Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-86

KEN nr 9020 af 15/09/2004Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet4. januar 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Kendelse

fra Pressenævnet i sag 2004-6-86

[K1] og [K2] har klaget til Pressenævnet over en artikel i Ude

og Hjemme nr. 28 den 7. juli 2004, idet de mener, at god presseskik er

tilsidesat.

I artiklen, der bar overskriften ”

[B]s kæreste magtede ikke livet: FARVEL MIN ELSKEDE

”, hed det i en

underrubrik:

”Den 8. maj mistede 28-årige [B] den mand, hun elskede. Han tog

sit eget liv – bare 34 år gammel. Midt i sin sorg føler [B] trods alt en

form

for ro og afklarethed. For hun ved, at [A] nok har det bedre der, hvor han er

nu. Hun ved også, at det bedste, hun kan gøre for ham i dag, er at leve og

være

stærk.”

I artiklen hed det:

”En tørret, rød rose nænsomt placeret, hvor han vidste, hun

ville finde den: på en stak tøj i hendes side af klædeskabet.

Det var [A]s sidste hilsen til den kvinde, han elskede.

[A] blev fundet i sin lejlighed den 8. maj i år. Den 34-årige

mand havde taget sit eget liv. Han ville ikke længere verden.

- Han havde spist piller og var stille og roligt sovet ind på

sin sædvanlige plads på gulvet foran fjernsynet, fortæller den 28-årige [B]

fra

Herning. [B] var [A]s kæreste. I to år havde de delt sorger og glæder. For

[B]

var [A] den rigtige: Ham, hun ønskede at dele livet med. Men hun vidste også,

at [A] havde det svært med livet, at han ofte tumlede med mørke og dystre

tanker.

Læs alt

- [A] var ikke god ved sig selv. Han var adoptivbarn og havde

tilbragt de første sårbare år af sit liv på et børnehjem. Han havde det svært

med tanken om, at hans biologiske forældre havde efterladt ham til en uvis

skæbne

i en kurv, forklarer [B] og lader det ravgyldne blik hvile på portrættet af

den

mand, der så brat forlod hende. Stille og roligt begynder hun at fortælle sin

historie:

En kærlighedshistorie på kanten af livet.

Min beslutning

[B] og [A] var begge indlagt for selvmordsforsøg på Herning

Sygehus, da de blev kærester.

[B] har haft en turbulent barndom med masser af smerte og svigt.

På tæt hold har hun oplevet både psykisk og fysisk misbrug. Oplevelser, der

til

sidst fik den unge pige til at knække sammen.

- Jeg har flere gange forsøgt at tage mit eget liv, men for mit

vedkommende var det mest et råb om hjælp. Da jeg mødte [A] på sygehuset,

genkendte jeg ham fra et tidligere møde i byen. Jeg huskede hans blik. Hans

øjne. Vi faldt i snak og blev kærester. [A] var indlagt efter et seriøst

selvmordsforsøg,

hvor en kammerat var kommet ham til undsætning i sidste øjeblik: Rebet hang

klar inde i stuen. Jeg forstod jo godt [A]s smerte, og måske derfor blev vi

hurtigt meget tætte, siger [B].

[A] passede sit arbejde på en fabrik. Men der var lange

perioder, hvor han ikke havde det godt.

- Han sagde tit, at han aldrig havde oplevet fornemmelsen af at

vågne en morgen, hvor solen skinnede, og hvor han følte sig glad. Han kæmpede

konstant, men ofte skjulte han sine følelser over for mig, fordi han ikke

ville

såre mig, husker [B], der i dag ved, at tiden med [A] for hende var et

vendepunkt.

- Det var imens, jeg var sammen med [A], at jeg selv traf

beslutningen om, at livet for mig var værd at leve. [A] gav mig livslysten

tilbage. Jeg ved godt, at det lyder paradoksalt, men i dag, hvor [A] er død,

ved jeg, at jeg vil livet. Jeg ved også, at det bedste, jeg kan gøre for ham,

netop er at leve og være stærk, siger [B], der i dagene op til [A]s død var

flyttet hjem til sin mor.

- [A] og jeg var stadig kærester. Men det var hårdt at være der

for hinanden hele tiden. Vi talte sammen den dag, han døde. Jeg kan huske, at

jeg sagde til ham, at jeg ville ringe til ham senere for at sige godnat,

hvorpå

han svarede: Ja, nu får vi at se ! Jeg skulle nok have bidt mere mærke i

hans

ord, siger [B].

Da [A] blev fundet, kom hans død ikke som en overraskelse for [B].

- Jeg kunne mærke, at [A] ikke var her længere. At han var gået

bort. Jeg kan ikke sige, at jeg vidste det. Men det var en fornemmelse. Jeg

sørger

stadig over [A]. Sorgen vil altid være der. Men et eller andet sted har jeg

fundet ro igen. For jeg ved jo godt, at [A] sandsynligvis har det meget

bedre,

der hvor han er nu, end i den verden, han fandt det for svært at leve i

!”

Artiklen var ledsaget af en række fotografier af [B] og [A]. På

billederne af [A] var der sat en sort bjælke over hans ansigt. Et af

billederne

af [B] havde underteksten ”Nogle af [A]s venner mener, at [A] fik ideen

til,

hvordan han skulle tage sit eget liv, fra internettet. En tanke [B] ikke vil

afvise”.

[K1] og [K2], der er forældre til [A], har anført, at artiklen

efterlader indtryk, der er stødende og meget sårende for dem, familien,

herunder [A]s to børn på henholdsvis 6 og 8 år, samt flere af hans venner.

[A]s

børn står helt uforstående over for billederne af deres far. Som [A]s

nærmeste

familie burde klagerne have haft den meget personlige artikel om [A] forelagt

til godkendelse inden offentliggørelsen. Klagerne har henvist til punkt. B.2

i

Vejledende regler for god presseskik.

[K1] og [K2] har videre oplyst, at flere af artiklens

oplysninger er ukorrekte. [B] og [A] var ikke kærester på tidspunktet for

hans

død, idet hun var fraflyttet den fælles lejlighed 6-8 uger forinden. Det er

heller ikke korrekt, at der blev fundet en rød rose på hendes tøj. Rosen, som

[B]

er fotograferet med, må således være indkøbt til lejligheden. Det er endelig

tvivlsomt, om [B] talte med [A] den dag, han døde.

Ude og Hjemme har oplyst, at man ikke overvejede at sende

artiklen til godkendelse hos [A]s familie, som bladet ikke kendte eller havde

haft kontakt til. Artiklen blev skabt i tæt samarbejde mellem journalisten og

[A]s

tidligere kæreste og samleverske, [B], som har haft artiklen til

gennemlæsning

og godkendelse, inden den blev bragt. Historien var [B]s historie, og [A] er

en

del af historien. Det er derfor klart, at han nødvendigvis må omtales.

Ude og Hjemme har oplyst, at man var i besiddelse af en række

oplysninger om [A]s personlige forhold og problemer i relation til klagerne,

men bladet udelod disse oplysninger netop for at skåne de efterladte så meget

som muligt. Endvidere er [A] anonymiseret i artiklen, idet hans efternavn

ikke

er bragt, og idet billederne af ham ligeledes er anonymiserede. For at

beskytte

familien er hans børn eller deres navne heller ikke nævnt.

Ude og Hjemme erkender, at selvmord er et følsomt emne, men det

er samtidig et emne af stor samfundsmæssig relevans. Når bladet skriver om

voksne mennesker og taler med deres ægtefæller eller samleversker, kontakter

man aldrig efterfølgende deres forældre. Bladet sørger imidlertid for, at de

informationer, man modtager, behandles presseetisk forsvarligt. Det har man

også gjort i denne sag, og klagen bør derfor afvises.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Axel Kierkegaard, Bo Maltesen,

Kaare R. Skou

og

Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet som følge af de

begrænsede muligheder for at føre bevis for nævnet ikke har mulighed for at

tage stilling til rigtigheden af artiklens oplysninger om,

at

[B] og

afdøde var kærester på dødstidspunktet,

at

afdøde havde efterladt en

rose til [B],

og at

[B] talte med ham den dag, han døde.

Pressenævnet finder, at der ikke foreligger en klar almen interesse,

der kan begrunde en offentlig omtale af selvmordet og af omstændighederne i

forbindelse hermed. Nævnet finder endvidere, at der ikke

er knyttet nogen almen

interesse til offentliggørelsen af billederne af afdøde. Nævnet finder det

uden

betydning, at bladet har anonymiseret afdøde på billederne.

Nævnet finder, at Ude og Hjemme ved offentliggørelsen af

artiklen og billederne af afdøde har handlet i strid med god presseskik, og

nævnet udtaler sin kritik.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet

herefter den ansvarshavende redaktør af Ude og Hjemme at offentliggøre

følgende:

”

Kendelse fra Pressenævnet:

Ude og Hjemme bragte i nr.

28, den 7. juli 2004, en artikel om en ung kvinde. Det blev blandt andet

oplyst, at hun tidligere havde forsøgt at begå selvmord. I artiklen blev det

samtidig omtalt, at kvindens kæreste i maj måned 2004 havde begået selvmord.

I

forbindelse med omtalen blev der bragt to billeder af afdøde, der var

anonymiseret

med en sort bjælke over ansigtet.

[K1] og [K2], der er

forældre til afdøde, har klaget til Pressenævnet, idet de mener, at Ude og

Hjemme har tilsidesat god presseskik.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet finder, at

der ikke foreligger en klar almen interesse, der kan begrunde en offentlig

omtale af selvmordet og af omstændighederne i forbindelse hermed. Nævnet

finder

endvidere, at der ikke

er knyttet nogen almen interesse til

offentliggørelsen af billederne af afdøde. Nævnet finder det uden betydning,

at

bladet har anonymiseret afdøde på billederne.

Nævnet finder, at Ude og

Hjemme ved offentliggørelsen af artiklen og billederne af afdøde har handlet

i

strid med god presseskik, og nævnet udtaler sin kritik.

København den 15. september 2004

Axel Kierkegaard, Bo

Maltesen,

Kaare R. Skou

og

Kirsten Dyregaard.”

Afgjort den 15. september

2004.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter