Spring til indhold

Retsinformation

"To-instans inhabilitet". For lang sagsbehandlingstid. Forældelse

FOU nr 1995.251UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

"To-instans inhabilitet". For lang

sagsbehandlingstid. Forældelse

En mand (A) klagede ved brev

af 19. november 1994 til mig over Landsskatterettens kendelse af 28. oktober

1994 vedrørende en række fradrag mv. for indkomstårene 1985-1987.

Jeg forstod A's klage således

at han navnlig klagede over

skatteinspektørens inhabilitet og

den samlede sagsbehandlingstid.

Til støtte for klagepunkt 1)

havde A navnlig anført at der ved sagens behandling ved kommunen,

skatteforvaltningen, og senere kommunen, skatteankenævnet, havde foreligget

et

personsammenfald der havde medført at skatteankenævnets afgørelse af 17.

december 1990 var ugyldig. A begrundede dette nærmere med at

skatteinspektøren

ved kommunen havde virket som sekretær ved skatteankenævnets behandling af

sagen, uanset at skatteinspektøren forud havde deltaget i sagens behandling

ved

skatteforvaltningen.

Til støtte for klagepunkt 2)

havde A navnlig anført at sagsbehandlingstiden ved Landsskatteretten havde

været urimelig lang, idet klagen blev indgivet den 10. marts 1991 mens

kendelsen blev afsagt den 28. oktober

1994.

A

tilføjede at sagens skatteretlige problemer ikke kunne

begrunde den lange sagsbehandlingstid, ligesom forsinkelsen ikke kunne

skyldes

A's forhold.

Læs alt

Endelig henledte A min

opmærksomhed på spørgsmålet om forældelse af skattekravet idet de af

Landsskatterettens kendelse omfattede skattekrav vedrørte indkomstårene 1985-

1987. A

oplyste i denne forbindelse

at han aldrig havde anerkendt de omhandlede skattekrav.

Det fremgik af sagen at

skatteforvaltningen i 1988 genoptog A's skatteansættelse for indkomstårene

1983-1987 til fornyet behandling. Sagens gang fra A den 16. august 1988 blev

indkaldt af skatteforvaltningen til møde indtil Landsskatteretten afsagde

kendelse den 28. oktober 1994, var udførligt beskrevet i redegørelse af 16.

oktober 1991 fra skatteforvaltningen, samt i en datoliste vedlagt

Landsskatterettens udtalelse til mig af 31. januar 1995. Disse redegørelser

beskrev under ét sagens behandling i de forskellige instanser og den skete

korrespondance.

Efter at skatteforvaltningen

i samråd med daværende Statsskattedirektoratet traf beslutning om at

genoptagelsen alene skulle vedrøre indkomstårene 1985-1987, fastholdt

skatteforvaltningen at der skulle ske forhøjelse for disse indkomstår.

Ved sit brev af 14. november

1989 anmodede A herefter om at behandlingen af hans selvangivelse for

indkomstårene 1985, 1986 og 1987 fremtidig blev forestået af en anden

sagsbehandler i skatteforvaltningen.

Ved brev af 22. marts 1990

fra skatteinspektør B meddelte skatteforvaltningen at den hidtidige

sagsbehandler fortsat ville behandle A's selvangivelse for de omhandlede

indkomstår.

Ved brev af 28. marts 1990

stilet til skatteinspektør B anmodede A om en begrundelse for afslaget på

hans

ønske om en ny sagsbehandler.

Ved brev af 5. maj 1990 fra

skatteinspektøren blev den ønskede begrundelse givet. Det hed således i

skatteinspektørens brev:

"...

Det er alene administrationen

v/ skatteinspektøren, der kan afgøre hvem der skal være sagsbehandler på en

sag. Den enkelte skatteyder kan ikke selv vælge. Kun i meget få sager vil man

udpege en ny sagsbehandler. Det er typisk, hvor der er sket fejl i selve

sagsbehandlingen.

Dette er der efter min opfattelse ikke sket i Deres sag, hvorfor jeg

fastholder

den nuværende sagsbehandler.

..."

Efter yderligere

korrespondance vedrørende skattemæssige spørgsmål foretog skatteforvaltningen

de bebudede forhøjelser ved afgørelse af 8. august 1990.

Den 29. august 1990 påklagede

A skatteansættelsen til skatteankenævnet i kommunen og havde herefter en del

korrespondance vedrørende oplysningen af sagen.

Under sagens behandling i

skatteankenævnet virkede skatteinspektør B som sekretær for nævnet.

Ved brev af 9. december 1990

til mig klagede A over forskelligeforhold ved sagsbehandlingen i

skatteforvaltningen.

Forinden min stillingtagen

til A's klage forelå, stadfæstede skatteankenævnet i kommunen den foretagne

skatteansættelse ved nævnets afgørelse af 17. december 1990.

Ved mit brev af 15. februar

1991 meddelte jeg A at jeg i anledning af hans klage havde rettet henvendelse

til Skattedepartementet vedrørende de rejste spørgsmål om kompetenceforhold.

Jeg meddelte samtidig at A's indsigelse mod skatteinspektør B's medvirken i

sagens behandling i skatteankenævnet skulle fremsættes over for

skatteankenævnet.

Efter senere at have modtaget

et notat fra Skattedepartementet meddelte jeg den 2. oktober

1991 A

at jeg oversendte hans klage

over sagsbehandlingen - herunder sagsbehandlingstiden - til Told- og

Skattestyrelsen. Samtidig oplyste jeg A om at spørgsmål der angik ligningen -

herunder sagsbehandlingsspørgsmål - skulle fremføres over for

ligningsmyndighederne. A ville derfor først kunne indbringe sagen for mig når

Landsskatteretten havde truffet afgørelse.

Ved brev af 10. marts 1991

anmodede A skatteankenævnet om at tage stilling til skatteinspektørens

habilitet i sagen.

I et brev ligeledes af 10.

marts 1991 klagede A over skatteankenævnets afgørelse til Landsskatteretten.

Til støtte for sin klage gjorde A bl.a. gældende at der forelå inhabilitet

hos

nævnets sekretær.

Ved brev af 18. marts 1991

meddelte Landsskatteretten A at man havde modtaget A's klage. Samtidig

oplyste

retten at det ikke på daværende tidspunkt kunne siges hvornår sagen kunne

forventes afgjort. I almindelighed måtte der dog på daværende tidspunkt

påregnes en behandlingstid på ni-tolv måneder efter høringen af

skatteankenævnet.

Ved brev af 10. april 1991

meddelte skatteankenævnet A at nævnet på sit møde den 22. marts 1991 ikke

havde

fundet at skatteinspektøren var inhabil ved behandlingen af sagen.

Skatteankenævnet begrundede sin afgørelse med at der internt i

skatteforvaltningen var udarbejdet regler som netop tilsigtede at en sekretær

i

nævnet ikke kunne være den samme person som havde truffet afgørelse i sagen i

skatteforvaltningen eller i øvrigt havde behandlet sagen.

Herefter påbegyndtes

sagsbehandlingen i Landsskatteretten som beskrevet i den af retten

udfærdigede

datoliste. Det fremgår heraf at sagens oplysning navnlig blev foretaget i

perioden frem til august 1991. Den 15. august 1991 sendte retten ankenævnets

udtalelse til høring hos A hvorefter A den 8. september 1991 kommenterede

ankenævnets udtalelse. A oplyste samtidig at han havde klaget til mig over

sagsbehandlingen i kommunen.

Herefter skete der

øjensynligt ikke videre i sagen indtil den 17. februar 1993 hvor

Landsskatteretten rettede forespørgsel til A om den verserende sag hos mig. A

besvarede rettens henvendelse ved brev af 19. februar 1993 idet han henviste

til mit ovennævnte brev af 2. oktober 1991.

Herefter forelå der øjensynligt

ingen ekspeditioner i sagen i forhold til A eller i forhold til sagens

oplysning indtil Landsskatteretten afsagde sin kendelse den 28. oktober 1994.

Af Landsskatterettens

kendelse fremgik bl.a. følgende om inhabilitetsspørgsmålet:

"...

Skatteankenævnet har ikke

fundet, at skatteinspektøren har været inhabil, jf. skattestyrelseslovens §

11,

idet skatteinspektøren ikke har deltaget som sagsbehandler, da sagen blev

behandlet i (kommunens) skatteforvaltning, men først har deltaget i

sagsbehandlingen

da sagen blev påklaget til skatteankenævnet. Det fremgår af redegørelse fra

skatteinspektøren, at han alene som chef for forvaltningen har besvaret

klagerens anmodning om ny sagsbehandler ved sagens behandling i

forvaltningen.

Efter det oplyste om at klageren

har modtaget aktindsigt, og at skatteinspektøren først har deltaget i

sagsbehandlingen ved sagens behandling i skatteankenævnet, finder

Landsskatteretten ikke, at skatteinspektøren har været inhabil i henhold til

skattestyrelseslovens § 11, hvorfor retten ikke finder anledning til at anse

ansættelserne for ugyldigt foretaget.

..."

A klagede herefter til mig

den 19. november 1994.

Jeg forelagde A's klage for

Landsskatteretten og anmodede om en udtalelse efter forud indhentet erklæring

fra skatteankenævnet i kommunen.

I en udtalelse til mig af 31.

januar 1995 anførte Landsskatteretten bl.a. følgende:

"...

For så vidt angår spørgsmålet

om skatteinspektørens habilitet ved sagens behandling i skatteankenævnet, jf.

skattestyrelseslovens § 11, stk. 2, kan retten i det hele henvise til den

afsagte kendelse. Landsskatteretten finder fortsat ikke, at skatteinspektøren

efter det oplyste har taget aktiv del som sagsbehandler ved sagens behandling

i skatteforvaltningen, således at han må anses for inhabil ved sagens

behandling i skatteankenævnet.

..."

Vedrørende

sagsbehandlingstiden i Landsskatteretten henviste retten til en udfærdiget

datoliste over sagens forløb idet man beklagede den lange sagsbehandlingstid.

Landsskatterettens udtalelse

var vedlagt en udtalelse af 19. december 1994 fra skatteankenævnet i

kommunen.

Skatteankenævnet henviste her til at nævnet på sit møde den 22. marts 1991

ikke fandt at skatteinspektøren havde været inhabil.

Jeg forelagde de nævnte

udtalelser for A og anmodede om eventuelle kommentarer hertil.

Ved sit brev af 16. marts

1995 bestred A Landsskatterettens forudsætning om at skatteinspektøren ikke

havde taget aktivt del i sagen. A kommenterede samtidig den af

Landsskatteretten udfærdigede datoliste, idet han anførte at det klart

fremgik

af datolisten at sagens forsinkelse ikke skyldtes hans forhold.

Herefter udtalte jeg

følgende:

"

1) Skatteinspektørens habilitet.

Det fremgår af

skattestyrelseslovens § 11, stk. 1, at den kommunale skattemyndighed yder

sekretariatsbistand til skatteankenævnet. Efter lovens § 11, stk. 2, må den

som

tidligere har deltaget i en afgørelse om ansættelse eller i øvrigt har

medvirket ved behandlingen af en sag ved den kommunale skattemyndighed, ikke

yde sekretariatsbistand til skatteankenævnet ved behandling af en klage til

skatteankenævnet over samme afgørelse.

De anførte regler er udtryk

for en almindelig forvaltningsretlig grundsætning om inhabilitet. Efter

grundsætningen om såkaldt "to-instans inhabilitet" må en person som

har truffet en forvaltningsretlig afgørelse eller deltaget heri, ikke senere

deltage i behandlingen af samme sag under en eventuel klagebehandling, jf.

forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 4.

Baggrunden herfor er især, at

det må sikres at en klagebehandling foretages af personer hos myndigheden som

er fuldstændig upartiske og ikke forinden har taget stilling til de spørgsmål

klagen vedrører.

De nærmere betingelser for

anvendelsen af inhabilitetsreglerne i skattestyrelseslovens § 11, stk. 2, er

beskrevet i pkt. 10 i Skattedepartementets cirkulære nr. 113 af 18. juni 1990

om skattestyrelsesloven. Det hedder heri bl.a. at reglen er rent

personrelateret

og kun retter sig mod de medarbejdere i den kommunale forvaltning som har

medvirket ved behandlingen af ansættelsen. Medvirken forudsætter at den

pågældende har haft en vis reel indflydelse på afgørelsens resultat. Rene

hjælpefunktioner, såsom telefonpasning, postafsendelse og renskrivning, er

ikke

medvirken i denne betydning. Endelig anføres at virkningen af at der

foreligger

inhabilitet er at den skattepligtige kan kræve skatteankenævnskendelsen

tilsidesat som ugyldig, jf. skattestyrelseslovens § 24, nr. 2, om klage til

Landsskatteretten.

Ved min vurdering af

habilitetsspørgsmålet har jeg lagt til grund at det ved bestemmelsen i

skattestyrelseslovens § 11, stk. 2, er forudsat at der må foreligge en særlig

klar og tydelig adskillelse mellem kommunale embedsmænds virke i henholdsvis

skatteforvaltningen og skatteankenævnet. Det er således tilstrækkeligt til at

statuere inhabilitet at en sekretær i ankenævnet tidligere blot har medvirket

i

sagens behandling. Det anførte cirkulære til skattestyrelsesloven forudsætter

da også at alene udøvelsen af helt uselvstændige hjælpefunktioner kan betyde

at

den omfattede medvirken ikke foreligger. Omvendt er blot en vis reel

indflydelse på afgørelsens resultat tilstrækkeligt til at inhabilitet

foreligger.

Det er min opfattelse at der

ikke af cirkulærets anvendelse af udtrykket "reel indflydelse" kan

udledes at det er en betingelse for statuering af inhabilitet at den

pågældende

person har beskæftiget sig med den skatteretlige bedømmelse af sagen. Også en

stillingtagen til mere formelle spørgsmål, der forudsætter en vis indsigt i

sagen, vil efter omstændighederne være omfattet af inhabiliteten. Afgørende

må

som nævnt være, at det i videst muligt omfang sikres at sekretariatet i

skatteankenævnet ikke har en konkret forhåndsviden om og forhåndsbedømmelse

af

sager der forelægges nævnet.

Ved min bedømmelse af den

medvirken som skatteinspektøren i (kommunen) har udøvet ved behandlingen i

(A's) sag, har jeg lagt vægt på at skatteinspektøren i sit brev til (A) af 5.

maj 1990 oplyste at der efter hans opfattelse ikke var sket fejl i

sagsbehandlingen. (A's) anmodning om ny sagsbehandler blev derfor ikke

opfyldt.

På dette tidspunkt var skatteforvaltningens genoptagelse af (A's) tidligere

skatteansættelser vidt fremskreden idet de konkrete forhøjelsespunkter var

fastlagt og forelagt (A). Samtidig havde skatteforvaltningen haft lejlighed

til at vurdere (A's) indsigelser. Jeg har derfor forudsat at

skatteinspektørens

besvarelse af (A's) anmodning har indbefattet en forudgående gennemgang og

vurdering af de skatteretlige problemer i (A's) sag. Kun på dette grundlag

har

skatteinspektøren kunnet udtale sig om hvorvidt der var sket fejl i

sagsbehandlingen.

Det er derfor min opfattelse

at skatteinspektøren under sit virke som sekretær for skatteankenævnet ved

den

senere behandling af (A's) klage har været inhabil. Det er samtidig min

opfattelse at (A) herefter kan kræve skatteankenævnets afgørelse af 17.

december 1990 tilsidesat som ugyldig. Jeg henviser i denne forbindelse til

pkt.

10 i Skattedepartementets cirkulære nr. 113 af 18. juni 1990 om

skattestyrelsesloven.

Jeg har gjort

Landsskatteretten bekendt med min opfattelse af inhabilitetsspørgsmålet og

henstillet at Landsskatteretten genoptager sagens behandling og træffer en ny

afgørelse.

Jeg har ikke herved foretaget

nogen bedømmelse af de skattemæssige spørgsmål som er omfattet af

Landsskatterettens kendelse af 28. oktober 1994. Disse spørgsmål er ikke

omfattet af (A's) klage til mig.

2) Sagsbehandlingstiden.

Det fremgår af sagen at (A's)

skattesag er påbegyndt den 16. august 1988 og foreløbigt afsluttet ved

Landsskatterettens kendelse af 28. oktober 1994. Sagsbehandlingen har således

strakt sig over en periode på mere end seks år og to måneder.

Det er min opfattelse at en

så lang sagsbehandlingstid for en sag om genoptagelse af tidligere

skatteansættelse generelt vurderet er helt uacceptabel.

En nøjere undersøgelse af sagens

gang hos de involverede myndigheder viser at skatteforvaltningen som nævnt

påbegyndte genoptagelsen den 16. august 1988 og afsluttede denne ved

skatteforvaltningens

afgørelse af 8. august 1990.

Jeg har ikke fundet grundlag

for at kritisere skatteforvaltningen, omend en sagsbehandlingstid for

genoptagelse af forholdsvis ukomplicerede skattespørgsmål efter min

opfattelse

ikke i almindelighed bør udgøre næsten to år. Jeg har herved særlig lagt vægt

på at den lange sagsbehandlingstid navnlig skyldtes at (A) den 16. oktober

1988

klagede til skatteministeren over den foretagne genoptagelse, og at denne

klage

blev vurderet såvel af Skattedepartementet som af Statsskattedirektoratet.

Ligeledes fremkom (A) i betydeligt omfang med indsigelser mv. Herved skete

der

naturligvis en forlængelse af sagsbehandlingstiden. Jeg har samtidig lagt

vægt

på at skatteforvaltningen stedse har fremmet sagen inden for rimelige

frister.

En undersøgelse af den nævnte

datoliste viser endvidere at sagsbehandlingen ved skatteankenævnet blev

påbegyndt ved (A's) klage af 29. august 1990 og blev afsluttet ved

skatteankenævnets afgørelse af 17. december 1990.

Jeg finder ikke grundlag for

at kritisere skatteankenævnets sagsbehandlingstid på mindre end fire måneder.

Det fremgår endelig af den

datoliste som Landsskatteretten har udfærdiget, at (A's) klagesag blev

påbegyndt den 10. marts 1991 og blev afsluttet ved kendelsen af 28. oktober

1994. Den samlede sagsbehandlingstid ved Landsskatteretten var således mere

end

tre år og syv måneder.

Det er min opfattelse at en

sådan sagsbehandlingstid generelt må anses som meget lang.

Sagsbehandlingstiden

står da også i kontrast til at Landsskatteretten den 18. marts 1991 oplyste

at

behandlingstiden påregnedes at være ni-tolv måneder.

Ved bedømmelsen af

behandlingstiden for en sag må der anlægges en konkret vurdering. Heri indgår

sagens faktiske og retlige omstændigheder samt øvrige forhold der kan have

indflydelse på karakteren og omfanget af myndighedernes sagsbehandling. Af

særlig betydning er det i hvilken grad borgeren afgiver oplysninger mv. som

må

vurderes af myndighederne.

Ved bedømmelsen af

sagsbehandlingstiden for Landsskatterettens behandling af (A's) klage har jeg

lagt til grund at (A's) sag har omfattet forholdsvis enkle skattemæssige

forhold.

Dette gælder såvel i retlig som i faktisk henseende. Jeg har samtidig lagt

til

grund at sagens oplysning gennem (A's) og skatteankenævnets afgivelse af

oplysninger er afviklet forholdsvis hurtigt. Det synes da også at fremgå af

datolisten at sagens forberedelse gik i stå efter at (A) ved brev af 8.

september 1991 kommenterede ankenævnets udtalelse vedrørende

habilitetsspørgsmålet. Ved samme brev oplyste (A) at habilitetsspørgsmålet

var

forelagt til min vurdering, uden at (A) dog nævnte at jeg allerede den 15.

februar 1991 havde oplyst at habilitetsspørgsmål måtte afgøres af de i

skattestyrelsesloven nævnte klagemyndigheder forud for min eventuelle

bedømmelse. Uanset om Landsskatteretten har befundet sig i en misforståelse

vedrørende min sideløbende behandling af habilitetsspørgsmålet, har dette dog

på ingen måde kunnet begrunde at Landsskatteretten først ved brev af 17.

februar 1993 - eller mere end et år og fem måneder efter - spurgte (A) om min

afgørelse af (A's) tidligere klage.

Virkningen af denne

beklagelige forsinkelse forværredes ved at der yderligere forløb mere end et

år

og otte måneder, før Landsskatteretten afsagde sin kendelse den 28. oktober

1994.

Jeg finder det herefter meget

kritisabelt at Landsskatterettens sagsbehandlingstid for (A's) sag sammenlagt

har været mere end tre år og syv måneder.

Jeg har gjort

Landsskatteretten bekendt med min opfattelse og har endvidere henstillet til

retten, at det ved indretningen af rettens sagsstyring sikres at sådanne

forsinkelser fremtidig undgås.

3) Spørgsmålet om forældelse af skattekravet.

I klagen til mig henledte (A)

min opmærksomhed på spørgsmålet om forældelse af skattekravet. Jeg har dog

ikke

inddraget dette i min behandling af (A's) klage idet der ikke foreligger

nogen

afgørelse om forældelse.

Jeg finder dog anledning til

at oplyse (A) om at fastsættelse og indkrævning af skattekrav der vedrører

indkomstår forud for 1990 reguleres af en femårig forældelsesfrist som

angivet

i forældelsesloven af 1908, § 1, stk. 1, nr. 4. Forældelsesfristen regnes fra

de tidspunkter hvor restskatter for pågældende indkomstår forfalder. I (A's)

tilfælde påbegyndes forældelsesfristen for indkomstårene 1985, 1986 og 1987

således på nærmere angivne datoer i henholdsvis 1986, 1987 og 1988.

Den endelige bedømmelse af de

forældelsesmæssige forhold afhænger imidlertid af indholdet af den fornyede

kendelse som jeg har henstillet til Landsskatteretten at afsige.

Landsskatteretten har i en

tidligere kendelse, som er offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og

Afgifter

1995, nr. 13, s. 25ff, taget udtrykkelig stilling til følgen af inhabilitet.

I

kendelsen statuerede Landsskatteretten at skatteforvaltningens tidligere

afgørelse herefter havde retsvirkning som om den ugyldige

skatteankenævnsafgørelse

ikke var afsagt.

Den anførte femårige

forældelsesfrist omfatter tillige selve inddrivelsen af skattekrav. Efter

forældelsesloven af 1908, § 3, afbrydes forældelsesfristen ved udlæg for

skattekravet og ved skatteyderens erkendelse af sin skattegæld. Ved

afbrydelsen

påbegyndes en ny femårig forældelsesfrist som tilsvarende kan afbrydes. Efter

praksis anses skatteyderens anmodning om henstand med skattebetalingen,

eventuelt i forbindelse med klage til skatteankenævn mv., som en erkendelse

der

afbryder forældelsesfristen. Efter henstandens udløb påbegyndes en ny femårs

frist.

Den nærmere vurdering af

hvorvidt (A's) eventuelle skattegæld måtte være forældet, afhænger således af

om (A) ved ansøgning om henstand eller på anden direkte eller indirekte vis

har

anerkendt gælden.

Jeg foretager mig herefter

ikke mere i sagen.

..."

Landsskatteretten meddelte

senere at man havde genoptaget sagen til fornyet behandling i medfør af

skattestyrelseslovens § 29.

Jeg tog det meddelte til

efterretning.

Lignende dokumenter