Spring til indhold

Retsinformation

PERSONBESKATNING 1996 AFSNIT AK - SKATTEPROCESSEN

STV nr 20055 af 01/01/1996Stor vejledningSkatte- og Vækstministeriet5. februar 2008

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afsnit AK - Skatteprocessen

A.K.1 Kompetence

De enkelte skattemyndigheders kompetence er fastlagt ved SSL og

Skatteministeriets bekendtgørelser til SSL.

Efter SSL § 3, stk. 3 kan den kommunale skattemyndighed ikke foretage

eller ændre en skatteansættelse i det omfang, hvor en anden skattemyndighed

har taget stilling til ansættelsen. Fra og med den 1. jan. 1996 er stk. 3, 2.

pkt. ændret således, at den kommunale skattemyndighed kan ændre et forhold i

en skatteansættelse, selv om et andet forhold i skatteansættelsen er

påklaget.

Klageinstansen skal underrettes om den påtænkte ansættelsesændring i

rimelig tid før ansættelsesændringen foretages.

Derudover indeholder SSL § 36 en generel kompetenceregel, der beskriver

skattemyndighedernes indbyrdes kompetenceforhold. Reglen betyder, at de

lokale og statslige skattemyndigheder er afskåret fra at træffe afgørelse i

en sag, i det omfang Ligningsrådet eller Landsskatteretten har taget stilling

til sagen ved kendelse. Endvidere kan Ligningsrådet ikke træffe afgørelse i

en sag, i det omfang Landsskatteretten har taget stilling til sagen ved

kendelse.

Tilsidesættelse af kompetenceregler medfører normalt, at afgørelsen bliver

ugyldig.

I praksis forekommer kompetencemangler inden for skattesystemet f.eks. i

forbindelse med, at en kommunal skattemyndighed fejlagtigt foretager en

skatteansættelse, som henhører under en anden kommune.

Hvor lokalkendskab har været af betydning for en myndigheds afgørelse, har

stedlig inkompetence i praksis medført ugyldighed, hvorimod det ikke er

tilfældet, hvor fordelingen af kompetencen blot er udtryk for en

arbejdsdeling mellem de lokale myndigheder, jf. UfR 1972, 812 Ø.

A.K.1.1 Ligningsfristen

Bestemmelsen i SSL § 3, stk. 1, indeholder fristen for kommunens

Læs alt

skatteansættelser. Efter bestemmelsen skal skatteansættelser være foretaget

senest 30. juni i det andet kalenderår efter det indkomstår, som ansættelsen

vedrører. Skatteansættelsen må ikke foretages inden udløbet af fristen for

skatteyderens adgang til at udtale sig, jf. TfS 1995,605 og afsnit A.K.3.5.

Ministeren har efter SSL § 3, stk. 2 hjemmel til at fastsætte bestemmelser

om kommunernes adgang til efter ligningsfristens udløb at foretage

skatteansættelser, jf. bek. nr. 1176 af 22. dec. 1994.

Bestemmelsen i SSL § 3, stk. 1 suppleres af reglen i lovens § 14, stk. 4,

hvorefter Told- og skatteforvaltningen efter ligningsfristens udløb kan

foretage en ansættelse, hvor dette ikke tidligere er sket. Efter SSL § 16,

stk. 1, har Styrelsen bemyndiget told- og skatteregionerne og Københavns og

Frederiksbergs Kommuner til at varetage opgaven.

Forhøjelsen af en skatteansættelse vil ikke kunne foretages, hvor

forhøjelsen må anses for at være af uvæsentlig betydning, jf. bek. § 1, stk.

1 og TfS 1994,850 og VLD af 12. juni 1995 (TfS 1995,489).

Ved bedømmelsen af, om en forhøjelse må anses for uvæsentlig, må der

anlægges en samlet vurdering, idet både dens forhold til den konkrete

ansættelse og dens eventuelle følger for andre af skatteyderens ansættelser

må tages i betragtning. Ifølge cirk. nr. 71 af 12. apr. 1996 fastsættes en

uvæsentlig forhøjelse fremover vejledende til en indkomstforhøjelse på under

3000 kr.

Efter bek.'s § 2 kan kommunerne foretage en ansættelse, hvor en sådan med

urette ikke er foretaget tidligere. Bestemmelsen er efter hidtidig praksis

anvendt således, at kommunen kan foretage en ansættelse efter udløbet af

ligningsfristen, når det på grund af en teknisk fejl ikke er sket tidligere.

Ansættelsesændringer

Der skal ifølge SSL § 3, stk. 4 udsendes agterskrivelse. Også ved

ansættelsesændringer som følge af ændringer i underskudsfremførsler mellem

ægtefæller skal der udsendes agterskrivelser til begge ægtefæller, jf. TfS

1997,10. En agterskrivelse skal indeholde en begrundelse, således at

skatteyderen kan tage stilling til, om ændringen er rigtig, se herom i afsnit

A.K.3.7.

Hvis skatteyderen ikke gør indsigelse mod agterskrivelsen, kan udsendelse

af en egentlig kendelse udelades. Skatteyderen vil alene modtage en

årsopgørelse, der er baseret på den nu gennemførte skatteansættelse.

Hvis skatteyderen gør indsigelse mod agterskrivelsen, skal der altid

udsendes kendelse.

---------------------------------------------------------------------

Ansættelse foretages på et andet Agter + (kendelse hvis den skatte-

grundlag end det selvangivne pligtige har udtalt sig).

(SSL § 3, stk. 4)

---------------------------------------------------------------------

Ansættelse foretages, da behørig Agter + (kendelse hvis den skatte-

selvangivelse ikke foreligger pligtige har udtalt sig).

(SSL § 3, stk. 4)

---------------------------------------------------------------------

Ansættelsesændring/fornyet Agter + (kendelse hvis den skatte-

behandling (SSL § 3, stk. 4) pligtige har udtalt sig).

---------------------------------------------------------------------

Foretages en ansættelsesændring i overensstemmelse med skatteyders

anmodning efter SSL § 3, stk. 5 kan der udsendes kendelse uden udsendelse af

agterskrivelse.

Ved ansættelsesændringer samt ved foretagelse af skatteansættelser efter

ligningsfristens udløb skal der ske underretning til told- og skatteregionen,

for

København og Frederiksberg Kommuners vedkommende TSS, jf. bek. nr. 1176 af

22. dec. 1994 § 3. Dette skal dog kun ske, såfremt skatteyderen har gjort

indsigelse imod en varslet ændring. Denne underretningspligt er uden

betydning for den materielle skatteretlige afgørelse. Derimod vil en

undladelse af at indhente den i bestemmelsen nævnte bemyndigelse til at

foretage en skatteansættelse efter reglerne i bekendtgørelsens § 1, stk. 2

medføre afgørelsens ugyldighed. Jf. LSR´s kendelse om ugyldighed på grund af

manglende godkendelse af ændring af ansættelse, TfS 1995,168.

I medfør af SSL § 3, stk. 2 er det bestemt, at den kommunale

skattemyndighed efter udløbet af ligningsfristen kan tage en ansættelse op

til prøvelse og eventuel ændring, medmindre en forhøjelse vil være af

uvæsentlig betydning eller en forhøjelse vil vedrøre et forhold i en

skatteansættelse, der tidligere er nedsat i forhold til det selvangivne eller

en ændring vil vedrøre et forhold i en skatteansættlese, hvor Ligningsrådet

har truffet afgørelse om efterbetaling af skat uden egentlig ændring af selve

skatteansættelsen, jf. bek. § 1, stk. 1.

Fristen for ansættelser

Fra og med den 1. jan. 1996 er SSL § 35, stk. 1 ændret således, at

skattemyndighederne som udgangspunkt ikke kan afsende varsel om forhøjelse af

en skatteansættelse, jf. § 3, stk. 4, 1. pkt., efter den 1. maj i det 4. år

efter indkomstårets udløb. En varslet forhøjelse af en skatteansættelse skal

være foretaget senest den 1. aug. i det 4. år efter indkomstårets udløb,

medmindre en anmodning fra den skattepligtige om udskydelse af denne frist er

imødekommet, jf.

SSL § 35, stk. 1.

Når der foretages en skatteansættelse på grundlag af en agterskrivelse,

hvortil der ikke er fremkommet indsigelser, og skatteansættelsen derfor

foretages ved udsendelse af en årsopgørelse, jf. SSL § 3, stk. 4, 3. punktum,

anses skatteansættelsen for foretaget på tidspunktet for årsopgørelsens

datering, jf. cirk. nr. 71 af 12. apr. 1996 pkt. 4.1. Skatteansættelsen er i

disse tilfælde således først foretaget ved årsopgørelsens udskrivelse.

Fristen i SSL § 35 gælder også ved forhøjelser, som følge af ændringer i

underskudsfremførsler mellem ægtefæller. Hvis skattemyndigheden ikke indenfor

forhøjelsesfristen i SSL § 35, stk. 1 har kunnet foretage en endelig

opgørelse af erhvervelsen eller forpligtelsen, kan skattemyndigheden ændre

ansættelsen i det omfang, den endelige opgørelse giver anledning til, jf. §

35, stk. 2. Dette kan dog ikke ske, hvis det afledte skattekrav er forældet

efter 1908-loven.

Skattemyndighederne kan uden begrænsning i tid ændre grundlaget for en

skatteansættelse, men selve ansættelsen kan kun ændres inden for fristen i §

35, stk. 1. Hvis der er tale om et skøn, kan skattemyndighederne dog kun

ændre grundlaget for en ansættelse inden for fristen, jf. § 35, stk. 3.

Landsskatteretten har i en kendelse lagt til grund, at skattemyndighederne

efter fristens udløb er afskåret fra at ændre et afskrivningsgrundlag, der

beror på et skøn.

Jf. TfS 1995,469.

Fristen i § 35, stk. 1 suspenderes kun, hvis skattemyndighedernes grundlag

for skatteansættelsen har været urigtigt eller ufuldstændigt, og dette kan

tilregnes skatteyderen eller andre, rådgiver eller lignende, som forsætligt

eller groft uagtsomt jf. TfS 1992, 260, der er en kommentar til dommen TfS

1992, 19 ØLD. Har skatteyderen alene udvist simpel uagtsomhed suspenderes

fristen ikke, jf. TfS 1994,725. Forældelsesfristen løber først fra det

tidspunkt, hvor skattemyndighederne kommer i besiddelse af tilstrækkelige

oplysninger til at foretage en korrekt skatteansættelse.

Fristen i § 35, stk. 1 gælder ikke forhøjelser vedrørende et påklaget

forhold, jf. SSL § 35, stk.5. Det betyder, at en skatteyder, som har påklaget

en skatteansættelse til højere instans med påstand om nedsættelse på bestemte

punkter, må tåle, at klageinstansen foretager en vurdering af disse

klagepunkter, som kan resultere i en forhøjelse. Klageinstansen kan også

bedømme ansættelsen i sin helhed, jf. SSL § 21, stk. 4 og § 28, stk. 1.

Resultatet af en sådan helhedsvurdering kan dog ikke blive en forhøjelse på

ikke påklagede punkter, men kun nedsættelse eller stadfæstelse af disse, hvis

fristen i SSL § 35, stk. 1 er overskredet.

SSL § 35 gælder heller ikke ved konsekvensændringer som følge af

ekstraordinær genoptagelse, jf. SSL § 4, stk. 3 .

I ganske særlige tilfælde kan fristen fraviges ved en aftale inden

fristens udløb jf. SSL § 35, stk. 1. Ifølge cirk. nr. 71 af 12. apr. 1996 er

den skattepligtige berettiget til udsættelse med ansættelsesfristen den 1.

august, når hensynet til den skattepligtiges varetagelse af sine interesser

vedrørende den varslede forhøjelse taler derfor, f.eks når det må forventes,

at den skattepligtige kan fremlægge nye oplysninger, der kan begrunde

bortfald af den varslede forhøjelse, og disse oplysninger ikke kan

frembringes inden fristens udløb.

A.K.1.2 Forventningsprincippet

Efter retspraksis kan ligningsmyndighedernes muligheder for at forhøje

selvangivelsen undtagelsesvist begrænses af, at skattemyndighederne positivt

har bibragt en skatteyder en retsbeskyttet forventning. Dette er især

forekommet i sager om skønsmæssig fordeling af udgifter til privat og

erhvervsmæssig anvendelse.

Retspraksis stiller dog særdeles høje krav til kvalificeringen af

forventningen.

Ifølge praksis kan en skatteyder normalt kun støtte ret på sin

forventning, hvis den er baseret på en eller anden form for positiv

tilkendegivelse fra en skattemyndighed, jf. TfS 1996,552. Dette kan under

ganske særlige omstændigheder også være tilfældet, selv om en tilkendegivelse

ikke er givet direkte til skatteyderen selv, jf. ØLD af 6. juni 1994 (TfS

1994,477). Endelig kan en forventning efter omstændighederne være baseret på

en tilkendegivelse fra en anden myndighed, jf. UfR 1976,658 H, hvor bl.a. en

tilkendegivelse fra

Indenrigsministeriet bevirkede, at skatteyderen undgik beskatning af

kursgevinster. En forespørgsel og svaret herpå må, for at kunne skabe en

retsbeskyttet forventning være konkret, entydig og ubetinget. Endvidere skal

der være identitet mellem de retlige og faktiske omstændigheder, der er lagt

til grund ved forespørgslen/svaret og ved skattemyndighedernes senere ændrede

opfattelse. Højesterets dom af 5. apr. 1990 (TfS 1990,214 H) viser, at

tilkendegivelsen må have en vis klarhed, hvis skatteyderen skal kunne opnå

retlig beskyttelse. Derimod kan skattemyndighedernes passivitet overfor

selvangivne oplysninger ikke skabe retsbeskyttede forventninger hos

skatteyderen. Jf. VLD af 16.nov. 1992 (TOLD-SKAT Nyt 1993.2.69 (TfS.

1992,557), VLD af 7. januar 1994 (TfS 1994,131), ØLD af 6. feb. 1995 (TfS

1995,180) og ØLD af 16. jun. 1995 (TfS 1995,485).

Som eksempler på aktive tilkendegivelser fra en skattemyndighed, der kan

skabe en retsbeskyttet forventning hos en skatteyder, kan nævnes

ligningsmyndighedens "aftale" med skatteyderen om, hvorledes hans

samlede kørsel skal fordeles på privat og erhvervsmæssig kørsel, jf. skd.

58.275, fremsendelse af ejendomskemaer med forudberegnet ukorrekt lejeværdi,

jf. TfS 1986.161 Ø samt mest typisk ligningsmyndighedernes svar på skriftlige

forespørgsler. Praksis viser dog, at domstolene er tilbageholdende med at

tillægge et sådant svar bindende virkning, navnlig hvis svaret er afgivet af

en kommunal ligningsmyndighed, og det senere viser sig, at en overordnet

statslig skattemyndighed som led i sin revisionsbeføjelse ikke foretager

ligning i overensstemmelse med det afgivne svar, jf. TfS 1995,899 .

Anderledes hvis der er tale om en tilkendegivelse i forbindelse med det

egentlige ligningsarbejde, der har bevirket, at skatteyderen ikke har været

foranlediget til at dokumentere sine fradrag. Jf. VLD af 27. jun. 1994 (TfS

1994,551).

Tilkendegivelser fra en skattemyndighed, der hviler på et delvist forkert

grundlag, kan ikke skabe en retsbeskyttende forventning hos en skatteyder,

jf. VLD af 31. jan. 1994 (TfS 1994,232).

Ligningsmyndighedens tilkendegivelser i forbindelse med henvendelser om

forskudsopgørelsen vil normalt ikke være omfattet af forventningsprincippet.

At der foreligger en aktiv tilkendegivelse er en nødvendig, men dog ikke

en tilstrækkelig betingelse for, at skatteyderens forventninger kan hindre,

at skattemyndighederne foretager omligning. Det må herudover kræves, at

tilkendegivelsen har været egnet til at øve indflydelse på skatteyderens

faktiske dispositioner. Det betyder bl.a., at forventningsprincippet ikke

finder anvendelse, hvis skattemyndighedernes tilkendegivelse sker på et

tidspunkt, hvor skatteyderen allerede har foretaget den nævnte disposition,

jf. TfS 1996,175.

Det er tillige en betingelse, at der lides et økonomisk tab ved at have

disponeret i tillid til skattemyndighedens oprindelige opfattelse. . Det må

endvidere kræves, at der er en relevant årsagssammenhæng mellem

tilkendegivelsen og den faktiske disposition, skatteyderen ville have

foretaget, hvis han havde vidst, at tilkendegivelsen ikke kunne lægges til

grund.

Selv om en skatteyders forventninger måtte være retsbeskyttede efter

ovennævnte retningslinjer, antages det ikke at være til hinder for, at

skattemyndighederne med fremtidig virkning kan varsle en ændring i den

ligningsmæssige behandling af det pågældende forhold, jf. HD af 25. sep. 1995

(TfS 1995,661) og TfS 1996,656 . Dette er i overensstemmelse med den

almindelige forudsætningslære, der giver udtryk for, at væsentlige ændringer

i skatteyderens egne forhold kan bringe virkningen af forventningen til

ophør.

Tilsvarende gælder i tilfælde af relevante lovændringer.

Lighedsgrundsætningen danner ikke uden videre en retsbeskyttet forventning.

En skatteyder kunne således ikke indrømmes udefradrag udfra en

lighedsgrundsætning, selvom der i andre kommuner fejlagtigt var indrømmet

fradrag under tilsvarende omstændigheder, jf. VLD af 19. feb. 1993 (TfS

1993,111). Jf. også ombudsmandens referat i TfS 1994, 202, hvor Ombudsmanden

udtaler at der ikke dannes en retsbeskyttet forventning om genoptagelse efter

at et genoptagelsescirk. er ophævet og efter at skattemyndighederne er ophørt

med at give genoptagelse i praksis Jf. tillige Skatteministerens svar til

Folketinget medtaget i TfS 1994,205 og TfS 1996,211 .

Endelig finder forventningsprincippet ikke anvendelse, hvis skatteyderen

vidste eller burde vide, at skattemyndighedernes ligning er baseret på en

faktisk vildfarelse.

Spørgsmålet om hvorvidt, forventningsprincippet begrænser

skattemyndighedernes adgang til at foretage forhøjelser, behandles uafhængigt

af loven om bindende forhåndsbesked, der udtrykkeligt definerer de retlige

virkninger af en indhentet forhåndsbesked.

A.K.2 Inhabilitet

Reglerne om inhabilitet skal sikre, at ingen i den offentlige forvaltning

træffer afgørelse i en sag, som vedkommende selv har en særlig interesse i.

Baggrunden for reglerne om inhabilitet er et ønske om at tilvejebringe

sikkerhed for og tillid til, at de afgørelser, der træffes af en myndighed,

ikke påvirkes af uvedkommende hensyn.

Forvaltningsloven indeholder i §§ 3-6 en række bestemmelser om speciel

inhabilitet. Forvaltningslovens regler suppleres af en særlig bestemmelse om

almindelig inhabilitet i SSL § 34, hvorefter ingen samtidig kan være medlem

af eller stedfortræder i et skatteankenævn, Ligningsrådet eller

Landsskatteretten.

Reglerne om udnævnelsesbetingelserne for medlemmer af skatteankenævnene,

Ligningsrådet og Landsskatteretten findes i SSL. Der stilles ingen krav om

særlig uddannelse for medlemmerne af disse råd og nævn, bortset for

Landsskatteretten, hvor præsidenten, retsformændene samt mindst 5 af de

medlemmer, der udnævnes af ministeren, skal opfylde de almindelige

betingelser for at kunne blive landsdommer.

Ud over regler om partsinteresse og familiemæssig tilknytning indeholder

forvaltningsloven regler om inhabilitet på grund af tilknytning til en

juridisk person og tidligere deltagelse i sagens behandling samt en

opsamlingsbestemmelse, hvorefter der indtræder inhabilitet, hvis der i øvrigt

foreligger omstændigheder, der er egnet til at vække tvivl om vedkommendes

upartiskhed.

Endelig indeholder SSL § 11, stk.2, en særlig regel vedrørende

sekretariatsbetjening af skatteankenævnet. Efter denne bestemmelse må en

person, der tidligere har deltaget i en afgørelse om en skatteansættelse,

ikke yde sekretariatsbistand til skatteankenævnet vedrørende klagebehandling

af samme afgørelse. Der er her tale om et rent personspørgsmål. Det har

derfor ingen betydning om den, der behandler sagen i første instans, og den,

der fungerer som sekretær, har samme chef.

I følge bemærkningerne til lovforslaget er denne regel udtryk for en

rettighed for borgerne, som kan frafaldes. Det betyder, at kommunen kan

fravige reglen, såfremt der fra klageren fremkommer en uopfordret

tilkendegivelse om, at samme kommunale medarbejder kan behandle sagen for

skatteankenævnet.

I praksis vil en sådan tilkendegivelse kun fremkomme rent undtagelsesvis.

Bestemmelsen forhindrer ikke, at kommunens skattechef kan være leder af

skatteankenævnets sekretariat. Der må blot ikke forekomme personsammenfald

ved behandlingen af sagen i 1. instans og ved sekretariatsbehandlingen ved

skatteankenævnet, jf TfS 1995,13 og TfS 1995,175.

Kan kommunen ikke med sit personale sikre den fornødne habilitet og stille

kvalificerede medarbejdere til rådighed for skatteankenævnet, skal kommunen

efter bestemmelsen i SSL § 11, stk. 3, anvende ekstern bistand. Det er et

krav, at den eksterne sekretariatsbistand skal kunne udføre

sekretariatsbetjeningen tilfredsstillende. Det er kommunalbestyrelsens

afgørelse, hvem der skal sættes på opgaven, og det er derfor kommunen, der

afgør, om bistanden skal ydes af en offentlig eller en privat virksomhed.

Der er ikke noget i vejen for at benytte medarbejdere fra nabokommunen.

Tilsvarende gælder private revisorer. Det afgørende er, at

instruktionsbeføjelsen påhviler den af kommunalbestyrelsen udpegede

ansvarlige. Ansvaret for sekretariatsbetjeningen påhviler i alle tilfælde

kommunalbestyrelsen. Eksterne medarbejdere vil være omfattet af

tavshedsreglerne, der efter forvaltningslovens § 27 også gælder for den, der

efter aftale udfører arbejdet for myndigheden, der er undergivet

tavshedspligt.

Revisorer, der er medlemmer af et byråd, er ikke inhabile i forbindelse

med kommunalbestyrelsens behandling af ligningsplanen, idet de pågældendes

erhverv som revisorer ikke ud fra en almindelig betragtning indebærer risiko

for, at behandlingen vil blive påvirket af usaglige eller uvedkommende

hensyn.

I praksis forekommer speciel inhabilitet typisk i tilfælde, hvor der

foreligger en konkret økonomisk interessekonflikt, jf. eksempelvis Skat

1986.9.556, hvor en ligningskommissionsformand, der førte retssag om et

byggeri mod hovedaktionæren i det selskab, hvis sag var til afgørelse i

ligningskommissionen, blev anset for inhabil.

Speciel inhabilitet kan tillige være forårsaget af et mere personligt

modsætningsforhold eksempelvis dokumenteret uvenskab. Politiske

modsætningsforhold vil ikke kunne medføre speciel inhabilitet.

Foreligger der inhabilitet må den, der er inhabil, som udgangspunkt

hverken træffe afgørelse i den pågældende sag eller i øvrigt medvirke ved

sagens behandling. Et inhabilt medlem af et skatteankenævn er således

afskåret fra at deltage ikke blot i en eventuel afstemning om sagens

afgørelse, men også i den forudgående behandling af spørgsmålet om

inhabilitet, jf. forvaltningslovens § 6.

Efter samme bestemmelses stk. 2 afgøres spørgsmålet om, hvorvidt en person

er inhabil, af den myndighed, som skal træffe afgørelsen vedrørende sagens

realitet. Afgørelsen kan alene indbringes for en klageinstans i forbindelse

med påklage af afgørelsen vedrørende sagens realitet. I praksis har TSS

udtalt sig i sager vedrørende inhabilitetsspørgsmål.

Har der i en sag foreligget speciel inhabilitet, da afgørelsen blev

truffet, vil retsvirkningen heraf normalt være, at afgørelsen bliver ugyldig.

Har inhabiliteten

ikke haft betydning for afgørelsen, anses den ikke for ugyldig.

A.K.3 Sagsbehandlingsreglerne

A.K.3.1 Vejledningspligt

Forvaltningslovens § 7 indeholder regler om forvaltningsmyndighedernes

pligt til at yde borgerne vejledning. Bestemmelserne finder tilsvarende

anvendelse i skattesager.

Reglerne gælder alene vejledning i forbindelse med konkrete

afgørelsessager. Vejledning skal efter bestemmelsen gives i fornødent omfang

efter en konkret vurdering. Vejledningspligten betyder, at den skattepligtige

skal have en orientering om, hvilken betydning skattelovgivningens regler har

for den pågældende sag, og om hvilke oplysninger, som skal tilvejebringes som

led i skattesagens behandling. Endvidere skal skattemyndighederne give

oplysning om, hvor lang tid sagsbehandlingen forventes at vare. Endelig skal

skattemyndighederne være behjælpelig med udfyldelse af blanketter eller

lign., der vedrører skatteområdet.

Det er fast praksis, at skattemyndighederne ikke udtaler sig i anledning

af forespørgsler, der er helt generelle og ikke angiver navn mv. på de

implicerede skattesubjekter.

Skatteborgerne kan henvende sig til hjemstedkommunen om skattemæssige

problemer. Kommunernes skatteforvaltninger kan i tvivlstilfælde rådføre sig

med told- og skatteregionerne. Der henvises iøvrigt til TSS-cirk. 1990-49 om

decentralicering af responderende virksomhed.

Det sker, at en underordnet forvaltningsmyndighed i forbindelse med

behandlingen af en konkret sag søger vejledning om lovfortolkningsspørgsmål

eller lignende - f.eks. telefonisk - hos en overordnet myndighed, der tillige

er klageinstans vedrørende den pågældende sag. Er rådgivningen givet i en

sådan form, at den pågældende medarbejder hos den overordnede myndighed ikke

har givet udtryk for sin endelige opfattelse med hensyn til den konkrete sags

udfald, men blot ydet rådgivning med hensyn til fortolkningen af

retsgrundlaget for afgørelsen og/eller har vejledt om den overordnede

myndigheds praksis, vil bestemmelsen i forvaltningslovens § 3, nr. 4, ikke

medføre, at den pågældende medarbejder vil være inhabil i forhold til den

pågældende sag, hvis afgørelsen bliver påklaget til den overordnede

myndighed. Den pågældende vil i så fald ikke have »medvirket ved den

afgørelse«, som den underordnede myndighed har truffet.

A.K.3.2 Repræsentation

Den, der er part i en sag, hvor der er eller vil blive truffet afgørelse

af en forvaltningsmyndighed, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling

vælge at lade sig repræsentere eller bistå af andre, jf. forvaltningslovens §

8.

Der findes ikke i forvaltningsloven regler om, hvem der kan repræsentere

eller bistå en part. Parten kan derfor lade sig repræsentere eller bistå af

såvel sagkyndige, f.eks. en advokat eller revisor, som af andre.

Omkostningerne ved eventuel sagkyndig bistand er skattemyndighederne

uvedkommende, bortset fra de tilfælde som er omfattet af reglerne om

omkostningsdækning i henhold til omkostningsdækningsloven, jf. afsnit A.K.9.

Den myndighed, der behandler sagen, afgør, om den, der optræder som

partsrepræsentant, skal fremlægge en skriftlig fuldmagt eller på anden måde

godtgøre, at den pågældende kan optræde som repræsentant for parten.

Optræder en advokat eller revisor på partens vegne i en skattesag, er der

tale om typiske partsrepræsentanter inden for skatteområdet, og der vil ikke

være grund til at forlange dokumentation for fuldmagtsforholdet, medmindre

det er særligt begrundet i sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt.

Særligt under hensyn til skattemyndighedernes tavshedspligt vil det i

andre tilfælde være nødvendigt, at andre, der optræder som partsrepræsentant,

fremlægger en skriftlig fuldmagt som dokumentation for fuldmagtsforholdet.

Dette gælder således ved enhver henvendelse til en skattemyndighed om en

konkret skattesag, som ikke vedrører den pågældendes egne skatteforhold.

Forretningsordnerne for Landsskatteretten § 21, for Ligningsrådet § 14 og

for skatteankenævnene § 17 indeholder regler om repræsentation. Reglerne

præciserer partsrepræsentantens adgang til at disponere på partens vegne og

indeholder endvidere regler om, at meddelelse om afgørelsen skal sendes både

til parten og partsrepræsentanten.

A.K.3.3 Sagens oplysning, Officialprincippet

For forvaltningsmyndighedernes sagsbehandling gælder officialprincippet.

Officialprincippet findes hverken beskrevet i SSL eller i

forvaltningsloven, men har hjemmel i uskreven retssædvane. Officialprincippet

betyder, at en forvaltning har ansvaret for at de nødvendige oplysninger

foreligger, og de nødvendige undersøgelser foretages inden der træffes

afgørelse i en sag. Dette betyder nødvendigvis ikke at forvaltningen altid

selv skal fremskaffe de nødvendige oplysninger, dette kan ske i samarbejde

med andre myndigheder og skatteyderen selv. Forvaltningen vil dog ikke uden

videre kunne lægge skatteyderens oplysninger til grund, men må i et

nødvendigt omfang kontrollere dem og således sikre, at sagen bygger på det

materielt rigtige grundlag.

Officialprincippet gælder efter bemærkningerne til SSL for alle

skattemyndigheder. Princippet gælder således også fuldt ud for

Landsskatterettens sagsbehandling.

Et væsentligt led i skattemyndighedernes sagsbehandling er

skattelovgivningens bestemmelser om pligtmæssige oplysninger fra

skatteborgerne. Det drejer sig især om reglerne om skattemyndighedernes

adgang til at indhente regnskabsmateriale, foretage virksomhedseftersyn og

indhente oplysninger fra tredjemand, jf. cirk. nr. 160 af 22. okt. 1996.

Det almindelige krav om, at skattemyndighederne skal behandle sager så

enkelt, hurtigt og økonomisk som muligt, indebærer ikke, at

skattemyndighederne kan undlade at sørge for, at sagen er forsvarligt oplyst.

I de tilfælde, hvor sagsbehandlingstiden har givet anledning til kritik fra

Folketingets Ombudsmand, retter kritikken sig først og fremmest imod de

perioder i sagsforløbet, hvor sagens behandling har været gået helt i stå,

jf. f.eks. FOB 1995.237 og FOB 1995.251. Det må derfor påhvile den

undersøgende skattemyndighed eventuelt at rykke for et høringssvar, og det

kan ofte være hensigtsmæssigt at fastsætte en svarfrist.

A.K.3.4 Syn og skøn ved Landsskatteretten

SSL § 30 indeholder regler om syn og skøn i forbindelse med sager, der er

indbragt for Landsskatteretten.

Syn og skøn er et bevismiddel

Syn og skøn er et bevismiddel, der anvendes for at sikre bevis til brug

for retssager. Bevismidlet består i en sagkyndig besvarelse af faktiske

spørgsmål til brug for bevisbedømmelsen i en retssag. Der træffes ikke under

syn og skøn retlige afgørelser, men der tilvejebringes et vurderings- og

bedømmelsesgrundlag til brug herfor. Reglerne om syn og skøn findes i

retsplejelovens kapitel 19.

Derudover indeholder retsplejelovens § 343 en særlig bestemmelse om

anvendelse af syn og skøn, selv om det ikke sker til brug for verserende

retssager (isoleret bevisoptagelse). Det er denne regel, der efter SSL § 30,

stk.1, finder tilsvarende anvendelse ved landsskatteretssager.

På skatteområdet er syn og skøn primært anvendelig i

værdiansættelsesspørgsmål. Reglen finder ikke anvendelse i vurderingssager,

idet vurderingsmyndighederne har adgang til at foretage besigtigelse af

ejendommen og til at betjene sig af særlig sagkyndig bistand.

Landsskatteretten

Reglen i SSL § 30, stk. 1 indebærer, at en part kan begære

landsskatteretssagen sat i bero, samtidig med at parten indgiver begæring om

syn og skøn ved de almindelige domstole. Landsskatteretten kan i den enkelte

sag fastsætte en frist, inden for hvilken spørgsmålet om eventuel afholdelse

af syn og skøn skal være afklaret, jf. SSL § 30, stk. 2.

Det er de almindelige domstole, der udmelder syn- og skønsmændene.

Landsskatteretten fastsætter endvidere en frist, inden for hvilken

klageren og skattemyndighederne skal meddele retten, om skønserklæringen

giver parterne anledning til at ændre deres påstande i sagen for

Landsskatteretten.

Retsplejelovens regler

Syn og skøn kan alene afholdes efter begæring af parterne i en sag. Den

part, der begærer udmeldelse af syn og skøn, betegnes som rekvirenten.

Anmodning om isoleret bevisoptagelse ved syn og skøn indgives af rekvirenten

til byretten på det sted, hvor den genstand eller fordring m.v., som ønskes

vurderet, befinder sig. Befinder genstanden sig i udlandet, indgives

anmodningen om syn og skøn til byretten på det sted, hvor en eventuel senere

retssag skal anlægges her i landet. Det er generelt en betingelse for

udmeldelse af syn og skøn, at byretten finder udmeldelsen hensigtsmæssig. Ved

udmeldelse af syn og skøn betales retsafgift med 400 kr.

Rekvirentens modpart under en eventuel senere retssag skal med en uges

varsel af byretten eller af rekvirenten underrettes om det retsmøde, hvori

der træffes beslutning om udmeldelse af syn og skøn, og om selve

bevisførelsen.

Udgifterne til syn og skøn afholdes af rekvirenten. Retten kan pålægge

rekvirenten at betale sagsomkostninger til modparten. Derimod kan det ikke

pålægges modparten at betale omkostninger ved syn og skøn til rekvirenten.

De omkostninger, som rekvirenten har afholdt, kan imidlertid indgå, når

retten under en eventuel efterfølgende retssag tager stilling til betalingen

af sagens omkostninger. Syn og skøn begæret af skatteyder i en

landsskatteretssag er omfattet af reglerne om omkostningsdækning , jf. afsnit

A.K.9.

Grundlaget for et syn og skøn er et eller flere spørgsmål (skønstemaet),

der besvares i én eller flere skønserklæringer, eventuelt suppleret

med besvarelse af mundtlige spørgsmål under den senere mundtlige forhandling

ved retten (afhjemlingen). Som syn- og skønsmænd udmeldes sagkyndige, der

skal være uvildige.

Skønstemaet kan indeholde spørgsmål stillet af hver af parterne eller af

parterne i fællesskab. Spørgsmålene skal være klare, og de skal angå bestemte

punkter og ikke efterlyse en generel vurdering eller angå en juridisk

vurdering.

Skønstemaet bør udformes så omhyggeligt, at alle de punkter, som parterne

ønsker belyst, er dækket.

Der kan under afhjemlingen i byretten stilles klargørende og uddybende

spørgsmål.

Syn- og skønsmændene skal så vidt muligt underrette parterne om syns- og

skønsforretningens foretagelse.

Syn- og skønsmændene udarbejder en skriftlig erklæring, som indeholder

deres svar. Erklæringen fremsendes til retten og til parterne. Såfremt

parterne eller en af dem ønsker det, foretages der derefter en afhjemling ved

byretten af syns- og skønsforretningen ved, at syn- og skønsmændene møder i

retten og bekræfter eller eventuelt supplerer eller korrigerer deres

skriftlige erklæring.

Syn og skøn, som er foretaget inden retssag anlægges, er under en eventuel

senere retssag undergivet grundsætningen om bevisbedømmelsens frihed.

Tilsvarende gælder ved Landsskatteretten. Syn og skøn er herefter et

bevismiddel, der i princippet ikke er bindende for bevisbedømmelsen ved

Landsskatteretten.

Parter

Efter SSL § 30 stk. 4 indtræder de statslige skattemyndigheder som part i

en sag, når der udmeldes syn og skøn. De statslige skattemyndigheder har

tillige kompetencen til at forlange syn og skøn i sager, der er indbragt for

Landsskatteretten.

Landsskatteretten er ikke part i sagen og kan derfor ikke begære

udmeldelse af syn og skøn, men Landssskatteretten kan naturligvis vejlede

sagens parter og eventuelt opfordre parterne til at lade udmelde syn og skøn.

Landsskatteretten har endvidere mulighed for undtagelsesvis at indkalde syns-

og skønsmændene til at udtale sig i et retsmøde, jf. forretningsordenen for

Landsskatteretten, § 15, stk. 2.

Klageren eller de statslige skattemyndigheder underretter skriftligt

Landsskatteretten om begæringen om udmeldelse af syn og skøn. Med

underretningen sendes kopi af rekvirentens begæring med byrettens påtegning

samt kopi af skønstemaet.

Når syns- og skønssagen er afsluttet, skal rekvirenten indsende kopi af

retsbogsudskriften til Landsskatteretten. Med udskriften skal følge syns- og

skønsmændenes udtalelse.

Er klageren rekvirent, skal klageren samtidig meddele Landsskatteretten,

om han ønsker klagen opretholdt.

Er skattemyndighederne rekvirent, kan Landsskatteretten forespørge

klageren, om klagen ønskes opretholdt eller trukket tilbage. Undlader klager

at besvare Landsskatterettens forespørgsel, anses klagen for opretholdt. Der

henvises nærmere til forretningsorden for Landsskatteretten, § 24.

Skattemyndighedernes opgave

Det praktiske arbejde for de statslige skattemyndigheder består i at tage

stilling til, om der skal begæres udmeldt syn og skøn. I bekræftende fald

skal begæringen affattes og indsendes til byretten på det sted, hvor den

genstand eller for dring mv., der ønskes vurderet, befinder sig.

Skattemyndigheden skal i så fald meddele Landsskatteretten, at der er begæret

syn og skøn, idet Landsskatterettens behandling skal stilles i bero. Ifølge

SSL § 30, stk. 4 er det de statslige skattemyndigheder der skal tage stilling

til den eller de personer (syn og skønsmænd), som retten agter at udmelde,

udfærdige selve skønstemaet samt lade sig repræsentere under afhjemlingen.

Hvis skatteyderen begærer syn og skøn, består skattemyndighedernes opgave

i at være repræsenteret i det retsmøde, hvor syn og skøn udmeldes, og udtale

sig om syn og skønsmanden og skønstemaet, samt lade sig repræsentere ved

afhjemlingen. Det vil normalt være nødvendigt, at skattemyndighederne er

repræsenteret i disse retsmøder. I modsat fald kan der ikke senere fremsættes

indsigelse.

Det må anses for undtagelsen, at skattemyndighederne begærer udmeldelse af

syn og skøn.

Forældelse

Optagelse af syn og skøn uden retssag er ikke et sådant retligt skridt,

der afbryder forældelse i medfør af 1908-lovens § 2. Derimod suspenderes

6-måneders fristen (overspringelsesfristen) i SSL § 31, stk. 1, 2. pkt., når

Landsskatterettens behandling af sagen er udsat på klagerens meddelelse

til

Landsskatteretten om, hvorvidt klagen opretholdes, jf. SSL § 30, stk. 3.

A.K.3.5 Høring, Partshøring

Reglerne om partshøring på myndighedens initiativ har til formål at sikre,

at sagens parter får lejlighed til at gøre sig bekendt med og kommentere det

faktiske afgørelsesgrundlag, inden sagen afgøres. Denne ret for parten til at

få lejlighed til at påpege misforståelser, unøjagtigheder eller

ufuldstændigheder i det foreliggende sagsmateriale, vil kunne medvirke til at

sikre, at myndighedens afgørelser træffes på det bedst mulige faktiske

grundlag.

Forvaltningslovens kapitel 5 indeholder regler om partshøring. Reglerne

betyder, at hvis en part i en sag ikke kan antages at være bekendt med, at

myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger om sagens faktiske

omstændigheder, må myndigheden ikke træffe afgørelse, før parten er gjort

bekendt med oplysningerne og har haft lejlighed til at fremkomme med en

udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den

pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse, dette

gælder også i sagerne om bindende forhåndsbesked.

SSL indeholder detaljerede regler om partshøring, og forvaltningslovens

regler har derfor næppe selvstændig betydning for de afgørelser, der træffes

i henhold til SSL. Forvaltningslovens regler om partshøring finder imidlertid

anvendelse på andre afgørelser, som skattemyndighederne træffer uden for

SSL område. Det gælder eksempelvis for skatteopkrævningen og sager om

skattetillæg.

SSL § 3 og § 21 indeholder særlige regler om partshøring og kontradiktion

i sager, som behandles af de kommunale skattemyndigheder og

skatteankenævnene. Tilsvarende regler gælder for told- og skatteregionerne og

Ligningsrådet ved foretagelse af skatteansættelser, jf. lovens § 14, stk. 4,

og § 19, stk.

1. Særlige regler om partshøring i landsskatteretssager findes i SSL §§

26, stk. 1 og 27 om mundtlig forhandling med Landsskatterettens sekretariat

og mundtlig forhandling under et egentligt retsmøde. Nærmere regler findes i

forretningsordenen for Landsskatteretten §§ 6 og 7. For Ligningsrådet findes

regler om skatteyders adgang til mundtlig forhandling i forretningsordenens

§§ 8 og 9, stk. 2.

Tilsidesættelse af reglerne om partshøring anses for en væsentlig

sagsbehandlingsfejl, der kan medføre, at skattemyndighedernes afgørelse

bliver ugyldig, jf. eksempelvis Skat 1989.9.733(TfS 1989,513) og Skat

1988.9.548 (TfS 1988,489). I sidstnævnte sag underkendte Landsskatteretten en

skatterådsafgørelse, idet klager ikke havde haft lejlighed til at ytre sig,

før skatterådet forhøjede ansættelsen på et ikke påklaget punkt. Der vil dog

ikke foreligge ugyldighed, hvis det faktiske grundlag for afgørelsen er

uændret, og den begåede fejl ikke har betydning for sagens materielle udfald,

jf. Tfs 1996.485.

Der er ikke i SSL fastsat bestemmelser om længden af den frist, som

skattemyndighederne skal give den skattepligtige til at fremkomme med en

indsigelse. Ved fastsættelsen af en frist bør der gives den pågældende part

rimelig tid til at sætte sig ind i oplysningerne og overveje svaret. Der kan

i den forbindelse tages hensyn til omfanget af oplysningerne og til sagens

karakter, herunder om parten tidligere har haft lejlighed til at udtale sig,

og om sagen er af en sådan karakter, at parten kan have behov for sagkyndig

bistand.

De skattelignende myndigheder fastsætter normalt svarfristen til 14 dage.

I praksis har skattemyndighedernes fastsættelse af en kortere svarfrist

givet anledning til problemer. En kortere frist end 14 dage anvendes typisk,

hvor sagen er ved at forælde. Højesteret har i UfR 1976, side 137, anset en

indsigelsesfrist på 8 dage for behørig under hensyn til, at sagen havde

verseret flere år forud, og at skatteyderen selv måtte bære risikoen for, at

han ikke havde kontaktet sin advokat på et tidligere tidspunkt af sagen.

Fristen for skatteyderens adgang til at udtale sig inden udløbet af

fristen i

SSL § 35, stk. 1, jf. SSL § 3, stk. 4 bør som minumum sættes til 14 dage.

Landsskatteretten har i en sag TfS 1995,863 anset, at en frist på 7 dage

var så kort, at der forelå en formalitetsmangel. Ifølge cirk. nr. 113 af 18.

juni 1990 pkt. 6 bør fristen i SSL § 3, stk. 4 ikke fastsættes til under 14

dage.

Høring af andre myndigheder

I tilfælde, hvor det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold

til lov, at høring skal ske, vil en tilsidesættelse medføre, at ansættelsen

bliver ugyldig.

I andre tilfælde, hvor en skattemyndighed indhenter en udtalelse fra en

anden myndighed, bør det i hvert enkelt tilfælde nøje overvejes, om høringen

er nødvendig.

Generelt bør det i høringsskrivelsen anføres på hvilke områder, der ønskes

en udtalelse, og hvornår udtalelsen bør foreligge.

Den nugældende skattestyrelseslov indeholder ingen regler om obligatoriske

høringsprocedurer. Derimod indeholder eksempelvis forretningsordenen for

Landsskatteretten, § 3, stk. 3, regler om høring af skatteankenævnet.

A.K.3.6 Offentlighed

Offentlighedsloven indeholder de almindelige regler om adgangen til

aktindsigt samt de særlige regler om adgangen til aktindsigt for ikke-parter.

De særlige regler om parters udvidede adgang til aktindsigt findes i

forvaltningslovens kapitel 4.

Offentlighedslovens adgang til almindelig aktindsigt er begrænset af

bestemmelserne om tavshedspligt vedrørende konkrete oplysninger om private og

personlige forhold, jf. offentlighedsloven § 12 og § 14, medens

tavshedsbestemmelserne er uden betydning i relation til sagens parter, jf.

forvaltningslovens § 9, stk. 2.

Ud over den almindelige tavshedspligt er der i skattelovgivningen særlige

bestemmelser om tavshedspligt i KSL § 87 og SL § 44. Efter disse bestemmelser

skal skattemyndighederne iagttage ubetinget tavshedspligt overfor

uvedkommende bl.a. om de skattepligtiges økonomiske, erhvervsmæssige eller

privatlivet vedrørende forhold.

Afgrænsningen af partsbegrebet i skattelovgivningen kan være vanskelig,

idet andre end selve parten (skatteyderen) kan have en så væsentlig, direkte

retlig og individuel interesse i sagens udfald, at pågældende kan få samme

status som parten.

Endvidere indeholder KSL's § 80, stk. 1, en særlig regel, hvorefter

ægtefæller har adgang til aktindsigt i hinandens selvangivelser og

skatteansættelsesforhold. Reglen gælder imidlertid alene de indkomstår, hvor

ægtefællerne har været skattemæssigt samlevende.

Retten til aktindsigt omfatter ligningsvejledningen og cirk.r med

generelle forskrifter, jf. offentlighedslovens § 8, nr. 4. Undtaget fra

retten til aktindsigt er visse sagstyper, dokumenter og oplysninger, jf.

nærmere offentlighedslovens kap. 3 og forvaltningslovens kap. 4. Eksempelvis

kan interne arbejdsdokumenter undtages fra aktindsigt, jf.

offentlighedslovens § 7 og forvaltningslovens § 12.

Aktindsigt er efter forvaltningslovens § 9, stk. 3, udelukket i

straffesager bortset fra afsluttede sager. Reglen omfatter tillige

administrative straffesager på skatteområdet. For at der er tale om en

adminstrativ straffesag må det kræves, at den kompetente myndighed har taget

synlige konkrete skridt til at behandle sagen som straffesag. Er en

straffesag rejst, har skatteyders beskikkede advokat dog adgang til

aktindsigt, men de indhentede oplysninger må ikke videregives til

skatteyderen uden myndighedernes samtykke, jf. lov nr. 625 af 21. dec. 1983

om adgang til forsvarerbistand under en administrativ skatte- eller

afgiftsstraffesag, § 2. Ved anmodning om aktindsigt skal myndigheden ifølge

Forvaltningslovens § 16, stk. 2 som hovedregel besvare anmodningen inden 10

dage.

I forbindelse med behandlingen af en klagesag skal skatteankenævnet og

Landsskatteretten tage stilling til eventuel tilsidesættelse af formelle

regler, herunder reglerne om aktindsigt.

Særskilt klage over afslag på anmodning om aktindsigt er imidlertid

omfattet af bek. nr. 513 af 16. juni 1994. Ifølge bekendtgørelsens § 2 kan

afgørelser om aktindsigt, der træffes af den kommunale skattemyndighed, et

skatteankenævn, et vurderingsråd eller et skyldråd, påklages til told- og

skatteregionen.

Regionens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

I administrative sager uden for det egentlige ligningssystem, hvor told-

og skatteregionerne træffer afgørelse om aktindsigt som første instans, kan

afgørelserne påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. bekendtgørelsens § 3,

stk. 1.

Afgørelser om aktindsigt i ligningsrådssager træffes af Told- og

Skattestyrelsen som sekretariat for Ligningsrådet. Afgørelser om aktindsigt

truffet af Told- og Skattestyrelsen eller af Landsskatteretten kan ikke

indbringes for anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 3, stk.

2 og 3.

Videregivelse af oplysninger til andre myndigheder

Bestemmelserne i forvaltningsloven §§ 28-32 indeholder de nærmere regler

om, i hvilke tilfælde f.eks. en skattemyndighed og ansatte inden for en

skattemyndighed må og eventuelt skal videregive fortrolige oplysninger til

andre forvaltningsmyndigheder og andre grene af samme forvaltningsmyndighed.

Bestemmelsen i § 28 begrænser videregivelsen af oplysninger vedrørende

rent private forhold (de særlig følsomme oplysninger), som kun rent

undtagelsesvis må videregives til andre forvaltningsmyndigheder, og

almindeligt fortrolige

oplysninger, der må videregives, når videregivelsen er et nødvendigt led i

egen sagsbehandling eller må antages at være af væsentlig betydning for

løsning af andre forvaltningsmyndigheders opgaver. Jf. pkt. 3 i cirk. nr. 39

af 26. marts 1995 om skattemyndighedernes tavshedspligt og TSS´s afgørelse

vedrørende udlejning af sommerhuse, TfS 1995,647. Det er den myndighed, som

er i besiddelse af de fortrolige oplysninger, der afgør om videregivelse er

berettiget, samt i hvilken form de pågældende oplysninger skal videregives,

jf. TfS 1996,503.

Særlig følsomme oplysninger

Særlig følsomme oplysninger er efter § 28 bl.a. oplysninger om religion og

oplysninger om politiske, foreningsmæssige og strafbare forhold samt

oplysninger om helbredsmæssige forhold og sociale problemer. Disse

oplysninger må som udgangspunkt kun videregives til anden

forvaltningsmyndighed, når den, som oplysningen angår, har givet samtykke.

Dette samtykke skal i almindelighed gives skriftligt og specifikt, jf.

bestemmelsens stk. 4.

Andre fortrolige oplysninger

Økonomiske og erhvervsmæssige oplysninger anses ikke for særlig følsomme

oplysninger, men er omfattet af bestemmelsen i forvaltningslovens § 28, stk.

3, hvorefter videregivelse til anden forvaltningsmyndighed kun kan ske, når

det må antages, at oplysningen vil være af væsentlig betydning for

myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, myndigheden skal træffe.

Reglen betyder, at skattelovgivningens tavshedspligtbestemmelser som

udgangspunkt er uden betydning, når spørgsmålet vedrører videregivelse til

andre forvaltningsmyndigheder.

Det er ensbetydende med, at begrebet »uvedkommende« i de særlige

bestemmelser på skatteområdet i relation til andre forvaltningsmyndigheder må

fortolkes i overensstemmelse med kriteriet i forvaltningslovens § 28, stk.

3. Videregivelse af skatteoplysninger kan herefter ske, når oplysningen

vil være af væsentlig betydning for myndighedens virksomhed.

De nærmere retningslinjer for videregivelsen af skatteoplysninger efter

anmodning fra andre forvaltningsmyndigheder er beskrevet i pkt. 3 i cirk. nr.

39 af 26. mar. 1995. For så vidt angår uopfordret videregivelse af

skatteoplysninger til andre forvaltningsmyndigheder kan videregivelse efter

cirkulærets pkt. 3.7. ske, hvis der er en konkret mistanke om en

lovovertrædelse - uanset om denne er begået hændeligt, uagtsomt eller

forsætligt - og oplysningens videregivelse må forventes at kunne medvirke

til, at lovovertrædelsen konstateres og dermed berigtiges.

Videregivelse af oplysninger inden for samme myndighed

Forvaltningslovens § 28 omhandler ikke tilfælde, hvor skatteoplysninger

videregives inden for samme myndighed. Spørgsmålet har særlig betydning i

forholdet til de forskellige grene af den kommunale forvaltning. Om

videregivelse

af fortrolige oplysninger kan finde sted i disse tilfælde beror på, om

videregivelsen efter reglerne om tavshedspligt må anses for

»berettiget«.

Videregivelse af skatteoplysninger må anses at være uberettiget, såfremt

skatteforvaltningen er bekendt med, at oplysningen er uden betydning for

modtagerens udførelse af de opgaver, der er pålagt den pågældende. I

forvaltningslovens § 32 er det præciseret, at de personer, der virker i den

offentlige forvaltning, ikke må skaffe sig fortrolige oplysninger, der ikke

har betydning for det arbejde, de udfører.

I praksis har spørgsmålet været rejst i forbindelse med videregivelse af

skatteoplysninger til økonomiudvalg og til borgmester og kommunaldirektør som

ledere af den kommunale administration.

Uanset bestemmelsen i SSL § 1, stk. 2, hvorefter kommunalbestyrelsen ikke

kan behandle den kommunale skattemyndigheds (konkrete) afgørelser, kan

kommunalbestyrelsen ikke anses som en anden forvaltningsmyndighed. Der er

således tale om den samme forvaltningsmyndighed, og videregivelse af

oplysninger kan herefter ske, hvis det er sagligt begrundet som led i det

pågældende udvalgs eller den pågældende persons funktion. Skatteoplysninger

kan derimod kun udleveres, hvis begæring om udlevering sker i forbindelse med

skatte- og kontrolformål. Jf. pkt. 4 i cirk. nr. 39 af 26. mar. 1995.

A.K.3.7 Skattemyndighedernes afgørelse

SSL og de i medfør heraf udstedte bestemmelser indeholder detaljerede krav

om skattemyndighedernes fremgangsmåde i forbindelse med afgørelsen om

ansættelse af indkomst og formue.

Sagsfremstilling

Der findes detaljerede regler om udarbejdelsen af sagsfremstilling ved

skatteankenævnene, jf. SSL § 21, stk. 3. Disse regler gælder tillige for

Told- og Skattestyrelsens, told- og skatteregionernes, Ligningsrådets og

Landsskatterettens sagsbehandling, jf. SSL § 14, stk. 4, § 19, stk. 1, og §

25, stk. 2.

Forretningsordenen for skatteankenævnene § 11 indeholder minimumskravene

til en sagsfremstilling. Bestemmelsen i stk. § 11,stk. 5 indeholder tillige

en regel om, at sagsfremstillingen skal ledsages af et forslag til sagens

afgørelse.

Reglen om sagsfremstilling må anses for at være garantiforskrifter, hvis

tilsidesættelse medfører, at afgørelsen bliver ugyldig, jf. TfS 1994,772.

Såfremt en afgørelse tilsidesættes som ugyldig på grund af en formel fejl,

kan den pågældende skattemyndighed træffe en ny afgørelse med samme indhold

under iagttagelse af den korrekte procedure. I den forbindelse bemærkes de

særlige regler om skattemyndighedernes indbyrdes kompetence i SSL § 36, samt

fristen for forhøjelser af ansættelser i SSL § 35.

Begrundelse

Af særlig betydning i skattesager er reglerne om begrundelse. SSL

indeholder ingen særlige regler om begrundelse, og det betyder, at

forvaltningslovens kapitel 6, der indeholder udførlige bestemmelser om

kravene til begrundelse, finder anvendelse i skattesager.

Efter forvaltningslovens § 22 skal en skriftlig afgørelse altid begrundes,

medmindre afgørelsen fuldt ud giver parten medhold. Forvaltningslovens § 24

indeholder de nærmere regler om indholdet af begrundelsen.

Begrundelsen skal fremtræde som en forklaring på, hvorfor afgørelsen har

fået det pågældende indhold. Begrundelsen for afgørelsen skal henvise til de

retsregler, i henhold til hvilken afgørelsen er truffet. Beror afgørelsen på

en fortolkning af en bestemmelse, bør der tillige redegøres for den anlagte

fortolkning. I det omfang afgørelsen beror på et skøn, skal begrundelsen

tillige indeholde de hovedhensyn, der har været bestemmende for udøvelsen af

skønnet. Foreligger der en domspraksis eller administrativ praksis, skal der

nærmere redegøres herfor. Endelig skal begrundelsen indeholde en kort

redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som

har været tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Navnlig reglen i § 24, stk. 1, 2. pkt., om angivelse af de hovedhensyn,

der har været bestemmende for et administrativt skøn, har givet anledning til

problemer, idet der på skatteområdet forekommer talrige afgørelser, der har

skønsmæssig karakter, jf. TfS 1996,779. I denne sag havde den kommunale

skattemyndighed forhøjet indkomsten med 100.000 kr., ud fra et samlet skøn

vedrørende værdi af løn, eget arbejde og mestersalær uden at der var

redegjort for, hvorledes dette skøn nærmere var fremkommet, herunder på

hvilket grundlag det var udøvet og skønnets fordeling mellem de enkelte

indkomstarter, der ikke havde et fælles opgørelsesgrundlag. Da afgørelsen

ikke indeholdt de hovedhensyn, der havde været bestemmende for skønsudøvelsen

var forhøjelsen ugyldig, jf. Forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2. pkt. Jf.

tillige TfS 1996,495.

For så vidt angår afslag på ansøgninger om bevilling antages det i

praksis, at begrundelseskravet lempes, således at det må anses

tilstrækkeligt, at der i begrundelsen henvises til sædvanlig praksis eller

til, at den nødvendige dokumentation ikke foreligger.

Formålet med begrundelseskravet er, at en skatteyder skal kunne vurdere

mulighederne for at opnå en ændret afgørelse ved eventuel klagebehandling.

Begrundelseskravet må derfor anses for en garantiforskrift, hvis

tilsidesættelse vil medføre, at afgørelsen bliver ugyldig, jf. TfS. 1996,554.

Underretning om afgørelsen

Underretning om afgørelsen skal ske til skatteyder selv. Har skatteyder

under sagen været repræsenteret af en anden person, påhviler det efter

forretningsordnerne skattemyndighederne ved alle afgørelser også at

underrette partsrepræsentanten. SSL's klagefrister regnes fra det tidspunkt,

hvor den skattepligtige har modtaget underretning om afgørelsen, jf. § 21,

stk. 1 og § 25, stk. 1.

For så vidt angår en ægtefælles klageadgang i henhold til KSL § 80, stk.

2, er det i praksis antaget, at den sædvanlige klagefrist først løber fra det

tidspunkt, hvor vedkommende bliver bekendt med afgørelsen af ægtefællens

skatteansættelse. Hertil bemærkes, at også en ægtefælle skal varsles om

afgørelsen i form af en agterskrivelse med indsigelsesfrist, når ændringen

har indflydelse på ægtefællens ansættelse, jf. SSL § 4, stk. 3.

Klagevejledning

Reglerne om klagevejledning i skattesager findes i forvaltningslovens § 25

og § 26. Reglerne er gentaget i de forskellige forretningsordner, der er

udstedt i henhold til SSL.

Reglerne betyder, at skattemyndighedernes afgørelser, der skal meddeles

skriftligt, skal være ledsaget af en vejledning om klageadgang.

Klagevejledning skal dog ikke gives, hvis afgørelsen fuldt ud giver den

pågældende medhold.

Der skal gives klagevejledning, hvadenten klageadgangen er hjemlet i SSL

regler eller den blot følger af den almindelige ulovbestemte regel om

administrativ

rekurs.

Klagevejledningen skal indeholde angivelse af klageinstans og oplysninger

om fremgangsmåden ved indgivelse af klagen, herunder om eventuelle

tidsfrister. Vejledningen skal i fornødent omfang indeholde oplysning om,

hvorvidt der inden for det pågældende sagsområde gælder særlige begrænsninger

i klageinstansens kompetence.

Det kan være hensigtsmæssigt at angive i klagevejledningen, hvorvidt

klager bør fremkomme med eventuelle andre oplysninger, der er egnede til at

fremme behandlingen af klagesagen, f.eks. om bestemte dokumenter eller

oplysninger bør ledsage klagen.

Det betyder eksempelvis, at skatteankenævnenes klagevejledning bl.a. bør

indeholde oplysninger om, at skatteankenævnets sagsfremstilling skal

indsendes til Landsskatteretten samtidig med klagen.

Reglerne i forvaltningslovens § 25, stk. 1, fastsætter alene regler om

administrativ rekurs. Det følger imidlertid af den vejledningspligt, som

efter forvaltningslovens § 7 påhviler skattemyndighederne, at der i nogle

tilfælde afhængig af de konkrete omstændigheder bør vejledes om muligheden

for klage til Folketingets Ombudsmand eller de kommunale tilsynsmyndigheder.

Tilsvarende gælder, hvor skatteborgeren har mulighed for domstolsprøvelse,

jf. forvaltningslovens § 26, hvorefter der alene skal gives vejledning om

muligheden for sagsanlæg ved domstolene , hvis der gælder lovbestemte frister

for et sagsanlæg. Reglen har alene betydning for skatteansættelsesspørgsmål,

som er påkendt af Landsskatteretten, jf. SSL § 31.

A.K.4 Genoptagelse

A.K.4.1 Skatteyders adgang til genoptagelse indenfor 3 årsfristen

En skatteyder kan anmode den kommunale skatteforvaltning om genoptagelse

af en skatteansættelse inden 3 år efter udløbet af det pågældende indkomstår,

jf. SSL § 4, stk. 1.

Det er en betingelse for genoptagelse, at den skattepligtige fremlægger

nye oplysninger. I praksis vil en genoptagelse kunne finde sted, hvis en

materielretlig (ligningsmæssig) vurdering fører til, at ansættelsen bør

ændres, jf. TfS 1996,714 og TfS 1996,655.

Har ansættelsen tidligere været behandlet og afgjort af skatteankenævnet

eller Landsskatteretten, skal anmodningen om genoptagelse dog indgives til

skatteankenævnet eller Landsskatteretten, jf. SSL § 22 og § 29.

Anmodes der om genoptagelse vedrørende punkter, som skatteankenævnet eller

Landsskatteretten ikke tidligere har taget stilling til, skal anmodningen om

genoptagelse dog indgives til den kommunale skattemyndighed.

A.K.4.2 Skatteyders adgang til genoptagelse udover 3 årsfristen Indkomstår

fra og med 1990

Der kan ikke ske genoptagelse ved den kommunale ligningsmyndighed efter

3-årsfristens udløb. Ifølge SSL § 4, stk. 2 er skatteministeren bemyndiget

til at tillade genoptagelse efter udløbet af 3-årsfristen i stk. 1, når

forholdene i særlig grad taler derfor (Ekstraordinær genoptagelse).

Ifølge sagsudlægningsbekendtgørelsen (bek. nr.527 af 17. jun. 1996) er det

told- og skatteregionerne (for København og Frederiksberg kommuner det

pågældende skattedirektorat), der skal træffe afgørelse om ekstraordinær

genoptagelse som 1. instans, med klageadgang til Told- og Skattestyrelsen.

Ifølge cirk. nr. 71 af 12. apr. 1996 skal anmodning om genoptagelse

fremsættes skriftligt og skal indeholde oplysninger, som dels kan begrunde en

ændret skatteansættelse, dels at der foreligger sådanne særlige forhold, at

en ekstraordinær genoptagelse er berettiget. Anmodningen skal være fremsat

uden ugrundet ophold (vejledende 3 måneder), efter at den skattepligtige er

blevet opmærksom på de nye oplysninger, der berettiger til en ekstraordinær

genoptagelse. Det er forudsat, at det forhold, som begrunder ekstraordinær

genoptagelse, er klart dokumenteret af den skattepligtige.

De særlige forhold, der kan begrunde ekstraordinær genoptagelse, kan

eksempelvis være tilfælde, hvor en skatteyder er blevet beskattet af en

indtægt, der efterfølgende er reguleret således, at den skattepligtige

indkomst bliver mindre end forudsat ved skatteansættelsen. Tilsvarende gælder

tilfælde, hvor en udgift er fratrukket ved skatteansættelsen, og det

efterfølgende viser sig, at udgiften er større end først antaget. Reglen

omfatter tillige genoptagelse som følge af, at et vilkår om et

skatteforbehold i en privatretlig aftale, der ligger til grund for en

skatteansættelse, bliver aktuelt. Også en omgørelse af en privatretlig

disposition, der ligger til grund for en skatteansættelse, vil kunne begrunde

genoptagelse, hvis omgørelsen har skattemæssig betydning, og skatteyderen

dokumenterer, at den privatretlige disposition er omgjort uden unødigt

ophold, og at den sene omgørelse ikke kan bebrejdes ham.

Derimod udgør et glemt eller uudnyttet fradrag ikke et sådant særligt

forhold, at ekstraordinær genoptagelse kan tillades. Heller ikke tilfælde,

hvor skatteansættelsen er foretaget skønsmæssigt på grund af manglende

selvangivelse, og selvangivelsen så indgives mere end 3 år efter

indkomstårets udløb, begrunder i sig selv ekstraordinær genoptagelse.

Heller ikke skatteyderens sociale, personlige eller økonomiske forhold vil

kunne begrunde ekstraordinær genoptagelse.

Et særligt forhold er ansvarspådragende fejl hos ligningsmyndigheden,

f.eks. hvor der er tale om en åbenbart urimelig taksation. Den omstændighed,

at ligningsmyndigheden ved ligningen har fulgt en praksis, som senere bliver

underkendt ved Landsskatteretten eller domstolene, er ikke at betragte som en

fejl.

En underkendende dom eller kendelse giver ikke i sig selv et generelt

grundlag for ekstraordinær genoptagelse.

SSL § 4, stk. 2 giver hjemmel for den hidtidige praksis gengivet i

TSS-cirk. nr. 1993-9 om genoptagelse af skatteansættelser i anledning af, at

domstolene eller Landsskatteretten har underkendt ligningsmyndighedernes

praksis, og der herefter er udsendt et særligt genoptagelsescirk.. Når der er

udsendt et sådant særligt genoptagelsescirk., skal der kun gives særskilt

tilladelse til ekstraordinær genoptagelse efter § 4, stk. 2, hvis fristen i

det pågældende genoptagelsescirk. er overskredet.

Hvis den urigtige ansættelse skyldes svig fra tredjemand, er dette også et

forhold, der kan begrunde ekstraordinær genoptagelse.

Ekstraordinær genoptagelse forudsætter, at ansættelsesændringen er af en

vis størrelse (vejledende minimum 3000 kr. pr. år)

Der er formelt ingen grænser for hvor gamle indkomstår, der kan

genoptages. § 4, stk. 2 omfatter dog ikke indkomstår før 1990. Ekstraordinær

genoptagelse kan ikke foretages, hvis skatteyderens krav på tilbagesøgning af

den for meget betalte skat er forældet jf. 1908-loven. Det forudsættes , at

jo ældre år der søges genoptaget, jo større krav skal der stilles til

skatteyderens sandsynliggørelse af, hvorfor genoptagelsesanmodningen ikke er

fremsat tidligere.

Ved ekstraordinær genoptagelse kan skattemyndighederne foretage ændringer

af skatteansættelser for andre indkomstår, når de er en direkte følge af den

begærede genoptagelse, jf SSL § 4, stk. 3. Disse ændringer er ikke begrænset

af forhøjelsesfristerne i SSL § 35. Hvis f.eks. en nedsættelse i det ene år

medfører en forhøjelse i et andet år, kan skattemyndigheden forhøje for dette

år uden at være begrænset af fristen i § 35.

En anmodning om ekstraordinær genoptagelse, der er imødekommet, kan ikke

tilbagekaldes.

Hvis ansættelsen tidligere har været behandlet og afgjort af

skatteankenævnet eller Landsskatteretten, skal anmodning om genoptagelse

indgives til skatteankenævnet eller Landsskatteretten, jf. SSL §§ 22 og 29.

Disse instanser er ikke begrænset af tidsfrister i adgangen til at genoptage.

Indkomstår før 1990

For disse indkomstår kan der helt undtagelsesvist ske en bevillingsmæssig

genoptagelse. Bevillingsmæssig genoptagelse er en ministerbeføjelse, og

kompetencen til at træffe afgørelse om genoptagelse som 1. instans er henlagt

til regionerne ( for København og Frederiksberg kommuner det pågældende

skattedirektorat) med klageadgang til TSS. Tilladelse til ekstraordinær

genoptagelse kan ske i tilfælde, hvor der foreligger ansvarspådragende fejl i

forbindelse med ligningen, f.eks. hvor der er tale om åbenbart urimelige

taksationer.

Der kan endvidere ske genoptagelse for disse indkomstår, hvis der er

udsendt et særligt genoptagelsescirk. på området.

A.K.5 Forældelse

Forældelse af skattekrav

Skatte- og afgiftskrav forældes efter 1908-loven om forældelse af visse

fordringer på 5 år. I A.K.5.5 omhandles den 20 årige forældelsesfrist, der

gælder ved siden af fristen i 1908-loven. Forældelsesreglerne vedrører kun

selve kravet, medens fristreglerne i SSL regulerer mulighederne for at ændre

eller at få ændret en tidligere foretaget skatteansættelse.

Krav på skatter og afgifter fortabes, hvis de ikke inden 5 år fra

forfaldsdagen er anerkendt af skatteyderen, respektive den afgiftspligtige,

eller gjort gældende af det offentlige. Hvad der i denne sammenhæng forstås

ved, at et krav er gjort gældende, omhandles under A.K.5.4.

Hvis et krav på skat eller afgift er forældet, kan det ikke rejses. En

forældet fordring kan derfor ikke anvendes til modregning.

A.K.5.1 Hvilke skatter og afgifter?

1908-loven omhandler skatter eller afgifter af offentligretlig natur. Loven

omfatter såvel personlige skatter af enhver art som dødsbo- og selskabsskat,

arve- og gaveafgift, frigørelses- og afståelsesafgift, afgift og indkomstskat

i medfør af pensionsbeskatningsloven og kapitaltilførselsafgift. Spørgsmålet

om forældelse af ejendomsskatter er holdt uden for denne fremstilling.

1908-loven omfatter endvidere krav på betaling og tilbagebetaling af

kirkeskat.

A.K.5.2 Hvornår begynder forældelsesfristen at løbe ?

Forældelsesfristen efter 1908-loven løber normalt fra det øjeblik, da

kravet er forfaldent til betaling. Forfaldstidspunktet for de forskellige

skatte- og afgiftskrav er lovbestemte.

Også upålignede skatter mv.

Loven omhandler statens eller kommunens krav på skatter eller afgifter af

offentligretlig natur. Forældelsesfristen løber, selv om kravet ikke er gjort

op, medmindre myndighederne befinder sig i utilregnelig uvidenhed om deres

krav, jf. om suspension afsnit A.K.5.3.

Den 5- årige forældelsesfrist løber i almindelighed fra den dag, der ville

have været forfaldsdag, hvis skattekravet var blevet rejst ved ligningen for

det pågældende indkomstår, skd. 40.25.

Ifølge KSL opkræves skat dels som foreløbig skat, dels som restskat. Dette

medfører, at forældelsesfristen for personlige skatter af indkomst og formue

- der ikke har været indeholdt eller opkrævet som foreløbig skat - skal

regnes fra det sædvanlige forfaldstidspunkt for betaling af restskat.

1908-lovens forældelsesfrist for upålignede skatter for 1996 løber således

fra 1. sep. - 1. nov. 1997 (1/3 af kravet fra hver af disse datoer).

A.K.5.3 Suspension af forældelsen

Forældelsesfristen suspenderes, hvis kreditor på grund af utilregnelig

uvidenhed har været ude af stand til at gøre sit krav gældende. Der kan være

tale om uvidenhed m.h.t. kravets eksistens eller skyldnerens opholdssted, jf.

1908-lovens § 3 . I tilfælde af suspension løber forældelsesfristen først fra

det tidspunkt, hvor den suspenderende omstændighed ophører. Den tid, der

herefter medgår til sagens færdigekspedition, medfører dog ikke yderligere

suspension af forældelsesfristen.

På skatteområdet findes en lang række afgørelser vedrørende suspension som

følge af skattemyndighedernes manglende kendskab til et skattekravs

eksistens, jf. f.eks. TfS 1995,833, TfS 1996,537, TfS 1996,575.

Retlige vildfarelser

Retlige vildfarelser udskyder ikke forældelsen, jf. UfR 1927,585 HRD og

TfS 1996,93.

Vildfarelser af faktisk karakter

Vildfarelser af faktisk karakter kan derimod medføre suspension.

Efter domspraksis stilles der strenge krav til skattemyndighedernes

agtpågivenhed, herunder en pligt til at indhente oplysninger. Det er således

ikke tilstrækkeligt til at udskyde forældelsesfristens begyndelsestidspunkt,

at skatteyderens

selvangivelse har været urigtig, såfremt skattemyndighederne ved en

sædvanlig undersøgelse af selvangivelsen og eventuelt en sammenligning af

denne med tidligere års selvangivelser burde være blevet opmærksomme på det

ikke oplyste forhold.

På den anden side kan myndighederne naturligvis ikke være forpligtede til

at tage alle eventualiteter i betragtning eller til at foranstalte

dyberegående undersøgelser uden synlig anledning, jf. TfS 1996,575.

Hvis der ikke er anledning til at betvivle rigtigheden af f.eks. et

selvangivet fradrag vil skattemyndighederne ikke ved ligningen være

forpligtede til at foretage en nærmere undersøgelse af det selvangivne beløb,

jf. ØLD i Skat 1990.4.255(TfS 1990,120).

Støder skattemyndighederne under en efterprøvelse af det regnskabsmæssige

grundlag på oplysninger, som ikke kan udledes af selvangivelsen, og såfremt

de havde været oplyst under ligningen, ville have ført til en højere

skatteansættelse end den faktisk foretagne, suspenderes forældelsesfristen

med hensyn til det yderligere skattekrav indtil det tidspunkt, da

skattevæsenet bliver i stand til at gøre sit yderligere krav gældende, jf.

skd. 63.347.

Vestre Landsrets kendelse af 18/3-1992, (TfS 1992,213), vedrørte et

tilfælde, hvor en skatteyder i 1981 fik udbetalt en rateforsikring, hvorefter

han i 1982 bosatte sig i England. Kravet om tillægsskat forfaldt til betaling

i 1982.

Skatteyder vendte i 1989 tilbage til Danmark, hvor han blev afkrævet

skatten.

Vestre Landsret fandt, at 1908-lovens forældelsesfrist alene suspenderes i

de i 1908-loven opregnede tilfælde. Forældelsesfristen var derfor ikke

suspenderet, idet skattemyndighederne havde kendskab til skatteyderens

opholdssted, selvom det havde været umuligt at inddrive skattegælden under

hans ophold i England.

Ved Århus byrets dom i UfR 1982.872 ansås et momskrav for forældet, da

toldvæsenet ved henvendelse til skyldnerens fader kunne have fået oplysning

om dennes opholdssted i Canada. Toldvæsenet havde tidligere været i

forbindelse med faderen. Herefter ansås forældelsesfristen ikke for

suspenderet.

A.K.5.4 Afbrydelse af forældelsen

Efter 1908-loven afbrydes den 5-årige forældelsesfrist, når

fordringshaveren inden fristens udløb enten erhverver skyldnerens erkendelse

af gælden eller foretager retslige skridt mod ham og uden ufornødent ophold

forfølger disse til erhvervelse af forlig, dom eller anden retsafgørelse.

Når forældelsesfristen efter denne bestemmelse er afbrudt, kan der begynde

at løbe en ny 5-årig forældelsesfrist, se nedenfor om forskellen mellem

sådanne tilfælde og tilfælde, hvor fordringshaveren erhverver et særligt

retsgrundlag.

Erkendelse af gælden

Skatteyderens erkendelse af et konkret opgjort skatte- eller afgiftskrav

kan opnås på flere måder. Erkendelsen kan være udtrykkelig - uden dog at have

karakter af et særligt retsgrundlag - og stiltiende, f.eks. i form af en

anmodning om henstand eller lempelse jf. skd. 70.78 og 71.686.

Gives der ansøgt henstand, løber der en ny frist fra henstandens ophør,

jf.

Skat 1989.11.860 HD(TfS 1989,590) og TfS 1995,691. Også en afdragsordning

indebærer en erkendelse af fordringen. Udebliver skyldneren med et eller

flere afdrag, løber der en ny forældelsesfrist fra tidspunktet for

misligholdelsen.

Konsekvensændringer i forbindelse med berostillelse

Såfremt en skatteyder efter aftale med skattemyndighederne har fået

stillet sagen i bero med henblik på at afvente udfaldet af en verserende sag

ved Landsskatteretten eller domstolene, skal skattemyndighederne tage

forbehold for at kunne foretage konsekvensmæssige ændringer i

skatteansættelsen for det pågældende og evt. efterfølgende indkomstår.

Såfremt der ikke er taget forbehold for ændringer ved denne aftale kan evt.

skattekrav for efterfølgende indkomstår, der opstår i forbindelse med

genoptagelsen blive forældet. For at den 5- årige forældelsesfrist kan anses

for afbrudt, skal skattemyndighederne derfor på tidspunktet for

berostillelsen sikre sig at opnå skatteyderens erkendelse af at skylde et

konkret opgjort skattekrav.

Indbringelse for skatteankenævnet eller Landsskatteretten

Klage til skatteankenævnet eller Landskatteretten afbryder ikke

forældelsesfristen.

SSL § 31, stk. 1 afskærer ikke skattemyndighederne fra at anlægge sag ved

domstolene for at afbryde forældelsesfristen, selv om sagen verserer ved

f.eks.

Landsskatteretten.

Egen anmeldelse

En »selvmelders« henvendelse til skattemyndighederne om

udeholdelser eller fejl i hans selvangivelse, som myndighederne allerede er

på det rene med, afbryder ikke uden videre forældelsesfristen. Det afhænger

af henvendelsens nærmere indhold, om den kan betragtes som en erkendelse af

(yderligere) skattegæld eller måske endog som et særligt retsgrundlag, se

nærmere nedenfor.

Indgivelse af en gaveanmeldelse betragtes ikke som en anerkendelse af

fordringen på afgift. En gaveanmeldelse indsendt efter anmeldelsesfristens

udløb og efter, at afgiftsmyndigheden på anden måde er eller burde være

kommet til kundskab om gaven, afbryder med andre ord ikke forældelsesfristen,

jf. UfR 1968,240.

Retslige skridt

De retslige skridt mod skyldneren, som afbryder forældelsesfristen, er

sagsanlæg ved domstolene, udlæg, arrest og anmeldelse i skyldners konkursbo,

tvangsakkord- eller gældssaneringsbo. Det samme gælder indgivelse af

konkursbegæring, hvis denne fører til afsigelse af dekret.

Anmeldelse af krav i offentligt skiftede boer afbryder ligeledes

forældelsesfristen.

Ved sagsanlæg er tidspunktet for indlevering af stævning til retten

afgørende for, hvornår forældelsesfristen er afbrudt. For udlægs vedkommende

afbrydes forældelsen ifølge Rpl § 527 ved indgivelse af anmodningen om udlæg,

såfremt fordringshaveren søger forretningen fremmet uden ugrundet ophold.

Ved udlæg for skatter og afgifter, der foretages af told- og skattefogeder

og kommunernes pantefogeder, regnes fristen fra selve udlæggets foretagelse.

Udlægsforretningen anses for fremmet, når der foretages udlæg og dette

følges op med tvangsrealisation, jf. TfS 1995,802 . Selv om

udlægsforretningen slutter som forgæves, bevares den afbrydende virkning på

forældelsesfristen, jf. TfS 1995,802 .

Gældsbrev eller andet særligt retsgrundlag

Forældelsesfristen på 5 år gælder ikke, når der for fordringen er udstedt

gældsbrev eller tilvejebragt andet særligt retsgrundlag, hvorved gælden er

anerkendt af skyldneren eller på anden måde skriftligt fastslået. Fordringer,

som således er sikrede, forældes efter bestemmelsen i Danske Lov 5-14-4, se

A.K.5.5

Selvom der er udstedt et gældsbrev for en fordring, kan et vedhængende

rentekrav selvstændigt forældes efter 1908-loven.

Hvis et pantebrev i fast ejendom eller i løsøre ikke fastslår, at debitor

skylder et bestemt beløb, opfylder pantebrevet ikke 1908-lovens betingelser.

Heraf følger, at udstedelse af et skadesløsbrev ikke forhindrer, at den

underliggende fordring kan forældes på 5 år. Overgivelse af et ejerpantebrev

til sikkerhed for fordringen er heller ikke tilstrækkeligt. De andre særlige

retsgrundlag forudsætter også, at fordringens størrelse er fastslået. Således

blev en transporterklæring, som ikke indeholdt oplysning om skyldforholdet

mellem parterne, ikke anset som et særligt retsgrundlag, jf. den i UfR

1965.608 refererede byretsafgørelse.

Indirekte fastsættelse af fordringens størrelse, f.eks. ansættelse af den

skattepligtige indkomst, kan efter omstændighederne være tilstrækkelig.

Den fyldestgørelsesadgang, som er hjemlet i investeringsfondslovens § 9,

stk. 3, for skattekrav, der er opstået ved indtræden af de i lovens §§ 9,

stk. 1, og 10, stk. 1, nævnte begivenheder, udgør ikke et særligt

retsgrundlag, fordi skattetilsvarets størrelse ikke lader sig fastslå

umiddelbart på grundlag af henlæggelserne. Det samme gælder med hensyn til

skattetilsvar i medfør af ETBL §§ 9, stk. 1 og 2, og 11, stk. 1 og 3, jf. §

9, stk. 3.

Derimod udgør domme og forlig sådanne retsgrundlag, der opfylder

betingelserne i 1908-loven. Også et tilbud fra en skatteyder, som accepteres

af myndighederne, opfylder betingelserne. Derimod kan et udlæg, en arrest

eller et andragende om henstand, lempelse eller afdragsvis betaling ikke

anses som et særligt retsgrundlag.

A.K.5.5 Den 20-årige forældelse

Forældelsesreglen i Danske Lov 5-14-4 gælder ved siden af 1908-loven, men

dens praktiske betydning for skatter og afgifter er ikke stor.

Reglen i Danske Lov går ud på, at bestemmelsen angår alle

formuefordringer, herunder også det offentliges krav på skatter og afgifter i

tilfælde, hvor der foreligger et særligt retsgrundlag, eller hvor 1908-lovens

forældelsesfrist har været suspenderet.

Forældelsesfristen løber fra fordringens stiftelse eller fra det

tidspunkt, hvor det gældsbrev mv., som sætter den 5-årige forældelsesfrist ud

af kraft, tilvejebringes. Krav på almindelig indkomstskat stiftes ved

indkomstårets udløb.

Tilsvarende stiftes krav på restskatter ved indkomstårets udløb. Krav på

betaling af løbende B-skatterater stiftes også ved indkomstårets udløb.

Tilsvarende gælder for selskabsskatter.

Afgiftskrav anses i øvrigt normalt at være stiftet ved den afgiftspligtige

begivenheds indtræden.

En meget væsentlig forskel på reglen i 1908-loven og reglen i Danske Lov

er, at den 20-årige forældelse ikke suspenderes, se A.K.5.3. Derimod afbrydes

den 20-årige forældelse ikke alene ved skyldnerens erkendelse og ved retslige

skridt, men også ved enhver påmindelse fra kreditor, hvorved der gives udtryk

for, at kravet fastholdes.

Udbytteskat - tilbagebetalingskrav

ØLD af 24. maj 1982 (skd. 65.208). Et holdingselskabs tilbagebetalingskrav

på udbytteskat, der var indbetalt af et datterselskab i medfør af KSL § 65,

var ikke omfattet af 1908-loven. Tilbagebetalingskravet er herefter omfattet

af forældelsesreglen i Danske Lov 5-14-4.

A.K.6 Klagebehandlingen

A.K.6.1 Administrativ rekurs

Behandlingen af skattesager i ligningssystemet bygger på et

tre-instansprincip, medens det administrative klagesystem bygger på et

to-instansprincip.

A.K.6.1.1 Ligningssystemet

Inden for ligningssystemet kan den kommunale skattemyndigheds

skatteansættelse klagebehandles ved de to administrative klageinstanser -

skatteankenævnet og Landsskatteretten. Klageberettiget er alene den

skatteyder, der må anses som part i sagen.

Reglerne om klagebehandling ved skatteankenævn og Landsskatteretten findes

i SSL kapitel 3.

Landsskatterettens saglige kompetence er angivet i SSL § 23.

Kompetenceområdet omfatter efter SSL § 24 spørgsmål om skattepligt efter

lovgivningens regler om indkomst- og formueskat til staten, spørgsmålet om en

skatteansættelse er ugyldig som følge af formelle fejl, og spørgsmål om

indkomst eller formue er ansat eller beregnet forkert. De administrative

klageinstanser skal endvidere behandle klager over formelle fejl, dvs. klager

over manglende kompetence og sagsbehandlingsfejl i forbindelse med

skattemyndighedernes afgørelser.

Uden for kompetenceområdet falder spørgsmål om forældelse efter de

civilretlige regler i 1908-loven, spørgsmålet om strafansvar for urigtig

selvangivelse, opkrævningsspørgsmål og spørgsmålet om afgivelse af

kontroloplysninger samt spørgsmål om henstand og eftergivelse. Særligt

bemærkes, at spørgsmål om forældelse efter 1908-loven afgøres af kommunen med

klageadgang til told- og skatteregionen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens §

3, stk. 2.

Spørgsmålet om dispensation fra skattelovgivningen og bevillingsspørgsmål

falder ligeledes uden for klagemyndighedernes kompetenceområde.

TSS og told- og skatteregionerne har i praksis behandlet klager over

åbenbare sagsbehandlingsfejl hos de lokale skattemyndigheder.

Det skyldes, at de lokale skattemyndigheder efter skattelovgivningen er

undergivet et statsligt tilsyn.

I de nævnte tilfælde, hvor der er tale om klare retlige mangler ved

sagsbehandlingen, og hvor fejlen umiddelbart kan rettes ved anvendelsen af

tilsynsbeføjelsen, er det ikke rimeligt at henvise klager til at få fejlen

rettet gennem det administrative rekurssystem.

Det gælder tilsvarende, hvor sådanne fejl konstateres, uden at den

skattepligtige har indgivet en formel klage over sagsbehandlingen.

Landsskatteretten

For klage til Landsskatteretten betales et gebyr på 600 kr., som skal

indbetales samtidig med indsendelsen af klagen. Beløbet tilbagebetales, hvis

klager helt eller delvis får medhold, se nærmere SSL § 25, stk. 5.

Klagen til Landsskatteretten skal efter SSL § 25, stk. 2, indgives

skriftligt, og være vedlagt den påklagede afgørelse samt skatteankenævnets

sagsfremstilling. Reglen om vedlæggelse af sagsfremstilling gælder således

ikke i overspringelsessager. Klagen skal endvidere angive, på hvilke punkter

afgørelsen anses for urigtig og begrundelsen herfor. Endelig skal dokumenter,

som klager ønsker anvendt som bevis, ligeledes være vedlagt klagen.

Landsskatteretten kan fastsætte en frist til besvarelse af spørgsmål eller

indsendelse af yderligere oplysninger. Landsskatteretten kan efter § 25, stk.

3, afvise klager, der ikke opfylder formkravene. Afvisning kan endvidere ske,

hvor klageadgangen i øvrigt ikke er udnyttet i overensstemmelse med SSL

regler.

Reglerne om Landsskatterettens genoptagelse af egne afgørelser findes i

SSL § 29.

Skatteankenævnet

Klager over den kommunale skattemyndigheds afgørelser skal indgives til

skatteankenævnet . Klagen skal være skriftlig og begrundet, og den skal være

modtaget i skatteankenævnet senest 1 måned fra modtagelsen af afgørelsen

eller årsopgørelsen. Der er ikke noget til hinder for, at nævnet bortser fra

fristoverskridelser, når nævnet i overensstemmelse med almindelige

forvaltningsretlige principper efter en konkret vurdering finder, at sagen

bør behandles. Reglerne om klage findes i SSL § 21, stk. 1.

For skatteankenævnets sagsbehandling gælder officialprincippet, som

betyder, at nævnet selv skal sørge for sagens oplysning, før afgørelsen

træffes.

Princippet betyder endvidere, at nævnet ikke er bundet af klagers påstand

under sagen, dvs. at klagen ikke er bindende for nævnet, jf. SSL § 21, stk.

4.

Såfremt en klage bliver tilbagekaldt, har nævnet dog ikke kompetence til

at fortsætte klagebehandlingen, jf. TfS 1995, 641.

Lovens § 21, stk. 5, indeholder en regel om overspringelsesfrist. Hvis der

er forløbet mere end 3 måneder efter, at klagen er modtaget i

skatteankenævnet, kan klagen, såfemt ligningsfristen er overskredet,

indbringes umiddelbart for

Landsskatteretten, selv om skatteankenævnet ikke har truffet afgørelse i

sagen.

Bortset fra overspringelsessagerne skal en klage til Landsskatteretten

være modtaget senest 3 måneder fra modtagelsen af afgørelsen,jf. SSL § 25,

stk. 1.

Overskridelse af klagefristen bevirker, at klagen afvises, medmindre

Landsskatteretten finder, at der foreligger særlige omstændigheder, der taler

for at se bort fra fristoverskridelsen.

Reglerne om skatteankenævns genoptagelse af egne klagesager findes i SSL §

22. Et skatteankenævn kan kun efter anmodning fra en skatteyder genoptage en

tidligere afsagt kendelse jf. TfS 1995,238.

Ligningsrådet

Ligningsrådets afgørelse træffes ved en kendelse, som kan påklages til

Landsskatteretten, jf. SSL § 19, stk. 3. For klage over Ligningsrådets

kendelser gælder samme regler om sagsfremstilling, begrundelse,

klagevejledning og klagefrister som for skatteankenævnenes afgørelser.

A.K.6.1.2 Det administrative klagesystem

For så vidt angår konkrete sager, hvor skatteministeren efter

skattelovgivningen kan træffe afgørelse, dvs. de administrative klagesager,

findes reglerne i bek. nr. 527 af 17. juni 1996. Formålet med bekendtgørelsen

er at gennemføre et to-instansprincip, dvs. at der er mulighed for at klage

over en administrativ afgørelse til én højere administrativ instans.

Formålet med bekendtgørelsen har endvidere været, at de administrative

skatteafgørelser i videst muligt omfang skal behandles lokalt både i 1. og 2.

instans. Jf. TfS 1995,45.

I bekendtgørelsens § 10 er der indsat en frist på 3 måneder for så vidt

angår klager til bl.a. styrelsen og regionerne. Fristen kan dog fraviges, når

der er rimelig grund hertil.

A.K.6.2 Domstolsprøvelse

Adgangen til at få efterprøvet skattemyndighedernes afgørelser ved

domstolene er fastsat ved SSL §§ 31-33. Reglerne omfatter dog ikke adgang til

at indbringe en afvisning af en anmodning om en bindende forhåndsbesked, jf.

§ 23, stk. 5.

Udgangspunktet er efter § 31, stk. 1, at den administrative rekurs først

skal udnyttes, dvs. at sagen først skal have været forelagt

Landsskatteretten, før den kan indbringes for landsretten, jf.HD af 18.

august 1994 (TfS 1994,611) og

HD af 6. jan. 1995 (TfS 1995,91). Der gælder dog efter samme bestemmelse

en overspringelsesfrist på 6 mdr., hvorefter klager kan vælge at indbringe

sagen for landsretten, uanset at Landsskatteretten ikke har truffet afgørelse

i sagen.

Det følger af SSL § 31, stk. 1, at en skatteyder ikke kan inddrage en

videre påstand ved landsretten end den, der er påkendt ved Landsskatteretten,

jf. TfS 1995, 424. SSL § 31, stk. 1 og § 32 er derimod ikke til hinder for,

at skattemyndighederne ved landsretten kan få en påstand, der indeholder

spørgsmål, som ikke har været behandlet af Landsskatterettten, påkendt af

landsretten, jf. TfS 1995,333 og TfS 1996,448. Denne adgang gøres der i

praksis kun undtagelsesvist brug af. I øvrigt sætter forældelsesreglerne en

naturlig grænse for, hvad der fra skattemyndighedernes side, kan inddrages i

en verserende retssag.

Efter SSL § 31, stk. 2 gælder der en almindelig søgsmålsfrist på 3 måneder

efter Landsskatteretten har afsagt sin kendelse. Fristen løber fra kendelsens

dato og forlænges ikke, selv om den udløber på en helligdag, jf. ØLD af 16.

dec. 1993 (TfS 1994,104) og HK af 27. mar. 1995 (TfS 1995,282) samt TfS

1996,299, TfS 1996,358, TfS 1996,455, TfS 1996,502. Fristen kan fraviges,

såfremt der inden 3-måneders-fristens udløb er indgivet en begrundet

anmodning til Skatteministeriet om fristforlængelse. jf. TfS 1994,645.

Såfremt Landsskatteretten har afvist at behandle en klage, kan klager

efter § 31, stk. 3 senest den 1. maj i det 4. år efter udløbet af det

indkomstår, som sagen drejer sig om, indbringe sagen for landsretten. Reglen

finder ikke anvendelse, såfremt Landsskatteretten efter at have behandlet en

sag i realiteten giver afslag på genoptagelse, jf. Højesterets kendelse af

27. juli 1994 (TfS 1994, 580).

Endelig gælder der en særlig et-årsregel i § 31, stk. 5 vedrørende særlige

dødsbosager og gaveafgiftssager.

Endvidere gælder der en særlig hjemmel for skattemyndighederne til at

anlægge sag i efterbetalingssager, jf. SL § 42. Reglen er i praksis blevet

anvendt i forbindelse med skattestraffesager, der indbringes for domstolene.

Skattemyndighedernes adgang til at rejse krav om efterbetaling i henhold

til

SL § 42 begrænses af reglerne i SSL § 35.

SSL § 32 indeholder en hjemmel for skatteministeren til at indbringe

sager, som Landsskatteretten har påkendt, for domstolene senest 3 måneder

efter Landsskatterettens kendelsen er afsagt.

I almindelighed påses SSL frister for sagsanlæg ved domstolene ikke af

domstolene selv. Det betyder, at landsretten behandler sagen, medmindre

Skatteministeriet nedlægger påstand om afvisning. Nedlægges der under

landsretssagen påstand om afvisning på grund af fristoverskridelse, vil

landsretten afvise sagen. Da der er tale om sagsanlæg i 1. instans ved

landsretten,

kan landsrettens dom ankes til Højesteret i overensstemmelse med

retsplejelovens regler.

Klage over en skatteansættelse eller sagsanlæg har efter SL § 38 ikke

opsættende virkning. Klager kan imidlertid efter ansøgning til den kommunale

skattemyndighed opnå henstand. Bestemmelserne herom findes i KSL § 73 E og

bek.nr. 768 af 19. sep. 1995.

For domstolenes behandling af skattesager gælder forhandlingsprincippet.

Det betyder, at sagens parter selv skal fremkomme med alle relevante

oplysninger, og at retten ved afgørelsen ikke må gå ud over parternes

påstande og anbringender, jf. retsplejelovens § 338.

Under retssagen gælder endvidere retsplejelovens almindelige regler om

sagsbehandling ved domstolene. Da Landsskatteretten er en administrativ

rekursinstans, betyder det i praksis, at skatteyderen for domstolene kan

fremkomme med påstande og anbringender, der ikke tidligere har været gjort

gældende, forudsat sagens identitet bevares, jf. TfS 1995,799. Der gælder en

tilsvarende adgang for Skatteministeriet til for domstolene at fremkomme med

påstande og anbringender, hvilket har særlig betydning i overspringelsessager

ved Landsskatteretten, hvor Skatteministeriet ikke har haft lejlighed til at

fremsætte sine synspunkter.

Ved domstolene er udgangspunktet, at der sker efterprøvelse af såvel

skattesagens materielle indhold som sagens formalitet. Problemer omkring

domstolenes

efterprøvelse af værdiskøn skulle være løst ved indførelsen af reglerne om

syn og skøn under Landsskatterettens behandling af sagen.

Prøvelse af, hvorvidt uskrevne retsgrundsætninger, eksempelvis den

almindelige lighedsgrundsætning, er tilsidesat ved skattemyndighedernes

sagsbehandling, vil altid kunne ske ved domstolene.

Nedsættelse af en skatteansættelse

Såfremt en skatteansættelse nedsættes, medfører dette en ændret

årsopgørelse, jf. KSL § 62 A. Den beregnede skat nedsættes, og skattebeløbet

tilbagebetales i overensstemmelse med reglerne i KSL.

Dette gælder, både når skatteansættelsen nedsættes ved skatteankenævnet og

Landsskatteretten.

Spørgsmålet har særligt betydning i opkrævningssager. Højesteret har ved

en kendelse i UfR 1975, 130 (Dana-sagen) fastslået, at en skatteyder havde

krav på aflysning af et skatteudlæg, der var tinglyst på skatteyders ejendom,

efter at fogedretten havde ophævet skatteudlægget, og at det var uden

betydning, at fogedens kendelse var påanket til landsretten.

A.K.6.3 Ombudsmandskontrol

Folketingets Ombudsmands kompetence omfatter efter ombudsmandsloven

statsforvaltningen og kommunalforvaltningen. Skattesager er således omfattet

af Ombudsmandens kontrol.

Klage til Ombudsmanden skal være indgivet senest 1 år efter afgørelsens

dato, selvom adressaten først bliver bekendt med afgørelsen senere. Klage til

Ombudsmanden har ikke suspensiv virkning. Hvis der i særlovgivningen er

adgang til administrativ rekurs, er det en betingelse for klage til

Ombudsmanden, at denne adgang er udnyttet.

Ombudsmanden kan endvidere tage en sag op af egen drift.

Ombudsmandens bedømmelsesgrundlag er fejl eller forsømmelser, dvs. ulovlig

forvaltningsvirksomhed, urimelige afgørelser, samt videregående krav til

sagsbehandlingen. Eksempelvis påtales ofte langsommelig sagsbehandling.

Ombudsmandens kontrol består i en adgang til at kritisere, henstille og

til at foreslå forandringer af love og administrative bestemmelser til fremme

af retssikkerheden og til forbedring af administrationen. Endelig kan

Ombudsmanden henstille til Justitsministeriet at give klageren fri proces for

domstolene.

Ved fejl af større betydning, skal Ombudsmanden endvidere give meddelelse

til Folketingets retsudvalg samt vedkommende minister, henholdsvis

vedkommende kommunalbestyrelse.

A.K.7 Princippet om lovmæssig forvaltning

For skattemyndighedernes sagsbehandling gælder forvaltningsrettens

almindelige regler, herunder princippet om lovmæssig forvaltning og en række

uskrevne retsprincipper.

Princippet om lovmæssig forvaltning betyder, at skattemyndighedernes

afgørelse ikke må være positivt i strid med lovgivningen samt, at afgørelsen

skal have hjemmel i en lovbestemmelse.

De uskrevne retsprincipper, som er opstillet i retspraksis, er

grundsætningen om magtfordrejning (usaglige hensyn), den almindelige forvalt

ningsretlige lighedsgrundsætning (usaglig forskelsbehandling), princippet om

pligtmæssigt skøn og proportionalitetsgrundsætningen.

Den statslige skatteforvaltnings tilsynsbeføjelser overfor den kommunale

skatteadministration, som nærmere fremgår af SSL kap. 2, og

opkrævningsbekendtgørelsens § 1, stk. 2, indebærer en forpligtelse for told-

og skatteregionerne til at gribe ind i tilfælde, hvor regionen bliver

opmærksom på klare tilsidesættelser af gældende skatteretlige og andre

forvaltningsretlige regler.

Dette kan ske ved en tilkendegivelse til kommunens skatteforvaltning med

henblik på en ændret årsopgørelse eller frafald af tvangsinddrivelsesskridt

over for den skattepligtige. Endelig kan regionen anvende beføjelsen til at

eftergive et pålignet skattebeløb.

Ligningsvejledningen

Ligningsvejledningen indeholder en beskrivelse af gældende ret indenfor

skatteområdet. Ligningsvejledningen indeholder endvidere anvisninger godkendt

af Ligningsrådet, som er bindende for de lokale skattemyndigheder.

Ligningsvejledningen har fortrinsvis selvstændig betydning som retskilde i

det omfang, den udfylder øvrige retskilder og under forudsætning af, at et

udsagn er entydigt og ikke senere er ændret ved relevant offentliggørelse,

f.eks. i Tidsskrift for Skatter og Afgifter eller ved cirk., jf.

Skatteministeren i svar til Folketinget TfS 1994,317. Skatteyderne kan kun

støtte ret på ligningsvejledningens udsagn i det omfang, disse udsagn er

bindende for de kommunale ligningsmyndigheder og i det omfang, de nævnte

udsagn ikke er i direkte modstrid med højere rangerende retskilde, herunder

offentliggjort administrativ praksis. Jf. Skatteministeriet i kommentar i TfS

1994,557.

Praksisændring

I princippet kan skattemyndighederne ændre en praksis, eksempelvis ved at

følge en anden fortolkning af en lovbestemmelse. Det gælder, selv om der er

tale om en langvarig og hidtil konsekvent fulgt praksis. En skærpelse af

praksis kan efter almindelige forvaltningsretlige regler kun ske med virkning

for fremtiden. Under alle omstændigheder skal en praksisændring gennemføres

med en vis smidighed, eventuelt efter en overgangsordning.

Lempes en administrativ praksis, antages det i almindelighed, at

afgørelser, der er truffet efter den tidligere strenge praksis, kun kan

kræves taget op til ny overvejelse og afgjort efter den nye praksis, såfremt

den tidligere praksis har været ulovlig. Er der tale om en ny praksis, der

inden for lovens rammer lægger andre hensyn til grund eller foretager en

anderledes vægtning af hensynene indbyrdes (det skønsmæssige element), har

borgeren ikke krav på, at en sag genoptages.

En klart ulovlig administrativ praksis vil blive tilsidesat af domstolene.

Tilsvarende gælder, hvor skattemyndigheden vedrørende skønsspørgsmål har

fulgt en »hjemmelavet regel« så slavisk, at myndighederne har

undladt at vurdere, om der i den konkrete sag foreligger sådanne specielle

omstændigheder, at den administrative praksis burde være fraveget.

Myndigheden kan her have tilsidesat princippet om »pligtmæssigt

skøn«.

A.K.8 Bindende forhåndsbesked

Ifølge lovbek. nr. 292 af 5. maj 1993 kan skatteydere få bindende

forhåndsbesked om skattespørgsmål mv.

I tilknytning til loven findes bek.nr. 859 af 22. okt. 1992 om

afgiftsberegning

mv, cirk. nr. 104 af 23. juni 1993 samt Skm.cirk.nr. 94 af 26. feb. 1993

og TSS-cirk. 1996-12 af 21. juni 1996 om udlægning af visse anmodninger om

bindende forhåndsbesked .

Lovens hovedregel

Efter lovens § 1 kan enhver hos Ligningsrådet få svar - forhåndsbesked -

på spørgsmål vedrørende almindelig eller særlig indkomstskat, kulbrinteskat,

selskabsskat eller formueskat, indkomstskat og tillægsafgift efter PL eller

afgift efter lov om frigørelsesafgift.

Eventuel ny lovgivning inden for de nævnte områder vil ligeledes være

omfattet,

jf. Skat 1987.4.296(TfS 1987.170).

Ordningen omfatter derimod ikke arve- og gaveafgift, realrenteafgift eller

kildeskattespørgsmål (opkrævningsspørgsmål). Loven ændrer ikke de særlige

regler i KSL § 33 A om bindende forhåndsbesked inden for dødsbobeskatningen.

Der kan kun gives bindende forhåndsbesked, hvis det findes af væsentlig

betydning for vedkommende skatteyder at få et sådant svar. Afgørende for, om

spørgsmålet har væsentlig betydning, vil som hovedregel være dets økonomiske

aspekter, men også spørgsmål, der isoleret betragtet er af mindre økonomisk

betydning, kan besvares. Der er bl.a. tænkt på situationer, hvor

dispositionen i tilfælde af gunstigt svar tænkes gentaget, eller hvor

situationen er årligt tilbagevendende, Jf. TfS 1994,271.

Bindende forhåndsbesked kan efter § 1, stk. 3, i almindelighed ikke gives

om den skattemæssige virkning af en disposition, der er gennemført. Der vil

dog efter omstændighederne være mulighed for at få forhåndsbesked også om

dispositioner, der er gennemført. Dette vil f.eks. gælde, hvor den skatte-

eller afgiftsmæssige bedømmelse af den foretagne disposition kan påvises at

have væsentlig interesse for forespørgerens stillingtagen til fremtidige

dispositioner.

Bevillingssager falder uden for området for loven om bindende

forhåndsbesked.

Anmodninger, der angår sådanne områder, må derfor afvises og behandles som

bevillingssager i sædvanlig instansfølge.

Formelle betingelser - herunder betaling af afgift

Anmodning om forhåndsbesked skal efter lovens § 2 være indsendt skriftligt

til TSS inden tidspunktet for rettidig indgivelse af selvangivelse for det

indkomstår, besvarelsen har betydning for. Anmodningen skal indeholde alle de

oplysninger af betydning for svaret, som står til forespørgerens rådighed.

Hvis TSS for at kunne tage stilling til spørgsmålet må anmode

forespørgeren om yderligere oplysninger eller dokumentation, skal denne

efterkomme anmodningen inden den frist, Styrelsen fastsætter. Efterkommes

anmodningen ikke, kan spørgsmålet afvises. Svaret kan også begrænses til de

forhold, der skønnes tilstrækkeligt oplyst.

Samtidig med indsendelsen af anmodning om bindende forhåndsbesked skal der

betales en afgift på 1500 kr. (i 1996 og 1997) . Denne afgift kan forhøjes i

tilfælde, hvor den beskrevne disposition har et betydeligt økonomisk omfang,

eller hvor besvarelsen af forespørgslen er særlig arbejdskrævende, jf. lovens

§ 7, stk. 1. samt bek. nr. 859 af 22. okt. 1992, der giver nærmere

retningslinjer om eventuelt forhøjet afgift. Ligningsrådets afgørelser om

forhøjelse

af afgiften kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Sagen tages ikke op til realitetsbehandling, før afgiften er betalt,

ligesom der i de tilfælde, hvor der skal betales yderligere afgift, ikke

afgives svar, før denne er betalt. Afviser Ligningsrådet at besvare et

spørgsmål eller trækkes anmodningen tilbage, tilbagebetales betalt afgift.

Afgiften for en bindende forhåndsbesked kan ikke fradrages ved

indkomstopgørelsen.

Syn og skøn

Efter lovens § 2 A kan den, der har anmodet om bindende forhåndsbesked

begære syn og skøn udmeldt ved de almindelige domstole efter retsplejelovens

§ 343, til belysning af det stillede spørgsmål.

Syn og skøn kan ikke udmeldes vedrørende vurdering af fast ejendom.

Begæring om syn og skøn indgives til byretten på det sted, hvor genstanden

for syn- og skønsforretningen befinder sig. TogS repræsenterer

skattemyndighederne

under rettens behandling af en sådan begæring om syn og skøn.

Opgaven kan dog udlægges helt eller delvis til told- og skatteregionerne,

jf.

SSL § 16.

Ved meddelelsen om, at der er begæret syn og skøn, indstiller

skattemyndighederne behandlingen af anmodningen om den bindende

forhåndsbesked, indtil skønsforretningen er gennemført.

Ligningsrådssekretariatet kan fastsætte en frist inden for hvilken

spørgeren skal tage stilling til, om der skal begæres syn og skøn. Fremsættes

denne begæring efter udløbet af en sådan frist, kan Ligningsrådet afvise at

give en bindende besvarelse af det stillede spørgsmål.

Omkostninger ved syn og skøn afholdes af den, der begærer dette udmeldt.

Den pågældende kan yderligere blive pålagt at betale sagsomkostninger til

den anden part.

Visse tvivlsspørgsmål kan afvises

Hvis spørgsmålet om forhåndsbesked er af en sådan beskaffenhed, at det

ikke kan besvares med fornøden sikkerhed, eller hvis andre hensyn taler

afgørende mod at fremkomme med en besvarelse, kan Ligningsrådet efter lovens

§ 3 afvise spørgsmålet. Det samme gælder, hvis det ikke er af væsentlig

betydning for forespørgeren at få svar på det stillede spørgsmål.

Ligningsrådets afgørelser, der går ud på afvisning, kan ikke påklages.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 3, at man især har tænkt

på værdiansættelsesspørgsmål og spørgsmål, hvor alternative

løsningsmuligheder ønskes skattemæssigt belyst (skattetænkning).

Ligningsrådet har med hjemmel i lovens § 3 i en del tilfælde afvist at

give bindende forhåndsbesked i sager om ophør eller indtræden af fuld

skattepligt, jf. KSL § 1, nr. 1. Ved afgørelser om fuld skattepligt lægges

der vægt på, om den pågældende ved at grunde husstand, leje sig bolig eller

ved andre foranstaltninger har tilkendegivet, at han agter at have hjemsted

her. Det beror således på en samlet vurdering af skatteyderens forhold,

herunder den boligmæssige, økonomiske og familiemæssige tilknytning, om den

fulde skattepligt foreligger.

Der er dog ikke tale om en generel linje, idet Ligningsrådet har givet

bindende forhåndsbesked i andre sager om ophør af skattepligt, hvor de

faktiske oplysninger har været af en sådan karakter, at afgørelsen ikke

frembød større tvivl.

Forhåndsbesked kan påklages

Den givne forhåndsbesked kan efter lovens § 5 indbringes for

Landsskatteretten senest 3 måneder efter modtagelsen af beskeden, der skal

vedlægges klagen. Klagen skal ske skriftligt i den form, der er foreskrevet i

SSL § 25, stk. 2, og behandles efter de regler, der er fastsat i SSL.

Landsskatterettens kendelser vedrørende forhåndsbesked kan indbringes for

domstolene af såvel forespørgeren som af skatteministeren inden 3 måneder

efter kendelsens afsigelse. Sag anlægges ved den landsret, i hvis kreds

forespørgeren har hjemting ved sagens anlæg.

Ved Landsskatterettens klagebehandling af en bindende forhåndsbesked kan

retten alene træffe afgørelse på det grundlag, der forelå på tidspunktet for

forhåndsbeskedens afgivelse. Der kan således ikke efterfølgende ændres på

formuleringen af anmodningen om bindende forhåndsbesked gennem en

klagebehandling ved Landsskatteretten, jf. Skat 1989.7.549(TfS 1989.405).

Forhåndsbesked er bindende for skattemyndighederne

Forhåndsbesked fra Ligningsrådet har bindende virkning for

skattemyndighederne

ved behandlingen af det beskrevne forhold, jf. lovens § 6.

Hvis der er sket ændringer i den lovgivning, der danner grundlag for

forhåndsbeskeden, eller hvis der er sket ændringer i de faktiske forud

sætninger, der har været bestemmende for forhåndsbeskeden, er

skattemyndighederne ikke bundet.

Loven hindrer ikke, at skattemyndighederne ved ligningen undlader at lægge

en afgiven forhåndsbesked til grund, når der efterfølgende er sket ændringer

af praksis, som vil være gunstigere for forespørgeren at få lagt til grund.

Forhåndsbeskeden er derimod ikke bindende for vedkommende skatteyder.

Dette betyder, at skatteyderen frit kan selvangive i strid med en meddelt

forhåndsbesked, og han har herefter mulighed for at få prøvet sagen i den

almindelige klageinstansfølge. Skatteankenævnet og told- og skatteregionen

vil under en sådan klagesag være bundet af Ligningsrådets forhåndsbesked.

Udlægning

Ifølge SSL § 17, stk. 4, 2. pkt. kan Ligningsrådet henlægge kompetencen

til at afgive bindende forhåndsbesked til de statslige skattemyndigheder.

Ligningsrådet har truffet beslutning om, at udlægge kompetencen til at

træffe afgørelser efter § 1, stk. 1 i lov om bindende forhåndsbesked til

Told- og skatteregionerne. Udlægningen gælder sager om værdiansættelse, der

ikke indeholder fortolkningsproblemer og sager om næring ved fast ejendom.

Bindende forhåndsbesked afgivet af en region kan påklages til

Landsskatteretten, jf. bek. nr. 527 af 17. juni 1996.

Anmodninger om bindende forhåndsbesked i disse sager, skal fortsat

indgives til Told- og skattestyrlesen, som orienterer forespørgeren om,

hvilken myndighed der vil behandle anmodningen, jf. TSS-cirk. 1996-12. Det er

Told- og skattestyrelsen der træffer afgørelse om, hvorvidt det stillede

spørgsmål skal udlægges til den stedlige Told- og skatteregion. Told- og

skattestyrelsen kan tilbagekalde sin beslutning om udlægning.

Klager over, at en sag er udlagt til en Told- og skatteregion afgøres af

Told- og skattestyrelsen. Ved uenighed mellem kommunen og regionen om,

hvorledes den bindende forhåndsbesked skal besvares, forelægges spørgsmålet

for Ligningsrådet til afgørelse.

A.K.9 Udgifter til sagkyndig bistand i skattesager

I henhold til lovbek. nr. 330 af 3. maj 1994 om omkostningsdækning kan en

skatteyder opnå dækning for de udgifter han har haft til sagkyndig bistand i

forbindelse med en klagebehandling ved Landsskatteretten eller ved at føre

sagen ved domstolene.

Endvidere kan Landsskatteretten bestemme, at omkostninger, der er afholdt

til syn og skøn i en sag ved Landsskatteretten skal dækkes fuldt ud. Det er

en betingelse for at opnå omkostningsdækning, at den pågældende kan

dokumentere, at have haft udgifter til sagkyndig bistand i form af en vedlagt

regning, som er betalt . Der kan ligeledes opnås omkostningsdækning ved

aconto betalinger.

Det er ikke en forudsætning for udbetaling af omkostningsdækning, at der

foreligger en kendelse eller en dom.

Hvilke sagsudgifter?

Tilskud kan kun ydes til sager om spørgsmål, hvor Landsskatteretten kan

træffe afgørelse. Tilskud ydes uanset, om klagen eller sagsanlægget føres

igennem til kendelse eller dom, jf. TfS 1993,514

Der kan dog ikke ydes tilskud til sager om vurdering af fast ejendom.

En nærmere gennemgang af de forskellige sagstyper, der ydes tilskud til,

er foretaget i Skatteministeriets cirk. nr. 90 af 24. maj 1994.

Der kan opnås omkostningsdækning i de tilfælde hvor en skatteyder i en

skatteankenævnssag benytter sig af adgangen i SSL § 21, stk. 5 til at

indbringe sagen for Landskatteretten, fordi ankenævnet ikke har truffet

afgørelse inden 3 måneder efter klagen ("overspringelsessager"), og

sagen senere af Landsskatteretten sendes til høring i skatteankenævnet med

henblik på udfærdigelse af en sagsfremstilling.

Hvilke bistandsudgifter?

De udgifter, der ydes tilskud til, er som udgangspunkt udgifter til køb af

sagkyndig bistand.

Udover udgifter til sagkyndig bistand ydes der tilskud til retsafgifter,

udgifter til syn og skøn samt udgifter til sagkyndige erklæringer og andet

bevismateriale, herunder udgifter til vidneførsel. Rejseudgifter for

sagkyndige og vidner kan ligeledes indgå i det beløb, der ydes

omkostningsdækning for.

Der ydes ikke omkostningsdækning til den afgift, der betales for

Landsskatterettens behandling af klagesagen, jf. SSL § 25, stk. 4.

Der ydes ikke dækning for de sagsomkostninger, herunder rettergangsbøder,

som retten pålægger en part at betale.

Udgifter, der godtgøres på anden måde, kan der ikke opnås dækning for. Der

kan således ikke opnås dækning for sagsomkostninger, som retten har pålagt

den tabende part at betale til den vindende part, jf. TfS 1990,248 eller for

tilskud ydet af en organisation eller lignende. Der er tilbagebetalingspligt,

hvis en udgift, hvortil der er ydet tilskud, efterfølgende godtgøres på anden

måde, f.eks. af en fond. Tilskudsretten tilkommer således efter loven kun den

skattepligtige i det påklagede forhold. Det er accepteret i praksis, at

parterne i sager vedrørende samme spørgsmål, kan aftale at alle berørte

parter deltager i betalingen af omkostningerne ved førelsen af en prøvesag.

Betingelsen for at opnå omkostningsdækning i disse tilfælde er, at samtlige

parter ansøger om omkostningsdækning for den andel af udgifterne, som den

enkelte selv har betalt, jf. TfS 1986,282. Der må dog totalt set ikke

udbetales mere, end hvis udgifterne ikke var delt mellem flere.

Moms, der kan fradrages som indgående moms, kan heller ikke medregnes ved

opgørelsen af de tilskudsberettigede udgifter.

Såfremt der i sagen indgår spørgsmål, der ikke er omfattet af

tilskudsordningen, f.eks. spørgsmål om vurdering af fast ejendom, skal der

foretages en opdeling af de samlede afholdte udgifter eller eventuelt

godtgjorte udgifter.

Normalt vil arbejdets omfang, tidsforbruget og eventuelt partens

økonomiske interesse vedrørende sagens forskellige spørgsmål kunne danne

udgangspunkt for fordelingen af udgifterne til den sagkyndige bistand.

Ønsker en skatteyder selv at føre skattesagen, ydes der ikke tilskud til

udgifter, der svarer til den pågældendes tidsforbrug, f.eks udmålt som tabt

arbejdsfortjeneste. Der ydes heller ikke tilskud til den pågældendes egne

udgifter til rejse, porto, telefon eller lignende.

Tilskuddet

Der er ikke fradragsret for udgifterne, men i stedet ydes et tilskud, som

for personer og dødsboer udgør 44 pct. af udgifter, der er betalt inden

udgangen af 1997 og 38 pct. af senere betalte udgifter. For andre dækkes

betalte udgifter med 34 pct.

Herudover har Landsskatteretten nu i den enkelte klagesag mulighed for at

bestemme, at udgifterne i forbindelse med syn- og skønsforretningen skal

dækkes fuldt ud, og ikke kun med den nævnte procentsats. Udgifter til syn- og

skønsforretningen er f.eks honorar til syns- og skønsmænd, advokathonorar i

forbindelse med syn- og skønsforretningen og retsafgifter.

Tilskuddene er skattefrie og skal således ikke medregnes ved

indkomstopgørelsen.

Hvem skal yde bistanden ?

For at opnå omkostningsdækning skal bistanden være ydet af en advokat, en

statsautoriseret eller registreret revisor, en konsulent i driftsøkonomi, jf.

§ 5, stk. 1, nr. 6, i lov om tilskud til jordbrugets konsulentvirksomhed, et

medlem af Foreningen Danske Revisorer eller af en person, der kan sidestilles

hermed.

Det beror på en konkret bedømmelse om en person kan sidestilles med denne

personkreds, men hvis en person kan dokumentere personlig uddannelse og

praktisk erfaring i behandling af skattesager, vil den pågældende normalt

blive godkendt som sagkyndig.

Anmodningen om omkostningsdækning skal indgives på et særligt skema

(02.008) til told- og skatteregionen (i København og på Frederiksberg til

skattedirektoratet), i det område, hvor den skattepligtige bor på

ansøgningstidspunktet.

Lignende dokumenter