"To-instans inhabilitet". For lang sagsbehandlingstid. Forældelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
"To-instans inhabilitet". For lang
sagsbehandlingstid. Forældelse
En mand (A) klagede ved brev
af 19. november 1994 til mig over Landsskatterettens kendelse af 28. oktober
1994 vedrørende en række fradrag mv. for indkomstårene 1985-1987.
Jeg forstod A's klage således
at han navnlig klagede over
skatteinspektørens inhabilitet og
den samlede sagsbehandlingstid.
Til støtte for klagepunkt 1)
havde A navnlig anført at der ved sagens behandling ved kommunen,
skatteforvaltningen, og senere kommunen, skatteankenævnet, havde foreligget
et
personsammenfald der havde medført at skatteankenævnets afgørelse af 17.
december 1990 var ugyldig. A begrundede dette nærmere med at
skatteinspektøren
ved kommunen havde virket som sekretær ved skatteankenævnets behandling af
sagen, uanset at skatteinspektøren forud havde deltaget i sagens behandling
ved
skatteforvaltningen.
Til støtte for klagepunkt 2)
havde A navnlig anført at sagsbehandlingstiden ved Landsskatteretten havde
været urimelig lang, idet klagen blev indgivet den 10. marts 1991 mens
kendelsen blev afsagt den 28. oktober
1994.
A
tilføjede at sagens skatteretlige problemer ikke kunne
begrunde den lange sagsbehandlingstid, ligesom forsinkelsen ikke kunne
skyldes
A's forhold.
Læs alt
Endelig henledte A min
opmærksomhed på spørgsmålet om forældelse af skattekravet idet de af
Landsskatterettens kendelse omfattede skattekrav vedrørte indkomstårene 1985-
1987. A
oplyste i denne forbindelse
at han aldrig havde anerkendt de omhandlede skattekrav.
Det fremgik af sagen at
skatteforvaltningen i 1988 genoptog A's skatteansættelse for indkomstårene
1983-1987 til fornyet behandling. Sagens gang fra A den 16. august 1988 blev
indkaldt af skatteforvaltningen til møde indtil Landsskatteretten afsagde
kendelse den 28. oktober 1994, var udførligt beskrevet i redegørelse af 16.
oktober 1991 fra skatteforvaltningen, samt i en datoliste vedlagt
Landsskatterettens udtalelse til mig af 31. januar 1995. Disse redegørelser
beskrev under ét sagens behandling i de forskellige instanser og den skete
korrespondance.
Efter at skatteforvaltningen
i samråd med daværende Statsskattedirektoratet traf beslutning om at
genoptagelsen alene skulle vedrøre indkomstårene 1985-1987, fastholdt
skatteforvaltningen at der skulle ske forhøjelse for disse indkomstår.
Ved sit brev af 14. november
1989 anmodede A herefter om at behandlingen af hans selvangivelse for
indkomstårene 1985, 1986 og 1987 fremtidig blev forestået af en anden
sagsbehandler i skatteforvaltningen.
Ved brev af 22. marts 1990
fra skatteinspektør B meddelte skatteforvaltningen at den hidtidige
sagsbehandler fortsat ville behandle A's selvangivelse for de omhandlede
indkomstår.
Ved brev af 28. marts 1990
stilet til skatteinspektør B anmodede A om en begrundelse for afslaget på
hans
ønske om en ny sagsbehandler.
Ved brev af 5. maj 1990 fra
skatteinspektøren blev den ønskede begrundelse givet. Det hed således i
skatteinspektørens brev:
"...
Det er alene administrationen
v/ skatteinspektøren, der kan afgøre hvem der skal være sagsbehandler på en
sag. Den enkelte skatteyder kan ikke selv vælge. Kun i meget få sager vil man
udpege en ny sagsbehandler. Det er typisk, hvor der er sket fejl i selve
sagsbehandlingen.
Dette er der efter min opfattelse ikke sket i Deres sag, hvorfor jeg
fastholder
den nuværende sagsbehandler.
..."
Efter yderligere
korrespondance vedrørende skattemæssige spørgsmål foretog skatteforvaltningen
de bebudede forhøjelser ved afgørelse af 8. august 1990.
Den 29. august 1990 påklagede
A skatteansættelsen til skatteankenævnet i kommunen og havde herefter en del
korrespondance vedrørende oplysningen af sagen.
Under sagens behandling i
skatteankenævnet virkede skatteinspektør B som sekretær for nævnet.
Ved brev af 9. december 1990
til mig klagede A over forskelligeforhold ved sagsbehandlingen i
skatteforvaltningen.
Forinden min stillingtagen
til A's klage forelå, stadfæstede skatteankenævnet i kommunen den foretagne
skatteansættelse ved nævnets afgørelse af 17. december 1990.
Ved mit brev af 15. februar
1991 meddelte jeg A at jeg i anledning af hans klage havde rettet henvendelse
til Skattedepartementet vedrørende de rejste spørgsmål om kompetenceforhold.
Jeg meddelte samtidig at A's indsigelse mod skatteinspektør B's medvirken i
sagens behandling i skatteankenævnet skulle fremsættes over for
skatteankenævnet.
Efter senere at have modtaget
et notat fra Skattedepartementet meddelte jeg den 2. oktober
1991 A
at jeg oversendte hans klage
over sagsbehandlingen - herunder sagsbehandlingstiden - til Told- og
Skattestyrelsen. Samtidig oplyste jeg A om at spørgsmål der angik ligningen -
herunder sagsbehandlingsspørgsmål - skulle fremføres over for
ligningsmyndighederne. A ville derfor først kunne indbringe sagen for mig når
Landsskatteretten havde truffet afgørelse.
Ved brev af 10. marts 1991
anmodede A skatteankenævnet om at tage stilling til skatteinspektørens
habilitet i sagen.
I et brev ligeledes af 10.
marts 1991 klagede A over skatteankenævnets afgørelse til Landsskatteretten.
Til støtte for sin klage gjorde A bl.a. gældende at der forelå inhabilitet
hos
nævnets sekretær.
Ved brev af 18. marts 1991
meddelte Landsskatteretten A at man havde modtaget A's klage. Samtidig
oplyste
retten at det ikke på daværende tidspunkt kunne siges hvornår sagen kunne
forventes afgjort. I almindelighed måtte der dog på daværende tidspunkt
påregnes en behandlingstid på ni-tolv måneder efter høringen af
skatteankenævnet.
Ved brev af 10. april 1991
meddelte skatteankenævnet A at nævnet på sit møde den 22. marts 1991 ikke
havde
fundet at skatteinspektøren var inhabil ved behandlingen af sagen.
Skatteankenævnet begrundede sin afgørelse med at der internt i
skatteforvaltningen var udarbejdet regler som netop tilsigtede at en sekretær
i
nævnet ikke kunne være den samme person som havde truffet afgørelse i sagen i
skatteforvaltningen eller i øvrigt havde behandlet sagen.
Herefter påbegyndtes
sagsbehandlingen i Landsskatteretten som beskrevet i den af retten
udfærdigede
datoliste. Det fremgår heraf at sagens oplysning navnlig blev foretaget i
perioden frem til august 1991. Den 15. august 1991 sendte retten ankenævnets
udtalelse til høring hos A hvorefter A den 8. september 1991 kommenterede
ankenævnets udtalelse. A oplyste samtidig at han havde klaget til mig over
sagsbehandlingen i kommunen.
Herefter skete der
øjensynligt ikke videre i sagen indtil den 17. februar 1993 hvor
Landsskatteretten rettede forespørgsel til A om den verserende sag hos mig. A
besvarede rettens henvendelse ved brev af 19. februar 1993 idet han henviste
til mit ovennævnte brev af 2. oktober 1991.
Herefter forelå der øjensynligt
ingen ekspeditioner i sagen i forhold til A eller i forhold til sagens
oplysning indtil Landsskatteretten afsagde sin kendelse den 28. oktober 1994.
Af Landsskatterettens
kendelse fremgik bl.a. følgende om inhabilitetsspørgsmålet:
"...
Skatteankenævnet har ikke
fundet, at skatteinspektøren har været inhabil, jf. skattestyrelseslovens §
11,
idet skatteinspektøren ikke har deltaget som sagsbehandler, da sagen blev
behandlet i (kommunens) skatteforvaltning, men først har deltaget i
sagsbehandlingen
da sagen blev påklaget til skatteankenævnet. Det fremgår af redegørelse fra
skatteinspektøren, at han alene som chef for forvaltningen har besvaret
klagerens anmodning om ny sagsbehandler ved sagens behandling i
forvaltningen.
Efter det oplyste om at klageren
har modtaget aktindsigt, og at skatteinspektøren først har deltaget i
sagsbehandlingen ved sagens behandling i skatteankenævnet, finder
Landsskatteretten ikke, at skatteinspektøren har været inhabil i henhold til
skattestyrelseslovens § 11, hvorfor retten ikke finder anledning til at anse
ansættelserne for ugyldigt foretaget.
..."
A klagede herefter til mig
den 19. november 1994.
Jeg forelagde A's klage for
Landsskatteretten og anmodede om en udtalelse efter forud indhentet erklæring
fra skatteankenævnet i kommunen.
I en udtalelse til mig af 31.
januar 1995 anførte Landsskatteretten bl.a. følgende:
"...
For så vidt angår spørgsmålet
om skatteinspektørens habilitet ved sagens behandling i skatteankenævnet, jf.
skattestyrelseslovens § 11, stk. 2, kan retten i det hele henvise til den
afsagte kendelse. Landsskatteretten finder fortsat ikke, at skatteinspektøren
efter det oplyste har taget aktiv del som sagsbehandler ved sagens behandling
i skatteforvaltningen, således at han må anses for inhabil ved sagens
behandling i skatteankenævnet.
..."
Vedrørende
sagsbehandlingstiden i Landsskatteretten henviste retten til en udfærdiget
datoliste over sagens forløb idet man beklagede den lange sagsbehandlingstid.
Landsskatterettens udtalelse
var vedlagt en udtalelse af 19. december 1994 fra skatteankenævnet i
kommunen.
Skatteankenævnet henviste her til at nævnet på sit møde den 22. marts 1991
ikke fandt at skatteinspektøren havde været inhabil.
Jeg forelagde de nævnte
udtalelser for A og anmodede om eventuelle kommentarer hertil.
Ved sit brev af 16. marts
1995 bestred A Landsskatterettens forudsætning om at skatteinspektøren ikke
havde taget aktivt del i sagen. A kommenterede samtidig den af
Landsskatteretten udfærdigede datoliste, idet han anførte at det klart
fremgik
af datolisten at sagens forsinkelse ikke skyldtes hans forhold.
Herefter udtalte jeg
følgende:
"
1) Skatteinspektørens habilitet.
Det fremgår af
skattestyrelseslovens § 11, stk. 1, at den kommunale skattemyndighed yder
sekretariatsbistand til skatteankenævnet. Efter lovens § 11, stk. 2, må den
som
tidligere har deltaget i en afgørelse om ansættelse eller i øvrigt har
medvirket ved behandlingen af en sag ved den kommunale skattemyndighed, ikke
yde sekretariatsbistand til skatteankenævnet ved behandling af en klage til
skatteankenævnet over samme afgørelse.
De anførte regler er udtryk
for en almindelig forvaltningsretlig grundsætning om inhabilitet. Efter
grundsætningen om såkaldt "to-instans inhabilitet" må en person som
har truffet en forvaltningsretlig afgørelse eller deltaget heri, ikke senere
deltage i behandlingen af samme sag under en eventuel klagebehandling, jf.
forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 4.
Baggrunden herfor er især, at
det må sikres at en klagebehandling foretages af personer hos myndigheden som
er fuldstændig upartiske og ikke forinden har taget stilling til de spørgsmål
klagen vedrører.
De nærmere betingelser for
anvendelsen af inhabilitetsreglerne i skattestyrelseslovens § 11, stk. 2, er
beskrevet i pkt. 10 i Skattedepartementets cirkulære nr. 113 af 18. juni 1990
om skattestyrelsesloven. Det hedder heri bl.a. at reglen er rent
personrelateret
og kun retter sig mod de medarbejdere i den kommunale forvaltning som har
medvirket ved behandlingen af ansættelsen. Medvirken forudsætter at den
pågældende har haft en vis reel indflydelse på afgørelsens resultat. Rene
hjælpefunktioner, såsom telefonpasning, postafsendelse og renskrivning, er
ikke
medvirken i denne betydning. Endelig anføres at virkningen af at der
foreligger
inhabilitet er at den skattepligtige kan kræve skatteankenævnskendelsen
tilsidesat som ugyldig, jf. skattestyrelseslovens § 24, nr. 2, om klage til
Landsskatteretten.
Ved min vurdering af
habilitetsspørgsmålet har jeg lagt til grund at det ved bestemmelsen i
skattestyrelseslovens § 11, stk. 2, er forudsat at der må foreligge en særlig
klar og tydelig adskillelse mellem kommunale embedsmænds virke i henholdsvis
skatteforvaltningen og skatteankenævnet. Det er således tilstrækkeligt til at
statuere inhabilitet at en sekretær i ankenævnet tidligere blot har medvirket
i
sagens behandling. Det anførte cirkulære til skattestyrelsesloven forudsætter
da også at alene udøvelsen af helt uselvstændige hjælpefunktioner kan betyde
at
den omfattede medvirken ikke foreligger. Omvendt er blot en vis reel
indflydelse på afgørelsens resultat tilstrækkeligt til at inhabilitet
foreligger.
Det er min opfattelse at der
ikke af cirkulærets anvendelse af udtrykket "reel indflydelse" kan
udledes at det er en betingelse for statuering af inhabilitet at den
pågældende
person har beskæftiget sig med den skatteretlige bedømmelse af sagen. Også en
stillingtagen til mere formelle spørgsmål, der forudsætter en vis indsigt i
sagen, vil efter omstændighederne være omfattet af inhabiliteten. Afgørende
må
som nævnt være, at det i videst muligt omfang sikres at sekretariatet i
skatteankenævnet ikke har en konkret forhåndsviden om og forhåndsbedømmelse
af
sager der forelægges nævnet.
Ved min bedømmelse af den
medvirken som skatteinspektøren i (kommunen) har udøvet ved behandlingen i
(A's) sag, har jeg lagt vægt på at skatteinspektøren i sit brev til (A) af 5.
maj 1990 oplyste at der efter hans opfattelse ikke var sket fejl i
sagsbehandlingen. (A's) anmodning om ny sagsbehandler blev derfor ikke
opfyldt.
På dette tidspunkt var skatteforvaltningens genoptagelse af (A's) tidligere
skatteansættelser vidt fremskreden idet de konkrete forhøjelsespunkter var
fastlagt og forelagt (A). Samtidig havde skatteforvaltningen haft lejlighed
til at vurdere (A's) indsigelser. Jeg har derfor forudsat at
skatteinspektørens
besvarelse af (A's) anmodning har indbefattet en forudgående gennemgang og
vurdering af de skatteretlige problemer i (A's) sag. Kun på dette grundlag
har
skatteinspektøren kunnet udtale sig om hvorvidt der var sket fejl i
sagsbehandlingen.
Det er derfor min opfattelse
at skatteinspektøren under sit virke som sekretær for skatteankenævnet ved
den
senere behandling af (A's) klage har været inhabil. Det er samtidig min
opfattelse at (A) herefter kan kræve skatteankenævnets afgørelse af 17.
december 1990 tilsidesat som ugyldig. Jeg henviser i denne forbindelse til
pkt.
10 i Skattedepartementets cirkulære nr. 113 af 18. juni 1990 om
skattestyrelsesloven.
Jeg har gjort
Landsskatteretten bekendt med min opfattelse af inhabilitetsspørgsmålet og
henstillet at Landsskatteretten genoptager sagens behandling og træffer en ny
afgørelse.
Jeg har ikke herved foretaget
nogen bedømmelse af de skattemæssige spørgsmål som er omfattet af
Landsskatterettens kendelse af 28. oktober 1994. Disse spørgsmål er ikke
omfattet af (A's) klage til mig.
2) Sagsbehandlingstiden.
Det fremgår af sagen at (A's)
skattesag er påbegyndt den 16. august 1988 og foreløbigt afsluttet ved
Landsskatterettens kendelse af 28. oktober 1994. Sagsbehandlingen har således
strakt sig over en periode på mere end seks år og to måneder.
Det er min opfattelse at en
så lang sagsbehandlingstid for en sag om genoptagelse af tidligere
skatteansættelse generelt vurderet er helt uacceptabel.
En nøjere undersøgelse af sagens
gang hos de involverede myndigheder viser at skatteforvaltningen som nævnt
påbegyndte genoptagelsen den 16. august 1988 og afsluttede denne ved
skatteforvaltningens
afgørelse af 8. august 1990.
Jeg har ikke fundet grundlag
for at kritisere skatteforvaltningen, omend en sagsbehandlingstid for
genoptagelse af forholdsvis ukomplicerede skattespørgsmål efter min
opfattelse
ikke i almindelighed bør udgøre næsten to år. Jeg har herved særlig lagt vægt
på at den lange sagsbehandlingstid navnlig skyldtes at (A) den 16. oktober
1988
klagede til skatteministeren over den foretagne genoptagelse, og at denne
klage
blev vurderet såvel af Skattedepartementet som af Statsskattedirektoratet.
Ligeledes fremkom (A) i betydeligt omfang med indsigelser mv. Herved skete
der
naturligvis en forlængelse af sagsbehandlingstiden. Jeg har samtidig lagt
vægt
på at skatteforvaltningen stedse har fremmet sagen inden for rimelige
frister.
En undersøgelse af den nævnte
datoliste viser endvidere at sagsbehandlingen ved skatteankenævnet blev
påbegyndt ved (A's) klage af 29. august 1990 og blev afsluttet ved
skatteankenævnets afgørelse af 17. december 1990.
Jeg finder ikke grundlag for
at kritisere skatteankenævnets sagsbehandlingstid på mindre end fire måneder.
Det fremgår endelig af den
datoliste som Landsskatteretten har udfærdiget, at (A's) klagesag blev
påbegyndt den 10. marts 1991 og blev afsluttet ved kendelsen af 28. oktober
1994. Den samlede sagsbehandlingstid ved Landsskatteretten var således mere
end
tre år og syv måneder.
Det er min opfattelse at en
sådan sagsbehandlingstid generelt må anses som meget lang.
Sagsbehandlingstiden
står da også i kontrast til at Landsskatteretten den 18. marts 1991 oplyste
at
behandlingstiden påregnedes at være ni-tolv måneder.
Ved bedømmelsen af
behandlingstiden for en sag må der anlægges en konkret vurdering. Heri indgår
sagens faktiske og retlige omstændigheder samt øvrige forhold der kan have
indflydelse på karakteren og omfanget af myndighedernes sagsbehandling. Af
særlig betydning er det i hvilken grad borgeren afgiver oplysninger mv. som
må
vurderes af myndighederne.
Ved bedømmelsen af
sagsbehandlingstiden for Landsskatterettens behandling af (A's) klage har jeg
lagt til grund at (A's) sag har omfattet forholdsvis enkle skattemæssige
forhold.
Dette gælder såvel i retlig som i faktisk henseende. Jeg har samtidig lagt
til
grund at sagens oplysning gennem (A's) og skatteankenævnets afgivelse af
oplysninger er afviklet forholdsvis hurtigt. Det synes da også at fremgå af
datolisten at sagens forberedelse gik i stå efter at (A) ved brev af 8.
september 1991 kommenterede ankenævnets udtalelse vedrørende
habilitetsspørgsmålet. Ved samme brev oplyste (A) at habilitetsspørgsmålet
var
forelagt til min vurdering, uden at (A) dog nævnte at jeg allerede den 15.
februar 1991 havde oplyst at habilitetsspørgsmål måtte afgøres af de i
skattestyrelsesloven nævnte klagemyndigheder forud for min eventuelle
bedømmelse. Uanset om Landsskatteretten har befundet sig i en misforståelse
vedrørende min sideløbende behandling af habilitetsspørgsmålet, har dette dog
på ingen måde kunnet begrunde at Landsskatteretten først ved brev af 17.
februar 1993 - eller mere end et år og fem måneder efter - spurgte (A) om min
afgørelse af (A's) tidligere klage.
Virkningen af denne
beklagelige forsinkelse forværredes ved at der yderligere forløb mere end et
år
og otte måneder, før Landsskatteretten afsagde sin kendelse den 28. oktober
1994.
Jeg finder det herefter meget
kritisabelt at Landsskatterettens sagsbehandlingstid for (A's) sag sammenlagt
har været mere end tre år og syv måneder.
Jeg har gjort
Landsskatteretten bekendt med min opfattelse og har endvidere henstillet til
retten, at det ved indretningen af rettens sagsstyring sikres at sådanne
forsinkelser fremtidig undgås.
3) Spørgsmålet om forældelse af skattekravet.
I klagen til mig henledte (A)
min opmærksomhed på spørgsmålet om forældelse af skattekravet. Jeg har dog
ikke
inddraget dette i min behandling af (A's) klage idet der ikke foreligger
nogen
afgørelse om forældelse.
Jeg finder dog anledning til
at oplyse (A) om at fastsættelse og indkrævning af skattekrav der vedrører
indkomstår forud for 1990 reguleres af en femårig forældelsesfrist som
angivet
i forældelsesloven af 1908, § 1, stk. 1, nr. 4. Forældelsesfristen regnes fra
de tidspunkter hvor restskatter for pågældende indkomstår forfalder. I (A's)
tilfælde påbegyndes forældelsesfristen for indkomstårene 1985, 1986 og 1987
således på nærmere angivne datoer i henholdsvis 1986, 1987 og 1988.
Den endelige bedømmelse af de
forældelsesmæssige forhold afhænger imidlertid af indholdet af den fornyede
kendelse som jeg har henstillet til Landsskatteretten at afsige.
Landsskatteretten har i en
tidligere kendelse, som er offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og
Afgifter
1995, nr. 13, s. 25ff, taget udtrykkelig stilling til følgen af inhabilitet.
I
kendelsen statuerede Landsskatteretten at skatteforvaltningens tidligere
afgørelse herefter havde retsvirkning som om den ugyldige
skatteankenævnsafgørelse
ikke var afsagt.
Den anførte femårige
forældelsesfrist omfatter tillige selve inddrivelsen af skattekrav. Efter
forældelsesloven af 1908, § 3, afbrydes forældelsesfristen ved udlæg for
skattekravet og ved skatteyderens erkendelse af sin skattegæld. Ved
afbrydelsen
påbegyndes en ny femårig forældelsesfrist som tilsvarende kan afbrydes. Efter
praksis anses skatteyderens anmodning om henstand med skattebetalingen,
eventuelt i forbindelse med klage til skatteankenævn mv., som en erkendelse
der
afbryder forældelsesfristen. Efter henstandens udløb påbegyndes en ny femårs
frist.
Den nærmere vurdering af
hvorvidt (A's) eventuelle skattegæld måtte være forældet, afhænger således af
om (A) ved ansøgning om henstand eller på anden direkte eller indirekte vis
har
anerkendt gælden.
Jeg foretager mig herefter
ikke mere i sagen.
..."
Landsskatteretten meddelte
senere at man havde genoptaget sagen til fornyet behandling i medfør af
skattestyrelseslovens § 29.
Jeg tog det meddelte til
efterretning.
Lignende dokumenter
- PERSONBESKATNING 1995 AFSNIT AK - SKATTEPROCESSEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1994 AFSNIT AK - SKATTEPROCESSEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1996 AFSNIT AK - SKATTEPROCESSEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1993 AFSNIT AK - SKATTEPROCESSEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1991 AFSNIT AK - SKATTEPROCESSEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1992 AFSNIT AK - SKATTEPROCESSEN Retsinformation · 5. februar 2008