Aktindsigt i dokumenter om overdragelse af arealer til Ørestadsselskabet
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Aktindsigt i dokumenter om overdragelse af arealer til
Ørestadsselskabet
En journalist, A, klagede over at have fået afslag på en anmodning
om aktindsigt i dokumenter vedrørende overdragelse af arealer til
Ørestadsselskabet.
I telefax af 10. april 1997 anmodede A Finansministeriet om
aktindsigt. I sin anmodning skrev A følgende:
"I forlængelse af telefonsamtale med B skal jeg hermed
anmode om aktindsigt i den eller de journalmapper, som Finansministeriet
måtte
have oprettet forud for eller i forbindelse med det aktstykke til
Finansudvalget, som den 16. juni 1994 overdrog visse havnearealer fra
Københavns Kommune til Ørestadsselskabet. I aktstykket omtales visse
forhandlinger
mellem Københavns Kommune og Finansministeriet, og det er altså eventuelle
registreringer, postlister etc, som måtte findes i Finansministeriet i denne
forbindelse, som jeg er interesseret i.
..."
I telefax af 21. april 1997 skrev Finansministeriet bl.a.
følgende til A:
"...
Jeg vedlægger i den forbindelse aktoversigt over den pågældende
sag. Som du kan se, er der tale om et ganske omfattende materiale. Jeg skal
derfor bede dig om - ved afkrydsning på listen - at melde tilbage på, hvilke
dokumenter, der ønskes aktindsigt i.
Jeg skal dog gøre opmærksom på, at der kan være dokumenter på
ovenstående aktoversigt, som er undtaget fra aktindsigt, jf.
offentlighedslovens
kapitel 3. Der vil i forbindelse med din begæring af
de konkrete dokumenter blive taget stilling
Læs alt
hertil."
Den 22. april 1997 bad A Finansministeriet om aktindsigt i de af
A på en journalliste afkrydsede dokumenter.
Det fremgik af en vedlagt kopi af journallisten, hvilke
dokumenter A ønskede aktindsigt i.
Ved brev af 2. maj 1997 afviste ministeriet delvist A's
anmodning. Ministeriet anførte:
"...
De har med breve af 10. og 22. april 1997 anmodet om aktindsigt
i dokumenter om overdragelsen af visse havnearealer fra Københavns Kommune og
Finansministeriet til Ørestadsselskabet forud for eller i forbindelse med
aktstykke af 16. juni 1994.
Kopi af en række af sagens akter vedlægges.
Finansministeriet har efter offentlighedslovens § 10, nr. 4,
ikke meddelt Dem aktindsigt i ministeriets brevveksling med kammeradvokaten
vedrørende juridiske spørgsmål (akt nr. 5, 6, 8, 18, 19 og 26) i forbindelse
med overdragelsen af grundene.
Finansministeriet har endvidere efter offentlighedslovens § 12,
stk. 1, nr. 2, og § 13, stk. 1, nr. 6, undtaget akt nr. 17 fra aktindsigt af
hensyn til Ørestadsselskabets økonomiske forhold m.v., idet dokumentet
vedrører
Ørestadsselskabets interne overvejelser om prisfastsættelse i forbindelse med
eventuelle ejendomshandler og deltagelse i en selskabsdannelse."
Den 5. maj 1997 klagede A til mig. Den 16. juni 1997 anmodede
jeg Finansministeriet om en udtalelse.
Ministeriet svarede 24. juni 1997. Finansministeriet henholdt
sig til sin afgørelse af 2. maj 1997 og udtalte følgende:
"...
Vedrørende begrundelsen for afslaget på aktindsigt i de nævnte
dokumenter skal Finansministeriet supplerende bemærke følgende:
Efter offentlighedslovens § 10, nr. 4, omfatter retten til
aktindsigt ikke myndigheders brevveksling med sagkyndige til brug i retssager
eller ved overvejelse af, om retssag bør føres.
Bestemmelsen omfatter myndigheders brevveksling med sagkyndige -
herunder Kammeradvokaten - om juridiske tvivlsspørgsmål, jf.
Offentlighedsloven
med kommentarer, 2. udgave, side 171.
Bestemmelsen omfatter brevveksling med sagkyndige vedrørende
verserende retssager og overvejelser om, hvorvidt retssag skal føres. Det
anses
for givet, at enhver sådan brevvekling om muligheden for en retssag vil være
omfattet af bestemmelsen, uanset at sandsynligheden for at sagsanlæg må anses
for ringe. Bestemmelsen antages imidlertid også at omfatte brevveksling om
juridiske tvivlsspørgsmål, der ikke har direkte sammenhæng med et aktuelt
eller eventuelt sagsanlæg, men hvor dette må underforstås som en nærliggende
mulighed i forbindelse med den pågældende sag, jf. Offentlighedsloven med
kommentarer, 2. udgave, side 173.
Finansministeriet finder på baggrund af det anførte, at
brevveksling med Kammeradvokaten vedrørende juridiske spørgsmål som
udgangspunkt kan undtages fra aktindsigt.
Efter offentlighedslovens § 11, stk. l, skal oplysninger, der er
af væsentlig betydning for sagsforholdet, uanset bl.a. bestemmelsen i § 10,
nr.
4 meddeles i overensstemmelse med lovens almindelige regler.
Finansministeriet finder ikke, at den omhandlede brevveksling
med Kammeradvokaten indeholder sådanne oplysninger af væsentlig betydning for
sagsforholdet.
For så vidt angår spørgsmålet om anvendelsen af
offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 2, og § 13, stk. 1, nr. 6, bemærkes, at
Finansministeriet heller ikke i forbindelse med et dokument, som findes
omfattet af de nævnte bestemmelser, har fundet grundlag for at foretage
ekstrahering efter bestemmelserne i § 12, stk. 2, eller § 13, stk. 2.
..."
Af sagens akter fremgik at akt nr. 5, 6, 8, 18 og 19 var et
notat og breve fra Kammeradvokaten. Akt nr. 26 var derimod et brev fra
Finansministeriet
til Trafikministeriet vedrørende drøftelse mellem Københavns Havn og
Ørestadsselskabet om betaling for opfyldninger af vandarealer ud for
havnegrundene. I brevet anmodedes Trafikministeriet om at træffe afgørelse i
sagen. Det fremgik i øvrigt ikke af sagens akter hvilken sammenhæng dette
dokument havde med "brevveksling med sagkyndige til brug i retssager
eller ved overvejelse af, om retssag bør føres".
Vedrørende akt nr. 5, (notat fra Kammeradvokaten) oplyste
Finansministeriet den 27. januar 1998 telefonisk at ministeriet ikke havde
oplysninger om hvorvidt notatet var indhentet af Finansministeriet eller
Ørestandsselskabet.
Ved min gennemgang af sagen fandt jeg det nødvendig at få dette
forhold nærmere belyst, og skrev den 24. februar 1998 følgende til
Finansministeriet:
"...
Under min behandling af ovennævnte sag er jeg blevet opmærksom
på at det ikke fremgår af sagen om akt nr. 5, der er et notat fra
Kammeradvokaten, er indhentet af Finansministeriet eller af
Ørestadsselskabet.
En af ministeriets medarbejdere har telefonisk oplyst at ministeriet ikke har
oplysninger herom.
Da dette har betydning for min vurdering af sagen, skal jeg
anmode Finansministeriet om at undersøge om notatet blev indhentet af
ministeriet eller af Ørestadsselskabet, eventuelt ved henvendelse til
Kammeradvokaten.
..."
I brev af 17. april 1998 svarede Finansministeriet følgende:
"...
Det fremgår ikke af Finansministeriet journal, hvorledes notatet
er indhentet.
På foranledning af henvendelsen fra Folketingets Ombudsmand har
sagen været forelagt Kammeradvokaten. Sagen har tillige været forelagt for
Ørestadsselskabet.
Kammeradvokaten har oplyst, at det pågældende notat er
udarbejdet som et naturligt led i Kammeradvokatens rådgivning af
Finansministeriet i den pågældende sag. Kammeradvokaten har med brev af 10.
august 1995 fremsendt nota til Finansministeriet, som er betalt af
Finansministeriet den 10. september 1995.
Af Kammeradvokatens journal fremgår, at der ikke foreligger en
skriftlig anmodning fra Finansministeriet eller Ørestadsselskabet om
udarbejdelse af det pågældende notat.
Det kan i øvrigt oplyses, at det af Kammeradvokatens gennemgang
af sagen fremgår, at notatet udover at være fremsendt til Finansministeriet
tillige er sendt til Ørestadsselskabet.
Finansministeriet har genovervejet sin afgørelse af 2. maj 1995
[retteligt 1997, min bemærkning] i brev til A om ikke at meddele aktindsigt i
akt nr. 5, jf. i øvrigt Finansministeriets brev af 24. juni 1997 til
Folketingets Ombudsmand.
Da væsentlige dele af notatet har dannet grundlag for
overvejelse om en retssag, som nu er endt med, at der verserer en
voldgiftssag
mellem Ørestadsselskabet og Københavns Havn, kan Finansministeriet henholde
sig
til sin afgørelse af 2. maj 1995 (retteligt 1997; min bemærkning).
Det er Finansministeriets opfattelse, at notatet er omfattet
offentlighedslovens § 10, nr. 4, idet notatet - på grund af Kammeradvokatens
fremsendelse af nota til Finansministeriet - må anses for indhentet af
Finansministeriet, ligesom notatet vedrører juridiske tvivlspøgsmål, der er
indgået i de nævnte overvejelser om førelse af retssag.
Finansministeriet skal beklage den lange ekspeditionstid,
hvilket bl.a. skyldes forelæggelse af sagen for Kammeradvokaten og
Ørestadsselskabet
samt gennemgang af Finansministeriets journaler bl.a. med henblik på at
fremskaffe kopi af notaen fra Kammeradvokaten i den pågældende sag."
Ombudsmandens udtalelse
"Retsgrundlaget
Finansministeriets afslag på aktindsigt i akt nr. 5, 6, 8, 18, 19 og 26 blev
givet under henvisning til offentlighedslovens § 10, nr. 4 (lov nr. 572 af
19. december 1985, som ændret ved lov nr. 347 af 6. juni 1991). Denne
bestemmelse har følgende indhold:
'Retten til aktindsigt omfatter ikke:
...
4) Myndigheders brevveksling med sagkyndige til brug i retssager eller
overvejelse af, om retssag bør føres.'
I Betænkning om offentlighedslovens revision (betænkning 857/1978) anføres
bl.a. følgende på s. 239:
'Udtrykket 'til brug i retssager eller ved overvejelse af, om retssag bør
føres' skal forstås i vid forstand. Det fremgår som nævnt af
folketingsudvalgets betænkning til offentlighedslovforslaget, at udtrykket
'retssag' omfatter en voldgiftssag, jfr. Folketingstidende 1969/70, tillæg B,
sp. 2056. Også retshandlinger i forbindelse med håndhævelsen eller
fuldbyrdelsen af retskrav, som f.eks. fogedforbud, udsættelsesforretninger og
formentlig også tvangsauktioner må anses for omfattet af
undtagelsesbestemmelsen i offentlighedslovens § 5, nr. 7.
Det er formentlig en forudsætning for at undtage dokumenter med hjemmel i
offentlighedslovens § 5, nr. 7, at det offentlige enten er eller vil kunne
blive formelt inddraget i sagen som part, biintervenient eller på anden
lignende måde. Justitsministeriet har således i sagen L.A. 1976-543-94 bl.a.
udtalt, at brevveksling mellem en offentlig myndighed og en sagkyndig efter
ministeriets opfattelse '...i hvert fald kun (vil) være omfattet af
undtagelsen, såfremt den vedrører spørgsmål i forbindelse med myndighedens
eventuelle inddragelse i retshandlingen som part til varetagelse af det
offentliges interesser, f.eks. (i relation til en tvangsauktion) som
rekvirent eller panthaver.' Det bemærkes i denne forbindelse, at bestemmelsen
antagelig kun er anvendelig i tilfælde, hvor den sagkyndige erklæring
indhentes af en myndighed, der er omfattet af loven.'
I John Vogter, Offentlighedsloven med kommentarer (1992), står der følgende
på s. 172:
'
5.
Det er en forudsætning for at undtage dokumenter med hjemmel i nr. 4, at det
offentlige
enten er eller vil blive formelt inddraget i retssagen som part,
biintervenient, eller på anden lignende måde, jf. Justitsministeriets sag
L.A.
1976-543-94.
...'
Offentlighedslovens § 10, nr. 4, begrænses af reglen i § 11,
stk. 1, om ekstrahering der lyder således:
'
§ 11. Oplysninger i
dokumenter, der er omfattet af § 7 og § 10, nr. 1-4, om faktiske
omstændigheder, der er af væsentlig betydning for sagsforholdet, skal uanset
disse bestemmelser meddeles i overensstemmelse med lovens almindelige
regler.'
Finansministeriets afslag på aktindsigt i akt nr. 17 er givet med
henvisning til offentlighedslovens § 12, stk. l, nr. 2, og § 13, stk. 1, nr.
6.
Disse 2 bestemmelser har følgende indhold:
'
§ 12.
Retten til
aktindsigt omfatter ikke oplysninger om
...
2) tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts-
eller forretningsforhold eller lignende, for så vidt det er af væsentlig
økonomisk betydning for den person eller virksomhed, oplysningen angår, at
begæringen ikke imødekommes.'
'
§ 13.
Retten til
aktindsigt kan begrænses i det omfang, det er nødvendigt til beskyttelse af
væsentlige hensyn til
...
6) private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter
forholdets særlige karakter er påkrævet.'
Også disse to undtagelsesbestemmelser begrænses af regler om
ekstrahering der lyder således:
'
§ 12.
...
Stk. 2. Omfattes kun
en del af et dokument af bestemmelsen i stk. 1, skal den pågældende gøres
bekendt med dokumentets øvrige indhold.'
'
§ 13.
...
Stk. 2. Gør hensyn som
nævnt i stk. 1 sig kun gældende for en del af et dokument, skal den
pågældende
gøres bekendt med dokumentets øvrige indhold.'
I Justitsministeriets vejledning til offentlighedslovens (1986),
pkt. 42, er bl.a. anført følgende:
'...
I tilfælde, hvor der kan være begrundet tvivl om, hvorvidt en
begæring om aktindsigt bør afslås efter bestemmelsen i § 12, stk. 1, nr. 2,
vil
det være nærliggende at indhente en udtalelse fra den, oplysningen vedrører
for
at få belyst risikoen for, at aktindsigt vil påføre virksomheden tab. En
sådan
udtalelse er ikke bindende for myndigheden, der må træffe afgørelse ud fra en
selvstændig afvejning.'
Det er fast antaget at et afslag på aktindsigt er en afgørelse
i forvaltningslovens forstand. Ifølge § 22 i forvaltningsloven (lov nr. 571
af
19. december 1985, som ændret ved lov nr 347 af 6. juni 1991) skal en
afgørelse, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse
medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.
Forvaltningslovens
§ 24 fastsætter følgende krav til begrundelsens indhold:
'
§ 24.
En begrundelse
for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold
til
hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler
beror
på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn,
der
har været bestemmende for skønsudøvelsen.
Stk. 2. Begrundelsen
skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger
vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning
for afgørelsen.'
I bemærkningerne til lovforslaget til forvaltningsloven står
bl.a. følgende (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 163):
'En begrundelse skal fremtræde som en forklaring på, hvorfor
afgørelsen har fået det pågældende indhold.'
Min vurdering
1. Akt nr. 5, 6, 8, 18, 19
og 26
Finansministeriet har som hjemmel for afslaget henvist til
offentlighedslovens § 10, nr. 4. Bortset fra denne henvisning til
lovgrundlaget
er ministeriets afgørelse af 2. maj 1997 på dette punkt ubegrundet. I
Finansministeriets udtalelse af 24. juni 1997 uddybede ministeriet
fortolkningen af bestemmelsen ved henvisninger til Offentlighedsloven med
kommentarer, 2. udg.
Efter min opfattelse burde Finansministeriet i overensstemmelse
med forvaltningslovens § 24 nærmere have forklaret hvorfor den pågældende
korrespondance med Kammeradvokaten kunne undtages efter offentlighedslovens §
10, nr. 4.
For akt nr. 5 der er et notat fra Kammeradvokaten, gør der sig
et særligt forhold gældende. Finansministeriet oplyste telefonisk at
ministeriet ikke havde oplysninger om hvorvidt notatet var indhentet af
Finansministeriet
eller Ørestadsselskabet. Finansministeriet oplyste i sit af brev af 17. april
1998 at det ikke fremgår af ministeriets journal hvorledes notatet blev
indhentet.
Ministeriet oplyste endvidere at Kammeradvokaten havde fremsendt nota med
brev
af 10. august 1995 og at ministeriet betalte den 10. september 1995.
Offentlighedslovens § 10, nr. 4, er kun anvendelig i tilfælde,
hvor den sagkyndige erklæring er indhentet af en offentlig myndighed, jf.
John Vogter, Offentlighedsloven med kommentarer (1992), s.
172f, og betænkning 857/1978 om offentlighedslovens
revision, s. 239. Det må antages at Ørestadsselskabet ikke er en offentlig
myndighed, jf. Folketingets Ombudsmands beretning for året 1995, s. 32 og s.
132.
I offentlighedsloven § 6, stk. 1, står der følgende om
notatpligt:
'
§ 6.
I sager, hvor
der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, skal en
myndighed, der mundtligt modtager oplysninger vedrørende en sags faktiske
omstændigheder, der er af betydning for sagens afgørelse, eller som på anden
måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af
oplysningerne. Det gælder dog ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår af
sagens dokumenter.'
Selv om notatpligten efter offentlighedslovens § 6 gælder for
afgørelsessager, gælder der på grundlag af en ulovbestemt forvaltningsretlig
grundsætning tilsvarende pligter også i andre sager end afgørelsessagerne.
I en sag i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1989, s.
138 (140), udtalte jeg følgende om notatpligt vedrørende væsentlige
ekspeditioner:
'...
Bestemmelsen i offentlighedslovens § 6, stk. 1, må efter min
opfattelse ses som udslag af en almindelig retsgrundsætning om, at offentlige
myndigheder har pligt til at gøre notat om alle væsentlige ekspeditioner i en
sag herunder telefonsamtaler, som ikke fremgår af brevvekslingen i sagen
eller
af sagens dokumenter i øvrigt.
En sådan notatpligt vil ikke blot være en forudsætning for
gennemførelsen af retten til aktindsigt, men vil normalt også være en
forudsætning for, at det efterfølgende kan klarlægges, hvad der er sket i en
sag, og herved også give mulighed for en effektiv kontrol med, om myndigheden
har handlet korrekt.
...'
Da Finansministeriet ikke har indhentet notatet fra
Kammeradvokaten skriftligt, og ej heller har gjort notat herom, er der
opstået
tvivl om et faktisk forhold, der er vigtigt for bedømmelsen af om notatet kan
undtages fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 10, nr. 4.
Beslutningen om at anmode Kammeradvokaten om notatet er ikke
omfattet af offentlighedslovens § 6, men hvis notatet blev indhentet af
Finansministeriet, burde ministeriet på grundlag af den nævnte
retsgrundsætning
have skrevet et notat i sagen herom.
Det er efter min opfattelse desuden kritisabelt at Finansministeriet
har anset notatet for omfattet af bestemmelsen i § 10, nr. 4, uden at have
kendskab til om det var indhentet af en offentlig myndighed eller af
Ørestadsselskabet.
Jeg har gjort Finansministeriet bekendt med min opfattelse.
De nu fremkomne oplysninger tyder på at notatet ikke blev
indhentet af Ørestadsselskabet, men af Finansministeriet. Imidlertid er det
yderligere en forudsætning for at undtage dokumenter med hjemmel i § 10, nr.
4, at det offentlige enten er eller vil kunne blive formelt inddraget i sagen
som part, biintervenient eller på anden lignende måde, jf. betænkningen om
offentlighedslovens revision, s.239, og John Vogter, Offentlighedsloven med
kommentarer (1992), s.172.
Finansministeriet har oplyst at væsentlige dele af Kammeradvokatens
notat har dannet grundlag for overvejelser om en retssag, som nu er endt med
at
der verserer en voldgiftssag mellem Ørestadsselskabet og Københavns Havn.
Ørestadsselskabet er som tidligere nævnt ikke en offentlig
myndighed. Den omstændighed at Finansministeriet og Københavns Kommune som
stiftere af Ørestadsselskabet hæfter for selskabets økonomiske forpligtelser,
kan ikke antages at have betydning i denne forbindelse, da det som nævnt er
afgørende om det offentlige formelt er eller vil kunne blive inddraget i
sagen
som part, biintervenient eller på anden lignende måde. Det er i denne
sammenhæng uden betydning om Københavns Havn er en offentlig myndighed, da
Københavns Havn er Ørestadsselskabets modpart i sagen. Da den verserende
voldgiftssag efter det oplyste ikke har andre parter end Ørestadsselskabet og
Københavns Havn, er det afgørende for om notatet kan undtages fra aktindsigt
med hjemmel i § 10, nr. 4, om Finansministeriet eller en anden offentlig
myndighed vil kunne blive formelt inddraget i sagen som part, biintervenient
eller på anden lignende måde. Det fremgår af notatet at der havde været
uenighed mellem Københavns Havn og Københavns Kommune angående visse
havnearealer der tilhørte kommunen, men det fremgår ikke om kommunen eller
andre myndigheder kunne blive inddraget i sagen efter overdragelsen af
arealerne til Ørestadsselskabet. Det er kritisabelt at Finansministeriet ikke
har omtalt spørgsmålet, hverken i afgørelsen af 2. maj 1997 eller i
afgørelsen
af 17. april 1998. Jeg har derfor anmodet ministeriet om at tage sagen op til
fornyet behandling med henblik på at overveje dette spørgsmål.
Særlig angående akt nr. 26 bemærker jeg at der er tale om et
brev fra Finansministeriet til Trafikministeriet. En myndigheds brevveksling
med et ministerium om juridiske tvivlsspørgsmål der henhører under
vedkommende
ministeriums sagsområde, er som udgangspunkt ikke omfattet af bestemmelsen i
§
10, nr. 4. Dog gælder der noget særlig angående Justitsministeriets
lovafdelings responderende virksomhed i forhold til andre myndigheder og
Finansministeriets korrespondance med andre myndigheder i forbindelse med
personaleretlige spørgsmål, jf. Jon Andersen m.fl. Forvaltningsret, s. 282.
Akt nr. 26 er ikke omfattet af disse særlige undtagelsesregler.
Finansministeriet burde derfor ikke have undtaget dette dokument fra
aktindsigt
under henvisning til § 10, nr. 4. Jeg har gjort Finansministeriet bekendt
hermed og jeg har anmodet ministeriet om på denne baggrund at genoptage
behandlingen af sagen med henblik på at træffe en ny afgørelse om akt nr. 26.
2. Akt nr. 17
For så vidt angår akt nr. 17 har Finansministeriet som hjemmel
for afslaget anført offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 2, og § 13, stk. 1,
nr. 6.
Som det fremgår af § 12, stk. 1, nr. 2, kan oplysninger om
forretningsforhold eller lignende undtages fra de almindelige regler om
aktindsigt, men kun for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for
den
person eller virksomhed oplysningerne angår, at begæringen om aktindsigt ikke
imødekommes.
Efter forarbejderne er bestemmelsen kun anvendelig hvis
aktindsigt i de pågældende oplysninger efter et konkret skøn må antages at
medføre en nærliggende risiko for at der - typisk af konkurrencemæssige
grunde - påføres den pågældende virksomhed et økonomisk tab af nogen
betydning
(Folketingstidende, 1984-85, tillæg B, sp. 3088).
Der foreligger ikke nærmere oplysninger om hvilke økonomiske tab
der er tale om, herunder på hvilken måde aktindsigten vil kunne påføre
Ørestadsselskabet tab. Der er heller ikke oplysninger om at Finansministeriet
i overensstemmelse med Justitsministeriets vejledning til offentlighedsloven,
pkt. 42, har indhentet en udtalelse fra Ørestadsselskabet om dette spørgsmål.
Jeg må derfor lægge til grund at Finansministeriet ikke i overensstemmelse
med
offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 2, har foretaget en nærmere vurdering
af
om det ville være af væsentlig økonomisk betydning for Ørestadsselskabet at
begæringen
ikke imødekommes.
Offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6, har karakter af en
opsamlingsbestemmelse der åbner mulighed for at aktindsigt kan nægtes i
tilfælde hvor der er tale om væsentlige hensyn til beskyttelse af andre
offentlige og private interesser end dem der er nævnt i offentlighedsloven §
12
og § 13, stk. 1, nr. 1-5.
En bestemmelse svarende til offentlighedslovens § 13, stk. 1,
nr. 6, blev indført ved offentlighedsloven fra 1970 (lov nr. 280 af 10. juni
1970) § 2, stk. 2, nr. 4. I betænkningen der lå til grund for lovforslaget
til
offentlighedsloven fra 1970 (betænkning nr. 325/1963), er på s. 64 om
baggrunden for bestemmelsen anført at man forudsatte at der kun ville blive
gjort brug af den foreslåede bestemmelse i tilfælde hvor hemmeligholdelse af
hensyn til det offentliges eller enkeltpersoners interesse klart ville
tilsige
det.
I forarbejderne til bestemmelsen (Folketingstidende 1969-70,
tillæg A, sp. 589) anføres:
'
ad nr. 4.
Bestemmelsen svarer til kommissionsudkastets § 2, stk. 1, nr. 7.... Det
forudsættes, at der kun vil blive gjort brug af bestemmelsen i
tilfælde, hvor hemmeligholdelse af hensyn til det offentliges eller
enkeltpersoners interesse er klart påkrævet.'
I betænkning nr. 857/1978 om offentlighedslovens revision, s.
260, har udvalget om den tidligere bestemmelses rækkevidde bl.a. skrevet
således:
'Der kan være anledning til indledningsvis at fastslå, at den
eksemplifikation på bestemmelsens anvendelsesområde, der er givet i
forarbejderne, utvivlsomt ikke er udtømmende, men at også andre
beskyttelsesinteresser end de nævnte kan komme i betragtning. Tværtimod er
forholdet antagelig det, at der næppe på forhånd kan drages absolutte grænser
for, hvilke
typer
af interesser der i
givet fald vil kunne varetages gennem anvendelse af generalklausulen. I det
omfang, der er spørgsmål om at begrænse offentlighedsprincippet af hensyn til
interesser, der falder uden for de i lovmotiverne nævnte, vil der dog
givetvis
blive stillet strengere krav med hensyn til styrken af det aktuelle
beskyttelsesbehov. I det hele taget må det i overensstemmelse med
forarbejderne
lægges til grund, at undtagelse efter bestemmelsen kun kan gøres,
hvor det er klart påkrævet
...
En samlet vurdering af de tilfælde, hvor bestemmelsen efter de
foreliggende oplysninger har været bragt i anvendelse i praksis, efterlader
det
indtryk, at den i betydelig udstrækning, - til dels med støtte i den ovenfor
gengivne motivudtalelse - er blevet benyttet til at tilgodese
beskyttelsesinteresser, der som sådanne er anerkendt ved udformningen af
lovens
øvrige undtagelsesbestemmelser, men hvor de udtrykkelige bestemmelser har
vist
sig utilstrækkelige.'
På baggrund af denne beskrivelse af gældende ret skrev udvalget
i betænkningen på s. 285ff. følgende om sine overvejelser:
'Det er udvalgets opfattelse, at en sådan generalklausul bør
opretholdes i forbindelse med offentlighedslovens revision. Udvalget har i så
henseende navnlig lagt vægt på,
at
der ikke i den periode, offentlighedsloven har været i kraft, er indhøstet så
udførlige erfaringer, at det er muligt med rimelig grad af sikkerhed at
overskue alle de undtagelsesbehov, der vil kunne opstå i praksis,
at
en generalklausul er påkrævet for at
undgå, at visse meget specielle undtagelsesbehov opregnes udtrykkeligt i
loven,
samt at
en generalklausul giver loven
en ønskelig smidighed med hensyn til at kunne tilpasses nye undtagelsesbehov,
der måtte opstå i fremtiden, således at hyppige ændringer af loven kan
undgås.
Udvalget skal dog samtidig understrege, at generalklausulen som hidtil kun
forudsættes anvendt i begrænset omfang og kun, hvor der er et klart behov
derfor.'
Forarbejderne til den nugældende offentlighedslov af 1985
forudsætter at opsamlingsbestemmelsen fortsat anvendes restriktivt, jf.
Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 229, hvor det anføres:
'Bestemmelsen i
nr. 6
er enslydende med den gældende offentlighedslovs § 2, stk. 2, nr. 4.
Bestemmelsen forudsættes som hidtil kun anvendt i begrænset omfang, hvor der
er
et klart behov derfor.'
Jeg kan også henvise til John Vogter, Offentlighedsloven med
kommentarer (1992), s. 217ff., og Jon Andersen m.fl., Forvaltningsret, s.
291.
Den i bestemmelsen forudsatte interesseafvejning på grundlag af
et væsentlighedskriterium indebærer at der skal foretages et konkret skøn.
Det
følger af bestemmelsens formulering at aktindsigt kun kan afslås hvor der er
nærliggende fare for at de nævnte interesser vil lide skade af betydning
(ovennævnte betænkning s. 263).
Finansministeriet har begrundet afslaget således:
'...
Finansministeriet har endvidere efter offentlighedslovens § 12,
stk. 1, nr. 2, og § 13, stk. 1, nr. 6, undtaget akt nr. 17 fra aktindsigt af
hensyn til Ørestadsselskabets økonomiske forhold m.v., idet dokumentet
vedrører
Ørestadsselskabets interne overvejelser om prisfastsættelse i forbindelse med
eventuelle ejendomshandler og deltagelse i en selskabsdannelse.
...'
Det fremgår ikke om det er Finansministeriets opfattelse at
begge bestemmelser er anvendelige for dokumentet i sin helhed, eller om nogle
dele af dokumentet er omfattet af § 12, stk. 1, nr. 2, mens andre dele er
omfattet af § 13, stk. 1, nr. 6.
For så vidt angår anvendelsen af § 12, stk. 1, nr. 2,
henviser jeg til det ovenfor anførte. Det er
min opfattelse at hvis denne bestemmelse er anvendelig for dokumentet i sin
helhed så er anvendelsen af
§ 13, stk.
1, nr. 6, overflødig.
For så vidt angår anvendelsen af § 13, stk. 1, nr. 6, må jeg
lægge til grund at Finansministeriet bl.a. har lagt vægt på
Ørestadsselskabets
økonomiske interesse. Der foreligger imidlertid ikke nærmere oplysninger om
på
hvilken måde denne økonomiske interesse nærmere kvalificerer sig og hvilke
skadevirkninger aktindsigten ville kunne medføre. Jeg må derfor lægge til
grund
at Finansministeriet ikke har foretaget en sådan nærmere konkret vurdering,
som
kvalificerer den økonomiske interesse som beskyttelsesværdig.
3. Ekstrahering.
Det følger af offentlighedslovens § 11, stk. 1, at dokumenter
der undtages fra aktindsigt efter § 10, nr. 4, er undergivet
ekstraheringspligt.
Efter bestemmelsen skal myndighederne give aktindsigt i oplysninger om
faktiske
omstændigheder der er af væsentlig betydning for sagsforholdet, i
overensstemmelse med de almindelige regler. Som nævnt gælder der en
tilsvarende
ekstraheringspligt angående oplysninger der er undtaget fra aktindsigt efter
§
12, stk. 1, og § 13, stk. 1.
Finansministeriet har først i sin udtalelse af 24. juni 1997 til
mig taget stilling til om der var oplysninger i de undtagne dokumenter der
var
omfattet af pligten til at foretage ekstrahering. Jeg må derfor lægge til
grund
at Finansministeriet ved afgørelsen af 2. maj 1997 ikke havde taget stilling
til spørgsmålet om ekstrahering.
Finansministeriet har gjort gældende at korrespondancen med
Kammeradvokaten ikke indeholder oplysninger af væsentlig betydning for
sagsforholdet. Jeg er ikke enig heri. Bortset fra akt nr. 6, 8 og 17
indeholder
alle de heromtalte dokumenter efter min opfattelse oplysninger af væsentlig
betydning for sagsforholdet. Jeg har derfor anmodet Finansministeriet om at
genoptage behandlingen af sagen vedrørende dette spørgsmål.
Jeg har samtidig tilbudt Finansministeriet at afholde et møde,
hvori jeg nærmere kan redegøre for det ovennævnte spørgsmål.
4. Meroffentlighed
Princippet om meroffentlighed er lovfæstet i offentlighedslovens
§ 4, stk. 1, 2. punktum, der lyder således:
'
§ 4.... En
forvaltningsmyndighed kan give aktindsigt i videre omfang, medmindre andet
følger af regler om tavshedspligt m.v.'
Om baggrunden for princippet om meroffentlighed anføres det i
Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 211:
'...
Reglerne i den gældende offentlighedslov afskærer ikke
myndighederne fra efter eget skøn at give oplysninger i videre omfang,
herunder
på anden måde eller i anden form, end loven forpligter til. Da spørgsmålet i
praksis synes at have givet enkelte myndigheder anledning til tvivl, foreslås
det, at princippet om 'meroffentlighed' udtrykkeligt anføres i loven.
Adgangen
til at give sådanne oplysninger begrænses dog af reglerne om tavshedspligt
m.v.
...'
Af betænkning nr. 857/1978 om offentlighedslovens revision, s.
70, fremgår bl.a. følgende om princippet om meroffentlighed:
'Udvalget finder det utvivlsomt, at den retlige regulering af
offentlighedsprincippet på generelt grundlag også i fremtiden bør have
karakter af en fastsættelse af minimumsregler, der ikke udelukker at
myndighederne kan - og efter omstændighederne bør - give oplysninger i videre
omfang, end loven umiddelbart forpligter til.
Udvalget skal i denne forbindelse understrege betydningen af, at
offentlighedsloven ikke i myndighedernes praksis opfattes som en udtømmende
regulering af, hvor langt oplysningsadgang bør strækkes. Efter udvalgets
opfattelse vil det således være i høj grad ønskeligt, at myndighederne i
tilfælde, hvor der er fremsat begæring om aktindsigt, ikke blot nøjes med at
undersøge, hvorvidt begæringen kan afslås af formelle grunde eller med
hjemmel
i en af lovens undtagelsesbestemmelser, men mere frit overvejer, om
hemmeligholdelse i det konkrete tilfælde overhovedet er påkrævet - enten på
grund af en tavshedspligtbestemmelse eller fordi offentlige eller private
interesser i øvrigt taler derfor. En liberal praktisering af lovens
bestemmelser er ikke blot bedst stemmende med almindelige synspunkter, der
ligger til grund for lovfæstelsen af offenlighedspricippet, men vil også i
mange tilfælde bevirke, at det vil være ufornødent at tage stilling til
tvivlsomme afgrænsningsspørgsmål.'
Justitsministeriet har i Vejledning om lov om offentlighed i
forvaltningen (1986) bl.a. anført følgende om forståelsen af
meroffentlighedsprincippet:
'
Forord
...
Jeg vil også gerne fremhæve, at offentlighedsordningen er af
særlig betydning for pressens nyhedstjeneste. En almindelig afgang til at
blive
gjort bekendt med dokumenter inden for de forskellige forvaltningsgrene
stiller et omfattende nyhedsmateriale til pressens rådighed, der kan medvirke
til, at pressen kan informere offentligheden på et rigtigt faktisk grundlag.
Som det er fremhævet i loven og i vejledningen er offentlighedsloven en
minimumslov. Loven er ikke til hinder for, at den offentlige forvaltning
giver
aktindsigt i videre omgang eller giver flere oplysninger til pressen og
andre,
end det følger af selve loven, når blot det sker uden at krænke
myndighedernes
tavshedspligt. Det er mit håb, at myndighederne vil leve op til dette ønske
fra folketinget om en øget åbenhed i den offentlige forvaltning.
...
Aktindsigt og
meroffentlighed
6.
Offentlighedsloven
regulerer alene spørgsmålet om, i hvilket omfang forvaltningen er
forpligtet
til at give aktindsigt. Den
enkelte forvaltningsmyndighed er derfor ikke afskåret fra efter eget skøn af
give adgang til aktindsigt i videre omfang end fastsat i loven, medmindre
andet
følger af regler om tavshedspligt m.v., jfr. § 4, stk. 1, 2. pkt.
(meroffentlighedsprincippet).
...
8.
Det følger af
meroffentlighedsprincippet
, at en
myndighed, der behandler en begæring om aktindsigt, ikke alene bør overveje,
om
begæringen kan afslås efter offentlighedslovens undtagelsesbestemmelser, men
også, om der navnlig efter reglerne om tavshedspligt er noget til hinder for,
at der meddeles aktindsigt. Hvis oplysninger i et dokument ikke er fortrolig,
bør myndighederne i almindelighed imødekomme en begæring om aktindsigt, selv
om
myndigheden ikke er forpligtet til det.
...'
Der foreligger ikke oplysninger i sagen om at Finansministeriet
har overvejet om der kunne gives aktindsigt i de omtalte dokumenter efter
princippet om meroffentlighed. Jeg har derfor henstillet til ministeriet at
overveje om De i medfør af meroffentlighedsprincippet bør have aktindsigt i
de
undtagne dokumenter.
Sammenfatning
Det er min opfattelse at Finansministeriet for så vidt angår
henvisningen til offentlighedsloven § 10, nr. 4, ikke har opfyldt
forvaltningslovens begrundelseskrav. Angående akt nr. 17 er det
endvidere min opfattelse at Finansministeriet
ikke efter offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 2, har foretaget en konkret
vurdering af risikoen for at Ørestadsselskabet vil lide tab som følge af
aktindsigten, og at ministeriet ikke efter offentlighedlovens § 13, stk. 1,
nr.
6, har foretaget en sådan nærmere konkret vurdering, som kvalificerer den
økonomiske interesse som beskyttelsesværdig.
Endvidere burde Finansministeriet ikke have undtaget akt nr. 26
fra aktindsigt under henvisning til § 10, nr. 4.
Derudover er det min opfattelse at Finansministeriet som udslag
af en almindelig retsgrundsætning burde have udfærdiget notat om det fra
Kammeradvokaten indhentede notat, akt nr. 5. Finansministeriet burde også
have
taget stilling til om ministeriet eller en anden offentlig myndighed ville
kunne blive formelt inddraget som part, biintervenient eller på anden
lignende
måde i den tvist som notatet angik.
Endelig burde Finansministeriet ved sagens afgørelse den 2. maj
1997 have taget stilling til om De skulle have aktindsigt efter reglerne om
ekstrahering og reglen om meroffentlighed. For så vidt angår reglerne om
ekstrahering har jeg meddelt at jeg ikke er enig i at akterne (bortset fra
akt
6, 8 og 17) ikke indeholder oplysninger af væsentlig betydning for
sagsforholdet.
Samlet er det derfor min opfattelse at Finansministeriets
besvarelse af Deres anmodning om aktindsigt har været kritisabel.
Under henvisning til ovenstående har jeg henstillet til
Finansministeriet at genoptage sagen. Med hensyn til anvendelsen af
offentlighedslovens
§ 10, nr. 4, bemærker jeg udtrykkeligt at jeg på grund af den nævnte
begrundelsesmangel ikke har taget stilling til om ministeriet har anvendt
bestemmelsen korrekt.
Ved kongelig resolution af 23. marts 1998 er sager vedrørende
Ørestadsselskabet overført fra Finansministeriet til Trafikministeriet.
Jeg har bedt Finansministeriet underrette mig om sagens videre
forløb, herunder om en eventuel oversendelse af sagen til
Trafikministeriet."
Finansministeriet meddelte herefter at ministeriet havde givet
aktindsigt i dokument nr. 26. Endvidere havde ministeriet genoptaget
behandlingen
af aktindsigtsanmodningen.
Den 14. december 1998 traf Finansministeriet ny afgørelse.
Den 23. december 1998 skrev A på ny til ministeriet.
Den 19. januar 1999 anmodede jeg Finansministeriet om at
underrette mig om ministeriets svar til A.
NOTER (*1) Jf. FOB 1995, s. 32 og
s. 132, og FOB 1989, s. 140 (
FOB 1989, s. 138
).
Lignende dokumenter
- 1996 BSF 70 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM OPFORDRING TIL AT TRÆKKE AKTSTYKKE NR. 77 VEDRØRENDE DSB REDERI A/S TILBAGE FRA FINANSUDVALGET Retsinformation · 29. november 1996
- KOMMISSIONENS BESLUTNING af 13. juli 2009 om omstruktureringsstøtte til Combus A/S (meddelt under nummer K(2009) 4538) (Kun den danske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) (2009/973/EF) EU-lovgivning · 13. juli 2009
- Aktindsigt. Dokumenter indgået til myndighed. Opbevaring/sagsbehandling Retsinformation · 25. juni 2003
- Forslag til folketingsbeslutning om opfordring til at trække aktstykke nr. 57 om et udredningsarbejde vedrørende en cityring som metroløsning tilbage fra Finansudvalget Retsinformation · 8. januar 2002
- Aktindsigt. Dokumenter indgået til myndigheden. Opbevaring eller sagsbehandling Retsinformation · 11. januar 2002
- 1996 LSF 181 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM OFFENTLIGHED I FORVALTNINGEN(ANVENDELSESOMRÅDE, JOURNAL- OG POSTLISTER) Retsinformation · 11. marts 1997