Forbud mod tatovering under indlæggelse på sikringsafdelingen på Amtshospitalet i Nykøbing Sj.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Forbud mod tatovering under indlæggelse på sikringsafdelingen
på Amtshospitalet i Nykøbing Sj.
Det fremgik af sagens akter
at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn den 12. august 1996 videresendte en
klage
fra A, der var patient på sikringsafdelingen på Amtshospitalet i Nykøbing
Sjælland, til behandling i Vestsjællands Amt. Klagen vedrørte et afslag fra
amtshospitalet på at A kunne lade sig tatovere.
Den 12. november 1996 bad
Vestsjællands Amt amtshospitalet om en udtalelse i sagen, og i udtalelse af
4.
december 1996 oplyste hospitalet bl.a. følgende:
"Domfældte har igennem
½-1 år lejlighedsvis fremsat ønske om at blive tatoveret, idet han efter
rygeophør har fået et vist overskud af lommepengebeløbet. Hans ønske er at
blive tatoveret med sorte streger på begge arme. Hans ønske om en sådan
tatovering har været fremsat med vekslende energi, ligesom han, formentlig
som
følge af sin sygdom har fremtrådt meget ambivalent i sit ønske.
Ovennævntes korte
sygehistorie skrives alene til Sundhedsforvaltningens orientering, men det er
ikke
individuelle overvejelser om denne
patient der begrunder afvisningen af hans ønske om tatovering. Der er derimod
tale om et generelt forbud der gælder alle patienter.
Sikringsafdelingen er en
særlig institution indenfor det psykiatriske behandlingssystem målrettet til
psykiatrisk behandling af særlig farlige sindssyge personer under en
frihedsberøvelse mere restriktiv end under almindelig fængselsmæssige
forhold.
Læs alt
Det er den lægelige målsætning, at indlæggelse i Sikringsafdelingen er af
kortest mulig varighed til at sikre, at patienten kan behandles under mindre
frihedsberøvende rammer. For enkelte patienter vil indlæggelsen blive meget
langvarig som det er tilfældet med (A), en afgørelse der kan indbringes for
retten, hvis den domfældte ønsker det.
Patientgruppen er præget af
svær sindssygdom, og de har alle begået kriminalitet eller voldshandlinger.
Dette betyder, at der udover en intensiv psykiatrisk behandling er en
intensiv
observation og kontrol af mere sikkerhedsmæssig art i afdelingen. Af denne
grund er patienternes mulighed for aktivering meget begrænsede, idet såvel
personalemæssige og bygningsmæssige forhold sætter snævre rammer for hvilke
aktiviteter der kan etableres. Der er mulighed for gymnastikterapi,
værkstedsterapi, skolegang og i perioder madlavning, men patienten vil i
store
dele af hverdagen være henvist til egen sysselsætning og egne aktiviteter. De
begrænsede muligheder, i kombination med patientens ofte forstyrrede
selvopfattelse og realitetstilpasning bevirker for nogen patienter en total
ligegyldighed med egen person, herunder hygiejne, påklædning, frisurer m.v.
hos andre patienter kan det give en sygelig optagethed af egen krop, dennes
udseende og funktioner bl.a. med ønske om ændring af frisurer, skæg og kost-
og
rygevaner.
Det er vanskeligt, for ikke
at sige umuligt at afgøre, hvorvidt disse forskellige former for adfærd og
optagethed eller neglegt af egen person og krop kan ses som følge af den
psykiatriske frihedsberøvelse og i hvilket omfang der er tale om et mere
grundlæggende og vedvarende personlighedstræk.
Hvis man tillod patienterne
at lade sig tatovere i den tidsperiode hvor de er indlagt i
Sikringsafdelingen
ville der være en vis, måske endog betydelig risiko for, at de resten af
deres
liv ville fortryde en sådan handling og udsmykning hvor ønsket herom var
opstået under meget kunstige og helt unormale livsomstændigheder."
Det fremgik videre af sagen
at Vestsjællands Amt den 11. februar 1997 telefonisk kontaktede
amtshospitalet. Af telefonnotatet vedrørende samtalen fremgik følgende:
"Der er ifølge overlæge
(...) ikke nogen retlig regulering m h t spørgsmålet, man har tidligere haft
vejledende møder med Justitsministeriet ved lignende spørgsmål der er
simpelthen tale om en anstaltsordning hvor man blot ser på de overordnede
forhold mht sikringsanstalten. Det betyder man skal se på den psykiske syges
tilstand.
..."
Vestsjællands Amt traf
herefter den 18. februar 1997 denne afgørelse i sagen:
"...
Vestsjællands amt har
forelagt Deres henvendelse for Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland, som har
udtalt følgende:
Der er tale om et generelt
forbud imod tatovering, og en fast praksis som omfatter patienter på
afdelingen.
Amtet har derfor ikke
mulighed for at tilgodese Deres ønske, idet der er tale om en generel
ordensforskrift, som skal sørge for at patienter i indlæggelsesperioden
sikres
bedst mulig under hensyn til deres sygdom."
A henvendte sig herefter til
Justitsministeriet om sagen. Ministeriet meddelte den 12. juni 1997 at
ministeriet ikke havde kompetence til at tage stilling til klagen og
fortsatte:
"...
Det kan imidlertid oplyses,
at der ikke i lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien
(psykiatriloven) er fastsat regler, der regulerer, om der kan foretages
restriktioner af denne karakter.
Det kan endvidere oplyses, at
Justitsministeriet i anden sammenhæng har tilkendegivet, at det er
ministeriets
opfattelse, at der ved siden af psykiatrilovens forskellige former for tvang
efter omstændighederne på andet retligt grundlag kan anvendes andre former
for
mindre vidtgående indgreb og restriktioner over for personer, der er indlagt
eller anbragt i henhold til psykiatriloven.
Sådanne indgreb vil kunne
foretages med hjemmel i anstaltsmæssige ordenshensyn og ud fra nødværge- og
nødretslignende synspunkter, såfremt de er sagligt begrundede og ikke rækker
videre, end formålet nødvendiggør."
I brev af 14. juli 1997
klagede A til mig. Han anførte at han betragtede forbuddet mod tatovering som
en umyndiggørelse af hans person.
I anledning af klagen
indhentede jeg udtalelser fra Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland og
Vestsjællands Amt.
Amtshospitalet udtalte den
15. august 1997 følgende om sagen:
"...
I brev af 4.12.1996 har jeg
som baggrund for, at afslå domfældtes ønske om tatovering under indlæggelse i
Sikringsafdelingen, afgivet en udtalelse der begrunder dette afslag. (A) har
fortsat periodisk, men ikke vedvarende, et ønske om at lade sig tatovere med
sorte streger på begge arme. Den svingende sygdomsintensitet og den deraf
følgende ambivalens ville konkret for netop denne patient medføre at man
ville
give afslag med henvisning hertil. Begrundelsen er dog ikke individuel, men
er
begrundet i et generelt forbud for alle patienter indlagt i
Sikringsafdelingen.
Begrundelsen herfor er, at alle patienter er tvangsmæssigt indlagt under
svært
frihedsberøvende rammer og at hovedårsagen til deres indlæggelse er
sindssygdom
i dennes mest intense fase. Når sygdommen kan kontrolleres under mindre
frihedsberøvende former har de et retskrav på udskrivning og en deraf
følgende
mere selvstændig adfærd, herunder mulighed for at lade sig tatovere, hvis
dette
ønske opretholdes.
..."
I sin udtalelse af 15.
december 1997 redegjorde Vestsjællands Amt indledningsvis for sagens forløb
og
meddelte herefter følgende:
"...
I denne anledning skal amtet
udtale, at det retlige grundlag for hospitalsledelsens beslutning om ikke at
tillade tatovering på sikringsafdelingen skal findes i 'hospitalsledelsens
almindelige, ulovbestemte beføjelser til at fastsætte forskrifter for de
sikkerhedsforvaredes
opholdsvilkår og til at regulere det ansatte personales tjenstlige opgaver'.
Der synes ikke overfor (A) at være foretaget så vidtgående indgreb, at
opholdsvilkårene i denne henseende må anses for særligt skærpede i forhold
til
vilkår, der gælder for personer, der er indsat i almindelige lukkede
fængsler.
Der henvises til
Justitsministeriets tilkendegivelse i brevet af 12. juni 1997 om hjemmel i
såkaldte 'anstaltsmæssige ordenshensyn' og til overlæge på Amtshospitalet,
(...)'s udtalelser af 4/12 1996 og 15/8 1997 med bilag om et generelt forbud,
der gælder alle patienter.
..."
Ombudsmandens udtalelse
"
1. Myndighedernes afgørelser
Det fremgår af sagen at myndighedernes afgørelser om ikke at tillade Dem at
blive tatoveret under Deres ophold på sikringsafdelingen ikke er begrundet i
en vurdering af Deres individuelle forhold (selvom disse efter det oplyste
konkret ville føre til samme resultat), men derimod følger af et generelt
forbud for alle patienter der er indlagt på afdelingen. Det er således
spørgsmålet om hjemmelen for denne generelle adfærdsregulering i forhold til
sikringsafdelingens patienter der har været genstand for min undersøgelse.
Spørgsmålet om lovligheden af denne form for indgreb i den personlige frihed
er ikke reguleret i lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien
(psykiatriloven).
Justitsministeriet (som psykiatriloven hører under) kom den 8. september 1997
i sin besvarelse af spørgsmål nr. 26 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende
forslag til lov om ændring af lov om frihedsberøvelse og anden tvang i
psykiatrien (L 133) ind på spørgsmålet om andre tvangsindgreb end de i loven
omtalte. Justitsministeriet anførte bl.a.:
'...
De tvangsindgreb, der i dag er reguleret i psykiatriloven, omfatter
frihedsberøvelse i form af tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og
farlighedsdekret, tvangsbehandling, tvangsfiksering, fysisk magtanvendelse og
beskyttelsesfiksering.
Psykiatrilovens udtrykkelige opregning af hovedformerne for tvangsindgreb
antages imidlertid ikke at udelukke, at der efter omstændighederne kan
anvendes andre former for indgreb og restriktioner, der er mindre vidtgående
end de indgreb, der udtrykkeligt er nævnt i loven. Som eksempler på sådanne
indgreb kan nævnes inddragelse af narkotika, alkohol, knive, lightere m.v. og
restriktioner med hensyn til besøg, brug af telefon og lignende. Det fremgår
i den forbindelse af forarbejderne til psykiatriloven, at straffelovens §§ 13
og 14 om nødværge og nødret gælder ved siden af lovens regler, jf.
Folketingstidende 1988-89, Tillæg A, sp. 2076.
...
Om lovligheden af visse
mindre vidtgående indgreb, der ikke er hjemlet umiddelbart i psykiatriloven,
har Justitsministeriet endvidere i en skrivelse af 10. november 1989 til
Ringkøbing Amtskommune bl.a. udtalt, at:
'de retlige grænser for
foretagelse af sådanne foranstaltninger uden for strafferetsplejen som hidtil
må fastlægges ud fra anstaltsmæssige synspunkter om, hvad hensynet til
opretholdelse af ro, orden og sikkerhed tilsiger.
Det er vanskeligt præcist at
angive den nærmere rækkevidde af sådanne anstaltssynspunkter, og hvilke
forhold
der kan reguleres i medfør heraf. Som centrale krav kan generelt opstilles,
at
indgrebene skal være sagligt begrundede, ligesom det må kræves, at de
foretages
under iagttagelse af proportionalitetsprincippet.
Overholdes disse krav, vil
det efter omstændighederne, kunne være berettiget at foretage indgreb af den
nævnte karakter. I særlige tilfælde, f.eks. hvor der foreligger fare for
medpatienter, må personalet endog være forpligtet til at tage f.eks. en kniv
fra en voldsom patient.
...'
Jeg kan tilslutte mig det af
Justitsministeriet anførte. Jeg bemærker at sådanne sagligt begrundede
restriktioner - stadig under iagttagelse af kravet om proportionalitet - må
kunne bringes i anvendelse ikke blot til beskyttelse af medpatienter og
personale
på afdelingen, men også for at beskytte de(n) pågældende patient(er) selv.
Patienterne på
sikringsafdelingen på Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland lider efter det
oplyste alle af svære sindssygdomme i den mest intense fase og af en karakter
der kræver særlig intensiv psykiatrisk behandling, og amtshospitalet har
begrundet forbuddet med at det derfor kan være vanskeligt at afgøre om f.eks.
et ønske om tatovering er en følge af den psykiske sygdom og frihedsberøvelse
som den pågældende senere eventuelt vil fortryde.
Under henvisning hertil og
idet jeg henviser til det som amtshospitalet har anført i udtalelsen af 15.
august 1997 om at patienterne når sygdommen kan kontrolleres under mindre
frihedsberøvende former har et retskrav på udskrivning fra
sikringsafdelingen,
har jeg ikke grundlag for at kritisere at sikringsafdelingens ledelse har
fastsat et forbud mod tatovering under indlæggelse på afdelingen.
2. Vestsjællands Amts sagsbehandling
A.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn sendte den 12. august 1996
Deres klage videre til Vestsjællands Amt. Som sagen foreligger oplyst må jeg
gå
ud fra at sagen henlå uekspederet i amtet i tre måneder indtil amtet den 8.
november 1996 skriftligt bad amtshospitalet om en opringning og efterfølgende
den
12. november 1996 om en udtalelse i
sagen. De modtog ikke nogen kvittering fra amtet for modtagelsen af Deres
klage, ligesom De heller ikke i forbindelse med amtets høring af
amtshospitalet
blev underrettet om hvad der skete i sagen. Det mener jeg var en fejl.
Jeg henviser til
Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven (1986) hvoraf følgende
fremgår om svarfrister mv. (punkt 206):
'Hvis en
forvaltningsmyndighed som følge af sagens karakter eller den almindelige
sagsbehandlingstid for den pågældende myndighed ikke kan træffe afgørelse
inden
kortere tid efter sagens modtagelse, bør myndigheden give den, der er part i
sagen,
underretning om, hvorpå sagen beror og så vidt muligt oplysning om, hvornår
myndigheden regner med, at afgørelsen kan foreligge.'
Jeg har gjort Vestsjællands
Amt bekendt med min opfattelse.
B.
Forvaltningslovens § 19, stk. 1, om partshøring har dette
indhold:
'Kan en part i en sag ikke
antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte
oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes
afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og
givet
denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis
oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig
betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for
afgivelsen af den nævnte udtalelse.'
Amtshospitalet i Nykøbing
Sjælland fremkom den 4. december 1996 med en udtalelse til sagen. I
udtalelsen
beskrev hospitalet sikringsafdelingens særlige karakter og patientgruppe og
begrundede sit oprindelige (mundtlige) afslag på Deres anmodning om
tilladelse
til tatovering. Der ligger i sagen desuden et telefonnotat vedrørende
Vestsjællands
Amts henvendelse til amtshospitalet den 11. februar 1997 om hjemmelen for
afgørelsen.
I brev af 18. februar 1997
tiltrådte Vestsjællands Amt amtshospitalets afgørelse. Efter min opfattelse
burde amtet inden sagen blev afgjort have givet Dem lejlighed til at
kommentere
de indhentede oplysninger, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1.
Jeg har gjort Vestsjællands
Amt bekendt med min opfattelse, men har ikke fundet grundlag for at foretage
mere vedrørende spørgsmålet."
Lignende dokumenter
- Inspektion af Sikringsafdelingen på Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland Retsinformation · 13. maj 2009
- Opfølgning til inspektion af Sikringsafdelingen ved Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland den 25. april 2000 Retsinformation · 11. april 2015
- 1996 BR 10 BERETNING VEDRØRENDE TILSYNETS VIRKSOMHED I FOLKETINGSÅRET 1996-97 NR 10 1996-97, 1. SAMLING Retsinformation · 7. oktober 1997
- Beretning om tilsynets virksomhed i folketingsåret 2001-02 Retsinformation · 2. oktober 2002
- Besøg på Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland. Retsinformation · 3. november 2003
- 1995 BR 8 BERETNING VEDRØRENDE TILSYNETS VIRKSOMHED I FOLKETINGSÅRET 1995-96 NR 8 1995-96, 1. SAMLING Retsinformation · 8. oktober 1996