Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-229

KEN nr 9755 af 22/11/2005Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet7. december 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kendelse

fra Pressenævnet i sag 2005-6-229

[K1] og [K2] har klaget til

Pressenævnet over en artikel i Jyllands-Posten søndag den 12. juni 2005, idet

de mener, at god presseskik er tilsidesat.

Klagen blev indgivet ved

e-mail lørdag den 9. juli 2005 og modtaget i Pressenævnet mandag den 11. juli

2005. Klagen blev afvist ved kendelse af 16. august 2005 (sag nr.

2005-6-211),

men genoptaget ved kendelse af 15. september 2005 (sag nr. 2005-6-221).

Artiklen, der blev bragt den

12. juni 2005 i Jyllands-Posten har overskriften ”

De unge bombekastere

”, og lyder som følger:

”Det er sket før.

Brandanslaget mod integrationsminister Rikke Hvilshøj har slående fællestræk

til en fem år gammel sag, da en gruppe venstreradikale greb til

ildspåsættelser

for at protestere mod udvisningen af en iransk homoseksuel. Jesper Stein

Larsen

ser tilbage på sagen, som giver et sjældent indblik i en subkultur, hvor vold

er legitim.

Der er 18 mand fra Politiets

Efterretningstjeneste på arbejde den augustnat år 2000 i villakvarteret i

Hillerød, hvor man regner med, at en gruppe ved navn ”Homo/Aktion”

vil slå til

med det tredje brandattentat på under en måned.

Klædt i civil dækker de hele

området af villaveje og småstier omkring Udlændingestyrelsens underdirektør

Poul Mose Hansens privatbolig. Nogle går tur på stierne to og to, andre

Læs alt

spadserer enkeltvis rundt og giver den som søvnløse parcellister i

måneskinnet.

Det er en klar og vindstille

nat, hvor lyden af en knækket kvist kan høres

50 meter

væk, så de politifolk, der

har fået stationære poster på knæ bag hække og liggende på lur i haver, må

anstrenge

sig for at være stille.

Klokken lidt i to parkerer en

ramponeret bordeauxrød Ford Sierra på parkeringspladsen ved skolen et par

hundrede meter fra Poul Mose Hansens parcelhus. Ud stiger to unge mænd i

mørkt

tøj, mens en tredje bliver siddende i bilen. De er ikke bare ventet. De er

total overvåget. Efterretningstjenesten har igennem længere tid aflyttet den

enes mobiltelefon, der er placeret en mikrofon i bilen, og de er blevet

skygget

på deres køretur fra Nørrebro til Hillerød af flere civile politibiler.

Der er optræk til gennembrud

i en af nyere tids groveste sager om politisk motiveret kriminalitet –

en sag

som på en lang række punkter ligner brandstiftelsen mod integrationsminister

Rikke Hvilshøjs garage onsdag nat.

De to mænd, som vi kalder A

og B, går i hast mod Poul Mose Hansens hjem, den ene har to nødblus i

lommerne

i sin jakke, mens den anden er på udkig efter en stor sten, der kan smadre en

bilrude. Planen er at kaste stenen ind igennem bagruden til Poul Mose Hansens

bil og bagefter smide de tændte nødblus derind. På vej hen til boligen bliver

de observeret af adskillige betjente. To passeret dem i den bil, og to andre

kommer gående på fortovet på den anden side af vejen.

B synes ikke, de to mænd ser

ud, som om de bor i kvarteret. Området er meget åbent, og han synes, han kan

se

personer alle vegne – også i krattet.

Opgiver forehavendet

Da de når frem til Poul Mose

Hansens hus, er de nervøse. Det bliver ikke mindre, da de konstaterer, at

underdirektørens grå Renault Laguna holder i en garage, som er bygget sammen

med huset. Risikoen for at ilden spreder sig til huset fra bilen er stor, og

A

og B beslutter sig skuffede til at opgive deres forehavende.

Det rusker i en hæk, og de

får travlt med at vende tilbage til bilen. På vejen tilbage passerer de endnu

en civil betjent. Efter en kort rådslagning i bilen beslutter de at forsøge

at

gøre et eller andet.

”Lad os rykke,” siger B til

A.

De når atter frem til huset,

og vil denne gang plante nødblussene i forhaven, tænde dem og smide en sten

på

døren, så Poul Mose Hansen kan få sig en forskrækkelse, men B synes, den er

helt gal. Det pusler igen i en hæk bag dem, som om nogen er snublet over et

eller andet. De beslutter at droppe aktionen og går tilbage mod bilen. På

tilbagevejen passeret de endnu en PET-mand, der er ude at gå aftentur.

”Huset må have været under

overvågning,” siger A til de andre.

”Var der for mange

kratluskere?” spørger chaufføren C.

”Ja,” svarer A.

Det lykkedes ikke betjentene

at gå helt i et med haver og hække i det sovende villakvarter i Hillerød, men

otte dage senere vurderer politiet, at man har nok på de tre unge mænd og

deres

venner til at skride til anholdelse. Otte personer bliver sigtet for et

forsøg

og to fuldbyrdede tilfælde af brandstiftelse.

Brandattentat

Det drejer sig om et

brandattentat mod Udlændingestyrelsen og et mod styrelsens direktør tidligere

på måneden. Den 5. august blev der klokken halv fire om morgenen kastet to

molotovcocktails gennem en rude i Udlændingestyrelsens ekspeditions i

Ryesgade

på Nørrebro.

Benzinen forårsager mindre

brandskade. Senere på natten tikker en pressemeddelelse ind på danske

nyhedsredaktioner fra gruppen Homo/Aktion, som tager ansvaret for attentatet.

Baggrunden er den forestående udvisning af en 29-årig iransk homoseksuel, der

har fået afslag på asyl. På venstrefløjen vækker sagen stærke følelser. Det

er

en udbredt opfattelse, at manden bliver sendt tilbage til den visse død,

fordi

homoseksualitet er strafbart i Iran.

Fire dage senere leverer

Homo/Aktion sin mest spektakulære og alvorlige aktion. Klokken kvart i to på

en

villavej i Vallensbæk bliver bagruden i en Saab 9000 smadret med en sten af

to

mænd, som efterfølgende smider en molotovcocktail ind gennem hullet. Bilen,

som

udbrænder totalt, tilhører udlændingestyrelsen direktør, Grethe Løgstrup.

Dagen efter tager Homo/Aktion

ansvaret og truer med flere aktioner, hvis afslaget til iraneren ikke

omstødes.

A er på dette tidspunkt 22 år

gammel. Han kommer som både B, der er 25 år, og C, der er 23 år, fra

Brønderslev i Nordjylland. Han har været venstreorienteret i mange år og har

i

sin tid i Nordjylland prøvet at blive anholdt, og han er ikke ligefrem fan af

politiet på den baggrund. I gymnasiet var forbillederne blandt andre

Blekingegadebanden, som han skrev en opgave om.

Han har boet i København i to

år – først i kollektivet RK3 på Frederiksborggade – en forkortelse

for

Rebelkollektiv 3, men senere flytter han ind i et kendt kollektiv for

autonome

på Nørrebrogade og så et på Sct. Hans Torv på Nørrebro, som er blevet

rutinemæssigt ransaget af politiet for eksempel i forbindelse med det danske

EU-formandskab.

Han tilhører det

venstreorienterede autonome miljø på Nørrebro og har været medlem af

ungdomsgruppen

Rebel, som blev dannet af VS Ungdom, BZ’ere og unge fra DKP og SAP

(Socialistisk

Arbejderparti) i 1992 og på et tidspunkt havde mere end 600 medlemmer.

I slutningen af 1990’erne gik

det tilbage for Rebel, der fik frataget sit tilskud fra Dansk Ungdoms

Fællesråd

og mistede medlemmer. En stor del af Rebels medlemmer gled over i gruppen

AFA,

Antifascistisk Aktion, som går ind for at bekæmpe samfundet via blokader,

demonstrationer og sabotage. På tidspunktet for attentatforsøget mod Poul

Mose

Hansen er A tilknyttet AFA. Han er layouter af AFA’s blad Megafon, som

han

arbejder gratis for. Han deltager i stormøder, bladgrupper og har et stort

netværk blandt de autonome på Nørrebro.

Han er aktiv i demonstrationer

og aktioner og færdes i et miljø, hvor man lever med en vis forventning om,

at

spionerne fra PET holder øje med én. Så når han holder møder med B og C eller

andre før aktionen, foregår det altid i fri luft, så de ikke bliver offer for

den aflytning, som kan forventes i lukkede rum. Og de slukker rutinemæssigt

deres mobiltelefoner, piller batterierne ud af dem og lægger dem et stykke

fra

sig, hvis de skal diskutere virkelig alvorlige sager.

B bor i egen lejlighed, mens

C bor i kollektiv på Fælledvej og har tidligere – i lighed med A –

boet i R3.

De tre venner og de andre anholdte i sagen bor, har boet eller kommer og går

i

tre-fire kollektiver på Nørrebro, som alle har rod i det yderligtgående

venstreorienterede miljø omkring AFA og de autonome. Her hjælper beboere og

venner hinanden i vid udstrækning med alt fra banale praktiske daglige ting

til

politisk arbejde og aktioner. Der er fri adgang til hinandens rum, og

beboerne

og deres gæster deles i vid udstrækning om alt. Computere er ikke forsynet

med

passwords og betragtes sammen med mobiltelefoner som fælleseje og lånes

flittigt ud. Og miljøet har endda en kollektiv bil, den bordeauxrøde Ford

Sierra, som er til fri afbenyttelse, så længe man fylder den mængde benzin på

tanken, som man har brugt.

Kamp mod racisme

AFA er en løs struktur, der

består af flere forskellige uafhængige grupper. Fælles for dem er kampen mod

racisme, men gruppen fik i slutningen af 1990’erne en stærkere

kønspolitisk

profil, så sexisme og homofobi også blev fjendebilleder. Sagen om den

homoseksuelle iranske asylsøger smelter alle disse mål sammen til et. Og

aktionerne har – trods deres efter danske forhold ekstreme udtryk –

bred

opbakning i miljøet, hvor de bliver diskuteret heftigt.

A har ingen tiltro til det

samfund, han lever i. Den unge mand ser politiet og myndighederne som

fjender,

der er legitimt at bekæmpe. Han har været i direkte konfrontation med

politiet

mange gange og har ingen problemer med at bruge vold i de situationer. Men

der

er grænser. Man går ikke løs på politifolk, bare fordi de er politifolk

– men

kun når de er i aktion. Og på samme måde med aktionerne mod

Udlændingestyrelsens embedsmænd. De må ikke resultere i personskade. Derfor

røg

molotovcocktailen ikke ind gennem ruden til Grethe Løgstrups hjem, men i

hendes

bil, og derfor blev aktionen mod Poul Mose Hansens bil afblæst, fordi hans

garage var for tæt på huset.

Sagen om den udvisningstruede

iraner har fået A på barrikaderne, fordi der skal handles nu, hvis manden

ikke

skal sendes ud. Det er ifølge A et spørgsmål om liv eller død for iraneren.

Flygtningesagen har altid

stået A nær. Som B og C har han været med til at skjule flygtninge i de

kollektiver, de har boet i, og de ser alle op til Lyngby-præsten Leif Bork

Hansen, som i slutningen af 1990’erne skjulte serbiske flygtninge fra

Østslavonien og blev dømt to gange for at gøre det.”

Af spalte 6, linje 29-43, i

artiklen fremgår følgende:

”For A er flygtninge ikke tal

i statistikker, men lidende mennesker af kød og blod. Og folk som Poul Mose

Hansen og Grethe Løgstrup har et ansvar. De kan ikke gemme sig bag deres

rolle

som embedsmænd, mener de tre venner. De er selv bødler, når de viser en

dødsdømt ud af Danmark. Og det skal de gøres opmærksom på. At det sker med

molotovcocktails og brændende nødblus er ikke det store problem for A. Hvad

samfundet anskuer som ulovligt, er ikke det væsentlige. Og skulle det koste

ham

fængsel, så må han tage det med.”

Artiklen fortsætter:

”Og det kommer han til – i

langt større omfang end han og hans venner havde ventet.

Sammen med D bliver han to år

senere dømt for brandattentatet mod Grethe Løgstrups bil. Straffen lyder på

tre

års fængsel til A, som er den eneste, der dømmes for begge attentater. De

dømmes blandt andet på baggrund af oplysninger fra deres mobiltelefoner, og

fordi

en PET-ansat, som overvåger området, genkender den ene af dem.

B og C får halvandet års

fængsel for det mislykkede forsøg på brandstiftelse mod Poul Mose Hansens

bil,

og D får samme straf for attentatet mod Grethe Løgstrup. Anklageren forsøgte

at

få både A og B dømt for attentatet mod Udlændingestyrelsen, men beviserne var

ikke tilstrækkelige. Desuden forsøgte man at få dømt tre andre for medvirken

til attentaterne ved at have sendt pressemeddelelser fra Homo/Aktion, men den

kollektive indstilling i miljøet til brug af mobiltelefoner og computere

gjorde

det mere end vanskeligt at bevise, hvem der havde skrevet meddelelserne, og

hvem der havde sendt dem.

A og B blev to år efter

attentaterne taget af svensk politi i forbindelse med topmødet i Gøteborg,

hvor

de blev anklaget for besiddelse af brandbomber. De blev ikke dømt og er i dag

begge på fri fod.

Jyllands-Posten har gennemgået retsbøger og domme fra retssagerne,

været i kontakt med en af de dømte i sagen, talt med politiet og haft adgang

til en journalistisk hovedopgave om sagen af [K1] og [K2].

”

Det fremgår af sagen, at [K1]

og [K2] havde sendt den nævnte hovedopgave til Jyllands-Posten ved e-mail af

8.

juni 2005 med tilbud om, at avisen kunne købe hovedopgaven. Avisen havde

imidlertid

afslået tilbuddet den følgende dag.

Det fremgår endvidere, at [K1]

og [K2] efter offentliggørelsen af artiklen den 12. juni 2005 fremsatte

erstatningskrav over for Jyllands-Posten i anledning af avisens brug af deres

hovedopgave i forbindelse med artiklens tilblivelse. Jyllands-Posten afviste

at

være erstatningsansvarlig i henhold til lov om ophavsret, men valgte per

kulance at tilbyde [K1] og [K2] et honorar på 2.000 kr.

I forbindelse hermed har

Jyllands-Posten i et brev til [K1] og [K2], bl.a. skrevet følgende som

begrundelse

for at afvise disses erstatningskrav og i stedet tilbyde det ovenfor nævnte

honorar på 2.000 kr.:

”Bortset fra linje 29 til og

med linje 43 i spalte 6 har jeres hovedopgave ikke tilført oplysninger,

journalisten ikke allerede havde ad anden vej. På den baggrund valgte

redaktionen som slutbemærkning at henvise til, at avisen havde ”haft

adgang”

til jeres hovedopgavebesvarelse ( )

Redaktionen kunne (og burde

måske i lyset af sagens senere udvikling) have valgt at henvise til jeres

hovedopgavebesvarelse inden i artiklen. Så havde der været tale om et helt

uproblematisk citat. Ved at henvise til hovedopgavebesvarelse i

slutbemærkningen

kan avisen have medvirket til at give indtryk af større vægt af jeres

arbejde,

end der er dækning for i virkeligheden.”

[K1] og [K2] har anført, at

Jyllands-Posten har handlet i strid med god presseskik, idet artiklens

gengivelse af A, B og C’s politiske holdninger er skrevet af fra [K1] og

[K2]s

journalistiske hovedopgave.

Klagen vedrører ikke

Jyllands-Postens brug af de oplysninger om selve attentatforsøget og den

efterfølgende

straffesag, som fremgår af retsbøger eller andet offentligt tilgængeligt

materiale. Det betvivles dog, at den nødvendige research i forbindelse med

artiklens yderst detaljerede gengivelse af handlingsforløbet vedrørende

aktionen mod Poul Mose Hansen skulle kunne nås inden for det korte tidsrum,

som

var til rådighed efter brandattentatet mod integrationsminister Rikke

Hvilshøjs

bil natten til den 8. juni 2005.

[K1] og [K2] har videre

anført, at ingen af de tre personer har udtalt sig til Jyllands-Posten om

deres

holdninger. A har ganske vist udtalt sig til Jyllands-Posten om sin holdning

til brandattentatet mod Rikke Hvilshøj, men har ikke udtalt sig om noget af

det, som Jyllands-Posten indirekte citerer ham for.

[K1] og [K2] har endelig

anført, at artiklen har som præmis at give et indblik i, hvorfor folk fra det

venstreradikale miljø handler, som de gør. Jyllands-Posten har ikke selv

kunnet

tilvejebringe de interviews, der var nødvendige for at opfylde denne præmis,

men har som nævnt været nødsaget til at skrive opgaven af.

Jyllands-Posten har anført,

at Pressenævnet ikke har kompetence til at tage stilling til sagens

eventuelle

ophavsretlige spørgsmål.

Der er i øvrigt ikke tale om,

at Jyllands-Posten har skrevet af efter [K1] og [K2]s journalistiske

hovedopgave. Da både klagerne og avisens medarbejdere har benyttet den samme

primære kilde, nemlig retsbogen, kan det imidlertid ikke overraske, at

oplysningerne – men ikke formuleringerne – er sammenfaldende.

Jyllands-Posten har endvidere

anført, at avisens research til brug for artiklen har stået på længe inden

[K1]

og [K2] tilbød at sælge avisen deres hovedopgave.

I sagens behandling har

følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Niels

Grubbe, Finn Rowold, Lene Sarup og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

For så vidt angår spørgsmålet

om klagens rettidighed, bemærkes det, at en klage, der indleveres efter

sædvanlig kontortids ophør eller på en dag, hvor Pressenævnets kontor er og

må

forventes at være lukket, først anses iværksat den nærmest følgende dag, hvor

kontoret er åbent.

Da [K1] og [K2]s e-mail blev

sendt lørdag den 9. juli 2005, anses den først for modtaget i Pressenævnet

mandag den 11. juli 2005. Da klagefristen efter sædvanlig beregning udløb

søndag den 10. juli 2005, anses den i overensstemmelse med almindelige

forvaltningsretlige principper for forlænget til den følgende hverdag, mandag

den 11. juli 2005.

Klagen er herefter sket

rettidigt den 11. juli 2005.

Med hensyn til sagens

realitet

bemærker Pressenævnet, at

nævnet ikke har kompetence til at behandle spørgsmålet om, hvorvidt

Jyllands-Posten

har overtrådt ophavsretlige regler i forhold til [K1] og [K2]. Dette

spørgsmål

henhører under domstolene.

Massemediernes manglende

eller utilstrækkelige kildekreditering vil imidlertid i helt særlige tilfælde

kunne indebære en tilsidesættelse af god presseskik over for kilden.

Pressenævnet har ikke

mulighed for ud fra parternes til dels modstridende udsagn at vurdere, i

hvilken udstrækning artiklens indhold ud over det ovenfor citerede uddrag i

artiklens spalte 6, linje 29-43, må henføres til klagernes hovedopgave.

Efter nævnets opfattelse

tilfører oplysningerne i det ovenfor citerede uddrag i artiklens spalte 6,

linje 29-43, ikke artiklens øvrige indhold en sådan afgørende journalistisk

værdi, at krediteringen af klagernes hovedopgave i artiklens afsluttende

tekst

på denne baggrund må anses for utilstrækkelig, uanset at det ikke

udtrykkeligt

fremgår, hvilke af artiklens oplysninger, der stammer fra hovedopgaven.

På baggrund af det, parterne

i øvrigt har anført vedrørende den tid, som måtte være hengået til research

af

artiklen, har Pressenævnet endvidere ikke mulighed for at vurdere, i hvilket

omfang denne research må antages at være blevet påbegyndt inden

Jyllands-Postens

modtagelse af klagernes hovedopgave.

Som sagen foreligger oplyst

for nævnet, har nævnet derfor ikke grundlag for at udtale, at Jyllands-Posten

har tilsidesat god presseskik ved sin omtale af klagernes hovedopgave i

forbindelse med artiklen den 12. juni 2005.

Afgjort den 22. november

2005.

Lignende dokumenter