Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-81
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Kendelse
fra Pressenævnet i sag 2004-6-81
[K] har klaget til Pressenævnet over, at Danmarks Radio har
afvist at bringe et genmæle i anledning af et afsnit i en udsendelsesrække,
der
bar titlen ”Med ret til at dræbe”. Afsnittet, der blev sendt som 2.
del, bar
undertitlen ”Flammen” og blev sendt på DR 2 den 28. marts 2004.
Udsendelsen omhandlede Bent Fauerschou-Hviid, kaldet ”Flammen”,
der under besættelsen som modstandsmand likviderede et større antal stikkere.
Udsendelsen var baseret på Peter Øvig Knudsens bogen ”Efter
drabet”, som udkom
i 2001.
I udsendelsen hed det blandt andet:
Speak
: ”Efter
arrestationen af John havde Flammen overtaget Johns illegale kontakter på
Politigården.
En af dem blev en ny faderfigur for ham og kom til at spille en stor og
dobbelttydig rolle resten af hans liv. Flammens nye faderfigur var en ledende
politimand,
[A].
Tidligere modstandsmand
Gunnar Dyrberg
: Vi har aldrig talt med [A]. Det må jeg straks sige. Det var
en af Flammens gode forbindelser på Politigården. Han var jo politiadvokat og
kunne skaffe ham mange oplysninger og hjælpe ham med udrejsetilladelser
– hvad
nu sådan en kunne, ikke. Og ham stolede Flammen meget på. Det gjorde han.
Interviewer
Læs alt
: Hvorfor
kalder du ham Flammens åndelige far?
G.D.
: Det var ham,
Flammen altid hældede sig til, ikke. Flammen var jo i virkeligheden ikke så
gammel. Han var ikke så moden, som vi troede. Det var han ikke.
Interviewer:
Kunne du
ikke fortælle hvilken rolle, [A] havde under besættelsen?
Tidligere
politifuldmægtig og modstandsmand Volmer Nissen
: Han var chef for visumkontoret.
Det vil sige, alle rejser til Sverige skulle igennem ham, og han arbejdede
selvfølgelig sammen med tyskerne, forelagde tyskerne, og hvis de så kunne
godkende
og sådan noget. Det var hans rolle.
Interviewer
: Og
hvilken indflydelse gav det ham?
V.N.
: En enorm
indflydelse. Fordi tyskerne var jo også korrupte. Og de kunne hjælpe det var
den ene hånd, der vaskede den anden, ikke. Han var et højt begavet menneske.
Det er der ingen tvivl om. Han havde en meget hurtig hjerne. Men altså han
havde ingen selvkritik og en meget fordelagtig opfattelse af sig selv. Men
altså bortset fra det så var han en farlig mand, fordi han var dygtig. Og han
havde en masse kontakter.
Interviewer
: Han
havde kontakter til begge sider?
V.N.
: Ja, ja.
Speak
: I januar 1944
måtte [A] flygte til Sverige. Hans dobbeltrolle med kontakter til både
modstandsfolkene
og flere af de ledende gestapoofficerer havde fået jorden til at brænde under
ham. I de kommende måneder besøgte Flammen ofte [A] i det fri Sverige. Med
sig
hjem fra opholdene i Stockholm fik Flammen besked om, hvem [A] gerne ville
have
slået ihjel hjemme i det besatte København.
G.D.
: [A] kendte jo
hele den dersens kreds af misliebige mennesker, ikke.
Interviewer
: Men du
har jo engang fortalt, at han kom tilbage fra Sverige med en liste fra [A].
G.D.
: Jamen, det er
også rigtigt. Det er også rigtigt.
Interviewer
: Og hvad
stod der på den liste?
G.D.
: Der stod nogle
navne. Det gjorde der.
Interviewer
: Kan du
huske nogen af navnene?
G.D.
: Ja, der stod
blandt andet Gilbert og Erik V. Petersen og nogle flere. Jeg kan sgu ikke
huske, hvad det var for nogen.
Interviewer
: Og det
opfattede Flammen som besked om, at de sku´ slås ihjel?
G.D.
: Ja, at der var
grund til det, ja, det er klart.
Tidligere modstandsmand
Jørgen Kieler
: Jeg tror egentlig, at
han som helhed regnede med, at de ordrer, han fik, var velbegrundede, og jeg
tror ikke, at han satte sig hen og forestillede sig, at han selv skulle finde
ud af, om det var berettiget det her eller ej. Han handlede efter ordrer.
Interviewer
:
Og det indebærer en risiko for at
udføre en forkert ordre?
J.K.
: Jeg tror, han
optrådte som soldat i den sammenhæng – det tror jeg.
Speak
:
Nogle af de mennesker, som [A]
opfordrede Flammen til at likvidere, var tyskere, som [A] selv havde arbejdet
sammen med i sin tid som politichef i København. Et eksempel på et af ofrene
på
[A]s likvideringsliste er Hubert Gilbert. Gilbert var redaktør af
Skandinavisk
Telegrambureau med kontorer her på Sortedams Dossering.
Interviewer
: Havde [A]
nogen grund til at ønske, at Hubert Gilbert blev slået ihjel?
V.N.
: Ja, han havde
arbejdet sammen med ham og trykt bøger til den tyske værnemagt. Det er
værnemageri, når man ikke har fået tilladelse, og det vil medføre hans afsked
fra det danske politi. Og det var en af grundene. Og den anden grund var jo
–
den samme udmærkede – at hvis han bliver skudt, så kan han ikke vidne
mod [A].
Speak
: Det lykkedes
ikke for Flammen og hans ensomme ulve at komme på skudhold af Hubert Gilbert.
I
stedet gav Flammen nu opgaven til en kvinde, Ella von Cappelen. Hun havde
tidligere hjulpet de ensomme ulve, da hun mødte op med en stofrulle før
likvideringen af Hedvig Delbo. Flammen instruerede Ella von Cappelen i,
hvordan
hun skulle likvidere Gilbert.
Speak
: Gestapo
intensiverede nu jagten på Flammen. For efter ordre fra [A] havde Flammen
ikke
alene stået bag likvideringen af Gilbert, men også forsøg på at likvidere
flere
tyske officerer.”
Ved breve af 29. marts, 11. maj og 10. juni 2004 klagede [K],
der er søn af afdøde [A], til Danmarks Radio i anledning af udsendelsen. Han
anmodede i brevet af 11. maj 2004 Danmarks Radio om at tilbagekalde påstanden
om, at hans far under besættelsen skulle have gjort sig skyldig i mord ved at
beordre personer, der var ubekvemme for ham, dræbt af modstandsbevægelsen.
Ved breve af 28. april, 8. og 25. juni 2004 afviste Danmarks Radio
[K]s klage.
[K] har krævet genmæle, idet han mener, at udsendelsen tegner et
inkriminerende billede af hans far. I udsendelsen er det fremstillet som et
faktum – ikke blot som vidneudsagn, der refereres, – at [A] under
besættelsen
gjorde sig skyldig i mord ved at beordre personer, som var ubekvemme for ham
ved at sidde inde med belastende kendskab til hans ”dobbeltrolle”,
dræbt af
modstandsbevægelsen.
[K] har videre anført, at sigtelserne for at have arbejdet for
både modstandsbevægelsens og besættelsesmagtens interesser i nogle tilfælde
blev frafaldet af anklagemyndigheden, mens der i andre tilfælde blev afsagt
frifindelsesdom. Dette nævnes ikke i udsendelsen, ligesom [A]s afvigende
opfattelse
af hans egen rolle gengivet i hans erindringsbog ”Min tid” ej
heller nævnes.
[K] har oplyst, at han i en artikel uden held har forsøgt at
korrigere det hændelsesforløb, som Peter Øvig Knudsen har beskrevet i en
artikel den 23. marts 2001. Det samme har hans søn [B] forsøgt efter
bogudgivelsen i en artikel den 27. juli 2001.
Danmarks Radio har oplyst, at udsendelsen bygger på Peter Øvig
Knudsens bog ”Efter drabet”, som udkom i 2001. Der fremkom ikke i
forbindelse
med udgivelsen nye oplysninger, som kunne tilbagevise bogens beskrivelse af
de
faktiske omstændigheder omkring ”Flammens” og [A]s rolle i
likvideringen af
Hubert Gilbert. Der er ikke nye oplysninger i udsendelsen i forhold til i
bogen, idet udsendelsens beskrivelse først og fremmest bygger på to vidner og
har bogen som baggrundsresearch. De to helt centrale vidner, Volmer Nissen og
Gunnar Dyrberg, udgør en ganske særlig dokumentation og er – sammenholdt
med de
øvrige oplysninger – særdeles troværdige.
Danmarks Radio har anført, at [K] siden bogudgivelsen i 2001 har
haft anledning til at dementere og korrigere det hændelsesforløb, som bogen
og
dermed udsendelsen beskriver. Dette er imidlertid ikke sket.
Danmarks Radio har bestridt, at udsendelsen tager stilling til
spørgsmålet ”at [A] gjorde sig skyldig i mord”, idet den ud fra en
række
mundtlige og skriftlige kilder beskriver, hvordan tanken og planen om at
likvidere Hubert Gilbert opstod, og hvem der førte den ud i livet.
Danmarks Radio har endelig anført, at udsendelsen blandt andet
beskæftiger sig med likvideringen af Hubert Gilbert, men tager ikke stilling
til de spørgsmål, der i øvrigt kom op i forbindelse med, at politiet efter
krigen rejste sigtelser mod [A]. Udsendelsen forholder sig således ikke til
de
sager, hvor der – som det fremgår af [K]s krav om genmæle – skete
frafald af
sigtelser eller blev afsagt frifindelsesdom. Der foreligger således ikke
fejlagtige faktiske oplysninger som tema for korrektion.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:
Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Kaare R. Skou
og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler:
Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at anmodning om
genmæle over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre
nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et
massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er
utvivlsom.
Det fremgår endvidere af § 36, stk. 2, at anmodning om genmæle
kan fremsættes af den, oplysningerne vedrører, eller efter dennes død af de
nærmeste pårørende. Afdødes søn, [K], opfylder dette krav.
I udsendelsens speak blev bragt en oplysning om, at [A] under
besættelsen gav ”Flammen” besked om, hvem han gerne ville have
slået ihjel i
København. Det blev endvidere i speaken oplyst, at Flammen stod bag
likvideringen
af Hubert Gilbert efter ordre fra [A]. Tidligere modstandsmand Gunnar Dyrberg
bekræftede i udsendelsen, at Flammen kom tilbage fra Sverige med en liste fra
[A],
og at Hubert Gilbert stod på listen. Gunnar Dyrberg svarede derudover
bekræftende
på et spørgsmål om, hvorvidt Flammen opfattede navnene på listen som en
besked
om, at personerne skulle slås ihjel. Tidligere modstandsmand Volmer Nissen
udtalte som svar på spørgsmål om mulig grund for [A] til at ønske Hubert
Gilbert slået ihjel, at denne i så fald ikke ville kunne vidne mod [A] i en
eventuel sag om værnemageri.
Nævnet finder, at den oplysning, der ønskes genmæle over for,
fremtræder som et forsøg på en analyse og vurdering af et historisk
handlingsforløb. Nævnet har i den forbindelse bemærket, at [A], som var
indblandet i retsopgøret efter Den Anden Verdenskrig, hverken ved denne
lejlighed eller senere hen udtrykte sig klart om forholdet mellem ham og
Flammen i relation til de likvideringer, der fandt sted under krigen. Nævnet
finder derfor, at der ikke er grundlag for et genmæle.
Afgjort den 4. november 2004.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Sag om bl.a. strafansvar og erstatningsansvar for påståede ærefornærmende krænkelser i forbindelse med offentliggørelse og omtale i landsdækkende medier m.m. Domsdatabasen · 17. juni 2020
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-134 Retsinformation · 26. februar 2004
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-82 Retsinformation · 10. oktober 2003
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 96/2001 Retsinformation · 23. oktober 2001
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 107/2002 Retsinformation · 20. december 2002
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-12898 Retsinformation · 27. november 2025
Lignende dokumenter
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00827 Retsinformation · 31. oktober 2015
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 11-70/56 Retsinformation · 4. august 2011
- Moms - ikke momsfritagelse - avis SKM-databasen · 21. maj 2019
- Kendelse af 26. april 2010 Arbejdsretten m.fl. · 26. april 2010
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2009-6-0796 Retsinformation · 23. april 2009
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 108/2001 Retsinformation · 26. marts 2002