Afslag på forlængelse af opholdstilladelse. Partshøring. Sagsoplysning
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afslag på forlængelse af opholdstilladelse. Partshøring.
Sagsoplysning
Foreningen B klagede for A
over Indenrigsministeriets afgørelse om afslag på forlængelse af
opholdstilladelse.
Det fremgik af sagens akter
at A indrejste i Danmark den 4. august 1991. Den 17. august 1991 indgik hun
ægteskab med den herboende tyrkiske statsborger C og ansøgte på denne
baggrund
den 27. august 1991 om opholds- og arbejdstilladelse i Danmark.
Den 2. oktober 1991 meddelte
Direktoratet for Udlændinge A opholdstilladelse indtil den 27. august 1992.
Ansøgningen om arbejdstilladelse blev afslået.
Den 13. august 1992 ansøgte A
om forlængelse af opholdstilladelsen. Ansøgningen blev den 21. september 1992
imødekommet af Direktoratet for Udlændinge der forlængede opholdstilladelsen
indtil den 27. juni 1993.
Politiet modtog i efteråret
flere anmeldelser om at A og C ikke boede sammen. Bl.a. modtog politiet i
november 1992 et anonymt brev hvor A og C's ægteskab blev betegnet som et
proformaægteskab.
Som følge af anmeldelserne
foretog politiet den 2. december 1992 samlivskontrol hos A og C på adressen
(adresse 1) hvor ægtefællerne var tilmeldt folkeregisteret. Da politiet ikke
traf ægtefællerne hjemme, blev kontrollen fortsat den 3. december 1992 og
igen den 21. december 1992.
Da politiet den 21. december
1992 kunne konstatere at lejligheden var fuldstændig tømt, rettede politiet
henvendelse til folkeregisteret og fik oplyst at ægtefællerne fra den 7.
december 1992 i stedet var tilmeldt en anden adresse (adresse 2).
Læs alt
Der blev optaget
politirapport vedrørende kontrollerne. Af denne fremgik bl.a. følgende:
"Onsdag d. 02 12 92.
...
Der fandtes en del spindelvæv
på øverste del af døren og i karmen, hvilket indikerede, at døren ikke havde
været åbnet i flere dage. ...
Ved nabohøring af 2 prs. blev
det oplyst, at de tilmeldte ikke opholder sig på værelset idet de aldrig er
der
om natten ligesom de ikke laver mad i bygningens køkken.
Den ene nabo havde aldrig set
personerne. Den anden havde set manden en gang men aldrig kvinden. Manden set
der for nogle dage siden.
...
Undertegnede og (en
politiassistent) rettede d.d. kl. 14.20 henvendelse på adressen hos:
(D og E).
Ifølge oplysninger skulle (C)
bo og opholde sig der.
(C) truffet ved henvendelsen.
...
Han blev gjort bekendt med
tilstanden vedr. spindelvæv mm. på (adresse 1) men fastholdt at han havde
været
der d. 02 12 92. Han oplyste, at han boede der og sov der hver nat, hvilket
undertegnede over for ham, betvivlede kraftigt, grundet oplysninger på stedet
om, hvor meget han og (A) har været der.
Han er indskærpet kraftigt om
at være sammen med sin kone på fælles bopæl jfr. reglerne for samliv jfr.
Udlændingeloven.
...
Fortsat d. 03 12 92
...
Forespurgt, hvor (A) opholdt
sig om natten, oplyste de, at hun jo boede på (adresse 1) og derfor var i sit
hjem om natten. De blev gjort bekendt med mine observationer men ville ikke
vedgå, at (A) boede og opholdt sig i deres lejlighed.
..."
Politiet foretog sig ikke
mere i anledning af det som blev konstateret ved samlivskontrollen. Politiet
oversendte den 11. juni 1993 rapporten til Direktoratet for Udlændinge.
Den 15. juni 1993 indgav A
ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse. Den 6. august 1993 traf
Direktoratet for Udlændinge afgørelse om afslag på A's ansøgning om
forlængelse af opholdstilladelse. Af direktoratets afgørelse fremgik bl.a.
følgende:
"...
Afslaget er meddelt under
henvisning til, at De efter direktoratets opfattelse ikke opfylder
betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2 vedrørende samliv på
fælles
bopæl med Deres ægtefælle. Selvom at De og Deres ægtefælle hele tiden i
Folkeregistret har været registreret med fælles bopæl, finder direktoratet
det
ikke godtgjort, at De har samlevet med Deres ægtefælle på fælles bopæl.
Direktoratet har lagt vægt
på, at politiet har foretaget samlivskontrol på Deres adresse (adresse 1).
Ved
kontrolbesøg på nævnte adresse den 02.12.1992 kl. 14.00 og kl. 18.50 blev
ingen
truffet hjemme, og bopælen fremstod som ubeboet. Den ene nabo oplyste, at
pågældende aldrig havde set Dem eller Deres ægtefælle, og den anden nabo
oplyste, at pågældende kun havde set Deres ægtefælle en gang.
Samme dag blev Deres
ægtefælle truffet på adressen (adresse 2) hos sine forældre.
Ved politiets kontrolbesøg
den 03.12.1992 kl. 10.30 på (adresse 1) blev ingen truffet hjemme. Samme dag
blev Deres søster og hendes ægtefælle truffet på adressen (adresse 3), og de
oplyste samstemmende, at De og Deres ægtefælle kom på besøg hver dag efter
skole og spiste med.
Det fremgår af registreringen
i Folkeregistret, at De og Deres ægtefælle har meldt adresseforandring den
07.12.1992 til (adresse 2).
Direktoratet finder således
ikke, at Deres grundlag for forlængelse af Deres opholdstilladelse her i
landet
er tilstede jfr. udlændingelovens § 11, stk. 2 jfr. § 19, stk. 1, nr. 1 (lov
nr. 462 af den 26.06.1987) jfr. § 9, stk. 1, nr. 2.
Direktoratet finder efter det
oplyste endvidere ikke, at der foreligger særlige forhold, der kan begrunde
en
forlængelse af Deres opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 5,
jf.
§ 26, jf. § 11, stk. 2.
..."
Direktoratet for Udlændinge
oversendte samme dag afgørelsen til politiet med henblik på at politiet
forkyndte afgørelsen for A.
Den 10. august 1993 mødte
politiet op på A's bopæl, (adresse 2), for at forkynde afgørelsen. A var ikke
til stede på bopælen, men hendes ægtefælle C blev i stedet gjort bekendt med
sagen. Han blev endvidere forespurgt om A boede på adressen sammen med ham,
hvilket han bekræftede.
Politiet tog herefter til A's
søsters bopæl, (adresse 3), hvor man traf A. A blev gjort bekendt med sagen
hvorefter hun kørte med politiet til (adresse 2) hvor Direktoratet for
Udlændinges afgørelse af 6. august 1993 blev forkyndt for hende. Der blev
udfærdiget en politirapport vedrørende forløbet. Af denne fremgik bl.a.
følgende:
"...
Alt i alt var der intet, der
ved almindelig besigtigelse indicerede, at (A) skulle bo i lejligheden.
...
Hun blev endvidere gjort
bekendt med at hendes mand, (C), havde forevist deres lejlighed, hvorved vi
havde konstateret, at afhørte ikke umiddelbart ses at bo der til daglig.
Afhørte påstod kraftigt, at
hun boede i lejligheden og at hun var villig til at forevise sine personlige
ejendele m.v.
...
(A) blev gjort bekendt med,
at politiet skønnede at hun ikke opholder sig permanent i lejligheden, idet
der
ikke kunne forevises forhold, der tydede på, at hun bor der.
Hun blev herefter gjort
bekendt med den fra Direktoratet for Udlændinge af 6. Aug. 1993 fremsendte
afgørelse, hvoraf fremgår, at der ikke findes grundlag for forlængelse af
opholdstilladelse.
..."
Ved forkyndelsen påklagede A
Direktoratet for Udlændinges afgørelse til Indenrigsministeriet. Den 14.
august
1993 fremsendte A et brev til Indenrigsministeriet hvori hun uddybede sin
klage
over direktoratets afgørelse.
Den 18. august 1993
oversendte Direktoratet for Udlændinge sin afgørelse af 6. august 1993 til
Indenrigsministeriet idet direktoratet oplyste at direktoratet kunne henholde
sig til sin afgørelse.
Den 4. oktober 1993 sendte
Indenrigsministeriet direktoratets udtalelse af 18. august 1993 til A,
tillige
med kopi af politirapporten af 10. august 1993. Indenrigsministeriet bad A om
at fremkomme med eventuelle bemærkninger inden for 14 dage. I brev af 10.
oktober 1993 til Indenrigsministeriet fremkom A med sine bemærkninger til
politirapporten.
Den 26. oktober 1993 anmodede
Indenrigsministeriet Direktoratet for Udlændinge om en supplerende udtalelse
i
sagen. I den anledning anmodede Direktoratet for Udlændinge den 4. november
1993 politiet om at fortsætte de påbegyndte undersøgelser. Politiet foretog
herefter på ny samlivskontrol den 16. november 1993. Samlivskontrollen blev
fortsat den 2. februar 1994. Der blev udfærdiget politirapport vedrørende den
foretagne kontrol. Af denne fremgik bl.a. følgende:
"...
Fortsat 020294
...
(C), (adresse 2),
blev truffet.
...
Han blev opfordret til at
forevise lejligheden, hvor han låste sig ind.
Det blev først konstateret at
der på døren stod
(D og E). Intet
steds stod (A eller C.)
(C) blev opfordret til at
vise personlige ejendele frem, ligesom han skulle vise det værelse, hvor de
"bor".
...
Af personlige ejendele kunne
(C)
ikke
vise noget. Han havde ingen
toiletsager, men påstod at een tandbørste ud af to, der stod i et krus på
hylde
i badeværelse, tilhørte ham.
Der fandtes med sikkerhed
ingen toiletsager af kvindelig art,
idet der ud over de to nævnte tandbørster kun fandtes toiletpapir og to
badekåber, der hang på badeværelset. Ligeledes åbnede (C) på forlangende
skabe,
der var på badeværelse og i entre, men der fandtes
ingen
genstande eller sager, der kunne relateres til en kvinde.
(C) foreviste herefter det
værelse som han oplyste var deres fælles soveværelse.
Værelset er møbleret med to
separate senge, der var placeret i hver sin side af værelset med frit
gangareal
i mellem. Disse senge var opredte - med det samme sengelinned som det blev
konstateret, herv. Kriminalpolitis rapp. ang. samlivskontrol -.
På en hylde over den ene seng
lå der ca. 20 stykker tøj af forskellig art. Tøjet var pænt lagt sammen og lå
stablet. Adspurgt oplyste (C), at det var deres fælles tøj.
I et indbygget klædeskab med
een låge, (svarende til skabet i et børneværelse) fandtes 6 stykker tøj.
Disse
var anbragt på bøjler. Tøjet tilhørte (A).
Der fandtes ingen
beklædningsgenstande i skabet, der tilhørte (C). Heller ikke sko eller andet
fodtøj.
Der fandtes eet par sorte
helt nye (ubrugte) dame laksko på øverste hylde i klædeskabet.
Vedr. (C's) pas og
opholdstilladelse oplyste han, at dette var låst inde i moderens soveværelse.
Han havde ikke adgang dertil.
Vedr. (A's) personlige
papirer, var de ligeledes låst inde.
Ved den foretagne kontrol er
det min opfattelse, at parret ikke lever eller bor sammen, hvilket er
konstateret på baggrund af, at der ikke findes de mest almindelige personlige
effekter og beklædningsgenstande - som f.eks. undertøj - eller andre
almindelige ting, der må anses for at være almindeligt at være i besiddelse
af."
Den 8. februar 1994
oversendte Direktoratet for Udlændinge politirapporten af 16. november 1993
med
kontinuationer til Indenrigsministeriet og oplyste samtidig at direktoratet
kunne henholde sig til sin afgørelse af 6. august 1993. Den 16. juni 1994
stadfæstede Indenrigsministeriet Direktoratet for Udlændinges afgørelse. Af
Indenrigsministeriets afgørelse fremgik bl.a. følgende:
"...
Direktoratet for Udlændinge
afgav i anledning af Deres klage en udtalelse tillige med sagens akter. En
kopi
af udtalelsen samt af politirapporter af 2. december 1992, af 10. august 1993
og af 16. november 1993 blev sendt til Dem den 4. oktober 1993.
Ved brev af 10. oktober 1993
fremkom De med yderligere bemærkninger til sagen.
De har herved anført, at De
grundet pladsmangel opbevarer Deres vasketøj i plastikposer, samt at De
opbevarer Deres toiletsager i Deres håndtaske.
På den baggrund afgav
Direktoratet for Udlændinge en supplerende udtalelse om sagen. En kopi af
udtalelsen vedlægges til Deres orientering.
Det fremgår af de
foreliggende oplysninger, at De den 2. oktober 1991 blev meddelt
opholdstilladelse indtil den 27. august 1992 efter § 9, stk. 1, nr. 2, i
udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 462 af 26. juni 1987, idet De
samlevede på fælles bopæl i ægteskab eller fast samlivsforhold af længere
varighed med en i Danmark fastboende person. De blev tillige meddelt
arbejdstilladelse.
Det fremgår endvidere, at
Deres opholdstilladelse den 3. september 1992 blev forlænget til den 27. juni
1993.
Det fremgår af politirapport
af 2. december 1992 med kontinuationer, at politiet den 2. december 1992
rettede henvendelse til (adresse 1), hvor ingen var hjemme. Det blev af en
nabo
oplyst, at pågældende aldrig havde truffet Dem eller Deres ægtefælle. En
anden
nabo oplyste, at pågældende havde truffet Deres ægtefælle en gang.
Det fremgår endvidere af
politirapport af 2. december 1992, at man på samme dag på adressen (adresse
2),
traf Deres ægtefælle, der oplyste, at De var ude at handle. Man rettede
senere
samme dag påny forgæves henvendelse til (adresse 1).
Det fremgår videre af
politirapport af 2. december 1992 med kontinuationer, at man på ny den 3.
december 1992 forgæves rettede henvendelse på adressen (adresse 1).
Senere samme dag rettede man
henvendelse på adressen (adresse 3), hvor man traf (F og G), der oplyste, at
De
og Deres ægtefælle hver dag kom på besøg, men i øvrigt overnattede på
adressen
(adresse 1) undtagen i weekenden.
Det fremgår endeligt af
politirapport af 2. december 1992, at De og Deres ægtefælle pr. den 7.
december
1993 var tilmeldt adressen (adresse 2).
Det fremgår af politirapport
af 10. august 1993 med kontinuationer, at politiet den 10. august 1993
rettede
henvendelse på (adresse 2), hvor man traf Deres ægtefælle, der oplyste, at De
opholdt Dem hos Deres søster. Der blev forevist et værelse som skulle være
Deres og Deres ægtefælles soveværelse. Der blev endvidere fremvist to
sportstasker og to poser med tøj samt et klædeskab indeholdende 2 stykker
overtøj.
Deres ægtefælle var ikke i stand til at fremvise Deres personlige ejendele.
De
blev herefter selv hentet til (adresse 2), hvor De udover det ovennævnte
kunne
fremvise to beklædningsgenstande tilhørende Dem. De blev herefter bedt om at
fremvise personlige effekter, hvorefter De oplyste, at Deres smykker var låst
inde, og at Deres toiletsager var i Deres håndtaske.
Det fremgår af politirapport
af 16. november 1993 med kontinuationer, at politiet 3 gange har rettet
henvendelse på Deres bopæl uden at træffe Dem sammen med Deres ægtefælle.
Det fremgår endvidere af
politirapport af 16. november 1993 med kontinuationer, at politiet den 2.
februar 1994 rettede henvendelse på (adresse 2), hvor man traf Deres
ægtefælle,
der oplyste, at De var i skole.
Det blev under politiets
gennemgang af lejligheden konstateret, at der i lejligheden, der ifølge Deres
ægtefælle tilhører (D og E), alene var stillet et mindre værelse til rådighed
for Dem og Deres ægtefælle. Her fandt man to separate opredte senge. Der blev
endvidere fundet ca. 20 stykker tøj, som ifølge Deres ægtefælle skulle være
fælles. I et skab fandt man 6 stykker tøj samt et par ubrugte sko, som ifølge
Deres ægtefælle skulle tilhøre Dem.
Der blev ikke fundet
personlige papirer eller andre personlige ejendele, idet disse ifølge Deres
ægtefælle var låst inde.
Indenrigsministeriet finder
herefter efter en samlet vurdering af sagen ikke, det kan lægges til grund,
at
De samlever på fælles bopæl med Deres ægtefælle.
..."
I brev af 19. juni 1994
klagede B herefter til mig over Indenrigsministeriets afgørelse. I anledning
af
B's henvendelse indhentede jeg en udtalelse af 25. juli 1994 fra
Indenrigsministeriet hvori Indenrigsministeriet udtalte at man kunne henholde
sig til den trufne afgørelse.
Da jeg efter at have
gennemgået sagen ikke fandt den tilstrækkeligt oplyst, anmodede jeg den 4.
august 1994 Indenrigsministeriet om en supplerende udtalelse. I mit svar til
Indenrigsministeriet skrev jeg bl.a. følgende:
"...
Det anføres i ministeriets
afgørelse af 16. juni 1994 at ministeriet den 4. oktober 1993 sendte kopi af
Direktoratet for Udlændinges udtalelse i sagen samt kopi af politirapporter
af
2. december 1992, af 10. august 1993 og af 16. november 1993 til (A).
Af ministeriets
fremsendelsesbrev til (A) af 4. oktober 1993 fremgår udelukkende at
ministeriet
sendte kopi af Direktoratet for Udlændinges udtalelse i sagen samt af
politirapport af 10. august 1993. (A) fremkom med sine kommentarer til
politirapporten af 10. august 1993 i brev af 10. oktober 1993.
På denne baggrund anmoder jeg
ministeriet om i den supplerende udtalelse at præcisere om politirapporterne
af
2. december 1992 og af 16. november 1993 med kontinuationer blev sendt til
(A).
I tilslutning hertil beder jeg om en redegørelse for overholdelsen af
reglerne
i forvaltningslovens § 19 om partshøring, dels i forbindelse med Direktoratet
for Udlændinges afgørelse af 6. august 1993, dels i forbindelse med
Indenrigsministeriets
afgørelse af 16. juni 1994.
..."
Indenrigsministeriet udtalte
herefter den 31. oktober 1994 bl.a. følgende:
"...
Vedlagt sendes på ny akterne
i sagen vedrørende den tyrkiske statsborger (A), idet Indenrigsministeriet
skal oplyse at man ved brev af 4. oktober 1993 fremsendte kopi af
Direktoratet
for Udlændinges udtalelse af 18. august 1993 og politirapport af 10. august
1993 til klageren i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19.
Indenrigsministeriet
fremsendte ikke politirapport af 2. december 1992, idet denne rapport, der lå
til grund for direktoratets afgørelse af 6. august 1993, måtte anses for at
være klageren bekendt.
Indenrigsministeriet har
desværre ikke fremsendt politirapport af 16. november 1993 til partshøring,
hvilket man meget skal beklage.
..."
Indenrigsministeriets
supplerende udtalelse af 31. oktober 1994 blev givet på baggrund af en
udtalelse af 13. oktober 1994 fra Direktoratet for Udlændinge. Af denne
udtalelse fremgik bl.a. følgende:
"...
På baggrund af oplysninger i
ovennævnte politirapport af 02.12.1992 meddelte direktoratet ved skrivelse af
06.08.1993 pågældende afslag på det ansøgte, jfr. udlændingelovens § 11, stk.
2
jfr. § 19, stk. 1, nr. 1 og § 21, idet man ikke fandt, at pågældende
samlevede
på fælles bopæl med sin ægtefælle, hvorfor betingelserne i udlændingelovens §
9, stk. 1, nr. 2 ikke kunne anses for opfyldt.
Det blev i forbindelse med
ovennævnte afgørelse anført, at direktoratet blandt andet havde tillagt det
betydning, at politiet gentagne gange forgæves havde forsøgt at antræffe
pågældende på den fælles bopæl.
Efter direktoratets praksis
vil der i tilfælde, hvor direktoratet på denne måde kommer i besiddelse af
oplysninger af betydning for sagens afgørelse, som det må antages, at den
pågældende udlænding ikke er bekendt med, blive foretaget partshøring i
overensstemmelse med forvaltningslovens § 19. Denne partshøring sker enten
skriftligt eller i forbindelse med en samtale hos direktoratet eller
politiet.
Direktoratet skal derfor
beklage, at man i den konkrete sag ikke forinden direktoratets afgørelse af
06.08.1993 foretog partshøring for så vidt angår samlivskontrolrapport af
02.12.1992.
..."
I en skrivelse til B udtalte
jeg herefter følgende:
"Ved min gennemgang af
sagen har jeg fundet at der hos Direktoratet for Udlændinge og
Indenrigsministeriet foreligger sådanne sagsbehandlingsfejl at jeg samtidig
hermed har henstillet til Indenrigsministeriet at genoptage sagen og sørge
for at der bliver truffet en ny afgørelse. På denne baggrund har jeg ikke
fundet
det nødvendigt at tage stilling til selve afgørelsen om at give A afslag på
forlængelse af opholdstilladelse, og koncentrerer mig derfor i det følgende
om
Direktoratet for Udlændinges og Indenrigsministeriets sagsbehandling.
1. Direktoratet for Udlændinges sagsbehandling
Direktoratet for Udlændinge
har i sin udtalelse af 13. oktober 1994 oplyst at direktoratet, når
direktoratet kommer i besiddelse af oplysninger af betydning for sagens
afgørelse som det må antages at den pågældende udlænding ikke er bekendt med,
foretager partshøring i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19.
Direktoratet beklager at der i A's sag ikke blev foretaget partshøring
vedrørende samlivskontrolrapport af 2. december 1992.
Reglerne om partshøring
findes i forvaltningslovens § 19, stk. 1 og 2, der har følgende ordlyd:
"
§ 19.
Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at
myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens
faktiske
omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort
parten
bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en
udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den
pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.
Myndigheden
kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis
det efter oplysningernes karakter og sagens
beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det
foreliggende grundlag,
udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt
frist for sagens afgørelse,
partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes,
findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private
interesser, der taler imod en sådan udsættelse,
parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i
kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger,
den påtænkte afgørelse vil berøre en videre ubestemt
kreds af personer, virksomheder m.v., eller hvis forelæggelsen af
oplysningerne
for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller
der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer
parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte
afgørelse
og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes."
Politirapporten af 2.
december 1992 indeholder efter min opfattelse oplysninger der er omfattet af
forvaltningslovens § 19. Jeg finder det derfor kritisabelt at direktoratet
ikke
foretog partshøring vedrørende oplysningerne, og kan således tilslutte mig
direktoratets beklagelse.
Direktoratet traf den 6.
august 1993 afgørelse om at give A afslag på forlængelse af opholdstilladelse
på baggrund af oplysninger indhentet i december 1992.
Det gælder som et
grundlæggende princip i forvaltningsretten at det påhviler den enkelte
forvaltningsmyndighed selv, eventuelt i samarbejde med andre myndigheder, at
fremskaffe fornødne oplysninger om de foreliggende sager eller dog at sørge
for
at private, navnlig parterne, medvirker til sagens oplysning. Der gælder
således et official- eller undersøgelsesprincip.
Hvilke oplysninger der skal
indhentes, og hvorfra de skal indhentes, varierer fra sag til sag, men
princippet indebærer at der først må træffes en afgørelse når der foreligger
nødvendige oplysninger til at kunne træffe en materielt lovlig og rigtig
afgørelse.
Ud over at Direktoratet for
Udlændinge ikke foretog partshøring vedrørende oplysningerne i
politirapporten
af 2. december 1992, finder jeg det kritisabelt at Direktoratet for
Udlændinge
traf afgørelse på baggrund af oplysninger indhentet mere end et halvt år
forinden afgørelsen blev truffet. Direktoratet burde for at opfylde sin
forpligtelse i henhold til officialprincippet efter min mening have indhentet
nye oplysninger vedrørende A og C, f.eks. fra politiet, forinden der blev
truffet afgørelse.
Jeg har gjort direktoratet
bekendt med min opfattelse.
2. Indenrigsministeriets sagsbehandling
I Indenrigsministeriets
afgørelse er anført at Indenrigsministeriet den 4. oktober 1993 fremsendte en
kopi af bl.a. politirapport af 16. november 1993 til A. I sin udtalelse til
mig
af 31. oktober 1994 har Indenrigsministeriet imidlertid oplyst at
Indenrigsministeriet desværre ikke sendte politirapporten af 16. november
1993
til partshøring, hvilket Indenrigsministeriet meget beklager.
Politirapporten af 16.
november 1993 indeholder efter min opfattelse oplysninger der er omfattet af
forvaltningslovens § 19. Jeg finder det derfor kritisabelt at
Indenrigsministeriet ikke foretog partshøring vedrørende oplysningerne, og
kan
således tilslutte mig Indenrigsministeriets beklagelse.
Jeg finder det endvidere
kritisabelt at Indenrigsministeriet i forbindelse med sin behandling af
klagesagen ikke bemærkede og over for Direktoratet for Udlændinge påtalte de
sagsbehandlingsfejl som direktoratet havde begået, jf. ovenfor.
Jeg har gjort Indenrigsministeriet
bekendt med min opfattelse.
Reglerne om partshøring har
karakter af garantiforskrifter hvis tilsidesættelse gør at der svigter en
garanti for afgørelsens lovlighed og rigtighed. Efter min opfattelse kan det
ikke udelukkes at de sagsbehandlingsfejl der foreligger i forbindelse med
behandlingen af A's sag har haft indflydelse på den trufne afgørelse. Jeg
har derfor samtidig hermed henstillet til Indenrigsministeriet at genoptage
sagen og sørge for at der bliver truffet en ny afgørelse vedrørende A's
ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse."
I skrivelse af 17. februar
1995 meddelte Indenrigsministeriet mig at ministeriet havde sendt sagen til
Direktoratet for Udlændinge til fornyet afgørelse i 1. instans.
Jeg meddelte herefter
Indenrigsministeriet at jeg havde taget det oplyste til efterretning, og at
jeg
ikke foretog mig mere i sagen på det foreliggende grundlag. Jeg anmodede
samtidig om at blive underrettet om udfaldet af Direktoratet for Udlændinges
nye afgørelse i sagen.
Den 24. august 1995 modtog
jeg en kopi af et brev af 23. august 1995 fra Indenrigsministeiet til A. Af
brevet fremgik at Direktoratet for Udlændinge den 24. maj 1995 havde truffet
afgørelse om at inddrage A's opholdstilladelse, og at A den 6. juni havde
klaget over afgørelsen til Indenrigsministeriet. Den 10. november 1995 modtog
jeg kopi af Indenrigsministeriets afgørelse af 9. november 1995 hvorved
Direktoratet for Udlændinges afgørelse af 29. maj 1995 blev stadfæstet.
Lignende dokumenter
- Prøvelse af Integrationsministeriets afgørelse i sag om tvangsmæssig udvisning Domsdatabasen · 31. august 2006
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat G. Pitruzzella fremsat den 8. september 2022. — X mod Udlændingenævnet. EU-domme · 8. september 2022
- Domstolens dom (Anden Afdeling) af 22. december 2022. — X mod Udlændingenævnet. EU-domme · 22. december 2022
- Paskravet i udlændingelovens § 39, stk. 1 Retsinformation · 31. januar 2019
- Domstolens Dom (Sjette Afdeling) af 16. marts 2000. - Sezgin Ergat mod Stadt Ulm. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Bundesverwaltungsgericht - Tyskland. - Associeringsaftalen EØF-Tyrkiet - Arbejdskraftens frie bevægelighed - Artikel 7, stk. 1, i associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 - Familiemedlem til en tyrkisk arbejdstager - Forlængelse af opholdstilladelse - Begrebet lovlig bopæl - Anmodn… EU-domme · 16. marts 2000
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat Mischo fremsat den 3. juni 1999. - Sezgin Ergat mod Stadt Ulm. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Bundesverwaltungsgericht - Tyskland. - Associeringsaftalen EØF-Tyrkiet - Arbejdskraftens frie bevægelighed - Artikel 7, stk. 1, i associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 - Familiemedlem til en tyrkisk arbejdstager - Forlængelse af opholdstilladelse - Begrebet… EU-domme · 3. juni 1999