af (B) menighedsråd, der er valgt fra
kirkedistriktets
del af (X) og (F) sogne, tiltræder (X) og (F) menighedsråd ved indstilling
til
præstestillinger i (X) og (F) sogne, uanset at præsterne her aldrig har været
forpligtet vedrørende betjeningen af (B) kirkedistrikt – hverken med
prædikeembede, sjælesorg, undervisning eller det administrative – uden
at det
tilsyneladende har været fornemmet som noget problematisk.
Ministeriet er enig med
menighedsrådet i, at situationen er ejendommelig, men ikke meget
ejendommeligere nu, end den hele tiden har været.
Med hensyn til lovhjemlen
for biskoppens omordning af den kirkelige betjening af (B) kirkedistrikt
henvises til den tidligere nævnte bestemmelse i lov nr. 352 af 6. juni 1991
om
medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning § 9, stk.
1
(Retsregler for Menighedsrådsmedlemmer side 448).
Menighedsrådet spørger, med
hvilken hjemmel biskoppen i strid med bestemmelsen i menighedsrådslovens § 2
kan bestemme, at 2 ud af 3 ansatte præster ikke er medlemmer af (B)
menighedsråd.
Ministeriet skal henvise til
bestemmelsen i menighedsrådslovens § 2, stk. 4, der indeholder den
efterspurgte
hjemmel.
”
Den 6. maj 1998 skrev A til
biskoppen og meddelte at A repræsenterede menighedsrådet. A foreslog i brevet
at der blev holdt et møde mellem biskoppen, provsten for T Provsti,
menighedsrådet og A med henblik på at finde en løsning som alle involverede
kunne være tilfredse med. Biskoppen afviste i brev af 19. maj 1998 at afholde
et møde.
Den 14. september 1998
klagede A til mig over C Stifts Bispeembedes og Kirkeministeriets behandling
af
sagen. A anførte bl.a. følgende i klagen:
”Det er min opfattelse, at
såvel Bispeembedets som Kirkeministeriets sagsbehandling er behæftet med en
række fejl, hvilket der skal redegøres for i det følgende:
Nr. 1.:
I Kirkeministeriets
skrivelse af 9. december 1997 (bilag 19) anføres (side 1 sidste afsnit), at
hjemlen for Biskoppens fastlæggelse af regler om den præstelige betjening i
(B)
Kirkedistrikt findes i § 9, stk. 1 i lov nr. 352 af 6. juli 1991 om
medlemskab
af folkekirken m.v.
Kirkeministeriet synes
ganske, at overse samme lovs § 5, § 6, stk. 1 samt § 8, stk. 2.
Af samme lovs § 5 fremgår,
at (B) Kirkedistrikts menighed hører til menigheden i det sogn, hvori den har
bopæl med mindre de ved særlige bestemmelser er henvist til en anden
menighed.
(B) Kirkedistrikt har netop
i henhold til regulativet fra 1941 (bilag 1) været henvist til det
selvstændige
kirkedistrikt (B), dog med en samtidig ret til at lade sig betjene af kirken
i
det enkelte medlems eget sogn.
Af § 6, stk. 1, fremgår
således, at ethvert medlem af (B) Kirkedistrikt har ret til kirkelig
betjening
af præsten eller præsterne for den menighed, hvortil medlemmet hører og dette
har hidtil været de tre præster, der betjente (B) Kirkedistrikt, nemlig
præsten
fra (Z) sogn, præsten fra (Æ) sogn og præsten fra (Ø) sogn.
Dette indebærer med andre
ord, at der direkte efter loven har været en ret for ethvert medlem af (B)
Kirkedistrikt til at blive betjent i enhver henseende af 3 præster ved
kirken.
Denne lovhjemlede ret har de
administrative kirkemyndigheder nu frataget menighedens medlemmer ved (B)
Kirkedistrikt.
Det er min opfattelse, at
denne fratagelse således er uhjemlet og i strid med lov nr. 352 af 6. juni
1991
§ 5, jvf. § 6 stk. 1.
Hertil kommer, at samme lovs
§ 8, stk. 2, synes at forudsætte, at en menigheds medlemmer uanset
områdeinddelingen har ret til ’kirkelig betjening’ af enhver af
pastoratets
præster, d.v.s. enhver af de 3 præster, som i overensstemmelse med lovens § 5
var tilknyttet (B) Kirke i henhold til særlig bestemmelse.
På denne baggrund synes
Kirkeministeriets angivelse af hjemlen (bilag 19, side 1 sidste afsnit) i
samme
lovs § 9, stk. 1, at bero på en vildfarelse.
Nr. 2.:
I Kirkeministeriets
skrivelse af 9. december 1997 (bilag 19) anføres side 2, 2. afsnit f.f. nogle
bemærkninger vedrørende en telefonsamtale mellem biskop (K) og
Kirkeministeriet
den 19. december 1996 og Kirkeministeriet anfører her, at der ikke har været
notatpligt af denne telefonsamtale under henvisning til Lov om Offentlighed i
Forvaltningen § 6, stk. 1.
Samtidig anfører
Kirkeministeriet, at denne telefonsamtale alene vedrørte nogle
tjenestemandsretlige spørgsmål i relation til den påtænkte ændring af den
præstelige betjening og at telefonsamtalen ikke var en
’forhåndsgodkendelse’ af
det nye regulativ.
Denne udtalelse skal
sammenholdes med Biskop (K)’s skrivelse af 19. december 1996 (bilag 14),
hvor
han anfører følgende:
’En telefonsamtale med
Kirkeministeriet den 19. december 1996 har bekræftet, at man derfra ingen
bemærkninger har til regulativet.’
Som det fremgår af Biskop
(K)’s skrivelse har han erindret telefonsamtalen samme dag, som en
telefonsamtale om bemærkninger til regulativet.
Allerede på den baggrund
synes der at kunne være en saglig begrundelse for, at der burde være taget et
notat, idet Biskoppen og Kirkeministeriet synes at være noget i modstrid med
hinanden vedrørende erindringen om den pågældende telefonsamtale.
Endvidere findes
henvisningen til Lov om Offentlighed i Forvaltningen § 6, stk. 1 ikke at
kunne
give hjemmel for Kirkeministeriets antagelse, idet der ikke umiddelbart synes
at være tale om oplysninger under telefonsamtalen, som i øvrigt fremgår af
sagens dokumenter.
Kirkeministeriets opfattelse
ses derfor at bero på en retsvildfarelse.
Nr. 3.:
Kirkeministeriet anfører i
sin skrivelse af 9. december 1997 (bilag 19 side 4, 5. afsnit), at hjemlen
til
at 2 ud af 3 ansatte præster ikke længere er medlem af (B) Menighedsråd
findes
i Menighedsrådslovens § 2, stk. 4.
Menighedsrådslovens § 2,
stk. 4 ses alene at vedrøre den situation, at Biskoppen ved regulativ kan
bestemme, at hver af præsterne skal være medlem af menighedsrådet i sit sogn
eller distrikt, når der er tale om kirkelig betjening af et pastorat, der
består af flere sogne eller kirkedistrikter og når betjeningen væsentligt er
overdraget til en af præsterne.
Dette synes umiddelbart, at
være den modsatte situation i forhold til den situation, der er omhandlet i
nærværende sag, hvor man tværtimod fratager 2 ud af 3 ansatte præster
medlemskab af menighedsrådet.”
Jeg sendte den 25. september
1998 A’s klage videre til Kirkeministeriet med henblik på at ministeriet
tog
stilling til hans indsigelser. Ministeriet svarede den 23. november 1998
således:
”
Ministeriet skal
indledningsvis gøre opmærksom på, at beboere af kirkedistrikter ikke
’ved
særlig bestemmelse er henvist til en anden menighed’, jf. § 5 i lov om
medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning.
Bestemmelsen omfatter personer i anstalter og stiftelser, der udgør
selvstændige menigheder, fx. statsfængslerne eller De Gamles By, personer der
har sluttet sig til Skt. Petri tyske menighed i København, og personer der
har
sluttet sig til en valgmenighed.
Bestemmelsen i § 5 bygger på
det princip, at ingen kan være medlem af mere end en menighed med den
udtrykkelige undtagelse, at medlemmerne af døvemenighederne bevarer
tilhørsforholdet til sognemenigheden.
Beboerne i (B) Kirkedistrikt
hører, jf. lov om medlemskab af folkekirken mv. § 5, til menigheden i det
sogn,
hvori de har bopæl, – og kun denne menighed – og har ret til
kirkelig betjening
af præsten eller præsterne for denne menighed, jf. lovens § 6, stk. 1, 1.
punktum. Det vil altså – afhængig af bopælen – sige
sognepræsten/sognepræsterne
i (Z), (Æ), (Ø), (X) eller (F) pastorat.
Det følger modsætningsvis af
lovens § 6, stk. 1, 1. punktum, at folkekirkemedlemmer som hovedregel ikke
har
krav på kirkelig betjening af præster for andre menigheder end den, de
tilhører.
Det er altså kun i det
omfang, det var fastsat i Regulativ og Reglement for (B) Kirke af 29. august
1941 og nu er fastsat i biskoppens Regulativ af 19. december 1996 for den
gejstlige betjening af (B) Kirkedistrikt, at beboerne i kirkedistriktet
tidligere havde/nu har ret til kirkelig betjening af præsterne i de
pastorater,
af hvilke der indgår dele i kirkedistriktet. (Dog havde og har beboere i
kirkedistriktet altid ret til kirkelig betjening af præsten for
bopælsmenigheden, jf. ovenfor.)
Regulativ og Reglement for (B) Kirke af 29. august 1941 henviser
beboerne af kirkekredsen til deres egen sognepræst med hensyn til kirkelig
betjening.
Ifølge Regulativ og
Reglement for (B) Kirke af 29. august 1941 § 7 havde enhver beboer af
kirkekredsen adgang til altergang og de øvrige gudstjenstlige handlinger i
forbindelse med den sædvanlige gudstjeneste, uanset hvem der var fungerende
præst. Hvis en beboer af kirkekredsen ønskede et barn døbt af en anden præst
end sin egen, skulle der dog for den fungerende præst fremlægges en skriftlig
attest med alle fornødne oplysninger fra vedkommendes egen sognepræst om, at
handlingen kunne foretages, og den fungerende præst skulle foretage
anmeldelse
om dåben til vedkommendes egen sognepræst med henblik på indførelse i dennes
kirkebog.
Ifølge § 8 i Regulativ og
Reglement for (B) Kirke af 29. august 1941 skulle alle øvrige kirkelige
handlinger, der foregår uden forbindelse med den sædvanlige gudstjeneste,
foretages af den pågældendes egen præst, og der skulle ske indførelse i det
sogns kirkebog, hvor den pågældende beboer af kirkekredsen var hjemmehørende,
om den kirkelige handling.
Ifølge § 9 i Regulativ og Reglement
for (B) Kirke af 29. august 1941 kunne der ikke ske konfirmation i (B) Kirke.
Som det fremgår af
foranstående, havde beboerne af kirkekredsen ingen udvidet ret til kirkelig
betjening – bortset fra dåb under visse betingelser.
Ved biskoppens Regulativ af 19. december 1996 for den gejstlige
betjening af (B) Kirkedistrikt er der sket en udvidelse af beboerne af
kirkekredsens ret til kirkelig betjening,
idet sognepræsten i (Z) sogn nu,
jf. § 2, er pligtig til at varetage kirkelige handlinger, uanset om den
pågældende ikke bor i den del af (Z) sogn, der er henlagt til distriktet.
Ligeledes er sognepræsten i (Z) forpligtet til på begæring af en beboer i
kirkedistriktet at betjene denne med sjælesorg, jf. § 6, uanset om den
pågældende ikke bor i den del af (Z) sogn, der er henlagt til distriktet.
Der er endvidere ved § 5 i
biskoppens regulativ åbnet mulighed for afholdelse af konfirmation i (B)
kirke.
Der er altså ikke ved
biskoppens regulativ sket nogen indskrænkning af beboernes ret til kirkelig
betjening – tværtimod.
( ) biskoppens hjemmel for fastlæggelse af regler om ansatte præsters
medlemskab af (B) menighedsråd:
Ifølge menighedsrådslovens §
2, stk. 1, er alle ansatte præster i et pastorat medlem af alle menighedsråd
i
pastoratet, men biskoppen kan i medfør af § 2, stk. 4, ved regulativ
bestemme,
at hver af præsterne (
kun
) skal være
medlem af menighedsrådet i sit sogn eller distrikt, når der er tale om
kirkelig
betjening af et pastorat, der består af flere sogne eller kirkedistrikter og
når betjeningen væsentligt er overdraget en af præsterne.
”
A klagede i brev af 12. maj
1999 på ny til mig over C Stifts Bispeembedes og Kirkeministeriets behandling
af sagen. A anførte i klagen at ændringen af regulativet skulle ske efter
reglerne om tilbagekaldelse af begunstigende forvaltningsakter. A begrundede
dette med at den tidligere ordning var en undtagelse til den almindelige
sogneopdeling som havde været fordelagtig for menigheden. A anførte videre
bl.a. følgende:
”Der er ingen tvivl om, at
for menigheden i (B) Kirkedistrikt er det af stor betydning, hvordan den
kirkelige betjening fastlægges. For borgerne er der således ikke tale om
teoretiske spørgsmål, men om forhold der griber ind i hverdagen og deres
tilknytning til den danske folkekirke. Det er ikke ligegyldigt hvilken præst
der står på prædikestolen, og det er heller ikke ligegyldigt hvilken
prædikestol han eller hun står på.
I et tilfælde hvor (Z) sogns
menighedsråd bliver begejstret for en yderligtgående opfattelse indenfor
folkekirken, vil (B) således blive påtvunget denne forkyndelsesretning.
Tidligere havde menigheden muligheden for at fravælge denne præsts
gudstjenester, men stadig komme i egen kirke andre søndage.
– Ved regulativet fastsættes
ordinære gudstjenester til hver anden søndag. Dette er i overensstemmelse med
praksis i kirkedistriktet, men for menigheden må det alligevel betragtes som
en
forringelse, idet et fremtidigt ønske om hyppigere gudstjenester nu vil kræve
biskoppens samtykke.
Forvaltningens interesser i
regulativændringen fremgår af biskoppens skrivelse af 14.05.1996, sagens
bilag
2. Biskoppen anfører her:
·
(B) Kirke betjenes af én præst.
·
Menighedsrådet har ikke adgang til
problematisk deltagelse i præstevalg i nabosognene.
·
Kirkebogsregistreringen forenkles.
·
De økonomiske forhold forenkles ved
afskaffelse af en indviklet og besværlig fordelingsnøgle.
Kirkeministeriet tilslutter
sig i skrivelse af 29.12.1997, bilag 19, at der er tale om en velbegrundet
ændring på grund af administrative forenklinger.
Til dette skal det fra
menighedsrådet anføres:
·
Betjening af (B) Kirke med alene én præst
ses ikke at have fordele for forvaltningen, idet de øvrige præster ikke er
blevet pålagt alternative opgaver, og de frigivne ressourcer således ikke
udnyttet til anden side.
·
Regulativet har i den nuværende udformning
ikke ændret på menighedsrådets ret til deltagelse i præstevalg i nabosognene.
·
Regulativet har ikke medført nogle
ændringer i kirkebogsføringen.
·
At proportionalitetsgrundsætningen taler
stærkt imod at omordne sognets kirkelige betjening for at undgå en besværlig
økonomisk fordelingsnøgle. I øvrigt kan besværlighederne næppe være
uoverstigelige ved anvendelse af EDB.
I øvrigt fastholdes klagen
over de formelle mangler ved sagsbehandlingen som beskrevet i mit brev af
14.09.1998
pkt. 2 og 3.
Det bør yderligere tilføjes,
at Biskop (K) i perioden for fastsættelse af det nye regulativ ikke har
imødekommet menighedsrådets ønske om yderligere et møde til diskussion
heraf.”
I anledning af A’s klage
modtog jeg udtalelser af 19. oktober og 21. oktober 1999 fra henholdsvis C
Stifts Bispeembede og Kirkeministeriet. Bispeembedet anførte bl.a. følgende i
sin udtalelse:
” (B) kirke er indviet i
henhold til kgl. resolution af 7. juni 1881. Ved samme kgl. resolution blev
ministeriet bemyndiget til at approbere de fornødne bestemmelser om kirkens
benyttelse til regelmæssig gudstjeneste, om dens bestyrelse m.v.
En fornyet gennemgang af
sagen viser for mig fortsat, at den hidtidige ordning med (B) kirkedistrikt
var
uhensigtsmæssig og måtte moderniseres. Min opgave i den sammenhæng var at
løse
konflikten mellem de præster, der i det daglige arbejde oplevede den
hidtidige
ordning som uhensigtsmæssig, og et menighedsråd, der med rette søger at hævde
sin selvstændighed.
Dette sker gennem høring og
afholdelse af møder med alle involverede parter. De gennemførte forhandlinger
og høringsprocedurer har betydet, at der er tilvejebragt tre forskellige
udkast
til regulativ i forhold til oprindelige regulativ fra 1941, hvorunder dele af
menighedsrådets synspunkter også er blevet imødekommet.
Det har således været en del
af min overvejelse, at tilrettelæggelsen af den kirkelige betjening i området
som helhed ville blive væsentligt forbedret ved, at gudstjenesterne blev
varetaget af en enkelt præst. Jeg har således lettet en del af præsterne for
betjeningen af (B) kirkedistrikt. Dette har udover at skabe en mere enkel
betjeningsform tillige forbedret præsternes mulighed for at varetage den
gejstlige betjening i området som helhed.
Jeg har i min afgørelse lagt
vægt på, at der skete mindst mulige ændringer i betjeningen af indbyggerne i
(B) kirkedistrikt. Det har således været af væsentlig betydning for mig, at
der
ikke skete indskrænkning i den gudstjenestelige betjening af kirkedistriktet
i
forhold til det hidtil praktiserede, men at det samtidig sikredes, at
beboerne
i kirkedistriktet, som alle tillige tilhører et andet sogn, også skulle have
mulighed for at få udført kirkelige handlinger i det sogn, hvor de bor,
samtidig med, at de har retten til at blive betjent af sognepræsten i (Z).
Herudover har jeg i regulativet foretaget den udvidelse, at der nu også er
mulighed for at afholde konfirmation i (B) kirke. Der ligger således i
regulativet også udvidede muligheder for den kirkelige betjening af beboerne
i (B)
kirkedistrikt.
Jeg må endelig konstatere,
at der er en langvarig administrativ praksis for, at biskoppen efter
forhandling med menighedsrådet, og den/de involverede præster kan ændre på
den
gejstlige betjening af et sogn eller kirkedistrikt. Denne administrative
praksis er samtidig anerkendt af højesteret i en dom fra 1936 (UfR 1936, side
330), hvoraf det fremgik, at menighedsrådet skulle have lejlighed til at
udtale
sig om et forslag til sammenlægning af to sogne, men at rådets samtykke
– som
påstået af menighedsrådet – derimod ikke var fornødent.”
Kirkeministeriet anførte
bl.a. følgende i sin udtalelse:
”Det er næppe i
overensstemmelse med sædvanlig forvaltningsretlig terminologi at betegne et
regulativ om afholdelse af gudstjenester og kirkelige handlinger som en
begunstigende forvaltningsakt. Det afgørende i den foreliggende sag er
imidlertid, at der efter fast og langvarig administrativ praksis og efter
domspraksis, jf. U 1936.330 H, kan gennemføres ændringer af den kirkelige
inddeling og den præstelige betjening, selv om de berørte
menigheder/menighedsråd ikke er indforstået med det.
Vedrørende spørgsmålet om
notatpligt efter offentlighedslovens § 6 bemærkes, at Biskop (K)’s
telefonsamtale den 19. december 1996 med Kirkeministeriet – som oplyst i
skrivelse
herfra til (B) menighedsråd af 7. december 1997 – drejede sig om
eventuelle
ansættelsesretlige problemer i relation til den påtænkte ændring af den
præstelige betjening. Nærmere bestemt om forståelsen af tjenestemandslovens §
42 og omfanget af biskoppens ledelsesret for så vidt angår den gejstlige
betjening, især i relation til den påtænkte udvidelse af (Z)-præstens
forpligtelser med hensyn til (B) Kirkedistrikt. Det bemærkes, at der ikke var
nogen aktuel sag om (B) Kirkedistrikt i Kirkeministeriet.
Hjemlen for, at sognepræsten
i (Z), sognepræsten i (Æ) og den residerende kapellan i (Ø) var medlem af (B)
menighedsråd, var bestemmelsen i § 11 i Regulativ og Reglement for (B) Kirke
af
29. august 1941, hvorefter samtlige de tre tjenstgørende præster skulle have
sæde i (B) menighedsråd. Da præsterne i (Æ) og (Ø) ikke længere er
’tjenstgørende’ ved (B) kirke, har deres medlemskab af (B)
menighedsråd ikke
længere hjemmel i særordningen for (B) kirke og kirkedistrikt.”
I brev af 5. november 1999
bad jeg om A’s eventuelle bemærkninger til biskoppens og ministeriets
udtalelser. Jeg modtog den 10. januar 2000 A’s brev med bl.a. følgende
bemærkninger:
”Den anførte Højesteretsdom
vedrører sammenlægningen af to præsteembeder til ét. Dommen kan efter min
opfattelse ikke tillægges vægt i nærværende sag. Situationen forelagt
Højesteret adskiller sig væsentligt fra den foreliggende situation. For det
første bevarede begge menighedsråd en væsentlig indflydelse på fremtidige
præstevalg. For det andet havde sammenlægningen ingen betydning for den
gejstlige betjening af menighederne. I Højesteretsdommen var der således ikke
tale om, at menighedsrådene berøvedes deres lovfæstede indflydelse ved
præsteansættelse, eller berøvedes deres hidtidige gejstlige betjening.
Der tegner sig nu det
billede, at Biskoppen for (C) Stift i strid med specialitetsprincipperne har
anvendt sin formelle kompetence til at regulere den gejstlige betjening med
det
reelle formål at gennemføre administrative ændringer – administrative
ændringer
som i sig selv ligger udenfor biskoppens kompetence.”
Jeg sendte den 13. januar
2000 A’s brev videre til Kirkeministeriet med henblik på at ministeriet
kunne
fremkomme med eventuelle bemærkninger hertil. Den 3. februar 2000 modtog jeg
biskoppens og ministeriets bemærkninger af henholdsvis 1. og 2. februar 2000.
Biskoppen anførte følgende i sin udtalelse:
”
( ) Dertil kommer, at (B)
kirkedistrikt med hensyn til gudstjenestetidspunkter er stillet ganske på
samme
måde som mange andre sogne af tilsvarende størrelse i (C) Stift.
Biskoppen er i den kirkelige
lovgivning samt efter bemyndigelse fra kirkeministeren tillagt kompetence til
at forvalte den præstelige betjening i Stiftet. Denne kompetence skal jeg
efter
almindelige forvaltningsretlige principper udøve under hensyntagen til, at
stiftet i sin helhed under de givne økonomiske forhold får den bedst mulige
gejstlige betjening, samt under hensyntagen til at biskoppen som repræsentant
for arbejdsgiveren skal sikre rimelige arbejdsvilkår for den enkelte præst.
Dette vil selvfølgelig lejlighedsvis medføre, at der foretages reguleringer i
den kirkelige struktur. I forbindelse med det nye regulativ for (B)
kirkedistrikt mener jeg dog at have taget alle nødvendige hensyn.
Det ligger menighedsrådet i
(B) meget på sinde, at kirkedistriktet får mulighed for selv at vælge præst.
Dette sikres i virkeligheden bedst ved, at (B) kirkedistrikt bliver et
selvstændigt sogn. Jeg skal i den forbindelse bemærke, at jeg tidligere har
foreslået (B) kirkedistrikt at blive et selvstændigt sogn. Dette forslag står
jeg naturligvis fortsat ved. (B) kirkedistrikts menighedsråd har imidlertid
ikke ønsket at kommentere dette forslag.”
Kirkeministeriet anførte
bl.a. følgende:
”Ministeriet er ikke enigt
heri: 1936-sagen drejede sig om sammenlægning af to et-sogns pastorater med
hver sin præst til et to-sogns pastorat med én præst og dermed nedlæggelse af
en præstestilling, dvs. en nedskæring af den gejstlige betjening af
menighederne med 50%. Endvidere medførte sammenlægningen, at de to
menighedsråds
indflydelse hver for sig på kommende præstevalg blev reduceret, idet også det
andet menighedsråd ville komme til at medvirke ved indstillingen, se U 1936
p.
335, første afsnit.”
Jeg sendte den 9. februar
2000 udtalelserne til A med henblik på at A fik lejlighed til at fremkomme
med
eventuelle bemærkninger hvilket A gjorde i brev af 3. marts 2000 hvori A
bl.a.
anførte følgende:
”Biskoppen anfører som
begrundelse for det nye regulativ, at biskoppen er forpligtet til at sikre
den
bedst mulige gejstlige betjening i stiftet under hensyn til de økonomiske
rammer og præsternes rimelige arbejdsvilkår. Det gøres heroverfor gældende,
at
ændring af regulativet for (B) Kirkedistrikt er et langt mere indgribende
middel end nødvendigt, for at sikre de to hensyn. Regulativændringen ses
herudover ikke at have nogen økonomisk effekt. Biskoppen har ikke, forinden
processen vedrørende regulativet iværksattes, søgt forhandling med
menighedsrådet og de tjenstgørende præster om en løsning af eventuelle
problemer.
Endelig skal det af
menighedsrådet anføres, at den hidtidige ordning i (B), hvor flere præster
har
haft forpligtelser i kirkedistriktet, ikke adskiller sig væsentligt fra andre
i
folkekirken velfungerende almindelige ordninger om bistandsforpligtelser
udenfor eget sogn.”
Ombudsmandens udtalelse
”1. Lovligheden af regulativet
a. Karakteren af regulativet
De har over for mig anført at De mener at ændringen af regulativet skal ske
efter reglerne om tilbagekaldelse af en begunstigende forvaltningsakt fordi
den tidligere ordning var en fordelagtig undtagelse for menigheden til den
almindelige sogneinddeling.
Grundsætningerne om begrænsningen i adgangen til at tilbagekalde
begunstigende forvaltningsakter vedrører forvaltningsakter der er rettet til
en enkelt eller en bestemt flerhed af borgere for at fastslå retstilstanden i
et konkret tilfælde (konkrete forvaltningsakter).
Et regulativ vedrørende den kirkelige betjening er ikke rettet til en enkelt
borger eller til en bestemt
flerhed af borgere, men derimod til en ubestemt og vekslende flerhed af
borgere
(generelle forvaltningsakter). Jeg mener derfor ikke at biskoppens udstedelse
af et nyt regulativ for den kirkelige betjening i (B) Kirkedistrikt skal
vurderes efter reglerne om tilbagekaldelse af begunstigende
forvaltningsakter,
men derimod efter de principper der gælder for udstedelse af administrative
regler.
b. Iagttagelse af regler og principper for udstedelse af administrative
regler
I. Materielle hjemmelskrav
Udstedelse af administrative
regler kræver som udgangspunkt hjemmel i en lov. Inden for kirkerettens
område
er der endvidere efter sædvaneret adgang for de kirkelige myndigheder til at
regulere kirkens forhold på de områder hvor Folketinget ikke gennem
lovgivning
har tiltaget sig kompetencen, jf. Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret, 3.
udgave ved Ole Espersen, 1980, s. 510ff, og Henrik Zahle, Dansk
Forfatningsret
1, 1999, s. 343ff. Af relevans for hjemmelsspørgsmålet ses lovgivningen at
indeholde følgende bestemmelser:
Lov nr. 352 af 6. juni 1991
om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning
(medlemskabsloven):
’§ 9.
Fremsætter menighedsrådet eller en af præsterne ønske derom,
eller anser biskoppen det for påkrævet, kan biskoppen efter forhandling med
menighedsrådet og præsterne fastsætte regler om præsternes betjening af
menigheden eller menighederne, herunder om opdeling af pastoratet i områder,
og
om præsternes adgang til brug af kirken eller kirkerne. Sådanne regler skal
altid fastsættes, når pastoratet opdeles i områder.
Stk. 2.
Biskoppens afgørelser efter stk. 1 kan af de berørte
menighedsråd og præster påklages til kirkeministeren.’
Lov om menighedsråd
(lovbekendtgørelse nr. 571 af 21. juni 1996):
’§ 2.
Menighedsrådet består af mindst seks medlemmer, der vælges
efter lov om valg til menighedsråd, og de i pastoratet tjenestemandsansatte
sognepræster samt de overenskomstansatte præster, hvis ansættelse i
pastoratet
har en varighed af et år eller mere. Fødte medlemmer, der har orlov, er i
orlovsperioden fritaget for hvervet som medlem af menighedsrådet.
Stk. 2.
Andre præster end de i stk. 1 nævnte, der er ansat i
pastoratet, og præster, som uden at være ansat i pastoratet yder bistand ved
pastoratets betjening, har ret til uden stemmeret at deltage i
menighedsrådets
møder.
Stk. 3.
Antallet af valgte medlemmer fastsættes af biskoppen efter
folketallet i menighedsrådskredsen på grundlag af den opgørelse af
folketallet,
der offentliggøres af Danmarks Statistik pr. 1. januar i valgåret. Antallet
udgør seks for det første tusinde og yderligere et medlem for hvert påbegyndt
tusinde, dog ikke over femten i alt. Har to eller flere sogne eller
kirkedistrikter fælles menighedsråd, fastsættes antallet af medlemmer efter
det
samlede folketal og fordeles på de enkelte sogne eller distrikter i forhold
til
folketallet i hvert af dem. Et sogn eller distrikt skal dog have mindst et
medlem.
Stk. 4.
Når den kirkelige betjening af et pastorat, der består af
flere sogne eller kirkedistrikter, er ordnet således, at betjeningen af et
enkelt sogn eller distrikt væsentligt er overdraget til en af præsterne, kan
biskoppen ved regulativ for ordningen af tjenesteforholdet mellem præsterne
bestemme, at hver af dem skal være medlem af menighedsrådet i sit sogn eller
distrikt.
§ 35.
Menighedsrådet træffer beslutning om
1) tidspunktet for de faste
gudstjenester,
( )
...
§ 39.
Menighedsrådet skal udtale sig om de spørgsmål, der
forelægges det af de kirkelige tilsynsmyndigheder.
Stk. 2.
Forinden tilsynsmyndigheden træffer beslutning om
spørgsmål, der særlig vedrører en menighedsrådskreds, indhentes en udtalelse
fra vedkommende menighedsråd.
’
Reglerne i regulativet om
præsternes betjening af menigheden (§§ 1, 2 5 og 6) ses således at have
hjemmel
i medlemskabslovens § 9.
Det kan endvidere ikke give
mig anledning til bemærkninger at Kirkeministeriet har ment at der i
menighedsrådslovens § 2, stk. 4, er hjemmel til at biskoppen i regulativet (§
3) kan bestemme at det kun er sognepræsten i (Z) Sogn der skal være medlem af
menighedsrådet for (B) Kirkedistrikt.
Som et særligt klagepunkt er
menighedsrådet utilfreds med at det nu er direkte fastsat i regulativet at
gudstjenester i (B) Kirke kun skal afholdes hver anden søndag samt på de tre
højhelligdage, nytårsdag, skærtorsdag eller langfredag, store bededag eller
Kristi himmelfartsdag.
Kirkeministeriet har i den
forbindelse oplyst at der ikke eksisterer nogen regel om at der skal være
gudstjeneste hver søndag i alle kirker. Jeg har forstået Kirkeministeriet
sådan
at ministeriet også i denne situation mener at hjemlen til regulativet skal
søges i medlemskabslovens § 9.
Umiddelbart må biskoppens
ret efter medlemskabslovens § 9 til at fastsætte regler om præsters betjening
af menigheden efter min opfattelse også indebære at biskoppen har ret til at
fastsætte antallet af de faste gudstjenester der skal afholdes i en bestemt
kirke.
Biskoppens kompetence må
imidlertid ses i sammenhæng med den øvrige kirkeretlige regulering. Hvis
kompetencen på et specifikt område er tillagt andre organer, må biskoppens
generelle ret efter § 9 vige. I denne sag må det derfor vurderes om
reguleringen af antallet af gudstjenester strider mod menighedsrådslovens §
35,
stk. 1, hvorefter det er menighedsrådet der træffer beslutning om tidspunktet
for de faste gudstjenester.
Efter min opfattelse må §
35, stk. 1, efter sin ordlyd forstås således at denne giver menighedsrådet
kompetence til at bestemme klokkeslettet for de faste gudstjenester. Derimod
giver bestemmelsen ikke menighedsrådet kompetence til at fastlægge antallet
eller omfanget af de faste gudstjenester. Denne forståelse synes også at være
i
overensstemmelse med forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende
1972-73, tillæg A, sp. 2361. Se i øvrigt Kirkeministeriets cirkulære nr. 128
af
6. juni 1973 og cirkulære nr. 143 af 14. september 1984.
Jeg har derfor ikke grundlag
for at fastslå at biskoppen på dette punkt har udfærdiget regler hvor
kompetencen efter menighedsrådsloven skulle ligge hos menighedsrådet. Under
hensyn til at lovgivningen i øvrigt ikke ses at indeholde regler der vedrører
antallet af faste gudstjenester, mener jeg at biskoppen generelt må have
kompetence til at regulere dette spørgsmål.
II. Den konkrete regulering
Indledningsvis bemærker jeg
at regulativet er udstedt af en regional statslig myndighed og derfor som
udgangspunkt ikke er omfattet af kravet om offentliggørelse i Lovtidende
(Lovtidendelovens §§ 2 og 4). Regulativet er sendt til (B) Menighedsråd og
bekendtgjort fra prædikestolen i (B) Kirke. Derudover er der i kirkebladet
bragt en kort redegørelse for regulativets indhold. Jeg foretager mig ikke
mere
vedrørende dette spørgsmål.
Efter min gennemgang af
sagen har jeg ikke grundlag for at kritisere indholdet af biskoppens
regulativ
hverken vedrørende den præstelige betjening, herunder antallet af faste
gudstjenester, eller vedrørende begrænsningen af antallet af præster der er
medlem af menighedsrådet.
Ved min vurdering har jeg
bl.a. lagt vægt på at biskoppen mente at den hidtidige ordning ved (B)
Kirkedistrikt var uhensigtsmæssig og måtte moderniseres, og at biskoppen ved
fastsættelsen
af antallet af gudstjenester kodificerede en praksis der havde været fulgt
siden 1978.
Herudover kan jeg henvise
til det jeg har anført nedenfor:
Det er under sagen bl.a.
gjort gældende at der ikke har været forhandlet tilstrækkeligt med (B)
Menighedsråd
inden regulativet blev udfærdiget.
For så vidt angår reglerne
om præsternes betjening af menigheden og medlemskab af menighedsrådet,
fremgår
det af lovgivningen (medlemskabslovens § 9, stk. 1, og menighedsrådslovens §
39, stk. 2) at biskoppen inden der fastsættes regler for en bestemt
menighedsrådskreds, skal henholdsvis forhandle med og høre det pågældende
menighedsråd. Der er derimod ikke noget krav om at menighedsrådet skal
godkende
eventuelle ændringer. Jeg er enig med Kirkeministeriet i at biskoppen –
som det
fremgår af sagsforløbet – har overholdt sin pligt til at inddrage
menighedsrådet inden biskoppen udstedte regulativet.
Jeg har endvidere ikke
grundlag for at fastslå at regulativet er i strid med den forvaltningsretlige
lighedsgrundsætning, grundsætningen om proportionalitet,
specialitetsprincippet
eller andre forvaltningsretlige grundsætninger der tillige gælder ved
udstedelsen af administrativ regulering.
Med hensyn til spørgsmålet
om proportionalitet har jeg forstået Dem sådan at De mener at regulativet
ikke
er rimeligt over for menigheden i forhold til de mål som biskoppen ønsker at
opnå.
Ved vurderingen af dette
forhold må der på den ene side henses til at særordningen for (B)
Kirkedistrikt
oprindelig var begrundet i nogle forhold (begrænsede muligheder for
transport)
der ikke længere gør sig gældende. Hertil kommer at særordningen, sådan som
sagen er oplyst for mig, igennem tiderne gentagne gange har givet anledning
til
retlig tvivl af forskellig art hvoraf bl.a. kan nævnes sammensætning af
menighedsråd og menighedsrådsmedlemmernes deltagelse ved besættelse af
præstestillinger. Endelig har præsterne ment at særordningen gav dem
problemer
ved varetagelsen af deres opgaver over for menigheden.
Over for disse hensyn står
menighedens interesse i at bevare muligheden for at kunne høre forskellige
præster prædike i (B) Kirke, herunder for medlemmerne af (Æ) og (Ø) Sogne at
høre henholdsvis deres egen præst eller den i eget sogn residerende kapellan
prædike i (B) Kirke.
Jeg har forståelse for dette
hensyn og for at det for medlemmer af menigheden af (B) Kirkedistrikt er af
betydning at bevare et tilknytningsforhold til (B) Kirke og Kirkedistrikt,
også
gennem deltagelse i gudstjenester i kirken. Jeg mener imidlertid ikke at
disse
forhold er af en sådan karakter at jeg har grundlag for at fastslå at
biskoppens regulativ er uproportionalt indgribende i forhold til de
modstående
hensyn.
Vedrørende
specialitetsprincippet har jeg forstået Dem sådan at De mener at biskoppen
ved
udstedelsen af regulativet har tilsigtet at opnå administrative lettelser ved
fordelingen af kirkeskat, og at et sådant formål ligger uden for de opgaver
som
biskoppen skal varetage.
Idet jeg som ovenfor anført
mener at biskoppens udstedelse af regulativet er tilstrækkelig begrundet i de
hensyn som det er biskoppens opgaver at varetage (jf. det jeg har anført
vedrørende proportionalitetsprincippet ovenfor), har jeg ikke grundlag for
nærmere at undersøge om biskoppen tillige har inddraget et hensyn til at
lette
administrationen af kirkeskatten, og om dette i givet fald ville være
uforeneligt med specialitetsprincippet.
Samlet er det således min
opfattelse at jeg ikke har grundlag for at kritisere indholdet af regulativet
på de anførte punkter. Jeg bemærker dog i den forbindelse at jeg ikke har
taget
stilling til om den del af regulativets § 4 der angiver at
højmessegudstjenesten skal ligge kl. 10.00, er i strid med
menighedsrådslovens
§ 35, stk. 1. Jeg har herved lagt vægt på at der ikke ses at være tvist om
selve klokkeslettet, og at biskoppens angivelse i regulativet er angivet som
en
forudsætning snarere end en regulering af spørgsmålet.
2. Biskoppens sagsbehandling i øvrigt
For så vidt angår biskoppens
sagsbehandling i øvrigt, indeholder sagen to forhold. For det første har De
klaget over biskoppens afvisning af at holde et møde med Dem og
menighedsrådet,
og for det andet har jeg på baggrund af menighedsrådets anmodning om at få
indsigt i mødereferater mv. vurderet om der burde have været udarbejdet
referat
fra mødet den 6. juni 1996.
De har i Deres klage af 12.
maj 1999 til mig anført at biskoppen ikke imødekom menighedsrådets ønske om
yderligere et møde. Jeg går ud fra at De herved refererer til den anmodning
om
et møde De fremsatte i brev af 6. maj 1998, og som biskoppen afviste i brev
af
19. maj 1998. Deres anmodning om et møde med biskoppen må betragtes som en
anmodning om at genoptage sagen. Jeg mener ikke at biskoppen på grundlag af
Deres henvendelse var forpligtet til at genoptage behandlingen af sagen, og
jeg
kan derfor ikke kritisere at biskoppen afslog Deres anmodning om at afholde
et
møde.
På baggrund af
menighedsrådets brev af 2. juli 1997, punkt 4, hvori menighedsrådet beder om
aktindsigt i referater fra de møder der har været afholdt som led i
forhandlingerne med menighedsrådet, har jeg vurderet om der burde have været
udarbejdet et referat fra mødet den 6. juni 1996.
Offentlighedslovens § 6,
stk. 1, indeholder følgende bestemmelse:
’§ 6.
I sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en
forvaltningsmyndighed, skal en myndighed, der mundtligt modtager oplysninger
vedrørende en sags faktiske omstændigheder, der er af betydning for sagens
afgørelse, eller som på anden måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre
notat om indholdet af oplysningerne. Det gælder dog ikke, såfremt
oplysningerne
i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.’
Også i situationer hvor
betingelserne i offentlighedslovens § 6 ikke er opfyldt, kan der være behov
for
at gøre notat. Det er således almindeligt antaget at der efter god
forvaltningsskik bør gøres notat over væsentlige sagsbehandlingsskridt.
I en situation som den
foreliggende hvor udstedelsen af regulativet kræver en forhandling med
menighedsrådet, mener jeg det er nødvendigt at foretage notat over
forhandlingerne på et møde mellem biskoppen og menighedsrådet. Jeg mener at
det
– uanset om der ikke på mødet måtte fremkomme nye faktiske
oplysninger/synspunkter af betydning for udstedelsen af regulativet – er
en
væsentlig del af biskoppens opgaver i forbindelse med et sådant
forhandlingsmøde at sørge for at de vigtigste oplysninger og synspunkter som
menighedsrådet fremkommer med, bliver noteret.
Jeg har samtidig hermed
gjort biskoppen og Kirkeministeriet bekendt med min opfattelse.
For så vidt angår
forvaltningslovens anvendelse på biskoppens behandling af sagen, bemærker jeg
at der er tale om en afgørelsessag i forvaltningslovens forstand, jf.
forvaltningslovens § 2, stk. 1. En række af forvaltningslovens bestemmelser
(herunder §§ 19, 22, 24 og 25) gælder imidlertid kun for parter. Som jeg
anførte
indledningsvis, er der tale om en generel forvaltningsakt. Hverken
menighedsrådet eller distriktets kirkegængere kan således betragtes som
parter
i biskoppens sag. Jeg har ikke taget stilling til i hvilket omfang de berørte
præster vil kunne betragtes som parter i en afgørelsessag.
3. Kirkeministeriets sagsbehandling i øvrigt
De har i Deres henvendelse
til mig anført at Kirkeministeriet burde have ført notat over samtalen den
19.
december 1996 med biskoppen. Kirkeministeriet har afvist at være forpligtet
hertil idet ministeriet ikke på daværende tidspunkt havde en afgørelsessag
vedrørende (B) Kirkedistrikt. Kirkeministeriet har anført at samtalen alene
vedrørte en generel vejledning om tjenestemandsretlige spørgsmål.
De er af den opfattelse at
Kirkeministeriet under den nævnte samtale godkendte indholdet af regulativet.
De har i den forbindelse henvist til at biskoppen i et brev skrevet den samme
dag som telefonsamtalen fandt sted, har anført at ministeriet telefonisk
havde
bekræftet at ministeriet ikke havde bemærkninger til regulativet. Jeg forstår
Dem sådan at De mener at ministeriet således allerede inden behandlingen af
menighedsrådets klage konkret havde taget stilling til regulativet, og at
ministeriet derved ikke kunne siges at være upartisk ved behandlingen af
menighedsrådets klage.
Ministeriet har imidlertid
gentagne gange anført at ministeriet alene har udtalt sig om eventuelle
tjenestemandsretlige konsekvenser af regulativet. På grundlag heraf har jeg
ikke ment at der var fuldt tilstrækkeligt grundlag for at foretage mig mere
vedrørende dette spørgsmål.
De har ikke klaget over
andre forhold ved Kirkeministeriets behandling af sagen, og jeg har allerede
af
den grund ikke i øvrigt vurderet Kirkeministeriets sagsbehandling.”
Lignende dokumenter
- Afskrivning på orgel, der er anskaffet af organist og placeret på arbejdspladsen Landsskatteretten · 9. juni 2011
- Vejledning om processen ved opførelse af kirker Retsinformation · 11. april 2006
- Klageadgang efter vandløbsloven. Afgørelsesbegrebet. Begrundelse Retsinformation · 2. oktober 2002
- Forlig efter tilkendegivelse af 6. februar 2014 i FV2013.0186 Arbejdsretten m.fl. · 6. februar 2014
- 2011 20-2 Tilbagekaldelse af en afgørelse om at en klage over en ansat ikke ville få konsekvenser Retsinformation · 25. marts 2011
- 35.2023 (Denne sag drejer sig om, hvilken overenskomst der efter erhvervsuddannelseslovens § 55, stk. 2) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 2. december 2024