Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse af lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.

Ikke gældende siden 30. september 2002 LBK nr 215 af 09/04/1999LovbekendtgørelseIndenrigs- og Sundhedsministeriet20. april 1999

Gældende udgave: LBK nr 790 af 10/09/2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Anvendt i 10 afgørelser

Retsinformation 8, Domsdatabasen 1, Klagenævn (Nævnenes Hus) 1

De nyeste afgørelser

Tallene tæller afgørelser, der nævner bestemmelsen.

Teksten

Bekendtgørelse

af lov

om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.

Herved bekendtgøres lov nr. 397 af 10. juni 1987 om

sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. med de ændringer, der

følger af lov nr. 391 af 7. juni 1989, lov nr. 369 af 6. juni 1991,

lov nr. 494 af 30. juni 1993 og lov nr. 503 af 30. juni 1993.

Kapitel 1

Sundhedsstyrelsen

§ 1. Sundhedsstyrelsen er en styrelse under

sundhedsministeren, der bistår ministeren med den centrale forvaltning

af sundhedsmæssige anliggender.

Stk. 2.

Loven medfører ingen ændringer i

Sundhedsstyrelsens stilling efter den lovgivning, der henhører under

andre ministres forretningsområde.

§ 2. Sundhedsstyrelsen skal følge

sundhedsforholdene og skal holde sig orienteret om den til enhver tid

værende faglige viden på sundhedsområdet.

Stk. 2.

Når Sundhedsstyrelsen bliver bekendt med

overtrædelser eller mangler på sundhedsområdet, skal

Styrelsen orientere vedkommende myndighed i fornødent omfang.

Ligeledes skal Sundhedsstyrelsen orientere offentligheden, når

særlige sundhedsmæssige forhold gør det

nødvendigt.

§ 3. Sundhedsministeren og andre myndigheder har

adgang til direkte rådgivning og anden bistand fra Sundhedsstyrelsen i

sundhedsfaglige spørgsmål.

§ 4. Sundhedsstyrelsen fører tilsyn med den

Læs alt

sundhedsfaglige virksomhed, der udføres af personer inden for

sundhedsvæsenet. Dette gælder dog ikke virksomhed, der

udføres af autoriserede psykologer. Endvidere fører

Sundhedsstyrelsen tilsyn med ledere af plejehjem og lignende, hvortil der

ikke er knyttet en fast læge.

Stk. 2.

Sundhedsstyrelsen eller personer, der af

Sundhedsstyrelsen er bemyndiget til at udøve tilsynet, har til enhver

tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til sygehuse,

plejehjem og lignende.

Stk. 3.

Sundhedsstyrelsen kan efter sundhedsministerens

nærmere bestemmelse pålægge personer inden for

sundhedsvæsenet af foretage anmeldelser og indberetninger

vedrørende deres faglige virksomhed.

Kapitel 2

Fratagelse og generhvervelse af autorisation

§ 5. En person, der er autoriseret til at

udøve et hverv inden for sundhedsvæsenet, kan fratages

autorisationen, såfremt udøveren må antages at være

til fare for andre mennesker på grund af

1) en legemlig mangel, der gør den pågældende uegnet

til udøvelse af hvervet, eller

2) sygdom eller misbrug af rusmidler eller lignende, der bevirker, at

udøveren varigt eller med mellemrum befinder sig i en mangelfuld

sjælstilstand, eller

3) udvist grov forsømmelighed ved udøvelsen af

hvervet.

§ 6. Finder Sundhedsstyrelsen, at en autorisation

skal fratages, afgiver Styrelsen indstilling til sundhedsministeren

herom.

Stk. 2.

Sundhedsstyrelsen skal indhente en skriftlig

erklæring fra Retslægerådet, før Styrelsen afgiver

indstilling til sundhedsministeren.

Stk. 3.

Sundhedsstyrelsen skal, forinden Styrelsen afgiver

indstilling, opfordre udøveren af hvervet til at udtale sig skriftligt

eller afgive en mundtlig redegørelse i et møde, hvori

også Retslægerådet deltager. Den pågældende

skal endvidere opfordres til inden 14 dage at erklære, om sagen

ønskes afgjort ved dom, eller om sagen kan afgøres af

sundhedsministeren. Afgives en sådan erklæring ikke, skal

sundhedsministeren indbringe sagen for domstolene.

§ 7. Sundhedsstyrelsen kan i

påtrængende tilfælde, hvor den fortsatte virksomhed

skønnes at frembyde overhængende fare, midlertidigt fratage

udøveren af hvervet autorisationen. Sundhedsstyrelsens

afgørelse skal omgående meddeles sundhedsministeren, der

stadfæster eller ophæver Styrelsens afgørelse.

§ 8. Retssag om fratagelse af autorisation

anlægges af sundhedsministeren i den borgerlige retsplejes former. Det

kan i en dom om fratagelse af autorisation fastsættes, at anke ikke har

opsættende virkning. Den pågældende kan dog ikke afskediges

fra en stilling på grund af fratagelse af autorisation, før der

foreligger en endelig domstolsafgørelse.

§ 9. Sundhedsministeren kan anmode udøveren

af hvervet om at lade sig underkaste en lægelig undersøgelse til

brug for ministerens stillingtagen til, om autorisation skal søges

frataget den pågældende. Hvis den pågældende afviser

at efterkomme en sådan anmodning, forelægger sundhedsministeren

spørgsmålet for den ret, hvor en eventuel retssag skal

anlægges. Retten afgør spørgsmålet ved kendelse. En

sådan afgørelse kan også træffes, efter at der er

anlagt retssag om fratagelse af autorisation.

Stk. 2.

Såfremt udøveren af hvervet undlader at

efterkomme en kendelse om at underkaste sig en lægelig

undersøgelse, fratager sundhedsministeren den pågældende

autorisationen, og hvis der er anlagt retssag herom, bortfalder

retssagen.

Stk. 3.

Udgifterne ved en lægeundersøgelse efter

stk. 1 afholdes af statskassen.

§ 10. Sundhedsstyrelsen offentliggør

afgørelser om midlertidig eller endelig fratagelse af autorisation

efter §§ 5-9.

Stk. 2.

Såfremt retten til at udøve hverv inden

for sundhedsvæsenet frakendes ved dom i en straffesag, skal

anklagemyndigheden give Sundhedsstyrelsen meddelelse herom. Sundhedsstyrelsen

offentliggør afgørelser om frakendelse.

§ 11. Sundhedsministeren kan efter

ansøgning give en person, der har fået frataget autorisation til

udøvelse af et hverv inden for sundhedsvæsenet efter

§§ 5-9, tilladelse til at generhverve autorisationen, når de

omstændigheder, der begrundede fratagelsen, ikke længere er til

stede.

Stk. 2.

Et afslag fra sundhedsministeren om generhvervelse af

autorisation efter stk. 1 kan tidligst indbringes for domstolene

ét år efter, at der er truffet afgørelse om endelig

fratagelse af autorisation eller det ved dom er nægtet den

pågældende person at generhverve autorisationen.

Kapitel 3

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn

§ 12. Klager over den faglige virksomhed, der

udøves af personer inden for sundhedsvæsenet, jf. § 15,

skal indbringes for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Dette

gælder dog ikke for klager, for hvilke der i øvrigt i

lovgivningen er foreskrevet en særlig klageadgang.

Stk. 2.

Herudover skal Sundhedsstyrelsen til

Patientklagenævnet indbringe sager, som Styrelsen finder vil kunne give

grundlag for kritik eller anden sanktion over for personer inden for

sundhedsvæsenet.

§ 13. Patientklagenævnet er i sin virksomhed

uafhængigt af instruktioner om den enkelte sags behandling og

afgørelse.

Stk. 2.

Nævnets afgørelser kan ikke indbringes

for anden administrativ myndighed.

§ 14. Patientklagenævnet kan give udtryk for

sin opfattelse af sagen, herunder eventuelt fremsætte kritik over for

den pågældende sundhedsperson, eller søge iværksat

andre sanktioner.

§ 15. Patientklagenævnet behandler klager

over de ved særlig lovgivning autoriserede personer inden for

sundhedsvæsenet, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2.

Sundhedsministeren fastsætter nærmere

regler om, hvilke persongrupper inden for sundhedsvæsenet, som ikke har

autorisation efter særlig lovgivning, der i øvrigt er omfattet

af reglerne i dette kapitel.

Stk. 3.

Sundhedsministeren kan efter forhandling med

Nævnet fastsætte regler om, at Patientklagenævnets

virksomhed ikke skal omfatte dele af den faglige virksomhed, der

udøves af persongrupper, som er autoriseret efter særlig

lovgivning. Særlige hensyn skal dog tale herfor.

§ 16. Patientklagenævnet består af en

formand og et af sundhedsministeren fastsat antal næstformænd og

beskikkede medlemmer.

Stk. 2.

Sundhedsministeren udpeger nævnets formand og

næstformænd, som skal opfylde de almindelige betingelser for at

kunne beskikkes som landsdommer.

Stk. 3.

Sundhedsministeren beskikker et antal medlemmer, der

ikke samtidig må være medlem af noget kommunalt råd,

således:

1) 6 medlemmer beskikkes efter indhentet udtalelse fra

Amtsrådsforeningen i Danmark.

2) 1 medlem beskikkes efter indhentet udtalelse fra Københavns

kommune.

3) 1 medlem beskikkes efter indhentet udtalelse fra Frederiksberg

kommune.

4) 8 medlemmer beskikkes efter indhentet udtalelse fra De Samvirkende

Invalideorganisationer.

Stk. 4.

Sundhedsministeren beskikker for hvert fagligt

område et antal medlemmer, der alle er fagligt uddannede.

Stk. 5.

Medlemmerne beskikkes for en periode, der

følger den kommunale valgperiode. Genbeskikkelse kan finde sted. De

medlemmer af Patientklagenævnet, der ikke udfører hvervet som

led i deres tjenstlige arbejde, ydes vederlæggelse og

godtgørelse for befordring i lighed med ikke-statsansatte, der

modtager særskilt vederlæggelse. Udgifter hertil afholdes af

staten.

§ 17. Ved afgørelsen af den enkelte sag

skal Nævnet sammensættes af

1) formanden eller en næstformand

2) 2 medlemmer efter § 16, stk. 3, heraf 1 beskikket efter

bestemmelsens nr. 1-3 og 1 beskikket efter nr. 4, og

3) 2 medlemmer efter § 16, stk. 4, afhængig af sagens

faglige karakter.

Stk. 2.

Formanden eller vedkommende næstformand

afgør, hvilke medlemmer efter § 16, stk. 3, og stk. 4,

der skal deltage i Nævnets møder. Formanden eller vedkommende

næstformand afgør endvidere, inden for hvilket fagligt

område eller områder, medlemmer efter § 16, stk. 4,

skal deltage.

§ 18. Nævnets formand eller vedkommende

næstformand kan bestemme, at særligt sagkyndige eller andre kan

deltage uden stemmeret ved Nævnets behandling af sager.

§ 19. Nævnet kan anmode vedkommende

embedslægeinstitution om at undersøge klagesagen samt om, at der

udarbejdes indstilling til Nævnet om sagens afgørelse.

Nævnet kan bestemme, at klagesagerne direkte kan indgives til

embedslægeinstitutionerne med henblik på undersøgelse,

før Nævnet træffer afgørelse i en sag. Nævnet

kan forelægge sager for Sundhedsstyrelsen og Retslægerådet,

før Nævnet træffer afgørelse i en sag. Nævnet

skal, inden der træffes afgørelse i en klagesag

vedrørende sundhedsvæsenet i Grønland, indhente en

udtalelse herom fra sundhedsmyndighederne i Grønland.

Stk. 2.

Personer omfattet af dette kapitel skal efter

anmodning meddele Sundhedsvæsenets Patientklagenævn samt

embedslægerne enhver oplysning, herunder journaler, til brug for

behandling af sagen.

Stk. 3.

I sager vedrørende autoriserede psykologers

virksomhed inden for sundhedsvæsenet skal Nævnet dog indhente en

udtalelse fra Psykolognævnet, før Nævnet træffer

afgørelse i en sag.

Stk. 3.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn skal

holde Sundhedsstyrelsen underrettet om de afgørelser, Nævnet

træffer. Sundhedsstyrelsen kan til brug for sin tilsynsvirksomhed

få udleveret Nævnets sagsakter i de enkelte klagesager.1)

§ 20. Sundhedsministeren fastsætter efter

forhandling med Nævnet dettes forretningsorden.

Stk. 2.

Sundhedsministeren kan i forretningsordenen

fastsætte regler om, at Nævnet kan bemyndige formanden til at

træffe afgørelse i visse sager, der ikke skønnes at

frembyde tvivl.

§ 21. Nævnet afgiver en årlig

redegørelse til sundhedsministeren om sin virksomhed.

§ 22. Klage skal være indgivet inden 2

år efter det tidspunkt, hvor klageren var eller burde være

bekendt med det forhold, der klages over. Nævnet kan dog se bort fra

overskridelse af fristen, hvis særlige grunde taler derfor.

Stk. 2.

Fristen gælder ikke for sager, som

Sundhedsstyrelsen indbringer for Nævnet, jf. § 12,

stk. 2.

§ 23. Det påhviler kommuner og amtskommuner

at give information og yde vejledning til befolkningen om klageadgang

på sundhedsområdet.

Stk. 2.

Sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at

klagevejledning tillige kan tilbydes i statsamterne, og at enhver klage over

forhold i sundhedsvæsenet kan indgives til statsamterne med henblik

på videresendelse til rette myndighed.

Kapitel 4

Statens Seruminstitut

§ 24. Statens Seruminstitut, der er et institut

under sundhedsministeren, er landets centrallaboratorium for så vidt

angår human bakteriologi, virologi og serologi og udfører

undersøgelser for bl.a. sygehuse og praktiserende læger samt

fremstiller og fremskaffer vacciner, sera, blodprodukter m.v. Statens

Seruminstitut driver videnskabelig forskning, rådgiver og

udfører kontrol- og referencefunktioner på områder, der

vedrører Instituttets opgaver.

Stk. 2.

Sundhedsministeren fastsætter regler, herunder

om betaling, for Instituttets udlevering af præparater og

udførelse af undersøgelser m.m.

Kapitel 5

Straffebestemmelser

§ 25. Undladelse af at efterkomme en forpligtelse

efter § 4, stk. 3, og § 19, stk. 2, straffes med

bøde.

§ 26. Personer, der har fået frataget

autorisation efter kapitel 2, og som fortsætter med at udøve det

pågældende hverv, straffes med bøde eller hæfte i

indtil 3 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter

anden lovgivning.

Kapitel 6

Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 27. Loven træder i kraft den 1. januar

1988. Samtidig ophæves lov nr. 182 af 23. juni 1932 om

sundhedsvæsenets centralstyrelse.

Stk. 2.

Lovens kapitel 3 finder ikke anvendelse på

klager, som Sundhedsstyrelsen har afgjort før 1. januar 1988.

Patientklagenævnet kan dog tage en sag op til behandling og

afgørelse, såfremt der foreligger væsentlige nye

oplysninger.

Stk. 3.

Klager, der er indgivet til Sundhedsstyrelsen

før 1. januar 1988, og som ikke er færdigbehandlet, behandles af

Patientklagenævnet efter reglerne i denne lovs kapitel 3.

Forældelsesreglen i § 22 gælder dog ikke for disse

klager.

§ 28. Loven gælder ikke for

Færøerne, men kan ved kgl. anordning helt eller delvis

sættes i kraft for øerne med de afvigelser, som de særlige

færøske forhold tilsiger.

Stk. 2.

Bestemmelserne i §§ 2 og 4 gælder ikke for

Grønland.

Lov nr. 391 af 7. juni 1989, der vedrører

§ 16, stk. 1, og 5, og § 17, stk. 1, nr. 1, indeholder

følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelse:

§ 2

Loven træder i kraft den 1. september 1989. § 1, nr. 2, har dog

virkning fra Patientklagenævnets oprettelse.2)

Lov nr. 369 af 6. juni 1991, der vedrører

§ 19, stk. 1, og § 28, stk. 2, indeholder følgende

ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 4

Loven træder i kraft den 1. januar 1992, jf. dog stk. 2.

Lov nr. 494 af 30. juni 1993, der vedrører

§ 4, stk. 1, og § 19, stk. 3, indeholder følgende

ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 25

Loven træder i kraft den 1. januar 1994.

Lov nr. 503 af 30. juni 1993, der vedrører

§ 19, stk. 1, 2, og 3 indeholder følgende

ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:

§ 2

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. januar 1994.

Stk. 2.

Loven finder anvendelse på klager, der rejses

over for Patientklagenævnet den 1. januar 1994 eller herefter.

Stk. 3.

For klager, der er indleveret til

Patientklagenævnet før 1. januar 1994, men hvor

Sundhedsstyrelsen endnu ikke pr. 1. januar 1994 har afgivet en udtalelse i

sagen, kan Patientklagenævnet beslutte, at sagerne kan overgå til

fortsat behandling i nævnet, uden at Sundhedsstyrelsen har afgivet

udtalelse i sagen.

Sundhedsministeriet, den 9. april

1999

Carsten Koch

/Kaj Nørrehede Christensen

Officielle noter

1) Dette stk. skal være

§ 19, stk. 4. Ændringsforslag herom fremsættes.

2) § 1, nr.

2. i lov nr. 391 af 7. juni 1989 er affattet således:

I § 16, stk. 5, indsættes efter 2. pkt. som nye

punktummer:

»De medlemmer af Patientklagenævnet, der ikke udfører hvervet

som led i deres tjenstlige arbejde, ydes vederlæggelse og

godtgørelse for befordring i lighed med ikke-statsansatte, der

modtager særskilt vederlæggelse. Udgiften hertil afholdes af

staten«.

Lignende dokumenter