Spring til indhold

Retsinformation

Hjemsendelse af udlænding efter bistandslovens § 4. Inddragelse af kriterier. Retsvildfarelse. Begrundelse. Afgørelsens meddelelse. Genoptagelse. Opsættende virkning

FOU nr 1999.350UdtalelserFolketinget18. september 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Hjemsendelse af udlænding efter bistandslovens § 4.

Inddragelse af kriterier. Retsvildfarelse. Begrundelse. Afgørelsens

meddelelse.

Genoptagelse. Opsættende virkning

Af sagen fremgik at A - der

var statsborger i X-land - traf sin tidligere ægtefælle, den danske

statsborger

C, i 1989. Han samlevede med hende i udlandet til august måned 1992 hvor C og

parrets fælles barn, B, der var født den 18. maj 1991, tog ophold alene i

Danmark.

I perioden 1992 til 1995

indrejste A til Danmark så ofte det kunne lade sig gøre i perioder af tre

måneder.

Den 1. september 1995 indgik han og C ægteskab i Danmark. Udlændingestyrelsen

meddelte den 7. november 1995 den pågældende opholds- og arbejdstilladelse på

grundlag af ægteskabet.

Den 28. juni 1996 blev der af

Århus Statsamt udfærdiget bevilling til separation mellem C og A. I

forbindelse

hermed blev det aftalt som vilkår for separationen at ægtefællerne fortsat

skulle have fælles forældremyndighed over B.

Udlændingestyrelsen afslog

den 14. februar 1997 at forlænge A’s opholds- og arbejdstilladelse under

henvisning

til separationsbevillingen og samlivsophøret. Udlændingestyrelsen fandt ved

afgørelsen ikke at den omstændighed at A og C havde fælles forældremyndighed

over B kunne føre til at opholdstilladelsen burde forlænges.

Styrelsen lagde ved

afgørelsen vægt på at B boede hos sin mor, og at A - som statsborger i X-land

- kunne indrejse og opholde sig her i landet i indtil tre måneder fra

Læs alt

indrejsen

og herunder ville kunne udøve samvær med sit barn. Styrelsen lagde herudover

vægt på at han i perioden fra august 1992 til indrejsen i Danmark i juni 1995

løbende havde udøvet samvær med sønnen i Danmark, mens han havde haft bopæl i

X-land.

Den 5. marts 1997 klagede

Århus Retshjælp over Udlændingestyrelsens afgørelse til Indenrigsministeriet.

Retshjælpen henviste i den forbindelse navnlig til artikel 8 i den europæiske

menneskerettighedskonvention og anførte at artikel 8 tilsikrede A og dennes

søn ret til et familieliv med hinanden, hvilket efter retshjælpens opfattelse

forudsatte at de boede inden for en rimelig geografisk afstand af hinanden.

I afgørelse af 26. juni 1997

meddelte Indenrigsministeriet bl.a. følgende:

“Det fremgår af sagen, at

Deres klient og (C) indgik ægteskab den 1. september 1995.

Det fremgår endvidere af

sagen, at Deres klient og (C) blev separeret den 28. juni 1996. Deres klient

og (C) fik i den anledning fælles forældremyndighed over barnet, (B).

I den anledning skal

Indenrigsministeriet meddele, at man efter en gennemgang af sagen finder, at

Deres klients opholdstilladelse bør forlænges, jf. udlændingelovens § 9, stk.

1, nr. 2, jf. § 19, stk. 5, jf. § 26, stk. 1, nr. 2.

Udlændingestyrelsen er

herfra underrettet om afgørelsen.”

Den 24. september 1997

indberettede Århus Kommune A til Socialministeriet efter bistandslovens § 4.

Af indberetningen fremgik bl.a. at pågældende havde været udrejst fra den 4.

april til den 1. maj 1997, at han havde modtaget bistandshjælp i anledning af

det nu foreliggende trangstilfælde siden den 13. november 1995, og at det

måtte

antages at hjælpen ville vedvare i en længere periode hvis han ikke selv

fandt

et arbejde. Endvidere var det anført at den pågældende “har samkvemsret,

og

udøver den med søn på 6 år”, samt at han var meget knyttet til sin søn.

På foranledning af en

forespørgsel fra Socialministeriet kommenterede A indberetningen i brev af

19.

oktober 1997. Han anførte bl.a. at grunden til at han var bosiddende i

Danmark

primært var at kunne være sammen med sin søn, og at han tilbragte stort set

hver dag sammen med sønnen.

Socialministeriet bad den 23.

oktober 1997 om Århus Kommunes kommentarer til brevet fra A. Den 6. november

1997 orienterede kommunen ministeriet om at den pågældende var rejst til

X-land

da hans mor var syg. Socialministeriet meddelte herefter i brev af 18.

november

1997 til Århus Kommune at indberetningen var bortfaldet idet A var rejst

til X-land, og at udbetalingen af kontanthjælp derfor var stoppet.

Den 10. december 1997

indberettede Århus Kommune på ny A til Socialministeriet efter bistandslovens

§ 4 idet kommunens udbetaling af kontanthjælp til ham var genoptaget efter at

han var vendt tilbage til Danmark. Af indberetningen fremgik at den

pågældende

havde været udrejst fra den 4. april til den 1. maj 1997 og igen fra den 22.

oktober til den 3. december 1997, at han havde modtaget hjælp i henhold til

bistandsloven

siden den 13. november 1995, og at hjælpen måtte antages at vedvare indtil

han

var aktiveret via Beskæftigelsesforvaltningen, eller indtil han selv fandt

arbejde. Det var endvidere anført at han “har samkvemsret og udøver den

med søn

på 6 ½ år”, og at han var og altid havde været meget knyttet og aktiv i

forhold

til sin søn.

Ved brev af 15. januar 1998

stilet til Århus Kommune traf Socialministeriet afgørelse om at A skulle

hjemsendes efter bistandslovens § 4. I brevet var bl.a. anført følgende:

“

Oplysninger til sagen:

Det fremgår af

indberetningerne, at (A) kom til Danmark den 2. november 1995, og at han har

modtaget kontanthjælp siden den 13. november 1995. Han har ikke formået at

skaffe sig arbejde siden indrejsen, og kommunen skønner, at hjælpen vil være

af

længere varighed. Han er i juni 1996 blevet separeret fra en dansk

statsborger,

som han har en søn på 6½ år med. Han har ellers ingen familiemæssig

tilknytning

til Danmark.

Det fremgår endvidere af

indberetningen af 10. december 1997, at pågældende har været udrejst af

Danmark

i 2 perioder fra den 4. april til den 1. maj og 22. oktober til 3. december

1997, på grund af først faderens og senere moderens dødsfald.

Socialministeriet har i et

brev af 14. oktober 1997 bedt pågældende om bemærkninger til indberetningen

fra

Århus Kommune. Socialministeriet har den 19. oktober 1997 modtaget svar

herpå.

Han oplyser, at han inden han kom til Danmark altid har haft gode job, og at

han har henvendt sig i Århus Kommune og ladet kommunen vide, at han var

villig

til at sætte nogle projekter i gang. Han ønsker at frigøre sig af

bistandssystemet, men dette er ikke muligt, da kommunen ikke vil låne ham

penge

til at starte et projekt. Han ønsker at være sælger for et dansk firma, som

handler med Latinamerika, og han søgte derfor optagelse på et

efteruddannelseskursus i markedsøkonomi på et universitet i (X-land). Han

blev

optaget, men Århus Kommune godkendte ikke hans plan. Han har sendt mange

ansøgninger til danske firmaer, men resultatet var negativt. Han er også

involveret i humanitært arbejde, som bl.a. består i at sende tøj og forældet

hospitalsudstyr fra Århus til (X-land). Han oplyser endvidere, at han i

januar

1998 påbegynder et computerkursus, som er iværksat af Århus Kommune.

Reglerne:

Socialministeriet skal

oplyse, at det fremgår af bistandslovens § 2, at ret til bistand i form at

vedvarende hjælp til forsørgelse er betinget af dansk indfødsret.

Efter bistandslovens § 3 kan

der ved aftale med andre stater eller internationale organisationer gives

personer, der ikke har dansk indfødsret, ret til vedvarende hjælp til

forsørgelse under ophold her i landet.

Vedvarende hjælp til

forsørgelse forstås som bistand i form af kontanthjælp eller

institutionsophold, der varer eller må antages at ville vare mere end 1 år.

Det følger endvidere af

bistandslovens § 4, at hvis der bliver behov for vedvarende hjælp til

forsørgelse af en person, der ikke har dansk indfødsret eller ret til hjælp

efter § 3, afgør Socialministeriet, om pågældende skal hjemsendes.

Der kan dog ikke træffes

beslutning om hjemsendelse af udlændinge, der med henblik på varigt ophold

har

boet her i landet mere end de sidste 3 år.

Afgørelse:

Socialministeriet finder, at

(A) ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at han kan modtage vedvarende

hjælp til forsørgelse her i landet. Socialministeriet har derfor truffet

beslutning om, at han skal hjemsendes, og at det godkendes, at der kan ydes

hjælp til hjemrejse.

Socialministeriets afgørelse

indebærer, at (A)’s ret til at opholde sig i Danmark er bortfaldet, jf.

udlændingelovens

§ 18, og at han derfor har pligt til at udrejse af landet, jf. § 30, stk.

1.”

Samme dag sendte Socialministeriet

kopi af afgørelsen til A og Udlændingestyrelsen. I brevet til A skrev

ministeriet følgende:

“Der vedlægges en kopi af det

brev, som Socialministeriet i dag har sendt til Århus Kommune som svar på

kommunens indberetninger af 24. september og 10. december 1997.

Socialministeriet har i dette

brev truffet afgørelse om, at De ikke har en sådan tilknytning til Danmark,

at

De kan modtage vedvarende hjælp til forsørgelse her i landet, og at der

derfor

kan ydes Dem hjælp til hjemrejse.

Deres ansøgninger m.m.

returneres.”

Århus Retshjælp bad i brev af

19. januar 1998 Socialministeriet om at genoptage sagen. Retshjælpen anførte

bl.a. følgende:

“Retshjælpen har gennemgået

grundlaget for Deres afgørelse og har bemærket, at man formentlig ikke har

gjort sig nogen overvejelser, der relaterer sig til EMRK’s art. 8.

Rådsøgendes forhold til sønnen er kun sporadisk nævnt i det indledende

afsnit.

Retshjælpen finder på dette grundlag, at Socialministeriet er pligtig til at

genoptage sagen, idet EMRK er implementeret i dansk ret, hvorfor man i det

mindste må inddrage EMRK’s art. 8 i sine overvejelser før der træffes

afgørelse.

I det konkrete tilfælde er

retshjælpen iøvrigt af den opfattelse, at en inddragelse af EMRK’s art.

8 vil

ændre Socialministeriets afgørelse. Retshjælpen skal særligt påpege, at

rådsøgendes opholdsgrundlag netop hviler på ovennævnte artikel, hvorfor i

hvertfald Indenrigsministeriet har vurderet, at rådsøgendes samvær med sønnen

var tilstrækkeligt til at give rådsøgende opholdstilladelse.

Da samværet imellem

rådsøgende og sønnen ikke har ændret sig, mener retshjælpen at det vil være

rimeligt at anlægge samme vurdering af EMRK’s art. 8’s rækkevidde

som

Indenrigsministeriet har foretaget.

Retshjælpen vedlægger til

belysning af sagen retshjælpen’s brev af 05.03.97 samt

Indenrigsministeriets

afgørelse af 26.06.97.”

Som det fremgår af mit citat

ovenfor af Indenrigsministeriets afgørelse af 26. juni 1997, var det

udtrykkeligt anført i afgørelsen at A havde del i forældremyndigheden over

sin

søn.

I Århus Kommunes journalark

er der den 23. januar 1998 bl.a. anført

følgende:

“s.d. Opringn. til

Socialministeriet, (E) som oplyser, at hun har fået brev fra Århus Retshjælp

vedr. afgørelsen, men endnu ikke har læst brevet. (E) oplyser endvidere, at

hun skal have kontaktet Udlændingestyrelsen, idet der bl.a. er tvivl om der

er

tale om fælles forældremyndighed og nævner også, at opholdstilladelse tidl.

skulle have været inddraget ? Der kan evt. blive ændringer i sagen, (E) vil

da

kontakte ut.”

Ved brev af 2. februar 1998

rykkede Århus Retshjælp Socialministeriet for svar på sin

genoptagelsesanmodning. Den 4. februar 1998 fremsendte retshjælpen en

redegørelse fra C vedrørende omfanget af A’s samvær med sønnen. I

redegørelsen

var bl.a. anført følgende:

“(B)

er

meget sammen med sin far. Det kører stadig ikke på faste dage og

klokkeslet, men på hvornår han har lyst til at være sammen med sin far.

...

Der er nogle uger hvor de

måske kun er sammen to gange, og andre uger er de så måske sammen 4-5 dage

ved

at han er hos sin far 2 dage hvor han sover der, og derefter hos mig, men

hvor

hans far så kommer på besøg hos os, leger med han, tager ham med i

svømmehallen

o.s.v. eller bare passer ham hjemme hos os, fordi jeg måske skal noget. Og

når

vi når til Lørdag eller Søndag kører vi måske en tur alle 3 og er sammen hele

dagen indtil (B) kommer i seng.”

Af Århus Retshjælps brev af

17. februar 1998 til Socialministeriet fremgik at retshjælpen den 9. februar

1998 havde rettet telefonisk henvendelse til ministeriet der havde oplyst at

man ikke ville genoptage sagen eller begrunde afgørelsen yderligere.

Socialministeriet havde oplyst at man ville bekræfte dette ved brev.

Retshjælpen havde den 17. februar 1998 endnu ikke modtaget et skriftligt

afslag på genoptagelse, hvorfor retshjælpen meddelte ministeriet at man ville

indbringe sagen for mig. Retshjælpen anmodede i den forbindelse

Socialministeriet om at tillægge klagen hertil opsættende virkning.

I journalark fra Århus

Kommune er der den 20. februar 1998 bl.a. anført følgende:

“D.d. opringning fra

Socialministeriet v. (E), ... (E) anmoder om dokumentation for, at pgl. har

fælles forældremyndighed vedr. barn født 18.5.1991. Det oplyses samtidig, at

sagen er på vej til ombudsmanden. Der forefindes ikke i herværende sag

dokumentation. (E) anmoder om at oplysninger indhentes fra Amtet.”

Den 26. februar 1998 klagede

Århus Retshjælp til mig over Socialministeriets afgørelse af 15. januar

1998.

Retshjælpen anførte i den

forbindelse navnlig at Socialministeriets afgørelse var truffet på et

mangelfuldt grundlag, idet A ikke havde samværsret med sin søn som oplyst af

Århus Kommune, men derimod havde del i fælles forældremyndighed.

Retshjælpen anførte endvidere

at Socialministeriet ikke havde inddraget artikel 8 i den europæiske

menneskerettighedskonvention.

Retshjælpen henviste herved bl.a. til at der i forarbejderne til

udlændingeloven fra 1983 (betænkning nr. 968 af 1982 om

udlændingelovgivningen)

var anført at sociallovgivningens regler om hjemsendelse i det hele skulle

afstemmes med de regler i udlændingeloven der begrænser adgangen til

udvisning. På den baggrund fandt retshjælpen at Socialministeriet måtte

begrunde

hvorfor ministeriets fortolkning af artikel 8 faldt anderledes ud end

Indenrigsministeriets.

Retshjælpen anførte i klagen

hertil yderligere at man ikke havde fået skriftlig meddelelse fra

Socialministeriet

om at ministeriet ikke ville genoptage sagen.

Retshjælpen bad mig herudover

om at tage stilling til den måde hvorpå hjemsendelsesbeslutningen blev

meddelt

A idet afgørelsen var stilet til socialforvaltningen i Århus Kommune og alene

meddelt den pågældende indirekte ved kopi.

Den 16. marts 1998 anmodede

jeg Socialministeriet om en udtalelse i anledning af klagen.

Af ministeriets udtalelse af

6. april 1998 fremgik bl.a.:

“En udlænding, der opfylder

en af følgende betingelser, hjemsendes efter Socialministeriets praksis ikke:

...

b) udlændingen har

forældremyndigheden over et herboende dansk barn,

...

Socialministeriet træffer herefter

ud fra en konkret vurdering afgørelse om, hvorvidt udlændingen bør hjemsendes

eller bør ligestilles med danske statsborgere. Ved denne vurdering lægges der

vægt på varigheden af opholdet i Danmark, på helbredsmæssige forhold, på

graden

af tilknytning til Danmark i forhold til tilknytningen til hjemlandet og

udlændingens personlige forhold i øvrigt. Eksempelvis vil det tale mod

hjemsendelse,

- hvis udlændingen har en

meget betydelig del af sin familie boende her i landet. En samlever eller en

tidligere ægtefælle samt børn, som udlændingen ikke har forældremyndigheden

over, vil ikke i sig selv være udslaggivende,

...

Det taler for hjemsendelse af

forsørgelsesmæssige grunde, at pågældende (X)’ske statsborger ikke har

formået

at forsørge sig selv i en periode på henved 2½ år. Den pågældende har givet

udtryk for den opfattelse, at kommunen havde ansvaret herfor og har ment, at

den skulle stille ham i spidsen for projekter af forskellig art eller skabe

grundlag for, at han skulle kunne bestride et arbejde som sælger. I

hjemlandet,

hvor mulighederne for offentlig forsørgelse er anderledes, end de er her i

landet, har den pågældende altid haft gode job. Her i landet har den

pågældende

i stedet anvendt sin arbejdsevne til at involvere sig i humanitært arbejde,

som

blandt andet har bestået i at sende en container med tøj og forældet

hospitalsudstyr fra Århus Amt til (X-land).

Det er ministeriets

opfattelse, at den pågældende trods viden om indberetningerne og disses

eventuelle konsekvenser kun har udvist vilje til at søge ansættelse inden for

et snævert ansættelsesfelt, hvilket har indskrænket sandsynligheden for, at

han

også fremover har mulighed for at forsørge sig selv, hvilket også taler for

hjemsendelse. Socialministeriet er derfor ikke enig i klagers kritik af ikke

at

have informeret klager om, at han ved at ophøre med at modtage kontanthjælp

kunne afværge et bortfald af opholdstilladelse. Tvært imod synes den

pågældende

at have været utilbøjelig til reelt at søge andre forsørgelsesmuligheder,

hvilket tidsmæssigt har givet ham større muligheder for at være sammen med

sin

søn, end hvis han havde haft normal beskæftigelse.

Klager imødegår ikke, at han

ikke har formået at forsørge sig selv, men anfører som nævnt, at den fælles

forældremyndighed over - og samværet med - sønnen bør medføre, at den

pågældende har ret til vedvarende forsørgelse her i landet. Klager henviser

herved til Indenrigsministeriets afgørelse af 26. juni 1997 og EMRK artikel

8.

Socialministeriet skal herved

anføre, at Indenrigsministeriets afgørelse af 26. juni 1997 udelukkende angår

den pågældendes forbliven i landet og ikke tager hensyn til den omstændighed,

at den pågældende udenlandske statsborger ikke er i stand til at forsørge sig

selv. Socialministeriets afgørelse om hjemsendelse af forsørgelsesmæssige

grunde er i henhold til bistandsloven baseret på dette aspekt, som derfor må

tillægges væsentlig betydning for afgørelsen, da bistandsloven klart

udelukker

udenlandske statsborgere fra at modtage vedvarende hjælp til forsørgelse.

Indenrigsministeriets

afgørelse afskærer derfor ikke Socialministeriet fra - ud fra det

lovgrundlag,

Socialministeriet træffer afgørelse ud fra - at fremkomme med en anden

afgørelse end Indenrigsministeriet.

Socialministeriet er herved

opmærksom på, at den pågældende har fælles forældremyndighed over sit barn,

uagtet at Århus Kommune fejlagtigt har angivet, at den pågældende udlænding

havde samkvemsret med den herboende søn. Barnet er efter Socialministeriets

oplysninger dansk statsborger.

Som nævnt hjemsender

Socialministeriet efter praksis ikke personer, der har forældremyndighed over

et herboende dansk barn, idet det kan være uhensigtsmæssigt at henvise et

barn,

som er dansk statsborger, til at bo sammen med en udenlandsk

forældremyndighedsindehaver i udlandet.

Hvad angår en fælles

forældremyndighed, hvor den ene af forældrene forbliver her i landet, går

hensynet imidlertid alene på, om det vil være muligt for den anden forælder

at

udøve forældremyndigheden fra udlandet. Efter (udlændingemyndighedernes)

praksis

indgår udøvelse af forældremyndighed og samværsret som ét blandt de hensyn,

der

i øvrigt bør tages i betragtning.

Varigheden af pågældendes

ophold her i landet indgår også som et hensyn. Imidlertid tæller det, hvad

angår fortsat ophold ved afgørelse efter bistandslovens § 4, i negativ

retning, hvis man har haft ophold af længere varighed her i landet og

modtaget

kontanthjælp i hele perioden, mens det i udlændingelovens forstand tæller i

positiv retning, hvis man har haft længere ophold her i landet.

...

Socialministeriet lægger i

sin afgørelse vægt på, at sagen ikke indeholder flygtningeretlige aspekter,

at

den pågældende, inden han kom til Danmark, altid havde haft gode job, at han

i

perioden 1992-1995, hvor han havde bopæl i hjemlandet, udøvede samkvem med

sønnen, samt at han som (X)’sk statsborger fortsat vil kunne indrejse og

opholde sig her i landet indtil 3 måneder fra indrejsen.

Den pågældende vil kunne søge

og opnå opholdstilladelse fra hjemlandet, hvis han finder beskæftigelse i

Danmark, og vil på den måde ved fortsat beskæftigelse kunne sikre sig varigt

ophold.

Det betydelige samvær med

sønnen synes muliggjort af, at det offentlige har sørget for forsørgelsen, og

taler af den grund ikke til fordel for forbliven her i landet. Derfor finder

Socialministeriet

ikke, at han i kraft af den fælles forældremyndighed over sønnen efter

lovgivningen er sikret varig forsørgelse her i landet, ligesom det formentlig

næppe kan anses som værende af gavn for barnet, at pågældende opholder sig

her

i landet uden evne til at forsørge sig selv, på trods af at han har sin fulde

arbejdsevne i behold.

Klager finder det

beklageligt, at ministeriet ikke har taget stilling til EMRK i

hjemsendelsesskrivelsen. Man skal herved gøre oplyse, at EMRK er indarbejdet

i

den danske lovgivning og myndighedernes praksis i det omfang, denne ikke

forud

for Danmarks underskrivelse af denne konvention var i overensstemmelse

hermed.

Den danske lovgivning og myndighedernes praksis hviler på de principper, der

er

nedfældet i konventionen.

...”

I brev af 11. maj 1998

kommenterede Århus Retshjælp ministeriets udtalelse. Retshjælpen anmodede

Socialministeriet om at redegøre for hvorfor ministeriet i denne sag fandt

grundlag for at fravige egen praksis. Retshjælpen fandt endvidere at det

stred

imod almindelige forvaltningsretlige regler at Socialministeriet ikke havde

taget selvstændig stilling til artikel 8 i den europæiske

menneskerettighedskonvention,

når den - henset til Indenrigsministeriets afgørelse - syntes åbenbar

relevant.

Videre oplyste retshjælpen bl.a. at der ikke efter udlændingelovens § 9, stk.

4, blev stillet krav om at pågældendes ægtefælle skulle være i stand til at

forsørge ham da han fik opholdstilladelse i 1995, og at det ved lovændringen

var forudsat at der ikke skulle ske hjemsendelse af forsørgelsesmæssige

grunde

i situationer hvor der i forbindelse med opholdstilladelsen ikke var stillet

forsørgelseskrav.

Århus Retshjælp bad desuden

om at ministeriet tog stilling til retshjælpens tidligere fremsatte anmodning

om at klagen til mig blev tillagt opsættende virkning. Endelig fandt

retshjælpen

at Socialministeriets

argumentation vedrørende den pågældendes manglende arbejdstilknytning var

upassende.

Den 14. maj 1998 sendte jeg

Århus Retshjælps brev til Socialministeriet som en anmodning fra retshjælpen

om

at ministeriet tog stilling til - og meddelte retshjælpen - om klagen hertil

kunne tillægges opsættende virkning. Jeg bad i øvrigt om ministeriets

eventuelle

bemærkninger til retshjælpens brev af 11. maj 1998.

I brev af 15. juni 1998 til

Århus Retshjælp meddelte Socialministeriet bl.a. følgende:

“For så vidt angår retten til

ophold her i landet, henvises til udlændingemyndighederne. Når

Socialministeriet har truffet beslutning om hjemsendelse, behandles sagen

efter udlændingelovens § 18, stk. 1. Det bemærkes, at

udlændingemyndighedernes

eventuelle beslutning om suspensiv virkning ikke har noget betydning for 3

års

fristen. Der kan altså ikke ved en eventuel beslutning om suspensiv virkning

opnås

en forhalingseffekt, således at 3 års fristen for hjemsendelse kan blive

overskredet.

For så vidt angår

kontanthjælp, har en klage til Folketingets Ombudsmand ikke opsættende

virkning. Dette ville stride mod hensynet til håndhævelsen af

lovbestemmelsen.

Det er den omstændighed, at der vedvarende

er

udbetalt kontanthjælp, der dels medfører, at der træffes beslutning om

hjemsendelse, dels medfører, at der ikke længere kan udbetales kontanthjælp.

...”

Jeg modtog den 17. juni 1998

en supplerende udtalelse fra ministeriet sammen med kopi af ministeriets

brev af 15. juni 1998 til Århus Retshjælp vedrørende spørgsmålet om

opsættende

virkning. Af ministeriets udtalelse fremgik bl.a. følgende:

“Klager er af den opfattelse,

at Socialministeriet i denne sag har fraveget sædvanlig praksis, og anmoder

om

en redegørelse for, hvorfor man netop i denne sag har fundet grundlag for at

fravige praksis. Socialministeriet skal oplyse, at man i denne sag har fulgt

sædvanlig praksis.

Klager finder endvidere, at

Socialministeriets afgørelse er ugyldig, fordi den er truffet på grundlag af

en

lov, der er ældre end lov nr. 285 af 29. april 1992 om Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention (inkorporationsloven), hvorfor afgørelsen lider

af

en retlig mangel. Som ministeriet tidligere har peget på, medførte

lovfæstelsen

af inkorporeringen i 1992 af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

ikke,

at dansk ret - og dermed heller ikke Socialministeriets lovområde - måtte

gennemgå en gennemgribende revision, idet love og praksis i forvejen var i

overensstemmelse med det værdigrundlag, som Menneskerettighedskonventionen

byggede på. At en konkret afgørelse i henhold til bistandsloven ikke

udtrykkeligt er begrundet med henvisning til det overordnede retsgrundlag -

eksempelvis Grundloven eller diverse internationale konventioner - anfægter

ikke afgørelsens gyldighed.

Socialministeriet bestrider

ikke, at lovgiver kan have forudsat ’retlig parallelitet’ hvad

angår

forudsætningerne for en hjemsendelsesbeslutning efter bistandsloven og en

udvisning efter udlændingeloven, således at varigheden af opholdet er af

betydning. Efter udlændingeloven indgår den omstændighed, at en person har

været forsørget af kontanthjælp i den periode, pågældende har opholdt sig her

i

landet, imidlertid ikke i de kriterier, der skal indgå som forudsætning for

afgørelsen. En afgørelse efter bistandsloven har den omstændighed, at en

person har været forsørget af kontanthjælp i den periode, pågældende har

opholdt sig her i landet, som det helt afgørende kriterium.

...

Det foreligger imidlertid

oplyst, at der i marts 1996 blev udfærdiget § 43-skema samt at der i 1996 var

hyppige afbrydelser af kontanthjælpen. I 1997 blev der i januar måned

udbetalt hjælp efter bistandslovens § 43, stk. 6, hvorfor pågældende har

været

i et forrevalideringsforløb, der ikke resulterede i egentlig revalidering.

Pågældende har ikke været i et egentligt aktiveringsforløb. Også i 1997 har

der

været afbrydelser i hjælpen. Det er Socialministeriets opfattelse, at

kommunen

har udfoldet endog særdeles store bestræbelser med henblik på, at modtageren

igen blev bragt i stand til at klare sig selv, dels på kommunens eget

initiativ, dels på baggrund af pågældendes mange forslag hertil.

Der har derfor efter

Socialministeriets opfattelse været grundlag for at tillægge den manglende

erhvervstilknytning vægt i afgørelsen om hjemsendelse.

Klager nævner, at man fra

Udlændingestyrelsens side ikke stillede krav om, at klagers ægtefælle var i

stand til at forsørge klager i 1995. Socialministeriet skal pege på, at

pågældende opnåede opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af ægteskab med

en

dansk statsborger, hvorfor Udlændingestyrelsen ikke stiller forsørgelseskrav

i

form af en garantierklæring. Ægtefæller har i forvejen efter

retsvirkningsloven

gensidig forsørgelsespligt.”

Århus Retshjælp meddelte i

brev af 2. juli 1998 med bilag sine bemærkninger til Socialministeriets

supplerende udtalelse af 15. juni 1998, herunder til ministeriets brev af

samme

dato til retshjælpen. Retshjælpen anførte bl.a.:

“Vedrørende den manglende

inddragelse af EMRK’s artikel 8, skal retshjælpen med henvisning til de

almindelige forvaltningsretlige principper om begrundelsens indhold betone,

at

når sagen helt åbenbart implicerer et EMRK artikel 8 problem, som har været

inddraget

i Indenrigsministeriets sag, må der naturligvis også tages stilling hertil i

§

4-sagen. Retshjælpen fastholder således, at der er tale om såvel en

processuel

som en retlig mangel, der må føre til at afgørelsen er ugyldig.

Vedrørende den påberåbte

parallellitet i overvejelserne om hjemsendelsessituationer, jfr. BL’s §

4 og

inddragelsessituationer jfr. udl’s § 26, skal retshjælpen præcisere, at

parallelliteten ikke gælder i egentlige udvisningssituationer. Retshjælpen er

uforstående overfor Socialministeriets bemærkninger herom (udtalelsens

afsnit 4), dog skal vi bemærke, at det er nærliggende at tolke det anførte

vedrørende rådsøgendes kontanthjælpsmodtagelse på side 2 linie 4-7, som

udtryk

for at man har fundet kontanthjælpsmodtagelsen som det helt afgørende

kriterie. Det underbygger således efter retshjælpens opfattelse, at

Socialministeriet ikke har tillagt andre kriterier den betydning som både

udl’s

§ 26 og EMRK’s artikel 8 tilsiger, også i sager efter BIL’s § 4.

Vedrørende Socialministeriets

bemærkninger om forsørgelseskrav side 3 afsnit 2, skal retshjælpen bemærke,

at

disse lider af en retsvildfarelse, idet man tilsyneladende forveksler

forsørgelseskrav i form af godtgjort forsørgelsesevne (jfr. udl's § 9 stk. 4,

2.pkt.) med garantierklæringer (jfr. samme bestemmelses 1.pkt) og vel også

den

offentlige forsørgelsespligt med den privatretlige.

...

... retshjælpens

anmodning om

en stillingtagen til spørgsmålet om opsættende virkning er fremsat den

17.02.98, jfr. vedlagte kopi af retshjælpens brev til Socialministeriet.

Iøvrigt synes ministeriets brev af 15.06.98

ikke

at tage stilling til spørgsmålet.

Socialministeriet er

tilsyneladende af den opfattelse, at Udlændingestyrelsen har en selvstændig

adgang til at beslutte suspensiv virkning efter udlændingelovens § 18.

Retshjælpen skal hertil bemærke, at det eneste Udlændingestyrelsen kan

foretage

sig efter en hjemsendelsesbeslutning i henhold til BL’s § 4 er at påse,

at

denne beslutning er retskraftig og i så fald om fornødent at fastsætte en

udrejsefrist og håndhæve denne gennem tvangsudsendelse, straf og

indrejseforbud.

Spørgsmålet om suspensiv virkning af klagen til Ombudsmanden, skal

naturligvis

afgøres af Socialministeriet, som den instans, der har truffet den indbragte

afgørelse.

Vedrørende Socialministeriets

bemærkninger om hvorvidt en klage til Ombudsmanden har opsættende virkning

for

så vidt angår kontanthjælp, synes ministeriet at sammenblande § 4-sagerne med

de tilfælde hvor kontanthjælp standses i henhold til selve

tildelingsbestemmelsen

i § 37, hvilket jo må bero på, at tildelingsbetingelserne ikke længere er

opfyldt. Det er retshjælpens opfattelse, at man ikke uden videre kan foretage

en sådan sammenligning, da en person jo sagtens kan opfylde betingelserne i §

37 samtidig med en § 4 beslutning (det vil nok være normalsituationen).

I nærværende sag er det

således alene § 4 beslutningen, der begrunder standsningen af hjælp og det er

netop denne beslutningsretlige holdbarhed, der er gjort indsigelse imod i

sagen. Såfremt rådsøgende herefter får medhold i klagen, vil han reelt have

været berettiget til hjælp også i den mellemliggende periode.

I relation hertil skal

retshjælpen bemærke, at det efter vores opfattelse er en helt almindelig

vurdering efter almindelige principper for suspensiv virkning, der må

foretages med den realitet for øje, at rådsøgende på den ene side kan dø af

sult og på den anden side ikke er genstand for tvangsudsendelse.”

I brev af 31. august 1998 bad

jeg om ministeriets bemærkninger til Århus Retshjælps brev af 2. juli 1998.

Jeg skrev følgende til ministeriet:

“... Jeg skal endvidere bede

ministeriet om en redegørelse vedrørende følgende forhold:

...

2)

Af Socialministeriets udtalelse af 15. juni 1998 fremgår bl.a.

at ministeriet ikke bestrider at lovgiver kan have forudsat 'retlig

parallellitet' hvad angår forudsætningerne for en hjemsendelsesbeslutning

efter bistandsloven og en udvisning efter udlændingeloven.

I forbindelse med en

gennemgang af praksis i hjemsendelsessager anfører ministeriet i sin

udtalelse

af 6. april 1998 bl.a. at en udlænding der har forældremyndigheden over et

herboende dansk barn, ikke hjemsendes. Socialministeriet anfører dernæst

bl.a.

følgende:

’Hvad angår en fælles

forældremyndighed, hvor den ene af forældrene forbliver her i landet, går

hensynet imidlertid alene på, om det vil være muligt for den anden forælder

at

udøve forældremyndigheden fra udlandet. Efter (udlændingemyndighedernes)

praksis indgår udøvelse af forældremyndighed og samværsret som ét blandt de

hensyn,

der i øvrigt bør tages i betragtning.

...’

Det står mig herefter ikke

helt klart hvilken betydning Socialministeriet tillægger

udlændingemyndighedernes praksis vedrørende fælles forældremyndighed og

samvær

(herunder artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention) i

ministeriets sager om hjemsendelse. Jeg skal derfor bede ministeriet

præcisere

dette.

Såfremt ministeriet tillægger

udlændingemyndighedernes praksis betydning, skal jeg bede om en redegørelse

for

denne praksis efter en forud indhentet udtalelse fra Indenrigsministeriet.

Jeg

beder i den forbindelse Socialministeriet om at oplyse hvordan ministeriet

holder sig orienteret om udlændingemyndighedernes praksis, herunder hvilken

betydning Socialministeriet har tillagt Indenrigsministeriets afgørelse af

26.

juni 1997.

3)

I brev hertil af 11. maj 1998 bemærkede retshjælpen bl.a. at

Udlændingestyrelsen ikke stillede krav om at (A)’s ægtefælle godtgjorde

at være i stand til at forsørge ham, jf. bestemmelsen i udlændingelovens § 9,

stk. 4, da han søgte om opholdstilladelse i 1995. Retshjælpen anførte i den

forbindelse at det ved lovændringen var forudsat at der ikke skulle ske

hjemsendelse

af forsørgelsesmæssige grunde i situationer, hvor der i forbindelse med

opholdstilladelsen ikke var stillet forsørgelseskrav.

Socialministeriet skrev i

udtalelse af 15. juni 1998 følgende:

’...

Klager nævner, at man fra

Udlændingestyrelsens side ikke stillede krav om, at klagers ægtefælle var i

stand til at forsørge klager i 1995. Socialministeriet skal pege på, at

pågældende opnåede opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af ægteskab med

en

dansk statsborger, hvorfor Udlændingestyrelsen ikke stiller forsørgelseskrav

i

form af en garantierklæring. Ægtefæller har i forvejen efter

retsvirkningsloven

gensidig forsørgelsespligt.

...’

I sine bemærkninger til

ministeriets udtalelse skrev Århus Retshjælp bl.a. således:

’Vedrørende

Socialministeriets bemærkninger om forsørgelseskrav side 3 afsnit 2, skal

retshjælpen bemærke, at disse lider af en retsvildfarelse, idet man

tilsyneladende forveksler forsørgelseskrav i form af godtgjort

forsørgelsesevne

(jfr. udl’s § 9 stk. 4, 2.pkt.) med garantierklæringer (jfr. samme

bestemmelses

1. pkt.) og vel også den offentlige forsørgelsespligt med den

privatretlige.’

...

Jeg skal bede ministeriet

forholde sig til det af retshjælpen anførte, herunder bede ministeriet oplyse

hvilken betydning udlændingemyndighedernes beslutning om ikke at stille

forsørgelseskrav i en konkret sag har for Socialministeriets behandling efter

bistandslovens § 4.

4)

Retshjælpen har bedt om en stillingtagen til den måde hvorpå (A)

fik meddelt hjemsendelsesbeslutningen, idet beslutningen var stilet til Århus

Kommune og den alene blev sendt i kopi til (A). Da Socialministeriet ikke ses

at have kommenteret dette forhold i sine tidligere udtalelser, skal jeg bede

om ministeriets bemærkninger hertil.

5)

Retshjælpen har i sin klage til mig anført at ministeriet den 9.

februar 1998 telefonisk afslog at genoptage eller begrunde afgørelsen

yderligere, og at ministeriet oplyste at man skriftligt ville bekræfte

afslaget på genoptagelse. Retshjælpen har imidlertid ikke modtaget et

skriftligt afslag. Jeg beder om Socialministeriets bemærkninger hertil.

6)

Århus Retshjælp har i sit brev af 2. juli 1998 bl.a. redegjort

for at man fortsat er af den opfattelse at spørgsmålet om klagen hertil kan

tillægges opsættende virkning, skal afgøres af Socialministeriet som den

myndighed der har truffet den indbragte afgørelse.

...

Jeg har herefter opfattet

retshjælpens brev af 2. juli 1998 ligeledes som en klage over

Socialministeriets brev af 15. juni 1998 vedrørende opsættende virkning.

Af Socialministeriets brev af

15. juni 1998 til retshjælpen fremgår følgende:

’...

For så vidt angår retten til

ophold her i landet, henvises til udlændingemyndighederne. Når

Socialministeriet har truffet beslutning om hjemsendelse, behandles sagen

efter udlændingelovens § 18, stk. 1. Der bemærkes, at

udlændingemyndighedernes

eventuelle beslutning om suspensiv virkning ikke har noget betydning for 3

års

fristen. Det kan altså ikke ved en eventuel beslutning om suspensiv virkning

opnås en forhalingseffekt, således at 3 års fristen for hjemsendelse kan

blive

overskredet.

...’

Jeg har nu forstået

Socialministeriets brev af 15. juni 1998 således at ministeriet har truffet

en

afgørelse hvorefter man ikke mener at have kompetence til at tage stilling

til

om klagen hertil over hjemsendelsesbeslutningen kan tillægges opsættende

virkning. I stedet henviser ministeriet til udlændingemyndighederne som

værende de kompetente myndigheder vedrørende dette spørgsmål.

I den anledning skal jeg bede

Socialministeriet redegøre for - eventuelt efter en forud indhentet udtalelse

fra Indenrigsministeriet - på hvilket grundlag ministeriet finder at

udlændingemyndighederne har kompetence til at tillægge en klage over

Socialministeriets afgørelse om hjemsendelse opsættende virkning.

...”

Ved brev af 10. september

1998 fremkom Århus Retshjælp med yderligere bemærkninger til sagen.

Retshjælpen

bad indledningsvis - på vegne af sønnen, B, og C - om at jeg ved min

behandling

direkte inddrog den beskyttelse af B’s familieliv som er reguleret ved

artikel

8 i den europæiske menneskerettighedskonvention. Retshjælpen skrev herudover

bl.a. følgende:

“Socialministeriet udtrykker

den 15.06.1998 den holdning at love og praksis i forvejen var i

overensstemmelse med det værdigrundlag som EMRK bygger på. Dette understreger

blot retshjælpens antagelse om, at ministeriet overhovedet ikke har vurderet

EMRK’s betydning i den konkrete sag, idet man i pagt med en opfattelse

af, at

Danmark som foregangsland indenfor det sociale og humanitære område

øjensynlig

lægger allerede gældende praksis til grund for sine afgørelser.

I brevet af 06.04.98 til

Ombudsmanden anfører Socialministeriet, at det er i kraft af den offentlige

forsørgelse, at (A) har haft det betydelige samvær med sønnen. På denne

baggrund mener Socialministeriet ikke man kan tillægge samværet nogen

betydning, citat:

’og taler af den grund

ikke til fordel for forblivelse her i lande’

citat slut.

Retshjælpen står ganske

uforstående overfor dette synspunkt og så gerne, at ministeriet i relation

til

EMRK’s ark. 8 begrundede dette nærmere.

...

Endelig fremgår det af brevet

af 06.04.98, at (A) vil kunne opnå opholdstilladelse fra hjemlandet, hvis han

finder beskæftigelse i Danmark. Dette må bero på et manglende kendskab til

udlændingelovens praksis, idet rådsøgende ikke vil kunne opnå

opholdstilladelse

i henhold til § 9 stk. 1 og med stor sikkerhed heller ikke ville kunne opnå

den

i henhold til de øvrige regler i udlændingeloven. Retshjælpen skal her

bemærke,

at EMRK’s art. 8 primært beskytter et bestående familieliv.”

Ved brev af 15. september

1998 sendte jeg Århus Retshjælps brev af 10. september 1998 til

Socialministeriet således at det kunne indgå i grundlaget for ministeriets

udtalelse i sagen.

I udtalelse af 7. oktober

1998 anførte Socialministeriet bl.a. følgende:

“Sagen syntes moden til

afgørelse, da pgl. havde modtaget kontanthjælp i over 2 år, og betingelserne

for hjemsendelse efter bistandslovens § 4 på grund af behov for vedvarende

hjælp til forsørgelse dermed allerede i længere tid havde været opfyldt.

Socialministeriet meddelte derfor i brev af 15. januar 1998 til kommunen -

med

kopi til pgl. og Udlændingestyrelsen - at man ikke fandt, at han havde en

sådan

tilknytning til Danmark, at han kunne modtage vedvarende hjælp til

forsørgelse.

Ministeriet havde derfor truffet beslutning om, at han skulle hjemsendes, og

at

det godkendtes, at der kunne ydes hjælp til hjemrejse. Kopien til pgl. blev

sendt med et følgebrev, hvori indholdet af ministeriets afgørelse blev

fremhævet.

Under henvisning til

Ombudsmandens spørgsmål 4 bemærkes, at Socialministeriet altid har benyttet

denne ekspeditionsform, hvor selve brevvekslingen foregår mellem ministeriet

og

den kommune, der med sin indberetning starter sagen og skal have besked om,

hvorvidt kontanthjælpen skal standses eller fortsat udbetales. Samtidig har

man

udnyttet muligheden for i en kort følgeskrivelse til kontanthjælpsmodtageren

at fremhæve den centrale del af afgørelsen. Ombudsmanden har ved behandlingen

af tilsvarende sager efter bistandslovens § 4 ikke haft bemærkninger til

denne procedure. Det kan oplyses, at vi er bekendt med, at Den Sociale

Sikringstyrelse efter sin overtagelse af sagsområdet pr. 1. juli 1998 har

udviklet en ny standardskrivelse, hvorefter hovedskrivelsen går til

kontanthjælpsmodtageren med kopi til kommunen.

Med hensyn til indholdet af

Socialministeriets afgørelse af 15. januar 1998 bemærkes, at ministeriet ikke

-

som påstået af Århus Retshjælp - har fraveget sin egen praksis. Vi havde på

daværende tidspunkt intet incitament til at betvivle rigtigheden af

oplysningen

om samværsretten i kommunens indberetning, som pgl. ikke selv i sit i sit

brev

hertil af 19. oktober 1997 havde gjort indvendinger imod. Som sagen lå oplyst

for os, var det moderen, der havde forældremyndigheden over sønnen, og der

forelå derfor ikke den situation, som er omtalt i Socialministeriets brev til

Ombudsmanden af 6. april 1998, side 2, 2. afsnit, pkt. b (jf. nu også pkt. 26

i

Socialministeriets foreløbige vejledning om kommunernes medvirken i sager om

udlændinge, juni 1998). Pgl.’s forhold til sønnen udgjorde ingen

hindring for

hans hjemsendelse, idet det var Socialministeriets faste praksis, at en

person ikke kunne få ret til vedvarende forsørgelse her i landet alene for at

udøve en samværsret.

Den 19. januar 1998 sendte

Århus Retshjælp et brev til Socialministeriet, hvori retshjælpen bemærkede,

at

ministeriet tilsyneladende ikke havde inddraget Den Europæiske

Menneskerettighedskonventions art. 8 i sine overvejelser om sagen. Derfor

havde ministeriet efter retshjælpens opfattelse pligt til at genoptage sagen.

Der

blev henvist til, at Indenrigsministeriet havde vurderet, at pgl.’s

samvær med

sønnen var tilstrækkeligt til at give ham opholdstilladelse. Retshjælpen

havde bedt pgl. om at få en bekræftelse på samværet med sønnen og ville sende

den til ministeriet.

...

Den 9. februar 1998 blev

retshjælpens tidligere breve fulgt op af en telefonopringning hertil,

hvorunder vi gav udtryk for, at vi ikke fandt anledning til at genoptage

sagen,

der var i overensstemmelse med ministeriets praksis. Vi gav tilsagn om at

ville

bekræfte dette skriftligt og havde da også et brev herom parat til

afsendelse.

I brev af 17. februar 1998

meddelte retshjælpen imidlertid, at den havde besluttet at indbringe

Socialministeriets afgørelse af 15. januar 1998 for Ombudsmanden ud fra den

opfattelse, at den var ugyldig, fordi den var truffet på et helt

utilstrækkeligt grundlag. Retshjælpen henviste på ny til art. 8 i Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention og bragte samtidig for første gang

spørgsmålet på bane om kommunens oplysninger om pgl.’s samværsret

sammenholdt

med, at Indenrigsministeriet havde forlænget hans opholdstilladelse under

hensyn til, at der var tale om fælles forældremyndighed. Retshjælpen bad

ministeriet

om at give klagen til Ombudsmanden opsættende virkning.

Oplysningerne om den fælles

forældremyndighed i bilaget til retshjælpens brev af 19. januar 1998 og

gentagelsen heraf i klagen til ombudsmanden medførte, at ministeriet bad

Århus

kommune om at skaffe dokumentation for, hvordan forældremyndighedsspørgsmålet

var afgjort ved pgl.’s separation.

Den 23. februar 1998 sendte

kommunens beskæftigelsesforvaltning Socialministeriet en kopi af

separationsbevilligen fra Århus Statsamt af 28. juni 1996. Heraf fremgik, at

ægtefællerne havde fælles forældremyndighed over sønnen.

En sådan situation havde ikke

tidligere foreligget i Socialministeriets sager om hjemsendelse efter

bistandslovens § 4.

Ved brev af 16. marts 1998

bad Ombudsmanden Socialministeriet om en udtalelse i anledning af klagen fra

Århus Retshjælp, og ministeriet svarede den 6. april 1998.

...

Hvad angår forholdet til

menneskerettighedskonventionen skal vi i tilknytning til spørgsmål 2 i

Ombudsmandens brev af 31. august 1998 oplyse, at ministeriet efter at være

blevet bekendt med, at pgl. og hans fraseparerede kone havde fælles

forældremyndighed over sønnen, har overvejet, om denne oplysning ville have

ændret ministeriets holdning til hjemsendelsesspørgsmålet. Dette mener vi

imidlertid at måtte afvise ud fra følgende betragtninger:

1) Der foreligger ikke sammenfaldende

årsager til meddelelse af opholdstilladelse og accept af, at en udlænding kan

få lov til at blive her i landet uanset et behov for vedvarende hjælp til

forsørgelse

fra det offentlige. Dette må være begrundelsen for, at der i den sociale

lovgivning

findes en særlig regel om ret til hjemsendelse. Det findes nærliggende, at

Indenrigsministeriet på baggrund af retspraksis fra Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol – jf. EMD 138 Berrehab, der er refereret side

239 hos

Lorenzen, Rehof og Trier: Den Europæiske Menneskeretskonvention med

kommentarer, 1994 – har ændret Udlændingestyrelsens afgørelse i den

foreliggende sag om inddragelse af af pgl.’s opholdstilladelse alene

pga. hans

separation. Derimod ses der ikke i det omtalte værk at være refereret

afgørelser, som lader reglerne i konventionens art. 8 slå igennem i

situationer, hvor det optimale hensyn til familielivet alene kan varetages,

såfremt der ydes vedvarende offentlig hjælp til forsørgelse.

2) I sidstnævnte situation

har Socialministeriet lagt vægt på de muligheder for samvær, der er beskrevet

i

Udlændingestyrelsens afgørelse af 14. februar 1997 om afslag på forlængelse

af

pgl.’s opholdstilladelse. Det er betragtningerne i forbindelse med denne

afgørelse, der ligger bag den passus om udlændingemyndighedernes praksis fra

Socialministeriets brev af 15. juni 1998, der er citeret i Ombudsmandens

spørgsmål 2.

Hvad angår betydningen af, at

der ikke i forbindelse med pgl.’s ansøgning om opholdstilladelse er

stillet

krav efter udlændingelovens § 9, stk.4, om godtgørelse af hustruens

forsørgelsesevne, jf. Ombudsmandens spørgsmål 3, må vi afvise retshjælpens

påstand om, at det ved ændringen af udlændingeloven i 1992 var en

forudsætning,

at der ikke skulle ske hjemsendelse af forsørgelsesmæssige grunde i

situationer, hvor der ikke i forbindelse med opholdstilladelsen var stillet

krav om dokumentation af forsørgelsesevnen. Forslaget til de stramninger af

udlændingeloven, der blev gennemført ved lov nr. 482 af 24. juni 1992, blev

udformet i tæt samarbejde mellem Justitsministeriet og Socialministeriet, og

det blev ikke på noget tidspunkt tilkendegivet hverken skriftligt eller

mundtligt over for Socialministeriet, at ændringerne i udlændingeloven kunne

indebære nogen indskrænkning af Socialministeriets adgang til hjemsendelse

efter bistandslovens § 4. Vi kan henvise til fremstillingen i

Socialministeriets vejledning nr. 137 af 31. juli 1992 om indberetninger i

henhold til bistandslovens § 4, når der ydes hjælp til udlændinge, og

vejledning nr. 138 af samme dato om kommunernes medvirken i sager om

familiesammenføring efter udlændingeloven m.v. I en af disse vejledninger

måtte en indskrænkning i Socialministeriets hjemsendelseskompetence i givet

fald være omtalt.

Den 15. juni 1998 sendte

Socialministeriet endvidere Århus Retshjælp et svar på spørgsmålet om

opsættende virkning af retshjælpens klage til Ombudsmanden. Vi anførte, at

sagen, når Socialministeriet har truffet beslutning om hjemsendelse, i medfør

af udlændingelovens § 18, stk. 1, overgår til behandling efter denne lov.

Under

henvisning til Ombudsmandens spørgsmål 6 skal vi uddybende tilføje,

1) at der efter

bistandslovens § 4, stk. 1, var tale om hjemsendelsesafgørelser, der ikke

kunne indbringes for anden administrativ myndighed, hvorfor opsættende

virkning

i sædvanlig forstand ikke kunne komme på tale,

2) at Indenrigsministeriet

gentagne gange over for Socialministeriet har givet udtryk for, at

udlændingelovens § 18, stk. 1, skal forstås således, at det er selve

afgørelsen

om hjemsendelse af forsørgelsesmæssige grunde, der indebærer bortfald af

opholdstilladelsen. Der kan også henvises til Udlændingeloven med kommentarer

af Langlouis og Tornøe, 2. udgave, 1993, side 169, note 2 om § 18, hvor det

anføres, at bortfald af opholdstilladelsen indtræder ex lege, således at der

ikke kræves truffet nogen forvaltningsakt, for at opholdstilladelsen

bortfalder. Da retshjælpen i brev af 17. februar 1998 bad Socialministeriet

om

at give klagen til Ombudsmanden opsættende virkning, havde opholdsretten i

over

1 måned været bortfaldet, og Socialministeriet havde ikke kompetence til at

meddele en ny opholdstilladelse.”

Retshjælpen fremkom med sine

bemærkninger i brev af 18. december 1998 til Socialministeriets udtalelse af

7.

oktober 1998. I brevet anførte retshjælpen bl.a.:

“Af Århus Socialforvaltning’s

journalnotat af 26.01.98 fremgår det at (E), Socialministeriet telefonisk den

23.01.98 oplyser at hun er opmærksom på, at der er tvivl om hvorvidt, der er

tale om fælles forældremyndighed.

Retshjælpen må derfor

konstatere, at ministeriet allerede i forbindelse med modtagelsen af

retshjælpens brev af 19.01.98 var klar over, at sagen var afgjort på et

urigtigt grundlag - samværsret.

Retshjælpen står fortsat

uforstående overfor, at ministeriet ikke på denne baggrund genoptog sagen.

...

Retshjælpen finder at det må

lægges til, at Indenrigsministeriet ved afgørelsen af 26.06.97 må have

vurderet samtlige forhold, der indgår i en beslutning om brugen af artikel 8

stk. 2, d.v.s. også ’the economic well-being of the country’.

Det er korrekt, at BL § 4

giver Socialministeriet en særlig hjemmel til at vurdere det

forsørgelsesmæssige aspekt, men dette må efter retshjælpens opfattelse

begrundes konkret og ikke med en almen henvisning til at den kommenterede

udgave

af Menneskeretskonventionen af Lorenzen m.fl., ikke indeholder afgørelser

’hvor det optimale hensyn til familielivet alene kan varetages, såfremt

der

ydes vedvarende offentlig hjælp til forsørgelse.’

...

Retshjælpen skal endelig

påpege, at ministeriets henvisning til Udlændingestyrelsens afgørelse af

14.02.97 som begrundelse for at familielivet fortsat kan fortsætte savner

mening, da Indenrigsministeriet jo netop fandt at dette ikke var i

overensstemmelse med EMRK’s artikel 8 i den konkrete sag.

...

Socialministeriet har overfor

Folketinget redegjort for relationen mellem BL § 4 og udl. § 9, stk. 4 jfr.

Justitsministeriets besvarelse af 26.05.92 vedrørende udlændingeloven af 1992

(L 257). Det fremgår heraf, at man finder at den af udlændingemyndighederne

foretagne afvejning om forsørgelseskrav jfr. udl. § 9, stk. 4 som

retningsgivende for en senere socialretlig vurdering af

hjemsendelsesspørgsmålet.

Selvom Socialministeriet i

ovennævnte redegørelse forholder sig til hjemsendelse af familiesammenførte

forældre bør den samme vurdering kunne bruges i relation forælder-mindreårigt

barn. Det synes også bekræftet af folketingets behandling af dette emne, jfr.

’Opholdsret og forsørgelse’ af Jens Vedsted Hansen side 154, 155 og

156.”

Jeg er under sagens behandling

blevet gjort bekendt med at Indenrigsministeriet ved brev af 7. august 1998

meddelte A ret til at opholde sig her i landet, mens Indenrigsministeriet

behandlede en klage fra retshjælpen over Udlændingestyrelsens afgørelse af

16.

juli 1998 vedrørende afslag på opholdstilladelse.

Den 19. april 1999 blev jeg

orienteret om at Indenrigsministeriet havde sendt sagens akter til

Udlændingestyrelsen idet styrelsen havde meddelt at den var indstillet på at

genoptage den pågældendes sag om opholdstilladelse efter udlændingelovens §

9,

stk. 2, nr. 4.

Ombudsmandens udtalelse

“A. Afgørelsen om hjemsendelse

1. Retsgrundlaget

Socialministeriets afgørelse af 15. januar 1998 er truffet på grundlag af

bistandslovens § 4, der har følgende ordlyd:

’Bliver der behov for vedvarende hjælp til forsørgelse af en person, der

ikke har dansk indfødsret eller ret til hjælp i medfør af § 3, afgør

socialministeren eller den myndighed, ministeren giver bemyndigelse hertil,

om pågældende skal hjemsendes.

Stk. 2. Der kan dog ikke træffes beslutning om hjemsendelse af

udlændinge, der bor her i landet med henblik på varigt ophold, og som lovligt

har boet her i mere end de sidste 3 år.’

Det fremgår af bestemmelsen at det er en betingelse for beslutning om

hjemsendelse at der foreligger et behov for vedvarende hjælp til forsørgelse,

og at den pågældende ikke har ret hertil i kraft af dansk statsborgerskab

eller international aftale (bistandslovens § 3). Samtidig må den pågældende

udlænding ikke have opholdt sig her i landet med henblik på varigt ophold i

mere end 3 år, jf. bestemmelsens stk. 2.

Ved vedvarende hjælp til forsørgelse forstås hjælp til forsørgelse der har

varet eller antages at ville vare i et år eller mere, jf. punkt 1, i

Socialministeriets vejledning nr. 137 af 31. juli 1992 om indberetninger i

henhold til bistandslovens § 4, når der ydes hjælp til udlændinge. Om der

foreligger et forsørgelsesbehov, afhænger af en konkret vurdering af bl.a.

den pågældendes individuelle forhold.

Hvis det vurderes at der foreligger et behov for vedvarende hjælp, kan

socialministeren ifølge bestemmelsen træffe afgørelse om at udlændingen skal

hjemsendes. Socialministerens afgørelse kan ikke påklages til anden myndighed

og har som konsekvens at den pågældendes opholds- og arbejdstilladelse

bortfalder, jf.

udlændingelovens § 18, stk. 1, og at den pågældende skal udrejse af landet,

jf.

udlændingelovens § 30, stk. 1.

Afgørelsen om hjemsendelse

beror på et administrativt skøn. De kriterier som skal inddrages i

forbindelse

med afgørelsen om hjemsendelse, er udviklet i praksis samt til dels normeret

gennem retskilder.

I betænkning nr. 968/1982 om

udlændingelovgivningen skrev Udlændingelovudvalget bl.a. følgende i

forbindelse med udvalgets overvejelser om subsistensløshed:

’Ved de sociale myndigheders

afgørelse af, om en udlænding skal hjemsendes af forsørgelsesmæssige grunde,

lægges vægt på varigheden af opholdet her. Der vil således normalt ikke ske

hjemsendelse, når den pågældende har opholdt sig her i 2-3 år, og det ud fra

en

vurdering af graden af tilknytningen til landet i forhold til tilknytningen

til

hjemlandet skønnes, at udlændingen bør ligestilles med danske statsborgere,

jfr. socialministeriets cirkulære af 6. januar 1976, punkt 24. Ved

vurderingen

af disse situationer lægger man vægt på de samme omstændigheder, der tages i

betragtning i inddragelses- og udvisningssituationer efter bekendtgørelsens §

52, jfr. udkastene til lovens § 19 (svarende til udlændingelovens § 26, der

er

citeret nedenfor, og som angiver de hensyn der skal afvejes mod udvisnings-

og

inddragelsesgrundene; min bemærkning). I praksis har hjemsendelse kun været

anvendt i beskedent omfang.

...

Uanset at bestemmelserne i

bistandslovens § 4 som anført praktiseres med tilbageholdenhed, finder

udvalget

det dog ønskeligt, at sociallovgivningens regler om hjemsendelse på grund af

subsistensløshed i det hele afstemmes med de regler i udlændingeloven, der

begrænser adgangen til udvisning.’

Udlændingelovens § 26, stk.

1, har følgende ordlyd:

’Ved afgørelsen om udvisning

skal der foruden til udlændingens tilhørsforhold til det danske samfund,

herunder varigheden af opholdet her i landet, tages hensyn til, om udvisning

må

antages at virke særlig belastende, navnlig på grund af:

udlændingens alder, helbredstilstand og andre

personlige forhold,

udlændingens personlige eller familiemæssige

tilknytning til herboende danske eller udenlandske statsborgere,

udlændingens tilknytning til landet i øvrigt, herunder

at udlændingen er kommet hertil som barn eller ganske ung og dermed helt

eller

delvis har haft sin opvækst her i landet,

udlændingens manglende eller ringe tilknytning til

hjemlandet eller andre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold,

risikoen for, at udlændingen vil lide overlast i

hjemlandet eller andre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold, og

udsættelse for overgreb, misbrug eller anden overlast

mv her i landet, der har medført, at en udlænding med opholdstilladelse efter

§

9, stk. 1, nr. 2, ikke længere samlever på fælles bopæl med den i Danmark

fastboende person, eller udlændingens i øvrigt særligt svage stilling.’

Den 13. maj 1983 besvarede

Socialstyrelsen - der på daværende tidspunkt var bemyndiget til at træffe

afgørelse som 1. instans i sager efter bistandslovens § 4 - spørgsmål nr. 98

fra Folketingets Retsudvalg vedrørende anvendelsen af bestemmelsen, jf. FT

1982-83, tillæg B, sp. 1991-92. I besvarelsen blev bl.a. anført følgende:

’Afgørelserne beror på et

konkret skøn i hver enkelt sag. De er afhængige af samtlige relevante

forhold.

Generelt kan det siges, at

hjemsendelsesrisikoen for enlige er større end for ægtepar eller udlændinge i

fast samlivsforhold, idet deres tilknytning til Danmark ofte vil være løsere,

at nære slægtninge til herboende udlændinge (f.eks. børn og svigerbørn,

forældre eller yngre søskende) er mindre udsatte for hjemsendelse end

fjernere

slægtninge.

Ud over relationerne er der

imidertid andre forhold, der spiller ind.

Det har betydning, hvor længe

den pågældende har opholdt sig her i landet, og hvordan denne opholdstid har

formet sig.

Er det en udlænding, der har

været her i 2-3 år eller mere og i en væsentlig del af denne periode har vist

evne og vilje til at klare sig uden hjælp til forsørgelse, og fremgår det af

sagen, at der er nærliggende sandsynlighed for, at den pågældende på ny vil

blive selvhjulpen, vil der ikke blive truffet beslutning om hjemsendelse.

Er der omvendt tale om en

person, der har opholdt sig her i et tilsvarende tidsrum uden at have kunnet

klare sig selv og uden at have vist initiativ til at ændre sin situation -

f.eks. ved at forsøge at lære dansk, vil det være nærliggende at beslutte

hjemsendelse.

I de tilfælde, hvor en

udlænding har været ude for en arbejdsskade eller har fået en erhvervssygdom

her i landet, der har gjort ham uarbejdsdygtig, har styrelsen accepteret, at

den pågældende modtages til vedvarende forsørgelse.’

Af Socialministeriets

vejledning nr. 137 af 31. juli 1992 fremgår bl.a. følgende:

’3.

Afgørelser efter lovens § 4 af, om der skal ske hjemsendelse,

træffes af Socialministeriet efter et konkret skøn over, om pågældende bør

hjemsendes eller ligestilles med en dansk statsborger. Ved denne vurdering

lægges der efter praksis vægt på bl.a. varigheden af opholdet her i landet,

på

helbredsmæssige forhold, graden af tilknytning hertil i forhold til

tilknytning

til hjemlandet, og om familien er her i landet.

...

5.

I følgende tilfælde, hvor der direkte efter loven eller efter

praksis ikke træffes beslutning om hjemsendelse efter bistandslovens § 4,

stk. 1,

kan kommunerne undlade at indberette:

når hjælpen ikke skønnes at være vedvarende.

når udlændingen bor her i landet med henblik på varigt

ophold, og pågældende lovligt har boet her i mere end 2 eller 3 år. ...

når udlændingen er gift og samlever med en dansk

statsborger

når udlændingen er gift og samlever med en anden

udlænding, der har boet her i landet i over 2 eller 3 år med henblik på

varigt

ophold. ...

når en udlænding er gift og samlever med en flygtning,... eller med en person

med opholdstilladelse af humanitære grunde efter

udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2.

når udgifter efter bistandsloven til udlændingen kan

anmeldes til refusion efter § 134a. ...

når en udenlandsk statsborger tidligere har haft dansk

indfødsret, ... .’

2. Sagsoplysning

Det følger af det almindelige

official- eller undersøgelsesprincip som gælder inden for forvaltningsretten

at

det påhviler den enkelte forvaltningsmyndighed selv at sørge for at de

oplysninger som er nødvendige, bliver fremskaffet. Officialprincippets formål

er at bidrage til at sikre at forvaltningsmyndighedernes afgørelser bliver

materielt lovlige og rigtige. Det forudsætter ikke alene at alle relevante

forhold er belyst ved det foreliggende materiale, men også at oplysningerne

er

pålidelige. Er der tvivl om holdbarheden af et væsentligt faktum, må denne

tvivl afklares. Jeg henviser i den forbindelse til Kaj Larsen mfl.,

Forvaltningsret

(1994), s. 297ff.

Socialministeriets afgørelse

er truffet på grundlag af Århus Kommunes indberetning hvoraf fremgik at (A)

havde ’samkvemsret’ med sin søn. Ministeriet lagde denne oplysning

til grund

for sagens behandling og undersøgte ikke yderligere rigtigheden heraf. Senere

kom det imidlertid frem at (A) havde del i forældremyndigheden over sønnen.

Som det fremgår ovenfor under

afsnit 1, er et af de kriterier der skal inddrages i den samlede vurdering af

om der skal ske hjemsendelse, hvilken tilknytning den pågældende udlænding

har til Danmark. Jeg mener derfor at oplysningen var af væsentlig betydning

for

afgørelsen, jf. nærmere nedenfor afsnit 3.a).

Jeg mener imidlertid ikke at

kunne kritisere ministeriet for at have truffet afgørelse på et forkert

oplysningsgrundlag. Jeg har herved lagt vægt på at (A) ved brev af 14.

oktober

1997 blev partshørt over indberetningen fra Århus Kommune, og at han ikke i

sit

brev af 19. oktober 1997 korrigerede oplysningerne vedrørende

’samkvemsret’.

3. Afgørelsens indhold - inddragelse af relevante kriterier

Efter min gennemgang af sagen

har jeg ikke fundet grundlag for at kritisere at ministeriet har vurderet at

der i (A)’s tilfælde forelå et behov for vedvarende hjælp. Jeg har

derfor

koncentreret min undersøgelse om ministeriets vurdering af at den pågældende

kunne hjemsendes.

Som det fremgår ovenfor under

afsnit 1, træffes en afgørelse om hjemsendelse ud fra en samlet vurdering af

alle relevante forhold, herunder bl.a. varigheden af den pågældendes ophold

her

i landet, helbredsmæssige forhold og graden af tilknytning til Danmark i

forhold til tilknytning til hjemlandet.

Socialministeriet har i

afgørelsen af 15. januar 1998 lagt vægt på at (A) ikke havde en sådan

tilknytning til Danmark at han kunne modtage vedvarende hjælp til

forsørgelse.

I udtalelserne hertil har ministeriet nærmere redegjort for sin vurdering af

den pågældendes tilknytning.

a)

Vedrørende (A)’s del i forældremyndigheden over sin herboende

søn anførte ministeriet i udtalelsen af 6. april 1998:

’...

En udlænding, der opfylder en

af følgende betingelser, hjemsendes efter Socialministeriets praksis ikke:

...

b) udlændingen har

forældremyndigheden over et herboende dansk barn,

...

Socialministeriet træffer

herefter ud fra en konkret vurdering afgørelse om, hvorvidt udlændingen bør

hjemsendes eller bør ligestilles med danske statsborgere. Ved denne vurdering

lægges der vægt på varigheden af opholdet i Danmark, på helbredsmæssige

forhold, på graden af tilknytning til Danmark i forhold til tilknytningen til

hjemlandet og udlændingens personlige forhold i øvrigt. Eksempelvis vil det

tale mod hjemsendelse,

- hvis udlændingen har en

meget betydelig del af sin familie boende her i landet. En samlever eller en

tidligere ægtefælle samt børn, som udlændingen ikke har forældremyndigheden

over, vil ikke i sig selv være udslaggivende,

...

Som nævnt hjemsender

Socialministeriet efter praksis ikke personer, der har forældremyndighed over

et herboende dansk barn, idet det kan være uhensigtsmæssigt at henvise et

barn,

som er dansk statsborger, til at bo sammen med en udenlandsk

forældremyndighedsindehaver i udlandet.

Hvad angår en fælles

forældremyndighed, hvor den ene af forældrene forbliver her i landet, går

hensynet imidlertid alene på, om det vil være muligt for den anden forælder

at

udøve forældremyndigheden fra udlandet. Efter (udlændingemyndighedernes)

praksis indgår udøvelse af forældremyndighed og samværsret som ét blandt de

hensyn, der i øvrigt bør tages i betragtning. ...’

Socialministeriet

konkluderede herefter at den pågældende ikke ’i kraft af den fælles

forældremyndighed over sønnen efter lovgivningen er sikret varig forsørgelse

her i landet’.

I udtalelsen af 15. juni 1998

anførte ministeriet følgende:

’...

Klager er af den opfattelse,

at Socialministeriet i denne sag har fraveget sædvanlig praksis, og anmoder

om

en redegørelse for, hvorfor man netop i denne sag har fundet grundlag for at

fravige praksis. Socialministeriet skal oplyse, at man i denne sag har fulgt

sædvanlig praksis.

...’

I udtalelsen af 7. oktober

1998 anførte ministeriet at en situation hvor der var tale om fælles

forældremyndighed, ikke tidligere havde foreligget i Socialministeriets

praksis.

Jeg må på grundlag heraf

konstatere at der i ministeriet har hersket tvivl om rækkevidden af

ministeriets praksis i sager hvor der var tale om forældremyndighed over et

herboende barn. Der kan således ikke siges at have foreligget nogen

’sædvanlig

praksis’ vedrørende disse tilfælde.

Jeg forstår udtalelserne af

6. april og 15. juni 1998 således at Socialministeriet har ment at

ministeriet

havde den praksis at man i denne type af sager lagde vægt på om det var

muligt

at udøve forældremyndigheden fra udlandet.

Som anført må jeg lægge til

grund at ministeriet ikke har nogen praksis for behandlingen af sager hvor

der er tale om fælles forældremyndighed. Der er altså alene tale om at

ministeriet i den konkrete sag finder at den pågældendes del i

forældremyndigheden kan udøves fra udlandet.

Efter min opfattelse er det

forhold at den pågældende har del i forældremyndigheden over sin søn, et

kriterium som må tillægges stor vægt i den konkrete vurdering af den

pågældendes tilknytning til landet. Vedrørende ministeriets vurdering af at

forældremyndigheden kan udøves fra udlandet (hjemlandet), henviser jeg til

afsnit d) nedenfor.

b)

Betydningen af (A)’s faktiske samvær med sin søn har Socialministeriet

forholdt sig til i udtalelsen af 6. april 1998:

’...

Det betydelige samvær med

sønnen synes muliggjort af, at det offentlige har sørget for forsørgelsen, og

taler af den grund ikke til fordel for forbliven her i landet. Derfor finder

Socialministeriet ikke, at han i kraft af den fælles forældremyndighed over

sønnen efter lovgivningen er sikret varig forsørgelse her i landet, ligesom

det

formentlig næppe kan anses som værende af gavn for barnet, at pågældende

opholder sig her i landet uden evne til at forsørge sig selv, på trods af at

han har sin fulde arbejdsevne i behold.

...’

Jeg må opfatte ministeriets

udtalelse således at uanset hvor omfattende (A)’s samvær med sin søn har

været, skal dette hensyn - efter ministeriets opfattelse - ikke under de

givne

omstændigheder inddrages i vurderingen som et (tungtvejende) kriterium der

taler imod hjemsendelse. Ministeriets opfattelse skyldes alene at det er det

offentlige der har forsørget ham og dermed har muliggjort det betydelige

samvær.

Da det er af afgørende betydning

at vurdere den pågældendes tilknytning til Danmark - herunder til herboende

personer - må omfanget af det faktiske samvær naturligvis tillægges væsentlig

betydning. Socialministeriet har således ved den manglende hensyntagen til

omfanget af den pågældendes faktiske samvær på kritisabel vis afskåret et

væsentligt hensyn fra at indgå i den samlede vurdering af sagen.

Jeg mener endvidere at

årsagen til at et betydeligt samvær har været muligt, er irrelevant i denne

sammenhæng.

Ministeriet har som ovenfor

nævnt anført at ’det formentlig næppe kan anses som værende af gavn for

barnet,

at pågældende opholder sig her i landet uden evne til at forsørge sig selv,

på

trods af at han har sin fulde arbejdsevne i behold’.

Ministeriets udtalelse

fremstår umiddelbart som et kriterium der er indgået i vurderingen af sagen -

hensynet til hvad der er bedst for barnet der efter ministeriets opfattelse

bør

føre til, at faren hjemsendes da han ikke forsørger sig selv på trods af at

han

har sin fulde arbejdsevne i behold. Efter min opfattelse er der tale om et

ulovligt kriterium, og jeg mener at ministeriets inddragelse af dette

ulovlige

kriterium er stærkt kritisabelt. Jeg mener endvidere at denne del af

ministeriets argumentation i sig selv er stødende.

c)

Ministeriet har i udtalelsen af 6. april 1998 anført følgende

vedrørende bl.a. det forhold at (A) ikke er i stand til at forsørge sig selv:

’...

Socialministeriet skal herved

anføre, at Indenrigsministeriets afgørelse af 26. juni 1997 udelukkende angår

den pågældendes forbliven i landet og ikke tager hensyn til den omstændighed,

at den pågældende udenlandske statsborger ikke er i stand til at forsørge sig

selv. Socialministeriets afgørelse om hjemsendelse af forsørgelsesmæssige

grunde er i henhold til bistandsloven baseret på dette aspekt, som derfor må

tillægges væsentlig betydning for afgørelsen, da bistandsloven klart

udelukker

udenlandske statsborgere fra at modtage vedvarende hjælp til forsørgelse.

...’

Jeg er enig med ministeriet i

at den omstændighed at (A) ikke kan forsørge sig selv som udgangspunkt er et

kriterium der må tillægges betydelig vægt i den konkrete vurdering af sagen.

I udtalelsen af 15. juni 1998

har ministeriet - i forbindelse med en sammenligning med

Indenrigsministeriets

afgørelse af 26. juni 1997 - imidlertid bl.a. anført:

’En afgørelse efter bistandsloven

har den omstændighed, at en person har været forsørget af kontanthjælp i den

periode, pågældende har opholdt sig her i landet, som det

helt afgørende

kriterium.’ (min fremhævelse).

Det i udtalelsen af 15. juni

1998 anførte efterlader det indtryk at ministeriet alene har lagt vægt på den

omstændighed at den pågældende er blevet forsørget af det offentlige, og at

ministeriet derved har afskåret andre relevante og eventuelt mere

tungtvejende kriterier - som f.eks. tilknytningen til Danmark - fra at blive

taget i betragtning i det enkelte tilfælde.

En sådan afskæring af

relevante hensyn der skal indgå i en skønsmæssig afgørelse, vil efter min

opfattelse være ulovlig.

d)

Artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention har

følgende ordlyd:

’Enhver har ret til respekt

for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.

Stk. 2.

Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af

denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i

et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige

tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller

forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at

beskytte

andres rettigheder og friheder.’

Socialministeriet inddrog

ikke artikel 8 i sin afgørelse af 15. januar 1998, men har i senere

udtalelser

fremsat bemærkninger om betydningen af bestemmelsen i hjemsendelsessager.

I udtalelsen til mig af 6.

april 1998 har ministeriet anført følgende:

’Klager finder det

beklageligt, at ministeriet ikke har taget stilling til EMRK i

hjemsendelsesskrivelsen. Man skal herved gøre oplyse, at EMRK er indarbejdet

i

den danske lovgivning og myndighedernes praksis i det omfang, denne ikke

forud

for Danmarks underskrivelse af denne konvention var i overensstemmelse

hermed.

Den danske lovgivning og myndighedernes praksis hviler på de principper, der

er

nedfældet i konventionen.’

Af udtalelsen af 15. juni

1998 fremgår bl.a. følgende:

’Som ministeriet tidligere

har peget på, medførte lovfæstelsen af inkorporeringen i 1992 af Den

Europæiske

Menneskerettighedskonvention ikke, at dansk ret - og dermed heller ikke

Socialministeriets lovområde - måtte gennemgå en gennemgribende revision,

idet

love og praksis i forvejen var i overensstemmelse med det værdigrundlag, som

Menneskerettighedskonventionen byggede på.’

Jeg må forstå ministeriets

udtalelser således at ministeriet mener at myndighederne i en konkret sag

ikke

skal foretage en konkret vurdering af om et tilfælde er i strid med

konventionen,

da konventionen ’er indarbejdet i den danske lovgivning og

myndighedernes

praksis i det omfang, denne ikke forud for Danmarks underskrivelse af denne

konvention var i overensstemmelse hermed’, og at ’den danske

lovgivning og

myndighedernes praksis hviler på de principper, der er nedfældet i

konventionen’.

Indledningsvis skal jeg

påpege at ministeriet i udtalelsen af 7. oktober 1998 har erkendt at man ikke

havde tidligere tilfælde af hjemsendelsessager hvor der var tale om fælles

forældremyndighed. Ministeriets henvisning til at tidligere praksis var i

overensstemmelse med principperne i konventionen, er således uden betydning i

den konkrete sag.

Danmark har ved tiltrædelse

af den europæiske menneskerettighedskonvention, der er inkorporeret i dansk

ret, forpligtet sig til at handle i overensstemmelse med konventionens

regler. Heraf følger bl.a. at forvaltningen ex officio skal inddrage

menneskeretlige

forpligtelser i skønsudøvelsen ved afgørelse af konkrete sager (Lars Adam

Rehof og Tyge Trier, Menneskeret (1990), s. 97, Jon Andersen mfl.,

Forvaltningsret (1994), s. 225-226 og s. 241-242, Peer Lorenzen, Lars Adam

Rehof og Tyge Trier, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med

kommentarer (1994), s. 31-32, og Peer Lorenzen i Lov og Ret, nr. 3/99, s.

4-10).

Efter min opfattelse er det

meget beklageligt at ministeriet har haft en fejlagtig opfattelse af

konventionens anvendelse og betydning i relation til den skønsmæssige

vurdering af konkrete sager.

Ministeriet har i udtalelsen

af 7. oktober 1998 bl.a. anført følgende:

’1) ... Det findes

nærliggende, at Indenrigsministeriet på baggrund af retspraksis fra Den

Europæiske Menneskerettighedssdomstol - jf. EMD 138 Berrehab, der er

refereret

side 239 hos Lorenzen, Rehof og Trier: Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention med kommentarer, 1994 - har ændret

Udlændingestyrelsens afgørelse i den foreliggende sag om inddragelse af af

pgl.’s opholdstilladelse alene pga. hans separation. Derimod ses der

ikke i

det omtalte værk at være refereret afgørelser, som lader reglerne i

konventionens art. 8 slå igennem i situationer, hvor det optimale hensyn til

familielivet alene kan varetages, såfremt der ydes vedvarende offentlig hjælp

til forsørgelse.’

Som nævnt ovenfor skal

myndighederne ved afgørelsen af konkrete sager inddrage konventionens

bestemmelser hvis det er relevant for sagen. Dette gælder uanset hvilken type

af materiel afgørelse der er tale om, dvs. uanset om den konkrete sag drejer

sig om udvisning eller inddragelse/manglende forlængelse af en

opholdstilladelse

efter udlændingeloven eller hjemsendelse efter bistandsloven. Det afgørende

må være om afgørelsens resultat kan være i strid med statens forpligtelser

(individets rettigheder) efter konventionen.

Artikel 8 beskytter retten

til familieliv. Herved sikres primært samværet mellem beslægtede mennesker,

og

som udgangspunkt forbydes (fysisk) adskillelse af sådanne personer mod deres

vilje. En udvisning af en af forældrene til et barn vil typisk udgøre et

indgreb i familielivet, og en adskillelse kræver at staten (forvaltningen)

påviser at indgrebet var nødvendigt som udtryk for et presserende socialt

behov, jf. domstolens afgørelse i sagen Berrehab mod Holland (Peer Lorenzen,

Lars Adam Rehof og Tyge Trier, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

med kommentarer (1994), s. 238-239).

En afgørelse om hjemsendelse

har som nævnt ovenfor under afsnit 1 den konsekvens at den pågældende

udlændings opholdstilladelse bortfalder, og at der herefter er pligt til at

udrejse af landet. Da (A) har en herboende søn, ville en

hjemsendelsesbeslutning medføre en adskillelse af far og søn, og en konkret

vurdering af artikel 8’s eventuelle betydning for sagen er derfor både

indlysende og nødvendig.

Jeg mener på den baggrund at

det er kritisabelt at ministeriet ikke har foretaget en konkret vurdering af

artikel 8’s betydning i (A)’s sag om hjemsendelse.

I forbindelse med en sådan

vurdering må ministeriet tage stilling til om en henvisning til at (A) må

udøve sin del i forældremyndigheden fra udlandet, er i overensstemmelse med

artikel 8, jf. ovenfor afsnit a).

Jeg gør opmærksom på at det i

forbindelse med en vurdering af om afgørelsen om hjemsendelse er i strid med

artikel 8, vil være naturligt at inddrage Berrehabsagen som er nævnt ovenfor.

I denne sag blev en

marokkaner udvist af Holland efter skilsmisse fra en hollandsk kvinde idet

hans opholdstilladelse alene var meddelt på grundlag af ægteskabet.

Ægteskabet

var indgået i oktober 1977. I maj 1979 fik ægtefællen bevilget skilsmisse. I

august 1979 blev parrets datter født. Moderen fik forældremyndigheden, men

parret aftalte at sikre at barnet fik ofte og regelmæssig kontakt med sin

far.

Myndighederne afviste i december 1979 at forlænge Berrehabs

opholdstilladelse.

Afgørelsen blev påklaget til de nationale myndigheder uden resultat. Berrehab

og hans tidligere ægtefælle klagede i november 1983 til Kommissionen. I 1984

legaliserede

en notar en aftale mellem forældrene vedrørende Berrehabs kontakt til

datteren og bekræftede at Berrehab over de seneste to år havde set sin datter

fire gange om ugen i adskillige timer. I januar 1984 blev Berrehab udvist af

landet. Berrehabs tidligere ægtefælle og datteren tilbragte to måneder i 1984

i Marokko sammen med Berrehab. Domstolen fandt at der var tale om et

familieliv

der var beskyttet i medfør af artikel 8, og at nægtelsen af at forlænge

Berrehabs opholdstilladelse var i strid med bestemmelsen, idet det

forhindrede Berrehab i at opretholde regelmæssig kontakt til barnet hvilket

var afgørende henset til barnets alder. Domstolen fandt ikke at indgrebet var

nødvendigt som udtryk for et presserende socialt behov (artikel 8, stk. 2).

Domstolen

lagde herved vægt på at der ikke var tale om en udlænding der søgte om

opholdstilladelse til Holland for første gang, at Berrehab allerede havde

boet

lovligt i Holland i flere år, at han i Holland havde et hjem og et job, og at

staten i øvrigt ikke havde noget at udsætte på ham. Endvidere lagde domstolen

vægt på at han havde giftet sig med en hollandsk kvinde og herved fået en

datter, at der i flere år havde været meget tætte bånd mellem Berrehab og

datteren, og at det var vigtigt for datteren at bevare kontakten til sin far,

særlig henset til at hun var så ung.

Ifølge Berrehabsagen må der i

en sag af denne type bl.a. indgå hensynet til varigheden af udlændingens

ophold

i landet, barnets alder og den pågældendes forhold til barnet, herunder

karakteren og omfanget af samværet med barnet. Hertil kommer en vurdering af

om indgrebet er nødvendiggjort af samfundsmæssige hensyn, og om indgrebet er

proportionalt.

Efter min opfattelse vil

ministeriet ved sin vurdering af om afgørelsen om hjemsendelse er i strid med

artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention, bl.a. skulle

sammenholde de konkrete omstændigheder i Berrehabsagen med (A)’s

forhold. I den

vurdering må det bl.a. være relevant at inddrage at (A), i forhold til

Berrehab,

endvidere har del i forældremyndigheden over sin søn.

e)

Socialministeriet har i udtalelserne forholdt sig til betydningen

af udlændingemyndighedernes praksis i sager vedrørende udvisning/inddragelse

af opholdstilladelse samt betydningen af Indenrigsministeriets afgørelse af

26. juni 1997 for den konkrete sag.

Ministeriet har i udtalelsen

af 6. april 1998 bl.a. skrevet således:

’Socialministeriet skal

herved anføre, at Indenrigsministeriets afgørelse af 26. juni 1997

udelukkende

angår den pågældendes forbliven i landet og ikke tager hensyn til den

omstændighed, at den pågældende udenlandske statsborger ikke er i stand til

at

forsørge sig selv. ... Indenrigsministeriets afgørelse afskærer derfor ikke

Socialministeriet fra - ud fra det lovgrundlag, Socialministeriet træffer

afgørelse ud fra - at fremkomme med en anden afgørelse end

Indenrigsministeriet.’

Af udtalelsen af 15. juni

1998 fremgår bl.a. følgende:

’Socialministeriet bestrider

ikke, at lovgiver kan have forudsat ’retlig parallelitet’ hvad

angår

forudsætningerne for en hjemsendelsesbeslutning efter bistandsloven og en

udvisning efter udlændingeloven, således at varigheden af opholdet er af

betydning. Efter udlændingeloven indgår den omstændighed, at en person har

været forsørget af kontanthjælp i den periode, pågældende har opholdt sig her

i

landet, imidlertid ikke i de kriterier, der skal indgå som forudsætning for

afgørelsen.’

I udtalelsen af 7. oktober

1998 er bl.a. anført følgende:

’1) Der foreligger ikke

sammenfaldende årsager til meddelelse af opholdstilladelse og accept af, at

en

udlænding kan få lov til at blive her i landet uanset et behov for vedvarende

hjælp til forsørgelse fra det offentlige. Dette må være begrundelsen for, at

der i den sociale lovgivning findes en særlig regel om ret til hjemsendelse.

...

2) I sidstnævnte situation

har Socialministeriet lagt vægt på de muligheder for samvær, der er beskrevet

i

Udlændingestyrelsens afgørelse af 14. februar 1997 om afslag på forlængelse

af

pgl.’s opholdstilladelse. Det er betragtningerne i forbindelse med denne

afgørelse, der ligger bag den passus om udlændingemyndighedernes praksis fra

Socialministeriets brev af 15. juni 1998, der er citeret i Ombudsmandens

spørgsmål

2.’

Jeg må opfatte udtalelserne

således at Socialministeriet ikke generelt tillægger udlændingemyndighedernes

praksis i sager vedrørende udvisning og inddragelse af opholdstilladelse

betydning i vurderingen af hjemsendelsessager, men at ministeriet ikke

bestrider at lovgiver kan have forudsat ’retlig parallelitet’ for

så vidt angår

betydningen af varigheden af opholdet i Danmark.

Samtidig har jeg forstået at

ministeriet er af den opfattelse at Indenrigsministeriets afgørelse af

26. juni 1997 ikke har nogen (afgørende) betydning for sagen om hjemsendelse.

Derimod har ministeriet i den konkrete sag fundet at de hensyn der er nævnt i

Udlændingestyrelsens afgørelse af 14. februar 1997 vedrørende mulighederne

for samvær, tillige kunne tillægges vægt i (A)’s hjemsendelsessag.

Som nævnt ovenfor under afsnit

A.1 skrev Udlændingelovudvalget i betænkning nr. 968/1982 om

udlændingelovgivningen bl.a. følgende i forbindelse med sine overvejelser om

subsistensløshed:

’Ved vurderingen af disse

situationer (hjemsendelsessituationer efter bistandslovens § 4; min

bemærkning)

lægger man vægt på de samme omstændigheder, der tages i betragtning i

inddragelses- og udvisningssituationer efter bekendtgørelsens § 52, jfr.

udkastene til lovens § 19 (svarende til udlændingelovens § 26 som angiver de

hensyn der skal afvejes mod udvisnings- og inddragelsesgrundene; min

bemærkning). I praksis har hjemsendelse kun været anvendt i beskedent omfang.

...

Uanset at bestemmelserne i

bistandslovens § 4 som anført praktiseres med tilbageholdenhed, finder

udvalget

det dog ønskeligt, at sociallovgivningens regler om hjemsendelse på grund af

subsistensløshed i det hele afstemmes med de regler i udlændingeloven, der

begrænser adgangen til udvisning.’

Udlændingelovudvalget

fastslog således allerede i 1982 at de sociale myndigheder og

udlændingemyndighederne

i henholdsvis hjemsendelsessager og udvisnings- og inddragelsessager lagde

vægt på de samme omstændigheder, ligesom der udtrykkeligt blev ytret ønske om

at de sociale regler om hjemsendelse i det hele blev afstemt med de

udlændingeretlige regler der begrænsede adgangen til udvisning.

Jeg må forstå disse

bemærkninger således at alle de hensyn der taler imod udvisning eller

inddragelse af en opholdstilladelse efter udlændingeloven, ifølge

Udlændingeudvalget

skulle have tilsvarende vægt i sager om hjemvisning efter bistandsloven. Jeg

er således uenig i ministeriets opfattelse af at det alene er varigheden af

opholdet her i landet der skulle tillægges samme vægt i udlændingesager og

hjemsendelsessager.

På trods af at (A) ikke længere

opfyldte betingelserne efter udlændingeloven for at bevare sin

opholdstilladelse

her i landet (grundlaget for opholdstillladelsen - ægteskabet med (C) - var

bortfaldet) besluttede Indenrigsministeriet ved afgørelsen af 26. juni 1997

alligevel at lade den pågældende bevare sin ret til at opholde sig her i

landet. Dette - har jeg forstået - skete på baggrund af hensynene i

udlændingelovens

§ 26 og artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention.

På denne baggrund er det min

opfattelse at Socialministeriet burde have inddraget de samme kriterier som

Indenrigsministeriet inddrog i forbindelse med sin vurdering af sagen. I

vurderingen skulle indgå om artikel 8 sammenholdt med sagens faktiske

omstændigheder

burde medføre at den pågældende på trods af sit forsørgelsesbehov alligevel

ikke skulle hjemsendes. Indenrigsministeriet kom ved sin vurdering til det

modsatte resultat af Socialministeriet.

f)

Socialministeriet har i udtalelsen af 6. april 1998 bl.a. anført

følgende til støtte for sin afgørelse:

’Den pågældende vil kunne

søge og opnå opholdstilladelse fra hjemlandet, hvis han finder beskæftigelse

i

Danmark, og vil på den måde ved fortsat beskæftigelse kunne sikre sig varigt

ophold.’

Efter udlændingelovens § 9,

stk. 2, nr. 3, kan der efter ansøgning gives opholdstilladelse til andre

udlændinge end dem der er omfattet af § 9, stk. 1, hvis væsentlige

beskæftigelsesmæssige eller erhvervsmæssige hensyn taler derfor. Inden for

det

normale arbejdsmarked bliver tilladelse kun meddelt udlændinge med uddannelse

eller færdigheder som ikke kan skaffes her i landet, hvis de pågældende skal

udføre arbejde af ganske særegen karakter, og kun hvor helt afgørende

produktionshensyn taler derfor.

Socialministeriets henvisning

til at (A) kan opnå opholdstilladelse hvis han finder beskæftigelse bygger

efter min opfattelse på en retsvildfarelse. Det er meget beklageligt at

hensynet

blev medtaget til støtte for hjemsendelsesbeslutningen.

g) Sammenfatning

Som det fremgår ovenfor, er

det min opfattelse at Socialministeriet har undladt at inddrage væsentlige

kriterier i sin samlede vurdering af sagen, herunder omfanget af det faktiske

samvær og artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention. Samtidig

mener jeg - som det fremgår af afsnit b) og f) ovenfor - at ministeriet har

inddraget et ulovligt kriterium og til dels inddraget et direkte fejlagtigt

element i sin vurdering.

På den baggrund har jeg henstillet

til Socialministeriet at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse.

4. Begrundelse

En afgørelse der meddeles

skriftligt skal, medmindre den giver parten fuldt ud medhold, være ledsaget

af

en begrundelse, jf. forvaltningslovens § 22. Forvaltningslovens § 24, er

sålydende:

’§ 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning

til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,

afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal

begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for

skønsudøvelsen.

Stk. 2.

Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort

redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som

er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Stk. 3.

Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens

interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv

findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til

andre private eller offentlige interesser, jfr. §

15.’

Af Socialministeriets brev af

15. januar 1998 til kommunen fremgik alene som begrundelse for afgørelsen at

ministeriet fandt at (A) ikke havde en sådan tilknytning til Danmark at han

kunne modtage vedvarende hjælp til forsørgelse. Samtidig var det nævnt at der

kunne ydes hjælp til hjemrejsen, og der blev henvist til de udlændingeretlige

konsekvenser af afgørelsen.

Som det fremgår ovenfor under

afsnit 3, er det min opfattelse at Socialministeriet ikke har inddraget visse

væsentlige kriterier i sin vurdering af sagen.

Samtidig indeholdt

ministeriets afgørelse ikke en angivelse af de hovedhensyn der havde ført til

ministeriets vurdering af, at den pågældende ikke havde en sådan tilknytning

til Danmark at han kunne modtage vedvarende hjælp til forsørgelse. De hensyn

som ministeriet har lagt vægt på, fremgår således alene af udtalelserne

hertil.

Begrundelsen for afgørelsen opfylder derfor ikke kravene i forvaltningslovens

§ 24. Dette er meget beklageligt idet netop indholdet af begrundelsen er

afgørende for borgeren, når denne skal vurdere om der er sagligt belæg for

afgørelsen.

5. Afgørelsens meddelelse

Socialministeriets afgørelse

af 15. januar 1998 blev sendt til Århus Kommune og meddelt (A) i kopi der

blev

sendt sammen med et følgebrev.

Socialministeriet har i

udtalelsen hertil af 7. oktober 1998 anført at ministeriet altid har benyttet

denne ekspeditionsform hvor selve brevvekslingen foregår mellem ministeriet

og

den kommune der med sin indberetning starter sagen og skal have besked om

hvorvidt kontanthjælpen skal standses eller fortsat udbetales.

Afgørelsen af en sag bør

normalt meddeles direkte til parten af den myndighed der har truffet

afgørelsen, jf. Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 395ff. Andre

interesserede dele af forvaltningen eller andre interesserede myndigheder bør

underrettes om afgørelsen ved en anden samtidig skrivelse (notice, genpart

eller kopi til orientering eller lignende), jf. Folketingets Ombudsmands

beretning for året 1990, s. 366.

Det er herefter min

opfattelse at Socialministeriets afgørelse af 15. januar 1998 burde have

været

meddelt direkte til (A).

Af følgebrevet til den

pågældende fremgik at Socialministeriet havde truffet afgørelse om at han

ikke havde en sådan tilknytning til Danmark at han kunne modtage vedvarende

hjælp til forsørgelse her i landet, og at der derfor kunne ydes ham hjælp til

hjemrejse. De udlændingeretlige konsekvenser (reglerne i udlændingelovens §

18, stk. 1, og § 30, stk. 1) fremgik imidlertid ikke af følgebrevet.

Jeg mener derfor ikke at

følgebrevet kan rette op på det forhold at selve afgørelsen alene blev sendt

i

kopi til (A).

Jeg har noteret mig at Den

Sociale Sikringsstyrelse, der pr. 1. juli 1998 træffer afgørelse i 1. instans

i

denne type sager (efter § 3, stk. 4 og 5, i lov om aktiv socialpolitik), har

ændret praksis således at afgørelsen om hjemsendelse nu stiles til

kontanthjælpsmodtageren

med kopi til kommunen.

B. Genoptagelse af sagen

1.

Retshjælpen bad i brev af 19. januar 1998 Socialministeriet om

at genoptage sagen navnlig under henvisning til (A)’s forhold til sin

søn og

artikel 8 i menneskerettighedskonventionen. Retshjælpen vedlagde i den

forbindelse

kopi af Indenrigsministeriets afgørelse af 26. juni 1997 hvoraf det fremgik

at

der var tale om fælles forældremyndighed.

Af journalark af 23. januar 1998

vedrørende Socialministeriets telefonsamtale med Århus Kommune fremgår at

ministeriet på baggrund af retshjælpens brev af 19. januar 1998 var blevet

opmærksom

på at der (muligvis) var tale om fælles forældremyndighed og ikke blot

samvær.

Den 2. februar 1998 rykkede

retshjælpen for svar på sin genoptagelsesanmodning. Retshjælpen fik ved

telefonisk henvendelse den 9. februar 1998 oplyst at ministeriet ikke ville

genoptage sagen. Begrundelsen herfor var at sagen var i overensstemmelse med

ministeriets praksis, og ministeriet gav tilsagn om at ville bekræfte dette

skriftligt.

Ministeriet har i udtalelsen

af 7. oktober 1998 oplyst at ministeriet ’havde da også et brev herom

parat

til afsendelse’.

Jeg må forstå ministeriets

udtalelse således at det pågældende brev aldrig blev sendt.

Efter forvaltningslovens §

23, stk. 1, kan den der har fået en afgørelse meddelt mundtligt, forlange at

få

en skriftlig begrundelse for afgørelsen, medmindre afgørelsen fuldt ud giver

den pågældende part medhold. Det følger videre af bestemmelsens stk. 2, at en

begæring om en skriftlig begrundelse skal besvares snarest muligt. Hvis

begæringen ikke er besvaret inden 14 dage efter modtagelsen, skal myndigheden

underrette parten om grunden hertil, samt om hvornår begæringen kan forventes

besvaret.

Jeg mener det er beklageligt

at ministeriet ikke som lovet meddelte en skriftlig begrundelse for det

mundtlige afslag på at genoptage behandlingen af sagen.

2.

Afgørelsen af om der er grundlag for at genoptage behandlingen

af en sag, hviler normalt på en vurdering af om der i forhold til den

oprindelige behandling af sagen må antages at være fremkommet nye oplysninger

som myndigheden ikke var bekendt med på tidspunktet for den oprindelige

afgørelse, og som i givet fald må antages at ville have medført en væsentlig

ændret vurdering af sagen.

Efter min gennemgang af sagen

mener jeg det er meget kritisabelt at ministeriet ikke på baggrund af

retshjælpens brev af 19. januar 1998 genoptog behandlingen af sagen.

Jeg har herved lagt vægt på

at ministeriets afgørelse af 15. januar 1998 var truffet på et forkert

oplysningsgrundlag, jf. ovenfor afsnit A.2, og at ministeriet i hvert fald

den 23. januar 1998 (jf. ministeriets telefoniske samtale med Århus Kommune

denne dato) var blevet opmærksom på at der muligvis var fejl i

oplysningsgrundlaget.

Hertil kommer at ministeriet

ikke tidligere havde taget stilling til en sag om hjemsendelse, hvor der var

tale om at den pågældende havde delt forældremyndighed over et herboende

barn,

jf. ministeriets udtalelse hertil af 7. oktober 1998.

På baggrund heraf burde

ministeriet efter min opfattelse have genoptaget behandlingen af sagen med

henblik på at få de nye oplysninger verificeret samt vurdere om de kunne føre

til en ændret vurdering af sagen.

3.

Forvaltningslovens § 24 - som er citeret ovenfor under afsnit

A.4 - indeholder regler om begrundelsens indhold når en afgørelse meddeles

skriftligt. Reglerne er i vidt omfang udtryk for tidligere bestående

grundsætninger om indholdet af begrundelser, således som de er udviklet i

ombudsmandens praksis.

Uanset om en afgørelse

meddeles mundtligt eller skriftligt, skal en meddelt begrundelse ifølge

almindelige grundsætninger være indholdsmæssigt korrekt. Heri ligger bl.a. at

angivelser af faktiske forhold, retsregler, praksis mv. som er indeholdt i

begrundelsen, i sig selv skal være rigtige.

Selv om ministeriet alene

meddelte afgørelsen af 9. februar 1998 om afslag på genoptagelse mundtligt,

blev der samtidig givet en begrundelse for afslaget. Ministeriet meddelte

således at sagen var i overensstemmelse med ministeriets praksis.

Jeg må som nævnt ovenfor

under afsnit 2 lægge til grund at Socialministeriet allerede den 23. januar

1998 var opmærksom på at der muligvis var tale om fælles forældremyndighed

i stedet for samvær, og at ministeriet ikke havde nogen fast praksis i sager

om hjemsendelse hvor der var tale om fælles forældremyndighed.

På denne baggrund må jeg

konstatere at ministeriets mundtlige begrundelse for ikke at genoptage

sagen var direkte forkert. Dette mener jeg er meget beklageligt.

C. Opsættende virkning

1.

En klage til ombudsmanden har efter ombudsmandsloven ikke opsættende

virkning for den afgørelse som klagen angår. Om en klage skal tillægges

opsættende virkning, må afgøres af vedkommende myndighed, jf. Kaj Larsen

mfl.,

Forvaltningsret (1994), s. 584.

En beslutning om at tillægge

en klage opsættende virkning medfører at afgørelsens retsvirkninger

suspenderes.

Efter bistandslovens § 4

træffer socialministeren som første (og eneste) instans endelig afgørelse om

hjemsendelse. Der er ikke i bistandsloven særskilt hjemmel til at tillægge en

klage over en afgørelse om hjemsendelse opsættende virkning.

I tilfælde hvor der

foreligger en klageadgang til en rekursinstans – og hvor der ikke i

loven er

taget stilling til spørgsmålet om opsættende virkning – kan

rekursinstansen og

normalt også underinstansen efter almindelige forvaltningsretlige principper

tage stilling til om en klage skal have opsættende virkning. Rekursinstansen

kan tage stilling til spørgsmålet om opsættende virkning inden for

omgørelsesmuligheden

i sager af den pågældende art. Underinstansen kan tage stilling hertil i alle

fald inden for tilbagekaldelsesmuligheden i den pågældende sag. Uden for

partstvister eller partstvistlignende sager må der særlige holdepunkter

til, førend lovbestemmelser om opsættende virkning kan anses for udtømmende.

Med andre ord kan myndighederne i disse tilfælde normalt ikke være retligt

afskåret fra at tillægge en klage opsættende virkning selv om den ikke har

det

ifølge loven, jf. Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 648.

Socialministeriet henviste i

sit brev af 15. juni 1998 retshjælpen til at rette henvendelse til

udlændingemyndighederne for så vidt angik (A)’s (fortsatte) ret til

ophold her

i landet. I min supplerende høring af 31. august 1998 anførte jeg at jeg

havde

forstået Socialministeriets brev således at ministeriet ikke mente at have

kompetence til at tage stilling til om klagen hertil kunne tillægges

opsættende

virkning.

Socialministeriet har i sin

udtalelse af 7. oktober 1998 anført at hjemsendelsesafgørelsen ikke på

daværende tidspunkt kunne indbringes for anden administrativ myndighed

hvorfor opsættende virkning i sædvanlig forstand ikke kunne komme på tale.

Jeg har opfattet udtalelsen

således at ministeriet mener at der normalt kun vil kunne tillægges en klage

opsættende virkning i tilfælde hvor der er en rekursinstans og under

hensyntagen til sandsynligheden for at rekursinstansen vil ændre afgørelsen.

Som nævnt ovenfor vil

underinstansen ud fra almindelige forvaltningsretlige principper imidlertid

også kunne tillægge en klage opsættende virkning i hvert fald inden for

tilbagekaldelsesmuligheden i den konkrete sag. Samtidig er det min opfattelse

at en myndighed ud fra lignende betragtninger ligeledes har adgang til at

tillægge en klage til mig opsættende virkning.

Det er derfor min opfattelse

at Socialministeriet ikke generelt var afskåret fra at tillægge klagen hertil

over hjemsendelsesafgørelsen opsættende virkning, også uanset bestemmelsen

i udlændingelovens § 18, stk. 1.

Den myndighed til hvilken en

part retter begæring om opsættende virkning, er forpligtet til at tage

stilling til begæringen, jf. Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s.

649.

Jeg mener på denne baggrund

at det er beklageligt at Socialministeriet ikke konkret over for retshjælpen

tog stilling til anmodningen om opsættende virkning, men alene henviste til

udlændingemyndighederne. Udlændingemyndighederne havde efter min opfattelse

ikke kompetence til at tillægge en klage hertil over Socialministeriets

afgørelse opsættende virkning.

2.

Anmodningen om opsættende virkning blev fremsat af retshjælpen

den 17. februar 1998. I brev hertil af 11. maj 1998 bad retshjælpen på ny om

at

klagen blev tillagt opsættende virkning. Socialministeriet besvarede først

anmodningen

den 15. juni 1998.

Efter min opfattelse

tilsiger god forvaltningsskik at en anmodning om opsættende virkning besvares

straks efter modtagelsen.

Jeg mener derfor det er meget

beklageligt at ministeriet ikke straks efter modtagelsen af retshjælpens

anmodning

besvarede denne. Jeg lægger herved navnlig vægt på hjemsendelsesafgørelsens

alvorlige konsekvens for (A), herunder vigtigheden af - for den pågældende -

hurtigst muligt at få afklaret om han (fortsat) måtte opholde sig her i

landet

under min behandling af sagen.

D. Afslag på yderligere kontanthjælp fra den 1. marts 1998

Århus Retshjælp klagede

hertil den 2. juli 1998 på vegne af (A) over at Det Sociale Ankenævn (nu Det

Sociale Nævn) for Århus Amt ved brev af 12. maj 1998 havde tiltrådt Århus

Kommunes afslag på at udbetale kontanthjælp efter bistandslovens § 37 efter

den 1. marts 1998. Retshjælpen klagede endvidere over at Den Sociale

Ankestyrelse den 16. juni 1998 havde afvist at behandle sagen.

Det fremgår af sagen at Århus

Kommune den 26. januar og 16. marts 1998 meddelte (A) afslag på yderligere

hjælp efter bistandslovens § 37 fra den 1. marts 1998. Kommunen fandt at der

ikke var grundlag for at yde hjælp idet den pågældendes opholdstilladelse var

bortfaldet som følge af Socialministeriets afgørelse af 15. januar 1998 om

hjemsendelse.

I brev af 19. marts 1998 til

kommunen klagede retshjælpen over kommunens afgørelse og henviste navnlig til

at Socialministeriets afgørelse om hjemsendelse var ugyldig, og at

ministeriet

endnu ikke havde taget stilling til retshjælpens anmodning om at få tillagt

klagen hertil opsættende virkning.

Af det sociale ankenævns afgørelse

af 12. maj 1998 fremgår bl.a. følgende:

’Det sociale Ankenævn

stadfæster

forvaltningens afgørelse.

Socialministeriet har i

henhold til bistandslovens § 4 i brev af 15. januar 1998 truffet beslutning

om,

at (A) ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at han er berettiget til

vedvarende hjælp. Ministeriets afgørelse indebærer, at (A) i henhold til

udlændingeloven ikke har ret til at ophold i landet.

Det sociale Ankenævn må på

den baggrund konstatere, at Århus Kommune ikke er forpligtet til at yde hjælp

i

henhold til bistandslovens regler, og finder derfor ikke anledning til at

tilsidesætte Århus Kommunes afgørelse.’

Den Sociale Ankestyrelse

afviste den 16. juni 1998 at behandle sagen under henvisning til at den ikke

havde principiel eller generel betydning.

De bestemmelser efter hvilke

afgørelserne er truffet fremgår af sagen.

Efter min gennemgang af sagen

har jeg besluttet ikke at iværksætte en egentlig ombudsmandsundersøgelse i

anledning af dette klagepunkt. Baggrunden herfor er at der ikke er udsigt til

at jeg vil kunne kritisere resultatet af ankenævnets og Ankestyrelsens

afgørelser. Efter ombudsmandslovens § 16, stk. 1, afgør ombudsmanden selv om

en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse.

Jeg går ud fra at retshjælpen

på baggrund af den nye afgørelse som jeg har bedt Socialministeriet om at

træffe, vil vurdere om der er grundlag for at bede om genoptagelse af sagen

om

kontanthjælp.

E. Sammenfatning

Det er min opfattelse at

Socialministeriet har undladt at inddrage væsentlige kriterier (omfanget af

det faktiske samvær og artikel 8 i den europæiske

menneskerettighedskonvention) i sin samlede vurdering af hjemsendelsessagen,

samt at ministeriet har inddraget et ulovligt kriterium og til dels inddraget

et direkte fejlagtigt element i sin vurdering. På baggrund af dette forhold

har

jeg bedt Socialministeriet om at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse.

Endvidere opfylder

ministeriets begrundelse for afgørelsen af 15. januar 1998 ikke kravene i

forvaltningslovens § 24 ligesom afgørelsen burde have været meddelt (A)

direkte og ikke blot ved kopi med et følgebrev.

Det er beklageligt at

ministeriet ikke som lovet meddelte en skriftlig begrundelse for det

mundtlige

afslag på genoptagelse. Samtidig er det meget beklageligt at ministeriets

mundtlige begrundelse for afslaget var direkte forkert. Yderligere mener jeg

det er meget kritisabelt at ministeriet ikke i anledning af retshjælpens brev

af 19. januar 1998 genoptog behandlingen af sagen.

Det er min opfattelse at Socialministeriet

ikke generelt var afskåret fra at tillægge klagen hertil over

hjemsendelsesafgørelsen opsættende virkning. På den baggrund mener jeg at det

er beklageligt at ministeriet ikke konkret over for retshjælpen tog stilling

til anmodningen om opsættende virkning. Det er endvidere meget beklageligt at

ministeriet ikke straks efter modtagelsen af retshjælpens anmodning besvarede

denne.

Jeg har gjort

Socialministeriet bekendt med min opfattelse og har som ovenfor nævnt bedt

ministeriet

om at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse vedrørende

hjemsendelsesspørgsmålet.

Afslutningsvis har jeg

besluttet ikke at iværksætte en egentlig ombudsmandsundersøgelse i anledning

af

klagen over at (A) fik afslag på yderligere kontanthjælp efter den 1. marts

1998

idet der ikke er udsigt til at jeg vil kunne kritisere resultatet af

myndighedernes afgørelser (ombudsmandslovens § 16, stk. 1).”

Den 15. juli 1999 modtog jeg

underretning om at Socialministeriet samme dag havde meddelt Århus Retshjælp

at

ministeriet efter en samlet gennemgang af sagen fandt at A havde en sådan

tilknytning til Danmark at han ikke kunne hjemsendes. Socialministeriet havde

derfor ophævet sin afgørelse af 15. januar 1998 vedrørende hjemsendelse.

Lignende dokumenter