Spring til indhold

Retsinformation

Fradrag for tilskud fra "danmark" i ydelser efter bistandslovens § 58

FOU nr 1998.380UdtalelserFolketinget3. marts 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fradrag for tilskud fra "danmark" i ydelser efter

bistandslovens § 58

Den 28. marts 1994 modtog

Vallensbæk Kommune en ansøgning fra B om tilskud efter bistandslovens § 58

til

dækning af medicinudgifter. Den 5. maj 1994 meddelte kommunen B bevilling

efter

bistandslovens § 58 med virkning fra ansøgningsdatoen. Af bevillingen fremgik

bl.a.:

"Løbende bevilling på:

Dækning af medicinudgifter

til den angivne varige lidelse, såfremt den årlige udgift vedr. den

tilskudsberettigende medicin overstiger kr. 3.600,-

Refunderes med det beløb

udgiften overstiger egenudg. på kr. 300,- månedlig."

Den 13. september 1994 skrev

Vallensbæk Kommune til B at kommunen ikke fremover ville dække den del af

hendes udgifter til medicin som hun fik refunderet fra Sygeforsikringen

"danmark".

I brev af 16. september 1994

til Vallensbæk Kommune protesterede B's ægtefælle, A, på B's vegne over

kommunens afgørelse i brevet af 13. september

1994. A

skrev bl.a.:

"I Deres brev er ikke

angivet nogen hjemmel til Deres beslutning om, at refusionen fra 'danmark'

skal

modregnes i medicintilskuddet fra kommunen. Fra socialinspektør (X) har jeg

imidlertid den

29. f.m.

Læs alt

efter anmodning modtaget et uddrag af Socialstyrelsens vejledning nr. 1 af

14.

juni 1988, hvoraf bl.a. fremgår følgende:

'Personer, der er medlem af

sygeforsikringen Danmark, hvor der i et vist omfang fås refusion for udgifter

til tilskudsberettiget lægeordineret medicin, har kun en egenudgift for så

vidt angår ikke-refunderede udgifter.'

Til det

retligt/principielle

spørgsmål anfører jeg, at det er min

vurdering, at den citerede passus i Socialministeriets vejledning

savner hjemmel

i bistandslovens § 58 og

i den i medfør heraf udfærdigede bekendtgørelse nr. 303 af 10. juni 1988 (med

senere ændringer):

Undtagelsesbestemmelsen i

bistandslovens § 58, stk. 11, angiver - udtømmende -, at hjælp

efter § 58 ikke kan ydes efter arbejdsskadeforsikringslovgivningen eller som

led i behandling på et offentligt sygehus. Efter almindelige

fortolkningsprincipper

gælder, at undtagelser fra en hovedregel fortolkes snævert, og at der ikke

gives undtagelserne større rækkevidde, end affattelsen af bestemmelsen med

sikkerhed indebærer. § 58, stk. 11, er konkret og præcis og rummer ingen

mulighed for indfortolkning af den citerede passus fra Socialministeriets

vejledning af 14. juni 1988.

Bistandslovens § 58, stk. 2,

nr. 3, giver Socialministeren hjemmel til at fastsætte regler om, i hvilket

omfang modtageren selv skal bære udgifter til et hjælpemiddel. I medfør heraf

har Socialministeren ved § 8, stk. 2, i den nævnte bekendtgørelse fastsat, at

hjælp til tilskudsberettiget medicin, der ordineres pga. en varig lidelse,

ydes

'til egenudgifter udover 300 kr. månedlig'. Bekendtgørelsen nævner ikke med

et ord, at 'egenudgifter' skal forstås som 'egenudgifter med fradrag af den

forsikringsydelse, som den tilskudsberettigede måtte modtage, begrundet i

medlemskab af 'danmark''.

Ud over disse betragtninger

over den manglende hjemmel anfører jeg, at en beslutning om, at refusionen

fra

'danmark' skal modregnes i medicintilskuddet fra kommunen,

er i strid med lighedsgrundsætningen

,

jf. nedenstående eksempel:

Hvis min kone i en måned

køber tilskudsberettiget medicin for 1.000 kr. og i den anledning modtager

550

kr. i refusion fra 'danmark', fører beslutningen til, at kommunen udbetaler

tilskud med (1.000 kr. - 550 kr. ('danmark') - 300 kr. (egenbetalingen

efter bekendtgørelsens § 8, stk. 2) =) 150 kr. Herved opnås tilsyneladende en

ligestilling med den borger, som har tilsvarende medicinudgifter, som får

medicintilskud

efter bistandslovens § 58, og som ikke er medlem af 'danmark', og som vil få

udbetalt et kommunalt medicintilskud på (1.000 kr. - 300 kr.

(egenbetalingen) =) 700 kr. Også min kone har jo fået refunderet 700 kr. af

medicinudgiften, nemlig 550 kr. fra 'danmark' og 150 kr. fra kommunen.

Ligestillingen er imidlertid

kun tilsyneladende: Min kones medlemskab af 'danmark' indebærer en månedlig

udgift på 186,33 kr., nemlig 1/3 af kvartalspræmien på 559 kr. Kommunens

beslutning om, at refusionen fra 'danmark' skal modregnes i kommunens

medicintilskud,

betyder altså, at min kone får en månedlig merudgift på 186 kroner i forhold

til den borger, som har tilsvarende medicinudgifter, som får medicintilskud

efter bistandslovens § 58, og som ikke er medlem af 'danmark'.

På dén måde stiller man ikke

borgerne lige for loven. Tværtimod straffer man økonomisk den borger, der

-

bl.a. for at begrænse sine medicinudgifter - har tegnet en police i et

sygeforsikringsselskab. Jeg fremhæver i denne forbindelse, at 'danmark'

drives

efter forretningsmæssige principper: forsikringsydelserne finansieres fuldt

ud af forsikringstagernes præmieindbetalinger, uden offentlige subsidier af

nogen art.

På den beskrevne baggrund

skal jeg anmode kommunen om at ændre beslutningen om, at refusionen fra

'danmark' skal modregnes i kommunens medicintilskud. Hvis kommunen fastholder

beslutningen, vil den af min kone blive påklaget til Det Sociale Ankenævn for

Københavns Amt."

I skrivelse af 12. oktober

1994 til B fastholdt Vallensbæk Kommune sin opfattelse. Kommunen skrev bl.a.:

"Idet der henvises til

Deres breve af 31.8, 16.9. og 1.10, har man gennemgået Deres fremsendte

regninger vedrørende medicin købt i august og september måned.

Der kan ikke udbetales

refusion, da Deres medicinudgift til den tilskudsberettigede medicin er

dækket

fuldt ud af Sygeforsikringen danmark.

Det skal bemærkes, at De

principielt opfylder betingelserne for bevilling af medicintilskud, men at De

for tiden ikke er berettiget til at modtage refusion, da De som nævnt ikke

har

nogen egenudgift.

I Deres brev af 16.9.94,

anmoder De kommunen om at ændre beslutning, således at refusion fra danmark

ikke modregnes i kommunens tilskud.

Vallensbæk kommune må

fastholde den tidligere trufne beslutning, da der ikke er nogen egenudgift på

den tilskudsberettigede medicin."

I brev af 16. oktober 1994

klagede A på B's vegne til Det Sociale Ankenævn for Københavns Amt. I klagen

skrev A bl.a.:

"I denne anledning

påklager jeg

for det første

Vallensbæk Kommunes beslutning af

13. f.m.

- som fastholdt ved brevet af 12. ds. - om, at refusionen fra 'danmark' skal

modregnes i kommunens medicintilskud efter bistandslovens § 58. Det er min

opfattelse, at denne beslutning

dels

savner hjemmel,

dels

er i strid med

lighedsgrundsætningen. Jeg kan i det hele henholde mig til bemærkningerne i

mit

brev af

16. f.m.

I brevet af 12. ds. afviser

Vallensbæk Kommune overhovedet at udbetale medicintilskud til min kone efter

bistandslovens § 58 for august og september 1994:

'Der kan ikke udbetales

refusion, da Deres medicinudgift til den tilskudsberettigede medicin er

dækket

fuld ud af Sygeforsikringen 'danmark'.'

'.... da De som nævnt ikke

har nogen egenudgift.'

'.... da der ikke er nogen

egenudgift på den tilskudsberettigede medicin.'

Jeg påklager dernæst

for det andet

denne del af Vallensbæk

Kommunes afgørelse af 12. ds.

Denne del af kommunens

afgørelse hviler på den vildfarelse, at medlemmer af 'danmark', som har en

medicinbevilling efter bistandslovens § 58, fuldt ud får refunderet deres

udgifter

til al medicin, der er omfattet af kommunens medicinbevilling.

For personer, der er gruppe l-

eller gruppe 2-medlemmer af 'danmark' herunder for min kone, der er

gruppe 2-medlem - gælder efter forsikringspolicen med 'danmark',

·

at 'danmark' erstatter patientandelen af

udgiften til lægemidler, som er tilskudsberettigede ifølge

Sundhedsministeriets

bekendtgørelse (afsnit 1- og 2-medicin), og

·

at Sygeforsikringen 'danmark' erstatter 50

% af udgiften til receptpligtige lægemidler, som ikke er tilskudsberettigede

ifølge Sundhedsministeriets bekendtgørelse (afsnit 3-medicin).

Blandt de lægemidler, som er

omfattet af Vallensbæk Kommunes medicinbeviling efter bistandslovens § 58, er

Temesta, Kodamid og Primperan Retard. Disse lægemidler er afsnit

3-lægemidler,

som er receptpligtige, men ikke tilskudsberettigede efter

Sundhedsministeriets

bekendtgørelse.

Af de afregninger, som min

kone har sendt til Vallensbæk Kommune, fremgår, at hun

·

i august måned 1994 har købt sådanne afsnit

3-lægemidler for i alt 949,40 kr., og at hun

·

i september måned 1994 har købt sådanne

afsnit 3-lægemidler for i alt 969,40 kr.

Min kone har fra 'danmark'

fået refunderet 50 % af de nævnte udgifter, og hun har således - til

indkøb af disse lægemidler - haft en nettoudgift på 50 % af de nævnte

beløb, dvs. 474,70 kr. i august 1994 og 487,70 kr. i september 1994.

Selv efter Vallensbæk

Kommunes afgørelse af

13. f.m.

- hvis retmæssighed jeg som ovenfor anført bestrider - har min

kone

derfor krav på, som tilskud efter bistandslovens § 58, at få udbetalt

·

for august 1994:

474,70 kr. - 300,00 kr. = 174,70 kr.,

·

for september 1994:

487,70 kr. - 300,00 kr. = 187,70 kr., eller i

alt 362,40 kr.

Jeg konstaterer,

·

at Vallensbæk Kommunes breve af

13. f.m. og 12. ds. ikke indeholder en

henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke disse breves - indbyrdes

modstridende - afgørelser er truffet, og

·

at Vallensbæk Kommune i brevet af 12. ds.

ikke med et ord har taget stilling til synspunkterne i mit brev af

16. f.m."

Med skrivelse af 31. oktober

1994 sendte Vallensbæk Kommune A's klage videre til Det Sociale Ankenævn for

Københavns Amt. Samtidig skrev kommunen bl.a.:

"Pågældende er medlem af

Sygeforsikringen 'danmark' som gruppe 2 forsikret. Hun får dækket den fulde

udgift til den tilskudsberettigede medicin via sit medlemskab, og har derfor

ikke en egenbetaling på den tilskudsberettigede medicin.

Der er fejlagtigt blevet

refunderet medicinudgifter til (B) i perioden april til august 1994. Da vi

blev opmærksom på denne fejl, blev (B) i brev dateret den 12. oktober

underrettet om at der ikke fremover kunne ydes refusion til den

tilskudsberettigede

medicin."

Den 4. november 1994 skrev

Vallensbæk Kommune til B at kommunens sociale udvalg på et møde den 26.

oktober 1994 havde besluttet at fastholde afgørelsen, og at kommunen derfor

havde sendt sagen videre til det sociale ankenævn.

I brev af 20. november 1994

til det sociale ankenævn supplerede A klagen. A skrev:

"I et brev af 8. ds. har

De bekræftet modtagelsen af den klage, som jeg på min kones vegne -

gennem Vallensbæk Kommune - har sendt til Dem den

16. f.m. Af en med Deres brev fremsendt

kopi af Vallensbæk Kommunes brev af

31.

f.m. til Dem fremgår bl.a., at min kone - fordi

hun er gruppe 2-medlem af Sygeforsikringen 'danmark' ikke har 'en

egenbetaling på den tilskudsberettigede medicin'.

For den gode ordens skyld

skal jeg - idet jeg henviser til bemærkningerne i mit brev af

16. f.m. - hertil anføre, at min

kone rent faktisk

har

haft udgifter

til medicin, som var omfattet af kommunens medicinbevilling, men som ikke

blev

dækket (fuldt ud) gennem refusion fra Sygeforsikringen 'danmark'. Denne del

af

medicinbevillingen har kommunen nu imidlertid (med fremtidig virkning)

tilbagekaldt, jf. vedlagte kopi af kommunens brev af 4. ds. til min kone.

Med hensyn til den del af min

klage, der vedrører spørgsmålet om, hvorvidt refusionen fra 'danmark' skal

modregnes i kommunens medicintilskud efter bistandslovens § 58, bemærker jeg,

at jeg - efter at jeg havde afsendt min klage af

16. f.m. - er blevet opmærksom på

at daværende socialminister Yvonne Herløv Andersen den 30. juni 1994 har

svaret

på et spørgsmål (nr. S 1474) herom af 23. s.m. fra medlem af Folketinget

Karen

Højte Jensen.

I den daværende

socialministers brev af 30. juni 1994 hedder det (ad bistandslovens § 58)

blandt andet:

'Efter bistandslovens § 58, jf.

§ 8 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 303 af 10. juni 1988 om ydelse af

hjælpemidler, kan der ydes hjælp til tilskudsberettiget medicin til den del

af

udgiften, der overstiger en egenudgift på 300,- kr. pr. måned.

Det følger bl.a. (?) af

Socialstyrelsens vejledning af 14. juni 1988 om ydelse af hjælpemidler efter

bistandslovens § 58, at personer, der er medlemmer af Sygeforsikringen

'danmark', hvor der i et vist omfang fås refusion for udgifter til

tilskudsberettiget

lægeordineret medicin, kun har en egenudgift for så vidt angår

ikke-refunderede

udgifter.

...

Med hensyn til andre

hjælpemidler efter bistandslovens § 58, vil en person, der opfylder

betingelserne for hjælp efter bistandslovens § 58, normalt få dækket

udgifterne

med det fulde beløb, uanset om den

pågældende er medlem af Sygeforsikringen 'danmark'. Dog er der efter

bestemmelserne i § 58 en egenbetaling for ortopædisk fodtøj på 500,-

kr.

Der kan

herefter evt. ydes tilskud fra

Sygeforsikringen 'danmark' til egenbetalingen.'

Som anført i mit brev af 16.

september 1994 til Vallensbæk Kommune (til hvilket brev jeg har henholdt mig

i

min klage af 16. oktober 1994 til Ankenævnet) er der ikke hjemmel til

bestemmelsen i Socialstyrelsens vejledning af 14. juni 1988 om, at

'egenudgifter' til medicin skal forstås som 'egenudgifter til medicin med

fradrag af den forsikringsydelse, som den tilskudsberettigede måtte modtage,

begrundet i medlemskab af Sygeforsikringen 'danmark''. Denne del af den

daværende socialministers svar på et spørgsmål fra medlem af Folketinget

Karen

Højte Jensen er derfor efter min mening ikke korrekt.

Den daværende socialministers

svar af 30. juni 1994 giver mig herudover anledning til at bemærke, at der

-

i bemyndigelsen for ministeren efter bistandslovens § 58, stk. 2, nr. 3, til

at

fastsætte regler om, i hvilket omfang modtageren selv skal betale udgiften

til

et hjælpemiddel - med sikkerhed

ikke

er hjemmel til (således som det fremgår af det nævnte svar) at fastsætte,

·

at et medlem af 'danmark' skal have

modregnet refusionen fra denne forsikring i et medicintilskud efter

bistandslovens

§ 58, inden 'egenbetalingen' fratrækkes, men

·

at et medlem af 'danmark' ikke skal have

modregnet refusionen fra denne forsikring i et tilskud til ortopædisk fodtøj,

inden 'egenbetalingen' fratrækkes.

Det er uforeneligt med

lighedsgrundsætningen, om ordene 'selv skal bære en del af udgiften til et

hjælpemiddel' (i bistandslovens § 58, stk. 2, nr. 3) fortolkes forskelligt,

afhængigt af om den, som får hjælp efter bistandslovens § 58, og som er

medlem

af 'danmark', får hjælp til medicin eller til ortopædisk fodtøj.

Ministersvaret af 30. juni

1994 betyder, hvis man fjerner 'mellemregningerne',

·

at et medlem af 'danmark', som hver 18.

måned får tilskud til et par håndsyede sko, og som skal afholde en

egenbetaling

på 500 kr., kan få et tilskud fra 'danmark' til denne egenbetaling på 250

kr., men

·

at et medlem af 'danmark' (fx min kone),

som hver eneste måned har meget store udgifter til medicin (hvoraf kun en del

er omfattet af en bevilling efter bistandslovens § 58), og som af den

tilskudsberettigede del af medicinudgiften skal afholde en månedlig

egenudgift

på 300 kr., ikke kan få nogen del heraf dækket af 'danmark'.

Det

kan

ikke være rigtigt."

I skrivelse af 20. december

1994 meddelte ankenævnet A at det havde stadfæstet Vallensbæk Kommunes

afgørelse. Nævnet skrev bl.a.:

"

Sagsfremstilling:

Det fremgår af sagen, at

Deres ægtefælle er berettiget til hjælp til tilskudsberettiget lægeordineret

medicin i henhold til bistandslovens § 58.

Det fremgår endvidere, at

Deres ægtefælle er medlem af Sygeforsikringen 'danmark' som gruppe 2

forsikret

og at hun som følge heraf får dækket den fulde egenandel af udgiften til

tilskudsberettiget medicin.

Kommunen har på baggrund

heraf besluttet at meddele afslag på hjælp i henhold til bistandslovens § 58,

da der ikke foreligger en egenudgift til denne medicin.

Kommunen har endvidere

meddelt Dem, at der tidligere fejlagtigt er refunderet udgifter til

ikke-tilskudsberettiget

medicin (afsnit 3-præparater) og at der ikke fremover vil kunne ydes

refusion

til denne medicin, efter at kommunen er blevet opmærksom på den opståede

fejl.

De har anført, at De ikke

finder, at der er lovhjemmel til at modregne refusion fra 'danmark' før

udbetaling af tilskud til medicin og for så vidt angår afsnit

3-præparater,

at disse udgifter kun bliver refunderet med 50% fra 'danmark', således at De

mener, at Deres ægtefælle er berettiget til hjælp hertil med den del af

udgiften, der overstiger kr. 300,- pr. måned.

Lovgrundlag:

Der henvises til vedlagte

kopi af Socialministeriets bekendtgørelse nr. 303 af 10. juni (1988) § 8 med

tilhørende vejledning fra Socialstyrelsen.

Af vejledningen fremgår

bl.a., at personer, der er medlem af Sygeforsikringen 'danmark', hvor der i

et

vist omfang fås refusion for udgifter til tilskudsberettiget lægeordineret

medicin, kun har en egenudgift for så vidt angår ikke-refunderede

udgifter.

Endvidere henvises til

vedlagte kopi af en afgørelse truffet af Den sociale Ankestyrelse i en

lignende

sag, hvor spørgsmålet om modregning af refusion fra privat sygeforsikring er

behandlet.

Ankestyrelsen udtaler i

afgørelsen, at der som udgangspunkt ikke kan ydes hjælp til udgifter, som

fuldt

ud dækkes efter anden lovgivning eller ved tilskud fra privat sygeforsikring.

Såfremt der herefter søges om

hjælp til ikke-refunderede udgifter må der foretages en konkret

vurdering af ansøgerens økonomiske forhold.

...

AFGØRELSE:

Det blev besluttet at

tiltræde kommunens afgørelse, hvorefter der er meddelt afslag på hjælp i

henhold til bistandslovens § 58 til udgifter til lægeordineret

tilskudsberettiget medicin, idet disse udgifter, efter det oplyste, er fuldt

ud

dækket af medlemskabet af Sygeforsikringen 'danmark'.

Det blev endvidere besluttet

at tiltræde kommunens beslutning, hvorefter udgifter til

ikke-tilskudsberettiget

lægeordineret medicin ikke er omfattet af reglerne i bistandslovens §

58."

I den afgørelse (af 30.

september 1994, j.nr. ... ) hvortil det sociale ankenævn henviser i sin

afgørelse af 20. december 1994, har Den Sociale Ankestyrelse bl.a. anført:

"Tildeling af personligt

tillæg efter lov om social pension § 17 forudsætter, at pensionistens

økonomiske behov ikke kan afhjælpes gennem støtte efter anden lovgivning

eller

gennem private midler.

Der kan derfor som

udgangspunkt ikke ydes personligt tillæg til behandlingsudgifter, som fuldt

ud

dækkes efter anden lovgivning eller ved tilskud fra en privat sygeforsikring.

Der kan imidlertid ikke gives

afslag på personligt tillæg til behandlingsudgifter alene med henvisning til,

at der ydes tilskud til udgiften fra en privat sygeforsikring.

Der må således i hvert

tilfælde foretages en konkret vurdering af pensionistens samlede økonomiske

forhold. I denne vurdering må indgå såvel pensionistens indtægts- og

formueforhold,

som de faste udgifter, herunder udgifter til kontingent til den private

sygeforsikring."

I brev af 30. december 1994

klagede A på B's vegne til Den Sociale Ankestyrelse over det sociale

ankenævns

afgørelse. I klagen skrev A bl.a.:

"

Bemærkninger vedrørende sagens principielle karakter

I en bevilling af 5. maj 1994

bevilgede Vallensbæk Kommune - med virkning fra den 27. marts 1994 - tilskud

efter bistandslovens § 58 til betaling af min kones udgifter til en række

lægemidler, som er ordineret pga. en varig lidelse.

Anledningen til den

foreliggende sag er, at Vallensbæk Kommune i en afgørelse af 12. oktober 1994

har meddelt,

at

den refusion, som min

kone modtager fra Sygeforsikringen 'danmark', skal fratrækkes, forinden

tilskud

ydes fra kommunen,

at

Sygeforsikringen 'danmark' fuldt ud refunderer udgiften til medicin, som er

tilskudsberettiget efter Sundhedsministeriets bekendtgørelse,

at

min kone derfor ikke har nogen

egenudgift, og

at

der derfor ikke kan

kræves refusion efter den nævnte bevilling.

I et brev af 16. oktober 1994

påklagede jeg Vallensbæk Kommunes afgørelse til Det Sociale Ankenævn for

Københavns Amt, der - som foran refereret - den 20. december 1994

har tiltrådt Vallensbæk Kommunes afgørelse.

I min brevveksling med

Vallensbæk Kommune og i min klage til Det Sociale Ankenævn har jeg gjort

gældende, at der

savnes lovhjemmel til

- som fastsat i Vallensbæk Kommunes afgørelse af 12. oktober 1994

-

at bestemme, at refusionen fra 'danmark'

skal modregnes i medicintilskuddet fra kommunen.

Min klage over Ankenævnets

afgørelse af 20. december 1994 drejer sig derfor om

den rigtige anvendelse af en lovregel. Den foreliggende sag er

derfor '

egnet til at udstikke

retningslinier for et bestemt område

' (jf. den klagevejledning, der fulgte

med Ankenævnets brev af 20. december 1994).

Sagen er således efter min

mening principiel, og jeg anmoder derfor om, at der træffes beslutning om, at

min klage optages til behandling i Ankestyrelsen, jf. § 6, stk. 6, i lov om

Den Sociale Ankestyrelse.

Bemærkninger vedrørende sagens substans

1) Bistandslovens § 58

Lovbestemmelsens stk. 1 indeholder hjemmel til, at der

bl.a. til personer med varig, sygdomsbetinget svagelighed kan ydes støtte til

hjælpemidler.

Lovbestemmelsens stk. 2, nr. 3, bemyndiger

Socialministeren til at fastsætte regler om, i hvilket omfang modtageren selv

skal bære en del af udgiften til et hjælpemiddel.

Lovbestemmelsens stk. 11 angiver det som en

forudsætning for hjælp efter denne lovbestemmelse, at hjælpemidlet ikke kan

ydes efter arbejdsskadeforsikringslovgivningen eller som led i behandlingen

på

et offentligt sygehus.

2) Socialministeriets bekendtgørelse nr. 303 af 10. juni 1988 (med

senere ændringer) om ydelse af hjælpemidler efter bistandslovens § 58

I medfør af bistandslovens §

58, stk. 2, nr. 3, er det i bekendtgørelsens § 8, stk. 2, fastsat, at hjælp

til

tilskudsberettiget medicin, der ordineres pga. en varig lidelse, ydes 'til

egenudgifter ud over 300 kr. månedlig'.

3) Socialstyrelsens vejledning nr. 1 af 14. juni 1988

Af vejledningen fremgår

bl.a.:

'Personer, der er medlem af

Sygeforsikringen 'danmark', hvor der i et vist omfang fås refusion for

udgifter til tilskudsberettiget lægeordineret medicin, har kun en egenudgift

for så vidt angår ikke-refunderede udgifter.'

Det citerede passus i

vejledningen savner hjemmel i bistandslovens § 58 og i Socialministeriets

hjælpemiddelbekendtgørelse:

·

Lovens § 58, stk. 2, nr. 3, taler om, 'i

hvilket omfang modtageren selv skal bære en del af udgiften', og

hjælpemiddelbekendtgørelsens

§ 8, stk. 2, anvender udtrykket 'egenudgifter'. Hverken loven eller

bekendtgørelsen nævner med et ord, at de nævnte udtryk skal forstås som

'egenudgifter

med fradrag af den forsikringsydelse, som den tilskudsberettigede måtte

modtage, og som er begrundet i medlemskab af 'danmark''.

·

Lovens § 58, stk. 11, angiver, at hjælp

efter lovens § 58 er subsidiær i forhold til ydelser efter

arbejdsskadeforsikrings-

og sygehuslovgivningen. § 58, stk. 11, er således en undtagelsesbestemmelse,

der - efter almindelige fortolkningsprincipper - må fortolkes

snævert. Der kan ikke gives en undtagelse større rækkevidde, end affattelsen

af

bestemmelsen med sikkerhed indebærer. Affattelsen af § 58, stk. 11, er præcis

og udtømmende, og den rummer ingen mulighed for - som sket ved

Socialstyrelsens

vejledning af 14. juni 1988 - at indfortolke, at hjælp til medicin

efter

lovens § 58 er subsidiær også i forhold til ydelser fra Sygeforsikringen

'danmark'.

4) Relationerne til Sygeforsikringen 'danmark'

Vallensbæk Kommunes -

af Ankenævnet tiltrådte - afgørelse indebærer, at min kone, hvis hun i

en

måned køber tilskudsberettiget (dvs. afsnit 1- og 2-) medicin for

400 kr., ikke får noget tilskud efter bistandslovens § 58, fordi disse 400

kr.

fuldt ud refunderes af 'danmark'.

Jeg kan - selv om det

ikke er udtrykt i hverken Vallensbæk Kommunes eller Ankenævnets afgørelser

-

ane, at der bag disse afgørelser ligger betragtninger om, at et medlem af

'danmark' ikke bør kunne få refunderet sine medicinudgifter to gange. Jeg har

naturligvis forståelse for sådanne rimelighedssynspunkter.

Men virkeligheden i min kones

sag er ikke slet så enkel:

Min kone har hver måned

betydelige medicinudgifter til anden lægeordineret, receptpligtig (afsnit

3-)

medicin, nemlig til tabl. Halcion, Temesta og Kodamid og til caps. Primperan

Retard. Udgifterne til disse lægemidler udgør typisk ca. 900 kr. pr. måned,

hvoraf 50 % - ca. 450 kr. - bliver refunderet af 'danmark'.

Hvis der blev set bort fra

refusionen fra 'danmark' ved beregningen af tilskuddet efter bistandslovens §

58, ville min kones medicinregnskab for den i eksemplet skitserede måned se

sådan ud:

Afsnit 1- og 2-medicin

400 kr.

Afsnit 3-medicin

900 kr.

I alt

1.300 kr.

Tilskud efter bistandslovens § 58: 400 -

300 kr.

100 kr.

Refusion

fra 'danmark': 400+450 kr.

850 kr.

950 kr.

Nettoudgift

350 kr.

Konsekvensen af at se bort

fra refusionen fra 'danmark' ved beregningen af tilskuddet efter

bistandslovens § 58 ville - i det beskrevne eksempel på min kones

månedlige medicinudgifter - være, at hun i den pågældende måned ikke

ville have en nettoudgift på 450 kr., men kun på 350 kr. Det kan

jeg

ikke have ondt af: min kone har

tegnet en police i det 100 procent forsikringstagerfinansierede

forsikringsselskab, Sygeforsikringen 'danmark', og hun betaler herfor en

præmie

på (pr. 1. januar 1995) 194,67 kr. om måneden - bl.a. med det formål at

kunne nedbringe sine medicinudgifter i tilfælde af sygdom.

5) Ankenævnets afgørelse af 20. december 1994

a) I et afsnit med

overskriften 'Lovgrundlag' henvises til en afgørelse, som Den Sociale

Ankestyrelse har truffet den 14. september 1994 om forståelsen af § 17 (om

personlige

tillæg) i lov om social pension.

Den refererede afgørelse

drejer sig om fortolkning af en hjemmel til at yde

trangsbestemte

tillæg 'til pensionister, hvis økonomiske forhold er

særlig vanskelige'. Det er derfor for mig ikke overraskende, at afgørelsen

fastslår,

at der som hovedregel ikke kan ydes tillæg efter denne bestemmelse til

behandlingsudgifter, som fuldt ud dækkes ved tilskud fra en privat

sygeforsikring.

Der skal foretages en konkret trangsvurdering, hvori bl.a. skal indgå

udgifter

til kontingent til den private sygeforsikring.

Medicintilskud efter

bistandslovens § 58 er ikke trangsbestemt, og den refererede fortolkning af

pensionslovens

§ 17 er derfor uden betydning for den foreliggende sag.

b) Jeg finder det

kritisabelt,

·

at der i Ankenævnets afgørelse ikke med et

ord er taget stilling til mit hovedsynspunkt, hvorefter Socialstyrelsens

vejledning af 10. juni 1988 - for så vidt angår medicintilskuddets

beregning

for medlemmer af Sygeforsikringen 'danmark' - savner hjemmel;

Ankenævnets afgørelse konstaterer uden kommentarer, at denne vejledning er en

del af lovgrundlaget,

·

at Ankenævnets afgørelse - fraset

måske henvisningen til en sag, der handlede om noget andet (jf. ovenfor pkt.

5a) - ikke er begrundet, og

...

c) Ankenævnet har i

afgørelsen - ud over det, der er gengivet i indledningen til dette brev -

'besluttet at tiltræde kommunens beslutning (af 4. november 1994), hvorefter

udgifter til ikke-tilskudsberettiget, lægeordineret medicin ikke er omfattet

af

reglerne i bistandslovens § 58'.

Af Vallensbæk Kommunes brev

af 4. november 1994 fremgår,

at

det

beror på en fejl, at der hidtil er ydet refusion af udgifter til

ikke-tilskudsberettiget medicin, og

at

denne del af medicinbevillingen derfor er tilbagekaldt med fremtidig

virkning.

Denne afgørelse fra

Vallensbæk Kommune er imidlertid ikke omfattet af min klage til Ankenævnet -

og

ej heller af nærværende klage til Den Sociale Ankestyrelse."

Den 24. februar 1995 sendte

Det Sociale Ankenævn for Københavns Amt sagen til Den Sociale Ankestyrelse;

samtidig meddelte nævnet at det ikke havde yderligere bemærkninger til sagen.

Den Sociale Ankestyrelse

meddelte i skrivelse af 21. juni

1996 A

sin afgørelse i sagen. Ankestyrelsen skrev bl.a.:

"Ankestyrelsen finder,

at kommunen har været berettiget til at reducere hjælpen til

tilskudsberettiget

medicin efter bistandslovens § 58 med et beløb svarende til den af

Sygeforsikringen 'danmark' udbetalte refusion.

Ankestyrelsen har herved lagt

vægt på, at det fremgår af hjælpemiddelbekendtgørelsen nr. 303 af 10. juni

1988 § 8, at der alene kan ydes hjælp til dækning af pågældendes egen andel

af

udgiften. Bestemmelsen er subsidiær i forhold til bistandslovens øvrige

bestemmelser

og forudsætter, at andre muligheder for støtte er udnyttet, herunder fra

private forsikringsordninger, der tager sigte på at begrænse egenudgiften.

Dette hviler på en flerårig praksis, som efter Ankestyrelsens opfattelse ikke

strider mod sigtet med bestemmelsen i bekendtgørelsens § 8, stk. 2, hvorefter

støtten ydes til egenudgiften ud over et fast beløb månedlig.

De har som støtte for klagen

anført, at undtagelsesbestemmelsen i bistandslovens § 58, stk. 11 må

fortolkes

indskrænkende, og at bestemmelsen ikke rummer mulighed for at indfortolke, at

hjælp til medicin efter § 58 er subsidiær i forhold til ydelser fra

'danmark'.

Ankestyrelsen skal hertil

bemærke, at det fremgår af sammenhængen i § 58, at § 58, stk. 11

alene

vedrører hjælp til motorkøretøj

efter § 58.

For så vidt angår det af Dem

anførte omkring kontingentbetaling til 'danmark' skal Ankestyrelsen bemærke,

at

der er tale om en privat forsikringsordning, som dækker flere områder end

medicinområdet. Der er således ikke tale om en udgift, der følger af, at en

forsikringsydelse til medicin kommer til udbetaling.

Ankestyrelsen tiltræder

således ankenævnets afgørelse.

Ankestyrelsen skal samtidig

beklage den lange sagsbehandlingstid, og at De ikke tidligere har modtaget

meddelelse om, at sagens behandling trak ud.

...

Lovgrundlaget for afgørelsen:

Sagen er bedømt efter § 58,

stk. 1 og 2 i lov om social bistand.

Socialministeriets

bekendtgørelse nr. 303 af 10. juni 1988, § 8 og Socialministeriets vejledning

nr. 1 af 10. juni 1988, bilag 2 afsnit NKH -- Medicin."

I brev af 6. juli 1996

klagede A til mig. Han skrev bl.a.:

"Jeg gør fortsat

gældende, at Vallensbæk Kommunes afgørelse savner lovhjemmel.

I Ankestyrelsens afgørelse er

der lagt vægt på, at det af § 8 i den bekendtgørelse

(hjælpemiddelbekendtgørelsen),

der er udstedt i medfør af bistandslovens § 58, fremgår, at der alene kan

ydes

hjælp til pågældendes egen andel af udgiften til medicin. Det har jeg ikke

bestridt - men det er ikke det, som sagen drejer sig om.

I Ankestyrelsens afgørelse

hedder det videre, at bestemmelsen i hjælpemiddelbekendtgørelsens § 8

'forudsætter, at andre muligheder for støtte er udnyttet, herunder fra

private

forsikringsordninger, der tager sigte på at begrænse egenudgiften'. Denne

forudsætning

fremgår hverken af hjælpemiddelbekendtgørelsen eller af bistandslovens § 58,

men det anføres i Ankestyrelsens afgørelse, at forudsætningen 'hviler på en

flerårig praksis, som ... ikke strider mod sigtet i bekendtgørelsens § 8,

stk.

2, hvorefter støtten ydes til egenudgiften ud over et fast beløb månedlig'.

En myndighedspraksis, som

indfortolkes i en bekendtgørelse, og som begrænser borgernes rettigheder, kan

ikke træde i stedet for en manglende lovhjemmel.

I min klage til Den Sociale

Ankestyrelse har jeg - til støtte for det synspunkt, at Vallensbæk

Kommunes afgørelse savner lovhjemmel - anført, at lovens § 58

indeholder

én undtagelsesbestemmelse, nemlig bestemmelsens stk. 11, som angiver, at

hjælp

efter § 58 er subsidiær i forhold til ydelser efter

arbejdsskadeforsikrings-

og sygehuslovgivningen. Det er derfor min opfattelse, at bestemmelsen i § 58,

stk. 11, der er præcis og udtømmende, udelukker den skete fortolkning,

hvorefter hjælp til medicin efter § 58 er subsidiær også i forhold til

ydelser

fra Sygeforsikringen 'danmark'.

Ankenævnets afgørelse afviser

denne argumentation med en bemærkning om, 'at det fremgår af sammenhængen i §

58, at § 58, stk. 11,

alene

vedrører

hjælp til motorkøretøj efter § 58'.

Jeg forstår ikke dette

synspunkt. Lovens § 58, stk. 11, angiver, hvad der er 'en forudsætning for

støtte

efter denne bestemmelse

'. Det

må naturligt forstås som 'en forudsætning for støtte efter (hele) lovens §

58.

Det er i øvrigt ikke umiddelbart indlysende for mig, at teksten i § 58, stk.

11

('at hjælpemidlet ikke kan ydes ... som led i behandling på et offentligt

sygehus') udelukkende skulle dreje sig om hjælp til anskaffelse af et

motorkøretøj.

Andre hjælpemidler end invalidebiler ydes nok hyppigt som led i

sygehusbehandling."

Jeg bad herefter den 15. juli

1996 Den Sociale Ankestyrelse om en udtalelse i sagen.

Den Sociale Ankestyrelse

udtalte i skrivelse af 9. september 1996 følgende:

"Ankestyrelsen traf den

21. juni 1996 afgørelse om, at Vallensbæk Kommune havde været berettiget til

at

reducere hjælp til tilskudsberettiget medicin efter bistandslovens § 58 med

et

beløb svarende til den fra Sygeforsikringen 'danmark' udbetalte refusion.

Ankestyrelsen lagde ved

afgørelsen vægt på, at det fremgår af hjælpemiddelbekendtgørelsen nr. 303 af

10.

juni 1988 § 8, at der alene ydes hjælp til dækning af pågældendes egen andel

af

udgiften. Denne bestemmelse er subsidiær i forhold til bistandslovens øvrige

bestemmelser og forudsætter, at andre muligheder for støtte er udnyttet,

herunder fra private forsikringsordninger, der tager sigte på at begrænse

egenudgiften. Dette hviler på en flerårig praksis, som efter Ankestyrelsens

opfattelse

ikke strider mod sigtet med bestemmelsen i bekendtgørelsens § 8, stk. 2,

hvorefter støtten ydes til egenudgiften ud over et fast månedligt beløb.

(A) har i klagen gjort

gældende at Ankestyrelsens henvisning til at anvendelse af bestemmelsen i

hjælpemiddelbekendtgørelsens § 8 forudsætter, at andre muligheder for støtte

forinden er udnyttet savner hjemmel i loven.

Det er i klagen bl.a gjort

gældende, at undtagelsesbestemmelsen i § 58, stk. 11 må fortolkes

indskrænkende, og at bestemmelsen ikke (rummer) mulighed for at indfortolke,

at

bestemmelsen alene skulle vedrøre hjælp til anskaffelse af motorkøretøj.

Ankestyrelsen finder ikke, at

det nu oplyste i det hele kan give grundlag for en ændret stillingtagen

omkring

fortolkningen af bistandslovens § 58 samt hjælpemiddelbekendtgørelsens § 8.

Særligt for så vidt angår det af (A) anførte omkring § 58, stk. 11 skal

Ankestyrelsen dog bemærke, at § 58, stk. 11 også efter Ankestyrelsens

opfattelse refererer til alle hjælpemidler. Det af Ankestyrelsen anførte i

afgørelsen af 21. juni 1996, hvorefter 'det fremgår af sammenhængen i § 58,

at

§ 58, stk. 11

alene

vedrører hjælp

til motorkøretøj efter § 58' skyldes således en fejl. Som følge heraf vil

denne

bemærkning udgå i den kommende Sociale Meddelelse (0-114-96) som

Ankestyrelsen

vil udsende om afgørelsen.

Ankestyrelsen kan med den

ændring som følger af det ovenfor anførte omkring undtagelsesbestemmelsen i §

58, stk. 11 fortsat henholde sig til det i afgørelsen af 21. juni 1996

anførte."

Den 16. september 1996 sendte

jeg A en kopi af Den Sociale Ankestyrelses udtalelse som han kommenterede

således i brev af 6. oktober 1996:

"Fra Den Sociale

Ankestyrelses brev noterer jeg mig, at Ankestyrelsen nu er enig med mig i, at

undtagelsesbestemmelsen i bistandslovens § 58, stk. 11, ikke alene vedrører

hjælp til motorkøretøjer, men vedrører alle de hjælpemidler, der er omfattet

af

bistandslovens § 58, herunder hjælp til tilskudsberettiget medicin.

Ankestyrelsens ændrede holdning til denne detalje bestyrker min opfattelse,

hvorefter bestemmelsen i bistandslovens § 58, stk. 11 - der præcist og

udtømmende angiver, at hjælp efter § 58 er subsidiær i forhold til ydelser

efter arbejdsskadeforsikrings- og sygehuslovgivningen - ikke kan

fortolkes på den måde, at hjælp efter § 58 til medicin er subsidiær også i

forhold til ydelser fra Sygeforsikringen 'danmark'.

Jeg er blevet opmærksom på,

at Socialministeren i Folketinget den 24. april 1996 - som svar på et

spørgsmål (nr. S 1774) fra medlem af Folketinget Erik Larsen - har

redegjort for sin fortolkning af bistandslovens § 58 i relation til borgere,

som er medlemmer af Sygeforsikringen 'danmark'. Ministeren har henvist til

sit

svar af 1. juli 1994 på et tilsvarende spørgsmål (nr. S 1474) fra medlem af

Folketinget Karen Højte Jensen.

Af Ministerens svar fremgår

det, at der i medfør af bistandslovens § 58 (i hjælpemiddelbekendtgørelsen)

er

fastsat en egenbetaling

dels

for

ortopædisk fodtøj (500 kr. pr. par sko),

dels

for udgifter til tilskudsberettiget medicin (300 kr. pr. måned).

Jeg forstår Ministerens svar

sådan, at det er konsekvensen af hendes opfattelse,

·

at en borger, som får tilskud til ortopædisk

fodtøj, og som selv må afholde en egenbetaling på 500 kr. for et par sko, har

ret til at refunderet en del af denne egenbetaling fra 'danmark', men

·

at en borger, som får tilskud til

tilskudsberettiget medicin, og som selv må afholde en egenbetaling på 300 kr.

pr. måned, ikke har ret til at få refunderet denne egenbetaling fra

'danmark'.

Jeg kan ikke finde hjemmel

til, at borgere, som er medlemmer af 'danmark', og som efter

hjælpemiddelbekendtgørelsen skal afholde en egenbetaling til et bevilget

hjælpemiddel,

behandles uens, afhængigt af, om der er tale om egenbetaling af ortopædisk

fodtøj, eller om der er tale om egenbetaling af tilskudsberettiget medicin.

Jeg vedlægger en kopi af

Folketingstidende 1995-96, s. 5753-5755."

Den 13. maj 1997 afgav jeg en

foreløbig redegørelse i sagen som jeg sendte til Den Sociale Ankestyrelse med

henblik på Ankestyrelsens bemærkninger hertil. I min foreløbige redegørelse

skrev jeg bl.a.:

"

1. Ombudsmandsundersøgelsens afgrænsning

Min undersøgelse har angået

Den Sociale Ankestyrelses afgørelse som blev meddelt (A) den 21. juni 1996 og

Ankestyrelsens sagsbehandling i forbindelse hermed. Min undersøgelse har

således ikke omfattet Vallensbæk Kommunes og Det Sociale Ankenævn for

Københavns Amts afgørelser og sagsbehandling.

Min undersøgelse har heller

ikke direkte angået den generelle retsopfattelse som socialministeren har

givet

udtryk for i to svar på 'onsdagsspørgsmål' i Folketinget (spørgsmål nr. S

1474 stillet til socialministeren den 23. juni 1994 af MF Karen Højte Jensen

og spørgsmål nr. S 1774 stillet til socialministeren den 22. marts 1996 af MF

Erik Larsen). Min undersøgelse har således ikke angået spørgsmålet om

udmålingen af hjælp efter bistandslovens § 58 til medlemmer af

Sygeforsikringen

'danmark' til

andre

hjælpemidler end

medicin.

2. Hjemmelsspørgsmålet

Bistandsloven (jf.

lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994) indeholder i § 58 følgende

bestemmelser:

'Til personer med invaliditet

eller varig sygdoms- eller aldersbetinget svagelighed kan der ydes støtte til

hjælpemidler, herunder merudgifter til særlige beklædningsgenstande, som

er nødvendige, for at pågældende kan udøve et erhverv,

eller

i væsentlig grad kan afhjælpe pågældendes lidelse eller

i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet.

Stk. 2.

Socialministeren fastsætter regler om

afgrænsningen af de hjælpemidler, hvortil der kan ydes

støtte, og adgangen til genanskaffelse,

hvornår støtte til et hjælpemiddel ydes som lån,

i hvilket omfang modtageren selv skal bære en del af

udgiften til et hjælpemiddel,

hvorvidt der skal gælde særlige betingelser for støtte

til visse hjælpemidler,

hvorvidt visse hjælpemidler kan udleveres fra en

institution.

...

Stk. 11.

Det er en forudsætning for støtte efter denne bestemmelse,

at hjælpemidlet ikke kan ydes efter arbejdsskadeforsikringslovgivningen eller

som led i behandling på offentligt sygehus.'

Socialministeriet har med

hjemmel i bistandslovens § 58, stk. 2, udstedt bekendtgørelse nr. 303 af 10.

juni 1988 om ydelse af hjælpemidler efter bistandsloven. Bekendtgørelsen som

ændret ved bekendtgørelse nr. 423 af 16. juni 1989 indeholder bl.a. følgende

bestemmelser:

'

Særlige bestemmelser om støtte til visse hjælpemidler

§ 7.

Når behovet er til stede, jf. § 1, kan der ydes hjælp til

anskaffelse af de i §§ 8-19 nævnte hjælpemidler.

§ 8.

Tilskudsberettiget

medicin,

der ordineres på grund af en varig lidelse.

Stk. 2.

Hjælpen ydes til egenudgiften ud over 300 kr. månedlig og

udbetales månedsvis bagud.'

Socialministeriet har

ligeledes med hjemmel i bistandslovens § 58, stk. 2, udstedt bekendtgørelse

nr.

787 af 14. december 1988 om oprettelse af et hjælpemiddelnævn. Denne

bekendtgørelse indeholder bl.a. følgende bestemmelser:

'

§ 1.

Socialministeren nedsætter efter aftale med sundhedsministeren

et hjælpemiddelnævn

...

§ 2.

Nævnet skal bistå med afgrænsning mellem hjælpemidler, der kan

ydes efter bistandslovens § 58, og behandlingsredskaber, der henhører under

sygehusvæsenet.

Stk. 2.

Nævnet afgiver indstilling til Socialministeriet og

Sundhedsministeriet om afgrænsning mellem nye produkter og produktgrupper

indenfor henholdsvis hjælpemidler og behandlingsredskaber samt for produkter

og

produktgrupper, hvis anvendelsesområde ændres som følge af udviklingen inden

for sygdomsbehandling, produktudvikling, sundhedsvæsenets struktur og andet.'

I vejledning nr. 1 af 14.

juni 1988 (offentliggjort i Ministerialtidende 1989) om ydelse af

hjælpemidler

i henhold til bistandslovens § 58 anføres bl.a.:

'

4. Afgrænsning til anden lovgivning

Der findes i lovgivningen

andre regler om ydelse af hjælpemidler inden for følgende områder:

·

sygehussektoren (se afsnit 4.1.)

·

hjemmesygeplejen (se afsnit 4.2.)

·

undervisningssektoren (se afsnit 4.3.)

·

anden lovgivning i øvrigt (se afsnit 4.4.)

Kun hvor det ansøgte

hjælpemiddel ikke kan henføres til disse bestemmelser, behandles ansøgningen

efter bistandslovens regler.'

I bilag 2 til vejledningen

('Oplysning om enkelte hjælpemidler') er i relation til 'Medicin (bek. § 8)'

bl.a. anført:

'Hjælp ydes kun til ansøgere,

der selv har en egenudgift på 500 kr. (nu 300 kr., jf. bekendtgørelse nr. 423

af 16. juni 1989; min bemærkning) månedlig. Får ansøgeren hjælp til medicin

efter andre bestemmelser, fx pensionslovgivningen som personligt tillæg,

bistandslovens §§

46 a

eller 48, er der kun egenudgift i det omfang, disse bestemmelser ikke dækker

den fulde udgift.

Personer, der er medlem af

sygeforsikringen Danmark, hvor der i et vist omfang fås refusion for udgifter

til tilskudsberettiget lægeordineret medicin, har kun en egenudgift for så

vidt

angår ikke-refunderede udgifter.'

Det centrale

hjemmelsspørgsmål i sagen angår fortolkningen af ordet 'egenudgiften' i § 8,

stk. 2, i bekendtgørelse nr. 303 af 10. juni 1988 om ydelse af hjælpemidler

efter bistandslovens § 58. Bekendtgørelsen er udstedt med hjemmel i

bistandslovens

§ 58, stk. 2. For så vidt angår bestemmelsen i bekendtgørelsens § 8, stk. 2,

er denne særligt udstedt med hjemmel i bistandslovens § 58, stk. 2, nr. 3 ('i

hvilket omfang modtageren selv skal bære en del af udgiften til et

hjælpemiddel').

Bestemmelserne i bistandslovens § 58, stk. 2, nr. 1-4, er ikke ændret siden

lov

nr. 333 af 19. juni 1974. Forslaget til denne lov blev fremsat af

socialministeren den 16. januar 1974 (jf. Folketingstidende 1973-74 (2.

samling), tillæg A, sp. 641ff). Lovforslagets § 58, stk. 2, (anførte sted sp.

655) svarede til den vedtagne bestemmelse. Af de almindelige bemærkninger til

lovforslaget fremgår bl.a.:

'Det foreliggende forslag til

en lov om social bistand er udarbejdet på grundlag af synspunkterne i

socialreformkommissionens 2. betænkning.'

Af bemærkningerne til

lovforslagets enkelte bestemmelser fremgår bl.a. (anførte sted sp.

705f

):

'

Til kapitel 13.

Til § 58.

I overensstemmelse med

princippet i socialreformkommissionens 2. betænkning er i den foreslåede

bestemmelse samlet alle de situationer, hvor der kan ydes et hjælpemiddel,

uanset personkredsen og hjælpemidlets beskaffenhed. Det forudsættes, at

reglerne omfatter de tilfælde, hvor der efter de gældende regler i

revalideringsloven ydes personer med normal erhvervsevne tilskud til

livsvigtig

medicin.

...

Stk. 2 indeholder en

opregning af, på hvilke punkter socialministeren kan give nærmere regler for

tildeling af hjælpemidler.

Nr. 1, 2 og 3 om afgrænsning

af de hjælpemidler, hvortil der kan ydes støtte, om hvornår et hjælpemiddel

kan

ydes som lån, og om, hvorvidt modtageren selv skal bære en del af udgiften,

svarer til den nugældende lovgivning og betragtninger i

socialreformkommissionens

2. betænkning. Herudover er der i nr. 4 givet mulighed for - som det i

praksis

er sket efter såvel revalideringsloven som omsorgsloven - at fastsætte

særlige

betingelser for støtte til visse hjælpemidler.'

I såvel lovforslagets

almindelige som specielle bemærkninger er der således henvist til

socialreformkommissionens 2. betænkning. Kapitel V i

'Socialreformkommissionens

2. betænkning - Det sociale tryghedssystem, service og bistand' (betænkning

nr. 664/1972) angår 'Ydelse af hjælpemidler med henblik på at lette den

daglige

tilværelse'. Heraf fremgår bl.a. (bet. 664/1972, s.

60f

):

'B. LOVGIVNING INDEN FOR DET

SOCIALE OMRÅDE

4. Den mest betydningsfulde

lovgivning inden for det sociale område vedrørende ydelse af hjælpemidler

findes i revalideringsloven (§ 3) og i lov om omsorg for folkepensionister og

invalidepensionister (§ 1). Endvidere er der bestemmelser i

sygeforsikringsloven

og lov om offentlig forsorgs særforsorgsafsnit, der hyppigt anvendes. Den

øvrige række af bestemmelser, der kort er gengivet i bilag 3, har et mindre

anvendelsesområde.

a. Lov nr. 170 af 29. april 1960 om revalidering

5. Efter revalideringslovens

§ 3 kan der ydes hjælp til anskaffelse og vedligeholdelse af visse

hjælpemidler, 'der skønnes uden uforholdsmæssig udgift at ville kunne

afhjælpe eller i betydelig grad formindske følgerne af bestående

invaliditet'.

Efter bestemmelsen ydes der

hjælp til anskaffelse og vedligeholdelse af større bandager, proteser,

sygevogne, høreapparater mv. Det er en betingelse for, at der efter

revalideringsloven kan ydes hjælp til bandager og proteser, at disse er

individuelt fremstillede. (En undtagelse er væskefyldte brystproteser).

Efter revalideringslovens § 3

ydes der kun 'større hjælpemidler'. Dette er nærmere fastlagt i cirkulære af

22. maj 1967 vedrørende lov om revalidering ved indførelsen af en

'bagatelgrænse'.

Denne er for tiden på 50 kr. Hjælpemidler til en værdi under dette beløb må i

øvrigt anskaffes enten med tilskud fra sygekassen, efter forsorgslovens § 47

eller pågældende må selv afholde hele beløbet.

6. Hjælp efter revalideringsloven

kan

ikke

ydes i tilfælde, hvor der

kan ydes hjælp i henhold til ulykkesforsikringsloven, som led i særforsorg

eller i henhold til omsorgsloven.'

Udvalgets overvejelser

fremgår af kapitel V, F. I denne forbindelse anføres s. 64 bl.a.:

'F. OVERVEJELSER VEDRØRENDE

HJÆLPEMIDLER UNDER EN SOCIAL SERVICE- OG BISTANDSLOV

27. Som det fremgår af

redegørelsen foran under B og C, er der i de bestemmelser, der findes spredt

i

lovgivningen, opstillet ret forskelligartede betingelser for at yde

hjælpemidler.

Baggrunden for denne opdeling

er til dels historisk betinget. Forskellighederne i betingelserne for at

modtage ydelserne, de mange myndigheder, der har afgørelseskompetence efter

de

forskellige love, og endelig forskellige betalings-, refusions-

og

ankeregler synes at måtte føre til en overvejelse af at koordinere og samle

området.

Det bør overvejes så vidt

muligt at samle området i et afsnit i den almene sociale service- og

bistandslov således, at i princippet alle ydelser af materielle hjælpemidler

(ortopædiske, medicinske og tekniske i øvrigt) samt en række former for

bistand

til transport af handicappede og til boligindretning og -forandring for

handicappede tildeles efter ensartede kriterier, ...'

Under udvalgets overvejelser

anføres videre bl.a. (bet. 664/1972, s. 66ff):

'

Kriterier for ydelse af hjælpemidler

...

45. En almindelig bestemmelse

om ydelse af hjælpemidler må formuleres på en sådan måde, at ydelsen kan

gives

uanset økonomisk trang, ligesom både tilstand som følge af invaliderende

lidelser og tilstand som følge af høj alder må være omfattet af bestemmelsen.

Det må anses for hensigtsmæssigt at foreskrive, at hjælpemidler eller hjælp

til indretning af bolig, transporthjælp mv. ydes, når ydelsen af hjælpemidlet

i væsentlig grad vil lette tilværelsen for den pågældende.

46. Bistandslovens hovedregel

kan eventuelt formuleres således, at hjælpemidler og andre foranstaltninger,

der kan forventes at lette den daglige tilværelse, kan ydes, når de skønnes

at

ville afhjælpe eller i betydelig grad formindske følgerne af invaliderende

lidelser eller lidelser som følge af høj alder.

...

47. I forbindelse med den

generelle bestemmelse bør der være hjemmel til, at man centralt kan afgrænse

de hjælpemidler, der kan ydes støtte til. Ved formuleringen må der tages

hensyn

til, at en række hjælpemidler efter den gældende lovgivning gives med tilskud

efter sygeforsikringsloven, og at disse hjælpemidler også - og

formentlig

udelukkende - skal ydes efter bistandsloven. Det må ved udarbejdelsen

af

nye regler endvidere påses, at der ikke sker forringelse i forhold til de

gældende bestemmelser.

...

48. Med hensyn til

spørgsmålet om, hvorvidt der bør opstilles økonomiske betingelser for ydelse

af

hjælpemidler, bemærkes, at der i revalideringsloven findes en hjemmel for

revalideringsnævnet til at fastsætte en

mindstegrænse

for ydelsen af hjælpemidler (bagatelgrænse). Denne grænse er - ved

cirkulære - fastsat til 50 kr. og har i øvrigt ikke været ændret siden

1933. I de øvrige love og bestemmelser vedrørende hjælpemidler findes ikke

tilsvarende bestemmelser, men inden for sygeforsikringsloven har man for så

vidt angår hjælp til anskaffelse af hjælpemidler en ovre grænse for, hvad der

kan ydes hjælp til.

49. Den generelle

bagatelgrænse i revalideringsloven har formentlig i det væsentligste været

begrundet i administrative hensyn, idet man - såfremt der kunne ydes

støtte til anskaffelsen af selv de billigste hjælpemidler - på grund af

den administrative struktur, der er opbygget i forbindelse med behandlingen

af ansøgninger

om hjælpemidler, ville blive stillet over for et betydeligt antal sager,

såvel

i kommunen som i revalideringsnævnet (hvortil afgørelsen kan ankes), herunder

også refusionskrav til invalideforsikringsfonden, der som hovedregel fuldt ud

betaler ydelser efter revalideringsloven.

I forbindelse med revision i

1968 af lov om omsorg for invalidepensionister og folkepensionister åbnedes

mulighed for, at det sociale udvalg kunne yde en lang række hjælpemidler til

pensionister, således at udgiften afholdes af rådighedsbeløbet for personlige

tillæg til pensionerne. Der er ikke i omsorgsloven nogen bagatelgrænse. Der

foreligger ikke oplysninger om, at den kommunale administration af

omsorgsloven

har skabt administrative vanskeligheder af den karakter, som

revalideringslovens bagatelgrænse skulle hindre.

50. Det foreslås derfor, at

man i en social service- og bistandslov afskaffer den efter

revalideringsloven

fastsatte generelle bagatelgrænse. I stedet bør der gives en bemyndigelse

til,

hvor de ovenfor nævnte administrative grunde taler for det, administrativt i

enkelte arter af tilfælde at fastsætte visse grænser for ydelse af mindre

bekostelige hjælpemidler og reparation af hjælpemidler.'

Ydelser efter bistandslovens

§ 58 tildeles ud fra ansøgerens behov for at kunne kompensere for invaliditet

eller svækkelse og er ikke - modsat visse andre ydelser efter bistandsloven -

økonomisk trangsbestemte. Ydelser fra en privat sygeforsikring kan derfor

ikke

modregnes i ydelser efter bistandslovens § 58 allerede med henvisning til at

§

58 er trangsbestemt.

Efter min opfattelse ligger

den fortolkning myndighederne har anlagt af ordet 'egenudgiften' i § 8, stk.

2,

i bekendtgørelse nr. 303 af 10. juni 1988 om ydelse af hjælpemidler efter

bistandslovens § 58 inden for den sprogligt mulige forståelse af ordet.

Af legalitetsprincippet

følger imidlertid at en trinlavere retsregel (f.eks. i en bekendtgørelse)

ikke

må være i strid med en trinhøjere retsregel (f.eks. i en lov). Dette

indebærer

også at en regel i en bekendtgørelse ikke kan fortolkes i strid med eller ud

over den relevante bemyndigelsesbestemmelse i loven der giver hjemmel til

udstedelsen af bekendtgørelsen.

Som det fremgår af de ovenfor

citerede forarbejder til bistandslovens § 58, stk. 2, (se særligt bet.

664/1997, kapitel V, pkt. 49-50) afskaffede man ved bistandsloven den

generelle

bagatelgrænse i revalideringsloven; i stedet indføjedes (i bistandslovens §

58, stk. 2, nr. 3) en hjemmel til - for at undgå 'administrative

vanskeligheder' - ved bekendtgørelse 'i enkelte arter af tilfælde at

fastsætte

visse grænser for ydelse af mindre bekostelige hjælpemidler og reparation af

hjælpemidler'. Hjemlen til at lade borgeren betale en del af udgiften til et

hjælpemiddel kan således ikke antages at kunne udnyttes med det formål at

begrænse det offentliges udgifter til ydelser efter bistandslovens § 58, men

derimod til at opnå en vis lettelse af administrationen på området.

Da bistandslovens § 58 som

tidligere nævnt ikke er trangsbestemt, og da de administrative grunde der er

nævnt i forarbejderne ikke ses at tale for at fradrage både refusioner fra en

privat sygeforsikring som 'danmark' og et 'bagatelbeløb' (for tiden 300 kr.)

i ydelser efter bistandslovens § 58, mener jeg ikke der i bistandslovens §

58,

stk. 2, nr. 3, er tilstrækkelig hjemmel til at nedsætte ydelsen efter § 58 i

samme udstrækning et 'bagatelbeløb' dækkes af ydelser fra en privat

sygeforsikring.

Hertil kommer at en reduktion

af en ydelse efter bistandslovens § 58 med henvisning til at borgeren via en

privat sygeforsikring har fået dækket en del af udgiften som borgeren uden

den

private sygeforsikring ville skulle have afholdt endeligt, efter min

opfattelse måtte kræve en klar hjemmel. Der er i realiteten tale om et forbud

mod at borgeren (principielt for egne midler) tegner en forsikring mod en

administrativt fastsat 'selvrisiko'; et sådant forbud er efter min opfattelse

så indgribende at det måtte kræve en udtrykkelig lovhjemmel.

For så vidt angår medlemmer

af Sygeforsikringen 'danmark' må bestemmelsen i § 8, stk. 2, i bekendtgørelse

nr. 303 af 10. juni 1988 som ændret ved bekendtgørelse nr. 423 af 16. juni

1989

efter min opfattelse herefter anvendes således at bevillingen efter

bistandslovens

§ 58 omfatter medicinprisen fratrukket tilskud efter sygesikringslovgivningen

og eventuelle andre offentlige tilskud, men

ikke

refusion fra 'danmark'.

Dette fortolkningsresultat er

bedst stemmende med retsstillingen for udbetalinger fra private forsikringer

i

andre relationer. Således indeholder erstatningsansvarsloven

(lovbekendtgørelse

nr. 599 af 8. september 1986 som senest ændret ved lov nr. 73 af 1. februar

1995) i § 2, stk. 2, følgende udtrykkelige bestemmelse om fradrag i

erstatning

for tabt arbejdsfortjeneste:

'I erstatningen fradrages ...

forsikringsydelser, der har karakter af en virkelig skadeserstatning, ... .'

I erstatning for

helbredelsesudgifter, jf. erstatningsansvarslovens § 1, stk. 1, fradrages

ydelser fra private sygeforsikringer, jf.

Jens Møller:

Erstatningsansvarsloven med kommentarer, 4. udgave (1996), hvor det s. 55

anføres:

'Ydelser fra private

sygeforsikringer skal fradrages i erstatningen, jf. Bet. III s. 95 og

lovforslaget sp. 87. Det samme gælder ydelser fra sygeforsikringsforeninger

('Danmark'), se Bo von Eyben, Kompensation s. 159 og Udmåling s. 48.'

Lov om erstatning fra staten

til ofre for forbrydelser (lovbekendtgørelse nr. 470 af 1. november 1985 som

ændret ved lov nr. 366 af 18. maj 1994) indeholder i § 7, stk. 1, følgende

udtrykkelige bestemmelse om fradrag i voldsoffererstatningen fra det

offentlige:

'Erstatning ydes ikke i det

omfang skaden ... dækkes af ... private forsikringer ... .'

I de nævnte eksempler er der

udtrykkelig hjemmel i loven til fradrag på baggrund af udbetalinger fra

private

forsikringer, eller der er dog klart og udtrykkeligt forudsat i lovens

forarbejder at et sådant fradrag skal ske. Der gælder således en almindelig

grundsætning om at der ikke uden lovhjemmel kan ske fradrag for ydelser fra

private forsikringer i (bl.a.) ikke-trangsbestemte offentlige ydelser.

Jeg er opmærksom på at der

efter omstændighederne - når der ikke skal ske fradrag i hjælp efter

bistandslovens § 58 af ydelser udbetalt af 'danmark' - vil kunne tænkes

tilfælde hvor der vil blive tale om 'overkompensation', således at forstå at

de

samlede ydelser fra det offentlige og ydelsen fra 'danmark' til en given

tilskudsberettiget medicin overstiger medicinprisen. Afgørelsen af hvorvidt

en borger herved opnår en urimelig overdækning er dog ikke så ukompliceret;

der

må i denne forbindelse også tages hensyn til den præmie (det medlemsbidrag)

borgeren har betalt til 'danmark'. Under alle omstændigheder kan

betragtninger

angående det urimelige i en (mulig) 'overkompensation' ikke udgøre et

hjemmelsgrundlag for at fradrage ydelser fra 'danmark' i ydelser efter

bistandslovens § 58; derimod vil sådanne rimelighedsbetragtninger eventuelt

kunne være en retspolitisk baggrund for en adækvat ændring af bistandsloven.

Jeg har overvejet betydningen

af bestemmelsen i bistandslovens § 58, stk. 11. Bestemmelsen regulerer

forholdet mellem ydelser fra det offentlige efter sygehuslovgivningen

henholdsvis bistandsloven, samt ydelser efter

arbejdsskadeforsikringslovgivningen.

Som det fremgår af

bistandslovens § 58, stk. 11, pkt. 4 i vejledningen om ydelse af hjælpemidler

i

henhold til bistandslovens § 58 (citeret ovenfor) samt bilag 2 til

vejledningen

(ligeledes citeret ovenfor) anses bistandslovens § 58 for subsidiær i forhold

til (bl.a.) ydelser efter sygehuslovgivningen og

arbejdsskadeforsikringsloven.

De ydelser som er nævnt i

bistandslovens § 58, stk. 11, er lovregulerede. Ydelserne fra

Sygeforsikringen

'danmark' hviler derimod på privatretlige aftaler. De lovregulerede ydelser

er

obligatoriske, medens medlemskab af 'danmark' beror på frivillig aftale.

På denne baggrund finder jeg

ikke at det med tilstrækkelig sikkerhed modsætningsvis kan sluttes fra

bestemmelsen i bistandslovens § 58, stk. 11, at ydelser efter bistandslovens

§

58 generelt ikke er subsidiære i forhold til ydelser fra en privat

sygeforsikring som 'danmark'.

At der således efter min

opfattelse næppe vil kunne sluttes modsætningsvis fra bestemmelsen i

bistandslovens § 58, stk. 11, med den ovenfor beskrevne konsekvens for en

privat sygeforsikring som 'danmark', ændrer imidlertid ikke ved min tidligere

anførte konklusion. Det afgørende er at der efter min mening ikke i

bistandsloven er hjemmel til at fradrage ydelser fra en privat sygeforsikring

som 'danmark' til en borger der opfylder tildelingskriterierne i

bistandslovens

§ 58.

3. Den Sociale Ankestyrelses sagsbehandling

3.1. Stillingtagen til klage over det sociale ankenævns begrundelse

(A) har i pkt. 5) b) i klagen

af 30. december 1994 til Den Sociale Ankestyrelse (citeret ovenfor) klaget

over

at

det sociale ankenævn ikke havde

taget stilling til hans hovedsynspunkt hvorefter den relevante del af

vejledningen af 10. juni 1988 savnede hjemmel, og

at

det sociale ankenævns begrundelse i øvrigt var mangelfuld.

Den Sociale Ankestyrelse har

kompetence til at behandle klager over sagsbehandlingsspørgsmål som kan have

betydning i forbindelse med de afgørelser de underordnede instanser træffer.

Dette gælder bl.a. spørgsmålet om overholdelse af begrundelsespligten i

forvaltningsloven. Efter min opfattelse burde Den Sociale Ankestyrelse i sin

afgørelse have taget udtrykkeligt stilling til (A)'s klage over begrundelsen

i det sociale ankenævns afgørelse, og - hvis Den Sociale Ankestyrelse havde

ment begrundelsen ikke var fyldestgørende - da have tilkendegivet over for

det

sociale ankenævn på hvilke punkter begrundelsen var mangelfuld.

3.2. Den Sociale Ankestyrelses egen begrundelse

Forvaltningsloven indeholder

følgende bestemmelser om begrundelse af skriftlige afgørelser:

§ 22:

'En afgørelse skal, når den

meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen

fuldt ud giver den pågældende part medhold.'

§ 24:

'En begrundelse for en

afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til

hvilke

afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på

et

administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har

været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2.

Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort

redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som

er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Stk. 3.

Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens

interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv

findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til

andre private eller offentlige interesser, jfr. § 15.'

Den henvisning til retsregler

som kræves efter forvaltningslovens § 24, stk. 1, 1. pkt., må være klar og

specifik, jf. nærmere Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s.

368f. Om den grad af præcisering der kan

kræves ved henvisning til skrevne retsregler har jeg i min beretning for

1995,

s. 513, bl.a. anført:

'Efter forvaltningslovens §

24, stk. 1, 1. pkt., skal der i begrundelsen henvises til den eller de

retsregler

, der danner grundlag for

afgørelsen. Henvisningen må være præcis. For så vidt angår love og

bekendtgørelser, der er optaget i Lovtidende, må der således henvises til

nr.,

dato og korrekt titel i Lovtidende samt til de(n) relevante paragraf(fer),

stk.(r), pkt.(r), litra, led o.s.v. ... Meningen med kravet om en præcis

henvisning til de(n) relevant(e) retsforskrift(er) er også at give parten

mulighed for at foretage kontrolopslag i den originale retskilde. En

identifikation af retsforskriften ved dennes almindelige kaldenavn vil kunne

være tilstrækkelig i tilfælde, hvor myndigheden med sikkerhed kan lægge til

grund, at parten i forvejen kender retsforskriften og dens præcise indhold,

og

hvor der samtidig ikke - på grund af ændringer i retsforskriften - kan være

tvivl om, hvilken affattelse af retsforskriften, der er anvendt.'

Den Sociale Ankestyrelse har

i sin skrivelse af 21. juni 1996 henvist til '§ 58, stk. 1 og 2, i lov om

social bistand' og 'Socialministeriets bekendtgørelse nr. 303 af 10. juni

1988, § 8'.

Bistandsloven må i den givne

sammenhæng anses for en almindeligt kendt lov. På den anden side er loven

blevet ændret med korte mellemrum. Bestemmelsen i bistandslovens § 58, stk.

1,

ses ikke ændret siden hovedloven (lov nr. 333 af 19. juni 1974 om social

bistand); derimod er lovens § 58, stk. 2, siden ændret siden hovedloven

(lovens stk. 2, nr. 5, blev indsat ved § 1, nr. 6, i lov nr. 258 af 8. juni

1978).

Selvom der ikke kunne herske

rimelig tvivl om indholdet af de lovbestemmelser Den Sociale Ankestyrelse

havde anvendt i sagen ville det dog efter min opfattelse have været i bedst

overensstemmelse med hensynet bag forvaltningslovens begrundelsesregler hvis

Den Sociale Ankestyrelse havde henvist til den seneste lovbekendtgørelse af

bistandsloven.

Efter min opfattelse

indebærer forvaltningslovens § 24, stk. 1, 1. pkt., at der altid skal

henvises

til en bekendtgørelses nr., dato og titel i lovtidende samt at der tillige

skal

henvises til (relevante) ændringsbekendtgørelser. Den Sociale Ankestyrelse

burde således have gengivet bekendtgørelsens titel i lovtidende og tillige

have

henvist til bekendtgørelse nr. 423 af 16. juni 1989, der ændrede beløbet i

bekendtgørelsens § 8, stk. 2.

En tilstrækkelig begrundelse

må give en fyldestgørende forklaring på hvorfor afgørelsen har fået det

pågældende indhold, ligesom begrundelsen i et vist omfang må tage stilling

til

partsanbringender, jf. Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994),

s.

371f, og f.eks.

Folketingets Ombudsmands beretning for året 1995, s.

513f.

Under sagen havde (A) bl.a.

anført det relevante og kvalificerede retlige anbringende at bistandslovens §

58, stk. 11, må fortolkes således at hjælp efter bistandslovens § 58 ikke kan

være subsidiær i forhold til ydelser fra Sygeforsikringen 'danmark'. Den

Sociale Ankestyrelse afviste i skrivelsen af 21. juni 1996 dette anbringende

med den bemærkning 'at det fremgår af sammenhængen i § 58, at § 58, stk. 11,

alene

vedrører hjælp til motorkøretøj

efter § 58'. Den Sociale Ankestyrelse har senere - i udtalelsen til mig - på

baggrund af indsigelser fra (A) erkendt at den citerede bemærkning 'skyldes

..

en fejl'. Jeg må herefter konstatere at Den Sociale Ankestyrelse således

reelt

ikke i afgørelsen (og i øvrigt heller ikke senere i udtalelsen til mig) har

taget stilling til (A)'s anbringende i relation til bistandslovens § 58, stk.

11."

I brev af 21. juli 1997

kommenterede Ankestyrelsen min foreløbige redegørelse. I brevet var der bl.a.

anført:

"

Hjemmelsspørgsmålet:

...

Ankestyrelsen skal bemærke,

at styrelsen i sin afgørelse har lagt vægt på ordlyden i § 8, stk. 2, i

bekendtgørelse nr. 303 af 10. juni 1988, hvorefter der gives hjælp til

egenudgiften ud over 500 kr. (nu 300 kr. jf. bkg. nr. 423 af 16. juni 1989).

Efter en almindelig sproglig forståelse af ordet 'egenudgiften', fandt

Ankestyrelsen, at bestemmelsen måtte forstås således, at der kun kan ydes

hjælp

til den egenudgift ansøger selv har måttet afholde ved medicinindkøbet, ud

over

de 300 kr.

Ankestyrelsen har taget

udgangspunkt i, at ydelser efter § 58 ikke er trangsbestemte, og at der

derfor

som udgangspunkt er en ret til ydelsen, hvis man i øvrigt opfylder

betingelserne i § 58. Som udgangspunkt er § 58 primær i forhold til andre

bestemmelser i bistandsloven (§§ 46, 46a og 48) og pensionsloven (§ 17) om

hjælp til hjælpemidler, idet hjælp efter disse bestemmelser er afhængig af

økonomisk trang.

I modsætning til

udgangspunktet er reglen i bekendtgørelsen § 8 om hjælp til medicin subsidiær

i

forhold til de ovenfor nævnte andre bestemmelser, idet der, hvis der gives

hjælp efter disse bestemmelser, ikke er tale om egenbetaling.

Baggrunden for at

medicinudgifter i 1987 blev indføjet i hjælpemiddelbekendtgørelsen, og dermed

genindført som en udgift, der kan dækkes efter bistandslovens § 58, var

-

efter Socialministeriets oplysninger - et ønske fra Sammenslutningen af

Sociale Udvalg om at friholde personer, der vedvarende har et medicinforbrug

på

grund af en varig lidelse, for udgifter på mere end et vist afgrænset beløb

månedligt,

idet man havde konstateret, at der i nogle situationer kunne være store

problemer

med medicinudgifter, uden at det var muligt at yde hjælp efter bistandslovens

øvrige bestemmelser eller pensionslovgivningen. Der var således tale om en

minimering af patientens egenudgift og ikke en generel

medicintilskudsordning.

Baggrunden for reglen om

egenbetaling i forbindelse med medicinudgifter synes bl.a. at være en

vurdering af, at der ikke generelt er grund til at yde hjælp til mindre

udgifter, med mindre ansøger er omfattet af de regler, hvor der gives hjælp

efter en økonomisk trangsvurdering. Ankestyrelsen mener dog ikke, at man kan

lægge til grund, at det samtidig indførte 'bagatelbeløb' ikke også skulle

være

begrundet i administrative hensyn.

Ankestyrelsen skal endvidere

bemærke, at det er rigtigt, som anført af Ombudsmanden, at det af

bemærkningerne til bistandslovens § 58, stk. 2, pkt. 3), fremgår, at

bestemmelsen svarer til den gældende lovgivning og betragtningerne i

socialreformkommissionens

2. betænkning. Heraf fremgår bl.a., at den tidligere generelle bagatelgrænse

i

revalideringsloven formentlig i det væsentligste har været begrundet i

administrative hensyn, for at undgå et betydeligt antal sager. Det fremgår

videre, at man fandt, at denne grænse burde afskaffes, men at der burde

indføres en bemyndigelse til, hvor de nævnte administrative grunde taler for

det, administrativt i enkelte arter af tilfælde at kunne fastsætte visse

grænser for ydelse af mindre bekostelige hjælpemidler og reparation af

hjælpemidler.

Ankestyrelsen finder ikke, at

det forhold at et 'bagatelbeløb' i det væsentligste kun kan indføres af

administrative grunde, umiddelbart nødvendigvis må medføre, at der herefter

ikke kan ske fradrag i egenbetalingen for beløb, som er dækket af en privat

forsikring. Ankestyrelsen finder umiddelbart, at samme betragtninger kan

gøres

gældende med hensyn til dækning fra privat forsikring som med hensyn til

dækning via anden lovgivning, nemlig at ydelsen efter § 58 er indført som en

sidste mulighed for at få dækket sine medicinudgifter, hvis udgifterne er af

en

vis størrelse og andre muligheder svigter.

Ankestyrelsen mener ikke, at

dette synspunkt fører til, at der som anført af Ombudsmanden i realiteten er

tale om et forbud mod at borgeren tegner en forsikring mod en administrativt

fastsat 'selvrisiko'. Dels er der ikke tale om en generel fortolkning, som

nødvendigvis også må gælde i alle andre tilfælde end hjælp til

medicinudgifter

efter bistandslovens § 58, men en fortolkning på baggrund af § 58, jf. det

ovenfor anførte herom. Dels indebærer medlemskab af Sygeforsikringen

'danmark'

dækning af en række andre udgifter end udgiften til tilskudsberettiget

medicin,

som f.eks. lægebehandling, briller og tandbehandling. Kontingentbetalingen

kan

derfor ikke vurderes alene i lyset af 'bagatelbeløbet'.

Det er således Ankestyrelsens

opfattelse, at der har udviklet sig en fast praksis på området, der ikke

strider mod sigtet med bestemmelsen i bekendtgørelsens § 8, stk. 2, jf. også

det i Socialstyrelsens vejledning nr. 1 af 14. juni 1988, bilag 2, pkt.

NKH-Medicin,

anførte om, at personer, der er medlem af sygeforsikringen 'danmark', hvor

der

i et vist omfang fås refusion for udgifter til tilskudsberettiget

lægeordineret

medicin, kun har en egenudgift for så vidt angår ikke-refunderede

udgifter.

Ankestyrelsen har bemærket

sig, at Ombudsmanden henviser til, at der ses at gælde en almindelig

grundsætning om, at der ikke uden lovhjemmel kan ske fradrag for ydelser fra

private forsikringer i (bl.a.) ikke-trangsbestemte offentlige ydelser.

Af

de ovenfor anførte grunde har Ankestyrelsen imidlertid ment at kunne træffe

afgørelse på grundlag af en fortolkning af § 58, stk. 2, pkt. 3, og

bekendtgørelsens § 8, stk. 2.

Ombudsmanden har desuden

overvejet betydningen af bistandslovens § 58, stk. 11. Ombudsmanden finder

ikke, at det med tilstrækkelig sikkerhed modsætningsvis kan sluttes fra

bestemmelsen i bistandslovens § 58, stk. 11, at ydelser efter bistandslovens

§

58 generelt ikke er subsidiære i forhold til ydelser fra en privat

sygeforsikring som 'danmark'. Dette ændrer imidlertid ikke ved Ombudsmandens

tidligere konklusion.

Ankestyrelsen har ingen

bemærkninger til Ombudsmandens konklusion vedrørende anvendelsen af

bistandslovens § 58, stk. 11, men er enig i det af Ombudsmanden anførte.

Sagsbehandlingen:

Ombudsmanden har vedrørende

det sociale ankenævns begrundelse anført, at Ankestyrelsen i sin afgørelse

burde have taget udtrykkeligt stilling til klagen over begrundelsen i

ankenævnets afgørelse, og - hvis Ankestyrelsen havde ment at

begrundelsen

ikke var fyldestgørende - da have tilkendegivet over for ankenævnet på

hvilke punkter begrundelsen var mangelfuld.

Ankestyrelsen er enig med

Ombudsmanden i, at Ankestyrelsen har kompetence til at behandle spørgsmålet.

Ankestyrelsen har imidlertid

fundet, at det i dette tilfælde var tilstrækkeligt så vidt muligt at tage

stilling til klagers anbringender i Ankestyrelsens egen begrundelse for

afgørelsen.

Ombudsmanden har videre

anført, at det efter hans opfattelse havde været i bedst overensstemmelse med

hensynet bag forvaltningslovens begrundelsesregler, hvis Ankestyrelsen havde

henvist til den seneste lovbekendtgørelse af bistandsloven. Ombudsmanden

finder

desuden, at Ankestyrelsen burde have henvist til samtlige bekendtgørelser,

også

den der ændrede beløbet i § 8, stk. 2, og til deres fulde titel i lovtidende.

Ankestyrelsen vil tage

Ombudsmandens synspunkter vedrørende lovhenvisninger mv. til efterretning.

Ombudsmanden har endeligt

bemærket, at Ankestyrelsen reelt ikke i afgørelsen (og i øvrigt heller ikke i

senere udtalelse) har taget stilling til klagers anbringende vedrørende

bistandslovens § 58, stk. 11.

Ankestyrelsen beklager som

tidligere meddelt, at styrelsen har besvaret et af klagers anbringender

fejlagtigt. Ankestyrelsen skal udtale, at styrelsen ikke finder, at § 58,

stk.

11, gør udtømmende op med, hvorvidt alle andre offentlige og private ydelser

er

primære eller subsidiære i forhold til § 58. Forskellen er, som også anført

af

Ombudsmanden i den foreløbige redegørelse, at ydelserne, som særligt er nævnt

i

stk. 11, er obligatoriske ydelser. Reglen er en videreførelse af en regel i

revalideringslovens § 3, hvorefter støtten til hjælpemidler var subsidiær i

forhold til regler om sådan støtte i den sociale ulykkesforsikringslovgivning

samt til hjælpemidler, der ydedes som led i behandling på offentligt sygehus.

Efter Ankestyrelsens opfattelse tager bestemmelsen alene sigte på at regulere

forhold mellem støtte efter den nævnte lovgivning og støtte efter § 58."

Ved brev af 11. august 1997

sendte jeg min foreløbige redegørelse og Ankestyrelsens udtalelse til

Socialministeriet, med henblik på ministeriets udtalelse om

hjemmelsspørgsmålet

i sagen.

Socialministeriet skrev i en

udtalelse af 19. december 1997 hertil bl.a.:

"Ombudsmandens

redegørelse giver Socialministeriet anledning til følgende bemærkninger:

Offentlig støtte til

medicinudgifter gives i første række efter sygesikringslovgivningen.

Derudover

er der efter den sociale lovgivning forskellige muligheder for at yde hjælp

til udgifter, der ikke dækkes efter sygesikringslovens generelle

tilskudsregler.

Indtil 1. juli 1987 var der

mulighed for at hjælpe personer, som ikke selv havde økonomiske midler til at

afholde udgifterne, ved en supplerende hjælp efter bistandslovens §

46 a

eller, hvis der var tale om

pensionister, ved et personligt tillæg efter pensionslovens § 17.

Handicappede

børn under 18 år og voksne hjemmeboende med vidtgående fysiske eller psykiske

handicap kunne få dækket medicinudgifter efter bistandslovens § 48 uden

hensyn

til de økonomiske forhold.

Der var på daværende

tidspunkt hverken efter bistandsloven eller pensionsloven mulighed for at

hjælpe en gruppe personer, der som følge af deres økonomiske forhold ikke

kunne

få dækket medicinudgifter, men som på grund af kroniske lidelser havde store

og

vedvarende medicinudgifter, der belastede et i øvrigt rummeligt budget. Som

nævnt i Ankestyrelsens udtalelse af 21. juli 1997 blev det på den baggrund

foreslået af blandt andre Sammenslutningen af Sociale Udvalg, at der skulle

kunne ydes tilskud til dækning af store medicinudgifter til personer med

kroniske

lidelser.

Ved bekendtgørelse nr. 431 af

19. juni 1987 indsattes en ny §

9 a

i den dagældende hjælpemiddelbekendtgørelse. Bestemmelsen havde følgende

ordlyd:

'§

9 a.

Personer, der får ordineret tilskudsberettiget medicin på grund af en varig

lidelse, kan få hjælp til dækning af den del af egenudgiften, der overstiger

500 kr. pr. måned.

Stå 2. Hjælpen udbetales månedsvis bagud.'

Bestemmelsen om hjælp til

medicinudgifter, der blev indsat i den tidligere hjælpemiddelbekendtgørelse

ved bekendtgørelse nr. 431 af 19. juni 1987, er videreført med en lidt ændret

formulering, men uden indholdsmæssige ændringer, i bekendtgørelse nr. 303 af

10. juni 1988 om ydelse af hjælpemidler efter bistandslovens § 58.

Beløbsgrænsen på 500 kr. blev nedsat til 300 kr. ved bekendtgørelse nr. 423

af

16. juni 1989.

Som det fremgår skal

hjælpemiddelbekendtgørelsens bestemmelse ikke ses som en generel

medicintilskudsregel. Målgruppen for bestemmelsen er alene en gruppe

personer,

der løbende har store udgifter til medicin, som ikke kan dækkes efter andre

bestemmelser, herunder trangsbestemmelserne i bistandslovens §

46 a

og pensionslovens § 17. Ansøgninger

om støtte til medicinudgifter skal nu - ligesom før 1. juli 1987

-

primært vurderes efter de nævnte trangsbestemmelser, hvor tilskud fra private

forsikringer, herunder sygeforsikringen 'Danmark', indgår ved den økonomiske

behovsvurdering.

Det er på den baggrund

Socialministeriets opfattelse, at den fortolkning af ordet 'egenudgiften',

der

er anlagt såvel i Socialstyrelsens vejledning nr. 1 af 14. juni 1988 som af

Den Sociale Ankestyrelse, både ligger inden for den sprogligt mulige

forståelse

af ordet og stemmer overens med intentionerne bag

hjælpemiddelbekendtgørelsens

bestemmelse om hjælp til dækning af medicinudgifter.

Med hensyn til spørgsmålet

om, hvorvidt hjælpemiddelbekendtgørelsens § 8 med den gældende fortolkning er

i

strid med bemyndigelsesbestemmelserne i bistandslovens § 58, må der efter

Socialministeriets opfattelse tages udgangspunkt i bestemmelsernes ordlyd.

Socialministeriet er enig med Ombudsmanden i, at lovens forarbejder indgår

som

et vigtigt element ved bedømmelsen, men Socialministeriet finder, at der

herudover skal lægges vægt på tilkendegivelser fra Folketinget efter lovens

vedtagelse, uanset at tilkendegivelserne ikke kommer til udtryk gennem

lovændringer.

Forslaget om, at der i et

vist omfang skulle kunne ydes hjælp til medicinudgifter til personer, som på

grund af deres økonomiske forhold ikke kunne få hjælp til udgifterne efter

sociallovgivningens trangsbestemmelser, blev inddraget i forhandlingerne i

1986-87 i Folketingets Socialudvalg om forbedringer på hele

handicapområdet. I beretning over en prioriteret handlingsplan for den

fremtidige handicappolitik, afgivet den 27. maj 1987, var der i Folketingets

Socialudvalg enighed om iværksættelse af en række initiativer, herunder at

der

med virkning fra 1. juli 1987 skulle kunne ydes dækning af udgifter over 500

kr. månedlig til medicin til kronisk syge. Samtidig pålagde Socialudvalget

socialministeren over for Socialudvalget i folketingsåret 1988-89 at

redegøre for forløbet af disse initiativer.

Der henvises til

Folketingstidende, folketingsåret 1986-87, tillæg B, spalte

2529-2544.

I marts 1989 fremlagde

socialministeren over for Folketingets Socialudvalg en redegørelse om

opfølgningen af Socialudvalgets handlingsplan. Med hensyn til spørgsmålet om

tilskud til medicin oplyste socialministeren følgende:

'Ifølge Socialministeriets bekendtgørelse nr. 431 af 19. juni 1987 kan

fra 1. juli 1987 personer, der får ordineret tilskudsberettiget [medicin] på

grund af en varig lidelse, få hjalp til dækning af den del af egenudgiften,

der

overstiger 500 kr. pr. måned. Regeringen har aftalt med forligspartierne at

nedsatte denne grænse til 300 kr. pr. måned i forbindelse med forliget om at

indføre en egenbetaling på 800 kr. for medicinudgifter efter

sygesikringsloven.'

Der vedlægges kopi af

socialministerens redegørelse vedrørende opfølgning af handlingsplanen for

den

fremtidige handicappolitik mv., marts 1989.

Det er Socialministeriets

opfattelse, at der ved vurderingen af hjemmelsgrundlaget bør lægges mindst

lige så stor vægt på den nævnte beretning fra Folketingets Socialudvalg, som

på

forarbejder, der dannede grundlag for lovens vedtagelse 13 år tidligere.

Socialministeriet deler således ikke Ombudsmandens opfattelse af, at der ikke

er tilstrækkelig hjemmel for hjælpemiddelbekendtgørelsens § 8, hvorefter

hjælp

til tilskudsberettiget medicin, der ordineres på grund af en varig lidelse,

alene ydes til egenudgiften ud over 300 kr. månedlig.

Det kan i øvrigt oplyses, at

bistandsloven afløses af serviceloven, jf. lov nr. 454 af 10. juni 1997 om

social service, den 1. juli 1998. Af bemærkningerne til lovforslagets § 95

(den vedtagne lovs § 97) fremgår, at det forudsættes, at der som efter den

gældende hjælpemiddelbekendtgørelse vil være mulighed for at yde hjælp til

store egenudgifter til tilskudsberettiget medicin, der ordineres på grund af

en varig lidelse. På den baggrund er der i udkast til ny

hjælpemiddelbekendtgørelse og tilhørende vejledning, som Socialministeriet

har

sendt til høring til en række organisationer m.v. den 21. november 1997, lagt

op til en videreførelse af den nuværende praksis."

A kommenterede i brev af 16.

februar 1998 Socialministeriets udtalelse. A skrev:

"Således som jeg læser

den relevante del af Socialministerens redegørelse - afsnit II, f; citeret i

Socialministeriets udtalelse -er der heri alene indeholdt de faktiske

oplysninger,

at

1987-bekendtgørelsen

fastsatte 'egenudgiften' for mennesker, der får ordineret tilskudsberettiget

medicin på grund af en varig lidelse, til 500 kr. pr. måned, og

at

regeringen med forligspartierne havde

aftalt 'at nedsætte denne grænse til 300 kr. pr. måned'. Ministerens

redegørelse til Folketingets Socialudvalg omtaler ikke med ét ord, at der ved

opgørelse af egenudgiften - efter Socialministeriets opfattelse - skal tages

hensyn til den refusion, som den tilskudsberettigede måtte modtage fra

'danmark'.

Jeg må - uanset at dette er

uomtalt i brevet fra Socialministeriet - gå ud fra, at Folketingets

Socialudvalg ved en beretning har taget Socialministerens redegørelse af

marts

1989 til efterretning.

Allerede af den grund, at

spørgsmålet om 'egenudgiften's mulige afhængighed af tilskud fra 'danmark' er

uomtalt i Socialministerens redegørelse af marts 1989 til Folketingets

Socialudvalg, kan den omstændighed, at Socialudvalget måtte have taget denne

redegørelse til efterretning, efter min mening ikke tages til indtægt for, at

Socialudvalget tillige har taget til efterretning, at udtrykket

'egenbetaling'

skal fortolkes som af Socialministeriet hævdet."

Ved brev af 23. april 1998

sendte jeg A's bemærkninger og bemærkninger fra Sygeforsikringen

"danmark" som repræsenterer en part i en tilsvarende sag som jeg

behandler, til Socialministeriet.

I et brev som jeg modtog den

4. juni 1998, oplyste Socialministeriet at det ikke havde bemærkninger til

A's

brev af 16. februar 1998.

Jeg afgav herefter følgende

endelige udtalelse:

"1. Vedrørende hjemmelsspørgsmålet

Lov nr. 454 af 10. juni 1997

om social service indeholder i § 97 bl.a. følgende bestemmelser:

'Kommunen yder støtte til

hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk

funktionsevne,

når hjælpemidlet

i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den

nedsatte funktionsevne,

i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i

hjemmet eller

er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et

erhverv.

Stk. 2....

...

Stk. 5.

Socialministeren kan fastsætte regler om

1) ...

2) i hvilket omfang

modtageren selv betaler en del af udgiften til anskaffelse, reparation og

drift

af et hjælpemiddel.

... '

Om bestemmelsen anføres det i

bemærkningerne til lovforslagets § 95 (som svarer til § 97 i den vedtagne

lov),

jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, s. 4992-4993:

'

Til § 95

Forslaget afløser

bistandslovens § 58 og bygger på anbefalinger fra Udvalget om hjælpemidler og

andre handicapkompenserende ydelser (Kompensationsudvalget).

...

... Der er således ikke

tilsigtet nogen ændring i den personkreds, der kan modtage støtte til

hjælpemidler.

Der er heller ikke tilsigtet

ændringer i de nuværende tildelingskriterier.

...

Derudover svarer

bemyndigelsesbestemmelsen i stk. 5 med redaktionelle ændringer til den

gældende lov. Vedrørende udgiften til anskaffelse, jf. stk. 5, nr. 2,

forudsættes det, at bagatelgrænsen i hjælpemiddelbekendtgørelsen ophæves

efter

anbefaling fra Kompensationsudvalget. Det forudsættes, at der som efter den

gældende hjælpemiddelbekendtgørelse vil være mulighed for at yde hjælp til

dækning af store egenudgifter til tilskudsberettiget medicin, der ordineres

på

grund af en varig lidelse.

...'

På denne baggrund og på

baggrund af det som Socialministeriet har anført i sin udtalelse af 19.

december 1997, er det min opfattelse at hjemmelsspørgsmålet må anses for

ganske

tvivlsomt.

Jeg har herefter ikke fundet

fuldt tilstrækkeligt grundlag for at henstille til Den Sociale Ankestyrelse

at

genoptage sagen med henblik på at træffe en ny afgørelse.

Derimod har jeg henstillet

til Socialministeriet ved en kommende revision af lov om social service i

loven

at foreslå indsat en bestemmelse som indeholder udtrykkelig hjemmel til at

fradrage tilskud fra Sygeforsikringen 'danmark' i støtte efter § 97 i lov om

social service.

2. Den Sociale Ankestyrelses sagsbehandling

Jeg må fastholde den kritik

af Ankestyrelsens sagsbehandling som jeg har anført under pkt. 3 i min

foreløbige redegørelse.

Den Sociale Ankestyrelse burde

således i sin afgørelse udtrykkeligt have taget stilling til A's klage over

begrundelsen i det sociale ankenævns afgørelse, og - hvis Ankestyrelsen havde

ment begrundelsen ikke var fyldestgørende - have tilkendegivet over for det

sociale ankenævn på hvilke punkter begrundelsen var mangelfuld.

Ligeledes må jeg konstatere

at Ankestyrelsens egen begrundelse var mangelfuld på de punkter som fremgår

af

pkt. 3.2. i min foreløbige redegørelse.

3. Afslutning

Jeg har meddelt

Socialministeriet og Den Sociale Ankestyrelse min opfattelse. Jeg foretager

mig

herefter ikke videre i sagen."

NOTER (*1) Jf.

FOB 1995, s. 513ff

019950048174.

Lignende dokumenter