Spring til indhold

Retsinformation

Beretning om tilsynets virksomhed i folketingsåret 2001-02

2001/2 BR 1Selvstændig beretningFolketinget2. oktober 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Beretning afgivet af §71-tilsynet den 12.

september 2002

Beretning

om

tilsynets virksomhed i folketingsåret

2001-02

1. Indledning

2. Konkrete sager

3. Henvendelser og spørgsmål til ministre og

andre

3.1 Valg

3.2 Tvangsbehandling med el-stimulation

3.3 Tvangsfiksering og personalemangel

3.4 Psykoterapi

3.5 § 4 a i psykiatriloven

3.6 Indelåsning på egen stue på

Sikringsafdelingen

3.7 Opfølgning på

»Dannysagen«

4. Opfølgning på årsberetninger fra de lokale

psykiatriske patientklagenævn for 2001

5. Besøg på psykiatriske afdelinger m.v.

5.1 Psykiatrisk Afdeling på Amtssygehuset i

Glostrup

5.2 Aalborg Psykiatriske Sygehus

6. Opfølgning på tidligere besøg på

psykiatriske afdelinger m.v.

7. Besøg på institutioner for voksne, hvor reglerne

i serviceloven om magtanvendelse og

andre indgreb i selvbestemmelsesretten anvendes

Læs alt

Plejehjemmet Holmegårdsparken i

Charlottenlund

8. Besøg på institutioner for tvangsanbragte

børn

8.1 Munkerup Observations- og behandlingshjem

9 Møder

9.1 Møde med Folketingets Ombudsmand

9.2 Møde med Dansk Psykiatrisk Selskab

10. Deltagelse i konferencer m.v.

11. Information om tilsynets arbejde

1. Indledning

Efter folketingsvalget i november 2001 fik tilsynet en ny

sammensætning. Det nyvalgte tilsyn har fundet det afgørende at

få en grundig debat om tilsynets opgaver nu og fremover. Tilsynet har

derfor indledt sit arbejde med disse drøftelser og har derfor ikke

haft vægten på de udadvendte aktiviteter som f.eks.

tilsynsbesøg.

Tilsynet har i løbet af folketingsåret

2001-02 afholdt 11 møder og behandlet en række generelle og

konkrete sager samt haft indenrigs- og sundhedsministeren i samråd.

Tilsynet har holdt møde med Dansk Psykiatrisk

Selskab og Folketingets Ombudsmand. Tilsynet har besøgt to

psykiatriske afdelinger og en institution for tvangsanbragte børn.

Tilsynet har endvidere haft lejlighed til at deltage i konferencer m.v.

De generelle og konkrete sager har sammen med

besøgene, møderne og konferencerne givet anledning til, at

tilsynet har rettet henvendelse og stillet spørgsmål til bl.a.

indenrigs- og sundhedsministeren, socialministeren, justitsministeren og

forskellige amtskommuner og kommuner.

I det forløbne folketingsår har tilsynet som

tidligere år udarbejdet en folder om sin virksomhed.

2. Konkrete sager

Tilsynet har i løbet af folketingsåret

modtaget et stort antal henvendelser fra og om enkeltpersoner, der

administrativt er berøvet deres frihed. En del af disse henvendelser

vedrørte spørgsmål, som ligger uden for tilsynets

kompetence, herunder spørgsmål om lovligheden af selve

frihedsberøvelsen. Andre sager har tilsynet fundet det mest

hensigtsmæssigt at henvise eller videresende til de administrative

klage- eller tilsynsmyndigheder på det pågældende

retsområde. Tilbage er et antal sager vedrørende selve

behandlingen under frihedsberøvelsen. Tilsynet har behandlet disse

sager, som bl.a. har afgørende indflydelse på valget af de

anmeldte og uanmeldte besøg på psykiatriske afdelinger.

3. Henvendelser og spørgsmål til ministre og andre

Tilsynet har i det forløbne år rettet

henvendelse til og stillet spørgsmål til bl.a. indenrigs- og

sundhedsministeren, socialministeren, justitsministeren og forskellige

amtskommuner og kommuner.

I det følgende omtales nogle af de sager, som

henvendelserne og spørgsmålene har omhandlet.

3.1.Valg

På baggrund af en henvendelse fra en tvangsindlagt

patient, der ikke havde fået lejlighed til at stemme ved

folketingsvalget den 20. november 2001, bad tilsynet indenrigs- og

sundhedsministeren om at redegøre for adgangen til at stemme ved

f.eks. folketingsvalg for en patient, der er tvangsindlagt på en

psykiatrisk afdeling på valgdagen. Tilsynet bad endvidere ministeren om

at oplyse, hvorledes det forholder sig, hvis en tvangsindlagt patients

anmodning om at stemme ved f.eks. folketingsvalg afslås af personalet

på en psykiatrisk afdeling under henvisning til manglende

personaleressourcer.

Af indenrigs- og sundhedsministeren svar fremgik det

bl.a., at »efter

folketingsvalglovens § 54, stk. 1, nr. 1, kan vælgere, der er indlagt

på sygehus, afgive brevstemme på sygehuset. Det gælder

også vælgere, der er tvangsindlagt på en psykiatrisk

afdeling på et sygehus.

Efter reglerne påhviler det bl.a. sygehuset at

sørge for, at de vælgere, der er eller bliver indlagt på

sygehuset i den periode, hvor der kan afgives brevstemme, bliver gjort

bekendt med muligheden for at afgive brevstemme på sygehuset, ligesom

sygehuset på forskellig måde skal sørge for, at de

pågældende rent faktisk får mulighed herfor.

Der er ikke adgang til at afslå en patients

anmodning om at afgive brevstemme på sygehuset alene under henvisning

til manglende personaleressourcer, heller ikke hvis det drejer sig om en

patient, der er tvangsindlagt.

Efter udløbet af fristen for at afgive brevstemme

kan en vælger, herunder en vælger, der er indlagt på

sygehus, kun afgive stemme ved på valgdagen at møde personligt

frem på det afstemningssted, hvor vedkommende er optaget på

valglisten. Det følger af folketingsvalglovens § 47.

Valglovgivningen indeholder ingen regler om

spørgsmålet om, hvorvidt en vælger, der er indlagt

på sygehus på valgdagen, skal have mulighed for, hvis

vedkommendes helbredstilstand i øvrigt tillader dette, at blive

transporteret eller ledsaget til afstemningsstedet ved sygehusets

foranstaltning for at afgive stemme.

Spørgsmålet om, i hvilket omfang og under

hvilke betingelser en tvangsindlagt patient kan få adgang til at

forlade sygehuset, f.eks. for at afgive stemme på valgdagen, er heller

ikke reguleret i valglovgivningen.

Lov om frihedsberøvelse og anden tvang i

psykiatrien regulerer heller ikke dette spørgsmål. En

frihedsberøvelse udelukker imidlertid ikke udgang fra en psykiatrisk

afdeling. Den ansvarlige overlæge på afdelingen kan således

efter en konkret vurdering give tilladelse til en kortere udgang for en

frihedsberøvet patient.«

Spørgsmålet er omdelt i 2. samling på

alm. del bilag 75 og svaret på alm. del bilag 127.

3.2. Tvangsbehandling med el-stimulation

Tilsynet følger nøje brugen af

tvangsbehandling med el-stimulation. Tilsynet spurgte derfor indenrigs- og

sundhedsministeren, i hvilket omfang samt i hvilke situationer elektrochok

benyttes i psykiatrien.

Af ministerens svar fremgik, at »til brug for min besvarelse har jeg indhentet en udtalelse

fra Sundhedsstyrelsen:

»

Det

præcise antal af ECT-behandlinger (ElektroChokTerapi) som foretages i

Danmark pr. år kendes ikke, men en landsdækkende

undersøgelse fra 1999 viser, at der blev givet 16.306 behandlinger til

1.710 patienter. Der er i januar 2000 blevet oprettet en kode for

ECT-behandling i Sundhedsvæsenets Klassifikations System (SKS) under

behandlings og plejeklassifikationen. Registreringen er frivillig og i 2000

har kun få psykiatriske afdelinger indberettet. Sundhedsstyrelsen

forventer, at andelen af psykiatriske afdelinger, der indberetter, vil stige

væsentligt de nærmeste år.

Siden 1999 har Sundhedsstyrelsen ført statistik

over brugen af tvang i psykiatrien. Heraf fremgår det, at 68 patienter

i 1999 og 98 patienter i 2000 blev behandlet med ECT under tvang. Stigningen

fra 1999 til 2000 er ikke nødvendigvis et udtryk for en reel stigning

i antallet af ECT-behandlinger givet under tvang, men kan skyldes en

øget registrering, en stigning som ofte ses i en periode i starten af

landsdækkende registreringer.

Indikation for ECT-behandling som

førstevalgsbehandling er til stede ved akutte, livstruende

neuro-psykiatriske tilstande bl.a., hvor der foreligger en tilstand med

høj selvmordsrisiko, svær psykomotorisk hæmning, en

særlig form for akut delirium eller i enkelte andre særlige

tilfælde. Hovedindikationerne for ECT-behandling er forskellige

svære former for depression, maniske tilstande og akutte

delirøse tilstande.

På opfordring fra Sundhedsstyrelsen har Dansk

Psykiatrisk Selskab i løbet af 2001 udarbejdet en revideret udgave af

selskabets betænkning vedr. ECT-behandling i Danmark fra 1996, hvori

der fremlægges en grundig og opdateret gennemgang af den videnskabelige

evidens for behandlingens virkninger, bivirkninger, indikationsområder

og anvendelsesmåde (udgivet februar 2002). Desuden indeholder

publikationen en beskrivelse af kvalitetskravene til selve behandlingen,

apparatur til behandlingen samt uddannelsesniveau og oplæring af

personalet, der varetager behandlingen. Derudover er der udarbejdet et

eksempel på patientinformation.«

Jeg kan henholde mig til denne udtalelse, og som jeg

tilkendegav ved offentliggørelsen af Sundhedsstyrelsens statistik for

anvendelse af tvang i psykiatrien for 2000 - vil jeg følge udviklingen

i anvendelsen af tvangsbehandlinger med ECT nøje.«

Spørgsmålet er omdelt i 2. samling på

alm. del bilag 152 og svaret på alm. del bilag 201.

3.3 Tvangsfiksering og personalemangel

På baggrund af statistiske oplysninger om brugen af

fiksering i psykiatrien, spurgte tilsynet indenrigs- og sundhedsministeren,

om den udbredte brug kunne skyldes personalemangel eller manglende uddannelse

af personalet.

Ministeren svarede: »Til brug for min besvarelse har jeg bedt Sundhedsstyrelsen om

en udtalelse:

»

I

psykiatrilovens kapitel 5 er fastsat regler for betingelserne for at

iværksætte fiksering på psykiatriske afdelinger. Det

fremgår heraf, at tvangsfiksering kun må anvendes, i det omfang

det er nødvendigt for at afværge, at en patient:

- udsætter sig selv eller andre for

nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred,

- forfølger eller på anden lignende

måde groft forulemper medpatienter eller

- øver hærværk af ikke ubetydeligt

omfang.

Fiksering må derfor ikke foretages på grund af

personalemangel.

Beslutning om tvangsfiksering træffes af en

læge, efter at denne har tilset patienten. I medfør af

lægeloven er lægen ansvarlig for at udvise omhu og

samvittighedsfuldhed ved behandlingen af en patient, herunder også

beslutning om iværksættelse af fiksering«.

Jeg kan henholde mig til styrelsens udtalelse.«

Spørgsmålet er omdelt i 2. samling på

alm. del bilag 151 og svaret på alm. del bilag 201.

3.4 Psykoterapi

Tilsynet følger med stor bevågenhed de

forskellige behandlingsmetoder inden for psykiatrien. Tilsynet bad derfor

indenrigs- og sundhedsministeren om en redegørelse for brugen af

psykoterapi i behandlingen af patienter indlagt på psykiatriske

afdelinger og en redegørelse for erfaringerne med brugen af

psykoterapi på Sygehus Fyn, Svendborg Psykiatriske Afdeling.

Ministeren svarede: »Jeg har som oplyst i min foreløbige besvarelse af 17.

maj 2002 anmodet Sundhedsstyrelsen om en udtalelse til brug for min

besvarelse. Jeg har nu modtaget følgende udtalelse fra

Sundhedsstyrelsen, som jeg kan henholde mig til:

»

Generelt

indgår psykoterapi som et af flere behandlingselementer i behandling af

patienter indlagt på psykiatriske afdelinger. De andre elementer

omfatter medicinsk behandling og hjælp til løsning af sociale

problemer.

Psykoterapi er et vidt begreb og omfatter alt fra mere

pædagogiske principper og adfærdstræning til psykoanalyse i

klassisk forstand.

Psykoanalyse i klassisk forstand er uegnet til de

alvorligt psykisk syge, der indlægges på de almenpsykiatriske

afdelinger, idet effekten er udokumenteret - nogle patienter med psykoser vil

endda få det dårligere, hvis de udsættes for mere

indsigtsgivende terapi - og behandlingen er meget ressourcekrævende.

Dertil kommer, at kun ganske få psykiatere og psykologer mestrer denne

teknik.

Der findes imidlertid andre og bedre dokumenterede

behandlingsmetoder, herunder eksempelvis den kognitive terapiform. Det

vigtigste er imidlertid, at de psykoterapeutiske tiltag, hvad enten de

foregår i afdelingens miljø (miljøterapi), ved

individuelle samtaler eller i grupper af patienter, tilpasses den enkelte

patient.

Her skal bemærkes, at patienter med alvorlige

psykiske forstyrrelser (psykoser) ikke vil kunne gå ind i en

psykoterapi, hvor effekten afhænger af, hvorvidt patienten formår

i den akutte situation at indgå aktivt i behandlingen.

I mange amter har man organiseret sig med egentlige

psykoterapeutiske afsnit eller selvstændige afdelinger, hvor man ved en

psykoterapeutisk indfaldsvinkel behandler patienter med ikke psykotiske

sygdomme.

Et sådan psykoterapeutisk afsnit findes eksempelvis

på Sygehus Fyn, Psykiatrisk afdeling, som tilbyder behandling til

forskellige målgrupper (familieterapi, ambulante patienter og patienter

med dagligt fremmøde) i form af regelmæssig terapi i langvarige

forløb, som strækker sig fra 6. mdr. til over et år.

Behandlingen gives af et tværfagligt personale og

hovedvægten i behandlingen er af indsigtsgivende karakter for

patienten. Behandlingen henvender sig specielt til patienter med

personlighedsforstyrrelser, angst og lettere depressionstilstande samt

patienter med afklingende psykoser.

Visiteringen til afdelingen foregår fra både

psykiatriske afdelinger og praktiserende læger. Inden behandlingsstart

afholdes der forsamtale med patienten. Svendborg psykoterapeutiske afsnit

afholdt i 2001 i alt 168 forsamtaler, hvoraf ca. 38 % af patienterne af

forskellige årsager ikke efterfølgende fik psykoterapeutisk

behandling. Der foregår således en nøje udvælgelse

af patienter til afsnittet.

Der er ikke lavet en egentlig evaluering af resultaterne

af behandlingen. Der er således ingen opgørelse af, om

patienterne anses for at være raske efter behandlingen, eller om de har

brug for yderligere behandling f.eks. i form af medicin.

Psykoterapeutisk afsnit har foretaget en

patienttilfredshedsundersøgelse af behandlingen, som viser at ca. 64 %

af patienterne syntes, at de havde et godt eller tilfredsstillende udbytte af

behandlingen. Personalet på afsnittet har lavet en lignende

undersøgelse med deres vurdering af patientens forløb, med

tilsvarende resultat uden at der dog var fastlagt kriterier for godt eller

tilfredsstillende udbytte.««

Spørgsmålet er omdelt i 2. samling på

alm. del bilag 143 og svaret på alm. del bilag 211.

3.5. § 4 a i psykiatriloven

Det følger af psykiatrilovens § 4 a, at bl.a.

kravet om, at den ansvarlige overlæge træffer beslutning om en

tvangstilbageholdelse, »ikke er

til hinder for, at en beslutning i overlægens fravær

træffes af en anden læge. I sådanne tilfælde skal

overlægen efterfølgende snarest tage stilling til

beslutningen.«

Folketingets Ombudsmand sendte den 3. december 2001 kopi

af sin opfølgningsrapport nr. 4 vedrørende Ombudsmandens

inspektion den 14. januar 1999 af Psykiatrisk afdeling, Holstebro Sygehus,

til tilsynet.

Det fremgår af rapporten, at » der herefter er behov for en

lovgivningsmæssig stillingtagen til om en fast rutine som den der

anvendes på Psykiatrisk afdeling på Holstebro Centralsygehus,

hvorefter der hver weekend kan gå op til to og et halvt døgn

før beslutninger om tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse

godkendes af den behandlingsansvarlige overlæge, er acceptabel. «

På baggrund af opfølgningsrapporten bad

tilsynet om indenrigs- og sundhedsministerens bemærkninger hertil.

Det fremgår af ministerens besvarelse af 26. februar

2002, at »Folketingets Ombudsmand

har efter inspektion af Psykiatrisk afdeling på Holstebro

Centralsygehus den 14. januar 1999 henstillet, at afdelingen i de

situationer, hvor der vil gå mere end et døgn fra en

tvangsindlæggelse eller tvangstilbageholdelse til det

efterfølgende morgenmøde, tilvejebringer mulighed for og

benytter sig af telefonisk forelæggelse for en behandlingsansvarlig

overlæge.«

Ringkøbing Amt har i den forbindelse tidligere

anmodet det daværende Sundhedsministerium om en udtalelse om, hvad der

ligger i begrebet »snarest « i psykiatrilovens § 4 a, hvorefter

overlægen snarest skal tage stilling til beslutninger, der i

overlægens fravær træffes af en anden læge.

I den anledning udtalte ministeriet vejledende:

»

Det

fremgår af forarbejderne til psykiatriloven, at udtrykket »snarest« indebærer, at overlægen skal tage stilling

hurtigst muligt efter, at overlægen igen er mødt på

sygehuset. Der kan således efter Sundhedsministeriets opfattelse ikke

opstilles et generelt krav om, at den vagthavende læge telefonisk skal

forelægge beslutningen for en behandlingsansvarlig overlæge ej

heller selvom der vil gå mere end et døgn fra beslutningen om

tvang til efterprøvelsen.

Det må bero på et konkret lægefagligt

skøn i det enkelte tilfælde, hvor lang tid der må

gå, før overlægen tager stilling til en beslutning om

tvang, som en anden læge har truffet i overlægens fravær

herunder om en hurtig telefonisk forelæggelse er nødvendig,«

§ 4 a blev indsat som en ny bestemmelse ved den seneste

revision af psykiatriloven, der trådte i kraft den 1. januar 1999.

Bestemmelsen fastslår, at lovens bestemmelser om, at det er

overlægen, der træffer beslutning om bl.a.

tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse, ikke er til hinder for, at

en beslutning i overlægens fravær træffes af en anden

læge, men i sådanne tilfælde skal overlægen

efterfølgende snarest tage stilling til beslutningen.

Baggrunden for § 4 a var, at der i

psykiatrilovsundersøgelsen, der blev gennemført forud for

revisionen af psykiatriloven i 1998, blev peget på et behov for at

få afklaret, om en beslutning, der efter loven skal træffes af

overlægen personligt og således ikke kan delegeres til

underordnet lægeligt personale, kan anses for truffet af

overlægen, selv om beslutningen er truffet af underordnet

lægeligt personale, når overlægen igen efterfølgende

tager stilling til beslutningen.

Psykiatrilovsundersøgelsen viste, at der i

retspraksis var taget stilling til, om ordet »overlægen«

forhindrer, at overlægens kompetence delegeres til andre læger

på afdelingen, når der under overlægens fravær,

f.eks. om natten, skal træffes afgørelse om

tvangsindlæggelse eller tvangstilbageholdelse.

I Vestre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for

Retsvæsen 1995, s. 529, og Østre Landsrets dom, offentliggjort i

Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s. 188, blev det antaget, at beslutning

om tvangstilbageholdelse skal træffes af overlægen eller den

læge, der i overlægens fravær fungerer i hans sted. Dette

krav blev ikke anset for opfyldt i dommen fra 1995, hvor overlægens

beslutning alene fremtrådte som en efterfølgende stiltiende

accept af en beslutning om tvangstilbageholdelse, der var truffet af en

underordnet læge. I dommen fra 1996 blev kravet anset for opfyldt, idet

der blev lagt til grund, at en afdelingslæges beslutning om

tvangstilbageholdelse efterfølgende var godkendt af

overlægen.

I de ovennævnte domme blev det således

fastlagt, at en beslutning, der er henlagt til overlægen personligt,

efter omstændighederne kan anses for truffet af overlægen, selv

om den i første omgang er truffet af underordnet lægeligt

personale, når overlægen efterfølgende tager stilling til

den.

Justitsministeriet fandt, at denne retspraksis burde

lovfæstes, hvorfor § 4 a blev indsat i psykiatriloven.

Der er ikke indsat en præcis frist for, inden for

hvilket tidsrum overlægen skal tage stilling til beslutningen, men det

er bestemt, at det skal ske »snarest «.

Det fremgår af lovens bemærkninger, at

udtrykket snarest indebærer:

»

at

overlægen skal tage stilling hurtigst muligt efter, at overlægen

igen er mødt på sygehuset.«

Det fremgår videre af bemærkningerne, at:

»

Er der tale om

en efterfølgende stillingtagen til en tvangstilbageholdelse,

kræves det ikke, at overlægen når at tage stilling inden

udløbet af den frist på henholdsvis 24 og 48 timer, der er

fastsat i psykiatrilovens § 10, stk. 3, 1. og 2. pkt. Disse frister skal

derimod overholdes af den læge, der under overlægens fravær

træffer bestemmelse om tvangstilbageholdelse. «

»

Det er på denne baggrund Indenrigs- og

Sundhedsministeriets opfattelse, at der ved indsættelsen af § 4 a i

psykiatriloven var opmærksomhed på, at der vil kunne gå

mere end 48 timer, inden overlægen tager stilling til en beslutning,

der i overlægens fravær er truffet af andre læger. § 4 a er

således efter ministeriets opfattelse udtryk for en anerkendelse af, at

der på alle tidspunkter skal kunne træffes de nødvendige

beslutninger vedrørende tvang, herunder uden for normal dagarbejdstid

og i weekender.

Ministeren vil supplerende gerne understrege, at hensynet

til patientens retssikkerhed ikke alene er tilgodeset ved, at overlægen

efterfølgende tager stilling til de beslutninger, andre læger i

overlægens fravær træffer. Patientens retssikkerhed er

også tilgodeset ved, at patienten skal have beskikket en

patientrådgiver, allerede når tvangsindgrebet

iværksættes. Patienten har også mulighed for at klage over

beslutningen om anvendelse af tvang, allerede når denne træffes

af lægen. Patienten skal således ikke afvente overlægens

stillingtagen til beslutninger truffet af en anden læge, hvis patienten

ønsker at klage.

Ministeren mener derfor samlet, at der med de

gældende regler er fundet en hensigtsmæssig balance, hvor

såvel patienternes retssikkerhed som afdelingernes muligheder for at

tilrettelægge en hensigtsmæssig anvendelse af de lægelige

ressourcer, er sikret.«

Folketingets Ombudsmandens opfølgningsrapport er

omdelt i 2. samling på alm. del bilag 5. Tilsynets

spørgsmål til indenrigs- og sundhedsministeren er omdelt i 2.

samling på alm. del bilag 52 og ministerens svar på alm. del

bilag 85.

3.6 Indelåsning på egen stue

På baggrund af Folketingets Ombudsmands

opfølgningsrapport af 6. februar 2001 om inspektion af

Sikringsafdelingen ved Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland har

tilsynet drøftet brugen af døraflåsning, dvs. isolation

på stuen ved aflåsning af patientens dør.

I den forbindelse udtalte tilsynet i sin beretning for

folketingsåret 2000-01, jf. afsnit 3.10, følgende:

»

Tilsynet har

noteret sig, at Justitsministeriet endnu ikke har taget stilling til

hjemmelsspørgsmålet.

Tilsynet finder under henvisning til psykiatrilovens

mindstemiddelprincip, at indelåsning på egen stue som

behandlingsmiddel over for den særlige gruppe af psykiatriske

patienter, der er anbragt på afdelingen, i stedet for fiksering kan

være nødvendig. Dog skal der tages hensyn til, at den enkelte

patient kan finde indelåsning på egen stue mere indgribende end

fiksering.

Tilsynet noterer sig, at psykiatrilovens kapitel 5

indeholder bestemmelser om fiksering, der kan anvendes, når nogle

nærmere angivne betingelser er opfyldt. § 4 i psykiatriloven indeholder

bestemmelser om anvendelse af den mindst indgribende tvangsforanstaltning.

Der sigtes her også til de forskellige tvangsindgreb, der er hjemlet i

psykiatriloven. En opfattelse, hvorefter hjemmelen til at foretage fiksering

kombineret med mindstemiddelprincippet med henvisning til dette

hjemmelsgrundlag indebærer adgang til at foretage en række

tvangsforanstaltninger af mindre indgribende karakter end fiksering, vil

efter tilsynets umiddelbare opfattelse i princippet åbne op for en

uoverskuelig og uhjemlet adgang til en række foranstaltninger over for

indlagte patienter.

På denne baggrund er tilsynet umiddelbart positivt

indstillet over for, at der tilvejebringes en hjemmel til at anvende

indelåsning på egen stue som behandlingsmiddel over for den

særlige gruppe af psykiatriske patienter, der er anbragt på

Sikringsafdelingen. En sådan lovregulering bør indbefatte et

krav om individuelt begrundet registrering af alle beslutninger om

døraflåsning. «

Folketingets Ombudsmand sendte kopi til tilsynet af sit

brev til indenrigs- og sundhedsministeren af 12. april 2002 om

spørgsmålet om manglende hjemmel til at aflåse

patientstuerne på Sikringsafdelingen ved Amtshospitalet i

Nykøbing Sjælland.

Det fremgår bl.a. af brevet, at » da bl.a. Indenrigs- og

Sundhedsministeriet er af den opfattelse at der ikke er hjemmel til at

låse patienter på Sikringsafdelingen inde på deres egen

stue, og da der nu er sket en udskydelse af det tidspunkt da der søges

tilvejebragt lovhjemmel for en sådan indelåsning, går jeg

ud fra at Indenrigs- og Sundhedsministeriet har sikret sig eller vil sikre

sig at der ikke i tiden frem til tilvejebringelsen af den fornødne

hjemmel sker indelåsning af patienter på deres egen stue på

Sikringsafdelingen (selv om der måtte være behov for det ). «

Tilsynet bad indenrigs- og sundhedsministeren kommentere

henvendelsen.

Det fremgår bl.a. af ministerens svar til tilsynet,

» at regeringen planlægger

at fremsætte et lovforslag til ændring af psykiatriloven til

efteråret med henblik på at etablere den nødvendige

hjemmel til at foretage aflåsning af patientstuerne på

Sikringsafdelingen.

For så vidt angår tiden, indtil en

lovændring kan træde i kraft, er det vurderingen, at det vil have

overordentlig alvorlige konsekvenser for såvel patientbehandlingen som

patienternes og personalets sikkerhed, såfremt der tages skridt til at

bringe den årelange praksis med indelåsning af patienter på

egen stue til ophør i denne periode. Resultatet vil bl.a. være,

at der vil blive behov for at underkaste patienter meget langvarige

fikseringer. Der er således ingen tvivl om, at fortsat anvendelse af

aflåsning af patientstuerne er i god overensstemmelse med

psykiatrilovens generelle »mindste

middels princip«.

Ministeriet agter derfor i den mellemliggende tid ikke at

gribe ind i forhold til Sikringsafdelingens fortsatte anvendelse af

indelåsning på egen stue.«

Ministeren oplyste supplerende, »at når fremsættelsen af lovforslaget er

udskudt til næste samling, skal dette bl.a. ses i lyset af, at der

siden 1918 har eksisteret en praksis med aflåsning af patientstuer

på Sikringsafdelingen. Måtte Folketinget imidlertid ønske,

at et lovforslag hastebehandles allerede i denne samling, er jeg naturligvis

indstillet herpå. «

Efterfølgende kaldte tilsynet indenrigs- og

sundhedsministeren i samråd den 15. april 2002, hvor ministeren blev

bedt om at redegøre for sagen om den ulovlige brug af aflåsning

af patientstuerne på Sikringsafdelingen.

Efter samrådet skrev tilsynet følgende til

indenrigs- og sundhedsministeren: »Under henvisning til samrådet d.d. om

samrådsspørgsmål A om den ulovlige brug af aflåsning

af patientstuerne på sikringsafdelingen, jf. alm. del bilag 148, har

tilsynet truffet beslutning om at henstille, at ministeren sikrer, at

grundlovens bestemmelse i § 71 overholdes. «

Indenrigs- og sundhedsministeren oversendte

efterfølgende til tilsynet udkast til forslag til ændring af

lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien

(indførelse af mulighed for aflåsning af patientstuer på

Sikringsafdelingen under Psykiatrisk Center, Sygehus Vestsjælland) (L

205).

I forbindelse med, at indenrigs- og sundhedsministeren

fremsatte lovforslaget, besluttede tilsynet at holde et møde med

ledelsen for Sikringsafdelingen ved Amtshospitalet i Nykøbing

Sjælland.

Tilsynet besøgte derfor den 8. maj 2002

Sikringsafdelingen under Psykiatrisk Center, Sygehus Vestsjælland.

Baggrunden for tilsynets besøg var ønsket om at drøfte

Sikringsafdelingens praksis med låste døre til de enkelte

patientstuer set i sammenhæng med indenrigs- og sundhedsministerens

forslag til ændring af psykiatriloven (L 205), der skulle give hjemmel

til aflåsning af patientstuerne på Sikringsafdelingen i

nærmere bestemt omfang.

Det fremgik af referatet, at tilsynet fik en kort

introduktion til Sikringsafdelingen, hvoraf det bl.a. fremgår, at

Sikringsafdelingen består af 3 afsnit med hver 10 senge. Afdelingen har

de mest farlige patienter indlagt fra hele landet. Afdelingens hovedopgave er

derfor at behandle farlighed.

Det er kun på Sikringsafdelingen, der er låste

døre, og ikke på det lukkede (rets-)psykiatriske afsnit Pilehus

2 på Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland.

Indlæggelse på sikringen kan kun ske ved

retslig kendelse, eller efter at justitsministeren har afsagt

farlighedsdekret

Patienterne er i gennemsnit indlagt i 7 år. De

anbringelsesdømte i 3-30 år, mentalobservander i 2-12

måneder, patienter på farlighedsdekret i 5 år og de

varetægtsurrogatanbragte indtil dom.

Det fleste patienter udskrives til de (rets-)psykiatriske

afdelinger i landet med henblik på behandling af grundmorbus

(skizofreni) og varetagelse af patienternes behandlingsdom. Det var

afdelingens vurdering, at når indlagte, der er indlagt efter

farlighedsdekret, udsluses til en (rets-) psykiatrisk afdeling er de, set i

forhold til patienterne på den psykiatriske afdeling, stadig de mest

syge.

Patienter, der er anbragt efter farlighedsdekret,

udgør 2/3 af patienterne, og andelen er stigende.

Vedrørende spørgsmålet om brugen af

låst dør oplyste afdelingen, at ud over hensynet til

behandlingen og for at afværge fare låser Sikringsafdelingen

patientstuerne om natten, en gang om dagen fra kl. 13.30 til 14.00, under

behandlermøderne og 1½ time om ugen i forbindelse med den ugentlige

konference.

Det er efter afdelingens vurdering vigtigt, at alt

personale deltager i det daglige behandlermøde og den ugentlige

konference. Det daglige behandlermøde sikrer den daglige koordinering

af behandlingsindsatsen over for den enkelte indlagte. Der er tale om et

møde, hvor formiddagens erfaringer med den enkelte indlagte bliver

overleveret. Det er endvidere et væsentligt led i oplæringen af

nye medarbejdere.

Afdelingen mener ikke, at spørgsmål om

kontinuitet, koordineringen af behandlerlinjen og holdninger kan løses

på anden vis ved f.eks., at en del af personalet har vagten på

afdelingen under møderne, eller andet personale tager over under

mødet, eller ved brug af it eller ved opnormering. Det skyldes

især hensynet til patienterne, at der ikke inddrages andet personale

under møderne. Man havde prøvet det et halvt års tid, men

patienterne følte sig meget utrygge, og de ville hellere være

inde på patientstuen i den periode. Eftersom det er et overleverings-

og koordineringsmøde, vil opnormering heller ikke formindske behovet

for at låse døren i den situation. Brug af it vil ikke skabe den

dialog, som efter afdelingens opfattelse er afgørende.

Der er et særligt behov for aflåsning af

dørene om natten, det er for risikofyldt, at der er mere end en

patient, der kan komme ud samtidig. Det vil i den forbindelse ikke være

tilstrækkeligt med den normering, der er i dag, hvor der er 2 plejere

om natten pr. afsnit.

Afdelingen oplyste i forlængelse heraf, at indtil

1987 var patienterne låst inde på deres stuer hele tiden. I

forbindelse med ændring af den praksis blev personalenormeringen

fordoblet.

Den ugentlige konference er et mere dybtgående

møde om behandlingsindsatsen over for de indlagte.

Afdelingen oplyste i den forbindelse, at personalet

selvfølgelig gik ind til patienterne, hvis de ringede efter dem under

møderne.

Det er endvidere afdelingens vurdering, at der vil

være en meget større risko for overgreb, hvis dørene ikke

kan låses i de tilfælde. Behovet for at låse er mest

afgørende om natten og under den ugentlige konference. Når det

drejer sig om det daglige behandlermøde, er det efter afdelingens

opfattelse en afvejning af kvaliteten i overleveringen og patienternes

retssikkerhed, det drejer sig om, men det er det mindste af problemerne.

Aflåsning af patientstue bruges også som led i

behandlingen for bl.a. at skærme patienterne fra stimuli. En nyankommen

patient starter med at opholde sig det meste af tiden på patientstuen,

og der er 2 plejere omkring patienten, når vedkommende er i

fællesskabet med de andre patienter. Ca. halvdelen af de indlagte har

fuldt fællesskab på afdelingen og har egen nøgle til deres

stue, så det er muligt for dem at aflåse stuen, når de

går fra stuen. Det er ikke muligt for patienter med egen nøgle

at låse stuen indefra.

Det er fast praksis, at personalet 1 gang i timen ca. 10

min. ad gangen er hos de patienter, der er på deres aflåste

patientstue.

For mange af patienterne er det trygt at være

på den aflåste patientstue. Afdelingen har haft en patient i 14

år, som ikke er ude i fællesskabet, men har 4 x ½ times udgang om

dagen til haven alene. Han er bange for, at de andre skal stjæle hans

tanker. Flere af patienterne føler sig endvidere mere trygge inde

på den aflåste stue.

Folketingets opfølgningsrapport af 6. februar 2001

er omdelt i folketingsåret 2000-01 på alm. del bilag

164.Folketingets Ombudsmands brev af 12. april 2002 til indenrigs- og

sundhedsministeren er omdelt i 2. samling på alm. del bilag 136.

Tilsynets spørgsmål til indenrigs- og sundhedsministeren om

brevet og dennes svar er omdelt i 2. samling på alm. del bilag 137 og

147. Samrådsspørgsmålet er omdelt i 2. samling på

alm. del bilag 148. Det efterfølgende brev fra tilsynet til

indenrigs og sundhedsministeren er omdelt i 2. samling på alm. del

bilag 164. Udkast til lovforslaget er omdelt i 2. samling på alm. del

bilag 159. Referatet fra tilsynets møde med ledelsen på

Sikringsafdelingen er omdelt i 2. samling på alm. del bilag 249.

3. 7 Opfølgning på »Dannysagen«

§ 71-tilsynet har gennem det sidste 1½ år

drøftet sagen om et selvmord på Sikringsafdelingen ved

Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland. Sagen er i pressen blevet

omtalt som Dannysagen.

Den 24. april 2002 bad tilsynet Vestsjællands Amt om

en redegørelse om, hvorvidt »sagen efterfølgende har givet anledning til

ændrede vurderinger og procedurer på Sikringsafdelingen ved

Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland, herunder eventuelle

ændrede rutiner, når patienterne på patientstuen tilses af

personalet gennem dørspionen.

«

Samme dag bad tilsynet Københavns Amt om »en redegørelse for, om sagen

efterfølgende har givet anledning til ændrede vurderinger og

procedurer i sager om indstillinger til justitsministeren efter

psykiatrilovens § 40. Det har i den forbindelse været oplyst overfor §

71-tilsynet, at »Danny« i dagene op til sagens

afgørelse ikke var fastspændt, men kunne gå frit rundt

på afsnittet på den psykiatriske afdeling i Glostrup.«

Efterfølgende har tilsynet drøftet

redegørelserne og har i den forbindelse taget redegørelserne

til efterretning. Tilsynet har i den forbindelse over for Vestsjællands

Amt udtalt, at »tilsynet finder

især instruksen vedrørende særlig observation i

forbindelse med suicidaladfærd væsentlig. Tilsynet er i den

forbindelse enig i, at en observationsplan lægges ud fra den enkelte

patients individuelle behov.«

§ 71-tilsynets breve til Københavns Amt og

Vestsjællands Amt er omdelt i 2. samling på alm. del bilag 162,

163, 306 og 307.

Redegørelserne fra henholdsvis Vestsjællands

Amt og Københavns Amt er omdelt i 2. samling på alm. del bilag

243 og 281.

4. Opfølgning på årsberetninger fra de lokale

psykiatriske patientklagenævn for 2001

Det følger af lov om frihedsberøvelse og

anden tvang i psykiatrien § 39, stk. 1, at de lokale psykiatriske

patientklagenævn hvert år skal offentliggøre en beretning

om deres virksomhed. Det følger samtidig af forarbejderne til den

seneste ændring af loven, at det forudsættes, at bl.a. §

71-tilsynet bliver gjort bekendt med årsberetningen.

På baggrund af en gennemgang af

årsberetningerne fra de lokale psykiatriske patientklagenævn for

2001 har tilsynet i et enslydende brev af 13. juni 2002 til de lokale

psykiatriske patientklagenævn i de enkelte amtskommuner og

Københavns Overpræsidium udtalt følgende:

»

§ 71-tilsynet

har på et møde drøftet samtlige årsberetninger fra

de lokale psykiatriske patientklagenævn, og som de to tidligere

års beretninger finder § 71-tilsynet fortsat, at beretningerne er et

vigtigt instrument i tilsynets arbejde.

§ 71-tilsynet har i de sidste 2 år, med baggrund i

oplysningerne fra årsberetningerne, haft særlig fokus på

spørgsmålet om patientrådgivernes mødedeltagelse

ved nævnenes møder.

§ 71-tilsynet finder det fortsat positivt med den

særlige opmærksomhed og de initiativer, der fortsat

iværksættes af de enkelte lokale psykiatriske

patientklagenævn for at sikre en så høj

mødedeltagelse fra patientrådgivernes side som muligt. Tilsynet

har i den forbindelse kunnet konstatere, at der har været taget

initiativ til i visse nævn, i overensstemmelse med sundhedsministerens

opfordring sidste år, at ændre nævnenes

mødetidspunkter således, at møderne i videst muligt

omfang enten indledes ved arbejdsdagens begyndelse eller placeres op til

arbejdsdagens afslutning.

Men § 71-tilsynet kan dog desværre fortsat

konstatere, at der samlet set fortsat er et stort antal sager ved de lokale

psykiatriske patientklagenævn, hvor patientrådgiverne ikke

deltager i møderne.

§ 71-tilsynet vil derfor i den kommende folketingssamling

drøfte problemstillingen og i den forbindelse skrive til Folketingets

Sundhedsudvalg om problemstillingen for at sikre, at emnet tages op i

forbindelse med den kommende revision af psykiatrilovgivningen.

Afslutningsvis opfordrer tilsynet til en fortsat dialog

på tværs af nævnene om problemstillingen, og tilsynet vil

derfor i den forbindelse gerne underrettes om nye tiltag, der

iværksættes på området.«

Brevet er omdelt i 2. samling på alm. del bilag

225.

5. Besøg på psykiatriske afdelinger m.v.

5.1 Psykiatrisk Afdeling på Amtssygehuset i Glostrup

Den 27. september 2001 aflagde § 71-tilsynet et uanmeldt

besøg på Psykiatrisk Afdeling på Amtssygehuset i Glostrup,

jf. tilsynets beretning for folketingsåret 2000-01 afsnit 5.6. Tilsynet

foretog en rundgang på det lukkede gerontopsykiatriske afsnit P 83, det

lukkede afsnit P 85 og det lukkede afsnit P 84. Tilsynet konkluderede efter

besøget:

»

Tilsynet

finder det positivt med den beskrevne modernisering af såvel de fysiske

rammer som en udvikling af behandlingsfilosofien ved en større

satsning på de miljøterapuetiske behandlingsmetoder.

Tilsynet anerkender endvidere, at der i relation til

kontinuitet i behandlingen er endog meget store fordele ved afdelingens

integrerede afsnit med mulighed for at etablere skærmede enheder, idet

en patient kan blive på det samme afsnit gennem hele

behandlingsforløbet, hvor patienten tidligere først var

på lukket afsnit og dernæst på åbent afsnit.

Det forhold, at der på et og samme afsnit kan

være både en uaflåst og en aflåst del, ændrer

imidlertid ikke ved, at enhver frivilligt indlagt patient efter tilsynets

opfattelse bør få sengeplads på en uaflåst del af et

integreret afsnit, medmindre patienten selv ønsker at få

sengeplads på en aflåst del af afsnittet.

Tilsynet finder således, at en patient, som

indlægges frivilligt, bør tilbydes plads på en

uaflåst del af et integreret afsnit, og at en patient, der oprindelig

er indlagt eller tilbageholdt tvangsmæssigt når

betingelserne for frihedsberøvelsen ikke længere er opfyldt

bør informeres om, at indlæggelsen nu er frivillig, og

bør tilbydes plads på en uaflåst del af et integreret

afsnit.

En frivilligt indlagt patient, som ikke tager imod

tilbuddet om en sengeplads på en uaflåst del af et integreret

afsnit, bør efter tilsynets opfattelse informeres grundigt om retten

til at forlade den aflåste del af afsnittet.

Det bør efter tilsynets opfattelse kun

undtagelsesvis forekomme, at en frivilligt indlagt patient af

kapacitetsmæssige grunde ikke tilbydes sengeplads på en

uaflåst del af et integreret afsnit. Patienten bør da hurtigst

muligt tilbydes en sengeplads på en uaflåst del af afsnittet.

Efter tilsynets opfattelse er de fysiske rammer og

forholdene i øvrigt på afsnit P 83 ikke tilstrækkelige og

tidssvarende. Tilsynets opfattelse skal især ses i lyset af, at

størstedelen af sengepladserne fortsat befinder sig på

flersengsstuer, og manglen på badefaciliteter.

Efter tilsynets opfattelse kan der ikke være tvivl

om, at der er tale om en betydelig belastning for de enkelte patienter

på afsnittet, når de er nødsaget til at dele sengestue med

hinanden.

Efter tilsynets opfattelse er de fysiske rammer og

forholdene i øvrigt på afsnit P 85 ikke tilstrækkelige og

tidssvarende. Tilsynets opfattelse skal især ses i lyset af, at

størstedelen af sengepladserne fortsat befinder sig på

flersengsstuer og at inventaret er nedslidt.

Efter tilsynets opfattelse kan der ikke være tvivl

om, at der er tale om en betydelig belastning for de enkelte patienter

på afsnittet, når de er nødsaget til at dele sengestue med

hinanden.

Efter tilsynets opfattelse er de fysiske rammer og

forholdene i øvrigt på afsnit P 84 ikke tilstrækkelige og

tidssvarende. Tilsynets opfattelse skal især ses i lyset af, at

størstedelen af sengepladserne fortsat befinder sig på

flersengsstuer, der gør pladsen trang for den enkelte patient.

Efter tilsynets opfattelse kan der ikke være tvivl

om, at der er tale om en betydelig belastning for de enkelte patienter

på afsnittet, når de er nødsaget til at dele sengestue med

hinanden.

Tilsynet finder det overordentlig beklageligt, at

patienterne på grund af afdelingens vanskeligheder med at rekruttere

personale skal forholde sig til nye vikarer med utryghed for såvel

patienter som personale til følge.

Tilsynet finder det ligeledes overordentlig beklageligt,

at hvis det daglige personalefremmøde i afsnittene er mindre end

planlagt, kan det berøre aktivitetstilbuddene til patienterne i

afsnittene.

Tilsynet skal i den forbindelse understrege vigtigheden

af, at man til stadighed er opmærksom på sammenhængen

mellem det faktiske antal personale og kvaliteten af behandling og pleje.

Tilsynet finder det derfor positivt med de beskrevne

initiativer til at imødegå rekrutteringsproblemerne.

Tilsynet opfordrer Københavns Amt til at overveje,

med henblik på at imødegå de vanskeligheder, som

rekrutteringsproblemerne har skabt, at ansætte personale med anden

relevant uddannelsesmæssig baggrund og, i det omfang personalet ikke

har den tilstrækkelige erfaring på området, at sikre dette

ved introduktionskurser og løbende i efteruddannelsen.

Tilsynet finder det positivt med de beskrevne

efteruddannelsesinitiativer.

Tilsynet finder det kritisabelt, at der indtil den 31.

oktober 2001 har været en gennemsnitlig belægning på over

100 pct. på afsnit P 84 og P 85 gennem hele perioden.

Overbelægning medfører, at forholdene på afsnittene bliver

mere trange, ligesom presset på fællesfaciliteterne bliver

større. Hertil kommer, at personalet skal tage sig af flere

patienter.

Tilsynet skal i øvrigt understrege, at

uhensigtsmæssigt tidlig udskrivning ikke udgør en acceptabel del

af løsningen på overbelægningsproblemer, idet

uhensigtsmæssigt tidlig udskrivning bl.a. øger risikoen for

genindlæggelse.

Tilsynet finder det kritisabelt, at den største del

af sengene befinder sig på flersengsstuer.

Tilsynet finder det herudover beklageligt, at ingen af

patientstuerne har eget toilet eller bad.

Tilsynet finder det positivt med den beskrevne

modernisering af afdelingen, men har samtidig noteret sig, at der fortsat vil

være tosengsstuer på det gerontopsykiatriske afsnit.

Tilsynet finder det meget beklageligt, at der befinder sig

færdigbehandlede patienter på afdelingens lukkede afsnit, som

alene venter på et passende kommunalt eller amtskommunalt

udslusningstilbud.

Tilsynet ser derfor positivt på den fortsatte

kapacitetsudvidelse.

Tilsynet finder det vigtigt, at administrativt

frihedsberøvede patienter så vidt muligt har adgang til frisk

luft dagligt.

Tilsynet finder det positivt, at patienter indlagt

på et lukket afsnit har mulighed for individuelt tilpasset kost.

Tilsynet kan konstatere, at der har været et

stigende antal tvangsindlæggelser på afsnit P 83. Tilsynet vil

derfor i sin opfølgning på rapporten anmode om en yderligere

opgørelse heraf.

Tilsynet skal endvidere fremhæve den

opfølgende indsats, der tager sigte på at opnå en

fælles forståelse mellem patient og personale om, hvad der rent

faktisk skete i forbindelse med en tvangsanvendelse.

Tilsynet har således i forbindelse med sit arbejde

fået indtryk af, at det jævnligt forholder sig sådan, at en

patient føler sig krænket i forbindelse med et enkelt

tilfælde af tvangsanvendelse i et indlæggelsesforløb, hvor

tvang i øvrigt kan have været anvendt ved adskillige

lejligheder. Patienten vender til stadighed tilbage til dette ene

tilfælde af tvangsanvendelse, hvilket gør det vanskeligt for

patienten at komme videre under og efter

indlæggelsesforløbet.

Indsatsen for at opnå en fælles

forståelse af det passerede kan efter tilsynets vurdering medvirke til,

at et enkelt tilfælde af tvangsanvendelse ikke gør det helt

så vanskeligt for patienten at komme videre.

Tilsynet finder det beklageligt, at misbrugsproblemet

blandt psykiatriske patienter i stigende grad belaster dagligdagen og

behandlingsmiljøet.

Tilsynet finder det positivt, at afdelingsledelsen er i

færd med at udbygge samarbejdet med »Åben Rådgivning« på dette felt.

Tilsynet finder det positivt, når patienterne

på de lukkede afsnit i videst muligt omfang har uhindret adgang til at

føre en uforstyrret privat telefonsamtale.

Tilsynet finder, at den indsats, der bliver gjort for at

informere patienterne, er positiv. Således er det positivt, at

Sundhedsministeriets pjece »Tvang

i Psykiatrien « ligger fremme i

afsnittene og udleveres til patienterne, når deres tilstand gør

det muligt at forstå pjecens indhold.

Tilsynet finder det endvidere positivt, at patienter

frivilligt indlagt på lukkede afsnit og færdigbehandlede

patienter informeres om deres rettigheder, herunder om retten til at komme og

gå fra afsnittet.

Tilsynet finder dog, at det vil være rigtigst, at

Sundhedsministeriets pjece »Tvang

i Psykiatrien« udleveres til alle

patienter, pårørende og patientrådgivere, når der er

tale om frihedsberøvelse eller anden tvang i psykiatrien, medmindre

det er helt klart, at de pågældende har det nødvendige

kendskab til de oplysninger, som informationsmaterialet indeholder.

Navnlig det forhold, at ikke alle patienter på et

lukket afsnit har en patientrådgiver, som kan informere, vejlede og

rådgive med hensyn til forskellige forhold i forbindelse med

indlæggelse, ophold og behandling, understreger da også behovet

for information om regler og rettigheder m.v. ikke kun over for patienterne,

men også over for deres pårørende.«

Rapporten er omdelt i 2. samling på alm. del bilag

61.

5.2 Aalborg Psykiatriske Sygehus

Den 8. april 2002 aflagde § 71-tilsynet et anmeldt

besøg på Aalborg Psykiatriske Sygehus. Tilsynet foretog en

rundgang på de lukkede afsnit Ø 15 og V 8. Tilsynet konkluderede

efter besøget:

»Efter folketingsvalget i november 2001 fik tilsynet en ny

sammensætning. Besøget på Aalborg Psykiatriske Sygehus er

derfor det nye tilsyns første tilsynsbesøg. Rapportens fokus er

derfor tilsynets generelle indtryk af besøget, især under

henvisning til, at tilsynet på nuværende tidspunkt arbejder med

en bred erfaringsindsamling.

Tilsynet finder det positivt med den igangværende

brugerundersøgelse. Tilsynet skal i den forbindelse anmode om at

få fremsendt resultaterne af undersøgelsen på de lukkede

afsnit.

Tilsynet finder ikke, at de fysiske rammer og forholdene i

øvrigt på afsnit Ø 15 og V 8 er tilstrækkelige og

tidssvarende. Tilsynets opfattelse skal især ses i lyset af den i

perioder meget høje belægning og til tider overbelægning,

der er på afsnittene.

Tilsynet anerkender endvidere, at der i relation til

kontinuitet i behandlingen er endog meget store fordele ved afdelingens

integrerede afsnit med mulighed for at etablere skærmede enheder, idet

en patient kan blive på det samme afsnit gennem hele

behandlingsforløbet, hvor patienten tidligere først var

på lukket afsnit og dernæst på åbent afsnit.

Det forhold, at der på et og samme afsnit kan

være både en uaflåst og en aflåst del, ændrer

imidlertid ikke ved, at enhver frivilligt indlagt patient efter tilsynets

opfattelse bør få sengeplads på en uaflåst del af et

integreret afsnit, medmindre patienten selv ønsker at få

sengeplads på en aflåst del af afsnittet.

Tilsynet finder således, at en patient, som

indlægges frivilligt, bør tilbydes plads på en

uaflåst del af et integreret afsnit, og at en patient, der oprindelig

er indlagt eller tilbageholdt tvangsmæssigt når betingelserne

for frihedsberøvelsen ikke længere er opfyldt bør

informeres om, at indlæggelsen nu er frivillig, og bør tilbydes

plads på en uaflåst del af et integreret afsnit.

En frivilligt indlagt patient, som ikke tager imod

tilbuddet om en sengeplads på en uaflåst del af et integreret

afsnit, bør efter tilsynets opfattelse informeres grundigt om retten

til at forlade den aflåste del af afsnittet.

Det bør efter tilsynets opfattelse kun

undtagelsesvis forekomme, at en frivilligt indlagt patient af

kapacitetsmæssige grunde ikke tilbydes sengeplads på en

uaflåst del af et integreret afsnit. Patienten bør da hurtigst

muligt tilbydes en sengeplads på en uaflåst del af afsnittet.

Tilsynet finder det positivt, at Nordjyllands Amt er

særlig opmærksom på de eventuelle problemer, der kan

opstå på de lukkede afsnit med baggrund i manglen på

lægeligt personale og ved brugen af vikarer.

Tilsynet finder det endvidere positivt med de beskrevne

initiativer til at imødegå rekrutteringsproblemerne.

Samtidig finder tilsynet det dog beklageligt, at

patienterne på de lukkede afsnit på grund af sygehusets

vanskeligheder med at rekruttere personale skal forholde sig til nye vikarer

med utryghed for patienter og personale til følge. Tilsynet finder det

endvidere beklageligt, hvis brugen af vikarer kan berøre

aktivitetstilbuddene til patienterne på de lukkede afsnit.

Tilsynet opfordrer Nordjyllands Amt til at overveje, med

henblik på at imødegå de vanskeligheder, som

rekrutteringsproblemerne har skabt, at ansætte personale med anden

relevant uddannelsesmæssig baggrund og, i det omfang personalet ikke

har den tilstrækkelige erfaring på området, at sikre dette

ved introduktionskurser og løbende i efteruddannelsen.

Tilsynet finder det positivt med de beskrevne

efteruddannelsesinitiativer.

Tilsynet finder det kritisabelt, at der på de

lukkede afsnit generelt, uanset at der er korrigeret for orlov, er en meget

høj gennemsnitlig belægningsprocent gennem hele perioden.

Såvel meget høj belægning og overbelægning

medfører efter tilsynets opfattelse, at forholdene på afsnittene

bliver mere trange, ligesom presset på fællesfaciliteterne bliver

større. Hertil kommer, at personalet skal tage sig af flere

patienter.

Tilsynet skal i øvrigt understrege, at

uhensigtsmæssigt tidlig udskrivning ikke udgør en acceptabel del

af løsningen på overbelægningsproblemer, idet

uhensigtsmæssigt tidlig udskrivning bl.a. øger risikoen for

genindlæggelse.

Tilsynet finder det positivt, at alle stuerne på

afsnit Ø 15 og V 8 er enestuer.

Tilsynet finder det kritisabelt, at overbelægning

betyder, at såvel enestuer som fællesarealer inddrages til

patientstuer.

Tilsynet finder det endvidere beklageligt, at alene 4 af

patientstuerne på afsnit Ø 15 og V 8 har eget toilet eller bad,

især når der henses til patienter, der er indlagt i længere

tid.

Tilsynet finder det derfor positivt med de beskrevne

decentrale funktioner.

Tilsynet finder det meget beklageligt, at der er

færdigbehandlede patienter på sygehusets afsnit, som alene venter

på et passende kommunalt eller amtskommunalt udslusningstilbud.

Tilsynet ser derfor positivt på det fortsatte

arbejde med at sikre de nødvendige botilbud.

Tilsynet kan konstatere, at patienternes adgang til

aktiviteter kan afhænge af de fysiske rammer og personaleressourcer.

Tilsynet finder det vigtigt, at administrativt

frihedsberøvede patienter så vidt muligt har adgang til frisk

luft dagligt.

Tilsynet finder det endvidere positivt med de beskrevne

aktiviteter.

Tilsynet finder, at den rette balance mellem de

biologiske, de psykoterapeutiske og de socialpsykiatriske behandlingsmetoder

er et væsentligt element i den psykiatriske behandling.

Tilsynet finder det positivt, når patienterne

på de lukkede afsnit i videst muligt omfang har uhindret adgang til at

føre en uforstyrret privat telefonsamtale.

Tilsynet finder, at den indsats, der bliver gjort for at

informere patienterne, er positiv. Således er det positivt, at

Sundhedsministeriets pjece »Tvang

i Psykiatrien « ligger fremme i

afsnittene og almindeligvis udleveres til patienterne.

Tilsynet finder det endvidere positivt, at patienter

frivilligt indlagt på lukkede afsnit og færdigbehandlede

patienter informeres om deres rettigheder, herunder om retten til at komme og

gå fra afsnittet.

Tilsynet finder dog, at det vil være rigtigst, at

Sundhedsministeriets pjece »Tvang

i Psykiatrien« udleveres til alle

patienter, pårørende og patientrådgivere, når der er

tale om frihedsberøvelse eller anden tvang i psykiatrien, medmindre

det er helt klart, at de pågældende har det nødvendige

kendskab til de oplysninger, som informationsmaterialet indeholder.

Navnlig det forhold, at ikke alle patienter på et

lukket afsnit har en patientrådgiver, som kan informere, vejlede og

rådgive med hensyn til forskellige forhold i forbindelse med

indlæggelse, ophold og behandling, understreger da også behovet

for information om regler og rettigheder m.v. ikke kun over for patienterne,

men også over for deres pårørende.«

Rapporten er omdelt i 2. samling på alm. del bilag

224.

6. Opfølgning på tidligere besøg på

psykiatriske afdelinger m.v.

Det er tilsynets praksis, at der et års tid efter et

institutionsbesøg med forskellige spørgsmål til den

driftsansvarlige myndighed følges op på den rapport, som

besøget mundede ud i.

Således har tilsynet fulgt op på sine

besøg på Psykiatrisk Afdeling på Odense

Universitetshospital, de psykiatriske afdelinger på amtssygehusene i

Gentofte og Herlev samt Psykiatrisk Afdeling Herning.

Eftersom Sygehus Fyn, Svendborg Psykiatriske Afdeling,

på eget initiativ har fremsendt en redegørelse, der

følger op på tilsynets udtalelser i forbindelse med

tilsynsbesøg, har tilsynet ikke fundet anledning til også at

foretage en opfølgning.

Opfølgningerne har ikke givet anledning til

bemærkninger fra tilsynets side.

Redegørelsen vedrørende Psykiatrisk Afdeling

Herning er omdelt i 2. samling på alm. del bilag 12.

Redegørelsen vedrørende Psykiatrisk Afdeling

på Odense Universitetshospital er omdelt i 2. samling på alm. del

bilag 109

Redegørelserne vedrørende de psykiatriske

afdelinger på amtssygehusene i Gentofte og Herlev er omdelt i 2.

samling på alm. del bilag 32.

Redegørelsen vedrørende Sygehus Fyn,

Svendborg Psykiatriske Afdeling, er omdelt i 2. samling på alm. del

bilag 41.

7. Besøg på institutioner for voksne, hvor reglerne i

serviceloven om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten

anvendes

7.1. Plejehjemmet Holmegårdsparken i Charlottenlund

Den 15. august 2001 aflagde § 71-tilsynet et anmeldt

besøg på plejehjemmet Holmegårdsparken i Charlottenlund.

Tilsynet foretog en rundgang på afdelingerne C, A og L, jf. tilsynets

beretning for folketingsåret 2000-01 afsnit 11. Tilsynet konkluderede

efter besøget:

»

Den ene af

tilsynets grupper kunne ved ankomsten til afsnit C konstatere, at det tog

bemærkelsesværdigt lang tid, før der kom personale til

stede på afsnittet.

Tilsynet finder, at de fysiske rammer og forholdene i

øvrigt på afsnit C er tilstrækkelige og tidssvarende.

Tilsynet skal dog bemærke, at afsnittet er beliggende på 3. sal

og den umiddelbare adgang til frisk luft er en mindre altan for enden af

gangen.

Tilsynet finder, at de fysiske rammer og forholdene i

øvrigt på afdeling A er tilstrækkeligt gode og

tidssvarende.

Tilsynet finder, at de fysiske rammer og forholdene i

øvrigt på afdeling L er tilstrækkeligt gode og

tidssvarende.

Tilsynet finder det særlig positivt, at beboerne har

adgang til egen have fra deres bolig.

Tilsynet finder det positivt, at humor bevidst inddrages i

behandlingen af demente på plejehjemmet.

Tilsynet finder det beklageligt, at beboerne, på

grund af plejehjemmets vanskeligheder med at rekruttere og delvise

vanskeligheder ved at fastholde personale, skal forholde sig til nye vikarer

med utryghed for såvel beboere som personale til følge.

Tilsynet har i den forbindelse bemærket, at ca. 30

pct. af plejehjemmets samlede udgifter til vikarer fra vikarbureauer

går til dækning af vagter på afdeling B, herunder afsnit C,

og at der samtidig i perioden 1. september 1999 til 31. august 2001 har

været et betydeligt personaleflow på samme afdeling.

Tilsynet finder det derfor positivt, at der

pågår en analyse af årsagerne til rekrutteringsproblemerne

og vikarforbruget m.v.

Tilsynet vil i sin opfølgning på rapporten

anmode om en redegørelse for konklusionerne på analysen, og

hvilke initiativer det har medført.

Tilsynet finder det positivt med de beskrevne

efteruddannelsesinitiativer.

Tilsynet finder det positivt med Gentofte Kommunes

initiativer, hvor der oplyses om reglerne i serviceloven om magtanvendelse og

andre indgreb i selvbestemmelsesretten.

Tilsynet skal endvidere fremhæve den

opfølgende indsats, der tager sigte på at opnå en

fælles forståelse mellem beboere og personale om, hvad der rent

faktisk skete i forbindelse med en magtanvendelse.

Tilsynet skal bemærke, at tilsynet på baggrund

af ovenstående ikke betragter plejehjemmets brug af skærmning som

begrænsninger for den enkelte beboers bevægelsesfrihed.

Tilsynet finder det særdeles beklageligt, at der

ikke er eget bad i 24 af plejehjemmets stuer/boliger.

Tilsynet finder det derfor positivt, at Gentofte Kommunes

Socialudvalg har vedtaget et oplæg til en moderniseringsplan for bl.a.

de 24 stuer/boliger.

Tilsynet finder det positivt med den klare

formålsbestemmelse, der danner grundlag for aktivitets- tilbuddene til

beboerne på plejehjemmet.

Tilsynet finder det endvidere positivt, at

formålsbestemmelsen understreger, at målet er at hjælpe og

støtte den enkelte beboer til at forblive aktiv, vedligeholde sine

færdigheder og forebygge funktionstab, ensomhed og angst, og at

aktivitetstilbuddene er medvirkende til, at beboerne oplever livskvalitet

både i hverdagen og ved festlige lejligheder.

Tilsynet finder det endelig positivt med de beskrevne

aktiviteter for beboerne på plejehjemmet.«

Rapporten er omdelt i 1. samling på alm. del bilag

61.

8. Besøg på institutioner for tvangsanbragte

børn

8.1. Munkerup Observations- og behandlingshjem

Den 3. april 2002 besøgte tilsynet Munkerup

Observations- og behandlingshjem. Baggrunden for besøget var et

ønske om at få et indblik i og en drøftelse af, hvordan

man i praksis håndterer området for tvangsanbragte børn.

Af referatet fra besøget fremgår bl.a., at

»familieafdelingen er et tilbud om

et frivilligt ophold for familier, som har behov for støtte til at

fungere som en familie. Baggrunden for familiernes ophold, som varer mellem 3

måneder og 1 år, er f.eks. tidligere misbrugsproblemer,

forældre med psykiske problemer eller umodne forældre, hvis egen

opvækst har været præget af omsorgssvigt, eller

forældre, som har manglende forståelse for børns behov.

Omkring halvdelen af de behandlede familier får

hverdagen til at fungere efter opholdet, de øvrige forældre

bliver enten skilt fra hinanden, eller barnet/børnene bliver fjernet

fra hjemmet.

Familierne tilbydes udslusningshjælp, hvis de

ønsker dette. Familierne er ofte sårbare og angste for at skulll

hjem og klare hverdagen på egen hånd. Munkerup har derfor bl.a.

en forældrecafe for tidligere brugere.

Børnene på småbørnsafdelingen,

som er tvangsfjernet, har ofte forældre med misbrugsproblemer,

udviklingshæmmede forældre, psykisk syge forældre eller

forældre hvis egen opvækst har været præget af

omsorgssvigt.

Børnene, som er mellem 0 og 5 år, er psykisk,

følelsesmæssigt og/eller socialt underudviklede. Børnene

har ofte været overladt til sig selv, så basale behov for mad,

pleje og omsorg er meget vigtige.

Børn, som har været udsat for omsorgssvigt,

er ofte præget af manglende tillid til, at voksne kan og vil

forstå deres omsorgsbehov. Der er ofte tale om særdeles

sårbare børn, som let bliver angste, frustrerede og

overstimulerede.

Misbrugsbørnene kræver særlig

behandling, de skal vænnes til at spise og tåler ikke

kropskontakt eller øjenkontakt.

Efter behandling kommer børnene hjem, på

opholdssteder eller i plejefamilier. Udslusningen varer mellem 2 og 4 uger og

betales af kommunen. Kontaktpædagogen arbejder tæt sammen med

forældrene, opholdsstedet eller plejefamilien, men det er barnet, som

»viser vejen«.

Der føres ikke statistik på afdelingen over,

hvordan det går børnene efter behandling, men i dag er

betingelserne gode, der skrides tidligere ind, og behandlingen er tilpasset

og forlænget. Det vil kræve mange ressourcer at føre

statistik på grund af forældrenes mange kommuneskift og dermed

mange sagsbehandlere.

Det er kommunerne, der træffer afgørelse om

børnenes samvær med forældrene. Det giver ofte

forældrene mere ro, når barnet/børnene er anbragt på

et behandlingshjem frem for hos en plejefamilie, hvor forældrene

føler sig mere truet på forældreskabet. Det er efter deres

vurdering også vigtigt med omsorg og støtte til

forældrene, f.eks. tid til samtale, kaffe og rygning.

Afslutningsvis oplyste afdelingen, at samarbejdet med

kommunernes sagsbehandlere er godt efter deres vurdering, men der er ofte

forskel på sagsbehandlingen, selvom det er den samme lovgivning, samme

kommune med faste sagsbehandlere. Der burde være mere fokus på

forældre, der får tvangsfjernet børn, bl.a. for at bryde

den sociale arv. Dette kunne f.eks. ske gennem bofællesskaber for

umodne forældre. Børn, der kommer direkte fra eget hjem til

f.eks. en plejefamilie, kræver ofte ophold på en

døgninstitution, fordi de er så dårlige, at

plejefamilierne ikke magter dem. Dette giver børnene unødige

opholdsskift. «

Referatet er omdelt i 2. samling på alm. del bilag

187.

9. Møder

9.1 Møde med Folketingets Ombudsmand

Tilsynet holdt den 13. marts 2002 møde med

Folketingets Ombudsmand. Baggrunden var, at der efter folketingsvalget i

november 2001 var sammensat et helt nyt tilsyn. Tilsynet fandt det derfor

særlig relevant at holde et møde med Folketingets Ombudsmand,

set i lyset af grænsefladerne mellem tilsynets arbejde og Folketingets

Ombudsmands inspektionsvirksomhed. Folketingets Ombudsmands

inspektionsvirksomhed i almindelighed og i relation til psykiatriske

afdelinger og kompetenceafgrænsning af samarbejdet mellem tilsynet og

Folketingets Ombudsmand blev derfor først og fremmest drøftet.

Derudover drøftedes begrebet skærmning, Folketingets Ombudsmands

inspektionsrapport fra Psykiatrisk Afdeling på Holstebro Centralsygehus

og den retlige regulering på psykiatriområdet.

Referatet er omdelt i 2. samling på alm. del bilag

116.

9.2 Møde med Dansk Psykiatrisk Selskab

Tilsynet holdt den 13. juni 2002 møde med Dansk

Psykiatrisk Selskab. Følgende emner blev bl.a. drøftet:

Organisering af psykiatrien i amterne/H:S, manglen på psykiatere,

sammenhængende psykiatritilbud, de »usynlige« grupper i

psykiatrien, brugen af tvang i psykiatrien og elektrochokbehandling

(ECT).

Vedrørende spørgsmålet om organisering

af psykiatrien i amterne/H:S bemærkede selskabet bl.a., at det finder

det problematisk, at psykiatrien i forvaltningerne i flere amter er flyttet

væk fra sundhedsforvaltningen til enten socialforvaltningen eller en

selvstændig psykiatriforvaltning. Selskabet mente, det var meget

vigtigt at fastholde psykiatriens tilknytning til de andre sundhedsfaglige

specialer. Flytningen væk fra sundhedsforvaltningen havde, efter

selskabets opfattelse, gjort det vanskeligere at rekruttere læger til

psykiatrien i forvaltningen. Selskabet gjorde endvidere opmærksom

på, at disse ændringer kunne influere på udviklingen inden

for området, herunder på kvalitetsstandarderne.

Vedrørende spørgsmålet om de »usynlige« grupper i psykiatrien påpegede selskabet bl.a., at der

var behov for at styrke indsatsen over for dobbeltdiagnosepatienter, i

gerontopsykiatrien og over for udviklingshæmmede med psykiske lidelser,

herunder via forskning i behandlingsmetoder og holdningsbearbejdelse hos

personalet. Selskabet oplyste endvidere, at det var et særligt problem

med indsatsen over for udviklingshæmmede, hvor der i dag er meget

få specialister på området.

Vedrørende spørgsmålet om brugen af

tvang i psykiatrien understregede selskabet bl.a., at tvang er

nødvendigt, men at behandlerne nødigt ville bruge det. Derfor

var det, efter selskabets opfattelse, også vigtigt fortsat at arbejde

med at mindske brugen af tvang, når en patient er blevet indlagt

på en psykiatrisk afdeling. Selskabet mente, at initiativer som at

etablere enestuer og efteruddannelse af personalet, herunder

holdningsbearbejdelse, var vejen frem. Selskabet påpegede endvidere, at

det var et problem, at meget erfarent personale i dag arbejdede i

distriktspsykiatrien, og at der især på de lukkede afsnit var

meget nyuddannet personale. Det var derfor vigtigt at arbejde med at

kvalitetssikre arbejdet på de lukkede afsnit, herunder f.eks. uddanne

personalet i miljøterapi. Det var i den forbindelse også et

problem, at der var mange lukkede afsnit med overbelægning.

Derimod undrede det ikke selskabet, at antallet af

tvangsindlæggelser ikke falder, tværtimod mente selskabet, at man

ville se flere tvangsindlæggelser, hvilket efter selskabets opfattelse

hang tæt sammen med, at man i psykiatrien har ændret fokus fra

sengepsykiatrien til f.eks. udbygningen af den ambulante behandling samt den

fortsatte fokus på patientrettigheder.

Vedrørende spørgsmålet om

elektrochokbehandling (ECT) mente selskabet bl.a., at der var en manglende

forståelse for brugen af behandlingsmetoden. Samtidig understregede

selskabet, at det var vigtigt, at der hele tiden blev arbejdet med at

skærpe kravene til brugen af behandlingen. Efter selskabets opfattelse

kunne det overvejes i arbejdet med fortsat at sikre kvaliteten i

behandlingen, at sørge for en ensartet uddannelse i brugen ved f.eks.

at centralisere uddannelsen af personalet to steder i Danmark.

Referatet er omdelt i 2. samling på alm. del bilag

267.

10. Deltagelse i konferencer m.v.

Tilsynet deltog den 24. januar 2002 i Fyns Amts konference

»Hvad gemmer der sig bag

skærmning«. Formålet

med konferencen var at samle repræsentanter for de danske psykiatriske

afdelinger og andre med tilknytning til psykiatrien for at få belyst og

beskrevet tværfagligt, hvad der menes med begrebet skærmning i

psykiatrien.

Invitationen er omdelt i 1. samling på alm. del

bilag 27.

Tilsynet deltog den 3. april 2002 i Folketingets

Socialudvalgs høring om anbragte børn og unge. Formålet

med høringen var at afklare problemstillingerne omkring anbringelser

og pege på muligheder for at gøre anbringelser bedre for

børn og forældre.

Invitationen er omdelt i 2. samling på alm. del

bilag 97.

11. Information om tilsynets arbejde

I det forløbne folketingsår har tilsynet med

henblik på at udbrede kendskabet til hele sin virksomhed til en bredere

kreds af offentlige myndigheder, personale og ikke mindst patienter

udarbejdet en folder.

Tilsynets mål med udbredelsen af folderen har

været at medvirke til en positiv udvikling, således at

administrativt frihedsberøvede, hvor de end befinder sig, bliver

tilbudt nogle forhold, som samfundet kan være bekendt.

Folderen blev oprindelig udsendt til ca. 350 forskellige

myndigheder, organisationer, foreninger m.v. Efterfølgende er folderen

udsendt enten efter anmodning eller i forbindelse med besvarelse af

henvendelser.

Pjecen om tilsynet, der nærmere beskriver tilsynets

opgaver efter grundloven, udsendes enten efter anmodning fra. f.eks.

psykiatriske afdelinger eller uddannelsessteder eller i forbindelse med

besvarelse af henvendelser.

Inge-Lene Ebdrup (V) fmd. Ester Larsen (V) Anita

Knakkergaard (DF) nfmd.

Else Theill Sørensen (KF) Tove Videbæk (KRF) Jette Bergenholz

Bautrup (S)

Henrik Dam Kristensen (S) Anne Baastrup (SF) Elsebeth Gerner Nielsen (RV)

Lignende dokumenter