Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-86
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Kendelse
fra Pressenævnet i sag 2004-6-86
[K1] og [K2] har klaget til Pressenævnet over en artikel i Ude
og Hjemme nr. 28 den 7. juli 2004, idet de mener, at god presseskik er
tilsidesat.
I artiklen, der bar overskriften ”
[B]s kæreste magtede ikke livet: FARVEL MIN ELSKEDE
”, hed det i en
underrubrik:
”Den 8. maj mistede 28-årige [B] den mand, hun elskede. Han tog
sit eget liv – bare 34 år gammel. Midt i sin sorg føler [B] trods alt en
form
for ro og afklarethed. For hun ved, at [A] nok har det bedre der, hvor han er
nu. Hun ved også, at det bedste, hun kan gøre for ham i dag, er at leve og
være
stærk.”
I artiklen hed det:
”En tørret, rød rose nænsomt placeret, hvor han vidste, hun
ville finde den: på en stak tøj i hendes side af klædeskabet.
Det var [A]s sidste hilsen til den kvinde, han elskede.
[A] blev fundet i sin lejlighed den 8. maj i år. Den 34-årige
mand havde taget sit eget liv. Han ville ikke længere verden.
- Han havde spist piller og var stille og roligt sovet ind på
sin sædvanlige plads på gulvet foran fjernsynet, fortæller den 28-årige [B]
fra
Herning. [B] var [A]s kæreste. I to år havde de delt sorger og glæder. For
[B]
var [A] den rigtige: Ham, hun ønskede at dele livet med. Men hun vidste også,
at [A] havde det svært med livet, at han ofte tumlede med mørke og dystre
tanker.
Læs alt
- [A] var ikke god ved sig selv. Han var adoptivbarn og havde
tilbragt de første sårbare år af sit liv på et børnehjem. Han havde det svært
med tanken om, at hans biologiske forældre havde efterladt ham til en uvis
skæbne
i en kurv, forklarer [B] og lader det ravgyldne blik hvile på portrættet af
den
mand, der så brat forlod hende. Stille og roligt begynder hun at fortælle sin
historie:
En kærlighedshistorie på kanten af livet.
Min beslutning
[B] og [A] var begge indlagt for selvmordsforsøg på Herning
Sygehus, da de blev kærester.
[B] har haft en turbulent barndom med masser af smerte og svigt.
På tæt hold har hun oplevet både psykisk og fysisk misbrug. Oplevelser, der
til
sidst fik den unge pige til at knække sammen.
- Jeg har flere gange forsøgt at tage mit eget liv, men for mit
vedkommende var det mest et råb om hjælp. Da jeg mødte [A] på sygehuset,
genkendte jeg ham fra et tidligere møde i byen. Jeg huskede hans blik. Hans
øjne. Vi faldt i snak og blev kærester. [A] var indlagt efter et seriøst
selvmordsforsøg,
hvor en kammerat var kommet ham til undsætning i sidste øjeblik: Rebet hang
klar inde i stuen. Jeg forstod jo godt [A]s smerte, og måske derfor blev vi
hurtigt meget tætte, siger [B].
[A] passede sit arbejde på en fabrik. Men der var lange
perioder, hvor han ikke havde det godt.
- Han sagde tit, at han aldrig havde oplevet fornemmelsen af at
vågne en morgen, hvor solen skinnede, og hvor han følte sig glad. Han kæmpede
konstant, men ofte skjulte han sine følelser over for mig, fordi han ikke
ville
såre mig, husker [B], der i dag ved, at tiden med [A] for hende var et
vendepunkt.
- Det var imens, jeg var sammen med [A], at jeg selv traf
beslutningen om, at livet for mig var værd at leve. [A] gav mig livslysten
tilbage. Jeg ved godt, at det lyder paradoksalt, men i dag, hvor [A] er død,
ved jeg, at jeg vil livet. Jeg ved også, at det bedste, jeg kan gøre for ham,
netop er at leve og være stærk, siger [B], der i dagene op til [A]s død var
flyttet hjem til sin mor.
- [A] og jeg var stadig kærester. Men det var hårdt at være der
for hinanden hele tiden. Vi talte sammen den dag, han døde. Jeg kan huske, at
jeg sagde til ham, at jeg ville ringe til ham senere for at sige godnat,
hvorpå
han svarede: Ja, nu får vi at se ! Jeg skulle nok have bidt mere mærke i
hans
ord, siger [B].
Da [A] blev fundet, kom hans død ikke som en overraskelse for [B].
- Jeg kunne mærke, at [A] ikke var her længere. At han var gået
bort. Jeg kan ikke sige, at jeg vidste det. Men det var en fornemmelse. Jeg
sørger
stadig over [A]. Sorgen vil altid være der. Men et eller andet sted har jeg
fundet ro igen. For jeg ved jo godt, at [A] sandsynligvis har det meget
bedre,
der hvor han er nu, end i den verden, han fandt det for svært at leve i
!”
Artiklen var ledsaget af en række fotografier af [B] og [A]. På
billederne af [A] var der sat en sort bjælke over hans ansigt. Et af
billederne
af [B] havde underteksten ”Nogle af [A]s venner mener, at [A] fik ideen
til,
hvordan han skulle tage sit eget liv, fra internettet. En tanke [B] ikke vil
afvise”.
[K1] og [K2], der er forældre til [A], har anført, at artiklen
efterlader indtryk, der er stødende og meget sårende for dem, familien,
herunder [A]s to børn på henholdsvis 6 og 8 år, samt flere af hans venner.
[A]s
børn står helt uforstående over for billederne af deres far. Som [A]s
nærmeste
familie burde klagerne have haft den meget personlige artikel om [A] forelagt
til godkendelse inden offentliggørelsen. Klagerne har henvist til punkt. B.2
i
Vejledende regler for god presseskik.
[K1] og [K2] har videre oplyst, at flere af artiklens
oplysninger er ukorrekte. [B] og [A] var ikke kærester på tidspunktet for
hans
død, idet hun var fraflyttet den fælles lejlighed 6-8 uger forinden. Det er
heller ikke korrekt, at der blev fundet en rød rose på hendes tøj. Rosen, som
[B]
er fotograferet med, må således være indkøbt til lejligheden. Det er endelig
tvivlsomt, om [B] talte med [A] den dag, han døde.
Ude og Hjemme har oplyst, at man ikke overvejede at sende
artiklen til godkendelse hos [A]s familie, som bladet ikke kendte eller havde
haft kontakt til. Artiklen blev skabt i tæt samarbejde mellem journalisten og
[A]s
tidligere kæreste og samleverske, [B], som har haft artiklen til
gennemlæsning
og godkendelse, inden den blev bragt. Historien var [B]s historie, og [A] er
en
del af historien. Det er derfor klart, at han nødvendigvis må omtales.
Ude og Hjemme har oplyst, at man var i besiddelse af en række
oplysninger om [A]s personlige forhold og problemer i relation til klagerne,
men bladet udelod disse oplysninger netop for at skåne de efterladte så meget
som muligt. Endvidere er [A] anonymiseret i artiklen, idet hans efternavn
ikke
er bragt, og idet billederne af ham ligeledes er anonymiserede. For at
beskytte
familien er hans børn eller deres navne heller ikke nævnt.
Ude og Hjemme erkender, at selvmord er et følsomt emne, men det
er samtidig et emne af stor samfundsmæssig relevans. Når bladet skriver om
voksne mennesker og taler med deres ægtefæller eller samleversker, kontakter
man aldrig efterfølgende deres forældre. Bladet sørger imidlertid for, at de
informationer, man modtager, behandles presseetisk forsvarligt. Det har man
også gjort i denne sag, og klagen bør derfor afvises.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:
Axel Kierkegaard, Bo Maltesen,
Kaare R. Skou
og
Kirsten Dyregaard.
Pressenævnet udtaler:
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet som følge af de
begrænsede muligheder for at føre bevis for nævnet ikke har mulighed for at
tage stilling til rigtigheden af artiklens oplysninger om,
at
[B] og
afdøde var kærester på dødstidspunktet,
at
afdøde havde efterladt en
rose til [B],
og at
[B] talte med ham den dag, han døde.
Pressenævnet finder, at der ikke foreligger en klar almen interesse,
der kan begrunde en offentlig omtale af selvmordet og af omstændighederne i
forbindelse hermed. Nævnet finder endvidere, at der ikke
er knyttet nogen almen
interesse til offentliggørelsen af billederne af afdøde. Nævnet finder det
uden
betydning, at bladet har anonymiseret afdøde på billederne.
Nævnet finder, at Ude og Hjemme ved offentliggørelsen af
artiklen og billederne af afdøde har handlet i strid med god presseskik, og
nævnet udtaler sin kritik.
I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet
herefter den ansvarshavende redaktør af Ude og Hjemme at offentliggøre
følgende:
”
Kendelse fra Pressenævnet:
Ude og Hjemme bragte i nr.
28, den 7. juli 2004, en artikel om en ung kvinde. Det blev blandt andet
oplyst, at hun tidligere havde forsøgt at begå selvmord. I artiklen blev det
samtidig omtalt, at kvindens kæreste i maj måned 2004 havde begået selvmord.
I
forbindelse med omtalen blev der bragt to billeder af afdøde, der var
anonymiseret
med en sort bjælke over ansigtet.
[K1] og [K2], der er
forældre til afdøde, har klaget til Pressenævnet, idet de mener, at Ude og
Hjemme har tilsidesat god presseskik.
Pressenævnet udtaler:
Pressenævnet finder, at
der ikke foreligger en klar almen interesse, der kan begrunde en offentlig
omtale af selvmordet og af omstændighederne i forbindelse hermed. Nævnet
finder
endvidere, at der ikke
er knyttet nogen almen interesse til
offentliggørelsen af billederne af afdøde. Nævnet finder det uden betydning,
at
bladet har anonymiseret afdøde på billederne.
Nævnet finder, at Ude og
Hjemme ved offentliggørelsen af artiklen og billederne af afdøde har handlet
i
strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.
København den 15. september 2004
Axel Kierkegaard, Bo
Maltesen,
Kaare R. Skou
og
Kirsten Dyregaard.”
Afgjort den 15. september
2004.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Sag om bl.a. strafansvar og erstatningsansvar for påståede ærefornærmende krænkelser i forbindelse med offentliggørelse og omtale i landsdækkende medier m.m. Domsdatabasen · 17. juni 2020
- Om en advokats udtalelser i en tv-udsendelse Advokatnævnet · 28. november 2014
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 121/1996 Retsinformation · 6. maj 1999
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00267 Retsinformation · 19. juni 2012
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-04751 Retsinformation · 14. maj 2026
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-133 Retsinformation · 29. januar 2004
Lignende dokumenter
- Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-50 Retsinformation · 30. december 2004
- Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-97 Retsinformation · 4. januar 2005
- Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-587 Retsinformation · 14. november 2007
- Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-99 Retsinformation · 4. januar 2005
- Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-164 Retsinformation · 1. juni 2005
- Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-3 Retsinformation · 29. december 2004