Partshøring i forbindelse med afgørelse om en udlændings udvisning. Tvangsmæssig udsendelse før endelig afgørelse om opsættende virkning af klage forelå
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Partshøring i forbindelse med afgørelse om en udlændings
udvisning. Tvangsmæssig udsendelse før endelig afgørelse om opsættende
virkning
af klage forelå
Advokaten A klagede på vegne
af B som var statsborger fra Elfenbenskysten. A klagede over:
Indenrigsministeriets afgørelse af 22. august 1994
om at udvise B med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 24, nr. 5,
jf. § 32, stk. 1, og
Direktoratet for Udlændinges og Indenrigsministeriets
sagsbehandling i forbindelse med afgørelsen om B's udvisning.
Af sagens akter fremgik at B
var statsborger fra Elfenbenskysten. Af politiets indrejsestempel i hans pas
fremgik at han rejste ind i Danmark den 30. september 1992 som visumfri
udlænding. I passet fandtes endvidere et indrejsestempel af 25. juli 1993 fra
Rigspolitiet
i Rødby Havn.
Den 23. august 1993 modtog
Kriminalpolitiet i X-by en anmeldelse fra kommunen om at B opholdt sig
ulovligt i Danmark. Baggrunden for kommunens henvendelse var at B og hans
kæreste C samme dag havde henvendt sig til kommunen for at indgå ægteskab.
Kommunen havde ved en gennemgang af B's pas fået mistanke om at ægteskabet
skulle være proforma, og at B opholdt sig ulovligt her i landet.
Senere samme dag blev B
anholdt af politiet. Af politirapport af 23. august 1993 fremgik bl.a. at en
fuldmægtig i kommunen forklarede, at B havde henvendt sig på kommunekontoret
to gange i begyndelsen af juli 1993. Det fremgik yderligere at C forklarede
at
hun havde været sammen med B næsten hver dag i de ca. tre måneder hun havde
kendt ham. B forklarede ifølge politirapport af 24. august 1993 at han havde
Læs alt
været udrejst af landet et stykke tid og havde opholdt sig i Frankrig. Han
var
derefter vendt tilbage til Danmark den 25. juli 1993. Ingen af de afhørte
underskrev deres forklaringer til politirapporten.
Den 24. august 1993 meddelte
Direktoratet for Udlændinge via telefax politiet at man havde truffet
afgørelse
om, at B skulle udvises med indrejseforbud i tre år i medfør af
udlændingelovens
§ 24, nr. 5, jf. § 32, stk. 1. Direktoratet lagde ved afgørelsen til grund at
B
var rejst ind i Danmark den 30. september 1992 og havde opholdt sig her
siden,
med undtagelse af én dag. Direktoratet fastsatte udrejsefristen til straks.
Ved politiets forkyndelse
samme dag klagede B over afgørelsen til Indenrigsministeriet. Han blev i den
forbindelse gjort bekendt med at klagen ikke gav ham ret til at blive i
landet.
I telefax af 24. august 1993
til X-by Politi og til Rigspolitichefen klagede A som advokat for B over
afgørelsen og anmodede om aktindsigt i sagen. Samtidig begærede A sagens
afgørelse udsat med henblik på at han ville afgive en udtalelse. Han henviste
i den forbindelse til reglerne i forvaltningsloven. I et brev afsendt samme
dag, som blev modtaget i Direktoratet for Udlændinge den 26. august 1993,
fremkom A med samme anmodning over for direktoratet.
Rigspolitichefen underrettede
ved telefax senere samme dag Direktoratet for Udlændinge om at B ønskede at
klage over afgørelsen. Samtidig blev direktoratet gjort bekendt med A's
anmodning om aktindsigt og om udsættelse af sagens afgørelse.
Direktoratet for Udlændinge
meddelte ved telefax af 25. august
1993
A
at direktoratet ikke fandt grundlag for at udsætte
hans klients udrejsefrist, men at man havde videresendt sagen til
Indenrigsministeriet,
der ville tage stilling til spørgsmålet om opsættende virkning. Samtidig
sendte direktoratet A kopier af sagens akter.
Samme dag - den 25. august
1993 - blev B udsendt til Elfenbenskysten ved politiets foranstaltning.
Af et telefonnotat af 25.
august 1993 fremgik at Direktoratet for Udlændinge orienterede
Rigspolitichefen, Afdeling E, Den Centrale Politiafdeling (DCP) om at
spørgsmålet om opsættende virkning verserede ved Indenrigsministeriet.
Notatet
fortsatte:
"... Hører han
(sagsbehandleren ved DCP; min bemærkning) ikke fra Indenrigsministeriet, da
skal han selv kontakte ... (sagsbehandleren i Indenrigsministeriet; min
bemærkning)
forinden
udsendelsen."
Ved brev af 27. august 1993
meddelte Indenrigsministeriet A at ministeriet havde anmodet Direktoratet for
Udlændinge om en udtalelse i anledning af klagen. Vedrørende spørgsmålet om
klagens opsættende virkning udtalte ministeriet bl.a.:
"...
Det bemærkes, at Deres klage
ikke har opsættende virkning efter udlændingelovens § 33, stk. 3, jf.
lovbekendtgørelse nr. 462 af 26. juni 1987, og at Indenrigsministeriet ikke
har
fundet grundlag for at tillægge klagen opsættende virkning.
Det bemærkes herved, at
Indenrigsministeriet uden for de i § 33, stk. 3, nævnte tilfælde i praksis
som
udgangspunkt kun har udsat udrejsefristen i ganske særlige tilfælde, herunder
tilfælde hvor det kan dokumenteres, at den eller de pågældende ansøgere inden
for ganske kort tid vil have et retskrav på at få meddelt opholdstilladelse i
medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1.
Da Deres klient ikke i det
foreliggende tilfælde har et sådant retskrav, har man ikke fundet at kunne
imødekomme Deres ansøgning om opsættende virkning."
Under Indenrigsministeriets
behandling af sagen fremkom A med supplerende bemærkninger i breve af 6.
september 1993, 18. og 19. november 1993 og 30. juni
1994. A
anførte i brevene bl.a. at
Direktoratet for Udlændinges afgørelse af 24. august 1993 måtte anses for en
nullitet fordi han ikke var blevet partshørt, og fordi sagen ikke blev udsat
indtil han havde fået aktindsigt og anledning til at fremkomme med en
udtalelse.
Med samme begrundelse gjorde A indsigelse mod Indenrigsministeriets afgørelse
om at klagen ikke skulle have opsættende virkning. Desuden gjorde han
gældende
at B var indrejst den 25. juli 1993 efter et længere ophold i Frankrig. B
opholdt sig således her i landet som visumfri turist da han den 23. august
1993
blev anholdt. I den forbindelse gjorde A indsigelse mod de oplysninger der
fremgik af politirapporten vedrørende længden af B's ophold i Danmark. A
anførte bl.a. at det ville være muligt for B at rejse til Frankrig og tilbage
til Danmark uden at hans pas ville blive kontrolleret og stemplet. Manglen på
stempler i B's pas var derfor ikke et bevis på at han ikke havde været i
Frankrig. Endelig oplyste A at B's danske kæreste nu var gravid.
Indenrigsministeriet
indhentede desuden to udtalelser fra Direktoratet for Udlændinge af 14.
september 1993 og 12. januar 1994 hvor direktoratet henholdt sig til sin
afgørelse af 24. august 1993. I udtalelsen af 12. januar 1994 bemærkede
direktoratet endvidere bl.a. følgende:
"...
For så vidt angår det af
advokat (A) anførte vedrørende manglende aktindsigt bemærkes, at (B), som
part
i sagen, har været vidende om alle faktiske oplysninger af betydning for
direktoratets afgørelse, hvorfor partshøring ikke kan anses for påkrævet i
henhold til forvaltningslovens § 19.
Endelig bemærkes, at advokat
(A's) anmodning om aktindsigt af 24.08.1993 er imødekommet den 25.08.1993.
..."
Endelig indhentede Indenrigsministeriet
en udtalelse fra Rigspolitichefen.
Den 22. august 1994
stadfæstede Indenrigsministeriet Direktoratet for Udlændinges afgørelse.
Ministeriet anførte bl.a. følgende som begrundelse:
"...
I den anledning skal
Indenrigsministeriet meddele, at man ikke finder grundlag for at ændre
direktoratets afgørelse.
Indenrigsministeriet skal
indledningsvis bemærke, at der efter ministeriets opfattelse er hjemmel i
forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 3, til at undlade partshøring, forinden
afgørelsen om udvisning med indrejseforbud blev truffet. Indenrigsministeriet
skal herudover bemærke, at De modtog kopi af sagens akter ved direktoratets
telefax af 25. august 1993 og således umiddelbart efter den trufne afgørelse,
og inden ministeriets beslutning om ikke at tillægge klagen opsættende
virkning og udsendelsen af Deres klient.
Indenrigsministeriet skal
iøvrigt bemærke, at på tidspunktet hvor afgørelsen blev truffet, var sagen
efter ministeriets opfattelse tilstrækkeligt belyst til, at der kunne træffes
en afgørelse.
Indenrigsministeriet har
herudover lagt vægt på, at det i sager hvor en udlænding findes at have
opholdt
sig ulovligt, og hvor der kan blive tale om et indrejseforbud for den
pågældende, er det af hensyn til retshåndhævelsen af væsentlig betydning, at
der sker en hurtig behandling af sådanne sager.
Indenrigsministeriet har
endelig vedrørende indholdet af den trufne afgørelse lagt vægt på, at det
efter
ministeriets opfattelse ikke er dokumenteret, at Deres klient opholdt sig
lovligt her i landet på tidspunktet for den trufne afgørelse.
Indenrigsministeriet har således lagt vægt på, at Deres klients pas ikke har
opnået et indrejse- eller udrejsestempel siden Deres klients indrejse her til
landet i september 1992, bortset fra indrejsestemplet den 25. juli 1993, og
at
Deres klient ikke på fyldestgørende måde har kunnet forklare om sit mulige
ophold uden for Danmark ved afhøringen hos politiet den 24. august 1993.
..."
A klagede herefter til mig.
I klagen anførte A særligt at
Direktoratet for Udlændinge ikke havde fulgt reglerne i forvaltningsloven.
Således skulle direktoratet have udsat sagens afgørelse når han bad om
aktindsigt, og direktoratet skulle desuden have foretaget partshøring. A
anførte i den forbindelse at der ikke i sagen var afgørende offentlige
interesser der kunne begrunde at forvaltningslovens regler blev fraveget.
Myndigheden kunne i stedet for at udvise hans klient uden varsel have sat en
forholdsvis kort frist for ham til at komme med en udtalelse.
A anførte yderligere at
myndighedernes afgørelser var baseret på urigtige oplysninger. B var nemlig
indrejst den 25. juli 1993, og hans ophold i Danmark var derfor lovligt.
Afgørelsen
led derfor af en indholdsmangel.
I en udtalelse til mig
henholdt Indenrigsministeriet sig til sin afgørelse af 22. august 1994.
Desuden henholdt ministeriet sig til en udtalelse fra Direktoratet for
Udlændinge. Direktoratet anførte i denne udtalelse bl.a. følgende:
"... (At) Direktoratet
for Udlændinge i det hele kan henholde sig til direktoratets afgørelse af
24.08.1993 samt direktoratets skrivelser af 25.08.1993 og 12.01.1994.
Direktoratet har ikke fundet,
at der i advokat (A's) skrivelse af 4. november 1994 til Indenrigsministeriet
(her menes formentlig ombudsmanden; min tilføjelse) er anført omstændigheder,
der kan begrunde en ændret stillingtagen til sagen.
Vedrørende advokat (A's)
anmodning om aktindsigt og udsættelse af sagen, fremsat ved skrivelse af 24.
august 1993, skal det bemærkes, at denne anmodning blev fremsendt med
almindelig post til direktoratet, hvor skrivelsen blev modtaget den 26.
august
1993, samt telefaxet den 24. august 1993 til (X-by's) politi, d.v.s. samme
dag,
som direktoratet traf sin afgørelse.
Advokat (A's) skrivelse blev
af Rigspolitichefen, afd. E, Den centrale politiafdeling, telefaxet til
direktoratet den 24. august 1993. Ved samme telefax modtog direktoratet
underretning om at afgørelsen var blevet forkyndt for pågældende.
Direktoratets afgørelse er
således truffet forud for modtagelsen af advokat (A's) skrivelse.
Direktoratet
var således ikke på afgørelsestidspunktet i besiddelse af oplysninger, der
kunne medføre en udsættelse af sagens afgørelse, jfr. forvaltningslovens § 11
samt kommenterede forvaltningslov side 171.
..."
I et brev til A udtalte jeg
herefter følgende:
"1. Afgørelsen om udvisning af (B).
Indenrigsministeriets
afgørelse af 22. august 1994 om at udvise (B) med indrejseforbud er truffet i
medfør af udlændingelovens § 24, nr. 5, jf. § 32, stk. 1, som har følgende
indhold:
"
§ 24. Andre udlændinge kan udvises:
...
5) hvis udlændingen opholder
sig her i landet uden fornøden tilladelse.
...
§ 32.
En dom, kendelse eller beslutning, hvorved en udlænding
udvises, medfører, at udlændingens visum og opholdstilladelse bortfalder, og
at
udlændingen ikke uden tilladelse på ny må indrejse og opholde sig her i
landet
(indrejseforbud). Indrejseforbuddet kan tidsbegrænses og skal i så fald
udløbe
en 1. januar eller en 1. juli.
..."
Afgørelsen om hvorvidt en
udlænding skal udvises for at have opholdt sig i landet uden fornøden
tilladelse, sker for en stor del på baggrund af en skønsmæssig vurdering. I
denne vurdering kan bl.a. indgå faktiske oplysninger om længden af det
ulovlige
ophold her i landet, oplysninger om personens eventuelle tidligere
visumfrihed,
oplysninger om personens familiemæssige tilknytning til landet og en
bevismæssig vurdering af de foreliggende oplysninger i sagen, herunder
forklaringer afgivet i forbindelse med politiets efterforskning samt
ansøgerens
egen forklaring.
Efter de regler der gælder for
min virksomhed, kan jeg ikke kritisere en sådan skønsmæssig afgørelse
medmindre der er ganske særlige omstændigheder.
Efter en gennemgang af sagen
mener jeg ikke at der er sådanne ganske særlige omstændigheder. Jeg kan
derfor
ikke kritisere Indenrigsministeriets afgørelse af 24. august 1994 om at
udvise
(B) med indrejseforbud.
Jeg har i den forbindelse
lagt vægt på at der under myndighedernes behandling af sagen har været
modstridende oplysninger om hvor længe (B) har opholdt sig her i landet. Jeg
henviser
her til at det er almindeligt antaget at det påhviler ansøgeren, i sager hvor
der søges om opholdstilladelse, at bevise at grundlaget for opholdstilladelse
er til stede, herunder at den pågældende opholder sig lovligt i landet. En
tilsvarende bevisbyrde må antages at gælde for en udlænding der kommer fra et
land der er fritaget for visumpligten, når udlændingen ønsker at opholde sig
her i landet.
2. Beslutningen om opsættende virkning.
Reglerne om fastsættelse af
udrejsefrist og opsættende virkning af klage findes i udlændingelovens § 33,
stk. 1-3, som har følgende indhold:
"
§ 33.
Afslag på en ansøgning om opholdstilladelse, beslutning om
inddragelse af opholdstilladelse og beslutning om udvisning efter § 24, nr.
5,
eller efter § 25 skal indeholde en frist for udrejse. Afgørelsen skal
endvidere
indeholde oplysninger om reglen i stk. 3, 1. pkt.
Stk. 2.
Fristen må, bortset fra påtrængende tilfælde, ikke være
kortere end 15 dage ...
Stk. 3.
Påklages en afgørelse efter stk. 1 inden 7 dage efter, at
den er meddelt den pågældende, har udlændingen ret til at blive her i landet,
indtil klagen er afgjort, såfremt udlændingen enten er omfattet af
EF-reglerne,
jf. § 2, eller er statsborger i et andet nordisk land og har haft bopæl her i
landet, eller hidtil har haft opholdstilladelse her i landet. ..."
Det giver mig ikke anledning
til bemærkninger at Direktoratet for Udlændinge fastsatte udrejsefristen til
straks ved afgørelsen af 24. august 1993. Jeg henviser her til at jeg, ifølge
det ovenfor anførte, ikke kan kritisere at Direktoratet for Udlændinge lagde
til grund at (B) havde opholdt sig ulovligt i landet i ca. ni måneder, da
direktoratet traf sin afgørelse.
Indenrigsministeriet afslog
den 27. august 1993 at give Deres klage opsættende virkning i medfør af
udlændingelovens § 33, stk. 3. Bestemmelsen nævner kun de tilfælde hvor
udlændinge har egentligt retskrav på at blive her i landet under klagesagens
behandling. Herudover kan klageinstansen imidlertid tillade en udlænding,
hvis
klage ellers ikke efter stk. 3 har opsættende virkning, at forblive i landet
indtil afgørelse af klagen forligger - men udlændingen har ikke krav herpå.
Afgørelsen af om en klage i
det enkelte tilfælde bør tillægges opsættende virkning, beror for en stor del
på et skøn. En sådan vurdering kan jeg som nævnt efter de regler der gælder
for min virksomhed, ikke kritisere medmindre der foreligger ganske særlige
omstændigheder.
Efter min gennemgang af sagen finder jeg ikke at der er grundlag for at
kritisere selve Indenrigsministeriets afgørelse om ikke at give klagen
opsættende virkning. Jeg har her navnlig lagt vægt på at der ikke i Deres
henvendelser til Indenrigsministeriet og i øvrigt heller ikke i Deres breve
til
mig er anført omstændigheder som i særlig grad gør det antageligt at
direktoratets afgørelse om udrejsefristen kunne forventes at ville blive
omgjort, når man samtidig ser på den faste praksis ministeriet har i sager
som
denne.
I Direktoratet for
Udlændinges brev til Dem af 25. august 1993 fik De meddelelse om at sagen var
videresendt til Indenrigsministeriet der ville tage stilling til spørgsmålet
om
opsættende virkning.
(B) blev dog allerede samme
dag - den 25. august 1993 - udsendt til Elfenbenskysten ved politiets
foranstaltning - dvs. to dage før ministeriet den 27. august 1993 traf
endelig
afgørelse om at klagen ikke skulle have opsættende virkning. Jeg finder det
kritisabelt at myndighederne således ikke afventede Indenrigsministeriets
endelige afgørelse om klagens opsættende virkning inden (B) blev udsendt af
landet. Jeg har her særligt lagt vægt på at De netop fik meddelelse fra
direktoratet
om at Indenrigsministeriet ville tage stilling til spørgsmålet, og derfor var
bragt i en berettiget forventning om at (B) ikke ville blive udsendt inden
ministeriet havde truffet afgørelse om eventuel opsættende virkning.
Jeg har gjort Indenrigsministeriet
bekendt med min opfattelse.
3. Sagens behandling.
A.
De har gjort gældende at (B) burde være blevet
partshørt
af Direktoratet for
Udlændinge efter forvaltningslovens regler inden direktoratet traf afgørelse
om at han skulle udvises.
Forvaltningslovens § 19 har
følgende indhold:
"
§ 19.
Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at
myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens
faktiske
omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort
parten
bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en
udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den
pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.
Myndigheden
kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke hvis
...
3) partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at
burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der
taler imod en sådan udsættelse.
..."
Som det fremgår af
bestemmelsen, er der pligt for myndigheden til at foretage partshøring inden
der træffes afgørelse, såfremt visse nærmere angivne betingelser er opfyldt.
For det første kræves det at
parten ikke kan antages at være bekendt med at oplysningerne indgår i sagen.
Det er ikke en betingelse at oplysningerne skal være ukendte for parten, men
blot at parten ikke har kendskab til at de vil blive brugt i den aktuelle
sammenhæng. Herved opnås at der gives parten mulighed for at kommentere,
supplere
eller korrigere oplysninger som den pågældende ikke har haft anledning til at
hæfte sig ved før høringen, fordi den pågældende ikke har været bekendt med
at
oplysningerne indgik i myndighedens beslutningsgrundlag for sagen.
Ved afgørelsen af 24. august
1993 inddrog Direktoratet for Udlændinge alene de forklaringer som fremgik af
politirapporten, herunder (B's) forklaring og vidneforklaringerne afgivet af
en
ansat i kommunen og (C). Af politirapporten fremgår at (B) under afhøringen
den 23. august 1993 blev gjort bekendt med (C's) forklaring, men intet
fremgår
om at han blev gjort bekendt med forklaringen fra den ansatte i kommunen.
Samtidig er politirapporten ikke underskrevet af hverken de afhørte vidner
eller af (B) selv, men alene af en kriminalassistent.
På tidspunktet for
direktoratets afgørelse havde (B) således ikke kendskab til forklaringen fra
den ansatte i kommunen og havde heller ikke kendskab til hvorledes hans egen
og
de to vidners forklaringer var formuleret i politirapporten. (B) kendte
derfor
ikke til alle de faktiske oplysninger som indgik i sagens behandling. De
faktiske oplysninger i politirapporten var af væsentlig betydning for
afgørelsen.
Og da afgørelsen samtidig var til ugunst for (B), var der som udgangspunkt
pligt for Direktoratet for Udlændinge til at høre ham om indholdet af
politirapporten inden afgørelsen blev truffet, jf. forvaltningslovens § 19,
stk. 1.
Som sagen er oplyst - bl.a.
igennem Direktoratet for Udlændinges udtalelse i sagen af 12. januar 1994 -
lagde direktoratet en forkert forståelse af reglerne om partshøring til grund
for vurderingen af den eventuelle pligt til at partshøre. Direktoratet
anførte
at partshøring efter forvaltningslovens § 19 ikke var påkrævet, fordi (B) var
vidende om alle faktiske oplysninger i sagen.
Indenrigsministeriet har i
afgørelsen af 22. august 1994 anført at der, efter ministeriets opfattelse,
var hjemmel i forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 3, til at undlade
partshøring inden afgørelsen blev truffet. Ministeriet lægger altså
efterfølgende en anden forståelse af partshøringsreglerne til grund end
Direktoratet for Udlændinge.
Efter § 19, stk. 2, nr. 3,
kan partshøring undlades hvis partens interesse i at sagens afgørelse
udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller
private interesser der taler imod en sådan udsættelse. Det er kun væsentlige
modhensyn der kan begrunde en undtagelse, og ifølge Justitsministeriets
vejledning om forvaltningsloven, pkt. 114, forudsætter bestemmelsen at der
foretages en konkret vurdering af på den ene side partens interesse i at
blive
hørt og på den anden side vedkommende offentlige interesse. I Jon Andersen
mfl., Forvaltningsret (1994), s. 345, er det anført at bestemmelsen i praksis
bl.a. kan bruges i sager hvor tungtvejende samfundshensyn nødvendiggør et
øjeblikkeligt indgreb.
Denne undtagelsesbestemmelse
har samme formulering som forvaltningslovens §§ 11, stk. 2, og 21, stk. 2,
nr.
2, om udsættelse af en afgørelse i forbindelse med partsaktindsigt og partens
adgang til at afgive en udtalelse. I John Vogter, Forvaltningsloven med
kommentarer (1992), s. 174, peges der i omtalen af § 11, stk. 2
(partsaktindsigt),
på at det vil være mere betænkeligt at nægte en udsættelse af sagens
afgørelse
hvis afgørelsen er endelig end hvis den kan indbringes for en anden
administrativ myndighed.
Som begrundelse for at
undtagelsesbestemmelsen i § 19, stk. 2, nr. 3, fandt anvendelse, har
Indenrigsministeriet i afgørelsen af 22. august 1994 anført at det af hensyn
til retshåndhævelsen er af væsentlig betydning at der sker en hurtig
behandling af sager hvor en udlænding findes at have opholdt sig ulovligt, og
hvor der kan blive tale om et indrejseforbud for den pågældende.
Dette generelle hensyn til
offentlige interesser finder jeg ikke anledning til at kritisere. Således
følger det bl.a. af udlændingelovens § 33, stk. 1 og 3, at en udlændings
mulighed for at blive i landet i sager om udvisning efter lovens § 24, nr. 5,
er meget begrænset. Dermed er hensynet til en hurtig sagsbehandling tillagt
væsentlig betydning i sådanne sager.
Jeg vil dog påpege at det
fortsat er udgangspunktet at parten efter forvaltningsloven skal have adgang
til at kommentere sagens faktiske oplysninger før der træffes afgørelse. Det
er
derfor min opfattelse at der i hver enkelt sag må ske en
konkret og individuel
afvejning af hensynet til en særlig hurtig
sagsbehandling over for partens interesse i at have indflydelse på sagens
gang.
I denne sag skete der ikke en
sådan konkret og individuel vurdering af (B's) interesser i forbindelse med
Direktoratet for Udlændinges behandling af sagen, fordi direktoratet som
nævnt
lagde en - efter min opfattelse - forkert retsopfattelse af
partshøringsreglerne til grund. Dette er kritisabelt.
Jeg har gjort
Indenrigsministeriet bekendt med min opfattelse.
Den nævnte afvejning af om
forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 3, finder anvendelse, sker på baggrund
af
et skøn. Som bekendt kan jeg ikke kritisere en afgørelse der hviler på et
skøn,
medmindre der er ganske særlige omstændigheder. Efter en gennemgang af sagen
har jeg ikke fundet sådanne særlige omstændigheder, og jeg kan derfor ikke
kritisere at Indenrigsministeriet ved sin afgørelse af 22. september 1994
fandt
at der var hjemmel til at undlade partshøring.
B.
De har yderligere gjort gældende at Direktoratet for Udlændinge
burde have udsat afgørelsen fordi De - som repræsentant for parten - bad om
aktindsigt
og adgang til at
fremkomme med en udtalelse.
Forvaltningslovens §§ 9, stk.
1, 11, stk. 1, og 21, stk. 1, har følgende indhold:
"
§ 9.
Den, der er part i en sag, hvori der er eller vil blive
truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, kan forlange at blive gjort
bekendt
med sagens dokumenter. ...
...
§ 11.
Fremsætter en part under sagens behandling begæring om
aktindsigt, og denne begæring efter loven skal imødekommes, udsættes sagens
afgørelse, indtil der er givet parten adgang til at gøre sig bekendt med
dokumenterne.
...
§ 21.
Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens
behandling forlange, at sagens afgørelse udsættes, indtil parten har afgivet
en
udtalelse til sagen. ...
..."
Partens adgang til aktindsigt
i medfør af forvaltningslovens § 9 gælder såvel inden der træffes afgørelse i
sagen, som efter afgørelsen er truffet. Det er den myndighed som sagen
verserer
for - eller har verseret for - der afgør om der skal gives parten aktindsigt.
Fremsættes begæringen om
aktindsigt inden der er truffet afgørelse, skal sagen udsættes i medfør af
forvaltningslovens § 11.
Reglen i forvaltningslovens §
21 om partens ret til at fremkomme med en udtalelse er selvsagt kun aktuel
indtil der er truffet afgørelse i sagen.
Det er den myndighed hvor
sagen verserer, der træffer afgørelse om sagen skal udsættes i medfør af § 11
eller § 21.
Deres anmodning om aktindsigt
og adgang til at komme med en udtalelse blev først modtaget af Direktoratet
for
Udlændinge den 24. august 1993 med en telefax fra Rigspolitichefen, efter at
direktoratet havde truffet sin afgørelse om at (B) skulle udvises, og efter
at
afgørelsen var blevet forkyndt for ham. (B) havde ved forkyndelsen klaget
over
afgørelsen, og sagen verserede derfor på dette tidspunkt for
Indenrigsministeriet.
Deres anmodning om aktindsigt blev således fremsat efterfølgende, og
Direktoratet for Udlændinge kunne derfor ikke udsætte sin afgørelse.
Idet De fik kopi af sagens
akter via telefax fra direktoratet den 25. august 1993, giver direktoratets
behandling af Deres anmodning om aktindsigt mv. mig ikke anledning til
kritik.
Indenrigsministeriets
partshøring giver mig heller ikke anledning til kritik. Jeg har i den
forbindelse lagt vægt på at De under sagen flere gange har haft adgang til at
kommentere sagens faktiske oplysninger mv. inden ministeriet traf sin
afgørelse.
Sammenfattende finder jeg
således at der har været nogle fejl ved sagens behandling i forbindelse med
Indenrigsministeriets afgørelse om klagens opsættende virkning og
direktoratets opfattelse af partshøringspligten. Jeg mener dog ikke at disse
fejl er så væsentlige at afgørelsen bør tages op igen. Denne opfattelse
bygger
jeg dels på at det var overvejende sandsynligt at Indenrigsministeriet ville
stadfæste Direktoratet for Udlændinges afslag på at give klagen opsættende
virkning, når man ser på den faste praksis ministeriet har i sådanne sager,
og
dels på at Indenrigsministeriet efterfølgende har præciseret at partshøring
kunne være undladt efter forvaltningslovens undtagelsesbestemmelser.
..."
Lignende dokumenter
- Udvisning på grund af ulovligt ophold Retsinformation · 23. juni 2003
- Straf – momssvig – kildeskat – emballageafgift – ølafgift – vinafgift – skattesvig – indrejseforbud for bestandig SKM-databasen · 2. oktober 2020
- Afgørelse i sag om bygningernes anvendelse på [virksomhed1] i Allerød Komune Klagenævn (Nævnenes Hus) · 14. marts 2014
- Hjemsendelse af udlænding efter bistandslovens § 4. Inddragelse af kriterier. Retsvildfarelse. Begrundelse. Afgørelsens meddelelse. Genoptagelse. Opsættende virkning Retsinformation · 18. september 2001
- Genoptagelse. Officialprincippet Retsinformation · 18. september 2001
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat P. Pikamäe fremsat den 10. februar 2021. — BZ mod Westerwaldkreis. EU-domme · 10. februar 2021