Afslag på ansættelse som præst med henvisning til ansøgerens holdning til nødvielse af fraskilte
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afslag på ansættelse som præst med henvisning til ansøgerens
holdning til nødvielse af fraskilte
I perioden 1. februar til
31. maj 1997 skulle stillingen som sognepræst ved X Kirke i Københavns Stift
besættes midlertidigt ved konstitution. Til stillingen var knyttet en
forpligtelse til at betjene Y Hospital. Betjeningen af hospitalet udgjorde
ca.
75 pct. af stillingens indhold.
I et brev til
Kirkeministeriet af 8. januar 1997 indstillede Biskoppen over Københavns
Stift
en anden ansøger til stillingen. Efterfølgende meddelte biskoppen den 14.
januar
1997 at denne indstilling ikke kunne opretholdes, men at han i stedet
indstillede at A blev udnævnt.
Biskoppen over Københavns
Stift meddelte den 22. januar 1997 Kirkeministeriet at han agtede at ordinere
ansøgeren i stillingen ved ordination i X Kirken den 2. februar 1997.
Kirkeministeriet meddelte A
i et brev af 24. januar 1997 at ministeriet påtænkte at ansætte A i
ovennævnte
stilling. Ministeriet meddelte i et brev af samme dato til Biskoppen over
Københavns Stift at ministeriet havde truffet beslutning om ansættelse af A i
stillingen når de sædvanlige ansættelsesbetingelsers opfyldelse forelå
dokumenteret.
Kirkeministeriet har i en
udtalelse til mig af 29. september 1998 bl.a. skrevet følgende om forståelsen
af udtrykket "de sædvanlige ansættelsesbetingelsers opfyldelse":
"Med nævnte udtryk, der
alene er anvendt i ministeriets brev af 24. januar 1997 til biskoppen, sigtes
Læs alt
primært til de almindelige ansættelsesbetingelser, der fremgår af kapitel 1 i
lov nr. 310 af 16. maj 1990 om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v., §
7
i bekendtgørelse nr. 397 af 16. juni 1993 om uddannelse på
pastoralseminarierne
og § 1 i lov nr. 352 af 6. juni 1991 om medlemskab af folkekirken, kirkelig
betjening og sognebåndsløsning, samt tjenestemandslovgivningen. Der er tale
om
ansættelsesbetingelser som ministeriet påser er opfyldt, før ansættelse kan
finde sted.
Ved førstegangs ansættelser
af teologiske kandidater og andre personer, der er berettigede til at søge
præstestilling i folkekirken, er det fast praksis i meddelelsen fra
ministeriet til den der ansættes at tilkendegive, at det er en forudsætning
for
ansættelsen, at den pågældende ordineres. Tilkendegivelsen gives normalt i
ministeriets meddelelse om ansættelse til den person, der ansættes, jf.
herved
vedlagte standardkoncept for tidsbegrænset ansættelse i vikariater.
Ansættelsesbrevet sendes derimod til biskoppen, der først udleverer
ansættelsesbrevet til den det vedrører, sædvanligvis i forbindelse med
præstevielsen (afgivelse af præsteløftet og ordinationen m.m.).
I den foreliggende sag blev
det imidlertid aldrig aktuelt at sende sådan meddelelse, idet biskoppen på
grund af stillingsbesættelsens hastende karakter allerede i breve af
henholdsvis 3. og 4. februar 1997 meddelte ministeriet, at han trak
indstillingen
om ansættelse af (A) i den ledige stilling tilbage."
I et brev til
Kirkeministeriet af 3. februar 1997 skrev Biskoppen over Københavns Stift til
Kirkeministeriet at han ikke fandt at kunne ordinere A idet A efter hans
opfattelse ikke opfyldte de kirkelige vilkår og forudsætninger der var
nødvendige for at kunne bestride den pågældende stilling.
Biskoppen skrev bl.a.
følgende:
"Ved min afgørelse har
jeg for det første lagt afgørende vægt på, at der er tale om en stilling, der
først og fremmest er oprettet med henblik på betjening af (Y) Hospital.
Således
gav (A) utvetydigt udtryk for, at han ikke under nogen omstændigheder ville
foretage nødvielse af fraskilte, heller ikke hvis omstændighederne
umuliggjorde
tilkaldelse af en anden præst. (A) ville i sådanne situationer alene øve
sjælesorg, hvilket jeg finder uacceptabelt for indehaveren af en stilling som
hospitalspræst.
For det andet havde (A)
reservationer over for et fuldt gudstjenestefællesskab med sin biskop, bl.a.
ved ordinationsgudstjenesten. Han erklærede således klart, at han ikke efter
selve ordinationen kunne deltage i den efterfølgende altergang, som jeg
skulle
forestå, på grund af mine teologiske holdninger. Hans erklærede demonstrative
reservation over for sin biskop ved selve ordinationsgudstjenesten, finder
jeg
ligeledes uacceptabel.
For det tredie var hans
mulige reservationer over for forvaltning af sakramenterne ikke på nuværende
tidspunkt tilfredsstillende afklaret."
Biskoppen tilføjede i et
brev til ministeriet af 4. februar 1997 at hans indstilling om ansættelse af
A
i den pågældende stilling med henvisning til brevet af 3. februar 1997 skulle
betragtes som bortfaldet.
Kirkeministeriet skrev
herefter til A den 5. februar 1997 at han ikke kunne ansættes i stillingen
som
fungerende sognepræst i X Kirke med forpligtelse til at betjene Y Hospital.
Ministeriet henviste til at A over for Biskoppen over Københavns Stift
utvetydigt havde givet udtryk for at han under ingen omstændigheder ville
foretage nødvielse af fraskilte.
Den 2. marts 1997 bad A
Kirkeministeriet om en uddybning af begrundelsen for afslaget. A henviste til
præsters ret til at nægte at vie fraskilte.
Kirkeministeriet svarede den
2. april 1997 bl.a. følgende:
"I § 2, stk. 5, i
Kirkeministeriets bekendtgørelse nr. 547 af 15. december 1969 om vielse inden
for folkekirken er der givet præster adgang til at nægte at vie fraskilte.
Det er imidlertid et
grundlæggende vilkår i stillinger som hospitalspræster, at præster i
nødsituationer også er villige til at foretage nødvielser.
Det har således været
ministeriets vurdering, at De på grund af Deres reservation med hensyn til
foretagelse af kirkelig vielse af fraskilte i enhver situation –
herunder
nødvielser – ikke vil kunne bestride stillingen som hospitalspræst,
hvorfor stillingen
er besat til anden side."
I et brev af 13. maj 1997
stillede A følgende yderligere spørgsmål til Kirkeministeriet:
"...
Svarbrevet af 2. april
rejser nogle spørgsmål, som jeg meget gerne ønsker afklaret:
1. I brevet anfører
Kirkeministeriet, at det er et
grundlæggende
vilkår
, at man i hospitalspræstestillinger
skal
foretage vielser af fraskilte i nødsituationer. Jeg undrer mig
over dette, når der i alle andre præstestillinger, hvor den samme
nødsituation
kan opstå, tilsyneladende er frihed til at håndhæve mit standpunkt i henhold
til Kirkeministeriets bekendtgørelse nr. 547 af 15. december 1969 § 2, stk.
5.
Jeg anmoder derfor venligst om et svar på, hvoraf dette grundlæggende vilkår
fremgår.
2. Jeg må også stadig undre
mig over, at man først ansætter mig og bekendtgør det i aviser m.m. og
dernæst
afskediger mig med begrundelsen om nødvielser, idet jeg jo, allerede efter
ansøgningsfristens udløb, klart redegjorde for mit standpunkt for provst og
menighedsråd. Min undren bliver ikke mindre, når det i den konkrete situation
drejer sig om en 75% stilling i fire måneder, og der statistisk set ville
blive
tale om mindre end én vielse af en sådan karakter (denne udregning er
foretaget
på baggrund af samtlige nødvielser på (Y) Hospital fra 1991-96, og der er
ikke
skelnet mellem nødvielser af fraskilte og nødvielser, som jeg godt ville
kunne
have forestået). Det hele bliver så meget mere uforståeligt, idet jeg, efter
at
være blevet forelagt af (biskoppen), at et medlem har ret til kirkelig
betjening, spurgte, om det ville være tilstrækkeligt med en liste på 20
præster, der havde erklæret sig villige til at træde til i nødsituationen,
men
fik nej.
Jeg skal venligst anmode
Kirkeministeriet om at oplyse baggrunden for først at ansætte mig og dernæst
afskedige mig med denne begrundelse."
Den 16. juli 1997 besvarede
Kirkeministeriet A’s spørgsmål og skrev bl.a. følgende:
"Med hensyn til de
spørgsmål, som De nu har rejst i Deres brev af 13. maj 1997, kan man
supplerende oplyse, at der ikke på noget tidspunkt i forløbet har været
etableret et ansættelsesforhold, idet ministeriets brev af 24. januar 1997
ikke
er et ansættelsesbrev.
Da De imidlertid har rejst
spørgsmål med hensyn til ministeriets skønsudøvelse i forbindelse med
ansættelsessagen, henleder man særligt opmærksomheden på, at ministeriet har
en
generel forpligtelse til at ansætte den ud fra en helhedsvurdering bedst
egnede blandt de stillingsansøgere, der kan komme i betragtning til
ansættelse
i en given stilling. Ministeriets skønsbeføjelser som ansættelsesmyndighed er
– ud over hvad der følger af bestemmelserne i lov nr. 310 af 16. maj
1990 om
ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. – alene undergivet sædvanlige
forvaltningsretlige begrænsninger i relation til den skønsmæssige afvejning
af
hvilken af flere kvalificerede ansøgere en stilling som den omhandlede skal
besættes med.
Det forhold, at ministeriet
som nævnt i brevet af 2. april, som et kriterium, har givet udtryk for, at
det
er et grundlæggende vilkår i stillinger som hospitalspræster, at præster i
nødsituationer også er villige til at foretage nødvielser, er ikke et sagligt
uvedkommende hensyn at opstille for sådanne specialpræstestillinger.
Bestemmelsen i § 2, stk. 5,
i Kirkeministeriets bekendtgørelse nr. 547 af 15. december 1969 om vielse
inden
for folkekirken om, præsters adgang til at nægte at vie en fraskilt
konstituerer ikke en begrænsning i ministeriets adgang til at foretage en
skønsmæssig afvejning.
Endelig bemærkes det, at
ministeriet intet har bekendtgjort vedrørende ansættelsessagens
behandling."
I et brev af 22. oktober
1997 til Kirkeministeriet kommenterede A ministeriets svar til ham af 16.
juli
1997. Han skrev bl.a. følgende:
"I det uddybende svar
anfører Kirkeministeriet, at det er et grundlæggende vilkår, at en
hospitalspræst
i nødsituationer er villig til at foretage nødvielser, og at dette ikke er et
sagligt uvedkommende hensyn at opstille for sådanne specialpræstestillinger.
Ministeriet anfører endvidere, at afgørelsen hviler på et skøn. Heri kan jeg
ikke være uenig med Kirkeministeriet. Det er vel egentlig et grundlæggende
vilkår for enhver stilling som præst. Det afgørende for mig er, om dette
grundlæggende vilkår også gælder nødvielser af fraskilte.
Da jeg muligvis har
misforstået Kirkeministeriets brev af 2. april 1997, skal jeg derfor venligst
anmode Kirkeministeriet om at oplyse, hvorvidt det er korrekt forstået, at
Kirkeministeriet i den konkrete sag har skønnet, at dette grundlæggende
vilkår
om villighed til at foretage nødvielser også bør udstrækkes til at gælde
nødvielser af fraskilte. Og at dette skøn bygger på en vurdering af den
særlige
karakter netop opgaverne i tilknytning til (Y) Hospital har, og ikke på min
overbevisning og person. En sådan afgørelse ville jeg kunne forstå.
Hvis Kirkeministeriet derimod
mener, at det er et grundlæggende vilkår i enhver stilling som
hospitalspræst,
at den pågældende er villig til at foretage nødvielser af fraskilte, har jeg
sværere ved at forstå afgørelsen, og vil endnu engang bede om en nærmere
uddybelse
heraf, gerne med henvisning til litteratur eller konkrete afgørelser.
Jeg har ikke kunnet finde
nærmere i litteratur eller praksis om et sådant grundlæggende vilkår. Det
ville
vel også stride mod den frihed, der er indeholdt i § 2, stk. 5, i
Kirkeministeriets bekendtgørelse nr. 547 af 15. december 1969 om vielse inden
for folkekirken. Jeg er da også bekendt med et eksempel på, at en person, der
ikke foretager nødvielser af fraskilte, indenfor de senere år er ansat i en
præstestilling med hospitalsforpligtelse."
Kirkeministeriet meddelte
den 14. november
1997 A
at ministeriet kunne henholde sig til brevene af 2. april og 16. juli 1997,
og
at ministeriet ikke havde yderligere at tilføje til sagen.
I et brev af 9. december
1997 bad A mig om at undersøge sagen. A anførte bl.a. følgende:
Jeg har svært ved at forstå, at det kan være lovligt,
at indstille mig til en konkret stilling og bekendtgøre denne ansættelse til
offentligheden, og derefter trække den tilbage med begrundelsen om, at jeg
ikke
ønsker at foretage nødvielser af fraskilte, når jeg lang tid forinden både
overfor præster, menighedsråd og biskoppens ansvarlige i denne sag, provst (
),
utvetydigt har givet mit standpunkt til kende.
Kirkeministeriet har anført, at det er 'et
grundlæggende vilkår i stillinger som hospitalspræster, at præster i
nødsituationer også er villige til at foretage nødvielser'. Ministeriet har
ikke villet uddybe dette nærmere med henvisning til regler eller praksis på
trods af, at jeg har anmodet herom. Jeg har ligeledes svært ved at forstå,
hvordan et grundlæggende vilkår kan forenes med en skønsudøvelse, som
Kirkeministeriet også har anført som begrundelse.
Kirkeministeriets bekendtgørelse nr. 547 af 15.
december 1969 indeholder i § 2, stk. 5, en bestemmelse, der indebærer en ret
for præster til af samvittighedsgrunde at nægte at vie fraskilte. Hvis det er
korrekt, at det er et grundlæggende vilkår for enhver stilling som
hospitalspræst, at man i nødsituationer er villig til at foretage nødvielser
af
fraskilte, bryder Kirkeministeriet væsentligt med denne paragraf og udelukker
derved en gruppe af teologer fra bestemte stillinger. Kan det være rigtigt?
Hvis Kirkeministeriet har ret til en sådan vurdering,
hvordan stiller det så præster, der ikke ønsker at foretage nødvielser af
fraskilte, hvad enten de er ansat med hospitalsforpligtelse (jeg er selv
vidende om én, som er ansat indenfor de seneste år!), eller som almindelig
sognepræst havner i en situation, hvor nødvielse ønskes?"
Jeg sendte den 22. december
1997 A’s brev videre til Kirkeministeriet til besvarelse og skrev
samtidig
bl.a. følgende til A:
"Den 9. december 1997
klagede De til mig. I den forbindelse anførte De blandt andet at De havde
kendskab til en person som inden for de seneste år var blevet ansat som præst
med hospitalsforpligtelse, og som – ligesom De – ikke ønskede at
foretage
nødvielse af fraskilte. Jeg forstår Deres bemærkninger således at De mener at
De har været udsat for en forskelsbehandling der ikke er sagligt begrundet.
Sådan som sagen er oplyst
for mig, har Kirkeministeriet ikke (direkte) taget stilling til dette
spørgsmål.
På den baggrund har jeg i
dag sendt Deres brev med bilag videre til Kirkeministeriet til besvarelse.
Jeg beder Dem afvente
Kirkeministeriets svar før De tager stilling til om der er grundlag for at
klage til mig. Jeg gør i den forbindelse opmærksom på at en klage til
ombudsmanden skal være indgivet 'inden et år efter, at forholdet er begået'
(§
13, stk. 3, i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand). Hvis
De
– når De har modtaget ministeriets svar – ønsker at klage til mig
over afslaget
af 5. februar 1997, vil jeg anse en klage indgivet fire uger efter
ministeriets
svar for rettidig."
Kirkeministeriet svarede A
den 2. april 1998. Kirkeministeriet skrev at ministeriet ikke var i
besiddelse
af oplysninger der bekræftede A’s udsagn om at han havde kendskab til en
anden person som ikke ønskede at foretage nødvielse af fraskilte, men som
inden
for de seneste år alligevel var blevet ansat som præst i folkekirken med
forpligtelse til at betjene et hospital.
I et brev til mig af 19.
april 1998 fastholdt A sin klage af 9. december
1997. A
skrev samtidig at han ikke så
nogen grund til at trække den pågældende anden person ind i sagen da dette
ikke
havde nogen indflydelse på de principielle spørgsmål som A rejste i sin klage
til mig af 9. december 1997.
Jeg bad den 17. juli 1998
Kirkeministeriet og Biskoppen over Københavns Stift om en udtalelse i
anledning af A’s klage.
Biskoppen over Københavns
Stift udtalte den 26. august 1998 til Kirkeministeriet bl.a. følgende:
"I denne anledning skal
jeg indledningsvis præcisere, at Kirkeministeriet ikke har haft mulighed for
at ansætte (A) som fungerende sognepræst ved (X) Kirke med forpligtelse til
at
betjene (Y) Hospital, idet han ikke var ordineret. (A)’s utilfredshed
med
forløbet af denne sag må således skyldes, at han føler, at han uberettiget er
blevet nægtet ordination.
I mit brev af 3. februar
1997 til Kirkeministeriet har jeg gjort rede for årsagerne til, at jeg ikke
kunne ordinere (A) til den pågældende stilling. Forud herfor er
begrundelserne
meddelt til (A) under et møde den 30. januar 1997 i anledning af afbrydelsen
af
den såkaldte bispeeksamen den foregående dag. Idet jeg i øvrigt kan henholde
mig til mit brev af 3. februar 1997, skal jeg oplyse, at de i brevet nævnte
tre
begrundelser efter min opfattelse hver for sig har været tilstrækkelige som
begrundelse for min afgørelse om at nægte ordination. Supplerende kan jeg
oplyse følgende.
For det første finder
ordination i hvert fald som udgangspunkt kun sted til et bestemt embede. Det
har derfor været berettiget at inddrage det forhold i overvejelserne, at der
for 75%'s vedkommende var tale om en stilling som hospitalspræst, hvor
nødvielser, herunder af fraskilte, teoretisk må være noget hyppigere
forekommende end for en almindelig sognepræst. (A) gav imidlertid gentagne
gange utvetydigt udtryk for, at han ikke – selv om det var umuligt at
tilkalde
en anden præst – under nogen omstændigheder ville foretage nødvielse af
fraskilte. Også fraskilte medlemmer af folkekirken har imidlertid i henhold
til
medlemskabslovgivningen ret til kirkelig betjening, der også omfatter retten
til at få foretaget en kirkelig vielse, herunder en nødvielse. At der
eventuelt
i Den Danske Folkekirke måtte være præster med holdninger svarende til
(A)’s,
udelukker efter min opfattelse ikke, at man i forbindelse med en ordination
som
forudsætning for etablering af et ansættelsesforhold foretager en mere
restriktiv vurdering af en ansøger i forhold til de for folkekirken gældende
bestemmelser, end der foretages af allerede ansatte som forudsætning for
deres
fortsatte ansættelse i folkekirken.
For det andet gav (A) klart
udtryk for, at han på grund af mine teologiske holdninger ikke efter
ordinationen kunne deltage i den efterfølgende altergang, som jeg skulle
forestå. Dette er et så eklatant brud på den folkekirkelige orden, at en
ordination af (A) ville savne mening.
(A) ville for det tredje
ikke umiddelbart udelukke, at han – ligeledes klart i strid med vor
kirkes orden
– på egen hånd ville indføre betingelser for dåb og nadver. Jeg er klar
over,
at (A) efterfølgende har erklæret, at indførelse af kirketugt ikke ville
finde
sted, uden at spørgsmålet forinden var drøftet med biskoppen. Hvis dette
tredje
forhold forelå isoleret, ville jeg derfor næppe nu afslå at ordinere den
pågældende.
Afslutningsvis skal jeg i
lyset af det nævnte om at ordinere til en bestemt stilling henvise til
slutningen af mit brev af 3. februar 1997, hvorefter ordinationen til en
anden
stilling ikke kan anses for udelukket, såfremt (A) ændrer holdning med hensyn
til gudstjenestefællesskab med biskoppen."
Kirkeministeriet henholdt
sig i en udtalelse til mig af 29. september 1998 til ministeriets breve til A
og tilføjede bl.a. følgende:
"Vedrørende spørgsmålet
om betydningen af biskoppens samtaler med (A) kan ministeriet fortsat
henholde
sig til det, biskoppen har skrevet i sin erklæring af 3. februar 1997:
'I denne anledning skal jeg
meddele, at jeg som forudsætning for ordination har afholdt bispeeksamen den
29. og 30. januar 1997. På baggrund af gennemførelsen af denne eksamen finder
jeg imidlertid ikke at kunne ordinere (A), der efter min opfattelse ikke
opfylder de kirkelige vilkår og forudsætninger, der er nødvendige for at
kunne
bestride den pågældende stilling.'
Ministeriet har herved lagt
vægt på, at biskoppen i fornævnte erklæring havde udtalt, at (A) gav
'utvetydigt udtryk for, at han ikke under nogen omstændigheder ville foretage
nødvielse af fraskilte, heller ikke hvis omstændighederne umuliggjorde
tilkaldelse
af en anden præst.'
Ministeriet må beklage den
misvisende formulering af næstsidste afsnit på side 1 i ministeriets brev af
16. juli 1997 til (A), der giver indtryk af, at passusen: 'når de sædvanlige
ansættelsesbetingelsers opfyldelse foreligger dokumenteret' blev anvendt i
brevet af 24. januar 1997 til (A).
Med hensyn til den udbedte
særlige redegørelse for begrundelsen for ikke at ansætte (A) sammenholdt med
bestemmelsen i § 2, stk. 5, i Kirkeministeriets bekendtgørelse nr. 547 af 15.
december 1969 om foretagelse af vielse inden for folkekirken skal ministeriet
bemærke følgende:
Ministeriet har i sine breve
af henholdsvis 5. februar og 2. april 1997 til (A) direkte henvist til det
hovedhensyn, der var afgørende for ministeriets beslutning om ikke at ansætte
ham, men i stedet for lade stillingen besætte med den ansøger, som biskoppen
oprindeligt havde indstillet til ansættelse. Ministeriet anser begrundelsen
for
dækkende og fyldestgørende i forvaltningsretlig henseende.
Bestemmelsen i ovennævnte
bekendtgørelse giver præster ansat i folkekirken adgang til at nægte at vie
en
fraskilt. Præster i folkekirken nyder efter denne bestemmelse en særlig
'samvittighedsbeskyttelse'. Ministeriet har i brev af 16. juli 1997
afslutningsvis tilkendegivet, at denne regel efter ministeriets opfattelse
ikke
konstituerer en begrænsning i ministeriets adgang til at foretage en
skønsmæssig afvejning. Hermed sigtes til de vurderinger, der er foretaget i
den
konkrete ansættelsessag med hensyn til (A)’s egnethed til at bestride
den
ansøgte stilling."
A bemærkede i et brev til
mig af 1. november 1998 bl.a. følgende til biskoppens og Kirkeministeriets
udtalelser:
"Selvom korrespondancen
med Kirkeministeriet, herunder det senest fremsendte bilag, i nogen grad
svarer
på spørgsmålet, om der har eksisteret et ansættelsesforhold, finder jeg ikke,
at spørgsmålene 2-4 i mit brev til Dem af 9. december 1997, som er årsagen
til
henvendelsen, er blevet besvaret.
Det er med andre ord stadig
spørgsmålet, om det ikke er en tilsidesættelse af den lovbefæstede ret til af
samvittighedsgrunde at nægte at vie fraskilte, når Kirkeministeriet hævder,
at
det er et 'grundlæggende vilkår', at man som hospitalspræst er villig til at
foretage nødvielser af fraskilte. Og jeg finder fortsat ikke, at
Kirkeministeriet har givet nogen begrundelse for dette 'grundlæggende
vilkår',
som man henviser til i afgørelserne til mig.
Dette spørgsmål, som jeg
uden held har søgt svar på, og som allerede har fået store konsekvenser i mit
tilfælde og vil få det for mig selv og andre ansøgere i fremtiden, beder jeg
Dem at vurdere.
Hermed bliver det også
klart, at de to andre forhold, som Biskoppen nævner i henhold til samtalerne
ved bispeeksaminerne, som på intet tidspunkt har været inddraget af
Kirkeministeriet
og som i høj grad må siges at vedrøre Folkekirkens lære og forkyndelse, i
denne
sammenhæng er uvedkommende."
Kirkeministeriet meddelte
den 5. januar 1999 at ministeriet og Biskoppen over Københavns Stift ikke
havde
yderligere bemærkninger til sagen.
Ombudsmandens udtalelse
”Afgrænsning af ombudsmandens undersøgelse
Folkekirken er omfattet af ombudsmandens virksomhed bortset fra spørgsmål der
direkte eller indirekte vedrører kirkens lære eller forkyndelse, jf. § 9 i
lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand.
Min undersøgelse af sagen er derfor begrænset til spørgsmålet om hvorvidt
Deres tilkendegivelse vedrørende foretagelse af nødvielse af fraskilte var et
lovligt kriterium i Kirkeministeriets afvejning af hvem der var bedst egnet
til stillingen som konstitueret sognepræst ved (X) Kirke i perioden 1.
februar til 31. maj 1997.
Efter min gennemgang af sagens akter må jeg lægge til grund at De ikke har
fået ansættelsesbrev eller anden bindende meddelelse fra ministeriet om
ansættelse. De har derfor ikke været ansat af Kirkeministeriet.
Regelgrundlaget
Ved sager om ansættelse i
det offentlige indgår de almindelige forvaltningsretlige regler som en
væsentlig del af retsgrundlaget. I denne sag er det navnlig reglerne om
saglig
forvaltning som har betydning.
Reglerne om folkekirkens
medlemmers ret til kirkelig betjening findes i kapitel 3 i lov nr. 352 af 6.
juni 1991 om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og
sognebåndsløsning. Udgangspunktet for kirkelig betjening af kirkens medlemmer
findes i lovens § 6, stk. 1, som har følgende ordlyd:
’§ 6.
Ethvert medlem af folkekirken har ret til kirkelig betjening
af præsten eller præsterne for den menighed, hvortil medlemmet hører, jf. §
5.
Sognebåndsløsere betjenes dog af den præst, til hvem der er løst
sognebånd.’
Reglerne om præsters
forpligtelse til at foretage vielse fremgår af bekendtgørelse nr. 547 af 15.
december 1969 om vielse inden for folkekirken § 2, stk. 5. Bestemmelsen har
følgende ordlyd:
’§ 2.
...
Stk. 5. En præst har kun pligt til at foretage en vielse, såfremt
begge parter hører til folkekirken, og en af dem er medlem af hans menighed.
Præsten kan dog nægte at vie en fraskilt. Mener han iøvrigt af religiøse
grunde
ikke at kunne eller burde foretage en vielse, skal han forelægge biskoppen
sagen. Denne afgør da, om præsten bør fritages for at foretage vielsen.’
Bekendtgørelsen indeholder
endvidere følgende bestemmelser om nødvielse i § 2, stk. 3, og § 3, stk. 1:
’§ 2.
...
Stk. 3. Er der på grund af en af parternes sygdom alvorlig fare
for, at en udsættelse af vielsen vil medføre, at denne ikke kan finde sted,
hvilket så vidt muligt skal godtgøres ved lægeerklæring, kan vielse
foretages,
selv om prøvelse af ægteskabsbetingelserne ikke har fundet sted ved de
bevisprøvende myndigheder. Præsten skal i så fald i det omfang, det efter
forholdene må anses for forsvarligt, foretage prøvelse af
ægteskabsbetingelserne efter lovens kapitel 1. Parterne skal altid skriftligt
eller mundtligt erklære, at der ikke på grund af slægtskab eller tidligere
ægteskab er noget til hinder for ægteskabet, jfr. lovens §§ 6 og 9.
Umiddelbart
efter vielsen skal præsten afgive indberetning om denne til vedkommende
borgerlige myndighed.
§ 3.
Vielse foretages i kirken, medmindre en af parterne på grund
af livsfarlig sygdom anmoder om at blive viet på sit sygeleje. I sidstnævnte
tilfælde skal præsten umiddelbart efter vielsen afgive indberetning om denne
til biskoppen, så vidt muligt vedlagt lægeerklæring.’
Ombudsmandens vurdering
1.
Udgangspunktet for min bedømmelse af sagen er den almindelige
forvaltningsretlige regel om at forvaltningens afgørelser skal hvile på et
sagligt grundlag. Det spørgsmål som denne sag rejser, er om det ved
besættelsen
af den stilling som De havde søgt, kunne betragtes som et sagligt kriterium
at
den ansatte i nødsituationer skulle være villig til at foretage nødvielse af
fraskilte.
Ved bedømmelsen af dette
spørgsmål må man indledningsvis undersøge om den ret til at nægte at foretage
vielse af en fraskilt som tilkommer præster i folkekirken, må underkastes
begrænsninger i forbindelse med foretagelse af nødvielse.
Ved Højesterets dom af 21.
oktober 1903 (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1903, s. 302) blev en præst
frifundet for straf i anledning af at han havde nægtet at foretage vielse af
en fraskilt. Dommen kan dog næppe tillægges betydning ved fastlæggelsen af
omfanget af præsters ret til at nægte at foretage vielse af fraskilte,
allerede fordi retsgrundlaget var et andet da dommen blev afsagt.
Præsters ret til at nægte at
vie fraskilte blev indført ved § 30 i lov nr. 276 af 6. juni 1922 om
Ægteskabs
Indgaaelse og Opløsning. I forarbejderne blev bl.a. anført følgende
(betænkning
af 1913, udarbejdet af den ved kgl. resolutioner af 25. juli 1910 og 19. juni
1912 nedsatte kommission):
’Man har haft under
Overvejelse her at stille den enkelte Præst helt frit,
...
Man har dog ment, at en
saadan Frihed for Præsterne vilde være for stor en Indskrænkning i de læge
Menighedsmedlemmers Ret,
...
Den foreslaaede Ordning med
Hensyn til ubetinget Fritagelse for at vie fraskilte synes at være vel
grundet
i de praktiske Vanskeligheder, som vort Samfundsliv her har haft, og i den
kirkelige Usikkerhed overfor Problemet, medens den borgerlige Lovgivning
forlængst har taget sit Parti.’
Den nugældende bestemmelse i
bekendtgørelse nr. 547 af 15. december 1969 om præsters ret til at nægte at
foretage vielse af fraskilte er udfærdiget med hjemmel i § 17, stk. 1, i lov
om
ægteskabs indgåelse og opløsning (nu lovbek. nr. 147 af 9. marts 1999).
Under udvalgsbehandlingen af
lovforslaget der dannede grundlag for loven, blev kirkeministeren spurgt om
han
ønskede at opretholde reglen om at folkekirkens præster kan nægte at vie
fraskilte. Kirkeministeren henviste i svaret bl.a. til de ovenfor anførte
bemærkninger
i kommissionsbetænkningen af 1913 om den ubetingede fritagelse for at vie
fraskilte. Kirkeministeren tilføjede (Folketingstidende 1968-69, tillæg B,
sp.
1931):
’...
For mange præster i
folkekirken er vielse af fraskilte fremdeles stridende mod deres
samvittighed.
Den gældende bestemmelse tager rimeligt hensyn hertil, og efter
kirkeministeriets opfattelse er der ikke anledning til at overveje
spørgsmålet
om indførelse af en regel, der mod sådanne præsters samvittighed pålægger dem
en ubetinget pligt til i alle tilfælde at foretage vielse af
folkekirkemedlemmer,
også når den ene af parterne eller de begge er fraskilt.
...’
På dette grundlag må det
umiddelbart antages at præsters ret til at nægte at vie fraskilte er uden
særlige begrænsninger for så vidt angår nødvielse.
Også ordlyden af § 2, stk.
5, 2. pkt. – som er helt generel – støtter denne antagelse.
Endvidere
indeholder bekendtgørelsen i § 2, stk. 3, og § 3, stk. 1, regler for
nødvielse
som fraviger de regler der i almindelighed gælder for vielse inden for
folkekirken. Derimod er der ikke i bekendtgørelsen givet særlige regler
angående præsters ret til at nægte at vie fraskilte i forbindelse med
nødvielse.
Bekendtgørelsens § 2, stk.
3, er en præcisering af ægteskabslovens § 19, stk. 2, hvorefter vielse kan
foretages selv om der ikke eller kun delvis er sket prøvelse af
ægteskabsbetingelserne hvis der på grund af en af parternes sygdom er
alvorlig
fare for at en udsættelse af vielsen vil medføre at denne ikke kan finde
sted.
I forarbejderne til denne bestemmelse er der ikke anført noget af betydning
for
spørgsmålet om præsters ret til at nægte at foretage nødvielse af fraskilte.
Herefter må det antages at
den ret som tilkommer en præst til at nægte at foretage vielse af en
fraskilt,
gælder i samme omfang ved nødvielse som ved almindelig vielse.
Medlemslovgivningen kan efter min opfattelse ikke ændre herpå, jf. nedenfor i
afsnit 3. Ansættelsesretligt har det den betydning at det ikke kan betragtes
som en tjenesteforseelse at en præst af samvittighedsgrunde har nægtet at
foretage nødvielse af fraskilte. Dette forhold kan derfor ikke danne grundlag
for disciplinære sanktioner, ligesom en diskretionær afskedigelse med
henvisning til dette forhold må anses for udelukket.
2.
Det spørgsmål der herefter må tages stilling til, er om
Kirkeministeriet i almindelighed i forbindelse med besættelsen af en ledig
præstestilling kan lægge vægt på oplysninger om at en ansøger ikke vil
foretage
nødvielse af fraskilte, selv om der ikke kan lægges vægt på denne
omstændighed
i forbindelse med en afskedigelse.
Ved min bedømmelse af dette
spørgsmål har jeg for det første lagt vægt på at der i almindelighed ikke er
mulighed for ved ansættelse i den offentlige forvaltning at lægge vægt på
forhold som ikke ville kunne indgå som et sagligt kriterium i forbindelse med
en afskedigelse. De almindelige forvaltningsretlige regler er udformet
således
at det såvel ved ansættelse som ved uansøgt afskedigelse af medarbejdere i
den
offentlige forvaltning tilstræbes at forvaltningen har tilknyttet de efter
saglige kriterier bedst kvalificerede medarbejdere. Ved valg blandt ansøgere
til en stilling gælder således at stillingen skal søges besat med den efter
et
sagligt skøn bedst kvalificerede medarbejder, og tilsvarende må forvaltningen
udelukkende varetage saglige hensyn i forbindelse med en afskedigelse, jf.
Ole
Hasselbalch, Ansættelsesretten, 2. udg. (1997), s. 98 og 214ff, og Oluf
Emborg
og Peer Schaumburg-Müller, Offentlig Arbejdsret (1998), s. 92ff og 279ff,
samt
Østre Landsrets dom af 4. august 1988 (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen
1988,
s. 962) og Vestre Landsrets dom af 9. oktober 1998 (gengivet i Ugeskrift for
Retsvæsen 1999, s. 172). De hensyn som lovligt kan tillægges betydning ved
ansættelse, kan ofte også tillægges betydning ved afskedigelse, og ved
diskretionær afskedigelse af et større antal ansatte på samme arbejdssted må
det – med støtte i den almindelige grundsætning ved ansættelse hvorefter
en
stilling skal søges besat med den bedst kvalificerede ansøger – antages
at
myndigheder skal søge at beholde de mest kvalificerede medarbejdere, jf. Kaj
Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 168ff. Der er således efter den
almindelige forvaltningsrets regler en nær sammenhæng mellem de forhold der
sagligt kan lægges vægt på i forbindelse med en ansættelse, og de forhold som
kan indgå i forbindelse med en diskretionær afskedigelse. Denne sammenhæng
kan
ses også i forbindelse med afskedigelse af disciplinære grunde som det
illustreres af sagen omtalt i Folketingets Ombudsmands beretning for 1986, s.
86. I denne sag havde Kirkeministeriet og den pågældende biskop ved
afgørelsen
om hvorvidt en ansøger opfyldte betingelserne for (gen-)-ansættelse som præst
i
folkekirken, navnlig ladet indgå vurderinger af risikoen for at der ved
ansøgerens
genansættelse ville opstå samarbejdsvanskeligheder svarende til dem som nogle
år forinden havde ført til at denne var blevet afskediget disciplinært fra
folkekirken. Jeg anførte i min udtalelse bl.a. at det generelt ikke giver mig
anledning til bemærkninger at dette kriterium anvendes ved vurderingen af om
der kan ske genansættelse i folkekirken. Tilsvarende fandt Højesteret i U
1995.621 at Kirkeministeriet havde været berettiget til efter afskedigelsen
af
en præst at tilkendegive at pågældende i en vis periode efter afskedigelsen
var
udelukket fra at komme i betragtning til andre stillinger som præst i
folkekirken.
Ikke kun forvaltningsrettens
almindelige regler om ansættelse og afskedigelse i det offentliges tjeneste
fremviser en betydelig grad af overensstemmelse mellem de forhold der kan
lægges vægt på i forbindelse med en afgørelse om henholdsvis ansættelse og
uansøgt afskedigelse. Det samme gør sig gældende ved de særlige bestemmelser
i
lovgivningen der fastslår at bestemte forhold ikke må indgå når en
arbejdsgiver
træffer ansættelsesretlige afgørelser.
Flere bestemmelser af denne
art fastslår udtrykkeligt at de forhold bestemmelserne angår, hverken må
indgå
ved arbejdsgiverens afgørelse om ansættelse eller ved en afgørelse om
afskedigelse. Det er således i § 2, stk. 1, i lov om forbud mod
forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (lov nr. 459 af 12. juni 1996)
udtrykkeligt fastslået at forskelsbehandling på grundlag af race, hudfarve,
religion, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social
eller
etnisk oprindelse ikke må foretages i forbindelse med ansættelse,
afskedigelse,
forflyttelse og forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.
Tilsvarende er det i §§ 2 og 4 i ligebehandlingsloven (lovbek. nr. 213 af 3.
april 1998 om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse
og
barselsorlov m.v.) bestemt at en arbejdsgiver skal behandle mænd og kvinder
lige ved ansættelser, forflyttelser og forfremmelser og for så vidt angår
arbejdsvilkår, herunder ved afskedigelse. Endvidere er det bestemt i lov nr.
100 af 4. marts 1921 om lige adgang for kvinder og mænd til
tjenestestillinger
og hverv at kvinder og mænd under samme betingelser har lige adgang til alle
ved lov bestemte tjenestestillinger og hverv under stat og kommune.
§ 9 i ligebehandlingsloven
indeholder en bestemmelse om at en arbejdsgiver ikke må afskedige en
lønmodtager fordi denne har fremsat krav om udnyttelse af retten til fravær
eller har været fraværende på grund af graviditet, barsel eller adoption.
Bestemmelsen omtaler ikke spørgsmålet om hvorvidt disse forhold kan inddrages
i
forbindelse med en afgørelse om ansættelse af en medarbejder; men i
retspraksis
og den juridiske litteratur er det lagt til grund at bestemmelsen i lovens §
2,
der angår ligebehandling i forbindelse med ansættelse i stillinger, også
regulerer spørgsmål om afslag på ansættelse under henvisning til en ansøgers
graviditet.
Alligevel synes netop
graviditet og barselsorlov at være et hensyn der kan indgå med en lidt anden
vægt ved ansættelse end ved uansøgt afskedigelse. Mens det står fast at
afskedigelse af en medarbejder under henvisning til at hun er gravid eller på
barselsorlov, er retsstridig, synes det i retspraksis at være lagt til grund
at
undladelse af at ansætte en gravid i et vikariat ikke strider mod
ligebehandlingsloven hvis hun på grund af graviditeten ikke vil kunne
bestride
stillingen i en væsentlig del af vikariatet. Jeg henviser til Lars Svenning
Andersen, Funktionærret, 2. udg. (1998), s.
93f
og 542ff, samt Østre Landsrets dom af 27. januar 1986 (gengivet i Ugeskrift
for
Retsvæsen 1986, s. 424) og Østre Landsrets dom af 25. februar 1998 (13. afd.
B
1197/1997) som er omtalt i Oluf Emborg og Per Schaumburg-Müller, Offentlig
Arbejdsret (1998), s. 101. I almindelighed må afvisning af at ansætte en
ansøger under henvisning til at hun er gravid, dog anses for at stride mod
ligebehandlingsloven og de til grund herfor liggende EU-retlige regler, jf.
EF-Domstolens dom af 8. november 1990 (sag C-177/88). Spørgsmålet kan ikke
anses
for fuldt ud afklaret.
§§ 1 og 2, stk. 1, i
foreningsfrihedsloven (lovbek. nr. 443 af 13. juni 1990 om beskyttelse mod
afskedigelse på grund af foreningsforhold) fastslår at en arbejdsgiver ikke
må
afskedige en lønmodtager fordi denne er medlem af en forening eller er medlem
af en bestemt forening, ligesom arbejdsgiveren ikke må afskedige en
lønmodtager
fordi denne ikke er medlem af en forening eller af en bestemt forening.
Derimod
indeholder loven ikke bestemmelser vedrørende arbejdsgiverens mulighed for at
tage hensyn til disse forhold i forbindelse med en ansættelse, men det er i
retspraksis fastslået at det ikke er lovligt for en offentlig myndighed at
udelukke personer der ikke er medlem af en bestemt fagforening, fra tjeneste
hos myndigheden. Der er således overenstemmelse mellem de hensyn en myndighed
sagligt kan lægge vægt på i forbindelse med en ansættelse og i forbindelse
med
en uansøgt afskedigelse.
Lovgivningen indeholder
flere andre bestemmelser der fastslår at det er usagligt at inddrage bestemte
hensyn ved afgørelsen om at afskedige en medarbejder uden at tage stilling
til
om samme hensyn kan inddrages ved afgørelsen om at ansætte en medarbejder.
Det gælder således § 3 i
loven om lige løn til mænd og kvinder (lovbek. nr. 639 af 17. juli 1992) der
fastslår at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager fordi denne har
fremsat krav om lige løn, herunder lige lønvilkår. Tilsvarende gælder § 11,
stk. 7, i orlovsloven (lovbek. nr. 6 af 5. januar 2000) der hindrer en
arbejdsgiver i at afskedige en lønmodtager fordi denne har fremsat krav om
udnyttelse af retten til orlov, udnytter retten til orlov eller har været
fraværende på grund af orlov. Bestemmelser af lignende art er indsat i § 2,
stk. 2 og 3, i loven om værnepligtsorlov og om orlov til FN-tjeneste m.v.
(lovbek. nr. 981 af 14. december 1993) der fastslår at en arbejdsgiver ikke
må
afskedige en lønmodtager fordi han vil udnytte retten til fravær på grund af
aftjening af værnepligt eller har været fraværende af denne grund, og at
arbejdsgiveren
heller ikke i øvrigt må afskedige en lønmodtager på grund af aftjening af
værnepligt. I § 3, stk. 1, i virksomhedsoverdragelsesloven (lov nr. 111 af
21.
marts 1979 om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse) er
indsat
en bestemmelse om at afskedigelse på grund af overdragelse af en virksomhed
eller en del heraf ikke anses for rimeligt begrundet i virksomhedens forhold
medmindre afskedigelsen skyldes økonomiske, tekniske eller organisatoriske
årsager der medfører beskæftigelsesmæssige ændringer.
Disse bestemmelser der
forbyder arbejdsgiveren at foretage afskedigelse af de ovennævnte grunde,
tager
efter deres ordlyd ikke stilling til om en arbejdsgiver sagligt ville kunne
lægge vægt på de nævnte grunde i forbindelse med en ansættelse. Heller ikke
bestemmelsernes forarbejder, domspraksis eller den juridiske litteratur
omtaler
dette spørgsmål. Årsagen hertil må antagelig søges i at de vedrører forhold
der
udelukkende eller først og fremmest kan tænkes at opstå i forbindelse med
personer der allerede er i beskæftigelse, men sjældnere i forbindelse med
personer der ansøger om en ledig stilling. Det må således anses for tvivlsomt
om der er grundlag for en antagelse om at de i bestemmelserne nævnte forhold
sagligt kan inddrages i forbindelse med en myndigheds afgørelse om ansættelse
af en medarbejder, selv om de ikke kan inddrages i forbindelse med en
afgørelse
om afskedigelse af en medarbejder.
§ 16 c i den kommunale
styrelseslov (lovbek. nr. 810 af 28. oktober 1999 om kommunernes styrelse)
bestemmer
at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager fordi denne er opført på
en
kandidatliste til et kommunalvalg eller er valgt til en kommunalbestyrelse. I
tilfælde af en afskedigelse påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre at
bestemmelsen i § 16 c er overholdt, jf. § 16 d, stk. 1. Disse bestemmelser
vedrører heller ikke spørgsmålet om hvorvidt det nævnte forhold kan inddrages
i
forbindelse med en ansættelse, men spørgsmålet er dog berørt i forarbejderne,
jf. Folketingstidende 1994-95, s. 3284, og tillæg B, s. 521, hvor et
mindretal
i Folketinget gav udtryk for at bestemmelsen i § 16 d sandsynligvis ville få
den virkning at virksomhederne ville afholde sig fra at ansætte folk de kun
med
stort besvær kan afskedige. Udtalelsen kan dog kun tillægges begrænset
betydning for det foreliggende spørgsmål. Det må således også for § 16 c i
den
kommunale styrelseslov anses for tvivlsomt om der er grundlag for en
antagelse
om at de i bestemmelsen nævnte forhold sagligt kan inddrages i forbindelse
med
en myndigheds afgørelse om ansættelse af en medarbejder, selv om de ikke kan
inddrages i forbindelse med en afgørelse om afskedigelse af en medarbejder.
Noget tilsvarende kan
anføres om lovgivningen vedrørende handicappedes adgang til arbejdsmarkedet.
Bestemmelsen i § 3, stk. 1, i loven om kompensation til handicappede i
erhverv
m.v. (lov nr. 293 af 14. maj 1998 med senere ændring) fastslår at en
offentlig
arbejdsgiver i forbindelse med besættelsen af en ledig stilling har pligt til
at give fortrinsadgang til personer der på grund af et handicap har
vanskeligt
ved at få beskæftigelse på det almindelige arbejdsmarked, hvis vedkommende er
lige så kvalificeret som de øvrige ansøgere. Loven (og den til loven knyttede
bekendtgørelse nr. 825 af 8. november 1999) tager efter sin ordlyd ikke
stilling til om en offentlig arbejdsgiver kan tillægge et handicap negativ
betydning i forbindelse med en afgørelse om at afskedige en medarbejder. Men
da
loven ifølge § 1 har til formål at styrke og stimulere handicappede personers
muligheder for beskæftigelse med det formål at give disse de samme muligheder
for erhvervsudøvelse som personer uden handicap, må det antages at
mulighederne
for at tillægge handicappet betydning er den samme i forbindelse med en
uansøgt
afskedigelse som ved en ansættelse.
Det kan ikke helt udelukkes
at der på enkelte områder kan være forskel på afgørelser om ansættelse og om
uansøgt afskedigelse med hensyn til muligheden for sagligt at inddrage
bestemte
kriterier. Ud over det ovenfor anførte om ansættelse af en gravid i et
vikariat
kan nævnes Lars Nordskov Nielsens responsum om offentligt ansattes
ytringsfrihed – med særlig sigte på overenskomstansatte DJØF’ere,
offentliggjort i DJØF-bladet nr. 22/1987. I responsumet er det anført at hvis
en medarbejder hos en myndighed har fremsat en enkelt lovlig offentlig ytring
der er kritisk over for tjenestestedet, kan det ikke i sig selv danne
grundlag
for afskedigelse. Derimod kan det ikke afvises at der må tages hensyn til om
en
fuldmægtig der kandiderer til en kontorchefstilling, har en sådan holdning
til
vedkommende sagsområdes problemer at der er et tilfredsstillende grundlag for
samarbejde mellem ministeren (og departementschefen) og kontorchefen, ligesom
det ikke kan afvises at der ved en sådan holdningsvurdering efter
omstændighederne kan lægges vægt på indholdet af en enkelt kritisk artikel.
Der findes ikke regler i
lovgivningen eller retsafgørelser der belyser dette spørgsmål. Men selv om
der
eventuelt måtte være forskel på en offentlig arbejdsgivers mulighed for at
lægge vægt på en medarbejders offentligt fremsatte lovlige ytringer i
forbindelse med henholdsvis en afskedigelse og en forfremmelse, har dette
efter
min opfattelse ikke selvstændig betydning for det generelle spørgsmål om
hvorvidt forhold der ikke kan indgå som et sagligt kriterium ved en
myndigheds
afgørelse om at afskedige en medarbejder, i almindelighed kan indgå ved en
afgørelse om ansættelse af en medarbejder.
Herefter må det samlet
antages at de forhold som en offentlig arbejdsgiver ikke sagligt kan lægge
vægt
på ved en afgørelse om uansøgt afskedigelse af en medarbejder, i hvert fald i
almindelighed heller ikke kan indgå ved en afgørelse om ansættelse af en
medarbejder. Dette taler efter min opfattelse imod en antagelse om at
Kirkeministeriet i almindelighed skulle være berettiget til i forbindelse med
besættelsen af en ledig præstestilling at lægge vægt på oplysninger om at en
ansøger ikke vil foretage nødvielse af fraskilte, selv om der ikke kan lægges
vægt på denne omstændighed i forbindelse med en afskedigelse.
Herudover har jeg ved min
bedømmelse af dette spørgsmål lagt vægt på at bestemmelsen i § 2, stk. 5, 2.
pkt., i bekendtgørelsen om vielse inden for folkekirken bygger på en
forudsætning om at spørgsmålet om hvorvidt en præst skal vie en fraskilt, er
et
samvittighedsanliggende som kun den pågældende præst kan tage stilling til.
Det
synes ikke vel foreneligt med denne ordning at et sådant anliggende, der
efter
sin natur alene angår den enkelte præst, skulle kunne indgå i en sag hvor
Kirkeministeriet
træffer afgørelse om hvorvidt en ansøger kan opnå en præstestilling.
På den baggrund er det min
opfattelse at Kirkeministeriet i almindelighed ikke vil være berettiget til
ved
besættelse af en præstestilling at lægge vægt på oplysninger om at en ansøger
ikke vil foretage nødvielse af fraskilte. Jeg bemærker at jeg ikke herved har
taget stilling til i hvilket omfang menighedsrådene (og biskopperne) kan
lægge
vægt på dette spørgsmål når de medvirker ved ansættelse i præstestillinger,
jf.
kapitel 2 i loven om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. (lov nr. 310
af
16. maj 1990 med senere ændring).
3.
Spørgsmålet er herefter om der gælder en særlig regel ved
besættelsen af stillinger som hospitalspræst eller præstestillinger som den
De har søgt hvor betjeningen af et hospital indgår som en meget betydelig del
af stillingens indhold. Denne særlige regel måtte indebære at
Kirkeministeriet
ved besættelsen af disse stillinger kan lægge vægt på at en ansøger har
tilkendegivet at han agter at gøre brug af sin ret til at nægte at foretage
nødvielse af fraskilte, også hvis omstændighederne ikke tillader at en anden
præst tilkaldes.
Ved vurderingen af dette
spørgsmål må det navnlig tages i betragtning om en sådan nægtelse vil kunne
indebære at den ret til kirkelig betjening som tilkommer folkekirkens
medlemmer, tilsidesættes. Reglerne om folkekirkens medlemmers ret til
kirkelig
betjening findes som nævnt i kapitel 3 i loven om medlemskab af folkekirken,
kirkelig betjening og sognebåndsløsning. Størst betydning i denne forbindelse
har § 6, stk. 1, som er gengivet ovenfor. Det fremgår af denne bestemmelse at
den ret til kirkelig betjening som tilkommer et medlem af folkekirken, kun
gælder i forhold til præsten eller præsterne for den menighed som medlemmet
tilhører. Der er ikke i
loven givet
særskilte regler om retten til kirkelig betjening for hospitalsindlagte.
Dette
må indebære at også et medlem af folkekirken som er indlagt på et hospital,
kun har en egentlig ret til kirkelig betjening i forhold til præsten eller
præsterne for den menighed som medlemmet tilhører. Dette kan dog kun
tillægges
begrænset betydning idet en hospitalspræst efter de regler som gælder for
hans
ansættelsesforhold, må antages at være forpligtet til at betjene
hospitalsindlagte uanset at disse ikke tilhører hans egen menighed i lovens
forstand, jf. betænkning nr. 769/1976 om revision af lov om kirkers brug,
sognebåndsløsning m.m., s. 43.
I bemærkningerne til det
lovforslag som dannede grundlag for loven om medlemskab af folkekirken,
kirkelig betjening og sognebåndsløsning (Folketingstidende 1990-91, 2. saml.,
tillæg A, sp. 2337), er det anført at bestemmelsen i § 6, stk. 1, svarer til
§
20 i lovbek. nr. 759 af 7. december 1987. I forarbejderne til denne
bestemmelse
er bl.a. anført følgende (betænkning nr. 769/1976 om revision af lov om
kirkers
brug m.v., s. 40):
’Reglen i § 17, stk. 1, [som
svarede til § 20 i den senere vedtagne lov; min bemærkning] hjemler dog ikke
menighedens medlemmer nogen ubetinget ret til under alle omstændigheder at
blive kirkeligt betjent, idet reglen må forstås med respekt af de
bestemmelser,
der gælder om dåb, konfirmation, vielse og begravelse m.m. Disse bestemmelser
kan medføre, at en person, der er medlem af en folkekirkelig menighed, i
visse
tilfælde ikke har en ubetinget ret til at få en kirkelig handling udført af
menighedens præst. Således kan en præst iflg. § 2, stk. 5, 2. pkt., i
kirkeministeriets bekendtgørelse af 15. december 1969 om kirkelig vielse
inden
for folkekirken nægte at vie en fraskilt.’
I bemærkningerne er det
således udtrykkeligt anført at folkekirkens medlemmer ikke har en ubetinget
ret
til under alle omstændigheder at blive kirkeligt betjent, og der er i den
forbindelse direkte henvist til at en præst har ret til at nægte at foretage
vielse af en fraskilt. Der er ikke i denne forbindelse gjort en undtagelse
for
nødvielser, og der er ikke belæg for at der skulle gælde særlige regler for
hospitalspræster eller præster for hvem betjeningen af et hospital indgår som
en meget betydelig del af stillingens indhold. Loven og dens forarbejder
giver
således for så vidt ikke belæg for den opfattelse at præster – herunder
hospitalspræster – ved at nægte at foretage nødvielse af en fraskilt
tilsidesætter den ret til kirkelig betjening som tilkommer den pågældende.
Ved vurderingen af dette
spørgsmål må formålet med de fastsatte bestemmelser dog også inddrages. Det
må
således efter min opfattelse antages at formålet med reglerne i lovens
kapitel
3 er at foretage en nærmere regulering af den ret til kirkelig betjening som
tilkommer folkekirkens medlemmer, mens det har ligget uden for lovens formål
at give regler der under visse omstændigheder kunne medføre at et medlem af
folkekirken helt blev afskåret fra relevant kirkelig betjening. En vis støtte
for dette synspunkt kan efter min opfattelse findes i bestemmelsen i lovens §
6, stk. 2, der sikrer at endog medlemmer af folkekirken bosat i udlandet har
ret til kirkelig betjening under midlertidigt ophold her i landet.
Tilsvarende
har formålet med bestemmelsen i § 2, stk. 5, 2. pkt., i bekendtgørelsen om
vielse i folkekirken alene været at sikre præster for hvem vielse af
fraskilte
strider mod deres samvittighed, en ret til at afvise at foretage en sådan
vielse, mens det næppe har været tilsigtet at bestemmelsen skulle kunne give
anledning til situationer hvor fraskilte medlemmer af folkekirken helt blev
afskåret fra en kirkelig vielse.
Årsagen til at det ikke er
blevet anset for nødvendigt at lade dette komme til udtryk i bestemmelsens
ordlyd, er antagelig en forudsætning om at vielse af en fraskilt altid vil
kunne gennemføres af en anden præst end præsten for den menighed som den
fraskilte tilhører. I forarbejderne til lov nr. 276 af 30. juni 1922 om
Ægteskabs
Indgaaelse og Opløsning kan hentes nogen støtte for dette synspunkt.
Lovforslaget blev fremsat
første gang i Folketinget den 11. april 1919 under den daværende radikale
regering. Lovforslaget indeholdt ikke regler om præsters ret til at nægte at
foretage vielser, men under Folketingets fornyede behandling af forslaget
indsatte et flertal uden om regeringen en helt generel nægtelsesret som § 35:
’§ 35.
Mener en Præst af religiøse Grunde ikke at kunne eller burde
foretage en Vielse, er han berettiget til at undslaa sig for at foretage den,
og det staar da Parterne frit for at henvende sig til en hvilken som helst
anden Præst om Vielsens Foretagelse.’
Det af Folketinget vedtagne
forslag blev herefter fremsat i Landstinget. Under Landstingets 1. behandling
af lovforslaget den 10. marts 1920 udtalte justitsminister Zahle bl.a.
følgende om § 35 (Rigsdagstidende, Landstingets forhandlinger, 72. ordinære
samling, 1919-20, sp. 1324):
’Hvis man nu gaar over til,
at Præsten frit skal kunne nægte dette, kan Borgerne derved let komme i en
vanskelig
Situation. Og er der en Præst, som nægter det, ved jeg ikke, hvorfor der
skulde
være en anden Præst, som skulde sige ja; vi faar vel ikke Præster af
forskellige
Grader, saa at man kan mene, at naar een ikke vil, er der nok en anden, som
vil. Snarere maa man gaa ud fra, at naar en Præst har svaret nej, vil
allerede
af den Grund alle andre Præster i Landet meget betænke sig paa at gøre det;
’
Hertil anførte Venstres
ordfører, Hauch, bl.a. følgende (a.st., sp. 1327):
"Det er ikke saaledes,
at naar en Præst har nægtet at vie et Par, saa nægter andre Præster det
ogsaa,
fordi de ikke vil vie Parret, naar een har nægtet det. Det er ikke ud fra
kollegiale Hensyn, at man behandler dette Spørgsmaal, det er en
Samvittighedssag for vedkommende Præst, og med Samvittighedssager er det ikke
som med andre Sager, at man føler sig bunden af andres Samvittighed end sin
egen. Derfor vil det Tilfælde ganske sikkert komme til at foreligge
adskillige
Gange, at en Præst nægter at vie et Par, men at man saa møder en anden Præst,
som er meget villig til at foretage Vielsen."
Lovforslaget bortfaldt
efterfølgende, men blev senere genfremsat med ændringer af den tiltrådte
Venstreregering. Reglen om præsters nægtelsesret fandtes i forslagets § 29,
stk. 4, som havde følgende ordlyd:
’§ 29.
...
En Præst i Folkekirken er
kun pligtig at foretage en Vielse, saafremt begge Brudefolkene hører til
Folkekirken, og en af dem derhos er Medlem af hans Menighed. Præsten kan dog
nægte at vie en fraskilt. Mener han iøvrigt af religiøse Grunde ikke at kunne
eller burde foretage en Vielse, skal han forelægge Biskoppen Sagen; denne
afgør
da efter en Undersøgelse af samtlige Sagens Omstændigheder, om den
paagældende
Præst bør fritages for at foretage Vielsen.’
Under Landstingets 1.
behandling af forslaget den 7. december 1921
anførte justitsminister Rytter bl.a. følgende (Rigsdagstidende, Landstingets
forhandlinger, 74. ordinære samling, 1921-22, sp. 432):
’Det ærede Medlem var inde
paa Bestemmelsen i § 29 om, at Præsterne skal være frit stillet. Jeg synes i
og
for sig, det er ganske naturligt, at Præsterne bliver til en vis Grad frit
stillet med Hensyn til, om de vil vie et Par eller ikke.
...
Naar man tager den
Konsekvens, at de paagældende kan blive viet af en hvilken som helst Præst og
kan blive borgerlig viet, synes jeg, det er ganske rimeligt at give ogsaa
Præsten lidt og at tillade ham at sige: her er to Folk, hvis Forhold jeg
synes
er et saadant, at jeg ikke kan vie dem. Jeg er i alt Fald ikke bange for at
overlade det til Præsterne, og jeg tror absolut ikke, at Bestemmelsen vil
give
Anledning til Misbrug.
Hvis
den
skulde give Anledning til Misbrug, vilde dette efter min Opfattelse noget
skyldes de vedkommende selv. Det ærede Medlem og jeg erindrer godt det
Tilfælde her fra København, hvor en Mand havde fattet saa stor Kærlighed til
en
bestemt Præst, at han endelig vilde vies af ham og ikke af nogen anden. Hvis
denne Mand endelig vilde vies kirkeligt, tror jeg, det havde været let for
ham
at blive viet af en anden Præst, og at da overhovedet ingen vilde have
skænket
dette en Tanke.’
De citerede bemærkninger
tyder på – som ovenfor anført – at det har været en forudsætning
for
vedtagelsen af bestemmelsen om præsters ret til ubetinget at nægte at vie
fraskilte at vielsen altid vil kunne gennemføres af en anden præst end
præsten
for den menighed som den fraskilte tilhører.
Det må dog erkendes at det
retskildemæssige grundlag for denne antagelse er spinkelt.
Uden at tage endelig
stilling til spørgsmålet kan det herefter efter min opfattelse ikke udelukkes
at Kirkeministeriet vil være berettiget til, ved besættelsen af stillinger
som
hospitalspræst og præstestillinger som den De søgte, at lægge vægt på at en
ansøger har tilkendegivet at han ikke vil foretage nødvielse af en fraskilt,
uanset om omstændighederne ikke tillader at en anden præst tilkaldes.
I sådanne situationer må der
imidlertid stilles store krav til dokumentationen for at folkekirkens
medlemmers rettigheder vil blive afgørende tilsidesat, dvs. at
Kirkeministeriet
må kunne sandsynliggøre at foretagelse af nødvielse under omstændigheder der
umuliggør tilkaldelse af en anden præst, er et ikke ubetydeligt led i
ansættelsesforholdet.
Jeg har forstået
Kirkeministeriet således at der generelt i forbindelse med foretagelse af
nødvielse på hospitaler vil forekomme situationer hvor vielsen på grund af en
af parternes kritiske tilstand ikke vil kunne gennemføres hvis vielsen skal
afvente tilkaldelse af en anden præst end hospitalspræsten.
Kirkeministeriet har
imidlertid i den konkrete sag ikke bestridt Deres oplysning om at der på
grundlag af antallet af samtlige nødvielser – dvs. også nødvielse af
personer
som ikke var fraskilt – på (Y) Hospital i perioden 1991-96 måtte
forventes
mindre end én nødvielse i løbet af ansættelsesperioden på 4 måneder.
På den baggrund er det min
opfattelse at Kirkeministeriet ikke har opfyldt det nævnte dokumentationskrav
i
Deres sag.
Sammenfattende er det
således min opfattelse at selv om det ikke ganske kan udelukkes at
Kirkeministeriet ved afgørelsen af hvem der var bedst egnet til stillingen
som
konstitueret sognepræst ved (X) Kirke i Københavns Stift i perioden 1.
februar
til 31. maj 1997 lovligt kunne lægge vægt på Deres tilkendegivelser
vedrørende
foretagelse af nødvielse af fraskilte, måtte en nødvendig forudsætning herfor
dog være at ministeriet kunne sandsynliggøre at foretagelse af nødvielse
under
omstændigheder der umuliggør tilkaldelse af en anden præst, ville være et
ikke
ubetydeligt led i det konkrete ansættelsesforhold af fire måneders varighed.
Da
Kirkeministeriet ikke har dokumenteret at denne forudsætning var opfyldt, har
ministeriet således heller ikke været berettiget til at lægge vægt på Deres
tilkendegivelser om at De ikke ville foretage sådanne nødvielser.
Jeg har gjort
Kirkeministeriet bekendt med min opfattelse. Da den pågældende
ansættelsesperiode imidlertid for længst er udløbet, har jeg ikke grundlag
for
at henstille til Kirkeministeriet at genoptage behandlingen af sagen.”
Lignende dokumenter
- Cirkulære om forberedelse og gennemførelse af ansættelse i præste- og provstestillinger (Til biskopper, provster og præster) Retsinformation · 31. december 2025
- Mindretalsbeskyttelse ved præsteansættelse. Sognebåndsløseres status Retsinformation · 11. januar 2002
- Mindretals forslag til ansættelse af sognepræst. Retsinformation · 3. november 2003
- Vejledning om menighedsråds, provstiudvalgs og stiftsråds medvirken ved ansættelse i henholdsvis præste- og provstestillinger m.m. Retsinformation · 31. december 2025
- Ændring af kirkeregulativ ikke tilbagekaldelse af begunstigende forvaltningsakt. Hjemmel. Notatpligt Retsinformation · 2. oktober 2002
- 1989 LSF 138 FORSLAG TIL LOV OM ANSÆTTELSE I STILLINGER I FOLKEKIRKEN M.V. Retsinformation · 17. maj 1990