Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-35
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Kendelse
fra Pressenævnet i sag 2004-6-35
Vejdirektoratet har klaget til Pressenævnet over et indslag i
Radio Rosa den 4. februar 2004, idet man finder, at god presseskik er
tilsidesat.
Indslaget omhandlede Vejdirektoratets øgede overvågning af
raste- pladser i sommeren 2003 – en overvågning, der havde til formål at
forhindre, at rastepladserne blev brugt af homoseksuelle mænd til udøvelse af
seksuel aktivitet. Vinklen på indslaget i Radio Rosa var, at det ikke var
korrekt, at den øgede overvågning – som oplyst af Vejdirektoratet –
var foranlediget
af et stigende antal klager fra brugerne af rastepladserne.
I indslaget hed det blandt andet:
”
Speak
:
Radio Rosa præsenterer: En umoralsk
historie. Om en statsinstitution, der lyver.
...
Speak
: Vi skal jo
ikke glemme, at Vejdirektoratets pressechef, Gitte Sehested-Grove, til
pressen
udtaler, at det skærpede tilsyn i den kommende tid er en reaktion på et
stigende antal klager fra trafikkanter, der har følt sig krænket eller
chikaneret. Sagen er imidlertid, at der er ingen som helst dokumentation for
Vejdirektoratets påstand om et stigende antal klager. Men det blev først
afsløret den 12. september sidste år – altså godt og vel en måned
senere. Det
er en forsker i sociologi fra Københavns Universitet, der fatter interesse
Læs alt
for
sagen. Han beder om aktindsigt og læser, hvad I lyttere hørte indledningsvis:
En klagesang fra det rengøringsfirma, der står for rengøring og tilsyn med
toiletterne. Men hvor er klagerne fra brugerne, spørger han. Og det står
klart,
at der ikke foreligger en eneste dokumenterbar klage fra en bruger. Nu kunne
Vejdirektoratet have krøbet til korset og indrømmet, at det var NCC’s
– Nordic
Construction Company’s – mange klager over svineriet på
toiletterne, der havde
været årsagen til den øgede overvågning på toiletterne. Men nej. I stedet for
at gå til bekendelse begiver Vejdirektoratet sig ud i den ene bortforklaring
efter den anden. Man kunne sige, at den ene løgn trækker den næste med sig,
men
så ubehagelige vil vi naturligvis ikke være. I stedet vil vi påvise, at
direktoratet lodret lyver i mere end et tilfælde. Når man i slutningen af
juli
2003 hævder, at der er et stigende antal klager fra toiletbrugere over
bøssers
svineri på toiletterne, så er det løgn. Der er som nævnt og konstateret i
direktoratet ikke en eneste klage. Ikke engang en enkelt telefonisk klage har
man kunne bogføre. Det er den første løgn.
”
I indslaget blev der
endvidere bragt et telefoninterview med en medarbejder i Vejdirektoratet, S:
Speak
: ”Vi har
forgæves forsøgt at få Vejdirektoratets direktør til at forholde sig til
denne
sag, men i en mail til redaktionen skriver pressechef Jan Wildau, at
direktøren
har ikke yderligere at tilføje, end hvad der fremgår af den aktindsigt, vi
har
modtaget. Men i den er der jo mildest talt nogle huller. Dem ville vi gerne
have fyldt ud, og det skulle sagsbehandler S vel være mand for. Så ham
kontaktede vi i formiddags.
Interviewer
: Du
skriver, at det ikke i sig selv har nogen betydning for beslutningen.
S
: Ja, det har ikke
nogen betydning, om der er 2-3 eller 5 klager.
Interviewer
: Okay,
men det er dog det, der bliver nævnt som argument af jeres pressechef, da I
varsler den øgede overvågning.
S
: Jamen altså, nu
Vi har givet jer – eller dig – en skriftlig tilbagemelding på dit
ønske om aktindsigt,
og det er sådan set det, vi har at sige i denne sag. Hvis du er utilfreds med
det, har du jo mulighed for at anke den. Det har vi jo også skrevet. Vi har
givet dig klagevejledning, så kan du jo rette henvendelse til ministeriet.
Interviewer
: Jo, det
ved jeg godt, men kan vi nu ikke lige tale lidt om det, for det er da
overraskende,
at du sender mig et materiale, hvor der står, at Jeres pressechef siger, at
det
skærpede tilsyn i den kommende tid er en reaktion på et stigende antal
klager,
og du skriver, at antallet af klager ikke har nogen betydning.
S
: Nej. Jeg skriver,
at det har ikke i sig selv nogen betydning, om det er 2-3 eller 5.
Interviewer
: Men det
er dog det stigende antal klager, I reagerer på.
S
: Jamen, det
stigende antal, det er det stigende antal frem mod den periode indtil det
bliver sat i gang.
Interviewer
: Jamen,
det tal kender I ikke på det tidspunkt. Det får I først konstateret den 17.
september.
S
: Jamen, det her er
ikke et spørgsmål om talrytteri; om der er 2 eller 3. Som vi skriver i
brevet,
så er vores mål med at drive rastepladserne, det er, at de er i fornuftig
tilstand. Og hvis der er problemer på rastepladserne, som gør, at tilstanden
ikke bliver fornuftig eller brugerne ikke har de samme muligheder for at
benytte dem, jamen, det er klart, at så tager vi en eller anden form for
aktion
på det. Det har vi gjort i det her tilfælde, og det vil vi også gøre i andre
tilfælde, hvor vi oplever, at der er ting, der ikke fungerer.
Interviewer
: Ja, ja,
men hvorfor begrunder I det
S
: Derfor går vi ikke
ind og tæller antallet af klager, således som der fra din side meget konkret
bliver spurgt ind til.
Interviewer
: Hvorfor
siger I det så, Jeres pressechef, hvorfor siger hun det så?
S
: Jamen, det er jo
for at begrunde indsatsen.
Interviewer
: Det er
altså tallet, der begrunder indsatsen?
S
: Nej, det er det
forhold, at der overhovedet kommer klager. Om der er 2-3 klager, eller om der
er 5 klager, det er ikke afgørende for, hvad vi gør.
Interviewer
: Jamen,
det er kun Der er ingen klager fra brugerne på det her tidspunkt – ikke
én.
S
: Der er masser af
klager.
Interviewer
: Hvor ved
du det fra?
S
: Det der nonsens,
som er blevet påstået i den her sag, om at der ikke er nogen klager, det
passer
ingen steder.
Interviewer
: I har
ingen dokumentation, jo
S
: Vi har
dokumentation.
Interviewer
: Den
skaffer I bagefter. I får den først den 17. september.
S
: Jamen, det er ikke
noget med, at vi skaffer den. Det er sådan i de her sager, at vi ikke har
pligt
til at lave notater – det er almindelig virksomhed, der kører her. Det
der så
sker, det er, at så går I ind, og så spørger I efter dokumentation, og så
beder
vi på opfordring dem, der har modtaget klagerne, om at dokumentere det, og
det
gør de, og længere er den ikke.
Interviewer
: Okay. Du
siger, at der ikke er udsendt pressemeddelelser i denne her sag.
S
: Ja.
Interviewer
: Mener du
det?
S
: Ja.
Interviewer
: Du læser
ikke jeres egen hjemmeside?
S
: Jeg er klar over,
at der på et tidspunkt har været noget om hjemmesiden, men der har ikke været
en egentlig pressemeddelelse. Jeg har ikke en gang selv kunnet finde ud af,
hvad der var på hjemmesiden.
Interviewer
: Det kan
jeg godt forstå, fordi den har været der og stået med store overskrifter
–
”pressemeddelelse” – det er overskriften. Men da den var så
uvederhæftig – den
beskyldte en forsker for at have været uredelig – at den blev
tilbagevist af
Københavns Universitet, så trak I den tilbage.
S
: Nu snakker vi om
to forskellige sager.
Interviewer
: Nå.
S
: Jeg Den sag, vi
snakker om nu, det er ikke en aktindsigtssag. Den sag, vi snakker om nu, det
er
det skærpede tilsyn, der blev ført i forhold til rastepladserne.
Interviewer
: Ja.
S
: Godt.
Interviewer
: Og det
handlede det også om – den forskerudtalelse – også om.
S.
: Der er to ting:
Der er en aktindsigtssag, og der er denne her sag. Og jeg har sendt det nu
– de
ting I har spurgt om.
Interviewer
: Nej. For
jeg har bedt om en pressemeddelelse, og der er en , jeg har kontakt med en
journalist, der har fået en pressemeddelelse, da I startede den her sag, og
jeg
kan ikke forstå, hvorfor jeg ikke får en kopi af den.
S
: Jamen, jeg har
ikke set nogen pressemeddelelse i denne her sag. Vi har ikke udsendt nogen
pressemeddelelse. Vejdirektoratet har ikke udsendt en pressemeddelelse i
denne
sag.
Interviewer
: Nå. Du
skriver: ”pressen informeres herom gennem pressesektionen”. Hvad
betyder det
så?
S
: Det kunne f.eks.
betyde, at det ville være telefonisk.
Interviewer
: Er der
grund til at skelne imellem det?
S
: Jamen altså Hvor
vil du hen med denne her snak?
Interviewer
: Jeg vil
derhen, at den journalist, jeg har talt med, har I ikke ringet til, og det
ved
hun, fordi at de på redaktionen – og de kan huske sagen – de
troede, at det her
måtte være at det var nogen, der tog gas på dem. Så de ringede tilbage til
Vejdirektoratet og spurgte om det, de havde fået her, om denne historie
virkelig var fra Vejdirektoratet. Det ville de jo ikke gøre, hvis I ringede.
S
: Jeg har ikke nogen
kommentarer til dine spørgsmål og dine påstande, ikke. Hvis Nu har du
spurgt,
du har begæret aktindsigt, og du har fået nogen du har fået en række du
har
fået et svar, ikke, og du har fået svar på de spørgsmål, du har stillet? Hvis
du er utilfreds med de svar, så har du mulighed for, i forhold til
aktindsigtssagen, at rette din klage til Trafikministeriet. Jeg forstår ikke,
hvad du vil med alle dine spørgsmål. Du sidder måske og optager det, jeg
siger
nu, eller hvad?
Interviewer
: Ja, det
er klart, det er en radio.
S
: Jeg er ikke
interesseret – det vil jeg godt understrege – jeg er ikke
interesseret. Dels er
jeg ikke blevet gjort bekendt med, at du har er ved at optage tingene, og
dels er jeg ikke interesseret i at deltage i et radioprogram.
Interviewer
: Jamen,
det kommer du til, hvad enten du er interesseret eller ej, for jeg har
præsenteret
mig med mit navn og sagt, at jeg ringer fra Radio Rosa. Og så er mine
juridiske
forpligtelser opfyldt.
S
: Ja, så har vi vist
ikke mere at snakke om i den her sag.”
Vejdirektoratet har klaget over, at der i indslaget blev bragt
en skjult optaget telefonsamtale med en medarbejder fra Vejdirektoratet.
Medarbejderen
blev ikke på forhånd gjort bekendt med, at samtalen blev optaget på bånd med
henblik
på udsendelse. Da han blev gjort opmærksom herpå, protesterede han, ligesom
Vejdirektoratet samme dag – inden udsendelsen blev bragt – meddelte
Radio Rosa,
at man protesterede mod den anvendte fremgangsmåde og mod, at samtalen blev
bragt i radioen. På trods af, at samtalen ikke dokumenterede kritisable
forhold
af klar samfundsmæssig interesse hos Vejdirektoratet, blev den bragt i fuld
længde.
Vejdirektoratet har endvidere klaget over, at der i indslaget
blev bragt urigtige oplysninger om, at direktoratet ikke kan fremvise klager
over seksuel aktivitet på rastepladserne. Vejdirektoratet har imidlertid
forud
for udsendelsen fremsendt dokumentation til Radio Rosa for, at
Vejdirektoratet
via en samarbejdspartner havde modtaget mundtlige klager. Det er krænkende
for
Vejdirektoratet at blive beskyldt for at lyve.
Radio Rosa har oplyst, at journalisten ved henvendelsen til
medarbejderen i Vejdirektoratet præsenterede sig ved navn og oplyste, at han
ringede fra Radio Rosa.
Radio Rosa har anført, at der er tale om en sag, der allerede
inden omtalen i Radio Rosa havde offentlighedens – herunder Folketingets
og
mediernes – bevågenhed. Det må være en selvfølge, at en embedsmand, der
kontaktes om sit sagsområde på sit arbejde, er i stand til at udtale sig på
en
sådan måde, at det tåler offentliggørelse, også selvom det ikke eksplicit på
forhånd er blevet tilkendegivet, at det er det, der er formålet. Radio Rosa
er
af den opfattelse, at den ”skjult optagede samtale” var nødvendig
for til fulde
at dokumentere, at Vejdirektoratet ikke har orden i tingene.
Radio Rosa har videre anført, at Vejdirektoratet lyver om baggrunden
for den øgede overvågning. På det tidspunkt, hvor den øgede overvågning blev
iværksat, havde direktoratet ikke belæg for at henvise til et stigende antal
klager fra brugerne af rastepladserne. Det er desuden faktuelt forkert, når
Vejdirektoratet i klagen til Pressenævnet anfører, at det skulle fremgå af
den
meddelte aktindsigt, at der er skriftlig dokumentation for, at ”man via
en
samarbejdspartner har fået mundtlige klager”. Aktindsigten viser, at der
alene
er tale om klager fra rengøringspersonalet over ”svineriet” og
hærværket på
toiletterne.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:
Lene Pagter
Kristensen, Bo Maltesen, Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard.
Pressenævnet udtaler:
Pressenævnet har ud fra sagens oplysninger ikke mulighed for at
vurdere, om og eventuelt i hvilket omfang Vejdirektoratet – på
tidspunktet,
hvor den øgede overvågning af rastepladserne blev iværksat – havde
modtaget
klager fra brugere af rastepladserne over, at der foregik seksuel aktivitet
mellem homoseksuelle mænd på rastepladserne. Nævnet finder herefter ikke
grundlag for at udtale kritik af Radio Rosa i anledning af oplysningerne om,
at
Vejdirektoratet på tidspunktet for iværksættelsen af den øgede overvågning
ikke
havde modtaget en eneste klage fra brugere af rastepladserne over seksuel
aktivitet mellem homoseksuelle mænd.
Nævnet lægger ud fra sagens oplysninger til grund, at
journalisten inden interviewet med medarbejderen i Vejdirektoratet
præsenterede
sig ved navn og oplyste, at han ringede fra Radio Rosa.
Da en båndoptager i dag
anses for et almindeligt journalistisk arbejdsredskab, finder nævnet ikke
grundlag for at kritisere, at interviewet med medarbejderen hos
Vejdirektoratet
blev optaget på bånd, uden at journalisten gjorde opmærksom på det.
Nævnet finder, at der er en samfundsmæssig interesse i en omtale
af baggrunden for Vejdirektoratets øgede overvågning af rastepladserne, og
bemærker i den forbindelse, at sagen allerede inden offentliggørelsen i Radio
Rosa havde offentlighedens bevågenhed.
Tre medlemmer –
Lene
Pagter Kristensen,
Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard
– udtaler herefter:
Vi finder, at der ikke i interviewet er fremkommet oplysninger
af en sådan betydning for sagen, at hensynet til beskyttelse af medarbejderen
i
Vejdirektoratet, som ikke ønskede at medvirke i radioprogrammet, må vige for
den samfundsmæssige interesse, der er knyttet til omtalen af det omhandlede
emne. Vi finder derfor, at Radio Rosa ved offentliggørelsen af det båndede
telefoninterview med medarbejderen i Vejdirektoratet har handlet i strid med
god presseskik, og at nævnet af den grund må udtale sin kritik.
Et medlem –
Bo Maltesen
– udtaler:
Jeg lægger til grund, at Vejdirektoratet er en offentlig
institution med en mangeårig tradition for og erfaring i kontakt med
offentligheden, herunder pressen. Desuden var der i sagen om den øgede
overvågning af rastepladser tale om en sag, der på grund af sin usædvanlige
karakter var fremme i mange medier på det pågældende tidspunkt, ligesom Radio
Rosa havde vist særlig interesse for sagen og bl.a. bedt om og fået
aktindsigt.
Radio Rosa havde efter det foreliggende desuden bedt om et interview med
Vejdirektoratets direktør, men fået afslag via direktoratets pressechef. Når
den pågældende sagsbehandler af sagen om aktindsigt derfor på direktoratets
vegne indvilger i at tale med Radio Rosas journalist, der præsenterer sig ved
samtalens start, så må sagsbehandleren være klar over, at han – med
mindre
andet er aftalt fra samtalens start – bliver interviewet om sagen, og at
hans
udtalelser derfor kan blive bragt helt eller delvis i Radio Rosa. Jeg finder
derfor, at Radio Rosa ikke har handlet i strid med god presseskik ved at
offentliggøre det båndede interview med medarbejderen i Vejdirektoratet.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, og Pressenævnet
udtaler sin kritik af Radio Rosa.
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet den
ansvarshavende redaktør af Radio Rosa at offentliggøre følgende:
”
Kendelse fra Pressenævnet:
Den 4. februar 2004 bragte Radio Rosa et indslag, som omhandlede
Vejdirektoratets øgede overvågning af rastepladser – en overvågning, der
har
til formål at forhindre homoseksuelle mænds anvendelse af rastepladserne til
udøvelse af seksuel aktivitet. I indslaget blev der blandt andet bragt et
telefoninterview med en medarbejder i Vejdirektoratet. Samtalen var optaget
på
bånd uden medarbejderens vidende.
Vejdirektoratet har klaget
til Pressenævnet, idet man finder, at god presseskik er tilsidesat.
Pressenævnet udtaler
:
Pressenævnet lægger ud fra
sagens oplysninger til grund, at journalisten inden interviewet med
medarbejderen i Vejdirektoratet præsenterede sig ved navn og oplyste, at han
ringede fra Radio Rosa.
Da en båndoptager i dag anses for et
almindeligt journalistisk arbejdsredskab, finder nævnet ikke grundlag for at
kritisere, at interviewet med medarbejderen hos Vejdirektoratet blev optaget
på
bånd, uden at journalisten gjorde opmærksom på det.
Nævnet finder, at der er
en samfundsmæssig interesse i en omtale af baggrunden for Vejdirektoratets
øgede overvågning af rastepladserne, og bemærker i den forbindelse, at sagen
allerede inden offentliggørelsen i Radio Rosa havde offentlighedens
bevågenhed.
Tre medlemmer –
Lene Pagter Kristensen
,
Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard
– udtaler herefter:
Vi finder, at der ikke i
interviewet er fremkommet oplysninger af en sådan betydning for sagen, at
hensynet til beskyttelse af medarbejderen i Vejdirektoratet, som ikke ønskede
at medvirke i radioprogrammet, må vige for den samfundsmæssige interesse, der
er knyttet til omtalen af det omhandlede emne. Vi finder derfor, at Radio
Rosa
ved offentliggørelsen af det båndede telefoninterview med medarbejderen i
Vejdirektoratet
har handlet i strid med god presseskik, og at nævnet af den grund må udtale
sin
kritik.
Et medlem –
Bo Maltesen
– udtaler:
Jeg lægger til grund, at
Vejdirektoratet er en offentlig institution med en mangeårig tradition for og
erfaring i kontakt med offentligheden, herunder pressen. Desuden var der i
sagen om den øgede overvågning af rastepladser tale om en sag, der på grund
af
sin usædvanlige karakter var fremme i mange medier på det pågældende
tidspunkt,
ligesom Radio Rosa havde vist særlig interesse for sagen og bl.a. bedt om og
fået aktindsigt. Radio Rosa havde efter det foreliggende desuden bedt om et
interview med Vejdirektoratets direktør, men fået afslag via direktoratets
pressechef. Når den pågældende sagsbehandler af sagen om aktindsigt derfor på
direktoratets vegne indvilger i at tale med Radio Rosas journalist, der
præsenterer sig ved samtalens start, så må sagsbehandleren være klar over, at
han – med mindre andet er aftalt fra samtalens start – bliver
interviewet om
sagen, og at hans udtalelser derfor kan blive bragt helt eller delvis i Radio
Rosa. Jeg finder derfor, at Radio Rosa ikke har handlet i strid med god
presseskik
ved at offentliggøre det båndede interview med medarbejderen i
Vejdirektoratet.
Der afsiges kendelse efter
stemmeflertallet, og Pressenævnet udtaler sin kritik af Radio Rosa.
København, den 18. august
2004
Lene Pagter Kristensen, Bo Maltesen, Kaare R. Skou og Kirsten
Dyregaard.”
Afgjort den 18. august 2004.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Sag om bl.a. strafansvar og erstatningsansvar for påståede ærefornærmende krænkelser i forbindelse med offentliggørelse og omtale i landsdækkende medier m.m. Domsdatabasen · 17. juni 2020
- Om en advokats udtalelser i en tv-udsendelse Advokatnævnet · 28. november 2014
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 121/1996 Retsinformation · 6. maj 1999
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00267 Retsinformation · 19. juni 2012
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-04751 Retsinformation · 14. maj 2026
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-133 Retsinformation · 29. januar 2004
Lignende dokumenter
- Kendelse fra Pressenævnet i sag 2006-6-280 Retsinformation · 3. maj 2006
- Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-195/196 Retsinformation · 9. september 2005
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 11-70-00111 Retsinformation · 5. oktober 2011
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2020-80-0471 Retsinformation · 19. september 2020
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2009-6-0839 Retsinformation · 20. august 2009
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00853 Retsinformation · 31. maj 2016