Retten til dagpenge. Officialprincippet. Legalitetsprincippet. Remonstration
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Retten til dagpenge. Officialprincippet.
Legalitetsprincippet. Remonstration
Af sagens akter fremgik at Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringen
den
19. september 1991
fik en anonym henvendelse om at A skulle have
modtaget forudbetaling for at skrive en bog. Ved brev af
20. maj 1992
bad direktoratet
Københavns skatteforvaltning om oplysninger om A og hans ægtefælles indtægts-
og formueforhold ifølge skatteansættelsen for indkomståret 1991. Direktoratet
bad endvidere om at få kopi af nærmere angivne papirer tilsendt, herunder A's
selvangivelse for det pågældende indkomstår. Ved brev af
9. juni 1992
bad direktoratet
Specialarbejdernes Arbejdsløshedskasse om at få tilsendt kopi af bl.a.
ledighedserklæring fra
8.
maj 1991, dagpengekort fra
8. maj 1991
og året ud samt en række andre blanketter og
udskrifter. I brev af samme dato bad direktoratet X parti oplyse hvor mange
timer A havde arbejdet for partiet i indkomståret 1991.
Den 12. juli 1992
spurgte direktoratet
en avis om A havde haft artikler i avisen i 1991.
Avisen svarede i brev af
12. juli 1992
at A havde haft "en
Læs alt
artikel i vores avis den 27/5-91 og den 27/6-91, som han har modtaget i alt
kr. 4.000,00 for".
X parti oplyste
den 10. juli 1992
at A havde modtaget 123.097
kr. for ansættelse (formand) i perioden
1. januar 1991
til
31. maj 1991.
Efter at have modtaget de ønskede oplysninger
fra skattemyndighederne, arbejdsløshedskassen og de to arbejdsgivere bad
direktoratet ved breve af 27. og
28. juli 1992
en lang række af arbejdsgivere som A havde
udført freelancearbejde for, om oplysninger vedrørende A's engagementer med
de pågældende institutioner, aviser, tidsskrifter mfl.
A blev ikke straks
underrettet om at direktoratet havde indledt en sag vedrørende kontrol af
hans
dagpengeudbetalinger. Direktoratet sendte
den 27. august 1992
på baggrund af de
indhentede oplysninger en indberetning til arbejdsløshedskassen da
direktoratet
var blevet opmærksom på forhold af betydning for retten til dagpenge.
Arbejdsløshedskassen
blev bedt om at træffe en afgørelse vedrørende disse forhold. Af
indberetningen
fremgik bl.a. følgende:
"...
DfA har modtaget en anonym
henvendelse, hvoraf det fremgår, at (A) skulle have modtaget forudbetaling af
et honorar for at skrive en bog.
DfA har i denne anledning
indhentet skatteoplysninger for 1991 vedrørende medlemmet. Af
skatteoplysningerne
fremgår ikke, at medlemmet skulle have modtaget omtalte honorar.
Derimod fremgår det af
oplysningerne fra skattevæsnet, at (A) i 1991 havde en samlet A-indkomst på
ialt 192.423,-. Heraf var kr. 123.097,- løn fra (X parti) for perioden fra 1.
januar til
31. maj 1991.
Medlemmet har i 1991 modtaget arbejdsløshedsdagpenge svarende til kr.
66.147,-.
Endvidere fremgår det af
oplysningerne fra skattevæsnet, at medlemmet i 1991 har haft en samlet
B-indkomst i form af vederlag og honorarer på ialt kr. 33.248,-. Heraf er kr.
24.790,- indtjent efter
den
29. april 1991.
Medlemmet har på sin
ledighedserklæring af
6. maj
1991
anført, at arbejdet for (X parti) ophørte
den 30. april 1991.
DfA har indhentet oplysninger
fra (X parti), hvoraf det fremgår, at ansættelsen først ophørte
den 31. maj 1991.
Ved at sammenholde de
oplysninger som DFA har modtaget fra de arbejdsgivere som har udbetalt
medlemmet B-indkomst i 1991, har DfA endvidere konstateret, at der formentlig
er sket fejludbetaling af dagpenge, idet (A) på dagpengekortene kun har givet
oplysninger om honorar/vederlag for kr. 16.200,- og 16,2 arbejdstimer.
DfA skal i denne forbindelse
henlede kassens opmærksomhed på reglerne om belægning af dagpengekortet ved
ukontrollabel arbejdstid, jf. bekendtgørelse nr. 461 af
27. juni 1989
om supplerende dagpenge
til et arbejdsløshedskassemedlem, der er lønmodtager og har nedsat
arbejdstid.
Endelig har DfA konstateret,
at arbejdsløshedskassen i uge
28 i 1991
har udbetalt dagpenge til medlemmet uanset at
medlemmet på sit dagpengekort har oplyst, at han holdt ferie.
DfA anmoder
arbejdsløshedskassen om en afgørelse af de anførte forhold.
DfA forudsætter, at medlemmet
får lejlighed til at komme med en udtalelse.
..."
På baggrund af en artikel i
en avis
den 30. august 1992
blev direktoratet opmærksom på at A var ved at skrive en bog, og bad
den 3. september 1992
arbejdsløshedskassen om også at undersøge dette forhold.
A har oplyst at han modtog
indberetningen af
27.
august 1992
umiddelbart efter at den var blevet sendt til arbejdsløshedskassen.
I brev af
3. oktober 1992
til
arbejdsløshedskassen fremkom A med bemærkninger til indberetningen. A skrev
bl.a. følgende:
"...
1.
Den registrerede uoverensstemmelse mellem de oplysninger jeg har
givet vedrørende mit ansættelsesforhold i (X parti) på ledighedserklæringen
af
6. maj og de af DfA indhentede oplysninger hos (X parti), skyldes uforsigtig
omgang med EDB-materialer.
Jeg fratrådte, sådan som jeg
har oplyst på ledighedserklæringen, mit ansættelsesforhold i (X parti)
den 30. april 1991. Men da
jeg af (X parti) modtog godtgørelse for første ledighedsdag den 1. maj,
figurerede jeg i deres lønningsregnskab for maj måned, der først sluttede den
31. maj. Dette forhold fremgår ikke af den EDB-førte oplysningsseddel.
...
2.
Ved gennemgang af mine kontrolkort sammenlignet med de udbetalte
dagpenge i 1991 fremgår det, at jeg i et par tilfælde har skrevet for mange
timer på kontrolkortet i forhold til det faktiske timetal incl. forberedelse.
For dette har jeg ingen krav om efterregulering. Derudover fremgår det af
DfAs
materialer, at jeg har modtaget kr. 4000,- fra (en avis). Det er korrekt, men
de 3000,- kroner er for arbejde udført i april måned 1991 (se bilag 2), altså
inden jeg blev meldt ledig. Og de sidste 1000 kroner er skrevet på
kontrolkortet.
Derimod må jeg erkende, at
kroner 3000,- som jeg har modtaget fra (en tv-station) ikke er påført
kontrolkortet. Det samme gælder kroner 600,- fra (en anden tv-station). Om
dette beløb er der det at sige at det ikke er et honorar, men en erstatning
for
et arbejde der aldrig kom til udførelse.
3.
DfA har, jfr. oplysninger i (en avis), erfaret at jeg i de
seneste år har været beskæftiget med at skrive en bog. Jeg har gennem flere
år
arbejdet på at opklare mysteriet omkring (Y)'s forsvinden. Dette er sket i
min
tid som (X parti)-formand. I uge 50 i 1991 var jeg i (udlandet) [for] at
hente
de sidste materialer der kunne sætte punktum i sagen. Og i denne uge modtog
jeg
ikke dagpenge fra A-kassen, derfor var rejsen ikke påført dagpengekortet.
Den 3. august 1992
indgik jeg en aftale med
forlaget (F) om udgivelse af en bog om (Y). Af samme årsag har jeg ikke siden
denne dato modtaget dagpenge. Til afklaring af de anonyme rygter om, at jeg
skulle have modtaget forudbetaling af honorar for denne bog, skal jeg oplyse
[at] forlaget først
den 13.
august 1992
udbetalte et a conto-beløb i forfatterhonorar.
..."
Arbejdsløshedskassen traf
afgørelse i sagen i brev af
11.
februar 1993
til A. Af afgørelsen fremgik bl.a. følgende:
"...
Det er hovedkontorets
opfattelse, at du ud fra de foreliggende oplysninger med urette har modtaget
dagpenge i uge 48/91, idet du d.
26.11.1991
har udført arbejde for (en tv-station), for
hvilket du modtog kr. 3.000,- i honorar, uden at opgive dette på dit
dagpengekort
vedrørende uge 48/91.
...
Det er derfor hovedkontorets
afgørelse, at du, jvf. arbejdsløshedslovens § 86, stk. 4, skal tilbagebetale:
brutto kr. 2.502
,-
,
som du har modtaget for uge
48/91.
Det er endvidere
hovedkontorets opfattelse, at forholdet grundet sagens særlige omstændigheder
og karakter, jvf. arbejdsløshedslovens § 87 samt direktoratets cirkulære af
19.2.1987, skal betragtes
som uagtsomt uden ikendelse af sanktion.
Ovenstående afgørelse kan,
jvf. arbejdsløshedslovens § 98, stk. 2 ankes til Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringen.
...
Såfremt du har spørgsmål
vedrørende afgørelsen, bedes du henvende dig i din afdeling.
..."
A påklagede ikke
arbejdsløshedskassens afgørelse.
Direktoratet bad efter at
have modtaget kopi af arbejdsløshedskassens afgørelse i brev af
18. februar 1993
arbejdsløshedskassen
om at undersøge A's lønforhold under hans ansættelse i X parti. Direktoratet
bad arbejdsløshedskassen foranledige oplyst hvorfor A's bruttoløn på
lønsedler
arbejdsløshedskassen havde sendt til direktoratet for perioden januar-april
1991, udgjorde 81.288 kr. når arbejdsgiveren havde oplyst A's bruttoløn for
perioden til 123.097 kr.
I brev af
12. juni 1993
udtalte A
sig om det nye spørgsmål. A oplyste at differencen dels skyldtes at X parti
fejlagtigt havde opgivet hans indkomst ca. 10.000 kr. for højt, og at
oplysningssedlen til skatteregistret også indeholdt oplysninger om
feriegodtgørelse. A sluttede med følgende spørgsmål:
"Det fremgår ikke af
brevet, med hvilken begrundelse de ønsker baggrunden for differencen
afklaret.
Har det betydning for sagens udfald om min indkomst har været kr. 9.425,-
større eller mindre over de fire måneder ansættelsesforholdet varede i 1991?
Det fremgår jo klart af de allerede fremsendte papirer, at der er tale om
A-indkomst. Selv om indkomsten nedskrives, fremgår det jo af lønsedlerne, at
det ingen indflydelse kan have på dagpengesatsen.
..."
Arbejdsløshedskassen
videresendte A's svar til direktoratet
den 23. juni 1993, og direktoratet traf afgørelse i sagen
den 7. juli 1993.
Af afgørelsen fremgik bl.a.:
"
Den 11. februar 1993
har
Specialarbejdernes Arbejdsløshedskasse meddelt DfA, at De har modtaget for
meget i arbejdsløshedsdagpenge.
AFGØRELSE
DfA finder, at De skal
tilbagebetale i alt brutto kr. 8.137,- til kassen.
DfA finder også, at De for
svig overfor arbejdsløshedskassen skal pålægges en effektiv karantæne på 120
timer.
Derudover finder
direktoratet, at De for uagtsomhed på grund af Deres manglende angivelse af
udbetalte honorarer på dagpengekortet, skal pålægges en effektiv karantæne på
37 timer.
Den samlede sanktion beløber
sig herved til 157 timers effektiv karantæne.
Direktoratet har således
ændret kassens afgørelse vedrørende både tilbagebetalingsbeløb og sanktion.
Begrundelse for afgørelsen samt sagsfremstilling
...
Ved gennemgang af Deres
dagpengekort vedrørende 1991 har direktoratet endvidere konstateret, at De
har
oplyst om honorar/vederlag svarende til 16.200,- samt om 16,2 arbejdstimer.
Ifølge indberetninger til
skattevæsnet vedrørende 1991 havde De en samlet B-indkomst i form af vederlag
og honorarer på ialt kr. 33.248,-, heraf 24.790,- optjent efter
den 29. april 1991.
...
Direktoratet har i det
følgende behandlet spørgsmål om tilbagebetaling og sanktion vedrørende de
udbetalte honorarer/vederlag.
Honorar fra (en tv-station).
Vedrørende det af
hovedafdelingen anførte, skal direktoratet bemærke, at direktoratet er enig
med
kassen i, at De skal tilbagebetale dagpenge, som med urette er udbetalt i uge
48 i 1991, ialt kr. 2.502,-.
Direktoratet finder, at De
ved ikke at oplyse om arbejdet/honoraret fra (tv-stationen) på dagpengekortet
har fortiet omstændigheder af betydning for retten til dagpenge, hvorfor
dagpenge, udbetalt for denne periode, skal tilbagebetales, jf. § 86, stk. 1 i
arbejdsløshedsforsikringsloven.
Direktoratet finder
endvidere, at nævnte fejludbetaling beror på Deres svigagtige forhold, jf. §
87, stk. 1 i arbejdsløshedsforsikringsloven, idet det af dagpengekortet
fremgår, at alt arbejde og al skattepligtig indtægt skal oplyses.
Direktoratet har herved lagt
vægt på, at De ved Deres underskrift på dagpengekortet, på tro og love har
erklæret, at oplysningerne er rigtige. Endvidere har direktoratet lagt vægt
på,
at De efter det oplyste ikke har kunnet give nogen forklaring på den
manglende
oplysning om indtægten.
Direktoratet ændrer således
kassens afgørelse for så vidt angår udmålingen af sanktion for det nævnte
forhold.
...
Artikler skrevet til (en avis).
Kassen har, under henvisning
til Deres egne oplysninger, i brev af
3. oktober 1992, bemærket, at honoraret på kr. 3000,-,
vedrørende artikler i (en avis), er betaling for artikler bragt i april
måned,
mens ansættelsesforholdet med (X parti) bestod.
Direktoratet har i denne
forbindelse indhentet oplysninger fra (avisen), som i brev af
12. juli 1992
har oplyst,
at De har modtaget honorar på kr. 4.000,- for artikler, som blev bragt i
avisen
den 27. maj (mandag i uge 22/91) og den 27. juni (uge 26) 1991.
Direktoratet har lagt til
grund, at (avisens) oplysninger om tidspunktet for indrykning af artiklerne
er
korrekte.
På dagpengekortet for uge
22 i 1991
har De oplyst,
at De holdt ferie. Eftersom artiklerne blev bragt mandag i uge 22/91, finder
direktoratet, at det må lægges til grund, at arbejdet er udført i de
forudgående uger, uge 20 og
21
i 1991.
På dagpengekortet for uge 20
og 21/91 har De ikke oplyst om arbejdet udført for (avisen). De har heller
ikke
i de forudgående uger med dagpenge oplyst om denne beskæftigelse.
Herefter finder direktoratet,
at der med urette er udbetalt dagpenge i uge 21/91. Idet omregning af
vederlaget
på kr. 3000,- betyder belægning af dagpengekortet med et timetal på 28,3 (kr.
3000,-/omregningssats på 106,01). Endvidere fremgår af § 15, stk. 1 i
bekendtgørelse nr. 461 af
27.
juni 1989, at der ikke kan udbetales dagpenge, hvis dagpenge i en
uge udgør mindre end 9 timer.
Tilbagebetalingen af dagpenge
vedrørende uge
21 i 1991
udgør således kr. 2454,-. Vedrørende tilbagebetalingen henvises til § 86,
stk.
1 i arbejdsløshedsforsikringsloven, hvorefter dagpenge, som med urette er
udbetalt, fordi medlemmet har fortiet omstændigheder, som er af betydning for
dagpengeretten, skal tilbagebetales.
Endvidere finder
direktoratet, at De burde have oplyst om arbejdet med avisartiklerne på
dagpengekortet.
Direktoratet finder derfor, at De har handlet uagtsomt ved ikke at oplyse om
beskæftigelsen på dagpengekortet, og derfor skal pålægges en effektiv
karantæne
på 37 timer for dette uagtsomme forhold, jf. § 87, stk. 3 i
arbejdsløshedsforsikringsloven,
og jf. cirkulære af
19.
februar 1987, vedrørende retningslinier for idømmelse af sanktion
i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1 og 3.
..."
Herefter gennemgik
direktoratet i brevet en lang række forhold hvor A havde modtaget honorar for
afholdte foredrag i forskellige institutioner. A havde på dagpengekortet
oplyst om timetallet for disse foredrag, men ikke om honoraret. Da der efter
direktoratets opfattelse var tale om at arbejdstiden i forbindelse med disse
foredrag ikke var kontrollabel, burde der ifølge direktoratet have fundet en
omregning sted for de udbetalte honorarer. Da der altså var sket en
fejludbetaling, fandt direktoratet at A skulle tilbagebetale det for meget
udbetalte beløb. Direktoratet konkluderede endvidere at fejludbetalingen
beroede på A's uagtsomme forhold.
Sammenfattende udtalte
direktoratet bl.a. følgende:
"
Sammenfatning vedrørende tilbagebetaling og sanktion.
Det samlede
tilbagebetalingsbeløb, jf. ovenfor, bliver herefter kr. 8.137,-.
Vedrørende manglende
oplysninger om honoraret modtaget fra (tv-stationen) (kr. 3000,-), finder
direktoratet som nævnt, at fejludbetalingen skyldes Deres svigagtige forhold.
Direktoratet finder, at De
derfor skal pålægges en effektiv karantæne på 120 timer, jf. § 87, stk. 1 i
arbejdsløshedsforsikringsloven og cirkulære af
19. februar 1987
vedrørende retningslinier for
idømmelse af sanktion i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 87,
stk.
1 og stk. 3 (udkast er gengivet nedenfor).
Det fremgår af ovennævnte
gennemgang, at direktoratet finder, at den del af fejludbetalingen, som
skyldes
manglende angivelse af honorarernes størrelse, beror på Deres uagtsomme
forhold.
Grundet sagens særlige
omstændigheder finder Direktoratet ikke grundlag for at pålægge Dem sanktion
for hvert enkelt uagtsomhedsforhold. Derimod finder Direktoratet, at De
samlet
skal pålægges 37 timers effektiv karantæne for de nævnte forhold, jf. § 87,
stk. 3 i arbejdsløshedsforsikringsloven og cirkulære af
19. februar 1987
vedrørende
retningslinier for idømmelse af sanktion i henhold til
arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1 og stk. 3 (udkast er gengivet
nedenfor)..
Den samlede effektive
karantæne udgør således i alt 157 timer.
Under henvisning til
arbejdsløshedskassens afgørelse af
11. februar 1993, skal det i øvrigt bemærkes, at
direktoratet er enig i kassens afgørelse vedrørende fejludbetalingen af
dagpenge i uge 28/91, hvorefter det alene påhviler kassen at tilbagebetale
dagpenge, som med urette er udbetalt mens De holdt ferie."
I breve af 2., 3. og
5. august 1993
klagede A
over denne afgørelse til Arbejdsmarkedets Ankenævn. Om sit arbejde med
artiklerne
til en avis og tidspunktet for offentliggørelsen i avisen anførte A bl.a.
følgende (i brevet af
3.
august 1993
):
"...
Direktoratet havde på
baggrund af de indhentede skatteoplysninger, hvoraf det fremgår, at jeg i
hele
indkomståret 1991 havde tjent 4000,- hos (avisen), telefonisk forespurgt
(avisen) om, hvornår disse artikler havde været bragt. Da dette er et større
arbejde at blade så mange aviser igennem sjussede avisen sig fejlagtig frem
til to datoer, svarende til udbetalingsperioden for honorarerne.
For at udrede fejlen
fremsendte jeg behørig dokumentation for de kr. 4000,-. De kr. 4000,- var
betaling
for 4 artikler. De tre var bragt i april måned 1991 som en miniserie (den
sidste blev bragt
den 24. april
1991, jfr. den til direktoratet fremsendte dokumentation). Den
sidste i uge 25 1991. I april måned, da de 3 artikler blev bragt, var jeg
ikke
ledig. Honoraret for den sidste artikel er behørigt opgivet på
dagpengekortet.
På trods af disse kendsgerninger
skriver direktoratet i afgørelsen, at den fremsendte dokumentation er et
udtryk
for
'Deres egne oplysninger'
,
hvorfor direktoratet vælger at
'lægge til
grund, at (avisens) oplysninger om tidspunktet for indrykning af artiklerne
er
korrekte'.
Igen ligger der en klar
insinuering af, at jeg skulle manipulere med oplysningerne. Når direktoratet
modtager dokumentation i form af en avisartikel fra
den 24. april 1991, hvoraf det
udtrykkeligt fremgår, at det er
'den
sidste af tre artikler'
, og når de samtidigt ved, at der er udbetalt kr.
1000,- for den sidste artikel [i] uge 25, er det vel nærliggende at
konkludere,
at når der er udbetalt kr. 1000,- for den sidste artikel, er der givetvis
også
udbetalt det samme for de første 3, altså ialt 4.000,- svarende til min
samlede
indtjening hos (avisen) i hele 1991. Men når denne nærliggende konklusion
ikke
ligger lige for hos direktoratet, var det vel ikke et urimeligt forlangende,
at
de havde forelagt (avisen) min dokumentation for at høre om de kunne be-eller
afkræfte dem, inden de afsagde deres dom.
..."
Endvidere gjorde A gældende
at der efter hans mening ikke var tale om svig med hensyn til de manglende
oplysninger om engagementet ved tv-stationen. A anførte bl.a.:
"...
Jeg mener ikke, at der er
tale om et svigagtigt forhold. Der er tale om et enkeltstående tilfælde,
hvorfor jeg kan anerkende det som et uagtsomt forhold, jfr. ovenstående
redegørelse, som på grund af sagens omstændigheder ikke bør medføre
karantæne,
således som arbejdsløshedskassen har fastslået.
Det fremgår også af sagen, at
direktoratet selv har været lidt usikker på, hvorvidt de kunne tillade sig at
kalde forholdet for svig, eftersom de ifølge den manglende opgivelse af
nøjagtigt det samme beløb i forhold til (avisen), nemlig kr. 3000,-, vurderer
dette
forhold som værende uagtsomhed.
...
Kommentar.
Selv om det måske ikke er
normalt, at en anke til Ankenævnet behæftes med en kommentar, føler jeg trang
til det.
Det fremgår givetvis tydeligt
af redegørelsen, at jeg finder direktoratets behandling af denne sag
anfægtelig. Jeg mener ikke, at jeg kan fortænkes i, at sidde tilbage med
følelsen af, at direktoratet i deres bestræbelser på, at gå efter et
resultat,
har fraveget principper som objektivitet, kritisk behandling af
efterforskningsmaterialerne samt at lade tvivl komme den sigtede til gode.
Jeg
håber, at min sag er et særtilfælde, og som sådan kan bekræftes som
undtagelsen
der bekræfter reglen.
At direktoratet laver
stikprøver, eller på baggrund af anonymt angiveri undersøger en sag, er
naturligvis
i orden. Men at man ikke meddeler den mistænkte, at ens forhold undersøges,
er
højst ubehageligt. Ikke engang i Italien forekommer dette.
I dette tilfælde har
direktoratet fået den anonyme angivelse i maj måned 1991. På den baggrund
fandt
de anledning til at indhente skatteoplysningerne på undertegnede for 1991,
hvilket naturligvis er i orden. Med disse i hånden kunne de med rimelighed
have
bedt mig om, med behørige arbejdsgiverkvitteringer og eventuelt supplerende
og
klargørende bemærkninger, at dokumentere tidsperioderne for indtjeningen af
min
indkomst for at se, om de stemte overens med ledighedserklæring og
dagpengekort. Og kun hvis jeg ikke kunne give den fornødne dokumentation,
kunne
de have kontaktet de pågældende arbejdsgivere. I så fald ville bilagsmængden
kunne være mindst halveret.
Men i stedet kontaktede
direktoratet mine arbejdsgivere for at bede dem bekræfte deres egne
skatteindberetninger?!?
Vel at mærke uden at orientere mig. Og jeg skal indrømme, at jeg fik en
dårlig
smag i munden, da lederen i en forening jeg havde lavet noget for kunne
fortælle mig, at direktoratet var ved at undersøge mine forhold.
Først to måneder senere,
den 27. august 1992,
præsenterede direktoratet mig for sagen. Derefter måtte jeg så selv til at
kontakte (X parti) og (avisen), dels for at rette fejl, dels for at få de
relevante oplysninger til vurdering af sagen. Alt sammen noget jeg selv
umiddelbart kunne have tilsendt direktoratet eller have fremskaffet.
Direktoratets subjektive
behandling af materialerne fremgår af ovenstående redegørelse. Men det har
naturligvis påført mig og en række arbejdsgivere unødigt stort arbejde.
Sammenlagt har jeg brugt mindst 40 til 50 effektive timer for at udrede
sagen.
En stor del af disse kunne efter min bedste overbevisning have været undgået,
hvis direktoratet havde behandlet sagen objektivt.
Med denne kommentar har jeg
ønsket at gøre opmærksom på hvordan jeg opfatter direktoratets behandling af
sagen. Hvis det er en generel procedure, var det måske en overvejelse værd at
ændre den. Men er den enkeltstående i forhold til denne sag, kræves ingen
yderligere forklaring."
Ved brev af
14. september 1993
til
direktoratet redegjorde arbejdsløshedskassen for hvorfor den mente at
arbejdstiden var kontrollabel, og hvorfor der ikke var sket en omregning af
honorarerne ved udfyldning af dagpengekortet. Arbejdsløshedskassen skrev
bl.a.:
"...
A-kassen er af den
opfattelse, at (A)'s engagement på skoler og foreninger skal betegnes som
undervisning/gæstelærer.
A-kassen har derfor benyttet omregningsfaktoren 1.6 ved udregning af
dagpengekortene.
At undervisningen er
kontrollabel viser bl.a. bilag fra (...) Gymnasium, hvor uddannelsesstedet
dokumenterer undervisningstiden. Lignende dokumentation kan indhentes fra de
øvrige uddannelsessteder og foreninger, hvor (A) har undervist.
Da det ofte er de samme
foredrag (A) har afholdt, reduceres forberedelsestiden tilsvarende.
Omregningssatsen
er derfor ikke anvendelig/retfærdig til beregning af dagpengene, da medlemmet
vil blive modregnet uforholdsmæssigt meget i forhold til den faktiske
forbrugte
tid.
A-kassen har på denne
baggrund vejledt medlemmet om omregningsfaktoren 1.6 ved undervisning.
..."
I brev af
13. oktober 1993
meddelte
direktoratet A en ny afgørelse. Af denne afgørelse fremgik bl.a. følgende:
"...
AFGØRELSE
Direktoratet finder, at Deres
mangelfulde oplysninger på dagpengekortet om indtægter fra
foredragsvirksomhed
m.v., skyldes at De har modtaget forkert vejledning fra Deres
arbejdsløshedskasse.
Herefter finder direktoratet
ikke grundlag for at pålægge Dem effektiv karantæne på 37 timer for uagtsomt
forhold. Samtidig reduceres tilbagebetalingskravet til brutto kr. 2.502,-.
Tilbagebetalingsbeløbet på
kr. 2.502,- vedrører Deres indtægt fra arbejde for (tv-stationen),
Direktoratet
finder fortsat, at denne fejludbetaling beror på Deres svigagtige forhold, og
at De derfor skal pålægges en effektiv karantæne på 120 timer.
Direktoratets tidligere
afgørelse af
7. juli 1993
er herefter bortfaldet.
...
Direktoratets bemærkninger til Deres klage og til oplysningerne fra
arbejdsløshedskassen.
Direktoratet tager til
efterretning, at artiklerne til (avisen) er skrevet før Deres arbejdsophør
den 30. april 1991, og
direktoratet finder derfor ikke grundlag for at pålægge Dem tilbagebetaling
af
dagpenge modtaget med urette vedrørende dette arbejdsforhold.
På baggrund af
arbejdsløshedskassens fejlagtige vejledning om hvorledes De skal udfylde
dagpengekortet
ved undervisning/foredragsvirksomhed, har direktoratet også fundet, at der
ikke
er tilstrækkeligt grundlag for at pålægge Dem sanktion og tilbagebetaling for
dagpenge modtaget med urette vedrørende disse forhold.
Derimod fastholder
direktoratet, at Deres manglende oplysning om arbejdet for (tv-stationen)
beror
på Deres svigagtige forhold, jf. § 87, stk. 1, i
arbejdsløshedsforsikringsloven,
og at De derfor skal pålægges en effektiv karantæne på 120 timer.
...
Direktoratet har således
ændret sin tidligere afgørelse af
7. juli 1993, som herefter er bortfaldet.
Ankevejledning
Direktoratets afgørelse kan
inden 4 uger efter afgørelsens modtagelse indbringes for Arbejdsmarkedets
Ankenævn, jf. § 99, stk. 1 i lov om arbejdsformidling og
arbejdsløshedsforsikring m.v.
..."
A påklagede den nye afgørelse
ved brev af
26. oktober 1993.
A skrev bl.a.:
"Direktoratet har i et
brev af
13. oktober 1993
meddelt mig, at de på baggrund af min anke til Arbejdsmarkedets Ankenævn af
2.
august over deres afgørelse af
7. juli 1993, har truffet en ny afgørelse.
Tilbage står nu, at
Direktoratet finder, at jeg skal tilbagebetale i alt brutto kr. 2.502,- til
Specialarbejdernes A-kasse vedrørende et modtaget honorar for medvirken i en
udsendelse på (tv-stationen), samt at jeg for svig skal pålægges en effektiv
karantæne på 120 timer.
Specialarbejdernes A-kasse
fastslog i deres afgørelse af
11. februar 1993, på baggrund af sagens akter, at jeg
skulle tilbagebetale brutto kr. 2502,-, samt at der var tale om et uagtsomt
forhold uden ikendelse af sanktion grundet sagens omstændigheder.
På baggrund af
sagsfremstillingen har jeg accepteret kassens afgørelse, og
den 12. februar 1993
tilbagebetalt det ønskede beløb.
Jeg finder fortsat ikke, at
Direktoratet har grundlag for at ændre Specialarbejdernes A-kasses afgørelse
af
11. februar 1993,
hvorfor jeg ikke kan acceptere Direktoratets nye afgørelse af
13. oktober 1993.
...
Sammenfatning
På baggrund af ovenstående
redegørelse finder jeg det bestyrket, at Direktoratet ikke har grundlag for
at
ændre Specialarbejdernes a-kasses afgørelse af
11. februar 1993.
Kommentar
Hele sagsforløbet viser, at
Direktoratet selv er usikker i fortolkningerne, når free-lancearbejdendes
forhold skal indplaceres i a-kassereglerne. Derfor finder jeg det
uforståeligt,
at Direktoratet krampagtigt fastholder en anklage om 'vigagtigt forhold'
efter
at sagen, der startede med grumme og omfattende anklager, er skrumpet ind til
et enkeltstående forhold, hvis omstændigheder er noget udover det sædvanlige.
Som jeg skrev i anken af
2. august 1993, finder jeg
Direktoratets behandling af denne sag anfægtelig, hvilket jeg fornemmer
Direktoratet selv er klar over, eftersom de bevidst undlader at kommentere
mine konkrete indvendinger.
Med Direktoratets nye
afgørelse, som, udover at være overfladisk og useriøs, også er
selvmodsigende,
sidder jeg tilbage med en oplevelse af, at Direktoratet i deres bestræbelser
på
at nå et resultat, har fraveget principper som objektivitet, kritisk
behandling
af efterforskningsmaterialerne samt at lade tvivl komme den sigtede til gode.
Jeg håber, at
sagsbehandlingen i min sag er et helt enestående tilfælde.
..."
I brev af
22. november 1993
supplerede A sin klage med en række bemærkninger til hele sagsforløbet. A
henviste bl.a. til følgende:
"...
Allerede i min besvarelse til
A-kassen af
3. oktober 1992
af Direktoratets anklage om mit forhold til (avisen) redegjorde jeg for, at
de
3000,- var for artikler, jeg havde skrevet i april måned 1991. Og jeg
fremsendte ovenikøbet dokumentationen herfor i form af vedlagte artikel
dateret
den 24. april 1991,
hvoraf det fremgår at det var den 'sidste af tre artikler'. På trods heraf
vælger
Direktoratet at lægge til grund,
'at (avisens) oplysninger om tidspunktet for indrykning af artiklerne er
korrekte'. (Avisen) havde først meddelt Direktoratet, at artiklerne havde
været
bragt den 27. maj og
27.
juni 1991. Direktoratet stod altså med en dokumenteret viden om,
hvornår jeg havde haft artiklerne i (avisen) samtidigt med, at (avisen)
skrev,
at jeg skulle have haft artiklerne i på andre tidspunkter. Direktoratet
ønskede
ikke
at undersøge dette misforhold,
men
valgte
at betragte mine oplysninger
som bevidst løgnagtige og uundersøgt lagde (avisens) oplysninger til grund
for
deres afgørelse.
Først da jeg
en gang til
selv udredte sagen, hvilket
vel retteligt er Direktoratets opgave, krøb Direktoratet til korset og
ændrede
deres fejlagtige afgørelse. Uden dog at de nedværdigede sig til at beklage
deres grundløse anklage eller sjuskede sagsbehandling, hvilket jeg for så
vidt
heller ikke havde ventet.
...
Derfor ønsker jeg, at
Ankenævnet, udover at afgøre selve tvisten som nu står tilbage, svarer på
følgende spørgsmål, som har relation til selve sagen:
a) Finder Ankenævnet, at
Direktoratet har behandlet denne sag objektivt og korrekt?
b) Finder Ankenævnet, at det
er korrekt, at Direktoratet vælger at ligge arbejdsgiveroplysninger til grund
for deres vurderinger, når der er rejst berettiget og dokumenteret kritik af
disse, fremfor at undersøge uoverensstemmelserne?
c) Finder Ankenævnet det
korrekt, at Direktoratet, når de træffer et valg, ikke lader tvivlen komme
den
sigtede til gode?
d) Finder Ankenævnet det
korrekt, at et medlem påføres et så stort udredningsarbejde på grund af
Direktoratets sagsbehandling, som tilfældet har været i denne sag?
e) Hvis ikke Ankenævnet
svarer bekræftende på alle disse spørgsmål, hvilke konsekvenser giver det så
anledning til, således at gentagelse ikke finder sted?
...
Afslutningsvis skal jeg endnu
engang henlede Ankenævnets opmærksomhed på mine anker af 3. august og
26. oktober 1993, hvori
jeg også er fremkommet med nogle kommentarer og spørgsmål til behandlingen af
denne
sag, som jeg også forventer at Ankenævnet besvarer.
..."
I brev af
18. maj 1994
meddelte
Arbejdsmarkedets Ankenævn A følgende afgørelse:
"
AFGØRELSE
Ankenævnet finder det ikke
tilstrækkeligt godtgjort, at (A) bevidst har afgivet urigtige oplysninger
vedrørende
sit arbejde for (en tv-station) for derigennem at modtage dagpenge med
urette.
Ankenævnet finder, at
forholdet alene skal bedømmes som uagtsomt, og at (A) derfor skal gennemgå en
karantæne på 37 timer, jf. arbejdsløshedslovens § 87, stk. 3.
Ankenævnet ændrer således for
dette punkts vedkommende direktoratets afgørelse af
13. oktober 1993.
Ankenævnet tiltræder den del
af direktoratets afgørelse af
13. oktober 1993, der vedrører spørgsmål om refusion fra
statskassen af det fejludbetalte beløb med den af direktoratet givne
begrundelse og under henvisning til de anførte bestemmelser."
Herefter klagede A til mig
ved brev af
19. juli 1994.
A ønskede min undersøgelse af en lang række punkter der fortrinsvis
omhandlede
sagsbehandlingen i direktoratet. A skrev bl.a.:
"På baggrund af
sagsforløbet anmoder jeg Folketingets Ombudsmand (FO) om at kommentere og
tage
stilling til eller foranstalte, at nogen tager stilling til følgende
spørgsmål:
1. DfA modtog senest i maj
1992 en anonym henvendelse, hvoraf det fremgik, at jeg skulle have modtaget
forudbetaling af et honorar for at skrive en bog. I den anledning indhentede
DfA skatteoplysninger for 1991. Heraf kunne de ikke se, at jeg havde fået et
sådant forskud af den simple grund, at jeg ikke havde, men de ville undersøge
sagen alligevel og samtidigt undersøge alle mine øvrige ansættelsesforhold i
1991, hvilket samlet drejede sig om 26. På baggrund af skatteoplysningerne
kontaktede de,
uden min viden
, alle
arbejdsgiverne og bad dem bekræfte, hvad de havde indberettet til
skattevæsenet
samt angive ansættelsesperioden. Disse oplysninger kunne de have fået
dokumenteret
af undertegnede i form af lønsedler og årsopgørelser, men det ønskede man
ikke.
Tilbage står, at DfA med sin unødvendige handling dels belemrede
arbejdsgiverne
arbejdsmæssigt dels udsendte negative signaler om min habitus. Arbejdsgiverne
bliver jo ikke siden orienteret om sagens resultat. Alene mistanken bliver
hængende.
Sagen kommer først til mit
kendskab i ultimo august 1992 - 3 måneder senere.
- Finder FO det rimeligt, at
DfA iværksætter undersøgelse af arbejdsløses forhold uden den mistænkte
informeres herom?
- Finder FO det rimeligt, at
DfA anmoder arbejdsgivere om oplysninger om tidligere ansattes forhold uden
forinden at have forsøgt at få dem fra den mistænkte?
2. I DfAs afgørelse af
7. juli 1993
insinuerede
de, at jeg var løgner. I forbindelse med et tilknytningsforhold til (en avis)
forsøgte de at fremstille sagen således, at jeg bevidst manipulerede med
oplysninger. I 1991 havde (avisen) antaget fire artikler, hvoraf DfA ville
have, at de tre skulle være skrevet, mens jeg samtidigt fik dagpenge. Fra
avisen havde de efter anmodning modtaget meddelelse om, hvornår artiklerne
var
honoreret, mens jeg fremsendte dokumentation af, hvornår artiklerne havde
været
bragt - i form af avisudklip. Den af mig fremsendte dokumentation der viste,
at
de var skrevet på et tidspunkt, hvor jeg ikke fik dagpenge, blev af DfA kaldt
'Deres egne oplysninger', hvorfor DfA valgte at 'ligge til grund, at
(avisens)
oplysninger om tidspunktet for indrykning af artiklerne er korrekte'. På
trods
af dokumentation fandt DfA et udsagn vægtigere. Nærmere kan man vist ikke
komme
prædikatet - løgner. De ønskede overhovedet ikke nærmere at undersøge den
tvivl, der var sået til deres udsagn. I stedet valgte de at konkludere - går
den, så går den!
Denne afgørelse ankede jeg
naturligvis til AA. Jeg kontaktede (avisen), og først da blev de øjensynligt
klar over, hvad Deres oplysninger var blevet brugt til. Men naturligvis kunne
de straks bekræfte den af mig fremlagte dokumentation, som jeg efterfølgende
vedlagde som bilag til den seks siders lange anke.
Men proceduren i systemet
gør, at AA slet ikke så anken, eftersom alle anker til AA over DfAs afgørelse
skal fremsendes til DfA!?! Her erkendte de åbenbart, at den ikke gik, for de
ændrede deres egen afgørelse og fremsendte en ny
den 13. oktober 1993. Og vupti var min anke
over DfA ikke eksisterende. I første omgang havde DfA forhindret at nogen så
deres sagsbehandling efter i sømmene.
- Finder FO det rimeligt, at
DfA uden videre kan komme med grove anklager og insinueringer selv om de
findes
ubegrundede? Ord som 'vi beklager' og 'undskyld' findes øjensynligt ikke i
DfAs
ordregister. I det civile retssystem ville noget sådant næppe kunne passere.
- Finder FO det rimeligt, at
DfA selv behandler anker over deres egne afgørelser i sager, hvor også deres
sagsbehandling sættes under kritik og dermed kan forhindre andre i at
kontrollere deres arbejde?
...
4. Da jeg fortsat finder de
spørgsmål relevante, jeg undervejs i denne sag har stillet, fordi de har mere
almen karakter, anmoder jeg FO om at besvare dem, eller foranstalte at de
bliver det.
Det drejer sig foruden de
ovenstående om følgende:
- I et brev af
18. februar 1993
bad DfA
om at få afklaret hvorpå en difference mellem mine lønsedler og en
arbejdsgivers oplysninger beroede. Dette var et legitimt ønske, men
umiddelbart
kunne jeg ikke se hvorfor DfA ville vide dette, da det var aldeles uden
betydning for dagpengeberegningen. Af principielle grunde bad jeg om, at jeg
som mistænkt fik en begrundelse for spørgsmålet. Den har jeg endnu ikke fået.
- Finder FO, at DfA har
behandlet denne sag objektivt og korrekt?
- Finder FO, at det er
korrekt, at DfA vælger at ligge arbejdsgiveroplysninger til grund for deres
vurderinger, når der er rejst berettiget og dokumenteret kritik af disse,
fremfor at undersøge uoverensstemmelserne?
- Finder FO det korrekt, at
DfA, når de træffer et valg, ikke lader tvivlen komme den sigtede til gode?
- Finder FO det korrekt, at
et medlem påføres et så stort udredningsarbejde på grund af DfAs
sagsbehandling, som tilfældet har været i denne sag?
..."
I brev af
19. august 1994
bad jeg
direktoratet og ankenævnet om en udtalelse i anledning af A's klage.
Direktoratet udtalte i brev
af
26. september 1994
bl.a. følgende:
"...
I.
(A) har i sin klage spurgt
Folketingets Ombudsmand, om det er rimeligt, at DfA iværksætter en
undersøgelse
af arbejdsløses forhold, uden at pågældende informeres herom.
Indledningsvis skal det
oplyses, at DfA som følge af sin tilsynsopgave løbende foretager en
systematisk
kontrol af de udbetalinger, der finder sted fra arbejdsløshedskasserne. En
del
af denne kontrol består i at undersøge, om medlemmer uberettiget har modtaget
arbejdsløshedsdagpenge mv.
Til brug for denne kontrol
indhenter DfA oplysninger fra andre offentlige myndigheder, iværksætter
stikprøveundersøgelser af udvalgte områder mv. Herudover behandler DfA en
række
konkrete henvendelser vedrørende arbejdsløshedskassemedlemmer, som eventuelt
modtager dagpenge mv. med urette.
Det er en følge af DfA's
tilsynspligt i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 88, jf. også
bekendtgørelse nr. 705 af
22.
oktober 1991
om tilsynet med de statsanerkendte arbejdsløshedskassers
administration m.v., at foretage en undersøgelse af, om sådanne påstande er
korrekte. I bekræftende fald skal DfA kræve de udbetalte
arbejdsløshedsdagpenge
tilbagebetalt og eventuelt pålægge sanktion, jf.
arbejdsløshedsforsikringslovens § 86 og § 87.
Det skal bemærkes, at DfA,
før man går i gang med en egentlig undersøgelse af forholdene, foretager en
førstehåndsvurdering af, hvorvidt oplysningerne har et sådant indhold, at det
er formålstjenligt at arbejde videre med dem. Dette fører til, at en del
sager
afsluttes, uden at der foretages videre.
Herudover viser erfaringerne,
at en del af anmeldelserne efter en nærmere undersøgelse viser sig at være
uden
hold i virkeligheden, og de pågældende sager bliver derfor henlagt som
åbenbart
grundløse.
I disse tilfælde informerer
DfA ikke de pågældende om,
at
de er
blevet anmeldt,
at
DfA har foretaget
en indledende undersøgelse af sagen, og
at
sagen er henlagt som åbenbart grundløs.
Årsagen til, at man ikke
informerer de pågældende herom, er et ønske om ikke at 'hvirvle mere støv op
end nødvendigt' - fordi mange af disse grundløse anmeldelser formentlig
skyldes
forkerte informationer, misundelse, fjendskab og lignende. Hvis man derimod
informerede de pågældende anmeldte medlemmer af arbejdsløshedskasser
(undertiden anmeldes også personer, der ikke er medlem af en
arbejdsløshedskasse og personer, der aldrig har fået dagpenge!) - ville man
utvivlsomt give anledning til unødig bekymring hos de pågældende.
Herudover skal det påpeges,
at det af undersøgelsesmæssige hensyn næppe vil være hensigtsmæssigt at
informere den person, der får sine dagpengeforhold nærmere gennemgået, før
DfA
har haft lejlighed til at indhente de nødvendige kontroloplysninger. En sådan
information kunne besværliggøre DfA's kontrolarbejde og eventuelt betyde, at
de
ønskede og nødvendige oplysninger bliver sværere at fremskaffe.
Som ovenfor nævnt giver en
anmeldelse anledning til, at DfA foretager en nærmere undersøgelse af
anmeldelsen, f.eks. ved at rekvirere oplysninger fra skattemyndighederne, fra
arbejdsgivere mv. for at skaffe bevis for, om pågældende har modtaget
arbejdsløshedsdagpenge mv. med urette.
Hvis DfA efter, at disse
oplysninger er modtaget, er i begrundet tvivl om, hvorvidt pågældende har
modtaget arbejdsløshedsdagpenge med rette, fremsender DfA en indberetning til
arbejdsløshedskassen, der som første instans skal træffe afgørelse i sagen.
Indberetningsproceduren er
reguleret i § 7 i bekendtgørelse nr. 705 af
22. oktober 1991
om tilsynet med de statsanerkendte
arbejdsløshedskassers administration m.v. med tilhørende vejledning af
1. november 1991.
Det fremgår blandt andet af
indberetningsproceduren, at arbejdsløshedskassen, før den træffer afgørelse i
sagen, skal sikre sig, at medlemmet har haft lejlighed til at udtale sig til
sagen.
Medlemmets inddragelse i sagen
er altså institueret i indberetningsproceduren, og medlemmet er således
sikret
mulighed for at varetage sine interesser.
I denne sag er (A) blevet
informeret om sagen i anledning af, at arbejdsløshedskassen som følge af
DfA's
indberetning af
27. august 1992
har anmodet kassen om en afgørelse i sagen efter, at medlemmet har haft
lejlighed til at komme med en udtalelse.
DfA finder derfor, at (A)'s
spørgsmål om, hvorvidt det er rimeligt at iværksætte en undersøgelse uden at
informere den pågældende herom, på baggrund af ovennævnte må besvares derhen,
at det er korrekt at vente med at informere pågældende om sagen, indtil DfA
har
indhentet så mange oplysninger, at man er i begrundet tvivl om rigtigheden af
de foretagne udbetalinger til medlemmet. Herefter orienteres
arbejdsløshedskassen og medlemmet, og medlemmet inddrages i sagen ved hjælp
af
en indberetning.
Afslutningsvis bemærkes, at
der på ledighedserklæringen og dagpengekortene er indføjet en
'kontrolbemærkning'.
Af denne fremgår følgende:
'Kontrol
De oplysninger, som De
afgiver på denne blanket, kan blive kontrolleret.
Dette kan f.eks. ske ved
hjælp af oplysninger fra arbejdsgivere og offentlige myndigheder'.
Formålet med denne
formulering er at informere medlemmerne om, at en sådan efterfølgende kontrol
kan finde sted. De er derfor vidende om, at dette er en reel mulighed i
dagpengesystemet.
II. (A) har endvidere rejst spørgsmål om, hvorvidt det er rimeligt, at
DfA anmoder arbejdsgivere om oplysninger om tidligere ansættelsesforhold,
uden
først at have forsøgt at få dem fra de anmeldte medlemmer.
Indledningsvis bemærkes, at
oplysninger fra arbejdsgivere anvendes i meget stort omfang i
arbejdsløshedsforsikringen.
Der henvises herved til bekendtgørelse nr. 537 af
14. november 1983
om arbejdsgiveres pligt til
at afgive oplysning om løn, beskæftigelse mv. til brug for administrationen
af
forsikringssystemet og bekendtgørelse nr. 612 af
18. december 1985
om arbejdsgiverdokumentation
som betingelse for udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge og efterløn.
Oplysninger fra arbejdsgivere
anvendes også til at kontrollere, om medlemmernes oplysninger til
arbejdsløshedskasserne om ledighed og arbejde er korrekte.
Ved behandlingen af
tilsynssager er det DfA's pligt at sørge for, at de nødvendige oplysninger
skaffes til veje på den hurtigste og mest hensigtsmæssige måde. Der henvises
herved til 'Officialmaksimen'.
Under henvisning hertil og
under henvisning til det ovenfor under afsnit I anførte om, at DfA dels
indhenter nærmere oplysninger for at afklare, om der er begrundet tvivl om
udbetalingen af arbejdsløshedsdagpenge mv. er sket med rette, dels selv
indhenter oplysninger for at undgå en besværliggørelse af efterkontrollen,
finder DfA det korrekt at indhente oplysningerne hos arbejdsgiveren uden
først
at forsøge at få dem fra medlemmet.
Der er ingen tvivl om, at det
også er den hurtigste måde at få disse oplysninger på. Der henvises herved
til,
at arbejdsgiverne har pligt til at afgive oplysningerne til DfA inden for
bestemte tidsfrister, ligesom arbejdsgiveren, som oftest i modsætning til
medlemmet, har bevaret rimeligt præcise oplysninger om
beskæftigelsesforholdet.
I denne sammenhæng erindres
om, at den anmeldte person efter almindelige forvaltningsretlige principper
hverken har pligt til at afgive de pågældende oplysninger, ligesom pågældende
i
øvrigt heller ikke på anden vis har pligt til at medvirke til sagens
opklaring.
III. (A) har også rejst spørgsmål om, hvorvidt Folketingets Ombudsmand
finder det rimeligt, at DfA uden videre kan komme med grove anklager, selvom
de
findes ubegrundede.
DfA skal hertil oplyse, at
man ikke finder, at der undervejs i sagsforløbet er fremført grove anklager
imod (A).
Det er derimod nok naturligt,
at et medlem, der bliver udsat for, at de oplysninger den pågældende har
givet
til arbejdsløshedskassen, bliver kontrolleret, oplever det som om, der
stilles
spørgsmålstegn ved rigtigheden af oplysningerne. Det er imidlertid DfA's
opfattelse, at dette ikke kan undgås, såfremt man ønsker at foretage en
kontrol også på dette område.
DfA skal herudover bemærke,
at det i den konkrete sag selvfølgelig har vanskeliggjort behandlingen, at
der
fra 2 af de involverede arbejdsgivere er afgivet ukorrekte oplysninger. Dette
kan have været med til at forstærke medlemmets negative oplevelse af
sagsforløbet.
Dette finder DfA selvfølgelig
er stærkt beklageligt, men DfA finder ikke, at den tvivl, der dermed er
opstået
omkring rigtigheden af udbetalingerne og den deraf følgende ekstra
undersøgelse
af omstændighederne, kan udlægges som om, DfA har fremsat grove beskyldninger
eller lignende imod (A).
IV. (A) rejser også spørgsmål om, hvorvidt det er rimeligt, at DfA selv
behandler klager over deres egne afgørelser i sager, hvor også
sagsbehandlingen
sættes under kritik og dermed kan forhindre andre i at kontrollere deres
arbejde.
DfA skal hertil bemærke, at
dette er en konsekvens af remonstrationsordningen, hvorefter klager over
DfA's
afgørelser skal indgives til DfA.
Formålet hermed er blandt
andet, at DfA kan foretage en ny vurdering af sagen på grundlag af klagen.
Hvis
klagen giver anledning til en ny vurdering af sagen, træffer DfA en ny
afgørelse på baggrund af det i klagen anførte og på baggrund af eventuelle
yderligere indhentede oplysninger. Denne nye afgørelse forsynes også med en
klagevejledning.
Denne ordning medfører, at
DfA får lejlighed til at se på sagen på ny og eventuelt træffe en ny
afgørelse,
uden at ankenævnet involveres.
Da den nye afgørelse forsynes
med klagevejledning, er der altså ikke som insinueret af (A) tale om et
forsøg
på at forhindre andre i at kontrollere DfA's arbejde.
I det konkrete tilfælde
indebar denne procedure, at DfA rent faktisk ændrede sin tidligere afgørelse,
hvilket viser, at systemet fungerer efter hensigten.
V. (A) har i sin klage bemærket, at DfA i brev af
18.
februar 1993
bad om at få
afklaret, hvorpå en difference mellem (A)'s lønsedler og en arbejdsgivers
oplysninger beroede.
DfA skal hertil bemærke, at
spørgsmålet var nødvendigt for at få klarhed over, hvilke af to modstridende
sæt arbejdsgiveroplysninger, der skulle lægges til grund ved sagens
afgørelse.
DfA skal i øvrigt henvise til
afgørelsen af
7. juli 1993,
side 2, 3. - 6. afsnit. Her er redegjort for baggrunden for spørgsmålet. DfA
kan på denne baggrund ikke vedkende sig, at man ikke skulle have 'besvaret'
(A)'s
spørgsmål.
VI. (A) rejser spørgsmål om, hvorvidt Folketingets Ombudsmand finder,
at det er korrekt, at DfA vælger at lægge arbejdsgiveroplysninger til grund
for deres vurderinger, når der er rejst berettiget kritik af disse, fremfor
at
undersøge uoverensstemmelserne.
DfA skal hertil bemærke, at
det ikke er korrekt, at DfA ukritisk har valgt at lægge
arbejdsgiveroplysningerne
til grund for vurderingerne. Det ovenfor under afsnit V er jo netop et
eksempel herpå.
Tværtimod er der tale om, at
DfA hen ad vejen i sagsbehandlingsforløbet har foretaget en undersøgelse og
vurdering af de foreliggende arbejdsgiveroplysninger, og der er derfor ikke
tale om, at disse oplysninger er lagt ukritisk til grund. Der er heller ikke
tale om, at DfA ikke har forsøgt at undersøge uoverensstemmelserne,
efterhånden
som de opstod i sagsforløbet.
VII. (A) spørger også, om Folketingets Ombudsmand finder det korrekt,
at DfA, når de træffer et valg, ikke lader tvivlen komme medlemmet til gode.
DfA skal hertil bemærke, at
DfA i sagsbehandlingsforløbet har foretaget en selvstændig vurdering af de
foreliggende beviser og - som ovenfor beskrevet - foretaget undersøgelser i
tilfælde, hvor man var i tvivl om oplysningernes bevismæssige værdi. Ved
vurderingen af de enkelte beviser i sagen har DfA haft som målsætning, at den
afgørelse, der skulle træffes, eventuelt også skulle kunne holde for en
prøvelse ved Arbejdsmarkedets Ankenævn.
At dette ikke blev tilfældet
i den konkrete sag, skal DfA selvfølgelig beklage. DfA finder imidlertid
ikke,
at dette faktum kan bruges som et argument for, at DfA ensidigt behandler
sagerne ud fra de oplysninger, der indhentes fra andre end medlemmet, og i
den
sammenhæng ser bort fra de elementer i bevisvurderingen, der kommer medlemmet
til gode.
VIII. (A) rejser også spørgsmål om, hvorvidt Folketingets Ombudsmand
finder det korrekt, at et medlem påføres et så stort udredningsarbejde på
grund
af DfA's sagsbehandling, som tilfældet har været i denne sag.
Det er korrekt, at (A) er
blevet belastet af denne sag.
Imidlertid må det
konstateres, at det i sager, hvor oplysningerne peger i retning af, at der
har
fundet fejludbetalinger sted, kan indebære, at medlemmet i forbindelse med
varetagelsen af sine interesser kan blive påført et vist udredningsarbejde.
Dette må i en vis udstrækning
anses for at være en følgevirkning af, at der føres tilsyn med
dagpengeudbetalingerne.
I den konkrete sag har det
faktum,
at 2
arbejdsgivere rent
faktisk har afgivet ukorrekte oplysninger til DfA, selvfølgelig ikke gjort
denne belastning mindre. DfA skal beklage, at dette har været tilfældet.
..."
Af ankenævnets udtalelse af
27. oktober 1994
fremgik
bl.a. følgende:
"...
For så vidt angår (A)'s klage
over, at ankenævnet ikke i sin afgørelse direkte har kommenteret hans klage
over direktoratets behandling af hans sag, bemærkes, at hans anke førte til,
at
ankenævnet ophævede direktoratets svigsafgørelse, og at anken således blev
imødekommet.
Ankenævnet er ikke
tilsynsmyndighed i forhold til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen.
Det
er Arbejdsministeriet. I det omfang ankenævnet i forbindelse med behandlingen
af en konkret sag konstaterer sagsbehandlingsfejl eller procedurefejl, som
skønnes at have betydning for den afgørelse, der er truffet, kan dette
medføre,
at en sag sendes tilbage til direktoratet med henblik på en genoptagelse af
sagen, eller at den fejl, der er begået, får til følge, at der træffes en for
klageren begunstigende afgørelse. Ændres den påklagede afgørelse af denne
eller andre årsager, vil grundlaget for klagen over sagsbehandlingen ofte
være
bortfaldet.
Det har efter ankenævnets
opfattelse været tilfældet i (A)'s sag, og derfor har nævnet ikke kommenteret
denne del af klagen eller fundet grundlag for at videresende den til
arbejdsministeriet.
..."
A fik herefter lejlighed til
at fremkomme med sine kommentarer til myndighedernes udtalelser hvilket han
gjorde
den 8. december 1994.
I brevet skrev A bl.a. følgende:
"...
Ad. I.
DfA skriver, at når de ikke
informerer de pågældende om, at deres forhold er til undersøgelse, er det ud
fra 'et ønske om ikke at 'hvirvle mere støv op end nødvendigt' - fordi mange
af
disse grundløse anmeldelser formentlig skyldes forkerte informationer,
misundelse,
fjendskab og lignende. Hvis man derimod informerede de pågældende anmeldte
medlemmer
af arbejdsløshedskasser ... ville man utvivlsomt give anledning til unødig
bekymring hos de pågældende'. Det er svært at (se) sammenhængen i disse ædle
hensigter, når man sidder med en 275 siders omfattende sag, der helt åbenlyst
tog sit udgangspunkt i en grundløs anklage (som jo var en anonym anmeldelse
om
et forudbetalt honorar, der aldrig havde eksisteret i virkelighedens verden).
Jeg tror, de fleste føler
ubehag ved fra tredjehånd at blive orienteret om, at nogen overvåger en for
mistanke om svig. Derved bliver der 'hvirvlet mere støv op end nødvendigt'.
Min
kritik af DfA gik - og går - på, at man bagom ryggen på de pågældende
kontakter
arbejdsgivere, og beder dem om oplysninger, som DfA kan få på en væsentligt
mere naturlig måde.
I min sag kontaktede DfA
skattemyndighederne for at få skatteoplysninger på mig. Af disse papirer
fremgår hvilke arbejdsgivere, jeg har været hos, hvor mange penge jeg har
tjent
hos hver enkelt og i flere tilfælde også på hvilket tidspunkt på året. Hvis
disse oplysninger sammenlignet med mine dagpengeudbetalinger gav en begrundet
mistanke om, at der kunne være udbetalt dagpenge på et uberettiget grundlag,
ville det da være helt naturligt, at DfA - for at opfylde sin
tilsynsforpligtelse - kontaktede min arbejdsløshedskasse og meddelte dem, at
mine forhold var udtaget til en stikprøvekontrol. De kunne derefter anmode
om,
at få tilsendt den nødvendige dokumentation for dagpengeudbetalingerne. Om
nødvendigt kunne DfA præcisere hvilke dokumenter, de ønskede.
Arbejdsløshedskassen
ville så bede mig fremlægge de nødvendige papirer, hvilket primært er
lønsedler
og årsopgørelser. Det er dem, der fortæller, hvornår et beløb er optjent og
udbetalt. Hvis der i givet fald mangler dokumentation, kan man bede den
pågældende om at fremskaffe dem. Hvis ikke den pågældende kan eller vil
dette,
ja så vil det være rigtigt, at DfA kontakter den eller de arbejdsgivere,
hvorfra der mangler dokumentation.
Ved en sådan fremgangsmåde
hvirvles der ikke unødigt støv op. I min sag havde DfA ikke behov for en
eneste
af de arbejdsgiverhenvendelser, de foretog. Jeg havde alle de nødvendige
papirer og fremskaffede dem, hvor der fortsat var tvivl.
Jeg er ingenlunde imod, at
DfA udøver sin kontrolfunktion, men ønsker blot at den sker direkte og ikke
bag
om ryggen på mig og uden min viden. For derved skabes der mytedannelser og
hvirvles mere støv op end nødvendigt.
DfA skriver, at jeg blev
informeret om sagen
den 27.
august 1992
og bedt om en udtalelse. Ja, men på dette tidspunkt
var
der rettet kontakt til
arbejdsgiverne uden min viden. DfA finder det rimeligt ikke at orientere mig
før der var en 'begrundet tvivl om rigtigheden af de foretagne udbetalinger
til
medlemmet'. Men denne tvivl havde DfA jo allerede da de så
skatteoplysningerne.
Og kontroloplysningerne kunne de få af mig uden at henvende sig til
arbejdsgiverne.
...
Ad. IV.
Hvad angår DfAs behandling af
klager over deres egne afgørelser, så mener jeg klart, at det dels svækker en
reel kontrolfunktion af deres arbejde, dels at det svækker retssikkerheden
hos
brugerne.
I denne sag tvivler jeg på,
at DfA eksempelvis ville have taget så skødesløst på ovenstående forhold,
hvis
det var en udenforstående og neutral instans, som skulle gennemgå en anke.
Under alle omstændigheder kan det eksisterende ankesystem give anledning til
utryghed over, at en dømmende instans selv behandler klagerne over deres
arbejde.
Det er korrekt, at DfA altid
vedlægger en klagevejledning. Men for det første er det sandsynligt, at mange
giver op i kampen mod systemet inden man når så langt. Af erfaring ved jeg,
at
det kræver en del, at bruge mere end to år og 275 sider på at få
retfærdigheden
til at ske fyldest. For det andet er virkeligheden den, at et medlems anke
til
Ankenævnet heller ikke i alle sammenhænge bliver forelagt i sin ordlyd, men i
et bearbejdet ekstrakt.
...
Til svaret fra Ankenævnet har
jeg kun et par bemærkninger.
Det havde vel ikke været
uoverkommeligt for Ankenævnet, at gøre mig opmærksom på, at min kritik af DfA
og de spørgsmål jeg havde stillet skulle stiles til Arbejdsministeriet.
Eftersom spørgsmålene og kritikken ikke alene specifikt er knyttet til min
sag,
men er af mere principiel karakter, mener jeg, at Ankenævnet af sig selv
burde
have videresendt dem.
..."
Ved breve af henholdsvis 18.
og
25. januar 1995
meddelte direktoratet og ankenævnet at de ikke havde yderligere bemærkninger
til A's brev.
I et brev af
13. oktober 1995
bad jeg
Arbejdsministeriet, Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og
Arbejdsmarkedets
Ankenævn om at udtale sig om følgende:
'
1. Direktoratets kompetence
Det fremgår af sagen at
arbejdsløshedskassen
den
11. februar 1993
traf afgørelse i sagen over for (A). Denne
afgørelse, der ikke angik svigagtige forhold over for kassen, blev efter de
oplysninger der har foreligget for mig, ikke påklaget til direktoratet af
(A).
Jeg må således lægge til
grund at direktoratet har foretaget en prøvelse af kassens afgørelse på eget
initiativ.
På den baggrund beder jeg om
en nærmere redegørelse for hjemmelsgrundlaget for direktoratets kompetence
til
-
i forhold til (A)
- at efterprøve
og ændre kassens afgørelse.
2. Remonstration
(A) har til mig særligt
klaget over at direktoratet ved hans første klage til ankenævnet foretog
remonstration
og ikke videresendte klagen til nævnet.
I den forbindelse bemærker
jeg at direktoratet ved sin fornyede afgørelse ikke gav (A) fuldstændigt
medhold. Derimod fastholdt direktoratet delvis den gamle afgørelse og
forsynede
den med endnu en klagevejledning. Jeg må lægge til grund at direktoratet ikke
ville have sendt den oprindelige klage til ankenævnet, hvis (A) ikke havde
klaget igen.
På den baggrund beder jeg om
en nærmere redegørelse for hjemmelsgrundlaget for direktoratets
remonstration.
3. Sagens rejsning
Det fremgår af sagen at
direktoratet i 1991 modtog den anonyme anmeldelse af (A). I den efterfølgende
periode indhentede direktoratet oplysninger bl.a. fra hans forskellige
arbejdsgivere. Jeg må lægge til grund at (A) først blev underrettet om sagens
eksistens, efter at han var blevet indberettet til arbejdsløshedskassen.
Som begrundelse for generelt
ikke at underrette de pågældende om at der verserer en kontrolsag, henviste
direktoratet til at man ikke ønskede at 'hvirvle mere støv op end
nødvendigt'.
Herudover henviste direktoratet bl.a til at det i almindelighed kunne
besværliggøre direktoratets arbejde.
I den forbindelse beder jeg
direktoratet svare på om der i den konkrete sag var undersøgelsesmæssige
hensyn
der talte for ikke at underrette (A) om sagen, til trods for at man rettede
henvendelse til en række af hans arbejdsgivere. Jeg beder samtidig
direktoratet
oplyse hvorvidt det inden det rettede henvendelse til (A)'s tidligere
arbejdsgivere, havde overvejet at skaffe de ønskede oplysninger ved at
kontakte
(A)."
Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringen svarede i brev af
7. marts 1996
følgende:
"
1. Direktoratets kompetence
Folketingets Ombudsmand
anmoder direktoratet om en nærmere redegørelse for hjemmelsgrundlaget for
direktoratets kompetence til - i forhold til (A) - at efterprøve og ændre
kassens afgørelse.
Indledningsvis skal
direktoratet henvise til brev af
26. september 1994
punkt I.
Direktoratet skal endvidere
bemærke, at § 7 i direktoratets bekendtgørelse nr. 705 af
22. oktober 1991
- der er udstedt i
medfør af § 88, stk. 3 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. - om tilsynet
med
de statsanerkendte arbejdsløshedskassers administration m.v. indeholder
hjemmel til at fastsætte procedurer ved behandling af sager, der opstår som
følge af at direktoratet er blevet opmærksom på fejl m.v., der har betydning
for konkrete medlems- og udbetalingsforhold.
Direktoratet har i
vejledningen til ovennævnte bekendtgørelses § 7 opstillet sådanne procedurer
ved indberetningsprocedurer.
Til forskel fra øvrige sager,
hvor direktoratet ikke skal have forelagt sager, hvor arbejdsløshedskassen
har
truffet afgørelse om, at et forhold skal anses for uagtsomt gælder, ved
behandling af tilsynssager, at arbejdsløshedskassen i alle tilfælde skal
orientere direktoratet om afgørelsen.
Da kontrollen ikke alene
retter sig mod selve dagpengeudbetalingen men også mod sanktionsvalget, er
det
almindeligt antaget, at direktoratet, jf. tilsynsbeføjelsen, også over for
medlemmet kan efterprøve og ændre kassens afgørelse, både for så vidt angår
tilbagebetalingens og sanktionens størrelse.
Dette er en følge af, at det
i alle tilfælde er arbejdsløshedskassen, der som første instans træffer
afgørelse
i alle sager om dagpenge- og medlemsret.
2. Remonstration
Folketingets Ombudsmand har
endvidere rejst spørgsmålet om med hvilken hjemmel, direktoratet har
remonstreret medlemmets klage til ankenævnet.
Direktoratet kan oplyse, at
der foreligger en ulovhjemlet aftale om omvendt postgang mellem direktoratet
og
ankenævnet ved indsendelse af klage over direktoratets afgørelse. Denne
aftale
er godkendt af arbejdsministeriet, først som en forsøgsordning. Senere er
ordningen gjort permanent.
Direktoratet skal endvidere
oplyse, at den del af medlemmets klage, der omfatter direktoratets behandling
af sagen i medfør af det over- underordnelsesforhold, der er mellem
direktoratet og arbejdsministeriets departement kan indbringes for
arbejdsministeriet.
Direktoratet skal herved
bemærke, at dette spørgsmål ikke vil kunne behandles af ankenævnet, idet
klagen
ikke er omfattet af § 99, stk. 1 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Direktoratet skal beklage, at
(A) ikke er blevet informeret om, at klage over direktoratets sagsbehandling
kan indbringes for arbejdsministeriets departement, og at klagen ikke blev
videresendt.
3. Sagens Rejsning
Folketingets Ombudsmand har anmodet
om, at få oplyst, om der var undersøgelsesmæssige hensyn, der talte for ikke
at
underrette (A) om sagen, til trods for at direktoratet havde rettet
henvendelse
til en række af hans arbejdsgivere, samt om direktoratet havde overvejet at
skaffe de ønskede oplysninger ved at kontakte (A).
Direktoratet skal henvise til
brev af
26. september 1994
punkt II. Herudover skal direktoratet bemærke, at det ikke har indgået i
direktoratets overvejelser at indhente oplysningerne hos (A) af de i brev af
26. september 1994
nævnte
grunde.
Direktoratet skal bemærke, at
(A)'s sag vedrørende indhentelse af oplysninger er behandlet på samme måde
som
lignende sager.
Udover ovenstående skal
direktoratet for så vidt angår oplysning af sagen meddele, at direktoratet
efter fremsendelsen af (A)'s bemærkninger vedrørende arbejdsoplysningerne fra
(avisen) påny burde have rettet henvendelse til arbejdsgiveren for at få
klarlagt den tvivl, der var opstået omkring omfanget af ansættelsen."
Arbejdsmarkedets Ankenævn
sendte ved brev af
15.
marts 1996
ankenævnets kontormeddelelse nr. 1/87 om 'omvendt postgang'.
Meddelelsen har følgende indhold:
"Arbejdsministeriet har
den 30. juni 1987
godkendt, at der fra
den 1.
juli 1987
og i en forsøgsperiode på 1/2 år er indgået aftale mellem
ankenævnet og Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen om 'omvendt
postgang'
vedrørende klager til ankenævnet over direktoratets afgørelser.
...
Som det fremgår af aftalen,
er der
ikke
tale om en remonstrationsordning,
og det er fortsat
nævnet
, der tager stilling
til, om nævnet er
rette klageinstans
og til, om klagefristen er overholdt.
Når direktoratet har sendt
sagen med akter til nævnet, og det er besluttet, at nævnet kan behandle
sagen,
skal der stadig sendes
bekræftelse
til klageren, og
ankemeddelelser.
..."
Endvidere vedlagdes aftalen
med direktoratet og ankenævnet om "omvendt postgang". Aftalen havde
følgende indhold:
"
I. Indsendelse af klager.
Direktoratets
standardklagevejledning ændres således, at klager skal sendes til
direktoratet.
Klagevejledningen får
fremover følgende indhold:
'Direktoratets afgørelse kan
inden 4 uger efter afgørelsens modtagelse indbringes for Ankenævnet for
Arbejdsløshedsforsikringen, jfr. § 99, stk. 2, i lov om arbejdsformidling og
arbejdsløshedsforsikring m.v.
Klagen skal sendes til
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, Finsensvej 78, 2000
Frederiksberg,
der snarest videresender klagen til ankenævnet sammen med sagens akter og
direktoratets eventuelle bemærkninger'.
II. Direktoratets opgaver efter klagens modtagelse.
1. Direktoratet tager straks
ved klagens modtagelse stilling til, om der
foreligger
en klage
over en af direktoratet truffet afgørelse, og om
ankenævnet er rette klageinstans.
Er departementet rette
klageinstans sendes sagen dertil uden ugrundet ophold.
Er der tvivl om, hvorvidt der
er tale om en konkret sag, eller om ankenævnet er rette klageinstans, sendes
sagen med sagens akter til ankenævnet uden ugrundet ophold.
2. Er
ankefristen overskredet
(eller er der tvivl herom), skal klagen med
sagens akter straks sendes til ankenævnet, der har kompetencen til at afgøre
dette spørgsmål.
3. Direktoratet ekspederer
anmodninger om aktindsigt
efter reglerne
i kapitel 4 i forvaltningsloven.
Husk
10-dages-fristen.
4. Direktoratet afgør som 1.
instans anmodninger om, at anken tillægges opsættende virkning. Denne
afgørelse
skal indeholde ny standardklagevejledning.
5. Finder direktoratet, at
der er grundlag for at
genoptage sagen,
sender direktoratet meddelelse til medlemmet og kassen herom og om, at der
vil
blive sendt en ny afgørelse i sagen. Dette skal afklares snarest muligt efter
klagens modtagelse.
6. Finder direktoratet, at
der er behov for at
indhente yderligere
oplysninger i sagen
- uden at det på forhånd er afklaret, om afgørelsen
bør overvejes ændret - sender direktoratet meddelelse herom til medlemmet og
kassen. Det samme gælder i tilfælde, hvor oplysningerne indhentes fra anden
side. Dette skal afklares snarest muligt efter klagens modtagelse.
Finder direktoratet, at de
nye oplysninger
ikke giver grundlag for
at ændre afgørelsen,
sendes klagen, sagens materiale og direktoratets
eventuelle bemærkninger til ankenævnet. Kassen og medlemmet underrettes om,
at
direktoratet fastholder afgørelsen, og at direktoratet går ud fra, at klagen
er opretholdt.
Giver de nye oplysninger
grundlag for at overveje afgørelsen ændret,
behandles sagen som en genoptaget sag efter pkt. 5, medmindre der
straks
udarbejdes en ændret afgørelse.
7. Klager skal uden ugrundet
ophold og senest inden 4 uger videresendes til ankenævnet.
..."
Arbejdsministeriet afgav
udtalelse i brev af
13. maj
1996. Ministeriet bemærkede:
"
1. Direktoratets kompetence.
For så vidt angår
direktoratets kompetence til - i forhold til (A) - at efterprøve og ændre
kassens (upåankede) afgørelse kan der ud over det af direktoratet anførte
henvises til Folketingets Ombudsmands beretning for 1984, side
32 f.f. Det er her bl.a. udtalt (side
34), at direktoratet i forbindelse med udøvelsen af tilsynet efter
arbejdsløshedsforsikringslovens § 88, fx som led i en stikprøvekontrol, af
egen drift kan foretage en efterprøvelse af dispositioner eller
enkeltafgørelser, der er truffet af en arbejdsløshedskasse i forhold til et
medlem, og herunder også træffe - eller udvirke at der træffes - en ny
afgørelse til skade for det pågældende medlem.
2. Remonstration
Baggrunden for den
ulovhjemlede aftale om 'omvendt postgang' er bl.a. et ønske om en hurtigere
og
smidigere klagesagsbehandling. Endvidere opnås, at Arbejdsmarkedets Ankenævn
ikke belastes af klagesager, hvor direktoratet - typisk efter fremkomst af
nye
oplysninger - finder baggrund for at ændre sin oprindelige afgørelse.
Arbejdsministeriet finder
ikke, at der er generelle betænkeligheder ved en sådan ordning, som i
arbejdsløshedsforsikringssystemet allerede er lovfæstet for så vidt angår de
af
arbejdsløshedskasserne trufne afgørelser, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens
§
98, stk. 1. I forbindelse med igangværende overvejelser om revision af
klagereglerne i lovens §§ 98 og 99 forventes det derfor, at der vil blive
fremsat
forslag om lovfæstelse af ordningen ved klage over direktoratets afgørelse.
Det bemærkes herved, at
direktoratets eventuelle ny afgørelse - selv om den giver medlemmet medhold
fuldt ud - i praksis altid vil være forsynet med vejledning om klage til
ankenævnet,
og at ankenævnet ved klage over den ny afgørelse altid vil få tilsendt den
oprindelige afgørelse og akterne i tilknytning hertil.
Hvis et medlems klage til
ankenævnet tillige indeholder klage over direktoratets sagsbehandling, skal
direktoratet sende denne klage til Arbejdsministeriet, uanset om klagen
vedrørende afgørelsens materielle indhold videresendes til ankenævnet eller
medfører fornyet realitetsbehandling. Arbejdsministeriet må, ligesom
direktoratet,
beklage, at (A) ikke er blevet informeret om, at klage over direktoratets
sagsbehandling kan indbringes for Arbejdsministeriets departement, og at
klagen ikke blev indsendt.
3. Sagens rejsning
Arbejdsministeriet er enig
med direktoratet i, at det kan være velbegrundet og formålstjenligt, at man
ikke straks underretter medlemmet om, at der er modtaget en anmeldelse, eller
der i øvrigt er iværksat en undersøgelse af den pågældendes forhold.
Arbejdsministeriet finder
dog, at der kan være situationer, hvor medlemmet bør orienteres om en
iværksat
undersøgelse så hurtigt som muligt. Det kan derfor overvejes, om den af
direktoratet beskrevne praksis, hvorefter medlemmet altid først orienteres,
efter at sagen er indberettet til arbejdsløshedskassen, skal fastholdes.
Arbejdsministeriet vil drøfte
denne problemstilling med direktoratet.
Arbejdsministeriet er dog
enig med direktoratet i, at det som altovervejende hovedregel vil være
hurtigst
og mest formålstjenligt at indhente de fornødne oplysninger og den fornødne
dokumentation fra arbejdsgiverne."
Ombudsmandens udtalelse
"
1) Underretning om at der verserede en tilsynssag
Anledningen til at Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen indledte en
undersøgelse, var modtagelsen i september 1991 af en anonym henvendelse om at
De modtog forudbetaling på en bog De skrev på, og at De samtidig modtog
dagpenge.
I maj 1992 indledte direktoratet en kontrolundersøgelse. Først
den 27. august 1992
- i forbindelse med at direktoratet sendte indberetning til
arbejdsløshedskassen - fik De underretning om at der var indledt en
kontrolundersøgelse, samt om det foreløbige resultat heraf.
Direktoratets undersøgelse skete på grundlag af § 88 i lov om
arbejdsløshedsforsikring ifølge hvilken direktøren 'fører tilsyn med de
anerkendte arbejdsløshedskasser...' Direktoratet har oplyst at såvel ønsket
om ikke at forspilde øjemedet med en kontrolundersøgelse som hensynet til
ikke at skabe unødig bekymring og ubehag hos den dagpengeberettigede taler
for at der ikke gives underretning straks en undersøgelse iværksættes.
Jeg er enig med direktoratet i at især det første hensyn lovligt kan føre til
at den hvis forhold undersøges, ikke straks orienteres om at undersøgelsen er
indledt.
Jeg finder det dog bedst stemmende med god forvaltningsskik at direktoratet
under alle omstændigheder giver den pågældende underretning når de nævnte
hensyn ikke (længere) er til stede og kan begrunde en hemmeligholdelse af
undersøgelsen.
I den foreliggende sag var forholdet det at direktoratet mente at
arbejdsløshedskassens afgørelse burde skærpes. Hensynet til ikke uden noget
grundlag at skabe ængstelse hos Dem forelå derfor i hvert fald ikke efter at
direktoratet i juli 1992 besluttede at indhente oplysninger fra en lang række
arbejdsgivere om Deres forhold, idet det på dette tidspunkt var klart at
direktoratet agtede at indberette Dem til arbejdsløshedskassen. Ej heller
hensynet til kontroløjemedet ses at tale for at De ikke på daværende
tidspunkt fik oplysning om at undersøgelsen var indledt, og om at de
pågældende arbejdsgivere blev kontaktet. Direktoratet burde derfor
efter min mening på dette tidspunkt have givet Dem underretning herom.
Jeg har gjort Direktoratet
for Arbejdsløshedsforsikringen bekendt med min opfattelse.
Derimod er jeg ikke enig med
Dem i at direktoratet burde have søgt at tilvejebringe de fornødne
oplysninger
gennem Dem førend direktoratet kontaktede arbejdsgiverne om de pågældende
oplysninger.
Det kan efter min mening ikke afvises at sagsoplysningen generelt forløber
mest
effektivt når oplysningerne rekvireres hos arbejdsgiverne frem for hos de
dagpengeberettigede. Det bemærkes at direktoratet har hjemmel i
arbejdsløshedsforsikringslovens § 91 til at indhente oplysninger af den
nævnte
type direkte fra arbejdsgiver.
2) Direktoratets oplysning af sagen og bevisbedømmelse
Forud for direktoratets
afgørelse af
7. juli 1993
havde De lejlighed til at kommentere de oplysninger direktoratet havde
tilvejebragt
fra Deres arbejdsgivere om Deres beskæftigelses- og lønforhold. De benyttede
Dem af lejligheden og påpegede bl.a. i breve af
3. oktober 1992
og
12. juni 1993
til direktoratet at de
oplysninger der var modtaget fra (X parti) og (en avis), var unøjagtige.
Specielt vedrørende oplysningerne fra (avisen) dokumenterede De oplysningerne
ved at sende kopi af et avisudklip der viste hvornår Deres tredje artikel var
offentliggjort.
Deres oplysninger førte til
at fejlene i oplysningerne fra (X parti) blev rettet. Dette skete imidlertid
ikke for så vidt angik oplysningerne fra (avisen), og direktoratet lagde ved
afgørelse af
7. juli 1993
til grund at De uberettiget havde modtaget dagpenge samtidig med at De havde
haft arbejde for (avisen). I den anledning pålagde direktoratet Dem både
tilbagebetalingspligt og effektiv karantæne på 37 timer.
Først efter at De på ny havde
korrigeret oplysningen, blev fejlen rettet i forbindelse med direktoratets
fornyede afgørelse af
13.
oktober 1993.
Direktoratet har i udtalelsen
af
7. marts 1996
til mig erkendt at direktoratet efter at have modtaget Deres bemærkninger
burde have rettet fornyet henvendelse til (avisen) for at få den opståede
bevistvivl
afklaret.
Jeg er enig heri og finder
det meget beklageligt at direktoratet ikke fandt anledning til at kontrollere
rigtigheden af oplysningerne. Jeg finder dette forhold særligt uheldigt set i
lyset af at direktoratet havde valgt at rekvirere oplysninger direkte fra
arbejdsgiverne uden forinden at have kontaktet Dem. Som anført foran kan det
efter min mening ikke kritiseres at direktoratet i første omgang foretrak at
tilvejebringe oplysningerne direkte fra Deres respektive arbejdsgivere. Til
gengæld burde direktoratet have været særlig omhyggelig med at kontrollere
rigtigheden af de modtagne oplysninger når de som i dette tilfælde blev
bestridt.
Dertil kommer at formålet med
at der i tilfælde som det foreliggende er pligt til partshøring i henhold til
forvaltningslovens § 19, stk. 1, til dels forspildes hvis myndighederne ikke
tager de bemærkninger der modtages fra parten, om sagens faktuelle grundlag
alvorligt, men i stedet uden forklaring eller undersøgelse meddeler at have
lagt arbejdsgiverens oplysninger til grund som korrekte.
Selve det forhold at
direktoratet tilvejebragte oplysninger fra Deres respektive arbejdsgivere og
forelagde
oplysningerne for Dem og dermed gav anledning til at De brugte en del tid på
at
gennemgå og korrigere de modtagne oplysninger, finder jeg derimod ikke
kritisabelt. Tværtimod er det en fremgangsmåde der er foreskrevet i
forvaltningslovens § 19.
3) Direktoratets og ankenævnets ændring af arbejdsløshedskassens
afgørelse til skade for Dem
Direktoratets afgørelser af
7. juli 1993
og
13. oktober 1993
blev
truffet som et led i direktoratets tilsynsvirksomhed i henhold til § 87 og §
88
i lov om arbejdsløshedsforsikring. Ved afgørelserne ændredes
arbejdsløshedskassens afgørelse vedrørende modtagelse af et honorar fra (en
tv-station) således at De ud over at skulle tilbagebetale 2.502 kr. blev
idømt
120 timers effektiv karantæne.
§ 88 i
arbejdsløshedsforsikringsloven har følgende indhold:
§ 88:
'Direktøren for
Arbejdsløshedsforsikringen fører tilsyn med de anerkendte
arbejdsløshedskasser,
er kasserne behjælpelig med oplysning og vejledning og yder bistand ved
oprettelse af nye kasser.
Stk. 2.
Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen fastsætter efter
forhandling med Landsarbejdsrådet regler om, under hvilke betingelser en
arbejdsløshedskasse kan administreres af eller sammen med en faglig
organisation, samt nærmere regler om administrationen.
Stk. 3.
Arbejdsministeren fastsætter nærmere regler om tilsynet
efter stk. 1, herunder regler om, i hvilket omfang
arbejdsformidlingskontorerne
bistår med tilsynet.
...'
Direktøren har fastsat
nærmere regler om tilsynets indhold i bek. nr. 705 af
22. oktober 1991. § 9 i
bekendtgørelsen har følgende indhold:
§ 9:
'Hvis direktoratet finder, at
en arbejdsløshedskasse administrerer sådan, at det medfører fejludbetalinger
eller sandsynlighed herfor, eller at kassen iøvrigt administrerer på en for
forsikringssystemet uhensigtsmæssig måde, kan direktoratet for at forhindre
dette pålægge kassen at ændre sin administration, herunder at ændre sine
administrative rutiner og sin struktur og at forbedre de personalemæssige
ressourcer.'
Herudover indeholder
bekendtgørelsen ikke bemyndigelse til at direktoratet kan træffe konkrete
afgørelser som et led i tilsynsudøvelsen.
Ifølge legalitetsprincippet
skal forvaltningens virksomhed være legitimeret i en lov eller en anden
anerkendt retskilde. Jo dybere en afgørelse griber ind i borgernes
interessesfære, des sikrere må den retskildemæssige hjemmel være. Typisk
kræves
det at en afgørelse der pålægger en borger en betydelig byrde, skal have
utvetydig hjemmel i en lovbestemmelse, jf. Jon Andersen, Karsten Loiborg
mfl.,
Forvaltningsret (1994), s. 209ff og s. 660, Poul Andersen, Dansk
Forvaltningsret,
5. udg. (1965), s. 389ff, Jens Garde mfl., Forvaltningsret, Almindelige
Emner,
2. udg. (1989), s. 185ff, og Bent Christensen, Opgaver, hjemmel, organisation
(1994), s. 118ff.
Det følger af
legalitetsprincippet at direktoratet ikke uden sikker hjemmel kan træffe
bindende afgørelser i forhold til medlemmerne om tilbagebetaling og om
ikendelse af sanktioner, jf. herved Folketingets Ombudsmands beretning for
året 1989, s. 213, Folketingets Ombudsmands beretning for året 1992, s. 250,
og
Folketingets Ombudsmands beretning for året 1994, s. 296. Derimod må det
antages at direktoratet som et led i tilsynet kan pålægge
arbejdsløshedskasserne
at træffe afgørelse om annullation af tidligere afgørelser såfremt disse må
anses for ugyldige, f.eks. på grund af svig, samt om tilbagebetaling hvis
tilbagebetalingspligt er hjemlet i loven. Direktoratets pålæg har i så fald
en
rent konstaterende karakter idet det i realiteten går ud på at tydeliggøre
over for arbejdsløshedskassen at den har ret og pligt til at gribe ind i
anledning af forholdet. Derimod ses der ikke i tilsynsreglerne i § 88 og de
administrative regler der er fastsat i henhold til § 88, stk. 3, at være
hjemmel for direktoratet til at pålægge arbejdsløshedskassen at udøve sine
skønsmæssige beføjelser i § 88, stk. 3, til at ikende sanktioner for
strafbare
forseelser på en bestemt måde.
Arbejdsløshedsforsikringslovens
§ 87 indeholder bl.a. følgende bestemmelser:
§ 87:
'Gør et medlem sig skyldig i
svigagtigt forhold over for kassen, kan direktøren for
Arbejdsløshedsforsikringen
bestemme, at pågældende slettes som medlem af kassen eller helt eller delvis
udelukkes fra ret til ydelser fra kassen bortset fra kursusgodtgørelse i et
bestemt tidsrum.
Stk. 2.
Finder kassen, at et medlem har gjort sig skyldig i
svigagtigt forhold, skal kassen forelægge sagen for direktøren for
Arbejdsløshedsforsikringen med indstilling om, hvilken afgørelse der skal
træffes efter stk. 1. Kassen skal stille udbetalingen af ydelser fra kassen
bortset fra kursusgodtgørelse til medlemmet i bero i overensstemmelse med
indstillingen.
Stk. 3.
Gør et medlem sig skyldig i anden forseelse over for
kassen, kan dennes ledelse bestemme, at medlemmet udelukkes fra retten til
ydelser fra kassen bortset fra kursusgodtgørelse i et bestemt tidsrum, som
ikke
kan overstige 1 år.
...'
Som det ses, har direktoratet
hjemmel i § 87, stk. 1, til at fastsætte at et medlem som skønnes at have
begået svig i forhold til kassen, 'helt eller delvis udelukkes fra ret til
ydelser fra kassen'. Bestemmelsen indeholder således utvetydig hjemmel til
som
sket i afgørelsen af
13.
oktober 1993
at pålægge Dem en effektiv karantæne på 120 timer
såfremt Deres forhold vedrørende honoraret for (tv-stationen) måtte anses for
svigagtigt.
Arbejdsmarkedets Ankenævn
ændrede i sin afgørelse af
18.
maj 1994
afgørelsen således at Deres forhold ikke skulle anses for
svigagtigt. Jeg må forstå § 87, stk. 1, sammenholdt med stk. 3 således at når
forholdet ansås for uagtsomt, tilkom det arbejdsløshedskassen at tage
stilling
til fastsættelse af eventuelle sanktioner.
Afgørelsen af om Deres
forhold måtte betragtes som svig eller uagtsomt forhold, beror på en
vurdering
af bevismæsig og fagkyndig karakter. En sådan afgørelse kan jeg efter de
regler
der gælder for min virksomhed, ikke kritisere medmindre der foreligger
særlige
omstændigheder. Jeg har ikke i forbindelse med min gennemgang af sagen fundet
holdepunkter for at kritisere at ankenævnet bedømte Deres forhold som
uagtsomt.
Jeg finder herefter at måtte
lægge til grund at direktoratet ikke var kompetent til at ikende Dem en
karantæne som sket ved afgørelsen af
13. oktober 1993. Direktoratet kunne heller ikke anses
for beføjet til som et led i tilsynsbeføjelsen i § 88 at fastslå - som en
konstaterende beslutning - at arbejdsløshedskassen burde have truffet en
anden
afgørelse end sket. Da direktoratet således ikke kunne anses bemyndiget til i
henhold til § 87, stk. 1, at ændre arbejdsløshedskassens afgørelse om at
Deres
forhold i forbindelse med honoraret fra (tv-stationen) kunne afklares med at
De
betalte de modtagne dagpenge tilbage, finder jeg heller ikke at
Arbejdsmarkedets Ankenævn kunne træffe afgørelse herom. Nævnet traf
imidlertid
i skrivelsen af
18. maj
1994
afgørelse om dels at betragte Deres forhold som uagtsomt, dels
at ikende Dem en effektiv karantæne for forholdet på 37 timer. Jeg finder som
anført ikke at nævnet havde kompetence hertil når direktoratets afgørelse af
13. oktober 1993
om dette
forhold måtte anses for ugyldig på grund af manglende kompetence.
Jeg har gjort
Arbejdsmarkedets Ankenævn og Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen
bekendt
med min opfattelse. Jeg har samtidig henstillet til ankenævnet at det ændrer
afgørelsen af
18. maj 1994
således at den fastsatte karantæne bortfalder.
Arbejdsministeriet henviste i
udtalelsen af
13. maj 1996
til Folketinges Ombudsmands beretning for året 1984, s. 32. I denne sag
udtalte ombudsmanden bl.a.:
'1. Efter
arbejdsløshedsforsikringslovens § 88 fører arbejdsdirektøren tilsyn med de
anerkendte arbejdsløshedskasser. I forbindelse med udøvelsen af dette tilsyn
kan arbejdsdirektoratet af egen drift, f.eks. som led i en stikprøvekontrol,
foretage en efterprøvelse af dispositioner eller enkeltafgørelser, der er
truffet af en arbejdsløshedskasse i forhold til et medlem. Direktoratet kan
herunder også træffe - eller udvirke at der træffes - en ny afgørelse til
skade
for det pågældende medlem. Efter lovens § 98, stk. 2, er arbejdsdirektøren
tillige klageinstans i forhold til kassernes afgørelser om en række nærmere
angivne forhold, herunder spørgsmål vedrørende dagpengeret.
Det er almindeligt antaget,
at det forhold, at der indgives klage til en klageinstans, der efter loven
tillige har en almindelig tilsynskompetence, ikke afskærer myndigheden fra
med
udgangspunkt i den indgivne klage at foretage ganske samme efterprøvelse af
den
påklagede afgørelse, som den i sin egenskab af tilsynsmyndighed kunne have
iværksat af egen drift.
Jeg er således enig med
ankenævnet i, at arbejdsdirektoratet som klageinstans må anses for kompetent
til på tilsvarende måde at ændre en påklaget afgørelse i en retning, der er
mere byrdefuld for klageren (reformatio in pejus).
Jeg kan derimod ikke være
enig med ankenævnet i, at dette forhold kan tillægges betydning for
fastlæggelsen af rækkevidden af ankenævnets kompetence i så henseende. En
bedømmelse af dette spørgsmål må tage udgangspunkt i, hvad der gælder om
arbejdsdirektoratets adgang til
selv
at ændre den afgørelse, der er genstand for klage til ankenævnet.'
Som det ses, var hovedsigtet
med bemærkningerne at vurdere om Arbejdsmarkedets Ankenævn (det daværende
Ankenævnet
for Arbejdsløshedsforsikringen) havde kompetence til at træffe afgørelser der
i forhold til den påklagede afgørelse indebar en væsentlig skærpet reaktion
over for klageren. Udtalelsen repræsenterede således ikke en selvstændig
undersøgelse med henblik på at afgrænse direktoratets beføjelse til at ændre
en
afgørelse til skade for et medlem. Udtalelsen begrænsede sig til at lægge til
grund at direktoratet som et led i tilsynsbeføjelsen i § 88 kunne 'træffe -
eller udvirke at der træffes - en ny afgørelse til skade for det pågældende
medlem'.
På baggrund af det jeg har
anført ovenfor, finder jeg at udtalelsen ikke er fuldt dækkende for så vidt
det
bemærkes at direktoratet med hjemmel i
§
88
er beføjet til på eget initiativ at træffe bindende afgørelser i forhold
til de enkelte medlemmer. En sådan hjemmel findes i § 87.
4) Direktoratets genbehandling og fornyede afgørelse af sagen
den
13. oktober 1993
§ 99 i lov om
arbejdsløshedsforsikring indeholder følgende bestemmelser:
§ 99:
'Klage over direktøren for
Arbejdsløshedsforsikringens afgørelser om de spørgsmål, som er nævnt i § 41,
stk. 5, § 44, stk. 2, § 75 b, stk. 3, § 75 c, stk. 4 og 5, § 86, stk. 3, stk.
4, 1. pkt., og stk. 5, § 87, stk. 1 og 4, § 98, stk. 1, og EF-forordninger om
anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige
erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, kan af den, afgørelsen vedrører,
indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn, jf. § 100, inden 4 uger efter, at
klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Ankenævnets afgørelser kan ikke
indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 2.
Alle øvrige afgørelser, der træffes af direktøren for
Arbejdsløshedsforsikringen i henhold til denne lov, kan indbringes for
arbejdsministeren inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om
afgørelsen.
Stk. 3.
Ankenævnet og arbejdsministeren kan se bort fra overskridelse
af klagefristen i stk. 1-2, når der er særlig grund hertil.
...'
Direktoratets afgørelse af
7. juli 1993
blev truffet i
henhold til § 87, stk. 1, og afgørelsen kunne således påklages af Dem til
Arbejdsmarkedets Ankenævn. De udnyttede klageadgangen ved i breve af 2., 3.
og
5. august 1993
at påklage
afgørelsen til Arbejdsmarkedets Ankenævn. I overensstemmelse med den
klagevejledning
direktoratet havde givet Dem, indsendte De klagebrevene til direktoratet.
Direktoratet genoptog derpå
sagen til ny behandling og traf ny afgørelse
den 13. oktober 1993. Ved denne afgørelse ændredes
den tidligere afgørelse til gavn for Dem, men dog således at De stadigvæk
opfattede den som bebyrdende. Et af de punkter der blev ændret, var
direktoratets bedømmelse af forholdet vedrørende artiklerne i (en avis), mens
direktoratet fastholdt karantænen på 120 timer i anledning af modtagelsen af
honoraret
fra (tv-stationen).
De påklagede direktoratets
nye afgørelse ved brev af
26.
oktober 1993
til Arbejdsmarkedets Ankenævn idet De var af den
opfattelse at direktoratet ikke havde haft grundlag for at ændre
arbejdsløshedskassens
afgørelse af
11. februar
1993. Ved afgørelsen af
18. maj 1994
ændrede Arbejdsmarkedets Ankenævn
direktoratets afgørelse af
13.
oktober 1993
og nedsatte karantænen fra 120 til 37 timer.
Sagens forløb rejser
spørgsmålet om direktoratet straks efter modtagelsen af Deres breve i
begyndelsen
af august 1993 burde have videresendt sagen til Arbejdsmarkedets Ankenævn med
direktoratets eventuelle bemærkninger.
Direktoratets beslutning om
at genoptage sagen beroede efter det oplyste på den aftale der er gengivet
ovenfor indgået mellem Arbejdsmarkedets Ankenævn og direktoratet om 'omvendt
postgang'. Denne aftale går som det ses, ud på at klagen til Arbejdsmarkedets
Ankenævn indsendes gennem direktoratet, og at direktoratet såfremt det
skønner
at en sag giver anledning til en ændret bedømmelse, tager sagen op til ny
realitetsbehandling selv om den klageberettigede har påklaget afgørelsen til
Arbejdsmarkedets Ankenævn.
Det fremgår klart af
arbejdsløshedsforsikringslovens § 99 at adgangen til at indgive klage over
direktoratets
afgørelse til Arbejdsmarkedets Ankenævn er en egentlig rekursadgang, dvs. en
ordning hvorved den klageberettigede er tillagt en egentlig klageret såfremt
de
processuelle betingelser for indgivelse af klagen er opfyldt.
Der hersker ikke tvivl om at
De var klageberettiget, at Deres klage blev indgivet rettidigt, og at De
således havde egentligt retskrav på at Arbejdsmarkedets Ankenævn behandlede
sagen.
En sådan klageret kan efter
min mening ikke (delvis) ophæves på grundlag af en aftale herom mellem den
underordnede myndighed og klageinstansen. Aftalen om 'omvendt postgang' kan
således efter min mening ikke tillægges den retsvirkning at De ikke kunne
stille krav om at Arbejdsmarkedets Ankenævn behandlede klagen.
Fra det tidspunkt Deres
klagebreve blev modtaget i direktoratet, hørte sagen kompetencemæssigt under
Arbejdsmarkedets Ankenævn, og direktoratet var efter min mening ikke
berettiget
til at genbehandle sagen og træffe en ny realitetsafgørelse, men burde have
videresendt klagerne til Arbejdsmarkedets Ankenævn.
Selv om direktoratet havde
været berettiget til at genbehandle sagen - og den ulovfæstede
remonstrationssag
således ansås for retsmæssig - finder jeg i øvrigt at direktoratet i
forbindelse med afgørelsen af
13. oktober 1993
på eget initiativ burde have videresendt
sagen til Arbejdsmarkedets Ankenævn med henblik på at nævnet
realitetsbehandlede
Deres klagebreve fra begyndelsen af august 1993. Jeg skal herved henvise til
at
direktoratets fornyede afgørelse ikke gav Dem fuldt ud medhold, og at
direktoratet således ikke havde grund til at antage at De havde opgivet Deres
klage fra august 1993.
Deres klagebreve af august
1993 indeholdt ud over indsigelsen imod afgørelsens indhold kritik af
direktoratets sagsbehandling, især af at direktoratet indhentede oplysninger
fra
Deres arbejdsgivere og ikke igennem Dem. Denne del af Deres klager henhørte
ikke under Arbejdsmarkedets Ankenævn, men kunne af Dem påklages - som et led
i
den ulovbestemte adgang til rekurs der eksisterer mellem underordnede og
overordnede statslige myndigheder - til Arbejdsministeriet.
Ifølge forvaltningslovens §
7, stk. 2, skal en forvaltningsmyndighed 'som modtager en skriftlig
henvendelse, som ikke vedrører dens sagsområde' så vidt muligt videregive
henvendelsen til rette myndighed. Direktoratet burde derfor have videresendt
denne del af Deres klage til Arbejdsministeriet.
Jeg har gjort Direktoratet
for Arbejdsløshedsforsikringen bekendt med min opfattelse.
5) Arbejdsmarkedets Ankenævns behandling af sagen
Som anført ovenfor finder jeg
ikke at Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen kunne ændre
arbejdsløshedskassens afgørelse, og at Arbejdsmarkedets Ankenævn derfor
heller
ikke havde kompetence til at pålægge Dem karantæne.
Arbejdsmarkedets Ankenævn har
ifølge § 99 i arbejdsløshedsforsikringsloven beføjelse til at behandle bl.a.
direktoratets afgørelse i henhold til § 87, stk. 1. Herefter må det antages
at
ankenævnet kan tage stilling til de påklagede afgørelsers indhold samt til
eventuelle sagsbehandlingsfejl for så vidt fejlene må formodes at have
påvirket
afgørelsernes indhold. Derimod finder jeg ikke at det hører under ankenævnets
kompetence at tage stilling til sagsbehandlingsspørgsmål som ikke umiddelbart
havde betydning for afgørelsens indhold.
Jeg finder derfor ikke at det
kan kritiseres at Arbejdsmarkedets Ankenævn ikke fandt anledning til i
forbindelse med behandlingen af Deres klage over for direktoratet at påtale
de
fejl som direktoratet begik i forbindelse med afgørelsen af
7. juli 1993, men som blev
rettet ved afgørelsen af
13.
oktober 1993.
Derimod finder jeg at
ankenævnet burde have tilkendegivet over for direktoratet at dette ikke burde
have truffet ny realitetsafgørelse
den 13. oktober 1993, men i stedet have videresendt Deres
breve til ankenævnet.
Jeg har gjort Arbejdsmarkedets
Ankenævn bekendt med min opfattelse.
I stedet for blot at undlade
at forholde sig til Deres klager over direktoratets sagsbehandling burde
Arbejdsmarkedets Ankenævn efter min mening have videresendt Deres breve til
Arbejdsministeriet som rette myndighed vedrørende disse spørgsmål, jf.
forvaltningslovens § 7, stk. 2.
Jeg har gjort
Arbejdsmarkedets Ankenævn bekendt med min opfattelse.
..."
Den 22. maj 1997
ændrede Arbejdsmarkedets
Ankenævn sin afgørelse af
18.
maj 1994
således at den fastsatte karantæne på 37 timer blev
ophævet.
I brev af
20. juni 1997
meddelte
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen mig imidlertid at direktoratet
fastholdt sin vurdering af hjemmelsgrundlaget for direktoratets
tilsynsvirksomhed.
I brev af
24. juni 1997
tilsluttede
Arbejdsministeriet sig direktoratets vurdering og meddelte at
arbejdsministeren
ville fremsætte et lovforslag til ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring
for at fjerne tvivlen om direktoratets kompetence. Lovforslaget blev vedtaget
den 19. december 1997.
NOTER: (*1) Jf.
FOB 1989, s. 213,
FOB 1992, s. 250,
FOB 1994, s. 296, og FOB 1984, s. 32.
Lignende dokumenter
- Vejledning om frigørelsesattest Retsinformation · 31. januar 2006
- Sag om, hvorvidt sagsøger - i forbindelse med overgang til efterløn - har haft genoptaget driften af sin selvstændige virksomhed Domsdatabasen · 22. januar 2013
- Konsekvensen af uberettiget sletning fra a-kasse. Proportionalitetsprincippet Retsinformation · 25. juni 2003
- Betalingsservice, undladelse af betaling af arbejdsløshedskassekkontingent. Det finansielle ankenævn · 22. maj 1992
- Gentagelsesvirkning på grund af 2 arbejdsophør Retsinformation · 29. januar 2002
- Effektiv karantæne på 83 timer for svig og 20 timer for uagtsomhed Retsinformation · 1. marts 2004