Spring til indhold

Retsinformation

1991 LSF 257 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF UDLÆNDINGELOVEN M.V. (FAMILIESAMMENFØRING, EFFEKTIVISERING AF ASYLSAGSBEHANDLINGEN M.V.)

1991/1 LSF 257Lovforslag som fremsatFolketinget25. juni 1992

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 462 af 26. juni 1987, som

ændret ved lov nr. 387 af 6. juni 1991, foretages følgende ændringer:

1. I § 2, stk. 3, indsættes efter

»tjenesteydelser«: »m.v.«.

2. § 9, stk. 1, nr. 2, affattes således:

»2) En udlænding over 18 år, som samlever på fælles bopæl i ægteskab

eller fast samlivsforhold af længere varighed med en i Danmark fastboende

person over 18 år, der

a) har dansk indfødsret

b) har indfødsret i et af de nordiske lande

c) har opholdstilladelse efter §§ 7-8 eller

d) lovligt har boet her i landet i mere end de sidste 5 år.«

3. § 9, stk. 1, nr. 5, affattes således:

»5) Forældre over 60 år til en udlænding med tidsubegrænset

opholdstilladelse. Opholdstilladelse kan dog i almindelighed kun gives, hvis

ansøgeren ikke har andre børn i hjemlandet.«

4. § 9, stk 3, ophæves, og i stedet indsættes:

» Stk. 3. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 5, eller stk. 2,

nr. 1, skal betinges af, at den person, der bor i Danmark, påtager sig at

forsørge ansøgeren og godtgør at være i stand hertil.

Stk. 4. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 4, kan betinges af, at

den person, der bor i Danmark, påtager sig at forsørge ansøgeren.

Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2-4, kan endvidere betinges af, at den

herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, godtgør at være i

stand hertil.

Stk. 5. Har en herboende person (garanten) påtaget sig at forsørge

ansøgeren, jf. stk. 3 og 4, og ydes der senere ansøgeren hjælp efter lov om

social bistand til forsørgelse, kan kommunalbestyrelsen pålægge garanten at

yde betaling for hjælpen. Sådan betaling kan af kommunalbestyrelsen inddrives

Læs alt

hos garanten efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter.«

Stk. 4 bliver herefter stk. 6.

5. I § 18, stk. 2, og § 19, stk. 2, ændres »2

år« til: »3 år«.

6. Efter § 32 indsættes:

» § 32 a. Afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter §§

7-8 eller afgørelser om bortfald eller inddragelse af en sådan

opholdstilladelse skal tillige indeholde afgørelse om, hvorvidt udlændingen

kan udsendes, hvis denne ikke udrejser frivilligt, jf. § 31.«

7. § 36 affattes således:

» § 36. Såfremt de i § 34 nævnte foranstaltninger ikke er

tilstrækkelige til at sikre muligheden for afvisning eller for udvisning

efter § 24, nr. 5, og § 25, kan politiet bestemme, at en udlænding, som ikke

har fast bopæl her i landet, skal underkastes frihedsberøvelse. Det samme

gælder med hensyn til udvisning efter § 22, nr. 1, § 23, nr. 1, jf. § 22, nr.

1, og § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 1, selv om udlændingen har fast bopæl her i

landet.

Stk. 2. En udlænding kan frihedsberøves, såfremt den pågældende

ikke efterkommer Direktoratet for Udlændinges bestemmelse om at tage ophold,

jf. § 42 a, stk. 2, 3. pkt. En udlænding, hvis ansøgning om opholdstilladelse

i henhold til §§ 7-8 er taget under behandling, kan endvidere frihedsberøves,

hvis udlændingen udebliver fra en afhøring ved politiet eller Direktoratet

for Udlændinge, hvortil den pågældende er indkaldt. Det samme gælder den

udlænding, der gennem voldelig eller truende adfærd over for personer, der

udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted for udlændinge, lægger

hindringer i vejen for udførelsen af disse personers hverv, jf. § 42 a, stk.

2, 4. pkt.

Stk. 3. Retsplejelovens §§ 758 og 759 finder tilsvarende

anvendelse. Under frihedsberøvelsen finder retsplejelovens §§ 770-776 og 778

anvendelse med de fornødne lempelser.«

8. I § 40 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

» Stk. 2. Optagelse af fingeraftryk og personfotografi af

udlændinge kan foretages, hvis dette skønnes hensigtsmæssigt med henblik på

identifikation af den pågældende.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

9. Efter § 46 a indsættes:

» § 46 b. Ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, stk. 4,

behandles kun, hvis ansøgningen indeholder oplysninger om ansøgerens

tilknytning til Danmark.

Stk. 2. Vedkommende danske diplomatiske eller konsulære

repræsentation skal påse, at ansøgningen opfylder betingelsen i stk. 1, og

kan afvise ansøgningen, såfremt dette ikke er tilfældet. Beslutningen om

afvisning kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.«

10. I § 50, stk. 2, sidste pkt. ændres »§ 36, stk. 2,

2. pkt.« til: »§ 36, stk. 3, 2. pkt.«

11. § 53 a, stk. 3, affattes således:

» Stk. 3. Direktoratet for Udlændinge kan, efter at sagen har

været forelagt for Dansk Flygtningehjælp, bestemme, at afgørelsen i en sag,

herunder en sag om opholdstilladelse efter § 7, stk. 4, hvor ansøgningen må

anses for åbenbart grundløs, ikke kan indbringes for Flygtningenævnet.«

§ 2

I lov om social bistand, jf. lovbekendtgørelse nr. 817 af 6. december

1990, som ændret senest ved lov nr. 391 af 20. maj 1992, foretages følgende

ændring:

I § 4, stk. 2, ændres »2 år« til: »3 år«.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig

anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de

afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i

Lovtidende.

Stk. 2. § 1, nr. 2-5, og § 2 finder dog ikke anvendelse for

udlændinge, der inden lovens vedtagelse har ansøgt om opholdstilladelse eller

lovligt har taget bopæl her i landet efter de hidtidige regler.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 462 af 26. juni 1987 som

ændret ved lov nr. 387 af 6. juni 1991, foretages følgende ændringer:

1. I § 2, stk. 3, indsættes efter

»tjenesteydelser«: »m.v.«.

2. § 9, stk. 1, nr. 2, affattes således:

»2) En udlænding over 18 år, som samlever på fælles bopæl i ægteskab

eller fast samlivsforhold af længere varighed med en i Danmark fastboende

person over 18 år, der

a) har dansk indfødsret

b) har indfødsret i et af de nordiske lande

c) har opholdstilladelse efter §§ 7-8 eller

d) lovligt har boet her i landet i mere end de sidste 7 år.«

3. I § 9, stk. 1, nr. 4, ændres »60 år«

til:»65 år«.

4. § 9, stk. 1, nr. 5, affattes således:

»5) Forældre over 65 år til en udlænding med tidsubegrænset

opholdstilladelse, som lovligt har boet her i landet i mere end de sidste syv

år. Opholdstilladelse kan dog i almindelighed kun gives, hvis ansøgeren ikke

har andre børn i hjemlandet.«

5. § 9, stk 3, ophæves og i stedet indsættes:

» Stk. 3. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 5, eller stk. 2,

nr. 1, skal betinges af, at den person, der bor i Danmark, påtager sig at

forsørge ansøgeren og godtgør at være i stand hertil.

Stk. 4. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 4, kan betinges af, at

den person, der bor i Danmark, påtager sig at forsørge ansøgeren.

Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2-4, kan endvidere betinges af, at den

herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, godtgør at være i

stand hertil.

Stk. 5. Har en herboende person (garanten) påtaget sig at forsørge

ansøgeren, jf. stk. 3 og 4, og ydes der senere ansøgeren hjælp efter lov om

social bistand til forsørgelse, kan kommunalbestyrelsen pålægge garanten at

yde betaling for hjælpen. Sådan betaling kan af kommunalbestyrelsen inddrives

hos garanten efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter.«

Stk. 4 bliver herefter stk. 6.

6. I § 18, stk. 2, og § 19, stk. 2, ændres »2

år« til: »4 år«.

7. Efter § 32 indsættes:

» § 32 a. Afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter §§

7-8 eller afgørelser om bortfald eller inddragelse af en sådan

opholdstilladelse skal tillige indeholde afgørelse om, hvorvidt udlændingen

kan udsendes, hvis denne ikke udrejser frivilligt, jf. § 31.«

8. § 36 affattes således:

» § 36. Såfremt de i § 34 nævnte foranstaltninger ikke er

tilstrækkelige til at sikre muligheden for afvisning eller for udvisning

efter § 24, nr. 5, og § 25, kan politiet bestemme, at en udlænding, som ikke

har fast bopæl her i landet, skal underkastes frihedsberøvelse. Det samme

gælder med hensyn til udvisning efter § 22, nr. 1, § 23, nr. 1, jf. § 22, nr.

1,og § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 1, selv om udlændingen har fast bopæl her i

landet.

Stk. 2. En udlænding kan frihedsberøves, såfremt den pågældende

ikke efterkommer Direktoratet for Udlændinges bestemmelse om at tage ophold,

jf. § 42 a, stk. 2, 3. pkt. En udlænding, hvis ansøgning om opholdstilladelse

i henhold til §§ 7-8 er taget under behandling kan endvidere frihedsberøves,

hvis udlændingen udebliver fra en afhøring ved politiet eller Direktoratet

for Udlændinge, hvortil den pågældende er indkaldt. Det samme gælder den

udlænding, der gennem voldelig eller truende adfærd over for personer, der

udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted for udlændinge, lægger

hindringer i vejen for udførelsen af disse personers hverv, jf.§ 42 a, stk.

2, 4. pkt.

Stk. 3. Retsplejelovens §§ 758 og 759 finder tilsvarende

anvendelse. Under frihedsberøvelsen finder retsplejelovens §§ 770-776 og 778

anvendelse med de fornødne lempelser.«

9. I § 40 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

» Stk. 2. Optagelse af fingeraftryk og personfotografi af

udlændinge kan foretages, hvis dette skønnes hensigtsmæssigt med henblik på

identifikation af den pågældende.«

Stk. 2-3 bliver herefter stk. 3-4.

10. Efter § 46 a indsættes:

» § 46 b. Ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, stk. 4,

behandles kun, hvis ansøgningen indeholder oplysninger om ansøgerens

tilknytning til Danmark.

Stk. 2. Vedkommende danske diplomatiske eller konsulære

repræsentation skal påse, at ansøgningen opfylder betingelsen i stk. 1, og

kan afvise ansøgningen, såfremt dette ikke er tilfældet. Beslutningen om

afvisning kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.«

11. I § 50, stk. 2, sidste punktum ændres »§ 36, stk.

2, 2. pkt.« til: »§ 36, stk. 3, 2. pkt.«

12. § 53 a, stk. 3, affattes således:

» Stk. 3. Direktoratet for Udlændinge kan, efter at sagen har

været forelagt for Dansk Flygtningehjælp, bestemme, at afgørelsen i en sag,

herunder en sag om opholdstilladelse efter § 7, stk. 4, hvor ansøgningen må

anses for åbenbart grundløs, ikke kan indbringes for Flygtningenævnet.«

§ 2

I lov om social bistand, jf. lovbekendtgørelse nr. 817 af 6. december

1990, som ændret senest ved lov nr. 947 af 27. december 1991, foretages

følgende ændring:

I § 4, stk. 2, ændres »2 år« til: »4 år«.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig

anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de

afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i

Lovtidende.

Stk. 2. § 1, nr. 2-6, og § 2 finder dog ikke anvendelse for

udlændinge, der inden lovens vedtagelse har ansøgt om opholdstilladelse eller

lovligt har taget bopæl her i landet efter de hidtidige regler.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Lovforslaget er en opfølgning af den redegørelse af 12. november 1991 om

udlændingepolitikken, som justitsministeren afgav til Folketinget. Ved

lovforslagets udformning har Justitsministeriet endvidere været opmærksom på

de synspunkter, der fremkom under Folketingets forhandling om denne

redegørelse den 27. november 1991 (jf. fortryk af Folketingets Forhandlinger

sp. 2827-2916).

I den nævnte redegørelse blev der peget på behovet for at ændre

udlændingelovens bestemmelser, således at forældres adgang til

familiesammenføring med herboende udlændinge blev begrænset, og således at

også adgangen til familiesammenføring med ægtefæller begrænsedes, navnlig i

relation til proforma ægteskaber - dvs. ægteskaber, der alene indgås med det

formål at kunne tilvejebringe det fornødne grundlag for, at een af

ægtefællerne kan opnå opholdstilladelse her i landet - og de såkaldte

børneægteskaber. Lovforslaget indeholder bestemmelser herom.

Videre berørtes i redegørelsen behovet for en mere effektiv håndhævelse af

forsørgelseskravet i forbindelse med familiemedlemmer, der kommer hertil i

medfør af udlændingelovens regler om familiesammenføring. Disse tanker er

udmøntet dels i en ændring af bestemmelserne om familiemedlemmers adgang her

til landet, dels i skærpede regler om inddrivelse hos den herboende garant af

den hjælp, der ydes udlændingen.

Der foreslås tillige en ændring af de tidsmæssige betingelser for

inddragelse af opholdstilladelse meddelt med henblik på varigt ophold. Også

dette forslag grunder sig i det, der anføres i redegørelsen bl.a. om det

ønskelige i at bekæmpe proforma ægteskaber.

Lovforslaget indeholder endvidere forskellige forslag til effektivisering

af sagsbehandlingen i forbindelse med ansøgninger om asyl - herunder de

såkaldte ambassadeansøgninger - bl.a. derved, at der indføres adgang til at

frihedsberøve asylansøgere, der udebliver fra afhøringerne i sagen, og at

betingelserne for at optage fingeraftryk og personfotografi af udlændinge med

henblik på identifikation præciseres. Herudover foreslås der nye regler med

hensyn til udsendelse af asylansøgere, der har fået afslag på asyl, og som

påberåber sig at være omfattet af bestemmelsen i udlændingelovens § 31.

Endelig foreslås en ændring af loven med henblik på opfyldelse af EF's

direktiver om opholdsret.

EF's statsborgeres opholdsret her i landet berøres ikke i øvrigt af

forslagene. Opmærksomheden henledes i den forbindelse på, at den aftale

mellem EF og EFTA-landene (den såkaldte EØS-aftale), der er i færd med at

blive indgået, antagelig vil have som konsekvens, at statsborgere i visse

andre lande tillægges den samme opholdsret som EF-statsborgere.

Ved udformningen af lovforslagets regler er der endvidere taget hensyn

til, at der for flygtninge gælder det særlige, at der normalt ikke er

mulighed for, at flygtningene og deres familiemedlemmer i hjemlandet

opretholder kontakten ved besøg i hjemlandet. For så vidt angår forslagets

forhold til Den europæiske Menneskerettighedskonvention henvises til pkt. 6.

2.1. Familiesammenføring med forældre til herboende udlændinge

Efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 4, har forældre over 60 år til et

dansk eller nordisk barn eller et barn med opholdstilladelse efter reglerne

om flygtninge retskrav på opholdstilladelse her i landet.

Forældre til EF-statsborgere har ret til ophold her i landet efter

reglerne i udlændingelovens § 6 sammenholdt med bekendtgørelsen om ophold i

Danmark for udlændinge, der er omfattet af de europæiske fællesskabers

regler. Det følger heraf, at forældrene til en herboende EF-statsborger har

ret til ophold her i landet, såfremt de forsørges af den pågældende. Der

stilles i den forbindelse ikke noget alderskrav.

For så vidt angår andre udlændinge følger det af udlændingelovens § 9,

stk. 1, nr. 5, at forældre over 60 år til en udlænding med tidsubegrænset

opholdstilladelse har retskrav på opholdstilladelse her i landet, såfremt den

pågældende ikke har andre børn i hjemlandet, som kan påtage sig forsørgelsen.

I 1990 blev der meddelt tilladelse til familiesammenføring med forældre

til flygtninge i 138 tilfælde. Til andre udlændinge end flygtninge og danske

eller nordiske statsborgere eller EF-statsborgere blev der meddelt tilladelse

i 102 tilfælde. I 1991 var de tilsvarende tal henholdsvis 304 og 113.

Adgangen til familiesammenføring med forældre er som nævnt undergivet en

aldersmæssig begrænsning, idet forældrene skal være over 60 år. Denne

aldersgrænse svarer imidlertid ikke til det tidspunkt, hvor danskere i

almindelighed overgår til at nyde deres alderdom. For at skabe større

ensartethed mellem de nævnte tidspunkter - men også for at begrænse antallet

af udlændinge, der kommer her til landet i kraft af reglerne om

familiesammenføring med forældre - foreslås det i § 1, nr. 3 og 4, at

aldersgrænsen hæves fra 60 til 65 år. Denne ændring gælder forældre til

danskere og udlændinge, bortset fra EF-statsborgere.

Der er i Justitsministeriets oplæg til en ny udlændingepolitik peget på

behovet for at begrænse adgangen til familiesammenføring for forældre.

De ældre mennesker, der på denne måde får opholdstilladelse her i landet

kan kun vanskeligt indgå i en integrationsproces og vil ofte kunne udvikle

sig til tunge og økonomisk belastende klienter for det sociale system.

Justitsministeriet finder, at formålet med reglerne om

familiesammenføring, herunder reglerne om familiesammenføring for forældre

til herboende udlændinge, ikke primært er at betrygge forældrenes

forsørgelse, men derimod at sikre familiens enhed. Har forældrene til en

herboende udlænding således børn i hjemlandet, kan det med rette anføres, at

der ikke i højere grad skabes enhed i familien ved, at forældrene opgiver

tilknytningen til børnene i hjemlandet og etablerer en vis - til tider

skrøbelig - tilknytning til det herboende barn. Tværtimod kan også sociale og

kulturelle forhold tale for, at familiens enhed i hjemlandet bevares.

I tilfælde hvor der er børn i hjemlandet, bør der derfor som hovedregel

nægtes familiesammenføring, uanset om børnene i hjemlandet faktisk forsørger

eller kan forsørge forældrene og uanset det herboende barns eventuelle evne

og vilje til at forsørge sine forældre.

Som nævnt ovenfor vil ældre forældre, der kommer her til landet, kun

vanskeligt ved egen hjælp kunne integreres i samfundet. Forældrene er således

i vidt omfang afhængige af, om det herboende barn er således integreret og

forankret i det danske samfund, at barnet kan hjælpe forældrene til at finde

sig til rette i Danmark og dermed få en tilfredsstillende alderdom. Det er

derfor nærliggende at stille som betingelse for familiesammenføring, at det

herboende barn skal have boet i Danmark et vist åremål og derved have

mulighed for at være således integreret i det danske samfund, at barnet kan

yde forældrene denne hjælp.

For så vidt angår kravene til barnets evne til at forsørge forældrene

henvises til det nedenfor under pkt. 2.4. anførte.

Som nævnt berøres opholdsretten for EF-statsborgere og deres

familiemedlemmer ikke af forslaget. Endvidere gælder for flygtninge det

særlige, at flygtningen normalt ikke kan opretholde kontakten til forældrene

ved besøg i hjemlandet, ligesom det er typisk for de herboende flygtninge, at

de inden familiesammenføring har gennemgået et integrationsforløb og opholder

sig mere varigt her i landet. For så vidt angår danske og nordiske

statsborgere vil det efter Justitsministeriets opfattelse som følge af disse

personers tilknytning her til landet være rigtigst at opretholde den

eksisterende ret til familiesammenføring med forældre.

På denne baggrund har Justitsministeriet udformet forslaget i § 1, nr. 4,

til ændring af udlændingeloven således, at hverken danske statsborgeres,

nordiske statsborgeres, EF-statsborgeres eller flygtninges adgang til

familiesammenføring med udenlandske forældre foreslås ændret (bortset fra den

ovennævnte ændring af aldersgrænsen). For så vidt angår andre udlændinge

foreslås det indsat som en yderligere betingelse for familiesammenføring, at

udlændingen lovligt har boet her i landet i mere end de sidste 7 år.

Endvidere foreslås det, at udlændingemyndighederne som absolut hovedregel

skal meddele afslag på ansøgninger om familiesammenføring med forældre til

sådanne herboende udlændinge, hvis forældrene har børn i hjemlandet, uanset

om disse børn ønsker at forsørge forældrene eller er i stand hertil.

2.2. Familiesammenføring med udenlandske ægtefæller til herboende

personer

Efter de gældende bestemmelser i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, har

en udlænding, som samlever på fælles bopæl i ægteskab eller i fast samliv af

længere varighed med en i Danmark fastboende person, et retskrav på

opholdstilladelse her i landet.

I debatten om ægtefællers ret til familiesammenføring har der som nævnt

været rejst spørgsmål om de såkaldte børneægteskaber, dvs. ægteskaber, hvor

en af ægtefællerne er under 18 år.

Antallet af børneægteskaber må antages at være meget beskedent.

De problemer, der knytter sig til ægtefæller, der kommer her til landet i

medfør af reglerne om familiesammenføring, og som kun vanskeligt lader sig

integrere, og hvis børn synes at blive fastholdt i et mønster, hvor også de

gifter sig med personer fra hjemlandet, skyldes ikke så meget ægtefællernes

alder, men efter Justitsministeriets opfattelse snarere det forhold, at visse

grupper af udlændinge er fast forankrede i miljøer, hvor de danske værdi- og

adfærdsnormer kun vanskeligt formår at vinde indpas i forhold til hjemlandets

normer.

Det kan imidlertid anføres, at det ud fra menneskelige og samfundsmæssige

synspunkter må forekomme uheldigt, at ganske unge mennesker indgår ægteskab.

Ægteskab, hvor en af ægtefællerne er mindreårig, kræver eksempelvis her i

landet en tilladelse fra det offentlige, og praksis er - navnlig for så vidt

angår den mandlige part - restriktiv. Særlig stødende kan det virke, hvis de

unge ikke har noget særligt kendskab til hinanden, idet forbindelsen mellem

dem er etableret ved aftale imellem ægtefællernes forældre.

Det foreslås på denne baggrund i § 1, nr. 2, at det stilles som betingelse

for familiesammenføring her i landet på baggrund af ægteskab, at begge

ægtefæller er 18 år gamle eller derover. Denne regulering er generel for

alle, der ønsker familiesammenføring med udenlandske ægtefæller, bortset fra

EF-statsborgere, hvis opholdsret og opholdsret for familiemedlemmer som nævnt

ovenfor ikke berøres af forslaget.

Lovændringen indebærer således, at det som hovedregel ikke vil være muligt

for en herboende person at få sin mindreårige ægtefælle her til landet eller

for en herboende mindreårig at få en udenlandsk ægtefælle til Danmark. Kun

hvor helt særlige omstændigheder taler herfor, vil opholdstilladelse kunne

meddeles efter lovens § 9, stk. 2, nr. 4. Som eksempel herpå kan nævnes

tilfælde, hvor ægtefællen er gravid, og hvor den herboende har en ganske fast

tilknytning til det danske samfund i form af dansk statsborgerskab.

Er ægteskabet med statsamtets eller Justitsministeriets tilladelse indgået

her i landet med en mindreårig ægtefælle, bør opholdstilladelse ligeledes

meddeles.

For så vidt angår retten til familiesammenføring med ægtefæller for danske

statsborgere, nordiske statsborgere og flygtninge foreslås der ikke

yderligere ændringer.

For andre udlændinge bør der lægges vægt på, at det er af stor betydning

for den vellykkede integration også af ægtefæller til herboende udlændinge,

at den herboende har opnået en vis tilknytning til og forståelse for det

danske samfund, således at den pågældende har mulighed for at kunne hjælpe

sin ægtefælle til rette her i landet. For denne gruppe udlændinge foreslås

det derfor ligeledes i § 1, nr. 2, at det skal være en betingelse for at opnå

opholdstilladelse efter reglerne om familiesammenføring med en ægtefælle, at

den herboende person har haft lovligt ophold her i landet i mere end 7 år.

En sådan ændring vil også bidrage til at imødegå de proforma ægteskaber,

hvor en udlænding indgår ægteskab med en herboende med det formål at opnå

opholdstilladelse her i landet og senere - efter at have ladet sig skille -

indgår ægteskab med en person fra hjemlandet for på denne måde at kunne

skaffe også denne person opholdstilladelse her i landet.

Hvad angår foranstaltninger i øvrigt mod proforma ægteskaber henvises til

det under pkt. 2.3. anførte.

For så vidt angår håndhævelsen af den herboende ægtefælles pligt til at

forsørge sin udenlandske ægtefælle henvises til det under pkt. 2.4. anførte.

2.3. Ændring af de tidsmæssige betingelser for inddragelse af

opholdstilladelse meddelt med henblik på varigt ophold

Det er i Justitsministeriets oplæg til en ny udlændingepolitik anført, at

reglerne om familiesammenføring kan misbruges til indvandring til Danmark i

strid med indvandrerstoppet derved, at udlændinge indgår ægteskab med

herboende personer alene med det formål at kunne opnå opholdstilladelse her i

landet.

Efter bestemmelsen i udlændingelovens § 19, stk. 2, kan opholdstilladelse

til en udlænding, som har opholdstilladelse med henblik på varigt ophold

efter reglerne om asyl eller reglerne i § 9 om familiesammenføring, som

udgangspunkt ikke inddrages efter en frist på 2 år, der normalt vil blive

regnet fra indrejsen (tilmeldingen til folkeregisteret) eller ansøgningen,

jf. lovens § 27, stk. 1.

Forlænges denne frist, øges de administrative muligheder for at

virkeliggøre det, der er udlændingelovens hensigt, nemlig at en udlænding som

udgangspunkt skal udrejse, når grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere

er til stede. Endvidere forbedres muligheden for administrativt at imødegå

proforma ægteskaberne.

Det er i et vist omfang forekommet, at flygtninge, efter at være meddelt

opholdstilladelse i Danmark, er rejst tilbage til forfølgelseslandet. Det kan

ikke udelukkes, at sådan tilbagerejse i nogle tilfælde kan tages som udtryk

for, at den pågældende ikke længere risikerer asylrelevant forfølgelse i

hjemlandet, og at opholdsgrundlaget her i landet således er bortfaldet.

Inddragelse af en flygtnings opholdstilladelse forudsætter imidlertid, at der

af Direktoratet for Udlændinge foretages en nærmere vurdering af, om

opholdsgrundlaget er bortfaldet, om den ovennævnte frist for inddragelsen af

opholdstilladelsen er oversiddet, og om de i udlændingelovens § 26 nævnte

hensyn eventuelt kan udelukke, at opholdstilladelsen inddrages. Direktoratets

afgørelse kan normalt påklages til Flygtningenævnet, jf. udlændingelovens §

53 a, stk. 1, nr. 2. En forlængelse af den ovennævnte frist på 2 år vil kunne

forbedre de tidsmæssige muligheder for, at udlændingemyndighederne kan

inddrage en flygtnings opholdstilladelse i tilfælde, hvor det af flygtningens

tilbagerejse til hjemlandet og andre omstændigheder kan udledes, at

flygtningens asylgrundlag er bortfaldet.

Hjemrejse efter udløbet af den i § 19, stk. 2, nævnte frist vil ikke kunne

bevirke bortfald eller inddragelse af flygtningens opholdstilladelse,

medmindre denne er opnået ved svig. Sådant bortfald forudsætter efter

bestemmelsen i udlændingelovens § 17, stk. 3, at flygtningen frivilligt har

taget bopæl i hjemlandet eller har opnået beskyttelse i et tredieland.

Det foreslås på denne baggrund i § 1, nr. 6, at fristen i udlændingelovens

§ 19, stk. 2, for inddragelse af opholdstilladelse ændres fra 2 til 4 år.

Det følger som nævnt af udlændingelovens § 19, stk. 5, at afgørelse om

inddragelse af opholdstilladelse skal træffes under iagttagelse af

bestemmelsen i lovens § 26. Af denne bestemmelse fremgår, at der - foruden

til udlændingens tilhørsforhold til det danske samfund, herunder varigheden

af opholdet her i landet - skal tages hensyn til, om inddragelse af

opholdstilladelsen må antages at ville virke særlig belastende for

udlændingen. Der skal herved bl.a. henses til udlændingens alder,

helbredstilstand og andre personlige forhold, udlændingens tilknytning her

til landet, udlændingens personlige og familiemæssige tilknytning til

personer her i landet, udlændingens manglende eller ringe tilknytning til

hjemlandet eller andre lande, hvor den pågældende kan ventes at tage ophold,

samt risikoen for, at udlændingen vil lide overlast i hjemlandet eller andre

lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold. Også efter en forlængelse

af den nævnte frist fra 2 til 4 år skal udlændingemyndighederne ved

afgørelsen af, hvorvidt en opholdstilladelse kan inddrages, iagttage den

nævnte bestemmelse i lovens § 26. Det forhold, at en udlænding har opholdt

sig her i landet i op til 4 år indebærer imidlertid ikke, at udlændingen i

almindelighed kan antages at have opnået et sådant tilhørsforhold til det

danske samfund, at inddragelse af opholdstilladelsen ikke kan ske. Tværtimod

vil det være den absolutte hovedregel, at inddragelse kan ske.

Selv om udgangspunktet således er, at inddragelse af opholdstilladelse kan

og skal finde sted inden for den nævnte frist, hvis opholdsgrundlaget ikke

længere er til stede, kan udlændingemyndighederne dog i særlige tilfælde

undlade inddragelse f.eks. i tilfælde, hvor et ægteskabeligt samliv, der har

varet en vis tid, ophører ved den herboendes død, hospitalsindlæggelse eller

fængselsophold, og disse begivenheder ikke var påregnelige for ægtefællen ved

ægteskabets indgåelse.

Fristen i lovens § 19, stk. 2, svarer til fristen i § 18, stk. 2, om

bortfald af en udlændings opholdstilladelse, når der af de sociale

myndigheder af forsørgelsesmæssige grunde er truffet afgørelse om

hjemsendelse. Fristen svarer endvidere til den frist, der er nævnt i

bistandslovens § 4, stk. 2, for de sociale myndigheders bestemmelse om

hjemsendelse af en udlænding, der ikke har de fornødne midler til sit

underhold. Fristen i disse bestemmelser foreslås i § 1, nr. 6, og § 2

ligeledes ændret til 4 år som en parallel til ændringen af fristen i § 19,

stk. 2.

I forbindelse med debatten om proforma ægteskaber har det været anført, at

sådanne ægteskaber i visse tilfælde indgås bl.a. af udlændinge, herunder

asylansøgere, der afventer en afgørelse i asylsagen og måske frygter, at

afgørelsen vil gå dem imod, eller udlændinge, der opholder sig her i landet

efter afslag på opholdstilladelse, men inden udrejsefristens udløb.

Allerede efter den gældende bestemmelse i § 18, stk. 2, 2. pkt., i

bekendtgørelsen om ægteskabs indgåelse, er det en betingelse for, at en

udlænding kan indgå ægteskab her i landet, at den pågældende godtgør at have

lovligt ophold i Danmark. For at imødegå ægteskaber af den ovennævnte

karakter vil det være naturligt i forbindelse med en ændring af fristen for

inddragelse af opholdstilladelse også at ændre bekendtgørelsen om ægteskabs

indgåelse således, at en udlænding alene kan indgå ægteskab her i landet,

hvis den pågældende har lovligt ophold her med opholdstilladelse, gyldigt

visum eller som visumfri udlænding. Herved modvirkes, at udlændinge, der har

søgt om opholdstilladelse, og som afventer en afgørelse i sagen, eller som

har fået afslag og derfor bør udrejse, kan indgå ægteskab under opholdet her

i landet og ad den vej opnå opholdstilladelse. I særlige tilfælde vil

Justitsministeriet dog undtagelsesvis kunne dispensere fra bekendtgørelsens

bestemmelser.

2.4. Ændring af forsørgelseskravet som betingelse for

familiesammenføring

Det anføres i Justitsministeriets oplæg til en ny udlændingepolitik, at

der ved familiesammenføring i højere grad bør lægges vægt på

forsørgelsesaspektet og herunder kræves, at den herboende reelt påtager sig

forsørgelsen af det familiemedlem, der kommer hertil.

Synspunkter om, at en herboende dansker eller udlænding, der ønsker et

udenlandsk familiemedlem hertil, også skal varetage forsørgelsen af den

pågældende, gælder såvel i relation til forældre som til ægtefælle og børn.

2.4.1. Gældende ret

Efter den gældende retstilstand har en herboende person, der får sin

ægtefælle eller sine børn hertil i medfør af reglerne om familiesammenføring,

den samme forsørgelsespligt over for disse familiemedlemmer, som hvis de var

danske. Dette indebærer, at den pågældende i medfør af bistandslovens

bestemmelser har den forpligtelse til at forsørge sin ægtefælle og barn i

forhold til det offentlige, som gælder for andre forældre og ægtefæller her i

landet. Også for den pågældendes pligt efter bestemmelserne i lov om

ægteskabs retsvirkninger og børneloven til i det direkte forhold over for

ægtefællen og barnet at yde bidrag til forsørgelsen er det uden betydning, om

de pågældende er kommet hertil i medfør af reglerne om familiesammenføring.

For forældre gælder derimod, at der ikke efter lovgivningen består nogen

almindelig pligt for barnet til i forhold til det offentlige eller i det

indbyrdes forhold at forsørge sine forældre.

På denne baggrund indeholder udlændingeloven i § 9, stk. 3, den regel, at

opholdstilladelse efter reglerne om familiesammenføring for forældre til en

herboende person - uanset om den herboende er dansk eller nordisk statsborger

eller flygtning - kan betinges af, at den person, der bor i Danmark, påtager

sig at forsørge ansøgeren (forældrene).

Det er i praksis forekommet i væsentligt omfang, at den herboende person

(garanten), der har indestået for forsørgelsen af forældrene, eller som efter

loven har pligt til at forsørge ægtefælle og børn, alligevel ikke har opfyldt

denne forpligtelse. Bistandslovens § 4 hjemler adgang til at hjemsende en

udlænding, der ikke har de fornødne midler til sit underhold, såfremt

vedkommende ikke lovligt har boet her i landet med henblik på varigt ophold i

mere end de sidste 2 år. Denne mulighed har dog ikke i praksis været benyttet

i forbindelse med forældre, der er kommet hertil i medfør af reglerne om

familiesammenføring.

2.4.2. Justitsministeriets overvejelser

Ved vurderingen af hvorledes en øget betoning af forsørgelseskravet i

forbindelse med opholdstilladelse efter reglerne om familiesammenføring kan

finde sted, bør det haves i erindring, at forsørgelseskravet kan optræde i to

relationer: For det første som betingelse for overhovedet at meddele det

pågældende familiemedlem opholdstilladelse her i landet efter reglerne om

familiesammenføring. For det andet i forbindelse med håndhævelsen over for

den herboende person, hvem forsørgelsespligten påhviler, af pligten til at

forsørge familiemedlemmet, herunder at refundere det offentlige de udgifter,

som er afholdt til social bistand til det udenlandske familiemedlem under

opholdet her i landet.

Ingen af disse to muligheder kan imidlertid undtagelsesfrit tænkes

gennemført for den samlede gruppe udlændinge. Således må der som anført

nedenfor i nogle tilfælde kunne meddeles opholdstilladelse til

familiemedlemmer til udlændinge, uanset at den herboende ikke er i stand til

at påtage sig forsørgelsen. På tilsvarende måde vil der være tilfælde, hvor

det ikke er realistisk at forestille sig, at den offentlige hjælp, der ydes

et familiemedlem, kan inddrives hos den herboende person, også uanset at

personen har påtaget sig at forsørge udlændingen.

På denne baggrund foreslås det, at en effektivisering af håndhævelsen af

forsørgelseskravet gennemføres ved en kombination af disse to virkemidler.

2.4.2.1. Forsørgelseskravet som betingelse for opholdstilladelse

Den foreslåede regel i § 1, nr. 5, indebærer for det første, at

der ved familiesammenføring med forældre til indvandrere (dvs.

personer, der hverken er EF-statsborgere, danske statsborgere, nordiske

statsborgere eller flygtninge) skal stilles krav om, at den herboende

reference påtager sig at forsørge forældrene. Endvidere skal det i disse

tilfælde være en ufravigelig betingelse, at den herboende også kan

godtgøre at være i stand til at opfylde denne forsørgelsesforpligtelse. Det

samme gælder ved familiesammenføring med fjernere slægtninge.

For så vidt angår familiesammenføring mellem indvandrere og

ægtefælle og børn følger det for det andet af den foreslåede

bestemmelse, at der kan stilles krav om, at det godtgøres, at den herboende

er i stand til at forsørge disse familiemedlemmer.

For så vidt angår familiesammenføring med udenlandske forældre til

danske statsborgere, nordiske statsborgere og flygtninge foreslås det,

at der som hidtil kan stilles krav om, at den herboende påtager sig at

forsørge forældrene. Sådan familiesammenføring kan endvidere betinges af, at

forsørgelsesevnen godtgøres.

Hvad angår familiesammenføring med ægtefælle og børn til sådanne herboende

personer foreslås det endvidere, at det kan kræves som betingelse for

opholdstilladelsen, at den herboende godtgør at være i stand til at forsørge

familiemedlemmet.

Som det fremgår, er disse sidstnævnte regler fakultative.

Dette indebærer, at udlændingemyndighederne undtagelsesvis kan meddele

opholdstilladelse i tilfælde, hvor det forekommer særlig velbegrundet, f.eks.

til ægtefælle og børn, uanset at det ikke kan antages, at den herboende kan

opfylde sin forsørgelsespligt i forhold til de pågældende. Den pågældendes

tilknytning her til landet vil i den forbindelse skulle indgå i vurderingen.

Er den pågældende dansk statsborger, vil det være naturligt at lade

dette forhold indgå med stor vægt ved vurderingen, idet det i disse tilfælde

kan forekomme uheldigt - eller ligefrem umuligt - at kræve, at den pågældende

bosætter sig hos familien i udlandet.

Er den herboende flygtning, bør en ansøgning om opholdstilladelse

for den pågældendes børn og ægtefælle imødekommes, også selv om det ikke kan

godtgøres, at forsørgelseskravet kan opfyldes, i hvert fald hvis ægteskabet

er indgået eller børnene avlet inden indrejsen til Danmark. Er ægteskabet

indgået mellem flygtningen og en udlænding under flygtningens ophold her i

landet, må det bero på et konkret skøn, bl.a. over flygtningens mulighed for

at bosætte sig i ægtefællens hjemland, om opholdstilladelse kan meddeles på

trods af, at forsørgelseskravet ikke kan opfyldes.

For så vidt angår forældre til flygtninge, må det bero på et skøn - bl.a.

over tilknytningen mellem flygtningen og forældrene og over, i hvilket omfang

forældrene i hjemlandet var optaget i flygtningens husstand under opholdet

der - om opholdstilladelse bør gives. Som anført ovenfor vil det imidlertid

være den almindelige regel, at opholdstilladelse afslås.

2.4.2.2. Ordningens praktiske administration

Ved administrationen af den foreslåede bestemmelse forudsættes, at

vurderingen af, hvorvidt der er et reelt grundlag for en herboende persons

erklæring om at ville og kunne forsørge de pågældende familiemedlemmer,

foretages af de sociale myndigheder. Udlændingemyndighederne skal således til

brug ved behandlingen af disse ansøgninger indhente en udtalelse fra de

sociale myndigheder om, hvorvidt den pågældende er i stand til at forsørge de

familiemedlemmer, der ønskes hertil. Udlændingemyndighederne må i disse

tilfælde forudsætte fra de sociale myndigheder at få en klar indstilling om,

hvorvidt dette er tilfældet, og bør kunne lægge denne indstilling til grund

ved vurderingen af forsørgelsesbetingelsen i forbindelse med afgørelsen om

familiesammenføring.

De sociale myndigheders vurdering af den herboendes forsørgelsesevne bør

tage udgangspunktet i den levestandard, der er sædvanlig her i landet.

Lever den herboende f.eks. af kontanthjælp kan det ikke antages, at han er

i stand til at forsørge sine familiemedlemmer ved denne hjælp, heller ikke

selv om den pågældende selv finder, at kontanthjælpen rigeligt rækker til

også at forsørge de pågældende familiemedlemmer, og at familiens levestandard

måske i alle tilfælde bliver bedre end den, de har eller kan opnå i

hjemlandet.

For at lette de sociale myndigheders skøn i denne forbindelse vil det være

naturligt, at Socialministeriet udsender en vejledning til de sociale

myndigheder om principperne for den ovennævnte vurdering af

forsørgelsesevnen.

Et rimeligt mål for vurderingen af forsørgelsesevnen må være, at den

herboende har indtægter, der mindst svarer til, hvad han kunne have fået

(afhængig af ægteskabelig status, antal børn og boligudgift) i kontanthjælp

plus den kontanthjælp, den eller de familiesammenførte ville være berettiget

til.

2.4.3. Inddragelse af opholdsret

Efter de gældende regler i bistandslovens § 4 og udlændingelovens § 18 er

det som nævnt således, at de sociale myndigheder kan træffe bestemmelse om

hjemsendelse af en udlænding, der ikke har de fornødne midler til sit

underhold, medmindre udlændingen har opholdt sig her med henblik på varigt

ophold i mere end 2 år (fristen foreslås forlænget til 4 år, jf. § 1, nr. 6,

og § 2).

I tilknytning til den ovennævnte ændring af forsørgelseskravets betydning

ved behandlingen af ansøgninger om familiesammenføring, bør det forudsættes,

at også reglerne om hjemsendelse af udlændinge, der ikke har de fornødne

midler til deres underhold, i højere grad anvendes.

2.4.4. Inddrivelse af offentlig hjælp

Som det andet led i en mere effektiv håndhævelse af forsørgelseskravet

foreslås det i § 1, nr. 5, at der indsættes udtrykkelig hjemmel til, at

offentlig hjælp, der ydes en udlænding, der har fået opholdstilladelse efter

reglerne om familiesammenføring, kan inddrives hos den person - garanten -

der har påtaget sig at forsørge ansøgeren. Denne regel har alene betydning i

de tilfælde, hvor forældre eller fjernere slægtninge til herboende personer

er kommet hertil efter reglerne om familiesammenføring, idet bistandsloven

allerede indeholder en regulering af dette spørgsmål i relation til

ægtefæller og børn. Også andre end det herboende barn kan imidlertid være

garant ved familiesammenføring med forældre, f.eks. barnets ægtefælle, og

også sådanne personer omfattes af inddrivelsesadgangen. Inddrivelse

forudsættes at ske efter reglerne om personlige skatter, herunder ved

udpantning og lønindeholdelse.

Adgangen til at afkræve den herboende garant betaling for hjælp til

forældrene er selvsagt betinget af, at garanten har et indtægtsgrundlag, der

muliggør, at betaling for den offentlige bistand til forældrene helt eller

delvis kan ydes. Er garantens økonomiske forhold således undergået en

væsentlig ændring efter familiesammenføringen med forældrene, således at det

ikke er realistisk at forestille sig, at betaling helt eller delvis kan

inddrives hos den pågældende, kan de sociale myndigheder undlade dette.

2.4.5. Opfølgning af lovændringen

Det er hensigten på et passende tidspunkt efter de nævnte bestemmelsers

ikrafttræden, at udlændingemyndighederne sammen med Socialministeriet

vurderer, om bestemmelserne i praksis har haft den tilsigtede virkning, og om

balancen mellem myndighedernes indsats er passende.

3. Effektivisering af asylsagsbehandlingen

Justitsministeriet iværksatte kort efter folketingsdebatten vedrørende

redegørelsen om udlændingelovgivningen et analysearbejde vedrørende

udlændingemyndighedernes administration på flygtningeområdet med henblik på

at fremkomme med forslag til foranstaltninger, der kan effektivisere og

fremskynde behandlingen og afgørelsen af asylsagerne. De forslag, der omtales

i det følgende, bygger bl.a. på dette arbejde.

3.1. Ambassadeansøgninger

Det foreslås for så vidt angår behandlingen af de såkaldte

ambassadeansøgninger - dvs. ansøgninger om opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 7, stk. 4, der indgives til en dansk repræsentation i

udlandet - at der indsættes hjemmel i udlændingeloven til, at adgangen til at

klage til Flygtningenævnet over direktoratets afslag på en sådan

opholdstilladelse afskæres, hvor der er tale om åbenbart grundløse

ansøgninger. Ændringen, der foreslås i § 1, nr. 12, indebærer, at

Direktoratet for Udlændinge i sådanne tilfælde efter forelæggelse for Dansk

Flygtningehjælp kan bestemme, at direktoratets afgørelse ikke kan påklages

til Flygtningenævnet. Ved denne afgørelse skal der selvsagt ikke - som ved

behandlingen i øvrigt af åbenbart grundløse asylansøgninger, hvor ansøgeren

opholder sig her i landet - være adgang til, at udlændingen får en personlig

samtale med medarbejdere fra Direktoratet for Udlændinge eller

Flygtningehjælpen.

Flygtningenævnet skal underrettes om afgørelsen, jf. udlændingelovens § 53

b.

Herudover foreslås (i § 1, nr. 10) en nyordning i tilknytning til

modtagelsen af ansøgningerne ved vedkommende danske repræsentation i

udlandet. Efter udlændingelovens § 7, stk. 4, kan en udlænding, som ikke

befinder sig i Danmark, få opholdstilladelse her som flygtning, såfremt

Danmark på grund af udlændingens tidligere længerevarende lovlige ophold her

i landet, herboende nære slægtninge eller anden tilsvarende tilknytning må

anses for nærmest til at yde den pågældende beskyttelse.

Ansøgning om opholdstilladelse efter bestemmelsen i § 7, stk. 4, kan

indgives af udlændinge, der ikke tidligere har haft ophold her i landet eller

har anden særlig tilknytning hertil - f.eks. i form af herboende slægtninge -

men som dog ønsker asyl i Danmark. Bestemmelsen kan endvidere selvsagt

påberåbes af udlændinge, der har sådanne tilknytningsmomenter. For

udlændinge, der er afvist til et sikkert 3. land i medfør af bestemmelsen i §

48, stk. 2, gælder efter § 7, stk. 5, at der kun kan gives asyl efter § 7,

stk. 4. Sådanne udlændinge får således kun deres asylansøgning taget under

behandling, hvis de efter udsendelsen på ny indgiver ansøgning til en dansk

repræsentation i udlandet.

Såvel efter flygtningekonventionen som efter principperne i den danske

udlændingelov er det udgangspunktet, at kun personer, der opholder sig i

Danmark, kan opnå asyl her. Opholder personen sig i et andet land, er

udgangspunktet det, at ansøgning om asyl må indgives i dette land. Kun hvis

der foreligger en særlig tilknytning til Danmark, kan Danmark tage imod den

pågældende som flygtning. Befinder ansøgeren sig i sit hjemland, er den

pågældende - uanset hvilken tilknytning, der måtte være til det danske

samfund - ikke berettiget til asyl, idet den pågældende ikke er flygtning

efter definitionen heraf i flygtningekonventionens artikel 1 A.

Selv om det således har undtagelsens karakter, at der kan meddeles asyl

efter bestemmelsen i udlændingelovens § 7, stk. 4, indeholder loven ingen

mulighed for en forhåndsvurdering af, om en udlænding, der indgiver ansøgning

herom, har en sådan tilknytning til Danmark, at bestemmelsen overhovedet kan

tænkes at være relevant. Denne vanskelighed har i praksis givet sig udslag i,

at der på danske repræsentationer i udlandet er indgivet et meget stort antal

asylansøgninger i forbindelse med f.eks. pludseligt opståede begivenheder

eller rygtedannelser i visse lande. Disse ansøgninger er i langt de fleste

tilfælde fuldstændig udsigtsløse, f.eks. fordi ansøgeren åbenlyst savner

enhver tilknytning til Danmark. Også sådanne sager skal imidlertid behandles

i overensstemmelse med udlændingelovens detaljerede regler herom.

Det foreslås på denne baggrund, at der gives vedkommende danske

repræsentation i udlandet hjemmel til at afvise at modtage asylansøgninger

efter § 7, stk. 4, hvis ansøgningen ikke indeholder oplysninger til belysning

af ansøgerens tilknytning til Danmark. Repræsentationerne vil blive

instrueret om i tilfælde af berettiget tvivl at modtage ansøgningen. Herved

kan en meget stor del af de helt udsigtsløse ansøgninger afskæres uden

yderligere sagsbehandling. Har ansøgeren udtrykkelig angivet ikke at have

nogen tilknytning til Danmark, har den pågældende ikke givet oplysning herom,

eller har han angivet en tilknytning af helt ideel karakter, f.eks. en

almindelig interesse i at komme til at bo i det danske samfund eller modtage

uddannelse her, kan vedkommende danske repræsentation ligeledes afvise

ansøgningen. Har den pågældende angivet en tilknytning, der forekommer

åbenbart urigtig - f.eks. i tilfælde, hvor et meget stort antal ansøgere

angiver den samme danske person, virksomhed eller lignende som reference -

kan ansøgningen heller ikke modtages.

Hvis den foreslåede ordning skal have den tilsigtede effekt, er det

nødvendigt, at ansøgeren ikke ved at indgive klage f.eks. til Direktoratet

for Udlændinge over repræsentationens afvisning af at modtage ansøgningen kan

foranledige ansøgningen realitetsbehandlet. Det foreslås på den baggrund, at

vedkommende repræsentations afgørelse er endelig. Dette indebærer bl.a., at

afgørelsen hverken kan påklages til Direktoratet for Udlændinge eller

Flygtningenævnet.

Forslaget indebærer som nævnt, at der på vedkommende repræsentation skal

ske en - helt summarisk - vurdering af, om ansøgningen indeholder oplysninger

om ansøgerens tilhørsforhold til det danske samfund. For at undgå

dobbeltarbejde vil det på denne baggrund være naturligt, at de ansøgninger,

som repræsentationen videresender til Direktoratet for Udlændinge, indeholder

en oversættelse af de oplysninger, som ansøgeren har afgivet.

3.2. Frihedsberøvelse af asylansøgere

Justitsministeriet foreslår tillige i § 1, nr. 8 og 11, en omformulering

af udlændingelovens § 36 vedrørende frihedsberøvelse af udlændinge. Bortset

fra en redaktionel ændring af bestemmelsen indebærer den nye formulering, at

der gives adgang til at frihedsberøve asylansøgere, der udebliver fra en

afhøring ved Direktoratet for Udlændinge eller politiet, hvortil de

pågældende er indkaldt. Formålet hermed er at undgå, at behandlingen af

asylsager trækker i langdrag, fordi ansøgeren saboterer sagsbehandlingen ved

at udeblive fra sådanne afhøringer. Frihedsberøvelsen vil imidlertid i det

enkelte tilfælde være ganske kortvarig - fra nogle få timer til under et døgn

- og vil alene have til hensigt at sikre ansøgerens tilstedeværelse ved

afhøringen.

Forslaget i § 1, nr. 8, til affattelsen af § 36 er udformet i

overensstemmelse med den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 36, stk.

1. Ved lov nr. 387 af 6. juni 1991 er der som § 1, nr. 8, vedtaget en

tilføjelse til § 36, stk. 1, 1. pkt. Loven er endnu ikke trådt i kraft. Også

i det foreliggende forslag til affattelsen af § 36, stk. 1, 1. pkt., skal den

nævnte tilføjelse indgå, når lov nr. 387 af 6. juni 1991 sættes i kraft.

3.3. Styrkelse af asylsagsbehandlingen

Et meget væsentligt element i Justitsministeriets initiativer med henblik

på effektivisering af asylsagsbehandlingen vedrører tilførsel af yderligere

ressourcer ved behandlingen af disse sager ved Direktoratet for Udlændinge og

Flygtningenævnet samt i forbindelse med Justitsministeriets behandling af

sager om opholdstilladelse af humanitære grunde og politiets udsendelse af

asylsansøgere, der har fået afslag på ansøgningen. Endvidere vil det blive

påkrævet at styrke udenrigstjenestens indsats især med hensyn til

tilvejebringelse af udtalelser og baggrundsoplysninger til brug for

asylsagsbehandlingen.

Justitsministeriet er indstillet på at gennemføre en sådan øget

ressourcetildeling og en effektiv opfølgning og kontrol med, at en

mertildeling af ressourcer også har den tilsigtede virkning, nemlig en

nedbringelse af den samlede sagsbehandlingstid i asylsager.

Ved en sådan ændring kan det modvirkes, at der opstår flaskehalse i

forbindelse med behandlingen af asylsager, hvor sagens behandling alene

afventer, at en medarbejder kan afse tid hertil. En effektivisering af

asylsagsbehandlingen med den virkning, at sagsbehandlingstiden nedbringes,

vil som modstykke til den øgede ressourceanvendelse ved sagsbehandlingen

kunne bidrage til en reduktion af opholdsudgifterne til asylansøgere i

præasyl fasen, samtidig med at en fremskyndelse af sagsbehandlingen vil være

en serviceforbedring for ansøgeren.

Som det fremgår af bemærkningerne under pkt. 8, er det Justitsministeriets

skøn, at der ved ressourcetilførsel som ovenfor nævnt kan ske en væsentlig

nedbringelse af sagsbehandlingstiden. Det er således Justitsministeriets

vurdering, at der kan opstilles en generel, realistisk målsætning for det

tidsmæssige forløb af de asylsager, der behandles i to instanser, og hvor

også muligheden for at søge opholdstilladelse af humanitære grunde, klage til

Folketingets Ombudsmand og ansøgning om genoptagelse søges udnyttet af

ansøgeren, på 8-9 måneder regnet fra det tidspunkt, hvor asylsagen tages

under realitetsbehandling. Det er imidlertid klart, at dette skøn er behæftet

med meget betydelig usikkerhed.

En opfyldelse af den nævnte målsætning vil betyde en væsentlig

nedbringelse af sagsbehandlingstiden i asylsager. Justitsministeriet vil

efter gennemførelsen af disse initiativer undersøge mulighederne for - f.eks.

gennem en principiel gennemgang af asylproceduren - at søge

sagsbehandlingstiden yderligere nedbragt. Justitsministeriet betragter

således de foreslåede ændringer som et første led i bestræbelserne på en

markant nedbringelse af sagsbehandlingstiden i asylsager.

3.4. Skærpelse af praksis vedrørende opsættende virkning

Justitsministeriet vil desuden søge gennemført en skærpelse af praksis

vedrørende meddelelse af opsættende virkning i anledning af ansøgninger om

genoptagelse af asylsager eller af sager om opholdstilladelse af humanitære

grunde samt en skærpet praksis i forbindelse med meddelelse af opsættende

virkning ved klager til Folketingets Ombudsmand.

Et led heri vil for det første være, at det i forbindelse med

behandlingen af asylsager skal være den myndighed, der træffer afgørelse i

sagen, som fastsætter udrejsefristen. På tilvarende måde skal det i sager om

genoptagelse være den myndighed, der træffer afgørelse om genoptagelse i

sagen, der også tager stilling til spørgsmålet om udsættelse af

udrejsefristen som følge af ansøgningen, og som i forbindelse med afgørelsen

i sagen tager stilling til, hvornår udrejse herefter skal finde sted i

overensstemmelse med reglen i udlændingelovens § 33.

Justitsministeriet har for det andet overvejet spørgsmålet om

udlændinges ret til ophold her i landet under asylsagens behandling.

Udlændingeloven indebærer, at udlændinge, der under ophold her søger asyl, og

som ikke afvises, har krav på at opholde sig her under sagens behandling og

under eventuel påklage til Flygtningenævnet af direktoratets afslag på

opholdstilladelse. Endvidere har en udlænding efter gældende praksis adgang

til at opholde sig i Danmark, mens en ansøgning om opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2 (humanitære grunde) behandles.

Justitsministeriet finder ikke grundlag for at foreslå denne retstilstand

ændret. Hvad angår opsættende virkning ved 1. gangsklager til ombudsmanden

over direktoratets, nævnets eller Justitsministeriets afgørelser finder

Justitsministeriet, at der fortsat som udgangspunkt bør meddeles opsættende

virkning. I tilfælde, hvor der klages til ombudsmanden over et afslag på

asyl, meddelt efter åbenbartgrundløs proceduren i udlændingelovens § 53 a,

stk. 3, eller over et afslag meddelt af et enigt flygtningenævn, kan der

imidlertid efter omstændighederne være grundlag for - i samarbejde med

Folketingets Ombudsmand - at vedkommende myndighed nægter opsættende virkning

ved klage til ombudsmanden.

Justitsministeriet finder endvidere for det tredie, at der i

tilfælde, hvor en klage til Folketingets Ombudsmand tillægges opsættende

virkning, alene skal tillægges klagen opsættende virkning i f.eks. 14 dage

regnet fra vedkommende myndigheds svar til ombudsmanden. En sådan ordning kan

i praksis tilrettelægges i samarbejde med Folketingets Ombudsmand og således,

at myndigheden tillægger klagen opsættende virkning, straks den modtages, og

at myndigheden herefter meddeler udlændingen en udrejsefrist på f.eks. 14

dage, når myndighedens svar og sagens akter sendes til ombudsmanden, men med

mulighed for forlængelse af fristen, hvis Folketingets Ombudsmand konkret gør

opmærksom på behovet herfor.

Med hensyn til ansøgninger om genoptagelse af direktoratets,

Flygtningenævnets eller Justitsministeriets sag eller klager til Folketingets

Ombudsmand over afgørelser vedrørende genoptagelse finder Justitsministeriet

for det fjerde, at praksis bør skærpes, således at helt ugrundede

ansøgninger eller ansøgninger, der slet ikke indeholder nye oplysninger eller

synspunkter, ikke tillægges opsættende virkning, heller ikke i de tilfælde

hvor ansøgeren bebuder at ville fremkomme med supplerende oplysninger og

anbringender i et senere indlæg.

De ovennævnte forslag vedrørende opsættende virkning ved ansøgninger om

genoptagelse af direktoratets, Flygtningenævnets eller Justitsministeriets

afgørelser tilsigter som nævnt en effektivisering og opstramning af

sagsbehandlingen efter, at der er meddelt en asylansøger endeligt afslag i

direktoratet eller afslag i Flygtningenævnet på ansøgningen. Det forudsættes

derfor, at der i forbindelse med ansøgninger om genoptagelse af de nævnte

myndigheder søges tilstræbt en meget hurtig behandling af spørgsmålet om

opsættende virkning og om, hvorvidt ansøgningen kan føre til, at sagens

behandling genoptages. Endvidere bør der ikke ske genoptagelse af asylsager,

medmindre der er gået meget lang tid siden afgørelsen i sagen, eller det er

klart, at der foreligger nye oplysninger af betydning for sagens afgørelse.

Særlig for så vidt angår Flygtningenævnets sagsbehandling bemærkes, at det

som følge af, at genoptagelse kun undtagelsesvis kan komme på tale, vil være

naturligt, at afgørelsen i sager om genoptagelse som udgangspunkt træffes af

vedkommende nævnsformand alene.

Justitsministeriet agter i forbindelse med nærværende lovforslag at søge

disse initiativer med henblik på styrkelse af asylsagsbehandlingen

gennemført, ligesom ministeriet vil foretage en opfølgning af initiativerne

med henblik på at vurdere, om forslagene har vist sig effektive.

3.5. Optagelse af fingeraftryk og personfotografi af udlændinge

Efter den eksisterende modtagelsesordning for asylansøgere optages der

personfotografi af asylansøgere og i nogle tilfælde tillige fingeraftryk.

Formålet med optagelsen af personfotografi er at kunne udstede de nødvendige

dokumenter til asylansøgeren. Fingeraftryk optages i de tilfælde, hvor der

tvivl om asylansøgerens identitet, f.eks. fordi den pågældende ikke er i

besiddelse af identitetsdokumenter eller er i besiddelse af falske

identitetsdokumenter, med henblik på at sikre identifikationen af den

pågældende. Der sker ikke generelt maskinel registrering af de optagne

fingeraftryk, og personfotografierne indgår som nævnt på sagen med henblik på

at kunne udstede de nødvendige dokumenter til asylansøgeren.

Med henblik på en effektivisering af sagsbehandlingen i asylsager og for

at tage højde for et kommende internationalt samarbejde foreslås det i § 1,

nr. 9, at det i udlændingelovens § 40 udtrykkeligt anføres, at

udlændingemyndighederne har adgang til at optage fingeraftryk og

personfotografi af en udlænding, når dette skønnes hensigtsmæssigt med

henblik på at fastlægge den pågældendes identitet.

Uden for strafferetsplejen vil spørgsmålet om optagelse af fingeraftryk og

personfotografi af udlændinge hovedsagelig have betydning ved modtagelsen af

asylansøgere. For så vidt angår personfotografi indebærer den foreslåede

regel, at sådan fotografi kan optages dels med henblik på at sikre beviset

for den pågældendes identitet, dels med henblik på at kunne fastlægge den

pågældendes identitet i forbindelse med udstedelse af dokumenter til

asylansøgeren, der indeholder et personfotografi. Hvad angår optagelse af

fingeraftryk vil dette normalt være hensigtsmæssigt, hvor der ikke er fuld

sikkerhed om ansøgerens identitet. Dette kan ikke blot være tilfældet, hvor

der i forbindelse med en udlændings indrejse er tvivl om den pågældendes

identitet, herunder om den pågældende tidligere under andet navn har været

indrejst her i landet, men også i tilfælde, hvor der - f.eks. på baggrund af

myndighedernes almindelige erfaringer - er grund til at tro, at en udlænding

senere vil indrejse her i landet under en anden identitet.

De optagne fingeraftryk forudsættes indtil videre behandlet på samme måde

som hidtil, hvilket som nævnt indebærer, at der ikke generelt sker

elektronisk registrering af fingeraftrykkene. Det vil imidlertid være

hensigtsmæssigt at indføre en sådan maskinel registrering i det omfang f.eks.

samarbejdet inden for EF-landene eller mellem de nordiske lande vedrørende

asylsagernes behandling gør en sådan registering hensigtsmæssig.

Videregivelse af sådanne maskinelt registrerede fingeraftryk vil i givet

fald kunne ske i overensstemmelse med bestemmelserne i registerlovgivningen i

forbindelse med et sådant samarbejde mellem landene om behandlingen af

asylansøgninger.

3.6. Udsendelse af asylansøgere, der har modtaget afslag på

ansøgningen

Forslaget i § 1, nr. 7, skal ses på baggrund af, at Justitsministeriet i

forbindelse med et samråd i Folketingets Retsudvalg og over for Folketingets

Ombudsmand har tilkendegivet, at man i forbindelse med de drøftelser

vedrørende ændringer i udlændingeloven - som har udmøntet sig i dette

lovforslag - også ville tage problematikken vedrørende udlændingelovens § 31

op.

Det følger af bestemmelsen i udlændingelovens § 30, at en udlænding, der

efter lovens regler ikke har ret til at opholde sig her i landet, skal

udrejse af landet. Hvis udlændingen ikke udrejser frivilligt, påhviler det

politiet at drage omsorg for udrejsen. Politiet skal således sørge for -

eventuelt ved anvendelse af tvang - at udlændingen udsendes fra Danmark.

Udlændingelovens § 31 indeholder regler, der regulerer, hvorledes

udsendelse kan ske. En udlænding må således ikke udsendes til et land, hvor

den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen nævnte

grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et

sådant land. For så vidt angår udlændinge, der trues af de facto forfølgelse

- dvs. forfølgelse af lignende karakter, som den, der er angivet i

flygtningekonventionen jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, - gælder

tilsvarende, at de ikke må udsendes til et land, hvor de risikerer sådan

forfølgelse. Denne regel modificeres dog i de tilfælde, hvor der er grund til

at antage, at udlændingen frembyder fare for landets sikkerhed, eller hvis

udlændingen efter endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må antages at

frembyde nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed.

Den nævnte bestemmelse i § 31 indebærer en generel forpligtelse for

myndighederne til i forbindelse med afgørelser på udlændingelovens område at

påse, at forbuddet mod refoulement (dvs. tilbagesendelse til

forfølgelseslandet), som er en af flygtningekonventionens grundregler, ikke

tilsidesættes.

For udlændinge, der har fået afslag på en ansøgning om asyl efter

udlændingelovens §§ 7-8, eller hvis opholdstilladelse efter §§ 7-8 er

inddraget eller anset for bortfaldet, gælder imidlertid det særlige, at

udlændingemyndighederne i forbindelse med disse afgørelser har foretaget en

vurdering af forfølgelsesrisikoen i den pågældendes hjemland.

Som følge af det nære slægtsskab mellem denne vurdering og vurderingen

efter udlændingelovens § 31 af, om udsendelse kan ske, er det efter

Justitsministeriets opfattelse naturligt, at udlændingemyndighederne i

forbindelse med afgørelsen i selve asylsagen også tager stilling til

spørgsmålet om, hvorvidt § 31 stiller sig hindrende i vejen for, at

udlændingen udsendes af landet, hvis den pågældende ikke udrejser frivilligt.

Den foreslåede bestemmelse i § 1, nr. 7, indebærer således, at såvel

Direktoratet for Udlændinge som Flygtningenævnet i tilfælde, hvor der

meddeles afslag på asyl, eller hvor en opholdstilladelse til en anerkendt

flygtning inddrages eller anses for bortfaldet, også udtrykkeligt skal træffe

afgørelse om udsendelsesspørgsmålet. Denne pligt gælder uanset, om

direktoratets afgørelse er endelig, idet den er truffet efter bestemmelsen i

§ 53 a, stk. 3, om ansøgninger, der må anses for åbenbart grundløse, eller om

direktoratets afgørelse kan indbringes for Flygtningenævnet. Har Direktoratet

for Udlændinge eller Flygtningenævnet genoptaget behandlingen af en asylsag,

skal der i forbindelse med den fornyede afgørelse i asylsagen på ny træffes

bestemmelse om, hvorvidt udsendelse af den pågældende kan ske.

Ved afgørelsen af asylansøgninger, hvor ansøgeren ikke befinder sig her i

landet, f.eks. afgørelser af ansøgninger efter lovens § 7, stk. 4, eller

afgørelser vedrørende bortfald efter § 17 af en opholdstilladelse meddelt

efter reglerne om flygtninge, påhviler der selvsagt ikke vedkommende

myndighed nogen pligt til at træffe bestemmelse om udrejsespørgsmålet.

Er udlændingen omfattet af bestemmelsen i § 48, stk. 2, om afvisning af

asylansøgere til et sikkert tredjeland, træffes bestemmelsen om udsendelse

som hidtil i overensstemmelse med reglerne her. Dette indebærer, at

bestemmelsen om udsendelse - herunder om, hvorvidt udsendelse kan være i

strid med § 31 - træffes af Direktoratet for Udlændinge med klageadgang til

Justitsministeriet, og at en sådan klage ikke har opsættende virkning.

Udlændinge, der ikke har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter §§

7-8, kan som hidtil udsendes ved politiets foranstaltning, jf.

udlændingelovens § 48, stk. 1, sammenholdt med § 30. Gør udlændingen inden

eller i forbindelse med udsendelse gældende, at den pågældende ønsker asyl i

Danmark, eller at udsendelsen vil være i strid med § 31, påhviler det

politiet straks at henvise sagen til behandling ved Direktoratet for

Udlændinge som en ansøgning om asyl.

Direktoratet for Udlændinges afslag på asyl og i forbindelse hermed også

afgørelsen af udsendelsesspørgsmålet vil - bortset fra sager, der afgøres

efter åbenbart grundløs-proceduren - kunne indbringes for Flygtningenævnet.

Selv om udlændingen alene gør gældende, at den pågældende ønsker at klage

over direktoratets afgørelse vedrørende selve udsendelsesspørgsmålet, skal

klagen alligevel opfattes som en klage såvel over asylsagens afgørelse som

over afgørelsen vedrørende udsendelse. Flygtningenævnet skal derfor også i

dette tilfælde både tage stilling til asylspørgsmål og til spørgsmålet

vedrørende eventuel udsendelse af den pågældende.

I tilfælde, hvor asylsagen med Dansk Flygtningehjælps tilslutning afgøres

efter bestemmelsen i § 53 a, stk. 3, om åbenbart grundløse ansøgninger, skal

såvel afgørelsen vedrørende spørgsmålet om asyl som udsendelsesspørgsmålet

afgøres efter denne bestemmelse. Er direktoratets afgørelse vedrørende disse

spørgsmål truffet efter reglerne i § 53 a, stk. 3, kan klage over afgørelsen

- herunder over afgørelsen om udsendelse - som nævnt ikke indgives til

Flygtningenævnet.

I praksis vil den foreslåede ordning indebære, at det påhviler politiet at

drage omsorg for udsendelse af udlændinge, der har fået afslag på en

ansøgning om opholdstilladelse, og som ikke udrejser frivilligt.

Efter den foreslåede ordning vil det imidlertid i asylsager i alle

tilfælde fremgå af det afslag på udlændingens ansøgning om asyl, som skal

effektueres ved udsendelsen, at udsendelse kan ske, og at bl.a. § 31 således

ikke er til hinder herfor.

Ved effektueringen af denne afgørelse skal politiet selvsagt følge de

retningslinier, der fremgår af direktoratets eller nævnets afgørelse,

herunder bestemmelser vedrørende fristen for udrejse, eventuelle bestemmelser

vedrørende det land, udrejse kan ske til m.v. Politiet skal således i

forbindelse med den tvangsmæssige udrejse alene tage stilling til nogle helt

faktiske omstændigheder, herunder transportmiddel, rejserute, det præcise

tidspunkt for rejsen m.v.

I nogle tilfælde vil der kunne gå nogen tid fra den endelige afgørelse af

asylsagen og til beslutningen om udrejse skal effektueres, f.eks. hvor

udlændingen har ansøgt om opholdstilladelse af humanitære grunde, har klaget

til ombudsmanden eller har holdt sig skjult i en periode. Påberåber en sådan

udlænding sig i forbindelse med udrejsen at være omfattet af § 31, og kan der

være tvivl om, hvorvidt direktoratets eller Flygtningenævnets afgørelse om

udsendelsespørgsmålet også omfatter den nu foreliggende situation, skal

polititet henvise sagen til direktoratet eller Flygtningenævnet som en

anmodning om genoptagelse. Det samme gælder, hvis udlændingen i forbindelse

med udsendelsen påberåber sig, at der er indtrådt væsentligt forandrede

forhold siden nævnets eller direktoratets afgørelse, og det ikke kan antages,

at Direktoratet for Udlændinge eller Flygtningenævnet har taget disse

synspunkter i betragtning ved afgørelsen. Endelig skal politiet - hvis

virksomhed i forbindelse med udsendelse af udlændinge som nævnt også

reguleres af § 31 - ved valget af udlændingens rejserute vælge den rejserute,

der er sædvanlig ved rejser af denne art. Politiet kommer på denne måde i

intet tilfælde til at skulle tage selvstændig stilling til spørgsmål, der har

tilknytning til spørgsmålet om asyl eller om eventuel forfølgelse som nævnt i

§ 31.

Politiets virksomhed i forbindelse med udsendelse af udlændinge, der har

fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter reglerne i

udlændingelovens §§ 7-8, har således karakter af faktisk

forvaltningsvirksomhed. Direktoratet for Udlændinge eller Flygtningenævnet

har - i overensstemmelse med udlændingelovens og forvaltningslovens regler om

behandlingen af disse sager - endeligt og udtømmende gjort op med spørgsmålet

om udlændingens ret til ophold her i landet og om udsendelse af den

pågældende. Der er alene tale om, at politiet effektuerer disse myndigheders

afgørelse herom. Politiets virksomhed i forbindelse med udsendelse af

asylansøgere, der har modtaget afslag på ansøgningen, har således ikke

karakter af retsakter på forvaltningsrettens område.

Det følger heraf, at politiets beslutninger i forbindelse med udsendelse

af asylansøgere som nævnt ovenfor efter den nye ordning ikke vil være

omfattet af de regler bl.a. om partshøring, begrundelse, klagevejledning m.v.

der følger af forvaltningsloven. Dette udelukker selvsagt ikke, at politiet i

det konkrete tilfælde inddrager udlændingens ønsker vedrørende rejseruten for

udsendelse, transportmidlet, det præcise tidspunkt for udsendelse m.v. i

overvejelserne om, hvorledes udsendelsen bør ske.

Udvises en udlænding ved dom, gælder de særlige bestemmelser i lovens §

33, stk. 4. Der henvises til de særlige bemærkninger til § 1, nr. 7.

Justitsministeriet finder, at den i § 1, nr. 7, foreslåede bestemmelse vil

indebære, at behandlingen af sager vedrørende udsendelse af asylansøgere, der

har fået afslag på opholdstilladelse, kan ske efter enkle og rationelle

principper, samtidig med, at hensynet til retssikkerheden fuldt ud

tilgodeses.

4. EF's opholddirektiver

Den i § 1, nr. 1, foreslåede ændring i udlændingelovens § 2, stk. 3,

tilsigter at skabe det retlige grundlag for en dansk gennemførelse af

følgende tre rådsdirektiver om opholdsret for EF-borgere: 90/366/EØF om

opholdsret for studerende, 90/365/EØF om opholdsret for lønmodtagere og

selvstændige, der er ophørt med erhvervsaktivitet samt 90/364/EØF om

opholdsret. De tre direktiver er alle udstedt af Rådet den 28. juni 1990, og

skal gennemføres senest den 30. juni 1992. Direktiverne er optaget som bilag

2-4 til dette lovforslag.

Den nærmere gennemførelse af direktiverne forudsættes at ske ved en

ændring af de gældende bestemmelser om ophold i Danmark for udlændinge, der

er omfattet af De europæiske Fællesskabers regler, jf. Justitsministeriets

bekendtgørelse nr. 20 af 18. januar 1984 som ændret ved bekendtgørelse nr.

633 af 19. december 1985 og nr. 873 af 17. december 1991.

Direktivet om studerende giver opholdsret til enhver studerende, der er

statsborger i en medlemsstat, og som ikke har denne ret i forvejen.

Opholdsretten kan betinges af, at den studerende er indskrevet ved en

uddannelsesinstitution med henblik på hovedsagelig at følge en

erhvervsuddannelse.

I direktivet om pensionister m.fl. gives opholdsret til enhver, der

modtager pension eller erstatning i anledning af arbejdsulykke eller

erhvervssygdom, og som har udøvet beskæftigelse som lønmodtager eller

selvstændig i et EF-land.

Direktivet vedrørende restgruppen indrømmer opholdsret til personer, der

er statsborgere i en medlemsstat,og som ikke har en sådan ret på grundlag af

andre EF-regler.

Ansøgere efter de tre direktiver er kun berettiget til opholdsret, hvis de

er omfattet af en sygeforsikringsordning.

Opholdsretten for studerende omfatter den pågældendes ægtefælle og

forsørgelsesberettigede børn. Efter de to øvrige direktiver kan der medtages

ægtefælle samt børn og slægtninge i opstigende linie, når disse forsørges af

ansøgeren eller dennes ægtefælle.

Opholdsretten forudsætter, at ansøgeren godtgør - eller for studerendes

vedkommende erklærer - at have tilstrækkelige midler til at kunne klare sig

økonomisk uden at falde værtslandets sociale system til byrde. Det tilføjes,

at det udtrykkeligt er fastsat, at studerende ikke på dette grundlag opnår

ret til uddannelsesstøtte i værtslandet.

For studerende kan opholdstilladelsen begrænses til studiets varighed

eller til et år, hvis uddannelsens samlede varighed er længere. I så fald

fornys opholdstilladelsen årligt.

Efter direktiverne om pensionister m.fl. og om restgruppen kan en

opholdstilladelse begrænses til i første omgang to år, og det kan derefter

kræves, at den skal fornys hvert femte år.

5. Opholdsret for Hong Kong-borgere

I justitsministerens oplæg til en ny udlændingepolitik, blev der peget på

muligheden for en vis kontrolleret indvandring til Danmark af visse

udlændinge, som Danmark af særlige grunde bør tage imod, selv om de ikke er

flygtninge og ikke opfylder betingelserne for at få familiesammenføring.

Som et eksempel nævnes overvejelserne om muligheden for at meddele

opholdstilladelse til et antal Hong Kong-borgere og deres nærmeste familie.

Dette spørgsmål kan henføres til en anmodning fra en række danske

virksomheder med filialer i Hong Kong, som med henvisning til, at Hong Kong i

1997 overgår til kinesisk administration, overfor det danske

udenrigsministerium har rejst spørgsmål om, hvorvidt man fra dansk side kan

sikre de danske virksomheder tilstrækkelig kvalificeret lokal arbejdskraft

til bestridelse af ledende stillinger i tiden op til 1997. Der er i denne

forbindelse blevet henvist til, at andre lande allerede har etableret eller

arbejder på at etablere særlige ordninger med henblik på at fastholde disse

ledende medarbejdere i deres virksomheder.

Det afgørende for de pågældende ledende medarbejdere og deres familier er

at opnå en sikkerhed for udstedelsen af opholds- og arbejdstilladelse i

Danmark, hvis det bliver aktuelt for de pågældende at forlade Hong Kong.

Dermed fremmes muligheden for, at den pågældende gruppe forbliver i Hong Kong

i deres nuværende stillinger i tillid til denne sikkerhed for at kunne komme

til Danmark og opnå opholds- og arbejdstilladelse, hvis forholdene skulle

ændre sig dramatisk i Hong Kong.

Hjemmelen for at meddele sådanne opholds- og arbejdstilladelser vil i

denne situation i givet fald skulle søges i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr.

3.

På baggrund af det gældende generelle indvandringsstop må det være en

forudsætning for etableringen af en særlig ordning for gruppen af Hong

Kong-borgere, at antallet af personer, der skal være omfattet, afgrænses,

således at der alene bliver tale om centrale, ledende medarbejdere i de

pågældende virksomheder. Endvidere må den herværende virksomhed give tilsagn

om et længerevarende (flerårigt) arbejdstilbud.

Der bør derfor nu igangsættes en ordning, hvorefter der for gruppen af

centrale, ledende medarbejdere og deres familier tilbydes mulighed for

løbende 1-årige visa med »multiple entry«. På den måde sikres de

pågældende adgang til Danmark på et hvilket som helst tidspunkt, hvor de

måtte ønske det. Endvidere tilkendegives det over for de pågældende, at der

kan meddeles dem opholds- og arbejdstilladelse i Danmark, hvis deres danske

arbejdsgivere kan anvise dem et arbejde her i landet, og hvis

Industriministeriet vurderer, at de pågældende indtager sådanne stillinger,

at væsentlige erhvervsmæssige hensyn taler for, at de omfattes af en sådan

særlig mulighed for at meddele opholds- og arbejdstilladelse.

Ordningen kan rent praktisk gennemføres ved, at der gennem

Udenrigsministeriet og Generalkonsulatet i Hong Kong ved henvendelse til de

relevante danske virksomheder i Hong Kong udarbejdes lister over de ledende

medarbejdere med familier, som ønskes omfattet af den særlige ordning.

Udlændingemyndighederne vil herefter have mulighed for at udfærdige

skrivelser om visa med »multiple entry« og et betinget tilsagn om

opholds- og arbejstilladelse i Danmark, såfremt den danske arbejdsgiver kan

anvise arbejde her i landet, og såfremt Industriministeriet efter den

ovennævnte vurdering afgiver en positiv udtalelse.

6. Den europæiske Menneskerettighedskonvention

Den europæiske Menneskerettighedskonvention har en sådan karakter og er

opbygget på en sådan måde, at det oftest ikke så meget er selve reglerne på

et bestemt retsområde som reglernes anvendelse, der i det konkrete tilfælde

kan være i strid med rettighederne i henhold til konventionen. Som det

fremgår af det ovenfor anførte, tilkommer der også på udlændingelovens område

en række skønsmæssige beføjelser for udlændingemyndighederne, der forudsættes

udøvet i overensstemmelse med de forpligtelser, som Danmark har påtaget sig

bl.a. i forbindelse med Den europæiske Menneskerettighedskonvention.

Justitsministeriet finder ikke, at de ovennævnte forslag om begrænsning af

adgangen til familiesammenføring med forældre til herboende personer vil

stride mod Den europæiske Menneskerettighedskonvention. Hverken konventionens

artikel 8 om respekt for familielivet eller artikel 14, hvorefter rettigheder

i henhold til konventionen skal beskyttes uden forskel på grund af bl.a. race

eller national eller social oprindelse, udelukker de ovennævnte forslag om en

skærpelse af betingelserne for familiesammenføring med forældre.

Ændringerne i bestemmelserne om familiesammenføring med udenlandske

ægtefæller til herboende er endvidere som nævnt ovenfor udformet således, at

de - bortset fra 18- års aldersgrænsen for indgåelse af ægteskab - ikke

gælder for bl.a. flygtninge. Selv i de tilfælde, hvor ægteskabet er indgået

inden den herboendes indrejse her i landet, vil der på denne baggrund ikke

være tale om en krænkelse af konventionens artikel 8, idet ægtefællerne vil

have adgang til at etablere familielivet i et andet land, f.eks. den

herboendes hjemland eller ægtefællens hjemland. I tilknytning til ovennævnte

påtænkte ændring af bestemmelserne i ægteskabsbekendtgørelsen opstår

spørgsmålet, om en sådan ordning kan være i strid med

menneskerettighedskonventionens artikel 12, hvorefter enhver har ret til at

indgå ægteskab i henhold til det enkelte lands lovgivning på området. Efter

Justitsministeriets opfattelse kan den foreslåede ordning ikke antages at

stride mod konventionens bestemmelser. I tilfælde, hvor en udlænding, f.eks.

en asylansøger har opholdt sig her i landet meget lang tid og har opnået en

bevislig tilknytning til den person, med hvem ægteskabet agtes indgået, vil

der som nævnt ovenfor være mulighed for, at Justitsministeriet i det konkrete

tilfælde dispenserer fra bekendtgørelsens regler, således at ægteskab kan

indgås her i landet.

Ændringen af forsørgelseskravet som betingelse for familiesammenføring er

som nævnt ovenfor gjort fakultativ i de fleste tilfælde. Selv om hovedreglen

således er, at opholdstilladelse ikke skal meddeles, hvis ansøgeren ikke kan

godtgøre sin forsørgelsesevne, vil der i særlige tilfælde som nævnt ovenfor

alligevel kunne meddeles opholdstilladelse bl.a. under hensyn til, om

ægteskabet er indgået eller familieforholdet etableret inden indrejsen her i

landet og til, om den pågældende har mulighed for at etablere sit familieliv

i et andet land, f.eks. sit hjemland eller det pågældende familiemedlems

opholdsland. På denne baggrund er der efter Justitsministeriets opfattelse

ikke belæg for at antage, at den foreslåede effektivisering af håndhævelsen

af forsørgelseskravet vil være i strid med menneskerettighedskonventionens

regler.

Alt i alt er det således Justitsministeriets opfattelse, at de

bestemmelser, der foreslås i nærværende lovforslag, ikke strider imod de

forpligtelser, som Danmark har påtaget sig i forbindelse med tiltrædelsen af

Den europæiske Menneskerettighedskonvention.

7. Hørte myndigheder m.v.

Lovforslaget er samtidig med fremsættelsen sendt til høring hos følgende

myndigheder og organisationer:

Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret,

Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenterne for Århus, Odense, Ålborg og

Roskilde by- og herredsretter, Den danske Dommerforening, Foreningen af

dommerfuldmægtige i Danmark, Rigsadvokaten, Politimesterforeningen,

Politidirektøren i København, Politifuldmægtigforeningen, Dansk

Politiforbund, Dansk Kriminalpolitiforening, Indenrigsministeriet,

Advokatrådet, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Røde Kors, Amnesty International,

og Mellemfolkeligt Samvirke.

8.Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

Ressourcebehovet i forbindelse med behandlingen af asylansøgninger er

vanskeligt at angive præcist, da ressourceforbruget konstant må tilpasses

indrejsetallet og indrejsemønsteret blandt udlændinge. Disse forhold har

bl.a. betydning for det grundlag, der er nødvendigt for behandlingen af den

enkelte asylsag, herunder i hvilket omfang det er nødvendigt at gennemføre

tidskrævende undersøgelser af forholdene i hjemlandet eller af ansøgerens

dokumenter ved den enkelte myndigheds behandling af asylsagen.

Det er endvidere ikke på nuværende tidspunkt muligt at forudse, hvilke

ressourcemæssige konsekvenser en gennemførelse af samarbejdet mellem

EF-landene, herunder inden for rammerne af Dublin-konventionen, vil indebære.

Endelig må udlændingeadministrationen ses som en helhed. Det kan i denne

forbindelse konstateres, at der i disse år sker en nettostigning i antallet

af herboende udlændinge på knapt 10.000 personer om året. Dette medfører i

sig selv en betydelig stigning i antallet af henvendelser og

sagsekspeditioner ved udlændingemyndighederne.

Selv om der hverken kan angives et absolut minimum eller maksimum for den

samlede sagsbehandlingstid i asylsager, finder Justitsministeriet det som

nævnt ovenfor naturligt at søge formuleret en generel, realistisk målsætning

for det tidsmæssige forløb af de asylsager, der behandles i 2 instanser, og

hvor også muligheden for at søge opholdstilladelse af humanitære grunde i

Justitsministeriet, indgive klage til Folketinets Ombudsmand og ansøge om

genoptagelse søges udnyttet af ansøgeren.

Ved tilførsel af passende ressourcer og gennemførelse af en række

opfølgende foranstaltninger er det efter Justitsministeriets opfattelse en

realistisk målsætning for behandlingen af sådanne asylsager, at sagen kan

afsluttes inden for 8-9 måneder.

Det må dog ved bedømmelsen af denne målsætning haves i erindring, at der

også efter en tilførsel af de nødvendige ressourcer til

udlændingemyndighedernes behandling af asylsager vil være sager, der tager

længere tid, f.eks. tilfælde hvor udviklingen i ansøgerens hjemland eller

Flygtningenævnets praksis er under forandring, eller hvor sagen nødvendiggør

yderligere undersøgelse af ansøgerens forhold i hjemlandet eller yderligere

undersøgelse af de af ansøgeren fremlagte dokumenter. Endvidere må det tages

i betragtning, at der i udlændingemyndighederne modtages et stigende antal

genoptagelsesanmodninger, som er forskelligartede, og som nødvendiggør en

stillingtagen til, om der er et nyt grundlag i den pågældende sag. Selv med

de ovennævnte initiativer til rationalisering af asylsagsbehandlingen vil det

forlænge sagsbehandlingstiden i visse grupper af sager, såfremt denne tendens

fortsætter i de kommende år. Der knytter sig således betydelig usikkerhed til

den ovennævnte målsætning. En opfyldelse af den nævnte målsætning vil betyde

en væsentlig nedbringelse af sagsbehandlingstiden i asylsager. Som nævnt

ovenfor i afsnit 3.3. er det imidlertid Justitsministeriets opfattelse, at

der efter forslagets gennemførelse bør tages initiativ til en yderligere

nedbringelse af sagsbehandlingstiden.

Ved en vurdering af, hvilken ressourcetilførsel der er nødvendig til

gennemførelse af den ovennævnte målsætning, må de enkelte elementer i

asylsagsbehandlingen vurderes.

Det er naturligt at opdele asylsagsbehandlingen i 3 led: Behandlingen i 1.

instans omfattende sagsbehandlingen hos politiet og i Direktoratet for

Udlændinge. Dernæst sagsbehandlingen i 2. instans, det vil sige

Flygtningenævnets behandling. Endelig som det 3. led de yderligere

sagsbehandlingsskridt, der kan komme på tale i forhold til en asylansøger,

herunder stillingtagen til en ansøgning om humanitær opholdstilladelse i

Justitsministeriet, klage over Flygtningenævnets afgørelse og/eller

Justitsministeriets afgørelse til Folketingets Ombudsmand samt

genoptagelsesanmodninger i forhold til tidligere trufne afgørelser inden for

den pågældende asylsag.

Det er således mangeartede faktorer, der indgår i asylsagsbehandlingen.

Men ikke mindst af hensyn til udlændingen selv og ud fra mere almene hensyn

må det være et ønskeligt mål, at også den samlede sagsbehandlingstid i

asylsagerne søges nedbragt mest muligt. Dermed mindskes ulempen for den

asylansøger, der ikke har et asylgrundlag og derfor må vende tilbage. Desuden

begrænses muligheden for, at sagsbehandlingstiden af asylansøgeren benyttes

som anledning til at søge asylsagen genoptaget - eventuelt under henvisning

til generelt ændrede forhold i hjemlandet, også selv om disse forhold ikke er

af væsentlig betydning for asylsagen, og derfor ikke kan føre til et andet

resultat. Endelig begrænses de tilfælde, hvor asylansøgeren i kraft af

sagsbehandlingstiden eventuelt får mulighed for at opnå et andet

opholdsgrundlag her i landet.

Desuden må der af hensyn til udlændingen og for bl.a. at begrænse

anledningen til en udsigtsløs genoptagelse af asylsagen ske en begrænsning af

tiden, fra der er meddelt endeligt administrativt afslag på en asylansøgning,

og indtil udlændingen udsendes af landet.

De nævnte mål forudsætter, at der sker en styrkelse af sagsbehandlingen i

1. instans, hvilket nødvendiggør tilførsel af ressourcer til politiets

almindelige afhøringer af asylansøgere i modtagelsescenteret og til arbejdet

med asylansøgere, som er uidentificerede, eller hvor der er spørgsmål om at

afvise de pågældende. Og der må ske en styrkelse af sagsbehandlingen i

Direktoratet for Udlændinge med henblik på nedbringelse af

sagsbehandlingstiden ved direktoratets stillingtagen til asylansøgninger.

Udenrigsministeriets og udlandsrepræsentationernes bidrag til en

forstærket og fremskyndet behandling af asylsagerne vedrørende først og

fremmest udlændingemyndighedernes (Direktoratet for Udlændinges og

Flygtningenævnets) anmodninger om udtalelser i enkeltsager og det øgede behov

for baggrundsoplysninger om og vurderinger af forholdene i asylansøgernes

hjemlande. Det må bemærkes, at der i væsentlig grad er tale om en række

lande, hvor andre danske interesser ikke hidtil har nødvendiggjort en så

omfattende indberetningsvirksomhed om indenrigspolitiske, menneskeretlige og

lignende forhold.

I forbindelse med repræsentationernes modtagelse af asylansøgninger i

medfør af § 7, stk. 4, er indsatsen udvidet med en særlig procedure, jf. den

ny paragraf 46 b, samt oversættelse fra lokalsprog til hovedsprog (eller

dansk) af de asylsøgendes oplysninger om tilknytning til Danmark, som vil

påføre et antal repræsentationer yderligere belastning af ressourcerne.

I 2. instansbehandlingen må der ske en ressourcetilførsel til

Flygtningenævnet med henblik på nedsættelse af sagsbehandlingstiden i nævnet

fra klagen modtages af Direktoratet for Udlændinge til behandlingen i nævnet,

under selve nævnsbehandlingen og i tiden efter afgørelsen er truffet.

Endvidere kan der sættes ind i relation til Flygtningenævnets behandling i

den såkaldte efterbehandlingsfase, det vil sige fra nævnet har truffet

afgørelse, og indtil sagen kan sendes ud af huset, og desuden i forbindelse

med ekspeditionen af genoptagelsesanmodninger.

Endelig må der ske en styrkelse af det 3. led i asylsagsbehandlingen, der

som nævnt kan have flere elementer. Dette indebærer, at der må ske en

tilførsel af ressourcer til Justitsministeriet med henblik på en nedsættelse

af sagsbehandlingstiden i sager om humanitær opholdstilladelse, således at

disse, medmindre der foreligger nye oplysninger i sagen, kan ekspederes

umiddelbart. Og der må ske en tilførsel af ressourcer til politiet med

henblik på en mere effektiv opfølgning af den enkelte asylsag, herunder en

hurtig effektuering af disse afgørelser.

Efter Justitsministeriets vurdering bør det ovenfor omtalte mål for

asylsagsbehandlingen kunne opnås ved en forøgelse af personaleressourcerne

med 1 kontorchef i bevillingslønramme 37 og 28 årsværk (Ø) til Direktoratet

for Udlændinge. Flygtningenævnets sekretariat og Justitsministeriets

departement styrkes med i alt 14 årsværk (Ø) og politiet tilføres 25

polititjenestemænd og 3 kontorfunktionærer. Endelig er Dansk Flygtningehjælps

medvirken ved behandlingen af sager efter åbenbar-grundløs proceduren

forudsat styrket.

De fysiske rammer for den anførte betydelige styrkelse af Direktoratet for

Udlændinge er forudsat opnået i forbindelse med en sammenlægning og udvidelse

af direktoratets lokaleforhold i tilknytning til de bestående lokaler i

Ryesgade.

Bevillingsteknisk foreslås de omhandlede årsværk foreløbig oprettet som

midlertidige stillinger indtil 1. april 1994. Meromkostningerne i 1992 til

lønninger, lokaleindretninger, lejeomkostninger og kontormateriel m.v. udgør

ca. 29,6 mio. kr., heraf lønsum ca.14,0 mio.kr. De bevillingsmæssige

konsekvenser i efterfølgende finansår forudsættes indbudgetteret på de årlige

bevillingslove.

Til belysning af de økonomiske konsekvenser af en nedbringelse af

sagsbehandlingstiden kan i øvrigt oplyses, at den gennemsnitlige udgift til

underhold m.v.i 1991 udgjorde ca. 9.315 kr. pr. asylansøger pr. måned. Dette

indebærer - under forudsætning af et uændret indrejsemønster, og et belægstal

på ca. 3.900 personer - at en nedbringelse af det tidsrum, hvori asylansøgere

opholder sig på centrene, med gennemsnitligt 1 måned vil medføre en årlig

besparelse på bevillingen til underhold m.v. på ca. 36 mio. kr. Det må

forventes, at besparelsen ved en styrkelse af sagsbehandlingen med henblik på

nedbringelse af sagsbehandlingstiden til de anførte 8-9 måneder vil få

konsekvenser for bevillingsforbruget til underhold m.v. allerede i 1992,

således at forslaget på kortere sigt vil være udgiftsneutralt og på længere

sigt vil indebære nettobesparelser.

Udenrigstjenestens samlede belastning skønnes at ville indebære yderligere

årlige driftsudgifter, herunder fortsat øgede telekommunikationsudgifter på 4

mio. kr. samt 2,1 mio. kroner i lønsum svarende til samlet 9 årsværk.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

I bilag 1 til lovforslaget er de foreslåede bestemmelser sammenholdt med

de gældende regler i udlændingeloven og bistandsloven.

Til § 1

Til nr. 1

Bestemmelsen tilsigter at skabe det retlige grundlag for en dansk

gennemførelse af tre rådsdirektiver om opholdsret for henholdsvis EF-borgere,

der er studerende, EF-borgere, der er ophørt med erhvervsaktivitet og visse

andre EF-borgere. Der henvises herom til bemærkningerne under pkt. 4.6. samt

til lovforslagets bilag 2-4.

Til nr. 2

Den foreslåede bestemmelse ændrer betingelserne for familiesammenføring

med udenlandske ægtefæller til herboende personer. Der henvises herom til

lovforslagets bemærkninger pkt. 2.2.

Efter forslaget stilles bl.a. som betingelse for familiesammenføring her i

landet på baggrund af ægteskab, at begge ægtefæller er 18 år eller derover.

Denne regulering gælder alle, der ønsker familiesammenføring med udenlandske

ægtefæller her i landet, bortset fra EF-statsborgere, hvis opholdsret og

opholdsret for familiemedlemmer som nævnt ovenfor ikke berøres af

lovforslaget. Er een af ægtefællerne under 18 år, vil der efter den

foreslåede regel ikke være adgang til familiesammenføring her i landet efter

§ 9, stk. 1, nr. 2. Udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 1, hvorefter der kan

meddeles opholdstilladelse til udlændinge, som har nær familiemæssig eller

lignende tilknytning til en i Danmark fastboende person, kan ikke finde

anvendelse på personer, herunder ægtefæller, der omfattes af personkredsen i

§ 9, stk. 1, men som ikke opfylder de heri angivne betingelser for

familiesammenføring. Kun i ganske særlige tilfælde vil opholdstilladelse

derfor kunne meddeles efter lovens § 9, stk. 2, nr. 4, hvorefter

opholdstilladelse kan meddeles, hvis ganske særlige grunde i øvrigt taler

derfor. Som eksempel på et sådant tilfælde kan nævnes, at en herboende person

med en fuldstændig fast tilknytning til det danske samfund i form af dansk

statsborgerskab ønsker sin mindreårige ægtefælle, der f.eks. er gravid eller

alvorligt syg, her til landet.

Den i § 9, stk. 1, nr. 2, litra d, foreslåede betingelse om, at den

herboende udlænding, der ønsker sin ægtefælle hertil, lovligt skal have boet

i landet i mere end de sidste 7 år, er for så vidt angår denne betingelse

affattet på tilsvarende måde som bestemmelserne om udvisning i § 22, og

fristens beregning forudsættes at ske på samme måde, jf. udlændingelovens §

27.

Opfylder udlændingen ikke den tidsmæssige betingelse for

familiesammenføring, kan opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 2, ikke

meddeles. Ved vurderingen af, om der - ganske undtagelsesvist - kan meddeles

opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 4, kan der foruden udlændingens

tilknytning her til landet bl.a. lægges vægt på, om ægteskabet er indgået

inden den pågældendes indrejse her. Har en udlænding f.eks. i en årrække haft

midlertidigt ophold i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 3, om

erhvervsmæssig virksomhed, og får den pågældende herefter opholdstilladelse

med henblik på varigt ophold, vil det være naturligt at imødekomme en

ansøgning om opholdstilladelse til den pågældendes ægtefælle efter

bestemmelsen i § 9, stk. 2, nr. 4, navnlig hvis ægteskabet er indgået, inden

den pågældende tog ophold her i landet.

Til nr. 3 og 4

Aldersbetingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 4 og 5, for

familiesammenføring her i landet med forældre foreslås hævet fra 60 til 65

år. Der henvises om dette forslag til bemærkningerne pkt. 2.1.

Som anført i lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.2. foreslås det

herudover, at familiesammenføring med forældre til en udlænding - bortset fra

nordiske statsborgere, flygtninge og EF-statsborgere - forudsætter, at

udlændingen lovligt har boet her i landet i mere end de sidste 7 år.

Beregningen af denne frist forudsættes at ske i overensstemmelse med de

tilsvarende fristbestemmelser i udlændingelovens kapitel 4, jf. herved § 27,

stk. 1.

Opfylder forældrene ikke de ovennævnte betingelser kan opholdstilladelse

ikke meddeles efter § 9, stk. 1. § 9, stk. 2, nr. 1, kan endvidere ikke finde

anvendelse, idet forældrene omfattes af personkredsen i § 9, stk. 1, men ikke

opfylder de heri angivne betingelser for familiesammenføring. Endvidere kan

opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 4, normalt ikke meddeles, heller

ikke hvis forældrene f.eks. af helbredsmæssige eller forsørgelsesmæssige

grunde har behov for at kunne komme her til landet.

Den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 5, indebærer endvidere, at

opholdstilladelse efter reglerne om familiesammenføring med forældre normalt

ikke kan gives, hvis forældrene har andre børn i hjemlandet. Dette gælder

uanset, om børnene kan eller vil forsørge forældrene og uanset forældrenes

tilknytning i øvrigt til disse børn. Foreligger der imidlertid en helt særlig

begrundelse for ønsket om at komme her til landet - f.eks. hvor den herboende

godtgør, at ansøgeren tidligere har boet hos ham i længere perioder og

fortsat har behov herfor, fordi den pågældende bevisligt ikke har nogen

forbindelse til børnene i hjemlandet - vil der helt undtagelsesvist kunne

meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen i § 9, stk. 1, nr. 5, eller §

9, stk. 2, nr. 4. Dette gælder navnlig, hvis det herboende barn har en

fuldstændig fast og mangeårig tilknytning til det danske samfund, og der

foreligger en ganske særlig begrundelse for ønsket om familiesammenføring.

Til nr. 5

Den foreslåede affattelse af § 9, stk. 4, indebærer en generel skærpelse

af forsørgelseskravet som betingelse for familiesammenføring, jf.

lovforslagets bemærkninger pkt. 2.4.

For så vidt angår familiesammenføring med forældre til personer, der ikke

er danske statsborgere, nordiske statsborgere, flygtninge eller

EF-statsborgere, følger det af den foreslåede affattelse af § 9, stk. 3, at

det i alle tilfælde skal stilles som betingelse for opholdstilladelse, at den

herboende person påtager sig at forsørge forældrene. På tilsvarende måde skal

det være et ubetinget krav i disse tilfælde, at den herboende kan dokumentere

at være i stand til at opfylde denne forsørgelsespligt.

For så vidt angår familiesammenføring med forældre til danske

statsborgere, nordiske statsborgere og flygtninge indebærer den foreslåede

affattelse af § 9, stk. 4, at udlændingemyndighederne som hidtil kan stille

krav om, at den herboende påtager sig forsørgelsen. Det foreslås endvidere,

at det kan kræves, at forsørgelsesevnen godtgøres.

Hvad angår familiesammenføring med børn og ægtefælle til herboende

personer foreslås det ligeledes, at myndighederne kan stille krav om, at

forsørgelsesevnen godtgøres.

De nævnte bestemmelser i § 9, stk. 4, er fakultative, hvilket indebærer,

at udlændingemyndighederne som udgangspunkt skal kræve den nævnte

dokumentation for, at forsørgelseskravet kan opfyldes, men at myndighederne i

særlige tilfælde kan undlade at stille dette krav. Ved vurderingen heraf kan

udlændingemyndighederne bl.a. lægge vægt på nærheden af familieforholdet.

Således bør der som udgangspunkt udvises større imødekommenhed ved

ansøgninger om familiesammenføring med børn og ægtefælle end med forældre,

når forsørgelsesevnen hos den herboende ikke kan godtgøres. Der kan endvidere

lægges vægt på tilknytningen mellem den herboende og det pågældende

familiemedlem. Er et ægteskab således indgået og samlivet etableret, inden

den herboende tog ophold her i landet, vil dette forhold tale for, at der -

når også andre forhold taler herfor - bortses fra den manglende

forsørgelsesevne, hvorimod det i tilfælde, hvor den herboende har indgået

ægteskabet med en udenlandsk ægtefælle under opholdet her i landet, i mange

tilfælde vil være rigtigst at nægte familiesammenføring, når

forsørgelseskravet ikke kan ventes opfyldt.

Også den herboendes tilknytning til det danske samfund kan indgå i

vurderingen: Er den pågældende dansk statsborger, vil det være naturligt at

tillægge dette forhold stor vægt, således at familiesammenføring med

ægtefælle og børn tillades også i dette tilfælde. Spørgsmålet om hvorvidt

tilladelse til familiesammenføring med udenlandske forældre til en dansk

statsborger kan meddeles, uanset at forsørgelsesevnen ikke kan dokumenteres,

må bero på en mere konkret vurdering, men også her kan statsborgerskabet

tillægges en vis vægt.

Som nævnt ovenfor gælder den foreslåede regel også for flygtninge. En

ansøgning om opholdstilladelse for en flygtnings børn og ægtefælle fra

hjemlandet bør imidlertid i almindelighed imødekommes - ligesom ved danske

statsborgere - også selv om det ikke kan godtgøres, at forsørgelseskravet kan

opfyldes. Har flygtningen indgået ægteskab efter indrejsen i Danmark, må det

bero på et konkret skøn, bl.a. over flygtningens tilknytning her til landet

og muligheden for at bosætte sig i ægtefællens hjemland eller andre lande, om

opholdstilladelse kan meddeles på trods af, at forsørgelseskravet ikke kan

ventes opfyldt.

For så vidt angår forældre til flygtninge må det bero på et skøn - bl.a.

over tilknytningen mellem flytningen og forældrene og over i hvilket omfang

forældrene i hjemlandet var optaget i flygtningens husstand under opholdet

der - om opholdstilladelse bør gives, men udgangspunktet bør også her være,

at forsørgelsesevnen må forlanges godtgjort.

Vurderingen af, om forsørgelseskravet kan ventes opfyldt, forudsættes at

ske ved de sociale myndigheders foranstaltning. Udlændingemyndighederne skal

således til brug for afgørelsen af en ansøgning om familiesammenføring

indhente en udtalelse fra de sociale myndigheder om, hvorvidt den herboende

er i stand til at forsørge de familiemedlemmer, der ønskes hertil. De sociale

myndigheders indstilling bør være af en sådan karakter, at det klart angives,

om forsørgelseskravet kan forventes opfyldt. Udlændingemyndighederne - dvs. i

1. instans Direktoratet for Udlændinge - der ikke selv er i besiddelse af

sagkundskab til vurderingen af dette spørgsmål, skal uden yderligere prøvelse

kunne lægge de sociale myndigheders vurdering af forsørgelsesevnen til grund

ved afgørelsen om familiesammenføring.

Direktoratets afgørelse om opholdstilladelse vil kunne indbringes for

Justitsministeriet.

De sociale myndigheders vurdering af den herboendes forsørgelsesevne bør

tage udgangspunktet i den levestandard, der er sædvanlig i Danmark. Der

henvises herom til lovforslagets bemærkninger pkt. 2.4. Det vil i den

forbindelse være hensigtsmæssigt, at Socialministeriet udsender en vejledning

til de sociale myndigheder om principperne for vurderingen af den herboendes

forsørgelsesevne.

Opfyldes forsørgelseskravet ikke, har de sociale myndigheder som hidtil

hjemmel i bistandslovens § 4 til hjemsendelse af en udlænding, der ikke har

de fornødne midler til sit underhold. Det følger af udlændingelovens § 18, at

udlændingens opholdstilladelse i disse tilfælde bortfalder. På baggrund af

den foreslåede forhåndsvurdering af, om den herboende har evne til at

forsørge de familiemedlemmer, der ønskes hertil, vil det være naturligt, at

man i højere grad er opmærksom på, at muligheden for at hjemsende udlændinge

af forsørgelsesmæssige grunde, når den herboende forsømmer sin

forsørgelsespligt, søges benyttet.

I § 9, stk. 5, foreslås indsat hjemmel til, at der i tilfælde, hvor en

herboende person undlader at opfylde forsørgelsespligten over for forældre,

der er kommet hertil i medfør af reglerne om familiesammenføring - og hvor

der ikke findes grundlag for at hjemsende forældrene - kan ske tvangsmæssig

inddrivelse af den bistand, som det offentlige yder forældrene efter reglerne

om inddrivelse af personlige skatter. Inddrivelsesadgangen gælder såvel, hvor

det er forældrenes barn, der har påtaget sig forsørgelsesforpligtelsen, som

hvor det er andre, f.eks. besvogrede, der står som garanter. Også denne

bestemmelse er imidlertid fakultativ, hvilket indebærer, at inddrivelse kan

undlades, f.eks. hvis det er klart, at garanten savner midler. På tilsvarende

måde kan beløb søges delvis inddrevet - hvis dette - bl.a. under hensyn til

udgifternes størrelse og garantens midler - skønnes mest hensigtsmæssigt.

Til nr. 6

Den tidsmæssige betingelse i udlændingelovens §§ 18, stk. 2, og 19, stk.

2, for inddragelse af opholdstilladelse meddelt med henblik på varigt ophold

foreslås forlænget fra 2 til 4 år. Beregningen af fristen skal som hidtil

foregå i overensstemmelse med de i udlændingelovens § 27 angivne regler.

Ved vurderingen af, om fristen er overskredet, skal udlændingemyndigherne

i overensstemmelse med hidtidig praksis påse, at opholdet i Danmark er opnået

på samme opholdsgrundlag. En udlænding, der har opholdt sig her i landet på

to eller flere grundlag, opnår først beskyttelse mod inddragelse af

opholdstilladelsen, når den tidsmæssige betingelse selvstændigt er opfyldt

for eet af opholdsgrundlagene. Adgangen til inddragelse af opholdstilladelse

er fakultativ for udlændingemyndighederne. Selv om udlændingelovens

udgangspunkt er, at en opholdstilladelse skal inddrages, når

opholdsgrundlaget ikke længere består, kan udlændingemyndighederne - inden

for den foreslåede 4-års frist - undlade inddragelse af opholdsretten, hvis

der foreligger helt særlige omstændigheder, f.eks. hvis et ægteskabeligt

samliv ophører ved den herboendes død eller afbrydes i forbindelse med

hospitalsindlæggelse eller fængselsophold, og disse begivenheder ikke var

påregnelige for den udenlandske ægtefælle ved ægteskabets indgåelse.

Den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 5, hvorefter § 26

finder tilsvarende anvendelse ved inddragelse af opholdstilladelse, foreslås

ikke ændret. Dette indebærer, at udlændingemyndighederne ved afgørelsen om

inddragelse skal tage hensyn til udlændingens tilhørsforhold til det danske

samfund og til, om inddragelse af opholdsretten må antages at virke særlig

belastende for den pågældende. Ved forlængelsen af den ovennævnte frist fra 2

til 4 år er det imidlertid forudsat, at selve det forhold, at en udlænding

har opholdt sig her i landet i op til 4 år, ikke i sig selv kan bevirke, at

udlændingen har opnået en sådan tilknytning til det danske samfund, at

inddragelse af opholdstilladelsen ikke kan ske.

Som nævnt under pkt. 2.3. vil Justitsministeriet i forbindelse med en

forlængelse af den ovennævnte frist også ændre bekendtgørelsen om ægteskabs

indgåelse således, at en udlænding alene kan indgå ægteskab her i landet,

hvis den pågældende har lovligt ophold her med opholdstilladelse, gyldigt

visum eller som visumfri udlænding. Dette indebærer, at en udlænding, der

ikke har en sådan opholdsret her i landet, som hovedregel ikke kan indgå

ægteskab i Danmark. Justitsministeriet vil imidlertid i ganske særlige

tilfælde kunne tillade, at det nævnte krav fraviges. Har den pågældende

ansøgt om forlængelse af en opholdstilladelse meddelt med henblik på varigt

ophold, eller klager vedkommende rettidigt over afslag på en sådan

forlængelse, består opholdsretten indtil der er truffet endelig afgørelse om

forlængelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, og § 33, stk. 3. I disse

tilfælde kan udlændingen således indgå ægteskab her i landet, også selv om

opholdstilladelsen udløber under udlændingemyndighedernes behandling af

sagen.

Til nr. 7

Den foreslåede bestemmelse i § 32 a indebærer, at der i forbindelse med

udsendelse af asylansøgere, hvis ansøgning er afslået, bortfaldet eller

inddraget, skal træffes udtrykkelig afgørelse om, hvorvidt udsendelse kan

være i strid med bestemmelsen i udlændingelovens § 31. Der henvises herved

til lovforslagets bemærkninger pkt. 3.6.

Der er ikke foreslået ændringer i udlændingelovens regler for så vidt

angår udsendelse af udlændinge, der udvises ved dom. En udlænding, der

udvises ved dom på grund af strafbart forhold, har således som hidtil

mulighed for efterfølgende at søge om asyl her i landet, jf. § 10, stk. 2. I

forbindelse med afgørelsen af asylansøgningen skal Direktoratet for

Udlændinge eller Flygtningenævnet tage stilling til udsendelsesspørgsmålet,

hvis den pågældende opholder sig her i landet.

Er der tale om en anerkendt flygtning, der begår strafbart forhold her i

landet, vil udvisning normalt kun kunne ske, hvis vedkommende idømmes

fængselsstraf i mindst 6 år eller vedholdende begår grov kriminalitet, jf.

udlændingelovens § 22. Retten tager stilling til spørgsmålet om udvisning i

forbindelse med straffesagens behandling, men der vil i disse tilfælde

endvidere efter udlændingelovens § 50, stk. 1, være adgang til at få

spørgsmålet om udvisningens ophævelse indbragt for retten på ny.

Ved disse afgørelser tager retten bl.a. stilling til, om udvisningen

indebærer risiko for, at udlændingen vil lide overlast i hjemlandet eller

andre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold, jf. § 26, nr. 5.

Rettens afgørelse om udvisning af en anerkendt flygtning bør derfor også

indeholde en vurdering af, om udsendelse kan ske, uden at den pågældende

udsættes for forfølgelse som nævnt i udlændingelovens § 31. Til brug for

denne vurdering skal der indhentes en udtalelse fra Flygtningenævnet, jf. §

57. Justitsministeriet har på denne baggrund ikke fundet anledning til at

foreslå særlige regler om udsendelse af anerkendte flygtninge, der er udvist

ved dom, idet sådan udsendelse som hidtil bør kunne iværksættes af politiet i

overensstemmelse med rettens afgørelse, jf. udlændingelovens § 33, stk. 4.

Til nr. 8

Den foreslåede affattelse af udlændingelovens § 36 indebærer dels en

redaktionel ændring, dels at der indføres adgang til kortvarig

frihedsberøvelse af asylansøgere, der udebliver fra en afhøring ved politiet

eller Direktoratet for Udlændinge. Det forudsættes ved bestemmelsen, at

udlændingen har fået kendskab til, at den pågældende skal komme til stede ved

afhøringen og om tid og sted herfor. Er udeblivelsen undskyldelig, f.eks.

hvor den skyldes sygdom, kan frihedsberøvelse ikke ske.

Frihedsberøves en asylansøger i medfør af den foreslåede bestemmelse,

forudsættes det, at afhøringen ved politiet eller Direktoratet for Udlændinge

søges gennemført så snart som muligt. Kan afhøringen ikke gennemføres i løbet

af kortere tid, må den pågældende løslades. I øvrigt gælder bestemmelsen i

den gældende udlændingelovs § 36, stk. 2 (forslagets § 36, stk. 3) under

frihedsberøvelsen, ligesom retsgarantierne i udlændingelovens § 37

naturligvis finder anvendelse.

Til nr. 9

Ved forslaget indsættes der i udlændingeloven udtrykkelig hjemmel til, at

udlændingemyndighederne kan optage fingeraftryk og personfotografi af en

udlænding, når dette skønnes hensigtsmæssigt med henblik på at fastlægge den

pågældendes identitet.

Bestemmelsen vil hovedsagelig have betydning ved modtagelsen af

asylansøgere. Der henvises herved til lovforslagets bemærkninger pkt. 3.5.

Som led i samarbejdet mellem de nordiske og europæiske lande om modtagelse

af asylansøgere, kan det komme på tale i højere grad end i dag at udveksle

identitetsoplysninger mellem landene om de pågældende. De optagne

fingeraftryk kan - hvis det skønnes hensigtsmæssigt som led i et sådant

samarbejde - registreres maskinelt og udveksles mellem landene i

overenstemmelse med bestemmelserne i lov om offentlige myndigheders registre

og i de internationale aftaler, der måtte blive indgået i denne forbindelse.

Til nr. 10.

Den foreslåede bestemmelse om de såkaldte ambassadeansøgninger muliggør,

at en dansk diplomatisk eller konsulær repræsentation i udlandet kan afvise

en ansøgning om asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 4, hvis ansøgningen

ikke indeholder oplysninger om ansøgerens tilknytning til Danmark. Der

henvises herved til lovforslagets bemærkninger pkt. 3.1.

Ansøgningen kan således afvises, hvis den ikke indeholder oplysninger til

belysning af ansøgerens tilknytning til Danmark. Har ansøgeren endvidere

udtrykkelig angivet ikke at have nogen tilknytning her til landet, eller har

den pågældende angivet en tilknytning af helt ideel karakter, f.eks. en

almindelig interesse i at komme til at bo i det danske samfund eller modtage

uddannelse her, kan vedkommende danske repræsentation ligeledes nægte at tage

ansøgningen under behandling. Har den pågældende angivet en tilknytning, der

må forekomme åbenbart urigtig - f.eks. i tilfælde, hvor et meget stort antal

ansøgere angiver den samme danske person eller virksomhed som reference - kan

ansøgningen også afvises.

Afgørelsen om, at ansøgningen afvises, er endelig. Dette indebærer, at

afgørelsen hverken kan påklages til Direktoratet for Udlændinge eller

Flygtningenævnet eller anden administrativ myndighed. Bestemmelsen tænkes

først og fremmest anvendt i forbindelse med ansøgninger om opholdstilladelse

efter udlændingelovens § 7, stk. 4, fra ansøgere, der ikke tidligere har haft

ophold her i landet. Asylansøgere, der afvises i medfør af udlændingelovens §

48, stk. 2, og som herefter på en dansk repræsentation i udlandet indgiver

ansøgning om opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 4,

bør som hidtil have ansøgningen behandlet af de danske myndigheder i

overensstemmelse med udlændingelovens bestemmelser herom.

Til nr. 11

Der er tale om en konsekvensændring i anledning af den foreslåede

bestemmelse i § 1, nr. 8.

Til nr. 12

Ved den foreslåede bestemmelse, der angår de såkaldte

ambassadeansøgninger, muliggøres, at ansøgninger om opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 7, stk. 4, der må anses for åbenbart grundløse, med Dansk

Flygtningehjælps tilslutning kan afgøres af Direktoratet for Udlændinge uden

klageadgang til Flygtningenævnet. Der henvises herved til forslagets

bemærkninger pkt. 3.1. Der er selvsagt i disse tifælde ikke adgang for

udlændingen til at tale hverken med Direktoratet for Udlændinge eller med

Dansk Flygtningehjælp. Sagsbehandlingen i disse tilfælde forudsættes derfor

at være skriftlig og summarisk. Flygtningenævnet skal underrettes om

afgørelsen jf. udlændingelovens § 53 b og kan bestemme, at visse afgørelser

kan indbringes for nævnet.

Til § 2

Forlængelsen af fristen i bistandslovens § 4, stk. 2, for de sociale

myndigheders bestemmelse om hjemsendelse af en udlænding, der ikke har de

fornødne midler til sit underhold, fra 2 til 4 år er en parallel til det i §

1, nr. 6, nævnte forslag. Der henvises til bemærkningerne til denne

bestemmelse samt bemærkningerne til forslagets § 1, nr. 5.

Til § 3

Bestemmelsen indeholder ikrafttrædelsesbestemmelser for Færøerne og

Grønland.

Til § 4

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende. De

foreslåede ændringer af betingelserne for at opnå opholdstilladelse i Danmark

efter reglerne om familiesammenføring samt ændringen af den tidsmæssige

betingelse for inddragelse af opholdstilladelse og hjemsendelse af

forsørgelsesmæssige grunde foreslås dog alene anvendt på udlændinge, der

efter lovens ikrafttræden søger om opholdstilladelse. Udlændinge, der har

indgivet sådan ansøgning inden lovens ikrafttræden, omfattes således af de

gældende regler i udlændingeloven, uanset om udlændingemyndighederne har

truffet afgørelse vedrørende ansøgningen inden lovens ikrafttræden.

For udlændinge, der ikke skal indgive ansøgning om opholdstilladelse,

f.eks. statsborgere fra de nordiske lande, gælder de hidtidige bestemmelser,

hvis udlændingen lovligt har taget bopæl her inden lovens ikrafttræden.

Bilag 1

I dette bilag er (med mindre skrift)

indsat den gældende formulering af de bestemmelser,

der ændres ved lovforslaget

Ad § 1 (udlændingeloven)

1. I § 2, stk. 3, indsættes efter efter

»tjenesteydelser«: »m.v.«.

§ 2. - - -

Stk. 3. Justitsministeren fastsætter nærmere bestemmelser til

gennemførelse af De europæiske Fællesskabers regler om visumfritagelse og om

ophævelse af indrejse- og opholdsbegrænsninger i forbindelse med

arbejdskraftens frie bevægelighed, etablering og udveksling af

tjenesteydelser.

2. § 9, stk. 1, nr. 2, affattes således:

»2) En udlænding over 18 år, som samlever på fælles bopæl i ægteskab

eller fast samlivsforhold af længere varighed med en i Danmark fastboende

person over 18 år, der

a) har dansk indfødsret

b) har indfødsret i et af de nordiske lande

c) har opholdstilladelse efter §§ 7-8 eller

d) lovligt har boet her i landet i mere end de sidste 7 år.«

3. I § 9, stk. 1, nr. 4, ændres »60 år« til:

»65 år«.

4. § 9, stk. 1, nr. 5, affattes således:

»5) Forældre over 65 år til en udlænding med tidsubegrænset

opholdstilladelse, som lovligt har boet her i landet i mere end de sidste syv

år. Opholdstilladelse kan dog i almindelighed kun gives, hvis ansøgeren ikke

har andre børn i hjemlandet.«

5. § 9, stk. 3, ophæves og i stedet indsættes:

»Stk 3. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 5, eller stk. 2,

nr. 1, skal betinges af, at den person, der bor i Danmark, påtager sig at

forsørge ansøgeren og godtgør at være i stand hertil.

Stk. 4. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 4, kan betinges af, at

den person, der bor i Danmark, påtager sig at forsørge ansøgeren.

Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2-4, kan endvidere betinges af, at den

herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, godtgør at være i

stand hertil.

Stk. 5. Har en herboende person (garanten) påtaget sig at forsørge

ansøgeren, jf. stk. 3 og 4, og ydes der senere ansøgeren hjælp efter lov om

social bistand til forsørgelse, kan kommunalbestyrelsen pålægge garanten at

yde betaling for hjælpen. Sådan betaling kan af kommunalbestyrelsen inddrives

hos garanten efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter.«

Stk. 4 bliver herefter stk. 6.

§ 9. Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til:

1) En udlænding, som tidligere har haft dansk indfødsret.

2) En udlænding, som samlever på fælles bopæl i ægteskab eller i fast

samlivsforhold af længere varighed med en i Danmark fastboende person.

3) Mindreårigt barn af en i Danmark fastboende person eller dennes

ægtefælle, når barnet bor hos forældremyndighedens indehaver.

4) Forældre over 60 år til et dansk eller nordisk barn med

opholdstilladelse efter §§ 7-8.

5) Forældre over 60 år til en udlænding med tidsubegrænset

opholdstilladelse. Opholdstilladelse kan dog i almindelighed kun gives, hvis

ansøgeren ikke har andre børn i hjemlandet, som kan påtage sig forsørgelsen.

Stk. 2. Der kan efter ansøgning gives opholdstilladelse til andre

udlændinge:

1) Hvis udlændingen uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde har nær

familiemæssig eller lignende tilknytning til en i Danmark fastboende person.

2) Hvis udlændingen uden for de i § 7, stk. 1 og 2, nævnte tilfælde

befinder sig i en sådan situation, at væsentlige hensyn af humanitær karakter

afgørende taler for at imødekomme ansøgningen.

3) Hvis væsentlige beskæftigelsesmæssige eller erhvervsmæssige hensyn

taler for at imødekomme ansøgningen.

4) Hvis ganske særlige grunde i øvrigt taler derfor.

Stk. 3. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 4-5, eller stk. 2, nr.

1, kan betinges af, at den person, der bor i Danmark, påtager sig at forsørge

ansøgeren.

Stk. 4. Opholdstilladelse efter stk. 1 og stk. 2, nr. 1 og nr.

3-4, skal være opnået inden indrejsen. Justitsministeren kan dog fastsætte

regler om, i hvilke tilfælde ansøgning om opholdstilladelse kan indgives her

i landet.

6. I § 18, stk. 2, og § 19, stk. 2, ændres »2 år«

til: »4 år«.

§ 18. - - -

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder dog ikke, hvis udlændingen

med henblik på varigt ophold lovligt har boet her i landet i mere end de

sidste 2 år.

§ 19. - - -

Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1 finder ikke anvendelse på en

udlænding, som er omfattet af §§ 7, 8 eller 9, stk. 1 og 2, og som med

henblik på varigt ophold lovligt har boet her i landet i mere end de sidste 2

år.

Stk. 3. - - -

Stk. 4. - - -

Stk. 5. - - -

7. Efter § 32 indsættes:

» § 32 a. Afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter §§

7-8 eller afgørelser om bortfald eller inddragelse af en sådan

opholdstilladelse skal tillige indeholde afgørelse om, hvorvidt udlændingen

kan udsendes, hvis denne ikke udrejser frivilligt, jf. § 31.«

8. § 36 affattes således:

» § 36. Såfremt de i § 34 nævnte foranstaltninger ikke er

tilstrækkelige til at sikre muligheden for afvisning eller for udvisning

efter § 24, nr. 5, og § 25, kan politiet bestemme, at en udlænding, som ikke

har fast bopæl her i landet, skal underkastes frihedsberøvelse. Det samme

gælder med hensyn til udvisning efter § 22, nr. 1, og § 24, nr. 1, jf. § 22,

nr. 1, selv om udlændingen har fast bopæl her i landet.

Stk. 2. En udlænding kan frihedsberøves, såfremt den pågældende

ikke efterkommer Direktoratet for Udlændinges bestemmelse om at tage ophold,

jf. § 42 a, stk. 2, 3. pkt. En udlænding, hvis ansøgning om opholdstilladelse

i henhold til §§ 7-8 er taget under behandling, kan endvidere frihedsberøves,

hvis udlændinge udebliver fra en afhøring ved politiet eller Direktoratet for

Udlændinge, hvortil den pågældende er indkaldt. Det samme gælder den

udlænding, der gennem voldelig eller truende adfærd over for personer, der

udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted for udlændinge, lægger

hindringer i vejen for udførelsen af disse personers hverv, jf. § 42 a, stk.

2, 4. pkt.

Stk. 3. Retsplejelovens §§ 758 og 759 finder tilsvarende

anvendelse. Under frihedsberøvelsen finder retsplejelovens §§ 770-776

anvendelse med de fornødne lempelser.«

(Gældende bestemmelse:)

§ 36. Såfremt de i § 34 nævnte foranstaltninger ikke er

tilstrækkelige til at sikre muligheden for afvisning eller for udvisning

efter § 34, nr. 5, og § 25, kan politiet bestemme, at en udlænding, som ikke

har fast bopæl her i landet, skal underkastes frihedsberøvelse. Det samme

gælder med hensyn til udvisning efter § 22, nr. 1, § 23, nr. 1, jf. § 22, nr.

1, og § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 1, selv om udlændingen har fast bopæl her i

landet. En udlænding kan endvidere frihedsberøves, såfremt den pågældende

ikke efterkommer Direktoratet for Udlændinges bestemmelse om at tage ophold,

jf. § 42 a, stk. 2, 3. pkt. Det samme gælder den udlænding, der gennem

voldelig eller truende adfærd over for personer, der udfører opgaver med

driften af et indkvarteringssted for udlændinge, lægger hindringer i vejen

for udførelsen af disse personers hverv, jf. § 42 a, stk. 2, 4. pkt.

Stk. 2. Retsplejelovens §§ 758 og 759 finder tilsvarende

anvendelse. Under frihedsberøvelsen finder §§ 770-776 og 778 anvendelse med

de fornødne lempelser.

(§ 36, stk. 1, som affattet ved lov nr. 387 af 6. juni 1991 - lovens

ikrafttræden fastsættes af justitsministeren:)

§ 36. Såfremt de i § 34 nævnte foranstaltninger ikke er

tilstrækkelige til at sikre muligheden for afvisning eller for udvisning

efter § 24, nr. 5, og § 25, eller overførsel eller tilbageførsel efter

EF-asylkonventionen, kan politiet bestemme, at en udlænding, som ikke har

fast bopæl her i landet, skal underkastes frihedsberøvelse. Det samme gælder

med hensyn til udvisning efter § 22, nr. 1, § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 1, og

§ 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 1, selv om udlændingen har fast bopæl her i

landet. En udlænding kan endvidere frihedsberøves, såfremt den pågældende

ikke efterkommer Direktoratet for Udlændinges bestemmelse om at tage ophold,

jf. § 42 a, stk. 2, 3. pkt. Det samme gælder den udlænding, der gennem

voldelig eller truende adfærd over for personer, der udfører opgaver med

driften af et indkvarteringssted for udlændinge, lægger hindringer i vejen

for udførelsen af disse personers hverv, jf. § 42 a, stk. 2, 4. pkt.

Stk. 2. - - -

9. I § 40 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Optagelse af fingeraftryk og personfotografi af

udlændinge kan foretages, hvis dette skønnes hensigtsmæssigt med henblik på

identifikation af den pågældende.«

Stk. 2-3 bliver herefter stk. 3-4.

§ 40. En udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige

til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives, eller

om udlændingen lovligt opholder sig her i landet. Udlændingen skal efter

tilsigelse give personligt møde og på begæring stille sit pas eller sin

rejselegitimation til rådighed ved behandlingen af ansøgninger i henhold til

loven.

Stk. 2. Til oplysning i sager, der henhører under denne lov, kan

der optages forhør i retten, jf. retsplejelovens § 1018.

Stk. 3. Dokumenter og genstande, der må antages at være af

betydning for at fastslå en udlændings identitet eller tilknytning til andre

lande, kan tages i bevaring, hvis det skønnes fornødent. Retsplejelovens

kapitler 72 og 73 finder anvendelse i samme omfang som i statsadvokatsager.

10. Efter § 46 a indsættes:

» § 46 b. Ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, stk. 4,

behandles kun, hvis ansøgningen indeholder oplysninger om ansøgerens

tilknytning til Danmark.

Stk. 2. Vedkommende danske diplomatiske eller konsulære

repræsentation skal påse, at ansøgningen opfylder betingelsen i stk. 1, og

kan afvise ansøgningen, såfremt dette ikke er tilfældet. Beslutningen om

afvisning kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.«

11. I § 50, stk. 2, sidste punktum ændres »§ 36, stk.

2, 2. pkt.« til: »§ 36, stk. 3, 2. pkt.«

§ 50. - - -

Stk. 2. Straffelovens § 59, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Begæringen kan afvises af retten, såfremt det er åbenbart, at der ikke er

indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold. Afvises begæringen

ikke, beskikkes der efter anmodning en forsvarer for udlændingen. Retten kan,

når det må anses for nødvendigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse

under sagen, indtil en eventuel bestemmelse om udvisning kan iværksættes,

bestemme, at udlændingen skal underkastes frihedsberøvelse. § 34, § 36, stk.

2, 2. pkt., og § 37, stk. 3 og 6, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. - - -

12. § 53 a, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Direktoratet for Udlændinge kan, efter at sagen har

været forelagt for Dansk Flygtningehjælp, bestemme, at afgørelsen i en sag,

herunder en sag om opholdstilladelse efter § 7, stk. 4, hvor ansøgningen må

anses for åbenbart grundløs, ikke kan indbringes for Flygtningenævnet.«

§ 53 a. - - -

Stk. 3. Direktoratet for Udlændinge kan, efter at sagen har været

forelagt for Dansk Flygtningeghjælp, bestemme, at afgørelsen i en sag, hvor

ansøgningen må anses for åbenbart grundløs, ikke kan indbringes for

Flygtningenævnet.

Stk. 4. - - -

Ad § 2 (lov om social bistand)

I § 4, stk. 2, ændres »2 år« til »4 år«.

§ 4. - - -

Stk. 2. Der kan dog ikke træffes beslutning om hjemsendelse af

udlændinge, der bor her i landet med henblik på varigt ophold, og som lovligt

har boet her i mere end de sidste 2 år.

Bilag 2

RÅDETS DIREKTIV

af 28. juni 1990

om opholdsret for studerende

(90/366/EØF)

Bilag 3

RÅDETS DIREKTIV

af 28. juni 1990

om opholdsret for lønmodtagere og selvstændige, der er ophørt med

erhvervsaktivitet

(90/365/EØF)

Bilag 4

RÅDETS DIREKTIV

af 28. juni 1990

om opholdsret

(90/364/EØF)

Efter 2. behandling den 16. juni 1992

§ 1

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 462 af 26. juni 1987, som

ændret ved lov nr. 387 af 6. juni 1991, foretages følgende ændringer:

1. I § 2, stk. 3, indsættes efter

»tjenesteydelser«: »m.v.«.

2. § 9, stk. 1, nr. 2, affattes således:

»2) En udlænding over 18 år, som samlever på fælles bopæl i ægteskab

eller fast samlivsforhold af længere varighed med en i Danmark fastboende

person over 18 år, der

a) har dansk indfødsret

b) har indfødsret i et af de nordiske lande

c) har opholdstilladelse efter §§ 7-8 eller

d) lovligt har boet her i landet i mere end de sidste 5 år.«

3. § 9, stk. 1, nr. 5, affattes således:

»5) Forældre over 60 år til en udlænding med tidsubegrænset

opholdstilladelse. Opholdstilladelse kan dog i almindelighed kun gives, hvis

ansøgeren ikke har andre børn i hjemlandet.«

4. § 9, stk 3, ophæves, og i stedet indsættes:

» Stk. 3. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 5, eller stk. 2,

nr. 1, skal betinges af, at den person, der bor i Danmark, påtager sig at

forsørge ansøgeren og godtgør at være i stand hertil.

Stk. 4. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 4, kan betinges af, at

den person, der bor i Danmark, påtager sig at forsørge ansøgeren.

Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2-4, kan endvidere betinges af, at den

herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, godtgør at være i

stand hertil.

Stk. 5. Har en herboende person (garanten) påtaget sig at forsørge

ansøgeren, jf. stk. 3 og 4, og ydes der senere ansøgeren hjælp efter lov om

social bistand til forsørgelse, kan kommunalbestyrelsen pålægge garanten at

yde betaling for hjælpen. Sådan betaling kan af kommunalbestyrelsen inddrives

hos garanten efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter.«

Stk. 4 bliver herefter stk. 6.

5. I § 18, stk. 2, og § 19, stk. 2, ændres »2

år« til: »3 år«.

6. Efter § 32 indsættes:

» § 32 a. Afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter §§

7-8 eller afgørelser om bortfald eller inddragelse af en sådan

opholdstilladelse skal tillige indeholde afgørelse om, hvorvidt udlændingen

kan udsendes, hvis denne ikke udrejser frivilligt, jf. § 31.«

7. § 36 affattes således:

» § 36. Såfremt de i § 34 nævnte foranstaltninger ikke er

tilstrækkelige til at sikre muligheden for afvisning eller for udvisning

efter § 24, nr. 5, og § 25, kan politiet bestemme, at en udlænding, som ikke

har fast bopæl her i landet, skal underkastes frihedsberøvelse. Det samme

gælder med hensyn til udvisning efter § 22, nr. 1, § 23, nr. 1, jf. § 22, nr.

1, og § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 1, selv om udlændingen har fast bopæl her i

landet.

Stk. 2. En udlænding kan frihedsberøves, såfremt den pågældende

ikke efterkommer Direktoratet for Udlændinges bestemmelse om at tage ophold,

jf. § 42 a, stk. 2, 3. pkt. En udlænding, hvis ansøgning om opholdstilladelse

i henhold til §§ 7-8 er taget under behandling, kan endvidere frihedsberøves,

hvis udlændingen udebliver fra en afhøring ved politiet eller Direktoratet

for Udlændinge, hvortil den pågældende er indkaldt. Det samme gælder den

udlænding, der gennem voldelig eller truende adfærd over for personer, der

udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted for udlændinge, lægger

hindringer i vejen for udførelsen af disse personers hverv, jf. § 42 a, stk.

2, 4. pkt.

Stk. 3. Retsplejelovens §§ 758 og 759 finder tilsvarende

anvendelse. Under frihedsberøvelsen finder retsplejelovens §§ 770-776 og 778

anvendelse med de fornødne lempelser.«

8. I § 40 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

» Stk. 2. Optagelse af fingeraftryk og personfotografi af

udlændinge kan foretages, hvis dette skønnes hensigtsmæssigt med henblik på

identifikation af den pågældende.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

9. Efter § 46 a indsættes:

» § 46 b. Ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, stk. 4,

behandles kun, hvis ansøgningen indeholder oplysninger om ansøgerens

tilknytning til Danmark.

Stk. 2. Vedkommende danske diplomatiske eller konsulære

repræsentation skal påse, at ansøgningen opfylder betingelsen i stk. 1, og

kan afvise ansøgningen, såfremt dette ikke er tilfældet. Beslutningen om

afvisning kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.«

10. I § 50, stk. 2, sidste pkt. ændres »§ 36, stk. 2,

2. pkt.« til: »§ 36, stk. 3, 2. pkt.«

11. § 53 a, stk. 3, affattes således:

» Stk. 3. Direktoratet for Udlændinge kan, efter at sagen har

været forelagt for Dansk Flygtningehjælp, bestemme, at afgørelsen i en sag,

herunder en sag om opholdstilladelse efter § 7, stk. 4, hvor ansøgningen må

anses for åbenbart grundløs, ikke kan indbringes for Flygtningenævnet.«

§ 2

I lov om social bistand, jf. lovbekendtgørelse nr. 817 af 6. december

1990, som ændret senest ved lov nr. 391 af 20. maj 1992, foretages følgende

ændring:

I § 4, stk. 2, ændres »2 år« til: »3 år«.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig

anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de

afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i

Lovtidende.

Stk. 2. § 1, nr. 2-5, og § 2 finder dog ikke anvendelse for

udlændinge, der inden lovens vedtagelse har ansøgt om opholdstilladelse eller

lovligt har taget bopæl her i landet efter de hidtidige regler.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter