Spring til indhold

Retsinformation

Afslag på ansættelse som præst med henvisning til ansøgerens holdning til nødvielse af fraskilte

FOU nr 2000.215UdtalelserFolketinget11. januar 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afslag på ansættelse som præst med henvisning til ansøgerens

holdning til nødvielse af fraskilte

I perioden 1. februar til

31. maj 1997 skulle stillingen som sognepræst ved X Kirke i Københavns Stift

besættes midlertidigt ved konstitution. Til stillingen var knyttet en

forpligtelse til at betjene Y Hospital. Betjeningen af hospitalet udgjorde

ca.

75 pct. af stillingens indhold.

I et brev til

Kirkeministeriet af 8. januar 1997 indstillede Biskoppen over Københavns

Stift

en anden ansøger til stillingen. Efterfølgende meddelte biskoppen den 14.

januar

1997 at denne indstilling ikke kunne opretholdes, men at han i stedet

indstillede at A blev udnævnt.

Biskoppen over Københavns

Stift meddelte den 22. januar 1997 Kirkeministeriet at han agtede at ordinere

ansøgeren i stillingen ved ordination i X Kirken den 2. februar 1997.

Kirkeministeriet meddelte A

i et brev af 24. januar 1997 at ministeriet påtænkte at ansætte A i

ovennævnte

stilling. Ministeriet meddelte i et brev af samme dato til Biskoppen over

Københavns Stift at ministeriet havde truffet beslutning om ansættelse af A i

stillingen når de sædvanlige ansættelsesbetingelsers opfyldelse forelå

dokumenteret.

Kirkeministeriet har i en

udtalelse til mig af 29. september 1998 bl.a. skrevet følgende om forståelsen

af udtrykket "de sædvanlige ansættelsesbetingelsers opfyldelse":

"Med nævnte udtryk, der

alene er anvendt i ministeriets brev af 24. januar 1997 til biskoppen, sigtes

Læs alt

primært til de almindelige ansættelsesbetingelser, der fremgår af kapitel 1 i

lov nr. 310 af 16. maj 1990 om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v., §

7

i bekendtgørelse nr. 397 af 16. juni 1993 om uddannelse på

pastoralseminarierne

og § 1 i lov nr. 352 af 6. juni 1991 om medlemskab af folkekirken, kirkelig

betjening og sognebåndsløsning, samt tjenestemandslovgivningen. Der er tale

om

ansættelsesbetingelser som ministeriet påser er opfyldt, før ansættelse kan

finde sted.

Ved førstegangs ansættelser

af teologiske kandidater og andre personer, der er berettigede til at søge

præstestilling i folkekirken, er det fast praksis i meddelelsen fra

ministeriet til den der ansættes at tilkendegive, at det er en forudsætning

for

ansættelsen, at den pågældende ordineres. Tilkendegivelsen gives normalt i

ministeriets meddelelse om ansættelse til den person, der ansættes, jf.

herved

vedlagte standardkoncept for tidsbegrænset ansættelse i vikariater.

Ansættelsesbrevet sendes derimod til biskoppen, der først udleverer

ansættelsesbrevet til den det vedrører, sædvanligvis i forbindelse med

præstevielsen (afgivelse af præsteløftet og ordinationen m.m.).

I den foreliggende sag blev

det imidlertid aldrig aktuelt at sende sådan meddelelse, idet biskoppen på

grund af stillingsbesættelsens hastende karakter allerede i breve af

henholdsvis 3. og 4. februar 1997 meddelte ministeriet, at han trak

indstillingen

om ansættelse af (A) i den ledige stilling tilbage."

I et brev til

Kirkeministeriet af 3. februar 1997 skrev Biskoppen over Københavns Stift til

Kirkeministeriet at han ikke fandt at kunne ordinere A idet A efter hans

opfattelse ikke opfyldte de kirkelige vilkår og forudsætninger der var

nødvendige for at kunne bestride den pågældende stilling.

Biskoppen skrev bl.a.

følgende:

"Ved min afgørelse har

jeg for det første lagt afgørende vægt på, at der er tale om en stilling, der

først og fremmest er oprettet med henblik på betjening af (Y) Hospital.

Således

gav (A) utvetydigt udtryk for, at han ikke under nogen omstændigheder ville

foretage nødvielse af fraskilte, heller ikke hvis omstændighederne

umuliggjorde

tilkaldelse af en anden præst. (A) ville i sådanne situationer alene øve

sjælesorg, hvilket jeg finder uacceptabelt for indehaveren af en stilling som

hospitalspræst.

For det andet havde (A)

reservationer over for et fuldt gudstjenestefællesskab med sin biskop, bl.a.

ved ordinationsgudstjenesten. Han erklærede således klart, at han ikke efter

selve ordinationen kunne deltage i den efterfølgende altergang, som jeg

skulle

forestå, på grund af mine teologiske holdninger. Hans erklærede demonstrative

reservation over for sin biskop ved selve ordinationsgudstjenesten, finder

jeg

ligeledes uacceptabel.

For det tredie var hans

mulige reservationer over for forvaltning af sakramenterne ikke på nuværende

tidspunkt tilfredsstillende afklaret."

Biskoppen tilføjede i et

brev til ministeriet af 4. februar 1997 at hans indstilling om ansættelse af

A

i den pågældende stilling med henvisning til brevet af 3. februar 1997 skulle

betragtes som bortfaldet.

Kirkeministeriet skrev

herefter til A den 5. februar 1997 at han ikke kunne ansættes i stillingen

som

fungerende sognepræst i X Kirke med forpligtelse til at betjene Y Hospital.

Ministeriet henviste til at A over for Biskoppen over Københavns Stift

utvetydigt havde givet udtryk for at han under ingen omstændigheder ville

foretage nødvielse af fraskilte.

Den 2. marts 1997 bad A

Kirkeministeriet om en uddybning af begrundelsen for afslaget. A henviste til

præsters ret til at nægte at vie fraskilte.

Kirkeministeriet svarede den

2. april 1997 bl.a. følgende:

"I § 2, stk. 5, i

Kirkeministeriets bekendtgørelse nr. 547 af 15. december 1969 om vielse inden

for folkekirken er der givet præster adgang til at nægte at vie fraskilte.

Det er imidlertid et

grundlæggende vilkår i stillinger som hospitalspræster, at præster i

nødsituationer også er villige til at foretage nødvielser.

Det har således været

ministeriets vurdering, at De på grund af Deres reservation med hensyn til

foretagelse af kirkelig vielse af fraskilte i enhver situation –

herunder

nødvielser – ikke vil kunne bestride stillingen som hospitalspræst,

hvorfor stillingen

er besat til anden side."

I et brev af 13. maj 1997

stillede A følgende yderligere spørgsmål til Kirkeministeriet:

"...

Svarbrevet af 2. april

rejser nogle spørgsmål, som jeg meget gerne ønsker afklaret:

1. I brevet anfører

Kirkeministeriet, at det er et

grundlæggende

vilkår

, at man i hospitalspræstestillinger

skal

foretage vielser af fraskilte i nødsituationer. Jeg undrer mig

over dette, når der i alle andre præstestillinger, hvor den samme

nødsituation

kan opstå, tilsyneladende er frihed til at håndhæve mit standpunkt i henhold

til Kirkeministeriets bekendtgørelse nr. 547 af 15. december 1969 § 2, stk.

5.

Jeg anmoder derfor venligst om et svar på, hvoraf dette grundlæggende vilkår

fremgår.

2. Jeg må også stadig undre

mig over, at man først ansætter mig og bekendtgør det i aviser m.m. og

dernæst

afskediger mig med begrundelsen om nødvielser, idet jeg jo, allerede efter

ansøgningsfristens udløb, klart redegjorde for mit standpunkt for provst og

menighedsråd. Min undren bliver ikke mindre, når det i den konkrete situation

drejer sig om en 75% stilling i fire måneder, og der statistisk set ville

blive

tale om mindre end én vielse af en sådan karakter (denne udregning er

foretaget

på baggrund af samtlige nødvielser på (Y) Hospital fra 1991-96, og der er

ikke

skelnet mellem nødvielser af fraskilte og nødvielser, som jeg godt ville

kunne

have forestået). Det hele bliver så meget mere uforståeligt, idet jeg, efter

at

være blevet forelagt af (biskoppen), at et medlem har ret til kirkelig

betjening, spurgte, om det ville være tilstrækkeligt med en liste på 20

præster, der havde erklæret sig villige til at træde til i nødsituationen,

men

fik nej.

Jeg skal venligst anmode

Kirkeministeriet om at oplyse baggrunden for først at ansætte mig og dernæst

afskedige mig med denne begrundelse."

Den 16. juli 1997 besvarede

Kirkeministeriet A’s spørgsmål og skrev bl.a. følgende:

"Med hensyn til de

spørgsmål, som De nu har rejst i Deres brev af 13. maj 1997, kan man

supplerende oplyse, at der ikke på noget tidspunkt i forløbet har været

etableret et ansættelsesforhold, idet ministeriets brev af 24. januar 1997

ikke

er et ansættelsesbrev.

Da De imidlertid har rejst

spørgsmål med hensyn til ministeriets skønsudøvelse i forbindelse med

ansættelsessagen, henleder man særligt opmærksomheden på, at ministeriet har

en

generel forpligtelse til at ansætte den ud fra en helhedsvurdering bedst

egnede blandt de stillingsansøgere, der kan komme i betragtning til

ansættelse

i en given stilling. Ministeriets skønsbeføjelser som ansættelsesmyndighed er

– ud over hvad der følger af bestemmelserne i lov nr. 310 af 16. maj

1990 om

ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. – alene undergivet sædvanlige

forvaltningsretlige begrænsninger i relation til den skønsmæssige afvejning

af

hvilken af flere kvalificerede ansøgere en stilling som den omhandlede skal

besættes med.

Det forhold, at ministeriet

som nævnt i brevet af 2. april, som et kriterium, har givet udtryk for, at

det

er et grundlæggende vilkår i stillinger som hospitalspræster, at præster i

nødsituationer også er villige til at foretage nødvielser, er ikke et sagligt

uvedkommende hensyn at opstille for sådanne specialpræstestillinger.

Bestemmelsen i § 2, stk. 5,

i Kirkeministeriets bekendtgørelse nr. 547 af 15. december 1969 om vielse

inden

for folkekirken om, præsters adgang til at nægte at vie en fraskilt

konstituerer ikke en begrænsning i ministeriets adgang til at foretage en

skønsmæssig afvejning.

Endelig bemærkes det, at

ministeriet intet har bekendtgjort vedrørende ansættelsessagens

behandling."

I et brev af 22. oktober

1997 til Kirkeministeriet kommenterede A ministeriets svar til ham af 16.

juli

1997. Han skrev bl.a. følgende:

"I det uddybende svar

anfører Kirkeministeriet, at det er et grundlæggende vilkår, at en

hospitalspræst

i nødsituationer er villig til at foretage nødvielser, og at dette ikke er et

sagligt uvedkommende hensyn at opstille for sådanne specialpræstestillinger.

Ministeriet anfører endvidere, at afgørelsen hviler på et skøn. Heri kan jeg

ikke være uenig med Kirkeministeriet. Det er vel egentlig et grundlæggende

vilkår for enhver stilling som præst. Det afgørende for mig er, om dette

grundlæggende vilkår også gælder nødvielser af fraskilte.

Da jeg muligvis har

misforstået Kirkeministeriets brev af 2. april 1997, skal jeg derfor venligst

anmode Kirkeministeriet om at oplyse, hvorvidt det er korrekt forstået, at

Kirkeministeriet i den konkrete sag har skønnet, at dette grundlæggende

vilkår

om villighed til at foretage nødvielser også bør udstrækkes til at gælde

nødvielser af fraskilte. Og at dette skøn bygger på en vurdering af den

særlige

karakter netop opgaverne i tilknytning til (Y) Hospital har, og ikke på min

overbevisning og person. En sådan afgørelse ville jeg kunne forstå.

Hvis Kirkeministeriet derimod

mener, at det er et grundlæggende vilkår i enhver stilling som

hospitalspræst,

at den pågældende er villig til at foretage nødvielser af fraskilte, har jeg

sværere ved at forstå afgørelsen, og vil endnu engang bede om en nærmere

uddybelse

heraf, gerne med henvisning til litteratur eller konkrete afgørelser.

Jeg har ikke kunnet finde

nærmere i litteratur eller praksis om et sådant grundlæggende vilkår. Det

ville

vel også stride mod den frihed, der er indeholdt i § 2, stk. 5, i

Kirkeministeriets bekendtgørelse nr. 547 af 15. december 1969 om vielse inden

for folkekirken. Jeg er da også bekendt med et eksempel på, at en person, der

ikke foretager nødvielser af fraskilte, indenfor de senere år er ansat i en

præstestilling med hospitalsforpligtelse."

Kirkeministeriet meddelte

den 14. november

1997 A

at ministeriet kunne henholde sig til brevene af 2. april og 16. juli 1997,

og

at ministeriet ikke havde yderligere at tilføje til sagen.

I et brev af 9. december

1997 bad A mig om at undersøge sagen. A anførte bl.a. følgende:

Jeg har svært ved at forstå, at det kan være lovligt,

at indstille mig til en konkret stilling og bekendtgøre denne ansættelse til

offentligheden, og derefter trække den tilbage med begrundelsen om, at jeg

ikke

ønsker at foretage nødvielser af fraskilte, når jeg lang tid forinden både

overfor præster, menighedsråd og biskoppens ansvarlige i denne sag, provst (

),

utvetydigt har givet mit standpunkt til kende.

Kirkeministeriet har anført, at det er 'et

grundlæggende vilkår i stillinger som hospitalspræster, at præster i

nødsituationer også er villige til at foretage nødvielser'. Ministeriet har

ikke villet uddybe dette nærmere med henvisning til regler eller praksis på

trods af, at jeg har anmodet herom. Jeg har ligeledes svært ved at forstå,

hvordan et grundlæggende vilkår kan forenes med en skønsudøvelse, som

Kirkeministeriet også har anført som begrundelse.

Kirkeministeriets bekendtgørelse nr. 547 af 15.

december 1969 indeholder i § 2, stk. 5, en bestemmelse, der indebærer en ret

for præster til af samvittighedsgrunde at nægte at vie fraskilte. Hvis det er

korrekt, at det er et grundlæggende vilkår for enhver stilling som

hospitalspræst, at man i nødsituationer er villig til at foretage nødvielser

af

fraskilte, bryder Kirkeministeriet væsentligt med denne paragraf og udelukker

derved en gruppe af teologer fra bestemte stillinger. Kan det være rigtigt?

Hvis Kirkeministeriet har ret til en sådan vurdering,

hvordan stiller det så præster, der ikke ønsker at foretage nødvielser af

fraskilte, hvad enten de er ansat med hospitalsforpligtelse (jeg er selv

vidende om én, som er ansat indenfor de seneste år!), eller som almindelig

sognepræst havner i en situation, hvor nødvielse ønskes?"

Jeg sendte den 22. december

1997 A’s brev videre til Kirkeministeriet til besvarelse og skrev

samtidig

bl.a. følgende til A:

"Den 9. december 1997

klagede De til mig. I den forbindelse anførte De blandt andet at De havde

kendskab til en person som inden for de seneste år var blevet ansat som præst

med hospitalsforpligtelse, og som – ligesom De – ikke ønskede at

foretage

nødvielse af fraskilte. Jeg forstår Deres bemærkninger således at De mener at

De har været udsat for en forskelsbehandling der ikke er sagligt begrundet.

Sådan som sagen er oplyst

for mig, har Kirkeministeriet ikke (direkte) taget stilling til dette

spørgsmål.

På den baggrund har jeg i

dag sendt Deres brev med bilag videre til Kirkeministeriet til besvarelse.

Jeg beder Dem afvente

Kirkeministeriets svar før De tager stilling til om der er grundlag for at

klage til mig. Jeg gør i den forbindelse opmærksom på at en klage til

ombudsmanden skal være indgivet 'inden et år efter, at forholdet er begået'

(§

13, stk. 3, i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand). Hvis

De

– når De har modtaget ministeriets svar – ønsker at klage til mig

over afslaget

af 5. februar 1997, vil jeg anse en klage indgivet fire uger efter

ministeriets

svar for rettidig."

Kirkeministeriet svarede A

den 2. april 1998. Kirkeministeriet skrev at ministeriet ikke var i

besiddelse

af oplysninger der bekræftede A’s udsagn om at han havde kendskab til en

anden person som ikke ønskede at foretage nødvielse af fraskilte, men som

inden

for de seneste år alligevel var blevet ansat som præst i folkekirken med

forpligtelse til at betjene et hospital.

I et brev til mig af 19.

april 1998 fastholdt A sin klage af 9. december

1997. A

skrev samtidig at han ikke så

nogen grund til at trække den pågældende anden person ind i sagen da dette

ikke

havde nogen indflydelse på de principielle spørgsmål som A rejste i sin klage

til mig af 9. december 1997.

Jeg bad den 17. juli 1998

Kirkeministeriet og Biskoppen over Københavns Stift om en udtalelse i

anledning af A’s klage.

Biskoppen over Københavns

Stift udtalte den 26. august 1998 til Kirkeministeriet bl.a. følgende:

"I denne anledning skal

jeg indledningsvis præcisere, at Kirkeministeriet ikke har haft mulighed for

at ansætte (A) som fungerende sognepræst ved (X) Kirke med forpligtelse til

at

betjene (Y) Hospital, idet han ikke var ordineret. (A)’s utilfredshed

med

forløbet af denne sag må således skyldes, at han føler, at han uberettiget er

blevet nægtet ordination.

I mit brev af 3. februar

1997 til Kirkeministeriet har jeg gjort rede for årsagerne til, at jeg ikke

kunne ordinere (A) til den pågældende stilling. Forud herfor er

begrundelserne

meddelt til (A) under et møde den 30. januar 1997 i anledning af afbrydelsen

af

den såkaldte bispeeksamen den foregående dag. Idet jeg i øvrigt kan henholde

mig til mit brev af 3. februar 1997, skal jeg oplyse, at de i brevet nævnte

tre

begrundelser efter min opfattelse hver for sig har været tilstrækkelige som

begrundelse for min afgørelse om at nægte ordination. Supplerende kan jeg

oplyse følgende.

For det første finder

ordination i hvert fald som udgangspunkt kun sted til et bestemt embede. Det

har derfor været berettiget at inddrage det forhold i overvejelserne, at der

for 75%'s vedkommende var tale om en stilling som hospitalspræst, hvor

nødvielser, herunder af fraskilte, teoretisk må være noget hyppigere

forekommende end for en almindelig sognepræst. (A) gav imidlertid gentagne

gange utvetydigt udtryk for, at han ikke – selv om det var umuligt at

tilkalde

en anden præst – under nogen omstændigheder ville foretage nødvielse af

fraskilte. Også fraskilte medlemmer af folkekirken har imidlertid i henhold

til

medlemskabslovgivningen ret til kirkelig betjening, der også omfatter retten

til at få foretaget en kirkelig vielse, herunder en nødvielse. At der

eventuelt

i Den Danske Folkekirke måtte være præster med holdninger svarende til

(A)’s,

udelukker efter min opfattelse ikke, at man i forbindelse med en ordination

som

forudsætning for etablering af et ansættelsesforhold foretager en mere

restriktiv vurdering af en ansøger i forhold til de for folkekirken gældende

bestemmelser, end der foretages af allerede ansatte som forudsætning for

deres

fortsatte ansættelse i folkekirken.

For det andet gav (A) klart

udtryk for, at han på grund af mine teologiske holdninger ikke efter

ordinationen kunne deltage i den efterfølgende altergang, som jeg skulle

forestå. Dette er et så eklatant brud på den folkekirkelige orden, at en

ordination af (A) ville savne mening.

(A) ville for det tredje

ikke umiddelbart udelukke, at han – ligeledes klart i strid med vor

kirkes orden

– på egen hånd ville indføre betingelser for dåb og nadver. Jeg er klar

over,

at (A) efterfølgende har erklæret, at indførelse af kirketugt ikke ville

finde

sted, uden at spørgsmålet forinden var drøftet med biskoppen. Hvis dette

tredje

forhold forelå isoleret, ville jeg derfor næppe nu afslå at ordinere den

pågældende.

Afslutningsvis skal jeg i

lyset af det nævnte om at ordinere til en bestemt stilling henvise til

slutningen af mit brev af 3. februar 1997, hvorefter ordinationen til en

anden

stilling ikke kan anses for udelukket, såfremt (A) ændrer holdning med hensyn

til gudstjenestefællesskab med biskoppen."

Kirkeministeriet henholdt

sig i en udtalelse til mig af 29. september 1998 til ministeriets breve til A

og tilføjede bl.a. følgende:

"Vedrørende spørgsmålet

om betydningen af biskoppens samtaler med (A) kan ministeriet fortsat

henholde

sig til det, biskoppen har skrevet i sin erklæring af 3. februar 1997:

'I denne anledning skal jeg

meddele, at jeg som forudsætning for ordination har afholdt bispeeksamen den

29. og 30. januar 1997. På baggrund af gennemførelsen af denne eksamen finder

jeg imidlertid ikke at kunne ordinere (A), der efter min opfattelse ikke

opfylder de kirkelige vilkår og forudsætninger, der er nødvendige for at

kunne

bestride den pågældende stilling.'

Ministeriet har herved lagt

vægt på, at biskoppen i fornævnte erklæring havde udtalt, at (A) gav

'utvetydigt udtryk for, at han ikke under nogen omstændigheder ville foretage

nødvielse af fraskilte, heller ikke hvis omstændighederne umuliggjorde

tilkaldelse

af en anden præst.'

Ministeriet må beklage den

misvisende formulering af næstsidste afsnit på side 1 i ministeriets brev af

16. juli 1997 til (A), der giver indtryk af, at passusen: 'når de sædvanlige

ansættelsesbetingelsers opfyldelse foreligger dokumenteret' blev anvendt i

brevet af 24. januar 1997 til (A).

Med hensyn til den udbedte

særlige redegørelse for begrundelsen for ikke at ansætte (A) sammenholdt med

bestemmelsen i § 2, stk. 5, i Kirkeministeriets bekendtgørelse nr. 547 af 15.

december 1969 om foretagelse af vielse inden for folkekirken skal ministeriet

bemærke følgende:

Ministeriet har i sine breve

af henholdsvis 5. februar og 2. april 1997 til (A) direkte henvist til det

hovedhensyn, der var afgørende for ministeriets beslutning om ikke at ansætte

ham, men i stedet for lade stillingen besætte med den ansøger, som biskoppen

oprindeligt havde indstillet til ansættelse. Ministeriet anser begrundelsen

for

dækkende og fyldestgørende i forvaltningsretlig henseende.

Bestemmelsen i ovennævnte

bekendtgørelse giver præster ansat i folkekirken adgang til at nægte at vie

en

fraskilt. Præster i folkekirken nyder efter denne bestemmelse en særlig

'samvittighedsbeskyttelse'. Ministeriet har i brev af 16. juli 1997

afslutningsvis tilkendegivet, at denne regel efter ministeriets opfattelse

ikke

konstituerer en begrænsning i ministeriets adgang til at foretage en

skønsmæssig afvejning. Hermed sigtes til de vurderinger, der er foretaget i

den

konkrete ansættelsessag med hensyn til (A)’s egnethed til at bestride

den

ansøgte stilling."

A bemærkede i et brev til

mig af 1. november 1998 bl.a. følgende til biskoppens og Kirkeministeriets

udtalelser:

"Selvom korrespondancen

med Kirkeministeriet, herunder det senest fremsendte bilag, i nogen grad

svarer

på spørgsmålet, om der har eksisteret et ansættelsesforhold, finder jeg ikke,

at spørgsmålene 2-4 i mit brev til Dem af 9. december 1997, som er årsagen

til

henvendelsen, er blevet besvaret.

Det er med andre ord stadig

spørgsmålet, om det ikke er en tilsidesættelse af den lovbefæstede ret til af

samvittighedsgrunde at nægte at vie fraskilte, når Kirkeministeriet hævder,

at

det er et 'grundlæggende vilkår', at man som hospitalspræst er villig til at

foretage nødvielser af fraskilte. Og jeg finder fortsat ikke, at

Kirkeministeriet har givet nogen begrundelse for dette 'grundlæggende

vilkår',

som man henviser til i afgørelserne til mig.

Dette spørgsmål, som jeg

uden held har søgt svar på, og som allerede har fået store konsekvenser i mit

tilfælde og vil få det for mig selv og andre ansøgere i fremtiden, beder jeg

Dem at vurdere.

Hermed bliver det også

klart, at de to andre forhold, som Biskoppen nævner i henhold til samtalerne

ved bispeeksaminerne, som på intet tidspunkt har været inddraget af

Kirkeministeriet

og som i høj grad må siges at vedrøre Folkekirkens lære og forkyndelse, i

denne

sammenhæng er uvedkommende."

Kirkeministeriet meddelte

den 5. januar 1999 at ministeriet og Biskoppen over Københavns Stift ikke

havde

yderligere bemærkninger til sagen.

Ombudsmandens udtalelse

”Afgrænsning af ombudsmandens undersøgelse

Folkekirken er omfattet af ombudsmandens virksomhed bortset fra spørgsmål der

direkte eller indirekte vedrører kirkens lære eller forkyndelse, jf. § 9 i

lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand.

Min undersøgelse af sagen er derfor begrænset til spørgsmålet om hvorvidt

Deres tilkendegivelse vedrørende foretagelse af nødvielse af fraskilte var et

lovligt kriterium i Kirkeministeriets afvejning af hvem der var bedst egnet

til stillingen som konstitueret sognepræst ved (X) Kirke i perioden 1.

februar til 31. maj 1997.

Efter min gennemgang af sagens akter må jeg lægge til grund at De ikke har

fået ansættelsesbrev eller anden bindende meddelelse fra ministeriet om

ansættelse. De har derfor ikke været ansat af Kirkeministeriet.

Regelgrundlaget

Ved sager om ansættelse i

det offentlige indgår de almindelige forvaltningsretlige regler som en

væsentlig del af retsgrundlaget. I denne sag er det navnlig reglerne om

saglig

forvaltning som har betydning.

Reglerne om folkekirkens

medlemmers ret til kirkelig betjening findes i kapitel 3 i lov nr. 352 af 6.

juni 1991 om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og

sognebåndsløsning. Udgangspunktet for kirkelig betjening af kirkens medlemmer

findes i lovens § 6, stk. 1, som har følgende ordlyd:

’§ 6.

Ethvert medlem af folkekirken har ret til kirkelig betjening

af præsten eller præsterne for den menighed, hvortil medlemmet hører, jf. §

5.

Sognebåndsløsere betjenes dog af den præst, til hvem der er løst

sognebånd.’

Reglerne om præsters

forpligtelse til at foretage vielse fremgår af bekendtgørelse nr. 547 af 15.

december 1969 om vielse inden for folkekirken § 2, stk. 5. Bestemmelsen har

følgende ordlyd:

’§ 2.

...

Stk. 5. En præst har kun pligt til at foretage en vielse, såfremt

begge parter hører til folkekirken, og en af dem er medlem af hans menighed.

Præsten kan dog nægte at vie en fraskilt. Mener han iøvrigt af religiøse

grunde

ikke at kunne eller burde foretage en vielse, skal han forelægge biskoppen

sagen. Denne afgør da, om præsten bør fritages for at foretage vielsen.’

Bekendtgørelsen indeholder

endvidere følgende bestemmelser om nødvielse i § 2, stk. 3, og § 3, stk. 1:

’§ 2.

...

Stk. 3. Er der på grund af en af parternes sygdom alvorlig fare

for, at en udsættelse af vielsen vil medføre, at denne ikke kan finde sted,

hvilket så vidt muligt skal godtgøres ved lægeerklæring, kan vielse

foretages,

selv om prøvelse af ægteskabsbetingelserne ikke har fundet sted ved de

bevisprøvende myndigheder. Præsten skal i så fald i det omfang, det efter

forholdene må anses for forsvarligt, foretage prøvelse af

ægteskabsbetingelserne efter lovens kapitel 1. Parterne skal altid skriftligt

eller mundtligt erklære, at der ikke på grund af slægtskab eller tidligere

ægteskab er noget til hinder for ægteskabet, jfr. lovens §§ 6 og 9.

Umiddelbart

efter vielsen skal præsten afgive indberetning om denne til vedkommende

borgerlige myndighed.

§ 3.

Vielse foretages i kirken, medmindre en af parterne på grund

af livsfarlig sygdom anmoder om at blive viet på sit sygeleje. I sidstnævnte

tilfælde skal præsten umiddelbart efter vielsen afgive indberetning om denne

til biskoppen, så vidt muligt vedlagt lægeerklæring.’

Ombudsmandens vurdering

1.

Udgangspunktet for min bedømmelse af sagen er den almindelige

forvaltningsretlige regel om at forvaltningens afgørelser skal hvile på et

sagligt grundlag. Det spørgsmål som denne sag rejser, er om det ved

besættelsen

af den stilling som De havde søgt, kunne betragtes som et sagligt kriterium

at

den ansatte i nødsituationer skulle være villig til at foretage nødvielse af

fraskilte.

Ved bedømmelsen af dette

spørgsmål må man indledningsvis undersøge om den ret til at nægte at foretage

vielse af en fraskilt som tilkommer præster i folkekirken, må underkastes

begrænsninger i forbindelse med foretagelse af nødvielse.

Ved Højesterets dom af 21.

oktober 1903 (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1903, s. 302) blev en præst

frifundet for straf i anledning af at han havde nægtet at foretage vielse af

en fraskilt. Dommen kan dog næppe tillægges betydning ved fastlæggelsen af

omfanget af præsters ret til at nægte at foretage vielse af fraskilte,

allerede fordi retsgrundlaget var et andet da dommen blev afsagt.

Præsters ret til at nægte at

vie fraskilte blev indført ved § 30 i lov nr. 276 af 6. juni 1922 om

Ægteskabs

Indgaaelse og Opløsning. I forarbejderne blev bl.a. anført følgende

(betænkning

af 1913, udarbejdet af den ved kgl. resolutioner af 25. juli 1910 og 19. juni

1912 nedsatte kommission):

’Man har haft under

Overvejelse her at stille den enkelte Præst helt frit,

...

Man har dog ment, at en

saadan Frihed for Præsterne vilde være for stor en Indskrænkning i de læge

Menighedsmedlemmers Ret,

...

Den foreslaaede Ordning med

Hensyn til ubetinget Fritagelse for at vie fraskilte synes at være vel

grundet

i de praktiske Vanskeligheder, som vort Samfundsliv her har haft, og i den

kirkelige Usikkerhed overfor Problemet, medens den borgerlige Lovgivning

forlængst har taget sit Parti.’

Den nugældende bestemmelse i

bekendtgørelse nr. 547 af 15. december 1969 om præsters ret til at nægte at

foretage vielse af fraskilte er udfærdiget med hjemmel i § 17, stk. 1, i lov

om

ægteskabs indgåelse og opløsning (nu lovbek. nr. 147 af 9. marts 1999).

Under udvalgsbehandlingen af

lovforslaget der dannede grundlag for loven, blev kirkeministeren spurgt om

han

ønskede at opretholde reglen om at folkekirkens præster kan nægte at vie

fraskilte. Kirkeministeren henviste i svaret bl.a. til de ovenfor anførte

bemærkninger

i kommissionsbetænkningen af 1913 om den ubetingede fritagelse for at vie

fraskilte. Kirkeministeren tilføjede (Folketingstidende 1968-69, tillæg B,

sp.

1931):

’...

For mange præster i

folkekirken er vielse af fraskilte fremdeles stridende mod deres

samvittighed.

Den gældende bestemmelse tager rimeligt hensyn hertil, og efter

kirkeministeriets opfattelse er der ikke anledning til at overveje

spørgsmålet

om indførelse af en regel, der mod sådanne præsters samvittighed pålægger dem

en ubetinget pligt til i alle tilfælde at foretage vielse af

folkekirkemedlemmer,

også når den ene af parterne eller de begge er fraskilt.

...’

På dette grundlag må det

umiddelbart antages at præsters ret til at nægte at vie fraskilte er uden

særlige begrænsninger for så vidt angår nødvielse.

Også ordlyden af § 2, stk.

5, 2. pkt. – som er helt generel – støtter denne antagelse.

Endvidere

indeholder bekendtgørelsen i § 2, stk. 3, og § 3, stk. 1, regler for

nødvielse

som fraviger de regler der i almindelighed gælder for vielse inden for

folkekirken. Derimod er der ikke i bekendtgørelsen givet særlige regler

angående præsters ret til at nægte at vie fraskilte i forbindelse med

nødvielse.

Bekendtgørelsens § 2, stk.

3, er en præcisering af ægteskabslovens § 19, stk. 2, hvorefter vielse kan

foretages selv om der ikke eller kun delvis er sket prøvelse af

ægteskabsbetingelserne hvis der på grund af en af parternes sygdom er

alvorlig

fare for at en udsættelse af vielsen vil medføre at denne ikke kan finde

sted.

I forarbejderne til denne bestemmelse er der ikke anført noget af betydning

for

spørgsmålet om præsters ret til at nægte at foretage nødvielse af fraskilte.

Herefter må det antages at

den ret som tilkommer en præst til at nægte at foretage vielse af en

fraskilt,

gælder i samme omfang ved nødvielse som ved almindelig vielse.

Medlemslovgivningen kan efter min opfattelse ikke ændre herpå, jf. nedenfor i

afsnit 3. Ansættelsesretligt har det den betydning at det ikke kan betragtes

som en tjenesteforseelse at en præst af samvittighedsgrunde har nægtet at

foretage nødvielse af fraskilte. Dette forhold kan derfor ikke danne grundlag

for disciplinære sanktioner, ligesom en diskretionær afskedigelse med

henvisning til dette forhold må anses for udelukket.

2.

Det spørgsmål der herefter må tages stilling til, er om

Kirkeministeriet i almindelighed i forbindelse med besættelsen af en ledig

præstestilling kan lægge vægt på oplysninger om at en ansøger ikke vil

foretage

nødvielse af fraskilte, selv om der ikke kan lægges vægt på denne

omstændighed

i forbindelse med en afskedigelse.

Ved min bedømmelse af dette

spørgsmål har jeg for det første lagt vægt på at der i almindelighed ikke er

mulighed for ved ansættelse i den offentlige forvaltning at lægge vægt på

forhold som ikke ville kunne indgå som et sagligt kriterium i forbindelse med

en afskedigelse. De almindelige forvaltningsretlige regler er udformet

således

at det såvel ved ansættelse som ved uansøgt afskedigelse af medarbejdere i

den

offentlige forvaltning tilstræbes at forvaltningen har tilknyttet de efter

saglige kriterier bedst kvalificerede medarbejdere. Ved valg blandt ansøgere

til en stilling gælder således at stillingen skal søges besat med den efter

et

sagligt skøn bedst kvalificerede medarbejder, og tilsvarende må forvaltningen

udelukkende varetage saglige hensyn i forbindelse med en afskedigelse, jf.

Ole

Hasselbalch, Ansættelsesretten, 2. udg. (1997), s. 98 og 214ff, og Oluf

Emborg

og Peer Schaumburg-Müller, Offentlig Arbejdsret (1998), s. 92ff og 279ff,

samt

Østre Landsrets dom af 4. august 1988 (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen

1988,

s. 962) og Vestre Landsrets dom af 9. oktober 1998 (gengivet i Ugeskrift for

Retsvæsen 1999, s. 172). De hensyn som lovligt kan tillægges betydning ved

ansættelse, kan ofte også tillægges betydning ved afskedigelse, og ved

diskretionær afskedigelse af et større antal ansatte på samme arbejdssted må

det – med støtte i den almindelige grundsætning ved ansættelse hvorefter

en

stilling skal søges besat med den bedst kvalificerede ansøger – antages

at

myndigheder skal søge at beholde de mest kvalificerede medarbejdere, jf. Kaj

Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 168ff. Der er således efter den

almindelige forvaltningsrets regler en nær sammenhæng mellem de forhold der

sagligt kan lægges vægt på i forbindelse med en ansættelse, og de forhold som

kan indgå i forbindelse med en diskretionær afskedigelse. Denne sammenhæng

kan

ses også i forbindelse med afskedigelse af disciplinære grunde som det

illustreres af sagen omtalt i Folketingets Ombudsmands beretning for 1986, s.

86. I denne sag havde Kirkeministeriet og den pågældende biskop ved

afgørelsen

om hvorvidt en ansøger opfyldte betingelserne for (gen-)-ansættelse som præst

i

folkekirken, navnlig ladet indgå vurderinger af risikoen for at der ved

ansøgerens

genansættelse ville opstå samarbejdsvanskeligheder svarende til dem som nogle

år forinden havde ført til at denne var blevet afskediget disciplinært fra

folkekirken. Jeg anførte i min udtalelse bl.a. at det generelt ikke giver mig

anledning til bemærkninger at dette kriterium anvendes ved vurderingen af om

der kan ske genansættelse i folkekirken. Tilsvarende fandt Højesteret i U

1995.621 at Kirkeministeriet havde været berettiget til efter afskedigelsen

af

en præst at tilkendegive at pågældende i en vis periode efter afskedigelsen

var

udelukket fra at komme i betragtning til andre stillinger som præst i

folkekirken.

Ikke kun forvaltningsrettens

almindelige regler om ansættelse og afskedigelse i det offentliges tjeneste

fremviser en betydelig grad af overensstemmelse mellem de forhold der kan

lægges vægt på i forbindelse med en afgørelse om henholdsvis ansættelse og

uansøgt afskedigelse. Det samme gør sig gældende ved de særlige bestemmelser

i

lovgivningen der fastslår at bestemte forhold ikke må indgå når en

arbejdsgiver

træffer ansættelsesretlige afgørelser.

Flere bestemmelser af denne

art fastslår udtrykkeligt at de forhold bestemmelserne angår, hverken må

indgå

ved arbejdsgiverens afgørelse om ansættelse eller ved en afgørelse om

afskedigelse. Det er således i § 2, stk. 1, i lov om forbud mod

forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (lov nr. 459 af 12. juni 1996)

udtrykkeligt fastslået at forskelsbehandling på grundlag af race, hudfarve,

religion, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social

eller

etnisk oprindelse ikke må foretages i forbindelse med ansættelse,

afskedigelse,

forflyttelse og forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Tilsvarende er det i §§ 2 og 4 i ligebehandlingsloven (lovbek. nr. 213 af 3.

april 1998 om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse

og

barselsorlov m.v.) bestemt at en arbejdsgiver skal behandle mænd og kvinder

lige ved ansættelser, forflyttelser og forfremmelser og for så vidt angår

arbejdsvilkår, herunder ved afskedigelse. Endvidere er det bestemt i lov nr.

100 af 4. marts 1921 om lige adgang for kvinder og mænd til

tjenestestillinger

og hverv at kvinder og mænd under samme betingelser har lige adgang til alle

ved lov bestemte tjenestestillinger og hverv under stat og kommune.

§ 9 i ligebehandlingsloven

indeholder en bestemmelse om at en arbejdsgiver ikke må afskedige en

lønmodtager fordi denne har fremsat krav om udnyttelse af retten til fravær

eller har været fraværende på grund af graviditet, barsel eller adoption.

Bestemmelsen omtaler ikke spørgsmålet om hvorvidt disse forhold kan inddrages

i

forbindelse med en afgørelse om ansættelse af en medarbejder; men i

retspraksis

og den juridiske litteratur er det lagt til grund at bestemmelsen i lovens §

2,

der angår ligebehandling i forbindelse med ansættelse i stillinger, også

regulerer spørgsmål om afslag på ansættelse under henvisning til en ansøgers

graviditet.

Alligevel synes netop

graviditet og barselsorlov at være et hensyn der kan indgå med en lidt anden

vægt ved ansættelse end ved uansøgt afskedigelse. Mens det står fast at

afskedigelse af en medarbejder under henvisning til at hun er gravid eller på

barselsorlov, er retsstridig, synes det i retspraksis at være lagt til grund

at

undladelse af at ansætte en gravid i et vikariat ikke strider mod

ligebehandlingsloven hvis hun på grund af graviditeten ikke vil kunne

bestride

stillingen i en væsentlig del af vikariatet. Jeg henviser til Lars Svenning

Andersen, Funktionærret, 2. udg. (1998), s.

93f

og 542ff, samt Østre Landsrets dom af 27. januar 1986 (gengivet i Ugeskrift

for

Retsvæsen 1986, s. 424) og Østre Landsrets dom af 25. februar 1998 (13. afd.

B

1197/1997) som er omtalt i Oluf Emborg og Per Schaumburg-Müller, Offentlig

Arbejdsret (1998), s. 101. I almindelighed må afvisning af at ansætte en

ansøger under henvisning til at hun er gravid, dog anses for at stride mod

ligebehandlingsloven og de til grund herfor liggende EU-retlige regler, jf.

EF-Domstolens dom af 8. november 1990 (sag C-177/88). Spørgsmålet kan ikke

anses

for fuldt ud afklaret.

§§ 1 og 2, stk. 1, i

foreningsfrihedsloven (lovbek. nr. 443 af 13. juni 1990 om beskyttelse mod

afskedigelse på grund af foreningsforhold) fastslår at en arbejdsgiver ikke

må

afskedige en lønmodtager fordi denne er medlem af en forening eller er medlem

af en bestemt forening, ligesom arbejdsgiveren ikke må afskedige en

lønmodtager

fordi denne ikke er medlem af en forening eller af en bestemt forening.

Derimod

indeholder loven ikke bestemmelser vedrørende arbejdsgiverens mulighed for at

tage hensyn til disse forhold i forbindelse med en ansættelse, men det er i

retspraksis fastslået at det ikke er lovligt for en offentlig myndighed at

udelukke personer der ikke er medlem af en bestemt fagforening, fra tjeneste

hos myndigheden. Der er således overenstemmelse mellem de hensyn en myndighed

sagligt kan lægge vægt på i forbindelse med en ansættelse og i forbindelse

med

en uansøgt afskedigelse.

Lovgivningen indeholder

flere andre bestemmelser der fastslår at det er usagligt at inddrage bestemte

hensyn ved afgørelsen om at afskedige en medarbejder uden at tage stilling

til

om samme hensyn kan inddrages ved afgørelsen om at ansætte en medarbejder.

Det gælder således § 3 i

loven om lige løn til mænd og kvinder (lovbek. nr. 639 af 17. juli 1992) der

fastslår at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager fordi denne har

fremsat krav om lige løn, herunder lige lønvilkår. Tilsvarende gælder § 11,

stk. 7, i orlovsloven (lovbek. nr. 6 af 5. januar 2000) der hindrer en

arbejdsgiver i at afskedige en lønmodtager fordi denne har fremsat krav om

udnyttelse af retten til orlov, udnytter retten til orlov eller har været

fraværende på grund af orlov. Bestemmelser af lignende art er indsat i § 2,

stk. 2 og 3, i loven om værnepligtsorlov og om orlov til FN-tjeneste m.v.

(lovbek. nr. 981 af 14. december 1993) der fastslår at en arbejdsgiver ikke

må

afskedige en lønmodtager fordi han vil udnytte retten til fravær på grund af

aftjening af værnepligt eller har været fraværende af denne grund, og at

arbejdsgiveren

heller ikke i øvrigt må afskedige en lønmodtager på grund af aftjening af

værnepligt. I § 3, stk. 1, i virksomhedsoverdragelsesloven (lov nr. 111 af

21.

marts 1979 om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse) er

indsat

en bestemmelse om at afskedigelse på grund af overdragelse af en virksomhed

eller en del heraf ikke anses for rimeligt begrundet i virksomhedens forhold

medmindre afskedigelsen skyldes økonomiske, tekniske eller organisatoriske

årsager der medfører beskæftigelsesmæssige ændringer.

Disse bestemmelser der

forbyder arbejdsgiveren at foretage afskedigelse af de ovennævnte grunde,

tager

efter deres ordlyd ikke stilling til om en arbejdsgiver sagligt ville kunne

lægge vægt på de nævnte grunde i forbindelse med en ansættelse. Heller ikke

bestemmelsernes forarbejder, domspraksis eller den juridiske litteratur

omtaler

dette spørgsmål. Årsagen hertil må antagelig søges i at de vedrører forhold

der

udelukkende eller først og fremmest kan tænkes at opstå i forbindelse med

personer der allerede er i beskæftigelse, men sjældnere i forbindelse med

personer der ansøger om en ledig stilling. Det må således anses for tvivlsomt

om der er grundlag for en antagelse om at de i bestemmelserne nævnte forhold

sagligt kan inddrages i forbindelse med en myndigheds afgørelse om ansættelse

af en medarbejder, selv om de ikke kan inddrages i forbindelse med en

afgørelse

om afskedigelse af en medarbejder.

§ 16 c i den kommunale

styrelseslov (lovbek. nr. 810 af 28. oktober 1999 om kommunernes styrelse)

bestemmer

at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager fordi denne er opført på

en

kandidatliste til et kommunalvalg eller er valgt til en kommunalbestyrelse. I

tilfælde af en afskedigelse påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre at

bestemmelsen i § 16 c er overholdt, jf. § 16 d, stk. 1. Disse bestemmelser

vedrører heller ikke spørgsmålet om hvorvidt det nævnte forhold kan inddrages

i

forbindelse med en ansættelse, men spørgsmålet er dog berørt i forarbejderne,

jf. Folketingstidende 1994-95, s. 3284, og tillæg B, s. 521, hvor et

mindretal

i Folketinget gav udtryk for at bestemmelsen i § 16 d sandsynligvis ville få

den virkning at virksomhederne ville afholde sig fra at ansætte folk de kun

med

stort besvær kan afskedige. Udtalelsen kan dog kun tillægges begrænset

betydning for det foreliggende spørgsmål. Det må således også for § 16 c i

den

kommunale styrelseslov anses for tvivlsomt om der er grundlag for en

antagelse

om at de i bestemmelsen nævnte forhold sagligt kan inddrages i forbindelse

med

en myndigheds afgørelse om ansættelse af en medarbejder, selv om de ikke kan

inddrages i forbindelse med en afgørelse om afskedigelse af en medarbejder.

Noget tilsvarende kan

anføres om lovgivningen vedrørende handicappedes adgang til arbejdsmarkedet.

Bestemmelsen i § 3, stk. 1, i loven om kompensation til handicappede i

erhverv

m.v. (lov nr. 293 af 14. maj 1998 med senere ændring) fastslår at en

offentlig

arbejdsgiver i forbindelse med besættelsen af en ledig stilling har pligt til

at give fortrinsadgang til personer der på grund af et handicap har

vanskeligt

ved at få beskæftigelse på det almindelige arbejdsmarked, hvis vedkommende er

lige så kvalificeret som de øvrige ansøgere. Loven (og den til loven knyttede

bekendtgørelse nr. 825 af 8. november 1999) tager efter sin ordlyd ikke

stilling til om en offentlig arbejdsgiver kan tillægge et handicap negativ

betydning i forbindelse med en afgørelse om at afskedige en medarbejder. Men

da

loven ifølge § 1 har til formål at styrke og stimulere handicappede personers

muligheder for beskæftigelse med det formål at give disse de samme muligheder

for erhvervsudøvelse som personer uden handicap, må det antages at

mulighederne

for at tillægge handicappet betydning er den samme i forbindelse med en

uansøgt

afskedigelse som ved en ansættelse.

Det kan ikke helt udelukkes

at der på enkelte områder kan være forskel på afgørelser om ansættelse og om

uansøgt afskedigelse med hensyn til muligheden for sagligt at inddrage

bestemte

kriterier. Ud over det ovenfor anførte om ansættelse af en gravid i et

vikariat

kan nævnes Lars Nordskov Nielsens responsum om offentligt ansattes

ytringsfrihed – med særlig sigte på overenskomstansatte DJØF’ere,

offentliggjort i DJØF-bladet nr. 22/1987. I responsumet er det anført at hvis

en medarbejder hos en myndighed har fremsat en enkelt lovlig offentlig ytring

der er kritisk over for tjenestestedet, kan det ikke i sig selv danne

grundlag

for afskedigelse. Derimod kan det ikke afvises at der må tages hensyn til om

en

fuldmægtig der kandiderer til en kontorchefstilling, har en sådan holdning

til

vedkommende sagsområdes problemer at der er et tilfredsstillende grundlag for

samarbejde mellem ministeren (og departementschefen) og kontorchefen, ligesom

det ikke kan afvises at der ved en sådan holdningsvurdering efter

omstændighederne kan lægges vægt på indholdet af en enkelt kritisk artikel.

Der findes ikke regler i

lovgivningen eller retsafgørelser der belyser dette spørgsmål. Men selv om

der

eventuelt måtte være forskel på en offentlig arbejdsgivers mulighed for at

lægge vægt på en medarbejders offentligt fremsatte lovlige ytringer i

forbindelse med henholdsvis en afskedigelse og en forfremmelse, har dette

efter

min opfattelse ikke selvstændig betydning for det generelle spørgsmål om

hvorvidt forhold der ikke kan indgå som et sagligt kriterium ved en

myndigheds

afgørelse om at afskedige en medarbejder, i almindelighed kan indgå ved en

afgørelse om ansættelse af en medarbejder.

Herefter må det samlet

antages at de forhold som en offentlig arbejdsgiver ikke sagligt kan lægge

vægt

på ved en afgørelse om uansøgt afskedigelse af en medarbejder, i hvert fald i

almindelighed heller ikke kan indgå ved en afgørelse om ansættelse af en

medarbejder. Dette taler efter min opfattelse imod en antagelse om at

Kirkeministeriet i almindelighed skulle være berettiget til i forbindelse med

besættelsen af en ledig præstestilling at lægge vægt på oplysninger om at en

ansøger ikke vil foretage nødvielse af fraskilte, selv om der ikke kan lægges

vægt på denne omstændighed i forbindelse med en afskedigelse.

Herudover har jeg ved min

bedømmelse af dette spørgsmål lagt vægt på at bestemmelsen i § 2, stk. 5, 2.

pkt., i bekendtgørelsen om vielse inden for folkekirken bygger på en

forudsætning om at spørgsmålet om hvorvidt en præst skal vie en fraskilt, er

et

samvittighedsanliggende som kun den pågældende præst kan tage stilling til.

Det

synes ikke vel foreneligt med denne ordning at et sådant anliggende, der

efter

sin natur alene angår den enkelte præst, skulle kunne indgå i en sag hvor

Kirkeministeriet

træffer afgørelse om hvorvidt en ansøger kan opnå en præstestilling.

På den baggrund er det min

opfattelse at Kirkeministeriet i almindelighed ikke vil være berettiget til

ved

besættelse af en præstestilling at lægge vægt på oplysninger om at en ansøger

ikke vil foretage nødvielse af fraskilte. Jeg bemærker at jeg ikke herved har

taget stilling til i hvilket omfang menighedsrådene (og biskopperne) kan

lægge

vægt på dette spørgsmål når de medvirker ved ansættelse i præstestillinger,

jf.

kapitel 2 i loven om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. (lov nr. 310

af

16. maj 1990 med senere ændring).

3.

Spørgsmålet er herefter om der gælder en særlig regel ved

besættelsen af stillinger som hospitalspræst eller præstestillinger som den

De har søgt hvor betjeningen af et hospital indgår som en meget betydelig del

af stillingens indhold. Denne særlige regel måtte indebære at

Kirkeministeriet

ved besættelsen af disse stillinger kan lægge vægt på at en ansøger har

tilkendegivet at han agter at gøre brug af sin ret til at nægte at foretage

nødvielse af fraskilte, også hvis omstændighederne ikke tillader at en anden

præst tilkaldes.

Ved vurderingen af dette

spørgsmål må det navnlig tages i betragtning om en sådan nægtelse vil kunne

indebære at den ret til kirkelig betjening som tilkommer folkekirkens

medlemmer, tilsidesættes. Reglerne om folkekirkens medlemmers ret til

kirkelig

betjening findes som nævnt i kapitel 3 i loven om medlemskab af folkekirken,

kirkelig betjening og sognebåndsløsning. Størst betydning i denne forbindelse

har § 6, stk. 1, som er gengivet ovenfor. Det fremgår af denne bestemmelse at

den ret til kirkelig betjening som tilkommer et medlem af folkekirken, kun

gælder i forhold til præsten eller præsterne for den menighed som medlemmet

tilhører. Der er ikke i

loven givet

særskilte regler om retten til kirkelig betjening for hospitalsindlagte.

Dette

må indebære at også et medlem af folkekirken som er indlagt på et hospital,

kun har en egentlig ret til kirkelig betjening i forhold til præsten eller

præsterne for den menighed som medlemmet tilhører. Dette kan dog kun

tillægges

begrænset betydning idet en hospitalspræst efter de regler som gælder for

hans

ansættelsesforhold, må antages at være forpligtet til at betjene

hospitalsindlagte uanset at disse ikke tilhører hans egen menighed i lovens

forstand, jf. betænkning nr. 769/1976 om revision af lov om kirkers brug,

sognebåndsløsning m.m., s. 43.

I bemærkningerne til det

lovforslag som dannede grundlag for loven om medlemskab af folkekirken,

kirkelig betjening og sognebåndsløsning (Folketingstidende 1990-91, 2. saml.,

tillæg A, sp. 2337), er det anført at bestemmelsen i § 6, stk. 1, svarer til

§

20 i lovbek. nr. 759 af 7. december 1987. I forarbejderne til denne

bestemmelse

er bl.a. anført følgende (betænkning nr. 769/1976 om revision af lov om

kirkers

brug m.v., s. 40):

’Reglen i § 17, stk. 1, [som

svarede til § 20 i den senere vedtagne lov; min bemærkning] hjemler dog ikke

menighedens medlemmer nogen ubetinget ret til under alle omstændigheder at

blive kirkeligt betjent, idet reglen må forstås med respekt af de

bestemmelser,

der gælder om dåb, konfirmation, vielse og begravelse m.m. Disse bestemmelser

kan medføre, at en person, der er medlem af en folkekirkelig menighed, i

visse

tilfælde ikke har en ubetinget ret til at få en kirkelig handling udført af

menighedens præst. Således kan en præst iflg. § 2, stk. 5, 2. pkt., i

kirkeministeriets bekendtgørelse af 15. december 1969 om kirkelig vielse

inden

for folkekirken nægte at vie en fraskilt.’

I bemærkningerne er det

således udtrykkeligt anført at folkekirkens medlemmer ikke har en ubetinget

ret

til under alle omstændigheder at blive kirkeligt betjent, og der er i den

forbindelse direkte henvist til at en præst har ret til at nægte at foretage

vielse af en fraskilt. Der er ikke i denne forbindelse gjort en undtagelse

for

nødvielser, og der er ikke belæg for at der skulle gælde særlige regler for

hospitalspræster eller præster for hvem betjeningen af et hospital indgår som

en meget betydelig del af stillingens indhold. Loven og dens forarbejder

giver

således for så vidt ikke belæg for den opfattelse at præster – herunder

hospitalspræster – ved at nægte at foretage nødvielse af en fraskilt

tilsidesætter den ret til kirkelig betjening som tilkommer den pågældende.

Ved vurderingen af dette

spørgsmål må formålet med de fastsatte bestemmelser dog også inddrages. Det

må

således efter min opfattelse antages at formålet med reglerne i lovens

kapitel

3 er at foretage en nærmere regulering af den ret til kirkelig betjening som

tilkommer folkekirkens medlemmer, mens det har ligget uden for lovens formål

at give regler der under visse omstændigheder kunne medføre at et medlem af

folkekirken helt blev afskåret fra relevant kirkelig betjening. En vis støtte

for dette synspunkt kan efter min opfattelse findes i bestemmelsen i lovens §

6, stk. 2, der sikrer at endog medlemmer af folkekirken bosat i udlandet har

ret til kirkelig betjening under midlertidigt ophold her i landet.

Tilsvarende

har formålet med bestemmelsen i § 2, stk. 5, 2. pkt., i bekendtgørelsen om

vielse i folkekirken alene været at sikre præster for hvem vielse af

fraskilte

strider mod deres samvittighed, en ret til at afvise at foretage en sådan

vielse, mens det næppe har været tilsigtet at bestemmelsen skulle kunne give

anledning til situationer hvor fraskilte medlemmer af folkekirken helt blev

afskåret fra en kirkelig vielse.

Årsagen til at det ikke er

blevet anset for nødvendigt at lade dette komme til udtryk i bestemmelsens

ordlyd, er antagelig en forudsætning om at vielse af en fraskilt altid vil

kunne gennemføres af en anden præst end præsten for den menighed som den

fraskilte tilhører. I forarbejderne til lov nr. 276 af 30. juni 1922 om

Ægteskabs

Indgaaelse og Opløsning kan hentes nogen støtte for dette synspunkt.

Lovforslaget blev fremsat

første gang i Folketinget den 11. april 1919 under den daværende radikale

regering. Lovforslaget indeholdt ikke regler om præsters ret til at nægte at

foretage vielser, men under Folketingets fornyede behandling af forslaget

indsatte et flertal uden om regeringen en helt generel nægtelsesret som § 35:

’§ 35.

Mener en Præst af religiøse Grunde ikke at kunne eller burde

foretage en Vielse, er han berettiget til at undslaa sig for at foretage den,

og det staar da Parterne frit for at henvende sig til en hvilken som helst

anden Præst om Vielsens Foretagelse.’

Det af Folketinget vedtagne

forslag blev herefter fremsat i Landstinget. Under Landstingets 1. behandling

af lovforslaget den 10. marts 1920 udtalte justitsminister Zahle bl.a.

følgende om § 35 (Rigsdagstidende, Landstingets forhandlinger, 72. ordinære

samling, 1919-20, sp. 1324):

’Hvis man nu gaar over til,

at Præsten frit skal kunne nægte dette, kan Borgerne derved let komme i en

vanskelig

Situation. Og er der en Præst, som nægter det, ved jeg ikke, hvorfor der

skulde

være en anden Præst, som skulde sige ja; vi faar vel ikke Præster af

forskellige

Grader, saa at man kan mene, at naar een ikke vil, er der nok en anden, som

vil. Snarere maa man gaa ud fra, at naar en Præst har svaret nej, vil

allerede

af den Grund alle andre Præster i Landet meget betænke sig paa at gøre det;

’

Hertil anførte Venstres

ordfører, Hauch, bl.a. følgende (a.st., sp. 1327):

"Det er ikke saaledes,

at naar en Præst har nægtet at vie et Par, saa nægter andre Præster det

ogsaa,

fordi de ikke vil vie Parret, naar een har nægtet det. Det er ikke ud fra

kollegiale Hensyn, at man behandler dette Spørgsmaal, det er en

Samvittighedssag for vedkommende Præst, og med Samvittighedssager er det ikke

som med andre Sager, at man føler sig bunden af andres Samvittighed end sin

egen. Derfor vil det Tilfælde ganske sikkert komme til at foreligge

adskillige

Gange, at en Præst nægter at vie et Par, men at man saa møder en anden Præst,

som er meget villig til at foretage Vielsen."

Lovforslaget bortfaldt

efterfølgende, men blev senere genfremsat med ændringer af den tiltrådte

Venstreregering. Reglen om præsters nægtelsesret fandtes i forslagets § 29,

stk. 4, som havde følgende ordlyd:

’§ 29.

...

En Præst i Folkekirken er

kun pligtig at foretage en Vielse, saafremt begge Brudefolkene hører til

Folkekirken, og en af dem derhos er Medlem af hans Menighed. Præsten kan dog

nægte at vie en fraskilt. Mener han iøvrigt af religiøse Grunde ikke at kunne

eller burde foretage en Vielse, skal han forelægge Biskoppen Sagen; denne

afgør

da efter en Undersøgelse af samtlige Sagens Omstændigheder, om den

paagældende

Præst bør fritages for at foretage Vielsen.’

Under Landstingets 1.

behandling af forslaget den 7. december 1921

anførte justitsminister Rytter bl.a. følgende (Rigsdagstidende, Landstingets

forhandlinger, 74. ordinære samling, 1921-22, sp. 432):

’Det ærede Medlem var inde

paa Bestemmelsen i § 29 om, at Præsterne skal være frit stillet. Jeg synes i

og

for sig, det er ganske naturligt, at Præsterne bliver til en vis Grad frit

stillet med Hensyn til, om de vil vie et Par eller ikke.

...

Naar man tager den

Konsekvens, at de paagældende kan blive viet af en hvilken som helst Præst og

kan blive borgerlig viet, synes jeg, det er ganske rimeligt at give ogsaa

Præsten lidt og at tillade ham at sige: her er to Folk, hvis Forhold jeg

synes

er et saadant, at jeg ikke kan vie dem. Jeg er i alt Fald ikke bange for at

overlade det til Præsterne, og jeg tror absolut ikke, at Bestemmelsen vil

give

Anledning til Misbrug.

Hvis

den

skulde give Anledning til Misbrug, vilde dette efter min Opfattelse noget

skyldes de vedkommende selv. Det ærede Medlem og jeg erindrer godt det

Tilfælde her fra København, hvor en Mand havde fattet saa stor Kærlighed til

en

bestemt Præst, at han endelig vilde vies af ham og ikke af nogen anden. Hvis

denne Mand endelig vilde vies kirkeligt, tror jeg, det havde været let for

ham

at blive viet af en anden Præst, og at da overhovedet ingen vilde have

skænket

dette en Tanke.’

De citerede bemærkninger

tyder på – som ovenfor anført – at det har været en forudsætning

for

vedtagelsen af bestemmelsen om præsters ret til ubetinget at nægte at vie

fraskilte at vielsen altid vil kunne gennemføres af en anden præst end

præsten

for den menighed som den fraskilte tilhører.

Det må dog erkendes at det

retskildemæssige grundlag for denne antagelse er spinkelt.

Uden at tage endelig

stilling til spørgsmålet kan det herefter efter min opfattelse ikke udelukkes

at Kirkeministeriet vil være berettiget til, ved besættelsen af stillinger

som

hospitalspræst og præstestillinger som den De søgte, at lægge vægt på at en

ansøger har tilkendegivet at han ikke vil foretage nødvielse af en fraskilt,

uanset om omstændighederne ikke tillader at en anden præst tilkaldes.

I sådanne situationer må der

imidlertid stilles store krav til dokumentationen for at folkekirkens

medlemmers rettigheder vil blive afgørende tilsidesat, dvs. at

Kirkeministeriet

må kunne sandsynliggøre at foretagelse af nødvielse under omstændigheder der

umuliggør tilkaldelse af en anden præst, er et ikke ubetydeligt led i

ansættelsesforholdet.

Jeg har forstået

Kirkeministeriet således at der generelt i forbindelse med foretagelse af

nødvielse på hospitaler vil forekomme situationer hvor vielsen på grund af en

af parternes kritiske tilstand ikke vil kunne gennemføres hvis vielsen skal

afvente tilkaldelse af en anden præst end hospitalspræsten.

Kirkeministeriet har

imidlertid i den konkrete sag ikke bestridt Deres oplysning om at der på

grundlag af antallet af samtlige nødvielser – dvs. også nødvielse af

personer

som ikke var fraskilt – på (Y) Hospital i perioden 1991-96 måtte

forventes

mindre end én nødvielse i løbet af ansættelsesperioden på 4 måneder.

På den baggrund er det min

opfattelse at Kirkeministeriet ikke har opfyldt det nævnte dokumentationskrav

i

Deres sag.

Sammenfattende er det

således min opfattelse at selv om det ikke ganske kan udelukkes at

Kirkeministeriet ved afgørelsen af hvem der var bedst egnet til stillingen

som

konstitueret sognepræst ved (X) Kirke i Københavns Stift i perioden 1.

februar

til 31. maj 1997 lovligt kunne lægge vægt på Deres tilkendegivelser

vedrørende

foretagelse af nødvielse af fraskilte, måtte en nødvendig forudsætning herfor

dog være at ministeriet kunne sandsynliggøre at foretagelse af nødvielse

under

omstændigheder der umuliggør tilkaldelse af en anden præst, ville være et

ikke

ubetydeligt led i det konkrete ansættelsesforhold af fire måneders varighed.

Da

Kirkeministeriet ikke har dokumenteret at denne forudsætning var opfyldt, har

ministeriet således heller ikke været berettiget til at lægge vægt på Deres

tilkendegivelser om at De ikke ville foretage sådanne nødvielser.

Jeg har gjort

Kirkeministeriet bekendt med min opfattelse. Da den pågældende

ansættelsesperiode imidlertid for længst er udløbet, har jeg ikke grundlag

for

at henstille til Kirkeministeriet at genoptage behandlingen af sagen.”

Lignende dokumenter