Spring til indhold

Retsinformation

Afslag på hjælp til medicinudgifter

FOU nr 1997.267UdtalelserFolketinget3. marts 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afslag på hjælp til medicinudgifter

A klagede over at hun havde

fået afslag på fortsat hjælp efter bistandslovens § 48 til sine

medicinudgifter.

Det fremgik af sagens akter

at A var 36 år gammel og uddannet - og i arbejde som - civilingeniør. A havde

haft epilepsi siden hun var 17 år, og havde tidligere fået dækket sine

merudgifter til medicin mod sygdommen efter bistandslovens § 48, stk. 3 og 4.

Den 31. december 1994 udløb

A's sidste medicinbevilling, og A søgte derfor Frederiksberg Kommune om

fortsat

tilskud til medicinen.

Den 25. januar 1995 skrev A's

læge følgende statusbedømmelse:

"Pt. velkendt af mig,

behandles og kontrolleres for epilepsi af overlæge (B) neuromed.afd. KKHH med

t. Sabrilex 500 mg 2x2 samt t tegretol 600 mg x 2. Medicinreguleringen

varetages udelukkende af ovennævnte."

I statusbedømmelse af 31.

januar 1995 skrev overlæge, dr.med. B følgende:

"Som svar på Deres

skrivelse kan man oplyse at ovenstående patient fortsat behandles med tabl.

Tegretol 1200 mg dgl. og tabl. Sabrilex 4000 mg dgl.

Det er planen at behandle i

endnu 6 mdr. med denne dosis, hvorefter man tager stilling til om man

langsomt

kan udtrappe patienten af medicinen."

I sagen foreligger desuden

erklæring af 3. februar 1987 fra reservelæge C, Rigshospitalet,

neuromedicinsk

Læs alt

afdeling; erklæring af 24. november 1989 fra læge D, Rigshospitalet, og

erklæring af 1. november 1991 fra overlæge, dr.med B, Hvidovre Hospital.

Den 24. marts 1995 gav Frederiksberg

Kommune A afslag på ansøgningen. Kommunen skrev bl.a. følgende:

"Frederiksberg kommunes

Socialdirektorat beklager at der ikke fremover kan ydes økonomisk hjælp til

dækning af epilepsi medicin jfr. bistandslovens § 48 stk. 4 idet De ikke

opfylder de helbredsmæssige betingelser. Der henvises til sm afgørelsen

87/94.

Derimod opfylder De, de

helbredsmæssige betingelser jfr. bistandslovens § 46a, som er

indtægtsbestemt.

I den forbindelse bedes De fremsende dokumentation for Deres indtægt samt

udgifter. Herefter vil der blive taget stilling til om der kan ydes økonomisk

hjælp jfr. § 46a, er dette ikke tilfældet er De jfr. bistandslovens § 58

berettiget til dækning af udgiften, der overstiger kr. 300,00 pr.

måned."

A klagede over afgørelsen til

Det Sociale Ankenævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner. I klagen skrev

A

bl.a. at hun var anfaldsfri på grund af den operation hun fik foretaget i

december 1993, og den medicin hun tog. Dette var baggrunden for at A kunne

varetage et arbejde. A vedlagde en oversigt over sine udgifter og indtægter.

Under sagens behandling i

ankenævnet oplyste A at hendes medicinforbrug var steget siden hun indgav

klagen til nævnet. A opgjorde sit medicinforbrug til 950 kr. om måneden.

Endvidere bad hun ankenævnet om at sende hende til undersøgelse hos overlæge

B, neuromedicinsk afdeling, Hvidovre Hospital, med henblik på at ankenævnet

kunne få belyst hendes helbredsforhold nærmere.

Nævnet indhentede

kontinuationsark fra neuromedicinsk afdeling, Hvidovre Hospital, for perioden

25. november 1994 til 12. marts 1996.

Den 6. maj 1996 traf

ankenævnet følgende afgørelse i sagen:

"Ankenævnet har ikke

fundet grundlag for at tilsidesætte Frederiksberg Kommune, Familieafdelingens

afslag på hjælp til egenbetaling af epilepsimedicin i.h.t. bistandsloven §

46a

og § 48 stk. 4.

Ved afgørelsen har nævnet

lagt vægt på, at De i relation til § 46a med et rådighedsbeløb på kr. 5.100,

når udgift til bolig, fagforening, forsikring, telefon, befordring, pension

og

privat lån er betalt, selv skønnes at være i stand til at betale udgiften til

medicin uden derved at komme i trang.

I relation til § 48, stk. 4

skønnes konsekvensen af Deres lidelse ikke at have en sådan indgribende

karakter i Deres daglige tilværelse, at lovbestemmelsens betingelser er

opfyldt.

Ankenævnet tiltræder således

Frederiksberg Kommune, Familieafdelingens afgørelse.

..."

Herefter klagede A til Den

Sociale Ankestyrelse som den 26. juni 1996 afviste at tage sagen op til

principiel behandling.

Den 25. juli 1996 skrev overlæge

ved neuromedicinsk afdeling, Hvidovre Hospital, dr.med. B følgende erklæring

vedrørende A's sygdom og medicinering:

"Det attesteres hermed,

at ovenstående patient lider af epilepsi, som er en varig lidelse. For denne

behandles hun med Lamotrigin (Lamictal) 500 mg daglig, og Vigabatrin

(Sabrilex)

4000 mg daglig.

Medicinen er livsnødvendig.

Patienten vil ikke kunne opretholde sit arbejde, hvis ikke hun behandles

regelmæssigt med disse medikamenter."

Den 15. august 1996 klagede A

til mig. A skrev bl.a. at hun tidligere havde haft konstante anfald og derfor

havde været afhængig af medicin siden 1980. Fra 1980 til 1994 dækkede A's

forskellige opholdskommuner hendes udgifter til medicin efter bistandslovens

§

48, stk. 3 (senere stk. 4). I december 1993 blev A opereret med henblik på at

blive anfaldsfri og fri for medicin. Det havde dog ikke på noget tidspunkt

siden operationen været muligt at reducere medicinforbruget, og A var stadig

stærkt afhængig af sin daglige medicin. A havde forsøgt at få myndighederne

til

at indhente yderligere lægelige oplysninger om hende, men havde gennem

aktindsigt - og ud fra oplysninger fra hendes læge - kunnet konstatere at

dette ikke var sket. Det var alene i kraft af medicinen at A kunne opretholde

sit arbejde. Sådan havde det været under hele sygdomsforløbet. Der var ikke

sket ændringer i A's tilstand som kunne begrunde at hun ikke skulle have

dækket

udgifterne til medicin. A fik stadig nogle krampeanfald på trods af den

medicinske behandling hun var i, og hendes medicinudgifter var ca. 1.200 kr.

pr. måned.

Den 26. august 1996 bad jeg

Frederiksberg Kommune og Det Sociale Ankenævn for Københavns og Frederiksberg

Kommuner om at udtale sig i anledning af A's klage.

Frederiksberg Kommune udtalte

den 5. september 1996 bl.a. følgende:

"(A) har fra 1987 fået

bevilget hjælp i henhold til bistandslovens § 48, stk. 4 til betaling af

medicinudgifter på grund af epilepsi.

Bevillingerne har været

tidsbegrænsede, således at man når bevillingen udløb, har genvurderet

hvorvidt

den pågældende fortsat opfyldte betingelserne for tildeling af denne ydelse.

I forbindelse hermed har der

været indhentet medicinske vurderinger, ligesom Socialdirektoratets

lægekonsulenter har afgivet vurderinger i sagen.

Disse har været følgende:

Skrivelse af 3. februar 1987

fra Rigshospitalet, Neuromedicinsk Afdeling.

Udtalelse af 15. juni 1987

fra almen lægekonsulent (E).

Skrivelse af 17. oktober 1987

fra Rigshospitalet, Neuromedicinsk Afdeling.

Skrivelse af 24. november

1989 fra Rigshospitalet, University Hospital.

Skrivelse af 1. november 1991

fra Dr. med (B), Speciallæge i neuromedicin.

Udtalelse af 13. november

1991, 25. november 1992 og 30. september 1993 fra almen medicinsk

lægekonsulent

(F).

Statusbedømmelse af 25.

januar 1995 fra læge (G).

Statusbedømmelse af 31.

januar 1995 fra Overlæge (B).

Udtalelse af hhv. 28. februar

1995 og 9. marts 1995 fra almen lægekonsulent (H).

Den 23. marts 1995 besluttede

Socialdirektoratet at afslå at yde yderligere støtte til medicin og ved

afgørelsen er der bla. lagt vægt på at pågældendes situation synes at kunne

henføres til en tilsvarende sag, der var offentliggjort som SM 87 - 94."

Den 19. september 1996

udtalte Det Sociale Ankenævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner bl.a.

følgende:

"For så vidt angår

afslaget efter bistandslovens §

46 a

skal Ankenævnet udtale, at der i ovennævntes klage af 15. august 1996 intet

er

anført, som kan begrunde en ændret vurdering af pågældendes økonomiske

mulighed

for selv at afholde egenandelen af medicinudgifterne.

Med hensyn til afslaget efter

bistandslovens § 48, stk. 4, har ovennævnte bl.a. anført, at hun forgæves har

haft anmodet om indhentelse af fyldestgørende oplysninger fra hospitalet.

Hertil skal bemærkes, at

Ankenævnet - således som det også fremgår af notat om sagens faktiske

oplysninger - til brug for sagens behandling fra Hvidovre Hospital har haft

indhentet kontinuationsark vedrørende perioden frem til 12. marts 1996.

Ankenævnets neuromedicinske

lægekonsulent har den 17. april 1996 udtalt følgende: 'Operativt behandlet

for

epilepsi uden tegn til psykisk eller organisk defekt. Passende antiepileptisk

behandling giver anfaldsdækning. Ingen svære invaliderende følger efter

indgreb

eller behandling.'

På baggrund heraf og under

hensyn til SM 0-87-94 har det været og er det stadig Ankenævnets vurdering,

at

ovennævnte heller ikke er berettiget til hjælp til de omhandlede

medicinudgifter efter bistandslovens § 48, stk. 4.

Ankenævnet kan således

fortsat henholde sig til sin afgørelse af 6. maj 1996."

Den 27. september 1996 indsendte

A sine bemærkninger til myndighedernes udtalelser. A skrev bl.a. at hun havde

bedt ankenævnet om at indhente en udtalelse fra overlæge B. Dette havde

ankenævnet

ikke gjort. Med hensyn til de lægelige oplysninger Frederiksberg Kommune

henviste til i sin udtalelse, var der tale om gamle, ikke opdaterede

oplysninger. Hvis A ikke fik sin medicin, ville hun være sengeliggende på et

hospital; medicinen måtte derfor betragtes som livsnødvendig.

Den 23. oktober 1996 oplyste

A at hendes medicin var blevet forøget, og at dette havde medført en

merudgift

for hende på 120 kr. om måneden.

Den 25. juni 1997 bad jeg Den

Sociale Ankestyrelse og Socialministeriet om at udtale sig om myndighedernes

fortolkning af bistandslovens § 48, stk. 4, i relation til A's sag og til SM

O-87-94.

Ankestyrelsen udtalte bl.a.

følgende den 30. juli 1997:

"Baggrunden for Deres

henvendelse er en konkret sag, hvor en kvinde i kommunen og det sociale

ankenævn har fået afslag på fortsat hjælp til dækning af medicinudgifter til

epilepsimedicin. Begge myndigheder har henvist til Ankestyrelsens afgørelse

af

SM-O-87-94.

Det er korrekt som gengivet i

brevet fra ombudsmanden, at Ankestyrelsen i denne sag fandt, at ansøgeren,

som

led af epilepsi ikke var berettiget til støtte til epilepsimedicin som en

merudgift ved forsørgelsen.

Ankestyrelsen begrundede

afgørelsen med, at ansøgeren som epileptiker var omfattet af den personkreds,

der er nævnt i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 863 af 11. december 1986

som ændret ved bekendtgørelse nr. 449 af 24. juni 1987 om afgrænsning af

personkredsen efter bistandslovens § 48, stk. 4. Men det er tillige en

betingelse for støtte efter bistandslovens § 48, stk. 4, at der skal være

tale

om et vidtgående fysisk eller psykisk handicap. Ved et vidtgående handicap

forstås et handicap, hvis konsekvens for den enkelte er af meget indgribende

karakter i den daglige tilværelse, og som medfører, at der ofte må sættes ind

med betydelige hjælpeforanstaltninger for at opnå en tilnærmelsesvis normal

tilværelse, jf. pkt. 39 i Socialministeriets vejledning af 3. juli 1987 om

hjælp efter bistandslovens § 48.

Da ansøgeren var symptomfri

og velfungerende på den beskrevne behandling, fandt Ankestyrelsen ikke, at

hun

havde et vidtgående handicap, og ansøgeren var derfor ikke berettiget til

støtte.

Det fremgik af de lægelige

oplysninger i sagen, at personen fortsat havde et behov for medicin, men at

hun

var fuldstændig velfungerende og symptomfri i behandling. Udgiften til

medicin

udgjorde ca. kr. 85 pr. måned.

Ifølge bistandslovens § 48,

stk. 4 er Socialministeren bemyndiget til at foretage den nærmere afgrænsning

af personkredsen.

Dette er sket med

Socialministeriets bek. 863 af 11. december 1986 som ændret ved bek. nr. 449

af

24. juni 1987. Der kan herefter ydes dækning til merudgifter ved forsørgelsen

af følgende grupper af personer med vidtgående fysiske eller psykiske

handicap:

åndssvage, sindslidende, epileptikere, vanføre, herunder personer med

respirationsinsufficiens,

talelidende, blinde og svagsynede samt døve og tunghøre.

Det er Ankestyrelsens

opfattelse, at man for at høre under personkredsen, som er nævnt i

bekendtgørelsen, dels skal have en af diagnoserne, som er nævnt heri, dels

skal have et vidtgående handicap.

Ankestyrelsen finder, at der

ved et vidtgående handicap må forstås et handicap, hvis konsekvenser for den

enkelte er af meget indgribende karakter i den daglige tilværelse, og som

medfører, at der ofte må sættes ind med betydelige hjælpeforanstaltninger for

at opnå en tilnærmelsesvis normal tilværelse jf. punkt 39 i

Socialministeriets

vejledning af 3. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48. Det vil bero

på

en konkret vurdering i hvert tilfælde, om der er tale om et vidtgående

handicap.

Ankestyrelsen har i

SM-O-87-94 fundet, at en velbehandlet, symptomfri og velfungerende epilepsi

ikke kunne betegnes som et vidtgående handicap i § 48, stk. 4's forstand.

Ved vurderingen af om der

foreligger et vidtgående fysisk eller psykisk handicap skal der således efter

Ankestyrelsens opfattelse tages hensyn til hvorledes personens funktionsevne

er

efter behandling, herunder medicinering.

Det er fortsat muligt i

sådanne tilfælde at søge hjælp til medicin efter bistandslovens § 58 med en

egen betaling på 300 kr./måned eller efter bistandslovens § 46a, hvis

vedkommende

er i økonomisk trang."

Socialministeriet tilsluttede

sig i brev af 18. august 1997 Ankestyrelsens udtalelse.

Ombudsmandens udtalelse

"Jeg har koncentreret min undersøgelse om den del af myndighedernes

afgørelser der vedrører bistandslovens § 48, stk. 4.

Bestemmelsen har følgende ordlyd, jf. lovbek. nr. 1024 af 13. december 1994

optrykt med samme ordlyd i lovbek. nr. 110 af 26. februar 1996:

’

§ 48.

'

Stk. 4

.

Personer med et vidtgående fysisk eller psykisk handicap, der har ophold i

eget hjem, har ret til at få dækket de nødvendige merudgifter ved

forsørgelsen, der er en følge af handicappet. Personer, som er døvblinde, har

herudover ret til i fornødent omfang at få hjælp af en særlig kontaktperson.

Socialministeren fastsætter regler om afgrænsningen af den personkreds, der

har ret til bistand.'

Forarbejderne til lovens § 48, stk. 4, indeholder ikke en nærmere definition

af eller forklaring på hvordan udtrykket 'vidtgående fysisk eller psykisk

handicap' skal forstås.

I Socialministeriets bek. nr. 863 af 11. december 1986 som er ændret ved bek.

nr. 449 af 24. juni 1987, er følgende fastsat om personkredsen:

'

§ 1.

Hjælp til dækning af merudgifter ved forsørgelsen kan ydes til følgende

grupper af personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap:åndssvage,

sindslidende, epileptikere, vanføre, herunder personer med

respirationsinsufficiens, talelidende, blinde og svagsynede samt døve og

tunghøre.'

I Socialministeriets vejledning nr. 104 af 3. juli 1987, pkt. 2, om hjælp

efter bistandslovens § 48 står bl.a. følgende:

'

Formålet med § 48

2

....

Formålet med bestemmelsen er

gennem ydelse af hjælp at medvirke til, at personer med handicap kan forblive

i

eget hjem, og at familien kan leve så normalt som muligt på trods af og med

handicappet. ...

De ydelser, der er tale om

efter § 48, er som nævnt merudgifter ved forsørgelsen, dvs. udgifter, som den

pågældende ikke ville have haft, hvis der ikke havde været tale om et

handicap.'

Vejledningens pkt. 39 har

følgende ordlyd:

'

Om 'vidtgående handicap'

39

.

Udtrykket vidtgående

handicap betyder i denne forbindelse, at der skal være tale om en vedvarende,

dvs. langvarig lidelse, hvis konsekvenser for den enkelte er af meget

indgribende karakter i den daglige tilværelse, og som medfører, at der ofte

må

sættes ind med betydelige hjælpeforanstaltninger for at opnå en

tilnærmelsesvis

normal tilværelse.

Den pågældende vil som regel

være berettiget til invaliditetsydelse og evt. pleje- eller bistandstillæg

efter pensionslovgivningen.

Det beror på en konkret

vurdering i det enkelte tilfælde, om en person har et vidtgående handicap.'

Efter bistandslovens § 48,

stk. 4, kan der ydes økonomisk hjælp til personer der opholder sig i eget

hjem,

og som har et vidtgående fysisk eller psykisk handicap. Hjælpen består i

dækning af de merudgifter ved forsørgelsen der er en følge af handicappet,

f.eks. udgifter til medicin.

Socialministeriet har i den

bekendtgørelse der er nævnt ovenfor, nærmere afgrænset den personkreds der -

når lovens øvrige betingelser er opfyldt - kan få hjælp efter lovens § 48,

stk. 4. Det er heri udtrykkeligt fastslået at epileptikere er omfattet af

personkredsen.

Den Sociale Ankestyrelse og

Socialministeriet har i udtalelserne til mig givet udtryk for den opfattelse

at

der ved vurderingen af om der er tale om et vidtgående fysisk eller psykisk

handicap - altså om der kan ydes hjælp efter lovens § 48, stk. 4 - skal tages

hensyn til hvordan personens funktionsevne er

efter

behandling, herunder medicinering. Ankestyrelsen og Socialministeriet

har således anført at en velbehandlet epilepsi der gør personen symptomfri,

ikke vil kunne betegnes som et vidtgående handicap i lovens forstand.

Jeg kan ikke tilslutte mig

denne retsopfattelse.

Jeg er for så vidt enig med

Ankestyrelsen og Socialministeriet i at personer med en af de opregnede

lidelser i bekendtgørelsen ikke uden videre tillige kan anses for at have et

vidtgående fysisk eller psykisk handicap i lovens forstand. Dette bygger på

en

konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde.

Det afgørende spørgsmål er

imidlertid på hvilket grundlag vurderingen af om der foreligger et vidtgående

fysisk eller psykisk handicap, skal foretages.

Det er efter min mening mest

nærliggende at forstå ordene 'vidtgående fysisk eller psykisk handicap' i

lovens § 48, stk. 4, sådan at vurderingen af handicappet skal foretages

uafhængigt af den løbende (eller varige) behandling den pågældende er i, til

afhjælpning af handicappet; jf. herved også at bestemmelsen omhandler 'følger

af handicappet'. Ankestyrelsens og Socialministeriets forståelse af

bestemmelsen

har efter min opfattelse ikke støtte i bestemmelsens ordlyd, ligesom der

heller

ikke er noget i lovens forarbejder der kan anføres til støtte for

myndighedernes retsopfattelse.

De administrative

bestemmelser i ministeriets bekendtgørelse og i vejledningen kan efter min

opfattelse heller ikke anføres til støtte for en retsopfattelse vedrørende

forståelsen af 'vidtgående fysisk eller psykisk handicap' der er afvigende

fra

lovens forståelse af udtrykket. Jeg henviser herved til det almindelige

legalitetsprincip.

Ankestyrelsens og Socialministeriets

antagelse om at vurderingen af handicappet skal foretages

efter

behandling, herunder medicinering, harmonerer dårligt med

formålet med lovens § 48, stk. 4 - som også er omtalt i vejledningen -

hvorefter

personer med handicap skal have hjælp så de kan leve så normalt som muligt på

trods af og med handicappet.

Endelig henviser jeg til at

myndighedernes retsopfattelse fører til at merudgifter til epilepsimedicin

som

gør en epileptiker symptomfri, ikke vil kunne dækkes efter lovens § 48, stk.

4, hvorimod de samme udgifter for så vidt ville kunne dækkes hvis medicinen

ikke (eller kun delvis) virkede efter hensigten. Dette resultat forekommer

mig

uholdbart uden støtte i loven eller dens forarbejder.

Sammenfattende mener jeg

således ikke at der som anført af Ankestyrelsen og Socialministeriet er

holdepunkter for at fortolke lovens § 48, stk. 4, sådan at medicineringen af

personen skal indgå i vurderingen af om der er tale om et vidtgående fysisk

eller psykisk handicap. En epilepsilidelse skal således ikke være

symptomgivende

for at der kan ydes hjælp til medicinudgifter efter lovens § 48, stk. 4, når

symptomfriheden netop skyldes medicineringen. Jeg kan på den baggrund heller

ikke tilslutte mig indholdet af SM 0-87-94.

Jeg har gjort Den Sociale Ankestyrelse

og Socialministeriet bekendt med min opfattelse.

Det fremgår af oplysningerne

i sagen at De er epileptiker, og at Deres lidelse er varig. Jeg må endvidere

ud

fra oplysningerne i sagen lægge til grund at den medicin De får, er

livsnødvendig for Dem. På trods af den medicinske behandling De er i, får De

stadig ind imellem krampeanfald. De kan kun opretholde Deres arbejde i kraft

af den medicin De får hver dag. Deres månedlige udgifter til epilepsimedicin

er

senest oplyst til at være ca. 1.320 kr.

Det er derfor min opfattelse

at De er omfattet af den personkreds der er berettiget til at få dækket

merudgifterne ved forsørgelsen efter bistandslovens § 48, stk. 4.

På denne baggrund har jeg

henstillet til Det Sociale Ankenævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner

at

genoptage sagen og træffe en ny afgørelse i lyset af det jeg har anført. Jeg

har bedt ankenævnet underrette mig om afgørelsen.

..."

Det Sociale Ankenævn for

Københavns og Frederiksberg Kommuner meddelte mig senere at nævnet havde

truffet afgørelse om at A var berettiget til fortsat hjælp til

medicinudgifter,

da vurderingen af betingelsen 'vidtgående fysisk eller psykisk handicap' i

bistandslovens § 48, stk. 4, skal foretages uafhængigt af den løbende eller

varige behandling og A's epilepsimedicin var livsnødvendig for A og afgørende

for at hun kunne opretholde sit arbejde og i øvrigt være velfungerende.

Jeg meddelte ankenævnet at

jeg tog den nye afgørelse til efterretning og ikke foretog mig mere i sagen.

Lignende dokumenter