Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-229
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kendelse
fra Pressenævnet i sag 2005-6-229
[K1] og [K2] har klaget til
Pressenævnet over en artikel i Jyllands-Posten søndag den 12. juni 2005, idet
de mener, at god presseskik er tilsidesat.
Klagen blev indgivet ved
e-mail lørdag den 9. juli 2005 og modtaget i Pressenævnet mandag den 11. juli
2005. Klagen blev afvist ved kendelse af 16. august 2005 (sag nr.
2005-6-211),
men genoptaget ved kendelse af 15. september 2005 (sag nr. 2005-6-221).
Artiklen, der blev bragt den
12. juni 2005 i Jyllands-Posten har overskriften ”
De unge bombekastere
”, og lyder som følger:
”Det er sket før.
Brandanslaget mod integrationsminister Rikke Hvilshøj har slående fællestræk
til en fem år gammel sag, da en gruppe venstreradikale greb til
ildspåsættelser
for at protestere mod udvisningen af en iransk homoseksuel. Jesper Stein
Larsen
ser tilbage på sagen, som giver et sjældent indblik i en subkultur, hvor vold
er legitim.
Der er 18 mand fra Politiets
Efterretningstjeneste på arbejde den augustnat år 2000 i villakvarteret i
Hillerød, hvor man regner med, at en gruppe ved navn ”Homo/Aktion”
vil slå til
med det tredje brandattentat på under en måned.
Klædt i civil dækker de hele
området af villaveje og småstier omkring Udlændingestyrelsens underdirektør
Poul Mose Hansens privatbolig. Nogle går tur på stierne to og to, andre
Læs alt
spadserer enkeltvis rundt og giver den som søvnløse parcellister i
måneskinnet.
Det er en klar og vindstille
nat, hvor lyden af en knækket kvist kan høres
50 meter
væk, så de politifolk, der
har fået stationære poster på knæ bag hække og liggende på lur i haver, må
anstrenge
sig for at være stille.
Klokken lidt i to parkerer en
ramponeret bordeauxrød Ford Sierra på parkeringspladsen ved skolen et par
hundrede meter fra Poul Mose Hansens parcelhus. Ud stiger to unge mænd i
mørkt
tøj, mens en tredje bliver siddende i bilen. De er ikke bare ventet. De er
total overvåget. Efterretningstjenesten har igennem længere tid aflyttet den
enes mobiltelefon, der er placeret en mikrofon i bilen, og de er blevet
skygget
på deres køretur fra Nørrebro til Hillerød af flere civile politibiler.
Der er optræk til gennembrud
i en af nyere tids groveste sager om politisk motiveret kriminalitet –
en sag
som på en lang række punkter ligner brandstiftelsen mod integrationsminister
Rikke Hvilshøjs garage onsdag nat.
De to mænd, som vi kalder A
og B, går i hast mod Poul Mose Hansens hjem, den ene har to nødblus i
lommerne
i sin jakke, mens den anden er på udkig efter en stor sten, der kan smadre en
bilrude. Planen er at kaste stenen ind igennem bagruden til Poul Mose Hansens
bil og bagefter smide de tændte nødblus derind. På vej hen til boligen bliver
de observeret af adskillige betjente. To passeret dem i den bil, og to andre
kommer gående på fortovet på den anden side af vejen.
B synes ikke, de to mænd ser
ud, som om de bor i kvarteret. Området er meget åbent, og han synes, han kan
se
personer alle vegne – også i krattet.
Opgiver forehavendet
Da de når frem til Poul Mose
Hansens hus, er de nervøse. Det bliver ikke mindre, da de konstaterer, at
underdirektørens grå Renault Laguna holder i en garage, som er bygget sammen
med huset. Risikoen for at ilden spreder sig til huset fra bilen er stor, og
A
og B beslutter sig skuffede til at opgive deres forehavende.
Det rusker i en hæk, og de
får travlt med at vende tilbage til bilen. På vejen tilbage passerer de endnu
en civil betjent. Efter en kort rådslagning i bilen beslutter de at forsøge
at
gøre et eller andet.
”Lad os rykke,” siger B til
A.
De når atter frem til huset,
og vil denne gang plante nødblussene i forhaven, tænde dem og smide en sten
på
døren, så Poul Mose Hansen kan få sig en forskrækkelse, men B synes, den er
helt gal. Det pusler igen i en hæk bag dem, som om nogen er snublet over et
eller andet. De beslutter at droppe aktionen og går tilbage mod bilen. På
tilbagevejen passeret de endnu en PET-mand, der er ude at gå aftentur.
”Huset må have været under
overvågning,” siger A til de andre.
”Var der for mange
kratluskere?” spørger chaufføren C.
”Ja,” svarer A.
Det lykkedes ikke betjentene
at gå helt i et med haver og hække i det sovende villakvarter i Hillerød, men
otte dage senere vurderer politiet, at man har nok på de tre unge mænd og
deres
venner til at skride til anholdelse. Otte personer bliver sigtet for et
forsøg
og to fuldbyrdede tilfælde af brandstiftelse.
Brandattentat
Det drejer sig om et
brandattentat mod Udlændingestyrelsen og et mod styrelsens direktør tidligere
på måneden. Den 5. august blev der klokken halv fire om morgenen kastet to
molotovcocktails gennem en rude i Udlændingestyrelsens ekspeditions i
Ryesgade
på Nørrebro.
Benzinen forårsager mindre
brandskade. Senere på natten tikker en pressemeddelelse ind på danske
nyhedsredaktioner fra gruppen Homo/Aktion, som tager ansvaret for attentatet.
Baggrunden er den forestående udvisning af en 29-årig iransk homoseksuel, der
har fået afslag på asyl. På venstrefløjen vækker sagen stærke følelser. Det
er
en udbredt opfattelse, at manden bliver sendt tilbage til den visse død,
fordi
homoseksualitet er strafbart i Iran.
Fire dage senere leverer
Homo/Aktion sin mest spektakulære og alvorlige aktion. Klokken kvart i to på
en
villavej i Vallensbæk bliver bagruden i en Saab 9000 smadret med en sten af
to
mænd, som efterfølgende smider en molotovcocktail ind gennem hullet. Bilen,
som
udbrænder totalt, tilhører udlændingestyrelsen direktør, Grethe Løgstrup.
Dagen efter tager Homo/Aktion
ansvaret og truer med flere aktioner, hvis afslaget til iraneren ikke
omstødes.
A er på dette tidspunkt 22 år
gammel. Han kommer som både B, der er 25 år, og C, der er 23 år, fra
Brønderslev i Nordjylland. Han har været venstreorienteret i mange år og har
i
sin tid i Nordjylland prøvet at blive anholdt, og han er ikke ligefrem fan af
politiet på den baggrund. I gymnasiet var forbillederne blandt andre
Blekingegadebanden, som han skrev en opgave om.
Han har boet i København i to
år – først i kollektivet RK3 på Frederiksborggade – en forkortelse
for
Rebelkollektiv 3, men senere flytter han ind i et kendt kollektiv for
autonome
på Nørrebrogade og så et på Sct. Hans Torv på Nørrebro, som er blevet
rutinemæssigt ransaget af politiet for eksempel i forbindelse med det danske
EU-formandskab.
Han tilhører det
venstreorienterede autonome miljø på Nørrebro og har været medlem af
ungdomsgruppen
Rebel, som blev dannet af VS Ungdom, BZ’ere og unge fra DKP og SAP
(Socialistisk
Arbejderparti) i 1992 og på et tidspunkt havde mere end 600 medlemmer.
I slutningen af 1990’erne gik
det tilbage for Rebel, der fik frataget sit tilskud fra Dansk Ungdoms
Fællesråd
og mistede medlemmer. En stor del af Rebels medlemmer gled over i gruppen
AFA,
Antifascistisk Aktion, som går ind for at bekæmpe samfundet via blokader,
demonstrationer og sabotage. På tidspunktet for attentatforsøget mod Poul
Mose
Hansen er A tilknyttet AFA. Han er layouter af AFA’s blad Megafon, som
han
arbejder gratis for. Han deltager i stormøder, bladgrupper og har et stort
netværk blandt de autonome på Nørrebro.
Han er aktiv i demonstrationer
og aktioner og færdes i et miljø, hvor man lever med en vis forventning om,
at
spionerne fra PET holder øje med én. Så når han holder møder med B og C eller
andre før aktionen, foregår det altid i fri luft, så de ikke bliver offer for
den aflytning, som kan forventes i lukkede rum. Og de slukker rutinemæssigt
deres mobiltelefoner, piller batterierne ud af dem og lægger dem et stykke
fra
sig, hvis de skal diskutere virkelig alvorlige sager.
B bor i egen lejlighed, mens
C bor i kollektiv på Fælledvej og har tidligere – i lighed med A –
boet i R3.
De tre venner og de andre anholdte i sagen bor, har boet eller kommer og går
i
tre-fire kollektiver på Nørrebro, som alle har rod i det yderligtgående
venstreorienterede miljø omkring AFA og de autonome. Her hjælper beboere og
venner hinanden i vid udstrækning med alt fra banale praktiske daglige ting
til
politisk arbejde og aktioner. Der er fri adgang til hinandens rum, og
beboerne
og deres gæster deles i vid udstrækning om alt. Computere er ikke forsynet
med
passwords og betragtes sammen med mobiltelefoner som fælleseje og lånes
flittigt ud. Og miljøet har endda en kollektiv bil, den bordeauxrøde Ford
Sierra, som er til fri afbenyttelse, så længe man fylder den mængde benzin på
tanken, som man har brugt.
Kamp mod racisme
AFA er en løs struktur, der
består af flere forskellige uafhængige grupper. Fælles for dem er kampen mod
racisme, men gruppen fik i slutningen af 1990’erne en stærkere
kønspolitisk
profil, så sexisme og homofobi også blev fjendebilleder. Sagen om den
homoseksuelle iranske asylsøger smelter alle disse mål sammen til et. Og
aktionerne har – trods deres efter danske forhold ekstreme udtryk –
bred
opbakning i miljøet, hvor de bliver diskuteret heftigt.
A har ingen tiltro til det
samfund, han lever i. Den unge mand ser politiet og myndighederne som
fjender,
der er legitimt at bekæmpe. Han har været i direkte konfrontation med
politiet
mange gange og har ingen problemer med at bruge vold i de situationer. Men
der
er grænser. Man går ikke løs på politifolk, bare fordi de er politifolk
– men
kun når de er i aktion. Og på samme måde med aktionerne mod
Udlændingestyrelsens embedsmænd. De må ikke resultere i personskade. Derfor
røg
molotovcocktailen ikke ind gennem ruden til Grethe Løgstrups hjem, men i
hendes
bil, og derfor blev aktionen mod Poul Mose Hansens bil afblæst, fordi hans
garage var for tæt på huset.
Sagen om den udvisningstruede
iraner har fået A på barrikaderne, fordi der skal handles nu, hvis manden
ikke
skal sendes ud. Det er ifølge A et spørgsmål om liv eller død for iraneren.
Flygtningesagen har altid
stået A nær. Som B og C har han været med til at skjule flygtninge i de
kollektiver, de har boet i, og de ser alle op til Lyngby-præsten Leif Bork
Hansen, som i slutningen af 1990’erne skjulte serbiske flygtninge fra
Østslavonien og blev dømt to gange for at gøre det.”
Af spalte 6, linje 29-43, i
artiklen fremgår følgende:
”For A er flygtninge ikke tal
i statistikker, men lidende mennesker af kød og blod. Og folk som Poul Mose
Hansen og Grethe Løgstrup har et ansvar. De kan ikke gemme sig bag deres
rolle
som embedsmænd, mener de tre venner. De er selv bødler, når de viser en
dødsdømt ud af Danmark. Og det skal de gøres opmærksom på. At det sker med
molotovcocktails og brændende nødblus er ikke det store problem for A. Hvad
samfundet anskuer som ulovligt, er ikke det væsentlige. Og skulle det koste
ham
fængsel, så må han tage det med.”
Artiklen fortsætter:
”Og det kommer han til – i
langt større omfang end han og hans venner havde ventet.
Sammen med D bliver han to år
senere dømt for brandattentatet mod Grethe Løgstrups bil. Straffen lyder på
tre
års fængsel til A, som er den eneste, der dømmes for begge attentater. De
dømmes blandt andet på baggrund af oplysninger fra deres mobiltelefoner, og
fordi
en PET-ansat, som overvåger området, genkender den ene af dem.
B og C får halvandet års
fængsel for det mislykkede forsøg på brandstiftelse mod Poul Mose Hansens
bil,
og D får samme straf for attentatet mod Grethe Løgstrup. Anklageren forsøgte
at
få både A og B dømt for attentatet mod Udlændingestyrelsen, men beviserne var
ikke tilstrækkelige. Desuden forsøgte man at få dømt tre andre for medvirken
til attentaterne ved at have sendt pressemeddelelser fra Homo/Aktion, men den
kollektive indstilling i miljøet til brug af mobiltelefoner og computere
gjorde
det mere end vanskeligt at bevise, hvem der havde skrevet meddelelserne, og
hvem der havde sendt dem.
A og B blev to år efter
attentaterne taget af svensk politi i forbindelse med topmødet i Gøteborg,
hvor
de blev anklaget for besiddelse af brandbomber. De blev ikke dømt og er i dag
begge på fri fod.
Jyllands-Posten har gennemgået retsbøger og domme fra retssagerne,
været i kontakt med en af de dømte i sagen, talt med politiet og haft adgang
til en journalistisk hovedopgave om sagen af [K1] og [K2].
”
Det fremgår af sagen, at [K1]
og [K2] havde sendt den nævnte hovedopgave til Jyllands-Posten ved e-mail af
8.
juni 2005 med tilbud om, at avisen kunne købe hovedopgaven. Avisen havde
imidlertid
afslået tilbuddet den følgende dag.
Det fremgår endvidere, at [K1]
og [K2] efter offentliggørelsen af artiklen den 12. juni 2005 fremsatte
erstatningskrav over for Jyllands-Posten i anledning af avisens brug af deres
hovedopgave i forbindelse med artiklens tilblivelse. Jyllands-Posten afviste
at
være erstatningsansvarlig i henhold til lov om ophavsret, men valgte per
kulance at tilbyde [K1] og [K2] et honorar på 2.000 kr.
I forbindelse hermed har
Jyllands-Posten i et brev til [K1] og [K2], bl.a. skrevet følgende som
begrundelse
for at afvise disses erstatningskrav og i stedet tilbyde det ovenfor nævnte
honorar på 2.000 kr.:
”Bortset fra linje 29 til og
med linje 43 i spalte 6 har jeres hovedopgave ikke tilført oplysninger,
journalisten ikke allerede havde ad anden vej. På den baggrund valgte
redaktionen som slutbemærkning at henvise til, at avisen havde ”haft
adgang”
til jeres hovedopgavebesvarelse ( )
Redaktionen kunne (og burde
måske i lyset af sagens senere udvikling) have valgt at henvise til jeres
hovedopgavebesvarelse inden i artiklen. Så havde der været tale om et helt
uproblematisk citat. Ved at henvise til hovedopgavebesvarelse i
slutbemærkningen
kan avisen have medvirket til at give indtryk af større vægt af jeres
arbejde,
end der er dækning for i virkeligheden.”
[K1] og [K2] har anført, at
Jyllands-Posten har handlet i strid med god presseskik, idet artiklens
gengivelse af A, B og C’s politiske holdninger er skrevet af fra [K1] og
[K2]s
journalistiske hovedopgave.
Klagen vedrører ikke
Jyllands-Postens brug af de oplysninger om selve attentatforsøget og den
efterfølgende
straffesag, som fremgår af retsbøger eller andet offentligt tilgængeligt
materiale. Det betvivles dog, at den nødvendige research i forbindelse med
artiklens yderst detaljerede gengivelse af handlingsforløbet vedrørende
aktionen mod Poul Mose Hansen skulle kunne nås inden for det korte tidsrum,
som
var til rådighed efter brandattentatet mod integrationsminister Rikke
Hvilshøjs
bil natten til den 8. juni 2005.
[K1] og [K2] har videre
anført, at ingen af de tre personer har udtalt sig til Jyllands-Posten om
deres
holdninger. A har ganske vist udtalt sig til Jyllands-Posten om sin holdning
til brandattentatet mod Rikke Hvilshøj, men har ikke udtalt sig om noget af
det, som Jyllands-Posten indirekte citerer ham for.
[K1] og [K2] har endelig
anført, at artiklen har som præmis at give et indblik i, hvorfor folk fra det
venstreradikale miljø handler, som de gør. Jyllands-Posten har ikke selv
kunnet
tilvejebringe de interviews, der var nødvendige for at opfylde denne præmis,
men har som nævnt været nødsaget til at skrive opgaven af.
Jyllands-Posten har anført,
at Pressenævnet ikke har kompetence til at tage stilling til sagens
eventuelle
ophavsretlige spørgsmål.
Der er i øvrigt ikke tale om,
at Jyllands-Posten har skrevet af efter [K1] og [K2]s journalistiske
hovedopgave. Da både klagerne og avisens medarbejdere har benyttet den samme
primære kilde, nemlig retsbogen, kan det imidlertid ikke overraske, at
oplysningerne – men ikke formuleringerne – er sammenfaldende.
Jyllands-Posten har endvidere
anført, at avisens research til brug for artiklen har stået på længe inden
[K1]
og [K2] tilbød at sælge avisen deres hovedopgave.
I sagens behandling har
følgende nævnsmedlemmer deltaget:
Niels
Grubbe, Finn Rowold, Lene Sarup og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler:
For så vidt angår spørgsmålet
om klagens rettidighed, bemærkes det, at en klage, der indleveres efter
sædvanlig kontortids ophør eller på en dag, hvor Pressenævnets kontor er og
må
forventes at være lukket, først anses iværksat den nærmest følgende dag, hvor
kontoret er åbent.
Da [K1] og [K2]s e-mail blev
sendt lørdag den 9. juli 2005, anses den først for modtaget i Pressenævnet
mandag den 11. juli 2005. Da klagefristen efter sædvanlig beregning udløb
søndag den 10. juli 2005, anses den i overensstemmelse med almindelige
forvaltningsretlige principper for forlænget til den følgende hverdag, mandag
den 11. juli 2005.
Klagen er herefter sket
rettidigt den 11. juli 2005.
Med hensyn til sagens
realitet
bemærker Pressenævnet, at
nævnet ikke har kompetence til at behandle spørgsmålet om, hvorvidt
Jyllands-Posten
har overtrådt ophavsretlige regler i forhold til [K1] og [K2]. Dette
spørgsmål
henhører under domstolene.
Massemediernes manglende
eller utilstrækkelige kildekreditering vil imidlertid i helt særlige tilfælde
kunne indebære en tilsidesættelse af god presseskik over for kilden.
Pressenævnet har ikke
mulighed for ud fra parternes til dels modstridende udsagn at vurdere, i
hvilken udstrækning artiklens indhold ud over det ovenfor citerede uddrag i
artiklens spalte 6, linje 29-43, må henføres til klagernes hovedopgave.
Efter nævnets opfattelse
tilfører oplysningerne i det ovenfor citerede uddrag i artiklens spalte 6,
linje 29-43, ikke artiklens øvrige indhold en sådan afgørende journalistisk
værdi, at krediteringen af klagernes hovedopgave i artiklens afsluttende
tekst
på denne baggrund må anses for utilstrækkelig, uanset at det ikke
udtrykkeligt
fremgår, hvilke af artiklens oplysninger, der stammer fra hovedopgaven.
På baggrund af det, parterne
i øvrigt har anført vedrørende den tid, som måtte være hengået til research
af
artiklen, har Pressenævnet endvidere ikke mulighed for at vurdere, i hvilket
omfang denne research må antages at være blevet påbegyndt inden
Jyllands-Postens
modtagelse af klagernes hovedopgave.
Som sagen foreligger oplyst
for nævnet, har nævnet derfor ikke grundlag for at udtale, at Jyllands-Posten
har tilsidesat god presseskik ved sin omtale af klagernes hovedopgave i
forbindelse med artiklen den 12. juni 2005.
Afgjort den 22. november
2005.
Lignende dokumenter
- Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-203 Retsinformation · 25. oktober 2005
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2009-6-0818 Retsinformation · 30. juni 2009
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2010-6-0993 Retsinformation · 23. juni 2010
- Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-399 Retsinformation · 12. december 2006
- Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-557. Retsinformation · 16. oktober 2007
- Pressenævnets kendelse i sag 2008-6-0769 Retsinformation · 23. januar 2009