Spring til indhold

Retsinformation

Partsstatus - Afgørelsesbegrebet i sag om forlængelse af Hillerød-motorvejen

FOU nr 1996.252UdtalelserFolketinget23. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Partsstatus. Afgørelsesbegrebet i sag om forlængelse af

Hillerød-motorvejen

Den 11. marts 1993 godkendte

Amtsrådet i Frederiksborg Amt et forslag til regionplantillæg hvis formål var

at gennemføre en forlængelse af Hillerød-motorvejen. Forslaget blev i henhold

til reglerne i planloven fremlagt til offentlig høring i perioden 3. april

til

29. maj 1993. I høringsperioden modtog amtets tekniske forvaltning en række

høringssvar fra myndigheder, foreninger og enkeltpersoner. Bl.a. modtog amtet

en indsigelse fra foreningen A. A's indsigelse gik bl.a. ud på at den

VVM-redegørelse der var udarbejdet i forbindelse med regionplantillægget, på

flere punkter var mangelfuld.

Den 6. maj 1993 skrev

Frederiksborg Amt til Vejdirektoratet at vejprojektet omfattede både et

hovedvejsanlæg

(med staten som vejbestyrelse) og et landevejsanlæg (med Frederiksborg Amt

som

vejbestyrelse). Af hensyn til en ensartet erstatningsfastsættelse i

forbindelse

med ekspropriation til vejanlægget bad amtet Vejdirektoratet om at

foranledige at Kommissarius ved Statens Ekspropriationer på Øerne foretog

besigtigelse og ekspropriation for det samlede vejanlæg. Vejdirektoratet

anbefalede herefter den 14. maj 1993 denne løsning over for

Trafikministeriet.

I breve af 17. og 26. maj

1996 klagede foreningen A til Miljøministeriet over at VVM-redegørelsen i

forbindelse med regionplantillægget var mangelfuld. A bad ministeriet om at

sætte anlægsprojektet i stå indtil der var udarbejdet den fornødne

VVM-redegørelse. Miljøministeriet videresendte klagerne til behandling hos

Naturklagenævnet.

Læs alt

Den 10. juni 1993 skrev

Trafikministeriet bl.a. følgende til Frederiksborg Amt:

"...

Ministeriet er enig med

Vejdirektoratet og amtet i, at det er hensigtsmæssigt, at kommissarius

forestår

besigtigelse og ekspropriation for det samlede anlæg, hvorfor den ønskede

tilladelse hermed gives.

Anmodning om ekspropriation

til det samlede anlæg bedes til sin tid, når det fornødne projektgrundlag er

til stede, fremsendt hertil, hvorefter ekspropriationsbegæringen vil blive

henvist til behandling ved ekspropriationskommissionen.

Ministeriet forudsætter, at

behandlingen af indkomne klager over det af Frederiksborg Amt udarbejdede

forslag til regionplantillæg, herunder klagen til ministeren fra (B), jf.

amtets brev af 24. maj 1993 (j.nr. 8-50-1-3-92), forinden er afsluttet, og at

regionplantillægget med eventuelle ændringer endeligt er vedtaget af

amtsrådet.

Ministeriet forventer at høre

nærmere fra amtet og Vejdirektoratet, når der er taget stilling til, om nogle

af de indkomne alternative forslag skal undersøges nærmere.

..."

Den 25. august 1993 skrev A

til Trafikministeriet at man i forbindelse med en aktindsigtsbegæring var

blevet bekendt med ministeriets brev af 10. juni 1993 til amtet. Foreningen A

henledte i den forbindelse ministeriets opmærksomhed på A's klage til

Naturklagenævnet over regionplantillægget. A bad ministeriet udsætte sin

tilladelse til ekspropriationsforretningen indtil Naturklagenævnet havde

truffet endelig afgørelse i sagen.

Den 1. september 1993 traf

Naturklagenævnet afgørelse om at foreningen A's klage til nævnet ikke kunne

tillægges opsættende virkning.

Den 9. september 1993

godkendte Amtsrådet i Frederiksborg Amt regionplantillægget med en række

ændringsforslag der bl.a. tilgodeså nogle af de indsigelser der var

fremkommet

i høringsfasen. Den 14. september 1993 sendte amtets tekniske forvaltning

herefter detailprojektet for vejanlægget til Vejdirektoratet med henblik på

godkendelse. Vejdirektoratet blev i samme forbindelse oplyst om at foreningen

A

havde påklaget regionplantillægget til Naturklagenævnet.

Trafikministeriet skrev den

23. september 1993 bl.a. følgende til foreningen A:

"...

Anmodning om foretagelse af

ekspropriation fremsættes af anlægsmyndigheden overfor trafikministeren.

Anlægsmyndigheden kan kun fremsætte en sådan anmodning, når det fornødne

projektgrundlag er tilstede. Det vil sige, at ministeriet jfr. vores brev af

10. juni 1993 forudsætter, at behandlingen af indkomne klager over det af

Frederiksborg

Amt udarbejdede forslag til regionplantillæg forinden er afsluttet, og at

regionplantillægget med eventuelle ændringer er endelig vedtaget af

amtsrådet.

Det foreligger nu oplyst, at

Frederiksborg Amtsråd har godkendt regionplantillægget den 9. september 1993

jfr. vedlagte kopi af brev af 14. september 1993 til Vejdirektoratet. I

forbindelse med godkendelsen er der taget stilling til samtlige indkomne

bemærkninger og klager. Det er endvidere oplyst, at foreningen (A) har

påklaget

regionplantillægget til Naturklagenævnet. Klagen har ikke opsættende virkning

jfr. vedlagte kopi af delafgørelse af 1. september 1993 fra Naturklagenævnet.

Ministeriet har derfor ikke mulighed for at udsætte en

ekspropriationsforretning i den anledning.

Når trafikministeren har

henvist ekspropriationsbegæringen til behandling ved en

ekspropriationskommission, og anlægsmyndigheden har foretaget en foreløbig

afmærkning af anlægget, afholder kommissionen en besigtigelsesforretning på

stedet. Under besigtigelsesforretningen foretager kommissionen en almindelig

prøvelse af det foreliggende projekt, dvs. bestemmer om der skal foretages

sådanne ændringer i projektet, som kommissionen finder nødvendige af hensyn

til

ejere, andre rettighedshavere, almene interesser eller anlæggets

hensigtsmæssige gennemførelse, herunder også en afgørelse fra

Naturklagenævnet

på foreningen (A)'s klage.

Ministeriet afventer nu en

anmodning fra anlægsmyndigheden til det samlede anlæg om foretagelse af

ekspropriation. Ministeriet vil derefter tage stilling til spørgsmålet om

ekspropriationsbemyndigelse.

..."

Den 28. september 1993 skrev

foreningen A bl.a. følgende til Trafikministeriet:

"...

Alle klager er ikke

afsluttet, og foreningen har ikke anket regionplantillægget. Vi henviser til

vedlagte kopi af vort brev af d.d. til Frederiksborg Amt.

...

Delafgørelsen fra

Naturklagenævnet omtaler alene opsættende virkning i henhold til planloven

for

amtsrådets eventuelle vedtagelse af forslaget.

Foreningen skal herefter

henlede ministeriets opmærksomhed på, at afvisningen er givet på et

fejlagtigt grundlag.

..."

I sit brev af samme dato til

amtet gjorde foreningen A amtet opmærksom på at amtets brev til

Vejdirektoratet

af 14. september 1993 indeholdt forkerte og fordrejede oplysninger.

Foreningen

A bad på den baggrund amtet om at tilbagekalde brevet.

Den 5. oktober 1993 bad

foreningen A "som part i sagen" Vejdirektoratet om aktindsigt og om

udsættelse af afgørelsen om godkendelse af projektet og begæring om

ekspropriation indtil foreningen havde haft lejlighed til at sætte sig ind i

sagen og afgive en udtalelse.

Den 6. oktober 1993 sendte

Frederiksborg Amt følgende orientering til Trafikministeriet om

regionplantillægget:

"Efter behandling af de

i høringsperioden modtagne besvarelser, i alt ca. 380, har Amtsrådet den 9.

september 1993 vedtaget forslaget med de bemærkninger, ændringer og

hensigtserklæringer, som fremgår af vedlagte kopi af dagsordenbladet, sag nr.

7. Det i dagsordenen omtalte notat af 12. august 1993 vedlægges til

orientering.

Amtsrådets afgørelse kan i

henhold til lov om planlægning påklages til Naturklagenævnet for så vidt

angår

retlige spørgsmål. Klageberettiget er enhver med retlig interesse i sagens

udfald. Eventuel klage skal indgives skriftligt inden 4 uger efter offentlig

bekendtgørelse i bl.a. Statstidende den 29. september 1993.

Forvaltningen vil her gøre

opmærksom på, at regionplantillægget kun behandler forhold af

regionplanmæssig

betydning. Forhold der direkte berører enkelte ejendomme vurderes som led i

den

videre detailplanlægning og påtænkte besigtigelse, formentlig i november

1993,

hvor lodsejeren har mulighed for at drøfte konkrete ejendomsforhold med

ekspropriationskommissionen."

Foreningen A klagede den 14.

oktober 1993 til Indenrigsministeriet over at Frederiksborg Amt havde givet

vildledende og forkerte oplysninger til Vejdirektoratet og Trafikministeriet.

Foreningen A bad Indenrigsministeriet foranledige at Frederiksborg Amt

tilbagekaldte ekspropriationsbegæringen.

Den 15. oktober 1993

bekræftede Vejdirektoratet modtagelsen af foreningens brev af 5. oktober

1993.

Vejdirektoratet oplyste at man forventede at kunne besvare foreningens

henvendelse i løbet af 2-3 uger. Ligeledes den 15. oktober 1993 skrev

Trafikministeriet bl.a. følgende til foreningen A:

"...

Ministeriet skal hertil

bemærke, at vi er opmærksomme på foreningens klage til Naturklagenævnet, men

at

vi ingen indflydelse har på selve afgørelsen fra nævnet.

Som det fremgår af

ministeriets brev af 10. juni 1993 forudsatte ministeriet, at behandlingen af

indkomne klager over det af Frederiksborg Amt udarbejdede forslag til

regionplantillægget var afsluttet, og at regionplantillægget med eventuelle

ændringer var vedtaget, før det fornødne projektgrundlag kunne siges at være

tilstede.

Frederiksborg Amt meddelte i

brev af 14. september 1993 til Vejdirektoratet, at regionplantillægget var

godkendt af Amtsrådet, og at der i den forbindelse var taget stilling til

samtlige indkomne bemærkninger og klager. Samtidig blev det oplyst, at

regionplantillægget var påklaget til Naturklagenævnet, ligesom det forelå

oplyst, at klagen ikke havde opsættende virkning i henhold til planloven.

Ministeriet var - allerede på

grund af tidspunktet for klagen - opmærksom på, at der ikke var tale om en

klage over selve regionplantillægget, men over proceduren i forbindelse med

udarbejdelse af regionplanforslaget. Da denne klage imidlertid ikke havde

opsættende virkning i henhold til planloven, måtte ministeriet lægge til

grund,

at der forelå et vedtaget regionplantillæg.

Ministeriet har som tidligere

meddelt ikke taget stilling til spørgsmålet om eventuel

ekspropriationsbemyndigelse. Vi har ikke mulighed for på nuværende tidspunkt

at

foretage andet end at afvente en anmodning fra anlægsmyndigheden om

foretagelse

af ekspropriation. Når begæring herom fremkommer, vil vi derefter tage

stilling

til spørgsmålet om ekspropriationsbemyndigelse.

..."

I et brev af 21. oktober 1993

bad Vejdirektoratet Trafikministeriet om at forelægge det samlede anlæg i

forbindelse med Hillerød-motorvejens forlængelse for vedkommende

ekspropriationskommission. Vejdirektoratet skrev i den forbindelse bl.a.

følgende til ministeriet:

"...

Foreningen (A) har i brevene

af 17. og 26. maj, 29. juli og 25. august 1993 klaget over VVM-redegørelsen

og

gør gældende, at forslaget til regionplantillæg nr. 10 er ugyldigt, og derfor

ikke kan vedtages endeligt af Frederiksborg Amtsråd.

Naturklagenævnet har i

delafgørelse af 1. september 1993 meddelt, at klagen ikke har opsættende

virkning. Der vedlægges til orientering kopi af Naturklagenævnets

delafgørelse

af 1. september 1993 og kopi af Naturklagenævnets brev af 1. september 1993

til

Frederiksborg Amt vedr. klage over forslag til regionplantillæg nr. 10.

Regionplantillægget for det

samlede vejanlæg er endelig godkendt af amtsrådet den 9. september 1993. I

forbindelse med godkendelsen er der taget stilling til samtlige indkomne

bemærkninger og klager. De ændringer, som de indkomne bemærkninger har givet

anledning til er indarbejdet i skitseprojektet, og der er ikke indkommet

alternative forslag, som skal undersøges nærmere. Der henvises til vedlagte

kopi af Frederiksborg Amts brev af 6. oktober 1993 til ministeriet vedrørende

regionplantillæg nr. 10.

Vejdirektoratet har

princip-godkendt projektet for så vidt angår statens del af anlægget fra

Hldv.

106, Herredsvejen til Ldv. 527, Isterødvejen, incl. tilslutningsanlæggene.

Detailprojektet til

besigtigelse er udarbejdet, og besigtigelsen er planlagt til gennemførelse i

december 1993.

..."

Den 26. oktober 1993 meddelte

Vejdirektoratet Frederiksborg Amt at man kunne godkende anlægsprojektet.

Den 28. oktober 1993 udtalte

Indenrigsministeriet bl.a. følgende:

"...

Det retlige grundlag for

Frederiksborg Amtskommunes anmodning om at rejse en sag om ekspropriation

fremgår af § 46, stk. 3, i lov om offentlige veje (lovbekendtgørelse nr. 430

af

31. maj 1991), som er affattet således:

'Stk. 3. Ekspropriation til

amtskommunale og kommunale vejanlæg sker efter reglerne i dette kapitel.

Trafikministeren kan efter vejbestyrelsens begæring tillade, at

ekspropriation

sker efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende

fast

ejendom.'

Indenrigsministeriet lægger

på baggrund af Trafikministeriets udtalelse i brev af 23. september 1993 til

grund, at Frederiksborg Amtskommune har haft fornødent grundlag for at begære

foretagelse af ekspropriation efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved

ekspropriation

vedrørende fast ejendom.

Det bemærkes i den

forbindelse, at det er uden betydning, at amtskommunen i brevet af 14.

september 1993 fejlagtigt ikke har anført, at foreningens klage til

Naturklagenævnet

vedrører forslaget til regionplantillægget. I øvrigt fremgik det af

omstændighederne for Trafikministeriet, at foreningens klage kun vedrørte

forslaget, idet det var oplyst i brevet, at Naturklagenævnet havde truffet en

delafgørelse den 1. september 1993, og at amtskommunen derefter endeligt

vedtog

regionplantillægget den 9. september 1993.

Indenrigsministeriet finder

på den baggrund ikke, at Frederiksborg Amtskommune har handlet i strid med

lovgivningen ved at fremsætte en begæring efter vejlovens § 46, stk. 3, og

foretager derfor ikke videre vedrørende dette spørgsmål.

§ 25, stk. 1,

i forvaltningsloven (lov nr. 571 af 19. december 1985

med senere ændringer) er affattet således:

'§ 25.

Afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed,

skal, når de meddeles skriftligt, være ledsaget af en vejledning om

klageadgang

med angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse

af

klage, herunder om eventuel tidsfrist. Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen

fuldt ud giver den pågældende part medhold.'

§ 4, stk. 1,

i lov om offentlige veje er affattet således:

'Vejbestyrelsers afgørelser

vedrørende forhold, der er omfattet af denne lov, kan påklages til

trafikministeren for så vidt angår retlige spørgsmål,...'

Frederiksborg Amtskommune har

imidlertid ikke ved sin henvendelse til Trafikministeriet, Vejdirektoratet

truffet en afgørelse, som kan påklages til Trafikministeriet eller en anden

forvaltningsmyndighed.

Da amtskommunen således ikke

har handlet i strid med forvaltningslovens § 25 ved ikke at give

klagevejledning i forbindelse med den pågældende henvendelse, foretager

Indenrigsministeriet heller ikke videre vedrørende dette spørgsmål.

..."

Den 1. november 1993 skrev

foreningen A til Vejdirektoratet at man gennem Trafikministeriet havde fået

kendskab til Vejdirektoratets brev af 21. oktober 1993. Foreningen bad

Vejdirektoratet "ændre sin afgørelse således, at begæringen om

ekspropriation udsættes indtil Naturklagenævnets afgørelse af det vedtagne

Regionplantillægs gyldighed foreligger".

Den 21. december 1993 bad

Trafikministeriet Kommissarius ved Statens Ekspropriationer på Øerne om at

forelægge projektet vedrørende Hillerød-motorvejens forlængelse for

ekspropriationskommissionen. Ministeriet henledte kommissarius' opmærksomhed

på

at der forelå tre klager over regionplantillægget som Naturklagenævnet endnu

ikke havde taget stilling til.

Den 7. februar 1994 skrev

Skov- og Naturstyrelsen til Frederiksborg Amt at man kunne godkende

anlægsprojektet på visse nærmere angivne betingelser.

Vejdirektoratet skrev den 23.

marts 1994 til foreningen A at foreningens brev af 1. november 1993 til

direktoratet desværre var bortkommet. Direktoratet bad A om at indsende

brevet

på ny således at direktoratet kunne tage stilling til de rejste spørgsmål om

partsstatus og ret til at fremkomme med en udtalelse. Den 28. marts 1994

sendte

foreningen A den ønskede kopi af brevet til direktoratet. A gjorde opmærksom

på

at man mente at Vejdirektoratet i sagen havde handlet stærkt i modstrid med

reglerne for god forvaltningsskik.

Den 11. april 1994 traf

Naturklagenævnet afgørelse i sagen om klagerne over tilvejebringelsen af

regionplantillægget for vejanlægget vedrørende Hillerød-motorvejens

forlængelse. Af afgørelsen fremgik bl.a. følgende:

"...

Som det fremgår af

ovenstående, anser Naturklagenævnet Frederiksborg Amtsråds tilvejebringelse

af

regionplantillæg nr. 10 til Regionplan 1989 (Hillerødmotorvejens forlængelse)

for at være mangelfuld ved,

·

at der ikke i VVM-redegørelsen er foretaget

en vurdering af de alternativer, som er bragt i forslag under

offentlighedsfasen efter planlovens § 22, stk. 2 og 3, under hensyn til disse

alternativers virkning på miljøet,

·

at VVM-redegørelsen ikke indeholder en

beskrivelse af de metoder, der er anvendt til beregningen af virkningerne på

miljøet, eller dog en henvisning til et baggrundsmateriale herom tillige med

oplysning om, hvor dette materiale kunne gennemses,

·

at VVM-redegørelsen ikke tilstrækkeligt har

beskrevet vejanlæggets omgivelser og dets virkninger på omgivelserne i

henseende til dyre- og plantelivet samt de påtænkte afværgeforanstaltninger

og

·

at en ejer, der berøres særligt af den

ændrede vejtilslutning ved Isterødvejen, ikke fik lejlighed til at udtale sig

før amtsrådets endelige vedtagelse af tillægget.

Spørgsmålet er herefter, om

disse retlige mangler er så væsentlige, at de medfører regionplantillæggets

ugyldighed.

Et flertal på 9 medlemmer

udtaler herom:

Siden vedtagelsen af

anlægsloven i 1969 om en motorvej fra Farum til Hemmingstrup er vejen anlagt

på

strækningen fra Farum til Herredsvej vest for Hillerød. Efter en samlet

vurdering på denne baggrund findes de konstaterede retlige mangler ved

tilvejebringelsen af regionplantillægget ikke at være så væsentlige, at de

kan

fremkalde ugyldighed af det nu endeligt vedtagne regionplantillæg.

..."

Den 21. april 1994 meddelte

Frederiksborg Amt en række dispensationer fra bestemmelser i

naturbeskyttelseslovens kapitel 2 og landzonetilladelse i medfør af

planlovens § 35 til forlængelse af Hillerød-motorvejen. Meddelelsen blev

udsendt til en række myndigheder, foreninger og privatpersoner, herunder

foreningen A. Amtet oplyste samtidig om muligheden for at klage over

dispensationerne til Naturklagenævnet.

Vejdirektoratet gav den 19.

april 1994 foreningen A aktindsigt i en række dokumenter i sagen og skrev i

den forbindelse bl.a. følgende:

"...

For så vidt angår det af

foreningen rejste krav om, at Vejdirektoratet skal udsætte sagens afgørelse

bemærkes, at efter den for gennemførelse af statslige vejanlæg fastsatte

fremgangsmåde er det ikke Vejdirektoratet, der træffer 'afgørelse'. Det

tilkommer derimod vedkommende ekspropriationskommission at træffe bestemmelse

om det pågældende vejanlægs gennemførelse. Dette sker dels ved en

besigtigelsesforretning, hvor kommissionen tager stilling til projektet som

helhed, dels ved efterfølgende ekspropriationsforretninger vedrørende de

enkelte berørte ejendomme.

Vejdirektoratet vil derfor

finde det rigtigst, at foreningen nu retter henvendelse til Kommissarius ved

Statens

Ekspropriationer på Øerne, Tordenskjoldsgade 30, 1055 København K., og beder

om

at modtage underretning om tid og sted for den kommende

besigtigelsesforretning

og anmoder om særskilt indvarsling til denne.

..."

Den 5. maj 1994 bad

foreningen A Vejdirektoratet om at rette henvendelse til kommissarius og

foranledige ekspropriationsforretningen sat i stå. Foreningen A henviste

bl.a.

til at klagefristen vedrørende de af amtet meddelte dispensationer endnu ikke

var udløbet. Den 11. maj 1994 svarede direktoratet bl.a. følgende:

"...

Efter § 2 i Forvaltningsloven

gælder loven for behandlingen af sager, hvori der er eller vil blive truffet

afgørelse af en forvaltningsmyndighed.

Med udtrykket 'truffet

afgørelse' sigtes til udfærdigelse af retsakter (forvaltningsakter), det vil

sige udtalelser, der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret

i

et foreliggende tilfælde (efter det pågældende lovgrundlag).

En myndigheds indstilling

eller udtalelse til en anden forvaltningsmyndighed til brug for en sags

afgørelse er ikke en 'afgørelse' i lovens forstand. Ligeledes er en

myndigheds

processuelle beslutninger, f.eks at en sag skal oversendes til en anden

myndighed med henblik på, at denne træffer afgørelse,

ikke

afgørelser i lovens forstand.

Afgørelser træffes over for

vedkommende borgere, in casu de lodsejere, der vil blive berørt ved

gennemførelsen af vejanlægget, der sker med grundlag i bestemmelserne i lov

om

fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom, jfr. § 46 i Lov om

offentlige Veje (Lovbekendtgørelse nr. 624 af 21. juli 1993).

Det er

ikke

Vejdirektoratet, der træffer sådanne afgørelser, derimod

vedkommende ekspropriationskommission, jfr. § 15 i Lov om Fremgangsmåden ved

Ekspropriation vedrørende Fast Ejendom (Lovbekendtgørelse nr. 522 af 4. juli

1991).

Med hensyn til Foreningens

henvisning til bestemmelsen i Forvaltningslovens § 11 skal således bemærkes,

at

selve begæringen om aktindsigt efter Vejdirektoratets opfattelse er

imødekommet, jfr. senest Vejdirektoratets brev af 19. april 1994, medens det

ikke tilkommer Vejdirektoratet at udsætte sagens afgørelse i denne anledning,

jfr. ovenfor. Tilsvarende gælder ifølge Vejdirektoratets opfattelse med

hensyn

til Foreningens krav om udsættelse i medfør af Forvaltningslovens § 21.

Som anført i brevet herfra af

19. april 1994 er det fortsat Vejdirektoratets opfattelse, at Foreningen nu i

givet fald må rejse spørgsmålet om sagens udsættelse over for

ekspropriationskommissionen, dels ved den kommende besigtigelsesforretning,

dels ved de efterfølgende ekspropriationsforretninger vedrørende de enkelte

berørte lodsejeres ejendomme.

...

Efter det således

foreliggende finder Vejdirektoratet ikke grundlag for at rette henvendelse

til

Kommissarius ved Statens Ekspropriationer på Øerne om udsættelse af den til

18. maj 1994 berammede besigtigelsesforretning.

..."

I brev af 16. maj 1994

stillede foreningen A en række spørgsmål til Kommissarius ved Statens

Ekspropriationer på Øerne.

Den 18. og 19. maj 1994

afholdt ekspropriationskommissionen besigtigelsesforretning vedrørende

Hillerød-motorvejens forlængelse. Af udskrift af forhandlingsprotokollen fra

besigtigelsesforretningen fremgik bl.a. følgende:

"...

Såvel under mødet på

Kulsviergården som under den senere besigtigelse i marken havde berørte ejere

og repræsentanter for stedlige interesser lejlighed til at udtale sig.

I den forbindelse fremlagde

Kommissarius brev af 16. maj 1994 fra 'Foreningen (A)' og brev af 16. maj

1994

fra (C) som ejer af en ejendom.

For nævnte forening udtalte

(D) sig og supplerede de i foreningen (A)'s brev fremsatte betragtninger.

For så vidt der fra de

fremmødte skriftligt eller mundtligt er fremsat forslag om at vælge

principielt

andre alternativer for vejanlægget, var der i kommissionen enighed om, at der

efter sagens forudgående behandling og de af de respektive myndigheder gjorte

overvejelser ikke var grundlag for nu at iværksætte yderligere undersøgelser

om

principielt alternative løsninger.

Der var i kommissionen

ligeledes enighed om, at der ikke var fremført noget, der var til hinder for

at gennemføre den berammede besigtigelse.

Kommissionen besigtigede

forholdene i marken i Hillerød kommune efter nærmere aftale med de fremmødte

ejere og vedtog det fremlagte projekt med nedennævnte bemærkninger.

..."

Den 19. maj 1994 klagede

foreningen A over de dispensationer som amtet havde givet fra bl.a. kapitel 2

i

naturbeskyttelsesloven. Den 10. juni 1994 sendte amtet denne og andre

modtagne

klager til Naturklagenævnet.

Den 14. juli 1994 klagede

foreningen A til mig bl.a. over Vejdirektoratets sagsbehandling og over at

Vejdirektoratet havde godkendt projektet og fremsat ekspropriationsbegæring.

Den 2. august 1994 skrev jeg til foreningen A at jeg - under hensyn til at

Trafikministeriet endnu ikke havde givet ekspropriationsbemyndigelse - havde

fundet det rigtigst at sende A's klage til ministeriet således at det som A

havde anført, kunne indgå i ministeriets behandling af sagen, og således at

ministeriet kunne få lejlighed til at kommentere A's kritik af

Vejdirektoratet.

I anledning af A's klage bad

Trafikministeriet Vejdirektoratet om en udtalelse. Af direktoratets udtalelse

af 25. august 1994 fremgik bl.a. følgende:

"...

1. Foreningen nævner i

klagen, at Vejdirektoratet (Motorvejskontoret) - på trods af Vejdirektoratets

brev af 15. oktober 1993 som foreløbigt svar på foreningens brev af 5.

oktober

1993 - havde godkendt projektet overfor Frederiksborg Amt den 26. oktober

1993

og i brev af 21. oktober 1993 havde fremsendt anmodning til Trafikministeriet

om ekspropriation.

Vejdirektoratet kan hertil

oplyse følgende:

ad Vejdirektoratets brev af 26. oktober 1993 (kopi vedlagt).

Brevet indeholder ikke en

administrativ men alene en teknisk godkendelse overfor Amtet, som i dette

forhold er at opfatte som Vejdirektoratets rådgiver.

Godkendelsen er et led i et

ganske almindeligt projekteringsforløb og har alene indflydelse på

projekteringsarbejdets fremdrift.

Projekteringen udføres altid

parallelt med, at projektet behandles myndighedsmæssigt.

ad Vejdirektoratets brev af 21. oktober 1993 til Trafikministeriet.

Brevet, der indeholder en

ekspropriationsbegæring - altså en anmodning om nedsættelse af en

ekspropriationskommission til at behandle projektet/vejanlægget, indeholder

heller ikke noget, der foregriber eventuelle klager eller andet, der kan få

opsættende virkning på projektet.

Besigtigelsesforretningen

kunne først afholdes efter Naturklagenævnets afgørelse af klagen vedrørende

det

af Frederiksborg Amt vedtagne regionplantillæg, hvilken afgørelse blev

truffet

den 11. april 1994, og ekspropriationen til anlægget kunne først påbegyndes,

når Trafikministeriet havde meddelt ekspropriationsbemyndigelse. En sådan

bemyndigelse må i øvrigt - i første omgang - afvente Naturklagenævnets

besvarelse af Frederiksborg Amts i kopi vedlagte brev af 16. august 1994

vedrørende spørgsmålet om den opsættende virkning af de indgivne klager over

Frederiksborg Amts disposition m.v. til projektet af 19. april 1994.

På grund af en 'krydsning',

som skyldtes efterårsferien, fik Motorvejskontoret ikke lejlighed til at tage

den verserende sag (foreningens brev af 5. oktober 1993 og Vejdirektoratets

foreløbige svar af 15. oktober 1993) i betragtning i forbindelse med

afsendelse

af de to omtalte breve (af 21. oktober 1993 til Trafikministeriet og af 26.

oktober

1993 til amtet).

...

2. Ved

besigtigelsesforretningen den 18. - 19. maj 1994 blev projektet vedtaget af

ekspropriationskommissionen. Som det fremgår af side 9 i

besigtigelsesprotokollen, blev de af foreningen (og andre) rejste indsigelser

mod projektet afvist af kommissionen.

3. Til det i klagen anførte

vedrørende VVM-redegørelse bemærkes følgende:

En VVM-redegørelse for

hele

anlægget er gennemført i 'Forslag

til Regionplantillæg nr. 10 til Regionplan 1989 med VVM-redegørelse'.

Frederiksborg Amt har vedtaget

regionplantillægget. Denne vedtagelse blev som nævnt under pkt. 1 påklaget

til

Naturklagenævnet, der i sin afgørelse af 11. april 1994 stadfæstede

regionplantillægget som gyldigt uanset de deri indeholdte mangler.

Vejdirektoratet må derfor

stille sig uforstående overfor det af foreningen fremførte vedrørende

VVM-redegørelsen, idet kravene hertil er opfyldt også for den statslige del

(syd for Isterødvej).

4. Linjeføringen for den

statslige del er

ikke

ændret i

forhold til anlægslovens linjeføring, som foreningen fejlagtigt anfører i

klagen under pkt. 4, 2. afsnit, sidste side.

...

Vejdirektoratet mener ikke,

at det tjener noget formål at 'omgøre' de nævnte beslutninger jfr. også det

under pkt. 1 anførte. Vejdirektoratet mener heller ikke, at foreningen med

henvisning til forvaltningsloven (jfr. Vejdirektoratets besvarelser til

foreningen nævnt under pkt. 6) eller på andet grundlag kan kræve sagen

stillet

i bero - i hvert fald ikke udover det tidspunkt, hvor Naturklagenævnet har

truffet afgørelse i den verserende klagesag jfr. pkt. 1. Ellers ville

foreningen kunne forhale sagen i det uendelige rent bortset fra, at

foreningen

synes at have haft tid nok til at 'afgive en udtalelse', men i stedet har

valgt

at trække sagen i langdrag.

..."

Den 19. september 1994 skrev

Trafikministeriet bl.a. følgende til foreningen A i anledning af foreningens

klage til mig. Ministeriets brev var vedlagt en kopi af Vejdirektoratets

udtalelse:

"...

Vedrørende klagen over Vejdirektoratet:

...

Ministeriet finder ikke, at

foreningen kan betragtes som part i sagen vedrørende udarbejdelsen af

anlægsprojektet og Vejdirektoratets fremsendelse af ekspropriationsbegæringen

til ministeriet. Ministeriet finder således ikke, at der har været noget krav

om partshøring af foreningen i henhold til forvaltningslovens § 21, eller at

foreningen - hverken i henhold til § 11 eller § 21 - har haft ret til at

forlange, at Vejdirektoratets ekspropriationsbegæring blev udsat eller

trukket

tilbage, til foreningen havde haft lejlighed til at udtale sig.

Med hensyn til partshøring af

ejere og brugere, der kan blive berørt af det påtænkte anlæg, skal vi henlede

opmærksomheden på, at lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende

fast

ejendom indeholder nærmere bestemmelser om, hvorledes sådanne ejere og

brugere

kan få adgang til at fremkomme med bemærkninger og synspunkter som led i

ekspropriationsprocessen.

Vedrørende klagen over

Trafikministeriet.

Med hensyn til spørgsmålet om

udsættelse af sagens forelæggelse for ekspropriationskommissionen bemærkes,

at

foreningens klage over forslaget til regionplantillæg ifølge

Naturklagenævnets

afgørelse af 1. september 1993 ikke havde opsættende virkning, og at

ministeriet

således måtte lægge til grund, at der forelå et vedtaget regionplantillæg.

Ministeriet fandt således ikke grundlag for at udsætte sagen uanset

foreningens

ønske herom. Vi skal i den forbindelse henvise til det ovenfor anførte om

foreningens adgang til at kræve udsættelse i henhold til forvaltningslovens

§§

11 og 21.

Ministeriet har ej heller

fundet, at de i foreningens brev af 5. oktober 1993 anførte forhold har

kunnet

begrunde en udsættelse af sagens henvisning til ekspropriationskommissionen

med

henblik på afholdelse af besigtigelsesforretning i henhold til § 12 i

ekspropriationsprocesloven. Det bemærkes herved, at der endnu ikke er givet

ekspropriationsbemyndigelse i henhold til lovens § 14.

...

Endelig skal ministeriet med

hensyn til spørgsmålet om 'prøvelse af respekt for anden lovgivning' meddele,

at ministeriet naturligvis ikke kan give ekspropriationsbemyndigelse til et

projekt, hvis det må lægges til grund, at projektet strider mod gældende love

og bestemmelser. Det samme gælder ekspropriationskommissionens beslutninger i

henhold til ekspropriationsprocesloven. Såvel ministeriet som

ekspropriationskommissionen må imidlertid i så henseende ofte lægge andre

kompetente myndigheders afgørelser til grund for vurderingen. Kommissarius

har

overfor ministeriet oplyst, at det ikke er korrekt, når De i Deres brev af

14.

juli 1994 til ombudsmanden har anført, at kommissarius under

besigtigelsesforretningen skulle have tilkendegivet, at det ikke var

kommissionens opgave 'ved besigtigelsen at verificere overholdelsen af

gældende

lovgivning

i det hele taget.

'

Kommissarius har overfor ministeriet tilkendegivet, at der kan melde sig

lovlighedsspørgsmål, som kommissionen og kommissarius givetvis vil kunne tage

op, men at han ikke finder at det er kommissionens opgave at tage stilling

til

alle 'juridiske spidsfindigheder'. Eksempelvis nævner han, at han i en sag

som

denne, hvor de kompetente miljømyndigheder, d.v.s. Skov- og Naturstyrelsen og

Frederiksborg Amt, har været inde i sagen, ikke finder, at det kan være

kommissionens opgave selvstændigt at tage stilling til, om Bernerkonventionen

og EU-direktiver om naturbeskyttelse er overholdt. Ministeriet er enig i

denne

vurdering.

..."

Den 8. februar 1995 traf

Naturklagenævnet en delafgørelse i sagen om klager over amtets dispensationer

i

medfør af naturbeskyttelseslovens kapitel 2. Af afgørelsen fremgik bl.a.

følgende:

"...

Ejerne af de ejendomme, der

er omfattet af amtets dispensationer, har en så væsentlig og individuel

interesse i dispensationssagen, at de må anses som parter i sagen og dermed

have partsbeføjelser efter forvaltningsloven. Da flere berørte

lodsejere/naboer

er repræsenteret ved foreningen (A), kan deres partsbeføjelser udøves af

foreningen. (A) burde derfor have været inddraget i den høring, amtet

foretog,

forinden dispensationerne blev meddelt. Foreningen (A)'s indsigelser mod de

meddelte

dispensationer indgår i Naturklagenævnets afgørelse af klagesagen. Den

undladte

høring af (A) kan derfor ikke anses for en så væsentlig retlig mangel ved

dispensationerne, at den medfører dispensationernes ugyldighed.

Naturklagenævnets delafgørelse

går herefter ud på,

at

det ikke har

været nødvendigt at meddele landzonetilladelse i medfør af planlovens § 35,

at

amtets dispensationer fra

naturbeskyttelseslovens kapitel 2 stadfæstes for så vidt angår vejanlæggets

linieføring, og

at

nævnet i en senere

afsluttende afgørelse vil tage stilling til, om der af hensyn til

beskyttelsen

af flora og fauna i området skal stilles yderligere betingelser om

afhjælpende

foranstaltninger.

..."

Foreningen A skrev den 10.

februar 1995 til Trafikministeriet at Naturklagenævnet i sin afgørelse havde

stadfæstet at foreningen var part i sagen om Hillerød-motorvejens

forlængelse.

Foreningen A ønskede på den baggrund på ny aktindsigt og bad om at afgørelsen

om ekspropriationsbemyndigelsen blev udsat til foreningen havde haft

lejlighed

til at fremkomme med en udtalelse. Trafikministeriet svarede samme dag bl.a.

følgende:

"...

Som meddelt i brev af 19.

september 1994 finder ministeriet ikke, at foreningen kan betragtes som part

i

sagen vedrørende spørgsmålet om ekspropriationsbemyndigelsen. Ministeriet

finder derfor ikke at foreningen har krav på aktindsigt i ministeriets sag

efter forvaltningslovens kap. 4. Ministeriet finder heller ikke, at

foreningen

har krav på partshøring i henhold til forvaltningslovens § 21, eller at

foreningen - hverken i henhold til § 11 eller § 21 - har ret til at forlange,

at sagen bliver udsat til foreningen måtte have udtalt sig i sagen.

Denne holdning er ikke ændret

ved Naturklagenævnets afgørelse i relation til Naturbeskyttelsesloven.

Foreningens henvendelse er

herefter behandlet som en anmodning om aktindsigt i henhold til

offentlighedsloven. Kopi af dokumenter, der er omfattet af reglerne om

aktindsigt, og som ikke tidligere er fremsendt til foreningen fremsendes

hermed.

..."

Den 10. februar 1995

anbefalede Vejdirektoratet på ny over for Trafikministeriet at projektet blev

gennemført. Vejdirektoratet henviste til delafgørelsen fra Naturklagenævnet.

Den 2. marts 1995 skrev

Trafikministeriet bl.a. følgende til Kommissarius ved Statens

Ekspropriationer

på Øerne:

"...

I brev af 25. maj 1994 har De

anmodet om bemyndigelse til at iværksætte ekspropriation til

Hillerødmotorvejens forlængelse på grundlag af det ved

besigtigelsesforretningen den 18. og 19. maj 1994 bestemte.

Sagen har beroet på Naturklagenævnets

afgørelse i anledning af de fremsatte klager over de af amtet meddelte

dispensationer i henhold til lov om naturbeskyttelse.

Naturklagenævnet har som

bekendt truffet en delafgørelse den 8. februar 1995, hvori nævnet bl.a.

stadfæster amtets dispensationer for så vidt angår vejanlæggets linieføring.

Ministeriet har herefter

indhentet en udtalelse fra Vejdirektoratet, jf. vedlagte kopi af

Vejdirektoratets breve af 21. juli 1994 og 1. marts 1995. På det herefter

foreliggende grundlag meddeler ministeriet herefter bemyndigelse til at lade

den fornødne ekspropriation foretage.

Opmærksomheden henledes på,

at Naturklagenævnet i en senere afsluttende afgørelse vil tage stilling til,

om

der af hensyn til beskyttelsen af flora og fauna i området skal stilles

yderligere betingelser om afhjælpende foranstaltninger.

..."

Den 9. marts 1995 skrev

foreningen A bl.a. følgende i en klage til mig:

"...

Efter modtagelsen af

Naturklagenævnets afgørelse af 8. febr. 1995, ligeledes tilsendt ombudsmanden

i

kopi, henvendte foreningen sig igen til Trafikministeriet med telefax af

10.02.95. I brevet henledes ministeriets opmærksomhed på, at Naturklagenævnet

- omsider - har stadfæstet foreningens, d.v.s. berørte lodsejeres/naboers

partsstatus i sagen om Hillerødmotorvejens forlængelse, og at A burde have

været partshørt.

Ministeriet blev samtidigt

anmodet om udsættelse med afgørelse vedrørende ekpropriationsbemyndigelse,

under henvisning til forvaltningslovens kapitel 5, idet foreningen ikke anser

hjemmelsgrundlaget for en bemyndigelse til ekspropriation for retligt

gyldigt.

Foreningen udtrykte i den forbindelse ønske om, at Folketingets Ombudsmand

havde udtalt sig i klagesagerne vedr. Skov- og Naturstyrelsen og

Naturklagenævnet, for, i overensstemmelse med forvaltningslovens almindelige

bestemmelser, at disse nye oplysninger, fremkommet på partens initiativ,

skulle indgå i ministeriets retlige prøvelse af hjemmelsgrundlaget før

bemyndigelsen.

Trafikministeriet afviser i

brev af 10. febr. 1995 at anerkende foreningens partsbeføjelser og har

desuden,

efter hvad der er oplyst overfor foreningen, givet bemyndigelse til

ekspropriation, som vil finde sted allerede den 28. ds.

Ministeriets fremgangsmåde

finder foreningen både arrogant og uoverensstemmende med forvaltningslovens

regler, hvilket derfor giver anledning til denne fornyede henvendelse med

anmodning om genoptagelse af sagen og en afgørelse på det nu foreliggende

grundlag.

...

Med udgangspunkt i

forvaltningslovens almindelige bestemmelser, og vejledningen hertil - og som

i

øvrigt klart udtrykt i FOB 1993 p. 23 eller FOB 1992 p.

23 f. vedr. partsbegrebet og

afgørelsesbegrebet - finder foreningen ikke at kunne afvises hverken af

ministeriet eller af Vejdirektoratet.

Ministeriets begrundelse for

afvisning af foreningen som part i sagen turde være i direkte modstrid med

kendsgerningerne, som de vil fremgå af sagens akter i såvel Vejdirektoratet

som

i ministeriet. Heri er utvetydigt fremført, dels den væsentlige direkte

retlige

interesse i sagens udfald for foreningens medlemmer af berørte

grundejere/naboer, dels at foreningen var klager i sagen til Naturklagenævnet

men også klager til Skov- og Naturstyrelsen over det mangelfulde retlige

grundlag for styrelsens godkendelse efter naturbeskyttelsesloven.

Ministeriets afvisning af at

udsætte afgørelse med ekspropriationsbemyndigelse er givet på trods af

Naturklagenævnets utvetydige tilkendegivelse af foreningens partsbeføjelser.

Afvisningen er ikke sagligt begrundet eller konkretiseret, men bl.a. udtrykt

ved, at ministeriets

holdning

ikke er

ændret ved Naturklagenævnets afgørelse. Afgørelsen er således særdeles

usaglig, og giver derfor anledning til formodning om usaglige hensigter.

Ministeriet har derved, meget

bekvemt, frataget foreningen muligheden for prøvelse af hjemmelsgrundlaget

før

en ekspropriation.

Foreningen mener på

ovenstående baggrund, at ministeriet forsøger at undsige sig ansvaret for

Vejdirektoratets sagsbehandling og godkendelse, samt at ministeriets egen

afgørelse om ekspropriationsbemyndigelse er ugyldig, dels ved at

hjemmelsgrundlaget ikke er retligt holdbart, dels efter forvaltningslovens

almindelige regler.

Foreningen tillader sig at

anmode Folketingets Ombudsmand om en afgørelse af partsspørgsmålet og om

ugyldigheden af bemyndigelsen ved en henstilling til ministeriet om at ændre

sin beslutning og udsætte ekspropriationer gennem Statens Kommissarius indtil

ombudsmandens afgørelse i sagerne vedr. Skov- og Naturstyrelsen og

Naturklagenævnet

(j.nr. 1994-1756-149 og 1994-2050-129 resp.) foreligger og

indgår

i ministeriets retlige prøvelse af hjemmelsgrundlaget.

..."

Samme dato som foreningen A

klagede til mig, skrev foreningen til trafikministeren og bad ham ændre

afgørelsen om ekspropriationsbemyndigelsen og pålægge kommissarius at udsætte

enhver ekspropriationsforretning indtil min udtalelse i sagen forelå.

Foreningen A skrev desuden direkte til kommissarius og bad ham udsætte

ekspropriationsforretningerne.

Den 13. marts 1995 meddelte

trafikministeren foreningen at ministeriet den 2. marts 1995 havde givet

ekspropriationsbemyndigelse. Den 14. marts 1995 meddelte kommissarius at

foreningens anmodning om udsættelse ikke kunne tages til følge.

Den 22. marts 1995 svarede

trafikministeren på foreningens brev af 9. marts 1995. Ministeren skrev bl.a.

følgende:

"...

Hjemmelen til at foretage

ekspropriation til gennemførelse af det omhandlede anlæg findes dels i lov

nr.

312 af 18. juni 1969 om visse hovedlandevejsstrækninger, dels i lov om

offentlige veje. Trafikministeriet har i brev af 10. juni 1993 til

Frederiksborg Amt meddelt tilladelse til, at ekspropriation til amtets del af

anlægget sker i henhold til lov om fremgangsmåden ved ekspropriation

vedrørende

fast ejendom, jf. lov om offentlige veje § 46, stk. 3.

Plangrundlaget for

gennemførelsen af anlægget foreligger i form af Frederiksborg Amts vedtagelse

af regionplantillæg nr. 10 til Regionplan 1989 for Frederiksborg Amt. Den

fornødne VVM-vurdering af anlægget er sket i forbindelse med

regionplantillægget. Naturklagenævnet har ved sin afgørelse af 11. april 1994

konstateret, at der var retlige mangler ved tilvejebringelsen af

regionplantillægget, men at disse mangler ikke var så væsentlige, at de

medførte tillæggets ugyldighed. Det forhold, at Naturklagenævnet i sin

delafgørelse af 8. februar 1995 har anerkendt Foreningens partsbeføjelser i

relation til de af amtet meddelte dispensationer i henhold til

naturbeskyttelsesloven,

kan efter ministeriets opfattelse ikke ændre gyldigheden af det vedtagne

regionplantillæg.

Med hensyn til

dispensationerne i henhold til Naturbeskyttelsesloven kan jeg konstatere, at

Naturfredningsnævnet i sin delafgørelse af 8. februar 1995 har udtalt, at

Foreningen burde have været inddraget i den høring, amtet foretog, forinden

dispensationerne blev meddelt. Under hensyn til, at Foreningens indsigelser

mod de meddelte dispensationer er indgået i Naturklagenævnets afgørelse af

klagesagen, fandt nævnet imidlertid ikke, at den undladte høring kunne anses

for en så væsentlig mangel ved dispensationerne, at den medførte

dispensationernes

ugyldighed. I samme delafgørelse stadfæstede Naturklagenævnet amtets

dispensationer for så vidt angår vejanlæggets linieføring.

Det er herefter min

opfattelse, at der foreligger det for ekspropriationerne fornødne

plangrundlag,

samt de fornødne dispensationer i henhold til Naturbeskyttelsesloven.

I Deres brev har De desuden

klaget over, at Kommissarius har afslået at udsætte besigtigelsesforretningen

den 18.-19. maj trods Foreningens anmodning herom, og at

Ekspropriationskommissionen i forbindelse med besigtigelsesforretningen har

undladt at tage stilling til Foreningens retlige indsigelser som part i

sagen.

Endvidere har De klaget over, at ministeriet har afvist anmodning om

aktindsigt, samt afvist at udsætte dels fremsendelsen af sagen til

Kommissarius

med henblik på besigtigelse, dels meddelelse af ekspropriationsbemyndigelse,

til foreningen som part i sagen havde haft lejlighed til at udtale sig.

Ministeriet har i breve af

19. september 1994 og 10. februar 1995 udtalt sig om disse klagepunkter.

Efter

det for mig oplyste er det ikke korrekt, at Foreningen ikke har fået

aktindsigt

i sagen, idet ministeriet har fremsendt kopi af de i sagen foreliggende akter

i

det omfang, Foreningen har bedt herom. Derimod har ministeriet ikke fundet,

at Foreningen

kunne betragtes som part i sagen for så vidt angår forelæggelse af sagen for

ekspropriationskommissionen og meddelelse af ekspropriationsbemyndigelse,

således at foreningen i relation hertil ville have haft krav på partshøring i

henhold til forvaltningslovens § 21 eller ret til at forlange sagen udsat,

til

Foreningen havde haft lejlighed til at udtale sig. Denne vurdering er jeg

enig

i, også for så vidt angår Deres anmodning til Kommissarius om udsættelse af

besigtigelsesforretningen. Jeg skal i den forbindelse henvise til, at lov om

fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom indeholder nærmere

bestemmelser om, hvorledes ejere og brugere og andre, der har en retlig

interesse at varetage i anledning af ekspropriationen, kan få adgang til at

fremkomme med bemærkninger og synspunkter som led i ekspropriationsprocessen.

Med hensyn til spørgsmålet om

hvilke forhold, ekspropriationskommissionen skal tage stilling til i

forbindelse med besigtigelsesforretningen, skal jeg henvise til ministeriets

brev af 19. september 1994. Ekspropriationskommissionen skal naturligvis

reagere, hvis den ikke finder, at det retlige grundlag for ekspropriationen

er

til stede. Kommissionen er imidlertid ikke ankemyndighed i relation til

eksempelvis miljømyndighedernes afgørelser, hvorfor kommissionen som

udgangspunkt må lægge de afgørelser, som de kompetente miljømyndigheder har

truffet, til grund. I den aktuelle sag, finder jeg ikke grundlag for at

kritisere ekspropriationskommissionens vurdering i så henseende.

Jeg kan endelig konstatere,

at

besigtigelsesforretningen i sin tid

først blev gennemført, efter at Naturklagenævnet havde taget stilling til

klagen over regionplantillæggets udarbejdelse,

og at

ministeriets ekspropriationsbemyndigelse har afventet Naturklagenævnets

afgørelse vedrørende klagerne over amtets dispensationer i relation til

linieføringen.

Jeg finder herefter ikke, at

der er grundlag for at fastslå, at det retlige grundlag for

ekspropriationerne

ikke er til stede, og da jeg ikke finder, at Deres klage til Folketingets

Ombudsmand kan have opsættende virkning, agter jeg ikke at imødekomme Deres

anmodning om, at ekspropriationsbemyndigelsen tilbagekaldes.

..."

Den 24. marts 1995 traf

Naturklagenævnet delafgørelse nr. 2 i sagen om klager over dispensationer fra

naturbeskyttelseslovens kapitel 2. Af afgørelsen fremgik bl.a. følgende:

"...

Det fastsættes som en

yderligere betingelse for de meddelte dispensationer, at det snarest muligt

søges sikret, at individer af arter af frøer og tudser, der er tilknyttet

vandhuller, som skal opfyldes i forbindelse med anlæg af motorvejen, i videst

muligt omfang overføres til andre vandhuller.

..."

Den 27. marts 1995 udbad jeg

mig udtalelser fra Trafikministeriet og Vejdirektoratet i anledning af

foreningen A's klage. Den 28. marts 1995 bad foreningen på ny

Trafikministeriet

om at få udsat enhver ekspropriationsforretning indtil min udtalelse forelå.

Den 29. marts 1995 afviste Trafikministeriet foreningens anmodning af de

grunde

der var nævnt i brevet af 22. marts 1996.

Den 28. og 29. marts, 4. og

5. april og den 19., 20. og 25. april 1995 afholdt

ekspropriationskommissionen

vedrørende Hillerødmotorvejens forlængelse ekspropriationsforretninger.

Den 1. juni 1995 modtog jeg

Vejdirektoratets og Trafikministeriets udtalelser af henholdsvis 19. maj 1995

og 31. maj 1995. Af Vejdirektoratets udtalelse fremgik bl.a. følgende:

"...

1. I forbindelse med den af

foreningen påståede tilsidesættelse af forvaltningsloven henvises der i

klagen

til, at Naturklagenævnet i sin afgørelse af 8. februar 1995 har anerkendt

foreningens partsstatus i sagen om Hillerødmotorvejens forlængelse, hvorfor

foreningen burde have været partshørt.

Hertil bemærkes, at

Naturklagenævnet i sin afgørelse ikke har taget og heller ikke har kunnet

tage

stilling til spørgsmålet om partsstatus i sagen om Hillerødmotorvejens

forlængelse

som helhed

, men alene i

relation til sagen om Frederiksborg Amts dispensationer i henhold til

naturbeskyttelsesloven.

2. Vejdirektoratet har

tidligere - jfr. brev herfra af 25. august 1994 til ministeriet - taget

stilling til spørgsmålet om foreningens partsstatus i relation til

forvaltningsloven for så vidt angår sagsbehandlingen i Vejdirektoratet.

Der henvises herved til den i

brevet pkt. 6 nævnte brevveksling med foreningen. Vejdirektoratet kan fortsat

henholde sig til det deri anførte, hvorefter det er Vejdirektoratets

hovedsynspunkt, at de forvaltningsretlige afgørelser (udfærdigelse af

retsakter) i hele sagens forløb er truffet af andre myndigheder end

Vejdirektoratet, hvorfor foreningen ikke har kunnet betragtes som part i

sagen

i relation til Vejdirektoratets sagsbehandling.

..."

Af Trafikministeriets

udtalelse fremgik bl.a. følgende:

"...

Foreningens klage af 9. marts

1995 drejer sig om afvisningen af foreningen som part i sagen og om det

retlige

grundlag for ekspropriationsbemyndigelsen. Ministeriet skal henvise til, hvad

der er anført herom i ministeriets breve af 19. september 1994 og 22. marts

1995 til foreningen. Som det fremgår heraf, er det ministeriets opfattelse,

at

ejere og brugere og andre, der har en retlig interesse at varetage i

anledning

af en ekspropriation, har adgang til at fremkomme med deres bemærkninger og

synspunkter som led i den ekspropriationsproces, der er fastlagt i lov om

fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom. Ministeriet finder

således ikke, at lodsejerne og disses repræsentanter generelt kan betragtes

som

parter i relation til spørgsmålet om forelæggelse af projektet for

ekspropriationskommissionen eller om meddelelse af

ekspropriationsbemyndigelse

til det samlede projekt. Ministeriet foretager således ikke partshøring af

lodsejere eller andre, der muligt kan have en retlig interesse i

ekspropriationerne til et givet projekt, idet det forudsættes, at eventuelle

synspunkter fremføres i forbindelse med den omtalte ekspropriationsproces.

..."

Ombudsmandens udtalelse

"Foreningen har gjort

gældende at den har partsstatus efter forvaltningsloven i Trafikministeriets

sag om ekspropriation til Hillerød-motorvejens forlængelse.

Forvaltningslovens

regler om parters rettigheder gælder i afgørelsessager, jf.

forvaltningslovens

§ 2, stk. 1. Forinden spørgsmålet om partsstatus kan vurderes, er det

nødvendigt at afgøre hvorledes sagen (eller sagerne) om ekspropriation skal

afgrænses, og herefter tage stilling til om der er tale om afgørelsessager,

jf. nærmere nedenfor.

1. Afgrænsning af sagerne

Trafikministeriets tilladelse

til at ekspropriation skal ske efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved

ekspropriation vedrørende fast ejendom for så vidt angår den del af

vejanlægget

hvor Frederiksborg Amt er vejbestyrelse, i stedet for som normalt efter

reglerne i kapitel 5 i lov om offentlige veje, er meddelt i henhold til § 46,

stk. 3, i lov om offentlige veje (lovbek. nr. 532 af 20. juni 1994).

Bestemmelsen har følgende ordlyd:

'

§ 46.

...

Stk. 3.

Ekspropriation til amtskommunale og kommunale vejanlæg sker

efter reglerne i dette kapitel. Trafikministeren kan efter en vejbestyrelses

begæring tillade, at ekspropriation sker efter reglerne i lov om

fremgangsmåden

ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.'

Trafikministeriets

ekspropriationsbemyndigelse er givet i henhold til § 14, stk. 1, i lov om

fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom (lovbek. nr. 522 af

4. juli 1991), ligesom selve ekspropriationsforretningerne er foretaget i

medfør af bestemmelser i denne lov. §§ 11, 12, 13, 14 og 15, stk. 1, i loven

har følgende ordlyd:

'

§ 11.

Anmodning om foretagelse af ekspropriation fremsættes af

anlægsmyndigheden over for trafikministeren.

§ 12.

Når trafikministeren har henvist ekspropriationsbegæringen

til behandling ved en ekspropriationskommission og anlægsmyndigheden har

foretaget foreløbig afmærkning af anlægget, afholder kommissionen en

besigtigelsesforretning

på stedet.

Stk. 2.

Bekendtgørelse om tid og sted for afholdelse af besigtigelsesforretningen

skal med mindst 14 dages varsel indrykkes i Statstidende og i et eller flere

på egnen udkommende dagblade. Oversigtsplaner for det påtænkte anlæg skal i

mindst 14 dage før besigtigelsesforretningens afholdelse ligge til eftersyn

på

det stedlige kommunekontor eller et andet for offentligheden tilgængeligt

sted, og bekendtgørelsen skal indeholde oplysning herom.

Stk. 3.

I det omfang de foreløbige planer gør det muligt drager

kommissarius omsorg for, at ejere og brugere af de arealer, der må antages at

blive berørt af det påtænkte anlæg, eventuelt gennem vedkommende

kommunalbestyrelse, underrettes om forretningens afholdelse og gøres bekendt

med planernes fremlæggelse samt deres adgang til at give møde under

forretningen.

§ 13.

Under besigtigelsesforretningen foretager kommissionen

en almindelig prøvelse

af det

foreliggende projekt. Kommissionen kan herved bestemme, at ekspropriationen

kun

kan gennemføres, såfremt der foretages sådanne ændringer i projektet, som

kommissionen finder nødvendige af hensyn til ejere, andre rettighedshavere,

almene interesser eller anlæggets hensigtsmæssige gennemførelse. Kommissionen

tager særlig stilling til, om der som led i ekspropriationen skal foretages

afbrydelser, omlægninger eller etablering af vejforbindelser, af vandløb, af

adgangsforbindelser til ejendomme eller restarealer, af ledningsanlæg eller

lignende.

Stk. 2.

(udeladt).

Stk. 3.

Anlægsmyndigheden,

andre interesserede myndigheder, ejere eller brugere af og

servitutberettigede

med hensyn til ejendomme, der direkte eller indirekte berøres af

ekspropriationen, har adgang til under besigtigelsesforretningen at fremkomme

med bemærkninger til projektet og herunder fremsætte forslag til dettes

ændring.

§ 14.

Når projekt for det påtænkte anlæg er vedtaget af

kommissionen og anlægsmyndigheden ønsker det således vedtagne projekt

fremmet,

træffer trafikministeren beslutning om meddelelse af

ekspropriationsbemyndigelse

, medmindre beslutning herom er

truffet før besigtigelsen.

Stk. 2.

Anlægsmyndigheden udfærdiger med bistand af den ledende

landinspektør en plan vedrørende ekspropriationens gennemførelse med

fortegnelse over alle grundejere og brugere, der vil blive berørt af de for

anlæggets gennemførelse nødvendige ekspropriationer, og med oplysning om den

omtrentlige størrelse af de berørte arealer og en kort angivelse af de

ændringer i de bestående forhold, anlægget i øvrigt vil medføre for

ejendommene

(

arealfortegnelse med ekspropriationsplan).

§ 15.

Ekspropriationskommissionen afholder derefter en

ekspropriationsforretning.

'

Beslutningen om hvilken

fremgangsmåde der skal anvendes i forbindelse med ekspropriationen, og

beslutningen om ekspropriationsbemyndigelse er således truffet i medfør af to

forskellige regelsæt. Bl.a. derfor er der efter min opfattelse tale om to

forskellige sager hos Trafikministeriet.

Ministeriets beslutning om

fremgangsmåden blev truffet den 10. juni 1993, dvs. mere end et år forud for

foreningens henvendelse til mig. Foreningens klage i forhold til denne

beslutning er derfor forældet i medfør af ombudsmandslovens etårsfrist. Under

hensyn til beslutningens nære sammenhæng med ministeriets senere beslutninger

i

ekspropriationssagen har jeg dog fundet at kunne se bort fra fristen, jf.

ombudsmandslovens § 6, stk. 5.

2. Spørgsmålet om hvorvidt Trafikministeriets beslutning om tilladelse

til at ekspropriationen kan ske efter lov om fremgangsmåden ved

ekspropriation

vedrørende fast ejendom kan karakteriseres som en afgørelse i

forvaltningslovens forstand

Forvaltningslovens § 2, stk.

1, har følgende ordlyd:

'

§ 2.

Loven gælder for behandlingen af sager, hvori der er eller vil

blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed.'

Efter forarbejderne til

bestemmelsen (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 115) sigtes der med

udtrykket 'truffet afgørelse' til udfærdigelse af retsakter, det vil sige

udtalelser der går ud på at fastsætte hvad der er eller skal være ret i et

foreliggende tilfælde. Det samme er anført i Justitsministeriets vejledning

om

forvaltningsloven (1986), pkt. 10. Udfærdigelsen af retsakten vil som regel

fremtræde som den pågældende myndigheds afslutning på sagens behandling.

Uden for afgørelsesbegrebet

falder som udgangspunkt processuelle beslutninger der ikke i materiel

forstand

fastsætter hvad der skal være ret i et pågældende tilfælde, jf. herved blandt

andre Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 41.

Udgangspunktet

kan fraviges hvis reale hensyn taler for at lade forvaltningslovens

retsgarantier finde anvendelse i forbindelse med beslutningen; dette kan

bl.a.

være tilfældet hvis fastlæggelsen af den processuelle retsstilling på

bestemte

punkter vil være styrende for borgerens materielle retsposition.

Trafikministeriets beslutning

af 10. juni 1993 går alene ud på at fastlægge efter hvilke regler de

egentlige

ekspropriationsforretninger skal finde sted. Beslutningen fastsætter ikke

hvad

der i materiel forstand skal være ret - dette bliver først afgjort i

forbindelse med selve ekspropriationsforretningernes foretagelse.

Beslutningen

er derfor efter min opfattelse ikke en afgørelse i forvaltningslovens

forstand.

Jeg finder ikke at der er

reale hensyn som taler for at fravige dette udgangspunkt: hvad enten selve

ekspropriationen finder sted efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved

ekspropriation af fast ejendom eller efter reglerne i lov om offentlige veje,

er der for borgeren opstillet en række retsgarantier som skal påses i

forbindelse med ekspropriationernes foretagelse. Beslutningen om hvilken

fremgangsmåde der skal anvendes, er derfor efter min opfattelse ikke styrende

for borgerens retsposition i materiel henseende.

Når sagen vedrørende

Trafikministeriets tilladelse til at ekspropriationen kunne ske efter lov om

fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom, ikke er en

afgørelsessag i forvaltningslovens forstand, kan jeg således ikke kritisere

at

Trafikministeriet ikke tillagde foreningen partsstatus i forbindelse med

sagen.

3. Spørgsmålet om hvorvidt Trafikministeriets udstedelse af

ekspropriationsbemyndigelse

kan karakteriseres som en afgørelse i forvaltningslovens forstand

Trafikministeriets udstedelse

af ekspropriationsbemyndigelse har de karakteristika der er kendetegnende for

en afgørelse i forvaltningslovens forstand: Trafikministeriet udsteder ved

meddelelsen af bemyndigelsen en retsakt - det fastslås hvad der er eller skal

være ret i det pågældende tilfælde. Herudover udgør udstedelsen af

bemyndigelsen

afslutningen på Trafikministeriets behandling af sagen.

På den baggrund er det min

opfattelse at Trafikministeriets udstedelse af ekspropriationsbemyndigelse er

en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Det er derfor i relation til

sagen

om udstedelsen af ekspropriationsbemyndigelsen relevant at afgøre om

foreningen burde være tillagt partsstatus.

4. Spørgsmålet om hvorvidt foreningen burde være tillagt partsstatus i

Trafikministeriets sag om udstedelse af ekspropriationsbemyndigelse

Kompetencen i forbindelse med

en ekspropriation til et vejanlæg er delt mellem flere forskellige

myndigheder.

Anlægsmyndigheden/vejbestyrelsen tilvejebringer projektgrundlaget hvorefter

projektprøvelsen og selve ekspropriationerne sker ved

ekspropriationskommissionen i overensstemmelse med reglerne i lov om

fremgangsmåden

ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.

Trafikministeriet deltager

også i behandlingen af ekspropriationssagen: Trafikministeriets rolle i sagen

er at henvise den til behandling i ekspropriationskommissionen (§ 12, stk. 1)

og at meddele ekspropriationsbemyndigelse når projektet er vedtaget af

ekspropriationskommissionen

(§ 14, stk. 1).

I forarbejderne til lov om

fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom er bl.a. anført

følgende om Trafikministeriets rolle i sagen (jf. Folketingstidende 1963-64,

tillæg A, sp.

815f

og

818f

):

'...

Lovforslagets § 11 bestemmer

i overensstemmelse med den gældende ordning, at alle sager fortsat forelægges

kommissionerne gennem ministeriet for offentlige arbejder. Dette er for det

første nødvendigt af praktiske hensyn. Ministeriet skal nedsætte de til

sagernes behandling nødvendige kommissioner (lovforslagets §§ 5 og 7) og

fordele forretningerne mellem kommissarierne (§ 4). Dernæst opnås der ved

denne

ordning, der i praksis har virket tilfredsstillende, ensartethed i behandling

og bedømmelse af statens ekspropriationssager. Ministeriet for offentlige

arbejder må i overensstemmelse hermed i forståelse med vedkommende

fagministerium påse, at ekspropriationssager, der fremkommer fra forskellige

ministerier behandles efter ensartede retningslinjer. Der påhviler med andre

ord nævnte ministerium en koordinationspligt.

Før en sag forelægges en

ekspropriationskommission til besigtigelse, må ministeriet for offentlige

arbejder særligt foretage en prøvelse af, om fornøden lovhjemmel til

gennemførelse af de planlagte ekspropriationer foreligger. Efter afholdt

besigtigelse og før ekspropriationsbemyndigelse (i henhold til lovforslagets

§

14) gives, vil det bl. a. være nævnte ministeriums opgave at tage initiativ

til

løsning af de eventuelle konfliktssituationer, der kan være opstået ved, at

ekspropriationsanlæggets gennemførelse eller måden, hvorpå det ønskes

udformet,

kræver indgreb i andre væsentlige samfundsinteresser.

...

Er der mod projektet rejst

indsigelse, som er taget til følge af kommissionen, kan dennes beslutning

ikke

efterprøves eller underkendes af anden administrativ myndighed, og domstolene

kan alene efterprøve den trufne beslutnings lovlighed. Da det af kommissionen

vedtagne projekt således kan og i praksis meget ofte vil indeholde ændringer

i

forhold til det af anlægsmyndigheden forelagte forslag, må anlægsmyndigheden

have adgang til at tage stilling til, om anlægget ønskes fremmet i den

vedtagne form. Når sådan beslutning foreligger kan der gives bemyndigelse til

at iværksætte ekspropriationerne, men sådan bemyndigelse kan dog også ved

mindre omfattende anlæg gives forud for besigtigelsen. Anlægsmyndigheden har

imidlertid i så fald under den kombinerede besigtigelses- og

ekspropriationsforretning

adgang til at begære sagen udsat, såfremt der med hensyn til projektets

udførelse træffes beslutninger, som gør det tvivlsomt, om anlægsmyndigheden

vil

have projektet gennemført i den af kommissionen vedtagne skikkelse.

Den ordning, at ministeren

for offentlige arbejder skal give en bemyndigelse til ekspropriationernes

iværksættelse på grundlag af et af kommissionen vedtaget projekt, betyder for

så vidt en modifikation i reglen om, at kommissionens afgørelser om projektet

ikke kan efterprøves. Hvis der under besigtigelsen er fremkommet indsigelser

mod et projekt eller visse punkter i dette, og er disse indsigelser af

væsentlig samfundsmæssig betydning, er der intet til hinder for, at de i

spørgsmålet interesserede retter henvendelse til ministeren for offentlige

arbejder med henstilling om, at ekspropriationsbemyndigelse ikke gives under

hensyn til, at kommissionens afgørelse ikke i tilstrækkelig grad tilgodeser

de

hensyn som vedkommende interessenter varetager. Ministerens eneste beføjelse

i

forholdet til kommissionen er ganske vist kun den at kunne undlade at give

den

ekspropriationsbemyndigelse, som er nødvendig for projektets gennemførelse.

Men

der åbnes herved mulighed for en fornyet drøftelse af det pågældende

spørgsmål,

i givet fald først efter sagens behandling i regeringen. Resultatet heraf kan

være, at der udarbejdes et helt nyt projekt for det pågældende anlæg, som

derefter må behandles forfra i kommissionen.

Denne ordning betyder

imidlertid ikke, at der er adgang til nogen normal efterprøvelse af

kommissionens beslutninger om projektet, men har som anført alene betydning,

hvor væsentlige samfundsinteresser står over for hinanden. Særligt bemærkes,

at

spørgsmål der har betydning for den enkelte ejendom endeligt må finde deres

løsning ved kommissionens afgørelse, jfr. herved bestemmelsen i

jernbaneforordningens

§ 5, sidste stk.

...'

I Dansk Miljøret (1978) af

von Eyben er bind 4, s.

122f,

bl.a. anført følgende om ministeriets kompetence:

'...

Af forarbejderne fremgår, at

ministeriets beføjelser i første række er begrundet i praktiske hensyn, såsom

nedsættelse af de nødvendige kommissioner, og hensyn til ensartethed i

behandling og bedømmelse af statens ekspropriationssager, jfr.

Ekspropriationsbetænkning I.67. Selvom ministeriet i denne forbindelse må

foretage en prøvelse af, om fornøden lovhjemmel til gennemførelse af de

planlagte ekspropriationer foreligger, forekommer det klart, at den

instituerende prøvelse ikke kan gå videre end til en legalitetskontrol.

...

Endvidere peges der i

forarbejderne på, at det i tilfælde af konflikter mellem

ekspropriationsanlæggets gennemførelse og væsentlige samfundsinteresser er

ministeriets opgave et være initiativtagende og formidlende. I ministeriets

adgang til at træffe beslutning om ekspropriationsbemyndigelse ligger derfor

efter det anførte ikke nogen myndighed til at afgøre sådanne konflikter.

...'

Trafikministeriets opgave er

primært at påse at projektgrundlaget - således som det tilvejebringes i

medfør

af anden lovgivning - er til stede, og at projektet således ikke strider mod

lovgivningen eller andre væsentlige samfundsinteresser. Den egentlige

materielle prøvelse af projektet, herunder prøvelse i forhold til de enkelte

berørte ejendomme - hvor hensyn som måtte være sammenfaldende med foreningens

medlemmers individuelle interesser, eventuelt kan varetages - finder sted hos

andre myndigheder, bl.a. i ekspropriationskommissionen. Trafikministeriets

udstedelse af ekspropriationsbemyndigelsen er af mere generel karakter og

primært rettet mod ekspropriationskommissionen og anlægsmyndigheden.

Som betingelse for at blive

anset for part i en sag antages normalt at den pågældende skal have en

væsentlig, individuel interesse i sagens udfald.

Som jeg skrev til foreningen

i min udtalelse af 26. juni 1996 i sag nr. 1995-192-149, var det mit indtryk

at

foreningen i sine henvendelser til myndighederne fremstod som repræsentant

for medlemmernes almindelige og generelle modstand mod projektet til

Hillerød-motorvejens forlængelse. Det er mit indtryk at foreningen fremstår

på

samme måde i sine henvendelser til myndighederne i den foreliggende sag.

I betragtning heraf - og i

betragtning af at Trafikministeriet ikke foretager en nærmere prøvelse af

projektgrundlaget i forhold til de medlemmer af foreningen der er individuelt

berørt af projektet - mener jeg ikke at jeg kan kritisere Trafikministeriets

vurdering hvorefter foreningen ikke blev anset for part i sagen.

Det følger heraf at jeg

heller ikke kan kritisere at ministeriet ikke foretog partshøring eller

udsatte

sagen med henblik på at foreningen kunne fremkomme med en udtalelse.

Jeg foretager mig herefter

ikke mere i anledning af foreningens henvendelse.

..."

NOTER: (*1) Jf. FOB 1992, s.

23ff og FOB 1993, s. 23.

Lignende dokumenter