Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-203
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kendelse
fra Pressenævnet i sag 2005-6-203
Udlændingestyrelsen har klaget til Pressenævnet over en artikel
i Morgenavisen Jyllands-Posten den 12. juni 2005, idet man mener, at god
presseskik er tilsidesat.
Artiklen, der har overskriften ”
De unge bombekastere
”, lød som følger:
”Det er sket før. Brandanslaget mod integrationsminister Rikke
Hvilshøj har slående fællestræk til en fem år gammel sag, da en gruppe
venstreradikale
greb til ildspåsættelser for at protestere mod udvisningen af en iransk
homoseksuel. Jesper Stein Larsen ser tilbage på sagen, som giver et sjældent
indblik i en subkultur, hvor vold er legitim.
Der er 18 mand fra Politiets Efterretningstjeneste på arbejde
den augustnat år 2000 i villakvarteret i Hillerød, hvor man regner med, at en
gruppe ved navn ”Homo/Aktion” vil slå til med det tredje
brandattentat på under
en måned.
Klædt i civil dækker de hele området af villaveje og småstier
omkring Udlændingestyrelsens underdirektør Poul Mose Hansens privatbolig.
Nogle
går tur på stierne to og to, andre spadserer enkeltvis rundt og giver den som
søvnløse parcellister i måneskinnet.
Det er en klar og vindstille nat, hvor lyden af en knækket kvist
kan høres
50 meter
væk, så de politifolk, der har fået stationære poster på knæ bag hække og
liggende på lur i haver, må anstrenge sig for at være stille.
Klokken lidt i to parkerer en ramponeret bordeauxrød Ford Sierra
Læs alt
på parkeringspladsen ved skolen et par hundrede meter fra Poul Mose Hansens
parcelhus. Ud stiger to unge mænd i mørkt tøj, mens en tredje bliver siddende
i
bilen. De er ikke bare ventet. De er total overvåget. Efterretningstjenesten
har igennem længere tid aflyttet den enes mobiltelefon, der er placeret en
mikrofon i bilen, og de er blevet skygget på deres køretur fra Nørrebro til
Hillerød af flere civile politibiler.
Der er optræk til gennembrud i en af nyere tids groveste sager
om politisk motiveret kriminalitet – en sag som på en lang række punkter
ligner
brandstiftelsen mod integrationsminister Rikke Hvilshøjs garage onsdag nat.
De to mænd, som vi kalder A og B, går i hast mod Poul Mose
Hansens hjem, den ene har to nødblus i lommerne i sin jakke, mens den anden
er
på udkig efter en stor sten, der kan smadre en bilrude. Planen er at kaste
stenen ind igennem bagruden til Poul Mose Hansens bil og bagefter smide de
tændte nødblus derind. På vej hen til boligen bliver de observeret af
adskillige betjente. To passeret dem i den bil, og to andre kommer gående på
fortovet på den anden side af vejen.
B synes ikke, de to mænd ser ud, som om de bor i kvarteret.
Området er meget åbent, og han synes, han kan se personer alle vegne –
også i
krattet.
Opgiver forehavendet
Da de når frem til Poul Mose Hansens hus, er de nervøse. Det
bliver ikke mindre, da de konstaterer, at underdirektørens grå Renault Laguna
holder i en garage, som er bygget sammen med huset. Risikoen for at ilden
spreder sig til huset fra bilen er stor, og A og B beslutter sig skuffede til
at opgive deres forehavende.
Det rusker i en hæk, og de får travlt med at vende tilbage til
bilen. På vejen tilbage passerer de endnu en civil betjent. Efter en kort
rådslagning i bilen beslutter de at forsøge at gøre et eller andet.
”Lad os rykke,” siger B til A.
De når atter frem til huset, og vil denne gang plante
nødblussene i forhaven, tænde dem og smide en sten på døren, så Poul Mose
Hansen kan få sig en forskrækkelse, men B synes, den er helt gal. Det pusler
igen i en hæk bag dem, som om nogen er snublet over et eller andet. De
beslutter at droppe aktionen og går tilbage mod bilen. På tilbagevejen
passeret
de endnu en PET-mand, der er ude at gå aftentur.
”Huset må have været under overvågning,” siger A til de andre.
”Var der for mange kratluskere?” spørger chaufføren C.
”Ja,” svarer A.
Det lykkedes ikke betjentene at gå helt i et med haver og hække
i det sovende villakvarter i Hillerød, men otte dage senere vurderer
politiet,
at man har nok på de tre unge mænd og deres venner til at skride til
anholdelse. Otte personer bliver sigtet for et forsøg og to fuldbyrdede
tilfælde af brandstiftelse.
Brandattentat
Det drejer sig om et brandattentat mod Udlændingestyrelsen og et
mod styrelsens direktør tidligere på måneden. Den 5. august blev der klokken
halv fire om morgenen kastet to molotovcocktails gennem en rude i
Udlændingestyrelsens ekspeditions i Ryesgade på Nørrebro.
Benzinen forårsager mindre brandskade. Senere på natten tikker
en pressemeddelelse ind på danske nyhedsredaktioner fra gruppen Homo/Aktion,
som tager ansvaret for attentatet. Baggrunden er den forestående udvisning af
en 29-årig iransk homoseksuel, der har fået afslag på asyl. På venstrefløjen
vækker sagen stærke følelser. Det er en udbredt opfattelse, at manden bliver
sendt tilbage til den visse død, fordi homoseksualitet er strafbart i Iran.
Fire dage senere leverer Homo/Aktion sin mest spektakulære og
alvorlige aktion. Klokken kvart i to på en villavej i Vallensbæk bliver
bagruden i en Saab 9000 smadret med en sten af to mænd, som efterfølgende
smider en molotovcocktail ind gennem hullet. Bilen, som udbrænder totalt,
tilhører udlændingestyrelsen direktør, Grethe Løgstrup.
Dagen efter tager Homo/Aktion ansvaret og truer med flere aktioner,
hvis afslaget til iraneren ikke omstødes.
Kamp mod racisme
AFA er en løs struktur, der består af flere forskellige
uafhængige grupper. Fælles for dem er kampen mod racisme, men gruppen fik i
slutningen af 1990’erne en stærkere kønspolitisk profil, så sexisme og
homofobi
også blev fjendebilleder. Sagen om den homoseksuelle iranske asylsøger
smelter
alle disse mål sammen til et. Og aktionerne har – trods deres efter
danske forhold
ekstreme udtryk – bred opbakning i miljøet, hvor de bliver diskuteret
heftigt.
A har ingen tiltro til det samfund, han lever i. Den unge mand
ser politiet og myndighederne som fjender, der er legitimt at bekæmpe. Han
har
været i direkte konfrontation med politiet mange gange og har ingen problemer
med at bruge vold i de situationer. Men der er grænser. Man går ikke løs på
politifolk, bare fordi de er politifolk – men kun når de er i aktion. Og
på
samme måde med aktionerne mod Udlændingestyrelsens embedsmænd. De må ikke
resultere i personskade. Derfor røg molotovcocktailen ikke ind gennem ruden
til
Grethe Løgstrups hjem, men i hendes bil, og derfor blev aktionen mod Poul
Mose
Hansens bil afblæst, fordi hans garage var for tæt på huset.
Sagen om den udvisningstruede iraner har fået A på barrikaderne,
fordi der skal handles nu, hvis manden ikke skal sendes ud. Det er ifølge A
et
spørgsmål om liv eller død for iraneren.
Flygtningesagen har altid stået A nær. Som B og C har han været
med til at skjule flygtninge i de kollektiver, de har boet i, og de ser alle
op
til Lyngby-præsten Leif Bork Hansen, som i slutningen af 1990’erne
skjulte
serbiske flygtninge fra Østslavonien og blev dømt to gange for at gøre det.
For A er flygtninge ikke tal i statistikker, men lidende
mennesker af kød og blod. Og folk som Poul Mose Hansen og Grethe Løgstrup har
et ansvar. De kan ikke gemme sig bag deres rolle som embedsmænd, mener de tre
venner. De er selv bødler, når de viser en dødsdømt ud af Danmark. Og det
skal
de gøres opmærksom på. At det sker med molotovcocktails og brændende nødblus
er
ikke det store problem for A. Hvad samfundet anskuer som ulovligt, er ikke
det
væsentlige. Og skulle det koste ham fængsel, så må han tage det med.
Og det kommer han til – i langt større omfang end han og hans
venner havde ventet.
Sammen med D bliver han to år senere dømt for brandattentatet
mod Grethe Løgstrups bil. Straffen lyder på tre års fængsel til A, som er den
eneste, der dømmes for begge attentater. De dømmes blandt andet på baggrund
af
oplysninger fra deres mobiltelefoner, og fordi en PET-ansat, som overvåger
området, genkender den ene af dem.
B og C får halvandet års fængsel for det mislykkede forsøg på
brandstiftelse mod Poul Mose Hansens bil, og D får samme straf for attentatet
mod
Grethe Løgstrup. Anklageren forsøgte at få både A og B dømt for attentatet
mod
Udlændingestyrelsen, men beviserne var ikke tilstrækkelige. Desuden forsøgte
man at få dømt tre andre for medvirken til attentaterne ved at have sendt
pressemeddelelser fra Homo/Aktion, men den kollektive indstilling i miljøet
til
brug af mobiltelefoner og computere gjorde det mere end vanskeligt at bevise,
hvem der havde skrevet meddelelserne, og hvem der havde sendt dem.
A og B blev to år efter attentaterne taget af svensk politi i
forbindelse med topmødet i Gøteborg, hvor de blev anklaget for besiddelse af
brandbomber. De blev ikke dømt og er i dag begge på fri fod.
Jyllands-Posten har gennemgået retsbøger og domme fra
retssagerne, været i kontakt med en af de dømte i sagen, talt med politiet og
haft adgang til en journalistisk hovedopgave om sagen af Caspar Birk og Kim
Hansen.”
Udlændingestyrelsen har anført, at Poul Mose Hansen og dennes
familie har følt sig utrygge ved eksponeringen, særligt efter der blev begået
brandattentat mod integrationsministeren Rikke Hvilshøj. Styrelsen har videre
anført, at omtalen af Poul Mose Hansen ikke var nødvendig for at skrive
artiklen og formidle det ønskede budskab.
Jyllands-Posten har anført at avisen ikke har haft til hensigt
at krænke Poul Mose Hansens privatliv, hvilket fremgår af det faktum, at hans
adresse er blevet anonymiseret, idet den blot betegnes som ”et
villakvarter i
Hillerød”.
Derudover har avisen anført, at alle de bragte oplysninger er offentligt
tilgængelige enten i artikler bragt i andre medier eller i de relevante
retsbøger.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:
Lene Pagter Kristensen,
Finn Rowold, Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard.
Pressenævnet udtaler:
Pressen skal i sin omtale af privatpersoner undgå at bringe
oplysninger, som kan krænke privatlivets fred. Pressenævnet finder, at
artiklen
ikke er i strid med god presseskik, idet den ud over at nævne Poul Mose
Hansens
navn, som er offentligt tilgængeligt, ikke oplyser hans faktiske adresse
eller
nævner oplysninger i øvrigt om hans private forhold på en sådan måde, at det
er
i strid med god presseskik.
Afgjort den 12. oktober 2005.
Lignende dokumenter
- Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-229 Retsinformation · 7. december 2005
- Afgørelse i sag om bygningernes anvendelse på [virksomhed1] i Allerød Komune Klagenævn (Nævnenes Hus) · 14. marts 2014
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 45/1993 Retsinformation · 6. august 1999
- Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-202 Retsinformation · 20. september 2005
- Afgørelse i klagesag om Allerød Kommunes afslag på landzonetilladelse til midlertidig ændret anvendelse af bygninger og udvidelse af parkeringsplads på [A1], Birkerød Klagenævn (Nævnenes Hus) · 21. marts 2025
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0670 Retsinformation · 3. november 2021