Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse vedr. Vindmølle afskrivning på skrotbeviser og kompensationsbeløb i forbindelse med opførelse af ny vindmølle

KEN nr 9235 af 24/05/2006Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet26. marts 2007

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse vedr. Vindmølle – afskrivning på

skrotbeviser og kompensationsbeløb i forbindelse med opførelse af ny

vindmølle

Sagen drejer sig om, hvorvidt

udgift til anskaffelse af skrotningsbeviser er afskrivningsberettiget efter

statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Endvidere spørgsmål om udgift til

kompensation kan tillægges vindmøllens anskaffelsessum og derved afskrives

sammen med møllen.

Landsskatterettens

afgørelse

Skattepligtig indkomst

Skatteankenævnet har godkendt

afskrivning på driftsmidler med 17,16 pct., i alt 837.977 kr.

Selvangivet med 15 pct., i

alt 834.932 kr.

Landsskatteretten stadfæster

skatteankenævnets afgørelse.

Skatteankenævnet har anset

udgift til ydelse af kompensation, i alt 83.334 kr., for

ikke-afskrivningsberettiget.

Landsskatteretten stadfæster

skatteankenævnets afgørelse.

Sagens oplysninger

Klageren ejer

landbrugsejendommen.

Klageren opførte i 2002, i

henhold til kontrakt indgået med B A/S, en ny 850 kW vindmølle på denne

ejendom. Den samlede pris for opførelsen af vindmøllen udgjorde 4.623.087 kr.

ekskl. moms.

Klageren erhvervede endvidere

Læs alt

tre skrotningsbeviser á 95 kW for i alt 680.000 kr. ekskl. moms.

Klageren har opgjort årets

afskrivningsgrundlag til 5.566.216 kr., hvilket omfatter udgifterne til

erhvervelse af skrotningsbeviser på i alt 680.000 kr.

Den kommunale skattemyndighed

har godkendt årets afskrivningsgrundlag med 4.886.216 kr., hvilket er

eksklusiv

udgifterne til erhvervelse af skrotningsbeviser, i alt 680.000 kr.

Forhøjelsen af indkomsten er

udlignet gennem yderligere afskrivning på inventar (afskrivningssats ændret

fra

15 pct. til 17,16 pct.).

Før opførelsen af vindmøllen

indgik klageren aftale om betaling af kompensation med to lodsejere, som også

havde mulighed for at søge om tilladelse til opførelse af vindmøller.

Kompensationerne udgjorde henholdsvis 33.333 kr. og 50.000 kr., for at

lodsejerne undlod at søge om tilladelse til opførelse af vindmøller. Klageren

ønskede herved at sikre sig, at han selv opnåede én af det begrænsede antal

tilladelser til opførelse af nye vindmøller.

Klageren har i regnskabet

aktiveret udgiften til kompensation på i alt 83.334 kr. med henblik på

fradrag

i senere år.

Skatteankenævnets

afgørelse

Skatteankenævnet har ikke

godkendt fradrag for afskrivning på skrotningsbeviser, ligesom udgiften til

kompensation på i alt 83.334 kr. heller ikke er godkendt tillagt møllens

anskaffelsessum.

Det fremgår af

skrotningsbevisets natur, at det ikke er et fysisk aktiv. Skrotningsbeviset

kommer således først til eksistens, når det fysiske driftsmiddel (den gamle

vindmølle) ikke længere eksisterer, jf. bekendtgørelse nr. 187 af 16. marts

2001, § 16 forudsætningsvis. Som en konsekvens heraf vil et skrotningsbevis

ikke kunne anses for et afskrivningsberettiget driftsmiddel efter

afskrivningslovens

§§ 1 og 2.

Udgifter til køb af et

skrotningsbevis anses for en etableringsudgift, der knytter sig til selve

indkomstkilden

og ikke til indkomsterhvervelsen. Der vil således ikke være adgang til at

foretage ordinære afskrivninger efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a,

jf. ikke offentliggjort bindende forhåndsbesked fra Ligningsrådet af 22.

april

2003.

Et skrotningsbevis kan ikke

anses for en afskrivningsberettiget immateriel rettighed eller

udbyttekontrakt

af den i afskrivningslovens § 40, stk. 2 nævnte karakter, jf. ikke

offentliggjort

bindende forhåndsbesked fra Ligningsrådet af 22. april 2003.

Ydelse af kompensation er en

udgift, der afholdes i forbindelse med etableringen af virksomhed med

elproduktion, hvorfor udgiften anses for en etableringsomkostning. En

etableringsomkostning af den pågældende art har ikke den fornødne sammenhæng

med indkomsterhvervelsen. Udgiften til kompensation knytter sig således til

selve indkomstkilden, hvorfor der ikke vil være adgang til at foretage

ordinære

afskrivninger efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

I modsætning til kompensation

beror de i afskrivningslovens § 40, stk. 2 nævnte immaterielle rettigheder på

en skabende indsats, dels benyttelse af særlige kendetegn, der

individualiserer

en virksomhed og dens produkter. De i forbindelse med ydelse af kompensation

indgåede kontrakter kan ej heller anses for udbyttekontrakter, idet de

indgåede

kontrakter ikke hjemler ret til en løbende indkomst. De af klageren afholdte

udgifter til kompensation kan således ikke anses for en

afskrivningsberettiget

immateriel rettighed eller udbyttekontrakt af den i afskrivningslovens § 40,

stk. 2 nævnte karakter.

Klagerens påstand og

argumenter

Klagerens repræsentant har

fremsat påstand om, at udgiften til skrotningsbeviser kan afskrives efter

statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Repræsentanten har videre

fremsat påstand om, at de udbetalte kompensationsbeløb kan tillægges

vindmøllens anskaffelsessum og derved afskrives sammen med vindmøllen.

Ved opgørelsen af den

skattepligtige indkomst kan udgifter, der i årets løb er anvendt til at

erhverve,

sikre og vedligeholde indkomsten fradrages efter statsskattelovens § 6, stk.

1,

litra a. Som udgift, der kan fradrages efter statsskattelovens regler

medregnes

også ordinære afskrivninger.

Afgørende for fradragsretten

efter statsskattelovens regler er, at der skal foreligge en aktuel

driftsmæssig

begrundelse for at afholde udgiften. Det vil sige, at formålet er at erhverve

en skattepligtig indkomst.

Udgifter, der kan fradrages

efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, skal vedrøre den løbende

indkomst

og kan derfor ikke være en udgift til erhvervelse af et indkomstgrundlag. Der

skal således sondres mellem driftsomkostninger og etableringsudgifter.

Udgifter til

skrotningsbeviser er en udgift til at sikre en indkomst, idet

skrotningsbeviset

giver adgang til en forhøjet afregningspris for indtil 1.200 fuldlasttimer.

Når

denne produktion er nået, har skrotningsbeviset ingen værdi mere. Dette er de

almindelige karakteristika for en ordinær afskrivning, hvorfor der kan

foretages ordinær afskrivning på udgift til erhvervelse af skrotningsbeviser

efter statsskattelovens regler.

Ordinær afskrivning på

udgiften til skrotningsbeviser bør ske i takt med, at skrotningsbeviserne

forbruges. Således bør klageren kunne fradrage en forholdsmæssig andel af de

samlede udgifter på i alt 680.000 kr. Den forholdsmæssige andel beregnes på

grundlag af de faktisk producerede fuldlasttimer i det enkelte indkomstår sat

i

forhold til de samlede 1.200 fuldlasttimer, som skrotningsbeviserne sikrer en

forhøjet afregningspris for.

Vedrørende adgangen til at

foretage ordinære afskrivninger efter statsskattelovens regler og sondringen

mellem driftsomkostninger og etableringsudgifter, henviser repræsentanten til

Højesterets dom af 14. december 1984 (TfS 1985.134), hvor et skibsværft fik

lov

til at afskrive på udgiften til en sluse, som værftet ikke var ejer af. Det

blev i dommen udtalt, at: ”Efter det om slusens opførelse og værftets

forpligtelser med hensyn til dens drift og eventuelle nedrivning oplyste,

findes udgiften derimod at have en sådan forbindelse med sagsøgerens

fremtidige

indtægtserhvervelse, at sagsøgeren efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra

a

må anses berettiget til at aktivere udgiften og afskrive den ordinært”.

Afskrivning efter

statsskattelovens regler forudsætter blot, at aktives slides eller mister sin

værdi efter en vis tid. Disse karakteristika er netop til stede ved

skrotningsbeviser, idet de mister deres værdi, når den nye vindmølle har haft

en samlet produktion svarende til det antal fuldlasttimer, skrotningsbeviset

omhandler.

Repræsentanten henviser

videre til LV, afsnit E.A.2.1.2., hvoraf fremgår, at når og hvis en

anskaffelsessum

forbruges som følge af den erhvervsmæssige brug af aktivet, indtræder der et

forbrug af formuen i driftens interesse, som eventuelt kan fratrækkes efter

afskrivningsreglerne. Som anført forbruges skrotningsbeviserne ved den

løbende

indkomsterhvervelse.

Repræsentanten præciserer, at

statsskattelovens regler fortsat finder anvendelse, uanset, at der fra og med

1. januar 2005 er skabt lovhjemmel i afskrivningslovens § 40A til at indrømme

fradrag svarende til den værdiforringelse, som et skrotningsbevis undergår.

Der

har således også inden vedtagelsen af afskrivningslovens § 40A været hjemmel

til at afskrive på skrotningsbeviser, ligesom der også forud for vedtagelsen

af

en egentlig afskrivningslov i 1957 var hjemmel til afskrivning.

Vedrørende udgiften til

kompensation er det repræsentantens opfattelse, at der er tale om en udgift,

som er afholdt for at sikre købet af driftsmidlet (vindmøllen). Der er

således

tale om en udgift, som har til formål at sikre retten til at opføre

vindmøllen

og dermed en udgift, der er afholdt for at sikre købet af driftsmidlet, jf.

statsskattelovens § 6, litra a, subsidiært afskrivningslovens § 40, stk. 2.

Landsskatterettens

bemærkninger og begrundelse

Ved

beregningen af den skattepligtige indkomst bliver at fradrage

driftsomkostninger, dvs. de udgifter, som i årets løb er anvendt til at

erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, derunder ordinære afskrivninger.

Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Ved

køb af et skrotningsbevis vedrørende en vindmølle opnår erhververen under

visse

betingelser ret til en fremtidig økonomisk fordel i form af en forhøjet

afregningspris pr. kWh, indtil der i den nye vindmølle er produceret en vis

mængde elektricitet. Det fremgår af §§ 16-17 i dagældende

vindmøllebekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 187 af 16. marts 2001).

Det

er Landsskatterettens opfattelse, at anskaffelsen af skrotningsbeviser i

forbindelse med opstillingen af en fabriksny vindmølle udelukkende eller dog

i

det væsentligste må anses for foretaget med henblik på at sikre en bedre

indtjening fra vindmøllen i en længere ubestemt årrække.

Anskaffelsessummen

må således betragtes som betaling for retten til et fremtidigt forhøjet

afkast,

dvs. for at sikre indkomst i en uvis årrække, og betalingen ligger derfor

uden

for driftsomkostningsbegrebet, der defineres som udgifter, som i årets løb er

anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten.

Om

den ydede kompensation bemærker Landsskatteretten, at klagerens egen adgang

til

at opnå tilladelse til opsætning af en vindmølle herved blev forbedret.

Udgiftsafholdelsen kan således ikke anses som led i udgiften til den fysiske

opførelse og tilslutning af vindmøllen, men må, som anført af

skatteankenævnet,

i det hele anses for en ikke fradragsberettiget etableringsudgift. Udgiften

kan

herefter ikke medregnes i afskrivningsgrundlaget for vindmøllen eller

fradrages

ved indkomstopgørelsen, hverken med hjemmel i statsskattelovens § 6, litra a,

eller afskrivningslovens § 40, stk. 2.

Den

påklagede afgørelse stadfæstes.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter