Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-202
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Kendelse
fra Pressenævnet i sag 2005-6-202
Udlændingestyrelsen ved direktør Grethe Løgstrup har klaget til
Pressenævnet over en artikel i Nordjydske Stiftstidende den 12. juni 2005,
idet
man finder, at god presseskik er tilsidesat.
Artiklen, der bar overskriften ”
Med
ryggen til samfundet
”, lød som følger:
”ATTENTAT: Den yderste venstrefløj på Nørrebro koger over endnu en
umenneskelig udvisning. En homoseksuel iraner skal smides ud af Danmark. De
første molotov-cocktails er smidt og Udlændingestyrelsens direktør har fået
sin
bil brændt af. Tre gamle venner fra Brønderslev er udset til at tage det
næste
skridt for gruppen HOMO/AKTION
22. august 2000
”Stedet var sgu da for vildt overvåget”, udbryder Bo. ”Og med
god
grund”, tilføjer Jesper til stor fornøjelse for både Bo og Bjarne, der
er
mindst lige så lettede og euforiske som deres kammerat, der fører den
bordeauxrøde Ford Sierra ud af Hillerød og ned på motortrafikvejen mod
København.
”Der var vi lige ved at blive taget som terrorister”, kommer det
højstemt fra Jesper, mens trekløveret cruiser videre gennem den klare og
stille
august-nat .”
FIRE dage forinden, en torsdag formiddag på Skt. Hans Torv. Bo forlader
Læs alt
sit kollektiv og går ned mod Fælledparken. Han har en aftale. På vej derned
kigger han sig jævnligt over skulderen.
En vane, han har tillagt sig efter at have været politisk aktiv på
venstrefløjen i over seks år.
BO misser med øjnene mod solen, tager det sidste hiv af cigaretten og
knipser den fra sig. Midt inde i Fælledparken mødes han med en kammerat, der
har været i Hillerød for at se på forholdene omkring en privatadresse [A],
der
tilhører Poul Mose Hansen, underdirektør i Udlændingestyrelsen.
De sidder i græsset og studerer intensivt de sider i Kraks Vejviser,
der viser området omkring [A]. Bo er fast besluttet på, at aktionen skal
fortsætte
DE går ind i baggården. Ved en lav, buet lampe lægger de deres mobiltelefoner
i det høje græs, og går derefter hen til en bænk.
Bo tager ordet og fortæller om Homo/Aktion og de to første aktioner,
gruppen har udført.
”Vil I være med til at lave en aktion”, spørger Bo.
”Hvem skal det være imod”, siger Jesper og tager et langt hiv af
sin Prince
Light for at få styr på det adrenalinsus, der lige har ramt ham.
”Poul Mose Hansen. Han er underdirektør i Udlændingestyrelsen og bor i
Hillerød”, svarer Bo.
”Hvad er det, vi helt præcist skal gøre”, spørger Jesper.
”Vi tager derop på søndag, og så brænder vi hans bil af, ligesom vi
brændte
hende direktørens bil af”.
EGENTLIG kom afslaget ikke som den helt store overraskelse for ham, for
han har mistet troen på det samfund, vi lever i. Derfor kæmper han mod de
etablerede institutioner som for eksempel politiet og Udlændingestyrelsen.
Hans
grænse går ved at angribe uskyldige mennesker fysisk. Derfor er det Poul Mose
Hansens bil, det skal gå ud over og ikke ham selv.
Poul Mose Hansen har godt nok et ansvar for det, han laver. Men ikke så
stort et ansvar, at det ville retfærdiggøre, at der skete noget med ham
personligt.
Politiet er en helt anden historie. Hvis de har deres uniform og deres
beskyttelse på, og de rykker frem for at slås, så må der blive konfrontation.
Det har Bo ingen problemer med.
IMELLEMTIDEN er Bo nået hjem. Selvom mødet ikke gik helt som planlagt,
er han overbevist om, at de nok skal sige ja.
For Bo er det lige så meget en personlig som en politisk sag. Han
adskiller slet ikke de to ting. Han har boet i kollektiver, der har huset
flygtninge under jorden. Og de historier, han har hørt om deres lidelser,
gør,
at det lige pludselig ikke længere er statistikker. Det er mennesker af kød
og
blod, der har gået så meget grusomhed igennem, og så er det usselt, at vi i
et
rigt samfund som Danmark ikke vil hjælpe.
Det skal Poul Mose Hansen have at vide.
PRÆCIS ligesom Grethe Løgstrup, direktøren for Udlændingestyrelsen, fik
det at vide, da Bo knap ti dage tidligere var med til at kaste en
molotovcocktail
gennem ruden på hendes Saab 9000.
DE skal have at vide, at de har et ansvar. At de ikke kan gemme sig bag
deres skrivebord og sige, at de blot udfører deres job.
DAGEN efter mødet i baggården går Jesper ned på Cafe Den Lille på Nørrebro.
Her mødes han med Bo. Han sætter sig over for ham.
«Har du tænkt over,
hvordan vi kommer derop?«, lyder Jespers første bemærkning.
Bo smiler. Det er typisk Jesper at stille sådan et spørgsmål. Der er ingen
grund til at spilde tiden med at forklare, at han gerne vil med til Hillerød.
INDEN de skilles, aftaler de, at Jesper skal skaffe en bil og et par
nødblus, så skal Bo nok klare resten. Aktionen mod Poul Mose Hansen kan
fortsætte
OM lørdagen mødes Bo med Cecilie, der skal sende pressemeddelelsen fra
Homo/Aktion af sted, når aktionen i Hillerød er gennemført. Cecilie er
engageret i partipolitik på venstrefløjen, og normalt holder hun sig indenfor
lovens rammer.
Heldigvis for politiet er der ingen problemer med at skygge bilen, da
den kører ud af København, så da Sierraen drejer ned på Hillerød-motorvejen
er [B]
ikke i tvivl om, hvad der skal ske.
Der er kun en højtstående ansat i Udlændingestyrelsen, som bor i denne
retning.
Alt disponibelt personale er derfor beordret til at slå en usynlig ring om
Poul
Mose Hansens privatbolig i Hillerød.
”DEN ligger hele tiden langt bagude”, konstaterer Bo, der nu kigger
permanent
ud af bagruden. Den muntre stemning er blevet til en naturlig nervøsitet.
De er nået til afkørslen, hvor de skal svinge fra.
FOR enden af afkørslen kommer de op til en rundkørsel. Jesper kører meget
langsomt rundt for at se, om de stadig bliver forfulgt.
”Den kører en anden vej ud”, lyder det lettet fra Bo, da de selv
svinger ud af rundkørslen.
De kommer op til Herredsvejen. Bo har nu taget Krakskortet frem og dirigerer
Jesper igennem Hillerød.
”Er det Frederiksværksgade? Så er det rigtigt nok”.
Efter en kort tur igennem et mennesketomt Hillerød, drejer den bordeauxrøde
Ford Sierra ind på Hillerødsholmsallé og drejer til højre ind på
parkeringspladsen
ved skolen. Området virker helt menneskeforladt.
JESPER kører op i bunden af parkeringspladsen.
”Når vi går, parkerer du bilen sådan, at du kan se os i bakspejlet oppe
på stien dér, når vi kommer løbende tilbage. Så starter du bilen, når vi er
så
tæt på, at vi bare hopper ind og kører”, forklarer Bo og vender sig mod
Bjarne.
”Men vi går den anden vej rundt. Vi ses”, siger Bo og lukker døren.
DEN anden vej rundt er lidt af en omvej. For at komme op til [A] skal
de hele vejen rundt om en fodboldbane, der støder op til parkeringspladsen.
Ud
på [E], hvis mange lindetræer står i fuldt flor. Første vej på højre hånd er
[F],
der går langs med fodboldbanen. Næste vej på højre hånd er [A]. For enden af
vejen, hvor den munder ud i et svagt belyst stisystem, ligger nummer [A].
BÅDE Bjarne og Bo er nu dybt koncentreret om den forestående aktion. Bo
har nødblussene godt gemt inde under sin jakke, men Bjarne har endnu ikke
fundet en egnet sten. Stenen skal være stor nok til at smadre en rude i Poul
Mose Hansens bil, så Bo kan kaste nødblussene gennem hullet.
”VENT et øjeblik”, siger Bjarne, da de nærmer sig [A]. Han bukker
sig
ned og lirker en sten fri af et havebed. Stenen minder om en stor brosten.
”Den skulle nok kunne smadre en bilrude,” tænker Bjarne og føler en
lidt underlig form for lettelse over, at han nu har fundet en egnet sten.
Alt er nu klar til angrebet på Poul Mose Hansens bil. En enkelt bil på [F]
bryder stilheden, da den overhaler dem. Hverken Bo eller Bjarne tænker
nærmere
over den.
INDE i bilen sidder politiassistent [C] og hans kollega. Betjentene
ankommer til området i sidste øjeblik og bliver dermed to af de allersidste
brikker i et stort puslespil, der danner en usynlig ring om [A].
DA Bo og Bjarne drejer ind på [A], tager Bo nødblussene frem.
Han skruer de røde hætter af og smider dem fra sig i en sandbunke. Han
stikker nødblussene tilbage under jakken og glider tilbage i dyb
koncentration.
Da han igen kigger op, ser han to mørke skikkelser, der kommer gående imod
ham
og Bjarne på den anden side af vejen. Som sædvanlig har Bjarne ikke sine
briller på, så han kan ikke se dem rigtigt.
«Hvad i alverden laver de her på denne tid af natten«, når han lige at
tænke.
PÅ [A] passerer Bo og Bjarne de to mørke skikkelser på den anden side
af vejen.
”Gad vide, om det er en eller anden form for naboværn”, tænker Bo,
mens
hjertet falder på plads igen efter et besøg i halsen.
INGEN af dem tænker på de to mænds rigtige identitet. Politimænd.
PET og det lokale politi har slået den usynlige ring om Poul Mose
Hansens hus og Bo, Bjarne og Jesper er netop nu de mest overvågede personer i
hele Danmark.
De passerer det ene sovende parcelhus efter det andet og når til nummer [A].
Ud
for grunden begynder de at gå langsomt. Meget langsomt.
Huset ser bestemt ikke ud som de har forestillet sig. Det røde murstenshus
har
kun en meget lille forhave, der er omkranset af et bed med et par træer.
Hvad værre er; den grå Renault Laguna holder i en garage, der er bygget
sammen
med resten af huset.
Det betyder, at hvis de gennemfører deres plan og sætter ild til bilen, så er
der stor risiko for, at der også vil gå ild i huset.
«Det her vil jeg ikke være med til«, siger Bjarne og ryster på hovedet.
”Fint nok”, svarer Bo, der allerede har besluttet, at det er
udelukket at sætte
ild til bilen.
”Måske kunne de smadre den i stedet for!?”
Han bliver brat revet ud af sine tanker, da nattens stilhed brydes af en
hund.
En underlig gøen.
Det lyder som om, at nogen prøver at holde hunden for snuden, så den ikke kan
gø. Lyden kommer omme bag fra Poul Mose Hansens hus.
Kort efter begynder hækken bag dem at rasle underligt. Næsten som om, at den
er
levende.
”Lad os smutte”, siger Bjarne tydeligt utilpas ved situationen.
POLITIASSISTENT [D] er som alt andet disponibelt personale blevet kaldt
til området omkring [A].
Klokken 02.05 går han på en af de små stier i stisystemet, der forbinder
[A] og parkeringspladsen ved Hillerødsholmskolen.
Pludselig ser han to personer komme gående mod ham. De kan ikke undgå at se
ham.
”Vi svigter ikke”, siger Bo og foreslår samtidig, at han og Bjarne
lige
tager ti minutters pause, inden de går tilbage til [A].
POLITIETS indsatsleder, [B], føler, at situationen er under
kontrol. Han har nu fået placeret minimum 18 politifolk i nærheden af [A].
Det
bliver ikke i aften, at nogen kommer noget til. Ikke på hans vagt.
Hans tanker er delt i to. På den ene side vil han gerne
tage Bo og Bjarne på fersk gerning, men på den anden side håber han ikke, at
de
når at sætte ild til Poul Mose Hansens bil.
Han føler dog ikke, at politiet allerede nu har nok beviser til at skride til
anholdelse. De bliver nødt til at vente på det næste træk fra Jesper, Bo og
Bjarne.
”LAD os rykke”, udbryder Bjarne fra bagsædet.
”OK”, svarer Bo. «Lad os gå samme vej som her til sidst«.
Hvert eneste skridt Bo og Bjarne tager er overvåget af politifolk, der ligger
i
buske eller står bag hække i indkørsler. Politiet er klar til at slå til i
det
øjeblik, der skulle ske noget.
BO og Bjarne stiller sig på hjørnet af [A] og giver sig til
at stirre over på nummer [A]. De er i vildrede.
Især Bo føler sig forpligtet til at gøre et eller andet,
men han ved ikke hvad. En idé former sig langsomt i hans hoved. Måske kan de
placere nødblussene i forhaven og kaste en sten mod hoveddøren, så Poul Mose
Hansen bliver vækket. Det er jo ikke særlig risikabelt. Han er sikker på, at
nødblussene
blot vil brænde ud og ikke sætte ild til noget.
Samtidig vil det helt sikkert give Poul Mose Hansen et chok. Han vil få noget
at tænke over.
BOS tanker bliver brat afbrudt af en helt tydelig raslen
fra hækken bag ham og Bjarne. Denne gang lyder det som om, at nogen er
snublet
over et eller andet.
”Fuck, det er for sindssygt det her”, skælver Bjarne og
kigger på Bo.
”Ja, lad os smutte”, siger Bo og aflyser dermed reelt aktionen.
BO ærgrer sig. På den ene side er han lettet over, at det
er overstået, men på den anden side er han meget skuffet over, at de
ingenting
gjorde.
En planlagt aktion giver ingen omtale, det tvinger ikke
Poul Mose Hansen til at tænke over konsekvenserne af sine handlinger og
sidst,
men ikke mindst, så hjælper det på ingen måde den homoseksuelle iraner.
De diskuterer deres mystiske oplevelser og rent instinktivt beslutter Bo at
skaffe sig af med nødblussene. Han smider dem ind under en bøgehæk, da han og
Bjarne er tæt på parkeringspladsen.
Efterskrift
Bo, Bjarne og Jesper blev alle anholdt ved en storstilet
razzia på Nørrebro natten til 1. september 2000, hvor mere end 100 politifolk
stormede ni kollektiver på Nørrebro.
Bo blev kendt skyldig i brandstiftelse i Vallensbæk samt
forsøg på brandstiftelse i Hillerød. Dommen blev anket helt til Højesteret,
som
stadfæstede Østre Landsrets dom på tre års fængsel.
Bjarne fik sin dom prøvet ved Højesteret, der satte hans
dom ned til halvandet års fængsel mod de to år, han havde fået i Østre
Landsret
for forsøg på brandstiftelse i Hillerød. Også Jesper fik halvandet års
fængsel
for sin medvirken til forsøg på brandstiftelse i Hillerød.
Retterne fandt, at det var en skærpende omstændighed, at attentaterne var
politisk motiverede, da de var rettet mod ledende medarbejdere i
Udlændingestyrelsen med henblik på at gennemtvinge afgørelser på asylområdet.
Dog var det en formildende omstændighed, at angrebene var rettet mod
genstande
frem for mennesker.
Jesper og Bjarne har begge afsonet deres domme i Jyderup
Statsfængsel, mens Bo blev prøveløsladt for seks uger siden.
Jesper begyndte at læse historie på Københavns Universitet,
mens han sad i Jyderup Statsfængsel. Idag arbejder 29-årige Jesper i en Brugs
på Vestsjælland. 30-årige Bjarne er næsten færdiguddannet sygeplejerske, og
27-årige Bo har lidt over et år tilbage, inden han kan kalde sig tømrer.
Alle tre er opvokset i Brønderslev og kommer fra familier,
der socialt kan betegnes som middel eller over middel.
Med hensyn til den homoseksuelle iraner, så er der ingen
spor af ham. Hans advokat, Ole Malmquist, har ingen kendskab til hans
opholdssted og Udlændingestyrelsen ønsker ikke at oplyse, om hans udvisning
blev effektueret, da en sådan oplysning hører ind under rent private forhold.
Alle personer med tilknytning til det venstreradikale miljø
optræder under dæknavne. Deres rigtige navne er redaktionen bekendt.
Denne artikel er blevet til ved gennemgang af retsbøger og domme fra
såvel Københavns Byret som Østre Landsret. Med undtagelse af politiet og Poul
Mose Hansen, der ikke har ønsket at medvirke aktivt, er samtlige kilder
blevet
interviewet flere gange. Derudover er der brugt eksisterende artikler, der
har
med Homo/Aktion at gøre. Alle tidspunkter, handlinger og tanker er derfor
resultatet af en præcis rekonstruktion.”
Der er sammen med artiklen endvidere vist et kort over området, hvor
man blandt andet kan se [A] optegnet.
Udlændingestyrelsen har gjort gældende, at det er i strid med god presseskik
at bringe så detaljeret en beskrivelse af Poul Mose Hansens lokalområde, som
gjort i artiklen. Ligeledes finder Udlændingestyrelsen det i strid med god
presseskik, at avisen bragte et kort over lokalområdet, idet begge forhold
muliggør lokalisering af Poul Mose Hansens privatbolig, hvilket gør ham og
hans
familie og naboer utrygge.
Endelig har Udlændingestyrelsen anført, at det er i strid med god
presseskik, at Nordjyske Stiftstidende ikke kontaktede Poul Mose Hansen forud
for publiceringen af artiklen, men blot kontaktede ham i 2002, da den
hovedopgave,
som artiklen bygger på, blev skrevet.
Nordjyske Stiftstidende har anført, at artiklen blev bragt
i bestræbelse på at belyse og give læserne indsigt i det stærkt
venstreorienterede miljø på Nørrebro. Derfor valgte man at bringe artiklen
med
hele den dokumentation, der fortæller om en udvikling og tendenser i det
danske
samfund. Avisen beklager, hvis de har generet Poul Mose Hansen og hans
familie
med artiklen, men afviser, at artiklen er i strid med god presseskik, idet
den
alene viderebringer den dokumentation, der ligger i sagen. Endvidere er de
anførte oplysninger om Poul Mose Hansens telefonnummer og adresse offentligt
tilgængelige
på nettet.
Nordjyske Stiftstidende har oplyst, at Poul Mose Hansen er
forsøgt kontaktet flere gange, både på arbejde og på dennes privatadresse i
forbindelse med, at artiklen blev skrevet, men at han ikke har svaret og ikke
har villet medvirke til udformningen af artiklen.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:
Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Kaare R. Skou og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler:
Pressenævnet har ikke mulighed for at foretage en bevismæssig
bedømmelse af faktiske forhold, som parterne er uenige om. Nævnet kan derfor
ikke tage stilling til, om Poul Mose Hansen har fået tilstrækkelig lejlighed
til at udtale sig i forbindelse med udarbejdelsen af artiklen.
Det følger af de vejledende regler om god presseskik, at meddelelser,
som kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse
kræver offentlig omtale.
Tre medlemmer –
Axel
Kierkegaard, Kaare R. Skou og Ole Askvig
– udtaler herefter:
Vi finder, at det ikke var
nødvendigt for at få artiklens budskab frem, i detaljer, med angivelse af
husnummer og vejnavn, at beskrive Poul Mose Hansens lokalområde, og at det
ligeledes var unødvendigt at bringe et kort over området, hvorfor vi udtaler
kritik heraf.
Et medlem –
Bo Maltesen
–
udtaler:
Jeg finder, at Poul Mose Hansen er en offentlig person, og at den
påtænkte forbrydelse var rettet mod hans hjem. Da sagen har væsentlig
offentlig
interesse, er det derfor et naturligt led i bladets reportage om sagen at
angive adressen. Da adressen ydermere er offentlig tilgængelig, finder jeg,
at
det ikke er i strid med god presseskik at offentliggøre den, hverken i
teksten
eller i en grafik.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet og Pressenævnet udtaler sin
kritik af Nordjyske Stiftstidende.
I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger Pressenævnet herefter den
ansvarshavende redaktør af Nordjyske Stiftstidende at offentliggøre følgende:
”
Kendelse fra Pressenævnet
:
Den 12. juni 2005 bragte
Nordjyske Stiftstidende en artikel, der skulle belyse det venstreorienterede
miljø i Danmark. I artiklen var blandt andet underdirektør i
Udlændingestyrelsen, Poul Mose Hansens, navn og adresse omtalt, ligesom der
var
trykt et vejkort over området med angivelse af hans bopæl.
Udlændingestyrelsen
har klaget til Pressenævnet, idet den finder, at god presseskik er tilsidesat
ved blandt andet at bringe disse oplysninger.
Pressenævnet udtaler:
Pressenævnet har ikke mulighed
for at foretage en bevismæssig bedømmelse af faktiske forhold, som parterne
er
uenige om. Nævnet kan derfor ikke tage stilling til, om Poul Mose Hansen har
fået tilstrækkelig lejlighed til at udtale sig i forbindelse med
udarbejdelsen
af artiklen.
Det følger af de vejledende
regler om god presseskik, at meddelelser, som kan krænke privatlivets fred,
skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale.
Tre medlemmer –
Axel Kierkegaard, Kaare R. Skou og Ole
Askvig
– udtaler herefter:
Vi finder, at det ikke var nødvendigt for at
få artiklens budskab frem, i detaljer, med angivelse af husnummer og vejnavn,
at beskrive Poul Mose Hansens lokalområde, og at det ligeledes var
unødvendigt
at bringe et kort over området, hvorfor vi udtaler kritik heraf.
Et medlem –
Bo Maltesen
– udtaler:
Jeg finder, at Poul Mose Hansen
er en offentlig person, og at den påtænkte forbrydelse var rettet mod hans
hjem. Da sagen har væsentlig offentlig interesse, er det derfor et naturligt
led i bladets reportage om sagen at angive adressen. Da adressen ydermere er
offentlig tilgængelig, finder jeg, at det ikke er i strid med god presseskik
at
offentliggøre den, hverken i teksten eller i en grafik.
Der afsiges kendelse efter
stemmeflertallet og Pressenævnet udtaler sin kritik af Nordjyske
Stiftstidende.
København, den 14. september 2005
Axel Kierkegaard, Bo Maltesen,
Kaare R. Skou og Ole Askvig.”
Afgjort den 14.
september 2005.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Sag om bl.a. strafansvar og erstatningsansvar for påståede ærefornærmende krænkelser i forbindelse med offentliggørelse og omtale i landsdækkende medier m.m. Domsdatabasen · 17. juni 2020
- Om en advokats udtalelser i en tv-udsendelse Advokatnævnet · 28. november 2014
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 121/1996 Retsinformation · 6. maj 1999
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00267 Retsinformation · 19. juni 2012
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-04751 Retsinformation · 14. maj 2026
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-133 Retsinformation · 29. januar 2004
Lignende dokumenter
- Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-203 Retsinformation · 25. oktober 2005
- Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-229 Retsinformation · 7. december 2005
- Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-208 Retsinformation · 25. oktober 2005
- Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-184 Retsinformation · 20. september 2005
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 13-70-00506 Retsinformation · 28. september 2013
- Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-35 Retsinformation · 30. december 2004