Spring til indhold

Retsinformation

Afslag på anerkendelse af arbejdsskadesag

FOU nr 2000.310UdtalelserFolketinget12. januar 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afslag på anerkendelse af arbejdsskadesag

A’s arbejdsskadesag angik følgerne af to hændelser

(ulykkestilfælde) henholdsvis den 2. december 1993 og den 5. marts 1994.

Af sagen fremgik det at

A

arbejdede som polititjenestemand på politigården i X-by.

Den 28. marts 1995 indgav

A’s egen læge en anmeldelse for ham af en arbejdsskade som han havde

været

udsat for i december 1993. I lægeerklæring

skrev lægen at den første lægehjælp blev ydet den 10. januar 1994, at A

i december 1993 fik en vridning i venstre skulder, efterfulgt at svimmelhed

og

utilpashed, og at han efter tilfældet i december 1993 genoptog sit arbejde,

men at han efter et nyt tilfælde primo marts 1994 – som resulterede i

indlæggelse

– ikke havde været i arbejde.

Ved besvarelse af et

spørgeskema fra Arbejdsskadestyrelsen oplyste A den 4. april 1995 at det

første

ulykkestilfælde skete den 2. december 1993 hvor han – i forbindelse med

at han

ville vende en beruset person – fik et kraftigt vred i skulderen og

samtidig

blev ramt af personens højre arm på venstre side af sin hals. A oplyste at

der

var to kolleger som øjenvidner til episoden. A oplyste at han straks blev

meget

svimmel og utilpas, og at hans skulder var meget øm. Fingrene på A’s

venstre

Læs alt

hånd begyndte at sove, og da hans tilstand blev værre, søgte han læge. På

opfordring af A’s læge indberettede han uheldet på notits til

personalechefen.

Vedrørende tilfældet den 5. marts 1994 oplyste A at han gled på vej op ad

trappen fra kælderen til vagthavendes kontor. A oplyste at hans

medvagthavende

mfl. var øjenvidner. Ved faldet slog A venstre side af hovedet og halsen ned

i

trappen. Da A efter uheldet sank sammen og ikke kunne bevæge højre arm og

ben,

blev han kørt hjem. Et par timer efter blev A indlagt på sygehuset idet der

var

mistanke om at han havde fået et slagtilfælde. A blev efterfølgende

afskediget

fra politiet på grund af sygdom og tilkendt tjenestemandspension og højeste

førtidspension.

I A’s sag forelå der bl.a.

speciallægeerklæringer fra overlæge B af 23. juni 1995, fra klinisk

neuropsykolog C af 9. juli 1996 og fra overlæge D af henholdsvis 8. november

1995, 23. september 1996 og 4. juli 1997. Endvidere havde

Arbejdsskadestyrelsen

indhentet kopi af CT-skanning (foretaget den 6. marts 1994) og kopi af

A’s

journal fra Y Sygehus i forbindelse med hans indlæggelse den 5. marts 1994.

Den 25. september 1997

sendte Arbejdsskadestyrelsen A en oversigt over akterne i sagen og kopi af de

akter som styrelsen mente A ikke kendte, og som styrelsen ville lægge vægt på

ved sagens afgørelse. Styrelsen bad om A’s eventuelle bemærkninger

hertil

inden 14 dage.

Den 17. oktober 1997 traf

Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om at ulykkestilfældet den 2. december 1993

ikke var omfattet af loven om forsikring mod følger af arbejdsskade da

hændelsen ikke var rettidigt anmeldt. Styrelsen vurderede også at der ikke

var

særlig grund til at se bort fra fristen på et år fra skadedatoen.

Arbejdsskadestyrelsen

begrundede sin afgørelse med at det ikke var overvejende sandsynligt at

arbejdsskaden var skyld i A’s nuværende lidelse. Styrelsen henviste til

at A

fik et let slag på halsen i december 1993, og at det af de lægelige akter

fremgik at der var symptomer fra både højre og venstre hjernehalvdel og fra

hjernestammen. Styrelsen meddelte at der således ikke var sammenhæng mellem

det beskedne traume og A’s nuværende symptomer.

A klagede i brev af 29.

oktober 1997 over afgørelsen til Den Sociale Ankestyrelse. I brevet anførte A

bl.a. at der også var tale om et ulykkestilfælde den 5. marts 1994.

Den Sociale Ankestyrelsen

meddelte den 5. marts 1998 A følgende afgørelse:

”Ankestyrelsen finder, at

ulykkestilfældet er anmeldt rettidigt, jf. § 20 i lovbekendtgørelsen.

Ankestyrelsen har ved

afgørelsen lagt vægt på, at De i notits af 16. januar 1994 til Deres

arbejdsgiver, X-by Politi har omtalt det hændte.

Ankestyrelsen finder

imidlertid ikke, at der er sammenhæng mellem ulykkestilfældet og Deres

nuværende symptomer. De er derfor ikke berettiget til ydelser efter loven.

Ankestyrelsen har herved

lagt vægt på ulykkestilfældets beskedne karakter i form af en forvridning af

venstre skulder, og at der efter en lægelig vurdering ikke findes

dokumentation

for sammenhæng mellem forvridning og den senere ved MR-skanning konstaterede

lille forandring i hjernestammen.

Ankestyrelsen har i øvrigt

bemærket, at det hverken i journaludskrift fra (Y) Sygehus, Neurologisk

Afdeling, eller i Deres notits af 16. januar 1994 til (X-by) Politi fremgår,

at

De ved ulykkestilfældet – udover forvridningen af venstre skulder –

skulle have

pådraget Dem et slag på venstre side af halsen.

Ankestyrelsen er således

enig i Arbejdsskadestyrelsens afgørelse, for så vidt angår, at De ikke er

berettiget til ydelser efter loven.

Ankestyrelsen skal bemærke,

at det ulykkestilfælde, De har været udsat for den 5. marts 1994 ikke ses

anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen. Ankestyrelsen skal derfor gøre Dem

opmærksom på, at De har mulighed for at anmelde dette ulykkestilfælde til

Arbejdsskadestyrelsen med henblik på en eventuel anerkendelse.”

I grundlaget for afgørelsen anførte Ankestyrelsen bl.a.

følgende om A’s notits fra 16. januar 1994:

”Endelig har (X-by) Politi,

personaleafdelingen, oplyst, at man er i besiddelse af en notits af 16.

januar

1994 fra Dem, hvori De omtaler ulykkestilfældet af 2. december 1993. (X-by)

Politi har oplyst, at notitsen indeholder en beskrivelse af skulderskaden,

men

intet om et slag på venstre side af halsen.

(X-by) Politi har endvidere

oplyst, at man ikke har nogle oplysninger om et ulykkestilfælde den 5. marts

1994, ligesom der intet står herom i døgnrapporten.”

Den 7. marts 1998 skrev A

til Arbejdsskadestyrelsen at han ønskede at anmelde tilfældet den 5. marts

1994

som en arbejdsskade.

På baggrund af A’s brev til

Arbejdsskadestyrelsen skrev styrelsen den 16. april 1998 til X-by Politi og

bad

politiet om at anmelde skaden den 5. marts 1994. Politiet returnerede

anmeldelsesskemaet – som var udfyldt af A – og vedlagde desuden et

brev af 18.

maj 1998 stilet til Rigspolitichefen vedrørende skaden den 5. marts 1994. I

brevet var anført følgende:

”Ved gennemgang af

tilskadekomnes akter er der ikke fundet nogen indberetning om

tilskadekomsten.

Det har ikke været muligt

at konstatere, om uheldet har været noteret på tjenesteplanen for omhandlede

dag, idet disse er destrueret.

Der vedlægges diverse

skrivelser fra tilskadekomne vedrørende korrespondance om

tilskadekomsten.”

Den 23. juli 1998 meddelte Arbejdsskadestyrelsen A følgende

afgørelse:

”Vi har den 7. marts 1998

modtaget anmeldelse fra Dem om det ulykkestilfælde, som skal være overgået

Dem

den 5. marts 1994.

Arbejdsskader skal efter

loven om forsikring mod følger af arbejdsskade anmeldes inden for 1 år efter

skadesdatoen.

Vi har i dag truffet den

afgørelse, at tilfældet ikke er omfattet af loven om forsikring mod følger af

arbejdsskade, da sagen ikke er rettidigt anmeldt.

Der er ved afgørelsen ikke

fundet nogen særlig grund til at se bort fra fristen.

Særlig grund foreligger

efter vores praksis ikke, medmindre følgende 4 betingelser er opfyldt:

1.

Det er dokumenteret,

at der er tale om en arbejdsskade,

2.

der er en rimelig

grund til, at anmeldelsen ikke er sket rettidigt,

3.

det skal være

overvejende sandsynligt, at arbejdsskaden er skyld i den nuværende lidelse,

og

4.

arbejdsskaden ville

give ret til godtgørelse for mén, erstatning for tab af erhvervsevne, for

udgifter til behandling eller hjælpemidler efter § 30 eller erstatning til

efterladte, hvis den havde været rettidigt anmeldt.

Vi har ved afvisningen lagt

vægt på, at betingelsen ovenfor under punkt 1 og 3 ikke er opfyldt, idet det

ikke er overvejende sandsynligt, at arbejdsskaden har medført Deres nuværende

lidelse. Vi skal henvise til, at der efter en lægelig vurdering ikke er

fundet

dokumentation for sammenhæng mellem ovennævnte skade og den senere ved

MR-skanning konstaterede lille forandring i hjernestammen. Det er desuden fra

Politimesteren i (X-By) oplyst, at der ved gennemgang af Deres akter ikke er

fundet nogen indberetning af tilskadekomsten.

...”

A klagede over afgørelsen

til Den Sociale Ankestyrelse. A anførte bl.a. at såvel hans uheld den 2.

december 1993 som uheldet den 5. marts 1994 blev anmeldt til

Arbejdsskadestyrelsen på den samme lægeerklæring I med bilag dateret den 4.

april 1995.

Ved afgørelse af 23. november 1998 stadfæstede Den Sociale

Ankestyrelse Arbejdsskadestyrelsens afgørelse. Ankestyrelsen skrev bl.a.

følgende til A:

”Det anmeldte tilfælde er

ikke omfattet af loven. De kan derfor ikke få ydelser efter loven.

Begrundelsen er, at

Ankestyrelsen ikke har fundet nogen særlig grund til at se bort fra, at

anmeldelse er sket efter udløbet af lovens frist på 1 år, jf. lovens § 20,

sidste punktum.

Ankestyrelsen har lagt vægt

på, at det ikke er dokumenteret, at der er tale om en arbejdsskade.

Ankestyrelsen har herved

lagt vægt på, at Politimesteren i (X-by) i brev af 18. maj 1998, har oplyst,

at

der ved gennemgang af Deres akter ikke er fundet nogen indberetning om

tilskadekomsten eller i øvrigt eksisterer notater herom. I den foreliggende

journaludskrift

fra (Y) Sygehus, neurologisk afdeling, vedrørende indlæggelse fra 5. marts

1994

er der heller ikke oplysninger om et ulykkestilfælde, ligesom der ikke er

oplysninger om vidner, der har overværet den anmeldte lidelse. Deres hustru

oplyste endvidere i forbindelse med indlæggelsen, at De allerede 1½ måned før

tilfældet, der førte til indlæggelse havde et tilsvarende anfald.

Det anmeldte tilfælde ville

således ikke have givet Dem ret til ydelser efter loven, selv om det havde

været anmeldt rettidigt.

Ankestyrelsen har derfor

ikke fundet grundlag for at forholde sig til om de øvrige betingelser for at

dispensere fra anmeldelsesfristen måtte være opfyldt.

Ankestyrelsen tiltræder

således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.”

I brev af 29. december 1998

klagede A via Arbejdsskadestyrelsen til mig over behandlingen af hans to

arbejdsskadesager. A skrev bl.a. at begge uheld var anmeldt på den samme

anmeldelsesblanket. I brev af 11. januar 1999 tilføjede A bl.a. at han fandt

det fuldstændig absurd at myndighederne havde lagt vægt på at der ikke var

sammenhæng mellem ulykkerne og hans men. A fastholdt at han den 2. december

1993 fik et slag på venstre side af halsen. A henviste til at

Arbejdsskadestyrelsen

først efter lang tids sagsbehandling skrev datoen for hans første uheld på

brevene, og da var datoen forkert anført. Endelig pegede A på at der var to

kolleger til stede under uheldet den 2. december 1993, men at disse ikke var

blevet hørt.

I

anledning af klagen

til mig rettede e

n af mine medarbejdere

telefonisk henvendelse til Den Sociale Ankestyrelse der den 9. juni 1999

sendte

mig en kopi af styrelsens telefonrapport af 12. februar 1998. Ankestyrelsen

oplyste under telefonsamtalen at styrelsen ikke indhentede en kopi af

A’s

notits af 16. januar 1994 fra politiet i X-by før styrelsen på møde samme dag

traf afgørelse i sagen. Jeg indhentede herefter u

dtalelser fra

Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse og sagens akter.

I en udtalelse af 30. juli 1999 anførte Arbejdsskadestyrelsen

om ulykkestilfældet den 5. marts 1994 bl.a. følgende:

”[S]elv om det lægges til grund, at Arbejdsskadestyrelsen burde

have oprettet en sag vedrørende ulykkestilfældet på baggrund af oplysningerne

i

brevet fra skadelidte, der blev modtaget den 5. april 1995 i 01-sagen [det af

A

udfyldte spørgeskema med to bilag; min bemærkning], er hændelsen stadig

anmeldt

efter udløbet af anmeldelsesfristen på et år.

Det fremgår af oplysningerne fra arbejdsgiveren, at der ikke er

fundet indberetninger om tilskadekomsten.

Af journaludskrift fra (Y) Sygehus fra indlæggelsen den 5.

marts 1994 fremgår ikke, at der har været tale om et fald. Der er heller ikke

observeret tegn på et fald.

Arbejdsskadestyrelsen fandt herefter ikke dokumentation for, at

(A) den 5. marts 1994 var faldet på trappen i forbindelse med arbejdet.”

Den Sociale Ankestyrelse anførte i en udtalelse af 23. november

1999 bl.a. følgende om ulykkestilfældet den 2. december 1993:

”... Ankestyrelsen [blev] umiddelbart før ankemødet opmærksom

på, at såfremt der forelå den af (A) nævnte notits af 16. januar 1994 var

sagen

rettidig anmeldt, da der var tale om en statslig arbejdsgiver.

Ved telefonisk henvendelse til (X-by) politi den 12. februar

1998 bekræftede politiet, at der forelå notits af 16. januar 1994 vedrørende

ulykkestilfældet den 2. december 1993, og at notitsen drejede sig om en

skulderskade og at pågældende af og til havde sovende fornemmelse i armen,

når

skulderen er i bestemte stillinger.

Notitsen forelå således ikke ved Ankestyrelsens behandling af

sagen. Indholdet i notitsen var imidlertid samstemmende med det oplyste i

anmeldelsen om beskadigelsen af skulderen, som (A) har underskrevet, og

oplysningerne i journaludskriften. Der var således ikke tale om nye

oplysninger

til ugunst for (A). Ankestyrelsen burde derimod i begrundelsen også have

henvist til anmeldelsen underskrevet af (A) den 27. marts 1995. Da der

således

var flere overensstemmende udtalelser om hændelsesforløbet var der ikke

grundlag for efterfølgende at inddrage vidner. De nævnte øjenvidner har i

øvrigt ikke mulighed for at vurdere, om der er årsagssammenhæng mellem

skulderskaden og de senere ved MR-scanning konstaterede forandringer. Dette

er

det centrale spørgsmål i sagen.

Da sagen iøvrigt var lægeligt velbelyst gennem flere

speciallægeerklæringer, jf. grundlaget for afgørelsen (j.nr. ) fandt

Ankestyrelsen ikke grundlag for at hjemvise sagen, idet det lægelige

beslutningsgrundlag ikke kunne belyses bedre. ...”

Om ulykkestilfældet den 5. marts 1994 anførte Ankestyrelsen i

udtalelsen til mig:

”...

Ankestyrelsen kan til afgørelsen af 23. november 1998

yderligere tilføje, at efter Ankestyrelsens vurdering havde (A) ikke løftet

sin

bevisbyrde for, at han har været udsat for et ulykkestilfælde den 5. marts

1994. Da den første betingelse for at se bort fra anmeldelsesfristen, jf.

lovens § 20 ikke var opfyldt, fandt Ankestyrelsen ikke anledning til at

forholde sig til om de øvrige betingelser for at dispensere for

anmeldelsesfristen måtte være opfyldt.

...”

A kommenterede den 27. november 1999 de to udtalelser idet han

bl.a. anførte:

”...

Jeg vedlægger igen kopi af min første anm. med bilag, hvor det

klart fremgår bl.a. i punkt 1, at begge uheld blev anmeldt samtidig og dermed

rettidigt.

Vedr. at jeg ikke indberettede andet uheld, er det, som

tidligere, forklaret af mig, den indlysende grund at jeg aldrig kom på

arbejde

igen, og efterfølgende var jeg helt sikker på at Politimesteren havde anmeldt

uheldet som han burde have gjort.

Jeg har også tidligere gjort rede for ’forretningsgangen’ når

en kollega måtte melde sig syg på en vagt. Det skulle af den vagthavende

noteres på tjenesteplanen eller skrives ind i døgnrapporten. Jeg

’tvivler’ på

at det er undersøgt.

I forbindelse med brevet fra Den Sociale Ankestyrelse af 23.

nov. 1999, som fremsendt i kopi til mig, skal jeg igen bemærke, at der igen

kun

tales om ’skulderskade’ og det er overhovedet ikke nævnt, at jeg og

speciallægerne mener at det er påvirkningerne på halspulsåren, ved begge

uheld,

der har foranlediget mine skader, nøjagtig som jeg har beskrevet uheldene

lige

fra starten.

...”

Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse kommenterede

i breve af 27. januar og 31. januar 2000 det som A havde anført om

myndighedernes udtalelser.

I et brev af 8. februar 2000 fremsatte A sine afsluttende

bemærkninger til sagen idet han bl.a. anførte at han – når nu

tjenesteplanen

ikke kunne tilvejebringes – anså det for særdeles relevant at hans

medvagthavende blev afhørt om hvad han eventuelt havde noteret i

tjenesteplanen. A anførte endvidere at også radiooperatøren befandt sig i

vagtlokalet og kan have hørt hvad A fortalte eller forsøgte at fortælle.

Til brug for min behandling af sagen oplyste politikommissær E,

X-by Politi, endvidere den 30. maj 2000 telefonisk om den i sagen omtalte

(manglende) tjenesteplan fra den 5. marts 1994 at politimesterembedets

tjenesteplaner kasseres efter tre år i overensstemmelse med Rigspolitichefens

regler herom, at tjenesteplanerne for 1994 således ikke var destrueret i

1995,

og at det forekom naturligt om A’s medvagthavende havde noteret på

tjenesteplanen hvis A var kommet til skade som anført af ham og derefter var

blevet kørt til sin bopæl (også under hensyn til at der herefter manglede en

vagthavende).

X-by Politi oplyste endvidere den 19. juni 2000 skriftligt

følgende om notitsen af 16. januar 1994:

”Vedrørende ’notitsen’ af

16.

januar 1994

har jeg modtaget

returmelding fra Rigspolitichefen, Afdeling B

–

Personaleafdelingen, Personaleregistraturen om,

at notitsen ikke var i

A’s personaleakter, der er lagt på arkiv der

[politiets fremhævelse; min bemærkning].”

Ombudsmandens udtalelse

”1. Genstanden for min undersøgelse

Genstanden for undersøgelsen er først og fremmest Arbejdsskadestyrelsens

afgørelse af 17. oktober 1997 og Den Sociale Ankestyrelses afgørelser af 5.

marts 1998 og 23. november 1998 og myndighedernes sagsbehandling i den

forbindelse.

Som det fremgår af ovenstående sagsfremstilling, drejer den foreliggende sag

sig om hvorvidt Deres nuværende lidelse – i form af styringsbesvær af

højre hånd og arm, svimmelhed, manglende koncentrationsevne, dårlig

korttidshukommelse og ’tyndhudethed’ – udspringer af to

nærmere beskrevne hændelser som De efter Deres forklaring har været ude for

under Deres arbejde som polititjenestemand ved (X-by) Politi. Hændelserne

fandt sted den 2. december 1993 og 5. marts 1994.

Mens der ikke er uenighed mellem Dem og Den Sociale Ankestyrelse om

eksistensen af hændelsen den 2. december 1993 (men alene om

hændelsesforløbet), bygger eksistensen af den sidstnævnte hændelse, sådan som

sagen nu foreligger oplyst, alene på Deres oplysninger.

Ud over det lægefaglige spørgsmål om hvorvidt der er årsagsforbindelse

mellem hændelserne og Deres lidelse, drejer sagen sig nærmere om hvad der med

føje kan lægges til grund som indtruffet på de nævnte datoer. Dette

bevismæssige spørgsmål – der må afklares før der tages stilling til det

nævnte

lægefaglige spørgsmål – er efter min opfattelse centralt for om De er

berettiget til ydelser efter arbejdsskadeforsikringsloven som følge af de

nævnte hændelser (ulykkestilfælde).

Hvad de lægefaglige vurderinger angår, har neurologisk overlæge

D afgivet en (supplerende) erklæring af 4. juli 1997 stilet til

Arbejdsskadestyrelsen. Denne supplerende erklæring blev afgivet efter at

Arbejdsskadestyrelsen havde gennemført en neuropsykologisk undersøgelse af

Dem

ved neuropsykolog C, og på grundlag af resultatet af en MR-scanning. I

erklæringen er anført følgende:

’Idet jeg beklager min meget sene besvarelse af Deres tidligere

forespørgsler, skal jeg i forlængelse af tidligere fremsendt

speciallægeerklæring af 08.11.95 og mit senere brev af 23.09.96 anføre, at

MR-skanningen af cerebrum foretaget i februar 1997 viste let diffus atrofi

samt

en lille forandring i hjernestammen (pons) til venstre for midtlinien, der

ligner et lille infarkt af ældre dato.

Sammenholdes dette med det kliniske indtryk af patienten og

resultatet af den neuropsykologiske undersøgelse, hvor der fandtes tegn på

lettere isolerede fokale dysfunktioner snarere end en generel global

demenstilstand, må det anses for til en vis grad sandsynligt, men ikke

beviseligt, at de af (A) fremsatte klager er i hvert tilfælde delvis

forårsaget

af de traumer, der er anført i erklæringen af 08.11.95 [ulykkestilfældene den

2. december 1993 og 5. marts 1994; min bemærkning], ikke mindst da der

tilsyneladende ikke foreligger konkurrerende årsag hertil.

Det vil ikke være muligt at komme nærmere nogen dokumentation,

og de beskrevne hukommelsesforstyrrelser er næppe i overensstemmelse med

opretholdelse af patientens overordnede stilling i politiet, som han

tidligere

bestred.

...’

Ifølge reglerne for ombudsmandens virksomhed kan jeg kun i begrænset

omfang tage stilling til afgørelser der helt eller delvis bygger på særlig

fagkyndig viden. En stillingtagen til de lægefagkyndige vurderingers

rigtighed

kræver en fagkundskab som ombudsmanden ikke har. Derimod vil jeg kunne tage

stilling til de generelle bevismæssige spørgsmål som sagen rejser vedrørende

hændelserne den 2. december 1993 og 5. marts 1994. Jeg kan således efterprøve

denne del af Den Sociale Ankestyrelses afgørelser.

Som det fremgår af overlæge (D)’s supplerende erklæring af 7.

juli 1997, har overlægen taget udgangspunkt i begge hændelser – altså

også

hændelsen den 5. marts 1994. Det følger endvidere af sammenhængen (mellem

(D)’s

nævnte to erklæringer) at overlægen har taget udgangspunkt i at De den 2.

december 1993 fik et let slag på halsen.

Det fremgår af Den Sociale Ankestyrelses afgørelser (af 5.

marts 1998 og 23. november 1998) og af Den Sociale Ankestyrelses udtalelse

til

mig at styrelsen som grundlag for sin stillingtagen til det lægefaglige

spørgsmål om årsagsforbindelse ikke har fundet det bevist at De den 2.

december

1993 fik et slag på halsen. Hvad hændelsen den 5. marts 1994 angår, har

styrelsen ikke fundet grundlag for at antage at den har fundet sted. På

grundlag af denne bevisvurdering og den efterfølgende lægefaglige vurdering

af

følgerne af episoden den 2. december 1993 har styrelsen herefter ikke fundet

at

De har været udsat for en arbejdsskade.

At Den Sociale Ankestyrelses lægefaglige vurdering adskiller

sig fra overlæge (D)’s lægefaglige vurdering, skyldes således ikke

– som sagen

nu foreligger oplyst – en lægefaglig uenighed mellem styrelsens

lægekonsulenter

og overlægen, men at det bevismæssige udgangspunkt for styrelsens lægefaglige

vurdering har været et andet end overlægens. Som allerede nævnt har jeg først

og fremmest koncentreret mig om denne side af Den Sociale Ankestyrelses

afgørelser.

Nedenfor følger min vurdering af Den Sociale Ankestyrelses

oplysning af sagen med henblik på styrelsens stillingtagen til de nævnte

bevismæssige spørgsmål og min vurdering af styrelsens oplysningsgrundlag.

Jeg har endvidere udtalt mig om spørgsmålet om Den Sociale

Ankestyrelses partshøring af Dem vedrørende notitsen af 16. januar 1994 og om

spørgsmålet om rettidig anmeldelse for så vidt angår hændelsen den 5. marts

1994, jf. arbejdsskadeforsikringslovens etårsfrist (lovens § 20).

Afslutningsvis har jeg afgivet en henstilling til Den Sociale Ankestyrelse om

at genoptage sagen.

2. Den Sociale

Ankestyrelses oplysning af sagen

Slaget på halsen den 2.

december 1993

Som et grundlæggende princip i forvaltningsretten gælder det at

det påhviler den enkelte forvaltningsmyndighed selv, eventuelt i samarbejde

med

andre myndigheder, at fremskaffe fornødne oplysninger om de foreliggende

sager

eller dog at foranledige at private, navnlig parterne, yder medvirken til

sagens oplysning. Princippet kaldes oftest official- eller

undersøgelsesprincippet. Om en sag er tilstrækkeligt oplyst til at der kan

træffes en afgørelse, beror på sagens karakter og på omstændigheder i sagen i

øvrigt.

Om oplysningerne om hændelsesforløbet den 2. december 1993 var

tilstrækkelige til at Den Sociale Ankestyrelse på mødet den 12. februar 1998

kunne træffe afgørelse i sagen, må efter min opfattelse desuden vurderes i

lyset af almindelige grundsætninger om bevis – herunder ’princippet

om det

bedste bevis’. Dette princip kan beskrives på den måde at en myndighed i

forbindelse med tilvejebringelsen af bevisfakta til bedømmelsen af væsentlige

bevistemaer er forpligtet til at anvende det bedste blandt de tilgængelige

oplysningsmidler, i hvert fald hvis der ikke er tale om ganske konkrete og

umisforståelige oplysninger.

Slaget på halsen udgjorde for Den Sociale Ankestyrelses

vedkommende det omtvistede bevistema vedrørende hændelsesforløbet den 2.

december 1993. Om De rent faktisk fik et sådant slag på halsen – således

som De

har oplyst under sagsforløbet, og således som Arbejdsskadestyrelsen havde

lagt

til grund for sin afgørelse af 27. oktober 1997 – kunne sandsynligvis

have

været belyst på en mere sikker måde end det skete, ved en henvendelse til de

to

polititjenestemænd som var til stede under hændelsen den 2. december 1993.

Denne mulighed stod stadig åben for Den Sociale Ankestyrelse da styrelsen på

mødet den 12. februar 1998 traf afgørelse i sagen. Den Sociale Ankestyrelses

stillingtagen til dette bevismæssige spørgsmål var desuden af betydning for

styrelsens efterfølgende lægefaglige vurdering af årsagsforbindelsen. Under

henvisning hertil og til den omstændighed at Arbejdsskadestyrelsen forinden

havde afgjort det samme bevisspørgsmål ved at lægge Deres seneste – mest

detaljerede – oplysninger om hændelsesforløbet til grund, er det efter

min

opfattelse en fejl i tilvejebringelsen af oplysningsgrundlaget at Den Sociale

Ankestyrelse ikke benyttede sig af denne mulighed for at få hændelsesforløbet

nærmere belyst.

Jeg har samtidig hermed gjort Den Sociale Ankestyrelse bekendt

med min opfattelse.

Faldet på trappen den 5.

marts 1994

Oplysningerne i sagen om hændelsen den 5. marts 1994 stammer

alene fra Dem. Den Sociale Ankestyrelse har i afgørelsen af 23. november 1998

som grundlag for sin bevisvurdering vedrørende denne hændelse henvist til

Politimesteren i (X-by)’s brev af 18. maj 1998 (herunder oplysningen om

at

tjenesteplanen for den 5. marts 1994 i mellemtiden var blevet destrueret).

Herudover har Den Sociale Ankestyrelse henvist til den manglende oplysning om

hændelsen i journaludskriften fra (Y) Sygehus hvor De blev indlagt den samme

dag, og til Deres ægtefælles oplysninger til journalen om ’et

tilsvarende

anfald’ 1½ måned forinden. Den Sociale Ankestyrelse har endvidere

henvist til

at der ikke var oplysninger i sagen om øjenvidner. I sine afsluttende

bemærkninger til mig i brevet af 31. januar 2000 har Den Sociale Ankestyrelse

henvist til de i afgørelsen af 23. november 1998 anførte konkrete forhold som

er indgået i styrelsens bevisvurdering, og som efter styrelsens opfattelse

entydigt taler imod at hændelsen har fundet sted.

De har under sagsforløbet – herunder i Deres anmeldelse af 7.

marts 1998 til Arbejdsskadestyrelsen – henvist til at hændelsen (når den

ikke

er omtalt i døgnrapporten) kan have været påført tjenesteplanen. Dette svarer

til de oplysninger fra (X-by) Politi som min medarbejder den 30. maj 2000

telefonisk har modtaget. Det fremgår endvidere af sagen at tjenesteplanen er

destrueret – formentlig i 1997.

Som jeg kommer nærmere ind på i afsnittet nedenfor om

Arbejdsskadestyrelsens sagsbehandling, må jeg lægge til grund at hændelsen

den

5. marts 1994 må anses for at være anmeldt rettidigt hvis den har været

opført

på tjenesteplanen. Det forhold at tjenesteplanen ikke har kunnet indgå i

myndighedernes vurdering af om De er faldet på trappen, må efter min

opfattelse

tillægges mangler ved Arbejdsskadestyrelsens sagsbehandling (se også om dette

i

afsnittet om Arbejdsskadestyrelsens sagsbehandling nedenfor). Som sagens

akter

forelå for Den Sociale Ankestyrelse da styrelsen den 23. november 1998

stadfæstede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 28. juli 1998, var

oplysningerne om faldet på trappen blevet meddelt Arbejdsskadestyrelsen i

april

måned 1995. Det burde på den baggrund og på dette tidspunkt have stået klart

for Den Sociale Ankestyrelse at Arbejdsskadestyrelsens manglende opmærksomhed

på oplysningerne om faldet på trappen fra april måned 1995 og senere kan have

bevirket at den nærliggende

–

og

mest sikre

–

mulighed for

(yderligere) at imødegå tvivlen om eksistensen af faldet på trappen ikke

længere forelå. Under hensyn hertil – og når den mest sikre måde at

inddrage

oplysningerne i tjenesteplanen på nu ikke længere forelå – burde Den

Sociale

Ankestyrelse efter min opfattelse have benyttet sig af muligheden for at

indhente en erklæring fra Deres medvagthavende, herunder om hans erindring om

eventuelt at have foretaget et notat på tjenesteplanen og – i

bekræftende fald

– det nærmere indhold af et sådant notat. Det forhold at De efter de

foreliggende oplysninger ikke siden den 5. marts 1994 har været i arbejde, er

formentlig af betydning for Deres kollegas hukommelse om det passerede.

Jeg har samtidig hermed gjort Den Sociale Ankestyrelse bekendt

med min opfattelse.

3. Den Sociale

Ankestyrelses oplysningsgrundlag for vurderingen af hændelsesforløbet den 2.

december 1993 (slaget på halsen)

Den Sociale Ankestyrelse vurderede på sit møde den 12. februar

1998 hændelsesforløbet den 2. december 1993. Grundlaget herfor var sagens

akter

således som disse havde foreligget for Arbejdsskadestyrelsen da styrelsen

traf

afgørelse i sagen: anmeldelsen af 27. marts 1995, journaloplysninger fra (Y)

Sygehus (de supplerende oplysninger i forbindelse med ambulant kontrol den

22.

april 1994) og spørgeskemaet af 4. april 1995 med bilag. Herudover indgik i

oplysningsgrundlaget telefoniske oplysninger fra (X-by) Politi om indholdet

af

Deres notits af 16. januar 1994 til politiet. Slaget på halsen er alene

omtalt

i det seneste af disse dokumenter (spørgeskemaet med bilag). At Den Sociale

Ankestyrelse på mødet den 12. februar 1998 afgjorde det bevismæssige

spørgsmål

i overensstemmelse med de ældste dokumenter i sagen – notitsen,

journaloplysningerne og anmeldelsen – giver mig ikke i sig selv

anledning til

bemærkninger.

Den Sociale Ankestyrelses oplysninger om notitsens indhold

bygger som allerede nævnt på telefoniske oplysninger fra (X-by) Politi.

Notitsen – som der således alene forelå andenhåndsoplysninger om –

kunne derfor

efter min opfattelse ikke indgå i bevisvurderingen med samme vægt som de

øvrige

dokumenter. Under hensyn til den betydning som Den Sociale Ankestyrelse

tillagde notitsen – og under henvisning til det jeg har anført ovenfor

om

princippet om det bedste bevis – er det efter min opfattelse en fejl at

styrelsen lod sig nøje med andenhåndsoplysninger om notitsens indhold og ikke

udbad sig notitsen eller en kopi af denne. Den Sociale Ankestyrelse har i sin

udtalelse til mig anført at notitsen ikke indeholdt nye oplysninger til

ugunst

for Dem. Som det fremgår af det jeg har anført nedenfor under afsnittet om

styrelsens partshøring af Dem, er jeg ikke enig med styrelsen på dette punkt.

Jeg har samtidig hermed gjort Den Sociale Ankestyrelse bekendt

med min opfattelse.

Jeg er opmærksom på at sagen blev behandlet på et møde senere

den samme dag som Den Sociale Ankestyrelse modtog de telefoniske oplysninger.

Jeg går imidlertid ud fra at notitsen uden besvær kunne have været faxet til

Den Sociale Ankestyrelse inden mødets afslutning. Jeg henviser endvidere til

at

selve afgørelsen først blev meddelt Dem den 5. marts 1998 – tre uger

efter

mødets afholdelse. Der var således også efter mødet god tid til at modtage

notitsen og undersøge om dennes indhold svarede til de oplysninger som var

lagt

til grund for den afgørelse som blev truffet under mødet.

4. Partshøring

Efter forvaltningslovens § 19 har myndighederne som hovedregel

pligt til at foretage partshøring når parten ikke kan antages at være bekendt

med at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens

faktiske omstændigheder hvis oplysningerne er til ugunst for parten og af

væsentlig betydning for sagens afgørelse. Når disse betingelser er opfyldt,

har

myndigheden pligt til at gøre parten bekendt med oplysningerne og give denne

lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Reglerne om partshøring skal

også

ses i sammenhæng med officialprincippet idet partshøring kan bidrage til at

sagen oplyses bedst muligt.

I sin udtalelse til mig har Den Sociale Ankestyrelse anført at

der var flere overensstemmende udtalelser om hændelsesforløbet den 2.

december

1993, og at notitsen af 16. januar 1994 derfor ikke kunne antages at

indeholde

oplysninger til ugunst for Dem hvorfor Ankestyrelsen ikke partshørte Dem om

notitsens indhold.

Indholdet af notitsen af 16. januar 1994 blev bragt ind i sagen

umiddelbart forud for mødet i Den Sociale Ankestyrelse den 12. februar 1998.

Indholdet stred efter de telefoniske oplysninger fra (X-by) Politi imod Deres

oplysninger i spørgeskemaet af 4. april 1995 med bilag. Ankestyrelsen

henviste

desuden ved sin fastlæggelse af hændelsesforløbet til notitsens indhold. Da

notitsen således har haft væsentlig betydning for Den Sociale Ankestyrelses

fastlæggelse af hændelsesforløbet den 2. december 1993, og da De ikke kunne

anses for at være bekendt med at notitsen indgik i grundlaget for Den Sociale

Ankestyrelses afgørelse, burde styrelsen efter min opfattelse have partshørt

Dem over indholdet af notitsen, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Jeg har samtidig hermed gjort Den Sociale Ankestyrelse bekendt

med min opfattelse.

5. Spørgsmålet om

rettidig anmeldelse mm. vedrørende hændelsen den 5. marts 1994 og

Arbejdsskadestyrelsens manglende opmærksomhed på denne

Arbejdsskadeforsikringslovens § 20 har følgende ordlyd:

’

§ 20.

Er anmeldelse

ikke indsendt rettidigt, kan krav om erstatning efter loven dog rejses af

skadelidte eller de efterladte inden for en frist af 1 år fra arbejdsskadens

indtræden. For erhvervssygdomme, jf. § 10, regnes fristen fra det tidspunkt,

hvor skadelidte eller de efterladte har fået kendskab til, at sygdommen må

antages at være erhvervsbetinget. Når der er særlig grund dertil, kan der ses

bort fra fristen.’

Som det fremgår af lovens § 20, kan der – uanset at en

anmeldelse ikke er indsendt rettidigt – rejses krav om erstatning i

anledning

af en arbejdsskade inden for det første år fra skadens indtræden.

Som myndighederne har anført over for Dem, udelukker det

forhold at en anmeldelse bliver indgivet for sent, eller at krav om

erstatning

rejses efter det første år fra skadens indtræden, ikke i sig selv at et

ulykkestilfælde eller en erhvervssygdom kan blive anerkendt som en

arbejdsskade. De nærmere betingelser herfor er i Arbejdsskadeforsikringsloven

med kommentarer af Ole Behn og Viggo Bertram (1997) opregnet således:

’...

Dispensationsadgangen benyttes i tilfælde, hvor det må

forekomme urimeligt at lade fristoverskridelsen udelukke den pågældende fra

at

oppebære erstatning. For at kunne se bort fra, at anmeldelsesfristen ikke er

overholdt, kræves efter praksis kun:

1.

at det kan

dokumenteres, at ansøgeren har været udsat for en arbejdsskade,

2.

at der kan anføres

rimelig begrundelse for, at anmeldelse ikke er foretaget rettidigt, (f.eks.

manglende kendskab til årsagsforbindelsen mellem arbejdsskade og lidelse,

eller

at arbejdsskadens følger dengang forekom uvæsentlige og nu er forværrede),

3.

at der foreligger en

ganske overvejende sandsynlighed for årsagsforbindelse mellem arbejdsskaden

og

den pågældendes lidelse, og

4.

at ménet eller

erhvervsevnetabet som følge af arbejdsskaden har et sådant omfang, at der er

grundlag for tildeling af godtgørelse eller erstatning, eller

5.

at der er grundlag

for at betale proteser, briller eller lignende hjælpemidler efter § 30.

Særligt vedrørende pkt. 3 gælder, at jo længere tid, der går

inden skaden anmeldes, jo større krav vil styrelsen stille til beviset for

årsagsforbindelsen.

...”

Som det fremgår af kommentaren, betyder en overskridelse af

etårsfristen først og fremmest at kravet til bevis for årsagsforbindelse

mellem, som her, et ulykkestilfælde og den pågældende lidelse bliver skærpet.

Om ulykkestilfældet den 5. marts 1994 må anses for at være rettidigt anmeldt

i

forhold til etårsfristen i lovens § 20, er derfor af væsentlig betydning for

vurderingen af om De er berettiget til ydelser efter

arbejdsskadeforsikringsloven.

Som det fremgår af Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 5.

marts 1998, kan en omtale af et ulykkestilfælde over for en statslig

arbejdsgiver udgøre et tilstrækkeligt grundlag for at anse en arbejdsskade

for

rettidigt anmeldt. Jeg henviser tillige til den nævnte lovkommentar (s. 321)

hvor forholdet beskrives således at en arbejdsskade må anses for rettidigt

anmeldt hvis en arbejdsgiver (der selv bærer risikoen efter

arbejdsskadeforsikringsloven) inden for etårsfristen har fået kendskab til

arbejdsskaden. Dette gælder – stadig ifølge kommentaren – selv om

arbejdsgiveren ikke har taget tilfældet under behandling, endsige anmeldt det

til Arbejdsskadestyrelsen. Jeg må således lægge til grund at hændelsen den 5.

marts 1994 (på tilsvarende måde som hændelsen den 2. december 1993) må anses

for at være anmeldt rettidigt hvis den er blevet meddelt til Deres

arbejdsgiver. Dette ville kunne konstateres hvis hændelsen blev opført på

tjenesteplanen.

a) Arbejdsskadestyrelsens

sagsbehandling vedrørende hændelsen den 5. marts 1994 forud for styrelsens

afgørelse af 17. oktober 1997

Det fald på trappen som De efter Deres oplysninger var udsat

for kl. 05.45 den 5. marts 1994, er kort omtalt i lægeerklæring I (modtaget i

Arbejdsskadestyrelsen den 7. april 1995). Hændelsen er endvidere udførligt

omtalt i et af bilagene til det spørgeskema som De udfyldte den 4. april 1995

(og som Arbejdsskadestyrelsen modtog den 5. april 1995), og er omtalt i de

lægeerklæringer som Arbejdsskadestyrelsen efterfølgende indhentede. At

Arbejdsskadestyrelsen ikke var opmærksom på at De mente at have været udsat

for

ikke et, men to ulykkestilfælde omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven, men

derimod i sin afgørelse af 17. oktober 1997 alene traf afgørelse om og

omtalte

hændelsen den 2. december 1993, må jeg anse for kritisabelt.

Jeg har samtidig hermed gjort Arbejdsskadestyrelsen bekendt med

min opfattelse.

Om Arbejdskadestyrelsen efter modtagelsen af Deres klage

af

27. oktober 1997 – og i forbindelse

med sagens videresendelse til Den Sociale Ankestyrelse (som ankeinstans)

– var

blevet opmærksom på at De mente at have været udsat for ikke et, men to

ulykkestilfælde omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven, fremgår ikke af

sagen

eller af styrelsens udtalelse til mig. Jeg er på det foreliggende grundlag

afskåret fra at udtale mig om dette spørgsmål. Hvis dette imidlertid var

tilfældet, burde Arbejdsskadestyrelsen efter min opfattelse have gjort Den

Sociale Ankestyrelse opmærksom på forholdet således at Den Sociale

Ankestyrelse

kunne få det bedst mulige grundlag f.eks. for at træffe en beslutning om at

hjemvise (denne del af) sagen til behandling og afgørelse i

Arbejdsskadestyrelsen.

b) Følgerne af

Arbejdsskadestyrelsens mangelfulde sagsbehandling

Oplysningerne om ulykkestilfældet den 5. marts 1994 blev som

nævnt modtaget i Arbejdsskadestyrelsen ved det af Dem udfyldte spørgeskema og

lægeerklæring I fra Deres egen læge. Spørgeskemaet og lægeerklæring I modtog

Arbejdsskadestyrelsen i april måned 1995. Arbejdsskadestyrelsen har i sin

udtalelse til mig bemærket at hændelsen – uanset om styrelsen allerede i

april

måned 1995 havde oprettet en sag vedrørende ulykkestilfældet den 5. marts

1994

– under alle omstændigheder ville være for sent anmeldt i forhold til

etårsfristen i arbejdsskadeforsikringslovens § 20. Den Sociale Ankestyrelse

har

anført tilsvarende i sin udtalelse. Heroverfor har De imidlertid under sagens

forløb henvist til muligheden for at hændelsen den 5. marts 1994 var blevet

opført på tjenesteplanen for den pågældende dag. (X-by) Politi har i

forbindelse med udarbejdelsen af min afsluttende udtalelse telefonisk oplyst

at

dette forekommer naturligt (se sagsfremstillingen ovenfor). Hvis det har

forholdt

sig sådan, må jeg, som jeg allerede har været inde på, lægge til grund at

dette

ulykkestilfælde – på linie med tilfældet den 2. december 1993 – har

været

anmeldt rettidigt. Arbejdsskadestyrelsens manglende opmærksomhed på at der

var

tale om to ulykkestilfælde, betød imidlertid at den nærliggende mulighed for

at

undersøge om ulykkestilfældet var opført på tjenesteplanen, aldrig blev

undersøgt før tjenesteplanen (formentlig i 1997) blev destrueret.

Efter min opfattelse bør den tvivl om de faktiske forhold som

Arbejdsskadestyrelsens mangelfulde sagsbehandling har ført med sig, ikke

komme

Dem til skade.

Jeg har samtidig hermed gjort såvel Arbejdsskadestyrelsen som

Den Sociale Ankestyrelse bekendt med min opfattelse.

6. Henstilling

Den Sociale Ankestyrelse har som anført taget stilling til

følgerne af hændelsen den 2. december 1993 uden at lægge til grund at De

under

hændelsen pådrog Dem et slag på halsen. Hvad angår hændelsen den 5. marts

1994,

har styrelsen afvist følgerne heraf med henvisning til at styrelsen ikke har

kunnet lægge til grund at hændelsen har fundet sted. Jeg har ovenfor

kritiseret

Den Sociale Ankestyrelses (manglende) partshøring samt oplysningsgrundlaget i

sagen. Jeg har endvidere udtalt at det forhold at mulighederne for på

nuværende

tidspunkt at tilvejebringe en nærmere afklaring af om hændelsen den 5. marts

1994 har fundet sted ikke er gode, ikke bør komme Dem til skade.

Jeg har samtidig hermed henstillet til Den Sociale Ankestyrelse

at genoptage sagens behandling under hensyn til det som jeg har anført

ovenfor,

og træffe en ny afgørelse i forhold til Dem.”

Den Sociale Ankestyrelse underrettede mig den 13. december 2000

om at styrelsen havde genoptaget A’s sag.

Lignende dokumenter