Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-35

KEN nr 9730 af 18/08/2004Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet30. december 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Kendelse

fra Pressenævnet i sag 2004-6-35

Vejdirektoratet har klaget til Pressenævnet over et indslag i

Radio Rosa den 4. februar 2004, idet man finder, at god presseskik er

tilsidesat.

Indslaget omhandlede Vejdirektoratets øgede overvågning af

raste- pladser i sommeren 2003 – en overvågning, der havde til formål at

forhindre, at rastepladserne blev brugt af homoseksuelle mænd til udøvelse af

seksuel aktivitet. Vinklen på indslaget i Radio Rosa var, at det ikke var

korrekt, at den øgede overvågning – som oplyst af Vejdirektoratet –

var foranlediget

af et stigende antal klager fra brugerne af rastepladserne.

I indslaget hed det blandt andet:

”

Speak

:

Radio Rosa præsenterer: En umoralsk

historie. Om en statsinstitution, der lyver.

...

Speak

: Vi skal jo

ikke glemme, at Vejdirektoratets pressechef, Gitte Sehested-Grove, til

pressen

udtaler, at det skærpede tilsyn i den kommende tid er en reaktion på et

stigende antal klager fra trafikkanter, der har følt sig krænket eller

chikaneret. Sagen er imidlertid, at der er ingen som helst dokumentation for

Vejdirektoratets påstand om et stigende antal klager. Men det blev først

afsløret den 12. september sidste år – altså godt og vel en måned

senere. Det

er en forsker i sociologi fra Københavns Universitet, der fatter interesse

Læs alt

for

sagen. Han beder om aktindsigt og læser, hvad I lyttere hørte indledningsvis:

En klagesang fra det rengøringsfirma, der står for rengøring og tilsyn med

toiletterne. Men hvor er klagerne fra brugerne, spørger han. Og det står

klart,

at der ikke foreligger en eneste dokumenterbar klage fra en bruger. Nu kunne

Vejdirektoratet have krøbet til korset og indrømmet, at det var NCC’s

– Nordic

Construction Company’s – mange klager over svineriet på

toiletterne, der havde

været årsagen til den øgede overvågning på toiletterne. Men nej. I stedet for

at gå til bekendelse begiver Vejdirektoratet sig ud i den ene bortforklaring

efter den anden. Man kunne sige, at den ene løgn trækker den næste med sig,

men

så ubehagelige vil vi naturligvis ikke være. I stedet vil vi påvise, at

direktoratet lodret lyver i mere end et tilfælde. Når man i slutningen af

juli

2003 hævder, at der er et stigende antal klager fra toiletbrugere over

bøssers

svineri på toiletterne, så er det løgn. Der er som nævnt og konstateret i

direktoratet ikke en eneste klage. Ikke engang en enkelt telefonisk klage har

man kunne bogføre. Det er den første løgn.

”

I indslaget blev der

endvidere bragt et telefoninterview med en medarbejder i Vejdirektoratet, S:

Speak

: ”Vi har

forgæves forsøgt at få Vejdirektoratets direktør til at forholde sig til

denne

sag, men i en mail til redaktionen skriver pressechef Jan Wildau, at

direktøren

har ikke yderligere at tilføje, end hvad der fremgår af den aktindsigt, vi

har

modtaget. Men i den er der jo mildest talt nogle huller. Dem ville vi gerne

have fyldt ud, og det skulle sagsbehandler S vel være mand for. Så ham

kontaktede vi i formiddags.

Interviewer

: Du

skriver, at det ikke i sig selv har nogen betydning for beslutningen.

S

: Ja, det har ikke

nogen betydning, om der er 2-3 eller 5 klager.

Interviewer

: Okay,

men det er dog det, der bliver nævnt som argument af jeres pressechef, da I

varsler den øgede overvågning.

S

: Jamen altså, nu

Vi har givet jer – eller dig – en skriftlig tilbagemelding på dit

ønske om aktindsigt,

og det er sådan set det, vi har at sige i denne sag. Hvis du er utilfreds med

det, har du jo mulighed for at anke den. Det har vi jo også skrevet. Vi har

givet dig klagevejledning, så kan du jo rette henvendelse til ministeriet.

Interviewer

: Jo, det

ved jeg godt, men kan vi nu ikke lige tale lidt om det, for det er da

overraskende,

at du sender mig et materiale, hvor der står, at Jeres pressechef siger, at

det

skærpede tilsyn i den kommende tid er en reaktion på et stigende antal

klager,

og du skriver, at antallet af klager ikke har nogen betydning.

S

: Nej. Jeg skriver,

at det har ikke i sig selv nogen betydning, om det er 2-3 eller 5.

Interviewer

: Men det

er dog det stigende antal klager, I reagerer på.

S

: Jamen, det

stigende antal, det er det stigende antal frem mod den periode indtil det

bliver sat i gang.

Interviewer

: Jamen,

det tal kender I ikke på det tidspunkt. Det får I først konstateret den 17.

september.

S

: Jamen, det her er

ikke et spørgsmål om talrytteri; om der er 2 eller 3. Som vi skriver i

brevet,

så er vores mål med at drive rastepladserne, det er, at de er i fornuftig

tilstand. Og hvis der er problemer på rastepladserne, som gør, at tilstanden

ikke bliver fornuftig eller brugerne ikke har de samme muligheder for at

benytte dem, jamen, det er klart, at så tager vi en eller anden form for

aktion

på det. Det har vi gjort i det her tilfælde, og det vil vi også gøre i andre

tilfælde, hvor vi oplever, at der er ting, der ikke fungerer.

Interviewer

: Ja, ja,

men hvorfor begrunder I det

S

: Derfor går vi ikke

ind og tæller antallet af klager, således som der fra din side meget konkret

bliver spurgt ind til.

Interviewer

: Hvorfor

siger I det så, Jeres pressechef, hvorfor siger hun det så?

S

: Jamen, det er jo

for at begrunde indsatsen.

Interviewer

: Det er

altså tallet, der begrunder indsatsen?

S

: Nej, det er det

forhold, at der overhovedet kommer klager. Om der er 2-3 klager, eller om der

er 5 klager, det er ikke afgørende for, hvad vi gør.

Interviewer

: Jamen,

det er kun Der er ingen klager fra brugerne på det her tidspunkt – ikke

én.

S

: Der er masser af

klager.

Interviewer

: Hvor ved

du det fra?

S

: Det der nonsens,

som er blevet påstået i den her sag, om at der ikke er nogen klager, det

passer

ingen steder.

Interviewer

: I har

ingen dokumentation, jo

S

: Vi har

dokumentation.

Interviewer

: Den

skaffer I bagefter. I får den først den 17. september.

S

: Jamen, det er ikke

noget med, at vi skaffer den. Det er sådan i de her sager, at vi ikke har

pligt

til at lave notater – det er almindelig virksomhed, der kører her. Det

der så

sker, det er, at så går I ind, og så spørger I efter dokumentation, og så

beder

vi på opfordring dem, der har modtaget klagerne, om at dokumentere det, og

det

gør de, og længere er den ikke.

Interviewer

: Okay. Du

siger, at der ikke er udsendt pressemeddelelser i denne her sag.

S

: Ja.

Interviewer

: Mener du

det?

S

: Ja.

Interviewer

: Du læser

ikke jeres egen hjemmeside?

S

: Jeg er klar over,

at der på et tidspunkt har været noget om hjemmesiden, men der har ikke været

en egentlig pressemeddelelse. Jeg har ikke en gang selv kunnet finde ud af,

hvad der var på hjemmesiden.

Interviewer

: Det kan

jeg godt forstå, fordi den har været der og stået med store overskrifter

–

”pressemeddelelse” – det er overskriften. Men da den var så

uvederhæftig – den

beskyldte en forsker for at have været uredelig – at den blev

tilbagevist af

Københavns Universitet, så trak I den tilbage.

S

: Nu snakker vi om

to forskellige sager.

Interviewer

: Nå.

S

: Jeg Den sag, vi

snakker om nu, det er ikke en aktindsigtssag. Den sag, vi snakker om nu, det

er

det skærpede tilsyn, der blev ført i forhold til rastepladserne.

Interviewer

: Ja.

S

: Godt.

Interviewer

: Og det

handlede det også om – den forskerudtalelse – også om.

S.

: Der er to ting:

Der er en aktindsigtssag, og der er denne her sag. Og jeg har sendt det nu

– de

ting I har spurgt om.

Interviewer

: Nej. For

jeg har bedt om en pressemeddelelse, og der er en , jeg har kontakt med en

journalist, der har fået en pressemeddelelse, da I startede den her sag, og

jeg

kan ikke forstå, hvorfor jeg ikke får en kopi af den.

S

: Jamen, jeg har

ikke set nogen pressemeddelelse i denne her sag. Vi har ikke udsendt nogen

pressemeddelelse. Vejdirektoratet har ikke udsendt en pressemeddelelse i

denne

sag.

Interviewer

: Nå. Du

skriver: ”pressen informeres herom gennem pressesektionen”. Hvad

betyder det

så?

S

: Det kunne f.eks.

betyde, at det ville være telefonisk.

Interviewer

: Er der

grund til at skelne imellem det?

S

: Jamen altså Hvor

vil du hen med denne her snak?

Interviewer

: Jeg vil

derhen, at den journalist, jeg har talt med, har I ikke ringet til, og det

ved

hun, fordi at de på redaktionen – og de kan huske sagen – de

troede, at det her

måtte være at det var nogen, der tog gas på dem. Så de ringede tilbage til

Vejdirektoratet og spurgte om det, de havde fået her, om denne historie

virkelig var fra Vejdirektoratet. Det ville de jo ikke gøre, hvis I ringede.

S

: Jeg har ikke nogen

kommentarer til dine spørgsmål og dine påstande, ikke. Hvis Nu har du

spurgt,

du har begæret aktindsigt, og du har fået nogen du har fået en række du

har

fået et svar, ikke, og du har fået svar på de spørgsmål, du har stillet? Hvis

du er utilfreds med de svar, så har du mulighed for, i forhold til

aktindsigtssagen, at rette din klage til Trafikministeriet. Jeg forstår ikke,

hvad du vil med alle dine spørgsmål. Du sidder måske og optager det, jeg

siger

nu, eller hvad?

Interviewer

: Ja, det

er klart, det er en radio.

S

: Jeg er ikke

interesseret – det vil jeg godt understrege – jeg er ikke

interesseret. Dels er

jeg ikke blevet gjort bekendt med, at du har er ved at optage tingene, og

dels er jeg ikke interesseret i at deltage i et radioprogram.

Interviewer

: Jamen,

det kommer du til, hvad enten du er interesseret eller ej, for jeg har

præsenteret

mig med mit navn og sagt, at jeg ringer fra Radio Rosa. Og så er mine

juridiske

forpligtelser opfyldt.

S

: Ja, så har vi vist

ikke mere at snakke om i den her sag.”

Vejdirektoratet har klaget over, at der i indslaget blev bragt

en skjult optaget telefonsamtale med en medarbejder fra Vejdirektoratet.

Medarbejderen

blev ikke på forhånd gjort bekendt med, at samtalen blev optaget på bånd med

henblik

på udsendelse. Da han blev gjort opmærksom herpå, protesterede han, ligesom

Vejdirektoratet samme dag – inden udsendelsen blev bragt – meddelte

Radio Rosa,

at man protesterede mod den anvendte fremgangsmåde og mod, at samtalen blev

bragt i radioen. På trods af, at samtalen ikke dokumenterede kritisable

forhold

af klar samfundsmæssig interesse hos Vejdirektoratet, blev den bragt i fuld

længde.

Vejdirektoratet har endvidere klaget over, at der i indslaget

blev bragt urigtige oplysninger om, at direktoratet ikke kan fremvise klager

over seksuel aktivitet på rastepladserne. Vejdirektoratet har imidlertid

forud

for udsendelsen fremsendt dokumentation til Radio Rosa for, at

Vejdirektoratet

via en samarbejdspartner havde modtaget mundtlige klager. Det er krænkende

for

Vejdirektoratet at blive beskyldt for at lyve.

Radio Rosa har oplyst, at journalisten ved henvendelsen til

medarbejderen i Vejdirektoratet præsenterede sig ved navn og oplyste, at han

ringede fra Radio Rosa.

Radio Rosa har anført, at der er tale om en sag, der allerede

inden omtalen i Radio Rosa havde offentlighedens – herunder Folketingets

og

mediernes – bevågenhed. Det må være en selvfølge, at en embedsmand, der

kontaktes om sit sagsområde på sit arbejde, er i stand til at udtale sig på

en

sådan måde, at det tåler offentliggørelse, også selvom det ikke eksplicit på

forhånd er blevet tilkendegivet, at det er det, der er formålet. Radio Rosa

er

af den opfattelse, at den ”skjult optagede samtale” var nødvendig

for til fulde

at dokumentere, at Vejdirektoratet ikke har orden i tingene.

Radio Rosa har videre anført, at Vejdirektoratet lyver om baggrunden

for den øgede overvågning. På det tidspunkt, hvor den øgede overvågning blev

iværksat, havde direktoratet ikke belæg for at henvise til et stigende antal

klager fra brugerne af rastepladserne. Det er desuden faktuelt forkert, når

Vejdirektoratet i klagen til Pressenævnet anfører, at det skulle fremgå af

den

meddelte aktindsigt, at der er skriftlig dokumentation for, at ”man via

en

samarbejdspartner har fået mundtlige klager”. Aktindsigten viser, at der

alene

er tale om klager fra rengøringspersonalet over ”svineriet” og

hærværket på

toiletterne.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Lene Pagter

Kristensen, Bo Maltesen, Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet har ud fra sagens oplysninger ikke mulighed for at

vurdere, om og eventuelt i hvilket omfang Vejdirektoratet – på

tidspunktet,

hvor den øgede overvågning af rastepladserne blev iværksat – havde

modtaget

klager fra brugere af rastepladserne over, at der foregik seksuel aktivitet

mellem homoseksuelle mænd på rastepladserne. Nævnet finder herefter ikke

grundlag for at udtale kritik af Radio Rosa i anledning af oplysningerne om,

at

Vejdirektoratet på tidspunktet for iværksættelsen af den øgede overvågning

ikke

havde modtaget en eneste klage fra brugere af rastepladserne over seksuel

aktivitet mellem homoseksuelle mænd.

Nævnet lægger ud fra sagens oplysninger til grund, at

journalisten inden interviewet med medarbejderen i Vejdirektoratet

præsenterede

sig ved navn og oplyste, at han ringede fra Radio Rosa.

Da en båndoptager i dag

anses for et almindeligt journalistisk arbejdsredskab, finder nævnet ikke

grundlag for at kritisere, at interviewet med medarbejderen hos

Vejdirektoratet

blev optaget på bånd, uden at journalisten gjorde opmærksom på det.

Nævnet finder, at der er en samfundsmæssig interesse i en omtale

af baggrunden for Vejdirektoratets øgede overvågning af rastepladserne, og

bemærker i den forbindelse, at sagen allerede inden offentliggørelsen i Radio

Rosa havde offentlighedens bevågenhed.

Tre medlemmer –

Lene

Pagter Kristensen,

Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard

– udtaler herefter:

Vi finder, at der ikke i interviewet er fremkommet oplysninger

af en sådan betydning for sagen, at hensynet til beskyttelse af medarbejderen

i

Vejdirektoratet, som ikke ønskede at medvirke i radioprogrammet, må vige for

den samfundsmæssige interesse, der er knyttet til omtalen af det omhandlede

emne. Vi finder derfor, at Radio Rosa ved offentliggørelsen af det båndede

telefoninterview med medarbejderen i Vejdirektoratet har handlet i strid med

god presseskik, og at nævnet af den grund må udtale sin kritik.

Et medlem –

Bo Maltesen

– udtaler:

Jeg lægger til grund, at Vejdirektoratet er en offentlig

institution med en mangeårig tradition for og erfaring i kontakt med

offentligheden, herunder pressen. Desuden var der i sagen om den øgede

overvågning af rastepladser tale om en sag, der på grund af sin usædvanlige

karakter var fremme i mange medier på det pågældende tidspunkt, ligesom Radio

Rosa havde vist særlig interesse for sagen og bl.a. bedt om og fået

aktindsigt.

Radio Rosa havde efter det foreliggende desuden bedt om et interview med

Vejdirektoratets direktør, men fået afslag via direktoratets pressechef. Når

den pågældende sagsbehandler af sagen om aktindsigt derfor på direktoratets

vegne indvilger i at tale med Radio Rosas journalist, der præsenterer sig ved

samtalens start, så må sagsbehandleren være klar over, at han – med

mindre

andet er aftalt fra samtalens start – bliver interviewet om sagen, og at

hans

udtalelser derfor kan blive bragt helt eller delvis i Radio Rosa. Jeg finder

derfor, at Radio Rosa ikke har handlet i strid med god presseskik ved at

offentliggøre det båndede interview med medarbejderen i Vejdirektoratet.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, og Pressenævnet

udtaler sin kritik af Radio Rosa.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet den

ansvarshavende redaktør af Radio Rosa at offentliggøre følgende:

”

Kendelse fra Pressenævnet:

Den 4. februar 2004 bragte Radio Rosa et indslag, som omhandlede

Vejdirektoratets øgede overvågning af rastepladser – en overvågning, der

har

til formål at forhindre homoseksuelle mænds anvendelse af rastepladserne til

udøvelse af seksuel aktivitet. I indslaget blev der blandt andet bragt et

telefoninterview med en medarbejder i Vejdirektoratet. Samtalen var optaget

på

bånd uden medarbejderens vidende.

Vejdirektoratet har klaget

til Pressenævnet, idet man finder, at god presseskik er tilsidesat.

Pressenævnet udtaler

:

Pressenævnet lægger ud fra

sagens oplysninger til grund, at journalisten inden interviewet med

medarbejderen i Vejdirektoratet præsenterede sig ved navn og oplyste, at han

ringede fra Radio Rosa.

Da en båndoptager i dag anses for et

almindeligt journalistisk arbejdsredskab, finder nævnet ikke grundlag for at

kritisere, at interviewet med medarbejderen hos Vejdirektoratet blev optaget

på

bånd, uden at journalisten gjorde opmærksom på det.

Nævnet finder, at der er

en samfundsmæssig interesse i en omtale af baggrunden for Vejdirektoratets

øgede overvågning af rastepladserne, og bemærker i den forbindelse, at sagen

allerede inden offentliggørelsen i Radio Rosa havde offentlighedens

bevågenhed.

Tre medlemmer –

Lene Pagter Kristensen

,

Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard

– udtaler herefter:

Vi finder, at der ikke i

interviewet er fremkommet oplysninger af en sådan betydning for sagen, at

hensynet til beskyttelse af medarbejderen i Vejdirektoratet, som ikke ønskede

at medvirke i radioprogrammet, må vige for den samfundsmæssige interesse, der

er knyttet til omtalen af det omhandlede emne. Vi finder derfor, at Radio

Rosa

ved offentliggørelsen af det båndede telefoninterview med medarbejderen i

Vejdirektoratet

har handlet i strid med god presseskik, og at nævnet af den grund må udtale

sin

kritik.

Et medlem –

Bo Maltesen

– udtaler:

Jeg lægger til grund, at

Vejdirektoratet er en offentlig institution med en mangeårig tradition for og

erfaring i kontakt med offentligheden, herunder pressen. Desuden var der i

sagen om den øgede overvågning af rastepladser tale om en sag, der på grund

af

sin usædvanlige karakter var fremme i mange medier på det pågældende

tidspunkt,

ligesom Radio Rosa havde vist særlig interesse for sagen og bl.a. bedt om og

fået aktindsigt. Radio Rosa havde efter det foreliggende desuden bedt om et

interview med Vejdirektoratets direktør, men fået afslag via direktoratets

pressechef. Når den pågældende sagsbehandler af sagen om aktindsigt derfor på

direktoratets vegne indvilger i at tale med Radio Rosas journalist, der

præsenterer sig ved samtalens start, så må sagsbehandleren være klar over, at

han – med mindre andet er aftalt fra samtalens start – bliver

interviewet om

sagen, og at hans udtalelser derfor kan blive bragt helt eller delvis i Radio

Rosa. Jeg finder derfor, at Radio Rosa ikke har handlet i strid med god

presseskik

ved at offentliggøre det båndede interview med medarbejderen i

Vejdirektoratet.

Der afsiges kendelse efter

stemmeflertallet, og Pressenævnet udtaler sin kritik af Radio Rosa.

København, den 18. august

2004

Lene Pagter Kristensen, Bo Maltesen, Kaare R. Skou og Kirsten

Dyregaard.”

Afgjort den 18. august 2004.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter