Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-125

KEN nr 9047 af 21/01/2004Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet29. januar 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kendelse

fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-125

[En kvinde – K] har ved advokat Birthe Møller Nielsen klaget til

Pressenævnet over en artikel i Ude og Hjemme nr. 44, der udkom den 29.

oktober

2003, idet hun finder, at god presseskik er tilsidesat.

Artiklen, der bar overskriften »

MORS DRENG BLEV MORDER

«

, havde bl.a. følgende indhold:

»Hvordan kunne det gå så galt?

[B] havde en opvækst, der minder om alle andre danske børns. Han

voksede op sammen med sine to ældre brødre i et roligt parcelhuskvarter i

Østjylland. Hans mor havde viet sit liv til familien, og drengene var hendes

lykke her i livet. De var alle tre adopterede. [B] var den yngste. Han var

født

i Tyskland.

Da [B] var 30 år, mødte han [K], der blev mor til hans anden

datter, [A]. De manglede altid penge, og hjemmet i Silkeborg var rodet og

beskidt.

[A]

[K] blev gravid, men aborterede. Kort tid efter blev hun gravid

igen, og denne gang forløb svangerskabet uden problemer. I december 2002 kom

[A] til verden – fin og velskabt.

[B] var stadig opfarende og ekstremt hidsig. Det slog klik for

ham, hver gang [A] græd. Han kunne simpelthen ikke tolerere hendes gråd, og

han

blev stiktosset, når det ikke lykkedes at berolige hende. Han ville ikke

have,

at [K] blandede sig, når han skiftede hende. Og [K] hørte ofte, at [A] græd

Læs alt

voldsomt, når han var alene med datteren.

Den 10. januar var [K] på bytur. [B] passede [A] imens. Da [K]

kom hjem, lå den lille pige livløs på puslebordet.

10 timer senere døde hun på Skejby Sygehus i Århus. Hendes far

havde tævet hendes ihjel.

[A] blev kun tre uger.

[B] blev i sidste uge idømt fængsel på ubestemt tid.

I retten troppede han op med bibelen under armen og hvide

handsker for at skjule sine tatoveringer. Han havde lært alt, hvad han ville

sige, udenad. Han viste ingen tegn på anger. Han var iskold, da der blev vist

billeder af [A]s lille lig. Der kom ikke en eneste tåre eller bare en skælven

i

stemmen under hele retssagen.

[B] lignende slet ikke en mand, der har svært ved at leve videre

med sine to små uskyldige pigers liv på samvittigheden.«

Artiklen blev ledsaget af en række billeder af [B]. Overskriften

til samtlige billeder var:

»På disse privatbilleder ligner [B] fra Silkeborg enhver anden

lykkelig nybagt far. Men virkeligheden var anderledes. Tre uger efter fødslen

tævede han lille [A] ihjel. Det var anden gang, han lod sit raseri gå ud over

en nyfødt datter. I torsdags modtog han den dobbelte barnemorder en

fængselsdom

på ubestemt tid.«

Et af billederne til artiklen var et billede af klager med

teksten: »[A]s mor, [K], vidste ikke, at [B] tidligere havde slået en anden

lille datter ihjel.«

Klageren har henvist til udsagnet »Da [B] var 30 år, mødte han

[K], der blev mor til hans anden datter [A]. De manglede altid penge, og

hjemmet i Silkeborg var rodet og beskidt«. Udtalelsen stammer fra [B]s bror,

som ikke har haft kontakt til [B] i mange år, aldrig mødt klager, og aldrig

været i klagers hjem. Der er således tale om en usand udtalelse, der er

nedværdigende og forhånende for klager.

Klageren har videre anført, at modsat de lokale aviser har

bladet ikke ønsket at beskytte klagers anonymitet, idet man har omtalt hende

ved navn og indsat et billede af hende i artiklen. Offentliggørelsen af

hendes

navn og billede har ingen betydning for sagen – historien er lige god

uden. For

klager har det betydet en stor menneskelig omkostning, idet hun nu ikke

længere

kan færdes anonymt.

Klageren har yderligere anført, at en af bladets journalister

opsøgte hende på hendes bopæl få dage efter hendes datters død. Journalisten

udnyttede, at hun var i chok. Klager har henvist til erklæring af 2. december

2003 fra X. Der blev truffet aftale om, at artiklen skulle vente, indtil

retssagen

var overstået, og klager skulle kontakte journalisten pr. telefon. I

forbindelse med sagens behandling ved Vestre Landsret opsøgte journalisten

klager og forsøgte gentagne gange at presse hende til at kontakte ham.

Journalisten har opført sig meget respektløst.

Bladet har anført, at der ikke er en eneste faktisk fejl i

bladets artikel. Det er ikke bladet, der har ophævet klagers anonymitet. Det

har hun selv. Hendes billede er bragt i flere dagblade, blandt andet i

forbindelse

med et to siders interview, som klager gav B.T. efter dommen, og som er

offentliggjort den 23. oktober 2003 under overskriften »Han har ødelagt mit

liv«.

Der er tale om en artikel, der udkom, inden bladet havde kontaktet klager. I

B.T. stiller klager sig til rådighed for interview og fotografering.

Med hensyn til udsagnet fra [B]s bror om et rodet og beskidt

hjem plaget af økonomiske problemer vil bladet efter at have besøgt klager

fastholde korrektheden af broderens udsagn. I øvrigt er dette en relevant

konstatering, der er med til at give et billede af, hvor hårdt presset klager

var i den periode.

Om kontakten mellem

klager og journalisten har bladet oplyst, at mødet på klagers bopæl

umiddelbart

efter tragedien foregik i en atmosfære af fortrolighed, og det var helt

tydeligt, at klager havde brug for og lyst til at tale om den forfærdelige

hændelse. Aftalen blev, at klager gerne ville vente med at have artiklen

offentliggjort, indtil retssagen var overstået – et ønske, som bladet

respekterede,

selv om sagen på det tidspunkt havde stor, offentlig interesse. Aftalen blev,

at klager ville kontakte journalisten pr. telefon, hvilket imidlertid ikke

skete. Ved sagens behandling ved landsretten hilste journalisten på klager og

opførte sig på ingen måde påtrængende. Journalisten blev herefter sendt på

opgave i udlandet, og en anden journalist overtog sagen, der havde stor

offentlig

interesse og skulle omtales i bladet. Det kan derfor under ingen

omstændigheder

komme bag på klager, at bladet ville bringe en reportage, og klager har haft

rig mulighed for at ytre sig og dermed påvirke det, der blev skrevet efter

dommen.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Axel

Kierkegaard

,

Bo Maltesen

,

Lene Sarup

og

Ole Askvig

.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet har ikke mulighed for at efterprøve rigtigheden af

udsagnet fra den dømtes broder om, at klager og den dømte altid manglede

penge,

og at deres hjem var rodet og beskidt.

Nævnet har på baggrund af parternes modstridende forklaringer

omkring kontakten mellem klager og bladets journalist inden offentliggørelsen

ikke grundlag for at konstatere, at bladet har handlet i strid med god

presseskik.

Med hensyn til offentliggørelsen af klagers navn og billede bemærker

nævnet, at der ikke ses at foreligge oplysninger om, at det mellem klager og

bladet var aftalt, at klager skulle være anonym, og at der ikke måtte bringes

billeder af hende i forbindelse med en eventuel senere offentliggørelse af en

artikel.

Det fremgår af sagen, at klager, kort tid inden den påklagede

offentliggørelse,

i en artikel i B.T. havde udtalt sig ved navns nævnelse, ligesom hendes

billede

var gengivet. Allerede under hensyn hertil finder nævnet, at bladet ikke har

handlet i strid med god presseskik ved offentliggørelsen.

Afsagt den 21. januar 2004.

Lignende dokumenter