Afslag på anerkendelse af arbejdsskadesag
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afslag på anerkendelse af arbejdsskadesag
A’s arbejdsskadesag angik følgerne af to hændelser
(ulykkestilfælde) henholdsvis den 2. december 1993 og den 5. marts 1994.
Af sagen fremgik det at
A
arbejdede som polititjenestemand på politigården i X-by.
Den 28. marts 1995 indgav
A’s egen læge en anmeldelse for ham af en arbejdsskade som han havde
været
udsat for i december 1993. I lægeerklæring
skrev lægen at den første lægehjælp blev ydet den 10. januar 1994, at A
i december 1993 fik en vridning i venstre skulder, efterfulgt at svimmelhed
og
utilpashed, og at han efter tilfældet i december 1993 genoptog sit arbejde,
men at han efter et nyt tilfælde primo marts 1994 – som resulterede i
indlæggelse
– ikke havde været i arbejde.
Ved besvarelse af et
spørgeskema fra Arbejdsskadestyrelsen oplyste A den 4. april 1995 at det
første
ulykkestilfælde skete den 2. december 1993 hvor han – i forbindelse med
at han
ville vende en beruset person – fik et kraftigt vred i skulderen og
samtidig
blev ramt af personens højre arm på venstre side af sin hals. A oplyste at
der
var to kolleger som øjenvidner til episoden. A oplyste at han straks blev
meget
svimmel og utilpas, og at hans skulder var meget øm. Fingrene på A’s
venstre
Læs alt
hånd begyndte at sove, og da hans tilstand blev værre, søgte han læge. På
opfordring af A’s læge indberettede han uheldet på notits til
personalechefen.
Vedrørende tilfældet den 5. marts 1994 oplyste A at han gled på vej op ad
trappen fra kælderen til vagthavendes kontor. A oplyste at hans
medvagthavende
mfl. var øjenvidner. Ved faldet slog A venstre side af hovedet og halsen ned
i
trappen. Da A efter uheldet sank sammen og ikke kunne bevæge højre arm og
ben,
blev han kørt hjem. Et par timer efter blev A indlagt på sygehuset idet der
var
mistanke om at han havde fået et slagtilfælde. A blev efterfølgende
afskediget
fra politiet på grund af sygdom og tilkendt tjenestemandspension og højeste
førtidspension.
I A’s sag forelå der bl.a.
speciallægeerklæringer fra overlæge B af 23. juni 1995, fra klinisk
neuropsykolog C af 9. juli 1996 og fra overlæge D af henholdsvis 8. november
1995, 23. september 1996 og 4. juli 1997. Endvidere havde
Arbejdsskadestyrelsen
indhentet kopi af CT-skanning (foretaget den 6. marts 1994) og kopi af
A’s
journal fra Y Sygehus i forbindelse med hans indlæggelse den 5. marts 1994.
Den 25. september 1997
sendte Arbejdsskadestyrelsen A en oversigt over akterne i sagen og kopi af de
akter som styrelsen mente A ikke kendte, og som styrelsen ville lægge vægt på
ved sagens afgørelse. Styrelsen bad om A’s eventuelle bemærkninger
hertil
inden 14 dage.
Den 17. oktober 1997 traf
Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om at ulykkestilfældet den 2. december 1993
ikke var omfattet af loven om forsikring mod følger af arbejdsskade da
hændelsen ikke var rettidigt anmeldt. Styrelsen vurderede også at der ikke
var
særlig grund til at se bort fra fristen på et år fra skadedatoen.
Arbejdsskadestyrelsen
begrundede sin afgørelse med at det ikke var overvejende sandsynligt at
arbejdsskaden var skyld i A’s nuværende lidelse. Styrelsen henviste til
at A
fik et let slag på halsen i december 1993, og at det af de lægelige akter
fremgik at der var symptomer fra både højre og venstre hjernehalvdel og fra
hjernestammen. Styrelsen meddelte at der således ikke var sammenhæng mellem
det beskedne traume og A’s nuværende symptomer.
A klagede i brev af 29.
oktober 1997 over afgørelsen til Den Sociale Ankestyrelse. I brevet anførte A
bl.a. at der også var tale om et ulykkestilfælde den 5. marts 1994.
Den Sociale Ankestyrelsen
meddelte den 5. marts 1998 A følgende afgørelse:
”Ankestyrelsen finder, at
ulykkestilfældet er anmeldt rettidigt, jf. § 20 i lovbekendtgørelsen.
Ankestyrelsen har ved
afgørelsen lagt vægt på, at De i notits af 16. januar 1994 til Deres
arbejdsgiver, X-by Politi har omtalt det hændte.
Ankestyrelsen finder
imidlertid ikke, at der er sammenhæng mellem ulykkestilfældet og Deres
nuværende symptomer. De er derfor ikke berettiget til ydelser efter loven.
Ankestyrelsen har herved
lagt vægt på ulykkestilfældets beskedne karakter i form af en forvridning af
venstre skulder, og at der efter en lægelig vurdering ikke findes
dokumentation
for sammenhæng mellem forvridning og den senere ved MR-skanning konstaterede
lille forandring i hjernestammen.
Ankestyrelsen har i øvrigt
bemærket, at det hverken i journaludskrift fra (Y) Sygehus, Neurologisk
Afdeling, eller i Deres notits af 16. januar 1994 til (X-by) Politi fremgår,
at
De ved ulykkestilfældet – udover forvridningen af venstre skulder –
skulle have
pådraget Dem et slag på venstre side af halsen.
Ankestyrelsen er således
enig i Arbejdsskadestyrelsens afgørelse, for så vidt angår, at De ikke er
berettiget til ydelser efter loven.
Ankestyrelsen skal bemærke,
at det ulykkestilfælde, De har været udsat for den 5. marts 1994 ikke ses
anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen. Ankestyrelsen skal derfor gøre Dem
opmærksom på, at De har mulighed for at anmelde dette ulykkestilfælde til
Arbejdsskadestyrelsen med henblik på en eventuel anerkendelse.”
I grundlaget for afgørelsen anførte Ankestyrelsen bl.a.
følgende om A’s notits fra 16. januar 1994:
”Endelig har (X-by) Politi,
personaleafdelingen, oplyst, at man er i besiddelse af en notits af 16.
januar
1994 fra Dem, hvori De omtaler ulykkestilfældet af 2. december 1993. (X-by)
Politi har oplyst, at notitsen indeholder en beskrivelse af skulderskaden,
men
intet om et slag på venstre side af halsen.
(X-by) Politi har endvidere
oplyst, at man ikke har nogle oplysninger om et ulykkestilfælde den 5. marts
1994, ligesom der intet står herom i døgnrapporten.”
Den 7. marts 1998 skrev A
til Arbejdsskadestyrelsen at han ønskede at anmelde tilfældet den 5. marts
1994
som en arbejdsskade.
På baggrund af A’s brev til
Arbejdsskadestyrelsen skrev styrelsen den 16. april 1998 til X-by Politi og
bad
politiet om at anmelde skaden den 5. marts 1994. Politiet returnerede
anmeldelsesskemaet – som var udfyldt af A – og vedlagde desuden et
brev af 18.
maj 1998 stilet til Rigspolitichefen vedrørende skaden den 5. marts 1994. I
brevet var anført følgende:
”Ved gennemgang af
tilskadekomnes akter er der ikke fundet nogen indberetning om
tilskadekomsten.
Det har ikke været muligt
at konstatere, om uheldet har været noteret på tjenesteplanen for omhandlede
dag, idet disse er destrueret.
Der vedlægges diverse
skrivelser fra tilskadekomne vedrørende korrespondance om
tilskadekomsten.”
Den 23. juli 1998 meddelte Arbejdsskadestyrelsen A følgende
afgørelse:
”Vi har den 7. marts 1998
modtaget anmeldelse fra Dem om det ulykkestilfælde, som skal være overgået
Dem
den 5. marts 1994.
Arbejdsskader skal efter
loven om forsikring mod følger af arbejdsskade anmeldes inden for 1 år efter
skadesdatoen.
Vi har i dag truffet den
afgørelse, at tilfældet ikke er omfattet af loven om forsikring mod følger af
arbejdsskade, da sagen ikke er rettidigt anmeldt.
Der er ved afgørelsen ikke
fundet nogen særlig grund til at se bort fra fristen.
Særlig grund foreligger
efter vores praksis ikke, medmindre følgende 4 betingelser er opfyldt:
1.
Det er dokumenteret,
at der er tale om en arbejdsskade,
2.
der er en rimelig
grund til, at anmeldelsen ikke er sket rettidigt,
3.
det skal være
overvejende sandsynligt, at arbejdsskaden er skyld i den nuværende lidelse,
og
4.
arbejdsskaden ville
give ret til godtgørelse for mén, erstatning for tab af erhvervsevne, for
udgifter til behandling eller hjælpemidler efter § 30 eller erstatning til
efterladte, hvis den havde været rettidigt anmeldt.
Vi har ved afvisningen lagt
vægt på, at betingelsen ovenfor under punkt 1 og 3 ikke er opfyldt, idet det
ikke er overvejende sandsynligt, at arbejdsskaden har medført Deres nuværende
lidelse. Vi skal henvise til, at der efter en lægelig vurdering ikke er
fundet
dokumentation for sammenhæng mellem ovennævnte skade og den senere ved
MR-skanning konstaterede lille forandring i hjernestammen. Det er desuden fra
Politimesteren i (X-By) oplyst, at der ved gennemgang af Deres akter ikke er
fundet nogen indberetning af tilskadekomsten.
...”
A klagede over afgørelsen
til Den Sociale Ankestyrelse. A anførte bl.a. at såvel hans uheld den 2.
december 1993 som uheldet den 5. marts 1994 blev anmeldt til
Arbejdsskadestyrelsen på den samme lægeerklæring I med bilag dateret den 4.
april 1995.
Ved afgørelse af 23. november 1998 stadfæstede Den Sociale
Ankestyrelse Arbejdsskadestyrelsens afgørelse. Ankestyrelsen skrev bl.a.
følgende til A:
”Det anmeldte tilfælde er
ikke omfattet af loven. De kan derfor ikke få ydelser efter loven.
Begrundelsen er, at
Ankestyrelsen ikke har fundet nogen særlig grund til at se bort fra, at
anmeldelse er sket efter udløbet af lovens frist på 1 år, jf. lovens § 20,
sidste punktum.
Ankestyrelsen har lagt vægt
på, at det ikke er dokumenteret, at der er tale om en arbejdsskade.
Ankestyrelsen har herved
lagt vægt på, at Politimesteren i (X-by) i brev af 18. maj 1998, har oplyst,
at
der ved gennemgang af Deres akter ikke er fundet nogen indberetning om
tilskadekomsten eller i øvrigt eksisterer notater herom. I den foreliggende
journaludskrift
fra (Y) Sygehus, neurologisk afdeling, vedrørende indlæggelse fra 5. marts
1994
er der heller ikke oplysninger om et ulykkestilfælde, ligesom der ikke er
oplysninger om vidner, der har overværet den anmeldte lidelse. Deres hustru
oplyste endvidere i forbindelse med indlæggelsen, at De allerede 1½ måned før
tilfældet, der førte til indlæggelse havde et tilsvarende anfald.
Det anmeldte tilfælde ville
således ikke have givet Dem ret til ydelser efter loven, selv om det havde
været anmeldt rettidigt.
Ankestyrelsen har derfor
ikke fundet grundlag for at forholde sig til om de øvrige betingelser for at
dispensere fra anmeldelsesfristen måtte være opfyldt.
Ankestyrelsen tiltræder
således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.”
I brev af 29. december 1998
klagede A via Arbejdsskadestyrelsen til mig over behandlingen af hans to
arbejdsskadesager. A skrev bl.a. at begge uheld var anmeldt på den samme
anmeldelsesblanket. I brev af 11. januar 1999 tilføjede A bl.a. at han fandt
det fuldstændig absurd at myndighederne havde lagt vægt på at der ikke var
sammenhæng mellem ulykkerne og hans men. A fastholdt at han den 2. december
1993 fik et slag på venstre side af halsen. A henviste til at
Arbejdsskadestyrelsen
først efter lang tids sagsbehandling skrev datoen for hans første uheld på
brevene, og da var datoen forkert anført. Endelig pegede A på at der var to
kolleger til stede under uheldet den 2. december 1993, men at disse ikke var
blevet hørt.
I
anledning af klagen
til mig rettede e
n af mine medarbejdere
telefonisk henvendelse til Den Sociale Ankestyrelse der den 9. juni 1999
sendte
mig en kopi af styrelsens telefonrapport af 12. februar 1998. Ankestyrelsen
oplyste under telefonsamtalen at styrelsen ikke indhentede en kopi af
A’s
notits af 16. januar 1994 fra politiet i X-by før styrelsen på møde samme dag
traf afgørelse i sagen. Jeg indhentede herefter u
dtalelser fra
Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse og sagens akter.
I en udtalelse af 30. juli 1999 anførte Arbejdsskadestyrelsen
om ulykkestilfældet den 5. marts 1994 bl.a. følgende:
”[S]elv om det lægges til grund, at Arbejdsskadestyrelsen burde
have oprettet en sag vedrørende ulykkestilfældet på baggrund af oplysningerne
i
brevet fra skadelidte, der blev modtaget den 5. april 1995 i 01-sagen [det af
A
udfyldte spørgeskema med to bilag; min bemærkning], er hændelsen stadig
anmeldt
efter udløbet af anmeldelsesfristen på et år.
Det fremgår af oplysningerne fra arbejdsgiveren, at der ikke er
fundet indberetninger om tilskadekomsten.
Af journaludskrift fra (Y) Sygehus fra indlæggelsen den 5.
marts 1994 fremgår ikke, at der har været tale om et fald. Der er heller ikke
observeret tegn på et fald.
Arbejdsskadestyrelsen fandt herefter ikke dokumentation for, at
(A) den 5. marts 1994 var faldet på trappen i forbindelse med arbejdet.”
Den Sociale Ankestyrelse anførte i en udtalelse af 23. november
1999 bl.a. følgende om ulykkestilfældet den 2. december 1993:
”... Ankestyrelsen [blev] umiddelbart før ankemødet opmærksom
på, at såfremt der forelå den af (A) nævnte notits af 16. januar 1994 var
sagen
rettidig anmeldt, da der var tale om en statslig arbejdsgiver.
Ved telefonisk henvendelse til (X-by) politi den 12. februar
1998 bekræftede politiet, at der forelå notits af 16. januar 1994 vedrørende
ulykkestilfældet den 2. december 1993, og at notitsen drejede sig om en
skulderskade og at pågældende af og til havde sovende fornemmelse i armen,
når
skulderen er i bestemte stillinger.
Notitsen forelå således ikke ved Ankestyrelsens behandling af
sagen. Indholdet i notitsen var imidlertid samstemmende med det oplyste i
anmeldelsen om beskadigelsen af skulderen, som (A) har underskrevet, og
oplysningerne i journaludskriften. Der var således ikke tale om nye
oplysninger
til ugunst for (A). Ankestyrelsen burde derimod i begrundelsen også have
henvist til anmeldelsen underskrevet af (A) den 27. marts 1995. Da der
således
var flere overensstemmende udtalelser om hændelsesforløbet var der ikke
grundlag for efterfølgende at inddrage vidner. De nævnte øjenvidner har i
øvrigt ikke mulighed for at vurdere, om der er årsagssammenhæng mellem
skulderskaden og de senere ved MR-scanning konstaterede forandringer. Dette
er
det centrale spørgsmål i sagen.
Da sagen iøvrigt var lægeligt velbelyst gennem flere
speciallægeerklæringer, jf. grundlaget for afgørelsen (j.nr. ) fandt
Ankestyrelsen ikke grundlag for at hjemvise sagen, idet det lægelige
beslutningsgrundlag ikke kunne belyses bedre. ...”
Om ulykkestilfældet den 5. marts 1994 anførte Ankestyrelsen i
udtalelsen til mig:
”...
Ankestyrelsen kan til afgørelsen af 23. november 1998
yderligere tilføje, at efter Ankestyrelsens vurdering havde (A) ikke løftet
sin
bevisbyrde for, at han har været udsat for et ulykkestilfælde den 5. marts
1994. Da den første betingelse for at se bort fra anmeldelsesfristen, jf.
lovens § 20 ikke var opfyldt, fandt Ankestyrelsen ikke anledning til at
forholde sig til om de øvrige betingelser for at dispensere for
anmeldelsesfristen måtte være opfyldt.
...”
A kommenterede den 27. november 1999 de to udtalelser idet han
bl.a. anførte:
”...
Jeg vedlægger igen kopi af min første anm. med bilag, hvor det
klart fremgår bl.a. i punkt 1, at begge uheld blev anmeldt samtidig og dermed
rettidigt.
Vedr. at jeg ikke indberettede andet uheld, er det, som
tidligere, forklaret af mig, den indlysende grund at jeg aldrig kom på
arbejde
igen, og efterfølgende var jeg helt sikker på at Politimesteren havde anmeldt
uheldet som han burde have gjort.
Jeg har også tidligere gjort rede for ’forretningsgangen’ når
en kollega måtte melde sig syg på en vagt. Det skulle af den vagthavende
noteres på tjenesteplanen eller skrives ind i døgnrapporten. Jeg
’tvivler’ på
at det er undersøgt.
I forbindelse med brevet fra Den Sociale Ankestyrelse af 23.
nov. 1999, som fremsendt i kopi til mig, skal jeg igen bemærke, at der igen
kun
tales om ’skulderskade’ og det er overhovedet ikke nævnt, at jeg og
speciallægerne mener at det er påvirkningerne på halspulsåren, ved begge
uheld,
der har foranlediget mine skader, nøjagtig som jeg har beskrevet uheldene
lige
fra starten.
...”
Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse kommenterede
i breve af 27. januar og 31. januar 2000 det som A havde anført om
myndighedernes udtalelser.
I et brev af 8. februar 2000 fremsatte A sine afsluttende
bemærkninger til sagen idet han bl.a. anførte at han – når nu
tjenesteplanen
ikke kunne tilvejebringes – anså det for særdeles relevant at hans
medvagthavende blev afhørt om hvad han eventuelt havde noteret i
tjenesteplanen. A anførte endvidere at også radiooperatøren befandt sig i
vagtlokalet og kan have hørt hvad A fortalte eller forsøgte at fortælle.
Til brug for min behandling af sagen oplyste politikommissær E,
X-by Politi, endvidere den 30. maj 2000 telefonisk om den i sagen omtalte
(manglende) tjenesteplan fra den 5. marts 1994 at politimesterembedets
tjenesteplaner kasseres efter tre år i overensstemmelse med Rigspolitichefens
regler herom, at tjenesteplanerne for 1994 således ikke var destrueret i
1995,
og at det forekom naturligt om A’s medvagthavende havde noteret på
tjenesteplanen hvis A var kommet til skade som anført af ham og derefter var
blevet kørt til sin bopæl (også under hensyn til at der herefter manglede en
vagthavende).
X-by Politi oplyste endvidere den 19. juni 2000 skriftligt
følgende om notitsen af 16. januar 1994:
”Vedrørende ’notitsen’ af
16.
januar 1994
har jeg modtaget
returmelding fra Rigspolitichefen, Afdeling B
–
Personaleafdelingen, Personaleregistraturen om,
at notitsen ikke var i
A’s personaleakter, der er lagt på arkiv der
[politiets fremhævelse; min bemærkning].”
Ombudsmandens udtalelse
”1. Genstanden for min undersøgelse
Genstanden for undersøgelsen er først og fremmest Arbejdsskadestyrelsens
afgørelse af 17. oktober 1997 og Den Sociale Ankestyrelses afgørelser af 5.
marts 1998 og 23. november 1998 og myndighedernes sagsbehandling i den
forbindelse.
Som det fremgår af ovenstående sagsfremstilling, drejer den foreliggende sag
sig om hvorvidt Deres nuværende lidelse – i form af styringsbesvær af
højre hånd og arm, svimmelhed, manglende koncentrationsevne, dårlig
korttidshukommelse og ’tyndhudethed’ – udspringer af to
nærmere beskrevne hændelser som De efter Deres forklaring har været ude for
under Deres arbejde som polititjenestemand ved (X-by) Politi. Hændelserne
fandt sted den 2. december 1993 og 5. marts 1994.
Mens der ikke er uenighed mellem Dem og Den Sociale Ankestyrelse om
eksistensen af hændelsen den 2. december 1993 (men alene om
hændelsesforløbet), bygger eksistensen af den sidstnævnte hændelse, sådan som
sagen nu foreligger oplyst, alene på Deres oplysninger.
Ud over det lægefaglige spørgsmål om hvorvidt der er årsagsforbindelse
mellem hændelserne og Deres lidelse, drejer sagen sig nærmere om hvad der med
føje kan lægges til grund som indtruffet på de nævnte datoer. Dette
bevismæssige spørgsmål – der må afklares før der tages stilling til det
nævnte
lægefaglige spørgsmål – er efter min opfattelse centralt for om De er
berettiget til ydelser efter arbejdsskadeforsikringsloven som følge af de
nævnte hændelser (ulykkestilfælde).
Hvad de lægefaglige vurderinger angår, har neurologisk overlæge
D afgivet en (supplerende) erklæring af 4. juli 1997 stilet til
Arbejdsskadestyrelsen. Denne supplerende erklæring blev afgivet efter at
Arbejdsskadestyrelsen havde gennemført en neuropsykologisk undersøgelse af
Dem
ved neuropsykolog C, og på grundlag af resultatet af en MR-scanning. I
erklæringen er anført følgende:
’Idet jeg beklager min meget sene besvarelse af Deres tidligere
forespørgsler, skal jeg i forlængelse af tidligere fremsendt
speciallægeerklæring af 08.11.95 og mit senere brev af 23.09.96 anføre, at
MR-skanningen af cerebrum foretaget i februar 1997 viste let diffus atrofi
samt
en lille forandring i hjernestammen (pons) til venstre for midtlinien, der
ligner et lille infarkt af ældre dato.
Sammenholdes dette med det kliniske indtryk af patienten og
resultatet af den neuropsykologiske undersøgelse, hvor der fandtes tegn på
lettere isolerede fokale dysfunktioner snarere end en generel global
demenstilstand, må det anses for til en vis grad sandsynligt, men ikke
beviseligt, at de af (A) fremsatte klager er i hvert tilfælde delvis
forårsaget
af de traumer, der er anført i erklæringen af 08.11.95 [ulykkestilfældene den
2. december 1993 og 5. marts 1994; min bemærkning], ikke mindst da der
tilsyneladende ikke foreligger konkurrerende årsag hertil.
Det vil ikke være muligt at komme nærmere nogen dokumentation,
og de beskrevne hukommelsesforstyrrelser er næppe i overensstemmelse med
opretholdelse af patientens overordnede stilling i politiet, som han
tidligere
bestred.
...’
Ifølge reglerne for ombudsmandens virksomhed kan jeg kun i begrænset
omfang tage stilling til afgørelser der helt eller delvis bygger på særlig
fagkyndig viden. En stillingtagen til de lægefagkyndige vurderingers
rigtighed
kræver en fagkundskab som ombudsmanden ikke har. Derimod vil jeg kunne tage
stilling til de generelle bevismæssige spørgsmål som sagen rejser vedrørende
hændelserne den 2. december 1993 og 5. marts 1994. Jeg kan således efterprøve
denne del af Den Sociale Ankestyrelses afgørelser.
Som det fremgår af overlæge (D)’s supplerende erklæring af 7.
juli 1997, har overlægen taget udgangspunkt i begge hændelser – altså
også
hændelsen den 5. marts 1994. Det følger endvidere af sammenhængen (mellem
(D)’s
nævnte to erklæringer) at overlægen har taget udgangspunkt i at De den 2.
december 1993 fik et let slag på halsen.
Det fremgår af Den Sociale Ankestyrelses afgørelser (af 5.
marts 1998 og 23. november 1998) og af Den Sociale Ankestyrelses udtalelse
til
mig at styrelsen som grundlag for sin stillingtagen til det lægefaglige
spørgsmål om årsagsforbindelse ikke har fundet det bevist at De den 2.
december
1993 fik et slag på halsen. Hvad hændelsen den 5. marts 1994 angår, har
styrelsen ikke fundet grundlag for at antage at den har fundet sted. På
grundlag af denne bevisvurdering og den efterfølgende lægefaglige vurdering
af
følgerne af episoden den 2. december 1993 har styrelsen herefter ikke fundet
at
De har været udsat for en arbejdsskade.
At Den Sociale Ankestyrelses lægefaglige vurdering adskiller
sig fra overlæge (D)’s lægefaglige vurdering, skyldes således ikke
– som sagen
nu foreligger oplyst – en lægefaglig uenighed mellem styrelsens
lægekonsulenter
og overlægen, men at det bevismæssige udgangspunkt for styrelsens lægefaglige
vurdering har været et andet end overlægens. Som allerede nævnt har jeg først
og fremmest koncentreret mig om denne side af Den Sociale Ankestyrelses
afgørelser.
Nedenfor følger min vurdering af Den Sociale Ankestyrelses
oplysning af sagen med henblik på styrelsens stillingtagen til de nævnte
bevismæssige spørgsmål og min vurdering af styrelsens oplysningsgrundlag.
Jeg har endvidere udtalt mig om spørgsmålet om Den Sociale
Ankestyrelses partshøring af Dem vedrørende notitsen af 16. januar 1994 og om
spørgsmålet om rettidig anmeldelse for så vidt angår hændelsen den 5. marts
1994, jf. arbejdsskadeforsikringslovens etårsfrist (lovens § 20).
Afslutningsvis har jeg afgivet en henstilling til Den Sociale Ankestyrelse om
at genoptage sagen.
2. Den Sociale
Ankestyrelses oplysning af sagen
Slaget på halsen den 2.
december 1993
Som et grundlæggende princip i forvaltningsretten gælder det at
det påhviler den enkelte forvaltningsmyndighed selv, eventuelt i samarbejde
med
andre myndigheder, at fremskaffe fornødne oplysninger om de foreliggende
sager
eller dog at foranledige at private, navnlig parterne, yder medvirken til
sagens oplysning. Princippet kaldes oftest official- eller
undersøgelsesprincippet. Om en sag er tilstrækkeligt oplyst til at der kan
træffes en afgørelse, beror på sagens karakter og på omstændigheder i sagen i
øvrigt.
Om oplysningerne om hændelsesforløbet den 2. december 1993 var
tilstrækkelige til at Den Sociale Ankestyrelse på mødet den 12. februar 1998
kunne træffe afgørelse i sagen, må efter min opfattelse desuden vurderes i
lyset af almindelige grundsætninger om bevis – herunder ’princippet
om det
bedste bevis’. Dette princip kan beskrives på den måde at en myndighed i
forbindelse med tilvejebringelsen af bevisfakta til bedømmelsen af væsentlige
bevistemaer er forpligtet til at anvende det bedste blandt de tilgængelige
oplysningsmidler, i hvert fald hvis der ikke er tale om ganske konkrete og
umisforståelige oplysninger.
Slaget på halsen udgjorde for Den Sociale Ankestyrelses
vedkommende det omtvistede bevistema vedrørende hændelsesforløbet den 2.
december 1993. Om De rent faktisk fik et sådant slag på halsen – således
som De
har oplyst under sagsforløbet, og således som Arbejdsskadestyrelsen havde
lagt
til grund for sin afgørelse af 27. oktober 1997 – kunne sandsynligvis
have
været belyst på en mere sikker måde end det skete, ved en henvendelse til de
to
polititjenestemænd som var til stede under hændelsen den 2. december 1993.
Denne mulighed stod stadig åben for Den Sociale Ankestyrelse da styrelsen på
mødet den 12. februar 1998 traf afgørelse i sagen. Den Sociale Ankestyrelses
stillingtagen til dette bevismæssige spørgsmål var desuden af betydning for
styrelsens efterfølgende lægefaglige vurdering af årsagsforbindelsen. Under
henvisning hertil og til den omstændighed at Arbejdsskadestyrelsen forinden
havde afgjort det samme bevisspørgsmål ved at lægge Deres seneste – mest
detaljerede – oplysninger om hændelsesforløbet til grund, er det efter
min
opfattelse en fejl i tilvejebringelsen af oplysningsgrundlaget at Den Sociale
Ankestyrelse ikke benyttede sig af denne mulighed for at få hændelsesforløbet
nærmere belyst.
Jeg har samtidig hermed gjort Den Sociale Ankestyrelse bekendt
med min opfattelse.
Faldet på trappen den 5.
marts 1994
Oplysningerne i sagen om hændelsen den 5. marts 1994 stammer
alene fra Dem. Den Sociale Ankestyrelse har i afgørelsen af 23. november 1998
som grundlag for sin bevisvurdering vedrørende denne hændelse henvist til
Politimesteren i (X-by)’s brev af 18. maj 1998 (herunder oplysningen om
at
tjenesteplanen for den 5. marts 1994 i mellemtiden var blevet destrueret).
Herudover har Den Sociale Ankestyrelse henvist til den manglende oplysning om
hændelsen i journaludskriften fra (Y) Sygehus hvor De blev indlagt den samme
dag, og til Deres ægtefælles oplysninger til journalen om ’et
tilsvarende
anfald’ 1½ måned forinden. Den Sociale Ankestyrelse har endvidere
henvist til
at der ikke var oplysninger i sagen om øjenvidner. I sine afsluttende
bemærkninger til mig i brevet af 31. januar 2000 har Den Sociale Ankestyrelse
henvist til de i afgørelsen af 23. november 1998 anførte konkrete forhold som
er indgået i styrelsens bevisvurdering, og som efter styrelsens opfattelse
entydigt taler imod at hændelsen har fundet sted.
De har under sagsforløbet – herunder i Deres anmeldelse af 7.
marts 1998 til Arbejdsskadestyrelsen – henvist til at hændelsen (når den
ikke
er omtalt i døgnrapporten) kan have været påført tjenesteplanen. Dette svarer
til de oplysninger fra (X-by) Politi som min medarbejder den 30. maj 2000
telefonisk har modtaget. Det fremgår endvidere af sagen at tjenesteplanen er
destrueret – formentlig i 1997.
Som jeg kommer nærmere ind på i afsnittet nedenfor om
Arbejdsskadestyrelsens sagsbehandling, må jeg lægge til grund at hændelsen
den
5. marts 1994 må anses for at være anmeldt rettidigt hvis den har været
opført
på tjenesteplanen. Det forhold at tjenesteplanen ikke har kunnet indgå i
myndighedernes vurdering af om De er faldet på trappen, må efter min
opfattelse
tillægges mangler ved Arbejdsskadestyrelsens sagsbehandling (se også om dette
i
afsnittet om Arbejdsskadestyrelsens sagsbehandling nedenfor). Som sagens
akter
forelå for Den Sociale Ankestyrelse da styrelsen den 23. november 1998
stadfæstede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 28. juli 1998, var
oplysningerne om faldet på trappen blevet meddelt Arbejdsskadestyrelsen i
april
måned 1995. Det burde på den baggrund og på dette tidspunkt have stået klart
for Den Sociale Ankestyrelse at Arbejdsskadestyrelsens manglende opmærksomhed
på oplysningerne om faldet på trappen fra april måned 1995 og senere kan have
bevirket at den nærliggende
–
og
mest sikre
–
mulighed for
(yderligere) at imødegå tvivlen om eksistensen af faldet på trappen ikke
længere forelå. Under hensyn hertil – og når den mest sikre måde at
inddrage
oplysningerne i tjenesteplanen på nu ikke længere forelå – burde Den
Sociale
Ankestyrelse efter min opfattelse have benyttet sig af muligheden for at
indhente en erklæring fra Deres medvagthavende, herunder om hans erindring om
eventuelt at have foretaget et notat på tjenesteplanen og – i
bekræftende fald
– det nærmere indhold af et sådant notat. Det forhold at De efter de
foreliggende oplysninger ikke siden den 5. marts 1994 har været i arbejde, er
formentlig af betydning for Deres kollegas hukommelse om det passerede.
Jeg har samtidig hermed gjort Den Sociale Ankestyrelse bekendt
med min opfattelse.
3. Den Sociale
Ankestyrelses oplysningsgrundlag for vurderingen af hændelsesforløbet den 2.
december 1993 (slaget på halsen)
Den Sociale Ankestyrelse vurderede på sit møde den 12. februar
1998 hændelsesforløbet den 2. december 1993. Grundlaget herfor var sagens
akter
således som disse havde foreligget for Arbejdsskadestyrelsen da styrelsen
traf
afgørelse i sagen: anmeldelsen af 27. marts 1995, journaloplysninger fra (Y)
Sygehus (de supplerende oplysninger i forbindelse med ambulant kontrol den
22.
april 1994) og spørgeskemaet af 4. april 1995 med bilag. Herudover indgik i
oplysningsgrundlaget telefoniske oplysninger fra (X-by) Politi om indholdet
af
Deres notits af 16. januar 1994 til politiet. Slaget på halsen er alene
omtalt
i det seneste af disse dokumenter (spørgeskemaet med bilag). At Den Sociale
Ankestyrelse på mødet den 12. februar 1998 afgjorde det bevismæssige
spørgsmål
i overensstemmelse med de ældste dokumenter i sagen – notitsen,
journaloplysningerne og anmeldelsen – giver mig ikke i sig selv
anledning til
bemærkninger.
Den Sociale Ankestyrelses oplysninger om notitsens indhold
bygger som allerede nævnt på telefoniske oplysninger fra (X-by) Politi.
Notitsen – som der således alene forelå andenhåndsoplysninger om –
kunne derfor
efter min opfattelse ikke indgå i bevisvurderingen med samme vægt som de
øvrige
dokumenter. Under hensyn til den betydning som Den Sociale Ankestyrelse
tillagde notitsen – og under henvisning til det jeg har anført ovenfor
om
princippet om det bedste bevis – er det efter min opfattelse en fejl at
styrelsen lod sig nøje med andenhåndsoplysninger om notitsens indhold og ikke
udbad sig notitsen eller en kopi af denne. Den Sociale Ankestyrelse har i sin
udtalelse til mig anført at notitsen ikke indeholdt nye oplysninger til
ugunst
for Dem. Som det fremgår af det jeg har anført nedenfor under afsnittet om
styrelsens partshøring af Dem, er jeg ikke enig med styrelsen på dette punkt.
Jeg har samtidig hermed gjort Den Sociale Ankestyrelse bekendt
med min opfattelse.
Jeg er opmærksom på at sagen blev behandlet på et møde senere
den samme dag som Den Sociale Ankestyrelse modtog de telefoniske oplysninger.
Jeg går imidlertid ud fra at notitsen uden besvær kunne have været faxet til
Den Sociale Ankestyrelse inden mødets afslutning. Jeg henviser endvidere til
at
selve afgørelsen først blev meddelt Dem den 5. marts 1998 – tre uger
efter
mødets afholdelse. Der var således også efter mødet god tid til at modtage
notitsen og undersøge om dennes indhold svarede til de oplysninger som var
lagt
til grund for den afgørelse som blev truffet under mødet.
4. Partshøring
Efter forvaltningslovens § 19 har myndighederne som hovedregel
pligt til at foretage partshøring når parten ikke kan antages at være bekendt
med at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens
faktiske omstændigheder hvis oplysningerne er til ugunst for parten og af
væsentlig betydning for sagens afgørelse. Når disse betingelser er opfyldt,
har
myndigheden pligt til at gøre parten bekendt med oplysningerne og give denne
lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Reglerne om partshøring skal
også
ses i sammenhæng med officialprincippet idet partshøring kan bidrage til at
sagen oplyses bedst muligt.
I sin udtalelse til mig har Den Sociale Ankestyrelse anført at
der var flere overensstemmende udtalelser om hændelsesforløbet den 2.
december
1993, og at notitsen af 16. januar 1994 derfor ikke kunne antages at
indeholde
oplysninger til ugunst for Dem hvorfor Ankestyrelsen ikke partshørte Dem om
notitsens indhold.
Indholdet af notitsen af 16. januar 1994 blev bragt ind i sagen
umiddelbart forud for mødet i Den Sociale Ankestyrelse den 12. februar 1998.
Indholdet stred efter de telefoniske oplysninger fra (X-by) Politi imod Deres
oplysninger i spørgeskemaet af 4. april 1995 med bilag. Ankestyrelsen
henviste
desuden ved sin fastlæggelse af hændelsesforløbet til notitsens indhold. Da
notitsen således har haft væsentlig betydning for Den Sociale Ankestyrelses
fastlæggelse af hændelsesforløbet den 2. december 1993, og da De ikke kunne
anses for at være bekendt med at notitsen indgik i grundlaget for Den Sociale
Ankestyrelses afgørelse, burde styrelsen efter min opfattelse have partshørt
Dem over indholdet af notitsen, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1.
Jeg har samtidig hermed gjort Den Sociale Ankestyrelse bekendt
med min opfattelse.
5. Spørgsmålet om
rettidig anmeldelse mm. vedrørende hændelsen den 5. marts 1994 og
Arbejdsskadestyrelsens manglende opmærksomhed på denne
Arbejdsskadeforsikringslovens § 20 har følgende ordlyd:
’
§ 20.
Er anmeldelse
ikke indsendt rettidigt, kan krav om erstatning efter loven dog rejses af
skadelidte eller de efterladte inden for en frist af 1 år fra arbejdsskadens
indtræden. For erhvervssygdomme, jf. § 10, regnes fristen fra det tidspunkt,
hvor skadelidte eller de efterladte har fået kendskab til, at sygdommen må
antages at være erhvervsbetinget. Når der er særlig grund dertil, kan der ses
bort fra fristen.’
Som det fremgår af lovens § 20, kan der – uanset at en
anmeldelse ikke er indsendt rettidigt – rejses krav om erstatning i
anledning
af en arbejdsskade inden for det første år fra skadens indtræden.
Som myndighederne har anført over for Dem, udelukker det
forhold at en anmeldelse bliver indgivet for sent, eller at krav om
erstatning
rejses efter det første år fra skadens indtræden, ikke i sig selv at et
ulykkestilfælde eller en erhvervssygdom kan blive anerkendt som en
arbejdsskade. De nærmere betingelser herfor er i Arbejdsskadeforsikringsloven
med kommentarer af Ole Behn og Viggo Bertram (1997) opregnet således:
’...
Dispensationsadgangen benyttes i tilfælde, hvor det må
forekomme urimeligt at lade fristoverskridelsen udelukke den pågældende fra
at
oppebære erstatning. For at kunne se bort fra, at anmeldelsesfristen ikke er
overholdt, kræves efter praksis kun:
1.
at det kan
dokumenteres, at ansøgeren har været udsat for en arbejdsskade,
2.
at der kan anføres
rimelig begrundelse for, at anmeldelse ikke er foretaget rettidigt, (f.eks.
manglende kendskab til årsagsforbindelsen mellem arbejdsskade og lidelse,
eller
at arbejdsskadens følger dengang forekom uvæsentlige og nu er forværrede),
3.
at der foreligger en
ganske overvejende sandsynlighed for årsagsforbindelse mellem arbejdsskaden
og
den pågældendes lidelse, og
4.
at ménet eller
erhvervsevnetabet som følge af arbejdsskaden har et sådant omfang, at der er
grundlag for tildeling af godtgørelse eller erstatning, eller
5.
at der er grundlag
for at betale proteser, briller eller lignende hjælpemidler efter § 30.
Særligt vedrørende pkt. 3 gælder, at jo længere tid, der går
inden skaden anmeldes, jo større krav vil styrelsen stille til beviset for
årsagsforbindelsen.
...”
Som det fremgår af kommentaren, betyder en overskridelse af
etårsfristen først og fremmest at kravet til bevis for årsagsforbindelse
mellem, som her, et ulykkestilfælde og den pågældende lidelse bliver skærpet.
Om ulykkestilfældet den 5. marts 1994 må anses for at være rettidigt anmeldt
i
forhold til etårsfristen i lovens § 20, er derfor af væsentlig betydning for
vurderingen af om De er berettiget til ydelser efter
arbejdsskadeforsikringsloven.
Som det fremgår af Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 5.
marts 1998, kan en omtale af et ulykkestilfælde over for en statslig
arbejdsgiver udgøre et tilstrækkeligt grundlag for at anse en arbejdsskade
for
rettidigt anmeldt. Jeg henviser tillige til den nævnte lovkommentar (s. 321)
hvor forholdet beskrives således at en arbejdsskade må anses for rettidigt
anmeldt hvis en arbejdsgiver (der selv bærer risikoen efter
arbejdsskadeforsikringsloven) inden for etårsfristen har fået kendskab til
arbejdsskaden. Dette gælder – stadig ifølge kommentaren – selv om
arbejdsgiveren ikke har taget tilfældet under behandling, endsige anmeldt det
til Arbejdsskadestyrelsen. Jeg må således lægge til grund at hændelsen den 5.
marts 1994 (på tilsvarende måde som hændelsen den 2. december 1993) må anses
for at være anmeldt rettidigt hvis den er blevet meddelt til Deres
arbejdsgiver. Dette ville kunne konstateres hvis hændelsen blev opført på
tjenesteplanen.
a) Arbejdsskadestyrelsens
sagsbehandling vedrørende hændelsen den 5. marts 1994 forud for styrelsens
afgørelse af 17. oktober 1997
Det fald på trappen som De efter Deres oplysninger var udsat
for kl. 05.45 den 5. marts 1994, er kort omtalt i lægeerklæring I (modtaget i
Arbejdsskadestyrelsen den 7. april 1995). Hændelsen er endvidere udførligt
omtalt i et af bilagene til det spørgeskema som De udfyldte den 4. april 1995
(og som Arbejdsskadestyrelsen modtog den 5. april 1995), og er omtalt i de
lægeerklæringer som Arbejdsskadestyrelsen efterfølgende indhentede. At
Arbejdsskadestyrelsen ikke var opmærksom på at De mente at have været udsat
for
ikke et, men to ulykkestilfælde omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven, men
derimod i sin afgørelse af 17. oktober 1997 alene traf afgørelse om og
omtalte
hændelsen den 2. december 1993, må jeg anse for kritisabelt.
Jeg har samtidig hermed gjort Arbejdsskadestyrelsen bekendt med
min opfattelse.
Om Arbejdskadestyrelsen efter modtagelsen af Deres klage
af
27. oktober 1997 – og i forbindelse
med sagens videresendelse til Den Sociale Ankestyrelse (som ankeinstans)
– var
blevet opmærksom på at De mente at have været udsat for ikke et, men to
ulykkestilfælde omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven, fremgår ikke af
sagen
eller af styrelsens udtalelse til mig. Jeg er på det foreliggende grundlag
afskåret fra at udtale mig om dette spørgsmål. Hvis dette imidlertid var
tilfældet, burde Arbejdsskadestyrelsen efter min opfattelse have gjort Den
Sociale Ankestyrelse opmærksom på forholdet således at Den Sociale
Ankestyrelse
kunne få det bedst mulige grundlag f.eks. for at træffe en beslutning om at
hjemvise (denne del af) sagen til behandling og afgørelse i
Arbejdsskadestyrelsen.
b) Følgerne af
Arbejdsskadestyrelsens mangelfulde sagsbehandling
Oplysningerne om ulykkestilfældet den 5. marts 1994 blev som
nævnt modtaget i Arbejdsskadestyrelsen ved det af Dem udfyldte spørgeskema og
lægeerklæring I fra Deres egen læge. Spørgeskemaet og lægeerklæring I modtog
Arbejdsskadestyrelsen i april måned 1995. Arbejdsskadestyrelsen har i sin
udtalelse til mig bemærket at hændelsen – uanset om styrelsen allerede i
april
måned 1995 havde oprettet en sag vedrørende ulykkestilfældet den 5. marts
1994
– under alle omstændigheder ville være for sent anmeldt i forhold til
etårsfristen i arbejdsskadeforsikringslovens § 20. Den Sociale Ankestyrelse
har
anført tilsvarende i sin udtalelse. Heroverfor har De imidlertid under sagens
forløb henvist til muligheden for at hændelsen den 5. marts 1994 var blevet
opført på tjenesteplanen for den pågældende dag. (X-by) Politi har i
forbindelse med udarbejdelsen af min afsluttende udtalelse telefonisk oplyst
at
dette forekommer naturligt (se sagsfremstillingen ovenfor). Hvis det har
forholdt
sig sådan, må jeg, som jeg allerede har været inde på, lægge til grund at
dette
ulykkestilfælde – på linie med tilfældet den 2. december 1993 – har
været
anmeldt rettidigt. Arbejdsskadestyrelsens manglende opmærksomhed på at der
var
tale om to ulykkestilfælde, betød imidlertid at den nærliggende mulighed for
at
undersøge om ulykkestilfældet var opført på tjenesteplanen, aldrig blev
undersøgt før tjenesteplanen (formentlig i 1997) blev destrueret.
Efter min opfattelse bør den tvivl om de faktiske forhold som
Arbejdsskadestyrelsens mangelfulde sagsbehandling har ført med sig, ikke
komme
Dem til skade.
Jeg har samtidig hermed gjort såvel Arbejdsskadestyrelsen som
Den Sociale Ankestyrelse bekendt med min opfattelse.
6. Henstilling
Den Sociale Ankestyrelse har som anført taget stilling til
følgerne af hændelsen den 2. december 1993 uden at lægge til grund at De
under
hændelsen pådrog Dem et slag på halsen. Hvad angår hændelsen den 5. marts
1994,
har styrelsen afvist følgerne heraf med henvisning til at styrelsen ikke har
kunnet lægge til grund at hændelsen har fundet sted. Jeg har ovenfor
kritiseret
Den Sociale Ankestyrelses (manglende) partshøring samt oplysningsgrundlaget i
sagen. Jeg har endvidere udtalt at det forhold at mulighederne for på
nuværende
tidspunkt at tilvejebringe en nærmere afklaring af om hændelsen den 5. marts
1994 har fundet sted ikke er gode, ikke bør komme Dem til skade.
Jeg har samtidig hermed henstillet til Den Sociale Ankestyrelse
at genoptage sagens behandling under hensyn til det som jeg har anført
ovenfor,
og træffe en ny afgørelse i forhold til Dem.”
Den Sociale Ankestyrelse underrettede mig den 13. december 2000
om at styrelsen havde genoptaget A’s sag.
Lignende dokumenter
- Reduktion i arbejdsskadeerstatning på grund af forudbestående lidelse. Sagsoplysning og begrundelse. Beviskrav Retsinformation · 18. september 2001
- Anmodning om genoptagelse af arbejdsskadesag skulle også vurderes på ulovbestemt grundlag Retsinformation · 19. juni 2008
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat Rozès fremsat den 6. maj 1982. — Mario Berti mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. EU-domme · 6. maj 1982
- 2012-4 Arbejdsskademyndighedernes journalisering og behandling af klage på en forkert sag Retsinformation · 13. april 2012
- Arbejdsskade - erstatning uden for kontraktforhold (* 1) Retsinformation · 16. marts 1998
- Tilkendelsestidspunkt for forhøjet erhvervsevnetab i arbejdsskadesag Retsinformation · 8. november 2005