PERSONBESKATNING 1992 AFSNIT AK - SKATTEPROCESSEN
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afsnit AK - Skatteprocessen
A.K.1 Kompetence
De enkelte skattemyndigheders kompetence er fastlagt ved
skattestyrelsesloven og Skatteministeriets bekendtgørelse til
skattestyrelsesloven.
Derudover indeholder skattestyrelseslovens § 36 en generel
kompetenceregel, der beskriver skattemyndighedernes indbyrdes
kompetenceforhold. Reglen betyder, at de lokale og statslige
skattemyndigheder er afskåret fra at træffe afgørelse i en sag, i det omfang
Ligningsrådet eller Landsskatteretten har taget stilling til sagen ved
kendelse. Endvidere kan Ligningsrådet ikke træffe afgørelse i en sag, i det
omfang Landsskatteretten har taget stilling til sagen ved kendelse.
Tilsidesættelse af kompetenceregler medfører normalt, at afgørelsen bliver
ugyldig.
I praksis forekommer kompetencemangler inden for skattesystemet f.eks. i
forbindelse med, at en kommunal skattemyndighed fejlagtigt foretager en
forskudsregistrering eller en skatteansættelse, som henhører under en anden
kommune.
Hvor lokalkendskab har været af betydning for en myndigheds afgørelse, har
stedlig inkompetence i praksis medført ugyldighed, hvorimod det ikke er
tilfældet, hvor fordelingen af kompetencen blot er udtryk for en
arbejdsdeling mellem de lokale myndigheder, jf. UfR 1972, side 812 Ø.
A.K.1.1 Ligningsfristen
Bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 3, stk. 4, indeholder fristen for
kommunens skatteansættelser. Efter bestemmelsen skal skatteansættelser være
foretaget senest 31. marts i det andet kalenderår efter det indkomstår, som
ansættelsen vedrører. Bestemmelsen suppleres af reglen i lovens § 14, stk. 4,
hvorefter T&S efter ligningsfristens udløb kan foretage en ansættelse,
hvor dette ikke tidligere er sket. Efter skattestyrelseslovens § 16, stk. 1,
har Styrelsen bemyndiget told- og skatteregionerne til at varetage opgaven.
Læs alt
Ministeren har efter skattestyrelseslovens § 4 hjemmel til at fastsætte
bestemmelser om kommunernes adgang til efter ligningsfristens udløb at ændre
foretagne skatteansættelser, jf. stk. 2, og til at foretage ansættelser, jf.
stk. 3.
Ved bek. nr. 230 af 6. apr. 1990 har ministeren fastsat regler om
kommunernes muligheder for at foretage skatteansættelser efter udløbet af
ligningsfristen.
Forhøjelsen af en skatteansættelse vil ikke kunne foretages, hvor
forhøjelsen må anses for at være af uvæsentlig betydning, jf.
bekendtgørelsens § 1, stk. 1.
Ved bedømmelsen af, om en forhøjelse må anses for uvæsentlig, må der
anlægges en samlet vurdering, idet både dens forhold til den konkrete
ansættelse og dens eventuelle følger for andre af skatteyderens ansættelser
må tages i betragtning.
Efter bek. § 2 kan kommunerne foretage en ansættelse, hvor en sådan med
urette ikke er foretaget tidligere. Bestemmelsen er efter hidtidig praksis
anvendt således, at kommunen kan foretage en ansættelse efter udløbet af
ligningsfristen, når det på grund af en teknisk fejl ikke er sket tidligere.
Skatteansættelserne er tidsmæssigt begrænset af den 3-årige
forældelsesregel i skattestyrelseslovens § 35.
Ansættelsesændringer indenfor ligningsfristen
Oversigt over hvornår en ansættelsesændring skal tilskrives med agter og
kendelse.
- Klik her for at se skema.
Ansættelsesændringer efter ligningsfristens udløb
- Klik her for at se skema.
Det bemærkes, at der ved ansættelsesændringer samt ved foretagelse af
skatteansættelser efter ligningsfristens udløb skal ske underretning til
Told- og Skatteregionen, for København og Frederiksberg kommuners vedkommende
Told- og Skattestyrelsen, jf. bek. nr. 230 af 6. april 1990 § 3. Dette skal
dog kun ske, såfremt skatteyderen har gjort indsigelse imod en varslet
ændring.Denne underetningspligt er uden betydning for den materielle
skatteretlige afgørelse.
I medfør af skattestyrelseslovens § 4, stk. 2 og 3 er det bestemt, at den
kommunale skattemyndighed efter udløbet af ligningsfristen kan tage en
ansættelse op til prøvelse og eventuel ændring, med mindre en anden
skattemyndighed har ansættelsen under behandling eller har taget stilling til
ansættelsen. Kommunen kan ikke efter udløbet af ligningsperioden på egen hånd
forhøje en skatteansættelse, i det omfang en skattemyndighed har nedsat
skatteansættelsen i forhold til det selvangivne eller i forhold til en
tidligere foretagen skatteansættelse.
Fristen for ansættelser
Ifølge skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, der gælder for indkomståret
1990 og senere indkomstår, kan skattemyndighederne som udgangspunkt ikke
forhøje en ansættelse mere end 3 år efter udløbet af det indkomstår,
ansættelsen vedrører. Dette gælder, hvad enten ansættelsen er skønsmæssig
eller ej. Skattemyndighederne kan uden begrænsning i tid ændre grundlaget for
en skatteansættelse, eksempelvis ændre afskrivningsgrundlaget for en bygning,
men selve ansættelsen kan ikke ændres mere end 3 år tilbage.
Skattemyndighederne kan dog ikke ændre grundlaget mere end 3 år tilbage, hvis
der er tale om et skøn, jf. § 35, stk. 2.
3-års fristen suspenderes, hvis skattemyndighedernes grundlag for
skatteansættelsen har været urigtigt eller ufuldstændigt og dette kan
tilregnes skatteyderen som forsætligt eller uagtsomt. Forældelsesfristen
løber først fra det tidspunkt, hvor skattemyndighederne kommer i besiddelse
af tilstrækkelige oplysninger til at foretage en korrekt skatteansættelse.
Skatteansættelsen skal herefter være foretaget inden 3 år fra denne dato.
3-års fristen gælder ikke forhøjelser vedrørende et påklaget forhold. Det
betyder, at en skatteyder, som har påklaget en skatteansættelse til højere
instans med påstand om nedsættelse på bestemte punkter, må tåle, at
klageinstansen foretager en vurdering af disse klagepunkter, som kan
resultere i en forhøjelse. Klageinstansen kan også bedømme ansættelsen i sin
helhed. Resultatet af en sådan helhedsvurdering kan dog ikke blive en
forhøjelse på ikke påklagede punkter, men kun nedsættelse eller stadfæstelse
af disse. 3-års fristen er præceptiv. Reglen kan altså ikke fraviges ved
aftale.
A.K.1.2 Forventningsprincippet
Efter retspraksis kan ligningsmyndighedernes muligheder for at forhøje
selvangivelsen begrænses af, at skattemyndighederne positivt har bibragt en
skatteyder en retsbeskyttet forventning. Dette er især forekommet i sager om
skønsmæssig fordeling af udgifter til privat og erhvervsmæssig anvendelse.
Det er ifølge retspraksis en betingelse for at acceptere forventningen, at
skatteyderen har haft mulighed for at disponere anderledes, og at der er
risiko for at lide et økonomisk tab ved at have disponeret i tillid til
skattemyndighedens oprindelige opfattelse.
Spørgsmålet om hvorvidt, forventningsprincippet begrænser
skattemyndighedernes adgang til at foretage forhøjelser, behandles uafhængigt
af
loven om bindende forhåndsbesked, der udtrykkeligt definerer de retlige
virkninger af en indhentet forhåndsbesked.
Ifølge praksis kan en skatteyder normalt kun støtte ret på sin
forventning, hvis den er baseret på en eller anden form for positiv
tilkendegivelse fra en skattemyndighed eller efter omstændighederne en anden
myndighed, jf. UfR 1976.658 H, hvor bl.a. en tilkendegivelse fra
Indenrigsministeriet bevirkede, at skatteyderen undgik beskatning af
kursgevinster. Højesterets dom af 5. april 1990 (TfS 1990.214 H) viser, at
tilkendegivelsen må have en vis klarhed, hvis skatteyderen skal kunne opnå
retlig beskyttelse. Derimod kan skattemyndighedernes passivitet overfor
selvangivne oplysninger ikke skabe retsbeskyttede forventninger hos
skatteyderen.
Som eksempler på aktive tilkendegivelser fra en skattemyndighed, der kan
skabe en retsbeskyttet forventning hos en skatteyder, kan nævnes
ligningsmyndighedens "aftale" med skatteyderen om, hvorledes hans
samlede kørsel skal fordeles på privat og erhvervsmæssig kørsel, jf. skd.
58.275, fremsendelse af ejendomskemaer med forudberegnet ukorrekt lejeværdi,
jf. TfS 1986.161 Ø samt mest typisk ligningsmyndighedernes svar på skriftlige
forespørgsler. Praksis viser dog, at domstolene er tilbageholdende med at
tillægge et sådant svar bindende virkning, navnlig hvis svaret er afgivet af
en kommunal ligningsmyndighed, og det senere viser sig, at en overordnet
statslig skattemyndighed som led i sin revisionsbeføjelse foretager ligning i
strid med det afgivne svar. Anderledes hvis der er tale om en tilkendegivelse
i forbindelse med det egentlige ligningsarbejde, der har bevirket, at
skatteyderen ikke har været foranlediget til at dokumentere sine fradrag.
Ligningsmyndighedens tilkendegivelser i forbindelse med henvendelser om
forskudsopgørelsen vil normalt ikke være omfattet af forventningsprincippet.
At der foreligger en aktiv tilkendegivelse er en nødvendig, men dog ikke
en tilstrækkelig betingelse for, at skatteyderens forventninger kan hindre,
at skattemyndighederne foretager omligning. Det må herudover, som ovenfor
nævnt, kræves, at tilkendegivelsen har været egnet til at øve indflydelse på
skatteyderens faktiske dispositioner. Det betyder bl.a., at
forventningsprincippet ikke finder anvendelse, hvis skattemyndighedernes
tilkendegivelse sker på et tidspunkt, hvor skatteyderen allerede har
foretaget den nævnte disposition. Det må endvidere kræves, at der er en
relevant årsagssammenhæng mellem tilkendegivelsen og den faktiske
disposition, skatteyderen ville have foretaget, hvis han havde vidst, at
tilkendegivelsen ikke kunne lægges til grund.
Selv om en skatteyders forventninger måtte være retsbeskyttede efter
ovennævnte retningslinjer, antages det ikke at være til hinder for, at
skattemyndighederne med fremtidig virkning kan varsle en ændring i den
ligningsmæssige behandling af det pågældende forhold. Dette er præciseret i
SD-cirk. 1981-42, der endvidere i overensstemmelse med den almindelige
forudsætningslære giver udtryk for, at væsentlige ændringer i skatteyderens
egne forhold kan bringe virkningen af forventningen til ophør. Tilsvarende
gælder i tilfælde af relevante lovændringer.
Endelig finder forventningsprincippet ikke anvendelse, hvis skatteyderen
vidste eller burde vide, at skattemyndighedernes ligning er baseret på en
faktisk vildfarelse.
A.K.2 Inhabilitet
Reglerne om inhabilitet skal sikre, at ingen i den offentlige forvaltning
træffer afgørelse i en sag, som vedkommende selv har en særlig interesse i.
Baggrunden for reglerne om inhabilitet er et ønske om at tilvejebringe
sikkerhed for og tillid til, at de afgørelser, der træffes af en myndighed,
ikke påvirkes af uvedkommende hensyn.
Forvaltningsloven indeholder i §§ 3-6 en række bestemmelser om speciel
inhabilitet. Forvaltningslovens regler suppleres af en særlig bestemmelse om
almindelig inhabilitet i skattestyrelseslovens § 34, hvorefter ingen samtidig
kan være medlem af eller stedfortræder i et skatteankenævn, Ligningsrådet
eller Landsskatteretten.
Reglerne om udnævnelsesbetingelserne for medlemmer af skatteankenævnene,
Ligningsrådet og Landsskatteretten findes i skattestyrelsesloven. Der stilles
ingen krav om særlig uddannelse for medlemmerne af disse råd og nævn, bortset
for Landsskatteretten, hvor præsidenten, retsformændene samt mindst 5 af de
medlemmer, der udnævnes af ministeren, skal opfylde de almindelige
betingelser for at kunne blive landsdommer.
Ud over regler om partsinteresse og familiemæssig tilknytning indeholder
forvaltningsloven regler om inhabilitet på grund af tilknytning til en
juridisk person og tidligere deltagelse i sagens behandling samt en
opsamlingsbestemmelse, hvorefter der indtræder inhabilitet, hvis der i øvrigt
foreligger omstændigheder, der er egnet til at vække tvivl om vedkommendes
upartiskhed.
Endelig indeholder skattestyrelseslovens § 11, stk.2, en særlig regel
vedrørende sekretariatsbetjening af skatteankenævnet. Efter denne bestemmelse
må en person, der tidligere har deltaget i en afgørelse om en
skatteansættelse, ikke yde sekretariatsbistand til skatteankenævnet
vedrørende klagebehandling af samme afgørelse. Der er her tale om et rent
personspørgsmål. Det har derfor ingen betydning om den, der behandler sagen i
første instans, og den, der fungerer som sekretær, har samme chef.
I følge bemærkningerne til lovforslaget er denne regel udtryk for en
rettighed for borgerne, som kan frafaldes. Det betyder, at kommunen kan
fravige reglen, såfremt der fra klageren fremkommer en uopfordret
tilkendegivelse om, at samme kommunale medarbejder kan behandle sagen for
skatteankenævnet. I praksis vil en sådan tilkendegivelse kun fremkomme rent
undtagelsesvis.
Bestemmelsen forhindrer ikke, at kommunens skattechef kan være leder af
skatteankenævnets sekretariat. Der må blot ikke forekomme personsammenfald
ved behandlingen af sagen i 1. instans og ved sekretariatsbehandlingen ved
skatteankenævnet.
Kan kommunen ikke med sit personale sikre den fornødne habilitet og stille
kvalificerede medarbejdere til rådighed for skatteankenævnet, skal kommunen
efter bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 11, stk.3, anvende ekstern
bistand. Det er et krav, at den eksterne sekretariatsbistand skal kunne
udføre sekretariatsbetjeningen tilfredsstillende. Det er kommunalbestyrelsens
afgørelse, hvem der skal sættes på opgaven, og det er derfor kommunen, der
afgør, om bistanden skal ydes af en offentlig eller en privat virksomhed.
Der er ikke noget i vejen for at benytte medarbejdere fra nabokommunen.
Tilsvarende gælder private revisorer. Det afgørende er, at
instruktionsbeføjelsen påhviler den af kommunalbestyrelsen udpegede
ansvarlige. Ansvaret for sekretariatsbetjeningen påhviler i alle tilfælde
kommunalbestyrelsen. Eksterne medarbejdere vil være omfattet af
tavshedsreglerne, der efter forvaltningslovens § 27 også gælder for den, der
efter aftale udfører arbejdet for myndigheden, der er undergivet
tavshedspligt.
Revisorer, der er medlemmer af et byråd, er ikke inhabile i forbindelse
med kommunalbestyrelsens behandling af ligningsplanen, idet de pågældendes
erhverv som revisorer ikke ud fra en almindelig betragtning indebærer risiko
for, at behandlingen vil blive påvirket af usaglige eller uvedkommende
hensyn.
I praksis forekommer speciel inhabilitet typisk i tilfælde, hvor der
foreligger en konkret økonomisk interessekonflikt, jf. eksempelvis Skat
1986.9.556, hvor en ligningskommissionsformand, der førte retssag om et
byggeri mod hovedaktionæren i det selskab, hvis sag var til afgørelse i
ligningskommissionen, blev anset for inhabil.
Speciel inhabilitet kan tillige være forårsaget af et mere personligt
modsætningsforhold eksempelvis dokumenteret uvenskab. Politiske
modsætningsforhold vil ikke kunne medføre speciel inhabilitet.
Foreligger der inhabilitet må den, der er inhabil, som udgangspunkt
hverken træffe afgørelse i den pågældende sag eller i øvrigt medvirke ved
sagens behandling. Et inhabilt medlem af et skatteankenævn er således
afskåret fra at deltage ikke blot i en eventuel afstemning om sagens
afgørelse, men også i den forudgående behandling af spørgsmålet om
inhabilitet, jf. forvaltningslovens § 6.
Efter samme bestemmelses stk.2 afgøres spørgsmålet om, hvorvidt en person
er inhabil, af den myndighed, som skal træffe afgørelsen vedrørende sagens
realitet. Afgørelsen kan alene indbringes for en klageinstans i forbindelse
med påklage af afgørelsen vedrørende sagens realitet. I praksis har T&S
udtalt sig i sager vedrørende inhabilitetsspørgsmål.
Har der i en sag foreligget speciel inhabilitet, da afgørelsen blev
truffet, vil retsvirkningen heraf normalt være, at afgørelsen bliver ugyldig.
Har inhabiliteten ikke haft betydning for afgørelsen, anses den ikke for
ugyldig.
A.K.3 Sagsbehandlingsreglerne
A.K.3.1 Vejledningspligt
Forvaltningslovens § 7 indeholder regler om forvaltningsmyndighedernes
pligt til at yde borgerne vejledning. Bestemmelserne finder tilsvarende
anvendelse i skattesager.
Reglerne gælder alene vejledning i forbindelse med konkrete
afgørelsessager. Vejledning skal efter bestemmelsen gives i fornødent omfang
efter en konkret vurdering. Vejledningspligten betyder, at den skattepligtige
skal have en orientering om, hvilken betydning skattelovgivningens regler har
for den pågældende sag, og om hvilke oplysninger, som skal tilvejebringes som
led i skattesagens behandling. Endvidere skal skattemyndighederne give
oplysning om, hvor lang tid sagsbehandlingen forventes at vare. Endelig skal
skattemyndighederne være behjælpelig med udfyldelse af blanketter eller
lign., der vedrører skatteområdet.
Det er fast praksis, at skattemyndighederne ikke udtaler sig i anledning
af forespørgsler, der er helt generelle og ikke angiver navn mv. på de
implicerede skattesubjekter.
Skatteborgerne kan henvende sig til hjemstedkommunen om skattemæssige
problemer. Komunernes skatteforvaltninger kan i tvivlstilfælde rådføre sig
med told- og skatteregionerne. Der henvises iøvrigt til T&S's cirk.
nr.1990-49 om decentralicering af responderende virksomhed.
Det sker, at en underordnet forvaltningsmyndighed i forbindelse med
behandlingen af en konkret sag søger vejledning om lovfortolkningsspørgsmål
eller lignende - f.eks. telefonisk - hos en overordnet myndighed, der tillige
er klageinstans vedrørende den pågældende sag. Er rådgivningen givet i en
sådan form, at den pågældende medarbejder hos den overordnede myndighed ikke
har givet udtryk for sin endelige opfattelse med hensyn til den konkrete sags
udfald, men blot ydet rådgivning med hensyn til fortolkningen af
retsgrundlaget for afgørelsen og/eller har vejledt om den overordnede
myndigheds praksis, vil bestemmelsen i forvaltningslovens § 3, nr.4, ikke
medføre, at den pågældende medarbejder vil være inhabil i forhold til den
pågældende sag, hvis afgørelsen bliver påklaget til den overordnede
myndighed. Den pågældende vil i så fald ikke have "medvirket ved den
afgørelse", som den underordnede myndighed har truffet.
A.K.3.2 Repræsentation
Den, der er part i en sag, hvor der er eller vil blive truffet afgørelse
af en forvaltningsmyndighed, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling
vælge at lade sig repræsentere eller bistå af andre, jf. forvaltningslovens §
8.
Der findes ikke i forvaltningsloven regler om, hvem der kan repræsentere
eller bistå en part. Parten kan derfor lade sig repræsentere eller bistå af
såvel sagkyndige, f.eks. en advokat eller revisor, som af andre.
Omkostningerne ved eventuel sagkyndig bistand er skattemyndighederne
uvedkommende, bortset fra de tilfælde som er omfattet af reglerne om
omkostningsdækning i forbindelse med retssager ved domstolene i henhold
til omkostningsdækningsloven.
Den myndighed, der behandler sagen, afgør, om den, der optræder som
partsrepræsentant, skal fremlægge en skriftlig fuldmagt eller på anden
måde godtgøre, at den pågældende kan optræde som repræsentant for parten.
Optræder en advokat eller revisor på partens vegne i en skattesag, er der
tale om typiske partsrepræsentanter inden for skatteområdet, og der vil ikke
være grund til at forlange dokumentation for fuldmagtsforholdet, medmindre
det er særligt begrundet i sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt.
Særligt under hensyn til skattemyndighedernes tavshedspligt vil det i
andre tilfælde være nødvendigt, at andre, der optræder som partsrepræsentant,
fremlægger en skriftlig fuldmagt som dokumentation for fuldmagtsforholdet.
Dette gælder således ved enhver henvendelse til en skattemyndighed om en
konkret skattesag, som ikke vedrører den pågældendes egne skatteforhold.
Forretningsordnerne for Landsskatteretten § 21, for Ligningsrådet § 14 og
for skatteankenævnene § 21 indeholder regler om repræsentation. Reglerne
præciserer partsrepræsentantens adgang til at disponere på partens vegne og
indeholder endvidere regler om, at meddelelse om afgørelsen skal sendes både
til parten og partsrepræsentanten.
A.K.3.3 Sagens oplysning
Officialprincippet
For forvaltningsmyndighedernes sagsbehandling gælder officialprincippet.
Officialprincippet findes hverken beskrevet i skattestyrelsesloven eller i
forvaltningsloven, men har hjemmel i uskreven retssædvane.
Officialprincippet betyder, at den kompetente myndighed selv har pligt til
at fremskaffe alle relevante oplysninger, før der træffes afgørelse i en sag.
Princippet indebærer, at de relevante oplysninger eventuelt skal
tilvejebringes i samarbejde med andre myndigheder eller fra private, navnlig
sagens parter.
Officialprincippet betyder, at en forvaltning har ansvaret for at de
nødvendige oplysninger foreligger, og de nødvendige undersøgelser foretages
inden der træffes afgørelse i en sag. Dette betyder nødvendigvis ikke at
forvaltningen altid selv skal fremskaffe de nødvendige oplysninger, dette kan
ske i samarbejde med andre myndigheder og skatteyderen selv. Forvaltningen
vil dog ikke uden videre kunne lægge skatteyderens oplysninger til grund, men
må i et nødvendigt omfang kontrollere dem og således sikre, at sagen bygger
på det materielt rigtige grundlag.
Officialprincippet gælder efter bemærkningerne til skattestyrelsesloven
for alle skattemyndigheder. Princippet gælder således også fuldt ud for
Landsskatterettens sagsbehandling.
Et væsentligt led i skattemyndighedernes sagsbehandling er
skattelovgivningens bestemmelser om pligtmæssige oplysninger for
skatteborgerne. Det drejer sig især om reglerne om skattemyndighedernes
adgang til at indhente regnskabsmateriale, foretage virksomhedseftersyn og
indhente oplysninger fra tredjemand.
Det almindelige krav om, at skattemyndighederne skal behandle sager så
enkelt, hurtigt og økonomisk som muligt, indebærer ikke, at
skattemyndighederne kan undlade at sørge for, at sagen er forsvarligt oplyst.
I de tilfælde, hvor sagsbehandlingstiden har givet anledning til kritik fra
Folketingets Ombudsmand, retter kritikken sig først og fremmest imod de
perioder i sagsforløbet, hvor sagens behandling har været gået helt i stå.
Det må derfor påhvile den undersøgende skattemyndighed eventuelt at rykke for
et høringssvar, og det kan ofte være hensigtsmæssigt at fastsætte en
svarfrist.
A.K.3.4 Syn og skøn ved Landsskatteretten
Skattestyrelsesloven indeholder regler om syn og skøn i forbindelse med
sager, der er indbragt for Landsskatteretten.
Syn og skøn er et bevismiddel
Syn og skøn er et bevismiddel, der anvendes for at sikre bevis til brug
for retssager. Bevismidlet består i en sagkyndig besvarelse af faktiske
spørgsmål til brug for bevisbedømmelsen i en retssag. Der træffes ikke under
syn og skøn retlige afgørelser, men der tilvejebringes et vurderings- og
bedømmelsesgrundlag til brug herfor. Reglerne om syn og skøn findes i
retsplejelovens kapitel 19.
Derudover indeholder retsplejelovens § 343 en særlig bestemmelse om
anvendelse af syn og skøn, selv om det ikke sker til brug for verserende
retssager (isoleret bevisoptagelse). Det er denne regel, der efter
skattestyrelseslovens § 30, stk.1, finder tilsvarende anvendelse ved
landsskatteretssager.
På skatteområdet er syn og skøn primært anvendelig i
værdiansættelsesspørgsmål. Reglen finder ikke anvendelse i vurderingssager,
idet vurderingsmyndighederne har adgang til at foretage besigtigelse af
ejendommen og til at betjene sig af særlig sagkyndig bistand.
Landsskatteretten
Reglen i skattestyrelseslovens § 30, stk. 1 indebærer, at en part kan
begære landsskatteretssagen sat i bero, samtidig med at parten indgiver
begæring om syn og skøn ved de almindelige domstole. Landsskatteretten kan i
den enkelte sag fastsætte en frist, inden for hvilken spørgsmålet om eventuel
afholdelse af syn og skøn skal være afklaret, jf. skattestyrelseslovens § 30,
stk. 2.
Det er de almindelige domstole, der udmelder syn- og skønsmændene.
Landsskatteretten fastsætter endvidere en frist, inden for hvilken
klageren og skattemyndighederne skal meddele retten, om skønserklæringen
giver parterne anledning til at ændre deres påstande i sagen for
Landsskatteretten.
Retsplejelovens regler
Syn og skøn kan alene afholdes efter begæring af parterne i en sag. Den
part, der begærer udmeldelse af syn og skøn, betegnes som rekvirenten.
Anmodning om isoleret bevisoptagelse ved syn og skøn indgives af rekvirenten
til byretten på det sted, hvor genstanden for forretningen forefindes.
Befinder genstanden sig i udlandet, indgives anmodningen om syn og skøn til
byretten på det sted, hvor en eventuel senere retssag skal anlægges her i
landet. Retsafgiften er 400 kr. Det er generelt en betingelse for udmeldelse
af syn og skøn, at byretten finder udmeldelsen hensigtsmæssig.
Rekvirentens modpart under en eventuel senere retssag skal med en uges
varsel af byretten eller af rekvirenten underrettes om det retsmøde, hvori
der træffes beslutning om udmeldelse af syn og skøn, og om selve
bevisførelsen.
Udgifterne til syn og skøn afholdes af rekvirenten. Retten kan pålægge
rekvirenten at betale sagsomkostninger til modparten. Derimod kan det ikke
pålægges modparten at betale omkostninger ved syn og skøn til rekvirenten. De
omkostninger, som rekvirenten har afholdt, kan imidlertid indgå i
omkostningsbestemmelsen under en eventuel efterfølgende retssag.
Grundlaget for et syn og skøn er et eller flere spørgsmål (skønstemaet),
der besvares i én eller flere skønserklæringer, eventuelt suppleret
med besvarelse af mundtlige spørgsmål under den senere mundtlige forhandling
ved retten (afhjemlingen). Som syn- og skønsmænd udmeldes sagkyndige, der
skal være uvildige.
Skønstemaet kan indeholde spørgsmål stillet af hver af parterne eller af
parterne i fællesskab. Spørgsmålene skal være klare, og de skal angå bestemte
punkter og ikke efterlyse en generel vurdering eller angå en juridisk
vurdering. Skønstemaet bør udformes så omhyggeligt, at alle de punkter, som
parterne ønsker belyst, er dækket.
Der kan under afhjemlingen i byretten stilles klargørende og uddybende
spørgsmål.
Skønsmændene skal så vidt muligt underrette parterne om syns- og
skønsforretningens foretagelse.
Skønsmændene udarbejder en skriftlig erklæring, som indeholder deres svar.
Erklæringen fremsendes til retten og til parterne. Såfremt parterne eller en
af dem ønsker det, foretages der derefter en afhjemling ved byretten af syns-
og skønsforretningen ved, at skønsmændene møder i retten og bekræfter eller
eventuelt supplerer eller korrigerer deres skriftlige erklæring.
Syn og skøn, som er foretaget inden retssag anlægges, er under en eventuel
senere retssag undergivet grundsætningen om bevisbedømmelsens frihed.
Tilsvarende gælder ved Landsskatteretten. Syn og skøn er herefter et
bevismiddel, der i princippet ikke er bindende for bevisbedømmelsen ved
Landsskatteretten.
Parter
Efter skattestyrelseslovens § 30 og forretningsordenen for
Landsskatteretten, § 24, er det formelt set den skattemyndighed, hvis
ansættelse er påklaget, der er part i skattesagen. Det betyder, at det
normalt er skatteankenævnet, der er part i skattesagen ved Landsskatteretten.
Landsskatteretten er ikke part i sagen og kan derfor ikke begære
udmeldelse af syn og skøn, men Landsskatteretten kan naturligvis vejlede
sagens parter og eventuelt opfordre parterne til at lade udmelde syn og skøn.
Landsskatteretten har endvidere mulighed for undtagelsesvis at indkalde syns-
og skønsmændene til at udtale sig i et retsmøde, jf. forretningsordenen for
Landsskatteretten, § 15, stk. 2.
Klageren eller den skattemyndighed, hvis afgørelse er påklaget,
underretter skriftligt Landsskatteretten om begæringen om udmeldelse af syn
og skøn. Med underretningen sendes kopi af rekvirentens begæring med
byrettens påtegning samt kopi af skønstemaet.
Rekvirenten skal samtidig med, at han underretter Landsskatteretten om
syns- og skønsforretningens afslutning, sende retsbogsudskrift og
skønsmændenes udtalelse til Landsskatteretten.
Er klageren rekvirent, skal han samtidig meddele Landsskatteretten, om han
ønsker klagen opretholdt.
Er skattemyndighederne rekvirent, kan Landsskatteretten forespørge
klageren, om klagen ønskes opretholdt eller trukket tilbage. Undlader klager
at besvare Landsskatterettens forespørgsel, anses klagen for opretholdt. Der
henvises nærmere til forretningsorden for Landsskatteretten, § 24.
Udgifter ved syn og skøn
Kompetencen til at forlange syn og skøn i sager, der er afgjort af
skatteankenævnet, henhører under skatteankenævnet. Omkostningerne ved syn og
skøn efter begæring af skatteankenævnet er derfor en kommunal udgift.
Told- og skatteregionerne kan yde bistand i forbindelse med udmeldelse af
syn og skøn.
Skattemyndighedernes opgave
Det praktiske arbejde for skattemyndighederne består i at tage stilling
til, om der skal begæres udmeldt syn og skøn. I bekræftende fald skal
begæringen affattes og indsendes til byretten på det sted, hvor den genstand
eller fordring mv., der ønskes vurderet, befinder sig. Skattemyndigheden skal
i så fald meddele Landsskatteretten, at der er begæret syn og skøn, idet
Landsskatterettens behandling skal stilles i bero. Skattemyndighederne skal
endvidere tage stilling til, om man skal lade sig repræsentere ved en
advokat. Endelig skal skattemyndighederne tage stilling til den eller de
personer (skønsmænd), som retten agter at udmelde, udfærdige selve
skønstemaet samt lade sig repræsentere under afhjemlingen.
Hvis skatteyderen begærer syn og skøn, består skattemyndighedernes opgave
i at være repræsenteret i det retsmøde, hvor syn og skøn udmeldes, og udtale
sig om skønsmanden og skønstemaet, samt lade sig repræsentere ved
afhjemlingen. Det vil normalt være nødvendigt, at skattemyndighederne er
repræsenteret i disse retsmøder. I modsat fald kan der ikke senere fremsættes
indsigelse.
Det må anses for undtagelsen, at skattemyndighederne begærer udmeldelse af
syn og skøn.
Sager ved andre skattemyndigheder
Bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 30, stk. 1, regulerer udtømmende
mulighederne for anvendelse af syn og skøn i skattesager. Syn og skøn kan
derfor ikke anvendes ved sager for andre skattemyndigheder.
Forældelse
Optagelse af syn og skøn uden retssag er ikke et sådant retligt skridt,
der afbryder forældelse i medfør af 1908-forældelseslovens § 2. Derimod
suspenderes 6-måneders fristen (overspringelsesfristen) i
skattestyrelseslovens § 31, stk. 1, 2. pkt., når Landsskatterettens
behandling af sagen er udsat på klagerens meddelelse til Landsskatteretten
om, hvorvidt klagen opretholdes, jf. skattestyrelseslovens § 30, stk. 3.
A.K.3.5 Høring
Partshøring
Reglerne om partshøring på myndighedens initiativ har til formål at sikre,
at sagens parter får lejlighed til at gøre sig bekendt med og kommentere det
faktiske afgørelsesgrundlag, inden sagen afgøres. Denne ret for parten til at
få lejlighed til at påpege misforståelser, unøjagtigheder eller
ufuldstændigheder i det foreliggende sagsmateriale, vil kunne medvirke til at
sikre, at myndighedens afgørelser træffes på det bedst mulige faktiske
grundlag.
Forvaltningslovens kapitel 5 indeholder regler om partshøring. Reglerne
betyder, at hvis en part i en sag ikke kan antages at være bekendt med, at
myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger om sagens faktiske
omstændigheder, må myndigheden ikke træffe afgørelse, før parten er gjort
bekendt med oplysningerne og har haft lejlighed til at fremkomme med en
udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den
pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse, dette
gælder også i sagerne om bindende forhåndsbesked
Skattestyrelsesloven indeholder detaljerede regler om partshøring, og
forvaltningslovens regler har derfor næppe selvstændig betydning for de
afgørelser, der træffes i henhold til skattestyrelsesloven.
Forvaltningslovens regler om partshøring finder imidlertid anvendelse på
andre afgørelser, som skattemyndighederne træffer uden for
skattestyrelseslovens område. Det gælder eksemplevis for skatteopkrævningen.
Skattestyrelsesloven § 3 og § 21 indeholder særlige regler om partshøring
og kontradiktion i sager, som behandles af de kommunale skattemyndigheder og
skatteankenævnene. Tilsvarende regler gælder for told- og skatteregionerne og
Ligningsrådet ved foretagelse af skatteansættelser, jf. lovens § 14, stk. 4,
og § 19, stk. 1. Særlige regler om partshøring i landsskatteretssager findes
i skattestyrelseslovens §§ 26, stk. 1 og 27 om mundtlig forhandling med
Landsskatterettens sekretariat og mundtlig forhandling under et egentligt
retsmøde. Nærmere regler findes i forretningsordenen for Landsskatteretten §§
6 og 7. For Ligningsrådet findes regler om skatteyders adgang til mundtlig
forhandling i forretningsordenens §§ 8 og 9, stk. 2.
Tilsidesættelse af reglerne om partshøring anses for en væsentlig
sagsbehandlingsfejl, der kan medføre, at skattemyndighedernes afgørelse
bliver ugyldig, jf. eksempelvis Skat 1989.9.733 og Skat 1988.9.548. I
sidstnævnte sag underkendte Landsskatteretten en skatterådsafgørelse, idet
klager ikke havde haft lejlighed til at ytre sig, før skatterådet forhøjede
ansættelsen på et ikke påklaget punkt.
Der er ikke i skattestyrelsesloven fastsat bestemmelser om længden af den
frist, som skattemyndighederne skal give den skattepligtige til at fremkomme
med en indsigelse. Ved fastsættelsen af en frist bør der gives den pågældende
part rimelig tid til at sætte sig ind i oplysningerne og overveje svaret. Der
kan i den forbindelse tages hensyn til omfanget af oplysningerne og til
sagens karakter, herunder om parten tidligere har haft lejlighed til at
udtale sig, og om sagen er af en sådan karakter, at parten kan have behov for
sagkyndig bistand.
De skattelignende myndigheder fastsætter normalt svarfristen til 14 dage,
jf. forretningsordenen for skatteankenævnene § 11.
I praksis har skattemyndighedernes fastsættelse af en kortere svarfrist
givet anledning til problemer. En kortere frist end 14 dage anvendes typisk,
hvor sagen er ved at forælde. Højesteret har i UfR 1976, side 137, anset en
indsigelsesfrist på 8 dage for behørig under hensyn til, at sagen havde
verseret flere år forud, og at skatteyderen selv måtte bære risikoen for, at
han ikke havde kontaktet sin advokat på et tidligere tidspunkt af sagen.
Derimod har Landsskatteretten i en konkret sag anset en indsigelsesfrist
på 2 dage i en agterskrivelse for for kort, hvorefter kendelsen blev anset
for ugyldig.
Høring af andre myndigheder
I tilfælde, hvor det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold
til lov, at høring skal ske, vil en tilsidesættelse medføre, at ansættelsen
bliver ugyldig.
I andre tilfælde, hvor en skattemyndighed indhenter en udtalelse fra en
anden myndighed, bør det i hvert enkelt tilfælde nøje overvejes, om høringen
er nødvendig.
Generelt bør det i høringsskrivelsen anføres på hvilke områder, der ønskes
en udtalelse, og hvornår udtalelsen bør foreligge.
Den nugældende skattestyrelseslov indeholder ingen regler om obligatoriske
høringsprocedurer. Derimod indeholder eksempelvis forretningsordenen for
Landsskatteretten, § 3, stk. 3, regler om høring af skatteankenævnet.
A.K.3.6 Offentlighed og tavshedspligt
Offentlighedsloven indeholder de almindelige regler om adgangen til
aktindsigt samt de særlige regler om adgangen til aktindsigt for ikke-parter.
De særlige regler om parters udvidede adgang til aktindsigt findes i
forvaltningslovens kapitel 4.
Offentlighedslovens adgang til almindelig aktindsigt er begrænset af
tavshedsbestemmelserne vedrørende konkrete oplysninger om private og
personlige forhold, jf. offentlighedsloven § 12 og § 14, medens
tavshedsbestemmelserne er uden betydning i relation til sagens parter, jf.
forvaltningslovens § 9, stk. 2.
Skattelovgivningens særlige bestemmelser om tavshedspligt findes i
kildeskattelovens § 87 og statsskattelovens § 44. Efter disse bestemmelser
skal skattemyndighederne iagttage ubetinget tavshedspligt bl.a. om de
skattepligtiges økonomiske, erhvervsmæssige eller privatlivet vedrørende
forhold.
Afgrænsningen af partsbegrebet i skattelovgivningen kan være vanskelig,
idet andre end selve parten (skatteyderen) kan have en så væsentlig, direkte
retlig og individuel interesse i sagens udfald, at pågældende kan få samme
status som parten.
Endvidere indeholder kildeskattelovens § 80, stk. 1, en særlig regel,
hvorefter ægtefæller har adgang til aktindsigt i hinandens selvangivelser og
skatteansættelsesforhold. Reglen gælder imidlertid alene de indkomstår, hvor
ægtefællerne har været skattemæssigt samlevende.
Retten til aktindsigt omfatter ligningsvejledningen og cirkulærer med
generelle forskrifter, jf. offentlighedslovens § 8, nr. 4. Undtaget fra
retten til aktindsigt er visse sagstyper, dokumenter og oplysninger, jf.
nærmere offentlighedslovens kap. 3 og forvaltningslovens kap. 4. Eksempelvis
kan interne arbejdsdokumenter undtages fra aktindsigt, jf.
offentlighedslovens § 7 og forvaltningslovens § 12.
Aktindsigt er efter forvaltningslovens § 9, stk. 3, udelukket i
straffesager bortset fra afsluttede sager. Reglen omfatter tillige
administrative straffesager på skatteområdet. For at der er tale om en
administrativ straffesag må det kræves, at den kompetente myndighed har taget
synlige konkrete skridt til at behandle sagen som straffesag. Er en
straffesag rejst, har skatteyders beskikkede advokat dog adgang til
aktindsigt, men de indhentede oplysninger må ikke videregives til
skatteyderen uden myndighedernes samtykke, jf. lov nr. 625 af 21. dec. 1983
om adgang til forsvarerbistand under en administrativ skatte- eller
afgiftsstraffesag, § 2.
I forbindelse med behandlingen af en klagesag skal skatteankenævnet og
Landsskatteretten tage stilling til eventuel tilsidesættelse af formelle
regler, herunder reglerne om aktindsigt.
Særskilt klage over afslag på anmodning om aktindsigt er imidlertid
omfattet af bek. nr. 653 af 18. sep. 1990. Aktindsigtsafgørelser kan herefter
påklages direkte til T&S.
For administrative sager uden for det egentlige ligningssystem findes
reglerne i bek. nr. 417 af 6. jun. 1991.
Efter bekendtgørelsens § 12, stk. 1, træffes afgørelser i sager om
aktindsigt og om tavshedspligt mv. i 1. instans af den myndighed, der iøvrigt
har afgørelsen af den påklagede sag. Eventuel klage over den kommunale
skattemyndigheds afgørelse i de af bekendtgørelsen omfattede
dispensationssager mv. skal ske til Told- og Skattestyrelsen.
Videregivelse af oplysninger til andre myndigheder
Bestemmelserne i forvaltningsloven §§ 28-32 indeholder de nærmere regler
om, i hvilke tilfælde f.eks. en skattemyndighed og ansatte inden for en
skattemyndighed må og eventuelt skal videregive fortrolige oplysninger til
andre forvaltningsmyndigheder og andre grene af samme forvaltningsmyndighed.
Bestemmelsen i § 28 begrænser videregivelsen af oplysninger vedrørende
rent private forhold (de særlig følsomme oplysninger), som kun rent
undtagelsesvis må videregives til andre forvaltningsmyndigheder, og
almindeligt fortrolige oplysninger, der må videregives, når de er af
væsentlig betydning for løsning af andre forvaltningsmyndigheders opgaver.
Særlig følsomme oplysninger
Særlig følsomme oplysninger er efter § 28 bl.a. oplysninger om religion og
oplysninger om politiske, foreningsmæssige og strafbare forhold samt
oplysninger om helbredsmæssige forhold og væsentlige og sociale problemer.
Disse oplysninger må som udgangspunkt kun videregives til anden
forvaltningsmyndighed, når den, som oplysningen angår, har givet samtykke.
Dette samtykke skal i almindelighed gives skriftligt og specifikt, jf.
bestemmelsens stk. 4.
Andre fortrolige oplysninger
Forvaltningslovens § 27 opregner en række eksempler på, hvad der er
omfattet af den almindelige tavshedspligt efter straffelovens § 152.
Bestemmelsen medtager bl.a. oplysninger, som er omfattet af
skattemyndighedernes særlige tavshedspligt. Det gælder oplysninger om
enkeltpersoners eller private selskaber/foreningers personlige eller interne,
herunder økonomiske forhold eller oplysninger om tekniske
indretninger/fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold.
Bestemmelsen gør dog forbudet mod videregivelse betinget af, at
hemmeligholdelse er nødvendig for at varetage væsentlige hensyn til de
pågældendes private interesser.
Økonomiske og erhvervsmæssige oplysninger anses ikke for særlig følsomme
oplysninger, men er omfattet af bestemmelsen i forvaltningslovens § 28, stk.
3, hvorefter videregivelse til anden forvaltningsmyndighed kun kan ske, når
det må antages, at oplysningen vil være af væsentlig betydning for
myndighedens virksomhed eller for den afgørelse, myndigheden skal træffe.
Reglen betyder, at skattelovgivningens tavshedspligtbestemmelser som
udgangspunkt er uden betydning, når spørgsmålet vedrører videregivelse til
andre forvaltningsmyndigheder.
Ved cirk. af 6. mar. 1987 om skattemyndighedernes tavshedspligt efter
gennemførelsen af forvaltningsloven, har Skatteministeriet meddelt, at
ministeriet efter gennemførelse af forvaltningsloven ikke finder grundlag for
at opretholde den hidtidige restriktive praksis. Det er ensbetydende med, at
begrebet "uvedkommende" i relation til andre
forvaltningsmyndigheder må fortolkes i overensstemmelse med kriteriet i
forvaltningslovens § 28, stk. 3. Videregivelse af skatteoplysninger kan
herefter ske, når oplysningen vil være af væsentlig betydning for
myndighedens virksomhed.
De nærmere retningslinjer for videregivelsen af skatteoplysninger efter
anmodning fra andre forvaltningsmyndigheder er beskrevet i cirkulærets pkt.
8. For så vidt angår uopfordret videregivelse af skatteoplysninger til andre
forvaltningsmyndigheder kan videregivelse efter cirkulærets pkt. 7 alene ske
i tilfælde, hvor der er tale om formodede lovovertrædelser af en vis grov
karakter.
Videregivelse af oplysninger inden for samme myndighed
Forvaltningslovens § 28 omhandler ikke tilfælde, hvor skatteoplysninger
videregives inden for samme myndighed. Spørgsmålet har særlig betydning i
forholdet til de forskellige grene af den kommunale forvaltning. Om
videregivelse af fortrolige oplysninger kan finde sted i disse tilfælde beror
på, om videregivelsen efter reglerne om tavshedspligt må anses for
"berettiget". Videregivelse af skatteoplysninger må anses at være
uberettiget, såfremt skatteforvaltningen er bekendt med, at oplysningen er
uden betydning for modtagerens udførelse af de opgaver, der er pålagt den
pågældende. I forvaltningslovens § 32 er det præciseret, at de personer, der
virker i den offentlige forvaltning, ikke må skaffe sig fortrolige
oplysninger, der ikke har bestydning for det arbejde, de udfører.
I praksis har spørgsmålet været rejst i forbindelse med videregivelse af
skatteoplysninger til økonomiudvalg og til borgmester og kommunaldirektør som
ledere af den kommunale administration.
Uanset bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 1, stk. 2, hvorefter
kommunalbestyrelsen ikke kan behandle den kommunale skattemyndigheds
(konkrete) afgørelser, kan kommunalbestyrelsen ikke anses som en anden
forvaltningsmyndighed. Der er således tale om den samme
forvaltningsmyndighed, og videregivelse af oplysninger kan herefter ske, hvis
det er sagligt begrundet som led i det pågældende udvalgs eller den
pågældende persons funktion. Skatteoplysninger kan derimod kun udleveres,
hvis begæring om udlevering sker i forbindelse med skatte- og kontrolformål.
A.K.3.7 Skattemyndighedernes afgørelse
Skattestyrelsesloven og de i medfør heraf udstedte bestemmelser indeholder
detaljerede krav om skattemyndighedernes fremgangsmåde i forbindelse med
afgørelsen.
Sagsfremstilling
Der findes detaljerede regler om udarbejdelsen af sagsfremstilling ved
skatteankenævnene, jf. skattestyrelseslovens § 21, stk. 2. Disse regler
gælder tillige for Ligningsrådets og Landsskatterettens sagsbehandling, jf.
skattestyrelseslovens § 19, stk. 1, og § 25, stk. 2. Forretningsordenen for
skatteankenævnene § 11 indeholder minimumskravene til en sagsfremstilling.
Bestemmelsen i stk. 3 indeholder tillige en regel om, at sagsfremstillingen
skal ledsages af et forslag til sagens afgørelse.
Reglen om sagsfremstilling må anses at være garantiforskrifter, hvis
tilsidesættelse medfører, at afgørelsen bliver ugyldig. Såfremt en afgørelse
tilsidesættes som ugyldig på grund af en formel fejl, kan den pågældende
skattemyndighed træffe en ny afgørelse med samme indhold under iagttagelse af
den korrekte procedure. I den forbindelse bemærkes de særlige regler om
skattemyndighedernes indbyrdes kompetence i skattestyrelseslovens § 36.
Begrundelse
Af særlig betydning i skattesager er reglerne om begrundelse.
Skattestyrelsesloven indeholder ingen særlige regler om begrundelse, og det
betyder, at forvaltningslovens kapitel 6, der indeholder udførlige
bestemmelser om kravene til begrundelse, finder anvendelse i skattesager.
Efter forvaltningslovens § 22 skal en skriftlig afgørelse altid begrundes,
medmindre afgørelsen fuldt ud giver parten medhold. Forvaltningslovens § 24
indeholder de nærmere regler om indholdet af begrundelsen.
Begrundelsen skal fremtræde som en forklaring på, hvorfor afgørelsen har
fået det pågældende indhold. Begrundelsen for afgørelsen skal henvise til de
retsregler, i henhold til hvilken afgørelsen er truffet. Beror afgørelsen på
en fortolkning af en bestemmelse, bør der tillige redegøres for den anlagte
fortolkning. I det omfang afgørelsen beror på et skøn, skal begrundelsen
tillige indeholde de hovedhensyn, der har været bestemmende for udøvelsen af
skønnet. Foreligger der en domspraksis eller administrativ praksis, skal der
nærmere redegøres herfor. Endelig skal begrundelsen indeholde en kort
redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som
har været tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.
Navnlig reglen i § 24, stk. 1, 2. pkt., om angivelse af de hovedhensyn,
der har været bestemmende for et administrativt skøn, har givet anledning til
problemer, idet der på skatteområdet forekommer talrige afgørelser, der har
skønsmæssig karakter.
For så vidt angår afslag på ansøgninger om bevilling antages det i
praksis, at begrundelseskravet lempes, således at det må anses
tilstrækkeligt, at der i begrundelsen henvises til sædvanlig praksis eller
til, at den nødvendige dokumentation ikke foreligger.
Formålet med begrundelseskravet er, at en skatteyder skal kunne vurdere
mulighederne for at opnå en ændret afgørelse ved eventuel klagebehandling.
Begrundelseskravet må derfor anses for en garantiforskrift, hvis
tilsidesættelse vil medføre, at afgørelsen bliver ugyldig.
Begrundelsespligten anses for opfyldt i tilfælde, hvor der i en afgørelse,
evt. årsopgørelsen, henvises til den tidligere givne begrundelse i
agterskrivelsen. Det er i så fald en forudsætning, at skatteyder ikke er
fremkommet med nye indsigelser mod agterskrivelsen, som kræver særskilt
begrundelse i afgørelsen.
Det indebærer, at skattemyndighederne skal tage stilling til de nye
indsigelser, som skatteyder fremkommer med.
Underretning om afgørelsen
Underretning om afgørelsen skal ske til skatteyder selv. Har skatteyder
under sagen været repræsenteret af en anden person, påhviler det efter
forretningsordnerne skattemyndighederne ved alle afgørelser også at
underrette partsrepræsentanten. Skattestyrelseslovens klagefrister regnes fra
det tidspunkt, hvor den skattepligtige har modtaget underretning om
afgørelsen, jf. § 21, stk. 1 og § 25, stk. 1. For så vidt angår en ægtefælles
klageadgang i henhold til kildeskattelovens § 80, stk. 3, er det i praksis
antaget, at den sædvanlige klagefrist først løber fra det tidspunkt, hvor
vedkommende bliver bekendt med afgørelsen af ægtefællens skatteansættelse.
Klagevejledning
Reglerne om klagevejledning i skattesager findes i forvaltningslovens § 25
og § 26. Reglerne er gentaget i de forskellige forretningsordner, der er
udstedt i henhold til skattestyrelsesloven.
Reglerne betyder, at skattemyndighedernes afgørelser, der skal meddeles
skriftligt, skal være ledsaget af en vejledning om klageadgang.
Klagevejledning skal dog ikke gives, hvis afgørelsen fuldt ud giver den
pågældende medhold.
Der skal gives klagevejledning, hvadenten klageadgangen er hjemlet i
skattestyrelseslovens regler eller den blot følger af den almindelige
ulovbestemte regel om administrativ rekurs.
Klagevejledningen skal indeholde angivelse af klageinstans og oplysninger
om fremgangsmåden ved indgivelse af klagen, herunder om eventuelle
tidsfrister. Vejledningen skal i fornødent omfang indeholde oplysning om,
hvorvidt der inden for det pågældende sagsområde gælder særlige begrænsninger
i klageinstansens kompetence.
Det kan være hensigtsmæssigt at angive i klagevejledningen, hvorvidt
klager bør fremkomme med eventuelle andre oplysninger, der er egnede til at
fremme behandlingen af klagesagen, f.eks. om bestemte dokumenter eller
oplysninger bør ledsage klagen.
Det betyder eksempelvis, at skatteankenævnenes klagevejledning bl.a. bør
indeholde oplysninger om, at skatteankenævnets sagsfremstilling skal
indsendes til Landsskatteretten samtidig med klagen.
Reglerne i forvaltningslovens § 25, stk. 1, fastsætter alene regler om
administrativ rekurs. Det følger imidlertid af den vejledningspligt, som
efter forvaltningslovens § 7 påhviler skattemyndighederne, at der afhængig af
de konkrete omstændigheder bør vejledes om muligheden for klage til
Folketingets Ombudsmand eller de kommunale tilsynsmyndigheder. Tilsvarende
gælder, hvor skatteborgeren har mulighed for domstolsprøvelse, jf.
forvaltningslovens § 26, hvorefter der alene skal gives klagevejledning til
domstolene, hvis der gælder lovbestemte frister for et sagsanlæg. Reglen har
alene betydning for skatteansættelsesspørgsmål, som er påkendt af
Landsskatteretten, jf. skattestyrelseslovens § 31.
A.K.4 Genoptagelse
Genoptagelse af skatteansættelser kan ske efter anmodning fra skatteyder
eller uden anmodning. Reglen om nedsættelse af en skatteansættelse efter
anmodning fra skatteyder findes i skattestyrelseslovens § 4, stk. 1. Reglen
om skattemyndighedens adgang til af egen drift at forhøje en skatteansættelse
(revisionsbeføjelsen) findes i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1. I begge
tilfælde gælder en 3-årsregel (fra indkomståret 1990).
Genoptagelse efter anmodning
Genoptagelse af en skatteansættelse kan i almindelighed ske ved kommunen,
skatteankenævnet eller Landsskatteretten, jf. skattestyrelseslovens § 4, stk.
1, § 22 og § 29.
Genoptagelse efter begæring af en skatteyder anvendes, når skatteyderen
ikke har overholdt de i skattestyrelsesloven fastsatte regler om
klagefrister.
Af bemærkningerne til skattestyrelsesloven fremgår, at der kan ses bort
fra en fristoverskridelse, når almindelige forvaltningsretlige principper
fører til, at sagen alligevel bør behandles af klageinstansen. I cirkulæret
til skattestyrelsesloven, pkt. 12, anføres det, at skatteankenævnet kan se
bort fra en fristoverskridelse, hvis nævnet finder det rimeligt, eksempelvis
hvis klager oplyser undskyldende omstændigheder, hvis der er tale om en
mindre fristoverskridelse, eller hvis der er rimelige udsigter til, at
klageren kan få medhold i sin klage.
Efter skattestyrelseslovens § 4, stk. 1, er det en betingelse, at den
skattepligtige fremlægger nye oplysninger, som kan medføre en ændret
skatteansættelse. I praksis vil genoptagelse kunne finde sted, hvis en
materielretlig (ligningsmæssig) vurdering fører til, at ansættelsen bør
ændres.
En anmodning om genoptagelse skal fremsættes inden 3 år efter udløbet af
det pågældende indkomstår. For ansættelser før indkomståret 1990 gælder efter
praksis en 5 års-regel, som støttes på den tidligere skattestyrelseslovs §
29, stk. 4.
Særligt om bevillingsmæssig genoptagelse
Efter bemærkningerne til skattestyrelsesloven forudsættes den eksisterende
meget begrænsede adgang til bevillingsmæssig genoptagelse efter udløbet af 5
års-reglen (3 års-fristen) opretholdt. Det betyder, at genoptagelse i disse
tilfælde kun kan tillades helt undtagelsesvis.
Disse sager behandles og afgøres af told- og skatteregionen i 1. instans
med klageadgang til Told- og Skattestyrelsen.
Kompetenceregler
Skattestyrelsesloven bygger på et princip om, dels at den kommunale
skattemyndighed ikke kan ændre en højere skattemyndigheds afgørelse, dels at
den kommunale skattemyndighed og den statslige told- og skatteforvaltning
ikke kan ændre ansættelser, der er foretaget af skattemyndigheder med
lægmandselement. Bestemmelserne herom findes i skattestyrelseslovens § 3,
stk. 3, § 14, stk. 4 og § 36.
Disse regler finder tillige anvendelse f.s.v.a. genoptagelsessager. Det
indebærer en begrænsning af de underordnede skattemyndigheders kompetence.
Begrænsningen gælder imidlertid kun "i det omfang", dvs. på de
punkter, den pågældende højere skattemyndighed har truffet afgørelse.
Er der ikke tidligere fra en højere skattemyndighed taget stilling til et
punkt i en skatteansættelse, skal genoptagelse f.s.v.a. dette punkt ske ved
den myndighed, der oprindeligt har foretaget ansættelsen, i almindelighed den
kommunale skattemyndighed.
Skattemyndighedernes adgang til samtidig at foretage forhøjelser
Sker genoptagelse efter anmodning af en skatteyder, fordi skatteyderen
ønsker nedsættelse på ét punkt, kan skattemyndighederne samtidig
foretage en forhøjelse på et andet punkt. Det er en konsekvens af
revisionsbeføjelsen.
Skattestyrelseslovens § 35, stk. 1 (3 års-reglen) begrænser
revisionsbeføjelsen. Sker genoptagelse imidlertid ekstraordinært, dvs. udover
3 år, er bestemmelsen imidlertid efter bemærkningerne til lovforslaget til
skattestyrelsesloven ikke til hinder for, at der samtidig kan foretages en
forhøjelse på andre punkter, blot det samlede resultat (nettoresultatet)
bliver en nedsættelse. Efter bemærkningerne må skatteyder i denne situation
tåle det vilkår for bevillingen, at der foretages (konneks) modregning for
skattemyndighedernes eventuelle krav for samme indkomstår.
Klagevejledning i genoptagelsessager
Reglerne om, at skattemyndighedernes afgørelse skal meddeles skriftligt og
være ledsaget af en klagevejledning, såfremt afgørelsen ikke fuldt ud giver
den pågældende medhold, gælder hvad enten klageadgangen er hjemlet i
skattestyrelseslovens regler, eller den blot følger af den almindelige
ulovbestemte regel om administrativ rekurs.
Vejledningspligten i forvaltningslovens § 7 fører til, at skatteyderen i
givet fald af kommunen skal henvises til at indgive ansøgning om bevilling om
genoptagelse til told- og skatteregionen.
Forelæggelse for Ligningsrådet unødvendig
Er der alene tale om en konsekvensændring som følge af Landsskatterettens
kendelse, hvor ændringen sker til gunst for en anden skatteyder end klager,
må det antages, at sådanne sager har rent ekspeditionsmæssig karakter, og at
ændringen derfor kan foretages administrativt af told- og skatteregionen uden
forelæggelse for Ligningsrådet.
Fremlægger skatteyder efter skatteankenævnets afgørelse nye faktiske
oplysninger, der indebærer en nedsættelse af ansættelsen, om hvilken der ikke
er uenighed mellem skatteyder og kommunen, er en forelæggelse for
Ligningsrådet ikke nødvendigt.
Skattestyrelseslovens klagefrister skal overholdes
De almindelige genoptagelsessager efter skattestyrelsesloven behandles
herefter af kommunen, skatteankenævnet og Landsskatteretten. Det betyder, at
skattestyrelseslovens klagefrister skal overholdes, idet oversiddelse af
fristen i almindelighed vil medføre, at muligheden for genoptagelse
bortfalder, selv om 3 års-fristen ikke er udløbet.
Adgangen til genoptagelse
Når der i en konkret sag træffes en afgørelse ved Landsskatteretten eller
domstolene, der ændrer en bestående administrativ praksis, indebærer
genoptagelsesreglerne en mulighed for andre skatteydere for at få en lignende
sag indbragt for domstolene, hvis det kan ske inden udløbet af
skattestyrelseslovens frist.
Fristens beregning
Som hovedregel indrømmes genoptagelse kun 3 år (5 år) tilbage. Fristen
regnes fra begæringens fremsættelse.
I visse tilfælde regnes fristen ved genoptagelse fra et andet tidspunkt.
Det gælder f.eks. i tilfælde, hvor Landsretten eller Højesteret har
tilsidesat hidtidig administrativ skattepraksis.
Hvor anmodning om genoptagelse er begrundet med en henvisning til en
domstolsafgørelse i en anden sag, regnes 3 års-fristen ikke fra anmodningen
om genoptagelse, men fra den først underkendende dom. Denne administrative
praksis fører således til genoptagelse i videre omfang, end hvad der ville
gælde, hvis skatteyderen alene kunne henholde sig til reglerne om
domstolsprøvelse i skattestyrelsesloven. Landsskatteretten skal tage stilling
til om skatteansættelsen kan genoptages, hvis ansættelsen tidligere har været
indbragt for Landsskatteretten.
Der gælder følgende retningslinier for, hvorledes en anmodning om
genoptagelse, der henviser til en dom, skal behandles:
Hvor ansøgningen om genoptagelse er begrundet med, at hidtidig
ligningspraksis er blevet underkendt ved en landsretsdom eller
højesteretsdom, vil der kunne tillades genoptagelse med hensyn til
indkomstår, der ligger indtil 3 år forud for tidspunktet for den første
underkendende dom.
Den særlige beregning af 3-årsfristen anvendes, når Højesteret har taget
stilling til hidtidig ligningspraksis ved enten selv at underkende den eller
at stadfæste en underkendende landsretsdom, når en for Højesteret anlagt
appelsag vedrørende en underkendende landsretsdom hæves af Skatteministeriet,
eller når landsrettens underkendende dom ikke er appelleret inden udløbet af
ankefristen.
Den ligningsmæssige vurdering af, om indholdet i den foreliggende
anmodning er sammenligneligt med indholdet af den dom, der henvises til,
foretages af ligningsmyndighederne i hvert enkelt tilfælde. Det kan
imidlertid også ske ved, at Told- og Skattestyrelsen i et cirkulære
præciserer, hvorledes afgørelsen skal tages i betragtning ved genoptagelse af
allerede foretagne ansættelser, jf. f.eks. T&S-cirk. 1991-14 og 15.
F.s.v.a. fristberegningen gælder, at en klager efter aftale med
skattemyndighederne kan få stillet sagen i bero med henblik på at afvente
udfaldet af en verserende sag for Landsskatteretten eller domstolene.
Foreligger der ikke en aftale om berostillelse, gælder skattestyrelseslovens
almindelige frister.
Bevillingsmæssig genoptagelse
Af bemærkningerne til skattestyrelsesloven fremgår, at den eksisterende
praksis vedrørende genoptagelse forudsættes opretholdt. Det betyder, at den
eksisterende begrænsede adgang til bevillingsmæssig genoptagelse efter
udløbet af den normale frist bevares. Bevillingsmæssig genoptagelse kan
herefter ske i samme omfang (efter samme retningslinjer) som hidtil.
3 års-reglen finder anvendelse for skatteansættelser, der vedrører
indkomståret 1990 og senere indkomstår, jf. skattestyrelseslovens § 31, stk.
3 og § 40, stk. 3.
Tilladelse til ekstraordinær genoptagelse er efter hidtidig praksis givet
i tilfælde, hvor der foreligger ansvarspådragende fejl hos
skattemyndighederne. I øvrigt har genoptagelse været tilladt, hvor der var
tale om åbenbart fejlagtige taksationer, samt hvor skatteyder skulle
tilbagebetale tidligere modtagne indkomstbeskattede ydelser. Endvidere er der
givet tilladelse i de tilfælde, hvor genoptagelsen har særlig hjemmel, f.eks.
i et cirkulære.
Ved regionens stillingtagen til ansøgning om genoptagelse efter udløbet af
3-års fristen skal der således ikke foretages en materiel (ligningsmæssig)
vurdering af sagen, og skatteyderens sociale og økonomiske forhold vil ikke
kunne begrunde genoptagelse. Tilsvarende gælder sager vedrørende glemte eller
ikke-udnyttede fradrag.
Bevillingsmæssig genoptagelse er en ministerbeføjelse, og kompetencen til
at meddele tilladelse til genoptagelse, respektive meddele afslag på
anmodning om genoptagelse, er henlagt til told- og skatteregionerne, for
København og Frederiksberg kommuner det pågældende skattedirektorat, jf. bek.
nr. 417 af 6. jun. 1991, § 1 og § 2.
Told- og skatteregionernes afslag kan påklages til T&S, som træffer
den endelige administrative afgørelse.
Tillades genoptagelse, skal realitetsbehandlingen af sagen ske ved de
skattelignende myndigheder efter de retningslinjer, der fremgår af
bevillingen.
Forhøjer eller nedsætter den lignende myndighed den selvangivne eller
ansatte indkomst, har den skattepligtige efter ansøgning adgang til inden for
lovens rammer at få ændret af- og nedskrivninger i et sådant omfang, at
ændringen udlignes helt eller delvist, dette gælder for ansøgninger der
modtages 1. jan. 1993 eller senere, jf. T&S-cirk. 1992-12.
Den skattepligtige skal gøres opmærksom på adgangen til at få ændret af-
og nedskrivninger.
Hvor ligningsmyndigheden ikke fuldt ud imødekommer ansøgningen kan
afgørelsen påklages til Ligningsrådet.
Der gives ikke tilladelse til efterfølgende ændring af af- og
nedskrivninger, hvis det pågældende aktiv er afhændet, virksomheden er ophørt
eller der foreligger bødegivende forhold.
Efterfølgende af- og nedskrivninger kan i andre tilfælde kun tillades af
Ligningsrådet.
Ansøgninger kan ikke forventes imødekommet, hvis de alene er begrundet i
ændringer af skattelovgivningen eller i hensyn til udbetalinger fra de
sociale myndigheder.
Genoptagelse uden anmodning
Ligningsrådet, T&S, told- og skatteregionerne samt de kommunale
skattemyndigheder, kan af egen drift genoptage en skatteansættelse, jf.
skattestyrelseslovens § 3, stk. 3, § 14 og § 19, stk. 1. Denne
revisionsbeføjelse er begrænset af bestemmelserne i skattestyrelseslovens §
35, hvorefter forhøjelse af en skatteansættelse ikke kan finde sted senere
end 3 år efter udløbet af det indkomstår, som skatteansættelsen vedrører. §
35 indeholder i stk. 2-4 en række undtagelser fra reglen, hvoraf den
vigtigste er suspensionsreglen i stk.3. Om fristen for ændring af
skatteansættelser, henvises nærmere til afsnit A.K.5 om forældelse.
I forbindelse med en eventuel bevillingsmæssig nedsættelse efter 3
års-fristens udløb kan skattemyndighederne altid forhøje en skatteansættelse
på andre punkter.
3 års-fristen anses for overholdt, når skattemyndigheden har truffet
afgørelse i sagen inden fristens udløb, og skatteyder underrettes om
forhøjelsen umiddelbart efter, selv om underretning først er sket efter
fristens udløb.
For den kommunale skattemyndighed gælder endvidere reglerne i
skattestyrelseslovens § 3, stk. 3, der begrænser kommunens kompetence i det
omfang en anden skattemyndighed har taget stilling til skatteansættelsen
eller har en sag herom under behandling. Endvidere gælder efter bek. nr. 230
af 6. apr. 1990 særlige regler om begrænsning af den kommunale
skattemyndigheds revisionsbeføjelser efter ligningsfristens udløb.
Bekendtgørelsen er omtalt under afsnit A.K.1.1.
A.K.5 Forældelse
Forældelse af skattekrav
Skatte- og afgiftskrav forældes efter 1908-loven om forældelse af visse
fordringer på 5 år. I A.K.5.5 omhandles den 20 årige forældelsesfrist, der
gælder ved siden af fristen i 1908-loven. Forældelsesreglerne er ikke til
hinder for at ændre selve skatteansættelsen for dermed at sikre det rigtige
beregningsgrundlag.
Krav på skatter og afgifter fortabes, hvis de ikke inden 5 år fra
forfaldsdagen er anerkendt af skatteyderen, respektive den afgiftspligtige,
eller gjort gældende af det offentlige. Hvad der i denne sammenhæng forstås
ved, at et krav er gjort gældende, omhandles under A.K.5.4.
Hvis et krav på skat eller afgift er forældet, kan det ikke rejses. En
forældet fordring kan derfor ikke anvendes til modregning.
1908-lovens bestemmelser anses for præceptive, således at forhåndsaftaler
om, at disse ikke skal finde anvendelse, ikke er bindende.
A.K.5.1 Hvilke skatter og afgifter ?
1908-loven omhandler skatter eller afgifter af offentligretlig natur.
Loven omfatter såvel personlige skatter af enhver art som dødsbo- og
selskabsskat, arve- og gaveafgift, frigørelses- og afståelsesafgift, afgift
og indkomstskat i medfør af pensionsbeskatningsloven og
kapitaltilførselsafgift. Spørgsmålet om forældelse af ejendomsskatter er
holdt uden for denne fremstilling.
A.K.5.2 Hvornår begynder forældelsesfristen at løbe ?
Forældelsesfristen efter 1908-loven løber normalt fra det øjeblik, da
kravet er forfaldent til betaling. Forfaldstidspunktet for de forskellige
skatte- og afgiftskrav er lovbestemte.
Også upålignede skatter mv.
Loven omhandler statens eller kommunens krav på skatter eller afgifter af
offentligretlig natur. Forældelsesfristen løber, selv om kravet ikke er gjort
op, medmindre myndighederne befinder sig i utilregnelig uvidenhed om deres
krav, jf. om suspension afsnit A.K.5.3.
Den 5 årige forældelsesfrist løber i almindelighed fra den dag, der ville
have været forfaldsdag, hvis skattekravet var blevet rejst ved ligningen for
det pågældende indkomstår, skd. 40.25.
Ifølge kildeskatteloven opkræves skat dels som foreløbig skat, dels som
restskat. Dette medfører, at forældelsesfristen for personlige skatter af
(almindelig) indkomst og formue - der ikke har været indeholdt eller opkrævet
som foreløbig skat - skal regnes fra det sædvanlige forfaldstidspunkt for
betaling af restskat. 1908-lovens forældelsesfrist for upålignede skatter for
1992 løber således fra 1. sept. - 1. nov. 1993 (1/3 af kravet fra hver af
disse datoer).
A.K.5.3 Suspension af forældelsen
Forældelsesfristen suspenderes, hvis kreditor på grund af utilregnelig
uvidenhed har været ude af stand til at gøre sit krav gældende. Der kan være
tale om uvidenhed m.h.t. kravets eksistens eller skyldnerens opholdssted. I
tilfælde af suspension løber forældelsesfristen først fra det tidspunkt, hvor
den suspenderende omstændighed ophører. Den tid, der herefter medgår til
sagens færdigekspedition, medfører dog ikke yderligere suspension af
forældelsesfristen.
På skatteområdet findes en lang række afgørelser vedrørende suspension som
følge af skattemyndighedernes manglende kendskab til et skattekravs
eksistens.
Retlige vildfarelser
Retlige vildfarelser udskyder ikke forældelsen, jf. UfR 1927.585 H.
Vildfarelser af faktisk karakter
Vildfarelser af faktisk karakter kan derimod medføre suspension.
Efter domspraksis stilles der strenge krav til skattemyndighedernes
agtpågivenhed, herunder en pligt til at indhente oplysninger. Det er således
ikke
tilstrækkeligt til at udskyde forældelsesfristens begyndelsestidspunkt, at
skatteyderens selvangivelse har været urigtig, såfremt skattemyndighederne
ved en sædvanlig undersøgelse af selvangivelsen og eventuelt en sammenligning
af denne med tidligere års selvangivelser burde være blevet opmærksomme på
det ikke oplyste forhold.
På den anden side kan myndighederne naturligvis ikke være forpligtede til
at tage alle eventualiteter i betragtning eller til at foranstalte
dyberegående undersøgelser uden synlig anledning.
Skattemyndighederne er således ikke i forbindelse med ligningen
forpligtede til at foretage en nærmere undersøgelse af et selvangivet
fradrag, hvis der ikke er særlig anledning til det, jf. ØLD i Skat
1990.4.255.
Støder skattemyndighederne under en efterprøvelse af det regnskabsmæssige
grundlag på oplysninger, som ikke kan udledes af selvangivelsen, og såfremt
de havde været oplyst under ligningen, ville have ført til en højere
skatteansættelse end den faktisk foretagne, suspenderes forældelsesfristen
med hensyn til det yderligere skattekrav indtil det tidspunkt, da
skattevæsenet bliver i stand til at gøre sit yderligere krav gældende, jf.
skd. 63.347.
VLD af 12. juni 1989 vedrørte et tilfælde, hvor en revisionsmæssig
gennemgang af et aktieselskabs regnskab for 1972 viste, at selskabets
hovedaktionær havde modtaget 300.000 kr. Ifølge regnskaberne var der tale om
et lån ydet af en østrigsk forretningsforbindelse. Hverken hovedaktionærens
eller selskabets regnskaber indeholdt oplysninger, som kunne give
skattemyndighederne grund til at antage, at lånet ikke var reelt. Heller ikke
oplysninger indhentet hos Danmarks Nationalbank og det østrigske
finansministerium, som gav skattemyndighederne anledning til at iværksætte
undersøgelsen, fandtes at kunne give skattemyndighederne grundlag for at
fremsætte et skattekrav mod hovedaktionæren.
Vestre Landsrets kendelse af 18/3-1992, (Tfs 1992.213), vedrørte et
tilfælde, hvor en skatteyder i 1981 fik udbetalt en rateforsikring, hvorefter
han i 1982 bosatte sig i England. Kravet om tillægsskat forfaldt til betaling
i 1982. Skatteyder vendte i 1989 tilbage til Danmark, hvor han blev afkrævet
skatten. Vestre Landsret fandt, at 1908-lovens forældelsesfrist alene
suspenderes i de i 1908-loven opregnede tilfælde. Forældelsesfristen var
derfor ikke suspenderet, idet skattemyndighederne havde kendskab til
skatteyderens opholdssted, selvom det havde været umuligt at inddrive
skattegælden under hans ophold i England.
Ved Århus byrets dom i UfR 1982.872 ansås et momskrav for forældet, da
toldvæsenet ved henvendelse til skyldnerens fader kunne have fået oplysning
om dennes opholdssted i Canada. Toldvæsenet havde tidligere været i
forbindelse med faderen. Herefter ansås forældelsesfristen ikke for
suspenderet.
Lov om særlig
indkomstskat
§ 14, stk. 3
Suspensionsreglen i 1908-loven suppleres for så vidt angår krav på særlig
indkomstskat af bestemmelsen i LOSI § 14, stk. 3, hvorefter der ved
beregningen af forældelsesfristen for krav på særlig indkomstskat ses bort
fra den tid, i hvilken skattemyndighederne på grund af den skattepligtiges
ophold i udlandet har været ude af stand til at gøre kravet gældende ved
en dansk domstol. Skattemyndighederne er således ikke henvist til at
anlægge sag ved en fremmed domstol for at afbryde forældelsen af disse krav.
Men bestemmelsen i § 14, stk. 3, finder på den anden side ikke anvendelse, så
længe skatteyderen opholder sig i et land, hvor et dansk skattekrav kan
gennemføres i kraft af en bistandsaftale.
A.K.5.4 Afbrydelse af forældelsen
Efter 1908-loven afbrydes den 5-årige forældelsesfrist, når
fordringshaveren inden fristens udløb enten erhverver skyldnerens erkendelse
af gælden eller foretager retslige skridt mod ham og uden ufornødent ophold
forfølger disse til erhvervelse af forlig, dom eller anden retsafgørelse.
Når forældelsesfristen efter denne bestemmelse er afbrudt, kan der begynde
at løbe en ny 5-årig forældelsesfrist, se nedenfor om forskellen mellem
sådanne tilfælde og tilfælde, hvor fordringshaveren erhverver et særligt
retsgrundlag.
Erkendelse af gælden
Skatteyderens erkendelse af et konkret opgjort skatte- eller afgiftskrav
kan opnås på flere måder. Erkendelsen kan være udtrykkelig - uden dog at have
karakter af et særligt retsgrundlag - og stiltiende, f.eks. i form af en
anmodning om henstand eller lempelse jf. skd. 70.78 og 71.686.
Gives der ansøgt henstand, løber der en ny frist fra henstandens ophør,
jf. Skat 1989.11.860 HD. Også en afdragsordning indebærer en erkendelse af
fordringen. Udebliver skyldneren med et eller flere afdrag, løber der en ny
forældelsesfrist fra tidspunktet for misligholdelsen.
I situationer hvor et skatteforhold stilles i bero p.g.a. at man afventer
en domstolsafgørelse, må ligningsmyndighederne sikre sig, at afgørelsen kan
medføre konsekvensændringer i skatteyderens skatteansættelser for de
efterfølgende indkomstår. Afbrydelse af forældelsesfristen kræver, at
ligningsmyndigheden opgør skattekravet vedrørende det pågældende
skatteforhold.
I VLD af 21. sept. 1981 (skd. 62.260) blev det lagt til grund, at
forældelse efter 1908-loven ikke kunne gøres gældende, idet
forligsforhandlinger om forhøjelsen af afdødes indkomstansættelse for
indkomståret forud for dødsåret var fortsat i en periode over flere år.
Indbringelse for skatteankenævnet eller Landsskatteretten
Klage til skatteankenævnet eller Landskatteretten afbryder ikke
forældelsesfristen.
Af hensyn til risikoen for forældelse bør ligningsmyndighedernes
indstilling til Landsskatteretten i sager, der angår spørgsmålet om
almindelig eller særlig indkomst, omfatte en subsidiær indstilling, således
at muligheden for at gennemføre beskatning med særlig indkomstskat ikke
fortabes.
Skattestyrelseslovens § 31, stk. 1 afskærer ikke skattemyndighederne fra
at anlægge sag ved domstolene for at afbryde forældelsesfristen, selv om
sagen verserer ved f.eks. Landsskatteretten.
Egen anmeldelse
En "selvmelders" henvendelse til skattemyndighederne om
udeholdelser eller fejl i hans selvangivelse, som myndighederne allerede er
på det rene med, afbryder ikke uden videre forældelsesfristen. Det afhænger
af
henvendelsens nærmere indhold, om den kan betragtes som en erkendelse af
(yderligere) skattegæld eller måske endog som et særligt retsgrundlag, se
nærmere nedenfor.
Indgivelse af en gaveanmeldelse betragtes ikke som en anerkendelse af
fordringen på afgift. En gaveanmeldelse indsendt efter anmeldelsesfristens
udløb og efter, at afgiftsmyndigheden på anden måde er eller burde være
kommet til kundskab om gaven, afbryder med andre ord ikke forældelsesfristen,
jf. UFR 1968.240.
Retslige skridt
De retslige skridt mod skyldneren, som afbryder forældelsesfristen, er
sagsanlæg ved domstolene, udlæg, arrest og anmeldelse i skyldners konkursbo,
tvangsakkord- eller gældssaneringsbo. Det samme gælder indgivelse af
konkursbegæring, hvis denne fører til afsigelse af dekret.
Anmeldelse af krav i offentligt skiftede boer afbryder ligeledes
forældelsesfristen.
Ved sagsanlæg er tidspunktet for indlevering af stævning til retten
afgørende for, hvornår forældelsesfristen er afbrudt. For udlægs vedkommende
afbrydes forældelsen ved indgivelse af anmodningen om udlæg, såfremt
fordringshaveren søger forretningen fremmet uden ugrundet ophold. Ved udlæg
for skatter og afgifter, der foretages af toldfogeder og kommunernes
pantefogeder, regnes fristen fra selve udlæggets foretagelse.
Udlægsforretningen anses for fremmet, når der foretages udlæg og dette følges
op med tvangsrealisation. Selv om udlægsforretningen slutter som forgæves,
bevares den afbrydende virkning på forældelsesfristen.
Gældsbrev eller andet særligt retsgrundlag
Forældelsesfristen på 5 år gælder ikke, når der for fordringen er udstedt
gældsbrev eller tilvejebragt andet særligt retsgrundlag, hvorved gælden er
anerkendt af skyldneren eller på anden måde skriftligt fastslået. Fordringer,
som således er sikrede, forældes efter bestemmelsen i Danske Lov 5-14-4, se
A.K.5.5
Selvom der er udstedt et gældsbrev for en fordring, kan et vedhængende
rentekrav selvstædigt forældes efter 1908-loven.
Hvis et pantebrev i fast ejendom eller i løsøre ikke fastslår, at debitor
skylder et bestemt beløb, opfylder pantebrevet ikke 1908-lovens betingelser.
Heraf følger, at udstedelse af et skadesløsbrev ikke forhindrer, at den
underliggende fordring kan forældes på 5 år. Overgivelse af et ejerpantebrev
til sikkerhed for fordringen er heller ikke tilstrækkeligt. De andre særlige
retsgrundlag forudsætter også, at fordringens størrelse er fastslået. Således
blev en transporterklæring, som ikke indeholdt oplysning om skyldforholdet
mellem parterne, ikke anset som et særligt retsgrundlag, jf. den i UfR
1965.608 refererede byretsafgørelse.
Indirekte fastsættelse af fordringens størrelse, f.eks. ansættelse af den
skattepligtige indkomst, kan efter omstændighederne være tilstrækkelig.
Den fyldestgørelsesadgang, som er hjemlet i investeringsfondslovens § 9,
stk. 3, for skattekrav, der er opstået ved indtræden af de i lovens §§ 9,
stk. 1, og 10, stk. 1, nævnte begivenheder, udgør ikke et særligt
retsgrundlag, fordi skattetilsvarets størrelse ikke lader sig fastslå
umiddelbart på grundlag af henlæggelserne. Det samme gælder med hensyn til
skattetilsvar i medfør af etableringskontolovens §§ 9, stk. 1 og 2, og 11,
stk. 1 og 3, jf. § 9, stk. 3.
Derimod udgør domme og forlig sådanne retsgrundlag, der opfylder
betingelserne i 1908-loven. Også et tilbud fra en skatteyder, som accepteres
af myndighederne, opfylder betingelserne. Derimod kan et udlæg, en arrest
eller et andragende om henstand, lempelse eller afdragsvis betaling ikke
anses som et særligt retsgrundlag.
A.K.5.5 Den 20-årige forældelse
Forældelsesreglen i Danske Lov 5-14-4 gælder ved siden af 1908-loven, men
dens praktiske betydning for skatter og afgifter er ikke stor.
Reglen i Danske Lov går ud på, at bestemmelsen angår alle
formuefordringer, herunder også det offentliges krav på skatter og afgifter i
tilfælde, hvor der foreligger et særligt retsgrundlag, eller hvor 1908-lovens
forældelsesfrist har været suspenderet.
Forældelsesfristen løber fra fordringens stiftelse eller fra det
tidspunkt, hvor det gældsbrev mv., som sætter den 5-årige forældelsesfrist ud
af kraft, tilvejebringes. Krav på almindelig indkomstskat stiftes ved
indkomstårets udløb. Tilsvarende stiftes krav på restskatter ved
indkomstårets udløb. Krav på betaling af løbende B-skatterater stiftes også
ved indkomstårets udløb. Tilsvarende gælder for selskabsskatter.
Afgiftskrav anses i øvrigt normalt at være stiftet ved den afgiftspligtige
begivenheds indtræden.
En meget væsentlig forskel på reglen i 1908-loven og reglen i Danske Lov
er, at den 20-årige forældelse ikke suspenderes, jf. se A.K.5.3. Derimod
afbrydes den 20-årige forældelse ikke alene ved skyldnerens erkendelse og ved
retslige skridt, men også ved enhver påmindelse fra kreditor, hvorved der
gives udtryk for, at kravet fastholdes.
Udbytteskat - Tilbagebetalingskrav
ØLD af 24. maj 1982 (skd. 65.208). Et holdingselskabs tilbagebetalingskrav
på udbytteskat, der var indbetalt af et datterselskab i medfør af KL § 65,
var ikke omfattet af 1908-loven. Tilbagebetalingskravet er herefter omfattet
af forældelsesreglen i DL 5-14-4.
A.K.6 Klagebehandlingen
A.K.6.1 Administrativ rekurs
Behandlingen af skattesager i ligningssystemet bygger på et
3-instansprincip, medens det administrative klagesystem bygger på et
2-instansprincip.
A.K.6.1.1 Ligningssystemet
Inden for ligningssystemet kan den kommunale skattemyndigheds
skatteansættelse klagebehandles ved de 2 administrative klageinstanser -
skatteankenævnet og Landsskatteretten. Klageberettiget er alene den
skatteyder, der må anses som part i sagen.
Reglerne om klagebehandling ved skatteankenævn og Landsskatteretten findes
i skattestyrelseslovens kapitel 3.
Landsskatterettens saglige kompetence er angivet i skattestyrelseslovens §
23.
Kompetenceområdet omfatter efter skattestyrelseslovens § 24 spørgsmål om
skattepligt efter lovgivningens regler om indkomst- og formueskat til staten,
spørgsmålet om en skatteansættelse er ugyldig som følge af formelle fejl, og
spørgsmål om indkomst eller formue er ansat eller beregnet forkert. De
administrative klageinstanser skal endvidere behandle klager over formelle
fejl, dvs. klager over inkompetence og sagsbehandlingsfejl i forbindelse med
skattemyndighedernes afgørelser.
Uden for kompetenceområdet falder spørgsmål om forældelse efter de
civilretlige regler i 1908-forældelsesloven, spørgsmålet om strafansvar for
urigtig selvangivelse, opkrævningsspørgsmål og spørgsmålet om afgivelse af
kontroloplysninger samt spørgsmål om henstand og eftergivelse. Særligt
bemærkes, at spørgsmål om forældelse efter 1908-loven afgøres af kommunen med
klageadgang til told- og skatteregionen, jf. klageafkortningsbekendtgørelsens
§ 3, stk. 3.
Spørgsmålet om dispensation fra skattelovgivningen og bevillingsspørgsmål
falder ligeledes uden for klagemyndighedernes kompetenceområde.
T&S og told- og skatteregionerne har i praksis behandlet klager over
åbenbare sagsbehandlingsfejl hos de lokale skattemyndigheder.
Det skyldes, at de lokale skattemyndigheder efter skattelovgivningen er
undergivet et statsligt tilsyn.
I de nævnte tilfælde, hvor der er tale om klare retlige mangler ved
sagsbehandlingen, og hvor fejlen umiddelbart kan rettes ved anvendelsen af
tilsynsbeføjelsen, er det ikke rimeligt at henvise klager til at få fejlen
rettet gennem det administrative rekurssystem.
Det gælder tilsvarende, hvor sådanne fejl konstateres, uden at den
skattepligtige har indgivet en formel klage over sagsbehandlingen.
Landsskatteretten
For klage til Landsskatteretten betales et gebyr p.t. kr. 500, som skal
indbetales samtidig med indsendelsen af klagen. Beløbet tilbagebetales, hvis
klager helt eller delvis får medhold, se nærmere skattestyrelseslovens § 24,
stk. 4.
Klagen til Landsskatteretten skal efter skattestyrelseslovens § 25, stk.
2, indgives skriftligt, og være vedlagt den påklagede afgørelse samt
skatteankenævnets sagsfremstilling. Reglen om vedlæggelse af sagsfremstilling
gælder således ikke i overspringelsessager. Klagen skal endvidere angive, på
hvilke punkter afgørelsen anses for urigtig og begrundelsen herfor. Endelig
skal dokumenter, som klager ønsker anvendt som bevis, ligeledes være vedlagt
klagen.
Landsskatteretten kan fastsætte en frist til besvarelse af spørgsmål eller
indsendelse af yderligere oplysninger. Landsskatteretten kan efter § 25, stk.
3, afvise klager, der ikke opfylder formkravene. Afvisning kan endvidere ske,
hvor klageadgangen i øvrigt ikke er udnyttet i overensstemmelse med
skattestyrelseslovens regler.
Skatteankenævnet
Klager til skatteankenævnet over den kommunale skattemyndigheds afgørelser
skal indgives til kommunen. Klagen skal være skriftlig og begrundet, og den
skal være modtaget af kommunen senest 1 måned fra modtagelsen af afgørelsen
eller årsopgørelsen. Der er ikke noget til hinder for, at ankenævnet bortser
fra fristoverskridelser, når nævnet i overensstemmelse med almindelig
forvaltningsretlige principper efter en konkret vurdering finder, at sagen
bør behandles. Reglerne om klage findes i skattestyrelsesloven § 21, stk. 1.
For skatteankenævnets sagsbehandling gælder officialprincippet, som
betyder, at nævnet selv skal sørge for sagens oplysning, før afgørelsen
træffes. Princippet betyder endvidere, at nævnet ikke er bundet af klagers
påstand under sagen, dvs. at klagen ikke er bindende for nævnet, jf.
skattestyrelseslovens § 21, stk. 4.
§ 21, stk. 5, indeholder en regel om overspringelsesfrist. Hvis der er
forløbet mere end 3 måneder efter, at klagen er indbragt for
skatteankenævnet, kan klagen, såfemt ligningsfristen er overskredet,
indbringes umiddelbart for Landsskatteretten, selv om skatteankenævnet ikke
har truffet afgørelse i sagen.
Bortset fra overspringelsessagerne skal en klage til Landsskatteretten
være modtaget senest 3 måneder fra modtagelsen af afgørelsen. Overskridelse
af klagefristen bevirker, at klagen afvises, medmindre Landsskatteretten
finder, at der foreligger særlige omstændigheder, der taler for at se bort
fra fristoverskridelsen.
Ligningsrådet
Ligningsrådets afgørelse træffes ved en kendelse, som kan påklages til
Landsskatteretten, jf. skattestyrelseslovens § 19, stk. 3. For klage over
Ligningsrådets kendelser gælder samme regler om sagsfremstilling,
begrundelse, klagevejledning og klagefrister som for skatteankenævnenes
afgørelser.
A.K.6.1.2 Det administrative klagesystem
For så vidt angår konkrete sager, hvor skatteministeren efter
skattelovgivningen kan træffe afgørelse, dvs. de administrative klagesager,
findes reglerne i bek. nr. 417 af 6. jun. 1991
(sagsudlægningsbekendtgørelsen). Formålet med bekendtgørelsen er at
gennemføre et 2-instansprincip, dvs. at der er mulighed for at klage over en
administrativ afgørelse til én højere administrativ instans. Formålet
med bekendtgørelsen har endvidere været, at de administrative
skatteafgørelser i videst muligt omfang skal behandles lokalt både i 1. og 2.
instans. Der henvises nærmere til oversigten over bemyndigelser gældende for
sager rejst okt. 1990 eller senere.
A.K.6.2 Domstolsprøvelse
Adgangen til at få efterprøvet skattemyndighedernes afgørelser ved
domstolene er fastsat ved skattestyrelseslovens §§ 31-33. Reglerne omfatter
dog ikke adgang til at indbringe en afvisning af en anmodning om en bindende
forhåndsbesked, jf. § 23, stk. 5.
Udgangspunktet er efter § 31, stk. 1, at den administrative rekurs først
skal udnyttes, dvs. at sagen først skal have været forelagt
Landsskatteretten, før den kan indbringes for landsretten. Der gælder dog
efter samme bestemmelse en overspringelsesfrist på 6 mdr., hvorefter klager
kan vælge at indbringe sagen for landsretten, uanset at Landsskatteretten
ikke har truffet afgørelse i sagen.
Der gælder endvidere efter bestemmelsens stk. 2 en almindelig
søgsmålsfrist på 3 måneder efter Landsskatterettens kendelses afsigelse.
Såfremt Landsskatteretten har afvist at behandle en klage, kan klager senest
3 år efter udløbet af det indkomstår, som sagen drejer sig om, indbringe
sagen for landsretten. Endvidere gælder der en særlig 1-årsregel i
bestemmelsens stk. 5 vedrørende særlige dødsbosager og gaveafgiftssager.
Endelig gælder der en særlig hjemmel for skattemyndighederne til at
anlægge sag i efterbetalingssager, jf. statsskattelovens § 42. Reglen er i
praksis blevet anvendt i forbindelse med skattestrafsager, der indbringes for
domstolene.
Skattestyrelsesloven § 32 indeholder en hjemmel for skatteministeren til
at indbringe sager, som Landsskatteretten har påkendt, for domstolene senest
3 måneder efter Landsskatterettens kendelses afsigelse.
I almindelighed påses skattestyrelseslovens frister for sagsanlæg ved
domstolene ikke af domstolene af egen drift. Det betyder, at landsretten
behandler sagen, medmindre Skatteministeriet nedlægger påstand om afvisning.
Nedlægges der under landsretssagen påstand om afvisning på grund af
fristoverskridelse, vil landsretten afvise sagen. Da der er tale om sagsanlæg
i 1. instans ved landsretten, kan landsrettens dom ankes til Højesteret i
overensstemmelse med retsplejelovens regler.
Klage over en skatteansættelse eller sagsanlæg har efter statsskattelovens
§ 38 ikke opsættende virkning. Klager kan imidlertid efter ansøgning til
told- og skatteregionerne eller København og Frederiksberg skattedirektorat
opnå henstand. Bestemmelserne herom findes i kildeskattelovens § 73 E og
bekendtgørelse nr. 685 af 11. okt. 1990.
For domstolenes behandling af skattesager gælder forhandlingsprincippet.
Det betyder, at sagens parter selv skal fremkomme med alle relevante
oplysninger, og at retten ved afgørelsen ikke må gå ud over parternes
påstande og anbringender, jf. retsplejelovens § 338.
Under retssagen gælder endvidere retsplejelovens almindelige regler om
sagsbehandling ved domstolene. Da Landsskatteretten er en administrativ
rekursinstans, betyder det i praksis, at skatteyderen for domstolene kan
fremkomme med påstande og anbringender, der ikke tidligere har været gjort
gældende, forudsat sagens identitet bevares. Der gælder en tilsvarende adgang
for Skatteministeriet til for domstolene at fremkomme med påstande og
anbringender, hvilket har særlig betydning i overspringelsessager ved
Landsskatteretten, hvor Skatteministeriet ikke har haft lejlighed til at
fremsætte sine synspunkter.
Ved domstolene er udgangspunktet, at der sker efterprøvelse af såvel
skattesagens materielle indhold som sagens formalitet. Problemer omkring
domstolenes efterprøvelse af værdiskøn skulle være løst ved indførelsen af
reglerne om syn og skøn under Landsskatterettens behandling af sagen.
Prøvelse af, hvorvidt uskrevne retsgrundsætninger, eksempelvis den
almindelige lighedsgrundsætning, er tilsidesat ved skattemyndighedernes
sagsbehandling, vil altid kunne ske ved domstolene.
Nedsættelse af en skatteansættelse
Såfremt en skatteansættelse nedsættes, medfører dette en ændret
årsopgørelse, jf. kildeskattelovens § 62 A. Den beregnede skat nedsættes, og
skattebeløbet tilbagebetales i overensstemmelse med reglerne i
kildeskatteloven.
Dette gælder, både når skatteansættelsen nedsættes ved skatteankenævnet og
Landsskatteretten.
Spørgsmålet har særligt betydning i opkrævningssager. Højesteret har ved
en kendelse i UfR 1975, side 130 (Dana-sagen) fastslået, at en skatteyder
havde krav på aflysning af et skatteudlæg, der var tinglyst på skatteyders
ejendom, efter at fogedretten havde ophævet skatteudlæget, og at det var uden
betydning, at fogedens kendelse var påanket til Landsretten.
Forpligtelsen til at tilbagebetale skattebeløb til domhaver efter en
landsretsdom medfører i almindelighed ikke nogen forpligtelse til at
tilbagebetale til andre skatteydere, hvis sager er stillet i bero på den
principielle sags endelige afgørelse ved Højesteret.
A.K.6.3 Ombudsmandskontrol
Folketingets Ombudsmands kompetence omfatter efter ombudsmandsloven
statsforvaltningen og kommunalforvaltningen inden for sagsområder, hvor der
ved særlovgivningen er rekursadgang. Skattesager er således omfattet af
Ombudsmandens kontrol.
Klage til Ombudsmanden skal være indgivet senest 1 år efter afgørelsens
dato, selvom adressaten først bliver bekendt med afgørelsen senere. Klage til
Ombudsmanden har ikke suspensiv virkning, og det er en betingelse, at den
administrative rekurs er udnyttet.
Ombudsmanden kan endvidere tage en sag op af egen drift. I så fald gælder
betingelsen om udnyttet rekurs ikke.
Ombudsmandens bedømmelsesgrundlag er fejl eller forsømmelser, dvs. ulovlig
forvaltningsvirksomhed, urimelige afgørelser, samt videregående krav til
sagsbehandlingen. Eksempelvis påtales ofte langsommelig sagsbehandling.
Ombudsmandens kontrol består i en adgang til at kritisere og henstille og
til at foreslå forandringer af love og administrative bestemmelser til fremme
af retssikkerheden og til forbedring af administrationen. Endelig kan
Ombudsmanden henstille til Justitsministeriet at give klageren fri proces for
domstolene.
A.K.7 Princippet om lovmæssig forvaltning
For skattemyndighedernes sagsbehandling gælder forvaltningsrettens
almindelige regler, herunder princippet om lovmæssig forvaltning og en række
uskrevne retsprincipper.
Princippet om lovmæssig forvaltning betyder, at skattemyndighedernes
afgørelse ikke må være positivt i strid med lovgivningen samt, at afgørelsen
skal have hjemmel i en lovbestemmelse.
De uskrevne retsprincipper, som er opstillet i retspraksis, er
grundsætningen om magtfordrejning (usaglige hensyn), den almindelige
forvaltningsretlige lighedsgrundsætning (usaglig forskelsbehandling),
princippet om pligtmæssigt skøn og proportionalitetsgrundsætningen.
Den statslige skatteforvaltnings tilsynsbeføjelser overfor den kommunale
skatteadministration, som nærmere fremgår af skattestyrelseslovens kap. 2,
stk. 1, og opkrævningsbekendtgørelsens § 1, stk. 2, indebærer en forpligtelse
for told- og skatteregionerne til at gribe ind i tilfælde, hvor regionen
bliver opmærksom på klare tilsidesættelser af gældende skatteretlige og andre
forvaltningsretlige regler. Dette kan ske ved en tilkendegivelse til
kommunens skatteforvaltning med henblik på en ændret årsopgørelse eller
frafald af tvangsinddrivelsesskridt over for den skattepligtige. Endelig kan
regionen anvende beføjelsen til at eftergive et pålignet skattebeløb.
Ligningsvejledningen
Ligningsvejledningen indeholder en beskrivelse af gældende ret indenfor
skatteområdet. Ligningsvejledningen indeholder endvidere anvisninger godkendt
af Ligningsrådet, som er bindende for de lokale skattemyndigheder.
Praksisændring
I princippet kan skattemyndighederne ændre en praksis, eksempelvis ved at
følge en anden fortolkning af en lovbestemmelse. Det gælder, selv om der er
tale om en langvarig og hidtil konsekvent fulgt praksis. En skærpelse af
praksis kan efter almindelige forvaltningsretlige regler kun ske med virkning
for fremtiden. Under alle omstændigheder skal en praksisændring gennemføres
med en vis smidighed, eventuelt efter en overgangsordning.
Lempes en administrativ praksis, antages det i almindelighed, at
afgørelser, der er truffet efter den tidligere strenge praksis, kun kan
kræves taget op til ny overvejelse og afgjort efter den nye praksis, såfremt
den tidligere praksis har været ulovlig. Er der tale om en ny praksis, der
inden for lovens rammer lægger andre hensyn til grund eller foretager en
anderledes vægtning af hensynene indbyrdes (det skønsmæssige element), har
borgeren ikke krav på, at en sag genoptages.
En klart ulovlig administrativ praksis vil blive tilsidesat af domstolene.
Tilsvarende gælder, hvor skattemyndigheden vedrørende skønsspørgsmål har
fulgt en "hjemmelavet regel" så slavisk, at myndighederne har
undladt at vurdere, om der i den konkrete sag foreligger sådanne specielle
omstændigheder, at den administrative praksis burde være fraveget.
Myndigheden kan her have tilsidesat princippet om "pligtmæssigt
skøn".
A.K.8 Bindende forhåndsbesked
Ifølge lovbek. nr. 270 af 22. apr. 1992 kan skatteydere få bindende
forhåndsbesked om skattespørgsmål mv.
I tilknytning til loven findes bekendtgørelse nr. 859 af 22. okt. 1992 om
afgiftsberegning mv.
Lovens hovedregel
Efter lovens § 1 kan enhver hos Ligningsrådet få svar - forhåndsbesked -
på spørgsmål vedrørende almindelig eller særlig indkomstskat, kulbrinteskat,
selskabsskat eller formueskat, indkomstskat og tillægsafgift efter
pensionsbeskatningsloven eller afgift efter lov om frigørelsesafgift.
Eventuel ny lovgivning inden for de nævnte områder vil ligeledes være
omfattet, jf. Skat 1987.4.296.
Ordningen omfatter derimod ikke arve- og gaveafgift, realrenteafgift eller
kildeskattespørgsmål (opkrævningsspørgsmål). Loven ændrer ikke de særlige
regler i KL § 33 A om bindende forhåndsbesked inden for dødsbobeskatningen.
Der kan kun gives bindende forhåndsbesked, hvis det findes af væsentlig
betydning for vedkommende skatteyder at få et sådant svar. Afgørende for, om
spørgsmålet har væsentlig betydning, vil som hovedregel være dets økonomiske
aspekter, men også spørgsmål, der isoleret betragtet er af mindre økonomisk
betydning, kan besvares. Der er bl.a. tænkt på situationer, hvor
dispositionen i tilfælde af gunstigt svar tænkes gentaget, eller hvor
situationen er årligt tilbagevendende.
Bindende forhåndsbesked kan efter § 1, stk. 3, i almindelighed ikke gives
om den skattemæssige virkning af en disposition, der er gennemført. Der vil
dog efter omstændighederne være mulighed for at få forhåndsbesked også om
dispositioner, der er gennemført. Dette vil f.eks. gælde, hvor den skatte-
eller afgiftsmæssige bedømmelse af den foretagne disposition kan påvises at
have væsentlig interesse for forespørgerens stillingtagen til fremtidige
dispositioner.
Bevillingssager falder uden for området for loven om bindende
forhåndsbesked. Anmodninger, der angår sådanne områder, må derfor afvises og
behandles som bevillingssager i sædvanlig instansfølge.
Formelle betingelser - herunder betaling af afgift
Anmodning om forhåndsbesked skal efter lovens § 2 være indsendt skriftligt
til Told- og Skattestyrelsen inden tidspunktet for rettidig indgivelse af
selvangivelse for det indkomstår, besvarelsen har betydning for. Anmodningen
skal indeholde alle de oplysninger af betydning for svaret, som står til
forespørgerens rådighed. Hvis Told- og Skattestyrelsen for at kunne tage
stilling til spørgsmålet må anmode forespørgeren om yderligere oplysninger
eller dokumentation, skal denne efterkomme anmodningen inden den frist,
Styrelsen fastsætter. Efterkommes anmodningen ikke, kan spørgsmålet afvises.
Svaret kan også begrænses til de forhold, der skønnes tilstrækkeligt oplyst.
Samtidig med indsendelsen af anmodning om bindende forhåndsbesked skal der
betales en afgift på 1.400 kr. (i 1993). Denne afgift kan forhøjes i
tilfælde, hvor den beskrevne disposition har et betydeligt økonomisk omfang,
eller hvor besvarelsen af forespørgslen er særlig arbejdskrævende, jf. lovens
§ 7, stk. 1. samt bek. nr. 859 af 22. okt. 1992, der giver nærmere
retningslinjer om eventuelt forhøjet afgift. Ligningsrådets afgørelser om
forhøjelse af afgiften kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Sagen tages ikke op til realitetsbehandling, før afgiften er betalt,
ligesom der i de tilfælde, hvor der skal betales yderligere afgift, ikke
afgives svar, før denne er betalt. Afviser Ligningsrådet at besvare et
spørgsmål eller trækkes anmodningen tilbage, tilbagebetales betalt afgift.
Afgiften for en bindende forhåndsbesked kan ikke fradrages ved
indkomstopgørelsen.
Visse tvivlsspørgsmål kan afvises
Hvis spørgsmålet om forhåndsbesked er af en sådan beskaffenhed, at det
ikke kan besvares med fornøden sikkerhed, eller hvis andre hensyn taler
afgørende mod at fremkomme med en besvarelse, kan Ligningsrådet efter lovens
§ 3 afvise spørgsmålet. Det samme gælder, hvis det ikke er af væsentlig
betydning for forespørgeren at få svar på det stillede spørgsmål.
Ligningsrådets afgørelser, der går ud på afvisning, kan ikke påklages.
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 3, at man især har tænkt
på værdiansættelsesspørgsmål og spørgsmål, hvor alternative
løsningsmuligheder ønskes skattemæssigt belyst (skattetænkning).
For unoterede aktier mv. gælder, at den i skd.cirk. nr. 185 af 17. nov.
1982, punkt 17, angivne fremgangsmåde kan anvendes. Som følge heraf er der i
sådanne sager i almindelighed ikke behov for en bindende forhåndsbesked.
Uanset dette, gives der normalt forhåndsbesked om disse
værdiansættelsesspørgsmål, såfremt der indsendes anmodning herom. Se i øvrigt
ligningsvejledningen om aktionærer og selskaber, afsnit SF.
Ligningsrådet har med hjemmel i lovens § 3 i en del tilfælde afvist at
give bindende forhåndsbesked i sager om ophør eller indtræden af fuld
skattepligt, jf. kildeskattelovens § 1, nr. 1. Ved afgørelser om fuld
skattepligt lægges der vægt på, om den pågældende ved at grunde husstand,
leje sig bolig eller ved andre foranstaltninger har tilkendegivet, at han
agter at have hjemsted her. Det beror således på en samlet vurdering af
skatteyderens forhold, herunder den boligmæssige, økonomiske og
familiemæssige tilknytning, om den fulde skattepligt foreligger.
Der er dog ikke tale om en generel linie, idet Ligningsrådet har givet
bindende forhåndsbesked i andre sager om ophør af skattepligt, hvor de
faktiske oplysninger har været af en sådan karakter, at afgørelsen ikke
frembød større tvivl.
Forhåndsbesked kan påklages
Den givne forhåndsbesked kan efter lovens § 5 indbringes for
Landsskatteretten senest 3 måneder efter modtagelsen af beskeden, der skal
vedlægges klagen. Klagen skal ske skriftligt i den form, der er foreskrevet i
skattestyrelseslovens § 25, stk. 2, og behandles efter de regler, der er
fastsat i skattestyrelsesloven. Landsskatterettens kendelser vedrørende
forhåndsbesked kan indbringes for domstolene af såvel forespørgeren som af
skatteministeren inden 3 måneder efter kendelsens afsigelse. Sag anlægges ved
den landsret, i hvis kreds forespørgeren har hjemting ved sagens anlæg.
Ved Landsskatterettens klagebehandling af en bindende forhåndsbesked kan
retten alene træffe afgørelse på det grundlag, der forelå på tidspunktet for
forhåndsbeskedens afgivelse. Der kan således ikke efterfølgende ændres på
formuleringen af anmodningen om bindende forhåndsbesked gennem en
klagebehandling ved Landsskatteretten, jf. Skat 1989.7.549.
Forhåndsbesked er bindende for skattemyndighederne
Forhåndsbesked fra Ligningsrådet har bindende virkning for
skattemyndighederne ved behandlingen af det beskrevne forhold, jf. lovens §
6.
Hvis der er sket ændringer i den lovgivning, der danner grundlag for
forhåndsbeskeden, eller hvis der er sket ændringer i de faktiske
forudsætninger, der har været bestemmende for forhåndsbeskeden, er
skattemyndighederne ikke bundet.
Loven hindrer ikke, at skattemyndighederne ved ligningen undlader at lægge
en afgiven forhåndsbesked til grund, når der efterfølgende er sket ændringer
af praksis, som vil være gunstigere for forespørgeren at få lagt til grund.
Forhåndsbeskeden er derimod ikke bindende for vedkommende skatteyder.
Dette betyder, at skatteyderen frit kan selvangive i strid med en meddelt
forhåndsbesked, og han har herefter mulighed for at få prøvet sagen i den
almindelige klageinstansfølge. Skatteankenævnet og told- og skatteregionen
vil under en sådan klagesag være bundet af Ligningsrådets forhåndsbesked.
Lignende dokumenter
- PERSONBESKATNING 1991 AFSNIT AK - SKATTEPROCESSEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1993 AFSNIT AK - SKATTEPROCESSEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1994 AFSNIT AK - SKATTEPROCESSEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1995 AFSNIT AK - SKATTEPROCESSEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1996 AFSNIT AK - SKATTEPROCESSEN Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1997 AFSNIT AK - SKATTEPROCESSEN Retsinformation · 5. februar 2008