Spring til indhold

Retsinformation

Tilkendelsestidspunkt for forhøjet erhvervsevnetab i arbejdsskadesag

FOU nr 2004.439UdtalelserFolketinget8. november 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Tilkendelsestidspunkt for forhøjet erhvervsevnetab i

arbejdsskadesag

Det fremgår af sagen at A den 29. januar 1985 faldt ned fra et

rullestillads under sit arbejde som tømrer og pådrog sig en ryglidelse.

Fra den 1. oktober 1986 modtog A forskud på mellemste

førtidspension.

Den 30. december 1986 fik A tilkendt forhøjet almindelig

førtidspension fra den 1. marts 1986.

Ved afgørelse af 18. december 1987 vurderede Sikringsstyrelsen

(nu Arbejdsskadestyrelsen) A’s tab af erhvervsevne til 65 pct. Efter

afgørelsen skulle erstatningen for tab af erhvervsevne løbe fra den 1. marts

1986. Denne afgørelse klagede både forsikringsselskabet ( ) og A selv over

til

Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen ændrede den 12. juli 1988 Sikringsstyrelsens

afgørelse hvorefter A’s erhvervsevnetab ved arbejdsskaden blev vurderet

til

50 pct. Ankestyrelsen tiltrådte samtidig at den løbende ydelse var tilkendt

fra den 1. marts 1986; fra dette tidspunkt anså Ankestyrelsen A’s

erhvervsevne

for varigt nedsat som følge af arbejdsskaden. Ankestyrelsen bemærkede

samtidig

at der ikke efter arbejdsskadeforsikringsloven kan ydes renter af den

tilkendte erstatning.

Herefter søgte A adskillige gange uden held at få sin sag

genoptaget, ligesom A tidligere flere gange rettede henvendelse til mig.

Den 14. september 2001 traf Lyngby-Taarbæk Kommune afgørelse om

at forhøje A’s førtidspension til mellemste førtidspension med virkning

fra 1.

august 1996. Kommunen skrev således i sin afgørelse, meddelt i brev af 17.

Læs alt

september 2001:

”Med baggrund i ændrede regler for tilkendelse af

førtidspension, har Pensionsnævnet genvurderet Deres ansøgning fra 1996 om

højere pension. De har tidligere deltaget i et arbejdsafklarende forløb, der

ikke pegede på muligheder på arbejdsmarkedet, der kunne bringe Dem i arbejde

igen. På baggrund af Deres langvarige fravær fra arbejdsmarkedet, Deres

helbredsmæssige situation og de ændrede regler for tilkendelse af pension, er

der ikke mulighed for at belyse en resterhvervsevne, der udelukker

tilkendelse

af mellemste førtidspension.

Ansøgningsdatoen i den tidligere sag var den 18.04.1996, og De

tilkendes mellemste førtidspension efter de daværende gældende regler 3

måneder efter ansøgningen.

Idet vi ikke anser Deres erhvervsevne for ubetydelig, kan De

ikke tilkendes højeste førtidspension.”

A klagede ikke over denne afgørelse.

Den 24. januar 2002 traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om at

forhøje A’s erhvervsevnetab til 65 pct. med virkning fra 1. august 1996.

Arbejdsskadestyrelsen skrev bl.a.:

”Afgørelsen om erhvervsevnetab er truffet på grundlag af de

sociale oplysninger, der er indhentet efter den tidligere afgørelse. Vi har

genoptaget Deres sag efter de forvaltningsretlige principper.

Ved afgørelsen har vi lagt vægt på, at Lyngby[-Taarbæk] Kommune

den 14. september 2001 – efter tilkendegivelserne i Højesteretsdommen af

22.

december 1999 – har tilkendt Dem mellemste førtidspension med virkning

fra den

1. august 1996. Vi har ændret Deres erhvervsevnetab på baggrund af kommunens

ændring.

De bestemmelser i loven om arbejdsskadeforsikring, der har

betydning for afgørelsen, er trykt på bagsiden af brevet. Det gælder § 29 om

genoptagelse af sager og modtagerens oplysningspligt og § 36 om fradrag for

sociale ydelser. I loven om forsikring mod følger af arbejdsskade gælder det

§

32 om tab af erhvervsevne, § 44 om udbetaling og § 55 om klagemulighed.”

I brev af 14. maj 2002 klagede A til Ankestyrelsen over

afgørelsen af 24. januar 2002.

Den 5. august 2002 stadfæstede Ankestyrelsen

Arbejdsskadestyrelsens afgørelse. Som begrundelse for afgørelsen anførte

Ankestyrelsen

følgende:

”Ankestyrelsen har ved afgørelsen lagt til grund, at

De den 29. januar 1985 faldt ned fra et stillads under

arbejdet, hvorved De brækkede 2 ribben og slog skulderen. De har siden haft

smerter svarende til hele ryggen,

De den 30. december 1986 fik tilkendt forhøjet almindelig

førtidspension i henhold til pensionslovens § 14, stk. 3, nr. 1, med virkning

fra 1. marts 1986,

De den 26. marts 1987 fik tilkendt 10 % i erstatning for varigt

men,

De den 12. juli 1988 fik tilkendt erstatning for tab af

erhvervsevne svarende til en nedsættelse af Deres erhvervsevne til 50 %,

De den 17. august 1992 af Arbejdsskadestyrelsen og 28. juni

1993 af Ankestyrelsen fik afslag på at få Deres sag genoptaget,

Folketingets Ombudsmand den 7. februar 1992 meddelte Dem, at

klager til ombudsmanden skal indgives inden et år efter, at den afgørelse,

der

klages over, er truffet. Folketingets Ombudsmand havde derfor ikke mulighed

for at behandle en klage over en afgørelse, som Den Sociale Ankestyrelse

havde

truffet den 12. juli 1988,

De den 9. august 1995 af Arbejdsskadestyrelsen fik afslag på at

få Deres sag genoptaget. Styrelsen lagde vægt på at der ifølge de fremsendte

oplysninger ikke var sket nogen væsentlig ændring i Deres helbredsmæssige og

erhvervsmæssige situation. Denne afgørelse blev tiltrådt af Ankestyrelsen den

24. november 1995. Ankestyrelsen bemærkede, dels at 5-årsfristen for

genoptagelse af både men og erhvervsevnetab var overskredet, og dels at

Ankestyrelsen ikke havde behandlet spørgsmålet om Deres ret til

førtidspension,

da der ikke var indgået anke over denne afgørelse,

De den 8. april 1997 af Arbejdsskadestyrelsen fik afslag på at

få Deres sag genoptaget. Afgørelsen blev den 17. oktober 1997 tiltrådt af

Ankestyrelsen. Ankestyrelsen lagde blandt andet vægt på, at Deres

erhvervsmæssige

situation ikke havde ændret sig siden De i 1986 fik tilkendt forhøjet

almindelig

førtidspension,

De har den 10. april 1997 fra Lyngby-Taarbæk Kommune fået

meddelelse om, at Pensionssamrådet havde besluttet at fastholde tidligere

kendelse på forhøjet almindelig førtidspension,

De den 4. februar 1998 af Arbejdsskadestyrelsen fik afslag på

at få Deres sag genoptaget. Den 28. april 1998 har Ankestyrelsen tiltrådt

Arbejdsskadestyrelsens afgørelse. Ankestyrelsen lagde vægt på, at der i

forbindelse

med anmodning om genoptagelse af Deres sag ikke var fremkommet nye

oplysninger

af nogen art,

De den 3. april 2001 i Østre Landsret har udtaget stævning mod

Ankestyrelsen,

Østre Landsret den 22. august 2001 afviste den anlagte retssag

mod Ankestyrelsen. Østre Landsret bemærkede, at de nedlagte påstande ikke

havde

en sådan beskaffenhed og klarhed, at de kunne danne grundlag for sagens

behandling, da påstandene ikke var egnede til at indgå i en domskonklusion,

der

skulle kunne fuldbyrdes. Der var endvidere ikke i stævningen givet en

udførlig

fremstilling af de faktiske omstændigheder, hvorpå påstandene kunne støttes.

Stævningen opfyldte derfor ikke kravene til en stævnings indhold, og den var

herefter uegnet til at danne grundlag for sagens behandling,

De den 14. september 2001 af Lyngby Taarbæk Kommune har fået

tilkendt mellemste førtidspension med virkning fra 1. august 1996. Lyngby

Taarbæk Kommune har henvist til de ændrede regler for tilkendelse af

førtidspension, og Pensionsnævnet har derfor genvurderet Deres ansøgning fra

1996 om højere pension. Ansøgningsdatoen i den tidligere sag var den 18.

april

1996, og De blev derfor tilkendt mellemste førtidspension efter de daværende

gældende regler 3 måneder efter ansøgningen,

De den 31. maj 2002 af Arbejdsskadestyrelsen fik afslag på [at

få] Deres sag genoptaget.

Vi har ud fra disse oplysninger lagt til grund, at der alene fra

perioden efter 1. august 1996 er dokumentation for, at Deres erhvervsevne kan

anses for at være nedsat med 65 % (svarende til Deres erhvervsevnenedsættelse

efter pensionslovgivningen). Ankestyrelsen har på denne baggrund ikke fundet

tilstrækkeligt grundlag for at ændre Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Bemærkninger til klagen:

De har oplyst, at De har anket Deres sag adskillige gange, og De

har henvist til Højesterets kendelser i lignende sager.

Vi bemærker, at Ankestyrelsen er bekendt med Deres tidligere

sager, stævning indgivet til Østre Landsret samt at De ikke har anket Deres

oprindelige afgørelse om ret til førtidspension svarende til en nedsættelse

af

Deres erhvervsevne til 50 % til Ankestyrelsen.

Retsregler mv.

Vi har truffet afgørelsen efter lov om sikring mod følger af

arbejdsskade (arbejdsskadeloven).

Det er lov nr. 79 af 8. marts 1978 om arbejdsskadeforsikring,

jf. Socialministeriets lovbekendtgørelse nr. 450 af 25. juni 1987.

Vi henviser til

§ 27, om erstatning for tab af erhvervsevne

Vi vedlægger uddrag af loven.

”

A kommenterede i efterfølgende breve Ankestyrelsens afgørelse

af 5. august 2002, og Ankestyrelsen besvarede den 22. januar 2003 A’s

breve

således:

”De har i breve af 16. august 2002 og 25. november 2002 klaget

over Ankestyrelsens afgørelse af 5. august 2002. De har anført, at vi ikke

har

taget stilling til om Deres tab af erhvervsevne er 100 %, at vi ikke har

medinddraget de vigtigste dokumenter i Deres sag, og at der er fejl i en

række

afgørelsesdatoer.

Ankestyrelsen skal meddele, at de i Deres breve nævnte forhold

ikke giver anledning til at genoptage Deres sag. Ankestyrelsen må derfor

henholde sig til afgørelsen af 5. august 2002, hvorefter De er tilkendt

erstatning

for tab af erhvervsevne svarende til 65 % med virkning fra 1. august 1996.

Det

fremgår endvidere af Deres sag, at De den 14. september 2001 fik tilkendt

mellemste førtidspension med virkning fra 1. august 1996 af Lyngby-Taarbæk

Kommune.

Ankestyrelsen foretager sig herefter ikke videre i sagen.”

I brev af 18. februar 2003 klagede A til mig. A henviste til

Højesterets dom af 22. december 1999, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen

2000,

s.

645. A

anførte

bl.a. at han ikke af afgørelserne kunne se at myndighederne havde foretaget

en selvstændig vurdering, herunder inddraget lægefaglig ekspertise. På den

baggrund kunne han ikke forstå skæringsdatoen for forhøjelsen af hans

erhvervsevnetab.

Endvidere mente A at Ankestyrelsen ikke havde taget udtrykkeligt stilling til

at han i praksis mistede hele sin erhvervsevne i januar 1985, ligesom

Ankestyrelsen ikke havde taget stilling til hans anmodning om renter. A

gjorde

endvidere opmærksom på at der ikke eksisterede en afgørelse fra

Arbejdsskadestyrelsen

af 31. maj 2002 som Ankestyrelsen i sin afgørelse af 5. august 2002 havde

henvist

til.

Den 2. juli 2003 sendte jeg A’s henvendelse til Ankestyrelsen

som en anmodning fra ham om at Ankestyrelsen udtrykkeligt tog stilling til om

det A har anført, kunne give Ankestyrelsen grundlag for at genoptage

behandlingen

af A’s arbejdsskadesag. Hvis dette ikke var tilfældet, sendtes

henvendelsen

som en anmodning fra ham om at Ankestyrelsen uddybede sin begrundelse for

afgørelsen

af 5. august 2002 (mit j.nr. 2003- 0636-024).

Ankestyrelsen skrev i den anledning bl.a. følgende til A den 12.

august 2003:

”I Ankestyrelsens afgørelse af 5. august 2002 blev det

fremhævet, at der alene i perioden efter 1. august 1996 er dokumentation for,

at Deres erhvervsevne kan anses for at være nedsat med 65 % (svarende til

Deres

erhvervsevnenedsættelse efter pensionslovgivningen). Ankestyrelsen skal

uddybende

oplyse, at erstatning for tab af erhvervsevne skal fastsættes således at den

skadelidte stilles som om skaden ikke var sket. Det betyder for personer, der

efter en arbejdsskade genoptager arbejdet, men til en lavere løn, fastsættes

erhvervsevnetabet som forskellen i procent af det den skadelidte ville have

tjent, hvis skaden ikke var sket, og den aktuelle indtægt. Til personer, der

er

udtrådt af arbejdsmarkedet og overgået til førtidspension fastsættes

erhvervsevnetabet efter et skøn. I det skøn er arbejdsskademyndighederne ikke

bundet af pensionsmyndighedernes vurdering af erhvervsevnen (U1996.- 1167H),

men er alene henvist til at tage hensyn til skadelidtes muligheder for at

skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af

den

pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for

erhvervsmæssig omskoling og genoptræning. Det påhviler den skadelidte at

påvise størrelsen af erhvervsevnetabet. Når størrelsen er påvist anses hele

tabet for at være en følge af skaden, medmindre arbejdsskademyndighederne kan

godtgøre, at tabet eller dele deraf ikke er en følge af skaden.

Det forhold at myndighederne ikke er bundet af

pensionsmyndighedernes afgørelser om førtidspension i administrationen af

arbejdsskadesikringsloven betyder således, at arbejdsskademyndighederne

selvstændig

skal skønne over størrelsen af erhvervsevnetabet. Det betyder dog ikke, at en

afgørelse om førtidspension er uden betydning for arbejdsskadesagen.

Afgørelsen om førtidspension vil påvirke bevisvurderingen af et

erhvervsevnetab.

Det betyder i relation til Deres sag, at De har påvist et

erhvervsevnetab på omkring 65% ved Deres henvisning til den den 14. september

2001 tilkendte mellemste førtidspension. Ved tidligere afgørelser om

erhvervsevnetab

har det påviste tab udgjort 50%.

Ankestyrelsen har ved afgørelsen af 5. august 2002 lagt til

grund, at der var påvist og dokumenteret et tab på 65%. Ankestyrelsen fandt

ved afgørelsen at hele tabet kunne anses for at være en følge af skaden.

Ankestyrelsen

har ikke fundet, at arbejdsskaden den 29. januar 1985, hvor De brækkede 2

ribben

og slog skulderen – og siden haft smerter svarende til hele ryggen, har

medført et større erhvervsevnetab end 65%.

Ankestyrelsen har ikke fundet det dokumenteret, at Deres

erhvervsevnetab – forud for den ændrede pensionskendelse (1. august

1996) – har

været større end fastsat i tidligere afgørelse om erstatning efter

arbejdsskadesikringsloven,

nemlig svarende til 50 %. Ankestyrelsen har herved desuden lagt til grund, at

De ikke havde anket Deres oprindelige afgørelse om ret til førtidspension

svarende til en nedsættelse af Deres erhvervsevnetab til 50% til

Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen skal, med hensyn til Deres anmodning om at få

tilkendt renter, oplyse, at der ikke i arbejdsskadesikringsloven er hjemmel

for

at tilkende renter, jf. SM U-9-96, hvorefter der ikke var hjemmel i loven til

at udbetale renter af efterbetaling i tilfælde, hvor Arbejdsskadestyrelsen

efter genoptagelse ved en ny afgørelse ændrede sin tidligere afgørelse.

Desuden havde Ankestyrelsen ikke kompetence til at tage stilling til, om den

skadelidte eventuelt var berettiget til renter efter renteloven.

Ankestyrelsens henvisning til Arbejdsskadestyrelsens afgørelse

af 31. maj 2002 er en fejlskrift, idet den korrekte dato er 31. maj

2000.”

A klagede til mig igen den 21. august 2003.

Den 2. december 2003 bad jeg Arbejdsskadestyrelsen og

Ankestyrelsen om at udtale sig i anledning af klagen. Jeg skrev bl.a.

følgende

til Ankestyrelsen:

”Jeg beder om at myndighederne i deres udtalelser redegør nærmere

for det fastsatte ændringstidspunkts sammenhæng med den ændrede vurdering af

størrelsen af erhvervsevnetabet i arbejdsskadesagen. Jeg beder også om en

redegørelse for myndighedernes oplysningsgrundlag i forbindelse med den

ændrede vurdering. Jeg bemærker i den forbindelse at Ankestyrelsen den 17.

oktober 1997 tiltrådte Arbejdsskadestyrelsens afslag på genoptagelse af sagen

af 8. april 1997 med henvisning til at (A)’s erhvervsmæssige situation

ikke

havde ændret sig siden 1986. Den 28. april 1998 tiltrådte Ankestyrelsen

Arbejdsskadestyrelsens afslag på genoptagelse af 4. februar 1998 med

henvisning til at der ikke var fremkommet nye oplysninger af nogen art.”

Den 23. januar 2004 modtog jeg Arbejdsskadestyrelsens udtalelse

af 22. januar 2004. Arbejdsskadestyrelsen sendte samtidig en kopi af

udtalelsen til A. Af udtalelsen fremgik bl.a.:

”Indledningsvis skal det pointeres, at Arbejdsskadestyrelsen

ikke kommenterer på afgørelser truffet af Den Sociale Ankestyrelse.

Ved behandlingen af en arbejdsskadesag, hvor den tilskadekomne

er tilkendt førtidspension er vi ikke bundet af pensionsmyndighedernes

afgørelse om førtidspension, der tager udgangspunkt i borgerens samlede

helbredstilstand. Arbejdsskadestyrelsen er berettiget og forpligtet til at

foretage en selvstændig vurdering af borgerens erhvervsevne efter

arbejdsskadesikringsloven. Dette følger blandt andet af UfR 1996.1167H og

Ombudsmandsberetningen 1999, side 432*.

Ved Arbejdsskadestyrelsens stillingtagen til spørgsmål om tab af

erhvervsevne indhentes oplysninger med henblik på at dokumentere og fastsætte

den tilskadekomnes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde jf.

arbejdsskadesikringslovens § 17 stk. 1 (den tidligere lovs § 32 stk. 1). Heri

indgår kommunens oplysninger og vurderinger af pensionsgraden som elementer i

den skønsmæssige vurdering af sagen.

Ved Arbejdsskadestyrelsens vurdering af erstatning for tab af

erhvervsevne, når tilskadekomne har fået tilkendt førtidspension, indgår

endvidere blandt andet de kriterier, der er angivet i

arbejdsskadesikringslovens

§ 17 stk. 2 (tidligere lovs § 32 stk. 2).

Afgørelsen af 24. januar 2002 har herefter taget udgangspunkt i

de ovennævnte kriterier, og med vægt på oplysningerne fra de sociale

myndigheder fastsat det dokumenterede varige tab af erhvervsevne.

Arbejdsskadestyrelsen har på den baggrund vurderet den

tilskadekomnes tab af erhvervsevne til 65 procent samt at dette findes at

være

dokumenteret fra 1. august 1996, idet det ifølge de kommunale oplysninger

svarer til anmodningen om genoptagelse af en pensionssag, der ikke tidligere

har været anket.

Denne afgørelse blev tiltrådt af Den Sociale Ankestyrelse ved

afgørelse af 5. august

2002.”

I brev af 29. januar 2004 sendte A mig sine kommentarer til

Arbejdsskadestyrelsens udtalelse af 22. januar 2004.

Den 29. marts 2004 modtog jeg Ankestyrelsens udtalelse af samme

dato. Af udtalelsen fremgik bl.a.:

”Ankestyrelsen skal indledningsvis henvise til vores brev af 12.

august 2003 til (A).

Det påviste erhvervsevnetab af følgerne af (A)’s arbejdsskade,

som indtraf den 29. januar 1985, blev oprindeligt fastsat til 50 % –

svarende

til størrelsen af den tilkendte førtidspension, som i øvrigt ikke blev

påklaget. Om Ankestyrelsens opfattelse af sammenhængen mellem vurderingen af

erhvervsevne

efter reglerne om førtidspension og arbejdsskadesikring henvises til vedlagte

brev af 12. august 2003 til (A).

(A)’s sag om erhvervsevnetabserstatning er den 17. oktober 1997

afvist at blive genoptaget efter genoptagelsesreglerne i

arbejdsskadesikringsloven,

idet der ikke var indtrådt væsentlige ændringer i forhold til det tidligere

afgørelsesgrundlag. Derimod blev (A)’s sag efterfølgende genoptaget

– efter

reglerne om ulovbestemt remonstration – fordi (A)’s sag om

førtidspension var

blevet genoptaget under henvisning til Højesterets ændring af den hidtidige

pensionspraksis. Baggrunden for genoptagelse af (A)’s sag om erstatning

for tab

af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven var, at en væsentlig præmis i

forbindelse med (A)’s påvisning af erhvervsevnetabet netop blev ændret i

forbindelse

med pensionsmyndighedernes egen ændring af den tilkendte førtidspension til

mellemste førtidspension med tilbagevirkende kraft.

Baggrunden for Ankestyrelsens ændring af størrelsen af

erhvervsevnetabet var således ikke begrundet i en ændring af (A)’s

faktiske

helbredsforhold, men i realiteten begrundet i en anden og ny vurdering af

erhvervsevnen

i forhold til pensionslovgivningen efter Højesterets dom af 22. december

1999.

Ankestyrelsen fandt, at (A) nu havde påvist et større tab af

sin erhvervsevne ved henvisning til den nu tilkendte mellemste

førtidspension,

og vi havde ikke grundlag for at føre et modbevis herfor. Der var herefter

ikke tvivl om, at erhvervsevnetabet skulle fastsættes til 65 % og

ændringstidspunktet

blev knyttet til ændringstidspunktet for pensionstilkendelsen, idet der ikke

i

sagen var grundlag for at knytte tilkendelsestidspunktet til en faktisk

indtrådt ændring i (A)’s helbredsforhold eller andre forhold.

Ankestyrelsen skal afslutningsvis nævne, at De i brev af 7.

februar 1992 til (A) har udtalt, at [D]e ikke på det daværende grundlag havde

udsigt til at kunne kritisere Ankestyrelsens afvisning af 29. oktober 1991 af

at genoptage (A)’s sag (j.nr. 1992-120-023).”

Med brev af 13. april 2004 indsendte A på ny bemærkninger til

sagen.

Ombudsmandens udtalelse

”Retsgrundlaget

§ 85 i lov om arbejdsskadesikring (lov nr. 422 af 10. juni 2003) indeholder

følgende overgangsbestemmelser i stk. 1, stk. 3 og stk. 6-7:

’§ 85.

Loven træder i kraft den 1. januar 2004. Ændringen af erhvervssygdomsbegrebet

i § 7 træder dog først i kraft den 1. januar 2005.

...

Stk. 3.

Loven anvendes på

arbejdsulykker, der indtræder den 1. januar 2004 eller senere, og

erhvervssygdomme, der anmeldes den 1. januar 2005 eller senere.

Stk. 6.

Samtidig

ophæves lov om sikring mod følger af arbejdsskade, jf. lovbekendtgørelse nr.

943 af 16. oktober 2000.

Stk. 7.

Lov om sikring

mod følger af arbejdsskade, jf. stk. 6, anvendes fortsat på

ulykkestilfælde, pludselige løfteskader og kortvarige skadelige

påvirkninger, der er indtruffet før den 1. januar 2004, og

erhvervssygdomme anmeldt før den 1. januar

2005.’

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade (lovbekendtgørelse

nr. 943 af 16. oktober 2000) indeholder i §§ 70 og 71, stk. 1- 3, følgende

overgangsbestemmelser:

’§ 70.

Loven træder i

kraft den 1. januar 1993.

Stk. 2.

Loven anvendes

på

arbejdsulykker og kortvarige skadelige påvirkninger, der

indtræder på ikrafttrædelsesdatoen eller senere, og

erhvervssygdomme, der anmeldes på ikrafttrædelsesdatoen eller

senere.

§ 71.

Samtidig

ophæves lov om arbejdsskadeforsikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 450 af 25.

juni 1987 med senere ændringer.

Stk. 2.

Lov om

arbejdsskadeforsikring anvendes dog fortsat på

arbejdsulykker og kortvarige skadelige påvirkninger, der er

indtruffet før denne lovs ikrafttræden, og

erhvervssygdomme m.v., der er anmeldt før denne lovs

ikrafttræden.

Stk. 3.

I sager, der

er omfattet af stk. 2, anvendes denne lovs §§ 32, 36, 43, 44, 54 og 55 i

stedet

for §§ 27, 31, 39, 40, 53 og 54 i lov om arbejdsskadeforsikring ved

fastsættelse af ophørstidspunktet for en varig løbende

erstatning for tab af erhvervsevne,

fastsættelse af det tidspunkt, for hvilket erstatning for tab af

forsørger længst kan udbetales,

omsætning af løbende årlig erstatning for tab af erhvervsevne og

for tab af forsørger til efterladt ægtefælle m.fl. til kapitalbeløb,

udbetaling af erstatning og godtgørelsesbeløb,

høring af sagens parter og

aktindsigt og klageadgang for sagens parter og arbejdsgiveren.’

§ 71, stk. 3, blev med den citerede ordlyd indsat ved § 15 i

lov nr. 288 af 12. maj 1999. I bemærkningerne til bestemmelsen i lovforslaget

er følgende anført, jf. Folketingstidende 1998-99, tillæg A, s. 4228:

’Det foreslås, at ændringerne i lov om sikring mod følger af

arbejdsskade også skal gælde for de sager, der fortsat behandles efter lov om

arbejdsskadeforsikring fra 1978.

Arbejdsskadeforsikringsloven fra 1978 bygger for så vidt angår

skadelidtes og efterladtes rettigheder på de samme principper som lov om

sikring mod følger af arbejdsskade.’

I betænkning over lovforslaget afgivet af Socialudvalget den 20.

april 1999 er følgende anført, jf. Folketingstidende 1998- 99, tillæg B, s.

621:

’

Det foreslås, at de nye regler også kommer til at gælde for

sager efter arbejdsskadeforsikringsloven fra

1978.’

Det følger af overgangsbestemmelserne i henholdsvis § 85, stk.

7, nr. 1, i (den gældende) lov om arbejdsskadesikring (lov nr. 422 af 10.

juni

2003) og § 71, stk. 3, nr. 4, jf. stk. 2, nr. 1, i lovbekendtgørelse nr. 943

af

16. oktober 2000 om sikring mod følger af arbejdsskade samt forarbejderne

hertil, at sidstnævnte lovbekendtgørelses § 32 anvendes i stedet for § 27 i

lov

om arbejdsskadeforsikring (lovbekendtgørelse nr. 450 af 25. juni 1987) ved

udbetaling af erstatning og godtgørelsesbeløb i de sager der fortsat

behandles

efter lov om arbejdsskadeforsikring fra 1978 (dvs. lovbekendtgørelse nr. 450

af 25. juni 1987). § 32 i lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000

vedrører

erstatning for tab af erhvervsevne og indeholder bl.a. følgende bestemmelser:

’Erstatning for tab af erhvervsevne

§ 32.

Har

arbejdsskaden medført nedsættelse af skadelidtes evne til at skaffe sig

indtægt ved arbejde, tilkommer der den pågældende erstatning for tab af

erhvervsevne.

Der ydes ikke erstatning, hvis erhvervsevnetabet er mindre end 15 pct.

Stk. 2.

Ved

bedømmelsen af erhvervsevnetabet tages hensyn til skadelidtes muligheder for

at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af

den pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for

erhvervsmæssig omskoling og optræning.

Stk. 3.

Stk. 4.

Erstatningen

tilkendes som en løbende ydelse, medmindre denne kapitaliseres efter reglerne

i § 43.

Stk. 5.

Ved

fuldstændigt tab af erhvervsevne udgør den løbende ydelse årlig 4/5 af

skadelidtes årsløn, jf. § 41, og ved nedsættelse af erhvervsevnen en

forholdsmæssig

del heraf.

Stk. 6.

Den årlige

ydelse udbetales med 1/12 månedlig forud og løber fra tidspunktet for

afgørelsen,

medmindre særlige omstændigheder taler for et andet tidspunkt.

Stk. 7.

For

skadelidte, der den 1. juli 1999 er fyldt 60 år, ophører den løbende

erstatning

med udgangen af den måned, hvor skadelidte fylder 67 år. Den løbende

erstatning

afløses på dette tidspunkt af et engangsbeløb på 2 gange den årlige

erstatning

efter stk. 5. Er skadelidte på tidspunktet for afgørelsen fyldt 67 år,

udbetales

erstatningen som anført i 2. pkt.

Stk. 8.

For

skadelidte, der fylder 60 år den 1. juli 1999 eller senere, ophører den

løbende

erstatning med udgangen af den måned, hvor skadelidte fylder 65 år. Den

løbende

erstatning afløses på dette tidspunkt af et engangsbeløb på 4 gange den

årlige

erstatning efter stk. 5. Er skadelidte på tidspunktet for afgørelsen fyldt 65

år, udbetales erstatningen som anført i 2. pkt.’

Det følger bl.a. af bestemmelsen at der tilkommer skadelidte

erstatning for tab af erhvervsevne hvis arbejdsskaden har medført nedsættelse

(på mindst 15 pct.) af skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved

arbejde.

Ved bedømmelsen af erhvervsevnetabet skal der tages hensyn til skadelidtes

muligheder for at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde som med rimelighed

kan

forlanges af den pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og

muligheder

for erhvervsmæssig omskoling og optræning.

Afgørelserne om

erhvervsevnetabet

Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen har som bekendt ved

afgørelserne af henholdsvis 24. januar 2002 og 5. august 2002 ændret

vurderingen af Deres erhvervsevnetab fra 50 pct. til 65 pct. med virkning fra

den 1. august 1996.

Arbejdsskadestyrelsen har begrundet ændringen med at

Lyngby-Taarbæk Kommune – efter tilkendegivelserne i højesteretsdommen af

22.

december 1999 – den 14. september 2001 tilkendte Dem mellemste

førtidspension

med virkning fra den 1. august 1996.

Ankestyrelsen har bl.a. lagt til grund for sin afgørelse af 5.

august 2002 at Ankestyrelsen den 17. oktober 1997 tiltrådte

Arbejdsskadestyrelsens

afgørelse af 8. april 1997 om afslag på genoptagelse af Deres arbejdsskadesag

med den begrundelse ’at Deres erhvervsmæssige situation ikke havde

ændret sig

siden De i 1986 fik tilkendt forhøjet almindelig førtidspension’.

Ankestyrelsen har endvidere lagt til grund at der alene fra perioden efter

den

1. august 1996 er dokumentation for at Deres erhvervsevne kan anses for at

være nedsat med 65 pct. ’(svarende til Deres erhvervsevnenedsættelse

efter

pensionslovgivningen)’.

Ankestyrelsen har i sin uddybende begrundelse i brevet af 12.

august 2003 bl.a. anført at Ankestyrelsen desuden har lagt til grund at De

ikke

havde anket Deres oprindelige afgørelse om ret til førtidspension svarende

til en nedsættelse af Deres erhvervsevnetab til 50 pct. til Ankestyrelsen.

I udtalelsen af 29. marts 2004 til mig har Ankestyrelsen

præciseret at baggrunden for Ankestyrelsens ændring af størrelsen af

erhvervsevnetabet ikke var begrundet i en ændring af Deres faktiske

helbredsforhold,

men i realiteten begrundet i en anden og ny vurdering af erhvervsevnen i

forhold til pensionslovgivningen efter Højesterets dom af 22. december 1999.

Ankestyrelsen har tilføjet at ændringstidspunktet blev knyttet til

ændringstidspunktet for pensionstilkendelsen, idet der ikke i

arbejdsskadesagen

var grundlag for at knytte tilkendelsestidspunktet til en faktisk indtrådt

ændring i Deres helbredsforhold eller andre forhold.

Jeg må således lægge til grund at Arbejdsskadestyrelsen og

Ankestyrelsen anser Deres helbredsmæssige situation for at have været

stationær siden – i hvert fald – 1986. Ankestyrelsen vurderede den

12. juli

1988 erhvervsevnetabet i arbejdsskadesagen til 50 pct. De har flere gange

siden da fået afslag på genoptagelse af Deres arbejdsskadesag med henvisning

til at der ikke var sket ændringer i Deres helbredstilstand. Denne vurdering

af Deres erhvervsevnetab har Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen

imidlertid

nu – på baggrund af de samme helbredsmæssige forhold – ændret til

65 pct.

Ændringen er sket fordi Lyngby-Taarbæk Kommune efter Højesterets dom af 22.

december 1999 genoptog Deres pensionssag og tilkendte Dem mellemste

førtidspension.

Ifølge reglerne for ombudsmandens virksomhed kan jeg kun i

begrænset omfang tage stilling til afgørelser der helt eller delvis bygger på

en særlig fagkyndig viden. En kontrol af de lægefaglige vurderingers

rigtighed

kræver en fagkundskab som ombudsmanden ikke har.

Med den begrænsning er udgangspunktet for min prøvelse i sagen

det faktum Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen lagde til grund for deres

afgørelser. Ombudsmanden kan f.eks. prøve om de foreliggende faktiske

oplysninger er forstået eller opfattet korrekt, om sagen er tilstrækkeligt

belyst, eller om der bør tilvejebringes yderligere oplysninger, og om

oplysninger

efter en sædvanlig bevismæssig vurdering kan lægges til grund for afgørelsen,

jf. Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 901.

På samme måde som domstolene er ombudsmanden imidlertid

tilbageholdende med at tilsidesætte myndighedernes afgørelser i sager af

denne karakter. En tilsidesættelse kræver et særligt sikkert grundlag, jf.

Højesterets dom af 29. juni 2004 gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2004, s.

2444.

Jeg har derfor ikke forudsætninger for at foretage en nærmere

efterprøvelse af om det er korrekt at fastsætte Deres erhvervsevnetab til 65

pct., og jeg kan således ikke kritisere at erhvervsevnetabet nu er fastsat

til

65 pct.

Fastsættelsen af

ændringstidspunktet

Fastsættelsen af ændringstidspunktet er imidlertid et juridisk

spørgsmål som jeg kan efterprøve fuldt ud.

Det fremgår af Lyngby-Taarbæk Kommunes afgørelse af 14.

september 2001 at ændringstidspunktet i pensionssagen er begrundet i

ansøgningsdatoen i den tidligere pensionssag, nemlig den 18. april 1996.

Kommunen henviste til at De efter de dagældende regler tilkendtes mellemste

førtidspension 3 måneder efter ansøgningen, dvs. fra den 1. august 1996. (For

en ordens skyld vil jeg gerne understrege at min undersøgelse ikke omfatter

Lyngby- Taarbæk Kommunes afgørelse. Jeg vil i øvrigt efter § 14 i

ombudsmandsloven være afskåret fra at behandle en klage over afgørelsen fordi

den som jeg har forstået det ikke er påklaget).

Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen kan efter min opfattelse

ikke tillægge forhold der specifikt vedrører regler i pensionslovgivningen

betydning i en arbejdsskadesag, og der er ikke holdepunkter i

arbejdsskadesikringsloven for at antage at pensionslovgivningens (tidligere

gældende) ansøgningsregler kan tillægges betydning for fastsættelsen af

ændringstidspunktet i arbejdsskadesagen.

Som Arbejdsskadestyrelsen også er inde på i sin udtalelse af 22.

januar 2004 til mig, følger det bl.a. af Højesterets dom, gengivet i

Ugeskrift

for Retsvæsen 1996, s. 1167 ff, og Folketingets Ombudsmands beretning for

1999,

s. 426 ff*, at arbejdsskademyndighederne ikke er bundet af

pensionsmyndighedernes

afgørelse om førtidspension, og at arbejdsskademyndighederne er berettiget og

forpligtet til at foretage en selvstændig vurdering af borgernes erhvervsevne

efter arbejdsskadesikringsloven.

Dette udelukker imidlertid ikke – som i denne sag – at kommunens

vurdering i pensionssagen kan indgå i grundlaget for

arbejdsskademyndighedernes

vurdering af erhvervsevnetabet. Men det udelukker efter min opfattelse at

arbejdsskademyndighederne uden videre anvender et skæringstidspunkt i

arbejdsskadesagen som er begrundet i særlige regler i pensionslovgivningen.

Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen har – på baggrund af

Lyngby-Taarbæk Kommunes tilkendelse af mellemste førtidspension til Dem og

Højesterets dom af 22. december 1999 – revurderet Deres arbejdsskadesag

og

foretaget en ny vurdering af Deres erhvervsevne således at den samme

helbredsmæssige tilstand efter den nye vurdering udløser en større erstatning

til Dem i henhold til arbejdsskadesikringslovens regler om erhvervsevnetab. I

en sådan situation må Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen ved en

stillingtagen til hvornår den ændrede vurdering af erhvervsevnetabet skal

have

virkning fra, (alene) anvende reglerne i arbejdsskadesikringsloven og

eventuelle

anvendelige, almindelige regler om forældelse. Ændringstidspunktet må således

efter min opfattelse fastsættes fra det tidspunkt hvor De opfyldte

betingelserne for at få tilkendt erstatning, jf. også Preben K. Hansen og

Leif

Rasmussen, Arbejdsskadesikringsloven med kommentarer, 2003, s. 577.

Jeg henviser tillige til Højesterets dom gengivet i Ugeskrift

for Retsvæsen 2002, s. 1840. Denne sag drejede sig om tidspunktet for

erhvervsevnetabserstatning hvor der oprindelig fejlagtigt skete afvisning af

anmeldelse om arbejdsskade. Under sagen for Højesteret var det oplyst at det

var Ankestyrelsens praksis under en genoptaget sag om

erhvervsevnetabserstatning at lade den nye afgørelse få virkning fra

tidspunktet

for den oprindelige afgørelse hvis det konstateredes at denne havde været

behæftet med væsentlige fejl eller mangler og derfor havde fået et indhold

der

var materielt forkert. I overensstemmelse med denne praksis fandt Højesteret

at

erhvervsevnetabserstatningen skulle tillægges virkning fra Sikringsstyrelsens

oprindelige afgørelse i sagen.

I denne forbindelse henviser jeg endvidere

til Preben K. Hansen og Leif Rasmussen, Arbejdsskadesikringsloven med

kommentarer,

2003, s. 810.

Jeg kan tilføje at det efter min opfattelse er uden betydning

for fastsættelsen af ændringstidspunktet om De undervejs har forsømt at

påklage tidligere trufne afgørelser i pensionssagen eller i arbejdsskadesagen

om erhvervsevnetabet. Det afgørende er at myndighederne har anlagt en ændret

vurdering af den samme helbredsmæssige tilstand hos Dem. Det er ligeledes

irrelevant for spørgsmålet om fastsættelsen af ændringstidspunktet at jeg i

brev af 7. februar 1992 udtalte at der ikke var udsigt til at jeg ville kunne

kritisere Ankestyrelsens afvisning af 29. oktober 1991 af at genoptage Deres

sag. Som nævnt ovenfor er jeg afskåret fra at tage stilling til spørgsmål der

kræver særlig lægelig fagkundskab, og jeg har som det fremgår ovenfor heller

ikke ved min nuværende behandling af Deres sag taget stilling til rigtigheden

af at fastsætte Deres erhvervsevnetab i arbejdsskadesagen til 65 pct. Hertil

kommer at temaet for min vurdering i udtalelsen af 7. februar 1992 – på

baggrund af bestemmelsen i § 6, stk. 2, i den dagældende lov om Folketingets

Ombudsmand

(lovbekendtgørelse nr. 642 af 17. september 1986, jf. nu § 13, stk. 3, i lov

nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand) – var om der forud

for Ankestyrelsens

afgørelse af 29. oktober 1991 var fremkommet nye oplysninger i sagen som

burde

have ført til en genoptagelse af sagen.

Jeg har på baggrund af ovenstående henstillet til Ankestyrelsen

at arbejdsskadesagen genoptages med henblik på at der fastsættes et

ændringstidspunkt efter reglerne i arbejdsskadesikringsloven i lyset af det

jeg har anført.

Jeg har bedt Ankestyrelsen underrette mig om den afgørelse der

bliver truffet i anledning af min henstilling.

Myndighedernes

begrundelser – henvisning til retsregler

§ 24 i forvaltningsloven (lov nr. 571 af 19. december 1985 som

ændret ved § 3, nr. 2, i lov nr. 382 af 6. juni 2002 om ændring af

straffeloven, retsplejeloven og forvaltningsloven) har følgende ordlyd:

’§ 24.

En begrundelse

for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold

til

hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler

beror

på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn,

der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2.

Begrundelsen

skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger

vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning

for afgørelsen.

Stk. 3.

§ 24, stk. 1,

2. pkt., og stk. 2, gælder ikke i de sager, der er nævnt i § 9, stk. 4.

Begrundelsens indhold kan i øvrigt begrænses i det omfang, hvori partens

interesse

i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv findes at

burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre

private eller offentlige interesser, jf. §

15.’

Jeg har koncentreret denne del af min undersøgelse om

myndighedernes henvisning i afgørelserne af henholdsvis 24. januar 2002 og 5.

august 2002 til de relevante retsregler.

Efter § 24 i forvaltningsloven skal en begrundelse for en

afgørelse indeholde en henvisning til de retsregler i henhold til hvilke

afgørelsen

er truffet. Henvisningen skal være klar og specifik, dvs. omtale retsreglerne

så de uden videre kan identificeres af den pågældende ved angivelse af lovens

eller bekendtgørelsens nummer og dato (eller hvis det efter omstændighederne

er tilstrækkeligt ved lovens sædvanlige kaldenavn) samt ved præcis angivelse

af de relevante bestemmelsers paragraf, stykke, litra eller nummer etc. Jeg

henviser til Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002),

s.

556 ff.

Arbejdsskadestyrelsen har i sin afgørelse af 24. januar 2002

henvist til ’loven om arbejdsskadeforsikring’ og herefter blandt

flere

bestemmelser henvist til ’§ 32 om tab af erhvervsevne’.

Under henvisning til at arbejdsskadeforsikringsloven siden De

var udsat for Deres arbejdsskade den 29. januar 1985, er blevet ændret en hel

del gange og ligeledes har ændret navn mere end én gang, mener jeg at

Arbejdsskadestyrelsen burde have henvist til den relevante lovs nummer og

dato

i Lovtidende. Jeg mener ligeledes at Arbejdsskadestyrelsens henvisning til

hele § 32 ikke i tilstrækkelig grad opfylder kravet i forvaltningslovens §

24,

stk. 1, 1. pkt.

Ankestyrelsen har i sin afgørelse af 5. august 2002 henvist til

§ 27 om erstatning for tab af erhvervsevne i lov nr. 79 af 8. marts 1978 om

arbejdsskadeforsikring, jf. Socialministeriets lovbekendtgørelse nr. 450 af

25.

juni 1987.

Som det fremgår af de overgangsbestemmelser jeg har citeret

ovenfor under afsnittet ’Retsgrundlaget’ – særligt § 71, stk.

3, nr. 4, jf.

stk. 2, nr. 1, i lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 om sikring mod

følger af arbejdsskade hvorefter sidstnævnte lovbekendtgørelses § 32 anvendes

i stedet for § 27 i lov om arbejdsskadeforsikring (lovbekendtgørelse nr. 450

af 25. juni 1987) ved udbetaling af erstatning og godtgørelsesbeløb, er

Ankestyrelsens

henvisning til § 27 i lovbekendtgørelse nr. 450 af 25. juni 1987 forkert.

Dette

mener jeg er beklageligt.

Jeg har gjort Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen bekendt med

min opfattelse.

Herefter foretager jeg mig ikke mere i anledning af Deres

klage.”

NOTER: (*)

FOB 1999, s. 426

og s. 432 (

FOB 1999, s. 426

).

Lignende dokumenter