Mindretalsbeskyttelse ved præsteansættelse. Sognebåndsløseres status
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Mindretalsbeskyttelse ved præsteansættelse. Sognebåndsløseres
status
Det fremgår af sagen at
Menighedsrådet for X Sogn i et brev af 20. maj 1998 foretog indstilling om
ansættelse af en ny præst i sognet. Indstillingen omfattede tre kandidater
der
var nævnt i prioriteret rækkefølge således at kandidat A blev indstillet som
nr. 1 og kandidat B som nr. 3. Indstillingen blev den 2. juni 1998 fremsendt
af
Biskoppen over Århus Stift til Kirkeministeriet. I en påtegning på
indstillingen anførte biskoppen følgende:
”Fremsendes til
Kirkeministeriet,
idet jeg indstiller
den af
(X) menighedsråd som nr. 1
indstillede, pastor (A), som sognepræst ved (X) Kirke i ( ) fra den 1. juli
1998.
Ligeledes fremsendes
skrivelse fra mindretalsgruppen i (X) menighedsråd, (C) og (D), der ønsker
mindretalsbeskyttelsen jf. Lov om ansættelse i folkekirken, § 11, stk. 3,
taget
i anvendelse.
Selv om jeg har stor
forståelse for mindretallets ønske om at få en præst ansat med tilknytning
til Indre
Mission/Luthersk Missionsforening og også har forståelse for, at man finder
det
rimeligt netop i (X) Pastorat, hvor den afgåede præst netop har haft en sådan
tilknytning, finder jeg dog ikke, at mindretalsbeskyttelsen bør tages i
Læs alt
anvendelse i dette tilfælde, idet langt den overvejende del af denne menighed
består af sognebåndsløsere, og hvad væsentligere er, har (X) sogn været
stærkt
splittet i mange år, fordi langt den overvejende del af sognets egne beboere
ikke ønskede sig betjent af den afgåede sognepræst.
Menighedsrådets flertal har
derfor meget stærkt gjort gældende over for mig, at det både af
samarbejdsmæssige årsager, men også af hensyn til den folkekirkelige
sammenhæng
vil det være af stor betydning, at den nye sognepræst både i holdning og
arbejde
udtrykker den folkekirkelige bredde.
Den af mig indstillede, (A),
er af en økumenisk observans og den nuværende kirkebogsførende sognepræst (F)
har en grundtvigsk holdning, af hvilken grund der ikke vil være tale om nogen
ensidig holdning i teologisk henseende.”
I brev af 6. juli 1998
ansatte Kirkeministeriet A i stillingen.
C og D rettede henvendelse
til Kirkeministeriet om sagen i et brev af 11. juli 1998 hvor de bl.a.
anmodede
om en begrundelse for at der var set bort fra mindretallets kandidat, B.
Ministeriet besvarede brevet i et brev af 27. juli 1998. I brevet var det
bl.a.
anført at kirkeministeren havde ansat A i stillingen den 3. juli 1998 med
virkning fra 1. august 1998, og at de officielle skrivelser herom blev
afsendt
fra ministeriet den 6. juli 1998. Det blev desuden anført at ministeren med
denne beslutning havde vægtet hensynet til X Sogns tarv højere end hensynet
til
mindretallet.
I et brev af 10. august 1998
klagede C og D til mig over Kirkeministeriets afgørelse. I brevet gjorde C og
D
gældende at hensynet til beskyttelsen af mindretallet var blevet tilsidesat
fordi den af mindretallet indstillede kandidat, B, ikke var blevet ansat, og
i
den forbindelse henviste de til § 11, stk. 3, i lov om ansættelse i
stillinger
i folkekirken m.v. C og D oplyste bl.a. i klagen at Menighedsrådet for X Sogn
består af 9 medlemmer valgt for den grundtvigske Sogneliste og 2 medlemmer
valgt for Kirkelig Fællesliste, Indre Mission og Luthersk Missionsforening.
Desuden oplyste klagerne at der var 90 sognebåndsløsere til den afgåede
sognepræst, E, og 40 til sognets anden sognepræst, F. C og D anførte i den
forbindelse at sognebåndsløsere i forbindelse med bedømmelsen af om der
foreligger et mindretal i menigheden, må tælle som fuldgyldige medlemmer af
menighedsrådet og sognet.
Jeg oversendte den 18.
september 1998 C’s og D’s brev til Kirkeministeriet som en
anmodning fra dem om
at ministeriet oplyste om der ved afgørelsen var lagt vægt på at der var tale
om en indstilling fra en menighed som for den overvejende dels vedkommende
bestod af sognebåndsløsere.
Kirkeministeriet besvarede
henvendelsen i et brev af 3. november 1998. Ministeriet anførte bl.a.
følgende:
”Det tilhørsforhold, der
gennem sognebåndsløsning måtte være skabt til en sognemenighed, ophører ved
skifte i præstestillingen, jf. herved § 9 i Kirkeministeriets bekendtgørelse
nr. 58 af 24. januar 1992 om Sognebåndsløsning og sognebåndsløseres valgret,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 572 af 21. juni 1996.
Ministeriets valg blandt de
indstillede ansøgere samt spørgsmålet om, hvilken vægt hensynet til et
mindretal i pastoratet, jf. herved § 11, stk. 3, i lov nr. 310 af 16. maj
1990
om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. er sket efter en skønsmæssig
vurdering, hvor ministeriet har lagt biskoppens indstilling af 2. juni 1998
til
grund.”
Den 4. januar 1999 klagede C
og D til mig igen. De fremhævede bl.a. at der i hele
X
Kirkes levetid havde været stærk
tradition for at denne kirke var et af de steder hvor missionsfolket i
området
kunne samles til gudstjeneste. Endvidere nævnte de at skønt der var ansat ca.
15 præster inden for kommunen, befandt ingen af dem sig bare i nærheden af
den
gamle missionske observans. Derfor var det ikke sagligt at lægge vægt på at
en
del af mindretallet i menigheden bestod af sognebåndsløsere. Kirkeministeriet
havde efter mindretalsgruppens opfattelse krænket hensynet til det ikke
ubetydelige mindretal og ikke levet op til lovens hensigt om at sikre
menighedens liv og vækst. Efter sognepræst E’s ophør havde det været
nødvendigt
at arrangere tilkaldegudstjenester, men det var på længere sigt en uholdbar
løsning.
I et brev af 30. marts 1999
bad jeg om en udtalelse til sagen fra Kirkeministeriet samt om oplysning om
hvorvidt der på tidspunktet for afgørelsen var sognebåndsløsere i X Sogn som
havde udsat ophørstidspunktet for sognebåndsløsningen, og som havde valgt at
udøve deres valgret i sognet. I brevet var bl.a. anført følgende:
”Kirkeministeriet har i brevet til (C) og (D) af 3. november 1998
oplyst at det tilhørsforhold der gennem sognebåndsløsning måtte være skabt
til
en sognemenighed, ophører ved skifte i præstestillingen. Ministeriet redegør
samtidig for retsvirkningerne af sognebåndsløsning, herunder for at
sognebåndsløsere
kan vælge at udøve deres valgret i den menighedskreds hvor
sognebåndsløserpræsten
er ansat.
I medfør af § 11, stk. 3, 2. pkt., i lov nr. 352 af 6. juni 1991 om
medlemskab
af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning har en
sognebåndsløser
ret til at udsætte ophørstidspunktet for sognebåndsløsningen indtil en ny
præst er ansat.
Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til den tidligere bestemmelse i §
6, stk. 2, 2. pkt., i lov nr. 284 af 30. juni 1922 med senere ændringer om
Sognebaandsløsning og Brugen af Kirkerne. I forarbejderne til denne
bestemmelse er bl.a. anført følgende (Rigsdagstidende 1921-22, tillæg A, sp.
6223):
'...
Bestemmelser, der kræves af Hensyn til den Adgang, der i Menighedsraadsloven
er givet Sognebaandsløseren til at begære Valgret og opnaa Valgbarhed til
Menighedsraadene
i den Menighed, til hvis Præst der er løst Sognebaand. Af samme Hensyn er
Bestemmelsen i § 6, 2det Stk [senere ændret til § 11, min bemærkning],
foreslaaet, angaaende en Sognebaandsløsers Ret til i Tilfælde af, at den
Præst,
til hvem der er løst Sognebaand afgaar fra Embedet, at opsætte Afgørelsen af,
om han vil vende tilbage til sin Sognemenighed, indtil den nye Præst er
udnævnt, og han derefter kan skønne over, hvorvidt han vil bevare sin
Tilslutning til denne Menighed.
...'
Bestemmelsen er således indsat i loven af hensyn til sognebåndsløserens
mulighed for at opretholde tilknytningen til den pågældende menighed, og
altså
ikke blot til den præst hvortil der er løst sognebånd. Det følger heraf at
sognebåndsløseren kan udøve valgret til og være valgbar til menighedsrådet
frem
til tidspunktet for udnævnelse af den nye præst. Sognebåndsløseren har dermed
mulighed for at blive repræsenteret ved valg til menighedsråd helt frem til
dette tidspunkt.
På baggrund heraf er det herefter min foreløbige opfattelse at de
sognebåndsløsere
der har udskudt tidspunktet for ophør af sognebåndet, og som har valgt at
udøve valgret i sognet, ikke kan udelukkes fra begrebet 'mindretal i
pastoratet' i § 11, stk. 3, i lov nr. 310 af 16. maj 1990 med senere
ændringer
om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. Det vil således efter denne
opfattelse ikke være et lovligt kriterium ved udøvelsen af skønnet efter §
11,
stk. 3, at lægge vægt på om et mindretal i pastoratet består af
sognebåndsløsere
eller af bosiddende.”
I et brev af 16. juli 1999
afgav Kirkeministeriet en udtalelse. Ministeriet anførte bl.a. følgende:
"I denne sag har
kirkeministeren principielt været frit stillet med hensyn til udnævnelse
blandt
de indstillede ansøgere, idet den som nr. 1. indstillede ansøger, der blev
ansat i stillingen, ved første afstemning ikke opnåede alle stemmer, der blev
afgivet på indstillingsmødet, jf. herved § 11, stk. 2, i ansættelsesloven.
Spørgsmålet har derfor været, hvilken vægt ministeren har skullet lægge på
hensynet til at tilgodese mindretallets holdninger, jf. § 11, stk. 3, ved
valget mellem ansøgerne ud fra de foreliggende oplysninger, om hvilke
kirkelige
tilhørsforhold ansøgerne repræsenterede.
En forudsætning for at bringe
ansættelseslovens § 11, stk. 3, i anvendelse, er, at der er et mindretal i
pastoratet, og at dette mindretal har manifesteret sig om et teologisk
retningsbestemt mindretal. Det er endvidere en forudsætning, at mindretallet
er
repræsenteret med en sådan vægt i menighedsrådet, at mindretallets kandidat
bliver omfattet af menighedsrådets indstilling.
I denne sag valgte ministeren
at udnævne den ansøger som menighedsrådet og biskoppen havde indstillet som
nr.
1. Grunden hertil var et ønske om at prioritere hensynet til at sikre
niveauet
for og bredden i den kirkelige betjening af sognemenigheden som sådan højere,
end hensynet til at fastholde niveauet for den kirkelige betjening af det
markante mindretal, som primært modtog kirkelig betjening af den afgåede
sognepræst.
Der er efter den gældende ordning
i lov nr. 352 af 6. juni 1991 om medlemskab af folkekirken mv., imidlertid
ikke
mulighed for at løse sognebånd eller på anden måde etablere et tilhørsforhold
til en anden sognemenighed, et sogn eller kirke som sådan. Sognebåndsløsning
betragtes primært som et personligt forhold – typisk etableret af
forkyndelsesmæssige årsager – mellem sognebåndsløseren og den
sognepræst, der
løses sognebånd til. Dette betyder, at sognebåndsløsningsinstituttet har en
teologisk begrundelse knyttet til muligheden for at vælge en forkyndelse, der
passer til den enkelte persons ståsted. Dette understreges da også af, at
sognebåndsløsningen ophører, når den præst, til hvem der er løst sognebånd
til,
forflyttes, dør eller afskediges, jf. medlemskabslovens § 11, stk. 3, 1.
pkt.,
medmindre sognebåndsløseren ved sognebåndsløserpræstens fratræden vælger at
udsætte ophørstidspunktet, indtil en ny præst er ansat, jf. medlemskabslovens
§
11, stk. 3.
Spørgsmålet om mulighed for
at løse sognebånd til en anden menighed, kirke eller et andet sogn (i
modsætning til at løse sognebånd til præsten) har været behandlet i flere
udvalg – senest i kirkeministeriets udvalg af 3. juni 1986 (betænkning
1176/1989). Det var imidlertid ikke muligt i dette udvalg at opnå enighed om
indførelse af en ordning, hvor der – ved siden af den traditionelle
sognebåndsløsning – skulle være mulighed for at vælge tilknytning til en
anden
sognemenighed. De nugældende regler om sognebåndsløsning blev til på baggrund
af ovennævnte betænkning.
Det er derfor ministeriets
opfattelse, at det er et lovligt kriterium ved udøvelsen af skønnet efter
ansættelseslovens § 11, stk. 3, at tillægge det vægt, at et mindretal i
pastoratet består af sognebåndsløsere, al den stund at det ikke er muligt at
løse sognebånd til en anden menighed, kirke eller andet sogn. Ved
sognebåndsløsning opnås således ikke et ændret sognetilhør, men en løsning
fra
bopælspræsten og tilknytning til en anden præst."
Med et brev af 5. oktober
1999 sendte Kirkeministeriet en erklæring fra den kirkebogsførende sognepræst
i
X Pastorat hvoraf det fremgik at der den 6. juli 1998 ikke havde været
sognebåndsløsere der havde anmodet om udsættelse af ophørstidspunktet for
sognebåndsløsningen. Samtidig fremsendte ministeriet en erklæring fra
Biskoppen
over Århus Stift hvor han fremhævede at hans argumentation for ikke at følge
mindretallets indstilling i forbindelse med ansættelse af den nye præst ikke
alene skyldtes at dette mindretal i det store og hele bestod af
sognebåndsløsere, men også at sognet i en lang periode havde været splittet.
C og D kommenterede
ministeriets udtalelse og erklæringerne i et brev af 8. november 1999. De
fremhævede at den afgående sognepræst, E, stadig var i embedet den 2. juni
1998
da biskoppen afgav sin indstilling til Kirkeministeriet, da han først afgik
fra
embedet den 30. juni 1998. Derfor havde de ikke været opmærksom på muligheden
for at udsætte tidspunktet for ophør af sognebåndsløsningen, og de havde ikke
forestillet sig at en anmodning herom ville blive tillagt betydning i
forbindelse
med ansættelse af den nye præst. De repræsenterede et teologisk
retningsbestemt
mindretal. Desuden anførte de at det i forbindelse med spørgsmålet om
mindretalsbeskyttelse ikke kunne tillægges betydning at biskoppen havde
oplyst
at den nyansatte præst var af økumenisk observans mens den anden præst havde
en
grundtvigsk holdning.
Ombudsmandens udtalelse
”Folkekirken er omfattet af ombudsmandens virksomhed bortset fra
spørgsmål der direkte eller indirekte vedrører kirkens lære eller
forkyndelse, jf. § 9 i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets
Ombudsmand.
Det fremgår af § 11 i ansættelsesloven (lov nr. 310 af 16. maj 1990 om
ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. med senere ændring) at
kirkeministeren træffer afgørelse om ansættelse i stillinger som sognepræst
efter indstilling fra det pågældende menighedsråd. Under visse omstændigheder
der fremgår af lovens § 11, stk. 2, er ministeren forpligtet til at ansætte
en bestemt ansøger, men bortset herfra kan ministeren beslutte hvilken af de
indstillede ansøgere som skal ansættes. Det er bestemt i § 11, stk. 3, at ved
ansættelse i præstestillinger i pastorater med flere præstestillinger skal
kirkeministeren tage hensyn til mindretal i pastoratet. Det fremgår af
forarbejderne til loven (Folketingstidende 1989-90, tillæg A, sp.
3727f, og tillæg B, sp. 1054) at det er en forudsætning at mindretallet er
repræsenteret i menighedsrådet med en sådan vægt at mindretallets kandidat
bliver omfattet af menighedsrådets indstilling. Desuden fremgår det af
bemærkningerne
til lovforslaget (Folketingstidende 1989-90, tillæg A, sp.
3727f
) at bestemmelsen kun tager sigte
på teologisk retningsbestemte mindretal. Det er samme sted anført at
Kirkeministeriet kan tilslutte sig ansættelseslovudvalgets bemærkninger om
bestemmelsen hvorefter der jævnlig lægges en med bestemmelsen ikke tilsigtet
bastant forståelse af denne for dagen. Mindretalssynspunktet er kun et blandt
flere hensyn der bør indgå i kirkeministerens overvejelser.
I betænkningen fra
ansættelseslovudvalget, betænkning nr. 1182/1989 angående ansættelse i
stillinger i folkekirken m.m., er bl.a. anført følgende, s. 30:
’Udvalget har foreslået, at
den nugældende bestemmelse, hvorefter kirkeministeren ved ansættelse i
præstestillinger i pastorater med flere præstestillinger skal tage hensyn til
mindretal i pastoratet, videreføres. Udvalget har overvejet at udelade reglen
under hensyn til, at den for så vidt er selvfølgelig, og at der jævnlig
lægges
en utilsigtet bastant forståelse af bestemmelsen for dagen. Man er dog veget
tilbage herfra under hensyn til, at bestemmelsen har gammel hævd og
indeholder
et væsentligt princip. Udvalget vil dog for sit vedkommende understrege, at
mindretalssynspunktet kun er et blandt flere synspunkter, som må indgå i
ministerens overvejelser. Hvilket, der i det enkelte tilfælde bør have
prioritet forud for de øvrige, må afhænge af omstændighederne i den enkelte
sag.’
I ’Liv, Arbejde og
Forvaltning’ (1995), s. 156, har Preben Espersen bl.a. anført følgende:
’Det er i ansættelseslovens §
11 bestemt, at ved ansættelse i stillinger i pastorater med flere
præstestillinger skal kirkeministeren tage hensyn til mindretal i pastoratet.
Mindretalssynspunktet er dog kun et blandt flere synspunkter, som må indgå i
ministerens overvejelser. Hvilket, der i det enkelte tilfælde bør have
prioritet forud for de øvrige, må afhænge af omstændighederne i den enkelte
sag. Biskoppen har, når der er tale om pastorater med flere præstestillinger,
et særligt ansvar for, at ministeren sættes i stand til at vurdere, om
hensynet
til et kirkeligt mindretal giver rimelig begrundelse for at udnævne en
ansøger,
som er indstillet som nr. 2 eller 3.
Selv om det hensyn, der skal
tages, er til et kirkeligt mindretal i pastoratets menighed og ikke til et
mindretal i menighedsrådet, er det dog i Kirkeministeriets praksis stillet
som
en betingelse, at ønsket om hensyn skal formidles gennem et eller flere
menighedsrådsmedlemmer i forbindelse med ansættelsesproceduren ved besættelse
af den ledige præstestilling. Den kreds i menigheden, der skal tilgodeses som
mindretal, må altså selv være repræsenteret i menighedsrådet, eller der må
være
mindst ét menighedsrådsmedlem i øvrigt, der vil formidle ønsket om
mindretalshensyn.’
De nærmere regler om
menighedsråds indstilling er fastsat i bekendtgørelsen om menighedsråds
medvirken ved ansættelse i præstestillinger m.m. (bekendtgørelse nr. 467 af
18.
juni 1991 med senere ændring). Indstillingen skal omfatte 3 af ansøgerne til
stillingen i prioriteret rækkefølge, og hvis der er flere præstestillinger i
pastoratet, skal biskoppen i sin indstilling til kirkeministeren udtale sig
om
hvorvidt der er grundlag for at hensyn til mindretal i pastoratet inddrages i
overvejelserne, jf. bekendtgørelsens §§ 7 og 8.
I den foreliggende sag
anbefalede Biskoppen over Århus Stift over for Kirkeministeriet at den som
nr.
1 indstillede ansøger blev ansat, og ikke den af mindretallet anbefalede
ansøger der var indstillet som nr. 3. Som begrundelse anførte biskoppen at
langt den overvejende del af menigheden (det vil sige den del af menigheden
der
havde samlet sig om den afgåede sognepræst) bestod af sognebåndsløsere, og
som
noget væsentligere fremhævede biskoppen at sognet havde været stærkt splittet
i
mange år fordi langt den overvejende del af sognets egne beboere ikke ønskede
sig betjent af den afgåede sognepræst. Han betonede at menighedsrådets
flertal
meget stærkt havde gjort gældende over for ham at det af samarbejdsmæssige
årsager, men også af hensyn til den folkekirkelige sammenhæng ville være af
stor betydning at den nye sognepræst både i holdning og arbejde udtrykte den
folkekirkelige bredde.
I ministeriets brev til Dem
af 3. november 1998 er det anført at afgørelsen om ansættelse er sket efter
en
skønsmæssig vurdering hvor ministeriet har lagt biskoppens indstilling til
grund. I ministeriets brev af 16. juli 1999 er det anført at ministeren i
denne
sag valgte at udnævne den ansøger som menighedsrådet og biskoppen havde
indstillet som nr. 1. Som begrundelse anføres et ønske om at prioritere
hensynet til at sikre niveauet for og bredden i den kirkelige betjening af
sognemenigheden som sådan højere end hensynet til at fastholde niveauet for
den
kirkelige betjening af det markante mindretal som primært modtog kirkelig
betjening af den afgåede sognepræst. Det siges samtidig at det efter
ministeriets opfattelse er lovligt ved udøvelsen af skønnet efter
ansættelseslovens § 11, stk. 3, at tillægge det vægt at et mindretal i
pastoratet består af sognebåndsløsere da det ikke er muligt at løse sognebånd
til en anden menighed, kirke eller et andet sogn.
Bestemmelsen i
ansættelseslovens § 11, stk. 3, indebærer at kirkeministeren har pligt til at
tage hensyn til mindretal inden for menigheden i sager om ansættelse af
præster
i pastorater hvor der er flere præstestillinger. Det er en forudsætning at
der
er tale om et teologisk retningsbestemt mindretal, og at mindretallet er
repræsenteret i menighedsrådet med en sådan vægt at mindretallets kandidat er
omfattet af indstillingen fra menighedsrådet.
Disse forudsætninger er opfyldt
i denne sag. Ministeren havde derfor pligt til at tage hensyn til det
mindretal
i menigheden som De tilhører. Men det indebærer ikke at ministeren er
afskåret
fra at tage andre saglige hensyn i betragtning. De hensyn som Biskoppen over
Århus Stift og Kirkeministeriet har anført i denne sag, er efter min
opfattelse
saglige. Jeg har derfor ikke bemærkninger til at de er indgået i sagen. Det
må
dog give anledning til nærmere overvejelser om der kunne lægges vægt på at
langt den overvejende del af mindretallet bestod af sognebåndsløsere.
Kirkeministeriet har peget på
at det ikke er muligt at løse sognebånd til en anden menighed eller kirke
eller
et andet sogn. Når der løses sognebånd, etableres der et personligt forhold
mellem sognebåndsløseren og den pågældende præst hvor præsten påtager sig
udførelsen af kirkelige handlinger og sjælesorg for sognebåndsløseren mens
sognepræsten i bopælssognet bliver fritaget herfor.
Som nævnt er det kun
mindretal i menigheden som er repræsenteret i menighedsrådet med en sådan
styrke at mindretallets kandidat bliver omfattet af menighedsrådets
indstilling
til Kirkeministeriet der er omfattet af reglen om mindretalsbeskyttelse i
ansættelseslovens § 11, stk. 3. Mindretallets repræsentation i menighedsrådet
afhænger af stemmeafgivningen ved valg til menighedsrådet. En sognebåndsløser
skal vælge mellem at have valgret ved valg til menighedsrådet i enten den
menighedsrådskreds hvor den pågældende bor, eller i den menighedsrådskreds
hvor
sognebåndsløserpræsten er ansat, jf. § 5 i lov om valg til menighedsråd
(dengang lovbekendtgørelse nr. 30 af
24.
januar 1996). Valgbar til menighedsrådet er sognebåndsløseren i den
menighedsrådskreds hvor den pågældende har valgret.
Har en sognebåndsløser
valgret til menighedsrådet for den menighed hvis præst der er løst sognebånd
til, vil den pågældende ikke have mulighed for at blive repræsenteret i
menighedsrådet i det sogn hvor den pågældende bor. Sognebåndsløseren kan
derfor
ikke ved sin stemmeafgivning medvirke til at en bestemt ansøger til en
præstestilling i dette sogn bliver omfattet af menighedsrådets indstilling
til
Kirkeministeriet. Disse omstændigheder tilsiger efter min opfattelse at en
sådan sognebåndsløser i forbindelse med præsteansættelser betragtes som en
del
af den menighed hvor sognebåndsløserpræsten er ansat, på lige fod med de
medlemmer som er bosat i sognet.
Der må dog også lægges vægt
på at sognebåndsløsningen har karakter af et personligt bånd mellem det
enkelte
medlem af folkekirken og sognebåndsløserpræsten. Hvis den nye præst skal
afløse
sognebåndsløserpræsten, vil dette bånd blive ophævet ved ansættelsen. Det kan
da synes mindre rimeligt at sognebåndsløseren skal betragtes som en del af
mindretallet i forbindelse med ansættelsen af den nye præst.
I hvert fald må sognebåndsløseren
kunne lades ude af betragtning fra det tidspunkt hvor sognebåndsløsningen er
ophørt. Sognebåndsløsningen ophører normalt først på det tidspunkt hvor den
præst der er løst sognebånd til, fratræder sin stilling, jf. § 11, stk. 1 og
2,
i lov om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning
(lov nr. 352 af 6. juni 1991). Træffes afgørelsen om ansættelse af en ny
præst
på et tidspunkt hvor sognebåndsløserpræsten er fratrådt, må det derfor
normalt
anses for udelukket at sognebåndsløsere i forhold til
mindretalsbeskyttelsesreglen i ansættelseslovens § 11, stk. 3, betragtes som
en
del af mindretallet i den menighed hvor sognebåndsløserpræsten var ansat. I
den
foreliggende sag fratrådte sognepræst (E) den 30. juni 1998, og
kirkeministeren
traf efter det oplyste afgørelsen om at ansætte (A) den 3. juli 1998.
Sognebåndsløsningen til sognepræst (E) var således ophørt på tidspunktet for
afgørelsen. I hvert fald under disse omstændigheder kunne sognebåndsløserne
ikke i forhold til ansættelseslovens § 11, stk. 3, betragtes som en del af
mindretallet i menigheden i (X) Sogn, bortset fra de eventuelle
sognebåndsløsere der havde udsat tidspunktet for ophør af
sognebåndsløsningen,
jf. nedenfor.
De har fremhævet at i denne sag var sognepræst
(E) endnu ikke fratrådt på det tidspunkt hvor Biskoppen over Århus Stift
afgav
sin indstilling til Kirkeministeriet hvor han anbefalede ministeriet at
ansætte
den af flertallet i menighedsrådet indstillede ansøger. Indstillingen blev
afgivet den 2. juni 1998, og sognepræst (E) fratrådte den 30. juni 1998. Jeg
er
ikke enig i at der kan lægges vægt på dette. Det afgørende tidspunkt må være
tidspunktet for ministerens afgørelse da det er ministeren og ikke biskoppen
der har kompetencen til at ansætte sognepræsten.
I mit brev af 30. marts 1999
til Kirkeministeriet lagde jeg vægt på bestemmelsen i § 11, stk. 3, 2. pkt.,
i
lov om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning.
Efter denne bestemmelse har en sognebåndsløser ret til at udsætte
ophørstidspunktet
for sognebåndsløsningen indtil en ny præst er ansat. Det siges i
forarbejderne
til denne bestemmelse at den har til formål at give en sognebåndsløser
mulighed
for at vente med at tage stilling til om den pågældende vil bevare sin
tilknytning til den menighed hvis præst der er løst sognebånd til indtil den
nye præst er udnævnt. Som nævnt i mit brev til Kirkeministeriet må en
sognebåndsløser der har benyttet sig af denne ret, kunne udøve valgret til og
være valgbar til menighedsrådet i denne menighed frem til tidspunktet for
udnævnelsen af den nye præst. Uanset om udnævnelsen af en ny præst bliver
foretaget før eller efter det tidspunkt hvor den præst der var løst sognebånd
til er fratrådt, må en sådan sognebåndsløser således betragtes som en del af
den pågældende menighed på lige fod med de medlemmer af menigheden der var
bosiddende i sognet. Ved brugen af bestemmelsen i § 11, stk. 3, i
ansættelsesloven kan det forhold at en del af mindretallet i pastoratet
består
af sognebåndsløsere således ikke sagligt tillægges nogen betydning hvis der
er
tale om sognebåndsløsere der har valgret til menighedsrådet for menigheden
hvor
sognebåndsløserpræsten er ansat, og som har udsat ophørstidspunktet for
sognebåndsløsningen indtil en ny præst er ansat.
For en offentlig
forvaltningsmyndighed gælder at myndigheden ved behandlingen af sine sager er
ansvarlig for at de nødvendige oplysninger foreligger – og dermed for at
de
nødvendige undersøgelser er foretaget – inden myndigheden træffer en
afgørelse.
Denne regel kaldes med et fagudtryk officialprincippet.
Reglen indebærer at hvis
Kirkeministeriet i en sag om ansættelse af en præst hvor der skal tages
hensyn
til et mindretal i pastoratet agter at tillægge det betydning at mindretallet
i
et vist omfang består af sognebåndsløsere, er ministeriet forpligtet til at
tilvejebringe oplysninger om i hvilket omfang der er tale om sognebåndsløsere
der har valgret til menighedsrådet for den menighed hvis præst der er løst
sognebånd til, og i hvilket omfang de har udsat ophørstidspunktet for
sognebåndsløsningen indtil en ny præst er ansat.
I sin indstilling til
Kirkeministeriet lagde Biskoppen over Århus Stift vægt på – som ét
blandt flere
forhold – at mindretallet i (X) Sogn der stod bag indstillingen af
kandidat
(B), hovedsagelig bestod af sognebåndsløsere. Jeg må forstå Kirkeministeriets
udtalelse sådan at dette forhold også indgik ved ministerens afgørelse om at
ansætte den af flertallet i menighedsrådet indstillede ansøger. Der er ikke
oplysninger i sagen der tyder på at Kirkeministeriet forinden havde
tilvejebragt oplysninger om i hvilket omfang disse sognebåndsløsere havde
valgret til menighedsrådet for (X) Sogn, og om de havde udsat
ophørstidspunktet
for sognebåndsløsningen.
Disse oplysninger blev først
tilvejebragt på min foranledning ved brevet af 24. september 1999 fra
Biskoppen
over Århus Stift. Erklæringen der blev fremsendt med dette brev, oplyste at
der
den 6. juli 1998 ikke var sognebåndsløsere i (X) Sogn der havde udsat
ophørstidspunktet for sognebåndsløsningen.
Jeg anser det for kritisabelt
at Kirkeministeriet ikke havde fremskaffet de nævnte oplysninger inden
afgørelsen blev truffet. Jeg har gjort ministeriet bekendt med min
opfattelse,
men foretager mig ikke yderligere i sagen.”
Lignende dokumenter
- Annullation af begunstigende afgørelse Retsinformation · 19. januar 2004
- Mindretals forslag til ansættelse af sognepræst. Retsinformation · 3. november 2003
- 1991 LSF 89 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MENIGHEDSRÅD Retsinformation · 8. maj 1992
- Forslag til Lov om ændring af lov om trossamfund uden for folkekirken, lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. og Valgmenighedsloven (Afskaffelse af 3-årigt tilsyn med anerkendte trossamfund, decentralisering af præsteansættelser m.v. og administrative opgaver m.v. i folkekirken som følge af opgavebortfald) Retsinformation · 7. november 2024
- Ændring af kirkeregulativ ikke tilbagekaldelse af begunstigende forvaltningsakt. Hjemmel. Notatpligt Retsinformation · 2. oktober 2002
- Bekendtgørelse af lov om valg til menighedsråd Retsinformation · 10. januar 2020