Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af skattestyrelsesloven og andre love

1998/1 LSF 192Lovforslag som fremsatSkatteministeriet4. marts 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 4. marts 1999 af skatteministeren (Ole

Stavad)

Forslag

til

Lov om ændring af skattestyrelsesloven

og andre love

(Justering af ansættelsesfrister mv. og

fælleskommunal administration)

§ 1

I lov om skattemyndighedernes organisation og opgaver m.v.

(skattestyrelsesloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 526 af 3. juli 1998,

som ændret ved § 5 i lov nr. 910 af 16. december 1998, § 3 i lov nr.

911 af 16. december 1998 og § 3 i lov nr. 1051 af 23. december 1998,

foretages følgende ændringer:

1.

I § 1 indsættes som stk. 3:

»

Stk. 3. Med skatteministerens godkendelse

kan to eller flere kommunalbestyrelser udpege en person, der er ansat i en af

kommunerne, til at have det øverste ansvar for den kommunale

skattemyndigheds ligningsarbejde i de pågældende kommuner.

Skatteministeren kan med et passende varsel tilbagekalde en godkendelse af en

fælleskommunal administration, hvis skatteministeren skønner, at

forudsætninger for godkendelsen ikke opfyldes.«

2.

I § 3, stk. 4, 1. pkt., ændres »at

ændre en skatteansættelse« til: »at ændre den del af

grundlaget for en skatteansættelse, der skal selvangives«.

3.

I § 3, stk. 4, 2. pkt., indsættes efter

Læs alt

»en nærmere angiven frist«: », der ikke må være på

mindre end 15 dage, regnet fra skrivelsens datering«.

4.

§ 4 ophæves.

5.

I § 5 ændres »og § 22« til: », § 22

og § 24«.

6.

I § 12 A, 2. pkt., udgår: »§ 4,

stk. 1,«.

7.

§ 12 A, 3. pkt., affattes således:

»Afgørelser i 1. instans efter 1. pkt.,

påklages til Landsskatteretten«.

8.

I § 20, stk. 1, ændres

»skattemyndighederne« til: »de lokale skattemyndigheder, vurderingsråd,

skyldråd og told- og skatteforvaltningen«.

9.

I § 20, stk. 2, 3. pkt., indsættes efter

»Færdselsstyrelsen«: », samt på samme måde en suppleant for

hver af disse medlemmer«.

10.

§ 21, stk. 4, 2. pkt., affattes

således:

»Ved klage over en skatteansættelse er

skatteankenævnet berettiget til at foretage sådanne

ændringer af ansættelsen, der er en følge af klagen.«

11.

I § 21 A ændres »§ 4, stk. 1,« til:

»§ 34, stk. 2, eller § 35«.

12.

I § 22, stk. 1, indsættes som 2.

pkt.:

»De nye oplysninger skal forelægges nævnet

inden for følgende frister:

1) Fristen efter § 34, stk. 2, jf. § 35, for

fremsættelse af en anmodning om genoptagelse.

2) Fristen efter § 25, stk. 1, for indgivelse af klage over

skatteankenævnets afgørelse til Landsskatteretten, eller inden

Landsskatterettens behandling af sagen er afsluttet.

3) Fristen efter § 31, stk. 3, for indbringelse af sagen for

landsretten, eller inden landsrettens behandling af sagen er afsluttet.

4) Fristen for indbringelse af landsrettens dom for Højesteret,

eller inden Højesterets behandling af sagen er afsluttet.«

13.

I § 22, stk. 2, indsættes efter »hvis

nævnet skønner, at«: »ganske«.

14.

I § 23, stk. 1, nr. 1, indsættes efter

»§ 5,«: »§ 12 A, jf. § 38, stk. 3,«.

15.

§ 24, stk. 1, affattes således:

»En skatteansættelse af indkomst kan påklages,

når den klageberettigede mener:

1) At den pågældende ikke er skattepligtig efter reglerne

om indkomstskat til staten.

2) At skatteansættelsen er ugyldig på grund af formelle

fejl.

3) At indkomsten er ansat forkert.

4) At indkomstskatten er beregnet forkert.

5) At skatteansættelsen er uvirksom, fordi det afledte skattekrav

var forældet på tidspunktet for skatteansættelsens

foretagelse.«

16.

§ 25, stk. 4, 6. pkt., affattes

således:

»Afgiften tilbagebetales ikke, hvis klagen afvises, hvis

klagen indbringes for domstolene efter § 31, stk. 2, eller hvis

klagen tilbagekaldes, medmindre tilbagekaldelsen sker i forbindelse med at

den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse,

genoptager sagen.«

17.

§ 28, stk. 1, 2. pkt., affattes

således:

»Ved klage over en skatteansættelse eller en

ejendomsvurdering er Landsskatteretten berettiget til at foretage

sådanne ændringer af ansættelsen eller vurderingen, der er

en følge af klagen.«

18.

I § 30, stk. 3, 2. pkt., ændres

»§ 31, stk. 1, 2. pkt.« til: »§ 31, stk. 2«.

19.

Overskriften til kapitel 4 affattes således:

»Kapitel 4

Ansættelsesfrister

«

20.

§ 34 og § 35 affattes således:

»§ 34. Den kommunale skattemyndighed, told- og

skatteforvaltningen og Ligningsrådet kan ikke afsende varsel som

nævnt i § 3, stk. 4, om foretagelse eller forhøjelse

af en skatteansættelse senere end den 1. maj i det 4. år efter

indkomstårets udløb.

Stk. 2.

Ønsker en skattepligtig at få

ændret sin skatteansættelse, skal den skattepligtige senest 3

år efter udløbet af det pågældende indkomstår

fremlægge nye oplysninger, der kan begrunde ændringen.

Stk. 3.

De i stk. 1 nævnte myndigheder kan ikke af

egen drift foretage en ansættelse af den indkomst eller den

ejerboligværdi, der skal lægges til grund for en

skatteansættelse, efter den 1. august i det 4. år efter

indkomstårets udløb. Fristen kan dog forlænges efter

anmodning fra den skattepligtige, i det omfang den skattepligtige

påviser, at det vil være forbundet med uforholdsmæssige

vanskeligheder for denne at varetage sine interesser i sagen inden for

fristen. Den skatteberegning, der er en følge af ansættelsen,

skal, hvis beregningen foretages efter udløbet af fristen, foretages

inden rimelig tid, efter at ansættelsen er foretaget.

Stk. 4. For skattepligtige omfattet af § 3 B i

skattekontrolloven udløber fristerne efter stk. 1 og 3 for så

vidt angår de kontrollerede transaktioner først i det 6.

år efter indkomstårets udløb.

Stk. 5. Er den skattepligtiges indkomstår ikke

sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristerne fra udløbet af

det år, som indkomståret træder i stedet for.

§ 35.

Uanset fristerne i § 34 kan en

skatteansættelse foretages eller ændres, såvel efter

anmodning fra den skattepligtige som efter skattemyndighedernes bestemmelse,

i følgende tilfælde:

1) I det omfang skatteansættelsen er en følge af, at der

efter indkomstårets udløb er indtrådt en ændring i

grundlaget for opgørelsen af den indkomst eller den

ejerboligværdi, der skal lægges til grund for

skatteansættelsen.

2) I det omfang skatteansættelsen skyldes en ændret

bedømmelse af grundlaget for en skatteansættelse eller et

fremførselsberettiget underskud for indkomstår, der ligger uden

for fristerne efter § 34, og skatteansættelsen foretages inden for

fristerne efter § 34 og ikke beror på et skøn.

3) I det omfang skatteansættelsen er en følge af en

skatteansættelse af den skattepligtige vedrørende et andet

indkomstår.

4) I det omfang skatteansættelsen er en følge af en

skatteansættelse af en ægtefælle, hvormed den

skattepligtige var samlevende ved indkomstårets udløb, jf.

§ 4 i kildeskatteloven, vedrørende samme eller et andet

indkomstår.

5) I det omfang skatteansættelsen er en følge af en

udenlandsk skattemyndigheds ændring vedrørende en kontrolleret

transaktion, jf. § 3 B i skattekontrolloven, således at priser og

vilkår vedrørende den kontrollerede transaktion bliver i

overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis

transaktionen var afsluttet mellem uafhængige parter.

6) I det omfang skatteansættelsen er en følge af, at den

skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft

uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en

skatteansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt

grundlag.

7) I det omfang skatteansættelsen er en følge af, at

hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en Landsskatteretskendelse eller

ved en dom, og den centrale told- og skatteforvaltning har bestemt, at

skatteansættelser af andre, der er foretaget under anvendelse af denne

praksis, kan genoptages. I disse tilfælde kan genoptagelse foretages

fra og med det indkomstår, der har været til prøvelse i

den første sag, der resulterede i underkendelsen af praksis.

8) I det omfang skatteansættelsen består i, at

Ligningsrådet efter § 19 tilsidesætter en afgørelse

truffet af et skatteankenævn.

9) I det omfang skatteministeren tillader, at skatteansættelsen

ændres som følge af fejl begået af en

skatteansættende myndighed.

Stk. 2.

En ansættelse kan kun foretages efter

stk. 1, hvis den indebærer en indkomstændring på

mindst 5.000 kr.

Stk. 3.

En ansættelse kan kun foretages efter

stk. 1, hvis den varsles af myndighederne eller genoptagelsesanmodning

fremsættes af den skattepligtige inden rimelig tid, efter at den

skatteansættende myndighed, henholdsvis den skattepligtige, er kommet

til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i

§ 34. § 34, stk. 3, 3. pkt., finder tilsvarende

anvendelse.

Stk. 4.

Et punkt i en skatteansættelse kan ændres

af de grunde, der er nævnt i stk. 1, af en skatteansættende

myndighed, selv om skatteankenævnet, Landsskatteretten eller

Ligningsrådet tidligere har truffet afgørelse om punktet.«

21.

Før § 36 indsættes:

»Kapitel 4 A

Særlige bestemmelser«

22.

Efter § 36 indsættes:

»§ 36 A. Ingen kan samtidig være medlem af eller

stedfortræder i et skatteankenævn, Ligningsrådet eller

Landsskatteretten.«

23.

Efter § 37 indsættes:

»§ 37 A. Ægtefæller og

forhenværende ægtefæller har hver især ret til ved

henvendelse til den kommunale skattemyndighed at få oplyst indholdet af

ægtefællens selvangivelse og skatteansættelsen af denne for

indkomstår, hvori de var ægtefæller og samlevende.

Stk. 2. Ægtefæller og forhenværende

ægtefæller kan hver især klage over skatteansættelsen

af den anden ægtefælle for indkomstår, hvori de var

ægtefæller og samlevende.

§ 37 B.

Er en privatretlig disposition betinget af, at

dispositionen tillægges nærmere angivne skatteretlige virkninger

(skatteforbehold), tillægges skatteforbeholdet kun virkning for en

skatteansættelse, hvis det er klart, skriftligt og oplyst overfor den

skatteansættende myndighed senest samtidig med, at skattemyndigheden

oplyses om dispositionens øvrige indhold.

Stk. 2.

Den skatteansættende myndighed kan afvise at

tillægge et skatteforbehold virkning for en skatteansættelse,

hvis de privatretlige virkninger af skatteforbeholdet ikke er klare og

overskuelige.

§ 37 C.

I det omfang en skatteansættelse hviler på

en privatretlig disposition, kan skatteministeren tillade, at en

efterfølgende ændring af dispositionen tillægges virkning

for skatteansættelsen (omgørelse), hvis følgende

betingelser er opfyldt:

1) Dispositionen må ikke i overvejende grad have været

båret af hensyn til at spare eller udskyde skatter eller afgifter.

2) Dispositionen skal utvivlsomt have haft utilsigtede

skattemæssige virkninger, der er væsentlige.

3) Dispositionen skal have været lagt klart frem for

myndighederne.

4) De privatretlige virkninger af den ændring af dispositionen,

der ønskes tillagt skattemæssig virkning, skal være enkle

og overskuelige.

5) At alle, der skatteretligt vil blive berørt af en tilladelse

til omgørelse, tiltræder omgørelsesanmodningen.

Stk. 2.

For at få behandlet en anmodning om

omgørelse skal der betales et gebyr af samme størrelse som det,

der efter § 20 B, jf. § 20 A, stk. 1, skal betales for at

få en bindende forhåndsbesked om egne forhold. Gebyret som

nævnt i § 20 B, stk. 2, skal betales samtidig med indgivelse

af omgørelsesanmodningen. Et betalt gebyr tilbagebetales, hvis

anmodningen trækkes tilbage.«

§ 2

I lov om opkrævning af indkomstskat samt kommunal og

amtskommunal ejendomsværdiskat for personer m.v. (kildeskat), jf.

lovbekendtgørelse nr. 735 af 10. oktober 1998, som ændret ved §

2 i lov nr. 838 af 2. december 1998, lov nr. 913 af 16. december 1999, § 9 i

lov nr. 1026 af 23. december 1998 og § 2 i lov nr. 1033 af 23. december 1998,

foretages følgende ændring:

1.

§ 80 ophæves.

§ 3

I lov nr. 149 af 10. april 1922 om indkomstskat til staten

(statsskatteloven), med senere ændringer, foretages følgende

ændring:

1.

§ 42 ophæves.

§ 4

I lov om vurderings af landets faste ejendommen, jf.

lovbekendtgørelse nr. 810 af 10. september 1996, som ændret ved

§ 12 i lov nr. 1098 af 29. december 1997 og § 9 i lov nr. 426 af 26. juni

1998, foretages følgende ændring:

1.

I § 39 A indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Skatteministeren kan godkende, at den i

stk. 1 nævnte bistand til vurderingsrådene af kontormæssig

art ydes af to eller flere kommuner i fællesskab.«

§ 5

I lov om beskatning af dødsboer

(dødsboskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 703 af 28.

september 1998, som ændret ved § 9 i lov nr. 910 af 16. december 1998,

foretages følgende ændring:

1.

I § 87, stk. 2, ændres to steder

»§ 35, stk. 4« til: »§ 35, stk. 1, nr. 6«.

§ 6

I lov om en arbejdsmarkedsfond, jf.

lovbekendtgørelse nr. 728 af 7. oktober 1998, som ændret ved § 4

i lov nr. 838 af 2. december 1998 og § 1 i lov nr. 1033 af 23.december 1998,

foretages følgende ændring:

1.

§ 15, stk. 2, affattes således:

»Skattestyrelseslovens § 34 finder tilsvarende anvendelse

for bidragspligtige efter § 7, stk. 1 og 2, der begærer genoptagelse af

en bidragsopgørelse, henholdsvis de statslige told- og

skattemyndigheders ændring af en bidragsopgørelse.

Afgørelser efter 1. pkt., kan påklages efter reglerne i § 16. En

ændring af en skatteansættelse kan uanset fristerne efter 1.

pkt., lægges til grund for en eventuel konsekvensændring af den

skattepligtiges bidragsopgørelse.«

§ 7

I lov nr. 1106 af 29. december 1997 om ændring af

skattestyrelsesloven, skattekontrolloven, selskabsskatteloven,

fondsbeskatningsloven, afskrivningsloven, kulbrinteopkrævningsloven og

lov om kommunal indkomstskat (Statens overtagelse af selskabsligningen)

foretages følgende ændringer:

1.

I § 9, stk. 4, ændres to steder

»§ 38, stk. 2« til: »§ 38, stk. 3«.

2.

I § 9, stk. 4, 2. pkt., ændres

»stk. 1« til: »§ 38, stk. 3, 1. pkt.,«.

§ 8

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. juli

1999.

Stk. 2. § 1, nr. 3, har virkning for agterskrivelser, der

afsendes efter lovens ikrafttræden.

Stk. 3. Den hidtidige affattelse af § 4 i

skattestyrelsesloven, jf. denne lovs § 1, nr. 4, finder anvendelse på

anmodninger om genoptagelse, der er indgivet til de statslige told- og

skattemyndigheder før lovens ikrafttræden, samt på

anmodninger om genoptagelse vedrørende indkomstår før

1997.

Stk. 4.

§ 1, nr. 5, 10-13 og 15-17, har virkning for

anmodninger eller klager, der indgives efter lovens ikrafttræden. Det

samme gælder § 37 C i skattestyrelsesloven som affattet ved

§ 1, nr. 23.

Stk. 5.

§ 1, nr. 11 og 20, har virkning for

skatteansættelser, der foretages vedrørende indkomståret

1997 og følgende år. Skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 7,

har dog virkning for underkendende Landsskatteretskendelser eller domme, der

afsiges efter lovens ikrafttræden, men genoptagelse af

skatteansættelser for indkomstår før 1997 er betinget af,

at eventuelle afledte konsekvensændringer af skatteansættelser af

den skattepligtige eller dennes ægtefælle for samme eller andre

indkomstår gennemføres.

Stk. 6.

§ 37 B i skattestyrelsesloven som affattet ved

§ 1, nr. 23, har virkning for skatteforbehold, der tages efter lovens

ikrafttræden.

Stk. 7.

§ 3 har ikke virkning for sager, der efter

§ 42 i statsskatteloven er rejst over for den skattepligtige før

den 1. juli 1999.

Almindelige bemærkninger

Hovedpunkter i lovforslaget

Det primære formål med lovforslaget er at

gøre de frister, der gælder for skattemyndighedernes adgang til

at foretage eller ændre en skatteansættelse, mere

sammenhængende og afbalancerede.

Det foreslås således, at adgangen til at

ændre skatteansættelser for indkomstår, der ligger mere end

tre år forud i tid, justeres og objektiveres for såvel

skattepligtige som skattemyndighederne, og at der indføres en

beløbsmæssig bagatelgrænse. Forslaget er centreret om

tilfældetyper, hvor den sene ændring som udgangspunkt ikke kan

lægges henholdsvis den skattepligtige eller skattemyndighederne til

last, jf. forslaget under § 1, nr. 20, til § 35 i

skattestyrelsesloven. Det foreslås herunder at lempe den gældende

praksis for genoptagelse som følge af, at hidtidig

ligningsmæssig praksis er underkendt, jf. forslaget til § 35,

stk. 1, nr. 7, i skattestyrelsesloven.

Herudover stilles der en række andre forslag.

Det foreslås at bemyndige skatteministeren til at

give kommuner, der ønsker fælles administration på skatte-

eller ejendomsvurderingsområderne, tilladelse hertil, jf. forslaget

under § 1, nr. 1.

Der foreslås at præcisere den ubetingede

pligt, skattemyndighederne har til at varsle den skattepligtige om en

påtænkt skatteansættelse, jf. forslagene under § 1,

nr. 2 og 3.

Der foreslås at regulere adgangen til at gøre

skatteforbehold, der er taget i forbindelse med privatretlige dispositioner,

gældende, og forslag om at lovfæste en adgang for myndighederne

til at tillade, at en efterfølgende ændring af en privatretlig

disposition tillægges oprindelig skattemæssig virkning

(»omgørelse«), jf. forslagene under § 1, nr. 23 til § 37 B

og § 37 C i skattestyrelsesloven.

I øvrigt indeholder lovforslaget en række

forslag af mere redaktionel karakter.

Lovforslagets gennemførelse vil dels bidrage til at

klargøre skattestyrelsesloven og dermed styrke retssikkerheden, dels

skabe mulighed for at smidiggøre og dermed effektivisere

administrationen.

Gældende ret og lovforslaget

I lovforslaget anvendes udtrykket »skatteansættelse«

som samlebetegnelse for såvel ansættelsen af indkomst og

ejerboligværdi som den skatteberegning, der skal foretages på

grundlag af sådanne ansættelser. Udtrykket anvendes også om

afgørelser om skattepligt her til landet.

1. Etablering af fælleskommunal administration

på skatte- og ejendomsvurderingsområderne, jf. forslagene under §

1, nr. 1, og § 4

: Efter gældende ret er landet inddelt i 275

kommuner, der udgør selvstændige forvaltningsenheder med ret til

skatteudskrivning. Kommunerne er af forskellig størrelse og karakter,

hvilket skaber behov for individuelle administrative løsninger.

Den enkelte kommune varetager i samarbejde med Told &

Skat en lang række opgaver i forbindelse med administrationen af

indkomstskattesystemet overfor kommunens indbyggere. Det drejer sig bl.a. om

forskudsregistrering, ligning af fysiske personer og dødsboer,

dispensationer og bevillinger vedrørende ligningen, kontrolfunktioner

i forbindelse med ligningen samt opkrævning og inddrivelse af

indkomstskatter.

Dertil kommer administration af frigørelsesafgift

og ejendomsværdiskat.

Den enkelte kommune yder endvidere sekretariatsbistand til

de statslige vurderingsråds administration af

ejendomsvurderingssystemet.

Fra kommunal side er der udtrykt ønske om, at

kommunalbestyrelser skal kunne indgå aftaler om etablering af

fælleskommunal administration indenfor skatteministerens ressort med

henblik på at opnå de effektiviseringsfordele, der kan ligge

heri, til gavn for borgerne. Det er naturligvis en forudsætning for

dette ønske, at initiativet til sådanne aftaler helt og fuldt

skal komme fra kommunerne selv, og at kommunerne således ikke skal

kunne forpligtes til at indgå sådan en aftale.

Der stilles på denne baggrund forslag om, at

skatteministeren efter anmodning fra de kommunalbestyrelser, der

ønsker at indgå en aftale om fælles administration

på skatte- eller ejendomsvurderingsområderne, skal kunne godkende

etablering af denne fælles administration.

Etablering af fælleskommunal skatteadministration

vil indebære, at forvaltningsmyndighed vedrørende den enkelte

borger, der hidtil har ligget i bopælskommunen, retligt set fortsat

varetages af den enkelte kommune, men under ledelse af en fælles

øverste ansvarlig. Der oprettes således ingen nye myndigheder

som følge af den foreslåede ordning.

På skatteområdet er forslaget udformet

således, at skatteministeren kan godkende, at de kommunalbestyrelser,

der ønsker at etablere en fælles administration, kan få

tilladelse til at udpege en person til på de enkelte kommuners vegne at

have ansvaret for skattemyndighedens ligningsarbejde i samtlige de deltagende

kommuner, i modsætning til efter gældende ret, hvor hver enkelt

kommune skal udpege en person, der er ansat i kommunen, til at have det

øverste ansvar for ligningsarbejdet i kommunen.

Denne fælles ligningsansvarlige har den kommunale

afgørelseskompetence på ligningsområdet i alle de

deltagende kommuner, under hensyntagen til de planer for ligningsarbejdets

udførelse, hver enkelt af kommunalbestyrelserne fastsætter.

Som følge heraf vil de administrative funktioner,

der følger med den kommunale afgørelseskompetence på

ligningsområdet, henhøre under den fælles

administration.

Forslaget omfatter ikke samarbejder om opkrævning og

inddrivelse eller om selskabsligning.

Det vil være en forudsætning for en

sådan godkendelse til at udpege en fælles ligningsansvarlig, at

de deltagende kommuner har indgået en aftale om, hvorledes den

fælles administration skal organiseres og om fordeling og finansiering

af udgifterne herved.

Det vil endvidere være en forudsætning, at

kommunerne har aftalt regler for, hvorledes en deltagende kommune kan

udtræde af samarbejdet.

Efter forslaget vil skatteministeren kunne tilbagekalde en

godkendelse til fælleskommunal administration, hvis ministeren

skønner, at forudsætninger for godkendelsen ikke opfyldes.

På ejendomsvurderingsområdet foreslås,

at skatteministeren skal kunne godkende etablering af fælleskommunal

sekretariatsbetjening af vurderingsråd. Forslaget forudsættes

administreret indenfor den gældende opdeling af landet i

vurderingskredse, idet en ændring af vurderingskredse indebærer

betydelige administrative omkostninger.

2. Høring af den skattepligtige, jf. forslagene

under § 1, nr. 2 og 3:

Efter gældende ret skal

skattemyndighederne varsle den skattepligtige skriftligt, hvis myndighederne

påtænker at foretage en skatteansættelse på et andet

grundlag end selvangivet, eller påtænker at ændre en

skatteansættelse. Den skattepligtige skal samtidig gives en frist til

at fremkomme med en udtalelse over den påtænkte

skatteansættelse.

Denne høringspligt er en udbygning af den

almindelige høringspligt efter forvaltningslovens § 19 og

§ 20, hvorefter en forvaltningsmyndighed som udgangspunkt skal foretage

høring af en part, når myndigheden er i besiddelse af

oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, som parten ikke kan

antages at være bekendt med, og oplysningerne er både til ugunst

for den pågældende part og af væsentlig betydning for

sagens afgørelse.

Høringspligten efter skattestyrelsesloven har givet

anledning til tvivl og uhensigtsmæssigheder, f.eks. i tilfælde

hvor ansættelsesændringen alene skyldes en ændret

skatteberegning. På denne baggrund foreslås det præciseret,

at den særlige høringspligt alene omfatter oplysninger af den

type, der skal selvangives, typisk oplysninger om den indkomst eller den

ejerboligværdi mv., der skal lægges til grund for

skatteansættelsen, men ikke om skatteberegning.

Også spørgsmålet om længden af

den frist, der skal gives en skattepligtig til at udtale sig over en

påtænkt skatteansættelse, har givet anledning til tvivl.

Det foreslås derfor lovfæstet, at denne frist skal være

på ikke under 15 dage, regnet fra skrivelsens datering.

3. Kompetence til at afgøre

forældelsesspørgsmål, jf. forslagene under § 1, nr. 5

og 15:

Kompetencen til administrativt at afgøre

spørgsmål om forældelse af krav på skatter og

afgifter tilkommer i dag de statslige told- og skattemyndigheder.

En ansættelse af skatter- eller afgifter er,

medmindre andet er bestemt, uvirksom, hvis den foretages på et

tidspunkt, hvor det afledte skattekrav er forældet. Det foreslås

derfor, at Landsskatteretten tillægges kompetence til at træffe

afgørelse om, hvorvidt en ansættelse er uvirksom som

følge af, at det afledte skatte- eller afgiftskrav var forældet

på tidspunktet for ansættelsens foretagelse.

De statslige told- og skattemyndigheder vil efter

forslaget fortsat have kompetence til at afgøre

forældelsesspørgsmål i forbindelse med opkrævning og

inddrivelse af skatter og afgifter.

4. Skatteankenævns genoptagelsesadgang, jf.

forslagene under § 1, nr. 12 og 13 vedrørende § 22 i

skattestyrelsesloven:

Efter gældende ret kan skatteankenævn

genoptage egne kendelser efter anmodning fra klageren, når nævnet

forelægges nye oplysninger, som ikke tidligere har været fremme

under sagen, og nævnet skønner, at de nye oplysninger ville have

medført et væsentligt ændret udfald af sagen, hvis de

havde foreligget tidligere. Skatteankenævnet kan endvidere genoptage

egne afgørelser efter anmodning fra klageren, hvis nævnet i

øvrigt skønner, at særlige omstændigheder taler

derfor. Reglerne herom fremgår af § 22 i skattestyrelsesloven.

Det foreslås under nr. 12, at

skatteankenævns adgang til at genoptage egne afgørelser

tidsmæssigt begrænses efter de under § 1, nr. 20

foreslåede ansættelsesfrister samt fristerne for påklagede

m.v. af nævnets afgørelse. Baggrunden for forslaget er, at der

som udgangspunkt ikke bør være en bedre adgang til at få

genoptaget en skatteansættelse, der har været påklaget, end

en skatteansættelse, der ikke har været påklaget.

Forslaget under nr. 13 er båret af samme

hensyn samt af hensynet til at afpasse bestemmelsen efter den tilsvarende

bestemmelse om Landsskatterettens adgang til ekstraordinært at

genoptage egne afgørelser.

5. Ansættelsesfrister, jf. forslaget under

§ 1, nr. 20 til § 34 og § 35 i skattestyrelsesloven

:

På ligningsområdet gælder der ved siden af de almindelige

regler om forældelse af krav på skatter særligt korte

frister, inden for hvilke skattemyndighederne kan foretage

skatteansættelsen, eller inden for hvilke den skattepligtige kan

begære sin skatteansættelse ændret.

Fristerne for den skattepligtiges adgang til at få

genoptaget en skatteansættelse fremgår af § 4 i

skattestyrelsesloven. Efter § 4, stk. 1 har den skattepligtige ret

til genoptagelse af sin skatteansættelse, hvis den skattepligtige

fremsætter anmodning herom inden 3 år efter udløbet af det

pågældende indkomstår og fremlægger nye oplysninger,

der kan medføre en ændret skatteansættelse. Efter

§ 4, stk. 2 har den skattepligtige ret til at få genoptaget

sin skatteansættelse, selvom anmodning herom fremsættes mere end

tre år efter udløbet af det pågældende

indkomstår, når forholdende i særlig grad taler derfor,

eller anmodningen er en følge af at en udenlandsk skattemyndighed har

foretaget en forhøjelse vedrørende en kontrolleret transaktion

som nævnt i § 3 B i skattekontrolloven. Efter § 4,

stk. 3 kan skattemyndighederne foretage sådanne ændringer af

skatteansættelsen for andre indkomstår, der er en følge af

den skattepligtiges genoptagelsesbegæring, og det er her bestemt, at en

anmodning om ekstraordinær genoptagelse ikke kan tilbagekaldes.

Fristerne for skattemyndighedernes adgang til at

forhøje en skatteansættelse fremgår primært af

§ 35 i skattestyrelsesloven. Efter § 35, stk. 1 skal

skattemyndigheden fremsende varsel om en påtænkt

forhøjelse af skatteansættelsen senest den 1. maj i det 4.

år efter indkomstårets udløb, og en rettidig varslet

skatteansættelse skal som udgangspunkt være foretaget senest den

1. august i det 4. år efter udløbet af det

pågældende indkomstår. For visse koncerninterne forhold

udløber fristerne dog i det 6 år efter indkomstårets

udløb. Efter § 35, stk. 2 kan skattemyndighederne

forhøje en skatteansættelse udover fristerne i § 35,

stk. 1, hvis forhøjelsen skyldes, at en forpligtelse eller en

erhvervelse, der er lagt til grund for skatteansættelsen,

efterfølgende viser sig at give anledning til en højere

skatteansættelse. Efter § 35, stk. 3 kan skattemyndighederne,

hvis der efter udløbet af de almindelige ansættelsesfrister er

konstateret ændringer i grundlaget for en skatteansættelse,

lægge disse ændringer til grund for skatteansættelsen

vedrørende et senere indkomstår, medmindre ansættelsen er

baseret på et skøn. Efter § 35, stk. 4 kan

skattemyndighederne forhøje en skatteansættelse udover fristerne

i § 35, stk. 1, hvis forhøjelsen skyldes, at den

skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft

uagtsomt har bevirket, at skatteansættelsen er foretaget på et

urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Efter § 35, stk. 5

finder ansættelsesfristerne efter stk. 1 ikke anvendelse,

når en skatteansættelse er påklaget, på

forhøjelser vedrørende det påklagede forhold.

Disse ansættelsesfrister har over årene givet

anledning til debat, bl.a. fordi de beror på en afvejning af valg

mellem skønsprægede og objektive regler, og fordi de beror

på en afvejning mellem myndighedernes og den skattepligtiges ansvar for

en korrekt skatteansættelse.

Bl.a. har Skattelovrådet afgivet udtalelser herover

i efteråret 1995, jf. Tidsskrift for Skatter- og Afgifter, side 1650,

og foråret 1997, jf. betænkning nr. 1339 fra 1997.

Det foreslås nu, at ansættelsesfristerne

samles.

Det foreslås, at den gældende ordning med

almindelige 3-årige ansættelsesfrister bevares. Dette er ikke

udtryk for den opfattelse, at det skal tilstræbes, at der gælder

samme ansættelsesfrister for skattepligtige og skattemyndighederne. Der

er sådanne forskelle mellem de opgaver, skattemyndighederne er

pålagt at udføre, og de beskyttelsesværdige hensyn, der

skal tages til skattepligtige, at det ikke giver mening alene herudfra at

tilstræbe fælles ansættelsesfrister. Når den

gældende ordning med almindelige 3-årige ansættelsesfrister

foreslås opretholdt, er det ud fra en betragtning om, at der ikke er

væsentlige grunde til at afkorte den gældende almindelige frist

for skattepligtiges adgang til at begære sin skatteansættelse

genoptaget.

Det foreslås, at betingelserne for at bryde de

almindelige ansættelsesfrister objektiveres, således at

skønselementet for skattepligtiges adgang til at få genoptaget

skatteansættelser for indkomstår, der ligger mere en tre år

forud i tid, reduceres.

Det foreslås, at betingelserne for at bryde de

almindelige ansættelsesfrister som udgangspunkt gøres

fælles for skattepligtige og skattemyndighederne.

Det foreslås, at ansættelsesfristerne lempes,

centreret omkring tilfælde, hvor enten den skattepligtige eller

skattemyndighederne ikke kan bebrejdes, at skatteansættelsen

først foretages på det sene tidspunkt. Det foreslås

således, at ansættelsesfristerne lempes i følgende

tilfælde:

1) »I det omfang skatteansættelsen er en følge af, at der

efter indkomstårets udløb er indtrådt en ændring i

grundlaget for opgørelsen af den indkomst eller den

ejerboligværdi, der skal lægges til grund for

skatteansættelsen«, jf. forslaget til § 35, stk. 1, nr. 1 i

skattestyrelsesloven.

Efter gældende ret kan en skattepligtig få genoptaget en

skatteansættelse uden for de 3-årige genoptagelsesfrister,

når forholdene i særlig grad taler derfor, jf. § 4,

stk. 2 i skattestyrelsesloven.

Efter gældende ret kan skattemyndighederne forhøje en

skatteansættelse uden for de 3-årige ansættelsesfrister,

hvis forhøjelsen skyldes, at en forpligtelse eller en erhvervelse, der

er lagt til grund for skatteansættelsen, efterfølgende viser sig

at give anledning til en højere skatteansættelse, jf. § 35,

stk. 2 i skattestyrelsesloven.

Bestemmelsen indebærer, at der generelt gives adgang til at

ændre en skatteansættelse efter udløbet af de almindelige

ansættelsesfrister, hvis ændringen skyldes, at der efter

indkomstårets udløb er indtrådt en ændring i

grundlaget for opgørelsen af den indkomst eller den

ejerboligværdi, der skal lægges til grund for

skatteansættelsen, og ikke som efter gældende ret kun efter en

skønsmæssig vurdering eller i mere snævert angivne

tilfælde af efterfølgende ændringer.

For skattemyndighederne indebærer bestemmelsen, at

afgørelser om betaling af bidrag, told, moms og afgifter i

øvrigt, der kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige

indkomst, vil kunne tillægges skattemæssig virkning uanset de

almindelige 3-årige ansættelsesfrister.

2) »I det omfang skatteansættelsen skyldes en ændret

bedømmelse af grundlaget for en skatteansættelse eller et

fremførselsberettiget underskud for indkomstår, der ligger uden

for fristerne efter § 34, og skatteansættelsen foretages inden for

fristerne efter § 34 og ikke beror på en skøn«, jf. forslaget

til § 35, stk. 1, nr. 2 i skattestyrelsesloven.

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende § 35,

stk. 3 i skattestyrelsesloven, bortset fra at bestemmelsen efter forslaget

fremover også skal kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor

bedømmelsen af grundlaget for et fremførselsberettiget

underskud ændres.

3) »I det omfang skatteansættelsen er en følge af en

skatteansættelse af den skattepligtige vedrørende et andet

indkomstår«, jf. forslaget til § 35, stk. 1, nr. 3 i

skattestyrelsesloven.

Efter gældende ret kan skattemyndighederne, når en

skattepligtig har begæret en skatteansættelse genoptaget,

foretage sådanne ændringer af skatteansættelser for andre

indkomstår, der er en følge af den skattepligtiges

genoptagelsesbegæring, jf. § 4, stk. 3 i

skattestyrelsesloven.

Der gælder ikke en tilsvarende bestemmelse om

konsekvensændringer som følge af skattemyndighedernes

forhøjelse af en skatteansættelse.

Bestemmelsen indebærer, at der generelt - og ikke kun i

forbindelse med genoptagelsesanmodninger - gives adgang til at foretage

konsekvensændringer af skatteansættelser af den skattepligtige

vedrørende andre indkomstår, der ligger uden for de almindelige

3-årige ansættelsesfrister.

4) »I det omfang skatteansættelsen er en følge af en

skatteansættelse af en ægtefælle, hvormed den

skattepligtige var samlevende ved indkomstårets udløb, jf.

§ 4 i kildeskatteloven, vedrørende samme eller et andet

indkomstår«, jf. forslaget til § 35, stk. 1, nr. 4 i

skattestyrelsesloven.

Der er ingen tilsvarende bestemmelse i gældende ret.

Bestemmelsen indebærer, at der ved skatteansættelse af en

ægtefælle kan foretages sådanne afledte ændringer af

skatteansættelsen af den anden ægtefælle, der følger

af de særlige regler for fælles skatteberegning mv. mellem

ægtefæller.

5)

»I det omfang skatteansættelsen består i, at

Ligningsrådet efter § 19 tilsidesætter en afgørelse

truffet af et skatteankenævn «, jf. forslaget til § 35, stk. 1, nr. 8.

Efter gældende ret er Ligningsrådet ved udøvelsen

af sin revisionskompetence bundet af de almindelige

ansættelsesfrister.

Bestemmelsen indebærer, at Ligningsrådet ubundet af de

almindelige 3-årige ansættelsesfrister kan udøve sin

revisionskompetence over for skatteankenævn, og således

ændre en skatteankenævnskendelse efter udløbet af disse

ansættelsesfrister. Bestemmelsen har sammenhæng med, at

skatteankenævnskendelser ofte først afsiges mere end 3 år

efter indkomstårets udløb.

Under bemærkningerne til § 1, nr. 20 er der

givet eksempler på betydningen af de foreslåede lempelser.

Herudover foreslås den lempelse, at i de

tilfælde, hvor hidtidig ligningsmæssig praksis er endeligt

underkendt ved en Landsskatteretskendelse eller ved en dom, og Told- og

Skattestyrelsen bestemmer, at skatteansættelser vedrørende andre

skattepligtige foretaget efter den nu underkendte praksis, skal kunne

genoptages, skal genoptagelse kunne ske tilbage fra og med det

indkomstår, der har været prøvet i den første sag,

der resulterede i den underkendende kendelse eller dom, jf. forslaget til

§ 35, stk. 1, nr. 7. Dette svarer til den hidtidige praksis med

genoptagelsescirkulærer fra Told- og Skattestyrelsen, jf.

T&S-cirkulære 1993-9, men med den ændring, at

fristberegningen fremover ikke skal udmåles til 3 år forud for

tidspunktet for den først underkendende Landsskatteretskendelse eller

dom. Forslagets gennemførelse vil bevirke, at behovet for at hver

enkelt, der er blevet skatteansat efter en omtvistet skattepraksis,

forfølger sin sag til Landsskatteretten og eventuelt ved domstolene,

mindskes, med deraf følgende procesbesparelser.

Uanset de foreslåede lempelser af

ansættelsesfristerne efter skattestyrelsesloven, er foretagelse af en

skatteansættelse som udgangspunkt bundet af de almindelige frister for

forældelse af skattekrav, det vil sige normalt 5 år fra

forfaldstidspunktet. Dette gælder dog i sagens natur ikke forslaget til

§ 35, stk. 1, nr. 7.

Efter forslaget er det i øvrigt en generel

betingelse for at ændre en skatteansættelse uden for de

almindelige 3-årige ansættelsesfrister, at ændringen

indebærer en - isoleret set - bruttoforhøjelse eller

bruttonedsættelse på mindst 5.000 kr. af en indkomst, der skal

indgå i grundlaget for skatteansættelsen, jf. forslaget til

§ 35, stk. 2.

Det er efter forslaget endvidere en generel betingelse, at

ændringen varsles - eller anmodning om ændringen fremsættes

- inden rimelig tid efter at skattemyndighederne, respektive den

skattepligtige, er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder

fristforlængelsen, jf. forslaget til § 35, stk. 3.

Det foreslås ud fra administrative hensyn, at en

skatteansættende myndighed som udgangspunkt ikke afskæres fra at

gennemføre en ansættelsesændring af grunde som nævnt

i § 35, stk. 1, selv om skatteankenævnet, Landsskatteretten

eller Ligningsrådet tidligere har taget stilling til samme forhold som

det, der nu er grundlag for at ændre, jf. forslaget til § 35,

stk. 4. Forslaget skønnes retssikkerhedsmæssigt forsvarligt

under hensyn til de kriterier for ekstraordinær genoptagelse, der er

foreslået i § 35, stk. 1.

6. Skatteforbehold, jf. forslaget under § 1, nr.

23 til § 37 B i skattestyrelsesloven:

I forbindelse med en

privatretlig disposition kan det stilles som en betingelse for dispositionens

gennemførelse, at dispositionen af myndighederne tillægges en

nærmere angiven skatteretlig virkning (skatteforbehold). Det er

almindeligt antaget, at en sådan betingelse i en privatretlig

disposition skal respekteres af skattemyndighederne.

Skatteforbehold vedrører til en vis grad samme

problemområde som omgørelse, jf. forslaget under § 1, nr.

23 til § 37 C, og skatteforbehold giver anledning til tilsvarende

administrative problemer som omgørelse.

Disse administrative problemer består bl.a. deri, at

privatretlige dispositioner, der er foretaget adskillige år tilbage i

tid, nu ændres tilbage fra det tidspunkt, hvor dispositionen oprindelig

blev foretaget, med den virkning, at den da foretagne skatteansættelse

og ofte skatteansættelser for følgende år nu skal

ændres.

Til afbødning af disse administrative problemer

foreslås, at et skatteforbehold kun skal tillægges virkning, hvis

det er klart, skriftligt og oplyst overfor den skatteansættende

myndighed senest samtidig med at skattemyndigheden oplyses om dispositionens

øvrige indhold. Det sker normalt efter anmodning som led i

ligningsarbejdet. Det foreslås endvidere, at skattemyndigheden skal

kunne afvise et skatteforbehold, hvis de privatretlige virkninger af, at

forbeholdet gøres gældende, ikke er klare og overskuelige.

Efter forslaget afgøres disse krav til

skatteforbehold som led i den almindelige ligning, og afgørelser herom

påklages administrativt som en skatteansættelse.

7. Omgørelse, jf. forslaget under § 1, nr.

23 til § 37 C i skattestyrelsesloven

: Efter hidtidig administrativ

praksis kan Ligningsrådet, eller den Ligningsrådet har bemyndiget

dertil, efter anmodning tillade, at en privatretlig disposition, der

ændres, tillægges oprindelig skatteretlig virkning, såkaldt

»omgørelse«.

Formålet med omgørelsespraksis kan formuleres

således, at det er at undgå tilfælde, hvor en borger

beskattes på grundlag af en privatretlig disposition, der har

uforudsete skattemæssige virkninger, der er væsentlige og

uhensigtsmæssige.

Efter SD-cirkulære 1986-22 har Ligningsrådet

bemyndiget de lokale ligningsmyndigheder til at tillade omgørelse af

hovedaktionærdispositioner efter nærmere angivne retningslinier.

Herefter kan omgørelse tillades, hvis følgende tre betingelser

er opfyldt. For det første skal den ændring af den privatretlige

disposition, der ønskes gennemført, være enkel og

overskuelig. For det andet skal forholdet være lagt klart frem. For det

tredje skal ansøgeren være i god tro med hensyn til de

skattemæssige virkninger af den foretagne disposition. Afslag på

sådanne omgørelsesanmodninger kan påklages til

Ligningsrådet.

Under hensyn til karakteren af omgørelsespraksis

foreslås adgangen til at tillade omgørelse lovfæstet.

Det er efter forslaget en forudsætning for

tilladelse til omgørelse, at den disposition, der søges

omgjort, ikke i overvejende grad har været båret af

skattespekulative hensyn, at de skattemæssige virkninger af

dispositionen har været uforudsete og væsentlige, at

dispositionen har været lagt klart frem for skattemyndighederne,

at de privatretlige virkninger af den ønskede omgørelse

er enkle og overskuelige og at alle, der skatteretligt vil blive

berørt af en tilladelse til omgørelse, tiltræder

omgørelsesanmodningen.

Herudover stilles der forslag om at indføre et

gebyr for omgørelse. Gebyret er af samme størrelse som gebyret

for at få en bindende forhåndsbesked om egne forhold.

De foreslåede betingelser for omgørelse skal

bl.a. ses i lyset af, at der i dag er adgang til at få en bindende

forhåndsbesked om en påtænkt disposition, og i lyset af at

omgørelse normalt kun kommer på tale i forbindelse med

privatretlige dispositioner mellem parter, der har en fælles interesse

i omgørelsen, f.eks. mellem en hovedaktionær og det af denne

beherskede selskab, eller i forbindelse med ensidige dispositioner, f.eks. en

gave.

8

. Forslag af hovedsagelig redaktionel karakter,

jf. forslagene under § 1, nr. 6-11, 14, 16-19, 21, 22 og 23 (fsva.

forslaget til § 37 A), samt §§ 2-7: Der er medtaget en række

forslag til tydeliggørelse af loven. Forslagene er af hovedsagelig

redaktionel karakter.

Provenumæssige konsekvenser

De foreslåede justeringer og præciseringer

skønnes samlet set ikke at indebære nævneværdige

provenumæssige konsekvenser.

Administrative konsekvenser

Gennemførelse af forslaget under § 1, nr. 1

skønnes at medføre engangsudgifter for Told & Skat på

ca. 15 mill. kr. til edb-omstillinger, således at kommende

ønsker om fælleskommunal skatteadministration kan administreres.

Det er herved i overensstemmelse med lovforslaget lagt til grund, at den

fælleskommunale administration omfatter hele skatteadministrationen, og

ikke kun enkelte dele af skatteadministrationen. Det bemærkes, at en

adgang til opdeling af skatteadministrationen vil medføre betydeligt

større engangsudgifter til edb-tilretning for Told & Skat. Det

bemærkes endvidere, at det vil tage ca. 6 måneder at

gennemføre de systemtilpasninger i Told & Skat, som

fælleskommunal administration kræver.

Merudgifter til omkostningsdækning til sagkyndig

bistand skønnes med betydelig usikkerhed at ville udgøre 0,5

mill. kr. på årsbasis. Udgifterne afholdes af den lovbundne

bevilling vedrørende udgifter til sagkyndig bistand i skattesager mv.

( § 9.21.05) under Skatteministeriet, der som følge heraf

forhøjes. For 1999 optages 0,25 mill. kr. på forslaget til

tillægsbevillingslov. Øgede indtægter fra klagegebyr i

Landsskatteretssager og gebyr for omgørelse på

skønsmæssigt 0,1 mill. kr. årligt optages som en

forhøjelse af bevillingen til klagegebyr under Skatteministeriet, der

henregnes til statens indtægtsbudget.

Derudover skønnes lovforslagets

gennemførelse samlet set ikke at have nævneværdige

administrative konsekvenser for Told & Skat og for kommunerne under et.

For kommunerne skønnes forslaget at medføre et mindre

merforbrug til klagebehandling, som dog modsvares af effektiviseringen ved

etablering af fælleskommunal administration.

Erhvervsøkonomiske og erhvervsadministrative konsekvenser

Det skønnes, at lovforslaget ikke har

nævneværdige erhvervsøkonomiske konsekvenser.

Det skønnes, at lovforslaget ikke har

erhvervsadministrative konsekvenser.

Forhold til EU-retten

Det skønnes, at lovforslaget ikke indeholder

EU-retlige aspekter.

Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke miljømæssige

konsekvenser.

Sammenfatning af økonomiske og

administrative konsekvenser

Positive

konsekvenser/mindre udgifter

(hvis Ja, angiv omfang)

Negative

konsekvenser/merudgifter

(hvis Ja, angiv omfang)

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Mulig effektivisering af den kommunale administration

Merindtægt fra gebyrer vedr. klage og omgørelse på

skønsmæssigt 0,1 mill. kr. årligt.

Forslaget skønnes at medføre engangsudgifter

for Told & Skat på 15 mill. kr.

Forslaget skønnes med betydelig usikkerhed at medfører en

årlig merudgift til omkostningsdækning på 0,5 mill. kr.

Udgiften skønnes at udgøre 0,25 mill. kr. i 1999.

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forhold til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter

Høring

Udkast til lovforslaget har været sendt til

udtalelse hos Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af

Statsautoriserede Revisorer, Advokatrådet, Erhvervenes

Skattesekretariat, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune,

Frederiksberg Kommune, Foreningen af Danske Skatteankenævn,

Erhvervsministeriet og professor Ole Bjørn.

Den del af lovforslaget, der vedrører

fælleskommunal administration, jf. § 1, nr. 1, har alene

været drøftet med Indenrigsministeriet og Kommunernes

Landsforening. Forslagene under § 1, nr. 12, § 1, nr. 20 fsva.

forslagene til § 35, stk. 1, nr. 2, 5 og 9, og stk. 4, § 1 nr.

23 fsva. forslaget til § 37 C, samt forslagene under § 5 og § 6 er

nye/væsentligt ændrede i forhold til det udkast til lovforslag,

der har været sendt til høring.

Høringssvarene er båret af, at lovforslaget i

overvejende grad er af teknisk karakter.

Advokatrådet udtrykker tilfredshed med at

betingelserne for ekstraordinær genoptagelse objektiveres, jf.

forslaget til § 1, nr. 20, men har bemærkninger af mere teknisk

karakter.

Advokatrådet udtrykker generelle

betænkeligheder ved Ligningsrådets adgang til at ændre

skatteankenævnskendelser, og Foreningen af Danske Skatteankenævn

udtrykket betænkelighed ved at fjerne fristen for Ligningsrådets

adgang til at ændre skatteankenævnskendelser, jf. forslaget under

§ 1, nr. 20 til § 35, stk. 1, nr. 8

Ligningsrådets adgang til at ændre

skatteankenævnskendelser er et gammelt led i det statslige tilsyn med

den kommunale administration. Forslaget er opretholdt, fordi

skatteankenævnskendelser ofte først foreligger efter

udløbet af den almindelige 3-årige ansættelsesfrist,

hvilket hindrer Ligningsrådet i at anvende denne

tilsynsbeføjelse. Ligningsrådets hidtidige praksis for

anvendelse af denne kompetence, der er meget tilbageholdende, er gengivet i

bemærkningerne til bestemmelsen som fortolkningsbidrag.

Foreningen af Danske Skatteankenævn udtrykker

betænkelighed ved forslaget om en bagatelgrænse for

ekstraordinær genoptagelse, jf. forslaget under § 1, nr. 20 til

§ 35, stk. 2 i skattestyrelsesloven.

Forslaget er opretholdt under hensyn til de administrative

omkostninger, der er forbundet med gennemførelse af

ansættelsesændringer for indkomståret, der ligger langt

tilbage i tid.

Advokatrådet udtrykker betænkelighed ved at

begrænse adgangen til at tage skatteforbehold og adgangen til at

få omgørelse, jf. forslaget under § 1, nr. 23 til

henholdsvis § 37 B og § 37 C i skattestyrelsesloven.

Forslagene er opretholdt i tillempet form, bl.a. under

hensyn til de administrative og bevismæssige problemer, der er

forbundet med skattemæssigt at tilbageføre privatretlige

dispositioner, der er lagt til grund for skatteansættelser. Der

henvises i øvrigt til bemærkningerne til bestemmelserne.

Professor Ole Bjørn har alene udtalt sig om

forslaget om omgørelse. Han henleder opmærksomheden på den

forskel, der vil blive mellem den vide adgang, der er til at berigtige en

tilsidesat koncernintern transaktion efter ligningslovens § 2

(bestemmelsen er fra foråret 1998), og det foreliggende forslag til

lovfæstelse af en almindelig adgang til omgørelse, der er

betydelig mere restriktivt. Han efterlyser mere ensartede regler for

omgørelse, jf. forslaget under § 1, nr. 23 til § 37 C i

skattestyrelsesloven.

Forslaget er fasthold under hensyn til, at de

særlige forhold, der gælder vedrørende koncerninterne

transaktioner, begrunder særlige regler for berigtigelse af

sådanne dispositioner.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Efter forslaget bemyndiges skatteministeren til at

godkende, at kommuner i fællesskab udpeger en person til at have

ansvaret for ligningsarbejdet i de pågældende kommuner, og dermed

etablering af en fælles administration på

skatteområdet.

Det er en forudsætning for en godkendelse, at der

foreligger en anmodning fra de kommunalbestyrelser, der ønsker at

indgå i samarbejdet. Skatteministeren vil således ikke af egen

drift kunne bestemme, at der skal etableres en fælles administration.

Den enkelte kommunalbestyrelse afgør selv, om den vil indgå i et

samarbejde.

Efter skattestyrelseslovens § 1, stk. 2 skal

kommunalbestyrelsen udpege en person, der er ansat i kommunen, til at have

det øverste ansvar for den kommunale skattemyndigheds ligningsarbejde.

Efter forslaget vil en godkendelse fra skatteministeren indebærer, at

bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 1, stk. 2 fraviges derved, at de

kommunalbestyrelser, der ønsker at indgår i samarbejdet, i

fællesskab kan udpege en embedsmand til at have det øverste

ansvar for ligningsarbejdet i alle deltagende kommuner.

Men kravet efter skattestyrelseslovens § 1, stk. 1 om, at

den enkelte kommunalbestyrelse er ansvarlig for, at der hvert år

udarbejdes en plan for ligningsarbejdet i kommunen, og ansvarlig for at

planen følges, vil ikke kunne fraviges.

En sådan godkendelse til at udpege en fælles

ligningsansvarlig indebærer, at forvaltningsmyndigheden på

skatteområdet er fælles i de deltagende kommuner.

Det samme gælder kompetence, der efter anden

skattelovgivning eller efter sagsudlægningsbekendtgørelsen, jf.

bekendtgørelse nr. 336 af 10. juni 1998, som ændret ved

bekendtgørelse nr. 362 af 19. juni 1998 og bekendtgørelse nr.

968 af 16. december 1998, er henlagt til den kommunale skattemyndighed.

Klage over afgørelser vil som hidtil kunne

påklages til skatteankenævnet for den kommune, hvor den

pågældende skatteyder bor, eller til den statslige told- og

skatteforvaltning.

Den fælles ligningsansvarlige har den faglige

ledelse af de embedsmænd, der henhører under den fælles

forvaltning, mens den kommune, hvor den enkelte embedsmand er ansat, har

arbejdsgiveransvaret i forhold til den pågældende. De kommunale

skattemedarbejders ansættelsesforhold mv. er således

upåvirkede af den foreslåede ordning. Arbejdsgiveransvaret over

for den fælles ligningsansvarlige påhviler den kommune, hvor

vedkommende er ansat.

Den fælles administration vil fysisk kunne placeres

uden for en deltagende kommune. Men det forventes, at der som minimum i hver

enkelt kommune bibeholdes en serviceenhed, der kan vejlede borgerne på

skatteområdet.

Det er en forudsætning for en godkendelse, at der er

udarbejdet en plan for organisationen af fællesskabet, og at de

deltagende kommuner er enige om fordeling og finansiering af udgifterne ved

den fælles administration.

Det er endvidere en forudsætning for en godkendelse,

at etableringen af den fælles administration ikke medfører

væsentlige merudgifter for statskassen.

Ved afgørelsen af, om en godkendelse skal gives,

vil skatteministeren kunne tillægge det betydning, om en

ansøgende kommune allerede samarbejder med andre kommuner på

andre områder, således at en godkendelse vil medføre

unødigt komplicerede samarbejdsrelationer i forhold til borgerne og

staten.

Fremgangsmåden ved ansøgning om etablering af

en fælleskommunal administration vil være, at

kommunalbestyrelserne i de kommuner, der ønsker at deltage, lader

udarbejde et udkast til en aftale herom. Dette aftaleudkast sendes til

udtalelse i Skatteministeriet. Når Skatteministeriets udtalelse

foreligger, udarbejder kommunerne den endelige aftale, der efter godkendelse

i de deltagende kommunalbestyrelser sendes til skatteministeren med anmodning

om godkendelse af udpegning af en fælles ligningsansvarlig på

dette aftalegrundlag.

Det forventes, at en godkendelse af udpegning af en

fælles ligningsansvarlig vil blive givet for en årrække,

men med mulighed for forlængelse.

De kommunalbestyrelser, der indgår i et samarbejde,

har ansvaret for at informere borgerne om det etablerede samarbejdet.

Skatteministeren vil kunne tilbagekalde en godkendelse af

udpegning af en fælles ligningsansvarlig, hvis skatteministeren

skønner, at forudsætninger for godkendelsen ikke opfyldes. En

sådan tilbagekaldelse af en godkendelse vil kunne have væsentlige

administrative konsekvenser for de deltagende kommuner, hvorfor en

tilbagekaldelse skal ske med et passende varsel, der normalt ikke er på

under ½ år.

Til nr. 2

Efter § 3, stk. 4, 1. pkt. i

skattestyrelsesloven skal ligningsmyndighederne varsle den skattepligtige

skriftligt, hvis myndighederne påtænker at foretage en

skatteansættelse på et andet grundlag end selvangivet eller

påtænker at ændre en skatteansættelse. Den

skattepligtige skal samtidig gives en frist til at fremkomme med en udtalelse

over den påtænkte skatteansættelse.

Denne høringspligt er ubetinget i modsætning

til den almindelige høringspligt efter forvaltningslovens § 19 og

§ 20, hvorefter en forvaltningsmyndighed som udgangspunkt skal foretage

høring af en part, når myndigheden er kommet i besiddelse af

oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, som parten ikke kan

antages at være bekendt med, og oplysningerne er til ugunst for den

pågældende part og af væsentlig betydning for sagens

afgørelse.

Det foreslås præciseret, at den særlige

ubetingede høringspligt efter skattestyrelsesloven kun omfatter de

tilfælde, hvor den påtænkte ændring vedrører

oplysninger af den type, der skal selvangives. Det er typisk oplysninger om

indkomst, herunder fradrag, oplysninger om kvalificering af en indkomst som

f.eks. personlig indkomst eller kapitalindkomst, oplysninger om indkomst fra

udlandet eller oplysninger om værdien af ejerbolig.

Derimod skal der efter forslaget ikke foretages

høring efter skattestyrelsesloven i tilfælde, hvor den

påtænkte ændring skyldes en ændret skatteberegning i

form af f.eks. overførsel af et uudnyttet underskud, bundfradrag eller

personfradrag mellem ægtefæller, fremførsel af et

underskud til fradrag i den skattepligtiges indkomst for følgende

indkomstår, eller beregning af en skattelempelse efter en

dobbeltbeskatningsaftale med en fremmed stat. I disse tilfælde finder

de almindelige høringsregler i forvaltningsloven anvendelse.

Baggrunden for forslaget er dels, at der normalt ikke er

grundlag for uenighed om en skatteberegning, dels at skatteberegningen

normalt først foretages i forbindelse med

»årsopgørelsen«, og ikke allerede på tidspunktet for

udsendelsen af »agterskrivelsen«.

Til nr. 3

Efter § 3, stk. 4, 2. pkt. i

skattestyrelsesloven skal skattemyndighederne give den skattepligtige en

frist til at udtale sig over den varslede påtænkte

skatteansættelse. Længden af denne frist beror som udgangspunkt

på myndighedens bedømmelse af behovet herfor i den enkelte sag,

men efter retspraksis må fristen normalt ikke være på

mindre end 14 dage.

Det foreslås at lovfæste, at

høringsfristen skal være på mindst 15 dage regnet fra

høringsskrivelsens datering, svarende til 14 dage fra

høringsskrivelsens fremkomst til den skattepligtige ved normal

postbesørgelse. Herved undgås tvivl om, hvor kort en frist den

enkelte sag giver grundlag for. En manglende overholdelse af denne

høringsfrist kan efter omstændighederne medfører, at

skatteansættelsen er ugyldig.

Til nr. 4

Efter forslaget ophæves den hidtidige bestemmelse i

skattestyrelseslovens § 4 om skattepligtiges ret til få genoptaget

skatteansættelser. Denne bestemmelse videreføres efter forslaget

under § 1, nr. 20, i skattestyrelseslovens § 34 og § 35.

Til nr. 5 og 15

Forslagene består dels af en redaktionel omskrivning

af § 24, stk. 1, i skattestyrelsesloven, dels af forslag om at

tillægge skatteankenævn og Landsskatteretten kompetence til at

afgøre spørgsmål om forældelse af skattekrav,

når spørgsmålet rejses i forbindelse med klage over en

skatteansættelse, jf. forslaget til § 24, stk. 1, nr. 5.

En skatteansættelse er uvirksom, hvis den foretages

på et tidspunkt, hvor det afledte skattekrav er forældet. Det

foreslås derfor, at skatteankenævn og Landsskatteretten

tillægges kompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt

en skatteansættelse er uvirksom som følge af at det afledte

skattekrav var forældet på tidspunktet for

skatteansættelsens foretagelse.

Forslaget indebærer ikke, at spørgsmål

om forældelse af skattekrav, der opstår i forbindelse med de

statslige eller kommunale myndigheders opkrævning og inddrivelse af

skattekrav, kan forelægges Landsskatteretten til prøvelse. Den

administrative prøvelse heraf tilkommer de statslig told- og

skattemyndigheder. Den foreslåede skatteankenævns- og

Landsskatteretskompetence er alene en kompetence til at afgøre

spørgsmål om, hvorvidt der forelå forældelse

på det tidspunkt, hvor den påklagede skatteansættelse blev

foretaget.

Efter afgiftslovgivningen har Landsskatteretten i et

nærmere angivet omfang klagekompetence på afgiftsområdet.

Forslagets gennemførelse bevirker, at Landsskatteretten også i

disse sagstyper får en tilsvarende afgørelseskompetence.

Til nr. 6-9, 11, 14, 16, 18, 19 og 21-22

Forslagene er hovedsagelig af redaktionel karakter.

Det foreslås under i nr. 9, at der beskikkes

en suppleant for hver af de to særligt sagkyndige, der skal beskikkes

af skatteministeren til at deltage i Landsskatterettens afgørelser af

klager over afgørelser efter lov om registreringsafgift af

motorkøretøjer m.v. Uden en sådan beskikkelse vil

Landsskatteretten ikke kunne træffe afgørelse i disse sager,

hvis en af de to sagkyndige får forfald.

Det foreslås under nr. 16, at klageafgiften

ved klage til Landsskatteretten tilbagebetales i tilfælde, hvor klagen

trækkes tilbage i forbindelse med at den myndighed, der har truffet den

påklagede afgørelse, genoptager sagen.

Til nr. 10 og 17

Det foreslås, at skatteankenævn og

Landsskatteretten ikke fremover skal have en fri adgang til at ændre

urigtige forhold i en påklaget skatteansættelse.

Efter forslaget er disse klageorganers kompetence til at

ændre en skatteansættelse en kompetence til at ændre de

forhold i skatteansættelsen, der er klaget over, samt andre forhold i

skatteansættelsen, der er en følge af klagen. Det kan f.eks.

være en situation, hvor der er klaget over afskrivningsgrundlaget for

en erhvervsmæssig ejendom, der tillige anvendes privat. Ændres

fordelingen mellem erhvervsmæssig og privat anvendelse af bygningen,

vil såvel afskrivningsgrundlaget som lejeværdi af egen bolig

skulle ændres. Denne kompetence er ubundet af

ansættelsesfristerne som foreslået under § 1, nr. 20.

Ønskes andre end disse forhold i

skatteansættelsen ændret, må spørgsmålet tages

op af den skattemyndighed, der har ansættelseskompetencen i

første instans. Dette kan efter gældende ret gøres,

selvom ansættelsen er til behandling i et klageorgan, når der

blot ikke er tale om samme forhold i skatteansættelsen.

Til nr. 12 og 13

Efter § 22, stk. 1 i skattekontrolloven kan

skatteankenævn genoptage egne kendelser efter anmodning fra klageren,

når nævnet forelægges nye oplysninger, som ikke tidligere

har været fremme under sagen, og nævnet skønner, at de nye

oplysninger ville have medført et væsentligt ændret udfald

af sagen, hvis de havde foreligget tidligere.

Det foreslås under nr. 12, at denne

genoptagelseskompetance tidsmæssigt begrænses efter de under

§ 1, nr. 20 foreslåede ansættelsesfrister, og efter adgangen

til at få afgørelsen prøvet i det administrative

klagesystem eller ved domstolene.

Baggrunden for forslaget er, at der som udgangspunkt ikke

bør være en bedre adgang til at få genoptaget en

skatteansættelse, der har været påklaget, end en

skatteansættelse, der ikke har været påklaget.

Efter forslaget til § 22, stk. 1, nr. 1 skal en anmodning

om genoptagelse fremsættes inden for samme frister som gælder for

fremsættelse af en anmodning om genoptagelse i første instans,

det vil sige inden 3 år efter udløbet af det

pågældende indkomstår, medmindre der foreligger

sådanne særlige forhold som nævnt i forslaget til § 35

i skattestyrelsesloven.

Herudover vil en genoptagelsesanmodning kunne

fremsættes rettidigt inden for fristen for klage til Landsskatteretten

over skatteankenævnets kendelse eller, hvis klage til Landsskatteretten

er indgiver, under Landsskatterettens behandling af klagen, jf. forslaget til

§ 22, stk. 1, nr. 2. Bestemmelsen åbner således for, at

skatteankenævnet kan imødekomme en genoptagelsesanmodning, hvis

der er kommet nye oplysninger frem under Landsskatterettens behandling af

klagen, og de nye oplysninger giver grundlag for en genoptagelse. Men

skatteankenævnet skal som hidtil respektere Landsskatterettens

kendelser.

Tilsvarende gælder, hvis skatteankenævnets

kendelse er indbragt for landsretten eller for Højesteret, jf.

forslagene til § 22, stk. 1, nr. 3 og 4.

Efter § 22, stk. 2 i skattestyrelsesloven kan

skatteankenævnet efter anmodning fra klageren genoptage egne

afgørelser, selv om betingelserne efter § 22, stk. 1 ikke er

opfyldte, hvis nævnet skønner, at særlige

omstændigheder taler derfor.

Det foreslås under nr. 13, at denne

kompetence til ekstraordinært at genoptage egne afgørelser

afgrænses på samme måde som Landsskatterettens tilsvarende

kompetence efter § 29, stk. 2 i skattestyrelsesloven. Herved bliver

den praksis, som Landsskatteretten udvikler vedrørende § 29,

stk. 2 retningsgivende for skatteankenævnene.

Bestemmelsen i § 29 i skattestyrelsesloven går

tilbage til 1977, jf. § 32 i lov nr. 281 af 8. juni 1977.

Efter § 29, stk. 2 kan Landsskatteretten,

når ganske særlige omstændigheder taler derfor, bortse fra

genoptagelseskriterierne efter § 29, stk. 1. Som eksempel

nævnes i forarbejderne, at Landsskatteretten har afsagt en kendelse,

der vedrører et spørgsmål, som samtidig verserer for

domstolene, og hvor domstolsafgørelsen tilsidesætter hidtidig

Landsskatteretspraksis. På den anden side nævnes tillige i

forarbejderne, at det forudsættes, at bestemmelsen administreres

restriktivt, idet retsmidlet mod Landsskatterettens kendelser fortsat

må være indbringelse for domstolene. Forfølger en klager

ikke sin opfattelse gennem indbringelse for domstolene, skal der foreligge

særlige omstændigheder, der taler afgørende for at tillade

genoptagelse.

Det antages, at § 29, stk. 2 i

skattestyrelsesloven giver hjemmel til, at Landskatteretten i et meget

begrænset omfang kan give forhåndstilsagn om genoptagelse af

afsagte Landsskatteretskendelser i tilfælde, hvor klageren kan

påvise, at der verserer en helt identisk sag for domstolen,

således at udfaldet af dommen må antages at ville kunne

lægges direkte til grund for den sag, der har været forelagt

Landsskatteretten.

Forslagets gennemførelse vil begrænse

skatteankenævnenes hidtidige genoptagelseskompetence.

Til nr. 20

Det foreslås at sammenskrive de gældende

regler i § 4 i skattestyrelsesloven om frister for skattepligtiges

adgang til at få en skatteansættelse genoptaget og reglen i

§ 35 i skattestyrelsesloven om frister for myndighedernes adgang til at

forhøje en skatteansættelse. Fristerne er samlet i forslagene

til § 34 og § 35 i skattestyrelsesloven.

Efter § 34 og § 35 gælder fristerne for

den kommunale skattemyndigheds, den statslige told- og skatteforvaltnings og

Ligningsrådets adgang til at foretage eller ændre en

skatteansættelse. Fristerne gælder derimod ikke for

skatteankenævn og Landsskatteretten, idet disse klageorganers adgang

til at ændre skatteansættelser er særskilt reguleret.

Fristerne gælder ikke tilfælde, hvor en

domstol hjemviser en skatteansættelse, der er forelagt domstolen til

prøvelse, til fornyet behandling hos ligningsmyndigheden, eller

tilfælde hvor der indgås forlig under en retssag.

Fristerne gælder ikke for ejendomsvurderinger

foretaget efter lov om vurdering af landets faste ejendomme, selvom

ejendomsvurderingen indgår i grundlaget for en skatteansættelse

efter lov om en kommunal og amtskommunal ejendomsværdiskat.

Fristerne gælder ikke skattemyndighedernes adgang

til at søge et tab for manglende skattebetaling, typisk som

følge af urigtig selvangivelse, erstattet af den skattepligtige.

Fristerne gælder heller ikke skattepligtiges adgang til at søge

tab som følge af for meget betalt skat erstattet af det offentlige.

Efter forslaget gælder de foreslåede

ansættelsesfrister for såvel forhøjelser som

nedsættelser.

Efter forslaget til § 34, stk. 1

udløber den almindelige frist for myndighedernes adgang til at varsle

en forhøjelse af en skatteansættelse som hidtil den 1. maj i det

4. år efter indkomstårets udløb.

Den varsling, der skal foretages inden for fristen, er den

»agterskrivelse«, den kommunale skattemyndighed efter § 3, stk. 4 i

skattestyrelsesloven skal sende i tilfælde, hvor myndigheden

påtænker at foretage en skatteansættelse på et andet

grundlag end selvangivet, eller påtænker af ændre den del

af grundlaget for en skatteansættelse, der skal selvangives.

Bestemmelsen i § 3, stk. 4 gælder efter § 12 A,

§ 14, stk. 4 og § 19, stk. 1 i skattestyrelsesloven

også for den statslige told- og skatteforvaltning og

Ligningsrådet.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at en

agterskrivelse ikke må afsendes, hvis ikke skattemyndigheden på

afsendelsestidspunktet i øvrigt er i besiddelse af det fornødne

grundlag for at gennemføre den varslede

ansættelsesændring. Det skal endvidere bemærkes, at en

agterskrivelse skal indeholde en begrundelse, således at den

skattepligtige kan tage stilling til om ændringen er rigtig.

Varsles en forhøjelse af en skatteansættelse

i det 4. år efter indkomstårets udløb, dvs. i perioden

1/1-1/5, har den skattepligtige uanset de tidsmæssige

begrænsninger efter § 34, stk. 2 for genopragelse af en

skatteansættelse ret til alle indsigelser mod hele den

pågældende skatteansættelse.

Det er som udgangspunkt skattemyndighedernes ansvar, at

der foretages en korrekt skatteansættelse, når der foreligger en

fyldestgørende og korrekt selvangivelse. Det forekommer imidlertid

ofte i praksis - af mange forskelligartede grunde - at en skattepligtig

ønsker sin skatteansættelse ændret. I sådanne

tilfælde, hvor den skattepligtige ønsker sin

skatteansættelse ændret, følger det af almindelige

forvaltningsretlige regler, at skattemyndigheden, hvis

ansættelsesfristerne ikke er udløbet, skal korrigere

ansættelsen, hvis myndigheden forelægges oplysninger, der viser,

at ansættelsen er forkert.

Forslaget til § 34, stk. 2, er en

videreførelse af den gældende § 4, stk. 1 i

skattestyrelsesloven, hvorefter skattepligtiges ret til at begære deres

skatteansættelse ændret som udgangspunkt udløber med det

3. år efter indkomstårets udløb.

Genoptagelsesfristen gælder de pligtmæssige

selvangivelsesoplysninger, der er fastsat efter § 1 i

skattekontrolloven. Fristerne for ændring af oplysninger i

selvangivelsen om valg mellem flere muligheder, f.eks. valg af

virksomhedsordningen eller valg af afskrivningsprocent, er reguleret i de

enkelte særlove, hvori adgangen til disse særlige valg er

givet.

Det er i forslaget forudsat, at kompetencen til at

afgøre, om en genoptagelsesanmodning skal imødekommes,

tilkommer skattemyndigheden, og at et afslag på en sådan

genoptagelsesanmodning kan påklages på samme måde som en

skatteansættelse, det vil typisk sige til skatteankenævn og

Landsskatteretten.

Efter forslaget til § 34, stk. 3 skal en

ansættelse af den indkomst eller den ejerboligværdi, der skal

lægges til grund for skatteansættelsen, normalt være

foretaget senest den 1. august i det 4. år efter indkomstårets

udløb, medmindre der foreligger et forhold som nævnt i

§ 35. Fristen er absolut for myndighederne, men den skattepligtige kan

efter anmodning få udsat fristen, hvis den pågældende kan

påvise, at det vil være forbundet med uforholdsmæssige

vanskeligheder for denne at varetage sine interesser i sagen inden fristens

udløb.

Bestemmelserne svarer til de gældende bestemmelser i

§ 35, stk. 1, 2. og 4. pkt. i skattestyrelsesloven, men det er

præciseret, at bestemmelserne ikke finder anvendelse på

skatteberegningen. Skatteberegningen skal, hvis beregningen foretages efter

fristens udløb, foretages inden rimelig tid efter at ansættelsen

er foretaget.

Denne ansættelsesfrist gælder ikke i det

omfang der i anden lovgivning er fastsat særlige regler om

efterbeskatning, f.eks.i etableringskontoloven og kildeskattelovens § 48

E (forskere).

For visse koncerninterne transaktioner udløber

fristerne efter stk. 1 og 3 dog først i det 6. år efter

indkomstårets udløb, jf. forslaget til § 35, stk. 4.

Anvender den skattepligtige et regnskabsår, der ikke

er sammenfaldende med kalenderåret, regnes disse

ansættelsesfrister fra udløbet af det indkomstår, der

træder i stedet for regnskabsåret, jf. forslaget til

§ 34, stk. 5.

Efter forslaget til § 35 i

skattestyrelsesloven gøres der en række undtagelser fra de

almindelige ansættelsesfrister, der er foreslået indsat som

§ 34 i skattestyrelsesloven.

Disse forlængelser af ansættelsesfristerne

vedrører såvel nedsættelser som forhøjelser, og

dermed også ansættelsesændringer på grundlag af

genoptagelsesanmodninger fra skattepligtige.

Overordnet er fristforlængelserne centreret om

tilfælde, hvor den skattepligtige enten uforskyldt er blevet

skatteansat for højt eller myndighederne er uden skyld i en for lav

skatteansættelse. Fristforlængelserne omfatter ikke

småsager, jf. forslaget til § 35, stk. 2 i

skattestyrelsesloven.

I modsætning til den gældende § 4,

stk. 2 i skattestyrelsesloven, hvor det kræves, at skattepligtiges

adgang til at påberåbe sig sådanne længere

ansættelsesfrister betinges af, at forholdene i særlige grad skal

tale for, at genoptagelse tillades for »gamle« år - altså en mere

individuel og skønsmæssig bedømmelse - foreslås

genoptagelseskriterierne objektiverede.

Afgørelsen af om betingelserne for fristgennembrud

er til stede træffes som led i den almindelige ligning, og en

afgørelse herom påklages administrativt på samme

måde som en klage over skatteansættelsen.

Under § 35, stk. 1, nr. 1 foreslås,

at de almindelige ansættelsesfrister efter § 34 ikke skal finde

anvendelse, hvis den indkomst eller den ejerboligværdi, der skal

lægges til grund for skatteansættelsen, ændres efter

udløbet af det pågældende indkomstår.

Ændringen kan være begrundet i såvel privatretlige som

offentligretlige forhold.

Det kan være tilfælde, hvor det

efterfølgende konstateres, at en indkomst er udbetalt med urette,

f.eks. studiestøtte eller dagpenge, og derfor skal betales tilbage.

Det kan være tilfælde, hvor en erstatningssum

efterfølgende tillades opdelt skattemæssigt på de

indkomstår, som erstatningen vedrører, f.eks. erstatning for

tabt arbejdsfortjeneste. Det kan være tilfælde, hvor en afgift

til det offentlige, for hvilke der er fradragsret, først

efterfølgende fastsættes endeligt, med deraf følgende

regulering af fradraget i opgørelsen af den skattepligtige indkomst,

f.eks. realrenteafgift eller bidrag efter arbejdsmarkedsfondsloven. Det kan

være tilfælde, hvor indholdet af en privatretlig disposition

først efterfølgende afklares endeligt, f.eks. ved dom eller

voldgift. Og det kan være tilfælde, hvor der gives tilladelse til

omgørelse, eller tilfælde hvor et skatteforbehold gøres

gældende, jf. forslagene under § 1, nr. 23.

Under nr. 2 foreslås, at

skatteansættelser skal kunne gennemføres inden for de

almindelige ansættelsesfrister, selv om de begrundes i en vurdering af

grundlaget for en skatteansættelse eller et

fremførselsberettiget underskud, der ligger udenfor de almindelige

ansættelsesfrister. Bestemmelsen gælder dog ikke i det omfang den

skatteansættelse, der nu foretages inden for de almindelige

ansættelsesfrister, beror på et skøn.

Bestemmelsens anvendelsesområde vil typisk

være en vurdering af et afskrivningsgrundlag eller af grundlaget for et

underskud, der er fremført til fradrag vedrørende

efterfølgende indkomstår.

Under nr. 3 foreslås, at der i de

tilfælde, hvor en ændring af en skatteansættelse har

afledte virkninger for skatteansættelsen af den skattepligtige for

andre indkomstår, kan foretages sådanne ændringer, der er

en direkte følge heraf, selvom de almindelige ansættelsesfrister

derved overskrides.

Det kan f.eks. være tilfældet, hvor

skattemyndighederne inden for de almindelige ansættelsesfrister

forhøjer en skatteansættelse med den virkning, at en

skatteansættelse for indkomstår, der ligger uden for de

almindelige ansættelsesfrister, skal nedsættes, eller at den

skattepligtige indenfor de almindelige frister begærer en

skatteansættelse nedsat med den virkning, at en skatteansættelse

for indkomstår, der ligger udenfor de almindelige

ansættelsesfrister, skal forhøjes, f.eks.

spørgsmålet om hvilket indkomstår en renteudgift skal

henføres til.

Under nr. 4 foreslås, at der i

tilfælde, hvor en ændring af en skatteansættelse

vedrørende den skattepligtiges ægtefælle har afledte

virkninger for skatteansættelsen af den skattepligtige, kan foretages

sådanne ændringer, der er en direkte følge heraf, selvom

de ordinære ansættelsesfrister derved overskrides.

Forslaget har baggrund i de særlige skatteregler for

samlevende ægtefæller. Bestemmelsen vil f.eks. kunne anvendes

på spørgsmål om anvendelse af reglerne om medarbejdende

ægtefæller. Bestemmelsen kan ikke anvendes på privatretlige

dispositioner mellem ægtefæller, når dispositionen ikke er

særligt skatteretligt regulerede.

Under nr. 5 foreslås, at der uafhængigt

af de almindelige ansættelsesfrister skal kunne foretages

konsekvensændringer mellem interesseforbundne parter som nævnt i

§ 3 B i skattekontrolloven i tilfælde, hvor en udenlandsk

skattemyndighed korrigerer en transaktion mellem sådanne parter, fordi

transaktionen ikke er foretaget efter markedsmæssige priser og

vilkår.

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelser i

skattestyrelseslovens § 4, stk. 2, 2. pkt., der ophæves.

Efter bestemmelsen kan skattepligtige - uafhængigt

af de almindelige ansættelsesfrister - få nedsat den

skattepligtige danske indkomst som følge af en udenlandsk

skattemyndigheds transfer pricing regulering vedrørende en

kontrolleret transaktion. Der gives dog kun nedsættelse i det omfang de

danske skattemyndigheder er enige med de udenlandske skattemyndigheder i, at

forhøjelsen er i overensstemmelse med armslængde princippet.

Som nyt i forhold til gældende ret finder

bestemmelsen også anvendelse, såfremt en udenlandsk

skattemyndighed undtagelsesvis har nedsat den skattepligtige indkomst,

således at de kontrollerede transaktioner bliver på

armslængde vilkår. En dansk skattemyndighed får

således - i det omfang skattemyndigheden er enig med den udenlandske

skattemyndighed - også efter udløbet af

ansættelsesfristerne efter den foreslåede § 34 mulighed for at

foretage en tilsvarende transfer pricing forhøjelse i Danmark,

således at »dobbelt ikke-beskatning« undgås.

Under nr. 6 foreslås, at skattemyndighederne

ikke skal være bundet af de almindelige ansættelsesfrister i

tilfælde, hvor den skattepligtige eller nogen på dennes vegne

forsætligt eller groft uagtsomt har forholdt skattemyndighederne

ligningsrelevante oplysninger.

Bestemmelsens anvendelse forudsætter ikke, at der er

begået et strafbart forhold, men at der er udvist mere end almindelig

uagtsomhed af den skattepligtige eller dennes repræsentant, typisk i

forbindelse med opfyldelse af selvangivelsespligten.

Under nr. 7 foreslås, at der lovfæstes

en adgang for Told- og Skattestyrelsen til generelt at tillade genoptagelse

af skatteansættelser i tilfælde, hvor hidtidig

ligningsmæssig praksis er underkendt ved en Landsskatteretskendelse

eller ved en dom. Det er herved forudsat, at Told- og Skattestyrelsen som

hidtil udsender et særligt cirkulære, når der foreligger en

sådan kendelse eller dom, der efter styrelsens opfattelse skal

resultere i genoptagelse af skatteansættelser i tilsvarende sager.

Genoptagelsesadgangen består kun i det omfang, den tilsidesatte praksis

har fundet anvendelse ved den pågældende

skatteansættelse.

I disse tilfælde vil genoptagelse kunne foretages

fra og med det tidligste af de indkomstår, der har været

prøvet i den første sag, der førte til underkendelsen af

hidtidig praksis.

Under nr. 8 foreslås, at Ligningsrådets

revisionskompetence overfor kommunale skatteankenævn ikke skal

være bundet af de ordinære ansættelsesfrister.

Jævnligt foreligger ankenævnenes afgørelser først

efter udløbet af de ordinære ansættelsesfrister.

Det er Ligningsrådets praksis, at rådet kun

ændre skatteankenævnskendelser, hvis de er urigtige og

rækker ud over den konkrete sag eller har stor provenumæssig

betydning.

Under nr. 9 foreslås, at skatteministeren

bemyndiges til at tillade en skatteansættelse ændret som

følge af fejl begået af en skatteansættende myndighed.

Bestemmelsens anvendelsesområde er som udgangspunkt

tilfælde, hvor en skatteansættende myndighed har begået en

ansvarspådragende fejl. Bestemmelsen skal således ses som et

alternativ til en erstatningssøgsmål ved domstolene.

Bestemmelsen kan kun anvendes, hvor den begåede fejl har resulteret i

en materielt urigtig ansættelse.

Det er hensigten at henlægge denne kompetence til

told- og skatteregionerne med klageadgang til Told- og Skattestyrelsen.

Det foreslås under § 35, stk. 2, at

der indføres en »bagatelgrænse«, således at undtagelserne

fra de almindelige ansættelsesfrister kun finder anvendelse, hvis

ansættelsesændringen for det enkelte indkomstår

indebærer en indkomstændring (brutto) på mindst 5.000 kr.,

det vil sige en indkomstændring før fradrag.

Det foreslås under § 35, stk. 3, at

adgangen til at fravige de almindelige ansættelsesfrister skal

forudsætte, at den skatteansættende myndighed, respektive den

skattepligtige, reagerer inden for rimelig tid efter at den

pågældende er blevet opmærksom på det forhold, der

begrunder fristforlængelsen.

Hvad der er rimelig tid må bero på en

bedømmelse af det enkelte forhold, hvorunder såvel sagens

karakter, f.eks. om der er tale om en sag, hvor der eventuelt vil blive gjort

strafansvar gældende, som den skattepligtiges personlige forhold,

f.eks. sygdom, indgår, men normalt må der skulle reageres

indenfor 6 måneder.

Det foreslås under § 35, stk. 4, at

de skatteansættende myndigheder i første instans ikke skal

være udelukket fra at gennemføre forhøjelser eller

nedsættelser af grunde som nævnt i § 35, stk. 1 som følge

af, at et skatteankenævn, Landsskatteretten, Ligningsrådet eller

de statslige told- og skattemyndigheder har truffet afgørelse om det

forhold, der nu er grundlag for at ændre. Bestemmelsen finder

anvendelse på ansættelsesændringer, der foretages

såvel inden for som uden for ansættelsesfristerne efter § 34.

Der vil administrativt blive fastsat nærmere regler

for de skatteansættende myndigheders adgang til at anvende denne

kompetence.

Til nr. 23

Til § 37 A

Det foreslås, at bestemmelsen i kildeskattelovens §

80 om ægtefællers ret til indsigt i hinandens selvangivelse og om

ægtefællers ret til at klage over hinandens

skattenedsættelser redaktionelt flyttet til skattestyrelsesloven som §

37 A.

Til § 37 B

Det foreslås, at der som § 37 B i

skattestyrelsesloven indsættes en bestemmelse til regulering af de

skatteretlige virkninger af et skatteforbehold.

Et skatteforbehold er en betingelse for en privatretlig

disposition, hvorefter dispositionen bortfalder eller får et andet

indhold, hvis myndighederne tillægger dispositionen en anden

skatteretlig virkning end forudsat.

Det foreslås af bevismæssige grunde, at et

skatteforbehold kun skal tillægges skatteretlig virkning, hvis det er

klart, skriftligt og oplyses overfor den skatteansættende myndighed

senest samtidig med at myndigheden oplyses om dispositionens øvrige

indhold. Dette sker normalt ved at skattemyndigheden som led i

ligningsarbejdet rekvirerer dokumentation for dispositionens indhold.

Det kan ikke kræves, at skattemyndighederne på

forhånd tager stilling til et skatteforbehold, der endnu ikke er blevet

aktuelt, det vil sige før den uønskede skatteretlige virkning

er endeligt afgjort.

Det er lagt til grund, at et skatteforbehold kun kan

tillægges skattemæssig virkning, hvis det er taget senest

samtidig med den disposition, det er knyttet til, og skatteforbeholdet

utvetydigt angiver, hvilke skattemæssige virkning, der udløser

forbeholdet, samt hvilken privatretlig virkning det skal tillægges,

hvis denne skattemæssige forudsætning brister. Det kan ikke

skatteretligt tillægges betydning, hvis f.eks. et skatteforbehold

angiver, at parterne i en aftale frit kan indgå en ny aftale med

oprindelig virkning, hvis skatteforbeholdet bliver aktuelt, eller hvis der i

skatteforbeholdet er indbygget skatteforbehold vedrørende en

alternativ aftale.

Det foreslås endvidere, at den

skatteansættende myndighed skal kunne afvise et skatteforbehold, hvis

skatteforbeholdet indebærer privatretlige virkninger, der ikke er klare

og overskuelige, f.eks. hvis dispositionen vedrører overdragelse af en

virksomhed, og skatteforbeholdet først bliver udløst adskillige

år efter overdragelsen og med den virkning, at virksomhedsoverdragelsen

med den efterfølgende drift skal tilbageføres. En sådan

afvisning af at tillægge et skatteforbehold skattemæssig virkning

indebærer, at den privatretlige disposition skattemæssig

bestå, indtil skattemyndighederne modtager meddelelse om, at

dispositionen er ændret med fremtidig virkning.

Afgørelser om, hvilke skatteretlige virkninger et

skatteforbehold skal tillægges, påklages administrativt som andre

afgørelser om de skatteretlige virkninger af en privatretlig

disposition, det vil normalt sige til skatteankenævnet og

Landsskatteretten. Et skatteforbehold, der f.eks. først gøres

gældende under Landsskatterettens behandling af en klage, skal ikke

behandles af Landsskatteretten i første instans, men af den

skatteansættende myndighed.

Til § 37 C

Det foreslås, at der som § 37 C i

skattestyrelsesloven indsættes en bestemmelse til regulering af

adgangen til at tillade omgørelse af de skatteretlig virkninger af

privatretlige dispositioner.

Efter forslaget henlægges kompetencen til at give

tilladelse til omgørelse til skatteministeren. Efter denne

bestemmelse, sammenholdt med skattestyrelseslovens § 38, kan skatteministeren

bestemme, hvilke statslige eller kommunale skattemyndigheder, der skal kunne

give tilladelse til omgørelse, og om adgangen til at klage over afslag

på en omgørelsesanmodning. Det er hensigten, at skatteministeren

ved en ændring af sagsudlægningsbekendtgørelsen, jf.

senest bekendtgørelse nr. 336 af 10. juni 1998, som ændret ved

bekendtgørelse nr. 362 af 19. juni 1998 og bekendtgørelse nr.

968 af 16. december 1998, henlægger kompetencen til at tillade

omgørelse til den skatteansættende myndighed med klageadgang til

Ligningsrådet. Det er endvidere tanken, at Ligningsrådet skal

kunne give generelle anvisninger for administrationen af denne

kompetence.

En tilladelse til omgørelse indebærer i

teorien, at skattemyndighederne tillader, at en efterfølgende

ændring af en privatretlig disposition, der er lagt til grund for en

skatteansættelse, tillægges virkning for skatteansættelsen,

således at skatteansættelsen »bliver forkert« og må

ændres.

Ved § 37 C, stk. 1, nr. 1, foreslås, at

adgangen til omgørelse begrænses til dispositioner, der

primært er båret af andre hensyn end skattebesparende eller

skatteudskydende. Omgørelse vil således normalt ikke kunne

tillades af dispositioner i form af f.eks. overdragelse af aktiver til en

åbenbar over- eller underkurs mellem en hovedaktionær og det af

denne beherskede selskab. På den anden side vil omgørelse

normalt kunne tillades af dispositioner, der indebærer succession,

selvom successionen indebærer en skatteudskydelse, fordi en sådan

disposition må antages i overvejende grad at være båret af

andre hensyn end at udskyde skatten.

Ved § 37 C, stk. 1, nr. 2, foreslås, at

adgangen til omgørelse begrænses til dispositioner, hvor den

skattepligtige utvivlsomt ikke har forudset de skattemæssige virkninger

af dispositionen, og disse virkninger er væsentlige. I kravet om

væsentlighed ligger ikke et krav om væsentlighed i relation til

den pågældende disposition, men et generelt krav om, at de

uforudsete skattemæssige virkninger er væsentlige.

Ved § 37 C, stk. 1, nr. 3, foreslås, at

adgangen til omgørelse begrænses til tilfælde, hvor den

disposition, der søges omgjort, fra begyndelsen har været lagt

klart frem for den skatteansættende myndighed, således at der for

myndighederne ikke har været tvivl om dispositionens eksistens og

indhold.

Ved § 37 C, stk. 1, nr. 4, foreslås, at

adgangen til omgørelse begrænses til tilfælde, hvor de

privatretlige virkninger af den ændring af dispositionen, der

ønskes, er enkle og overskuelige, såvel for det år, hvor

dispositionen er foretaget, som for efterfølgende år. Der

må således ikke som følge af en tilladelse til

omgørelse være tvivl om de afledte skattemæssige

virkninger af omgørelsen. Der vil dog kunne bortses herfra, hvis en

manglende opfyldelse af denne betingelse vil stå i misforhold til

omgørelsens samlede økonomiske virkninger.

Ved § 37 C, stk. 1, nr. 5, foreslås, at

adgangen til omgørelse betinges af at samtlige, der vil blive

skatteretligt berørt af, at anmodningen om omgørelse

imødekommes, har tiltrådt omgørelsesanmodningen. I det

omfang en skattepligtig bor i en anden kommune end den, hvor ansøgeren

bor, må også denne anden kommune have erklæret sig enig i

omgørelsen, før en tilladelse gives.

Ved § 37 C, stk. 2, foreslås, at adgangen til

omgørelse betinges af, at der betales et gebyr svarende til gebyret

for at få en bindende forhåndsbesked om egne forhold. Forslaget

skal ses i lyset af, at en anmodning om omgørelse er et alternativ til

en bindende forhåndsbesked.

Gebyret er i 1999 på 1.500 kr. med tillæg af

1.500 kr. for hver 5 timers tidsforbrug udover 45 timer til sagsbehandlingen.

Tidsforbruget opgøres på grundlag af tidsforbruget ved

behandlingen af såvel omgørelsesanmodningen som de afledte

skatteansættelser. Der medregnes kun tidsforbrug hos den myndighed, som

afgør omgørelsesanmodningen i første instans.

Beløbet reguleres efter § 20 i personskatteloven.

Grundgebyret skal betales, før behandlingen af

omgørelsesanmodningen påbegyndes. Et eventuelt

tillægsgebyr skal være betalt, før anmodningen besvares.

Gebyret tilfalder staten, medmindre afgørelseskompetencen er henlagt

til kommunerne, i hvilket tilfælde gebyret tilfalder den

pågældende kommune. Tilbagekaldes en anmodning om

omgørelse, tilbagebetales gebyrer, der er betalt. Gebyret

tilbagebetales ikke, hvis omgørelse nægtes.

Det påhviler den skattepligtige at dokumentere, at

betingelserne for omgørelse er opfyldte.

Til § 2

Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget under

§ 1, nr. 23 (fsva. forslaget til § 37 A i

skattestyrelsesloven).

Til § 3

Efter statsskattelovens § 42 ligestilles det

offentliges krav på betaling af for lidt betalt skat med

erstatningskrav, og sådanne erstatningskrav tillægges

udpantningsret. Kan skattemyndigheden og den skattepligtige ikke enes om

kravets størrelse, skal det indbringes for domstolene til

afgørelse.

Det foreslås, at bestemmelsen ophæves ud fra

den betragtning, at det offentlige også uden en sådan

særlig lovhjemmel ville kunne få medhold ved domstolene i et krav

om erstatning for det tab, der er forbundet med, at en skattepligtig

forsætligt eller uagtsomt har bevirket, at den skattepligtige er blevet

skatteansat for lavt, og dermed ikke har opfyldt lovens krav om betaling af

skat, typisk ved at afgive en urigtig selvangivelse.

Til § 4

Efter § 39 A i ejendomsvurderingsloven, skal den enkelte

kommune yde det eller de vurderingsråd, der foretager vurderingen af

ejendommene i kommunen, bistand af kontormæssig art.

Det foreslås, at skatteministeren skal kunne

godkende at kommuner, der ønsker at gå sammen om at løse

denne opgave, etablere fælleskommunal administration om

sekretariatsbetjeningen.

Det er en forudsætning for en godkendelse, at der

foreligger en anmodning fra de kommunalbestyrelser, der ønsker at

indgå i samarbejdet. Skatteministeren vil således ikke af egen

drift kunne bestemme, at der skal etableres en fælleskommunal

administration. Den enkelte kommunalbestyrelse afgør selv, om den vil

indgå i et samarbejde.

Det er endvidere en forudsætning, at de

vurderingsråd, der skal sekretariatsbetjenes af fællesskabet,

accepterer den fælles sekretariatsbetjening.

Den fælleskommunale administration vil fysisk kunne

placeres uden for en deltagende kommune. Men det forventes, at der som

minimum i hver enkelt kommune bibeholdes en serviceenhed, der kan vejlede

borgerne på vurderingsområdet.

Det er en forudsætning for en godkendelse, at der er

udarbejdet en plan for organisationen af fællesskabet, og at de

deltagende kommuner er enige om fordeling og financiering af udgifterne ved

den fælles administration.

Det er endvidere en forudsætning for en godkendelse,

at etableringen af den fælleskommunale administration ikke

medfører væsentlige merudgifter for statskassen.

Ved afgørelsen af, om en godkendelse skal gives,

vil skatteministeren kunne tillægge det betydning, om en

ansøgende kommune allerede samarbejder med andre kommuner på

andre områder, således at en godkendelse vil medføre

unødigt komplicerede samarbejdsrelationer for borgere og staten.

Fremgangsmåden ved ansøgning om etablering af

en fælleskommunal administration vil være, at

kommunalbestyrelserne i de kommuner, der ønsker at deltage, lader

udarbejde udkast til en aftale herom. Dette udkast til en aftale sendes til

udtalelse i Skatteministeriet. Når Skatteministeriets udtalelse

foreligger, udarbejder kommunerne den endelige aftale, der forelægges

de deltagende kommunalbestyrelser til godkendelse. Herefter sendes aftalen

til skatteministeren med anmodning fra de deltagende kommunalbestyrelser om

tilladelse til etablering af den fælleskommunale administration.

Det forventes, at en godkendelse af fælleskommunal

sekretariatsbetjening af vurderingsråd vil blive givet for en

årrække, men med mulighed for forlængelse.

De kommunalbestyrelser, der indgår i samarbejdet,

har ansvaret for at informere borgerne om det etablerede samarbejdet.

Skatteministeren vil kunne tilbagekalde en godkendelse af

fælleskommunal administration, hvis skatteministeren skønner, at

forudsætninger for godkendelsen ikke opfyldes. En sådan

tilbagekaldelse af en godkendelse vil kunne have væsentlige

administrative konsekvenser for de deltagende kommuner, hvorfor en

tilbagekaldelse skal ske med et passende varsel, der normalt ikke er på

under ½ år.

Til § 5

Ændringen er en konsekvensændring som

følge af forslaget under § 1, nr. 20 om justering og

objektivering af fristreglerne i skattestyrelsesloven.

Til § 6

Efter gældende ret finder de almindelige

ansættelsesfrister i skattestyrelsesloven også anvendelse

på bidragsopgørelser.

Der er med den foreslåede henvisning til

skattestyrelseslovens § 34 alene tale om konsekvensændringer, jf.

forslaget under § 1, nr. 20.

En ændring af en skatteansættelse kan have

afledede virkninger for den skattepligtiges bidragsopgørelse. I de

tilfælde, hvor ændringen af skatteansættelsen foretages

efter udløbet af de almindelige ansættelsesfrister, gives der

efter det foreslåede 3. pkt., hjemmel til at foretage

konsekvensændringer i bidragsopgørelsen.

I den omvendte situation, hvor en ændret

bidragsopgørelse bevirker en ændring af skatteansættelsen,

er der hjemmel til at gennemføre konsekvensændringen i den under

§ 1, nr. 20 foreslåede § 35, stk. 1, nr. 1 i

skattestyrelsesloven. Der er således symmetri mellem adgangen til

ændring af den skattepligtige indkomst som følge af en

ændring af bidragsgrundlaget og omvendt.

Til § 7

Forslagene er af redaktionel karakter.

Til § 8

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1.

juli 1999, og at lovforslaget som udgangspunkt tillægges virkning fra

ikrafttrædelsestidspunktet.

Ophævelsen af skattestyrelseslovens § 4 har dog ikke

virkning for genoptagelsesanmodninger, der er indgivet til den statslige

told- og skatteforvaltning før lovens ikrafttræden, samt for

genoptagelsesanmodninger vedrørende indkomstår før 1997,

jf. stk. 3.

De dele af lovforslaget, der i øvrigt

vedrører behandling af klager eller anmodninger, har virkning for

klager eller anmodninger, der indgives efter lovens ikrafttræden, jf.

stk. 4.

Skattestyrelseslovens § 21 A, § 34 og § 35, som affattet

ved § 1, nr. 11 og 20, har virkning for skatteansættelser, der

foretages vedrørende indkomståret 1997 og følgende

indkomstår, jf. stk. 5. Efter gældende ret udløber de

ordinære ansættelsesfrister vedrørende indkomståret

1997 tidligst med udgangen af indkomståret 2000. Dertil kommer, at

formueskatten er ophævet fra og med indkomståret 1997.

Skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 7, har dog

virkning for praksis, der er underkendt ved en Landsskatteretskendelse eller

en dom, der er afsagt efter lovens ikrafttræden.

Skatteansættelser for indkomstår før 1997 kan kun

genoptages efter § 35, stk. 1, nr. 7, hvis eventuelle afledte

konsekvensændringer af genoptagelsen for skatteansættelser af den

skattepligtige eller dennes ægtefælle for samme eller andre

indkomstår gennemføres.

Skattestyrelseslovens § 37 B som affattet ved

§ 1, nr. 23 har virkning for skatteforbehold, der tages efter lovens

ikrafttræden, jf. stk. 6.

Det foreslås under stk. 7, at forslaget om at

ophæve § 42 i statsskatteloven ikke tillægges virkning for

sager, der er rejst overfor den skattepligtige efter denne bestemmelse

før lovens ikrafttræden.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I lov om skattemyndighedernes organisation og opgaver m.v.

(skattestyrelsesloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 526 af 3. juli 1998,

som ændret ved § 5 i lov nr. 910 af 16. december 1998, § 3 i lov nr.

911 af 16. december 1998 og § 3 i lov nr. 1051 af 23. december 1998,

foretages følgende ændringer:

1.

I § 1 indsættes som stk. 3:

»

Stk. 3. Med

skatteministerens godkendelse kan to eller flere kommunalbestyrelser udpege

en person, der er ansat i en af kommunerne, til at have det øverste

ansvar for den kommunale skattemyndigheds ligningsarbejde i de

pågældende kommuner. Skatteministeren kan med et passende varsel

tilbagekalde en godkendelse af en fælleskommunal administration, hvis

skatteministeren skønner, at forudsætninger for godkendelsen

ikke opfyldes.«

§ 3.

- - -

Stk. 2-3. - - -

Stk. 4. Agter den kommunale skattemyndighed at foretage

en skatteansættelse på et andet grundlag end det, der er

selvangivet, herunder tilfælde, hvor behørig selvangivelse ikke

foreligger, eller agter den kommunale skattemyndighed at ændre en

skatteansættelse, skal den skattepligtige underrettes skriftligt derom.

Den skattepligtige skal samtidig underrettes om, at skatteansættelsen

vil blive foretaget som varslet, hvis den skattepligtige ikke over for

skattemyndigheden fremkommer med en begrundet skriftlig eller mundtlig

udtalelse imod skatteansættelsen inden en nærmere angiven frist.

Har den skattepligtige ikke udtalt sig inden fristens udløb, kan

skattemyndigheden foretage skatteansættelsen i overensstemmelse med

forslaget uden yderligere underretning. Har den skattepligtige udtalt sig

inden fristens udløb, skal der gives skriftlig underretning om

skatteansættelsen (kendelse).

2.

I § 3, stk. 4, 1. pkt., ændres »at ændre en

skatteansættelse« til: »at ændre den del af grundlaget

for en skatteansættelse, der skal selvangives«.

3.

I § 3, stk. 4, 2. pkt., indsættes efter »en nærmere angiven frist«: », der ikke må være på mindre end 15 dage,

regnet fra skrivelsens datering«.

Stk. 5. - - -

§ 4.

Den kommunale skattemyndighed kan genoptage en

skatteansættelse, når den skattepligtige fremlægger nye

oplysninger, som kan medføre en ændret skatteansættelse.

Begæringen om genoptagelse skal indgives inden 3 år efter

udløbet af det pågældende indkomstår. Hvis den

skattepligtiges indkomstår ikke er sammenfaldende med

kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det år, som

indkomståret træder i stedet for.

Stk. 2. Skatteministeren kan tillade, at en

genoptagelsesanmodning som nævnt i stk. 1, 1. pkt., der

fremsættes skriftligt efter udløbet af fristen i stk. 1, 2.

pkt., imødekommes, når forholdene i særlig grad taler

derfor. En genoptagelsesanmodning som nævnt i 1. pkt., der

fremsættes af en skattepligtig omfattet af skattekontrollovens § 3 B

som følge af en udenlandsk skattemyndigheds forhøjelse

vedrørende en kontrolleret transaktion, skal altid

imødekommes.

4.

§ 4 ophæves.

Stk. 3. I tilfælde, hvor en genoptagelsesanmodning

imødekommes efter stk. 1 og 2, kan skattemyndighederne uanset § 35

foretage sådanne reguleringer af skatteansættelser for andre

indkomstår, som er en direkte følge af den begærede

ansættelsesændring. En genoptagelsesanmodning, der er

imødekommet efter stk. 2, kan ikke tilbagekaldes.

Stk. 4. Reglerne i kapitel 3 anvendes tilsvarende,

når den kommunale skattemyndighed har givet afslag på en

begæring efter stk. 1.

§ 5.

Skatteankenævnene behandler efter reglerne i §§ 21, § 21

A og 22 klager over de kommunale skattemyndigheders afgørelser som

nævnt i § 2.

5.

I § 5 ændres »og § 22« til: », § 22 og § 24«.

§ 12 A.

Told- og skatteforvaltningen foretager

skatteansættelser af indkomst for juridiske personer bortset fra

dødsboer. § 3, stk. 4 og 5, § 4, stk. 1, § 21, stk. 3, 1.-4. pkt., og

§ 38 finder tilsvarende anvendelse. Afgørelser i 1. instans efter 1.

pkt. og afslag på en genoptagelsesanmodning efter § 4, stk. 1,

vedrørende juridiske personer bortset fra dødsboer

påklages til Landsskatteretten.

6.

I § 12 A, 2. pkt., udgår: »§ 4, stk. 1,«.

7.

§ 12 A, 3. pkt., affattes således:

»

Afgørelser i 1. instans efter 1. pkt.,

påklages til Landsskatteretten«.

§ 20.

Landsskatteretten behandler efter reglerne i §§ 23-30 klager

over afgørelser truffet af skattemyndighederne.

8.

I § 20, stk. 1, ændres »skattemyndighederne« til: »de lokale

skattemyndigheder, vurderingsråd, skyldråd og told- og

skatteforvaltningen«.

Stk. 2. Landsskatteretten består af en

retspræsident, et antal retsformænd samt 28 andre medlemmer.

Folketinget vælger 11 medlemmer, og skatteministeren beskikker 17

medlemmer. Herudover beskikker skatteministeren til afgørelse af

klager efter § 29 a i lov om registreringsafgift af

motorkøretøjer m.v. 2 medlemmer, hvoraf det ene skal

repræsentere bilbranchen og det andet være indstillet af

Færdselsstyrelsen.

9.

I § 20, stk. 2, 3. pkt., indsættes

efter »Færdselsstyrelsen«: », samt på

samme måde en suppleant for hver af disse medlemmer«.

Stk. 3-8. - - -

§ 21

. - - -

Stk. 2-3. - - -

10.

§ 21, stk. 4, 2. pkt., affattes således:

Stk. 4. Skatteankenævnets afgørelser

træffes ved kendelse. Skatteankenævnet er uanset klagens indhold

berettiget til at ændre ansættelsen i sin helhed.

»

Ved klage over

en skatteansættelse er skatteankenævnet berettiget til at

foretage sådanne ændringer af ansættelsen, der er en

følge af klagen. «

Stk. 5. - - -

§ 21 A.

Ved klage over den kommunale skattemyndigheds afslag

på en anmodning efter § 4, stk. 1, om genoptagelse af en

skatteansættelse kan skatteankenævnet vælge, hvis klageren

er enig deri og genoptagelse findes berettiget, at genoptage

skatteansættelsen i stedet for at pålægge den kommunale

skattemyndighed at genoptage skatteansættelsen.

11.

§ 21 A ændres »§ 4, stk. 1,« til:

»§ 34, stk. 2, eller § 35 «.

§ 22.

Skatteankenævnet kan efter anmodning fra klageren

genoptage en sag om ansættelse af indkomst, når der

forelægges nævnet oplysninger, som ikke tidligere har været

fremme under sagen, og det skønnes, at de nye oplysninger ville have

medført et væsentligt ændret udfald af sagen, hvis de

havde foreligget tidligere.

Stk. 2. Skatteankenævnet kan imødekomme en

ansøgning om genoptagelse, selv om betingelserne i stk. 1 ikke er

opfyldt, hvis nævnet skønner, at særlige

omstændigheder taler derfor.

12.

I § 22, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»

De nye

oplysninger skal forelægges nævnet inden for følgende

frister:

1) Fristen efter § 34, stk. 2, jf. § 35, for fremsættelse af en

anmodning om genoptagelse.

2) Fristen efter § 25, stk. 1, for indgivelse af klage over

skatteankenævnets afgørelse til Landsskatteretten, eller inden

Landsskatterettens behandling af sagen er afsluttet.

3) Fristen efter § 31, stk. 3, for indbringelse af sagen for

landsretten, eller inden landsrettens behandling af sagen er afsluttet.

4) Fristen for indbringelse af landsrettens dom for Højesteret,

eller inden Højesterets behandling af sagen er afsluttet.«

13.

I § 22, stk. 2, indsættes efter »hvis nævnet skønner,

at«: »ganske «.

§ 23.

Landsskatteretten påkender klager over

afgørelser af:

1) Spørgsmål om skatteansættelse af indkomst efter §

2, nr. 1, jf. § 5, § 14, stk. 4, og § 19, stk. 1.

14.

I § 23, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »§ 5,«: »§ 12 A, jf. §

38, stk. 3, «.

2)-6) - - -

Stk. 2. - - -

15.

§ 24, stk. 1, affattes således:

§ 24.

Skatteansættelser af indkomst kan påklages,

når den klageberettigede mener, at

»

En

skatteansættelse af indkomst kan påklages, når den

klageberettigede mener:

1) den pågældende ikke er skattepligtig efter lovgivningens

regler om indkomstskat til staten,

2) ansættelsen er ugyldig på grund af formelle fejl,

3) den skattepligtiges indkomst er ansat forkert eller

4) den skattepligtiges indkomstskat er beregnet forkert.

Stk. 2. - - -

1) At den pågældende ikke er skattepligtig efter reglerne

om indkomstskat til staten.

2) At skatteansættelsen er ugyldig på grund af formelle

fejl.

3) At indkomsten er ansat forkert.

4) At indkomstskatten er beregnet forkert.

5) At skatteansættelsen er uvirksom, fordi det afledte skattekrav

var forældet på tidspunktet for skatteansættelsens

foretagelse.«

§ 25.

- - -

Stk. 2-3. - - -

Stk. 4. Ved fremsendelsen af klagen betales en afgift

på et grundbeløb på 400 kr. Det nævnte

grundbeløb reguleres efter personskattelovens § 20. Hvis

afgiftsbeløbet ikke følger med klagen og heller ikke indbetales

inden en frist, som Landsskatteretten fastsætter, betragtes klagen som

bortfaldet. I så fald bortfalder også afgiften. Den indbetalte

afgift tilbagebetales til klageren, når denne får helt eller

delvis medhold i klagen af Landsskatteretten eller ved en

efterfølgende domstolsprøvelse af Landsskatterettens

afgørelse. Afgiftsbeløbet kan ikke forlanges tilbagebetalt,

når klagen afvises, når klagen trækkes tilbage, eller

når klagen indbringes for domstolene efter § 31, stk. 1, 2. pkt.

16.

§ 25, stk. 4, 6. pkt., affattes således:

»

Afgiften

tilbagebetales ikke, hvis klagen afvises, hvis klagen indbringes for

domstolene efter § 31, stk. 2, eller hvis klagen tilbagekaldes, medmindre

tilbagekaldelsen sker i forbindelse med at den myndighed, der har truffet den

påklagede afgørelse, genoptager sagen.«

§ 28.

Landsskatteretten afgør de indkomne klager ved en

kendelse. Ved klage over en skatteansættelse eller en ejendomsvurdering

er Landsskatteretten, uanset klagens indhold, berettiget til at påkende

ansættelsen eller vurderingen i sin helhed.

17.

§ 28, stk. 1, 2. pkt., affattes således:

»

Ved klage over

en skatteansættelse eller en ejendomsvurdering er Landsskatteretten

berettiget til at foretage sådanne ændringer af ansættelsen

eller vurderingen, der er en følge af klagen.«

Stk. 2. - - -

§ 30.

- - -

Stk. 2. - - -

Stk. 3. Hvis en part begærer syn og skøn,

udsætter Landsskatteretten behandlingen af sagen, indtil klageren efter

modtagelsen af skønserklæringen meddeler Landsskatteretten,

hvorvidt klagen opretholdes. I samme periode er 6-måneders-fristen i §

31, stk. 1, 2. pkt., suspenderet.

18.

I § 30, stk. 3, 2. pkt., ændres »§ 31, stk. 1, 2. pkt.« til: »§ 31, stk. 2 «.

Stk. 4. - - -

19.

Overskriften til kapitel 4 affattes således:

Kapitel 4

Særlige bestemmelser

»Kapitel 4

Ansættelsesfrister

«

20.

§ 34 og § 35 affattes således:

§ 34.

Ingen kan samtidig være medlem af eller

stedfortræder i et skatteankenævn, Ligningsrådet eller

Landsskatteretten.

»§ 34. Den kommunale skattemyndighed, told- og

skatteforvaltningen og Ligningsrådet kan ikke afsende varsel som

nævnt i § 3, stk. 4, om foretagelse eller forhøjelse

af en skatteansættelse senere end den 1. maj i det 4. år efter

indkomstårets udløb.

Stk. 2. Ønsker en skattepligtig at få

ændret sin skatteansættelse, skal den skattepligtige senest 3

år efter udløbet af det pågældende indkomstår

fremlægge nye oplysninger, der kan begrunde ændringen.

Stk. 3. De i stk. 1 nævnte myndigheder kan ikke af

egen drift foretage en ansættelse af den indkomst eller den

ejerboligværdi, der skal lægges til grund for en

skatteansættelse, efter den 1. august i det 4. år efter

indkomstårets udløb. Fristen kan dog forlænges efter

anmodning fra den skattepligtige, i det omfang den skattepligtige

påviser, at det vil være forbundet med uforholdsmæssige

vanskeligheder for denne at varetage sine interesser i sagen inden for

fristen. Den skatteberegning, der er en følge af ansættelsen,

skal, hvis beregningen foretages efter udløbet af fristen, foretages

inden rimelig tid, efter at ansættelsen er foretaget.

Stk. 4. For skattepligtige omfattet af § 3 B i

skattekontrolloven udløber fristerne efter stk. 1 og 3 for så

vidt angår de kontrollerede transaktioner først i det 6.

år efter indkomstårets udløb.

Stk. 5. Er den skattepligtiges indkomstår ikke

sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristerne fra udløbet af

det år, som indkomståret træder i stedet for.

§ 35.

Skattemyndighederne kan ikke afsende varsel om

forhøjelse af en ansættelse, jf. § 3, stk. 4, 1. pkt., efter den

1. maj i det 4. år efter indkomstårets udløb. En varslet

forhøjelse af en skatteansættelse skal være foretaget

senest den 1. august i det 4. år efter indkomstårets

udløb, medmindre en anmodning fra den skattepligtige om udskydelse af

denne frist er imødekommet. Hvis den skattepligtiges indkomstår

ikke er sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra

udløbet af det kalenderår, som indkomståret træder i

stedet for. For skattepligtige omfattet af skattekontrollovens § 3 B

udløber fristerne i 1.-3. pkt., for så vidt angår de

kontrollerede transaktioner, i det 6. år efter indkomstårets

udløb.

§ 35.

Uanset fristerne i § 34 kan en skatteansættelse

foretages eller ændres, såvel efter anmodning fra den

skattepligtige som efter skattemyndighedernes bestemmelse, i følgende

tilfælde:

1) I det omfang skatteansættelsen er en følge af, at der

efter indkomstårets udløb er indtrådt en ændring i

grundlaget for opgørelsen af den indkomst eller den

ejerboligværdi, der skal lægges til grund for

skatteansættelsen.

2) I det omfang skatteansættelsen skyldes en ændret

bedømmelse af grundlaget for en skatteansættelse eller et

fremførselsberettiget underskud for indkomstår, der ligger

udenfor fristerne efter § 34, og skatteansættelsen foretages inden for

fristerne efter § 34 og ikke beror på et skøn.

Stk. 2. Uanset fristen i stk. 1 kan skattemyndighederne

ændre en skatteansættelse på punkter, hvor det

efterfølgende viser sig, at den forpligtelse eller erhvervelse, som er

lagt til grund for en foretagen skatteansættelse, giver anledning til

en højere skatteansættelse.

3) I det omfang skatteansættelsen er en følge af en

skatteansættelse af den skattepligtige vedrørende et andet

indkomstår.

4) I det omfang skatteansættelsen er en følge af en

skatteansættelse af en ægtefælle, hvormed den

skattepligtige var samlevende ved indkomstårets udløb, jf. § 4 i

kildeskatteloven, vedrørende samme eller et andet

indkomstår.

Stk. 3. Er der efter udløbet af fristen i stk. 1

konstateret ændringer i grundlaget for en ansættelse, kan

skattemyndighederne ved ansættelsen for et senere indkomstår

lægge disse ændringer til grund. Dette gælder dog ikke i

det omfang, hvori ansættelsen som nævnt.

Stk. 4. Hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne

forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne

har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller

ufuldstændigt grundlag, regnes fristen i stk. 1 fra det tidspunkt, hvor

skattemyndighederne kom i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til

at foretage en korrekt ansættelse.

Stk. 5. Når en ansættelse er påklaget,

anvendes stk. 1 ikke på forhøjelser vedrørende det

påklagede forhold. i stk. 1 beror på et skøn.

5) I det omfang skatteansættelsen er en følge af en

udenlandsk skattemyndigheds ændring vedrørende en kontrolleret

transaktion, jf. § 3 B i skattekontrolloven, således at priser og

vilkår vedrørende den kontrollerede transaktion bliver i

overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis

transaktionen var afsluttet mellem uafhængige parter.

6) I det omfang skatteansættelsen er en følge af, at den

skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft

uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en

skatteansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt

grundlag.

7) I det omfang skatteansættelsen er en følge af, at

hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en Landsskatteretskendelse eller

ved en dom, og den centrale told- og skatteforvaltning har bestemt, at

skatteansættelser af andre, der er foretaget under anvendelse af denne

praksis, kan genoptages. I disse tilfælde kan genoptagelse foretages

fra og med det indkomstår, der har været til prøvelse i

den første sag, der resulterede i underkendelsen af praksis.

8) I det omfang skatteansættelsen består i, at

Ligningsrådet efter § 19 tilsidesætter en afgørelse

truffet af et skatteankenævn.

9) I det omfang skatteministeren tillader, at skatteansættelsen

ændres som følge af fejl begået af en

skatteansættende myndighed.

Stk. 2. En ansættelse kan kun foretages efter stk.

1, hvis den indebærer en indkomstændring på mindst 5.000

kr.

Stk. 3. En ansættelse kan kun foretages efter stk.

1, hvis den varsles af myndighederne eller genoptagelsesanmodning

fremsættes af den skattepligtige inden rimelig tid efter at den

skatteansættende myndighed, henholdsvis den skattepligtige, er kommet

til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen fra fristerne i § 34.

§ 34, stk. 3, 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Et punkt i en skatteansættelse kan

ændres af de grunde, der er nævnt i stk. 1, af en

skatteansættende myndighed, selvom skatteankenævnet,

Landsskatteretten eller Ligningsrådet tidligere har truffet

afgørelse om punktet.«

21.

Før § 36 indsættes:

»Kapitel 4 A

Særlige bestemmelser«

§ 36.

De lokale og statslige skattemyndigheder kan ikke

træffe afgørelse i sager, som er nævnt i § 2, i det omfang

Ligningsrådet eller Landsskatteretten har taget stilling til sagen ved

kendelse.

Stk. 2. Ligningsrådet kan ikke træffe

afgørelse i sager, som er nævnt i § 2, i det omfang

Landsskatteretten har taget stilling til sagen ved kendelse.

22.

Efter § 36 indsættes:

»

§ 36 A. Ingen

kan samtidig være medlem af eller stedfortræder i et

skatteankenævn, Ligningsrådet eller Landsskatteretten.«

23.

Efter § 37 indsættes:

»§ 37 A. Ægtefæller eller forhenværende

ægtefæller har hver især ret til ved henvendelse til den

kommunale skattemyndighed at få oplyst indholdet af

ægtefællens selvangivelse og skatteansættelsen af denne for

indkomstår, hvori de var ægtefæller og samlevende.

Stk. 2. Ægtefæller eller forhenværende

ægtefæller kan hver især klage over skatteansættelsen

af den anden ægtefælle for indkomstår, hvori de var

ægtefæller og samlevende.

§ 37 B.

Er en privatretlig disposition betinget af, at

dispositionen tillægges nærmere angivne skatteretlige virkninger

(skatteforbehold), tillægges skatteforbeholdet kun virkning for en

skatteansættelse, hvis det er skriftligt og oplyst overfor den

skatteansættende myndighed senest samtidig med, at skattemyndigheden

oplyses om dispositionens øvrige indhold.

Stk. 2. Den skatteansættende myndighed kan afvise

at tillægge et skatteforbehold virkning for en skatteansættelse,

hvis de privatretlige virkninger af skatteforbeholdet ikke er klare og

overskuelige.

§ 37 C.

I det omfang en skatteansættelse hviler på en

privatretlig disposition, kan skatteministeren tillade, at en

efterfølgende ændring af dispositionen tillægges virkning

for skatteansættelsen (omgørelse), hvis følgende

betingelser er opfyldt:

1) Dispositionen må ikke i overvejende grad have været

båret af hensyn til at spare eller udskyde skatter eller

afgifter.

2) Dispositionen skal utvivlsomt have haft utilsigtede

skattemæssige virkninger, der er væsentlige.

3) Dispositionen skal have været lagt klart frem.

4) De privatretlige virkninger af den ændring af dispositionen,

der ønskes tillagt oprindelig skattemæssig virkning, skal

være enkle og overskuelige.

5) At alle, der skatteretligt vil blive berørt af en tilladelse

til omgørelse, tiltræder omgørelsesanmodningen.

Stk. 2. For at få behandlet en anmodning om

omgørelse skal der betales et gebyr af samme størrelse som det,

der efter § 20 B, jf. § 20 A, stk. 1, skal betales for at få en

bindende forhåndsbesked om egne forhold. Gebyret som nævnt i § 20

B, stk. 2, skal betales samtidig med indgivelse af

omgørelsesanmodningen. Et betalt gebyr tilbagebetales, hvis

anmodningen trækkes tilbage.

§ 2

I lov om opkrævning af indkomstskat samt kommunal og amtskommunal

ejendomsværdiskat for personer m.v. (kildeskat), jf.

lovbekendtgørelse nr. 735 af 10. oktober 1998, som ændret ved §

2 i lov nr. 838 af 2. december 1998, lov nr. 913 af 16. december 1999, § 9 i

lov nr. 1026 af 23. december 1998 og § 2 i lov nr. 1033 af 23. december 1998,

foretages følgende ændring:

§ 80.

Samlevende ægtefæller har ret til at blive gjort

bekendt med hinandens selvangivelser i udfyldt stand, forinden de indsendes

til ligningsmyndigheden. Hver ægtefælle kan ved henvendelse til

ligningsmyndigheden begære oplysning om indholdet af selvangivelsen og

om skatteansættelsen for indkomstår, i hvilke de er

samlevende.

1.

§ 80 ophæves.

Stk. 2. Enhver af ægtefællerne kan i

overensstemmelse med de regler, der i øvrigt gælder herom, klage

over den anden ægtefælles ansættelse eller over, at

ansættelse ikke har fundet sted.

§ 3

I lov nr. 149 af 10. april 1922 om indkomstskat til staten

(statsskatteloven), med senere ændringer, foretages følgende

ændring:

§ 42.

Foruden at ifalde bødeansvar er den, der kendes

skyldig i et forhold, der falder ind under § 41, forpligtet til at

efterbetale den for lidet erlagte skat. Lignende forpligtelse til at

efterbetale for lidet erlagt skat - eventuelt med dennes dobbelte

beløb, jf. herved § 40 - påhviler enhver, om hvem det oplyses,

at han ikke har været beskattet af sin fulde indkomst uden hensyn til,

om den pågældende har indgivet selvangivelse eller ikke.

Størrelsen af det skattebeløb, der skal efterbetales, bliver i

mangel af mindelig overenskomst at fastsætte ved domstolene.

Beløbet kan inddrives ved udpantning. For de i § 2, nr. 5 nævnte

skattepligtige foretages udpantningen for erstatningsbeløbet hos

vedkommende selskab eller forening, og for et dødsbos vedkommende er

boet ansvarlig for beløbet.

1.

§ 42 ophæves.

§ 4

I lov om vurderings af landets faste ejendommen, jf.

lovbekendtgørelse nr. 810 af 10. september 1996, som ændret ved

§ 12 i lov nr. 1098 af 29. december 1997 og § 9 i lov nr. 426 af 26. juni

1998, foretages følgende ændring:

§ 39 A.

Kommunerne yder vurderingsrådene bistand af

kontormæssig art. Skatteministeren fastsætter de nærmere

regler herfor.

1.

I § 39 A indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Skatteministeren kan godkende, at den i stk. 1

nævnte bistand til vurderingsrådene af kontormæssig art

ydes af to eller flere kommuner i fællesskab.«

§ 5

I lov om beskatning af dødsboer (dødsboskatteloven), jf.

lovbekendtgørelse nr. 703 af 28. september 1998, som ændret ved

§ 9 i lov nr. 910 af 16. december 1998, foretages følgende

ændring:

§ 87.

- - -

Stk. 2. Skattekravet skal fremsættes over for den,

der hæfter for skattekrav mod afdøde, senest 3 måneder

efter modtagelsen af en opgørelse over afdødes eller et

uskiftet bos aktiver og passiver på dødsdagen, medmindre der

foreligger et forhold som nævnt i § 35, stk. 4, i skattestyrelsesloven.

I de i § 58, stk. 1, nr. 2, nævnte tilfælde skal kravet dog

fremsættes over for den efterlevende ægtefælle senest 3

måneder efter modtagelsen af meddelelsen om, at boet er udleveret i

medfør af § 22 i lov om skifte af dødsboer, medmindre der

foreligger et forhold som nævnt i § 35, stk. 4, i skattestyrelsesloven.

Overholdes fristen ikke, bortfalder ansvaret for betaling af skatten.

1.

I § 87, stk. 2, ændres to steder »§ 35, stk. 4« til: »§ 35,

stk. 1, nr. 6 «.

Stk. 3.-5. - - -

§ 6

I lov om en arbejdsmarkedsfond, jf. lovbekendtgørelse nr. 728 af 7.

oktober 1998, som ændret ved § 4 i lov nr. 838 af 2. december 1998 og §

1 i lov nr. 1033 af 23.december 1998, foretages følgende

ændring:

§ 15.

- - -

1.

§ 15, stk. 2, affattes således:

Stk. 2. For bidragspligtige efter § 7, stk. 1 og 2,

finder skattestyrelseslovens § 4, stk. 1, og § 35, stk. 1, tilsvarende

anvendelse for begæring om genoptagelse, henholdsvis de statslige told-

og skattemyndigheders afsendelse af varsel om forhøjelse af en

bidragsopgørelse. Afgørelser efter 1. pkt. kan påklages

efter reglerne i § 16. En ændring af en bidragsopgørelse som

nævnt i 1 pkt. kan, uanset fristreglerne i skattestyrelseslovens §§ 4

og 35, lægges til grund ved en konsekvensændring af den

bidragspligtiges skattepligtige indkomst. Hvis ændringen af

bidragsopgørelsen påklages, kan ændringen i den

skattepligtige indkomst efter anmodning fra den bidragspligtige afvente

udfaldet af den administrative klage.

»

Stk. 2.

Skattestyrelseslovens § 34 finder tilsvarende anvendelse for bidragspligtige

efter § 7, stk. 1 og 2, der begærer genoptagelse af en

bidragsopgørelse, henholdsvis de statslige told- og skattemyndigheders

ændring af en bidragsopgørelse. Afgørelser efter pkt. 1.,

kan påklages efter reglerne i § 16. En ændring af en

skatteansættelse kan uanset fristerne efter § 34 i skattestyrelsesloven

lægges til grund for en eventuel konsekvensændring af den

skattepligtiges bidragsopgørelse.

Stk. 3.-5. - - -

§ 7

I lov nr. 1106 af 29. december 1997 om ændring af

skattestyrelsesloven, skattekontrolloven, selskabsskatteloven,

fondsbeskatningsloven, afskrivningsloven, kulbrinteopkrævningsloven og

lov om kommunal indkomstskat (Statens overtagelse af selskabsligningen)

foretages følgende ændringer:

§ 9.

- - -

1.

I § 9, stk. 4, ændres to steder »§ 38, stk. 2« til: »§ 38,

stk. 3 «.

Stk. 2-3. - - -

2.

I § 9, stk. 4, 2. pkt., ændres »stk. 1« til: »§ 38, stk.

3, 1. pkt., «.

Stk. 4. Såfremt enighed om en aftale som

nævnt i skattestyrelseslovens § 38, stk. 2, ikke kan opnås, kan

skatteministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, for tiden indtil

30. juni 2002 pålægge kommunen i nærmere angivet omfang at

udføre ligning af juridiske personer bortset fra dødsboer med

dertil hørende administrative opgaver. Eventuelt vederlag efter § 38,

stk. 2, 2. pkt., for opgaver pålagt efter stk. 1 aftales mellem

kommunen og skatteministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil.

Lignende dokumenter