Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-81

KEN nr 9009 af 04/11/2004Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet4. januar 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Kendelse

fra Pressenævnet i sag 2004-6-81

[K] har klaget til Pressenævnet over, at Danmarks Radio har

afvist at bringe et genmæle i anledning af et afsnit i en udsendelsesrække,

der

bar titlen ”Med ret til at dræbe”. Afsnittet, der blev sendt som 2.

del, bar

undertitlen ”Flammen” og blev sendt på DR 2 den 28. marts 2004.

Udsendelsen omhandlede Bent Fauerschou-Hviid, kaldet ”Flammen”,

der under besættelsen som modstandsmand likviderede et større antal stikkere.

Udsendelsen var baseret på Peter Øvig Knudsens bogen ”Efter

drabet”, som udkom

i 2001.

I udsendelsen hed det blandt andet:

Speak

: ”Efter

arrestationen af John havde Flammen overtaget Johns illegale kontakter på

Politigården.

En af dem blev en ny faderfigur for ham og kom til at spille en stor og

dobbelttydig rolle resten af hans liv. Flammens nye faderfigur var en ledende

politimand,

[A].

Tidligere modstandsmand

Gunnar Dyrberg

: Vi har aldrig talt med [A]. Det må jeg straks sige. Det var

en af Flammens gode forbindelser på Politigården. Han var jo politiadvokat og

kunne skaffe ham mange oplysninger og hjælpe ham med udrejsetilladelser

– hvad

nu sådan en kunne, ikke. Og ham stolede Flammen meget på. Det gjorde han.

Interviewer

Læs alt

: Hvorfor

kalder du ham Flammens åndelige far?

G.D.

: Det var ham,

Flammen altid hældede sig til, ikke. Flammen var jo i virkeligheden ikke så

gammel. Han var ikke så moden, som vi troede. Det var han ikke.

Interviewer:

Kunne du

ikke fortælle hvilken rolle, [A] havde under besættelsen?

Tidligere

politifuldmægtig og modstandsmand Volmer Nissen

: Han var chef for visumkontoret.

Det vil sige, alle rejser til Sverige skulle igennem ham, og han arbejdede

selvfølgelig sammen med tyskerne, forelagde tyskerne, og hvis de så kunne

godkende

og sådan noget. Det var hans rolle.

Interviewer

: Og

hvilken indflydelse gav det ham?

V.N.

: En enorm

indflydelse. Fordi tyskerne var jo også korrupte. Og de kunne hjælpe det var

den ene hånd, der vaskede den anden, ikke. Han var et højt begavet menneske.

Det er der ingen tvivl om. Han havde en meget hurtig hjerne. Men altså han

havde ingen selvkritik og en meget fordelagtig opfattelse af sig selv. Men

altså bortset fra det så var han en farlig mand, fordi han var dygtig. Og han

havde en masse kontakter.

Interviewer

: Han

havde kontakter til begge sider?

V.N.

: Ja, ja.

Speak

: I januar 1944

måtte [A] flygte til Sverige. Hans dobbeltrolle med kontakter til både

modstandsfolkene

og flere af de ledende gestapoofficerer havde fået jorden til at brænde under

ham. I de kommende måneder besøgte Flammen ofte [A] i det fri Sverige. Med

sig

hjem fra opholdene i Stockholm fik Flammen besked om, hvem [A] gerne ville

have

slået ihjel hjemme i det besatte København.

G.D.

: [A] kendte jo

hele den dersens kreds af misliebige mennesker, ikke.

Interviewer

: Men du

har jo engang fortalt, at han kom tilbage fra Sverige med en liste fra [A].

G.D.

: Jamen, det er

også rigtigt. Det er også rigtigt.

Interviewer

: Og hvad

stod der på den liste?

G.D.

: Der stod nogle

navne. Det gjorde der.

Interviewer

: Kan du

huske nogen af navnene?

G.D.

: Ja, der stod

blandt andet Gilbert og Erik V. Petersen og nogle flere. Jeg kan sgu ikke

huske, hvad det var for nogen.

Interviewer

: Og det

opfattede Flammen som besked om, at de sku´ slås ihjel?

G.D.

: Ja, at der var

grund til det, ja, det er klart.

Tidligere modstandsmand

Jørgen Kieler

: Jeg tror egentlig, at

han som helhed regnede med, at de ordrer, han fik, var velbegrundede, og jeg

tror ikke, at han satte sig hen og forestillede sig, at han selv skulle finde

ud af, om det var berettiget det her eller ej. Han handlede efter ordrer.

Interviewer

:

Og det indebærer en risiko for at

udføre en forkert ordre?

J.K.

: Jeg tror, han

optrådte som soldat i den sammenhæng – det tror jeg.

Speak

:

Nogle af de mennesker, som [A]

opfordrede Flammen til at likvidere, var tyskere, som [A] selv havde arbejdet

sammen med i sin tid som politichef i København. Et eksempel på et af ofrene

på

[A]s likvideringsliste er Hubert Gilbert. Gilbert var redaktør af

Skandinavisk

Telegrambureau med kontorer her på Sortedams Dossering.

Interviewer

: Havde [A]

nogen grund til at ønske, at Hubert Gilbert blev slået ihjel?

V.N.

: Ja, han havde

arbejdet sammen med ham og trykt bøger til den tyske værnemagt. Det er

værnemageri, når man ikke har fået tilladelse, og det vil medføre hans afsked

fra det danske politi. Og det var en af grundene. Og den anden grund var jo

–

den samme udmærkede – at hvis han bliver skudt, så kan han ikke vidne

mod [A].

Speak

: Det lykkedes

ikke for Flammen og hans ensomme ulve at komme på skudhold af Hubert Gilbert.

I

stedet gav Flammen nu opgaven til en kvinde, Ella von Cappelen. Hun havde

tidligere hjulpet de ensomme ulve, da hun mødte op med en stofrulle før

likvideringen af Hedvig Delbo. Flammen instruerede Ella von Cappelen i,

hvordan

hun skulle likvidere Gilbert.

Speak

: Gestapo

intensiverede nu jagten på Flammen. For efter ordre fra [A] havde Flammen

ikke

alene stået bag likvideringen af Gilbert, men også forsøg på at likvidere

flere

tyske officerer.”

Ved breve af 29. marts, 11. maj og 10. juni 2004 klagede [K],

der er søn af afdøde [A], til Danmarks Radio i anledning af udsendelsen. Han

anmodede i brevet af 11. maj 2004 Danmarks Radio om at tilbagekalde påstanden

om, at hans far under besættelsen skulle have gjort sig skyldig i mord ved at

beordre personer, der var ubekvemme for ham, dræbt af modstandsbevægelsen.

Ved breve af 28. april, 8. og 25. juni 2004 afviste Danmarks Radio

[K]s klage.

[K] har krævet genmæle, idet han mener, at udsendelsen tegner et

inkriminerende billede af hans far. I udsendelsen er det fremstillet som et

faktum – ikke blot som vidneudsagn, der refereres, – at [A] under

besættelsen

gjorde sig skyldig i mord ved at beordre personer, som var ubekvemme for ham

ved at sidde inde med belastende kendskab til hans ”dobbeltrolle”,

dræbt af

modstandsbevægelsen.

[K] har videre anført, at sigtelserne for at have arbejdet for

både modstandsbevægelsens og besættelsesmagtens interesser i nogle tilfælde

blev frafaldet af anklagemyndigheden, mens der i andre tilfælde blev afsagt

frifindelsesdom. Dette nævnes ikke i udsendelsen, ligesom [A]s afvigende

opfattelse

af hans egen rolle gengivet i hans erindringsbog ”Min tid” ej

heller nævnes.

[K] har oplyst, at han i en artikel uden held har forsøgt at

korrigere det hændelsesforløb, som Peter Øvig Knudsen har beskrevet i en

artikel den 23. marts 2001. Det samme har hans søn [B] forsøgt efter

bogudgivelsen i en artikel den 27. juli 2001.

Danmarks Radio har oplyst, at udsendelsen bygger på Peter Øvig

Knudsens bog ”Efter drabet”, som udkom i 2001. Der fremkom ikke i

forbindelse

med udgivelsen nye oplysninger, som kunne tilbagevise bogens beskrivelse af

de

faktiske omstændigheder omkring ”Flammens” og [A]s rolle i

likvideringen af

Hubert Gilbert. Der er ikke nye oplysninger i udsendelsen i forhold til i

bogen, idet udsendelsens beskrivelse først og fremmest bygger på to vidner og

har bogen som baggrundsresearch. De to helt centrale vidner, Volmer Nissen og

Gunnar Dyrberg, udgør en ganske særlig dokumentation og er – sammenholdt

med de

øvrige oplysninger – særdeles troværdige.

Danmarks Radio har anført, at [K] siden bogudgivelsen i 2001 har

haft anledning til at dementere og korrigere det hændelsesforløb, som bogen

og

dermed udsendelsen beskriver. Dette er imidlertid ikke sket.

Danmarks Radio har bestridt, at udsendelsen tager stilling til

spørgsmålet ”at [A] gjorde sig skyldig i mord”, idet den ud fra en

række

mundtlige og skriftlige kilder beskriver, hvordan tanken og planen om at

likvidere Hubert Gilbert opstod, og hvem der førte den ud i livet.

Danmarks Radio har endelig anført, at udsendelsen blandt andet

beskæftiger sig med likvideringen af Hubert Gilbert, men tager ikke stilling

til de spørgsmål, der i øvrigt kom op i forbindelse med, at politiet efter

krigen rejste sigtelser mod [A]. Udsendelsen forholder sig således ikke til

de

sager, hvor der – som det fremgår af [K]s krav om genmæle – skete

frafald af

sigtelser eller blev afsagt frifindelsesdom. Der foreligger således ikke

fejlagtige faktiske oplysninger som tema for korrektion.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Kaare R. Skou

og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at anmodning om

genmæle over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre

nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et

massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er

utvivlsom.

Det fremgår endvidere af § 36, stk. 2, at anmodning om genmæle

kan fremsættes af den, oplysningerne vedrører, eller efter dennes død af de

nærmeste pårørende. Afdødes søn, [K], opfylder dette krav.

I udsendelsens speak blev bragt en oplysning om, at [A] under

besættelsen gav ”Flammen” besked om, hvem han gerne ville have

slået ihjel i

København. Det blev endvidere i speaken oplyst, at Flammen stod bag

likvideringen

af Hubert Gilbert efter ordre fra [A]. Tidligere modstandsmand Gunnar Dyrberg

bekræftede i udsendelsen, at Flammen kom tilbage fra Sverige med en liste fra

[A],

og at Hubert Gilbert stod på listen. Gunnar Dyrberg svarede derudover

bekræftende

på et spørgsmål om, hvorvidt Flammen opfattede navnene på listen som en

besked

om, at personerne skulle slås ihjel. Tidligere modstandsmand Volmer Nissen

udtalte som svar på spørgsmål om mulig grund for [A] til at ønske Hubert

Gilbert slået ihjel, at denne i så fald ikke ville kunne vidne mod [A] i en

eventuel sag om værnemageri.

Nævnet finder, at den oplysning, der ønskes genmæle over for,

fremtræder som et forsøg på en analyse og vurdering af et historisk

handlingsforløb. Nævnet har i den forbindelse bemærket, at [A], som var

indblandet i retsopgøret efter Den Anden Verdenskrig, hverken ved denne

lejlighed eller senere hen udtrykte sig klart om forholdet mellem ham og

Flammen i relation til de likvideringer, der fandt sted under krigen. Nævnet

finder derfor, at der ikke er grundlag for et genmæle.

Afgjort den 4. november 2004.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter