Forslag til Lov om ændring af skattestyrelsesloven og andre love
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 4. marts 1999 af skatteministeren (Ole
Stavad)
Forslag
til
Lov om ændring af skattestyrelsesloven
og andre love
(Justering af ansættelsesfrister mv. og
fælleskommunal administration)
§ 1
I lov om skattemyndighedernes organisation og opgaver m.v.
(skattestyrelsesloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 526 af 3. juli 1998,
som ændret ved § 5 i lov nr. 910 af 16. december 1998, § 3 i lov nr.
911 af 16. december 1998 og § 3 i lov nr. 1051 af 23. december 1998,
foretages følgende ændringer:
1.
I § 1 indsættes som stk. 3:
»
Stk. 3. Med skatteministerens godkendelse
kan to eller flere kommunalbestyrelser udpege en person, der er ansat i en af
kommunerne, til at have det øverste ansvar for den kommunale
skattemyndigheds ligningsarbejde i de pågældende kommuner.
Skatteministeren kan med et passende varsel tilbagekalde en godkendelse af en
fælleskommunal administration, hvis skatteministeren skønner, at
forudsætninger for godkendelsen ikke opfyldes.«
2.
I § 3, stk. 4, 1. pkt., ændres »at
ændre en skatteansættelse« til: »at ændre den del af
grundlaget for en skatteansættelse, der skal selvangives«.
3.
I § 3, stk. 4, 2. pkt., indsættes efter
Læs alt
»en nærmere angiven frist«: », der ikke må være på
mindre end 15 dage, regnet fra skrivelsens datering«.
4.
§ 4 ophæves.
5.
I § 5 ændres »og § 22« til: », § 22
og § 24«.
6.
I § 12 A, 2. pkt., udgår: »§ 4,
stk. 1,«.
7.
§ 12 A, 3. pkt., affattes således:
»Afgørelser i 1. instans efter 1. pkt.,
påklages til Landsskatteretten«.
8.
I § 20, stk. 1, ændres
»skattemyndighederne« til: »de lokale skattemyndigheder, vurderingsråd,
skyldråd og told- og skatteforvaltningen«.
9.
I § 20, stk. 2, 3. pkt., indsættes efter
»Færdselsstyrelsen«: », samt på samme måde en suppleant for
hver af disse medlemmer«.
10.
§ 21, stk. 4, 2. pkt., affattes
således:
»Ved klage over en skatteansættelse er
skatteankenævnet berettiget til at foretage sådanne
ændringer af ansættelsen, der er en følge af klagen.«
11.
I § 21 A ændres »§ 4, stk. 1,« til:
»§ 34, stk. 2, eller § 35«.
12.
I § 22, stk. 1, indsættes som 2.
pkt.:
»De nye oplysninger skal forelægges nævnet
inden for følgende frister:
1) Fristen efter § 34, stk. 2, jf. § 35, for
fremsættelse af en anmodning om genoptagelse.
2) Fristen efter § 25, stk. 1, for indgivelse af klage over
skatteankenævnets afgørelse til Landsskatteretten, eller inden
Landsskatterettens behandling af sagen er afsluttet.
3) Fristen efter § 31, stk. 3, for indbringelse af sagen for
landsretten, eller inden landsrettens behandling af sagen er afsluttet.
4) Fristen for indbringelse af landsrettens dom for Højesteret,
eller inden Højesterets behandling af sagen er afsluttet.«
13.
I § 22, stk. 2, indsættes efter »hvis
nævnet skønner, at«: »ganske«.
14.
I § 23, stk. 1, nr. 1, indsættes efter
»§ 5,«: »§ 12 A, jf. § 38, stk. 3,«.
15.
§ 24, stk. 1, affattes således:
»En skatteansættelse af indkomst kan påklages,
når den klageberettigede mener:
1) At den pågældende ikke er skattepligtig efter reglerne
om indkomstskat til staten.
2) At skatteansættelsen er ugyldig på grund af formelle
fejl.
3) At indkomsten er ansat forkert.
4) At indkomstskatten er beregnet forkert.
5) At skatteansættelsen er uvirksom, fordi det afledte skattekrav
var forældet på tidspunktet for skatteansættelsens
foretagelse.«
16.
§ 25, stk. 4, 6. pkt., affattes
således:
»Afgiften tilbagebetales ikke, hvis klagen afvises, hvis
klagen indbringes for domstolene efter § 31, stk. 2, eller hvis
klagen tilbagekaldes, medmindre tilbagekaldelsen sker i forbindelse med at
den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse,
genoptager sagen.«
17.
§ 28, stk. 1, 2. pkt., affattes
således:
»Ved klage over en skatteansættelse eller en
ejendomsvurdering er Landsskatteretten berettiget til at foretage
sådanne ændringer af ansættelsen eller vurderingen, der er
en følge af klagen.«
18.
I § 30, stk. 3, 2. pkt., ændres
»§ 31, stk. 1, 2. pkt.« til: »§ 31, stk. 2«.
19.
Overskriften til kapitel 4 affattes således:
»Kapitel 4
Ansættelsesfrister
«
20.
§ 34 og § 35 affattes således:
»§ 34. Den kommunale skattemyndighed, told- og
skatteforvaltningen og Ligningsrådet kan ikke afsende varsel som
nævnt i § 3, stk. 4, om foretagelse eller forhøjelse
af en skatteansættelse senere end den 1. maj i det 4. år efter
indkomstårets udløb.
Stk. 2.
Ønsker en skattepligtig at få
ændret sin skatteansættelse, skal den skattepligtige senest 3
år efter udløbet af det pågældende indkomstår
fremlægge nye oplysninger, der kan begrunde ændringen.
Stk. 3.
De i stk. 1 nævnte myndigheder kan ikke af
egen drift foretage en ansættelse af den indkomst eller den
ejerboligværdi, der skal lægges til grund for en
skatteansættelse, efter den 1. august i det 4. år efter
indkomstårets udløb. Fristen kan dog forlænges efter
anmodning fra den skattepligtige, i det omfang den skattepligtige
påviser, at det vil være forbundet med uforholdsmæssige
vanskeligheder for denne at varetage sine interesser i sagen inden for
fristen. Den skatteberegning, der er en følge af ansættelsen,
skal, hvis beregningen foretages efter udløbet af fristen, foretages
inden rimelig tid, efter at ansættelsen er foretaget.
Stk. 4. For skattepligtige omfattet af § 3 B i
skattekontrolloven udløber fristerne efter stk. 1 og 3 for så
vidt angår de kontrollerede transaktioner først i det 6.
år efter indkomstårets udløb.
Stk. 5. Er den skattepligtiges indkomstår ikke
sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristerne fra udløbet af
det år, som indkomståret træder i stedet for.
§ 35.
Uanset fristerne i § 34 kan en
skatteansættelse foretages eller ændres, såvel efter
anmodning fra den skattepligtige som efter skattemyndighedernes bestemmelse,
i følgende tilfælde:
1) I det omfang skatteansættelsen er en følge af, at der
efter indkomstårets udløb er indtrådt en ændring i
grundlaget for opgørelsen af den indkomst eller den
ejerboligværdi, der skal lægges til grund for
skatteansættelsen.
2) I det omfang skatteansættelsen skyldes en ændret
bedømmelse af grundlaget for en skatteansættelse eller et
fremførselsberettiget underskud for indkomstår, der ligger uden
for fristerne efter § 34, og skatteansættelsen foretages inden for
fristerne efter § 34 og ikke beror på et skøn.
3) I det omfang skatteansættelsen er en følge af en
skatteansættelse af den skattepligtige vedrørende et andet
indkomstår.
4) I det omfang skatteansættelsen er en følge af en
skatteansættelse af en ægtefælle, hvormed den
skattepligtige var samlevende ved indkomstårets udløb, jf.
§ 4 i kildeskatteloven, vedrørende samme eller et andet
indkomstår.
5) I det omfang skatteansættelsen er en følge af en
udenlandsk skattemyndigheds ændring vedrørende en kontrolleret
transaktion, jf. § 3 B i skattekontrolloven, således at priser og
vilkår vedrørende den kontrollerede transaktion bliver i
overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis
transaktionen var afsluttet mellem uafhængige parter.
6) I det omfang skatteansættelsen er en følge af, at den
skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft
uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en
skatteansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt
grundlag.
7) I det omfang skatteansættelsen er en følge af, at
hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en Landsskatteretskendelse eller
ved en dom, og den centrale told- og skatteforvaltning har bestemt, at
skatteansættelser af andre, der er foretaget under anvendelse af denne
praksis, kan genoptages. I disse tilfælde kan genoptagelse foretages
fra og med det indkomstår, der har været til prøvelse i
den første sag, der resulterede i underkendelsen af praksis.
8) I det omfang skatteansættelsen består i, at
Ligningsrådet efter § 19 tilsidesætter en afgørelse
truffet af et skatteankenævn.
9) I det omfang skatteministeren tillader, at skatteansættelsen
ændres som følge af fejl begået af en
skatteansættende myndighed.
Stk. 2.
En ansættelse kan kun foretages efter
stk. 1, hvis den indebærer en indkomstændring på
mindst 5.000 kr.
Stk. 3.
En ansættelse kan kun foretages efter
stk. 1, hvis den varsles af myndighederne eller genoptagelsesanmodning
fremsættes af den skattepligtige inden rimelig tid, efter at den
skatteansættende myndighed, henholdsvis den skattepligtige, er kommet
til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i
§ 34. § 34, stk. 3, 3. pkt., finder tilsvarende
anvendelse.
Stk. 4.
Et punkt i en skatteansættelse kan ændres
af de grunde, der er nævnt i stk. 1, af en skatteansættende
myndighed, selv om skatteankenævnet, Landsskatteretten eller
Ligningsrådet tidligere har truffet afgørelse om punktet.«
21.
Før § 36 indsættes:
»Kapitel 4 A
Særlige bestemmelser«
22.
Efter § 36 indsættes:
»§ 36 A. Ingen kan samtidig være medlem af eller
stedfortræder i et skatteankenævn, Ligningsrådet eller
Landsskatteretten.«
23.
Efter § 37 indsættes:
»§ 37 A. Ægtefæller og
forhenværende ægtefæller har hver især ret til ved
henvendelse til den kommunale skattemyndighed at få oplyst indholdet af
ægtefællens selvangivelse og skatteansættelsen af denne for
indkomstår, hvori de var ægtefæller og samlevende.
Stk. 2. Ægtefæller og forhenværende
ægtefæller kan hver især klage over skatteansættelsen
af den anden ægtefælle for indkomstår, hvori de var
ægtefæller og samlevende.
§ 37 B.
Er en privatretlig disposition betinget af, at
dispositionen tillægges nærmere angivne skatteretlige virkninger
(skatteforbehold), tillægges skatteforbeholdet kun virkning for en
skatteansættelse, hvis det er klart, skriftligt og oplyst overfor den
skatteansættende myndighed senest samtidig med, at skattemyndigheden
oplyses om dispositionens øvrige indhold.
Stk. 2.
Den skatteansættende myndighed kan afvise at
tillægge et skatteforbehold virkning for en skatteansættelse,
hvis de privatretlige virkninger af skatteforbeholdet ikke er klare og
overskuelige.
§ 37 C.
I det omfang en skatteansættelse hviler på
en privatretlig disposition, kan skatteministeren tillade, at en
efterfølgende ændring af dispositionen tillægges virkning
for skatteansættelsen (omgørelse), hvis følgende
betingelser er opfyldt:
1) Dispositionen må ikke i overvejende grad have været
båret af hensyn til at spare eller udskyde skatter eller afgifter.
2) Dispositionen skal utvivlsomt have haft utilsigtede
skattemæssige virkninger, der er væsentlige.
3) Dispositionen skal have været lagt klart frem for
myndighederne.
4) De privatretlige virkninger af den ændring af dispositionen,
der ønskes tillagt skattemæssig virkning, skal være enkle
og overskuelige.
5) At alle, der skatteretligt vil blive berørt af en tilladelse
til omgørelse, tiltræder omgørelsesanmodningen.
Stk. 2.
For at få behandlet en anmodning om
omgørelse skal der betales et gebyr af samme størrelse som det,
der efter § 20 B, jf. § 20 A, stk. 1, skal betales for at
få en bindende forhåndsbesked om egne forhold. Gebyret som
nævnt i § 20 B, stk. 2, skal betales samtidig med indgivelse
af omgørelsesanmodningen. Et betalt gebyr tilbagebetales, hvis
anmodningen trækkes tilbage.«
§ 2
I lov om opkrævning af indkomstskat samt kommunal og
amtskommunal ejendomsværdiskat for personer m.v. (kildeskat), jf.
lovbekendtgørelse nr. 735 af 10. oktober 1998, som ændret ved §
2 i lov nr. 838 af 2. december 1998, lov nr. 913 af 16. december 1999, § 9 i
lov nr. 1026 af 23. december 1998 og § 2 i lov nr. 1033 af 23. december 1998,
foretages følgende ændring:
1.
§ 80 ophæves.
§ 3
I lov nr. 149 af 10. april 1922 om indkomstskat til staten
(statsskatteloven), med senere ændringer, foretages følgende
ændring:
1.
§ 42 ophæves.
§ 4
I lov om vurderings af landets faste ejendommen, jf.
lovbekendtgørelse nr. 810 af 10. september 1996, som ændret ved
§ 12 i lov nr. 1098 af 29. december 1997 og § 9 i lov nr. 426 af 26. juni
1998, foretages følgende ændring:
1.
I § 39 A indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Skatteministeren kan godkende, at den i
stk. 1 nævnte bistand til vurderingsrådene af kontormæssig
art ydes af to eller flere kommuner i fællesskab.«
§ 5
I lov om beskatning af dødsboer
(dødsboskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 703 af 28.
september 1998, som ændret ved § 9 i lov nr. 910 af 16. december 1998,
foretages følgende ændring:
1.
I § 87, stk. 2, ændres to steder
»§ 35, stk. 4« til: »§ 35, stk. 1, nr. 6«.
§ 6
I lov om en arbejdsmarkedsfond, jf.
lovbekendtgørelse nr. 728 af 7. oktober 1998, som ændret ved § 4
i lov nr. 838 af 2. december 1998 og § 1 i lov nr. 1033 af 23.december 1998,
foretages følgende ændring:
1.
§ 15, stk. 2, affattes således:
»Skattestyrelseslovens § 34 finder tilsvarende anvendelse
for bidragspligtige efter § 7, stk. 1 og 2, der begærer genoptagelse af
en bidragsopgørelse, henholdsvis de statslige told- og
skattemyndigheders ændring af en bidragsopgørelse.
Afgørelser efter 1. pkt., kan påklages efter reglerne i § 16. En
ændring af en skatteansættelse kan uanset fristerne efter 1.
pkt., lægges til grund for en eventuel konsekvensændring af den
skattepligtiges bidragsopgørelse.«
§ 7
I lov nr. 1106 af 29. december 1997 om ændring af
skattestyrelsesloven, skattekontrolloven, selskabsskatteloven,
fondsbeskatningsloven, afskrivningsloven, kulbrinteopkrævningsloven og
lov om kommunal indkomstskat (Statens overtagelse af selskabsligningen)
foretages følgende ændringer:
1.
I § 9, stk. 4, ændres to steder
»§ 38, stk. 2« til: »§ 38, stk. 3«.
2.
I § 9, stk. 4, 2. pkt., ændres
»stk. 1« til: »§ 38, stk. 3, 1. pkt.,«.
§ 8
Stk. 1.
Loven træder i kraft den 1. juli
1999.
Stk. 2. § 1, nr. 3, har virkning for agterskrivelser, der
afsendes efter lovens ikrafttræden.
Stk. 3. Den hidtidige affattelse af § 4 i
skattestyrelsesloven, jf. denne lovs § 1, nr. 4, finder anvendelse på
anmodninger om genoptagelse, der er indgivet til de statslige told- og
skattemyndigheder før lovens ikrafttræden, samt på
anmodninger om genoptagelse vedrørende indkomstår før
1997.
Stk. 4.
§ 1, nr. 5, 10-13 og 15-17, har virkning for
anmodninger eller klager, der indgives efter lovens ikrafttræden. Det
samme gælder § 37 C i skattestyrelsesloven som affattet ved
§ 1, nr. 23.
Stk. 5.
§ 1, nr. 11 og 20, har virkning for
skatteansættelser, der foretages vedrørende indkomståret
1997 og følgende år. Skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 7,
har dog virkning for underkendende Landsskatteretskendelser eller domme, der
afsiges efter lovens ikrafttræden, men genoptagelse af
skatteansættelser for indkomstår før 1997 er betinget af,
at eventuelle afledte konsekvensændringer af skatteansættelser af
den skattepligtige eller dennes ægtefælle for samme eller andre
indkomstår gennemføres.
Stk. 6.
§ 37 B i skattestyrelsesloven som affattet ved
§ 1, nr. 23, har virkning for skatteforbehold, der tages efter lovens
ikrafttræden.
Stk. 7.
§ 3 har ikke virkning for sager, der efter
§ 42 i statsskatteloven er rejst over for den skattepligtige før
den 1. juli 1999.
Almindelige bemærkninger
Hovedpunkter i lovforslaget
Det primære formål med lovforslaget er at
gøre de frister, der gælder for skattemyndighedernes adgang til
at foretage eller ændre en skatteansættelse, mere
sammenhængende og afbalancerede.
Det foreslås således, at adgangen til at
ændre skatteansættelser for indkomstår, der ligger mere end
tre år forud i tid, justeres og objektiveres for såvel
skattepligtige som skattemyndighederne, og at der indføres en
beløbsmæssig bagatelgrænse. Forslaget er centreret om
tilfældetyper, hvor den sene ændring som udgangspunkt ikke kan
lægges henholdsvis den skattepligtige eller skattemyndighederne til
last, jf. forslaget under § 1, nr. 20, til § 35 i
skattestyrelsesloven. Det foreslås herunder at lempe den gældende
praksis for genoptagelse som følge af, at hidtidig
ligningsmæssig praksis er underkendt, jf. forslaget til § 35,
stk. 1, nr. 7, i skattestyrelsesloven.
Herudover stilles der en række andre forslag.
Det foreslås at bemyndige skatteministeren til at
give kommuner, der ønsker fælles administration på skatte-
eller ejendomsvurderingsområderne, tilladelse hertil, jf. forslaget
under § 1, nr. 1.
Der foreslås at præcisere den ubetingede
pligt, skattemyndighederne har til at varsle den skattepligtige om en
påtænkt skatteansættelse, jf. forslagene under § 1,
nr. 2 og 3.
Der foreslås at regulere adgangen til at gøre
skatteforbehold, der er taget i forbindelse med privatretlige dispositioner,
gældende, og forslag om at lovfæste en adgang for myndighederne
til at tillade, at en efterfølgende ændring af en privatretlig
disposition tillægges oprindelig skattemæssig virkning
(»omgørelse«), jf. forslagene under § 1, nr. 23 til § 37 B
og § 37 C i skattestyrelsesloven.
I øvrigt indeholder lovforslaget en række
forslag af mere redaktionel karakter.
Lovforslagets gennemførelse vil dels bidrage til at
klargøre skattestyrelsesloven og dermed styrke retssikkerheden, dels
skabe mulighed for at smidiggøre og dermed effektivisere
administrationen.
Gældende ret og lovforslaget
I lovforslaget anvendes udtrykket »skatteansættelse«
som samlebetegnelse for såvel ansættelsen af indkomst og
ejerboligværdi som den skatteberegning, der skal foretages på
grundlag af sådanne ansættelser. Udtrykket anvendes også om
afgørelser om skattepligt her til landet.
1. Etablering af fælleskommunal administration
på skatte- og ejendomsvurderingsområderne, jf. forslagene under §
1, nr. 1, og § 4
: Efter gældende ret er landet inddelt i 275
kommuner, der udgør selvstændige forvaltningsenheder med ret til
skatteudskrivning. Kommunerne er af forskellig størrelse og karakter,
hvilket skaber behov for individuelle administrative løsninger.
Den enkelte kommune varetager i samarbejde med Told &
Skat en lang række opgaver i forbindelse med administrationen af
indkomstskattesystemet overfor kommunens indbyggere. Det drejer sig bl.a. om
forskudsregistrering, ligning af fysiske personer og dødsboer,
dispensationer og bevillinger vedrørende ligningen, kontrolfunktioner
i forbindelse med ligningen samt opkrævning og inddrivelse af
indkomstskatter.
Dertil kommer administration af frigørelsesafgift
og ejendomsværdiskat.
Den enkelte kommune yder endvidere sekretariatsbistand til
de statslige vurderingsråds administration af
ejendomsvurderingssystemet.
Fra kommunal side er der udtrykt ønske om, at
kommunalbestyrelser skal kunne indgå aftaler om etablering af
fælleskommunal administration indenfor skatteministerens ressort med
henblik på at opnå de effektiviseringsfordele, der kan ligge
heri, til gavn for borgerne. Det er naturligvis en forudsætning for
dette ønske, at initiativet til sådanne aftaler helt og fuldt
skal komme fra kommunerne selv, og at kommunerne således ikke skal
kunne forpligtes til at indgå sådan en aftale.
Der stilles på denne baggrund forslag om, at
skatteministeren efter anmodning fra de kommunalbestyrelser, der
ønsker at indgå en aftale om fælles administration
på skatte- eller ejendomsvurderingsområderne, skal kunne godkende
etablering af denne fælles administration.
Etablering af fælleskommunal skatteadministration
vil indebære, at forvaltningsmyndighed vedrørende den enkelte
borger, der hidtil har ligget i bopælskommunen, retligt set fortsat
varetages af den enkelte kommune, men under ledelse af en fælles
øverste ansvarlig. Der oprettes således ingen nye myndigheder
som følge af den foreslåede ordning.
På skatteområdet er forslaget udformet
således, at skatteministeren kan godkende, at de kommunalbestyrelser,
der ønsker at etablere en fælles administration, kan få
tilladelse til at udpege en person til på de enkelte kommuners vegne at
have ansvaret for skattemyndighedens ligningsarbejde i samtlige de deltagende
kommuner, i modsætning til efter gældende ret, hvor hver enkelt
kommune skal udpege en person, der er ansat i kommunen, til at have det
øverste ansvar for ligningsarbejdet i kommunen.
Denne fælles ligningsansvarlige har den kommunale
afgørelseskompetence på ligningsområdet i alle de
deltagende kommuner, under hensyntagen til de planer for ligningsarbejdets
udførelse, hver enkelt af kommunalbestyrelserne fastsætter.
Som følge heraf vil de administrative funktioner,
der følger med den kommunale afgørelseskompetence på
ligningsområdet, henhøre under den fælles
administration.
Forslaget omfatter ikke samarbejder om opkrævning og
inddrivelse eller om selskabsligning.
Det vil være en forudsætning for en
sådan godkendelse til at udpege en fælles ligningsansvarlig, at
de deltagende kommuner har indgået en aftale om, hvorledes den
fælles administration skal organiseres og om fordeling og finansiering
af udgifterne herved.
Det vil endvidere være en forudsætning, at
kommunerne har aftalt regler for, hvorledes en deltagende kommune kan
udtræde af samarbejdet.
Efter forslaget vil skatteministeren kunne tilbagekalde en
godkendelse til fælleskommunal administration, hvis ministeren
skønner, at forudsætninger for godkendelsen ikke opfyldes.
På ejendomsvurderingsområdet foreslås,
at skatteministeren skal kunne godkende etablering af fælleskommunal
sekretariatsbetjening af vurderingsråd. Forslaget forudsættes
administreret indenfor den gældende opdeling af landet i
vurderingskredse, idet en ændring af vurderingskredse indebærer
betydelige administrative omkostninger.
2. Høring af den skattepligtige, jf. forslagene
under § 1, nr. 2 og 3:
Efter gældende ret skal
skattemyndighederne varsle den skattepligtige skriftligt, hvis myndighederne
påtænker at foretage en skatteansættelse på et andet
grundlag end selvangivet, eller påtænker at ændre en
skatteansættelse. Den skattepligtige skal samtidig gives en frist til
at fremkomme med en udtalelse over den påtænkte
skatteansættelse.
Denne høringspligt er en udbygning af den
almindelige høringspligt efter forvaltningslovens § 19 og
§ 20, hvorefter en forvaltningsmyndighed som udgangspunkt skal foretage
høring af en part, når myndigheden er i besiddelse af
oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, som parten ikke kan
antages at være bekendt med, og oplysningerne er både til ugunst
for den pågældende part og af væsentlig betydning for
sagens afgørelse.
Høringspligten efter skattestyrelsesloven har givet
anledning til tvivl og uhensigtsmæssigheder, f.eks. i tilfælde
hvor ansættelsesændringen alene skyldes en ændret
skatteberegning. På denne baggrund foreslås det præciseret,
at den særlige høringspligt alene omfatter oplysninger af den
type, der skal selvangives, typisk oplysninger om den indkomst eller den
ejerboligværdi mv., der skal lægges til grund for
skatteansættelsen, men ikke om skatteberegning.
Også spørgsmålet om længden af
den frist, der skal gives en skattepligtig til at udtale sig over en
påtænkt skatteansættelse, har givet anledning til tvivl.
Det foreslås derfor lovfæstet, at denne frist skal være
på ikke under 15 dage, regnet fra skrivelsens datering.
3. Kompetence til at afgøre
forældelsesspørgsmål, jf. forslagene under § 1, nr. 5
og 15:
Kompetencen til administrativt at afgøre
spørgsmål om forældelse af krav på skatter og
afgifter tilkommer i dag de statslige told- og skattemyndigheder.
En ansættelse af skatter- eller afgifter er,
medmindre andet er bestemt, uvirksom, hvis den foretages på et
tidspunkt, hvor det afledte skattekrav er forældet. Det foreslås
derfor, at Landsskatteretten tillægges kompetence til at træffe
afgørelse om, hvorvidt en ansættelse er uvirksom som
følge af, at det afledte skatte- eller afgiftskrav var forældet
på tidspunktet for ansættelsens foretagelse.
De statslige told- og skattemyndigheder vil efter
forslaget fortsat have kompetence til at afgøre
forældelsesspørgsmål i forbindelse med opkrævning og
inddrivelse af skatter og afgifter.
4. Skatteankenævns genoptagelsesadgang, jf.
forslagene under § 1, nr. 12 og 13 vedrørende § 22 i
skattestyrelsesloven:
Efter gældende ret kan skatteankenævn
genoptage egne kendelser efter anmodning fra klageren, når nævnet
forelægges nye oplysninger, som ikke tidligere har været fremme
under sagen, og nævnet skønner, at de nye oplysninger ville have
medført et væsentligt ændret udfald af sagen, hvis de
havde foreligget tidligere. Skatteankenævnet kan endvidere genoptage
egne afgørelser efter anmodning fra klageren, hvis nævnet i
øvrigt skønner, at særlige omstændigheder taler
derfor. Reglerne herom fremgår af § 22 i skattestyrelsesloven.
Det foreslås under nr. 12, at
skatteankenævns adgang til at genoptage egne afgørelser
tidsmæssigt begrænses efter de under § 1, nr. 20
foreslåede ansættelsesfrister samt fristerne for påklagede
m.v. af nævnets afgørelse. Baggrunden for forslaget er, at der
som udgangspunkt ikke bør være en bedre adgang til at få
genoptaget en skatteansættelse, der har været påklaget, end
en skatteansættelse, der ikke har været påklaget.
Forslaget under nr. 13 er båret af samme
hensyn samt af hensynet til at afpasse bestemmelsen efter den tilsvarende
bestemmelse om Landsskatterettens adgang til ekstraordinært at
genoptage egne afgørelser.
5. Ansættelsesfrister, jf. forslaget under
§ 1, nr. 20 til § 34 og § 35 i skattestyrelsesloven
:
På ligningsområdet gælder der ved siden af de almindelige
regler om forældelse af krav på skatter særligt korte
frister, inden for hvilke skattemyndighederne kan foretage
skatteansættelsen, eller inden for hvilke den skattepligtige kan
begære sin skatteansættelse ændret.
Fristerne for den skattepligtiges adgang til at få
genoptaget en skatteansættelse fremgår af § 4 i
skattestyrelsesloven. Efter § 4, stk. 1 har den skattepligtige ret
til genoptagelse af sin skatteansættelse, hvis den skattepligtige
fremsætter anmodning herom inden 3 år efter udløbet af det
pågældende indkomstår og fremlægger nye oplysninger,
der kan medføre en ændret skatteansættelse. Efter
§ 4, stk. 2 har den skattepligtige ret til at få genoptaget
sin skatteansættelse, selvom anmodning herom fremsættes mere end
tre år efter udløbet af det pågældende
indkomstår, når forholdende i særlig grad taler derfor,
eller anmodningen er en følge af at en udenlandsk skattemyndighed har
foretaget en forhøjelse vedrørende en kontrolleret transaktion
som nævnt i § 3 B i skattekontrolloven. Efter § 4,
stk. 3 kan skattemyndighederne foretage sådanne ændringer af
skatteansættelsen for andre indkomstår, der er en følge af
den skattepligtiges genoptagelsesbegæring, og det er her bestemt, at en
anmodning om ekstraordinær genoptagelse ikke kan tilbagekaldes.
Fristerne for skattemyndighedernes adgang til at
forhøje en skatteansættelse fremgår primært af
§ 35 i skattestyrelsesloven. Efter § 35, stk. 1 skal
skattemyndigheden fremsende varsel om en påtænkt
forhøjelse af skatteansættelsen senest den 1. maj i det 4.
år efter indkomstårets udløb, og en rettidig varslet
skatteansættelse skal som udgangspunkt være foretaget senest den
1. august i det 4. år efter udløbet af det
pågældende indkomstår. For visse koncerninterne forhold
udløber fristerne dog i det 6 år efter indkomstårets
udløb. Efter § 35, stk. 2 kan skattemyndighederne
forhøje en skatteansættelse udover fristerne i § 35,
stk. 1, hvis forhøjelsen skyldes, at en forpligtelse eller en
erhvervelse, der er lagt til grund for skatteansættelsen,
efterfølgende viser sig at give anledning til en højere
skatteansættelse. Efter § 35, stk. 3 kan skattemyndighederne,
hvis der efter udløbet af de almindelige ansættelsesfrister er
konstateret ændringer i grundlaget for en skatteansættelse,
lægge disse ændringer til grund for skatteansættelsen
vedrørende et senere indkomstår, medmindre ansættelsen er
baseret på et skøn. Efter § 35, stk. 4 kan
skattemyndighederne forhøje en skatteansættelse udover fristerne
i § 35, stk. 1, hvis forhøjelsen skyldes, at den
skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft
uagtsomt har bevirket, at skatteansættelsen er foretaget på et
urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Efter § 35, stk. 5
finder ansættelsesfristerne efter stk. 1 ikke anvendelse,
når en skatteansættelse er påklaget, på
forhøjelser vedrørende det påklagede forhold.
Disse ansættelsesfrister har over årene givet
anledning til debat, bl.a. fordi de beror på en afvejning af valg
mellem skønsprægede og objektive regler, og fordi de beror
på en afvejning mellem myndighedernes og den skattepligtiges ansvar for
en korrekt skatteansættelse.
Bl.a. har Skattelovrådet afgivet udtalelser herover
i efteråret 1995, jf. Tidsskrift for Skatter- og Afgifter, side 1650,
og foråret 1997, jf. betænkning nr. 1339 fra 1997.
Det foreslås nu, at ansættelsesfristerne
samles.
Det foreslås, at den gældende ordning med
almindelige 3-årige ansættelsesfrister bevares. Dette er ikke
udtryk for den opfattelse, at det skal tilstræbes, at der gælder
samme ansættelsesfrister for skattepligtige og skattemyndighederne. Der
er sådanne forskelle mellem de opgaver, skattemyndighederne er
pålagt at udføre, og de beskyttelsesværdige hensyn, der
skal tages til skattepligtige, at det ikke giver mening alene herudfra at
tilstræbe fælles ansættelsesfrister. Når den
gældende ordning med almindelige 3-årige ansættelsesfrister
foreslås opretholdt, er det ud fra en betragtning om, at der ikke er
væsentlige grunde til at afkorte den gældende almindelige frist
for skattepligtiges adgang til at begære sin skatteansættelse
genoptaget.
Det foreslås, at betingelserne for at bryde de
almindelige ansættelsesfrister objektiveres, således at
skønselementet for skattepligtiges adgang til at få genoptaget
skatteansættelser for indkomstår, der ligger mere en tre år
forud i tid, reduceres.
Det foreslås, at betingelserne for at bryde de
almindelige ansættelsesfrister som udgangspunkt gøres
fælles for skattepligtige og skattemyndighederne.
Det foreslås, at ansættelsesfristerne lempes,
centreret omkring tilfælde, hvor enten den skattepligtige eller
skattemyndighederne ikke kan bebrejdes, at skatteansættelsen
først foretages på det sene tidspunkt. Det foreslås
således, at ansættelsesfristerne lempes i følgende
tilfælde:
1) »I det omfang skatteansættelsen er en følge af, at der
efter indkomstårets udløb er indtrådt en ændring i
grundlaget for opgørelsen af den indkomst eller den
ejerboligværdi, der skal lægges til grund for
skatteansættelsen«, jf. forslaget til § 35, stk. 1, nr. 1 i
skattestyrelsesloven.
Efter gældende ret kan en skattepligtig få genoptaget en
skatteansættelse uden for de 3-årige genoptagelsesfrister,
når forholdene i særlig grad taler derfor, jf. § 4,
stk. 2 i skattestyrelsesloven.
Efter gældende ret kan skattemyndighederne forhøje en
skatteansættelse uden for de 3-årige ansættelsesfrister,
hvis forhøjelsen skyldes, at en forpligtelse eller en erhvervelse, der
er lagt til grund for skatteansættelsen, efterfølgende viser sig
at give anledning til en højere skatteansættelse, jf. § 35,
stk. 2 i skattestyrelsesloven.
Bestemmelsen indebærer, at der generelt gives adgang til at
ændre en skatteansættelse efter udløbet af de almindelige
ansættelsesfrister, hvis ændringen skyldes, at der efter
indkomstårets udløb er indtrådt en ændring i
grundlaget for opgørelsen af den indkomst eller den
ejerboligværdi, der skal lægges til grund for
skatteansættelsen, og ikke som efter gældende ret kun efter en
skønsmæssig vurdering eller i mere snævert angivne
tilfælde af efterfølgende ændringer.
For skattemyndighederne indebærer bestemmelsen, at
afgørelser om betaling af bidrag, told, moms og afgifter i
øvrigt, der kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige
indkomst, vil kunne tillægges skattemæssig virkning uanset de
almindelige 3-årige ansættelsesfrister.
2) »I det omfang skatteansættelsen skyldes en ændret
bedømmelse af grundlaget for en skatteansættelse eller et
fremførselsberettiget underskud for indkomstår, der ligger uden
for fristerne efter § 34, og skatteansættelsen foretages inden for
fristerne efter § 34 og ikke beror på en skøn«, jf. forslaget
til § 35, stk. 1, nr. 2 i skattestyrelsesloven.
Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende § 35,
stk. 3 i skattestyrelsesloven, bortset fra at bestemmelsen efter forslaget
fremover også skal kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor
bedømmelsen af grundlaget for et fremførselsberettiget
underskud ændres.
3) »I det omfang skatteansættelsen er en følge af en
skatteansættelse af den skattepligtige vedrørende et andet
indkomstår«, jf. forslaget til § 35, stk. 1, nr. 3 i
skattestyrelsesloven.
Efter gældende ret kan skattemyndighederne, når en
skattepligtig har begæret en skatteansættelse genoptaget,
foretage sådanne ændringer af skatteansættelser for andre
indkomstår, der er en følge af den skattepligtiges
genoptagelsesbegæring, jf. § 4, stk. 3 i
skattestyrelsesloven.
Der gælder ikke en tilsvarende bestemmelse om
konsekvensændringer som følge af skattemyndighedernes
forhøjelse af en skatteansættelse.
Bestemmelsen indebærer, at der generelt - og ikke kun i
forbindelse med genoptagelsesanmodninger - gives adgang til at foretage
konsekvensændringer af skatteansættelser af den skattepligtige
vedrørende andre indkomstår, der ligger uden for de almindelige
3-årige ansættelsesfrister.
4) »I det omfang skatteansættelsen er en følge af en
skatteansættelse af en ægtefælle, hvormed den
skattepligtige var samlevende ved indkomstårets udløb, jf.
§ 4 i kildeskatteloven, vedrørende samme eller et andet
indkomstår«, jf. forslaget til § 35, stk. 1, nr. 4 i
skattestyrelsesloven.
Der er ingen tilsvarende bestemmelse i gældende ret.
Bestemmelsen indebærer, at der ved skatteansættelse af en
ægtefælle kan foretages sådanne afledte ændringer af
skatteansættelsen af den anden ægtefælle, der følger
af de særlige regler for fælles skatteberegning mv. mellem
ægtefæller.
5)
»I det omfang skatteansættelsen består i, at
Ligningsrådet efter § 19 tilsidesætter en afgørelse
truffet af et skatteankenævn «, jf. forslaget til § 35, stk. 1, nr. 8.
Efter gældende ret er Ligningsrådet ved udøvelsen
af sin revisionskompetence bundet af de almindelige
ansættelsesfrister.
Bestemmelsen indebærer, at Ligningsrådet ubundet af de
almindelige 3-årige ansættelsesfrister kan udøve sin
revisionskompetence over for skatteankenævn, og således
ændre en skatteankenævnskendelse efter udløbet af disse
ansættelsesfrister. Bestemmelsen har sammenhæng med, at
skatteankenævnskendelser ofte først afsiges mere end 3 år
efter indkomstårets udløb.
Under bemærkningerne til § 1, nr. 20 er der
givet eksempler på betydningen af de foreslåede lempelser.
Herudover foreslås den lempelse, at i de
tilfælde, hvor hidtidig ligningsmæssig praksis er endeligt
underkendt ved en Landsskatteretskendelse eller ved en dom, og Told- og
Skattestyrelsen bestemmer, at skatteansættelser vedrørende andre
skattepligtige foretaget efter den nu underkendte praksis, skal kunne
genoptages, skal genoptagelse kunne ske tilbage fra og med det
indkomstår, der har været prøvet i den første sag,
der resulterede i den underkendende kendelse eller dom, jf. forslaget til
§ 35, stk. 1, nr. 7. Dette svarer til den hidtidige praksis med
genoptagelsescirkulærer fra Told- og Skattestyrelsen, jf.
T&S-cirkulære 1993-9, men med den ændring, at
fristberegningen fremover ikke skal udmåles til 3 år forud for
tidspunktet for den først underkendende Landsskatteretskendelse eller
dom. Forslagets gennemførelse vil bevirke, at behovet for at hver
enkelt, der er blevet skatteansat efter en omtvistet skattepraksis,
forfølger sin sag til Landsskatteretten og eventuelt ved domstolene,
mindskes, med deraf følgende procesbesparelser.
Uanset de foreslåede lempelser af
ansættelsesfristerne efter skattestyrelsesloven, er foretagelse af en
skatteansættelse som udgangspunkt bundet af de almindelige frister for
forældelse af skattekrav, det vil sige normalt 5 år fra
forfaldstidspunktet. Dette gælder dog i sagens natur ikke forslaget til
§ 35, stk. 1, nr. 7.
Efter forslaget er det i øvrigt en generel
betingelse for at ændre en skatteansættelse uden for de
almindelige 3-årige ansættelsesfrister, at ændringen
indebærer en - isoleret set - bruttoforhøjelse eller
bruttonedsættelse på mindst 5.000 kr. af en indkomst, der skal
indgå i grundlaget for skatteansættelsen, jf. forslaget til
§ 35, stk. 2.
Det er efter forslaget endvidere en generel betingelse, at
ændringen varsles - eller anmodning om ændringen fremsættes
- inden rimelig tid efter at skattemyndighederne, respektive den
skattepligtige, er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder
fristforlængelsen, jf. forslaget til § 35, stk. 3.
Det foreslås ud fra administrative hensyn, at en
skatteansættende myndighed som udgangspunkt ikke afskæres fra at
gennemføre en ansættelsesændring af grunde som nævnt
i § 35, stk. 1, selv om skatteankenævnet, Landsskatteretten
eller Ligningsrådet tidligere har taget stilling til samme forhold som
det, der nu er grundlag for at ændre, jf. forslaget til § 35,
stk. 4. Forslaget skønnes retssikkerhedsmæssigt forsvarligt
under hensyn til de kriterier for ekstraordinær genoptagelse, der er
foreslået i § 35, stk. 1.
6. Skatteforbehold, jf. forslaget under § 1, nr.
23 til § 37 B i skattestyrelsesloven:
I forbindelse med en
privatretlig disposition kan det stilles som en betingelse for dispositionens
gennemførelse, at dispositionen af myndighederne tillægges en
nærmere angiven skatteretlig virkning (skatteforbehold). Det er
almindeligt antaget, at en sådan betingelse i en privatretlig
disposition skal respekteres af skattemyndighederne.
Skatteforbehold vedrører til en vis grad samme
problemområde som omgørelse, jf. forslaget under § 1, nr.
23 til § 37 C, og skatteforbehold giver anledning til tilsvarende
administrative problemer som omgørelse.
Disse administrative problemer består bl.a. deri, at
privatretlige dispositioner, der er foretaget adskillige år tilbage i
tid, nu ændres tilbage fra det tidspunkt, hvor dispositionen oprindelig
blev foretaget, med den virkning, at den da foretagne skatteansættelse
og ofte skatteansættelser for følgende år nu skal
ændres.
Til afbødning af disse administrative problemer
foreslås, at et skatteforbehold kun skal tillægges virkning, hvis
det er klart, skriftligt og oplyst overfor den skatteansættende
myndighed senest samtidig med at skattemyndigheden oplyses om dispositionens
øvrige indhold. Det sker normalt efter anmodning som led i
ligningsarbejdet. Det foreslås endvidere, at skattemyndigheden skal
kunne afvise et skatteforbehold, hvis de privatretlige virkninger af, at
forbeholdet gøres gældende, ikke er klare og overskuelige.
Efter forslaget afgøres disse krav til
skatteforbehold som led i den almindelige ligning, og afgørelser herom
påklages administrativt som en skatteansættelse.
7. Omgørelse, jf. forslaget under § 1, nr.
23 til § 37 C i skattestyrelsesloven
: Efter hidtidig administrativ
praksis kan Ligningsrådet, eller den Ligningsrådet har bemyndiget
dertil, efter anmodning tillade, at en privatretlig disposition, der
ændres, tillægges oprindelig skatteretlig virkning, såkaldt
»omgørelse«.
Formålet med omgørelsespraksis kan formuleres
således, at det er at undgå tilfælde, hvor en borger
beskattes på grundlag af en privatretlig disposition, der har
uforudsete skattemæssige virkninger, der er væsentlige og
uhensigtsmæssige.
Efter SD-cirkulære 1986-22 har Ligningsrådet
bemyndiget de lokale ligningsmyndigheder til at tillade omgørelse af
hovedaktionærdispositioner efter nærmere angivne retningslinier.
Herefter kan omgørelse tillades, hvis følgende tre betingelser
er opfyldt. For det første skal den ændring af den privatretlige
disposition, der ønskes gennemført, være enkel og
overskuelig. For det andet skal forholdet være lagt klart frem. For det
tredje skal ansøgeren være i god tro med hensyn til de
skattemæssige virkninger af den foretagne disposition. Afslag på
sådanne omgørelsesanmodninger kan påklages til
Ligningsrådet.
Under hensyn til karakteren af omgørelsespraksis
foreslås adgangen til at tillade omgørelse lovfæstet.
Det er efter forslaget en forudsætning for
tilladelse til omgørelse, at den disposition, der søges
omgjort, ikke i overvejende grad har været båret af
skattespekulative hensyn, at de skattemæssige virkninger af
dispositionen har været uforudsete og væsentlige, at
dispositionen har været lagt klart frem for skattemyndighederne,
at de privatretlige virkninger af den ønskede omgørelse
er enkle og overskuelige og at alle, der skatteretligt vil blive
berørt af en tilladelse til omgørelse, tiltræder
omgørelsesanmodningen.
Herudover stilles der forslag om at indføre et
gebyr for omgørelse. Gebyret er af samme størrelse som gebyret
for at få en bindende forhåndsbesked om egne forhold.
De foreslåede betingelser for omgørelse skal
bl.a. ses i lyset af, at der i dag er adgang til at få en bindende
forhåndsbesked om en påtænkt disposition, og i lyset af at
omgørelse normalt kun kommer på tale i forbindelse med
privatretlige dispositioner mellem parter, der har en fælles interesse
i omgørelsen, f.eks. mellem en hovedaktionær og det af denne
beherskede selskab, eller i forbindelse med ensidige dispositioner, f.eks. en
gave.
8
. Forslag af hovedsagelig redaktionel karakter,
jf. forslagene under § 1, nr. 6-11, 14, 16-19, 21, 22 og 23 (fsva.
forslaget til § 37 A), samt §§ 2-7: Der er medtaget en række
forslag til tydeliggørelse af loven. Forslagene er af hovedsagelig
redaktionel karakter.
Provenumæssige konsekvenser
De foreslåede justeringer og præciseringer
skønnes samlet set ikke at indebære nævneværdige
provenumæssige konsekvenser.
Administrative konsekvenser
Gennemførelse af forslaget under § 1, nr. 1
skønnes at medføre engangsudgifter for Told & Skat på
ca. 15 mill. kr. til edb-omstillinger, således at kommende
ønsker om fælleskommunal skatteadministration kan administreres.
Det er herved i overensstemmelse med lovforslaget lagt til grund, at den
fælleskommunale administration omfatter hele skatteadministrationen, og
ikke kun enkelte dele af skatteadministrationen. Det bemærkes, at en
adgang til opdeling af skatteadministrationen vil medføre betydeligt
større engangsudgifter til edb-tilretning for Told & Skat. Det
bemærkes endvidere, at det vil tage ca. 6 måneder at
gennemføre de systemtilpasninger i Told & Skat, som
fælleskommunal administration kræver.
Merudgifter til omkostningsdækning til sagkyndig
bistand skønnes med betydelig usikkerhed at ville udgøre 0,5
mill. kr. på årsbasis. Udgifterne afholdes af den lovbundne
bevilling vedrørende udgifter til sagkyndig bistand i skattesager mv.
( § 9.21.05) under Skatteministeriet, der som følge heraf
forhøjes. For 1999 optages 0,25 mill. kr. på forslaget til
tillægsbevillingslov. Øgede indtægter fra klagegebyr i
Landsskatteretssager og gebyr for omgørelse på
skønsmæssigt 0,1 mill. kr. årligt optages som en
forhøjelse af bevillingen til klagegebyr under Skatteministeriet, der
henregnes til statens indtægtsbudget.
Derudover skønnes lovforslagets
gennemførelse samlet set ikke at have nævneværdige
administrative konsekvenser for Told & Skat og for kommunerne under et.
For kommunerne skønnes forslaget at medføre et mindre
merforbrug til klagebehandling, som dog modsvares af effektiviseringen ved
etablering af fælleskommunal administration.
Erhvervsøkonomiske og erhvervsadministrative konsekvenser
Det skønnes, at lovforslaget ikke har
nævneværdige erhvervsøkonomiske konsekvenser.
Det skønnes, at lovforslaget ikke har
erhvervsadministrative konsekvenser.
Forhold til EU-retten
Det skønnes, at lovforslaget ikke indeholder
EU-retlige aspekter.
Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke miljømæssige
konsekvenser.
Sammenfatning af økonomiske og
administrative konsekvenser
Positive
konsekvenser/mindre udgifter
(hvis Ja, angiv omfang)
Negative
konsekvenser/merudgifter
(hvis Ja, angiv omfang)
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Mulig effektivisering af den kommunale administration
Merindtægt fra gebyrer vedr. klage og omgørelse på
skønsmæssigt 0,1 mill. kr. årligt.
Forslaget skønnes at medføre engangsudgifter
for Told & Skat på 15 mill. kr.
Forslaget skønnes med betydelig usikkerhed at medfører en
årlig merudgift til omkostningsdækning på 0,5 mill. kr.
Udgiften skønnes at udgøre 0,25 mill. kr. i 1999.
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forhold til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter
Høring
Udkast til lovforslaget har været sendt til
udtalelse hos Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af
Statsautoriserede Revisorer, Advokatrådet, Erhvervenes
Skattesekretariat, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune,
Frederiksberg Kommune, Foreningen af Danske Skatteankenævn,
Erhvervsministeriet og professor Ole Bjørn.
Den del af lovforslaget, der vedrører
fælleskommunal administration, jf. § 1, nr. 1, har alene
været drøftet med Indenrigsministeriet og Kommunernes
Landsforening. Forslagene under § 1, nr. 12, § 1, nr. 20 fsva.
forslagene til § 35, stk. 1, nr. 2, 5 og 9, og stk. 4, § 1 nr.
23 fsva. forslaget til § 37 C, samt forslagene under § 5 og § 6 er
nye/væsentligt ændrede i forhold til det udkast til lovforslag,
der har været sendt til høring.
Høringssvarene er båret af, at lovforslaget i
overvejende grad er af teknisk karakter.
Advokatrådet udtrykker tilfredshed med at
betingelserne for ekstraordinær genoptagelse objektiveres, jf.
forslaget til § 1, nr. 20, men har bemærkninger af mere teknisk
karakter.
Advokatrådet udtrykker generelle
betænkeligheder ved Ligningsrådets adgang til at ændre
skatteankenævnskendelser, og Foreningen af Danske Skatteankenævn
udtrykket betænkelighed ved at fjerne fristen for Ligningsrådets
adgang til at ændre skatteankenævnskendelser, jf. forslaget under
§ 1, nr. 20 til § 35, stk. 1, nr. 8
Ligningsrådets adgang til at ændre
skatteankenævnskendelser er et gammelt led i det statslige tilsyn med
den kommunale administration. Forslaget er opretholdt, fordi
skatteankenævnskendelser ofte først foreligger efter
udløbet af den almindelige 3-årige ansættelsesfrist,
hvilket hindrer Ligningsrådet i at anvende denne
tilsynsbeføjelse. Ligningsrådets hidtidige praksis for
anvendelse af denne kompetence, der er meget tilbageholdende, er gengivet i
bemærkningerne til bestemmelsen som fortolkningsbidrag.
Foreningen af Danske Skatteankenævn udtrykker
betænkelighed ved forslaget om en bagatelgrænse for
ekstraordinær genoptagelse, jf. forslaget under § 1, nr. 20 til
§ 35, stk. 2 i skattestyrelsesloven.
Forslaget er opretholdt under hensyn til de administrative
omkostninger, der er forbundet med gennemførelse af
ansættelsesændringer for indkomståret, der ligger langt
tilbage i tid.
Advokatrådet udtrykker betænkelighed ved at
begrænse adgangen til at tage skatteforbehold og adgangen til at
få omgørelse, jf. forslaget under § 1, nr. 23 til
henholdsvis § 37 B og § 37 C i skattestyrelsesloven.
Forslagene er opretholdt i tillempet form, bl.a. under
hensyn til de administrative og bevismæssige problemer, der er
forbundet med skattemæssigt at tilbageføre privatretlige
dispositioner, der er lagt til grund for skatteansættelser. Der
henvises i øvrigt til bemærkningerne til bestemmelserne.
Professor Ole Bjørn har alene udtalt sig om
forslaget om omgørelse. Han henleder opmærksomheden på den
forskel, der vil blive mellem den vide adgang, der er til at berigtige en
tilsidesat koncernintern transaktion efter ligningslovens § 2
(bestemmelsen er fra foråret 1998), og det foreliggende forslag til
lovfæstelse af en almindelig adgang til omgørelse, der er
betydelig mere restriktivt. Han efterlyser mere ensartede regler for
omgørelse, jf. forslaget under § 1, nr. 23 til § 37 C i
skattestyrelsesloven.
Forslaget er fasthold under hensyn til, at de
særlige forhold, der gælder vedrørende koncerninterne
transaktioner, begrunder særlige regler for berigtigelse af
sådanne dispositioner.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Efter forslaget bemyndiges skatteministeren til at
godkende, at kommuner i fællesskab udpeger en person til at have
ansvaret for ligningsarbejdet i de pågældende kommuner, og dermed
etablering af en fælles administration på
skatteområdet.
Det er en forudsætning for en godkendelse, at der
foreligger en anmodning fra de kommunalbestyrelser, der ønsker at
indgå i samarbejdet. Skatteministeren vil således ikke af egen
drift kunne bestemme, at der skal etableres en fælles administration.
Den enkelte kommunalbestyrelse afgør selv, om den vil indgå i et
samarbejde.
Efter skattestyrelseslovens § 1, stk. 2 skal
kommunalbestyrelsen udpege en person, der er ansat i kommunen, til at have
det øverste ansvar for den kommunale skattemyndigheds ligningsarbejde.
Efter forslaget vil en godkendelse fra skatteministeren indebærer, at
bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 1, stk. 2 fraviges derved, at de
kommunalbestyrelser, der ønsker at indgår i samarbejdet, i
fællesskab kan udpege en embedsmand til at have det øverste
ansvar for ligningsarbejdet i alle deltagende kommuner.
Men kravet efter skattestyrelseslovens § 1, stk. 1 om, at
den enkelte kommunalbestyrelse er ansvarlig for, at der hvert år
udarbejdes en plan for ligningsarbejdet i kommunen, og ansvarlig for at
planen følges, vil ikke kunne fraviges.
En sådan godkendelse til at udpege en fælles
ligningsansvarlig indebærer, at forvaltningsmyndigheden på
skatteområdet er fælles i de deltagende kommuner.
Det samme gælder kompetence, der efter anden
skattelovgivning eller efter sagsudlægningsbekendtgørelsen, jf.
bekendtgørelse nr. 336 af 10. juni 1998, som ændret ved
bekendtgørelse nr. 362 af 19. juni 1998 og bekendtgørelse nr.
968 af 16. december 1998, er henlagt til den kommunale skattemyndighed.
Klage over afgørelser vil som hidtil kunne
påklages til skatteankenævnet for den kommune, hvor den
pågældende skatteyder bor, eller til den statslige told- og
skatteforvaltning.
Den fælles ligningsansvarlige har den faglige
ledelse af de embedsmænd, der henhører under den fælles
forvaltning, mens den kommune, hvor den enkelte embedsmand er ansat, har
arbejdsgiveransvaret i forhold til den pågældende. De kommunale
skattemedarbejders ansættelsesforhold mv. er således
upåvirkede af den foreslåede ordning. Arbejdsgiveransvaret over
for den fælles ligningsansvarlige påhviler den kommune, hvor
vedkommende er ansat.
Den fælles administration vil fysisk kunne placeres
uden for en deltagende kommune. Men det forventes, at der som minimum i hver
enkelt kommune bibeholdes en serviceenhed, der kan vejlede borgerne på
skatteområdet.
Det er en forudsætning for en godkendelse, at der er
udarbejdet en plan for organisationen af fællesskabet, og at de
deltagende kommuner er enige om fordeling og finansiering af udgifterne ved
den fælles administration.
Det er endvidere en forudsætning for en godkendelse,
at etableringen af den fælles administration ikke medfører
væsentlige merudgifter for statskassen.
Ved afgørelsen af, om en godkendelse skal gives,
vil skatteministeren kunne tillægge det betydning, om en
ansøgende kommune allerede samarbejder med andre kommuner på
andre områder, således at en godkendelse vil medføre
unødigt komplicerede samarbejdsrelationer i forhold til borgerne og
staten.
Fremgangsmåden ved ansøgning om etablering af
en fælleskommunal administration vil være, at
kommunalbestyrelserne i de kommuner, der ønsker at deltage, lader
udarbejde et udkast til en aftale herom. Dette aftaleudkast sendes til
udtalelse i Skatteministeriet. Når Skatteministeriets udtalelse
foreligger, udarbejder kommunerne den endelige aftale, der efter godkendelse
i de deltagende kommunalbestyrelser sendes til skatteministeren med anmodning
om godkendelse af udpegning af en fælles ligningsansvarlig på
dette aftalegrundlag.
Det forventes, at en godkendelse af udpegning af en
fælles ligningsansvarlig vil blive givet for en årrække,
men med mulighed for forlængelse.
De kommunalbestyrelser, der indgår i et samarbejde,
har ansvaret for at informere borgerne om det etablerede samarbejdet.
Skatteministeren vil kunne tilbagekalde en godkendelse af
udpegning af en fælles ligningsansvarlig, hvis skatteministeren
skønner, at forudsætninger for godkendelsen ikke opfyldes. En
sådan tilbagekaldelse af en godkendelse vil kunne have væsentlige
administrative konsekvenser for de deltagende kommuner, hvorfor en
tilbagekaldelse skal ske med et passende varsel, der normalt ikke er på
under ½ år.
Til nr. 2
Efter § 3, stk. 4, 1. pkt. i
skattestyrelsesloven skal ligningsmyndighederne varsle den skattepligtige
skriftligt, hvis myndighederne påtænker at foretage en
skatteansættelse på et andet grundlag end selvangivet eller
påtænker at ændre en skatteansættelse. Den
skattepligtige skal samtidig gives en frist til at fremkomme med en udtalelse
over den påtænkte skatteansættelse.
Denne høringspligt er ubetinget i modsætning
til den almindelige høringspligt efter forvaltningslovens § 19 og
§ 20, hvorefter en forvaltningsmyndighed som udgangspunkt skal foretage
høring af en part, når myndigheden er kommet i besiddelse af
oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, som parten ikke kan
antages at være bekendt med, og oplysningerne er til ugunst for den
pågældende part og af væsentlig betydning for sagens
afgørelse.
Det foreslås præciseret, at den særlige
ubetingede høringspligt efter skattestyrelsesloven kun omfatter de
tilfælde, hvor den påtænkte ændring vedrører
oplysninger af den type, der skal selvangives. Det er typisk oplysninger om
indkomst, herunder fradrag, oplysninger om kvalificering af en indkomst som
f.eks. personlig indkomst eller kapitalindkomst, oplysninger om indkomst fra
udlandet eller oplysninger om værdien af ejerbolig.
Derimod skal der efter forslaget ikke foretages
høring efter skattestyrelsesloven i tilfælde, hvor den
påtænkte ændring skyldes en ændret skatteberegning i
form af f.eks. overførsel af et uudnyttet underskud, bundfradrag eller
personfradrag mellem ægtefæller, fremførsel af et
underskud til fradrag i den skattepligtiges indkomst for følgende
indkomstår, eller beregning af en skattelempelse efter en
dobbeltbeskatningsaftale med en fremmed stat. I disse tilfælde finder
de almindelige høringsregler i forvaltningsloven anvendelse.
Baggrunden for forslaget er dels, at der normalt ikke er
grundlag for uenighed om en skatteberegning, dels at skatteberegningen
normalt først foretages i forbindelse med
»årsopgørelsen«, og ikke allerede på tidspunktet for
udsendelsen af »agterskrivelsen«.
Til nr. 3
Efter § 3, stk. 4, 2. pkt. i
skattestyrelsesloven skal skattemyndighederne give den skattepligtige en
frist til at udtale sig over den varslede påtænkte
skatteansættelse. Længden af denne frist beror som udgangspunkt
på myndighedens bedømmelse af behovet herfor i den enkelte sag,
men efter retspraksis må fristen normalt ikke være på
mindre end 14 dage.
Det foreslås at lovfæste, at
høringsfristen skal være på mindst 15 dage regnet fra
høringsskrivelsens datering, svarende til 14 dage fra
høringsskrivelsens fremkomst til den skattepligtige ved normal
postbesørgelse. Herved undgås tvivl om, hvor kort en frist den
enkelte sag giver grundlag for. En manglende overholdelse af denne
høringsfrist kan efter omstændighederne medfører, at
skatteansættelsen er ugyldig.
Til nr. 4
Efter forslaget ophæves den hidtidige bestemmelse i
skattestyrelseslovens § 4 om skattepligtiges ret til få genoptaget
skatteansættelser. Denne bestemmelse videreføres efter forslaget
under § 1, nr. 20, i skattestyrelseslovens § 34 og § 35.
Til nr. 5 og 15
Forslagene består dels af en redaktionel omskrivning
af § 24, stk. 1, i skattestyrelsesloven, dels af forslag om at
tillægge skatteankenævn og Landsskatteretten kompetence til at
afgøre spørgsmål om forældelse af skattekrav,
når spørgsmålet rejses i forbindelse med klage over en
skatteansættelse, jf. forslaget til § 24, stk. 1, nr. 5.
En skatteansættelse er uvirksom, hvis den foretages
på et tidspunkt, hvor det afledte skattekrav er forældet. Det
foreslås derfor, at skatteankenævn og Landsskatteretten
tillægges kompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt
en skatteansættelse er uvirksom som følge af at det afledte
skattekrav var forældet på tidspunktet for
skatteansættelsens foretagelse.
Forslaget indebærer ikke, at spørgsmål
om forældelse af skattekrav, der opstår i forbindelse med de
statslige eller kommunale myndigheders opkrævning og inddrivelse af
skattekrav, kan forelægges Landsskatteretten til prøvelse. Den
administrative prøvelse heraf tilkommer de statslig told- og
skattemyndigheder. Den foreslåede skatteankenævns- og
Landsskatteretskompetence er alene en kompetence til at afgøre
spørgsmål om, hvorvidt der forelå forældelse
på det tidspunkt, hvor den påklagede skatteansættelse blev
foretaget.
Efter afgiftslovgivningen har Landsskatteretten i et
nærmere angivet omfang klagekompetence på afgiftsområdet.
Forslagets gennemførelse bevirker, at Landsskatteretten også i
disse sagstyper får en tilsvarende afgørelseskompetence.
Til nr. 6-9, 11, 14, 16, 18, 19 og 21-22
Forslagene er hovedsagelig af redaktionel karakter.
Det foreslås under i nr. 9, at der beskikkes
en suppleant for hver af de to særligt sagkyndige, der skal beskikkes
af skatteministeren til at deltage i Landsskatterettens afgørelser af
klager over afgørelser efter lov om registreringsafgift af
motorkøretøjer m.v. Uden en sådan beskikkelse vil
Landsskatteretten ikke kunne træffe afgørelse i disse sager,
hvis en af de to sagkyndige får forfald.
Det foreslås under nr. 16, at klageafgiften
ved klage til Landsskatteretten tilbagebetales i tilfælde, hvor klagen
trækkes tilbage i forbindelse med at den myndighed, der har truffet den
påklagede afgørelse, genoptager sagen.
Til nr. 10 og 17
Det foreslås, at skatteankenævn og
Landsskatteretten ikke fremover skal have en fri adgang til at ændre
urigtige forhold i en påklaget skatteansættelse.
Efter forslaget er disse klageorganers kompetence til at
ændre en skatteansættelse en kompetence til at ændre de
forhold i skatteansættelsen, der er klaget over, samt andre forhold i
skatteansættelsen, der er en følge af klagen. Det kan f.eks.
være en situation, hvor der er klaget over afskrivningsgrundlaget for
en erhvervsmæssig ejendom, der tillige anvendes privat. Ændres
fordelingen mellem erhvervsmæssig og privat anvendelse af bygningen,
vil såvel afskrivningsgrundlaget som lejeværdi af egen bolig
skulle ændres. Denne kompetence er ubundet af
ansættelsesfristerne som foreslået under § 1, nr. 20.
Ønskes andre end disse forhold i
skatteansættelsen ændret, må spørgsmålet tages
op af den skattemyndighed, der har ansættelseskompetencen i
første instans. Dette kan efter gældende ret gøres,
selvom ansættelsen er til behandling i et klageorgan, når der
blot ikke er tale om samme forhold i skatteansættelsen.
Til nr. 12 og 13
Efter § 22, stk. 1 i skattekontrolloven kan
skatteankenævn genoptage egne kendelser efter anmodning fra klageren,
når nævnet forelægges nye oplysninger, som ikke tidligere
har været fremme under sagen, og nævnet skønner, at de nye
oplysninger ville have medført et væsentligt ændret udfald
af sagen, hvis de havde foreligget tidligere.
Det foreslås under nr. 12, at denne
genoptagelseskompetance tidsmæssigt begrænses efter de under
§ 1, nr. 20 foreslåede ansættelsesfrister, og efter adgangen
til at få afgørelsen prøvet i det administrative
klagesystem eller ved domstolene.
Baggrunden for forslaget er, at der som udgangspunkt ikke
bør være en bedre adgang til at få genoptaget en
skatteansættelse, der har været påklaget, end en
skatteansættelse, der ikke har været påklaget.
Efter forslaget til § 22, stk. 1, nr. 1 skal en anmodning
om genoptagelse fremsættes inden for samme frister som gælder for
fremsættelse af en anmodning om genoptagelse i første instans,
det vil sige inden 3 år efter udløbet af det
pågældende indkomstår, medmindre der foreligger
sådanne særlige forhold som nævnt i forslaget til § 35
i skattestyrelsesloven.
Herudover vil en genoptagelsesanmodning kunne
fremsættes rettidigt inden for fristen for klage til Landsskatteretten
over skatteankenævnets kendelse eller, hvis klage til Landsskatteretten
er indgiver, under Landsskatterettens behandling af klagen, jf. forslaget til
§ 22, stk. 1, nr. 2. Bestemmelsen åbner således for, at
skatteankenævnet kan imødekomme en genoptagelsesanmodning, hvis
der er kommet nye oplysninger frem under Landsskatterettens behandling af
klagen, og de nye oplysninger giver grundlag for en genoptagelse. Men
skatteankenævnet skal som hidtil respektere Landsskatterettens
kendelser.
Tilsvarende gælder, hvis skatteankenævnets
kendelse er indbragt for landsretten eller for Højesteret, jf.
forslagene til § 22, stk. 1, nr. 3 og 4.
Efter § 22, stk. 2 i skattestyrelsesloven kan
skatteankenævnet efter anmodning fra klageren genoptage egne
afgørelser, selv om betingelserne efter § 22, stk. 1 ikke er
opfyldte, hvis nævnet skønner, at særlige
omstændigheder taler derfor.
Det foreslås under nr. 13, at denne
kompetence til ekstraordinært at genoptage egne afgørelser
afgrænses på samme måde som Landsskatterettens tilsvarende
kompetence efter § 29, stk. 2 i skattestyrelsesloven. Herved bliver
den praksis, som Landsskatteretten udvikler vedrørende § 29,
stk. 2 retningsgivende for skatteankenævnene.
Bestemmelsen i § 29 i skattestyrelsesloven går
tilbage til 1977, jf. § 32 i lov nr. 281 af 8. juni 1977.
Efter § 29, stk. 2 kan Landsskatteretten,
når ganske særlige omstændigheder taler derfor, bortse fra
genoptagelseskriterierne efter § 29, stk. 1. Som eksempel
nævnes i forarbejderne, at Landsskatteretten har afsagt en kendelse,
der vedrører et spørgsmål, som samtidig verserer for
domstolene, og hvor domstolsafgørelsen tilsidesætter hidtidig
Landsskatteretspraksis. På den anden side nævnes tillige i
forarbejderne, at det forudsættes, at bestemmelsen administreres
restriktivt, idet retsmidlet mod Landsskatterettens kendelser fortsat
må være indbringelse for domstolene. Forfølger en klager
ikke sin opfattelse gennem indbringelse for domstolene, skal der foreligge
særlige omstændigheder, der taler afgørende for at tillade
genoptagelse.
Det antages, at § 29, stk. 2 i
skattestyrelsesloven giver hjemmel til, at Landskatteretten i et meget
begrænset omfang kan give forhåndstilsagn om genoptagelse af
afsagte Landsskatteretskendelser i tilfælde, hvor klageren kan
påvise, at der verserer en helt identisk sag for domstolen,
således at udfaldet af dommen må antages at ville kunne
lægges direkte til grund for den sag, der har været forelagt
Landsskatteretten.
Forslagets gennemførelse vil begrænse
skatteankenævnenes hidtidige genoptagelseskompetence.
Til nr. 20
Det foreslås at sammenskrive de gældende
regler i § 4 i skattestyrelsesloven om frister for skattepligtiges
adgang til at få en skatteansættelse genoptaget og reglen i
§ 35 i skattestyrelsesloven om frister for myndighedernes adgang til at
forhøje en skatteansættelse. Fristerne er samlet i forslagene
til § 34 og § 35 i skattestyrelsesloven.
Efter § 34 og § 35 gælder fristerne for
den kommunale skattemyndigheds, den statslige told- og skatteforvaltnings og
Ligningsrådets adgang til at foretage eller ændre en
skatteansættelse. Fristerne gælder derimod ikke for
skatteankenævn og Landsskatteretten, idet disse klageorganers adgang
til at ændre skatteansættelser er særskilt reguleret.
Fristerne gælder ikke tilfælde, hvor en
domstol hjemviser en skatteansættelse, der er forelagt domstolen til
prøvelse, til fornyet behandling hos ligningsmyndigheden, eller
tilfælde hvor der indgås forlig under en retssag.
Fristerne gælder ikke for ejendomsvurderinger
foretaget efter lov om vurdering af landets faste ejendomme, selvom
ejendomsvurderingen indgår i grundlaget for en skatteansættelse
efter lov om en kommunal og amtskommunal ejendomsværdiskat.
Fristerne gælder ikke skattemyndighedernes adgang
til at søge et tab for manglende skattebetaling, typisk som
følge af urigtig selvangivelse, erstattet af den skattepligtige.
Fristerne gælder heller ikke skattepligtiges adgang til at søge
tab som følge af for meget betalt skat erstattet af det offentlige.
Efter forslaget gælder de foreslåede
ansættelsesfrister for såvel forhøjelser som
nedsættelser.
Efter forslaget til § 34, stk. 1
udløber den almindelige frist for myndighedernes adgang til at varsle
en forhøjelse af en skatteansættelse som hidtil den 1. maj i det
4. år efter indkomstårets udløb.
Den varsling, der skal foretages inden for fristen, er den
»agterskrivelse«, den kommunale skattemyndighed efter § 3, stk. 4 i
skattestyrelsesloven skal sende i tilfælde, hvor myndigheden
påtænker at foretage en skatteansættelse på et andet
grundlag end selvangivet, eller påtænker af ændre den del
af grundlaget for en skatteansættelse, der skal selvangives.
Bestemmelsen i § 3, stk. 4 gælder efter § 12 A,
§ 14, stk. 4 og § 19, stk. 1 i skattestyrelsesloven
også for den statslige told- og skatteforvaltning og
Ligningsrådet.
Det skal i den forbindelse bemærkes, at en
agterskrivelse ikke må afsendes, hvis ikke skattemyndigheden på
afsendelsestidspunktet i øvrigt er i besiddelse af det fornødne
grundlag for at gennemføre den varslede
ansættelsesændring. Det skal endvidere bemærkes, at en
agterskrivelse skal indeholde en begrundelse, således at den
skattepligtige kan tage stilling til om ændringen er rigtig.
Varsles en forhøjelse af en skatteansættelse
i det 4. år efter indkomstårets udløb, dvs. i perioden
1/1-1/5, har den skattepligtige uanset de tidsmæssige
begrænsninger efter § 34, stk. 2 for genopragelse af en
skatteansættelse ret til alle indsigelser mod hele den
pågældende skatteansættelse.
Det er som udgangspunkt skattemyndighedernes ansvar, at
der foretages en korrekt skatteansættelse, når der foreligger en
fyldestgørende og korrekt selvangivelse. Det forekommer imidlertid
ofte i praksis - af mange forskelligartede grunde - at en skattepligtig
ønsker sin skatteansættelse ændret. I sådanne
tilfælde, hvor den skattepligtige ønsker sin
skatteansættelse ændret, følger det af almindelige
forvaltningsretlige regler, at skattemyndigheden, hvis
ansættelsesfristerne ikke er udløbet, skal korrigere
ansættelsen, hvis myndigheden forelægges oplysninger, der viser,
at ansættelsen er forkert.
Forslaget til § 34, stk. 2, er en
videreførelse af den gældende § 4, stk. 1 i
skattestyrelsesloven, hvorefter skattepligtiges ret til at begære deres
skatteansættelse ændret som udgangspunkt udløber med det
3. år efter indkomstårets udløb.
Genoptagelsesfristen gælder de pligtmæssige
selvangivelsesoplysninger, der er fastsat efter § 1 i
skattekontrolloven. Fristerne for ændring af oplysninger i
selvangivelsen om valg mellem flere muligheder, f.eks. valg af
virksomhedsordningen eller valg af afskrivningsprocent, er reguleret i de
enkelte særlove, hvori adgangen til disse særlige valg er
givet.
Det er i forslaget forudsat, at kompetencen til at
afgøre, om en genoptagelsesanmodning skal imødekommes,
tilkommer skattemyndigheden, og at et afslag på en sådan
genoptagelsesanmodning kan påklages på samme måde som en
skatteansættelse, det vil typisk sige til skatteankenævn og
Landsskatteretten.
Efter forslaget til § 34, stk. 3 skal en
ansættelse af den indkomst eller den ejerboligværdi, der skal
lægges til grund for skatteansættelsen, normalt være
foretaget senest den 1. august i det 4. år efter indkomstårets
udløb, medmindre der foreligger et forhold som nævnt i
§ 35. Fristen er absolut for myndighederne, men den skattepligtige kan
efter anmodning få udsat fristen, hvis den pågældende kan
påvise, at det vil være forbundet med uforholdsmæssige
vanskeligheder for denne at varetage sine interesser i sagen inden fristens
udløb.
Bestemmelserne svarer til de gældende bestemmelser i
§ 35, stk. 1, 2. og 4. pkt. i skattestyrelsesloven, men det er
præciseret, at bestemmelserne ikke finder anvendelse på
skatteberegningen. Skatteberegningen skal, hvis beregningen foretages efter
fristens udløb, foretages inden rimelig tid efter at ansættelsen
er foretaget.
Denne ansættelsesfrist gælder ikke i det
omfang der i anden lovgivning er fastsat særlige regler om
efterbeskatning, f.eks.i etableringskontoloven og kildeskattelovens § 48
E (forskere).
For visse koncerninterne transaktioner udløber
fristerne efter stk. 1 og 3 dog først i det 6. år efter
indkomstårets udløb, jf. forslaget til § 35, stk. 4.
Anvender den skattepligtige et regnskabsår, der ikke
er sammenfaldende med kalenderåret, regnes disse
ansættelsesfrister fra udløbet af det indkomstår, der
træder i stedet for regnskabsåret, jf. forslaget til
§ 34, stk. 5.
Efter forslaget til § 35 i
skattestyrelsesloven gøres der en række undtagelser fra de
almindelige ansættelsesfrister, der er foreslået indsat som
§ 34 i skattestyrelsesloven.
Disse forlængelser af ansættelsesfristerne
vedrører såvel nedsættelser som forhøjelser, og
dermed også ansættelsesændringer på grundlag af
genoptagelsesanmodninger fra skattepligtige.
Overordnet er fristforlængelserne centreret om
tilfælde, hvor den skattepligtige enten uforskyldt er blevet
skatteansat for højt eller myndighederne er uden skyld i en for lav
skatteansættelse. Fristforlængelserne omfatter ikke
småsager, jf. forslaget til § 35, stk. 2 i
skattestyrelsesloven.
I modsætning til den gældende § 4,
stk. 2 i skattestyrelsesloven, hvor det kræves, at skattepligtiges
adgang til at påberåbe sig sådanne længere
ansættelsesfrister betinges af, at forholdene i særlige grad skal
tale for, at genoptagelse tillades for »gamle« år - altså en mere
individuel og skønsmæssig bedømmelse - foreslås
genoptagelseskriterierne objektiverede.
Afgørelsen af om betingelserne for fristgennembrud
er til stede træffes som led i den almindelige ligning, og en
afgørelse herom påklages administrativt på samme
måde som en klage over skatteansættelsen.
Under § 35, stk. 1, nr. 1 foreslås,
at de almindelige ansættelsesfrister efter § 34 ikke skal finde
anvendelse, hvis den indkomst eller den ejerboligværdi, der skal
lægges til grund for skatteansættelsen, ændres efter
udløbet af det pågældende indkomstår.
Ændringen kan være begrundet i såvel privatretlige som
offentligretlige forhold.
Det kan være tilfælde, hvor det
efterfølgende konstateres, at en indkomst er udbetalt med urette,
f.eks. studiestøtte eller dagpenge, og derfor skal betales tilbage.
Det kan være tilfælde, hvor en erstatningssum
efterfølgende tillades opdelt skattemæssigt på de
indkomstår, som erstatningen vedrører, f.eks. erstatning for
tabt arbejdsfortjeneste. Det kan være tilfælde, hvor en afgift
til det offentlige, for hvilke der er fradragsret, først
efterfølgende fastsættes endeligt, med deraf følgende
regulering af fradraget i opgørelsen af den skattepligtige indkomst,
f.eks. realrenteafgift eller bidrag efter arbejdsmarkedsfondsloven. Det kan
være tilfælde, hvor indholdet af en privatretlig disposition
først efterfølgende afklares endeligt, f.eks. ved dom eller
voldgift. Og det kan være tilfælde, hvor der gives tilladelse til
omgørelse, eller tilfælde hvor et skatteforbehold gøres
gældende, jf. forslagene under § 1, nr. 23.
Under nr. 2 foreslås, at
skatteansættelser skal kunne gennemføres inden for de
almindelige ansættelsesfrister, selv om de begrundes i en vurdering af
grundlaget for en skatteansættelse eller et
fremførselsberettiget underskud, der ligger udenfor de almindelige
ansættelsesfrister. Bestemmelsen gælder dog ikke i det omfang den
skatteansættelse, der nu foretages inden for de almindelige
ansættelsesfrister, beror på et skøn.
Bestemmelsens anvendelsesområde vil typisk
være en vurdering af et afskrivningsgrundlag eller af grundlaget for et
underskud, der er fremført til fradrag vedrørende
efterfølgende indkomstår.
Under nr. 3 foreslås, at der i de
tilfælde, hvor en ændring af en skatteansættelse har
afledte virkninger for skatteansættelsen af den skattepligtige for
andre indkomstår, kan foretages sådanne ændringer, der er
en direkte følge heraf, selvom de almindelige ansættelsesfrister
derved overskrides.
Det kan f.eks. være tilfældet, hvor
skattemyndighederne inden for de almindelige ansættelsesfrister
forhøjer en skatteansættelse med den virkning, at en
skatteansættelse for indkomstår, der ligger uden for de
almindelige ansættelsesfrister, skal nedsættes, eller at den
skattepligtige indenfor de almindelige frister begærer en
skatteansættelse nedsat med den virkning, at en skatteansættelse
for indkomstår, der ligger udenfor de almindelige
ansættelsesfrister, skal forhøjes, f.eks.
spørgsmålet om hvilket indkomstår en renteudgift skal
henføres til.
Under nr. 4 foreslås, at der i
tilfælde, hvor en ændring af en skatteansættelse
vedrørende den skattepligtiges ægtefælle har afledte
virkninger for skatteansættelsen af den skattepligtige, kan foretages
sådanne ændringer, der er en direkte følge heraf, selvom
de ordinære ansættelsesfrister derved overskrides.
Forslaget har baggrund i de særlige skatteregler for
samlevende ægtefæller. Bestemmelsen vil f.eks. kunne anvendes
på spørgsmål om anvendelse af reglerne om medarbejdende
ægtefæller. Bestemmelsen kan ikke anvendes på privatretlige
dispositioner mellem ægtefæller, når dispositionen ikke er
særligt skatteretligt regulerede.
Under nr. 5 foreslås, at der uafhængigt
af de almindelige ansættelsesfrister skal kunne foretages
konsekvensændringer mellem interesseforbundne parter som nævnt i
§ 3 B i skattekontrolloven i tilfælde, hvor en udenlandsk
skattemyndighed korrigerer en transaktion mellem sådanne parter, fordi
transaktionen ikke er foretaget efter markedsmæssige priser og
vilkår.
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelser i
skattestyrelseslovens § 4, stk. 2, 2. pkt., der ophæves.
Efter bestemmelsen kan skattepligtige - uafhængigt
af de almindelige ansættelsesfrister - få nedsat den
skattepligtige danske indkomst som følge af en udenlandsk
skattemyndigheds transfer pricing regulering vedrørende en
kontrolleret transaktion. Der gives dog kun nedsættelse i det omfang de
danske skattemyndigheder er enige med de udenlandske skattemyndigheder i, at
forhøjelsen er i overensstemmelse med armslængde princippet.
Som nyt i forhold til gældende ret finder
bestemmelsen også anvendelse, såfremt en udenlandsk
skattemyndighed undtagelsesvis har nedsat den skattepligtige indkomst,
således at de kontrollerede transaktioner bliver på
armslængde vilkår. En dansk skattemyndighed får
således - i det omfang skattemyndigheden er enig med den udenlandske
skattemyndighed - også efter udløbet af
ansættelsesfristerne efter den foreslåede § 34 mulighed for at
foretage en tilsvarende transfer pricing forhøjelse i Danmark,
således at »dobbelt ikke-beskatning« undgås.
Under nr. 6 foreslås, at skattemyndighederne
ikke skal være bundet af de almindelige ansættelsesfrister i
tilfælde, hvor den skattepligtige eller nogen på dennes vegne
forsætligt eller groft uagtsomt har forholdt skattemyndighederne
ligningsrelevante oplysninger.
Bestemmelsens anvendelse forudsætter ikke, at der er
begået et strafbart forhold, men at der er udvist mere end almindelig
uagtsomhed af den skattepligtige eller dennes repræsentant, typisk i
forbindelse med opfyldelse af selvangivelsespligten.
Under nr. 7 foreslås, at der lovfæstes
en adgang for Told- og Skattestyrelsen til generelt at tillade genoptagelse
af skatteansættelser i tilfælde, hvor hidtidig
ligningsmæssig praksis er underkendt ved en Landsskatteretskendelse
eller ved en dom. Det er herved forudsat, at Told- og Skattestyrelsen som
hidtil udsender et særligt cirkulære, når der foreligger en
sådan kendelse eller dom, der efter styrelsens opfattelse skal
resultere i genoptagelse af skatteansættelser i tilsvarende sager.
Genoptagelsesadgangen består kun i det omfang, den tilsidesatte praksis
har fundet anvendelse ved den pågældende
skatteansættelse.
I disse tilfælde vil genoptagelse kunne foretages
fra og med det tidligste af de indkomstår, der har været
prøvet i den første sag, der førte til underkendelsen af
hidtidig praksis.
Under nr. 8 foreslås, at Ligningsrådets
revisionskompetence overfor kommunale skatteankenævn ikke skal
være bundet af de ordinære ansættelsesfrister.
Jævnligt foreligger ankenævnenes afgørelser først
efter udløbet af de ordinære ansættelsesfrister.
Det er Ligningsrådets praksis, at rådet kun
ændre skatteankenævnskendelser, hvis de er urigtige og
rækker ud over den konkrete sag eller har stor provenumæssig
betydning.
Under nr. 9 foreslås, at skatteministeren
bemyndiges til at tillade en skatteansættelse ændret som
følge af fejl begået af en skatteansættende myndighed.
Bestemmelsens anvendelsesområde er som udgangspunkt
tilfælde, hvor en skatteansættende myndighed har begået en
ansvarspådragende fejl. Bestemmelsen skal således ses som et
alternativ til en erstatningssøgsmål ved domstolene.
Bestemmelsen kan kun anvendes, hvor den begåede fejl har resulteret i
en materielt urigtig ansættelse.
Det er hensigten at henlægge denne kompetence til
told- og skatteregionerne med klageadgang til Told- og Skattestyrelsen.
Det foreslås under § 35, stk. 2, at
der indføres en »bagatelgrænse«, således at undtagelserne
fra de almindelige ansættelsesfrister kun finder anvendelse, hvis
ansættelsesændringen for det enkelte indkomstår
indebærer en indkomstændring (brutto) på mindst 5.000 kr.,
det vil sige en indkomstændring før fradrag.
Det foreslås under § 35, stk. 3, at
adgangen til at fravige de almindelige ansættelsesfrister skal
forudsætte, at den skatteansættende myndighed, respektive den
skattepligtige, reagerer inden for rimelig tid efter at den
pågældende er blevet opmærksom på det forhold, der
begrunder fristforlængelsen.
Hvad der er rimelig tid må bero på en
bedømmelse af det enkelte forhold, hvorunder såvel sagens
karakter, f.eks. om der er tale om en sag, hvor der eventuelt vil blive gjort
strafansvar gældende, som den skattepligtiges personlige forhold,
f.eks. sygdom, indgår, men normalt må der skulle reageres
indenfor 6 måneder.
Det foreslås under § 35, stk. 4, at
de skatteansættende myndigheder i første instans ikke skal
være udelukket fra at gennemføre forhøjelser eller
nedsættelser af grunde som nævnt i § 35, stk. 1 som følge
af, at et skatteankenævn, Landsskatteretten, Ligningsrådet eller
de statslige told- og skattemyndigheder har truffet afgørelse om det
forhold, der nu er grundlag for at ændre. Bestemmelsen finder
anvendelse på ansættelsesændringer, der foretages
såvel inden for som uden for ansættelsesfristerne efter § 34.
Der vil administrativt blive fastsat nærmere regler
for de skatteansættende myndigheders adgang til at anvende denne
kompetence.
Til nr. 23
Til § 37 A
Det foreslås, at bestemmelsen i kildeskattelovens §
80 om ægtefællers ret til indsigt i hinandens selvangivelse og om
ægtefællers ret til at klage over hinandens
skattenedsættelser redaktionelt flyttet til skattestyrelsesloven som §
37 A.
Til § 37 B
Det foreslås, at der som § 37 B i
skattestyrelsesloven indsættes en bestemmelse til regulering af de
skatteretlige virkninger af et skatteforbehold.
Et skatteforbehold er en betingelse for en privatretlig
disposition, hvorefter dispositionen bortfalder eller får et andet
indhold, hvis myndighederne tillægger dispositionen en anden
skatteretlig virkning end forudsat.
Det foreslås af bevismæssige grunde, at et
skatteforbehold kun skal tillægges skatteretlig virkning, hvis det er
klart, skriftligt og oplyses overfor den skatteansættende myndighed
senest samtidig med at myndigheden oplyses om dispositionens øvrige
indhold. Dette sker normalt ved at skattemyndigheden som led i
ligningsarbejdet rekvirerer dokumentation for dispositionens indhold.
Det kan ikke kræves, at skattemyndighederne på
forhånd tager stilling til et skatteforbehold, der endnu ikke er blevet
aktuelt, det vil sige før den uønskede skatteretlige virkning
er endeligt afgjort.
Det er lagt til grund, at et skatteforbehold kun kan
tillægges skattemæssig virkning, hvis det er taget senest
samtidig med den disposition, det er knyttet til, og skatteforbeholdet
utvetydigt angiver, hvilke skattemæssige virkning, der udløser
forbeholdet, samt hvilken privatretlig virkning det skal tillægges,
hvis denne skattemæssige forudsætning brister. Det kan ikke
skatteretligt tillægges betydning, hvis f.eks. et skatteforbehold
angiver, at parterne i en aftale frit kan indgå en ny aftale med
oprindelig virkning, hvis skatteforbeholdet bliver aktuelt, eller hvis der i
skatteforbeholdet er indbygget skatteforbehold vedrørende en
alternativ aftale.
Det foreslås endvidere, at den
skatteansættende myndighed skal kunne afvise et skatteforbehold, hvis
skatteforbeholdet indebærer privatretlige virkninger, der ikke er klare
og overskuelige, f.eks. hvis dispositionen vedrører overdragelse af en
virksomhed, og skatteforbeholdet først bliver udløst adskillige
år efter overdragelsen og med den virkning, at virksomhedsoverdragelsen
med den efterfølgende drift skal tilbageføres. En sådan
afvisning af at tillægge et skatteforbehold skattemæssig virkning
indebærer, at den privatretlige disposition skattemæssig
bestå, indtil skattemyndighederne modtager meddelelse om, at
dispositionen er ændret med fremtidig virkning.
Afgørelser om, hvilke skatteretlige virkninger et
skatteforbehold skal tillægges, påklages administrativt som andre
afgørelser om de skatteretlige virkninger af en privatretlig
disposition, det vil normalt sige til skatteankenævnet og
Landsskatteretten. Et skatteforbehold, der f.eks. først gøres
gældende under Landsskatterettens behandling af en klage, skal ikke
behandles af Landsskatteretten i første instans, men af den
skatteansættende myndighed.
Til § 37 C
Det foreslås, at der som § 37 C i
skattestyrelsesloven indsættes en bestemmelse til regulering af
adgangen til at tillade omgørelse af de skatteretlig virkninger af
privatretlige dispositioner.
Efter forslaget henlægges kompetencen til at give
tilladelse til omgørelse til skatteministeren. Efter denne
bestemmelse, sammenholdt med skattestyrelseslovens § 38, kan skatteministeren
bestemme, hvilke statslige eller kommunale skattemyndigheder, der skal kunne
give tilladelse til omgørelse, og om adgangen til at klage over afslag
på en omgørelsesanmodning. Det er hensigten, at skatteministeren
ved en ændring af sagsudlægningsbekendtgørelsen, jf.
senest bekendtgørelse nr. 336 af 10. juni 1998, som ændret ved
bekendtgørelse nr. 362 af 19. juni 1998 og bekendtgørelse nr.
968 af 16. december 1998, henlægger kompetencen til at tillade
omgørelse til den skatteansættende myndighed med klageadgang til
Ligningsrådet. Det er endvidere tanken, at Ligningsrådet skal
kunne give generelle anvisninger for administrationen af denne
kompetence.
En tilladelse til omgørelse indebærer i
teorien, at skattemyndighederne tillader, at en efterfølgende
ændring af en privatretlig disposition, der er lagt til grund for en
skatteansættelse, tillægges virkning for skatteansættelsen,
således at skatteansættelsen »bliver forkert« og må
ændres.
Ved § 37 C, stk. 1, nr. 1, foreslås, at
adgangen til omgørelse begrænses til dispositioner, der
primært er båret af andre hensyn end skattebesparende eller
skatteudskydende. Omgørelse vil således normalt ikke kunne
tillades af dispositioner i form af f.eks. overdragelse af aktiver til en
åbenbar over- eller underkurs mellem en hovedaktionær og det af
denne beherskede selskab. På den anden side vil omgørelse
normalt kunne tillades af dispositioner, der indebærer succession,
selvom successionen indebærer en skatteudskydelse, fordi en sådan
disposition må antages i overvejende grad at være båret af
andre hensyn end at udskyde skatten.
Ved § 37 C, stk. 1, nr. 2, foreslås, at
adgangen til omgørelse begrænses til dispositioner, hvor den
skattepligtige utvivlsomt ikke har forudset de skattemæssige virkninger
af dispositionen, og disse virkninger er væsentlige. I kravet om
væsentlighed ligger ikke et krav om væsentlighed i relation til
den pågældende disposition, men et generelt krav om, at de
uforudsete skattemæssige virkninger er væsentlige.
Ved § 37 C, stk. 1, nr. 3, foreslås, at
adgangen til omgørelse begrænses til tilfælde, hvor den
disposition, der søges omgjort, fra begyndelsen har været lagt
klart frem for den skatteansættende myndighed, således at der for
myndighederne ikke har været tvivl om dispositionens eksistens og
indhold.
Ved § 37 C, stk. 1, nr. 4, foreslås, at
adgangen til omgørelse begrænses til tilfælde, hvor de
privatretlige virkninger af den ændring af dispositionen, der
ønskes, er enkle og overskuelige, såvel for det år, hvor
dispositionen er foretaget, som for efterfølgende år. Der
må således ikke som følge af en tilladelse til
omgørelse være tvivl om de afledte skattemæssige
virkninger af omgørelsen. Der vil dog kunne bortses herfra, hvis en
manglende opfyldelse af denne betingelse vil stå i misforhold til
omgørelsens samlede økonomiske virkninger.
Ved § 37 C, stk. 1, nr. 5, foreslås, at
adgangen til omgørelse betinges af at samtlige, der vil blive
skatteretligt berørt af, at anmodningen om omgørelse
imødekommes, har tiltrådt omgørelsesanmodningen. I det
omfang en skattepligtig bor i en anden kommune end den, hvor ansøgeren
bor, må også denne anden kommune have erklæret sig enig i
omgørelsen, før en tilladelse gives.
Ved § 37 C, stk. 2, foreslås, at adgangen til
omgørelse betinges af, at der betales et gebyr svarende til gebyret
for at få en bindende forhåndsbesked om egne forhold. Forslaget
skal ses i lyset af, at en anmodning om omgørelse er et alternativ til
en bindende forhåndsbesked.
Gebyret er i 1999 på 1.500 kr. med tillæg af
1.500 kr. for hver 5 timers tidsforbrug udover 45 timer til sagsbehandlingen.
Tidsforbruget opgøres på grundlag af tidsforbruget ved
behandlingen af såvel omgørelsesanmodningen som de afledte
skatteansættelser. Der medregnes kun tidsforbrug hos den myndighed, som
afgør omgørelsesanmodningen i første instans.
Beløbet reguleres efter § 20 i personskatteloven.
Grundgebyret skal betales, før behandlingen af
omgørelsesanmodningen påbegyndes. Et eventuelt
tillægsgebyr skal være betalt, før anmodningen besvares.
Gebyret tilfalder staten, medmindre afgørelseskompetencen er henlagt
til kommunerne, i hvilket tilfælde gebyret tilfalder den
pågældende kommune. Tilbagekaldes en anmodning om
omgørelse, tilbagebetales gebyrer, der er betalt. Gebyret
tilbagebetales ikke, hvis omgørelse nægtes.
Det påhviler den skattepligtige at dokumentere, at
betingelserne for omgørelse er opfyldte.
Til § 2
Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget under
§ 1, nr. 23 (fsva. forslaget til § 37 A i
skattestyrelsesloven).
Til § 3
Efter statsskattelovens § 42 ligestilles det
offentliges krav på betaling af for lidt betalt skat med
erstatningskrav, og sådanne erstatningskrav tillægges
udpantningsret. Kan skattemyndigheden og den skattepligtige ikke enes om
kravets størrelse, skal det indbringes for domstolene til
afgørelse.
Det foreslås, at bestemmelsen ophæves ud fra
den betragtning, at det offentlige også uden en sådan
særlig lovhjemmel ville kunne få medhold ved domstolene i et krav
om erstatning for det tab, der er forbundet med, at en skattepligtig
forsætligt eller uagtsomt har bevirket, at den skattepligtige er blevet
skatteansat for lavt, og dermed ikke har opfyldt lovens krav om betaling af
skat, typisk ved at afgive en urigtig selvangivelse.
Til § 4
Efter § 39 A i ejendomsvurderingsloven, skal den enkelte
kommune yde det eller de vurderingsråd, der foretager vurderingen af
ejendommene i kommunen, bistand af kontormæssig art.
Det foreslås, at skatteministeren skal kunne
godkende at kommuner, der ønsker at gå sammen om at løse
denne opgave, etablere fælleskommunal administration om
sekretariatsbetjeningen.
Det er en forudsætning for en godkendelse, at der
foreligger en anmodning fra de kommunalbestyrelser, der ønsker at
indgå i samarbejdet. Skatteministeren vil således ikke af egen
drift kunne bestemme, at der skal etableres en fælleskommunal
administration. Den enkelte kommunalbestyrelse afgør selv, om den vil
indgå i et samarbejde.
Det er endvidere en forudsætning, at de
vurderingsråd, der skal sekretariatsbetjenes af fællesskabet,
accepterer den fælles sekretariatsbetjening.
Den fælleskommunale administration vil fysisk kunne
placeres uden for en deltagende kommune. Men det forventes, at der som
minimum i hver enkelt kommune bibeholdes en serviceenhed, der kan vejlede
borgerne på vurderingsområdet.
Det er en forudsætning for en godkendelse, at der er
udarbejdet en plan for organisationen af fællesskabet, og at de
deltagende kommuner er enige om fordeling og financiering af udgifterne ved
den fælles administration.
Det er endvidere en forudsætning for en godkendelse,
at etableringen af den fælleskommunale administration ikke
medfører væsentlige merudgifter for statskassen.
Ved afgørelsen af, om en godkendelse skal gives,
vil skatteministeren kunne tillægge det betydning, om en
ansøgende kommune allerede samarbejder med andre kommuner på
andre områder, således at en godkendelse vil medføre
unødigt komplicerede samarbejdsrelationer for borgere og staten.
Fremgangsmåden ved ansøgning om etablering af
en fælleskommunal administration vil være, at
kommunalbestyrelserne i de kommuner, der ønsker at deltage, lader
udarbejde udkast til en aftale herom. Dette udkast til en aftale sendes til
udtalelse i Skatteministeriet. Når Skatteministeriets udtalelse
foreligger, udarbejder kommunerne den endelige aftale, der forelægges
de deltagende kommunalbestyrelser til godkendelse. Herefter sendes aftalen
til skatteministeren med anmodning fra de deltagende kommunalbestyrelser om
tilladelse til etablering af den fælleskommunale administration.
Det forventes, at en godkendelse af fælleskommunal
sekretariatsbetjening af vurderingsråd vil blive givet for en
årrække, men med mulighed for forlængelse.
De kommunalbestyrelser, der indgår i samarbejdet,
har ansvaret for at informere borgerne om det etablerede samarbejdet.
Skatteministeren vil kunne tilbagekalde en godkendelse af
fælleskommunal administration, hvis skatteministeren skønner, at
forudsætninger for godkendelsen ikke opfyldes. En sådan
tilbagekaldelse af en godkendelse vil kunne have væsentlige
administrative konsekvenser for de deltagende kommuner, hvorfor en
tilbagekaldelse skal ske med et passende varsel, der normalt ikke er på
under ½ år.
Til § 5
Ændringen er en konsekvensændring som
følge af forslaget under § 1, nr. 20 om justering og
objektivering af fristreglerne i skattestyrelsesloven.
Til § 6
Efter gældende ret finder de almindelige
ansættelsesfrister i skattestyrelsesloven også anvendelse
på bidragsopgørelser.
Der er med den foreslåede henvisning til
skattestyrelseslovens § 34 alene tale om konsekvensændringer, jf.
forslaget under § 1, nr. 20.
En ændring af en skatteansættelse kan have
afledede virkninger for den skattepligtiges bidragsopgørelse. I de
tilfælde, hvor ændringen af skatteansættelsen foretages
efter udløbet af de almindelige ansættelsesfrister, gives der
efter det foreslåede 3. pkt., hjemmel til at foretage
konsekvensændringer i bidragsopgørelsen.
I den omvendte situation, hvor en ændret
bidragsopgørelse bevirker en ændring af skatteansættelsen,
er der hjemmel til at gennemføre konsekvensændringen i den under
§ 1, nr. 20 foreslåede § 35, stk. 1, nr. 1 i
skattestyrelsesloven. Der er således symmetri mellem adgangen til
ændring af den skattepligtige indkomst som følge af en
ændring af bidragsgrundlaget og omvendt.
Til § 7
Forslagene er af redaktionel karakter.
Til § 8
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1.
juli 1999, og at lovforslaget som udgangspunkt tillægges virkning fra
ikrafttrædelsestidspunktet.
Ophævelsen af skattestyrelseslovens § 4 har dog ikke
virkning for genoptagelsesanmodninger, der er indgivet til den statslige
told- og skatteforvaltning før lovens ikrafttræden, samt for
genoptagelsesanmodninger vedrørende indkomstår før 1997,
jf. stk. 3.
De dele af lovforslaget, der i øvrigt
vedrører behandling af klager eller anmodninger, har virkning for
klager eller anmodninger, der indgives efter lovens ikrafttræden, jf.
stk. 4.
Skattestyrelseslovens § 21 A, § 34 og § 35, som affattet
ved § 1, nr. 11 og 20, har virkning for skatteansættelser, der
foretages vedrørende indkomståret 1997 og følgende
indkomstår, jf. stk. 5. Efter gældende ret udløber de
ordinære ansættelsesfrister vedrørende indkomståret
1997 tidligst med udgangen af indkomståret 2000. Dertil kommer, at
formueskatten er ophævet fra og med indkomståret 1997.
Skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 7, har dog
virkning for praksis, der er underkendt ved en Landsskatteretskendelse eller
en dom, der er afsagt efter lovens ikrafttræden.
Skatteansættelser for indkomstår før 1997 kan kun
genoptages efter § 35, stk. 1, nr. 7, hvis eventuelle afledte
konsekvensændringer af genoptagelsen for skatteansættelser af den
skattepligtige eller dennes ægtefælle for samme eller andre
indkomstår gennemføres.
Skattestyrelseslovens § 37 B som affattet ved
§ 1, nr. 23 har virkning for skatteforbehold, der tages efter lovens
ikrafttræden, jf. stk. 6.
Det foreslås under stk. 7, at forslaget om at
ophæve § 42 i statsskatteloven ikke tillægges virkning for
sager, der er rejst overfor den skattepligtige efter denne bestemmelse
før lovens ikrafttræden.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 1
I lov om skattemyndighedernes organisation og opgaver m.v.
(skattestyrelsesloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 526 af 3. juli 1998,
som ændret ved § 5 i lov nr. 910 af 16. december 1998, § 3 i lov nr.
911 af 16. december 1998 og § 3 i lov nr. 1051 af 23. december 1998,
foretages følgende ændringer:
1.
I § 1 indsættes som stk. 3:
»
Stk. 3. Med
skatteministerens godkendelse kan to eller flere kommunalbestyrelser udpege
en person, der er ansat i en af kommunerne, til at have det øverste
ansvar for den kommunale skattemyndigheds ligningsarbejde i de
pågældende kommuner. Skatteministeren kan med et passende varsel
tilbagekalde en godkendelse af en fælleskommunal administration, hvis
skatteministeren skønner, at forudsætninger for godkendelsen
ikke opfyldes.«
§ 3.
- - -
Stk. 2-3. - - -
Stk. 4. Agter den kommunale skattemyndighed at foretage
en skatteansættelse på et andet grundlag end det, der er
selvangivet, herunder tilfælde, hvor behørig selvangivelse ikke
foreligger, eller agter den kommunale skattemyndighed at ændre en
skatteansættelse, skal den skattepligtige underrettes skriftligt derom.
Den skattepligtige skal samtidig underrettes om, at skatteansættelsen
vil blive foretaget som varslet, hvis den skattepligtige ikke over for
skattemyndigheden fremkommer med en begrundet skriftlig eller mundtlig
udtalelse imod skatteansættelsen inden en nærmere angiven frist.
Har den skattepligtige ikke udtalt sig inden fristens udløb, kan
skattemyndigheden foretage skatteansættelsen i overensstemmelse med
forslaget uden yderligere underretning. Har den skattepligtige udtalt sig
inden fristens udløb, skal der gives skriftlig underretning om
skatteansættelsen (kendelse).
2.
I § 3, stk. 4, 1. pkt., ændres »at ændre en
skatteansættelse« til: »at ændre den del af grundlaget
for en skatteansættelse, der skal selvangives«.
3.
I § 3, stk. 4, 2. pkt., indsættes efter »en nærmere angiven frist«: », der ikke må være på mindre end 15 dage,
regnet fra skrivelsens datering«.
Stk. 5. - - -
§ 4.
Den kommunale skattemyndighed kan genoptage en
skatteansættelse, når den skattepligtige fremlægger nye
oplysninger, som kan medføre en ændret skatteansættelse.
Begæringen om genoptagelse skal indgives inden 3 år efter
udløbet af det pågældende indkomstår. Hvis den
skattepligtiges indkomstår ikke er sammenfaldende med
kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det år, som
indkomståret træder i stedet for.
Stk. 2. Skatteministeren kan tillade, at en
genoptagelsesanmodning som nævnt i stk. 1, 1. pkt., der
fremsættes skriftligt efter udløbet af fristen i stk. 1, 2.
pkt., imødekommes, når forholdene i særlig grad taler
derfor. En genoptagelsesanmodning som nævnt i 1. pkt., der
fremsættes af en skattepligtig omfattet af skattekontrollovens § 3 B
som følge af en udenlandsk skattemyndigheds forhøjelse
vedrørende en kontrolleret transaktion, skal altid
imødekommes.
4.
§ 4 ophæves.
Stk. 3. I tilfælde, hvor en genoptagelsesanmodning
imødekommes efter stk. 1 og 2, kan skattemyndighederne uanset § 35
foretage sådanne reguleringer af skatteansættelser for andre
indkomstår, som er en direkte følge af den begærede
ansættelsesændring. En genoptagelsesanmodning, der er
imødekommet efter stk. 2, kan ikke tilbagekaldes.
Stk. 4. Reglerne i kapitel 3 anvendes tilsvarende,
når den kommunale skattemyndighed har givet afslag på en
begæring efter stk. 1.
§ 5.
Skatteankenævnene behandler efter reglerne i §§ 21, § 21
A og 22 klager over de kommunale skattemyndigheders afgørelser som
nævnt i § 2.
5.
I § 5 ændres »og § 22« til: », § 22 og § 24«.
§ 12 A.
Told- og skatteforvaltningen foretager
skatteansættelser af indkomst for juridiske personer bortset fra
dødsboer. § 3, stk. 4 og 5, § 4, stk. 1, § 21, stk. 3, 1.-4. pkt., og
§ 38 finder tilsvarende anvendelse. Afgørelser i 1. instans efter 1.
pkt. og afslag på en genoptagelsesanmodning efter § 4, stk. 1,
vedrørende juridiske personer bortset fra dødsboer
påklages til Landsskatteretten.
6.
I § 12 A, 2. pkt., udgår: »§ 4, stk. 1,«.
7.
§ 12 A, 3. pkt., affattes således:
»
Afgørelser i 1. instans efter 1. pkt.,
påklages til Landsskatteretten«.
§ 20.
Landsskatteretten behandler efter reglerne i §§ 23-30 klager
over afgørelser truffet af skattemyndighederne.
8.
I § 20, stk. 1, ændres »skattemyndighederne« til: »de lokale
skattemyndigheder, vurderingsråd, skyldråd og told- og
skatteforvaltningen«.
Stk. 2. Landsskatteretten består af en
retspræsident, et antal retsformænd samt 28 andre medlemmer.
Folketinget vælger 11 medlemmer, og skatteministeren beskikker 17
medlemmer. Herudover beskikker skatteministeren til afgørelse af
klager efter § 29 a i lov om registreringsafgift af
motorkøretøjer m.v. 2 medlemmer, hvoraf det ene skal
repræsentere bilbranchen og det andet være indstillet af
Færdselsstyrelsen.
9.
I § 20, stk. 2, 3. pkt., indsættes
efter »Færdselsstyrelsen«: », samt på
samme måde en suppleant for hver af disse medlemmer«.
Stk. 3-8. - - -
§ 21
. - - -
Stk. 2-3. - - -
10.
§ 21, stk. 4, 2. pkt., affattes således:
Stk. 4. Skatteankenævnets afgørelser
træffes ved kendelse. Skatteankenævnet er uanset klagens indhold
berettiget til at ændre ansættelsen i sin helhed.
»
Ved klage over
en skatteansættelse er skatteankenævnet berettiget til at
foretage sådanne ændringer af ansættelsen, der er en
følge af klagen. «
Stk. 5. - - -
§ 21 A.
Ved klage over den kommunale skattemyndigheds afslag
på en anmodning efter § 4, stk. 1, om genoptagelse af en
skatteansættelse kan skatteankenævnet vælge, hvis klageren
er enig deri og genoptagelse findes berettiget, at genoptage
skatteansættelsen i stedet for at pålægge den kommunale
skattemyndighed at genoptage skatteansættelsen.
11.
§ 21 A ændres »§ 4, stk. 1,« til:
»§ 34, stk. 2, eller § 35 «.
§ 22.
Skatteankenævnet kan efter anmodning fra klageren
genoptage en sag om ansættelse af indkomst, når der
forelægges nævnet oplysninger, som ikke tidligere har været
fremme under sagen, og det skønnes, at de nye oplysninger ville have
medført et væsentligt ændret udfald af sagen, hvis de
havde foreligget tidligere.
Stk. 2. Skatteankenævnet kan imødekomme en
ansøgning om genoptagelse, selv om betingelserne i stk. 1 ikke er
opfyldt, hvis nævnet skønner, at særlige
omstændigheder taler derfor.
12.
I § 22, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»
De nye
oplysninger skal forelægges nævnet inden for følgende
frister:
1) Fristen efter § 34, stk. 2, jf. § 35, for fremsættelse af en
anmodning om genoptagelse.
2) Fristen efter § 25, stk. 1, for indgivelse af klage over
skatteankenævnets afgørelse til Landsskatteretten, eller inden
Landsskatterettens behandling af sagen er afsluttet.
3) Fristen efter § 31, stk. 3, for indbringelse af sagen for
landsretten, eller inden landsrettens behandling af sagen er afsluttet.
4) Fristen for indbringelse af landsrettens dom for Højesteret,
eller inden Højesterets behandling af sagen er afsluttet.«
13.
I § 22, stk. 2, indsættes efter »hvis nævnet skønner,
at«: »ganske «.
§ 23.
Landsskatteretten påkender klager over
afgørelser af:
1) Spørgsmål om skatteansættelse af indkomst efter §
2, nr. 1, jf. § 5, § 14, stk. 4, og § 19, stk. 1.
14.
I § 23, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »§ 5,«: »§ 12 A, jf. §
38, stk. 3, «.
2)-6) - - -
Stk. 2. - - -
15.
§ 24, stk. 1, affattes således:
§ 24.
Skatteansættelser af indkomst kan påklages,
når den klageberettigede mener, at
»
En
skatteansættelse af indkomst kan påklages, når den
klageberettigede mener:
1) den pågældende ikke er skattepligtig efter lovgivningens
regler om indkomstskat til staten,
2) ansættelsen er ugyldig på grund af formelle fejl,
3) den skattepligtiges indkomst er ansat forkert eller
4) den skattepligtiges indkomstskat er beregnet forkert.
Stk. 2. - - -
1) At den pågældende ikke er skattepligtig efter reglerne
om indkomstskat til staten.
2) At skatteansættelsen er ugyldig på grund af formelle
fejl.
3) At indkomsten er ansat forkert.
4) At indkomstskatten er beregnet forkert.
5) At skatteansættelsen er uvirksom, fordi det afledte skattekrav
var forældet på tidspunktet for skatteansættelsens
foretagelse.«
§ 25.
- - -
Stk. 2-3. - - -
Stk. 4. Ved fremsendelsen af klagen betales en afgift
på et grundbeløb på 400 kr. Det nævnte
grundbeløb reguleres efter personskattelovens § 20. Hvis
afgiftsbeløbet ikke følger med klagen og heller ikke indbetales
inden en frist, som Landsskatteretten fastsætter, betragtes klagen som
bortfaldet. I så fald bortfalder også afgiften. Den indbetalte
afgift tilbagebetales til klageren, når denne får helt eller
delvis medhold i klagen af Landsskatteretten eller ved en
efterfølgende domstolsprøvelse af Landsskatterettens
afgørelse. Afgiftsbeløbet kan ikke forlanges tilbagebetalt,
når klagen afvises, når klagen trækkes tilbage, eller
når klagen indbringes for domstolene efter § 31, stk. 1, 2. pkt.
16.
§ 25, stk. 4, 6. pkt., affattes således:
»
Afgiften
tilbagebetales ikke, hvis klagen afvises, hvis klagen indbringes for
domstolene efter § 31, stk. 2, eller hvis klagen tilbagekaldes, medmindre
tilbagekaldelsen sker i forbindelse med at den myndighed, der har truffet den
påklagede afgørelse, genoptager sagen.«
§ 28.
Landsskatteretten afgør de indkomne klager ved en
kendelse. Ved klage over en skatteansættelse eller en ejendomsvurdering
er Landsskatteretten, uanset klagens indhold, berettiget til at påkende
ansættelsen eller vurderingen i sin helhed.
17.
§ 28, stk. 1, 2. pkt., affattes således:
»
Ved klage over
en skatteansættelse eller en ejendomsvurdering er Landsskatteretten
berettiget til at foretage sådanne ændringer af ansættelsen
eller vurderingen, der er en følge af klagen.«
Stk. 2. - - -
§ 30.
- - -
Stk. 2. - - -
Stk. 3. Hvis en part begærer syn og skøn,
udsætter Landsskatteretten behandlingen af sagen, indtil klageren efter
modtagelsen af skønserklæringen meddeler Landsskatteretten,
hvorvidt klagen opretholdes. I samme periode er 6-måneders-fristen i §
31, stk. 1, 2. pkt., suspenderet.
18.
I § 30, stk. 3, 2. pkt., ændres »§ 31, stk. 1, 2. pkt.« til: »§ 31, stk. 2 «.
Stk. 4. - - -
19.
Overskriften til kapitel 4 affattes således:
Kapitel 4
Særlige bestemmelser
»Kapitel 4
Ansættelsesfrister
«
20.
§ 34 og § 35 affattes således:
§ 34.
Ingen kan samtidig være medlem af eller
stedfortræder i et skatteankenævn, Ligningsrådet eller
Landsskatteretten.
»§ 34. Den kommunale skattemyndighed, told- og
skatteforvaltningen og Ligningsrådet kan ikke afsende varsel som
nævnt i § 3, stk. 4, om foretagelse eller forhøjelse
af en skatteansættelse senere end den 1. maj i det 4. år efter
indkomstårets udløb.
Stk. 2. Ønsker en skattepligtig at få
ændret sin skatteansættelse, skal den skattepligtige senest 3
år efter udløbet af det pågældende indkomstår
fremlægge nye oplysninger, der kan begrunde ændringen.
Stk. 3. De i stk. 1 nævnte myndigheder kan ikke af
egen drift foretage en ansættelse af den indkomst eller den
ejerboligværdi, der skal lægges til grund for en
skatteansættelse, efter den 1. august i det 4. år efter
indkomstårets udløb. Fristen kan dog forlænges efter
anmodning fra den skattepligtige, i det omfang den skattepligtige
påviser, at det vil være forbundet med uforholdsmæssige
vanskeligheder for denne at varetage sine interesser i sagen inden for
fristen. Den skatteberegning, der er en følge af ansættelsen,
skal, hvis beregningen foretages efter udløbet af fristen, foretages
inden rimelig tid, efter at ansættelsen er foretaget.
Stk. 4. For skattepligtige omfattet af § 3 B i
skattekontrolloven udløber fristerne efter stk. 1 og 3 for så
vidt angår de kontrollerede transaktioner først i det 6.
år efter indkomstårets udløb.
Stk. 5. Er den skattepligtiges indkomstår ikke
sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristerne fra udløbet af
det år, som indkomståret træder i stedet for.
§ 35.
Skattemyndighederne kan ikke afsende varsel om
forhøjelse af en ansættelse, jf. § 3, stk. 4, 1. pkt., efter den
1. maj i det 4. år efter indkomstårets udløb. En varslet
forhøjelse af en skatteansættelse skal være foretaget
senest den 1. august i det 4. år efter indkomstårets
udløb, medmindre en anmodning fra den skattepligtige om udskydelse af
denne frist er imødekommet. Hvis den skattepligtiges indkomstår
ikke er sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra
udløbet af det kalenderår, som indkomståret træder i
stedet for. For skattepligtige omfattet af skattekontrollovens § 3 B
udløber fristerne i 1.-3. pkt., for så vidt angår de
kontrollerede transaktioner, i det 6. år efter indkomstårets
udløb.
§ 35.
Uanset fristerne i § 34 kan en skatteansættelse
foretages eller ændres, såvel efter anmodning fra den
skattepligtige som efter skattemyndighedernes bestemmelse, i følgende
tilfælde:
1) I det omfang skatteansættelsen er en følge af, at der
efter indkomstårets udløb er indtrådt en ændring i
grundlaget for opgørelsen af den indkomst eller den
ejerboligværdi, der skal lægges til grund for
skatteansættelsen.
2) I det omfang skatteansættelsen skyldes en ændret
bedømmelse af grundlaget for en skatteansættelse eller et
fremførselsberettiget underskud for indkomstår, der ligger
udenfor fristerne efter § 34, og skatteansættelsen foretages inden for
fristerne efter § 34 og ikke beror på et skøn.
Stk. 2. Uanset fristen i stk. 1 kan skattemyndighederne
ændre en skatteansættelse på punkter, hvor det
efterfølgende viser sig, at den forpligtelse eller erhvervelse, som er
lagt til grund for en foretagen skatteansættelse, giver anledning til
en højere skatteansættelse.
3) I det omfang skatteansættelsen er en følge af en
skatteansættelse af den skattepligtige vedrørende et andet
indkomstår.
4) I det omfang skatteansættelsen er en følge af en
skatteansættelse af en ægtefælle, hvormed den
skattepligtige var samlevende ved indkomstårets udløb, jf. § 4 i
kildeskatteloven, vedrørende samme eller et andet
indkomstår.
Stk. 3. Er der efter udløbet af fristen i stk. 1
konstateret ændringer i grundlaget for en ansættelse, kan
skattemyndighederne ved ansættelsen for et senere indkomstår
lægge disse ændringer til grund. Dette gælder dog ikke i
det omfang, hvori ansættelsen som nævnt.
Stk. 4. Hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne
forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne
har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller
ufuldstændigt grundlag, regnes fristen i stk. 1 fra det tidspunkt, hvor
skattemyndighederne kom i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til
at foretage en korrekt ansættelse.
Stk. 5. Når en ansættelse er påklaget,
anvendes stk. 1 ikke på forhøjelser vedrørende det
påklagede forhold. i stk. 1 beror på et skøn.
5) I det omfang skatteansættelsen er en følge af en
udenlandsk skattemyndigheds ændring vedrørende en kontrolleret
transaktion, jf. § 3 B i skattekontrolloven, således at priser og
vilkår vedrørende den kontrollerede transaktion bliver i
overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis
transaktionen var afsluttet mellem uafhængige parter.
6) I det omfang skatteansættelsen er en følge af, at den
skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft
uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en
skatteansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt
grundlag.
7) I det omfang skatteansættelsen er en følge af, at
hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en Landsskatteretskendelse eller
ved en dom, og den centrale told- og skatteforvaltning har bestemt, at
skatteansættelser af andre, der er foretaget under anvendelse af denne
praksis, kan genoptages. I disse tilfælde kan genoptagelse foretages
fra og med det indkomstår, der har været til prøvelse i
den første sag, der resulterede i underkendelsen af praksis.
8) I det omfang skatteansættelsen består i, at
Ligningsrådet efter § 19 tilsidesætter en afgørelse
truffet af et skatteankenævn.
9) I det omfang skatteministeren tillader, at skatteansættelsen
ændres som følge af fejl begået af en
skatteansættende myndighed.
Stk. 2. En ansættelse kan kun foretages efter stk.
1, hvis den indebærer en indkomstændring på mindst 5.000
kr.
Stk. 3. En ansættelse kan kun foretages efter stk.
1, hvis den varsles af myndighederne eller genoptagelsesanmodning
fremsættes af den skattepligtige inden rimelig tid efter at den
skatteansættende myndighed, henholdsvis den skattepligtige, er kommet
til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen fra fristerne i § 34.
§ 34, stk. 3, 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Et punkt i en skatteansættelse kan
ændres af de grunde, der er nævnt i stk. 1, af en
skatteansættende myndighed, selvom skatteankenævnet,
Landsskatteretten eller Ligningsrådet tidligere har truffet
afgørelse om punktet.«
21.
Før § 36 indsættes:
»Kapitel 4 A
Særlige bestemmelser«
§ 36.
De lokale og statslige skattemyndigheder kan ikke
træffe afgørelse i sager, som er nævnt i § 2, i det omfang
Ligningsrådet eller Landsskatteretten har taget stilling til sagen ved
kendelse.
Stk. 2. Ligningsrådet kan ikke træffe
afgørelse i sager, som er nævnt i § 2, i det omfang
Landsskatteretten har taget stilling til sagen ved kendelse.
22.
Efter § 36 indsættes:
»
§ 36 A. Ingen
kan samtidig være medlem af eller stedfortræder i et
skatteankenævn, Ligningsrådet eller Landsskatteretten.«
23.
Efter § 37 indsættes:
»§ 37 A. Ægtefæller eller forhenværende
ægtefæller har hver især ret til ved henvendelse til den
kommunale skattemyndighed at få oplyst indholdet af
ægtefællens selvangivelse og skatteansættelsen af denne for
indkomstår, hvori de var ægtefæller og samlevende.
Stk. 2. Ægtefæller eller forhenværende
ægtefæller kan hver især klage over skatteansættelsen
af den anden ægtefælle for indkomstår, hvori de var
ægtefæller og samlevende.
§ 37 B.
Er en privatretlig disposition betinget af, at
dispositionen tillægges nærmere angivne skatteretlige virkninger
(skatteforbehold), tillægges skatteforbeholdet kun virkning for en
skatteansættelse, hvis det er skriftligt og oplyst overfor den
skatteansættende myndighed senest samtidig med, at skattemyndigheden
oplyses om dispositionens øvrige indhold.
Stk. 2. Den skatteansættende myndighed kan afvise
at tillægge et skatteforbehold virkning for en skatteansættelse,
hvis de privatretlige virkninger af skatteforbeholdet ikke er klare og
overskuelige.
§ 37 C.
I det omfang en skatteansættelse hviler på en
privatretlig disposition, kan skatteministeren tillade, at en
efterfølgende ændring af dispositionen tillægges virkning
for skatteansættelsen (omgørelse), hvis følgende
betingelser er opfyldt:
1) Dispositionen må ikke i overvejende grad have været
båret af hensyn til at spare eller udskyde skatter eller
afgifter.
2) Dispositionen skal utvivlsomt have haft utilsigtede
skattemæssige virkninger, der er væsentlige.
3) Dispositionen skal have været lagt klart frem.
4) De privatretlige virkninger af den ændring af dispositionen,
der ønskes tillagt oprindelig skattemæssig virkning, skal
være enkle og overskuelige.
5) At alle, der skatteretligt vil blive berørt af en tilladelse
til omgørelse, tiltræder omgørelsesanmodningen.
Stk. 2. For at få behandlet en anmodning om
omgørelse skal der betales et gebyr af samme størrelse som det,
der efter § 20 B, jf. § 20 A, stk. 1, skal betales for at få en
bindende forhåndsbesked om egne forhold. Gebyret som nævnt i § 20
B, stk. 2, skal betales samtidig med indgivelse af
omgørelsesanmodningen. Et betalt gebyr tilbagebetales, hvis
anmodningen trækkes tilbage.
§ 2
I lov om opkrævning af indkomstskat samt kommunal og amtskommunal
ejendomsværdiskat for personer m.v. (kildeskat), jf.
lovbekendtgørelse nr. 735 af 10. oktober 1998, som ændret ved §
2 i lov nr. 838 af 2. december 1998, lov nr. 913 af 16. december 1999, § 9 i
lov nr. 1026 af 23. december 1998 og § 2 i lov nr. 1033 af 23. december 1998,
foretages følgende ændring:
§ 80.
Samlevende ægtefæller har ret til at blive gjort
bekendt med hinandens selvangivelser i udfyldt stand, forinden de indsendes
til ligningsmyndigheden. Hver ægtefælle kan ved henvendelse til
ligningsmyndigheden begære oplysning om indholdet af selvangivelsen og
om skatteansættelsen for indkomstår, i hvilke de er
samlevende.
1.
§ 80 ophæves.
Stk. 2. Enhver af ægtefællerne kan i
overensstemmelse med de regler, der i øvrigt gælder herom, klage
over den anden ægtefælles ansættelse eller over, at
ansættelse ikke har fundet sted.
§ 3
I lov nr. 149 af 10. april 1922 om indkomstskat til staten
(statsskatteloven), med senere ændringer, foretages følgende
ændring:
§ 42.
Foruden at ifalde bødeansvar er den, der kendes
skyldig i et forhold, der falder ind under § 41, forpligtet til at
efterbetale den for lidet erlagte skat. Lignende forpligtelse til at
efterbetale for lidet erlagt skat - eventuelt med dennes dobbelte
beløb, jf. herved § 40 - påhviler enhver, om hvem det oplyses,
at han ikke har været beskattet af sin fulde indkomst uden hensyn til,
om den pågældende har indgivet selvangivelse eller ikke.
Størrelsen af det skattebeløb, der skal efterbetales, bliver i
mangel af mindelig overenskomst at fastsætte ved domstolene.
Beløbet kan inddrives ved udpantning. For de i § 2, nr. 5 nævnte
skattepligtige foretages udpantningen for erstatningsbeløbet hos
vedkommende selskab eller forening, og for et dødsbos vedkommende er
boet ansvarlig for beløbet.
1.
§ 42 ophæves.
§ 4
I lov om vurderings af landets faste ejendommen, jf.
lovbekendtgørelse nr. 810 af 10. september 1996, som ændret ved
§ 12 i lov nr. 1098 af 29. december 1997 og § 9 i lov nr. 426 af 26. juni
1998, foretages følgende ændring:
§ 39 A.
Kommunerne yder vurderingsrådene bistand af
kontormæssig art. Skatteministeren fastsætter de nærmere
regler herfor.
1.
I § 39 A indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Skatteministeren kan godkende, at den i stk. 1
nævnte bistand til vurderingsrådene af kontormæssig art
ydes af to eller flere kommuner i fællesskab.«
§ 5
I lov om beskatning af dødsboer (dødsboskatteloven), jf.
lovbekendtgørelse nr. 703 af 28. september 1998, som ændret ved
§ 9 i lov nr. 910 af 16. december 1998, foretages følgende
ændring:
§ 87.
- - -
Stk. 2. Skattekravet skal fremsættes over for den,
der hæfter for skattekrav mod afdøde, senest 3 måneder
efter modtagelsen af en opgørelse over afdødes eller et
uskiftet bos aktiver og passiver på dødsdagen, medmindre der
foreligger et forhold som nævnt i § 35, stk. 4, i skattestyrelsesloven.
I de i § 58, stk. 1, nr. 2, nævnte tilfælde skal kravet dog
fremsættes over for den efterlevende ægtefælle senest 3
måneder efter modtagelsen af meddelelsen om, at boet er udleveret i
medfør af § 22 i lov om skifte af dødsboer, medmindre der
foreligger et forhold som nævnt i § 35, stk. 4, i skattestyrelsesloven.
Overholdes fristen ikke, bortfalder ansvaret for betaling af skatten.
1.
I § 87, stk. 2, ændres to steder »§ 35, stk. 4« til: »§ 35,
stk. 1, nr. 6 «.
Stk. 3.-5. - - -
§ 6
I lov om en arbejdsmarkedsfond, jf. lovbekendtgørelse nr. 728 af 7.
oktober 1998, som ændret ved § 4 i lov nr. 838 af 2. december 1998 og §
1 i lov nr. 1033 af 23.december 1998, foretages følgende
ændring:
§ 15.
- - -
1.
§ 15, stk. 2, affattes således:
Stk. 2. For bidragspligtige efter § 7, stk. 1 og 2,
finder skattestyrelseslovens § 4, stk. 1, og § 35, stk. 1, tilsvarende
anvendelse for begæring om genoptagelse, henholdsvis de statslige told-
og skattemyndigheders afsendelse af varsel om forhøjelse af en
bidragsopgørelse. Afgørelser efter 1. pkt. kan påklages
efter reglerne i § 16. En ændring af en bidragsopgørelse som
nævnt i 1 pkt. kan, uanset fristreglerne i skattestyrelseslovens §§ 4
og 35, lægges til grund ved en konsekvensændring af den
bidragspligtiges skattepligtige indkomst. Hvis ændringen af
bidragsopgørelsen påklages, kan ændringen i den
skattepligtige indkomst efter anmodning fra den bidragspligtige afvente
udfaldet af den administrative klage.
»
Stk. 2.
Skattestyrelseslovens § 34 finder tilsvarende anvendelse for bidragspligtige
efter § 7, stk. 1 og 2, der begærer genoptagelse af en
bidragsopgørelse, henholdsvis de statslige told- og skattemyndigheders
ændring af en bidragsopgørelse. Afgørelser efter pkt. 1.,
kan påklages efter reglerne i § 16. En ændring af en
skatteansættelse kan uanset fristerne efter § 34 i skattestyrelsesloven
lægges til grund for en eventuel konsekvensændring af den
skattepligtiges bidragsopgørelse.
Stk. 3.-5. - - -
§ 7
I lov nr. 1106 af 29. december 1997 om ændring af
skattestyrelsesloven, skattekontrolloven, selskabsskatteloven,
fondsbeskatningsloven, afskrivningsloven, kulbrinteopkrævningsloven og
lov om kommunal indkomstskat (Statens overtagelse af selskabsligningen)
foretages følgende ændringer:
§ 9.
- - -
1.
I § 9, stk. 4, ændres to steder »§ 38, stk. 2« til: »§ 38,
stk. 3 «.
Stk. 2-3. - - -
2.
I § 9, stk. 4, 2. pkt., ændres »stk. 1« til: »§ 38, stk.
3, 1. pkt., «.
Stk. 4. Såfremt enighed om en aftale som
nævnt i skattestyrelseslovens § 38, stk. 2, ikke kan opnås, kan
skatteministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, for tiden indtil
30. juni 2002 pålægge kommunen i nærmere angivet omfang at
udføre ligning af juridiske personer bortset fra dødsboer med
dertil hørende administrative opgaver. Eventuelt vederlag efter § 38,
stk. 2, 2. pkt., for opgaver pålagt efter stk. 1 aftales mellem
kommunen og skatteministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil.
Lignende dokumenter
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af skattestyrelsesloven og andre love Retsinformation · 3. maj 1999
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2001 A. SKATTE- OG AFGIFTSMYNDIGHEDERNES ORGANISATION, OPGAVER OG KOMPETENCEFORDELING Retsinformation · 5. februar 2008
- KOMMISSIONENS BESLUTNING af 17. juni 2009 om statsstøtte C 5/07 (ex N 469/05) vedrørende lempelse af oplysningspligten for rederier, der er omfattet af den danske tonnageskatteordning (meddelt under nummer K(2009) 4522) (Kun den danske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) (2009/868/EF) EU-lovgivning · 17. juni 2009
- PROCESSUELLE REGLER PÅ TOLD SKATS OMRÅDE 2003 A. SKATTE- OG AFGIFTSMYNDIGHEDERNES ORGANISATION, OPGAVER OG KOMPETENCEFORDELING Retsinformation · 5. februar 2008
- Landsrettens dom stadfæstes i sag om, hvorvidt SKAT var berettiget til ekstraordinært at genoptage indkomstansættelsen for afdøde for årene 2011-2015 i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, herunder om SKAT har overholdt varslingsfristen på 6 måneder i bestemmelsens stk. 2, 1. punktum. Derudover angår sagen, om sagsøgte, boet, er berettiget til eftergivelse af det rentekrav, som Skatteministeriet eventuelt måtte have, hvis SKAT er berettiget til at genoptage indkomstansættelsen Domsdatabasen · 13. december 2021
- Skriftlig fremsættelse (4. marts 1999) - L 192 Retsinformation · 4. marts 1999