Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2006-6-284

KEN nr 9270 af 06/04/2006Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet3. maj 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Kendelse

fra Pressenævnet i sag 2006-6-284

[K] har klaget til

Pressenævnet over en artikel i Ekstra Bladet den 29. december 2005, idet

Ekstra

Bladet har afvist at bringe et genmæle.

1. Sagsfremstilling

Den 29. december 2005 bragte

Ekstra Bladet under overskriften

”JEG ER

BARE FORELSKET I PRÆSTEN”

og underoverskriften

”BESAT VESTJYDE TERRORISERER KIRKE: 59-årig mand har sendt kvindelig

præst på sygeorlov”

følgende artikel:

”- Jamen, jeg er jo bare

forelsket i præsten.

Den lille slanke mand med det

viltre hår kan ikke rigtig selv se, at han har gang i noget stort i [A].

Men det har han unægtelig.

Præsten ligger sygemeldt på tredje måned. Menigheden er gået i koma. Politiet

i

Varde er snart drænet for alle kræfter.

Alene i juledagene kom der

fem politianmeldelser mod den 59-årige pensionist. En gudstjeneste måtte

aflyses juledag, fordi den lille mand pure nægtede at forlade kirken. 2.

juledag kom han op at slås med formanden for menighedsrådet foran kirken, så

hendes håndtaske fløj gennem luften.

Til sidst måtte de tilkaldte

politifolk dirigere – ikke trafik – men kirkegængere ind og ud af

Læs alt

den hvidkalkede

kirke for at undgå yderligere håndspålæggelser.

- Vi har så meget at lave her

i julen. Kanonslag, der sprænger i luften, og nu også dig. Vi har ikke tid

til

det her. Kan du ikke tage det roligt, bønfaldt betjentene [K].

Men [K] tillod ikke julefreden

at sænke sig i den ellers så hyggelige by nord for Varde. Og nu frygter

menigheden med rette for, at de uhyggelige løjer fortsætter langt ind i det

nye

år.

Hun er så smuk

- Jeg bøjer mig ikke. De skal

ikke bestemme over mig. Jeg går i kirke, hvor jeg vil, siger Madsen og

skubber

stædigt brillerne op i panden.

Det hele begyndte i sommer,

da [K] mistede sin kun 18-årige datter under tragiske omstændigheder. Tynget

af

sorg søgte han hjælp, hos sognepræst [B].

- Men så blev jeg forelsket i

hende. Hun er en meget smuk kvinde. Hendes hår er skønt og hendes nakke noget

helt specielt. Det skrev jeg til hende i en kærlighedserklæring. Jeg ved

godt,

at hun kun er i slutningen af 30’erne, og at jeg er meget ældre. Jeg ved

også

godt, at hun er gift og har to børn. Men jeg var altså dybt betaget af hende.

- Præsten skrev aldrig

tilbage, og så ringede jeg til hende og undskyldte brevet. Men hun ville ikke

tilgive mig. Hvad siger du – en præst, der ikke kan tilgive?

I den kommende tid afskibede [K]

omkrig ti breve til sognepræsten, som til sidst fik politiet til at give den

forelskede kirkegænger et politi-tilhold mod at kontakte hende. Han måtte dog

godt fortsætte med at komme i kirken.

Han synger, når han vil

Siden har [K] ikke overset en

eneste gudstjeneste i [C] Kirke og nabo-kirken i [D].

Uheldigvis for både præst og

menighed følger Madsen imidlertid sine helt egne ritualer i kirken. Han

messer

med på præstens trosbekendelse, og han rejser sig med mellemrum midt i den

kirkelige handling og synger det bedste, han har lært. Ene mand. Midt i

kirken.

I det sidste halve år er

menigheden blevet mere og mere rasende over den manglende ro på alle rækker.

Hjælpepræsterne bliver stressede og farer vild i ceremonien. En søndag kom

præsten ligefrem til at sige Fadervor to gange. Alt sammen på grund af

Madsens

chikanerier.

[K] er allerede blevet idømt

30 dagbøder for otte gange at have saboteret kirkegangen. Han har også fået

20

dagbøder for at have overtrådt politi-tilholdet mod præsten.

Vi holder ham ude

- Men jeg har anket begge

sager, fortæller Madsen. I kampens hede har han også politianmeldt et par

præster og klaget til biskoppen i Ribe, statsadvokaten i Sønderborg og

dommeren

i Varde.

Nu har nogle af de

almindelige kirkegængere i [A] imidlertid fået nok.

- Vi har simpelt hen

besluttet fysisk at forhindre manden i at komme ind i kirken. Det kan ikke

være

rigtigt, at han skal chikanere vores søde og dygtige præst på denne måde,

fortæller den pensionerede missionær og sygeplejerske [E] fra [A].

[E] erkender, at [K] juridisk

set har lov til at komme i kirken.

- Men vi stopper ham

alligevel. Vi vil ikke være med til det her mere. Han kan jo trække os rundt

ved hårene i årevis med det her. Nu skal det have en ende.

Det var i går ikke muligt at

få en kommentar fra den sygemeldte sognepræst.”

Under et fotografi af [K]

står:

”Den 59-årige [K] er allerede

blevet dømt for otte gange at have forstyrret gudstjenesterne med sang og

messen. Han truer med at fortsætte.”

Ved siden af et fotografi af

præsten står:

”Sognepræst [B] har lagt sig

syg på grund af [K]s kærlighedserklæringer. Og de stressede hjælpepræster

laver

konstant fejl under gudstjenesterne. En præst kom således til at sige

Fadervor

to gange.”

Ved siden af et fotografi af

en kirkegænger står:

”Nu skal det her stoppe, [E]

og nogle andre kirkegænger vil fysisk forhindre den forelskede kirkegænger i

at

komme ind i kirken, hvor han chikanerer præsten”

[K] sendte den 10. januar

2006 følgende e-mail til Ekstra Bladet med anmodning om genmæle:

”I afsnittet med overskriften

”Han syner når han vil” står der: ”Siden har [K] ikke overset

en eneste

gudstjeneste i [C] Kirke og i nabokirken i [D].” Dette er faktuelt

forkert. Jeg

er aldrig gået til gudstjeneste i begge kirker samme dag. I næste afsnit

hævdes

det, at jeg følger mine helt egne ritualer: Igen faktuelt forkert. Det, jeg

har

gjort, er ganske i overensstemmelse med ritualet i sandsynligvis flertallet

af

danske kirker, og jeg rejser mig heller ikke med mellemrum midt i den

kirkelige

handling og synger. Hele menigheden står op under evangelielæsningen. Og jeg

har sunget det menighedssvar, som står i den kgl. Resolution af 12. juni 1992

om højmessen i den danske folkekirke. Desuden ”messes”

trosbekendelsen ikke i

de to sogne af hverken præst eller undertegnede.

Endelig klager jeg over, at

bladets fotograf på artiklen tog billeder af mig i mit hjem, skønt jeg havde

forbudt det. Samme fotograf tog uden tilladelse billeder af mig, da jeg

cyklede

til [D] Kirke Nytårsdag. ”

Ekstra Bladet svarede ved

e-mail af 10. januar 2006 følgende på anmodningen om genmæle:

”1) Du kan naturligvis ikke

gå til to gudstjenester samtidig. Meningen med den lidt kluntede sætning er

at

signalere, at du hver søndag trofast er gået i en af de to kirker for at

følge

gudstjenesten. Vi tror, at læserne fatter hensigten.

2) Det er vores journalists

opfattelse, at du følger dine helt egne ritualer i forhold til, hvad

menighedsrådene

opfatter som naturligt ved kirkegangen i de to kirker. Netop derfor finder

menigheden din opførsel forstyrrende.

3) Journalisten og fotografen

oplyser, at du inviterede dem indenfor og understregede, at du ikke ønskede

at

blive fotograferet. Undervejs i samtalen ændrede du mening og tillod

fotografering. Du er således ikke fotograferet, uden der blev givet en

utvetydig tilladelse. Det fremgår også, at du diskuterede det betimelige i,

om

en tegning af kirken – som din datter har udført, og som hang på væggen

–

skulle danne baggrund for billedet af dig. Der er optaget omkring 30 billeder

af dig i køkkenet - hovedparten med hjælp af flash, som journalisten holdt i

perioder for at skabe sidelys. Det er således absurd at påstå, at du ikke var

bevidst om, at du blev fotograferet.

4) Fotografiet nytårsdag er

taget på offentlig vej, og i forlængelse af fotograferingen havde fotografen

Poul Anker en hyggelig samtale med dig, hvorunder du på intet tidspunkt

klagede

over fotograferingen. Fotografen arbejdede yderligere i god tro, idet han

netop

få dage inden havde oplevet dig selv stille op til fotografering. Hvis du har

stærke grunde til ikke at ville blive gengivet som cyklist, kan vi tilbyde at

slette fotografiet fra arkivet.

Sammenfattende ser jeg intet

grundlag for at bringe et genmæle. ”

2. Parternes synspunkter

[K] har henholdt sig til

følgende klagepunkter anført over for Ekstra Bladet:

”Ad 1): Der var ikke tale om

at gå til to gudstjenester samtidig, men om, at jeg angiveligt ikke havde

forsømt nogen gudstjeneste i de to sogne. Faktisk kunne jeg godt have gået

til

to gudstjenester samme dag i pastoratets to sogne - hvilket jeg altså aldrig

har gjort. Spørgsmålet er ej heller, om læserne fatter hensigten, men, om

det,

bladet faktisk skriver, er sandt.

Ad 2): Klaus Jessens opfattelse interesserer mig ikke - derimod, hvad

journalisten f a k t i s k skriver; og det er ligeledes uinteressant, hvad

eventuelle uvidende menighedsråd/sognebørn måtte have af opfattelser (jeg har

f. eks. personlig oplevet, at en mangeårig kirkegænger og tidligere

kirkeværge

troede, at jeg med mit menighedssvar afbrød prædikenen!). Næppe nogen af selv

mine kritikere blandt råd eller sognebørn ville hævde, at jeg "messer

med

på trosbekendelsen" og "med mellemrum rejser mig op og

synger".

Ad 3): Jeg ændrede ikke mening m. h. t. fotografering inden døre i mit hjem -

jeg var blot så flink at, foruden at traktere med brunkager og kaffe, undlade

at forsøge at ødelægge fotografens apparat. Og jo, jeg er "fotograferet,

uden der blev givet en utvetydig tilladelse". Der blev, da de to fra

bladet blev lukket ind, tværtimod givet et utvetydigt f o r b u d mod

fotografering inde. Og jeg har ikke ved at omtale min datters tegning

diskuteret denne som mulig baggrund for et foto. Endelig er spørgsmålet ikke,

om jeg var bevidst om, at jeg blev fotograferet, men om, hvorvidt jeg havde

tilladt

det eller ej. Bladet havde jo mulighed for at undlade at anvende de billeder,

som jeg havde forbudt taget - ganske som chefredaktøren nu tilbyder at

skrotte

cyklistfotoet.

Ad 4): Samtalen var alene hyggelig, fordi jeg på daværende tidspunkt endnu

ikke

havde læst bladets artikel - hvilket jeg i øvrigt gjorde fotografen opmærksom

på. Så jeg tager naturligvis mod chefredaktørens tilbud om at slette

fotografiet fra arkivet. Desuden antydede fotografen, dels, at jeg var

beruset

fra gårsdagen og derfor cyklede til kirken, og dels, at jeg skulle videre til

næste gudstjeneste i [A]. Så fotografen vidste altså (åbenbart i modsætning

til

chefredaktøren), at det var muligt at følge t o gudstjenester samme dag -

hvilket jeg selvfølgelig svarede fotografen, at jeg ikke agtede.

Jeg fastholder altså mit krav om genmæle , idet jeg med beklagelse må

konstatere, at journalisten ikke udnyttede den chance, han havde for med det

lange interview af mig og med henvisningen til Ny Varde Kommunes debatsides

indlæg af undertegnede at bringe en god historie om selvtægt i et lille

samfund, men i stedet valgte at bygge sin historie på læsning af

JydskeVestkysten.”

Ekstra Bladet har henvist til sit tidligere svar til [K] den 10. januar 2006

og

har herudover anført, at fotografier af [K] på cykel er blevet slettet af

fotobasen efter hans eget ønske.

3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse:

I sagens behandling har

følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Finn Rowold,

Kaare

R. Skou

og Ole Askvig.

Pressenævnet har ikke

mulighed for at foretage en bevismæssig bedømmelse af faktiske forhold, som

parterne er uenige om. Pressenævnet kan derfor ikke tage stilling til,

hvorvidt

[K] har givet journalisten lov til at fotografere ham. Endvidere fremgår det,

at fotografierne efterfølgende er slettet af bladets fotobase efter [K]s

ønske,

og at de ikke er bragt i bladet.

Efter medieansvarslovens §

36, stk.1, skal anmodning om genmæle over for oplysninger af faktisk

karakter,

som er egnet til at påføre nogen skade af betydning, under visse yderligere

betingelser tages til følge. Efter samme lovs § 38, stk. 1, skal genmælets

indhold i alt væsentligt være begrænset til de nødvendige faktiske

oplysninger.

De udsagn, der er bragt i

artiklen af 29. december 2005, og som [K] har anmodet om genmæle overfor,

vedrører ikke oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre

nogen

økonomisk eller anden skade af betydning, jf. medieansvarslovens § 36, stk.

1.

Pressenævnet finder, at der ikke er grundlag for at bringe et genmæle.

Afgjort den 6. april 2006.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter