Kendelse fra Pressenævnet i sag 2006-6-289
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Kendelse
fra Pressenævnet i sag 2006-6-289
[K] har klaget til
Pressenævnet den 25. januar 2006 over to artikler i JydskeVestkysten den 8.
januar
2006, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
1. Sagsfremstilling
1.1. JydskeVestkysten, 8. januar 2006.
Den 8. januar 2006 bragte
JydskeVestkysten under overskriften ”Det forgiftede kys” og
underoverskriften
”Fra kærlighed til had: Kort efter brylluppet opdagede Simone, at Anders
ikke
havde lyst til at røre hende. Deres ægteskab udviklede sig til et mareridt
med
direkte kurs mod en skæbnesvanger skilsmisse ti år senere.” følgende
artikel:
”Anders var efterhånden
blevet en ungkarl på 41 år. Mens det åbenbart kneb med at finde ud af det med
kærligheden, havde han gang i en lovende karriere inden for politiet.
Simone var nogle få år yngre.
Hun blev født i Berlin i 1954, var flyttet til Danmark i 1975, og seks år
senere havde hun taget en universitetsuddannelse i Odense. I 1985 blev hun
mor
til Lauge, og godt et år senere fødte hun Søren. Simone havde fået arbejde på
en handelshøjskole i Jylland.
Det var en efterårsdag i
1989. I retssalen sad Anders som politiets repræsentant. Der ville blive brug
for en tolk, og retten havde indkaldt Simone.
Over for ham sad en enlig mor
Læs alt
[Simone] til to små drenge.
En julidag 1990 var der sol,
sommer og kærlighed over landet. Anders og Simone blev gift på rådhuset, og
bagefter var der fest på det lokale hotel.
Tre år efter brylluppet blev
Simone og Anders forældre til en lille datter.
”Hanne er resultatet af ét af
mine udenomsforhold”, påstår Simone i sin omfattende redegørelse til
Statsadvokaten.
- Det er da muligt, at jeg
ikke er pigens far, siger Anders over 12 år senere, da han endnu en gang
bliver
konfronteret med Simones påstand om, at han har forgrebet sig på hendes
yngste
søn og på datteren.
I første omgang var Anders
dog under alle omstændigheder den lykkelige far til Hanne, og han foreslog
Simone, at han også blev adoptivfar for både Lauge og Søren.
Simone sagde ja.
I 1999 var ægteskabet tæt ved
at revne Simone kom hjem med Benny, der var én af hendes kolleger. Han blev
en
ven af huset.
Men Anders opdagede hurtigt,
at han var mere end det. Simone lagde efterhånden ikke skjul på, at hun havde
et forhold til Benny. Mange nætter og i weekenden flyttede Simone ud i Bennys
hus, og Anders var alene tilbage med tre børn.
Det blev for meget for ham.
Og Simone ville ikke længere være sammen med en partner, hun betragtede som
én,
der var til andre mænd og ikke til hende. Det kom til en uforsonlig
skilsmisse,
og Simone forlod hjemmet og flyttede sammen med Lauge, Søren og Hanne til et
hus i nabobyen. Det var i 2000 ”
Samme dag side bragte
JydskeVestkysten under overskriften ”MAGTKAMPEN” følgende
faktaboks:
”En skilsmisse for fem år
siden har udviklet sig til en noget nær uset magtkamp mellem to, der engang
har
elsket hinanden.
Simone beskylder Anders for
at være homoseksuel og for et pædofilt overgreb på to af hendes egne børn.
Selv
om Statsadvokaten har afvist anklagen som grundløs, holder hun fast og
gentager
den. Hun mener, at hendes tidligere mand, der har en toppost inden for
politiet, gør sig skyldig i magtmisbrug. Først til at undgå en retssag, og
dernæst til at forfølge hende.
Anders påstår, at han er
udsat for en sindsforvirret kvindes hævngerrighed og afviser alle anklager.
Han
afgør i den kommende uge, om skilsmisse-dramaet skal ende i en retssal.”
Samme dag bragte
JydskeVestkysten under overskriften ”Scener fra en skilsmisse”
følgende underrubrik:
”HÆVNBEGÆR OG ANKLAGER:
Anders benægter også, at han
skulle være homoseksuel. Han er gift igen. Simone er flyttet tilbage til
Tyskland, hvorfra hun fortsætter sit opgør med manden, hun engang
elskede.”
Artiklen fortsætter:
”En kvinde sidder i sit lille
rækkehus, der ligger blot én kilometer inde i Tyskland.
Simone er dansk statsborger,
men hun er nu tilbage i sit fødeland. På en eller anden måde på flugt fra den
tidligere ægtemand, hun føler er årsag til, at hun blev mobbet ud af Danmark.
Måske betaler hun prisen for
den meget alvorlige anklage, hun rettede mod manden, der med anerkendt
dygtighed og flid har arbejdet sig til en god stilling inden for politiet.
Scene 1:
Mistanken
En klasselærer gør flere
gange i 2000 og et par år frem Simone opmærksom på, at hendes yngste søn har
et
besynderligt forhold til sit eget køn. I samvær med mandlige lærere og
klassekammerater virker Søren afvisende, fjendtlig og aggressiv.
Scene 2:
Eksplosionen
I september 2003 er Simone
sammen med sine kolleger på en tur til Hamborg.
Simone sender anklagen 2.
november 2003.
Scene 4:
Bagholdsangrebet
Der er alt andet end
julestemning over december 2003 for Simone. Den 15. i måneden beslutter otte
kolleger på hendes arbejdsplads at skrive til kommunen. Da Simone får
kendskab
til aktionen, er det som et bagholdsangreb mod hende, og hun er
chokeret.”
Nedenstående vedrører
henvendelsen fra de otte kolleger fra [A] til [B]. I artiklen er lærernes
klage
citeret. Artiklen fortsætter:
”Henvendelsen til kommunens
familiecenter er et forsvarsskrift for Søren, der ikke længere bor hos sin
mor,
og der rettes flere barske beskyldninger mod Simone.
”Hun har i
klassekammeraternes påhør truet Søren, og i forlængelse heraf må de alvorlige
trusselsbreve, hun har sendt ham, betegnes som psykisk terror af drengen. Vi
sætter derfor stort spørgsmålstegn ved hendes evne til at varetage
forældremyndigheden og endvidere ved hendes troværdighed som person”,
skriver
kollegerne.
To dage senere henvender
arbejdspladsens chef sig også til kommunen. Han giver udtryk for, at han
deler
den bekymring og den vurdering af situationen, der udtrykkes i brevet.
Simone begynder at se det,
der for hende ligner et mønster. Anders kender lederen, og det samme er
tilfældet med mindst, én af de otte underskrivere. Der bliver koldt omkring
hende på arbejdspladsen, og hun er sikker på, at det er Anders, der har gjort
sin indflydelse gældende og været med til at skrue ned til frysepunktet.
Scene 5:
Afhøringen
Mens Simone kæmper sin kamp
mod en følelse af at være udsat for en tiltagende mobning
Allerede 16. december 2003 er
politiet færdig med den usædvanlige sag mod en kollega, og Statsadvokaten
sender sin afgørelse til anmelderen Simone. Hans konklusion er ikke til at
tage
fejl af: ”Jeg finder anmeldelsen grundløs”.
Scene 6:
Flugten
Statsadvokatens afgørelse er
dog på ingen måde en stopper for opgøret mellem Simone og Anders.
Fortsættelsen følger i 2004.
11. april skriver Simone igen til Statsamtet
14. august 2004 bliver en
afdeling på en amtsgård draget ind i sagen. Med kopi til hendes fagforening.
Henvendelsen er en klage over
hendes nu tidligere chef, men igen omtaler Simone de pædofile anklager mod
Anders. Hun sætter også navn på en forhenværende kollega, som beskyldes for
sexchikane.
Chefen bliver beskyldt for
ikke bare at have tolereret, men også støttet de mangeartede former for
mobning, som Simone føler sig udsat for. Igen peger hun på, at det er Anders,
der i kraft af sin position er med til at forpeste hendes tilværelse.
I november samme år flytter –
eller flygter – Simone tilbage til Tyskland efter 29 år i Danmark.
”
2. Parternes synspunkter
[K], der er ansat som lærer
på den omtalte skole, har anført, at den foretagne anonymisering ikke har
været
tilstrækkelig til at hindre genkendelse, hverken over for [A] eller Anders.
[K] har vedrørende Anders
anført, at det er i strid med god presseskik at kontakte Anders under falsk
navn, ligesom JydskeVestkysten burde have haft en mere ligelig fordeling af
Anders’ og Simones synspunkter.
[K] har videre anført, at artiklen
miskrediterer hans arbejdsplads, [A], og at JydskeVestkysten trods opfordring
hertil ikke kontaktede skolen, før journalisten skrev artiklen.
[K] har herudover anført, at
JydskeVestkysten kun har fremstillet moderens synspunkter i forbindelse med
den
klage til [B], der i artiklen er betegnet ”Bagholdsangrebet”.
Udsagnet om, at
Simone blev mobbet ud af skolen, er en grov anklage, der burde være
undersøgt.
Endeligt har [K] anført, at
Simone er i gang med en kampagne mod [A] og navngivne lærere.
JydskeVestkysten har anført,
at [K] ikke har den fornødne retlige interesse vedrørende Anders, jf.
medieansvarsloven § 43, stk. 2. 2. punktum. JydskeVestkysten har videre
anført,
at [A] er behørigt anonymiseret.
JydskeVestkysten har
herudover anført, at avisen ikke kontaktede [A], idet anonymisering ikke var
mulig, hvis avisen udbad sig kommentarer om navngivne personer.
JydskeVestkysten
har videre anført, at skolens og lærernes opfattelse er kommet til udtryk i
artiklen gennem citatet fra de otte kollegers brev til kommunens
familiecenter.
JydskeVestkysten har endelig
anført, at pkt. A5 i Vejledende regler om god presseskik er opfyldt, idet
avisen tydeligt gør opmærksom på, at det er Simones kommentarer, når avisen
skriver; ”en følelse af at være udsat for tiltagende mobning”. Der
er endvidere
tale om en kommentar, der ikke falder ind under ”oplysning” jf.
pkt. A3 i de
Vejledende regler for god presseskik, hvorfor kommentaren ikke skulle have
været forelagt.
3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse:
I sagens behandling har
følgende nævnsmedlemmer deltaget:
Lene Pagter Kristensen, Jan
Kristensen, Lene Sarup og Leif Max Hansen.
Det er en betingelse for at
klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der
klages over. Det indebærer, at man selv som person, organisation, virksomhed
eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificeret
i
mediet.
Det kan ikke udelukkes, at de
detaljerede oplysninger om Simone sammenholdt med en henvisning til ”en
handelshøjskole i Jylland”, indebærer, at personer med nær tilknytning
til det
omtalte lokalområde vil kunne identificere den omtalte lærergruppe, herunder
[K].
[K] har derfor retlig interesse i forholdene vedrørende den omtalte
lærergruppe. [K] kan imidlertid ikke indgive klage over for forholdene
vedrørende Anders, idet han ikke har retlig interesse i disse forhold,
hvorfor
denne del af klagen afvises, jf. medieansvarsloven § 43, stk. 2, 2. pkt.
Et medie skal udvise kritik
over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af
personlig interesse eller skadevoldende hensigt. Oplysninger, som kan være
skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal
efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved
forelæggelse
for den pågældende.
Pressenævnet lægger til grund, at Simone selv
ønskede at udtale sig i forbindelse med artiklen. Dette burde have givet
JydskeVestkysten anledning til at udvise særlig agtpågivenhed over for
Simones
vurderinger og kommentarer. Pressenævnet finder dog, at JydskeVestkysten ved
at
gengive citatet i klagen til [B] har medtaget lærernes – herunder [K]s
– holdning
hertil. Pressenævnet finder endvidere, at udtalelserne fra arbejdspladsens
chef
er dækkende for skolens vurdering, og Nævnet udtaler ikke kritik heraf.
Pressenævnet finder, at
udsagnet ”Mens Simone kæmper en kamp mod en følelse af at være udsat for
en
tiltagende mobning ” fremstår som Simones egen vurdering, som
JydskeVestkysten
korrekt har gengivet, hvorfor det ikke er i strid med god presseskik.
Pressenævnet finder, at der
heller ikke i øvrigt er grundlag for at udtale kritik i sagen.
Afgjort den 9. maj 2006.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2021-80-0638 Retsinformation · 13. maj 2021
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00277 Retsinformation · 18. august 2012
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0883 Retsinformation · 12. august 2022
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0797 Retsinformation · 1. marts 2022
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 13-70-00526 Retsinformation · 8. maj 2014
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 11-70-00160 Retsinformation · 11. november 2011
Lignende dokumenter
- Kendelse fra Pressenævnet i sag 2006-6-294 Retsinformation · 27. juni 2006
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2022-80-0936 Retsinformation · 25. januar 2023
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00778 Retsinformation · 23. maj 2015
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 59/2001 Retsinformation · 19. november 2001
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2023-11214 Retsinformation · 24. august 2024
- Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-527 Retsinformation · 4. december 2007