Fradrag for tilskud fra "danmark" i ydelser efter bistandslovens § 58
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fradrag for tilskud fra "danmark" i ydelser efter
bistandslovens § 58
Den 28. marts 1994 modtog
Vallensbæk Kommune en ansøgning fra B om tilskud efter bistandslovens § 58
til
dækning af medicinudgifter. Den 5. maj 1994 meddelte kommunen B bevilling
efter
bistandslovens § 58 med virkning fra ansøgningsdatoen. Af bevillingen fremgik
bl.a.:
"Løbende bevilling på:
Dækning af medicinudgifter
til den angivne varige lidelse, såfremt den årlige udgift vedr. den
tilskudsberettigende medicin overstiger kr. 3.600,-
Refunderes med det beløb
udgiften overstiger egenudg. på kr. 300,- månedlig."
Den 13. september 1994 skrev
Vallensbæk Kommune til B at kommunen ikke fremover ville dække den del af
hendes udgifter til medicin som hun fik refunderet fra Sygeforsikringen
"danmark".
I brev af 16. september 1994
til Vallensbæk Kommune protesterede B's ægtefælle, A, på B's vegne over
kommunens afgørelse i brevet af 13. september
1994. A
skrev bl.a.:
"I Deres brev er ikke
angivet nogen hjemmel til Deres beslutning om, at refusionen fra 'danmark'
skal
modregnes i medicintilskuddet fra kommunen. Fra socialinspektør (X) har jeg
imidlertid den
29. f.m.
Læs alt
efter anmodning modtaget et uddrag af Socialstyrelsens vejledning nr. 1 af
14.
juni 1988, hvoraf bl.a. fremgår følgende:
'Personer, der er medlem af
sygeforsikringen Danmark, hvor der i et vist omfang fås refusion for udgifter
til tilskudsberettiget lægeordineret medicin, har kun en egenudgift for så
vidt angår ikke-refunderede udgifter.'
Til det
retligt/principielle
spørgsmål anfører jeg, at det er min
vurdering, at den citerede passus i Socialministeriets vejledning
savner hjemmel
i bistandslovens § 58 og
i den i medfør heraf udfærdigede bekendtgørelse nr. 303 af 10. juni 1988 (med
senere ændringer):
Undtagelsesbestemmelsen i
bistandslovens § 58, stk. 11, angiver - udtømmende -, at hjælp
efter § 58 ikke kan ydes efter arbejdsskadeforsikringslovgivningen eller som
led i behandling på et offentligt sygehus. Efter almindelige
fortolkningsprincipper
gælder, at undtagelser fra en hovedregel fortolkes snævert, og at der ikke
gives undtagelserne større rækkevidde, end affattelsen af bestemmelsen med
sikkerhed indebærer. § 58, stk. 11, er konkret og præcis og rummer ingen
mulighed for indfortolkning af den citerede passus fra Socialministeriets
vejledning af 14. juni 1988.
Bistandslovens § 58, stk. 2,
nr. 3, giver Socialministeren hjemmel til at fastsætte regler om, i hvilket
omfang modtageren selv skal bære udgifter til et hjælpemiddel. I medfør heraf
har Socialministeren ved § 8, stk. 2, i den nævnte bekendtgørelse fastsat, at
hjælp til tilskudsberettiget medicin, der ordineres pga. en varig lidelse,
ydes
'til egenudgifter udover 300 kr. månedlig'. Bekendtgørelsen nævner ikke med
et ord, at 'egenudgifter' skal forstås som 'egenudgifter med fradrag af den
forsikringsydelse, som den tilskudsberettigede måtte modtage, begrundet i
medlemskab af 'danmark''.
Ud over disse betragtninger
over den manglende hjemmel anfører jeg, at en beslutning om, at refusionen
fra
'danmark' skal modregnes i medicintilskuddet fra kommunen,
er i strid med lighedsgrundsætningen
,
jf. nedenstående eksempel:
Hvis min kone i en måned
køber tilskudsberettiget medicin for 1.000 kr. og i den anledning modtager
550
kr. i refusion fra 'danmark', fører beslutningen til, at kommunen udbetaler
tilskud med (1.000 kr. - 550 kr. ('danmark') - 300 kr. (egenbetalingen
efter bekendtgørelsens § 8, stk. 2) =) 150 kr. Herved opnås tilsyneladende en
ligestilling med den borger, som har tilsvarende medicinudgifter, som får
medicintilskud
efter bistandslovens § 58, og som ikke er medlem af 'danmark', og som vil få
udbetalt et kommunalt medicintilskud på (1.000 kr. - 300 kr.
(egenbetalingen) =) 700 kr. Også min kone har jo fået refunderet 700 kr. af
medicinudgiften, nemlig 550 kr. fra 'danmark' og 150 kr. fra kommunen.
Ligestillingen er imidlertid
kun tilsyneladende: Min kones medlemskab af 'danmark' indebærer en månedlig
udgift på 186,33 kr., nemlig 1/3 af kvartalspræmien på 559 kr. Kommunens
beslutning om, at refusionen fra 'danmark' skal modregnes i kommunens
medicintilskud,
betyder altså, at min kone får en månedlig merudgift på 186 kroner i forhold
til den borger, som har tilsvarende medicinudgifter, som får medicintilskud
efter bistandslovens § 58, og som ikke er medlem af 'danmark'.
På dén måde stiller man ikke
borgerne lige for loven. Tværtimod straffer man økonomisk den borger, der
-
bl.a. for at begrænse sine medicinudgifter - har tegnet en police i et
sygeforsikringsselskab. Jeg fremhæver i denne forbindelse, at 'danmark'
drives
efter forretningsmæssige principper: forsikringsydelserne finansieres fuldt
ud af forsikringstagernes præmieindbetalinger, uden offentlige subsidier af
nogen art.
På den beskrevne baggrund
skal jeg anmode kommunen om at ændre beslutningen om, at refusionen fra
'danmark' skal modregnes i kommunens medicintilskud. Hvis kommunen fastholder
beslutningen, vil den af min kone blive påklaget til Det Sociale Ankenævn for
Københavns Amt."
I skrivelse af 12. oktober
1994 til B fastholdt Vallensbæk Kommune sin opfattelse. Kommunen skrev bl.a.:
"Idet der henvises til
Deres breve af 31.8, 16.9. og 1.10, har man gennemgået Deres fremsendte
regninger vedrørende medicin købt i august og september måned.
Der kan ikke udbetales
refusion, da Deres medicinudgift til den tilskudsberettigede medicin er
dækket
fuldt ud af Sygeforsikringen danmark.
Det skal bemærkes, at De
principielt opfylder betingelserne for bevilling af medicintilskud, men at De
for tiden ikke er berettiget til at modtage refusion, da De som nævnt ikke
har
nogen egenudgift.
I Deres brev af 16.9.94,
anmoder De kommunen om at ændre beslutning, således at refusion fra danmark
ikke modregnes i kommunens tilskud.
Vallensbæk kommune må
fastholde den tidligere trufne beslutning, da der ikke er nogen egenudgift på
den tilskudsberettigede medicin."
I brev af 16. oktober 1994
klagede A på B's vegne til Det Sociale Ankenævn for Københavns Amt. I klagen
skrev A bl.a.:
"I denne anledning
påklager jeg
for det første
Vallensbæk Kommunes beslutning af
13. f.m.
- som fastholdt ved brevet af 12. ds. - om, at refusionen fra 'danmark' skal
modregnes i kommunens medicintilskud efter bistandslovens § 58. Det er min
opfattelse, at denne beslutning
dels
savner hjemmel,
dels
er i strid med
lighedsgrundsætningen. Jeg kan i det hele henholde mig til bemærkningerne i
mit
brev af
16. f.m.
I brevet af 12. ds. afviser
Vallensbæk Kommune overhovedet at udbetale medicintilskud til min kone efter
bistandslovens § 58 for august og september 1994:
'Der kan ikke udbetales
refusion, da Deres medicinudgift til den tilskudsberettigede medicin er
dækket
fuld ud af Sygeforsikringen 'danmark'.'
'.... da De som nævnt ikke
har nogen egenudgift.'
'.... da der ikke er nogen
egenudgift på den tilskudsberettigede medicin.'
Jeg påklager dernæst
for det andet
denne del af Vallensbæk
Kommunes afgørelse af 12. ds.
Denne del af kommunens
afgørelse hviler på den vildfarelse, at medlemmer af 'danmark', som har en
medicinbevilling efter bistandslovens § 58, fuldt ud får refunderet deres
udgifter
til al medicin, der er omfattet af kommunens medicinbevilling.
For personer, der er gruppe l-
eller gruppe 2-medlemmer af 'danmark' herunder for min kone, der er
gruppe 2-medlem - gælder efter forsikringspolicen med 'danmark',
·
at 'danmark' erstatter patientandelen af
udgiften til lægemidler, som er tilskudsberettigede ifølge
Sundhedsministeriets
bekendtgørelse (afsnit 1- og 2-medicin), og
·
at Sygeforsikringen 'danmark' erstatter 50
% af udgiften til receptpligtige lægemidler, som ikke er tilskudsberettigede
ifølge Sundhedsministeriets bekendtgørelse (afsnit 3-medicin).
Blandt de lægemidler, som er
omfattet af Vallensbæk Kommunes medicinbeviling efter bistandslovens § 58, er
Temesta, Kodamid og Primperan Retard. Disse lægemidler er afsnit
3-lægemidler,
som er receptpligtige, men ikke tilskudsberettigede efter
Sundhedsministeriets
bekendtgørelse.
Af de afregninger, som min
kone har sendt til Vallensbæk Kommune, fremgår, at hun
·
i august måned 1994 har købt sådanne afsnit
3-lægemidler for i alt 949,40 kr., og at hun
·
i september måned 1994 har købt sådanne
afsnit 3-lægemidler for i alt 969,40 kr.
Min kone har fra 'danmark'
fået refunderet 50 % af de nævnte udgifter, og hun har således - til
indkøb af disse lægemidler - haft en nettoudgift på 50 % af de nævnte
beløb, dvs. 474,70 kr. i august 1994 og 487,70 kr. i september 1994.
Selv efter Vallensbæk
Kommunes afgørelse af
13. f.m.
- hvis retmæssighed jeg som ovenfor anført bestrider - har min
kone
derfor krav på, som tilskud efter bistandslovens § 58, at få udbetalt
·
for august 1994:
474,70 kr. - 300,00 kr. = 174,70 kr.,
·
for september 1994:
487,70 kr. - 300,00 kr. = 187,70 kr., eller i
alt 362,40 kr.
Jeg konstaterer,
·
at Vallensbæk Kommunes breve af
13. f.m. og 12. ds. ikke indeholder en
henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke disse breves - indbyrdes
modstridende - afgørelser er truffet, og
·
at Vallensbæk Kommune i brevet af 12. ds.
ikke med et ord har taget stilling til synspunkterne i mit brev af
16. f.m."
Med skrivelse af 31. oktober
1994 sendte Vallensbæk Kommune A's klage videre til Det Sociale Ankenævn for
Københavns Amt. Samtidig skrev kommunen bl.a.:
"Pågældende er medlem af
Sygeforsikringen 'danmark' som gruppe 2 forsikret. Hun får dækket den fulde
udgift til den tilskudsberettigede medicin via sit medlemskab, og har derfor
ikke en egenbetaling på den tilskudsberettigede medicin.
Der er fejlagtigt blevet
refunderet medicinudgifter til (B) i perioden april til august 1994. Da vi
blev opmærksom på denne fejl, blev (B) i brev dateret den 12. oktober
underrettet om at der ikke fremover kunne ydes refusion til den
tilskudsberettigede
medicin."
Den 4. november 1994 skrev
Vallensbæk Kommune til B at kommunens sociale udvalg på et møde den 26.
oktober 1994 havde besluttet at fastholde afgørelsen, og at kommunen derfor
havde sendt sagen videre til det sociale ankenævn.
I brev af 20. november 1994
til det sociale ankenævn supplerede A klagen. A skrev:
"I et brev af 8. ds. har
De bekræftet modtagelsen af den klage, som jeg på min kones vegne -
gennem Vallensbæk Kommune - har sendt til Dem den
16. f.m. Af en med Deres brev fremsendt
kopi af Vallensbæk Kommunes brev af
31.
f.m. til Dem fremgår bl.a., at min kone - fordi
hun er gruppe 2-medlem af Sygeforsikringen 'danmark' ikke har 'en
egenbetaling på den tilskudsberettigede medicin'.
For den gode ordens skyld
skal jeg - idet jeg henviser til bemærkningerne i mit brev af
16. f.m. - hertil anføre, at min
kone rent faktisk
har
haft udgifter
til medicin, som var omfattet af kommunens medicinbevilling, men som ikke
blev
dækket (fuldt ud) gennem refusion fra Sygeforsikringen 'danmark'. Denne del
af
medicinbevillingen har kommunen nu imidlertid (med fremtidig virkning)
tilbagekaldt, jf. vedlagte kopi af kommunens brev af 4. ds. til min kone.
Med hensyn til den del af min
klage, der vedrører spørgsmålet om, hvorvidt refusionen fra 'danmark' skal
modregnes i kommunens medicintilskud efter bistandslovens § 58, bemærker jeg,
at jeg - efter at jeg havde afsendt min klage af
16. f.m. - er blevet opmærksom på
at daværende socialminister Yvonne Herløv Andersen den 30. juni 1994 har
svaret
på et spørgsmål (nr. S 1474) herom af 23. s.m. fra medlem af Folketinget
Karen
Højte Jensen.
I den daværende
socialministers brev af 30. juni 1994 hedder det (ad bistandslovens § 58)
blandt andet:
'Efter bistandslovens § 58, jf.
§ 8 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 303 af 10. juni 1988 om ydelse af
hjælpemidler, kan der ydes hjælp til tilskudsberettiget medicin til den del
af
udgiften, der overstiger en egenudgift på 300,- kr. pr. måned.
Det følger bl.a. (?) af
Socialstyrelsens vejledning af 14. juni 1988 om ydelse af hjælpemidler efter
bistandslovens § 58, at personer, der er medlemmer af Sygeforsikringen
'danmark', hvor der i et vist omfang fås refusion for udgifter til
tilskudsberettiget
lægeordineret medicin, kun har en egenudgift for så vidt angår
ikke-refunderede
udgifter.
...
Med hensyn til andre
hjælpemidler efter bistandslovens § 58, vil en person, der opfylder
betingelserne for hjælp efter bistandslovens § 58, normalt få dækket
udgifterne
med det fulde beløb, uanset om den
pågældende er medlem af Sygeforsikringen 'danmark'. Dog er der efter
bestemmelserne i § 58 en egenbetaling for ortopædisk fodtøj på 500,-
kr.
Der kan
herefter evt. ydes tilskud fra
Sygeforsikringen 'danmark' til egenbetalingen.'
Som anført i mit brev af 16.
september 1994 til Vallensbæk Kommune (til hvilket brev jeg har henholdt mig
i
min klage af 16. oktober 1994 til Ankenævnet) er der ikke hjemmel til
bestemmelsen i Socialstyrelsens vejledning af 14. juni 1988 om, at
'egenudgifter' til medicin skal forstås som 'egenudgifter til medicin med
fradrag af den forsikringsydelse, som den tilskudsberettigede måtte modtage,
begrundet i medlemskab af Sygeforsikringen 'danmark''. Denne del af den
daværende socialministers svar på et spørgsmål fra medlem af Folketinget
Karen
Højte Jensen er derfor efter min mening ikke korrekt.
Den daværende socialministers
svar af 30. juni 1994 giver mig herudover anledning til at bemærke, at der
-
i bemyndigelsen for ministeren efter bistandslovens § 58, stk. 2, nr. 3, til
at
fastsætte regler om, i hvilket omfang modtageren selv skal betale udgiften
til
et hjælpemiddel - med sikkerhed
ikke
er hjemmel til (således som det fremgår af det nævnte svar) at fastsætte,
·
at et medlem af 'danmark' skal have
modregnet refusionen fra denne forsikring i et medicintilskud efter
bistandslovens
§ 58, inden 'egenbetalingen' fratrækkes, men
·
at et medlem af 'danmark' ikke skal have
modregnet refusionen fra denne forsikring i et tilskud til ortopædisk fodtøj,
inden 'egenbetalingen' fratrækkes.
Det er uforeneligt med
lighedsgrundsætningen, om ordene 'selv skal bære en del af udgiften til et
hjælpemiddel' (i bistandslovens § 58, stk. 2, nr. 3) fortolkes forskelligt,
afhængigt af om den, som får hjælp efter bistandslovens § 58, og som er
medlem
af 'danmark', får hjælp til medicin eller til ortopædisk fodtøj.
Ministersvaret af 30. juni
1994 betyder, hvis man fjerner 'mellemregningerne',
·
at et medlem af 'danmark', som hver 18.
måned får tilskud til et par håndsyede sko, og som skal afholde en
egenbetaling
på 500 kr., kan få et tilskud fra 'danmark' til denne egenbetaling på 250
kr., men
·
at et medlem af 'danmark' (fx min kone),
som hver eneste måned har meget store udgifter til medicin (hvoraf kun en del
er omfattet af en bevilling efter bistandslovens § 58), og som af den
tilskudsberettigede del af medicinudgiften skal afholde en månedlig
egenudgift
på 300 kr., ikke kan få nogen del heraf dækket af 'danmark'.
Det
kan
ikke være rigtigt."
I skrivelse af 20. december
1994 meddelte ankenævnet A at det havde stadfæstet Vallensbæk Kommunes
afgørelse. Nævnet skrev bl.a.:
"
Sagsfremstilling:
Det fremgår af sagen, at
Deres ægtefælle er berettiget til hjælp til tilskudsberettiget lægeordineret
medicin i henhold til bistandslovens § 58.
Det fremgår endvidere, at
Deres ægtefælle er medlem af Sygeforsikringen 'danmark' som gruppe 2
forsikret
og at hun som følge heraf får dækket den fulde egenandel af udgiften til
tilskudsberettiget medicin.
Kommunen har på baggrund
heraf besluttet at meddele afslag på hjælp i henhold til bistandslovens § 58,
da der ikke foreligger en egenudgift til denne medicin.
Kommunen har endvidere
meddelt Dem, at der tidligere fejlagtigt er refunderet udgifter til
ikke-tilskudsberettiget
medicin (afsnit 3-præparater) og at der ikke fremover vil kunne ydes
refusion
til denne medicin, efter at kommunen er blevet opmærksom på den opståede
fejl.
De har anført, at De ikke
finder, at der er lovhjemmel til at modregne refusion fra 'danmark' før
udbetaling af tilskud til medicin og for så vidt angår afsnit
3-præparater,
at disse udgifter kun bliver refunderet med 50% fra 'danmark', således at De
mener, at Deres ægtefælle er berettiget til hjælp hertil med den del af
udgiften, der overstiger kr. 300,- pr. måned.
Lovgrundlag:
Der henvises til vedlagte
kopi af Socialministeriets bekendtgørelse nr. 303 af 10. juni (1988) § 8 med
tilhørende vejledning fra Socialstyrelsen.
Af vejledningen fremgår
bl.a., at personer, der er medlem af Sygeforsikringen 'danmark', hvor der i
et
vist omfang fås refusion for udgifter til tilskudsberettiget lægeordineret
medicin, kun har en egenudgift for så vidt angår ikke-refunderede
udgifter.
Endvidere henvises til
vedlagte kopi af en afgørelse truffet af Den sociale Ankestyrelse i en
lignende
sag, hvor spørgsmålet om modregning af refusion fra privat sygeforsikring er
behandlet.
Ankestyrelsen udtaler i
afgørelsen, at der som udgangspunkt ikke kan ydes hjælp til udgifter, som
fuldt
ud dækkes efter anden lovgivning eller ved tilskud fra privat sygeforsikring.
Såfremt der herefter søges om
hjælp til ikke-refunderede udgifter må der foretages en konkret
vurdering af ansøgerens økonomiske forhold.
...
AFGØRELSE:
Det blev besluttet at
tiltræde kommunens afgørelse, hvorefter der er meddelt afslag på hjælp i
henhold til bistandslovens § 58 til udgifter til lægeordineret
tilskudsberettiget medicin, idet disse udgifter, efter det oplyste, er fuldt
ud
dækket af medlemskabet af Sygeforsikringen 'danmark'.
Det blev endvidere besluttet
at tiltræde kommunens beslutning, hvorefter udgifter til
ikke-tilskudsberettiget
lægeordineret medicin ikke er omfattet af reglerne i bistandslovens §
58."
I den afgørelse (af 30.
september 1994, j.nr. ... ) hvortil det sociale ankenævn henviser i sin
afgørelse af 20. december 1994, har Den Sociale Ankestyrelse bl.a. anført:
"Tildeling af personligt
tillæg efter lov om social pension § 17 forudsætter, at pensionistens
økonomiske behov ikke kan afhjælpes gennem støtte efter anden lovgivning
eller
gennem private midler.
Der kan derfor som
udgangspunkt ikke ydes personligt tillæg til behandlingsudgifter, som fuldt
ud
dækkes efter anden lovgivning eller ved tilskud fra en privat sygeforsikring.
Der kan imidlertid ikke gives
afslag på personligt tillæg til behandlingsudgifter alene med henvisning til,
at der ydes tilskud til udgiften fra en privat sygeforsikring.
Der må således i hvert
tilfælde foretages en konkret vurdering af pensionistens samlede økonomiske
forhold. I denne vurdering må indgå såvel pensionistens indtægts- og
formueforhold,
som de faste udgifter, herunder udgifter til kontingent til den private
sygeforsikring."
I brev af 30. december 1994
klagede A på B's vegne til Den Sociale Ankestyrelse over det sociale
ankenævns
afgørelse. I klagen skrev A bl.a.:
"
Bemærkninger vedrørende sagens principielle karakter
I en bevilling af 5. maj 1994
bevilgede Vallensbæk Kommune - med virkning fra den 27. marts 1994 - tilskud
efter bistandslovens § 58 til betaling af min kones udgifter til en række
lægemidler, som er ordineret pga. en varig lidelse.
Anledningen til den
foreliggende sag er, at Vallensbæk Kommune i en afgørelse af 12. oktober 1994
har meddelt,
at
den refusion, som min
kone modtager fra Sygeforsikringen 'danmark', skal fratrækkes, forinden
tilskud
ydes fra kommunen,
at
Sygeforsikringen 'danmark' fuldt ud refunderer udgiften til medicin, som er
tilskudsberettiget efter Sundhedsministeriets bekendtgørelse,
at
min kone derfor ikke har nogen
egenudgift, og
at
der derfor ikke kan
kræves refusion efter den nævnte bevilling.
I et brev af 16. oktober 1994
påklagede jeg Vallensbæk Kommunes afgørelse til Det Sociale Ankenævn for
Københavns Amt, der - som foran refereret - den 20. december 1994
har tiltrådt Vallensbæk Kommunes afgørelse.
I min brevveksling med
Vallensbæk Kommune og i min klage til Det Sociale Ankenævn har jeg gjort
gældende, at der
savnes lovhjemmel til
- som fastsat i Vallensbæk Kommunes afgørelse af 12. oktober 1994
-
at bestemme, at refusionen fra 'danmark'
skal modregnes i medicintilskuddet fra kommunen.
Min klage over Ankenævnets
afgørelse af 20. december 1994 drejer sig derfor om
den rigtige anvendelse af en lovregel. Den foreliggende sag er
derfor '
egnet til at udstikke
retningslinier for et bestemt område
' (jf. den klagevejledning, der fulgte
med Ankenævnets brev af 20. december 1994).
Sagen er således efter min
mening principiel, og jeg anmoder derfor om, at der træffes beslutning om, at
min klage optages til behandling i Ankestyrelsen, jf. § 6, stk. 6, i lov om
Den Sociale Ankestyrelse.
Bemærkninger vedrørende sagens substans
1) Bistandslovens § 58
Lovbestemmelsens stk. 1 indeholder hjemmel til, at der
bl.a. til personer med varig, sygdomsbetinget svagelighed kan ydes støtte til
hjælpemidler.
Lovbestemmelsens stk. 2, nr. 3, bemyndiger
Socialministeren til at fastsætte regler om, i hvilket omfang modtageren selv
skal bære en del af udgiften til et hjælpemiddel.
Lovbestemmelsens stk. 11 angiver det som en
forudsætning for hjælp efter denne lovbestemmelse, at hjælpemidlet ikke kan
ydes efter arbejdsskadeforsikringslovgivningen eller som led i behandlingen
på
et offentligt sygehus.
2) Socialministeriets bekendtgørelse nr. 303 af 10. juni 1988 (med
senere ændringer) om ydelse af hjælpemidler efter bistandslovens § 58
I medfør af bistandslovens §
58, stk. 2, nr. 3, er det i bekendtgørelsens § 8, stk. 2, fastsat, at hjælp
til
tilskudsberettiget medicin, der ordineres pga. en varig lidelse, ydes 'til
egenudgifter ud over 300 kr. månedlig'.
3) Socialstyrelsens vejledning nr. 1 af 14. juni 1988
Af vejledningen fremgår
bl.a.:
'Personer, der er medlem af
Sygeforsikringen 'danmark', hvor der i et vist omfang fås refusion for
udgifter til tilskudsberettiget lægeordineret medicin, har kun en egenudgift
for så vidt angår ikke-refunderede udgifter.'
Det citerede passus i
vejledningen savner hjemmel i bistandslovens § 58 og i Socialministeriets
hjælpemiddelbekendtgørelse:
·
Lovens § 58, stk. 2, nr. 3, taler om, 'i
hvilket omfang modtageren selv skal bære en del af udgiften', og
hjælpemiddelbekendtgørelsens
§ 8, stk. 2, anvender udtrykket 'egenudgifter'. Hverken loven eller
bekendtgørelsen nævner med et ord, at de nævnte udtryk skal forstås som
'egenudgifter
med fradrag af den forsikringsydelse, som den tilskudsberettigede måtte
modtage, og som er begrundet i medlemskab af 'danmark''.
·
Lovens § 58, stk. 11, angiver, at hjælp
efter lovens § 58 er subsidiær i forhold til ydelser efter
arbejdsskadeforsikrings-
og sygehuslovgivningen. § 58, stk. 11, er således en undtagelsesbestemmelse,
der - efter almindelige fortolkningsprincipper - må fortolkes
snævert. Der kan ikke gives en undtagelse større rækkevidde, end affattelsen
af
bestemmelsen med sikkerhed indebærer. Affattelsen af § 58, stk. 11, er præcis
og udtømmende, og den rummer ingen mulighed for - som sket ved
Socialstyrelsens
vejledning af 14. juni 1988 - at indfortolke, at hjælp til medicin
efter
lovens § 58 er subsidiær også i forhold til ydelser fra Sygeforsikringen
'danmark'.
4) Relationerne til Sygeforsikringen 'danmark'
Vallensbæk Kommunes -
af Ankenævnet tiltrådte - afgørelse indebærer, at min kone, hvis hun i
en
måned køber tilskudsberettiget (dvs. afsnit 1- og 2-) medicin for
400 kr., ikke får noget tilskud efter bistandslovens § 58, fordi disse 400
kr.
fuldt ud refunderes af 'danmark'.
Jeg kan - selv om det
ikke er udtrykt i hverken Vallensbæk Kommunes eller Ankenævnets afgørelser
-
ane, at der bag disse afgørelser ligger betragtninger om, at et medlem af
'danmark' ikke bør kunne få refunderet sine medicinudgifter to gange. Jeg har
naturligvis forståelse for sådanne rimelighedssynspunkter.
Men virkeligheden i min kones
sag er ikke slet så enkel:
Min kone har hver måned
betydelige medicinudgifter til anden lægeordineret, receptpligtig (afsnit
3-)
medicin, nemlig til tabl. Halcion, Temesta og Kodamid og til caps. Primperan
Retard. Udgifterne til disse lægemidler udgør typisk ca. 900 kr. pr. måned,
hvoraf 50 % - ca. 450 kr. - bliver refunderet af 'danmark'.
Hvis der blev set bort fra
refusionen fra 'danmark' ved beregningen af tilskuddet efter bistandslovens §
58, ville min kones medicinregnskab for den i eksemplet skitserede måned se
sådan ud:
Afsnit 1- og 2-medicin
400 kr.
Afsnit 3-medicin
900 kr.
I alt
1.300 kr.
Tilskud efter bistandslovens § 58: 400 -
300 kr.
100 kr.
Refusion
fra 'danmark': 400+450 kr.
850 kr.
950 kr.
Nettoudgift
350 kr.
Konsekvensen af at se bort
fra refusionen fra 'danmark' ved beregningen af tilskuddet efter
bistandslovens § 58 ville - i det beskrevne eksempel på min kones
månedlige medicinudgifter - være, at hun i den pågældende måned ikke
ville have en nettoudgift på 450 kr., men kun på 350 kr. Det kan
jeg
ikke have ondt af: min kone har
tegnet en police i det 100 procent forsikringstagerfinansierede
forsikringsselskab, Sygeforsikringen 'danmark', og hun betaler herfor en
præmie
på (pr. 1. januar 1995) 194,67 kr. om måneden - bl.a. med det formål at
kunne nedbringe sine medicinudgifter i tilfælde af sygdom.
5) Ankenævnets afgørelse af 20. december 1994
a) I et afsnit med
overskriften 'Lovgrundlag' henvises til en afgørelse, som Den Sociale
Ankestyrelse har truffet den 14. september 1994 om forståelsen af § 17 (om
personlige
tillæg) i lov om social pension.
Den refererede afgørelse
drejer sig om fortolkning af en hjemmel til at yde
trangsbestemte
tillæg 'til pensionister, hvis økonomiske forhold er
særlig vanskelige'. Det er derfor for mig ikke overraskende, at afgørelsen
fastslår,
at der som hovedregel ikke kan ydes tillæg efter denne bestemmelse til
behandlingsudgifter, som fuldt ud dækkes ved tilskud fra en privat
sygeforsikring.
Der skal foretages en konkret trangsvurdering, hvori bl.a. skal indgå
udgifter
til kontingent til den private sygeforsikring.
Medicintilskud efter
bistandslovens § 58 er ikke trangsbestemt, og den refererede fortolkning af
pensionslovens
§ 17 er derfor uden betydning for den foreliggende sag.
b) Jeg finder det
kritisabelt,
·
at der i Ankenævnets afgørelse ikke med et
ord er taget stilling til mit hovedsynspunkt, hvorefter Socialstyrelsens
vejledning af 10. juni 1988 - for så vidt angår medicintilskuddets
beregning
for medlemmer af Sygeforsikringen 'danmark' - savner hjemmel;
Ankenævnets afgørelse konstaterer uden kommentarer, at denne vejledning er en
del af lovgrundlaget,
·
at Ankenævnets afgørelse - fraset
måske henvisningen til en sag, der handlede om noget andet (jf. ovenfor pkt.
5a) - ikke er begrundet, og
...
c) Ankenævnet har i
afgørelsen - ud over det, der er gengivet i indledningen til dette brev -
'besluttet at tiltræde kommunens beslutning (af 4. november 1994), hvorefter
udgifter til ikke-tilskudsberettiget, lægeordineret medicin ikke er omfattet
af
reglerne i bistandslovens § 58'.
Af Vallensbæk Kommunes brev
af 4. november 1994 fremgår,
at
det
beror på en fejl, at der hidtil er ydet refusion af udgifter til
ikke-tilskudsberettiget medicin, og
at
denne del af medicinbevillingen derfor er tilbagekaldt med fremtidig
virkning.
Denne afgørelse fra
Vallensbæk Kommune er imidlertid ikke omfattet af min klage til Ankenævnet -
og
ej heller af nærværende klage til Den Sociale Ankestyrelse."
Den 24. februar 1995 sendte
Det Sociale Ankenævn for Københavns Amt sagen til Den Sociale Ankestyrelse;
samtidig meddelte nævnet at det ikke havde yderligere bemærkninger til sagen.
Den Sociale Ankestyrelse
meddelte i skrivelse af 21. juni
1996 A
sin afgørelse i sagen. Ankestyrelsen skrev bl.a.:
"Ankestyrelsen finder,
at kommunen har været berettiget til at reducere hjælpen til
tilskudsberettiget
medicin efter bistandslovens § 58 med et beløb svarende til den af
Sygeforsikringen 'danmark' udbetalte refusion.
Ankestyrelsen har herved lagt
vægt på, at det fremgår af hjælpemiddelbekendtgørelsen nr. 303 af 10. juni
1988 § 8, at der alene kan ydes hjælp til dækning af pågældendes egen andel
af
udgiften. Bestemmelsen er subsidiær i forhold til bistandslovens øvrige
bestemmelser
og forudsætter, at andre muligheder for støtte er udnyttet, herunder fra
private forsikringsordninger, der tager sigte på at begrænse egenudgiften.
Dette hviler på en flerårig praksis, som efter Ankestyrelsens opfattelse ikke
strider mod sigtet med bestemmelsen i bekendtgørelsens § 8, stk. 2, hvorefter
støtten ydes til egenudgiften ud over et fast beløb månedlig.
De har som støtte for klagen
anført, at undtagelsesbestemmelsen i bistandslovens § 58, stk. 11 må
fortolkes
indskrænkende, og at bestemmelsen ikke rummer mulighed for at indfortolke, at
hjælp til medicin efter § 58 er subsidiær i forhold til ydelser fra
'danmark'.
Ankestyrelsen skal hertil
bemærke, at det fremgår af sammenhængen i § 58, at § 58, stk. 11
alene
vedrører hjælp til motorkøretøj
efter § 58.
For så vidt angår det af Dem
anførte omkring kontingentbetaling til 'danmark' skal Ankestyrelsen bemærke,
at
der er tale om en privat forsikringsordning, som dækker flere områder end
medicinområdet. Der er således ikke tale om en udgift, der følger af, at en
forsikringsydelse til medicin kommer til udbetaling.
Ankestyrelsen tiltræder
således ankenævnets afgørelse.
Ankestyrelsen skal samtidig
beklage den lange sagsbehandlingstid, og at De ikke tidligere har modtaget
meddelelse om, at sagens behandling trak ud.
...
Lovgrundlaget for afgørelsen:
Sagen er bedømt efter § 58,
stk. 1 og 2 i lov om social bistand.
Socialministeriets
bekendtgørelse nr. 303 af 10. juni 1988, § 8 og Socialministeriets vejledning
nr. 1 af 10. juni 1988, bilag 2 afsnit NKH -- Medicin."
I brev af 6. juli 1996
klagede A til mig. Han skrev bl.a.:
"Jeg gør fortsat
gældende, at Vallensbæk Kommunes afgørelse savner lovhjemmel.
I Ankestyrelsens afgørelse er
der lagt vægt på, at det af § 8 i den bekendtgørelse
(hjælpemiddelbekendtgørelsen),
der er udstedt i medfør af bistandslovens § 58, fremgår, at der alene kan
ydes
hjælp til pågældendes egen andel af udgiften til medicin. Det har jeg ikke
bestridt - men det er ikke det, som sagen drejer sig om.
I Ankestyrelsens afgørelse
hedder det videre, at bestemmelsen i hjælpemiddelbekendtgørelsens § 8
'forudsætter, at andre muligheder for støtte er udnyttet, herunder fra
private
forsikringsordninger, der tager sigte på at begrænse egenudgiften'. Denne
forudsætning
fremgår hverken af hjælpemiddelbekendtgørelsen eller af bistandslovens § 58,
men det anføres i Ankestyrelsens afgørelse, at forudsætningen 'hviler på en
flerårig praksis, som ... ikke strider mod sigtet i bekendtgørelsens § 8,
stk.
2, hvorefter støtten ydes til egenudgiften ud over et fast beløb månedlig'.
En myndighedspraksis, som
indfortolkes i en bekendtgørelse, og som begrænser borgernes rettigheder, kan
ikke træde i stedet for en manglende lovhjemmel.
I min klage til Den Sociale
Ankestyrelse har jeg - til støtte for det synspunkt, at Vallensbæk
Kommunes afgørelse savner lovhjemmel - anført, at lovens § 58
indeholder
én undtagelsesbestemmelse, nemlig bestemmelsens stk. 11, som angiver, at
hjælp
efter § 58 er subsidiær i forhold til ydelser efter
arbejdsskadeforsikrings-
og sygehuslovgivningen. Det er derfor min opfattelse, at bestemmelsen i § 58,
stk. 11, der er præcis og udtømmende, udelukker den skete fortolkning,
hvorefter hjælp til medicin efter § 58 er subsidiær også i forhold til
ydelser
fra Sygeforsikringen 'danmark'.
Ankenævnets afgørelse afviser
denne argumentation med en bemærkning om, 'at det fremgår af sammenhængen i §
58, at § 58, stk. 11,
alene
vedrører
hjælp til motorkøretøj efter § 58'.
Jeg forstår ikke dette
synspunkt. Lovens § 58, stk. 11, angiver, hvad der er 'en forudsætning for
støtte
efter denne bestemmelse
'. Det
må naturligt forstås som 'en forudsætning for støtte efter (hele) lovens §
58.
Det er i øvrigt ikke umiddelbart indlysende for mig, at teksten i § 58, stk.
11
('at hjælpemidlet ikke kan ydes ... som led i behandling på et offentligt
sygehus') udelukkende skulle dreje sig om hjælp til anskaffelse af et
motorkøretøj.
Andre hjælpemidler end invalidebiler ydes nok hyppigt som led i
sygehusbehandling."
Jeg bad herefter den 15. juli
1996 Den Sociale Ankestyrelse om en udtalelse i sagen.
Den Sociale Ankestyrelse
udtalte i skrivelse af 9. september 1996 følgende:
"Ankestyrelsen traf den
21. juni 1996 afgørelse om, at Vallensbæk Kommune havde været berettiget til
at
reducere hjælp til tilskudsberettiget medicin efter bistandslovens § 58 med
et
beløb svarende til den fra Sygeforsikringen 'danmark' udbetalte refusion.
Ankestyrelsen lagde ved
afgørelsen vægt på, at det fremgår af hjælpemiddelbekendtgørelsen nr. 303 af
10.
juni 1988 § 8, at der alene ydes hjælp til dækning af pågældendes egen andel
af
udgiften. Denne bestemmelse er subsidiær i forhold til bistandslovens øvrige
bestemmelser og forudsætter, at andre muligheder for støtte er udnyttet,
herunder fra private forsikringsordninger, der tager sigte på at begrænse
egenudgiften. Dette hviler på en flerårig praksis, som efter Ankestyrelsens
opfattelse
ikke strider mod sigtet med bestemmelsen i bekendtgørelsens § 8, stk. 2,
hvorefter støtten ydes til egenudgiften ud over et fast månedligt beløb.
(A) har i klagen gjort
gældende at Ankestyrelsens henvisning til at anvendelse af bestemmelsen i
hjælpemiddelbekendtgørelsens § 8 forudsætter, at andre muligheder for støtte
forinden er udnyttet savner hjemmel i loven.
Det er i klagen bl.a gjort
gældende, at undtagelsesbestemmelsen i § 58, stk. 11 må fortolkes
indskrænkende, og at bestemmelsen ikke (rummer) mulighed for at indfortolke,
at
bestemmelsen alene skulle vedrøre hjælp til anskaffelse af motorkøretøj.
Ankestyrelsen finder ikke, at
det nu oplyste i det hele kan give grundlag for en ændret stillingtagen
omkring
fortolkningen af bistandslovens § 58 samt hjælpemiddelbekendtgørelsens § 8.
Særligt for så vidt angår det af (A) anførte omkring § 58, stk. 11 skal
Ankestyrelsen dog bemærke, at § 58, stk. 11 også efter Ankestyrelsens
opfattelse refererer til alle hjælpemidler. Det af Ankestyrelsen anførte i
afgørelsen af 21. juni 1996, hvorefter 'det fremgår af sammenhængen i § 58,
at
§ 58, stk. 11
alene
vedrører hjælp
til motorkøretøj efter § 58' skyldes således en fejl. Som følge heraf vil
denne
bemærkning udgå i den kommende Sociale Meddelelse (0-114-96) som
Ankestyrelsen
vil udsende om afgørelsen.
Ankestyrelsen kan med den
ændring som følger af det ovenfor anførte omkring undtagelsesbestemmelsen i §
58, stk. 11 fortsat henholde sig til det i afgørelsen af 21. juni 1996
anførte."
Den 16. september 1996 sendte
jeg A en kopi af Den Sociale Ankestyrelses udtalelse som han kommenterede
således i brev af 6. oktober 1996:
"Fra Den Sociale
Ankestyrelses brev noterer jeg mig, at Ankestyrelsen nu er enig med mig i, at
undtagelsesbestemmelsen i bistandslovens § 58, stk. 11, ikke alene vedrører
hjælp til motorkøretøjer, men vedrører alle de hjælpemidler, der er omfattet
af
bistandslovens § 58, herunder hjælp til tilskudsberettiget medicin.
Ankestyrelsens ændrede holdning til denne detalje bestyrker min opfattelse,
hvorefter bestemmelsen i bistandslovens § 58, stk. 11 - der præcist og
udtømmende angiver, at hjælp efter § 58 er subsidiær i forhold til ydelser
efter arbejdsskadeforsikrings- og sygehuslovgivningen - ikke kan
fortolkes på den måde, at hjælp efter § 58 til medicin er subsidiær også i
forhold til ydelser fra Sygeforsikringen 'danmark'.
Jeg er blevet opmærksom på,
at Socialministeren i Folketinget den 24. april 1996 - som svar på et
spørgsmål (nr. S 1774) fra medlem af Folketinget Erik Larsen - har
redegjort for sin fortolkning af bistandslovens § 58 i relation til borgere,
som er medlemmer af Sygeforsikringen 'danmark'. Ministeren har henvist til
sit
svar af 1. juli 1994 på et tilsvarende spørgsmål (nr. S 1474) fra medlem af
Folketinget Karen Højte Jensen.
Af Ministerens svar fremgår
det, at der i medfør af bistandslovens § 58 (i hjælpemiddelbekendtgørelsen)
er
fastsat en egenbetaling
dels
for
ortopædisk fodtøj (500 kr. pr. par sko),
dels
for udgifter til tilskudsberettiget medicin (300 kr. pr. måned).
Jeg forstår Ministerens svar
sådan, at det er konsekvensen af hendes opfattelse,
·
at en borger, som får tilskud til ortopædisk
fodtøj, og som selv må afholde en egenbetaling på 500 kr. for et par sko, har
ret til at refunderet en del af denne egenbetaling fra 'danmark', men
·
at en borger, som får tilskud til
tilskudsberettiget medicin, og som selv må afholde en egenbetaling på 300 kr.
pr. måned, ikke har ret til at få refunderet denne egenbetaling fra
'danmark'.
Jeg kan ikke finde hjemmel
til, at borgere, som er medlemmer af 'danmark', og som efter
hjælpemiddelbekendtgørelsen skal afholde en egenbetaling til et bevilget
hjælpemiddel,
behandles uens, afhængigt af, om der er tale om egenbetaling af ortopædisk
fodtøj, eller om der er tale om egenbetaling af tilskudsberettiget medicin.
Jeg vedlægger en kopi af
Folketingstidende 1995-96, s. 5753-5755."
Den 13. maj 1997 afgav jeg en
foreløbig redegørelse i sagen som jeg sendte til Den Sociale Ankestyrelse med
henblik på Ankestyrelsens bemærkninger hertil. I min foreløbige redegørelse
skrev jeg bl.a.:
"
1. Ombudsmandsundersøgelsens afgrænsning
Min undersøgelse har angået
Den Sociale Ankestyrelses afgørelse som blev meddelt (A) den 21. juni 1996 og
Ankestyrelsens sagsbehandling i forbindelse hermed. Min undersøgelse har
således ikke omfattet Vallensbæk Kommunes og Det Sociale Ankenævn for
Københavns Amts afgørelser og sagsbehandling.
Min undersøgelse har heller
ikke direkte angået den generelle retsopfattelse som socialministeren har
givet
udtryk for i to svar på 'onsdagsspørgsmål' i Folketinget (spørgsmål nr. S
1474 stillet til socialministeren den 23. juni 1994 af MF Karen Højte Jensen
og spørgsmål nr. S 1774 stillet til socialministeren den 22. marts 1996 af MF
Erik Larsen). Min undersøgelse har således ikke angået spørgsmålet om
udmålingen af hjælp efter bistandslovens § 58 til medlemmer af
Sygeforsikringen
'danmark' til
andre
hjælpemidler end
medicin.
2. Hjemmelsspørgsmålet
Bistandsloven (jf.
lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994) indeholder i § 58 følgende
bestemmelser:
'Til personer med invaliditet
eller varig sygdoms- eller aldersbetinget svagelighed kan der ydes støtte til
hjælpemidler, herunder merudgifter til særlige beklædningsgenstande, som
er nødvendige, for at pågældende kan udøve et erhverv,
eller
i væsentlig grad kan afhjælpe pågældendes lidelse eller
i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet.
Stk. 2.
Socialministeren fastsætter regler om
afgrænsningen af de hjælpemidler, hvortil der kan ydes
støtte, og adgangen til genanskaffelse,
hvornår støtte til et hjælpemiddel ydes som lån,
i hvilket omfang modtageren selv skal bære en del af
udgiften til et hjælpemiddel,
hvorvidt der skal gælde særlige betingelser for støtte
til visse hjælpemidler,
hvorvidt visse hjælpemidler kan udleveres fra en
institution.
...
Stk. 11.
Det er en forudsætning for støtte efter denne bestemmelse,
at hjælpemidlet ikke kan ydes efter arbejdsskadeforsikringslovgivningen eller
som led i behandling på offentligt sygehus.'
Socialministeriet har med
hjemmel i bistandslovens § 58, stk. 2, udstedt bekendtgørelse nr. 303 af 10.
juni 1988 om ydelse af hjælpemidler efter bistandsloven. Bekendtgørelsen som
ændret ved bekendtgørelse nr. 423 af 16. juni 1989 indeholder bl.a. følgende
bestemmelser:
'
Særlige bestemmelser om støtte til visse hjælpemidler
§ 7.
Når behovet er til stede, jf. § 1, kan der ydes hjælp til
anskaffelse af de i §§ 8-19 nævnte hjælpemidler.
§ 8.
Tilskudsberettiget
medicin,
der ordineres på grund af en varig lidelse.
Stk. 2.
Hjælpen ydes til egenudgiften ud over 300 kr. månedlig og
udbetales månedsvis bagud.'
Socialministeriet har
ligeledes med hjemmel i bistandslovens § 58, stk. 2, udstedt bekendtgørelse
nr.
787 af 14. december 1988 om oprettelse af et hjælpemiddelnævn. Denne
bekendtgørelse indeholder bl.a. følgende bestemmelser:
'
§ 1.
Socialministeren nedsætter efter aftale med sundhedsministeren
et hjælpemiddelnævn
...
§ 2.
Nævnet skal bistå med afgrænsning mellem hjælpemidler, der kan
ydes efter bistandslovens § 58, og behandlingsredskaber, der henhører under
sygehusvæsenet.
Stk. 2.
Nævnet afgiver indstilling til Socialministeriet og
Sundhedsministeriet om afgrænsning mellem nye produkter og produktgrupper
indenfor henholdsvis hjælpemidler og behandlingsredskaber samt for produkter
og
produktgrupper, hvis anvendelsesområde ændres som følge af udviklingen inden
for sygdomsbehandling, produktudvikling, sundhedsvæsenets struktur og andet.'
I vejledning nr. 1 af 14.
juni 1988 (offentliggjort i Ministerialtidende 1989) om ydelse af
hjælpemidler
i henhold til bistandslovens § 58 anføres bl.a.:
'
4. Afgrænsning til anden lovgivning
Der findes i lovgivningen
andre regler om ydelse af hjælpemidler inden for følgende områder:
·
sygehussektoren (se afsnit 4.1.)
·
hjemmesygeplejen (se afsnit 4.2.)
·
undervisningssektoren (se afsnit 4.3.)
·
anden lovgivning i øvrigt (se afsnit 4.4.)
Kun hvor det ansøgte
hjælpemiddel ikke kan henføres til disse bestemmelser, behandles ansøgningen
efter bistandslovens regler.'
I bilag 2 til vejledningen
('Oplysning om enkelte hjælpemidler') er i relation til 'Medicin (bek. § 8)'
bl.a. anført:
'Hjælp ydes kun til ansøgere,
der selv har en egenudgift på 500 kr. (nu 300 kr., jf. bekendtgørelse nr. 423
af 16. juni 1989; min bemærkning) månedlig. Får ansøgeren hjælp til medicin
efter andre bestemmelser, fx pensionslovgivningen som personligt tillæg,
bistandslovens §§
46 a
eller 48, er der kun egenudgift i det omfang, disse bestemmelser ikke dækker
den fulde udgift.
Personer, der er medlem af
sygeforsikringen Danmark, hvor der i et vist omfang fås refusion for udgifter
til tilskudsberettiget lægeordineret medicin, har kun en egenudgift for så
vidt
angår ikke-refunderede udgifter.'
Det centrale
hjemmelsspørgsmål i sagen angår fortolkningen af ordet 'egenudgiften' i § 8,
stk. 2, i bekendtgørelse nr. 303 af 10. juni 1988 om ydelse af hjælpemidler
efter bistandslovens § 58. Bekendtgørelsen er udstedt med hjemmel i
bistandslovens
§ 58, stk. 2. For så vidt angår bestemmelsen i bekendtgørelsens § 8, stk. 2,
er denne særligt udstedt med hjemmel i bistandslovens § 58, stk. 2, nr. 3 ('i
hvilket omfang modtageren selv skal bære en del af udgiften til et
hjælpemiddel').
Bestemmelserne i bistandslovens § 58, stk. 2, nr. 1-4, er ikke ændret siden
lov
nr. 333 af 19. juni 1974. Forslaget til denne lov blev fremsat af
socialministeren den 16. januar 1974 (jf. Folketingstidende 1973-74 (2.
samling), tillæg A, sp. 641ff). Lovforslagets § 58, stk. 2, (anførte sted sp.
655) svarede til den vedtagne bestemmelse. Af de almindelige bemærkninger til
lovforslaget fremgår bl.a.:
'Det foreliggende forslag til
en lov om social bistand er udarbejdet på grundlag af synspunkterne i
socialreformkommissionens 2. betænkning.'
Af bemærkningerne til
lovforslagets enkelte bestemmelser fremgår bl.a. (anførte sted sp.
705f
):
'
Til kapitel 13.
Til § 58.
I overensstemmelse med
princippet i socialreformkommissionens 2. betænkning er i den foreslåede
bestemmelse samlet alle de situationer, hvor der kan ydes et hjælpemiddel,
uanset personkredsen og hjælpemidlets beskaffenhed. Det forudsættes, at
reglerne omfatter de tilfælde, hvor der efter de gældende regler i
revalideringsloven ydes personer med normal erhvervsevne tilskud til
livsvigtig
medicin.
...
Stk. 2 indeholder en
opregning af, på hvilke punkter socialministeren kan give nærmere regler for
tildeling af hjælpemidler.
Nr. 1, 2 og 3 om afgrænsning
af de hjælpemidler, hvortil der kan ydes støtte, om hvornår et hjælpemiddel
kan
ydes som lån, og om, hvorvidt modtageren selv skal bære en del af udgiften,
svarer til den nugældende lovgivning og betragtninger i
socialreformkommissionens
2. betænkning. Herudover er der i nr. 4 givet mulighed for - som det i
praksis
er sket efter såvel revalideringsloven som omsorgsloven - at fastsætte
særlige
betingelser for støtte til visse hjælpemidler.'
I såvel lovforslagets
almindelige som specielle bemærkninger er der således henvist til
socialreformkommissionens 2. betænkning. Kapitel V i
'Socialreformkommissionens
2. betænkning - Det sociale tryghedssystem, service og bistand' (betænkning
nr. 664/1972) angår 'Ydelse af hjælpemidler med henblik på at lette den
daglige
tilværelse'. Heraf fremgår bl.a. (bet. 664/1972, s.
60f
):
'B. LOVGIVNING INDEN FOR DET
SOCIALE OMRÅDE
4. Den mest betydningsfulde
lovgivning inden for det sociale område vedrørende ydelse af hjælpemidler
findes i revalideringsloven (§ 3) og i lov om omsorg for folkepensionister og
invalidepensionister (§ 1). Endvidere er der bestemmelser i
sygeforsikringsloven
og lov om offentlig forsorgs særforsorgsafsnit, der hyppigt anvendes. Den
øvrige række af bestemmelser, der kort er gengivet i bilag 3, har et mindre
anvendelsesområde.
a. Lov nr. 170 af 29. april 1960 om revalidering
5. Efter revalideringslovens
§ 3 kan der ydes hjælp til anskaffelse og vedligeholdelse af visse
hjælpemidler, 'der skønnes uden uforholdsmæssig udgift at ville kunne
afhjælpe eller i betydelig grad formindske følgerne af bestående
invaliditet'.
Efter bestemmelsen ydes der
hjælp til anskaffelse og vedligeholdelse af større bandager, proteser,
sygevogne, høreapparater mv. Det er en betingelse for, at der efter
revalideringsloven kan ydes hjælp til bandager og proteser, at disse er
individuelt fremstillede. (En undtagelse er væskefyldte brystproteser).
Efter revalideringslovens § 3
ydes der kun 'større hjælpemidler'. Dette er nærmere fastlagt i cirkulære af
22. maj 1967 vedrørende lov om revalidering ved indførelsen af en
'bagatelgrænse'.
Denne er for tiden på 50 kr. Hjælpemidler til en værdi under dette beløb må i
øvrigt anskaffes enten med tilskud fra sygekassen, efter forsorgslovens § 47
eller pågældende må selv afholde hele beløbet.
6. Hjælp efter revalideringsloven
kan
ikke
ydes i tilfælde, hvor der
kan ydes hjælp i henhold til ulykkesforsikringsloven, som led i særforsorg
eller i henhold til omsorgsloven.'
Udvalgets overvejelser
fremgår af kapitel V, F. I denne forbindelse anføres s. 64 bl.a.:
'F. OVERVEJELSER VEDRØRENDE
HJÆLPEMIDLER UNDER EN SOCIAL SERVICE- OG BISTANDSLOV
27. Som det fremgår af
redegørelsen foran under B og C, er der i de bestemmelser, der findes spredt
i
lovgivningen, opstillet ret forskelligartede betingelser for at yde
hjælpemidler.
Baggrunden for denne opdeling
er til dels historisk betinget. Forskellighederne i betingelserne for at
modtage ydelserne, de mange myndigheder, der har afgørelseskompetence efter
de
forskellige love, og endelig forskellige betalings-, refusions-
og
ankeregler synes at måtte føre til en overvejelse af at koordinere og samle
området.
Det bør overvejes så vidt
muligt at samle området i et afsnit i den almene sociale service- og
bistandslov således, at i princippet alle ydelser af materielle hjælpemidler
(ortopædiske, medicinske og tekniske i øvrigt) samt en række former for
bistand
til transport af handicappede og til boligindretning og -forandring for
handicappede tildeles efter ensartede kriterier, ...'
Under udvalgets overvejelser
anføres videre bl.a. (bet. 664/1972, s. 66ff):
'
Kriterier for ydelse af hjælpemidler
...
45. En almindelig bestemmelse
om ydelse af hjælpemidler må formuleres på en sådan måde, at ydelsen kan
gives
uanset økonomisk trang, ligesom både tilstand som følge af invaliderende
lidelser og tilstand som følge af høj alder må være omfattet af bestemmelsen.
Det må anses for hensigtsmæssigt at foreskrive, at hjælpemidler eller hjælp
til indretning af bolig, transporthjælp mv. ydes, når ydelsen af hjælpemidlet
i væsentlig grad vil lette tilværelsen for den pågældende.
46. Bistandslovens hovedregel
kan eventuelt formuleres således, at hjælpemidler og andre foranstaltninger,
der kan forventes at lette den daglige tilværelse, kan ydes, når de skønnes
at
ville afhjælpe eller i betydelig grad formindske følgerne af invaliderende
lidelser eller lidelser som følge af høj alder.
...
47. I forbindelse med den
generelle bestemmelse bør der være hjemmel til, at man centralt kan afgrænse
de hjælpemidler, der kan ydes støtte til. Ved formuleringen må der tages
hensyn
til, at en række hjælpemidler efter den gældende lovgivning gives med tilskud
efter sygeforsikringsloven, og at disse hjælpemidler også - og
formentlig
udelukkende - skal ydes efter bistandsloven. Det må ved udarbejdelsen
af
nye regler endvidere påses, at der ikke sker forringelse i forhold til de
gældende bestemmelser.
...
48. Med hensyn til
spørgsmålet om, hvorvidt der bør opstilles økonomiske betingelser for ydelse
af
hjælpemidler, bemærkes, at der i revalideringsloven findes en hjemmel for
revalideringsnævnet til at fastsætte en
mindstegrænse
for ydelsen af hjælpemidler (bagatelgrænse). Denne grænse er - ved
cirkulære - fastsat til 50 kr. og har i øvrigt ikke været ændret siden
1933. I de øvrige love og bestemmelser vedrørende hjælpemidler findes ikke
tilsvarende bestemmelser, men inden for sygeforsikringsloven har man for så
vidt angår hjælp til anskaffelse af hjælpemidler en ovre grænse for, hvad der
kan ydes hjælp til.
49. Den generelle
bagatelgrænse i revalideringsloven har formentlig i det væsentligste været
begrundet i administrative hensyn, idet man - såfremt der kunne ydes
støtte til anskaffelsen af selv de billigste hjælpemidler - på grund af
den administrative struktur, der er opbygget i forbindelse med behandlingen
af ansøgninger
om hjælpemidler, ville blive stillet over for et betydeligt antal sager,
såvel
i kommunen som i revalideringsnævnet (hvortil afgørelsen kan ankes), herunder
også refusionskrav til invalideforsikringsfonden, der som hovedregel fuldt ud
betaler ydelser efter revalideringsloven.
I forbindelse med revision i
1968 af lov om omsorg for invalidepensionister og folkepensionister åbnedes
mulighed for, at det sociale udvalg kunne yde en lang række hjælpemidler til
pensionister, således at udgiften afholdes af rådighedsbeløbet for personlige
tillæg til pensionerne. Der er ikke i omsorgsloven nogen bagatelgrænse. Der
foreligger ikke oplysninger om, at den kommunale administration af
omsorgsloven
har skabt administrative vanskeligheder af den karakter, som
revalideringslovens bagatelgrænse skulle hindre.
50. Det foreslås derfor, at
man i en social service- og bistandslov afskaffer den efter
revalideringsloven
fastsatte generelle bagatelgrænse. I stedet bør der gives en bemyndigelse
til,
hvor de ovenfor nævnte administrative grunde taler for det, administrativt i
enkelte arter af tilfælde at fastsætte visse grænser for ydelse af mindre
bekostelige hjælpemidler og reparation af hjælpemidler.'
Ydelser efter bistandslovens
§ 58 tildeles ud fra ansøgerens behov for at kunne kompensere for invaliditet
eller svækkelse og er ikke - modsat visse andre ydelser efter bistandsloven -
økonomisk trangsbestemte. Ydelser fra en privat sygeforsikring kan derfor
ikke
modregnes i ydelser efter bistandslovens § 58 allerede med henvisning til at
§
58 er trangsbestemt.
Efter min opfattelse ligger
den fortolkning myndighederne har anlagt af ordet 'egenudgiften' i § 8, stk.
2,
i bekendtgørelse nr. 303 af 10. juni 1988 om ydelse af hjælpemidler efter
bistandslovens § 58 inden for den sprogligt mulige forståelse af ordet.
Af legalitetsprincippet
følger imidlertid at en trinlavere retsregel (f.eks. i en bekendtgørelse)
ikke
må være i strid med en trinhøjere retsregel (f.eks. i en lov). Dette
indebærer
også at en regel i en bekendtgørelse ikke kan fortolkes i strid med eller ud
over den relevante bemyndigelsesbestemmelse i loven der giver hjemmel til
udstedelsen af bekendtgørelsen.
Som det fremgår af de ovenfor
citerede forarbejder til bistandslovens § 58, stk. 2, (se særligt bet.
664/1997, kapitel V, pkt. 49-50) afskaffede man ved bistandsloven den
generelle
bagatelgrænse i revalideringsloven; i stedet indføjedes (i bistandslovens §
58, stk. 2, nr. 3) en hjemmel til - for at undgå 'administrative
vanskeligheder' - ved bekendtgørelse 'i enkelte arter af tilfælde at
fastsætte
visse grænser for ydelse af mindre bekostelige hjælpemidler og reparation af
hjælpemidler'. Hjemlen til at lade borgeren betale en del af udgiften til et
hjælpemiddel kan således ikke antages at kunne udnyttes med det formål at
begrænse det offentliges udgifter til ydelser efter bistandslovens § 58, men
derimod til at opnå en vis lettelse af administrationen på området.
Da bistandslovens § 58 som
tidligere nævnt ikke er trangsbestemt, og da de administrative grunde der er
nævnt i forarbejderne ikke ses at tale for at fradrage både refusioner fra en
privat sygeforsikring som 'danmark' og et 'bagatelbeløb' (for tiden 300 kr.)
i ydelser efter bistandslovens § 58, mener jeg ikke der i bistandslovens §
58,
stk. 2, nr. 3, er tilstrækkelig hjemmel til at nedsætte ydelsen efter § 58 i
samme udstrækning et 'bagatelbeløb' dækkes af ydelser fra en privat
sygeforsikring.
Hertil kommer at en reduktion
af en ydelse efter bistandslovens § 58 med henvisning til at borgeren via en
privat sygeforsikring har fået dækket en del af udgiften som borgeren uden
den
private sygeforsikring ville skulle have afholdt endeligt, efter min
opfattelse måtte kræve en klar hjemmel. Der er i realiteten tale om et forbud
mod at borgeren (principielt for egne midler) tegner en forsikring mod en
administrativt fastsat 'selvrisiko'; et sådant forbud er efter min opfattelse
så indgribende at det måtte kræve en udtrykkelig lovhjemmel.
For så vidt angår medlemmer
af Sygeforsikringen 'danmark' må bestemmelsen i § 8, stk. 2, i bekendtgørelse
nr. 303 af 10. juni 1988 som ændret ved bekendtgørelse nr. 423 af 16. juni
1989
efter min opfattelse herefter anvendes således at bevillingen efter
bistandslovens
§ 58 omfatter medicinprisen fratrukket tilskud efter sygesikringslovgivningen
og eventuelle andre offentlige tilskud, men
ikke
refusion fra 'danmark'.
Dette fortolkningsresultat er
bedst stemmende med retsstillingen for udbetalinger fra private forsikringer
i
andre relationer. Således indeholder erstatningsansvarsloven
(lovbekendtgørelse
nr. 599 af 8. september 1986 som senest ændret ved lov nr. 73 af 1. februar
1995) i § 2, stk. 2, følgende udtrykkelige bestemmelse om fradrag i
erstatning
for tabt arbejdsfortjeneste:
'I erstatningen fradrages ...
forsikringsydelser, der har karakter af en virkelig skadeserstatning, ... .'
I erstatning for
helbredelsesudgifter, jf. erstatningsansvarslovens § 1, stk. 1, fradrages
ydelser fra private sygeforsikringer, jf.
Jens Møller:
Erstatningsansvarsloven med kommentarer, 4. udgave (1996), hvor det s. 55
anføres:
'Ydelser fra private
sygeforsikringer skal fradrages i erstatningen, jf. Bet. III s. 95 og
lovforslaget sp. 87. Det samme gælder ydelser fra sygeforsikringsforeninger
('Danmark'), se Bo von Eyben, Kompensation s. 159 og Udmåling s. 48.'
Lov om erstatning fra staten
til ofre for forbrydelser (lovbekendtgørelse nr. 470 af 1. november 1985 som
ændret ved lov nr. 366 af 18. maj 1994) indeholder i § 7, stk. 1, følgende
udtrykkelige bestemmelse om fradrag i voldsoffererstatningen fra det
offentlige:
'Erstatning ydes ikke i det
omfang skaden ... dækkes af ... private forsikringer ... .'
I de nævnte eksempler er der
udtrykkelig hjemmel i loven til fradrag på baggrund af udbetalinger fra
private
forsikringer, eller der er dog klart og udtrykkeligt forudsat i lovens
forarbejder at et sådant fradrag skal ske. Der gælder således en almindelig
grundsætning om at der ikke uden lovhjemmel kan ske fradrag for ydelser fra
private forsikringer i (bl.a.) ikke-trangsbestemte offentlige ydelser.
Jeg er opmærksom på at der
efter omstændighederne - når der ikke skal ske fradrag i hjælp efter
bistandslovens § 58 af ydelser udbetalt af 'danmark' - vil kunne tænkes
tilfælde hvor der vil blive tale om 'overkompensation', således at forstå at
de
samlede ydelser fra det offentlige og ydelsen fra 'danmark' til en given
tilskudsberettiget medicin overstiger medicinprisen. Afgørelsen af hvorvidt
en borger herved opnår en urimelig overdækning er dog ikke så ukompliceret;
der
må i denne forbindelse også tages hensyn til den præmie (det medlemsbidrag)
borgeren har betalt til 'danmark'. Under alle omstændigheder kan
betragtninger
angående det urimelige i en (mulig) 'overkompensation' ikke udgøre et
hjemmelsgrundlag for at fradrage ydelser fra 'danmark' i ydelser efter
bistandslovens § 58; derimod vil sådanne rimelighedsbetragtninger eventuelt
kunne være en retspolitisk baggrund for en adækvat ændring af bistandsloven.
Jeg har overvejet betydningen
af bestemmelsen i bistandslovens § 58, stk. 11. Bestemmelsen regulerer
forholdet mellem ydelser fra det offentlige efter sygehuslovgivningen
henholdsvis bistandsloven, samt ydelser efter
arbejdsskadeforsikringslovgivningen.
Som det fremgår af
bistandslovens § 58, stk. 11, pkt. 4 i vejledningen om ydelse af hjælpemidler
i
henhold til bistandslovens § 58 (citeret ovenfor) samt bilag 2 til
vejledningen
(ligeledes citeret ovenfor) anses bistandslovens § 58 for subsidiær i forhold
til (bl.a.) ydelser efter sygehuslovgivningen og
arbejdsskadeforsikringsloven.
De ydelser som er nævnt i
bistandslovens § 58, stk. 11, er lovregulerede. Ydelserne fra
Sygeforsikringen
'danmark' hviler derimod på privatretlige aftaler. De lovregulerede ydelser
er
obligatoriske, medens medlemskab af 'danmark' beror på frivillig aftale.
På denne baggrund finder jeg
ikke at det med tilstrækkelig sikkerhed modsætningsvis kan sluttes fra
bestemmelsen i bistandslovens § 58, stk. 11, at ydelser efter bistandslovens
§
58 generelt ikke er subsidiære i forhold til ydelser fra en privat
sygeforsikring som 'danmark'.
At der således efter min
opfattelse næppe vil kunne sluttes modsætningsvis fra bestemmelsen i
bistandslovens § 58, stk. 11, med den ovenfor beskrevne konsekvens for en
privat sygeforsikring som 'danmark', ændrer imidlertid ikke ved min tidligere
anførte konklusion. Det afgørende er at der efter min mening ikke i
bistandsloven er hjemmel til at fradrage ydelser fra en privat sygeforsikring
som 'danmark' til en borger der opfylder tildelingskriterierne i
bistandslovens
§ 58.
3. Den Sociale Ankestyrelses sagsbehandling
3.1. Stillingtagen til klage over det sociale ankenævns begrundelse
(A) har i pkt. 5) b) i klagen
af 30. december 1994 til Den Sociale Ankestyrelse (citeret ovenfor) klaget
over
at
det sociale ankenævn ikke havde
taget stilling til hans hovedsynspunkt hvorefter den relevante del af
vejledningen af 10. juni 1988 savnede hjemmel, og
at
det sociale ankenævns begrundelse i øvrigt var mangelfuld.
Den Sociale Ankestyrelse har
kompetence til at behandle klager over sagsbehandlingsspørgsmål som kan have
betydning i forbindelse med de afgørelser de underordnede instanser træffer.
Dette gælder bl.a. spørgsmålet om overholdelse af begrundelsespligten i
forvaltningsloven. Efter min opfattelse burde Den Sociale Ankestyrelse i sin
afgørelse have taget udtrykkeligt stilling til (A)'s klage over begrundelsen
i det sociale ankenævns afgørelse, og - hvis Den Sociale Ankestyrelse havde
ment begrundelsen ikke var fyldestgørende - da have tilkendegivet over for
det
sociale ankenævn på hvilke punkter begrundelsen var mangelfuld.
3.2. Den Sociale Ankestyrelses egen begrundelse
Forvaltningsloven indeholder
følgende bestemmelser om begrundelse af skriftlige afgørelser:
§ 22:
'En afgørelse skal, når den
meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen
fuldt ud giver den pågældende part medhold.'
§ 24:
'En begrundelse for en
afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til
hvilke
afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på
et
administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har
været bestemmende for skønsudøvelsen.
Stk. 2.
Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort
redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som
er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.
Stk. 3.
Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens
interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv
findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til
andre private eller offentlige interesser, jfr. § 15.'
Den henvisning til retsregler
som kræves efter forvaltningslovens § 24, stk. 1, 1. pkt., må være klar og
specifik, jf. nærmere Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s.
368f. Om den grad af præcisering der kan
kræves ved henvisning til skrevne retsregler har jeg i min beretning for
1995,
s. 513, bl.a. anført:
'Efter forvaltningslovens §
24, stk. 1, 1. pkt., skal der i begrundelsen henvises til den eller de
retsregler
, der danner grundlag for
afgørelsen. Henvisningen må være præcis. For så vidt angår love og
bekendtgørelser, der er optaget i Lovtidende, må der således henvises til
nr.,
dato og korrekt titel i Lovtidende samt til de(n) relevante paragraf(fer),
stk.(r), pkt.(r), litra, led o.s.v. ... Meningen med kravet om en præcis
henvisning til de(n) relevant(e) retsforskrift(er) er også at give parten
mulighed for at foretage kontrolopslag i den originale retskilde. En
identifikation af retsforskriften ved dennes almindelige kaldenavn vil kunne
være tilstrækkelig i tilfælde, hvor myndigheden med sikkerhed kan lægge til
grund, at parten i forvejen kender retsforskriften og dens præcise indhold,
og
hvor der samtidig ikke - på grund af ændringer i retsforskriften - kan være
tvivl om, hvilken affattelse af retsforskriften, der er anvendt.'
Den Sociale Ankestyrelse har
i sin skrivelse af 21. juni 1996 henvist til '§ 58, stk. 1 og 2, i lov om
social bistand' og 'Socialministeriets bekendtgørelse nr. 303 af 10. juni
1988, § 8'.
Bistandsloven må i den givne
sammenhæng anses for en almindeligt kendt lov. På den anden side er loven
blevet ændret med korte mellemrum. Bestemmelsen i bistandslovens § 58, stk.
1,
ses ikke ændret siden hovedloven (lov nr. 333 af 19. juni 1974 om social
bistand); derimod er lovens § 58, stk. 2, siden ændret siden hovedloven
(lovens stk. 2, nr. 5, blev indsat ved § 1, nr. 6, i lov nr. 258 af 8. juni
1978).
Selvom der ikke kunne herske
rimelig tvivl om indholdet af de lovbestemmelser Den Sociale Ankestyrelse
havde anvendt i sagen ville det dog efter min opfattelse have været i bedst
overensstemmelse med hensynet bag forvaltningslovens begrundelsesregler hvis
Den Sociale Ankestyrelse havde henvist til den seneste lovbekendtgørelse af
bistandsloven.
Efter min opfattelse
indebærer forvaltningslovens § 24, stk. 1, 1. pkt., at der altid skal
henvises
til en bekendtgørelses nr., dato og titel i lovtidende samt at der tillige
skal
henvises til (relevante) ændringsbekendtgørelser. Den Sociale Ankestyrelse
burde således have gengivet bekendtgørelsens titel i lovtidende og tillige
have
henvist til bekendtgørelse nr. 423 af 16. juni 1989, der ændrede beløbet i
bekendtgørelsens § 8, stk. 2.
En tilstrækkelig begrundelse
må give en fyldestgørende forklaring på hvorfor afgørelsen har fået det
pågældende indhold, ligesom begrundelsen i et vist omfang må tage stilling
til
partsanbringender, jf. Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994),
s.
371f, og f.eks.
Folketingets Ombudsmands beretning for året 1995, s.
513f.
Under sagen havde (A) bl.a.
anført det relevante og kvalificerede retlige anbringende at bistandslovens §
58, stk. 11, må fortolkes således at hjælp efter bistandslovens § 58 ikke kan
være subsidiær i forhold til ydelser fra Sygeforsikringen 'danmark'. Den
Sociale Ankestyrelse afviste i skrivelsen af 21. juni 1996 dette anbringende
med den bemærkning 'at det fremgår af sammenhængen i § 58, at § 58, stk. 11,
alene
vedrører hjælp til motorkøretøj
efter § 58'. Den Sociale Ankestyrelse har senere - i udtalelsen til mig - på
baggrund af indsigelser fra (A) erkendt at den citerede bemærkning 'skyldes
..
en fejl'. Jeg må herefter konstatere at Den Sociale Ankestyrelse således
reelt
ikke i afgørelsen (og i øvrigt heller ikke senere i udtalelsen til mig) har
taget stilling til (A)'s anbringende i relation til bistandslovens § 58, stk.
11."
I brev af 21. juli 1997
kommenterede Ankestyrelsen min foreløbige redegørelse. I brevet var der bl.a.
anført:
"
Hjemmelsspørgsmålet:
...
Ankestyrelsen skal bemærke,
at styrelsen i sin afgørelse har lagt vægt på ordlyden i § 8, stk. 2, i
bekendtgørelse nr. 303 af 10. juni 1988, hvorefter der gives hjælp til
egenudgiften ud over 500 kr. (nu 300 kr. jf. bkg. nr. 423 af 16. juni 1989).
Efter en almindelig sproglig forståelse af ordet 'egenudgiften', fandt
Ankestyrelsen, at bestemmelsen måtte forstås således, at der kun kan ydes
hjælp
til den egenudgift ansøger selv har måttet afholde ved medicinindkøbet, ud
over
de 300 kr.
Ankestyrelsen har taget
udgangspunkt i, at ydelser efter § 58 ikke er trangsbestemte, og at der
derfor
som udgangspunkt er en ret til ydelsen, hvis man i øvrigt opfylder
betingelserne i § 58. Som udgangspunkt er § 58 primær i forhold til andre
bestemmelser i bistandsloven (§§ 46, 46a og 48) og pensionsloven (§ 17) om
hjælp til hjælpemidler, idet hjælp efter disse bestemmelser er afhængig af
økonomisk trang.
I modsætning til
udgangspunktet er reglen i bekendtgørelsen § 8 om hjælp til medicin subsidiær
i
forhold til de ovenfor nævnte andre bestemmelser, idet der, hvis der gives
hjælp efter disse bestemmelser, ikke er tale om egenbetaling.
Baggrunden for at
medicinudgifter i 1987 blev indføjet i hjælpemiddelbekendtgørelsen, og dermed
genindført som en udgift, der kan dækkes efter bistandslovens § 58, var
-
efter Socialministeriets oplysninger - et ønske fra Sammenslutningen af
Sociale Udvalg om at friholde personer, der vedvarende har et medicinforbrug
på
grund af en varig lidelse, for udgifter på mere end et vist afgrænset beløb
månedligt,
idet man havde konstateret, at der i nogle situationer kunne være store
problemer
med medicinudgifter, uden at det var muligt at yde hjælp efter bistandslovens
øvrige bestemmelser eller pensionslovgivningen. Der var således tale om en
minimering af patientens egenudgift og ikke en generel
medicintilskudsordning.
Baggrunden for reglen om
egenbetaling i forbindelse med medicinudgifter synes bl.a. at være en
vurdering af, at der ikke generelt er grund til at yde hjælp til mindre
udgifter, med mindre ansøger er omfattet af de regler, hvor der gives hjælp
efter en økonomisk trangsvurdering. Ankestyrelsen mener dog ikke, at man kan
lægge til grund, at det samtidig indførte 'bagatelbeløb' ikke også skulle
være
begrundet i administrative hensyn.
Ankestyrelsen skal endvidere
bemærke, at det er rigtigt, som anført af Ombudsmanden, at det af
bemærkningerne til bistandslovens § 58, stk. 2, pkt. 3), fremgår, at
bestemmelsen svarer til den gældende lovgivning og betragtningerne i
socialreformkommissionens
2. betænkning. Heraf fremgår bl.a., at den tidligere generelle bagatelgrænse
i
revalideringsloven formentlig i det væsentligste har været begrundet i
administrative hensyn, for at undgå et betydeligt antal sager. Det fremgår
videre, at man fandt, at denne grænse burde afskaffes, men at der burde
indføres en bemyndigelse til, hvor de nævnte administrative grunde taler for
det, administrativt i enkelte arter af tilfælde at kunne fastsætte visse
grænser for ydelse af mindre bekostelige hjælpemidler og reparation af
hjælpemidler.
Ankestyrelsen finder ikke, at
det forhold at et 'bagatelbeløb' i det væsentligste kun kan indføres af
administrative grunde, umiddelbart nødvendigvis må medføre, at der herefter
ikke kan ske fradrag i egenbetalingen for beløb, som er dækket af en privat
forsikring. Ankestyrelsen finder umiddelbart, at samme betragtninger kan
gøres
gældende med hensyn til dækning fra privat forsikring som med hensyn til
dækning via anden lovgivning, nemlig at ydelsen efter § 58 er indført som en
sidste mulighed for at få dækket sine medicinudgifter, hvis udgifterne er af
en
vis størrelse og andre muligheder svigter.
Ankestyrelsen mener ikke, at
dette synspunkt fører til, at der som anført af Ombudsmanden i realiteten er
tale om et forbud mod at borgeren tegner en forsikring mod en administrativt
fastsat 'selvrisiko'. Dels er der ikke tale om en generel fortolkning, som
nødvendigvis også må gælde i alle andre tilfælde end hjælp til
medicinudgifter
efter bistandslovens § 58, men en fortolkning på baggrund af § 58, jf. det
ovenfor anførte herom. Dels indebærer medlemskab af Sygeforsikringen
'danmark'
dækning af en række andre udgifter end udgiften til tilskudsberettiget
medicin,
som f.eks. lægebehandling, briller og tandbehandling. Kontingentbetalingen
kan
derfor ikke vurderes alene i lyset af 'bagatelbeløbet'.
Det er således Ankestyrelsens
opfattelse, at der har udviklet sig en fast praksis på området, der ikke
strider mod sigtet med bestemmelsen i bekendtgørelsens § 8, stk. 2, jf. også
det i Socialstyrelsens vejledning nr. 1 af 14. juni 1988, bilag 2, pkt.
NKH-Medicin,
anførte om, at personer, der er medlem af sygeforsikringen 'danmark', hvor
der
i et vist omfang fås refusion for udgifter til tilskudsberettiget
lægeordineret
medicin, kun har en egenudgift for så vidt angår ikke-refunderede
udgifter.
Ankestyrelsen har bemærket
sig, at Ombudsmanden henviser til, at der ses at gælde en almindelig
grundsætning om, at der ikke uden lovhjemmel kan ske fradrag for ydelser fra
private forsikringer i (bl.a.) ikke-trangsbestemte offentlige ydelser.
Af
de ovenfor anførte grunde har Ankestyrelsen imidlertid ment at kunne træffe
afgørelse på grundlag af en fortolkning af § 58, stk. 2, pkt. 3, og
bekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Ombudsmanden har desuden
overvejet betydningen af bistandslovens § 58, stk. 11. Ombudsmanden finder
ikke, at det med tilstrækkelig sikkerhed modsætningsvis kan sluttes fra
bestemmelsen i bistandslovens § 58, stk. 11, at ydelser efter bistandslovens
§
58 generelt ikke er subsidiære i forhold til ydelser fra en privat
sygeforsikring som 'danmark'. Dette ændrer imidlertid ikke ved Ombudsmandens
tidligere konklusion.
Ankestyrelsen har ingen
bemærkninger til Ombudsmandens konklusion vedrørende anvendelsen af
bistandslovens § 58, stk. 11, men er enig i det af Ombudsmanden anførte.
Sagsbehandlingen:
Ombudsmanden har vedrørende
det sociale ankenævns begrundelse anført, at Ankestyrelsen i sin afgørelse
burde have taget udtrykkeligt stilling til klagen over begrundelsen i
ankenævnets afgørelse, og - hvis Ankestyrelsen havde ment at
begrundelsen
ikke var fyldestgørende - da have tilkendegivet over for ankenævnet på
hvilke punkter begrundelsen var mangelfuld.
Ankestyrelsen er enig med
Ombudsmanden i, at Ankestyrelsen har kompetence til at behandle spørgsmålet.
Ankestyrelsen har imidlertid
fundet, at det i dette tilfælde var tilstrækkeligt så vidt muligt at tage
stilling til klagers anbringender i Ankestyrelsens egen begrundelse for
afgørelsen.
Ombudsmanden har videre
anført, at det efter hans opfattelse havde været i bedst overensstemmelse med
hensynet bag forvaltningslovens begrundelsesregler, hvis Ankestyrelsen havde
henvist til den seneste lovbekendtgørelse af bistandsloven. Ombudsmanden
finder
desuden, at Ankestyrelsen burde have henvist til samtlige bekendtgørelser,
også
den der ændrede beløbet i § 8, stk. 2, og til deres fulde titel i lovtidende.
Ankestyrelsen vil tage
Ombudsmandens synspunkter vedrørende lovhenvisninger mv. til efterretning.
Ombudsmanden har endeligt
bemærket, at Ankestyrelsen reelt ikke i afgørelsen (og i øvrigt heller ikke i
senere udtalelse) har taget stilling til klagers anbringende vedrørende
bistandslovens § 58, stk. 11.
Ankestyrelsen beklager som
tidligere meddelt, at styrelsen har besvaret et af klagers anbringender
fejlagtigt. Ankestyrelsen skal udtale, at styrelsen ikke finder, at § 58,
stk.
11, gør udtømmende op med, hvorvidt alle andre offentlige og private ydelser
er
primære eller subsidiære i forhold til § 58. Forskellen er, som også anført
af
Ombudsmanden i den foreløbige redegørelse, at ydelserne, som særligt er nævnt
i
stk. 11, er obligatoriske ydelser. Reglen er en videreførelse af en regel i
revalideringslovens § 3, hvorefter støtten til hjælpemidler var subsidiær i
forhold til regler om sådan støtte i den sociale ulykkesforsikringslovgivning
samt til hjælpemidler, der ydedes som led i behandling på offentligt sygehus.
Efter Ankestyrelsens opfattelse tager bestemmelsen alene sigte på at regulere
forhold mellem støtte efter den nævnte lovgivning og støtte efter § 58."
Ved brev af 11. august 1997
sendte jeg min foreløbige redegørelse og Ankestyrelsens udtalelse til
Socialministeriet, med henblik på ministeriets udtalelse om
hjemmelsspørgsmålet
i sagen.
Socialministeriet skrev i en
udtalelse af 19. december 1997 hertil bl.a.:
"Ombudsmandens
redegørelse giver Socialministeriet anledning til følgende bemærkninger:
Offentlig støtte til
medicinudgifter gives i første række efter sygesikringslovgivningen.
Derudover
er der efter den sociale lovgivning forskellige muligheder for at yde hjælp
til udgifter, der ikke dækkes efter sygesikringslovens generelle
tilskudsregler.
Indtil 1. juli 1987 var der
mulighed for at hjælpe personer, som ikke selv havde økonomiske midler til at
afholde udgifterne, ved en supplerende hjælp efter bistandslovens §
46 a
eller, hvis der var tale om
pensionister, ved et personligt tillæg efter pensionslovens § 17.
Handicappede
børn under 18 år og voksne hjemmeboende med vidtgående fysiske eller psykiske
handicap kunne få dækket medicinudgifter efter bistandslovens § 48 uden
hensyn
til de økonomiske forhold.
Der var på daværende
tidspunkt hverken efter bistandsloven eller pensionsloven mulighed for at
hjælpe en gruppe personer, der som følge af deres økonomiske forhold ikke
kunne
få dækket medicinudgifter, men som på grund af kroniske lidelser havde store
og
vedvarende medicinudgifter, der belastede et i øvrigt rummeligt budget. Som
nævnt i Ankestyrelsens udtalelse af 21. juli 1997 blev det på den baggrund
foreslået af blandt andre Sammenslutningen af Sociale Udvalg, at der skulle
kunne ydes tilskud til dækning af store medicinudgifter til personer med
kroniske
lidelser.
Ved bekendtgørelse nr. 431 af
19. juni 1987 indsattes en ny §
9 a
i den dagældende hjælpemiddelbekendtgørelse. Bestemmelsen havde følgende
ordlyd:
'§
9 a.
Personer, der får ordineret tilskudsberettiget medicin på grund af en varig
lidelse, kan få hjælp til dækning af den del af egenudgiften, der overstiger
500 kr. pr. måned.
Stå 2. Hjælpen udbetales månedsvis bagud.'
Bestemmelsen om hjælp til
medicinudgifter, der blev indsat i den tidligere hjælpemiddelbekendtgørelse
ved bekendtgørelse nr. 431 af 19. juni 1987, er videreført med en lidt ændret
formulering, men uden indholdsmæssige ændringer, i bekendtgørelse nr. 303 af
10. juni 1988 om ydelse af hjælpemidler efter bistandslovens § 58.
Beløbsgrænsen på 500 kr. blev nedsat til 300 kr. ved bekendtgørelse nr. 423
af
16. juni 1989.
Som det fremgår skal
hjælpemiddelbekendtgørelsens bestemmelse ikke ses som en generel
medicintilskudsregel. Målgruppen for bestemmelsen er alene en gruppe
personer,
der løbende har store udgifter til medicin, som ikke kan dækkes efter andre
bestemmelser, herunder trangsbestemmelserne i bistandslovens §
46 a
og pensionslovens § 17. Ansøgninger
om støtte til medicinudgifter skal nu - ligesom før 1. juli 1987
-
primært vurderes efter de nævnte trangsbestemmelser, hvor tilskud fra private
forsikringer, herunder sygeforsikringen 'Danmark', indgår ved den økonomiske
behovsvurdering.
Det er på den baggrund
Socialministeriets opfattelse, at den fortolkning af ordet 'egenudgiften',
der
er anlagt såvel i Socialstyrelsens vejledning nr. 1 af 14. juni 1988 som af
Den Sociale Ankestyrelse, både ligger inden for den sprogligt mulige
forståelse
af ordet og stemmer overens med intentionerne bag
hjælpemiddelbekendtgørelsens
bestemmelse om hjælp til dækning af medicinudgifter.
Med hensyn til spørgsmålet
om, hvorvidt hjælpemiddelbekendtgørelsens § 8 med den gældende fortolkning er
i
strid med bemyndigelsesbestemmelserne i bistandslovens § 58, må der efter
Socialministeriets opfattelse tages udgangspunkt i bestemmelsernes ordlyd.
Socialministeriet er enig med Ombudsmanden i, at lovens forarbejder indgår
som
et vigtigt element ved bedømmelsen, men Socialministeriet finder, at der
herudover skal lægges vægt på tilkendegivelser fra Folketinget efter lovens
vedtagelse, uanset at tilkendegivelserne ikke kommer til udtryk gennem
lovændringer.
Forslaget om, at der i et
vist omfang skulle kunne ydes hjælp til medicinudgifter til personer, som på
grund af deres økonomiske forhold ikke kunne få hjælp til udgifterne efter
sociallovgivningens trangsbestemmelser, blev inddraget i forhandlingerne i
1986-87 i Folketingets Socialudvalg om forbedringer på hele
handicapområdet. I beretning over en prioriteret handlingsplan for den
fremtidige handicappolitik, afgivet den 27. maj 1987, var der i Folketingets
Socialudvalg enighed om iværksættelse af en række initiativer, herunder at
der
med virkning fra 1. juli 1987 skulle kunne ydes dækning af udgifter over 500
kr. månedlig til medicin til kronisk syge. Samtidig pålagde Socialudvalget
socialministeren over for Socialudvalget i folketingsåret 1988-89 at
redegøre for forløbet af disse initiativer.
Der henvises til
Folketingstidende, folketingsåret 1986-87, tillæg B, spalte
2529-2544.
I marts 1989 fremlagde
socialministeren over for Folketingets Socialudvalg en redegørelse om
opfølgningen af Socialudvalgets handlingsplan. Med hensyn til spørgsmålet om
tilskud til medicin oplyste socialministeren følgende:
'Ifølge Socialministeriets bekendtgørelse nr. 431 af 19. juni 1987 kan
fra 1. juli 1987 personer, der får ordineret tilskudsberettiget [medicin] på
grund af en varig lidelse, få hjalp til dækning af den del af egenudgiften,
der
overstiger 500 kr. pr. måned. Regeringen har aftalt med forligspartierne at
nedsatte denne grænse til 300 kr. pr. måned i forbindelse med forliget om at
indføre en egenbetaling på 800 kr. for medicinudgifter efter
sygesikringsloven.'
Der vedlægges kopi af
socialministerens redegørelse vedrørende opfølgning af handlingsplanen for
den
fremtidige handicappolitik mv., marts 1989.
Det er Socialministeriets
opfattelse, at der ved vurderingen af hjemmelsgrundlaget bør lægges mindst
lige så stor vægt på den nævnte beretning fra Folketingets Socialudvalg, som
på
forarbejder, der dannede grundlag for lovens vedtagelse 13 år tidligere.
Socialministeriet deler således ikke Ombudsmandens opfattelse af, at der ikke
er tilstrækkelig hjemmel for hjælpemiddelbekendtgørelsens § 8, hvorefter
hjælp
til tilskudsberettiget medicin, der ordineres på grund af en varig lidelse,
alene ydes til egenudgiften ud over 300 kr. månedlig.
Det kan i øvrigt oplyses, at
bistandsloven afløses af serviceloven, jf. lov nr. 454 af 10. juni 1997 om
social service, den 1. juli 1998. Af bemærkningerne til lovforslagets § 95
(den vedtagne lovs § 97) fremgår, at det forudsættes, at der som efter den
gældende hjælpemiddelbekendtgørelse vil være mulighed for at yde hjælp til
store egenudgifter til tilskudsberettiget medicin, der ordineres på grund af
en varig lidelse. På den baggrund er der i udkast til ny
hjælpemiddelbekendtgørelse og tilhørende vejledning, som Socialministeriet
har
sendt til høring til en række organisationer m.v. den 21. november 1997, lagt
op til en videreførelse af den nuværende praksis."
A kommenterede i brev af 16.
februar 1998 Socialministeriets udtalelse. A skrev:
"Således som jeg læser
den relevante del af Socialministerens redegørelse - afsnit II, f; citeret i
Socialministeriets udtalelse -er der heri alene indeholdt de faktiske
oplysninger,
at
1987-bekendtgørelsen
fastsatte 'egenudgiften' for mennesker, der får ordineret tilskudsberettiget
medicin på grund af en varig lidelse, til 500 kr. pr. måned, og
at
regeringen med forligspartierne havde
aftalt 'at nedsætte denne grænse til 300 kr. pr. måned'. Ministerens
redegørelse til Folketingets Socialudvalg omtaler ikke med ét ord, at der ved
opgørelse af egenudgiften - efter Socialministeriets opfattelse - skal tages
hensyn til den refusion, som den tilskudsberettigede måtte modtage fra
'danmark'.
Jeg må - uanset at dette er
uomtalt i brevet fra Socialministeriet - gå ud fra, at Folketingets
Socialudvalg ved en beretning har taget Socialministerens redegørelse af
marts
1989 til efterretning.
Allerede af den grund, at
spørgsmålet om 'egenudgiften's mulige afhængighed af tilskud fra 'danmark' er
uomtalt i Socialministerens redegørelse af marts 1989 til Folketingets
Socialudvalg, kan den omstændighed, at Socialudvalget måtte have taget denne
redegørelse til efterretning, efter min mening ikke tages til indtægt for, at
Socialudvalget tillige har taget til efterretning, at udtrykket
'egenbetaling'
skal fortolkes som af Socialministeriet hævdet."
Ved brev af 23. april 1998
sendte jeg A's bemærkninger og bemærkninger fra Sygeforsikringen
"danmark" som repræsenterer en part i en tilsvarende sag som jeg
behandler, til Socialministeriet.
I et brev som jeg modtog den
4. juni 1998, oplyste Socialministeriet at det ikke havde bemærkninger til
A's
brev af 16. februar 1998.
Jeg afgav herefter følgende
endelige udtalelse:
"1. Vedrørende hjemmelsspørgsmålet
Lov nr. 454 af 10. juni 1997
om social service indeholder i § 97 bl.a. følgende bestemmelser:
'Kommunen yder støtte til
hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne,
når hjælpemidlet
i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den
nedsatte funktionsevne,
i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i
hjemmet eller
er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et
erhverv.
Stk. 2....
...
Stk. 5.
Socialministeren kan fastsætte regler om
1) ...
2) i hvilket omfang
modtageren selv betaler en del af udgiften til anskaffelse, reparation og
drift
af et hjælpemiddel.
... '
Om bestemmelsen anføres det i
bemærkningerne til lovforslagets § 95 (som svarer til § 97 i den vedtagne
lov),
jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, s. 4992-4993:
'
Til § 95
Forslaget afløser
bistandslovens § 58 og bygger på anbefalinger fra Udvalget om hjælpemidler og
andre handicapkompenserende ydelser (Kompensationsudvalget).
...
... Der er således ikke
tilsigtet nogen ændring i den personkreds, der kan modtage støtte til
hjælpemidler.
Der er heller ikke tilsigtet
ændringer i de nuværende tildelingskriterier.
...
Derudover svarer
bemyndigelsesbestemmelsen i stk. 5 med redaktionelle ændringer til den
gældende lov. Vedrørende udgiften til anskaffelse, jf. stk. 5, nr. 2,
forudsættes det, at bagatelgrænsen i hjælpemiddelbekendtgørelsen ophæves
efter
anbefaling fra Kompensationsudvalget. Det forudsættes, at der som efter den
gældende hjælpemiddelbekendtgørelse vil være mulighed for at yde hjælp til
dækning af store egenudgifter til tilskudsberettiget medicin, der ordineres
på
grund af en varig lidelse.
...'
På denne baggrund og på
baggrund af det som Socialministeriet har anført i sin udtalelse af 19.
december 1997, er det min opfattelse at hjemmelsspørgsmålet må anses for
ganske
tvivlsomt.
Jeg har herefter ikke fundet
fuldt tilstrækkeligt grundlag for at henstille til Den Sociale Ankestyrelse
at
genoptage sagen med henblik på at træffe en ny afgørelse.
Derimod har jeg henstillet
til Socialministeriet ved en kommende revision af lov om social service i
loven
at foreslå indsat en bestemmelse som indeholder udtrykkelig hjemmel til at
fradrage tilskud fra Sygeforsikringen 'danmark' i støtte efter § 97 i lov om
social service.
2. Den Sociale Ankestyrelses sagsbehandling
Jeg må fastholde den kritik
af Ankestyrelsens sagsbehandling som jeg har anført under pkt. 3 i min
foreløbige redegørelse.
Den Sociale Ankestyrelse burde
således i sin afgørelse udtrykkeligt have taget stilling til A's klage over
begrundelsen i det sociale ankenævns afgørelse, og - hvis Ankestyrelsen havde
ment begrundelsen ikke var fyldestgørende - have tilkendegivet over for det
sociale ankenævn på hvilke punkter begrundelsen var mangelfuld.
Ligeledes må jeg konstatere
at Ankestyrelsens egen begrundelse var mangelfuld på de punkter som fremgår
af
pkt. 3.2. i min foreløbige redegørelse.
3. Afslutning
Jeg har meddelt
Socialministeriet og Den Sociale Ankestyrelse min opfattelse. Jeg foretager
mig
herefter ikke videre i sagen."
NOTER (*1) Jf.
FOB 1995, s. 513ff
019950048174.
Lignende dokumenter
- 1988 BTL 196 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM OFFENTLIG SYGESIKRING NR L 196 1988-89, 1. SAMLING Retsinformation · 23. juni 1989
- Medicintilskud. Hjemmel. Sagsoplysning. Partshøring. Begrundelse Retsinformation · 12. januar 2002
- Afslag på hjælp til medicinudgifter Retsinformation · 3. marts 2003
- Medicinhjælp efter pensions- og bistandslovgivningen Retsinformation · 8. marts 2019
- Dom afsagt af Retten i Første Instans (Femte Afdeling) den 15. oktober 2002. - Scanbox Entertainment A/S mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. - Program til fremme af udvikling og distribution af europæiske audiovisuelle produktioner (MEDIA II) - automatisk støtte til distribution - tilskudsberettiget virksomhed. - Sag T-233/00 EU-domme · 15. oktober 2002
- Vejledning om behandlingsudgifter Retsinformation · 18. august 2015