Spring til indhold

Retsinformation

Flygtningenævnets tilbagesendelse af asylsag efter begæring fra Direktoratet for Udlændinge uden konkret vurdering af nødvendigheden heraf

FOU nr 1995.156UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Flygtningenævnets tilbagesendelse af asylsag efter begæring

fra Direktoratet for Udlændinge uden konkret vurdering af nødvendigheden

heraf

En advokat klagede i et brev

af 26. oktober 1994 til mig på vegne af en kroatisk statsborger (A) over

Flygtningenævnets og Direktoratet for Udlændinges behandling af A's asylsag.

Advokaten fremhævede i den forbindelse navnlig følgende forhold:

At den samlede sagsbehandlingstid var uacceptabelt

lang.

At aflysningen af mødet den 22. februar 1994 i

Flygtningenævnet var usagligt begrundet.

At Flygtningenævnet ved at acceptere direktoratets

tilbagekaldelse af sagen den 21. februar 1994 ikke havde levet op til sin

forpligtelse

til selvstændigt at afgøre, hvornår sagen var klar til endelig afgørelse i

Flygtningenævnet, og ved den fulgte fremgangsmåde samtidig havde afskåret A

fra i nævnsmødet at argumentere mod urimeligheden af en eventuel yderligere

udsættelse.

At Direktoratet for Udlændinge og Flygtningenævnet ved

aflysningen af nævnsmødet den 22. februar 1994 havde disponeret på en måde

som

kun kunne skabe en berettiget forventning hos A om at få meddelt

opholdstilladelse.

At det var kritisabelt at Flygtningenævnet undlod at

træffe realitetsafgørelse i sagen og i stedet ved skrivelse af 17. oktober

1994 efter anmodning tilbagesendte sagen til Direktoratet for Udlændinge med

henblik på en stillingtagen til, hvorvidt A måtte være berettiget til

opholdstilladelse efter § 15 i lov om midlertidig opholdstilladelse til visse

personer fra det tidligere Jugoslavien mv.

I anledning af klagen

Læs alt

indhentede jeg udtalelser af 9. december 1994 fra Direktoratet for

Udlændinge,

23. december 1994 fra Flygtningenævnet og 3. april 1995 fra

Indenrigsministeriet. Jeg havde endvidere sagens akter til gennemsyn.

Advokaten fremsatte i breve

af 13. februar 1995 og 27. april 1995 til mig bemærkninger til de indhentede

høringssvar.

Direktoratet for Udlændinge

havde i udtalelsen af 9. december 1994 til Indenrigsministeriet vedrørende

klagepunkterne 1 og 2 oplyst følgende om sagens behandling:

"

Ad 1:

Ansøgeren indrejste i Danmark den 29.07.91, hvorefter han

ansøgte om asyl den 07.08.91.

Den 08.08.91 blev ansøgeren

afhørt af politiet til en registreringsrapport. Herefter udfyldte han den

12.08.91 et asylansøgningsskema og den 23.09.91 blev han afhørt af politiet.

Den 19.11.91 meddelte

direktoratet ansøgeren, at det ikke var muligt på det foreliggende grundlag

at

træffe afgørelse i hans sag, men at direktoratet ville forsøge at fremskaffe

de

manglende oplysninger til brug for sagens afgørelse. Der var tale om

oplysninger vedrørende forholdene i Kroatien, herunder værnepligtsforhold.

Den 16.03.92 fremsendte

ansøgeren materiale, en avisartikel, som han ønskede vedlagt sin sag. Den

25.03.92 anmodede direktoratet politiet om at genafhøre ansøgeren angående

dette materiale, hvilket skete til politirapport af 23.04.92.

Den 12.06.92 fremsendte

ansøgeren yderligere materiale. Dette materiale foranstaltede direktoratet

herefter oversat.

Den 06.10.92 modtog

direktoratet via Udenrigsministeriet oplysninger om militærforhold i

Kroatien,

hvorefter sagen kunne afgøres.

Den 18.01.93 traf

direktoratet afgørelse i sagen og afslog at meddele ansøgeren

opholdstilladelse

efter udlændingelovens § 7.

Ad 2:

Direktoratet lagde i afgørelsen af 18.01.93 vægt på Udenrigsministeriets

skrivelse af 06.10.92, hvoraf blandt andet fremgår, at "risikoen for at

kroatiske statsborgere, der har forladt Kroatien for at undgå militærtjeneste

i

den kroatiske hær, skulle blive udsat for straf af denne årsag ved

tilbagevenden til Kroatien, er minimal".

Den 02.03.93 fremsendtes

sagen til Flygtningenævnet, hvor den senere blev berammet til behandling den

22.02.94.

Direktoratet havde i

mellemtiden modtaget skrivelse fra Udenrigsministeriet af 09.02.94 vedrørende

kroatiske militærunddragere.

Af denne skrivelse fremgår

blandt andet, at "det må anses for sandsynligt, at værnepligtige kan

risikere at blive tvunget til krigstjeneste i Bosnien-Hercegovina" og

"på den baggrund kan det konkluderes, at der er en vis risiko for

indkaldelse

til aktiv krigstjeneste i Bosnien-Hercegovina for de kroatiske

militærunddragere,

som sendes tilbage til Kroatien".

I lyset af disse oplysninger,

som eventuelt kunne medføre meddelelse af asyl, ønskede direktoratet at

revurdere sagen og anmodede den 21.02.94 Flygtningenævnet om at tilbagesende

sagen til direktoratet. Samtidig blev mødet i Flygtningenævnet den 22.02.94

aflyst.

Ved skrivelse af 23.02.94

anmodede direktoratet Udenrigsministeriet om at uddybe og supplere

oplysningerne i skrivelsen af 09.02.94, især med henblik på at få nærmere

oplyst, hvorvidt kroatiske værnepligtige og genindkaldte af moralske eller

religiøse grunde faktisk blev fritaget for militærtjeneste, herunder hvorvidt

retten til at nægte at aftjene værnepligt var blevet gjort til genstand for

behandling i det kroatiske domstolssystem.

Ved skrivelse af 16.03.94

rykkede (advokaten) direktoratet for en afgørelse i sagen.

Ved skrivelse af 14.04.94

rykkede direktoratet Udenrigsministeriet for svar, ligesom direktoratet

samtidig anmodede Udenrigsministeriet om at oplyse, hvorvidt kroatiske

statsborgere tvangsmæssigt risikerede at skulle forrette aktiv krigstjeneste

i

Bosnien-Hercegovina, set i lyset af forhandlingerne mellem muslimer og

kroater

i Bosnien-Hercegovina og mellem serbere og kroater i Krajina-området.

Den 08.06.94 skrev

direktoratet til (advokaten), at man stadig afventede oplysninger fra

Udenrigsministeriet.

Ved telefaxskrivelse af

17.06.94 rykkede (advokaten) for direktoratets genfremsendelse af sagen til

Flygtningenævnet. Direktoratet modtog svar fra Udenrigsministeriet ved

skrivelse af 14.06.94, hvoraf fremgår, at "på grund af

føderationsaftalen

mellem bosniske muslimer og kroater gennemføres der for øjeblikket ikke

tvangsmæssig mobilisering til tjeneste i Bosnien" og "ifølge ECMM's

oplysninger befinder der sig ikke længere soldater fra den kroatiske hær i

Bosnien-Hercegovina. De enheder, der angiveligt var blevet sendt ind i

januar,

er nu efter alt at dømme trukket ud. Militære kilder bekræfter ligeledes, at

der ikke foreligger oplysninger om regulære kroatiske militære enheders

tilstedeværelse i Bosnien-Hercegovina efter ultimo februar 1994. En kilde i

UNHCR har ligeledes bekræftet denne vurdering."

Af samme skrivelse fremgår,

at "personer, der er indkaldt til session, skal meddele inden 60 dage

efter modtagelsen af indkaldelsen, at de ikke ønsker at aftjene værnepligt af

samvittighedsgrunde. Reservister, også de, der har aftjent værnepligt i den

tidligere jugoslaviske hær, er ligeledes blevet tildelt en ret til at ansøge

om

fritagelse for militærtjeneste af samvittighedsgrunde".

Den 24.06.94 fremsendte

direktoratet sagen til Flygtningenævnet med meddelelse om, at direktoratet

kunne henholde sig til afgørelsen af 18.01.93, ligesom direktoratet ved

skrivelse af samme dato orienterede (advokaten) om årsagen til, at

direktoratet pr. 21.02.94 tilbagekaldte sagen fra Flygtningenævnet, jfr.

ovenfor."

Det fremgik endvidere af

sagens bilag at Flygtningenævnet den 17. oktober 1994 tilbagesendte sagen til

Direktoratet for Udlændinge efter begæring med henblik på at direktoratet

kunne

undersøge, hvorvidt A kunne være omfattet af lov om midlertidig

opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien mv. og

således kunne få opholdstilladelse efter lovens § 15.

Den 20. december 1994

meddelte Direktoratet for Udlændinge Flygtningenævnet, at direktoratet ikke

havde fundet at A opfyldte betingelserne for at blive meddelt midlertidig

opholdstilladelse i medfør af § 15 i ovennævnte lov.

Den 16. marts 1995 blev A af

Flygtningenævnet meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7,

stk. 2.

I advokatens brev af 26.

oktober 1994 til mig begrundede han nærmere klagen. Han anførte i den

forbindelse bl.a., at hans kontor dagen før nævnsmødet den 22. februar 1994

fik

telefonisk besked fra Flygtningenævnets sekretariat om at direktoratet trak

sagen tilbage på grund af Udenrigsministeriets nye notat af 9. februar 1994.

Advokaten oplyste samme dag A om forløbet og tilføjede at fremgangsmåden

"plejer at betyde, at den tidligere afgørelse ændres".

Direktoratet for Udlændinge

havde i udtalelsen af 9. december 1994 til Indenrigsministeriet ud over det

ovenfor citerede anført følgende:

"

Ad 3:

I forbindelse med at direktoratet tilbagekaldte sagen fra

Flygtningenævnet den 21.02.94, meddelte Flygtningenævnet ved skrivelse af

21.02.94 ansøgerens advokat, at Direktoratet den 21.02.94 telefonisk havde

meddelt Flygtningenævnet, at direktoratet overvejede, om der var grundlag for

en ændret vurdering af sagen.

Det blev således ikke stillet

ansøgeren i udsigt, at han ville få asyl.

Uanset om ansøgeren må have

haft en forventning om at blive meddelt asyl, finder direktoratet ikke, at

det

er et forhold, der kan tillægges afgørende vægt. At ansøgeren eventuelt har

haft en forventning om, at han efter direktoratets tilbagekaldelse af sagen

ville blive meddelt asyl, kan således ifølge direktoratets opfattelse alene

skyldes (advokatens) underretning.

Ad 4:

Den 17. oktober 1994 tilbagesendte Flygtningenævnet sagen til

direktoratet efter begæring med henblik på, at direktoratet kunne undersøge,

hvorvidt ansøgeren kunne være omfattet af lov om midlertidig

opholdstilladelse

til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v. og således få

opholdstilladelse efter lovens § 15.

Årsagen hertil var, at direktoratet

medio oktober 1994 blev i tvivl om, hvorvidt samtlige sager vedrørende

kroatiske statsborgere, hvori direktoratet havde meddelt afslag på asyl, og

som

således var fremsendt til Flygtningenævnet, var blevet undersøgt for

muligheden

af, hvorvidt de pågældende kunne være omfattet af lov om midlertidig

opholdstilladelse

til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v.

På baggrund af afgrænsningen

i den nævnte lov vil udgangspunktet, bedømt på baggrund af den hidtidige

situation i det tidligere Jugoslavien, være, at personer fra Kroatien,

Makedonien og Slovenien ikke kan anses for at være omfattet af loven, mens

navnlig personer, der tidligere havde bopæl i Bosnien-Hercegovina vil være

omfattet. Ordningen vil dog også kunne omfatte personer fra de zoner i

Kroatien, hvor der for tiden er vedvarende krigsfare, og som det derfor har

været meget problematisk for fordrevne personer at vende tilbage til.

Eftersom ansøgeren kommer fra

byen Split, der ikke ligger i en sådan zone, opfylder ansøgeren ikke

betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter den nævnte lovs § 15,

hvilket direktoratet dags dato har meddelt Flygtningenævnet samtidig med, at

direktoratet har genfremsendt sagen til Flygtningenævnet med henblik på

berammelse."

Flygtningenævnet anførte i

udtalelsen af 23. december 1994 til mig følgende vedrørende sagens

behandling:

"Den 18. januar 1993

meddelte Direktoratet for Udlændinge ansøgeren afslag på opholdstilladelse i

medfør af udlændingelovens § 7, hvorefter sagen blev fremsendt til

Flygtningenævnet ved skrivelse af 2. marts 1993.

Advokat (...) blev efter

anmodning herom beskikket som advokat, og sagen blev berammet til behandling

under Flygtningenævnets møde den 22. februar 1994.

Den 21. februar 1994 meddelte

Direktoratet for Udlændinge at man trak sagen tilbage, da man havde modtaget

supplerende oplysninger vedrørende situationen i Kroatien, og da man

overvejede, hvorvidt der var grundlag for en fornyet vurdering af sagen.

(Advokaten) blev ved skrivelse af samme dato underrettet herom af

Flygtningenævnet. Det meddeltes i samme skrivelse, at Flygtningenævnet

herefter

ikke ville foretage sig yderligere i sagen.

Ved telefaxskrivelse af 17.

juni 1994 til henholdsvis Direktoratet for Udlændinge og Flygtningenævnet

anmodede (advokaten) direktoratet om straks at fremsende sagen til nævnet,

medmindre afslaget af 18. januar 1993 ville blive ændret, og (advokaten)

anmodede samtidig nævnet om at beramme sagen til foretagelse snarest muligt.

Ved skrivelse af 24. juni

1994 fremsendte Direktoratet for Udlændinge sagen til Flygtningenævnet, idet

man henholdt sig til afgørelsen af 18. januar 1993.

Ved skrivelse af 17. oktober

tilbagesendtes sagen efter anmodning til Direktoratet for Udlændinge med

henblik på en vurdering af, hvorvidt ansøgeren er omfattet af § 15 i lov om

midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere

Jugoslavien.

(Advokaten) blev ved skrivelse af samme dato informeret herom fra

Flygtningenævnet. Det oplystes samtidigt, at Flygtningenævnet herefter ikke

ville

foretage sig yderligere i sagen.

Hvad angår det af (advokaten)

i skrivelsen af 26. oktober 1994 anførte, hvorefter Flygtningenævnet ved at

acceptere Direktoratet for Udlændinges tilbagekaldelse af sagen har forsømt

selvstændigt at afgøre, hvornår sagen var klar til afgørelse i nævnet,

hvorved

ansøgeren blev afskåret fra at argumentere imod denne udsættelse, skal man

bemærke, at der efter fast praksis indrømmes direktoratet en adgang til, i

særlige tilfælde, at tilbagekalde sager med henblik på en fornyet gennemgang

i

disse. Denne gennemgang vil almindeligvis være baseret på nye oplysninger af

konkret eller generel karakter. Det bemærkes, at den beskikkede advokat ikke

fremsatte begæring om, at det berammede møde den 22. februar 1994 blev

fastholdt med henblik på at protestere mod en udsættelse af sagen.

Hvad angår det af (advokaten)

anførte, herunder særligt spørgsmålet om, hvorvidt det var korrekt af

Flygtningenævnet den 17. oktober 1994 efter anmodning at tilbagesende sagen

til

Direktoratet for Udlændinge med henblik på foretagelse af en vurdering efter

§

15 i lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det

tidligere

Jugoslavien, skal man bemærke, at det ved vedtagelsen af denne lov var en

forudsætning, at vurderingen efter lovens § 15 skulle foretages forud for den

generelle vurdering efter udlændingelovens § 7."

Indenrigsministeriet havde i

udtalelsen af 3. april 1995 til mig udtalt følgende:

"Indenrigsministeriet

skal meget beklage den samlet set lange sagsbehandlingstid i den omhandlede

sag, som findes belastende for ansøgeren. Henset til de begrænsede

styringsbeføjelser som departementet har i forhold til Direktoratet for

Udlændinge i relation til behandlingen af asylsager, har Indenrigsministeriet

ikke tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, hvorvidt Direktoratet for

Udlændinges samlede sagsbehandlingstid har været uacceptabel lang.

Indenrigsministeriet finder

endvidere ikke grundlag for at vurdere, hvorvidt Direktoratet for Udlændinges

tilbagekaldelser i sagen henholdsvis den 21. februar 1994 og medio oktober

1994

var kritisable, eftersom en sådan vurdering indebærer en materiel asylretlig

vurdering, som Indenrigsministeriet ikke har kompetence til at foretage.

Det beklages afslutningsvis,

at Indenrigsministeriet først nu videresender Direktoratet for Udlændinges

udtalelse om sagen, hvilket beror på en ekspeditionsfejl i

Indenrigsministeriet i forbindelse med en opdatering af den pågældende sag i

Udlændingeregisteret."

I brev af 13. februar 1995

fremsatte advokaten bemærkninger til Flygtningenævnets udtalelse af 23.

december 1994. Advokaten redegjorde nærmere heri for hvorfor han den 21.

februar 1994 ikke begærede det berammede møde fastholdt. Advokaten henviste

bl.a. til at direktoratet også i andre tilfælde havde trukket en sag tilbage,

men at direktoratet i de pågældende tilfælde derefter havde meddelt

opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og herefter sparet nævnet for

en

på baggrund af nye oplysninger overflødig klagesag. I den foreliggende sag

gik

telefonbeskeden til advokatens kontor ifølge sekretærens telefonnotat

udtrykkeligt ud på at direktoratet trak sagen tilbage på grund af

Udenrigsministeriets nye notat, som var mindre end to uger gammelt. Dette og

andre forhold gav efter advokatens opfattelse kun mening hvis direktoratet

havde til hensigt at meddele opholdstilladelse. I modsat fald burde

Direktoratet

for Udlændinge over for Flygtningenævnet have tilkendegivet at sagen ønskedes

udsat fordi direktoratet ønskede at indhente yderligere baggrundsoplysninger.

Der var derfor ingen som helst anledning for advokaten til at protestere imod

direktoratets tilbagetagelse af sagen. Advokaten fastholdt endvidere at det

var

ukorrekt da Flygtningenævnet den 17. oktober 1994 besluttede at tilbagesende

sagen til Direktoratet for Udlændinge med henblik på foretagelse af en

vurdering

efter § 15 i lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det

tidligere Jugoslavien mv. Efter advokatens opfattelse havde Direktoratet for

Udlændinge i forbindelse med sine afgørelser af 18. januar 1993 og 24. juni

1994 implicit tilkendegivet at ansøgeren ikke faldt ind under den pågældende

lov.

I advokatens brev af 27.

april 1995 kommenterede han nærmere Direktoratet for Udlændinges udtalelse af

9. december 1994. Advokaten redegjorde herved nærmere for hvorfor

Direktoratet

for Udlændinges sagsbehandling var blevet for langvarig. Advokaten havde

endvidere

vedrørende spørgsmålet om Direktoratet for Udlændinges adgang til den 21.

februar 1994 at tilbagekalde sagen fra Flygtningenævnet anført, at den reelle

baggrund herfor synes at have været direktoratets ønske om en revurdering af

de

baggrundsoplysninger som Udenrigsministeriet senest var fremkommet med.

Advokaten fastholdt endvidere at der ved aflysning af nævnsmødet den 22.

februar 1994 blev disponeret på en sådan måde, at dette kun kunne skabe en

berettiget forventning hos asylsøgeren om at få meddelt opholdstilladelse.

Endelig kommenterede advokaten nærmere Direktoratet for Udlændinges

tilbagekaldelse den 17. oktober 1994 af sagen fra Flygtningenævnet med

henblik

på en undersøgelse af, hvorvidt hans klient kunne være omfattet af lov om

midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere

Jugoslavien

mv.

Herefter udtalte jeg

følgende:

"ad 1: Sagsbehandlingstiden.

Uanset at

sagsbehandlingstiden i den foreliggende sag er meget langvarig og ud fra

mange

hensyn - ikke mindst til (A) - ikke er rimelig eller hensigtsmæssig, finder

jeg

dog, når henses til de personalemæssige og økonomiske ressourcer som har

været stillet

til rådighed for Direktoratet for Udlændinge og Flygtningenævnet, ikke at

have

tilstrækkeligt grundlag for at kritisere sagsbehandlingstiden.

ad 2: Direktoratet for Udlændinges tilbagekaldelse af sagen den 21.

februar 1994.

Jeg må efter en gennemgang af

sagen og på baggrund af Direktoratet for Udlændinges udtalelse af 9. december

1994 lægge til grund, at direktoratet den 21. februar 1994 anmodede

Flygtningenævnet om at tilbagesende sagen til direktoratet idet direktoratet

bl.a. på baggrund af skrivelsen af 9. februar 1994 fra Udenrigsministeriet

ønskede at genoptage sagens behandling. Jeg må endvidere lægge til grund at

direktoratet samtidig - som sket med anmodningen i brev af 23. februar 1994

til

Udenrigsministeriet - har ønsket Udenrigsministeriets oplysninger i brevet af

9. februar 1994 uddybet og suppleret som nærmere beskrevet i direktoratets

udtalelse af 9. december 1994. Jeg må endvidere lægge til grund at disse nye

oplysninger skulle indgå i den senere fornyede asylretlige vurdering af

sagen.

Uanset at kun den første del

af Direktoratet for Udlændinges begrundelse for at tilbagekalde sagen er

blevet

telefonisk oplyst til (advokatens) kontor den 21. februar 1994, finder jeg

ikke

holdepunkter i sagen for at antage at Direktoratet for Udlændinge har ladet

indgå usaglige hensyn i sin vurdering af at der forelå sådanne nye

oplysninger

at der var grundlag for en ny førsteinstansbehandling af sagen.

Jeg finder således - isoleret

set - ikke grundlag for at kritisere Direktoratet for Udlændinges anmodning

om

at få sagen tilbagesendt fra Flygtningenævnet til ny førsteinstansbehandling.

ad 3: Flygtningenævnets tilbagesendelse den 21. februar 1994 af sagen

til ny førsteinstansbehandling i Direktoratet for Udlændinge.

Ifølge udlændingelovens § 54

påhviler det Direktoratet for Udlændinge at fremsende sagens akter til

Flygtningenævnet med oplysninger om den påklagede afgørelse, en kort

redegørelse for de omstændigheder der påberåbes, samt sagens bevisligheder.

Nævnet drager i øvrigt selv omsorg for sagens oplysning og træffer

bestemmelse

om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre

bevismidler.

Som det fremgår af den

citerede lovbestemmelse, bærer Flygtningenævnet ansvaret for sagens oplysning

og træffer om fornødent afgørelse om indhentelse af yderligere oplysninger

såfremt der under sagens forberedelse eller i et nævnsmøde viser sig et behov

herfor.

Såfremt der under nævnets

behandling af en sag fremkommer helt nye oplysninger som væsentligt ændrer

grundlaget for Direktoratet for Udlændinges afgørelse, kan nævnet - i stedet

for selv at træffe realitetsafgørelse i sagen - efter almindelige

forvaltningsretlige grundsætninger vælge at sende sagen til fornyet

førsteinstansbehandling i Direktoratet for Udlændinge.

Ifølge Flygtningenævnets

udtalelse af 23. december 1994 til mig er der efter fast praksis indrømmet

direktoratet en adgang til, i særlige tilfælde, at tilbagekalde sager med

henblik på en fornyet gennemgang af disse. Denne gennemgang ville

almindeligvis

være baseret på nye oplysninger af konkret eller generel karakter.

En sådan praksis må - for at

være i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige grundsætninger -

efter min opfattelse forudsætte at Flygtningenævnet i den enkelte sag

foretager en konkret vurdering af nødvendigheden og hensigtsmæssigheden af at

direktoratet undergiver sagen fornyet behandling i første instans.

Intensiteten af en sådan prøvelse må naturligvis afhænge af omstændighederne,

herunder om hvorvidt klageren og dennes beskikkede advokat er indforståede

hermed, og om det i givet fald kan ske uden unødig forsinkelse af sagens

behandling ved nævnet.

I den foreliggende sag må jeg

lægge til grund at nævnets sekretariat dagen før nævnsmødet den 22. februar

1994 uden nærmere vurdering af grundlaget har imødekommet Direktoratet for

Udlændinges anmodning om at få sagen tilbagesendt til fornyet

førsteinstansbehandling, og at nævnet derefter underrettede (advokatens)

kontor

herom.

Jeg finder det kritisabelt at

Flygtningenævnet i den foreliggende situation har undladt - mest nærliggende

på

nævnsmødet den 22. februar 1994 - under behørig hensyntagen til (advokatens

og

A's) opfattelse at foretage en konkret vurdering af nødvendigheden af at

indhente yderligere oplysninger til brug for nævnets afgørelse, og af om der

i

bekræftende fald var grundlag for at dette skulle ske i forbindelse med en

fornyet førsteinstansbehandling af sagen.

Jeg har gjort

Flygtningenævnet bekendt med min opfattelse vedrørende dette klagepunkt.

ad 4: Spørgsmål om berettiget forventning hos (A).

Jeg finder efter en

gennemgang af sagen ikke grundlag for at antage at hverken Direktoratet for

Udlændinges eller Flygtningenævnets handlemåde i forbindelse med

tilbagekaldelsen

af sagen den 21. februar 1994 fra Flygtningenævnet til Direktoratet for

Udlændinge har skabt en sådan berettiget forventning hos (A), at denne alene

af

denne grund skulle være berettiget til at få meddelt opholdstilladelse.

ad 5: Flygtningenævnets tilbagesendelse af sagen den 17. oktober 1994

til Direktoratet for Udlændinge.

Jeg må efter en gennemgang af

sagen lægge til grund, at Direktoratet for Udlændinges afgørelse af hvorvidt

(A) kunne være omfattet af § 15 i lov om midlertidig opholdstilladelse til

visse personer fra det tidligere Jugoslavien mv., burde have været truffet

forud for Direktoratet for Udlændinges afgørelse af 18. januar 1993

vedrørende

selve asylspørgsmålet. Jeg må endvidere lægge til grund at dette rent faktisk

ikke er sket, og at direktoratet da man medio oktober 1994 var kommet i tvivl

herom, anmodede Flygtningenævnet om at sende sagen tilbage til direktoratet

med henblik på en afgørelse af spørgsmålet.

Jeg har gjort Direktoratet

for Udlændinge bekendt med min opfattelse af dette spørgsmål, men finder i

øvrigt ikke grundlag for at kritisere hverken direktoratets eller

Flygtningenævnets behandling af dette spørgsmål.

..."

Lignende dokumenter