Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2006-6-289

KEN nr 9381 af 09/05/2006Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet28. juni 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Kendelse

fra Pressenævnet i sag 2006-6-289

[K] har klaget til

Pressenævnet den 25. januar 2006 over to artikler i JydskeVestkysten den 8.

januar

2006, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

1. Sagsfremstilling

1.1. JydskeVestkysten, 8. januar 2006.

Den 8. januar 2006 bragte

JydskeVestkysten under overskriften ”Det forgiftede kys” og

underoverskriften

”Fra kærlighed til had: Kort efter brylluppet opdagede Simone, at Anders

ikke

havde lyst til at røre hende. Deres ægteskab udviklede sig til et mareridt

med

direkte kurs mod en skæbnesvanger skilsmisse ti år senere.” følgende

artikel:

”Anders var efterhånden

blevet en ungkarl på 41 år. Mens det åbenbart kneb med at finde ud af det med

kærligheden, havde han gang i en lovende karriere inden for politiet.

Simone var nogle få år yngre.

Hun blev født i Berlin i 1954, var flyttet til Danmark i 1975, og seks år

senere havde hun taget en universitetsuddannelse i Odense. I 1985 blev hun

mor

til Lauge, og godt et år senere fødte hun Søren. Simone havde fået arbejde på

en handelshøjskole i Jylland.

Det var en efterårsdag i

1989. I retssalen sad Anders som politiets repræsentant. Der ville blive brug

for en tolk, og retten havde indkaldt Simone.

Over for ham sad en enlig mor

Læs alt

[Simone] til to små drenge.

En julidag 1990 var der sol,

sommer og kærlighed over landet. Anders og Simone blev gift på rådhuset, og

bagefter var der fest på det lokale hotel.

Tre år efter brylluppet blev

Simone og Anders forældre til en lille datter.

”Hanne er resultatet af ét af

mine udenomsforhold”, påstår Simone i sin omfattende redegørelse til

Statsadvokaten.

- Det er da muligt, at jeg

ikke er pigens far, siger Anders over 12 år senere, da han endnu en gang

bliver

konfronteret med Simones påstand om, at han har forgrebet sig på hendes

yngste

søn og på datteren.

I første omgang var Anders

dog under alle omstændigheder den lykkelige far til Hanne, og han foreslog

Simone, at han også blev adoptivfar for både Lauge og Søren.

Simone sagde ja.

I 1999 var ægteskabet tæt ved

at revne Simone kom hjem med Benny, der var én af hendes kolleger. Han blev

en

ven af huset.

Men Anders opdagede hurtigt,

at han var mere end det. Simone lagde efterhånden ikke skjul på, at hun havde

et forhold til Benny. Mange nætter og i weekenden flyttede Simone ud i Bennys

hus, og Anders var alene tilbage med tre børn.

Det blev for meget for ham.

Og Simone ville ikke længere være sammen med en partner, hun betragtede som

én,

der var til andre mænd og ikke til hende. Det kom til en uforsonlig

skilsmisse,

og Simone forlod hjemmet og flyttede sammen med Lauge, Søren og Hanne til et

hus i nabobyen. Det var i 2000 ”

Samme dag side bragte

JydskeVestkysten under overskriften ”MAGTKAMPEN” følgende

faktaboks:

”En skilsmisse for fem år

siden har udviklet sig til en noget nær uset magtkamp mellem to, der engang

har

elsket hinanden.

Simone beskylder Anders for

at være homoseksuel og for et pædofilt overgreb på to af hendes egne børn.

Selv

om Statsadvokaten har afvist anklagen som grundløs, holder hun fast og

gentager

den. Hun mener, at hendes tidligere mand, der har en toppost inden for

politiet, gør sig skyldig i magtmisbrug. Først til at undgå en retssag, og

dernæst til at forfølge hende.

Anders påstår, at han er

udsat for en sindsforvirret kvindes hævngerrighed og afviser alle anklager.

Han

afgør i den kommende uge, om skilsmisse-dramaet skal ende i en retssal.”

Samme dag bragte

JydskeVestkysten under overskriften ”Scener fra en skilsmisse”

følgende underrubrik:

”HÆVNBEGÆR OG ANKLAGER:

Anders benægter også, at han

skulle være homoseksuel. Han er gift igen. Simone er flyttet tilbage til

Tyskland, hvorfra hun fortsætter sit opgør med manden, hun engang

elskede.”

Artiklen fortsætter:

”En kvinde sidder i sit lille

rækkehus, der ligger blot én kilometer inde i Tyskland.

Simone er dansk statsborger,

men hun er nu tilbage i sit fødeland. På en eller anden måde på flugt fra den

tidligere ægtemand, hun føler er årsag til, at hun blev mobbet ud af Danmark.

Måske betaler hun prisen for

den meget alvorlige anklage, hun rettede mod manden, der med anerkendt

dygtighed og flid har arbejdet sig til en god stilling inden for politiet.

Scene 1:

Mistanken

En klasselærer gør flere

gange i 2000 og et par år frem Simone opmærksom på, at hendes yngste søn har

et

besynderligt forhold til sit eget køn. I samvær med mandlige lærere og

klassekammerater virker Søren afvisende, fjendtlig og aggressiv.

Scene 2:

Eksplosionen

I september 2003 er Simone

sammen med sine kolleger på en tur til Hamborg.

Simone sender anklagen 2.

november 2003.

Scene 4:

Bagholdsangrebet

Der er alt andet end

julestemning over december 2003 for Simone. Den 15. i måneden beslutter otte

kolleger på hendes arbejdsplads at skrive til kommunen. Da Simone får

kendskab

til aktionen, er det som et bagholdsangreb mod hende, og hun er

chokeret.”

Nedenstående vedrører

henvendelsen fra de otte kolleger fra [A] til [B]. I artiklen er lærernes

klage

citeret. Artiklen fortsætter:

”Henvendelsen til kommunens

familiecenter er et forsvarsskrift for Søren, der ikke længere bor hos sin

mor,

og der rettes flere barske beskyldninger mod Simone.

”Hun har i

klassekammeraternes påhør truet Søren, og i forlængelse heraf må de alvorlige

trusselsbreve, hun har sendt ham, betegnes som psykisk terror af drengen. Vi

sætter derfor stort spørgsmålstegn ved hendes evne til at varetage

forældremyndigheden og endvidere ved hendes troværdighed som person”,

skriver

kollegerne.

To dage senere henvender

arbejdspladsens chef sig også til kommunen. Han giver udtryk for, at han

deler

den bekymring og den vurdering af situationen, der udtrykkes i brevet.

Simone begynder at se det,

der for hende ligner et mønster. Anders kender lederen, og det samme er

tilfældet med mindst, én af de otte underskrivere. Der bliver koldt omkring

hende på arbejdspladsen, og hun er sikker på, at det er Anders, der har gjort

sin indflydelse gældende og været med til at skrue ned til frysepunktet.

Scene 5:

Afhøringen

Mens Simone kæmper sin kamp

mod en følelse af at være udsat for en tiltagende mobning

Allerede 16. december 2003 er

politiet færdig med den usædvanlige sag mod en kollega, og Statsadvokaten

sender sin afgørelse til anmelderen Simone. Hans konklusion er ikke til at

tage

fejl af: ”Jeg finder anmeldelsen grundløs”.

Scene 6:

Flugten

Statsadvokatens afgørelse er

dog på ingen måde en stopper for opgøret mellem Simone og Anders.

Fortsættelsen følger i 2004.

11. april skriver Simone igen til Statsamtet

14. august 2004 bliver en

afdeling på en amtsgård draget ind i sagen. Med kopi til hendes fagforening.

Henvendelsen er en klage over

hendes nu tidligere chef, men igen omtaler Simone de pædofile anklager mod

Anders. Hun sætter også navn på en forhenværende kollega, som beskyldes for

sexchikane.

Chefen bliver beskyldt for

ikke bare at have tolereret, men også støttet de mangeartede former for

mobning, som Simone føler sig udsat for. Igen peger hun på, at det er Anders,

der i kraft af sin position er med til at forpeste hendes tilværelse.

I november samme år flytter –

eller flygter – Simone tilbage til Tyskland efter 29 år i Danmark.

”

2. Parternes synspunkter

[K], der er ansat som lærer

på den omtalte skole, har anført, at den foretagne anonymisering ikke har

været

tilstrækkelig til at hindre genkendelse, hverken over for [A] eller Anders.

[K] har vedrørende Anders

anført, at det er i strid med god presseskik at kontakte Anders under falsk

navn, ligesom JydskeVestkysten burde have haft en mere ligelig fordeling af

Anders’ og Simones synspunkter.

[K] har videre anført, at artiklen

miskrediterer hans arbejdsplads, [A], og at JydskeVestkysten trods opfordring

hertil ikke kontaktede skolen, før journalisten skrev artiklen.

[K] har herudover anført, at

JydskeVestkysten kun har fremstillet moderens synspunkter i forbindelse med

den

klage til [B], der i artiklen er betegnet ”Bagholdsangrebet”.

Udsagnet om, at

Simone blev mobbet ud af skolen, er en grov anklage, der burde være

undersøgt.

Endeligt har [K] anført, at

Simone er i gang med en kampagne mod [A] og navngivne lærere.

JydskeVestkysten har anført,

at [K] ikke har den fornødne retlige interesse vedrørende Anders, jf.

medieansvarsloven § 43, stk. 2. 2. punktum. JydskeVestkysten har videre

anført,

at [A] er behørigt anonymiseret.

JydskeVestkysten har

herudover anført, at avisen ikke kontaktede [A], idet anonymisering ikke var

mulig, hvis avisen udbad sig kommentarer om navngivne personer.

JydskeVestkysten

har videre anført, at skolens og lærernes opfattelse er kommet til udtryk i

artiklen gennem citatet fra de otte kollegers brev til kommunens

familiecenter.

JydskeVestkysten har endelig

anført, at pkt. A5 i Vejledende regler om god presseskik er opfyldt, idet

avisen tydeligt gør opmærksom på, at det er Simones kommentarer, når avisen

skriver; ”en følelse af at være udsat for tiltagende mobning”. Der

er endvidere

tale om en kommentar, der ikke falder ind under ”oplysning” jf.

pkt. A3 i de

Vejledende regler for god presseskik, hvorfor kommentaren ikke skulle have

været forelagt.

3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse:

I sagens behandling har

følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Lene Pagter Kristensen, Jan

Kristensen, Lene Sarup og Leif Max Hansen.

Det er en betingelse for at

klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der

klages over. Det indebærer, at man selv som person, organisation, virksomhed

eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificeret

i

mediet.

Det kan ikke udelukkes, at de

detaljerede oplysninger om Simone sammenholdt med en henvisning til ”en

handelshøjskole i Jylland”, indebærer, at personer med nær tilknytning

til det

omtalte lokalområde vil kunne identificere den omtalte lærergruppe, herunder

[K].

[K] har derfor retlig interesse i forholdene vedrørende den omtalte

lærergruppe. [K] kan imidlertid ikke indgive klage over for forholdene

vedrørende Anders, idet han ikke har retlig interesse i disse forhold,

hvorfor

denne del af klagen afvises, jf. medieansvarsloven § 43, stk. 2, 2. pkt.

Et medie skal udvise kritik

over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af

personlig interesse eller skadevoldende hensigt. Oplysninger, som kan være

skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal

efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved

forelæggelse

for den pågældende.

Pressenævnet lægger til grund, at Simone selv

ønskede at udtale sig i forbindelse med artiklen. Dette burde have givet

JydskeVestkysten anledning til at udvise særlig agtpågivenhed over for

Simones

vurderinger og kommentarer. Pressenævnet finder dog, at JydskeVestkysten ved

at

gengive citatet i klagen til [B] har medtaget lærernes – herunder [K]s

– holdning

hertil. Pressenævnet finder endvidere, at udtalelserne fra arbejdspladsens

chef

er dækkende for skolens vurdering, og Nævnet udtaler ikke kritik heraf.

Pressenævnet finder, at

udsagnet ”Mens Simone kæmper en kamp mod en følelse af at være udsat for

en

tiltagende mobning ” fremstår som Simones egen vurdering, som

JydskeVestkysten

korrekt har gengivet, hvorfor det ikke er i strid med god presseskik.

Pressenævnet finder, at der

heller ikke i øvrigt er grundlag for at udtale kritik i sagen.

Afgjort den 9. maj 2006.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter