Spring til indhold

Retsinformation

Partshøring i forbindelse med afgørelse om en udlændings udvisning. Tvangsmæssig udsendelse før endelig afgørelse om opsættende virkning af klage forelå

FOU nr 1995.105UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Partshøring i forbindelse med afgørelse om en udlændings

udvisning. Tvangsmæssig udsendelse før endelig afgørelse om opsættende

virkning

af klage forelå

Advokaten A klagede på vegne

af B som var statsborger fra Elfenbenskysten. A klagede over:

Indenrigsministeriets afgørelse af 22. august 1994

om at udvise B med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 24, nr. 5,

jf. § 32, stk. 1, og

Direktoratet for Udlændinges og Indenrigsministeriets

sagsbehandling i forbindelse med afgørelsen om B's udvisning.

Af sagens akter fremgik at B

var statsborger fra Elfenbenskysten. Af politiets indrejsestempel i hans pas

fremgik at han rejste ind i Danmark den 30. september 1992 som visumfri

udlænding. I passet fandtes endvidere et indrejsestempel af 25. juli 1993 fra

Rigspolitiet

i Rødby Havn.

Den 23. august 1993 modtog

Kriminalpolitiet i X-by en anmeldelse fra kommunen om at B opholdt sig

ulovligt i Danmark. Baggrunden for kommunens henvendelse var at B og hans

kæreste C samme dag havde henvendt sig til kommunen for at indgå ægteskab.

Kommunen havde ved en gennemgang af B's pas fået mistanke om at ægteskabet

skulle være proforma, og at B opholdt sig ulovligt her i landet.

Senere samme dag blev B

anholdt af politiet. Af politirapport af 23. august 1993 fremgik bl.a. at en

fuldmægtig i kommunen forklarede, at B havde henvendt sig på kommunekontoret

to gange i begyndelsen af juli 1993. Det fremgik yderligere at C forklarede

at

hun havde været sammen med B næsten hver dag i de ca. tre måneder hun havde

kendt ham. B forklarede ifølge politirapport af 24. august 1993 at han havde

Læs alt

været udrejst af landet et stykke tid og havde opholdt sig i Frankrig. Han

var

derefter vendt tilbage til Danmark den 25. juli 1993. Ingen af de afhørte

underskrev deres forklaringer til politirapporten.

Den 24. august 1993 meddelte

Direktoratet for Udlændinge via telefax politiet at man havde truffet

afgørelse

om, at B skulle udvises med indrejseforbud i tre år i medfør af

udlændingelovens

§ 24, nr. 5, jf. § 32, stk. 1. Direktoratet lagde ved afgørelsen til grund at

B

var rejst ind i Danmark den 30. september 1992 og havde opholdt sig her

siden,

med undtagelse af én dag. Direktoratet fastsatte udrejsefristen til straks.

Ved politiets forkyndelse

samme dag klagede B over afgørelsen til Indenrigsministeriet. Han blev i den

forbindelse gjort bekendt med at klagen ikke gav ham ret til at blive i

landet.

I telefax af 24. august 1993

til X-by Politi og til Rigspolitichefen klagede A som advokat for B over

afgørelsen og anmodede om aktindsigt i sagen. Samtidig begærede A sagens

afgørelse udsat med henblik på at han ville afgive en udtalelse. Han henviste

i den forbindelse til reglerne i forvaltningsloven. I et brev afsendt samme

dag, som blev modtaget i Direktoratet for Udlændinge den 26. august 1993,

fremkom A med samme anmodning over for direktoratet.

Rigspolitichefen underrettede

ved telefax senere samme dag Direktoratet for Udlændinge om at B ønskede at

klage over afgørelsen. Samtidig blev direktoratet gjort bekendt med A's

anmodning om aktindsigt og om udsættelse af sagens afgørelse.

Direktoratet for Udlændinge

meddelte ved telefax af 25. august

1993

A

at direktoratet ikke fandt grundlag for at udsætte

hans klients udrejsefrist, men at man havde videresendt sagen til

Indenrigsministeriet,

der ville tage stilling til spørgsmålet om opsættende virkning. Samtidig

sendte direktoratet A kopier af sagens akter.

Samme dag - den 25. august

1993 - blev B udsendt til Elfenbenskysten ved politiets foranstaltning.

Af et telefonnotat af 25.

august 1993 fremgik at Direktoratet for Udlændinge orienterede

Rigspolitichefen, Afdeling E, Den Centrale Politiafdeling (DCP) om at

spørgsmålet om opsættende virkning verserede ved Indenrigsministeriet.

Notatet

fortsatte:

"... Hører han

(sagsbehandleren ved DCP; min bemærkning) ikke fra Indenrigsministeriet, da

skal han selv kontakte ... (sagsbehandleren i Indenrigsministeriet; min

bemærkning)

forinden

udsendelsen."

Ved brev af 27. august 1993

meddelte Indenrigsministeriet A at ministeriet havde anmodet Direktoratet for

Udlændinge om en udtalelse i anledning af klagen. Vedrørende spørgsmålet om

klagens opsættende virkning udtalte ministeriet bl.a.:

"...

Det bemærkes, at Deres klage

ikke har opsættende virkning efter udlændingelovens § 33, stk. 3, jf.

lovbekendtgørelse nr. 462 af 26. juni 1987, og at Indenrigsministeriet ikke

har

fundet grundlag for at tillægge klagen opsættende virkning.

Det bemærkes herved, at

Indenrigsministeriet uden for de i § 33, stk. 3, nævnte tilfælde i praksis

som

udgangspunkt kun har udsat udrejsefristen i ganske særlige tilfælde, herunder

tilfælde hvor det kan dokumenteres, at den eller de pågældende ansøgere inden

for ganske kort tid vil have et retskrav på at få meddelt opholdstilladelse i

medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1.

Da Deres klient ikke i det

foreliggende tilfælde har et sådant retskrav, har man ikke fundet at kunne

imødekomme Deres ansøgning om opsættende virkning."

Under Indenrigsministeriets

behandling af sagen fremkom A med supplerende bemærkninger i breve af 6.

september 1993, 18. og 19. november 1993 og 30. juni

1994. A

anførte i brevene bl.a. at

Direktoratet for Udlændinges afgørelse af 24. august 1993 måtte anses for en

nullitet fordi han ikke var blevet partshørt, og fordi sagen ikke blev udsat

indtil han havde fået aktindsigt og anledning til at fremkomme med en

udtalelse.

Med samme begrundelse gjorde A indsigelse mod Indenrigsministeriets afgørelse

om at klagen ikke skulle have opsættende virkning. Desuden gjorde han

gældende

at B var indrejst den 25. juli 1993 efter et længere ophold i Frankrig. B

opholdt sig således her i landet som visumfri turist da han den 23. august

1993

blev anholdt. I den forbindelse gjorde A indsigelse mod de oplysninger der

fremgik af politirapporten vedrørende længden af B's ophold i Danmark. A

anførte bl.a. at det ville være muligt for B at rejse til Frankrig og tilbage

til Danmark uden at hans pas ville blive kontrolleret og stemplet. Manglen på

stempler i B's pas var derfor ikke et bevis på at han ikke havde været i

Frankrig. Endelig oplyste A at B's danske kæreste nu var gravid.

Indenrigsministeriet

indhentede desuden to udtalelser fra Direktoratet for Udlændinge af 14.

september 1993 og 12. januar 1994 hvor direktoratet henholdt sig til sin

afgørelse af 24. august 1993. I udtalelsen af 12. januar 1994 bemærkede

direktoratet endvidere bl.a. følgende:

"...

For så vidt angår det af

advokat (A) anførte vedrørende manglende aktindsigt bemærkes, at (B), som

part

i sagen, har været vidende om alle faktiske oplysninger af betydning for

direktoratets afgørelse, hvorfor partshøring ikke kan anses for påkrævet i

henhold til forvaltningslovens § 19.

Endelig bemærkes, at advokat

(A's) anmodning om aktindsigt af 24.08.1993 er imødekommet den 25.08.1993.

..."

Endelig indhentede Indenrigsministeriet

en udtalelse fra Rigspolitichefen.

Den 22. august 1994

stadfæstede Indenrigsministeriet Direktoratet for Udlændinges afgørelse.

Ministeriet anførte bl.a. følgende som begrundelse:

"...

I den anledning skal

Indenrigsministeriet meddele, at man ikke finder grundlag for at ændre

direktoratets afgørelse.

Indenrigsministeriet skal

indledningsvis bemærke, at der efter ministeriets opfattelse er hjemmel i

forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 3, til at undlade partshøring, forinden

afgørelsen om udvisning med indrejseforbud blev truffet. Indenrigsministeriet

skal herudover bemærke, at De modtog kopi af sagens akter ved direktoratets

telefax af 25. august 1993 og således umiddelbart efter den trufne afgørelse,

og inden ministeriets beslutning om ikke at tillægge klagen opsættende

virkning og udsendelsen af Deres klient.

Indenrigsministeriet skal

iøvrigt bemærke, at på tidspunktet hvor afgørelsen blev truffet, var sagen

efter ministeriets opfattelse tilstrækkeligt belyst til, at der kunne træffes

en afgørelse.

Indenrigsministeriet har

herudover lagt vægt på, at det i sager hvor en udlænding findes at have

opholdt

sig ulovligt, og hvor der kan blive tale om et indrejseforbud for den

pågældende, er det af hensyn til retshåndhævelsen af væsentlig betydning, at

der sker en hurtig behandling af sådanne sager.

Indenrigsministeriet har

endelig vedrørende indholdet af den trufne afgørelse lagt vægt på, at det

efter

ministeriets opfattelse ikke er dokumenteret, at Deres klient opholdt sig

lovligt her i landet på tidspunktet for den trufne afgørelse.

Indenrigsministeriet har således lagt vægt på, at Deres klients pas ikke har

opnået et indrejse- eller udrejsestempel siden Deres klients indrejse her til

landet i september 1992, bortset fra indrejsestemplet den 25. juli 1993, og

at

Deres klient ikke på fyldestgørende måde har kunnet forklare om sit mulige

ophold uden for Danmark ved afhøringen hos politiet den 24. august 1993.

..."

A klagede herefter til mig.

I klagen anførte A særligt at

Direktoratet for Udlændinge ikke havde fulgt reglerne i forvaltningsloven.

Således skulle direktoratet have udsat sagens afgørelse når han bad om

aktindsigt, og direktoratet skulle desuden have foretaget partshøring. A

anførte i den forbindelse at der ikke i sagen var afgørende offentlige

interesser der kunne begrunde at forvaltningslovens regler blev fraveget.

Myndigheden kunne i stedet for at udvise hans klient uden varsel have sat en

forholdsvis kort frist for ham til at komme med en udtalelse.

A anførte yderligere at

myndighedernes afgørelser var baseret på urigtige oplysninger. B var nemlig

indrejst den 25. juli 1993, og hans ophold i Danmark var derfor lovligt.

Afgørelsen

led derfor af en indholdsmangel.

I en udtalelse til mig

henholdt Indenrigsministeriet sig til sin afgørelse af 22. august 1994.

Desuden henholdt ministeriet sig til en udtalelse fra Direktoratet for

Udlændinge. Direktoratet anførte i denne udtalelse bl.a. følgende:

"... (At) Direktoratet

for Udlændinge i det hele kan henholde sig til direktoratets afgørelse af

24.08.1993 samt direktoratets skrivelser af 25.08.1993 og 12.01.1994.

Direktoratet har ikke fundet,

at der i advokat (A's) skrivelse af 4. november 1994 til Indenrigsministeriet

(her menes formentlig ombudsmanden; min tilføjelse) er anført omstændigheder,

der kan begrunde en ændret stillingtagen til sagen.

Vedrørende advokat (A's)

anmodning om aktindsigt og udsættelse af sagen, fremsat ved skrivelse af 24.

august 1993, skal det bemærkes, at denne anmodning blev fremsendt med

almindelig post til direktoratet, hvor skrivelsen blev modtaget den 26.

august

1993, samt telefaxet den 24. august 1993 til (X-by's) politi, d.v.s. samme

dag,

som direktoratet traf sin afgørelse.

Advokat (A's) skrivelse blev

af Rigspolitichefen, afd. E, Den centrale politiafdeling, telefaxet til

direktoratet den 24. august 1993. Ved samme telefax modtog direktoratet

underretning om at afgørelsen var blevet forkyndt for pågældende.

Direktoratets afgørelse er

således truffet forud for modtagelsen af advokat (A's) skrivelse.

Direktoratet

var således ikke på afgørelsestidspunktet i besiddelse af oplysninger, der

kunne medføre en udsættelse af sagens afgørelse, jfr. forvaltningslovens § 11

samt kommenterede forvaltningslov side 171.

..."

I et brev til A udtalte jeg

herefter følgende:

"1. Afgørelsen om udvisning af (B).

Indenrigsministeriets

afgørelse af 22. august 1994 om at udvise (B) med indrejseforbud er truffet i

medfør af udlændingelovens § 24, nr. 5, jf. § 32, stk. 1, som har følgende

indhold:

"

§ 24. Andre udlændinge kan udvises:

...

5) hvis udlændingen opholder

sig her i landet uden fornøden tilladelse.

...

§ 32.

En dom, kendelse eller beslutning, hvorved en udlænding

udvises, medfører, at udlændingens visum og opholdstilladelse bortfalder, og

at

udlændingen ikke uden tilladelse på ny må indrejse og opholde sig her i

landet

(indrejseforbud). Indrejseforbuddet kan tidsbegrænses og skal i så fald

udløbe

en 1. januar eller en 1. juli.

..."

Afgørelsen om hvorvidt en

udlænding skal udvises for at have opholdt sig i landet uden fornøden

tilladelse, sker for en stor del på baggrund af en skønsmæssig vurdering. I

denne vurdering kan bl.a. indgå faktiske oplysninger om længden af det

ulovlige

ophold her i landet, oplysninger om personens eventuelle tidligere

visumfrihed,

oplysninger om personens familiemæssige tilknytning til landet og en

bevismæssig vurdering af de foreliggende oplysninger i sagen, herunder

forklaringer afgivet i forbindelse med politiets efterforskning samt

ansøgerens

egen forklaring.

Efter de regler der gælder for

min virksomhed, kan jeg ikke kritisere en sådan skønsmæssig afgørelse

medmindre der er ganske særlige omstændigheder.

Efter en gennemgang af sagen

mener jeg ikke at der er sådanne ganske særlige omstændigheder. Jeg kan

derfor

ikke kritisere Indenrigsministeriets afgørelse af 24. august 1994 om at

udvise

(B) med indrejseforbud.

Jeg har i den forbindelse

lagt vægt på at der under myndighedernes behandling af sagen har været

modstridende oplysninger om hvor længe (B) har opholdt sig her i landet. Jeg

henviser

her til at det er almindeligt antaget at det påhviler ansøgeren, i sager hvor

der søges om opholdstilladelse, at bevise at grundlaget for opholdstilladelse

er til stede, herunder at den pågældende opholder sig lovligt i landet. En

tilsvarende bevisbyrde må antages at gælde for en udlænding der kommer fra et

land der er fritaget for visumpligten, når udlændingen ønsker at opholde sig

her i landet.

2. Beslutningen om opsættende virkning.

Reglerne om fastsættelse af

udrejsefrist og opsættende virkning af klage findes i udlændingelovens § 33,

stk. 1-3, som har følgende indhold:

"

§ 33.

Afslag på en ansøgning om opholdstilladelse, beslutning om

inddragelse af opholdstilladelse og beslutning om udvisning efter § 24, nr.

5,

eller efter § 25 skal indeholde en frist for udrejse. Afgørelsen skal

endvidere

indeholde oplysninger om reglen i stk. 3, 1. pkt.

Stk. 2.

Fristen må, bortset fra påtrængende tilfælde, ikke være

kortere end 15 dage ...

Stk. 3.

Påklages en afgørelse efter stk. 1 inden 7 dage efter, at

den er meddelt den pågældende, har udlændingen ret til at blive her i landet,

indtil klagen er afgjort, såfremt udlændingen enten er omfattet af

EF-reglerne,

jf. § 2, eller er statsborger i et andet nordisk land og har haft bopæl her i

landet, eller hidtil har haft opholdstilladelse her i landet. ..."

Det giver mig ikke anledning

til bemærkninger at Direktoratet for Udlændinge fastsatte udrejsefristen til

straks ved afgørelsen af 24. august 1993. Jeg henviser her til at jeg, ifølge

det ovenfor anførte, ikke kan kritisere at Direktoratet for Udlændinge lagde

til grund at (B) havde opholdt sig ulovligt i landet i ca. ni måneder, da

direktoratet traf sin afgørelse.

Indenrigsministeriet afslog

den 27. august 1993 at give Deres klage opsættende virkning i medfør af

udlændingelovens § 33, stk. 3. Bestemmelsen nævner kun de tilfælde hvor

udlændinge har egentligt retskrav på at blive her i landet under klagesagens

behandling. Herudover kan klageinstansen imidlertid tillade en udlænding,

hvis

klage ellers ikke efter stk. 3 har opsættende virkning, at forblive i landet

indtil afgørelse af klagen forligger - men udlændingen har ikke krav herpå.

Afgørelsen af om en klage i

det enkelte tilfælde bør tillægges opsættende virkning, beror for en stor del

på et skøn. En sådan vurdering kan jeg som nævnt efter de regler der gælder

for min virksomhed, ikke kritisere medmindre der foreligger ganske særlige

omstændigheder.

Efter min gennemgang af sagen finder jeg ikke at der er grundlag for at

kritisere selve Indenrigsministeriets afgørelse om ikke at give klagen

opsættende virkning. Jeg har her navnlig lagt vægt på at der ikke i Deres

henvendelser til Indenrigsministeriet og i øvrigt heller ikke i Deres breve

til

mig er anført omstændigheder som i særlig grad gør det antageligt at

direktoratets afgørelse om udrejsefristen kunne forventes at ville blive

omgjort, når man samtidig ser på den faste praksis ministeriet har i sager

som

denne.

I Direktoratet for

Udlændinges brev til Dem af 25. august 1993 fik De meddelelse om at sagen var

videresendt til Indenrigsministeriet der ville tage stilling til spørgsmålet

om

opsættende virkning.

(B) blev dog allerede samme

dag - den 25. august 1993 - udsendt til Elfenbenskysten ved politiets

foranstaltning - dvs. to dage før ministeriet den 27. august 1993 traf

endelig

afgørelse om at klagen ikke skulle have opsættende virkning. Jeg finder det

kritisabelt at myndighederne således ikke afventede Indenrigsministeriets

endelige afgørelse om klagens opsættende virkning inden (B) blev udsendt af

landet. Jeg har her særligt lagt vægt på at De netop fik meddelelse fra

direktoratet

om at Indenrigsministeriet ville tage stilling til spørgsmålet, og derfor var

bragt i en berettiget forventning om at (B) ikke ville blive udsendt inden

ministeriet havde truffet afgørelse om eventuel opsættende virkning.

Jeg har gjort Indenrigsministeriet

bekendt med min opfattelse.

3. Sagens behandling.

A.

De har gjort gældende at (B) burde være blevet

partshørt

af Direktoratet for

Udlændinge efter forvaltningslovens regler inden direktoratet traf afgørelse

om at han skulle udvises.

Forvaltningslovens § 19 har

følgende indhold:

"

§ 19.

Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at

myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens

faktiske

omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort

parten

bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en

udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den

pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Myndigheden

kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke hvis

...

3) partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at

burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der

taler imod en sådan udsættelse.

..."

Som det fremgår af

bestemmelsen, er der pligt for myndigheden til at foretage partshøring inden

der træffes afgørelse, såfremt visse nærmere angivne betingelser er opfyldt.

For det første kræves det at

parten ikke kan antages at være bekendt med at oplysningerne indgår i sagen.

Det er ikke en betingelse at oplysningerne skal være ukendte for parten, men

blot at parten ikke har kendskab til at de vil blive brugt i den aktuelle

sammenhæng. Herved opnås at der gives parten mulighed for at kommentere,

supplere

eller korrigere oplysninger som den pågældende ikke har haft anledning til at

hæfte sig ved før høringen, fordi den pågældende ikke har været bekendt med

at

oplysningerne indgik i myndighedens beslutningsgrundlag for sagen.

Ved afgørelsen af 24. august

1993 inddrog Direktoratet for Udlændinge alene de forklaringer som fremgik af

politirapporten, herunder (B's) forklaring og vidneforklaringerne afgivet af

en

ansat i kommunen og (C). Af politirapporten fremgår at (B) under afhøringen

den 23. august 1993 blev gjort bekendt med (C's) forklaring, men intet

fremgår

om at han blev gjort bekendt med forklaringen fra den ansatte i kommunen.

Samtidig er politirapporten ikke underskrevet af hverken de afhørte vidner

eller af (B) selv, men alene af en kriminalassistent.

På tidspunktet for

direktoratets afgørelse havde (B) således ikke kendskab til forklaringen fra

den ansatte i kommunen og havde heller ikke kendskab til hvorledes hans egen

og

de to vidners forklaringer var formuleret i politirapporten. (B) kendte

derfor

ikke til alle de faktiske oplysninger som indgik i sagens behandling. De

faktiske oplysninger i politirapporten var af væsentlig betydning for

afgørelsen.

Og da afgørelsen samtidig var til ugunst for (B), var der som udgangspunkt

pligt for Direktoratet for Udlændinge til at høre ham om indholdet af

politirapporten inden afgørelsen blev truffet, jf. forvaltningslovens § 19,

stk. 1.

Som sagen er oplyst - bl.a.

igennem Direktoratet for Udlændinges udtalelse i sagen af 12. januar 1994 -

lagde direktoratet en forkert forståelse af reglerne om partshøring til grund

for vurderingen af den eventuelle pligt til at partshøre. Direktoratet

anførte

at partshøring efter forvaltningslovens § 19 ikke var påkrævet, fordi (B) var

vidende om alle faktiske oplysninger i sagen.

Indenrigsministeriet har i

afgørelsen af 22. august 1994 anført at der, efter ministeriets opfattelse,

var hjemmel i forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 3, til at undlade

partshøring inden afgørelsen blev truffet. Ministeriet lægger altså

efterfølgende en anden forståelse af partshøringsreglerne til grund end

Direktoratet for Udlændinge.

Efter § 19, stk. 2, nr. 3,

kan partshøring undlades hvis partens interesse i at sagens afgørelse

udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller

private interesser der taler imod en sådan udsættelse. Det er kun væsentlige

modhensyn der kan begrunde en undtagelse, og ifølge Justitsministeriets

vejledning om forvaltningsloven, pkt. 114, forudsætter bestemmelsen at der

foretages en konkret vurdering af på den ene side partens interesse i at

blive

hørt og på den anden side vedkommende offentlige interesse. I Jon Andersen

mfl., Forvaltningsret (1994), s. 345, er det anført at bestemmelsen i praksis

bl.a. kan bruges i sager hvor tungtvejende samfundshensyn nødvendiggør et

øjeblikkeligt indgreb.

Denne undtagelsesbestemmelse

har samme formulering som forvaltningslovens §§ 11, stk. 2, og 21, stk. 2,

nr.

2, om udsættelse af en afgørelse i forbindelse med partsaktindsigt og partens

adgang til at afgive en udtalelse. I John Vogter, Forvaltningsloven med

kommentarer (1992), s. 174, peges der i omtalen af § 11, stk. 2

(partsaktindsigt),

på at det vil være mere betænkeligt at nægte en udsættelse af sagens

afgørelse

hvis afgørelsen er endelig end hvis den kan indbringes for en anden

administrativ myndighed.

Som begrundelse for at

undtagelsesbestemmelsen i § 19, stk. 2, nr. 3, fandt anvendelse, har

Indenrigsministeriet i afgørelsen af 22. august 1994 anført at det af hensyn

til retshåndhævelsen er af væsentlig betydning at der sker en hurtig

behandling af sager hvor en udlænding findes at have opholdt sig ulovligt, og

hvor der kan blive tale om et indrejseforbud for den pågældende.

Dette generelle hensyn til

offentlige interesser finder jeg ikke anledning til at kritisere. Således

følger det bl.a. af udlændingelovens § 33, stk. 1 og 3, at en udlændings

mulighed for at blive i landet i sager om udvisning efter lovens § 24, nr. 5,

er meget begrænset. Dermed er hensynet til en hurtig sagsbehandling tillagt

væsentlig betydning i sådanne sager.

Jeg vil dog påpege at det

fortsat er udgangspunktet at parten efter forvaltningsloven skal have adgang

til at kommentere sagens faktiske oplysninger før der træffes afgørelse. Det

er

derfor min opfattelse at der i hver enkelt sag må ske en

konkret og individuel

afvejning af hensynet til en særlig hurtig

sagsbehandling over for partens interesse i at have indflydelse på sagens

gang.

I denne sag skete der ikke en

sådan konkret og individuel vurdering af (B's) interesser i forbindelse med

Direktoratet for Udlændinges behandling af sagen, fordi direktoratet som

nævnt

lagde en - efter min opfattelse - forkert retsopfattelse af

partshøringsreglerne til grund. Dette er kritisabelt.

Jeg har gjort

Indenrigsministeriet bekendt med min opfattelse.

Den nævnte afvejning af om

forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 3, finder anvendelse, sker på baggrund

af

et skøn. Som bekendt kan jeg ikke kritisere en afgørelse der hviler på et

skøn,

medmindre der er ganske særlige omstændigheder. Efter en gennemgang af sagen

har jeg ikke fundet sådanne særlige omstændigheder, og jeg kan derfor ikke

kritisere at Indenrigsministeriet ved sin afgørelse af 22. september 1994

fandt

at der var hjemmel til at undlade partshøring.

B.

De har yderligere gjort gældende at Direktoratet for Udlændinge

burde have udsat afgørelsen fordi De - som repræsentant for parten - bad om

aktindsigt

og adgang til at

fremkomme med en udtalelse.

Forvaltningslovens §§ 9, stk.

1, 11, stk. 1, og 21, stk. 1, har følgende indhold:

"

§ 9.

Den, der er part i en sag, hvori der er eller vil blive

truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, kan forlange at blive gjort

bekendt

med sagens dokumenter. ...

...

§ 11.

Fremsætter en part under sagens behandling begæring om

aktindsigt, og denne begæring efter loven skal imødekommes, udsættes sagens

afgørelse, indtil der er givet parten adgang til at gøre sig bekendt med

dokumenterne.

...

§ 21.

Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens

behandling forlange, at sagens afgørelse udsættes, indtil parten har afgivet

en

udtalelse til sagen. ...

..."

Partens adgang til aktindsigt

i medfør af forvaltningslovens § 9 gælder såvel inden der træffes afgørelse i

sagen, som efter afgørelsen er truffet. Det er den myndighed som sagen

verserer

for - eller har verseret for - der afgør om der skal gives parten aktindsigt.

Fremsættes begæringen om

aktindsigt inden der er truffet afgørelse, skal sagen udsættes i medfør af

forvaltningslovens § 11.

Reglen i forvaltningslovens §

21 om partens ret til at fremkomme med en udtalelse er selvsagt kun aktuel

indtil der er truffet afgørelse i sagen.

Det er den myndighed hvor

sagen verserer, der træffer afgørelse om sagen skal udsættes i medfør af § 11

eller § 21.

Deres anmodning om aktindsigt

og adgang til at komme med en udtalelse blev først modtaget af Direktoratet

for

Udlændinge den 24. august 1993 med en telefax fra Rigspolitichefen, efter at

direktoratet havde truffet sin afgørelse om at (B) skulle udvises, og efter

at

afgørelsen var blevet forkyndt for ham. (B) havde ved forkyndelsen klaget

over

afgørelsen, og sagen verserede derfor på dette tidspunkt for

Indenrigsministeriet.

Deres anmodning om aktindsigt blev således fremsat efterfølgende, og

Direktoratet for Udlændinge kunne derfor ikke udsætte sin afgørelse.

Idet De fik kopi af sagens

akter via telefax fra direktoratet den 25. august 1993, giver direktoratets

behandling af Deres anmodning om aktindsigt mv. mig ikke anledning til

kritik.

Indenrigsministeriets

partshøring giver mig heller ikke anledning til kritik. Jeg har i den

forbindelse lagt vægt på at De under sagen flere gange har haft adgang til at

kommentere sagens faktiske oplysninger mv. inden ministeriet traf sin

afgørelse.

Sammenfattende finder jeg

således at der har været nogle fejl ved sagens behandling i forbindelse med

Indenrigsministeriets afgørelse om klagens opsættende virkning og

direktoratets opfattelse af partshøringspligten. Jeg mener dog ikke at disse

fejl er så væsentlige at afgørelsen bør tages op igen. Denne opfattelse

bygger

jeg dels på at det var overvejende sandsynligt at Indenrigsministeriet ville

stadfæste Direktoratet for Udlændinges afslag på at give klagen opsættende

virkning, når man ser på den faste praksis ministeriet har i sådanne sager,

og

dels på at Indenrigsministeriet efterfølgende har præciseret at partshøring

kunne være undladt efter forvaltningslovens undtagelsesbestemmelser.

..."

Lignende dokumenter