1991 LSF 257 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF UDLÆNDINGELOVEN M.V. (FAMILIESAMMENFØRING, EFFEKTIVISERING AF ASYLSAGSBEHANDLINGEN M.V.)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 462 af 26. juni 1987, som
ændret ved lov nr. 387 af 6. juni 1991, foretages følgende ændringer:
1. I § 2, stk. 3, indsættes efter
»tjenesteydelser«: »m.v.«.
2. § 9, stk. 1, nr. 2, affattes således:
»2) En udlænding over 18 år, som samlever på fælles bopæl i ægteskab
eller fast samlivsforhold af længere varighed med en i Danmark fastboende
person over 18 år, der
a) har dansk indfødsret
b) har indfødsret i et af de nordiske lande
c) har opholdstilladelse efter §§ 7-8 eller
d) lovligt har boet her i landet i mere end de sidste 5 år.«
3. § 9, stk. 1, nr. 5, affattes således:
»5) Forældre over 60 år til en udlænding med tidsubegrænset
opholdstilladelse. Opholdstilladelse kan dog i almindelighed kun gives, hvis
ansøgeren ikke har andre børn i hjemlandet.«
4. § 9, stk 3, ophæves, og i stedet indsættes:
» Stk. 3. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 5, eller stk. 2,
nr. 1, skal betinges af, at den person, der bor i Danmark, påtager sig at
forsørge ansøgeren og godtgør at være i stand hertil.
Stk. 4. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 4, kan betinges af, at
den person, der bor i Danmark, påtager sig at forsørge ansøgeren.
Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2-4, kan endvidere betinges af, at den
herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, godtgør at være i
stand hertil.
Stk. 5. Har en herboende person (garanten) påtaget sig at forsørge
ansøgeren, jf. stk. 3 og 4, og ydes der senere ansøgeren hjælp efter lov om
social bistand til forsørgelse, kan kommunalbestyrelsen pålægge garanten at
yde betaling for hjælpen. Sådan betaling kan af kommunalbestyrelsen inddrives
Læs alt
hos garanten efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter.«
Stk. 4 bliver herefter stk. 6.
5. I § 18, stk. 2, og § 19, stk. 2, ændres »2
år« til: »3 år«.
6. Efter § 32 indsættes:
» § 32 a. Afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter §§
7-8 eller afgørelser om bortfald eller inddragelse af en sådan
opholdstilladelse skal tillige indeholde afgørelse om, hvorvidt udlændingen
kan udsendes, hvis denne ikke udrejser frivilligt, jf. § 31.«
7. § 36 affattes således:
» § 36. Såfremt de i § 34 nævnte foranstaltninger ikke er
tilstrækkelige til at sikre muligheden for afvisning eller for udvisning
efter § 24, nr. 5, og § 25, kan politiet bestemme, at en udlænding, som ikke
har fast bopæl her i landet, skal underkastes frihedsberøvelse. Det samme
gælder med hensyn til udvisning efter § 22, nr. 1, § 23, nr. 1, jf. § 22, nr.
1, og § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 1, selv om udlændingen har fast bopæl her i
landet.
Stk. 2. En udlænding kan frihedsberøves, såfremt den pågældende
ikke efterkommer Direktoratet for Udlændinges bestemmelse om at tage ophold,
jf. § 42 a, stk. 2, 3. pkt. En udlænding, hvis ansøgning om opholdstilladelse
i henhold til §§ 7-8 er taget under behandling, kan endvidere frihedsberøves,
hvis udlændingen udebliver fra en afhøring ved politiet eller Direktoratet
for Udlændinge, hvortil den pågældende er indkaldt. Det samme gælder den
udlænding, der gennem voldelig eller truende adfærd over for personer, der
udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted for udlændinge, lægger
hindringer i vejen for udførelsen af disse personers hverv, jf. § 42 a, stk.
2, 4. pkt.
Stk. 3. Retsplejelovens §§ 758 og 759 finder tilsvarende
anvendelse. Under frihedsberøvelsen finder retsplejelovens §§ 770-776 og 778
anvendelse med de fornødne lempelser.«
8. I § 40 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
» Stk. 2. Optagelse af fingeraftryk og personfotografi af
udlændinge kan foretages, hvis dette skønnes hensigtsmæssigt med henblik på
identifikation af den pågældende.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
9. Efter § 46 a indsættes:
» § 46 b. Ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, stk. 4,
behandles kun, hvis ansøgningen indeholder oplysninger om ansøgerens
tilknytning til Danmark.
Stk. 2. Vedkommende danske diplomatiske eller konsulære
repræsentation skal påse, at ansøgningen opfylder betingelsen i stk. 1, og
kan afvise ansøgningen, såfremt dette ikke er tilfældet. Beslutningen om
afvisning kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.«
10. I § 50, stk. 2, sidste pkt. ændres »§ 36, stk. 2,
2. pkt.« til: »§ 36, stk. 3, 2. pkt.«
11. § 53 a, stk. 3, affattes således:
» Stk. 3. Direktoratet for Udlændinge kan, efter at sagen har
været forelagt for Dansk Flygtningehjælp, bestemme, at afgørelsen i en sag,
herunder en sag om opholdstilladelse efter § 7, stk. 4, hvor ansøgningen må
anses for åbenbart grundløs, ikke kan indbringes for Flygtningenævnet.«
§ 2
I lov om social bistand, jf. lovbekendtgørelse nr. 817 af 6. december
1990, som ændret senest ved lov nr. 391 af 20. maj 1992, foretages følgende
ændring:
I § 4, stk. 2, ændres »2 år« til: »3 år«.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig
anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de
afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.
§ 4
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
Stk. 2. § 1, nr. 2-5, og § 2 finder dog ikke anvendelse for
udlændinge, der inden lovens vedtagelse har ansøgt om opholdstilladelse eller
lovligt har taget bopæl her i landet efter de hidtidige regler.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1
I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 462 af 26. juni 1987 som
ændret ved lov nr. 387 af 6. juni 1991, foretages følgende ændringer:
1. I § 2, stk. 3, indsættes efter
»tjenesteydelser«: »m.v.«.
2. § 9, stk. 1, nr. 2, affattes således:
»2) En udlænding over 18 år, som samlever på fælles bopæl i ægteskab
eller fast samlivsforhold af længere varighed med en i Danmark fastboende
person over 18 år, der
a) har dansk indfødsret
b) har indfødsret i et af de nordiske lande
c) har opholdstilladelse efter §§ 7-8 eller
d) lovligt har boet her i landet i mere end de sidste 7 år.«
3. I § 9, stk. 1, nr. 4, ændres »60 år«
til:»65 år«.
4. § 9, stk. 1, nr. 5, affattes således:
»5) Forældre over 65 år til en udlænding med tidsubegrænset
opholdstilladelse, som lovligt har boet her i landet i mere end de sidste syv
år. Opholdstilladelse kan dog i almindelighed kun gives, hvis ansøgeren ikke
har andre børn i hjemlandet.«
5. § 9, stk 3, ophæves og i stedet indsættes:
» Stk. 3. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 5, eller stk. 2,
nr. 1, skal betinges af, at den person, der bor i Danmark, påtager sig at
forsørge ansøgeren og godtgør at være i stand hertil.
Stk. 4. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 4, kan betinges af, at
den person, der bor i Danmark, påtager sig at forsørge ansøgeren.
Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2-4, kan endvidere betinges af, at den
herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, godtgør at være i
stand hertil.
Stk. 5. Har en herboende person (garanten) påtaget sig at forsørge
ansøgeren, jf. stk. 3 og 4, og ydes der senere ansøgeren hjælp efter lov om
social bistand til forsørgelse, kan kommunalbestyrelsen pålægge garanten at
yde betaling for hjælpen. Sådan betaling kan af kommunalbestyrelsen inddrives
hos garanten efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter.«
Stk. 4 bliver herefter stk. 6.
6. I § 18, stk. 2, og § 19, stk. 2, ændres »2
år« til: »4 år«.
7. Efter § 32 indsættes:
» § 32 a. Afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter §§
7-8 eller afgørelser om bortfald eller inddragelse af en sådan
opholdstilladelse skal tillige indeholde afgørelse om, hvorvidt udlændingen
kan udsendes, hvis denne ikke udrejser frivilligt, jf. § 31.«
8. § 36 affattes således:
» § 36. Såfremt de i § 34 nævnte foranstaltninger ikke er
tilstrækkelige til at sikre muligheden for afvisning eller for udvisning
efter § 24, nr. 5, og § 25, kan politiet bestemme, at en udlænding, som ikke
har fast bopæl her i landet, skal underkastes frihedsberøvelse. Det samme
gælder med hensyn til udvisning efter § 22, nr. 1, § 23, nr. 1, jf. § 22, nr.
1,og § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 1, selv om udlændingen har fast bopæl her i
landet.
Stk. 2. En udlænding kan frihedsberøves, såfremt den pågældende
ikke efterkommer Direktoratet for Udlændinges bestemmelse om at tage ophold,
jf. § 42 a, stk. 2, 3. pkt. En udlænding, hvis ansøgning om opholdstilladelse
i henhold til §§ 7-8 er taget under behandling kan endvidere frihedsberøves,
hvis udlændingen udebliver fra en afhøring ved politiet eller Direktoratet
for Udlændinge, hvortil den pågældende er indkaldt. Det samme gælder den
udlænding, der gennem voldelig eller truende adfærd over for personer, der
udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted for udlændinge, lægger
hindringer i vejen for udførelsen af disse personers hverv, jf.§ 42 a, stk.
2, 4. pkt.
Stk. 3. Retsplejelovens §§ 758 og 759 finder tilsvarende
anvendelse. Under frihedsberøvelsen finder retsplejelovens §§ 770-776 og 778
anvendelse med de fornødne lempelser.«
9. I § 40 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
» Stk. 2. Optagelse af fingeraftryk og personfotografi af
udlændinge kan foretages, hvis dette skønnes hensigtsmæssigt med henblik på
identifikation af den pågældende.«
Stk. 2-3 bliver herefter stk. 3-4.
10. Efter § 46 a indsættes:
» § 46 b. Ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, stk. 4,
behandles kun, hvis ansøgningen indeholder oplysninger om ansøgerens
tilknytning til Danmark.
Stk. 2. Vedkommende danske diplomatiske eller konsulære
repræsentation skal påse, at ansøgningen opfylder betingelsen i stk. 1, og
kan afvise ansøgningen, såfremt dette ikke er tilfældet. Beslutningen om
afvisning kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.«
11. I § 50, stk. 2, sidste punktum ændres »§ 36, stk.
2, 2. pkt.« til: »§ 36, stk. 3, 2. pkt.«
12. § 53 a, stk. 3, affattes således:
» Stk. 3. Direktoratet for Udlændinge kan, efter at sagen har
været forelagt for Dansk Flygtningehjælp, bestemme, at afgørelsen i en sag,
herunder en sag om opholdstilladelse efter § 7, stk. 4, hvor ansøgningen må
anses for åbenbart grundløs, ikke kan indbringes for Flygtningenævnet.«
§ 2
I lov om social bistand, jf. lovbekendtgørelse nr. 817 af 6. december
1990, som ændret senest ved lov nr. 947 af 27. december 1991, foretages
følgende ændring:
I § 4, stk. 2, ændres »2 år« til: »4 år«.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig
anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de
afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.
§ 4
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
Stk. 2. § 1, nr. 2-6, og § 2 finder dog ikke anvendelse for
udlændinge, der inden lovens vedtagelse har ansøgt om opholdstilladelse eller
lovligt har taget bopæl her i landet efter de hidtidige regler.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Lovforslaget er en opfølgning af den redegørelse af 12. november 1991 om
udlændingepolitikken, som justitsministeren afgav til Folketinget. Ved
lovforslagets udformning har Justitsministeriet endvidere været opmærksom på
de synspunkter, der fremkom under Folketingets forhandling om denne
redegørelse den 27. november 1991 (jf. fortryk af Folketingets Forhandlinger
sp. 2827-2916).
I den nævnte redegørelse blev der peget på behovet for at ændre
udlændingelovens bestemmelser, således at forældres adgang til
familiesammenføring med herboende udlændinge blev begrænset, og således at
også adgangen til familiesammenføring med ægtefæller begrænsedes, navnlig i
relation til proforma ægteskaber - dvs. ægteskaber, der alene indgås med det
formål at kunne tilvejebringe det fornødne grundlag for, at een af
ægtefællerne kan opnå opholdstilladelse her i landet - og de såkaldte
børneægteskaber. Lovforslaget indeholder bestemmelser herom.
Videre berørtes i redegørelsen behovet for en mere effektiv håndhævelse af
forsørgelseskravet i forbindelse med familiemedlemmer, der kommer hertil i
medfør af udlændingelovens regler om familiesammenføring. Disse tanker er
udmøntet dels i en ændring af bestemmelserne om familiemedlemmers adgang her
til landet, dels i skærpede regler om inddrivelse hos den herboende garant af
den hjælp, der ydes udlændingen.
Der foreslås tillige en ændring af de tidsmæssige betingelser for
inddragelse af opholdstilladelse meddelt med henblik på varigt ophold. Også
dette forslag grunder sig i det, der anføres i redegørelsen bl.a. om det
ønskelige i at bekæmpe proforma ægteskaber.
Lovforslaget indeholder endvidere forskellige forslag til effektivisering
af sagsbehandlingen i forbindelse med ansøgninger om asyl - herunder de
såkaldte ambassadeansøgninger - bl.a. derved, at der indføres adgang til at
frihedsberøve asylansøgere, der udebliver fra afhøringerne i sagen, og at
betingelserne for at optage fingeraftryk og personfotografi af udlændinge med
henblik på identifikation præciseres. Herudover foreslås der nye regler med
hensyn til udsendelse af asylansøgere, der har fået afslag på asyl, og som
påberåber sig at være omfattet af bestemmelsen i udlændingelovens § 31.
Endelig foreslås en ændring af loven med henblik på opfyldelse af EF's
direktiver om opholdsret.
EF's statsborgeres opholdsret her i landet berøres ikke i øvrigt af
forslagene. Opmærksomheden henledes i den forbindelse på, at den aftale
mellem EF og EFTA-landene (den såkaldte EØS-aftale), der er i færd med at
blive indgået, antagelig vil have som konsekvens, at statsborgere i visse
andre lande tillægges den samme opholdsret som EF-statsborgere.
Ved udformningen af lovforslagets regler er der endvidere taget hensyn
til, at der for flygtninge gælder det særlige, at der normalt ikke er
mulighed for, at flygtningene og deres familiemedlemmer i hjemlandet
opretholder kontakten ved besøg i hjemlandet. For så vidt angår forslagets
forhold til Den europæiske Menneskerettighedskonvention henvises til pkt. 6.
2.1. Familiesammenføring med forældre til herboende udlændinge
Efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 4, har forældre over 60 år til et
dansk eller nordisk barn eller et barn med opholdstilladelse efter reglerne
om flygtninge retskrav på opholdstilladelse her i landet.
Forældre til EF-statsborgere har ret til ophold her i landet efter
reglerne i udlændingelovens § 6 sammenholdt med bekendtgørelsen om ophold i
Danmark for udlændinge, der er omfattet af de europæiske fællesskabers
regler. Det følger heraf, at forældrene til en herboende EF-statsborger har
ret til ophold her i landet, såfremt de forsørges af den pågældende. Der
stilles i den forbindelse ikke noget alderskrav.
For så vidt angår andre udlændinge følger det af udlændingelovens § 9,
stk. 1, nr. 5, at forældre over 60 år til en udlænding med tidsubegrænset
opholdstilladelse har retskrav på opholdstilladelse her i landet, såfremt den
pågældende ikke har andre børn i hjemlandet, som kan påtage sig forsørgelsen.
I 1990 blev der meddelt tilladelse til familiesammenføring med forældre
til flygtninge i 138 tilfælde. Til andre udlændinge end flygtninge og danske
eller nordiske statsborgere eller EF-statsborgere blev der meddelt tilladelse
i 102 tilfælde. I 1991 var de tilsvarende tal henholdsvis 304 og 113.
Adgangen til familiesammenføring med forældre er som nævnt undergivet en
aldersmæssig begrænsning, idet forældrene skal være over 60 år. Denne
aldersgrænse svarer imidlertid ikke til det tidspunkt, hvor danskere i
almindelighed overgår til at nyde deres alderdom. For at skabe større
ensartethed mellem de nævnte tidspunkter - men også for at begrænse antallet
af udlændinge, der kommer her til landet i kraft af reglerne om
familiesammenføring med forældre - foreslås det i § 1, nr. 3 og 4, at
aldersgrænsen hæves fra 60 til 65 år. Denne ændring gælder forældre til
danskere og udlændinge, bortset fra EF-statsborgere.
Der er i Justitsministeriets oplæg til en ny udlændingepolitik peget på
behovet for at begrænse adgangen til familiesammenføring for forældre.
De ældre mennesker, der på denne måde får opholdstilladelse her i landet
kan kun vanskeligt indgå i en integrationsproces og vil ofte kunne udvikle
sig til tunge og økonomisk belastende klienter for det sociale system.
Justitsministeriet finder, at formålet med reglerne om
familiesammenføring, herunder reglerne om familiesammenføring for forældre
til herboende udlændinge, ikke primært er at betrygge forældrenes
forsørgelse, men derimod at sikre familiens enhed. Har forældrene til en
herboende udlænding således børn i hjemlandet, kan det med rette anføres, at
der ikke i højere grad skabes enhed i familien ved, at forældrene opgiver
tilknytningen til børnene i hjemlandet og etablerer en vis - til tider
skrøbelig - tilknytning til det herboende barn. Tværtimod kan også sociale og
kulturelle forhold tale for, at familiens enhed i hjemlandet bevares.
I tilfælde hvor der er børn i hjemlandet, bør der derfor som hovedregel
nægtes familiesammenføring, uanset om børnene i hjemlandet faktisk forsørger
eller kan forsørge forældrene og uanset det herboende barns eventuelle evne
og vilje til at forsørge sine forældre.
Som nævnt ovenfor vil ældre forældre, der kommer her til landet, kun
vanskeligt ved egen hjælp kunne integreres i samfundet. Forældrene er således
i vidt omfang afhængige af, om det herboende barn er således integreret og
forankret i det danske samfund, at barnet kan hjælpe forældrene til at finde
sig til rette i Danmark og dermed få en tilfredsstillende alderdom. Det er
derfor nærliggende at stille som betingelse for familiesammenføring, at det
herboende barn skal have boet i Danmark et vist åremål og derved have
mulighed for at være således integreret i det danske samfund, at barnet kan
yde forældrene denne hjælp.
For så vidt angår kravene til barnets evne til at forsørge forældrene
henvises til det nedenfor under pkt. 2.4. anførte.
Som nævnt berøres opholdsretten for EF-statsborgere og deres
familiemedlemmer ikke af forslaget. Endvidere gælder for flygtninge det
særlige, at flygtningen normalt ikke kan opretholde kontakten til forældrene
ved besøg i hjemlandet, ligesom det er typisk for de herboende flygtninge, at
de inden familiesammenføring har gennemgået et integrationsforløb og opholder
sig mere varigt her i landet. For så vidt angår danske og nordiske
statsborgere vil det efter Justitsministeriets opfattelse som følge af disse
personers tilknytning her til landet være rigtigst at opretholde den
eksisterende ret til familiesammenføring med forældre.
På denne baggrund har Justitsministeriet udformet forslaget i § 1, nr. 4,
til ændring af udlændingeloven således, at hverken danske statsborgeres,
nordiske statsborgeres, EF-statsborgeres eller flygtninges adgang til
familiesammenføring med udenlandske forældre foreslås ændret (bortset fra den
ovennævnte ændring af aldersgrænsen). For så vidt angår andre udlændinge
foreslås det indsat som en yderligere betingelse for familiesammenføring, at
udlændingen lovligt har boet her i landet i mere end de sidste 7 år.
Endvidere foreslås det, at udlændingemyndighederne som absolut hovedregel
skal meddele afslag på ansøgninger om familiesammenføring med forældre til
sådanne herboende udlændinge, hvis forældrene har børn i hjemlandet, uanset
om disse børn ønsker at forsørge forældrene eller er i stand hertil.
2.2. Familiesammenføring med udenlandske ægtefæller til herboende
personer
Efter de gældende bestemmelser i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, har
en udlænding, som samlever på fælles bopæl i ægteskab eller i fast samliv af
længere varighed med en i Danmark fastboende person, et retskrav på
opholdstilladelse her i landet.
I debatten om ægtefællers ret til familiesammenføring har der som nævnt
været rejst spørgsmål om de såkaldte børneægteskaber, dvs. ægteskaber, hvor
en af ægtefællerne er under 18 år.
Antallet af børneægteskaber må antages at være meget beskedent.
De problemer, der knytter sig til ægtefæller, der kommer her til landet i
medfør af reglerne om familiesammenføring, og som kun vanskeligt lader sig
integrere, og hvis børn synes at blive fastholdt i et mønster, hvor også de
gifter sig med personer fra hjemlandet, skyldes ikke så meget ægtefællernes
alder, men efter Justitsministeriets opfattelse snarere det forhold, at visse
grupper af udlændinge er fast forankrede i miljøer, hvor de danske værdi- og
adfærdsnormer kun vanskeligt formår at vinde indpas i forhold til hjemlandets
normer.
Det kan imidlertid anføres, at det ud fra menneskelige og samfundsmæssige
synspunkter må forekomme uheldigt, at ganske unge mennesker indgår ægteskab.
Ægteskab, hvor en af ægtefællerne er mindreårig, kræver eksempelvis her i
landet en tilladelse fra det offentlige, og praksis er - navnlig for så vidt
angår den mandlige part - restriktiv. Særlig stødende kan det virke, hvis de
unge ikke har noget særligt kendskab til hinanden, idet forbindelsen mellem
dem er etableret ved aftale imellem ægtefællernes forældre.
Det foreslås på denne baggrund i § 1, nr. 2, at det stilles som betingelse
for familiesammenføring her i landet på baggrund af ægteskab, at begge
ægtefæller er 18 år gamle eller derover. Denne regulering er generel for
alle, der ønsker familiesammenføring med udenlandske ægtefæller, bortset fra
EF-statsborgere, hvis opholdsret og opholdsret for familiemedlemmer som nævnt
ovenfor ikke berøres af forslaget.
Lovændringen indebærer således, at det som hovedregel ikke vil være muligt
for en herboende person at få sin mindreårige ægtefælle her til landet eller
for en herboende mindreårig at få en udenlandsk ægtefælle til Danmark. Kun
hvor helt særlige omstændigheder taler herfor, vil opholdstilladelse kunne
meddeles efter lovens § 9, stk. 2, nr. 4. Som eksempel herpå kan nævnes
tilfælde, hvor ægtefællen er gravid, og hvor den herboende har en ganske fast
tilknytning til det danske samfund i form af dansk statsborgerskab.
Er ægteskabet med statsamtets eller Justitsministeriets tilladelse indgået
her i landet med en mindreårig ægtefælle, bør opholdstilladelse ligeledes
meddeles.
For så vidt angår retten til familiesammenføring med ægtefæller for danske
statsborgere, nordiske statsborgere og flygtninge foreslås der ikke
yderligere ændringer.
For andre udlændinge bør der lægges vægt på, at det er af stor betydning
for den vellykkede integration også af ægtefæller til herboende udlændinge,
at den herboende har opnået en vis tilknytning til og forståelse for det
danske samfund, således at den pågældende har mulighed for at kunne hjælpe
sin ægtefælle til rette her i landet. For denne gruppe udlændinge foreslås
det derfor ligeledes i § 1, nr. 2, at det skal være en betingelse for at opnå
opholdstilladelse efter reglerne om familiesammenføring med en ægtefælle, at
den herboende person har haft lovligt ophold her i landet i mere end 7 år.
En sådan ændring vil også bidrage til at imødegå de proforma ægteskaber,
hvor en udlænding indgår ægteskab med en herboende med det formål at opnå
opholdstilladelse her i landet og senere - efter at have ladet sig skille -
indgår ægteskab med en person fra hjemlandet for på denne måde at kunne
skaffe også denne person opholdstilladelse her i landet.
Hvad angår foranstaltninger i øvrigt mod proforma ægteskaber henvises til
det under pkt. 2.3. anførte.
For så vidt angår håndhævelsen af den herboende ægtefælles pligt til at
forsørge sin udenlandske ægtefælle henvises til det under pkt. 2.4. anførte.
2.3. Ændring af de tidsmæssige betingelser for inddragelse af
opholdstilladelse meddelt med henblik på varigt ophold
Det er i Justitsministeriets oplæg til en ny udlændingepolitik anført, at
reglerne om familiesammenføring kan misbruges til indvandring til Danmark i
strid med indvandrerstoppet derved, at udlændinge indgår ægteskab med
herboende personer alene med det formål at kunne opnå opholdstilladelse her i
landet.
Efter bestemmelsen i udlændingelovens § 19, stk. 2, kan opholdstilladelse
til en udlænding, som har opholdstilladelse med henblik på varigt ophold
efter reglerne om asyl eller reglerne i § 9 om familiesammenføring, som
udgangspunkt ikke inddrages efter en frist på 2 år, der normalt vil blive
regnet fra indrejsen (tilmeldingen til folkeregisteret) eller ansøgningen,
jf. lovens § 27, stk. 1.
Forlænges denne frist, øges de administrative muligheder for at
virkeliggøre det, der er udlændingelovens hensigt, nemlig at en udlænding som
udgangspunkt skal udrejse, når grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere
er til stede. Endvidere forbedres muligheden for administrativt at imødegå
proforma ægteskaberne.
Det er i et vist omfang forekommet, at flygtninge, efter at være meddelt
opholdstilladelse i Danmark, er rejst tilbage til forfølgelseslandet. Det kan
ikke udelukkes, at sådan tilbagerejse i nogle tilfælde kan tages som udtryk
for, at den pågældende ikke længere risikerer asylrelevant forfølgelse i
hjemlandet, og at opholdsgrundlaget her i landet således er bortfaldet.
Inddragelse af en flygtnings opholdstilladelse forudsætter imidlertid, at der
af Direktoratet for Udlændinge foretages en nærmere vurdering af, om
opholdsgrundlaget er bortfaldet, om den ovennævnte frist for inddragelsen af
opholdstilladelsen er oversiddet, og om de i udlændingelovens § 26 nævnte
hensyn eventuelt kan udelukke, at opholdstilladelsen inddrages. Direktoratets
afgørelse kan normalt påklages til Flygtningenævnet, jf. udlændingelovens §
53 a, stk. 1, nr. 2. En forlængelse af den ovennævnte frist på 2 år vil kunne
forbedre de tidsmæssige muligheder for, at udlændingemyndighederne kan
inddrage en flygtnings opholdstilladelse i tilfælde, hvor det af flygtningens
tilbagerejse til hjemlandet og andre omstændigheder kan udledes, at
flygtningens asylgrundlag er bortfaldet.
Hjemrejse efter udløbet af den i § 19, stk. 2, nævnte frist vil ikke kunne
bevirke bortfald eller inddragelse af flygtningens opholdstilladelse,
medmindre denne er opnået ved svig. Sådant bortfald forudsætter efter
bestemmelsen i udlændingelovens § 17, stk. 3, at flygtningen frivilligt har
taget bopæl i hjemlandet eller har opnået beskyttelse i et tredieland.
Det foreslås på denne baggrund i § 1, nr. 6, at fristen i udlændingelovens
§ 19, stk. 2, for inddragelse af opholdstilladelse ændres fra 2 til 4 år.
Det følger som nævnt af udlændingelovens § 19, stk. 5, at afgørelse om
inddragelse af opholdstilladelse skal træffes under iagttagelse af
bestemmelsen i lovens § 26. Af denne bestemmelse fremgår, at der - foruden
til udlændingens tilhørsforhold til det danske samfund, herunder varigheden
af opholdet her i landet - skal tages hensyn til, om inddragelse af
opholdstilladelsen må antages at ville virke særlig belastende for
udlændingen. Der skal herved bl.a. henses til udlændingens alder,
helbredstilstand og andre personlige forhold, udlændingens tilknytning her
til landet, udlændingens personlige og familiemæssige tilknytning til
personer her i landet, udlændingens manglende eller ringe tilknytning til
hjemlandet eller andre lande, hvor den pågældende kan ventes at tage ophold,
samt risikoen for, at udlændingen vil lide overlast i hjemlandet eller andre
lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold. Også efter en forlængelse
af den nævnte frist fra 2 til 4 år skal udlændingemyndighederne ved
afgørelsen af, hvorvidt en opholdstilladelse kan inddrages, iagttage den
nævnte bestemmelse i lovens § 26. Det forhold, at en udlænding har opholdt
sig her i landet i op til 4 år indebærer imidlertid ikke, at udlændingen i
almindelighed kan antages at have opnået et sådant tilhørsforhold til det
danske samfund, at inddragelse af opholdstilladelsen ikke kan ske. Tværtimod
vil det være den absolutte hovedregel, at inddragelse kan ske.
Selv om udgangspunktet således er, at inddragelse af opholdstilladelse kan
og skal finde sted inden for den nævnte frist, hvis opholdsgrundlaget ikke
længere er til stede, kan udlændingemyndighederne dog i særlige tilfælde
undlade inddragelse f.eks. i tilfælde, hvor et ægteskabeligt samliv, der har
varet en vis tid, ophører ved den herboendes død, hospitalsindlæggelse eller
fængselsophold, og disse begivenheder ikke var påregnelige for ægtefællen ved
ægteskabets indgåelse.
Fristen i lovens § 19, stk. 2, svarer til fristen i § 18, stk. 2, om
bortfald af en udlændings opholdstilladelse, når der af de sociale
myndigheder af forsørgelsesmæssige grunde er truffet afgørelse om
hjemsendelse. Fristen svarer endvidere til den frist, der er nævnt i
bistandslovens § 4, stk. 2, for de sociale myndigheders bestemmelse om
hjemsendelse af en udlænding, der ikke har de fornødne midler til sit
underhold. Fristen i disse bestemmelser foreslås i § 1, nr. 6, og § 2
ligeledes ændret til 4 år som en parallel til ændringen af fristen i § 19,
stk. 2.
I forbindelse med debatten om proforma ægteskaber har det været anført, at
sådanne ægteskaber i visse tilfælde indgås bl.a. af udlændinge, herunder
asylansøgere, der afventer en afgørelse i asylsagen og måske frygter, at
afgørelsen vil gå dem imod, eller udlændinge, der opholder sig her i landet
efter afslag på opholdstilladelse, men inden udrejsefristens udløb.
Allerede efter den gældende bestemmelse i § 18, stk. 2, 2. pkt., i
bekendtgørelsen om ægteskabs indgåelse, er det en betingelse for, at en
udlænding kan indgå ægteskab her i landet, at den pågældende godtgør at have
lovligt ophold i Danmark. For at imødegå ægteskaber af den ovennævnte
karakter vil det være naturligt i forbindelse med en ændring af fristen for
inddragelse af opholdstilladelse også at ændre bekendtgørelsen om ægteskabs
indgåelse således, at en udlænding alene kan indgå ægteskab her i landet,
hvis den pågældende har lovligt ophold her med opholdstilladelse, gyldigt
visum eller som visumfri udlænding. Herved modvirkes, at udlændinge, der har
søgt om opholdstilladelse, og som afventer en afgørelse i sagen, eller som
har fået afslag og derfor bør udrejse, kan indgå ægteskab under opholdet her
i landet og ad den vej opnå opholdstilladelse. I særlige tilfælde vil
Justitsministeriet dog undtagelsesvis kunne dispensere fra bekendtgørelsens
bestemmelser.
2.4. Ændring af forsørgelseskravet som betingelse for
familiesammenføring
Det anføres i Justitsministeriets oplæg til en ny udlændingepolitik, at
der ved familiesammenføring i højere grad bør lægges vægt på
forsørgelsesaspektet og herunder kræves, at den herboende reelt påtager sig
forsørgelsen af det familiemedlem, der kommer hertil.
Synspunkter om, at en herboende dansker eller udlænding, der ønsker et
udenlandsk familiemedlem hertil, også skal varetage forsørgelsen af den
pågældende, gælder såvel i relation til forældre som til ægtefælle og børn.
2.4.1. Gældende ret
Efter den gældende retstilstand har en herboende person, der får sin
ægtefælle eller sine børn hertil i medfør af reglerne om familiesammenføring,
den samme forsørgelsespligt over for disse familiemedlemmer, som hvis de var
danske. Dette indebærer, at den pågældende i medfør af bistandslovens
bestemmelser har den forpligtelse til at forsørge sin ægtefælle og barn i
forhold til det offentlige, som gælder for andre forældre og ægtefæller her i
landet. Også for den pågældendes pligt efter bestemmelserne i lov om
ægteskabs retsvirkninger og børneloven til i det direkte forhold over for
ægtefællen og barnet at yde bidrag til forsørgelsen er det uden betydning, om
de pågældende er kommet hertil i medfør af reglerne om familiesammenføring.
For forældre gælder derimod, at der ikke efter lovgivningen består nogen
almindelig pligt for barnet til i forhold til det offentlige eller i det
indbyrdes forhold at forsørge sine forældre.
På denne baggrund indeholder udlændingeloven i § 9, stk. 3, den regel, at
opholdstilladelse efter reglerne om familiesammenføring for forældre til en
herboende person - uanset om den herboende er dansk eller nordisk statsborger
eller flygtning - kan betinges af, at den person, der bor i Danmark, påtager
sig at forsørge ansøgeren (forældrene).
Det er i praksis forekommet i væsentligt omfang, at den herboende person
(garanten), der har indestået for forsørgelsen af forældrene, eller som efter
loven har pligt til at forsørge ægtefælle og børn, alligevel ikke har opfyldt
denne forpligtelse. Bistandslovens § 4 hjemler adgang til at hjemsende en
udlænding, der ikke har de fornødne midler til sit underhold, såfremt
vedkommende ikke lovligt har boet her i landet med henblik på varigt ophold i
mere end de sidste 2 år. Denne mulighed har dog ikke i praksis været benyttet
i forbindelse med forældre, der er kommet hertil i medfør af reglerne om
familiesammenføring.
2.4.2. Justitsministeriets overvejelser
Ved vurderingen af hvorledes en øget betoning af forsørgelseskravet i
forbindelse med opholdstilladelse efter reglerne om familiesammenføring kan
finde sted, bør det haves i erindring, at forsørgelseskravet kan optræde i to
relationer: For det første som betingelse for overhovedet at meddele det
pågældende familiemedlem opholdstilladelse her i landet efter reglerne om
familiesammenføring. For det andet i forbindelse med håndhævelsen over for
den herboende person, hvem forsørgelsespligten påhviler, af pligten til at
forsørge familiemedlemmet, herunder at refundere det offentlige de udgifter,
som er afholdt til social bistand til det udenlandske familiemedlem under
opholdet her i landet.
Ingen af disse to muligheder kan imidlertid undtagelsesfrit tænkes
gennemført for den samlede gruppe udlændinge. Således må der som anført
nedenfor i nogle tilfælde kunne meddeles opholdstilladelse til
familiemedlemmer til udlændinge, uanset at den herboende ikke er i stand til
at påtage sig forsørgelsen. På tilsvarende måde vil der være tilfælde, hvor
det ikke er realistisk at forestille sig, at den offentlige hjælp, der ydes
et familiemedlem, kan inddrives hos den herboende person, også uanset at
personen har påtaget sig at forsørge udlændingen.
På denne baggrund foreslås det, at en effektivisering af håndhævelsen af
forsørgelseskravet gennemføres ved en kombination af disse to virkemidler.
2.4.2.1. Forsørgelseskravet som betingelse for opholdstilladelse
Den foreslåede regel i § 1, nr. 5, indebærer for det første, at
der ved familiesammenføring med forældre til indvandrere (dvs.
personer, der hverken er EF-statsborgere, danske statsborgere, nordiske
statsborgere eller flygtninge) skal stilles krav om, at den herboende
reference påtager sig at forsørge forældrene. Endvidere skal det i disse
tilfælde være en ufravigelig betingelse, at den herboende også kan
godtgøre at være i stand til at opfylde denne forsørgelsesforpligtelse. Det
samme gælder ved familiesammenføring med fjernere slægtninge.
For så vidt angår familiesammenføring mellem indvandrere og
ægtefælle og børn følger det for det andet af den foreslåede
bestemmelse, at der kan stilles krav om, at det godtgøres, at den herboende
er i stand til at forsørge disse familiemedlemmer.
For så vidt angår familiesammenføring med udenlandske forældre til
danske statsborgere, nordiske statsborgere og flygtninge foreslås det,
at der som hidtil kan stilles krav om, at den herboende påtager sig at
forsørge forældrene. Sådan familiesammenføring kan endvidere betinges af, at
forsørgelsesevnen godtgøres.
Hvad angår familiesammenføring med ægtefælle og børn til sådanne herboende
personer foreslås det endvidere, at det kan kræves som betingelse for
opholdstilladelsen, at den herboende godtgør at være i stand til at forsørge
familiemedlemmet.
Som det fremgår, er disse sidstnævnte regler fakultative.
Dette indebærer, at udlændingemyndighederne undtagelsesvis kan meddele
opholdstilladelse i tilfælde, hvor det forekommer særlig velbegrundet, f.eks.
til ægtefælle og børn, uanset at det ikke kan antages, at den herboende kan
opfylde sin forsørgelsespligt i forhold til de pågældende. Den pågældendes
tilknytning her til landet vil i den forbindelse skulle indgå i vurderingen.
Er den pågældende dansk statsborger, vil det være naturligt at lade
dette forhold indgå med stor vægt ved vurderingen, idet det i disse tilfælde
kan forekomme uheldigt - eller ligefrem umuligt - at kræve, at den pågældende
bosætter sig hos familien i udlandet.
Er den herboende flygtning, bør en ansøgning om opholdstilladelse
for den pågældendes børn og ægtefælle imødekommes, også selv om det ikke kan
godtgøres, at forsørgelseskravet kan opfyldes, i hvert fald hvis ægteskabet
er indgået eller børnene avlet inden indrejsen til Danmark. Er ægteskabet
indgået mellem flygtningen og en udlænding under flygtningens ophold her i
landet, må det bero på et konkret skøn, bl.a. over flygtningens mulighed for
at bosætte sig i ægtefællens hjemland, om opholdstilladelse kan meddeles på
trods af, at forsørgelseskravet ikke kan opfyldes.
For så vidt angår forældre til flygtninge, må det bero på et skøn - bl.a.
over tilknytningen mellem flygtningen og forældrene og over, i hvilket omfang
forældrene i hjemlandet var optaget i flygtningens husstand under opholdet
der - om opholdstilladelse bør gives. Som anført ovenfor vil det imidlertid
være den almindelige regel, at opholdstilladelse afslås.
2.4.2.2. Ordningens praktiske administration
Ved administrationen af den foreslåede bestemmelse forudsættes, at
vurderingen af, hvorvidt der er et reelt grundlag for en herboende persons
erklæring om at ville og kunne forsørge de pågældende familiemedlemmer,
foretages af de sociale myndigheder. Udlændingemyndighederne skal således til
brug ved behandlingen af disse ansøgninger indhente en udtalelse fra de
sociale myndigheder om, hvorvidt den pågældende er i stand til at forsørge de
familiemedlemmer, der ønskes hertil. Udlændingemyndighederne må i disse
tilfælde forudsætte fra de sociale myndigheder at få en klar indstilling om,
hvorvidt dette er tilfældet, og bør kunne lægge denne indstilling til grund
ved vurderingen af forsørgelsesbetingelsen i forbindelse med afgørelsen om
familiesammenføring.
De sociale myndigheders vurdering af den herboendes forsørgelsesevne bør
tage udgangspunktet i den levestandard, der er sædvanlig her i landet.
Lever den herboende f.eks. af kontanthjælp kan det ikke antages, at han er
i stand til at forsørge sine familiemedlemmer ved denne hjælp, heller ikke
selv om den pågældende selv finder, at kontanthjælpen rigeligt rækker til
også at forsørge de pågældende familiemedlemmer, og at familiens levestandard
måske i alle tilfælde bliver bedre end den, de har eller kan opnå i
hjemlandet.
For at lette de sociale myndigheders skøn i denne forbindelse vil det være
naturligt, at Socialministeriet udsender en vejledning til de sociale
myndigheder om principperne for den ovennævnte vurdering af
forsørgelsesevnen.
Et rimeligt mål for vurderingen af forsørgelsesevnen må være, at den
herboende har indtægter, der mindst svarer til, hvad han kunne have fået
(afhængig af ægteskabelig status, antal børn og boligudgift) i kontanthjælp
plus den kontanthjælp, den eller de familiesammenførte ville være berettiget
til.
2.4.3. Inddragelse af opholdsret
Efter de gældende regler i bistandslovens § 4 og udlændingelovens § 18 er
det som nævnt således, at de sociale myndigheder kan træffe bestemmelse om
hjemsendelse af en udlænding, der ikke har de fornødne midler til sit
underhold, medmindre udlændingen har opholdt sig her med henblik på varigt
ophold i mere end 2 år (fristen foreslås forlænget til 4 år, jf. § 1, nr. 6,
og § 2).
I tilknytning til den ovennævnte ændring af forsørgelseskravets betydning
ved behandlingen af ansøgninger om familiesammenføring, bør det forudsættes,
at også reglerne om hjemsendelse af udlændinge, der ikke har de fornødne
midler til deres underhold, i højere grad anvendes.
2.4.4. Inddrivelse af offentlig hjælp
Som det andet led i en mere effektiv håndhævelse af forsørgelseskravet
foreslås det i § 1, nr. 5, at der indsættes udtrykkelig hjemmel til, at
offentlig hjælp, der ydes en udlænding, der har fået opholdstilladelse efter
reglerne om familiesammenføring, kan inddrives hos den person - garanten -
der har påtaget sig at forsørge ansøgeren. Denne regel har alene betydning i
de tilfælde, hvor forældre eller fjernere slægtninge til herboende personer
er kommet hertil efter reglerne om familiesammenføring, idet bistandsloven
allerede indeholder en regulering af dette spørgsmål i relation til
ægtefæller og børn. Også andre end det herboende barn kan imidlertid være
garant ved familiesammenføring med forældre, f.eks. barnets ægtefælle, og
også sådanne personer omfattes af inddrivelsesadgangen. Inddrivelse
forudsættes at ske efter reglerne om personlige skatter, herunder ved
udpantning og lønindeholdelse.
Adgangen til at afkræve den herboende garant betaling for hjælp til
forældrene er selvsagt betinget af, at garanten har et indtægtsgrundlag, der
muliggør, at betaling for den offentlige bistand til forældrene helt eller
delvis kan ydes. Er garantens økonomiske forhold således undergået en
væsentlig ændring efter familiesammenføringen med forældrene, således at det
ikke er realistisk at forestille sig, at betaling helt eller delvis kan
inddrives hos den pågældende, kan de sociale myndigheder undlade dette.
2.4.5. Opfølgning af lovændringen
Det er hensigten på et passende tidspunkt efter de nævnte bestemmelsers
ikrafttræden, at udlændingemyndighederne sammen med Socialministeriet
vurderer, om bestemmelserne i praksis har haft den tilsigtede virkning, og om
balancen mellem myndighedernes indsats er passende.
3. Effektivisering af asylsagsbehandlingen
Justitsministeriet iværksatte kort efter folketingsdebatten vedrørende
redegørelsen om udlændingelovgivningen et analysearbejde vedrørende
udlændingemyndighedernes administration på flygtningeområdet med henblik på
at fremkomme med forslag til foranstaltninger, der kan effektivisere og
fremskynde behandlingen og afgørelsen af asylsagerne. De forslag, der omtales
i det følgende, bygger bl.a. på dette arbejde.
3.1. Ambassadeansøgninger
Det foreslås for så vidt angår behandlingen af de såkaldte
ambassadeansøgninger - dvs. ansøgninger om opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 7, stk. 4, der indgives til en dansk repræsentation i
udlandet - at der indsættes hjemmel i udlændingeloven til, at adgangen til at
klage til Flygtningenævnet over direktoratets afslag på en sådan
opholdstilladelse afskæres, hvor der er tale om åbenbart grundløse
ansøgninger. Ændringen, der foreslås i § 1, nr. 12, indebærer, at
Direktoratet for Udlændinge i sådanne tilfælde efter forelæggelse for Dansk
Flygtningehjælp kan bestemme, at direktoratets afgørelse ikke kan påklages
til Flygtningenævnet. Ved denne afgørelse skal der selvsagt ikke - som ved
behandlingen i øvrigt af åbenbart grundløse asylansøgninger, hvor ansøgeren
opholder sig her i landet - være adgang til, at udlændingen får en personlig
samtale med medarbejdere fra Direktoratet for Udlændinge eller
Flygtningehjælpen.
Flygtningenævnet skal underrettes om afgørelsen, jf. udlændingelovens § 53
b.
Herudover foreslås (i § 1, nr. 10) en nyordning i tilknytning til
modtagelsen af ansøgningerne ved vedkommende danske repræsentation i
udlandet. Efter udlændingelovens § 7, stk. 4, kan en udlænding, som ikke
befinder sig i Danmark, få opholdstilladelse her som flygtning, såfremt
Danmark på grund af udlændingens tidligere længerevarende lovlige ophold her
i landet, herboende nære slægtninge eller anden tilsvarende tilknytning må
anses for nærmest til at yde den pågældende beskyttelse.
Ansøgning om opholdstilladelse efter bestemmelsen i § 7, stk. 4, kan
indgives af udlændinge, der ikke tidligere har haft ophold her i landet eller
har anden særlig tilknytning hertil - f.eks. i form af herboende slægtninge -
men som dog ønsker asyl i Danmark. Bestemmelsen kan endvidere selvsagt
påberåbes af udlændinge, der har sådanne tilknytningsmomenter. For
udlændinge, der er afvist til et sikkert 3. land i medfør af bestemmelsen i §
48, stk. 2, gælder efter § 7, stk. 5, at der kun kan gives asyl efter § 7,
stk. 4. Sådanne udlændinge får således kun deres asylansøgning taget under
behandling, hvis de efter udsendelsen på ny indgiver ansøgning til en dansk
repræsentation i udlandet.
Såvel efter flygtningekonventionen som efter principperne i den danske
udlændingelov er det udgangspunktet, at kun personer, der opholder sig i
Danmark, kan opnå asyl her. Opholder personen sig i et andet land, er
udgangspunktet det, at ansøgning om asyl må indgives i dette land. Kun hvis
der foreligger en særlig tilknytning til Danmark, kan Danmark tage imod den
pågældende som flygtning. Befinder ansøgeren sig i sit hjemland, er den
pågældende - uanset hvilken tilknytning, der måtte være til det danske
samfund - ikke berettiget til asyl, idet den pågældende ikke er flygtning
efter definitionen heraf i flygtningekonventionens artikel 1 A.
Selv om det således har undtagelsens karakter, at der kan meddeles asyl
efter bestemmelsen i udlændingelovens § 7, stk. 4, indeholder loven ingen
mulighed for en forhåndsvurdering af, om en udlænding, der indgiver ansøgning
herom, har en sådan tilknytning til Danmark, at bestemmelsen overhovedet kan
tænkes at være relevant. Denne vanskelighed har i praksis givet sig udslag i,
at der på danske repræsentationer i udlandet er indgivet et meget stort antal
asylansøgninger i forbindelse med f.eks. pludseligt opståede begivenheder
eller rygtedannelser i visse lande. Disse ansøgninger er i langt de fleste
tilfælde fuldstændig udsigtsløse, f.eks. fordi ansøgeren åbenlyst savner
enhver tilknytning til Danmark. Også sådanne sager skal imidlertid behandles
i overensstemmelse med udlændingelovens detaljerede regler herom.
Det foreslås på denne baggrund, at der gives vedkommende danske
repræsentation i udlandet hjemmel til at afvise at modtage asylansøgninger
efter § 7, stk. 4, hvis ansøgningen ikke indeholder oplysninger til belysning
af ansøgerens tilknytning til Danmark. Repræsentationerne vil blive
instrueret om i tilfælde af berettiget tvivl at modtage ansøgningen. Herved
kan en meget stor del af de helt udsigtsløse ansøgninger afskæres uden
yderligere sagsbehandling. Har ansøgeren udtrykkelig angivet ikke at have
nogen tilknytning til Danmark, har den pågældende ikke givet oplysning herom,
eller har han angivet en tilknytning af helt ideel karakter, f.eks. en
almindelig interesse i at komme til at bo i det danske samfund eller modtage
uddannelse her, kan vedkommende danske repræsentation ligeledes afvise
ansøgningen. Har den pågældende angivet en tilknytning, der forekommer
åbenbart urigtig - f.eks. i tilfælde, hvor et meget stort antal ansøgere
angiver den samme danske person, virksomhed eller lignende som reference -
kan ansøgningen heller ikke modtages.
Hvis den foreslåede ordning skal have den tilsigtede effekt, er det
nødvendigt, at ansøgeren ikke ved at indgive klage f.eks. til Direktoratet
for Udlændinge over repræsentationens afvisning af at modtage ansøgningen kan
foranledige ansøgningen realitetsbehandlet. Det foreslås på den baggrund, at
vedkommende repræsentations afgørelse er endelig. Dette indebærer bl.a., at
afgørelsen hverken kan påklages til Direktoratet for Udlændinge eller
Flygtningenævnet.
Forslaget indebærer som nævnt, at der på vedkommende repræsentation skal
ske en - helt summarisk - vurdering af, om ansøgningen indeholder oplysninger
om ansøgerens tilhørsforhold til det danske samfund. For at undgå
dobbeltarbejde vil det på denne baggrund være naturligt, at de ansøgninger,
som repræsentationen videresender til Direktoratet for Udlændinge, indeholder
en oversættelse af de oplysninger, som ansøgeren har afgivet.
3.2. Frihedsberøvelse af asylansøgere
Justitsministeriet foreslår tillige i § 1, nr. 8 og 11, en omformulering
af udlændingelovens § 36 vedrørende frihedsberøvelse af udlændinge. Bortset
fra en redaktionel ændring af bestemmelsen indebærer den nye formulering, at
der gives adgang til at frihedsberøve asylansøgere, der udebliver fra en
afhøring ved Direktoratet for Udlændinge eller politiet, hvortil de
pågældende er indkaldt. Formålet hermed er at undgå, at behandlingen af
asylsager trækker i langdrag, fordi ansøgeren saboterer sagsbehandlingen ved
at udeblive fra sådanne afhøringer. Frihedsberøvelsen vil imidlertid i det
enkelte tilfælde være ganske kortvarig - fra nogle få timer til under et døgn
- og vil alene have til hensigt at sikre ansøgerens tilstedeværelse ved
afhøringen.
Forslaget i § 1, nr. 8, til affattelsen af § 36 er udformet i
overensstemmelse med den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 36, stk.
1. Ved lov nr. 387 af 6. juni 1991 er der som § 1, nr. 8, vedtaget en
tilføjelse til § 36, stk. 1, 1. pkt. Loven er endnu ikke trådt i kraft. Også
i det foreliggende forslag til affattelsen af § 36, stk. 1, 1. pkt., skal den
nævnte tilføjelse indgå, når lov nr. 387 af 6. juni 1991 sættes i kraft.
3.3. Styrkelse af asylsagsbehandlingen
Et meget væsentligt element i Justitsministeriets initiativer med henblik
på effektivisering af asylsagsbehandlingen vedrører tilførsel af yderligere
ressourcer ved behandlingen af disse sager ved Direktoratet for Udlændinge og
Flygtningenævnet samt i forbindelse med Justitsministeriets behandling af
sager om opholdstilladelse af humanitære grunde og politiets udsendelse af
asylsansøgere, der har fået afslag på ansøgningen. Endvidere vil det blive
påkrævet at styrke udenrigstjenestens indsats især med hensyn til
tilvejebringelse af udtalelser og baggrundsoplysninger til brug for
asylsagsbehandlingen.
Justitsministeriet er indstillet på at gennemføre en sådan øget
ressourcetildeling og en effektiv opfølgning og kontrol med, at en
mertildeling af ressourcer også har den tilsigtede virkning, nemlig en
nedbringelse af den samlede sagsbehandlingstid i asylsager.
Ved en sådan ændring kan det modvirkes, at der opstår flaskehalse i
forbindelse med behandlingen af asylsager, hvor sagens behandling alene
afventer, at en medarbejder kan afse tid hertil. En effektivisering af
asylsagsbehandlingen med den virkning, at sagsbehandlingstiden nedbringes,
vil som modstykke til den øgede ressourceanvendelse ved sagsbehandlingen
kunne bidrage til en reduktion af opholdsudgifterne til asylansøgere i
præasyl fasen, samtidig med at en fremskyndelse af sagsbehandlingen vil være
en serviceforbedring for ansøgeren.
Som det fremgår af bemærkningerne under pkt. 8, er det Justitsministeriets
skøn, at der ved ressourcetilførsel som ovenfor nævnt kan ske en væsentlig
nedbringelse af sagsbehandlingstiden. Det er således Justitsministeriets
vurdering, at der kan opstilles en generel, realistisk målsætning for det
tidsmæssige forløb af de asylsager, der behandles i to instanser, og hvor
også muligheden for at søge opholdstilladelse af humanitære grunde, klage til
Folketingets Ombudsmand og ansøgning om genoptagelse søges udnyttet af
ansøgeren, på 8-9 måneder regnet fra det tidspunkt, hvor asylsagen tages
under realitetsbehandling. Det er imidlertid klart, at dette skøn er behæftet
med meget betydelig usikkerhed.
En opfyldelse af den nævnte målsætning vil betyde en væsentlig
nedbringelse af sagsbehandlingstiden i asylsager. Justitsministeriet vil
efter gennemførelsen af disse initiativer undersøge mulighederne for - f.eks.
gennem en principiel gennemgang af asylproceduren - at søge
sagsbehandlingstiden yderligere nedbragt. Justitsministeriet betragter
således de foreslåede ændringer som et første led i bestræbelserne på en
markant nedbringelse af sagsbehandlingstiden i asylsager.
3.4. Skærpelse af praksis vedrørende opsættende virkning
Justitsministeriet vil desuden søge gennemført en skærpelse af praksis
vedrørende meddelelse af opsættende virkning i anledning af ansøgninger om
genoptagelse af asylsager eller af sager om opholdstilladelse af humanitære
grunde samt en skærpet praksis i forbindelse med meddelelse af opsættende
virkning ved klager til Folketingets Ombudsmand.
Et led heri vil for det første være, at det i forbindelse med
behandlingen af asylsager skal være den myndighed, der træffer afgørelse i
sagen, som fastsætter udrejsefristen. På tilvarende måde skal det i sager om
genoptagelse være den myndighed, der træffer afgørelse om genoptagelse i
sagen, der også tager stilling til spørgsmålet om udsættelse af
udrejsefristen som følge af ansøgningen, og som i forbindelse med afgørelsen
i sagen tager stilling til, hvornår udrejse herefter skal finde sted i
overensstemmelse med reglen i udlændingelovens § 33.
Justitsministeriet har for det andet overvejet spørgsmålet om
udlændinges ret til ophold her i landet under asylsagens behandling.
Udlændingeloven indebærer, at udlændinge, der under ophold her søger asyl, og
som ikke afvises, har krav på at opholde sig her under sagens behandling og
under eventuel påklage til Flygtningenævnet af direktoratets afslag på
opholdstilladelse. Endvidere har en udlænding efter gældende praksis adgang
til at opholde sig i Danmark, mens en ansøgning om opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2 (humanitære grunde) behandles.
Justitsministeriet finder ikke grundlag for at foreslå denne retstilstand
ændret. Hvad angår opsættende virkning ved 1. gangsklager til ombudsmanden
over direktoratets, nævnets eller Justitsministeriets afgørelser finder
Justitsministeriet, at der fortsat som udgangspunkt bør meddeles opsættende
virkning. I tilfælde, hvor der klages til ombudsmanden over et afslag på
asyl, meddelt efter åbenbartgrundløs proceduren i udlændingelovens § 53 a,
stk. 3, eller over et afslag meddelt af et enigt flygtningenævn, kan der
imidlertid efter omstændighederne være grundlag for - i samarbejde med
Folketingets Ombudsmand - at vedkommende myndighed nægter opsættende virkning
ved klage til ombudsmanden.
Justitsministeriet finder endvidere for det tredie, at der i
tilfælde, hvor en klage til Folketingets Ombudsmand tillægges opsættende
virkning, alene skal tillægges klagen opsættende virkning i f.eks. 14 dage
regnet fra vedkommende myndigheds svar til ombudsmanden. En sådan ordning kan
i praksis tilrettelægges i samarbejde med Folketingets Ombudsmand og således,
at myndigheden tillægger klagen opsættende virkning, straks den modtages, og
at myndigheden herefter meddeler udlændingen en udrejsefrist på f.eks. 14
dage, når myndighedens svar og sagens akter sendes til ombudsmanden, men med
mulighed for forlængelse af fristen, hvis Folketingets Ombudsmand konkret gør
opmærksom på behovet herfor.
Med hensyn til ansøgninger om genoptagelse af direktoratets,
Flygtningenævnets eller Justitsministeriets sag eller klager til Folketingets
Ombudsmand over afgørelser vedrørende genoptagelse finder Justitsministeriet
for det fjerde, at praksis bør skærpes, således at helt ugrundede
ansøgninger eller ansøgninger, der slet ikke indeholder nye oplysninger eller
synspunkter, ikke tillægges opsættende virkning, heller ikke i de tilfælde
hvor ansøgeren bebuder at ville fremkomme med supplerende oplysninger og
anbringender i et senere indlæg.
De ovennævnte forslag vedrørende opsættende virkning ved ansøgninger om
genoptagelse af direktoratets, Flygtningenævnets eller Justitsministeriets
afgørelser tilsigter som nævnt en effektivisering og opstramning af
sagsbehandlingen efter, at der er meddelt en asylansøger endeligt afslag i
direktoratet eller afslag i Flygtningenævnet på ansøgningen. Det forudsættes
derfor, at der i forbindelse med ansøgninger om genoptagelse af de nævnte
myndigheder søges tilstræbt en meget hurtig behandling af spørgsmålet om
opsættende virkning og om, hvorvidt ansøgningen kan føre til, at sagens
behandling genoptages. Endvidere bør der ikke ske genoptagelse af asylsager,
medmindre der er gået meget lang tid siden afgørelsen i sagen, eller det er
klart, at der foreligger nye oplysninger af betydning for sagens afgørelse.
Særlig for så vidt angår Flygtningenævnets sagsbehandling bemærkes, at det
som følge af, at genoptagelse kun undtagelsesvis kan komme på tale, vil være
naturligt, at afgørelsen i sager om genoptagelse som udgangspunkt træffes af
vedkommende nævnsformand alene.
Justitsministeriet agter i forbindelse med nærværende lovforslag at søge
disse initiativer med henblik på styrkelse af asylsagsbehandlingen
gennemført, ligesom ministeriet vil foretage en opfølgning af initiativerne
med henblik på at vurdere, om forslagene har vist sig effektive.
3.5. Optagelse af fingeraftryk og personfotografi af udlændinge
Efter den eksisterende modtagelsesordning for asylansøgere optages der
personfotografi af asylansøgere og i nogle tilfælde tillige fingeraftryk.
Formålet med optagelsen af personfotografi er at kunne udstede de nødvendige
dokumenter til asylansøgeren. Fingeraftryk optages i de tilfælde, hvor der
tvivl om asylansøgerens identitet, f.eks. fordi den pågældende ikke er i
besiddelse af identitetsdokumenter eller er i besiddelse af falske
identitetsdokumenter, med henblik på at sikre identifikationen af den
pågældende. Der sker ikke generelt maskinel registrering af de optagne
fingeraftryk, og personfotografierne indgår som nævnt på sagen med henblik på
at kunne udstede de nødvendige dokumenter til asylansøgeren.
Med henblik på en effektivisering af sagsbehandlingen i asylsager og for
at tage højde for et kommende internationalt samarbejde foreslås det i § 1,
nr. 9, at det i udlændingelovens § 40 udtrykkeligt anføres, at
udlændingemyndighederne har adgang til at optage fingeraftryk og
personfotografi af en udlænding, når dette skønnes hensigtsmæssigt med
henblik på at fastlægge den pågældendes identitet.
Uden for strafferetsplejen vil spørgsmålet om optagelse af fingeraftryk og
personfotografi af udlændinge hovedsagelig have betydning ved modtagelsen af
asylansøgere. For så vidt angår personfotografi indebærer den foreslåede
regel, at sådan fotografi kan optages dels med henblik på at sikre beviset
for den pågældendes identitet, dels med henblik på at kunne fastlægge den
pågældendes identitet i forbindelse med udstedelse af dokumenter til
asylansøgeren, der indeholder et personfotografi. Hvad angår optagelse af
fingeraftryk vil dette normalt være hensigtsmæssigt, hvor der ikke er fuld
sikkerhed om ansøgerens identitet. Dette kan ikke blot være tilfældet, hvor
der i forbindelse med en udlændings indrejse er tvivl om den pågældendes
identitet, herunder om den pågældende tidligere under andet navn har været
indrejst her i landet, men også i tilfælde, hvor der - f.eks. på baggrund af
myndighedernes almindelige erfaringer - er grund til at tro, at en udlænding
senere vil indrejse her i landet under en anden identitet.
De optagne fingeraftryk forudsættes indtil videre behandlet på samme måde
som hidtil, hvilket som nævnt indebærer, at der ikke generelt sker
elektronisk registrering af fingeraftrykkene. Det vil imidlertid være
hensigtsmæssigt at indføre en sådan maskinel registrering i det omfang f.eks.
samarbejdet inden for EF-landene eller mellem de nordiske lande vedrørende
asylsagernes behandling gør en sådan registering hensigtsmæssig.
Videregivelse af sådanne maskinelt registrerede fingeraftryk vil i givet
fald kunne ske i overensstemmelse med bestemmelserne i registerlovgivningen i
forbindelse med et sådant samarbejde mellem landene om behandlingen af
asylansøgninger.
3.6. Udsendelse af asylansøgere, der har modtaget afslag på
ansøgningen
Forslaget i § 1, nr. 7, skal ses på baggrund af, at Justitsministeriet i
forbindelse med et samråd i Folketingets Retsudvalg og over for Folketingets
Ombudsmand har tilkendegivet, at man i forbindelse med de drøftelser
vedrørende ændringer i udlændingeloven - som har udmøntet sig i dette
lovforslag - også ville tage problematikken vedrørende udlændingelovens § 31
op.
Det følger af bestemmelsen i udlændingelovens § 30, at en udlænding, der
efter lovens regler ikke har ret til at opholde sig her i landet, skal
udrejse af landet. Hvis udlændingen ikke udrejser frivilligt, påhviler det
politiet at drage omsorg for udrejsen. Politiet skal således sørge for -
eventuelt ved anvendelse af tvang - at udlændingen udsendes fra Danmark.
Udlændingelovens § 31 indeholder regler, der regulerer, hvorledes
udsendelse kan ske. En udlænding må således ikke udsendes til et land, hvor
den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen nævnte
grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et
sådant land. For så vidt angår udlændinge, der trues af de facto forfølgelse
- dvs. forfølgelse af lignende karakter, som den, der er angivet i
flygtningekonventionen jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, - gælder
tilsvarende, at de ikke må udsendes til et land, hvor de risikerer sådan
forfølgelse. Denne regel modificeres dog i de tilfælde, hvor der er grund til
at antage, at udlændingen frembyder fare for landets sikkerhed, eller hvis
udlændingen efter endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må antages at
frembyde nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed.
Den nævnte bestemmelse i § 31 indebærer en generel forpligtelse for
myndighederne til i forbindelse med afgørelser på udlændingelovens område at
påse, at forbuddet mod refoulement (dvs. tilbagesendelse til
forfølgelseslandet), som er en af flygtningekonventionens grundregler, ikke
tilsidesættes.
For udlændinge, der har fået afslag på en ansøgning om asyl efter
udlændingelovens §§ 7-8, eller hvis opholdstilladelse efter §§ 7-8 er
inddraget eller anset for bortfaldet, gælder imidlertid det særlige, at
udlændingemyndighederne i forbindelse med disse afgørelser har foretaget en
vurdering af forfølgelsesrisikoen i den pågældendes hjemland.
Som følge af det nære slægtsskab mellem denne vurdering og vurderingen
efter udlændingelovens § 31 af, om udsendelse kan ske, er det efter
Justitsministeriets opfattelse naturligt, at udlændingemyndighederne i
forbindelse med afgørelsen i selve asylsagen også tager stilling til
spørgsmålet om, hvorvidt § 31 stiller sig hindrende i vejen for, at
udlændingen udsendes af landet, hvis den pågældende ikke udrejser frivilligt.
Den foreslåede bestemmelse i § 1, nr. 7, indebærer således, at såvel
Direktoratet for Udlændinge som Flygtningenævnet i tilfælde, hvor der
meddeles afslag på asyl, eller hvor en opholdstilladelse til en anerkendt
flygtning inddrages eller anses for bortfaldet, også udtrykkeligt skal træffe
afgørelse om udsendelsesspørgsmålet. Denne pligt gælder uanset, om
direktoratets afgørelse er endelig, idet den er truffet efter bestemmelsen i
§ 53 a, stk. 3, om ansøgninger, der må anses for åbenbart grundløse, eller om
direktoratets afgørelse kan indbringes for Flygtningenævnet. Har Direktoratet
for Udlændinge eller Flygtningenævnet genoptaget behandlingen af en asylsag,
skal der i forbindelse med den fornyede afgørelse i asylsagen på ny træffes
bestemmelse om, hvorvidt udsendelse af den pågældende kan ske.
Ved afgørelsen af asylansøgninger, hvor ansøgeren ikke befinder sig her i
landet, f.eks. afgørelser af ansøgninger efter lovens § 7, stk. 4, eller
afgørelser vedrørende bortfald efter § 17 af en opholdstilladelse meddelt
efter reglerne om flygtninge, påhviler der selvsagt ikke vedkommende
myndighed nogen pligt til at træffe bestemmelse om udrejsespørgsmålet.
Er udlændingen omfattet af bestemmelsen i § 48, stk. 2, om afvisning af
asylansøgere til et sikkert tredjeland, træffes bestemmelsen om udsendelse
som hidtil i overensstemmelse med reglerne her. Dette indebærer, at
bestemmelsen om udsendelse - herunder om, hvorvidt udsendelse kan være i
strid med § 31 - træffes af Direktoratet for Udlændinge med klageadgang til
Justitsministeriet, og at en sådan klage ikke har opsættende virkning.
Udlændinge, der ikke har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter §§
7-8, kan som hidtil udsendes ved politiets foranstaltning, jf.
udlændingelovens § 48, stk. 1, sammenholdt med § 30. Gør udlændingen inden
eller i forbindelse med udsendelse gældende, at den pågældende ønsker asyl i
Danmark, eller at udsendelsen vil være i strid med § 31, påhviler det
politiet straks at henvise sagen til behandling ved Direktoratet for
Udlændinge som en ansøgning om asyl.
Direktoratet for Udlændinges afslag på asyl og i forbindelse hermed også
afgørelsen af udsendelsesspørgsmålet vil - bortset fra sager, der afgøres
efter åbenbart grundløs-proceduren - kunne indbringes for Flygtningenævnet.
Selv om udlændingen alene gør gældende, at den pågældende ønsker at klage
over direktoratets afgørelse vedrørende selve udsendelsesspørgsmålet, skal
klagen alligevel opfattes som en klage såvel over asylsagens afgørelse som
over afgørelsen vedrørende udsendelse. Flygtningenævnet skal derfor også i
dette tilfælde både tage stilling til asylspørgsmål og til spørgsmålet
vedrørende eventuel udsendelse af den pågældende.
I tilfælde, hvor asylsagen med Dansk Flygtningehjælps tilslutning afgøres
efter bestemmelsen i § 53 a, stk. 3, om åbenbart grundløse ansøgninger, skal
såvel afgørelsen vedrørende spørgsmålet om asyl som udsendelsesspørgsmålet
afgøres efter denne bestemmelse. Er direktoratets afgørelse vedrørende disse
spørgsmål truffet efter reglerne i § 53 a, stk. 3, kan klage over afgørelsen
- herunder over afgørelsen om udsendelse - som nævnt ikke indgives til
Flygtningenævnet.
I praksis vil den foreslåede ordning indebære, at det påhviler politiet at
drage omsorg for udsendelse af udlændinge, der har fået afslag på en
ansøgning om opholdstilladelse, og som ikke udrejser frivilligt.
Efter den foreslåede ordning vil det imidlertid i asylsager i alle
tilfælde fremgå af det afslag på udlændingens ansøgning om asyl, som skal
effektueres ved udsendelsen, at udsendelse kan ske, og at bl.a. § 31 således
ikke er til hinder herfor.
Ved effektueringen af denne afgørelse skal politiet selvsagt følge de
retningslinier, der fremgår af direktoratets eller nævnets afgørelse,
herunder bestemmelser vedrørende fristen for udrejse, eventuelle bestemmelser
vedrørende det land, udrejse kan ske til m.v. Politiet skal således i
forbindelse med den tvangsmæssige udrejse alene tage stilling til nogle helt
faktiske omstændigheder, herunder transportmiddel, rejserute, det præcise
tidspunkt for rejsen m.v.
I nogle tilfælde vil der kunne gå nogen tid fra den endelige afgørelse af
asylsagen og til beslutningen om udrejse skal effektueres, f.eks. hvor
udlændingen har ansøgt om opholdstilladelse af humanitære grunde, har klaget
til ombudsmanden eller har holdt sig skjult i en periode. Påberåber en sådan
udlænding sig i forbindelse med udrejsen at være omfattet af § 31, og kan der
være tvivl om, hvorvidt direktoratets eller Flygtningenævnets afgørelse om
udsendelsespørgsmålet også omfatter den nu foreliggende situation, skal
polititet henvise sagen til direktoratet eller Flygtningenævnet som en
anmodning om genoptagelse. Det samme gælder, hvis udlændingen i forbindelse
med udsendelsen påberåber sig, at der er indtrådt væsentligt forandrede
forhold siden nævnets eller direktoratets afgørelse, og det ikke kan antages,
at Direktoratet for Udlændinge eller Flygtningenævnet har taget disse
synspunkter i betragtning ved afgørelsen. Endelig skal politiet - hvis
virksomhed i forbindelse med udsendelse af udlændinge som nævnt også
reguleres af § 31 - ved valget af udlændingens rejserute vælge den rejserute,
der er sædvanlig ved rejser af denne art. Politiet kommer på denne måde i
intet tilfælde til at skulle tage selvstændig stilling til spørgsmål, der har
tilknytning til spørgsmålet om asyl eller om eventuel forfølgelse som nævnt i
§ 31.
Politiets virksomhed i forbindelse med udsendelse af udlændinge, der har
fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter reglerne i
udlændingelovens §§ 7-8, har således karakter af faktisk
forvaltningsvirksomhed. Direktoratet for Udlændinge eller Flygtningenævnet
har - i overensstemmelse med udlændingelovens og forvaltningslovens regler om
behandlingen af disse sager - endeligt og udtømmende gjort op med spørgsmålet
om udlændingens ret til ophold her i landet og om udsendelse af den
pågældende. Der er alene tale om, at politiet effektuerer disse myndigheders
afgørelse herom. Politiets virksomhed i forbindelse med udsendelse af
asylansøgere, der har modtaget afslag på ansøgningen, har således ikke
karakter af retsakter på forvaltningsrettens område.
Det følger heraf, at politiets beslutninger i forbindelse med udsendelse
af asylansøgere som nævnt ovenfor efter den nye ordning ikke vil være
omfattet af de regler bl.a. om partshøring, begrundelse, klagevejledning m.v.
der følger af forvaltningsloven. Dette udelukker selvsagt ikke, at politiet i
det konkrete tilfælde inddrager udlændingens ønsker vedrørende rejseruten for
udsendelse, transportmidlet, det præcise tidspunkt for udsendelse m.v. i
overvejelserne om, hvorledes udsendelsen bør ske.
Udvises en udlænding ved dom, gælder de særlige bestemmelser i lovens §
33, stk. 4. Der henvises til de særlige bemærkninger til § 1, nr. 7.
Justitsministeriet finder, at den i § 1, nr. 7, foreslåede bestemmelse vil
indebære, at behandlingen af sager vedrørende udsendelse af asylansøgere, der
har fået afslag på opholdstilladelse, kan ske efter enkle og rationelle
principper, samtidig med, at hensynet til retssikkerheden fuldt ud
tilgodeses.
4. EF's opholddirektiver
Den i § 1, nr. 1, foreslåede ændring i udlændingelovens § 2, stk. 3,
tilsigter at skabe det retlige grundlag for en dansk gennemførelse af
følgende tre rådsdirektiver om opholdsret for EF-borgere: 90/366/EØF om
opholdsret for studerende, 90/365/EØF om opholdsret for lønmodtagere og
selvstændige, der er ophørt med erhvervsaktivitet samt 90/364/EØF om
opholdsret. De tre direktiver er alle udstedt af Rådet den 28. juni 1990, og
skal gennemføres senest den 30. juni 1992. Direktiverne er optaget som bilag
2-4 til dette lovforslag.
Den nærmere gennemførelse af direktiverne forudsættes at ske ved en
ændring af de gældende bestemmelser om ophold i Danmark for udlændinge, der
er omfattet af De europæiske Fællesskabers regler, jf. Justitsministeriets
bekendtgørelse nr. 20 af 18. januar 1984 som ændret ved bekendtgørelse nr.
633 af 19. december 1985 og nr. 873 af 17. december 1991.
Direktivet om studerende giver opholdsret til enhver studerende, der er
statsborger i en medlemsstat, og som ikke har denne ret i forvejen.
Opholdsretten kan betinges af, at den studerende er indskrevet ved en
uddannelsesinstitution med henblik på hovedsagelig at følge en
erhvervsuddannelse.
I direktivet om pensionister m.fl. gives opholdsret til enhver, der
modtager pension eller erstatning i anledning af arbejdsulykke eller
erhvervssygdom, og som har udøvet beskæftigelse som lønmodtager eller
selvstændig i et EF-land.
Direktivet vedrørende restgruppen indrømmer opholdsret til personer, der
er statsborgere i en medlemsstat,og som ikke har en sådan ret på grundlag af
andre EF-regler.
Ansøgere efter de tre direktiver er kun berettiget til opholdsret, hvis de
er omfattet af en sygeforsikringsordning.
Opholdsretten for studerende omfatter den pågældendes ægtefælle og
forsørgelsesberettigede børn. Efter de to øvrige direktiver kan der medtages
ægtefælle samt børn og slægtninge i opstigende linie, når disse forsørges af
ansøgeren eller dennes ægtefælle.
Opholdsretten forudsætter, at ansøgeren godtgør - eller for studerendes
vedkommende erklærer - at have tilstrækkelige midler til at kunne klare sig
økonomisk uden at falde værtslandets sociale system til byrde. Det tilføjes,
at det udtrykkeligt er fastsat, at studerende ikke på dette grundlag opnår
ret til uddannelsesstøtte i værtslandet.
For studerende kan opholdstilladelsen begrænses til studiets varighed
eller til et år, hvis uddannelsens samlede varighed er længere. I så fald
fornys opholdstilladelsen årligt.
Efter direktiverne om pensionister m.fl. og om restgruppen kan en
opholdstilladelse begrænses til i første omgang to år, og det kan derefter
kræves, at den skal fornys hvert femte år.
5. Opholdsret for Hong Kong-borgere
I justitsministerens oplæg til en ny udlændingepolitik, blev der peget på
muligheden for en vis kontrolleret indvandring til Danmark af visse
udlændinge, som Danmark af særlige grunde bør tage imod, selv om de ikke er
flygtninge og ikke opfylder betingelserne for at få familiesammenføring.
Som et eksempel nævnes overvejelserne om muligheden for at meddele
opholdstilladelse til et antal Hong Kong-borgere og deres nærmeste familie.
Dette spørgsmål kan henføres til en anmodning fra en række danske
virksomheder med filialer i Hong Kong, som med henvisning til, at Hong Kong i
1997 overgår til kinesisk administration, overfor det danske
udenrigsministerium har rejst spørgsmål om, hvorvidt man fra dansk side kan
sikre de danske virksomheder tilstrækkelig kvalificeret lokal arbejdskraft
til bestridelse af ledende stillinger i tiden op til 1997. Der er i denne
forbindelse blevet henvist til, at andre lande allerede har etableret eller
arbejder på at etablere særlige ordninger med henblik på at fastholde disse
ledende medarbejdere i deres virksomheder.
Det afgørende for de pågældende ledende medarbejdere og deres familier er
at opnå en sikkerhed for udstedelsen af opholds- og arbejdstilladelse i
Danmark, hvis det bliver aktuelt for de pågældende at forlade Hong Kong.
Dermed fremmes muligheden for, at den pågældende gruppe forbliver i Hong Kong
i deres nuværende stillinger i tillid til denne sikkerhed for at kunne komme
til Danmark og opnå opholds- og arbejdstilladelse, hvis forholdene skulle
ændre sig dramatisk i Hong Kong.
Hjemmelen for at meddele sådanne opholds- og arbejdstilladelser vil i
denne situation i givet fald skulle søges i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr.
3.
På baggrund af det gældende generelle indvandringsstop må det være en
forudsætning for etableringen af en særlig ordning for gruppen af Hong
Kong-borgere, at antallet af personer, der skal være omfattet, afgrænses,
således at der alene bliver tale om centrale, ledende medarbejdere i de
pågældende virksomheder. Endvidere må den herværende virksomhed give tilsagn
om et længerevarende (flerårigt) arbejdstilbud.
Der bør derfor nu igangsættes en ordning, hvorefter der for gruppen af
centrale, ledende medarbejdere og deres familier tilbydes mulighed for
løbende 1-årige visa med »multiple entry«. På den måde sikres de
pågældende adgang til Danmark på et hvilket som helst tidspunkt, hvor de
måtte ønske det. Endvidere tilkendegives det over for de pågældende, at der
kan meddeles dem opholds- og arbejdstilladelse i Danmark, hvis deres danske
arbejdsgivere kan anvise dem et arbejde her i landet, og hvis
Industriministeriet vurderer, at de pågældende indtager sådanne stillinger,
at væsentlige erhvervsmæssige hensyn taler for, at de omfattes af en sådan
særlig mulighed for at meddele opholds- og arbejdstilladelse.
Ordningen kan rent praktisk gennemføres ved, at der gennem
Udenrigsministeriet og Generalkonsulatet i Hong Kong ved henvendelse til de
relevante danske virksomheder i Hong Kong udarbejdes lister over de ledende
medarbejdere med familier, som ønskes omfattet af den særlige ordning.
Udlændingemyndighederne vil herefter have mulighed for at udfærdige
skrivelser om visa med »multiple entry« og et betinget tilsagn om
opholds- og arbejstilladelse i Danmark, såfremt den danske arbejdsgiver kan
anvise arbejde her i landet, og såfremt Industriministeriet efter den
ovennævnte vurdering afgiver en positiv udtalelse.
6. Den europæiske Menneskerettighedskonvention
Den europæiske Menneskerettighedskonvention har en sådan karakter og er
opbygget på en sådan måde, at det oftest ikke så meget er selve reglerne på
et bestemt retsområde som reglernes anvendelse, der i det konkrete tilfælde
kan være i strid med rettighederne i henhold til konventionen. Som det
fremgår af det ovenfor anførte, tilkommer der også på udlændingelovens område
en række skønsmæssige beføjelser for udlændingemyndighederne, der forudsættes
udøvet i overensstemmelse med de forpligtelser, som Danmark har påtaget sig
bl.a. i forbindelse med Den europæiske Menneskerettighedskonvention.
Justitsministeriet finder ikke, at de ovennævnte forslag om begrænsning af
adgangen til familiesammenføring med forældre til herboende personer vil
stride mod Den europæiske Menneskerettighedskonvention. Hverken konventionens
artikel 8 om respekt for familielivet eller artikel 14, hvorefter rettigheder
i henhold til konventionen skal beskyttes uden forskel på grund af bl.a. race
eller national eller social oprindelse, udelukker de ovennævnte forslag om en
skærpelse af betingelserne for familiesammenføring med forældre.
Ændringerne i bestemmelserne om familiesammenføring med udenlandske
ægtefæller til herboende er endvidere som nævnt ovenfor udformet således, at
de - bortset fra 18- års aldersgrænsen for indgåelse af ægteskab - ikke
gælder for bl.a. flygtninge. Selv i de tilfælde, hvor ægteskabet er indgået
inden den herboendes indrejse her i landet, vil der på denne baggrund ikke
være tale om en krænkelse af konventionens artikel 8, idet ægtefællerne vil
have adgang til at etablere familielivet i et andet land, f.eks. den
herboendes hjemland eller ægtefællens hjemland. I tilknytning til ovennævnte
påtænkte ændring af bestemmelserne i ægteskabsbekendtgørelsen opstår
spørgsmålet, om en sådan ordning kan være i strid med
menneskerettighedskonventionens artikel 12, hvorefter enhver har ret til at
indgå ægteskab i henhold til det enkelte lands lovgivning på området. Efter
Justitsministeriets opfattelse kan den foreslåede ordning ikke antages at
stride mod konventionens bestemmelser. I tilfælde, hvor en udlænding, f.eks.
en asylansøger har opholdt sig her i landet meget lang tid og har opnået en
bevislig tilknytning til den person, med hvem ægteskabet agtes indgået, vil
der som nævnt ovenfor være mulighed for, at Justitsministeriet i det konkrete
tilfælde dispenserer fra bekendtgørelsens regler, således at ægteskab kan
indgås her i landet.
Ændringen af forsørgelseskravet som betingelse for familiesammenføring er
som nævnt ovenfor gjort fakultativ i de fleste tilfælde. Selv om hovedreglen
således er, at opholdstilladelse ikke skal meddeles, hvis ansøgeren ikke kan
godtgøre sin forsørgelsesevne, vil der i særlige tilfælde som nævnt ovenfor
alligevel kunne meddeles opholdstilladelse bl.a. under hensyn til, om
ægteskabet er indgået eller familieforholdet etableret inden indrejsen her i
landet og til, om den pågældende har mulighed for at etablere sit familieliv
i et andet land, f.eks. sit hjemland eller det pågældende familiemedlems
opholdsland. På denne baggrund er der efter Justitsministeriets opfattelse
ikke belæg for at antage, at den foreslåede effektivisering af håndhævelsen
af forsørgelseskravet vil være i strid med menneskerettighedskonventionens
regler.
Alt i alt er det således Justitsministeriets opfattelse, at de
bestemmelser, der foreslås i nærværende lovforslag, ikke strider imod de
forpligtelser, som Danmark har påtaget sig i forbindelse med tiltrædelsen af
Den europæiske Menneskerettighedskonvention.
7. Hørte myndigheder m.v.
Lovforslaget er samtidig med fremsættelsen sendt til høring hos følgende
myndigheder og organisationer:
Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret,
Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenterne for Århus, Odense, Ålborg og
Roskilde by- og herredsretter, Den danske Dommerforening, Foreningen af
dommerfuldmægtige i Danmark, Rigsadvokaten, Politimesterforeningen,
Politidirektøren i København, Politifuldmægtigforeningen, Dansk
Politiforbund, Dansk Kriminalpolitiforening, Indenrigsministeriet,
Advokatrådet, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Røde Kors, Amnesty International,
og Mellemfolkeligt Samvirke.
8.Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser
Ressourcebehovet i forbindelse med behandlingen af asylansøgninger er
vanskeligt at angive præcist, da ressourceforbruget konstant må tilpasses
indrejsetallet og indrejsemønsteret blandt udlændinge. Disse forhold har
bl.a. betydning for det grundlag, der er nødvendigt for behandlingen af den
enkelte asylsag, herunder i hvilket omfang det er nødvendigt at gennemføre
tidskrævende undersøgelser af forholdene i hjemlandet eller af ansøgerens
dokumenter ved den enkelte myndigheds behandling af asylsagen.
Det er endvidere ikke på nuværende tidspunkt muligt at forudse, hvilke
ressourcemæssige konsekvenser en gennemførelse af samarbejdet mellem
EF-landene, herunder inden for rammerne af Dublin-konventionen, vil indebære.
Endelig må udlændingeadministrationen ses som en helhed. Det kan i denne
forbindelse konstateres, at der i disse år sker en nettostigning i antallet
af herboende udlændinge på knapt 10.000 personer om året. Dette medfører i
sig selv en betydelig stigning i antallet af henvendelser og
sagsekspeditioner ved udlændingemyndighederne.
Selv om der hverken kan angives et absolut minimum eller maksimum for den
samlede sagsbehandlingstid i asylsager, finder Justitsministeriet det som
nævnt ovenfor naturligt at søge formuleret en generel, realistisk målsætning
for det tidsmæssige forløb af de asylsager, der behandles i 2 instanser, og
hvor også muligheden for at søge opholdstilladelse af humanitære grunde i
Justitsministeriet, indgive klage til Folketinets Ombudsmand og ansøge om
genoptagelse søges udnyttet af ansøgeren.
Ved tilførsel af passende ressourcer og gennemførelse af en række
opfølgende foranstaltninger er det efter Justitsministeriets opfattelse en
realistisk målsætning for behandlingen af sådanne asylsager, at sagen kan
afsluttes inden for 8-9 måneder.
Det må dog ved bedømmelsen af denne målsætning haves i erindring, at der
også efter en tilførsel af de nødvendige ressourcer til
udlændingemyndighedernes behandling af asylsager vil være sager, der tager
længere tid, f.eks. tilfælde hvor udviklingen i ansøgerens hjemland eller
Flygtningenævnets praksis er under forandring, eller hvor sagen nødvendiggør
yderligere undersøgelse af ansøgerens forhold i hjemlandet eller yderligere
undersøgelse af de af ansøgeren fremlagte dokumenter. Endvidere må det tages
i betragtning, at der i udlændingemyndighederne modtages et stigende antal
genoptagelsesanmodninger, som er forskelligartede, og som nødvendiggør en
stillingtagen til, om der er et nyt grundlag i den pågældende sag. Selv med
de ovennævnte initiativer til rationalisering af asylsagsbehandlingen vil det
forlænge sagsbehandlingstiden i visse grupper af sager, såfremt denne tendens
fortsætter i de kommende år. Der knytter sig således betydelig usikkerhed til
den ovennævnte målsætning. En opfyldelse af den nævnte målsætning vil betyde
en væsentlig nedbringelse af sagsbehandlingstiden i asylsager. Som nævnt
ovenfor i afsnit 3.3. er det imidlertid Justitsministeriets opfattelse, at
der efter forslagets gennemførelse bør tages initiativ til en yderligere
nedbringelse af sagsbehandlingstiden.
Ved en vurdering af, hvilken ressourcetilførsel der er nødvendig til
gennemførelse af den ovennævnte målsætning, må de enkelte elementer i
asylsagsbehandlingen vurderes.
Det er naturligt at opdele asylsagsbehandlingen i 3 led: Behandlingen i 1.
instans omfattende sagsbehandlingen hos politiet og i Direktoratet for
Udlændinge. Dernæst sagsbehandlingen i 2. instans, det vil sige
Flygtningenævnets behandling. Endelig som det 3. led de yderligere
sagsbehandlingsskridt, der kan komme på tale i forhold til en asylansøger,
herunder stillingtagen til en ansøgning om humanitær opholdstilladelse i
Justitsministeriet, klage over Flygtningenævnets afgørelse og/eller
Justitsministeriets afgørelse til Folketingets Ombudsmand samt
genoptagelsesanmodninger i forhold til tidligere trufne afgørelser inden for
den pågældende asylsag.
Det er således mangeartede faktorer, der indgår i asylsagsbehandlingen.
Men ikke mindst af hensyn til udlændingen selv og ud fra mere almene hensyn
må det være et ønskeligt mål, at også den samlede sagsbehandlingstid i
asylsagerne søges nedbragt mest muligt. Dermed mindskes ulempen for den
asylansøger, der ikke har et asylgrundlag og derfor må vende tilbage. Desuden
begrænses muligheden for, at sagsbehandlingstiden af asylansøgeren benyttes
som anledning til at søge asylsagen genoptaget - eventuelt under henvisning
til generelt ændrede forhold i hjemlandet, også selv om disse forhold ikke er
af væsentlig betydning for asylsagen, og derfor ikke kan føre til et andet
resultat. Endelig begrænses de tilfælde, hvor asylansøgeren i kraft af
sagsbehandlingstiden eventuelt får mulighed for at opnå et andet
opholdsgrundlag her i landet.
Desuden må der af hensyn til udlændingen og for bl.a. at begrænse
anledningen til en udsigtsløs genoptagelse af asylsagen ske en begrænsning af
tiden, fra der er meddelt endeligt administrativt afslag på en asylansøgning,
og indtil udlændingen udsendes af landet.
De nævnte mål forudsætter, at der sker en styrkelse af sagsbehandlingen i
1. instans, hvilket nødvendiggør tilførsel af ressourcer til politiets
almindelige afhøringer af asylansøgere i modtagelsescenteret og til arbejdet
med asylansøgere, som er uidentificerede, eller hvor der er spørgsmål om at
afvise de pågældende. Og der må ske en styrkelse af sagsbehandlingen i
Direktoratet for Udlændinge med henblik på nedbringelse af
sagsbehandlingstiden ved direktoratets stillingtagen til asylansøgninger.
Udenrigsministeriets og udlandsrepræsentationernes bidrag til en
forstærket og fremskyndet behandling af asylsagerne vedrørende først og
fremmest udlændingemyndighedernes (Direktoratet for Udlændinges og
Flygtningenævnets) anmodninger om udtalelser i enkeltsager og det øgede behov
for baggrundsoplysninger om og vurderinger af forholdene i asylansøgernes
hjemlande. Det må bemærkes, at der i væsentlig grad er tale om en række
lande, hvor andre danske interesser ikke hidtil har nødvendiggjort en så
omfattende indberetningsvirksomhed om indenrigspolitiske, menneskeretlige og
lignende forhold.
I forbindelse med repræsentationernes modtagelse af asylansøgninger i
medfør af § 7, stk. 4, er indsatsen udvidet med en særlig procedure, jf. den
ny paragraf 46 b, samt oversættelse fra lokalsprog til hovedsprog (eller
dansk) af de asylsøgendes oplysninger om tilknytning til Danmark, som vil
påføre et antal repræsentationer yderligere belastning af ressourcerne.
I 2. instansbehandlingen må der ske en ressourcetilførsel til
Flygtningenævnet med henblik på nedsættelse af sagsbehandlingstiden i nævnet
fra klagen modtages af Direktoratet for Udlændinge til behandlingen i nævnet,
under selve nævnsbehandlingen og i tiden efter afgørelsen er truffet.
Endvidere kan der sættes ind i relation til Flygtningenævnets behandling i
den såkaldte efterbehandlingsfase, det vil sige fra nævnet har truffet
afgørelse, og indtil sagen kan sendes ud af huset, og desuden i forbindelse
med ekspeditionen af genoptagelsesanmodninger.
Endelig må der ske en styrkelse af det 3. led i asylsagsbehandlingen, der
som nævnt kan have flere elementer. Dette indebærer, at der må ske en
tilførsel af ressourcer til Justitsministeriet med henblik på en nedsættelse
af sagsbehandlingstiden i sager om humanitær opholdstilladelse, således at
disse, medmindre der foreligger nye oplysninger i sagen, kan ekspederes
umiddelbart. Og der må ske en tilførsel af ressourcer til politiet med
henblik på en mere effektiv opfølgning af den enkelte asylsag, herunder en
hurtig effektuering af disse afgørelser.
Efter Justitsministeriets vurdering bør det ovenfor omtalte mål for
asylsagsbehandlingen kunne opnås ved en forøgelse af personaleressourcerne
med 1 kontorchef i bevillingslønramme 37 og 28 årsværk (Ø) til Direktoratet
for Udlændinge. Flygtningenævnets sekretariat og Justitsministeriets
departement styrkes med i alt 14 årsværk (Ø) og politiet tilføres 25
polititjenestemænd og 3 kontorfunktionærer. Endelig er Dansk Flygtningehjælps
medvirken ved behandlingen af sager efter åbenbar-grundløs proceduren
forudsat styrket.
De fysiske rammer for den anførte betydelige styrkelse af Direktoratet for
Udlændinge er forudsat opnået i forbindelse med en sammenlægning og udvidelse
af direktoratets lokaleforhold i tilknytning til de bestående lokaler i
Ryesgade.
Bevillingsteknisk foreslås de omhandlede årsværk foreløbig oprettet som
midlertidige stillinger indtil 1. april 1994. Meromkostningerne i 1992 til
lønninger, lokaleindretninger, lejeomkostninger og kontormateriel m.v. udgør
ca. 29,6 mio. kr., heraf lønsum ca.14,0 mio.kr. De bevillingsmæssige
konsekvenser i efterfølgende finansår forudsættes indbudgetteret på de årlige
bevillingslove.
Til belysning af de økonomiske konsekvenser af en nedbringelse af
sagsbehandlingstiden kan i øvrigt oplyses, at den gennemsnitlige udgift til
underhold m.v.i 1991 udgjorde ca. 9.315 kr. pr. asylansøger pr. måned. Dette
indebærer - under forudsætning af et uændret indrejsemønster, og et belægstal
på ca. 3.900 personer - at en nedbringelse af det tidsrum, hvori asylansøgere
opholder sig på centrene, med gennemsnitligt 1 måned vil medføre en årlig
besparelse på bevillingen til underhold m.v. på ca. 36 mio. kr. Det må
forventes, at besparelsen ved en styrkelse af sagsbehandlingen med henblik på
nedbringelse af sagsbehandlingstiden til de anførte 8-9 måneder vil få
konsekvenser for bevillingsforbruget til underhold m.v. allerede i 1992,
således at forslaget på kortere sigt vil være udgiftsneutralt og på længere
sigt vil indebære nettobesparelser.
Udenrigstjenestens samlede belastning skønnes at ville indebære yderligere
årlige driftsudgifter, herunder fortsat øgede telekommunikationsudgifter på 4
mio. kr. samt 2,1 mio. kroner i lønsum svarende til samlet 9 årsværk.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
I bilag 1 til lovforslaget er de foreslåede bestemmelser sammenholdt med
de gældende regler i udlændingeloven og bistandsloven.
Til § 1
Til nr. 1
Bestemmelsen tilsigter at skabe det retlige grundlag for en dansk
gennemførelse af tre rådsdirektiver om opholdsret for henholdsvis EF-borgere,
der er studerende, EF-borgere, der er ophørt med erhvervsaktivitet og visse
andre EF-borgere. Der henvises herom til bemærkningerne under pkt. 4.6. samt
til lovforslagets bilag 2-4.
Til nr. 2
Den foreslåede bestemmelse ændrer betingelserne for familiesammenføring
med udenlandske ægtefæller til herboende personer. Der henvises herom til
lovforslagets bemærkninger pkt. 2.2.
Efter forslaget stilles bl.a. som betingelse for familiesammenføring her i
landet på baggrund af ægteskab, at begge ægtefæller er 18 år eller derover.
Denne regulering gælder alle, der ønsker familiesammenføring med udenlandske
ægtefæller her i landet, bortset fra EF-statsborgere, hvis opholdsret og
opholdsret for familiemedlemmer som nævnt ovenfor ikke berøres af
lovforslaget. Er een af ægtefællerne under 18 år, vil der efter den
foreslåede regel ikke være adgang til familiesammenføring her i landet efter
§ 9, stk. 1, nr. 2. Udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 1, hvorefter der kan
meddeles opholdstilladelse til udlændinge, som har nær familiemæssig eller
lignende tilknytning til en i Danmark fastboende person, kan ikke finde
anvendelse på personer, herunder ægtefæller, der omfattes af personkredsen i
§ 9, stk. 1, men som ikke opfylder de heri angivne betingelser for
familiesammenføring. Kun i ganske særlige tilfælde vil opholdstilladelse
derfor kunne meddeles efter lovens § 9, stk. 2, nr. 4, hvorefter
opholdstilladelse kan meddeles, hvis ganske særlige grunde i øvrigt taler
derfor. Som eksempel på et sådant tilfælde kan nævnes, at en herboende person
med en fuldstændig fast tilknytning til det danske samfund i form af dansk
statsborgerskab ønsker sin mindreårige ægtefælle, der f.eks. er gravid eller
alvorligt syg, her til landet.
Den i § 9, stk. 1, nr. 2, litra d, foreslåede betingelse om, at den
herboende udlænding, der ønsker sin ægtefælle hertil, lovligt skal have boet
i landet i mere end de sidste 7 år, er for så vidt angår denne betingelse
affattet på tilsvarende måde som bestemmelserne om udvisning i § 22, og
fristens beregning forudsættes at ske på samme måde, jf. udlændingelovens §
27.
Opfylder udlændingen ikke den tidsmæssige betingelse for
familiesammenføring, kan opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 2, ikke
meddeles. Ved vurderingen af, om der - ganske undtagelsesvist - kan meddeles
opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 4, kan der foruden udlændingens
tilknytning her til landet bl.a. lægges vægt på, om ægteskabet er indgået
inden den pågældendes indrejse her. Har en udlænding f.eks. i en årrække haft
midlertidigt ophold i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 3, om
erhvervsmæssig virksomhed, og får den pågældende herefter opholdstilladelse
med henblik på varigt ophold, vil det være naturligt at imødekomme en
ansøgning om opholdstilladelse til den pågældendes ægtefælle efter
bestemmelsen i § 9, stk. 2, nr. 4, navnlig hvis ægteskabet er indgået, inden
den pågældende tog ophold her i landet.
Til nr. 3 og 4
Aldersbetingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 4 og 5, for
familiesammenføring her i landet med forældre foreslås hævet fra 60 til 65
år. Der henvises om dette forslag til bemærkningerne pkt. 2.1.
Som anført i lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.2. foreslås det
herudover, at familiesammenføring med forældre til en udlænding - bortset fra
nordiske statsborgere, flygtninge og EF-statsborgere - forudsætter, at
udlændingen lovligt har boet her i landet i mere end de sidste 7 år.
Beregningen af denne frist forudsættes at ske i overensstemmelse med de
tilsvarende fristbestemmelser i udlændingelovens kapitel 4, jf. herved § 27,
stk. 1.
Opfylder forældrene ikke de ovennævnte betingelser kan opholdstilladelse
ikke meddeles efter § 9, stk. 1. § 9, stk. 2, nr. 1, kan endvidere ikke finde
anvendelse, idet forældrene omfattes af personkredsen i § 9, stk. 1, men ikke
opfylder de heri angivne betingelser for familiesammenføring. Endvidere kan
opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 4, normalt ikke meddeles, heller
ikke hvis forældrene f.eks. af helbredsmæssige eller forsørgelsesmæssige
grunde har behov for at kunne komme her til landet.
Den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 5, indebærer endvidere, at
opholdstilladelse efter reglerne om familiesammenføring med forældre normalt
ikke kan gives, hvis forældrene har andre børn i hjemlandet. Dette gælder
uanset, om børnene kan eller vil forsørge forældrene og uanset forældrenes
tilknytning i øvrigt til disse børn. Foreligger der imidlertid en helt særlig
begrundelse for ønsket om at komme her til landet - f.eks. hvor den herboende
godtgør, at ansøgeren tidligere har boet hos ham i længere perioder og
fortsat har behov herfor, fordi den pågældende bevisligt ikke har nogen
forbindelse til børnene i hjemlandet - vil der helt undtagelsesvist kunne
meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen i § 9, stk. 1, nr. 5, eller §
9, stk. 2, nr. 4. Dette gælder navnlig, hvis det herboende barn har en
fuldstændig fast og mangeårig tilknytning til det danske samfund, og der
foreligger en ganske særlig begrundelse for ønsket om familiesammenføring.
Til nr. 5
Den foreslåede affattelse af § 9, stk. 4, indebærer en generel skærpelse
af forsørgelseskravet som betingelse for familiesammenføring, jf.
lovforslagets bemærkninger pkt. 2.4.
For så vidt angår familiesammenføring med forældre til personer, der ikke
er danske statsborgere, nordiske statsborgere, flygtninge eller
EF-statsborgere, følger det af den foreslåede affattelse af § 9, stk. 3, at
det i alle tilfælde skal stilles som betingelse for opholdstilladelse, at den
herboende person påtager sig at forsørge forældrene. På tilsvarende måde skal
det være et ubetinget krav i disse tilfælde, at den herboende kan dokumentere
at være i stand til at opfylde denne forsørgelsespligt.
For så vidt angår familiesammenføring med forældre til danske
statsborgere, nordiske statsborgere og flygtninge indebærer den foreslåede
affattelse af § 9, stk. 4, at udlændingemyndighederne som hidtil kan stille
krav om, at den herboende påtager sig forsørgelsen. Det foreslås endvidere,
at det kan kræves, at forsørgelsesevnen godtgøres.
Hvad angår familiesammenføring med børn og ægtefælle til herboende
personer foreslås det ligeledes, at myndighederne kan stille krav om, at
forsørgelsesevnen godtgøres.
De nævnte bestemmelser i § 9, stk. 4, er fakultative, hvilket indebærer,
at udlændingemyndighederne som udgangspunkt skal kræve den nævnte
dokumentation for, at forsørgelseskravet kan opfyldes, men at myndighederne i
særlige tilfælde kan undlade at stille dette krav. Ved vurderingen heraf kan
udlændingemyndighederne bl.a. lægge vægt på nærheden af familieforholdet.
Således bør der som udgangspunkt udvises større imødekommenhed ved
ansøgninger om familiesammenføring med børn og ægtefælle end med forældre,
når forsørgelsesevnen hos den herboende ikke kan godtgøres. Der kan endvidere
lægges vægt på tilknytningen mellem den herboende og det pågældende
familiemedlem. Er et ægteskab således indgået og samlivet etableret, inden
den herboende tog ophold her i landet, vil dette forhold tale for, at der -
når også andre forhold taler herfor - bortses fra den manglende
forsørgelsesevne, hvorimod det i tilfælde, hvor den herboende har indgået
ægteskabet med en udenlandsk ægtefælle under opholdet her i landet, i mange
tilfælde vil være rigtigst at nægte familiesammenføring, når
forsørgelseskravet ikke kan ventes opfyldt.
Også den herboendes tilknytning til det danske samfund kan indgå i
vurderingen: Er den pågældende dansk statsborger, vil det være naturligt at
tillægge dette forhold stor vægt, således at familiesammenføring med
ægtefælle og børn tillades også i dette tilfælde. Spørgsmålet om hvorvidt
tilladelse til familiesammenføring med udenlandske forældre til en dansk
statsborger kan meddeles, uanset at forsørgelsesevnen ikke kan dokumenteres,
må bero på en mere konkret vurdering, men også her kan statsborgerskabet
tillægges en vis vægt.
Som nævnt ovenfor gælder den foreslåede regel også for flygtninge. En
ansøgning om opholdstilladelse for en flygtnings børn og ægtefælle fra
hjemlandet bør imidlertid i almindelighed imødekommes - ligesom ved danske
statsborgere - også selv om det ikke kan godtgøres, at forsørgelseskravet kan
opfyldes. Har flygtningen indgået ægteskab efter indrejsen i Danmark, må det
bero på et konkret skøn, bl.a. over flygtningens tilknytning her til landet
og muligheden for at bosætte sig i ægtefællens hjemland eller andre lande, om
opholdstilladelse kan meddeles på trods af, at forsørgelseskravet ikke kan
ventes opfyldt.
For så vidt angår forældre til flygtninge må det bero på et skøn - bl.a.
over tilknytningen mellem flytningen og forældrene og over i hvilket omfang
forældrene i hjemlandet var optaget i flygtningens husstand under opholdet
der - om opholdstilladelse bør gives, men udgangspunktet bør også her være,
at forsørgelsesevnen må forlanges godtgjort.
Vurderingen af, om forsørgelseskravet kan ventes opfyldt, forudsættes at
ske ved de sociale myndigheders foranstaltning. Udlændingemyndighederne skal
således til brug for afgørelsen af en ansøgning om familiesammenføring
indhente en udtalelse fra de sociale myndigheder om, hvorvidt den herboende
er i stand til at forsørge de familiemedlemmer, der ønskes hertil. De sociale
myndigheders indstilling bør være af en sådan karakter, at det klart angives,
om forsørgelseskravet kan forventes opfyldt. Udlændingemyndighederne - dvs. i
1. instans Direktoratet for Udlændinge - der ikke selv er i besiddelse af
sagkundskab til vurderingen af dette spørgsmål, skal uden yderligere prøvelse
kunne lægge de sociale myndigheders vurdering af forsørgelsesevnen til grund
ved afgørelsen om familiesammenføring.
Direktoratets afgørelse om opholdstilladelse vil kunne indbringes for
Justitsministeriet.
De sociale myndigheders vurdering af den herboendes forsørgelsesevne bør
tage udgangspunktet i den levestandard, der er sædvanlig i Danmark. Der
henvises herom til lovforslagets bemærkninger pkt. 2.4. Det vil i den
forbindelse være hensigtsmæssigt, at Socialministeriet udsender en vejledning
til de sociale myndigheder om principperne for vurderingen af den herboendes
forsørgelsesevne.
Opfyldes forsørgelseskravet ikke, har de sociale myndigheder som hidtil
hjemmel i bistandslovens § 4 til hjemsendelse af en udlænding, der ikke har
de fornødne midler til sit underhold. Det følger af udlændingelovens § 18, at
udlændingens opholdstilladelse i disse tilfælde bortfalder. På baggrund af
den foreslåede forhåndsvurdering af, om den herboende har evne til at
forsørge de familiemedlemmer, der ønskes hertil, vil det være naturligt, at
man i højere grad er opmærksom på, at muligheden for at hjemsende udlændinge
af forsørgelsesmæssige grunde, når den herboende forsømmer sin
forsørgelsespligt, søges benyttet.
I § 9, stk. 5, foreslås indsat hjemmel til, at der i tilfælde, hvor en
herboende person undlader at opfylde forsørgelsespligten over for forældre,
der er kommet hertil i medfør af reglerne om familiesammenføring - og hvor
der ikke findes grundlag for at hjemsende forældrene - kan ske tvangsmæssig
inddrivelse af den bistand, som det offentlige yder forældrene efter reglerne
om inddrivelse af personlige skatter. Inddrivelsesadgangen gælder såvel, hvor
det er forældrenes barn, der har påtaget sig forsørgelsesforpligtelsen, som
hvor det er andre, f.eks. besvogrede, der står som garanter. Også denne
bestemmelse er imidlertid fakultativ, hvilket indebærer, at inddrivelse kan
undlades, f.eks. hvis det er klart, at garanten savner midler. På tilsvarende
måde kan beløb søges delvis inddrevet - hvis dette - bl.a. under hensyn til
udgifternes størrelse og garantens midler - skønnes mest hensigtsmæssigt.
Til nr. 6
Den tidsmæssige betingelse i udlændingelovens §§ 18, stk. 2, og 19, stk.
2, for inddragelse af opholdstilladelse meddelt med henblik på varigt ophold
foreslås forlænget fra 2 til 4 år. Beregningen af fristen skal som hidtil
foregå i overensstemmelse med de i udlændingelovens § 27 angivne regler.
Ved vurderingen af, om fristen er overskredet, skal udlændingemyndigherne
i overensstemmelse med hidtidig praksis påse, at opholdet i Danmark er opnået
på samme opholdsgrundlag. En udlænding, der har opholdt sig her i landet på
to eller flere grundlag, opnår først beskyttelse mod inddragelse af
opholdstilladelsen, når den tidsmæssige betingelse selvstændigt er opfyldt
for eet af opholdsgrundlagene. Adgangen til inddragelse af opholdstilladelse
er fakultativ for udlændingemyndighederne. Selv om udlændingelovens
udgangspunkt er, at en opholdstilladelse skal inddrages, når
opholdsgrundlaget ikke længere består, kan udlændingemyndighederne - inden
for den foreslåede 4-års frist - undlade inddragelse af opholdsretten, hvis
der foreligger helt særlige omstændigheder, f.eks. hvis et ægteskabeligt
samliv ophører ved den herboendes død eller afbrydes i forbindelse med
hospitalsindlæggelse eller fængselsophold, og disse begivenheder ikke var
påregnelige for den udenlandske ægtefælle ved ægteskabets indgåelse.
Den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 5, hvorefter § 26
finder tilsvarende anvendelse ved inddragelse af opholdstilladelse, foreslås
ikke ændret. Dette indebærer, at udlændingemyndighederne ved afgørelsen om
inddragelse skal tage hensyn til udlændingens tilhørsforhold til det danske
samfund og til, om inddragelse af opholdsretten må antages at virke særlig
belastende for den pågældende. Ved forlængelsen af den ovennævnte frist fra 2
til 4 år er det imidlertid forudsat, at selve det forhold, at en udlænding
har opholdt sig her i landet i op til 4 år, ikke i sig selv kan bevirke, at
udlændingen har opnået en sådan tilknytning til det danske samfund, at
inddragelse af opholdstilladelsen ikke kan ske.
Som nævnt under pkt. 2.3. vil Justitsministeriet i forbindelse med en
forlængelse af den ovennævnte frist også ændre bekendtgørelsen om ægteskabs
indgåelse således, at en udlænding alene kan indgå ægteskab her i landet,
hvis den pågældende har lovligt ophold her med opholdstilladelse, gyldigt
visum eller som visumfri udlænding. Dette indebærer, at en udlænding, der
ikke har en sådan opholdsret her i landet, som hovedregel ikke kan indgå
ægteskab i Danmark. Justitsministeriet vil imidlertid i ganske særlige
tilfælde kunne tillade, at det nævnte krav fraviges. Har den pågældende
ansøgt om forlængelse af en opholdstilladelse meddelt med henblik på varigt
ophold, eller klager vedkommende rettidigt over afslag på en sådan
forlængelse, består opholdsretten indtil der er truffet endelig afgørelse om
forlængelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, og § 33, stk. 3. I disse
tilfælde kan udlændingen således indgå ægteskab her i landet, også selv om
opholdstilladelsen udløber under udlændingemyndighedernes behandling af
sagen.
Til nr. 7
Den foreslåede bestemmelse i § 32 a indebærer, at der i forbindelse med
udsendelse af asylansøgere, hvis ansøgning er afslået, bortfaldet eller
inddraget, skal træffes udtrykkelig afgørelse om, hvorvidt udsendelse kan
være i strid med bestemmelsen i udlændingelovens § 31. Der henvises herved
til lovforslagets bemærkninger pkt. 3.6.
Der er ikke foreslået ændringer i udlændingelovens regler for så vidt
angår udsendelse af udlændinge, der udvises ved dom. En udlænding, der
udvises ved dom på grund af strafbart forhold, har således som hidtil
mulighed for efterfølgende at søge om asyl her i landet, jf. § 10, stk. 2. I
forbindelse med afgørelsen af asylansøgningen skal Direktoratet for
Udlændinge eller Flygtningenævnet tage stilling til udsendelsesspørgsmålet,
hvis den pågældende opholder sig her i landet.
Er der tale om en anerkendt flygtning, der begår strafbart forhold her i
landet, vil udvisning normalt kun kunne ske, hvis vedkommende idømmes
fængselsstraf i mindst 6 år eller vedholdende begår grov kriminalitet, jf.
udlændingelovens § 22. Retten tager stilling til spørgsmålet om udvisning i
forbindelse med straffesagens behandling, men der vil i disse tilfælde
endvidere efter udlændingelovens § 50, stk. 1, være adgang til at få
spørgsmålet om udvisningens ophævelse indbragt for retten på ny.
Ved disse afgørelser tager retten bl.a. stilling til, om udvisningen
indebærer risiko for, at udlændingen vil lide overlast i hjemlandet eller
andre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold, jf. § 26, nr. 5.
Rettens afgørelse om udvisning af en anerkendt flygtning bør derfor også
indeholde en vurdering af, om udsendelse kan ske, uden at den pågældende
udsættes for forfølgelse som nævnt i udlændingelovens § 31. Til brug for
denne vurdering skal der indhentes en udtalelse fra Flygtningenævnet, jf. §
57. Justitsministeriet har på denne baggrund ikke fundet anledning til at
foreslå særlige regler om udsendelse af anerkendte flygtninge, der er udvist
ved dom, idet sådan udsendelse som hidtil bør kunne iværksættes af politiet i
overensstemmelse med rettens afgørelse, jf. udlændingelovens § 33, stk. 4.
Til nr. 8
Den foreslåede affattelse af udlændingelovens § 36 indebærer dels en
redaktionel ændring, dels at der indføres adgang til kortvarig
frihedsberøvelse af asylansøgere, der udebliver fra en afhøring ved politiet
eller Direktoratet for Udlændinge. Det forudsættes ved bestemmelsen, at
udlændingen har fået kendskab til, at den pågældende skal komme til stede ved
afhøringen og om tid og sted herfor. Er udeblivelsen undskyldelig, f.eks.
hvor den skyldes sygdom, kan frihedsberøvelse ikke ske.
Frihedsberøves en asylansøger i medfør af den foreslåede bestemmelse,
forudsættes det, at afhøringen ved politiet eller Direktoratet for Udlændinge
søges gennemført så snart som muligt. Kan afhøringen ikke gennemføres i løbet
af kortere tid, må den pågældende løslades. I øvrigt gælder bestemmelsen i
den gældende udlændingelovs § 36, stk. 2 (forslagets § 36, stk. 3) under
frihedsberøvelsen, ligesom retsgarantierne i udlændingelovens § 37
naturligvis finder anvendelse.
Til nr. 9
Ved forslaget indsættes der i udlændingeloven udtrykkelig hjemmel til, at
udlændingemyndighederne kan optage fingeraftryk og personfotografi af en
udlænding, når dette skønnes hensigtsmæssigt med henblik på at fastlægge den
pågældendes identitet.
Bestemmelsen vil hovedsagelig have betydning ved modtagelsen af
asylansøgere. Der henvises herved til lovforslagets bemærkninger pkt. 3.5.
Som led i samarbejdet mellem de nordiske og europæiske lande om modtagelse
af asylansøgere, kan det komme på tale i højere grad end i dag at udveksle
identitetsoplysninger mellem landene om de pågældende. De optagne
fingeraftryk kan - hvis det skønnes hensigtsmæssigt som led i et sådant
samarbejde - registreres maskinelt og udveksles mellem landene i
overenstemmelse med bestemmelserne i lov om offentlige myndigheders registre
og i de internationale aftaler, der måtte blive indgået i denne forbindelse.
Til nr. 10.
Den foreslåede bestemmelse om de såkaldte ambassadeansøgninger muliggør,
at en dansk diplomatisk eller konsulær repræsentation i udlandet kan afvise
en ansøgning om asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 4, hvis ansøgningen
ikke indeholder oplysninger om ansøgerens tilknytning til Danmark. Der
henvises herved til lovforslagets bemærkninger pkt. 3.1.
Ansøgningen kan således afvises, hvis den ikke indeholder oplysninger til
belysning af ansøgerens tilknytning til Danmark. Har ansøgeren endvidere
udtrykkelig angivet ikke at have nogen tilknytning her til landet, eller har
den pågældende angivet en tilknytning af helt ideel karakter, f.eks. en
almindelig interesse i at komme til at bo i det danske samfund eller modtage
uddannelse her, kan vedkommende danske repræsentation ligeledes nægte at tage
ansøgningen under behandling. Har den pågældende angivet en tilknytning, der
må forekomme åbenbart urigtig - f.eks. i tilfælde, hvor et meget stort antal
ansøgere angiver den samme danske person eller virksomhed som reference - kan
ansøgningen også afvises.
Afgørelsen om, at ansøgningen afvises, er endelig. Dette indebærer, at
afgørelsen hverken kan påklages til Direktoratet for Udlændinge eller
Flygtningenævnet eller anden administrativ myndighed. Bestemmelsen tænkes
først og fremmest anvendt i forbindelse med ansøgninger om opholdstilladelse
efter udlændingelovens § 7, stk. 4, fra ansøgere, der ikke tidligere har haft
ophold her i landet. Asylansøgere, der afvises i medfør af udlændingelovens §
48, stk. 2, og som herefter på en dansk repræsentation i udlandet indgiver
ansøgning om opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 4,
bør som hidtil have ansøgningen behandlet af de danske myndigheder i
overensstemmelse med udlændingelovens bestemmelser herom.
Til nr. 11
Der er tale om en konsekvensændring i anledning af den foreslåede
bestemmelse i § 1, nr. 8.
Til nr. 12
Ved den foreslåede bestemmelse, der angår de såkaldte
ambassadeansøgninger, muliggøres, at ansøgninger om opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 7, stk. 4, der må anses for åbenbart grundløse, med Dansk
Flygtningehjælps tilslutning kan afgøres af Direktoratet for Udlændinge uden
klageadgang til Flygtningenævnet. Der henvises herved til forslagets
bemærkninger pkt. 3.1. Der er selvsagt i disse tifælde ikke adgang for
udlændingen til at tale hverken med Direktoratet for Udlændinge eller med
Dansk Flygtningehjælp. Sagsbehandlingen i disse tilfælde forudsættes derfor
at være skriftlig og summarisk. Flygtningenævnet skal underrettes om
afgørelsen jf. udlændingelovens § 53 b og kan bestemme, at visse afgørelser
kan indbringes for nævnet.
Til § 2
Forlængelsen af fristen i bistandslovens § 4, stk. 2, for de sociale
myndigheders bestemmelse om hjemsendelse af en udlænding, der ikke har de
fornødne midler til sit underhold, fra 2 til 4 år er en parallel til det i §
1, nr. 6, nævnte forslag. Der henvises til bemærkningerne til denne
bestemmelse samt bemærkningerne til forslagets § 1, nr. 5.
Til § 3
Bestemmelsen indeholder ikrafttrædelsesbestemmelser for Færøerne og
Grønland.
Til § 4
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende. De
foreslåede ændringer af betingelserne for at opnå opholdstilladelse i Danmark
efter reglerne om familiesammenføring samt ændringen af den tidsmæssige
betingelse for inddragelse af opholdstilladelse og hjemsendelse af
forsørgelsesmæssige grunde foreslås dog alene anvendt på udlændinge, der
efter lovens ikrafttræden søger om opholdstilladelse. Udlændinge, der har
indgivet sådan ansøgning inden lovens ikrafttræden, omfattes således af de
gældende regler i udlændingeloven, uanset om udlændingemyndighederne har
truffet afgørelse vedrørende ansøgningen inden lovens ikrafttræden.
For udlændinge, der ikke skal indgive ansøgning om opholdstilladelse,
f.eks. statsborgere fra de nordiske lande, gælder de hidtidige bestemmelser,
hvis udlændingen lovligt har taget bopæl her inden lovens ikrafttræden.
Bilag 1
I dette bilag er (med mindre skrift)
indsat den gældende formulering af de bestemmelser,
der ændres ved lovforslaget
Ad § 1 (udlændingeloven)
1. I § 2, stk. 3, indsættes efter efter
»tjenesteydelser«: »m.v.«.
§ 2. - - -
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter nærmere bestemmelser til
gennemførelse af De europæiske Fællesskabers regler om visumfritagelse og om
ophævelse af indrejse- og opholdsbegrænsninger i forbindelse med
arbejdskraftens frie bevægelighed, etablering og udveksling af
tjenesteydelser.
2. § 9, stk. 1, nr. 2, affattes således:
»2) En udlænding over 18 år, som samlever på fælles bopæl i ægteskab
eller fast samlivsforhold af længere varighed med en i Danmark fastboende
person over 18 år, der
a) har dansk indfødsret
b) har indfødsret i et af de nordiske lande
c) har opholdstilladelse efter §§ 7-8 eller
d) lovligt har boet her i landet i mere end de sidste 7 år.«
3. I § 9, stk. 1, nr. 4, ændres »60 år« til:
»65 år«.
4. § 9, stk. 1, nr. 5, affattes således:
»5) Forældre over 65 år til en udlænding med tidsubegrænset
opholdstilladelse, som lovligt har boet her i landet i mere end de sidste syv
år. Opholdstilladelse kan dog i almindelighed kun gives, hvis ansøgeren ikke
har andre børn i hjemlandet.«
5. § 9, stk. 3, ophæves og i stedet indsættes:
»Stk 3. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 5, eller stk. 2,
nr. 1, skal betinges af, at den person, der bor i Danmark, påtager sig at
forsørge ansøgeren og godtgør at være i stand hertil.
Stk. 4. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 4, kan betinges af, at
den person, der bor i Danmark, påtager sig at forsørge ansøgeren.
Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2-4, kan endvidere betinges af, at den
herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, godtgør at være i
stand hertil.
Stk. 5. Har en herboende person (garanten) påtaget sig at forsørge
ansøgeren, jf. stk. 3 og 4, og ydes der senere ansøgeren hjælp efter lov om
social bistand til forsørgelse, kan kommunalbestyrelsen pålægge garanten at
yde betaling for hjælpen. Sådan betaling kan af kommunalbestyrelsen inddrives
hos garanten efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter.«
Stk. 4 bliver herefter stk. 6.
§ 9. Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til:
1) En udlænding, som tidligere har haft dansk indfødsret.
2) En udlænding, som samlever på fælles bopæl i ægteskab eller i fast
samlivsforhold af længere varighed med en i Danmark fastboende person.
3) Mindreårigt barn af en i Danmark fastboende person eller dennes
ægtefælle, når barnet bor hos forældremyndighedens indehaver.
4) Forældre over 60 år til et dansk eller nordisk barn med
opholdstilladelse efter §§ 7-8.
5) Forældre over 60 år til en udlænding med tidsubegrænset
opholdstilladelse. Opholdstilladelse kan dog i almindelighed kun gives, hvis
ansøgeren ikke har andre børn i hjemlandet, som kan påtage sig forsørgelsen.
Stk. 2. Der kan efter ansøgning gives opholdstilladelse til andre
udlændinge:
1) Hvis udlændingen uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde har nær
familiemæssig eller lignende tilknytning til en i Danmark fastboende person.
2) Hvis udlændingen uden for de i § 7, stk. 1 og 2, nævnte tilfælde
befinder sig i en sådan situation, at væsentlige hensyn af humanitær karakter
afgørende taler for at imødekomme ansøgningen.
3) Hvis væsentlige beskæftigelsesmæssige eller erhvervsmæssige hensyn
taler for at imødekomme ansøgningen.
4) Hvis ganske særlige grunde i øvrigt taler derfor.
Stk. 3. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 4-5, eller stk. 2, nr.
1, kan betinges af, at den person, der bor i Danmark, påtager sig at forsørge
ansøgeren.
Stk. 4. Opholdstilladelse efter stk. 1 og stk. 2, nr. 1 og nr.
3-4, skal være opnået inden indrejsen. Justitsministeren kan dog fastsætte
regler om, i hvilke tilfælde ansøgning om opholdstilladelse kan indgives her
i landet.
6. I § 18, stk. 2, og § 19, stk. 2, ændres »2 år«
til: »4 år«.
§ 18. - - -
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder dog ikke, hvis udlændingen
med henblik på varigt ophold lovligt har boet her i landet i mere end de
sidste 2 år.
§ 19. - - -
Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1 finder ikke anvendelse på en
udlænding, som er omfattet af §§ 7, 8 eller 9, stk. 1 og 2, og som med
henblik på varigt ophold lovligt har boet her i landet i mere end de sidste 2
år.
Stk. 3. - - -
Stk. 4. - - -
Stk. 5. - - -
7. Efter § 32 indsættes:
» § 32 a. Afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter §§
7-8 eller afgørelser om bortfald eller inddragelse af en sådan
opholdstilladelse skal tillige indeholde afgørelse om, hvorvidt udlændingen
kan udsendes, hvis denne ikke udrejser frivilligt, jf. § 31.«
8. § 36 affattes således:
» § 36. Såfremt de i § 34 nævnte foranstaltninger ikke er
tilstrækkelige til at sikre muligheden for afvisning eller for udvisning
efter § 24, nr. 5, og § 25, kan politiet bestemme, at en udlænding, som ikke
har fast bopæl her i landet, skal underkastes frihedsberøvelse. Det samme
gælder med hensyn til udvisning efter § 22, nr. 1, og § 24, nr. 1, jf. § 22,
nr. 1, selv om udlændingen har fast bopæl her i landet.
Stk. 2. En udlænding kan frihedsberøves, såfremt den pågældende
ikke efterkommer Direktoratet for Udlændinges bestemmelse om at tage ophold,
jf. § 42 a, stk. 2, 3. pkt. En udlænding, hvis ansøgning om opholdstilladelse
i henhold til §§ 7-8 er taget under behandling, kan endvidere frihedsberøves,
hvis udlændinge udebliver fra en afhøring ved politiet eller Direktoratet for
Udlændinge, hvortil den pågældende er indkaldt. Det samme gælder den
udlænding, der gennem voldelig eller truende adfærd over for personer, der
udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted for udlændinge, lægger
hindringer i vejen for udførelsen af disse personers hverv, jf. § 42 a, stk.
2, 4. pkt.
Stk. 3. Retsplejelovens §§ 758 og 759 finder tilsvarende
anvendelse. Under frihedsberøvelsen finder retsplejelovens §§ 770-776
anvendelse med de fornødne lempelser.«
(Gældende bestemmelse:)
§ 36. Såfremt de i § 34 nævnte foranstaltninger ikke er
tilstrækkelige til at sikre muligheden for afvisning eller for udvisning
efter § 34, nr. 5, og § 25, kan politiet bestemme, at en udlænding, som ikke
har fast bopæl her i landet, skal underkastes frihedsberøvelse. Det samme
gælder med hensyn til udvisning efter § 22, nr. 1, § 23, nr. 1, jf. § 22, nr.
1, og § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 1, selv om udlændingen har fast bopæl her i
landet. En udlænding kan endvidere frihedsberøves, såfremt den pågældende
ikke efterkommer Direktoratet for Udlændinges bestemmelse om at tage ophold,
jf. § 42 a, stk. 2, 3. pkt. Det samme gælder den udlænding, der gennem
voldelig eller truende adfærd over for personer, der udfører opgaver med
driften af et indkvarteringssted for udlændinge, lægger hindringer i vejen
for udførelsen af disse personers hverv, jf. § 42 a, stk. 2, 4. pkt.
Stk. 2. Retsplejelovens §§ 758 og 759 finder tilsvarende
anvendelse. Under frihedsberøvelsen finder §§ 770-776 og 778 anvendelse med
de fornødne lempelser.
(§ 36, stk. 1, som affattet ved lov nr. 387 af 6. juni 1991 - lovens
ikrafttræden fastsættes af justitsministeren:)
§ 36. Såfremt de i § 34 nævnte foranstaltninger ikke er
tilstrækkelige til at sikre muligheden for afvisning eller for udvisning
efter § 24, nr. 5, og § 25, eller overførsel eller tilbageførsel efter
EF-asylkonventionen, kan politiet bestemme, at en udlænding, som ikke har
fast bopæl her i landet, skal underkastes frihedsberøvelse. Det samme gælder
med hensyn til udvisning efter § 22, nr. 1, § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 1, og
§ 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 1, selv om udlændingen har fast bopæl her i
landet. En udlænding kan endvidere frihedsberøves, såfremt den pågældende
ikke efterkommer Direktoratet for Udlændinges bestemmelse om at tage ophold,
jf. § 42 a, stk. 2, 3. pkt. Det samme gælder den udlænding, der gennem
voldelig eller truende adfærd over for personer, der udfører opgaver med
driften af et indkvarteringssted for udlændinge, lægger hindringer i vejen
for udførelsen af disse personers hverv, jf. § 42 a, stk. 2, 4. pkt.
Stk. 2. - - -
9. I § 40 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Optagelse af fingeraftryk og personfotografi af
udlændinge kan foretages, hvis dette skønnes hensigtsmæssigt med henblik på
identifikation af den pågældende.«
Stk. 2-3 bliver herefter stk. 3-4.
§ 40. En udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige
til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives, eller
om udlændingen lovligt opholder sig her i landet. Udlændingen skal efter
tilsigelse give personligt møde og på begæring stille sit pas eller sin
rejselegitimation til rådighed ved behandlingen af ansøgninger i henhold til
loven.
Stk. 2. Til oplysning i sager, der henhører under denne lov, kan
der optages forhør i retten, jf. retsplejelovens § 1018.
Stk. 3. Dokumenter og genstande, der må antages at være af
betydning for at fastslå en udlændings identitet eller tilknytning til andre
lande, kan tages i bevaring, hvis det skønnes fornødent. Retsplejelovens
kapitler 72 og 73 finder anvendelse i samme omfang som i statsadvokatsager.
10. Efter § 46 a indsættes:
» § 46 b. Ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, stk. 4,
behandles kun, hvis ansøgningen indeholder oplysninger om ansøgerens
tilknytning til Danmark.
Stk. 2. Vedkommende danske diplomatiske eller konsulære
repræsentation skal påse, at ansøgningen opfylder betingelsen i stk. 1, og
kan afvise ansøgningen, såfremt dette ikke er tilfældet. Beslutningen om
afvisning kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.«
11. I § 50, stk. 2, sidste punktum ændres »§ 36, stk.
2, 2. pkt.« til: »§ 36, stk. 3, 2. pkt.«
§ 50. - - -
Stk. 2. Straffelovens § 59, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.
Begæringen kan afvises af retten, såfremt det er åbenbart, at der ikke er
indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold. Afvises begæringen
ikke, beskikkes der efter anmodning en forsvarer for udlændingen. Retten kan,
når det må anses for nødvendigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse
under sagen, indtil en eventuel bestemmelse om udvisning kan iværksættes,
bestemme, at udlændingen skal underkastes frihedsberøvelse. § 34, § 36, stk.
2, 2. pkt., og § 37, stk. 3 og 6, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. - - -
12. § 53 a, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Direktoratet for Udlændinge kan, efter at sagen har
været forelagt for Dansk Flygtningehjælp, bestemme, at afgørelsen i en sag,
herunder en sag om opholdstilladelse efter § 7, stk. 4, hvor ansøgningen må
anses for åbenbart grundløs, ikke kan indbringes for Flygtningenævnet.«
§ 53 a. - - -
Stk. 3. Direktoratet for Udlændinge kan, efter at sagen har været
forelagt for Dansk Flygtningeghjælp, bestemme, at afgørelsen i en sag, hvor
ansøgningen må anses for åbenbart grundløs, ikke kan indbringes for
Flygtningenævnet.
Stk. 4. - - -
Ad § 2 (lov om social bistand)
I § 4, stk. 2, ændres »2 år« til »4 år«.
§ 4. - - -
Stk. 2. Der kan dog ikke træffes beslutning om hjemsendelse af
udlændinge, der bor her i landet med henblik på varigt ophold, og som lovligt
har boet her i mere end de sidste 2 år.
Bilag 2
RÅDETS DIREKTIV
af 28. juni 1990
om opholdsret for studerende
(90/366/EØF)
Bilag 3
RÅDETS DIREKTIV
af 28. juni 1990
om opholdsret for lønmodtagere og selvstændige, der er ophørt med
erhvervsaktivitet
(90/365/EØF)
Bilag 4
RÅDETS DIREKTIV
af 28. juni 1990
om opholdsret
(90/364/EØF)
Efter 2. behandling den 16. juni 1992
§ 1
I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 462 af 26. juni 1987, som
ændret ved lov nr. 387 af 6. juni 1991, foretages følgende ændringer:
1. I § 2, stk. 3, indsættes efter
»tjenesteydelser«: »m.v.«.
2. § 9, stk. 1, nr. 2, affattes således:
»2) En udlænding over 18 år, som samlever på fælles bopæl i ægteskab
eller fast samlivsforhold af længere varighed med en i Danmark fastboende
person over 18 år, der
a) har dansk indfødsret
b) har indfødsret i et af de nordiske lande
c) har opholdstilladelse efter §§ 7-8 eller
d) lovligt har boet her i landet i mere end de sidste 5 år.«
3. § 9, stk. 1, nr. 5, affattes således:
»5) Forældre over 60 år til en udlænding med tidsubegrænset
opholdstilladelse. Opholdstilladelse kan dog i almindelighed kun gives, hvis
ansøgeren ikke har andre børn i hjemlandet.«
4. § 9, stk 3, ophæves, og i stedet indsættes:
» Stk. 3. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 5, eller stk. 2,
nr. 1, skal betinges af, at den person, der bor i Danmark, påtager sig at
forsørge ansøgeren og godtgør at være i stand hertil.
Stk. 4. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 4, kan betinges af, at
den person, der bor i Danmark, påtager sig at forsørge ansøgeren.
Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2-4, kan endvidere betinges af, at den
herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, godtgør at være i
stand hertil.
Stk. 5. Har en herboende person (garanten) påtaget sig at forsørge
ansøgeren, jf. stk. 3 og 4, og ydes der senere ansøgeren hjælp efter lov om
social bistand til forsørgelse, kan kommunalbestyrelsen pålægge garanten at
yde betaling for hjælpen. Sådan betaling kan af kommunalbestyrelsen inddrives
hos garanten efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter.«
Stk. 4 bliver herefter stk. 6.
5. I § 18, stk. 2, og § 19, stk. 2, ændres »2
år« til: »3 år«.
6. Efter § 32 indsættes:
» § 32 a. Afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter §§
7-8 eller afgørelser om bortfald eller inddragelse af en sådan
opholdstilladelse skal tillige indeholde afgørelse om, hvorvidt udlændingen
kan udsendes, hvis denne ikke udrejser frivilligt, jf. § 31.«
7. § 36 affattes således:
» § 36. Såfremt de i § 34 nævnte foranstaltninger ikke er
tilstrækkelige til at sikre muligheden for afvisning eller for udvisning
efter § 24, nr. 5, og § 25, kan politiet bestemme, at en udlænding, som ikke
har fast bopæl her i landet, skal underkastes frihedsberøvelse. Det samme
gælder med hensyn til udvisning efter § 22, nr. 1, § 23, nr. 1, jf. § 22, nr.
1, og § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 1, selv om udlændingen har fast bopæl her i
landet.
Stk. 2. En udlænding kan frihedsberøves, såfremt den pågældende
ikke efterkommer Direktoratet for Udlændinges bestemmelse om at tage ophold,
jf. § 42 a, stk. 2, 3. pkt. En udlænding, hvis ansøgning om opholdstilladelse
i henhold til §§ 7-8 er taget under behandling, kan endvidere frihedsberøves,
hvis udlændingen udebliver fra en afhøring ved politiet eller Direktoratet
for Udlændinge, hvortil den pågældende er indkaldt. Det samme gælder den
udlænding, der gennem voldelig eller truende adfærd over for personer, der
udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted for udlændinge, lægger
hindringer i vejen for udførelsen af disse personers hverv, jf. § 42 a, stk.
2, 4. pkt.
Stk. 3. Retsplejelovens §§ 758 og 759 finder tilsvarende
anvendelse. Under frihedsberøvelsen finder retsplejelovens §§ 770-776 og 778
anvendelse med de fornødne lempelser.«
8. I § 40 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
» Stk. 2. Optagelse af fingeraftryk og personfotografi af
udlændinge kan foretages, hvis dette skønnes hensigtsmæssigt med henblik på
identifikation af den pågældende.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
9. Efter § 46 a indsættes:
» § 46 b. Ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, stk. 4,
behandles kun, hvis ansøgningen indeholder oplysninger om ansøgerens
tilknytning til Danmark.
Stk. 2. Vedkommende danske diplomatiske eller konsulære
repræsentation skal påse, at ansøgningen opfylder betingelsen i stk. 1, og
kan afvise ansøgningen, såfremt dette ikke er tilfældet. Beslutningen om
afvisning kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.«
10. I § 50, stk. 2, sidste pkt. ændres »§ 36, stk. 2,
2. pkt.« til: »§ 36, stk. 3, 2. pkt.«
11. § 53 a, stk. 3, affattes således:
» Stk. 3. Direktoratet for Udlændinge kan, efter at sagen har
været forelagt for Dansk Flygtningehjælp, bestemme, at afgørelsen i en sag,
herunder en sag om opholdstilladelse efter § 7, stk. 4, hvor ansøgningen må
anses for åbenbart grundløs, ikke kan indbringes for Flygtningenævnet.«
§ 2
I lov om social bistand, jf. lovbekendtgørelse nr. 817 af 6. december
1990, som ændret senest ved lov nr. 391 af 20. maj 1992, foretages følgende
ændring:
I § 4, stk. 2, ændres »2 år« til: »3 år«.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig
anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de
afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.
§ 4
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
Stk. 2. § 1, nr. 2-5, og § 2 finder dog ikke anvendelse for
udlændinge, der inden lovens vedtagelse har ansøgt om opholdstilladelse eller
lovligt har taget bopæl her i landet efter de hidtidige regler.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat G. Pitruzzella fremsat den 14. marts 2019. — A mod Udlændinge- og Integrationsministeriet. EU-domme · 14. marts 2019
- Domstolens dom (Anden Afdeling) af 22. december 2022. — X mod Udlændingenævnet. EU-domme · 22. december 2022
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat G. Pitruzzella fremsat den 8. september 2022. — X mod Udlændingenævnet. EU-domme · 8. september 2022
- Domstolens dom (Første Afdeling) af 10. juli 2019. — A mod Udlændinge- og Integrationsministeriet. EU-domme · 10. juli 2019
- Forslag til Lov om ændring af udlændingeloven (Bemyndigelse til at fastsætte integrationsrelevante krav som betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse på Færøerne, hjemmel til delegation af kompetence til at træffe afgørelse om ophold på Færøerne i første instans til færøske myndigheder og ændring af klageadgang i sådanne sager til Udlændingenævnet) Retsinformation · 25. april 2019
- 1997 BTL 59 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF UDLÆNDINGELOVEN, STRAFFELOVEN OG ÆGTESKABSLOVEN (TIDSUBEGRÆNSET OPHOLDSTILLADELSE, ASYL, FAMILIESAMMENFØRING OG UDVISNING M.V.) NR L 59 1997-98. 2. SAMLING Retsinformation · 21. juli 1998