Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse af aftale af 27. november 1997 mellem Danmark og Bulgarien om tilbagetagelse af personer uden ret til ophold

BKI nr 53 af 21/09/2000Bekendtgørelse (international)Udenrigsministeriet4. oktober 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bekendtgørelse

af

aftale af 27. november 1997 mellem Danmark og Bulgarien om tilbagetagelse af

personer uden ret til ophold

Danmark og Bulgarien har den 27. november 1997

indgået en aftale om tilbagetagelse af personer uden ret til

ophold.

Aftalen har følgende ordlyd:

Oversættelse

AFTALE

MELLEM REGERINGEN FOR KONGERIGET DANMARK OG REGERINGEN FOR REPUBLIKKEN

BULGARIEN OM TILBAGETAGELSE AF PERSONER UDEN RET TIL OPHOLD

Regeringen for Kongeriget Danmark og Regeringen for Republikken Bulgarien,

i det følgende benævnt kontraherende parter, har

med henblik på at videreudvikle forbindelserne og det gode

samarbejde mellem de to stater,

i overensstemmelse med deres gældende nationale lovgivning og med

respekt for den internationale praksis på området samt

indgåede internationale forpligtelser,

med ønske om at lette tilbagetagelse og transit for personer, hvis

indrejse eller ophold på deres områder er ulovlig,

aftalt følgende:

Artikel 1

Begreber

I denne aftale har de nedenfor nævnte begreber følgende

betydning:

1. en udlænding en person, som hverken er bulgarsk eller dansk

statsborger;

2. et visum en gyldig tilladelse udstedt af en kompetent myndighed

hos en kontraherende part til en eller flere indrejser, der giver en

Læs alt

udlænding ret til indtil i alt tre måneders ophold inden for en

nærmere angivet periode;

3. en opholdstilladelse en gyldig tilladelse udstedt af en kompetent

myndighed hos en kontraherende part, der giver en person ret til flere

indrejser og til ophold i landet. Som opholdstilladelse anses hverken visum,

ret til ophold på en kontraherende parts territorium under behandlingen

af en ansøgning om asyl, eller under en verserende

udvisningsprocedure.

Artikel 2

Tilbagetagelse af egne statsborgere

1. Hver kontraherende part skal på anmodning fra den anden

kontraherende part og uden formaliteter tilbagetage personer, som ikke eller

ikke længere opfylder de gældende betingelser for indrejse eller

ophold på den anmodende kontraherende parts område, forudsat at

det må antages, at de har statsborgerskab i den anmodede kontraherende

part. Det samme skal gælde for personer, som efter indrejse på

den anmodende kontraherende parts område har mistet deres

statsborgerskab i den anmodede kontraherende part uden i det mindste at have

fået tilsagn om naturalisation af den anmodende kontraherende

part.

2. På anmodning fra en kontraherende part skal den anmodede

kontraherende part uden ophold forsyne de personer, der skal tilbagetages,

med den rejselegitimation, som er nødvendig for tilbagesendelsen.

3. En anmodende kontraherende part skal på de samme betingelser

på ny tilbagetage sådanne personer, såfremt en

undersøgelse viser, at de ikke var statsborgere i den anmodede

kontraherende part, da de forlod den anmodende kontraherende parts

område. Dette gælder ikke, hvis pligten til at tilbagetage er

baseret på, at den anmodede kontraherende part fratog den

pågældende person hans/hendes statsborgerskab efter, at denne var

indrejst på den anmodende kontraherende parts område, uden at

personen i det mindste havde fået tilsagn om naturalisation af den

anmodende kontraherende part.

Artikel 3

Bevis for statsborgerskab

1. Som bevis for statsborgerskab anses gyldigt pas eller

identitetspapirer, udstedt af de kompetente myndigheder i de tilbagetagne

personers oprindelsesland, eller af en diplomatisk eller konsulær

repræsentation i den anmodede stat.

2. Der er en velbegrundet formodning for statsborgerskab, hvis personen

er i besiddelse af et dokument omfattet af stk. 1, selv om dette er

udløbet, eller en søfartsbog, et kørekort eller lignende

dokument, selv om dette er udløbet.

3. Statsborgerskab må endvidere formodes at foreligge, hvis dette

ved en undersøgelse sandsynliggøres på anden

vis.

Artikel 4

Tilbagetagelse af en udlænding på grundlag

af en forhåndsunderretning

1. En kontraherende part skal uden formaliteter tilbagetage en

udlænding, som afvises ved den anden kontraherende parts grænse,

eller som er rejst ind på den anden kontraherende parts område

direkte fra dens område, på grundlag af en

forhåndsunderretning fra den anden kontraherende parts kompetente

myndighed, hvis der ikke er gået mere end 7 dage siden afvisningen

eller indrejsen.

2. Den anmodende kontraherende part skal tilbagetage en

udlænding, der anmodes tilbagesendt til dens område, hvis

det kan konstateres, at betingelserne i stk. 1 ikke var opfyldt på

tidspunktet for afrejse fra den anmodende kontraherende parts

område, og hvis der ikke er forløbet mere end 7 dage

siden tilbagesendelsen.

Artikel 5

Tilbagetagelse af en udlænding, som er rejst ind

over en ydre grænse

1. En kontraherende part skal efter anmodning fra den anden

kontraherende part tilbagetage en udlænding, som er ankommet til den

anmodende kontraherende parts område direkte fra den anmodede

kontraherende parts område, dersom personens indrejse eller ophold ikke

opfylder forskrifterne i den anmodende kontraherende parts lovgivning.

2. En opholdstilladelse opnået ved svig eller på urigtigt

grundlag er ikke omfattet af stk. 1.

3. En kontraherende part skal endvidere efter anmodning fra den anden

kontraherende part tilbagetage en udlænding, der opholder sig ulovligt

på den anmodende kontraherende parts område, og som er i

besiddelse af en gyldig opholdstilladelse, et visum som ikke er et

transitvisum, udstedt af den anmodede kontraherende part, eller som tidligere

har opholdt sig i en periode længere end 3 år på den

anmodede kontraherende parts område, eller som har været

statsborger i den anmodede kontraherende part.

4. Stk. 1 og stk. 3 finder ikke anvendelse, når der er

udstedt transitvisum.

5. Pligten til at tilbagetage i henhold til stk. 1 gælder

ikke i relation til udlændinge, der er statsborgere i et land, som har

en fælles landegrænse med den anmodende kontraherende part, og

heller ikke i relation til statsløse personer og andre

udlændinge, der opholder sig permanent på en sådan

tredjestats område.

Artikel 6

Tidsfrister

1. En kontraherende part skal uden ophold besvare de anmodninger om

tilbagetagelse som rettes til den, og under alle omstændigheder senest

inden ti dage fra fremsættelsen af anmodningen. Anmodning om

tilbagetagelse kan fremsættes pr. post, ved direkte overgivelse af

anmodningen til den anden kontraherenede parts kompetente myndighed, eller

ved elektroniske kommunikationsmidler.

2. Den anmodede kontraherende part overtager straks ansvaret for den

person, hvis tilbagetagelse den har godkendt, og under alle

omstændigheder senest inden tre måneder fra godkendelsen. Efter

meddelelse fra den anmodende kontraherende part kan denne frist ved

fælles aftale forlænges med det tidsrum, der måtte

være fornødent til at fjerne retlige eller faktiske

hindringer.

Artikel 7

Transit

1. Uanset artikel 11 skal de kontraherende parter tillade

udlændinge at passere i transit gennem deres område, hvis den

anden kontraherende part anmoder derom, og hvis indrejse i eventuelle

transitstater og i bestemmelseslandet er sikret.

2. Det er ikke nødvendigt, at den kontraherende part udsteder et

transitvisum.

3. Uanset om der måtte være givet tilladelse, kan personer,

der er taget i varetægt med henblik på transit, sendes tilbage

til den anden kontraherende part, hvis det efterfølgende viser sig, at

omstændigheder af en karakter som omfattet af artikel 11 står i

vejen for transit, eller hvis en fortsættelse af rejsen eller adgangen

til bestemmelsesstaten ikke længere er sikret.

4. De kontraherende parter skal bestræbe sig på at

begrænse transitoperationer til udlændinge, som ikke kan sendes

direkte tilbage til deres oprindelsesland.

Artikel 8

Tilvejebringelse af oplysninger

Hvis aftalens gennemførelse kræver, at den anden

kontraherende part forsynes med personoplysninger i konkrete sager,

bør sådanne oplysninger omfatte:

a) nøgleoplysninger om personen, og om nødvendigt dennes

familiemedlemmer (efternavn, fornavn, eventuelle tidligere navne, tilnavne og

pseudonymer, aliasnavne, fødselsdato og sted, køn,

nuværende og eventuel tidligere nationalitet/statsborgerret);

b) pas, identitetskort eller andre rejsedokumenter (nummer,

udstedelsesdato, udstedelsesmyndighed, udstedelsessted, gyldighedsperiode og

gyldighedsområde);

c) øvrige nødvendige oplysninger til identificering af

personerne;

d) opholdstilladelser og visa udstedt af de kontraherende parter eller

tredjelande, rejserute, lokaliteter, hvor der gøres ophold, billetter

og eventuelle andre rejsearrangementer;

e) enhver oplysning som beviser eller gør det

tilstrækkelig sandsynligt, at personen har opholdt sig på de

kontraherende parters område;

f) et behov for særlig assistance bør om nødvendigt

adviseres på forhånd;

g) oplysning om eventuelle ledsagende myndigheder;

h) grunde til tilbagesendelsen.

Artikel 9

Gennemførelsesbestemmelser

1. Efter undertegnelse af denne aftale skal de kontraherende parter ad

diplomatiske kanaler underrette hinanden om, hvilke kompetente myndigheder,

der er ansvarlige for aftalens gennemførelse, disses adresser samt

andre oplysninger, der kan lette kommunikationen. De kontraherende parter

underretter ligeledes hinanden om ændringer vedrørende disse

myndigheder.

2. De kompetente myndigheder skal mødes efter behov og

træffe beslutning om de nødvendige praktiske arrangementer til

gennemførelsen af aftalen.

Artikel 10

Udgifter

1. Den kontraherende part som anmoder om tilbagetagelse, afholder

transportomkostningerne til bestemmelseslandet for den tilbagesendte person

og ledsagende personer. Dette vedrører alene forholdet mellem de

kontraherende parter.

2. Den samme kontraherende part afholder ligeledes de

transportomkostninger, der følger af pligten til at modtage den

pågældende person, jf. artikel 2, stk. 3, artikel 4,

stk. 2 og artikel 7, stk. 3.

Artikel 11

Internationale aftaler, der ikke berøres af

aftalen

1. Konventionen af 28. juli 1951 om flygtninges retsstilling som

ændret ved protokol af 31. januar 1967 vedrørende flygtninges

retsstilling;

2. Internationale konventioner om udlevering og overførelse af

domfældte;

3. Konventionen af 4. november 1950 til beskyttelse af

menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder;

4. Konventionen af 28. september 1954 om statsløse personers

retsstilling;

5. Internationale asylkonventioner, særligt Dublinkonventionen af

15. juni 1990 om fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for

behandlingen af en asylansøgning, der indgives i en af De

Europæiske Fællesskabers Medlemsstater;

6. Det Europæiske Fællesskabs traktater;

7. Schengenkonventionen af 19. juni 1990;

8. Internationale konventioner og aftaler om tilbagetagelse af

udlændinge.

Artikel 12

Afsluttende bestemmelser

1. Aftalen træder i kraft den 1. januar 1998.

2. Enhver af de kontraherende parter kan ved skriftlig underretning til

den anden kontraherende part midlertidigt suspendere aftalen under hensyn til

beskyttelse af statens sikkerhed, den offentlige orden eller folkesundheden.

Suspensionen får virkning straks.

3. Aftalen forbliver i kraft indtil videre. Hver kontraherende part kan

opsige aftalen ved skriftlig underretning til den anden kontraherende part.

Opsigelsen får virkning tredive dage efter den anden kontraherende

parts modtagelse af underretningen.

4. Aftalen finder anvendelse på alle personer som opholder sig

på de kontraherende parters område på tidspunktet for

aftalens ikrafttræden og senere.

Udfærdiget og underskrevet i København den 27. november 1997

i to eksemplarer på engelsk.

For Kongeriget Danmarks regering For Republikken Bulgariens

regering

Niels Helveg Petersen Nadezhda Mihailova

Aftalen trådte i henhold til artikel 12 i kraft den 1. januar

1998.

Udenrigsministeriet, den 21. september

2000

Niels Helveg Petersen

Lignende dokumenter