Partsstatus - Afgørelsesbegrebet i sag om forlængelse af Hillerød-motorvejen
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Partsstatus. Afgørelsesbegrebet i sag om forlængelse af
Hillerød-motorvejen
Den 11. marts 1993 godkendte
Amtsrådet i Frederiksborg Amt et forslag til regionplantillæg hvis formål var
at gennemføre en forlængelse af Hillerød-motorvejen. Forslaget blev i henhold
til reglerne i planloven fremlagt til offentlig høring i perioden 3. april
til
29. maj 1993. I høringsperioden modtog amtets tekniske forvaltning en række
høringssvar fra myndigheder, foreninger og enkeltpersoner. Bl.a. modtog amtet
en indsigelse fra foreningen A. A's indsigelse gik bl.a. ud på at den
VVM-redegørelse der var udarbejdet i forbindelse med regionplantillægget, på
flere punkter var mangelfuld.
Den 6. maj 1993 skrev
Frederiksborg Amt til Vejdirektoratet at vejprojektet omfattede både et
hovedvejsanlæg
(med staten som vejbestyrelse) og et landevejsanlæg (med Frederiksborg Amt
som
vejbestyrelse). Af hensyn til en ensartet erstatningsfastsættelse i
forbindelse
med ekspropriation til vejanlægget bad amtet Vejdirektoratet om at
foranledige at Kommissarius ved Statens Ekspropriationer på Øerne foretog
besigtigelse og ekspropriation for det samlede vejanlæg. Vejdirektoratet
anbefalede herefter den 14. maj 1993 denne løsning over for
Trafikministeriet.
I breve af 17. og 26. maj
1996 klagede foreningen A til Miljøministeriet over at VVM-redegørelsen i
forbindelse med regionplantillægget var mangelfuld. A bad ministeriet om at
sætte anlægsprojektet i stå indtil der var udarbejdet den fornødne
VVM-redegørelse. Miljøministeriet videresendte klagerne til behandling hos
Naturklagenævnet.
Læs alt
Den 10. juni 1993 skrev
Trafikministeriet bl.a. følgende til Frederiksborg Amt:
"...
Ministeriet er enig med
Vejdirektoratet og amtet i, at det er hensigtsmæssigt, at kommissarius
forestår
besigtigelse og ekspropriation for det samlede anlæg, hvorfor den ønskede
tilladelse hermed gives.
Anmodning om ekspropriation
til det samlede anlæg bedes til sin tid, når det fornødne projektgrundlag er
til stede, fremsendt hertil, hvorefter ekspropriationsbegæringen vil blive
henvist til behandling ved ekspropriationskommissionen.
Ministeriet forudsætter, at
behandlingen af indkomne klager over det af Frederiksborg Amt udarbejdede
forslag til regionplantillæg, herunder klagen til ministeren fra (B), jf.
amtets brev af 24. maj 1993 (j.nr. 8-50-1-3-92), forinden er afsluttet, og at
regionplantillægget med eventuelle ændringer endeligt er vedtaget af
amtsrådet.
Ministeriet forventer at høre
nærmere fra amtet og Vejdirektoratet, når der er taget stilling til, om nogle
af de indkomne alternative forslag skal undersøges nærmere.
..."
Den 25. august 1993 skrev A
til Trafikministeriet at man i forbindelse med en aktindsigtsbegæring var
blevet bekendt med ministeriets brev af 10. juni 1993 til amtet. Foreningen A
henledte i den forbindelse ministeriets opmærksomhed på A's klage til
Naturklagenævnet over regionplantillægget. A bad ministeriet udsætte sin
tilladelse til ekspropriationsforretningen indtil Naturklagenævnet havde
truffet endelig afgørelse i sagen.
Den 1. september 1993 traf
Naturklagenævnet afgørelse om at foreningen A's klage til nævnet ikke kunne
tillægges opsættende virkning.
Den 9. september 1993
godkendte Amtsrådet i Frederiksborg Amt regionplantillægget med en række
ændringsforslag der bl.a. tilgodeså nogle af de indsigelser der var
fremkommet
i høringsfasen. Den 14. september 1993 sendte amtets tekniske forvaltning
herefter detailprojektet for vejanlægget til Vejdirektoratet med henblik på
godkendelse. Vejdirektoratet blev i samme forbindelse oplyst om at foreningen
A
havde påklaget regionplantillægget til Naturklagenævnet.
Trafikministeriet skrev den
23. september 1993 bl.a. følgende til foreningen A:
"...
Anmodning om foretagelse af
ekspropriation fremsættes af anlægsmyndigheden overfor trafikministeren.
Anlægsmyndigheden kan kun fremsætte en sådan anmodning, når det fornødne
projektgrundlag er tilstede. Det vil sige, at ministeriet jfr. vores brev af
10. juni 1993 forudsætter, at behandlingen af indkomne klager over det af
Frederiksborg
Amt udarbejdede forslag til regionplantillæg forinden er afsluttet, og at
regionplantillægget med eventuelle ændringer er endelig vedtaget af
amtsrådet.
Det foreligger nu oplyst, at
Frederiksborg Amtsråd har godkendt regionplantillægget den 9. september 1993
jfr. vedlagte kopi af brev af 14. september 1993 til Vejdirektoratet. I
forbindelse med godkendelsen er der taget stilling til samtlige indkomne
bemærkninger og klager. Det er endvidere oplyst, at foreningen (A) har
påklaget
regionplantillægget til Naturklagenævnet. Klagen har ikke opsættende virkning
jfr. vedlagte kopi af delafgørelse af 1. september 1993 fra Naturklagenævnet.
Ministeriet har derfor ikke mulighed for at udsætte en
ekspropriationsforretning i den anledning.
Når trafikministeren har
henvist ekspropriationsbegæringen til behandling ved en
ekspropriationskommission, og anlægsmyndigheden har foretaget en foreløbig
afmærkning af anlægget, afholder kommissionen en besigtigelsesforretning på
stedet. Under besigtigelsesforretningen foretager kommissionen en almindelig
prøvelse af det foreliggende projekt, dvs. bestemmer om der skal foretages
sådanne ændringer i projektet, som kommissionen finder nødvendige af hensyn
til
ejere, andre rettighedshavere, almene interesser eller anlæggets
hensigtsmæssige gennemførelse, herunder også en afgørelse fra
Naturklagenævnet
på foreningen (A)'s klage.
Ministeriet afventer nu en
anmodning fra anlægsmyndigheden til det samlede anlæg om foretagelse af
ekspropriation. Ministeriet vil derefter tage stilling til spørgsmålet om
ekspropriationsbemyndigelse.
..."
Den 28. september 1993 skrev
foreningen A bl.a. følgende til Trafikministeriet:
"...
Alle klager er ikke
afsluttet, og foreningen har ikke anket regionplantillægget. Vi henviser til
vedlagte kopi af vort brev af d.d. til Frederiksborg Amt.
...
Delafgørelsen fra
Naturklagenævnet omtaler alene opsættende virkning i henhold til planloven
for
amtsrådets eventuelle vedtagelse af forslaget.
Foreningen skal herefter
henlede ministeriets opmærksomhed på, at afvisningen er givet på et
fejlagtigt grundlag.
..."
I sit brev af samme dato til
amtet gjorde foreningen A amtet opmærksom på at amtets brev til
Vejdirektoratet
af 14. september 1993 indeholdt forkerte og fordrejede oplysninger.
Foreningen
A bad på den baggrund amtet om at tilbagekalde brevet.
Den 5. oktober 1993 bad
foreningen A "som part i sagen" Vejdirektoratet om aktindsigt og om
udsættelse af afgørelsen om godkendelse af projektet og begæring om
ekspropriation indtil foreningen havde haft lejlighed til at sætte sig ind i
sagen og afgive en udtalelse.
Den 6. oktober 1993 sendte
Frederiksborg Amt følgende orientering til Trafikministeriet om
regionplantillægget:
"Efter behandling af de
i høringsperioden modtagne besvarelser, i alt ca. 380, har Amtsrådet den 9.
september 1993 vedtaget forslaget med de bemærkninger, ændringer og
hensigtserklæringer, som fremgår af vedlagte kopi af dagsordenbladet, sag nr.
7. Det i dagsordenen omtalte notat af 12. august 1993 vedlægges til
orientering.
Amtsrådets afgørelse kan i
henhold til lov om planlægning påklages til Naturklagenævnet for så vidt
angår
retlige spørgsmål. Klageberettiget er enhver med retlig interesse i sagens
udfald. Eventuel klage skal indgives skriftligt inden 4 uger efter offentlig
bekendtgørelse i bl.a. Statstidende den 29. september 1993.
Forvaltningen vil her gøre
opmærksom på, at regionplantillægget kun behandler forhold af
regionplanmæssig
betydning. Forhold der direkte berører enkelte ejendomme vurderes som led i
den
videre detailplanlægning og påtænkte besigtigelse, formentlig i november
1993,
hvor lodsejeren har mulighed for at drøfte konkrete ejendomsforhold med
ekspropriationskommissionen."
Foreningen A klagede den 14.
oktober 1993 til Indenrigsministeriet over at Frederiksborg Amt havde givet
vildledende og forkerte oplysninger til Vejdirektoratet og Trafikministeriet.
Foreningen A bad Indenrigsministeriet foranledige at Frederiksborg Amt
tilbagekaldte ekspropriationsbegæringen.
Den 15. oktober 1993
bekræftede Vejdirektoratet modtagelsen af foreningens brev af 5. oktober
1993.
Vejdirektoratet oplyste at man forventede at kunne besvare foreningens
henvendelse i løbet af 2-3 uger. Ligeledes den 15. oktober 1993 skrev
Trafikministeriet bl.a. følgende til foreningen A:
"...
Ministeriet skal hertil
bemærke, at vi er opmærksomme på foreningens klage til Naturklagenævnet, men
at
vi ingen indflydelse har på selve afgørelsen fra nævnet.
Som det fremgår af
ministeriets brev af 10. juni 1993 forudsatte ministeriet, at behandlingen af
indkomne klager over det af Frederiksborg Amt udarbejdede forslag til
regionplantillægget var afsluttet, og at regionplantillægget med eventuelle
ændringer var vedtaget, før det fornødne projektgrundlag kunne siges at være
tilstede.
Frederiksborg Amt meddelte i
brev af 14. september 1993 til Vejdirektoratet, at regionplantillægget var
godkendt af Amtsrådet, og at der i den forbindelse var taget stilling til
samtlige indkomne bemærkninger og klager. Samtidig blev det oplyst, at
regionplantillægget var påklaget til Naturklagenævnet, ligesom det forelå
oplyst, at klagen ikke havde opsættende virkning i henhold til planloven.
Ministeriet var - allerede på
grund af tidspunktet for klagen - opmærksom på, at der ikke var tale om en
klage over selve regionplantillægget, men over proceduren i forbindelse med
udarbejdelse af regionplanforslaget. Da denne klage imidlertid ikke havde
opsættende virkning i henhold til planloven, måtte ministeriet lægge til
grund,
at der forelå et vedtaget regionplantillæg.
Ministeriet har som tidligere
meddelt ikke taget stilling til spørgsmålet om eventuel
ekspropriationsbemyndigelse. Vi har ikke mulighed for på nuværende tidspunkt
at
foretage andet end at afvente en anmodning fra anlægsmyndigheden om
foretagelse
af ekspropriation. Når begæring herom fremkommer, vil vi derefter tage
stilling
til spørgsmålet om ekspropriationsbemyndigelse.
..."
I et brev af 21. oktober 1993
bad Vejdirektoratet Trafikministeriet om at forelægge det samlede anlæg i
forbindelse med Hillerød-motorvejens forlængelse for vedkommende
ekspropriationskommission. Vejdirektoratet skrev i den forbindelse bl.a.
følgende til ministeriet:
"...
Foreningen (A) har i brevene
af 17. og 26. maj, 29. juli og 25. august 1993 klaget over VVM-redegørelsen
og
gør gældende, at forslaget til regionplantillæg nr. 10 er ugyldigt, og derfor
ikke kan vedtages endeligt af Frederiksborg Amtsråd.
Naturklagenævnet har i
delafgørelse af 1. september 1993 meddelt, at klagen ikke har opsættende
virkning. Der vedlægges til orientering kopi af Naturklagenævnets
delafgørelse
af 1. september 1993 og kopi af Naturklagenævnets brev af 1. september 1993
til
Frederiksborg Amt vedr. klage over forslag til regionplantillæg nr. 10.
Regionplantillægget for det
samlede vejanlæg er endelig godkendt af amtsrådet den 9. september 1993. I
forbindelse med godkendelsen er der taget stilling til samtlige indkomne
bemærkninger og klager. De ændringer, som de indkomne bemærkninger har givet
anledning til er indarbejdet i skitseprojektet, og der er ikke indkommet
alternative forslag, som skal undersøges nærmere. Der henvises til vedlagte
kopi af Frederiksborg Amts brev af 6. oktober 1993 til ministeriet vedrørende
regionplantillæg nr. 10.
Vejdirektoratet har
princip-godkendt projektet for så vidt angår statens del af anlægget fra
Hldv.
106, Herredsvejen til Ldv. 527, Isterødvejen, incl. tilslutningsanlæggene.
Detailprojektet til
besigtigelse er udarbejdet, og besigtigelsen er planlagt til gennemførelse i
december 1993.
..."
Den 26. oktober 1993 meddelte
Vejdirektoratet Frederiksborg Amt at man kunne godkende anlægsprojektet.
Den 28. oktober 1993 udtalte
Indenrigsministeriet bl.a. følgende:
"...
Det retlige grundlag for
Frederiksborg Amtskommunes anmodning om at rejse en sag om ekspropriation
fremgår af § 46, stk. 3, i lov om offentlige veje (lovbekendtgørelse nr. 430
af
31. maj 1991), som er affattet således:
'Stk. 3. Ekspropriation til
amtskommunale og kommunale vejanlæg sker efter reglerne i dette kapitel.
Trafikministeren kan efter vejbestyrelsens begæring tillade, at
ekspropriation
sker efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende
fast
ejendom.'
Indenrigsministeriet lægger
på baggrund af Trafikministeriets udtalelse i brev af 23. september 1993 til
grund, at Frederiksborg Amtskommune har haft fornødent grundlag for at begære
foretagelse af ekspropriation efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved
ekspropriation
vedrørende fast ejendom.
Det bemærkes i den
forbindelse, at det er uden betydning, at amtskommunen i brevet af 14.
september 1993 fejlagtigt ikke har anført, at foreningens klage til
Naturklagenævnet
vedrører forslaget til regionplantillægget. I øvrigt fremgik det af
omstændighederne for Trafikministeriet, at foreningens klage kun vedrørte
forslaget, idet det var oplyst i brevet, at Naturklagenævnet havde truffet en
delafgørelse den 1. september 1993, og at amtskommunen derefter endeligt
vedtog
regionplantillægget den 9. september 1993.
Indenrigsministeriet finder
på den baggrund ikke, at Frederiksborg Amtskommune har handlet i strid med
lovgivningen ved at fremsætte en begæring efter vejlovens § 46, stk. 3, og
foretager derfor ikke videre vedrørende dette spørgsmål.
§ 25, stk. 1,
i forvaltningsloven (lov nr. 571 af 19. december 1985
med senere ændringer) er affattet således:
'§ 25.
Afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed,
skal, når de meddeles skriftligt, være ledsaget af en vejledning om
klageadgang
med angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse
af
klage, herunder om eventuel tidsfrist. Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen
fuldt ud giver den pågældende part medhold.'
§ 4, stk. 1,
i lov om offentlige veje er affattet således:
'Vejbestyrelsers afgørelser
vedrørende forhold, der er omfattet af denne lov, kan påklages til
trafikministeren for så vidt angår retlige spørgsmål,...'
Frederiksborg Amtskommune har
imidlertid ikke ved sin henvendelse til Trafikministeriet, Vejdirektoratet
truffet en afgørelse, som kan påklages til Trafikministeriet eller en anden
forvaltningsmyndighed.
Da amtskommunen således ikke
har handlet i strid med forvaltningslovens § 25 ved ikke at give
klagevejledning i forbindelse med den pågældende henvendelse, foretager
Indenrigsministeriet heller ikke videre vedrørende dette spørgsmål.
..."
Den 1. november 1993 skrev
foreningen A til Vejdirektoratet at man gennem Trafikministeriet havde fået
kendskab til Vejdirektoratets brev af 21. oktober 1993. Foreningen bad
Vejdirektoratet "ændre sin afgørelse således, at begæringen om
ekspropriation udsættes indtil Naturklagenævnets afgørelse af det vedtagne
Regionplantillægs gyldighed foreligger".
Den 21. december 1993 bad
Trafikministeriet Kommissarius ved Statens Ekspropriationer på Øerne om at
forelægge projektet vedrørende Hillerød-motorvejens forlængelse for
ekspropriationskommissionen. Ministeriet henledte kommissarius' opmærksomhed
på
at der forelå tre klager over regionplantillægget som Naturklagenævnet endnu
ikke havde taget stilling til.
Den 7. februar 1994 skrev
Skov- og Naturstyrelsen til Frederiksborg Amt at man kunne godkende
anlægsprojektet på visse nærmere angivne betingelser.
Vejdirektoratet skrev den 23.
marts 1994 til foreningen A at foreningens brev af 1. november 1993 til
direktoratet desværre var bortkommet. Direktoratet bad A om at indsende
brevet
på ny således at direktoratet kunne tage stilling til de rejste spørgsmål om
partsstatus og ret til at fremkomme med en udtalelse. Den 28. marts 1994
sendte
foreningen A den ønskede kopi af brevet til direktoratet. A gjorde opmærksom
på
at man mente at Vejdirektoratet i sagen havde handlet stærkt i modstrid med
reglerne for god forvaltningsskik.
Den 11. april 1994 traf
Naturklagenævnet afgørelse i sagen om klagerne over tilvejebringelsen af
regionplantillægget for vejanlægget vedrørende Hillerød-motorvejens
forlængelse. Af afgørelsen fremgik bl.a. følgende:
"...
Som det fremgår af
ovenstående, anser Naturklagenævnet Frederiksborg Amtsråds tilvejebringelse
af
regionplantillæg nr. 10 til Regionplan 1989 (Hillerødmotorvejens forlængelse)
for at være mangelfuld ved,
·
at der ikke i VVM-redegørelsen er foretaget
en vurdering af de alternativer, som er bragt i forslag under
offentlighedsfasen efter planlovens § 22, stk. 2 og 3, under hensyn til disse
alternativers virkning på miljøet,
·
at VVM-redegørelsen ikke indeholder en
beskrivelse af de metoder, der er anvendt til beregningen af virkningerne på
miljøet, eller dog en henvisning til et baggrundsmateriale herom tillige med
oplysning om, hvor dette materiale kunne gennemses,
·
at VVM-redegørelsen ikke tilstrækkeligt har
beskrevet vejanlæggets omgivelser og dets virkninger på omgivelserne i
henseende til dyre- og plantelivet samt de påtænkte afværgeforanstaltninger
og
·
at en ejer, der berøres særligt af den
ændrede vejtilslutning ved Isterødvejen, ikke fik lejlighed til at udtale sig
før amtsrådets endelige vedtagelse af tillægget.
Spørgsmålet er herefter, om
disse retlige mangler er så væsentlige, at de medfører regionplantillæggets
ugyldighed.
Et flertal på 9 medlemmer
udtaler herom:
Siden vedtagelsen af
anlægsloven i 1969 om en motorvej fra Farum til Hemmingstrup er vejen anlagt
på
strækningen fra Farum til Herredsvej vest for Hillerød. Efter en samlet
vurdering på denne baggrund findes de konstaterede retlige mangler ved
tilvejebringelsen af regionplantillægget ikke at være så væsentlige, at de
kan
fremkalde ugyldighed af det nu endeligt vedtagne regionplantillæg.
..."
Den 21. april 1994 meddelte
Frederiksborg Amt en række dispensationer fra bestemmelser i
naturbeskyttelseslovens kapitel 2 og landzonetilladelse i medfør af
planlovens § 35 til forlængelse af Hillerød-motorvejen. Meddelelsen blev
udsendt til en række myndigheder, foreninger og privatpersoner, herunder
foreningen A. Amtet oplyste samtidig om muligheden for at klage over
dispensationerne til Naturklagenævnet.
Vejdirektoratet gav den 19.
april 1994 foreningen A aktindsigt i en række dokumenter i sagen og skrev i
den forbindelse bl.a. følgende:
"...
For så vidt angår det af
foreningen rejste krav om, at Vejdirektoratet skal udsætte sagens afgørelse
bemærkes, at efter den for gennemførelse af statslige vejanlæg fastsatte
fremgangsmåde er det ikke Vejdirektoratet, der træffer 'afgørelse'. Det
tilkommer derimod vedkommende ekspropriationskommission at træffe bestemmelse
om det pågældende vejanlægs gennemførelse. Dette sker dels ved en
besigtigelsesforretning, hvor kommissionen tager stilling til projektet som
helhed, dels ved efterfølgende ekspropriationsforretninger vedrørende de
enkelte berørte ejendomme.
Vejdirektoratet vil derfor
finde det rigtigst, at foreningen nu retter henvendelse til Kommissarius ved
Statens
Ekspropriationer på Øerne, Tordenskjoldsgade 30, 1055 København K., og beder
om
at modtage underretning om tid og sted for den kommende
besigtigelsesforretning
og anmoder om særskilt indvarsling til denne.
..."
Den 5. maj 1994 bad
foreningen A Vejdirektoratet om at rette henvendelse til kommissarius og
foranledige ekspropriationsforretningen sat i stå. Foreningen A henviste
bl.a.
til at klagefristen vedrørende de af amtet meddelte dispensationer endnu ikke
var udløbet. Den 11. maj 1994 svarede direktoratet bl.a. følgende:
"...
Efter § 2 i Forvaltningsloven
gælder loven for behandlingen af sager, hvori der er eller vil blive truffet
afgørelse af en forvaltningsmyndighed.
Med udtrykket 'truffet
afgørelse' sigtes til udfærdigelse af retsakter (forvaltningsakter), det vil
sige udtalelser, der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret
i
et foreliggende tilfælde (efter det pågældende lovgrundlag).
En myndigheds indstilling
eller udtalelse til en anden forvaltningsmyndighed til brug for en sags
afgørelse er ikke en 'afgørelse' i lovens forstand. Ligeledes er en
myndigheds
processuelle beslutninger, f.eks at en sag skal oversendes til en anden
myndighed med henblik på, at denne træffer afgørelse,
ikke
afgørelser i lovens forstand.
Afgørelser træffes over for
vedkommende borgere, in casu de lodsejere, der vil blive berørt ved
gennemførelsen af vejanlægget, der sker med grundlag i bestemmelserne i lov
om
fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom, jfr. § 46 i Lov om
offentlige Veje (Lovbekendtgørelse nr. 624 af 21. juli 1993).
Det er
ikke
Vejdirektoratet, der træffer sådanne afgørelser, derimod
vedkommende ekspropriationskommission, jfr. § 15 i Lov om Fremgangsmåden ved
Ekspropriation vedrørende Fast Ejendom (Lovbekendtgørelse nr. 522 af 4. juli
1991).
Med hensyn til Foreningens
henvisning til bestemmelsen i Forvaltningslovens § 11 skal således bemærkes,
at
selve begæringen om aktindsigt efter Vejdirektoratets opfattelse er
imødekommet, jfr. senest Vejdirektoratets brev af 19. april 1994, medens det
ikke tilkommer Vejdirektoratet at udsætte sagens afgørelse i denne anledning,
jfr. ovenfor. Tilsvarende gælder ifølge Vejdirektoratets opfattelse med
hensyn
til Foreningens krav om udsættelse i medfør af Forvaltningslovens § 21.
Som anført i brevet herfra af
19. april 1994 er det fortsat Vejdirektoratets opfattelse, at Foreningen nu i
givet fald må rejse spørgsmålet om sagens udsættelse over for
ekspropriationskommissionen, dels ved den kommende besigtigelsesforretning,
dels ved de efterfølgende ekspropriationsforretninger vedrørende de enkelte
berørte lodsejeres ejendomme.
...
Efter det således
foreliggende finder Vejdirektoratet ikke grundlag for at rette henvendelse
til
Kommissarius ved Statens Ekspropriationer på Øerne om udsættelse af den til
18. maj 1994 berammede besigtigelsesforretning.
..."
I brev af 16. maj 1994
stillede foreningen A en række spørgsmål til Kommissarius ved Statens
Ekspropriationer på Øerne.
Den 18. og 19. maj 1994
afholdt ekspropriationskommissionen besigtigelsesforretning vedrørende
Hillerød-motorvejens forlængelse. Af udskrift af forhandlingsprotokollen fra
besigtigelsesforretningen fremgik bl.a. følgende:
"...
Såvel under mødet på
Kulsviergården som under den senere besigtigelse i marken havde berørte ejere
og repræsentanter for stedlige interesser lejlighed til at udtale sig.
I den forbindelse fremlagde
Kommissarius brev af 16. maj 1994 fra 'Foreningen (A)' og brev af 16. maj
1994
fra (C) som ejer af en ejendom.
For nævnte forening udtalte
(D) sig og supplerede de i foreningen (A)'s brev fremsatte betragtninger.
For så vidt der fra de
fremmødte skriftligt eller mundtligt er fremsat forslag om at vælge
principielt
andre alternativer for vejanlægget, var der i kommissionen enighed om, at der
efter sagens forudgående behandling og de af de respektive myndigheder gjorte
overvejelser ikke var grundlag for nu at iværksætte yderligere undersøgelser
om
principielt alternative løsninger.
Der var i kommissionen
ligeledes enighed om, at der ikke var fremført noget, der var til hinder for
at gennemføre den berammede besigtigelse.
Kommissionen besigtigede
forholdene i marken i Hillerød kommune efter nærmere aftale med de fremmødte
ejere og vedtog det fremlagte projekt med nedennævnte bemærkninger.
..."
Den 19. maj 1994 klagede
foreningen A over de dispensationer som amtet havde givet fra bl.a. kapitel 2
i
naturbeskyttelsesloven. Den 10. juni 1994 sendte amtet denne og andre
modtagne
klager til Naturklagenævnet.
Den 14. juli 1994 klagede
foreningen A til mig bl.a. over Vejdirektoratets sagsbehandling og over at
Vejdirektoratet havde godkendt projektet og fremsat ekspropriationsbegæring.
Den 2. august 1994 skrev jeg til foreningen A at jeg - under hensyn til at
Trafikministeriet endnu ikke havde givet ekspropriationsbemyndigelse - havde
fundet det rigtigst at sende A's klage til ministeriet således at det som A
havde anført, kunne indgå i ministeriets behandling af sagen, og således at
ministeriet kunne få lejlighed til at kommentere A's kritik af
Vejdirektoratet.
I anledning af A's klage bad
Trafikministeriet Vejdirektoratet om en udtalelse. Af direktoratets udtalelse
af 25. august 1994 fremgik bl.a. følgende:
"...
1. Foreningen nævner i
klagen, at Vejdirektoratet (Motorvejskontoret) - på trods af Vejdirektoratets
brev af 15. oktober 1993 som foreløbigt svar på foreningens brev af 5.
oktober
1993 - havde godkendt projektet overfor Frederiksborg Amt den 26. oktober
1993
og i brev af 21. oktober 1993 havde fremsendt anmodning til Trafikministeriet
om ekspropriation.
Vejdirektoratet kan hertil
oplyse følgende:
ad Vejdirektoratets brev af 26. oktober 1993 (kopi vedlagt).
Brevet indeholder ikke en
administrativ men alene en teknisk godkendelse overfor Amtet, som i dette
forhold er at opfatte som Vejdirektoratets rådgiver.
Godkendelsen er et led i et
ganske almindeligt projekteringsforløb og har alene indflydelse på
projekteringsarbejdets fremdrift.
Projekteringen udføres altid
parallelt med, at projektet behandles myndighedsmæssigt.
ad Vejdirektoratets brev af 21. oktober 1993 til Trafikministeriet.
Brevet, der indeholder en
ekspropriationsbegæring - altså en anmodning om nedsættelse af en
ekspropriationskommission til at behandle projektet/vejanlægget, indeholder
heller ikke noget, der foregriber eventuelle klager eller andet, der kan få
opsættende virkning på projektet.
Besigtigelsesforretningen
kunne først afholdes efter Naturklagenævnets afgørelse af klagen vedrørende
det
af Frederiksborg Amt vedtagne regionplantillæg, hvilken afgørelse blev
truffet
den 11. april 1994, og ekspropriationen til anlægget kunne først påbegyndes,
når Trafikministeriet havde meddelt ekspropriationsbemyndigelse. En sådan
bemyndigelse må i øvrigt - i første omgang - afvente Naturklagenævnets
besvarelse af Frederiksborg Amts i kopi vedlagte brev af 16. august 1994
vedrørende spørgsmålet om den opsættende virkning af de indgivne klager over
Frederiksborg Amts disposition m.v. til projektet af 19. april 1994.
På grund af en 'krydsning',
som skyldtes efterårsferien, fik Motorvejskontoret ikke lejlighed til at tage
den verserende sag (foreningens brev af 5. oktober 1993 og Vejdirektoratets
foreløbige svar af 15. oktober 1993) i betragtning i forbindelse med
afsendelse
af de to omtalte breve (af 21. oktober 1993 til Trafikministeriet og af 26.
oktober
1993 til amtet).
...
2. Ved
besigtigelsesforretningen den 18. - 19. maj 1994 blev projektet vedtaget af
ekspropriationskommissionen. Som det fremgår af side 9 i
besigtigelsesprotokollen, blev de af foreningen (og andre) rejste indsigelser
mod projektet afvist af kommissionen.
3. Til det i klagen anførte
vedrørende VVM-redegørelse bemærkes følgende:
En VVM-redegørelse for
hele
anlægget er gennemført i 'Forslag
til Regionplantillæg nr. 10 til Regionplan 1989 med VVM-redegørelse'.
Frederiksborg Amt har vedtaget
regionplantillægget. Denne vedtagelse blev som nævnt under pkt. 1 påklaget
til
Naturklagenævnet, der i sin afgørelse af 11. april 1994 stadfæstede
regionplantillægget som gyldigt uanset de deri indeholdte mangler.
Vejdirektoratet må derfor
stille sig uforstående overfor det af foreningen fremførte vedrørende
VVM-redegørelsen, idet kravene hertil er opfyldt også for den statslige del
(syd for Isterødvej).
4. Linjeføringen for den
statslige del er
ikke
ændret i
forhold til anlægslovens linjeføring, som foreningen fejlagtigt anfører i
klagen under pkt. 4, 2. afsnit, sidste side.
...
Vejdirektoratet mener ikke,
at det tjener noget formål at 'omgøre' de nævnte beslutninger jfr. også det
under pkt. 1 anførte. Vejdirektoratet mener heller ikke, at foreningen med
henvisning til forvaltningsloven (jfr. Vejdirektoratets besvarelser til
foreningen nævnt under pkt. 6) eller på andet grundlag kan kræve sagen
stillet
i bero - i hvert fald ikke udover det tidspunkt, hvor Naturklagenævnet har
truffet afgørelse i den verserende klagesag jfr. pkt. 1. Ellers ville
foreningen kunne forhale sagen i det uendelige rent bortset fra, at
foreningen
synes at have haft tid nok til at 'afgive en udtalelse', men i stedet har
valgt
at trække sagen i langdrag.
..."
Den 19. september 1994 skrev
Trafikministeriet bl.a. følgende til foreningen A i anledning af foreningens
klage til mig. Ministeriets brev var vedlagt en kopi af Vejdirektoratets
udtalelse:
"...
Vedrørende klagen over Vejdirektoratet:
...
Ministeriet finder ikke, at
foreningen kan betragtes som part i sagen vedrørende udarbejdelsen af
anlægsprojektet og Vejdirektoratets fremsendelse af ekspropriationsbegæringen
til ministeriet. Ministeriet finder således ikke, at der har været noget krav
om partshøring af foreningen i henhold til forvaltningslovens § 21, eller at
foreningen - hverken i henhold til § 11 eller § 21 - har haft ret til at
forlange, at Vejdirektoratets ekspropriationsbegæring blev udsat eller
trukket
tilbage, til foreningen havde haft lejlighed til at udtale sig.
Med hensyn til partshøring af
ejere og brugere, der kan blive berørt af det påtænkte anlæg, skal vi henlede
opmærksomheden på, at lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende
fast
ejendom indeholder nærmere bestemmelser om, hvorledes sådanne ejere og
brugere
kan få adgang til at fremkomme med bemærkninger og synspunkter som led i
ekspropriationsprocessen.
Vedrørende klagen over
Trafikministeriet.
Med hensyn til spørgsmålet om
udsættelse af sagens forelæggelse for ekspropriationskommissionen bemærkes,
at
foreningens klage over forslaget til regionplantillæg ifølge
Naturklagenævnets
afgørelse af 1. september 1993 ikke havde opsættende virkning, og at
ministeriet
således måtte lægge til grund, at der forelå et vedtaget regionplantillæg.
Ministeriet fandt således ikke grundlag for at udsætte sagen uanset
foreningens
ønske herom. Vi skal i den forbindelse henvise til det ovenfor anførte om
foreningens adgang til at kræve udsættelse i henhold til forvaltningslovens
§§
11 og 21.
Ministeriet har ej heller
fundet, at de i foreningens brev af 5. oktober 1993 anførte forhold har
kunnet
begrunde en udsættelse af sagens henvisning til ekspropriationskommissionen
med
henblik på afholdelse af besigtigelsesforretning i henhold til § 12 i
ekspropriationsprocesloven. Det bemærkes herved, at der endnu ikke er givet
ekspropriationsbemyndigelse i henhold til lovens § 14.
...
Endelig skal ministeriet med
hensyn til spørgsmålet om 'prøvelse af respekt for anden lovgivning' meddele,
at ministeriet naturligvis ikke kan give ekspropriationsbemyndigelse til et
projekt, hvis det må lægges til grund, at projektet strider mod gældende love
og bestemmelser. Det samme gælder ekspropriationskommissionens beslutninger i
henhold til ekspropriationsprocesloven. Såvel ministeriet som
ekspropriationskommissionen må imidlertid i så henseende ofte lægge andre
kompetente myndigheders afgørelser til grund for vurderingen. Kommissarius
har
overfor ministeriet oplyst, at det ikke er korrekt, når De i Deres brev af
14.
juli 1994 til ombudsmanden har anført, at kommissarius under
besigtigelsesforretningen skulle have tilkendegivet, at det ikke var
kommissionens opgave 'ved besigtigelsen at verificere overholdelsen af
gældende
lovgivning
i det hele taget.
'
Kommissarius har overfor ministeriet tilkendegivet, at der kan melde sig
lovlighedsspørgsmål, som kommissionen og kommissarius givetvis vil kunne tage
op, men at han ikke finder at det er kommissionens opgave at tage stilling
til
alle 'juridiske spidsfindigheder'. Eksempelvis nævner han, at han i en sag
som
denne, hvor de kompetente miljømyndigheder, d.v.s. Skov- og Naturstyrelsen og
Frederiksborg Amt, har været inde i sagen, ikke finder, at det kan være
kommissionens opgave selvstændigt at tage stilling til, om Bernerkonventionen
og EU-direktiver om naturbeskyttelse er overholdt. Ministeriet er enig i
denne
vurdering.
..."
Den 8. februar 1995 traf
Naturklagenævnet en delafgørelse i sagen om klager over amtets dispensationer
i
medfør af naturbeskyttelseslovens kapitel 2. Af afgørelsen fremgik bl.a.
følgende:
"...
Ejerne af de ejendomme, der
er omfattet af amtets dispensationer, har en så væsentlig og individuel
interesse i dispensationssagen, at de må anses som parter i sagen og dermed
have partsbeføjelser efter forvaltningsloven. Da flere berørte
lodsejere/naboer
er repræsenteret ved foreningen (A), kan deres partsbeføjelser udøves af
foreningen. (A) burde derfor have været inddraget i den høring, amtet
foretog,
forinden dispensationerne blev meddelt. Foreningen (A)'s indsigelser mod de
meddelte
dispensationer indgår i Naturklagenævnets afgørelse af klagesagen. Den
undladte
høring af (A) kan derfor ikke anses for en så væsentlig retlig mangel ved
dispensationerne, at den medfører dispensationernes ugyldighed.
Naturklagenævnets delafgørelse
går herefter ud på,
at
det ikke har
været nødvendigt at meddele landzonetilladelse i medfør af planlovens § 35,
at
amtets dispensationer fra
naturbeskyttelseslovens kapitel 2 stadfæstes for så vidt angår vejanlæggets
linieføring, og
at
nævnet i en senere
afsluttende afgørelse vil tage stilling til, om der af hensyn til
beskyttelsen
af flora og fauna i området skal stilles yderligere betingelser om
afhjælpende
foranstaltninger.
..."
Foreningen A skrev den 10.
februar 1995 til Trafikministeriet at Naturklagenævnet i sin afgørelse havde
stadfæstet at foreningen var part i sagen om Hillerød-motorvejens
forlængelse.
Foreningen A ønskede på den baggrund på ny aktindsigt og bad om at afgørelsen
om ekspropriationsbemyndigelsen blev udsat til foreningen havde haft
lejlighed
til at fremkomme med en udtalelse. Trafikministeriet svarede samme dag bl.a.
følgende:
"...
Som meddelt i brev af 19.
september 1994 finder ministeriet ikke, at foreningen kan betragtes som part
i
sagen vedrørende spørgsmålet om ekspropriationsbemyndigelsen. Ministeriet
finder derfor ikke at foreningen har krav på aktindsigt i ministeriets sag
efter forvaltningslovens kap. 4. Ministeriet finder heller ikke, at
foreningen
har krav på partshøring i henhold til forvaltningslovens § 21, eller at
foreningen - hverken i henhold til § 11 eller § 21 - har ret til at forlange,
at sagen bliver udsat til foreningen måtte have udtalt sig i sagen.
Denne holdning er ikke ændret
ved Naturklagenævnets afgørelse i relation til Naturbeskyttelsesloven.
Foreningens henvendelse er
herefter behandlet som en anmodning om aktindsigt i henhold til
offentlighedsloven. Kopi af dokumenter, der er omfattet af reglerne om
aktindsigt, og som ikke tidligere er fremsendt til foreningen fremsendes
hermed.
..."
Den 10. februar 1995
anbefalede Vejdirektoratet på ny over for Trafikministeriet at projektet blev
gennemført. Vejdirektoratet henviste til delafgørelsen fra Naturklagenævnet.
Den 2. marts 1995 skrev
Trafikministeriet bl.a. følgende til Kommissarius ved Statens
Ekspropriationer
på Øerne:
"...
I brev af 25. maj 1994 har De
anmodet om bemyndigelse til at iværksætte ekspropriation til
Hillerødmotorvejens forlængelse på grundlag af det ved
besigtigelsesforretningen den 18. og 19. maj 1994 bestemte.
Sagen har beroet på Naturklagenævnets
afgørelse i anledning af de fremsatte klager over de af amtet meddelte
dispensationer i henhold til lov om naturbeskyttelse.
Naturklagenævnet har som
bekendt truffet en delafgørelse den 8. februar 1995, hvori nævnet bl.a.
stadfæster amtets dispensationer for så vidt angår vejanlæggets linieføring.
Ministeriet har herefter
indhentet en udtalelse fra Vejdirektoratet, jf. vedlagte kopi af
Vejdirektoratets breve af 21. juli 1994 og 1. marts 1995. På det herefter
foreliggende grundlag meddeler ministeriet herefter bemyndigelse til at lade
den fornødne ekspropriation foretage.
Opmærksomheden henledes på,
at Naturklagenævnet i en senere afsluttende afgørelse vil tage stilling til,
om
der af hensyn til beskyttelsen af flora og fauna i området skal stilles
yderligere betingelser om afhjælpende foranstaltninger.
..."
Den 9. marts 1995 skrev
foreningen A bl.a. følgende i en klage til mig:
"...
Efter modtagelsen af
Naturklagenævnets afgørelse af 8. febr. 1995, ligeledes tilsendt ombudsmanden
i
kopi, henvendte foreningen sig igen til Trafikministeriet med telefax af
10.02.95. I brevet henledes ministeriets opmærksomhed på, at Naturklagenævnet
- omsider - har stadfæstet foreningens, d.v.s. berørte lodsejeres/naboers
partsstatus i sagen om Hillerødmotorvejens forlængelse, og at A burde have
været partshørt.
Ministeriet blev samtidigt
anmodet om udsættelse med afgørelse vedrørende ekpropriationsbemyndigelse,
under henvisning til forvaltningslovens kapitel 5, idet foreningen ikke anser
hjemmelsgrundlaget for en bemyndigelse til ekspropriation for retligt
gyldigt.
Foreningen udtrykte i den forbindelse ønske om, at Folketingets Ombudsmand
havde udtalt sig i klagesagerne vedr. Skov- og Naturstyrelsen og
Naturklagenævnet, for, i overensstemmelse med forvaltningslovens almindelige
bestemmelser, at disse nye oplysninger, fremkommet på partens initiativ,
skulle indgå i ministeriets retlige prøvelse af hjemmelsgrundlaget før
bemyndigelsen.
Trafikministeriet afviser i
brev af 10. febr. 1995 at anerkende foreningens partsbeføjelser og har
desuden,
efter hvad der er oplyst overfor foreningen, givet bemyndigelse til
ekspropriation, som vil finde sted allerede den 28. ds.
Ministeriets fremgangsmåde
finder foreningen både arrogant og uoverensstemmende med forvaltningslovens
regler, hvilket derfor giver anledning til denne fornyede henvendelse med
anmodning om genoptagelse af sagen og en afgørelse på det nu foreliggende
grundlag.
...
Med udgangspunkt i
forvaltningslovens almindelige bestemmelser, og vejledningen hertil - og som
i
øvrigt klart udtrykt i FOB 1993 p. 23 eller FOB 1992 p.
23 f. vedr. partsbegrebet og
afgørelsesbegrebet - finder foreningen ikke at kunne afvises hverken af
ministeriet eller af Vejdirektoratet.
Ministeriets begrundelse for
afvisning af foreningen som part i sagen turde være i direkte modstrid med
kendsgerningerne, som de vil fremgå af sagens akter i såvel Vejdirektoratet
som
i ministeriet. Heri er utvetydigt fremført, dels den væsentlige direkte
retlige
interesse i sagens udfald for foreningens medlemmer af berørte
grundejere/naboer, dels at foreningen var klager i sagen til Naturklagenævnet
men også klager til Skov- og Naturstyrelsen over det mangelfulde retlige
grundlag for styrelsens godkendelse efter naturbeskyttelsesloven.
Ministeriets afvisning af at
udsætte afgørelse med ekspropriationsbemyndigelse er givet på trods af
Naturklagenævnets utvetydige tilkendegivelse af foreningens partsbeføjelser.
Afvisningen er ikke sagligt begrundet eller konkretiseret, men bl.a. udtrykt
ved, at ministeriets
holdning
ikke er
ændret ved Naturklagenævnets afgørelse. Afgørelsen er således særdeles
usaglig, og giver derfor anledning til formodning om usaglige hensigter.
Ministeriet har derved, meget
bekvemt, frataget foreningen muligheden for prøvelse af hjemmelsgrundlaget
før
en ekspropriation.
Foreningen mener på
ovenstående baggrund, at ministeriet forsøger at undsige sig ansvaret for
Vejdirektoratets sagsbehandling og godkendelse, samt at ministeriets egen
afgørelse om ekspropriationsbemyndigelse er ugyldig, dels ved at
hjemmelsgrundlaget ikke er retligt holdbart, dels efter forvaltningslovens
almindelige regler.
Foreningen tillader sig at
anmode Folketingets Ombudsmand om en afgørelse af partsspørgsmålet og om
ugyldigheden af bemyndigelsen ved en henstilling til ministeriet om at ændre
sin beslutning og udsætte ekspropriationer gennem Statens Kommissarius indtil
ombudsmandens afgørelse i sagerne vedr. Skov- og Naturstyrelsen og
Naturklagenævnet
(j.nr. 1994-1756-149 og 1994-2050-129 resp.) foreligger og
indgår
i ministeriets retlige prøvelse af hjemmelsgrundlaget.
..."
Samme dato som foreningen A
klagede til mig, skrev foreningen til trafikministeren og bad ham ændre
afgørelsen om ekspropriationsbemyndigelsen og pålægge kommissarius at udsætte
enhver ekspropriationsforretning indtil min udtalelse i sagen forelå.
Foreningen A skrev desuden direkte til kommissarius og bad ham udsætte
ekspropriationsforretningerne.
Den 13. marts 1995 meddelte
trafikministeren foreningen at ministeriet den 2. marts 1995 havde givet
ekspropriationsbemyndigelse. Den 14. marts 1995 meddelte kommissarius at
foreningens anmodning om udsættelse ikke kunne tages til følge.
Den 22. marts 1995 svarede
trafikministeren på foreningens brev af 9. marts 1995. Ministeren skrev bl.a.
følgende:
"...
Hjemmelen til at foretage
ekspropriation til gennemførelse af det omhandlede anlæg findes dels i lov
nr.
312 af 18. juni 1969 om visse hovedlandevejsstrækninger, dels i lov om
offentlige veje. Trafikministeriet har i brev af 10. juni 1993 til
Frederiksborg Amt meddelt tilladelse til, at ekspropriation til amtets del af
anlægget sker i henhold til lov om fremgangsmåden ved ekspropriation
vedrørende
fast ejendom, jf. lov om offentlige veje § 46, stk. 3.
Plangrundlaget for
gennemførelsen af anlægget foreligger i form af Frederiksborg Amts vedtagelse
af regionplantillæg nr. 10 til Regionplan 1989 for Frederiksborg Amt. Den
fornødne VVM-vurdering af anlægget er sket i forbindelse med
regionplantillægget. Naturklagenævnet har ved sin afgørelse af 11. april 1994
konstateret, at der var retlige mangler ved tilvejebringelsen af
regionplantillægget, men at disse mangler ikke var så væsentlige, at de
medførte tillæggets ugyldighed. Det forhold, at Naturklagenævnet i sin
delafgørelse af 8. februar 1995 har anerkendt Foreningens partsbeføjelser i
relation til de af amtet meddelte dispensationer i henhold til
naturbeskyttelsesloven,
kan efter ministeriets opfattelse ikke ændre gyldigheden af det vedtagne
regionplantillæg.
Med hensyn til
dispensationerne i henhold til Naturbeskyttelsesloven kan jeg konstatere, at
Naturfredningsnævnet i sin delafgørelse af 8. februar 1995 har udtalt, at
Foreningen burde have været inddraget i den høring, amtet foretog, forinden
dispensationerne blev meddelt. Under hensyn til, at Foreningens indsigelser
mod de meddelte dispensationer er indgået i Naturklagenævnets afgørelse af
klagesagen, fandt nævnet imidlertid ikke, at den undladte høring kunne anses
for en så væsentlig mangel ved dispensationerne, at den medførte
dispensationernes
ugyldighed. I samme delafgørelse stadfæstede Naturklagenævnet amtets
dispensationer for så vidt angår vejanlæggets linieføring.
Det er herefter min
opfattelse, at der foreligger det for ekspropriationerne fornødne
plangrundlag,
samt de fornødne dispensationer i henhold til Naturbeskyttelsesloven.
I Deres brev har De desuden
klaget over, at Kommissarius har afslået at udsætte besigtigelsesforretningen
den 18.-19. maj trods Foreningens anmodning herom, og at
Ekspropriationskommissionen i forbindelse med besigtigelsesforretningen har
undladt at tage stilling til Foreningens retlige indsigelser som part i
sagen.
Endvidere har De klaget over, at ministeriet har afvist anmodning om
aktindsigt, samt afvist at udsætte dels fremsendelsen af sagen til
Kommissarius
med henblik på besigtigelse, dels meddelelse af ekspropriationsbemyndigelse,
til foreningen som part i sagen havde haft lejlighed til at udtale sig.
Ministeriet har i breve af
19. september 1994 og 10. februar 1995 udtalt sig om disse klagepunkter.
Efter
det for mig oplyste er det ikke korrekt, at Foreningen ikke har fået
aktindsigt
i sagen, idet ministeriet har fremsendt kopi af de i sagen foreliggende akter
i
det omfang, Foreningen har bedt herom. Derimod har ministeriet ikke fundet,
at Foreningen
kunne betragtes som part i sagen for så vidt angår forelæggelse af sagen for
ekspropriationskommissionen og meddelelse af ekspropriationsbemyndigelse,
således at foreningen i relation hertil ville have haft krav på partshøring i
henhold til forvaltningslovens § 21 eller ret til at forlange sagen udsat,
til
Foreningen havde haft lejlighed til at udtale sig. Denne vurdering er jeg
enig
i, også for så vidt angår Deres anmodning til Kommissarius om udsættelse af
besigtigelsesforretningen. Jeg skal i den forbindelse henvise til, at lov om
fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom indeholder nærmere
bestemmelser om, hvorledes ejere og brugere og andre, der har en retlig
interesse at varetage i anledning af ekspropriationen, kan få adgang til at
fremkomme med bemærkninger og synspunkter som led i ekspropriationsprocessen.
Med hensyn til spørgsmålet om
hvilke forhold, ekspropriationskommissionen skal tage stilling til i
forbindelse med besigtigelsesforretningen, skal jeg henvise til ministeriets
brev af 19. september 1994. Ekspropriationskommissionen skal naturligvis
reagere, hvis den ikke finder, at det retlige grundlag for ekspropriationen
er
til stede. Kommissionen er imidlertid ikke ankemyndighed i relation til
eksempelvis miljømyndighedernes afgørelser, hvorfor kommissionen som
udgangspunkt må lægge de afgørelser, som de kompetente miljømyndigheder har
truffet, til grund. I den aktuelle sag, finder jeg ikke grundlag for at
kritisere ekspropriationskommissionens vurdering i så henseende.
Jeg kan endelig konstatere,
at
besigtigelsesforretningen i sin tid
først blev gennemført, efter at Naturklagenævnet havde taget stilling til
klagen over regionplantillæggets udarbejdelse,
og at
ministeriets ekspropriationsbemyndigelse har afventet Naturklagenævnets
afgørelse vedrørende klagerne over amtets dispensationer i relation til
linieføringen.
Jeg finder herefter ikke, at
der er grundlag for at fastslå, at det retlige grundlag for
ekspropriationerne
ikke er til stede, og da jeg ikke finder, at Deres klage til Folketingets
Ombudsmand kan have opsættende virkning, agter jeg ikke at imødekomme Deres
anmodning om, at ekspropriationsbemyndigelsen tilbagekaldes.
..."
Den 24. marts 1995 traf
Naturklagenævnet delafgørelse nr. 2 i sagen om klager over dispensationer fra
naturbeskyttelseslovens kapitel 2. Af afgørelsen fremgik bl.a. følgende:
"...
Det fastsættes som en
yderligere betingelse for de meddelte dispensationer, at det snarest muligt
søges sikret, at individer af arter af frøer og tudser, der er tilknyttet
vandhuller, som skal opfyldes i forbindelse med anlæg af motorvejen, i videst
muligt omfang overføres til andre vandhuller.
..."
Den 27. marts 1995 udbad jeg
mig udtalelser fra Trafikministeriet og Vejdirektoratet i anledning af
foreningen A's klage. Den 28. marts 1995 bad foreningen på ny
Trafikministeriet
om at få udsat enhver ekspropriationsforretning indtil min udtalelse forelå.
Den 29. marts 1995 afviste Trafikministeriet foreningens anmodning af de
grunde
der var nævnt i brevet af 22. marts 1996.
Den 28. og 29. marts, 4. og
5. april og den 19., 20. og 25. april 1995 afholdt
ekspropriationskommissionen
vedrørende Hillerødmotorvejens forlængelse ekspropriationsforretninger.
Den 1. juni 1995 modtog jeg
Vejdirektoratets og Trafikministeriets udtalelser af henholdsvis 19. maj 1995
og 31. maj 1995. Af Vejdirektoratets udtalelse fremgik bl.a. følgende:
"...
1. I forbindelse med den af
foreningen påståede tilsidesættelse af forvaltningsloven henvises der i
klagen
til, at Naturklagenævnet i sin afgørelse af 8. februar 1995 har anerkendt
foreningens partsstatus i sagen om Hillerødmotorvejens forlængelse, hvorfor
foreningen burde have været partshørt.
Hertil bemærkes, at
Naturklagenævnet i sin afgørelse ikke har taget og heller ikke har kunnet
tage
stilling til spørgsmålet om partsstatus i sagen om Hillerødmotorvejens
forlængelse
som helhed
, men alene i
relation til sagen om Frederiksborg Amts dispensationer i henhold til
naturbeskyttelsesloven.
2. Vejdirektoratet har
tidligere - jfr. brev herfra af 25. august 1994 til ministeriet - taget
stilling til spørgsmålet om foreningens partsstatus i relation til
forvaltningsloven for så vidt angår sagsbehandlingen i Vejdirektoratet.
Der henvises herved til den i
brevet pkt. 6 nævnte brevveksling med foreningen. Vejdirektoratet kan fortsat
henholde sig til det deri anførte, hvorefter det er Vejdirektoratets
hovedsynspunkt, at de forvaltningsretlige afgørelser (udfærdigelse af
retsakter) i hele sagens forløb er truffet af andre myndigheder end
Vejdirektoratet, hvorfor foreningen ikke har kunnet betragtes som part i
sagen
i relation til Vejdirektoratets sagsbehandling.
..."
Af Trafikministeriets
udtalelse fremgik bl.a. følgende:
"...
Foreningens klage af 9. marts
1995 drejer sig om afvisningen af foreningen som part i sagen og om det
retlige
grundlag for ekspropriationsbemyndigelsen. Ministeriet skal henvise til, hvad
der er anført herom i ministeriets breve af 19. september 1994 og 22. marts
1995 til foreningen. Som det fremgår heraf, er det ministeriets opfattelse,
at
ejere og brugere og andre, der har en retlig interesse at varetage i
anledning
af en ekspropriation, har adgang til at fremkomme med deres bemærkninger og
synspunkter som led i den ekspropriationsproces, der er fastlagt i lov om
fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom. Ministeriet finder
således ikke, at lodsejerne og disses repræsentanter generelt kan betragtes
som
parter i relation til spørgsmålet om forelæggelse af projektet for
ekspropriationskommissionen eller om meddelelse af
ekspropriationsbemyndigelse
til det samlede projekt. Ministeriet foretager således ikke partshøring af
lodsejere eller andre, der muligt kan have en retlig interesse i
ekspropriationerne til et givet projekt, idet det forudsættes, at eventuelle
synspunkter fremføres i forbindelse med den omtalte ekspropriationsproces.
..."
Ombudsmandens udtalelse
"Foreningen har gjort
gældende at den har partsstatus efter forvaltningsloven i Trafikministeriets
sag om ekspropriation til Hillerød-motorvejens forlængelse.
Forvaltningslovens
regler om parters rettigheder gælder i afgørelsessager, jf.
forvaltningslovens
§ 2, stk. 1. Forinden spørgsmålet om partsstatus kan vurderes, er det
nødvendigt at afgøre hvorledes sagen (eller sagerne) om ekspropriation skal
afgrænses, og herefter tage stilling til om der er tale om afgørelsessager,
jf. nærmere nedenfor.
1. Afgrænsning af sagerne
Trafikministeriets tilladelse
til at ekspropriation skal ske efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved
ekspropriation vedrørende fast ejendom for så vidt angår den del af
vejanlægget
hvor Frederiksborg Amt er vejbestyrelse, i stedet for som normalt efter
reglerne i kapitel 5 i lov om offentlige veje, er meddelt i henhold til § 46,
stk. 3, i lov om offentlige veje (lovbek. nr. 532 af 20. juni 1994).
Bestemmelsen har følgende ordlyd:
'
§ 46.
...
Stk. 3.
Ekspropriation til amtskommunale og kommunale vejanlæg sker
efter reglerne i dette kapitel. Trafikministeren kan efter en vejbestyrelses
begæring tillade, at ekspropriation sker efter reglerne i lov om
fremgangsmåden
ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.'
Trafikministeriets
ekspropriationsbemyndigelse er givet i henhold til § 14, stk. 1, i lov om
fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom (lovbek. nr. 522 af
4. juli 1991), ligesom selve ekspropriationsforretningerne er foretaget i
medfør af bestemmelser i denne lov. §§ 11, 12, 13, 14 og 15, stk. 1, i loven
har følgende ordlyd:
'
§ 11.
Anmodning om foretagelse af ekspropriation fremsættes af
anlægsmyndigheden over for trafikministeren.
§ 12.
Når trafikministeren har henvist ekspropriationsbegæringen
til behandling ved en ekspropriationskommission og anlægsmyndigheden har
foretaget foreløbig afmærkning af anlægget, afholder kommissionen en
besigtigelsesforretning
på stedet.
Stk. 2.
Bekendtgørelse om tid og sted for afholdelse af besigtigelsesforretningen
skal med mindst 14 dages varsel indrykkes i Statstidende og i et eller flere
på egnen udkommende dagblade. Oversigtsplaner for det påtænkte anlæg skal i
mindst 14 dage før besigtigelsesforretningens afholdelse ligge til eftersyn
på
det stedlige kommunekontor eller et andet for offentligheden tilgængeligt
sted, og bekendtgørelsen skal indeholde oplysning herom.
Stk. 3.
I det omfang de foreløbige planer gør det muligt drager
kommissarius omsorg for, at ejere og brugere af de arealer, der må antages at
blive berørt af det påtænkte anlæg, eventuelt gennem vedkommende
kommunalbestyrelse, underrettes om forretningens afholdelse og gøres bekendt
med planernes fremlæggelse samt deres adgang til at give møde under
forretningen.
§ 13.
Under besigtigelsesforretningen foretager kommissionen
en almindelig prøvelse
af det
foreliggende projekt. Kommissionen kan herved bestemme, at ekspropriationen
kun
kan gennemføres, såfremt der foretages sådanne ændringer i projektet, som
kommissionen finder nødvendige af hensyn til ejere, andre rettighedshavere,
almene interesser eller anlæggets hensigtsmæssige gennemførelse. Kommissionen
tager særlig stilling til, om der som led i ekspropriationen skal foretages
afbrydelser, omlægninger eller etablering af vejforbindelser, af vandløb, af
adgangsforbindelser til ejendomme eller restarealer, af ledningsanlæg eller
lignende.
Stk. 2.
(udeladt).
Stk. 3.
Anlægsmyndigheden,
andre interesserede myndigheder, ejere eller brugere af og
servitutberettigede
med hensyn til ejendomme, der direkte eller indirekte berøres af
ekspropriationen, har adgang til under besigtigelsesforretningen at fremkomme
med bemærkninger til projektet og herunder fremsætte forslag til dettes
ændring.
§ 14.
Når projekt for det påtænkte anlæg er vedtaget af
kommissionen og anlægsmyndigheden ønsker det således vedtagne projekt
fremmet,
træffer trafikministeren beslutning om meddelelse af
ekspropriationsbemyndigelse
, medmindre beslutning herom er
truffet før besigtigelsen.
Stk. 2.
Anlægsmyndigheden udfærdiger med bistand af den ledende
landinspektør en plan vedrørende ekspropriationens gennemførelse med
fortegnelse over alle grundejere og brugere, der vil blive berørt af de for
anlæggets gennemførelse nødvendige ekspropriationer, og med oplysning om den
omtrentlige størrelse af de berørte arealer og en kort angivelse af de
ændringer i de bestående forhold, anlægget i øvrigt vil medføre for
ejendommene
(
arealfortegnelse med ekspropriationsplan).
§ 15.
Ekspropriationskommissionen afholder derefter en
ekspropriationsforretning.
'
Beslutningen om hvilken
fremgangsmåde der skal anvendes i forbindelse med ekspropriationen, og
beslutningen om ekspropriationsbemyndigelse er således truffet i medfør af to
forskellige regelsæt. Bl.a. derfor er der efter min opfattelse tale om to
forskellige sager hos Trafikministeriet.
Ministeriets beslutning om
fremgangsmåden blev truffet den 10. juni 1993, dvs. mere end et år forud for
foreningens henvendelse til mig. Foreningens klage i forhold til denne
beslutning er derfor forældet i medfør af ombudsmandslovens etårsfrist. Under
hensyn til beslutningens nære sammenhæng med ministeriets senere beslutninger
i
ekspropriationssagen har jeg dog fundet at kunne se bort fra fristen, jf.
ombudsmandslovens § 6, stk. 5.
2. Spørgsmålet om hvorvidt Trafikministeriets beslutning om tilladelse
til at ekspropriationen kan ske efter lov om fremgangsmåden ved
ekspropriation
vedrørende fast ejendom kan karakteriseres som en afgørelse i
forvaltningslovens forstand
Forvaltningslovens § 2, stk.
1, har følgende ordlyd:
'
§ 2.
Loven gælder for behandlingen af sager, hvori der er eller vil
blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed.'
Efter forarbejderne til
bestemmelsen (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 115) sigtes der med
udtrykket 'truffet afgørelse' til udfærdigelse af retsakter, det vil sige
udtalelser der går ud på at fastsætte hvad der er eller skal være ret i et
foreliggende tilfælde. Det samme er anført i Justitsministeriets vejledning
om
forvaltningsloven (1986), pkt. 10. Udfærdigelsen af retsakten vil som regel
fremtræde som den pågældende myndigheds afslutning på sagens behandling.
Uden for afgørelsesbegrebet
falder som udgangspunkt processuelle beslutninger der ikke i materiel
forstand
fastsætter hvad der skal være ret i et pågældende tilfælde, jf. herved blandt
andre Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 41.
Udgangspunktet
kan fraviges hvis reale hensyn taler for at lade forvaltningslovens
retsgarantier finde anvendelse i forbindelse med beslutningen; dette kan
bl.a.
være tilfældet hvis fastlæggelsen af den processuelle retsstilling på
bestemte
punkter vil være styrende for borgerens materielle retsposition.
Trafikministeriets beslutning
af 10. juni 1993 går alene ud på at fastlægge efter hvilke regler de
egentlige
ekspropriationsforretninger skal finde sted. Beslutningen fastsætter ikke
hvad
der i materiel forstand skal være ret - dette bliver først afgjort i
forbindelse med selve ekspropriationsforretningernes foretagelse.
Beslutningen
er derfor efter min opfattelse ikke en afgørelse i forvaltningslovens
forstand.
Jeg finder ikke at der er
reale hensyn som taler for at fravige dette udgangspunkt: hvad enten selve
ekspropriationen finder sted efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved
ekspropriation af fast ejendom eller efter reglerne i lov om offentlige veje,
er der for borgeren opstillet en række retsgarantier som skal påses i
forbindelse med ekspropriationernes foretagelse. Beslutningen om hvilken
fremgangsmåde der skal anvendes, er derfor efter min opfattelse ikke styrende
for borgerens retsposition i materiel henseende.
Når sagen vedrørende
Trafikministeriets tilladelse til at ekspropriationen kunne ske efter lov om
fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom, ikke er en
afgørelsessag i forvaltningslovens forstand, kan jeg således ikke kritisere
at
Trafikministeriet ikke tillagde foreningen partsstatus i forbindelse med
sagen.
3. Spørgsmålet om hvorvidt Trafikministeriets udstedelse af
ekspropriationsbemyndigelse
kan karakteriseres som en afgørelse i forvaltningslovens forstand
Trafikministeriets udstedelse
af ekspropriationsbemyndigelse har de karakteristika der er kendetegnende for
en afgørelse i forvaltningslovens forstand: Trafikministeriet udsteder ved
meddelelsen af bemyndigelsen en retsakt - det fastslås hvad der er eller skal
være ret i det pågældende tilfælde. Herudover udgør udstedelsen af
bemyndigelsen
afslutningen på Trafikministeriets behandling af sagen.
På den baggrund er det min
opfattelse at Trafikministeriets udstedelse af ekspropriationsbemyndigelse er
en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Det er derfor i relation til
sagen
om udstedelsen af ekspropriationsbemyndigelsen relevant at afgøre om
foreningen burde være tillagt partsstatus.
4. Spørgsmålet om hvorvidt foreningen burde være tillagt partsstatus i
Trafikministeriets sag om udstedelse af ekspropriationsbemyndigelse
Kompetencen i forbindelse med
en ekspropriation til et vejanlæg er delt mellem flere forskellige
myndigheder.
Anlægsmyndigheden/vejbestyrelsen tilvejebringer projektgrundlaget hvorefter
projektprøvelsen og selve ekspropriationerne sker ved
ekspropriationskommissionen i overensstemmelse med reglerne i lov om
fremgangsmåden
ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.
Trafikministeriet deltager
også i behandlingen af ekspropriationssagen: Trafikministeriets rolle i sagen
er at henvise den til behandling i ekspropriationskommissionen (§ 12, stk. 1)
og at meddele ekspropriationsbemyndigelse når projektet er vedtaget af
ekspropriationskommissionen
(§ 14, stk. 1).
I forarbejderne til lov om
fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom er bl.a. anført
følgende om Trafikministeriets rolle i sagen (jf. Folketingstidende 1963-64,
tillæg A, sp.
815f
og
818f
):
'...
Lovforslagets § 11 bestemmer
i overensstemmelse med den gældende ordning, at alle sager fortsat forelægges
kommissionerne gennem ministeriet for offentlige arbejder. Dette er for det
første nødvendigt af praktiske hensyn. Ministeriet skal nedsætte de til
sagernes behandling nødvendige kommissioner (lovforslagets §§ 5 og 7) og
fordele forretningerne mellem kommissarierne (§ 4). Dernæst opnås der ved
denne
ordning, der i praksis har virket tilfredsstillende, ensartethed i behandling
og bedømmelse af statens ekspropriationssager. Ministeriet for offentlige
arbejder må i overensstemmelse hermed i forståelse med vedkommende
fagministerium påse, at ekspropriationssager, der fremkommer fra forskellige
ministerier behandles efter ensartede retningslinjer. Der påhviler med andre
ord nævnte ministerium en koordinationspligt.
Før en sag forelægges en
ekspropriationskommission til besigtigelse, må ministeriet for offentlige
arbejder særligt foretage en prøvelse af, om fornøden lovhjemmel til
gennemførelse af de planlagte ekspropriationer foreligger. Efter afholdt
besigtigelse og før ekspropriationsbemyndigelse (i henhold til lovforslagets
§
14) gives, vil det bl. a. være nævnte ministeriums opgave at tage initiativ
til
løsning af de eventuelle konfliktssituationer, der kan være opstået ved, at
ekspropriationsanlæggets gennemførelse eller måden, hvorpå det ønskes
udformet,
kræver indgreb i andre væsentlige samfundsinteresser.
...
Er der mod projektet rejst
indsigelse, som er taget til følge af kommissionen, kan dennes beslutning
ikke
efterprøves eller underkendes af anden administrativ myndighed, og domstolene
kan alene efterprøve den trufne beslutnings lovlighed. Da det af kommissionen
vedtagne projekt således kan og i praksis meget ofte vil indeholde ændringer
i
forhold til det af anlægsmyndigheden forelagte forslag, må anlægsmyndigheden
have adgang til at tage stilling til, om anlægget ønskes fremmet i den
vedtagne form. Når sådan beslutning foreligger kan der gives bemyndigelse til
at iværksætte ekspropriationerne, men sådan bemyndigelse kan dog også ved
mindre omfattende anlæg gives forud for besigtigelsen. Anlægsmyndigheden har
imidlertid i så fald under den kombinerede besigtigelses- og
ekspropriationsforretning
adgang til at begære sagen udsat, såfremt der med hensyn til projektets
udførelse træffes beslutninger, som gør det tvivlsomt, om anlægsmyndigheden
vil
have projektet gennemført i den af kommissionen vedtagne skikkelse.
Den ordning, at ministeren
for offentlige arbejder skal give en bemyndigelse til ekspropriationernes
iværksættelse på grundlag af et af kommissionen vedtaget projekt, betyder for
så vidt en modifikation i reglen om, at kommissionens afgørelser om projektet
ikke kan efterprøves. Hvis der under besigtigelsen er fremkommet indsigelser
mod et projekt eller visse punkter i dette, og er disse indsigelser af
væsentlig samfundsmæssig betydning, er der intet til hinder for, at de i
spørgsmålet interesserede retter henvendelse til ministeren for offentlige
arbejder med henstilling om, at ekspropriationsbemyndigelse ikke gives under
hensyn til, at kommissionens afgørelse ikke i tilstrækkelig grad tilgodeser
de
hensyn som vedkommende interessenter varetager. Ministerens eneste beføjelse
i
forholdet til kommissionen er ganske vist kun den at kunne undlade at give
den
ekspropriationsbemyndigelse, som er nødvendig for projektets gennemførelse.
Men
der åbnes herved mulighed for en fornyet drøftelse af det pågældende
spørgsmål,
i givet fald først efter sagens behandling i regeringen. Resultatet heraf kan
være, at der udarbejdes et helt nyt projekt for det pågældende anlæg, som
derefter må behandles forfra i kommissionen.
Denne ordning betyder
imidlertid ikke, at der er adgang til nogen normal efterprøvelse af
kommissionens beslutninger om projektet, men har som anført alene betydning,
hvor væsentlige samfundsinteresser står over for hinanden. Særligt bemærkes,
at
spørgsmål der har betydning for den enkelte ejendom endeligt må finde deres
løsning ved kommissionens afgørelse, jfr. herved bestemmelsen i
jernbaneforordningens
§ 5, sidste stk.
...'
I Dansk Miljøret (1978) af
von Eyben er bind 4, s.
122f,
bl.a. anført følgende om ministeriets kompetence:
'...
Af forarbejderne fremgår, at
ministeriets beføjelser i første række er begrundet i praktiske hensyn, såsom
nedsættelse af de nødvendige kommissioner, og hensyn til ensartethed i
behandling og bedømmelse af statens ekspropriationssager, jfr.
Ekspropriationsbetænkning I.67. Selvom ministeriet i denne forbindelse må
foretage en prøvelse af, om fornøden lovhjemmel til gennemførelse af de
planlagte ekspropriationer foreligger, forekommer det klart, at den
instituerende prøvelse ikke kan gå videre end til en legalitetskontrol.
...
Endvidere peges der i
forarbejderne på, at det i tilfælde af konflikter mellem
ekspropriationsanlæggets gennemførelse og væsentlige samfundsinteresser er
ministeriets opgave et være initiativtagende og formidlende. I ministeriets
adgang til at træffe beslutning om ekspropriationsbemyndigelse ligger derfor
efter det anførte ikke nogen myndighed til at afgøre sådanne konflikter.
...'
Trafikministeriets opgave er
primært at påse at projektgrundlaget - således som det tilvejebringes i
medfør
af anden lovgivning - er til stede, og at projektet således ikke strider mod
lovgivningen eller andre væsentlige samfundsinteresser. Den egentlige
materielle prøvelse af projektet, herunder prøvelse i forhold til de enkelte
berørte ejendomme - hvor hensyn som måtte være sammenfaldende med foreningens
medlemmers individuelle interesser, eventuelt kan varetages - finder sted hos
andre myndigheder, bl.a. i ekspropriationskommissionen. Trafikministeriets
udstedelse af ekspropriationsbemyndigelsen er af mere generel karakter og
primært rettet mod ekspropriationskommissionen og anlægsmyndigheden.
Som betingelse for at blive
anset for part i en sag antages normalt at den pågældende skal have en
væsentlig, individuel interesse i sagens udfald.
Som jeg skrev til foreningen
i min udtalelse af 26. juni 1996 i sag nr. 1995-192-149, var det mit indtryk
at
foreningen i sine henvendelser til myndighederne fremstod som repræsentant
for medlemmernes almindelige og generelle modstand mod projektet til
Hillerød-motorvejens forlængelse. Det er mit indtryk at foreningen fremstår
på
samme måde i sine henvendelser til myndighederne i den foreliggende sag.
I betragtning heraf - og i
betragtning af at Trafikministeriet ikke foretager en nærmere prøvelse af
projektgrundlaget i forhold til de medlemmer af foreningen der er individuelt
berørt af projektet - mener jeg ikke at jeg kan kritisere Trafikministeriets
vurdering hvorefter foreningen ikke blev anset for part i sagen.
Det følger heraf at jeg
heller ikke kan kritisere at ministeriet ikke foretog partshøring eller
udsatte
sagen med henblik på at foreningen kunne fremkomme med en udtalelse.
Jeg foretager mig herefter
ikke mere i anledning af foreningens henvendelse.
..."
NOTER: (*1) Jf. FOB 1992, s.
23ff og FOB 1993, s. 23.
Lignende dokumenter
- 1994 LSF 193 FORSLAG TIL LOV OM UDVIDELSE AF HELSINGØRMOTORVEJEN OG ANLÆG AF 1. ETAPE AF TVÆRVEJ SAMT ANLÆG AF OMFARTSVEJ VIBORG SYD Retsinformation · 15. juni 1995
- Sagen angår en prøvelse af Planklagenævnets afgørelse om afslag på en anmodning om at genoptage nævnets behandling af en klage over kommunes endelige vedtagelse af kommuneplantillæg med tilhørende miljørapport Domsdatabasen · 29. september 2025
- Nr 39, april 1994 - NATURKLAGENÆVNET ORIENTERER Klagenævn (Nævnenes Hus) · 11. april 1994
- Nr 39, april 1994 - NATURKLAGENÆVNET ORIENTERER - VVM-redegørelser ved regionplantillæg Klagenævn (Nævnenes Hus) · 11. april 1994
- Nr 75, juni 1995 - NATURKLAGENÆVNET ORIENTERER - Hillerødmotorvejens forlængelse - landzonetilladelse ufornøden -dispensationer fra nbl kap. 2 - vilkår om afhjælpende foranstaltninger - internationale regler - klageberettigelse og partsbegrebet Klagenævn (Nævnenes Hus) · 9. maj 1994
- Nr 75, juni 1995 - NATURKLAGENÆVNET ORIENTERER Klagenævn (Nævnenes Hus) · 9. maj 1994