Afslag på hjælp til medicinudgifter
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afslag på hjælp til medicinudgifter
A klagede over at hun havde
fået afslag på fortsat hjælp efter bistandslovens § 48 til sine
medicinudgifter.
Det fremgik af sagens akter
at A var 36 år gammel og uddannet - og i arbejde som - civilingeniør. A havde
haft epilepsi siden hun var 17 år, og havde tidligere fået dækket sine
merudgifter til medicin mod sygdommen efter bistandslovens § 48, stk. 3 og 4.
Den 31. december 1994 udløb
A's sidste medicinbevilling, og A søgte derfor Frederiksberg Kommune om
fortsat
tilskud til medicinen.
Den 25. januar 1995 skrev A's
læge følgende statusbedømmelse:
"Pt. velkendt af mig,
behandles og kontrolleres for epilepsi af overlæge (B) neuromed.afd. KKHH med
t. Sabrilex 500 mg 2x2 samt t tegretol 600 mg x 2. Medicinreguleringen
varetages udelukkende af ovennævnte."
I statusbedømmelse af 31.
januar 1995 skrev overlæge, dr.med. B følgende:
"Som svar på Deres
skrivelse kan man oplyse at ovenstående patient fortsat behandles med tabl.
Tegretol 1200 mg dgl. og tabl. Sabrilex 4000 mg dgl.
Det er planen at behandle i
endnu 6 mdr. med denne dosis, hvorefter man tager stilling til om man
langsomt
kan udtrappe patienten af medicinen."
I sagen foreligger desuden
erklæring af 3. februar 1987 fra reservelæge C, Rigshospitalet,
neuromedicinsk
Læs alt
afdeling; erklæring af 24. november 1989 fra læge D, Rigshospitalet, og
erklæring af 1. november 1991 fra overlæge, dr.med B, Hvidovre Hospital.
Den 24. marts 1995 gav Frederiksberg
Kommune A afslag på ansøgningen. Kommunen skrev bl.a. følgende:
"Frederiksberg kommunes
Socialdirektorat beklager at der ikke fremover kan ydes økonomisk hjælp til
dækning af epilepsi medicin jfr. bistandslovens § 48 stk. 4 idet De ikke
opfylder de helbredsmæssige betingelser. Der henvises til sm afgørelsen
87/94.
Derimod opfylder De, de
helbredsmæssige betingelser jfr. bistandslovens § 46a, som er
indtægtsbestemt.
I den forbindelse bedes De fremsende dokumentation for Deres indtægt samt
udgifter. Herefter vil der blive taget stilling til om der kan ydes økonomisk
hjælp jfr. § 46a, er dette ikke tilfældet er De jfr. bistandslovens § 58
berettiget til dækning af udgiften, der overstiger kr. 300,00 pr.
måned."
A klagede over afgørelsen til
Det Sociale Ankenævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner. I klagen skrev
A
bl.a. at hun var anfaldsfri på grund af den operation hun fik foretaget i
december 1993, og den medicin hun tog. Dette var baggrunden for at A kunne
varetage et arbejde. A vedlagde en oversigt over sine udgifter og indtægter.
Under sagens behandling i
ankenævnet oplyste A at hendes medicinforbrug var steget siden hun indgav
klagen til nævnet. A opgjorde sit medicinforbrug til 950 kr. om måneden.
Endvidere bad hun ankenævnet om at sende hende til undersøgelse hos overlæge
B, neuromedicinsk afdeling, Hvidovre Hospital, med henblik på at ankenævnet
kunne få belyst hendes helbredsforhold nærmere.
Nævnet indhentede
kontinuationsark fra neuromedicinsk afdeling, Hvidovre Hospital, for perioden
25. november 1994 til 12. marts 1996.
Den 6. maj 1996 traf
ankenævnet følgende afgørelse i sagen:
"Ankenævnet har ikke
fundet grundlag for at tilsidesætte Frederiksberg Kommune, Familieafdelingens
afslag på hjælp til egenbetaling af epilepsimedicin i.h.t. bistandsloven §
46a
og § 48 stk. 4.
Ved afgørelsen har nævnet
lagt vægt på, at De i relation til § 46a med et rådighedsbeløb på kr. 5.100,
når udgift til bolig, fagforening, forsikring, telefon, befordring, pension
og
privat lån er betalt, selv skønnes at være i stand til at betale udgiften til
medicin uden derved at komme i trang.
I relation til § 48, stk. 4
skønnes konsekvensen af Deres lidelse ikke at have en sådan indgribende
karakter i Deres daglige tilværelse, at lovbestemmelsens betingelser er
opfyldt.
Ankenævnet tiltræder således
Frederiksberg Kommune, Familieafdelingens afgørelse.
..."
Herefter klagede A til Den
Sociale Ankestyrelse som den 26. juni 1996 afviste at tage sagen op til
principiel behandling.
Den 25. juli 1996 skrev overlæge
ved neuromedicinsk afdeling, Hvidovre Hospital, dr.med. B følgende erklæring
vedrørende A's sygdom og medicinering:
"Det attesteres hermed,
at ovenstående patient lider af epilepsi, som er en varig lidelse. For denne
behandles hun med Lamotrigin (Lamictal) 500 mg daglig, og Vigabatrin
(Sabrilex)
4000 mg daglig.
Medicinen er livsnødvendig.
Patienten vil ikke kunne opretholde sit arbejde, hvis ikke hun behandles
regelmæssigt med disse medikamenter."
Den 15. august 1996 klagede A
til mig. A skrev bl.a. at hun tidligere havde haft konstante anfald og derfor
havde været afhængig af medicin siden 1980. Fra 1980 til 1994 dækkede A's
forskellige opholdskommuner hendes udgifter til medicin efter bistandslovens
§
48, stk. 3 (senere stk. 4). I december 1993 blev A opereret med henblik på at
blive anfaldsfri og fri for medicin. Det havde dog ikke på noget tidspunkt
siden operationen været muligt at reducere medicinforbruget, og A var stadig
stærkt afhængig af sin daglige medicin. A havde forsøgt at få myndighederne
til
at indhente yderligere lægelige oplysninger om hende, men havde gennem
aktindsigt - og ud fra oplysninger fra hendes læge - kunnet konstatere at
dette ikke var sket. Det var alene i kraft af medicinen at A kunne opretholde
sit arbejde. Sådan havde det været under hele sygdomsforløbet. Der var ikke
sket ændringer i A's tilstand som kunne begrunde at hun ikke skulle have
dækket
udgifterne til medicin. A fik stadig nogle krampeanfald på trods af den
medicinske behandling hun var i, og hendes medicinudgifter var ca. 1.200 kr.
pr. måned.
Den 26. august 1996 bad jeg
Frederiksberg Kommune og Det Sociale Ankenævn for Københavns og Frederiksberg
Kommuner om at udtale sig i anledning af A's klage.
Frederiksberg Kommune udtalte
den 5. september 1996 bl.a. følgende:
"(A) har fra 1987 fået
bevilget hjælp i henhold til bistandslovens § 48, stk. 4 til betaling af
medicinudgifter på grund af epilepsi.
Bevillingerne har været
tidsbegrænsede, således at man når bevillingen udløb, har genvurderet
hvorvidt
den pågældende fortsat opfyldte betingelserne for tildeling af denne ydelse.
I forbindelse hermed har der
været indhentet medicinske vurderinger, ligesom Socialdirektoratets
lægekonsulenter har afgivet vurderinger i sagen.
Disse har været følgende:
Skrivelse af 3. februar 1987
fra Rigshospitalet, Neuromedicinsk Afdeling.
Udtalelse af 15. juni 1987
fra almen lægekonsulent (E).
Skrivelse af 17. oktober 1987
fra Rigshospitalet, Neuromedicinsk Afdeling.
Skrivelse af 24. november
1989 fra Rigshospitalet, University Hospital.
Skrivelse af 1. november 1991
fra Dr. med (B), Speciallæge i neuromedicin.
Udtalelse af 13. november
1991, 25. november 1992 og 30. september 1993 fra almen medicinsk
lægekonsulent
(F).
Statusbedømmelse af 25.
januar 1995 fra læge (G).
Statusbedømmelse af 31.
januar 1995 fra Overlæge (B).
Udtalelse af hhv. 28. februar
1995 og 9. marts 1995 fra almen lægekonsulent (H).
Den 23. marts 1995 besluttede
Socialdirektoratet at afslå at yde yderligere støtte til medicin og ved
afgørelsen er der bla. lagt vægt på at pågældendes situation synes at kunne
henføres til en tilsvarende sag, der var offentliggjort som SM 87 - 94."
Den 19. september 1996
udtalte Det Sociale Ankenævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner bl.a.
følgende:
"For så vidt angår
afslaget efter bistandslovens §
46 a
skal Ankenævnet udtale, at der i ovennævntes klage af 15. august 1996 intet
er
anført, som kan begrunde en ændret vurdering af pågældendes økonomiske
mulighed
for selv at afholde egenandelen af medicinudgifterne.
Med hensyn til afslaget efter
bistandslovens § 48, stk. 4, har ovennævnte bl.a. anført, at hun forgæves har
haft anmodet om indhentelse af fyldestgørende oplysninger fra hospitalet.
Hertil skal bemærkes, at
Ankenævnet - således som det også fremgår af notat om sagens faktiske
oplysninger - til brug for sagens behandling fra Hvidovre Hospital har haft
indhentet kontinuationsark vedrørende perioden frem til 12. marts 1996.
Ankenævnets neuromedicinske
lægekonsulent har den 17. april 1996 udtalt følgende: 'Operativt behandlet
for
epilepsi uden tegn til psykisk eller organisk defekt. Passende antiepileptisk
behandling giver anfaldsdækning. Ingen svære invaliderende følger efter
indgreb
eller behandling.'
På baggrund heraf og under
hensyn til SM 0-87-94 har det været og er det stadig Ankenævnets vurdering,
at
ovennævnte heller ikke er berettiget til hjælp til de omhandlede
medicinudgifter efter bistandslovens § 48, stk. 4.
Ankenævnet kan således
fortsat henholde sig til sin afgørelse af 6. maj 1996."
Den 27. september 1996 indsendte
A sine bemærkninger til myndighedernes udtalelser. A skrev bl.a. at hun havde
bedt ankenævnet om at indhente en udtalelse fra overlæge B. Dette havde
ankenævnet
ikke gjort. Med hensyn til de lægelige oplysninger Frederiksberg Kommune
henviste til i sin udtalelse, var der tale om gamle, ikke opdaterede
oplysninger. Hvis A ikke fik sin medicin, ville hun være sengeliggende på et
hospital; medicinen måtte derfor betragtes som livsnødvendig.
Den 23. oktober 1996 oplyste
A at hendes medicin var blevet forøget, og at dette havde medført en
merudgift
for hende på 120 kr. om måneden.
Den 25. juni 1997 bad jeg Den
Sociale Ankestyrelse og Socialministeriet om at udtale sig om myndighedernes
fortolkning af bistandslovens § 48, stk. 4, i relation til A's sag og til SM
O-87-94.
Ankestyrelsen udtalte bl.a.
følgende den 30. juli 1997:
"Baggrunden for Deres
henvendelse er en konkret sag, hvor en kvinde i kommunen og det sociale
ankenævn har fået afslag på fortsat hjælp til dækning af medicinudgifter til
epilepsimedicin. Begge myndigheder har henvist til Ankestyrelsens afgørelse
af
SM-O-87-94.
Det er korrekt som gengivet i
brevet fra ombudsmanden, at Ankestyrelsen i denne sag fandt, at ansøgeren,
som
led af epilepsi ikke var berettiget til støtte til epilepsimedicin som en
merudgift ved forsørgelsen.
Ankestyrelsen begrundede
afgørelsen med, at ansøgeren som epileptiker var omfattet af den personkreds,
der er nævnt i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 863 af 11. december 1986
som ændret ved bekendtgørelse nr. 449 af 24. juni 1987 om afgrænsning af
personkredsen efter bistandslovens § 48, stk. 4. Men det er tillige en
betingelse for støtte efter bistandslovens § 48, stk. 4, at der skal være
tale
om et vidtgående fysisk eller psykisk handicap. Ved et vidtgående handicap
forstås et handicap, hvis konsekvens for den enkelte er af meget indgribende
karakter i den daglige tilværelse, og som medfører, at der ofte må sættes ind
med betydelige hjælpeforanstaltninger for at opnå en tilnærmelsesvis normal
tilværelse, jf. pkt. 39 i Socialministeriets vejledning af 3. juli 1987 om
hjælp efter bistandslovens § 48.
Da ansøgeren var symptomfri
og velfungerende på den beskrevne behandling, fandt Ankestyrelsen ikke, at
hun
havde et vidtgående handicap, og ansøgeren var derfor ikke berettiget til
støtte.
Det fremgik af de lægelige
oplysninger i sagen, at personen fortsat havde et behov for medicin, men at
hun
var fuldstændig velfungerende og symptomfri i behandling. Udgiften til
medicin
udgjorde ca. kr. 85 pr. måned.
Ifølge bistandslovens § 48,
stk. 4 er Socialministeren bemyndiget til at foretage den nærmere afgrænsning
af personkredsen.
Dette er sket med
Socialministeriets bek. 863 af 11. december 1986 som ændret ved bek. nr. 449
af
24. juni 1987. Der kan herefter ydes dækning til merudgifter ved forsørgelsen
af følgende grupper af personer med vidtgående fysiske eller psykiske
handicap:
åndssvage, sindslidende, epileptikere, vanføre, herunder personer med
respirationsinsufficiens,
talelidende, blinde og svagsynede samt døve og tunghøre.
Det er Ankestyrelsens
opfattelse, at man for at høre under personkredsen, som er nævnt i
bekendtgørelsen, dels skal have en af diagnoserne, som er nævnt heri, dels
skal have et vidtgående handicap.
Ankestyrelsen finder, at der
ved et vidtgående handicap må forstås et handicap, hvis konsekvenser for den
enkelte er af meget indgribende karakter i den daglige tilværelse, og som
medfører, at der ofte må sættes ind med betydelige hjælpeforanstaltninger for
at opnå en tilnærmelsesvis normal tilværelse jf. punkt 39 i
Socialministeriets
vejledning af 3. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48. Det vil bero
på
en konkret vurdering i hvert tilfælde, om der er tale om et vidtgående
handicap.
Ankestyrelsen har i
SM-O-87-94 fundet, at en velbehandlet, symptomfri og velfungerende epilepsi
ikke kunne betegnes som et vidtgående handicap i § 48, stk. 4's forstand.
Ved vurderingen af om der
foreligger et vidtgående fysisk eller psykisk handicap skal der således efter
Ankestyrelsens opfattelse tages hensyn til hvorledes personens funktionsevne
er
efter behandling, herunder medicinering.
Det er fortsat muligt i
sådanne tilfælde at søge hjælp til medicin efter bistandslovens § 58 med en
egen betaling på 300 kr./måned eller efter bistandslovens § 46a, hvis
vedkommende
er i økonomisk trang."
Socialministeriet tilsluttede
sig i brev af 18. august 1997 Ankestyrelsens udtalelse.
Ombudsmandens udtalelse
"Jeg har koncentreret min undersøgelse om den del af myndighedernes
afgørelser der vedrører bistandslovens § 48, stk. 4.
Bestemmelsen har følgende ordlyd, jf. lovbek. nr. 1024 af 13. december 1994
optrykt med samme ordlyd i lovbek. nr. 110 af 26. februar 1996:
’
§ 48.
'
Stk. 4
.
Personer med et vidtgående fysisk eller psykisk handicap, der har ophold i
eget hjem, har ret til at få dækket de nødvendige merudgifter ved
forsørgelsen, der er en følge af handicappet. Personer, som er døvblinde, har
herudover ret til i fornødent omfang at få hjælp af en særlig kontaktperson.
Socialministeren fastsætter regler om afgrænsningen af den personkreds, der
har ret til bistand.'
Forarbejderne til lovens § 48, stk. 4, indeholder ikke en nærmere definition
af eller forklaring på hvordan udtrykket 'vidtgående fysisk eller psykisk
handicap' skal forstås.
I Socialministeriets bek. nr. 863 af 11. december 1986 som er ændret ved bek.
nr. 449 af 24. juni 1987, er følgende fastsat om personkredsen:
'
§ 1.
Hjælp til dækning af merudgifter ved forsørgelsen kan ydes til følgende
grupper af personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap:åndssvage,
sindslidende, epileptikere, vanføre, herunder personer med
respirationsinsufficiens, talelidende, blinde og svagsynede samt døve og
tunghøre.'
I Socialministeriets vejledning nr. 104 af 3. juli 1987, pkt. 2, om hjælp
efter bistandslovens § 48 står bl.a. følgende:
'
Formålet med § 48
2
....
Formålet med bestemmelsen er
gennem ydelse af hjælp at medvirke til, at personer med handicap kan forblive
i
eget hjem, og at familien kan leve så normalt som muligt på trods af og med
handicappet. ...
De ydelser, der er tale om
efter § 48, er som nævnt merudgifter ved forsørgelsen, dvs. udgifter, som den
pågældende ikke ville have haft, hvis der ikke havde været tale om et
handicap.'
Vejledningens pkt. 39 har
følgende ordlyd:
'
Om 'vidtgående handicap'
39
.
Udtrykket vidtgående
handicap betyder i denne forbindelse, at der skal være tale om en vedvarende,
dvs. langvarig lidelse, hvis konsekvenser for den enkelte er af meget
indgribende karakter i den daglige tilværelse, og som medfører, at der ofte
må
sættes ind med betydelige hjælpeforanstaltninger for at opnå en
tilnærmelsesvis
normal tilværelse.
Den pågældende vil som regel
være berettiget til invaliditetsydelse og evt. pleje- eller bistandstillæg
efter pensionslovgivningen.
Det beror på en konkret
vurdering i det enkelte tilfælde, om en person har et vidtgående handicap.'
Efter bistandslovens § 48,
stk. 4, kan der ydes økonomisk hjælp til personer der opholder sig i eget
hjem,
og som har et vidtgående fysisk eller psykisk handicap. Hjælpen består i
dækning af de merudgifter ved forsørgelsen der er en følge af handicappet,
f.eks. udgifter til medicin.
Socialministeriet har i den
bekendtgørelse der er nævnt ovenfor, nærmere afgrænset den personkreds der -
når lovens øvrige betingelser er opfyldt - kan få hjælp efter lovens § 48,
stk. 4. Det er heri udtrykkeligt fastslået at epileptikere er omfattet af
personkredsen.
Den Sociale Ankestyrelse og
Socialministeriet har i udtalelserne til mig givet udtryk for den opfattelse
at
der ved vurderingen af om der er tale om et vidtgående fysisk eller psykisk
handicap - altså om der kan ydes hjælp efter lovens § 48, stk. 4 - skal tages
hensyn til hvordan personens funktionsevne er
efter
behandling, herunder medicinering. Ankestyrelsen og Socialministeriet
har således anført at en velbehandlet epilepsi der gør personen symptomfri,
ikke vil kunne betegnes som et vidtgående handicap i lovens forstand.
Jeg kan ikke tilslutte mig
denne retsopfattelse.
Jeg er for så vidt enig med
Ankestyrelsen og Socialministeriet i at personer med en af de opregnede
lidelser i bekendtgørelsen ikke uden videre tillige kan anses for at have et
vidtgående fysisk eller psykisk handicap i lovens forstand. Dette bygger på
en
konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde.
Det afgørende spørgsmål er
imidlertid på hvilket grundlag vurderingen af om der foreligger et vidtgående
fysisk eller psykisk handicap, skal foretages.
Det er efter min mening mest
nærliggende at forstå ordene 'vidtgående fysisk eller psykisk handicap' i
lovens § 48, stk. 4, sådan at vurderingen af handicappet skal foretages
uafhængigt af den løbende (eller varige) behandling den pågældende er i, til
afhjælpning af handicappet; jf. herved også at bestemmelsen omhandler 'følger
af handicappet'. Ankestyrelsens og Socialministeriets forståelse af
bestemmelsen
har efter min opfattelse ikke støtte i bestemmelsens ordlyd, ligesom der
heller
ikke er noget i lovens forarbejder der kan anføres til støtte for
myndighedernes retsopfattelse.
De administrative
bestemmelser i ministeriets bekendtgørelse og i vejledningen kan efter min
opfattelse heller ikke anføres til støtte for en retsopfattelse vedrørende
forståelsen af 'vidtgående fysisk eller psykisk handicap' der er afvigende
fra
lovens forståelse af udtrykket. Jeg henviser herved til det almindelige
legalitetsprincip.
Ankestyrelsens og Socialministeriets
antagelse om at vurderingen af handicappet skal foretages
efter
behandling, herunder medicinering, harmonerer dårligt med
formålet med lovens § 48, stk. 4 - som også er omtalt i vejledningen -
hvorefter
personer med handicap skal have hjælp så de kan leve så normalt som muligt på
trods af og med handicappet.
Endelig henviser jeg til at
myndighedernes retsopfattelse fører til at merudgifter til epilepsimedicin
som
gør en epileptiker symptomfri, ikke vil kunne dækkes efter lovens § 48, stk.
4, hvorimod de samme udgifter for så vidt ville kunne dækkes hvis medicinen
ikke (eller kun delvis) virkede efter hensigten. Dette resultat forekommer
mig
uholdbart uden støtte i loven eller dens forarbejder.
Sammenfattende mener jeg
således ikke at der som anført af Ankestyrelsen og Socialministeriet er
holdepunkter for at fortolke lovens § 48, stk. 4, sådan at medicineringen af
personen skal indgå i vurderingen af om der er tale om et vidtgående fysisk
eller psykisk handicap. En epilepsilidelse skal således ikke være
symptomgivende
for at der kan ydes hjælp til medicinudgifter efter lovens § 48, stk. 4, når
symptomfriheden netop skyldes medicineringen. Jeg kan på den baggrund heller
ikke tilslutte mig indholdet af SM 0-87-94.
Jeg har gjort Den Sociale Ankestyrelse
og Socialministeriet bekendt med min opfattelse.
Det fremgår af oplysningerne
i sagen at De er epileptiker, og at Deres lidelse er varig. Jeg må endvidere
ud
fra oplysningerne i sagen lægge til grund at den medicin De får, er
livsnødvendig for Dem. På trods af den medicinske behandling De er i, får De
stadig ind imellem krampeanfald. De kan kun opretholde Deres arbejde i kraft
af den medicin De får hver dag. Deres månedlige udgifter til epilepsimedicin
er
senest oplyst til at være ca. 1.320 kr.
Det er derfor min opfattelse
at De er omfattet af den personkreds der er berettiget til at få dækket
merudgifterne ved forsørgelsen efter bistandslovens § 48, stk. 4.
På denne baggrund har jeg
henstillet til Det Sociale Ankenævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner
at
genoptage sagen og træffe en ny afgørelse i lyset af det jeg har anført. Jeg
har bedt ankenævnet underrette mig om afgørelsen.
..."
Det Sociale Ankenævn for
Københavns og Frederiksberg Kommuner meddelte mig senere at nævnet havde
truffet afgørelse om at A var berettiget til fortsat hjælp til
medicinudgifter,
da vurderingen af betingelsen 'vidtgående fysisk eller psykisk handicap' i
bistandslovens § 48, stk. 4, skal foretages uafhængigt af den løbende eller
varige behandling og A's epilepsimedicin var livsnødvendig for A og afgørende
for at hun kunne opretholde sit arbejde og i øvrigt være velfungerende.
Jeg meddelte ankenævnet at
jeg tog den nye afgørelse til efterretning og ikke foretog mig mere i sagen.
Lignende dokumenter
- Medicintilskud. Hjemmel. Sagsoplysning. Partshøring. Begrundelse Retsinformation · 12. januar 2002
- Medicinhjælp efter pensions- og bistandslovgivningen Retsinformation · 8. marts 2019
- Fradrag for tilskud fra "danmark" i ydelser efter bistandslovens § 58 Retsinformation · 3. marts 2003
- Befordringsfradrag – kronisk sygdom – epilepsi – offentlig transport SKM-databasen · 30. august 2023
- Sygebehandling - medicinudgifter - behovsbedømmelse - kontanthjælpsmodtager (* 1) Retsinformation · 1. oktober 1997
- Ankestyrelsens principafgørelse 16-09 om medicinudgifter - kontanthjælp - rådighedsbeløb - konkret skøn Retsinformation · 10. juli 2013