Spring til indhold

Retsinformation

Inspektion af Arresthuset i Odense

ISP nr 1997.358InspektionssagerFolketinget3. marts 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Inspektion af

Arresthuset i Odense

Den 26. november 1997 afgav

Folketingets Ombudsmand følgende rapport til Direktoratet for

Kriminalforsorgen

og Arresthuset i Odense:

"Inspektion af Arresthuset i Odense den

11. februar 1997

1. Indledning

Den 1. januar 1997 trådte lov nr. 473 af 12.

juni 1996 om Folketingets Ombudsmand i kraft. I bemærkningerne til

lovforslagets § 18 er det forudsat at Folketingets Ombudsmand foretager

systematiske

inspektioner af Direktoratet for Kriminalforsorgens institutioner til

opfyldelse af en anbefaling fra Den Europæiske Komité vedrørende forebyggelse

af tortur og anden umenneskelig behandling eller straf. Samtidig blev

retsplejelovens § 779 ophævet, jf. ombudsmandslovens § 31, stk. 2. Det tilsyn

som medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation og amtsrådene har ført med

varetægtsarrestanters

behandling og forholdene i varetægtsfængsler (arresthuse) i henhold til

retsplejelovens § 779, er således ophørt med virkning fra den 1. januar 1997,

og det er herved forudsat at denne tilsynsopgave i fremtiden varetages af

ombudsmanden.

Som led

i denne inspektionsvirksomhed foretog jeg og to af embedets medarbejdere den

11. februar 1997 inspektion af Arresthuset i Odense. Baggrunden for

beslutningen om at foretage inspektion af netop Arresthuset i Odense var

bl.a.

at ombudsmanden fra Direktoratet for Kriminalforsorgen havde modtaget

underretning

Læs alt

om to selvmord i arresthuset i andet halvår af 1996. Desuden var embedet

bekendt med en artikel i bladet "Fængselsfunktionæren"

nr. 12-1/96 om bl.a. arresthusets fysiske

rammer.

Ombudsmanden har tidligere, i 1975, foretaget

inspektion af Arresthuset i Odense. Denne inspektion er omtalt i Folketingets

Ombudsmands beretning for året 1975, s.

493f.

Inspektionen bestod af en indledende samtale

med arresthusets ledelse, rundgang i arresthuset, møde med arresthusets

samarbejdsudvalg og samtale med en indsat som havde udtrykt ønske herom. Fra

arresthuset deltog bl.a. arrestinspektøren ved vicepolitimester Jakob Skov og

arrestforvarer P.L. Jensen.

I forbindelse med inspektionen modtog jeg

kopi af arresthusets rapporter om tvangsindgreb mv. til efterfølgende

gennemgang, jf. nærmere nedenfor under pkt. 12.

Denne rapport har i en foreløbig udgave været

sendt til Direktoratet for Kriminalforsorgen og arresthuset for at

myndighederne kunne få lejlighed til at fremkomme med eventuelle yderligere

bemærkninger

om faktiske og retlige forhold som rapporten måtte give anledning til.

Direktoratet og arresthuset er ikke kommet med bemærkninger af denne

karakter.

2. Bygningsmæssige forhold mv.

Arresthuset er i tre etager og kælder og er

opført i 1863. Det er panoptisk opbygget (åben etageadskillelse, dækket med

trådnet) fra stueetagen til 2. sal. På hver af de to øverste etager sidder en

fængselsfunktionær i et 'bur' med glasvinduer hele vejen rundt. Vagtburet er

placeret i midten af gangen. Cellegangene er uden udsmykning, bortset fra at

der er et maleri i stueetagen og et lille billede på 2. sal. Gangarealerne er

malet i lyse farver, men fremtræder noget triste og trænger til at blive

frisket op med maling. Der er lysarmatur over hver celledør. Efter det

oplyste

er der røgalarmer i alle rum. Disse er senest tilset af en tekniker den 22.

januar 1997.

Der er udarbejdet en om-/tilbygningsplan for

arresthuset og bevilget i alt omkring 20 mio. kr. til ombygningen der skulle

have været igangsat i november 1996. Planen var på inspektionstidspunktet

imidlertid endnu ikke sendt i udbud hvilket beroede på manglende

udbudstilladelse fra Boligministeriet.

a. Cellerne

Der er plads til 55 indsatte fordelt på 49

celler hvoraf de tre er tremandsceller. Tremandscellerne vil blive nedlagt i

forbindelse med den planlagte ombygning således at der i stedet vil blive

oprettet to tomandsceller. Herudover råder arresthuset over fem pladser i

Arresthuset i Kolding. De indsatte er fordelt på de tre etager med 10 i

stuen,

25 på 1. sal og 20 på 2. sal.

Ledelsen oplyste at der på grund af

overbelægning ofte er to indsatte i nogle af enmandscellerne. Desuden

inddrages

et af besøgsrummene ofte til cellebrug, ligesom også forsvarerlokalet bliver

anvendt

som celle.

Enmandscellerne er på ca. otte m2. De er

indrettet med en stålhåndvask med lille spejl over, en jernseng, et bord og

en

stol, et skab, et lille møbel til at stille et evt. lejet tv på, en

opslagstavle, en arkitektlampe, en loftslampe samt en el-kedel. Der er ikke

indkig i dørene til cellerne. Møblerne af træ var meget slidte i de celler

der

blev besigtiget under inspektionen.

En indsat der under inspektionsbesøget havde

en samtale med mig, jf. nedenfor under pkt. 11, klagede over at cellevinduer

og

døre var utætte. Jeg forelagde dette for arresthusets ledelse der

efterfølgende

har oplyst at man har udbedret utætheder ved vinduerne, men ikke har kunnet

konstatere utætheder ved celledørene.

Jeg tager det oplyste til efterretning og

foretager ikke yderligere vedrørende dette spørgsmål.

B .Observationscelle

Arresthuset råder over én observationscelle

der er beliggende i kælderen. Adgang til cellen sker gennem et toiletrum.

Cellen er indrettet med en jernseng og en fastnaglet træpult (bord og bænk ud

i

ét) med stålbordplade. Der er flisegulv, og der er indkig i døren.

Observationscellen giver mig ikke anledning

til bemærkninger.

Arresthusets sikringscelle blev nedlagt pr.

1. juli 1994. Hvis anbringelse i sikringscelle skønnes at være påkrævet,

bliver

den indsatte transporteret til Statsfængslet i Nyborg.

c. Celle nr. 111

Celle nr. 111 i stueetagen fremstod under

inspektionen kun møbleret med en jernseng med en pude. Det blev oplyst at det

øvrige møblement i cellen var udtaget midlertidigt, og at cellen normalt er

møbleret som de øvrige enmandsceller. Det blev desuden oplyst at cellen blev

brugt til 'afkøling' af indsatte som er meget urolige, uden at det dog

skønnes

nødvendigt at anbringe den pågældende i observationscelle. I disse tilfælde

blev møblementet fjernet fra cellen. Desuden blev cellen efter det oplyste

anvendt til visitationer og som reservecelle (hvis egen celle midlertidigt

ikke

kunne anvendes f.eks. på grund af udbrudsforsøg eller mistanke om

tilstedeværelse

af narkotika). Efter det oplyste opholdt de indsatte sig kun i denne celle i

højst nogle timer.

Jeg bad i skrivelse af 27. februar 1997

arresthuset om mere præcise oplysninger om møbleringen af cellen, og om det

er

forekommet at cellen er blevet anvendt i den stand som den forefandtes under

inspektionen. Jeg bad om i bekræftende fald at modtage en udtalelse om

hjemmelsgrundlaget herfor.

Arresthusets ledelse oplyste i den anledning

følgende i en skrivelse af 10. marts 1997:

'... skal der herved oplyses, at den

beskrevne anvendelse af cellen kan bekræftes og at de indsatte kun opholder

sig

i cellen i højst nogle få timer.

Det kan ligeledes bekræftes, at cellen, i

visse situationer, og efter en ganske konkret vurdering anvendes i den stand

hvori den forefandtes ved inspektionen. I denne vurdering indgår især den

pgl.

indsattes fysiske og psykiske reaktionsmønster ved indsættelsen. Foruden

sengen, som i øvrigt er identisk med de øvrige senge i arresthuset, er cellen

udstyret med et bord og en stol. Til sengen hører madras, tæppe og hovedpude.

Da cellen anvendes som almindelig celle i

arresthuset, men ikke var i brug på inspektionstidspunktet, er der ikke

forudsat særlig hjemmel til en anden indretning af cellen, men i de tilfælde

hvor en meget voldsom og ophidset person anbringes i cellen, og det af

sikkerhedsmæssige årsager findes nødvendigt, da fjernes det løse inventar og

anbringes udenfor cellen.

Når situationen derefter igen er under

kontrol, bringes udstyret tilbage til cellen.

Cellen er udstyret i overensstemmelse med

bestemmelsen i § 1 i Justitsministeriets cirkulære af 3. maj 1977, om udstyr

af

indsattes opholdsrum og udlevering af linned - jf. cirkulærets § 4.'

Jeg bad herefter i en skrivelse af 20. marts

1997 Direktoratet for Kriminalforsorgen om en udtalelse i anledning af det

arresthuset havde anført, og direktoratet indhentede en fornyet redegørelse

af

24. april 1997 fra arresthuset. Af redegørelsen fremgik bl.a. følgende:

'...

- det er arresthusets opfattelse, at

anbringelse i celle 111 sker på almindelige vilkår, og uden at der er tale om

enerumsanbringelse,

- som udgangspunkt anbringes

anholdte/varetægtsfængslede i celle 111 efter de samme cirkulærebestemmelser

som i den øvrige del af arresthuset, og cellen er udstyret efter de gældende

regler. Hvis en indsat udviser en truende og aggressiv adfærd og måske

fremkommer med grove trusler imod personalet, og måske også gør tegn til, at

ville ødelægge inventaret og bruge dele deraf som våben imod personalet,

eller

sig selv, da fjernes det løse inventar fra cellen, og når situationen

herefter

er afklaret og den indsatte er faldet til ro, eller måske er anbragt i

arresthusets observationscelle, da bringes inventaret igen i cellen. Det er

med

stor beklagelse, at inventaret ikke var på plads på det tidspunkt hvor

ombudsmandsinspektionen fandt sted.

...'

Arrestinspektøren fastholdt ved fremsendelsen

af redegørelsen til direktoratet den 2. maj 1997 at den beskrevne benyttelse

af

cellen ikke forudsatte særlig hjemmel, idet anbringelse alene skete for et

tidsrum af få timer og ikke i sig selv medførte indgreb i den normale adgang

til fællesskab.

Direktoratet for Kriminalforsorgen har

herefter i skrivelse af 11. juni 1997 meddelt mig at direktoratet på den

baggrund har skrevet bl.a. følgende til arresthuset:

'...

Reglerne om enrumsanbringelse findes for

varetægtsarrestanters vedkommende i Direktoratet for Kriminalforsorgens

cirkulære af 13. september 1978 om adgangen til at anbringe

varetægtsarrestanter

i enrum og for indsattes vedkommende i direktoratets cirkulære af 14.

september

1978 om adgangen til at anbringe indsatte i enrum.

Ifølge begge cirkulærers § 1 forstås der ved

anbringelse i enrum udelukkelse fra fællesskab med andre indsatte. De nærmere

betingelser for enrumsanbringelse, herunder blandt andet krav om begrundelse

og

notatpligt samt ophør af enrumsanbringelsen er anført i §§ 2-7 i cirkulæret

for

varetægtsarrestanter og §§ 2-5 i cirkulæret for indsatte.

Af § 8, stk. 1, i cirkulæret for

varetægtsarrestanter fremgår det, at de nævnte bestemmelser finder anvendelse

ved enhver form for udelukkelse af samvær med de øvrige varetægtsarrestanter

eller indsatte. En tilsvarende bestemmelse findes i § 6, stk. 1, i

enrumscirkulæret vedrørende indsatte. Det fremgår endvidere af samme

bestemmelses stk. 2, at det kan bestemmes, at en varetægtsarrestant (indsat)

skal opholde sig midlertidigt (nogle få timer) på eget opholdsrum, såfremt

det

er nødvendigt af ordensmæssige grunde. Dette betragtes ikke som anbringelse i

enrum.

Som det fremgår af ovenstående finder

enrumscirkulærerne som udgangspunkt anvendelse i alle tilfælde, hvor en

indsat/varetægtsarrestant udelukkes fra fællesskab med øvrige

indsatte/varetægtsarrestanter,

bortset fra de tilfælde, der er nævnt i § 6, stk. 2/§ 8, stk. 2, hvor det er

forudsat at indsatte kortvarigt kan opholde sig på eget opholdsrum.

Det er således direktoratets opfattelse, at

anvendelse af celle 111 til 'nedkøling' af urolige indsatte og til nyankomne

ligeledes urolige indsatte, indtil det kan afgøres, hvor den pågældende kan

placeres,

under alle omstændigheder er udelukkelse fra fællesskab og forudsætter, at

enrumscirkulærernes bestemmelser om blandt andet kompetence, afhøring,

notatpligt og underretning af den pågældende overholdes.

Direktoratet finder det beklageligt, at

cellen er blevet anvendt, som arresthuset har beskrevet det, uden at

ovennævnte

regler er blevet overholdt.

Direktoratet går ud fra, at cellen fremover

kun vil blive taget i brug med inventar. Såfremt der opstår situationer som

beskrevet

i arrestforvarerens redegørelse af 24. april 1997 til direktoratet eller

andre

situationer, hvor der er behov for observation af den indsatte, må

anbringelse

i observationscelle istedet overvejes, jf. direktoratets cirkulære af 27. maj

1995 om anvendelse af observationscelle m.v. Direktoratet har ikke

bemærkninger

til, at cellen kortvarigt anvendes som reservecelle i tilfælde, hvor egen

celle

midlertidigt ikke kan benyttes, for eksempel på grund af udbrudsforsøg eller

stofmistanke eller ved kropsvisitationer.

...'

Jeg er enig i det som direktoratet har anført

over for arresthuset. Jeg har herefter ikke grundlag for at foretage

yderligere

vedrørende arresthusets anvendelse af celle nr. 111.

d. Øvrige rum mv.

1? Besøgsrum

Arresthusets to besøgsrum findes i stueetagen

på cellegangen. Besøgsrummene er begge på ca. otte m2 (dvs. samme størrelse

som

enmandscellerne). De er indrettet med en jernseng, to lænestole, et lille

sofabord, håndvask og loftslampe. Rummene er desuden udstyret med en

kaffemaskine.

Det ene af værelserne er udsmykket med et billede på væggen.

Besøgsrummene fremstod særdeles nedslidte - i

et af værelserne var pudset på væggen væk på ca. en m2

- lænestolene var plettede, og væggene

gulnede selv om de efter det oplyste var blevet malet i 1995. Der var en

gennemtrængende lugt af gammel tobak i rummene. Der er ikke adgang til bad

eller toilet i umiddelbar tilknytning til besøgsrummene.

Rummene var uindbydende og gjorde et yderst

forstemmende indtryk. Dette er efter min opfattelse særligt uheldigt da

værelserne skal danne ramme om de indsattes private og familiemæssige

kontakter

under opholdet. Jeg henviser i den forbindelse også til § 14 i

Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens, cirkulære af 19.

december 1980 om varetægtsarrestanters adgang til brevveksling og besøg mv.

samt § 15 i direktoratets cirkulære af 18. december 1980 om de indsattes

adgang

til brevveksling og besøg mv. hvoraf det fremgår at 'besøgslokalerne så vidt

muligt [skal] være indrettet på en sådan måde, at der skabes en naturlig og

venlig besøgsatmosfære.'

2? Fritidsfaciliteter mv.

Fællesrum findes dels i kælderen, dels på 2.

sal. I kælderen er der indrettet et styrketræningsrum i et lokale der er på

samme størrelse som enmandscellerne. I rummet var der opstillet tre

styrketræningsbænke

og løse håndvægte. Rummet må benyttes af højst to indsatte ad gangen.

Styrketræningsrummet virkede nedslidt og

meget trangt: Gulvet var beklædt med skumgummi der var ituslidt, ligesom

bænkene var slidte. Der var en lugt af gammel sved i rummet. Loftsmalingen

var

delvis afskallet.

Herudover er der mulighed for at opslå et

bordtennisbord i kældergangen. Bordtennisbordet må benyttes af højst to

indsatte ad gangen. Kældergangen er belagt med grå fliser på gulvet og hvide

fliser på væggene. Der er ingen vinduer. Gangen forekommer ikke velegnet som

fritidsopholdsområde.

Styrketræningsrummet og bordtennisbordet, der

udgør arresthusets tilbud af fysisk betonede fritidsaktiviteter, kan samlet

benyttes af fire indsatte ad gangen. Under hensyn til at arresthuset huser 55

indsatte, er dette tilbud naturligvis helt utilstrækkeligt.

På 2. sal findes der et undervisningsrum. Det

er et ret stort lokale (ca. otte gange fire m), udstyret med en tavle. I

midten

er der et stort mødebord (rummet bruges også til større møder) med stole til

10

personer. I begge ender af lokalet er der en foldedør.

Bag den ene foldedør er der en kirkedel med

alter. 'Kirken' anvendes i forbindelse med højtiderne og ellers efter behov.

Bag den anden foldedør er der indrettet et

lille bibliotek der umiddelbart virkede velforsynet, men mørkt og temmelig

trangt. Biblioteket er åbent to timer om ugen. Der er mulighed for at låne

bøger hjem fra det almindelige kommunale bibliotek.

Den indsatte som havde en samtale med mig i

forbindelse med inspektionen, efterlyste daglige aviser der er tilgængelige

for

de indsatte.

Arresthusets ledelse har efterfølgende oplyst

at spørgsmålet om der skal afsættes midler til et avisabonnement til de

indsatte, vil blive taget op i samarbejdsudvalget.

Jeg beder arresthuset om at underrette mig om

resultatet af overvejelserne i samarbejdsudvalget.

De nævnte lokaler på 2. sal virkede i øvrigt

pæne, men bærer dog præg af ikke at være moderniseret i en del år.

De fysiske rammer har betydet at arresthuset

alene tillader fællesskab i cellerne mellem to indsatte ad gangen.

Fællesskabet

foregår på hverdage i tidsrummet kl. 15.30-21.00, og i weekender hele dagen.

Ifølge personalet udelukker det begrænsede fællesskab problemer med

stærke/svage indsatte.

3? Arbejdspladser

Værksted og lager er placeret i forbindelse

med en lille mellemgang fra stueetagen. Det ligger i kælderplan og er

temmelig

dårligt oplyst. Der er træloft og cementgulv. To indsatte var under

inspektionen

beskæftiget på værkstedet - i øvrigt foregår arbejdet i cellerne. Til højre

for

indgangen findes et aflukke hvor en funktionær (værkmester) arbejder.

Komponenter til arbejdet opbevares i kasser i reoler langs væggene og på

gulvet. Det blev oplyst at planerne for tilbygningen indeholder

værkstedspladser til 20 personer.

4? Toilet- og badeforhold samt muligheder for

tøjvask

De foreviste toiletter giver mig ikke

anledning til bemærkninger, bortset fra at et toiletrum på 2. sal manglede et

dørhåndtag. Et af toiletterne i stueetagen er efter det oplyste aflåst og

reserveret til indsatte med hepatitis (smitsom leverbetændelse).

Der er tre baderum med hver to brusekabiner

til brug for de indsatte. Brusekabinerne i det foreviste baderum på 2. sal

virkede ikke helt rene - stangen til forhæng var snavset, og fliserne trængte

til afkalkning/rengøring. Omklædning foregår i et uafskærmet rum mellem de to

brusekabiner.

En indsat klagede over at vandpresset ikke er

tilstrækkeligt til at begge brusekabiner kan benyttes samtidigt.

Ledelsen oplyste hertil at problemet er

blevet undersøgt af en ingeniør, men at afhjælpning afventer et helt nyt

varmeanlæg der indgår i den planlagte om- og tilbygning af arresthuset.

Det er naturligvis utilfredsstillende at de to

brusekabiner ikke kan anvendes samtidig.

Der er intet tørrerum, og de indsatte havde

på tidspunktet for inspektionen ingen mulighed for vask af eget tøj i

vaskemaskine. Vask foregik i en gulvspand, og tørring skete ifølge en af de

indsatte ved at hænge tøjet til tørre på cellens radiator.

Ledelsen oplyste at man tidligere havde

ansøgt Direktoratet for Kriminalforsorgen om en vaskemaskine, men havde fået

afslag. En ny ansøgning var dog under behandling i direktoratet.

Direktoratet har efterfølgende meddelt mig at

man nu har godkendt en særbevilling på kr. 20.000 til medfinansiering af to

vaskemaskiner og tørretumblere til arresthuset.

Jeg tager det oplyste til efterretning.

5? Køkken, forsvarerlokale og lægeværelse

Køkkenet ligger i kælderen og virkede

særdeles propert og ryddeligt. Der er madelevator og mikrobølgeovn. De

indsatte

er efter ledelsens opfattelse meget tilfredse med maden da der i modsætning

til

forplejningen på en række andre anstalter og arresthuse ikke er tale om

dybfrostmad. Der serveres varm mad midt på dagen og kold mad om aftenen. På

en

af cellegangene findes et køleskab til brug for de indsatte.

I stueetagen findes der et forsvarerlokale

til brug for møder mellem de indsatte og deres forsvarere. Lokalet var

møbleret

med to stole og et mødebord. Stolene er ifølge arresthusets ledelse foræret

til

arresthuset af en forsvarer. Møblementet var særdeles slidt, der var f.eks.

snittet i bordpladen. Rummet trænger efter min opfattelse til renovering og

herunder til nye møbler.

Som nævnt ovenfor inddrages værelset af og

til til cellebrug når arresthuset er overbelagt. Dette er en

utilfredsstillende

situation.

Ligeledes i stueetagen findes et lægeværelse

som ikke giver anledning til bemærkninger.

6? Gårdarealer

Gårdture afvikles én gang om dagen i en time

i en 'stjernegård' med ni smalle gårde. På inspektionstidspunktet var en af

gårdene ude af brug da murværket ind til nabogården var næsten væk i et areal

på omkring en m2. De enkelte gårde er ca. 10-

12 m2

og nærmest trekantede med døren i

den spidse ende. Muren er ca. tre meter høj og for enden malet i lyse farver.

Murene er generelt i meget dårlig stand. Gårdene er flisebelagte og

overdækket

af trådnet og med et lille jordareal med beplantning i midten. Gårdtursvagten

befinder sig i en halvrund pavillon med vinduer hele vejen rundt og placeret

i

midten af stjernen, hvorfra der er udsyn til alle gårde. Op til fire-fem

indsatte kan være på gårdtur samtidig i en enkelt gård. Undvigelser er

forekommet. Ligeledes har der været indtrængen udefra og råben over muren

udefra til gården.

Gårdtursarealet var i en meget dårlig

vedligeholdelsesstand og gav et endog særdeles utidssvarende indtryk.

Ledelsen

oplyste at nogle indsatte afstår fra at benytte adgangen til frisk luft netop

på grund af gårdenes ringe stand. Stjernegårdene skal nedlægges når det

planlagte nybyggeri påbegyndes idet tilbygningen bl.a. omfatter fire nye

gårde.

Uden om stjernegårdsanlægget, men inden for

ringmuren, findes der et større areal med græsplæne og nogle bænke. Dette

areal

virkede betydeligt venligere og grønnere end stjernegårdene, men kan dog

efter

det oplyste ikke benyttes til gårdture da ringmuren er for lav til at hindre

undvigelser.

Jeg har nedenfor under pkt. 10 foretaget en

mere samlet bedømmelse af arresthusets bygningsmæssige forhold mv.

3. Beskæftigelse og undervisning

70 - 80% af de indsatte var på tidspunktet

for inspektionen i arbejde i arresthuset. Arbejdet består i f.eks. montering

af

ledningsstik. Det er ikke svært at få entrepriser, og betalingen fordeles med

halvdelen til de indsattes løn og resten til Direktoratet for

Kriminalforsorgen. Der arbejdes på akkord. Der udbetales i alt ca. 8-10.000

kr./uge i arbejdspenge. De varetægtsarrestanter der ikke tager imod tilbud om

arbejde, er typisk dem der modtager penge udefra. Den enkelte indsatte må

højst

have 1.000 kr. til rådighed pr. uge.

Undervisning foregår to-tre gange ugentlig.

Der undervises mest i dansk og regning. Der er desuden nogle indsatte der har

selvstudier.

4. Lægebetjening mv.

Den nuværende arresthuslæge er overlæge på

retspsykiatrisk afdeling på Middelfart Sygehus. Uden for normal arbejdstid

benytter arresthuset den almindelige vagtlægeordning. Arresthuslægen er ansat

fire timer pr. uge og kommer fast én gang om ugen. Der er efter det oplyste

arbejde til mere end de normerede fire timer, og det er under overvejelse at

søge normeringen øget. De indsatte er meget behandlingskrævende da mange er

psykisk belastede og/eller narkomaner.

En sygeplejerske er ansat 22 3/4 time pr.

uge. Hun kommer hver dag og har daglig kontakt med lægen.

Medicin ordineres af lægen. Ca. 80-90% af de

indsatte er narkomaner. Der er løbende 10-15 indsatte under nedtrapning.

Narkomanerne nedtrappes når de har været i grundlovsforhør. De fleste

indsatte

narkomaner er gengangere med blandingsmisbrug. De er kun sjældent i

metadonbehandling ved indsættelsen. Disse narkomaner nedtrappes med

catapressan. Nedtrapning sker typisk over seks-ti dage. De få narkomaner der

er

i metadonbehandling efter en amtskommunal behandlingsplan, fortsætter som

udgangspunkt med denne behandling efter kontakt til amtskommunens

behandlingscenter.

Som nævnt under pkt. 1 begik to indsatte

narkomaner i juli og december 1996 selvmord under nedtrapning i arresthuset.

Direktoratet for Kriminalforsorgen underretter rutinemæssigt

ombudsmandsinstitutionen

om sådanne dødsfald. De to selvmord gav anledning til at jeg den 31. januar

1997 afholdt et møde med Direktoratet for Kriminalforsorgens almenlægelige og

hygiejniske konsulent for nærmere at få belyst hvilke retningslinier der

gælder

for behandling/nedtrapning af narkomaner i landets arresthuse.

Efter inspektionen bad jeg i fortsættelse

heraf i brev af 27. februar 1997 Direktoratet for Kriminalforsorgen om at

oplyse om der fra direktoratets side er fastlagt generelle

retningslinier/anbefalinger

med hensyn til nedtrapning af indsatte narkomaner, og hvad disse i givet fald

består i. I benægtende fald bad jeg om at få oplyst hvorledes direktoratet

sikrer sig at der i kriminalforsorgens institutioner følges ensartede

retningslinier.

I forbindelse med det ene af

selvmordstilfældene var direktoratets almenlægelige og hygiejniske konsulent

fremkommet med en udtalelse hvoraf det bl.a. fremgik at han ikke fuldt ud

kunne

tilslutte sig (den daværende) arresthuslæges holdning vedrørende manglende

anvendelse af metadon. Jeg bad derfor samtidig direktoratet oplyse om

konsulentens udtalelse havde været fremsendt til arresthuset, og hvis dette

ikke var tilfældet bad jeg om en udtalelse om årsagen hertil.

Direktoratet for Kriminalforsorgen svarede

således i en skrivelse af 11. juni 1997:

'Der er ikke fra Kriminalforsorgen fastsat

generelle retningslinier (instrukser) for nedtrapning af indsatte narkomaner.

Direktoratet opfatter en sådan behandling som lægelig og som derfor må gives

på

grundlag af en konkret lægefaglig vurdering i overensstemmelse med

Sundhedsstyrelsens retningslinier. Der henvises blandt andet til

Sundhedsstyrelsens cirkulære af 12. december 1995 om ordination af

afhængighedsskabende midler med tilhørende vejledning.

På grund af de særlige forhold, der gør sig

gældende med hensyn til medicinsk behandling af de indsatte, har Direktoratet

for Kriminalforsorgen imidlertid nedsat en lægemiddelkomité med de opgaver,

der

fremgår af vedlagte kommissorium. Formanden for lægemiddelkomitéen, som

består

af medlemmer med lægefaglig ekspertise, er Kriminalforsorgens Almenlægelige

og

Hygiejniske Konsulent.

Som et led i komitéens arbejde med at

formidle information til lægerne om behandlingsprincipper m.v. har komitéen

udsendt et antal informationsblade, kaldet 'RePlik'. Som nr. 1, 1. årgang

udsendtes

vedlagte RePlik om 'Akut morphicaabstinens'.

For så vidt angår 'RePliks' status, har

direktoratet indhentet en udtalelse af 18. april 1997 fra den Almenlægelige

og

Hygiejniske Konsulent. Af udtalelsen fremgår det, at læger ansat i

Kriminalforsorgen

med hensyn til udførelsen af den egentlige patientbehandling ikke er

undergivet

Kriminalforsorgens instruktionsbeføjelse. I overensstemmelse med dette er

'RePlik' at betragte som anbefalinger af vejledende karakter, men ikke som

egentlige instrukser. Udtalelsen af 18. april 1997 vedlægges til orientering.

Direktoratet kan henholde sig hertil.

Direktoratet anmodede den 15. november 1996

den almenlægelige og hygiejniske konsulent om en udtalelse om brugen af

fenemal, det vil sige om, hvorvidt den nedtrapning, afdøde [...] havde

gennemgået, var korrekt udført. Den 20. november 1996 udtalte konsulenten, at

[...] ikke havde været udsat for lægelig fejlbehandling i den konkrete sag,

hvorefter direktoratet tog arresthusets behandling af selvmordet til

efterretning. Direktoratet var imidlertid ikke tilstrækkelig opmærksom på, at

konsulentens udtalelse indeholder oplysninger, som arresthuset burde være

blevet gjort bekendt med, hvorfor udtalelsen burde have været sendt til

arresthuset. Direktoratet har samtidig hermed sendt udtalelsen til

arresthuset

og beklaget, at den ikke tidligere er blevet fremsendt.

...'

Jeg har noteret mig at direktoratet mener at

konsulentens udtalelse burde have været tilsendt arresthuset, og at dette nu

er

sket.

Jeg tager til efterretning at direktoratet

ikke mener at have nogen instruktionsbeføjelse over for lægerne ansat i

kriminalforsorgens institutioner for så vidt angår den egentlige

patientbehandling.

På baggrund af det oplyste om Direktoratet

for Kriminalforsorgens nedsættelse af en lægemiddelkomité og om komitéens

udsendelse af anbefalinger af vejledende karakter ('RePlik') om

behandlingsprincipper

mv. antager jeg imidlertid at direktoratet er enig i det ønskelige i at de

indsatte i hvert fald i et vist omfang sikres en ensartet lægelig behandling

i

kriminalforsorgens forskellige institutioner. Jeg går således ud fra at

direktoratet overordnet følger patientbehandlingen i institutionerne,

herunder

bl.a. for så vidt angår behandlingen af narkomaner, og i den forbindelse

løbende overvejer om der måtte være behov for udsendelse af yderligere

vejledning til det lægelige personale i institutionerne. Jeg går endvidere ud

fra at eventuel behandling af en narkoman der er iværksat i amtskommunalt

regi,

som udgangspunkt fortsættes under ophold i kriminalforsorgens institutioner

(i

det omfang den amtskommunale behandlingsplan ikke efter sit indhold afbrydes

ved indsættelse i arresthus/fængsel).

5. Belæg

Den samlede belæg udgjorde ifølge

arresthusets ledelse i 1996 gennemsnitligt 54,2 ud af den samlede kapacitet

på

55 pladser. Der har som omtalt ofte været overbelægning. Det er derfor tit

nødvendigt at anbringe to indsatte i nogle af enmandscellerne og - som også

nævnt ovenfor - at inddrage det ene besøgsrum og forsvarerlokalet til

cellebrug. 'Omsætningen' er stor; der er ca. syv-otte udskiftninger af

indsatte

pr. døgn. Op til weekender er det nødvendigt at have tre-fire ledige celler

parat til nye indsatte. Hver måned bliver ca. 20 indsatte flyttet til andre

arresthuse. Personalet oplyste at flytning indebærer et urimeligt pres for de

indsatte der alle var fynboer. Ingen ønsker at blive flyttet til Jylland da

det

vanskeliggør besøg.

Den

planlagte om-/tilbygning vil efter det oplyste indebære 15 ekstra pladser i

arresthuset.

Næsten alle de indsatte er

varetægtsarrestanter idet der ikke er plads også til afsonere. På

inspektionsdagen

var der dog 13 afsonere som ventede på indsættelse i fængsel i forbindelse

med

overgang fra varetægt.

De kvindelige indsatte - normalt højst

tre-fire - bliver anbragt i stueetagen, men de bliver ikke holdt adskilt fra

de

mandlige indsatte. Arresthuset havde ikke kendskab til at kvindelige indsatte

skulle være udsat for særligt pres eller overgreb fra mandlige indsattes

side.

Det blev oplyst at besøgstiden for hver

indsat for nylig var blevet nedsat fra syv til fire kvarter om ugen pga.

overbelægningsproblemer, dvs. anvendelse af et besøgsværelse til almindelig

cellebrug, jf. ovenfor. En af de indsatte klagede til mig over dette.

Ifølge Direktoratet for Kriminalforsorgens

cirkulærer om adgang til brevveksling og besøg mv. skal varetægtsarrestanter

have adgang til besøg så ofte forholdene i varetægtsfængslet (arresthuset)

tillader det. Besøgstiden må ikke være kortere end en halv time.

Længerevarende

besøg tillades i det omfang forholdene tillader det.

Særligt for så vidt angår afsonere, skal

disse have adgang til et ugentligt besøg, der ikke må være kortere end en

halv

time, dog mindst en time hvor forholdene gør det muligt.

Selv om direktoratets retningslinier for

besøgs hyppighed og længde ikke ses at være overtrådt som følge af

indskrænkningerne, må jeg finde det meget uheldigt at arresthusets

overbelægningsproblemer

fører til at (et af) besøgsrummene til tider inddrages til cellebrug således

at

besøgstiderne af den grund har måttet indskrænkes.

6. Køb af måltider uden for arresthuset

De indsatte har mulighed for to gange om ugen

at afgive bestilling på grillmad som leveres til arresthuset udefra på

onsdage

og lørdage. Desuden er der mulighed for at afgive bestilling på morgenbrød og

aviser til levering på lørdage og søndage.

Disse ordninger giver mig ikke anledning til

bemærkninger.

7. Købmandsordning

De indsatte kan afgive bestilling efter en

sortimentsliste fra en købmand som leverer to gange ugentligt. Der kan ikke

købes øl og spiritus mv. eller madvarer der skal tilberedes.

Jeg har modtaget et eksemplar af købmandens

prisliste der ikke umiddelbart giver mig anledning til bemærkninger - særlig

henset til at der ikke er selvforplejning i arresthuset.

8. Tv-ordning

Det koster kr. 56 pr. uge at leje et tv i

arresthuset. Tv-apparaterne tilhører arresthuset. Der kan modtages ca. 30

tv-kanaler.

Det blev oplyst at lejen som udgangspunkt alene skal dække driftsudgifterne,

men et eventuelt mindre overskud kan arresthuset anvende til

'velfærdsforanstaltninger'. Således er der indkøbt flere tv-apparater og nye

bordtennisbat. Overskud fra udlejningen af tv har desuden medvirket til at

finansiere arresthusets indkøb af vaskemaskiner og tørretumblere, jf.

ovenfor,

under pkt. 2,4?.

Jeg har over for Direktoratet for

Kriminalforsorgen af egen drift mere generelt rejst spørgsmålet om

tv-ordninger

i landets arresthuse, Københavns Fængsler og fængsler i øvrigt. Jeg afstår

derfor fra i den foreliggende sammenhæng nærmere at vurdere den eksisterende

tv-ordning i Arresthuset i Odense.

9. Personalets fysiske rammer og arbejdsmiljø

Ud over nogle kontorlokaler er der i

stueetagen et opholdsrum for personalet. Opholdsrummet er møbleret med

dagligstuemøbler og bl.a. udstyret med tv. I forlængelse heraf ligger

'messen'

hvor personalet spiser. Dette lokale domineredes af et spisebord. Begge rum

virkede noget mørke.

I en mellemgang ned mod værkstedet/lageret er

der skabe til personalets tøj mv. Mellemgangen forbinder arresthuset og

retsbygningen, og indsatte ledsages denne vej til retten. Personalet klæder

efter det oplyste om enten på gangen eller i opholdsrummet. Der er ingen

særskilte omklædningsrum eller bad for personalet.

Medarbejderne havde set meget frem til

iværksættelse af om- og tilbygningen med de deraf følgende forbedringer af

personalets forhold, herunder kantine-, bade- og omklædningsforhold.

Samarbejdsudvalget

har rettet henvendelse til Direktoratet for Kriminalforsorgen herom.

Jeg er enig i at de eksisterende

personalefaciliteter, særligt for så vidt angår omklædnings- og

bademuligheder,

er særdeles mangelfulde.

Under min samtale med samarbejdsudvalget

oplyste personalerepræsentanterne at der inden for det sidste halvår af 1996

havde været fem tilfælde af voldsepisoder mod personalet.

Jeg har efterfølgende modtaget rapporterne

herom. Det fremgår heraf at behandling på skadestue/hospitalsindlæggelse

fandt

sted i hvert fald i tre af de fem tilfælde, ligesom den ansatte i tre af

sagerne benyttede sig af tilbud om krisehjælp. Alle tilfælde blev anmeldt til

Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen der anerkendte i hvert fald fire af

tilfældene som arbejdsskader. I samtlige de fem tilfælde af vold blev der

foretaget politianmeldelse der førte til domfældelse for forholdet.

Jeg har desuden modtaget oplysninger om at

Arbejdstilsynet i sommeren og efteråret 1996 var på inspektionsbesøg i

arresthuset.

Arbejdstilsynet påpegede at personalet udsættes for en øget risiko for vold

under udførelsen af udendørs runderinger på grund af bygningernes udformning

og

placering, lysforhold mv. Direktoratet for Kriminalforsorgen svarede

Arbejdstilsynet at nogle af forholdene kunne ændres nu, mens øvrige ændringer

først kan løses i forbindelse med om- og tilbygningen.

Desuden gjorde personalet opmærksom på at de

gode intentioner bag AUF-ordningen ikke var fulgt op af de nødvendige

mandskabsudvidelser og af efteruddannelse. F.eks. skal en fængselsfunktionær

i

dagtimerne 'passe' op til 25 indsatte. Det var derfor svært at få tid til de

-

ofte tidskrævende - opgaver der følger med AUF-ordningen, herunder akutte

forsorgsopgaver med henvendelse til f.eks. socialforvaltningen, betaling af

husleje o.l. Hver funktionær er kontaktperson for ca. fire indsatte.

Ressourceproblemet blev ifølge personalet

understreget af at de indsatte typisk er meget belastede. Der er således

mange

narkomaner, nogle under nedtrapning. Dette føles meget stressende og giver et

dårligt arbejdsklima.

10. Samlet bedømmelse af de bygningsmæssige

forhold mv.

Som det fremgår af ovenstående, er

arresthuset bygningsmæssigt generelt i meget dårlig stand. Jeg henviser

herved

særligt til det jeg har anført vedrørende vedligeholdelsesstanden af

besøgsrummene,

styrketræningsrummet, gårdtursarealet (stjernegården) og forsvarerlokalet. På

disse områder er istandsættelse stærkt påkrævet.

Hertil kommer at arresthuset har et

påtrængende behov for udvidelse af kapaciteten. Jeg henviser særligt til pkt.

2

d, 2? og 3?, ovenfor, om de særdeles begrænsede muligheder for

fritidsaktiviteter og værkstedsarbejde. Jeg henviser endvidere til pkt. 5,

ovenfor, om arresthusets belægningsprocent og den indskrænkning af

besøgstiden

for den enkelte indsatte som overbelægningsproblemerne har medført.

Yderligere er det min opfattelse at

faciliteterne for arresthusets personale er særdeles mangelfulde, jf. ovenfor

under pkt. 9.

Som det også er nævnt ovenfor, indebærer om-

og tilbygningsplanerne for arresthuset at kapaciteten udvides med 15 pladser,

ligesom der skal indrettes et nyt værksted med arbejdspladser til ca. 20

indsatte. Det eksisterende gårdtursareal - stjernegården - vil blive nedlagt

til fordel for et nyt anlæg med fire gårde. Der vil endvidere blive

forbedrede

adgangsmuligheder for kørestolsbrugere mv. i og med at der installeres

handicapelevator.

Af tegningerne over byggeprojektet fremgår

det endvidere at fritidsfaciliteterne for de indsatte skal forbedres med

indrettelse af tre hobbyrum ud over det eksisterende styrketræningsrum, og at

antallet af besøgsværelser skal udvides til fire, alle med toiletfaciliteter.

Desuden er det hensigten at der skal

indrettes to garderoberum til personalet, begge med toilet og bad.

De nævnte om- og tilbygninger må således - ud

over naturligvis at løse de akutte problemer med arresthusets

vedligeholdelsesstand - forventes i meget stor udstrækning at ville afhjælpe

de

ligeså akutte pladsproblemer som gør sig gældende under de nuværende forhold.

Derudover vil gennemførelsen af byggeprojektet medføre den tiltrængte

forbedring af personalets fysiske rammer.

Hertil kommer at flere værkstedspladser og

f.eks. tre planlagte hobbyrum også må antages at ville medføre en væsentlig

forbedring

af de indsattes arbejdsforhold og omfanget af fritidsfaciliteter der i dag må

betegnes som klart utilfredsstillende.

Iværksættelsen af om- og tilbygningen har

været forhindret af Boligministeriet, Bygge- og Boligstyrelsens, udskydelse

af

den nødvendige tilladelse til at sende projektet i udbud under henvisning til

udviklingen i bygge- og anlægsaktiviteten (risiko for flaskehalsproblemer),

jf.

styrelsens cirkulærskrivelse nr. 9 af 8. februar 1995. Direktoratet for

Kriminalforsorgen ansøgte om udbudstilladelse den 5. marts 1996.

I forbindelse med min efterfølgende

behandling af inspektionssagen er jeg fra Boligministeriet blevet gjort

bekendt

med at ministeriet nu har givet udbudstilladelse til byggeprojektet.

Jeg beder arresthuset underrette mig om

hvorvidt byggeprojektet herefter er sendt i udbud, og så vidt muligt om

hvornår

arbejdet forventes påbegyndt og afsluttet.

11. Samtale med indsat

Som nævnt ovenfor havde en indsat i

arresthuset udtrykt ønske om en samtale med mig i forbindelse med

inspektionen.

Den pågældende indsatte fremførte under samtalen en lang række klagepunkter

som

efterfølgende blev forelagt for ledelsen. Størsteparten af klagepunkterne gav

mig herefter ikke anledning til at foretage yderligere, og vedrørende et

enkelt

klagepunkt vejledte jeg den indsatte om muligheden for eventuelt at klage til

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. For så vidt angik de resterende

klagepunkter, angik disse forhold som er omtalt ovenfor, og som derfor er

indgået

i min undersøgelse af forholdene i arresthuset. Den indsatte har modtaget et

særskilt brev om min behandling af klagepunkterne.

12. Rapportgennemgang

Som nævnt ovenfor under pkt. 1 bad jeg ved

begyndelsen af inspektionen om at modtage kopi af rapportmateriale om

- anvendelse af håndjern

- magtanvendelse

- anbringelse i observationscelle

for perioden fra den 31. december 1996 og et

år bagud.

Jeg bad også om udskrifter af

forhørsprotokoller vedrørende sager om disciplinærstraf hvor forholdet enten

ikke har medført sanktion eller har medført sanktion i form af bøde,

erstatningsansvar eller strafcelle. Jeg modtog i alt 210 disciplinærsager for

hele 1996, men har valgt alene at undersøge protokollerne for et kvartal,

juli

- september 1996, hvilket i alt er 45 sager.

Ved min gennemgang af det modtagne materiale

har jeg navnlig haft opmærksomheden henledt på hvorvidt proceduren i forhold

til de gældende regler er blevet fulgt. Jeg har også været opmærksom på

spørgsmålet om iagttagelse af notatpligt.

Mit generelle indtryk efter rapportgennemgangen

er at de ansatte ved arresthuset i det store og hele har iagttaget de

gældende

regler.

Min gennemgang af rapportmaterialet giver mig

anledning til følgende bemærkninger til de enkelte forhold:

a. Anvendelse af håndjern

Jeg har modtaget kopi af i alt ni rapporter

om anvendelse af håndjern. Syv af rapporterne angår varetægtsarrestanter, en

rapport angår en fængselsdømt, og i en rapport er det ikke anført hvilken

form

for anbringelse der er tale om. Hjemmelsgrundlaget for brug af håndjern er

det

samme for alle slags indsatte.

Anvendelsen af håndjern er reguleret i

Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære af 27. maj 1994. Cirkulæret er

opdelt i afsnit. Afsnit A vedrører anvendelse af håndjern under transport mv.

(uden for eller i fængslet). Afsnit B vedrører anvendelse af håndjern i

forbindelse med visitation. Der er ingen rapporter optaget med denne

begrundelse. Afsnit C vedrører anvendelse af håndjern i stedet for

anbringelse

i sikringscelle. I fire af sagerne er håndjern anvendt under transport, og i

fem af sagerne er håndjern anvendt i stedet for anbringelse i sikringscelle.

Betingelserne for at anvende håndjern under

transport er angivet i cirkulærets § 1, stk. 1. Efter denne bestemmelse kan

indsatte belægges med håndjern under transport hvis det er nødvendigt for at

afværge truende vold eller betvinge voldsom modstand, hindre selvmord eller

anden selvbeskadigelse eller for at hindre undvigelse.

I en sag er håndjern anvendt for at hindre

undvigelse. I to sager er håndjern anvendt for at afværge truende vold. I en

af

disse sager blev håndjern tillige anvendt for at betvinge voldsom modstand. I

en sag er håndjern anvendt for at betvinge voldsom adfærd.

Betingelserne for at anvende håndjern i

stedet for anbringelse i sikringscelle er angivet i cirkulærets § 8, stk. 1.

Efter denne bestemmelse kan indsatte belægges med håndjern såfremt

betingelserne for anbringelse i sikringscelle foreligger, og en sådan ikke er

til rådighed. Betingelserne for anbringelse i sikringscelle er angivet i

Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære af 27. maj 1994 om anvendelse

af

observationscelle, sikringscelle, fiksering mv., § 8. Efter denne bestemmelse

kan indsatte anbringes i sikringscelle (belægges med håndjern) hvis det er

nødvendigt for at afværge truende vold eller betvinge voldsom modstand,

hindre

selvmord eller anden selvbeskadigelse.

I tre sager er håndjern anvendt for at hindre

selvmord eller selvbeskadigelse. I en af disse sager blev håndjern tillige

anvendt for at betvinge voldsom modstand og i en sag for tillige at afværge

truende vold. I to sager er håndjern anvendt for at afværge truende vold og i

en af disse sager tillige for at betvinge voldsom adfærd.

I otte af de i alt ni sager blev der anvendt

magt i forbindelse med brugen af håndjern. I fem sager blev der anvendt

førergreb, i en sag sidehalsgreb, i en sag støttegreb under armene, og i en

sag

er det anført som magtmiddel at der blev pålagt håndjern.

Cirkulæret om anvendelse af håndjern

foreskriver ikke notatpligt med hensyn til begrundelsen for at anvende

håndjern. Ombudsmanden har imidlertid flere gange tidligere, senest ved

rapport

af 25. april 1995 i forbindelse med inspektionen af Københavns Fængsler,

henstillet til direktoratet at indskærpe at der skal foretages udførligt

notat

herom. Ombudsmanden har herved henvist til at anvendelse af håndjern ifølge

cirkulærets § 1 skal være 'nødvendig', og at der er tale om alvorlige indgreb

som forudsætter en konkret vurdering af behovet herfor i det enkelte

tilfælde.

Der er i alle ni sager nærmere redegjort for

hvorfor det skønnedes nødvendigt at anvende håndjern.

Det er anstaltens vagthavende

leder/arrestforvareren eller den vedkommende bemyndiger dertil der har

kompetencen til at træffe beslutningen om anvendelse af håndjern, jf.

cirkulærets § 2. Hvis forholdene ikke tillader at man afventer vedkommendes

afgørelse, træffes beslutningen dog af den tilstedeværende funktionær som er

ansvarlig for det pågældende tjenesteområde, jf. § 2, stk. 1, 2. punktum.

Beslutningerne om anvendelse af håndjern er

truffet af en funktionær eller af overvagtmesteren, f.eks. i form af en

forhåndsgodkendelse. I fire sager er det arrestforvareren eller

overvagtmesteren selv der har truffet beslutningen om anvendelse af håndjern.

I

fem sager er beslutningen truffet af en fængselsfunktionær, og i alle fem

tilfælde er der sket underretning til arrestforvareren eller overvagtmesteren

inden for kort tid (højst 20 minutter). Alle rapporter har været gennemset af

enten overvagtmesteren eller arrestforvareren. I et tilfælde er rapporten

gennemset af dem begge. Der er ikke i cirkulæret foreskrevet nogen pligt til

underretning af institutionens vagthavende leder.

Efter cirkulærets § 3 skal der ske lægetilsyn

hvis der er mistanke om sygdom, herunder om tilskadekomst hos den indsatte i

forbindelse med anvendelsen af håndjern, eller i tilfælde hvor den indsatte

selv begærer lægehjælp.

I to sager har personalet skønnet at

lægetilsyn var nødvendigt, og i syv sager var det skønnet unødvendigt. I et

af

de tilfælde hvor lægetilsyn er skønnet nødvendigt, fremgår det ikke af

rapporten om underretning til læge er sket, eller om lægetilsyn har fundet

sted. I det andet tilfælde er underretning sket inden for fem minutter, men

det

fremgår ikke af rapporten hvornår lægetilsyn har fundet sted, kun at den

indsatte senere blev indlagt på psykiatrisk afdeling (jf. rapport af 20.

marts

1996).

Jeg går ud fra at arresthusets ledelse er

opmærksom på at der skal ske sådanne noteringer, og om fornødent indskærper

det

over for personalet.

Varigheden af anvendelsen af håndjern har i

et tilfælde været næsten to timer, i tre tilfælde mellem en halv og en hel

time, i et tilfælde mellem 15 minutter og en halv time, i et tilfælde i 10

minutter

og i tre tilfælde fem minutter. I alle sager er både start- og

ophørstidspunkt

anført.

I syv ud af de ni rapporter er det anført om

anvendelsen af håndjern er forsøgt afværget.

b. Magtanvendelse

Jeg har modtaget kopi af i alt ni rapporter

om magtanvendelse. Fem af rapporterne angår varetægtsarrestanter, og fire

angår

fængselsdømte.

Anvendelsen af magt er reguleret i

Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære af 15. april 1988, med senere

ændringer, om magtanvendelse over for de indsatte.

Betingelserne for at anvende magt er angivet

i cirkulærets §§ 2 og 3. Efter § 2 kan magt anvendes hvis øjeblikkelig

indskriden er nødvendig, f.eks. for at afværge personlig overlast, hindre

selvmord

eller selvbeskadigelse eller for at hindre undvigelse. Efter § 3 kan magt

anvendes hvis det er nødvendigt af andre årsager, f.eks. for at gennemføre

personalets anvisninger om opholdssted. Magtanvendelse efter § 2 kan omfatte

håndkraft, brug af stav og tåregas af godkendt type, jf. § 2, stk. 2.

Magtanvendelse efter § 3 omfatter kun brug af håndkraft, jf. § 3, stk. 2. Al

magtanvendelse forudsætter at mindre indgribende foranstaltninger forgæves

har

været anvendt eller åbenbart vil være uanvendelige, jf. § 4.

I alle ni sager blev magt anvendt for at

gennemføre flytning fra en lokalitet til en anden, jf. cirkulærets § 3, stk.

1,

nr. 4. I fire af disse tilfælde blev magt anvendt tillige for at gennemføre

en

visitation, jf. cirkulærets § 3, stk. 1, nr. 2, og i et tilfælde tillige for

at

afværge personlig overlast, jf. cirkulærets § 2, stk. 1, nr. 1.

I alle ni sager bestod magtanvendelsen i brug

af håndkraft, og i et af disse tilfælde blev den indsatte efterfølgende lagt

i

håndjern.

I fem sager blev der anvendt førergreb. I et

af disse tilfælde blev der tillige anvendt sidehalsgreb.

I to sager blev der anvendt greb i

overarmene. I et af disse tilfælde blev den indsatte efterfølgende lagt i

håndjern.

I en sag blev den indsatte båret/løftet i

overkrop og ben.

I en sag var der i rapporten ikke anført

anden magtanvendelse end magt ved håndkraft (jf. rapport af 1. juli 1996).

Det

er således ikke anført hvori magtanvendelsen bestod, hvilket er en fejl.

I otte ud af de ni sager er magtanvendelse

søgt undgået ved samtaler med den indsatte. I en sag er det ikke i rapporten

angivet om magtanvendelse har været søgt undgået, hvilket er en fejl.

Der er i alle ni sager angivet en begrundelse

for hvorfor magtanvendelse var nødvendigt, typisk i form af en redegørelse

for

hændelsesforløbet forud for magtanvendelsen.

Kompetencen til at beslutte anvendelsen af

magt ligger hos institutionens vagthavende leder der dog for så vidt angår

magtanvendelse efter reglerne i cirkulærets § 3 kan delegere kompetencen til

andre. Hvis forholdene ved anvendelse af magt efter §§ 2 og 3 ikke tillader

at

man afventer den vagthavende leders afgørelse, kan beslutningen om at anvende

magt træffes af den tilstedeværende funktionær som er ansvarlig for området.

Den vagthavende leder skal i så fald normalt underrettes omgående. Der er

ikke

pligt til underretning ved anvendelse af magt efter § 3.

I alle ni sager er der sket magtanvendelse

efter cirkulærets § 3, og i et af disse tilfælde tillige efter § 2. I denne

sag

er der efterfølgende sket underretning til arrestforvareren. I de andre otte

sager er der tillige efterfølgende sket underretning af overvagtmesteren

eller

arrestforvareren inden for fem minutter til 1 time.

I fem ud af de otte sager har

overvagtmesteren eller arrestforvareren efterfølgende gennemgået rapporterne

uden bemærkninger. Gennemgangen er sket inden for et døgn efter

rapportoptagelsen.

Magtanvendelsescirkulærets § 8 om lægetilsyn

svarer til reglerne herom i håndjernscirkulæret, jf. ovenfor, under litra a.

Det er ikke skønnet nødvendigt at tilkalde

læge i nogle af sagerne.

c. Anbringelse i observationscelle

Jeg har modtaget kopi af i alt 32 rapporter

om anbringelse i observationscelle. 25 af rapporterne angår

varetægtsarrestanter, og syv angår fængselsdømte.

Anbringelse i observationscelle er reguleret

i Direktoratet for Kriminalforsorgens cirkulære af 27. maj 1994 om anvendelse

af observationscelle, sikringscelle, fiksering m.v. i kriminalforsorgens

anstalter og arresthuse.

Betingelserne for at der kan ske anbringelse

i observationscelle, er angivet i cirkulærets § 1. Efter bestemmelsen kan

anbringelse kun finde sted hvis det skønnes påkrævet for at hindre hærværk,

hvis afgørende hensyn til opretholdelse af ro og sikkerhed i institutionen

kræver det, eller hvis der skønnes at være behov for særlig observation.

I 19 sager er der sket anbringelse i

observationscelle for at hindre hærværk, jf. cirkulærets § 1, nr. 1. I 13 af

disse tilfælde skete anbringelsen tillige fordi hensyn til opretholdelse af

ro

og sikkerhed i institutionen krævede det, jf. cirkulærets § 1, nr. 2, og i to

tilfælde tillige fordi der var behov for særlig observation, jf. cirkulærets

§

1, nr. 3.

I seks sager er der sket anbringelse i

observationscelle fordi der var behov for særlig observation. I fire af disse

tilfælde skete anbringelse tillige for at opretholde ro og sikkerhed i

institutionen.

I syv sager er der sket anbringelse i

observationscelle alene for at opretholde ro og orden i institutionen.

I 31 af de 32 sager er der angivet en nærmere

begrundelse for anbringelsen, typisk i form af en redegørelse for

hændelsesforløbet indtil anbringelsen er sket. I den sidste sag var der

henvist

til en vedlagt rapport der ikke er til stede i det udleverede materiale (jf.

rapport af 29. januar 1996).

Ved telefonisk henvendelse til arresten bad

jeg om at få tilsendt den pågældende rapport hvilket efterfølgende er sket.

Denne rapport indeholder en redegørelse for hændelsesforløbet indtil

anbringelsen

er sket. Jeg foretager mig derfor ikke mere i denne anledning.

I 22 af sagerne er der anvendt magt. Syv af

disse rapporter vedrører tilfælde der er omfattet af gennemgangen ovenfor,

under b. Disse syv rapporter undlades derfor i gennemgangen nedenfor.

I de resterende 15 sager bestod

magtanvendelsen i brug af håndkraft. I 11 af sagerne blev der anvendt

førergreb. I to af disse tilfælde er den indsatte efterfølgende blevet ilagt

håndjern. I to tilfælde er den indsatte ilagt håndjern, i et tilfælde er der

anvendt greb i overarm og håndled, og i et tilfælde er der sket fastholdelse

af

arm ved afklædning.

Kompetencen til at beslutte anbringelse i

observationscelle ligger hos anstaltslederen/arrestforvareren der dog kan

delegere kompetencen til andre, jf. cirkulærets § 2.

I alle 32 sager er det i rapporten anført

hvem der har truffet beslutningen om anbringelse i observationscelle. I 12

tilfælde er beslutningen truffet af en overvagtmester og i 18 tilfælde af en

fængselsfunktionær. I de sidste to tilfælde kan man ikke af rapporten (eller

de

øvrige rapporter) afgøre hvilken stilling de pågældende havde (jf. rapporter

af

10. juli og 16. juli 1996).

I 24 sager er der efterfølgende sket

underretning af den vagthavende. I fem af disse sager er det overvagtmesteren

selv der har truffet beslutningen. I fem sager er der efterfølgende sket

underretning af arrestforvareren. I tre sager fremgår det ikke af rapporten

om

underretning har fundet sted. I to af disse sager er beslutningen om

anbringelse truffet af overvagtmesteren (jf. rapporter af 29. januar og 21.

april 1996). I den ene sag er beslutningen truffet af en fængselsfunktionær,

men rapporten er efterfølgende gennemset af arrestforvareren (jf. rapport af

24. april 1996).

Cirkulærets § 4 om lægetilsyn foreskriver at

lægen skal tilkaldes når der er konkret mistanke om sygdom, eller hvis den

indsatte selv begærer det. Tilsyn fandt sted i fire tilfælde.

I to sager er der sket tilsyn fordi

personalet skønnede at det var nødvendigt. I det ene tilfælde skete tilsynet

tre en halv time efter anbringelsen i observationscelle idet det skønnedes at

der ikke var akut brug for lægetilsyn, og man afventede derfor afvikling af

den

almindelige konsultation. I det andet tilfælde skete tilsynet fem minutter

efter anbringelsen i observationscelle idet lægen alligevel var i huset i

anden

anledning.

I en sag er der sket lægetilsyn uden at

personalet skønnede det nødvendigt. I dette tilfælde skete det på den

indsattes

begæring. Her er der sket tilsyn tre gange under opholdet i

observationscellen.

Tilsynet er sket henholdsvis 25 minutter, en time og to timer efter

anmodningen. I en sag fremgår det ikke af rapporten hvorfor der er sket

lægetilsyn. Tilsynet er sket fem timer og 50 minutter efter anbringelsen.

Herudover er der i en sag sket tilsyn ved

sygeplejerske da der fra den indsatte klagedes over ømhed. Der blev aftalt at

der skulle ske lægetilsyn hvis ømheden fortsatte.

Ved anbringelse i observationscelle skal den

indsatte jævnligt tilses af personalet, jf. cirkulærets § 6. I forbindelse

med

tilsynet skal der på et observationsskema foretages notat om tidspunktet for

tilsynet og om indsattes tilstand, herunder eventuelle bemærkninger om

behovet

for at opretholde foranstaltningen.

I alle 32 sager er der sket jævnlig tilsyn,

og der er angivet tidspunkter og notat om den indsattes tilstand o.l. I et

enkelt tilfælde er der lavet et samlet notat for en vis længere periode, men

dette gælder kun for de sidste seks timer og 25 minutter af et ophold på i

alt

16 timer (jf. rapport af 27. marts 1996). Et sådant samlet notat om den

indsattes tilstand over en længere periode opfylder ikke kravet i cirkulærets

§

6 idet det ikke heraf fremgår hvor ofte - og på hvilket tidspunkt - den

indsatte er blevet tilset.

Beslutningen om ophør af anbringelse i

observationscelle træffes efter cirkulærets § 19, stk. 2, af anstaltslederen.

Kompetencen kan dog delegeres til andre.

I 12 sager er beslutningen om ophør af

observationscelleanbringelse truffet af en overvagtmester, i 14 sager af en

fængselsfunktionær og i en sag af arrestforvareren. I tre sager fremgår det

ikke af rapporten (eller de øvrige rapporter) hvilken stilling den pågældende

har (jf. rapporter af 16. februar, 10. juli og 16. juli 1996).

I to sager er det ikke anført hvem der har

taget beslutningen om ophør af observationscelleanbringelse (jf. rapporter af

13. juni og 16. september 1996), hvilket er en fejl.

I 24 sager er rapporterne efterfølgende

gennemset af arrestforvareren. I en sag er rapporten efterfølgende gennemset

af

en overvagtmester. I syv sager fremgår det ikke af rapporten om den har været

gennemset. I tre af disse tilfælde er det overvagtmesteren der har truffet

beslutning om ophør af anbringelsen. I tre tilfælde er beslutningen truffet

af

en fængselsfunktionær (jf. rapporter af 20. januar, 29. januar og 13. februar

1996), og i et tilfælde fremgår det ikke af rapporten hvem der har truffet

beslutningen (jf. rapport af 16. september 1996).

Jeg beder om at arresthuset oplyser om

eventuelle interne retningslinier for fængselsfunktionærernes beslutning om

anbringelse i observationscelle og ophævelse af observationscelleanbringelsen

og efterfølgende underretning af ledelsen.

Varigheden af anbringelserne må efter

cirkulærets § 19, stk. 1, ikke udstrækkes længere end det skønnes absolut

påkrævet.

Anbringelserne er af varieret varighed. Den

korteste anbringelse varede 55 minutter, og den længste anbringelse varede

ca.

seks døgn. Af de øvrige tilfælde varede 23 anbringelser under fem timer, fire

under ti timer, og to under 15 timer. En anbringelse varede lidt over et

døgn.

I fem sager er der sket overførelse til

sikringscellen i Statsfængslet i Nyborg. I en sag blev den indsatte afhentet

af

politiet, og i en sag blev den indsatte overbragt til skadestuen.

I to sager er det anført i rapporten at der

er sket overførelse til celle 10. I syv sager har den indsatte været indsat i

celle 10 forud for anbringelsen i observationscelle. Denne celle var ifølge

døren til cellen betegnet som nr. 111. Om arresthusets anvendelse af celle

111

henviser jeg til det der er anført ovenfor, under punkt 2 c.

Jeg har i de udleverede orienteringsrapporter

fundet to sager hvori det er anført at den indsatte er blevet hensat i

observationscelle (jf. orienteringsrapporter af 20. marts og 21. marts 1996).

I

rapportmaterialet over observationscelleanbringelser har jeg ikke fundet

rapporter der angår disse anbringelser. Ved telefonisk henvendelse til

arresthuset

fik jeg oplyst af overvagtmesteren at alt rapportmaterialet er fremsendt. Jeg

må forstå dette således at de to manglende rapporter ikke findes. Dette er

beklageligt.

d. Forhørsprotokollen (disciplinærsager)

Jeg har modtaget i alt 210 forhørsprotokoller,

men som nævnt ovenfor har jeg begrænset gennemgangen til et tilfældigt

udvalgt

kvartal, 3. kvartal i 1996. Vedrørende dette kvartal er der 45 rapporter. 31

af

rapporterne angår varetægtsfængslede, otte angår fængselsdømte, en angår en

hæftestrafafsoner,

og i fem rapporter fremgår det ikke hvilken form for anbringelse der er tale

om. I samtlige disse fem sager er der henvist til varetægtsbekendtgørelsen,

og

jeg går derfor ud fra at de fem sager også er gennemført over for

varetægtsarrestanter.

Forhørene er afholdt som led i

disciplinærsager der for så vidt angår fængselsdømte, behandles efter

bekendtgørelse af 21. juni 1973, med senere ændringer, om fuldbyrdelse af

frihedsstraf (fuldbyrdelsesbekendtgørelsen) og cirkulære af 10. marts 1976,

med

senere ændringer, om anvendelse og fuldbyrdelse af disciplinærstraf over for

indsatte og om disciplinærsagers gennemførelse.

Disciplinærsager for varetægtsarrestanter

behandles efter bekendtgørelse af 12. september 1978, med senere ændringer,

om

ophold i varetægtsfængsel (varetægtsbekendtgørelsen) og cirkulære af 13.

september 1978, med senere ændringer, om anvendelse og fuldbyrdelse af

disciplinærstraf over for varetægtsarrestanter og om disciplinærsagers

gennemførelse.

Bestemmelserne i §§ 7 - 11 i cirkulæret af

10. marts 1976, med senere ændringer, er indholdsmæssigt identisk med

bestemmelserne i §§ 6 - 10 i cirkulæret af 13. september 1978, med senere

ændringer.

35 af de 45 sager endte med ikendelse af en

disciplinærstraf der kan bestå i strafcelle eller bøde. I 22 sager blev den

indsatte idømt strafcelle. I fire af disse blev den indsatte tillige idømt at

betale et erstatningsbeløb. I andre fire sager skete der tillige

konfiskation.

I en af de 22 sager blev sagen tillige anmeldt til politiet. 13 sager endte

med

bødeforlæg. I tre af disse blev den indsatte tillige idømt at betale et

erstatningsbeløb, og i tre sager skete der tillige konfiskation.

Bøderne udgjorde i alle 13 sager 25 kr.

Otte af de 35 sager vedrørte

undvigelse/flugtforsøg, en sag vedrørte undvigelse under politiledsagelse til

sygehus, og to sager vedrørte unddragelse af afsoning. Fem sager vedrørte

besiddelse af hashpibe, to sager vedrørte hashrygning, en sag vedrørte

besiddelse af ulovlige effekter samt hashrygning, to sager vedrørte

hashrygning

samt ødelæggelse af ske, en sag vedrørte fremstilling af hashpibe af en

biblioteksbog, og en sag vedrørte besiddelse af hash. En sag vedrørte

besiddelse af en sprøjte, to sager vedrørte besiddelse af salmiakspiritus, en

sag vedrørte besiddelse af ikke tilladt medicin, to sager vedrørte

indsmugling/forsøg på indsmugling og uddeling af piller, og en sag vedrørte

rygning af heroin. Tre sager vedrørte upassende sprogbrug. En sag vedrørte

besiddelse af værktøj, og en sag vedrørte uretmæssig ophold på gangene om

natten.

Af de resterende 10 sager der endte med andet

end idømmelse af en disciplinærstraf, var reaktionen i to sager at sagen blev

afsluttet uden at der blev foretaget yderligere i sagen. I fire sager skulle

der betales et erstatningsbeløb. I en af disse tilfælde blev løsladelse udsat

et par timer. I en sag skete der anmeldelse til politiet. I to sager fremgår

det ikke af rapporten om der er foretaget yderligere i sagen ud over samtale,

og i en sag er det ikke anført om der har været samtale.

Ved gennemgangen af forhørsprotokollerne er

jeg ikke gået ind i en nærmere vurdering af baggrunden for indberetningerne

(som jeg ikke har været i besiddelse af), og af de afgørelser der er truffet

efter forhørene. Gennemgangen nedenfor har koncentreret sig om iagttagelse af

reglerne i de ovenfor nævnte bekendtgørelser og cirkulærer og inddrager alle

disciplinærsagerne, uanset om reaktionen har været en disciplinærstraf efter

disciplinærstrafcirkulærerne eller anden foranstaltning efter andre

bestemmelser.

Det er institutionens leder, eller den han

bemyndiger til på sit ansvar at udøve den, der har kompetencen til at træffe

afgørelse i disciplinærsager, jf. fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 34, stk. 1,

og varetægtsbekendtgørelsens § 36, stk. 1. Det er arrestforvareren der skal

træffe den endelige afgørelse i en disciplinærsag, jf. institutionsinstruksen

for personalet ved Arresthuset i Odense, afsnit 1, pkt. 1.19, ang. daglige

opgaver på post 15.

I 37 sager er afhøringerne foretaget af en

overvagtmester med en fængselsfunktionær som vidne. I fire sager er

afhøringerne foretaget af arrestforvareren. I tre sager er det anført at der

ikke er sket egentligt forhør, men samtaler, og disse rapporter er

underskrevet

af arrestforvareren. I en sag fremgår det ikke af rapporten om der har været

foretaget forhør eller samtale, og i bekræftende fald hvem der har foretaget

det.

Ud af de 37 rapporter hvor afhøringen er sket

ved overvagtmester, har arrestforvareren i 30 sager gennemset rapporten. Syv

rapporter er ikke blevet gennemset (jf. rapporter af 29. juli, 31. juli, 4.

august, 29. august, 8. september, 9. september og 10. september 1996).

Disciplinærsager skal behandles så hurtigt

som muligt, jf. § 7, stk. 2, i cirkulæret af 10. marts 1976 og § 6, stk. 2, i

cirkulæret af 13. september 1978. I 31 sager blev sagen behandlet samme dag

eller dagen efter. I seks tilfælde blev den behandlet efter to dage, og i tre

sager efter fire dage. I fire tilfælde fremgår det ikke af rapporten hvornår

forhør foregik (jf. rapporter af 1. juli, 18. juli, 4. september og 30.

september 1996). I to af disse tilfælde var der ikke egentlig forhør, men

beslutning om anmeldelse til politiet skete i den ene sag efter tre dage, og

i

den anden sag skulle løsladelse ske samme dag, og disciplinærsag blev ikke

oprettet.

I en enkelt sag blev sagen først behandlet

efter 18 dage. Dette skyldtes at den indsatte var indlagt. Forhøret blev

foretaget straks efter genindsættelsen.

I §§ 7 og 8 i cirkulæret af 13. september

1978 og i §§ 8 og 9 i cirkulæret af 10. marts 1976 findes bestemmelser

vedrørende proceduren ved behandlingen af disciplinærsager. Bestemmelserne i

de

to cirkulærer er, som nævnt ovenfor, enslydende, og jeg vil derfor kun citere

fra det ene.

I fire sager blev rapporten optaget uden den

indsattes tilstedeværelse. I tre sager er der foretaget en samtale med den

indsatte uden at det er et egentligt forhør. En af disse sager endte med

politianmeldelse, og i de to andre blev der ikke foretaget videre i sagen. I

en

sag er der intet anført i rapporten angående dette. Der er således optaget

rapport om hændelser uden der er sket en egentlig afslutning af sagen. Dette

må

jeg forstå på den måde at der ikke blev foretaget mere i disse sager, og jeg

foretager mig ikke videre vedrørende disse sager.

De resterende 41 sager er behandlet efter

cirkulærets § 8 (§ 9 i cirkulæret af 10. marts 1976) der lyder således:

'I disciplinærsager i øvrigt gøres

varetægtsarrestanten bekendt med, hvad der er indberettet, og orienteres i

hovedtræk om, hvad der måtte være fremkommet under eventuelle afhøringer i

sagen.

Stk. 2. Afgørelsen træffes under

varetægtsarrestantens tilstedeværelse, efter at han har haft lejlighed til at

udtale sig.

Stk. 3. Alle afhøringer skal overværes af en

af institutionens funktionærer.

Stk. 4. Om disciplinærsagens gennemførelse

gøres notat i en særlig protokol. Notatet skal indeholde en gengivelse af det

indberettede og de afgivne forklaringer, der skal protokolleres, medens

vedkommende er til stede. Protokollatet skal endvidere indeholde oplysning

om,

hvilke bestemmelser der anses overtrådt, på hvilket grundlag dette anses for

bevist og oplysning om afgørelsen.'

De indsatte er i alle 41 sager blevet

partshørt i overensstemmelse med § 8, stk. 1 (§ 9, stk. 1, i cirkulæret af

10.

marts 1976). Bestemmelserne i § 8, stk. 2, 3 og 4, 1. og 2. punktum (§ 9,

stk.

3, 3 og 4, 1. og 2. punktum i cirkulæret af 10. marts 1976), er også

iagttaget

i alle sagerne.

I 36 ud af de 41 sager erkender den indsatte

rapportens rigtighed i overensstemmelse med § 8, stk. 4, 3. punktum (§ 9,

stk.

4, 3. punktum, i cirkulæret af 10. marts 1976). I de resterende fem sager er

det ikke direkte anført at den indsatte har godkendt forhøret, men den

indsatte

er gjort bekendt med rapportens indhold og har udtalt sig om forløbet uden at

nægte at godkende rapporten.

I 36 ud af de 41 sager er kravet i § 8, stk.

4, 4. punktum (§ 9, stk. 4, 4. punktum, i cirkulæret af 10. marts 1976),

vedrørende oplysninger om hvilke bestemmelser der anses overtrådt, overholdt.

I

to tilfælde er sagen afsluttet uden at der er foretaget yderligere i sagen. I

to sager er der idømt strafcelle uden at hjemmel hertil er anført (jf.

rapporter af 3. juli og 24. juli 1996), og i en sag er løsladelse udsat nogle

timer.

I en disciplinærsag mod en fængselsdømt er

der henvist til varetægtsbekendtgørelsens § 35, jf. § 18, stk. 3, jf. § 1, i

cirkulæret af 13. september 1978. Der burde have været henvist til

fuldbyrdelsesbekendtgørelsens

§ 33, jf. § 19, stk. 2, jf. § 1 i cirkulæret af 10. marts 1976 (jf. rapport

af

1. juli 1996).

I 11 sager i alt skal den indsatte betale et

erstatningsbeløb. De idømte erstatningsbeløb skyldes ødelæggelse af diverse

inventar, f.eks. et ødelagt krus, en ødelagt arkitektlampe, opsætning af

nedrevet

hylde og reparation af mur. Beløbene varierer mellem 5 kr. og op til 216 kr.

I to af de 11 sager er der givet

hjemmelshenvisning til retsplejelovens § 931, stk. 5, (jf. rapporter af 16.

juli og 17. juli 1996). Denne bestemmelse omhandler udenretlig konfiskation

og

er derfor ikke rette hjemmel til erstatningspålæggelse.

I syv sager er det anført i rapporten at der

er sket konfiskation af diverse genstande. Over for fængselsdømte kan der ske

konfiskation af genstande som er ulovligt indført, erhvervet eller tilvirket

i

institutionen, medmindre genstandene tilhører nogen som ikke er ansvarlig for

det ulovlige forhold, jf. straffelovens § 47, stk. 3, og reglerne i

fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 37. Over for varetægtsarrestanter findes

hjemlen for konfiskation i retsplejelovens § 931, stk. 5, jf.

Justitsministeriets

bek. nr. 850 af 27. oktober 1993, om udenretlig vedtagelse af konfiskation.

Herefter kan der ske konfiskation af nærmere angivne genstande, herunder

euforiserende stoffer og genstande der benyttes eller er bestemt til at

benyttes ved indtagelse af sådanne stoffer, hvis den pågældende

administrativt

vedtager dette. Hvis den pågældende ikke vil vedtage konfiskation, må

genstandene overdrages til politiet med henblik på eventuel beslaglæggelse,

jf.

disciplinærstrafvejledningens pkt. 12. Effekter der ikke er omfattet af

bekendtgørelsen, men som ikke er tilladt at have i institutionen, kan

henlægges

på depot til løsladelsen.

Fem sager angår varetægtsarrestanter. I tre

af disse sager er der sket konfiskation med henvisning til retsplejelovens §

931, stk. 5, og i to sager er der ikke angivet nogen hjemmel (jf. rapporter

af

3. juli og 24. juli 1996). I alle fem sager er der tale om konfiskation af

euforiserende stoffer eller genstande der benyttes/er bestemt til at benyttes

ved indtagelse af sådanne stoffer.

I en sag mod en fængselsdømt er der sket

konfiskation med henvisning til retsplejelovens § 931, stk. 5 (jf. rapport af

1. juli 1996). Der burde have været henvist til straffelovens § 47, stk. 3.

I en sag fremgår det ikke af rapporten

hvilken form for anbringelse der er tale om. Der er i sagen henvist til

retsplejelovens § 931, stk. 5, og jeg går derfor ud fra at denne sag er

gennemført over for en varetægtsarrestant.

Kravet om oplysning om på hvilket grundlag

overtrædelsen er anset for bevist, er overholdt i 39 ud af de 41 sager. De

resterende to sager er afsluttet uden at der foretages yderligere i sagen.

I de 35 sager der endte med ikendelse af

disciplinærstraf, er der givet klagevejledning om adgangen til at klage til

Direktoratet for Kriminalforsorgen ved indsendelse gennem anstalten, jf.

varetægtsbekendtgørelsens

§ 29, stk. 2, fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 28, stk. 2, og

forvaltningslovens

§ 25. I de ti sager der endte med andet end idømmelse af disciplinærstraf, er

der i tre sager givet klagevejledning. Disse tre sager endte alle med at den

indsatte skulle erstatte ødelagte effekter. I to sager blev der ikke

foretaget

yderligere i sagen, og det er derfor ikke nødvendigt med klagevejledning. En

sag endte med udsættelse af løsladelse uden at der er givet klagevejledning

(jf. rapport af 18. juli 1996), hvilket der burde have været. En sag endte

med

politianmeldelse, og der er ikke her givet klagevejledning. I tre sager er

der

intet anført om klagevejledning da disse sager ikke er behandlet som

egentlige

disciplinærsager.

13. Opfølgning

Som det fremgår af de enkelte afsnit ovenfor,

har jeg i flere tilfælde bedt arresthuset om nærmere underretning vedrørende

forskellige forhold. Jeg beder om at disse underretninger sendes gennem

Direktoratet for Kriminalforsorgen for at direktoratet kan få lejlighed til

at

kommentere det arresthuset anfører.

14. Underretning

Denne rapport sendes til Direktoratet for

Kriminalforsorgen og Arresthuset i Odense. Arresthuset modtager desuden et

eksemplar til de indsatte. Endvidere vil rapporten blive sendt til

Folketingets

Retsudvalg."

Arresthuset var allerede i et brev af 10.

november 1997 på baggrund af en foreløbig udgave af rapporten fremkommet med

bemærkninger til nogle af de spørgsmål som inspektionsrapporten rejste.

Folketingets Ombudsmand skrev derfor den 22. december 1997 således til

arresthuset:

"Jeg vender hermed tilbage til

arresthusets brev af 10. november 1997 udarbejdet på baggrund af min

foreløbige

rapport af 22. oktober 1997 om min inspektion af arresthuset. Jeg henviser

til

at jeg ved fremsendelsen af den endelige rapport af 26. november 1997

meddelte

at jeg efterfølgende ville tage stilling til det arresthuset havde anført i

brevet.

1) Under inspektionen havde jeg en samtale

med en indsat som bl.a. efterlyste daglige aviser der er tilgængelige for de

indsatte.

Arresthusets ledelse oplyste efterfølgende at

spørgsmålet om der skulle afsættes midler til et avisabonnement til de

indsatte, ville blive taget op i samarbejdsudvalget.

I inspektionsrapporten bad jeg ...

arresthuset underrette mig om resultatet af overvejelserne i

samarbejdsudvalget.

Arresthuset har nu oplyst følgende:

'... spørgsmålet om avis til de indsatte har

været drøftet. Der er ikke på nuværende tidspunkt afsat midler til yderligere

indkøb af aviser til de indsatte. Det kan oplyses, at arresthuset abonnerer

på

Fyns Stiftstidende, som bliver udlånt til de indsatte når der er et konkret

ønske herom.'

En daglig avis til godt 50 indsatte er naturligvis

helt utilstrækkeligt hvis der blandt blot et ikke helt lille antal indsatte

er

ønske om daglig avislæsning.

Jeg går ud fra at arresthusets beslutning om

ikke at udvide avisholdet (også) bygger på en vurdering af den udviste

interesse hos de indsatte for daglig avislæsning. En forudsætning for at en

sådan interesse kan registreres, er imidlertid at muligheden for at låne en

daglig avis er oplyst over for de indsatte. Det vil derfor efter min

opfattelse

være hensigtsmæssigt at det fremgår af den mappe med oplysninger om praktiske

oplysninger som de indsatte får udleveret, at der er mulighed for dagligt at

låne en avis. På baggrund af den interesse der da måtte vise sig, kunne der

være anledning til at tage spørgsmålet om avishold i arresthuset op på ny.

Jeg foretager i øvrigt ikke yderligere

vedrørende dette spørgsmål.

2) Vedrørende det planlagte om- og

tilbygningsprojekt for arresthuset bad jeg i inspektionsrapporten arresthuset

om underretning om byggeprojektets status efter at Boligministeriet havde

givet

tilladelse til at sende projektet i udbud. Jeg bad arresthuset om at

underrette

mig om hvorvidt byggeprojektet var sendt i udbud, og så vidt muligt om

hvornår

arbejdet forventedes påbegyndt og afsluttet.

I brevet af 10. november 1997 oplyste

arresthuset at arresthuset er uden indflydelse på spørgsmålet om byggeriets

påbegyndelse og forventede afslutning, og spørgsmålet blev derfor henvist til

besvarelse

i Direktoratet for Kriminalforsorgen. Direktoratet meddelte ved fremsendelsen

af arresthusets brev hertil at direktoratet ikke havde bemærkninger til det

anførte vedrørende byggeprojektet.

Jeg har samtidig hermed bedt Direktoratet for

Kriminalforsorgen om en nærmere redegørelse vedrørende byggesagen.

3) Jeg bad desuden ... arresthuset om

oplysning om eventuelle interne retningslinier for fængselsfunktionærernes

beslutning om anbringelse i observationscelle og ophævelse af

observationscelleanbringelse

og efterfølgende underretning af ledelsen.

Arresthuset har oplyst følgende:

'...administration af

observationscelleanbringelsers ophør sker i overensstemmelse med

observationscellecirkulærets

§ 19, hvor der i stk. 2 er fastlagt regler for kompetencen og

underretningspligten.

I arresthusets INSTITUTIONSINSTRUKS er der, i

afsnit 2.2.4. fastsat bestemmelse for 'Underretning om magtanvendelse'. I

dette

afsnit er det beskrevet at 'I alle tilfælde af magtanvendelse skal

arrestforvareren eller den overvagtmester der iflg. meddelelse har vagten,

underrettes om det passerede'.

Det er praksis, at også ophør af anbringelse

i observationscelle meddeles i overensstemmelse med denne bestemmelse.'

Jeg lægger til grund at det beror på en

misforståelse at arresthuset alene har udtalt sig om praksis i forbindelse

med

ophævelse af observationscelleanbringelse. Jeg går således ud fra at den

omtalte praksis finder anvendelse ikke alene ved ophævelse af

observationscelleanbringelse, men også i forbindelse med funktionærers

eventuelle beslutninger om anbringelse i observationscelle.

Jeg går endvidere ud fra at underretningen

efter arresthusets praksis skal ske snarest muligt efter hændelsen ligesom

det

ifølge institutionsinstruksen er tilfældet for så vidt angår magtanvendelse.

Med disse bemærkninger tager jeg til

efterretning at arrestforvareren eller den vagthavende overvagtmester efter

arresthusets praksis underrettes om anbringelser i observationscelle og

ophævelse

af en sådan anbringelse som besluttes af en fængselsfunktionær, og at dette

sker snarest muligt efter at foranstaltningen er gennemført.

Jeg henstiller at denne praksis udtrykkeligt

indføjes i institutionsinstruksen, og jeg beder arresthuset underrette mig om

hvad der foretages vedrørende spørgsmålet.

..."

Den 2. januar 1998 modtog jeg et brev med

bilag fra arresthuset vedrørende interne retningslinier for

fængselsfunktionærernes beslutning om anbringelse i observationscelle og

ophævelse af anbringelse og efterfølgende underretning af ledelse (pkt. 3 i

mit

brev af 22. december 1997). I mit svar til arresthuset af 6. januar 1998

skrev

jeg følgende:

"...

Arresthuset har vedlagt kopi af en revideret

vejledning om underretningspligt som efter det oplyste er indsat i

arresthusets

institutionsinstruks. Heraf fremgår det at arrestforvareren eller den

vagthavende

overvagtmester snarest muligt efter hændelsen skal underrettes i alle

tilfælde

af anbringelse i observationscelle eller ophør af

observationscelleanbringelse.

Arresthusets praksis fremgår således nu

udtrykkeligt af arresthusets interne retningslinier, og jeg foretager mig

herefter ikke mere vedrørende spørgsmålet."

Den 22. december 1997 bad jeg desuden

Direktoratet for Kriminalforsorgen om en nærmere redegørelse vedrørende

byggesagen. Jeg bad om at direktoratet bl.a. oplyste hvorvidt byggeprojektet

nu

var sendt i udbud. I benægtende fald bad jeg om en redegørelse for baggrunden

herfor og om oplysning om hvornår byggeriet forventes påbegyndt og afsluttet.

Den 26. februar 1998 skrev inspektionschefen

til direktoratet og bad på ny om oplysninger vedrørende byggesagen. I brevet

bemærkede inspektionschefen derudover følgende:

"Jeg er i øvrigt blevet bekendt med at

direktoratet forgæves har ansøgt Finansministeriet om dispensation efter § 2,

stk. 3, i Finansministeriets cirkulære nr. 100 af 27. juni 1997 om afgift på

anlægsprojekter

i staten. Det giver mig anledning til at bemærke at Bygge- og Boligstyrelsen

under en af mine medarbejderes telefoniske henvendelse dertil vedrørende

sagen

den 13. oktober 1997 oplyste at ansøgninger om udbudstilladelse indgivet før

den 1. juli 1997 ikke var omfattet af cirkulæret af 27. juni 1997 om 20%'s

afgift. Dette fulgte ifølge det oplyste af Boligministeriets tillægsskrivelse

af 9. oktober 1997 til cirkulæreskrivelse af 8. februar 1995. I forbindelse

med

direktoratets besvarelse i øvrigt vil jeg sætte pris på at modtage oplysning

også om dette spørgsmål."

I Direktoratet for Kriminalforsorgens brev af

2. april 1998 redegjorde direktoratet nærmere for byggesagen og kommenterede

enkelte punkter i den endelige inspektionsrapport af 26. november 1997. Om

brevet

til direktoratet den 26. februar 1998 skrev direktoratet følgende:

"Ombudsmanden henviser i skrivelse af

26. februar bl.a. til Boligministeriets tillægsskrivelse af 9. oktober 1997

til

cirkulæreskrivelse af 8. februar 1995. Heraf fremgår det, at 'Byggerier, hvor

ansøgning

om udbudstilladelse efter Boligministeriets cirkulæreskrivelse af 8. februar

1995 er dateret før 1. juli 1997 gives udbudstilladelse af ministeriet og

pålægges ikke afgift efter Finansministeriets cirkulæreskrivelse af 27. juni

1997'. Den 6. november 1997 udsendte Boligministeriet en rettelsesskrivelse

til

denne tillægsskrivelse, hvoraf det fremgår, at alene byggerier, som har fået

en

udbudstilladelse før 1. juli 1997, ikke pålægges afgift. Som nævnt fik

direktoratet først tilladelse til udbud i september 1997, hvorfor byggeriet i

Odense ikke er fritaget for afgiften. Til orientering vedlægges kopi af de

nævnte skrivelser."

Direktoratet skrev følgende som kommentarer

til den endelige inspektionsrapport af 26. november 1997:

"Ad s. 361 - besøgsrum:

Ombudsmanden fandt at besøgsrummene var uindbydende og gjorde et yderst

forstemmende indtryk.

Arresthuset har hertil oplyst, at begge

besøgsrum blev renoveret med maling umiddelbart efter ombudsmandens besøg.

Møblerne blev ligeledes malet og der blev indkøbt nye hynder til stolene.

Rummene fremstod herefter i en mere venlig og i alt fald istandsat tilstand.

Direktoratet kan oplyse, at det ovenfor

omtalte om- og tilbygningsprojekt omfatter etablering af 4 nye

besøgsrum

i tilbygningen. I hvert besøgsrum vil der blive indrettet et toiletrum med

håndvask. Endvidere vil der blive anskaffet nye brikse, stole, borde,

udsmykning mv.

Ad s. 361 - fritidsfaciliteter:

Ombudsmanden fandt styrketræningsrummet

nedslidt og meget trangt, og udtaler at kældergangen ikke forekommer velegnet

som fritidsopholdsområde. Ombudsmanden fandt det endvidere utilstrækkeligt,

at

styrketræningsrummet og bordtennisbordet kun kan benyttes af 4 indsatte ad

gangen.

Arresthuset har hertil oplyst, at

styrketræningsrummet er blevet renoveret med maling samt ny gulvbelægning. En

varmekanal i rummet blev istandsat og monteret med en rustfri kappe, så alle

de

skader der var tilføjet den eksisterende varmekanal blev fjernet. Arresthuset

er enig med ombudsmanden i, at kældergangen ikke er velegnet til

bordtennisspil, men det er den eneste mulighed, der kan anvises på nuværende

tidspunkt. Arresthuset har endvidere oplyst, at det skyldes hensynet til

orden

og sikkerhed, at kun 4 indsatte kan benytte fritidstilbudene samtidig.

Direktoratet skal bemærke, at byggeprojektet i

arresthuset i Odense ikke omfatter en egentlig istandsættelse/modernisering

af

det eksisterende arresthus. Når byggeriet er afsluttet vil direktoratet

undersøge de økonomiske muligheder for bl.a. at gennemføre en yderligere

istandsættelse af lokalerne i kælderen mv.

Ad s. 362 - brusekabiner på 2. sal:

Ombudsmanden fandt det utilfredsstillende at

brusekabinerne på 2. sal ikke kan anvendes samtidig. Ombudsmanden har desuden

bemærket, at et toiletrum på 2. sal mangler et dørhåndtag og at

brusekabinerne

ikke virkede helt rene.

Arresthuset har hertil oplyst, at problemet

med manglende vandtilførsel til baderummene på 2. sal har været drøftet med

direktoratets ingeniør og løsningen er udskiftning af en del af arresthusets

varmtvandsanlæg, herunder rørføringen til etagen. En sådan udskiftning har

hidtil været anset for så økonomisk belastende, at der endnu ikke er søgt om

økonomisk bevilling hertil. I forbindelse med den planlagte til- og

ombygning i arresthuset er varmtvandsanlægget en del af projektet.

Arresthuset

har desuden oplyst, at den defekte dør er repareret, ligesom rengøringen i

brusekabinerne er intensiveret.

Direktoratet kan bekræfte, at problemet med

den utilstrækkelige vandtilførsel til brusekabinerne på 2. sal vil blive løst

i

forbindelse med gennemførelse af byggeprojektet.

Ad s. 362 - forsvarerlokalet:

Ombudsmanden bemærker, at forsvarerlokalet

trænger til renovering og nye møbler og finder det utilfredsstillende, at

værelset af og til inddrages til cellebrug når arresthuset er overbelagt.

Arresthuset har hertil oplyst, at lokalet

løbende renoveres og vedligeholdes med bl.a. maling. Udskiftning af møbler

sker

i det omfang økonomien tillader det. Idet rummet også bruges til husning af

indsatte - både de, der indsættes kort tid for retsfremstilling og de,

der indsættes på tidspunkter, hvor arresthuset er fyldt op og derfor kommer

til

at bo i rummet i op til 12 timer - er det et meget belastet rum, som

det

til tider kan være vanskelig at holde i orden. Arresthuset er enig med

ombudsmanden i, at det er utilfredsstillende at værelset af og til inddrages

til cellebrug, men at det skyldes arresthusets til stadighed meget anstrengte

belægssituation.

Direktoratet kan vedrørende

belægssituationen, til almindelig orientering oplyse, at belægget af

varetægtsarrestanter igennem de seneste to år er steget mærkbart, hvilket

illustreres af, at der i gennemsnit i hele landet var indsat 917

varetægtsarrestanter i 1997 mod 826 i 1996 og tendensen tyder på fortsat at

være stigende i 1998. Kriminalforsorgen har imidlertid ikke haft mulighed for

at udvide arrestkapaciteten i takt med det øgede belæg af

varetægtsarrestanter,

hvilket har haft den konsekvens, at mange arresthuse, herunder også

arresthuset

i Odense, i kortere eller længere perioder har haft overbelæg. Direktoratet

har

imidlertid været nødt til at fastholde overfor samtlige arresthuse, at alle

varetægtsarrestanter

skal modtages, uanset at dette kan indebære et akut overbelæg i et givent

arresthus med deraf følgende inddragelse af disponible opholdsrum. Det

bemærkes, at direktoratet i forbindelse med aktuelle kapacitetsproblemer i

f.eks. et arresthus afhjælper situationen umiddelbart ved at forestå

overførsler af bestemte grupper af indsatte fra det pågældende arresthus til

enten et andet arresthus eller alternativt til et fængsel.

Direktoratet skal beklage, at det i akutte

belægsmæssige situationer har været nødvendigt af og til at inddrage

forsvarerlokalet til almindelig belæg, men er under de givne omstændigheder

enig i arresthusets disposition som et alternativ til at dobbeltbelægge

celler.

Direktoratet lægger herved vægt på, at ifølge Justitsministeriet,

Direktoratet

for Kriminalforsorgens, cirkulære af 19. december 1980 om

varetægtsarrestanters

adgang til brevveksling og besøg mv. § 12, stk. 4, har varetægtsarrestanter

altid ret til besøg af sin forsvarer, hvilken bestemmelse efter det oplyste

ikke er overtrådt. Direktoratet kan endvidere henholde sig til, at der ved

den

forestående udvidelse af arresthuset i Odense, dels vil ske en samlet

kapacitetsudvidelse til at imødegå de nuværende belægsproblemer, dels blive

etableret fire besøgsrum, som tillige kan benyttes til besøg af forsvarere.

Ad s. 363 - gårdtursarealet:

Ombudsmanden fandt gårdtursarealet i meget

dårlig vedligeholdelsesstand og bemærker, at arealet gav et særdeles

utidssvarende indtryk.

Direktoratet kan hertil oplyse, at der, inden

byggeriet iværksættes, vil blive etableret midlertidige gårde, som skal

benyttes i byggeperioden. Ultimo 1998 vil man iværksætte opførelsen af et nyt

gårdtursareal til en forventet udgift på ca. 2,5 - 3 mio. kr., som skal

afholdes af kriminalforsorgens almindelige bevillinger. Gårdtursarealet

forventes at kunne tages i brug senest i løbet af den første halvdel af 1999.

Ad s. 363 - lægebetjening mv.:

Ombudsmanden antager, at direktoratet er enig

i det ønskelige i, at de indsatte i et vist omfang sikres en ensartet lægelig

behandling i kriminalforsorgens institutioner og at direktoratet overordnet

følger patientbehandlingen i institutionerne, herunder behandlingen af

narkomaner, og løbende overvejer behovet for vejledning til det lægelige

personale i institutionerne. Ombudsmanden antager desuden at eventuel

behandling af en narkoman, der er iværksat i amtskommunalt regi, som

udgangspunkt

fortsættes under ophold i kriminalforsorgens institutioner.

Direktoratet kan hertil oplyse at man er enig

med ombudsmanden i, at det er ønskeligt, at de indsatte i hvert fald i et

vist

omfang sikres en ensartet lægelig behandling.

Blandt andet med henblik på at vejlede

direktoratet med hensyn til behandlingen af konkrete og generelle spørgsmål

er

der ansat konsulenter i psykiatri, almenlægelige og hygiejniske spørgsmål,

sygeplejefaglige spørgsmål samt AIDS. Disse konsulenters opgaver er blandt

andet at følge patientbehandlingen på hver deres områder indenfor

kriminalforsorgen. Konsulenterne mødes med jævne mellemrum med direktoratet.

Der er dermed etableret et forum, hvor direktoratet kan rådføre sig med

konsulenterne og disse til gengæld holde direktoratet orienteret om spørgsmål

af interesse.

Det er et anerkendt princip, at de indsatte i

Kriminalforsorgens institutioner skal have tilbud om lægelig behandling, som

er

af samme faglige standard, som den, der tilbydes borgerne udenfor fængsler og

arresthuse. Den omstændighed, at størstedelen af de læger, der ansættes som

fængsels- og arresthuslæger, af Sundhedsstyrelsen er anerkendt som

speciallæger i almen medicin og har deres hovedbeskæftigelse som

praktiserende

læger, bidrager til at sikre, at indsatte behandles i overensstemmelse med

det

ovennævnte princip.

Blandt de vejledninger, som Sundhedsstyrelsen

udsender til landets - inclusive kriminalforsorgens - læger,

vedrører nogle patientbehandling i relation til konkrete problemstillinger,

andre mere overordnede principper for lægefaglig virksomhed. Hensynet til den

fornødne lægefagligt begrundede ensartethed i behandlingen må efter

direktoratets opfattelse i almindelighed være tilstrækkeligt varetaget ved,

at

lægerne arbejder i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens generelle

anvisninger.

Det kan imidlertid i visse situationer være relevant at tage hensyn til de

særlige fængselsmæssige forhold. For eksempel kan ønskeligheden af at

begrænse

stof- og medicinmisbrug mest muligt nødvendiggøre udsendelsen af

vejledninger vedrørende anvendelsen af bestemte lægemidler eller lignende.

Kriminalforsorgens lægemiddelkomite, som er

en ekspertkomite, har udarbejdet en rekommendationsliste. Listen blev

udarbejdet i 1993, efter at fængsels- og arresthuslægerne forinden

havde

haft lejlighed til at oplyse, hvilke præparater, der på det tidspunkt

anvendtes

i institutionen, og hvilke præparater, der ønskedes optaget på listen. En

revideret rekommendationsliste blev udsendt i 1995 med en opfordring til

fængsels- og arresthuslæger om at fremkomme med forslag til udvalgte

emner af interesse for kriminalforsorgen, der ønskedes belyst ved ad hoc

informationer. Komiteen har med udgangspunkt i lægernes forslag udsendt de i

anden sammenhæng omtalte RePLiKer.

Med to til tre års mellemrum afholdes der

møder mellem direktoratet og samtlige af Kriminalforsorgens læger, hvor

direktoratet og eventuelt udefra kommende eksperter orienterer om generelle

og

konkrete emner, og hvor der desuden er lejlighed til gensidig udveksling af

informationer og synspunkter. Efter direktoratets opfattelse, er der med den

regelmæssige kontakt mellem direktoratet og de sundhedsfaglige konsulenter,

beskæftigelsen af læger, der har deres hovedbeskæftigelse indenfor det

almindelige

sundhedsvæsen, udsendelsen af vejledninger/informationsmateriale m.v. til

Kriminalforsorgens

læger om emner, hvor særlige fængselsmæssige hensyn er af betydning for

lægernes arbejde samt direktoratets møder med den samlede gruppe af læger i

Kriminalforsorgen, skabt rammer, der giver gode muligheder for at sikre, at

behandlingen af de indsatte sker på et niveau, som dels harmonerer med god

lægefaglig standard og dels tager hensyn til de særlige forhold, der gælder

inden for Kriminalforsorgen.

Direktoratet er enig i, at behandling af

indsatte stofmisbrugere bør finde sted i nært samarbejde med det

amtskommunale

behandlingssystem, og at en påbegyndt behandling af en narkoman som

udgangspunkt bør fortsættes under opholdet i Kriminalforsorgens

institutioner.

Der er nedsat en kontaktgruppe mellem Kriminalforsorgen og Socialministeriet.

Et af de emner, som kontaktgruppen beskæftiger sig med, er samarbejdet mellem

Kriminalforsorgen og det almindelige behandlingssystem om behandlingen af

kriminelle stofmisbrugere. Direktoratet er iøvrigt repræsenteret i

Narkotikarådet

og har dermed mulighed for at gøre sin indflydelse gældende under den debat,

der finder sted i rådet, ligesom direktoratet herved også sikres løbende

orientering om de overvejelser, der foregår med hensyn til den fremtidige

narkotikapolitik i landet. Direktoratets repræsentant i Narkotikarådet er

tillige formand for Kriminalforsorgens rusmiddelgruppe, som er koordinerende

organ for Kriminalforsorgens politik på rusmiddelområdet. Efter direktoratets

opfattelse

tilgodeses hensynet til ønskeligheden af ensartethed i den lægelige

behandling

og koordinationen med det almindelige narkobehandlingssystem i væsentlig

grad ved de ovenfor beskrevne initiativer mv.

Ad s. 365 - overbelægget:

Ombudsmanden finder det uheldigt, at

arresthusets overbelægningsproblemer fører til at et af besøgsrummene til

tider

inddrages til cellebrug, således at besøgstiderne af den grund har måttet

indskrænkes.

Direktoratet kan vedrørende de indledende

bemærkninger til belægget i arresthuset i 1996 (rapporten side 000 ff.)

oplyse,

at ifølge Kriminalforsorgens officielle statistik har Arresthuset i Odense i

1996 haft et gennmemsnitligt dagligt belæg på 52,0 pladser ud af den samlede

kapacitet på 55 pladser, hvilket svarer til en belægningsprocent på 94,5%.

Grundlaget for denne statistik er beregninger, der er baseret på de daglige

indberetninger, som alle Kriminalforsorgens institutioner foretager på

hverdage

kl. 10.00. Tidspunktet er fastsat ud fra overvejelser om de forskellige

institutioners

belæg i løbet af en dag, idet det er forudsat, at belægget kan variere i både

positiv og negativ retning i forhold til det indberettede tidspunkt.

Det kan imidlertid bekræftes, at arresthuset

igennem de senere år har haft et højere belæg end forudsat, hvilket var

baggrunden for, at der på Finansloven for 1995 blev afsat midler til at

udvide

arresthuset med ca. 15 pladser.

Direktoratet kan som forklaring på

overbelægningsproblemerne henvise til bemærkningerne vedrørende

forsvarerlokalet. Direktoratet beklager, at det på denne baggrund har været

nødvendigt at inddrage besøgsrummene, men er under de givne omstændigheder

enig

i arresthusets disposition som et alternativ til at dobbeltbelægge celler.

Direktoratet lægger herved vægt på, at varetægtsarrestanter ifølge

Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens, cirkulære af 19.

december 1980 om varetægtsarrestanters adgang til brevveksling og besøg mv.,

§

13, skal have adgang til besøg, så ofte forholdene i varetægtsfængslet

(arresthuset) tillader det og ifølge § 13, stk. 2, for minimum en halv time

ad

gangen. Direktoratet lægger endvidere vægt på, at afsonere ifølge

Justitsministeriet,

Direktoratet for Kriminalforsorgens, cirkulære af 18. december 1980 om de

indsattes adgang til brevveksling og besøg mv., § 13, stk. 1, har adgang til

et

ugentligt besøg, der i henhold til samme cirkulæres § 14, minimum skal have

en

varighed af en halv time. Disse bestemmelser er ifølge det oplyste ikke

overtrådt.

Direktoratet kan endvidere henvise til det

ovenfor anførte vedrørende den forestående udvidelse af arresthuset i Odense,

hvorefter der dels vil ske en samlet kapacitetsudvidelse til at imødegå de

nuværende belægsproblemer, dels vil blive etableret fire besøgsrum til

afløsning af de eksisterende to.

Ad s. 366 - personalefaciliteter:

Ombudsmanden finder at de eksisterende

personalefaciliteter, særligt for så vidt angår omklædnings- og

bademuligheder, er særdeles mangelfulde.

Direktoratet kan hertil oplyse, at der i

kælderen under den nye tilbygning vil blive etableret to personalegarderober

med bad og toilet til henholdsvis kvindelige og mandlige ansatte. Endvidere

vil

der i tilbygningen blive indrettet nye kontorer og kantine med tekøkken til

personalet.

Ad s. 366 - udvidelse af kapaciteten:

Ombudsmanden finder bl.a. at arresthuset har

et påtrængende behov for udvidelse af kapaciteten.

Direktoratet kan henvise til, at den

planlagte om- og tilbygning af arresthuset i Odense indebærer en

kapacitetsudvidelse på i alt 15 pladser, som antages at imødegå de nuværende

belægsproblemer.

Ad s. 368 - notat om lægetilsyn:

Ombudsmanden går ud fra, at arresthusets

ledelse er opmærksom på, at der skal gøres notat om lægetilsyn på

håndjernsrapporterne og om fornødent indskærper dette overfor personalet.

Arresthuset har hertil oplyst, at man er

opmærksom på, at der skal ske notat, hvilket på de daglige morgenmøder er

meddelt personalet.

Direktoratet kan henholde sig til det af

arresthuset anførte.

Ad s. 369 - magtanvendelse:

Ombudsmanden anfører, at det i en konkret sag

vedrørende magtanvendelse ikke er anført, hvori magtanvendelsen bestod samt

at

det i en anden sag ikke var angivet om magtanvendelse har været søgt undgået.

Arresthuset har hertil oplyst, at de omtalte

mangler er nævnt overfor personalet og at man i fremtiden vil drage omsorg

for,

at de manglende noteringer bliver tydeliggjort.

Direktoratet kan henholde sig til det af

arresthuset anførte.

Ad s. 370 - rapporter vedrørende

anbringelse i observationscelle: Ombudsmanden finder det beklageligt, at der

tilsyneladende mangler to rapporter vedrørende anbringelse i

observationscelle.

Arresthuset beklager, at disse rapporter

mangler og oplyser, at forklaringen herpå kan være at rapporterne er medsendt

til det sted, hvortil de indsatte er overført. Den mulighed er ikke undersøgt

nærmere.

Direktoratet kan henholde sig til det af

arresthuset anførte.

Ad s. 373 - forkert hjemmelshenvisning:

Ombudsmanden bemærker, at der i en konkret

sag burde være henvist til fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 33, jf. § 19, stk.

2, og til cirkulære af 10. marts 1976. Ombudsmanden bemærker desuden, at

retsplejelovens § 931, stk. 5 ikke er den rette hjemmel til

erstatningspålæggelse.

Arresthuset beklager, at der i en konkret

disciplinærsag er henvist til en forkert bestemmelse. Arresthuset har

tilkendegivet, at man vil bestræbe sig på at undgå sådanne

fejltagelser."

I brev af 14. april 1998 skrev

inspektionschefen følgende til Direktoratet for Kriminalforsorgen:

"Af direktoratets oplysninger vedrørende

byggesagen fremgår det bl.a. at byggeprojektet efter en foreløbig, skitseret

tidsplan nu vil blive gennemført med forventet byggestart i uge 19/1998 og

forventet

afslutning omkring uge 15/1999.

Jeg beder direktoratet om at underrette mig

når byggeriet er afsluttet.

Jeg tager det i øvrigt oplyste vedrørende

byggesagens forløb til efterretning, herunder direktoratets henvisning til

Boligministeriets rettelsesskrivelse af 6. november 1997 angående hvilke

byggerier

der skal pålægges 20% afgift efter Finansministeriets cirkulære nr. 100 af

27.

juni 1997.

Direktoratet har desuden i brevet kommenteret

de af mine tilkendegivelser i rapporten som ikke mundede ud i en henstilling

eller anmodning om yderligere oplysninger e.l. Jeg har noteret mig det som

direktoratet

har anført til de enkelte punkter.

Jeg beder i den forbindelse om underretning

om resultatet af direktoratets undersøgelse af de økonomiske muligheder for

efter byggeprojektets afslutning bl.a. at gennemføre yderligere

istandsættelse

af lokalerne i arresthusets kælder mv."

Lignende dokumenter