Spring til indhold

Retsinformation

Forbud mod tatovering under indlæggelse på sikringsafdelingen på Amtshospitalet i Nykøbing Sj.

FOU nr 1998.524UdtalelserFolketinget3. marts 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Forbud mod tatovering under indlæggelse på sikringsafdelingen

på Amtshospitalet i Nykøbing Sj.

Det fremgik af sagens akter

at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn den 12. august 1996 videresendte en

klage

fra A, der var patient på sikringsafdelingen på Amtshospitalet i Nykøbing

Sjælland, til behandling i Vestsjællands Amt. Klagen vedrørte et afslag fra

amtshospitalet på at A kunne lade sig tatovere.

Den 12. november 1996 bad

Vestsjællands Amt amtshospitalet om en udtalelse i sagen, og i udtalelse af

4.

december 1996 oplyste hospitalet bl.a. følgende:

"Domfældte har igennem

½-1 år lejlighedsvis fremsat ønske om at blive tatoveret, idet han efter

rygeophør har fået et vist overskud af lommepengebeløbet. Hans ønske er at

blive tatoveret med sorte streger på begge arme. Hans ønske om en sådan

tatovering har været fremsat med vekslende energi, ligesom han, formentlig

som

følge af sin sygdom har fremtrådt meget ambivalent i sit ønske.

Ovennævntes korte

sygehistorie skrives alene til Sundhedsforvaltningens orientering, men det er

ikke

individuelle overvejelser om denne

patient der begrunder afvisningen af hans ønske om tatovering. Der er derimod

tale om et generelt forbud der gælder alle patienter.

Sikringsafdelingen er en

særlig institution indenfor det psykiatriske behandlingssystem målrettet til

psykiatrisk behandling af særlig farlige sindssyge personer under en

frihedsberøvelse mere restriktiv end under almindelig fængselsmæssige

forhold.

Læs alt

Det er den lægelige målsætning, at indlæggelse i Sikringsafdelingen er af

kortest mulig varighed til at sikre, at patienten kan behandles under mindre

frihedsberøvende rammer. For enkelte patienter vil indlæggelsen blive meget

langvarig som det er tilfældet med (A), en afgørelse der kan indbringes for

retten, hvis den domfældte ønsker det.

Patientgruppen er præget af

svær sindssygdom, og de har alle begået kriminalitet eller voldshandlinger.

Dette betyder, at der udover en intensiv psykiatrisk behandling er en

intensiv

observation og kontrol af mere sikkerhedsmæssig art i afdelingen. Af denne

grund er patienternes mulighed for aktivering meget begrænsede, idet såvel

personalemæssige og bygningsmæssige forhold sætter snævre rammer for hvilke

aktiviteter der kan etableres. Der er mulighed for gymnastikterapi,

værkstedsterapi, skolegang og i perioder madlavning, men patienten vil i

store

dele af hverdagen være henvist til egen sysselsætning og egne aktiviteter. De

begrænsede muligheder, i kombination med patientens ofte forstyrrede

selvopfattelse og realitetstilpasning bevirker for nogen patienter en total

ligegyldighed med egen person, herunder hygiejne, påklædning, frisurer m.v.

hos andre patienter kan det give en sygelig optagethed af egen krop, dennes

udseende og funktioner bl.a. med ønske om ændring af frisurer, skæg og kost-

og

rygevaner.

Det er vanskeligt, for ikke

at sige umuligt at afgøre, hvorvidt disse forskellige former for adfærd og

optagethed eller neglegt af egen person og krop kan ses som følge af den

psykiatriske frihedsberøvelse og i hvilket omfang der er tale om et mere

grundlæggende og vedvarende personlighedstræk.

Hvis man tillod patienterne

at lade sig tatovere i den tidsperiode hvor de er indlagt i

Sikringsafdelingen

ville der være en vis, måske endog betydelig risiko for, at de resten af

deres

liv ville fortryde en sådan handling og udsmykning hvor ønsket herom var

opstået under meget kunstige og helt unormale livsomstændigheder."

Det fremgik videre af sagen

at Vestsjællands Amt den 11. februar 1997 telefonisk kontaktede

amtshospitalet. Af telefonnotatet vedrørende samtalen fremgik følgende:

"Der er ifølge overlæge

(...) ikke nogen retlig regulering m h t spørgsmålet, man har tidligere haft

vejledende møder med Justitsministeriet ved lignende spørgsmål der er

simpelthen tale om en anstaltsordning hvor man blot ser på de overordnede

forhold mht sikringsanstalten. Det betyder man skal se på den psykiske syges

tilstand.

..."

Vestsjællands Amt traf

herefter den 18. februar 1997 denne afgørelse i sagen:

"...

Vestsjællands amt har

forelagt Deres henvendelse for Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland, som har

udtalt følgende:

Der er tale om et generelt

forbud imod tatovering, og en fast praksis som omfatter patienter på

afdelingen.

Amtet har derfor ikke

mulighed for at tilgodese Deres ønske, idet der er tale om en generel

ordensforskrift, som skal sørge for at patienter i indlæggelsesperioden

sikres

bedst mulig under hensyn til deres sygdom."

A henvendte sig herefter til

Justitsministeriet om sagen. Ministeriet meddelte den 12. juni 1997 at

ministeriet ikke havde kompetence til at tage stilling til klagen og

fortsatte:

"...

Det kan imidlertid oplyses,

at der ikke i lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien

(psykiatriloven) er fastsat regler, der regulerer, om der kan foretages

restriktioner af denne karakter.

Det kan endvidere oplyses, at

Justitsministeriet i anden sammenhæng har tilkendegivet, at det er

ministeriets

opfattelse, at der ved siden af psykiatrilovens forskellige former for tvang

efter omstændighederne på andet retligt grundlag kan anvendes andre former

for

mindre vidtgående indgreb og restriktioner over for personer, der er indlagt

eller anbragt i henhold til psykiatriloven.

Sådanne indgreb vil kunne

foretages med hjemmel i anstaltsmæssige ordenshensyn og ud fra nødværge- og

nødretslignende synspunkter, såfremt de er sagligt begrundede og ikke rækker

videre, end formålet nødvendiggør."

I brev af 14. juli 1997

klagede A til mig. Han anførte at han betragtede forbuddet mod tatovering som

en umyndiggørelse af hans person.

I anledning af klagen

indhentede jeg udtalelser fra Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland og

Vestsjællands Amt.

Amtshospitalet udtalte den

15. august 1997 følgende om sagen:

"...

I brev af 4.12.1996 har jeg

som baggrund for, at afslå domfældtes ønske om tatovering under indlæggelse i

Sikringsafdelingen, afgivet en udtalelse der begrunder dette afslag. (A) har

fortsat periodisk, men ikke vedvarende, et ønske om at lade sig tatovere med

sorte streger på begge arme. Den svingende sygdomsintensitet og den deraf

følgende ambivalens ville konkret for netop denne patient medføre at man

ville

give afslag med henvisning hertil. Begrundelsen er dog ikke individuel, men

er

begrundet i et generelt forbud for alle patienter indlagt i

Sikringsafdelingen.

Begrundelsen herfor er, at alle patienter er tvangsmæssigt indlagt under

svært

frihedsberøvende rammer og at hovedårsagen til deres indlæggelse er

sindssygdom

i dennes mest intense fase. Når sygdommen kan kontrolleres under mindre

frihedsberøvende former har de et retskrav på udskrivning og en deraf

følgende

mere selvstændig adfærd, herunder mulighed for at lade sig tatovere, hvis

dette

ønske opretholdes.

..."

I sin udtalelse af 15.

december 1997 redegjorde Vestsjællands Amt indledningsvis for sagens forløb

og

meddelte herefter følgende:

"...

I denne anledning skal amtet

udtale, at det retlige grundlag for hospitalsledelsens beslutning om ikke at

tillade tatovering på sikringsafdelingen skal findes i 'hospitalsledelsens

almindelige, ulovbestemte beføjelser til at fastsætte forskrifter for de

sikkerhedsforvaredes

opholdsvilkår og til at regulere det ansatte personales tjenstlige opgaver'.

Der synes ikke overfor (A) at være foretaget så vidtgående indgreb, at

opholdsvilkårene i denne henseende må anses for særligt skærpede i forhold

til

vilkår, der gælder for personer, der er indsat i almindelige lukkede

fængsler.

Der henvises til

Justitsministeriets tilkendegivelse i brevet af 12. juni 1997 om hjemmel i

såkaldte 'anstaltsmæssige ordenshensyn' og til overlæge på Amtshospitalet,

(...)'s udtalelser af 4/12 1996 og 15/8 1997 med bilag om et generelt forbud,

der gælder alle patienter.

..."

Ombudsmandens udtalelse

"

1. Myndighedernes afgørelser

Det fremgår af sagen at myndighedernes afgørelser om ikke at tillade Dem at

blive tatoveret under Deres ophold på sikringsafdelingen ikke er begrundet i

en vurdering af Deres individuelle forhold (selvom disse efter det oplyste

konkret ville føre til samme resultat), men derimod følger af et generelt

forbud for alle patienter der er indlagt på afdelingen. Det er således

spørgsmålet om hjemmelen for denne generelle adfærdsregulering i forhold til

sikringsafdelingens patienter der har været genstand for min undersøgelse.

Spørgsmålet om lovligheden af denne form for indgreb i den personlige frihed

er ikke reguleret i lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien

(psykiatriloven).

Justitsministeriet (som psykiatriloven hører under) kom den 8. september 1997

i sin besvarelse af spørgsmål nr. 26 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende

forslag til lov om ændring af lov om frihedsberøvelse og anden tvang i

psykiatrien (L 133) ind på spørgsmålet om andre tvangsindgreb end de i loven

omtalte. Justitsministeriet anførte bl.a.:

'...

De tvangsindgreb, der i dag er reguleret i psykiatriloven, omfatter

frihedsberøvelse i form af tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og

farlighedsdekret, tvangsbehandling, tvangsfiksering, fysisk magtanvendelse og

beskyttelsesfiksering.

Psykiatrilovens udtrykkelige opregning af hovedformerne for tvangsindgreb

antages imidlertid ikke at udelukke, at der efter omstændighederne kan

anvendes andre former for indgreb og restriktioner, der er mindre vidtgående

end de indgreb, der udtrykkeligt er nævnt i loven. Som eksempler på sådanne

indgreb kan nævnes inddragelse af narkotika, alkohol, knive, lightere m.v. og

restriktioner med hensyn til besøg, brug af telefon og lignende. Det fremgår

i den forbindelse af forarbejderne til psykiatriloven, at straffelovens §§ 13

og 14 om nødværge og nødret gælder ved siden af lovens regler, jf.

Folketingstidende 1988-89, Tillæg A, sp. 2076.

...

Om lovligheden af visse

mindre vidtgående indgreb, der ikke er hjemlet umiddelbart i psykiatriloven,

har Justitsministeriet endvidere i en skrivelse af 10. november 1989 til

Ringkøbing Amtskommune bl.a. udtalt, at:

'de retlige grænser for

foretagelse af sådanne foranstaltninger uden for strafferetsplejen som hidtil

må fastlægges ud fra anstaltsmæssige synspunkter om, hvad hensynet til

opretholdelse af ro, orden og sikkerhed tilsiger.

Det er vanskeligt præcist at

angive den nærmere rækkevidde af sådanne anstaltssynspunkter, og hvilke

forhold

der kan reguleres i medfør heraf. Som centrale krav kan generelt opstilles,

at

indgrebene skal være sagligt begrundede, ligesom det må kræves, at de

foretages

under iagttagelse af proportionalitetsprincippet.

Overholdes disse krav, vil

det efter omstændighederne, kunne være berettiget at foretage indgreb af den

nævnte karakter. I særlige tilfælde, f.eks. hvor der foreligger fare for

medpatienter, må personalet endog være forpligtet til at tage f.eks. en kniv

fra en voldsom patient.

...'

Jeg kan tilslutte mig det af

Justitsministeriet anførte. Jeg bemærker at sådanne sagligt begrundede

restriktioner - stadig under iagttagelse af kravet om proportionalitet - må

kunne bringes i anvendelse ikke blot til beskyttelse af medpatienter og

personale

på afdelingen, men også for at beskytte de(n) pågældende patient(er) selv.

Patienterne på

sikringsafdelingen på Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland lider efter det

oplyste alle af svære sindssygdomme i den mest intense fase og af en karakter

der kræver særlig intensiv psykiatrisk behandling, og amtshospitalet har

begrundet forbuddet med at det derfor kan være vanskeligt at afgøre om f.eks.

et ønske om tatovering er en følge af den psykiske sygdom og frihedsberøvelse

som den pågældende senere eventuelt vil fortryde.

Under henvisning hertil og

idet jeg henviser til det som amtshospitalet har anført i udtalelsen af 15.

august 1997 om at patienterne når sygdommen kan kontrolleres under mindre

frihedsberøvende former har et retskrav på udskrivning fra

sikringsafdelingen,

har jeg ikke grundlag for at kritisere at sikringsafdelingens ledelse har

fastsat et forbud mod tatovering under indlæggelse på afdelingen.

2. Vestsjællands Amts sagsbehandling

A.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn sendte den 12. august 1996

Deres klage videre til Vestsjællands Amt. Som sagen foreligger oplyst må jeg

gå

ud fra at sagen henlå uekspederet i amtet i tre måneder indtil amtet den 8.

november 1996 skriftligt bad amtshospitalet om en opringning og efterfølgende

den

12. november 1996 om en udtalelse i

sagen. De modtog ikke nogen kvittering fra amtet for modtagelsen af Deres

klage, ligesom De heller ikke i forbindelse med amtets høring af

amtshospitalet

blev underrettet om hvad der skete i sagen. Det mener jeg var en fejl.

Jeg henviser til

Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven (1986) hvoraf følgende

fremgår om svarfrister mv. (punkt 206):

'Hvis en

forvaltningsmyndighed som følge af sagens karakter eller den almindelige

sagsbehandlingstid for den pågældende myndighed ikke kan træffe afgørelse

inden

kortere tid efter sagens modtagelse, bør myndigheden give den, der er part i

sagen,

underretning om, hvorpå sagen beror og så vidt muligt oplysning om, hvornår

myndigheden regner med, at afgørelsen kan foreligge.'

Jeg har gjort Vestsjællands

Amt bekendt med min opfattelse.

B.

Forvaltningslovens § 19, stk. 1, om partshøring har dette

indhold:

'Kan en part i en sag ikke

antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte

oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes

afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og

givet

denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis

oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig

betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for

afgivelsen af den nævnte udtalelse.'

Amtshospitalet i Nykøbing

Sjælland fremkom den 4. december 1996 med en udtalelse til sagen. I

udtalelsen

beskrev hospitalet sikringsafdelingens særlige karakter og patientgruppe og

begrundede sit oprindelige (mundtlige) afslag på Deres anmodning om

tilladelse

til tatovering. Der ligger i sagen desuden et telefonnotat vedrørende

Vestsjællands

Amts henvendelse til amtshospitalet den 11. februar 1997 om hjemmelen for

afgørelsen.

I brev af 18. februar 1997

tiltrådte Vestsjællands Amt amtshospitalets afgørelse. Efter min opfattelse

burde amtet inden sagen blev afgjort have givet Dem lejlighed til at

kommentere

de indhentede oplysninger, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Jeg har gjort Vestsjællands

Amt bekendt med min opfattelse, men har ikke fundet grundlag for at foretage

mere vedrørende spørgsmålet."

Lignende dokumenter