Tilkendelsestidspunkt for forhøjet erhvervsevnetab i arbejdsskadesag
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Tilkendelsestidspunkt for forhøjet erhvervsevnetab i
arbejdsskadesag
Det fremgår af sagen at A den 29. januar 1985 faldt ned fra et
rullestillads under sit arbejde som tømrer og pådrog sig en ryglidelse.
Fra den 1. oktober 1986 modtog A forskud på mellemste
førtidspension.
Den 30. december 1986 fik A tilkendt forhøjet almindelig
førtidspension fra den 1. marts 1986.
Ved afgørelse af 18. december 1987 vurderede Sikringsstyrelsen
(nu Arbejdsskadestyrelsen) A’s tab af erhvervsevne til 65 pct. Efter
afgørelsen skulle erstatningen for tab af erhvervsevne løbe fra den 1. marts
1986. Denne afgørelse klagede både forsikringsselskabet ( ) og A selv over
til
Ankestyrelsen.
Ankestyrelsen ændrede den 12. juli 1988 Sikringsstyrelsens
afgørelse hvorefter A’s erhvervsevnetab ved arbejdsskaden blev vurderet
til
50 pct. Ankestyrelsen tiltrådte samtidig at den løbende ydelse var tilkendt
fra den 1. marts 1986; fra dette tidspunkt anså Ankestyrelsen A’s
erhvervsevne
for varigt nedsat som følge af arbejdsskaden. Ankestyrelsen bemærkede
samtidig
at der ikke efter arbejdsskadeforsikringsloven kan ydes renter af den
tilkendte erstatning.
Herefter søgte A adskillige gange uden held at få sin sag
genoptaget, ligesom A tidligere flere gange rettede henvendelse til mig.
Den 14. september 2001 traf Lyngby-Taarbæk Kommune afgørelse om
at forhøje A’s førtidspension til mellemste førtidspension med virkning
fra 1.
august 1996. Kommunen skrev således i sin afgørelse, meddelt i brev af 17.
Læs alt
september 2001:
”Med baggrund i ændrede regler for tilkendelse af
førtidspension, har Pensionsnævnet genvurderet Deres ansøgning fra 1996 om
højere pension. De har tidligere deltaget i et arbejdsafklarende forløb, der
ikke pegede på muligheder på arbejdsmarkedet, der kunne bringe Dem i arbejde
igen. På baggrund af Deres langvarige fravær fra arbejdsmarkedet, Deres
helbredsmæssige situation og de ændrede regler for tilkendelse af pension, er
der ikke mulighed for at belyse en resterhvervsevne, der udelukker
tilkendelse
af mellemste førtidspension.
Ansøgningsdatoen i den tidligere sag var den 18.04.1996, og De
tilkendes mellemste førtidspension efter de daværende gældende regler 3
måneder efter ansøgningen.
Idet vi ikke anser Deres erhvervsevne for ubetydelig, kan De
ikke tilkendes højeste førtidspension.”
A klagede ikke over denne afgørelse.
Den 24. januar 2002 traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om at
forhøje A’s erhvervsevnetab til 65 pct. med virkning fra 1. august 1996.
Arbejdsskadestyrelsen skrev bl.a.:
”Afgørelsen om erhvervsevnetab er truffet på grundlag af de
sociale oplysninger, der er indhentet efter den tidligere afgørelse. Vi har
genoptaget Deres sag efter de forvaltningsretlige principper.
Ved afgørelsen har vi lagt vægt på, at Lyngby[-Taarbæk] Kommune
den 14. september 2001 – efter tilkendegivelserne i Højesteretsdommen af
22.
december 1999 – har tilkendt Dem mellemste førtidspension med virkning
fra den
1. august 1996. Vi har ændret Deres erhvervsevnetab på baggrund af kommunens
ændring.
De bestemmelser i loven om arbejdsskadeforsikring, der har
betydning for afgørelsen, er trykt på bagsiden af brevet. Det gælder § 29 om
genoptagelse af sager og modtagerens oplysningspligt og § 36 om fradrag for
sociale ydelser. I loven om forsikring mod følger af arbejdsskade gælder det
§
32 om tab af erhvervsevne, § 44 om udbetaling og § 55 om klagemulighed.”
I brev af 14. maj 2002 klagede A til Ankestyrelsen over
afgørelsen af 24. januar 2002.
Den 5. august 2002 stadfæstede Ankestyrelsen
Arbejdsskadestyrelsens afgørelse. Som begrundelse for afgørelsen anførte
Ankestyrelsen
følgende:
”Ankestyrelsen har ved afgørelsen lagt til grund, at
De den 29. januar 1985 faldt ned fra et stillads under
arbejdet, hvorved De brækkede 2 ribben og slog skulderen. De har siden haft
smerter svarende til hele ryggen,
De den 30. december 1986 fik tilkendt forhøjet almindelig
førtidspension i henhold til pensionslovens § 14, stk. 3, nr. 1, med virkning
fra 1. marts 1986,
De den 26. marts 1987 fik tilkendt 10 % i erstatning for varigt
men,
De den 12. juli 1988 fik tilkendt erstatning for tab af
erhvervsevne svarende til en nedsættelse af Deres erhvervsevne til 50 %,
De den 17. august 1992 af Arbejdsskadestyrelsen og 28. juni
1993 af Ankestyrelsen fik afslag på at få Deres sag genoptaget,
Folketingets Ombudsmand den 7. februar 1992 meddelte Dem, at
klager til ombudsmanden skal indgives inden et år efter, at den afgørelse,
der
klages over, er truffet. Folketingets Ombudsmand havde derfor ikke mulighed
for at behandle en klage over en afgørelse, som Den Sociale Ankestyrelse
havde
truffet den 12. juli 1988,
De den 9. august 1995 af Arbejdsskadestyrelsen fik afslag på at
få Deres sag genoptaget. Styrelsen lagde vægt på at der ifølge de fremsendte
oplysninger ikke var sket nogen væsentlig ændring i Deres helbredsmæssige og
erhvervsmæssige situation. Denne afgørelse blev tiltrådt af Ankestyrelsen den
24. november 1995. Ankestyrelsen bemærkede, dels at 5-årsfristen for
genoptagelse af både men og erhvervsevnetab var overskredet, og dels at
Ankestyrelsen ikke havde behandlet spørgsmålet om Deres ret til
førtidspension,
da der ikke var indgået anke over denne afgørelse,
De den 8. april 1997 af Arbejdsskadestyrelsen fik afslag på at
få Deres sag genoptaget. Afgørelsen blev den 17. oktober 1997 tiltrådt af
Ankestyrelsen. Ankestyrelsen lagde blandt andet vægt på, at Deres
erhvervsmæssige
situation ikke havde ændret sig siden De i 1986 fik tilkendt forhøjet
almindelig
førtidspension,
De har den 10. april 1997 fra Lyngby-Taarbæk Kommune fået
meddelelse om, at Pensionssamrådet havde besluttet at fastholde tidligere
kendelse på forhøjet almindelig førtidspension,
De den 4. februar 1998 af Arbejdsskadestyrelsen fik afslag på
at få Deres sag genoptaget. Den 28. april 1998 har Ankestyrelsen tiltrådt
Arbejdsskadestyrelsens afgørelse. Ankestyrelsen lagde vægt på, at der i
forbindelse
med anmodning om genoptagelse af Deres sag ikke var fremkommet nye
oplysninger
af nogen art,
De den 3. april 2001 i Østre Landsret har udtaget stævning mod
Ankestyrelsen,
Østre Landsret den 22. august 2001 afviste den anlagte retssag
mod Ankestyrelsen. Østre Landsret bemærkede, at de nedlagte påstande ikke
havde
en sådan beskaffenhed og klarhed, at de kunne danne grundlag for sagens
behandling, da påstandene ikke var egnede til at indgå i en domskonklusion,
der
skulle kunne fuldbyrdes. Der var endvidere ikke i stævningen givet en
udførlig
fremstilling af de faktiske omstændigheder, hvorpå påstandene kunne støttes.
Stævningen opfyldte derfor ikke kravene til en stævnings indhold, og den var
herefter uegnet til at danne grundlag for sagens behandling,
De den 14. september 2001 af Lyngby Taarbæk Kommune har fået
tilkendt mellemste førtidspension med virkning fra 1. august 1996. Lyngby
Taarbæk Kommune har henvist til de ændrede regler for tilkendelse af
førtidspension, og Pensionsnævnet har derfor genvurderet Deres ansøgning fra
1996 om højere pension. Ansøgningsdatoen i den tidligere sag var den 18.
april
1996, og De blev derfor tilkendt mellemste førtidspension efter de daværende
gældende regler 3 måneder efter ansøgningen,
De den 31. maj 2002 af Arbejdsskadestyrelsen fik afslag på [at
få] Deres sag genoptaget.
Vi har ud fra disse oplysninger lagt til grund, at der alene fra
perioden efter 1. august 1996 er dokumentation for, at Deres erhvervsevne kan
anses for at være nedsat med 65 % (svarende til Deres erhvervsevnenedsættelse
efter pensionslovgivningen). Ankestyrelsen har på denne baggrund ikke fundet
tilstrækkeligt grundlag for at ændre Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.
Bemærkninger til klagen:
De har oplyst, at De har anket Deres sag adskillige gange, og De
har henvist til Højesterets kendelser i lignende sager.
Vi bemærker, at Ankestyrelsen er bekendt med Deres tidligere
sager, stævning indgivet til Østre Landsret samt at De ikke har anket Deres
oprindelige afgørelse om ret til førtidspension svarende til en nedsættelse
af
Deres erhvervsevne til 50 % til Ankestyrelsen.
Retsregler mv.
Vi har truffet afgørelsen efter lov om sikring mod følger af
arbejdsskade (arbejdsskadeloven).
Det er lov nr. 79 af 8. marts 1978 om arbejdsskadeforsikring,
jf. Socialministeriets lovbekendtgørelse nr. 450 af 25. juni 1987.
Vi henviser til
§ 27, om erstatning for tab af erhvervsevne
Vi vedlægger uddrag af loven.
”
A kommenterede i efterfølgende breve Ankestyrelsens afgørelse
af 5. august 2002, og Ankestyrelsen besvarede den 22. januar 2003 A’s
breve
således:
”De har i breve af 16. august 2002 og 25. november 2002 klaget
over Ankestyrelsens afgørelse af 5. august 2002. De har anført, at vi ikke
har
taget stilling til om Deres tab af erhvervsevne er 100 %, at vi ikke har
medinddraget de vigtigste dokumenter i Deres sag, og at der er fejl i en
række
afgørelsesdatoer.
Ankestyrelsen skal meddele, at de i Deres breve nævnte forhold
ikke giver anledning til at genoptage Deres sag. Ankestyrelsen må derfor
henholde sig til afgørelsen af 5. august 2002, hvorefter De er tilkendt
erstatning
for tab af erhvervsevne svarende til 65 % med virkning fra 1. august 1996.
Det
fremgår endvidere af Deres sag, at De den 14. september 2001 fik tilkendt
mellemste førtidspension med virkning fra 1. august 1996 af Lyngby-Taarbæk
Kommune.
Ankestyrelsen foretager sig herefter ikke videre i sagen.”
I brev af 18. februar 2003 klagede A til mig. A henviste til
Højesterets dom af 22. december 1999, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen
2000,
s.
645. A
anførte
bl.a. at han ikke af afgørelserne kunne se at myndighederne havde foretaget
en selvstændig vurdering, herunder inddraget lægefaglig ekspertise. På den
baggrund kunne han ikke forstå skæringsdatoen for forhøjelsen af hans
erhvervsevnetab.
Endvidere mente A at Ankestyrelsen ikke havde taget udtrykkeligt stilling til
at han i praksis mistede hele sin erhvervsevne i januar 1985, ligesom
Ankestyrelsen ikke havde taget stilling til hans anmodning om renter. A
gjorde
endvidere opmærksom på at der ikke eksisterede en afgørelse fra
Arbejdsskadestyrelsen
af 31. maj 2002 som Ankestyrelsen i sin afgørelse af 5. august 2002 havde
henvist
til.
Den 2. juli 2003 sendte jeg A’s henvendelse til Ankestyrelsen
som en anmodning fra ham om at Ankestyrelsen udtrykkeligt tog stilling til om
det A har anført, kunne give Ankestyrelsen grundlag for at genoptage
behandlingen
af A’s arbejdsskadesag. Hvis dette ikke var tilfældet, sendtes
henvendelsen
som en anmodning fra ham om at Ankestyrelsen uddybede sin begrundelse for
afgørelsen
af 5. august 2002 (mit j.nr. 2003- 0636-024).
Ankestyrelsen skrev i den anledning bl.a. følgende til A den 12.
august 2003:
”I Ankestyrelsens afgørelse af 5. august 2002 blev det
fremhævet, at der alene i perioden efter 1. august 1996 er dokumentation for,
at Deres erhvervsevne kan anses for at være nedsat med 65 % (svarende til
Deres
erhvervsevnenedsættelse efter pensionslovgivningen). Ankestyrelsen skal
uddybende
oplyse, at erstatning for tab af erhvervsevne skal fastsættes således at den
skadelidte stilles som om skaden ikke var sket. Det betyder for personer, der
efter en arbejdsskade genoptager arbejdet, men til en lavere løn, fastsættes
erhvervsevnetabet som forskellen i procent af det den skadelidte ville have
tjent, hvis skaden ikke var sket, og den aktuelle indtægt. Til personer, der
er
udtrådt af arbejdsmarkedet og overgået til førtidspension fastsættes
erhvervsevnetabet efter et skøn. I det skøn er arbejdsskademyndighederne ikke
bundet af pensionsmyndighedernes vurdering af erhvervsevnen (U1996.- 1167H),
men er alene henvist til at tage hensyn til skadelidtes muligheder for at
skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af
den
pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for
erhvervsmæssig omskoling og genoptræning. Det påhviler den skadelidte at
påvise størrelsen af erhvervsevnetabet. Når størrelsen er påvist anses hele
tabet for at være en følge af skaden, medmindre arbejdsskademyndighederne kan
godtgøre, at tabet eller dele deraf ikke er en følge af skaden.
Det forhold at myndighederne ikke er bundet af
pensionsmyndighedernes afgørelser om førtidspension i administrationen af
arbejdsskadesikringsloven betyder således, at arbejdsskademyndighederne
selvstændig
skal skønne over størrelsen af erhvervsevnetabet. Det betyder dog ikke, at en
afgørelse om førtidspension er uden betydning for arbejdsskadesagen.
Afgørelsen om førtidspension vil påvirke bevisvurderingen af et
erhvervsevnetab.
Det betyder i relation til Deres sag, at De har påvist et
erhvervsevnetab på omkring 65% ved Deres henvisning til den den 14. september
2001 tilkendte mellemste førtidspension. Ved tidligere afgørelser om
erhvervsevnetab
har det påviste tab udgjort 50%.
Ankestyrelsen har ved afgørelsen af 5. august 2002 lagt til
grund, at der var påvist og dokumenteret et tab på 65%. Ankestyrelsen fandt
ved afgørelsen at hele tabet kunne anses for at være en følge af skaden.
Ankestyrelsen
har ikke fundet, at arbejdsskaden den 29. januar 1985, hvor De brækkede 2
ribben
og slog skulderen – og siden haft smerter svarende til hele ryggen, har
medført et større erhvervsevnetab end 65%.
Ankestyrelsen har ikke fundet det dokumenteret, at Deres
erhvervsevnetab – forud for den ændrede pensionskendelse (1. august
1996) – har
været større end fastsat i tidligere afgørelse om erstatning efter
arbejdsskadesikringsloven,
nemlig svarende til 50 %. Ankestyrelsen har herved desuden lagt til grund, at
De ikke havde anket Deres oprindelige afgørelse om ret til førtidspension
svarende til en nedsættelse af Deres erhvervsevnetab til 50% til
Ankestyrelsen.
Ankestyrelsen skal, med hensyn til Deres anmodning om at få
tilkendt renter, oplyse, at der ikke i arbejdsskadesikringsloven er hjemmel
for
at tilkende renter, jf. SM U-9-96, hvorefter der ikke var hjemmel i loven til
at udbetale renter af efterbetaling i tilfælde, hvor Arbejdsskadestyrelsen
efter genoptagelse ved en ny afgørelse ændrede sin tidligere afgørelse.
Desuden havde Ankestyrelsen ikke kompetence til at tage stilling til, om den
skadelidte eventuelt var berettiget til renter efter renteloven.
Ankestyrelsens henvisning til Arbejdsskadestyrelsens afgørelse
af 31. maj 2002 er en fejlskrift, idet den korrekte dato er 31. maj
2000.”
A klagede til mig igen den 21. august 2003.
Den 2. december 2003 bad jeg Arbejdsskadestyrelsen og
Ankestyrelsen om at udtale sig i anledning af klagen. Jeg skrev bl.a.
følgende
til Ankestyrelsen:
”Jeg beder om at myndighederne i deres udtalelser redegør nærmere
for det fastsatte ændringstidspunkts sammenhæng med den ændrede vurdering af
størrelsen af erhvervsevnetabet i arbejdsskadesagen. Jeg beder også om en
redegørelse for myndighedernes oplysningsgrundlag i forbindelse med den
ændrede vurdering. Jeg bemærker i den forbindelse at Ankestyrelsen den 17.
oktober 1997 tiltrådte Arbejdsskadestyrelsens afslag på genoptagelse af sagen
af 8. april 1997 med henvisning til at (A)’s erhvervsmæssige situation
ikke
havde ændret sig siden 1986. Den 28. april 1998 tiltrådte Ankestyrelsen
Arbejdsskadestyrelsens afslag på genoptagelse af 4. februar 1998 med
henvisning til at der ikke var fremkommet nye oplysninger af nogen art.”
Den 23. januar 2004 modtog jeg Arbejdsskadestyrelsens udtalelse
af 22. januar 2004. Arbejdsskadestyrelsen sendte samtidig en kopi af
udtalelsen til A. Af udtalelsen fremgik bl.a.:
”Indledningsvis skal det pointeres, at Arbejdsskadestyrelsen
ikke kommenterer på afgørelser truffet af Den Sociale Ankestyrelse.
Ved behandlingen af en arbejdsskadesag, hvor den tilskadekomne
er tilkendt førtidspension er vi ikke bundet af pensionsmyndighedernes
afgørelse om førtidspension, der tager udgangspunkt i borgerens samlede
helbredstilstand. Arbejdsskadestyrelsen er berettiget og forpligtet til at
foretage en selvstændig vurdering af borgerens erhvervsevne efter
arbejdsskadesikringsloven. Dette følger blandt andet af UfR 1996.1167H og
Ombudsmandsberetningen 1999, side 432*.
Ved Arbejdsskadestyrelsens stillingtagen til spørgsmål om tab af
erhvervsevne indhentes oplysninger med henblik på at dokumentere og fastsætte
den tilskadekomnes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde jf.
arbejdsskadesikringslovens § 17 stk. 1 (den tidligere lovs § 32 stk. 1). Heri
indgår kommunens oplysninger og vurderinger af pensionsgraden som elementer i
den skønsmæssige vurdering af sagen.
Ved Arbejdsskadestyrelsens vurdering af erstatning for tab af
erhvervsevne, når tilskadekomne har fået tilkendt førtidspension, indgår
endvidere blandt andet de kriterier, der er angivet i
arbejdsskadesikringslovens
§ 17 stk. 2 (tidligere lovs § 32 stk. 2).
Afgørelsen af 24. januar 2002 har herefter taget udgangspunkt i
de ovennævnte kriterier, og med vægt på oplysningerne fra de sociale
myndigheder fastsat det dokumenterede varige tab af erhvervsevne.
Arbejdsskadestyrelsen har på den baggrund vurderet den
tilskadekomnes tab af erhvervsevne til 65 procent samt at dette findes at
være
dokumenteret fra 1. august 1996, idet det ifølge de kommunale oplysninger
svarer til anmodningen om genoptagelse af en pensionssag, der ikke tidligere
har været anket.
Denne afgørelse blev tiltrådt af Den Sociale Ankestyrelse ved
afgørelse af 5. august
2002.”
I brev af 29. januar 2004 sendte A mig sine kommentarer til
Arbejdsskadestyrelsens udtalelse af 22. januar 2004.
Den 29. marts 2004 modtog jeg Ankestyrelsens udtalelse af samme
dato. Af udtalelsen fremgik bl.a.:
”Ankestyrelsen skal indledningsvis henvise til vores brev af 12.
august 2003 til (A).
Det påviste erhvervsevnetab af følgerne af (A)’s arbejdsskade,
som indtraf den 29. januar 1985, blev oprindeligt fastsat til 50 % –
svarende
til størrelsen af den tilkendte førtidspension, som i øvrigt ikke blev
påklaget. Om Ankestyrelsens opfattelse af sammenhængen mellem vurderingen af
erhvervsevne
efter reglerne om førtidspension og arbejdsskadesikring henvises til vedlagte
brev af 12. august 2003 til (A).
(A)’s sag om erhvervsevnetabserstatning er den 17. oktober 1997
afvist at blive genoptaget efter genoptagelsesreglerne i
arbejdsskadesikringsloven,
idet der ikke var indtrådt væsentlige ændringer i forhold til det tidligere
afgørelsesgrundlag. Derimod blev (A)’s sag efterfølgende genoptaget
– efter
reglerne om ulovbestemt remonstration – fordi (A)’s sag om
førtidspension var
blevet genoptaget under henvisning til Højesterets ændring af den hidtidige
pensionspraksis. Baggrunden for genoptagelse af (A)’s sag om erstatning
for tab
af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven var, at en væsentlig præmis i
forbindelse med (A)’s påvisning af erhvervsevnetabet netop blev ændret i
forbindelse
med pensionsmyndighedernes egen ændring af den tilkendte førtidspension til
mellemste førtidspension med tilbagevirkende kraft.
Baggrunden for Ankestyrelsens ændring af størrelsen af
erhvervsevnetabet var således ikke begrundet i en ændring af (A)’s
faktiske
helbredsforhold, men i realiteten begrundet i en anden og ny vurdering af
erhvervsevnen
i forhold til pensionslovgivningen efter Højesterets dom af 22. december
1999.
Ankestyrelsen fandt, at (A) nu havde påvist et større tab af
sin erhvervsevne ved henvisning til den nu tilkendte mellemste
førtidspension,
og vi havde ikke grundlag for at føre et modbevis herfor. Der var herefter
ikke tvivl om, at erhvervsevnetabet skulle fastsættes til 65 % og
ændringstidspunktet
blev knyttet til ændringstidspunktet for pensionstilkendelsen, idet der ikke
i
sagen var grundlag for at knytte tilkendelsestidspunktet til en faktisk
indtrådt ændring i (A)’s helbredsforhold eller andre forhold.
Ankestyrelsen skal afslutningsvis nævne, at De i brev af 7.
februar 1992 til (A) har udtalt, at [D]e ikke på det daværende grundlag havde
udsigt til at kunne kritisere Ankestyrelsens afvisning af 29. oktober 1991 af
at genoptage (A)’s sag (j.nr. 1992-120-023).”
Med brev af 13. april 2004 indsendte A på ny bemærkninger til
sagen.
Ombudsmandens udtalelse
”Retsgrundlaget
§ 85 i lov om arbejdsskadesikring (lov nr. 422 af 10. juni 2003) indeholder
følgende overgangsbestemmelser i stk. 1, stk. 3 og stk. 6-7:
’§ 85.
Loven træder i kraft den 1. januar 2004. Ændringen af erhvervssygdomsbegrebet
i § 7 træder dog først i kraft den 1. januar 2005.
...
Stk. 3.
Loven anvendes på
arbejdsulykker, der indtræder den 1. januar 2004 eller senere, og
erhvervssygdomme, der anmeldes den 1. januar 2005 eller senere.
Stk. 6.
Samtidig
ophæves lov om sikring mod følger af arbejdsskade, jf. lovbekendtgørelse nr.
943 af 16. oktober 2000.
Stk. 7.
Lov om sikring
mod følger af arbejdsskade, jf. stk. 6, anvendes fortsat på
ulykkestilfælde, pludselige løfteskader og kortvarige skadelige
påvirkninger, der er indtruffet før den 1. januar 2004, og
erhvervssygdomme anmeldt før den 1. januar
2005.’
Lov om sikring mod følger af arbejdsskade (lovbekendtgørelse
nr. 943 af 16. oktober 2000) indeholder i §§ 70 og 71, stk. 1- 3, følgende
overgangsbestemmelser:
’§ 70.
Loven træder i
kraft den 1. januar 1993.
Stk. 2.
Loven anvendes
på
arbejdsulykker og kortvarige skadelige påvirkninger, der
indtræder på ikrafttrædelsesdatoen eller senere, og
erhvervssygdomme, der anmeldes på ikrafttrædelsesdatoen eller
senere.
§ 71.
Samtidig
ophæves lov om arbejdsskadeforsikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 450 af 25.
juni 1987 med senere ændringer.
Stk. 2.
Lov om
arbejdsskadeforsikring anvendes dog fortsat på
arbejdsulykker og kortvarige skadelige påvirkninger, der er
indtruffet før denne lovs ikrafttræden, og
erhvervssygdomme m.v., der er anmeldt før denne lovs
ikrafttræden.
Stk. 3.
I sager, der
er omfattet af stk. 2, anvendes denne lovs §§ 32, 36, 43, 44, 54 og 55 i
stedet
for §§ 27, 31, 39, 40, 53 og 54 i lov om arbejdsskadeforsikring ved
fastsættelse af ophørstidspunktet for en varig løbende
erstatning for tab af erhvervsevne,
fastsættelse af det tidspunkt, for hvilket erstatning for tab af
forsørger længst kan udbetales,
omsætning af løbende årlig erstatning for tab af erhvervsevne og
for tab af forsørger til efterladt ægtefælle m.fl. til kapitalbeløb,
udbetaling af erstatning og godtgørelsesbeløb,
høring af sagens parter og
aktindsigt og klageadgang for sagens parter og arbejdsgiveren.’
§ 71, stk. 3, blev med den citerede ordlyd indsat ved § 15 i
lov nr. 288 af 12. maj 1999. I bemærkningerne til bestemmelsen i lovforslaget
er følgende anført, jf. Folketingstidende 1998-99, tillæg A, s. 4228:
’Det foreslås, at ændringerne i lov om sikring mod følger af
arbejdsskade også skal gælde for de sager, der fortsat behandles efter lov om
arbejdsskadeforsikring fra 1978.
Arbejdsskadeforsikringsloven fra 1978 bygger for så vidt angår
skadelidtes og efterladtes rettigheder på de samme principper som lov om
sikring mod følger af arbejdsskade.’
I betænkning over lovforslaget afgivet af Socialudvalget den 20.
april 1999 er følgende anført, jf. Folketingstidende 1998- 99, tillæg B, s.
621:
’
Det foreslås, at de nye regler også kommer til at gælde for
sager efter arbejdsskadeforsikringsloven fra
1978.’
Det følger af overgangsbestemmelserne i henholdsvis § 85, stk.
7, nr. 1, i (den gældende) lov om arbejdsskadesikring (lov nr. 422 af 10.
juni
2003) og § 71, stk. 3, nr. 4, jf. stk. 2, nr. 1, i lovbekendtgørelse nr. 943
af
16. oktober 2000 om sikring mod følger af arbejdsskade samt forarbejderne
hertil, at sidstnævnte lovbekendtgørelses § 32 anvendes i stedet for § 27 i
lov
om arbejdsskadeforsikring (lovbekendtgørelse nr. 450 af 25. juni 1987) ved
udbetaling af erstatning og godtgørelsesbeløb i de sager der fortsat
behandles
efter lov om arbejdsskadeforsikring fra 1978 (dvs. lovbekendtgørelse nr. 450
af 25. juni 1987). § 32 i lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000
vedrører
erstatning for tab af erhvervsevne og indeholder bl.a. følgende bestemmelser:
’Erstatning for tab af erhvervsevne
§ 32.
Har
arbejdsskaden medført nedsættelse af skadelidtes evne til at skaffe sig
indtægt ved arbejde, tilkommer der den pågældende erstatning for tab af
erhvervsevne.
Der ydes ikke erstatning, hvis erhvervsevnetabet er mindre end 15 pct.
Stk. 2.
Ved
bedømmelsen af erhvervsevnetabet tages hensyn til skadelidtes muligheder for
at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af
den pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for
erhvervsmæssig omskoling og optræning.
Stk. 3.
Stk. 4.
Erstatningen
tilkendes som en løbende ydelse, medmindre denne kapitaliseres efter reglerne
i § 43.
Stk. 5.
Ved
fuldstændigt tab af erhvervsevne udgør den løbende ydelse årlig 4/5 af
skadelidtes årsløn, jf. § 41, og ved nedsættelse af erhvervsevnen en
forholdsmæssig
del heraf.
Stk. 6.
Den årlige
ydelse udbetales med 1/12 månedlig forud og løber fra tidspunktet for
afgørelsen,
medmindre særlige omstændigheder taler for et andet tidspunkt.
Stk. 7.
For
skadelidte, der den 1. juli 1999 er fyldt 60 år, ophører den løbende
erstatning
med udgangen af den måned, hvor skadelidte fylder 67 år. Den løbende
erstatning
afløses på dette tidspunkt af et engangsbeløb på 2 gange den årlige
erstatning
efter stk. 5. Er skadelidte på tidspunktet for afgørelsen fyldt 67 år,
udbetales
erstatningen som anført i 2. pkt.
Stk. 8.
For
skadelidte, der fylder 60 år den 1. juli 1999 eller senere, ophører den
løbende
erstatning med udgangen af den måned, hvor skadelidte fylder 65 år. Den
løbende
erstatning afløses på dette tidspunkt af et engangsbeløb på 4 gange den
årlige
erstatning efter stk. 5. Er skadelidte på tidspunktet for afgørelsen fyldt 65
år, udbetales erstatningen som anført i 2. pkt.’
Det følger bl.a. af bestemmelsen at der tilkommer skadelidte
erstatning for tab af erhvervsevne hvis arbejdsskaden har medført nedsættelse
(på mindst 15 pct.) af skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved
arbejde.
Ved bedømmelsen af erhvervsevnetabet skal der tages hensyn til skadelidtes
muligheder for at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde som med rimelighed
kan
forlanges af den pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og
muligheder
for erhvervsmæssig omskoling og optræning.
Afgørelserne om
erhvervsevnetabet
Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen har som bekendt ved
afgørelserne af henholdsvis 24. januar 2002 og 5. august 2002 ændret
vurderingen af Deres erhvervsevnetab fra 50 pct. til 65 pct. med virkning fra
den 1. august 1996.
Arbejdsskadestyrelsen har begrundet ændringen med at
Lyngby-Taarbæk Kommune – efter tilkendegivelserne i højesteretsdommen af
22.
december 1999 – den 14. september 2001 tilkendte Dem mellemste
førtidspension
med virkning fra den 1. august 1996.
Ankestyrelsen har bl.a. lagt til grund for sin afgørelse af 5.
august 2002 at Ankestyrelsen den 17. oktober 1997 tiltrådte
Arbejdsskadestyrelsens
afgørelse af 8. april 1997 om afslag på genoptagelse af Deres arbejdsskadesag
med den begrundelse ’at Deres erhvervsmæssige situation ikke havde
ændret sig
siden De i 1986 fik tilkendt forhøjet almindelig førtidspension’.
Ankestyrelsen har endvidere lagt til grund at der alene fra perioden efter
den
1. august 1996 er dokumentation for at Deres erhvervsevne kan anses for at
være nedsat med 65 pct. ’(svarende til Deres erhvervsevnenedsættelse
efter
pensionslovgivningen)’.
Ankestyrelsen har i sin uddybende begrundelse i brevet af 12.
august 2003 bl.a. anført at Ankestyrelsen desuden har lagt til grund at De
ikke
havde anket Deres oprindelige afgørelse om ret til førtidspension svarende
til en nedsættelse af Deres erhvervsevnetab til 50 pct. til Ankestyrelsen.
I udtalelsen af 29. marts 2004 til mig har Ankestyrelsen
præciseret at baggrunden for Ankestyrelsens ændring af størrelsen af
erhvervsevnetabet ikke var begrundet i en ændring af Deres faktiske
helbredsforhold,
men i realiteten begrundet i en anden og ny vurdering af erhvervsevnen i
forhold til pensionslovgivningen efter Højesterets dom af 22. december 1999.
Ankestyrelsen har tilføjet at ændringstidspunktet blev knyttet til
ændringstidspunktet for pensionstilkendelsen, idet der ikke i
arbejdsskadesagen
var grundlag for at knytte tilkendelsestidspunktet til en faktisk indtrådt
ændring i Deres helbredsforhold eller andre forhold.
Jeg må således lægge til grund at Arbejdsskadestyrelsen og
Ankestyrelsen anser Deres helbredsmæssige situation for at have været
stationær siden – i hvert fald – 1986. Ankestyrelsen vurderede den
12. juli
1988 erhvervsevnetabet i arbejdsskadesagen til 50 pct. De har flere gange
siden da fået afslag på genoptagelse af Deres arbejdsskadesag med henvisning
til at der ikke var sket ændringer i Deres helbredstilstand. Denne vurdering
af Deres erhvervsevnetab har Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen
imidlertid
nu – på baggrund af de samme helbredsmæssige forhold – ændret til
65 pct.
Ændringen er sket fordi Lyngby-Taarbæk Kommune efter Højesterets dom af 22.
december 1999 genoptog Deres pensionssag og tilkendte Dem mellemste
førtidspension.
Ifølge reglerne for ombudsmandens virksomhed kan jeg kun i
begrænset omfang tage stilling til afgørelser der helt eller delvis bygger på
en særlig fagkyndig viden. En kontrol af de lægefaglige vurderingers
rigtighed
kræver en fagkundskab som ombudsmanden ikke har.
Med den begrænsning er udgangspunktet for min prøvelse i sagen
det faktum Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen lagde til grund for deres
afgørelser. Ombudsmanden kan f.eks. prøve om de foreliggende faktiske
oplysninger er forstået eller opfattet korrekt, om sagen er tilstrækkeligt
belyst, eller om der bør tilvejebringes yderligere oplysninger, og om
oplysninger
efter en sædvanlig bevismæssig vurdering kan lægges til grund for afgørelsen,
jf. Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 901.
På samme måde som domstolene er ombudsmanden imidlertid
tilbageholdende med at tilsidesætte myndighedernes afgørelser i sager af
denne karakter. En tilsidesættelse kræver et særligt sikkert grundlag, jf.
Højesterets dom af 29. juni 2004 gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2004, s.
2444.
Jeg har derfor ikke forudsætninger for at foretage en nærmere
efterprøvelse af om det er korrekt at fastsætte Deres erhvervsevnetab til 65
pct., og jeg kan således ikke kritisere at erhvervsevnetabet nu er fastsat
til
65 pct.
Fastsættelsen af
ændringstidspunktet
Fastsættelsen af ændringstidspunktet er imidlertid et juridisk
spørgsmål som jeg kan efterprøve fuldt ud.
Det fremgår af Lyngby-Taarbæk Kommunes afgørelse af 14.
september 2001 at ændringstidspunktet i pensionssagen er begrundet i
ansøgningsdatoen i den tidligere pensionssag, nemlig den 18. april 1996.
Kommunen henviste til at De efter de dagældende regler tilkendtes mellemste
førtidspension 3 måneder efter ansøgningen, dvs. fra den 1. august 1996. (For
en ordens skyld vil jeg gerne understrege at min undersøgelse ikke omfatter
Lyngby- Taarbæk Kommunes afgørelse. Jeg vil i øvrigt efter § 14 i
ombudsmandsloven være afskåret fra at behandle en klage over afgørelsen fordi
den som jeg har forstået det ikke er påklaget).
Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen kan efter min opfattelse
ikke tillægge forhold der specifikt vedrører regler i pensionslovgivningen
betydning i en arbejdsskadesag, og der er ikke holdepunkter i
arbejdsskadesikringsloven for at antage at pensionslovgivningens (tidligere
gældende) ansøgningsregler kan tillægges betydning for fastsættelsen af
ændringstidspunktet i arbejdsskadesagen.
Som Arbejdsskadestyrelsen også er inde på i sin udtalelse af 22.
januar 2004 til mig, følger det bl.a. af Højesterets dom, gengivet i
Ugeskrift
for Retsvæsen 1996, s. 1167 ff, og Folketingets Ombudsmands beretning for
1999,
s. 426 ff*, at arbejdsskademyndighederne ikke er bundet af
pensionsmyndighedernes
afgørelse om førtidspension, og at arbejdsskademyndighederne er berettiget og
forpligtet til at foretage en selvstændig vurdering af borgernes erhvervsevne
efter arbejdsskadesikringsloven.
Dette udelukker imidlertid ikke – som i denne sag – at kommunens
vurdering i pensionssagen kan indgå i grundlaget for
arbejdsskademyndighedernes
vurdering af erhvervsevnetabet. Men det udelukker efter min opfattelse at
arbejdsskademyndighederne uden videre anvender et skæringstidspunkt i
arbejdsskadesagen som er begrundet i særlige regler i pensionslovgivningen.
Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen har – på baggrund af
Lyngby-Taarbæk Kommunes tilkendelse af mellemste førtidspension til Dem og
Højesterets dom af 22. december 1999 – revurderet Deres arbejdsskadesag
og
foretaget en ny vurdering af Deres erhvervsevne således at den samme
helbredsmæssige tilstand efter den nye vurdering udløser en større erstatning
til Dem i henhold til arbejdsskadesikringslovens regler om erhvervsevnetab. I
en sådan situation må Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen ved en
stillingtagen til hvornår den ændrede vurdering af erhvervsevnetabet skal
have
virkning fra, (alene) anvende reglerne i arbejdsskadesikringsloven og
eventuelle
anvendelige, almindelige regler om forældelse. Ændringstidspunktet må således
efter min opfattelse fastsættes fra det tidspunkt hvor De opfyldte
betingelserne for at få tilkendt erstatning, jf. også Preben K. Hansen og
Leif
Rasmussen, Arbejdsskadesikringsloven med kommentarer, 2003, s. 577.
Jeg henviser tillige til Højesterets dom gengivet i Ugeskrift
for Retsvæsen 2002, s. 1840. Denne sag drejede sig om tidspunktet for
erhvervsevnetabserstatning hvor der oprindelig fejlagtigt skete afvisning af
anmeldelse om arbejdsskade. Under sagen for Højesteret var det oplyst at det
var Ankestyrelsens praksis under en genoptaget sag om
erhvervsevnetabserstatning at lade den nye afgørelse få virkning fra
tidspunktet
for den oprindelige afgørelse hvis det konstateredes at denne havde været
behæftet med væsentlige fejl eller mangler og derfor havde fået et indhold
der
var materielt forkert. I overensstemmelse med denne praksis fandt Højesteret
at
erhvervsevnetabserstatningen skulle tillægges virkning fra Sikringsstyrelsens
oprindelige afgørelse i sagen.
I denne forbindelse henviser jeg endvidere
til Preben K. Hansen og Leif Rasmussen, Arbejdsskadesikringsloven med
kommentarer,
2003, s. 810.
Jeg kan tilføje at det efter min opfattelse er uden betydning
for fastsættelsen af ændringstidspunktet om De undervejs har forsømt at
påklage tidligere trufne afgørelser i pensionssagen eller i arbejdsskadesagen
om erhvervsevnetabet. Det afgørende er at myndighederne har anlagt en ændret
vurdering af den samme helbredsmæssige tilstand hos Dem. Det er ligeledes
irrelevant for spørgsmålet om fastsættelsen af ændringstidspunktet at jeg i
brev af 7. februar 1992 udtalte at der ikke var udsigt til at jeg ville kunne
kritisere Ankestyrelsens afvisning af 29. oktober 1991 af at genoptage Deres
sag. Som nævnt ovenfor er jeg afskåret fra at tage stilling til spørgsmål der
kræver særlig lægelig fagkundskab, og jeg har som det fremgår ovenfor heller
ikke ved min nuværende behandling af Deres sag taget stilling til rigtigheden
af at fastsætte Deres erhvervsevnetab i arbejdsskadesagen til 65 pct. Hertil
kommer at temaet for min vurdering i udtalelsen af 7. februar 1992 – på
baggrund af bestemmelsen i § 6, stk. 2, i den dagældende lov om Folketingets
Ombudsmand
(lovbekendtgørelse nr. 642 af 17. september 1986, jf. nu § 13, stk. 3, i lov
nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand) – var om der forud
for Ankestyrelsens
afgørelse af 29. oktober 1991 var fremkommet nye oplysninger i sagen som
burde
have ført til en genoptagelse af sagen.
Jeg har på baggrund af ovenstående henstillet til Ankestyrelsen
at arbejdsskadesagen genoptages med henblik på at der fastsættes et
ændringstidspunkt efter reglerne i arbejdsskadesikringsloven i lyset af det
jeg har anført.
Jeg har bedt Ankestyrelsen underrette mig om den afgørelse der
bliver truffet i anledning af min henstilling.
Myndighedernes
begrundelser – henvisning til retsregler
§ 24 i forvaltningsloven (lov nr. 571 af 19. december 1985 som
ændret ved § 3, nr. 2, i lov nr. 382 af 6. juni 2002 om ændring af
straffeloven, retsplejeloven og forvaltningsloven) har følgende ordlyd:
’§ 24.
En begrundelse
for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold
til
hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler
beror
på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn,
der har været bestemmende for skønsudøvelsen.
Stk. 2.
Begrundelsen
skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger
vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning
for afgørelsen.
Stk. 3.
§ 24, stk. 1,
2. pkt., og stk. 2, gælder ikke i de sager, der er nævnt i § 9, stk. 4.
Begrundelsens indhold kan i øvrigt begrænses i det omfang, hvori partens
interesse
i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv findes at
burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre
private eller offentlige interesser, jf. §
15.’
Jeg har koncentreret denne del af min undersøgelse om
myndighedernes henvisning i afgørelserne af henholdsvis 24. januar 2002 og 5.
august 2002 til de relevante retsregler.
Efter § 24 i forvaltningsloven skal en begrundelse for en
afgørelse indeholde en henvisning til de retsregler i henhold til hvilke
afgørelsen
er truffet. Henvisningen skal være klar og specifik, dvs. omtale retsreglerne
så de uden videre kan identificeres af den pågældende ved angivelse af lovens
eller bekendtgørelsens nummer og dato (eller hvis det efter omstændighederne
er tilstrækkeligt ved lovens sædvanlige kaldenavn) samt ved præcis angivelse
af de relevante bestemmelsers paragraf, stykke, litra eller nummer etc. Jeg
henviser til Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002),
s.
556 ff.
Arbejdsskadestyrelsen har i sin afgørelse af 24. januar 2002
henvist til ’loven om arbejdsskadeforsikring’ og herefter blandt
flere
bestemmelser henvist til ’§ 32 om tab af erhvervsevne’.
Under henvisning til at arbejdsskadeforsikringsloven siden De
var udsat for Deres arbejdsskade den 29. januar 1985, er blevet ændret en hel
del gange og ligeledes har ændret navn mere end én gang, mener jeg at
Arbejdsskadestyrelsen burde have henvist til den relevante lovs nummer og
dato
i Lovtidende. Jeg mener ligeledes at Arbejdsskadestyrelsens henvisning til
hele § 32 ikke i tilstrækkelig grad opfylder kravet i forvaltningslovens §
24,
stk. 1, 1. pkt.
Ankestyrelsen har i sin afgørelse af 5. august 2002 henvist til
§ 27 om erstatning for tab af erhvervsevne i lov nr. 79 af 8. marts 1978 om
arbejdsskadeforsikring, jf. Socialministeriets lovbekendtgørelse nr. 450 af
25.
juni 1987.
Som det fremgår af de overgangsbestemmelser jeg har citeret
ovenfor under afsnittet ’Retsgrundlaget’ – særligt § 71, stk.
3, nr. 4, jf.
stk. 2, nr. 1, i lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 om sikring mod
følger af arbejdsskade hvorefter sidstnævnte lovbekendtgørelses § 32 anvendes
i stedet for § 27 i lov om arbejdsskadeforsikring (lovbekendtgørelse nr. 450
af 25. juni 1987) ved udbetaling af erstatning og godtgørelsesbeløb, er
Ankestyrelsens
henvisning til § 27 i lovbekendtgørelse nr. 450 af 25. juni 1987 forkert.
Dette
mener jeg er beklageligt.
Jeg har gjort Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen bekendt med
min opfattelse.
Herefter foretager jeg mig ikke mere i anledning af Deres
klage.”
NOTER: (*)
FOB 1999, s. 426
og s. 432 (
FOB 1999, s. 426
).
Lignende dokumenter
- Partshøringsfejl i sag om mén- og erhvervsevnetabserstatning. Retsinformation · 25. juni 2003
- Arbejdsskade - erstatning uden for kontraktforhold (* 1) Retsinformation · 16. marts 1998
- Erstatning for tab af erhvervsevne – løbende ydelse udbetalt på én gang – fradrag for fagligt kontingent SKM-databasen · 3. maj 2024
- Anmodning om genoptagelse af arbejdsskadesag skulle også vurderes på ulovbestemt grundlag Retsinformation · 19. juni 2008
- Fradrag for advokatudgifter – Erstatning for tab af erhvervsevne SKM-databasen · 21. februar 2019
- Fradrag for udgifter til advokatbistand i klagerens arbejdsskadesag Landsskatteretten · 18. februar 2010