Flygtningenævnets tilbagesendelse af asylsag efter begæring fra Direktoratet for Udlændinge uden konkret vurdering af nødvendigheden heraf
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Flygtningenævnets tilbagesendelse af asylsag efter begæring
fra Direktoratet for Udlændinge uden konkret vurdering af nødvendigheden
heraf
En advokat klagede i et brev
af 26. oktober 1994 til mig på vegne af en kroatisk statsborger (A) over
Flygtningenævnets og Direktoratet for Udlændinges behandling af A's asylsag.
Advokaten fremhævede i den forbindelse navnlig følgende forhold:
At den samlede sagsbehandlingstid var uacceptabelt
lang.
At aflysningen af mødet den 22. februar 1994 i
Flygtningenævnet var usagligt begrundet.
At Flygtningenævnet ved at acceptere direktoratets
tilbagekaldelse af sagen den 21. februar 1994 ikke havde levet op til sin
forpligtelse
til selvstændigt at afgøre, hvornår sagen var klar til endelig afgørelse i
Flygtningenævnet, og ved den fulgte fremgangsmåde samtidig havde afskåret A
fra i nævnsmødet at argumentere mod urimeligheden af en eventuel yderligere
udsættelse.
At Direktoratet for Udlændinge og Flygtningenævnet ved
aflysningen af nævnsmødet den 22. februar 1994 havde disponeret på en måde
som
kun kunne skabe en berettiget forventning hos A om at få meddelt
opholdstilladelse.
At det var kritisabelt at Flygtningenævnet undlod at
træffe realitetsafgørelse i sagen og i stedet ved skrivelse af 17. oktober
1994 efter anmodning tilbagesendte sagen til Direktoratet for Udlændinge med
henblik på en stillingtagen til, hvorvidt A måtte være berettiget til
opholdstilladelse efter § 15 i lov om midlertidig opholdstilladelse til visse
personer fra det tidligere Jugoslavien mv.
I anledning af klagen
Læs alt
indhentede jeg udtalelser af 9. december 1994 fra Direktoratet for
Udlændinge,
23. december 1994 fra Flygtningenævnet og 3. april 1995 fra
Indenrigsministeriet. Jeg havde endvidere sagens akter til gennemsyn.
Advokaten fremsatte i breve
af 13. februar 1995 og 27. april 1995 til mig bemærkninger til de indhentede
høringssvar.
Direktoratet for Udlændinge
havde i udtalelsen af 9. december 1994 til Indenrigsministeriet vedrørende
klagepunkterne 1 og 2 oplyst følgende om sagens behandling:
"
Ad 1:
Ansøgeren indrejste i Danmark den 29.07.91, hvorefter han
ansøgte om asyl den 07.08.91.
Den 08.08.91 blev ansøgeren
afhørt af politiet til en registreringsrapport. Herefter udfyldte han den
12.08.91 et asylansøgningsskema og den 23.09.91 blev han afhørt af politiet.
Den 19.11.91 meddelte
direktoratet ansøgeren, at det ikke var muligt på det foreliggende grundlag
at
træffe afgørelse i hans sag, men at direktoratet ville forsøge at fremskaffe
de
manglende oplysninger til brug for sagens afgørelse. Der var tale om
oplysninger vedrørende forholdene i Kroatien, herunder værnepligtsforhold.
Den 16.03.92 fremsendte
ansøgeren materiale, en avisartikel, som han ønskede vedlagt sin sag. Den
25.03.92 anmodede direktoratet politiet om at genafhøre ansøgeren angående
dette materiale, hvilket skete til politirapport af 23.04.92.
Den 12.06.92 fremsendte
ansøgeren yderligere materiale. Dette materiale foranstaltede direktoratet
herefter oversat.
Den 06.10.92 modtog
direktoratet via Udenrigsministeriet oplysninger om militærforhold i
Kroatien,
hvorefter sagen kunne afgøres.
Den 18.01.93 traf
direktoratet afgørelse i sagen og afslog at meddele ansøgeren
opholdstilladelse
efter udlændingelovens § 7.
Ad 2:
Direktoratet lagde i afgørelsen af 18.01.93 vægt på Udenrigsministeriets
skrivelse af 06.10.92, hvoraf blandt andet fremgår, at "risikoen for at
kroatiske statsborgere, der har forladt Kroatien for at undgå militærtjeneste
i
den kroatiske hær, skulle blive udsat for straf af denne årsag ved
tilbagevenden til Kroatien, er minimal".
Den 02.03.93 fremsendtes
sagen til Flygtningenævnet, hvor den senere blev berammet til behandling den
22.02.94.
Direktoratet havde i
mellemtiden modtaget skrivelse fra Udenrigsministeriet af 09.02.94 vedrørende
kroatiske militærunddragere.
Af denne skrivelse fremgår
blandt andet, at "det må anses for sandsynligt, at værnepligtige kan
risikere at blive tvunget til krigstjeneste i Bosnien-Hercegovina" og
"på den baggrund kan det konkluderes, at der er en vis risiko for
indkaldelse
til aktiv krigstjeneste i Bosnien-Hercegovina for de kroatiske
militærunddragere,
som sendes tilbage til Kroatien".
I lyset af disse oplysninger,
som eventuelt kunne medføre meddelelse af asyl, ønskede direktoratet at
revurdere sagen og anmodede den 21.02.94 Flygtningenævnet om at tilbagesende
sagen til direktoratet. Samtidig blev mødet i Flygtningenævnet den 22.02.94
aflyst.
Ved skrivelse af 23.02.94
anmodede direktoratet Udenrigsministeriet om at uddybe og supplere
oplysningerne i skrivelsen af 09.02.94, især med henblik på at få nærmere
oplyst, hvorvidt kroatiske værnepligtige og genindkaldte af moralske eller
religiøse grunde faktisk blev fritaget for militærtjeneste, herunder hvorvidt
retten til at nægte at aftjene værnepligt var blevet gjort til genstand for
behandling i det kroatiske domstolssystem.
Ved skrivelse af 16.03.94
rykkede (advokaten) direktoratet for en afgørelse i sagen.
Ved skrivelse af 14.04.94
rykkede direktoratet Udenrigsministeriet for svar, ligesom direktoratet
samtidig anmodede Udenrigsministeriet om at oplyse, hvorvidt kroatiske
statsborgere tvangsmæssigt risikerede at skulle forrette aktiv krigstjeneste
i
Bosnien-Hercegovina, set i lyset af forhandlingerne mellem muslimer og
kroater
i Bosnien-Hercegovina og mellem serbere og kroater i Krajina-området.
Den 08.06.94 skrev
direktoratet til (advokaten), at man stadig afventede oplysninger fra
Udenrigsministeriet.
Ved telefaxskrivelse af
17.06.94 rykkede (advokaten) for direktoratets genfremsendelse af sagen til
Flygtningenævnet. Direktoratet modtog svar fra Udenrigsministeriet ved
skrivelse af 14.06.94, hvoraf fremgår, at "på grund af
føderationsaftalen
mellem bosniske muslimer og kroater gennemføres der for øjeblikket ikke
tvangsmæssig mobilisering til tjeneste i Bosnien" og "ifølge ECMM's
oplysninger befinder der sig ikke længere soldater fra den kroatiske hær i
Bosnien-Hercegovina. De enheder, der angiveligt var blevet sendt ind i
januar,
er nu efter alt at dømme trukket ud. Militære kilder bekræfter ligeledes, at
der ikke foreligger oplysninger om regulære kroatiske militære enheders
tilstedeværelse i Bosnien-Hercegovina efter ultimo februar 1994. En kilde i
UNHCR har ligeledes bekræftet denne vurdering."
Af samme skrivelse fremgår,
at "personer, der er indkaldt til session, skal meddele inden 60 dage
efter modtagelsen af indkaldelsen, at de ikke ønsker at aftjene værnepligt af
samvittighedsgrunde. Reservister, også de, der har aftjent værnepligt i den
tidligere jugoslaviske hær, er ligeledes blevet tildelt en ret til at ansøge
om
fritagelse for militærtjeneste af samvittighedsgrunde".
Den 24.06.94 fremsendte
direktoratet sagen til Flygtningenævnet med meddelelse om, at direktoratet
kunne henholde sig til afgørelsen af 18.01.93, ligesom direktoratet ved
skrivelse af samme dato orienterede (advokaten) om årsagen til, at
direktoratet pr. 21.02.94 tilbagekaldte sagen fra Flygtningenævnet, jfr.
ovenfor."
Det fremgik endvidere af
sagens bilag at Flygtningenævnet den 17. oktober 1994 tilbagesendte sagen til
Direktoratet for Udlændinge efter begæring med henblik på at direktoratet
kunne
undersøge, hvorvidt A kunne være omfattet af lov om midlertidig
opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien mv. og
således kunne få opholdstilladelse efter lovens § 15.
Den 20. december 1994
meddelte Direktoratet for Udlændinge Flygtningenævnet, at direktoratet ikke
havde fundet at A opfyldte betingelserne for at blive meddelt midlertidig
opholdstilladelse i medfør af § 15 i ovennævnte lov.
Den 16. marts 1995 blev A af
Flygtningenævnet meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7,
stk. 2.
I advokatens brev af 26.
oktober 1994 til mig begrundede han nærmere klagen. Han anførte i den
forbindelse bl.a., at hans kontor dagen før nævnsmødet den 22. februar 1994
fik
telefonisk besked fra Flygtningenævnets sekretariat om at direktoratet trak
sagen tilbage på grund af Udenrigsministeriets nye notat af 9. februar 1994.
Advokaten oplyste samme dag A om forløbet og tilføjede at fremgangsmåden
"plejer at betyde, at den tidligere afgørelse ændres".
Direktoratet for Udlændinge
havde i udtalelsen af 9. december 1994 til Indenrigsministeriet ud over det
ovenfor citerede anført følgende:
"
Ad 3:
I forbindelse med at direktoratet tilbagekaldte sagen fra
Flygtningenævnet den 21.02.94, meddelte Flygtningenævnet ved skrivelse af
21.02.94 ansøgerens advokat, at Direktoratet den 21.02.94 telefonisk havde
meddelt Flygtningenævnet, at direktoratet overvejede, om der var grundlag for
en ændret vurdering af sagen.
Det blev således ikke stillet
ansøgeren i udsigt, at han ville få asyl.
Uanset om ansøgeren må have
haft en forventning om at blive meddelt asyl, finder direktoratet ikke, at
det
er et forhold, der kan tillægges afgørende vægt. At ansøgeren eventuelt har
haft en forventning om, at han efter direktoratets tilbagekaldelse af sagen
ville blive meddelt asyl, kan således ifølge direktoratets opfattelse alene
skyldes (advokatens) underretning.
Ad 4:
Den 17. oktober 1994 tilbagesendte Flygtningenævnet sagen til
direktoratet efter begæring med henblik på, at direktoratet kunne undersøge,
hvorvidt ansøgeren kunne være omfattet af lov om midlertidig
opholdstilladelse
til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v. og således få
opholdstilladelse efter lovens § 15.
Årsagen hertil var, at direktoratet
medio oktober 1994 blev i tvivl om, hvorvidt samtlige sager vedrørende
kroatiske statsborgere, hvori direktoratet havde meddelt afslag på asyl, og
som
således var fremsendt til Flygtningenævnet, var blevet undersøgt for
muligheden
af, hvorvidt de pågældende kunne være omfattet af lov om midlertidig
opholdstilladelse
til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v.
På baggrund af afgrænsningen
i den nævnte lov vil udgangspunktet, bedømt på baggrund af den hidtidige
situation i det tidligere Jugoslavien, være, at personer fra Kroatien,
Makedonien og Slovenien ikke kan anses for at være omfattet af loven, mens
navnlig personer, der tidligere havde bopæl i Bosnien-Hercegovina vil være
omfattet. Ordningen vil dog også kunne omfatte personer fra de zoner i
Kroatien, hvor der for tiden er vedvarende krigsfare, og som det derfor har
været meget problematisk for fordrevne personer at vende tilbage til.
Eftersom ansøgeren kommer fra
byen Split, der ikke ligger i en sådan zone, opfylder ansøgeren ikke
betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter den nævnte lovs § 15,
hvilket direktoratet dags dato har meddelt Flygtningenævnet samtidig med, at
direktoratet har genfremsendt sagen til Flygtningenævnet med henblik på
berammelse."
Flygtningenævnet anførte i
udtalelsen af 23. december 1994 til mig følgende vedrørende sagens
behandling:
"Den 18. januar 1993
meddelte Direktoratet for Udlændinge ansøgeren afslag på opholdstilladelse i
medfør af udlændingelovens § 7, hvorefter sagen blev fremsendt til
Flygtningenævnet ved skrivelse af 2. marts 1993.
Advokat (...) blev efter
anmodning herom beskikket som advokat, og sagen blev berammet til behandling
under Flygtningenævnets møde den 22. februar 1994.
Den 21. februar 1994 meddelte
Direktoratet for Udlændinge at man trak sagen tilbage, da man havde modtaget
supplerende oplysninger vedrørende situationen i Kroatien, og da man
overvejede, hvorvidt der var grundlag for en fornyet vurdering af sagen.
(Advokaten) blev ved skrivelse af samme dato underrettet herom af
Flygtningenævnet. Det meddeltes i samme skrivelse, at Flygtningenævnet
herefter
ikke ville foretage sig yderligere i sagen.
Ved telefaxskrivelse af 17.
juni 1994 til henholdsvis Direktoratet for Udlændinge og Flygtningenævnet
anmodede (advokaten) direktoratet om straks at fremsende sagen til nævnet,
medmindre afslaget af 18. januar 1993 ville blive ændret, og (advokaten)
anmodede samtidig nævnet om at beramme sagen til foretagelse snarest muligt.
Ved skrivelse af 24. juni
1994 fremsendte Direktoratet for Udlændinge sagen til Flygtningenævnet, idet
man henholdt sig til afgørelsen af 18. januar 1993.
Ved skrivelse af 17. oktober
tilbagesendtes sagen efter anmodning til Direktoratet for Udlændinge med
henblik på en vurdering af, hvorvidt ansøgeren er omfattet af § 15 i lov om
midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere
Jugoslavien.
(Advokaten) blev ved skrivelse af samme dato informeret herom fra
Flygtningenævnet. Det oplystes samtidigt, at Flygtningenævnet herefter ikke
ville
foretage sig yderligere i sagen.
Hvad angår det af (advokaten)
i skrivelsen af 26. oktober 1994 anførte, hvorefter Flygtningenævnet ved at
acceptere Direktoratet for Udlændinges tilbagekaldelse af sagen har forsømt
selvstændigt at afgøre, hvornår sagen var klar til afgørelse i nævnet,
hvorved
ansøgeren blev afskåret fra at argumentere imod denne udsættelse, skal man
bemærke, at der efter fast praksis indrømmes direktoratet en adgang til, i
særlige tilfælde, at tilbagekalde sager med henblik på en fornyet gennemgang
i
disse. Denne gennemgang vil almindeligvis være baseret på nye oplysninger af
konkret eller generel karakter. Det bemærkes, at den beskikkede advokat ikke
fremsatte begæring om, at det berammede møde den 22. februar 1994 blev
fastholdt med henblik på at protestere mod en udsættelse af sagen.
Hvad angår det af (advokaten)
anførte, herunder særligt spørgsmålet om, hvorvidt det var korrekt af
Flygtningenævnet den 17. oktober 1994 efter anmodning at tilbagesende sagen
til
Direktoratet for Udlændinge med henblik på foretagelse af en vurdering efter
§
15 i lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det
tidligere
Jugoslavien, skal man bemærke, at det ved vedtagelsen af denne lov var en
forudsætning, at vurderingen efter lovens § 15 skulle foretages forud for den
generelle vurdering efter udlændingelovens § 7."
Indenrigsministeriet havde i
udtalelsen af 3. april 1995 til mig udtalt følgende:
"Indenrigsministeriet
skal meget beklage den samlet set lange sagsbehandlingstid i den omhandlede
sag, som findes belastende for ansøgeren. Henset til de begrænsede
styringsbeføjelser som departementet har i forhold til Direktoratet for
Udlændinge i relation til behandlingen af asylsager, har Indenrigsministeriet
ikke tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, hvorvidt Direktoratet for
Udlændinges samlede sagsbehandlingstid har været uacceptabel lang.
Indenrigsministeriet finder
endvidere ikke grundlag for at vurdere, hvorvidt Direktoratet for Udlændinges
tilbagekaldelser i sagen henholdsvis den 21. februar 1994 og medio oktober
1994
var kritisable, eftersom en sådan vurdering indebærer en materiel asylretlig
vurdering, som Indenrigsministeriet ikke har kompetence til at foretage.
Det beklages afslutningsvis,
at Indenrigsministeriet først nu videresender Direktoratet for Udlændinges
udtalelse om sagen, hvilket beror på en ekspeditionsfejl i
Indenrigsministeriet i forbindelse med en opdatering af den pågældende sag i
Udlændingeregisteret."
I brev af 13. februar 1995
fremsatte advokaten bemærkninger til Flygtningenævnets udtalelse af 23.
december 1994. Advokaten redegjorde nærmere heri for hvorfor han den 21.
februar 1994 ikke begærede det berammede møde fastholdt. Advokaten henviste
bl.a. til at direktoratet også i andre tilfælde havde trukket en sag tilbage,
men at direktoratet i de pågældende tilfælde derefter havde meddelt
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og herefter sparet nævnet for
en
på baggrund af nye oplysninger overflødig klagesag. I den foreliggende sag
gik
telefonbeskeden til advokatens kontor ifølge sekretærens telefonnotat
udtrykkeligt ud på at direktoratet trak sagen tilbage på grund af
Udenrigsministeriets nye notat, som var mindre end to uger gammelt. Dette og
andre forhold gav efter advokatens opfattelse kun mening hvis direktoratet
havde til hensigt at meddele opholdstilladelse. I modsat fald burde
Direktoratet
for Udlændinge over for Flygtningenævnet have tilkendegivet at sagen ønskedes
udsat fordi direktoratet ønskede at indhente yderligere baggrundsoplysninger.
Der var derfor ingen som helst anledning for advokaten til at protestere imod
direktoratets tilbagetagelse af sagen. Advokaten fastholdt endvidere at det
var
ukorrekt da Flygtningenævnet den 17. oktober 1994 besluttede at tilbagesende
sagen til Direktoratet for Udlændinge med henblik på foretagelse af en
vurdering
efter § 15 i lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det
tidligere Jugoslavien mv. Efter advokatens opfattelse havde Direktoratet for
Udlændinge i forbindelse med sine afgørelser af 18. januar 1993 og 24. juni
1994 implicit tilkendegivet at ansøgeren ikke faldt ind under den pågældende
lov.
I advokatens brev af 27.
april 1995 kommenterede han nærmere Direktoratet for Udlændinges udtalelse af
9. december 1994. Advokaten redegjorde herved nærmere for hvorfor
Direktoratet
for Udlændinges sagsbehandling var blevet for langvarig. Advokaten havde
endvidere
vedrørende spørgsmålet om Direktoratet for Udlændinges adgang til den 21.
februar 1994 at tilbagekalde sagen fra Flygtningenævnet anført, at den reelle
baggrund herfor synes at have været direktoratets ønske om en revurdering af
de
baggrundsoplysninger som Udenrigsministeriet senest var fremkommet med.
Advokaten fastholdt endvidere at der ved aflysning af nævnsmødet den 22.
februar 1994 blev disponeret på en sådan måde, at dette kun kunne skabe en
berettiget forventning hos asylsøgeren om at få meddelt opholdstilladelse.
Endelig kommenterede advokaten nærmere Direktoratet for Udlændinges
tilbagekaldelse den 17. oktober 1994 af sagen fra Flygtningenævnet med
henblik
på en undersøgelse af, hvorvidt hans klient kunne være omfattet af lov om
midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere
Jugoslavien
mv.
Herefter udtalte jeg
følgende:
"ad 1: Sagsbehandlingstiden.
Uanset at
sagsbehandlingstiden i den foreliggende sag er meget langvarig og ud fra
mange
hensyn - ikke mindst til (A) - ikke er rimelig eller hensigtsmæssig, finder
jeg
dog, når henses til de personalemæssige og økonomiske ressourcer som har
været stillet
til rådighed for Direktoratet for Udlændinge og Flygtningenævnet, ikke at
have
tilstrækkeligt grundlag for at kritisere sagsbehandlingstiden.
ad 2: Direktoratet for Udlændinges tilbagekaldelse af sagen den 21.
februar 1994.
Jeg må efter en gennemgang af
sagen og på baggrund af Direktoratet for Udlændinges udtalelse af 9. december
1994 lægge til grund, at direktoratet den 21. februar 1994 anmodede
Flygtningenævnet om at tilbagesende sagen til direktoratet idet direktoratet
bl.a. på baggrund af skrivelsen af 9. februar 1994 fra Udenrigsministeriet
ønskede at genoptage sagens behandling. Jeg må endvidere lægge til grund at
direktoratet samtidig - som sket med anmodningen i brev af 23. februar 1994
til
Udenrigsministeriet - har ønsket Udenrigsministeriets oplysninger i brevet af
9. februar 1994 uddybet og suppleret som nærmere beskrevet i direktoratets
udtalelse af 9. december 1994. Jeg må endvidere lægge til grund at disse nye
oplysninger skulle indgå i den senere fornyede asylretlige vurdering af
sagen.
Uanset at kun den første del
af Direktoratet for Udlændinges begrundelse for at tilbagekalde sagen er
blevet
telefonisk oplyst til (advokatens) kontor den 21. februar 1994, finder jeg
ikke
holdepunkter i sagen for at antage at Direktoratet for Udlændinge har ladet
indgå usaglige hensyn i sin vurdering af at der forelå sådanne nye
oplysninger
at der var grundlag for en ny førsteinstansbehandling af sagen.
Jeg finder således - isoleret
set - ikke grundlag for at kritisere Direktoratet for Udlændinges anmodning
om
at få sagen tilbagesendt fra Flygtningenævnet til ny førsteinstansbehandling.
ad 3: Flygtningenævnets tilbagesendelse den 21. februar 1994 af sagen
til ny førsteinstansbehandling i Direktoratet for Udlændinge.
Ifølge udlændingelovens § 54
påhviler det Direktoratet for Udlændinge at fremsende sagens akter til
Flygtningenævnet med oplysninger om den påklagede afgørelse, en kort
redegørelse for de omstændigheder der påberåbes, samt sagens bevisligheder.
Nævnet drager i øvrigt selv omsorg for sagens oplysning og træffer
bestemmelse
om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre
bevismidler.
Som det fremgår af den
citerede lovbestemmelse, bærer Flygtningenævnet ansvaret for sagens oplysning
og træffer om fornødent afgørelse om indhentelse af yderligere oplysninger
såfremt der under sagens forberedelse eller i et nævnsmøde viser sig et behov
herfor.
Såfremt der under nævnets
behandling af en sag fremkommer helt nye oplysninger som væsentligt ændrer
grundlaget for Direktoratet for Udlændinges afgørelse, kan nævnet - i stedet
for selv at træffe realitetsafgørelse i sagen - efter almindelige
forvaltningsretlige grundsætninger vælge at sende sagen til fornyet
førsteinstansbehandling i Direktoratet for Udlændinge.
Ifølge Flygtningenævnets
udtalelse af 23. december 1994 til mig er der efter fast praksis indrømmet
direktoratet en adgang til, i særlige tilfælde, at tilbagekalde sager med
henblik på en fornyet gennemgang af disse. Denne gennemgang ville
almindeligvis
være baseret på nye oplysninger af konkret eller generel karakter.
En sådan praksis må - for at
være i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige grundsætninger -
efter min opfattelse forudsætte at Flygtningenævnet i den enkelte sag
foretager en konkret vurdering af nødvendigheden og hensigtsmæssigheden af at
direktoratet undergiver sagen fornyet behandling i første instans.
Intensiteten af en sådan prøvelse må naturligvis afhænge af omstændighederne,
herunder om hvorvidt klageren og dennes beskikkede advokat er indforståede
hermed, og om det i givet fald kan ske uden unødig forsinkelse af sagens
behandling ved nævnet.
I den foreliggende sag må jeg
lægge til grund at nævnets sekretariat dagen før nævnsmødet den 22. februar
1994 uden nærmere vurdering af grundlaget har imødekommet Direktoratet for
Udlændinges anmodning om at få sagen tilbagesendt til fornyet
førsteinstansbehandling, og at nævnet derefter underrettede (advokatens)
kontor
herom.
Jeg finder det kritisabelt at
Flygtningenævnet i den foreliggende situation har undladt - mest nærliggende
på
nævnsmødet den 22. februar 1994 - under behørig hensyntagen til (advokatens
og
A's) opfattelse at foretage en konkret vurdering af nødvendigheden af at
indhente yderligere oplysninger til brug for nævnets afgørelse, og af om der
i
bekræftende fald var grundlag for at dette skulle ske i forbindelse med en
fornyet førsteinstansbehandling af sagen.
Jeg har gjort
Flygtningenævnet bekendt med min opfattelse vedrørende dette klagepunkt.
ad 4: Spørgsmål om berettiget forventning hos (A).
Jeg finder efter en
gennemgang af sagen ikke grundlag for at antage at hverken Direktoratet for
Udlændinges eller Flygtningenævnets handlemåde i forbindelse med
tilbagekaldelsen
af sagen den 21. februar 1994 fra Flygtningenævnet til Direktoratet for
Udlændinge har skabt en sådan berettiget forventning hos (A), at denne alene
af
denne grund skulle være berettiget til at få meddelt opholdstilladelse.
ad 5: Flygtningenævnets tilbagesendelse af sagen den 17. oktober 1994
til Direktoratet for Udlændinge.
Jeg må efter en gennemgang af
sagen lægge til grund, at Direktoratet for Udlændinges afgørelse af hvorvidt
(A) kunne være omfattet af § 15 i lov om midlertidig opholdstilladelse til
visse personer fra det tidligere Jugoslavien mv., burde have været truffet
forud for Direktoratet for Udlændinges afgørelse af 18. januar 1993
vedrørende
selve asylspørgsmålet. Jeg må endvidere lægge til grund at dette rent faktisk
ikke er sket, og at direktoratet da man medio oktober 1994 var kommet i tvivl
herom, anmodede Flygtningenævnet om at sende sagen tilbage til direktoratet
med henblik på en afgørelse af spørgsmålet.
Jeg har gjort Direktoratet
for Udlændinge bekendt med min opfattelse af dette spørgsmål, men finder i
øvrigt ikke grundlag for at kritisere hverken direktoratets eller
Flygtningenævnets behandling af dette spørgsmål.
..."
Lignende dokumenter
- Afslag på asyl til serbisk militærunddrager. Flygtningenævnets besvarelse af ombudsmandens spørgsmål. Retsinformation · 25. juni 2003
- Flygtningenævnets begrundelse i sager om tamilske asylansøgere Retsinformation · 25. juni 2003
- Sagsbehandlingstid i Flygtningenævnet i sager om tamilske asylansøgere. Retsinformation · 25. juni 2003
- 1994 LSF 85 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF UDLÆNDINGELOVEN, LOV OM MIDLERTIDIG OPHOLDSTILLADELSE TIL VISSE PERSONER FRA DET TIDLIGERE JUGOSLAVIEN M.V. OG LOV OM SOCIAL BISTAND (OPSTRAMNINGER I ÅBENBART GRUNDLØS-PROCEDUREN M.V.) Retsinformation · 18. januar 1995
- 1994 LSF 194 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF UDLÆNDINGELOVEN (EFFEKTIVISERING AF ASYLSAGSBEHANDLINGEN I FLYGTNINGENÆVNET, RÅDGIVNING AF ASYLANSØGERE, OVERFØRSEL AF OPGAVEN MED AT AFHØRE ASYLANSØGERE FRA POLITIET TIL DIREKTORATET FOR UDLÆNDINGE, OPTAGELSE AF FINGERAFTRYK AF ASYLANSØGERE M.V.) Retsinformation · 15. juni 1995
- 1994 BTL 194 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF UDLÆNDINGELOVEN (EFFEKTIVISERING AF ASYLSAGSBEHANDLINGEN I FLYGTNINGENÆVNET, RÅDGIVNING AF ASYLANSØGERE, OVERFØRSEL AF OPGAVEN MED AT AFHØRE ASYLANSØGERE FRA POLITIET TIL DIREKTORATET FOR UDLÆNDINGE, OPTAGELSE AF FINGERAFTRYK AF ASYLANSØGERE M.V.) NR L 194 1994-95, 1. SAMLING Retsinformation · 28. juli 1995