Hjemsendelse af udlænding efter bistandslovens § 4. Inddragelse af kriterier. Retsvildfarelse. Begrundelse. Afgørelsens meddelelse. Genoptagelse. Opsættende virkning
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Hjemsendelse af udlænding efter bistandslovens § 4.
Inddragelse af kriterier. Retsvildfarelse. Begrundelse. Afgørelsens
meddelelse.
Genoptagelse. Opsættende virkning
Af sagen fremgik at A - der
var statsborger i X-land - traf sin tidligere ægtefælle, den danske
statsborger
C, i 1989. Han samlevede med hende i udlandet til august måned 1992 hvor C og
parrets fælles barn, B, der var født den 18. maj 1991, tog ophold alene i
Danmark.
I perioden 1992 til 1995
indrejste A til Danmark så ofte det kunne lade sig gøre i perioder af tre
måneder.
Den 1. september 1995 indgik han og C ægteskab i Danmark. Udlændingestyrelsen
meddelte den 7. november 1995 den pågældende opholds- og arbejdstilladelse på
grundlag af ægteskabet.
Den 28. juni 1996 blev der af
Århus Statsamt udfærdiget bevilling til separation mellem C og A. I
forbindelse
hermed blev det aftalt som vilkår for separationen at ægtefællerne fortsat
skulle have fælles forældremyndighed over B.
Udlændingestyrelsen afslog
den 14. februar 1997 at forlænge A’s opholds- og arbejdstilladelse under
henvisning
til separationsbevillingen og samlivsophøret. Udlændingestyrelsen fandt ved
afgørelsen ikke at den omstændighed at A og C havde fælles forældremyndighed
over B kunne føre til at opholdstilladelsen burde forlænges.
Styrelsen lagde ved
afgørelsen vægt på at B boede hos sin mor, og at A - som statsborger i X-land
- kunne indrejse og opholde sig her i landet i indtil tre måneder fra
Læs alt
indrejsen
og herunder ville kunne udøve samvær med sit barn. Styrelsen lagde herudover
vægt på at han i perioden fra august 1992 til indrejsen i Danmark i juni 1995
løbende havde udøvet samvær med sønnen i Danmark, mens han havde haft bopæl i
X-land.
Den 5. marts 1997 klagede
Århus Retshjælp over Udlændingestyrelsens afgørelse til Indenrigsministeriet.
Retshjælpen henviste i den forbindelse navnlig til artikel 8 i den europæiske
menneskerettighedskonvention og anførte at artikel 8 tilsikrede A og dennes
søn ret til et familieliv med hinanden, hvilket efter retshjælpens opfattelse
forudsatte at de boede inden for en rimelig geografisk afstand af hinanden.
I afgørelse af 26. juni 1997
meddelte Indenrigsministeriet bl.a. følgende:
“Det fremgår af sagen, at
Deres klient og (C) indgik ægteskab den 1. september 1995.
Det fremgår endvidere af
sagen, at Deres klient og (C) blev separeret den 28. juni 1996. Deres klient
og (C) fik i den anledning fælles forældremyndighed over barnet, (B).
I den anledning skal
Indenrigsministeriet meddele, at man efter en gennemgang af sagen finder, at
Deres klients opholdstilladelse bør forlænges, jf. udlændingelovens § 9, stk.
1, nr. 2, jf. § 19, stk. 5, jf. § 26, stk. 1, nr. 2.
Udlændingestyrelsen er
herfra underrettet om afgørelsen.”
Den 24. september 1997
indberettede Århus Kommune A til Socialministeriet efter bistandslovens § 4.
Af indberetningen fremgik bl.a. at pågældende havde været udrejst fra den 4.
april til den 1. maj 1997, at han havde modtaget bistandshjælp i anledning af
det nu foreliggende trangstilfælde siden den 13. november 1995, og at det
måtte
antages at hjælpen ville vedvare i en længere periode hvis han ikke selv
fandt
et arbejde. Endvidere var det anført at den pågældende “har samkvemsret,
og
udøver den med søn på 6 år”, samt at han var meget knyttet til sin søn.
På foranledning af en
forespørgsel fra Socialministeriet kommenterede A indberetningen i brev af
19.
oktober 1997. Han anførte bl.a. at grunden til at han var bosiddende i
Danmark
primært var at kunne være sammen med sin søn, og at han tilbragte stort set
hver dag sammen med sønnen.
Socialministeriet bad den 23.
oktober 1997 om Århus Kommunes kommentarer til brevet fra A. Den 6. november
1997 orienterede kommunen ministeriet om at den pågældende var rejst til
X-land
da hans mor var syg. Socialministeriet meddelte herefter i brev af 18.
november
1997 til Århus Kommune at indberetningen var bortfaldet idet A var rejst
til X-land, og at udbetalingen af kontanthjælp derfor var stoppet.
Den 10. december 1997
indberettede Århus Kommune på ny A til Socialministeriet efter bistandslovens
§ 4 idet kommunens udbetaling af kontanthjælp til ham var genoptaget efter at
han var vendt tilbage til Danmark. Af indberetningen fremgik at den
pågældende
havde været udrejst fra den 4. april til den 1. maj 1997 og igen fra den 22.
oktober til den 3. december 1997, at han havde modtaget hjælp i henhold til
bistandsloven
siden den 13. november 1995, og at hjælpen måtte antages at vedvare indtil
han
var aktiveret via Beskæftigelsesforvaltningen, eller indtil han selv fandt
arbejde. Det var endvidere anført at han “har samkvemsret og udøver den
med søn
på 6 ½ år”, og at han var og altid havde været meget knyttet og aktiv i
forhold
til sin søn.
Ved brev af 15. januar 1998
stilet til Århus Kommune traf Socialministeriet afgørelse om at A skulle
hjemsendes efter bistandslovens § 4. I brevet var bl.a. anført følgende:
“
Oplysninger til sagen:
Det fremgår af
indberetningerne, at (A) kom til Danmark den 2. november 1995, og at han har
modtaget kontanthjælp siden den 13. november 1995. Han har ikke formået at
skaffe sig arbejde siden indrejsen, og kommunen skønner, at hjælpen vil være
af
længere varighed. Han er i juni 1996 blevet separeret fra en dansk
statsborger,
som han har en søn på 6½ år med. Han har ellers ingen familiemæssig
tilknytning
til Danmark.
Det fremgår endvidere af
indberetningen af 10. december 1997, at pågældende har været udrejst af
Danmark
i 2 perioder fra den 4. april til den 1. maj og 22. oktober til 3. december
1997, på grund af først faderens og senere moderens dødsfald.
Socialministeriet har i et
brev af 14. oktober 1997 bedt pågældende om bemærkninger til indberetningen
fra
Århus Kommune. Socialministeriet har den 19. oktober 1997 modtaget svar
herpå.
Han oplyser, at han inden han kom til Danmark altid har haft gode job, og at
han har henvendt sig i Århus Kommune og ladet kommunen vide, at han var
villig
til at sætte nogle projekter i gang. Han ønsker at frigøre sig af
bistandssystemet, men dette er ikke muligt, da kommunen ikke vil låne ham
penge
til at starte et projekt. Han ønsker at være sælger for et dansk firma, som
handler med Latinamerika, og han søgte derfor optagelse på et
efteruddannelseskursus i markedsøkonomi på et universitet i (X-land). Han
blev
optaget, men Århus Kommune godkendte ikke hans plan. Han har sendt mange
ansøgninger til danske firmaer, men resultatet var negativt. Han er også
involveret i humanitært arbejde, som bl.a. består i at sende tøj og forældet
hospitalsudstyr fra Århus til (X-land). Han oplyser endvidere, at han i
januar
1998 påbegynder et computerkursus, som er iværksat af Århus Kommune.
Reglerne:
Socialministeriet skal
oplyse, at det fremgår af bistandslovens § 2, at ret til bistand i form at
vedvarende hjælp til forsørgelse er betinget af dansk indfødsret.
Efter bistandslovens § 3 kan
der ved aftale med andre stater eller internationale organisationer gives
personer, der ikke har dansk indfødsret, ret til vedvarende hjælp til
forsørgelse under ophold her i landet.
Vedvarende hjælp til
forsørgelse forstås som bistand i form af kontanthjælp eller
institutionsophold, der varer eller må antages at ville vare mere end 1 år.
Det følger endvidere af
bistandslovens § 4, at hvis der bliver behov for vedvarende hjælp til
forsørgelse af en person, der ikke har dansk indfødsret eller ret til hjælp
efter § 3, afgør Socialministeriet, om pågældende skal hjemsendes.
Der kan dog ikke træffes
beslutning om hjemsendelse af udlændinge, der med henblik på varigt ophold
har
boet her i landet mere end de sidste 3 år.
Afgørelse:
Socialministeriet finder, at
(A) ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at han kan modtage vedvarende
hjælp til forsørgelse her i landet. Socialministeriet har derfor truffet
beslutning om, at han skal hjemsendes, og at det godkendes, at der kan ydes
hjælp til hjemrejse.
Socialministeriets afgørelse
indebærer, at (A)’s ret til at opholde sig i Danmark er bortfaldet, jf.
udlændingelovens
§ 18, og at han derfor har pligt til at udrejse af landet, jf. § 30, stk.
1.”
Samme dag sendte Socialministeriet
kopi af afgørelsen til A og Udlændingestyrelsen. I brevet til A skrev
ministeriet følgende:
“Der vedlægges en kopi af det
brev, som Socialministeriet i dag har sendt til Århus Kommune som svar på
kommunens indberetninger af 24. september og 10. december 1997.
Socialministeriet har i dette
brev truffet afgørelse om, at De ikke har en sådan tilknytning til Danmark,
at
De kan modtage vedvarende hjælp til forsørgelse her i landet, og at der
derfor
kan ydes Dem hjælp til hjemrejse.
Deres ansøgninger m.m.
returneres.”
Århus Retshjælp bad i brev af
19. januar 1998 Socialministeriet om at genoptage sagen. Retshjælpen anførte
bl.a. følgende:
“Retshjælpen har gennemgået
grundlaget for Deres afgørelse og har bemærket, at man formentlig ikke har
gjort sig nogen overvejelser, der relaterer sig til EMRK’s art. 8.
Rådsøgendes forhold til sønnen er kun sporadisk nævnt i det indledende
afsnit.
Retshjælpen finder på dette grundlag, at Socialministeriet er pligtig til at
genoptage sagen, idet EMRK er implementeret i dansk ret, hvorfor man i det
mindste må inddrage EMRK’s art. 8 i sine overvejelser før der træffes
afgørelse.
I det konkrete tilfælde er
retshjælpen iøvrigt af den opfattelse, at en inddragelse af EMRK’s art.
8 vil
ændre Socialministeriets afgørelse. Retshjælpen skal særligt påpege, at
rådsøgendes opholdsgrundlag netop hviler på ovennævnte artikel, hvorfor i
hvertfald Indenrigsministeriet har vurderet, at rådsøgendes samvær med sønnen
var tilstrækkeligt til at give rådsøgende opholdstilladelse.
Da samværet imellem
rådsøgende og sønnen ikke har ændret sig, mener retshjælpen at det vil være
rimeligt at anlægge samme vurdering af EMRK’s art. 8’s rækkevidde
som
Indenrigsministeriet har foretaget.
Retshjælpen vedlægger til
belysning af sagen retshjælpen’s brev af 05.03.97 samt
Indenrigsministeriets
afgørelse af 26.06.97.”
Som det fremgår af mit citat
ovenfor af Indenrigsministeriets afgørelse af 26. juni 1997, var det
udtrykkeligt anført i afgørelsen at A havde del i forældremyndigheden over
sin
søn.
I Århus Kommunes journalark
er der den 23. januar 1998 bl.a. anført
følgende:
“s.d. Opringn. til
Socialministeriet, (E) som oplyser, at hun har fået brev fra Århus Retshjælp
vedr. afgørelsen, men endnu ikke har læst brevet. (E) oplyser endvidere, at
hun skal have kontaktet Udlændingestyrelsen, idet der bl.a. er tvivl om der
er
tale om fælles forældremyndighed og nævner også, at opholdstilladelse tidl.
skulle have været inddraget ? Der kan evt. blive ændringer i sagen, (E) vil
da
kontakte ut.”
Ved brev af 2. februar 1998
rykkede Århus Retshjælp Socialministeriet for svar på sin
genoptagelsesanmodning. Den 4. februar 1998 fremsendte retshjælpen en
redegørelse fra C vedrørende omfanget af A’s samvær med sønnen. I
redegørelsen
var bl.a. anført følgende:
“(B)
er
meget sammen med sin far. Det kører stadig ikke på faste dage og
klokkeslet, men på hvornår han har lyst til at være sammen med sin far.
...
Der er nogle uger hvor de
måske kun er sammen to gange, og andre uger er de så måske sammen 4-5 dage
ved
at han er hos sin far 2 dage hvor han sover der, og derefter hos mig, men
hvor
hans far så kommer på besøg hos os, leger med han, tager ham med i
svømmehallen
o.s.v. eller bare passer ham hjemme hos os, fordi jeg måske skal noget. Og
når
vi når til Lørdag eller Søndag kører vi måske en tur alle 3 og er sammen hele
dagen indtil (B) kommer i seng.”
Af Århus Retshjælps brev af
17. februar 1998 til Socialministeriet fremgik at retshjælpen den 9. februar
1998 havde rettet telefonisk henvendelse til ministeriet der havde oplyst at
man ikke ville genoptage sagen eller begrunde afgørelsen yderligere.
Socialministeriet havde oplyst at man ville bekræfte dette ved brev.
Retshjælpen havde den 17. februar 1998 endnu ikke modtaget et skriftligt
afslag på genoptagelse, hvorfor retshjælpen meddelte ministeriet at man ville
indbringe sagen for mig. Retshjælpen anmodede i den forbindelse
Socialministeriet om at tillægge klagen hertil opsættende virkning.
I journalark fra Århus
Kommune er der den 20. februar 1998 bl.a. anført følgende:
“D.d. opringning fra
Socialministeriet v. (E), ... (E) anmoder om dokumentation for, at pgl. har
fælles forældremyndighed vedr. barn født 18.5.1991. Det oplyses samtidig, at
sagen er på vej til ombudsmanden. Der forefindes ikke i herværende sag
dokumentation. (E) anmoder om at oplysninger indhentes fra Amtet.”
Den 26. februar 1998 klagede
Århus Retshjælp til mig over Socialministeriets afgørelse af 15. januar
1998.
Retshjælpen anførte i den
forbindelse navnlig at Socialministeriets afgørelse var truffet på et
mangelfuldt grundlag, idet A ikke havde samværsret med sin søn som oplyst af
Århus Kommune, men derimod havde del i fælles forældremyndighed.
Retshjælpen anførte endvidere
at Socialministeriet ikke havde inddraget artikel 8 i den europæiske
menneskerettighedskonvention.
Retshjælpen henviste herved bl.a. til at der i forarbejderne til
udlændingeloven fra 1983 (betænkning nr. 968 af 1982 om
udlændingelovgivningen)
var anført at sociallovgivningens regler om hjemsendelse i det hele skulle
afstemmes med de regler i udlændingeloven der begrænser adgangen til
udvisning. På den baggrund fandt retshjælpen at Socialministeriet måtte
begrunde
hvorfor ministeriets fortolkning af artikel 8 faldt anderledes ud end
Indenrigsministeriets.
Retshjælpen anførte i klagen
hertil yderligere at man ikke havde fået skriftlig meddelelse fra
Socialministeriet
om at ministeriet ikke ville genoptage sagen.
Retshjælpen bad mig herudover
om at tage stilling til den måde hvorpå hjemsendelsesbeslutningen blev
meddelt
A idet afgørelsen var stilet til socialforvaltningen i Århus Kommune og alene
meddelt den pågældende indirekte ved kopi.
Den 16. marts 1998 anmodede
jeg Socialministeriet om en udtalelse i anledning af klagen.
Af ministeriets udtalelse af
6. april 1998 fremgik bl.a.:
“En udlænding, der opfylder
en af følgende betingelser, hjemsendes efter Socialministeriets praksis ikke:
...
b) udlændingen har
forældremyndigheden over et herboende dansk barn,
...
Socialministeriet træffer herefter
ud fra en konkret vurdering afgørelse om, hvorvidt udlændingen bør hjemsendes
eller bør ligestilles med danske statsborgere. Ved denne vurdering lægges der
vægt på varigheden af opholdet i Danmark, på helbredsmæssige forhold, på
graden
af tilknytning til Danmark i forhold til tilknytningen til hjemlandet og
udlændingens personlige forhold i øvrigt. Eksempelvis vil det tale mod
hjemsendelse,
- hvis udlændingen har en
meget betydelig del af sin familie boende her i landet. En samlever eller en
tidligere ægtefælle samt børn, som udlændingen ikke har forældremyndigheden
over, vil ikke i sig selv være udslaggivende,
...
Det taler for hjemsendelse af
forsørgelsesmæssige grunde, at pågældende (X)’ske statsborger ikke har
formået
at forsørge sig selv i en periode på henved 2½ år. Den pågældende har givet
udtryk for den opfattelse, at kommunen havde ansvaret herfor og har ment, at
den skulle stille ham i spidsen for projekter af forskellig art eller skabe
grundlag for, at han skulle kunne bestride et arbejde som sælger. I
hjemlandet,
hvor mulighederne for offentlig forsørgelse er anderledes, end de er her i
landet, har den pågældende altid haft gode job. Her i landet har den
pågældende
i stedet anvendt sin arbejdsevne til at involvere sig i humanitært arbejde,
som
blandt andet har bestået i at sende en container med tøj og forældet
hospitalsudstyr fra Århus Amt til (X-land).
Det er ministeriets
opfattelse, at den pågældende trods viden om indberetningerne og disses
eventuelle konsekvenser kun har udvist vilje til at søge ansættelse inden for
et snævert ansættelsesfelt, hvilket har indskrænket sandsynligheden for, at
han
også fremover har mulighed for at forsørge sig selv, hvilket også taler for
hjemsendelse. Socialministeriet er derfor ikke enig i klagers kritik af ikke
at
have informeret klager om, at han ved at ophøre med at modtage kontanthjælp
kunne afværge et bortfald af opholdstilladelse. Tvært imod synes den
pågældende
at have været utilbøjelig til reelt at søge andre forsørgelsesmuligheder,
hvilket tidsmæssigt har givet ham større muligheder for at være sammen med
sin
søn, end hvis han havde haft normal beskæftigelse.
Klager imødegår ikke, at han
ikke har formået at forsørge sig selv, men anfører som nævnt, at den fælles
forældremyndighed over - og samværet med - sønnen bør medføre, at den
pågældende har ret til vedvarende forsørgelse her i landet. Klager henviser
herved til Indenrigsministeriets afgørelse af 26. juni 1997 og EMRK artikel
8.
Socialministeriet skal herved
anføre, at Indenrigsministeriets afgørelse af 26. juni 1997 udelukkende angår
den pågældendes forbliven i landet og ikke tager hensyn til den omstændighed,
at den pågældende udenlandske statsborger ikke er i stand til at forsørge sig
selv. Socialministeriets afgørelse om hjemsendelse af forsørgelsesmæssige
grunde er i henhold til bistandsloven baseret på dette aspekt, som derfor må
tillægges væsentlig betydning for afgørelsen, da bistandsloven klart
udelukker
udenlandske statsborgere fra at modtage vedvarende hjælp til forsørgelse.
Indenrigsministeriets
afgørelse afskærer derfor ikke Socialministeriet fra - ud fra det
lovgrundlag,
Socialministeriet træffer afgørelse ud fra - at fremkomme med en anden
afgørelse end Indenrigsministeriet.
Socialministeriet er herved
opmærksom på, at den pågældende har fælles forældremyndighed over sit barn,
uagtet at Århus Kommune fejlagtigt har angivet, at den pågældende udlænding
havde samkvemsret med den herboende søn. Barnet er efter Socialministeriets
oplysninger dansk statsborger.
Som nævnt hjemsender
Socialministeriet efter praksis ikke personer, der har forældremyndighed over
et herboende dansk barn, idet det kan være uhensigtsmæssigt at henvise et
barn,
som er dansk statsborger, til at bo sammen med en udenlandsk
forældremyndighedsindehaver i udlandet.
Hvad angår en fælles
forældremyndighed, hvor den ene af forældrene forbliver her i landet, går
hensynet imidlertid alene på, om det vil være muligt for den anden forælder
at
udøve forældremyndigheden fra udlandet. Efter (udlændingemyndighedernes)
praksis
indgår udøvelse af forældremyndighed og samværsret som ét blandt de hensyn,
der
i øvrigt bør tages i betragtning.
Varigheden af pågældendes
ophold her i landet indgår også som et hensyn. Imidlertid tæller det, hvad
angår fortsat ophold ved afgørelse efter bistandslovens § 4, i negativ
retning, hvis man har haft ophold af længere varighed her i landet og
modtaget
kontanthjælp i hele perioden, mens det i udlændingelovens forstand tæller i
positiv retning, hvis man har haft længere ophold her i landet.
...
Socialministeriet lægger i
sin afgørelse vægt på, at sagen ikke indeholder flygtningeretlige aspekter,
at
den pågældende, inden han kom til Danmark, altid havde haft gode job, at han
i
perioden 1992-1995, hvor han havde bopæl i hjemlandet, udøvede samkvem med
sønnen, samt at han som (X)’sk statsborger fortsat vil kunne indrejse og
opholde sig her i landet indtil 3 måneder fra indrejsen.
Den pågældende vil kunne søge
og opnå opholdstilladelse fra hjemlandet, hvis han finder beskæftigelse i
Danmark, og vil på den måde ved fortsat beskæftigelse kunne sikre sig varigt
ophold.
Det betydelige samvær med
sønnen synes muliggjort af, at det offentlige har sørget for forsørgelsen, og
taler af den grund ikke til fordel for forbliven her i landet. Derfor finder
Socialministeriet
ikke, at han i kraft af den fælles forældremyndighed over sønnen efter
lovgivningen er sikret varig forsørgelse her i landet, ligesom det formentlig
næppe kan anses som værende af gavn for barnet, at pågældende opholder sig
her
i landet uden evne til at forsørge sig selv, på trods af at han har sin fulde
arbejdsevne i behold.
Klager finder det
beklageligt, at ministeriet ikke har taget stilling til EMRK i
hjemsendelsesskrivelsen. Man skal herved gøre oplyse, at EMRK er indarbejdet
i
den danske lovgivning og myndighedernes praksis i det omfang, denne ikke
forud
for Danmarks underskrivelse af denne konvention var i overensstemmelse
hermed.
Den danske lovgivning og myndighedernes praksis hviler på de principper, der
er
nedfældet i konventionen.
...”
I brev af 11. maj 1998
kommenterede Århus Retshjælp ministeriets udtalelse. Retshjælpen anmodede
Socialministeriet om at redegøre for hvorfor ministeriet i denne sag fandt
grundlag for at fravige egen praksis. Retshjælpen fandt endvidere at det
stred
imod almindelige forvaltningsretlige regler at Socialministeriet ikke havde
taget selvstændig stilling til artikel 8 i den europæiske
menneskerettighedskonvention,
når den - henset til Indenrigsministeriets afgørelse - syntes åbenbar
relevant.
Videre oplyste retshjælpen bl.a. at der ikke efter udlændingelovens § 9, stk.
4, blev stillet krav om at pågældendes ægtefælle skulle være i stand til at
forsørge ham da han fik opholdstilladelse i 1995, og at det ved lovændringen
var forudsat at der ikke skulle ske hjemsendelse af forsørgelsesmæssige
grunde
i situationer hvor der i forbindelse med opholdstilladelsen ikke var stillet
forsørgelseskrav.
Århus Retshjælp bad desuden
om at ministeriet tog stilling til retshjælpens tidligere fremsatte anmodning
om at klagen til mig blev tillagt opsættende virkning. Endelig fandt
retshjælpen
at Socialministeriets
argumentation vedrørende den pågældendes manglende arbejdstilknytning var
upassende.
Den 14. maj 1998 sendte jeg
Århus Retshjælps brev til Socialministeriet som en anmodning fra retshjælpen
om
at ministeriet tog stilling til - og meddelte retshjælpen - om klagen hertil
kunne tillægges opsættende virkning. Jeg bad i øvrigt om ministeriets
eventuelle
bemærkninger til retshjælpens brev af 11. maj 1998.
I brev af 15. juni 1998 til
Århus Retshjælp meddelte Socialministeriet bl.a. følgende:
“For så vidt angår retten til
ophold her i landet, henvises til udlændingemyndighederne. Når
Socialministeriet har truffet beslutning om hjemsendelse, behandles sagen
efter udlændingelovens § 18, stk. 1. Det bemærkes, at
udlændingemyndighedernes
eventuelle beslutning om suspensiv virkning ikke har noget betydning for 3
års
fristen. Der kan altså ikke ved en eventuel beslutning om suspensiv virkning
opnås
en forhalingseffekt, således at 3 års fristen for hjemsendelse kan blive
overskredet.
For så vidt angår
kontanthjælp, har en klage til Folketingets Ombudsmand ikke opsættende
virkning. Dette ville stride mod hensynet til håndhævelsen af
lovbestemmelsen.
Det er den omstændighed, at der vedvarende
er
udbetalt kontanthjælp, der dels medfører, at der træffes beslutning om
hjemsendelse, dels medfører, at der ikke længere kan udbetales kontanthjælp.
...”
Jeg modtog den 17. juni 1998
en supplerende udtalelse fra ministeriet sammen med kopi af ministeriets
brev af 15. juni 1998 til Århus Retshjælp vedrørende spørgsmålet om
opsættende
virkning. Af ministeriets udtalelse fremgik bl.a. følgende:
“Klager er af den opfattelse,
at Socialministeriet i denne sag har fraveget sædvanlig praksis, og anmoder
om
en redegørelse for, hvorfor man netop i denne sag har fundet grundlag for at
fravige praksis. Socialministeriet skal oplyse, at man i denne sag har fulgt
sædvanlig praksis.
Klager finder endvidere, at
Socialministeriets afgørelse er ugyldig, fordi den er truffet på grundlag af
en
lov, der er ældre end lov nr. 285 af 29. april 1992 om Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention (inkorporationsloven), hvorfor afgørelsen lider
af
en retlig mangel. Som ministeriet tidligere har peget på, medførte
lovfæstelsen
af inkorporeringen i 1992 af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
ikke,
at dansk ret - og dermed heller ikke Socialministeriets lovområde - måtte
gennemgå en gennemgribende revision, idet love og praksis i forvejen var i
overensstemmelse med det værdigrundlag, som Menneskerettighedskonventionen
byggede på. At en konkret afgørelse i henhold til bistandsloven ikke
udtrykkeligt er begrundet med henvisning til det overordnede retsgrundlag -
eksempelvis Grundloven eller diverse internationale konventioner - anfægter
ikke afgørelsens gyldighed.
Socialministeriet bestrider
ikke, at lovgiver kan have forudsat ’retlig parallelitet’ hvad
angår
forudsætningerne for en hjemsendelsesbeslutning efter bistandsloven og en
udvisning efter udlændingeloven, således at varigheden af opholdet er af
betydning. Efter udlændingeloven indgår den omstændighed, at en person har
været forsørget af kontanthjælp i den periode, pågældende har opholdt sig her
i
landet, imidlertid ikke i de kriterier, der skal indgå som forudsætning for
afgørelsen. En afgørelse efter bistandsloven har den omstændighed, at en
person har været forsørget af kontanthjælp i den periode, pågældende har
opholdt sig her i landet, som det helt afgørende kriterium.
...
Det foreligger imidlertid
oplyst, at der i marts 1996 blev udfærdiget § 43-skema samt at der i 1996 var
hyppige afbrydelser af kontanthjælpen. I 1997 blev der i januar måned
udbetalt hjælp efter bistandslovens § 43, stk. 6, hvorfor pågældende har
været
i et forrevalideringsforløb, der ikke resulterede i egentlig revalidering.
Pågældende har ikke været i et egentligt aktiveringsforløb. Også i 1997 har
der
været afbrydelser i hjælpen. Det er Socialministeriets opfattelse, at
kommunen
har udfoldet endog særdeles store bestræbelser med henblik på, at modtageren
igen blev bragt i stand til at klare sig selv, dels på kommunens eget
initiativ, dels på baggrund af pågældendes mange forslag hertil.
Der har derfor efter
Socialministeriets opfattelse været grundlag for at tillægge den manglende
erhvervstilknytning vægt i afgørelsen om hjemsendelse.
Klager nævner, at man fra
Udlændingestyrelsens side ikke stillede krav om, at klagers ægtefælle var i
stand til at forsørge klager i 1995. Socialministeriet skal pege på, at
pågældende opnåede opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af ægteskab med
en
dansk statsborger, hvorfor Udlændingestyrelsen ikke stiller forsørgelseskrav
i
form af en garantierklæring. Ægtefæller har i forvejen efter
retsvirkningsloven
gensidig forsørgelsespligt.”
Århus Retshjælp meddelte i
brev af 2. juli 1998 med bilag sine bemærkninger til Socialministeriets
supplerende udtalelse af 15. juni 1998, herunder til ministeriets brev af
samme
dato til retshjælpen. Retshjælpen anførte bl.a.:
“Vedrørende den manglende
inddragelse af EMRK’s artikel 8, skal retshjælpen med henvisning til de
almindelige forvaltningsretlige principper om begrundelsens indhold betone,
at
når sagen helt åbenbart implicerer et EMRK artikel 8 problem, som har været
inddraget
i Indenrigsministeriets sag, må der naturligvis også tages stilling hertil i
§
4-sagen. Retshjælpen fastholder således, at der er tale om såvel en
processuel
som en retlig mangel, der må føre til at afgørelsen er ugyldig.
Vedrørende den påberåbte
parallellitet i overvejelserne om hjemsendelsessituationer, jfr. BL’s §
4 og
inddragelsessituationer jfr. udl’s § 26, skal retshjælpen præcisere, at
parallelliteten ikke gælder i egentlige udvisningssituationer. Retshjælpen er
uforstående overfor Socialministeriets bemærkninger herom (udtalelsens
afsnit 4), dog skal vi bemærke, at det er nærliggende at tolke det anførte
vedrørende rådsøgendes kontanthjælpsmodtagelse på side 2 linie 4-7, som
udtryk
for at man har fundet kontanthjælpsmodtagelsen som det helt afgørende
kriterie. Det underbygger således efter retshjælpens opfattelse, at
Socialministeriet ikke har tillagt andre kriterier den betydning som både
udl’s
§ 26 og EMRK’s artikel 8 tilsiger, også i sager efter BIL’s § 4.
Vedrørende Socialministeriets
bemærkninger om forsørgelseskrav side 3 afsnit 2, skal retshjælpen bemærke,
at
disse lider af en retsvildfarelse, idet man tilsyneladende forveksler
forsørgelseskrav i form af godtgjort forsørgelsesevne (jfr. udl's § 9 stk. 4,
2.pkt.) med garantierklæringer (jfr. samme bestemmelses 1.pkt) og vel også
den
offentlige forsørgelsespligt med den privatretlige.
...
... retshjælpens
anmodning om
en stillingtagen til spørgsmålet om opsættende virkning er fremsat den
17.02.98, jfr. vedlagte kopi af retshjælpens brev til Socialministeriet.
Iøvrigt synes ministeriets brev af 15.06.98
ikke
at tage stilling til spørgsmålet.
Socialministeriet er
tilsyneladende af den opfattelse, at Udlændingestyrelsen har en selvstændig
adgang til at beslutte suspensiv virkning efter udlændingelovens § 18.
Retshjælpen skal hertil bemærke, at det eneste Udlændingestyrelsen kan
foretage
sig efter en hjemsendelsesbeslutning i henhold til BL’s § 4 er at påse,
at
denne beslutning er retskraftig og i så fald om fornødent at fastsætte en
udrejsefrist og håndhæve denne gennem tvangsudsendelse, straf og
indrejseforbud.
Spørgsmålet om suspensiv virkning af klagen til Ombudsmanden, skal
naturligvis
afgøres af Socialministeriet, som den instans, der har truffet den indbragte
afgørelse.
Vedrørende Socialministeriets
bemærkninger om hvorvidt en klage til Ombudsmanden har opsættende virkning
for
så vidt angår kontanthjælp, synes ministeriet at sammenblande § 4-sagerne med
de tilfælde hvor kontanthjælp standses i henhold til selve
tildelingsbestemmelsen
i § 37, hvilket jo må bero på, at tildelingsbetingelserne ikke længere er
opfyldt. Det er retshjælpens opfattelse, at man ikke uden videre kan foretage
en sådan sammenligning, da en person jo sagtens kan opfylde betingelserne i §
37 samtidig med en § 4 beslutning (det vil nok være normalsituationen).
I nærværende sag er det
således alene § 4 beslutningen, der begrunder standsningen af hjælp og det er
netop denne beslutningsretlige holdbarhed, der er gjort indsigelse imod i
sagen. Såfremt rådsøgende herefter får medhold i klagen, vil han reelt have
været berettiget til hjælp også i den mellemliggende periode.
I relation hertil skal
retshjælpen bemærke, at det efter vores opfattelse er en helt almindelig
vurdering efter almindelige principper for suspensiv virkning, der må
foretages med den realitet for øje, at rådsøgende på den ene side kan dø af
sult og på den anden side ikke er genstand for tvangsudsendelse.”
I brev af 31. august 1998 bad
jeg om ministeriets bemærkninger til Århus Retshjælps brev af 2. juli 1998.
Jeg skrev følgende til ministeriet:
“... Jeg skal endvidere bede
ministeriet om en redegørelse vedrørende følgende forhold:
...
2)
Af Socialministeriets udtalelse af 15. juni 1998 fremgår bl.a.
at ministeriet ikke bestrider at lovgiver kan have forudsat 'retlig
parallellitet' hvad angår forudsætningerne for en hjemsendelsesbeslutning
efter bistandsloven og en udvisning efter udlændingeloven.
I forbindelse med en
gennemgang af praksis i hjemsendelsessager anfører ministeriet i sin
udtalelse
af 6. april 1998 bl.a. at en udlænding der har forældremyndigheden over et
herboende dansk barn, ikke hjemsendes. Socialministeriet anfører dernæst
bl.a.
følgende:
’Hvad angår en fælles
forældremyndighed, hvor den ene af forældrene forbliver her i landet, går
hensynet imidlertid alene på, om det vil være muligt for den anden forælder
at
udøve forældremyndigheden fra udlandet. Efter (udlændingemyndighedernes)
praksis indgår udøvelse af forældremyndighed og samværsret som ét blandt de
hensyn,
der i øvrigt bør tages i betragtning.
...’
Det står mig herefter ikke
helt klart hvilken betydning Socialministeriet tillægger
udlændingemyndighedernes praksis vedrørende fælles forældremyndighed og
samvær
(herunder artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention) i
ministeriets sager om hjemsendelse. Jeg skal derfor bede ministeriet
præcisere
dette.
Såfremt ministeriet tillægger
udlændingemyndighedernes praksis betydning, skal jeg bede om en redegørelse
for
denne praksis efter en forud indhentet udtalelse fra Indenrigsministeriet.
Jeg
beder i den forbindelse Socialministeriet om at oplyse hvordan ministeriet
holder sig orienteret om udlændingemyndighedernes praksis, herunder hvilken
betydning Socialministeriet har tillagt Indenrigsministeriets afgørelse af
26.
juni 1997.
3)
I brev hertil af 11. maj 1998 bemærkede retshjælpen bl.a. at
Udlændingestyrelsen ikke stillede krav om at (A)’s ægtefælle godtgjorde
at være i stand til at forsørge ham, jf. bestemmelsen i udlændingelovens § 9,
stk. 4, da han søgte om opholdstilladelse i 1995. Retshjælpen anførte i den
forbindelse at det ved lovændringen var forudsat at der ikke skulle ske
hjemsendelse
af forsørgelsesmæssige grunde i situationer, hvor der i forbindelse med
opholdstilladelsen ikke var stillet forsørgelseskrav.
Socialministeriet skrev i
udtalelse af 15. juni 1998 følgende:
’...
Klager nævner, at man fra
Udlændingestyrelsens side ikke stillede krav om, at klagers ægtefælle var i
stand til at forsørge klager i 1995. Socialministeriet skal pege på, at
pågældende opnåede opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af ægteskab med
en
dansk statsborger, hvorfor Udlændingestyrelsen ikke stiller forsørgelseskrav
i
form af en garantierklæring. Ægtefæller har i forvejen efter
retsvirkningsloven
gensidig forsørgelsespligt.
...’
I sine bemærkninger til
ministeriets udtalelse skrev Århus Retshjælp bl.a. således:
’Vedrørende
Socialministeriets bemærkninger om forsørgelseskrav side 3 afsnit 2, skal
retshjælpen bemærke, at disse lider af en retsvildfarelse, idet man
tilsyneladende forveksler forsørgelseskrav i form af godtgjort
forsørgelsesevne
(jfr. udl’s § 9 stk. 4, 2.pkt.) med garantierklæringer (jfr. samme
bestemmelses
1. pkt.) og vel også den offentlige forsørgelsespligt med den
privatretlige.’
...
Jeg skal bede ministeriet
forholde sig til det af retshjælpen anførte, herunder bede ministeriet oplyse
hvilken betydning udlændingemyndighedernes beslutning om ikke at stille
forsørgelseskrav i en konkret sag har for Socialministeriets behandling efter
bistandslovens § 4.
4)
Retshjælpen har bedt om en stillingtagen til den måde hvorpå (A)
fik meddelt hjemsendelsesbeslutningen, idet beslutningen var stilet til Århus
Kommune og den alene blev sendt i kopi til (A). Da Socialministeriet ikke ses
at have kommenteret dette forhold i sine tidligere udtalelser, skal jeg bede
om ministeriets bemærkninger hertil.
5)
Retshjælpen har i sin klage til mig anført at ministeriet den 9.
februar 1998 telefonisk afslog at genoptage eller begrunde afgørelsen
yderligere, og at ministeriet oplyste at man skriftligt ville bekræfte
afslaget på genoptagelse. Retshjælpen har imidlertid ikke modtaget et
skriftligt afslag. Jeg beder om Socialministeriets bemærkninger hertil.
6)
Århus Retshjælp har i sit brev af 2. juli 1998 bl.a. redegjort
for at man fortsat er af den opfattelse at spørgsmålet om klagen hertil kan
tillægges opsættende virkning, skal afgøres af Socialministeriet som den
myndighed der har truffet den indbragte afgørelse.
...
Jeg har herefter opfattet
retshjælpens brev af 2. juli 1998 ligeledes som en klage over
Socialministeriets brev af 15. juni 1998 vedrørende opsættende virkning.
Af Socialministeriets brev af
15. juni 1998 til retshjælpen fremgår følgende:
’...
For så vidt angår retten til
ophold her i landet, henvises til udlændingemyndighederne. Når
Socialministeriet har truffet beslutning om hjemsendelse, behandles sagen
efter udlændingelovens § 18, stk. 1. Der bemærkes, at
udlændingemyndighedernes
eventuelle beslutning om suspensiv virkning ikke har noget betydning for 3
års
fristen. Det kan altså ikke ved en eventuel beslutning om suspensiv virkning
opnås en forhalingseffekt, således at 3 års fristen for hjemsendelse kan
blive
overskredet.
...’
Jeg har nu forstået
Socialministeriets brev af 15. juni 1998 således at ministeriet har truffet
en
afgørelse hvorefter man ikke mener at have kompetence til at tage stilling
til
om klagen hertil over hjemsendelsesbeslutningen kan tillægges opsættende
virkning. I stedet henviser ministeriet til udlændingemyndighederne som
værende de kompetente myndigheder vedrørende dette spørgsmål.
I den anledning skal jeg bede
Socialministeriet redegøre for - eventuelt efter en forud indhentet udtalelse
fra Indenrigsministeriet - på hvilket grundlag ministeriet finder at
udlændingemyndighederne har kompetence til at tillægge en klage over
Socialministeriets afgørelse om hjemsendelse opsættende virkning.
...”
Ved brev af 10. september
1998 fremkom Århus Retshjælp med yderligere bemærkninger til sagen.
Retshjælpen
bad indledningsvis - på vegne af sønnen, B, og C - om at jeg ved min
behandling
direkte inddrog den beskyttelse af B’s familieliv som er reguleret ved
artikel
8 i den europæiske menneskerettighedskonvention. Retshjælpen skrev herudover
bl.a. følgende:
“Socialministeriet udtrykker
den 15.06.1998 den holdning at love og praksis i forvejen var i
overensstemmelse med det værdigrundlag som EMRK bygger på. Dette understreger
blot retshjælpens antagelse om, at ministeriet overhovedet ikke har vurderet
EMRK’s betydning i den konkrete sag, idet man i pagt med en opfattelse
af, at
Danmark som foregangsland indenfor det sociale og humanitære område
øjensynlig
lægger allerede gældende praksis til grund for sine afgørelser.
I brevet af 06.04.98 til
Ombudsmanden anfører Socialministeriet, at det er i kraft af den offentlige
forsørgelse, at (A) har haft det betydelige samvær med sønnen. På denne
baggrund mener Socialministeriet ikke man kan tillægge samværet nogen
betydning, citat:
’og taler af den grund
ikke til fordel for forblivelse her i lande’
citat slut.
Retshjælpen står ganske
uforstående overfor dette synspunkt og så gerne, at ministeriet i relation
til
EMRK’s ark. 8 begrundede dette nærmere.
...
Endelig fremgår det af brevet
af 06.04.98, at (A) vil kunne opnå opholdstilladelse fra hjemlandet, hvis han
finder beskæftigelse i Danmark. Dette må bero på et manglende kendskab til
udlændingelovens praksis, idet rådsøgende ikke vil kunne opnå
opholdstilladelse
i henhold til § 9 stk. 1 og med stor sikkerhed heller ikke ville kunne opnå
den
i henhold til de øvrige regler i udlændingeloven. Retshjælpen skal her
bemærke,
at EMRK’s art. 8 primært beskytter et bestående familieliv.”
Ved brev af 15. september
1998 sendte jeg Århus Retshjælps brev af 10. september 1998 til
Socialministeriet således at det kunne indgå i grundlaget for ministeriets
udtalelse i sagen.
I udtalelse af 7. oktober
1998 anførte Socialministeriet bl.a. følgende:
“Sagen syntes moden til
afgørelse, da pgl. havde modtaget kontanthjælp i over 2 år, og betingelserne
for hjemsendelse efter bistandslovens § 4 på grund af behov for vedvarende
hjælp til forsørgelse dermed allerede i længere tid havde været opfyldt.
Socialministeriet meddelte derfor i brev af 15. januar 1998 til kommunen -
med
kopi til pgl. og Udlændingestyrelsen - at man ikke fandt, at han havde en
sådan
tilknytning til Danmark, at han kunne modtage vedvarende hjælp til
forsørgelse.
Ministeriet havde derfor truffet beslutning om, at han skulle hjemsendes, og
at
det godkendtes, at der kunne ydes hjælp til hjemrejse. Kopien til pgl. blev
sendt med et følgebrev, hvori indholdet af ministeriets afgørelse blev
fremhævet.
Under henvisning til
Ombudsmandens spørgsmål 4 bemærkes, at Socialministeriet altid har benyttet
denne ekspeditionsform, hvor selve brevvekslingen foregår mellem ministeriet
og
den kommune, der med sin indberetning starter sagen og skal have besked om,
hvorvidt kontanthjælpen skal standses eller fortsat udbetales. Samtidig har
man
udnyttet muligheden for i en kort følgeskrivelse til kontanthjælpsmodtageren
at fremhæve den centrale del af afgørelsen. Ombudsmanden har ved behandlingen
af tilsvarende sager efter bistandslovens § 4 ikke haft bemærkninger til
denne procedure. Det kan oplyses, at vi er bekendt med, at Den Sociale
Sikringstyrelse efter sin overtagelse af sagsområdet pr. 1. juli 1998 har
udviklet en ny standardskrivelse, hvorefter hovedskrivelsen går til
kontanthjælpsmodtageren med kopi til kommunen.
Med hensyn til indholdet af
Socialministeriets afgørelse af 15. januar 1998 bemærkes, at ministeriet ikke
-
som påstået af Århus Retshjælp - har fraveget sin egen praksis. Vi havde på
daværende tidspunkt intet incitament til at betvivle rigtigheden af
oplysningen
om samværsretten i kommunens indberetning, som pgl. ikke selv i sit i sit
brev
hertil af 19. oktober 1997 havde gjort indvendinger imod. Som sagen lå oplyst
for os, var det moderen, der havde forældremyndigheden over sønnen, og der
forelå derfor ikke den situation, som er omtalt i Socialministeriets brev til
Ombudsmanden af 6. april 1998, side 2, 2. afsnit, pkt. b (jf. nu også pkt. 26
i
Socialministeriets foreløbige vejledning om kommunernes medvirken i sager om
udlændinge, juni 1998). Pgl.’s forhold til sønnen udgjorde ingen
hindring for
hans hjemsendelse, idet det var Socialministeriets faste praksis, at en
person ikke kunne få ret til vedvarende forsørgelse her i landet alene for at
udøve en samværsret.
Den 19. januar 1998 sendte
Århus Retshjælp et brev til Socialministeriet, hvori retshjælpen bemærkede,
at
ministeriet tilsyneladende ikke havde inddraget Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions art. 8 i sine overvejelser om sagen. Derfor
havde ministeriet efter retshjælpens opfattelse pligt til at genoptage sagen.
Der
blev henvist til, at Indenrigsministeriet havde vurderet, at pgl.’s
samvær med
sønnen var tilstrækkeligt til at give ham opholdstilladelse. Retshjælpen
havde bedt pgl. om at få en bekræftelse på samværet med sønnen og ville sende
den til ministeriet.
...
Den 9. februar 1998 blev
retshjælpens tidligere breve fulgt op af en telefonopringning hertil,
hvorunder vi gav udtryk for, at vi ikke fandt anledning til at genoptage
sagen,
der var i overensstemmelse med ministeriets praksis. Vi gav tilsagn om at
ville
bekræfte dette skriftligt og havde da også et brev herom parat til
afsendelse.
I brev af 17. februar 1998
meddelte retshjælpen imidlertid, at den havde besluttet at indbringe
Socialministeriets afgørelse af 15. januar 1998 for Ombudsmanden ud fra den
opfattelse, at den var ugyldig, fordi den var truffet på et helt
utilstrækkeligt grundlag. Retshjælpen henviste på ny til art. 8 i Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention og bragte samtidig for første gang
spørgsmålet på bane om kommunens oplysninger om pgl.’s samværsret
sammenholdt
med, at Indenrigsministeriet havde forlænget hans opholdstilladelse under
hensyn til, at der var tale om fælles forældremyndighed. Retshjælpen bad
ministeriet
om at give klagen til Ombudsmanden opsættende virkning.
Oplysningerne om den fælles
forældremyndighed i bilaget til retshjælpens brev af 19. januar 1998 og
gentagelsen heraf i klagen til ombudsmanden medførte, at ministeriet bad
Århus
kommune om at skaffe dokumentation for, hvordan forældremyndighedsspørgsmålet
var afgjort ved pgl.’s separation.
Den 23. februar 1998 sendte
kommunens beskæftigelsesforvaltning Socialministeriet en kopi af
separationsbevilligen fra Århus Statsamt af 28. juni 1996. Heraf fremgik, at
ægtefællerne havde fælles forældremyndighed over sønnen.
En sådan situation havde ikke
tidligere foreligget i Socialministeriets sager om hjemsendelse efter
bistandslovens § 4.
Ved brev af 16. marts 1998
bad Ombudsmanden Socialministeriet om en udtalelse i anledning af klagen fra
Århus Retshjælp, og ministeriet svarede den 6. april 1998.
...
Hvad angår forholdet til
menneskerettighedskonventionen skal vi i tilknytning til spørgsmål 2 i
Ombudsmandens brev af 31. august 1998 oplyse, at ministeriet efter at være
blevet bekendt med, at pgl. og hans fraseparerede kone havde fælles
forældremyndighed over sønnen, har overvejet, om denne oplysning ville have
ændret ministeriets holdning til hjemsendelsesspørgsmålet. Dette mener vi
imidlertid at måtte afvise ud fra følgende betragtninger:
1) Der foreligger ikke sammenfaldende
årsager til meddelelse af opholdstilladelse og accept af, at en udlænding kan
få lov til at blive her i landet uanset et behov for vedvarende hjælp til
forsørgelse
fra det offentlige. Dette må være begrundelsen for, at der i den sociale
lovgivning
findes en særlig regel om ret til hjemsendelse. Det findes nærliggende, at
Indenrigsministeriet på baggrund af retspraksis fra Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol – jf. EMD 138 Berrehab, der er refereret side
239 hos
Lorenzen, Rehof og Trier: Den Europæiske Menneskeretskonvention med
kommentarer, 1994 – har ændret Udlændingestyrelsens afgørelse i den
foreliggende sag om inddragelse af af pgl.’s opholdstilladelse alene
pga. hans
separation. Derimod ses der ikke i det omtalte værk at være refereret
afgørelser, som lader reglerne i konventionens art. 8 slå igennem i
situationer, hvor det optimale hensyn til familielivet alene kan varetages,
såfremt der ydes vedvarende offentlig hjælp til forsørgelse.
2) I sidstnævnte situation
har Socialministeriet lagt vægt på de muligheder for samvær, der er beskrevet
i
Udlændingestyrelsens afgørelse af 14. februar 1997 om afslag på forlængelse
af
pgl.’s opholdstilladelse. Det er betragtningerne i forbindelse med denne
afgørelse, der ligger bag den passus om udlændingemyndighedernes praksis fra
Socialministeriets brev af 15. juni 1998, der er citeret i Ombudsmandens
spørgsmål 2.
Hvad angår betydningen af, at
der ikke i forbindelse med pgl.’s ansøgning om opholdstilladelse er
stillet
krav efter udlændingelovens § 9, stk.4, om godtgørelse af hustruens
forsørgelsesevne, jf. Ombudsmandens spørgsmål 3, må vi afvise retshjælpens
påstand om, at det ved ændringen af udlændingeloven i 1992 var en
forudsætning,
at der ikke skulle ske hjemsendelse af forsørgelsesmæssige grunde i
situationer, hvor der ikke i forbindelse med opholdstilladelsen var stillet
krav om dokumentation af forsørgelsesevnen. Forslaget til de stramninger af
udlændingeloven, der blev gennemført ved lov nr. 482 af 24. juni 1992, blev
udformet i tæt samarbejde mellem Justitsministeriet og Socialministeriet, og
det blev ikke på noget tidspunkt tilkendegivet hverken skriftligt eller
mundtligt over for Socialministeriet, at ændringerne i udlændingeloven kunne
indebære nogen indskrænkning af Socialministeriets adgang til hjemsendelse
efter bistandslovens § 4. Vi kan henvise til fremstillingen i
Socialministeriets vejledning nr. 137 af 31. juli 1992 om indberetninger i
henhold til bistandslovens § 4, når der ydes hjælp til udlændinge, og
vejledning nr. 138 af samme dato om kommunernes medvirken i sager om
familiesammenføring efter udlændingeloven m.v. I en af disse vejledninger
måtte en indskrænkning i Socialministeriets hjemsendelseskompetence i givet
fald være omtalt.
Den 15. juni 1998 sendte
Socialministeriet endvidere Århus Retshjælp et svar på spørgsmålet om
opsættende virkning af retshjælpens klage til Ombudsmanden. Vi anførte, at
sagen, når Socialministeriet har truffet beslutning om hjemsendelse, i medfør
af udlændingelovens § 18, stk. 1, overgår til behandling efter denne lov.
Under
henvisning til Ombudsmandens spørgsmål 6 skal vi uddybende tilføje,
1) at der efter
bistandslovens § 4, stk. 1, var tale om hjemsendelsesafgørelser, der ikke
kunne indbringes for anden administrativ myndighed, hvorfor opsættende
virkning
i sædvanlig forstand ikke kunne komme på tale,
2) at Indenrigsministeriet
gentagne gange over for Socialministeriet har givet udtryk for, at
udlændingelovens § 18, stk. 1, skal forstås således, at det er selve
afgørelsen
om hjemsendelse af forsørgelsesmæssige grunde, der indebærer bortfald af
opholdstilladelsen. Der kan også henvises til Udlændingeloven med kommentarer
af Langlouis og Tornøe, 2. udgave, 1993, side 169, note 2 om § 18, hvor det
anføres, at bortfald af opholdstilladelsen indtræder ex lege, således at der
ikke kræves truffet nogen forvaltningsakt, for at opholdstilladelsen
bortfalder. Da retshjælpen i brev af 17. februar 1998 bad Socialministeriet
om
at give klagen til Ombudsmanden opsættende virkning, havde opholdsretten i
over
1 måned været bortfaldet, og Socialministeriet havde ikke kompetence til at
meddele en ny opholdstilladelse.”
Retshjælpen fremkom med sine
bemærkninger i brev af 18. december 1998 til Socialministeriets udtalelse af
7.
oktober 1998. I brevet anførte retshjælpen bl.a.:
“Af Århus Socialforvaltning’s
journalnotat af 26.01.98 fremgår det at (E), Socialministeriet telefonisk den
23.01.98 oplyser at hun er opmærksom på, at der er tvivl om hvorvidt, der er
tale om fælles forældremyndighed.
Retshjælpen må derfor
konstatere, at ministeriet allerede i forbindelse med modtagelsen af
retshjælpens brev af 19.01.98 var klar over, at sagen var afgjort på et
urigtigt grundlag - samværsret.
Retshjælpen står fortsat
uforstående overfor, at ministeriet ikke på denne baggrund genoptog sagen.
...
Retshjælpen finder at det må
lægges til, at Indenrigsministeriet ved afgørelsen af 26.06.97 må have
vurderet samtlige forhold, der indgår i en beslutning om brugen af artikel 8
stk. 2, d.v.s. også ’the economic well-being of the country’.
Det er korrekt, at BL § 4
giver Socialministeriet en særlig hjemmel til at vurdere det
forsørgelsesmæssige aspekt, men dette må efter retshjælpens opfattelse
begrundes konkret og ikke med en almen henvisning til at den kommenterede
udgave
af Menneskeretskonventionen af Lorenzen m.fl., ikke indeholder afgørelser
’hvor det optimale hensyn til familielivet alene kan varetages, såfremt
der
ydes vedvarende offentlig hjælp til forsørgelse.’
...
Retshjælpen skal endelig
påpege, at ministeriets henvisning til Udlændingestyrelsens afgørelse af
14.02.97 som begrundelse for at familielivet fortsat kan fortsætte savner
mening, da Indenrigsministeriet jo netop fandt at dette ikke var i
overensstemmelse med EMRK’s artikel 8 i den konkrete sag.
...
Socialministeriet har overfor
Folketinget redegjort for relationen mellem BL § 4 og udl. § 9, stk. 4 jfr.
Justitsministeriets besvarelse af 26.05.92 vedrørende udlændingeloven af 1992
(L 257). Det fremgår heraf, at man finder at den af udlændingemyndighederne
foretagne afvejning om forsørgelseskrav jfr. udl. § 9, stk. 4 som
retningsgivende for en senere socialretlig vurdering af
hjemsendelsesspørgsmålet.
Selvom Socialministeriet i
ovennævnte redegørelse forholder sig til hjemsendelse af familiesammenførte
forældre bør den samme vurdering kunne bruges i relation forælder-mindreårigt
barn. Det synes også bekræftet af folketingets behandling af dette emne, jfr.
’Opholdsret og forsørgelse’ af Jens Vedsted Hansen side 154, 155 og
156.”
Jeg er under sagens behandling
blevet gjort bekendt med at Indenrigsministeriet ved brev af 7. august 1998
meddelte A ret til at opholde sig her i landet, mens Indenrigsministeriet
behandlede en klage fra retshjælpen over Udlændingestyrelsens afgørelse af
16.
juli 1998 vedrørende afslag på opholdstilladelse.
Den 19. april 1999 blev jeg
orienteret om at Indenrigsministeriet havde sendt sagens akter til
Udlændingestyrelsen idet styrelsen havde meddelt at den var indstillet på at
genoptage den pågældendes sag om opholdstilladelse efter udlændingelovens §
9,
stk. 2, nr. 4.
Ombudsmandens udtalelse
“A. Afgørelsen om hjemsendelse
1. Retsgrundlaget
Socialministeriets afgørelse af 15. januar 1998 er truffet på grundlag af
bistandslovens § 4, der har følgende ordlyd:
’Bliver der behov for vedvarende hjælp til forsørgelse af en person, der
ikke har dansk indfødsret eller ret til hjælp i medfør af § 3, afgør
socialministeren eller den myndighed, ministeren giver bemyndigelse hertil,
om pågældende skal hjemsendes.
Stk. 2. Der kan dog ikke træffes beslutning om hjemsendelse af
udlændinge, der bor her i landet med henblik på varigt ophold, og som lovligt
har boet her i mere end de sidste 3 år.’
Det fremgår af bestemmelsen at det er en betingelse for beslutning om
hjemsendelse at der foreligger et behov for vedvarende hjælp til forsørgelse,
og at den pågældende ikke har ret hertil i kraft af dansk statsborgerskab
eller international aftale (bistandslovens § 3). Samtidig må den pågældende
udlænding ikke have opholdt sig her i landet med henblik på varigt ophold i
mere end 3 år, jf. bestemmelsens stk. 2.
Ved vedvarende hjælp til forsørgelse forstås hjælp til forsørgelse der har
varet eller antages at ville vare i et år eller mere, jf. punkt 1, i
Socialministeriets vejledning nr. 137 af 31. juli 1992 om indberetninger i
henhold til bistandslovens § 4, når der ydes hjælp til udlændinge. Om der
foreligger et forsørgelsesbehov, afhænger af en konkret vurdering af bl.a.
den pågældendes individuelle forhold.
Hvis det vurderes at der foreligger et behov for vedvarende hjælp, kan
socialministeren ifølge bestemmelsen træffe afgørelse om at udlændingen skal
hjemsendes. Socialministerens afgørelse kan ikke påklages til anden myndighed
og har som konsekvens at den pågældendes opholds- og arbejdstilladelse
bortfalder, jf.
udlændingelovens § 18, stk. 1, og at den pågældende skal udrejse af landet,
jf.
udlændingelovens § 30, stk. 1.
Afgørelsen om hjemsendelse
beror på et administrativt skøn. De kriterier som skal inddrages i
forbindelse
med afgørelsen om hjemsendelse, er udviklet i praksis samt til dels normeret
gennem retskilder.
I betænkning nr. 968/1982 om
udlændingelovgivningen skrev Udlændingelovudvalget bl.a. følgende i
forbindelse med udvalgets overvejelser om subsistensløshed:
’Ved de sociale myndigheders
afgørelse af, om en udlænding skal hjemsendes af forsørgelsesmæssige grunde,
lægges vægt på varigheden af opholdet her. Der vil således normalt ikke ske
hjemsendelse, når den pågældende har opholdt sig her i 2-3 år, og det ud fra
en
vurdering af graden af tilknytningen til landet i forhold til tilknytningen
til
hjemlandet skønnes, at udlændingen bør ligestilles med danske statsborgere,
jfr. socialministeriets cirkulære af 6. januar 1976, punkt 24. Ved
vurderingen
af disse situationer lægger man vægt på de samme omstændigheder, der tages i
betragtning i inddragelses- og udvisningssituationer efter bekendtgørelsens §
52, jfr. udkastene til lovens § 19 (svarende til udlændingelovens § 26, der
er
citeret nedenfor, og som angiver de hensyn der skal afvejes mod udvisnings-
og
inddragelsesgrundene; min bemærkning). I praksis har hjemsendelse kun været
anvendt i beskedent omfang.
...
Uanset at bestemmelserne i
bistandslovens § 4 som anført praktiseres med tilbageholdenhed, finder
udvalget
det dog ønskeligt, at sociallovgivningens regler om hjemsendelse på grund af
subsistensløshed i det hele afstemmes med de regler i udlændingeloven, der
begrænser adgangen til udvisning.’
Udlændingelovens § 26, stk.
1, har følgende ordlyd:
’Ved afgørelsen om udvisning
skal der foruden til udlændingens tilhørsforhold til det danske samfund,
herunder varigheden af opholdet her i landet, tages hensyn til, om udvisning
må
antages at virke særlig belastende, navnlig på grund af:
udlændingens alder, helbredstilstand og andre
personlige forhold,
udlændingens personlige eller familiemæssige
tilknytning til herboende danske eller udenlandske statsborgere,
udlændingens tilknytning til landet i øvrigt, herunder
at udlændingen er kommet hertil som barn eller ganske ung og dermed helt
eller
delvis har haft sin opvækst her i landet,
udlændingens manglende eller ringe tilknytning til
hjemlandet eller andre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold,
risikoen for, at udlændingen vil lide overlast i
hjemlandet eller andre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold, og
udsættelse for overgreb, misbrug eller anden overlast
mv her i landet, der har medført, at en udlænding med opholdstilladelse efter
§
9, stk. 1, nr. 2, ikke længere samlever på fælles bopæl med den i Danmark
fastboende person, eller udlændingens i øvrigt særligt svage stilling.’
Den 13. maj 1983 besvarede
Socialstyrelsen - der på daværende tidspunkt var bemyndiget til at træffe
afgørelse som 1. instans i sager efter bistandslovens § 4 - spørgsmål nr. 98
fra Folketingets Retsudvalg vedrørende anvendelsen af bestemmelsen, jf. FT
1982-83, tillæg B, sp. 1991-92. I besvarelsen blev bl.a. anført følgende:
’Afgørelserne beror på et
konkret skøn i hver enkelt sag. De er afhængige af samtlige relevante
forhold.
Generelt kan det siges, at
hjemsendelsesrisikoen for enlige er større end for ægtepar eller udlændinge i
fast samlivsforhold, idet deres tilknytning til Danmark ofte vil være løsere,
at nære slægtninge til herboende udlændinge (f.eks. børn og svigerbørn,
forældre eller yngre søskende) er mindre udsatte for hjemsendelse end
fjernere
slægtninge.
Ud over relationerne er der
imidertid andre forhold, der spiller ind.
Det har betydning, hvor længe
den pågældende har opholdt sig her i landet, og hvordan denne opholdstid har
formet sig.
Er det en udlænding, der har
været her i 2-3 år eller mere og i en væsentlig del af denne periode har vist
evne og vilje til at klare sig uden hjælp til forsørgelse, og fremgår det af
sagen, at der er nærliggende sandsynlighed for, at den pågældende på ny vil
blive selvhjulpen, vil der ikke blive truffet beslutning om hjemsendelse.
Er der omvendt tale om en
person, der har opholdt sig her i et tilsvarende tidsrum uden at have kunnet
klare sig selv og uden at have vist initiativ til at ændre sin situation -
f.eks. ved at forsøge at lære dansk, vil det være nærliggende at beslutte
hjemsendelse.
I de tilfælde, hvor en
udlænding har været ude for en arbejdsskade eller har fået en erhvervssygdom
her i landet, der har gjort ham uarbejdsdygtig, har styrelsen accepteret, at
den pågældende modtages til vedvarende forsørgelse.’
Af Socialministeriets
vejledning nr. 137 af 31. juli 1992 fremgår bl.a. følgende:
’3.
Afgørelser efter lovens § 4 af, om der skal ske hjemsendelse,
træffes af Socialministeriet efter et konkret skøn over, om pågældende bør
hjemsendes eller ligestilles med en dansk statsborger. Ved denne vurdering
lægges der efter praksis vægt på bl.a. varigheden af opholdet her i landet,
på
helbredsmæssige forhold, graden af tilknytning hertil i forhold til
tilknytning
til hjemlandet, og om familien er her i landet.
...
5.
I følgende tilfælde, hvor der direkte efter loven eller efter
praksis ikke træffes beslutning om hjemsendelse efter bistandslovens § 4,
stk. 1,
kan kommunerne undlade at indberette:
når hjælpen ikke skønnes at være vedvarende.
når udlændingen bor her i landet med henblik på varigt
ophold, og pågældende lovligt har boet her i mere end 2 eller 3 år. ...
når udlændingen er gift og samlever med en dansk
statsborger
når udlændingen er gift og samlever med en anden
udlænding, der har boet her i landet i over 2 eller 3 år med henblik på
varigt
ophold. ...
når en udlænding er gift og samlever med en flygtning,... eller med en person
med opholdstilladelse af humanitære grunde efter
udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2.
når udgifter efter bistandsloven til udlændingen kan
anmeldes til refusion efter § 134a. ...
når en udenlandsk statsborger tidligere har haft dansk
indfødsret, ... .’
2. Sagsoplysning
Det følger af det almindelige
official- eller undersøgelsesprincip som gælder inden for forvaltningsretten
at
det påhviler den enkelte forvaltningsmyndighed selv at sørge for at de
oplysninger som er nødvendige, bliver fremskaffet. Officialprincippets formål
er at bidrage til at sikre at forvaltningsmyndighedernes afgørelser bliver
materielt lovlige og rigtige. Det forudsætter ikke alene at alle relevante
forhold er belyst ved det foreliggende materiale, men også at oplysningerne
er
pålidelige. Er der tvivl om holdbarheden af et væsentligt faktum, må denne
tvivl afklares. Jeg henviser i den forbindelse til Kaj Larsen mfl.,
Forvaltningsret
(1994), s. 297ff.
Socialministeriets afgørelse
er truffet på grundlag af Århus Kommunes indberetning hvoraf fremgik at (A)
havde ’samkvemsret’ med sin søn. Ministeriet lagde denne oplysning
til grund
for sagens behandling og undersøgte ikke yderligere rigtigheden heraf. Senere
kom det imidlertid frem at (A) havde del i forældremyndigheden over sønnen.
Som det fremgår ovenfor under
afsnit 1, er et af de kriterier der skal inddrages i den samlede vurdering af
om der skal ske hjemsendelse, hvilken tilknytning den pågældende udlænding
har til Danmark. Jeg mener derfor at oplysningen var af væsentlig betydning
for
afgørelsen, jf. nærmere nedenfor afsnit 3.a).
Jeg mener imidlertid ikke at
kunne kritisere ministeriet for at have truffet afgørelse på et forkert
oplysningsgrundlag. Jeg har herved lagt vægt på at (A) ved brev af 14.
oktober
1997 blev partshørt over indberetningen fra Århus Kommune, og at han ikke i
sit
brev af 19. oktober 1997 korrigerede oplysningerne vedrørende
’samkvemsret’.
3. Afgørelsens indhold - inddragelse af relevante kriterier
Efter min gennemgang af sagen
har jeg ikke fundet grundlag for at kritisere at ministeriet har vurderet at
der i (A)’s tilfælde forelå et behov for vedvarende hjælp. Jeg har
derfor
koncentreret min undersøgelse om ministeriets vurdering af at den pågældende
kunne hjemsendes.
Som det fremgår ovenfor under
afsnit 1, træffes en afgørelse om hjemsendelse ud fra en samlet vurdering af
alle relevante forhold, herunder bl.a. varigheden af den pågældendes ophold
her
i landet, helbredsmæssige forhold og graden af tilknytning til Danmark i
forhold til tilknytning til hjemlandet.
Socialministeriet har i
afgørelsen af 15. januar 1998 lagt vægt på at (A) ikke havde en sådan
tilknytning til Danmark at han kunne modtage vedvarende hjælp til
forsørgelse.
I udtalelserne hertil har ministeriet nærmere redegjort for sin vurdering af
den pågældendes tilknytning.
a)
Vedrørende (A)’s del i forældremyndigheden over sin herboende
søn anførte ministeriet i udtalelsen af 6. april 1998:
’...
En udlænding, der opfylder en
af følgende betingelser, hjemsendes efter Socialministeriets praksis ikke:
...
b) udlændingen har
forældremyndigheden over et herboende dansk barn,
...
Socialministeriet træffer
herefter ud fra en konkret vurdering afgørelse om, hvorvidt udlændingen bør
hjemsendes eller bør ligestilles med danske statsborgere. Ved denne vurdering
lægges der vægt på varigheden af opholdet i Danmark, på helbredsmæssige
forhold, på graden af tilknytning til Danmark i forhold til tilknytningen til
hjemlandet og udlændingens personlige forhold i øvrigt. Eksempelvis vil det
tale mod hjemsendelse,
- hvis udlændingen har en
meget betydelig del af sin familie boende her i landet. En samlever eller en
tidligere ægtefælle samt børn, som udlændingen ikke har forældremyndigheden
over, vil ikke i sig selv være udslaggivende,
...
Som nævnt hjemsender
Socialministeriet efter praksis ikke personer, der har forældremyndighed over
et herboende dansk barn, idet det kan være uhensigtsmæssigt at henvise et
barn,
som er dansk statsborger, til at bo sammen med en udenlandsk
forældremyndighedsindehaver i udlandet.
Hvad angår en fælles
forældremyndighed, hvor den ene af forældrene forbliver her i landet, går
hensynet imidlertid alene på, om det vil være muligt for den anden forælder
at
udøve forældremyndigheden fra udlandet. Efter (udlændingemyndighedernes)
praksis indgår udøvelse af forældremyndighed og samværsret som ét blandt de
hensyn, der i øvrigt bør tages i betragtning. ...’
Socialministeriet
konkluderede herefter at den pågældende ikke ’i kraft af den fælles
forældremyndighed over sønnen efter lovgivningen er sikret varig forsørgelse
her i landet’.
I udtalelsen af 15. juni 1998
anførte ministeriet følgende:
’...
Klager er af den opfattelse,
at Socialministeriet i denne sag har fraveget sædvanlig praksis, og anmoder
om
en redegørelse for, hvorfor man netop i denne sag har fundet grundlag for at
fravige praksis. Socialministeriet skal oplyse, at man i denne sag har fulgt
sædvanlig praksis.
...’
I udtalelsen af 7. oktober
1998 anførte ministeriet at en situation hvor der var tale om fælles
forældremyndighed, ikke tidligere havde foreligget i Socialministeriets
praksis.
Jeg må på grundlag heraf
konstatere at der i ministeriet har hersket tvivl om rækkevidden af
ministeriets praksis i sager hvor der var tale om forældremyndighed over et
herboende barn. Der kan således ikke siges at have foreligget nogen
’sædvanlig
praksis’ vedrørende disse tilfælde.
Jeg forstår udtalelserne af
6. april og 15. juni 1998 således at Socialministeriet har ment at
ministeriet
havde den praksis at man i denne type af sager lagde vægt på om det var
muligt
at udøve forældremyndigheden fra udlandet.
Som anført må jeg lægge til
grund at ministeriet ikke har nogen praksis for behandlingen af sager hvor
der er tale om fælles forældremyndighed. Der er altså alene tale om at
ministeriet i den konkrete sag finder at den pågældendes del i
forældremyndigheden kan udøves fra udlandet.
Efter min opfattelse er det
forhold at den pågældende har del i forældremyndigheden over sin søn, et
kriterium som må tillægges stor vægt i den konkrete vurdering af den
pågældendes tilknytning til landet. Vedrørende ministeriets vurdering af at
forældremyndigheden kan udøves fra udlandet (hjemlandet), henviser jeg til
afsnit d) nedenfor.
b)
Betydningen af (A)’s faktiske samvær med sin søn har Socialministeriet
forholdt sig til i udtalelsen af 6. april 1998:
’...
Det betydelige samvær med
sønnen synes muliggjort af, at det offentlige har sørget for forsørgelsen, og
taler af den grund ikke til fordel for forbliven her i landet. Derfor finder
Socialministeriet ikke, at han i kraft af den fælles forældremyndighed over
sønnen efter lovgivningen er sikret varig forsørgelse her i landet, ligesom
det
formentlig næppe kan anses som værende af gavn for barnet, at pågældende
opholder sig her i landet uden evne til at forsørge sig selv, på trods af at
han har sin fulde arbejdsevne i behold.
...’
Jeg må opfatte ministeriets
udtalelse således at uanset hvor omfattende (A)’s samvær med sin søn har
været, skal dette hensyn - efter ministeriets opfattelse - ikke under de
givne
omstændigheder inddrages i vurderingen som et (tungtvejende) kriterium der
taler imod hjemsendelse. Ministeriets opfattelse skyldes alene at det er det
offentlige der har forsørget ham og dermed har muliggjort det betydelige
samvær.
Da det er af afgørende betydning
at vurdere den pågældendes tilknytning til Danmark - herunder til herboende
personer - må omfanget af det faktiske samvær naturligvis tillægges væsentlig
betydning. Socialministeriet har således ved den manglende hensyntagen til
omfanget af den pågældendes faktiske samvær på kritisabel vis afskåret et
væsentligt hensyn fra at indgå i den samlede vurdering af sagen.
Jeg mener endvidere at
årsagen til at et betydeligt samvær har været muligt, er irrelevant i denne
sammenhæng.
Ministeriet har som ovenfor
nævnt anført at ’det formentlig næppe kan anses som værende af gavn for
barnet,
at pågældende opholder sig her i landet uden evne til at forsørge sig selv,
på
trods af at han har sin fulde arbejdsevne i behold’.
Ministeriets udtalelse
fremstår umiddelbart som et kriterium der er indgået i vurderingen af sagen -
hensynet til hvad der er bedst for barnet der efter ministeriets opfattelse
bør
føre til, at faren hjemsendes da han ikke forsørger sig selv på trods af at
han
har sin fulde arbejdsevne i behold. Efter min opfattelse er der tale om et
ulovligt kriterium, og jeg mener at ministeriets inddragelse af dette
ulovlige
kriterium er stærkt kritisabelt. Jeg mener endvidere at denne del af
ministeriets argumentation i sig selv er stødende.
c)
Ministeriet har i udtalelsen af 6. april 1998 anført følgende
vedrørende bl.a. det forhold at (A) ikke er i stand til at forsørge sig selv:
’...
Socialministeriet skal herved
anføre, at Indenrigsministeriets afgørelse af 26. juni 1997 udelukkende angår
den pågældendes forbliven i landet og ikke tager hensyn til den omstændighed,
at den pågældende udenlandske statsborger ikke er i stand til at forsørge sig
selv. Socialministeriets afgørelse om hjemsendelse af forsørgelsesmæssige
grunde er i henhold til bistandsloven baseret på dette aspekt, som derfor må
tillægges væsentlig betydning for afgørelsen, da bistandsloven klart
udelukker
udenlandske statsborgere fra at modtage vedvarende hjælp til forsørgelse.
...’
Jeg er enig med ministeriet i
at den omstændighed at (A) ikke kan forsørge sig selv som udgangspunkt er et
kriterium der må tillægges betydelig vægt i den konkrete vurdering af sagen.
I udtalelsen af 15. juni 1998
har ministeriet - i forbindelse med en sammenligning med
Indenrigsministeriets
afgørelse af 26. juni 1997 - imidlertid bl.a. anført:
’En afgørelse efter bistandsloven
har den omstændighed, at en person har været forsørget af kontanthjælp i den
periode, pågældende har opholdt sig her i landet, som det
helt afgørende
kriterium.’ (min fremhævelse).
Det i udtalelsen af 15. juni
1998 anførte efterlader det indtryk at ministeriet alene har lagt vægt på den
omstændighed at den pågældende er blevet forsørget af det offentlige, og at
ministeriet derved har afskåret andre relevante og eventuelt mere
tungtvejende kriterier - som f.eks. tilknytningen til Danmark - fra at blive
taget i betragtning i det enkelte tilfælde.
En sådan afskæring af
relevante hensyn der skal indgå i en skønsmæssig afgørelse, vil efter min
opfattelse være ulovlig.
d)
Artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention har
følgende ordlyd:
’Enhver har ret til respekt
for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.
Stk. 2.
Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af
denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i
et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige
tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller
forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at
beskytte
andres rettigheder og friheder.’
Socialministeriet inddrog
ikke artikel 8 i sin afgørelse af 15. januar 1998, men har i senere
udtalelser
fremsat bemærkninger om betydningen af bestemmelsen i hjemsendelsessager.
I udtalelsen til mig af 6.
april 1998 har ministeriet anført følgende:
’Klager finder det
beklageligt, at ministeriet ikke har taget stilling til EMRK i
hjemsendelsesskrivelsen. Man skal herved gøre oplyse, at EMRK er indarbejdet
i
den danske lovgivning og myndighedernes praksis i det omfang, denne ikke
forud
for Danmarks underskrivelse af denne konvention var i overensstemmelse
hermed.
Den danske lovgivning og myndighedernes praksis hviler på de principper, der
er
nedfældet i konventionen.’
Af udtalelsen af 15. juni
1998 fremgår bl.a. følgende:
’Som ministeriet tidligere
har peget på, medførte lovfæstelsen af inkorporeringen i 1992 af Den
Europæiske
Menneskerettighedskonvention ikke, at dansk ret - og dermed heller ikke
Socialministeriets lovområde - måtte gennemgå en gennemgribende revision,
idet
love og praksis i forvejen var i overensstemmelse med det værdigrundlag, som
Menneskerettighedskonventionen byggede på.’
Jeg må forstå ministeriets
udtalelser således at ministeriet mener at myndighederne i en konkret sag
ikke
skal foretage en konkret vurdering af om et tilfælde er i strid med
konventionen,
da konventionen ’er indarbejdet i den danske lovgivning og
myndighedernes
praksis i det omfang, denne ikke forud for Danmarks underskrivelse af denne
konvention var i overensstemmelse hermed’, og at ’den danske
lovgivning og
myndighedernes praksis hviler på de principper, der er nedfældet i
konventionen’.
Indledningsvis skal jeg
påpege at ministeriet i udtalelsen af 7. oktober 1998 har erkendt at man ikke
havde tidligere tilfælde af hjemsendelsessager hvor der var tale om fælles
forældremyndighed. Ministeriets henvisning til at tidligere praksis var i
overensstemmelse med principperne i konventionen, er således uden betydning i
den konkrete sag.
Danmark har ved tiltrædelse
af den europæiske menneskerettighedskonvention, der er inkorporeret i dansk
ret, forpligtet sig til at handle i overensstemmelse med konventionens
regler. Heraf følger bl.a. at forvaltningen ex officio skal inddrage
menneskeretlige
forpligtelser i skønsudøvelsen ved afgørelse af konkrete sager (Lars Adam
Rehof og Tyge Trier, Menneskeret (1990), s. 97, Jon Andersen mfl.,
Forvaltningsret (1994), s. 225-226 og s. 241-242, Peer Lorenzen, Lars Adam
Rehof og Tyge Trier, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med
kommentarer (1994), s. 31-32, og Peer Lorenzen i Lov og Ret, nr. 3/99, s.
4-10).
Efter min opfattelse er det
meget beklageligt at ministeriet har haft en fejlagtig opfattelse af
konventionens anvendelse og betydning i relation til den skønsmæssige
vurdering af konkrete sager.
Ministeriet har i udtalelsen
af 7. oktober 1998 bl.a. anført følgende:
’1) ... Det findes
nærliggende, at Indenrigsministeriet på baggrund af retspraksis fra Den
Europæiske Menneskerettighedssdomstol - jf. EMD 138 Berrehab, der er
refereret
side 239 hos Lorenzen, Rehof og Trier: Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention med kommentarer, 1994 - har ændret
Udlændingestyrelsens afgørelse i den foreliggende sag om inddragelse af af
pgl.’s opholdstilladelse alene pga. hans separation. Derimod ses der
ikke i
det omtalte værk at være refereret afgørelser, som lader reglerne i
konventionens art. 8 slå igennem i situationer, hvor det optimale hensyn til
familielivet alene kan varetages, såfremt der ydes vedvarende offentlig hjælp
til forsørgelse.’
Som nævnt ovenfor skal
myndighederne ved afgørelsen af konkrete sager inddrage konventionens
bestemmelser hvis det er relevant for sagen. Dette gælder uanset hvilken type
af materiel afgørelse der er tale om, dvs. uanset om den konkrete sag drejer
sig om udvisning eller inddragelse/manglende forlængelse af en
opholdstilladelse
efter udlændingeloven eller hjemsendelse efter bistandsloven. Det afgørende
må være om afgørelsens resultat kan være i strid med statens forpligtelser
(individets rettigheder) efter konventionen.
Artikel 8 beskytter retten
til familieliv. Herved sikres primært samværet mellem beslægtede mennesker,
og
som udgangspunkt forbydes (fysisk) adskillelse af sådanne personer mod deres
vilje. En udvisning af en af forældrene til et barn vil typisk udgøre et
indgreb i familielivet, og en adskillelse kræver at staten (forvaltningen)
påviser at indgrebet var nødvendigt som udtryk for et presserende socialt
behov, jf. domstolens afgørelse i sagen Berrehab mod Holland (Peer Lorenzen,
Lars Adam Rehof og Tyge Trier, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
med kommentarer (1994), s. 238-239).
En afgørelse om hjemsendelse
har som nævnt ovenfor under afsnit 1 den konsekvens at den pågældende
udlændings opholdstilladelse bortfalder, og at der herefter er pligt til at
udrejse af landet. Da (A) har en herboende søn, ville en
hjemsendelsesbeslutning medføre en adskillelse af far og søn, og en konkret
vurdering af artikel 8’s eventuelle betydning for sagen er derfor både
indlysende og nødvendig.
Jeg mener på den baggrund at
det er kritisabelt at ministeriet ikke har foretaget en konkret vurdering af
artikel 8’s betydning i (A)’s sag om hjemsendelse.
I forbindelse med en sådan
vurdering må ministeriet tage stilling til om en henvisning til at (A) må
udøve sin del i forældremyndigheden fra udlandet, er i overensstemmelse med
artikel 8, jf. ovenfor afsnit a).
Jeg gør opmærksom på at det i
forbindelse med en vurdering af om afgørelsen om hjemsendelse er i strid med
artikel 8, vil være naturligt at inddrage Berrehabsagen som er nævnt ovenfor.
I denne sag blev en
marokkaner udvist af Holland efter skilsmisse fra en hollandsk kvinde idet
hans opholdstilladelse alene var meddelt på grundlag af ægteskabet.
Ægteskabet
var indgået i oktober 1977. I maj 1979 fik ægtefællen bevilget skilsmisse. I
august 1979 blev parrets datter født. Moderen fik forældremyndigheden, men
parret aftalte at sikre at barnet fik ofte og regelmæssig kontakt med sin
far.
Myndighederne afviste i december 1979 at forlænge Berrehabs
opholdstilladelse.
Afgørelsen blev påklaget til de nationale myndigheder uden resultat. Berrehab
og hans tidligere ægtefælle klagede i november 1983 til Kommissionen. I 1984
legaliserede
en notar en aftale mellem forældrene vedrørende Berrehabs kontakt til
datteren og bekræftede at Berrehab over de seneste to år havde set sin datter
fire gange om ugen i adskillige timer. I januar 1984 blev Berrehab udvist af
landet. Berrehabs tidligere ægtefælle og datteren tilbragte to måneder i 1984
i Marokko sammen med Berrehab. Domstolen fandt at der var tale om et
familieliv
der var beskyttet i medfør af artikel 8, og at nægtelsen af at forlænge
Berrehabs opholdstilladelse var i strid med bestemmelsen, idet det
forhindrede Berrehab i at opretholde regelmæssig kontakt til barnet hvilket
var afgørende henset til barnets alder. Domstolen fandt ikke at indgrebet var
nødvendigt som udtryk for et presserende socialt behov (artikel 8, stk. 2).
Domstolen
lagde herved vægt på at der ikke var tale om en udlænding der søgte om
opholdstilladelse til Holland for første gang, at Berrehab allerede havde
boet
lovligt i Holland i flere år, at han i Holland havde et hjem og et job, og at
staten i øvrigt ikke havde noget at udsætte på ham. Endvidere lagde domstolen
vægt på at han havde giftet sig med en hollandsk kvinde og herved fået en
datter, at der i flere år havde været meget tætte bånd mellem Berrehab og
datteren, og at det var vigtigt for datteren at bevare kontakten til sin far,
særlig henset til at hun var så ung.
Ifølge Berrehabsagen må der i
en sag af denne type bl.a. indgå hensynet til varigheden af udlændingens
ophold
i landet, barnets alder og den pågældendes forhold til barnet, herunder
karakteren og omfanget af samværet med barnet. Hertil kommer en vurdering af
om indgrebet er nødvendiggjort af samfundsmæssige hensyn, og om indgrebet er
proportionalt.
Efter min opfattelse vil
ministeriet ved sin vurdering af om afgørelsen om hjemsendelse er i strid med
artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention, bl.a. skulle
sammenholde de konkrete omstændigheder i Berrehabsagen med (A)’s
forhold. I den
vurdering må det bl.a. være relevant at inddrage at (A), i forhold til
Berrehab,
endvidere har del i forældremyndigheden over sin søn.
e)
Socialministeriet har i udtalelserne forholdt sig til betydningen
af udlændingemyndighedernes praksis i sager vedrørende udvisning/inddragelse
af opholdstilladelse samt betydningen af Indenrigsministeriets afgørelse af
26. juni 1997 for den konkrete sag.
Ministeriet har i udtalelsen
af 6. april 1998 bl.a. skrevet således:
’Socialministeriet skal
herved anføre, at Indenrigsministeriets afgørelse af 26. juni 1997
udelukkende
angår den pågældendes forbliven i landet og ikke tager hensyn til den
omstændighed, at den pågældende udenlandske statsborger ikke er i stand til
at
forsørge sig selv. ... Indenrigsministeriets afgørelse afskærer derfor ikke
Socialministeriet fra - ud fra det lovgrundlag, Socialministeriet træffer
afgørelse ud fra - at fremkomme med en anden afgørelse end
Indenrigsministeriet.’
Af udtalelsen af 15. juni
1998 fremgår bl.a. følgende:
’Socialministeriet bestrider
ikke, at lovgiver kan have forudsat ’retlig parallelitet’ hvad
angår
forudsætningerne for en hjemsendelsesbeslutning efter bistandsloven og en
udvisning efter udlændingeloven, således at varigheden af opholdet er af
betydning. Efter udlændingeloven indgår den omstændighed, at en person har
været forsørget af kontanthjælp i den periode, pågældende har opholdt sig her
i
landet, imidlertid ikke i de kriterier, der skal indgå som forudsætning for
afgørelsen.’
I udtalelsen af 7. oktober
1998 er bl.a. anført følgende:
’1) Der foreligger ikke
sammenfaldende årsager til meddelelse af opholdstilladelse og accept af, at
en
udlænding kan få lov til at blive her i landet uanset et behov for vedvarende
hjælp til forsørgelse fra det offentlige. Dette må være begrundelsen for, at
der i den sociale lovgivning findes en særlig regel om ret til hjemsendelse.
...
2) I sidstnævnte situation
har Socialministeriet lagt vægt på de muligheder for samvær, der er beskrevet
i
Udlændingestyrelsens afgørelse af 14. februar 1997 om afslag på forlængelse
af
pgl.’s opholdstilladelse. Det er betragtningerne i forbindelse med denne
afgørelse, der ligger bag den passus om udlændingemyndighedernes praksis fra
Socialministeriets brev af 15. juni 1998, der er citeret i Ombudsmandens
spørgsmål
2.’
Jeg må opfatte udtalelserne
således at Socialministeriet ikke generelt tillægger udlændingemyndighedernes
praksis i sager vedrørende udvisning og inddragelse af opholdstilladelse
betydning i vurderingen af hjemsendelsessager, men at ministeriet ikke
bestrider at lovgiver kan have forudsat ’retlig parallelitet’ for
så vidt angår
betydningen af varigheden af opholdet i Danmark.
Samtidig har jeg forstået at
ministeriet er af den opfattelse at Indenrigsministeriets afgørelse af
26. juni 1997 ikke har nogen (afgørende) betydning for sagen om hjemsendelse.
Derimod har ministeriet i den konkrete sag fundet at de hensyn der er nævnt i
Udlændingestyrelsens afgørelse af 14. februar 1997 vedrørende mulighederne
for samvær, tillige kunne tillægges vægt i (A)’s hjemsendelsessag.
Som nævnt ovenfor under afsnit
A.1 skrev Udlændingelovudvalget i betænkning nr. 968/1982 om
udlændingelovgivningen bl.a. følgende i forbindelse med sine overvejelser om
subsistensløshed:
’Ved vurderingen af disse
situationer (hjemsendelsessituationer efter bistandslovens § 4; min
bemærkning)
lægger man vægt på de samme omstændigheder, der tages i betragtning i
inddragelses- og udvisningssituationer efter bekendtgørelsens § 52, jfr.
udkastene til lovens § 19 (svarende til udlændingelovens § 26 som angiver de
hensyn der skal afvejes mod udvisnings- og inddragelsesgrundene; min
bemærkning). I praksis har hjemsendelse kun været anvendt i beskedent omfang.
...
Uanset at bestemmelserne i
bistandslovens § 4 som anført praktiseres med tilbageholdenhed, finder
udvalget
det dog ønskeligt, at sociallovgivningens regler om hjemsendelse på grund af
subsistensløshed i det hele afstemmes med de regler i udlændingeloven, der
begrænser adgangen til udvisning.’
Udlændingelovudvalget
fastslog således allerede i 1982 at de sociale myndigheder og
udlændingemyndighederne
i henholdsvis hjemsendelsessager og udvisnings- og inddragelsessager lagde
vægt på de samme omstændigheder, ligesom der udtrykkeligt blev ytret ønske om
at de sociale regler om hjemsendelse i det hele blev afstemt med de
udlændingeretlige regler der begrænsede adgangen til udvisning.
Jeg må forstå disse
bemærkninger således at alle de hensyn der taler imod udvisning eller
inddragelse af en opholdstilladelse efter udlændingeloven, ifølge
Udlændingeudvalget
skulle have tilsvarende vægt i sager om hjemvisning efter bistandsloven. Jeg
er således uenig i ministeriets opfattelse af at det alene er varigheden af
opholdet her i landet der skulle tillægges samme vægt i udlændingesager og
hjemsendelsessager.
På trods af at (A) ikke længere
opfyldte betingelserne efter udlændingeloven for at bevare sin
opholdstilladelse
her i landet (grundlaget for opholdstillladelsen - ægteskabet med (C) - var
bortfaldet) besluttede Indenrigsministeriet ved afgørelsen af 26. juni 1997
alligevel at lade den pågældende bevare sin ret til at opholde sig her i
landet. Dette - har jeg forstået - skete på baggrund af hensynene i
udlændingelovens
§ 26 og artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention.
På denne baggrund er det min
opfattelse at Socialministeriet burde have inddraget de samme kriterier som
Indenrigsministeriet inddrog i forbindelse med sin vurdering af sagen. I
vurderingen skulle indgå om artikel 8 sammenholdt med sagens faktiske
omstændigheder
burde medføre at den pågældende på trods af sit forsørgelsesbehov alligevel
ikke skulle hjemsendes. Indenrigsministeriet kom ved sin vurdering til det
modsatte resultat af Socialministeriet.
f)
Socialministeriet har i udtalelsen af 6. april 1998 bl.a. anført
følgende til støtte for sin afgørelse:
’Den pågældende vil kunne
søge og opnå opholdstilladelse fra hjemlandet, hvis han finder beskæftigelse
i
Danmark, og vil på den måde ved fortsat beskæftigelse kunne sikre sig varigt
ophold.’
Efter udlændingelovens § 9,
stk. 2, nr. 3, kan der efter ansøgning gives opholdstilladelse til andre
udlændinge end dem der er omfattet af § 9, stk. 1, hvis væsentlige
beskæftigelsesmæssige eller erhvervsmæssige hensyn taler derfor. Inden for
det
normale arbejdsmarked bliver tilladelse kun meddelt udlændinge med uddannelse
eller færdigheder som ikke kan skaffes her i landet, hvis de pågældende skal
udføre arbejde af ganske særegen karakter, og kun hvor helt afgørende
produktionshensyn taler derfor.
Socialministeriets henvisning
til at (A) kan opnå opholdstilladelse hvis han finder beskæftigelse bygger
efter min opfattelse på en retsvildfarelse. Det er meget beklageligt at
hensynet
blev medtaget til støtte for hjemsendelsesbeslutningen.
g) Sammenfatning
Som det fremgår ovenfor, er
det min opfattelse at Socialministeriet har undladt at inddrage væsentlige
kriterier i sin samlede vurdering af sagen, herunder omfanget af det faktiske
samvær og artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention. Samtidig
mener jeg - som det fremgår af afsnit b) og f) ovenfor - at ministeriet har
inddraget et ulovligt kriterium og til dels inddraget et direkte fejlagtigt
element i sin vurdering.
På den baggrund har jeg henstillet
til Socialministeriet at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse.
4. Begrundelse
En afgørelse der meddeles
skriftligt skal, medmindre den giver parten fuldt ud medhold, være ledsaget
af
en begrundelse, jf. forvaltningslovens § 22. Forvaltningslovens § 24, er
sålydende:
’§ 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning
til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,
afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal
begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for
skønsudøvelsen.
Stk. 2.
Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort
redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som
er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.
Stk. 3.
Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens
interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv
findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til
andre private eller offentlige interesser, jfr. §
15.’
Af Socialministeriets brev af
15. januar 1998 til kommunen fremgik alene som begrundelse for afgørelsen at
ministeriet fandt at (A) ikke havde en sådan tilknytning til Danmark at han
kunne modtage vedvarende hjælp til forsørgelse. Samtidig var det nævnt at der
kunne ydes hjælp til hjemrejsen, og der blev henvist til de udlændingeretlige
konsekvenser af afgørelsen.
Som det fremgår ovenfor under
afsnit 3, er det min opfattelse at Socialministeriet ikke har inddraget visse
væsentlige kriterier i sin vurdering af sagen.
Samtidig indeholdt
ministeriets afgørelse ikke en angivelse af de hovedhensyn der havde ført til
ministeriets vurdering af, at den pågældende ikke havde en sådan tilknytning
til Danmark at han kunne modtage vedvarende hjælp til forsørgelse. De hensyn
som ministeriet har lagt vægt på, fremgår således alene af udtalelserne
hertil.
Begrundelsen for afgørelsen opfylder derfor ikke kravene i forvaltningslovens
§ 24. Dette er meget beklageligt idet netop indholdet af begrundelsen er
afgørende for borgeren, når denne skal vurdere om der er sagligt belæg for
afgørelsen.
5. Afgørelsens meddelelse
Socialministeriets afgørelse
af 15. januar 1998 blev sendt til Århus Kommune og meddelt (A) i kopi der
blev
sendt sammen med et følgebrev.
Socialministeriet har i
udtalelsen hertil af 7. oktober 1998 anført at ministeriet altid har benyttet
denne ekspeditionsform hvor selve brevvekslingen foregår mellem ministeriet
og
den kommune der med sin indberetning starter sagen og skal have besked om
hvorvidt kontanthjælpen skal standses eller fortsat udbetales.
Afgørelsen af en sag bør
normalt meddeles direkte til parten af den myndighed der har truffet
afgørelsen, jf. Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 395ff. Andre
interesserede dele af forvaltningen eller andre interesserede myndigheder bør
underrettes om afgørelsen ved en anden samtidig skrivelse (notice, genpart
eller kopi til orientering eller lignende), jf. Folketingets Ombudsmands
beretning for året 1990, s. 366.
Det er herefter min
opfattelse at Socialministeriets afgørelse af 15. januar 1998 burde have
været
meddelt direkte til (A).
Af følgebrevet til den
pågældende fremgik at Socialministeriet havde truffet afgørelse om at han
ikke havde en sådan tilknytning til Danmark at han kunne modtage vedvarende
hjælp til forsørgelse her i landet, og at der derfor kunne ydes ham hjælp til
hjemrejse. De udlændingeretlige konsekvenser (reglerne i udlændingelovens §
18, stk. 1, og § 30, stk. 1) fremgik imidlertid ikke af følgebrevet.
Jeg mener derfor ikke at
følgebrevet kan rette op på det forhold at selve afgørelsen alene blev sendt
i
kopi til (A).
Jeg har noteret mig at Den
Sociale Sikringsstyrelse, der pr. 1. juli 1998 træffer afgørelse i 1. instans
i
denne type sager (efter § 3, stk. 4 og 5, i lov om aktiv socialpolitik), har
ændret praksis således at afgørelsen om hjemsendelse nu stiles til
kontanthjælpsmodtageren
med kopi til kommunen.
B. Genoptagelse af sagen
1.
Retshjælpen bad i brev af 19. januar 1998 Socialministeriet om
at genoptage sagen navnlig under henvisning til (A)’s forhold til sin
søn og
artikel 8 i menneskerettighedskonventionen. Retshjælpen vedlagde i den
forbindelse
kopi af Indenrigsministeriets afgørelse af 26. juni 1997 hvoraf det fremgik
at
der var tale om fælles forældremyndighed.
Af journalark af 23. januar 1998
vedrørende Socialministeriets telefonsamtale med Århus Kommune fremgår at
ministeriet på baggrund af retshjælpens brev af 19. januar 1998 var blevet
opmærksom
på at der (muligvis) var tale om fælles forældremyndighed og ikke blot
samvær.
Den 2. februar 1998 rykkede
retshjælpen for svar på sin genoptagelsesanmodning. Retshjælpen fik ved
telefonisk henvendelse den 9. februar 1998 oplyst at ministeriet ikke ville
genoptage sagen. Begrundelsen herfor var at sagen var i overensstemmelse med
ministeriets praksis, og ministeriet gav tilsagn om at ville bekræfte dette
skriftligt.
Ministeriet har i udtalelsen
af 7. oktober 1998 oplyst at ministeriet ’havde da også et brev herom
parat
til afsendelse’.
Jeg må forstå ministeriets
udtalelse således at det pågældende brev aldrig blev sendt.
Efter forvaltningslovens §
23, stk. 1, kan den der har fået en afgørelse meddelt mundtligt, forlange at
få
en skriftlig begrundelse for afgørelsen, medmindre afgørelsen fuldt ud giver
den pågældende part medhold. Det følger videre af bestemmelsens stk. 2, at en
begæring om en skriftlig begrundelse skal besvares snarest muligt. Hvis
begæringen ikke er besvaret inden 14 dage efter modtagelsen, skal myndigheden
underrette parten om grunden hertil, samt om hvornår begæringen kan forventes
besvaret.
Jeg mener det er beklageligt
at ministeriet ikke som lovet meddelte en skriftlig begrundelse for det
mundtlige afslag på at genoptage behandlingen af sagen.
2.
Afgørelsen af om der er grundlag for at genoptage behandlingen
af en sag, hviler normalt på en vurdering af om der i forhold til den
oprindelige behandling af sagen må antages at være fremkommet nye oplysninger
som myndigheden ikke var bekendt med på tidspunktet for den oprindelige
afgørelse, og som i givet fald må antages at ville have medført en væsentlig
ændret vurdering af sagen.
Efter min gennemgang af sagen
mener jeg det er meget kritisabelt at ministeriet ikke på baggrund af
retshjælpens brev af 19. januar 1998 genoptog behandlingen af sagen.
Jeg har herved lagt vægt på
at ministeriets afgørelse af 15. januar 1998 var truffet på et forkert
oplysningsgrundlag, jf. ovenfor afsnit A.2, og at ministeriet i hvert fald
den 23. januar 1998 (jf. ministeriets telefoniske samtale med Århus Kommune
denne dato) var blevet opmærksom på at der muligvis var fejl i
oplysningsgrundlaget.
Hertil kommer at ministeriet
ikke tidligere havde taget stilling til en sag om hjemsendelse, hvor der var
tale om at den pågældende havde delt forældremyndighed over et herboende
barn,
jf. ministeriets udtalelse hertil af 7. oktober 1998.
På baggrund heraf burde
ministeriet efter min opfattelse have genoptaget behandlingen af sagen med
henblik på at få de nye oplysninger verificeret samt vurdere om de kunne føre
til en ændret vurdering af sagen.
3.
Forvaltningslovens § 24 - som er citeret ovenfor under afsnit
A.4 - indeholder regler om begrundelsens indhold når en afgørelse meddeles
skriftligt. Reglerne er i vidt omfang udtryk for tidligere bestående
grundsætninger om indholdet af begrundelser, således som de er udviklet i
ombudsmandens praksis.
Uanset om en afgørelse
meddeles mundtligt eller skriftligt, skal en meddelt begrundelse ifølge
almindelige grundsætninger være indholdsmæssigt korrekt. Heri ligger bl.a. at
angivelser af faktiske forhold, retsregler, praksis mv. som er indeholdt i
begrundelsen, i sig selv skal være rigtige.
Selv om ministeriet alene
meddelte afgørelsen af 9. februar 1998 om afslag på genoptagelse mundtligt,
blev der samtidig givet en begrundelse for afslaget. Ministeriet meddelte
således at sagen var i overensstemmelse med ministeriets praksis.
Jeg må som nævnt ovenfor
under afsnit 2 lægge til grund at Socialministeriet allerede den 23. januar
1998 var opmærksom på at der muligvis var tale om fælles forældremyndighed
i stedet for samvær, og at ministeriet ikke havde nogen fast praksis i sager
om hjemsendelse hvor der var tale om fælles forældremyndighed.
På denne baggrund må jeg
konstatere at ministeriets mundtlige begrundelse for ikke at genoptage
sagen var direkte forkert. Dette mener jeg er meget beklageligt.
C. Opsættende virkning
1.
En klage til ombudsmanden har efter ombudsmandsloven ikke opsættende
virkning for den afgørelse som klagen angår. Om en klage skal tillægges
opsættende virkning, må afgøres af vedkommende myndighed, jf. Kaj Larsen
mfl.,
Forvaltningsret (1994), s. 584.
En beslutning om at tillægge
en klage opsættende virkning medfører at afgørelsens retsvirkninger
suspenderes.
Efter bistandslovens § 4
træffer socialministeren som første (og eneste) instans endelig afgørelse om
hjemsendelse. Der er ikke i bistandsloven særskilt hjemmel til at tillægge en
klage over en afgørelse om hjemsendelse opsættende virkning.
I tilfælde hvor der
foreligger en klageadgang til en rekursinstans – og hvor der ikke i
loven er
taget stilling til spørgsmålet om opsættende virkning – kan
rekursinstansen og
normalt også underinstansen efter almindelige forvaltningsretlige principper
tage stilling til om en klage skal have opsættende virkning. Rekursinstansen
kan tage stilling til spørgsmålet om opsættende virkning inden for
omgørelsesmuligheden
i sager af den pågældende art. Underinstansen kan tage stilling hertil i alle
fald inden for tilbagekaldelsesmuligheden i den pågældende sag. Uden for
partstvister eller partstvistlignende sager må der særlige holdepunkter
til, førend lovbestemmelser om opsættende virkning kan anses for udtømmende.
Med andre ord kan myndighederne i disse tilfælde normalt ikke være retligt
afskåret fra at tillægge en klage opsættende virkning selv om den ikke har
det
ifølge loven, jf. Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 648.
Socialministeriet henviste i
sit brev af 15. juni 1998 retshjælpen til at rette henvendelse til
udlændingemyndighederne for så vidt angik (A)’s (fortsatte) ret til
ophold her
i landet. I min supplerende høring af 31. august 1998 anførte jeg at jeg
havde
forstået Socialministeriets brev således at ministeriet ikke mente at have
kompetence til at tage stilling til om klagen hertil kunne tillægges
opsættende
virkning.
Socialministeriet har i sin
udtalelse af 7. oktober 1998 anført at hjemsendelsesafgørelsen ikke på
daværende tidspunkt kunne indbringes for anden administrativ myndighed
hvorfor opsættende virkning i sædvanlig forstand ikke kunne komme på tale.
Jeg har opfattet udtalelsen
således at ministeriet mener at der normalt kun vil kunne tillægges en klage
opsættende virkning i tilfælde hvor der er en rekursinstans og under
hensyntagen til sandsynligheden for at rekursinstansen vil ændre afgørelsen.
Som nævnt ovenfor vil
underinstansen ud fra almindelige forvaltningsretlige principper imidlertid
også kunne tillægge en klage opsættende virkning i hvert fald inden for
tilbagekaldelsesmuligheden i den konkrete sag. Samtidig er det min opfattelse
at en myndighed ud fra lignende betragtninger ligeledes har adgang til at
tillægge en klage til mig opsættende virkning.
Det er derfor min opfattelse
at Socialministeriet ikke generelt var afskåret fra at tillægge klagen hertil
over hjemsendelsesafgørelsen opsættende virkning, også uanset bestemmelsen
i udlændingelovens § 18, stk. 1.
Den myndighed til hvilken en
part retter begæring om opsættende virkning, er forpligtet til at tage
stilling til begæringen, jf. Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s.
649.
Jeg mener på denne baggrund
at det er beklageligt at Socialministeriet ikke konkret over for retshjælpen
tog stilling til anmodningen om opsættende virkning, men alene henviste til
udlændingemyndighederne. Udlændingemyndighederne havde efter min opfattelse
ikke kompetence til at tillægge en klage hertil over Socialministeriets
afgørelse opsættende virkning.
2.
Anmodningen om opsættende virkning blev fremsat af retshjælpen
den 17. februar 1998. I brev hertil af 11. maj 1998 bad retshjælpen på ny om
at
klagen blev tillagt opsættende virkning. Socialministeriet besvarede først
anmodningen
den 15. juni 1998.
Efter min opfattelse
tilsiger god forvaltningsskik at en anmodning om opsættende virkning besvares
straks efter modtagelsen.
Jeg mener derfor det er meget
beklageligt at ministeriet ikke straks efter modtagelsen af retshjælpens
anmodning
besvarede denne. Jeg lægger herved navnlig vægt på hjemsendelsesafgørelsens
alvorlige konsekvens for (A), herunder vigtigheden af - for den pågældende -
hurtigst muligt at få afklaret om han (fortsat) måtte opholde sig her i
landet
under min behandling af sagen.
D. Afslag på yderligere kontanthjælp fra den 1. marts 1998
Århus Retshjælp klagede
hertil den 2. juli 1998 på vegne af (A) over at Det Sociale Ankenævn (nu Det
Sociale Nævn) for Århus Amt ved brev af 12. maj 1998 havde tiltrådt Århus
Kommunes afslag på at udbetale kontanthjælp efter bistandslovens § 37 efter
den 1. marts 1998. Retshjælpen klagede endvidere over at Den Sociale
Ankestyrelse den 16. juni 1998 havde afvist at behandle sagen.
Det fremgår af sagen at Århus
Kommune den 26. januar og 16. marts 1998 meddelte (A) afslag på yderligere
hjælp efter bistandslovens § 37 fra den 1. marts 1998. Kommunen fandt at der
ikke var grundlag for at yde hjælp idet den pågældendes opholdstilladelse var
bortfaldet som følge af Socialministeriets afgørelse af 15. januar 1998 om
hjemsendelse.
I brev af 19. marts 1998 til
kommunen klagede retshjælpen over kommunens afgørelse og henviste navnlig til
at Socialministeriets afgørelse om hjemsendelse var ugyldig, og at
ministeriet
endnu ikke havde taget stilling til retshjælpens anmodning om at få tillagt
klagen hertil opsættende virkning.
Af det sociale ankenævns afgørelse
af 12. maj 1998 fremgår bl.a. følgende:
’Det sociale Ankenævn
stadfæster
forvaltningens afgørelse.
Socialministeriet har i
henhold til bistandslovens § 4 i brev af 15. januar 1998 truffet beslutning
om,
at (A) ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at han er berettiget til
vedvarende hjælp. Ministeriets afgørelse indebærer, at (A) i henhold til
udlændingeloven ikke har ret til at ophold i landet.
Det sociale Ankenævn må på
den baggrund konstatere, at Århus Kommune ikke er forpligtet til at yde hjælp
i
henhold til bistandslovens regler, og finder derfor ikke anledning til at
tilsidesætte Århus Kommunes afgørelse.’
Den Sociale Ankestyrelse
afviste den 16. juni 1998 at behandle sagen under henvisning til at den ikke
havde principiel eller generel betydning.
De bestemmelser efter hvilke
afgørelserne er truffet fremgår af sagen.
Efter min gennemgang af sagen
har jeg besluttet ikke at iværksætte en egentlig ombudsmandsundersøgelse i
anledning af dette klagepunkt. Baggrunden herfor er at der ikke er udsigt til
at jeg vil kunne kritisere resultatet af ankenævnets og Ankestyrelsens
afgørelser. Efter ombudsmandslovens § 16, stk. 1, afgør ombudsmanden selv om
en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse.
Jeg går ud fra at retshjælpen
på baggrund af den nye afgørelse som jeg har bedt Socialministeriet om at
træffe, vil vurdere om der er grundlag for at bede om genoptagelse af sagen
om
kontanthjælp.
E. Sammenfatning
Det er min opfattelse at
Socialministeriet har undladt at inddrage væsentlige kriterier (omfanget af
det faktiske samvær og artikel 8 i den europæiske
menneskerettighedskonvention) i sin samlede vurdering af hjemsendelsessagen,
samt at ministeriet har inddraget et ulovligt kriterium og til dels inddraget
et direkte fejlagtigt element i sin vurdering. På baggrund af dette forhold
har
jeg bedt Socialministeriet om at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse.
Endvidere opfylder
ministeriets begrundelse for afgørelsen af 15. januar 1998 ikke kravene i
forvaltningslovens § 24 ligesom afgørelsen burde have været meddelt (A)
direkte og ikke blot ved kopi med et følgebrev.
Det er beklageligt at
ministeriet ikke som lovet meddelte en skriftlig begrundelse for det
mundtlige
afslag på genoptagelse. Samtidig er det meget beklageligt at ministeriets
mundtlige begrundelse for afslaget var direkte forkert. Yderligere mener jeg
det er meget kritisabelt at ministeriet ikke i anledning af retshjælpens brev
af 19. januar 1998 genoptog behandlingen af sagen.
Det er min opfattelse at Socialministeriet
ikke generelt var afskåret fra at tillægge klagen hertil over
hjemsendelsesafgørelsen opsættende virkning. På den baggrund mener jeg at det
er beklageligt at ministeriet ikke konkret over for retshjælpen tog stilling
til anmodningen om opsættende virkning. Det er endvidere meget beklageligt at
ministeriet ikke straks efter modtagelsen af retshjælpens anmodning besvarede
denne.
Jeg har gjort
Socialministeriet bekendt med min opfattelse og har som ovenfor nævnt bedt
ministeriet
om at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse vedrørende
hjemsendelsesspørgsmålet.
Afslutningsvis har jeg
besluttet ikke at iværksætte en egentlig ombudsmandsundersøgelse i anledning
af
klagen over at (A) fik afslag på yderligere kontanthjælp efter den 1. marts
1998
idet der ikke er udsigt til at jeg vil kunne kritisere resultatet af
myndighedernes afgørelser (ombudsmandslovens § 16, stk. 1).”
Den 15. juli 1999 modtog jeg
underretning om at Socialministeriet samme dag havde meddelt Århus Retshjælp
at
ministeriet efter en samlet gennemgang af sagen fandt at A havde en sådan
tilknytning til Danmark at han ikke kunne hjemsendes. Socialministeriet havde
derfor ophævet sin afgørelse af 15. januar 1998 vedrørende hjemsendelse.
Lignende dokumenter
- EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2024/1233 af 24. april 2024 om én enkelt ansøgningsprocedure for en kombineret tilladelse til tredjelandsstatsborgere til at opholde sig og arbejde på en medlemsstats område og om et sæt fælles rettigheder for arbejdstagere fra tredjelande, der har lovligt ophold i en medlemsstat (omarbejdning) EU-lovgivning · 24. april 2024
- 1991 LSF 257 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF UDLÆNDINGELOVEN M.V. (FAMILIESAMMENFØRING, EFFEKTIVISERING AF ASYLSAGSBEHANDLINGEN M.V.) Retsinformation · 25. juni 1992
- Afslag på forlængelse af opholdstilladelse. Partshøring. Sagsoplysning Retsinformation · 25. juni 2003
- Genoptagelse. Officialprincippet Retsinformation · 18. september 2001
- Domstolens dom (Syvende Afdeling) af 4. juli 2024. — EN mod Udlændingenævnet. EU-domme · 4. juli 2024
- RÅDETS DIREKTIV 2003/81/EF af 29. april 2004 om udstedelse af opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere, der har været ofre for menneskehandel, eller som er indrejst som led i ulovlig indvandring, og som samarbejder med de kompetente myndigheder EU-lovgivning · 29. april 2004