Spring til indhold

Retsinformation

Mindretalsbeskyttelse ved præsteansættelse. Sognebåndsløseres status

FOU nr 2000.232UdtalelserFolketinget11. januar 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Mindretalsbeskyttelse ved præsteansættelse. Sognebåndsløseres

status

Det fremgår af sagen at

Menighedsrådet for X Sogn i et brev af 20. maj 1998 foretog indstilling om

ansættelse af en ny præst i sognet. Indstillingen omfattede tre kandidater

der

var nævnt i prioriteret rækkefølge således at kandidat A blev indstillet som

nr. 1 og kandidat B som nr. 3. Indstillingen blev den 2. juni 1998 fremsendt

af

Biskoppen over Århus Stift til Kirkeministeriet. I en påtegning på

indstillingen anførte biskoppen følgende:

”Fremsendes til

Kirkeministeriet,

idet jeg indstiller

den af

(X) menighedsråd som nr. 1

indstillede, pastor (A), som sognepræst ved (X) Kirke i ( ) fra den 1. juli

1998.

Ligeledes fremsendes

skrivelse fra mindretalsgruppen i (X) menighedsråd, (C) og (D), der ønsker

mindretalsbeskyttelsen jf. Lov om ansættelse i folkekirken, § 11, stk. 3,

taget

i anvendelse.

Selv om jeg har stor

forståelse for mindretallets ønske om at få en præst ansat med tilknytning

til Indre

Mission/Luthersk Missionsforening og også har forståelse for, at man finder

det

rimeligt netop i (X) Pastorat, hvor den afgåede præst netop har haft en sådan

tilknytning, finder jeg dog ikke, at mindretalsbeskyttelsen bør tages i

Læs alt

anvendelse i dette tilfælde, idet langt den overvejende del af denne menighed

består af sognebåndsløsere, og hvad væsentligere er, har (X) sogn været

stærkt

splittet i mange år, fordi langt den overvejende del af sognets egne beboere

ikke ønskede sig betjent af den afgåede sognepræst.

Menighedsrådets flertal har

derfor meget stærkt gjort gældende over for mig, at det både af

samarbejdsmæssige årsager, men også af hensyn til den folkekirkelige

sammenhæng

vil det være af stor betydning, at den nye sognepræst både i holdning og

arbejde

udtrykker den folkekirkelige bredde.

Den af mig indstillede, (A),

er af en økumenisk observans og den nuværende kirkebogsførende sognepræst (F)

har en grundtvigsk holdning, af hvilken grund der ikke vil være tale om nogen

ensidig holdning i teologisk henseende.”

I brev af 6. juli 1998

ansatte Kirkeministeriet A i stillingen.

C og D rettede henvendelse

til Kirkeministeriet om sagen i et brev af 11. juli 1998 hvor de bl.a.

anmodede

om en begrundelse for at der var set bort fra mindretallets kandidat, B.

Ministeriet besvarede brevet i et brev af 27. juli 1998. I brevet var det

bl.a.

anført at kirkeministeren havde ansat A i stillingen den 3. juli 1998 med

virkning fra 1. august 1998, og at de officielle skrivelser herom blev

afsendt

fra ministeriet den 6. juli 1998. Det blev desuden anført at ministeren med

denne beslutning havde vægtet hensynet til X Sogns tarv højere end hensynet

til

mindretallet.

I et brev af 10. august 1998

klagede C og D til mig over Kirkeministeriets afgørelse. I brevet gjorde C og

D

gældende at hensynet til beskyttelsen af mindretallet var blevet tilsidesat

fordi den af mindretallet indstillede kandidat, B, ikke var blevet ansat, og

i

den forbindelse henviste de til § 11, stk. 3, i lov om ansættelse i

stillinger

i folkekirken m.v. C og D oplyste bl.a. i klagen at Menighedsrådet for X Sogn

består af 9 medlemmer valgt for den grundtvigske Sogneliste og 2 medlemmer

valgt for Kirkelig Fællesliste, Indre Mission og Luthersk Missionsforening.

Desuden oplyste klagerne at der var 90 sognebåndsløsere til den afgåede

sognepræst, E, og 40 til sognets anden sognepræst, F. C og D anførte i den

forbindelse at sognebåndsløsere i forbindelse med bedømmelsen af om der

foreligger et mindretal i menigheden, må tælle som fuldgyldige medlemmer af

menighedsrådet og sognet.

Jeg oversendte den 18.

september 1998 C’s og D’s brev til Kirkeministeriet som en

anmodning fra dem om

at ministeriet oplyste om der ved afgørelsen var lagt vægt på at der var tale

om en indstilling fra en menighed som for den overvejende dels vedkommende

bestod af sognebåndsløsere.

Kirkeministeriet besvarede

henvendelsen i et brev af 3. november 1998. Ministeriet anførte bl.a.

følgende:

”Det tilhørsforhold, der

gennem sognebåndsløsning måtte være skabt til en sognemenighed, ophører ved

skifte i præstestillingen, jf. herved § 9 i Kirkeministeriets bekendtgørelse

nr. 58 af 24. januar 1992 om Sognebåndsløsning og sognebåndsløseres valgret,

som ændret ved bekendtgørelse nr. 572 af 21. juni 1996.

Ministeriets valg blandt de

indstillede ansøgere samt spørgsmålet om, hvilken vægt hensynet til et

mindretal i pastoratet, jf. herved § 11, stk. 3, i lov nr. 310 af 16. maj

1990

om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. er sket efter en skønsmæssig

vurdering, hvor ministeriet har lagt biskoppens indstilling af 2. juni 1998

til

grund.”

Den 4. januar 1999 klagede C

og D til mig igen. De fremhævede bl.a. at der i hele

X

Kirkes levetid havde været stærk

tradition for at denne kirke var et af de steder hvor missionsfolket i

området

kunne samles til gudstjeneste. Endvidere nævnte de at skønt der var ansat ca.

15 præster inden for kommunen, befandt ingen af dem sig bare i nærheden af

den

gamle missionske observans. Derfor var det ikke sagligt at lægge vægt på at

en

del af mindretallet i menigheden bestod af sognebåndsløsere. Kirkeministeriet

havde efter mindretalsgruppens opfattelse krænket hensynet til det ikke

ubetydelige mindretal og ikke levet op til lovens hensigt om at sikre

menighedens liv og vækst. Efter sognepræst E’s ophør havde det været

nødvendigt

at arrangere tilkaldegudstjenester, men det var på længere sigt en uholdbar

løsning.

I et brev af 30. marts 1999

bad jeg om en udtalelse til sagen fra Kirkeministeriet samt om oplysning om

hvorvidt der på tidspunktet for afgørelsen var sognebåndsløsere i X Sogn som

havde udsat ophørstidspunktet for sognebåndsløsningen, og som havde valgt at

udøve deres valgret i sognet. I brevet var bl.a. anført følgende:

”Kirkeministeriet har i brevet til (C) og (D) af 3. november 1998

oplyst at det tilhørsforhold der gennem sognebåndsløsning måtte være skabt

til

en sognemenighed, ophører ved skifte i præstestillingen. Ministeriet redegør

samtidig for retsvirkningerne af sognebåndsløsning, herunder for at

sognebåndsløsere

kan vælge at udøve deres valgret i den menighedskreds hvor

sognebåndsløserpræsten

er ansat.

I medfør af § 11, stk. 3, 2. pkt., i lov nr. 352 af 6. juni 1991 om

medlemskab

af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning har en

sognebåndsløser

ret til at udsætte ophørstidspunktet for sognebåndsløsningen indtil en ny

præst er ansat.

Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til den tidligere bestemmelse i §

6, stk. 2, 2. pkt., i lov nr. 284 af 30. juni 1922 med senere ændringer om

Sognebaandsløsning og Brugen af Kirkerne. I forarbejderne til denne

bestemmelse er bl.a. anført følgende (Rigsdagstidende 1921-22, tillæg A, sp.

6223):

'...

Bestemmelser, der kræves af Hensyn til den Adgang, der i Menighedsraadsloven

er givet Sognebaandsløseren til at begære Valgret og opnaa Valgbarhed til

Menighedsraadene

i den Menighed, til hvis Præst der er løst Sognebaand. Af samme Hensyn er

Bestemmelsen i § 6, 2det Stk [senere ændret til § 11, min bemærkning],

foreslaaet, angaaende en Sognebaandsløsers Ret til i Tilfælde af, at den

Præst,

til hvem der er løst Sognebaand afgaar fra Embedet, at opsætte Afgørelsen af,

om han vil vende tilbage til sin Sognemenighed, indtil den nye Præst er

udnævnt, og han derefter kan skønne over, hvorvidt han vil bevare sin

Tilslutning til denne Menighed.

...'

Bestemmelsen er således indsat i loven af hensyn til sognebåndsløserens

mulighed for at opretholde tilknytningen til den pågældende menighed, og

altså

ikke blot til den præst hvortil der er løst sognebånd. Det følger heraf at

sognebåndsløseren kan udøve valgret til og være valgbar til menighedsrådet

frem

til tidspunktet for udnævnelse af den nye præst. Sognebåndsløseren har dermed

mulighed for at blive repræsenteret ved valg til menighedsråd helt frem til

dette tidspunkt.

På baggrund heraf er det herefter min foreløbige opfattelse at de

sognebåndsløsere

der har udskudt tidspunktet for ophør af sognebåndet, og som har valgt at

udøve valgret i sognet, ikke kan udelukkes fra begrebet 'mindretal i

pastoratet' i § 11, stk. 3, i lov nr. 310 af 16. maj 1990 med senere

ændringer

om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. Det vil således efter denne

opfattelse ikke være et lovligt kriterium ved udøvelsen af skønnet efter §

11,

stk. 3, at lægge vægt på om et mindretal i pastoratet består af

sognebåndsløsere

eller af bosiddende.”

I et brev af 16. juli 1999

afgav Kirkeministeriet en udtalelse. Ministeriet anførte bl.a. følgende:

"I denne sag har

kirkeministeren principielt været frit stillet med hensyn til udnævnelse

blandt

de indstillede ansøgere, idet den som nr. 1. indstillede ansøger, der blev

ansat i stillingen, ved første afstemning ikke opnåede alle stemmer, der blev

afgivet på indstillingsmødet, jf. herved § 11, stk. 2, i ansættelsesloven.

Spørgsmålet har derfor været, hvilken vægt ministeren har skullet lægge på

hensynet til at tilgodese mindretallets holdninger, jf. § 11, stk. 3, ved

valget mellem ansøgerne ud fra de foreliggende oplysninger, om hvilke

kirkelige

tilhørsforhold ansøgerne repræsenterede.

En forudsætning for at bringe

ansættelseslovens § 11, stk. 3, i anvendelse, er, at der er et mindretal i

pastoratet, og at dette mindretal har manifesteret sig om et teologisk

retningsbestemt mindretal. Det er endvidere en forudsætning, at mindretallet

er

repræsenteret med en sådan vægt i menighedsrådet, at mindretallets kandidat

bliver omfattet af menighedsrådets indstilling.

I denne sag valgte ministeren

at udnævne den ansøger som menighedsrådet og biskoppen havde indstillet som

nr.

1. Grunden hertil var et ønske om at prioritere hensynet til at sikre

niveauet

for og bredden i den kirkelige betjening af sognemenigheden som sådan højere,

end hensynet til at fastholde niveauet for den kirkelige betjening af det

markante mindretal, som primært modtog kirkelig betjening af den afgåede

sognepræst.

Der er efter den gældende ordning

i lov nr. 352 af 6. juni 1991 om medlemskab af folkekirken mv., imidlertid

ikke

mulighed for at løse sognebånd eller på anden måde etablere et tilhørsforhold

til en anden sognemenighed, et sogn eller kirke som sådan. Sognebåndsløsning

betragtes primært som et personligt forhold – typisk etableret af

forkyndelsesmæssige årsager – mellem sognebåndsløseren og den

sognepræst, der

løses sognebånd til. Dette betyder, at sognebåndsløsningsinstituttet har en

teologisk begrundelse knyttet til muligheden for at vælge en forkyndelse, der

passer til den enkelte persons ståsted. Dette understreges da også af, at

sognebåndsløsningen ophører, når den præst, til hvem der er løst sognebånd

til,

forflyttes, dør eller afskediges, jf. medlemskabslovens § 11, stk. 3, 1.

pkt.,

medmindre sognebåndsløseren ved sognebåndsløserpræstens fratræden vælger at

udsætte ophørstidspunktet, indtil en ny præst er ansat, jf. medlemskabslovens

§

11, stk. 3.

Spørgsmålet om mulighed for

at løse sognebånd til en anden menighed, kirke eller et andet sogn (i

modsætning til at løse sognebånd til præsten) har været behandlet i flere

udvalg – senest i kirkeministeriets udvalg af 3. juni 1986 (betænkning

1176/1989). Det var imidlertid ikke muligt i dette udvalg at opnå enighed om

indførelse af en ordning, hvor der – ved siden af den traditionelle

sognebåndsløsning – skulle være mulighed for at vælge tilknytning til en

anden

sognemenighed. De nugældende regler om sognebåndsløsning blev til på baggrund

af ovennævnte betænkning.

Det er derfor ministeriets

opfattelse, at det er et lovligt kriterium ved udøvelsen af skønnet efter

ansættelseslovens § 11, stk. 3, at tillægge det vægt, at et mindretal i

pastoratet består af sognebåndsløsere, al den stund at det ikke er muligt at

løse sognebånd til en anden menighed, kirke eller andet sogn. Ved

sognebåndsløsning opnås således ikke et ændret sognetilhør, men en løsning

fra

bopælspræsten og tilknytning til en anden præst."

Med et brev af 5. oktober

1999 sendte Kirkeministeriet en erklæring fra den kirkebogsførende sognepræst

i

X Pastorat hvoraf det fremgik at der den 6. juli 1998 ikke havde været

sognebåndsløsere der havde anmodet om udsættelse af ophørstidspunktet for

sognebåndsløsningen. Samtidig fremsendte ministeriet en erklæring fra

Biskoppen

over Århus Stift hvor han fremhævede at hans argumentation for ikke at følge

mindretallets indstilling i forbindelse med ansættelse af den nye præst ikke

alene skyldtes at dette mindretal i det store og hele bestod af

sognebåndsløsere, men også at sognet i en lang periode havde været splittet.

C og D kommenterede

ministeriets udtalelse og erklæringerne i et brev af 8. november 1999. De

fremhævede at den afgående sognepræst, E, stadig var i embedet den 2. juni

1998

da biskoppen afgav sin indstilling til Kirkeministeriet, da han først afgik

fra

embedet den 30. juni 1998. Derfor havde de ikke været opmærksom på muligheden

for at udsætte tidspunktet for ophør af sognebåndsløsningen, og de havde ikke

forestillet sig at en anmodning herom ville blive tillagt betydning i

forbindelse

med ansættelse af den nye præst. De repræsenterede et teologisk

retningsbestemt

mindretal. Desuden anførte de at det i forbindelse med spørgsmålet om

mindretalsbeskyttelse ikke kunne tillægges betydning at biskoppen havde

oplyst

at den nyansatte præst var af økumenisk observans mens den anden præst havde

en

grundtvigsk holdning.

Ombudsmandens udtalelse

”Folkekirken er omfattet af ombudsmandens virksomhed bortset fra

spørgsmål der direkte eller indirekte vedrører kirkens lære eller

forkyndelse, jf. § 9 i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets

Ombudsmand.

Det fremgår af § 11 i ansættelsesloven (lov nr. 310 af 16. maj 1990 om

ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. med senere ændring) at

kirkeministeren træffer afgørelse om ansættelse i stillinger som sognepræst

efter indstilling fra det pågældende menighedsråd. Under visse omstændigheder

der fremgår af lovens § 11, stk. 2, er ministeren forpligtet til at ansætte

en bestemt ansøger, men bortset herfra kan ministeren beslutte hvilken af de

indstillede ansøgere som skal ansættes. Det er bestemt i § 11, stk. 3, at ved

ansættelse i præstestillinger i pastorater med flere præstestillinger skal

kirkeministeren tage hensyn til mindretal i pastoratet. Det fremgår af

forarbejderne til loven (Folketingstidende 1989-90, tillæg A, sp.

3727f, og tillæg B, sp. 1054) at det er en forudsætning at mindretallet er

repræsenteret i menighedsrådet med en sådan vægt at mindretallets kandidat

bliver omfattet af menighedsrådets indstilling. Desuden fremgår det af

bemærkningerne

til lovforslaget (Folketingstidende 1989-90, tillæg A, sp.

3727f

) at bestemmelsen kun tager sigte

på teologisk retningsbestemte mindretal. Det er samme sted anført at

Kirkeministeriet kan tilslutte sig ansættelseslovudvalgets bemærkninger om

bestemmelsen hvorefter der jævnlig lægges en med bestemmelsen ikke tilsigtet

bastant forståelse af denne for dagen. Mindretalssynspunktet er kun et blandt

flere hensyn der bør indgå i kirkeministerens overvejelser.

I betænkningen fra

ansættelseslovudvalget, betænkning nr. 1182/1989 angående ansættelse i

stillinger i folkekirken m.m., er bl.a. anført følgende, s. 30:

’Udvalget har foreslået, at

den nugældende bestemmelse, hvorefter kirkeministeren ved ansættelse i

præstestillinger i pastorater med flere præstestillinger skal tage hensyn til

mindretal i pastoratet, videreføres. Udvalget har overvejet at udelade reglen

under hensyn til, at den for så vidt er selvfølgelig, og at der jævnlig

lægges

en utilsigtet bastant forståelse af bestemmelsen for dagen. Man er dog veget

tilbage herfra under hensyn til, at bestemmelsen har gammel hævd og

indeholder

et væsentligt princip. Udvalget vil dog for sit vedkommende understrege, at

mindretalssynspunktet kun er et blandt flere synspunkter, som må indgå i

ministerens overvejelser. Hvilket, der i det enkelte tilfælde bør have

prioritet forud for de øvrige, må afhænge af omstændighederne i den enkelte

sag.’

I ’Liv, Arbejde og

Forvaltning’ (1995), s. 156, har Preben Espersen bl.a. anført følgende:

’Det er i ansættelseslovens §

11 bestemt, at ved ansættelse i stillinger i pastorater med flere

præstestillinger skal kirkeministeren tage hensyn til mindretal i pastoratet.

Mindretalssynspunktet er dog kun et blandt flere synspunkter, som må indgå i

ministerens overvejelser. Hvilket, der i det enkelte tilfælde bør have

prioritet forud for de øvrige, må afhænge af omstændighederne i den enkelte

sag. Biskoppen har, når der er tale om pastorater med flere præstestillinger,

et særligt ansvar for, at ministeren sættes i stand til at vurdere, om

hensynet

til et kirkeligt mindretal giver rimelig begrundelse for at udnævne en

ansøger,

som er indstillet som nr. 2 eller 3.

Selv om det hensyn, der skal

tages, er til et kirkeligt mindretal i pastoratets menighed og ikke til et

mindretal i menighedsrådet, er det dog i Kirkeministeriets praksis stillet

som

en betingelse, at ønsket om hensyn skal formidles gennem et eller flere

menighedsrådsmedlemmer i forbindelse med ansættelsesproceduren ved besættelse

af den ledige præstestilling. Den kreds i menigheden, der skal tilgodeses som

mindretal, må altså selv være repræsenteret i menighedsrådet, eller der må

være

mindst ét menighedsrådsmedlem i øvrigt, der vil formidle ønsket om

mindretalshensyn.’

De nærmere regler om

menighedsråds indstilling er fastsat i bekendtgørelsen om menighedsråds

medvirken ved ansættelse i præstestillinger m.m. (bekendtgørelse nr. 467 af

18.

juni 1991 med senere ændring). Indstillingen skal omfatte 3 af ansøgerne til

stillingen i prioriteret rækkefølge, og hvis der er flere præstestillinger i

pastoratet, skal biskoppen i sin indstilling til kirkeministeren udtale sig

om

hvorvidt der er grundlag for at hensyn til mindretal i pastoratet inddrages i

overvejelserne, jf. bekendtgørelsens §§ 7 og 8.

I den foreliggende sag

anbefalede Biskoppen over Århus Stift over for Kirkeministeriet at den som

nr.

1 indstillede ansøger blev ansat, og ikke den af mindretallet anbefalede

ansøger der var indstillet som nr. 3. Som begrundelse anførte biskoppen at

langt den overvejende del af menigheden (det vil sige den del af menigheden

der

havde samlet sig om den afgåede sognepræst) bestod af sognebåndsløsere, og

som

noget væsentligere fremhævede biskoppen at sognet havde været stærkt splittet

i

mange år fordi langt den overvejende del af sognets egne beboere ikke ønskede

sig betjent af den afgåede sognepræst. Han betonede at menighedsrådets

flertal

meget stærkt havde gjort gældende over for ham at det af samarbejdsmæssige

årsager, men også af hensyn til den folkekirkelige sammenhæng ville være af

stor betydning at den nye sognepræst både i holdning og arbejde udtrykte den

folkekirkelige bredde.

I ministeriets brev til Dem

af 3. november 1998 er det anført at afgørelsen om ansættelse er sket efter

en

skønsmæssig vurdering hvor ministeriet har lagt biskoppens indstilling til

grund. I ministeriets brev af 16. juli 1999 er det anført at ministeren i

denne

sag valgte at udnævne den ansøger som menighedsrådet og biskoppen havde

indstillet som nr. 1. Som begrundelse anføres et ønske om at prioritere

hensynet til at sikre niveauet for og bredden i den kirkelige betjening af

sognemenigheden som sådan højere end hensynet til at fastholde niveauet for

den

kirkelige betjening af det markante mindretal som primært modtog kirkelig

betjening af den afgåede sognepræst. Det siges samtidig at det efter

ministeriets opfattelse er lovligt ved udøvelsen af skønnet efter

ansættelseslovens § 11, stk. 3, at tillægge det vægt at et mindretal i

pastoratet består af sognebåndsløsere da det ikke er muligt at løse sognebånd

til en anden menighed, kirke eller et andet sogn.

Bestemmelsen i

ansættelseslovens § 11, stk. 3, indebærer at kirkeministeren har pligt til at

tage hensyn til mindretal inden for menigheden i sager om ansættelse af

præster

i pastorater hvor der er flere præstestillinger. Det er en forudsætning at

der

er tale om et teologisk retningsbestemt mindretal, og at mindretallet er

repræsenteret i menighedsrådet med en sådan vægt at mindretallets kandidat er

omfattet af indstillingen fra menighedsrådet.

Disse forudsætninger er opfyldt

i denne sag. Ministeren havde derfor pligt til at tage hensyn til det

mindretal

i menigheden som De tilhører. Men det indebærer ikke at ministeren er

afskåret

fra at tage andre saglige hensyn i betragtning. De hensyn som Biskoppen over

Århus Stift og Kirkeministeriet har anført i denne sag, er efter min

opfattelse

saglige. Jeg har derfor ikke bemærkninger til at de er indgået i sagen. Det

må

dog give anledning til nærmere overvejelser om der kunne lægges vægt på at

langt den overvejende del af mindretallet bestod af sognebåndsløsere.

Kirkeministeriet har peget på

at det ikke er muligt at løse sognebånd til en anden menighed eller kirke

eller

et andet sogn. Når der løses sognebånd, etableres der et personligt forhold

mellem sognebåndsløseren og den pågældende præst hvor præsten påtager sig

udførelsen af kirkelige handlinger og sjælesorg for sognebåndsløseren mens

sognepræsten i bopælssognet bliver fritaget herfor.

Som nævnt er det kun

mindretal i menigheden som er repræsenteret i menighedsrådet med en sådan

styrke at mindretallets kandidat bliver omfattet af menighedsrådets

indstilling

til Kirkeministeriet der er omfattet af reglen om mindretalsbeskyttelse i

ansættelseslovens § 11, stk. 3. Mindretallets repræsentation i menighedsrådet

afhænger af stemmeafgivningen ved valg til menighedsrådet. En sognebåndsløser

skal vælge mellem at have valgret ved valg til menighedsrådet i enten den

menighedsrådskreds hvor den pågældende bor, eller i den menighedsrådskreds

hvor

sognebåndsløserpræsten er ansat, jf. § 5 i lov om valg til menighedsråd

(dengang lovbekendtgørelse nr. 30 af

24.

januar 1996). Valgbar til menighedsrådet er sognebåndsløseren i den

menighedsrådskreds hvor den pågældende har valgret.

Har en sognebåndsløser

valgret til menighedsrådet for den menighed hvis præst der er løst sognebånd

til, vil den pågældende ikke have mulighed for at blive repræsenteret i

menighedsrådet i det sogn hvor den pågældende bor. Sognebåndsløseren kan

derfor

ikke ved sin stemmeafgivning medvirke til at en bestemt ansøger til en

præstestilling i dette sogn bliver omfattet af menighedsrådets indstilling

til

Kirkeministeriet. Disse omstændigheder tilsiger efter min opfattelse at en

sådan sognebåndsløser i forbindelse med præsteansættelser betragtes som en

del

af den menighed hvor sognebåndsløserpræsten er ansat, på lige fod med de

medlemmer som er bosat i sognet.

Der må dog også lægges vægt

på at sognebåndsløsningen har karakter af et personligt bånd mellem det

enkelte

medlem af folkekirken og sognebåndsløserpræsten. Hvis den nye præst skal

afløse

sognebåndsløserpræsten, vil dette bånd blive ophævet ved ansættelsen. Det kan

da synes mindre rimeligt at sognebåndsløseren skal betragtes som en del af

mindretallet i forbindelse med ansættelsen af den nye præst.

I hvert fald må sognebåndsløseren

kunne lades ude af betragtning fra det tidspunkt hvor sognebåndsløsningen er

ophørt. Sognebåndsløsningen ophører normalt først på det tidspunkt hvor den

præst der er løst sognebånd til, fratræder sin stilling, jf. § 11, stk. 1 og

2,

i lov om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning

(lov nr. 352 af 6. juni 1991). Træffes afgørelsen om ansættelse af en ny

præst

på et tidspunkt hvor sognebåndsløserpræsten er fratrådt, må det derfor

normalt

anses for udelukket at sognebåndsløsere i forhold til

mindretalsbeskyttelsesreglen i ansættelseslovens § 11, stk. 3, betragtes som

en

del af mindretallet i den menighed hvor sognebåndsløserpræsten var ansat. I

den

foreliggende sag fratrådte sognepræst (E) den 30. juni 1998, og

kirkeministeren

traf efter det oplyste afgørelsen om at ansætte (A) den 3. juli 1998.

Sognebåndsløsningen til sognepræst (E) var således ophørt på tidspunktet for

afgørelsen. I hvert fald under disse omstændigheder kunne sognebåndsløserne

ikke i forhold til ansættelseslovens § 11, stk. 3, betragtes som en del af

mindretallet i menigheden i (X) Sogn, bortset fra de eventuelle

sognebåndsløsere der havde udsat tidspunktet for ophør af

sognebåndsløsningen,

jf. nedenfor.

De har fremhævet at i denne sag var sognepræst

(E) endnu ikke fratrådt på det tidspunkt hvor Biskoppen over Århus Stift

afgav

sin indstilling til Kirkeministeriet hvor han anbefalede ministeriet at

ansætte

den af flertallet i menighedsrådet indstillede ansøger. Indstillingen blev

afgivet den 2. juni 1998, og sognepræst (E) fratrådte den 30. juni 1998. Jeg

er

ikke enig i at der kan lægges vægt på dette. Det afgørende tidspunkt må være

tidspunktet for ministerens afgørelse da det er ministeren og ikke biskoppen

der har kompetencen til at ansætte sognepræsten.

I mit brev af 30. marts 1999

til Kirkeministeriet lagde jeg vægt på bestemmelsen i § 11, stk. 3, 2. pkt.,

i

lov om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning.

Efter denne bestemmelse har en sognebåndsløser ret til at udsætte

ophørstidspunktet

for sognebåndsløsningen indtil en ny præst er ansat. Det siges i

forarbejderne

til denne bestemmelse at den har til formål at give en sognebåndsløser

mulighed

for at vente med at tage stilling til om den pågældende vil bevare sin

tilknytning til den menighed hvis præst der er løst sognebånd til indtil den

nye præst er udnævnt. Som nævnt i mit brev til Kirkeministeriet må en

sognebåndsløser der har benyttet sig af denne ret, kunne udøve valgret til og

være valgbar til menighedsrådet i denne menighed frem til tidspunktet for

udnævnelsen af den nye præst. Uanset om udnævnelsen af en ny præst bliver

foretaget før eller efter det tidspunkt hvor den præst der var løst sognebånd

til er fratrådt, må en sådan sognebåndsløser således betragtes som en del af

den pågældende menighed på lige fod med de medlemmer af menigheden der var

bosiddende i sognet. Ved brugen af bestemmelsen i § 11, stk. 3, i

ansættelsesloven kan det forhold at en del af mindretallet i pastoratet

består

af sognebåndsløsere således ikke sagligt tillægges nogen betydning hvis der

er

tale om sognebåndsløsere der har valgret til menighedsrådet for menigheden

hvor

sognebåndsløserpræsten er ansat, og som har udsat ophørstidspunktet for

sognebåndsløsningen indtil en ny præst er ansat.

For en offentlig

forvaltningsmyndighed gælder at myndigheden ved behandlingen af sine sager er

ansvarlig for at de nødvendige oplysninger foreligger – og dermed for at

de

nødvendige undersøgelser er foretaget – inden myndigheden træffer en

afgørelse.

Denne regel kaldes med et fagudtryk officialprincippet.

Reglen indebærer at hvis

Kirkeministeriet i en sag om ansættelse af en præst hvor der skal tages

hensyn

til et mindretal i pastoratet agter at tillægge det betydning at mindretallet

i

et vist omfang består af sognebåndsløsere, er ministeriet forpligtet til at

tilvejebringe oplysninger om i hvilket omfang der er tale om sognebåndsløsere

der har valgret til menighedsrådet for den menighed hvis præst der er løst

sognebånd til, og i hvilket omfang de har udsat ophørstidspunktet for

sognebåndsløsningen indtil en ny præst er ansat.

I sin indstilling til

Kirkeministeriet lagde Biskoppen over Århus Stift vægt på – som ét

blandt flere

forhold – at mindretallet i (X) Sogn der stod bag indstillingen af

kandidat

(B), hovedsagelig bestod af sognebåndsløsere. Jeg må forstå Kirkeministeriets

udtalelse sådan at dette forhold også indgik ved ministerens afgørelse om at

ansætte den af flertallet i menighedsrådet indstillede ansøger. Der er ikke

oplysninger i sagen der tyder på at Kirkeministeriet forinden havde

tilvejebragt oplysninger om i hvilket omfang disse sognebåndsløsere havde

valgret til menighedsrådet for (X) Sogn, og om de havde udsat

ophørstidspunktet

for sognebåndsløsningen.

Disse oplysninger blev først

tilvejebragt på min foranledning ved brevet af 24. september 1999 fra

Biskoppen

over Århus Stift. Erklæringen der blev fremsendt med dette brev, oplyste at

der

den 6. juli 1998 ikke var sognebåndsløsere i (X) Sogn der havde udsat

ophørstidspunktet for sognebåndsløsningen.

Jeg anser det for kritisabelt

at Kirkeministeriet ikke havde fremskaffet de nævnte oplysninger inden

afgørelsen blev truffet. Jeg har gjort ministeriet bekendt med min

opfattelse,

men foretager mig ikke yderligere i sagen.”

Lignende dokumenter