Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-203

KEN nr 9651 af 12/10/2005Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet25. oktober 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kendelse

fra Pressenævnet i sag 2005-6-203

Udlændingestyrelsen har klaget til Pressenævnet over en artikel

i Morgenavisen Jyllands-Posten den 12. juni 2005, idet man mener, at god

presseskik er tilsidesat.

Artiklen, der har overskriften ”

De unge bombekastere

”, lød som følger:

”Det er sket før. Brandanslaget mod integrationsminister Rikke

Hvilshøj har slående fællestræk til en fem år gammel sag, da en gruppe

venstreradikale

greb til ildspåsættelser for at protestere mod udvisningen af en iransk

homoseksuel. Jesper Stein Larsen ser tilbage på sagen, som giver et sjældent

indblik i en subkultur, hvor vold er legitim.

Der er 18 mand fra Politiets Efterretningstjeneste på arbejde

den augustnat år 2000 i villakvarteret i Hillerød, hvor man regner med, at en

gruppe ved navn ”Homo/Aktion” vil slå til med det tredje

brandattentat på under

en måned.

Klædt i civil dækker de hele området af villaveje og småstier

omkring Udlændingestyrelsens underdirektør Poul Mose Hansens privatbolig.

Nogle

går tur på stierne to og to, andre spadserer enkeltvis rundt og giver den som

søvnløse parcellister i måneskinnet.

Det er en klar og vindstille nat, hvor lyden af en knækket kvist

kan høres

50 meter

væk, så de politifolk, der har fået stationære poster på knæ bag hække og

liggende på lur i haver, må anstrenge sig for at være stille.

Klokken lidt i to parkerer en ramponeret bordeauxrød Ford Sierra

Læs alt

på parkeringspladsen ved skolen et par hundrede meter fra Poul Mose Hansens

parcelhus. Ud stiger to unge mænd i mørkt tøj, mens en tredje bliver siddende

i

bilen. De er ikke bare ventet. De er total overvåget. Efterretningstjenesten

har igennem længere tid aflyttet den enes mobiltelefon, der er placeret en

mikrofon i bilen, og de er blevet skygget på deres køretur fra Nørrebro til

Hillerød af flere civile politibiler.

Der er optræk til gennembrud i en af nyere tids groveste sager

om politisk motiveret kriminalitet – en sag som på en lang række punkter

ligner

brandstiftelsen mod integrationsminister Rikke Hvilshøjs garage onsdag nat.

De to mænd, som vi kalder A og B, går i hast mod Poul Mose

Hansens hjem, den ene har to nødblus i lommerne i sin jakke, mens den anden

er

på udkig efter en stor sten, der kan smadre en bilrude. Planen er at kaste

stenen ind igennem bagruden til Poul Mose Hansens bil og bagefter smide de

tændte nødblus derind. På vej hen til boligen bliver de observeret af

adskillige betjente. To passeret dem i den bil, og to andre kommer gående på

fortovet på den anden side af vejen.

B synes ikke, de to mænd ser ud, som om de bor i kvarteret.

Området er meget åbent, og han synes, han kan se personer alle vegne –

også i

krattet.

Opgiver forehavendet

Da de når frem til Poul Mose Hansens hus, er de nervøse. Det

bliver ikke mindre, da de konstaterer, at underdirektørens grå Renault Laguna

holder i en garage, som er bygget sammen med huset. Risikoen for at ilden

spreder sig til huset fra bilen er stor, og A og B beslutter sig skuffede til

at opgive deres forehavende.

Det rusker i en hæk, og de får travlt med at vende tilbage til

bilen. På vejen tilbage passerer de endnu en civil betjent. Efter en kort

rådslagning i bilen beslutter de at forsøge at gøre et eller andet.

”Lad os rykke,” siger B til A.

De når atter frem til huset, og vil denne gang plante

nødblussene i forhaven, tænde dem og smide en sten på døren, så Poul Mose

Hansen kan få sig en forskrækkelse, men B synes, den er helt gal. Det pusler

igen i en hæk bag dem, som om nogen er snublet over et eller andet. De

beslutter at droppe aktionen og går tilbage mod bilen. På tilbagevejen

passeret

de endnu en PET-mand, der er ude at gå aftentur.

”Huset må have været under overvågning,” siger A til de andre.

”Var der for mange kratluskere?” spørger chaufføren C.

”Ja,” svarer A.

Det lykkedes ikke betjentene at gå helt i et med haver og hække

i det sovende villakvarter i Hillerød, men otte dage senere vurderer

politiet,

at man har nok på de tre unge mænd og deres venner til at skride til

anholdelse. Otte personer bliver sigtet for et forsøg og to fuldbyrdede

tilfælde af brandstiftelse.

Brandattentat

Det drejer sig om et brandattentat mod Udlændingestyrelsen og et

mod styrelsens direktør tidligere på måneden. Den 5. august blev der klokken

halv fire om morgenen kastet to molotovcocktails gennem en rude i

Udlændingestyrelsens ekspeditions i Ryesgade på Nørrebro.

Benzinen forårsager mindre brandskade. Senere på natten tikker

en pressemeddelelse ind på danske nyhedsredaktioner fra gruppen Homo/Aktion,

som tager ansvaret for attentatet. Baggrunden er den forestående udvisning af

en 29-årig iransk homoseksuel, der har fået afslag på asyl. På venstrefløjen

vækker sagen stærke følelser. Det er en udbredt opfattelse, at manden bliver

sendt tilbage til den visse død, fordi homoseksualitet er strafbart i Iran.

Fire dage senere leverer Homo/Aktion sin mest spektakulære og

alvorlige aktion. Klokken kvart i to på en villavej i Vallensbæk bliver

bagruden i en Saab 9000 smadret med en sten af to mænd, som efterfølgende

smider en molotovcocktail ind gennem hullet. Bilen, som udbrænder totalt,

tilhører udlændingestyrelsen direktør, Grethe Løgstrup.

Dagen efter tager Homo/Aktion ansvaret og truer med flere aktioner,

hvis afslaget til iraneren ikke omstødes.

Kamp mod racisme

AFA er en løs struktur, der består af flere forskellige

uafhængige grupper. Fælles for dem er kampen mod racisme, men gruppen fik i

slutningen af 1990’erne en stærkere kønspolitisk profil, så sexisme og

homofobi

også blev fjendebilleder. Sagen om den homoseksuelle iranske asylsøger

smelter

alle disse mål sammen til et. Og aktionerne har – trods deres efter

danske forhold

ekstreme udtryk – bred opbakning i miljøet, hvor de bliver diskuteret

heftigt.

A har ingen tiltro til det samfund, han lever i. Den unge mand

ser politiet og myndighederne som fjender, der er legitimt at bekæmpe. Han

har

været i direkte konfrontation med politiet mange gange og har ingen problemer

med at bruge vold i de situationer. Men der er grænser. Man går ikke løs på

politifolk, bare fordi de er politifolk – men kun når de er i aktion. Og

på

samme måde med aktionerne mod Udlændingestyrelsens embedsmænd. De må ikke

resultere i personskade. Derfor røg molotovcocktailen ikke ind gennem ruden

til

Grethe Løgstrups hjem, men i hendes bil, og derfor blev aktionen mod Poul

Mose

Hansens bil afblæst, fordi hans garage var for tæt på huset.

Sagen om den udvisningstruede iraner har fået A på barrikaderne,

fordi der skal handles nu, hvis manden ikke skal sendes ud. Det er ifølge A

et

spørgsmål om liv eller død for iraneren.

Flygtningesagen har altid stået A nær. Som B og C har han været

med til at skjule flygtninge i de kollektiver, de har boet i, og de ser alle

op

til Lyngby-præsten Leif Bork Hansen, som i slutningen af 1990’erne

skjulte

serbiske flygtninge fra Østslavonien og blev dømt to gange for at gøre det.

For A er flygtninge ikke tal i statistikker, men lidende

mennesker af kød og blod. Og folk som Poul Mose Hansen og Grethe Løgstrup har

et ansvar. De kan ikke gemme sig bag deres rolle som embedsmænd, mener de tre

venner. De er selv bødler, når de viser en dødsdømt ud af Danmark. Og det

skal

de gøres opmærksom på. At det sker med molotovcocktails og brændende nødblus

er

ikke det store problem for A. Hvad samfundet anskuer som ulovligt, er ikke

det

væsentlige. Og skulle det koste ham fængsel, så må han tage det med.

Og det kommer han til – i langt større omfang end han og hans

venner havde ventet.

Sammen med D bliver han to år senere dømt for brandattentatet

mod Grethe Løgstrups bil. Straffen lyder på tre års fængsel til A, som er den

eneste, der dømmes for begge attentater. De dømmes blandt andet på baggrund

af

oplysninger fra deres mobiltelefoner, og fordi en PET-ansat, som overvåger

området, genkender den ene af dem.

B og C får halvandet års fængsel for det mislykkede forsøg på

brandstiftelse mod Poul Mose Hansens bil, og D får samme straf for attentatet

mod

Grethe Løgstrup. Anklageren forsøgte at få både A og B dømt for attentatet

mod

Udlændingestyrelsen, men beviserne var ikke tilstrækkelige. Desuden forsøgte

man at få dømt tre andre for medvirken til attentaterne ved at have sendt

pressemeddelelser fra Homo/Aktion, men den kollektive indstilling i miljøet

til

brug af mobiltelefoner og computere gjorde det mere end vanskeligt at bevise,

hvem der havde skrevet meddelelserne, og hvem der havde sendt dem.

A og B blev to år efter attentaterne taget af svensk politi i

forbindelse med topmødet i Gøteborg, hvor de blev anklaget for besiddelse af

brandbomber. De blev ikke dømt og er i dag begge på fri fod.

Jyllands-Posten har gennemgået retsbøger og domme fra

retssagerne, været i kontakt med en af de dømte i sagen, talt med politiet og

haft adgang til en journalistisk hovedopgave om sagen af Caspar Birk og Kim

Hansen.”

Udlændingestyrelsen har anført, at Poul Mose Hansen og dennes

familie har følt sig utrygge ved eksponeringen, særligt efter der blev begået

brandattentat mod integrationsministeren Rikke Hvilshøj. Styrelsen har videre

anført, at omtalen af Poul Mose Hansen ikke var nødvendig for at skrive

artiklen og formidle det ønskede budskab.

Jyllands-Posten har anført at avisen ikke har haft til hensigt

at krænke Poul Mose Hansens privatliv, hvilket fremgår af det faktum, at hans

adresse er blevet anonymiseret, idet den blot betegnes som ”et

villakvarter i

Hillerød”.

Derudover har avisen anført, at alle de bragte oplysninger er offentligt

tilgængelige enten i artikler bragt i andre medier eller i de relevante

retsbøger.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Lene Pagter Kristensen,

Finn Rowold, Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Pressen skal i sin omtale af privatpersoner undgå at bringe

oplysninger, som kan krænke privatlivets fred. Pressenævnet finder, at

artiklen

ikke er i strid med god presseskik, idet den ud over at nævne Poul Mose

Hansens

navn, som er offentligt tilgængeligt, ikke oplyser hans faktiske adresse

eller

nævner oplysninger i øvrigt om hans private forhold på en sådan måde, at det

er

i strid med god presseskik.

Afgjort den 12. oktober 2005.

Lignende dokumenter