PERSONBESKATNING 1995 AFSNIT AK - SKATTEPROCESSEN
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afsnit AK - Skatteprocessen
A.K.1 Kompetence
De enkelte skattemyndigheders kompetence er fastlagt ved SSL og
Skatteministeriets bekendtgørelser til SSL.
Efter SSL § 3, stk. 3 kan den kommunale skattemyndighed ikke foretage
eller ændre en skatteansættelse i det omfang, hvor en anden skattemyndighed
har taget stilling til ansættelsen. *Fra og med den 1. jan. 1996 er stk. 3,
2. pkt. ændret således, at den kommunale skattemyndighed kan ændre et forhold
i en skatteansættelse, selv om et andet forhold i skatteansættelsen er
påklaget. Klageinstansen skal underrettes om den påtænkte ansættelsesændring
i rimelig tid før ansættelsesændringen foretages.*
Derudover indeholder SSL § 36 en generel kompetenceregel, der beskriver
skattemyndighedernes indbyrdes kompetenceforhold. Reglen betyder, at de
lokale og statslige skattemyndigheder er afskåret fra at træffe afgørelse i
en sag, i det omfang Ligningsrådet eller Landsskatteretten har taget stilling
til sagen ved kendelse. Endvidere kan Ligningsrådet ikke træffe afgørelse i
en sag, i det omfang Landsskatteretten har taget stilling til sagen ved
kendelse.
Tilsidesættelse af kompetenceregler medfører normalt, at afgørelsen bliver
ugyldig.
I praksis forekommer kompetencemangler inden for skattesystemet f.eks. i
forbindelse med, at en kommunal skattemyndighed fejlagtigt foretager en
skatteansættelse, som henhører under en anden kommune.
Hvor lokalkendskab har været af betydning for en myndigheds afgørelse, har
stedlig inkompetence i praksis medført ugyldighed, hvorimod det ikke er
tilfældet, hvor fordelingen af kompetencen blot er udtryk for en
arbejdsdeling mellem de lokale myndigheder, jf. UfR 1972, 812 Ø.
A.K.1.1 Ligningsfristen
Bestemmelsen i SSL § 3, stk. 1, indeholder fristen for kommunens
skatteansættelser. Efter bestemmelsen skal skatteansættelser være foretaget
Læs alt
senest 30. juni i det andet kalenderår efter det indkomstår, som ansættelsen
vedrør. *Skatteansættelsen må ikke foretages inden udløbet af fristen for
skatteyderens adgang til at udtale sig, jf. TfS 1995, 605 og afsnit A.K.3.5.*
Bestemmelsen i SSL § 3, stk. 1 suppleres af reglen i lovens § 14, stk. 4,
hvorefter T&S efter ligningsfristens udløb kan foretage en ansættelse,
hvor dette ikke tidligere er sket. Efter SSL § 16, stk. 1, har Styrelsen
bemyndiget told- og skatteregionerne og Københavns og Frederiksbergs kommuner
til at varetage opgaven.
Ministeren har efter SSL § 3, stk. 2 hjemmel til at fastsætte bestemmelser
om kommunernes adgang til efter ligningsfristens udløb at foretage
skatteansættelser, jf. bek. nr. 1176 af 22. dec. 1994.
Forhøjelsen af en skatteansættelse vil ikke kunne foretages, hvor
forhøjelsen må anses for at være af uvæsentlig betydning, jf. bek. § 1, stk.
1 og TfS 1994, 850 og VLD af 12. juni 1995 (TfS 1995, 489).
Ved bedømmelsen af, om en forhøjelse må anses for uvæsentlig, må der
anlægges en samlet vurdering, idet både dens forhold til den konkrete
ansættelse og dens eventuelle følger for andre af skatteyderens ansættelser
må tages i betragtning.
Efter bek.'s § 2 kan kommunerne foretage en ansættelse, hvor en sådan med
urette ikke er foretaget tidligere. Bestemmelsen er efter hidtidig praksis
anvendt således, at kommunen kan foretage en ansættelse efter udløbet af
ligningsfristen, når det på grund af en teknisk fejl ikke er sket tidligere.
Ansættelsesændringer
Der skal ifølge SSL § 3, stk. 4 udsendes agterskrivelse. Hvis skatteyderen
ikke gør indsigelse mod agterskrivelsen, kan udsendelse af en egentlig
kendelse udelades. Skatteyderen vil alene modtage en årsopgørelse, der er
baseret på den nu gennemførte skatteansættelse.
Hvis skatteyderen gør indsigelse mod agterskrivelsen, skal der altid
udsendes kendelse.
--------------------------------------------------------------
Ansættelse foretages på et Agter + (kendelse hvis den
andet grundlag end det skattepligtige har udtalt
selvangivne (SSL § 3, stk. 4) sig).
--------------------------------------------------------------
Ansættelse foretages, da behø- Agter + (kendelse hvis den
rig selvangivelse ikke fore- skattepligtige har udtalt
ligger (SSL § 3, stk. 4) sig).
--------------------------------------------------------------
Ansættelsesændring/fornyet Agter + (kendelse hvis den
behandling (SSL § 3, stk. 4) Agter + (kendelse hvis den
skattepligtige har udtalt
sig).
--------------------------------------------------------------
*Foretages en ansættelsesændring i overensstemmelse med skatteyders
anmodning efter SSL § 3, stk. 5 kan der udsendes kendelse uden udsendelse af
agterskrivelse.*
Ved ansættelsesændringer samt ved foretagelse af skatteansættelser efter
ligningsfristens udløb skal der ske underretning til told- og skatteregionen,
for København og Frederiksberg kommuners vedkommende T&S, jf. bek. nr.
1176 af 22. dec. 1994 § 3. Dette skal dog kun ske, såfremt skatteyderen har
gjort indsigelse imod en varslet ændring. Denne underretningspligt er uden
betydning for den materielle skatteretlige afgørelse. Derimod vil en
undladelse af at indhente den i bestemmelsen nævnte bemyndigelse til at
foretage en skatteansættelse efter reglerne i bekendtgørelsens § 1, stk. 2
medføre afgørelsens ugyldighed. Jf. * LSR's kendelse om ugyldighed på grund
af manglende godkendelse af ændring af ansættelse, TfS 1995, 168.*
I medfør af SSL § 3, stk. 2 er det bestemt, at den kommunale
skattemyndighed efter udløbet af ligningsfristen kan tage en ansættelse op
til prøvelse og eventuel ændring, medmindre en forhøjelse vil være af
uvæsentlig betydning eller en forhøjelse vil vedrøre et forhold i en
skatteansættelse, der tidligere er nedsat i forhold til det selvangivne eller
en ændring vil vedrøre et forhold i en skatteansættlese, hvor Ligningsrådet
har truffet afgørelse om efterbetaling af skat uden egentlig ændring af selve
skatteansættelsen, jf. bek. § 1, stk. 1.
Fristen for ansættelser
*Fra og med den 1. jan. 1996 er SSL § 35, stk. 1 ændret således, at
skattemyndighederne som udgangspunkt ikke kan afsende varsel om forhøjelse af
en skatteansættelse, jf. § 3, stk. 4, 1. pkt., efter den 1. maj i det 4. år
efter indkomstårets udløb. En varslet forhøjelse af en skatteansættelse skal
være foretaget senest den 1. aug. i den 4 år efter indkomstårets udløb,
medmindre en anmodning fra den skattepligtige om udskydelse af denne frist er
imødekommet, jf. TSS skrivelse af 22. dec. 1995.*
*Når der foretages en skatteansættelse på grundlag af en agterskrivelse,
hvortil der ikke er fremkommet indsigelser, og skatteansættelsen derfor
foretages ved udsendelse af en årsopgørelse, jf. SSL § 3, stk. 4, 3. punktum,
anses skatteansættelsen for foretaget på tidspunktet for årsopgørelsens
afsendelse. Skatteansættelsen er i disse tilfælde således først foretaget ved
årsopgørelsen. Det vil sige, at der skal udsendes en egentlig kendelse, hvis
skattemyndigheden ikke kan være sikker på, at årsopgørelsen kan udsendes
inden udløbet af fristen i § 35, stk. 1, jf. TfS 1995, 781.
Skattemyndighederne kan uden begrænsning i tid ændre grundlaget for en
skatteansættelse, men selve ansættelsen kan kun ændres inden for fristen i §
35, stk. 1. Hvis der er tale om et skøn, kan skattemyndighederne dog kun
ændre grundlaget for en ansættelse inden for fristen, jf. § 35, stk. 2.
Landsskatteretten har i en kendelse lagt til grund, at skattemyndighederne
efter fristens udløb er afskåret fra at ændre et afskrivningsgrundlag, der
beror på et skøn. Jf. TfS 1995, 469.*
Fristen i § 35, stk. 1 suspenderes kun, hvis skattemyndighedernes grundlag
for skatteansættelsen har været urigtigt eller ufuldstændigt, og dette kan
tilregnes skatteyderen eller andre, rådgiver eller lignende, som forsætligt
eller groft uagtsomt jf. TfS 1992, 260, der er en kommentar til dommen TfS
1992, 19 Ø. Har skatteyderen alene udvist simpel uagtsomhed suspenderes
fristen ikke, jf. TfS 1994, 725. Forældelsesfristen løber først fra det
tidspunkt, hvor skattemyndighederne kommer i besiddelse af tilstrækkelige
oplysninger til at foretage en korrekt skatteansættelse.
Fristen i § 35, stk. 1 gælder ikke forhøjelser vedrørende et påklaget
forhold. Det betyder, at en skatteyder, som har påklaget en skatteansættelse
til højere instans med påstand om nedsættelse på bestemte punkter, må tåle,
at klageinstansen foretager en vurdering af disse klagepunkter, som kan
resultere i en forhøjelse. Klageinstansen kan også bedømme ansættelsen i sin
helhed. Resultatet af en sådan helhedsvurdering kan dog ikke blive en
forhøjelse på ikke påklagede punkter, men kun nedsættelse eller stadfæstelse
af disse.
I ganske særlige tilfælde kan fristen fraviges ved en aftale inden
fristens udløb.
A.K.1.2 Forventningsprincippet
Efter retspraksis kan ligningsmyndighedernes muligheder for at forhøje
selvangivelsen begrænses af, at skattemyndighederne positivt har bibragt en
skatteyder en retsbeskyttet forventning. Dette er især forekommet i sager om
skønsmæssig fordeling af udgifter til privat og erhvervsmæssig anvendelse.
Det er ifølge retspraksis en betingelse for at acceptere forventningen, at
skatteyderen har haft mulighed for at disponere anderledes, og at der er
risiko for at lide et økonomisk tab ved at have disponeret i tillid til
skattemyndighedens oprindelige opfattelse.
Spørgsmålet om hvorvidt, forventningsprincippet begrænser
skattemyndighedernes adgang til at foretage forhøjelser, behandles uafhængigt
af loven om bindende forhåndsbesked, der udtrykkeligt definerer de retlige
virkninger af en indhentet forhåndsbesked.
Ifølge praksis kan en skatteyder normalt kun støtte ret på sin
forventning, hvis den er baseret på en eller anden form for positiv
tilkendegivelse fra en skattemyndighed. Dette kan under ganske særlige
omstændigheder også være tilfældet, selv om en tilkendegivelse ikke er givet
direkte til skatteyderen, jf. ØLD af 6. juni 1994 (TfS 1994, 477). Endelig
kan en forventning efter omstændighederne være baseret på en tilkendegivelse
fra en anden myndighed, jf. UfR 1976, 658 H, hvor bl.a. en tilkendegivelse
fra Indenrigsministeriet bevirkede, at skatteyderen undgik beskatning af
kursgevinster. Højesterets dom af 5. apr. 1990 (TfS 1990, 214 H) viser, at
tilkendegivelsen må have en vis klarhed, hvis skatteyderen skal kunne opnå
retlig beskyttelse. Derimod kan skattemyndighedernes passivitet overfor
selvangivne oplysninger ikke skabe retsbeskyttede forventninger hos
skatteyderen. Jf. VLD af 16. nov. 1992 (Told-Skat Nyt 1993.2.69 (TfS 1992,
557)), VLD af 7. januar 1994 (TfS 1994, 131), * ØLD af 6. feb. 1995 (TfS
1995, 180) og ØLD af 16. jun. 1995 (TfS 1995, 485).*
Som eksempler på aktive tilkendegivelser fra en skattemyndighed, der kan
skabe en retsbeskyttet forventning hos en skatteyder, kan nævnes
ligningsmyndighedens "aftale" med skatteyderen om, hvorledes hans
samlede kørsel skal fordeles på privat og erhvervsmæssig kørsel, jf. skd.
58.275 (Skd. 1981, s. 275), fremsendelse af ejendomskemaer med forudberegnet
ukorrekt lejeværdi, jf. TfS 1986, 161 Ø samt mest typisk
ligningsmyndighedernes svar på skriftlige forespørgsler. Praksis viser dog,
at domstolene er tilbageholdende med at tillægge et sådant svar bindende
virkning, navnlig hvis svaret er afgivet af en kommunal ligningsmyndighed, og
det senere viser sig, at en overordnet statslig skattemyndighed som led i sin
revisionsbeføjelse ikke foretager ligning i overensstemmelse med det afgivne
svar. Anderledes hvis der er tale om en tilkendegivelse i forbindelse med det
egentlige ligningsarbejde, der har bevirket, at skatteyderen ikke har været
foranlediget til at dokumentere sine fradrag. Jf. VLD af 27. jun. 1994 (TfS
1994, 551).
Tilkendegivelser fra en skattemyndighed, der hviler på et delvist forkert
grundlag, kan ikke skabe en retsbeskyttende forventning hos en skatteyder,
jf. VLD af 31. jan. 1994 (TfS 1994, 232).
Ligningsmyndighedens tilkendegivelser i forbindelse med henvendelser om
forskudsopgørelsen vil normalt ikke være omfattet af forventningsprincippet.
At der foreligger en aktiv tilkendegivelse er en nødvendig, men dog ikke
en tilstrækkelig betingelse for, at skatteyderens forventninger kan hindre,
at skattemyndighederne foretager omligning. Det må herudover, som ovenfor
nævnt, kræves, at tilkendegivelsen har været egnet til at øve indflydelse på
skatteyderens faktiske dispositioner. Det betyder bl.a., at
forventningsprincippet ikke finder anvendelse, hvis skattemyndighedernes
tilkendegivelse sker på et tidspunkt, hvor skatteyderen allerede har
foretaget den nævnte disposition. Det må endvidere kræves, at der er en
relevant årsagssammenhæng mellem tilkendegivelsen og den faktiske
disposition, skatteyderen ville have foretaget, hvis han havde vidst, at
tilkendegivelsen ikke kunne lægges til grund.
Selv om en skatteyders forventninger måtte være retsbeskyttede efter
ovennævnte retningslinjer, antages det ikke at være til hinder for, at
skattemyndighederne med fremtidig virkning kan varsle en ændring i den
ligningsmæssige behandling af det pågældende forhold, jf. *HD af 25. sep.
1995 (TfS 1995, 661)*. Dette er i overensstemmelse med den almindelige
forudsætningslære, der giver udtryk for, at væsentlige ændringer i
skatteyderens egne forhold kan bringe virkningen af forventningen til ophør.
Tilsvarende gælder i tilfælde af relevante lovændringer.
Lighedsgrundsætningen danner ikke uden videre en retsbeskyttet forventning.
En skatteyder kunne således ikke indrømmes udefradrag udfra en
lighedsgrundsætning, selvom der i andre kommuner fejlagtigt var indrømmet
fradrag under tilsvarende omstændigheder, jf. VLD af 19. feb. 1993 (TfS 1993,
111). Jf. også ombudsmandens referat i TfS 1994, 202 og Skatteministerens
svar til folketinget medtaget i TfS 1994, 205.
Endelig finder forventningsprincippet ikke anvendelse, hvis skatteyderen
vidste eller burde vide, at skattemyndighedernes ligning er baseret på en
faktisk vildfarelse.
A.K.2 Inhabilitet
Reglerne om inhabilitet skal sikre, at ingen i den offentlige forvaltning
træffer afgørelse i en sag, som vedkommende selv har en særlig interesse i.
Baggrunden for reglerne om inhabilitet er et ønske om at tilvejebringe
sikkerhed for og tillid til, at de afgørelser, der træffes af en myndighed,
ikke påvirkes af uvedkommende hensyn.
Forvaltningsloven indeholder i §§ 3-6 en række bestemmelser om speciel
inhabilitet. Forvaltningslovens regler suppleres af en særlig bestemmelse om
almindelig inhabilitet i SSL § 34, hvorefter ingen samtidig kan være medlem
af eller stedfortræder i et skatteankenævn, Ligningsrådet eller
Landsskatteretten.
Reglerne om udnævnelsesbetingelserne for medlemmer af skatteankenævnene,
Ligningsrådet og Landsskatteretten findes i SSL. Der stilles ingen krav om
særlig uddannelse for medlemmerne af disse råd og nævn, bortset for
Landsskatteretten, hvor præsidenten, retsformændene samt mindst 5 af de
medlemmer, der udnævnes af ministeren, skal opfylde de almindelige
betingelser for at kunne blive landsdommer.
Ud over regler om partsinteresse og familiemæssig tilknytning indeholder
forvaltningsloven regler om inhabilitet på grund af tilknytning til en
juridisk person og tidligere deltagelse i sagens behandling samt en
opsamlingsbestemmelse, hvorefter der indtræder inhabilitet, hvis der i øvrigt
foreligger omstændigheder, der er egnet til at vække tvivl om vedkommendes
upartiskhed.
Endelig indeholder SSL § 11, stk. 2, en særlig regel vedrørende
sekretariatsbetjening af skatteankenævnet. Efter denne bestemmelse må en
person, der tidligere har deltaget i en afgørelse om en skatteansættelse,
ikke yde sekretariatsbistand til skatteankenævnet vedrørende klagebehandling
af samme afgørelse. Der er her tale om et rent personspørgsmål. Det har
derfor ingen betydning om den, der behandler sagen i første instans, og den,
der fungerer som sekretær, har samme chef.
I følge bemærkningerne til lovforslaget er denne regel udtryk for en
rettighed for borgerne, som kan frafaldes. Det betyder, at kommunen kan
fravige reglen, såfremt der fra klageren fremkommer en uopfordret
tilkendegivelse om, at samme kommunale medarbejder kan behandle sagen for
skatteankenævnet. I praksis vil en sådan tilkendegivelse kun fremkomme rent
undtagelsesvis.
Bestemmelsen forhindrer ikke, at kommunens skattechef kan være leder af
skatteankenævnets sekretariat. Der må blot ikke forekomme personsammenfald
ved behandlingen af sagen i 1. instans og ved sekretariatsbehandlingen ved
skatteankenævnet. Jf *TfS 1995, 13 og TfS 1995, 175.*
Kan kommunen ikke med sit personale sikre den fornødne habilitet og stille
kvalificerede medarbejdere til rådighed for skatteankenævnet, skal kommunen
efter bestemmelsen i SSL § 11, stk. 3, anvende ekstern bistand. Det er et
krav, at den eksterne sekretariatsbistand skal kunne udføre
sekretariatsbetjeningen tilfredsstillende. Det er kommunalbestyrelsens
afgørelse, hvem der skal sættes på opgaven, og det er derfor kommunen, der
afgør, om bistanden skal ydes af en offentlig eller en privat virksomhed.
Der er ikke noget i vejen for at benytte medarbejdere fra nabokommunen.
Tilsvarende gælder private revisorer. Det afgørende er, at
instruktionsbeføjelsen påhviler den af kommunalbestyrelsen udpegede
ansvarlige. Ansvaret for sekretariatsbetjeningen påhviler i alle tilfælde
kommunalbestyrelsen. Eksterne medarbejdere vil være omfattet af
tavshedsreglerne, der efter forvaltningslovens § 27 også gælder for den, der
efter aftale udfører arbejdet for myndigheden, der er undergivet
tavshedspligt.
Revisorer, der er medlemmer af et byråd, er ikke inhabile i forbindelse
med kommunalbestyrelsens behandling af ligningsplanen, idet de pågældendes
erhverv som revisorer ikke ud fra en almindelig betragtning indebærer risiko
for, at behandlingen vil blive påvirket af usaglige eller uvedkommende
hensyn.
I praksis forekommer speciel inhabilitet typisk i tilfælde, hvor der
foreligger en konkret økonomisk interessekonflikt, jf. eksempelvis SKAT
1986.9.556 (TfS 1986, 486), hvor en ligningskommissionsformand, der førte
retssag om et byggeri mod hovedaktionæren i det selskab, hvis sag var til
afgørelse i ligningskommissionen, blev anset for inhabil.
Speciel inhabilitet kan tillige være forårsaget af et mere personligt
modsætningsforhold eksempelvis dokumenteret uvenskab. Politiske
modsætningsforhold vil ikke kunne medføre speciel inhabilitet.
Foreligger der inhabilitet må den, der er inhabil, som udgangspunkt
hverken træffe afgørelse i den pågældende sag eller i øvrigt medvirke ved
sagens behandling. Et inhabilt medlem af et skatteankenævn er således
afskåret fra at deltage ikke blot i en eventuel afstemning om sagens
afgørelse, men også i den forudgående behandling af spørgsmålet om
inhabilitet, jf. forvaltningslovens § 6.
Efter samme bestemmelses stk. 2 afgøres spørgsmålet om, hvorvidt en person
er inhabil, af den myndighed, som skal træffe afgørelsen vedrørende sagens
realitet. Afgørelsen kan alene indbringes for en klageinstans i forbindelse
med påklage af afgørelsen vedrørende sagens realitet. I praksis har T&S
udtalt sig i sager vedrørende inhabilitetsspørgsmål.
Har der i en sag foreligget speciel inhabilitet, da afgørelsen blev
truffet, vil retsvirkningen heraf normalt være, at afgørelsen bliver ugyldig.
Har inhabiliteten ikke haft betydning for afgørelsen, anses den ikke for
ugyldig.
A.K.3 Sagsbehandlingsreglerne
A.K.3.1 Vejledningspligt
Forvaltningslovens § 7 indeholder regler om forvaltningsmyndighedernes
pligt til at yde borgerne vejledning. Bestemmelserne finder tilsvarende
anvendelse i skattesager.
Reglerne gælder alene vejledning i forbindelse med konkrete
afgørelsessager. Vejledning skal efter bestemmelsen gives i fornødent omfang
efter en konkret vurdering. Vejledningspligten betyder, at den skattepligtige
skal have en orientering om, hvilken betydning skattelovgivningens regler har
for den pågældende sag, og om hvilke oplysninger, som skal tilvejebringes som
led i skattesagens behandling. Endvidere skal skattemyndighederne give
oplysning om, hvor lang tid sagsbehandlingen forventes at vare. Endelig skal
skattemyndighederne være behjælpelig med udfyldelse af blanketter eller
lign., der vedrører skatteområdet.
Det er fast praksis, at skattemyndighederne ikke udtaler sig i anledning
af forespørgsler, der er helt generelle og ikke angiver navn mv. på de
implicerede skattesubjekter.
Skatteborgerne kan henvende sig til hjemstedkommunen om skattemæssige
problemer. Kommunernes skatteforvaltninger kan i tvivlstilfælde rådføre sig
med told- og skatteregionerne. Der henvises iøvrigt til T&S's cirk. nr.
1990-49 om decentralicering af responderende virksomhed.
Det sker, at en underordnet forvaltningsmyndighed i forbindelse med
behandlingen af en konkret sag søger vejledning om lovfortolkningsspørgsmål
eller lignende - f.eks. telefonisk - hos en overordnet myndighed, der tillige
er klageinstans vedrørende den pågældende sag. Er rådgivningen givet i en
sådan form, at den pågældende medarbejder hos den overordnede myndighed ikke
har givet udtryk for sin endelige opfattelse med hensyn til den konkrete sags
udfald, men blot ydet rådgivning med hensyn til fortolkningen af
retsgrundlaget for afgørelsen og/eller har vejledt om den overordnede
myndigheds praksis, vil bestemmelsen i forvaltningslovens § 3, nr. 4, ikke
medføre, at den pågældende medarbejder vil være inhabil i forhold til den
pågældende sag, hvis afgørelsen bliver påklaget til den overordnede
myndighed. Den pågældende vil i så fald ikke have »medvirket ved den
afgørelse«, som den underordnede myndighed har truffet.
A.K.3.2 Repræsentation
Den, der er part i en sag, hvor der er eller vil blive truffet afgørelse
af en forvaltningsmyndighed, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling
vælge at lade sig repræsentere eller bistå af andre, jf. forvaltningslovens §
8.
Der findes ikke i forvaltningsloven regler om, hvem der kan repræsentere
eller bistå en part. Parten kan derfor lade sig repræsentere eller bistå af
såvel sagkyndige, f.eks. en advokat eller revisor, som af andre.
Omkostningerne ved eventuel sagkyndig bistand er skattemyndighederne
uvedkommende, bortset fra de tilfælde som er omfattet af reglerne om
omkostningsdækning i henhold til omkostningsdækningsloven, jf. afsnit A.K.9.
Den myndighed, der behandler sagen, afgør, om den, der optræder som
partsrepræsentant, skal fremlægge en skriftlig fuldmagt eller på anden måde
godtgøre, at den pågældende kan optræde som repræsentant for parten. Optræder
en advokat eller revisor på partens vegne i en skattesag, er der tale om
typiske partsrepræsentanter inden for skatteområdet, og der vil ikke være
grund til at forlange dokumentation for fuldmagtsforholdet, medmindre det er
særligt begrundet i sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt.
Særligt under hensyn til skattemyndighedernes tavshedspligt vil det i
andre tilfælde være nødvendigt, at andre, der optræder som partsrepræsentant,
fremlægger en skriftlig fuldmagt som dokumentation for fuldmagtsforholdet.
Dette gælder således ved enhver henvendelse til en skattemyndighed om en
konkret skattesag, som ikke vedrører den pågældendes egne skatteforhold.
Forretningsordnerne for Landsskatteretten § 21, for Ligningsrådet § 14 og
for skatteankenævnene § 17 indeholder regler om repræsentation. Reglerne
præciserer partsrepræsentantens adgang til at disponere på partens vegne og
indeholder endvidere regler om, at meddelelse om afgørelsen skal sendes både
til parten og partsrepræsentanten.
A.K.3.3 Sagens oplysning, officialprincippet
For forvaltningsmyndighedernes sagsbehandling gælder officialprincippet.
Officialprincippet findes hverken beskrevet i SSL eller i forvaltningsloven,
men har hjemmel i uskreven retssædvane.
Officialprincippet betyder, at den kompetente myndighed selv har pligt til
at fremskaffe alle relevante oplysninger, før der træffes afgørelse i en sag.
Princippet indebærer, at de relevante oplysninger eventuelt skal
tilvejebringes i samarbejde med andre myndigheder eller fra private, navnlig
sagens parter.
Officialprincippet betyder, at en forvaltning har ansvaret for at de
nødvendige oplysninger foreligger, og de nødvendige undersøgelser foretages
inden der træffes afgørelse i en sag. Dette betyder nødvendigvis ikke at
forvaltningen altid selv skal fremskaffe de nødvendige oplysninger, dette kan
ske i samarbejde med andre myndigheder og skatteyderen selv. Forvaltningen
vil dog ikke uden videre kunne lægge skatteyderens oplysninger til grund, men
må i et nødvendigt omfang kontrollere dem og således sikre, at sagen bygger
på det materielt rigtige grundlag.
Officialprincippet gælder efter bemærkningerne til SSL for alle
skattemyndigheder. Princippet gælder således også fuldt ud for
Landsskatterettens sagsbehandling.
Et væsentligt led i skattemyndighedernes sagsbehandling er
skattelovgivningens bestemmelser om pligtmæssige oplysninger fra
skatteborgerne. Det drejer sig især om reglerne om skattemyndighedernes
adgang til at indhente regnskabsmateriale, foretage virksomhedseftersyn og
indhente oplysninger fra tredjemand.
Det almindelige krav om, at skattemyndighederne skal behandle sager så
enkelt, hurtigt og økonomisk som muligt, indebærer ikke, at
skattemyndighederne kan undlade at sørge for, at sagen er forsvarligt oplyst.
I de tilfælde, hvor sagsbehandlingstiden har givet anledning til kritik fra
Folketingets Ombudsmand, retter kritikken sig først og fremmest imod de
perioder i sagsforløbet, hvor sagens behandling har været gået helt i stå.
Det må derfor påhvile den undersøgende skattemyndighed eventuelt at rykke for
et høringssvar, og det kan ofte være hensigtsmæssigt at fastsætte en
svarfrist.
A.K.3.4 Syn og skøn ved Landsskatteretten
SSL indeholder regler om syn og skøn i forbindelse med sager, der er
indbragt for Landsskatteretten.
Syn og skøn er et bevismiddel
Syn og skøn er et bevismiddel, der anvendes for at sikre bevis til brug
for retssager. Bevismidlet består i en sagkyndig besvarelse af faktiske
spørgsmål til brug for bevisbedømmelsen i en retssag. Der træffes ikke under
syn og skøn retlige afgørelser, men der tilvejebringes et vurderings- og
bedømmelsesgrundlag til brug herfor. Reglerne om syn og skøn findes i
retsplejelovens kapitel 19.
Derudover indeholder retsplejelovens § 343 en særlig bestemmelse om
anvendelse af syn og skøn, selv om det ikke sker til brug for verserende
retssager (isoleret bevisoptagelse). Det er denne regel, der efter SSL § 30,
stk. 1, finder tilsvarende anvendelse ved landsskatteretssager.
På skatteområdet er syn og skøn primært anvendelig i
værdiansættelsesspørgsmål. Reglen finder ikke anvendelse i vurderingssager,
idet vurderingsmyndighederne har adgang til at foretage besigtigelse af
ejendommen og til at betjene sig af særlig sagkyndig bistand.
Landsskatteretten
Reglen i SSL § 30, stk. 1 indebærer, at en part kan begære
landsskatteretssagen sat i bero, samtidig med at parten indgiver begæring om
syn og skøn ved de almindelige domstole. Landsskatteretten kan i den enkelte
sag fastsætte en frist, inden for hvilken spørgsmålet om eventuel afholdelse
af syn og skøn skal være afklaret, jf. SSL § 30, stk. 2.
Det er de almindelige domstole, der udmelder syn- og skønsmændene.
Landsskatteretten fastsætter endvidere en frist, inden for hvilken
klageren og skattemyndighederne skal meddele retten, om skønserklæringen
giver parterne anledning til at ændre deres påstande i sagen for
Landsskatteretten.
Retsplejelovens regler
Syn og skøn kan alene afholdes efter begæring af parterne i en sag. Den
part, der begærer udmeldelse af syn og skøn, betegnes som rekvirenten.
Anmodning om isoleret bevisoptagelse ved syn og skøn indgives af rekvirenten
til byretten på det sted, hvor den genstand eller fordring m.v., som ønskes
vurderet, befinder sig. Befinder genstanden sig i udlandet, indgives
anmodningen om syn og skøn til byretten på det sted, hvor en eventuel senere
retssag skal anlægges her i landet. Det er generelt en betingelse for
udmeldelse af syn og skøn, at byretten finder udmeldelsen hensigtsmæssig. Ved
udmeldelse af syn og skøn betales retsafgift med 400 kr.
Rekvirentens modpart under en eventuel senere retssag skal med en uges
varsel af byretten eller af rekvirenten underrettes om det retsmøde, hvori
der træffes beslutning om udmeldelse af syn og skøn, og om selve
bevisførelsen.
Udgifterne til syn og skøn afholdes af rekvirenten. Retten kan pålægge
rekvirenten at betale sagsomkostninger til modparten. Derimod kan det ikke
pålægges modparten at betale omkostninger ved syn og skøn til rekvirenten. De
omkostninger, som rekvirenten har afholdt, kan imidlertid indgå, når retten
under en eventuel efterfølgende retssag tager stilling til betalingen af
sagens omkostninger.
Grundlaget for et syn og skøn er et eller flere spørgsmål (skønstemaet),
der besvares i én eller flere skønserklæringer, eventuelt suppleret
med besvarelse af mundtlige spørgsmål under den senere mundtlige forhandling
ved retten (afhjemlingen). Som syn- og skønsmænd udmeldes sagkyndige, der
skal være uvildige.
Skønstemaet kan indeholde spørgsmål stillet af hver af parterne eller af
parterne i fællesskab. Spørgsmålene skal være klare, og de skal angå bestemte
punkter og ikke efterlyse en generel vurdering eller angå en juridisk
vurdering. Skønstemaet bør udformes så omhyggeligt, at alle de punkter, som
parterne ønsker belyst, er dækket.
Der kan under afhjemlingen i byretten stilles klargørende og uddybende
spørgsmål.
Skønsmændene skal så vidt muligt underrette parterne om syns- og
skønsforretningens foretagelse.
Skønsmændene udarbejder en skriftlig erklæring, som indeholder deres svar.
Erklæringen fremsendes til retten og til parterne. Såfremt parterne eller en
af dem ønsker det, foretages der derefter en afhjemling ved byretten af syns-
og skønsforretningen ved, at skønsmændene møder i retten og bekræfter eller
eventuelt supplerer eller korrigerer deres skriftlige erklæring.
Syn og skøn, som er foretaget inden retssag anlægges, er under en eventuel
senere retssag undergivet grundsætningen om bevisbedømmelsens frihed.
Tilsvarende gælder ved Landsskatteretten. Syn og skøn er herefter et
bevismiddel, der i princippet ikke er bindende for bevisbedømmelsen ved
Landsskatteretten.
Parter
Efter SSL § 30 og forretningsordenen for Landsskatteretten, § 24, er det
formelt set den skattemyndighed, hvis ansættelse er påklaget, der er part i
skattesagen. Det betyder, at det normalt er skatteankenævnet, der er part i
skattesagen ved Landsskatteretten.
Landsskatteretten er ikke part i sagen og kan derfor ikke begære
udmeldelse af syn og skøn, men Landssskatteretten kan naturligvis vejlede
sagens parter og eventuelt opfordre parterne til at lade udmelde syn og skøn.
Landsskatteretten har endvidere mulighed for undtagelsesvis at indkalde syns-
og skønsmændene til at udtale sig i et retsmøde, jf. forretningsordenen for
Landsskatteretten, § 15, stk. 2.
Klageren eller den skattemyndighed, hvis afgørelse er påklaget,
underretter skriftligt Landsskatteretten om begæringen om udmeldelse af syn
og skøn. Med underretningen sendes kopi af rekvirentens begæring med
byrettens påtegning samt kopi af skønstemaet.
Når suns- og skønssagen er afsluttet, skal selvangivelsen ind rekvirenten
indsende kopi af retsbogsudskriften til Landsskatteretten. Med udskriften
skal følge syns- og skønsmændenes udtalelse.
Er klageren rekvirent, skal klageren samtidig meddele Landsskatteretten,
om han ønsker klagen opretholdt.
Er skattemyndighederne rekvirent, kan Landsskatteretten forespørge
klageren, om klagen ønskes opretholdt eller trukket tilbage. Undlader klager
at besvare Landsskatterettens forespørgsel, anses klagen for opretholdt. Der
henvises nærmere til forretningsorden for Landsskatteretten, § 24.
Udgifter ved syn og skøn
Kompetencen til at forlange syn og skøn i sager, der er afgjort af
skatteankenævnet, henhører under skatteankenævnet. Omkostningerne ved syn og
skøn efter begæring af skatteankenævnet er derfor en kommunal udgift.
Told- og skatteregionerne kan yde bistand i forbindelse med udmeldelse af
syn og skøn. Syn og skøn begæret af skatteyder i en landsskatteretssag er
omfattet af reglerne om omkostningsdækning , jf. afsnit A.K.9.
Skattemyndighedernes opgave
Det praktiske arbejde for skattemyndighederne består i at tage stilling
til, om der skal begæres udmeldt syn og skøn. I bekræftende fald skal
begæringen affattes og indsendes til byretten på det sted, hvor den genstand
eller fordring mv., der ønskes vurderet, befinder sig. Skattemyndigheden skal
i så fald meddele Landsskatteretten, at der er begæret syn og skøn, idet
Landsskatterettens behandling skal stilles i bero. Skattemyndighederne skal
endvidere tage stilling til, om man skal lade sig repræsentere ved en
advokat. Endelig skal skattemyndighederne tage stilling til den eller de
personer (skønsmænd), som retten agter at udmelde, udfærdige selve
skønstemaet samt lade sig repræsentere under afhjemlingen.
Hvis skatteyderen begærer syn og skøn, består skattemyndighedernes opgave
i at være repræsenteret i det retsmøde, hvor syn og skøn udmeldes, og udtale
sig om skønsmanden og skønstemaet, samt lade sig repræsentere ved
afhjemlingen. Det vil normalt være nødvendigt, at skattemyndighederne er
repræsenteret i disse retsmøder. I modsat fald kan der ikke senere fremsættes
indsigelse.
Det må anses for undtagelsen, at skattemyndighederne begærer udmeldelse af
syn og skøn.
Forældelse
Optagelse af syn og skøn uden retssag er ikke et sådant retligt skridt,
der afbryder forældelse i medfør af 1908-lovens § 2. Derimod suspenderes
6-måneders fristen (overspringelsesfristen) i SSL § 31, stk. 1, 2. pkt., når
Landsskatterettens behandling af sagen er udsat på klagerens meddelelse til
Landsskatteretten om, hvorvidt klagen opretholdes, jf. SSL § 30, stk. 3.
A.K.3.5 Høring, partshøring
Reglerne om partshøring på myndighedens initiativ har til formål at sikre,
at sagens parter får lejlighed til at gøre sig bekendt med og kommentere det
faktiske afgørelsesgrundlag, inden sagen afgøres. Denne ret for parten til at
få lejlighed til at påpege misforståelser, unøjagtigheder eller
ufuldstændigheder i det foreliggende sagsmateriale, vil kunne medvirke til at
sikre, at myndighedens afgørelser træffes på det bedst mulige faktiske
grundlag.
Forvaltningslovens kapitel 5 indeholder regler om partshøring. Reglerne
betyder, at hvis en part i en sag ikke kan antages at være bekendt med, at
myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger om sagens faktiske
omstændigheder, må myndigheden ikke træffe afgørelse, før parten er gjort
bekendt med oplysningerne og har haft lejlighed til at fremkomme med en
udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den
pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse, dette
gælder også i sagerne om bindende forhåndsbesked.
SSL indeholder detaljerede regler om partshøring, og forvaltningslovens
regler har derfor næppe selvstændig betydning for de afgørelser, der træffes
i henhold til SSL. Forvaltningslovens regler om partshøring finder imidlertid
anvendelse på andre afgørelser, som skattemyndighederne træffer uden for SSL
område. Det gælder eksempelvis for skatteopkrævningen og sager om
kontrollovstillæg.
SSL § 3 og § 21 indeholder særlige regler om partshøring og kontradiktion
i sager, som behandles af de kommunale skattemyndigheder og
skatteankenævnene. Tilsvarende regler gælder for told- og skatteregionerne og
Ligningsrådet ved foretagelse af skatteansættelser, jf. lovens § 14, stk. 4,
og § 19, stk. 1. Særlige regler om partshøring i landsskatteretssager findes
i SSL §§ 26, stk. 1 og 27 om mundtlig forhandling med Landsskatterettens
sekretariat og mundtlig forhandling under et egentligt retsmøde. Nærmere
regler findes i forretningsordenen for Landsskatteretten §§ 6 og 7. For
Ligningsrådet findes regler om skatteyders adgang til mundtlig forhandling i
forretningsordenens §§ 8 og 9, stk. 2.
Tilsidesættelse af reglerne om partshøring anses for en væsentlig
sagsbehandlingsfejl, der kan medføre, at skattemyndighedernes afgørelse
bliver ugyldig, jf. eksempelvis SKAT 1989.9.733 (TfS 1989, 513) og SKAT
1988.9.548 (TfS 1988, 489). I sidstnævnte sag underkendte Landsskatteretten
en skatterådsafgørelse, idet klager ikke havde haft lejlighed til at ytre
sig, før skatterådet forhøjede ansættelsen på et ikke påklaget punkt.
Der er ikke i SSL fastsat bestemmelser om længden af den frist, som
skattemyndighederne skal give den skattepligtige til at fremkomme med en
indsigelse. Ved fastsættelsen af en frist bør der gives den pågældende part
rimelig tid til at sætte sig ind i oplysningerne og overveje svaret. Der kan
i den forbindelse tages hensyn til omfanget af oplysningerne og til sagens
karakter, herunder om parten tidligere har haft lejlighed til at udtale sig,
og om sagen er af en sådan karakter, at parten kan have behov for sagkyndig
bistand.
De skattelignende myndigheder fastsætter normalt svarfristen til 14 dage,
jf. forretningsordenen for skatteankenævnene § 11.
I praksis har skattemyndighedernes fastsættelse af en kortere svarfrist
givet anledning til problemer. En kortere frist end 14 dage anvendes typisk,
hvor sagen er ved at forælde. Højesteret har i UfR 1976, 137, anset en
indsigelsesfrist på 8 dage for behørig under hensyn til, at sagen havde
verseret flere år forud, og at skatteyderen selv måtte bære risikoen for, at
han ikke havde kontaktet sin advokat på et tidligere tidspunkt af sagen.
*Fristen for skatteyderens adgang til at udtale sig inden udløbet af
fristen i SSL § 35, stk. 1 bør som minumum sættes til 14 dage.
Landsskatteretten har i en sag TfS 1995, 863 anset, at en frist på 7 dage var
så kort, at der forelå en formalitetsmangel.*
Høring af andre myndigheder
I tilfælde, hvor det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold
til lov, at høring skal ske, vil en tilsidesættelse medføre, at ansættelsen
bliver ugyldig.
I andre tilfælde, hvor en skattemyndighed indhenter en udtalelse fra en
anden myndighed, bør det i hvert enkelt tilfælde nøje overvejes, om høringen
er nødvendig.
Generelt bør det i høringsskrivelsen anføres på hvilke områder, der ønskes
en udtalelse, og hvornår udtalelsen bør foreligge.
Den nugældende skattestyrelseslov indeholder ingen regler om obligatoriske
høringsprocedurer. Derimod indeholder eksempelvis forretningsordenen for
Landsskatteretten, § 3, stk. 3, regler om høring af skatteankenævnet.
A.K.3.6 Offentlighed
Offentlighedsloven indeholder de almindelige regler om adgangen til
aktindsigt samt de særlige regler om adgangen til aktindsigt for ikke-parter.
De særlige regler om parters udvidede adgang til aktindsigt findes i
forvaltningslovens kapitel 4.
Offentlighedslovens adgang til almindelig aktindsigt er begrænset af
bestemmelserne om tavshedspligt vedrørende konkrete oplysninger om private og
personlige forhold, jf. offentlighedsloven § 12 og § 14, medens
tavshedsbestemmelserne er uden betydning i relation til sagens parter, jf.
forvaltningslovens § 9, stk. 2.
Ud over den almindelige tavshedspligt er der i skattelovgivningen særlige
bestemmelser om tavshedspligt. Bestemmelserne i KSL § 87 og SL § 44, jf.
offentlighedslovens § 14. Efter disse bestemmelser skal skattemyndighederne
iagttage ubetinget tavshedspligt overfor uvedkommende bl.a. om de
skattepligtiges økonomiske, erhvervsmæssige eller privatlivet vedrørende
forhold.
Afgrænsningen af partsbegrebet i skattelovgivningen kan være vanskelig,
idet andre end selve parten (skatteyderen) kan have en så væsentlig, direkte
retlig og individuel interesse i sagens udfald, at pågældende kan få samme
status som parten.
Endvidere indeholder KSL's § 80, stk. 1, en særlig regel, hvorefter
ægtefæller har adgang til aktindsigt i hinandens selvangivelser og
skatteansættelsesforhold. Reglen gælder imidlertid alene de indkomstår, hvor
ægtefællerne har været skattemæssigt samlevende.
Retten til aktindsigt omfatter ligningsvejledningen og cirkulærer med
generelle forskrifter, jf. offentlighedslovens § 8, nr. 4. Undtaget fra
retten til aktindsigt er visse sagstyper, dokumenter og oplysninger, jf.
nærmere offentlighedslovens kap. 3 og forvaltningslovens kap. 4. Eksempelvis
kan interne arbejdsdokumenter undtages fra aktindsigt, jf.
offentlighedslovens § 7 og forvaltningslovens § 12.
Aktindsigt er efter forvaltningslovens § 9, stk. 3, udelukket i
straffesager bortset fra afsluttede sager. Reglen omfatter tillige
administrativ straffesager på skatteområdet. For at der er tale om en
adminstrativ straffesag må det kræves, at den kompetente myndighed har taget
synlige konkrete skridt til at behandle sagen som straffesag. Er en
straffesag rejst, har skatteyders beskikkede advokat dog adgang til
aktindsigt, men de indhentede oplysninger må ikke videregives til
skatteyderen uden myndighedernes samtykke, jf. lov nr. 625 af 21. dec. 1983
om adgang til forsvarerbistand under en administrativ skatte- eller
afgiftsstraffesag, § 2.
I forbindelse med behandlingen af en klagesag skal skatteankenævnet og
Landsskatteretten tage stilling til eventuel tilsidesættelse af formelle
regler, herunder reglerne om aktindsigt.
Særskilt klage over afslag på anmodning om aktindsigt er imidlertid
omfattet af bek. nr. 513 af 16. juni 1994. Ifølge bekendtgørelsens § 2 kan
afgørelser om aktindsigt, der træffes af den kommunale skattemyndighed, et
skatteankenævn, et vurderingsråd eller et skyldråd, påklages til told- og
skatteregionen. Regionens afgørelse kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed. I administrative sager uden for det egentlige
ligningssystem, hvor told- og skatteregionerne træffer afgørelse om
aktindsigt som første instans, kan afgørelserne påklages til Told- og
Skattestyrelsen, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 1.
Afgørelser om aktindsigt i ligningsrådssager træffes af Told- og
Skattestyrelsen som sekretariat for Ligningsrådet. Afgørelser om aktindsigt
truffet af Told- og Skattestyrelsen eller af Landsskatteretten kan ikke
indbringes for anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 3, stk.
2 og 3.
Videregivelse af oplysninger til andre myndigheder
Bestemmelserne i forvaltningsloven §§ 28-32 indeholder de nærmere regler
om, i hvilke tilfælde f.eks. en skattemyndighed og ansatte inden for en
skattemyndighed må og eventuelt skal videregive fortrolige oplysninger til
andre forvaltningsmyndigheder og andre grene af samme forvaltningsmyndighed.
Bestemmelsen i § 28 begrænser videregivelsen af oplysninger vedrørende
rent private forhold (de særlig følsomme oplysninger), som kun rent
undtagelsesvis må videregives til andre forvaltningsmyndigheder, og
almindeligt fortrolige oplysninger, der må videregives, når videregivelsen er
et nødvendigt led i egen sagsbehandling eller må antages at være af væsentlig
betydning for løsning af andre forvaltningsmyndigheders opgaver. Jf. * pkt. 3
i cirk. nr. 39 af 26. marts 1995 om skattemyndighedernes tavshedspligt og
TSS's afgørelse vedrørende udlejning af sommerhuse, TfS 1995, 647.*
Særlig følsomme oplysninger
Særlig følsomme oplysninger er efter § 28 bl.a. oplysninger om religion og
oplysninger om politiske, foreningsmæssige og strafbare forhold samt
oplysninger om helbredsmæssige forhold og sociale problemer. Disse
oplysninger må som udgangspunkt kun videregives til anden
forvaltningsmyndighed, når den, som oplysningen angår, har givet samtykke.
Dette samtykke skal i almindelighed gives skriftligt og specifikt, jf.
bestemmelsens stk. 4.
Andre fortrolige oplysninger
Økonomiske og erhvervsmæssige oplysninger anses ikke for særlig følsomme
oplysninger, men er omfattet af bestemmelsen i forvaltningslovens § 28, stk.
3, hvorefter videregivelse til anden forvaltningsmyndighed kun kan ske, når
det må antages, at oplysningen vil være af væsentlig betydning for
myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, myndigheden skal træffe.
Reglen betyder, at skattelovgivningens tavshedspligtbestemmelser som
udgangspunkt er uden betydning, når spørgsmålet vedrører videregivelse til
andre forvaltningsmyndigheder.
Det er ensbetydende med, at begrebet »uvedkommende« i de særlige
bestemmelser på skatteområdet i relation til andre forvaltningsmyndigheder må
fortolkes i overensstemmelse med kriteriet i forvaltningslovens § 28, stk. 3.
Videregivelse af skatteoplysninger kan herefter ske, når oplysningen vil være
af væsentlig betydning for myndighedens virksomhed.
De nærmere retningslinjer for videregivelsen af skatteoplysninger efter
anmodning fra andre forvaltningsmyndigheder er beskrevet i * pkt. 3 i cirk.
nr. 39 af 26. mar. 1995.* For så vidt angår uopfordret videregivelse af
skatteoplysninger til andre forvaltningsmyndigheder kan videregivelse efter
cirkulærets *pkt. 3.7. ske, hvis der er en konkret mistanke om en
lovovertrædelse - uanset om denne er begået hændeligt, uagtsomt eller
forsætligt - og oplysningens videregivelse må forventes at kunne medvirke
til, at lovovertrædelsen konstateres og dermed berigtiges.*
Videregivelse af oplysninger inden for samme myndighed
Forvaltningslovens § 28 omhandler ikke tilfælde, hvor skatteoplysninger
videregives inden for samme myndighed. Spørgsmålet har særlig betydning i
forholdet til de forskellige grene af den kommunale forvaltning. Om
videregivelse af fortrolige oplysninger kan finde sted i disse tilfælde beror
på, om videregivelsen efter reglerne om tavshedspligt må anses for
»berettiget«. Videregivelse af skatteoplysninger må anses at være
uberettiget, såfremt skatteforvaltningen er bekendt med, at oplysningen er
uden betydning for modtagerens udførelse af de opgaver, der er pålagt den
pågældende. I forvaltningslovens § 32 er det præciseret, at de personer, der
virker i den offentlige forvaltning, ikke må skaffe sig fortrolige
oplysninger, der ikke har betydning for det arbejde, de udfører.
I praksis har spørgsmålet været rejst i forbindelse med videregivelse af
skatteoplysninger til økonomiudvalg og til borgmester og kommunaldirektør som
ledere af den kommunale administration.
Uanset bestemmelsen i SSL § 1, stk. 2, hvorefter kommunalbestyrelsen ikke
kan behandle den kommunale skattemyndigheds (konkrete) afgørelser, kan
kommunalbestyrelsen ikke anses som en anden forvaltningsmyndighed. Der er
således tale om den samme forvaltningsmyndighed, og videregivelse af
oplysninger kan herefter ske, hvis det er sagligt begrundet som led i det
pågældende udvalgs eller den pågældende persons funktion. Skatteoplysninger
kan derimod kun udleveres, hvis begæring om udlevering sker i forbindelse med
skatte- og kontrolformål. Jf. *pkt. 4 i cirk. nr. 39 af 26. mar. 1995.*
A.K.3.7 Skattemyndighedernes afgørelse
SSL og de i medfør heraf udstedte bestemmelser indeholder detaljerede krav
om skattemyndighedernes fremgangsmåde i forbindelse med afgørelsen.
Sagsfremstilling
Der findes detaljerede regler om udarbejdelsen af sagsfremstilling ved
skatteankenævnene, jf. SSL § 21, stk. 2. Disse regler gælder tillige for
Told- og Skattestyrelsens, told- og skatteregionernes, Ligningsrådets og
Landsskatterettens sagsbehandling, jf. SSL § 14, stk. 4, § 19, stk. 1, og §
25, stk. 2. Forretningsordenen for skatteankenævnene § 11 indeholder
minimumskravene til en sagsfremstilling. Bestemmelsen i stk. 3 indeholder
tillige en regel om, at sagsfremstillingen skal ledsages af et forslag til
sagens afgørelse.
Reglen om sagsfremstilling må anses for at være garantiforskrifter, hvis
tilsidesættelse medfører, at afgørelsen bliver ugyldig, jf. TfS 1994, 772.
Såfremt en afgørelse tilsidesættes som ugyldig på grund af en formel fejl,
kan den pågældende skattemyndighed træffe en ny afgørelse med samme indhold
under iagttagelse af den korrekte procedure. I den forbindelse bemærkes de
særlige regler om skattemyndighedernes indbyrdes kompetence i SSL § 36.
Begrundelse
Af særlig betydning i skattesager er reglerne om begrundelse. SSL
indeholder ingen særlige regler om begrundelse, og det betyder, at
forvaltningslovens kapitel 6, der indeholder udførlige bestemmelser om
kravene til begrundelse, finder anvendelse i skattesager.
Efter forvaltningslovens § 22 skal en skriftlig afgørelse altid begrundes,
medmindre afgørelsen fuldt ud giver parten medhold. Forvaltningslovens § 24
indeholder de nærmere regler om indholdet af begrundelsen.
Begrundelsen skal fremtræde som en forklaring på, hvorfor afgørelsen har
fået det pågældende indhold. Begrundelsen for afgørelsen skal henvise til de
retsregler, i henhold til hvilken afgørelsen er truffet. Beror afgørelsen på
en fortolkning af en bestemmelse, bør der tillige redegøres for den anlagte
fortolkning. I det omfang afgørelsen beror på et skøn, skal begrundelsen
tillige indeholde de hovedhensyn, der har været bestemmende for udøvelsen af
skønnet. Foreligger der en domspraksis eller administrativ praksis, skal der
nærmere redegøres herfor. Endelig skal begrundelsen indeholde en kort
redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som
har været tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.
Navnlig reglen i § 24, stk. 1, 2. pkt., om angivelse af de hovedhensyn,
der har været bestemmende for et administrativt skøn, har givet anledning til
problemer, idet der på skatteområdet forekommer talrige afgørelser, der har
skønsmæssig karakter.
For så vidt angår afslag på ansøgninger om bevilling antages det i
praksis, at begrundelseskravet lempes, således at det må anses
tilstrækkeligt, at der i begrundelsen henvises til sædvanlig praksis eller
til, at den nødvendige dokumentation ikke foreligger.
Formålet med begrundelseskravet er, at en skatteyder skal kunne vurdere
mulighederne for at opnå en ændret afgørelse ved eventuel klagebehandling.
Begrundelseskravet må derfor anses for en garantiforskrift, hvis
tilsidesættelse vil medføre, at afgørelsen bliver ugyldig.
Begrundelsespligten anses for opfyldt i tilfælde, hvor der i en afgørelse,
evt. årsopgørelsen, henvises til den tidligere givne begrundelse i
agterskrivelsen. Det er i så fald en forudsætning, at skatteyder ikke er
fremkommet med nye indsigelser mod agterskrivelsen, som kræver særskilt
begrundelse i afgørelsen.
Det indebærer, at skattemyndighederne skal tage stilling til de nye
indsigelser, som skatteyder fremkommer med.
Underretning om afgørelsen
Underretning om afgørelsen skal ske til skatteyder selv. Har skatteyder
under sagen været repræsenteret af en anden person, påhviler det efter
forretningsordnerne skattemyndighederne ved alle afgørelser også at
underrette partsrepræsentanten. SSL klagefrister regnes fra det tidspunkt,
hvor den skattepligtige har modtaget underretning om afgørelsen, jf. § 21,
stk. 1 og § 25, stk. 1. For så vidt angår en ægtefælles klageadgang i henhold
til KSL § 80, stk. 2, er det i praksis antaget, at den sædvanlige klagefrist
først løber fra det tidspunkt, hvor vedkommende bliver bekendt med afgørelsen
af ægtefællens skatteansættelse.
Klagevejledning
Reglerne om klagevejledning i skattesager findes i forvaltningslovens § 25
og § 26. Reglerne er gentaget i de forskellige forretningsordner, der er
udstedt i henhold til SSL.
Reglerne betyder, at skattemyndighedernes afgørelser, der skal meddeles
skriftligt, skal være ledsaget af en vejledning om klageadgang.
Klagevejledning skal dog ikke gives, hvis afgørelsen fuldt ud giver den
pågældende medhold.
Der skal gives klagevejledning, hvadenten klageadgangen er hjemlet i SSL
regler eller den blot følger af den almindelige ulovbestemte regel om
administrativ rekurs.
Klagevejledningen skal indeholde angivelse af klageinstans og oplysninger
om fremgangsmåden ved indgivelse af klagen, herunder om eventuelle
tidsfrister. Vejledningen skal i fornødent omfang indeholde oplysning om,
hvorvidt der inden for det pågældende sagsområde gælder særlige begrænsninger
i klageinstansens kompetence.
Det kan være hensigtsmæssigt at angive i klagevejledningen, hvorvidt
klager bør fremkomme med eventuelle andre oplysninger, der er egnede til at
fremme behandlingen af klagesagen, f.eks. om bestemte dokumenter eller
oplysninger bør ledsage klagen.
Det betyder eksempelvis, at skatteankenævnenes klagevejledning bl.a. bør
indeholde oplysninger om, at skatteankenævnets sagsfremstilling skal
indsendes til Landsskatteretten samtidig med klagen.
Reglerne i forvaltningslovens § 25, stk. 1, fastsætter alene regler om
administrativ rekurs. Det følger imidlertid af den vejledningspligt, som
efter forvaltningslovens § 7 påhviler skattemyndighederne, at der afhængig af
de konkrete omstændigheder bør vejledes om muligheden for klage til
Folketingets Ombudsmand eller de kommunale tilsynsmyndigheder. Tilsvarende
gælder, hvor skatteborgeren har mulighed for domstolsprøvelse, jf.
forvaltningslovens § 26, hvorefter der alene skal gives klagevejledning til
domstolene, hvis der gælder lovbestemte frister for et sagsanlæg. Reglen har
alene betydning for skatteansættelsesspørgsmål, som er påkendt af
Landsskatteretten, jf. SSL § 31.
A.K.4 Genoptagelse
A.K.4.1 Skatteyders adgang til genoptagelse indenfor 3 årsfristen
En skatteyder kan anmode den kommunale skatteforvaltning om genoptagelse
af en skatteansættelse inden 3 år efter udløbet af det pågældende indkomstår,
jf. SSL § 4, stk. 1.
Det er en betingelse for genoptagelse, at den skattepligtige fremlægger
nye oplysninger. I praksis vil en genoptagelse kunne finde sted, hvis en
materielretlig (ligningsmæssig) vurdering fører til, at ansættelsen bør
ændres.
Har ansættelsen tidligere været behandlet og afgjort af skatteankenævnet
eller Landsskatteretten, skal anmodningen om genoptagelse dog indgives til
skatteankenævnet eller Landsskatteretten, jf. SSL § 22 og § 29.
Anmodes der om genoptagelse vedrørende punkter, som skatteankenævnet eller
Landsskatteretten ikke tidligere har taget stilling til, skal anmodningen om
genoptagelse dog indgives til den kommunale skattemyndighed.
A.K.4.2 Skatteyders adgang til genoptagelse udover 3 årsfristen
*Fra og med den 1. jan. 1996 er der i SSL § 4 efter stk. 1 indsat et nyt
stk. 2 og 3.
Ved det nye stk. 2 er skatteministeren bemyndiget til at tillade
genoptagelse (nedsættelse) efter udløbet af 3-årsfristen i stk. 1, når
forholdene i særlig grad taler derfor (ekstraordinær genoptagelse).
Der er ved afslutningen af redaktionen af ligningsvejledningen ikke
fastsat nærmere retningslinier for administrationen af bestemmelsen.*
A.K.5 Forældelse
Forældelse af skattekrav
Skatte- og afgiftskrav forældes efter 1908-loven om forældelse af visse
fordringer på 5 år. I A.K.5.5 omhandles den 20 årige forældelsesfrist, der
gælder ved siden af fristen i 1908-loven. Forældelsesreglerne vedrører kun
selve kravet, medens fristreglerne i SSL regulerer mulighederne for at ændre
eller at få ændret en tidligere foretaget skatteansættelse.
Krav på skatter og afgifter fortabes, hvis de ikke inden 5 år fra
forfaldsdagen er anerkendt af skatteyderen, respektive den afgiftspligtige,
eller gjort gældende af det offentlige. Hvad der i denne sammenhæng forstås
ved, at et krav er gjort gældende, omhandles under A.K.5.4.
Hvis et krav på skat eller afgift er forældet, kan det ikke rejses. En
forældet fordring kan derfor ikke anvendes til modregning.
A.K.5.1 Hvilke skatter og afgifter?
1908-loven omhandler skatter eller afgifter af offentligretlig natur.
Loven omfatter såvel personlige skatter af enhver art som dødsbo- og
selskabsskat, arve- og gaveafgift, frigørelses- og afståelsesafgift, afgift
og indkomstskat i medfør af pensionsbeskatningsloven og
kapitaltilførselsafgift. Spørgsmålet om forældelse af ejendomsskatter er
holdt uden for denne fremstilling.
1908-loven omfatter endvidere krav på betaling og tilbagebetaling af
kirkeskat.
A.K.5.2 Hvornår begynder forældelsesfristen at løbe ?
Forældelsesfristen efter 1908-loven løber normalt fra det øjeblik, da
kravet er forfaldent til betaling. Forfaldstidspunktet for de forskellige
skatte- og afgiftskrav er lovbestemte.
Også upålignede skatter mv.
Loven omhandler statens eller kommunens krav på skatter eller afgifter af
offentligretlig natur. Forældelsesfristen løber, selv om kravet ikke er gjort
op, medmindre myndighederne befinder sig i utilregnelig uvidenhed om deres
krav, jf. om suspension afsnit A.K.5.3.
Den 5 årige forældelsesfrist løber i almindelighed fra den dag, der ville
have været forfaldsdag, hvis skattekravet var blevet rejst ved ligningen for
det pågældende indkomstår, skd. 40.25 (Skd. 1977, 9).
Ifølge KSL opkræves skat dels som foreløbig skat, dels som restskat. Dette
medfører, at forældelsesfristen for personlige skatter af (almindelig)
indkomst og formue - der ikke har været indeholdt eller opkrævet som
foreløbig skat - skal regnes fra det sædvanlige forfaldstidspunkt for
betaling af restskat. 1908-lovens forældelsesfrist for upålignede skatter for
1995 løber således fra 1. sep. - 1. nov. 1996 (1/3 af kravet fra hver af
disse datoer).
A.K.5.3 Suspension af forældelsen
Forældelsesfristen suspenderes, hvis kreditor på grund af utilregnelig
uvidenhed har været ude af stand til at gøre sit krav gældende. Der kan være
tale om uvidenhed m.h.t. kravets eksistens eller skyldnerens opholdssted. I
tilfælde af suspension løber forældelsesfristen først fra det tidspunkt, hvor
den suspenderende omstændighed ophører. Den tid, der herefter medgår til
sagens færdigekspedition, medfører dog ikke yderligere suspension af
forældelsesfristen.
På skatteområdet findes en lang række afgørelser vedrørende suspension som
følge af skattemyndighedernes manglende kendskab til et skattekravs
eksistens.
Retlige vildfarelser
Retlige vildfarelser udskyder ikke forældelsen, jf. UfR 1927, 585 H.
Vildfarelser af faktisk karakter
Vildfarelser af faktisk karakter kan derimod medføre suspension.
Efter domspraksis stilles der strenge krav til skattemyndighedernes
agtpågivenhed, herunder en pligt til at indhente oplysninger. Det er således
ikke tilstrækkeligt til at udskyde forældelsesfristens begyndelsestidspunkt,
at skatteyderens selvangivelse har været urigtig, såfremt skattemyndighederne
ved en sædvanlig undersøgelse af selvangivelsen og eventuelt en sammenligning
af denne med tidligere års selvangivelser burde være blevet opmærksomme på
det ikke oplyste forhold.
På den anden side kan myndighederne naturligvis ikke være forpligtede til
at tage alle eventualiteter i betragtning eller til at foranstalte
dyberegående undersøgelser uden synlig anledning.
Hvis der ikke er anledning til at betvivle rigtigheden af f.eks. et
selvangivet fradrag vil skattemyndighederne ikke ved ligningen være
forpligtede til at foretage en nærmere undersøgelse af det selvangivne beløb,
jf. ØLD i SKAT 1990.4.255 (TfS 1990, 120).
Støder skattemyndighederne under en efterprøvelse af det regnskabsmæssige
grundlag på oplysninger, som ikke kan udledes af selvangivelsen, og såfremt
de havde været oplyst under ligningen, ville have ført til en højere
skatteansættelse end den faktisk foretagne, suspenderes forældelsesfristen
med hensyn til det yderligere skattekrav indtil det tidspunkt, da
skattevæsenet bliver i stand til at gøre sit yderligere krav gældende, jf.
skd. 63.347 (Skd. 1982, 81).
Vestre Landsrets kendelse af 18/3-1992, (TfS 1992, 213), vedrørte et
tilfælde, hvor en skatteyder i 1981 fik udbetalt en rateforsikring, hvorefter
han i 1982 bosatte sig i England. Kravet om tillægsskat forfaldt til betaling
i 1982. Skatteyder vendte i 1989 tilbage til Danmark, hvor han blev afkrævet
skatten. Vestre Landsret fandt, at 1908-lovens forældelsesfrist alene
suspenderes i de i 1908-loven opregnede tilfælde. Forældelsesfristen var
derfor ikke suspenderet, idet skattemyndighederne havde kendskab til
skatteyderens opholdssted, selvom det havde været umuligt at inddrive
skattegælden under hans ophold i England.
Ved Århus byrets dom i UfR 1982, 872 ansås et momskrav for forældet, da
toldvæsenet ved henvendelse til skyldnerens fader kunne have fået oplysning
om dennes opholdssted i Canada. Toldvæsenet havde tidligere været i
forbindelse med faderen. Herefter ansås forældelsesfristen ikke for
suspenderet.
A.K.5.4 Afbrydelse af forældelsen
Efter 1908-loven afbrydes den 5-årige forældelsesfrist, når
fordringshaveren inden fristens udløb enten erhverver skyldnerens erkendelse
af gælden eller foretager retslige skridt mod ham og uden ufornødent ophold
forfølger disse til erhvervelse af forlig, dom eller anden retsafgørelse.
Når forældelsesfristen efter denne bestemmelse er afbrudt, kan der begynde
at løbe en ny 5-årig forældelsesfrist, se nedenfor om forskellen mellem
sådanne tilfælde og tilfælde, hvor fordringshaveren erhverver et særligt
retsgrundlag.
Erkendelse af gælden
Skatteyderens erkendelse af et konkret opgjort skatte- eller afgiftskrav
kan opnås på flere måder. Erkendelsen kan være udtrykkelig - uden dog at have
karakter af et særligt retsgrundlag - og stiltiende, f.eks. i form af en
anmodning om henstand eller lempelse jf. skd. 70.78 (TfS 1984, 322) og 71.686
(TfS 1984, 442).
Gives der ansøgt henstand, løber der en ny frist fra henstandens ophør,
jf. SKAT 1989.11.860 (TfS 1989, 590) HD. Også en afdragsordning indebærer en
erkendelse af fordringen. Udebliver skyldneren med et eller flere afdrag,
løber der en ny forældelsesfrist fra tidspunktet for misligholdelsen.
I situationer hvor et skatteforhold stilles i bero p.g.a. at man afventer
en domstolsafgørelse, må ligningsmyndighederne sikre sig, at afgørelsen kan
medføre konsekvensændringer i skatteyderens skatteansættelser for de
efterfølgende indkomstår. Afbrydelse af forældelsesfristen kræver, at
ligningsmyndigheden opgør skattekravet vedrørende det pågældende
skatteforhold.
Konsekvensændringer i forbindelse med berostillelse
Såfremt en skatteyder efter aftale med skattemyndighederne har fået
stillet sagen i bero med henblik på at afvente udfaldet af en verserende sag
ved Landsskatteretten eller domstolene, skal skattemyndighederne tage
forbehold for at kunne foretage konsekvensmæssige ændringer i
skatteansættelsen for det pågældende og evt. efterfølgende indkomstår.
Såfremt der ikke er taget forbehold for ændringer ved denne aftale kan evt.
skattekrav for efterfølgende indkomstår, der opstår i forbindelse med
genoptagelsen blive forældet. For at den 5 årige forældelsesfrist kan anses
for afbrudt, skal skattemyndighederne derfor på tidspunktet for
berostillelsen sikre sig at opnå skatteyderens erkendelse af at skylde et
konkret opgjort skattekrav.
Indbringelse for skatteankenævnet eller Landsskatteretten
Klage til skatteankenævnet eller Landskatteretten afbryder ikke
forældelsesfristen.
Af hensyn til risikoen for forældelse bør ligningsmyndighedernes
indstilling til Landsskatteretten i sager, der angår spørgsmålet om
almindelig eller særlig indkomst, omfatte en subsidiær indstilling, således
at muligheden for at gennemføre beskatning med særlig indkomstskat ikke
fortabes.
SSL § 31, stk. 1 afskærer ikke skattemyndighederne fra at anlægge sag ved
domstolene for at afbryde forældelsesfristen, selv om sagen verserer ved
f.eks. Landsskatteretten.
Egen anmeldelse
En »selvmelders« henvendelse til skattemyndighederne om
udeholdelser eller fejl i hans selvangivelse, som myndighederne allerede er
på det rene med, afbryder ikke uden videre forældelsesfristen. Det afhænger
af henvendelsens nærmere indhold, om den kan betragtes som en erkendelse af
(yderligere) skattegæld eller måske endog som et særligt retsgrundlag, se
nærmere nedenfor.
Indgivelse af en gaveanmeldelse betragtes ikke som en anerkendelse af
fordringen på afgift. En gaveanmeldelse indsendt efter anmeldelsesfristens
udløb og efter, at afgiftsmyndigheden på anden måde er eller burde være
kommet til kundskab om gaven, afbryder med andre ord ikke forældelsesfristen,
jf. UfR 1968, 240.
Retslige skridt
De retslige skridt mod skyldneren, som afbryder forældelsesfristen, er
sagsanlæg ved domstolene, udlæg, arrest og anmeldelse i skyldners konkursbo,
tvangsakkord- eller gældssaneringsbo. Det samme gælder indgivelse af
konkursbegæring, hvis denne fører til afsigelse af dekret.
Anmeldelse af krav i offentligt skiftede boer afbryder ligeledes
forældelsesfristen.
Ved sagsanlæg er tidspunktet for indlevering af stævning til retten
afgørende for, hvornår forældelsesfristen er afbrudt. For udlægs vedkommende
afbrydes forældelsen ved indgivelse af anmodningen om udlæg, såfremt
fordringshaveren søger forretningen fremmet uden ugrundet ophold. Ved udlæg
for skatter og afgifter, der foretages af told- og skattefogeder og
kommunernes pantefogeder, regnes fristen fra selve udlæggets foretagelse.
Udlægsforretningen anses for fremmet, når der foretages udlæg og dette følges
op med tvangsrealisation. Selv om udlægsforretningen slutter som forgæves,
bevares den afbrydende virkning på forældelsesfristen.
Gældsbrev eller andet særligt retsgrundlag
Forældelsesfristen på 5 år gælder ikke, når der for fordringen er udstedt
gældsbrev eller tilvejebragt andet særligt retsgrundlag, hvorved gælden er
anerkendt af skyldneren eller på anden måde skriftligt fastslået. Fordringer,
som således er sikrede, forældes efter bestemmelsen i Danske Lov 5-14-4, se
A.K.5.5
Selvom der er udstedt et gældsbrev for en fordring, kan et vedhængende
rentekrav selvstændigt forældes efter 1908-loven.
Hvis et pantebrev i fast ejendom eller i løsøre ikke fastslår, at debitor
skylder et bestemt beløb, opfylder pantebrevet ikke 1908-lovens betingelser.
Heraf følger, at udstedelse af et skadesløsbrev ikke forhindrer, at den
underliggende fordring kan forældes på 5 år. Overgivelse af et ejerpantebrev
til sikkerhed for fordringen er heller ikke tilstrækkeligt. De andre særlige
retsgrundlag forudsætter også, at fordringens størrelse er fastslået. Således
blev en transporterklæring, som ikke indeholdt oplysning om skyldforholdet
mellem parterne, ikke anset som et særligt retsgrundlag, jf. den i UfR 1965,
608 refererede byretsafgørelse.
Indirekte fastsættelse af fordringens størrelse, f.eks. ansættelse af den
skattepligtige indkomst, kan efter omstændighederne være tilstrækkelig.
Den fyldestgørelsesadgang, som er hjemlet i investeringsfondslovens § 9,
stk. 3, for skattekrav, der er opstået ved indtræden af de i lovens §§ 9,
stk. 1, og 10, stk. 1, nævnte begivenheder, udgør ikke et særligt
retsgrundlag, fordi skattetilsvarets størrelse ikke lader sig fastslå
umiddelbart på grundlag af henlæggelserne. Det samme gælder med hensyn til
skattetilsvar i medfør af ETBL §§ 9, stk. 1 og 2, og 11, stk. 1 og 3, jf. §
9, stk. 3.
Derimod udgør domme og forlig sådanne retsgrundlag, der opfylder
betingelserne i 1908-loven. Også et tilbud fra en skatteyder, som accepteres
af myndighederne, opfylder betingelserne. Derimod kan et udlæg, en arrest
eller et andragende om henstand, lempelse eller afdragsvis betaling ikke
anses som et særligt retsgrundlag.
A.K.5.5 Den 20-årige forældelse
Forældelsesreglen i Danske Lov 5-14-4 gælder ved siden af 1908-loven, men
dens praktiske betydning for skatter og afgifter er ikke stor.
Reglen i Danske Lov går ud på, at bestemmelsen angår alle
formuefordringer, herunder også det offentliges krav på skatter og afgifter i
tilfælde, hvor der foreligger et særligt retsgrundlag, eller hvor 1908-lovens
forældelsesfrist har været suspenderet.
Forældelsesfristen løber fra fordringens stiftelse eller fra det
tidspunkt, hvor det gældsbrev mv., som sætter den 5-årige forældelsesfrist ud
af kraft, tilvejebringes. Krav på almindelig indkomstskat stiftes ved
indkomstårets udløb. Tilsvarende stiftes krav på restskatter ved
indkomstårets udløb. Krav på betaling af løbende B-skatterater stiftes også
ved indkomstårets udløb. Tilsvarende gælder for selskabsskatter.
Afgiftskrav anses i øvrigt normalt at være stiftet ved den afgiftspligtige
begivenheds indtræden.
En meget væsentlig forskel på reglen i 1908-loven og reglen i Danske Lov
er, at den 20-årige forældelse ikke suspenderes, se A.K.5.3. Derimod afbrydes
den 20-årige forældelse ikke alene ved skyldnerens erkendelse og ved retslige
skridt, men også ved enhver påmindelse fra kreditor, hvorved der gives udtryk
for, at kravet fastholdes.
Udbytteskat - tilbagebetalingskrav
ØLD af 24. maj 1982 (skd. 65.208 (UfR 1982, 1047)). Et holdingselskabs
tilbagebetalingskrav på udbytteskat, der var indbetalt af et datterselskab i
medfør af KLS § 65, var ikke omfattet af 1908-loven. Tilbagebetalingskravet
er herefter omfattet af forældelsesreglen i Danske Lov 5-14-4.
A.K.6 Klagebehandlingen
A.K.6.1 Administrativ rekurs
Behandlingen af skattesager i ligningssystemet bygger på et
tre-instansprincip, medens det administrative klagesystem bygger på et
to-instansprincip.
A.K.6.1.1 Ligningssystemet
Inden for ligningssystemet kan den kommunale skattemyndigheds
skatteansættelse klagebehandles ved de to administrative klageinstanser -
skatteankenævnet og Landsskatteretten. Klageberettiget er alene den
skatteyder, der må anses som part i sagen.
Reglerne om klagebehandling ved skatteankenævn og Landsskatteretten findes
i SSL kapitel 3.
Landsskatterettens saglige kompetence er angivet i SSL § 23.
Kompetenceområdet omfatter efter SSL § 24 spørgsmål om skattepligt efter
lovgivningens regler om indkomst- og formueskat til staten, spørgsmålet om en
skatteansættelse er ugyldig som følge af formelle fejl, og spørgsmål om
indkomst eller formue er ansat eller beregnet forkert. De administrative
klageinstanser skal endvidere behandle klager over formelle fejl, dvs. klager
over manglende kompetence og sagsbehandlingsfejl i forbindelse med
skattemyndighedernes afgørelser.
Uden for kompetenceområdet falder spørgsmål om forældelse efter de
civilretlige regler i 1908-loven, spørgsmålet om strafansvar for urigtig
selvangivelse, opkrævningsspørgsmål og spørgsmålet om afgivelse af
kontroloplysninger samt spørgsmål om henstand og eftergivelse. Særligt
bemærkes, at spørgsmål om forældelse efter 1908-loven afgøres af kommunen med
klageadgang til told- og skatteregionen, jf. klageafkortningsbekendtgørelsens
§ 3, stk. 2.
Spørgsmålet om dispensation fra skattelovgivningen og bevillingsspørgsmål
falder ligeledes uden for klagemyndighedernes kompetenceområde.
T&S og told- og skatteregionerne har i praksis behandlet klager over
åbenbare sagsbehandlingsfejl hos de lokale skattemyndigheder.
Det skyldes, at de lokale skattemyndigheder efter skattelovgivningen er
undergivet et statsligt tilsyn.
I de nævnte tilfælde, hvor der er tale om klare retlige mangler ved
sagsbehandlingen, og hvor fejlen umiddelbart kan rettes ved anvendelsen af
tilsynsbeføjelsen, er det ikke rimeligt at henvise klager til at få fejlen
rettet gennem det administrative rekurssystem.
Det gælder tilsvarende, hvor sådanne fejl konstateres, uden at den
skattepligtige har indgivet en formel klage over sagsbehandlingen.
Landsskatteretten
For klage til Landsskatteretten betales et gebyr p.t. 600 kr., som skal
indbetales samtidig med indsendelsen af klagen. Beløbet tilbagebetales, hvis
klager helt eller delvis får medhold, se nærmere SSL § 24, stk. 5.
Klagen til Landsskatteretten skal efter SSL § 25, stk. 2, indgives
skriftligt, og være vedlagt den påklagede afgørelse samt skatteankenævnets
sagsfremstilling. Reglen om vedlæggelse af sagsfremstilling gælder således
ikke i overspringelsessager. Klagen skal endvidere angive, på hvilke punkter
afgørelsen anses for urigtig og begrundelsen herfor. Endelig skal dokumenter,
som klager ønsker anvendt som bevis, ligeledes være vedlagt klagen.
Landsskatteretten kan fastsætte en frist til besvarelse af spørgsmål eller
indsendelse af yderligere oplysninger. Landsskatteretten kan efter § 25, stk.
3, afvise klager, der ikke opfylder formkravene. Afvisning kan endvidere ske,
hvor klageadgangen i øvrigt ikke er udnyttet i overensstemmelse med SSL
regler.
Skatteankenævnet
Klager til skatteankenævnet over den kommunale skattemyndigheds afgørelser
skal indgives til kommunen. Klagen skal være skriftlig og begrundet, og den
skal være modtaget af kommunen senest 1 måned fra modtagelsen af afgørelsen
eller årsopgørelsen. Der er ikke noget til hinder for, at nævnet bortser fra
fristoverskridelser, når nævnet i overensstemmelse med almindelige
forvaltningsretlige principper efter en konkret vurdering finder, at sagen
bør behandles. Reglerne om klage findes i SSL § 21, stk. 1.
For skatteankenævnets sagsbehandling gælder officialprincippet, som
betyder, at nævnet selv skal sørge for sagens oplysning, før afgørelsen
træffes. Princippet betyder endvidere, at nævnet ikke er bundet af klagers
påstand under sagen, dvs. at klagen ikke er bindende for nævnet, jf. SSL §
21, stk. 4. *Såfremt en klage bliver tilbagekaldt, har nævnet dog ikke
kompetence til at fortsætte klagebehandlingen, jf. TfS 1995, 641.*
Lovens § 21, stk. 5, indeholder en regel om overspringelsesfrist. Hvis der
er forløbet mere end 3 måneder efter, at klagen er indbragt for
skatteankenævnet, kan klagen, såfemt ligningsfristen er overskredet,
indbringes umiddelbart for Landsskatteretten, selv om skatteankenævnet ikke
har truffet afgørelse i sagen.
Bortset fra overspringelsessagerne skal en klage til Landsskatteretten
være modtaget senest 3 måneder fra modtagelsen af afgørelsen. Overskridelse
af klagefristen bevirker, at klagen afvises, medmindre Landsskatteretten
finder, at der foreligger særlige omstændigheder, der taler for at se bort
fra fristoverskridelsen.
*Reglerne om skatteankenævns genoptagelse af egne klagesager findes i SSL
§ 22. Et skatteankenævn kan kun efter anmodning fra en skatteyder genoptage
en tidligere afsagt kendelse jf. TfS 1995, 238.*
Ligningsrådet
Ligningsrådets afgørelse træffes ved en kendelse, som kan påklages til
Landsskatteretten, jf. SSL § 19, stk. 3. For klage over Ligningsrådets
kendelser gælder samme regler om sagsfremstilling, begrundelse,
klagevejledning og klagefrister som for skatteankenævnenes afgørelser.
A.K.6.1.2 Det administrative klagesystem
For så vidt angår konkrete sager, hvor skatteministeren efter
skattelovgivningen kan træffe afgørelse, dvs. de administrative klagesager,
findes reglerne i bek. nr. 916 af 4. dec. 1995. Formålet med bekendtgørelsen
er at gennemføre et to-instansprincip, dvs. at der er mulighed for at klage
over en administrativ afgørelse til én højere administrativ instans.
Formålet med bekendtgørelsen har endvidere været, at de administrative
skatteafgørelser i videst muligt omfang skal behandles lokalt både i 1. og 2.
instans. Jf. *TfS 1995, 45.*
I bekendtgørelsens § 10 er der indsat en frist på 3 måneder for så vidt
angår klager til bl.a. styrelsen og regionerne. Fristen kan dog fraviges, når
der er rimelig grund hertil.
A.K.6.2 Domstolsprøvelse
Adgangen til at få efterprøvet skattemyndighedernes afgørelser ved
domstolene er fastsat ved SSL §§ 31-33. Reglerne omfatter dog ikke adgang til
at indbringe en afvisning af en anmodning om en bindende forhåndsbesked, jf.
§ 23, stk. 5.
Udgangspunktet er efter § 31, stk. 1, at den administrative rekurs først
skal udnyttes, dvs. at sagen først skal have været forelagt
Landsskatteretten, før den kan indbringes for landsretten, jf.HD af 18.
august 1994 (TfS 1994, 611) og *HD af 6. jan. 1995 (TfS 1995, 91).* Der
gælder dog efter samme bestemmelse en overspringelsesfrist på 6 mdr.,
hvorefter klager kan vælge at indbringe sagen for landsretten, uanset at
Landsskatteretten ikke har truffet afgørelse i sagen.
*Det følger af SSL § 31, stk. 1, at en skatteyder ikke kan inddrage en
videre påstand ved landsretten end den, der er påkendt ved Landsskatteretten,
jf. TfS 1995, 424. SSL § 31, stk. 1 og § 32 er derimod ikke til hinder for,
at skattemyndighederne ved landsretten kan få en påstand, der indeholder
spørgsmål, som ikke har været behandlet af Landsskatterettten, påkendt af
landsretten, jf. TfS 1995, 333.*
Efter § 31, stk. 2 gælder der en almindelig søgsmålsfrist på 3 måneder
efter Landsskatteretten har afsagt sin kendelse. Fristen løber fra kendelsens
dato og forlænges ikke, selv om den udløber på en helligdag, jf. ØLD af 16.
december 1993 (TfS 1994, 104) og *HK af 27. mar. 1995 (TfS 1995, 282)*.
Fristen kan fraviges, såfremt der inden 3-månedersfristens udløb er indgivet
en begrundet anmodning til Skatteministeriet om fristforlængelse. jf. TfS
1994, 645.
Såfremt Landsskatteretten har afvist at behandle en klage, kan klager
efter § 31, stk. 3 senest 3 år efter udløbet af det indkomstår, som sagen
drejer sig om, indbringe sagen for landsretten. Reglen finder ikke
anvendelse, såfremt Landsskatteretten efter at have behandlet en sag i
realiteten giver afslag på genoptagelse, jf. Højesterets kendelse af 27. juli
1994 (TfS 1994, 580).
Endelig gælder der en særlig et-årsregel i § 31, stk. 5 vedrørende særlige
dødsbosager og gaveafgiftssager.
Endvidere gælder der en særlig hjemmel for skattemyndighederne til at
anlægge sag i efterbetalingssager, jf. SL § 42. Reglen er i praksis blevet
anvendt i forbindelse med skattestraffesager, der indbringes for domstolene.
Skattemyndighedernes adgang til at rejse krav om efterbetaling i henhold til
SL § 42 begrænses af reglerne i SSL § 35.
SSL § 32 indeholder en hjemmel for skatteministeren til at indbringe
sager, som Landsskatteretten har påkendt, for domstolene senest 3 måneder
efter Landsskatterettens kendelsen er afsagt.
I almindelighed påses SSL frister for sagsanlæg ved domstolene ikke af
domstolene selv. Det betyder, at landsretten behandler sagen, medmindre
Skatteministeriet nedlægger påstand om afvisning. Nedlægges der under
landsretssagen påstand om afvisning på grund af fristoverskridelse, vil
landsretten afvise sagen. Da der er tale om sagsanlæg i 1. instans ved
landsretten, kan landsrettens dom ankes til Højesteret i overensstemmelse med
retsplejelovens regler.
Klage over en skatteansættelse eller sagsanlæg har efter SSL § 38 ikke
opsættende virkning. Klager kan imidlertid efter ansøgning til den kommunale
skattemyndighed opnå henstand. Bestemmelserne herom findes i KSL § 73 E og
bek. nr. 768 af 19. sep. 1995*.
For domstolenes behandling af skattesager gælder forhandlingsprincippet.
Det betyder, at sagens parter selv skal fremkomme med alle relevante
oplysninger, og at retten ved afgørelsen ikke må gå ud over parternes
påstande og anbringender, jf. retsplejelovens § 338.
Under retssagen gælder endvidere retsplejelovens almindelige regler om
sagsbehandling ved domstolene. Da Landsskatteretten er en administrativ
rekursinstans, betyder det i praksis, at skatteyderen for domstolene kan
fremkomme med påstande og anbringender, der ikke tidligere har været gjort
gældende, forudsat sagens identitet bevares. Der gælder en tilsvarende adgang
for Skatteministeriet til for domstolene at fremkomme med påstande og
anbringender, hvilket har særlig betydning i overspringelsessager ved
Landsskatteretten, hvor Skatteministeriet ikke har haft lejlighed til at
fremsætte sine synspunkter.
Ved domstolene er udgangspunktet, at der sker efterprøvelse af såvel
skattesagens materielle indhold som sagens formalitet. Problemer omkring
domstolenes efterprøvelse af værdiskøn skulle være løst ved indførelsen af
reglerne om syn og skøn under Landsskatterettens behandling af sagen.
Prøvelse af, hvorvidt uskrevne retsgrundsætninger, eksempelvis den
almindelige lighedsgrundsætning, er tilsidesat ved skattemyndighedernes
sagsbehandling, vil altid kunne ske ved domstolene.
Nedsættelse af en skatteansættelse
Såfremt en skatteansættelse nedsættes, medfører dette en ændret
årsopgørelse, jf. KSL § 62 A. Den beregnede skat nedsættes, og skattebeløbet
tilbagebetales i overensstemmelse med reglerne i KSL.
Dette gælder, både når skatteansættelsen nedsættes ved skatteankenævnet og
Landsskatteretten.
Spørgsmålet har særligt betydning i opkrævningssager. Højesteret har ved
en kendelse i UfR 1975, 130 (Dana-sagen) fastslået, at en skatteyder havde
krav på aflysning af et skatteudlæg, der var tinglyst på skatteyders ejendom,
efter at fogedretten havde ophævet skatteudlægget, og at det var uden
betydning, at fogedens kendelse var påanket til landsretten.
A.K.6.3 Ombudsmandskontrol
Folketingets Ombudsmands kompetence omfatter efter ombudsmandsloven
statsforvaltningen og kommunalforvaltningen inden for sagsområder, hvor der
ved særlovgivningen er rekursadgang. Skattesager er således omfattet af
Ombudsmandens kontrol.
Klage til Ombudsmanden skal være indgivet senest 1 år efter afgørelsens
dato, selvom adressaten først bliver bekendt med afgørelsen senere. Klage til
Ombudsmanden har ikke suspensiv virkning, og det er en betingelse, at den
administrative rekurs er udnyttet.
Ombudsmanden kan endvidere tage en sag op af egen drift. I så fald gælder
betingelsen om udnyttet rekurs ikke.
Ombudsmandens bedømmelsesgrundlag er fejl eller forsømmelser, dvs. ulovlig
forvaltningsvirksomhed, urimelige afgørelser, samt videregående krav til
sagsbehandlingen. Eksempelvis påtales ofte langsommelig sagsbehandling.
Ombudsmandens kontrol består i en adgang til at kritisere, henstille og
til at foreslå forandringer af love og administrative bestemmelser til fremme
af retssikkerheden og til forbedring af administrationen. Endelig kan
Ombudsmanden henstille til Justitsministeriet at give klageren fri proces for
domstolene.
A.K.7 Princippet om lovmæssig forvaltning
For skattemyndighedernes sagsbehandling gælder forvaltningsrettens
almindelige regler, herunder princippet om lovmæssig forvaltning og en række
uskrevne retsprincipper.
Princippet om lovmæssig forvaltning betyder, at skattemyndighedernes
afgørelse ikke må være positivt i strid med lovgivningen samt, at afgørelsen
skal have hjemmel i en lovbestemmelse.
De uskrevne retsprincipper, som er opstillet i retspraksis, er
grundsætningen om magtfordrejning (usaglige hensyn), den almindelige
forvaltningsretlige lighedsgrundsætning (usaglig forskelsbehandling),
princippet om pligtmæssigt skøn og proportionalitetsgrundsætningen.
Den statslige skatteforvaltnings tilsynsbeføjelser overfor den kommunale
skatteadministration, som nærmere fremgår af SSL kap. 2, stk. 1, og
opkrævningsbekendtgørelsens § 1, stk. 2, indebærer en forpligtelse for told-
og skatteregionerne til at gribe ind i tilfælde, hvor regionen bliver
opmærksom på klare tilsidesættelser af gældende skatteretlige og andre
forvaltningsretlige regler. Dette kan ske ved en tilkendegivelse til
kommunens skatteforvaltning med henblik på en ændret årsopgørelse eller
frafald af tvangsinddrivelsesskridt over for den skattepligtige. Endelig kan
regionen anvende beføjelsen til at eftergive et pålignet skattebeløb.
Ligningsvejledningen
Ligningsvejledningen indeholder en beskrivelse af gældende ret indenfor
skatteområdet. Ligningsvejledningen indeholder endvidere anvisninger godkendt
af Ligningsrådet, som er bindende for de lokale skattemyndigheder.
Ligningsvejledningen har fortrinsvis selvstændig betydning som retskilde i
det omfang, den udfylder øvrige retskilder og under forudsætning af, at et
udsagn er entydigt og ikke senere er ændret ved relevant offentliggørelse,
f.eks. i Tidsskrift for Skatter og Afgifter eller ved cirkulære, jf.
Skatteministeren i svar til Folketinget TfS 1994, 317. Skatteyderne kan kun
støtte ret på ligningsvejledningens udsagn i det omfang, disse udsagn er
bindende for de kommunale ligningsmyndigheder og i det omfang, de nævnte
udsagn ikke er i direkte modstrid med højere rangerende retskilde, herunder
offentliggjort administrativ praksis. Jf. Skatteministeriet i kommentar i TfS
1994, 557.
Praksisændring
I princippet kan skattemyndighederne ændre en praksis, eksempelvis ved at
følge en anden fortolkning af en lovbestemmelse. Det gælder, selv om der er
tale om en langvarig og hidtil konsekvent fulgt praksis. En skærpelse af
praksis kan efter almindelige forvaltningsretlige regler kun ske med virkning
for fremtiden. Under alle omstændigheder skal en praksisændring gennemføres
med en vis smidighed, eventuelt efter en overgangsordning.
Lempes en administrativ praksis, antages det i almindelighed, at
afgørelser, der er truffet efter den tidligere strenge praksis, kun kan
kræves taget op til ny overvejelse og afgjort efter den nye praksis, såfremt
den tidligere praksis har været ulovlig. Er der tale om en ny praksis, der
inden for lovens rammer lægger andre hensyn til grund eller foretager en
anderledes vægtning af hensynene indbyrdes (det skønsmæssige element), har
borgeren ikke krav på, at en sag genoptages.
En klart ulovlig administrativ praksis vil blive tilsidesat af domstolene.
Tilsvarende gælder, hvor skattemyndigheden vedrørende skønsspørgsmål har
fulgt en »hjemmelavet regel« så slavisk, at myndighederne har
undladt at vurdere, om der i den konkrete sag foreligger sådanne specielle
omstændigheder, at den administrative praksis burde være fraveget.
Myndigheden kan her have tilsidesat princippet om »pligtmæssigt
skøn«.
A.K.8 Bindende forhåndsbesked
Ifølge lovbek. nr. 292 af 5. maj 1993 kan skatteydere få bindende
forhåndsbesked om skattespørgsmål mv.
I tilknytning til loven findes bek. nr. 859 af 22. okt. 1992 om
afgiftsberegning mv. samt Skm.cirk. nr. 94 af 26. feb. 1993.
Lovens hovedregel
Efter lovens § 1 kan enhver hos Ligningsrådet få svar - forhåndsbesked -
på spørgsmål vedrørende almindelig eller særlig indkomstskat, kulbrinteskat,
selskabsskat eller formueskat, indkomstskat og tillægsafgift efter PL eller
afgift efter lov om frigørelsesafgift.
Eventuel ny lovgivning inden for de nævnte områder vil ligeledes være
omfattet, jf. SKAT 1987.4.296 (TfS 1987, 229).
Ordningen omfatter derimod ikke arve- og gaveafgift, realrenteafgift eller
kildeskattespørgsmål (opkrævningsspørgsmål). Loven ændrer ikke de særlige
regler i KSL § 33 A om bindende forhåndsbesked inden for dødsbobeskatningen.
Der kan kun gives bindende forhåndsbesked, hvis det findes af væsentlig
betydning for vedkommende skatteyder at få et sådant svar. Afgørende for, om
spørgsmålet har væsentlig betydning, vil som hovedregel være dets økonomiske
aspekter, men også spørgsmål, der isoleret betragtet er af mindre økonomisk
betydning, kan besvares. Der er bl.a. tænkt på situationer, hvor
dispositionen i tilfælde af gunstigt svar tænkes gentaget, eller hvor
situationen er årligt tilbagevendende, Jf. TfS 1994, 271.
Bindende forhåndsbesked kan efter § 1, stk. 3, i almindelighed ikke gives
om den skattemæssige virkning af en disposition, der er gennemført. Der vil
dog efter omstændighederne være mulighed for at få forhåndsbesked også om
dispositioner, der er gennemført. Dette vil f.eks. gælde, hvor den skatte-
eller afgiftsmæssige bedømmelse af den foretagne disposition kan påvises at
have væsentlig interesse for forespørgerens stillingtagen til fremtidige
dispositioner.
Bevillingssager falder uden for området for loven om bindende
forhåndsbesked. Anmodninger, der angår sådanne områder, må derfor afvises og
behandles som bevillingssager i sædvanlig instansfølge.
Formelle betingelser - herunder betaling af afgift
Anmodning om forhåndsbesked skal efter lovens § 2 være indsendt skriftligt
til T&S inden tidspunktet for rettidig indgivelse af selvangivelse for
det indkomstår, besvarelsen har betydning for. Anmodningen skal indeholde
alle de oplysninger af betydning for svaret, som står til forespørgerens
rådighed. Hvis T&S for at kunne tage stilling til spørgsmålet må anmode
forespørgeren om yderligere oplysninger eller dokumentation, skal denne
efterkomme anmodningen inden den frist, Styrelsen fastsætter. Efterkommes
anmodningen ikke, kan spørgsmålet afvises. Svaret kan også begrænses til de
forhold, der skønnes tilstrækkeligt oplyst.
Samtidig med indsendelsen af anmodning om bindende forhåndsbesked skal der
betales en afgift på 1.400 kr. (i 1995). Denne afgift kan forhøjes i
tilfælde, hvor den beskrevne disposition har et betydeligt økonomisk omfang,
eller hvor besvarelsen af forespørgslen er særlig arbejdskrævende, jf. lovens
§ 7, stk. 1. samt bek. nr. 859 af 22. okt. 1992, der giver nærmere
retningslinjer om eventuelt forhøjet afgift. Ligningsrådets afgørelser om
forhøjelse af afgiften kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Sagen tages ikke op til realitetsbehandling, før afgiften er betalt,
ligesom der i de tilfælde, hvor der skal betales yderligere afgift, ikke
afgives svar, før denne er betalt. Afviser Ligningsrådet at besvare et
spørgsmål eller trækkes anmodningen tilbage, tilbagebetales betalt afgift.
Afgiften for en bindende forhåndsbesked kan ikke fradrages ved
indkomstopgørelsen.
Syn og skøn
Efter lovens § 2 A kan den, der har anmodet om bindende forhåndsbesked
begære syn og skøn udmeldt ved de almindelige domstole efter retsplejelovens
§ 343, til belysning af det stillede spørgsmål.
Syn og skøn kan ikke udmeldes vedrørende vurdering af fast ejendom.
Begæring om syn og skøn indgives til byretten på det sted, hvor genstanden
for syn- og skønsforretningen befinder sig. T&S repræsenterer
skattemyndighederne under rettens behandling af en sådan begæring om syn og
skøn. Opgaven kan dog udlægges helt eller delvis til told- og
skatteregionerne, jf. SSL § 16.
Ved meddelelsen om, at der er begæret syn og skøn, indstiller
skattemyndighederne behandlingen af anmodningen om den bindende
forhåndsbesked, indtil skønsforretningen er gennemført.
Ligningsrådssekretariatet kan fastsætte en frist inden for hvilken
spørgeren skal tage stilling til, om der begæres syn og skøn. Fremsættes
denne begæring efter udløbet af en sådan frist, kan Ligningsrådet afvise at
give en bindende besvarelse af det stillede spørgsmål.
Omkostninger ved syn og skøn afholdes af den, der begærer dette udmeldt.
Den pågældende kan yderligere blive pålagt at betale sagsomkostninger til den
anden part.
Visse tvivlsspørgsmål kan afvises
Hvis spørgsmålet om forhåndsbesked er af en sådan beskaffenhed, at det
ikke kan besvares med fornøden sikkerhed, eller hvis andre hensyn taler
afgørende mod at fremkomme med en besvarelse, kan Ligningsrådet efter lovens
§ 3 afvise spørgsmålet. Det samme gælder, hvis det ikke er af væsentlig
betydning for forespørgeren at få svar på det stillede spørgsmål.
Ligningsrådets afgørelser, der går ud på afvisning, kan ikke påklages.
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 3, at man især har tænkt
på værdiansættelsesspørgsmål og spørgsmål, hvor alternative
løsningsmuligheder ønskes skattemæssigt belyst (skattetænkning).
Ligningsrådet har med hjemmel i lovens § 3 i en del tilfælde afvist at
give bindende forhåndsbesked i sager om ophør eller indtræden af fuld
skattepligt, jf. KSL § 1, nr. 1. Ved afgørelser om fuld skattepligt lægges
der vægt på, om den pågældende ved at grunde husstand, leje sig bolig eller
ved andre foranstaltninger har tilkendegivet, at han agter at have hjemsted
her. Det beror således på en samlet vurdering af skatteyderens forhold,
herunder den boligmæssige, økonomiske og familiemæssige tilknytning, om den
fulde skattepligt foreligger.
Der er dog ikke tale om en generel linje, idet Ligningsrådet har givet
bindende forhåndsbesked i andre sager om ophør af skattepligt, hvor de
faktiske oplysninger har været af en sådan karakter, at afgørelsen ikke
frembød større tvivl.
Forhåndsbesked kan påklages
Den givne forhåndsbesked kan efter lovens § 5 indbringes for
Landsskatteretten senest 3 måneder efter modtagelsen af beskeden, der skal
vedlæggesklagen. Klagen skal ske skriftligt i den form, der er foreskrevet i
SSL § 25, stk. 2, og behandles efter de regler, der er fastsat i SSL.
Landsskatterettens kendelser vedrørende forhåndsbesked kan indbringes for
domstolene af såvel forespørgeren som af skatteministeren inden 3 måneder
efter kendelsens afsigelse. Sag anlægges ved den landsret, i hvis kreds
forespørgeren har hjemting ved sagens anlæg.
Ved Landsskatterettens klagebehandling af en bindende forhåndsbesked kan
retten alene træffe afgørelse på det grundlag, der forelå på tidspunktet for
forhåndsbeskedens afgivelse. Der kan således ikke efterfølgende ændres på
formuleringen af anmodningen om bindende forhåndsbesked gennem en
klagebehandling ved Landsskatteretten, jf. SKAT 1989.7.549 (TfS 1989, 405).
Forhåndsbesked er bindende for skattemyndighederne
Forhåndsbesked fra Ligningsrådet har bindende virkning for
skattemyndighederne ved behandlingen af det beskrevne forhold, jf. lovens §
6.
Hvis der er sket ændringer i den lovgivning, der danner grundlag for
forhåndsbeskeden, eller hvis der er sket ændringer i de faktiske
forudsætninger, der har været bestemmende for forhåndsbeskeden, er
skattemyndighederne ikke bundet.
Loven hindrer ikke, at skattemyndighederne ved ligningen undlader at lægge
en afgiven forhåndsbesked til grund, når der efterfølgende er sket ændringer
af praksis, som vil være gunstigere for forespørgeren at få lagt til grund.
Forhåndsbeskeden er derimod ikke bindende for vedkommende skatteyder.
Dette betyder, at skatteyderen frit kan selvangive i strid med en meddelt
forhåndsbesked, og han har herefter mulighed for at få prøvet sagen i den
almindelige klageinstansfølge. Skatteankenævnet og told- og skatteregionen
vil under en sådan klagesag være bundet af Ligningsrådets forhåndsbesked.
A.K.9 Udgifter til sagkyndig bistand i skattesager
I henhold til lovbek. nr. 330 af 3. maj 1994 om omkostningsdækning kan en
skatteyder opnå dækning for de udgifter han har haft til sagkyndig bistand i
forbindelse med en klagebehandling ved Landsskatteretten eller ved at føre
sagen ved domstolene.
Endvidere kan Landsskatteretten bestemme, at omkostninger, der er afholdt
til syn og skøn i en sag ved Landsskatteretten skal dækkes fuldt ud. Det er
en betingelse for at opnå omkostningsdækning at den pågældende kan
dokumentere at have haft udgifter til sagkyndig bistand i form af en vedlagt
regning. Der kan ligeledes opnåes omkostningsdækning ved aconto betalinger.
Det er ikke en forudsætning for udbetaling af omkostningsdækning, at der
foreligger en kendelse eller en dom.
Hvilke sagsudgifter?
Tilskud kan kun ydes til sager om spørgsmål, hvor Landsskatteretten kan
træffe afgørelse.
Der kan dog ikke ydes tilskud til sager om vurdering af fast ejendom.
En nærmere gennemgang af de forskellige sagstyper, der ydes tilskud til,
er foretaget i Skatteministeriets cirk. nr. 90 af 24. maj 1994.
Der kan opnåes omkostningsdækning i de tilfælde hvor en skatteyder i en
skatteankenævnssag benytter sig af adgangen i SSL § 21, stk. 5 til at
indbringe sagen for Landskatteretten, fordi ankenævnet ikke har truffet
afgørelse inden 3 måneder efter klagen ("overspringelsessager"), og
sagen senere af Landsskatteretten sendes til høring i skatteankenævnet med
henblik på udfærdigelse af en sagsfremstilling.
Hvilke bistandsudgifter?
De udgifter, der ydes tilskud til, er som udgangspunkt udgifter til køb af
sagkyndig bistand.
Udover udgifter til sagkyndig bistand ydes der tilskud til retsafgifter,
udgifter til syn og skøn samt udgifter til sagkyndige erklæringer og andet
bevismateriale, herunder udgifter til vidneførsel. Rejseudgifter for
sagkyndige og vidner kan ligeledes indgå i det beløb, der ydes
omkostningsdækning for.
Der ydes ikke omkostningsdækning til den afgift, der betales for
Landsskatterettens behandling af klagesagen, jf. SSL § 25, stk. 4.
Der ydes ikke dækning for de sagsomkostninger, herunder rettergangsbøder,
som retten pålægger en part at betale.
Udgifter, der godtgøres på anden måde, kan der ikke opnås dækning for. Der
kan således ikke opnåes dækning for sagsomkostninger, som retten har pålagt
den tabende part at betale til den vindende part, eller for tilskud ydet af
en organisation eller lignende. Der er tilbagebetalingspligt, hvis en udgift,
hvortil der er ydet tilskud, efterfølgende godtgøres på anden måde, f.eks. af
en fond.
Moms, der kan fradrages som indgående moms, kan heller ikke medregnes ved
opgørelsen af de tilskudsberettigede udgifter.
Såfremt der i sagen indgår spørgsmål, der ikke er omfattet af
tilskudsordningen, f.eks. spørgsmål om vurdering af fast ejendom, skal der
foretages en opdeling af de samlede afholdte udgifter eller eventuelt
godtgjorte udgifter. Normalt vil arbejdets omfang, tidsforbruget og eventuelt
partens økonomiske interesse vedrørende sagens forskellige spørgsmål kunne
danne udgangspunkt for fordelingen af udgifterne til den sagkyndige bistand.
Ønsker en skatteyder selv at føre skattesagen, ydes der ikke tilskud til
udgifter, der svarer til den pågældendes tidsforbrug, f.eks udmålt som tabt
arbejdsfortjeneste. Der ydes heller ikke tilskud til den pågældendes egne
udgifter til rejse, porto, telefon eller lignende.
Tilskuddet
Der er ikke fradragsret for udgifterne, men i stedet ydes et tilskud, som
for personer og dødsboer udgør 44 pct. af udgifter, der er betalt inden
udgangen af 1997 og 38 pct. af senere betalte udgifter. For andre dækkes
betalte udgifter med 34 pct.
Herudover har Landsskatteretten nu i den enkelte klagesag mulighed for at
bestemme, at udgifterne i forbindelse med syn- og skønsforretningen skal
dækkes fuldt ud, og ikke kun med den nævnte procentsats.
Tilskuddene er skattefrie og skal således ikke medregnes ved
indkomstopgørelsen.
Hvem skal yde bistanden?
For at opnå omkostningsdækning skal bistanden være ydet af en advokat, en
statsautoriseret eller registreret revisor, en konsulent i driftsøkonomi, jf.
§ 5, stk. 1, nr. 6, i lov om tilskud til jordbrugets konsulentvirksomhed, et
medlem af Foreningen Danske Revisorer eller af en person, der kan sidestilles
hermed.
Det beror på en konkret bedømmelse om en person kan sidestilles med denne
personkreds, men hvis en person kan dokumentere personlig uddannelse og
praktisk erfaring i behandling af skattesager, vil den pågældende normalt
blive godkendt som sagkyndig.
Anmodningen om omkostningsdækning skal indgives på et særligt skema
(02.008) til told- og skatteregionen (i København og på Frederiksberg til
skattedirektoratet), i det område, hvor den skattepligtige bor på
ansøgningstidspunktet.
Lignende dokumenter
- PERSONBESKATNING 1994 AFSNIT AK - SKATTEPROCESSEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1996 AFSNIT AK - SKATTEPROCESSEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1997 AFSNIT AK - SKATTEPROCESSEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1993 AFSNIT AK - SKATTEPROCESSEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1992 AFSNIT AK - SKATTEPROCESSEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1991 AFSNIT AK - SKATTEPROCESSEN Retsinformation · 5. februar 2008