Mindretals forslag til ansættelse af sognepræst.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Mindretals indstilling om ansættelse af sognepræst.
En kirkelig forening, A, i Y
by klagede over Kirkeministeriets afgørelse og sagsbehandling i forbindelse
med besættelsen af en stilling som sognepræst.
Det fremgik af de
foreliggende oplysninger, at stillingen som sognepræst ved X kirke i Y by
blev opslået ledig i januar 1989. Menighedsrådet for X sogn holdt den 9.
februar samme år indstillingsmøde, og et flertal indstillede B som nr. 1,
mens
2 medlemmer, C og D, begge med tilknytning til A i Y by, indstillede E, som
derpå blev indstillet som nr. 2.
I et brev af 12. februar 1989
til kirkeministeren anbefalede C og D, at E blev ansat, idet A ellers ikke
ville være repræsenteret blandt sognets præster. De henviste herved til § 41,
stk. 2, i lov om menighedsråd. De oplyste samtidig, at der er en næsten
100-årig tradition for, at en af sognets præster har sæde i A's Samfundsråd i
Y
by, og at B ikke ville kunne tilgodese mindretallets særlige kirkesyn. E
ville
derimod kunne besætte den ledige plads i A's Samfundsråd.
Provsten for Y by provsti
indstillede i en skrivelse af 11. februar 1989 til kirkeministeren, at B blev
ansat og anførte i denne forbindelse følgende:
"Begge de indstillede
forekommer i det væsentlige at være af samme teologiske observans. Det - i
forhold til menighedsrådets samlede størrelse - meget lille mindretal, der
manifesterede sig ved afstemningen og indstillede nr. 2, skønnes på denne
baggrund også at få deres interesser tilgodeset samtidig med, at der tages et
rimeligt hensyn til det flertal, der indstillede nummer 1."
Biskoppen over Z stift
Læs alt
anbefalede i en skrivelse af 14. februar 1989, at E blev ansat og bemærkede
herved følgende:
".... idet jeg i medfør
af lov om menighedsråd § 41, stk. 2 skal oplyse, at de to stemmer, der er
faldet på (E) repræsenterer et af mindretallene i (Y) by menighedsråd. Da
dette mindretal ikke forekommer at være tilgodeset ved nogle af de tre
nuværende
præster, skal jeg tillade mig at henlede ministeriets opmærksomhed herpå,
idet jeg kan anbefale, at den som nr. 2 indstillede bliver udnævnt.
Til orientering for
ministeriet skal jeg yderligere oplyse, at (E) over for mig og over for
menighedsrådet har udtalt, at han ikke har følt ængstelse ved at søge et
embede, hvor der i forvejen er to kvindelige præster, skønt han er
principielt
modstander af kvinders adgang til præsteembedet. Han vil akceptere og
respektere, at kvinder i henhold til dansk lov er præster i fuld forstand, og
vil derfor ikke lægge hindringer i vejen for et samarbejde. Det betyder
imidlertid ikke, at der ikke kan være problemer, "thi der kan være nogle
konsekvenser, det bliver nødvendigt for ham at drage. Nøjagtigt hvilke har
han
ikke kunnet sige, men det vil i hvert fald være problematisk for ham at
deltage
i en gudstjeneste som præst og i præstekjole, hvor kvinder gør tjeneste som
præster." "Det vil for mig være et spørgsmål, om jeg har noget
standpunkt, dersom det ikke har nogle praktiske konsekvenser", har (E)
udtalt til mig i den her omhandlede forbindelse. "Men med hensyn til
samarbejde iøvrigt skal der ikke være problemer", udtaler han -
"f.eks. præstemøder, samrådsmøder, sognemøder, sognearbejde -- ingen
problemer".
Som nævnt er der ansat to
kvindelige sognepræster ved (X) kirke i henholdsvis 1977 og 1981."
Kirkeministeren meddelte i
skrivelse af 3. april 1989 biskoppen over Z stift, at bestemmelsen i § 41,
stk. 2, i lov om menighedsråd ikke kom til anvendelse i den foreliggende sag,
idet de to indstillede kandidater havde samme kirkelige retningspræg.
Ministeren fandt det uheldigt, at der ikke var indstillet tre ansøgere og bad
derfor menighedsrådet om at genoptage behandlingen af indstillingen og stemme
om, hvorvidt der burde indstilles en tredje kandidat. Samtidig henledte han
rådets opmærksomhed på muligheden for at genopslå stillingen, "idet
omstændighederne
synes at kunne tale herfor."
På et møde den 11. april 1989
drøftede menighedsrådet ministerens anmodning. Der var enighed om, at rådet
ikke skulle indstille en tredje ansøger. Dernæst stemte rådet om, hvorvidt
der
var grundlag for alene at indstille en enkelt ansøger. Afstemningen gav det
resultat, at 2 medlemmer ville indstille E som eneste ansøger, 12 stemte nej,
og 1 var blank. Tilsvarende stemte kun 2 for at indstille B som eneste
ansøger,
mens 13 stemte nej. Endelig stemte 13 medlemmer for at genopslå stillingen,
mens 2 stemte imod.
Ved skrivelse af 12. april
1989 anmodede C og D under henvisning til en udskrift af protokollen for
menighedsrådets møde den 11. april 1989 kirkeministeren om at afslå
indstillingen om at genopslå stillingen og i stedet ansætte E. De anførte
herved, at det var urimeligt, at flertallet skulle kunne bestemme, hvilken
præst mindretallet skulle have og henviste på ny til menighedsrådslovens §
41, stk. 2.
Menighedsrådet indstillede i
skrivelse af 13. april 1989 til kirkeministeren, at stillingen blev
genopslået. Såvel provsten som biskoppen anbefalede i indstillinger af
henholdsvis 15. april 1989 og 18. april 1989, at denne indstilling blev
fulgt.
Den 2. maj 1989 meddelte
kirkeministeren i et brev til D, at det forekom ham ønskeligt gennem et
genopslag at afprøve, om det lod sig gøre at fremkalde de ansøgere, der
tilgodeså
mindretallet, "og imod hvem flertallet ikke kan have en begrundet
indvending." Han henviste desuden til, at et genopslag yderligere var
indiceret gennem de afstemninger, der foretoges på mødet den 11. april 1989.
I en skrivelse af 5. maj 1989
til kirkeministeren gjorde C og D indsigelse imod beslutningen om at genopslå
stillingen. A i Y by gjorde i en skrivelse af 16. maj 1989 til mig i alt
væsentligt
den samme indsigelse gældende. Denne skrivelse oversendte jeg til biskoppen,
som videresendte den til Kirkeministeriet. I begge skrivelser blev det gjort
gældende, at beslutningen om genopslag af stillingen var begrundet i E's
teologisk begrundede overbevisning om ikke at ville afholde fælles
gudstjenester
med de kvindelige præster ved kirken. De gjorde i denne forbindelse opmærksom
på, at E havde tilkendegivet, at han ville indgå i samarbejde i øvrigt med de
to kvindelige præster ved sognet, samt at han ikke havde indvendinger imod,
at der deltager kvindelige præster ved ordination og indsættelse. I begge
skrivelser blev der peget på, at det måtte være legitimt for en ansøger til
et præsteembede og for medlemmer af et menighedsråd at antage en holdning
til kvindelige præster, "som har været Kirkens officielle syn i mere end
1.900 år."
I skrivelse af 18. maj 1989
besvarede kirkeministeren C's og D's skrivelse. Han fandt fortsat ikke, at §
41, stk. 2, i lov om menighedsråd var anvendelig i den foreliggende
situation. Han tilføjede, at "flertallet i menighedsrådet over for mig
har givet udtryk for bekymring for samarbejdet med kirken, såfremt den
ansøger, der var indstillet af mindretallet, blev udnævnt", og
bemærkede,
at denne oplysning var "saglig og relevant" i den givne situation.
Han bemærkede afslutningsvis følgende: "Der ligger derfor ikke i de
skridt, jeg har taget i sagen, nogen videregående kirkepolitisk
stillingtagen."
Den 5. juli 1989 afholdt
menighedsrådet - efter at stillingen havde været genopslået - på ny
indstillingsmøde. Menighedsrådet vedtog at indstille F som nr.
1, G
som nr. 2 og E som nr. 3. Da F
kaldte sin ansøgning tilbage, anbefalede både provsten og biskoppen i
skrivelser
af henholdsvis 7. juli og 8. juli 1989 kirkeministeren at ansætte G.
Provstens indstilling havde
følgende indhold:
"Efter mit skøn bør der
ved udnævnelsen tages tilbørlig hensyn til det mindretal, der i
menighedsrådet
med to medlemmer repræsenterer (A). Da såvel (E) (som angiveligt fik de to
repræsentanters stemme) som (G) utvetydig hører til i (A), vil en udnævnelse
af (G) kunne tilgodese mindretalsinteresserne, samtidig med at der tages
hensyn til det store flertals ønske."
Biskoppen anførte følgende:
"Fremsendes til
kirkeministeriet, idet jeg skal indstille, at sognepræst (G) bliver udnævnt
til embedet. Til orientering for ministeriet skal jeg som baggrund for
provstens
og min indstilling oplyse, at pastor (F) samme dag blev indstillet som nr. 1
med 11 ud af 12 stemmer til embedet i (V) by. Pastor (F) har over for mig
utvetydigt
tilkendegivet, at han helst vil gøre tjeneste i (V) by. Hans kandidatur til
(X) kirke er dermed bortfaldet. Indstillingen fra (V) by foreligger ikke her
i skrivende stund, men da jeg mødte menighedsrådet i (V) by umiddelbart efter
indstillingsmødet 5.ds. og blev gjort bekendt med resultatet, er jeg i stand
til at inddrage denne omstændighed i nærværende indstilling.
Jeg kan - som provsten -
tilføje, at mindretallet i (X) er tilgodeset på bedste måde ved en udnævnelse
af pastor (G), hvem jeg gennem mange år har kendt som en endog særdeles solid
(A's)-præst, der hele sin præstetid har stået og står centralt i denne
kirkelige retning. Han er mig ydermere bekendt som en yderst vital og flittig
præst."
I en skrivelse af 10. juli
1989 anbefalede C og D på ny kirkeministeren at ansætte E og bad
afslutningsvis
om følgende:
"Hvis De ikke uden
videre kan efterkomme vor anmodning om udnævnelse af (E) skal vi anmode om en
forhandling, inden der træffes afgørelse i sagen."
I skrivelse af 14. juli 1989
svarede ministeren, at han fortsat ikke fandt menighedsrådslovens § 41, stk.
2, anvendelig og tilføjede:
"Da jeg tidligere er
gjort bekendt med Deres synspunkter i sagen, mener jeg ikke, at en fornyet
samtale med (C) og Dem ville få betydning for sagens afgørelse."
I skrivelse af 28. juli 1989
meddelte ministeren biskoppen, at han havde ansat G som sognepræst ved X
kirke
i Y by fra den 1. september 1989.
A gjorde i klagen til mig
gældende, at lov om menighedsråd § 41, stk. 2, burde have været anvendt i
sagen,
og at såvel ministerens beslutning om at genopslå stillingen som afgørelsen
om
at ansætte G stred mod den mindretalsbeskyttelse, der er indeholdt i
bestemmelsen.
Kirkeministeren fastholdt i
en udtalelse i anledning af klagen, at § 41, stk. 2, tager sigte på den
situation, at valget står mellem ansøgere af forskellige kirkelige retninger,
og at bestemmelsen - da dette ikke havde været tilfældet i den foreliggende
sag - derfor ikke var anvendelig.
I en skrivelse af 2. oktober
1989 til mig anmodede A om aktindsigt "i størst muligt omfang, herunder
provstens og biskoppens indstillinger samt erklæringer om kirkelige
tilhørsforhold."
Denne skrivelse oversendte
jeg til Kirkeministeriet, som i brev af 25. oktober 1989 sendte A kopier af
provstens og biskoppens indstillinger af henholdsvis 7. og 8. juli 1989. I en
skrivelse af 8. november 1989 meddelte ministeriet med henvisning til
offentlighedslovens § 2, stk.
1, A,
at ministeriet af principielle grunde ikke fandt, at der burde gives
aktindsigt
i videre omfang end sket.
A klagede herefter til mig,
dels over ministeriets afgørelse 8. november 1989, dels over, at
kirkeministeren
havde tilsidesat forvaltningslovens § 21, stk. 1, ved at træffe afgørelse om
at ansætte G uden forinden at have imødekommet C's og D's anmodning i
skrivelsen af 10. juli 1989 om et møde.
Kirkeministeriet fastholdt i
en udtalelse afslaget på aktinsigt og bemærkede samtidig, at betingelserne i
forvaltningslovens § 21 for at begære sagen udsat ikke sås at være opfyldt.
I en skrivelse til A udtalte
jeg følgende:
"1)
Kirkeministeriets afgørelser om at genopslå stillingen og om at
ansætte (G):
Kirkeministerens afgørelser
må ses på baggrund af § 40, stk. 5, og § 41 i lov om menighedsråd
(lovbekendtgørelse nr. 758 af 7. december 1987). Bestemmelserne har følgende
indhold:
§ 40. Stk. 5. "Er der
ved første afstemning faldet stemmer på færre end tre, indstilles den eller
de, på hvilke stemmerne er faldet, på samme måde, medens ny afstemning
foretages om, hvem der yderligere skal indstilles."
§ 41. "Når ministeriet
har modtaget mødets indstilling med biskoppens erklæring, har det frit valg
med hensyn til, hvem af de indstillede det vil udnævne, dog at en ansøger,
der
ved første afstemning har fået alle de afgivne stemmer af ministeriet skal
udnævnes.
Stk. 2.
Ved besættelse af embeder ved kirker med flere præster
skal ministeriet tage tilbørligt hensyn til mindretallene i
menighedskredsen."
Såvel afgørelser om at
genopslå stillinger som afgørelser om besættelse af stillinger skal som
udgangspunkt træffes med henblik på, at den bedst egnede bliver ansat i
stillingen. Inden for denne ramme beror afgørelsen på en skønsmæssigt præget
vurdering. Sådanne afgørelser kan jeg - efter de regler, der gælder for min
virksomhed - ikke kritisere, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.
Jeg har ikke ved min
gennemgang af sagen fundet, at der foreligger sådanne omstændigheder, at jeg
har grundlag for at kritisere ministerens afgørelser af 2. maj 1989 og 28.
juli 1989 om henholdsvis at genopslå stillingen og ansætte (G).
Der bemærkes herved, at
bestemmelsen i § 41, stk. 2, efter min mening må forstås således, at
ministeriet blandt de hensyn, der indgår i bedømmelsen af de indstillede
ansøgere, er forpligtet til også at inddrage hensynet til særlige ønsker
eller
behov hos mindretal blandt menighedens medlemmer.
Kirkeministeren har både i
forbindelse med genopslagsbeslutning og ved beslutningen om udnævnelsen lagt
til grund, at henholdsvis (B) og (G) måtte anses at repræsentere samme
kirkeretning
som (E), og at der derfor ikke var anledning til på baggrund af § 41, stk. 2,
at foretage en anden prioritering end den, der fremgik af menighedsrådets
flertals indstillinger.
Denne anvendelse af § 41,
stk. 2, kan ikke give mig grundlag for kritik.
(A) har under sagen endvidere
henvist til, at der ikke kunne lægges vægt på, at (E) af samvittighedsmæssige
grunde ikke ønsker at deltage i fællesgudstjenester med kvindelige præster,
idet dette i mange år har været kirkens officielle holdning.
Hverken kirkeministerens bedømmelse
af de foreliggende oplysninger om ansøgernes kirkemæssige tilhørsforhold
eller betydningen af (E's) syn på kvindelige præster har jeg fundet at kunne
tage stilling til. Ikke blot savner jeg den fornødne sagkundskab til at tage
stilling til sådanne spørgsmål; men det er tillige i Instruksen for
Folketingets Ombudsmand § 2 udtrykkeligt fastsat, at spørgsmål, der direkte
eller indirekte vedrører kirkens lære eller forkyndelse, falder uden for
området for min virksomhed.
2)
Aktindsigt og retten til at fremkomme med en udtalelse:
De har under sagen begæret og
i en vis udstrækning fået aktindsigt i sagens dokumenter. Kirkeministeren har
imidlertid afslået at udlevere en del dokumenter, herunder ansøgningerne fra
de indstillede ansøgere.
Ministerens afgørelse herom
er truffet på grundlag af § 2, stk. 1, i lov nr. 572 af 19. december 1985 om
offentlighed i forvaltningen. Denne bestemmelse indeholder bl.a. følgende
bestemmelser:
"For sager om ansættelse
eller forfremmelse i det offentliges tjeneste gælder kun bestemmelsen i §
6." (§ 6 handler om notatpligt).
Ifølge § 4, stk. 1, 2. pkt.,
kan en forvaltningsmyndighed dog "give aktindsigt i videre omfang,
medmindre andet følger af regler om tavshedspligt m.v."
Ministerens afgørelse om principielt
ikke at anse Dem for berettiget til aktindsigt i en sag som den foreliggende
havde, som det ses, klar støtte i § 2, stk. 1.
Ministeriets delvise
imødekommelse af Deres anmodning måtte således anses for en meddelelse af
meroffentlighed i henhold til § 4, stk. 1, 2. pkt. Om og i hvilken
udstrækning
ministeriet inden for de rammer, der er fastsat i
tavshedspligtsbestemmelserne, fandt at kunne gøre brug af denne adgang, beror
på en skønsmæssigt præget vurdering. En sådan afgørelse kan jeg som nævnt
ovenfor under 1) ikke kritisere, medmindre der foreligger særlige
omstændigheder.
Min gennemgang af sagen har ikke givet grundlag for at antage, at der
foreligger sådanne omstændigheder, og ministeriets afgørelse kan derfor ikke
give mig grundlag for kritik.
Ifølge § 21, stk. 1, i
forvaltningsloven kan "den, der er part i en sag" på ethvert
tidspunkt forlange, at sagens afgørelse udsættes, indtil parten har afgivet
en udtalelse i sagen. Beføjelsen tilkommer kun "parter". (C's) og
(D's) interesse i sagen byggede dels på deres medlemskab af menighedsrådet,
dels på medlemskab af (A) i Y by og foreningens ønske om at få (E) ansat.
Disse forhold er - på baggrund af den almindelige forvaltningsretlige
forståelse af partsbegrebet - ikke tilstrækkelige til at begrunde, at (C) og
(D) (eller (A) i (Y) by, blev tillagt partsstatus. Jeg har derfor ikke
grundlag
for at kritisere, at ministeren ikke behandlede skrivelsen af 10. juli 1989
som en begæring fremsat i henhold til § 21 i forvaltningsloven.
Det tilføjes, at (C) og (D)
som medlemmer af menighedsrådet havde fuld adgang til over for
kirkeministeren
at udtale sig om ansøgernes forhold samt til efterfølgende at gøre sig
bekendt
med indholdet af provstens og biskoppens udtalelser. Da de yderligere
repræsenterede et ikke ubetydeligt mindretal i menigheden og således var
omfattet af det beskyttelseshensyn, bestemmelsen i menighedsrådslovens § 41,
stk. 2, tager sigte på, havde det efter min opfattelse været bedst stemmende
med god forvaltningsskik, hvis de havde fået provstens og biskoppens
udtalelser forelagt med henblik på, at de fik lejlighed til at kommentere
dem,
inden Kirkeministeriet traf afgørelse i sagen."
Lignende dokumenter
- Mindretalsbeskyttelse ved præsteansættelse. Sognebåndsløseres status Retsinformation · 11. januar 2002
- 1989 LSF 138 FORSLAG TIL LOV OM ANSÆTTELSE I STILLINGER I FOLKEKIRKEN M.V. Retsinformation · 17. maj 1990
- Bekendtgørelse om menighedsråds medvirken ved ansættelse i præste- og provstestillinger m.m. Retsinformation · 30. december 2025
- Cirkulære om forberedelse og gennemførelse af ansættelse i præste- og provstestillinger (Til biskopper, provster og præster) Retsinformation · 31. december 2025
- Forslag til Lov om ændring af lov om menighedsråd, lov om folkekirkens økonomi, lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde og forskellige andre love (Forenkling og bedre understøttelse af menighedsrådsarbejdet, understøttelse af menighedsrådenes vedligeholdelse af middelalderkirker og orientering om foreløbige ligningsbehov) Retsinformation · 6. november 2025
- Hensynet til mindretallet i et menighedsråd ved besættelse af præstestillinger Retsinformation · 25. september 1997