Spring til indhold

Retsinformation

PERSONBESKATNING 1992 AFSNIT AK - SKATTEPROCESSEN

STV nr 20051 af 01/01/1992Stor vejledningSkatte- og Vækstministeriet5. februar 2008

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afsnit AK - Skatteprocessen

A.K.1 Kompetence

De enkelte skattemyndigheders kompetence er fastlagt ved

skattestyrelsesloven og Skatteministeriets bekendtgørelse til

skattestyrelsesloven.

Derudover indeholder skattestyrelseslovens § 36 en generel

kompetenceregel, der beskriver skattemyndighedernes indbyrdes

kompetenceforhold. Reglen betyder, at de lokale og statslige

skattemyndigheder er afskåret fra at træffe afgørelse i en sag, i det omfang

Ligningsrådet eller Landsskatteretten har taget stilling til sagen ved

kendelse. Endvidere kan Ligningsrådet ikke træffe afgørelse i en sag, i det

omfang Landsskatteretten har taget stilling til sagen ved kendelse.

Tilsidesættelse af kompetenceregler medfører normalt, at afgørelsen bliver

ugyldig.

I praksis forekommer kompetencemangler inden for skattesystemet f.eks. i

forbindelse med, at en kommunal skattemyndighed fejlagtigt foretager en

forskudsregistrering eller en skatteansættelse, som henhører under en anden

kommune.

Hvor lokalkendskab har været af betydning for en myndigheds afgørelse, har

stedlig inkompetence i praksis medført ugyldighed, hvorimod det ikke er

tilfældet, hvor fordelingen af kompetencen blot er udtryk for en

arbejdsdeling mellem de lokale myndigheder, jf. UfR 1972, side 812 Ø.

A.K.1.1 Ligningsfristen

Bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 3, stk. 4, indeholder fristen for

kommunens skatteansættelser. Efter bestemmelsen skal skatteansættelser være

foretaget senest 31. marts i det andet kalenderår efter det indkomstår, som

ansættelsen vedrører. Bestemmelsen suppleres af reglen i lovens § 14, stk. 4,

hvorefter T&S efter ligningsfristens udløb kan foretage en ansættelse,

hvor dette ikke tidligere er sket. Efter skattestyrelseslovens § 16, stk. 1,

har Styrelsen bemyndiget told- og skatteregionerne til at varetage opgaven.

Læs alt

Ministeren har efter skattestyrelseslovens § 4 hjemmel til at fastsætte

bestemmelser om kommunernes adgang til efter ligningsfristens udløb at ændre

foretagne skatteansættelser, jf. stk. 2, og til at foretage ansættelser, jf.

stk. 3.

Ved bek. nr. 230 af 6. apr. 1990 har ministeren fastsat regler om

kommunernes muligheder for at foretage skatteansættelser efter udløbet af

ligningsfristen.

Forhøjelsen af en skatteansættelse vil ikke kunne foretages, hvor

forhøjelsen må anses for at være af uvæsentlig betydning, jf.

bekendtgørelsens § 1, stk. 1.

Ved bedømmelsen af, om en forhøjelse må anses for uvæsentlig, må der

anlægges en samlet vurdering, idet både dens forhold til den konkrete

ansættelse og dens eventuelle følger for andre af skatteyderens ansættelser

må tages i betragtning.

Efter bek. § 2 kan kommunerne foretage en ansættelse, hvor en sådan med

urette ikke er foretaget tidligere. Bestemmelsen er efter hidtidig praksis

anvendt således, at kommunen kan foretage en ansættelse efter udløbet af

ligningsfristen, når det på grund af en teknisk fejl ikke er sket tidligere.

Skatteansættelserne er tidsmæssigt begrænset af den 3-årige

forældelsesregel i skattestyrelseslovens § 35.

Ansættelsesændringer indenfor ligningsfristen

Oversigt over hvornår en ansættelsesændring skal tilskrives med agter og

kendelse.

- Klik her for at se skema.

Ansættelsesændringer efter ligningsfristens udløb

- Klik her for at se skema.

Det bemærkes, at der ved ansættelsesændringer samt ved foretagelse af

skatteansættelser efter ligningsfristens udløb skal ske underretning til

Told- og Skatteregionen, for København og Frederiksberg kommuners vedkommende

Told- og Skattestyrelsen, jf. bek. nr. 230 af 6. april 1990 § 3. Dette skal

dog kun ske, såfremt skatteyderen har gjort indsigelse imod en varslet

ændring.Denne underetningspligt er uden betydning for den materielle

skatteretlige afgørelse.

I medfør af skattestyrelseslovens § 4, stk. 2 og 3 er det bestemt, at den

kommunale skattemyndighed efter udløbet af ligningsfristen kan tage en

ansættelse op til prøvelse og eventuel ændring, med mindre en anden

skattemyndighed har ansættelsen under behandling eller har taget stilling til

ansættelsen. Kommunen kan ikke efter udløbet af ligningsperioden på egen hånd

forhøje en skatteansættelse, i det omfang en skattemyndighed har nedsat

skatteansættelsen i forhold til det selvangivne eller i forhold til en

tidligere foretagen skatteansættelse.

Fristen for ansættelser

Ifølge skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, der gælder for indkomståret

1990 og senere indkomstår, kan skattemyndighederne som udgangspunkt ikke

forhøje en ansættelse mere end 3 år efter udløbet af det indkomstår,

ansættelsen vedrører. Dette gælder, hvad enten ansættelsen er skønsmæssig

eller ej. Skattemyndighederne kan uden begrænsning i tid ændre grundlaget for

en skatteansættelse, eksempelvis ændre afskrivningsgrundlaget for en bygning,

men selve ansættelsen kan ikke ændres mere end 3 år tilbage.

Skattemyndighederne kan dog ikke ændre grundlaget mere end 3 år tilbage, hvis

der er tale om et skøn, jf. § 35, stk. 2.

3-års fristen suspenderes, hvis skattemyndighedernes grundlag for

skatteansættelsen har været urigtigt eller ufuldstændigt og dette kan

tilregnes skatteyderen som forsætligt eller uagtsomt. Forældelsesfristen

løber først fra det tidspunkt, hvor skattemyndighederne kommer i besiddelse

af tilstrækkelige oplysninger til at foretage en korrekt skatteansættelse.

Skatteansættelsen skal herefter være foretaget inden 3 år fra denne dato.

3-års fristen gælder ikke forhøjelser vedrørende et påklaget forhold. Det

betyder, at en skatteyder, som har påklaget en skatteansættelse til højere

instans med påstand om nedsættelse på bestemte punkter, må tåle, at

klageinstansen foretager en vurdering af disse klagepunkter, som kan

resultere i en forhøjelse. Klageinstansen kan også bedømme ansættelsen i sin

helhed. Resultatet af en sådan helhedsvurdering kan dog ikke blive en

forhøjelse på ikke påklagede punkter, men kun nedsættelse eller stadfæstelse

af disse. 3-års fristen er præceptiv. Reglen kan altså ikke fraviges ved

aftale.

A.K.1.2 Forventningsprincippet

Efter retspraksis kan ligningsmyndighedernes muligheder for at forhøje

selvangivelsen begrænses af, at skattemyndighederne positivt har bibragt en

skatteyder en retsbeskyttet forventning. Dette er især forekommet i sager om

skønsmæssig fordeling af udgifter til privat og erhvervsmæssig anvendelse.

Det er ifølge retspraksis en betingelse for at acceptere forventningen, at

skatteyderen har haft mulighed for at disponere anderledes, og at der er

risiko for at lide et økonomisk tab ved at have disponeret i tillid til

skattemyndighedens oprindelige opfattelse.

Spørgsmålet om hvorvidt, forventningsprincippet begrænser

skattemyndighedernes adgang til at foretage forhøjelser, behandles uafhængigt

af

loven om bindende forhåndsbesked, der udtrykkeligt definerer de retlige

virkninger af en indhentet forhåndsbesked.

Ifølge praksis kan en skatteyder normalt kun støtte ret på sin

forventning, hvis den er baseret på en eller anden form for positiv

tilkendegivelse fra en skattemyndighed eller efter omstændighederne en anden

myndighed, jf. UfR 1976.658 H, hvor bl.a. en tilkendegivelse fra

Indenrigsministeriet bevirkede, at skatteyderen undgik beskatning af

kursgevinster. Højesterets dom af 5. april 1990 (TfS 1990.214 H) viser, at

tilkendegivelsen må have en vis klarhed, hvis skatteyderen skal kunne opnå

retlig beskyttelse. Derimod kan skattemyndighedernes passivitet overfor

selvangivne oplysninger ikke skabe retsbeskyttede forventninger hos

skatteyderen.

Som eksempler på aktive tilkendegivelser fra en skattemyndighed, der kan

skabe en retsbeskyttet forventning hos en skatteyder, kan nævnes

ligningsmyndighedens "aftale" med skatteyderen om, hvorledes hans

samlede kørsel skal fordeles på privat og erhvervsmæssig kørsel, jf. skd.

58.275, fremsendelse af ejendomskemaer med forudberegnet ukorrekt lejeværdi,

jf. TfS 1986.161 Ø samt mest typisk ligningsmyndighedernes svar på skriftlige

forespørgsler. Praksis viser dog, at domstolene er tilbageholdende med at

tillægge et sådant svar bindende virkning, navnlig hvis svaret er afgivet af

en kommunal ligningsmyndighed, og det senere viser sig, at en overordnet

statslig skattemyndighed som led i sin revisionsbeføjelse foretager ligning i

strid med det afgivne svar. Anderledes hvis der er tale om en tilkendegivelse

i forbindelse med det egentlige ligningsarbejde, der har bevirket, at

skatteyderen ikke har været foranlediget til at dokumentere sine fradrag.

Ligningsmyndighedens tilkendegivelser i forbindelse med henvendelser om

forskudsopgørelsen vil normalt ikke være omfattet af forventningsprincippet.

At der foreligger en aktiv tilkendegivelse er en nødvendig, men dog ikke

en tilstrækkelig betingelse for, at skatteyderens forventninger kan hindre,

at skattemyndighederne foretager omligning. Det må herudover, som ovenfor

nævnt, kræves, at tilkendegivelsen har været egnet til at øve indflydelse på

skatteyderens faktiske dispositioner. Det betyder bl.a., at

forventningsprincippet ikke finder anvendelse, hvis skattemyndighedernes

tilkendegivelse sker på et tidspunkt, hvor skatteyderen allerede har

foretaget den nævnte disposition. Det må endvidere kræves, at der er en

relevant årsagssammenhæng mellem tilkendegivelsen og den faktiske

disposition, skatteyderen ville have foretaget, hvis han havde vidst, at

tilkendegivelsen ikke kunne lægges til grund.

Selv om en skatteyders forventninger måtte være retsbeskyttede efter

ovennævnte retningslinjer, antages det ikke at være til hinder for, at

skattemyndighederne med fremtidig virkning kan varsle en ændring i den

ligningsmæssige behandling af det pågældende forhold. Dette er præciseret i

SD-cirk. 1981-42, der endvidere i overensstemmelse med den almindelige

forudsætningslære giver udtryk for, at væsentlige ændringer i skatteyderens

egne forhold kan bringe virkningen af forventningen til ophør. Tilsvarende

gælder i tilfælde af relevante lovændringer.

Endelig finder forventningsprincippet ikke anvendelse, hvis skatteyderen

vidste eller burde vide, at skattemyndighedernes ligning er baseret på en

faktisk vildfarelse.

A.K.2 Inhabilitet

Reglerne om inhabilitet skal sikre, at ingen i den offentlige forvaltning

træffer afgørelse i en sag, som vedkommende selv har en særlig interesse i.

Baggrunden for reglerne om inhabilitet er et ønske om at tilvejebringe

sikkerhed for og tillid til, at de afgørelser, der træffes af en myndighed,

ikke påvirkes af uvedkommende hensyn.

Forvaltningsloven indeholder i §§ 3-6 en række bestemmelser om speciel

inhabilitet. Forvaltningslovens regler suppleres af en særlig bestemmelse om

almindelig inhabilitet i skattestyrelseslovens § 34, hvorefter ingen samtidig

kan være medlem af eller stedfortræder i et skatteankenævn, Ligningsrådet

eller Landsskatteretten.

Reglerne om udnævnelsesbetingelserne for medlemmer af skatteankenævnene,

Ligningsrådet og Landsskatteretten findes i skattestyrelsesloven. Der stilles

ingen krav om særlig uddannelse for medlemmerne af disse råd og nævn, bortset

for Landsskatteretten, hvor præsidenten, retsformændene samt mindst 5 af de

medlemmer, der udnævnes af ministeren, skal opfylde de almindelige

betingelser for at kunne blive landsdommer.

Ud over regler om partsinteresse og familiemæssig tilknytning indeholder

forvaltningsloven regler om inhabilitet på grund af tilknytning til en

juridisk person og tidligere deltagelse i sagens behandling samt en

opsamlingsbestemmelse, hvorefter der indtræder inhabilitet, hvis der i øvrigt

foreligger omstændigheder, der er egnet til at vække tvivl om vedkommendes

upartiskhed.

Endelig indeholder skattestyrelseslovens § 11, stk.2, en særlig regel

vedrørende sekretariatsbetjening af skatteankenævnet. Efter denne bestemmelse

må en person, der tidligere har deltaget i en afgørelse om en

skatteansættelse, ikke yde sekretariatsbistand til skatteankenævnet

vedrørende klagebehandling af samme afgørelse. Der er her tale om et rent

personspørgsmål. Det har derfor ingen betydning om den, der behandler sagen i

første instans, og den, der fungerer som sekretær, har samme chef.

I følge bemærkningerne til lovforslaget er denne regel udtryk for en

rettighed for borgerne, som kan frafaldes. Det betyder, at kommunen kan

fravige reglen, såfremt der fra klageren fremkommer en uopfordret

tilkendegivelse om, at samme kommunale medarbejder kan behandle sagen for

skatteankenævnet. I praksis vil en sådan tilkendegivelse kun fremkomme rent

undtagelsesvis.

Bestemmelsen forhindrer ikke, at kommunens skattechef kan være leder af

skatteankenævnets sekretariat. Der må blot ikke forekomme personsammenfald

ved behandlingen af sagen i 1. instans og ved sekretariatsbehandlingen ved

skatteankenævnet.

Kan kommunen ikke med sit personale sikre den fornødne habilitet og stille

kvalificerede medarbejdere til rådighed for skatteankenævnet, skal kommunen

efter bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 11, stk.3, anvende ekstern

bistand. Det er et krav, at den eksterne sekretariatsbistand skal kunne

udføre sekretariatsbetjeningen tilfredsstillende. Det er kommunalbestyrelsens

afgørelse, hvem der skal sættes på opgaven, og det er derfor kommunen, der

afgør, om bistanden skal ydes af en offentlig eller en privat virksomhed.

Der er ikke noget i vejen for at benytte medarbejdere fra nabokommunen.

Tilsvarende gælder private revisorer. Det afgørende er, at

instruktionsbeføjelsen påhviler den af kommunalbestyrelsen udpegede

ansvarlige. Ansvaret for sekretariatsbetjeningen påhviler i alle tilfælde

kommunalbestyrelsen. Eksterne medarbejdere vil være omfattet af

tavshedsreglerne, der efter forvaltningslovens § 27 også gælder for den, der

efter aftale udfører arbejdet for myndigheden, der er undergivet

tavshedspligt.

Revisorer, der er medlemmer af et byråd, er ikke inhabile i forbindelse

med kommunalbestyrelsens behandling af ligningsplanen, idet de pågældendes

erhverv som revisorer ikke ud fra en almindelig betragtning indebærer risiko

for, at behandlingen vil blive påvirket af usaglige eller uvedkommende

hensyn.

I praksis forekommer speciel inhabilitet typisk i tilfælde, hvor der

foreligger en konkret økonomisk interessekonflikt, jf. eksempelvis Skat

1986.9.556, hvor en ligningskommissionsformand, der førte retssag om et

byggeri mod hovedaktionæren i det selskab, hvis sag var til afgørelse i

ligningskommissionen, blev anset for inhabil.

Speciel inhabilitet kan tillige være forårsaget af et mere personligt

modsætningsforhold eksempelvis dokumenteret uvenskab. Politiske

modsætningsforhold vil ikke kunne medføre speciel inhabilitet.

Foreligger der inhabilitet må den, der er inhabil, som udgangspunkt

hverken træffe afgørelse i den pågældende sag eller i øvrigt medvirke ved

sagens behandling. Et inhabilt medlem af et skatteankenævn er således

afskåret fra at deltage ikke blot i en eventuel afstemning om sagens

afgørelse, men også i den forudgående behandling af spørgsmålet om

inhabilitet, jf. forvaltningslovens § 6.

Efter samme bestemmelses stk.2 afgøres spørgsmålet om, hvorvidt en person

er inhabil, af den myndighed, som skal træffe afgørelsen vedrørende sagens

realitet. Afgørelsen kan alene indbringes for en klageinstans i forbindelse

med påklage af afgørelsen vedrørende sagens realitet. I praksis har T&S

udtalt sig i sager vedrørende inhabilitetsspørgsmål.

Har der i en sag foreligget speciel inhabilitet, da afgørelsen blev

truffet, vil retsvirkningen heraf normalt være, at afgørelsen bliver ugyldig.

Har inhabiliteten ikke haft betydning for afgørelsen, anses den ikke for

ugyldig.

A.K.3 Sagsbehandlingsreglerne

A.K.3.1 Vejledningspligt

Forvaltningslovens § 7 indeholder regler om forvaltningsmyndighedernes

pligt til at yde borgerne vejledning. Bestemmelserne finder tilsvarende

anvendelse i skattesager.

Reglerne gælder alene vejledning i forbindelse med konkrete

afgørelsessager. Vejledning skal efter bestemmelsen gives i fornødent omfang

efter en konkret vurdering. Vejledningspligten betyder, at den skattepligtige

skal have en orientering om, hvilken betydning skattelovgivningens regler har

for den pågældende sag, og om hvilke oplysninger, som skal tilvejebringes som

led i skattesagens behandling. Endvidere skal skattemyndighederne give

oplysning om, hvor lang tid sagsbehandlingen forventes at vare. Endelig skal

skattemyndighederne være behjælpelig med udfyldelse af blanketter eller

lign., der vedrører skatteområdet.

Det er fast praksis, at skattemyndighederne ikke udtaler sig i anledning

af forespørgsler, der er helt generelle og ikke angiver navn mv. på de

implicerede skattesubjekter.

Skatteborgerne kan henvende sig til hjemstedkommunen om skattemæssige

problemer. Komunernes skatteforvaltninger kan i tvivlstilfælde rådføre sig

med told- og skatteregionerne. Der henvises iøvrigt til T&S's cirk.

nr.1990-49 om decentralicering af responderende virksomhed.

Det sker, at en underordnet forvaltningsmyndighed i forbindelse med

behandlingen af en konkret sag søger vejledning om lovfortolkningsspørgsmål

eller lignende - f.eks. telefonisk - hos en overordnet myndighed, der tillige

er klageinstans vedrørende den pågældende sag. Er rådgivningen givet i en

sådan form, at den pågældende medarbejder hos den overordnede myndighed ikke

har givet udtryk for sin endelige opfattelse med hensyn til den konkrete sags

udfald, men blot ydet rådgivning med hensyn til fortolkningen af

retsgrundlaget for afgørelsen og/eller har vejledt om den overordnede

myndigheds praksis, vil bestemmelsen i forvaltningslovens § 3, nr.4, ikke

medføre, at den pågældende medarbejder vil være inhabil i forhold til den

pågældende sag, hvis afgørelsen bliver påklaget til den overordnede

myndighed. Den pågældende vil i så fald ikke have "medvirket ved den

afgørelse", som den underordnede myndighed har truffet.

A.K.3.2 Repræsentation

Den, der er part i en sag, hvor der er eller vil blive truffet afgørelse

af en forvaltningsmyndighed, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling

vælge at lade sig repræsentere eller bistå af andre, jf. forvaltningslovens §

8.

Der findes ikke i forvaltningsloven regler om, hvem der kan repræsentere

eller bistå en part. Parten kan derfor lade sig repræsentere eller bistå af

såvel sagkyndige, f.eks. en advokat eller revisor, som af andre.

Omkostningerne ved eventuel sagkyndig bistand er skattemyndighederne

uvedkommende, bortset fra de tilfælde som er omfattet af reglerne om

omkostningsdækning i forbindelse med retssager ved domstolene i henhold

til omkostningsdækningsloven.

Den myndighed, der behandler sagen, afgør, om den, der optræder som

partsrepræsentant, skal fremlægge en skriftlig fuldmagt eller på anden

måde godtgøre, at den pågældende kan optræde som repræsentant for parten.

Optræder en advokat eller revisor på partens vegne i en skattesag, er der

tale om typiske partsrepræsentanter inden for skatteområdet, og der vil ikke

være grund til at forlange dokumentation for fuldmagtsforholdet, medmindre

det er særligt begrundet i sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt.

Særligt under hensyn til skattemyndighedernes tavshedspligt vil det i

andre tilfælde være nødvendigt, at andre, der optræder som partsrepræsentant,

fremlægger en skriftlig fuldmagt som dokumentation for fuldmagtsforholdet.

Dette gælder således ved enhver henvendelse til en skattemyndighed om en

konkret skattesag, som ikke vedrører den pågældendes egne skatteforhold.

Forretningsordnerne for Landsskatteretten § 21, for Ligningsrådet § 14 og

for skatteankenævnene § 21 indeholder regler om repræsentation. Reglerne

præciserer partsrepræsentantens adgang til at disponere på partens vegne og

indeholder endvidere regler om, at meddelelse om afgørelsen skal sendes både

til parten og partsrepræsentanten.

A.K.3.3 Sagens oplysning

Officialprincippet

For forvaltningsmyndighedernes sagsbehandling gælder officialprincippet.

Officialprincippet findes hverken beskrevet i skattestyrelsesloven eller i

forvaltningsloven, men har hjemmel i uskreven retssædvane.

Officialprincippet betyder, at den kompetente myndighed selv har pligt til

at fremskaffe alle relevante oplysninger, før der træffes afgørelse i en sag.

Princippet indebærer, at de relevante oplysninger eventuelt skal

tilvejebringes i samarbejde med andre myndigheder eller fra private, navnlig

sagens parter.

Officialprincippet betyder, at en forvaltning har ansvaret for at de

nødvendige oplysninger foreligger, og de nødvendige undersøgelser foretages

inden der træffes afgørelse i en sag. Dette betyder nødvendigvis ikke at

forvaltningen altid selv skal fremskaffe de nødvendige oplysninger, dette kan

ske i samarbejde med andre myndigheder og skatteyderen selv. Forvaltningen

vil dog ikke uden videre kunne lægge skatteyderens oplysninger til grund, men

må i et nødvendigt omfang kontrollere dem og således sikre, at sagen bygger

på det materielt rigtige grundlag.

Officialprincippet gælder efter bemærkningerne til skattestyrelsesloven

for alle skattemyndigheder. Princippet gælder således også fuldt ud for

Landsskatterettens sagsbehandling.

Et væsentligt led i skattemyndighedernes sagsbehandling er

skattelovgivningens bestemmelser om pligtmæssige oplysninger for

skatteborgerne. Det drejer sig især om reglerne om skattemyndighedernes

adgang til at indhente regnskabsmateriale, foretage virksomhedseftersyn og

indhente oplysninger fra tredjemand.

Det almindelige krav om, at skattemyndighederne skal behandle sager så

enkelt, hurtigt og økonomisk som muligt, indebærer ikke, at

skattemyndighederne kan undlade at sørge for, at sagen er forsvarligt oplyst.

I de tilfælde, hvor sagsbehandlingstiden har givet anledning til kritik fra

Folketingets Ombudsmand, retter kritikken sig først og fremmest imod de

perioder i sagsforløbet, hvor sagens behandling har været gået helt i stå.

Det må derfor påhvile den undersøgende skattemyndighed eventuelt at rykke for

et høringssvar, og det kan ofte være hensigtsmæssigt at fastsætte en

svarfrist.

A.K.3.4 Syn og skøn ved Landsskatteretten

Skattestyrelsesloven indeholder regler om syn og skøn i forbindelse med

sager, der er indbragt for Landsskatteretten.

Syn og skøn er et bevismiddel

Syn og skøn er et bevismiddel, der anvendes for at sikre bevis til brug

for retssager. Bevismidlet består i en sagkyndig besvarelse af faktiske

spørgsmål til brug for bevisbedømmelsen i en retssag. Der træffes ikke under

syn og skøn retlige afgørelser, men der tilvejebringes et vurderings- og

bedømmelsesgrundlag til brug herfor. Reglerne om syn og skøn findes i

retsplejelovens kapitel 19.

Derudover indeholder retsplejelovens § 343 en særlig bestemmelse om

anvendelse af syn og skøn, selv om det ikke sker til brug for verserende

retssager (isoleret bevisoptagelse). Det er denne regel, der efter

skattestyrelseslovens § 30, stk.1, finder tilsvarende anvendelse ved

landsskatteretssager.

På skatteområdet er syn og skøn primært anvendelig i

værdiansættelsesspørgsmål. Reglen finder ikke anvendelse i vurderingssager,

idet vurderingsmyndighederne har adgang til at foretage besigtigelse af

ejendommen og til at betjene sig af særlig sagkyndig bistand.

Landsskatteretten

Reglen i skattestyrelseslovens § 30, stk. 1 indebærer, at en part kan

begære landsskatteretssagen sat i bero, samtidig med at parten indgiver

begæring om syn og skøn ved de almindelige domstole. Landsskatteretten kan i

den enkelte sag fastsætte en frist, inden for hvilken spørgsmålet om eventuel

afholdelse af syn og skøn skal være afklaret, jf. skattestyrelseslovens § 30,

stk. 2.

Det er de almindelige domstole, der udmelder syn- og skønsmændene.

Landsskatteretten fastsætter endvidere en frist, inden for hvilken

klageren og skattemyndighederne skal meddele retten, om skønserklæringen

giver parterne anledning til at ændre deres påstande i sagen for

Landsskatteretten.

Retsplejelovens regler

Syn og skøn kan alene afholdes efter begæring af parterne i en sag. Den

part, der begærer udmeldelse af syn og skøn, betegnes som rekvirenten.

Anmodning om isoleret bevisoptagelse ved syn og skøn indgives af rekvirenten

til byretten på det sted, hvor genstanden for forretningen forefindes.

Befinder genstanden sig i udlandet, indgives anmodningen om syn og skøn til

byretten på det sted, hvor en eventuel senere retssag skal anlægges her i

landet. Retsafgiften er 400 kr. Det er generelt en betingelse for udmeldelse

af syn og skøn, at byretten finder udmeldelsen hensigtsmæssig.

Rekvirentens modpart under en eventuel senere retssag skal med en uges

varsel af byretten eller af rekvirenten underrettes om det retsmøde, hvori

der træffes beslutning om udmeldelse af syn og skøn, og om selve

bevisførelsen.

Udgifterne til syn og skøn afholdes af rekvirenten. Retten kan pålægge

rekvirenten at betale sagsomkostninger til modparten. Derimod kan det ikke

pålægges modparten at betale omkostninger ved syn og skøn til rekvirenten. De

omkostninger, som rekvirenten har afholdt, kan imidlertid indgå i

omkostningsbestemmelsen under en eventuel efterfølgende retssag.

Grundlaget for et syn og skøn er et eller flere spørgsmål (skønstemaet),

der besvares i én eller flere skønserklæringer, eventuelt suppleret

med besvarelse af mundtlige spørgsmål under den senere mundtlige forhandling

ved retten (afhjemlingen). Som syn- og skønsmænd udmeldes sagkyndige, der

skal være uvildige.

Skønstemaet kan indeholde spørgsmål stillet af hver af parterne eller af

parterne i fællesskab. Spørgsmålene skal være klare, og de skal angå bestemte

punkter og ikke efterlyse en generel vurdering eller angå en juridisk

vurdering. Skønstemaet bør udformes så omhyggeligt, at alle de punkter, som

parterne ønsker belyst, er dækket.

Der kan under afhjemlingen i byretten stilles klargørende og uddybende

spørgsmål.

Skønsmændene skal så vidt muligt underrette parterne om syns- og

skønsforretningens foretagelse.

Skønsmændene udarbejder en skriftlig erklæring, som indeholder deres svar.

Erklæringen fremsendes til retten og til parterne. Såfremt parterne eller en

af dem ønsker det, foretages der derefter en afhjemling ved byretten af syns-

og skønsforretningen ved, at skønsmændene møder i retten og bekræfter eller

eventuelt supplerer eller korrigerer deres skriftlige erklæring.

Syn og skøn, som er foretaget inden retssag anlægges, er under en eventuel

senere retssag undergivet grundsætningen om bevisbedømmelsens frihed.

Tilsvarende gælder ved Landsskatteretten. Syn og skøn er herefter et

bevismiddel, der i princippet ikke er bindende for bevisbedømmelsen ved

Landsskatteretten.

Parter

Efter skattestyrelseslovens § 30 og forretningsordenen for

Landsskatteretten, § 24, er det formelt set den skattemyndighed, hvis

ansættelse er påklaget, der er part i skattesagen. Det betyder, at det

normalt er skatteankenævnet, der er part i skattesagen ved Landsskatteretten.

Landsskatteretten er ikke part i sagen og kan derfor ikke begære

udmeldelse af syn og skøn, men Landsskatteretten kan naturligvis vejlede

sagens parter og eventuelt opfordre parterne til at lade udmelde syn og skøn.

Landsskatteretten har endvidere mulighed for undtagelsesvis at indkalde syns-

og skønsmændene til at udtale sig i et retsmøde, jf. forretningsordenen for

Landsskatteretten, § 15, stk. 2.

Klageren eller den skattemyndighed, hvis afgørelse er påklaget,

underretter skriftligt Landsskatteretten om begæringen om udmeldelse af syn

og skøn. Med underretningen sendes kopi af rekvirentens begæring med

byrettens påtegning samt kopi af skønstemaet.

Rekvirenten skal samtidig med, at han underretter Landsskatteretten om

syns- og skønsforretningens afslutning, sende retsbogsudskrift og

skønsmændenes udtalelse til Landsskatteretten.

Er klageren rekvirent, skal han samtidig meddele Landsskatteretten, om han

ønsker klagen opretholdt.

Er skattemyndighederne rekvirent, kan Landsskatteretten forespørge

klageren, om klagen ønskes opretholdt eller trukket tilbage. Undlader klager

at besvare Landsskatterettens forespørgsel, anses klagen for opretholdt. Der

henvises nærmere til forretningsorden for Landsskatteretten, § 24.

Udgifter ved syn og skøn

Kompetencen til at forlange syn og skøn i sager, der er afgjort af

skatteankenævnet, henhører under skatteankenævnet. Omkostningerne ved syn og

skøn efter begæring af skatteankenævnet er derfor en kommunal udgift.

Told- og skatteregionerne kan yde bistand i forbindelse med udmeldelse af

syn og skøn.

Skattemyndighedernes opgave

Det praktiske arbejde for skattemyndighederne består i at tage stilling

til, om der skal begæres udmeldt syn og skøn. I bekræftende fald skal

begæringen affattes og indsendes til byretten på det sted, hvor den genstand

eller fordring mv., der ønskes vurderet, befinder sig. Skattemyndigheden skal

i så fald meddele Landsskatteretten, at der er begæret syn og skøn, idet

Landsskatterettens behandling skal stilles i bero. Skattemyndighederne skal

endvidere tage stilling til, om man skal lade sig repræsentere ved en

advokat. Endelig skal skattemyndighederne tage stilling til den eller de

personer (skønsmænd), som retten agter at udmelde, udfærdige selve

skønstemaet samt lade sig repræsentere under afhjemlingen.

Hvis skatteyderen begærer syn og skøn, består skattemyndighedernes opgave

i at være repræsenteret i det retsmøde, hvor syn og skøn udmeldes, og udtale

sig om skønsmanden og skønstemaet, samt lade sig repræsentere ved

afhjemlingen. Det vil normalt være nødvendigt, at skattemyndighederne er

repræsenteret i disse retsmøder. I modsat fald kan der ikke senere fremsættes

indsigelse.

Det må anses for undtagelsen, at skattemyndighederne begærer udmeldelse af

syn og skøn.

Sager ved andre skattemyndigheder

Bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 30, stk. 1, regulerer udtømmende

mulighederne for anvendelse af syn og skøn i skattesager. Syn og skøn kan

derfor ikke anvendes ved sager for andre skattemyndigheder.

Forældelse

Optagelse af syn og skøn uden retssag er ikke et sådant retligt skridt,

der afbryder forældelse i medfør af 1908-forældelseslovens § 2. Derimod

suspenderes 6-måneders fristen (overspringelsesfristen) i

skattestyrelseslovens § 31, stk. 1, 2. pkt., når Landsskatterettens

behandling af sagen er udsat på klagerens meddelelse til Landsskatteretten

om, hvorvidt klagen opretholdes, jf. skattestyrelseslovens § 30, stk. 3.

A.K.3.5 Høring

Partshøring

Reglerne om partshøring på myndighedens initiativ har til formål at sikre,

at sagens parter får lejlighed til at gøre sig bekendt med og kommentere det

faktiske afgørelsesgrundlag, inden sagen afgøres. Denne ret for parten til at

få lejlighed til at påpege misforståelser, unøjagtigheder eller

ufuldstændigheder i det foreliggende sagsmateriale, vil kunne medvirke til at

sikre, at myndighedens afgørelser træffes på det bedst mulige faktiske

grundlag.

Forvaltningslovens kapitel 5 indeholder regler om partshøring. Reglerne

betyder, at hvis en part i en sag ikke kan antages at være bekendt med, at

myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger om sagens faktiske

omstændigheder, må myndigheden ikke træffe afgørelse, før parten er gjort

bekendt med oplysningerne og har haft lejlighed til at fremkomme med en

udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den

pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse, dette

gælder også i sagerne om bindende forhåndsbesked

Skattestyrelsesloven indeholder detaljerede regler om partshøring, og

forvaltningslovens regler har derfor næppe selvstændig betydning for de

afgørelser, der træffes i henhold til skattestyrelsesloven.

Forvaltningslovens regler om partshøring finder imidlertid anvendelse på

andre afgørelser, som skattemyndighederne træffer uden for

skattestyrelseslovens område. Det gælder eksemplevis for skatteopkrævningen.

Skattestyrelsesloven § 3 og § 21 indeholder særlige regler om partshøring

og kontradiktion i sager, som behandles af de kommunale skattemyndigheder og

skatteankenævnene. Tilsvarende regler gælder for told- og skatteregionerne og

Ligningsrådet ved foretagelse af skatteansættelser, jf. lovens § 14, stk. 4,

og § 19, stk. 1. Særlige regler om partshøring i landsskatteretssager findes

i skattestyrelseslovens §§ 26, stk. 1 og 27 om mundtlig forhandling med

Landsskatterettens sekretariat og mundtlig forhandling under et egentligt

retsmøde. Nærmere regler findes i forretningsordenen for Landsskatteretten §§

6 og 7. For Ligningsrådet findes regler om skatteyders adgang til mundtlig

forhandling i forretningsordenens §§ 8 og 9, stk. 2.

Tilsidesættelse af reglerne om partshøring anses for en væsentlig

sagsbehandlingsfejl, der kan medføre, at skattemyndighedernes afgørelse

bliver ugyldig, jf. eksempelvis Skat 1989.9.733 og Skat 1988.9.548. I

sidstnævnte sag underkendte Landsskatteretten en skatterådsafgørelse, idet

klager ikke havde haft lejlighed til at ytre sig, før skatterådet forhøjede

ansættelsen på et ikke påklaget punkt.

Der er ikke i skattestyrelsesloven fastsat bestemmelser om længden af den

frist, som skattemyndighederne skal give den skattepligtige til at fremkomme

med en indsigelse. Ved fastsættelsen af en frist bør der gives den pågældende

part rimelig tid til at sætte sig ind i oplysningerne og overveje svaret. Der

kan i den forbindelse tages hensyn til omfanget af oplysningerne og til

sagens karakter, herunder om parten tidligere har haft lejlighed til at

udtale sig, og om sagen er af en sådan karakter, at parten kan have behov for

sagkyndig bistand.

De skattelignende myndigheder fastsætter normalt svarfristen til 14 dage,

jf. forretningsordenen for skatteankenævnene § 11.

I praksis har skattemyndighedernes fastsættelse af en kortere svarfrist

givet anledning til problemer. En kortere frist end 14 dage anvendes typisk,

hvor sagen er ved at forælde. Højesteret har i UfR 1976, side 137, anset en

indsigelsesfrist på 8 dage for behørig under hensyn til, at sagen havde

verseret flere år forud, og at skatteyderen selv måtte bære risikoen for, at

han ikke havde kontaktet sin advokat på et tidligere tidspunkt af sagen.

Derimod har Landsskatteretten i en konkret sag anset en indsigelsesfrist

på 2 dage i en agterskrivelse for for kort, hvorefter kendelsen blev anset

for ugyldig.

Høring af andre myndigheder

I tilfælde, hvor det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold

til lov, at høring skal ske, vil en tilsidesættelse medføre, at ansættelsen

bliver ugyldig.

I andre tilfælde, hvor en skattemyndighed indhenter en udtalelse fra en

anden myndighed, bør det i hvert enkelt tilfælde nøje overvejes, om høringen

er nødvendig.

Generelt bør det i høringsskrivelsen anføres på hvilke områder, der ønskes

en udtalelse, og hvornår udtalelsen bør foreligge.

Den nugældende skattestyrelseslov indeholder ingen regler om obligatoriske

høringsprocedurer. Derimod indeholder eksempelvis forretningsordenen for

Landsskatteretten, § 3, stk. 3, regler om høring af skatteankenævnet.

A.K.3.6 Offentlighed og tavshedspligt

Offentlighedsloven indeholder de almindelige regler om adgangen til

aktindsigt samt de særlige regler om adgangen til aktindsigt for ikke-parter.

De særlige regler om parters udvidede adgang til aktindsigt findes i

forvaltningslovens kapitel 4.

Offentlighedslovens adgang til almindelig aktindsigt er begrænset af

tavshedsbestemmelserne vedrørende konkrete oplysninger om private og

personlige forhold, jf. offentlighedsloven § 12 og § 14, medens

tavshedsbestemmelserne er uden betydning i relation til sagens parter, jf.

forvaltningslovens § 9, stk. 2.

Skattelovgivningens særlige bestemmelser om tavshedspligt findes i

kildeskattelovens § 87 og statsskattelovens § 44. Efter disse bestemmelser

skal skattemyndighederne iagttage ubetinget tavshedspligt bl.a. om de

skattepligtiges økonomiske, erhvervsmæssige eller privatlivet vedrørende

forhold.

Afgrænsningen af partsbegrebet i skattelovgivningen kan være vanskelig,

idet andre end selve parten (skatteyderen) kan have en så væsentlig, direkte

retlig og individuel interesse i sagens udfald, at pågældende kan få samme

status som parten.

Endvidere indeholder kildeskattelovens § 80, stk. 1, en særlig regel,

hvorefter ægtefæller har adgang til aktindsigt i hinandens selvangivelser og

skatteansættelsesforhold. Reglen gælder imidlertid alene de indkomstår, hvor

ægtefællerne har været skattemæssigt samlevende.

Retten til aktindsigt omfatter ligningsvejledningen og cirkulærer med

generelle forskrifter, jf. offentlighedslovens § 8, nr. 4. Undtaget fra

retten til aktindsigt er visse sagstyper, dokumenter og oplysninger, jf.

nærmere offentlighedslovens kap. 3 og forvaltningslovens kap. 4. Eksempelvis

kan interne arbejdsdokumenter undtages fra aktindsigt, jf.

offentlighedslovens § 7 og forvaltningslovens § 12.

Aktindsigt er efter forvaltningslovens § 9, stk. 3, udelukket i

straffesager bortset fra afsluttede sager. Reglen omfatter tillige

administrative straffesager på skatteområdet. For at der er tale om en

administrativ straffesag må det kræves, at den kompetente myndighed har taget

synlige konkrete skridt til at behandle sagen som straffesag. Er en

straffesag rejst, har skatteyders beskikkede advokat dog adgang til

aktindsigt, men de indhentede oplysninger må ikke videregives til

skatteyderen uden myndighedernes samtykke, jf. lov nr. 625 af 21. dec. 1983

om adgang til forsvarerbistand under en administrativ skatte- eller

afgiftsstraffesag, § 2.

I forbindelse med behandlingen af en klagesag skal skatteankenævnet og

Landsskatteretten tage stilling til eventuel tilsidesættelse af formelle

regler, herunder reglerne om aktindsigt.

Særskilt klage over afslag på anmodning om aktindsigt er imidlertid

omfattet af bek. nr. 653 af 18. sep. 1990. Aktindsigtsafgørelser kan herefter

påklages direkte til T&S.

For administrative sager uden for det egentlige ligningssystem findes

reglerne i bek. nr. 417 af 6. jun. 1991.

Efter bekendtgørelsens § 12, stk. 1, træffes afgørelser i sager om

aktindsigt og om tavshedspligt mv. i 1. instans af den myndighed, der iøvrigt

har afgørelsen af den påklagede sag. Eventuel klage over den kommunale

skattemyndigheds afgørelse i de af bekendtgørelsen omfattede

dispensationssager mv. skal ske til Told- og Skattestyrelsen.

Videregivelse af oplysninger til andre myndigheder

Bestemmelserne i forvaltningsloven §§ 28-32 indeholder de nærmere regler

om, i hvilke tilfælde f.eks. en skattemyndighed og ansatte inden for en

skattemyndighed må og eventuelt skal videregive fortrolige oplysninger til

andre forvaltningsmyndigheder og andre grene af samme forvaltningsmyndighed.

Bestemmelsen i § 28 begrænser videregivelsen af oplysninger vedrørende

rent private forhold (de særlig følsomme oplysninger), som kun rent

undtagelsesvis må videregives til andre forvaltningsmyndigheder, og

almindeligt fortrolige oplysninger, der må videregives, når de er af

væsentlig betydning for løsning af andre forvaltningsmyndigheders opgaver.

Særlig følsomme oplysninger

Særlig følsomme oplysninger er efter § 28 bl.a. oplysninger om religion og

oplysninger om politiske, foreningsmæssige og strafbare forhold samt

oplysninger om helbredsmæssige forhold og væsentlige og sociale problemer.

Disse oplysninger må som udgangspunkt kun videregives til anden

forvaltningsmyndighed, når den, som oplysningen angår, har givet samtykke.

Dette samtykke skal i almindelighed gives skriftligt og specifikt, jf.

bestemmelsens stk. 4.

Andre fortrolige oplysninger

Forvaltningslovens § 27 opregner en række eksempler på, hvad der er

omfattet af den almindelige tavshedspligt efter straffelovens § 152.

Bestemmelsen medtager bl.a. oplysninger, som er omfattet af

skattemyndighedernes særlige tavshedspligt. Det gælder oplysninger om

enkeltpersoners eller private selskaber/foreningers personlige eller interne,

herunder økonomiske forhold eller oplysninger om tekniske

indretninger/fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold.

Bestemmelsen gør dog forbudet mod videregivelse betinget af, at

hemmeligholdelse er nødvendig for at varetage væsentlige hensyn til de

pågældendes private interesser.

Økonomiske og erhvervsmæssige oplysninger anses ikke for særlig følsomme

oplysninger, men er omfattet af bestemmelsen i forvaltningslovens § 28, stk.

3, hvorefter videregivelse til anden forvaltningsmyndighed kun kan ske, når

det må antages, at oplysningen vil være af væsentlig betydning for

myndighedens virksomhed eller for den afgørelse, myndigheden skal træffe.

Reglen betyder, at skattelovgivningens tavshedspligtbestemmelser som

udgangspunkt er uden betydning, når spørgsmålet vedrører videregivelse til

andre forvaltningsmyndigheder.

Ved cirk. af 6. mar. 1987 om skattemyndighedernes tavshedspligt efter

gennemførelsen af forvaltningsloven, har Skatteministeriet meddelt, at

ministeriet efter gennemførelse af forvaltningsloven ikke finder grundlag for

at opretholde den hidtidige restriktive praksis. Det er ensbetydende med, at

begrebet "uvedkommende" i relation til andre

forvaltningsmyndigheder må fortolkes i overensstemmelse med kriteriet i

forvaltningslovens § 28, stk. 3. Videregivelse af skatteoplysninger kan

herefter ske, når oplysningen vil være af væsentlig betydning for

myndighedens virksomhed.

De nærmere retningslinjer for videregivelsen af skatteoplysninger efter

anmodning fra andre forvaltningsmyndigheder er beskrevet i cirkulærets pkt.

8. For så vidt angår uopfordret videregivelse af skatteoplysninger til andre

forvaltningsmyndigheder kan videregivelse efter cirkulærets pkt. 7 alene ske

i tilfælde, hvor der er tale om formodede lovovertrædelser af en vis grov

karakter.

Videregivelse af oplysninger inden for samme myndighed

Forvaltningslovens § 28 omhandler ikke tilfælde, hvor skatteoplysninger

videregives inden for samme myndighed. Spørgsmålet har særlig betydning i

forholdet til de forskellige grene af den kommunale forvaltning. Om

videregivelse af fortrolige oplysninger kan finde sted i disse tilfælde beror

på, om videregivelsen efter reglerne om tavshedspligt må anses for

"berettiget". Videregivelse af skatteoplysninger må anses at være

uberettiget, såfremt skatteforvaltningen er bekendt med, at oplysningen er

uden betydning for modtagerens udførelse af de opgaver, der er pålagt den

pågældende. I forvaltningslovens § 32 er det præciseret, at de personer, der

virker i den offentlige forvaltning, ikke må skaffe sig fortrolige

oplysninger, der ikke har bestydning for det arbejde, de udfører.

I praksis har spørgsmålet været rejst i forbindelse med videregivelse af

skatteoplysninger til økonomiudvalg og til borgmester og kommunaldirektør som

ledere af den kommunale administration.

Uanset bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 1, stk. 2, hvorefter

kommunalbestyrelsen ikke kan behandle den kommunale skattemyndigheds

(konkrete) afgørelser, kan kommunalbestyrelsen ikke anses som en anden

forvaltningsmyndighed. Der er således tale om den samme

forvaltningsmyndighed, og videregivelse af oplysninger kan herefter ske, hvis

det er sagligt begrundet som led i det pågældende udvalgs eller den

pågældende persons funktion. Skatteoplysninger kan derimod kun udleveres,

hvis begæring om udlevering sker i forbindelse med skatte- og kontrolformål.

A.K.3.7 Skattemyndighedernes afgørelse

Skattestyrelsesloven og de i medfør heraf udstedte bestemmelser indeholder

detaljerede krav om skattemyndighedernes fremgangsmåde i forbindelse med

afgørelsen.

Sagsfremstilling

Der findes detaljerede regler om udarbejdelsen af sagsfremstilling ved

skatteankenævnene, jf. skattestyrelseslovens § 21, stk. 2. Disse regler

gælder tillige for Ligningsrådets og Landsskatterettens sagsbehandling, jf.

skattestyrelseslovens § 19, stk. 1, og § 25, stk. 2. Forretningsordenen for

skatteankenævnene § 11 indeholder minimumskravene til en sagsfremstilling.

Bestemmelsen i stk. 3 indeholder tillige en regel om, at sagsfremstillingen

skal ledsages af et forslag til sagens afgørelse.

Reglen om sagsfremstilling må anses at være garantiforskrifter, hvis

tilsidesættelse medfører, at afgørelsen bliver ugyldig. Såfremt en afgørelse

tilsidesættes som ugyldig på grund af en formel fejl, kan den pågældende

skattemyndighed træffe en ny afgørelse med samme indhold under iagttagelse af

den korrekte procedure. I den forbindelse bemærkes de særlige regler om

skattemyndighedernes indbyrdes kompetence i skattestyrelseslovens § 36.

Begrundelse

Af særlig betydning i skattesager er reglerne om begrundelse.

Skattestyrelsesloven indeholder ingen særlige regler om begrundelse, og det

betyder, at forvaltningslovens kapitel 6, der indeholder udførlige

bestemmelser om kravene til begrundelse, finder anvendelse i skattesager.

Efter forvaltningslovens § 22 skal en skriftlig afgørelse altid begrundes,

medmindre afgørelsen fuldt ud giver parten medhold. Forvaltningslovens § 24

indeholder de nærmere regler om indholdet af begrundelsen.

Begrundelsen skal fremtræde som en forklaring på, hvorfor afgørelsen har

fået det pågældende indhold. Begrundelsen for afgørelsen skal henvise til de

retsregler, i henhold til hvilken afgørelsen er truffet. Beror afgørelsen på

en fortolkning af en bestemmelse, bør der tillige redegøres for den anlagte

fortolkning. I det omfang afgørelsen beror på et skøn, skal begrundelsen

tillige indeholde de hovedhensyn, der har været bestemmende for udøvelsen af

skønnet. Foreligger der en domspraksis eller administrativ praksis, skal der

nærmere redegøres herfor. Endelig skal begrundelsen indeholde en kort

redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som

har været tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Navnlig reglen i § 24, stk. 1, 2. pkt., om angivelse af de hovedhensyn,

der har været bestemmende for et administrativt skøn, har givet anledning til

problemer, idet der på skatteområdet forekommer talrige afgørelser, der har

skønsmæssig karakter.

For så vidt angår afslag på ansøgninger om bevilling antages det i

praksis, at begrundelseskravet lempes, således at det må anses

tilstrækkeligt, at der i begrundelsen henvises til sædvanlig praksis eller

til, at den nødvendige dokumentation ikke foreligger.

Formålet med begrundelseskravet er, at en skatteyder skal kunne vurdere

mulighederne for at opnå en ændret afgørelse ved eventuel klagebehandling.

Begrundelseskravet må derfor anses for en garantiforskrift, hvis

tilsidesættelse vil medføre, at afgørelsen bliver ugyldig.

Begrundelsespligten anses for opfyldt i tilfælde, hvor der i en afgørelse,

evt. årsopgørelsen, henvises til den tidligere givne begrundelse i

agterskrivelsen. Det er i så fald en forudsætning, at skatteyder ikke er

fremkommet med nye indsigelser mod agterskrivelsen, som kræver særskilt

begrundelse i afgørelsen.

Det indebærer, at skattemyndighederne skal tage stilling til de nye

indsigelser, som skatteyder fremkommer med.

Underretning om afgørelsen

Underretning om afgørelsen skal ske til skatteyder selv. Har skatteyder

under sagen været repræsenteret af en anden person, påhviler det efter

forretningsordnerne skattemyndighederne ved alle afgørelser også at

underrette partsrepræsentanten. Skattestyrelseslovens klagefrister regnes fra

det tidspunkt, hvor den skattepligtige har modtaget underretning om

afgørelsen, jf. § 21, stk. 1 og § 25, stk. 1. For så vidt angår en ægtefælles

klageadgang i henhold til kildeskattelovens § 80, stk. 3, er det i praksis

antaget, at den sædvanlige klagefrist først løber fra det tidspunkt, hvor

vedkommende bliver bekendt med afgørelsen af ægtefællens skatteansættelse.

Klagevejledning

Reglerne om klagevejledning i skattesager findes i forvaltningslovens § 25

og § 26. Reglerne er gentaget i de forskellige forretningsordner, der er

udstedt i henhold til skattestyrelsesloven.

Reglerne betyder, at skattemyndighedernes afgørelser, der skal meddeles

skriftligt, skal være ledsaget af en vejledning om klageadgang.

Klagevejledning skal dog ikke gives, hvis afgørelsen fuldt ud giver den

pågældende medhold.

Der skal gives klagevejledning, hvadenten klageadgangen er hjemlet i

skattestyrelseslovens regler eller den blot følger af den almindelige

ulovbestemte regel om administrativ rekurs.

Klagevejledningen skal indeholde angivelse af klageinstans og oplysninger

om fremgangsmåden ved indgivelse af klagen, herunder om eventuelle

tidsfrister. Vejledningen skal i fornødent omfang indeholde oplysning om,

hvorvidt der inden for det pågældende sagsområde gælder særlige begrænsninger

i klageinstansens kompetence.

Det kan være hensigtsmæssigt at angive i klagevejledningen, hvorvidt

klager bør fremkomme med eventuelle andre oplysninger, der er egnede til at

fremme behandlingen af klagesagen, f.eks. om bestemte dokumenter eller

oplysninger bør ledsage klagen.

Det betyder eksempelvis, at skatteankenævnenes klagevejledning bl.a. bør

indeholde oplysninger om, at skatteankenævnets sagsfremstilling skal

indsendes til Landsskatteretten samtidig med klagen.

Reglerne i forvaltningslovens § 25, stk. 1, fastsætter alene regler om

administrativ rekurs. Det følger imidlertid af den vejledningspligt, som

efter forvaltningslovens § 7 påhviler skattemyndighederne, at der afhængig af

de konkrete omstændigheder bør vejledes om muligheden for klage til

Folketingets Ombudsmand eller de kommunale tilsynsmyndigheder. Tilsvarende

gælder, hvor skatteborgeren har mulighed for domstolsprøvelse, jf.

forvaltningslovens § 26, hvorefter der alene skal gives klagevejledning til

domstolene, hvis der gælder lovbestemte frister for et sagsanlæg. Reglen har

alene betydning for skatteansættelsesspørgsmål, som er påkendt af

Landsskatteretten, jf. skattestyrelseslovens § 31.

A.K.4 Genoptagelse

Genoptagelse af skatteansættelser kan ske efter anmodning fra skatteyder

eller uden anmodning. Reglen om nedsættelse af en skatteansættelse efter

anmodning fra skatteyder findes i skattestyrelseslovens § 4, stk. 1. Reglen

om skattemyndighedens adgang til af egen drift at forhøje en skatteansættelse

(revisionsbeføjelsen) findes i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1. I begge

tilfælde gælder en 3-årsregel (fra indkomståret 1990).

Genoptagelse efter anmodning

Genoptagelse af en skatteansættelse kan i almindelighed ske ved kommunen,

skatteankenævnet eller Landsskatteretten, jf. skattestyrelseslovens § 4, stk.

1, § 22 og § 29.

Genoptagelse efter begæring af en skatteyder anvendes, når skatteyderen

ikke har overholdt de i skattestyrelsesloven fastsatte regler om

klagefrister.

Af bemærkningerne til skattestyrelsesloven fremgår, at der kan ses bort

fra en fristoverskridelse, når almindelige forvaltningsretlige principper

fører til, at sagen alligevel bør behandles af klageinstansen. I cirkulæret

til skattestyrelsesloven, pkt. 12, anføres det, at skatteankenævnet kan se

bort fra en fristoverskridelse, hvis nævnet finder det rimeligt, eksempelvis

hvis klager oplyser undskyldende omstændigheder, hvis der er tale om en

mindre fristoverskridelse, eller hvis der er rimelige udsigter til, at

klageren kan få medhold i sin klage.

Efter skattestyrelseslovens § 4, stk. 1, er det en betingelse, at den

skattepligtige fremlægger nye oplysninger, som kan medføre en ændret

skatteansættelse. I praksis vil genoptagelse kunne finde sted, hvis en

materielretlig (ligningsmæssig) vurdering fører til, at ansættelsen bør

ændres.

En anmodning om genoptagelse skal fremsættes inden 3 år efter udløbet af

det pågældende indkomstår. For ansættelser før indkomståret 1990 gælder efter

praksis en 5 års-regel, som støttes på den tidligere skattestyrelseslovs §

29, stk. 4.

Særligt om bevillingsmæssig genoptagelse

Efter bemærkningerne til skattestyrelsesloven forudsættes den eksisterende

meget begrænsede adgang til bevillingsmæssig genoptagelse efter udløbet af 5

års-reglen (3 års-fristen) opretholdt. Det betyder, at genoptagelse i disse

tilfælde kun kan tillades helt undtagelsesvis.

Disse sager behandles og afgøres af told- og skatteregionen i 1. instans

med klageadgang til Told- og Skattestyrelsen.

Kompetenceregler

Skattestyrelsesloven bygger på et princip om, dels at den kommunale

skattemyndighed ikke kan ændre en højere skattemyndigheds afgørelse, dels at

den kommunale skattemyndighed og den statslige told- og skatteforvaltning

ikke kan ændre ansættelser, der er foretaget af skattemyndigheder med

lægmandselement. Bestemmelserne herom findes i skattestyrelseslovens § 3,

stk. 3, § 14, stk. 4 og § 36.

Disse regler finder tillige anvendelse f.s.v.a. genoptagelsessager. Det

indebærer en begrænsning af de underordnede skattemyndigheders kompetence.

Begrænsningen gælder imidlertid kun "i det omfang", dvs. på de

punkter, den pågældende højere skattemyndighed har truffet afgørelse.

Er der ikke tidligere fra en højere skattemyndighed taget stilling til et

punkt i en skatteansættelse, skal genoptagelse f.s.v.a. dette punkt ske ved

den myndighed, der oprindeligt har foretaget ansættelsen, i almindelighed den

kommunale skattemyndighed.

Skattemyndighedernes adgang til samtidig at foretage forhøjelser

Sker genoptagelse efter anmodning af en skatteyder, fordi skatteyderen

ønsker nedsættelse på ét punkt, kan skattemyndighederne samtidig

foretage en forhøjelse på et andet punkt. Det er en konsekvens af

revisionsbeføjelsen.

Skattestyrelseslovens § 35, stk. 1 (3 års-reglen) begrænser

revisionsbeføjelsen. Sker genoptagelse imidlertid ekstraordinært, dvs. udover

3 år, er bestemmelsen imidlertid efter bemærkningerne til lovforslaget til

skattestyrelsesloven ikke til hinder for, at der samtidig kan foretages en

forhøjelse på andre punkter, blot det samlede resultat (nettoresultatet)

bliver en nedsættelse. Efter bemærkningerne må skatteyder i denne situation

tåle det vilkår for bevillingen, at der foretages (konneks) modregning for

skattemyndighedernes eventuelle krav for samme indkomstår.

Klagevejledning i genoptagelsessager

Reglerne om, at skattemyndighedernes afgørelse skal meddeles skriftligt og

være ledsaget af en klagevejledning, såfremt afgørelsen ikke fuldt ud giver

den pågældende medhold, gælder hvad enten klageadgangen er hjemlet i

skattestyrelseslovens regler, eller den blot følger af den almindelige

ulovbestemte regel om administrativ rekurs.

Vejledningspligten i forvaltningslovens § 7 fører til, at skatteyderen i

givet fald af kommunen skal henvises til at indgive ansøgning om bevilling om

genoptagelse til told- og skatteregionen.

Forelæggelse for Ligningsrådet unødvendig

Er der alene tale om en konsekvensændring som følge af Landsskatterettens

kendelse, hvor ændringen sker til gunst for en anden skatteyder end klager,

må det antages, at sådanne sager har rent ekspeditionsmæssig karakter, og at

ændringen derfor kan foretages administrativt af told- og skatteregionen uden

forelæggelse for Ligningsrådet.

Fremlægger skatteyder efter skatteankenævnets afgørelse nye faktiske

oplysninger, der indebærer en nedsættelse af ansættelsen, om hvilken der ikke

er uenighed mellem skatteyder og kommunen, er en forelæggelse for

Ligningsrådet ikke nødvendigt.

Skattestyrelseslovens klagefrister skal overholdes

De almindelige genoptagelsessager efter skattestyrelsesloven behandles

herefter af kommunen, skatteankenævnet og Landsskatteretten. Det betyder, at

skattestyrelseslovens klagefrister skal overholdes, idet oversiddelse af

fristen i almindelighed vil medføre, at muligheden for genoptagelse

bortfalder, selv om 3 års-fristen ikke er udløbet.

Adgangen til genoptagelse

Når der i en konkret sag træffes en afgørelse ved Landsskatteretten eller

domstolene, der ændrer en bestående administrativ praksis, indebærer

genoptagelsesreglerne en mulighed for andre skatteydere for at få en lignende

sag indbragt for domstolene, hvis det kan ske inden udløbet af

skattestyrelseslovens frist.

Fristens beregning

Som hovedregel indrømmes genoptagelse kun 3 år (5 år) tilbage. Fristen

regnes fra begæringens fremsættelse.

I visse tilfælde regnes fristen ved genoptagelse fra et andet tidspunkt.

Det gælder f.eks. i tilfælde, hvor Landsretten eller Højesteret har

tilsidesat hidtidig administrativ skattepraksis.

Hvor anmodning om genoptagelse er begrundet med en henvisning til en

domstolsafgørelse i en anden sag, regnes 3 års-fristen ikke fra anmodningen

om genoptagelse, men fra den først underkendende dom. Denne administrative

praksis fører således til genoptagelse i videre omfang, end hvad der ville

gælde, hvis skatteyderen alene kunne henholde sig til reglerne om

domstolsprøvelse i skattestyrelsesloven. Landsskatteretten skal tage stilling

til om skatteansættelsen kan genoptages, hvis ansættelsen tidligere har været

indbragt for Landsskatteretten.

Der gælder følgende retningslinier for, hvorledes en anmodning om

genoptagelse, der henviser til en dom, skal behandles:

Hvor ansøgningen om genoptagelse er begrundet med, at hidtidig

ligningspraksis er blevet underkendt ved en landsretsdom eller

højesteretsdom, vil der kunne tillades genoptagelse med hensyn til

indkomstår, der ligger indtil 3 år forud for tidspunktet for den første

underkendende dom.

Den særlige beregning af 3-årsfristen anvendes, når Højesteret har taget

stilling til hidtidig ligningspraksis ved enten selv at underkende den eller

at stadfæste en underkendende landsretsdom, når en for Højesteret anlagt

appelsag vedrørende en underkendende landsretsdom hæves af Skatteministeriet,

eller når landsrettens underkendende dom ikke er appelleret inden udløbet af

ankefristen.

Den ligningsmæssige vurdering af, om indholdet i den foreliggende

anmodning er sammenligneligt med indholdet af den dom, der henvises til,

foretages af ligningsmyndighederne i hvert enkelt tilfælde. Det kan

imidlertid også ske ved, at Told- og Skattestyrelsen i et cirkulære

præciserer, hvorledes afgørelsen skal tages i betragtning ved genoptagelse af

allerede foretagne ansættelser, jf. f.eks. T&S-cirk. 1991-14 og 15.

F.s.v.a. fristberegningen gælder, at en klager efter aftale med

skattemyndighederne kan få stillet sagen i bero med henblik på at afvente

udfaldet af en verserende sag for Landsskatteretten eller domstolene.

Foreligger der ikke en aftale om berostillelse, gælder skattestyrelseslovens

almindelige frister.

Bevillingsmæssig genoptagelse

Af bemærkningerne til skattestyrelsesloven fremgår, at den eksisterende

praksis vedrørende genoptagelse forudsættes opretholdt. Det betyder, at den

eksisterende begrænsede adgang til bevillingsmæssig genoptagelse efter

udløbet af den normale frist bevares. Bevillingsmæssig genoptagelse kan

herefter ske i samme omfang (efter samme retningslinjer) som hidtil.

3 års-reglen finder anvendelse for skatteansættelser, der vedrører

indkomståret 1990 og senere indkomstår, jf. skattestyrelseslovens § 31, stk.

3 og § 40, stk. 3.

Tilladelse til ekstraordinær genoptagelse er efter hidtidig praksis givet

i tilfælde, hvor der foreligger ansvarspådragende fejl hos

skattemyndighederne. I øvrigt har genoptagelse været tilladt, hvor der var

tale om åbenbart fejlagtige taksationer, samt hvor skatteyder skulle

tilbagebetale tidligere modtagne indkomstbeskattede ydelser. Endvidere er der

givet tilladelse i de tilfælde, hvor genoptagelsen har særlig hjemmel, f.eks.

i et cirkulære.

Ved regionens stillingtagen til ansøgning om genoptagelse efter udløbet af

3-års fristen skal der således ikke foretages en materiel (ligningsmæssig)

vurdering af sagen, og skatteyderens sociale og økonomiske forhold vil ikke

kunne begrunde genoptagelse. Tilsvarende gælder sager vedrørende glemte eller

ikke-udnyttede fradrag.

Bevillingsmæssig genoptagelse er en ministerbeføjelse, og kompetencen til

at meddele tilladelse til genoptagelse, respektive meddele afslag på

anmodning om genoptagelse, er henlagt til told- og skatteregionerne, for

København og Frederiksberg kommuner det pågældende skattedirektorat, jf. bek.

nr. 417 af 6. jun. 1991, § 1 og § 2.

Told- og skatteregionernes afslag kan påklages til T&S, som træffer

den endelige administrative afgørelse.

Tillades genoptagelse, skal realitetsbehandlingen af sagen ske ved de

skattelignende myndigheder efter de retningslinjer, der fremgår af

bevillingen.

Forhøjer eller nedsætter den lignende myndighed den selvangivne eller

ansatte indkomst, har den skattepligtige efter ansøgning adgang til inden for

lovens rammer at få ændret af- og nedskrivninger i et sådant omfang, at

ændringen udlignes helt eller delvist, dette gælder for ansøgninger der

modtages 1. jan. 1993 eller senere, jf. T&S-cirk. 1992-12.

Den skattepligtige skal gøres opmærksom på adgangen til at få ændret af-

og nedskrivninger.

Hvor ligningsmyndigheden ikke fuldt ud imødekommer ansøgningen kan

afgørelsen påklages til Ligningsrådet.

Der gives ikke tilladelse til efterfølgende ændring af af- og

nedskrivninger, hvis det pågældende aktiv er afhændet, virksomheden er ophørt

eller der foreligger bødegivende forhold.

Efterfølgende af- og nedskrivninger kan i andre tilfælde kun tillades af

Ligningsrådet.

Ansøgninger kan ikke forventes imødekommet, hvis de alene er begrundet i

ændringer af skattelovgivningen eller i hensyn til udbetalinger fra de

sociale myndigheder.

Genoptagelse uden anmodning

Ligningsrådet, T&S, told- og skatteregionerne samt de kommunale

skattemyndigheder, kan af egen drift genoptage en skatteansættelse, jf.

skattestyrelseslovens § 3, stk. 3, § 14 og § 19, stk. 1. Denne

revisionsbeføjelse er begrænset af bestemmelserne i skattestyrelseslovens §

35, hvorefter forhøjelse af en skatteansættelse ikke kan finde sted senere

end 3 år efter udløbet af det indkomstår, som skatteansættelsen vedrører. §

35 indeholder i stk. 2-4 en række undtagelser fra reglen, hvoraf den

vigtigste er suspensionsreglen i stk.3. Om fristen for ændring af

skatteansættelser, henvises nærmere til afsnit A.K.5 om forældelse.

I forbindelse med en eventuel bevillingsmæssig nedsættelse efter 3

års-fristens udløb kan skattemyndighederne altid forhøje en skatteansættelse

på andre punkter.

3 års-fristen anses for overholdt, når skattemyndigheden har truffet

afgørelse i sagen inden fristens udløb, og skatteyder underrettes om

forhøjelsen umiddelbart efter, selv om underretning først er sket efter

fristens udløb.

For den kommunale skattemyndighed gælder endvidere reglerne i

skattestyrelseslovens § 3, stk. 3, der begrænser kommunens kompetence i det

omfang en anden skattemyndighed har taget stilling til skatteansættelsen

eller har en sag herom under behandling. Endvidere gælder efter bek. nr. 230

af 6. apr. 1990 særlige regler om begrænsning af den kommunale

skattemyndigheds revisionsbeføjelser efter ligningsfristens udløb.

Bekendtgørelsen er omtalt under afsnit A.K.1.1.

A.K.5 Forældelse

Forældelse af skattekrav

Skatte- og afgiftskrav forældes efter 1908-loven om forældelse af visse

fordringer på 5 år. I A.K.5.5 omhandles den 20 årige forældelsesfrist, der

gælder ved siden af fristen i 1908-loven. Forældelsesreglerne er ikke til

hinder for at ændre selve skatteansættelsen for dermed at sikre det rigtige

beregningsgrundlag.

Krav på skatter og afgifter fortabes, hvis de ikke inden 5 år fra

forfaldsdagen er anerkendt af skatteyderen, respektive den afgiftspligtige,

eller gjort gældende af det offentlige. Hvad der i denne sammenhæng forstås

ved, at et krav er gjort gældende, omhandles under A.K.5.4.

Hvis et krav på skat eller afgift er forældet, kan det ikke rejses. En

forældet fordring kan derfor ikke anvendes til modregning.

1908-lovens bestemmelser anses for præceptive, således at forhåndsaftaler

om, at disse ikke skal finde anvendelse, ikke er bindende.

A.K.5.1 Hvilke skatter og afgifter ?

1908-loven omhandler skatter eller afgifter af offentligretlig natur.

Loven omfatter såvel personlige skatter af enhver art som dødsbo- og

selskabsskat, arve- og gaveafgift, frigørelses- og afståelsesafgift, afgift

og indkomstskat i medfør af pensionsbeskatningsloven og

kapitaltilførselsafgift. Spørgsmålet om forældelse af ejendomsskatter er

holdt uden for denne fremstilling.

A.K.5.2 Hvornår begynder forældelsesfristen at løbe ?

Forældelsesfristen efter 1908-loven løber normalt fra det øjeblik, da

kravet er forfaldent til betaling. Forfaldstidspunktet for de forskellige

skatte- og afgiftskrav er lovbestemte.

Også upålignede skatter mv.

Loven omhandler statens eller kommunens krav på skatter eller afgifter af

offentligretlig natur. Forældelsesfristen løber, selv om kravet ikke er gjort

op, medmindre myndighederne befinder sig i utilregnelig uvidenhed om deres

krav, jf. om suspension afsnit A.K.5.3.

Den 5 årige forældelsesfrist løber i almindelighed fra den dag, der ville

have været forfaldsdag, hvis skattekravet var blevet rejst ved ligningen for

det pågældende indkomstår, skd. 40.25.

Ifølge kildeskatteloven opkræves skat dels som foreløbig skat, dels som

restskat. Dette medfører, at forældelsesfristen for personlige skatter af

(almindelig) indkomst og formue - der ikke har været indeholdt eller opkrævet

som foreløbig skat - skal regnes fra det sædvanlige forfaldstidspunkt for

betaling af restskat. 1908-lovens forældelsesfrist for upålignede skatter for

1992 løber således fra 1. sept. - 1. nov. 1993 (1/3 af kravet fra hver af

disse datoer).

A.K.5.3 Suspension af forældelsen

Forældelsesfristen suspenderes, hvis kreditor på grund af utilregnelig

uvidenhed har været ude af stand til at gøre sit krav gældende. Der kan være

tale om uvidenhed m.h.t. kravets eksistens eller skyldnerens opholdssted. I

tilfælde af suspension løber forældelsesfristen først fra det tidspunkt, hvor

den suspenderende omstændighed ophører. Den tid, der herefter medgår til

sagens færdigekspedition, medfører dog ikke yderligere suspension af

forældelsesfristen.

På skatteområdet findes en lang række afgørelser vedrørende suspension som

følge af skattemyndighedernes manglende kendskab til et skattekravs

eksistens.

Retlige vildfarelser

Retlige vildfarelser udskyder ikke forældelsen, jf. UfR 1927.585 H.

Vildfarelser af faktisk karakter

Vildfarelser af faktisk karakter kan derimod medføre suspension.

Efter domspraksis stilles der strenge krav til skattemyndighedernes

agtpågivenhed, herunder en pligt til at indhente oplysninger. Det er således

ikke

tilstrækkeligt til at udskyde forældelsesfristens begyndelsestidspunkt, at

skatteyderens selvangivelse har været urigtig, såfremt skattemyndighederne

ved en sædvanlig undersøgelse af selvangivelsen og eventuelt en sammenligning

af denne med tidligere års selvangivelser burde være blevet opmærksomme på

det ikke oplyste forhold.

På den anden side kan myndighederne naturligvis ikke være forpligtede til

at tage alle eventualiteter i betragtning eller til at foranstalte

dyberegående undersøgelser uden synlig anledning.

Skattemyndighederne er således ikke i forbindelse med ligningen

forpligtede til at foretage en nærmere undersøgelse af et selvangivet

fradrag, hvis der ikke er særlig anledning til det, jf. ØLD i Skat

1990.4.255.

Støder skattemyndighederne under en efterprøvelse af det regnskabsmæssige

grundlag på oplysninger, som ikke kan udledes af selvangivelsen, og såfremt

de havde været oplyst under ligningen, ville have ført til en højere

skatteansættelse end den faktisk foretagne, suspenderes forældelsesfristen

med hensyn til det yderligere skattekrav indtil det tidspunkt, da

skattevæsenet bliver i stand til at gøre sit yderligere krav gældende, jf.

skd. 63.347.

VLD af 12. juni 1989 vedrørte et tilfælde, hvor en revisionsmæssig

gennemgang af et aktieselskabs regnskab for 1972 viste, at selskabets

hovedaktionær havde modtaget 300.000 kr. Ifølge regnskaberne var der tale om

et lån ydet af en østrigsk forretningsforbindelse. Hverken hovedaktionærens

eller selskabets regnskaber indeholdt oplysninger, som kunne give

skattemyndighederne grund til at antage, at lånet ikke var reelt. Heller ikke

oplysninger indhentet hos Danmarks Nationalbank og det østrigske

finansministerium, som gav skattemyndighederne anledning til at iværksætte

undersøgelsen, fandtes at kunne give skattemyndighederne grundlag for at

fremsætte et skattekrav mod hovedaktionæren.

Vestre Landsrets kendelse af 18/3-1992, (Tfs 1992.213), vedrørte et

tilfælde, hvor en skatteyder i 1981 fik udbetalt en rateforsikring, hvorefter

han i 1982 bosatte sig i England. Kravet om tillægsskat forfaldt til betaling

i 1982. Skatteyder vendte i 1989 tilbage til Danmark, hvor han blev afkrævet

skatten. Vestre Landsret fandt, at 1908-lovens forældelsesfrist alene

suspenderes i de i 1908-loven opregnede tilfælde. Forældelsesfristen var

derfor ikke suspenderet, idet skattemyndighederne havde kendskab til

skatteyderens opholdssted, selvom det havde været umuligt at inddrive

skattegælden under hans ophold i England.

Ved Århus byrets dom i UfR 1982.872 ansås et momskrav for forældet, da

toldvæsenet ved henvendelse til skyldnerens fader kunne have fået oplysning

om dennes opholdssted i Canada. Toldvæsenet havde tidligere været i

forbindelse med faderen. Herefter ansås forældelsesfristen ikke for

suspenderet.

Lov om særlig

indkomstskat

§ 14, stk. 3

Suspensionsreglen i 1908-loven suppleres for så vidt angår krav på særlig

indkomstskat af bestemmelsen i LOSI § 14, stk. 3, hvorefter der ved

beregningen af forældelsesfristen for krav på særlig indkomstskat ses bort

fra den tid, i hvilken skattemyndighederne på grund af den skattepligtiges

ophold i udlandet har været ude af stand til at gøre kravet gældende ved

en dansk domstol. Skattemyndighederne er således ikke henvist til at

anlægge sag ved en fremmed domstol for at afbryde forældelsen af disse krav.

Men bestemmelsen i § 14, stk. 3, finder på den anden side ikke anvendelse, så

længe skatteyderen opholder sig i et land, hvor et dansk skattekrav kan

gennemføres i kraft af en bistandsaftale.

A.K.5.4 Afbrydelse af forældelsen

Efter 1908-loven afbrydes den 5-årige forældelsesfrist, når

fordringshaveren inden fristens udløb enten erhverver skyldnerens erkendelse

af gælden eller foretager retslige skridt mod ham og uden ufornødent ophold

forfølger disse til erhvervelse af forlig, dom eller anden retsafgørelse.

Når forældelsesfristen efter denne bestemmelse er afbrudt, kan der begynde

at løbe en ny 5-årig forældelsesfrist, se nedenfor om forskellen mellem

sådanne tilfælde og tilfælde, hvor fordringshaveren erhverver et særligt

retsgrundlag.

Erkendelse af gælden

Skatteyderens erkendelse af et konkret opgjort skatte- eller afgiftskrav

kan opnås på flere måder. Erkendelsen kan være udtrykkelig - uden dog at have

karakter af et særligt retsgrundlag - og stiltiende, f.eks. i form af en

anmodning om henstand eller lempelse jf. skd. 70.78 og 71.686.

Gives der ansøgt henstand, løber der en ny frist fra henstandens ophør,

jf. Skat 1989.11.860 HD. Også en afdragsordning indebærer en erkendelse af

fordringen. Udebliver skyldneren med et eller flere afdrag, løber der en ny

forældelsesfrist fra tidspunktet for misligholdelsen.

I situationer hvor et skatteforhold stilles i bero p.g.a. at man afventer

en domstolsafgørelse, må ligningsmyndighederne sikre sig, at afgørelsen kan

medføre konsekvensændringer i skatteyderens skatteansættelser for de

efterfølgende indkomstår. Afbrydelse af forældelsesfristen kræver, at

ligningsmyndigheden opgør skattekravet vedrørende det pågældende

skatteforhold.

I VLD af 21. sept. 1981 (skd. 62.260) blev det lagt til grund, at

forældelse efter 1908-loven ikke kunne gøres gældende, idet

forligsforhandlinger om forhøjelsen af afdødes indkomstansættelse for

indkomståret forud for dødsåret var fortsat i en periode over flere år.

Indbringelse for skatteankenævnet eller Landsskatteretten

Klage til skatteankenævnet eller Landskatteretten afbryder ikke

forældelsesfristen.

Af hensyn til risikoen for forældelse bør ligningsmyndighedernes

indstilling til Landsskatteretten i sager, der angår spørgsmålet om

almindelig eller særlig indkomst, omfatte en subsidiær indstilling, således

at muligheden for at gennemføre beskatning med særlig indkomstskat ikke

fortabes.

Skattestyrelseslovens § 31, stk. 1 afskærer ikke skattemyndighederne fra

at anlægge sag ved domstolene for at afbryde forældelsesfristen, selv om

sagen verserer ved f.eks. Landsskatteretten.

Egen anmeldelse

En "selvmelders" henvendelse til skattemyndighederne om

udeholdelser eller fejl i hans selvangivelse, som myndighederne allerede er

på det rene med, afbryder ikke uden videre forældelsesfristen. Det afhænger

af

henvendelsens nærmere indhold, om den kan betragtes som en erkendelse af

(yderligere) skattegæld eller måske endog som et særligt retsgrundlag, se

nærmere nedenfor.

Indgivelse af en gaveanmeldelse betragtes ikke som en anerkendelse af

fordringen på afgift. En gaveanmeldelse indsendt efter anmeldelsesfristens

udløb og efter, at afgiftsmyndigheden på anden måde er eller burde være

kommet til kundskab om gaven, afbryder med andre ord ikke forældelsesfristen,

jf. UFR 1968.240.

Retslige skridt

De retslige skridt mod skyldneren, som afbryder forældelsesfristen, er

sagsanlæg ved domstolene, udlæg, arrest og anmeldelse i skyldners konkursbo,

tvangsakkord- eller gældssaneringsbo. Det samme gælder indgivelse af

konkursbegæring, hvis denne fører til afsigelse af dekret.

Anmeldelse af krav i offentligt skiftede boer afbryder ligeledes

forældelsesfristen.

Ved sagsanlæg er tidspunktet for indlevering af stævning til retten

afgørende for, hvornår forældelsesfristen er afbrudt. For udlægs vedkommende

afbrydes forældelsen ved indgivelse af anmodningen om udlæg, såfremt

fordringshaveren søger forretningen fremmet uden ugrundet ophold. Ved udlæg

for skatter og afgifter, der foretages af toldfogeder og kommunernes

pantefogeder, regnes fristen fra selve udlæggets foretagelse.

Udlægsforretningen anses for fremmet, når der foretages udlæg og dette følges

op med tvangsrealisation. Selv om udlægsforretningen slutter som forgæves,

bevares den afbrydende virkning på forældelsesfristen.

Gældsbrev eller andet særligt retsgrundlag

Forældelsesfristen på 5 år gælder ikke, når der for fordringen er udstedt

gældsbrev eller tilvejebragt andet særligt retsgrundlag, hvorved gælden er

anerkendt af skyldneren eller på anden måde skriftligt fastslået. Fordringer,

som således er sikrede, forældes efter bestemmelsen i Danske Lov 5-14-4, se

A.K.5.5

Selvom der er udstedt et gældsbrev for en fordring, kan et vedhængende

rentekrav selvstædigt forældes efter 1908-loven.

Hvis et pantebrev i fast ejendom eller i løsøre ikke fastslår, at debitor

skylder et bestemt beløb, opfylder pantebrevet ikke 1908-lovens betingelser.

Heraf følger, at udstedelse af et skadesløsbrev ikke forhindrer, at den

underliggende fordring kan forældes på 5 år. Overgivelse af et ejerpantebrev

til sikkerhed for fordringen er heller ikke tilstrækkeligt. De andre særlige

retsgrundlag forudsætter også, at fordringens størrelse er fastslået. Således

blev en transporterklæring, som ikke indeholdt oplysning om skyldforholdet

mellem parterne, ikke anset som et særligt retsgrundlag, jf. den i UfR

1965.608 refererede byretsafgørelse.

Indirekte fastsættelse af fordringens størrelse, f.eks. ansættelse af den

skattepligtige indkomst, kan efter omstændighederne være tilstrækkelig.

Den fyldestgørelsesadgang, som er hjemlet i investeringsfondslovens § 9,

stk. 3, for skattekrav, der er opstået ved indtræden af de i lovens §§ 9,

stk. 1, og 10, stk. 1, nævnte begivenheder, udgør ikke et særligt

retsgrundlag, fordi skattetilsvarets størrelse ikke lader sig fastslå

umiddelbart på grundlag af henlæggelserne. Det samme gælder med hensyn til

skattetilsvar i medfør af etableringskontolovens §§ 9, stk. 1 og 2, og 11,

stk. 1 og 3, jf. § 9, stk. 3.

Derimod udgør domme og forlig sådanne retsgrundlag, der opfylder

betingelserne i 1908-loven. Også et tilbud fra en skatteyder, som accepteres

af myndighederne, opfylder betingelserne. Derimod kan et udlæg, en arrest

eller et andragende om henstand, lempelse eller afdragsvis betaling ikke

anses som et særligt retsgrundlag.

A.K.5.5 Den 20-årige forældelse

Forældelsesreglen i Danske Lov 5-14-4 gælder ved siden af 1908-loven, men

dens praktiske betydning for skatter og afgifter er ikke stor.

Reglen i Danske Lov går ud på, at bestemmelsen angår alle

formuefordringer, herunder også det offentliges krav på skatter og afgifter i

tilfælde, hvor der foreligger et særligt retsgrundlag, eller hvor 1908-lovens

forældelsesfrist har været suspenderet.

Forældelsesfristen løber fra fordringens stiftelse eller fra det

tidspunkt, hvor det gældsbrev mv., som sætter den 5-årige forældelsesfrist ud

af kraft, tilvejebringes. Krav på almindelig indkomstskat stiftes ved

indkomstårets udløb. Tilsvarende stiftes krav på restskatter ved

indkomstårets udløb. Krav på betaling af løbende B-skatterater stiftes også

ved indkomstårets udløb. Tilsvarende gælder for selskabsskatter.

Afgiftskrav anses i øvrigt normalt at være stiftet ved den afgiftspligtige

begivenheds indtræden.

En meget væsentlig forskel på reglen i 1908-loven og reglen i Danske Lov

er, at den 20-årige forældelse ikke suspenderes, jf. se A.K.5.3. Derimod

afbrydes den 20-årige forældelse ikke alene ved skyldnerens erkendelse og ved

retslige skridt, men også ved enhver påmindelse fra kreditor, hvorved der

gives udtryk for, at kravet fastholdes.

Udbytteskat - Tilbagebetalingskrav

ØLD af 24. maj 1982 (skd. 65.208). Et holdingselskabs tilbagebetalingskrav

på udbytteskat, der var indbetalt af et datterselskab i medfør af KL § 65,

var ikke omfattet af 1908-loven. Tilbagebetalingskravet er herefter omfattet

af forældelsesreglen i DL 5-14-4.

A.K.6 Klagebehandlingen

A.K.6.1 Administrativ rekurs

Behandlingen af skattesager i ligningssystemet bygger på et

3-instansprincip, medens det administrative klagesystem bygger på et

2-instansprincip.

A.K.6.1.1 Ligningssystemet

Inden for ligningssystemet kan den kommunale skattemyndigheds

skatteansættelse klagebehandles ved de 2 administrative klageinstanser -

skatteankenævnet og Landsskatteretten. Klageberettiget er alene den

skatteyder, der må anses som part i sagen.

Reglerne om klagebehandling ved skatteankenævn og Landsskatteretten findes

i skattestyrelseslovens kapitel 3.

Landsskatterettens saglige kompetence er angivet i skattestyrelseslovens §

23.

Kompetenceområdet omfatter efter skattestyrelseslovens § 24 spørgsmål om

skattepligt efter lovgivningens regler om indkomst- og formueskat til staten,

spørgsmålet om en skatteansættelse er ugyldig som følge af formelle fejl, og

spørgsmål om indkomst eller formue er ansat eller beregnet forkert. De

administrative klageinstanser skal endvidere behandle klager over formelle

fejl, dvs. klager over inkompetence og sagsbehandlingsfejl i forbindelse med

skattemyndighedernes afgørelser.

Uden for kompetenceområdet falder spørgsmål om forældelse efter de

civilretlige regler i 1908-forældelsesloven, spørgsmålet om strafansvar for

urigtig selvangivelse, opkrævningsspørgsmål og spørgsmålet om afgivelse af

kontroloplysninger samt spørgsmål om henstand og eftergivelse. Særligt

bemærkes, at spørgsmål om forældelse efter 1908-loven afgøres af kommunen med

klageadgang til told- og skatteregionen, jf. klageafkortningsbekendtgørelsens

§ 3, stk. 3.

Spørgsmålet om dispensation fra skattelovgivningen og bevillingsspørgsmål

falder ligeledes uden for klagemyndighedernes kompetenceområde.

T&S og told- og skatteregionerne har i praksis behandlet klager over

åbenbare sagsbehandlingsfejl hos de lokale skattemyndigheder.

Det skyldes, at de lokale skattemyndigheder efter skattelovgivningen er

undergivet et statsligt tilsyn.

I de nævnte tilfælde, hvor der er tale om klare retlige mangler ved

sagsbehandlingen, og hvor fejlen umiddelbart kan rettes ved anvendelsen af

tilsynsbeføjelsen, er det ikke rimeligt at henvise klager til at få fejlen

rettet gennem det administrative rekurssystem.

Det gælder tilsvarende, hvor sådanne fejl konstateres, uden at den

skattepligtige har indgivet en formel klage over sagsbehandlingen.

Landsskatteretten

For klage til Landsskatteretten betales et gebyr p.t. kr. 500, som skal

indbetales samtidig med indsendelsen af klagen. Beløbet tilbagebetales, hvis

klager helt eller delvis får medhold, se nærmere skattestyrelseslovens § 24,

stk. 4.

Klagen til Landsskatteretten skal efter skattestyrelseslovens § 25, stk.

2, indgives skriftligt, og være vedlagt den påklagede afgørelse samt

skatteankenævnets sagsfremstilling. Reglen om vedlæggelse af sagsfremstilling

gælder således ikke i overspringelsessager. Klagen skal endvidere angive, på

hvilke punkter afgørelsen anses for urigtig og begrundelsen herfor. Endelig

skal dokumenter, som klager ønsker anvendt som bevis, ligeledes være vedlagt

klagen.

Landsskatteretten kan fastsætte en frist til besvarelse af spørgsmål eller

indsendelse af yderligere oplysninger. Landsskatteretten kan efter § 25, stk.

3, afvise klager, der ikke opfylder formkravene. Afvisning kan endvidere ske,

hvor klageadgangen i øvrigt ikke er udnyttet i overensstemmelse med

skattestyrelseslovens regler.

Skatteankenævnet

Klager til skatteankenævnet over den kommunale skattemyndigheds afgørelser

skal indgives til kommunen. Klagen skal være skriftlig og begrundet, og den

skal være modtaget af kommunen senest 1 måned fra modtagelsen af afgørelsen

eller årsopgørelsen. Der er ikke noget til hinder for, at ankenævnet bortser

fra fristoverskridelser, når nævnet i overensstemmelse med almindelig

forvaltningsretlige principper efter en konkret vurdering finder, at sagen

bør behandles. Reglerne om klage findes i skattestyrelsesloven § 21, stk. 1.

For skatteankenævnets sagsbehandling gælder officialprincippet, som

betyder, at nævnet selv skal sørge for sagens oplysning, før afgørelsen

træffes. Princippet betyder endvidere, at nævnet ikke er bundet af klagers

påstand under sagen, dvs. at klagen ikke er bindende for nævnet, jf.

skattestyrelseslovens § 21, stk. 4.

§ 21, stk. 5, indeholder en regel om overspringelsesfrist. Hvis der er

forløbet mere end 3 måneder efter, at klagen er indbragt for

skatteankenævnet, kan klagen, såfemt ligningsfristen er overskredet,

indbringes umiddelbart for Landsskatteretten, selv om skatteankenævnet ikke

har truffet afgørelse i sagen.

Bortset fra overspringelsessagerne skal en klage til Landsskatteretten

være modtaget senest 3 måneder fra modtagelsen af afgørelsen. Overskridelse

af klagefristen bevirker, at klagen afvises, medmindre Landsskatteretten

finder, at der foreligger særlige omstændigheder, der taler for at se bort

fra fristoverskridelsen.

Ligningsrådet

Ligningsrådets afgørelse træffes ved en kendelse, som kan påklages til

Landsskatteretten, jf. skattestyrelseslovens § 19, stk. 3. For klage over

Ligningsrådets kendelser gælder samme regler om sagsfremstilling,

begrundelse, klagevejledning og klagefrister som for skatteankenævnenes

afgørelser.

A.K.6.1.2 Det administrative klagesystem

For så vidt angår konkrete sager, hvor skatteministeren efter

skattelovgivningen kan træffe afgørelse, dvs. de administrative klagesager,

findes reglerne i bek. nr. 417 af 6. jun. 1991

(sagsudlægningsbekendtgørelsen). Formålet med bekendtgørelsen er at

gennemføre et 2-instansprincip, dvs. at der er mulighed for at klage over en

administrativ afgørelse til én højere administrativ instans. Formålet

med bekendtgørelsen har endvidere været, at de administrative

skatteafgørelser i videst muligt omfang skal behandles lokalt både i 1. og 2.

instans. Der henvises nærmere til oversigten over bemyndigelser gældende for

sager rejst okt. 1990 eller senere.

A.K.6.2 Domstolsprøvelse

Adgangen til at få efterprøvet skattemyndighedernes afgørelser ved

domstolene er fastsat ved skattestyrelseslovens §§ 31-33. Reglerne omfatter

dog ikke adgang til at indbringe en afvisning af en anmodning om en bindende

forhåndsbesked, jf. § 23, stk. 5.

Udgangspunktet er efter § 31, stk. 1, at den administrative rekurs først

skal udnyttes, dvs. at sagen først skal have været forelagt

Landsskatteretten, før den kan indbringes for landsretten. Der gælder dog

efter samme bestemmelse en overspringelsesfrist på 6 mdr., hvorefter klager

kan vælge at indbringe sagen for landsretten, uanset at Landsskatteretten

ikke har truffet afgørelse i sagen.

Der gælder endvidere efter bestemmelsens stk. 2 en almindelig

søgsmålsfrist på 3 måneder efter Landsskatterettens kendelses afsigelse.

Såfremt Landsskatteretten har afvist at behandle en klage, kan klager senest

3 år efter udløbet af det indkomstår, som sagen drejer sig om, indbringe

sagen for landsretten. Endvidere gælder der en særlig 1-årsregel i

bestemmelsens stk. 5 vedrørende særlige dødsbosager og gaveafgiftssager.

Endelig gælder der en særlig hjemmel for skattemyndighederne til at

anlægge sag i efterbetalingssager, jf. statsskattelovens § 42. Reglen er i

praksis blevet anvendt i forbindelse med skattestrafsager, der indbringes for

domstolene.

Skattestyrelsesloven § 32 indeholder en hjemmel for skatteministeren til

at indbringe sager, som Landsskatteretten har påkendt, for domstolene senest

3 måneder efter Landsskatterettens kendelses afsigelse.

I almindelighed påses skattestyrelseslovens frister for sagsanlæg ved

domstolene ikke af domstolene af egen drift. Det betyder, at landsretten

behandler sagen, medmindre Skatteministeriet nedlægger påstand om afvisning.

Nedlægges der under landsretssagen påstand om afvisning på grund af

fristoverskridelse, vil landsretten afvise sagen. Da der er tale om sagsanlæg

i 1. instans ved landsretten, kan landsrettens dom ankes til Højesteret i

overensstemmelse med retsplejelovens regler.

Klage over en skatteansættelse eller sagsanlæg har efter statsskattelovens

§ 38 ikke opsættende virkning. Klager kan imidlertid efter ansøgning til

told- og skatteregionerne eller København og Frederiksberg skattedirektorat

opnå henstand. Bestemmelserne herom findes i kildeskattelovens § 73 E og

bekendtgørelse nr. 685 af 11. okt. 1990.

For domstolenes behandling af skattesager gælder forhandlingsprincippet.

Det betyder, at sagens parter selv skal fremkomme med alle relevante

oplysninger, og at retten ved afgørelsen ikke må gå ud over parternes

påstande og anbringender, jf. retsplejelovens § 338.

Under retssagen gælder endvidere retsplejelovens almindelige regler om

sagsbehandling ved domstolene. Da Landsskatteretten er en administrativ

rekursinstans, betyder det i praksis, at skatteyderen for domstolene kan

fremkomme med påstande og anbringender, der ikke tidligere har været gjort

gældende, forudsat sagens identitet bevares. Der gælder en tilsvarende adgang

for Skatteministeriet til for domstolene at fremkomme med påstande og

anbringender, hvilket har særlig betydning i overspringelsessager ved

Landsskatteretten, hvor Skatteministeriet ikke har haft lejlighed til at

fremsætte sine synspunkter.

Ved domstolene er udgangspunktet, at der sker efterprøvelse af såvel

skattesagens materielle indhold som sagens formalitet. Problemer omkring

domstolenes efterprøvelse af værdiskøn skulle være løst ved indførelsen af

reglerne om syn og skøn under Landsskatterettens behandling af sagen.

Prøvelse af, hvorvidt uskrevne retsgrundsætninger, eksempelvis den

almindelige lighedsgrundsætning, er tilsidesat ved skattemyndighedernes

sagsbehandling, vil altid kunne ske ved domstolene.

Nedsættelse af en skatteansættelse

Såfremt en skatteansættelse nedsættes, medfører dette en ændret

årsopgørelse, jf. kildeskattelovens § 62 A. Den beregnede skat nedsættes, og

skattebeløbet tilbagebetales i overensstemmelse med reglerne i

kildeskatteloven.

Dette gælder, både når skatteansættelsen nedsættes ved skatteankenævnet og

Landsskatteretten.

Spørgsmålet har særligt betydning i opkrævningssager. Højesteret har ved

en kendelse i UfR 1975, side 130 (Dana-sagen) fastslået, at en skatteyder

havde krav på aflysning af et skatteudlæg, der var tinglyst på skatteyders

ejendom, efter at fogedretten havde ophævet skatteudlæget, og at det var uden

betydning, at fogedens kendelse var påanket til Landsretten.

Forpligtelsen til at tilbagebetale skattebeløb til domhaver efter en

landsretsdom medfører i almindelighed ikke nogen forpligtelse til at

tilbagebetale til andre skatteydere, hvis sager er stillet i bero på den

principielle sags endelige afgørelse ved Højesteret.

A.K.6.3 Ombudsmandskontrol

Folketingets Ombudsmands kompetence omfatter efter ombudsmandsloven

statsforvaltningen og kommunalforvaltningen inden for sagsområder, hvor der

ved særlovgivningen er rekursadgang. Skattesager er således omfattet af

Ombudsmandens kontrol.

Klage til Ombudsmanden skal være indgivet senest 1 år efter afgørelsens

dato, selvom adressaten først bliver bekendt med afgørelsen senere. Klage til

Ombudsmanden har ikke suspensiv virkning, og det er en betingelse, at den

administrative rekurs er udnyttet.

Ombudsmanden kan endvidere tage en sag op af egen drift. I så fald gælder

betingelsen om udnyttet rekurs ikke.

Ombudsmandens bedømmelsesgrundlag er fejl eller forsømmelser, dvs. ulovlig

forvaltningsvirksomhed, urimelige afgørelser, samt videregående krav til

sagsbehandlingen. Eksempelvis påtales ofte langsommelig sagsbehandling.

Ombudsmandens kontrol består i en adgang til at kritisere og henstille og

til at foreslå forandringer af love og administrative bestemmelser til fremme

af retssikkerheden og til forbedring af administrationen. Endelig kan

Ombudsmanden henstille til Justitsministeriet at give klageren fri proces for

domstolene.

A.K.7 Princippet om lovmæssig forvaltning

For skattemyndighedernes sagsbehandling gælder forvaltningsrettens

almindelige regler, herunder princippet om lovmæssig forvaltning og en række

uskrevne retsprincipper.

Princippet om lovmæssig forvaltning betyder, at skattemyndighedernes

afgørelse ikke må være positivt i strid med lovgivningen samt, at afgørelsen

skal have hjemmel i en lovbestemmelse.

De uskrevne retsprincipper, som er opstillet i retspraksis, er

grundsætningen om magtfordrejning (usaglige hensyn), den almindelige

forvaltningsretlige lighedsgrundsætning (usaglig forskelsbehandling),

princippet om pligtmæssigt skøn og proportionalitetsgrundsætningen.

Den statslige skatteforvaltnings tilsynsbeføjelser overfor den kommunale

skatteadministration, som nærmere fremgår af skattestyrelseslovens kap. 2,

stk. 1, og opkrævningsbekendtgørelsens § 1, stk. 2, indebærer en forpligtelse

for told- og skatteregionerne til at gribe ind i tilfælde, hvor regionen

bliver opmærksom på klare tilsidesættelser af gældende skatteretlige og andre

forvaltningsretlige regler. Dette kan ske ved en tilkendegivelse til

kommunens skatteforvaltning med henblik på en ændret årsopgørelse eller

frafald af tvangsinddrivelsesskridt over for den skattepligtige. Endelig kan

regionen anvende beføjelsen til at eftergive et pålignet skattebeløb.

Ligningsvejledningen

Ligningsvejledningen indeholder en beskrivelse af gældende ret indenfor

skatteområdet. Ligningsvejledningen indeholder endvidere anvisninger godkendt

af Ligningsrådet, som er bindende for de lokale skattemyndigheder.

Praksisændring

I princippet kan skattemyndighederne ændre en praksis, eksempelvis ved at

følge en anden fortolkning af en lovbestemmelse. Det gælder, selv om der er

tale om en langvarig og hidtil konsekvent fulgt praksis. En skærpelse af

praksis kan efter almindelige forvaltningsretlige regler kun ske med virkning

for fremtiden. Under alle omstændigheder skal en praksisændring gennemføres

med en vis smidighed, eventuelt efter en overgangsordning.

Lempes en administrativ praksis, antages det i almindelighed, at

afgørelser, der er truffet efter den tidligere strenge praksis, kun kan

kræves taget op til ny overvejelse og afgjort efter den nye praksis, såfremt

den tidligere praksis har været ulovlig. Er der tale om en ny praksis, der

inden for lovens rammer lægger andre hensyn til grund eller foretager en

anderledes vægtning af hensynene indbyrdes (det skønsmæssige element), har

borgeren ikke krav på, at en sag genoptages.

En klart ulovlig administrativ praksis vil blive tilsidesat af domstolene.

Tilsvarende gælder, hvor skattemyndigheden vedrørende skønsspørgsmål har

fulgt en "hjemmelavet regel" så slavisk, at myndighederne har

undladt at vurdere, om der i den konkrete sag foreligger sådanne specielle

omstændigheder, at den administrative praksis burde være fraveget.

Myndigheden kan her have tilsidesat princippet om "pligtmæssigt

skøn".

A.K.8 Bindende forhåndsbesked

Ifølge lovbek. nr. 270 af 22. apr. 1992 kan skatteydere få bindende

forhåndsbesked om skattespørgsmål mv.

I tilknytning til loven findes bekendtgørelse nr. 859 af 22. okt. 1992 om

afgiftsberegning mv.

Lovens hovedregel

Efter lovens § 1 kan enhver hos Ligningsrådet få svar - forhåndsbesked -

på spørgsmål vedrørende almindelig eller særlig indkomstskat, kulbrinteskat,

selskabsskat eller formueskat, indkomstskat og tillægsafgift efter

pensionsbeskatningsloven eller afgift efter lov om frigørelsesafgift.

Eventuel ny lovgivning inden for de nævnte områder vil ligeledes være

omfattet, jf. Skat 1987.4.296.

Ordningen omfatter derimod ikke arve- og gaveafgift, realrenteafgift eller

kildeskattespørgsmål (opkrævningsspørgsmål). Loven ændrer ikke de særlige

regler i KL § 33 A om bindende forhåndsbesked inden for dødsbobeskatningen.

Der kan kun gives bindende forhåndsbesked, hvis det findes af væsentlig

betydning for vedkommende skatteyder at få et sådant svar. Afgørende for, om

spørgsmålet har væsentlig betydning, vil som hovedregel være dets økonomiske

aspekter, men også spørgsmål, der isoleret betragtet er af mindre økonomisk

betydning, kan besvares. Der er bl.a. tænkt på situationer, hvor

dispositionen i tilfælde af gunstigt svar tænkes gentaget, eller hvor

situationen er årligt tilbagevendende.

Bindende forhåndsbesked kan efter § 1, stk. 3, i almindelighed ikke gives

om den skattemæssige virkning af en disposition, der er gennemført. Der vil

dog efter omstændighederne være mulighed for at få forhåndsbesked også om

dispositioner, der er gennemført. Dette vil f.eks. gælde, hvor den skatte-

eller afgiftsmæssige bedømmelse af den foretagne disposition kan påvises at

have væsentlig interesse for forespørgerens stillingtagen til fremtidige

dispositioner.

Bevillingssager falder uden for området for loven om bindende

forhåndsbesked. Anmodninger, der angår sådanne områder, må derfor afvises og

behandles som bevillingssager i sædvanlig instansfølge.

Formelle betingelser - herunder betaling af afgift

Anmodning om forhåndsbesked skal efter lovens § 2 være indsendt skriftligt

til Told- og Skattestyrelsen inden tidspunktet for rettidig indgivelse af

selvangivelse for det indkomstår, besvarelsen har betydning for. Anmodningen

skal indeholde alle de oplysninger af betydning for svaret, som står til

forespørgerens rådighed. Hvis Told- og Skattestyrelsen for at kunne tage

stilling til spørgsmålet må anmode forespørgeren om yderligere oplysninger

eller dokumentation, skal denne efterkomme anmodningen inden den frist,

Styrelsen fastsætter. Efterkommes anmodningen ikke, kan spørgsmålet afvises.

Svaret kan også begrænses til de forhold, der skønnes tilstrækkeligt oplyst.

Samtidig med indsendelsen af anmodning om bindende forhåndsbesked skal der

betales en afgift på 1.400 kr. (i 1993). Denne afgift kan forhøjes i

tilfælde, hvor den beskrevne disposition har et betydeligt økonomisk omfang,

eller hvor besvarelsen af forespørgslen er særlig arbejdskrævende, jf. lovens

§ 7, stk. 1. samt bek. nr. 859 af 22. okt. 1992, der giver nærmere

retningslinjer om eventuelt forhøjet afgift. Ligningsrådets afgørelser om

forhøjelse af afgiften kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Sagen tages ikke op til realitetsbehandling, før afgiften er betalt,

ligesom der i de tilfælde, hvor der skal betales yderligere afgift, ikke

afgives svar, før denne er betalt. Afviser Ligningsrådet at besvare et

spørgsmål eller trækkes anmodningen tilbage, tilbagebetales betalt afgift.

Afgiften for en bindende forhåndsbesked kan ikke fradrages ved

indkomstopgørelsen.

Visse tvivlsspørgsmål kan afvises

Hvis spørgsmålet om forhåndsbesked er af en sådan beskaffenhed, at det

ikke kan besvares med fornøden sikkerhed, eller hvis andre hensyn taler

afgørende mod at fremkomme med en besvarelse, kan Ligningsrådet efter lovens

§ 3 afvise spørgsmålet. Det samme gælder, hvis det ikke er af væsentlig

betydning for forespørgeren at få svar på det stillede spørgsmål.

Ligningsrådets afgørelser, der går ud på afvisning, kan ikke påklages.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 3, at man især har tænkt

på værdiansættelsesspørgsmål og spørgsmål, hvor alternative

løsningsmuligheder ønskes skattemæssigt belyst (skattetænkning).

For unoterede aktier mv. gælder, at den i skd.cirk. nr. 185 af 17. nov.

1982, punkt 17, angivne fremgangsmåde kan anvendes. Som følge heraf er der i

sådanne sager i almindelighed ikke behov for en bindende forhåndsbesked.

Uanset dette, gives der normalt forhåndsbesked om disse

værdiansættelsesspørgsmål, såfremt der indsendes anmodning herom. Se i øvrigt

ligningsvejledningen om aktionærer og selskaber, afsnit SF.

Ligningsrådet har med hjemmel i lovens § 3 i en del tilfælde afvist at

give bindende forhåndsbesked i sager om ophør eller indtræden af fuld

skattepligt, jf. kildeskattelovens § 1, nr. 1. Ved afgørelser om fuld

skattepligt lægges der vægt på, om den pågældende ved at grunde husstand,

leje sig bolig eller ved andre foranstaltninger har tilkendegivet, at han

agter at have hjemsted her. Det beror således på en samlet vurdering af

skatteyderens forhold, herunder den boligmæssige, økonomiske og

familiemæssige tilknytning, om den fulde skattepligt foreligger.

Der er dog ikke tale om en generel linie, idet Ligningsrådet har givet

bindende forhåndsbesked i andre sager om ophør af skattepligt, hvor de

faktiske oplysninger har været af en sådan karakter, at afgørelsen ikke

frembød større tvivl.

Forhåndsbesked kan påklages

Den givne forhåndsbesked kan efter lovens § 5 indbringes for

Landsskatteretten senest 3 måneder efter modtagelsen af beskeden, der skal

vedlægges klagen. Klagen skal ske skriftligt i den form, der er foreskrevet i

skattestyrelseslovens § 25, stk. 2, og behandles efter de regler, der er

fastsat i skattestyrelsesloven. Landsskatterettens kendelser vedrørende

forhåndsbesked kan indbringes for domstolene af såvel forespørgeren som af

skatteministeren inden 3 måneder efter kendelsens afsigelse. Sag anlægges ved

den landsret, i hvis kreds forespørgeren har hjemting ved sagens anlæg.

Ved Landsskatterettens klagebehandling af en bindende forhåndsbesked kan

retten alene træffe afgørelse på det grundlag, der forelå på tidspunktet for

forhåndsbeskedens afgivelse. Der kan således ikke efterfølgende ændres på

formuleringen af anmodningen om bindende forhåndsbesked gennem en

klagebehandling ved Landsskatteretten, jf. Skat 1989.7.549.

Forhåndsbesked er bindende for skattemyndighederne

Forhåndsbesked fra Ligningsrådet har bindende virkning for

skattemyndighederne ved behandlingen af det beskrevne forhold, jf. lovens §

6.

Hvis der er sket ændringer i den lovgivning, der danner grundlag for

forhåndsbeskeden, eller hvis der er sket ændringer i de faktiske

forudsætninger, der har været bestemmende for forhåndsbeskeden, er

skattemyndighederne ikke bundet.

Loven hindrer ikke, at skattemyndighederne ved ligningen undlader at lægge

en afgiven forhåndsbesked til grund, når der efterfølgende er sket ændringer

af praksis, som vil være gunstigere for forespørgeren at få lagt til grund.

Forhåndsbeskeden er derimod ikke bindende for vedkommende skatteyder.

Dette betyder, at skatteyderen frit kan selvangive i strid med en meddelt

forhåndsbesked, og han har herefter mulighed for at få prøvet sagen i den

almindelige klageinstansfølge. Skatteankenævnet og told- og skatteregionen

vil under en sådan klagesag være bundet af Ligningsrådets forhåndsbesked.

Lignende dokumenter