Spring til indhold

Retsinformation

Afslag på eftergivelse af restskat. Stedlig kompetence

FOU nr 1998.304UdtalelserFolketinget3. marts 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afslag på eftergivelse af restskat. Stedlig kompetence

Af sagen fremgik at A den 27.

maj 1996 søgte skattedirektoratet i Frederiksberg Kommune om eftergivelse af

sin restskat for indkomståret 1995.

Den 23. juni 1996 fremkom A

med supplerende oplysninger til ansøgningen.

Den 29. august 1996 gav

skattedirektoratet A afslag under henvisning til at skattedirektoratet ikke

havde fundet at betingelserne for eftergivelse var til stede.

Den 1. september 1996 klagede

A til Told- og Skattestyrelsen.

Den 4. september 1996 skrev A

til skatteministeren om sagen og fremkom med supplerende oplysninger til

klagen. Skatteministeren bad Told- og Skattestyrelsen om at svare A.

Den 12. september 1996

svarede Told- og Skattestyrelsen Dem. Af svaret fremgik blandt andet at

styrelsen til brug for sin behandling af sagen havde anmodet

skattedirektoratet

om en udtalelse i sagen.

Den 6. december 1996 udtalte

skattedirektoratet sig om A's klage. Af udtalelsen fremgik blandt andet:

"...

Skatteyder har oplyst, at han

under ophold i Thailand har bedrevet kriminel adfærd, ved hvilken han har

erhvervet en fortjeneste på kr. 375.000 kr. (Iflg. skatteyders egne

oplysninger

i en avisartikel andrager fortjenesten mindst kr. 1,5 mio.).

Efterfølgende er han

tilbageholdt af det stedlige politi, som tillige beslaglagde beløbet kr.

375.000. Dette blev imidlertid frigivet til skatteyder ved løsladelsen den 8.

Læs alt

juli 1994.

Skattedirektoratets kontor

for udlandsbeskatning har på grundlag af skatteyders egne oplysninger ved

ansættelser af henholdsvis den 7. juni 1994 og 25. august 1994 forhøjet den

skattepligtige indkomst.

Ansættelsen er ikke siden

påklaget til skatteankenævnet.

Efter udvisning af Thailand

har skatteyder slået sig ned i Philippinerne for sidenhen at have taget

(midlertidigt?) ophold i Danmark.

Uden at skatteyder har

bidraget med oplysninger herom i sine andragender, har sekretariatet

konstateret, at skatteyder den 15. januar 1996 over for folkeregistret har

meddelt flytning til (X - en adresse i Københavns Kommune) samt den 9.

februar

1996 til (en adresse i Københavns Kommune).

Retteligt burde skatteyder

have rettet sin henvendelse omkring andragende om eftergivelse af restskat af

23. juni 1996 til Københavns Kommune som nuværende bopælskommune.

Direktoratets afslag af 29.

august 1996 på andragende skal ses på baggrund af det ovenfor anførte om

skatteyders økonomiske forhold, hvorefter man ikke har fundet, at

betingelserne

for eftergivelse er opfyldt.

..."

Den 12. december 1996

tiltrådte Told- og Skattestyrelsen skattedirektoratets afslag.

Den 6. januar 1997 skrev A på

ny til skatteministeren om sagen. Skatteministeren bad Told- og

Skattestyrelsen om at svare A.

Den 23. januar 1997 meddelte

Told- og Skattestyrelsen A at styrelsen fastholdt afslaget.

Den 14. april 1997 klagede A

til mig.

Den 30. april 1997 bad jeg

Told- og Skattestyrelsen og Frederiksberg Kommune, Skattedirektoratet, om en

udtalelse i anledning af A's klage. Under henvisning til at det fremgik af

sagen at skattedirektoratet på afgørelsestidspunktet var bekendt med A's

adresse i København, bad jeg skattedirektoratet om i sin udtalelse om blandt

andet at komme ind på spørgsmålet om skattedirektoratets kompetence til at

træffe afgørelse i sagen. Jeg bad også om styrelsens eventuelle bemærkninger

hertil.

Den 17. juni 1997 udtalte

Frederiksberg Kommune, Skattedirektoratet sig. Af udtalelsen fremgik blandt

andet:

"...

Direktoratets sagsbehandling

blev indledt på baggrund af skatteyders ansøgning af 27. maj 1996, hvori

skatteyder dels undlader at anføre afsenderadresse, dels undlader at oplyse,

at

han er fraflyttet Frederiksberg kommune til en anden folkeregisteradresse.

På baggrund af skatteyders

oplysning om at befinde sig i Danmark midlertidigt for at ordne nogle

ægteskabspapirer, antog undertegnede, at skatteyder i lighed med tidligere

sagsbehandling havde opretholdt sin bopæl i Philipinerne.

Først ved sagsbehandlingens

afslutning og umiddelbart inden fremsendelse af svar blev undertegnede

opmærksom på adressen (i Københavns Kommune).

Eftersom dette forhold ikke

havde indflydelse på sagens udfald, valgte undertegnede at fremme sagen

fremfor

at sende den til fornyet behandling i Københavns kommune.

Det er i øvrigt med stor

undren, at direktoratet med fremsendelse af nærværende forespørgsel erfarer,

at

skatteyder allerede ultimo 95/primo 96 har indsendt andragende til Københavns

kommune, hvorfra afslag afsendes 19. januar 1996 (afslag fra Told og Skat af

15. april 1996).

På denne baggrund synes det

nærliggende at formode, at skatteyders ansøgning til Frederiksberg kommune af

27. maj 1996 er sket mod bedre vidende."

Den 23. juni 1997 udtalte

Told- og Skattestyrelsen sig. Af udtalelsen fremgik blandt andet:

"...

Told- og Skattestyrelsen skal

udtale, at ansøgningen om eftergivelse af restskat for indkomståret 1995

rettelig skulle have været behandlet af Københavns kommune, som på

ansøgningstidspunktet var (A)'s bopælskommune.

Told- og Skattestyrelsen

fandt dog, at selvom Københavns kommune (rettelig) havde behandlet

indkomståret

1995 ville det, i lighed med Københavns kommunes tidligere afgørelse af 19.

januar 1996 vedrørende indkomstårene 1992 og 1994, også have givet afslag.

Da man således havde

vurderet, at dette forhold ikke havde indflydelse på sagens udfald valgte

man,

at sagen ikke skulle forsinkes ved at videresende den til Københavns kommune

og

bede dem behandle sagen i 1. instans.

Ved afgørelsen af 12.

december 1996 lagde Told- og Skattestyrelsen særlig vægt på de foreliggende

oplysninger om omstændighederne ved skatterestancens opståen og de økonomiske

forhold.

Ved brev af 6. januar 1997

henvendte (A) sig til skatteministeren, som anmodede Told- og Skattestyrelsen

om at besvare henvendelsen.

Ved brev af 23. januar 1997

meddelte styrelsen (A), at man ikke fandt, at der var fremkommet oplysninger

som kunne ændre afgørelsen af 12. december 1996.

..."

Den 7. juli 1997 kommenterede

A udtalelserne. A anførte blandt andet at han altid havde meddelt

folkeregisteret eventuelle adresseændringer.

Den 5. august 1997 sendte jeg

A's brev af 7. juli 1997 med bilag til Told- og Skattestyrelsen til

orientering. Samtidig bad jeg styrelsen - hvis brevet gav styrelsen anledning

til bemærkninger - om at sende mig disse inden udgangen af august 1997.

Ombudsmandens udtalelse

"

Retsgrundlaget

Den 4. oktober 1989 fremsatte skatteministeren forslag til lov om ændring af

forskellige skatte- og afgiftslove m.v. (Eftergivelse og henstand, se L 5,

Folketingstidende 1989-90, tillæg A, sp. 143ff). Lovforslagets § 1 havde

følgende ordlyd:

'§ 1

I lov om opkrævning af indkomst- og formueskat for personer m.v. (kildeskat),

jf. lovbekendtgørelse nr. 554 af 16. september 1988, som ændret ved lov nr.

385 af 7. juni 1989, foretages følgende ændringer:

Efter §

73 A

indsættes:

'§ 73 B. Skattebeløb, som en person efter denne lov har været pligtig at

indeholde eller opkræve, samt administrativt vedtagne bøder efter § 79 kan

eftergives, såfremt:

skyldneren godtgør, at denne ikke er i stand til og inden for de nærmeste år

ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, og

skyldnerens forhold og omstændighederne i øvrigt taler derfor.

Stk. 2. Tilsvarende kan beløb eftergives, som personer er pligtige at betale

som erstatning for selskabers manglende indbetaling af indeholdte beløb.

Stk. 3. Ved anvendelsen af stk. 1, nr. 2, skal der navnlig lægges vægt på, om

skyldneren udelukkende eller overvejende har gæld til skattevæsenet og

eventuelt toldvæsenet, skyldnerens interesse i eftergivelse, gældens alder,

omstændighederne ved dens pådragelse

og hidtidige afvikling samt skyldnerens forhold under eftergivelsessagen.

Stk. 4. Eftergivelse kan gå

ud på bortfald eller nedsættelse af skyldnerens gæld, herunder påløbne

renter.

I forbindelse med nedsættelse kan der træffes bestemmelse om henstand med og

afdragsvis betaling af den ikke eftergivne del af gælden. I henstands- og

afdragsperioden sker der ingen forrentning af gælden.

Stk. 5. Eftergivelse kan

bortfalde:

hvis skyldneren i forbindelse med eftergivelsessagen

har gjort sig skyldig i svigagtigt forhold, eller

hvis skyldneren groft tilsidesætter sine forpligtelser

i forbindelse med afvikling af den ikke eftergivne del af gælden.

Stk. 6. Såfremt skyldneren

ikke kan godtgøre, at denne ikke er i stand til og inden for de nærmeste år

ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, jf. stk. 1,

nr.

1, kan der i stedet for eftergivelse meddeles skyldneren henstand. Stk. 1,

nr.

2, stk. 3, og stk. 5, nr. 1, finder tilsvarende anvendelse ved meddelelse af

henstand.

Stk. 7. Den regionale told-

og skatteforvaltning, i Københavns og Frederiksberg Kommuner dog

skattedirektoratet, hvorunder skyldnerens aktuelle bopælskommune hører,

træffer

afgørelse om, hvorvidt eftergivelse eller henstand kan bevilges.

Stk. 8. Afgørelser efter stk.

7 kan påklages til den centrale told- og skatteforvaltning. Klagefristen er 4

uger fra den dag, afgørelsen er meddelt skyldneren. Den centrale told- og

skatteforvaltning kan dog se bort fra overskridelse af fristen, når

omstændighederne taler derfor. Den centrale told- og skatteforvaltnings

afgørelse kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed.

§

73 C. Reglerne i § 73 B finder

tilsvarende anvendelse på personers indkomst- og formueskat til staten,

amtskommunal indkomstskat, kommunal indkomstskat samt kirkelige afgifter.

Beslutning om eftergivelse og henstand træffes efter indhentet udtalelse fra

kommunalbestyrelsen i skyldnerens aktuelle bopælskommune.

§ 73 D. De i § 73 B, stk. 7,

nævnte myndigheder kan i øvrigt, når forholdene i ganske særlig grad taler

derfor, eftergive eller nedsætte skatter pålignet personer, selskaber,

foreninger m.v. §

73 C,

2. pkt., og § 73 B, stk. 8, finder tilsvarende anvendelse i disse

situationer.'

Af bemærkningerne til

lovforslagets § 73 B, stk. 7, og §

73 C,

2. pkt., fremgår blandt andet:

'...

Med hensyn til eftergivelse

og henstand på skatteområdet foreslås det i § 73 B, stk. 7, at kompetencen

til

som 1. instans at træffe afgørelse lægges hos den regionale told- og

skatteforvaltning, hvorunder skyldnerens aktuelle bopælskommune hører. I

Københavns og Frederiksberg Kommuner dog hos skattedirektoraterne.

...

Den høring af

kommunalbestyrelsen der er foreskrevet i § 16 i lov om kommunal indkomstskat,

beholdes og udvides til at omfatte eftergivelse af og henstand med alle

personlige skatter. Efter de gældende regler sker den indledende

sagsbehandling allerede i vidt omfang i kommunen, idet denne sørger for, at

de

relevante oplysninger er til stede, og afgiver en udtalelse i sagen.

..."

Den 8. december 1989 afgav

Folketingets Skatteudvalg betænkning over lovforslaget (Folketingstidende

1989-90, tillæg B, sp.

113f

).

I den forbindelse fremsatte skatteministeren følgende ændringsforslag nr. 1

til affattelsen af § 73 D:

'

1)

Den foreslåede § 73 D affattes således:

'

§ 73 D.

De i § 73 B, stk. 7, nævnte myndigheder kan i øvrigt, når

forholdene i ganske særlig grad taler derfor, eftergive eller meddele

henstand

med skatter, som personer, selskaber, foreninger mv. er pålignet eller har

skullet indeholde eller opkræve. §

73 C,

2. pkt., og § 73 B, stk. 8, finder tilsvarende anvendelse i disse

situationer.'

Lovforslaget blev vedtaget

ved Folketingets 3. behandling den 14. december 1989 (lov nr. 825 af 19.

december 1989).

Den 1. november 1989

fremsatte skatteministeren forslag til lov om ændring af forskellige skatte-

og

afgiftslove m.v. (Klageafkortning, se L 41, Folketingstidende 1989-90, tillæg

A, sp. 1281ff). Den 24. januar 1990 afgav Folketingets Skatteudvalg

betænkning

over lovforslaget (Folketingstidende 1989-90, tillæg B, sp. 511ff). I den

forbindelse

fremsatte skatteministeren følgende ændringsforslag nr. 14:

'

14)

Efter nr. 2 indsættes som nye numre:

01.

I § 73 B, stk. 1, ændres 'Skattebeløb' til: 'Skatteministeren

kan eftergive skattebeløb', og 'kan eftergives' udgår.

02.

§ 73 B, stk. 7 og 8, ophæves.

03.

I § 73 D ændres 'De i § 73 B, stk. 2, nævnte myndigheder' til

'Skatteministeren', og 'og § 73 B, stk. 8' udgår.'

Af bemærkningerne til

ændringsforslaget fremgår blandt andet:

'Ved lov nr. 825 af 19.

december 1989 og lov nr. 888 af 29. december 1989, der således er vedtaget

efter fremsættelsen af lovforslaget, blev der i kildeskattelovens § 73 B og

ligningslovens §

16 A

indsat bestemmelser, der bl.a. indeholder en beskrivelse af

kompetencefordelingen

i visse typer af sager. Regler af tilsvarende karakter er foreslået ophævet

ved

lovforslaget. Formålet med at ophæve lovregler, der direkte fastsætter en

kompetencefordeling, er at samle reglerne i en bekendtgørelse. Det er således

hensigten af ordensmæssige grunde at skabe ensartede regler på hele

skatteområdet. Herved undgås det, at reglerne om kompetencefordelingen for en

bestemmelses vedkommende findes i loven, mens den for en anden bestemmelse

fremgår af en bekendtgørelse.

Det foreslås derfor, at også

de nye bestemmelser i kildeskattelovens § 73 B og ligningslovens §

16 A

bliver omfattet af lovforslaget.'

Loven blev vedtaget af

Folketinget ved 3. behandlingen den 1. februar 1990 (lov nr. 59 af 7. februar

1990).

Kildeskatteloven er herefter

blevet ændret flere gange på områder som er uden betydning for denne sag. I

den

forbindelse bemærker jeg dog at ordlyden af kildeskattelovens § 73 B, stk. 3,

og §

73 C

er blevet

ændret redaktionelt ved henholdsvis lov nr. 374 af 18. maj 1994 om ændring af

forskellige skattelove (Andelsselskaber) og lov nr. 1219 af 27. december 1996

om ændring af forskellige skattelove, lov om tilskud til afvikling af

studiegæld og om eftergivelse af studiegæld og lov om kommunal indkomstskat

(Ændringer som følge af afskaffelse af formueskatten mv.).

I tilknytning til reglerne i

kildeskatteloven har Skatteministeriet udstedt cirkulære nr. 91 af 16. juni

1995 om eftergivelse og henstand med told- og skattebeløb m.v. Af punkterne

2.2.5., 6.1. og 6.2. i cirkulæret fremgår blandt andet:

'

2.2.5.

Forskellige relevante

momenter ved vurderingen

...

Det taler imod eftergivelse,

hvis gælden er pådraget ved strafbare forhold, eller hvis gælden er

oparbejdet

systematisk og gennem en længere årrække. Ved eftergivelse af bøder skal der

således foretages en vurdering af det strafbare forholds beskaffenhed i

forhold til sagens øvrige omstændigheder. Der kan endvidere tages hensyn til,

hvornår bøden er vedtaget.

6.1. Kompetenceregler

For så vidt angår

skatteområdet fremgår det af kildeskattelovens § 73 B, stk. 1, at kompetencen

til at eftergive skattebeløb, herunder administrativt vedtagne bøder efter

kildeskattelovens og skattekontrolloven, ligger hos skatteministeren.

Skatteministeren har imidlertid i bekendtgørelse nr. 514 af 16. juni 1994 om

henlæggelse af visse beføjelser til de kommunale skattemyndigheder, told- og

skatteregionerne, Told- og Skattestyrelsen mfl., med senere ændringer,

bestemt, at kompetencen til som 1. instans at træffe afgørelse om

eftergivelse

eller henstand med skattebeløb skal ligge hos told- og skatteregionen.

Afgørelse træffes af den region, hvorunder skyldnerens aktuelle bopælskommune

hører. I Københavns og Frederiksberg kommuner træffes afgørelse om

eftergivelse eller henstand med personlige skatter dog af

skattedirektoraterne.

...

6.2. Høringsregler

Ved ansøgning om eftergivelse

eller henstand med personlige skatter i henhold til kildeskattelovens §

73 C

eller § 73 D skal der, forinden

afgørelse om eftergivelse eller henstand træffes, indhentes en udtalelse fra

kommunalbestyrelsen i skyldnerens aktuelle bopælskommune, jf.

kildeskattelovens §

73 C,

2. pkt. For så vidt angår eftergivelse og henstand med selskabsskatter, skal

der indhentes en udtalelse fra kommunalbestyrelsen i selskabets aktuelle

hjemstedskommune.

..."

Ombudsmandens bemærkninger

Afgørelserne af om Deres

ansøgning om eftergivelse kan imødekommes er som anført truffet af

Frederiksberg Kommune, Skattedirektoratet og Told- og Skattestyrelsen.

Myndighederne bygger i vidt

omfang deres afgørelser på vurderinger og afvejninger af en række forskellige

hensyn og omstændigheder vedrørende blandt andet Deres økonomiske forhold.

Som

ombudsmand har jeg ikke særlige forudsætninger for at afveje disse

forskellige

hensyn og omstændigheder på en anden og bedre måde end skattedirektoratet og

Told- og Skattestyrelsen der beskæftiger sig med det pågældende sagsområde i

det daglige.

Normalt kan jeg derfor ikke

gå ind i en nærmere efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger. Kun

hvis

der er tale om ganske særlige omstændigheder kan jeg kritisere myndighedernes

afgørelse. Det kan f.eks. være tilfældet hvis sagen er mangelfuldt oplyst,

eller afgørelsen i forhold til andre lignende sager er udtryk for en

forskelsbehandling der ikke er sagligt begrundet.

Under min gennemgang af sagen

har jeg fundet en sådan særlig omstændighed vedrørende Frederiksberg Kommune,

Skattedirektoratets kompetence til at træffe afgørelse i sagen.

Frederiksberg Kommune,

Skattedirektoratet og Told- og Skattestyrelsen har i deres udtalelser til mig

oplyst at Deres sag i 1. instans retteligt burde have været behandlet af

Københavns Kommune, Skattedirektoratet.

Jeg er enig med

skattemyndighederne i den opfattelse. Jeg henviser til § 2, stk. 2, i

sagsudlægningsbekendtgørelsen

(bekendtgørelse nr. 916 af 4. december 1995, nu bekendtgørelse nr. 196 af 26.

marts 1998). Det fremgår heraf at skattedirektoraterne i Københavns og

Frederiksberg Kommuner med nærmere angivne undtagelser træffer afgørelse som

1. instans i visse skattesager. Jeg henviser også til punkt 6.1. i cirkulæret

om eftergivelse og henstand med told- og skattebeløb mv. Heraf fremgår blandt

andet at afgørelse om eftergivelse træffes af regionen i skyldnerens aktuelle

bopælskommune, dog træffes afgørelsen om eftergivelse med personlige skatter

af skattedirektoraterne i Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Spørgsmålet er hvilken

betydning denne kompetencemangel har for sagen, herunder om manglen er af en

sådan karakter at skattedirektoratets afslag af 29. august 1996 er ugyldigt.

Tilsidesættelse af en

sagsbehandlingsregel skal for at kunne medføre at afgørelsen bliver ugyldig

være væsentlig. Om det er tilfældet, afgøres ved at vurdere om der er tale om

tilsidesættelse af en fundamental regel, dvs. en garantiforskrift, eller blot

af en ordensforskrift. Jeg henviser til Jørgen Mathiassen mfl.,

Forvaltningsret,

almindelige emner, 3. udgave (1997), s. 334ff, Jens Garde og Karsten

Revsbech,

Forvaltningsret, sagsbehandling, 4. udgave (1995), s. 282ff, og Jon Andersen

mfl., Forvaltningsret (1994), s. 563ff.

Uden for Københavns og

Frederiksberg Kommuner træffes afgørelse om eftergivelse af skattegæld af

told-

og skatteregionerne. Kompetencefordelingen mellem told- og skatteregionerne

må antages at være en rent praktisk arbejdsdeling.

I kildeskattelovens §

73 C, 2. pkt., stilles der krav om at

der i sager om eftergivelse indhentes en udtalelse fra kommunalbestyrelsen i

skyldnerens aktuelle bopælskommune. Formålet med denne obligatoriske høring

er ifølge lovforarbejderne at den aktuelle bopælskommune gennem sin udtalelse

sørger for at de relevante oplysninger er til stede i sagen. Høringen af

bopælskommunen er således begrundet i hensynet til sagens oplysning.

En regel om obligatorisk

høring betragtes som en garantiforskrift. Jeg henviser til Jon Andersen mfl.,

Forvaltningsret

(1994), s. 564.

Som det fremgår oven for,

træffer skattedirektoraterne i Københavns og Frederiksberg Kommuner afgørelse

i

1. instans i sager om eftergivelse med personlige skatter. Kompetencen mellem

skattedirektoraterne fordeles i disse sager efter ansøgerens aktuelle

bopælskommune.

Høringsreglen i

kildeskattelovens §

73 C,

2. pkt., bevirker at skattedirektoraterne som led i behandlingen af

eftergivelsessager må sørge for i fornødent omfang at inddrage andre dele af

kommunens forvaltning, således at de relevante oplysninger er til stede når

skattedirektoraterne træffer afgørelse i disse sager. Kompetencefordelingen

er

således nært knyttet til høringsreglen og må derfor tillægges særlig vægt på

dette område.

Det kan også få betydning for

spørgsmålet om ugyldighed om der er tale om en bebyrdende eller begunstigende

afgørelse. Normalt vil der oftere være tale om ugyldighed ved bebyrdende

afgørelser end ved begunstigende afgørelser. Jeg henviser til Jens Garde og

Karsten Revsbech, Forvaltningsret, sagsbehandling, 4. udgave (1995), s.

289ff.

Endvidere kan der ved

vurderingen af om en afgørelse er ugyldig lægges vægt på om der er tale om en

lovbunden eller en skønsmæssig afgørelse. Jeg henviser til Jens Garde og

Karsten Revsbech, Forvaltningsret, sagsbehandling, 4. udgave (1995), s. 284.

Skattemyndighederne har i

deres udtalelser til mig oplyst at de efter en konkret vurdering ikke finder

at

kompetencemanglen har haft betydning for sagens udfald. Skattedirektoratet

har

herved henvist til at skattedirektoratet først blev bekendt med

kompetencemanglen umiddelbart før afslaget blev sendt til Dem, og at

skattedirektoratet indtil dette tidspunkt havde behandlet sagen ud fra en

antagelse om at skattedirektoratet var rette myndighed. Told- og

Skattestyrelsen

har henvist til at styrelsen vurderede at selv om Københavns Kommune,

Skattedirektoratet havde behandlet denne sag, ville De - i lighed med

Københavns Kommune, Skattedirektoratets tidligere afslag af 19. januar 1996

på

eftergivelse af restskat for indkomstårene 1992 og 1994 - også have fået

afslag. På det grundlag har skattemyndighederne fastholdt afslaget.

Jeg er ikke enig i

skattemyndighedernes vurdering af kompetencemanglens betydning for sagen.

Efter

min opfattelse er skattedirektoratets afslag af 29. august 1996 som følge af

kompetencemanglen

behæftet med en sådan mangel at afgørelsen må anses for ugyldig.

Jeg har herved lagt vægt på

at kompetencemanglen i Deres sag har bevirket at reglen i kildeskattelovens §

73 C, 2. pkt., om obligatorisk høring

af kommunalbestyrelsen i skyldnerens aktuelle bopælskommune er tilsidesat.

Høringsreglen må - som nævnt - betragtes som en garanti for en rigtig og

lovlig afgørelse. Jeg har ligeledes lagt vægt på at det ikke - sådan som

sagen

er oplyst for mig - kan udelukkes at kompetencemanglen har haft betydning for

den skønsmæssige afgørelse af om betingelserne for eftergivelse var opfyldt

i sagen. Endvidere har jeg tillagt det betydning at skattedirektoratet var

bekendt med skattedirektoratets manglende kompetence i sagen da

skattedirektoratet gav Dem afslag.

Frederiksberg Kommune, Skattedirektoratet

har anført at De undlod at anføre afsenderadresse på ansøgningen om

eftergivelse

af skattegæld og at oplyse om Deres flytning til Københavns Kommune.

Skattedirektoratet

har også anført at det - på baggrund af oplysninger om at De tidligere havde

søgt Københavns Kommune, Skattedirektoratet om eftergivelse af skat og derfra

fået afslag - er nærliggende at formode at De sendte ansøgningen af 23. maj

1996 til Frederiksberg Kommune, Skattedirektoratet mod bedre vidende.

Jeg har ikke tillagt dette

særlig betydning ved min vurdering af spørgsmålet om ugyldighed. Årsagen er

at

det er skattedirektoratets ansvar at sikre sig at skattedirektoratet er

kompetent til at behandle en given sag. Jeg henviser til princippet i

forvaltningslovens

§ 7, stk. 2. Det fremgår heraf at hvis en forvaltningsmyndighed modtager en

henvendelse som ikke vedrører dens sagsområde, videresendes henvendelsen til

rette myndighed. Hertil kommer i øvrigt at det er antaget at en eventuel

viden

hos borgeren om en forvaltningsmyndigheds inkompetence er et moment der taler

for ugyldighed. Jeg henviser til Jens Garde og Karsten Revsbech,

Forvaltningsret, sagsbehandling, 4. udgave (1995), s. 290, og Jon Andersen

mfl., Forvaltningsret (1994), s. 567.

Jeg har gjort Frederiksberg

Kommune, Skattedirektoratet og Told- og Skattestyrelsen bekendt med min

opfattelse.

Skattedirektoratets afgørelse

er - som nævnt - efter min opfattelse ugyldig.

Jeg har kritiseret at

skattedirektoratet - selv om skattedirektoratet var bekendt med

kompetencemanglen

- alligevel behandlede sagen. Efter min opfattelse burde skattedirektoratet

have sendt sagen videre til rette myndighed, Københavns Kommune,

Skattedirektoratet,

til behandling. Jeg henviser til forvaltningslovens § 7, stk. 2.

Jeg har gjort

skattedirektoratet bekendt med min opfattelse.

Jeg har også kritiseret at

Told- og Skattestyrelsen ikke ophævede skattedirektoratets afgørelse og i

overensstemmelse

med forvaltningslovens § 7, stk. 2, oversendte sagen til Københavns Kommune,

Skattedirektoratet til behandling.

Jeg har gjort Told- og

Skattestyrelsen bekendt med min opfattelse.

Jeg har henstillet at Told-

og Skattestyrelsen genoptager Deres sag, og at styrelsen i lyset af det jeg

har anført ovenfor på ny overvejer hvilken betydning kompetencemanglen har

for

sagen.

..."

Told- og Skattestyrelsen

meddelte mig senere at styrelsen havde genoptaget sagen og fremsendt den til

skatteforvaltningen i Københavns Kommune til behandling i 1. instans.

Herefter meddelte jeg at jeg

på det foreliggende grundlag ikke foretog mig mere i sagen.

Lignende dokumenter