Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse vedr. Anmodning om ekstraordinær genoptagelse

KEN nr 9251 af 24/05/2006Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet27. marts 2007

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse vedr. Anmodning om ekstraordinær

genoptagelse

Klagen vedrører

anmodning om ekstraordinær genoptagelse.

Landsskatterettens

afgørelse

Skattemyndigheden har ikke imødekommet anmodning om

ekstraordinær genoptagelse

af skatteansættelserne for indkomstårene 1998-2001.

Landsskatteretten pålægger skattemyndigheden at genoptage

klagerens skatteansættelse for indkomstårene 1998-2001.

Sagens oplysninger

Indkomståret 1998

Klageren har ved selvangivelsen for indkomståret 1998

selvangivet betalte studielånsrenter med 5.835 kr.

Skattemyndigheden har i agterskrivelse af 5. april 2000

anført, at studielånsrenter ikke kan godkendes fratrukket på grund af

manglende

dokumentation. Skatteansættelsen er ændret i overensstemmelse hermed ved

årsopgørelse af 8. maj 2000.

Indkomståret 1999

Klageren har betalt studielånsrenter med 11.670 kr., hvilket

ikke er medregnet på den fortrykte selvangivelse for indkomståret 2000.

Skattemyndigheden har ved brev af 29. august 2000 samt 4.

oktober 2000 anmodet om dokumentation for betalte studielån samt

specifikation

af aktiesalg/køb.

Ved afgørelse af 19. december 2000 har skattemyndigheden

forhøjet klagerens skattepligtige indkomst skønsmæssigt med 50.000 kr.

vedrørende fortjeneste ved aktiesalg.

Læs alt

Indkomståret 2000

Klageren har ved selvangivelsen for indkomståret 2000

selvangivet betalte studielånsrenter med 6.545 kr.

Skattemyndigheden har i agterskrivelse af 6. december 2001

anført, at studielånsrenter ikke kan godkendes fratrukket på grund af

manglende

dokumentation. Skatteansættelsen er ændret i overensstemmelse hermed ved

årsopgørelse af 14. januar 2002.

Indkomståret 2001

Klageren har betalt studielånsrenter med 3.040 kr., hvilket

ikke er medregnet på den fortrykte selvangivelse for indkomståret 2001.

Advokaten har oplyst, at klageren ikke har været i stand til

at varetage sine egne interesser overfor skattemyndighederne i den ovennævnte

periode på grund af hans psykiske tilstand.

Til dokumentation af klagerens psykiske tilstand har

advokaten fremsendt følgende erklæringer:

Erklæring af 14. oktober 2005 fra B, centerchef og

speciallæge i psykiatri ved Psykoterapeutisk Center X, hvoraf bl.a. fremgår:

”ovennævnte [klageren] har været i behandling ved

Psykoterapeutisk Center X i perioden 02.02.96 til 31.05.99, herunder fra

11.03.96 til 11.11.96 i dagbehandling med gruppeterapi, den øvrige del af

perioden i ambulant individuel behandling hos speciallæge i psykiatri.

A blev oprindelig henvist hertil fra Hospital Y, psykiatrisk

afdeling, hvor han i perioden forinden havde været indlagt i en psykisk

medtaget tilstand.

Den tilstand han har været behandlet for ved

Psykoterapeutisk Center X har været bedømt som en alvorlig

personlighedsforstyrrelse

præget af identitetsusikkerhed, manglende stabilitet i især nære

følelsesmæssige relationer og øget sårbarhed i forhold til psykisk

belastning.

Han har frembudt letvakt angst, ensomhedsfølelse, ambivalens,

spekulationstendens

og tilbøjelighed til isolation og omvending af døgnrytmen med langvarig

unddragelse fra social kontakt. Han har imidlertid kunnet passe den ambulante

behandling her, og har efter eget udsagn også haft udbytte af den. Han har i

forbindelse med behandlingen arbejdet aktivt med at forsøge at ændre sin

døgnrytme og at øge sit aktivitetsniveau, sin evne til at handle og udvikle

mere

stabile sociale kontakter. Der har øjensynlig været perioder med bedring af

disse funktioner, men problemerne er oftest vendt tilbage.

Han har været i stand til at klare sig selv i egen bolig, og

har i en vis udstrækning kunnet følge studier som led i revalideringsforsøg,

ligesom han har kunnet gennemføre højskoleophold. Han har også i perioder

haft

et noget længere varende forhold til en kæreste og har sammen med andre

kunnet

deltage i sports- og skakaktiviteter. han har imidlertid sammenlagt haft et

yderst

begrænset overskud til social kontakt og engagement og hans livsførelse synes

i

vid udstrækning at have været præget af ritualer, omstændelighed og

”langsomhed” m.h.t. at få ting gjort, hvilket indebærer, at han, på

baggrund af

behandlingsforløbet her, har været bedømt som været fuldt uarbejdsdygtig.

Han har i lange perioder vægret sig ved direkte kontakt med

forældrene, og selv om han måske ind imellem har været i stand til at tage

imod

tilbudt hjælp fra dem, har kontakten, vurderet på baggrund af journalens

oplysninger ikke været af en sådan stabilitet, at de har kunnet have nærmere

indsigt i hans forhold. Der har ikke været etableret samtale med

socialrådgiver

i forbindelse med behandlingen her, men han har under behandlingsforløbet

haft

kontakt til socialforvaltningen i Zs Kommune, og man har her fra centret et

par

gange afgivet statusbedømmelse til støtte for hans revalideringsansøgning.

Journalen indeholder ikke beskrivelser, der direkte

omhandler de problemer, A måtte have haft m.h.t. at handle i varetagelse af

egne interesser i forhold til bl.a. myndighederne eller m.h.t. at være i

stand

til at bede andre om hjælp hertil, men beskrivelsen af hans tilstand i øvrigt

taler for, at han med stor sandsynlighed kan have haft sådanne problemer i

den

periode, han har været i behandling her.”

Erklæring af 26. oktober 2005 fra speciallæge i psykiatri C

hvoraf bl.a. fremgår:

”Ovennævnte i det efterfølgende benævnt A, har været i

behandling hos mig på gr. af psykisk sygdom

i perioden maj 2000 til sept. 2003.

Jeg fik gennem udskrivningsbreve dokumenteret, at A’s sygdom

strakte sig tilbage til 1995 med indlæggelse på psykiatrisk afd. Hvidovre

Hospital efterfulgt af et langvarigt terapiforløb på X’s

Neurosehospital.

I behandlingsperioden hos mig var det åbenbart, at A var

præget af en psykisk skrøbelighed, som især gav sig udslag i let vakt angst

og

udtalte tvangssymptomer. Dette medførte en vis tilbagetrækning og isolation.

A

led af daglige invaliderende tvangshandlinger, så at han gik i stå på det

nødvendige handlingsplan. Der var svære følelsesmæssige konflikter og

kontaktvanskeligheder. Tankerne låste sig fast. Han formåede ikke at gennemgå

sin post regelmæssigt, og bunkerne hobede sig op. Han fik aldrig bedt sine

nærmeste om hjælp til at få ryddet op.

Jeg kan således ud fra mit kendskab til A bekræfte, at han i

lange perioder har haft meget svært ved at udføre funktioner og handlinger

til

varetagelse af egne interesser, som eksempelvis i tide at fremsende

nødvendige

dokumenter til brug for myndighederne. Jeg har også kunnet konstatere, at A

på

gr. af følelsesmæssige konflikter i forhold til omgivelserne ikke har formået

at bede om den fornødne hjælp.”

Endvidere har klagerens moder indsendt følgende beskrivelse:

”Min søn A viste i begyndelsen af 1990’erne tegn på en

skrøbelighed, som tog til i 1994, hvor han så sig nødsaget til at tage orlov

fra sine universitetsstudier og springe fra lige før sin eksamen, trods

behørig

forberedelse. I løbet af 1995 tog det psykiske pres og stress til. A var i

lang

tid boligløs og boligsøgende i Z. sidst i november blev han indlagt på

psykiatrisk

afdeling på Hospital Y.

I den periode blev vores kontakt til hinanden dårlig, og det

blev derfor svært at holde kontakten ved lige og yde den hjælp, der så

tydeligt

var brug for. Når jeg forsøgte at få kontakt til ham, fik han det endnu

dårligere, og jeg måtte trække mig af frygt for, at hans tilstand ville

forværres ved min kontakt til ham. A fik naturligvis tilbud om at bo hos mig,

da han var boligløs end ikke dette var han psykisk i stand til at tage imod.

A’s kontaktforstyrrelser viste sig ved, at han, for at

skærme sig psykisk fra omgivelsernes indtrængning, undgik og afbrød kontakt

til

andre i halve til hele år.

I de følgende år isolerede A sig fra familie og venner og

har kun haft begrænset kontakt, der udelukkende har været på hans

betingelser.

Det var, og er fortsat hans eneste måde at holde fast på sig selv, dvs. ikke

at

lade angsten få overtaget. Den meget specifikke, snævre kontakt og

udelukkende

på As betingelser, gav derfor ikke adgang til at blande sig i hans sociale

forpligtelser eller sikre sig, at han var i stand til at tage hånd på dem.

A’s far, der bor i Æ, har telefonisk forsøgt at ved lige

holde forbindelsen med sin søn, men der kunne gå uger eller måneder imellem

det

lykkedes – A trak sit telefonstik ud og kunne desuden kun nås om natten.

A’s

far forsøgte også at mødes med ham, når han selv var i Z; men ofte var hans

besøg forgæves, da A ikke var i stand til at udholde besøg af sin far (eller

andre) i sin egen lejlighed. Til trods for at han havde udtrykt ønske om at

de

mødtes, var han ikke i stand til at møde op på aftalt tid og sted i byen.

Hvad angår min egen kontakt til A kan jeg oplyse, at jeg

f.eks. aldrig har fået hans telefonnummer. Derfor var/er min mulighed for at

vise A, at jeg var/er der, hvis han ønskede og psykisk var parat til det,

begrænset til at foregå ved, at jeg regelmæssigt skrev breve, velvidende at

de

muligvis ikke blev læst og slet ikke svaret på. Jule- og fødselsdagsgaver

måtte

jeg stille i hans pulterrum i kælderen, hvor han bor, med håb om at han tog

dem

til sig. For at sikre mig livstegn kørte jeg ofte forbi hans bolig for at se,

om der var tændt lys eller slukket.

I de forløbne 12 år har jeg således haft meget lidt kontakt

til A. Der har kunnet gå år uden at jeg så eller talte med ham. Jeg måtte

holde

mig tilbage fra almindelig kontakt, da jeg ikke ønskede at forværre hans

tilstand, og i stedet afvente et eventuelt udspil fra ham selv.

I forsommeren 2005 begyndte A at kontakte mig og bede om

hjælp til praktiske ting, som han i årevis ikke selv havde været i stand til

at

varetage, lige så lidt som han havde kunnet bede andre om hjælp. Det drejede

sig bl.a. om defekter i lejligheden, sociale forpligtelser samt herværende

skattesag.”

Klageren har ved anmodning af 27. juli 2005 anmodet

skattemyndighederne om genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene

1998 – 2001. Skattemyndigheden afslog at imødekomme anmodningen ved

afgørelse

af 2. august 2005. Denne afgørelse blev påklaget til Told- og Skattestyrelsen

den 2. november 2005.

Sagen er oversendt til Landsskatteretten i medfør af

skatteforvaltningslovens § 62, stk. 5.

Skattemyndighedens

afgørelse

Skattemyndigheden har ikke imødekommet anmodning om

genoptagelse af indkomstårene 1998 – 2001.

Anmodning om genoptagelse skal ifølge skattestyrelseslovens

§ 34, stk. 2, være indsendt senest 1. maj i det 4. år efter indkomstårets

udløb. I særlige tilfælde kan der ifølge skattestyrelseslovens § 35 ske

genoptagelse af skatteansættelsen efter udløbet af fristen i

skattestyrelseslovens § 34, stk. 2.

Klagerens genoptagelsesanmodning er alene begrundet i, at

han for indkomstårene 1998 – 2001 har glemt at fratrække renteudgifter

af

studielån. Betingelserne for genoptagelse efter skattestyrelseslovens § 35 er

ikke opfyldte.

Det er en betingelse for genoptagelse efter

skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 1, at der efter indkomstårets udløb

er

indtrådt en ændring i det privatretlige eller offentligretlige grundlag for

ansættelsen. Glemte fradrag og lignende medfører derfor ikke, at genoptagelse

kan ske efter denne bestemmelse.

Bestemmelserne om genoptagelse efter skattestyrelseslovens §

35, stk. 1, nr. 2-4 og 7, er ikke relevante i denne sag.

Der foreligger endvidere ikke særlige omstændigheder, som

nævnt i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 8, som kan begrunde en

ændring.

Det er i den forbindelse anført, at klageren selv er forpligtet til at

kontrollere de oplysninger, som fremgår af selvangivelsen på baggrund af

indberetninger fra arbejdsgivere, banker m.v., og de oplysninger, der ikke er

fortrykt på selvangivelsen.

Det er desuden en betingelse, at anmodningen om genoptagelse

er fremsat inden 6 måneder efter at de omstændigheder, der gør det muligt at

fravige fristen i skattestyrelseslovens § 34, stk. 2, er indtruffet, jf.

skattestyrelseslovens § 35, stk. 2. Klageren antages at have været bekendt

med

de oplysninger, der har ligget til grund for anmodningen om genoptagelse på

et

tidspunkt, der ligger mere end 6 måneder før indsendelsen af anmodningen.

Klagerens påstand og

argumenter

Klagerens advokat har nedlagt principal påstand om, at

Landsskatteretten pålægger skattemyndigheden at genoptage klagerens

skatteansættelse for indkomstårene 1998 – 2001.

Subsidiært er der nedlagt påstand om, at skattemyndighedens

afgørelse er ugyldig på grundlag af mangelfuld sagsbehandling, hvorfor sagen

påstås hjemvist til skattemyndigheden med henblik på realitetsbehandling af

skatteansættelserne for indkomstårene 1998-2001.

Det er ikke korrekt, som anført af skattemyndigheden i

afslaget, at genoptagelsesanmodningen alene er begrundet i, at klageren

skulle

have glemt at fratrække renteudgifter af studielån. Der har netop ikke været

tale om glemsomhed eller lignende. Derimod skyldes det, at klageren grundet

psykisk skrøbelighed igennem en årrække ikke har været i stand til på

betryggende vis at varetage sine interesser overfor skattevæsenet. Dette

forhold har resulteret i fejlagtige skatteansættelser i de påklagede

indkomstår. Til dokumentation af klagerens psykiske sygdom har repræsentanten

indsendt udtalelse af 14. oktober 2005 fra speciallæge i Psykiatri og

centerchef ved Psykoterapeutisk Center X, B, samt udtalelse af 26. oktober

2005

fra speciallæge i psykiatri C.

På trods af klagerens situation rettede han allerede primo

januar 2003 henvendelse til Z’s Skatteforvaltning. Han blev imidlertid

afvist

af medarbejderen D. Endvidere rettede klageren henvendelse til Told- og

Skattestyrelsen, proceskontoret ultimo 2003, hvor han talte med medarbejderen

E. Endelig rettede han ligeledes ultimo 2003 henvendelse til Told- og

Skattestyrelsen, hvor han fik en procesvejledning af medarbejderen F. På

grund

af klagerens psykiske skrøbelighed på daværende tidspunkt var han ikke i

stand

til at følge op på sagen.

Klagerens situation kan betragtes som sådanne særlige

omstændigheder, som er omfattet af dagældende skattestyrelseslovens § 35,

stk.

1, nr. 8.

Advokaten har endvidere anført, at årsagen til anmodningen

om genoptagelse er:

Dels at klageren igennem hele den omhandlede periode har

tilbagebetalt på sine studielån inkl. renter, men ikke desto mindre grundet

sin

psykiske tilstand ikke har været i stand til rettidigt at indsende

dokumentation for betalingen af renter, således som skattemyndigheden har

anmodet

ham om.

Dels at værdien af klagerens aktiebeholdning er faldet i den

omhandlede periode på grund af kurstab på aktierne, og uden at klageren har

foretaget aktiesalg. Grundet hans psykiske tilstand var klageren ikke i stand

til rettidigt at indsende dokumentation for, at aktiebeholdningen var intakt,

hvorfor han blev beskattet af en skønsmæssig ansat fortjeneste ved aktiesalg.

Repræsentanten har til støtte fremlagt dokumentation for, at

renteudgifter er betalt med henholdsvis 5.835 kr. i 1998, 11.670 kr. i 1999,

6.545 kr. i 2000 samt 3.040 kr. i 2001 i form af bl.a. årsopgørelser fra

Finansstyrelsen for årene 1998-2001. Endvidere har han fremlagt dokumentation

for, at klagerens aktiebeholdning er uændret i form af årsoversigter for

1998-2001 over klagerens aktiedepot hos G.

Vedrørende den subsidiære påstand har advokaten har anført,

at han ved en efterfølgende telefonisk henvendelse til den sagsbehandler hos

skatteforvaltningen, som har underskrevet afslaget, har fået bekræftet, at

der

var tale om et standardafslag, og at anmodningen ikke havde været underkastet

en nærmere prøvelse.

Repræsentanten har endvidere i et supplerende indlæg til

Landsskatteretten bemærket, at skattemyndigheden afgørelse af 2. august 2005

endvidere har været særdeles mangelfuld, da den reel er uden begrundelse,

ligesom skattemyndigheden har givet advokatens genoptagelsesanmodning af 27.

juli 2005 et urigtigt indhold, idet der er henvist til, at anmodningen

”alene

er begrundet i, at De (klageren) for indkomstårene 1998 – 2001 har glemt

at

fratrække renteudgifter ”

Til støtte for den principale påstand har repræsentanten

supplerende anført, at den almindelige pligt til at kontrollere og evt.

korrigere oplysningerne i selvangivelsen og årsopgørelsen bygger på en

forudsætning om, at der er tale om en normalt fungerende borger, som fysisk,

psykisk og intellektuelt er i stand til at reagere adækvat overfor

skattemyndighedens henvendelser. De tilvejebragte lægelige udtalelser

dokumenterer imidlertid, at dette netop ikke har været tilfældet.

På den anden side har klageren ikke været i en sådan

forfatning, at beskikkelse af en ad hoc-værge forekom umiddelbart relevant. I

bagklogskabens lys burde beskikkelse naturligvis være sket. Potentielle

initiativtagere til beskikkelse af en ad hoc-værge var imidlertid ude af

stand

til at erkende det, idet klageren afskar al kontakt.

Det er formentlig ikke en situation som den foreliggende,

lovgiver har haft i tankerne i forbindelse med tilblivelsen af lovens

forarbejder, hvorefter ”personlige forhold” er undtaget fra de

”særlige

omstændigheder”, som kan begrunde ekstraordinær genoptagelse. Lovgiver

må

formodes at have tænkt på den situation, hvor borgeren simpelthen har glemt

at

foretage sig noget i forhold til skattemyndigheden, som borgeren burde have

foretaget sig.

Skattesystemet bygger desuden på en grundtese om, at

borgernes indkomstskatteansættelse skel ske korrekt ud fra alle relevante

faktiske oplysninger og gældende retsregler. Opretholdes nægtelse af

genoptagelse har det den konsekvens, at klagerens skatteansættelser sker på

et

fejlagtigt faktuelt grundlag – vel at mærke et grundlag som stiller

klageren

dårligere.

Nægtelse af genoptagelse vil i øvrigt have betydelige

økonomiske konsekvenser for klageren, og det må betragtes som et

velfærdsanliggende

for denne, at skatteansættelserne sker korrekt. Det er svært at se hvilket

tungtvejende hensyn hos skattemyndigheden, der taler imod genoptagelse.

Endelig

forekommer det meget desto mere uheldigt at nægte genoptagelse, når henses

til,

at skattemyndigheden ville kunne have tilvejebragt de rette og relevante

oplysninger, hvis blot der var foretaget en mere omhyggelig og tilbundsgående

sagsbehandling i forbindelse med skatteansættelserne. Det strider mod

grundlæggende forvaltningsretlige regler at lade borgeren bære risikoen for

en

mangelfuld sagsbehandling hos skatteforvaltningen.

Til underbygning af de fremlagte lægeerklæringer har

repræsentanten endvidere henvist til følgende lægevidenskabelig litteratur,

som

beskriver klagerens psykiske problemer: WHO ICD-10 Psykiske lidelser og

adfærdsmæssige forstyrrelser, Munksgaard Danmark, p. 104 – 105 samt p.

140,

Mellemværende – en diskussion om begrebet borderline, Judy Gammelgaard,

2006,

p. 104-107, Angst, Jes Gerlach og Esben Hougaard, p. 14-15 og 22-23 samt

Personlighed og personlighedsforstyrrelser, Erik Simonsen, p. 54-55 og 82-85.

Endvidere har klagerens moder i et skriftligt indlæg til

Landsskatteretten bl.a. bemærket, at klageren ikke kan bebrejdes, at han

psykisk ikke har været i stand til at rette den nødvendige henvendelse til

skattemyndighederne.

Dokumentation og oplysninger om betalte renter og uberørt

aktiedepot kunne endvidere have været indhentet af myndighederne, da det

drejer

sig konkrete og faktiske tal og poster. Danmarks Finansstyrelse

(Hypotekbanken)

har siden 2003 overført disse oplysninger automatisk til skattemyndighederne,

ligesom banken formentlig ligeledes automatisk indberetter oplysningerne om

depotet. Såfremt de nuværende automatiske overføringer allerede fandt sted i

1998,

ville klageren ikke være blevet beskattet.

Endelig har klagerens moder bemærket, at det af sagens

oplysninger tydeligt må fremgå, at hendes søn ikke har haft til hensigt ikke

at

opfylde sine forpligtelser. Derimod har han forsøgt og kun delvis været i

stand

til at opfylde sine forpligtelser. F.eks. har han betalt sine studielån,

trods

en meget lille indtægt, og han har indsendt selvangivelsen for nogle af

årene.

Andre forpligtelser lykkedes det ham ikke at opfylde. Det medførte

uberettiget

forhøjelse af hans skat og dermed forringelse af hans i forvejen lave

indtægt,

sygedagpenge og levegrundlag.

Landsskatterettens

bemærkninger og begrundelse

Efter dagældende skattestyrelseslovs § 34, stk. 2 (nu

skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2), skal en skattepligtig, der ønsker at

få

ændret sin ansættelse, senest den 1. maj i det 4. år efter indkomstårets

udløb

fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde

ændringen.

Klageren har anmodet om genoptagelse af skatteansættelserne

for indkomstårene 1998-2001 den 27. juli 2005. Anmodningen er således ikke

fremsendt indenfor den ordinære frist, jf. dagældende skattestyrelseslovens §

34, stk. 2. Det bemærkes herved, at det ikke i tilstrækkelig grad er

sandsynliggjort, at klageren har afgivet en egentlig anmodning om

genoptagelse

forud for den 27. juli 2005.

Ifølge den dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 1, nr.

8 (nu skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8), kan ansættelser

genoptages

ekstraordinært, når der foreligger særlige omstændigheder.

Ifølge bemærkningerne til loven er bestemmelsens

anvendelsesområde tilfælde, hvor der foreligger særlige omstændigheder, der

fører til, at det må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen uden for

de

tilfælde, hvor genoptagelse kan ske efter de objektive grunde i bestemmelsen.

Af bemærkningerne fremgår, at bestemmelsen bl.a. kan finde anvendelse i

tilfælde, hvor en urigtig ansættelse skyldes svig fra tredjemand eller andre

særlige omstændigheder, der ikke kan bebrejdes den skattepligtige.

Efter en konkret vurdering af klagerens psykiske lidelse

samt sygdomsforløb må det anses for tilstrækkeligt dokumenteret, at der

foreligger sådanne særlige omstændigheder, som kan begrunde suspension af

genoptagelsesfristen efter dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 1, nr.

8.

Der er herved lagt vægt på, at det henset til klagerens

alvorlige psykiske tilstand i den ophandlede periode ikke kan bebrejdes

klageren, at han ikke har selvangivet og reageret overfor skattemyndighedens

henvendelser rettidigt og inden udløbet af de ordinære genoptagelsesfrister.

Der er endvidere henset til, at der er tale om for klageren

ikke ubetydelige beløb, og at renteudgifter samt aktiebeholdning er fuldt

dokumenteret. For så vidt angår den skønsmæssige forhøjelse på 50.000 kr. for

indkomståret 1999 er der endvidere tale om et urimeligt skøn, som medfører en

urimelig skatteansættelse, idet den skønsmæssige forhøjelse end ikke

beløbsmæssigt kan indeholdes i den indberettede kursændring på klagerens

aktiebeholdning i det pågældende indkomstår.

Landsskatteretten pålægger på denne baggrund

skattemyndigheden at genoptage klagerens skatteansættelser for indkomstårene

1998-2001. Landsskatteretten har ikke herved taget stilling til den

materielle

skatteansættelse.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter