Afslag på eftergivelse af restskat. Stedlig kompetence
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afslag på eftergivelse af restskat. Stedlig kompetence
Af sagen fremgik at A den 27.
maj 1996 søgte skattedirektoratet i Frederiksberg Kommune om eftergivelse af
sin restskat for indkomståret 1995.
Den 23. juni 1996 fremkom A
med supplerende oplysninger til ansøgningen.
Den 29. august 1996 gav
skattedirektoratet A afslag under henvisning til at skattedirektoratet ikke
havde fundet at betingelserne for eftergivelse var til stede.
Den 1. september 1996 klagede
A til Told- og Skattestyrelsen.
Den 4. september 1996 skrev A
til skatteministeren om sagen og fremkom med supplerende oplysninger til
klagen. Skatteministeren bad Told- og Skattestyrelsen om at svare A.
Den 12. september 1996
svarede Told- og Skattestyrelsen Dem. Af svaret fremgik blandt andet at
styrelsen til brug for sin behandling af sagen havde anmodet
skattedirektoratet
om en udtalelse i sagen.
Den 6. december 1996 udtalte
skattedirektoratet sig om A's klage. Af udtalelsen fremgik blandt andet:
"...
Skatteyder har oplyst, at han
under ophold i Thailand har bedrevet kriminel adfærd, ved hvilken han har
erhvervet en fortjeneste på kr. 375.000 kr. (Iflg. skatteyders egne
oplysninger
i en avisartikel andrager fortjenesten mindst kr. 1,5 mio.).
Efterfølgende er han
tilbageholdt af det stedlige politi, som tillige beslaglagde beløbet kr.
375.000. Dette blev imidlertid frigivet til skatteyder ved løsladelsen den 8.
Læs alt
juli 1994.
Skattedirektoratets kontor
for udlandsbeskatning har på grundlag af skatteyders egne oplysninger ved
ansættelser af henholdsvis den 7. juni 1994 og 25. august 1994 forhøjet den
skattepligtige indkomst.
Ansættelsen er ikke siden
påklaget til skatteankenævnet.
Efter udvisning af Thailand
har skatteyder slået sig ned i Philippinerne for sidenhen at have taget
(midlertidigt?) ophold i Danmark.
Uden at skatteyder har
bidraget med oplysninger herom i sine andragender, har sekretariatet
konstateret, at skatteyder den 15. januar 1996 over for folkeregistret har
meddelt flytning til (X - en adresse i Københavns Kommune) samt den 9.
februar
1996 til (en adresse i Københavns Kommune).
Retteligt burde skatteyder
have rettet sin henvendelse omkring andragende om eftergivelse af restskat af
23. juni 1996 til Københavns Kommune som nuværende bopælskommune.
Direktoratets afslag af 29.
august 1996 på andragende skal ses på baggrund af det ovenfor anførte om
skatteyders økonomiske forhold, hvorefter man ikke har fundet, at
betingelserne
for eftergivelse er opfyldt.
..."
Den 12. december 1996
tiltrådte Told- og Skattestyrelsen skattedirektoratets afslag.
Den 6. januar 1997 skrev A på
ny til skatteministeren om sagen. Skatteministeren bad Told- og
Skattestyrelsen om at svare A.
Den 23. januar 1997 meddelte
Told- og Skattestyrelsen A at styrelsen fastholdt afslaget.
Den 14. april 1997 klagede A
til mig.
Den 30. april 1997 bad jeg
Told- og Skattestyrelsen og Frederiksberg Kommune, Skattedirektoratet, om en
udtalelse i anledning af A's klage. Under henvisning til at det fremgik af
sagen at skattedirektoratet på afgørelsestidspunktet var bekendt med A's
adresse i København, bad jeg skattedirektoratet om i sin udtalelse om blandt
andet at komme ind på spørgsmålet om skattedirektoratets kompetence til at
træffe afgørelse i sagen. Jeg bad også om styrelsens eventuelle bemærkninger
hertil.
Den 17. juni 1997 udtalte
Frederiksberg Kommune, Skattedirektoratet sig. Af udtalelsen fremgik blandt
andet:
"...
Direktoratets sagsbehandling
blev indledt på baggrund af skatteyders ansøgning af 27. maj 1996, hvori
skatteyder dels undlader at anføre afsenderadresse, dels undlader at oplyse,
at
han er fraflyttet Frederiksberg kommune til en anden folkeregisteradresse.
På baggrund af skatteyders
oplysning om at befinde sig i Danmark midlertidigt for at ordne nogle
ægteskabspapirer, antog undertegnede, at skatteyder i lighed med tidligere
sagsbehandling havde opretholdt sin bopæl i Philipinerne.
Først ved sagsbehandlingens
afslutning og umiddelbart inden fremsendelse af svar blev undertegnede
opmærksom på adressen (i Københavns Kommune).
Eftersom dette forhold ikke
havde indflydelse på sagens udfald, valgte undertegnede at fremme sagen
fremfor
at sende den til fornyet behandling i Københavns kommune.
Det er i øvrigt med stor
undren, at direktoratet med fremsendelse af nærværende forespørgsel erfarer,
at
skatteyder allerede ultimo 95/primo 96 har indsendt andragende til Københavns
kommune, hvorfra afslag afsendes 19. januar 1996 (afslag fra Told og Skat af
15. april 1996).
På denne baggrund synes det
nærliggende at formode, at skatteyders ansøgning til Frederiksberg kommune af
27. maj 1996 er sket mod bedre vidende."
Den 23. juni 1997 udtalte
Told- og Skattestyrelsen sig. Af udtalelsen fremgik blandt andet:
"...
Told- og Skattestyrelsen skal
udtale, at ansøgningen om eftergivelse af restskat for indkomståret 1995
rettelig skulle have været behandlet af Københavns kommune, som på
ansøgningstidspunktet var (A)'s bopælskommune.
Told- og Skattestyrelsen
fandt dog, at selvom Københavns kommune (rettelig) havde behandlet
indkomståret
1995 ville det, i lighed med Københavns kommunes tidligere afgørelse af 19.
januar 1996 vedrørende indkomstårene 1992 og 1994, også have givet afslag.
Da man således havde
vurderet, at dette forhold ikke havde indflydelse på sagens udfald valgte
man,
at sagen ikke skulle forsinkes ved at videresende den til Københavns kommune
og
bede dem behandle sagen i 1. instans.
Ved afgørelsen af 12.
december 1996 lagde Told- og Skattestyrelsen særlig vægt på de foreliggende
oplysninger om omstændighederne ved skatterestancens opståen og de økonomiske
forhold.
Ved brev af 6. januar 1997
henvendte (A) sig til skatteministeren, som anmodede Told- og Skattestyrelsen
om at besvare henvendelsen.
Ved brev af 23. januar 1997
meddelte styrelsen (A), at man ikke fandt, at der var fremkommet oplysninger
som kunne ændre afgørelsen af 12. december 1996.
..."
Den 7. juli 1997 kommenterede
A udtalelserne. A anførte blandt andet at han altid havde meddelt
folkeregisteret eventuelle adresseændringer.
Den 5. august 1997 sendte jeg
A's brev af 7. juli 1997 med bilag til Told- og Skattestyrelsen til
orientering. Samtidig bad jeg styrelsen - hvis brevet gav styrelsen anledning
til bemærkninger - om at sende mig disse inden udgangen af august 1997.
Ombudsmandens udtalelse
"
Retsgrundlaget
Den 4. oktober 1989 fremsatte skatteministeren forslag til lov om ændring af
forskellige skatte- og afgiftslove m.v. (Eftergivelse og henstand, se L 5,
Folketingstidende 1989-90, tillæg A, sp. 143ff). Lovforslagets § 1 havde
følgende ordlyd:
'§ 1
I lov om opkrævning af indkomst- og formueskat for personer m.v. (kildeskat),
jf. lovbekendtgørelse nr. 554 af 16. september 1988, som ændret ved lov nr.
385 af 7. juni 1989, foretages følgende ændringer:
Efter §
73 A
indsættes:
'§ 73 B. Skattebeløb, som en person efter denne lov har været pligtig at
indeholde eller opkræve, samt administrativt vedtagne bøder efter § 79 kan
eftergives, såfremt:
skyldneren godtgør, at denne ikke er i stand til og inden for de nærmeste år
ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, og
skyldnerens forhold og omstændighederne i øvrigt taler derfor.
Stk. 2. Tilsvarende kan beløb eftergives, som personer er pligtige at betale
som erstatning for selskabers manglende indbetaling af indeholdte beløb.
Stk. 3. Ved anvendelsen af stk. 1, nr. 2, skal der navnlig lægges vægt på, om
skyldneren udelukkende eller overvejende har gæld til skattevæsenet og
eventuelt toldvæsenet, skyldnerens interesse i eftergivelse, gældens alder,
omstændighederne ved dens pådragelse
og hidtidige afvikling samt skyldnerens forhold under eftergivelsessagen.
Stk. 4. Eftergivelse kan gå
ud på bortfald eller nedsættelse af skyldnerens gæld, herunder påløbne
renter.
I forbindelse med nedsættelse kan der træffes bestemmelse om henstand med og
afdragsvis betaling af den ikke eftergivne del af gælden. I henstands- og
afdragsperioden sker der ingen forrentning af gælden.
Stk. 5. Eftergivelse kan
bortfalde:
hvis skyldneren i forbindelse med eftergivelsessagen
har gjort sig skyldig i svigagtigt forhold, eller
hvis skyldneren groft tilsidesætter sine forpligtelser
i forbindelse med afvikling af den ikke eftergivne del af gælden.
Stk. 6. Såfremt skyldneren
ikke kan godtgøre, at denne ikke er i stand til og inden for de nærmeste år
ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, jf. stk. 1,
nr.
1, kan der i stedet for eftergivelse meddeles skyldneren henstand. Stk. 1,
nr.
2, stk. 3, og stk. 5, nr. 1, finder tilsvarende anvendelse ved meddelelse af
henstand.
Stk. 7. Den regionale told-
og skatteforvaltning, i Københavns og Frederiksberg Kommuner dog
skattedirektoratet, hvorunder skyldnerens aktuelle bopælskommune hører,
træffer
afgørelse om, hvorvidt eftergivelse eller henstand kan bevilges.
Stk. 8. Afgørelser efter stk.
7 kan påklages til den centrale told- og skatteforvaltning. Klagefristen er 4
uger fra den dag, afgørelsen er meddelt skyldneren. Den centrale told- og
skatteforvaltning kan dog se bort fra overskridelse af fristen, når
omstændighederne taler derfor. Den centrale told- og skatteforvaltnings
afgørelse kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed.
§
73 C. Reglerne i § 73 B finder
tilsvarende anvendelse på personers indkomst- og formueskat til staten,
amtskommunal indkomstskat, kommunal indkomstskat samt kirkelige afgifter.
Beslutning om eftergivelse og henstand træffes efter indhentet udtalelse fra
kommunalbestyrelsen i skyldnerens aktuelle bopælskommune.
§ 73 D. De i § 73 B, stk. 7,
nævnte myndigheder kan i øvrigt, når forholdene i ganske særlig grad taler
derfor, eftergive eller nedsætte skatter pålignet personer, selskaber,
foreninger m.v. §
73 C,
2. pkt., og § 73 B, stk. 8, finder tilsvarende anvendelse i disse
situationer.'
Af bemærkningerne til
lovforslagets § 73 B, stk. 7, og §
73 C,
2. pkt., fremgår blandt andet:
'...
Med hensyn til eftergivelse
og henstand på skatteområdet foreslås det i § 73 B, stk. 7, at kompetencen
til
som 1. instans at træffe afgørelse lægges hos den regionale told- og
skatteforvaltning, hvorunder skyldnerens aktuelle bopælskommune hører. I
Københavns og Frederiksberg Kommuner dog hos skattedirektoraterne.
...
Den høring af
kommunalbestyrelsen der er foreskrevet i § 16 i lov om kommunal indkomstskat,
beholdes og udvides til at omfatte eftergivelse af og henstand med alle
personlige skatter. Efter de gældende regler sker den indledende
sagsbehandling allerede i vidt omfang i kommunen, idet denne sørger for, at
de
relevante oplysninger er til stede, og afgiver en udtalelse i sagen.
..."
Den 8. december 1989 afgav
Folketingets Skatteudvalg betænkning over lovforslaget (Folketingstidende
1989-90, tillæg B, sp.
113f
).
I den forbindelse fremsatte skatteministeren følgende ændringsforslag nr. 1
til affattelsen af § 73 D:
'
1)
Den foreslåede § 73 D affattes således:
'
§ 73 D.
De i § 73 B, stk. 7, nævnte myndigheder kan i øvrigt, når
forholdene i ganske særlig grad taler derfor, eftergive eller meddele
henstand
med skatter, som personer, selskaber, foreninger mv. er pålignet eller har
skullet indeholde eller opkræve. §
73 C,
2. pkt., og § 73 B, stk. 8, finder tilsvarende anvendelse i disse
situationer.'
Lovforslaget blev vedtaget
ved Folketingets 3. behandling den 14. december 1989 (lov nr. 825 af 19.
december 1989).
Den 1. november 1989
fremsatte skatteministeren forslag til lov om ændring af forskellige skatte-
og
afgiftslove m.v. (Klageafkortning, se L 41, Folketingstidende 1989-90, tillæg
A, sp. 1281ff). Den 24. januar 1990 afgav Folketingets Skatteudvalg
betænkning
over lovforslaget (Folketingstidende 1989-90, tillæg B, sp. 511ff). I den
forbindelse
fremsatte skatteministeren følgende ændringsforslag nr. 14:
'
14)
Efter nr. 2 indsættes som nye numre:
01.
I § 73 B, stk. 1, ændres 'Skattebeløb' til: 'Skatteministeren
kan eftergive skattebeløb', og 'kan eftergives' udgår.
02.
§ 73 B, stk. 7 og 8, ophæves.
03.
I § 73 D ændres 'De i § 73 B, stk. 2, nævnte myndigheder' til
'Skatteministeren', og 'og § 73 B, stk. 8' udgår.'
Af bemærkningerne til
ændringsforslaget fremgår blandt andet:
'Ved lov nr. 825 af 19.
december 1989 og lov nr. 888 af 29. december 1989, der således er vedtaget
efter fremsættelsen af lovforslaget, blev der i kildeskattelovens § 73 B og
ligningslovens §
16 A
indsat bestemmelser, der bl.a. indeholder en beskrivelse af
kompetencefordelingen
i visse typer af sager. Regler af tilsvarende karakter er foreslået ophævet
ved
lovforslaget. Formålet med at ophæve lovregler, der direkte fastsætter en
kompetencefordeling, er at samle reglerne i en bekendtgørelse. Det er således
hensigten af ordensmæssige grunde at skabe ensartede regler på hele
skatteområdet. Herved undgås det, at reglerne om kompetencefordelingen for en
bestemmelses vedkommende findes i loven, mens den for en anden bestemmelse
fremgår af en bekendtgørelse.
Det foreslås derfor, at også
de nye bestemmelser i kildeskattelovens § 73 B og ligningslovens §
16 A
bliver omfattet af lovforslaget.'
Loven blev vedtaget af
Folketinget ved 3. behandlingen den 1. februar 1990 (lov nr. 59 af 7. februar
1990).
Kildeskatteloven er herefter
blevet ændret flere gange på områder som er uden betydning for denne sag. I
den
forbindelse bemærker jeg dog at ordlyden af kildeskattelovens § 73 B, stk. 3,
og §
73 C
er blevet
ændret redaktionelt ved henholdsvis lov nr. 374 af 18. maj 1994 om ændring af
forskellige skattelove (Andelsselskaber) og lov nr. 1219 af 27. december 1996
om ændring af forskellige skattelove, lov om tilskud til afvikling af
studiegæld og om eftergivelse af studiegæld og lov om kommunal indkomstskat
(Ændringer som følge af afskaffelse af formueskatten mv.).
I tilknytning til reglerne i
kildeskatteloven har Skatteministeriet udstedt cirkulære nr. 91 af 16. juni
1995 om eftergivelse og henstand med told- og skattebeløb m.v. Af punkterne
2.2.5., 6.1. og 6.2. i cirkulæret fremgår blandt andet:
'
2.2.5.
Forskellige relevante
momenter ved vurderingen
...
Det taler imod eftergivelse,
hvis gælden er pådraget ved strafbare forhold, eller hvis gælden er
oparbejdet
systematisk og gennem en længere årrække. Ved eftergivelse af bøder skal der
således foretages en vurdering af det strafbare forholds beskaffenhed i
forhold til sagens øvrige omstændigheder. Der kan endvidere tages hensyn til,
hvornår bøden er vedtaget.
6.1. Kompetenceregler
For så vidt angår
skatteområdet fremgår det af kildeskattelovens § 73 B, stk. 1, at kompetencen
til at eftergive skattebeløb, herunder administrativt vedtagne bøder efter
kildeskattelovens og skattekontrolloven, ligger hos skatteministeren.
Skatteministeren har imidlertid i bekendtgørelse nr. 514 af 16. juni 1994 om
henlæggelse af visse beføjelser til de kommunale skattemyndigheder, told- og
skatteregionerne, Told- og Skattestyrelsen mfl., med senere ændringer,
bestemt, at kompetencen til som 1. instans at træffe afgørelse om
eftergivelse
eller henstand med skattebeløb skal ligge hos told- og skatteregionen.
Afgørelse træffes af den region, hvorunder skyldnerens aktuelle bopælskommune
hører. I Københavns og Frederiksberg kommuner træffes afgørelse om
eftergivelse eller henstand med personlige skatter dog af
skattedirektoraterne.
...
6.2. Høringsregler
Ved ansøgning om eftergivelse
eller henstand med personlige skatter i henhold til kildeskattelovens §
73 C
eller § 73 D skal der, forinden
afgørelse om eftergivelse eller henstand træffes, indhentes en udtalelse fra
kommunalbestyrelsen i skyldnerens aktuelle bopælskommune, jf.
kildeskattelovens §
73 C,
2. pkt. For så vidt angår eftergivelse og henstand med selskabsskatter, skal
der indhentes en udtalelse fra kommunalbestyrelsen i selskabets aktuelle
hjemstedskommune.
..."
Ombudsmandens bemærkninger
Afgørelserne af om Deres
ansøgning om eftergivelse kan imødekommes er som anført truffet af
Frederiksberg Kommune, Skattedirektoratet og Told- og Skattestyrelsen.
Myndighederne bygger i vidt
omfang deres afgørelser på vurderinger og afvejninger af en række forskellige
hensyn og omstændigheder vedrørende blandt andet Deres økonomiske forhold.
Som
ombudsmand har jeg ikke særlige forudsætninger for at afveje disse
forskellige
hensyn og omstændigheder på en anden og bedre måde end skattedirektoratet og
Told- og Skattestyrelsen der beskæftiger sig med det pågældende sagsområde i
det daglige.
Normalt kan jeg derfor ikke
gå ind i en nærmere efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger. Kun
hvis
der er tale om ganske særlige omstændigheder kan jeg kritisere myndighedernes
afgørelse. Det kan f.eks. være tilfældet hvis sagen er mangelfuldt oplyst,
eller afgørelsen i forhold til andre lignende sager er udtryk for en
forskelsbehandling der ikke er sagligt begrundet.
Under min gennemgang af sagen
har jeg fundet en sådan særlig omstændighed vedrørende Frederiksberg Kommune,
Skattedirektoratets kompetence til at træffe afgørelse i sagen.
Frederiksberg Kommune,
Skattedirektoratet og Told- og Skattestyrelsen har i deres udtalelser til mig
oplyst at Deres sag i 1. instans retteligt burde have været behandlet af
Københavns Kommune, Skattedirektoratet.
Jeg er enig med
skattemyndighederne i den opfattelse. Jeg henviser til § 2, stk. 2, i
sagsudlægningsbekendtgørelsen
(bekendtgørelse nr. 916 af 4. december 1995, nu bekendtgørelse nr. 196 af 26.
marts 1998). Det fremgår heraf at skattedirektoraterne i Københavns og
Frederiksberg Kommuner med nærmere angivne undtagelser træffer afgørelse som
1. instans i visse skattesager. Jeg henviser også til punkt 6.1. i cirkulæret
om eftergivelse og henstand med told- og skattebeløb mv. Heraf fremgår blandt
andet at afgørelse om eftergivelse træffes af regionen i skyldnerens aktuelle
bopælskommune, dog træffes afgørelsen om eftergivelse med personlige skatter
af skattedirektoraterne i Københavns og Frederiksberg Kommuner.
Spørgsmålet er hvilken
betydning denne kompetencemangel har for sagen, herunder om manglen er af en
sådan karakter at skattedirektoratets afslag af 29. august 1996 er ugyldigt.
Tilsidesættelse af en
sagsbehandlingsregel skal for at kunne medføre at afgørelsen bliver ugyldig
være væsentlig. Om det er tilfældet, afgøres ved at vurdere om der er tale om
tilsidesættelse af en fundamental regel, dvs. en garantiforskrift, eller blot
af en ordensforskrift. Jeg henviser til Jørgen Mathiassen mfl.,
Forvaltningsret,
almindelige emner, 3. udgave (1997), s. 334ff, Jens Garde og Karsten
Revsbech,
Forvaltningsret, sagsbehandling, 4. udgave (1995), s. 282ff, og Jon Andersen
mfl., Forvaltningsret (1994), s. 563ff.
Uden for Københavns og
Frederiksberg Kommuner træffes afgørelse om eftergivelse af skattegæld af
told-
og skatteregionerne. Kompetencefordelingen mellem told- og skatteregionerne
må antages at være en rent praktisk arbejdsdeling.
I kildeskattelovens §
73 C, 2. pkt., stilles der krav om at
der i sager om eftergivelse indhentes en udtalelse fra kommunalbestyrelsen i
skyldnerens aktuelle bopælskommune. Formålet med denne obligatoriske høring
er ifølge lovforarbejderne at den aktuelle bopælskommune gennem sin udtalelse
sørger for at de relevante oplysninger er til stede i sagen. Høringen af
bopælskommunen er således begrundet i hensynet til sagens oplysning.
En regel om obligatorisk
høring betragtes som en garantiforskrift. Jeg henviser til Jon Andersen mfl.,
Forvaltningsret
(1994), s. 564.
Som det fremgår oven for,
træffer skattedirektoraterne i Københavns og Frederiksberg Kommuner afgørelse
i
1. instans i sager om eftergivelse med personlige skatter. Kompetencen mellem
skattedirektoraterne fordeles i disse sager efter ansøgerens aktuelle
bopælskommune.
Høringsreglen i
kildeskattelovens §
73 C,
2. pkt., bevirker at skattedirektoraterne som led i behandlingen af
eftergivelsessager må sørge for i fornødent omfang at inddrage andre dele af
kommunens forvaltning, således at de relevante oplysninger er til stede når
skattedirektoraterne træffer afgørelse i disse sager. Kompetencefordelingen
er
således nært knyttet til høringsreglen og må derfor tillægges særlig vægt på
dette område.
Det kan også få betydning for
spørgsmålet om ugyldighed om der er tale om en bebyrdende eller begunstigende
afgørelse. Normalt vil der oftere være tale om ugyldighed ved bebyrdende
afgørelser end ved begunstigende afgørelser. Jeg henviser til Jens Garde og
Karsten Revsbech, Forvaltningsret, sagsbehandling, 4. udgave (1995), s.
289ff.
Endvidere kan der ved
vurderingen af om en afgørelse er ugyldig lægges vægt på om der er tale om en
lovbunden eller en skønsmæssig afgørelse. Jeg henviser til Jens Garde og
Karsten Revsbech, Forvaltningsret, sagsbehandling, 4. udgave (1995), s. 284.
Skattemyndighederne har i
deres udtalelser til mig oplyst at de efter en konkret vurdering ikke finder
at
kompetencemanglen har haft betydning for sagens udfald. Skattedirektoratet
har
herved henvist til at skattedirektoratet først blev bekendt med
kompetencemanglen umiddelbart før afslaget blev sendt til Dem, og at
skattedirektoratet indtil dette tidspunkt havde behandlet sagen ud fra en
antagelse om at skattedirektoratet var rette myndighed. Told- og
Skattestyrelsen
har henvist til at styrelsen vurderede at selv om Københavns Kommune,
Skattedirektoratet havde behandlet denne sag, ville De - i lighed med
Københavns Kommune, Skattedirektoratets tidligere afslag af 19. januar 1996
på
eftergivelse af restskat for indkomstårene 1992 og 1994 - også have fået
afslag. På det grundlag har skattemyndighederne fastholdt afslaget.
Jeg er ikke enig i
skattemyndighedernes vurdering af kompetencemanglens betydning for sagen.
Efter
min opfattelse er skattedirektoratets afslag af 29. august 1996 som følge af
kompetencemanglen
behæftet med en sådan mangel at afgørelsen må anses for ugyldig.
Jeg har herved lagt vægt på
at kompetencemanglen i Deres sag har bevirket at reglen i kildeskattelovens §
73 C, 2. pkt., om obligatorisk høring
af kommunalbestyrelsen i skyldnerens aktuelle bopælskommune er tilsidesat.
Høringsreglen må - som nævnt - betragtes som en garanti for en rigtig og
lovlig afgørelse. Jeg har ligeledes lagt vægt på at det ikke - sådan som
sagen
er oplyst for mig - kan udelukkes at kompetencemanglen har haft betydning for
den skønsmæssige afgørelse af om betingelserne for eftergivelse var opfyldt
i sagen. Endvidere har jeg tillagt det betydning at skattedirektoratet var
bekendt med skattedirektoratets manglende kompetence i sagen da
skattedirektoratet gav Dem afslag.
Frederiksberg Kommune, Skattedirektoratet
har anført at De undlod at anføre afsenderadresse på ansøgningen om
eftergivelse
af skattegæld og at oplyse om Deres flytning til Københavns Kommune.
Skattedirektoratet
har også anført at det - på baggrund af oplysninger om at De tidligere havde
søgt Københavns Kommune, Skattedirektoratet om eftergivelse af skat og derfra
fået afslag - er nærliggende at formode at De sendte ansøgningen af 23. maj
1996 til Frederiksberg Kommune, Skattedirektoratet mod bedre vidende.
Jeg har ikke tillagt dette
særlig betydning ved min vurdering af spørgsmålet om ugyldighed. Årsagen er
at
det er skattedirektoratets ansvar at sikre sig at skattedirektoratet er
kompetent til at behandle en given sag. Jeg henviser til princippet i
forvaltningslovens
§ 7, stk. 2. Det fremgår heraf at hvis en forvaltningsmyndighed modtager en
henvendelse som ikke vedrører dens sagsområde, videresendes henvendelsen til
rette myndighed. Hertil kommer i øvrigt at det er antaget at en eventuel
viden
hos borgeren om en forvaltningsmyndigheds inkompetence er et moment der taler
for ugyldighed. Jeg henviser til Jens Garde og Karsten Revsbech,
Forvaltningsret, sagsbehandling, 4. udgave (1995), s. 290, og Jon Andersen
mfl., Forvaltningsret (1994), s. 567.
Jeg har gjort Frederiksberg
Kommune, Skattedirektoratet og Told- og Skattestyrelsen bekendt med min
opfattelse.
Skattedirektoratets afgørelse
er - som nævnt - efter min opfattelse ugyldig.
Jeg har kritiseret at
skattedirektoratet - selv om skattedirektoratet var bekendt med
kompetencemanglen
- alligevel behandlede sagen. Efter min opfattelse burde skattedirektoratet
have sendt sagen videre til rette myndighed, Københavns Kommune,
Skattedirektoratet,
til behandling. Jeg henviser til forvaltningslovens § 7, stk. 2.
Jeg har gjort
skattedirektoratet bekendt med min opfattelse.
Jeg har også kritiseret at
Told- og Skattestyrelsen ikke ophævede skattedirektoratets afgørelse og i
overensstemmelse
med forvaltningslovens § 7, stk. 2, oversendte sagen til Københavns Kommune,
Skattedirektoratet til behandling.
Jeg har gjort Told- og
Skattestyrelsen bekendt med min opfattelse.
Jeg har henstillet at Told-
og Skattestyrelsen genoptager Deres sag, og at styrelsen i lyset af det jeg
har anført ovenfor på ny overvejer hvilken betydning kompetencemanglen har
for
sagen.
..."
Told- og Skattestyrelsen
meddelte mig senere at styrelsen havde genoptaget sagen og fremsendt den til
skatteforvaltningen i Københavns Kommune til behandling i 1. instans.
Herefter meddelte jeg at jeg
på det foreliggende grundlag ikke foretog mig mere i sagen.
Lignende dokumenter
- Vildledende begrundelse, eftergivelse af indregnet restskat som var betalt på ansøgningstidspunktet Retsinformation · 3. marts 2003
- Spørgsmål vedrørende udbytteskat m.v. — Danske Bank Det finansielle ankenævn · 9. december 2004
- Uklart afslag på skatteyders tilbud om akkord. Dokumentation af skatterestance alene ved EDB-udskrifter ikke fyldestgørende. Retsinformation · 25. juni 2003
- Sagsbehandlingstid hos Told- og Skattestyrelsen i forbindelse med kommunal inddrivelse af restskat. Retsinformation · 3. november 2003
- 95-58.197, 29. april 1996 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 29. april 1996
- PERSONBESKATNING 1996 AFSNIT AK - SKATTEPROCESSEN Retsinformation · 5. februar 2008