Spring til indhold

Retsinformation

Afslag på forlængelse af opholdstilladelse. Partshøring. Sagsoplysning

FOU nr 1995.139UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Afslag på forlængelse af opholdstilladelse. Partshøring.

Sagsoplysning

Foreningen B klagede for A

over Indenrigsministeriets afgørelse om afslag på forlængelse af

opholdstilladelse.

Det fremgik af sagens akter

at A indrejste i Danmark den 4. august 1991. Den 17. august 1991 indgik hun

ægteskab med den herboende tyrkiske statsborger C og ansøgte på denne

baggrund

den 27. august 1991 om opholds- og arbejdstilladelse i Danmark.

Den 2. oktober 1991 meddelte

Direktoratet for Udlændinge A opholdstilladelse indtil den 27. august 1992.

Ansøgningen om arbejdstilladelse blev afslået.

Den 13. august 1992 ansøgte A

om forlængelse af opholdstilladelsen. Ansøgningen blev den 21. september 1992

imødekommet af Direktoratet for Udlændinge der forlængede opholdstilladelsen

indtil den 27. juni 1993.

Politiet modtog i efteråret

flere anmeldelser om at A og C ikke boede sammen. Bl.a. modtog politiet i

november 1992 et anonymt brev hvor A og C's ægteskab blev betegnet som et

proformaægteskab.

Som følge af anmeldelserne

foretog politiet den 2. december 1992 samlivskontrol hos A og C på adressen

(adresse 1) hvor ægtefællerne var tilmeldt folkeregisteret. Da politiet ikke

traf ægtefællerne hjemme, blev kontrollen fortsat den 3. december 1992 og

igen den 21. december 1992.

Da politiet den 21. december

1992 kunne konstatere at lejligheden var fuldstændig tømt, rettede politiet

henvendelse til folkeregisteret og fik oplyst at ægtefællerne fra den 7.

december 1992 i stedet var tilmeldt en anden adresse (adresse 2).

Læs alt

Der blev optaget

politirapport vedrørende kontrollerne. Af denne fremgik bl.a. følgende:

"Onsdag d. 02 12 92.

...

Der fandtes en del spindelvæv

på øverste del af døren og i karmen, hvilket indikerede, at døren ikke havde

været åbnet i flere dage. ...

Ved nabohøring af 2 prs. blev

det oplyst, at de tilmeldte ikke opholder sig på værelset idet de aldrig er

der

om natten ligesom de ikke laver mad i bygningens køkken.

Den ene nabo havde aldrig set

personerne. Den anden havde set manden en gang men aldrig kvinden. Manden set

der for nogle dage siden.

...

Undertegnede og (en

politiassistent) rettede d.d. kl. 14.20 henvendelse på adressen hos:

(D og E).

Ifølge oplysninger skulle (C)

bo og opholde sig der.

(C) truffet ved henvendelsen.

...

Han blev gjort bekendt med

tilstanden vedr. spindelvæv mm. på (adresse 1) men fastholdt at han havde

været

der d. 02 12 92. Han oplyste, at han boede der og sov der hver nat, hvilket

undertegnede over for ham, betvivlede kraftigt, grundet oplysninger på stedet

om, hvor meget han og (A) har været der.

Han er indskærpet kraftigt om

at være sammen med sin kone på fælles bopæl jfr. reglerne for samliv jfr.

Udlændingeloven.

...

Fortsat d. 03 12 92

...

Forespurgt, hvor (A) opholdt

sig om natten, oplyste de, at hun jo boede på (adresse 1) og derfor var i sit

hjem om natten. De blev gjort bekendt med mine observationer men ville ikke

vedgå, at (A) boede og opholdt sig i deres lejlighed.

..."

Politiet foretog sig ikke

mere i anledning af det som blev konstateret ved samlivskontrollen. Politiet

oversendte den 11. juni 1993 rapporten til Direktoratet for Udlændinge.

Den 15. juni 1993 indgav A

ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse. Den 6. august 1993 traf

Direktoratet for Udlændinge afgørelse om afslag på A's ansøgning om

forlængelse af opholdstilladelse. Af direktoratets afgørelse fremgik bl.a.

følgende:

"...

Afslaget er meddelt under

henvisning til, at De efter direktoratets opfattelse ikke opfylder

betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2 vedrørende samliv på

fælles

bopæl med Deres ægtefælle. Selvom at De og Deres ægtefælle hele tiden i

Folkeregistret har været registreret med fælles bopæl, finder direktoratet

det

ikke godtgjort, at De har samlevet med Deres ægtefælle på fælles bopæl.

Direktoratet har lagt vægt

på, at politiet har foretaget samlivskontrol på Deres adresse (adresse 1).

Ved

kontrolbesøg på nævnte adresse den 02.12.1992 kl. 14.00 og kl. 18.50 blev

ingen

truffet hjemme, og bopælen fremstod som ubeboet. Den ene nabo oplyste, at

pågældende aldrig havde set Dem eller Deres ægtefælle, og den anden nabo

oplyste, at pågældende kun havde set Deres ægtefælle en gang.

Samme dag blev Deres

ægtefælle truffet på adressen (adresse 2) hos sine forældre.

Ved politiets kontrolbesøg

den 03.12.1992 kl. 10.30 på (adresse 1) blev ingen truffet hjemme. Samme dag

blev Deres søster og hendes ægtefælle truffet på adressen (adresse 3), og de

oplyste samstemmende, at De og Deres ægtefælle kom på besøg hver dag efter

skole og spiste med.

Det fremgår af registreringen

i Folkeregistret, at De og Deres ægtefælle har meldt adresseforandring den

07.12.1992 til (adresse 2).

Direktoratet finder således

ikke, at Deres grundlag for forlængelse af Deres opholdstilladelse her i

landet

er tilstede jfr. udlændingelovens § 11, stk. 2 jfr. § 19, stk. 1, nr. 1 (lov

nr. 462 af den 26.06.1987) jfr. § 9, stk. 1, nr. 2.

Direktoratet finder efter det

oplyste endvidere ikke, at der foreligger særlige forhold, der kan begrunde

en

forlængelse af Deres opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 5,

jf.

§ 26, jf. § 11, stk. 2.

..."

Direktoratet for Udlændinge

oversendte samme dag afgørelsen til politiet med henblik på at politiet

forkyndte afgørelsen for A.

Den 10. august 1993 mødte

politiet op på A's bopæl, (adresse 2), for at forkynde afgørelsen. A var ikke

til stede på bopælen, men hendes ægtefælle C blev i stedet gjort bekendt med

sagen. Han blev endvidere forespurgt om A boede på adressen sammen med ham,

hvilket han bekræftede.

Politiet tog herefter til A's

søsters bopæl, (adresse 3), hvor man traf A. A blev gjort bekendt med sagen

hvorefter hun kørte med politiet til (adresse 2) hvor Direktoratet for

Udlændinges afgørelse af 6. august 1993 blev forkyndt for hende. Der blev

udfærdiget en politirapport vedrørende forløbet. Af denne fremgik bl.a.

følgende:

"...

Alt i alt var der intet, der

ved almindelig besigtigelse indicerede, at (A) skulle bo i lejligheden.

...

Hun blev endvidere gjort

bekendt med at hendes mand, (C), havde forevist deres lejlighed, hvorved vi

havde konstateret, at afhørte ikke umiddelbart ses at bo der til daglig.

Afhørte påstod kraftigt, at

hun boede i lejligheden og at hun var villig til at forevise sine personlige

ejendele m.v.

...

(A) blev gjort bekendt med,

at politiet skønnede at hun ikke opholder sig permanent i lejligheden, idet

der

ikke kunne forevises forhold, der tydede på, at hun bor der.

Hun blev herefter gjort

bekendt med den fra Direktoratet for Udlændinge af 6. Aug. 1993 fremsendte

afgørelse, hvoraf fremgår, at der ikke findes grundlag for forlængelse af

opholdstilladelse.

..."

Ved forkyndelsen påklagede A

Direktoratet for Udlændinges afgørelse til Indenrigsministeriet. Den 14.

august

1993 fremsendte A et brev til Indenrigsministeriet hvori hun uddybede sin

klage

over direktoratets afgørelse.

Den 18. august 1993

oversendte Direktoratet for Udlændinge sin afgørelse af 6. august 1993 til

Indenrigsministeriet idet direktoratet oplyste at direktoratet kunne henholde

sig til sin afgørelse.

Den 4. oktober 1993 sendte

Indenrigsministeriet direktoratets udtalelse af 18. august 1993 til A,

tillige

med kopi af politirapporten af 10. august 1993. Indenrigsministeriet bad A om

at fremkomme med eventuelle bemærkninger inden for 14 dage. I brev af 10.

oktober 1993 til Indenrigsministeriet fremkom A med sine bemærkninger til

politirapporten.

Den 26. oktober 1993 anmodede

Indenrigsministeriet Direktoratet for Udlændinge om en supplerende udtalelse

i

sagen. I den anledning anmodede Direktoratet for Udlændinge den 4. november

1993 politiet om at fortsætte de påbegyndte undersøgelser. Politiet foretog

herefter på ny samlivskontrol den 16. november 1993. Samlivskontrollen blev

fortsat den 2. februar 1994. Der blev udfærdiget politirapport vedrørende den

foretagne kontrol. Af denne fremgik bl.a. følgende:

"...

Fortsat 020294

...

(C), (adresse 2),

blev truffet.

...

Han blev opfordret til at

forevise lejligheden, hvor han låste sig ind.

Det blev først konstateret at

der på døren stod

(D og E). Intet

steds stod (A eller C.)

(C) blev opfordret til at

vise personlige ejendele frem, ligesom han skulle vise det værelse, hvor de

"bor".

...

Af personlige ejendele kunne

(C)

ikke

vise noget. Han havde ingen

toiletsager, men påstod at een tandbørste ud af to, der stod i et krus på

hylde

i badeværelse, tilhørte ham.

Der fandtes med sikkerhed

ingen toiletsager af kvindelig art,

idet der ud over de to nævnte tandbørster kun fandtes toiletpapir og to

badekåber, der hang på badeværelset. Ligeledes åbnede (C) på forlangende

skabe,

der var på badeværelse og i entre, men der fandtes

ingen

genstande eller sager, der kunne relateres til en kvinde.

(C) foreviste herefter det

værelse som han oplyste var deres fælles soveværelse.

Værelset er møbleret med to

separate senge, der var placeret i hver sin side af værelset med frit

gangareal

i mellem. Disse senge var opredte - med det samme sengelinned som det blev

konstateret, herv. Kriminalpolitis rapp. ang. samlivskontrol -.

På en hylde over den ene seng

lå der ca. 20 stykker tøj af forskellig art. Tøjet var pænt lagt sammen og lå

stablet. Adspurgt oplyste (C), at det var deres fælles tøj.

I et indbygget klædeskab med

een låge, (svarende til skabet i et børneværelse) fandtes 6 stykker tøj.

Disse

var anbragt på bøjler. Tøjet tilhørte (A).

Der fandtes ingen

beklædningsgenstande i skabet, der tilhørte (C). Heller ikke sko eller andet

fodtøj.

Der fandtes eet par sorte

helt nye (ubrugte) dame laksko på øverste hylde i klædeskabet.

Vedr. (C's) pas og

opholdstilladelse oplyste han, at dette var låst inde i moderens soveværelse.

Han havde ikke adgang dertil.

Vedr. (A's) personlige

papirer, var de ligeledes låst inde.

Ved den foretagne kontrol er

det min opfattelse, at parret ikke lever eller bor sammen, hvilket er

konstateret på baggrund af, at der ikke findes de mest almindelige personlige

effekter og beklædningsgenstande - som f.eks. undertøj - eller andre

almindelige ting, der må anses for at være almindeligt at være i besiddelse

af."

Den 8. februar 1994

oversendte Direktoratet for Udlændinge politirapporten af 16. november 1993

med

kontinuationer til Indenrigsministeriet og oplyste samtidig at direktoratet

kunne henholde sig til sin afgørelse af 6. august 1993. Den 16. juni 1994

stadfæstede Indenrigsministeriet Direktoratet for Udlændinges afgørelse. Af

Indenrigsministeriets afgørelse fremgik bl.a. følgende:

"...

Direktoratet for Udlændinge

afgav i anledning af Deres klage en udtalelse tillige med sagens akter. En

kopi

af udtalelsen samt af politirapporter af 2. december 1992, af 10. august 1993

og af 16. november 1993 blev sendt til Dem den 4. oktober 1993.

Ved brev af 10. oktober 1993

fremkom De med yderligere bemærkninger til sagen.

De har herved anført, at De

grundet pladsmangel opbevarer Deres vasketøj i plastikposer, samt at De

opbevarer Deres toiletsager i Deres håndtaske.

På den baggrund afgav

Direktoratet for Udlændinge en supplerende udtalelse om sagen. En kopi af

udtalelsen vedlægges til Deres orientering.

Det fremgår af de

foreliggende oplysninger, at De den 2. oktober 1991 blev meddelt

opholdstilladelse indtil den 27. august 1992 efter § 9, stk. 1, nr. 2, i

udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 462 af 26. juni 1987, idet De

samlevede på fælles bopæl i ægteskab eller fast samlivsforhold af længere

varighed med en i Danmark fastboende person. De blev tillige meddelt

arbejdstilladelse.

Det fremgår endvidere, at

Deres opholdstilladelse den 3. september 1992 blev forlænget til den 27. juni

1993.

Det fremgår af politirapport

af 2. december 1992 med kontinuationer, at politiet den 2. december 1992

rettede henvendelse til (adresse 1), hvor ingen var hjemme. Det blev af en

nabo

oplyst, at pågældende aldrig havde truffet Dem eller Deres ægtefælle. En

anden

nabo oplyste, at pågældende havde truffet Deres ægtefælle en gang.

Det fremgår endvidere af

politirapport af 2. december 1992, at man på samme dag på adressen (adresse

2),

traf Deres ægtefælle, der oplyste, at De var ude at handle. Man rettede

senere

samme dag påny forgæves henvendelse til (adresse 1).

Det fremgår videre af

politirapport af 2. december 1992 med kontinuationer, at man på ny den 3.

december 1992 forgæves rettede henvendelse på adressen (adresse 1).

Senere samme dag rettede man

henvendelse på adressen (adresse 3), hvor man traf (F og G), der oplyste, at

De

og Deres ægtefælle hver dag kom på besøg, men i øvrigt overnattede på

adressen

(adresse 1) undtagen i weekenden.

Det fremgår endeligt af

politirapport af 2. december 1992, at De og Deres ægtefælle pr. den 7.

december

1993 var tilmeldt adressen (adresse 2).

Det fremgår af politirapport

af 10. august 1993 med kontinuationer, at politiet den 10. august 1993

rettede

henvendelse på (adresse 2), hvor man traf Deres ægtefælle, der oplyste, at De

opholdt Dem hos Deres søster. Der blev forevist et værelse som skulle være

Deres og Deres ægtefælles soveværelse. Der blev endvidere fremvist to

sportstasker og to poser med tøj samt et klædeskab indeholdende 2 stykker

overtøj.

Deres ægtefælle var ikke i stand til at fremvise Deres personlige ejendele.

De

blev herefter selv hentet til (adresse 2), hvor De udover det ovennævnte

kunne

fremvise to beklædningsgenstande tilhørende Dem. De blev herefter bedt om at

fremvise personlige effekter, hvorefter De oplyste, at Deres smykker var låst

inde, og at Deres toiletsager var i Deres håndtaske.

Det fremgår af politirapport

af 16. november 1993 med kontinuationer, at politiet 3 gange har rettet

henvendelse på Deres bopæl uden at træffe Dem sammen med Deres ægtefælle.

Det fremgår endvidere af

politirapport af 16. november 1993 med kontinuationer, at politiet den 2.

februar 1994 rettede henvendelse på (adresse 2), hvor man traf Deres

ægtefælle,

der oplyste, at De var i skole.

Det blev under politiets

gennemgang af lejligheden konstateret, at der i lejligheden, der ifølge Deres

ægtefælle tilhører (D og E), alene var stillet et mindre værelse til rådighed

for Dem og Deres ægtefælle. Her fandt man to separate opredte senge. Der blev

endvidere fundet ca. 20 stykker tøj, som ifølge Deres ægtefælle skulle være

fælles. I et skab fandt man 6 stykker tøj samt et par ubrugte sko, som ifølge

Deres ægtefælle skulle tilhøre Dem.

Der blev ikke fundet

personlige papirer eller andre personlige ejendele, idet disse ifølge Deres

ægtefælle var låst inde.

Indenrigsministeriet finder

herefter efter en samlet vurdering af sagen ikke, det kan lægges til grund,

at

De samlever på fælles bopæl med Deres ægtefælle.

..."

I brev af 19. juni 1994

klagede B herefter til mig over Indenrigsministeriets afgørelse. I anledning

af

B's henvendelse indhentede jeg en udtalelse af 25. juli 1994 fra

Indenrigsministeriet hvori Indenrigsministeriet udtalte at man kunne henholde

sig til den trufne afgørelse.

Da jeg efter at have

gennemgået sagen ikke fandt den tilstrækkeligt oplyst, anmodede jeg den 4.

august 1994 Indenrigsministeriet om en supplerende udtalelse. I mit svar til

Indenrigsministeriet skrev jeg bl.a. følgende:

"...

Det anføres i ministeriets

afgørelse af 16. juni 1994 at ministeriet den 4. oktober 1993 sendte kopi af

Direktoratet for Udlændinges udtalelse i sagen samt kopi af politirapporter

af

2. december 1992, af 10. august 1993 og af 16. november 1993 til (A).

Af ministeriets

fremsendelsesbrev til (A) af 4. oktober 1993 fremgår udelukkende at

ministeriet

sendte kopi af Direktoratet for Udlændinges udtalelse i sagen samt af

politirapport af 10. august 1993. (A) fremkom med sine kommentarer til

politirapporten af 10. august 1993 i brev af 10. oktober 1993.

På denne baggrund anmoder jeg

ministeriet om i den supplerende udtalelse at præcisere om politirapporterne

af

2. december 1992 og af 16. november 1993 med kontinuationer blev sendt til

(A).

I tilslutning hertil beder jeg om en redegørelse for overholdelsen af

reglerne

i forvaltningslovens § 19 om partshøring, dels i forbindelse med Direktoratet

for Udlændinges afgørelse af 6. august 1993, dels i forbindelse med

Indenrigsministeriets

afgørelse af 16. juni 1994.

..."

Indenrigsministeriet udtalte

herefter den 31. oktober 1994 bl.a. følgende:

"...

Vedlagt sendes på ny akterne

i sagen vedrørende den tyrkiske statsborger (A), idet Indenrigsministeriet

skal oplyse at man ved brev af 4. oktober 1993 fremsendte kopi af

Direktoratet

for Udlændinges udtalelse af 18. august 1993 og politirapport af 10. august

1993 til klageren i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19.

Indenrigsministeriet

fremsendte ikke politirapport af 2. december 1992, idet denne rapport, der lå

til grund for direktoratets afgørelse af 6. august 1993, måtte anses for at

være klageren bekendt.

Indenrigsministeriet har

desværre ikke fremsendt politirapport af 16. november 1993 til partshøring,

hvilket man meget skal beklage.

..."

Indenrigsministeriets

supplerende udtalelse af 31. oktober 1994 blev givet på baggrund af en

udtalelse af 13. oktober 1994 fra Direktoratet for Udlændinge. Af denne

udtalelse fremgik bl.a. følgende:

"...

På baggrund af oplysninger i

ovennævnte politirapport af 02.12.1992 meddelte direktoratet ved skrivelse af

06.08.1993 pågældende afslag på det ansøgte, jfr. udlændingelovens § 11, stk.

2

jfr. § 19, stk. 1, nr. 1 og § 21, idet man ikke fandt, at pågældende

samlevede

på fælles bopæl med sin ægtefælle, hvorfor betingelserne i udlændingelovens §

9, stk. 1, nr. 2 ikke kunne anses for opfyldt.

Det blev i forbindelse med

ovennævnte afgørelse anført, at direktoratet blandt andet havde tillagt det

betydning, at politiet gentagne gange forgæves havde forsøgt at antræffe

pågældende på den fælles bopæl.

Efter direktoratets praksis

vil der i tilfælde, hvor direktoratet på denne måde kommer i besiddelse af

oplysninger af betydning for sagens afgørelse, som det må antages, at den

pågældende udlænding ikke er bekendt med, blive foretaget partshøring i

overensstemmelse med forvaltningslovens § 19. Denne partshøring sker enten

skriftligt eller i forbindelse med en samtale hos direktoratet eller

politiet.

Direktoratet skal derfor

beklage, at man i den konkrete sag ikke forinden direktoratets afgørelse af

06.08.1993 foretog partshøring for så vidt angår samlivskontrolrapport af

02.12.1992.

..."

I en skrivelse til B udtalte

jeg herefter følgende:

"Ved min gennemgang af

sagen har jeg fundet at der hos Direktoratet for Udlændinge og

Indenrigsministeriet foreligger sådanne sagsbehandlingsfejl at jeg samtidig

hermed har henstillet til Indenrigsministeriet at genoptage sagen og sørge

for at der bliver truffet en ny afgørelse. På denne baggrund har jeg ikke

fundet

det nødvendigt at tage stilling til selve afgørelsen om at give A afslag på

forlængelse af opholdstilladelse, og koncentrerer mig derfor i det følgende

om

Direktoratet for Udlændinges og Indenrigsministeriets sagsbehandling.

1. Direktoratet for Udlændinges sagsbehandling

Direktoratet for Udlændinge

har i sin udtalelse af 13. oktober 1994 oplyst at direktoratet, når

direktoratet kommer i besiddelse af oplysninger af betydning for sagens

afgørelse som det må antages at den pågældende udlænding ikke er bekendt med,

foretager partshøring i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19.

Direktoratet beklager at der i A's sag ikke blev foretaget partshøring

vedrørende samlivskontrolrapport af 2. december 1992.

Reglerne om partshøring

findes i forvaltningslovens § 19, stk. 1 og 2, der har følgende ordlyd:

"

§ 19.

Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at

myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens

faktiske

omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort

parten

bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en

udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den

pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Myndigheden

kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

det efter oplysningernes karakter og sagens

beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det

foreliggende grundlag,

udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt

frist for sagens afgørelse,

partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes,

findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private

interesser, der taler imod en sådan udsættelse,

parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i

kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger,

den påtænkte afgørelse vil berøre en videre ubestemt

kreds af personer, virksomheder m.v., eller hvis forelæggelsen af

oplysningerne

for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller

der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer

parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte

afgørelse

og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes."

Politirapporten af 2.

december 1992 indeholder efter min opfattelse oplysninger der er omfattet af

forvaltningslovens § 19. Jeg finder det derfor kritisabelt at direktoratet

ikke

foretog partshøring vedrørende oplysningerne, og kan således tilslutte mig

direktoratets beklagelse.

Direktoratet traf den 6.

august 1993 afgørelse om at give A afslag på forlængelse af opholdstilladelse

på baggrund af oplysninger indhentet i december 1992.

Det gælder som et

grundlæggende princip i forvaltningsretten at det påhviler den enkelte

forvaltningsmyndighed selv, eventuelt i samarbejde med andre myndigheder, at

fremskaffe fornødne oplysninger om de foreliggende sager eller dog at sørge

for

at private, navnlig parterne, medvirker til sagens oplysning. Der gælder

således et official- eller undersøgelsesprincip.

Hvilke oplysninger der skal

indhentes, og hvorfra de skal indhentes, varierer fra sag til sag, men

princippet indebærer at der først må træffes en afgørelse når der foreligger

nødvendige oplysninger til at kunne træffe en materielt lovlig og rigtig

afgørelse.

Ud over at Direktoratet for

Udlændinge ikke foretog partshøring vedrørende oplysningerne i

politirapporten

af 2. december 1992, finder jeg det kritisabelt at Direktoratet for

Udlændinge

traf afgørelse på baggrund af oplysninger indhentet mere end et halvt år

forinden afgørelsen blev truffet. Direktoratet burde for at opfylde sin

forpligtelse i henhold til officialprincippet efter min mening have indhentet

nye oplysninger vedrørende A og C, f.eks. fra politiet, forinden der blev

truffet afgørelse.

Jeg har gjort direktoratet

bekendt med min opfattelse.

2. Indenrigsministeriets sagsbehandling

I Indenrigsministeriets

afgørelse er anført at Indenrigsministeriet den 4. oktober 1993 fremsendte en

kopi af bl.a. politirapport af 16. november 1993 til A. I sin udtalelse til

mig

af 31. oktober 1994 har Indenrigsministeriet imidlertid oplyst at

Indenrigsministeriet desværre ikke sendte politirapporten af 16. november

1993

til partshøring, hvilket Indenrigsministeriet meget beklager.

Politirapporten af 16.

november 1993 indeholder efter min opfattelse oplysninger der er omfattet af

forvaltningslovens § 19. Jeg finder det derfor kritisabelt at

Indenrigsministeriet ikke foretog partshøring vedrørende oplysningerne, og

kan

således tilslutte mig Indenrigsministeriets beklagelse.

Jeg finder det endvidere

kritisabelt at Indenrigsministeriet i forbindelse med sin behandling af

klagesagen ikke bemærkede og over for Direktoratet for Udlændinge påtalte de

sagsbehandlingsfejl som direktoratet havde begået, jf. ovenfor.

Jeg har gjort Indenrigsministeriet

bekendt med min opfattelse.

Reglerne om partshøring har

karakter af garantiforskrifter hvis tilsidesættelse gør at der svigter en

garanti for afgørelsens lovlighed og rigtighed. Efter min opfattelse kan det

ikke udelukkes at de sagsbehandlingsfejl der foreligger i forbindelse med

behandlingen af A's sag har haft indflydelse på den trufne afgørelse. Jeg

har derfor samtidig hermed henstillet til Indenrigsministeriet at genoptage

sagen og sørge for at der bliver truffet en ny afgørelse vedrørende A's

ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse."

I skrivelse af 17. februar

1995 meddelte Indenrigsministeriet mig at ministeriet havde sendt sagen til

Direktoratet for Udlændinge til fornyet afgørelse i 1. instans.

Jeg meddelte herefter

Indenrigsministeriet at jeg havde taget det oplyste til efterretning, og at

jeg

ikke foretog mig mere i sagen på det foreliggende grundlag. Jeg anmodede

samtidig om at blive underrettet om udfaldet af Direktoratet for Udlændinges

nye afgørelse i sagen.

Den 24. august 1995 modtog

jeg en kopi af et brev af 23. august 1995 fra Indenrigsministeiet til A. Af

brevet fremgik at Direktoratet for Udlændinge den 24. maj 1995 havde truffet

afgørelse om at inddrage A's opholdstilladelse, og at A den 6. juni havde

klaget over afgørelsen til Indenrigsministeriet. Den 10. november 1995 modtog

jeg kopi af Indenrigsministeriets afgørelse af 9. november 1995 hvorved

Direktoratet for Udlændinges afgørelse af 29. maj 1995 blev stadfæstet.

Lignende dokumenter