Spring til indhold

Retsinformation

Retten til dagpenge. Officialprincippet. Legalitetsprincippet. Remonstration

FOU nr 1997.74UdtalelserFolketinget3. marts 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Retten til dagpenge. Officialprincippet.

Legalitetsprincippet. Remonstration

Af sagens akter fremgik at Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringen

den

19. september 1991

fik en anonym henvendelse om at A skulle have

modtaget forudbetaling for at skrive en bog. Ved brev af

20. maj 1992

bad direktoratet

Københavns skatteforvaltning om oplysninger om A og hans ægtefælles indtægts-

og formueforhold ifølge skatteansættelsen for indkomståret 1991. Direktoratet

bad endvidere om at få kopi af nærmere angivne papirer tilsendt, herunder A's

selvangivelse for det pågældende indkomstår. Ved brev af

9. juni 1992

bad direktoratet

Specialarbejdernes Arbejdsløshedskasse om at få tilsendt kopi af bl.a.

ledighedserklæring fra

8.

maj 1991, dagpengekort fra

8. maj 1991

og året ud samt en række andre blanketter og

udskrifter. I brev af samme dato bad direktoratet X parti oplyse hvor mange

timer A havde arbejdet for partiet i indkomståret 1991.

Den 12. juli 1992

spurgte direktoratet

en avis om A havde haft artikler i avisen i 1991.

Avisen svarede i brev af

12. juli 1992

at A havde haft "en

Læs alt

artikel i vores avis den 27/5-91 og den 27/6-91, som han har modtaget i alt

kr. 4.000,00 for".

X parti oplyste

den 10. juli 1992

at A havde modtaget 123.097

kr. for ansættelse (formand) i perioden

1. januar 1991

til

31. maj 1991.

Efter at have modtaget de ønskede oplysninger

fra skattemyndighederne, arbejdsløshedskassen og de to arbejdsgivere bad

direktoratet ved breve af 27. og

28. juli 1992

en lang række af arbejdsgivere som A havde

udført freelancearbejde for, om oplysninger vedrørende A's engagementer med

de pågældende institutioner, aviser, tidsskrifter mfl.

A blev ikke straks

underrettet om at direktoratet havde indledt en sag vedrørende kontrol af

hans

dagpengeudbetalinger. Direktoratet sendte

den 27. august 1992

på baggrund af de

indhentede oplysninger en indberetning til arbejdsløshedskassen da

direktoratet

var blevet opmærksom på forhold af betydning for retten til dagpenge.

Arbejdsløshedskassen

blev bedt om at træffe en afgørelse vedrørende disse forhold. Af

indberetningen

fremgik bl.a. følgende:

"...

DfA har modtaget en anonym

henvendelse, hvoraf det fremgår, at (A) skulle have modtaget forudbetaling af

et honorar for at skrive en bog.

DfA har i denne anledning

indhentet skatteoplysninger for 1991 vedrørende medlemmet. Af

skatteoplysningerne

fremgår ikke, at medlemmet skulle have modtaget omtalte honorar.

Derimod fremgår det af

oplysningerne fra skattevæsnet, at (A) i 1991 havde en samlet A-indkomst på

ialt 192.423,-. Heraf var kr. 123.097,- løn fra (X parti) for perioden fra 1.

januar til

31. maj 1991.

Medlemmet har i 1991 modtaget arbejdsløshedsdagpenge svarende til kr.

66.147,-.

Endvidere fremgår det af

oplysningerne fra skattevæsnet, at medlemmet i 1991 har haft en samlet

B-indkomst i form af vederlag og honorarer på ialt kr. 33.248,-. Heraf er kr.

24.790,- indtjent efter

den

29. april 1991.

Medlemmet har på sin

ledighedserklæring af

6. maj

1991

anført, at arbejdet for (X parti) ophørte

den 30. april 1991.

DfA har indhentet oplysninger

fra (X parti), hvoraf det fremgår, at ansættelsen først ophørte

den 31. maj 1991.

Ved at sammenholde de

oplysninger som DFA har modtaget fra de arbejdsgivere som har udbetalt

medlemmet B-indkomst i 1991, har DfA endvidere konstateret, at der formentlig

er sket fejludbetaling af dagpenge, idet (A) på dagpengekortene kun har givet

oplysninger om honorar/vederlag for kr. 16.200,- og 16,2 arbejdstimer.

DfA skal i denne forbindelse

henlede kassens opmærksomhed på reglerne om belægning af dagpengekortet ved

ukontrollabel arbejdstid, jf. bekendtgørelse nr. 461 af

27. juni 1989

om supplerende dagpenge

til et arbejdsløshedskassemedlem, der er lønmodtager og har nedsat

arbejdstid.

Endelig har DfA konstateret,

at arbejdsløshedskassen i uge

28 i 1991

har udbetalt dagpenge til medlemmet uanset at

medlemmet på sit dagpengekort har oplyst, at han holdt ferie.

DfA anmoder

arbejdsløshedskassen om en afgørelse af de anførte forhold.

DfA forudsætter, at medlemmet

får lejlighed til at komme med en udtalelse.

..."

På baggrund af en artikel i

en avis

den 30. august 1992

blev direktoratet opmærksom på at A var ved at skrive en bog, og bad

den 3. september 1992

arbejdsløshedskassen om også at undersøge dette forhold.

A har oplyst at han modtog

indberetningen af

27.

august 1992

umiddelbart efter at den var blevet sendt til arbejdsløshedskassen.

I brev af

3. oktober 1992

til

arbejdsløshedskassen fremkom A med bemærkninger til indberetningen. A skrev

bl.a. følgende:

"...

1.

Den registrerede uoverensstemmelse mellem de oplysninger jeg har

givet vedrørende mit ansættelsesforhold i (X parti) på ledighedserklæringen

af

6. maj og de af DfA indhentede oplysninger hos (X parti), skyldes uforsigtig

omgang med EDB-materialer.

Jeg fratrådte, sådan som jeg

har oplyst på ledighedserklæringen, mit ansættelsesforhold i (X parti)

den 30. april 1991. Men da

jeg af (X parti) modtog godtgørelse for første ledighedsdag den 1. maj,

figurerede jeg i deres lønningsregnskab for maj måned, der først sluttede den

31. maj. Dette forhold fremgår ikke af den EDB-førte oplysningsseddel.

...

2.

Ved gennemgang af mine kontrolkort sammenlignet med de udbetalte

dagpenge i 1991 fremgår det, at jeg i et par tilfælde har skrevet for mange

timer på kontrolkortet i forhold til det faktiske timetal incl. forberedelse.

For dette har jeg ingen krav om efterregulering. Derudover fremgår det af

DfAs

materialer, at jeg har modtaget kr. 4000,- fra (en avis). Det er korrekt, men

de 3000,- kroner er for arbejde udført i april måned 1991 (se bilag 2), altså

inden jeg blev meldt ledig. Og de sidste 1000 kroner er skrevet på

kontrolkortet.

Derimod må jeg erkende, at

kroner 3000,- som jeg har modtaget fra (en tv-station) ikke er påført

kontrolkortet. Det samme gælder kroner 600,- fra (en anden tv-station). Om

dette beløb er der det at sige at det ikke er et honorar, men en erstatning

for

et arbejde der aldrig kom til udførelse.

3.

DfA har, jfr. oplysninger i (en avis), erfaret at jeg i de

seneste år har været beskæftiget med at skrive en bog. Jeg har gennem flere

år

arbejdet på at opklare mysteriet omkring (Y)'s forsvinden. Dette er sket i

min

tid som (X parti)-formand. I uge 50 i 1991 var jeg i (udlandet) [for] at

hente

de sidste materialer der kunne sætte punktum i sagen. Og i denne uge modtog

jeg

ikke dagpenge fra A-kassen, derfor var rejsen ikke påført dagpengekortet.

Den 3. august 1992

indgik jeg en aftale med

forlaget (F) om udgivelse af en bog om (Y). Af samme årsag har jeg ikke siden

denne dato modtaget dagpenge. Til afklaring af de anonyme rygter om, at jeg

skulle have modtaget forudbetaling af honorar for denne bog, skal jeg oplyse

[at] forlaget først

den 13.

august 1992

udbetalte et a conto-beløb i forfatterhonorar.

..."

Arbejdsløshedskassen traf

afgørelse i sagen i brev af

11.

februar 1993

til A. Af afgørelsen fremgik bl.a. følgende:

"...

Det er hovedkontorets

opfattelse, at du ud fra de foreliggende oplysninger med urette har modtaget

dagpenge i uge 48/91, idet du d.

26.11.1991

har udført arbejde for (en tv-station), for

hvilket du modtog kr. 3.000,- i honorar, uden at opgive dette på dit

dagpengekort

vedrørende uge 48/91.

...

Det er derfor hovedkontorets

afgørelse, at du, jvf. arbejdsløshedslovens § 86, stk. 4, skal tilbagebetale:

brutto kr. 2.502

,-

,

som du har modtaget for uge

48/91.

Det er endvidere

hovedkontorets opfattelse, at forholdet grundet sagens særlige omstændigheder

og karakter, jvf. arbejdsløshedslovens § 87 samt direktoratets cirkulære af

19.2.1987, skal betragtes

som uagtsomt uden ikendelse af sanktion.

Ovenstående afgørelse kan,

jvf. arbejdsløshedslovens § 98, stk. 2 ankes til Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringen.

...

Såfremt du har spørgsmål

vedrørende afgørelsen, bedes du henvende dig i din afdeling.

..."

A påklagede ikke

arbejdsløshedskassens afgørelse.

Direktoratet bad efter at

have modtaget kopi af arbejdsløshedskassens afgørelse i brev af

18. februar 1993

arbejdsløshedskassen

om at undersøge A's lønforhold under hans ansættelse i X parti. Direktoratet

bad arbejdsløshedskassen foranledige oplyst hvorfor A's bruttoløn på

lønsedler

arbejdsløshedskassen havde sendt til direktoratet for perioden januar-april

1991, udgjorde 81.288 kr. når arbejdsgiveren havde oplyst A's bruttoløn for

perioden til 123.097 kr.

I brev af

12. juni 1993

udtalte A

sig om det nye spørgsmål. A oplyste at differencen dels skyldtes at X parti

fejlagtigt havde opgivet hans indkomst ca. 10.000 kr. for højt, og at

oplysningssedlen til skatteregistret også indeholdt oplysninger om

feriegodtgørelse. A sluttede med følgende spørgsmål:

"Det fremgår ikke af

brevet, med hvilken begrundelse de ønsker baggrunden for differencen

afklaret.

Har det betydning for sagens udfald om min indkomst har været kr. 9.425,-

større eller mindre over de fire måneder ansættelsesforholdet varede i 1991?

Det fremgår jo klart af de allerede fremsendte papirer, at der er tale om

A-indkomst. Selv om indkomsten nedskrives, fremgår det jo af lønsedlerne, at

det ingen indflydelse kan have på dagpengesatsen.

..."

Arbejdsløshedskassen

videresendte A's svar til direktoratet

den 23. juni 1993, og direktoratet traf afgørelse i sagen

den 7. juli 1993.

Af afgørelsen fremgik bl.a.:

"

Den 11. februar 1993

har

Specialarbejdernes Arbejdsløshedskasse meddelt DfA, at De har modtaget for

meget i arbejdsløshedsdagpenge.

AFGØRELSE

DfA finder, at De skal

tilbagebetale i alt brutto kr. 8.137,- til kassen.

DfA finder også, at De for

svig overfor arbejdsløshedskassen skal pålægges en effektiv karantæne på 120

timer.

Derudover finder

direktoratet, at De for uagtsomhed på grund af Deres manglende angivelse af

udbetalte honorarer på dagpengekortet, skal pålægges en effektiv karantæne på

37 timer.

Den samlede sanktion beløber

sig herved til 157 timers effektiv karantæne.

Direktoratet har således

ændret kassens afgørelse vedrørende både tilbagebetalingsbeløb og sanktion.

Begrundelse for afgørelsen samt sagsfremstilling

...

Ved gennemgang af Deres

dagpengekort vedrørende 1991 har direktoratet endvidere konstateret, at De

har

oplyst om honorar/vederlag svarende til 16.200,- samt om 16,2 arbejdstimer.

Ifølge indberetninger til

skattevæsnet vedrørende 1991 havde De en samlet B-indkomst i form af vederlag

og honorarer på ialt kr. 33.248,-, heraf 24.790,- optjent efter

den 29. april 1991.

...

Direktoratet har i det

følgende behandlet spørgsmål om tilbagebetaling og sanktion vedrørende de

udbetalte honorarer/vederlag.

Honorar fra (en tv-station).

Vedrørende det af

hovedafdelingen anførte, skal direktoratet bemærke, at direktoratet er enig

med

kassen i, at De skal tilbagebetale dagpenge, som med urette er udbetalt i uge

48 i 1991, ialt kr. 2.502,-.

Direktoratet finder, at De

ved ikke at oplyse om arbejdet/honoraret fra (tv-stationen) på dagpengekortet

har fortiet omstændigheder af betydning for retten til dagpenge, hvorfor

dagpenge, udbetalt for denne periode, skal tilbagebetales, jf. § 86, stk. 1 i

arbejdsløshedsforsikringsloven.

Direktoratet finder

endvidere, at nævnte fejludbetaling beror på Deres svigagtige forhold, jf. §

87, stk. 1 i arbejdsløshedsforsikringsloven, idet det af dagpengekortet

fremgår, at alt arbejde og al skattepligtig indtægt skal oplyses.

Direktoratet har herved lagt

vægt på, at De ved Deres underskrift på dagpengekortet, på tro og love har

erklæret, at oplysningerne er rigtige. Endvidere har direktoratet lagt vægt

på,

at De efter det oplyste ikke har kunnet give nogen forklaring på den

manglende

oplysning om indtægten.

Direktoratet ændrer således

kassens afgørelse for så vidt angår udmålingen af sanktion for det nævnte

forhold.

...

Artikler skrevet til (en avis).

Kassen har, under henvisning

til Deres egne oplysninger, i brev af

3. oktober 1992, bemærket, at honoraret på kr. 3000,-,

vedrørende artikler i (en avis), er betaling for artikler bragt i april

måned,

mens ansættelsesforholdet med (X parti) bestod.

Direktoratet har i denne

forbindelse indhentet oplysninger fra (avisen), som i brev af

12. juli 1992

har oplyst,

at De har modtaget honorar på kr. 4.000,- for artikler, som blev bragt i

avisen

den 27. maj (mandag i uge 22/91) og den 27. juni (uge 26) 1991.

Direktoratet har lagt til

grund, at (avisens) oplysninger om tidspunktet for indrykning af artiklerne

er

korrekte.

På dagpengekortet for uge

22 i 1991

har De oplyst,

at De holdt ferie. Eftersom artiklerne blev bragt mandag i uge 22/91, finder

direktoratet, at det må lægges til grund, at arbejdet er udført i de

forudgående uger, uge 20 og

21

i 1991.

På dagpengekortet for uge 20

og 21/91 har De ikke oplyst om arbejdet udført for (avisen). De har heller

ikke

i de forudgående uger med dagpenge oplyst om denne beskæftigelse.

Herefter finder direktoratet,

at der med urette er udbetalt dagpenge i uge 21/91. Idet omregning af

vederlaget

på kr. 3000,- betyder belægning af dagpengekortet med et timetal på 28,3 (kr.

3000,-/omregningssats på 106,01). Endvidere fremgår af § 15, stk. 1 i

bekendtgørelse nr. 461 af

27.

juni 1989, at der ikke kan udbetales dagpenge, hvis dagpenge i en

uge udgør mindre end 9 timer.

Tilbagebetalingen af dagpenge

vedrørende uge

21 i 1991

udgør således kr. 2454,-. Vedrørende tilbagebetalingen henvises til § 86,

stk.

1 i arbejdsløshedsforsikringsloven, hvorefter dagpenge, som med urette er

udbetalt, fordi medlemmet har fortiet omstændigheder, som er af betydning for

dagpengeretten, skal tilbagebetales.

Endvidere finder

direktoratet, at De burde have oplyst om arbejdet med avisartiklerne på

dagpengekortet.

Direktoratet finder derfor, at De har handlet uagtsomt ved ikke at oplyse om

beskæftigelsen på dagpengekortet, og derfor skal pålægges en effektiv

karantæne

på 37 timer for dette uagtsomme forhold, jf. § 87, stk. 3 i

arbejdsløshedsforsikringsloven,

og jf. cirkulære af

19.

februar 1987, vedrørende retningslinier for idømmelse af sanktion

i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1 og 3.

..."

Herefter gennemgik

direktoratet i brevet en lang række forhold hvor A havde modtaget honorar for

afholdte foredrag i forskellige institutioner. A havde på dagpengekortet

oplyst om timetallet for disse foredrag, men ikke om honoraret. Da der efter

direktoratets opfattelse var tale om at arbejdstiden i forbindelse med disse

foredrag ikke var kontrollabel, burde der ifølge direktoratet have fundet en

omregning sted for de udbetalte honorarer. Da der altså var sket en

fejludbetaling, fandt direktoratet at A skulle tilbagebetale det for meget

udbetalte beløb. Direktoratet konkluderede endvidere at fejludbetalingen

beroede på A's uagtsomme forhold.

Sammenfattende udtalte

direktoratet bl.a. følgende:

"

Sammenfatning vedrørende tilbagebetaling og sanktion.

Det samlede

tilbagebetalingsbeløb, jf. ovenfor, bliver herefter kr. 8.137,-.

Vedrørende manglende

oplysninger om honoraret modtaget fra (tv-stationen) (kr. 3000,-), finder

direktoratet som nævnt, at fejludbetalingen skyldes Deres svigagtige forhold.

Direktoratet finder, at De

derfor skal pålægges en effektiv karantæne på 120 timer, jf. § 87, stk. 1 i

arbejdsløshedsforsikringsloven og cirkulære af

19. februar 1987

vedrørende retningslinier for

idømmelse af sanktion i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 87,

stk.

1 og stk. 3 (udkast er gengivet nedenfor).

Det fremgår af ovennævnte

gennemgang, at direktoratet finder, at den del af fejludbetalingen, som

skyldes

manglende angivelse af honorarernes størrelse, beror på Deres uagtsomme

forhold.

Grundet sagens særlige

omstændigheder finder Direktoratet ikke grundlag for at pålægge Dem sanktion

for hvert enkelt uagtsomhedsforhold. Derimod finder Direktoratet, at De

samlet

skal pålægges 37 timers effektiv karantæne for de nævnte forhold, jf. § 87,

stk. 3 i arbejdsløshedsforsikringsloven og cirkulære af

19. februar 1987

vedrørende

retningslinier for idømmelse af sanktion i henhold til

arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1 og stk. 3 (udkast er gengivet

nedenfor)..

Den samlede effektive

karantæne udgør således i alt 157 timer.

Under henvisning til

arbejdsløshedskassens afgørelse af

11. februar 1993, skal det i øvrigt bemærkes, at

direktoratet er enig i kassens afgørelse vedrørende fejludbetalingen af

dagpenge i uge 28/91, hvorefter det alene påhviler kassen at tilbagebetale

dagpenge, som med urette er udbetalt mens De holdt ferie."

I breve af 2., 3. og

5. august 1993

klagede A

over denne afgørelse til Arbejdsmarkedets Ankenævn. Om sit arbejde med

artiklerne

til en avis og tidspunktet for offentliggørelsen i avisen anførte A bl.a.

følgende (i brevet af

3.

august 1993

):

"...

Direktoratet havde på

baggrund af de indhentede skatteoplysninger, hvoraf det fremgår, at jeg i

hele

indkomståret 1991 havde tjent 4000,- hos (avisen), telefonisk forespurgt

(avisen) om, hvornår disse artikler havde været bragt. Da dette er et større

arbejde at blade så mange aviser igennem sjussede avisen sig fejlagtig frem

til to datoer, svarende til udbetalingsperioden for honorarerne.

For at udrede fejlen

fremsendte jeg behørig dokumentation for de kr. 4000,-. De kr. 4000,- var

betaling

for 4 artikler. De tre var bragt i april måned 1991 som en miniserie (den

sidste blev bragt

den 24. april

1991, jfr. den til direktoratet fremsendte dokumentation). Den

sidste i uge 25 1991. I april måned, da de 3 artikler blev bragt, var jeg

ikke

ledig. Honoraret for den sidste artikel er behørigt opgivet på

dagpengekortet.

På trods af disse kendsgerninger

skriver direktoratet i afgørelsen, at den fremsendte dokumentation er et

udtryk

for

'Deres egne oplysninger'

,

hvorfor direktoratet vælger at

'lægge til

grund, at (avisens) oplysninger om tidspunktet for indrykning af artiklerne

er

korrekte'.

Igen ligger der en klar

insinuering af, at jeg skulle manipulere med oplysningerne. Når direktoratet

modtager dokumentation i form af en avisartikel fra

den 24. april 1991, hvoraf det

udtrykkeligt fremgår, at det er

'den

sidste af tre artikler'

, og når de samtidigt ved, at der er udbetalt kr.

1000,- for den sidste artikel [i] uge 25, er det vel nærliggende at

konkludere,

at når der er udbetalt kr. 1000,- for den sidste artikel, er der givetvis

også

udbetalt det samme for de første 3, altså ialt 4.000,- svarende til min

samlede

indtjening hos (avisen) i hele 1991. Men når denne nærliggende konklusion

ikke

ligger lige for hos direktoratet, var det vel ikke et urimeligt forlangende,

at

de havde forelagt (avisen) min dokumentation for at høre om de kunne be-eller

afkræfte dem, inden de afsagde deres dom.

..."

Endvidere gjorde A gældende

at der efter hans mening ikke var tale om svig med hensyn til de manglende

oplysninger om engagementet ved tv-stationen. A anførte bl.a.:

"...

Jeg mener ikke, at der er

tale om et svigagtigt forhold. Der er tale om et enkeltstående tilfælde,

hvorfor jeg kan anerkende det som et uagtsomt forhold, jfr. ovenstående

redegørelse, som på grund af sagens omstændigheder ikke bør medføre

karantæne,

således som arbejdsløshedskassen har fastslået.

Det fremgår også af sagen, at

direktoratet selv har været lidt usikker på, hvorvidt de kunne tillade sig at

kalde forholdet for svig, eftersom de ifølge den manglende opgivelse af

nøjagtigt det samme beløb i forhold til (avisen), nemlig kr. 3000,-, vurderer

dette

forhold som værende uagtsomhed.

...

Kommentar.

Selv om det måske ikke er

normalt, at en anke til Ankenævnet behæftes med en kommentar, føler jeg trang

til det.

Det fremgår givetvis tydeligt

af redegørelsen, at jeg finder direktoratets behandling af denne sag

anfægtelig. Jeg mener ikke, at jeg kan fortænkes i, at sidde tilbage med

følelsen af, at direktoratet i deres bestræbelser på, at gå efter et

resultat,

har fraveget principper som objektivitet, kritisk behandling af

efterforskningsmaterialerne samt at lade tvivl komme den sigtede til gode.

Jeg

håber, at min sag er et særtilfælde, og som sådan kan bekræftes som

undtagelsen

der bekræfter reglen.

At direktoratet laver

stikprøver, eller på baggrund af anonymt angiveri undersøger en sag, er

naturligvis

i orden. Men at man ikke meddeler den mistænkte, at ens forhold undersøges,

er

højst ubehageligt. Ikke engang i Italien forekommer dette.

I dette tilfælde har

direktoratet fået den anonyme angivelse i maj måned 1991. På den baggrund

fandt

de anledning til at indhente skatteoplysningerne på undertegnede for 1991,

hvilket naturligvis er i orden. Med disse i hånden kunne de med rimelighed

have

bedt mig om, med behørige arbejdsgiverkvitteringer og eventuelt supplerende

og

klargørende bemærkninger, at dokumentere tidsperioderne for indtjeningen af

min

indkomst for at se, om de stemte overens med ledighedserklæring og

dagpengekort. Og kun hvis jeg ikke kunne give den fornødne dokumentation,

kunne

de have kontaktet de pågældende arbejdsgivere. I så fald ville bilagsmængden

kunne være mindst halveret.

Men i stedet kontaktede

direktoratet mine arbejdsgivere for at bede dem bekræfte deres egne

skatteindberetninger?!?

Vel at mærke uden at orientere mig. Og jeg skal indrømme, at jeg fik en

dårlig

smag i munden, da lederen i en forening jeg havde lavet noget for kunne

fortælle mig, at direktoratet var ved at undersøge mine forhold.

Først to måneder senere,

den 27. august 1992,

præsenterede direktoratet mig for sagen. Derefter måtte jeg så selv til at

kontakte (X parti) og (avisen), dels for at rette fejl, dels for at få de

relevante oplysninger til vurdering af sagen. Alt sammen noget jeg selv

umiddelbart kunne have tilsendt direktoratet eller have fremskaffet.

Direktoratets subjektive

behandling af materialerne fremgår af ovenstående redegørelse. Men det har

naturligvis påført mig og en række arbejdsgivere unødigt stort arbejde.

Sammenlagt har jeg brugt mindst 40 til 50 effektive timer for at udrede

sagen.

En stor del af disse kunne efter min bedste overbevisning have været undgået,

hvis direktoratet havde behandlet sagen objektivt.

Med denne kommentar har jeg

ønsket at gøre opmærksom på hvordan jeg opfatter direktoratets behandling af

sagen. Hvis det er en generel procedure, var det måske en overvejelse værd at

ændre den. Men er den enkeltstående i forhold til denne sag, kræves ingen

yderligere forklaring."

Ved brev af

14. september 1993

til

direktoratet redegjorde arbejdsløshedskassen for hvorfor den mente at

arbejdstiden var kontrollabel, og hvorfor der ikke var sket en omregning af

honorarerne ved udfyldning af dagpengekortet. Arbejdsløshedskassen skrev

bl.a.:

"...

A-kassen er af den

opfattelse, at (A)'s engagement på skoler og foreninger skal betegnes som

undervisning/gæstelærer.

A-kassen har derfor benyttet omregningsfaktoren 1.6 ved udregning af

dagpengekortene.

At undervisningen er

kontrollabel viser bl.a. bilag fra (...) Gymnasium, hvor uddannelsesstedet

dokumenterer undervisningstiden. Lignende dokumentation kan indhentes fra de

øvrige uddannelsessteder og foreninger, hvor (A) har undervist.

Da det ofte er de samme

foredrag (A) har afholdt, reduceres forberedelsestiden tilsvarende.

Omregningssatsen

er derfor ikke anvendelig/retfærdig til beregning af dagpengene, da medlemmet

vil blive modregnet uforholdsmæssigt meget i forhold til den faktiske

forbrugte

tid.

A-kassen har på denne

baggrund vejledt medlemmet om omregningsfaktoren 1.6 ved undervisning.

..."

I brev af

13. oktober 1993

meddelte

direktoratet A en ny afgørelse. Af denne afgørelse fremgik bl.a. følgende:

"...

AFGØRELSE

Direktoratet finder, at Deres

mangelfulde oplysninger på dagpengekortet om indtægter fra

foredragsvirksomhed

m.v., skyldes at De har modtaget forkert vejledning fra Deres

arbejdsløshedskasse.

Herefter finder direktoratet

ikke grundlag for at pålægge Dem effektiv karantæne på 37 timer for uagtsomt

forhold. Samtidig reduceres tilbagebetalingskravet til brutto kr. 2.502,-.

Tilbagebetalingsbeløbet på

kr. 2.502,- vedrører Deres indtægt fra arbejde for (tv-stationen),

Direktoratet

finder fortsat, at denne fejludbetaling beror på Deres svigagtige forhold, og

at De derfor skal pålægges en effektiv karantæne på 120 timer.

Direktoratets tidligere

afgørelse af

7. juli 1993

er herefter bortfaldet.

...

Direktoratets bemærkninger til Deres klage og til oplysningerne fra

arbejdsløshedskassen.

Direktoratet tager til

efterretning, at artiklerne til (avisen) er skrevet før Deres arbejdsophør

den 30. april 1991, og

direktoratet finder derfor ikke grundlag for at pålægge Dem tilbagebetaling

af

dagpenge modtaget med urette vedrørende dette arbejdsforhold.

På baggrund af

arbejdsløshedskassens fejlagtige vejledning om hvorledes De skal udfylde

dagpengekortet

ved undervisning/foredragsvirksomhed, har direktoratet også fundet, at der

ikke

er tilstrækkeligt grundlag for at pålægge Dem sanktion og tilbagebetaling for

dagpenge modtaget med urette vedrørende disse forhold.

Derimod fastholder

direktoratet, at Deres manglende oplysning om arbejdet for (tv-stationen)

beror

på Deres svigagtige forhold, jf. § 87, stk. 1, i

arbejdsløshedsforsikringsloven,

og at De derfor skal pålægges en effektiv karantæne på 120 timer.

...

Direktoratet har således

ændret sin tidligere afgørelse af

7. juli 1993, som herefter er bortfaldet.

Ankevejledning

Direktoratets afgørelse kan

inden 4 uger efter afgørelsens modtagelse indbringes for Arbejdsmarkedets

Ankenævn, jf. § 99, stk. 1 i lov om arbejdsformidling og

arbejdsløshedsforsikring m.v.

..."

A påklagede den nye afgørelse

ved brev af

26. oktober 1993.

A skrev bl.a.:

"Direktoratet har i et

brev af

13. oktober 1993

meddelt mig, at de på baggrund af min anke til Arbejdsmarkedets Ankenævn af

2.

august over deres afgørelse af

7. juli 1993, har truffet en ny afgørelse.

Tilbage står nu, at

Direktoratet finder, at jeg skal tilbagebetale i alt brutto kr. 2.502,- til

Specialarbejdernes A-kasse vedrørende et modtaget honorar for medvirken i en

udsendelse på (tv-stationen), samt at jeg for svig skal pålægges en effektiv

karantæne på 120 timer.

Specialarbejdernes A-kasse

fastslog i deres afgørelse af

11. februar 1993, på baggrund af sagens akter, at jeg

skulle tilbagebetale brutto kr. 2502,-, samt at der var tale om et uagtsomt

forhold uden ikendelse af sanktion grundet sagens omstændigheder.

På baggrund af

sagsfremstillingen har jeg accepteret kassens afgørelse, og

den 12. februar 1993

tilbagebetalt det ønskede beløb.

Jeg finder fortsat ikke, at

Direktoratet har grundlag for at ændre Specialarbejdernes A-kasses afgørelse

af

11. februar 1993,

hvorfor jeg ikke kan acceptere Direktoratets nye afgørelse af

13. oktober 1993.

...

Sammenfatning

På baggrund af ovenstående

redegørelse finder jeg det bestyrket, at Direktoratet ikke har grundlag for

at

ændre Specialarbejdernes a-kasses afgørelse af

11. februar 1993.

Kommentar

Hele sagsforløbet viser, at

Direktoratet selv er usikker i fortolkningerne, når free-lancearbejdendes

forhold skal indplaceres i a-kassereglerne. Derfor finder jeg det

uforståeligt,

at Direktoratet krampagtigt fastholder en anklage om 'vigagtigt forhold'

efter

at sagen, der startede med grumme og omfattende anklager, er skrumpet ind til

et enkeltstående forhold, hvis omstændigheder er noget udover det sædvanlige.

Som jeg skrev i anken af

2. august 1993, finder jeg

Direktoratets behandling af denne sag anfægtelig, hvilket jeg fornemmer

Direktoratet selv er klar over, eftersom de bevidst undlader at kommentere

mine konkrete indvendinger.

Med Direktoratets nye

afgørelse, som, udover at være overfladisk og useriøs, også er

selvmodsigende,

sidder jeg tilbage med en oplevelse af, at Direktoratet i deres bestræbelser

på

at nå et resultat, har fraveget principper som objektivitet, kritisk

behandling

af efterforskningsmaterialerne samt at lade tvivl komme den sigtede til gode.

Jeg håber, at

sagsbehandlingen i min sag er et helt enestående tilfælde.

..."

I brev af

22. november 1993

supplerede A sin klage med en række bemærkninger til hele sagsforløbet. A

henviste bl.a. til følgende:

"...

Allerede i min besvarelse til

A-kassen af

3. oktober 1992

af Direktoratets anklage om mit forhold til (avisen) redegjorde jeg for, at

de

3000,- var for artikler, jeg havde skrevet i april måned 1991. Og jeg

fremsendte ovenikøbet dokumentationen herfor i form af vedlagte artikel

dateret

den 24. april 1991,

hvoraf det fremgår at det var den 'sidste af tre artikler'. På trods heraf

vælger

Direktoratet at lægge til grund,

'at (avisens) oplysninger om tidspunktet for indrykning af artiklerne er

korrekte'. (Avisen) havde først meddelt Direktoratet, at artiklerne havde

været

bragt den 27. maj og

27.

juni 1991. Direktoratet stod altså med en dokumenteret viden om,

hvornår jeg havde haft artiklerne i (avisen) samtidigt med, at (avisen)

skrev,

at jeg skulle have haft artiklerne i på andre tidspunkter. Direktoratet

ønskede

ikke

at undersøge dette misforhold,

men

valgte

at betragte mine oplysninger

som bevidst løgnagtige og uundersøgt lagde (avisens) oplysninger til grund

for

deres afgørelse.

Først da jeg

en gang til

selv udredte sagen, hvilket

vel retteligt er Direktoratets opgave, krøb Direktoratet til korset og

ændrede

deres fejlagtige afgørelse. Uden dog at de nedværdigede sig til at beklage

deres grundløse anklage eller sjuskede sagsbehandling, hvilket jeg for så

vidt

heller ikke havde ventet.

...

Derfor ønsker jeg, at

Ankenævnet, udover at afgøre selve tvisten som nu står tilbage, svarer på

følgende spørgsmål, som har relation til selve sagen:

a) Finder Ankenævnet, at

Direktoratet har behandlet denne sag objektivt og korrekt?

b) Finder Ankenævnet, at det

er korrekt, at Direktoratet vælger at ligge arbejdsgiveroplysninger til grund

for deres vurderinger, når der er rejst berettiget og dokumenteret kritik af

disse, fremfor at undersøge uoverensstemmelserne?

c) Finder Ankenævnet det

korrekt, at Direktoratet, når de træffer et valg, ikke lader tvivlen komme

den

sigtede til gode?

d) Finder Ankenævnet det

korrekt, at et medlem påføres et så stort udredningsarbejde på grund af

Direktoratets sagsbehandling, som tilfældet har været i denne sag?

e) Hvis ikke Ankenævnet

svarer bekræftende på alle disse spørgsmål, hvilke konsekvenser giver det så

anledning til, således at gentagelse ikke finder sted?

...

Afslutningsvis skal jeg endnu

engang henlede Ankenævnets opmærksomhed på mine anker af 3. august og

26. oktober 1993, hvori

jeg også er fremkommet med nogle kommentarer og spørgsmål til behandlingen af

denne

sag, som jeg også forventer at Ankenævnet besvarer.

..."

I brev af

18. maj 1994

meddelte

Arbejdsmarkedets Ankenævn A følgende afgørelse:

"

AFGØRELSE

Ankenævnet finder det ikke

tilstrækkeligt godtgjort, at (A) bevidst har afgivet urigtige oplysninger

vedrørende

sit arbejde for (en tv-station) for derigennem at modtage dagpenge med

urette.

Ankenævnet finder, at

forholdet alene skal bedømmes som uagtsomt, og at (A) derfor skal gennemgå en

karantæne på 37 timer, jf. arbejdsløshedslovens § 87, stk. 3.

Ankenævnet ændrer således for

dette punkts vedkommende direktoratets afgørelse af

13. oktober 1993.

Ankenævnet tiltræder den del

af direktoratets afgørelse af

13. oktober 1993, der vedrører spørgsmål om refusion fra

statskassen af det fejludbetalte beløb med den af direktoratet givne

begrundelse og under henvisning til de anførte bestemmelser."

Herefter klagede A til mig

ved brev af

19. juli 1994.

A ønskede min undersøgelse af en lang række punkter der fortrinsvis

omhandlede

sagsbehandlingen i direktoratet. A skrev bl.a.:

"På baggrund af

sagsforløbet anmoder jeg Folketingets Ombudsmand (FO) om at kommentere og

tage

stilling til eller foranstalte, at nogen tager stilling til følgende

spørgsmål:

1. DfA modtog senest i maj

1992 en anonym henvendelse, hvoraf det fremgik, at jeg skulle have modtaget

forudbetaling af et honorar for at skrive en bog. I den anledning indhentede

DfA skatteoplysninger for 1991. Heraf kunne de ikke se, at jeg havde fået et

sådant forskud af den simple grund, at jeg ikke havde, men de ville undersøge

sagen alligevel og samtidigt undersøge alle mine øvrige ansættelsesforhold i

1991, hvilket samlet drejede sig om 26. På baggrund af skatteoplysningerne

kontaktede de,

uden min viden

, alle

arbejdsgiverne og bad dem bekræfte, hvad de havde indberettet til

skattevæsenet

samt angive ansættelsesperioden. Disse oplysninger kunne de have fået

dokumenteret

af undertegnede i form af lønsedler og årsopgørelser, men det ønskede man

ikke.

Tilbage står, at DfA med sin unødvendige handling dels belemrede

arbejdsgiverne

arbejdsmæssigt dels udsendte negative signaler om min habitus. Arbejdsgiverne

bliver jo ikke siden orienteret om sagens resultat. Alene mistanken bliver

hængende.

Sagen kommer først til mit

kendskab i ultimo august 1992 - 3 måneder senere.

- Finder FO det rimeligt, at

DfA iværksætter undersøgelse af arbejdsløses forhold uden den mistænkte

informeres herom?

- Finder FO det rimeligt, at

DfA anmoder arbejdsgivere om oplysninger om tidligere ansattes forhold uden

forinden at have forsøgt at få dem fra den mistænkte?

2. I DfAs afgørelse af

7. juli 1993

insinuerede

de, at jeg var løgner. I forbindelse med et tilknytningsforhold til (en avis)

forsøgte de at fremstille sagen således, at jeg bevidst manipulerede med

oplysninger. I 1991 havde (avisen) antaget fire artikler, hvoraf DfA ville

have, at de tre skulle være skrevet, mens jeg samtidigt fik dagpenge. Fra

avisen havde de efter anmodning modtaget meddelelse om, hvornår artiklerne

var

honoreret, mens jeg fremsendte dokumentation af, hvornår artiklerne havde

været

bragt - i form af avisudklip. Den af mig fremsendte dokumentation der viste,

at

de var skrevet på et tidspunkt, hvor jeg ikke fik dagpenge, blev af DfA kaldt

'Deres egne oplysninger', hvorfor DfA valgte at 'ligge til grund, at

(avisens)

oplysninger om tidspunktet for indrykning af artiklerne er korrekte'. På

trods

af dokumentation fandt DfA et udsagn vægtigere. Nærmere kan man vist ikke

komme

prædikatet - løgner. De ønskede overhovedet ikke nærmere at undersøge den

tvivl, der var sået til deres udsagn. I stedet valgte de at konkludere - går

den, så går den!

Denne afgørelse ankede jeg

naturligvis til AA. Jeg kontaktede (avisen), og først da blev de øjensynligt

klar over, hvad Deres oplysninger var blevet brugt til. Men naturligvis kunne

de straks bekræfte den af mig fremlagte dokumentation, som jeg efterfølgende

vedlagde som bilag til den seks siders lange anke.

Men proceduren i systemet

gør, at AA slet ikke så anken, eftersom alle anker til AA over DfAs afgørelse

skal fremsendes til DfA!?! Her erkendte de åbenbart, at den ikke gik, for de

ændrede deres egen afgørelse og fremsendte en ny

den 13. oktober 1993. Og vupti var min anke

over DfA ikke eksisterende. I første omgang havde DfA forhindret at nogen så

deres sagsbehandling efter i sømmene.

- Finder FO det rimeligt, at

DfA uden videre kan komme med grove anklager og insinueringer selv om de

findes

ubegrundede? Ord som 'vi beklager' og 'undskyld' findes øjensynligt ikke i

DfAs

ordregister. I det civile retssystem ville noget sådant næppe kunne passere.

- Finder FO det rimeligt, at

DfA selv behandler anker over deres egne afgørelser i sager, hvor også deres

sagsbehandling sættes under kritik og dermed kan forhindre andre i at

kontrollere deres arbejde?

...

4. Da jeg fortsat finder de

spørgsmål relevante, jeg undervejs i denne sag har stillet, fordi de har mere

almen karakter, anmoder jeg FO om at besvare dem, eller foranstalte at de

bliver det.

Det drejer sig foruden de

ovenstående om følgende:

- I et brev af

18. februar 1993

bad DfA

om at få afklaret hvorpå en difference mellem mine lønsedler og en

arbejdsgivers oplysninger beroede. Dette var et legitimt ønske, men

umiddelbart

kunne jeg ikke se hvorfor DfA ville vide dette, da det var aldeles uden

betydning for dagpengeberegningen. Af principielle grunde bad jeg om, at jeg

som mistænkt fik en begrundelse for spørgsmålet. Den har jeg endnu ikke fået.

- Finder FO, at DfA har

behandlet denne sag objektivt og korrekt?

- Finder FO, at det er

korrekt, at DfA vælger at ligge arbejdsgiveroplysninger til grund for deres

vurderinger, når der er rejst berettiget og dokumenteret kritik af disse,

fremfor at undersøge uoverensstemmelserne?

- Finder FO det korrekt, at

DfA, når de træffer et valg, ikke lader tvivlen komme den sigtede til gode?

- Finder FO det korrekt, at

et medlem påføres et så stort udredningsarbejde på grund af DfAs

sagsbehandling, som tilfældet har været i denne sag?

..."

I brev af

19. august 1994

bad jeg

direktoratet og ankenævnet om en udtalelse i anledning af A's klage.

Direktoratet udtalte i brev

af

26. september 1994

bl.a. følgende:

"...

I.

(A) har i sin klage spurgt

Folketingets Ombudsmand, om det er rimeligt, at DfA iværksætter en

undersøgelse

af arbejdsløses forhold, uden at pågældende informeres herom.

Indledningsvis skal det

oplyses, at DfA som følge af sin tilsynsopgave løbende foretager en

systematisk

kontrol af de udbetalinger, der finder sted fra arbejdsløshedskasserne. En

del

af denne kontrol består i at undersøge, om medlemmer uberettiget har modtaget

arbejdsløshedsdagpenge mv.

Til brug for denne kontrol

indhenter DfA oplysninger fra andre offentlige myndigheder, iværksætter

stikprøveundersøgelser af udvalgte områder mv. Herudover behandler DfA en

række

konkrete henvendelser vedrørende arbejdsløshedskassemedlemmer, som eventuelt

modtager dagpenge mv. med urette.

Det er en følge af DfA's

tilsynspligt i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 88, jf. også

bekendtgørelse nr. 705 af

22.

oktober 1991

om tilsynet med de statsanerkendte arbejdsløshedskassers

administration m.v., at foretage en undersøgelse af, om sådanne påstande er

korrekte. I bekræftende fald skal DfA kræve de udbetalte

arbejdsløshedsdagpenge

tilbagebetalt og eventuelt pålægge sanktion, jf.

arbejdsløshedsforsikringslovens § 86 og § 87.

Det skal bemærkes, at DfA,

før man går i gang med en egentlig undersøgelse af forholdene, foretager en

førstehåndsvurdering af, hvorvidt oplysningerne har et sådant indhold, at det

er formålstjenligt at arbejde videre med dem. Dette fører til, at en del

sager

afsluttes, uden at der foretages videre.

Herudover viser erfaringerne,

at en del af anmeldelserne efter en nærmere undersøgelse viser sig at være

uden

hold i virkeligheden, og de pågældende sager bliver derfor henlagt som

åbenbart

grundløse.

I disse tilfælde informerer

DfA ikke de pågældende om,

at

de er

blevet anmeldt,

at

DfA har foretaget

en indledende undersøgelse af sagen, og

at

sagen er henlagt som åbenbart grundløs.

Årsagen til, at man ikke

informerer de pågældende herom, er et ønske om ikke at 'hvirvle mere støv op

end nødvendigt' - fordi mange af disse grundløse anmeldelser formentlig

skyldes

forkerte informationer, misundelse, fjendskab og lignende. Hvis man derimod

informerede de pågældende anmeldte medlemmer af arbejdsløshedskasser

(undertiden anmeldes også personer, der ikke er medlem af en

arbejdsløshedskasse og personer, der aldrig har fået dagpenge!) - ville man

utvivlsomt give anledning til unødig bekymring hos de pågældende.

Herudover skal det påpeges,

at det af undersøgelsesmæssige hensyn næppe vil være hensigtsmæssigt at

informere den person, der får sine dagpengeforhold nærmere gennemgået, før

DfA

har haft lejlighed til at indhente de nødvendige kontroloplysninger. En sådan

information kunne besværliggøre DfA's kontrolarbejde og eventuelt betyde, at

de

ønskede og nødvendige oplysninger bliver sværere at fremskaffe.

Som ovenfor nævnt giver en

anmeldelse anledning til, at DfA foretager en nærmere undersøgelse af

anmeldelsen, f.eks. ved at rekvirere oplysninger fra skattemyndighederne, fra

arbejdsgivere mv. for at skaffe bevis for, om pågældende har modtaget

arbejdsløshedsdagpenge mv. med urette.

Hvis DfA efter, at disse

oplysninger er modtaget, er i begrundet tvivl om, hvorvidt pågældende har

modtaget arbejdsløshedsdagpenge med rette, fremsender DfA en indberetning til

arbejdsløshedskassen, der som første instans skal træffe afgørelse i sagen.

Indberetningsproceduren er

reguleret i § 7 i bekendtgørelse nr. 705 af

22. oktober 1991

om tilsynet med de statsanerkendte

arbejdsløshedskassers administration m.v. med tilhørende vejledning af

1. november 1991.

Det fremgår blandt andet af

indberetningsproceduren, at arbejdsløshedskassen, før den træffer afgørelse i

sagen, skal sikre sig, at medlemmet har haft lejlighed til at udtale sig til

sagen.

Medlemmets inddragelse i sagen

er altså institueret i indberetningsproceduren, og medlemmet er således

sikret

mulighed for at varetage sine interesser.

I denne sag er (A) blevet

informeret om sagen i anledning af, at arbejdsløshedskassen som følge af

DfA's

indberetning af

27. august 1992

har anmodet kassen om en afgørelse i sagen efter, at medlemmet har haft

lejlighed til at komme med en udtalelse.

DfA finder derfor, at (A)'s

spørgsmål om, hvorvidt det er rimeligt at iværksætte en undersøgelse uden at

informere den pågældende herom, på baggrund af ovennævnte må besvares derhen,

at det er korrekt at vente med at informere pågældende om sagen, indtil DfA

har

indhentet så mange oplysninger, at man er i begrundet tvivl om rigtigheden af

de foretagne udbetalinger til medlemmet. Herefter orienteres

arbejdsløshedskassen og medlemmet, og medlemmet inddrages i sagen ved hjælp

af

en indberetning.

Afslutningsvis bemærkes, at

der på ledighedserklæringen og dagpengekortene er indføjet en

'kontrolbemærkning'.

Af denne fremgår følgende:

'Kontrol

De oplysninger, som De

afgiver på denne blanket, kan blive kontrolleret.

Dette kan f.eks. ske ved

hjælp af oplysninger fra arbejdsgivere og offentlige myndigheder'.

Formålet med denne

formulering er at informere medlemmerne om, at en sådan efterfølgende kontrol

kan finde sted. De er derfor vidende om, at dette er en reel mulighed i

dagpengesystemet.

II. (A) har endvidere rejst spørgsmål om, hvorvidt det er rimeligt, at

DfA anmoder arbejdsgivere om oplysninger om tidligere ansættelsesforhold,

uden

først at have forsøgt at få dem fra de anmeldte medlemmer.

Indledningsvis bemærkes, at

oplysninger fra arbejdsgivere anvendes i meget stort omfang i

arbejdsløshedsforsikringen.

Der henvises herved til bekendtgørelse nr. 537 af

14. november 1983

om arbejdsgiveres pligt til

at afgive oplysning om løn, beskæftigelse mv. til brug for administrationen

af

forsikringssystemet og bekendtgørelse nr. 612 af

18. december 1985

om arbejdsgiverdokumentation

som betingelse for udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge og efterløn.

Oplysninger fra arbejdsgivere

anvendes også til at kontrollere, om medlemmernes oplysninger til

arbejdsløshedskasserne om ledighed og arbejde er korrekte.

Ved behandlingen af

tilsynssager er det DfA's pligt at sørge for, at de nødvendige oplysninger

skaffes til veje på den hurtigste og mest hensigtsmæssige måde. Der henvises

herved til 'Officialmaksimen'.

Under henvisning hertil og

under henvisning til det ovenfor under afsnit I anførte om, at DfA dels

indhenter nærmere oplysninger for at afklare, om der er begrundet tvivl om

udbetalingen af arbejdsløshedsdagpenge mv. er sket med rette, dels selv

indhenter oplysninger for at undgå en besværliggørelse af efterkontrollen,

finder DfA det korrekt at indhente oplysningerne hos arbejdsgiveren uden

først

at forsøge at få dem fra medlemmet.

Der er ingen tvivl om, at det

også er den hurtigste måde at få disse oplysninger på. Der henvises herved

til,

at arbejdsgiverne har pligt til at afgive oplysningerne til DfA inden for

bestemte tidsfrister, ligesom arbejdsgiveren, som oftest i modsætning til

medlemmet, har bevaret rimeligt præcise oplysninger om

beskæftigelsesforholdet.

I denne sammenhæng erindres

om, at den anmeldte person efter almindelige forvaltningsretlige principper

hverken har pligt til at afgive de pågældende oplysninger, ligesom pågældende

i

øvrigt heller ikke på anden vis har pligt til at medvirke til sagens

opklaring.

III. (A) har også rejst spørgsmål om, hvorvidt Folketingets Ombudsmand

finder det rimeligt, at DfA uden videre kan komme med grove anklager, selvom

de

findes ubegrundede.

DfA skal hertil oplyse, at

man ikke finder, at der undervejs i sagsforløbet er fremført grove anklager

imod (A).

Det er derimod nok naturligt,

at et medlem, der bliver udsat for, at de oplysninger den pågældende har

givet

til arbejdsløshedskassen, bliver kontrolleret, oplever det som om, der

stilles

spørgsmålstegn ved rigtigheden af oplysningerne. Det er imidlertid DfA's

opfattelse, at dette ikke kan undgås, såfremt man ønsker at foretage en

kontrol også på dette område.

DfA skal herudover bemærke,

at det i den konkrete sag selvfølgelig har vanskeliggjort behandlingen, at

der

fra 2 af de involverede arbejdsgivere er afgivet ukorrekte oplysninger. Dette

kan have været med til at forstærke medlemmets negative oplevelse af

sagsforløbet.

Dette finder DfA selvfølgelig

er stærkt beklageligt, men DfA finder ikke, at den tvivl, der dermed er

opstået

omkring rigtigheden af udbetalingerne og den deraf følgende ekstra

undersøgelse

af omstændighederne, kan udlægges som om, DfA har fremsat grove beskyldninger

eller lignende imod (A).

IV. (A) rejser også spørgsmål om, hvorvidt det er rimeligt, at DfA selv

behandler klager over deres egne afgørelser i sager, hvor også

sagsbehandlingen

sættes under kritik og dermed kan forhindre andre i at kontrollere deres

arbejde.

DfA skal hertil bemærke, at

dette er en konsekvens af remonstrationsordningen, hvorefter klager over

DfA's

afgørelser skal indgives til DfA.

Formålet hermed er blandt

andet, at DfA kan foretage en ny vurdering af sagen på grundlag af klagen.

Hvis

klagen giver anledning til en ny vurdering af sagen, træffer DfA en ny

afgørelse på baggrund af det i klagen anførte og på baggrund af eventuelle

yderligere indhentede oplysninger. Denne nye afgørelse forsynes også med en

klagevejledning.

Denne ordning medfører, at

DfA får lejlighed til at se på sagen på ny og eventuelt træffe en ny

afgørelse,

uden at ankenævnet involveres.

Da den nye afgørelse forsynes

med klagevejledning, er der altså ikke som insinueret af (A) tale om et

forsøg

på at forhindre andre i at kontrollere DfA's arbejde.

I det konkrete tilfælde

indebar denne procedure, at DfA rent faktisk ændrede sin tidligere afgørelse,

hvilket viser, at systemet fungerer efter hensigten.

V. (A) har i sin klage bemærket, at DfA i brev af

18.

februar 1993

bad om at få

afklaret, hvorpå en difference mellem (A)'s lønsedler og en arbejdsgivers

oplysninger beroede.

DfA skal hertil bemærke, at

spørgsmålet var nødvendigt for at få klarhed over, hvilke af to modstridende

sæt arbejdsgiveroplysninger, der skulle lægges til grund ved sagens

afgørelse.

DfA skal i øvrigt henvise til

afgørelsen af

7. juli 1993,

side 2, 3. - 6. afsnit. Her er redegjort for baggrunden for spørgsmålet. DfA

kan på denne baggrund ikke vedkende sig, at man ikke skulle have 'besvaret'

(A)'s

spørgsmål.

VI. (A) rejser spørgsmål om, hvorvidt Folketingets Ombudsmand finder,

at det er korrekt, at DfA vælger at lægge arbejdsgiveroplysninger til grund

for deres vurderinger, når der er rejst berettiget kritik af disse, fremfor

at

undersøge uoverensstemmelserne.

DfA skal hertil bemærke, at

det ikke er korrekt, at DfA ukritisk har valgt at lægge

arbejdsgiveroplysningerne

til grund for vurderingerne. Det ovenfor under afsnit V er jo netop et

eksempel herpå.

Tværtimod er der tale om, at

DfA hen ad vejen i sagsbehandlingsforløbet har foretaget en undersøgelse og

vurdering af de foreliggende arbejdsgiveroplysninger, og der er derfor ikke

tale om, at disse oplysninger er lagt ukritisk til grund. Der er heller ikke

tale om, at DfA ikke har forsøgt at undersøge uoverensstemmelserne,

efterhånden

som de opstod i sagsforløbet.

VII. (A) spørger også, om Folketingets Ombudsmand finder det korrekt,

at DfA, når de træffer et valg, ikke lader tvivlen komme medlemmet til gode.

DfA skal hertil bemærke, at

DfA i sagsbehandlingsforløbet har foretaget en selvstændig vurdering af de

foreliggende beviser og - som ovenfor beskrevet - foretaget undersøgelser i

tilfælde, hvor man var i tvivl om oplysningernes bevismæssige værdi. Ved

vurderingen af de enkelte beviser i sagen har DfA haft som målsætning, at den

afgørelse, der skulle træffes, eventuelt også skulle kunne holde for en

prøvelse ved Arbejdsmarkedets Ankenævn.

At dette ikke blev tilfældet

i den konkrete sag, skal DfA selvfølgelig beklage. DfA finder imidlertid

ikke,

at dette faktum kan bruges som et argument for, at DfA ensidigt behandler

sagerne ud fra de oplysninger, der indhentes fra andre end medlemmet, og i

den

sammenhæng ser bort fra de elementer i bevisvurderingen, der kommer medlemmet

til gode.

VIII. (A) rejser også spørgsmål om, hvorvidt Folketingets Ombudsmand

finder det korrekt, at et medlem påføres et så stort udredningsarbejde på

grund

af DfA's sagsbehandling, som tilfældet har været i denne sag.

Det er korrekt, at (A) er

blevet belastet af denne sag.

Imidlertid må det

konstateres, at det i sager, hvor oplysningerne peger i retning af, at der

har

fundet fejludbetalinger sted, kan indebære, at medlemmet i forbindelse med

varetagelsen af sine interesser kan blive påført et vist udredningsarbejde.

Dette må i en vis udstrækning

anses for at være en følgevirkning af, at der føres tilsyn med

dagpengeudbetalingerne.

I den konkrete sag har det

faktum,

at 2

arbejdsgivere rent

faktisk har afgivet ukorrekte oplysninger til DfA, selvfølgelig ikke gjort

denne belastning mindre. DfA skal beklage, at dette har været tilfældet.

..."

Af ankenævnets udtalelse af

27. oktober 1994

fremgik

bl.a. følgende:

"...

For så vidt angår (A)'s klage

over, at ankenævnet ikke i sin afgørelse direkte har kommenteret hans klage

over direktoratets behandling af hans sag, bemærkes, at hans anke førte til,

at

ankenævnet ophævede direktoratets svigsafgørelse, og at anken således blev

imødekommet.

Ankenævnet er ikke

tilsynsmyndighed i forhold til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen.

Det

er Arbejdsministeriet. I det omfang ankenævnet i forbindelse med behandlingen

af en konkret sag konstaterer sagsbehandlingsfejl eller procedurefejl, som

skønnes at have betydning for den afgørelse, der er truffet, kan dette

medføre,

at en sag sendes tilbage til direktoratet med henblik på en genoptagelse af

sagen, eller at den fejl, der er begået, får til følge, at der træffes en for

klageren begunstigende afgørelse. Ændres den påklagede afgørelse af denne

eller andre årsager, vil grundlaget for klagen over sagsbehandlingen ofte

være

bortfaldet.

Det har efter ankenævnets

opfattelse været tilfældet i (A)'s sag, og derfor har nævnet ikke kommenteret

denne del af klagen eller fundet grundlag for at videresende den til

arbejdsministeriet.

..."

A fik herefter lejlighed til

at fremkomme med sine kommentarer til myndighedernes udtalelser hvilket han

gjorde

den 8. december 1994.

I brevet skrev A bl.a. følgende:

"...

Ad. I.

DfA skriver, at når de ikke

informerer de pågældende om, at deres forhold er til undersøgelse, er det ud

fra 'et ønske om ikke at 'hvirvle mere støv op end nødvendigt' - fordi mange

af

disse grundløse anmeldelser formentlig skyldes forkerte informationer,

misundelse,

fjendskab og lignende. Hvis man derimod informerede de pågældende anmeldte

medlemmer

af arbejdsløshedskasser ... ville man utvivlsomt give anledning til unødig

bekymring hos de pågældende'. Det er svært at (se) sammenhængen i disse ædle

hensigter, når man sidder med en 275 siders omfattende sag, der helt åbenlyst

tog sit udgangspunkt i en grundløs anklage (som jo var en anonym anmeldelse

om

et forudbetalt honorar, der aldrig havde eksisteret i virkelighedens verden).

Jeg tror, de fleste føler

ubehag ved fra tredjehånd at blive orienteret om, at nogen overvåger en for

mistanke om svig. Derved bliver der 'hvirvlet mere støv op end nødvendigt'.

Min

kritik af DfA gik - og går - på, at man bagom ryggen på de pågældende

kontakter

arbejdsgivere, og beder dem om oplysninger, som DfA kan få på en væsentligt

mere naturlig måde.

I min sag kontaktede DfA

skattemyndighederne for at få skatteoplysninger på mig. Af disse papirer

fremgår hvilke arbejdsgivere, jeg har været hos, hvor mange penge jeg har

tjent

hos hver enkelt og i flere tilfælde også på hvilket tidspunkt på året. Hvis

disse oplysninger sammenlignet med mine dagpengeudbetalinger gav en begrundet

mistanke om, at der kunne være udbetalt dagpenge på et uberettiget grundlag,

ville det da være helt naturligt, at DfA - for at opfylde sin

tilsynsforpligtelse - kontaktede min arbejdsløshedskasse og meddelte dem, at

mine forhold var udtaget til en stikprøvekontrol. De kunne derefter anmode

om,

at få tilsendt den nødvendige dokumentation for dagpengeudbetalingerne. Om

nødvendigt kunne DfA præcisere hvilke dokumenter, de ønskede.

Arbejdsløshedskassen

ville så bede mig fremlægge de nødvendige papirer, hvilket primært er

lønsedler

og årsopgørelser. Det er dem, der fortæller, hvornår et beløb er optjent og

udbetalt. Hvis der i givet fald mangler dokumentation, kan man bede den

pågældende om at fremskaffe dem. Hvis ikke den pågældende kan eller vil

dette,

ja så vil det være rigtigt, at DfA kontakter den eller de arbejdsgivere,

hvorfra der mangler dokumentation.

Ved en sådan fremgangsmåde

hvirvles der ikke unødigt støv op. I min sag havde DfA ikke behov for en

eneste

af de arbejdsgiverhenvendelser, de foretog. Jeg havde alle de nødvendige

papirer og fremskaffede dem, hvor der fortsat var tvivl.

Jeg er ingenlunde imod, at

DfA udøver sin kontrolfunktion, men ønsker blot at den sker direkte og ikke

bag

om ryggen på mig og uden min viden. For derved skabes der mytedannelser og

hvirvles mere støv op end nødvendigt.

DfA skriver, at jeg blev

informeret om sagen

den 27.

august 1992

og bedt om en udtalelse. Ja, men på dette tidspunkt

var

der rettet kontakt til

arbejdsgiverne uden min viden. DfA finder det rimeligt ikke at orientere mig

før der var en 'begrundet tvivl om rigtigheden af de foretagne udbetalinger

til

medlemmet'. Men denne tvivl havde DfA jo allerede da de så

skatteoplysningerne.

Og kontroloplysningerne kunne de få af mig uden at henvende sig til

arbejdsgiverne.

...

Ad. IV.

Hvad angår DfAs behandling af

klager over deres egne afgørelser, så mener jeg klart, at det dels svækker en

reel kontrolfunktion af deres arbejde, dels at det svækker retssikkerheden

hos

brugerne.

I denne sag tvivler jeg på,

at DfA eksempelvis ville have taget så skødesløst på ovenstående forhold,

hvis

det var en udenforstående og neutral instans, som skulle gennemgå en anke.

Under alle omstændigheder kan det eksisterende ankesystem give anledning til

utryghed over, at en dømmende instans selv behandler klagerne over deres

arbejde.

Det er korrekt, at DfA altid

vedlægger en klagevejledning. Men for det første er det sandsynligt, at mange

giver op i kampen mod systemet inden man når så langt. Af erfaring ved jeg,

at

det kræver en del, at bruge mere end to år og 275 sider på at få

retfærdigheden

til at ske fyldest. For det andet er virkeligheden den, at et medlems anke

til

Ankenævnet heller ikke i alle sammenhænge bliver forelagt i sin ordlyd, men i

et bearbejdet ekstrakt.

...

Til svaret fra Ankenævnet har

jeg kun et par bemærkninger.

Det havde vel ikke været

uoverkommeligt for Ankenævnet, at gøre mig opmærksom på, at min kritik af DfA

og de spørgsmål jeg havde stillet skulle stiles til Arbejdsministeriet.

Eftersom spørgsmålene og kritikken ikke alene specifikt er knyttet til min

sag,

men er af mere principiel karakter, mener jeg, at Ankenævnet af sig selv

burde

have videresendt dem.

..."

Ved breve af henholdsvis 18.

og

25. januar 1995

meddelte direktoratet og ankenævnet at de ikke havde yderligere bemærkninger

til A's brev.

I et brev af

13. oktober 1995

bad jeg

Arbejdsministeriet, Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og

Arbejdsmarkedets

Ankenævn om at udtale sig om følgende:

'

1. Direktoratets kompetence

Det fremgår af sagen at

arbejdsløshedskassen

den

11. februar 1993

traf afgørelse i sagen over for (A). Denne

afgørelse, der ikke angik svigagtige forhold over for kassen, blev efter de

oplysninger der har foreligget for mig, ikke påklaget til direktoratet af

(A).

Jeg må således lægge til

grund at direktoratet har foretaget en prøvelse af kassens afgørelse på eget

initiativ.

På den baggrund beder jeg om

en nærmere redegørelse for hjemmelsgrundlaget for direktoratets kompetence

til

-

i forhold til (A)

- at efterprøve

og ændre kassens afgørelse.

2. Remonstration

(A) har til mig særligt

klaget over at direktoratet ved hans første klage til ankenævnet foretog

remonstration

og ikke videresendte klagen til nævnet.

I den forbindelse bemærker

jeg at direktoratet ved sin fornyede afgørelse ikke gav (A) fuldstændigt

medhold. Derimod fastholdt direktoratet delvis den gamle afgørelse og

forsynede

den med endnu en klagevejledning. Jeg må lægge til grund at direktoratet ikke

ville have sendt den oprindelige klage til ankenævnet, hvis (A) ikke havde

klaget igen.

På den baggrund beder jeg om

en nærmere redegørelse for hjemmelsgrundlaget for direktoratets

remonstration.

3. Sagens rejsning

Det fremgår af sagen at

direktoratet i 1991 modtog den anonyme anmeldelse af (A). I den efterfølgende

periode indhentede direktoratet oplysninger bl.a. fra hans forskellige

arbejdsgivere. Jeg må lægge til grund at (A) først blev underrettet om sagens

eksistens, efter at han var blevet indberettet til arbejdsløshedskassen.

Som begrundelse for generelt

ikke at underrette de pågældende om at der verserer en kontrolsag, henviste

direktoratet til at man ikke ønskede at 'hvirvle mere støv op end

nødvendigt'.

Herudover henviste direktoratet bl.a til at det i almindelighed kunne

besværliggøre direktoratets arbejde.

I den forbindelse beder jeg

direktoratet svare på om der i den konkrete sag var undersøgelsesmæssige

hensyn

der talte for ikke at underrette (A) om sagen, til trods for at man rettede

henvendelse til en række af hans arbejdsgivere. Jeg beder samtidig

direktoratet

oplyse hvorvidt det inden det rettede henvendelse til (A)'s tidligere

arbejdsgivere, havde overvejet at skaffe de ønskede oplysninger ved at

kontakte

(A)."

Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringen svarede i brev af

7. marts 1996

følgende:

"

1. Direktoratets kompetence

Folketingets Ombudsmand

anmoder direktoratet om en nærmere redegørelse for hjemmelsgrundlaget for

direktoratets kompetence til - i forhold til (A) - at efterprøve og ændre

kassens afgørelse.

Indledningsvis skal

direktoratet henvise til brev af

26. september 1994

punkt I.

Direktoratet skal endvidere

bemærke, at § 7 i direktoratets bekendtgørelse nr. 705 af

22. oktober 1991

- der er udstedt i

medfør af § 88, stk. 3 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. - om tilsynet

med

de statsanerkendte arbejdsløshedskassers administration m.v. indeholder

hjemmel til at fastsætte procedurer ved behandling af sager, der opstår som

følge af at direktoratet er blevet opmærksom på fejl m.v., der har betydning

for konkrete medlems- og udbetalingsforhold.

Direktoratet har i

vejledningen til ovennævnte bekendtgørelses § 7 opstillet sådanne procedurer

ved indberetningsprocedurer.

Til forskel fra øvrige sager,

hvor direktoratet ikke skal have forelagt sager, hvor arbejdsløshedskassen

har

truffet afgørelse om, at et forhold skal anses for uagtsomt gælder, ved

behandling af tilsynssager, at arbejdsløshedskassen i alle tilfælde skal

orientere direktoratet om afgørelsen.

Da kontrollen ikke alene

retter sig mod selve dagpengeudbetalingen men også mod sanktionsvalget, er

det

almindeligt antaget, at direktoratet, jf. tilsynsbeføjelsen, også over for

medlemmet kan efterprøve og ændre kassens afgørelse, både for så vidt angår

tilbagebetalingens og sanktionens størrelse.

Dette er en følge af, at det

i alle tilfælde er arbejdsløshedskassen, der som første instans træffer

afgørelse

i alle sager om dagpenge- og medlemsret.

2. Remonstration

Folketingets Ombudsmand har

endvidere rejst spørgsmålet om med hvilken hjemmel, direktoratet har

remonstreret medlemmets klage til ankenævnet.

Direktoratet kan oplyse, at

der foreligger en ulovhjemlet aftale om omvendt postgang mellem direktoratet

og

ankenævnet ved indsendelse af klage over direktoratets afgørelse. Denne

aftale

er godkendt af arbejdsministeriet, først som en forsøgsordning. Senere er

ordningen gjort permanent.

Direktoratet skal endvidere

oplyse, at den del af medlemmets klage, der omfatter direktoratets behandling

af sagen i medfør af det over- underordnelsesforhold, der er mellem

direktoratet og arbejdsministeriets departement kan indbringes for

arbejdsministeriet.

Direktoratet skal herved

bemærke, at dette spørgsmål ikke vil kunne behandles af ankenævnet, idet

klagen

ikke er omfattet af § 99, stk. 1 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Direktoratet skal beklage, at

(A) ikke er blevet informeret om, at klage over direktoratets sagsbehandling

kan indbringes for arbejdsministeriets departement, og at klagen ikke blev

videresendt.

3. Sagens Rejsning

Folketingets Ombudsmand har anmodet

om, at få oplyst, om der var undersøgelsesmæssige hensyn, der talte for ikke

at

underrette (A) om sagen, til trods for at direktoratet havde rettet

henvendelse

til en række af hans arbejdsgivere, samt om direktoratet havde overvejet at

skaffe de ønskede oplysninger ved at kontakte (A).

Direktoratet skal henvise til

brev af

26. september 1994

punkt II. Herudover skal direktoratet bemærke, at det ikke har indgået i

direktoratets overvejelser at indhente oplysningerne hos (A) af de i brev af

26. september 1994

nævnte

grunde.

Direktoratet skal bemærke, at

(A)'s sag vedrørende indhentelse af oplysninger er behandlet på samme måde

som

lignende sager.

Udover ovenstående skal

direktoratet for så vidt angår oplysning af sagen meddele, at direktoratet

efter fremsendelsen af (A)'s bemærkninger vedrørende arbejdsoplysningerne fra

(avisen) påny burde have rettet henvendelse til arbejdsgiveren for at få

klarlagt den tvivl, der var opstået omkring omfanget af ansættelsen."

Arbejdsmarkedets Ankenævn

sendte ved brev af

15.

marts 1996

ankenævnets kontormeddelelse nr. 1/87 om 'omvendt postgang'.

Meddelelsen har følgende indhold:

"Arbejdsministeriet har

den 30. juni 1987

godkendt, at der fra

den 1.

juli 1987

og i en forsøgsperiode på 1/2 år er indgået aftale mellem

ankenævnet og Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen om 'omvendt

postgang'

vedrørende klager til ankenævnet over direktoratets afgørelser.

...

Som det fremgår af aftalen,

er der

ikke

tale om en remonstrationsordning,

og det er fortsat

nævnet

, der tager stilling

til, om nævnet er

rette klageinstans

og til, om klagefristen er overholdt.

Når direktoratet har sendt

sagen med akter til nævnet, og det er besluttet, at nævnet kan behandle

sagen,

skal der stadig sendes

bekræftelse

til klageren, og

ankemeddelelser.

..."

Endvidere vedlagdes aftalen

med direktoratet og ankenævnet om "omvendt postgang". Aftalen havde

følgende indhold:

"

I. Indsendelse af klager.

Direktoratets

standardklagevejledning ændres således, at klager skal sendes til

direktoratet.

Klagevejledningen får

fremover følgende indhold:

'Direktoratets afgørelse kan

inden 4 uger efter afgørelsens modtagelse indbringes for Ankenævnet for

Arbejdsløshedsforsikringen, jfr. § 99, stk. 2, i lov om arbejdsformidling og

arbejdsløshedsforsikring m.v.

Klagen skal sendes til

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen, Finsensvej 78, 2000

Frederiksberg,

der snarest videresender klagen til ankenævnet sammen med sagens akter og

direktoratets eventuelle bemærkninger'.

II. Direktoratets opgaver efter klagens modtagelse.

1. Direktoratet tager straks

ved klagens modtagelse stilling til, om der

foreligger

en klage

over en af direktoratet truffet afgørelse, og om

ankenævnet er rette klageinstans.

Er departementet rette

klageinstans sendes sagen dertil uden ugrundet ophold.

Er der tvivl om, hvorvidt der

er tale om en konkret sag, eller om ankenævnet er rette klageinstans, sendes

sagen med sagens akter til ankenævnet uden ugrundet ophold.

2. Er

ankefristen overskredet

(eller er der tvivl herom), skal klagen med

sagens akter straks sendes til ankenævnet, der har kompetencen til at afgøre

dette spørgsmål.

3. Direktoratet ekspederer

anmodninger om aktindsigt

efter reglerne

i kapitel 4 i forvaltningsloven.

Husk

10-dages-fristen.

4. Direktoratet afgør som 1.

instans anmodninger om, at anken tillægges opsættende virkning. Denne

afgørelse

skal indeholde ny standardklagevejledning.

5. Finder direktoratet, at

der er grundlag for at

genoptage sagen,

sender direktoratet meddelelse til medlemmet og kassen herom og om, at der

vil

blive sendt en ny afgørelse i sagen. Dette skal afklares snarest muligt efter

klagens modtagelse.

6. Finder direktoratet, at

der er behov for at

indhente yderligere

oplysninger i sagen

- uden at det på forhånd er afklaret, om afgørelsen

bør overvejes ændret - sender direktoratet meddelelse herom til medlemmet og

kassen. Det samme gælder i tilfælde, hvor oplysningerne indhentes fra anden

side. Dette skal afklares snarest muligt efter klagens modtagelse.

Finder direktoratet, at de

nye oplysninger

ikke giver grundlag for

at ændre afgørelsen,

sendes klagen, sagens materiale og direktoratets

eventuelle bemærkninger til ankenævnet. Kassen og medlemmet underrettes om,

at

direktoratet fastholder afgørelsen, og at direktoratet går ud fra, at klagen

er opretholdt.

Giver de nye oplysninger

grundlag for at overveje afgørelsen ændret,

behandles sagen som en genoptaget sag efter pkt. 5, medmindre der

straks

udarbejdes en ændret afgørelse.

7. Klager skal uden ugrundet

ophold og senest inden 4 uger videresendes til ankenævnet.

..."

Arbejdsministeriet afgav

udtalelse i brev af

13. maj

1996. Ministeriet bemærkede:

"

1. Direktoratets kompetence.

For så vidt angår

direktoratets kompetence til - i forhold til (A) - at efterprøve og ændre

kassens (upåankede) afgørelse kan der ud over det af direktoratet anførte

henvises til Folketingets Ombudsmands beretning for 1984, side

32 f.f. Det er her bl.a. udtalt (side

34), at direktoratet i forbindelse med udøvelsen af tilsynet efter

arbejdsløshedsforsikringslovens § 88, fx som led i en stikprøvekontrol, af

egen drift kan foretage en efterprøvelse af dispositioner eller

enkeltafgørelser, der er truffet af en arbejdsløshedskasse i forhold til et

medlem, og herunder også træffe - eller udvirke at der træffes - en ny

afgørelse til skade for det pågældende medlem.

2. Remonstration

Baggrunden for den

ulovhjemlede aftale om 'omvendt postgang' er bl.a. et ønske om en hurtigere

og

smidigere klagesagsbehandling. Endvidere opnås, at Arbejdsmarkedets Ankenævn

ikke belastes af klagesager, hvor direktoratet - typisk efter fremkomst af

nye

oplysninger - finder baggrund for at ændre sin oprindelige afgørelse.

Arbejdsministeriet finder

ikke, at der er generelle betænkeligheder ved en sådan ordning, som i

arbejdsløshedsforsikringssystemet allerede er lovfæstet for så vidt angår de

af

arbejdsløshedskasserne trufne afgørelser, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens

§

98, stk. 1. I forbindelse med igangværende overvejelser om revision af

klagereglerne i lovens §§ 98 og 99 forventes det derfor, at der vil blive

fremsat

forslag om lovfæstelse af ordningen ved klage over direktoratets afgørelse.

Det bemærkes herved, at

direktoratets eventuelle ny afgørelse - selv om den giver medlemmet medhold

fuldt ud - i praksis altid vil være forsynet med vejledning om klage til

ankenævnet,

og at ankenævnet ved klage over den ny afgørelse altid vil få tilsendt den

oprindelige afgørelse og akterne i tilknytning hertil.

Hvis et medlems klage til

ankenævnet tillige indeholder klage over direktoratets sagsbehandling, skal

direktoratet sende denne klage til Arbejdsministeriet, uanset om klagen

vedrørende afgørelsens materielle indhold videresendes til ankenævnet eller

medfører fornyet realitetsbehandling. Arbejdsministeriet må, ligesom

direktoratet,

beklage, at (A) ikke er blevet informeret om, at klage over direktoratets

sagsbehandling kan indbringes for Arbejdsministeriets departement, og at

klagen ikke blev indsendt.

3. Sagens rejsning

Arbejdsministeriet er enig

med direktoratet i, at det kan være velbegrundet og formålstjenligt, at man

ikke straks underretter medlemmet om, at der er modtaget en anmeldelse, eller

der i øvrigt er iværksat en undersøgelse af den pågældendes forhold.

Arbejdsministeriet finder

dog, at der kan være situationer, hvor medlemmet bør orienteres om en

iværksat

undersøgelse så hurtigt som muligt. Det kan derfor overvejes, om den af

direktoratet beskrevne praksis, hvorefter medlemmet altid først orienteres,

efter at sagen er indberettet til arbejdsløshedskassen, skal fastholdes.

Arbejdsministeriet vil drøfte

denne problemstilling med direktoratet.

Arbejdsministeriet er dog

enig med direktoratet i, at det som altovervejende hovedregel vil være

hurtigst

og mest formålstjenligt at indhente de fornødne oplysninger og den fornødne

dokumentation fra arbejdsgiverne."

Ombudsmandens udtalelse

"

1) Underretning om at der verserede en tilsynssag

Anledningen til at Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen indledte en

undersøgelse, var modtagelsen i september 1991 af en anonym henvendelse om at

De modtog forudbetaling på en bog De skrev på, og at De samtidig modtog

dagpenge.

I maj 1992 indledte direktoratet en kontrolundersøgelse. Først

den 27. august 1992

- i forbindelse med at direktoratet sendte indberetning til

arbejdsløshedskassen - fik De underretning om at der var indledt en

kontrolundersøgelse, samt om det foreløbige resultat heraf.

Direktoratets undersøgelse skete på grundlag af § 88 i lov om

arbejdsløshedsforsikring ifølge hvilken direktøren 'fører tilsyn med de

anerkendte arbejdsløshedskasser...' Direktoratet har oplyst at såvel ønsket

om ikke at forspilde øjemedet med en kontrolundersøgelse som hensynet til

ikke at skabe unødig bekymring og ubehag hos den dagpengeberettigede taler

for at der ikke gives underretning straks en undersøgelse iværksættes.

Jeg er enig med direktoratet i at især det første hensyn lovligt kan føre til

at den hvis forhold undersøges, ikke straks orienteres om at undersøgelsen er

indledt.

Jeg finder det dog bedst stemmende med god forvaltningsskik at direktoratet

under alle omstændigheder giver den pågældende underretning når de nævnte

hensyn ikke (længere) er til stede og kan begrunde en hemmeligholdelse af

undersøgelsen.

I den foreliggende sag var forholdet det at direktoratet mente at

arbejdsløshedskassens afgørelse burde skærpes. Hensynet til ikke uden noget

grundlag at skabe ængstelse hos Dem forelå derfor i hvert fald ikke efter at

direktoratet i juli 1992 besluttede at indhente oplysninger fra en lang række

arbejdsgivere om Deres forhold, idet det på dette tidspunkt var klart at

direktoratet agtede at indberette Dem til arbejdsløshedskassen. Ej heller

hensynet til kontroløjemedet ses at tale for at De ikke på daværende

tidspunkt fik oplysning om at undersøgelsen var indledt, og om at de

pågældende arbejdsgivere blev kontaktet. Direktoratet burde derfor

efter min mening på dette tidspunkt have givet Dem underretning herom.

Jeg har gjort Direktoratet

for Arbejdsløshedsforsikringen bekendt med min opfattelse.

Derimod er jeg ikke enig med

Dem i at direktoratet burde have søgt at tilvejebringe de fornødne

oplysninger

gennem Dem førend direktoratet kontaktede arbejdsgiverne om de pågældende

oplysninger.

Det kan efter min mening ikke afvises at sagsoplysningen generelt forløber

mest

effektivt når oplysningerne rekvireres hos arbejdsgiverne frem for hos de

dagpengeberettigede. Det bemærkes at direktoratet har hjemmel i

arbejdsløshedsforsikringslovens § 91 til at indhente oplysninger af den

nævnte

type direkte fra arbejdsgiver.

2) Direktoratets oplysning af sagen og bevisbedømmelse

Forud for direktoratets

afgørelse af

7. juli 1993

havde De lejlighed til at kommentere de oplysninger direktoratet havde

tilvejebragt

fra Deres arbejdsgivere om Deres beskæftigelses- og lønforhold. De benyttede

Dem af lejligheden og påpegede bl.a. i breve af

3. oktober 1992

og

12. juni 1993

til direktoratet at de

oplysninger der var modtaget fra (X parti) og (en avis), var unøjagtige.

Specielt vedrørende oplysningerne fra (avisen) dokumenterede De oplysningerne

ved at sende kopi af et avisudklip der viste hvornår Deres tredje artikel var

offentliggjort.

Deres oplysninger førte til

at fejlene i oplysningerne fra (X parti) blev rettet. Dette skete imidlertid

ikke for så vidt angik oplysningerne fra (avisen), og direktoratet lagde ved

afgørelse af

7. juli 1993

til grund at De uberettiget havde modtaget dagpenge samtidig med at De havde

haft arbejde for (avisen). I den anledning pålagde direktoratet Dem både

tilbagebetalingspligt og effektiv karantæne på 37 timer.

Først efter at De på ny havde

korrigeret oplysningen, blev fejlen rettet i forbindelse med direktoratets

fornyede afgørelse af

13.

oktober 1993.

Direktoratet har i udtalelsen

af

7. marts 1996

til mig erkendt at direktoratet efter at have modtaget Deres bemærkninger

burde have rettet fornyet henvendelse til (avisen) for at få den opståede

bevistvivl

afklaret.

Jeg er enig heri og finder

det meget beklageligt at direktoratet ikke fandt anledning til at kontrollere

rigtigheden af oplysningerne. Jeg finder dette forhold særligt uheldigt set i

lyset af at direktoratet havde valgt at rekvirere oplysninger direkte fra

arbejdsgiverne uden forinden at have kontaktet Dem. Som anført foran kan det

efter min mening ikke kritiseres at direktoratet i første omgang foretrak at

tilvejebringe oplysningerne direkte fra Deres respektive arbejdsgivere. Til

gengæld burde direktoratet have været særlig omhyggelig med at kontrollere

rigtigheden af de modtagne oplysninger når de som i dette tilfælde blev

bestridt.

Dertil kommer at formålet med

at der i tilfælde som det foreliggende er pligt til partshøring i henhold til

forvaltningslovens § 19, stk. 1, til dels forspildes hvis myndighederne ikke

tager de bemærkninger der modtages fra parten, om sagens faktuelle grundlag

alvorligt, men i stedet uden forklaring eller undersøgelse meddeler at have

lagt arbejdsgiverens oplysninger til grund som korrekte.

Selve det forhold at

direktoratet tilvejebragte oplysninger fra Deres respektive arbejdsgivere og

forelagde

oplysningerne for Dem og dermed gav anledning til at De brugte en del tid på

at

gennemgå og korrigere de modtagne oplysninger, finder jeg derimod ikke

kritisabelt. Tværtimod er det en fremgangsmåde der er foreskrevet i

forvaltningslovens § 19.

3) Direktoratets og ankenævnets ændring af arbejdsløshedskassens

afgørelse til skade for Dem

Direktoratets afgørelser af

7. juli 1993

og

13. oktober 1993

blev

truffet som et led i direktoratets tilsynsvirksomhed i henhold til § 87 og §

88

i lov om arbejdsløshedsforsikring. Ved afgørelserne ændredes

arbejdsløshedskassens afgørelse vedrørende modtagelse af et honorar fra (en

tv-station) således at De ud over at skulle tilbagebetale 2.502 kr. blev

idømt

120 timers effektiv karantæne.

§ 88 i

arbejdsløshedsforsikringsloven har følgende indhold:

§ 88:

'Direktøren for

Arbejdsløshedsforsikringen fører tilsyn med de anerkendte

arbejdsløshedskasser,

er kasserne behjælpelig med oplysning og vejledning og yder bistand ved

oprettelse af nye kasser.

Stk. 2.

Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen fastsætter efter

forhandling med Landsarbejdsrådet regler om, under hvilke betingelser en

arbejdsløshedskasse kan administreres af eller sammen med en faglig

organisation, samt nærmere regler om administrationen.

Stk. 3.

Arbejdsministeren fastsætter nærmere regler om tilsynet

efter stk. 1, herunder regler om, i hvilket omfang

arbejdsformidlingskontorerne

bistår med tilsynet.

...'

Direktøren har fastsat

nærmere regler om tilsynets indhold i bek. nr. 705 af

22. oktober 1991. § 9 i

bekendtgørelsen har følgende indhold:

§ 9:

'Hvis direktoratet finder, at

en arbejdsløshedskasse administrerer sådan, at det medfører fejludbetalinger

eller sandsynlighed herfor, eller at kassen iøvrigt administrerer på en for

forsikringssystemet uhensigtsmæssig måde, kan direktoratet for at forhindre

dette pålægge kassen at ændre sin administration, herunder at ændre sine

administrative rutiner og sin struktur og at forbedre de personalemæssige

ressourcer.'

Herudover indeholder

bekendtgørelsen ikke bemyndigelse til at direktoratet kan træffe konkrete

afgørelser som et led i tilsynsudøvelsen.

Ifølge legalitetsprincippet

skal forvaltningens virksomhed være legitimeret i en lov eller en anden

anerkendt retskilde. Jo dybere en afgørelse griber ind i borgernes

interessesfære, des sikrere må den retskildemæssige hjemmel være. Typisk

kræves

det at en afgørelse der pålægger en borger en betydelig byrde, skal have

utvetydig hjemmel i en lovbestemmelse, jf. Jon Andersen, Karsten Loiborg

mfl.,

Forvaltningsret (1994), s. 209ff og s. 660, Poul Andersen, Dansk

Forvaltningsret,

5. udg. (1965), s. 389ff, Jens Garde mfl., Forvaltningsret, Almindelige

Emner,

2. udg. (1989), s. 185ff, og Bent Christensen, Opgaver, hjemmel, organisation

(1994), s. 118ff.

Det følger af

legalitetsprincippet at direktoratet ikke uden sikker hjemmel kan træffe

bindende afgørelser i forhold til medlemmerne om tilbagebetaling og om

ikendelse af sanktioner, jf. herved Folketingets Ombudsmands beretning for

året 1989, s. 213, Folketingets Ombudsmands beretning for året 1992, s. 250,

og

Folketingets Ombudsmands beretning for året 1994, s. 296. Derimod må det

antages at direktoratet som et led i tilsynet kan pålægge

arbejdsløshedskasserne

at træffe afgørelse om annullation af tidligere afgørelser såfremt disse må

anses for ugyldige, f.eks. på grund af svig, samt om tilbagebetaling hvis

tilbagebetalingspligt er hjemlet i loven. Direktoratets pålæg har i så fald

en

rent konstaterende karakter idet det i realiteten går ud på at tydeliggøre

over for arbejdsløshedskassen at den har ret og pligt til at gribe ind i

anledning af forholdet. Derimod ses der ikke i tilsynsreglerne i § 88 og de

administrative regler der er fastsat i henhold til § 88, stk. 3, at være

hjemmel for direktoratet til at pålægge arbejdsløshedskassen at udøve sine

skønsmæssige beføjelser i § 88, stk. 3, til at ikende sanktioner for

strafbare

forseelser på en bestemt måde.

Arbejdsløshedsforsikringslovens

§ 87 indeholder bl.a. følgende bestemmelser:

§ 87:

'Gør et medlem sig skyldig i

svigagtigt forhold over for kassen, kan direktøren for

Arbejdsløshedsforsikringen

bestemme, at pågældende slettes som medlem af kassen eller helt eller delvis

udelukkes fra ret til ydelser fra kassen bortset fra kursusgodtgørelse i et

bestemt tidsrum.

Stk. 2.

Finder kassen, at et medlem har gjort sig skyldig i

svigagtigt forhold, skal kassen forelægge sagen for direktøren for

Arbejdsløshedsforsikringen med indstilling om, hvilken afgørelse der skal

træffes efter stk. 1. Kassen skal stille udbetalingen af ydelser fra kassen

bortset fra kursusgodtgørelse til medlemmet i bero i overensstemmelse med

indstillingen.

Stk. 3.

Gør et medlem sig skyldig i anden forseelse over for

kassen, kan dennes ledelse bestemme, at medlemmet udelukkes fra retten til

ydelser fra kassen bortset fra kursusgodtgørelse i et bestemt tidsrum, som

ikke

kan overstige 1 år.

...'

Som det ses, har direktoratet

hjemmel i § 87, stk. 1, til at fastsætte at et medlem som skønnes at have

begået svig i forhold til kassen, 'helt eller delvis udelukkes fra ret til

ydelser fra kassen'. Bestemmelsen indeholder således utvetydig hjemmel til

som

sket i afgørelsen af

13.

oktober 1993

at pålægge Dem en effektiv karantæne på 120 timer

såfremt Deres forhold vedrørende honoraret for (tv-stationen) måtte anses for

svigagtigt.

Arbejdsmarkedets Ankenævn

ændrede i sin afgørelse af

18.

maj 1994

afgørelsen således at Deres forhold ikke skulle anses for

svigagtigt. Jeg må forstå § 87, stk. 1, sammenholdt med stk. 3 således at når

forholdet ansås for uagtsomt, tilkom det arbejdsløshedskassen at tage

stilling

til fastsættelse af eventuelle sanktioner.

Afgørelsen af om Deres

forhold måtte betragtes som svig eller uagtsomt forhold, beror på en

vurdering

af bevismæsig og fagkyndig karakter. En sådan afgørelse kan jeg efter de

regler

der gælder for min virksomhed, ikke kritisere medmindre der foreligger

særlige

omstændigheder. Jeg har ikke i forbindelse med min gennemgang af sagen fundet

holdepunkter for at kritisere at ankenævnet bedømte Deres forhold som

uagtsomt.

Jeg finder herefter at måtte

lægge til grund at direktoratet ikke var kompetent til at ikende Dem en

karantæne som sket ved afgørelsen af

13. oktober 1993. Direktoratet kunne heller ikke anses

for beføjet til som et led i tilsynsbeføjelsen i § 88 at fastslå - som en

konstaterende beslutning - at arbejdsløshedskassen burde have truffet en

anden

afgørelse end sket. Da direktoratet således ikke kunne anses bemyndiget til i

henhold til § 87, stk. 1, at ændre arbejdsløshedskassens afgørelse om at

Deres

forhold i forbindelse med honoraret fra (tv-stationen) kunne afklares med at

De

betalte de modtagne dagpenge tilbage, finder jeg heller ikke at

Arbejdsmarkedets Ankenævn kunne træffe afgørelse herom. Nævnet traf

imidlertid

i skrivelsen af

18. maj

1994

afgørelse om dels at betragte Deres forhold som uagtsomt, dels

at ikende Dem en effektiv karantæne for forholdet på 37 timer. Jeg finder som

anført ikke at nævnet havde kompetence hertil når direktoratets afgørelse af

13. oktober 1993

om dette

forhold måtte anses for ugyldig på grund af manglende kompetence.

Jeg har gjort

Arbejdsmarkedets Ankenævn og Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen

bekendt

med min opfattelse. Jeg har samtidig henstillet til ankenævnet at det ændrer

afgørelsen af

18. maj 1994

således at den fastsatte karantæne bortfalder.

Arbejdsministeriet henviste i

udtalelsen af

13. maj 1996

til Folketinges Ombudsmands beretning for året 1984, s. 32. I denne sag

udtalte ombudsmanden bl.a.:

'1. Efter

arbejdsløshedsforsikringslovens § 88 fører arbejdsdirektøren tilsyn med de

anerkendte arbejdsløshedskasser. I forbindelse med udøvelsen af dette tilsyn

kan arbejdsdirektoratet af egen drift, f.eks. som led i en stikprøvekontrol,

foretage en efterprøvelse af dispositioner eller enkeltafgørelser, der er

truffet af en arbejdsløshedskasse i forhold til et medlem. Direktoratet kan

herunder også træffe - eller udvirke at der træffes - en ny afgørelse til

skade

for det pågældende medlem. Efter lovens § 98, stk. 2, er arbejdsdirektøren

tillige klageinstans i forhold til kassernes afgørelser om en række nærmere

angivne forhold, herunder spørgsmål vedrørende dagpengeret.

Det er almindeligt antaget,

at det forhold, at der indgives klage til en klageinstans, der efter loven

tillige har en almindelig tilsynskompetence, ikke afskærer myndigheden fra

med

udgangspunkt i den indgivne klage at foretage ganske samme efterprøvelse af

den

påklagede afgørelse, som den i sin egenskab af tilsynsmyndighed kunne have

iværksat af egen drift.

Jeg er således enig med

ankenævnet i, at arbejdsdirektoratet som klageinstans må anses for kompetent

til på tilsvarende måde at ændre en påklaget afgørelse i en retning, der er

mere byrdefuld for klageren (reformatio in pejus).

Jeg kan derimod ikke være

enig med ankenævnet i, at dette forhold kan tillægges betydning for

fastlæggelsen af rækkevidden af ankenævnets kompetence i så henseende. En

bedømmelse af dette spørgsmål må tage udgangspunkt i, hvad der gælder om

arbejdsdirektoratets adgang til

selv

at ændre den afgørelse, der er genstand for klage til ankenævnet.'

Som det ses, var hovedsigtet

med bemærkningerne at vurdere om Arbejdsmarkedets Ankenævn (det daværende

Ankenævnet

for Arbejdsløshedsforsikringen) havde kompetence til at træffe afgørelser der

i forhold til den påklagede afgørelse indebar en væsentlig skærpet reaktion

over for klageren. Udtalelsen repræsenterede således ikke en selvstændig

undersøgelse med henblik på at afgrænse direktoratets beføjelse til at ændre

en

afgørelse til skade for et medlem. Udtalelsen begrænsede sig til at lægge til

grund at direktoratet som et led i tilsynsbeføjelsen i § 88 kunne 'træffe -

eller udvirke at der træffes - en ny afgørelse til skade for det pågældende

medlem'.

På baggrund af det jeg har

anført ovenfor, finder jeg at udtalelsen ikke er fuldt dækkende for så vidt

det

bemærkes at direktoratet med hjemmel i

§

88

er beføjet til på eget initiativ at træffe bindende afgørelser i forhold

til de enkelte medlemmer. En sådan hjemmel findes i § 87.

4) Direktoratets genbehandling og fornyede afgørelse af sagen

den

13. oktober 1993

§ 99 i lov om

arbejdsløshedsforsikring indeholder følgende bestemmelser:

§ 99:

'Klage over direktøren for

Arbejdsløshedsforsikringens afgørelser om de spørgsmål, som er nævnt i § 41,

stk. 5, § 44, stk. 2, § 75 b, stk. 3, § 75 c, stk. 4 og 5, § 86, stk. 3, stk.

4, 1. pkt., og stk. 5, § 87, stk. 1 og 4, § 98, stk. 1, og EF-forordninger om

anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige

erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, kan af den, afgørelsen vedrører,

indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn, jf. § 100, inden 4 uger efter, at

klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Ankenævnets afgørelser kan ikke

indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 2.

Alle øvrige afgørelser, der træffes af direktøren for

Arbejdsløshedsforsikringen i henhold til denne lov, kan indbringes for

arbejdsministeren inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om

afgørelsen.

Stk. 3.

Ankenævnet og arbejdsministeren kan se bort fra overskridelse

af klagefristen i stk. 1-2, når der er særlig grund hertil.

...'

Direktoratets afgørelse af

7. juli 1993

blev truffet i

henhold til § 87, stk. 1, og afgørelsen kunne således påklages af Dem til

Arbejdsmarkedets Ankenævn. De udnyttede klageadgangen ved i breve af 2., 3.

og

5. august 1993

at påklage

afgørelsen til Arbejdsmarkedets Ankenævn. I overensstemmelse med den

klagevejledning

direktoratet havde givet Dem, indsendte De klagebrevene til direktoratet.

Direktoratet genoptog derpå

sagen til ny behandling og traf ny afgørelse

den 13. oktober 1993. Ved denne afgørelse ændredes

den tidligere afgørelse til gavn for Dem, men dog således at De stadigvæk

opfattede den som bebyrdende. Et af de punkter der blev ændret, var

direktoratets bedømmelse af forholdet vedrørende artiklerne i (en avis), mens

direktoratet fastholdt karantænen på 120 timer i anledning af modtagelsen af

honoraret

fra (tv-stationen).

De påklagede direktoratets

nye afgørelse ved brev af

26.

oktober 1993

til Arbejdsmarkedets Ankenævn idet De var af den

opfattelse at direktoratet ikke havde haft grundlag for at ændre

arbejdsløshedskassens

afgørelse af

11. februar

1993. Ved afgørelsen af

18. maj 1994

ændrede Arbejdsmarkedets Ankenævn

direktoratets afgørelse af

13.

oktober 1993

og nedsatte karantænen fra 120 til 37 timer.

Sagens forløb rejser

spørgsmålet om direktoratet straks efter modtagelsen af Deres breve i

begyndelsen

af august 1993 burde have videresendt sagen til Arbejdsmarkedets Ankenævn med

direktoratets eventuelle bemærkninger.

Direktoratets beslutning om

at genoptage sagen beroede efter det oplyste på den aftale der er gengivet

ovenfor indgået mellem Arbejdsmarkedets Ankenævn og direktoratet om 'omvendt

postgang'. Denne aftale går som det ses, ud på at klagen til Arbejdsmarkedets

Ankenævn indsendes gennem direktoratet, og at direktoratet såfremt det

skønner

at en sag giver anledning til en ændret bedømmelse, tager sagen op til ny

realitetsbehandling selv om den klageberettigede har påklaget afgørelsen til

Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Det fremgår klart af

arbejdsløshedsforsikringslovens § 99 at adgangen til at indgive klage over

direktoratets

afgørelse til Arbejdsmarkedets Ankenævn er en egentlig rekursadgang, dvs. en

ordning hvorved den klageberettigede er tillagt en egentlig klageret såfremt

de

processuelle betingelser for indgivelse af klagen er opfyldt.

Der hersker ikke tvivl om at

De var klageberettiget, at Deres klage blev indgivet rettidigt, og at De

således havde egentligt retskrav på at Arbejdsmarkedets Ankenævn behandlede

sagen.

En sådan klageret kan efter

min mening ikke (delvis) ophæves på grundlag af en aftale herom mellem den

underordnede myndighed og klageinstansen. Aftalen om 'omvendt postgang' kan

således efter min mening ikke tillægges den retsvirkning at De ikke kunne

stille krav om at Arbejdsmarkedets Ankenævn behandlede klagen.

Fra det tidspunkt Deres

klagebreve blev modtaget i direktoratet, hørte sagen kompetencemæssigt under

Arbejdsmarkedets Ankenævn, og direktoratet var efter min mening ikke

berettiget

til at genbehandle sagen og træffe en ny realitetsafgørelse, men burde have

videresendt klagerne til Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Selv om direktoratet havde

været berettiget til at genbehandle sagen - og den ulovfæstede

remonstrationssag

således ansås for retsmæssig - finder jeg i øvrigt at direktoratet i

forbindelse med afgørelsen af

13. oktober 1993

på eget initiativ burde have videresendt

sagen til Arbejdsmarkedets Ankenævn med henblik på at nævnet

realitetsbehandlede

Deres klagebreve fra begyndelsen af august 1993. Jeg skal herved henvise til

at

direktoratets fornyede afgørelse ikke gav Dem fuldt ud medhold, og at

direktoratet således ikke havde grund til at antage at De havde opgivet Deres

klage fra august 1993.

Deres klagebreve af august

1993 indeholdt ud over indsigelsen imod afgørelsens indhold kritik af

direktoratets sagsbehandling, især af at direktoratet indhentede oplysninger

fra

Deres arbejdsgivere og ikke igennem Dem. Denne del af Deres klager henhørte

ikke under Arbejdsmarkedets Ankenævn, men kunne af Dem påklages - som et led

i

den ulovbestemte adgang til rekurs der eksisterer mellem underordnede og

overordnede statslige myndigheder - til Arbejdsministeriet.

Ifølge forvaltningslovens §

7, stk. 2, skal en forvaltningsmyndighed 'som modtager en skriftlig

henvendelse, som ikke vedrører dens sagsområde' så vidt muligt videregive

henvendelsen til rette myndighed. Direktoratet burde derfor have videresendt

denne del af Deres klage til Arbejdsministeriet.

Jeg har gjort Direktoratet

for Arbejdsløshedsforsikringen bekendt med min opfattelse.

5) Arbejdsmarkedets Ankenævns behandling af sagen

Som anført ovenfor finder jeg

ikke at Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen kunne ændre

arbejdsløshedskassens afgørelse, og at Arbejdsmarkedets Ankenævn derfor

heller

ikke havde kompetence til at pålægge Dem karantæne.

Arbejdsmarkedets Ankenævn har

ifølge § 99 i arbejdsløshedsforsikringsloven beføjelse til at behandle bl.a.

direktoratets afgørelse i henhold til § 87, stk. 1. Herefter må det antages

at

ankenævnet kan tage stilling til de påklagede afgørelsers indhold samt til

eventuelle sagsbehandlingsfejl for så vidt fejlene må formodes at have

påvirket

afgørelsernes indhold. Derimod finder jeg ikke at det hører under ankenævnets

kompetence at tage stilling til sagsbehandlingsspørgsmål som ikke umiddelbart

havde betydning for afgørelsens indhold.

Jeg finder derfor ikke at det

kan kritiseres at Arbejdsmarkedets Ankenævn ikke fandt anledning til i

forbindelse med behandlingen af Deres klage over for direktoratet at påtale

de

fejl som direktoratet begik i forbindelse med afgørelsen af

7. juli 1993, men som blev

rettet ved afgørelsen af

13.

oktober 1993.

Derimod finder jeg at

ankenævnet burde have tilkendegivet over for direktoratet at dette ikke burde

have truffet ny realitetsafgørelse

den 13. oktober 1993, men i stedet have videresendt Deres

breve til ankenævnet.

Jeg har gjort Arbejdsmarkedets

Ankenævn bekendt med min opfattelse.

I stedet for blot at undlade

at forholde sig til Deres klager over direktoratets sagsbehandling burde

Arbejdsmarkedets Ankenævn efter min mening have videresendt Deres breve til

Arbejdsministeriet som rette myndighed vedrørende disse spørgsmål, jf.

forvaltningslovens § 7, stk. 2.

Jeg har gjort

Arbejdsmarkedets Ankenævn bekendt med min opfattelse.

..."

Den 22. maj 1997

ændrede Arbejdsmarkedets

Ankenævn sin afgørelse af

18.

maj 1994

således at den fastsatte karantæne på 37 timer blev

ophævet.

I brev af

20. juni 1997

meddelte

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen mig imidlertid at direktoratet

fastholdt sin vurdering af hjemmelsgrundlaget for direktoratets

tilsynsvirksomhed.

I brev af

24. juni 1997

tilsluttede

Arbejdsministeriet sig direktoratets vurdering og meddelte at

arbejdsministeren

ville fremsætte et lovforslag til ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring

for at fjerne tvivlen om direktoratets kompetence. Lovforslaget blev vedtaget

den 19. december 1997.

NOTER: (*1) Jf.

FOB 1989, s. 213,

FOB 1992, s. 250,

FOB 1994, s. 296, og FOB 1984, s. 32.

Lignende dokumenter