Spring til indhold

Retsinformation

Mindretals forslag til ansættelse af sognepræst.

FOU nr 1989.100UdtalelserFolketinget3. november 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Mindretals indstilling om ansættelse af sognepræst.

En kirkelig forening, A, i Y

by klagede over Kirkeministeriets afgørelse og sagsbehandling i forbindelse

med besættelsen af en stilling som sognepræst.

Det fremgik af de

foreliggende oplysninger, at stillingen som sognepræst ved X kirke i Y by

blev opslået ledig i januar 1989. Menighedsrådet for X sogn holdt den 9.

februar samme år indstillingsmøde, og et flertal indstillede B som nr. 1,

mens

2 medlemmer, C og D, begge med tilknytning til A i Y by, indstillede E, som

derpå blev indstillet som nr. 2.

I et brev af 12. februar 1989

til kirkeministeren anbefalede C og D, at E blev ansat, idet A ellers ikke

ville være repræsenteret blandt sognets præster. De henviste herved til § 41,

stk. 2, i lov om menighedsråd. De oplyste samtidig, at der er en næsten

100-årig tradition for, at en af sognets præster har sæde i A's Samfundsråd i

Y

by, og at B ikke ville kunne tilgodese mindretallets særlige kirkesyn. E

ville

derimod kunne besætte den ledige plads i A's Samfundsråd.

Provsten for Y by provsti

indstillede i en skrivelse af 11. februar 1989 til kirkeministeren, at B blev

ansat og anførte i denne forbindelse følgende:

"Begge de indstillede

forekommer i det væsentlige at være af samme teologiske observans. Det - i

forhold til menighedsrådets samlede størrelse - meget lille mindretal, der

manifesterede sig ved afstemningen og indstillede nr. 2, skønnes på denne

baggrund også at få deres interesser tilgodeset samtidig med, at der tages et

rimeligt hensyn til det flertal, der indstillede nummer 1."

Biskoppen over Z stift

Læs alt

anbefalede i en skrivelse af 14. februar 1989, at E blev ansat og bemærkede

herved følgende:

".... idet jeg i medfør

af lov om menighedsråd § 41, stk. 2 skal oplyse, at de to stemmer, der er

faldet på (E) repræsenterer et af mindretallene i (Y) by menighedsråd. Da

dette mindretal ikke forekommer at være tilgodeset ved nogle af de tre

nuværende

præster, skal jeg tillade mig at henlede ministeriets opmærksomhed herpå,

idet jeg kan anbefale, at den som nr. 2 indstillede bliver udnævnt.

Til orientering for

ministeriet skal jeg yderligere oplyse, at (E) over for mig og over for

menighedsrådet har udtalt, at han ikke har følt ængstelse ved at søge et

embede, hvor der i forvejen er to kvindelige præster, skønt han er

principielt

modstander af kvinders adgang til præsteembedet. Han vil akceptere og

respektere, at kvinder i henhold til dansk lov er præster i fuld forstand, og

vil derfor ikke lægge hindringer i vejen for et samarbejde. Det betyder

imidlertid ikke, at der ikke kan være problemer, "thi der kan være nogle

konsekvenser, det bliver nødvendigt for ham at drage. Nøjagtigt hvilke har

han

ikke kunnet sige, men det vil i hvert fald være problematisk for ham at

deltage

i en gudstjeneste som præst og i præstekjole, hvor kvinder gør tjeneste som

præster." "Det vil for mig være et spørgsmål, om jeg har noget

standpunkt, dersom det ikke har nogle praktiske konsekvenser", har (E)

udtalt til mig i den her omhandlede forbindelse. "Men med hensyn til

samarbejde iøvrigt skal der ikke være problemer", udtaler han -

"f.eks. præstemøder, samrådsmøder, sognemøder, sognearbejde -- ingen

problemer".

Som nævnt er der ansat to

kvindelige sognepræster ved (X) kirke i henholdsvis 1977 og 1981."

Kirkeministeren meddelte i

skrivelse af 3. april 1989 biskoppen over Z stift, at bestemmelsen i § 41,

stk. 2, i lov om menighedsråd ikke kom til anvendelse i den foreliggende sag,

idet de to indstillede kandidater havde samme kirkelige retningspræg.

Ministeren fandt det uheldigt, at der ikke var indstillet tre ansøgere og bad

derfor menighedsrådet om at genoptage behandlingen af indstillingen og stemme

om, hvorvidt der burde indstilles en tredje kandidat. Samtidig henledte han

rådets opmærksomhed på muligheden for at genopslå stillingen, "idet

omstændighederne

synes at kunne tale herfor."

På et møde den 11. april 1989

drøftede menighedsrådet ministerens anmodning. Der var enighed om, at rådet

ikke skulle indstille en tredje ansøger. Dernæst stemte rådet om, hvorvidt

der

var grundlag for alene at indstille en enkelt ansøger. Afstemningen gav det

resultat, at 2 medlemmer ville indstille E som eneste ansøger, 12 stemte nej,

og 1 var blank. Tilsvarende stemte kun 2 for at indstille B som eneste

ansøger,

mens 13 stemte nej. Endelig stemte 13 medlemmer for at genopslå stillingen,

mens 2 stemte imod.

Ved skrivelse af 12. april

1989 anmodede C og D under henvisning til en udskrift af protokollen for

menighedsrådets møde den 11. april 1989 kirkeministeren om at afslå

indstillingen om at genopslå stillingen og i stedet ansætte E. De anførte

herved, at det var urimeligt, at flertallet skulle kunne bestemme, hvilken

præst mindretallet skulle have og henviste på ny til menighedsrådslovens §

41, stk. 2.

Menighedsrådet indstillede i

skrivelse af 13. april 1989 til kirkeministeren, at stillingen blev

genopslået. Såvel provsten som biskoppen anbefalede i indstillinger af

henholdsvis 15. april 1989 og 18. april 1989, at denne indstilling blev

fulgt.

Den 2. maj 1989 meddelte

kirkeministeren i et brev til D, at det forekom ham ønskeligt gennem et

genopslag at afprøve, om det lod sig gøre at fremkalde de ansøgere, der

tilgodeså

mindretallet, "og imod hvem flertallet ikke kan have en begrundet

indvending." Han henviste desuden til, at et genopslag yderligere var

indiceret gennem de afstemninger, der foretoges på mødet den 11. april 1989.

I en skrivelse af 5. maj 1989

til kirkeministeren gjorde C og D indsigelse imod beslutningen om at genopslå

stillingen. A i Y by gjorde i en skrivelse af 16. maj 1989 til mig i alt

væsentligt

den samme indsigelse gældende. Denne skrivelse oversendte jeg til biskoppen,

som videresendte den til Kirkeministeriet. I begge skrivelser blev det gjort

gældende, at beslutningen om genopslag af stillingen var begrundet i E's

teologisk begrundede overbevisning om ikke at ville afholde fælles

gudstjenester

med de kvindelige præster ved kirken. De gjorde i denne forbindelse opmærksom

på, at E havde tilkendegivet, at han ville indgå i samarbejde i øvrigt med de

to kvindelige præster ved sognet, samt at han ikke havde indvendinger imod,

at der deltager kvindelige præster ved ordination og indsættelse. I begge

skrivelser blev der peget på, at det måtte være legitimt for en ansøger til

et præsteembede og for medlemmer af et menighedsråd at antage en holdning

til kvindelige præster, "som har været Kirkens officielle syn i mere end

1.900 år."

I skrivelse af 18. maj 1989

besvarede kirkeministeren C's og D's skrivelse. Han fandt fortsat ikke, at §

41, stk. 2, i lov om menighedsråd var anvendelig i den foreliggende

situation. Han tilføjede, at "flertallet i menighedsrådet over for mig

har givet udtryk for bekymring for samarbejdet med kirken, såfremt den

ansøger, der var indstillet af mindretallet, blev udnævnt", og

bemærkede,

at denne oplysning var "saglig og relevant" i den givne situation.

Han bemærkede afslutningsvis følgende: "Der ligger derfor ikke i de

skridt, jeg har taget i sagen, nogen videregående kirkepolitisk

stillingtagen."

Den 5. juli 1989 afholdt

menighedsrådet - efter at stillingen havde været genopslået - på ny

indstillingsmøde. Menighedsrådet vedtog at indstille F som nr.

1, G

som nr. 2 og E som nr. 3. Da F

kaldte sin ansøgning tilbage, anbefalede både provsten og biskoppen i

skrivelser

af henholdsvis 7. juli og 8. juli 1989 kirkeministeren at ansætte G.

Provstens indstilling havde

følgende indhold:

"Efter mit skøn bør der

ved udnævnelsen tages tilbørlig hensyn til det mindretal, der i

menighedsrådet

med to medlemmer repræsenterer (A). Da såvel (E) (som angiveligt fik de to

repræsentanters stemme) som (G) utvetydig hører til i (A), vil en udnævnelse

af (G) kunne tilgodese mindretalsinteresserne, samtidig med at der tages

hensyn til det store flertals ønske."

Biskoppen anførte følgende:

"Fremsendes til

kirkeministeriet, idet jeg skal indstille, at sognepræst (G) bliver udnævnt

til embedet. Til orientering for ministeriet skal jeg som baggrund for

provstens

og min indstilling oplyse, at pastor (F) samme dag blev indstillet som nr. 1

med 11 ud af 12 stemmer til embedet i (V) by. Pastor (F) har over for mig

utvetydigt

tilkendegivet, at han helst vil gøre tjeneste i (V) by. Hans kandidatur til

(X) kirke er dermed bortfaldet. Indstillingen fra (V) by foreligger ikke her

i skrivende stund, men da jeg mødte menighedsrådet i (V) by umiddelbart efter

indstillingsmødet 5.ds. og blev gjort bekendt med resultatet, er jeg i stand

til at inddrage denne omstændighed i nærværende indstilling.

Jeg kan - som provsten -

tilføje, at mindretallet i (X) er tilgodeset på bedste måde ved en udnævnelse

af pastor (G), hvem jeg gennem mange år har kendt som en endog særdeles solid

(A's)-præst, der hele sin præstetid har stået og står centralt i denne

kirkelige retning. Han er mig ydermere bekendt som en yderst vital og flittig

præst."

I en skrivelse af 10. juli

1989 anbefalede C og D på ny kirkeministeren at ansætte E og bad

afslutningsvis

om følgende:

"Hvis De ikke uden

videre kan efterkomme vor anmodning om udnævnelse af (E) skal vi anmode om en

forhandling, inden der træffes afgørelse i sagen."

I skrivelse af 14. juli 1989

svarede ministeren, at han fortsat ikke fandt menighedsrådslovens § 41, stk.

2, anvendelig og tilføjede:

"Da jeg tidligere er

gjort bekendt med Deres synspunkter i sagen, mener jeg ikke, at en fornyet

samtale med (C) og Dem ville få betydning for sagens afgørelse."

I skrivelse af 28. juli 1989

meddelte ministeren biskoppen, at han havde ansat G som sognepræst ved X

kirke

i Y by fra den 1. september 1989.

A gjorde i klagen til mig

gældende, at lov om menighedsråd § 41, stk. 2, burde have været anvendt i

sagen,

og at såvel ministerens beslutning om at genopslå stillingen som afgørelsen

om

at ansætte G stred mod den mindretalsbeskyttelse, der er indeholdt i

bestemmelsen.

Kirkeministeren fastholdt i

en udtalelse i anledning af klagen, at § 41, stk. 2, tager sigte på den

situation, at valget står mellem ansøgere af forskellige kirkelige retninger,

og at bestemmelsen - da dette ikke havde været tilfældet i den foreliggende

sag - derfor ikke var anvendelig.

I en skrivelse af 2. oktober

1989 til mig anmodede A om aktindsigt "i størst muligt omfang, herunder

provstens og biskoppens indstillinger samt erklæringer om kirkelige

tilhørsforhold."

Denne skrivelse oversendte

jeg til Kirkeministeriet, som i brev af 25. oktober 1989 sendte A kopier af

provstens og biskoppens indstillinger af henholdsvis 7. og 8. juli 1989. I en

skrivelse af 8. november 1989 meddelte ministeriet med henvisning til

offentlighedslovens § 2, stk.

1, A,

at ministeriet af principielle grunde ikke fandt, at der burde gives

aktindsigt

i videre omfang end sket.

A klagede herefter til mig,

dels over ministeriets afgørelse 8. november 1989, dels over, at

kirkeministeren

havde tilsidesat forvaltningslovens § 21, stk. 1, ved at træffe afgørelse om

at ansætte G uden forinden at have imødekommet C's og D's anmodning i

skrivelsen af 10. juli 1989 om et møde.

Kirkeministeriet fastholdt i

en udtalelse afslaget på aktinsigt og bemærkede samtidig, at betingelserne i

forvaltningslovens § 21 for at begære sagen udsat ikke sås at være opfyldt.

I en skrivelse til A udtalte

jeg følgende:

"1)

Kirkeministeriets afgørelser om at genopslå stillingen og om at

ansætte (G):

Kirkeministerens afgørelser

må ses på baggrund af § 40, stk. 5, og § 41 i lov om menighedsråd

(lovbekendtgørelse nr. 758 af 7. december 1987). Bestemmelserne har følgende

indhold:

§ 40. Stk. 5. "Er der

ved første afstemning faldet stemmer på færre end tre, indstilles den eller

de, på hvilke stemmerne er faldet, på samme måde, medens ny afstemning

foretages om, hvem der yderligere skal indstilles."

§ 41. "Når ministeriet

har modtaget mødets indstilling med biskoppens erklæring, har det frit valg

med hensyn til, hvem af de indstillede det vil udnævne, dog at en ansøger,

der

ved første afstemning har fået alle de afgivne stemmer af ministeriet skal

udnævnes.

Stk. 2.

Ved besættelse af embeder ved kirker med flere præster

skal ministeriet tage tilbørligt hensyn til mindretallene i

menighedskredsen."

Såvel afgørelser om at

genopslå stillinger som afgørelser om besættelse af stillinger skal som

udgangspunkt træffes med henblik på, at den bedst egnede bliver ansat i

stillingen. Inden for denne ramme beror afgørelsen på en skønsmæssigt præget

vurdering. Sådanne afgørelser kan jeg - efter de regler, der gælder for min

virksomhed - ikke kritisere, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

Jeg har ikke ved min

gennemgang af sagen fundet, at der foreligger sådanne omstændigheder, at jeg

har grundlag for at kritisere ministerens afgørelser af 2. maj 1989 og 28.

juli 1989 om henholdsvis at genopslå stillingen og ansætte (G).

Der bemærkes herved, at

bestemmelsen i § 41, stk. 2, efter min mening må forstås således, at

ministeriet blandt de hensyn, der indgår i bedømmelsen af de indstillede

ansøgere, er forpligtet til også at inddrage hensynet til særlige ønsker

eller

behov hos mindretal blandt menighedens medlemmer.

Kirkeministeren har både i

forbindelse med genopslagsbeslutning og ved beslutningen om udnævnelsen lagt

til grund, at henholdsvis (B) og (G) måtte anses at repræsentere samme

kirkeretning

som (E), og at der derfor ikke var anledning til på baggrund af § 41, stk. 2,

at foretage en anden prioritering end den, der fremgik af menighedsrådets

flertals indstillinger.

Denne anvendelse af § 41,

stk. 2, kan ikke give mig grundlag for kritik.

(A) har under sagen endvidere

henvist til, at der ikke kunne lægges vægt på, at (E) af samvittighedsmæssige

grunde ikke ønsker at deltage i fællesgudstjenester med kvindelige præster,

idet dette i mange år har været kirkens officielle holdning.

Hverken kirkeministerens bedømmelse

af de foreliggende oplysninger om ansøgernes kirkemæssige tilhørsforhold

eller betydningen af (E's) syn på kvindelige præster har jeg fundet at kunne

tage stilling til. Ikke blot savner jeg den fornødne sagkundskab til at tage

stilling til sådanne spørgsmål; men det er tillige i Instruksen for

Folketingets Ombudsmand § 2 udtrykkeligt fastsat, at spørgsmål, der direkte

eller indirekte vedrører kirkens lære eller forkyndelse, falder uden for

området for min virksomhed.

2)

Aktindsigt og retten til at fremkomme med en udtalelse:

De har under sagen begæret og

i en vis udstrækning fået aktindsigt i sagens dokumenter. Kirkeministeren har

imidlertid afslået at udlevere en del dokumenter, herunder ansøgningerne fra

de indstillede ansøgere.

Ministerens afgørelse herom

er truffet på grundlag af § 2, stk. 1, i lov nr. 572 af 19. december 1985 om

offentlighed i forvaltningen. Denne bestemmelse indeholder bl.a. følgende

bestemmelser:

"For sager om ansættelse

eller forfremmelse i det offentliges tjeneste gælder kun bestemmelsen i §

6." (§ 6 handler om notatpligt).

Ifølge § 4, stk. 1, 2. pkt.,

kan en forvaltningsmyndighed dog "give aktindsigt i videre omfang,

medmindre andet følger af regler om tavshedspligt m.v."

Ministerens afgørelse om principielt

ikke at anse Dem for berettiget til aktindsigt i en sag som den foreliggende

havde, som det ses, klar støtte i § 2, stk. 1.

Ministeriets delvise

imødekommelse af Deres anmodning måtte således anses for en meddelelse af

meroffentlighed i henhold til § 4, stk. 1, 2. pkt. Om og i hvilken

udstrækning

ministeriet inden for de rammer, der er fastsat i

tavshedspligtsbestemmelserne, fandt at kunne gøre brug af denne adgang, beror

på en skønsmæssigt præget vurdering. En sådan afgørelse kan jeg som nævnt

ovenfor under 1) ikke kritisere, medmindre der foreligger særlige

omstændigheder.

Min gennemgang af sagen har ikke givet grundlag for at antage, at der

foreligger sådanne omstændigheder, og ministeriets afgørelse kan derfor ikke

give mig grundlag for kritik.

Ifølge § 21, stk. 1, i

forvaltningsloven kan "den, der er part i en sag" på ethvert

tidspunkt forlange, at sagens afgørelse udsættes, indtil parten har afgivet

en udtalelse i sagen. Beføjelsen tilkommer kun "parter". (C's) og

(D's) interesse i sagen byggede dels på deres medlemskab af menighedsrådet,

dels på medlemskab af (A) i Y by og foreningens ønske om at få (E) ansat.

Disse forhold er - på baggrund af den almindelige forvaltningsretlige

forståelse af partsbegrebet - ikke tilstrækkelige til at begrunde, at (C) og

(D) (eller (A) i (Y) by, blev tillagt partsstatus. Jeg har derfor ikke

grundlag

for at kritisere, at ministeren ikke behandlede skrivelsen af 10. juli 1989

som en begæring fremsat i henhold til § 21 i forvaltningsloven.

Det tilføjes, at (C) og (D)

som medlemmer af menighedsrådet havde fuld adgang til over for

kirkeministeren

at udtale sig om ansøgernes forhold samt til efterfølgende at gøre sig

bekendt

med indholdet af provstens og biskoppens udtalelser. Da de yderligere

repræsenterede et ikke ubetydeligt mindretal i menigheden og således var

omfattet af det beskyttelseshensyn, bestemmelsen i menighedsrådslovens § 41,

stk. 2, tager sigte på, havde det efter min opfattelse været bedst stemmende

med god forvaltningsskik, hvis de havde fået provstens og biskoppens

udtalelser forelagt med henblik på, at de fik lejlighed til at kommentere

dem,

inden Kirkeministeriet traf afgørelse i sagen."

Lignende dokumenter