Spring til indhold

Retsinformation

Aktindsigt i dokumenter om overdragelse af arealer til Ørestadsselskabet

FOU nr 1998.92UdtalelserFolketinget3. marts 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Aktindsigt i dokumenter om overdragelse af arealer til

Ørestadsselskabet

En journalist, A, klagede over at have fået afslag på en anmodning

om aktindsigt i dokumenter vedrørende overdragelse af arealer til

Ørestadsselskabet.

I telefax af 10. april 1997 anmodede A Finansministeriet om

aktindsigt. I sin anmodning skrev A følgende:

"I forlængelse af telefonsamtale med B skal jeg hermed

anmode om aktindsigt i den eller de journalmapper, som Finansministeriet

måtte

have oprettet forud for eller i forbindelse med det aktstykke til

Finansudvalget, som den 16. juni 1994 overdrog visse havnearealer fra

Københavns Kommune til Ørestadsselskabet. I aktstykket omtales visse

forhandlinger

mellem Københavns Kommune og Finansministeriet, og det er altså eventuelle

registreringer, postlister etc, som måtte findes i Finansministeriet i denne

forbindelse, som jeg er interesseret i.

..."

I telefax af 21. april 1997 skrev Finansministeriet bl.a.

følgende til A:

"...

Jeg vedlægger i den forbindelse aktoversigt over den pågældende

sag. Som du kan se, er der tale om et ganske omfattende materiale. Jeg skal

derfor bede dig om - ved afkrydsning på listen - at melde tilbage på, hvilke

dokumenter, der ønskes aktindsigt i.

Jeg skal dog gøre opmærksom på, at der kan være dokumenter på

ovenstående aktoversigt, som er undtaget fra aktindsigt, jf.

offentlighedslovens

kapitel 3. Der vil i forbindelse med din begæring af

de konkrete dokumenter blive taget stilling

Læs alt

hertil."

Den 22. april 1997 bad A Finansministeriet om aktindsigt i de af

A på en journalliste afkrydsede dokumenter.

Det fremgik af en vedlagt kopi af journallisten, hvilke

dokumenter A ønskede aktindsigt i.

Ved brev af 2. maj 1997 afviste ministeriet delvist A's

anmodning. Ministeriet anførte:

"...

De har med breve af 10. og 22. april 1997 anmodet om aktindsigt

i dokumenter om overdragelsen af visse havnearealer fra Københavns Kommune og

Finansministeriet til Ørestadsselskabet forud for eller i forbindelse med

aktstykke af 16. juni 1994.

Kopi af en række af sagens akter vedlægges.

Finansministeriet har efter offentlighedslovens § 10, nr. 4,

ikke meddelt Dem aktindsigt i ministeriets brevveksling med kammeradvokaten

vedrørende juridiske spørgsmål (akt nr. 5, 6, 8, 18, 19 og 26) i forbindelse

med overdragelsen af grundene.

Finansministeriet har endvidere efter offentlighedslovens § 12,

stk. 1, nr. 2, og § 13, stk. 1, nr. 6, undtaget akt nr. 17 fra aktindsigt af

hensyn til Ørestadsselskabets økonomiske forhold m.v., idet dokumentet

vedrører

Ørestadsselskabets interne overvejelser om prisfastsættelse i forbindelse med

eventuelle ejendomshandler og deltagelse i en selskabsdannelse."

Den 5. maj 1997 klagede A til mig. Den 16. juni 1997 anmodede

jeg Finansministeriet om en udtalelse.

Ministeriet svarede 24. juni 1997. Finansministeriet henholdt

sig til sin afgørelse af 2. maj 1997 og udtalte følgende:

"...

Vedrørende begrundelsen for afslaget på aktindsigt i de nævnte

dokumenter skal Finansministeriet supplerende bemærke følgende:

Efter offentlighedslovens § 10, nr. 4, omfatter retten til

aktindsigt ikke myndigheders brevveksling med sagkyndige til brug i retssager

eller ved overvejelse af, om retssag bør føres.

Bestemmelsen omfatter myndigheders brevveksling med sagkyndige -

herunder Kammeradvokaten - om juridiske tvivlsspørgsmål, jf.

Offentlighedsloven

med kommentarer, 2. udgave, side 171.

Bestemmelsen omfatter brevveksling med sagkyndige vedrørende

verserende retssager og overvejelser om, hvorvidt retssag skal føres. Det

anses

for givet, at enhver sådan brevvekling om muligheden for en retssag vil være

omfattet af bestemmelsen, uanset at sandsynligheden for at sagsanlæg må anses

for ringe. Bestemmelsen antages imidlertid også at omfatte brevveksling om

juridiske tvivlsspørgsmål, der ikke har direkte sammenhæng med et aktuelt

eller eventuelt sagsanlæg, men hvor dette må underforstås som en nærliggende

mulighed i forbindelse med den pågældende sag, jf. Offentlighedsloven med

kommentarer, 2. udgave, side 173.

Finansministeriet finder på baggrund af det anførte, at

brevveksling med Kammeradvokaten vedrørende juridiske spørgsmål som

udgangspunkt kan undtages fra aktindsigt.

Efter offentlighedslovens § 11, stk. l, skal oplysninger, der er

af væsentlig betydning for sagsforholdet, uanset bl.a. bestemmelsen i § 10,

nr.

4 meddeles i overensstemmelse med lovens almindelige regler.

Finansministeriet finder ikke, at den omhandlede brevveksling

med Kammeradvokaten indeholder sådanne oplysninger af væsentlig betydning for

sagsforholdet.

For så vidt angår spørgsmålet om anvendelsen af

offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 2, og § 13, stk. 1, nr. 6, bemærkes, at

Finansministeriet heller ikke i forbindelse med et dokument, som findes

omfattet af de nævnte bestemmelser, har fundet grundlag for at foretage

ekstrahering efter bestemmelserne i § 12, stk. 2, eller § 13, stk. 2.

..."

Af sagens akter fremgik at akt nr. 5, 6, 8, 18 og 19 var et

notat og breve fra Kammeradvokaten. Akt nr. 26 var derimod et brev fra

Finansministeriet

til Trafikministeriet vedrørende drøftelse mellem Københavns Havn og

Ørestadsselskabet om betaling for opfyldninger af vandarealer ud for

havnegrundene. I brevet anmodedes Trafikministeriet om at træffe afgørelse i

sagen. Det fremgik i øvrigt ikke af sagens akter hvilken sammenhæng dette

dokument havde med "brevveksling med sagkyndige til brug i retssager

eller ved overvejelse af, om retssag bør føres".

Vedrørende akt nr. 5, (notat fra Kammeradvokaten) oplyste

Finansministeriet den 27. januar 1998 telefonisk at ministeriet ikke havde

oplysninger om hvorvidt notatet var indhentet af Finansministeriet eller

Ørestandsselskabet.

Ved min gennemgang af sagen fandt jeg det nødvendig at få dette

forhold nærmere belyst, og skrev den 24. februar 1998 følgende til

Finansministeriet:

"...

Under min behandling af ovennævnte sag er jeg blevet opmærksom

på at det ikke fremgår af sagen om akt nr. 5, der er et notat fra

Kammeradvokaten, er indhentet af Finansministeriet eller af

Ørestadsselskabet.

En af ministeriets medarbejdere har telefonisk oplyst at ministeriet ikke har

oplysninger herom.

Da dette har betydning for min vurdering af sagen, skal jeg

anmode Finansministeriet om at undersøge om notatet blev indhentet af

ministeriet eller af Ørestadsselskabet, eventuelt ved henvendelse til

Kammeradvokaten.

..."

I brev af 17. april 1998 svarede Finansministeriet følgende:

"...

Det fremgår ikke af Finansministeriet journal, hvorledes notatet

er indhentet.

På foranledning af henvendelsen fra Folketingets Ombudsmand har

sagen været forelagt Kammeradvokaten. Sagen har tillige været forelagt for

Ørestadsselskabet.

Kammeradvokaten har oplyst, at det pågældende notat er

udarbejdet som et naturligt led i Kammeradvokatens rådgivning af

Finansministeriet i den pågældende sag. Kammeradvokaten har med brev af 10.

august 1995 fremsendt nota til Finansministeriet, som er betalt af

Finansministeriet den 10. september 1995.

Af Kammeradvokatens journal fremgår, at der ikke foreligger en

skriftlig anmodning fra Finansministeriet eller Ørestadsselskabet om

udarbejdelse af det pågældende notat.

Det kan i øvrigt oplyses, at det af Kammeradvokatens gennemgang

af sagen fremgår, at notatet udover at være fremsendt til Finansministeriet

tillige er sendt til Ørestadsselskabet.

Finansministeriet har genovervejet sin afgørelse af 2. maj 1995

[retteligt 1997, min bemærkning] i brev til A om ikke at meddele aktindsigt i

akt nr. 5, jf. i øvrigt Finansministeriets brev af 24. juni 1997 til

Folketingets Ombudsmand.

Da væsentlige dele af notatet har dannet grundlag for

overvejelse om en retssag, som nu er endt med, at der verserer en

voldgiftssag

mellem Ørestadsselskabet og Københavns Havn, kan Finansministeriet henholde

sig

til sin afgørelse af 2. maj 1995 (retteligt 1997; min bemærkning).

Det er Finansministeriets opfattelse, at notatet er omfattet

offentlighedslovens § 10, nr. 4, idet notatet - på grund af Kammeradvokatens

fremsendelse af nota til Finansministeriet - må anses for indhentet af

Finansministeriet, ligesom notatet vedrører juridiske tvivlspøgsmål, der er

indgået i de nævnte overvejelser om førelse af retssag.

Finansministeriet skal beklage den lange ekspeditionstid,

hvilket bl.a. skyldes forelæggelse af sagen for Kammeradvokaten og

Ørestadsselskabet

samt gennemgang af Finansministeriets journaler bl.a. med henblik på at

fremskaffe kopi af notaen fra Kammeradvokaten i den pågældende sag."

Ombudsmandens udtalelse

"Retsgrundlaget

Finansministeriets afslag på aktindsigt i akt nr. 5, 6, 8, 18, 19 og 26 blev

givet under henvisning til offentlighedslovens § 10, nr. 4 (lov nr. 572 af

19. december 1985, som ændret ved lov nr. 347 af 6. juni 1991). Denne

bestemmelse har følgende indhold:

'Retten til aktindsigt omfatter ikke:

...

4) Myndigheders brevveksling med sagkyndige til brug i retssager eller

overvejelse af, om retssag bør føres.'

I Betænkning om offentlighedslovens revision (betænkning 857/1978) anføres

bl.a. følgende på s. 239:

'Udtrykket 'til brug i retssager eller ved overvejelse af, om retssag bør

føres' skal forstås i vid forstand. Det fremgår som nævnt af

folketingsudvalgets betænkning til offentlighedslovforslaget, at udtrykket

'retssag' omfatter en voldgiftssag, jfr. Folketingstidende 1969/70, tillæg B,

sp. 2056. Også retshandlinger i forbindelse med håndhævelsen eller

fuldbyrdelsen af retskrav, som f.eks. fogedforbud, udsættelsesforretninger og

formentlig også tvangsauktioner må anses for omfattet af

undtagelsesbestemmelsen i offentlighedslovens § 5, nr. 7.

Det er formentlig en forudsætning for at undtage dokumenter med hjemmel i

offentlighedslovens § 5, nr. 7, at det offentlige enten er eller vil kunne

blive formelt inddraget i sagen som part, biintervenient eller på anden

lignende måde. Justitsministeriet har således i sagen L.A. 1976-543-94 bl.a.

udtalt, at brevveksling mellem en offentlig myndighed og en sagkyndig efter

ministeriets opfattelse '...i hvert fald kun (vil) være omfattet af

undtagelsen, såfremt den vedrører spørgsmål i forbindelse med myndighedens

eventuelle inddragelse i retshandlingen som part til varetagelse af det

offentliges interesser, f.eks. (i relation til en tvangsauktion) som

rekvirent eller panthaver.' Det bemærkes i denne forbindelse, at bestemmelsen

antagelig kun er anvendelig i tilfælde, hvor den sagkyndige erklæring

indhentes af en myndighed, der er omfattet af loven.'

I John Vogter, Offentlighedsloven med kommentarer (1992), står der følgende

på s. 172:

'

5.

Det er en forudsætning for at undtage dokumenter med hjemmel i nr. 4, at det

offentlige

enten er eller vil blive formelt inddraget i retssagen som part,

biintervenient, eller på anden lignende måde, jf. Justitsministeriets sag

L.A.

1976-543-94.

...'

Offentlighedslovens § 10, nr. 4, begrænses af reglen i § 11,

stk. 1, om ekstrahering der lyder således:

'

§ 11. Oplysninger i

dokumenter, der er omfattet af § 7 og § 10, nr. 1-4, om faktiske

omstændigheder, der er af væsentlig betydning for sagsforholdet, skal uanset

disse bestemmelser meddeles i overensstemmelse med lovens almindelige

regler.'

Finansministeriets afslag på aktindsigt i akt nr. 17 er givet med

henvisning til offentlighedslovens § 12, stk. l, nr. 2, og § 13, stk. 1, nr.

6.

Disse 2 bestemmelser har følgende indhold:

'

§ 12.

Retten til

aktindsigt omfatter ikke oplysninger om

...

2) tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts-

eller forretningsforhold eller lignende, for så vidt det er af væsentlig

økonomisk betydning for den person eller virksomhed, oplysningen angår, at

begæringen ikke imødekommes.'

'

§ 13.

Retten til

aktindsigt kan begrænses i det omfang, det er nødvendigt til beskyttelse af

væsentlige hensyn til

...

6) private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter

forholdets særlige karakter er påkrævet.'

Også disse to undtagelsesbestemmelser begrænses af regler om

ekstrahering der lyder således:

'

§ 12.

...

Stk. 2. Omfattes kun

en del af et dokument af bestemmelsen i stk. 1, skal den pågældende gøres

bekendt med dokumentets øvrige indhold.'

'

§ 13.

...

Stk. 2. Gør hensyn som

nævnt i stk. 1 sig kun gældende for en del af et dokument, skal den

pågældende

gøres bekendt med dokumentets øvrige indhold.'

I Justitsministeriets vejledning til offentlighedslovens (1986),

pkt. 42, er bl.a. anført følgende:

'...

I tilfælde, hvor der kan være begrundet tvivl om, hvorvidt en

begæring om aktindsigt bør afslås efter bestemmelsen i § 12, stk. 1, nr. 2,

vil

det være nærliggende at indhente en udtalelse fra den, oplysningen vedrører

for

at få belyst risikoen for, at aktindsigt vil påføre virksomheden tab. En

sådan

udtalelse er ikke bindende for myndigheden, der må træffe afgørelse ud fra en

selvstændig afvejning.'

Det er fast antaget at et afslag på aktindsigt er en afgørelse

i forvaltningslovens forstand. Ifølge § 22 i forvaltningsloven (lov nr. 571

af

19. december 1985, som ændret ved lov nr 347 af 6. juni 1991) skal en

afgørelse, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse

medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

Forvaltningslovens

§ 24 fastsætter følgende krav til begrundelsens indhold:

'

§ 24.

En begrundelse

for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold

til

hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler

beror

på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn,

der

har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen

skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger

vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning

for afgørelsen.'

I bemærkningerne til lovforslaget til forvaltningsloven står

bl.a. følgende (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 163):

'En begrundelse skal fremtræde som en forklaring på, hvorfor

afgørelsen har fået det pågældende indhold.'

Min vurdering

1. Akt nr. 5, 6, 8, 18, 19

og 26

Finansministeriet har som hjemmel for afslaget henvist til

offentlighedslovens § 10, nr. 4. Bortset fra denne henvisning til

lovgrundlaget

er ministeriets afgørelse af 2. maj 1997 på dette punkt ubegrundet. I

Finansministeriets udtalelse af 24. juni 1997 uddybede ministeriet

fortolkningen af bestemmelsen ved henvisninger til Offentlighedsloven med

kommentarer, 2. udg.

Efter min opfattelse burde Finansministeriet i overensstemmelse

med forvaltningslovens § 24 nærmere have forklaret hvorfor den pågældende

korrespondance med Kammeradvokaten kunne undtages efter offentlighedslovens §

10, nr. 4.

For akt nr. 5 der er et notat fra Kammeradvokaten, gør der sig

et særligt forhold gældende. Finansministeriet oplyste telefonisk at

ministeriet ikke havde oplysninger om hvorvidt notatet var indhentet af

Finansministeriet

eller Ørestadsselskabet. Finansministeriet oplyste i sit af brev af 17. april

1998 at det ikke fremgår af ministeriets journal hvorledes notatet blev

indhentet.

Ministeriet oplyste endvidere at Kammeradvokaten havde fremsendt nota med

brev

af 10. august 1995 og at ministeriet betalte den 10. september 1995.

Offentlighedslovens § 10, nr. 4, er kun anvendelig i tilfælde,

hvor den sagkyndige erklæring er indhentet af en offentlig myndighed, jf.

John Vogter, Offentlighedsloven med kommentarer (1992), s.

172f, og betænkning 857/1978 om offentlighedslovens

revision, s. 239. Det må antages at Ørestadsselskabet ikke er en offentlig

myndighed, jf. Folketingets Ombudsmands beretning for året 1995, s. 32 og s.

132.

I offentlighedsloven § 6, stk. 1, står der følgende om

notatpligt:

'

§ 6.

I sager, hvor

der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, skal en

myndighed, der mundtligt modtager oplysninger vedrørende en sags faktiske

omstændigheder, der er af betydning for sagens afgørelse, eller som på anden

måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af

oplysningerne. Det gælder dog ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår af

sagens dokumenter.'

Selv om notatpligten efter offentlighedslovens § 6 gælder for

afgørelsessager, gælder der på grundlag af en ulovbestemt forvaltningsretlig

grundsætning tilsvarende pligter også i andre sager end afgørelsessagerne.

I en sag i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1989, s.

138 (140), udtalte jeg følgende om notatpligt vedrørende væsentlige

ekspeditioner:

'...

Bestemmelsen i offentlighedslovens § 6, stk. 1, må efter min

opfattelse ses som udslag af en almindelig retsgrundsætning om, at offentlige

myndigheder har pligt til at gøre notat om alle væsentlige ekspeditioner i en

sag herunder telefonsamtaler, som ikke fremgår af brevvekslingen i sagen

eller

af sagens dokumenter i øvrigt.

En sådan notatpligt vil ikke blot være en forudsætning for

gennemførelsen af retten til aktindsigt, men vil normalt også være en

forudsætning for, at det efterfølgende kan klarlægges, hvad der er sket i en

sag, og herved også give mulighed for en effektiv kontrol med, om myndigheden

har handlet korrekt.

...'

Da Finansministeriet ikke har indhentet notatet fra

Kammeradvokaten skriftligt, og ej heller har gjort notat herom, er der

opstået

tvivl om et faktisk forhold, der er vigtigt for bedømmelsen af om notatet kan

undtages fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 10, nr. 4.

Beslutningen om at anmode Kammeradvokaten om notatet er ikke

omfattet af offentlighedslovens § 6, men hvis notatet blev indhentet af

Finansministeriet, burde ministeriet på grundlag af den nævnte

retsgrundsætning

have skrevet et notat i sagen herom.

Det er efter min opfattelse desuden kritisabelt at Finansministeriet

har anset notatet for omfattet af bestemmelsen i § 10, nr. 4, uden at have

kendskab til om det var indhentet af en offentlig myndighed eller af

Ørestadsselskabet.

Jeg har gjort Finansministeriet bekendt med min opfattelse.

De nu fremkomne oplysninger tyder på at notatet ikke blev

indhentet af Ørestadsselskabet, men af Finansministeriet. Imidlertid er det

yderligere en forudsætning for at undtage dokumenter med hjemmel i § 10, nr.

4, at det offentlige enten er eller vil kunne blive formelt inddraget i sagen

som part, biintervenient eller på anden lignende måde, jf. betænkningen om

offentlighedslovens revision, s.239, og John Vogter, Offentlighedsloven med

kommentarer (1992), s.172.

Finansministeriet har oplyst at væsentlige dele af Kammeradvokatens

notat har dannet grundlag for overvejelser om en retssag, som nu er endt med

at

der verserer en voldgiftssag mellem Ørestadsselskabet og Københavns Havn.

Ørestadsselskabet er som tidligere nævnt ikke en offentlig

myndighed. Den omstændighed at Finansministeriet og Københavns Kommune som

stiftere af Ørestadsselskabet hæfter for selskabets økonomiske forpligtelser,

kan ikke antages at have betydning i denne forbindelse, da det som nævnt er

afgørende om det offentlige formelt er eller vil kunne blive inddraget i

sagen

som part, biintervenient eller på anden lignende måde. Det er i denne

sammenhæng uden betydning om Københavns Havn er en offentlig myndighed, da

Københavns Havn er Ørestadsselskabets modpart i sagen. Da den verserende

voldgiftssag efter det oplyste ikke har andre parter end Ørestadsselskabet og

Københavns Havn, er det afgørende for om notatet kan undtages fra aktindsigt

med hjemmel i § 10, nr. 4, om Finansministeriet eller en anden offentlig

myndighed vil kunne blive formelt inddraget i sagen som part, biintervenient

eller på anden lignende måde. Det fremgår af notatet at der havde været

uenighed mellem Københavns Havn og Københavns Kommune angående visse

havnearealer der tilhørte kommunen, men det fremgår ikke om kommunen eller

andre myndigheder kunne blive inddraget i sagen efter overdragelsen af

arealerne til Ørestadsselskabet. Det er kritisabelt at Finansministeriet ikke

har omtalt spørgsmålet, hverken i afgørelsen af 2. maj 1997 eller i

afgørelsen

af 17. april 1998. Jeg har derfor anmodet ministeriet om at tage sagen op til

fornyet behandling med henblik på at overveje dette spørgsmål.

Særlig angående akt nr. 26 bemærker jeg at der er tale om et

brev fra Finansministeriet til Trafikministeriet. En myndigheds brevveksling

med et ministerium om juridiske tvivlsspørgsmål der henhører under

vedkommende

ministeriums sagsområde, er som udgangspunkt ikke omfattet af bestemmelsen i

§

10, nr. 4. Dog gælder der noget særlig angående Justitsministeriets

lovafdelings responderende virksomhed i forhold til andre myndigheder og

Finansministeriets korrespondance med andre myndigheder i forbindelse med

personaleretlige spørgsmål, jf. Jon Andersen m.fl. Forvaltningsret, s. 282.

Akt nr. 26 er ikke omfattet af disse særlige undtagelsesregler.

Finansministeriet burde derfor ikke have undtaget dette dokument fra

aktindsigt

under henvisning til § 10, nr. 4. Jeg har gjort Finansministeriet bekendt

hermed og jeg har anmodet ministeriet om på denne baggrund at genoptage

behandlingen af sagen med henblik på at træffe en ny afgørelse om akt nr. 26.

2. Akt nr. 17

For så vidt angår akt nr. 17 har Finansministeriet som hjemmel

for afslaget anført offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 2, og § 13, stk. 1,

nr. 6.

Som det fremgår af § 12, stk. 1, nr. 2, kan oplysninger om

forretningsforhold eller lignende undtages fra de almindelige regler om

aktindsigt, men kun for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for

den

person eller virksomhed oplysningerne angår, at begæringen om aktindsigt ikke

imødekommes.

Efter forarbejderne er bestemmelsen kun anvendelig hvis

aktindsigt i de pågældende oplysninger efter et konkret skøn må antages at

medføre en nærliggende risiko for at der - typisk af konkurrencemæssige

grunde - påføres den pågældende virksomhed et økonomisk tab af nogen

betydning

(Folketingstidende, 1984-85, tillæg B, sp. 3088).

Der foreligger ikke nærmere oplysninger om hvilke økonomiske tab

der er tale om, herunder på hvilken måde aktindsigten vil kunne påføre

Ørestadsselskabet tab. Der er heller ikke oplysninger om at Finansministeriet

i overensstemmelse med Justitsministeriets vejledning til offentlighedsloven,

pkt. 42, har indhentet en udtalelse fra Ørestadsselskabet om dette spørgsmål.

Jeg må derfor lægge til grund at Finansministeriet ikke i overensstemmelse

med

offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 2, har foretaget en nærmere vurdering

af

om det ville være af væsentlig økonomisk betydning for Ørestadsselskabet at

begæringen

ikke imødekommes.

Offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6, har karakter af en

opsamlingsbestemmelse der åbner mulighed for at aktindsigt kan nægtes i

tilfælde hvor der er tale om væsentlige hensyn til beskyttelse af andre

offentlige og private interesser end dem der er nævnt i offentlighedsloven §

12

og § 13, stk. 1, nr. 1-5.

En bestemmelse svarende til offentlighedslovens § 13, stk. 1,

nr. 6, blev indført ved offentlighedsloven fra 1970 (lov nr. 280 af 10. juni

1970) § 2, stk. 2, nr. 4. I betænkningen der lå til grund for lovforslaget

til

offentlighedsloven fra 1970 (betænkning nr. 325/1963), er på s. 64 om

baggrunden for bestemmelsen anført at man forudsatte at der kun ville blive

gjort brug af den foreslåede bestemmelse i tilfælde hvor hemmeligholdelse af

hensyn til det offentliges eller enkeltpersoners interesse klart ville

tilsige

det.

I forarbejderne til bestemmelsen (Folketingstidende 1969-70,

tillæg A, sp. 589) anføres:

'

ad nr. 4.

Bestemmelsen svarer til kommissionsudkastets § 2, stk. 1, nr. 7.... Det

forudsættes, at der kun vil blive gjort brug af bestemmelsen i

tilfælde, hvor hemmeligholdelse af hensyn til det offentliges eller

enkeltpersoners interesse er klart påkrævet.'

I betænkning nr. 857/1978 om offentlighedslovens revision, s.

260, har udvalget om den tidligere bestemmelses rækkevidde bl.a. skrevet

således:

'Der kan være anledning til indledningsvis at fastslå, at den

eksemplifikation på bestemmelsens anvendelsesområde, der er givet i

forarbejderne, utvivlsomt ikke er udtømmende, men at også andre

beskyttelsesinteresser end de nævnte kan komme i betragtning. Tværtimod er

forholdet antagelig det, at der næppe på forhånd kan drages absolutte grænser

for, hvilke

typer

af interesser der i

givet fald vil kunne varetages gennem anvendelse af generalklausulen. I det

omfang, der er spørgsmål om at begrænse offentlighedsprincippet af hensyn til

interesser, der falder uden for de i lovmotiverne nævnte, vil der dog

givetvis

blive stillet strengere krav med hensyn til styrken af det aktuelle

beskyttelsesbehov. I det hele taget må det i overensstemmelse med

forarbejderne

lægges til grund, at undtagelse efter bestemmelsen kun kan gøres,

hvor det er klart påkrævet

...

En samlet vurdering af de tilfælde, hvor bestemmelsen efter de

foreliggende oplysninger har været bragt i anvendelse i praksis, efterlader

det

indtryk, at den i betydelig udstrækning, - til dels med støtte i den ovenfor

gengivne motivudtalelse - er blevet benyttet til at tilgodese

beskyttelsesinteresser, der som sådanne er anerkendt ved udformningen af

lovens

øvrige undtagelsesbestemmelser, men hvor de udtrykkelige bestemmelser har

vist

sig utilstrækkelige.'

På baggrund af denne beskrivelse af gældende ret skrev udvalget

i betænkningen på s. 285ff. følgende om sine overvejelser:

'Det er udvalgets opfattelse, at en sådan generalklausul bør

opretholdes i forbindelse med offentlighedslovens revision. Udvalget har i så

henseende navnlig lagt vægt på,

at

der ikke i den periode, offentlighedsloven har været i kraft, er indhøstet så

udførlige erfaringer, at det er muligt med rimelig grad af sikkerhed at

overskue alle de undtagelsesbehov, der vil kunne opstå i praksis,

at

en generalklausul er påkrævet for at

undgå, at visse meget specielle undtagelsesbehov opregnes udtrykkeligt i

loven,

samt at

en generalklausul giver loven

en ønskelig smidighed med hensyn til at kunne tilpasses nye undtagelsesbehov,

der måtte opstå i fremtiden, således at hyppige ændringer af loven kan

undgås.

Udvalget skal dog samtidig understrege, at generalklausulen som hidtil kun

forudsættes anvendt i begrænset omfang og kun, hvor der er et klart behov

derfor.'

Forarbejderne til den nugældende offentlighedslov af 1985

forudsætter at opsamlingsbestemmelsen fortsat anvendes restriktivt, jf.

Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 229, hvor det anføres:

'Bestemmelsen i

nr. 6

er enslydende med den gældende offentlighedslovs § 2, stk. 2, nr. 4.

Bestemmelsen forudsættes som hidtil kun anvendt i begrænset omfang, hvor der

er

et klart behov derfor.'

Jeg kan også henvise til John Vogter, Offentlighedsloven med

kommentarer (1992), s. 217ff., og Jon Andersen m.fl., Forvaltningsret, s.

291.

Den i bestemmelsen forudsatte interesseafvejning på grundlag af

et væsentlighedskriterium indebærer at der skal foretages et konkret skøn.

Det

følger af bestemmelsens formulering at aktindsigt kun kan afslås hvor der er

nærliggende fare for at de nævnte interesser vil lide skade af betydning

(ovennævnte betænkning s. 263).

Finansministeriet har begrundet afslaget således:

'...

Finansministeriet har endvidere efter offentlighedslovens § 12,

stk. 1, nr. 2, og § 13, stk. 1, nr. 6, undtaget akt nr. 17 fra aktindsigt af

hensyn til Ørestadsselskabets økonomiske forhold m.v., idet dokumentet

vedrører

Ørestadsselskabets interne overvejelser om prisfastsættelse i forbindelse med

eventuelle ejendomshandler og deltagelse i en selskabsdannelse.

...'

Det fremgår ikke om det er Finansministeriets opfattelse at

begge bestemmelser er anvendelige for dokumentet i sin helhed, eller om nogle

dele af dokumentet er omfattet af § 12, stk. 1, nr. 2, mens andre dele er

omfattet af § 13, stk. 1, nr. 6.

For så vidt angår anvendelsen af § 12, stk. 1, nr. 2,

henviser jeg til det ovenfor anførte. Det er

min opfattelse at hvis denne bestemmelse er anvendelig for dokumentet i sin

helhed så er anvendelsen af

§ 13, stk.

1, nr. 6, overflødig.

For så vidt angår anvendelsen af § 13, stk. 1, nr. 6, må jeg

lægge til grund at Finansministeriet bl.a. har lagt vægt på

Ørestadsselskabets

økonomiske interesse. Der foreligger imidlertid ikke nærmere oplysninger om

på

hvilken måde denne økonomiske interesse nærmere kvalificerer sig og hvilke

skadevirkninger aktindsigten ville kunne medføre. Jeg må derfor lægge til

grund

at Finansministeriet ikke har foretaget en sådan nærmere konkret vurdering,

som

kvalificerer den økonomiske interesse som beskyttelsesværdig.

3. Ekstrahering.

Det følger af offentlighedslovens § 11, stk. 1, at dokumenter

der undtages fra aktindsigt efter § 10, nr. 4, er undergivet

ekstraheringspligt.

Efter bestemmelsen skal myndighederne give aktindsigt i oplysninger om

faktiske

omstændigheder der er af væsentlig betydning for sagsforholdet, i

overensstemmelse med de almindelige regler. Som nævnt gælder der en

tilsvarende

ekstraheringspligt angående oplysninger der er undtaget fra aktindsigt efter

§

12, stk. 1, og § 13, stk. 1.

Finansministeriet har først i sin udtalelse af 24. juni 1997 til

mig taget stilling til om der var oplysninger i de undtagne dokumenter der

var

omfattet af pligten til at foretage ekstrahering. Jeg må derfor lægge til

grund

at Finansministeriet ved afgørelsen af 2. maj 1997 ikke havde taget stilling

til spørgsmålet om ekstrahering.

Finansministeriet har gjort gældende at korrespondancen med

Kammeradvokaten ikke indeholder oplysninger af væsentlig betydning for

sagsforholdet. Jeg er ikke enig heri. Bortset fra akt nr. 6, 8 og 17

indeholder

alle de heromtalte dokumenter efter min opfattelse oplysninger af væsentlig

betydning for sagsforholdet. Jeg har derfor anmodet Finansministeriet om at

genoptage behandlingen af sagen vedrørende dette spørgsmål.

Jeg har samtidig tilbudt Finansministeriet at afholde et møde,

hvori jeg nærmere kan redegøre for det ovennævnte spørgsmål.

4. Meroffentlighed

Princippet om meroffentlighed er lovfæstet i offentlighedslovens

§ 4, stk. 1, 2. punktum, der lyder således:

'

§ 4.... En

forvaltningsmyndighed kan give aktindsigt i videre omfang, medmindre andet

følger af regler om tavshedspligt m.v.'

Om baggrunden for princippet om meroffentlighed anføres det i

Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 211:

'...

Reglerne i den gældende offentlighedslov afskærer ikke

myndighederne fra efter eget skøn at give oplysninger i videre omfang,

herunder

på anden måde eller i anden form, end loven forpligter til. Da spørgsmålet i

praksis synes at have givet enkelte myndigheder anledning til tvivl, foreslås

det, at princippet om 'meroffentlighed' udtrykkeligt anføres i loven.

Adgangen

til at give sådanne oplysninger begrænses dog af reglerne om tavshedspligt

m.v.

...'

Af betænkning nr. 857/1978 om offentlighedslovens revision, s.

70, fremgår bl.a. følgende om princippet om meroffentlighed:

'Udvalget finder det utvivlsomt, at den retlige regulering af

offentlighedsprincippet på generelt grundlag også i fremtiden bør have

karakter af en fastsættelse af minimumsregler, der ikke udelukker at

myndighederne kan - og efter omstændighederne bør - give oplysninger i videre

omfang, end loven umiddelbart forpligter til.

Udvalget skal i denne forbindelse understrege betydningen af, at

offentlighedsloven ikke i myndighedernes praksis opfattes som en udtømmende

regulering af, hvor langt oplysningsadgang bør strækkes. Efter udvalgets

opfattelse vil det således være i høj grad ønskeligt, at myndighederne i

tilfælde, hvor der er fremsat begæring om aktindsigt, ikke blot nøjes med at

undersøge, hvorvidt begæringen kan afslås af formelle grunde eller med

hjemmel

i en af lovens undtagelsesbestemmelser, men mere frit overvejer, om

hemmeligholdelse i det konkrete tilfælde overhovedet er påkrævet - enten på

grund af en tavshedspligtbestemmelse eller fordi offentlige eller private

interesser i øvrigt taler derfor. En liberal praktisering af lovens

bestemmelser er ikke blot bedst stemmende med almindelige synspunkter, der

ligger til grund for lovfæstelsen af offenlighedspricippet, men vil også i

mange tilfælde bevirke, at det vil være ufornødent at tage stilling til

tvivlsomme afgrænsningsspørgsmål.'

Justitsministeriet har i Vejledning om lov om offentlighed i

forvaltningen (1986) bl.a. anført følgende om forståelsen af

meroffentlighedsprincippet:

'

Forord

...

Jeg vil også gerne fremhæve, at offentlighedsordningen er af

særlig betydning for pressens nyhedstjeneste. En almindelig afgang til at

blive

gjort bekendt med dokumenter inden for de forskellige forvaltningsgrene

stiller et omfattende nyhedsmateriale til pressens rådighed, der kan medvirke

til, at pressen kan informere offentligheden på et rigtigt faktisk grundlag.

Som det er fremhævet i loven og i vejledningen er offentlighedsloven en

minimumslov. Loven er ikke til hinder for, at den offentlige forvaltning

giver

aktindsigt i videre omgang eller giver flere oplysninger til pressen og

andre,

end det følger af selve loven, når blot det sker uden at krænke

myndighedernes

tavshedspligt. Det er mit håb, at myndighederne vil leve op til dette ønske

fra folketinget om en øget åbenhed i den offentlige forvaltning.

...

Aktindsigt og

meroffentlighed

6.

Offentlighedsloven

regulerer alene spørgsmålet om, i hvilket omfang forvaltningen er

forpligtet

til at give aktindsigt. Den

enkelte forvaltningsmyndighed er derfor ikke afskåret fra efter eget skøn af

give adgang til aktindsigt i videre omfang end fastsat i loven, medmindre

andet

følger af regler om tavshedspligt m.v., jfr. § 4, stk. 1, 2. pkt.

(meroffentlighedsprincippet).

...

8.

Det følger af

meroffentlighedsprincippet

, at en

myndighed, der behandler en begæring om aktindsigt, ikke alene bør overveje,

om

begæringen kan afslås efter offentlighedslovens undtagelsesbestemmelser, men

også, om der navnlig efter reglerne om tavshedspligt er noget til hinder for,

at der meddeles aktindsigt. Hvis oplysninger i et dokument ikke er fortrolig,

bør myndighederne i almindelighed imødekomme en begæring om aktindsigt, selv

om

myndigheden ikke er forpligtet til det.

...'

Der foreligger ikke oplysninger i sagen om at Finansministeriet

har overvejet om der kunne gives aktindsigt i de omtalte dokumenter efter

princippet om meroffentlighed. Jeg har derfor henstillet til ministeriet at

overveje om De i medfør af meroffentlighedsprincippet bør have aktindsigt i

de

undtagne dokumenter.

Sammenfatning

Det er min opfattelse at Finansministeriet for så vidt angår

henvisningen til offentlighedsloven § 10, nr. 4, ikke har opfyldt

forvaltningslovens begrundelseskrav. Angående akt nr. 17 er det

endvidere min opfattelse at Finansministeriet

ikke efter offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 2, har foretaget en konkret

vurdering af risikoen for at Ørestadsselskabet vil lide tab som følge af

aktindsigten, og at ministeriet ikke efter offentlighedlovens § 13, stk. 1,

nr.

6, har foretaget en sådan nærmere konkret vurdering, som kvalificerer den

økonomiske interesse som beskyttelsesværdig.

Endvidere burde Finansministeriet ikke have undtaget akt nr. 26

fra aktindsigt under henvisning til § 10, nr. 4.

Derudover er det min opfattelse at Finansministeriet som udslag

af en almindelig retsgrundsætning burde have udfærdiget notat om det fra

Kammeradvokaten indhentede notat, akt nr. 5. Finansministeriet burde også

have

taget stilling til om ministeriet eller en anden offentlig myndighed ville

kunne blive formelt inddraget som part, biintervenient eller på anden

lignende

måde i den tvist som notatet angik.

Endelig burde Finansministeriet ved sagens afgørelse den 2. maj

1997 have taget stilling til om De skulle have aktindsigt efter reglerne om

ekstrahering og reglen om meroffentlighed. For så vidt angår reglerne om

ekstrahering har jeg meddelt at jeg ikke er enig i at akterne (bortset fra

akt

6, 8 og 17) ikke indeholder oplysninger af væsentlig betydning for

sagsforholdet.

Samlet er det derfor min opfattelse at Finansministeriets

besvarelse af Deres anmodning om aktindsigt har været kritisabel.

Under henvisning til ovenstående har jeg henstillet til

Finansministeriet at genoptage sagen. Med hensyn til anvendelsen af

offentlighedslovens

§ 10, nr. 4, bemærker jeg udtrykkeligt at jeg på grund af den nævnte

begrundelsesmangel ikke har taget stilling til om ministeriet har anvendt

bestemmelsen korrekt.

Ved kongelig resolution af 23. marts 1998 er sager vedrørende

Ørestadsselskabet overført fra Finansministeriet til Trafikministeriet.

Jeg har bedt Finansministeriet underrette mig om sagens videre

forløb, herunder om en eventuel oversendelse af sagen til

Trafikministeriet."

Finansministeriet meddelte herefter at ministeriet havde givet

aktindsigt i dokument nr. 26. Endvidere havde ministeriet genoptaget

behandlingen

af aktindsigtsanmodningen.

Den 14. december 1998 traf Finansministeriet ny afgørelse.

Den 23. december 1998 skrev A på ny til ministeriet.

Den 19. januar 1999 anmodede jeg Finansministeriet om at

underrette mig om ministeriets svar til A.

NOTER (*1) Jf. FOB 1995, s. 32 og

s. 132, og FOB 1989, s. 140 (

FOB 1989, s. 138

).

Lignende dokumenter