Spring til indhold

Retsinformation

Ankestyrelsens oversigt over tendenser i afgørelser om social pension af souschef Kirsten Borum (Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 3, september 2005)

KEN nr 9632 af 27/09/2005Endelig adm. afgørelseBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet18. oktober 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Ankestyrelsens

oversigt over tendenser i afgørelser om social pension – af souschef

Kirsten

Borum

(Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 3, september 2005)

Loven om social pension

Pensionslovens § 2 og § 11 – ikke dansk

indfødsret – EF-forordning nr. 1408/71

En canadisk statsborger med bopæl i Frankrig havde ret til dansk

folkepension efter lov om social pension § 12.

Han havde optjent dansk pensionsret svarende til 27/40 af en

fuld dansk pension. Under optjeningen af dansk pensionsret fra 11. september

1952 til den 6. august 1980 var han dansk statsborger.

Den Sociale Sikringsstyrelse fandt, at ansøgeren måtte betragtes

som omfattet af personkredsen i art. 2 i EF-forordning 1408/71, selv om han

ikke aktuelt var EU-statsborger, idet han efterfølgende var blevet canadisk

statsborger.

Styrelsen lagde vægt på, at han var dansk statsborger på

optjeningstidspunktet i Danmark, og at Danmark var blevet medlem af EF, inden

han flyttede til Canada og blev canadisk statsborger.

Styrelsen støttede sin afgørelse på SM P-17-03 (Vestre

Landsretsdom) og EF dom C 10-78 (Belbouab-sagen), hvor der blev lagt vægt på

statsborgerskabet på optjeningstidspunktet og ikke nødvendigvis også på

ansøgningstidspunktet.

Ankestyrelsens bemærkninger

Retten til dansk pension er ifølge hovedreglen i § 2

betinget af, at modtageren har dansk indfødsret.

I medfør af § 11 er reglerne fraveget i det omfang det er

nødvendigt for anvendelse af EF-forordning nr. 1408/71 om social sikring for

vandrende arbejdstagere.

Læs alt

Ifølge art. 2 i EF-forordningen finder forordningen anvendelse

på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og studerende, som er eller

har

været omfattet af lovgivningen i en eller flere medlemsstater, og som er

statsborgere i en af disse stater eller er statsløse eller flygtninge bosat

på

en medlemsstats område, samt på deres familiemedlemmer og efterladte.

I SM P-17-03 er der henvist til, at det fremgår af domspraksis,

at kravet om EU-statsborgerskab skal være opfyldt på

beskæftigelsestidspunktet

og ikke nødvendigvis også på ansøgningstidspunktet.

Det var dog en forudsætning, at optjeningen var sket under

Danmarks medlemskab af EF.

Sikringsstyrelsens afgørelse illustrerer anvendelsen af

princippet i SM P-17-03.

Pensionslovens § 20 – afgørelse om ret til

førtidspension

Et nævn har orienteret om en omgørelse af et kommunalt afslag på

førtidspension:

En pædagog på ca. 46 år havde været forsøgt arbejdsprøvet 2

gange, men måtte opgive efter kort tid, selv om der blev taget skånehensyn.

Hun

bad om, at kommunen påbegyndte behandling af sagen om førtidspension på det

foreliggende grundlag, og hun fik derefter afslag på pension fra kommunen.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse. Hun havde således ret til

førtidspension.

Begrundelsen var, at det måtte anses for dokumenteret, at hun

ikke kunne blive selvforsørgende, herunder at det ikke var sandsynligt, at

arbejdsevnen kunne forbedres.

Ifølge den tidligere speciallægeerklæring var der tale om en

depressiv tilstand og udbrændthed uden mulighed for behandling eller bedring.

Hun udtrættedes hurtigt, var energiløs og havde hukommelses- og

koncentrationsbesvær. Hun havde ikke været i stand til at gennemføre en

arbejdsprøvning, selv om der blev taget de fornødne skånehensyn.

Endelig lagde nævnet vægt på, at tilstanden ikke var bedret

trods massiv behandling, og at en fornyet arbejdsprøvning ifølge den

psykiatriske speciallæge kun ville forværre tilstanden.

Nævnet bemærkede, at der i sager påbegyndt efter pensionslovens

§ 17, stk. 1, 3. pkt., ikke skulle indhentes yderligere oplysninger.

Ressourceprofilen skulle således udarbejdes på de foreliggende

oplysninger, hvorved forstås allerede udarbejdet materiale, som myndigheden

var

forpligtet til at fremskaffe til brug for sagsbehandlingen.

Kommunen havde derfor været berettiget til ikke at medtage de

seneste oplysninger i journalen fra Arbejdsmedicinsk Klinik, ligesom den

seneste erklæring fra den psykiatriske speciallæge, der var indkommet

efterfølgende, ikke var indgået i sagen.

Nævnet mente dog, at det var en alvorlig fejl i

sagsbehandlingen, at oplysningerne om ophøret af den seneste arbejdsprøvning

og

baggrunden herfor ikke var medtaget i ressourceprofilen.

Ankestyrelsens bemærkninger

Afgørelsen giver ikke anledning til særlige bemærkninger.

Det er meget væsentligt, at ressourceprofilen indeholder

fyldestgørende oplysning om arbejdsprøvning og baggrunden for ophør, og vi

kan

fuldt ud tilslutte os, at det er vigtigt, at oplysninger om en forudgående

arbejdsprøvning medtages i ressourceprofilen.

Pensionslovens § 42 – tilbagebetaling af pension

En selvstændig erhvervsdrivende havde modtaget for meget i

pension for 2001.

Nævnet var enig med kommunen i, at et opsparet overskud var en

del af indtægten ved personligt arbejde.

Overskuddet skulle derfor indgå i beregningen af pensionens

grundbeløb i det år, hvor overskuddet blev hævet, jf. pensionslovens

§ 27,

stk. 1, pensionsbekendtgørelsens § 29, personskattelovens § 3, stk.

1

og virksomhedsskattelovens § 10, stk. 3.

Han havde haft en større indtægt, end han på forhånd havde

oplyst til kommunen.

Ifølge pensionslovens § 42 var tilbagebetalingspligt

vedrørende pension modtaget med urette betinget af, at pensionisten har

modtaget det for meget udbetalte beløb mod bedre vidende.

Nævnet fandt det dog ikke godtgjort, at han havde modtaget det

for meget udbetalte mod bedre vidende.

Nævnet var opmærksom på, at han i pensionsmeddelelserne for 2001

og i særligt brev var gjort bekendt med det indtægtsgrundlag, der blev

anvendt

ved beregningen af pensionen for 2001 og med hans oplysningspligt, hvis

indtægtsgrundlaget ikke var rigtigt.

Det fremgik af praksis, at krav om tilbagebetaling af udbetalt

pension forudsatte, at det i det konkrete tilfælde kunne godtgøres, at

pensionisten på forhånd kunne forudse indkomsten.

Nævnet fandt, at det ikke ud fra de foreliggende

regnskabsmæssige bilag og bankkonti kunne godtgøres, at han på forhånd kunne

forudse, at han efter årets udgang ville gøre brug af

virksomhedsskatteordningen og den deraf følgende mulighed for at forøge sin

arbejdsindtægt med tilbagevirkende kraft ved at hæve af et opsparet overskud

i

sin virksomhed.

Endvidere fandt nævnet, at det ikke var godtgjort, at han på

forhånd kunne forudse, at hans samlede indtægt ved personligt arbejde i

øvrigt

ville blive større end oplyst til kommunen.

Herved lagde nævnet vægt på, at han havde adskillige

indtægtskilder og trækningsrettigheder og på oplysningerne om, at han

forventede, at omfanget af den selvstændige virksomhed ville blive

formindsket.

Sagens regnskabsmæssige bilag indeholdt ikke dispositioner, der kunne tolkes

som et udtryk for, at han enten på et bestemt tidspunkt eller løbende igennem

2001 ville hæve af det opsparede overskud.

Betingelserne i pensionslovens § 42 for at forlange

tilbagebetaling var derfor ikke opfyldt.

Pensionisten skulle derfor ikke tilbagebetale den for meget

udbetalte pension og fik således medhold i sin klage.

Ankestyrelsens bemærkninger

Afgørelsen er et eksempel på, at krav om tilbagebetaling

forudsætter, at det for meget udbetalte beløb er udbetalt med urette og

modtaget mod bedre vidende, ifølge pensionslovens § 42.

Pensionslovens § 49 – reelt enlig

Kommunen havde truffet afgørelse om, at en person A ikke var

reelt enlig og som følge heraf ikke berettiget til pension som reelt enlig.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at det var ubestridt, at

person A og person B havde hver deres bolig, hvor de var tilmeldt

folkeregistret. Person A havde hele sit liv boet i sin lejlighed, og person B

havde boet i sin lejlighed siden 1985.

Udgangspunktet var således, at der ikke var en formodning for,

at de levede sammen i et ægteskabslignende forhold, jf. pensionslovens

§ 49, stk. 2, medmindre kommunen konkret havde løftet bevisbyrden for,

at

der var tale om et samlivsforhold.

Nævnet fandt, at omstændighederne omkring sygdom, diverse

hospitalsindlæggelser og efterfølgende ophold hos person B over en knap 1 ½

års

periode sammenholdt med, at hun under hele forløbet havde bevaret sin egen

bolig, førte til, at hun måtte anses for enlig i pensionslovens forstand.

Efter nævnets opfattelse havde kommunen således ikke ført

afgørende beviser for, at de levede i et samlivsforhold.

Ankestyrelsens bemærkninger

Ankestyrelsen har ikke bemærkninger til afgørelsen.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter