Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2006-6-294

KEN nr 9367 af 09/05/2006Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet27. juni 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Kendelse

fra Pressenævnet i sag 2006-6-294

[K] har klaget til

Pressenævnet over to artikler i JydskeVestkysten den 8. januar 2006, idet han

mener, at god presseskik er tilsidesat.

1. Sagsfremstilling

1.1. JydskeVestkysten, 8.

januar 2006.

JydskeVestkysten bragte den

8. januar 2006 under overskriften ”Det forgiftede kys” og

underoverskriften

”Fra kærlighed til had: Kort efter brylluppet opdagede Simone, at Anders

ikke

havde lyst til at røre hende. Deres ægteskab udviklede sig til et mareridt

med

direkte kurs mod en skæbnesvanger skilsmisse ti år senere.” følgende

artikel:

”Anders var efterhånden

blevet en ungkarl på 41 år. Mens det åbenbart kneb med at finde ud af det med

kærligheden, havde han gang i en lovende karriere inden for politiet.

Simone var nogle få år yngre.

Hun blev født i Berlin i 1954, var flyttet til Danmark i 1975, og seks år

senere havde hun taget en universitetsuddannelse i Odense. I 1985 blev hun

mor

til Lauge, og godt et år senere fødte hun Søren. Simone havde fået arbejde på

en

handelshøjskole i Jylland.

Det var en efterårsdag i

1989. I retssalen sad Anders som politiets repræsentant. Der ville blive brug

for en tolk, og retten havde indkaldt Simone.

Læs alt

Et par vidner blev væk, og

der opstod en pause i retssagen. Anders havde fået et godt øje til den kønne

Simone, og han havde taget mod til sig og foreslået, at de gik hen på en

nærliggende restaurant for at drikke et par kopper kaffe.

Det var ungkarlen, der godt

vidste, at det var ved at være tid at finde en livsledsager. Over for ham sad

en enlig mor til to små drenge. Hun havde også brug for et hjem. Og måske en

mand med en god løn.

Anders forelskede sig i

kvinden. Og hun faldt for ham. Der var noget solidt over Anders, han optrådte

begavet, og Simone syntes, at han var god at snakke med.

En julidag 1990 var der sol,

sommer og kærlighed over landet. Anders og Simone blev gift på rådhuset, og

bagefter var der fest på det lokale hotel.

De to sad ved hovedbordet. I

det øjeblik, de kyssede hinanden, var lykken gjort. Troede både Anders og

Simone. Og alle bryllupsgæsterne. Men det skulle vise sig, at kysset var

forgiftet.

Der gik kun få måneder efter

brylluppet, før Simone opdagede, at der var noget helt galt i det forhold.

Hun

havde stor lyst til sex. Det var bestemt ikke tilfældet for Anders. I første

omgang troede Simone, at hun selv kunne gøre noget for også at få ægteskabet

med ind i soveværelset.

Simone gjorde sig sine

tanker. Hvad var der galt? Hun fik efterhånden den opfattelse, at Anders

måske

var homoseksuel. At han åbenbart slet ikke havde lyst til at være sammen med

en

kvinde.

Hun foreslog, at de opsøgte

amtets seksualrådgivning. Men et år senere var de ikke kommet tættere på

hinanden.

”Jeg mistede tålmodigheden og

havde flere udenomsforhold”, skriver Simone blandt andet, da hun i

november

2003 henvender sig til Statsadvokaturen med en alvorlig anklage mod sin nu

forhenværende

mand. En anklage om pædofili.

Tre år efter brylluppet blev

Simone og Anders forældre til en lille datter.

”Hanne er resultatet af ét af

mine udenomsforhold”, påstår Simone i sin omfattende redegørelse til

Statsadvokaten.

- Det er da muligt, at jeg

ikke er pigens far, siger Anders over 12 år senere, da han endnu en gang

bliver

konfronteret med Simones påstand om, at han har forgrebet sig på hendes

yngste

søn og på datteren.

I første omgang var Anders

dog under alle omstændigheder den lykkelige far til Hanne, og han foreslog

Simone, at han også blev adoptivfar for både Lauge og Søren.

Simone sagde ja. På det

tidspunkt var hun mest optaget af den lille datter, og hun havde også lagt

mærke til, at Anders og især hendes ældste dreng havde det godt sammen.

Men hvad var det så, der

begyndte at ske mellem Anders og Søren? Hun undrede sig måske nok over, at

Anders gik ind på Sørens værelse efter sengetid, men hun så ikke selv noget.

Og det er først efter

skilsmissen, at Simone kommer frem med beskyldningerne om, at Anders har

pillet

ved Søren.

Det er også først efter, at

Anders og Simone har vendt hinanden ryggen, at hun i anmeldelsen til

Statsadvokaten fortæller, at hun selv har set Anders røre ved den lille

datters

skamlæber.

I 1999 var ægteskabet tæt ved

at revne. Simone kom hjem med Benny, der var én af hendes kolleger. Han blev

en

ven af huset.

Men Anders opdagede hurtigt,

at han var mere end det. Simone lagde efterhånden ikke skjul på, at hun havde

et forhold til Benny. Mange nætter og i weekenden flyttede Simone ud i Bennys

hus, og Anders var alene tilbage med tre børn.

Det blev for meget for ham.

Og Simone ville ikke længere være sammen med en partner, hun betragtede som

én,

der var til andre mænd og ikke til hende. Det kom til en uforsonlig

skilsmisse,

og Simone forlod hjemmet og flyttede sammen med Lauge, Søren og Hanne til et

hus i nabobyen. Det var i 2000.

Bruddet viste sig hurtigt at

blive begyndelsen på et drama mellem Simone og Anders, hvor

mistænkeliggørelse,

anklager og personlig fornedrelse forgiftede luften. Det er blevet til scener

fra en skilsmisse, der i ondskabsfuldhed overgår de fleste.”

I forbindelse med artiklen

bragte JydskeVestkysten under overskriften ”MAGTKAMPEN” følgende

faktaboks:

”En skilsmisse for fem år

siden har udviklet sig til en noget nær uset magtkamp mellem to, der engang

har

elsket hinanden.

Simone beskylder Anders for

at være homoseksuel og for et pædofilt overgreb på to af hendes egne børn.

Selv

om Statsadvokaten har afvist anklagen som grundløs, holder hun fast og

gentager

den. Hun mener, at hendes tidligere mand, der har en toppost inden for

politiet, gør sig skyldig i magtmisbrug. Først til at undgå en retssag, og

dernæst til at forfølge hende.

Anders påstår, at han er

udsat for en sindsforvirret kvindes hævngerrighed og afviser alle anklager.

Han

afgør i den kommende uge, om skilsmisse-dramaet skal ende i en retssal.”

1.2. JydskeVestkysten, den 8.

januar 2006.

Samme dag bragte

JydskeVestkysten under overskriften ”Scener fra en skilsmisse”

følgende underrubrik:

”HÆVNBEGÆR OG ANKLAGER:

De står lykkeligt foran

festlokalet en sommerdag i 1990. Simone og Anders har lige fået papir på

hinanden.

Det er blevet efterår og

1999, da Simone indleder et forhold til en kollega for øjnene af Anders. Og

ti

år efter deres bryllup bliver de skilt. Det får dramatiske følger for både

Simone og Anders.

Uenighed om samvær med en

datter, som Simone påstår har en helt anden far end Anders udløser en

hadefuld

kollision mellem de to. Helt galt går det, da en søn bliver midtpunkt for en

voldsom konflikt.

Simone anklager Anders for at

have pillet ved sønnen, da denne var yngre. Hun mistænker sin eksmand for at

være pædofil og homoseksuel. Anders afviser og kalder anklagerne for det rene

nonsens. Simone oplever det sådan, at Anders gør sin store indflydelse

gældende

og er årsag til, at hun føler sig mobbet ud fra den skole, hvor hun

underviser.

Hun tror, at hendes anklager mod eksmanden er afvist som grundløse, fordi det

er politiet, der selv har undersøgt en politimand. Anders stempler Simone som

et karakterafvigende menneske, der ville bestemme over alt og alle. Han

indrømmer,

at han betaler penge til den søn, han var mistænkt for at have misbrugt, men

han

afviser, at det er for at købe sønnen til tavshed. Anders benægter også, at

han

skulle være homoseksuel. Han er gift igen. Simone er flyttet tilbage til

Tyskland, hvorfra hun fortsætter sit opgør med manden, hun engang

elskede.”

Artiklen fortsætter:

”En kvinde sidder i sit lille

rækkehus, der ligger blot én kilometer inde i Tyskland.

Simone er dansk statsborger,

men hun er nu tilbage i sit fødeland. På en eller anden måde på flugt fra den

tidligere ægtemand, hun føler er årsag til, at hun blev mobbet ud af Danmark.

Måske betaler hun prisen for

den meget alvorlige anklage, hun rettede mod manden, der med anerkendt

dygtighed og flid har arbejdet sig til en god stilling inden for politiet.

Anders har eget kontor. Hans

vejrtrækning bliver både hurtigere og mere højlydt, når han bliver mindet om

ekskonens anklager. Han afviser og omtaler Simones påstand som det rene

nonsens.

Jeg er naturligvis hverken

pædofil eller homoseksuel, som Simone påstår, siger Anders.

Han har skænket kaffe op, men

glemmer helt at drikke.

I en stue slanger Simones

kæreste sig på sofaen, mens hendes 12-årige datter, Hanne, er på vej ud af

huset.

- Jeg ved, at min historie

lyder usædvanlig. Måske endda både uhørt og ”forkert”. Men jeg ved

også, at jeg

taler sandt.

Simone trækker vejret dybt,

og hendes øjne flakker lidt.

- Der var en periode, da jeg

hver dag tænkte på selvmord. Jeg følte, at jeg bare løb panden mod en mur,

fordi min tidligere mand har en så indflydelsesrig stilling. Men nu er jeg

ovenpå igen, og nu har jeg kræfterne til at stå frem.

Hun synes ikke, at Anders

skal slippe godt fra det, han ifølge hende har gjort. Selv om Statsadvokaten

klart og tydeligt afviste hendes anklage mod Anders for at have pillet ved

både

hendes yngste søn og datteren, holder hun fortsat fast i sin mistanke.

Han bedyrer sin uskyld. Og

han er fortvivlet over, at den kvinde, han blev skilt fra for fem år siden,

bliver ved med at gentage sin mistanke mod ham.

- Simone er et meget ekstremt

menneske. Det er nærmest helt uvirkeligt, hvad hun kan finde på.

Scene 1:

Mistanken

En klasselærer gør flere

gange i 2000 og et par år frem Simone opmærksom på, at hendes yngste søn har

et

besynderligt forhold til sit eget køn. I samvær med mandlige lærere og

klassekammerater virker Søren afvisende, fjendtlig og aggressiv.

11. april 2002 har Søren og

hendes mor en fortrolig samtale. Søren fortæller ifølge Simone, at Anders er

kommet ind på hans værelse, efter at han var kommet i seng. De gik så ud på

toilettet, fordi Anders sagde, at Søren skulle tisse af. Der skulle Anders

have

befamlet Søren på kønsdelene.

Simone erindrer, at hun havde

undret sig over, at hendes mand åbenbart havde en homoseksuel omgangskreds

–

frem for alt i København – og hun finder også frem til, at Anders før

ægteskabet flere gange havde været i Lapland sammen med en homoseksuel ven og

nogle spejdere.

En frygtelig mistanke

begynder at tage form og bliver til en anklage, Simone senere retter mod

Anders.

Scene 2:

Eksplosionen

I september 2003 er Simone

sammen med sine kolleger på en tur til Hamborg. Hun får en opringning fra sin

ældste søn, Lauge, og hun kan straks høre, at der er noget ravruskende galt i

hjemmet. Der er ting, der bliver smadret, der råbes højt, og Lauge er bange,

og

han fortæller, at også Hanne er skræmt fra vid og sans.

Som hun hører det, er Søren

gået amok. Simone råber til Søren, at han skal forsvinde. Det gør han.

Få dage senere skal Søren

mødes med kommunens socialforvaltning. Han har Anders ved sin side. Søren har

besluttet sig for, at han under ingen omstændigheder vil tilbage til sin mor,

og i et syv sider langt brev, som han aflevere til sagsbehandleren, retter

han

en hel stribe anklager mod sin mor. Han skriver, at hun kalder ham for

psykopat, at han bliver forfulgt og chikaneret. Han er også utilfreds med, at

han skal vaske op.

Anders læser også brevet. Han

støtter Søren, der lige er fyldt 17 år.

Simone forsøger at få Søren

tilbage. Hun fortæller, at han drikker, at han måske ryger hash, og at han

kan

være voldelig, ”Men jeg elsker også den Søren”, skriver hun.

Hun får dog ikke Søren hjem

igen. Og kort efter finder Anders en bolig til sin adoptivsøn i sin hjemby.

Anders får også tilladelse til at adressere de børnepenge, han skal betale,

direkte til Søren og uden om moderen.

Simone bliver rasende. Hun

oplever det sådan, at hendes tidligere mand nu forsøger at købe Søren til at

holde kæft med det, der tidligere skulle være sket på toilettet.

Også datteren bliver

midtpunkt for en strid mellem Simone og Anders. Han forsøger at få Statsamtet

til at sikre, at han får det ønskede samvær med Hanne, mens Simone gør alt

for

at forhindre, at de to er sammen. Hun henviser til, at Hanne altid er syg,

når

hun kommer tilbage fra et besøg hos Anders.

Simone henviser blandt andet

til en lægeerklæring, der siger, at Hanne ikke kan tåle, at Anders ryger så

meget.

Scene 3:

Anklagen

Simone beslutter nu, at hun

vil afsløre de pædofili tilbøjeligheder, hun mener, at hendes eksmand har. I

første omgang henvender hun sig til nærmeste statsamt. Med henvisning til, at

der er en forbindelse mellem stedets chef og Anders, bliver Simone i stedet

bedt om at henvende sig til et andet statsamt, og det anbefaler hende at gå

til

Statsadvokaten.

Også her løber Simone ind i,

at forbindelsen til den anklagede er et problem. Hendes sag bliver derfor

sendt

videre til Statsadvokaten i en anden by.

Simone beskriver de seksuelle

problemer i ægteskabet, og hun fremstiller Anders som homoseksuel. Hun

gengiver

sin version af den fortrolige samtale med Søren.

Hendes ældste søn bliver også

draget ind i anklagen: ”Lauge har fortalt sin variant af oplevelserne,

der

passer fint sammen med Sørens beretning. Lauge oplyser, at han udmærket var

klar over, hvad der foregik. Når Lauge kunne høre Anders komme, sørgede han

for, at lyset var slukket, han lå bomstille under dynen og gjorde, som om han

sov”.

Ikke alene anklager Simone

Anders for et seksuelt overgreb på sin yngste søn – hun tilføjer, at

Anders

også har pillet ved deres lille datter.

”Ved flere lejligheder så

jeg, at Hanne sad på toilettet, og at Anders sad foran på knæ. Med indersiden

af hver tommelfinger har han masseret Hannes kønsdele”.

Simone er godt klar over, at

hun nu begiver sig ud på dybt vand.

”Det bliver ikke rart for

mig. På den anden side har hele sagen gnavet i så lang tid, at jeg ikke lade

stå til”, skriver hun til Statsadvokaten.

Simone sender anklagen 2.

november 2003.

Scene 4:

Bagholdsangrebet

Der er alt andet end

julestemning over december 2003 for Simone. Den 15. i måneden beslutter otte

kolleger på hendes arbejdsplads at skrive til kommunen. Da Simone får

kendskab

til aktionen, er det som et bagholdsangreb mod hende, og hun er chokeret.

Henvendelsen til kommunens

familiecenter er et forsvarsskrift for Søren, der ikke længere bor hos sin

mor,

og der rettes flere barske beskyldninger mod Simone.

”Hun har i klassekammeraternes

påhør truet Søren, og i forlængelse heraf må de alvorlige trusselsbreve, hun

har sendt ham, betegnes som psykisk terror af drengen. Vi sætter derfor stort

spørgsmålstegn ved hendes evne til at varetage forældremyndigheden og

endvidere

ved hendes troværdighed som person”, skriver kollegerne.

To dage senere henvender

arbejdspladsens chef sig også til kommunen. Han giver udtryk for, at han

deler

den bekymring og den vurdering af situationen, der udtrykkes i brevet.

Simone begynder at se det,

der for hende ligner et mønster. Anders kender lederen, og det samme er

tilfældet med mindst én af de otte underskrivere. Der bliver koldt omkring

hende på arbejdspladsen, og hun er sikker på, at det er Anders, der har gjort

sin indflydelse gældende og været med til at skrue ned til frysepunktet.

Scene 5:

Afhøringen

Mens Simone kæmper sin kamp

mod en følelse af at være udsat for en tiltagende mobning, har Anders også

sit

at slås med. Det kommer som et chok for ham, da han får at vide, at han er

fremstillet som en homoseksuel pædofil, der har pillet ved to små børn.

Statsadvokaten har besluttet

at sætte Rigspolitiets rejsehold på sagen, og Anders kommer igennem et seks

timer langt forhør. Anders føler et stort ubehag over situationen og bliver

klar over, at to menneskers indbyrdes opgør efter en skilsmisse er gået over

gevind.

Allerede 16. december 2003 er

politiet færdig med den usædvanlige sag mod en kollega, og Statsadvokaten

sender sin afgørelse til anmelderen Simone. Hans konklusion er ikke til at

tage

fejl af: ”Jeg finder anmeldelsen grundløs”.

Det gælder både anmeldelsen

om seksuelle krænkelser over for Søren og i forhold til Hanne. Og selv om det

ikke er strafbart at være homoseksuel, afviser Statsadvokaten også den side

af

Anders.

”I anmeldelsen er Simone tillige

fremkommet med antydninger af, at Anders lever/har levet en form for

dobbeltliv

således at forstå, at han har en skjult homoseksuel omgangskreds. Intet i

efterforskningen

støtter antydningen af, at Anders lever/har levet en form for

dobbeltliv”.

Scene 6:

Flugten

Statsadvokatens afgørelse er

dog på ingen måde en stopper for opgøret mellem Simone og Anders.

Fortsættelsen følger i 2004.

11. april skriver Simone igen til Statsamtet. Det er et meget følelsesladet

og

intimt indlæg på ni tætskrevne sider, og hun gentager sin anklage mod Anders,

og igen antyder hun, at Anders betaler penge til Søren for at få sønnen til

at

holde kæft med den seksuelle krænkelse, Simone mener, at han har været udsat

for.

”Det undrer mig, at Anders

ganske vist har råd til at give Søren så mange penge, men Lauge får ikke

noget

som helst. Ikke engang en julegave, en julehilsen eller lignende kan det

blive

til”, skriver Simone.

Striden fire år efter

skilsmissen handler nu også om børnebidrag. Simone kræver, at Anders holder

op

med at betale til Søren og i stedet betaler noget mere til Hanne.

14. august 2004 bliver en

afdeling på en amtsgård draget ind i sagen. Med kopi til hendes fagforening.

Henvendelsen er en klage over

hendes nu tidligere chef, men igen omtaler Simone de pædofile anklager mod

Anders. Hun sætter også navn på en forhenværende kollega, som beskyldes for

sexchikane.

Chefen bliver beskyldt for

ikke bare at have tolereret, men også støttet de mangeartede former for

mobning, som Simone føler sig udsat for. Igen peger hun på, at det er Anders,

der i kraft af sin position er med til at forpeste hendes tilværelse.

I november samme år flytter –

eller flygter – Simone tilbage til Tyskland efter 29 år i Danmark.

Scene 7:

Efterspillet

Alligevel får opgøret et

efterspil. 4. september 2005 skriver Simone igen til et dansk statsamt.

Anledningen er det fortsatte

slagsmål om børnebidraget til Hanne, men Simone er heller ikke færdig med

anklagen mod Anders.

”Jeg er stadig rystet over,

at en – efter min faste overbevisning – pædofil mand kan have den

magt og

indflydelse, som han har”.

Simone er åbenbart også

fortsat overbevist om, at politimanden Anders var endt i retten, hvis han

havde

været en hvilken som helt anden.

”Jeg er bestyrtet over, at

det nok er hans stilling, hans taktik og hans forbindelse til de rette

kredse,

der gjorde, at sagen blev nedlagt”.

Scene 8:

Retssagen

Skilsmissens ottende scene er

muligvis endnu ikke spillet. Det kan meget vel blive en retssal, der igen

placerer Simone og Anders ansigt til ansigt. Som dengang for 16 år siden, da

de

forelskede sig i hinanden.

Anders har slået op i

straffeloven, paragraf 266 c, der kan give op til fire måneders fængsel til

den, der bliver ved med at gentage en anklage, selv om den er blevet

underkendt. Anders siger, at han nu er meget tæt på at have mistet

tålmodigheden med Simone.

- Det er i sig selv dybt

beklageligt, at en skilsmisse mellem to mennesker kan udløse de hævnfølelser,

der er kommet til udtryk i denne sag. Jeg håber, det er tydeligt for enhver,

at

min tidligere kone er en person, der bliver helt vild, når hun rager uklar

med

én.

Simone siger, at hun er bange

for, at Anders igen skal få ram på hende.

- Men jeg ved, hvad jeg gør.

Det er også af hensyn til andre kvinder, der måske har oplevet det samme som

jeg, at jeg nu fortæller historien.

Simone giver udtryk for, at

hun trods alt igen har fået et godt liv.

Hun har kun sparsom kontakt

med Søren. Derimod er Søren det eneste af de tre børn, Anders i dag har

forbindelse til. Hver måned får Søren, der går i skole i København, 2500 kr.

fra Anders.

Lauge læser også i København.

Han har lige været på en ferierejse sammen med sin mor og lillesøster.

Han står ved den forklaring,

han gav til politiet om Anders.

- Jeg hørte det, Søren i

første omgang også fortalte, men jeg har aldrig set noget.

Lauge har valgt at støtte sin

mor.

- Det var uenigheden om

Hanne, der udløste striden mellem mine forældre.

Den måde, Anders har reageret

på, har ikke altid været sympatisk, og min mor blev ked af det, fortæller

Lauge

i dag.

Han klarer sig godt og siger

selv, at han har lagt forældrenes bitre opgør bag sig. Selv om brødrene begge

bor i København, ser de kun meget lidt til hinanden.

Meget er slået i itu i en

skilsmisses efterskælv. Og den sidste stridbare scene er endda ikke skrevet

endnu.”

Samme dag bragte

JydskeVestkysten under overskriften ”DE MEDVIRKENDE” følgende

faktaboks:

”Anders er en mand i

halvtresserne. Han har gjort karriere i politiet. Han blev gift med Simone i

1990. I 2000 blev de skilt. Anders bor i en jysk købstad og er gift igen. Han

er registreret som far til parrets datter, Hanne. Han er adoptivfar til to

drenge, Simone havde med ind i ægteskabet.

Simone er født i 1954 og er

nogle få år yngre end Anders. Hun har en universitetsuddannelse og har fået

et

nyt job i Flensborg. Hun bor sammen med Hanne i byens udkant.

Lauge var fire år, da hans

mor blev gift med Anders. Han er i dag 19 og bor i København, hvor han læser.

Han har ikke længere forbindelse til Anders.

Søren er 15 måneder yngre end

Lauge. Han bor også i København, hvor han går i skole. Søren betragter

fortsat

Anders som sin far.

Hanne er 12 år. Hendes

forbindelse til Anders er afbrudt.

Historien bygger først og

fremmest på samtaler med Simone og Anders. Simone har også stillet et

omfattende skriftligt materiale til rådighed.

Alle de omtaltes navne er

ændret, så de optræder anonymt.”

Sammen med artiklen bragte

JydskeVestkysten et billede af Simone og [K], hvor personerne er sløret ved,

at

der er sorte felter for ansigterne.

2. Parternes synspunkter

2.1. [K]s synspunkter

[K] har anført, at der reelt

ikke er tale om en anonymisering, idet han arbejder som [A], og hele egnen

ved

angiveligt, at det var ham, der blev hængt ud som pædofil. [K] har gjort

opmærksom på, at han efter offentliggørelsen af artiklen har modtaget

reaktioner

fra landsdelen og er blevet kontaktet af journalister.

[K] har anført, at artiklen

ikke er objektiv, men er en ensidig udhængning af ham som pædofil. [K] har

videre anført, at han opfordrede JydskeVestkysten til også at belyse sagen

fra

hans side, men at han kun i begrænset omfang er kommet til orde i artiklen.

[K]

har oplyst, at han kun frabad sig citeret vedrørende oplysninger om Simones

seksuelle adfærd. [K] har anført, at han endvidere opfordrede avisen til at

undersøge Simones troværdighed, hvilket ikke skete.

[K] har herudover anført, at

artiklen ikke burde være bragt, idet skilsmissehistorien henhører under

privatlivets fred, og at han klart gav udtryk for, at han ikke ønskede

detaljer

fra sit privatliv offentliggjort. [K] har tillige anført, at beskyldningerne

mod ham vedrørende seksuelt misbrug allerede i 2003 efter en politimæssig

undersøgelse blev afvist af statsadvokaten som grundløse. [K] har endelig

anført, at pædofilihistorien er pure opspind og kun interessant, idet han er

[B],

hvilket JydskeVestkysten også har indrømmet.

2.2. JydskeVestkystens

synspunkter

JydskeVestkysten har anført,

at anonymiteten er sikret, idet [K]s titel som [B] ikke er nævnt, ligesom der

heller ikke nævnes bynavne.

JydskeVestkysten har videre

anført, at [K] har haft lejlighed til at kommentere sagen, men at [K] selv

ønskede, at avisen undlod at anvende de oplysninger, han fremkom med, hvilket

JydskeVestkysten respekterede. JydskeVestkysten har herudover anført, at

forhold, der fremstår negativt for Simone, også er blevet beskrevet.

JydskeVestkysten har endelig

anført, at avisen vurderede, at skilsmissehistorien var af almen interesse,

idet kærlighed ofte slår over i had. JydskeVestkysten har tillige anført, at

pædofilianklagerne er meddelt til flere myndigheder så sent som i efteråret

2005.

3. Pressenævnets afgørelse og

begrundelse:

I sagens behandling har

følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Lene Pagter Kristensen, Jan

Kristensen, Lene Sarup og Leif Max Hansen.

Det er en betingelse for at

klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der

klages over. Det indebærer, at man selv som person, organisation, virksomhed

eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde

identificerbar

i mediet.

Pressenævnet finder, at det

ikke kan udelukkes, at det er muligt for personer med kendskab til de

forhold,

der beskrives i artiklerne, at identificere [K] som den omtalte person,

hvilket

også er sket. [K] har herefter retlig interesse i, at klagen

realitetsbehandles.

Parterne har afgivet modstridende

forklaringer for Pressenævnet om, hvorvidt [K] frabad sig citeret vedrørende

bestemte forhold eller generelt hele historien. På grund af den begrænsede

mulighed for at føre bevis for Pressenævnet, kan Nævnet ikke afgøre, hvilken

forklaring, der er den rigtige. Pressenævnet finder imidlertid, at [K]s

synspunkter er fremkommet i artiklerne, ligesom oplysningerne er blevet

forelagt [K], hvorfor Nævnet ikke finder anledning til at udtale kritik

heraf.

Det følger af de vejledende

regler om god presseskik, at et medie skal udvise kritik over for

nyhedskilderne,

i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller

skadevoldende hensigt. Der gælder efter omstændighederne en tilsvarende

forpligtelse for mediet til at udvise særlig agtpågivenhed ved

offentliggørelse

af kommentarer og vurderinger, når disse indgår i nyhedsformidlingen af en

sag,

hvori den pågældende kan have en særlig personlig eller økonomisk interesse.

Pressenævnet lægger til

grund, at Simone selv ønskede at udtale sig og fremlægge dokumenter i

forbindelse med artiklen. De sidstnævnte forhold gav JydskeVestkysten

anledning

til at udvise særlig agtpågivenhed, og JydskeVestkysten burde derved have

efterkommet opfordringen til at undersøge Simones troværdighed. Dertil

kommer,

at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar

almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på

beskyttelse af sin personlige anseelse. Pressenævnet finder derfor, at det

har

påhvilet JydskeVestkysten at sikre sig en effektiv anonymisering af de

personer, som er omtalt i artiklerne, og Nævnet udtaler kritik heraf.

I medfør af

medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende

redaktør

af JydskeVestkysten at bringe følgende:

”

Kendelse fra Pressenævnet:

JydskeVestkysten bragte den 8. januar 2006 to artikler, hvori en

skilsmisse blandt andet blev omtalt. [K] har klaget til Pressenævnet, idet

han

mener, at god presseskik er tilsidesat.

Pressenævnets afgørelse og begrundelse:

Pressenævnet lægger til grund, at Simone selv ønskede at udtale sig og

fremlægge dokumenter i forbindelse med artiklen. De sidstnævnte forhold gav

JydskeVestkysten anledning til at udvise særlig agtpågivenhed, og

JydskeVestkysten burde derved have efterkommet opfordringen til at undersøge

Simones troværdighed. Dertil kommer, at meddelelser, der kan krænke

privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver

offentlig

omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige

anseelse.

Pressenævnet finder derfor, at det har påhvilet JydskeVestkysten at sikre sig

en effektiv anonymisering af de personer, som er omtalt i artiklerne, og

Nævnet

udtaler kritik heraf.

Afgjort den 9. maj 2006.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter